Praksis

ukra202514

Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Ansøgeren indrejste første gang i 2012, hvor han blev meddelt opholdstilladelse på andet grundlag. I 2019 søgte ansøgeren asyl efter udløbet af hans opholdstilladelse på andet grundlag. I 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl, og senere i 2021 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. I 2022 genindrejste ansøgeren fra et andet vesteuropæisk land. Senere i 2022 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om overførsel af ansøgeren til et andet vesteuropæisk land. I 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter Ukraine-særloven. I 2024 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet ansøgerens spontane asylsag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.Flygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren er etnisk ukrainer og katolik af trosretning fra byen [ansøgerens hjemby], der er beliggende i Zhytomyr Oblast, Ukraine. Ansøgeren har efter det oplyste ikke været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen i 2021 som asylmotiv henvist til, at han frygtede en lokal bande i Ukraine. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at han havde et forhold til en kvinde, der var i et forhold med en mand, der var en del af den lokale bande. Efterfølgende blev ansøgeren overfaldet af personer fra banden. Ansøgeren oplyste videre, at der var kommet personer på ansøgerens forældres bopæl, og at disse personer havde spurgt efter ansøgeren, hvorfor familien ikke ville have kontakt med ham. Ansøgeren har efter genoptagelsen af sagen fastholdt dette asylmotiv. Ansøgeren, der har oplyst, at han på grund af tidligere ophold i Danmark ikke har været indkaldt til militærtjeneste, har i forbindelse med den genoptagne sag som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste.  Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet under forhold, der er i strid med menneskerettighederne, såfremt han nægter at udføre militærtjeneste.  For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv begrundet i en konflikt med en lokal bande i Ukraine, skal Flygtningenævnet henvise til den begrundelse, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2021. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militæret og at blive sendt til frontlinjen, fremgår det af de tilgængelige baggrundsoplysninger, herunder rapporten “Ukraine — Mobilisation” udgivet af Udlændingestyrelsen i marts 2024, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker invaderede landet den 24. februar 2022. Implementeringen af mobiliseringen indebærer, at enhver mand mellem 18 og 60 år som hovedregel er underlagt pligt til mobilisering. Ansøgeren, der nu er [i 30erne] år gammel, har forklaret, at han ikke har udført militærtjeneste i Ukraine, fordi han har opholdt sig i Danmark i flere år og har været fritaget for at udføre militærtjeneste på grund af uddannelse. Frem til 2017/2018 har ansøgeren været på ferierejser i Ukraine ca. en gang om året. Ansøgeren har efter det oplyste senest fået udstedt pas under et besøg i Ukraine i 2014. Ansøgeren har forklaret, at hans mor har fortalt ham, at der efter hans ankomst til Danmark blev sendt indkaldelser fra militæret til hans bopæl i Ukraine 1-2 gange årligt. Ansøgeren har hverken indsendt dokumentation på, at han har været fritaget for at udføre militærtjeneste eller på indkaldelserne, og hans forklaring om omstændighederne i forbindelse med fremsendelse af indkaldelserne har været divergerende for så vidt angår forældrenes modtagelse af disse, ligesom han som noget nyt for nævnet har forklaret, at hans forældre var bange, da de modtog indkaldelserne. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren af de ukrainske myndigheder er blevet indkaldt til og kan anses for at have unddraget sig militærtjeneste, herunder i forbindelse med mobiliseringen, og at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil blive straffet med fængsel herfor. Allerede derfor har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2.  De generelle forhold i Ukraine, herunder i ansøgerens hjemområde Zhytomyr, som nærmere beskrevet i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2025, har ikke en sådan en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ifølge de seneste konfliktdata fra ACLED er sikkerhedssituationen i ansøgerens hjemområde i perioden op til november 2025 således fortsat stabil og kendetegnet ved en lav eller meget lav grad af sikkerhedshændelser, få eller ingen angreb mod civile og få civile dødsfald (18 civile dødsfald i perioden 21. november 2024 til 21. november 2025). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”  Ukra/2025//14MNR

ukra202513

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks af trosretning og fra [det vestlige] Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive mobiliseret af det ukrainske militær og sendt til frontlinjen. Ansøgeren frygter at afgå ved døden som følge heraf eller at få yderligere psykiske traumer. Ansøgeren har til støtte herfor gjort gældende, at han tidligere som politibetjent har været mobiliseret til hæren i [et år mellem 2010-2015] og har gjort tjeneste ved frontlinien ved [by i det østlige Ukraine] og [by i det østlige Ukraine]. Her har han oplevet vold, dødsfald og ødelæggelser på tæt hold, hvilket har medført varige psykiske følger i form af søvnløshed, mareridt og angstreaktioner. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter at blive idømt en fængselsstraf som følge af, at han nægter at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Ukraine, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Endelig har ansøgeren nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen, idet han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. stk. 2. Bestemmelsen hjemler mulighed for opholdstilladelse, hvis ganske særlige grunde, herunder blandt andet familiemæssige hensyn, taler herfor. Ansøgeren har til støtte herfor gjort gældende, at han har en nær tilknytning til sin forlovede og hendes [5-10-årige barn] i Danmark, hvilket må tillægges betydelig vægt. [Barnet] betragter ham som sin far. Endvidere er ansøgeren psykisk belastet som følge af tidligere krigsoplevelser og deraf følgende traumer. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren [i sommeren 2022] søgte om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven). Han blev [i sommeren 2022] meddelt afslag på ophold i henhold til særlovens § 1 under henvisning til [begrundelse]. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militæret og at blive sendt til frontlinjen, fremgår det af de tilgængelige baggrundsoplysninger, herunder rapporten ”Ukraine – Mobilisation” udgivet af Udlændingestyrelsen i marts 2024, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker invaderede landet den 24. februar 2022. Implementeringen af mobiliseringen indebærer, at enhver mand mellem 18 og 60 år som hovedregel er underlagt pligt til mobilisering. Det fremgår af UNHCR's Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 167-174, at frygt for at deltage i kamphandlinger i forbindelse med aftjening af militærtjeneste ikke er et asylbegrundende forhold. Det fremgår heraf endvidere, at selv om unddragelse eller desertering fra militærtjeneste almindeligvis er strafbart ved lov, betragtes denne straf normalt ikke som forfølgelse, og frygt for straf alene retfærdiggør heller ikke meddelelse af flygtningestatus. Det tilkommer det enkelte land at lovgive om reglerne for militærtjeneste for egne borgere og at fastsætte sanktioner i tilfælde af unddragelse fra militærtjeneste m.v. I Udlændingestyrelsens rapport ”Ukraine – Mobilisation” fra marts 2024 anføres, at straffen for unddragelse fra militærtjeneste afhænger af, hvornår unddragelsen finder sted. Undladelse af at melde sig til et rekrutteringskontor efter modtagelse af indkaldelse straffes efter det oplyste med en bøde svarende til kr. 500, hvorimod unddragelse af militærtjeneste efter modtagelse af mobiliseringsordre og gennemgang af lægeundersøgelse straffes med fængsel i 3 til 5 år, ligesom desertering kan straffes med fængsel i 5 til 12 år. Desertering fra militæret kan straffes med fængsel i 5 til 12 år under undtagelsestilstand, jf. den ukrainske straffelovs artikel 408. Der foreligger ikke oplysning om, at den nye mobiliseringslov, som trådte i kraft den 18. maj 2024, medfører højere fængselsstraffe. Tilsvarende regler gælder i Danmark, hvor strafferammen for unddragelse og desertering fra militærtjeneste i henhold til den militære straffelov § 25 og § 31 varierer mellem bøde og fængsel i op til tre år. Under en væbnet krig kan straffen stige til 10 til 12 års fængsel. Strafferammen for unddragelse af militærtjeneste eller desertering efter den ukrainske straffelov kan således ikke anses for at være uproportional eller åbenbart overstige straffen efter dansk retstradition. Vedrørende afsoningsforholdene i ukrainske fængsler, såfremt ansøgeren måtte blive straffet i Ukraine, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, lægger Flygtningenævnet til grund, at disse er vanskelige, og at standarden er meget lavere end i danske fængsler. Det fremgår blandt andet af Udlændingestyrelsens rapport om fængselsforholdene i Ukraine fra december 2024, at Ukraine fortsat tillader uafhængig overvågning af militære- og civile fængsler, fangelejre og varetægtsfængsler af internationale og lokale menneskerettighedsgrupper. Lokale menneskerettighedsgrupper konstaterer på baggrund af monitorereringsbesøg i afsoningsfaciliteter i Ukraine, at belægningen i fængslerne generelt er steget som følge af krigen, og de vurderer, at de indsattes ret til passende fysiske afsoningsforhold ofte krænkes. Det ukrainske justitsministerium har oplyst, at der løbende foretages reparationer og renovering af afsoningsfaciliteter. Afsoningsforholdene i Ukraine er beskrevet i to kendelser afsagt af Højesteret den 20. juni 2025 vedrørende udlevering til strafforfølgning i Ukraine efter blandt andet indhentede garantier fra de ukrainske myndigheder (sag 2/2025 og sag 3/2025). I den ene kendelse fandt Højesteret på baggrund af karakteren og indholdet af de afgivne garantier sammenholdt med den pågældendes individuelle forhold, at der - på trods af rapporterne om fængselsforholdene i Ukraine - ikke var en reel risiko for, at den pågældende vil blive udsat forhold i strid med EMRK artikel 3. Udleveringsanmodningen blev derfor taget til følge i den ene sag. I den anden sag afviste Højesteret udlevering, da sagen angik en person, der tilhørte en særligt udsat gruppe. Flygtningenævnet har siden en afgørelse af 3. november 2020 fundet, at der ikke er ”grundlag for at fastslå, at afsoning i Ukraine generelt vil ske under forhold, der krænker Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder navnlig artikel 3.” Flygtningenævnet anførte i afgørelsen af 3. november 2020, at ”den omstændighed, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere konkrete sager, herunder dom af 25. juni 2020 i sagen Borzykh and others v. Ukraine (app.  5353/14) har fastslået, at fængselsforholdene i Ukraine udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ikke kan føre til, at varetægtsfængsling eller afsoning af straf i Ukraine i sig selv vil udgøre en krænkelse efter konventionen omfattet af udlændingelovens § 7 i forhold til ansøgeren.” Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i et antal efterfølgende sager – senest dom af 13. november 2025 i sagerne Kytsko mfl. (app. 7937/24 m.fl.) - behandlet spørgsmålet om afsoningsforhold i Ukraine og i adskillige sager statueret krænkelse af EMRK artikel 3 og 13. Flygtningenævnet har i perioden 1. januar til 30. oktober 2025 truffet 11 afgørelser vedrørende personer fra Ukraine, hvor frygt for militærtjeneste har været påberåbt som asylmotiv. I disse afgørelser har Flygtningenævnet i overensstemmelse med hidtidig praksis fundet, at afsoningsforholdene ikke i sig selv er af en sådan karakter, at frygt for militærtjeneste i sig selv er et asylmotiv under henvisning til EMRK artikel 3, jf. senest afgørelse af 2. oktober 2025. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at nævnet i en konkret sag den 31. oktober 2025 har omgjort Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en ukrainsk statsborger, der som asylmotiv havde påberåbt sig risikoen for at blive idømt fængselsstraf for nægtelse af at udføre militærtjeneste. Nævnet fandt i den sag, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger om de generelle afsoningsforhold i Ukraine ikke kunne afvises, at der var en reel risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3 i forbindelse med en afsoning som militærnægter. På den baggrund meddelte nævnet i den konkrete sag ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet finder - i overensstemmelse med flertallet i Flygtningenævnets koordinationsudvalgs udtalelse på mødet den 13. november 2025 og i overensstemmelse med Flygtningenævnets hidtidige praksis i øvrigt - at de to kendelser afsagt af Højesteret den 20. juni 2025 vedrørende udlevering til strafforfølgning til Ukraine ikke kan tages som udtryk for, at fængselsforholdene i Ukraine i sig selv er af en sådan karakter, at enhver, der ved en tilbagevenden til Ukraine måtte risikere fængselsstraf, er i reel risiko for at blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3, og at en ansøger, der har nægtet eller måtte påtænke at nægte at udføre militær tjeneste, alene på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder - i overensstemmelse med flertallet i Flygtningenævnets koordinationsudvalgs udtalelse på mødet den 13. november 2025 og i overensstemmelse med Flygtningenævnets hidtidige praksis i øvrigt – at Flygtningenævnet fortsat skal foretage en nærmere vurdering af ansøgerens reelle risiko for at blive udsat for fængselsstraf ved en tilbagevenden til Ukraine og af den forventede varighed af og rammerne for varetægtsfængsling og afsoningen af en sådan fængselsstraf, herunder i lyset af ansøgerens individuelle forhold. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen oplyst [i vinteren 2024/2025], at han ikke da havde fået en mobiliseringsordre, og at han udrejste før krigen startede, hvorfor han ikke anså sig som militærnægter. Under nævnets behandling af sagen forklarede han, at hans familie flere gange efter hans udrejse er blevet opsøgt med henblik på hans indkaldelse til militærtjeneste, idet han antog, at interessen for ham skyldes, at han er tidligere [erhverv] og har været i krigstjeneste i [et år mellem 2010-2015]. Ansøgeren har ikke nærmere kunnet redegøre for indkaldelsens indhold, ligesom han ikke har fremlagt den under sagens behandling. Flygtningenævnet finder - dels efter ansøgerens divergerende forklaring om, hvorvidt han aktuelt har modtaget en mobiliseringsordre, dels efter baggrundsoplysningerne om, at ukrainere kan risikere frihedsstraf, hvis de deserterer eller nægter at udføre militærtjeneste efter at have modtaget en mobiliseringsordre og efter at have gennemgået en lægeundersøgelse, og at dette kan straffes med fængsel i tre til fem år - at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren af de ukrainske myndigheder anses at have unddraget sig militærtjeneste på en måde, der gør ham hjemfalden til frihedsstraf i tilfælde af tilbagevenden til Ukraine. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke under henvisning til sit ønske om ikke at udføre militærtjeneste har behov for international beskyt­telse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de generelle forhold i landet, herunder i ansøgerens hjemområde [område], der er beliggende i det vestlige Ukraine, finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i ansøgerens hjemområde ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren som følge heraf er i en asylbegrundende situation omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår af den norske temarapport Ukraina: ”Sikkerhetssituasjonen - et overblikk” udgivet den 17. november 2023 og den svenske temarapport Ukraina, Aktuel/ konfliktutveckling och sikkerhets (LIFOS, udgivet 22. december 2023), at sikkerhedssituationen i det centrale og vestlige Ukraine er præget af en lav eller meget lav grad af ustabilitet og enkelte civile tab, som følge af direkte og indirekte vold og vilkårlige luftangreb mod civil infrastruktur. Der har ikke fundet landkampe sted siden april 2022, men flere af regionerne i det vestlige Ukraine er kontinuerligt mål for russiske luftangreb, hvilket resulterer i sporadiske tab af civile liv. Udlændingestyrelsens senest opdaterede gennemgang af konfliktdata fra Armed Conflict Location & Event Data Project (ACLED) påviser, at sikkerhedssituationen i det vestlige og centrale Ukraine, herunder ansøgerens hjemområde [i det vestlige Ukraine], i perioden op til november 2025 fortsat er stabil og kendetegnet ved en lav eller meget lav grad af sikkerhedshændelser, få eller ingen angreb mod civile og få civile dødsfald. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af hans blotte tilstedeværelse i området eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han ikke mener, han kan vende tilbage til Ukraine, fordi han bor sammen med sin forlovede og hendes barn i [en større dansk by]. Vedrørende ansøgerens påstand om hjemvisning af sagen i henhold til Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, tages påstanden herom ikke til følge. Herved bemærker Flygtningenævnet, dels at ansøgeren ikke ses at have indgivet en ansøgning efter denne bestemmelse til Udlændingestyrelsen, dels at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at behandle ansøgninger efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en asylbegrundende situation omfattet af udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Ukra/2025/13/MSI

iran202554

Nævnet meddelte i november 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2023. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [kurder] og sunnimuslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men han har i Danmark været politisk aktiv på sociale medier og har deltaget i demonstrationer, hvor han har ytret sig kritisk i forhold til de iranske myndigheder. I forbindelse med den oprindelige asylsag henviste ansøgeren som asylmotiv til en konflikt med de iranske myndigheder, der har sin baggrund i, at han havde anlagt en sag mod to [personer] ansat i revolutionsgarden. Under retssagen mod [personerne] krævede ansøgeren betaling for sin andel af [arbejde]. Dommeren afviste dog sagen med henvisning til, at ansøgeren som [etnicitet] ikke havde krav på betaling. På vej ud af retten var ansøgeren meget ophidset, og derfor udtalte han blandt andet skældsord om Khomeini, islam og den Islamiske Republik Iran. Samme aften blev ansøgeren opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, Sepah, på sin bopæl. Derefter blev ansøgeren tilbageholdt under fængselslignende forhold i 40 dage, hvor han blev udsat for tortur og beskyldt for at være modstander af den Islamiske Republik, for at samarbejde med regimekritiske politikere og for at have hjulpet familier til demonstranter, der havde demonstreret mod det iranske styre. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt og tilbageholdt af Sepah fire gange af kortere varighed. Under genoptagelsessagen har ansøgeren fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til torturundersøgelsen [fra efteråret] 2024 udarbejdet af Amnesty Internationals lægegruppe, hvoraf det fremgår, at der er ”fuld overensstemmelse, der i høj grad underbygger den beskrevne tortur”. Ansøgeren har ligeledes henvist til torturundersøgelseserklæringen fra foråret 2025 udarbejdet af Retsmedicinsk Institut, hvoraf det fremgår, at det på baggrund af de foretagne undersøgelser kan konkluderes, at der er påvist fysiske såvel som psykiske følger, der meget vel kan være fremkommet ved, at ansøgeren har været udsat for tortur, som det er oplyst i sagen. Ansøgeren har anført, at der hermed foreligger et konkret bevis, som understøtter hans oplysninger om tortur, og som i øvrigt understøttes af de fremlagte kautionsdokumenter. Ansøgeren har i advokatindlægget til brug for genoptagelsessagen som et nyt asylmotiv henvist til, at han i Danmark har været politisk aktiv på sociale medier og har deltaget i demonstrationer mod det iranske præstestyre, hvor han blandt andet har råbt slogans og holdt tale. Ansøgeren har i den forbindelse anført, at hans far blev opsøgt af de iranske myndigheder efter ansøgerens deltagelse i en demonstration i [dansk by] [i efteråret] 2024, og at hans far blev truet til at skrive under på, at ansøgeren ikke vil udføre politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da forklaringen herom overordnet fremstår konsistent og selvoplevet. Det lægges herunder til grund, at ansøgeren i Iran har haft en konflikt med de iranske myndigheder i anledning af en retstvist med to personer ansat i Sepahs efterretningstjeneste, at ansøgeren i den forbindelse er fremkommet med regimekritiske udtalelser over for en dommer, at ansøgeren efterfølgende er blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder i 40 dage og udsat for grov tortur, at ansøgeren er blevet løsladt mod kaution, at han efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne flere gange og i den forbindelse er blevet udsat for vold, og at hans forældre er blevet opsøgt af myndighederne efter hans udrejse af Iran. I bedømmelsen af ansøgerens generelle troværdighed har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om tortur er støttet af de gennemførte torturundersøgelser og de fremlagte fotos af ansøgerens skader, som er taget efter ankomsten til [europæisk land]. Som anført fremgår det herunder af torturundersøgelseserklæringen [fra foråret] 2025 udarbejdet af Retsmedicinsk Institut, at det på baggrund af de foretagne undersøgelser kan konkluderes, at der er påvist fysiske såvel som psykiske følger, der meget vel kan være fremkommet ved, at ansøgeren har været udsat for tortur, som det er oplyst i sagen. Det fremgår af baggrundoplysningerne, at den beskrevne tortur, herunder navnlig ophæng i håndled og falanga, ofte anvendes af de iranske myndigheder. Der er ligeledes lagt vægt på afslutningsbrevet fra RCT – RehabiliteringsCenter for Traumatiserede [fra efteråret] 2025, hvorefter ansøgeren er svært forpint af sin samlede tilstand og med symptomer svarende til posttraumatisk belastningsreaktion, personlighedsændring efter katastrofeoplevelse samt depression af svær grad uden psykotiske symptomer. Ansøgerens forklaring om den indledende tilbageholdelse af de iranske myndigheder er støttet af kautionsdokumenterne, som blev fremlagt forud for nævnsmødet i [efteråret] 2024. Dokumenternes oversatte indhold svarer til ansøgerens forklaring, hvorefter hans far stillede en ejendom som kaution i forbindelse med ansøgerens løsladelse, ligesom det generelle indhold vurderes at være i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne om sådanne dokumenter, jf. EASO, COI Query, Iran, Release on temporary bail, court documents, exit from Iran (april 2020), side 2f og 6. Det forhold, at dokumenterne ikke er blevet ægthedsvurderet, findes ikke at burde komme ansøgeren til skade, og nævnet finder ikke anledning til nu at iværksætte en sådan undersøgelse. Som det også er lagt til grund i Flygtningenævnets afgørelse fra [efteråret] 2024 indeholder ansøgerens forklaring på den anden side en række divergenser, udbygninger og ikke-overbevisende elementer. Flygtningenævnet finder, at de anførte forhold ikke i sig selv kan tillægges afgørende betydning, og at de skal ses i sammenhæng med ansøgerens betydelige psykiske udfordringer, og at ansøgeren under sine forklaringer til Udlændingestyrelsen og nævnet har været synligt påvirket af de fysiske og psykiske overgreb, som han har været udsat for. Samtidig bemærkes, at ansøgeren under forklaringen for nævnet har afgivet en uddybende og troværdig forklaring om sin legale udrejse, herunder at han blev bistået af advokaten i forbindelse med pasudstedelse, ligesom det stemmer med baggrundsoplysningerne, at der ikke i alle tilfælde som det foreliggende udstedes et udrejseforbud. Uanset at konflikten ligger nogle år tilbage i tid, finder Flygtningenævnet, at den efter sin karakter fortsat må anses for aktuel. Der er herved også henset til, at det er lagt til grund, at ansøgerens forældre er blevet opsøgt af de iranske myndigheder efter ansøgerens udrejse. Under disse omstændigheder – og uanset at det fremstår påfaldende, at ansøgerens ægtefælle og [barn] er rejst tilbage til og opholder sig i Iran – finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerens kritiske holdning til de iranske myndigheder, som er kommet til udtryk gennem en regimekritisk aktivitet på sociale medier samt deltagelse i demonstrationer rettet mod de iranske myndigheder her i landet, findes at understøtte, at der foreligger en sådan risiko. Idet det herefter findes ufornødent at tage nærmere stilling til ansøgerens politiske sur place-aktiviteter her i landet, finder Flygtningenævnet på den ovenfor anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2025/54/CARA

gamb20252

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet]og muslim af trosretning fra byen [by A] i det vestlige Gambia. Ansøgeren har været medlem og stifter af grupperingen [gruppe A], hvor han var [funktion] og informerede folk om, hvilke rettigheder de havde. Herudover var ansøgeren frivilligt medlem af grupperingen [gruppe B], en organisation, som arbejder for at stoppe kvindelig omskæring. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gambia frygter forfølgelse af myndighederne grundet hans politiske aktiviteter som modstander af kvindelig omskæring. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden 2008 har været politisk aktiv på sociale medier, som medlem af frivillige organisationer og ved deltagelse i [medier], hvorigennem han har udtrykket sig kritisk om kvindelig omskæring og de generelle forhold i Gambia. Ansøgeren frygter, at hans kampagne mod omskæring af kvinder vil påvirke hans forhold til sin familie og lokalsamfundet yderligere, idet de er religiøse i en ekstrem grad. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de gambiske myndigheder, idet han [i sommeren] 2019 har deltaget i en regimekritisk demonstration i [by B], Gambia, som havde til formål at udtrykke modstand mod den nye regering i Gambia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han deltog i demonstrationen med ”Three years Jotna” bevægelsen (”Three years is enough”), ansøgeren havde sendt penge og bidraget [praktisk]. Ansøgeren har videre oplyst, at en politienhed ved navn Police Intervention og militæret kom for at stoppe demonstrationen, hvorefter de brugte tåregas mod demonstranterne og arresterede folk. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter social udstødelse af sin familie grundet sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie ikke accepterer hans syn på kvindelig omskæring og hans politiske aktivisme, og at de ønsker, at han giver samtykke til, at hans [kvindeligt familiemedlem] i Gambia må omskæres. Ansøgeren har aldrig mødt [sit familiemedlem], som bor skiftevis i Gambia og [afrikansk land A], men de har telefonisk kontakt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Gambia til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf skulle være efterstræbt af myndighederne. Der er herved henset til, at ansøgeren til trods for sine politiske aktiviteter i Gambia i årene forinden, i 2013 udrejste legalt med henblik på familiesammenføring med sin tidligere ægtefælle i Danmark. Endvidere indrejste ansøgeren efter sin egen forklaring i 2019 legalt i Gambia for at deltage i en demonstration mod præsidenten i Gambia. Ansøgeren oplevede i den forbindelse eller senere under sit ophold ingen problemer med myndighederne i Gambia. Det bemærkes tillige, at ansøgeren efter sin forklaring har oplyst, at han ikke personligt er forfulgt, men i lufthavnen blev identificeret ved sin indrejse i Gambia [i sommeren]2019. Ansøgeren har endvidere på nævnsmødet oplyst, at han ikke selv har haft en afgørende rolle i forbindelse med demonstrationen i 2019 og baggrundsoplysningerne understøtter heller ikke forfølgning fra myndighederne i forbindelse hermed. Flygtningenævnet har endvidere henset til, at ansøgeren i sin forklaring til Udlændingestyrelsen har oplyst, at en deltager i demonstrationen, som blev anholdt, efterfølgende er blevet borgmester. Det forhold, at ansøgeren er tilknyttet bevægelsen ”Three years Jotna” kan ikke begrunde asyl, idet den gambiske forfatning garanterer forsamlingsfrihed. Heller ikke ansøgerens brug af [socialt medie] til politisk aktivisme kan føre til en anden vurdering, idet der ikke fremgår offentligt tilgængelige opslag med karakter af politisk aktivisme. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter sin egen forklaring i 2019 udrejste af Gambia via [afrikansk land A] for at undgå de gambiske myndigheder og ikke i forbindelse med sin indrejse i Danmark søgte om asyl henset til at ansøgerens opholdstilladelse var inddraget [i foråret] 2018. Flygtningenævnet kan endelig tilslutte sig, at ansøgerens konflikt med sin familie omkring kvindelig omskæring ikke har den fornødne karakter og intensitet, der kan begrunde at ansøgeren skal meddeles asyl. Af baggrundsoplysningerne fremgår endvidere, at kvindelig omskæring er blevet kriminaliseret i Gambia. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ikke ønsker, at ansøgerens [kvindeligt familiemedlem] bliver omskåret, kan begrunde at ansøgeren meddeles asyl, idet dette alene vedrører [det kvindelige familiemedlems] forhold. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering af sagen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gambia, vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenr. Gamb/2025/2/mpc

iran202556

Nævnet meddelte i november 2025 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk perser og protestantisk kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, da han boede i Iran. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark deltaget i demonstrationer mod de iranske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden risikerer forfølgelse som følge af sin konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i Danmark har været politisk aktiv i et sådant omfang, at det ikke kan udelukkes, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark eller vil kunne blive bekendt hermed, såfremt ansøgeren indrejser i Iran. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til sin deltagelse i en lang række demonstrationer i kølvandet på Mahsa Aminis død, og til de taler, som han har holdt ved en stor del af disse. Ansøgeren har endelig fremhævet den grad af eksponering, som han har været udsat for som resultat heraf, herunder som følge af de videoer af hans aktiviteter, der har været delt på diverse onlinemedier og profiler på de sociale medier. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere henvist til, at han i en længere årrække har udøvet sin kristne tro, og at han ikke vil have mulighed for at fortsætte sin udøvelse af sin tro i Iran. Ansøgeren har således henvist til, at han på [et asylcenter] normalt kom i bibelcafé hver torsdag og deltog i en lovsanggruppe, og at han i dag kommer i kirke hver søndag, hvilket han betragter som sin pligt, samt at han derudover kommer til mandagscafe i kirken hver mandag. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han har taget initiativ til at starte en lovsanggruppe i sin kirke, og til at skaffe noder m.v. fra en anden kirke. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ud over udøvelse af sin tro i kirken beder sammen med sin kone, herunder bordbøn, og at han forsøger at involvere sin religion i alle aspekter af sit liv. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om sine regimekritiske politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på ansøgerens forklaring om, at han har været politisk aktiv, herunder ved at have deltaget i og planlagt mange demonstrationer i Danmark, hvor ansøgeren blandt andet har holdt taler. Ansøgeren har ved en demonstration [på et centralt sted i København] holdt tale, som er blevet delt af en kendt iransk journalist på dennes [profil på socialt medie A] Hertil er en video af en demonstration foran den iranske ambassade i København, hvor ansøgeren har holdt tale, blevet delt af [en anden profil på socialt medie A] der har omkring [15-20 mio. følgere], og hvor omkring [35-45.000] personer har tilkendegivet at synes om opslaget. Hertil kommer, at ansøgeren har en åben profil på [socialt medie B], hvor han deler opslag af både regimekritisk karakter og kristne budskaber. En [video] af ansøgeren, der [foretager stærkt regimekritiske handlinger], er delt af [en profil på socialt medie A med ansøgerens navn], hvor videoen har været vist omkring [50-70.000] gange. Der er således fremlagt omfattende materiale, som dokumenterer, at ansøgerens politiske aktiviteter med kritik af det iranske styre har været af en sådan karakter og haft et sådant omfang, at ansøgeren har profileret sig på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders side. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Iran/2025/56/ysn

iran202555

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2022.  Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [muslim] af trosretning.Ansøgeren er født i [by], Iran. Da ansøgeren var fire-fem år gammel, flyttede ansøgeren med sin familie til [land 1], hvor de opholdt sig i [en by i land 1] i cirka to og et halvt år. Ansøgeren flyttede herefter med sin familie til [land 2], hvor de opholdt sig i syv-otte år. I 2005 flyttede ansøgeren med sin familie til [et land i Europa], hvor ansøgeren opholdt sig indtil hans udrejse til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet hans far var kritiker af regimet i Iran, hvor faren har været fængslet og blev anset som landsforræder. Derfor vil ansøgeren være i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få konflikter med de iranske myndigheder, herunder at blive fængslet, idet han føler sig vestliggjort og har en anden tankegang end majoriteten i Iran. Han har til støtte herfor gjort gældende, at han bor sammen med sin [etnicitet] kæreste, der er kristen, og de ser vestlige film og hører vestlig musik sammen. Hans værdier og overbevisning er på alle måder i modstrid med sharialoven. Ud fra en kumulativ betragtning når henses til, hvordan situationen har udviklet sig i Iran, vil ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran endvidere påkalde sig myndighedernes opmærksomhed. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han risikerer forfølgelse eller asylbegrundende overgreb som følge af hans afdøde fars konflikt med de iranske myndigheder, kan Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens asylmotiv herom til grund. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre blot tilnærmelsesvis mere detaljeret for hans fars konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har herunder ikke kunnet oplyse om, hvilke politiske aktiviteter, hans far mere konkret skulle have deltaget i, eller hvorfor ansøgerens afdøde far skulle have været efterstræbt af myndighederne. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at hans søster for nyligt har oplyst ansøgeren om, at faren skulle have arbejdet som journalist, forfatter og aktivist i Iran. Ansøgeren har således ikke nærmere kunnet oplyse om, hvilken avis faren skulle have arbejdet for eller, hvilke bøger, faren har været forfatter til. Flygtningenævnet har derudover - og særligt - lagt vægt på, at ansøgeren to gange er ind- og udrejst legalt til og fra Iran ved anvendelse af sit iranske pas i henholdsvis 2009 og 2011. I 2009 rejste ansøgeren som turist til Iran, hvor han opholdt sig i landet i cirka tre måneder. I 2011 rejste han igen til Iran, hvor han denne gang opholdt sig i landet i 45 dage i anledning af, at ansøgeren var blevet inviteret til et bryllup. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens far i 2009 selv opfordrede ansøgeren til at rejse til Iran, så ansøgeren ifølge faren med egne øjne kunne se, hvordan folk boede i Iran. Ansøgeren oplevede i forbindelse med begge rejser ikke nogen problemer med de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hans far skulle have været fængslet i Iran, da ansøgeren var lille, at ansøgerens far skulle have fortalt ansøgeren, at han ikke kunne rejse til Iran sammen med ansøgeren, idet han var kritiker af systemet og risikerede dødsstraf, og at ansøgerens familie i Iran har fortalt ansøgeren, at hans far risikerede henrettelse i Iran som følge af hans politiske aktiviteter, kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den iranske ambassade i [et europæisk land] ifølge ansøgeren skulle have oplyst, at blandt andet ansøgeren ville blive anholdt i Iran, hvis de rejste til Iran for at begrave ansøgerens far, da ambassaden oplyste, at de ville begrave en landsforræder. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han føler sig vestliggjort og har en anden tankegang, således at han risikerer forfølgelse eller asylbegrundende overgreb som følge heraf, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af den grund vil blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han vil blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til sit hjemland, hvilket ikke bestyrkes af andre omstændigheder eller oplysninger i øvrigt. Det bemærkes herved, at ansøgeren har oplyst, at han er muslim, praktiserer sin religion og taler farsi. Det forhold, at ansøgeren har boet i udlandet, siden han var omkring fire-fem år, at han er bange for, at de iranske myndigheder vil fabrikere en sag mod ham for at få ham fængslet, eller at de vil betragte ham som agent, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ligeledes alene beror på ansøgerens egen formodning, der ikke understøttes af oplysningerne i øvrigt. Dertil kommer, at ansøgeren to gange er ind- og udrejst legalt til og fra Iran ved anvendelse af sit iranske pas i henholdsvis 2009 og 2011 uden at opleve problemer med myndighederne. Ansøgerens opholdt sig i forbindelse med rejserne i Iran i henholdsvis cirka tre måneder og i 45 dage. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland, Iran, risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Iran/2025/55/MSI

alder202511

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en klager fra et afrikansk land, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i foråret 2006. Indrejst i 2025. Sagen blev behandlet på mundtligt nævn. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt.  Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Klageren har forklaret, at [klageren] er født [i foråret] 2008. Klageren har om sit pas under nævnsmødet forklaret, at [klageren] fik det udstedt på et myndighedskontor, hvor [klageren] tog hen med sin mor for at få optaget biometri. Klageren har tillige forklaret, at det var [klagerens] forældre, der i øvrigt stod for ansøgningen om pas og indgav den nødvendige dokumentation. Da passet skulle hentes, var klageren med sin mor, og det var først på dette tidspunkt, at klageren blev opmærksom på, at [klagerens] fødselsdato var anført forkert, men [klageren] fik oplyst, at det var som ønsket af [klagerens] far. Klageren har endelig forklaret, at [klageren] ikke er klar over, hvordan [klagerens] forældre har fået et pas udstedt med en forkert fødselsdato. Om sin skolegang i [afrikansk land] har klageren forklaret, at [klageren] startede i børnehave som 2-årig i februar 2011 og i første klasse i juni 2012 som 4-årig. Klageren har tillige forklaret, at [klageren] som følge af corona blev forsinket i skolen med et år, og at [klageren] gik i [klassetrin] i 2022, hvor [klageren] var 14 år. Klageren har tillige forklaret, at [klageren] var 10 år, da [klagerens] bedstemor døde i 2018, og at [klageren] på dette tidspunkt gik på skolen i [skole] [klassetrin]. Klagerens forklaring om sin skolegang fremstod for nævnet utroværdig og usikker, og klagerne har ikke kunnet oplyse om baggrunden for, at [klageren] startede i skole væsentligt tidligere end andre børn, idet [klageren] må have været op til 2 år yngre end de fleste andre klassekammerater. Flygtningenævnet bemærker, at Nationalt ID-center (NIDC) har foretaget en screening af klagerens pas, hvori det er anført, at [klageren] er født den [i foråret] 2006, og har vurderet at passet er originalt og i overensstemmelse med tilgængelige efterretninger. Af baggrundsoplysninger, herunder [landespecifikke baggrundsoplysninger] fremgår [de landespecifikke baggrundsoplysninger er udeladt, men det fremgår heraf blandt andet, at børn i forbindelse med ansøgning om pas skal møde personligt på paskontoret og fremlægge blandt andet fødselsattest, forældrenes ID-kort og forældrenes pas, samt at der er et velfungerende ID-registreringssystem, som dog er udfordret af mangelfulde fødsels-registre og korruption, men at den generelle pålidelighed mht. blandt andet pas er forbedret.]  Af baggrundsoplysninger om skolesystemet i [afrikansk land] fremgår det, at skolesystemet lægger sig op ad [skolesystem], fordi [begrundelse] I [afrikansk land] begynder skoleåret i januar og slutter i december. Skoleåret er opdelt i 3 perioder: Fra februar-maj, fra juni-august og sidste trim-ester er fra september-november. Det fremgår også, at [klassetrin] svarer til børnehave og 0. klasse. Her kan børnene begynde, når de er 3 år. [Klassetrin] svarer til de første 7 år af grundskolen i Danmark. Børnene starter normalt i skole i 1. kasse, når de er 6 år. Herefter er der [klassetrin], som svarer til de sidste år af grundskolen i Danmark og starten af gymnasiet, hvor man kan starte som 13-årig, og endelig [klassetrin], svarende til gymnasiet. Af aldersundersøgelsen for klageren fremgår det under konklusionen, at [klagerens] mest sandsynlige alder er 18-19 år. Uanset at klageren konsistent har fastholdt sin forklaring om sin fødselsdato og dermed alder, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagen, herunder navnlig aldersvurderingen, oplysningerne i passet og oplysningerne om skolegangen i [afrikansk land] ikke at kunne lægge den af klageren oplyste alder til grund. Nævnet har herved også tillagt det vægt, at klageren ikke ud over passet har fremlagt dokumentation for eller på anden måde nærmere sandsynliggjort den af [klageren] oplyste alder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren er registreret med fødselsdatoen [i foråret] 2006.” Alder/2025/11/CARA

rusl202522

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Rusland. Den mandlige ansøger indrejste i 2023 og den kvindelige ansøger indrejste i 2024.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra [by], [distrikt], Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder eller sendt i krig i Ukraine som følge af sin konflikt med [A], der er ansat hos det tjetjenske politi. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at der i efteråret 2020 opstod en konflikt vedrørende en hest, som tilhørte en person ved navn [A]. Hesten brækkede benene på ansøgerens families jordområde, og ansøgeren blev involveret i konflikten. Ansøgeren og hans fætter kom kort tid efter i slagsmål med [A]. Noget tid senere blev ansøgeren og hans fætter standset af fem mænd i en bil, som derefter overfaldt dem. Ansøgeren og hans fætter henvendte sig herefter til politiet for at anmelde overfaldet. Efter politianmeldelsen blev [A] ansat hos politiet. I den efterfølgende periode blev ansøgeren og hans fætter flere gange chikaneret af [A] og andre fra politiet, som standsede deres bil og gennemsøgte den. Chikanen stod på i omkring et år. En dag blev ansøgeren og hans fætter opsøgt af en person fra politiet, som bad dem møde op på politistationen. Da de dukkede op, blev ansøgeren bedt om at tage hjem, mens ansøgerens fætter blev bedt om at blive. Tre dage senere dukkede politiet op på ansøgerens bopæl og oplyste ham om, at hans fætter var omkommet i krigen i Ukraine. Ansøgerens far blev oprevet over denne nyhed, og som reaktion herpå mindede politiet ham om, at familien havde endnu en søn. Denne bemærkning blev af ansøgerens familie opfattet som en trussel. Et par timer efter opsøgningen kom politiet tilbage på bopælen, og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren besluttede sig herefter for at flygte ud af landet. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter sin ægtefælles familie, som følge af konflikten med hesten, og da han har giftet sig med sin ægtefælle uden hendes families tilladelse.  Til støtte for sit asylmotiv, har den mandlige ansøger oplyst, at [A] er i familie med ansøgerens ægtefælle, og at han derfor frygter, at [A] vil misbruge sin stilling hos politiet, til at hævne sig på ansøgeren. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun har krænket sin families ære ved at gifte sig med en mand, som familien ikke på forhånd har godkendt, og ved at være udrejst af Tjetjenien uden deres accept. Hun har hertil oplyst, at hun blev viet med sin ægtefælle i [vinteren 2022/2023] i Tjetjenien, og at hun efterfølgende blev udsat for vold flere gang af sin mor og far samt har været holdt indespærret på sit værelse. Den kvindelige ansøger har videre som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund om en konflikt med [A], der har ført til, at først ansøgerens fætter, [B], og senere ansøgeren er blevet beskyldt for at være ansvarlig for en ulykke i efteråret 2020 med en hest, der græssede på hans families jord. Overordnet finder nævnet, at ansøgerens forklaring om konflikten med [A] fremstår usandsynlig og konstrueret. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende og utroværdig på centrale punkter. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen [fra vinteren 2023/2024]. Nævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet ret upræcise forklaringer om, hvorvidt der var nogen, der havde set ansøgeren eller ansøgerens familie skade hesten, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hesten blev fundet på ansøgerens families jord, og at ansøgerens fætter [B] blev beskyldt for at have skadet hesten, fordi [B] var blevet set i området, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen oplyste, at [B] blev beskyldt for at have brækket hestens ben, fordi hesten blev fundet på familiens jord, og at [B] som den ældste blev anset for ansvarlig herfor. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hverken han, [B] eller andre i familien var til stede, da hesten kom til skade. Det er også indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om, hvad der skete efter, at ansøgeren og [B] var blevet overfaldet af [A] og fire andre personer. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] henvendte sig to gange til politiet i forbindelse med konflikten – første gang i forbindelse med at [A] og [B] var oppe at slås, og anden gang sammen med ansøgerens far efter at ansøgeren og [B] var blevet overfaldet af [A] og fire andre personer. Til asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at ansøgerens far henvendte sig til politiet efter overfaldet på ansøgeren og [B], og at politiet hverken afhørte ansøgeren eller [B]. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad hans far gjorde, da ansøgeren kom tilbage fra politistationen, uden at [B] kom med. Under gensamtalen har ansøgeren således forklaret, at hans far dagen efter tog på politistationen for at se, hvad der var sket med [B], hvorimod ansøgeren ikke ses at have forklaret herom under hverken asylsamtalen eller oplysnings- og motivsamtalen.   Nævnet finder det desuden påfaldende, at ansøgeren hverken under asylsamtalen eller gensamtalen har forklaret, at han og [B] blev tilbageholdt af politiet og sad i en celle i to dage, selvom ansøgeren har forklaret herom under oplysnings- og motivsamtalen, idet nævnet må anse dette for at være en central oplysning til belysning af asylmotivet. Dette fremstår særligt påfaldende i lyset af, at ansøgeren under asylsamtalen konkret blev spurgt ind til antallet af tilbageholdelser uden at nævne denne anholdelse. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere som noget nyt forklaret om en yderligere tilbageholdelse, som fandt sted i forbindelse med en episode, hvor han og [B] blev standset af politiet, og hvor [B] blev bedt om at fremvise sit kørekort, og hvor de begge sad i en celle i 4-5 timer, inden de blev løsladt. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om denne episode i lyset af, at en væsentlig del af ansøgerens asylmotiv knytter sig til en konflikt med politimyndighederne. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring for nævnet må lægges til grund, at ulykken med hesten fandt sted mere end 2 år før ansøgerens udrejse af Tjetjenien og Rusland, i hvilket tidsrum ansøgeren har kunnet opholde sig dér, ligesom ansøgeren i øvrigt kunne udrejse legalt af Tjetjenien og Rusland. I denne sammenhæng forekommer det også påfaldende, at ansøgeren trods den angivelige konflikt med [A] i november 2022 har indgået islamisk ægteskab med den kvindelige ansøger, hvis familie er beslægtet med [A’s] familie, herunder selvom ægtefællens familie efter det oplyste var imod ægteskabet. I forbindelse med vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed er det også indgået, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen blandt andet har oplyst, at han ikke var gift. På den ovenstående baggrund kan Flygtningenævnet derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med [A] og de tjetjenske myndigheder i anledning af en konflikt, der udspringer af en skade på en hest, som først [B] og nu – efter [B’s] død - ansøgeren er blevet anset ansvarlige for. I lyset af, at nævnet har afvist denne konflikt, kan det ikke føre til en anden vurdering af ansøgerens beskyttelsesbehov, at ansøgeren har påberåbt sig, at han på grund af sin konflikt med myndighederne frygter at blive indkaldt til militæret i Tjetjenien og sendt til krigen i Ukraine. En mere generelt betonet frygt fra ansøgerens side for at blive sendt til krigen i Ukraine er desuden – således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2023/2024] - ikke understøttet af de tilgængelige baggrundsoplysninger om rekrutteringen i Tjetjenien til krigen i Ukraine. Den kvindelige ansøger. De foreliggende baggrundsoplysninger understøtter, at æresdrab forekommer i Tjetjenien. Flygtningenævnet kan imidlertidig ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun har en konflikt med sin familie, som følge af, at hun har giftet sig med den mandlige ansøger. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og udbyggende. Ansøgeren har herunder under asylsagens behandling i Udlændingestyrelsen afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt det som følge af ansøgerens opvækstforhold var muligt for hende at mødes fysisk med den mandlige ansøger i den landsby, hvor de begge boede. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at hun er blevet opdraget meget strengt og som en pige, der var vokset op inden for hjemmets fire vægge, idet hun ikke måtte gå i skole, ikke måtte gå ud uden sin mor og ikke måtte tale med nogen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgerens veninde kom og hentede ansøgeren, hvis hun f.eks. skulle have hjælp til noget, og at ansøgeren på den kom ud af huset og kunne mødes med sin ægtefælle. Det er endvidere indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun blev islamisk viet med den mandlige ansøger, ikke har været konsistent. Til oplysnings- og motivsamtalen har den kvindelige ansøger således forklaret, at hendes ægtefælle, ægtefællens ven, to vidner og en imam var til stede under vielsen, og at ægtefællens familie var til stede i et andet rum, uden at den kvindelige ansøger så dem. Under asylsamtalen har den kvindelige ansøger derimod oplyst, at ægtefællen, to af ægtefællens venner og imamen var til stede under vielsen, og at ægtefællens familie ikke var til stede på dagen for vielsen, men først kom dagen efter. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at den kvindelige ansøger er usikker på, hvem der var til stede i forbindelse med vielsen, også henset til de særlige omstændigheder som ansøgeren har forklaret, at den islamiske vielse foregik under, hvor ansøgerens egen familie var imod giftermålet og ikke var til stede, hvilke omstændigheder heller ikke forekommer som en plausibel fremgangsmåde i en traditionel tjetjensk sammenhæng. Endelig finder nævnet, at den kvindelige ansøgers forklaring om, hvordan hun efter at være kommet hjem til sin familie igen fik mulighed for at på ny at komme i kontakt med sin ægtefælle, ikke fremstår overbevisende. Nævnet finder det således påfaldende, at den kvindelige ansøger fik adgang til – endsige turde - at anvende en mobiltelefon uden at blive kontrolleret henset til det oplyste om baggrunden for, at hun kom tilbage til sin familie og det i øvrigt oplyste om hendes strenge opdragelse. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, afviser Flygtningenævnet derfor ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med sin familie i anledning af, at hun mod sin families vilje har indgået ægteskab med den mandlige ansøger. I forhold til den kvindelige ansøgers frygt afledt af den af hendes ægtefælle påberåbte konflikt henvises til det ovenfor anførte vedrørende ægtefællen. Konklusion. Det følger af det ovenfor anførte, at ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de har behov for international beskyttelse i Danmark mod forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser [fra vinteren 2023/2024]. Løbenummer: rusl/2025/22/clu

arme20257

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra [landsby], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at skulle gøre tjeneste i reserven for det armenske militær og derved blive sendt i krig mod Aserbajdsjan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har aftjent værnepligt [i en toårig periode i 00’erne] for det armenske militær i [by A], Armenien. Under krigen i 2019-2020 i Armenien blev der offentliggjort lister over personer, der var indkaldt til at skulle gøre tjeneste, og ansøgerens navn fremgik heraf. Ansøgeren udrejste herefter af Armenien. Ansøgeren har videre oplyst, at hans mor under hans ophold i Danmark har oplyst, at hans navn fortsat fremgår af kvoterne for reservister, og at hun har modtaget en skriftlig indkaldelse fra rekrutteringskontoret i Armenien i hans navn. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive straffet som følge af, at han tidligere er deserteret fra militæret i Armenien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret] 2020 blev stoppet af en militærbil og kørt til [by B], hvor han modtog militærtræning i omkring syv dage med henblik på at blive sendt til Nagorno-Karabakh for at forsvare [by C]. På vej dertil tilkendegav ansøgeren og hans kammerat modvilje mod at deltage i krigshandlinger, hvorefter de sammen flygtede ved at springe ud af en kørende lastbil. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sin afdøde kammerats familie, idet de beskylder ansøgeren for at have forårsaget kammeratens død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans kammerat sprang ud af bilen ved et skovområde om natten. Under flugten trådte hans kammerat på en landmine og omkom på stedet, mens ansøgeren fortsatte sin flugt til [by D]. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke er bekendt med, hvordan hans kammerats familie fandt ud af, at de sammen var flygtet fra reserven, men at ansøgerens mor har oplyst, at kammeratens familie flere gange har opsøgt hendes bopæl i Armenien. En af gangene tog de ansøgerens bror med sig og tilbageholdt ham i flere timer med henblik på at udspørge ham om ansøgeren, inden han blev løsladt igen. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter repressalier i Armenien som følge af en seksuel relation til sin onkels ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Armenien har været udsat for seksuelle overgreb af sin onkels ægtefælle. Overgrebene begyndte, da han var 24–25 år gammel, og fortsatte frem til [efteråret] 2021. Ansøgeren har videre oplyst, at en ukendt person blev bekendt med relationen og begyndte at sprede rygter herom. Ansøgeren frygter, at specifikke familiemedlemmer får kendskab til disse rygter. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren har modtaget en tilsigelse til militæret i Armenien som reservist, og at han er deserteret fra reserven. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien risikerer en straf som desertør. Det henhører under enhver jurisdiktion at lovgive om og fastsætte straffen for lovovertrædelser, herunder for desertering fra militærtjeneste, og efter baggrundsoplysningerne vedrørende den forventelige straf herfor vil der ikke være tale om en uforholdsmæssig straflængde. Flygtningenævnet finder, at der ikke i baggrundsoplysningerne er belæg for, at afsoningsforholdene i armenske fængsler har en karakter, der er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er beskrevet med en psykisk sårbarhed, men det kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Indkaldelse til militærtjeneste er ikke i sig selv et forhold, der kan begrunde asyl. Forholdet angående militærtjeneste kan derfor ikke føre til asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår asylmotivet om, at ansøgeren frygter sin afdøde kammerats familie, idet de beskylder ansøgeren for at have forårsaget kammeratens død, har ansøgeren i asylansøgningsskemaet af [sommeren] 2023 oplyst, at han og hans kammerat gik gennem skovene i tre dage, efter de var sprunget af lastbilen. Pludselig hørte ansøgeren en eksplosion bagved og så, at hans ven var sprængt i stykker på en mine. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2023 forklaret, at de hørte et skud, da de kastede sig ud af lastbilen, men ingen af dem blev ramt. De løb gennem skoven. De skiftedes til at løbe og gå i halvanden til to timer. Ansøgerens ven var kommet til skade, da han hoppede ud af lastbilen, så ansøgeren var hele tiden foran ham. Vennen trådte på en landmine, og ansøgeren måtte fortsætte alene. Ansøgeren har under den udvidede samtale [i efteråret] 2024 forklaret, at der var en person, der skød efter ham og hans ven, da de hoppede ud af lastbilen. Ansøgerens ven var 10-15 meter bag ansøgeren, da han trådte på en mine. Der var intet tilbage af ham. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han godt kan se, at han i asylansøgningsskemaet kom til at skrive, at han og hans kammerat gik sammen i 3 dage, men det var en fejl. De løb og gik kun sammen i ca. 2 timer, inden eksplosionen skete, hvorefter ansøgeren gik videre alene. Da eksplosionen skete, mærkede han varme i nakken og blev skubbet ned på knæ af en slags bølge. Hans kammerats familie tror ikke på, at kammeraten døde med det samme, men at han kun blev skadet i benene og så efterladt af ansøgeren. De har opsøgt ansøgerens familie flere gange. De vil have ansøgeren til at vise stedet, hvor eksplosionen skete, for at lede efter bare en knogle efter deres familiemedlem, men ansøgeren kan ikke finde tilbage til stedet. De synes, at det er uretfærdigt, at ansøgeren er i live og bor i Europa. Han ved, at de ikke vil give ham 2-3 minutter til at forklare. De vil slå ham ihjel, men han ved ikke hvordan. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende derved, at han i asylansøgningsskemaet intet oplyste om skud, i oplysnings- og motivsamtalen, at de hørte skud, og i den udvidede samtale, at der blev skudt efter dem. Ansøgeren har forklaret divergerende derved, at han i asylansøgningsskemaet oplyste, at de gik i tre dage, inden eksplosionen skete, mens han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var halvanden til to timer. Hertil kommer, at troværdigheden af ansøgerens forklaring må vurderes i lyset af, at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han udrejste af sit hjemland i 2022, fordi han så på nettet, at der var arbejdsmuligheder i Danmark. Det må også indgå, at han først søgte asyl [i sommeren] 2023 efter at være indrejst i Danmark [i foråret] 2022. Ansøgeren har imidlertid gennem hele ansøgningsforløbet fastholdt sin forklaring om at være deserteret sammen med en kammerat, der omkom ved en eksplosion forårsaget af en landmine, og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen lægger Flygtningenævnet til grund, at en sådan ulykke fandt sted, og at ansøgeren overværede det. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hans kammerats familie efterstræber ansøgeren på livet på grund af ulykken, til grund. Forklaringen er ikke underbygget ved konkrete eksempler på trusler eller andet, og ansøgerens frygt må anses for udelukkende at bero på hans egen formodning. Forholdet angående ansøgerens afdøde kammerat kan derfor ikke føre til asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2.  For så vidt angår asylmotivet om, at ansøgeren frygter repressalier som følge af en seksuel relation til sin onkels ægtefælle, har ansøgeren intet oplyst herom i asylansøgningsskemaet. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at der ud over asylmotiverne om militæret og hans afdøde kammerats familie var en tredje årsag til, at han søger asyl, som han ikke kunne fortælle om. Han var indforstået med, at forholdet så ikke kom til at indgå i asylsagen. Til den udvidede samtale forklarede ansøgeren, at han havde haft en forbindelse til en kvinde. Det var en hemmelighed, og han frygter, at hans egen familie vil opfordre ham til selvmord, hvis det kommer frem. I forbindelse med advokatindlægget har ansøgeren oplyst, at der var tale om et forhold til hans onkels ægtefælle, og at ansøgeren oplevede, at han blev seksuelt udnyttet. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det skyldes dels frygt for viderebringelse i det armenske miljø, dels egen skam, at han ikke tidligere i forløbet har kunnet forklare om forholdet. Det er meget ærekrænkende efter armenske forhold, og han frygter dels omverdenens fordømmelse, idet alle vil mene, at han bør begå selvmord som følge af forholdet, dels kvindens bror og søn samt ansøgerens egen bror, som vil slå ham ihjel ud fra æresfølelse og hævn.Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring lægge til grund, at han i Armenien har haft et seksuelt forhold til sin onkels ægtefælle, og at han oplever det som ydmygende og ærekrænkende. Der er imidlertid ikke oplysninger i sagen, der giver grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af forholdet befinder sig en aktuel og asylbegrundende konflikt med familiemedlemmer eller andre personer i Armenien. Ansøgeren er af [asylcenteret] beskrevet med psykisk sårbarhed, og ansøgeren har, som det fremgår ovenfor, henvist til flere forskellige asylmotiver. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, heller ikke ved en kumulativ vurdering af det, som ansøgeren har anført. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: arme/2025/7/lnk

vene20254

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk latino og [religion] fra [by], [delstat], Venezuela. Ansøgeren har siden 2010 været medlem af partiet Primero Justicia. Ansøgeren har deltaget i flere demonstrationer samt delt politiske opslag på sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter at blive kidnappet, tortureret, voldtaget eller dræbt af myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter for partiet Primero Justicia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 2010 har været medlem af partiet, hvor han har fungeret som [stilling]. Herudover har ansøgeren informeret lokalbefolkningen om partiets aktiviteter. Ansøgeren har i perioden 2010-2018 deltaget i flere demonstrationer og generalforsamlinger, og har under sit ophold i Danmark delt politiske opslag på sociale medier. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive kidnappet af grupperingen Tren de Aragua. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2023 i [sydamerikansk land] blev standset på gaden af tre personer med tilknytning til Tren de Aragua. Ansøgeren blev tvunget ind i en bil og truet på livet, idet han blev anklaget for at støtte oppositionen. Ansøgeren blev efter noget tid smidt ud af bilen, hvorefter han anmeldte hændelsen til politiet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter problemer som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har oplevet verbal diskrimination, fornærmelser, tilråb og ydmygelser på gaden og til demonstrationer grundet sin seksuelle orientering. Ansøgeren har dog også oplyst, at han aldrig har været udsat for fysiske overgreb som følge heraf. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle forhold i Venezuela. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer om sine asylmotiver til grund. Nævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren siden 2010 har været medlem af partiet Primero Justicia, men finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil opleve problemer på denne baggrund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har deltaget i politiske aktiviteter for partiet, herunder i demonstrationer i perioden 2010 til 2018 uden efterfølgende at opleve problemer i den forbindelse. Videre kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren figurerer på en liste over personer, der er politiske modstandere af regeringen, idet ansøgeren har forklaret forskelligt om en sådan liste. Ansøgeren har således under sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2023 forklaret, at han figurerer på en liste over politiske modstandere ("lista de presos politices en Venezuela"), men har til sin asylsamtale den [i efteråret] 2024 oplyst, at han ikke figurerer på denne liste, men derimod på en liste over personer, der er eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder det dog ikke sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være eftersøgt af de venezuelanske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt af Venezuela i 2018, og genindrejste legalt i 2022. Hertil kommer, at ansøgeren efter denne genindrejse har opholdt sig hos sin familie i Venezuela i to måneder uden at opleve problemer. Endelig fremgår det i denne sammenhæng, at ansøgeren under sit ophold i Venezuela i 2022 var i stand til at få udstedt et venezuelansk nationalitetspas uden problemer. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han udrejste af Venezuela i 2018 på grund af de generelle vanskelige leveforhold i landet, og ikke grundet forfølgelse på grund af sine politiske forhold eller sin seksualitet. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren efter denne udrejse - bortset fra sin kortvarige tilbagerejse i 2022 - opholdt sig i [sydamerikansk land], hvor han ringede til personer med venezuelansk statsborgerskab i [sydamerikansk land] for at oplyse dem om deres mulighed for at stemme til valget i Venezuela i 2022. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren i den forbindelse har haft sådanne politiske aktiviteter for Primero Justicia, at han skulle have bragt sig i noget modsætningsforhold til de venezuelanske myndigheder. Det samme gælder det forhold, at ansøgeren efter sin udrejse har postet opslag og kommentarer på sociale medier om de politiske forhold i Venezuela, herunder efter at være kommet til Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Venezuela ved en tilbagevenden. Nævnet har endvidere lagt ansøgerens forklaring til grund om, at han på et tidspunkt i 2023, hvor han opholdt sig i [sydamerikansk land], blev bortført af banden Tren de Aragua, men det er nævnets vurdering, at der er tale om en enkeltstående episode. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke led nogen fysisk overlast, og at han blev smidt ud af bilen, fordi han blev meget bange. Ansøgeren har efterfølgende ikke oplevet problemer med den pågældende bande eller andre personer eller grupper i [sydamerikansk land]. Det forhold, at banden Tren de Aragua efter ansøgerens forklaring stammer fra Venezuela, og er udbredt i hele Sydamerika, kan ikke føre til en anden vurdering, idet nævnet vurderer, at det beror på ansøgerens egen formodning, at den pågældende bande ville efterstræbe ham ved en tilbagevenden til Venezuela. Ansøgerens asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter problemer, fordi han er homoseksuel og tidligere er blevet kaldt forskellige skældsord, har efter Flygtningenævnets samlede vurdering ikke den fornødne karakter til at falde inden for anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt ansøgerens forklaring til grund om, at udover diverse skældsord ikke på noget tidspunkt har været udsat for fysiske overgreb på grund af sin seksualitet. Som også anført i Udlændingestyrelsens afgørelse lægger Flygtningenævnet vægt på, at det fremgår af tilgængelige baggrundsoplysninger, at samtykkende seksuel aktivitet mellem personer af samme køn ikke har været kriminaliseret, siden Venezuela vedtog sin første straffelov, og den venezuelanske Højesteret omstødte i februar 2023 den eneste lov, der straffede homoseksualitet. Samlivsformer mellem personer af samme køn anerkendes imidlertid ikke, og der er ingen lovhjemmel for ægteskaber, partnerskaber eller adoption for personer af samme køn. Diskrimination på grund af køn er forbudt ved lov og gælder for både statslige og ikke-statslige aktører, men der findes ingen tilsvarende bestemmelser for seksuel orientering eller kønsidentitet, og loven er ikke blevet implementeret. Der mangler officielle statistikker om vold og diskrimination mod LGBT+ samfundet, men det fremgår, at LGBT+ personer oplever diskrimination, herunder i forbindelse med adgang til lægehjælp og offentlige sundhedsydelser. Det fremgår videre, at disse personer udsættes for voldssituationer og diskriminerende vold, og at befolkningen i Venezuela har en generel lav tillid til politiet, og mange forventer ikke at få hjælp fra politiet i tilfælde af overgreb. Sager om vold mod LGBT+ personer behandles i retten som almindelige voldssager. Der blev i maj 2022 oprettet et specialiseret kontor til undersøgelse af menneskerettighedskrænkelser mod LGBT+ personer, men der rapporteres fortsat om tilfælde af diskriminerende vold mod LGBT+ personer i 2023, og det er opfattelsen, at sådanne sager ofte ikke efterforskes ordentligt med henblik på at afgøre, om forbrydelsen var motiveret af had eller kønsdiskrimination. Om end forholdene i Venezuela for LGBT+ personer på flere punkter måtte være vanskelige, findes forholdene på denne baggrund ikke at have den fornødne karakter til at falde inden for anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle levevilkår i Venezuela, herunder de økonomiske muligheder for at betale for daglige fornødenheder og medicin, ikke er forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets samlede vurdering, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Vene/2025/4/lnk

vene20255

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk venezuelaner og katolsk af trosretning fra [by A], [delstat], Venezuela. Ansøgeren har siden [vinteren] 2024 været medlem af LGBT Asylum. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter overgreb fra grupperingen Tren de Aragua. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Tren de Aragua udøver kontrol over lokalbefolkningen og står bag en række alvorlige forbrydelser, herunder afpresning, bortførelser og drab uden risiko for at blive straffet af myndighederne. Ansøgeren har videre oplyst, at han flere gange har været udsat for overgreb af ukendte personer, herunder i 1980’erne, hvor han blev udsat for et hjemmerøveri, i oktober 2018, hvor han blev udsat for et røveri på åben gade og i 2020, hvor han blev udsat for et andet indbrudstyveri. I [vinteren]2022 blev ansøgeren senest udsat for et væbnet røveri nær sin bopæl i byen [by B], hvor to personer med tilknytning til Tren de Aragua frarøvede ham 40 amerikanske dollars og truede med at slå ham og hans familie ihjel, hvis han anmeldte hændelsen til politiet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han som homoseksuel mand med en [kronisk sygdom] ikke ville kunne opnå beskyttelse fra politiet, hvis han bliver udsat for en hadforbrydelse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Venezuela har udlevet sin seksualitet og haft partnere, men at det altid har foregået i det skjulte af frygt for problemer med familie og omgivelser. Ansøgeren har videre oplyst, at han personligt ikke har været udsat for hadforbrydelser som følge af sin seksuelle orientering, men at myndighederne ikke vil yde ham beskyttelse, hvis det skete. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han ikke vil være i stand til at modtage behandling for sin [kroniske sygdom]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at personer med [kronisk sygdom] kan risikere ikke at få den nødvendige medicinske behandling, som de har brug for grundet risiko for suspendering af medicinen fra regeringen i Venezuela. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter, at han ikke vil kunne skaffe fødevarer og som følge heraf opleve helbredsmæssige stressproblemer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at manglende adgang til fødevarer, behandling og den dertilhørende stress vil kunne medføre alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for en person med [kronisk sygdom]. Det fremgår af sagen, at ansøgeren udrejste [i efteråret] 2023 af Venezuela på eget pas til [europæisk land], hvor han opholdt sig [frem til vinteren] 2024 med henblik på at tage bopæl og arbejde. På grund af manglende mulighed for at få bolig i [europæisk land], rejste ansøgeren videre til Danmark med henblik på at finde arbejde. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, men finder ikke, at disse forhold kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Kriminalitet [.] Selv om de generelle økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold i Venezuela må anses for vanskelige, kan det ikke lægges til grund, at den blotte tilstedeværelse i landet i sig selv indebærer en asylbegrundende risiko. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han flere gange har været udsat for røverier og tyverier i Venezuela, herunder et hjemmerøveri i 1980’erne samt et røveri på åben gade i 2018 og et indbrud i 2020. Han er i den forbindelse blevet truet til ikke at anmelde forholdene. Han har derfor ikke anmeldt forholdene til politiet, som er kendt for at samarbejde med kriminelle grupperinger. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke kendte gerningsmændene til de forhold, som han har været udsat for, og at han ikke har nogen konflikt med hverken grupper eller personer i Venezuela. Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at ansøgeren ikke er personligt og individuelt efterstræbt af kriminelle grupperinger i Venezuela, og at de pågældende røverier og tyverier, som ansøgeren har været udsat for, må anses at have været vilkårlige kriminelle handlinger begrundet i det generelt store omfang af kriminalitet i Venezuela, herunder navnlig i ansøgerens hjemområde. Seksuelle orientering [.] Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens asylmotiv vedrørende sin seksuelle orientering ikke kan begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved først og fremmest lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke tidligere har oplevet konflikter i Venezuela på baggrund af sin seksuelle orientering. Nævnet har dernæst lagt vægt på, at det fremgår af foreliggende baggrundsoplysninger, at seksuelle aktiviteter mellem personer af samme køn ikke har været kriminaliseret, siden Venezuela vedtog sin første straffelov, og den venezuelanske Højesteret omstødte i februar 2023 den eneste lov, der straffede homoseksualitet. Samlivsformer mellem personer af samme køn anerkendes imidlertid ikke, og der er ingen lovhjemmel for ægteskaber, partnerskaber eller adoption for personer af samme køn. Diskrimination på grund af køn er forbudt ved lov og gælder for både statslige og ikke-statslige aktører, men der findes ingen tilsvarende bestemmelser for seksuel orientering eller kønsidentitet, og loven er ikke blevet implementeret. Der mangler officielle statistikker om vold og diskrimination mod LGBT+ samfundet, men det fremgår, at LGBT+ personer oplever diskrimination, herunder i forbindelse med adgang til lægehjælp og offentlige sundhedsydelser. Det fremgår videre, at disse personer udsættes for voldssituationer og diskriminerende vold, og at befolkningen i Venezuela har en generel lav tillid til politiet, og mange forventer ikke at få hjælp fra politiet i tilfælde af overgreb. Sager om vold mod LGBT+ personer behandles i retten som almindelige voldssager. Der blev i maj 2022 oprettet et specialiseret kontor til undersøgelse af menneskerettighedskrænkelser mod LGBT+ personer, men der rapporteres fortsat om tilfælde af diskriminerende vold mod LGBT+ personer i 2023, og det er opfattelsen, at sådanne sager ofte ikke efterforskes ordentligt med henblik på at afgøre, om forbrydelsen var motiveret af had eller kønsdiskrimination. Om end forholdene i Venezuela for LGBT+ personer således på flere punkter måtte være vanskelige, findes forholdene ikke at have den fornødne karakter til at falde inden for anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7. Politiske forhold [.] Ansøgeren har forklaret, at han ikke er eller har været medlem af politiske partier eller politiske grupperinger i Venezuela, og at han bevidst har undladt at give udtryk for politiske synspunkter, herunder på sociale medier, for at undgå at påkalde sig en opmærksomhed som modstander af regeringen. Der er således ikke noget grundlag for at antage, at ansøgeren har bragt sig i noget asylbegrundende modsætningsforhold til de venezuelanske myndigheder på grund af sine politiske forhold. Øvrige forhold [.] Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle levevilkår i Venezuela, herunder de økonomiske muligheder for at betale for daglige fornødenheder og medicin, ikke er forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således sammenfattende, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Vene/2025/5/lnk

etio20256

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tigray og [religiøs overbevisning] fra Tigray-provinsen, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold for etniske tigrayere. Til støtte herfor har ansøgeren ved ansøgningen blandt andet oplyst, at hun frygter for sin egen og sin datters sikkerhed på grund af krigen. Videre har ansøgeren oplyst, at hun på grund af sin etnicitet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de etiopiske myndigheder eller Fano-bevægelsen. Ansøgeren og hendes familie blev i [sommeren] 2021 i den gregorianske kalender opsøgt af flere bevæbnede personer fra Fano-bevægelsen på deres bopæl i [by A] i Tigray-regionen. Personerne fra Fano-bevægelsen hev ansøgeren og hendes familie ud fra bopælen og udsatte ansøgeren og hendes familie for vold. Herefter tog de ansøgerens far med. Han var tilbageholdt i 14 dage og blev udsat for tortur. På grund af urolighederne i Tigray-regionen flygtede ansøgeren til [by B], hvor hun opholdt sig i otte måneder, før hun udrejste på et visum til Danmark. Ansøgerens familie flygtede fra deres bopæl i [by A] til byen [by C] i Tigray-regionen, fordi Fano-bevægelsen var begyndt at udføre vilkårlige angreb på civile. Under sit ophold i Danmark fik ansøgeren i [foråret] 2024 af sin far at vide, at hendes lillesøster har været forsvundet siden efteråret 2023. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder, at hun har opholdt sig i [by B] i fem år i forbindelse med, at hun tog en universitetsuddannelse, og at hun opholdt sig der i en periode på otte måneder forud for den legale udrejse af Etiopien. Det må efter ansøgerens forklaring endvidere lægges til grund, at hun i 2021 rejste til [by B] og blev gift med den nuværende ægtefælle. Ansøgerens forklaring om, at hun tillige er i konflikt med Tigray Defense Force (TDF) er først fremkommet under hendes forklaring for nævnet. Uanset, at denne del af ansøgerens forklaring fremstår udbyggende i forhold til den hidtidige asylbegrundelse, finder nævnet at kunne lægge denne del af hendes forklaring til grund. Om den nuværende situation i Etiopien, lægger Flygtningenævnet til grund, at der i begyndelsen af november 2020 udbrød en militær konflikt i Etiopien. Konflikten havde baggrund i ophøret af det tidligere regime, hvorefter der brød stærke anti-tigrayske holdninger frem. Dette skyldtes, at mange etiopiere holdt etniske tigrayere ansvarlige for det tidligere autoritære og undertrykkende regime. Den militære konflikt fortsatte i 2021. I november 2021 erklærede regeringen undtagelsestilstand. Undtagelsestilstanden blev ophævet i februar 2022. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022) og USA's daværende udenrigsministers pressemeddelelse af 29. april 2022 (Building om Steps to End the Conflict i Ethiopia – United States Department of State), at situationen i Addis Ababa i april 2022 var normaliseret i sammenligning med forholdene under undtagelsestilstanden, og at den også var forbedret i Etiopien som sådan. På trods af ophævelsen af undtagelsestilstanden og den generelle positive udvikling af situationen i landet var situationen i 2022 dog fortsat ustabil og omskiftelig. Ansøgerens forklaring om, at der for to dage siden på ny er udbrudt krig i landet findes ikke sandsynliggjort eller underbygget. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsmaterialet til grund, at situationen for etniske tigrayere i Etiopien, efter den militære konflikt brød ud i 2020, var præget af høj grad af forfølgelse. Af Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022) fremgår, at frem til juni 2021 var de etiopiske myndigheders reaktioner tilsyneladende primært rettet mod tigrayere med en højtstående position i Tigray Peoples´s Libaration Front (TPLF) samt forretningsfolk og andre med en fremtrædende profil. Efterfølgende ramte myndighedernes reaktioner enhver etnisk tigray. Det fremgår dog tillige, at etniske tigrayere ikke, udelukkende i kraft af etniciteten, anses som en sikkerhedsmæssig trussel for myndighederne i lige så høj grad som tidligere. Der blev i november 2022 indgået en fredsaftale mellem den etiopiske regering og myndighederne i Tigray-regionen. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsmaterialet til grund, at det fortsat forekommer – men ikke i samme omfang som tidligere – at etniske tigrayere tilbageholdes alene i kraft af deres etnicitet. På denne baggrund, og i overensstemmelse med Flygtningenævnets hidtidige praksis, finder nævnet, at den nuværende situation både i [by B] og det øvrige Etiopien ikke er af en sådan karakter, at enhver etnisk tigray vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Det må derfor bero på en konkret vurdering af den enkelte ansøgers individuelle forhold, om betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med myndighederne eller andre i Etiopien. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at hun ikke under sit ophold i [by B], forud for hendes legale udrejse, oplevede konflikter med myndigheder eller andre. Der er ikke oplysninger om, at hun har været politisk aktiv, hverken før eller efter sin udrejse fra [by B]. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at hun og hendes familie på et tidspunkt i 2020 blev opsøgt af personer fra Fano-bevægelsen, og at hendes far i en periode på 14 dage blev tilbageholdt. Det må således lægges til grund, at han efterfølgende blev løsladt, og at der ikke er oplysninger om efterfølgende forfølgelse eller overgreb. Oplysningerne om, at ansøgeren efter udrejsen fra Etiopien har fået oplyst, at hendes lillesøster er forsvundet, er ikke underbygget. Der er ingen oplysninger, der giver grundlag for at antage, at lillesøsterens eventuelle forsvinden har relation til forhold, der vedrører ansøgerens sikkerhed. For så vidt angår den under Flygtningenævnet oplyste konflikt med TDF, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det er heller ikke Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Etiopien i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2025/6/flfr

rusl202521

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Rusland.  Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og sunnimuslim af trosretning født i [by A], Rusland. Han har i perioden fra 2007 og frem til sin udrejse opholdt sig i [by B], Rusland. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller tvangsrekrutteret til krigen i Ukraine af de tjetjenske myndigheder som følge af, at han er anklaget for at være ekstremist og derfor har en verserende straffesag i hjemlandet. Den mandlige ansøger har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at han i private sammenhænge over for venner og kollegaer har udtalt sig kritisk mod Ramsan Kadyrov og de tjetjenske myndigheder, hvorefter personer i hans vennekreds har videregivet disse oplysninger til myndighederne. I den forbindelse er den mandlige ansøger op til flere gange blevet tilbageholdt af myndighederne. [i sommeren] 2021 trængte den russiske sikkerhedsenhed, [russisk sikkerhedsenhed], ind på ansøgernes bopæl og anholdt den mandlige ansøger for at have modarbejdet myndighederne. Han blev i forbindelse med tilbageholdelsen afhørt og udsat for fysiske overgreb. [1-3 dage senere i sommeren] 2021 blev han løsladt. [Få dage senere i sommeren] 2021 blev han indlagt og opereret for [fysisk sygdom] som følge af de skader, som myndighederne havde påført ham ved tilbageholdelsen. Omkring en måned efter udskrivelsen fra hospitalet blev han hentet af myndighederne på sin bopæl. De forsøgte at overtale den mandlige ansøger til at agere meddeler for myndighederne. I den forbindelse truede [den russiske sikkerhedsenhed] ansøgeren med at slå hans familie ihjel, såfremt han nægtede at samarbejde med dem. Den mandlige ansøger blev indkaldt til yderligere tre møder hos [den russiske sikkerhedsenhed], inden krigen i Ukraine brød ud. Det var i den forbindelse, at den mandlige ansøger blev stillet over for valget mellem fængsling eller deltagelse i krigen i Ukraine. I [foråret] 2022 blev han tilbageholdt af [den russiske sikkerhedsenhed]. Ansøgeren deltog i forberedelserne til krigen, men oplevede i den forbindelse bivirkninger fra sin operation, hvorfor han blev sendt hjem og samtidig bedt om at melde sig igen en uge efter. Den mandlige ansøger mødte aldrig op og udrejste efterfølgende fra sit hjemland. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og sunnimuslim af trosretning født i [by A], Rusland. Hun har i perioden fra 2010 og frem til sin udrejse opholdt sig i [by B], Rusland. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har således henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt eller fængslet af de tjetjenske myndigheder på grund af sin ægtefælles konflikt med myndighederne. Den kvindelige ansøger har yderligere henvist til, at hun frygter, at de tjetjenske myndigheder vil chikanere hende og hendes børn, idet myndighederne chikanerer familiemedlemmer til mænd, der er forsvundet og er i myndighedernes søgelys. Den kvindelige ansøger har endelig henvist til, at hendes mor er blevet kontaktet af de tjetjenske myndigheder under ansøgernes ophold i Danmark. Den kvindelige ansøgers mor er i den forbindelse blevet spurgt ind til, hvor ansøgerne befinder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om en konflikt med de tjetjenske myndigheder til grund. Ved vurderingen har nævnet lagt vægt på de samme forhold, som er fremhævet af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om centrale dele af den mandlige ansøgers asylmotiv, herunder navnlig om de tjetjenske myndigheders tilbageholdelse af den mandlige ansøger [i sommeren] 2021 og om myndighedernes opsøgninger af den kvindelige ansøgers mor efter ansøgernes udrejse fra hjemlandet. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at den mandlige ansøger også selv har forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv, herunder navnlig om omfanget af de møder med [den russiske sikkerhedsenhed], som han blev indkaldt til efter sin løsladelse, og om tidspunktet for sit kendskab til myndighedernes anklage om ekstremisme. Nævnet finder i den forbindelse, at forklaringen samlet set er usikker, og at den er præget af generaliserende beskrivelser af kontakten med myndighederne. Ansøgeren har herunder svaret undvigende på spørgsmål om, hvorfor han ikke på noget tidspunkt videregav information til [den russiske sikkerhedsenhed], selv om han efter sin egen forklaring både blev udsat for fysiske og verbale overgreb samt udsat for et vedvarende myndighedspres i en samlet periode på [fire til syv] måneder. På den anførte baggrund afviser Flygtningenævnet i sin helhed den mandlige ansøgers forklaring om en konflikt med de tjetjenske myndigheder og dermed også om tvangsrekruttering til krigen i Ukraine. I forlængelse heraf afviser nævnet endvidere den kvindelige ansøgers forklaring om konflikten. Den mandlige ansøgers asylmotiv – og afledt heraf den kvindelige ansøgers asylmotiv – kan således ikke danne grundlag for at meddele asyl. Det bemærkes, at det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgernes forklaringer for nævnet er afgivet under anvendelse af såkaldt dobbelttolkning fra tjetjensk til russisk og sluttelig til dansk. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.”Løbenummer: Rusl/2025/21/tmlo

sril20254

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2022.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter overgreb fra sin ægtefælles familie. Til støtte for ansøgningen har ansøgeren blandt andet henvist til, at han udrejste af Sri Lanka til [europæisk land A] i 2016. Han udrejste på grund af en nu afsluttet konflikt med myndighederne. Konflikten vedrørte ansøgerens [familiemedlems] tilknytning til De Tamilske Tigre. Ansøgeren indgav i [europæisk land A] ansøgning om asyl. Han blev meddelt afslag på denne ansøgning. Under opholdet i [europæisk land A] mødte han i juli 2019 sin nuværende ægtefælle. De mødtes på et tidspunkt, hvor hun var på ferie i [europæisk land A]. Ansøgeren friede i september 2019 til sin ægtefælle, hvilket ansøgerens ægtefælles familie ikke accepterede, idet ansøgeren tilhører en lavere kaste end den kaste hans ægtefælle tilhører. Familien forbød ansøgerens ægtefælle at have kontakt til ansøgeren. Deres forhold fortsatte herefter i skjul. I 2021 havde ansøgerens ægtefælle planlagt at rejse til [europæisk land A] for at gifte sig med ansøgeren, men dette blev forhindret af hendes forældre, idet de fik kendskab til hendes plan og annullerede hendes flybillet. Ansøgerens ægtefælle insisterede over for sin familie på, at hun ville giftes med ansøgeren. Ansøgerens svigerfamilie indvilligede i at bistå med planlægningen af bryllup i [europæisk land A]. Familiens reelle hensigt var imidlertid at forsøge at få ansøgeren til at rejse tilbage til Sri Lanka. Familiens egentlige begrundelse var således, at det ville være nemmere at få ansøgeren til Danmark fra Sri Lanka end [europæisk land A]. Ansøgeren og hans ægtefælle skulle vies i 2022, men svigerfamilien dukkede ikke op. Senere i juni 2022 i [europæisk land A] blev ansøgeren religiøst viet med sin ægtefælle. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ægtefælle i 2019 modtog et opkald fra en fætter fra Sri Lanka, som fremsatte en trussel om, at ansøgeren ville miste sine arme og ben, hvis han kom til Sri Lanka. I løbet af 2021 og senest i 2022 blev ansøgeren selv kontaktet og indirekte truet af sin svigerfamilie i Danmark og Sri Lanka. Flygtningenævnet lægger efter de oplysninger, der er gengivet i samtalereferatet [fra foråret] 2025 til grund, at ansøgeren fra ankomsten til [europæisk land A] i 2016 og indtil 2019 havde opholdstilladelse i [europæisk land A]. Han havde søgt asyl i [europæisk land A] under henvisning til ansøgerens [familiemedlems] forbindelse til De Tamilske Tigre. Han fik omkring 2020 afslag på ansøgningen om asyl i [europæisk land A] under henvisning til, at konflikten var overstået. I perioden fra 2020 og indtil, at han i juni 2021 på ny søgte asyl i [europæisk land A], opholdt han sig illegalt i [europæisk land A]. Han fik tillige afslag på den anden ansøgning om asyl i [europæisk land A], hvor han havde angivet samme begrundelse som ved den første ansøgning, men også henvist til en konflikt med sin svigerfamilie. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle er viet religiøst i [europæisk land A]. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at ansøgerens ægtefælles forældre var til stede i [europæisk land A] på tidspunktet for den religiøse vielse, og at de bragte ansøgerens ægtefælle til templet, hvor vielsen fandt sted. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens ægtefælles forældre, der har ophold og bopæl i Danmark, ikke bifaldt, men dog accepterede den religiøse vielse i [europæisk land A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med medlemmer af ansøgerens ægtefælles familie, der forhindrer ham i at kunne rejse tilbage til Sri Lanka. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens begrundelse i afgørelsen [fra foråret] 2025, hvoraf fremgår at med undtagelse af et telefonopkald i 2019 til ansøgerens ægtefælle fra hendes fætter, hvor fætteren udtalte, at man ville sørge for, at ansøgeren mistede sine arme og ben, ikke er oplysninger om konkrete trusler rettet mod ansøgeren. Det tiltrædes endvidere, at der ikke i øvrigt er oplysninger om, at ansøgerens ægtefælles familie har udtalt sig eller handlet på en måde, der kan anses for konkrete trusler mod ansøgeren. Dette bestyrkes af oplysningerne om, at ansøgerens ægtefælles forældre i 2022 bragte ansøgerens ægtefælle til templet, hvor den religiøse vielse fandt sted. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at svigerforældrenes reelle hensigt har været, at han skulle til [europæisk land A] fordi det derfra var nemmere at sende ham retur til Sri Lanka, kan lægges til grund. Ansøgerens formodning herom er ikke nærmere underbygget og forekommer ikke overbevisende. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens konflikt med ægtefællens familie, som efter det oplyste består i, at familien er uenige i ansøgerens og hans ægtefælles ønske om ægteskab, ikke er af en sådan karakter og intensitet, at dette er asylbegrundende. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2025/4/CARA

tune20251

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra[by], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Tunesien frygter sin tidligere nabo, [navn på nabo], der har udsat ham for seksuelle overgreb og truet med at dele nøgenbilleder af ham. Ansøgeren har som asylmotiv oprindelig også henvist til, at han frygter bander, som overfalder LGBT+ personer, ligesom han frygter sin far, som har udsat ham for vold. Han har oprindelig tillige henvist til, at han frygter sin tidligere arbejdsgiver og dennes nevø, som har overfaldet ham i 2014, ligesom han frygter politimyndighederne, idet han er udrejst illegalt af Tunesien. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet hovedsageligt gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse af [nabo], der har udnyttet ham seksuelt, da han var barn. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 2023/2024] oplyst, at han kom i hjemmet hos [naboen], der skulle hjælpe ham med hans lektier. Til sin asylsamtale [i foråret] 2025 har ansøgeren derimod oplyst, at det var [naboen]s søster, [navn på naboens søster], som hjalp ham med lektierne. Han har efter at være blevet foreholdt denne divergens forklaret, at det først var [naboens søster], der hjalp ham med lektierne, og senere begyndte også [naboen] at hjælpe ham. Endvidere fremgår det, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han kom hos [naboen] hver dag, mens han til sin asylsamtale har oplyst, at det var [3-5] gange om ugen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han kom hos [naboen] flere dage om ugen. Det må ved vurderingen af ansøgerens forklaringer for så vidt angår disse divergenser tages i betragtning, at ansøgeren på daværende tidspunkt alene var omkring [8-10] år. Det fremgår, at ansøgeren i sit asylskema om baggrunden for sin udrejse blandt andet har oplyst, at han i Tunesien var efterstræbt af en person, der havde udsat ham for seksuel vold. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet i sin forklaring fastholdt, at han er blevet voldtaget af [naboen] én gang, da han var [8-10] år. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette forhold samt [naboens]s adfærd i øvrigt på denne baggrund efter en samlet vurdering ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om dette overgreb som værende utroværdig. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette forhold ikke kan begrunde, at der meddeles ansøgeren asyl, idet forholdet mangler karakter og intensitet. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at [naboen] fortsat kan og vil efterstræbe ham. Ansøgeren har således ikke hørt fra [naboen] siden 2021, hvor han udrejste af Tunesien. Det forhold, at ansøgeren frygter en eventuel offentliggørelse på sociale medier af nøgenbilleder af ham, som [naboen] måtte være i besiddelse af, kan ikke føre til anden vurdering, idet dette forhold ikke i sig selv er asylbegrundende. Det er videre Flygtningenævnets vurdering, at en eventuel offentliggørelse af nøgenbilleder af ansøgeren som [8-10]-årig ikke i sig selv vil bringe ansøgeren i risiko for forfølgelse ud fra en betragtning om, at ansøgeren – som nu er [24-26] år – måtte være [LGBT+ person]. Hertil kommer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tunesien vil kunne søge de tunesiske myndigheders beskyttelse, hvis han måtte blive udsat for trusler eller vold fra [naboen]. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at hverken ansøgerens oprindelige asylmotiver om, at han ved en tilbagevenden til Tunesien måtte være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af, at han har været udsat for et overfald i 2014 af sin tidligere arbejdsgiver i Tunesien, eller at han i [land] har været udsat for vold af sin far, kan begrunde asyl. Det samme gælder ansøgerens oprindelige asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb fra de tunesiske myndigheders side som følge af, at han i 2021 udrejste illegalt af Tunesien. På denne baggrund konkluderer Flygtningenævnet sammenfattende, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæsterderfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2025/1/DIEI

tyrk202510

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født muslim fra [by A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle aftjene værnepligt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønsker at blive udstationeret steder, hvor han risikerer at skulle skade andre kurdere. Ansøgeren er udeblevet fra sin anden indkaldelse til aftjening af værnepligt. Han har ikke de økonomiske midler til at betale sig fra værnepligten. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i mange år har haft overvejelser om at konvertere til kristendommen, og at han i Tyrkiet ikke vil kunne leve som praktiserende kristen uden at blive stigmatiseret. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han under sit ophold i Danmark har besøgt to kirker, og at hans interesse for kristendommen er tiltaget. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren og hans familie er involveret i en jordkonflikt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er indkaldt til at aftjene værnepligt i Tyrkiet. Vedrørende militær værnepligt i Tyrkiet fremgår det af rapporten, ”Tyrkiet: Sikkerhedssituationen i de kurdiske områder, politisk aktivisme og værnepligt for kurdere” fra den 23. september 2019, at strafferammen for udeblivelse fra militærtjeneste i Tyrkiet er op til fængsel i 3 år, men at de tyrkiske myndigheder over en længere periode har straffet forseelser med bøde. Disse oplysninger underbygges af Flygtningenævnets baggrundsmateriale vedrørende spørgsmålet og af rapporten ”Staatendokumentation Country Report (Turkey)” fra den 18. oktober 2024. Der er ingen baggrundsoplysninger om, at nægtelse af at aftjene værnepligt kan føre til en sanktion, der ikke er proportional i forhold til dansk retstradition. Af rapporten, ”Tyrkiet: Sikkerhedssituationen i de kurdiske områder, politisk aktivisme og værnepligt for kurdere” fra den 23. september 2019, fremgår endvidere, at der tidligere har været rapporter om, at kurdiske værnepligtige bevidst kunne sendes til kampområder i kurdisk-dominerede provinser. Det fremgår videre, at flere kilder nævner, at dette forhold ikke er tilfældet længere, og at den tyrkiske hær for nogle år siden ophørte med at sende værnepligtige til kampzoner, hvortil der udelukkende sendes professionelle soldater. Af ”Staatendokumentation Country Report (Turkey)” fra oktober 2024 fremgår, at der ikke sker systematisk diskrimination af etniske minoriteter, herunder kurdere, i militæret, og at værnepligtige ikke sendes til kampzoner. Flygtningenævnet finder efter baggrundsoplysningerne, at forholdene omkring aftjening af værnepligt i Tyrkiet, herunder for etniske kurdere, ikke af en karakter, der kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Med hensyn til ansøgerens overvejelser om at konvertere til kristendommen finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han overvejer at konvertere, at han har været i en kirke to gange, og at han ikke er døbt. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet på nogen måde kunnet redegøre for kristne højtider eller grundsætninger. Flygtningenævnet kan endvidere tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte om, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der i Tyrkiet ikke er forbud mod at konvertere til kristendom, men at dette kan føre til en vis stigmatisering. Flygtningenævnet finder ikke, at der er oplysninger om forhold af en sådan karakter og intensitet, at det må anses for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens oplysninger om, at ansøgerens familie har været part i en konflikt vedrørende rettigheder over et jordstykke fremstår for Flygtningenævnet ikke nærmere konkretiseret. Nævnet må lægge til grund, at der er tale om en privatretlig tvist, og at der er truffet en retlig afgørelse, som ansøgeren ikke finder tilfredsstillende. Der er ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af denne tvist eller andre privatretlige tvister, er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at der ikke ved henvendelse til de lokale myndigheder kan opnås den eventuelt fornødne beskyttelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Tyrk/2025/10/sael

iran202546

Nævnet meddelte i oktober opholdstilladelse (K-status) til et iransk ægtepar og parrets to børn. Indrejst i 2015. I 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2018 stadfæstede Flygtningenævnet styrelsens afgørelser. I 2023 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen på baggrund af nye oplysninger om ansøgernes sur place aktiviteter. I 2025 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgerne afslag på asyl.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgerne, der efter det oplyste er iranske statsborgere og etniske kurdere fra provinsnavn provinsen, indrejste og søgte asyl i Danmark i [efteråret 2015. De er under opholdet i Danmark blevet gift og har fået to børn. I forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet i[efteråret] 2018 henviste den mandlige ansøger som asylmotiv til, at han frygtede at blive henrettet eller idømt livsvarigt fængsel, idet han i henhold til iransk lovgivning havde bortført sin kæreste (sin nuværende ægtefælle), og at han frygtede, at hans kærestes familie ville slå ham ihjel. Endvidere frygtede han de iranske myndigheder, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger henviste som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive slået ihjel af sin familie, idet hun var flygtet med sin kæreste (nuværende ægtefælle), efter hendes forældre som følge af deres forskellige trosretninger nægtede at lade dem gifte sig. Endvidere frygtede hun de iranske myndigheder, fordi hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har i forbindelse med genoptagelsen og hjemvisningen af sagen fastholdt deres oprindelige asylmotiver og supplerende henvist til, at de navnlig efter Mahsa Aminis død og bevægelsen ”Kvinde, Liv, Frihed”, der opstod i kølvandet herpå, har vært politisk aktive, idet de har deltaget i en række demonstrationer.  Den kvindelige ansøger har holdt taler ved flere demonstrationer, og den mandlige ansøger medvirket i en musikvideo, der er stærkt kritisk mod det iranske styre. Videoer og optagelser af demonstrationerne, hvor ansøgerne fremstår synlige, er delt på sociale medier, heraf af kendte kritikere af det iranske styre. Ansøgerne har også selv lagt kritiske opslag op på sociale medier. Ansøgerne har i forhold til deres konvertering til kristendommen oplyst, at de fortsat deltager i kristne aktiviteter, herunder bibelundervisning, ligesom de deltager i gudstjenester hver søndag. I forbindelse med behandlingen af sagen i Flygtningenævnet har ansøgerne anført to asylmotiver; nemlig at de er konverteret til kristendommen, og af de i Danmark har deltaget i politiske aktiviteter, som over for de iranske myndigheder har eksponeret dem som kritiske modstandere af det iranske styre. Det er i første række spørgsmålet, om ansøgerne hver især som følge af karakteren og omfanget af deres kristne aktiviteter efter Flygtningenævnets afgørelser i [efteråret] 2018 har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen nu er reel. Ved afgørelsen heraf må det fortsat indgå i vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed, at deres oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat som utroværdigt. Efter nævnets faste praksis skal der også i øvrigt foretages en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgernes forklaring, herunder om tidspunktet og baggrunden for konverteringen og om følgerne heraf, jf. herved også UNHCR´s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder, at begge ansøgerne under nævnsmødet er fremtrådt med troværdige og overbevisende forklaringer om deres fortsatte kristne aktiviteter. Forklaringerne understøttes i øvrigt af skriftlige udtalelser, som er afgivet af kirkelige repræsentanter. Efter oplysningerne i sagen, herunder ansøgernes forklaringer, lægger nævnet til grund, at ansøgerne efter afslaget på asyl i 2018 kontinuerligt har fortsat deres kristne aktiviteter, herunder med regelmæssig deltagelse i gudstjenester i flere forskellige kirker, kristendomsundervisning og frivilligt arbejde i kirkeligt regi. Begge ansøgernes børn, som nu er henholdsvis [0-5] og [0-5] år, er kort tid efter fødslen blevet døbt i [navngiven kirke], som ansøgerne har en særlig forbindelse til. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne under nævnsmødet hver især har demonstreret bred viden og god forståelse for kristendommen, herunder om kristne begreber og fortællinger. Flygtningenævnet lægger endvidere betydelig vægt på, at ansøgerne begge på relevant, reflekteret og overbevisende måde har redegjort for kristendommens betydning for dem, herunder at denne er udtryk for en indre overbevisning hos dem. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold og fremtræden, at de i dag hver især må anses for reelt at være konverteret til kristendommen. Herefter, og da ansøgerne hver især har forklaret, at de ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og tillige missionere, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af deres konvertering til kristendommen. På denne baggrund, og da Flygtningenævnet ikke har anledning til at tage stilling til ansøgernes andet asylmotiv, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgerne og deres medfølgende mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2025/46/MNR

iran202549

Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og født sunnimuslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har efter det oplyste været peshmerga for KDPI i Irak, ligesom han i Irak har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre. Videre har han oplyst, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer og været politisk aktiv for KDPI. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han udrejste af Iran til Irak i [efteråret] 2010, fordi kurderne i Iran blev diskrimineret, og fordi ansøgeren ønskede at blive peshmerga for KDPI. Ansøgeren tilsluttede sig KDPI i Irak, og han deltog i militærtræning og undervisning om politiske forhold. Efter seks måneders ophold i en lejr blev ansøgeren peshmerga. I Irak var ansøgeren livvagt for flere fremtrædende personer i KDPI, og han var vagt ved forskellige lokationer med tilknytning til KDPI. Ansøgeren har oplyst, at han var peshmerga i samlet fem og et halvt år. På et tidspunkt ønskede ansøgeren at vende tilbage til Iran, hvilket han dog opgav, hvorefter han udrejste af Irak. Ansøgeren henviste videre til, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han [i sommeren] 2016 blev døbt i [kirke]. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til sit oprindelige asylmotiv som peshmerga samt til, at han har fortsat sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han har deltaget i 10-15 demonstrationer afholdt i Danmark, og at han ved tre til fire af disse har holdt taler og udtalt sig kritisk om det iranske styre. Derudover har ansøgeren deltaget i både åbne og lukkede møder i KDPI-regi. Ansøgeren har oplyst, at han har en åben Facebook-profil, hvor han løbende deler politiske opslag, herunder billeder fra demonstrationer og møder, som han har deltaget i. Endelig har ansøgeren henvist til, at han i forbindelse med en demonstration [i efteråret] 2023 blev interviewet af den kurdiske tv-kanal [TV-station A], og at videoen med interviewet efterfølgende er blevet delt på [TV-station A’s] Facebook-side, som har 85.000 følgere. Ansøgeren har på denne baggrund gjort gældende, at han er blevet eksponeret i et sådant omfang, at han risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på ansøgerens forklaring om, at han i Irak har været peshmerga og aktivt medlem af KDPI, hvilket er støttet af en række fremlagte billeder, hvor ansøgeren er fotograferet sammen med flere fremtrædende medlemmer af KDPI, og hvor ansøgeren på nogle fotos er klædt som peshmerga og med våben. Endvidere fremgår ansøgeren af en video fra en demonstration i [by i Irak], som var rettet mod det iranske styre på baggrund af drabet på Ghassemlou, hvor ansøgeren efter sin forklaring havde ansvaret for demonstrationen, som udviklede sig til et voldeligt angreb på [en bygning]. Der lægges videre vægt på, at ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Danmark som aktivt medlem af KDPI i Danmark er støttet af blandt andet ansøgerens opslag på flere sociale medier, herunder ansøgerens åbne Facebook-profil. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har delt flere opslag på sociale medier, herunder fra tre demonstrationer i [dansk by A] og en demonstration foran [bygning] i [dansk by B], hvor ansøgeren har holdt taler med politisk kritik af det iranske styre. Hertil kommer, at ansøgeren to gange har været interviewet af [TV-station A], hvilke indslag har været offentliggjort af tv-stationen, herunder på stationens Youtube-kanal. Endvidere lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens forklaring om, at hans [nære familiemedlem] har været indkaldt til afhøring hos den iranske sikkerhedstjeneste på grund af ansøgerens politiske aktiviteter, er støttet af et fremlagt opslag på en hjemmeside med omtale af hændelsen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens politiske aktiviteter i såvel Irak som Danmark har været af en sådan karakter og haft et sådant omfang, at det må antages, at ansøgeren har profileret sig på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders side. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Iran/2025/49/CARA

demo20255

Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelsesstatus) til en mandlig statsborger og to medfølgende børn fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet A] og [etnicitet B] samt kristen protestant. Han er født i 1995 i [by A], Nord-Kivu. Han flyttede i 1996 med sin mor til [afrikansk land A]. Han boede herefter i [afrikansk land A] indtil 2012, hvor han vendte tilbage til [by A]. Omkring 5-6 måneder senere flygtede han til [afrikansk land B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo som følge af krigen i Kivu-regionen. Han frygter som følge heraf den generelle sikkerhedssituation i landet, ligesom han frygter, at han ikke vil kunne begå sig i landet, hvor han heller ikke har noget sted at bo. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udstødt af samfundet som følge af sin blandede etnicitet, og at han ikke har nogen familie i Den Demokratiske Republik Congo, der vil anerkende ham. Ansøgeren har på vegne af sine børn henvist til de samme asylmotiver. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser. Nævnet vurderer i samme forbindelse, at ansøgeren ikke kan antages at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin etniske baggrund. Der lægges herved vægt på, at der ikke foreligger baggrundsoplysninger, der kan understøtte ansøgerens frygt for, at han som etnisk [etnicitet A] eller [etnicitet B] vil være i risiko for at blive udsat for diskrimination eller forfølgelse. Der lægges i samme forbindelse vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Den Demokratiske Republik Congo har oplyst, at han ikke selv har oplevet konflikter på baggrund af sin etniske baggrund. Der kan derfor ikke meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Det er Flygtningenævnets vurdering, at situationen i Nord-Kivu på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ansøgeren vil derfor ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo ikke kunne henvises til at tage ophold i sit hjemområde. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo uden for sit hjemområde, herunder Kinshasa, lægger nævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren ikke har hverken familie eller anden tilknytning til Kinshasa, men at det på den anden side ikke kan afvises, at ansøgeren henset til sin alder og uddannelsesmæssige baggrund har visse forudsætninger for at kunne etablere sig arbejdsmæssigt i Kinshasa og indgå i etniske og kulturelle relationer. Det må ved vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren og hans medfølgende to børn kan henvises til at tage ophold uden for ansøgerens hjemområde, imidlertid tillige tages i betragtning, at ansøgerens to medfølgende børn, herunder først og fremmest hans [5-10 årige] [barn], der er født i Danmark, hvor [barnet] har boet hele sit liv, ikke har noget familiemæssigt netværk ud over ansøgeren i tilfælde af en udsendelse til Den Demokratiske Republik Congo, ligesom [barnet] ikke på nuværende tidspunkt har sproglige forudsætninger for at kunne klare sig uden for hjemområdet. På baggrund af disse omstændigheder, findes det efter en samlet vurdering af ansøgerens og hans børns forhold, herunder hensynet til barnets tarv, ikke rimeligt at henvise ansøgeren og hans børn til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo end ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hans to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.”Løbenummer:Demo/2025/5/CARA

rusl202517

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk russer fra [hjemby] i Rusland, og tilhænger af [religion]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer og har haft aktiviteter på sociale medier rettet mod de russiske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive retsforfulgt på grund af sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i Rusland var imod de foranstaltninger, som staten udrullerede i forbindelse med covid 19-epidemien. Ansøgeren nægtede at lade sig vaccinere, hvilket fik den konsekvens, at hun ikke kunne møde ind på sit arbejde som [profession]. Hun blev på et tidspunkt medlem af en gruppe på sociale medier, som delte samme holdning til foranstaltningerne. Ansøgeren deltog i en demonstration omkring den [dato i efteråret] 2021 i sin hjemby, som var arrangeret af denne gruppe. Det var en fredelig demonstration med omkring 100 demonstranter, der blandt andet ytrede, at det var et brud på menneskerettighederne at blive tvunget til en vaccine, som ikke var undersøgt tilstrækkeligt. Under demonstrationen blev gruppens leder anholdt. Han kom for retten dagen efter og blev idømt fem eller seks års fængsel. Tre andre demonstranter blev også anholdt. Ansøgeren frygtede derfor selv at blive retsforfulgt og besluttede sig på denne baggrund for at udrejse. Hun udrejste den [dato i efteråret] 2021 til Danmark, hvortil hun havde et turistvisum. I perioden fra demonstrationen og frem til udrejsen blev hun ikke opsøgt af nogen. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren fortsat sine politiske aktiviteter, idet hun i løbet af [foråret] 2022 har deltaget i fire demonstrationer rettet mod den russiske invasion af Ukraine. Den første demonstration fandt sted omkring den [dato i foråret] 2022 ved den russiske ambassade, hvor ansøgeren deltog sammen med sin ægtefælle og børn, og hvor hun holdt en plakat med teksten "[kritik af krigen i Ukraine]". Hendes ægtefælle tog nogle billeder af hende, som ansøgeren lagde på sin [profil på socialt medie]. Hun har efterfølgende slettet denne profil. Den anden demonstration fandt sted omkring 10 dage senere ved den russiske ambassade, hvor ansøgeren deltog sammen med sin familie. Hun holdt ikke nogen plakat denne gang. Der blev holdt taler, og politiet var til stede for at holde øje med demonstrationen, men blandede sig ikke på noget tidspunkt. Den tredje demonstration fandt sted på Rådhuspladsen i København, hvor hun igen deltog sammen med sin familie. Der blev under demonstrationen råbt slagord rettet mod præsident Putin om, at han var en ”barnemorder" og at han skulle stoppe krigen. Den fjerde demonstration fandt sted i slutningen af [måned i foråret] ved den russiske ambassade, hvor hun deltog sammen med sin familie. Ansøgeren har forklaret, at det er på baggrund af hendes deltagelse i disse demonstrationer, at hendes mor i Rusland har modtaget 4-5 tilsigelser adresseret til ansøgeren, hvor hun er blevet indkaldt til afhøring hos lokalpolitiet som mistænkt efter den russiske straffelovs § 275, som omhandler landsforræderi og forsøg på at undergrave statens sikkerhed. Den første indkaldelse blev modtaget i [måned i efteråret] 2022 med indkaldelse til afhøring den [dato i samme måned] 2022 hos lokalpolitiet. Det er hendes opfattelse, at de russiske myndigheder har fået kendskab til hendes aktiviteter i Danmark gennem hendes [profil på socialt medie], hvor hun har lagt billeder fra demonstrationerne og skrevet politiske opslag om både covid-19, levestandarden i Rusland og krigen i Ukraine. Hun har modtaget både positive og negative reaktioner på disse opslag, men er ikke på noget tidspunkt blevet truet på baggrund heraf. Hun valgte i [måned i efteråret] 2022 at slette sin profil efter at have fået den første indkaldelse til afhøring. I forbindelse med, at ansøgeren forsøgte at få udstedt udenrigspas til sine børn på den russiske ambassade, fik hun at vide, at hun havde optrådt sammen med folk, som anses for fjendtlige mod Rusland, hvorfor hun ikke kunne få udstedt nye pas. Hun fik ved den lejlighed heller ikke sit pas tilbage. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at hun i Danmark har deltaget i flere demonstrationer rettet mod Rusland om krigen i Ukraine, men finder ikke, at dette forhold kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det fremgår af foreliggende baggrundsoplysninger, at sandsynligheden for, at en person, der i et andet land har deltaget i demonstrationer rettet mod Rusland eller udtalt sig kritisk om det russiske styre, risikerer reaktioner ved en tilbagevenden, vil afhænge af flere faktorer, herunder hvor synligvedkommende har været. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at hun alene har deltaget i 4 demonstrationer, og at hun til ingen af disse demonstrationer har haft nogen profileret eller fremtrædende rolle. Det forekommer på denne baggrund ikke sandsynligt, at de russiske myndigheder skulle have fået kendskab til ansøgerens deltagelse i de pågældende demonstrationer. Det forekommer heller ikke overbevisende, at de russiske myndigheder skulle have fået kendskab til ansøgerens aktiviteter alene på baggrund af, at hun har lagt private billeder fra en enkelt demonstration op på sin tidligere [profil på socialt medie]. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunne fremvise disse billeder, som angiveligt er optaget af hendes ægtefælle, men at hun alene har fremlagt to billeder fra demonstrationer, hvor hverken ansøgeren eller hendes familie fremgår. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor hendes tidligere [profil på socialt medie] blev slettet. Hun har således under samtaler med udlændingemyndighederne forklaret, at hun valgte at slette sin profil efter at have modtaget indkaldelse til afhøring i Rusland, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at profilen blev slettet af en administrator, fordi hun havde postet opslag, som var i strid med det sociale fællesskabs regler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun i [måned i vinteren 2022/2023] henvendte sig til den russiske ambassade for at få udstedt et nyt russisk udenrigspas. Nævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om, at hun fik oplyst af ambassaden, at hun ikke kunne få fornyet hendes og hendes børns udenrigspas, fordi de russiske myndigheder var bekendt med hendes politiske aktiviteter i Danmark. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på, at det har formodningen imod sig, at ansøgeren skulle henvende sig til ambassaden på et tidspunkt, hvor hun få måneder forinden havde modtaget en indkaldelse til afhøring i Rusland som mistænkt for landsforræderi. Endvidere har nævnet taget i betragtning, at ansøgerens pas havde gyldighed til 2025, og at også hendes børns pas fortsat havde gyldighed. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at hun henvendte sig til ambassaden igen i [måned i foråret] 2024 med samme anmodning. Det har videre formodningen imod sig, at ansøgeren på ny skulle henvende sig til ambassaden, efter at hun ved den første henvendelse havde fået afslag på udstedelse af pas med den begrundelse, at der forelå en alvorlig anklage mod hende i Rusland for landsforræderi, hvor hun var indkaldt til afhøring, og at det var den russiske sikkerhedstjeneste, som havde besluttet, at hun ikke kunne få udstedt et nyt pas. Endvidere fremgår det, at ansøgeren nogle måneder forinden denne henvendelse i [måned i foråret] 2024 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af [hjemmel for opholdstilladelse]. Da Flygtningenævnet afviser ansøgerens forklaring om, at de russiske myndigheder skulle have fået kendskab til ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring om, at hun fra [måned i efteråret] 2022 har modtaget 4-5 tilsigelser sendt til hendes mors adresse i Rusland med indkaldelse til afhøring. Der er alene fremlagt én af disse indkaldelser, hvilken efter nævnets vurdering fremstår som konstrueret til lejligheden. Endelig har Flygtningenævnet i sin vurdering taget i betragtning, at ansøgeren først ansøgte om asyl den [dato i foråret] 2023, og dermed ikke umiddelbart efter modtagelsen af den første tilsigelse i [måned i efteråret] 2022. Nævnet har endvidere taget i betragtning, at ansøgeren udrejste af Rusland på et turistvisum for at tage ophold i Danmark hos sin senere ægtefælle, der er meddelt opholdstilladelse i Danmark. På baggrund af de foreliggende oplysninger er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: rusl/2025/17/DH

iran202547

Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], født i [by], [mellemøstligt land], og er iransk statsborger. Han flyttede med sin familie til [by i Iran] i slutningen af 1970’erne. Han er født muslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren henviste under den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han har været involveret i [religiøse] aktiviteter. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at han gennem sit arbejde i Iran blev venner med [A] og [B], der betroede ansøgeren og hans [familiemedlem C], at de [tilhørte en religiøs minoritet]. Ansøgeren og [familiemedlem C] indvilligede i at sætte [A] og [B] i kontakt med personer, der kunne være interesserede i at høre om [deres religion], men da deres mødesteder blev afsløret, måtte ansøgeren og [familiemedlem C] udrejse sammen med medlemmer af deres familie. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt en dom, hvoraf det fremgår, at han sammen med [familiemedlem C] er blevet idømt seks års ubetinget fængsel, tre års eksil og 91 piskeslag. Ansøgeren henviste videre til, at han frygtede repressalier af en person fra [de iranske myndigheder], fordi han har mistænkt ansøgeren for ikke at være muslim. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at han i sommeren 2014 blev tilkaldt til moskéen, hvor hans søn var blevet chikaneret, idet mullahen og repræsentanter for [de iranske myndigheder] havde forsøgt at trække sønnens bukser ned for at se, om han var omskåret. Ansøgeren blev vred og råbte, at han ikke var muslim og ikke troede på gud. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb, men løsladt efter et par timer. Nogle dage senere blev ansøgeren slået bevidstløs foran [ansøgerens familiemedlem D’s] hus og vågnede på hospitalet. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt og truet flere gange på sin bopæl af personer med tilknytning til episoden i moskéen. Endelig henviste ansøgeren til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til en torturundersøgelse foretaget af Amnesty Internationals lægegruppe efter Flygtningenævnets oprindelige afgørelse. Ansøgeren har henvist til, at resultatet af undersøgelsen underbygger ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver og de overgreb, som ansøgeren oplyste at have været udsat for i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han siden nævnets oprindelige afgørelse i 2018 er fortsat med at gå i kirke og praktisere sin kristne tro. Flygtningenævnet besluttede på et mundtligt nævnsmøde at udsætte sagens behandling på iværksættelse af en torturundersøgelse af ansøgeren samt en ægthedsvurdering af den fremlagte dom. Resultatet af både ægthedsvurderingen og torturundersøgelsen foreligger nu.Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort at være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet tilsidesætter således fortsat ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at den dom fra 2017 fra en iransk domstol, som ansøgeren har fremlagt under sagen, er falsk. Dette indebærer en væsentlig svækkelse af ansøgerens troværdig med hensyn til hans oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på de forhold, som Flygtningenævnet fremhævede i afgørelsen [fra sommeren] 2018. Også under den genoptagne sag er ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet fremstået med visse divergenser mv. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at indholdet af den gennemførte torturundersøgelse – som konkluderer, at der hos ansøgeren er påvist fysiske og psykiske følger, som meget vel kan være fremkommet ved, at ansøgeren har været udsat for tortur som forklaret af ham – ikke kan føre til en anden bedømmelse af ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Det er herefter spørgsmålet, om ansøgeren som følge af karakteren og omfanget af sine kristne aktiviteter efter Flygtningenævnets afgørelse i [sommeren] 2018 nu har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er reel. Ved afgørelsen heraf må det fortsat indgå i vurderingen, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at hans oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat som utroværdigt. Efter nævnets faste praksis skal der også i øvrigt foretages en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring, herunder om tidspunktet og baggrunden for konverteringen og om følgerne heraf, jf. herved også UNHCR´s Guide-lines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder, at det på den anden side må indgå i vurderingen af ansøgerens forklaring om konvertering til kristendommen, at han i den nu gennemførte torturundersøgelse er beskrevet med betydelige psykiske udfordringer, herunder [beskrivelse af konkrete diagnoser, der blandt andet medfører] koncentrations- og hukommelsesbesvær. Flygtningenævnets flertal finder i lyset af det anførte om ansøgerens betydelige psykiske udfordringer, at ansøgeren under nævnsmødet er fremtrådt med en i fornøden grad troværdig og detaljeret forklaring om sine fortsatte kristne aktiviteter. Forklaringen understøttes i øvrigt af en lang række skriftlige udtalelser, som er afgivet af kirkelige repræsentanter. Efter oplysningerne i sagen, herunder ansøgerens forklaring, lægger nævnets flertal til grund, at ansøgeren efter afslaget på asyl i 2018 kontinuerligt har fortsat sine kristne aktiviteter, herunder med regelmæssig deltagelse i gudstjenester i flere forskellige kirker. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret viden om kristne begreber og fortællinger. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere vægt på, at ansøgeren på fornøden relevant måde har redegjort for kristendommens betydning for ham, herunder at denne er udtryk for en indre overbevisning hos ham. Ansøgeren har således beskrevet flere konkrete begivenheder, som har haft betydning for fastheden i hans tro, ligesom han har beskrevet troens betydning for ham. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold og fremtræden, at han må anses for reelt at være konverteret til kristendommen. Herefter, og da ansøgeren har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og tillige missionere, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konvertering til kristendommen. På denne baggrund, og da Flygtningenævnet herefter ikke har anledning til at tage stilling til ansøgernes asylmotiv vedrørende politiske aktiviteter i Danmark, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Iran/2025/47/marau

iran202551

Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk perser og ikke religiøs af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har oplyst, at hun har været politisk aktiv på sine sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt eller giftet væk af sin far til en fremmed mand. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes forældre blev skilt i 2012, da ansøgeren var [5-8] år, fordi faren var alkoholiker og eventuelt [psykisk diagnose]. Ansøgeren boede kun med sin mor frem til 2014, hvorefter de iranske myndigheder tvang hende til at flytte hjem til sin far. Ansøgeren boede hos sin far fra 2014 frem til 2019. Videre har ansøgeren oplyst, at hendes far kontrollerede hende konstant og var meget manipulerende. Han snakkede nogle gange pænt til ansøgeren, og andre gange grimt og truende. Ansøgerens far har blandt andet låst ansøgeren inde på sit værelse, imens han havde gæster på besøg. Ansøgeren flyttede hjem til sin mor igen en til to måneder, før ansøgeren forlod Iran. Faren gav ligeledes moren den fulde forældremyndighed over ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter til Danmark sammen med sin mor, som havde boet i Danmark i nogle år. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun fortsatte kontakten med sin far, efter hun forlod Iran. I forbindelse med et opkald i [efteråret] 2023 har ansøgerens far truet med at slå ansøgeren ihjel. Efter dette opkald afbrød ansøgeren kontakten til sin far. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive dræbt eller fængslet af myndighederne på baggrund af sine politiske aktiviteter. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i Danmark har lavet politiske opslag på sin [profil på socialt medie A] og [profil på socialt medie B]. Ansøgeren startede med at lave disse opslag efter drabet på Mahsa Amini i september 2022. På [socialt medie A] lavede hun [tidsbegrænsede opslag] med myndighedskritisk indhold, og på [socialt medie B] har hun [videredelt] andres politiske opslag. Ansøgerens [profil på socialt medie A] er privat med omkring 800 følgere, og ansøgeren har 65 følgere på sin [profil på socialt medie B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive dræbt eller fængslet af myndighederne på baggrund af sit religionsforhold. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun er født muslim, men at hun ikke længere er troende. I Danmark har ansøgeren gået i kirke for at lære dansk, hvorigennem hun har fået en interesse for kristendommen. Ansøgeren har dog ikke undersøgt religionen nærmere, da hun har det fint uden en religion. Hun har fortalt en veninde i Iran, at hun er frafaldet islam, og ansøgeren formoder, at veninden har delt denne information med ansøgerens øvrige venner i Iran. Ansøgerens far er også blevet bekendt med ansøgerens religiøse overbevisning. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2024/2025] sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for tilbagevendte asylansøgere, overvågning af iranere i udlandet og sur place aktiviteter, jf.  blandt andet Landinfos Temanotat - Iran, Mottagelse og behandling av returnerte asylsøkere, 22. november 2024 (navnlig pkt. 6.3), DFAT, Country Information Report Iran, 24. juli 2023 (Australien), og Home Office, Country policy and information note: social media, surveillance and sur place activities, Iran, april 2025 (pkt. 10.2-4), finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran som følge af hendes begrænsede regimekritiske aktiviteter mv. på sociale medier. Nævnet tiltræder således Udlændingestyrelsens vurdering af, at omfanget og karakteren af disse aktiviteter ikke har haft en karakter, som giver grundlag for at antage, at ansøgeren er blevet eller er i risiko for at blive eksponeret over for de iranske myndigheder eller andre i Iran i et asylrelevant omfang. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke længere anser sig selv for at være religiøs. I overensstemmelse med ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren under sit ophold i Iran frem til sit [13.-15.] år har praktiseret islam, således som det var påkrævet af hende. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at hverken myndigheder eller personer i Iran skulle være bekendt med, at hun ikke længere anser sig som muslim. Ansøgerens forklaring om, at hendes far må have fundet ud af, at ansøgeren efter at være kommet til Danmark ikke længere praktiserer islam, og at hun frygter, at han vil sige dette videre til myndighederne, er ikke understøttet eller underbygget på en sådan måde, at det kan føre til, at ansøgeren på dette grundlag har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, idet ansøgerens frygt herom først og fremmest bygger på hendes egne formodninger. Nævnet bemærker, at ansøgerens far efter ansøgerens forklaring for blandt andet nævnet ikke selv er praktiserende muslim. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren formoder, at hendes veninde har fortalt øvrige venner i Iran, at hun ikke er religiøs. Ansøgeren, der nu er [19-21] år gammel, har som nævnt levet de første [13-15] år af sit liv i Iran. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren under sit 6-årige ophold i Danmark er blevet således ”westernized” gennem tilegnelsen af danske normer og værdier, at hun alene af den grund vil påkalde sig opmærksomhed hos myndigheder og personer i Iran, og som følge heraf vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Indholdet af dom af 9. april 2024 afsagt af Forvaltningsdomstolen i Hamburg, som er fremhævet af den beskikkede advokat, kan ikke føre til en anden vurdering. De generelle forhold for kvinder i Iran er blandt andet beskrevet i EUAA, Iran – Country Focus, Country of Origin Information Report, juni 2024, navnlig pkt. 4.11 (s. 87 ff) og EUAA, Country Guidance: Iran, Common analysis and guidance note, januar 2025, navnlig pkt. 3.7. (s. 43 ff). Uanset at de generelle forhold for kvinder i Iran efter baggrundsoplysningerne er meget problematiske, har forholdene ikke en sådan karakter, at der er grundlag for generelt at meddele iranske kvinder opholdstilladelse i Danmark efter asylreglerne med henvisning til de generelle forhold, herunder at kvinder bliver udsat for ”kønsapartheid”. Forholdene for iranske kvinder kan således ikke sidestilles med forholdene for kvinder i Afghanistan, der efter nævnets praksis på nuværende tidspunkt anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin far, der blandt andet er affødt af hendes forældres skilsmisse, omstændighederne i forbindelse med, at ansøgeren udrejste af Iran, og karakteren af hendes levevis under opholdet i Danmark. Uanset at denne konflikt ikke i sig selv kan anses for asylbegrundende, finder nævnet, at ansøgeren efter oplysningerne om hendes forhold under opholdet i Danmark, herunder hendes religiøse ståsted og sur place aktiviteter, samt hendes fremtræden for nævnet sammenholdt med oplysningerne om de generelle forhold for kvinder i Iran og de foreliggende oplysninger om faren, at ansøgeren efter en samlet konkret vurdering har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran som ung kvinde vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb af sin far og de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2025/51/flfr

rusl202518

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ukrainer og græsk katolsk. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive udsat for chikane som etnisk ukrainer grundet sit tilhørsforhold til Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være alene og ikke være i stand til at klare sig selv, at hans helbredstilstand bliver forværret, og at han ikke vil kunne få den nødvendige lægehjælp. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af sit tilhørsforhold til Ukraine. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren, der aldrig har haft ukrainsk statsborgerskab, ikke har oplyst om konflikter med de russiske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Rusland, som kan begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærker herunder med hensyn til det af ansøgeren oplyste om chikane fra personer fra hans hjemområde grundet hans etniske og sproglige baggrund, at det ikke har sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke er blevet udsat for overgreb eller direkte trusler grundet sit tilhørsforhold til Ukraine. Med hensyn til det anførte om ansøgerens personlige forhold, herunder helbred, alder og herboende familie, bemærkes, at der er tale om socioøkonomiske forhold, og at disse falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Det er forhold, som efter omstændighederne kan indgå i vurderinger efter andre regler i udlændingeloven, jf. herved blandt andet udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Disse forhold kan imidlertid ikke begrunde, at der meddeles ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, at der kan være helt særlige tilfælde, hvor en udsendelse af en udlænding grundet dennes helbredsmæssige forhold vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for en udsendelse. I disse ganske særlige tilfælde vil der i stedet kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. Kompetencen hertil henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Ansøgeren ses imidlertid at have fået afslag på humanitær opholdstilladelse [i foråret] 2024. Det bemærkes videre, at det kun er i de tilfælde, hvor en ansøgers helbredsmæssige forhold i sig selv eller sammenholdt med andre faktorer udgør grunden til eventuel forfølgelse eller overgreb, at helbredsmæssige forhold i helt særlige tilfælde kan tillægges betydning ved vurderingen af udlændingelovens § 7. Dette vurderes ikke at være tilfældet i denne sag, hvor ansøgerens asylmotiv består i hovedsagelig aldersrelateret sygdom og alder, og hvor han ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af baggrundsoplysninger om Rusland, at alle russiske statsborgere har adgang til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet finder desuden, at heller ikke de generelle forhold i Rusland i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2025/18/flfr

iran202550

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Han er født i Al-Tash-lejren i Irak, men ansøgeren og hans familie flyttede, mens ansøgeren var lille, tilbage til Iran. Ansøgeren har under sin oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede myndighederne, idet han havde sympatiseret med og været aktiv for Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Til støtte herfor oplyste ansøgeren blandt andet, at han frem til sin [familiemedlem A’s] død i [årstal mellem 2010-2015] hjalp KDPI med at aflevere tøj og fødevarer til peshmergaer. Ansøgerens [familiemedlem A] havde - som følge af sine politiske aktiviteter - været tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, og ansøgeren havde selv været afhørt og fængslet i flere måneder. Derudover oplyste ansøgeren, at han for KDPI afleverede en rygsæk til en mand, som efterfølgende blev anholdt, og at han herefter fik at vide, at han skulle gå under jorden, hvorefter ansøgeren tog hen til sin [familiemedlem B], hvor han var i to-tre dage, og derefter udrejste af Iran. Ansøgeren oplyste videre, at den iranske efterretningstjeneste opsøgte familiens bopæl efter, at han forlod den, og at efterretningstjenesten efterfølgende var på bopælen adskillige gange for at få fat på ham. Herudover var ansøgerens [familiemedlem C] og [familiemedlemmer D] af samme grund blevet opsøgt af efterretningstjenesten efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endvidere under sin oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han er født muslim, men at han var konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren oplyste til støtte herfor blandt andet, at han begyndte at opfatte sig selv som kristen få måneder inden udrejsen af Iran. Ansøgerens interesse for kristendommen opstod, da han så nogle kristne film. Ansøgeren begyndte at gå i kirke i [efteråret] 2016, og han blev [vinteren 2016/2017] døbt. Ansøgeren har i forbindelse med den genoptagne asylsag fortsat henvist til, at han frygter de iranske myndigheder som følge af hans konversion til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren blandt andet oplyst, at han siden 2017 er fortsat med at gå i kirke. Han er blevet gift i kirken, og hans [barn] er døbt i kirken. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ønsker at bo sammen med sin kristne danske ægtefælle, og at de ikke ønsker at skjule deres ægteskab eller tilpasse sig iranske forhold, hvilket vil være nødvendigt for at undgå forfølgelse. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han deler kritiske opslag om det iranske styre på de sociale medier, og at han har deltaget i demonstrationer til støtte for kvinde, liv og frihed-protesterne. Videre har ansøgeren oplyst, at indholdet af de politiske opslag vedrører den kurdiske frihedskamp, det iranske styres undertrykkelse af kurdere samt forholdene for kvinder i Iran, og at han har over 10.000 følgere på sin [socialt medie A]-profil samt, at han på [socialt medie B] har over 3.000 følgere. Ansøgeren har udover sine politiske aktiviteter i Danmark henvist til, at han er etnisk kurder, født i Al-Tash-lejren, udrejst ulovligt af Iran, og at han har opholdt sig i en længere årrække i Danmark, hvilket indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet kunne i sin afgørelse af [efteråret] 2017 ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse, fordi han havde medvirket til politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lagde navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring fremstod utroværdig, fordi han på flere punkter havde forklaret forskelligt om centrale elementer i sine politiske aktiviteter. Nævnet kunne ved afgørelsen heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen var reel. Nævnet lagde vedrørende dette spørgsmål vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet slet ikke kunne redegøre nærmere for sin opfattelse af kristendommen, eller hvilke elementer i kristendommen der særligt havde betydning for ham, bortset fra at han i den kristne kirke fandt et fællesskab, hvor han følte sig tryg og godt tilpas. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han blev døbt kort tid efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl. Flygtningenævnet finder, at både ansøgerens tidligere forklaringer og Flygtningenævnets tidligere vurdering af ansøgerens generelle troværdighed må indgå i nævnets vurdering af sagen. Det skal efter genoptagelsen af sagen nu vurderes, om ansøgeren som følge af karakteren og omfanget af sine kristne aktiviteter efter afslaget i 2017 nu har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet lægger vedrørende dette spørgsmål til grund, at ansøgeren efterfølgende er viet i en dansk kirke, og at hans [barn] er blevet døbt. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i flere sammenhænge på åbne profiler har delt billed- og videomateriale, der signalerer tilknytning til kristendommen. Af UNHCR´s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under article 1 A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 28. april 2004, No. 6, pkt. 34, fremgår om en sådan vurdering blandt andet følgende: “c) Conversion post departure 34. Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Der skal derfor efter nævnets faste praksis foretages en indgående og kritisk bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring om konverteringen, herunder om tidspunktet, baggrunden og følgerne. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder ansøgerens forklaring for nævnet og de øvrige oplysninger, der er tilvejebragt til brug for sagen, at ansøgerens forhold til kristendommen stadig ikke kan anses for at være en konvertering begrundet i en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Der er herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren fortsat fremstår mindre overbevisende i sin forklaring om kristne grundsætninger og sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Det kan ikke føre til andet resultat, at ansøgeren er viet i en kirke, og at ansøgerens [barn] er døbt. Nævnet finder heller ikke, at den fremlagte udtalelse fra en tidligere sognepræst om, at ansøgeren i de seneste to år - og i den sidste tid ret regelmæssigt - er kommet til bibelcafé, kan føre til andet resultat. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den omstændighed, at ansøgeren på et tidspunkt, hvor han ikke havde gyldigt ophold i Danmark, har indgået ægteskab, og at han ønsker at bo sammen med sin kristne danske ægtefælle, kan anses for asylbegrundende. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren som følge af karakteren og omfanget af sine politiske aktiviteter efter afslaget i 2017 nu har sandsynliggjort, at han vi være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Som nævnt kunne Flygtningenævnet i afgørelsen [efteråret] 2017 ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse, fordi han havde medvirket til politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at han efter afslaget i 2017 på åbne profiler har delt regimekritisk indhold. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at indholdet af de politiske opslag vedrører den kurdiske frihedskamp, det iranske styres undertrykkelse af kurdere samt forholdene for kvinder i Iran, og at han har over 10.000 følgere på sin [socialt medieA]-profil samt, at han på [socialt medie B] har over 3.000 følgere. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren efter afslaget i ikke ubetydeligt omfang på åbne profiler på de sociale medier [socialt medie B], [socialt medie A] og [socialt medie C] samt på [digitalt medie A] har delt og videreformidlet materiale og oplysninger med regimekritisk indhold. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren blandt andet på kanalerne [kanal A] og [digitalt medie B] kan ses som deltager i regimekritiske aktiviteter. Videoerne er blevet delt og set i meget begrænset omfang. På en enkelt af disse videoer, hvor ansøgeren ses som en af seks personer, der i en lysning i nærhed af [by A], udtaler sig regimekristisk, er blevet set cirka 70.000 gange.  Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i fem demonstrationer i 2025, og at han ved nogle af disse demonstrationer bar et skilt med hans navn således, at han kunne identificeres til grund. Flygtningenævnet lægger imidlertid tillige til grund, at de billeder og de videoer, der er forevist, i alt væsentligt er opslået og delt efter indgivelse af anmodningen om genoptagelse af sagen. Det fremgår af de foreviste videoer fra demonstrationerne, at der er tale om en lille gruppe personer, og at der ikke ved nogen af arrangementerne er mere end 40 deltagere. Ansøgeren fremstår på de videoer, der er forevist ikke, som profileret eller fremhævet. Oplysningerne og ansøgerens forklaring herom fremstår for nævnet konstrueret med henblik på at understøtte ansøgerens påstand under genoptagelsessagen. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale og nævnets praksis, at de iranske myndigheder i et vist omfang foretager overvågning af iranske statsborgere i udlandet, der ytrer sig regimekritisk enten ved deltagelse i demonstrationer eller på sociale medier. Det fremgår imidlertid tillige, at myndighederne ikke rutinemæssigt undersøger tilbagevendende iranske statsborgeres sociale medier mv. Flygtningenævnet finder at ansøgeren politiske aktiviteter i Danmark - efter den forklaring, ansøgeren nu har givet om sine politiske aktiviteter, sammenholdt med de nu fremlagte og foreviste dokumenter og videoer mv. – ikke har et omfang eller en karakter, der kan føre til, at ansøgeren er eksponeret i et omfang, der indebærer, at myndighederne i Iran nu må forventes at ville rette søgelyset mod ansøgeren, såfremt han vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, og at han derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at sagen er fuldt tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor ikke er grundlag for at tage den subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2025/50/sael

ukra202510

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2023.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ukrainsk og kristen ortodoks fra [by A] Zaporizhzhia Oblast, Ukraine. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er bange for at dø på grund af krigens bombardementer. Videre har ansøgeren oplyst, at hendes by er under okkupation, hvilket betyder, at man skal have russiske dokumenter. Hun er bange for at blive kidnappet, fordi hun har ukrainsk pas. Ansøgeren har yderligere henvist til, at der ikke eksisterer et relevant og rimeligt internt flugtalternativ. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om hendes ophold i Ukraine og udrejse til grund. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om hendes ophold i [land A i Europa] og hendes udrejse herfra til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i [årstal mellem 2015-2020] var i praktik i [land B i Europa] i forbindelse med sin uddannelse på [uddannelsesinstitution]. Flygtningenævnet tiltræder af de samme grunde, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Udlændingestyrelsens har vurderet, at situationen i [by A] Zaporizhzhia Oblast på nuværende tidspunkt, er af en sådan karakter, at ansøgeren isoleret set, i forhold til sit hjemområde, er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om Udlændingestyrelsen har godtgjort, at der i ansøgerens hjemland er områder, der kan udgøre et internt flugtalternativ for ansøgeren, samt om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der foreligger et internt relevant flugtalternativ i den vestlige eller centrale del af Ukraine, herunder i Kyiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på de baggrundsoplysninger der er gengivet i Udlændingestyrelsens berigtigede afgørelse af den 3. juli 2025. Nævnet lægger desuden vægt på de senest opdaterede data fra ”Ukraine Conflict Monitor”, der opdateres ugentligt. Baggrundsoplysningerne er i væsentligt omfang baseret på data fra Armed Conflict and Event Data (ACLED). Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne, til grund, at sikkerhedssituationen i det centrale og vestlige Ukraine, herunder i regionerne Kirovograd, Poltava, Khmelnytskyi, Cherkasy, Lviv, Vinnytsia, Ivano-Frankivsk, Zhytomyr, Kyiv Oblast, Ternopil, Volyn, Chernivtsi, Rivne og Zakarpattia fortsat er kendetegnet af ved en meget lav grad af ustabilitet med enkelte begrænsede sikkerhedshændelser og civile tab. Af det senest opdaterede konfliktkort af 3. oktober 2025 fra ACLED fremgår ligeledes, at sikkerhedssituationen i det vestlige og centrale Ukraine samt Krim er kendetegnet ved en meget lav grad af sikkerhedshændelser og få eller ingen angreb mod civile. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold i Kyiv. Nævnet lægger herved vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder navnlig oplysningerne om hendes alder, helbred, uddannelse og hendes erfaring med at opholde og etablere sig uden for sit hjemområde. Det forhold, at ansøgeren alene er russisktalende og ikke har familie eller netværk i Kyiv, kan ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Ukra/2025/10/sael

arme20256

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk armener og ateist fra [distrikt], Jerevan, Armenien. Ansøgeren har været medlem af LGBT Asylum siden [sommeren] 2024. Ansøgeren har derudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive udsat for vold af sin familie og andre personer fra sit lokalområde, som følge af, at han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han altid har været bevidst omkring sin seksuelle orientering, men at han af frygt for at udleve den først som 19-20-årig accepterede sin seksualitet. I 2024 blev ansøgeren frihedsberøvet og udsat for vold og anden nedværdigende behandling af tre kollegaer, som var blevet bekendt med hans seksuelle orientering.  Efter overfaldet søgte ansøgeren tilflugt i et sommerhus sammen med nogle venner. Under opholdet i sommerhuset blev ansøgeren kontaktet af sine forældre telefonisk, som ligeledes var blevet bekendt med hans seksuelle orientering. Ansøgerens far har truet ansøgeren med at slå ham ihjel, da han mener, at ansøgeren har bragt skam over familien som følge af, at han er homoseksuel. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet kan lægge ansøgerens forklaring omkring sin homoseksualitet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Af baggrundsoplysningerne fremgår, at Armenien i 2003 afkriminaliserede homoseksualitet. Homoseksuelle har samme lovmæssige ret til beskyttelse som andre armenske statsborgere. Det forhold, at Armenien endnu ikke har indført en antidiskriminationslovgivning vedrørende blandt andet homoseksuelle personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere fremgår af baggrundsoplysningerne, at den første armenske LGBT+ samfundsorganisation ”Pink Armenia” blev stiftet i 2007 og arbejder for at styrke LGBT+ samfundets rettigheder. Af baggrundsoplysningerne fremgår det endeligt, at der årligt har været en række tilfælde af hadforbrydelser og diskrimination over for LGBT+ personer. Uanset at homofobi må anses for at være udbredt i det armenske samfund, finder Flygtningenævnet, at der har været tale om enkeltstående, isolerede tilfælde. De generelle forhold for homoseksuelle i Armenien kan således ikke anses for at være af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at ansøgeren har været udsat for en hadforbrydelse fra sine tidligere kolleger og som tillige er ansøgers venner, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse personer fortsat skulle efterstræbe ansøgeren, idet de efterlod ansøgeren efter episoden, og at ansøgeren ikke har anmeldt episoden til politiet. Endelig finder nævnet ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgers far skulle efterstræbe ansøgeren ved dennes tilbagevenden til Armenien, idet han alene har truet ansøgeren telefonisk, men ikke siden har forsøgt at kontakte ansøgeren efter dennes udrejse, og at ansøgeren endeligt må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det forhold, at ansøgerens mor telefonisk har oplyst ansøgeren, at faderen leder efter ansøgeren, og at ansøgeren ikke skal komme tilbage, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: arme/2025/6

tyrk20259

Nævnet hjemviste i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og [religion] fra [by], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i flere demonstrationer i Tyrkiet for henholdsvis Socialistisk Ungdomsforening og det kurdiske parti HDP samt delt opslag på [sociale medie] med politisk indhold. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter, at han vil blive anholdt og fængslet af de tyrkiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 2017, 2019 og 2021 i hjemlandet blev tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder. Under tilbageholdelserne blev han udsat for vold, og der blev talt nedsættende til ham. Ansøgeren har desuden oplyst, at han har delt opslag på sociale medier med politisk indhold, hvor han retter kritik mod den tyrkiske regering og præsidenten. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgerens advokat fremsendt en række dokumenter på tyrkisk fra anklagemyndigheden, politiet og domstolen i Tyrkiet. Af dokumenterne fremgår det blandt andet, at der [i foråret] 2025 er udstedt en arrestordre på ansøgeren, samt at der er fremsendt et anklageskrift, hvori det fremgår, at ansøgeren er sigtet for terror og for at have fremsat fornærmende udtalelser mod den tyrkiske præsident Erdogan på sine sociale medier. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2025 har afvist, at det på daværende tidspunkt fremlagte dokument, hvoraf fremgår, at ansøgeren i Tyrkiet er mistænkt i to sager, har betydning for afgørelsen. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at dokumentet ikke bekræfter, at der er udstedt en arrestordre mod ansøgeren, eller at der er indledt sager mod ansøgeren. Til brug for mødet i Flygtningenævnet har advokaten nu fremlagt tre bilag, hvoraf fremgår, at ansøgeren er mistænkt i en straffesag om terror og om fornærmende tiltale mod præsident Erdogan, samt en arrestordre i forbindelse hermed. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere undersøgelse af ægtheden af de af advokaten fremlagte bilag, samt af deres betydning for sagen. Løbenummer: Tyrk/2025/9/clu

niga20252

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2023.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk igbo og kristen fra [navn på stat], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, hvis han returnerer til Nigeria. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han under et tidligere ophold i Danmark i [år i 2000’erne] var involveret i en [ulykke], hvor en anden nigeriansk mand [A] omkom. [A’s] familiemedlemmer anklager ansøgeren for at have slået [A] ihjel, og vil nu slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har både modtaget trusler og er blevet overfaldet med en kniv af [A’s] ene bror i Nigeria. Derudover er ansøgeren blevet overfaldet under et ophold i [land 1] af personer, som ansøgeren formoder tilhører [A’s] familie og modtaget trusler af ukendte personer på gaden i [land 1]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer at blive slået ihjel af familiemedlemmer til personen [A], som skulle anklage ansøgeren for at være skyld i [A’s] død ved en [ulykke] i [dansk by] i [år i 2000’erne]. Flygtningenævnet afviser i det hele ansøgerens forklaring herom, idet han på flere punkter har forklaret divergerende, ikke overbevisende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, [beskrivelse af ulykken], om hvornår ansøgeren vendte tilbage til Nigeria efter [ulykken] fandt sted, om hvorvidt ansøgeren kendte [A] fra Nigeria, om et overfald, som ansøgeren blev udsat for i Nigeria af [A’s] bror, om forholdene i forbindelse med sin endelige udrejse til Danmark og udbyggende om trusler, som han skulle have modtaget i [land 1]. Det af advokaten oplyste og det af ansøgeren på nævnsmødet forklarede kan ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Nigeria vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelseLøbenummer:Niga/2025/2/DH

ukra202511

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen fra Poltava Oblast, Ukraine. Han har senest været i Ukraine i [efteråret] 2021. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine fryg­ter at blive tvangsmobiliseret og sendt i krig. Han har til støtte herfor oplyst, at Ukraine siden 2022 har haft en generel mobilisering af alle mænd mellem 18 og 60 år. Han har videre oplyst, at han i [2013-2016] registrerede sig selv som reservist hos det ukrainske for­svars­ministerium, men at han endnu ikke har modtaget en indkaldelse til mili­tær­tjene­ste. Han finder det meningsløst at skulle del­ta­ge i krigen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive straffet for at unddrage sig mi­­li­tærtjeneste. Han har til støtte herfor oplyst, at der i Ukraine ikke er mulighed for fri­tagelse for militærtjeneste, og at militærunddragelse straffes med fængsel fra 3 år til 12 år.  Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Ukraine som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i Poltava-området, hvor han er fra, sker vilkårlige droneangreb og bombardementer med store ci­vile tab til føl­­ge, hvilket er dokumenteret i en rapport fra OHCHR fra juli 2025. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukrai­ne frygter ikke at kunne modtage nødvendig medicinsk behandling på grund af den ødelagte sund­heds­sektor i landet. Han har hertil oplyst, at han lider af [sygdom] og er i be­hand­ling for dette i Danmark. Han har tidligere modtaget til­svarende behandling i Ukrai­ne, men grundet de nuværende forhold vil han få svært ved at få adgang til me­di­cinsk behandling. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt ansøgerens forklaring om si­ne personlige forhold og asylmotiv til grund. Af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 167-174 fremgår: ”B. DESERTERS AND PERSONS AVOIDING MILITARY SERVICE 167. In countries where military service is compulsory, failure to perform this du­ty is frequently punishable by law. Moreover, whether military service is com­pulsory or not, desertion is invariably considered a criminal offence. The Pe­nalties may vary from country to country, and are not normally regarded as persecution. Fear of prosecution and punishment for desertion or draft-evasion does not in itself constitute well-founded fear of persecution under the defini­tion. Desertion or draft-evasion does not, on the other hand, exclude a person from being a refugee, and a person may be a refugee in addition to being a de­serter or draft-evader. 168. A person is clearly not a refugee if his only reason for desertion or draft-evasion is his dislike of military service or fear of combat. He may, however, be a refugee if his desertion or evasion of military service is concomitant with other relevant motives for leaving or remaining outside his country, or if he ot­her­wise has reasons, within the meaning of the definition, to fear persecution. 169. A deserter or draft-evader may also be considered a refugee if it can be shown that he would suffer disproportionately severe punishment for the mili­ta­ry offence on account of his race, religion, nationality, membership of a par­ti­cular social group or political opinion. The same would apply if it can be shown that he has well-founded fear of persecution on these grounds above and beyond the punishment for desertion. 170. There are, however, also cases where the necessity to perform military ser­vice may be the sole ground for a claim to refugee status, i.e. when a person can show that the performance of military service would have required his participation in military action contrary to his genuine political, religious or moral convictions, or to valid reasons of conscience. 171. Not every conviction, genuine though it may be, will constitute a sufficient reason for claiming refugee status after desertion or draft-evasion. It is not enough for a person to be in disagreement with his government regarding the political justification for a particular military action. Where, however, the type of military action, with which an individual does not wish to be associated, is condemned by the international community as contrary to basic rules of human conduct, punishment for desertion or draft-evasion could, in the light of all other requirements of the definition, in itself be regarded as persecution. 172. Refusal to perform military service may also be based on religious convic­tions. If an applicant is able to show that his religious convictions are genuine, and that such convictions are not taken into account by the authorities of his country in requiring him to perform military service, he may be able to establish a claim to refugee status. Such a claim would, of course, be supported by any additional indications that the applicant or his family may have encountered dif­ficulties due to their religious convictions. 173. The question as to whether objection to performing military service for rea­sons of conscience can give rise to a valid claim to refugee status should al­so be considered in the light of more recent developments in this field. An increasing number of States have introduced legislation or administrative regu­lations whereby persons who can invoke genuine reasons of conscience are exem­pted from military service, either entirely or subject to their performing al­ternative (i.e. civilian) service. The introduction of such legislation or admi­ni­strative regulations has also been the subject of recommendations by interna­tio­nal agencies. In the light of these developments, it would be open to Contrac­ting States, to grant refugee status to persons who object to performing military service for genuine reasons of conscience. 174. The genuineness of a person’s political, religious or moral convictions, or of his reasons of conscience for objecting to performing military service, will of course need to be established by a thorough investigation of his personality and background. The fact that he may have manifested his views prior to being called to arms, or that he may already have encountered difficulties with the authorities because of his convictions, are relevant considerations. Whether he has been drafted into compulsory service or joined the army as a volunteer may also be indicative of the genuineness of his convictions.” Udlændinge- og Integrationsministerens besvarelse den 17. august 2021 af Udlændin­ge- og Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 626 (Alm.del) af 25. juni 2021 indeholder en generel beskrivelse af asylgrundlag ved manglende aftjening af værnepligt i hjem­lan­det: ”Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgs­målet indhentet et bidrag fra Udlændingestyrelsen, som oplyser følgende: ”Udlændingestyrelsen kan indledningsvis oplyse, at indkaldelse til værnepligt el­ler straf som følge af militærunddragelse ikke i sig selv er asylbegrundende. Der er forskellige årsager til, at en desertering eller unddragelse fra militærtje­ne­ste kan føre til asyl, som afhænger af ansøgerens individuelle forhold samt for­holdene i hjemlandet. Denne beslutning baseres ikke alene på den pågælden­des nationalitet. Der foretages altid en konkret vurdering af ansøgerens indivi­du­el­le forhold i vurderingen af, om en desertering eller unddragelse er asylbe­grundende. Ethvert land kan lovgive for egne borgere, og desertering eller unddragelse fra militærtjeneste vil ofte være strafbart ved lov. Straffen herfor kan variere fra land til land, men anses som udgangspunkt ikke som forfølgelse. Det kan dog være tilfældet, hvis straffen anses som uforholdsmæssig streng. Hvis personen vil blive udsat for en uforholdsmæssig streng straf på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller sine politiske anskuel­ser, vil forholdet være omfattet af Flygtningekonventionen. Hvis risikoen for en uforholdsmæssig streng straf ikke er omfattet af de fem forfølgelsesgrunde i Flygtningekonventionen, eller der er risiko for at afsone en straf under umen­ne­skelige eller nedværdigende forhold, kan den pågældende efter omstændig­he­der­ne meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Derudover kan desertering eller unddragelse fra militærtjeneste være asylbe­grun­dende, hvis udførelse af militærtjeneste kræver, at en person skal deltage i militære aktioner, som strider mod dennes oprigtige politiske, religiøse eller mo­ralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde. Det er ikke nok, at personen er uenig med sit hjemlands regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse, men hvis militæraktionen fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse anses som for­følgelse. Der kan derfor være personer, som ikke har aftjent sin værnepligt i hjemlandet, som meddeles asyl, og hvor personer fra samme land, som heller ikke har aftjent sin værnepligt, ikke meddeles asyl. Der er dog en formodning for, at personer fra visse lande kan have et asylbehov, hvis de ikke har aftjent værnepligt, da det fremgår af baggrundsoplysningerne, at landets militær begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, som man som soldat bliver tvunget til at medvirke til, eller landet anser nægtelse af at aftjene værnepligt som politisk modstand mod styret i landet. Det er pr. 15. juli 2021 tilfældet i Syrien og Eritrea. Individuelle forhold skal dog altid belyses for at vurdere asylbehovet, selv om en ansøger er fra Syrien eller Eritrea. Udlændingestyrelsen følger løbende udviklingen i Syrien og Eritrea.”” Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det af ansøgeren påbe­råb­te asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine ikke er et for­­hold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlæn­dingelovens § 7, stk. 1 og 2. Frygten for at deltage i kamphandlinger, herunder at blive sendt til fronten, i forbin­del­se med aftjening af militærtjeneste er således ikke i sig selv et asylbegrundende for­­hold. Der er ikke grundlag for at antage, at en indkaldelse af ansøgeren til eller ansøgerens mulige unddra­gelse af militærtjeneste konkret er forbun­det med forfølgel­ses­grunde som nævnt i flygt­ningekonventionen eller en velbegrundet frygt for over­greb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en til­ba­gevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militær­tjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre mili­tærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne – som refereret i Udlændin­ge­styrelsens afgø­relse – kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en ka­rak­ter, der inde­bærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel ri­siko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses for ufor­holdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtræ­delser i dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil væ­re om­fattet af forfølgelsesgrundene nævnt i flygtningekonventio­nen, jf. udlændin­ge­lo­vens § 7, stk. 1, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er, som beskrivelsen heraf og de anførte bag­­grundsoplysninger i Udlændingestyrelsens afgørelse viser, meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyt­telse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Poltava Oblast ikke er af en sådan ka­rakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af ud­lændinge­lo­vens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til de sam­me bag­grunds­op­lysninger som i Udlændingestyrelsens afgørelse, hvor det lægges til grund, at forholdene i ansøgerens hjemområde er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Det anførte un­der­støttes af de seneste baggrundsoplysninger, jf. ”Opdatering af oplysninger om ge­­ne­relle sikkerhedsforhold i Ukraine – juli 2025”, hvoraf fremgår bl.a.: ”Sikkerhedssituationen i det centrale og vestlige Ukraine, herunder i regio­ner­ne … Poltava …, er fortsat kendetegnet af en meget lav grad af ustabilitet med enkelte begrænsede sikkerhedshændelser og civile tab. … En gennemgang af data rapporteret i ACLEDs konfliktovervågningsværktøj fra februar 2025 til juli 2025 påviser, at sikkerhedssituationen i det vestlige og centrale Ukraine samt Krim er kendetegnet ved en meget lav grad af sikker­heds­hændelser, få eller ingen angreb mod civile og få civile dødsfald. … Det vurderes, at de generelle forhold i … Poltava … på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke fo­rekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumu­lativ vurdering af individuelle og generelle forhold. …” På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at situationen på nuværende tidspunkt er meget kritisk og alvorlig, men ikke i et sådant omfang, at der forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af personers blotte til­ste­de­værelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og ge­ne­rel­le forhold. De baggrundsoplysninger, som ansøgeren har henvist til, er indgået i vur­deringen. Ansø­geren har således ikke sandsynliggjort, at han har behov for international be­skyt­telse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da ansøgers helbredsforhold ikke kan føre til, at der meddeles asyl efter ud­lændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændin­ge­styrelsens afgørelse.” Ukra/2025/11/AALK

afgh202542

Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2024 idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af meldepligten, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt overtrædelse af knivloven samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk usbeker og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste under Flygtningenævnets oprindelige behandling af § 49 a-sagen i 2020 til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede Taliban og National Islamic Movement of Afghanistan (Junbish) og myndighederne. Til støtte herfor oplyste klageren, at hans far, [A], var [militærrang] i Junbish, hvis medlemmer var efterstræbt af Taliban, hvorfor faren udrejste af Afghanistan. I 1999 udrejste også klageren sammen med resten af sin familie til Pakistan som følge af farens konflikt. I 2008 rejste klagerens farbror, [B], tilbage til [provinsen] i Afghanistan for at hjælpe Junbish, og i [årstal], da han var borgmester i en by nær [område], opstod der kontroverser mellem ham og lederen af Junbish. Klageren henviste yderligere til, at farbroren havde en konflikt med de afghanske myndigheder, der så ham som en trussel mod den siddende præsident. Klageren anførte, at hans konflikter udspringer af, at han har samme efternavn som sin far og farbror og derfor er profileret. Under genoptagelsessagen har klageren henvist til, at hans risiko ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat er uændret, hvorfor han stadigvæk må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har videre henvist til, at han ikke har begået en særlig farlig forbrydelse, samt at han ikke er til fare for samfundet, og at han som følge heraf ikke bør anses for udelukket. Til støtte herfor har klageren henvist til, at det alene er dommen fra [landsretten] [fra sommeren] 2019, hvor klageren blev idømt fængsel i 4 måneder og udvist med 6 års indrejseforbud, som bør indgå i vurderingen. Som anført har Flygtningenævnet [i vinteren] 2020 lagt til grund, at klageren isoleret set opfylder betingelserne for at være meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger denne vurdering til grund ved sagens behandling. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. § 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om udlændingen er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved vurderingen af, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, lægges der vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været, (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold, (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er ved [landsret] ankedom [fra sommeren] 2019 dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved besiddelse med henblik på videresalg af 1,4 gram kokain. Han blev straffet med fængsel i 4 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Klageren er herefter straffet ved [landsret] ankedom af [vinteren] 2022 med fængsel i 1 år og 2 måneder for at have tilsidesat sin melde- og opholdspligt. Ved dommen blev han udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Endelig er han ved [byret] dom [fra vinteren] 2024 dømt for bl.a. besiddelse af en butterflykniv og 39,05 gram hash til eget brug. Han blev straffet med fængsel i 3 måneder og udvist med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet bemærker, at besiddelse med henblik på videresalg af hård narkotika – som den i sagen omhandlede kokain – som udgangspunkt må anses for at udgøre en særlig farlig forbrydelse, også når det drejer sig om videresalg af mindre mængder. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder navnlig den begrænsede mængde kokain, som klageren efter lov om euforiserende stoffer er dømt for at have besiddet med henblik på videresalg, den idømte straf samt de i øvrigt foreliggende oplysninger om omstændighederne i forbindelse hermed, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Det samme er tilfældet for så vidt angår klagerens øvrige domme. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor afgørelsen, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Afgh/2025/42/flfr/fbll

rusl202519

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2025 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, § 244, § 119, stk. 4, og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Rusland. Klageren er etnisk tjetjener og sunnimuslim fra [by]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive mobiliseret og tvangsudsendt til krigen i Ukraine samt at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han ikke er dukket op, efter han blev indkaldt til mobilisering. Til støtte herfor har klageren oplyst, at der i [foråret] 2023 mødte to politibetjente op på klagerens bopæl og afleverede en militærindkaldelse til mobilisering. Klageren var ikke selv hjemme på daværende tidspunkt, hvorfor klagerens mor modtog indkaldelsen på hans vegne. Efter klageren modtog indkaldelsen, turde han ikke opholde sig på sin bopæl, hvorfor han primært opholdt sig hos sin fætter. To til tre uger efter, at klageren havde modtaget indkaldelsen, opsøgte politiet på ny klagerens bopæl og oplyste, at klageren skulle være hjemme næste gang, de kom. Klageren har endvidere oplyst, at hans boksetræner fortalte ham, at der en dag kom nogle myndighedspersoner forbi til en boksetræning og spurgte efter ham. Efter klageren kom til Danmark i 2023, opsøgte politiet hans bopæl på ny. Klageren har videre henvist til, at han frygter problemer grundet sin fars konflikt med de tjetjenske myndigheder. Til støtte herfor har klageren henvist til, at hans far er eftersøgt af myndighederne. Klageren ved dog ikke, hvorfor hans far er efterlyst. Klagerens mor ændrede i 2021 hendes eget og klagerens efternavn, hvorefter de fik udstedt nye nationalitetspas, hvilket klageren tror kan skyldes hans fars konflikt med myndighederne. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen ikke at kunne lægge klagerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen [fra sommeren] 2025, herunder at det forekommer usandsynligt, at klageren, der ikke har aftjent værnepligt, skulle være indkaldt til mobilisering i [foråret] 2023, at klageren ikke har kunnet redegøre nærmere for indholdet af indkaldelsen, og at han har forklaret udetaljeret om de opsøgninger, der skulle være foregået på moderens bopæl. I tilknytning hertil bemærker Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen, at klageren har forklaret udbyggende om opsøgningerne, idet han ved en senere samtale har oplyst, at der også var myndighedspersoner, der spurgte efter ham til en boksetræning. Hertil bemærkes, at klageren under samtalen med Flygtningenævnet synes at have anført, at personerne ikke spurgte efter ham, men mere generelt efter unge mænd, hvilken forklaring ikke findes at være overensstemmende med den tidligere afgivne forklaring om episoden. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om mobilisering i Tjetjenien, herunder i ”Russia, Recruitment of Chechens to the War in Ukraine” fra april 2024, ”Update om Military Service in Russia” fra december 2022 og ”Conscription on Russia” fra marts 2025. På den anførte baggrund og af de grunde, Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Tjetjenien, Rusland. Det, der er fremkommet under nævnsmødet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: rusl/2025/19/flfr/fbll

erit20254

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk tigrinya og født i [by A], [region], Eritrea. Hun er efterfølgende vokset op i [land], og har senest boet i [by B], i Eritrea. Ansøgeren var oprindeligt kristen ortodoks og er i dag en del af [kristen trosretning]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at hun konverterede til [kristen trosretning] i 2019, hvor hun også blev døbt. Hun praktiserer sin religion ved at bede og synge for Jesus, og ser videoer om [kristen trosretning]. Ansøgeren har videre som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter tilbageholdelse af myndighederne, som følge af at hendes datter, [A], er deserteret fra nationaltjeneste. Til støtte for sit asylmotiv, har hun oplyst, at hendes datter, [A], i 2015 deltog i Sawa, og herefter deltog i nationaltjeneste. I 2019 tog hun på orlov, og vendte ikke tilbage til nationalitetstjenesten. Hun har herefter holdt sig skjult for myndighederne, og holder sig i dag skjult hos ansøgerens [familiemedlem B] i [by C]. I 2023 blev ansøgeren opsøgt af militæret på sin bopæl tre til fire gange, da de ledte efter [A]. I [vinteren] 2024 blev ansøgeren tilbageholdt i 14 dage i et fængsel i [by D]. Ansøgerens [familiemedlem C] stillede kaution, og hun blev herefter løsladt. Ansøgeren har endvidere som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive straffet af de eritreiske myndigheder for ikke at vende tilbage til Eritrea i overensstemmelse med sin udrejsetilladelse. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun har søgt asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, da den fremstår divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således om datterens desertering fra nationaltjeneste i 2019 til Udlændingestyrelsen under en samtale [i vinteren] 2025 oplyst, at myndighederne begyndte at lægge pres på familien fra 2023, idet familiens bopæl blev opsøgt, at de blev truet med fængsel flere gange, og at ansøgeren blev fængslet [i vinteren] 2024, hvor hun fik malaria. Ansøgeren har tillige oplyst, at hun blev løsladt mod kaution stillet af [familiemedlem C]. Under en efterfølgende samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2025 har ansøgeren om deserteringen oplyst, at ansøgeren og hendes familien blev opsøgt af militæret første gang [i vinteren] 2023, hvor militæret spurgte efter datteren og gennemsøgte huset, og at militæret kom og søgte efter datteren hver anden måned gennem 2023. Ansøgeren har under samme samtale oplyst, at hun blev fængslet af militæret [i vinteren] 2024, hvor hun lå syg med en livmoderinfektion. Hun var fængslet i 14 dage og blev løsladt mod kaution stillet af [familiemedlem C]. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren om datterens desertering forklaret, at militæret opsøgte ansøgeren og hendes familie i alt tre gange i 2023, og at første opsøgning skete [i foråret] 2023, hvor personer spurgte efter datteren, ransagede huset og skubbede til ansøgeren, da de kom ind i huset. Ansøgeren har endvidere udbyggende under nævnsbehandlingen forklaret, at opsøgningerne først fandt sted fire år efter deserteringen, da [familiemedlem C] og datterens chef havde lavet en aftale om bestikkelse, således af datterens chef skulle modtage datterens løn mod ikke at opsøge familien. Om divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende, har henført det til tolkeproblemer, og at hun i forhold til bestikkelsesproblemerne ikke tidligere har turde oplyse herom, da hun frygtede, at det ville komme de Eritreiske myndigheder til kendskab. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at datteren på trods af sin angivelige desertering i perioden frem til 2023 boede hos ansøgeren og levede et normalt liv, og at datteren i 2020 fik udstedt et ID-kort af myndighederne. Hertil kommer, at ansøgerens [familiemedlem C], der arbejder for myndighederne, ikke blev opsøgt af militæret, at [familiemedlem C] heller ikke ved sin tilbagevenden til Eritrea [i efteråret] 2024 er blevet opsøgt af myndighederne, og at ansøgerens datter [i vinteren] 2025 er startet på en uddannelse i [by C], hvor hun opholder sig og lever et almindeligt liv. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren – såfremt hun skulle være efterstræbt af myndighederne som følge af datterens desertering – efter sin løsladelse ikke på ny blev opsøgt af myndighederne, som udstedte en udrejsetilladelse uden betingelser til hende, hvorefter hun [i sommeren] 2024 udrejste legalt af Eritrea. I relation til ansøgerens asylmotiv om konversion til [kristen trosretning] har ansøgeren under sin samtale med Udlændingestyrelse ikke kunne redegøre nærmere for helt grundlæggende begreber inden for [kristen trosretning]. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet redegjort relevant og reflekteret for [kristen trosretning] betydning for hende og hendes forklaring om sine overvejelser i forbindelse med konverteringen har ikke for Flygtningenævnet været overbevisende, hvorfor hendes konvertering ikke fremstår som udtryk for en reel indre religiøs overbevisning. Det forhold, at ansøgeren angiveligt skulle være blevet døbt, kan ikke ændre herpå. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke under sit ophold i Danmark har opsøgt nogen del af [kristen trosretning] i Danmark. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke kan anses for reelt at være konverteret til [kristen trosretning]. Det beror på ansøgerens egen formodning, at hun vil være i et modsætningsforhold til myndighederne, da hun angiveligt ikke har efterlevet betingelserne i en meddelt udrejsetilladelse, og da hun har søgt asyl i Danmark. I forhold til det meddelte udrejsevisum bemærker nævnet, at følgende fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport Country of Origin information (COI) ”Eritrea - National service, exit and entry” fra januar 2020 s. 34: ”4.2 Duration of exit visa 64. According to three sources, the duration of an exit visa remains one month, which, according to two of these sources, means that a person must leave the country within the month. This would be checked e.g. when the individual is about to board the plane.” Endvidere fremgår det af EASO COI-rapport ”Eritrea: National service, exit, and return” fra september 2019 s. 45 at: “Exit visas are either put as a stamp or a sticker in the passport or – if travelling with an identity card only – on a separate piece of paper. The date range on which the individual will leave Eritrea is fixed, but returning is possible at any time.” På denne baggrund og da ansøgerens [familiemedlem C] også udrejste legalt og på samme vilkår som ansøgeren, og at [familiemedlem C] efter mere end tre måneder på ny indrejste i Eritrea med deres afdøde [familiemedlem D], der tidligere havde deserterede, uden at opleve problemer med myndighederne, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en indrejse i Eritrea vil opleve problemer med myndighederne. Nævnet bemærker endvidere, at myndighederne i Eritrea ikke er bekendt med ansøgerens asylansøgning, og at ansøgerens [familiemedlem C] efter sin hjemkomst ikke har oplevet problemer med myndighederne, ligesom han ikke er blevet opsøgt af dem som følge af ansøgeren. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at hendes [familiemedlem C] er blevet opsøgt at myndighederne for 14 dage siden, hvor deres hjem tillige er blokeret, finder nævnet set i lyset af ansøgerens øvrige troværdighed ikke kan lægges til grund. På denne baggrund og efter en konkret og individuel bedømmelse af sagen har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Erit/2025/4/SRWM

iran202553

Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2024.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by A] i Iran. Han følger ikke en bestemt trosretning. Han har oplyst, at han i Iran har deltaget i en række politiske demonstrationer, ligesom han i Danmark har deltaget i en enkelt demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at myndighederne vil henrette ham eller udsætte ham for overgreb, fordi han forud for sin udrejse deltog i ”Kvinde, Liv, Frihed”-demonstrationer i forbindelse med en ung kvindes død i [efteråret] 2022. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han sammen med en gruppe andre unge men­nesker deltog i en række demonstrationer i Iran i efteråret 2022. Han deltog i demon­strationerne, fordi han følte sig medansvarlig for at få æren tilbage til kvinderne. Han dannede en gruppe med 4-5 andre demonstranter, der mødtes 2 timer efter demon­stra­tionerne for at følge op. I forbindelse med en demonstration blev han anholdt sammen med nogle af de andre demonstranter og tilbageholdt i 8-10 dage i en kælder, hvor han blev slået og sparket. Han blev herefter løs­ladt mod bestikkelse med hjælp fra ansøge­rens [familiemedlem A’s] ven, der hedder [A]. Ansøgeren un­derskrev i forbindelse med sin løsladelse en erklæring om, at han ikke ville udføre regi­me­kritiske aktiviteter. Han levede efter­føl­gende et al­mindeligt liv uden politi­ske aktiviteter i omkring et år. Omkring [vinteren 2022/2023] udrejste han legalt af Iran til [EU-land], hvor han opholdt sig i 2 uger for at besøge en udstilling om [sin hobby]. Det var [en forening], som han var med­lem af, der arrangerede dette. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i forbindelse med årsdagen for den unge kvin­des død demon­strerede på ny. En aften på vej hjem fra en demonstration opdagede han, at myndig­he­derne ventede på ham foran hans bopæl. Han forlod derfor området og skjulte sig i Iran i nog­le måneder, før han udrejste illegalt omkring [foråret] 2024 til [land i Mellemøsten]. Han har fået at vide af [familiemedlem A], at myndig­he­derne har konfiskeret flere af hans ting, herunder hans pas og computer. Hans familie er efterfølgende flere gange blevet opsøgt af myn­dig­he­derne, der har ønsket at vide, hvor han opholder sig. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Danmark har deltaget i en regimekritisk de­mon­­stration, og at et videoklip fra denne demonstration, der tydeligt viser ham som deltager, er blevet vist på en iransk tv-station. Han er blevet bekendt med dette, fordi [familiemedlem B] har sendt ham et link til videoklippet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asyl­mo­­tiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på navnlig, at ansøgeren alene har kunnet for­­klare ganske upræ­­cist og ureflekteret om sine nærmere bevæggrunde for og tanker om at deltage i ”Kvin­de, Liv, Fri­hed”-demonstrationerne i efteråret 2022. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren selv har oplyst, at han ikke på noget tidspunkt før disse de­mon­­strationer havde været poli­tisk aktiv. Ansøgers forklaring om sine bevæg­grun­de for at deltage i de fornyede demonstrationer på årsdagen for bevægelsen har også frem­stået ukonkret, ligesom det har fremstået påfaldende, at han ikke nærmere har kunnet redegøre for sine tanker om den risiko for at blive opdaget, som hans deltagelse i de nye demonstrationer uden maske­ring indebar. Det bemærkes herved, at ansøgeren efter det oplyste på dette tidspunkt al­­le­rede én gang havde været tilba­ge­­holdt af de iranske myndigheder, og at der derfor var særlig anledning til at udvise forsigtighed. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt på flere centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvor mange gange han del­tog i de­mon­s­tra­tio­ner i Iran. Om demonstrationerne før, at han efter det oplyste blev tilbageholdt af myndigheder­ne, har ansøgeren til oplysnings- og mo­tiv­­sam­talen forklaret, at han del­tog i demon­stra­­tio­­ner måske en gang om ugen, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han de­mon­stre­­re­de 20-30 gange, hvilket var nærmest hver aften. Om demonstrationerne efter til­bage­hol­delsen har ansøgeren til oplysnings- og mo­tiv­­sam­talen forklaret, at han del­tog 3-4 gan­ge i de­monstrationer. Til asylsamtalen har han forklaret, at han deltog i de­mon­­stra­tio­ner 2-3 da­ge, og at det var under 10 gange. Under gensamtalen har han imidlertid op­lyst, at han kun deltog i de­monstrationen på selve årsdagen for den unge kvindes død, og at han ik­ke havde politiske aktiviteter ud over demonstrationen på årsdagen. De be­mærknin­ger til sin tidligere forklaring, som ansøgeren fremkom med senere un­der gensamtalen, kan af de grun­de, som Udlæn­din­gestyrelsen har anført, ikke føre til en anden vur­dering af forklarin­gens trovær­dig­hed. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt og upræ­­­­cist om opgaverne i den gruppe af demonstranter, som ansøgeren an­gi­ver at have væ­ret en del af. Til oplysnings- og motivsamtalen har han således oplyst, at gruppen blev enige om at lave nog­le mindre kernegrupper for at gå rundt med lø­besedler og få kontakt til befolk­nin­gen. Under asylsamtalen har han forklaret, at det eneste formål med gruppen var at mødes for at planlægge nye de­monstra­tio­ner. Gruppen så på, hvor det bedste sted ville være at sam­les. Til gen­sam­ta­len oplyste han først, at gruppens opgave var at kanalisere de­mon­­stran­terne, så de blev holdt sammen ved demonstrationerne, og at gruppen ikke havde andre opgaver eller stod for andet, mens han senere under gensamtalen forklare­de, at demonstrationerne opstod spontant, og at han ikke ved, om gruppen havde andre op­­ga­ver end at kanalisere demonstranterne samme vej. I asylskemaet har ansøgeren i øvrigt anført, at gruppen mødtes hjemme hos en per­son både før og efter demonstratio­ner, mens han senere over for styrelsen forklarede, at de kun mød­tes hos per­so­­nen efter demonstratio­ner­ne. Under nævnsmødet har ansøger på ny forklaret, at de mødtes bå­de før og efter demonstrationerne. Ansøgerens for­klaring om, hvor han boede, efter at han forlod sin bopæl, og inden han udrejste af Iran, har også været diverge­ren­de. Han har således til oplysnings- og mo­tivsamtalen forklaret, at han tog til en landsby i [by B], hvor han var i 5-6 måneder, hvorefter han boede hos [familiemedlem A’s] ven i [by C] i 2 måneder. Til asylsamtalen var forklaringen, at han boede 5-6 måneder i skjul i en lands­by tæt på [by B], hvor­efter han opholdt sig 2 måneder i [by D] i [A’s] kælder. Under gensamta­len har han i lyset af den uklarhed, som hans forklaring har givet an­ledning til, herefter oplyst, at der alene var tale om gæt fra hans side om, hvor han hav­de opholdt sig. Under nævns­mø­det har ansøgeren fortsat ikke kunnet redegøre for, om han boede i [by C] eller [by D], og om [A] også boede i huset. Flygtningenævnet bemærker endelig, at ansøgeren indledningsvis til Udlændingesty­rel­sen direkte adspurgt undlod at nævne, at han havde opholdt sig i [EU-land] og fået vi­­sum til landet i 2023, hvilket heller ikke styrker hans troværdighed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøge­ren ik­ke har sandsynliggjort, at han har deltaget i demonstrationer i Iran og derved er kom­met i et asylretslig modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Det følger af det an­­før­te, at nævnet heller ikke har kunnet lægge til grund, at ansøgeren har været tilba­geholdt som følge af at have deltaget i demonstrationer. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har deltaget i en regimekritisk de­mon­­stration i Danmark, og at dele af demonstrationen blev optaget. Næv­net fin­der imidlertid ikke, at dette kan danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens meget begrænsede ak­tiviteter i Danmark, idet det bemærkes bl.a., at ansøgeren har forklaret, at han ikke i øvrigt har været politisk aktiv, mens han har været i Danmark, herunder på so­cia­le medier eller lignende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han som nævnt ikke har sandsynliggjort, at han har deltaget i de­mon­stra­tioner i Iran, hvor­for han ikke kan antages at have været genstand for særlig ne­gativ op­­mærk­­somhed fra den iran­ske rege­ring før sin udrejse. Der er desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst, at han havde en frem­trædende rolle under de­mon­­stra­tionen i Danmark, ligesom hans navn ikke fremgår af videoopta­gel­sen. Hans navn er efter hans forklaring heller ikke i øvrigt blevet delt på sociale medier eller lig­nen­de. Der er endelig lagt vægt på de grunde, som Ud­læn­­dingestyrelsen har an­­ført, her­under de bag­grunds­op­lys­ninger, som styrel­sen har henvist til. Det forhold, at video­en er ble­vet vist på en iransk tv-kanal, kan ikke føre til en ændret vurdering. Den for nævnet frem­lagte sms-besked, som ansøgeren angiver skulle være blevet sendt til [familiemedlem A], kan heller ikke føre til en anden vur­de­ring, idet det be­mær­kes, at det ikke er sandsyn­lig­gjort, at sms’en, der fremstår udateret og uden adressat, er afsendt af de iranske myn­dig­heder, og at dette er sket i relation til ansøger og dennes politiske aktivi­teter i Dan­mark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet så­le­des, at ansø­geren ikke har sand­synliggjort, at han som følge af sine aktiviteter i Dan­mark skal med­­deles inter­na­tio­nal beskyttelse. På den anførte baggrund, og da de generelle forhold i Iran heller ikke er af en sådan ka­­rakter, at de er asylbegrundende, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. I forhold til advokatens mest subsidiære påstand om udsættelse af sagen med henblik på at få foretaget en torturundersøgelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet er op­mærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sin ”General Comment No 4” pkt. 40-41 anbefaler, at så­dan­ne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sand­synligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtninge­nævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på kon­kret grund­lag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer be­stem­­melse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre be­vis­­midler. På baggrund af sagens samlede oplysninger og det ovenfor anførte, finder Flygt­nin­genæv­net ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturunder­sø­gelse. Det er herved også indgået i vurderingen, at ansøgeren oplyser, at han ikke fik brækkede knogler eller ar, og at han ikke læn­ge­re har mærker på kroppen, der vil kunne konstateres ved en torturunder­søgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Iran/2025/53/marau

dub-tysk202529

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle formodes at opholde sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har efter sagens oplysninger lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland [i efteråret] 2018 og herefter er udrejst, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har i overensstemmelse hermed [i foråret] 2025 accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens fornyede ansøgning om asyl. Klagerens advokat har i den forbindelse principalt gjort gældende, at det må formodes, at klagerens ægtefælle bor i Danmark, og at klagerens asylsag derfor bør behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, og præamblens punkt 17. Subsidiært har advokaten gjort gældende, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til undersøgelse af, om klagerens ægtefælle fortsat bor her i landet, og om hun i så fald fortsat har kontakt til klageren. Det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat kan beslutte at behandle en ansøgning, selvom medlemsstaten ikke er forpligtet hertil efter forordningens regler (suverænitetsklausulen). Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Dublinforordningen indeholder en række præambelbetragtninger af betydning for anvendelsen af forordningens artikel 17, stk. 1. Det fremgår herunder af præamblens punkt 17, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet finder, at det oplyste om klagerens indgåelse af ægteskab med den [europæiske] statsborger [ægtefælle] og sagens oplysninger om deres samliv, herunder her i landet, ikke i sig selv indebærer, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder allerede med henvisning hertil ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a. Der findes efter sagens karakter heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til yderligere sagsbehandling”. Dub-Tysk/2025/29/ajni

dub-schw20253

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har haft opholdstilladelse i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Schweiz. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt midlertidig beskyttelse på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Det bemærkes i den forbindelse, at de schweiziske myndigheder [sommeren] 2025 har oplyst, at klageren mistede sin schweiziske opholdstilladelse, da han søgte om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [sommeren] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Schweiz er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Schweiz, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der således gælder en formodning om, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Det forhold, at klageren har haft en midlertidig opholdstilladelse i Schweiz siden [foråret] 2019, indtil han [sommeren] 2025 søgte asyl i Danmark, og at klageren har oplyst, at han ikke vil tilbage til Schweiz, fordi han har haft svært ved at finde arbejde, samt oplyst at han ikke har opnået kontakt og fået venner i den schweiziske befolkning, kan ikke føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Det af klageren oplyste om, at han i Schweiz har været udsat for overfald af sin fars fjender, kan ligeledes ikke føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de schweiziske myndigheder, der antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren ikke har opsøgt myndighederne, fordi han ikke havde beviser for overfaldene, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig kan det forhold, at klageren for nylig er diagnosticeret med [diagnose], ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Schweiz i overensstemmelse med Schweiz’ internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ifølge baggrundsoplysningerne om Schweiz er adgang til akut lægebehandling for afviste asylansøgere jf. AIDA’s Country Report Switzerland, 2024 Update, maj 2025, s. 92, hvor følgende blandt andet er anført: ”Emergency aid is however an unconditional right for everyone present on Swiss territory and unable to provide for themselves. The exclusion from social assistance has no impact on the entitlement to emergency aid. This means that every asylum applicant (even dismissed or rejected) should find an accommodation place during their stay in Switzerland and be able to provide for their own (basic) needs. However, reception conditions are very critical under the emergency aid scheme, with several cantons making use of underground civil protection centres (so-called bunkers) originally conceived for the protection of civil population in case of armed conflict or other types of emergencies but are used as emergency aid shelters.” Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer:Dub-Schw/2025/3/JLY

dub-bulg20252

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en enlig mand, der var frafaldet sin ansøgning om asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Klageren henviste som begrundelse for, at hans sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtageforhold for asylansøgere i Bulgarien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Bulgarien og herefter er udrejst af landet, inden der blev truffet en materiel afgørelse i hans asylsag, og at Bulgarien har fundet, at klageren dermed har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Nævnet finder på denne baggrund, at Bulgarien som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Bulgarien har [i vinteren 2024/2025] accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at hans asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til navnlig de mangelfulde modtageforhold i Bulgarien, ligesom klageren har henvist til risikoen for vilkårlig frihedsberøvelse under meget ringe forhold. Klageren har ligeledes henvist til risikoen for refoulement uden en tilstrækkelig behandling af sin asylansøgning. Flygtningenævnet finder, at asylsystemet i Bulgarien efter baggrundsoplysningerne må anses for behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren lider af allergi, men i øvrigt er sund og rask. Klageren må herefter ved en eventuel overførsel til Bulgarien anses for en enlig mand, der ikke er sårbar (”vulnerable”). Nævnet har ligeledes lagt til grund, at der hverken før eller efter udrejsen fra Bulgarien er truffet en materiel afgørelse i klagerens asylsag. Om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering for dublin-returnees i et tilfælde som det foreliggende er blandt andet følgende anført i AIDA’s seneste rapport ”Country rapport: Bulgaria, 2024 Update” (udgivet i marts 2025), side 49f: “Asylum seekers who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles in accessing the territory of Bulgaria upon return. Prior to the arrival of Dublin returnees, the SAR informs the Border Police of the expected arrival and indicates whether the returnee should be transferred to a reception centre or to immigration pre-removal detention facility. This decision depends on the phase of the asylum procedure of the Dublin returnee as outlined below:  - If the returnee has a pending asylum application in Bulgaria, or the procedure was terminated because of the returnee’s absconding, he or she is transferred to a SAR reception centre. In the past the SAR usually suspended asylum procedures when asylum seekers had left Bulgaria before their procedures were completed. After the amendments of the law in 2020, the SAR obtained the right to directly terminate (discontinue) the asylum procedure in such cases without passing through a stage of suspension. In both cases, no decision on the merits is issued, therefore the procedure can be reopened. […] Since 2020, the LAR explicitly provides for the mandatory reopening of an asylum procedure with respect to an applicant who is returned to Bulgaria under the Dublin Regulation, provided that s/he has not been issued a decision on merits while in absentia. The SAR’s practice following this particular amendment has been so far in line with the law, and returnees whose asylum procedures had been only terminated (discontinued) after their absconding do not face obstacles in principle to have their determination procedures reopened. However, it does not secure their access to state provided food and accommodation in reception centres as these are guaranteed only to vulnerable applicants. For any other Dublin returnees, who are not considered vulnerable, food and accommodation are contingent to the limited national reception capacity and availability. If there is no available place for accommodation in reception centres of the asylum agency SAR, Dublin returnees will have to secure accommodation and nutrition at their own expenses. In 2024, SAR continued to report a lack of capacity to accommodate in its reception centres the Dublin returnees who were not identified as vulnerable, despite the decreasing number of new arrivals (-45% in 2024, +10% in 2023, +55% in 2022; +205% in 2021), on account of the continuously shrinking reception capacity due to multiannual lack of funding for repairs and refurbishment, which is why in practice only 3,225 out of 5,160 official accommodation places were assessed as fit for living (3,592 in 2023; 3,932 in 2022). … Although the access to the national health care system is automatically reinstated after the Dublin return, the national health care package is generally scarce and does not provide for any tailored medical or psychological treatment or support, nor for the treatment of many chronic diseases or surgical interventions, prosthetics, implants or other necessary medications or supplies. Therefore the patients need to pay for them at their own expense.” Access to the labour market is guaranteed to asylum seekers after a period of three months from their personal registration and for the duration of the procedure.” Det er yderligere anført i rapporten, side 81: “In cases where the Dublin returnee’s procedure in Bulgaria has only been discontinued during their stay abroad, the asylum procedure is re-opened and continues after they are transferred back to the country. Dublin returnees for whom the procedure can be reopened and continued are usually accommodated in an asylum reception centre upon request, although this depends on the occupancy in reception centres.” Om visiteringen til asylmodtagecentrene er det uddybende anført i rapporten, side 80: “Asylum seekers are entitled to material reception conditions according to national legislation during all types of asylum procedures, except in those implemented to admit or assess subsequent applications. Although there is no explicit provision in the law, asylum seekers without resources are accommodated with priority in the reception centres in case of restricted capacity to accommodate all new arrivals. Circumstances such as specific needs and risk of destitution are assessed in each case. The criteria to assess whether a risk of destitution exists are set to take into account the individual situation of the asylum seeker of concern, such as resources and means of self-support, profession and employment opportunities if work is formally permitted, and the number and vulnerabilities of dependent family members. Nevertheless, asylum seekers have the right to withdraw from these benefits if their application is pending in the regular procedure and they declare that they have the means and resources to support themselves and chose to live outside reception centres. In practice, SAR provides for accommodation and access to the benefits provided therein, to all asylum seekers without a formal assessment procedure and applies such assessment only in the cases of Dublin returnees vis-à-vis their access to accommodation and nutrition at SAR reception centres. …” En lignende beskrivelse af asylproceduren og adgangen til indkvartering er indeholdt i Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” (udgivet i marts 2022), side 6f: ”Asylsøkere som returneres til Bulgaria etter Dublin-avtalen, har i utgangspunktet ingen problemer med å slippe inn i landet. Dersom den returnerte har en ikke avgjort asylsøknad i Bulgaria, eller behandlingen ble avbrutt fordi søkeren forsvant, blir vedkommende transportert til asylmottak i regi av SAR. Tidligere satte SAR behandlingen på vent dersom søkeren forlot Bulgaria før saken var behandlet ferdig. Etter lovendring i 2020 har SAR i slike tilfeller mulighet til å avslutte behandlingen av en sak. I begge tilfeller er saken ikke endelig avgjort, og kan derfor gjenopptas (Bulgarian Helsinki Committee 2022). […] Den bulgarske Helsinkikomiteen skriver at Dublin-returnerte vanligvis ikke har problemer med å få saken gjenopptatt ved retur, såfremt saken ikke har blitt endelig avgjort før eller mens de befant seg i utlandet. De er imidlertid ikke sikret statlig støtte til mat eller bolig, med mindre de bliver vurdert som sårbare. Dersom det ikke er ledig plass i asylmottak eller tilstrekkelig med ressurser til mat, må de betale for dette selv (Bulgarian Helsinki Committee 2022). Returnerte skal få tilgang til helsetjenester, men helsetjenester er vanligvis knappe. Tilrettelagt behandling, verken for fysiske eller psykiske lidelser, er tilgjengelig, ifølge den bulgarske Helsinkikomiteen (2022).” Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen på den anførte baggrund lagt til grund, at dublin-returnees, der ikke har modtaget endeligt afslag på asyl, som udgangspunkt bliver overført til et asylmodtagecenter i Bulgarien, men at det som følge af kapacitetsmanglen alene er sårbare personer, herunder familier med børn, der prioriteres i forbindelse med visiteringen til centrene. Der kan eventuelt gøre sig andre forhold gældende for asylansøgere, hvis asylprocedure er sat i bero som følge af deres forsvinden. Det følger af baggrundsoplysningerne, herunder rapporter fra AIDA og Landinfo, at indkvarteringsforholdene i asylsystemet i Bulgarien generelt er utilstrækkelige, og at der blandt andet er problemer med den basale infrastruktur og hygiejneforhold. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om adgangen til indkvartering på asylmodtagecentre i Bulgarien og om forholdene under indkvartering finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Bulgarien, at det kan begrunde, at der ikke kan ske overførsler til Bulgarien i medfør af Dublinforordningen af enlige mænd, der ikke kan anses for sårbare, i tilfælde hvor der ikke er truffet en materiel afgørelse i asylsagen. Det er ved denne vurdering også tillagt vægt, at baggrundsoplysningerne peger på, at de bulgarske myndigheder i forbindelse med visiteringen til asylmodtagelsescentrene foretager en vurdering af den enkeltes behov for understøttelse. Hertil kommer, at der efter baggrundsoplysningerne er adgang til klage, såfremt en asylansøger nægtes adgang til indkvartering, om end det må forventes, at det vil være forbundet med praktiske vanskeligheder at benytte sig af en sådan klageadgang. Risikoen for frihedsberøvelse er ikke tillagt nogen særlig vægt i vurderingen, herunder da det som anført må forventes, at klageren vil blive visiteret til et asylmodtagecenter og således ikke vil blive overført til et såkaldt interneringscenter med henblik på udsendelse. Der henvises i øvrigt til Udlændingestyrelsens udtalelse [fra foråret] 2025 til brug for sagens behandling i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Bulgarien, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst blandt andet, at han under et ophold på et asylmodtagelsescenter i Bulgarien oplevede forholdene som uhygiejniske, urene og svære, at han blev udsat for vold af vagterne, og at han er bange for at vende tilbage til Bulgarien, hvor han frygter at blive fængslet. Flygtningenævnet har overvejet, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagerens konkrete forhold, der bør indebære, at klageren alligevel ikke skal overføres til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren har tre voksne søskende i Danmark, men at der efter sagens oplysninger ikke er et afhængighedsforhold mellem klageren og en eller af flere af disse søskende. Som anført ovenfor er det tillige lagt til grund, at klageren lider af allergi, men at han i øvrigt er sund og rask. Herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.Løbenummer: Dub-Bulg/2025/2

ukra202512

Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen fra [vestligt beliggende region], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der tidligere har været værnepligtig og kontraktansat soldat i det ukrainske militær, har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive mobiliseret til krigen af de ukrainske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive idømt straf og fængslet under forhold, der er i strid med menneskerettighederne, herunder EMRK artikel 3, såfremt han nægter at aftjene militærtjeneste.  Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Ukraine, herunder i ansøgerens hjemområde i [vestligt beliggende region].Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren tidligere har været i den ukrainske hær [i en årrække i sidste halvdel af 2010’erne], hvor han startede som værnepligtig og derefter skrev kontrakt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens [familiemedlem] i Ukraine har modtaget flere breve til ansøgeren, hvor han indkaldes til militærtjeneste.   Flygtningenævnet kan tillige lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil kunne risikere at skulle udføre militærtjeneste, som han er blevet indkaldt til flere gange. Flygtningenævnet finder imidlertid i overensstemmelse med nævnets generelle praksis, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine efter oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landet den 24. februar 2022 ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, om asyl efter Flygtningekonventionen eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Det oplyste om forholdene for personer, der mobiliseres til krigen i Ukraine, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har ikke i øvrigt anført grunde, der indebærer, at der er grundlag for at antage, at ansøgerens indkaldelse til militærtjeneste konkret er forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i Flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3.Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine almindeligvis vil blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der i sig selv indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses for uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser af dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller på det grundlag en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.Afsoningsforholdene i ukrainske fængslerFor så vidt angår afsoningsforholdene i ukrainske fængsler, bemærker Flygtningenævnet, at Højesteret den 20. juni 2025 i sag 3/2025 om udlevering af en ukrainsk statsborger til strafforfølgning i Ukraine anfører følgende:Rapporter mv. om fængselsforholdene i UkraineFN’s Torturkomité afgav i maj 2025 afsluttende bemærkninger til den syvende periodiske rapport om Ukraines implementering af konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det fremgår heraf bl.a.:”17. The Committee notes the State party´s commitment and measures taken to abide by international humanitarian law and international human rights law in the context of the ongoing armed conflict and occupation, as well as the information provided by the delegation about the ministerial orders issued on the escort, treatment and protection of the prisoners of war, among other things. However, it is concerned by reports indicating:(b) Acts of torture and ill-treatment and arbitrary detentions allegedly inflicted on the so-called “conflict-related detainees” charged with collaboration and other national security-related offences by law enforcement, notably the State Security Service officers, during apprehension or interrogation stage, including to extract confessions or information, which on some occasions took place in unofficial places in several regions, although it also notes the State party’s negation of the existence of such unofficial places; the reported lack of investigations into such allegations; and, the vague and overly broad definition of the crime of collaboration under article 111-1 of the Criminal Code. The Committee notes the existing draft law to amend this article, as informed by the delegation;Conditions of detention21. While taking note of the information provided by the State party regarding the adoption of the Penitentiary System Reform Strategy (2022–2026) and the establishment of the expert council for the penitentiary system, as well as the decrease in the overall prison population since the consideration of the State party’s previous periodic report, the Committee remains concerned about the underfunding of the penitentiary system, as well as the following longterm structural issues in the State party’s prisons:(a) A high number of persons held in pretrial detention which contributes to the persistent overcrowding in pretrial detention facilities, even though the Committee notes the allocated funds to build a new pretrial detention facility in Kyiv, as informed by the delegation; In addition, poor and unsanitary material and living conditions have been reported in many old prison facilities;Prison security and deaths in custody23. While taking note of the formal abolishment of practice of “duty prisoners” (днювальний), inmates reportedly assigned by the prison administration to help maintaining order in prisons, the Committee is concerned about the reports indicating that the system is still functioning and that instances of abuse by prison staff prevail but go often unreported. Moreover, it observes with concern that injuries are generally recorded without documentation or assessment of their cause, although the Committee notes the efforts of the State party to include the Istanbul Protocol, as revised, in its strategy and improve the documentation of injuries form. It also notes with concern the reports indicating that investigations of reported cases of deaths in custody are ineffective and deficient, and that the mortality rate of detainees, including suicide rate, is significantly high.”Den ukrainske parlamentariske kommissær for menneskerettigheder afgav den 10. marts 2025 en udtalelse til brug for den nævnte rapport. Af en uofficiel oversættelse af udtalelsen fremgår bl.a.:”Regarding question 27 – on human rights violations in penitentiary institutionsIn accordance with the current national legislation, namely part 2 of Article 11 of the Law of Ukraine "On Pre-Trial Detention" and part 1 of Article 115 of the Criminal Executive Code of Ukraine, the established norm of the area of chamber (residential) premises should be at least 2.5 m2 for persons taken into custody, and at least 4 m2 for convicts.The results of visits by NPM groups during 2024 indicate that in most penitentiary institutions there remains a problematic situation with violations of the norms of the area per prisoner or convict.Since 2014, at the initiative of the leadership of the Ministry of Justice of Ukraine, the activities of 41 penitentiary institutions (the total number at the beginning of 2014 is 182 institutions), convicted, have been gradually suspended, and transferred to institutions in other regions for further serving their sentences.Thus, the excessive number of convicts in correctional colonies leads to violations of the norms of the area.The administrations of penitentiary institutions still delegate functions and powers of the staff of penitentiary institutions to individual convicts, as provided for by the legal acts.This practice exposes weaker convicts to the risk of ill-treatment and exploitation by convicts who hold the position of a day worker or senior day worker. Such delegation is essentially a relinquishment of responsibility for security and order, which lies with the administration of correctional facilities.The most widespread human rights violation in penitentiary institutions is inadequate material and living conditions for prisoners and convicts. The visits revealed that most of the violations include: lack of privacy, limited access to fresh air and clean drinking water, non-compliance with temperature and lighting requirements in the premises where inmates are held.”Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme, der hører under Udlændingestyrelsen, offentliggjorde i december 2024 sin seneste rapport om fængselsforholdene i Ukraine. Rapporten skal anvendes af de danske udlændingemyndigheder ved behandling af ansøgninger om asyl. Af rapporten fremgår bl.a.:”Executive summaryIndependent monitoring of Ukrainian prisons remains accessible to international and local human rights organisations, though some isolated restrictions apply.The war has strained Ukraine’s already under-resourced prison system, impacting conditions, security and basic supplies. Since the full-scale invasion, Ukraine has lost 20 % of its prison population, with some facilities under Russian control or destroyed. To address shortages in manpower, a law now allows certain prisoners to enlist in the armed forces. As of mid-2024, over 3,000 prisoners have joined, with a government goal of enlisting around 10,000.Ukraine has established new detention facilities, including prisoners of war (POW) camps and disciplinary battalions. …Living conditions in Ukrainian pre-trial detention centres (SIZO) have not improved, with overcrowding, limited access to medical care and inadequate hygiene conditions persisting. The introduction of paid cells has provided some inmates with better accommodations, but the majority face substandard conditions, especially near conflict zones. Despite limited changes to legislation, detainees can remain in SIZO for prolonged periods. Issues of overcrowding have worsened with new categories of detainees such as military personnel. Vulnerable groups and women’s facilities have particular needs that remain unmet, although some positive steps like online legal consultations have been introduced in select locations.Living conditions for sentenced prisoners in Ukraine are impacted by the war, with many facilities experiencing overcrowding, poor sanitation and deteriorating infrastructure. Access to healthcare remains inadequate, worsened by staff shortages, and prison labour often involves exploitation without fair compensation.Instances of violence arise from poor conditions. Despite isolated improvements, overall prisoner access to meaningful activities, contact with the outside world and necessary healthcare remains limited, with issues such as the misuse of solitary confinement persisting.Russian POWs in Ukraine have access to healthcare, hygiene and basic amenities, though some reports of ill-treatment exist.There are reports of ill-treatment and torture against remand prisoners and sentenced prisoners committed by prison staff and so-called ‘administrative assistants’ from among the convicts.Ukraine's judiciary faces issues with corruption, political pressure and undue trial delays, although recent reforms aim to improve judicial independence. While detainees have a right to legal support, access to quality legal aid is often hindered, particularly near frontline areas. Reports of torture to extract confessions exist but are not widespread. Prisoner transfers have raised concerns, with complaints about poor conditions, prolonged durations and in some cases humiliating treatment. Sources reported that impunity among prison staff is widespread.2. Impact of the war on prisons in UkraineEven before the full-scale invasion, the Ukrainian penitentiary system was lacking resources. The war has significantly worsened prison conditions and weakened the State Penitentiary Service's ability to maintain security, safety and meet the basic needs of inmates. The MoJ stated that since February 2022, the country has lost 20 % of its prison population. Additionally, 12 prisons have reportedly come under Russian control, while three prisons have been destroyed. As a precautionary measure, 5,000 prisoners have been relocated from 12 prisons in the east to central and western regions of Ukraine.7.2 The use of torture or coercion to obtain confessionsThere have been accounts of law enforcement and military officials abusing, and in some cases torturing, detainees to extract confessions, often linked to suspected collaboration with Russia. …”Europarådets Torturkomité offentliggjorde den 26. april 2024 en rapport til den ukrainske regering om komitéens besøg i Ukraine fra den 16. til den 27. oktober 2023. Det fremgår heraf bl.a.:”EXECUTIVE SUMMARYThis was the first visit to Ukraine by the CPT since the beginning of the full-scale military aggression by the Russian Federation in February 2022 and, from the outset, the Committee wishes to place on record the considerable efforts of the Ukrainian authorities to provide adequate conditions to persons deprived of their liberty in these extremely difficult times.Prison establishmentsHowever, the visit revealed that the longstanding phenomenon of informal prisoner hierarchy was still prevalent throughout the Ukrainian prison system. In this context, the situation of persons considered to be “humiliated”, that is, those who find themselves at the bottom of this hierarchy, remains a matter of serious concern to the CPT. These prisoners continued to be rejected by the mainstream prison population and were required by the hierarchy’s “code of conduct” to comply with a range of restrictions (for example, to avoid any physical contact with other prisoners, not to use communal facilities, etc.). Moreover, such prisoners were frequently compelled to perform “dirty” work (such as cleaning toilets and collecting rubbish) for which they were not paid.In some of the prisons visited, the general policy was to separate this category of prisoners from the general inmate population for protection reasons, grouping them together in dedicated cells. In some other establishments, however, no such policy was in place; as a result, the “low caste” prisoners were often exposed to a risk of violence, intimidation and exploitation by their cellmates. …I. INTRODUCTIONC. National Preventive Mechanism10. Before setting out the findings of the visit, the CPT would like to stress that it is mindful of the tremendous challenges faced by the Ukrainian authorities in light of the full-scale aggression by the Russian Federation. The Committee wishes to place on record the authorities’ considerable efforts to provide adequate conditions to persons deprived of their liberty in these extremely difficult times.B. Prison establishments1. Preliminary remarks36. The CPT welcomes the continued efforts made by the Ukrainian authorities over the past 25 years to reduce the country’s prison population. ...However, the CPT noted that the proportion of remand prisoners had remained high, amounting to some 36% of the total prison population. The Committee is aware that this situation is at least partially related to the acute shortage of judges in Ukraine in the context of the ongoing judicial reforms, which has resulted in a considerable backlog of criminal cases and lengthy court proceedings. As will be described in more detail later in this report (see paragraphs 49, 50, 51 and 53), at the time of the visit, many remand prisoners continued to be held in overcrowded conditions for prolonged periods of time.The CPT recommends that the Ukrainian authorities pursue their efforts to reduce the prison population and thereby combat overcrowding in penitentiary establishments. In particular, steps should be taken to ensure a more restrictive approach to the use of remand in custody by setting strict limits on its use and encouraging a greater use of alternative noncustodial measures, taking due account of the relevant recommendations of the Committee of Ministers of the Council of Europe. …37. The CPT noted with interest that a new ‘Penitentiary Reform Strategy until 2026’ had been approved by the Ukrainian Government in December 2022. Recognising the importance of relevant international norms and standards in this area, including CPT standards, the Strategy envisages a series of measures – including of a legislative nature – aimed at increasing the efficiency of the penal enforcement system and defines a number of priority objectives, such as:- providing appropriate conditions of detention in penitentiary establishments (including by gradual transition from large-capacity dormitories to smaller living units);- ensuring the safety of persons held in penitentiary establishments and preventing all forms of ill-treatment, and guaranteeing good order and security within such establishments;- improving the provision of healthcare to prisoners;2. Ill-treatment40. The delegation received no allegations of recent ill-treatment by staff in any of the prison establishments visited. The vast majority of the prisoners interviewed stated that staff members treated them correctly.41. Further, physical violence between prisoners did not seem to be a major problem in most of the establishments visited. …47. In its previous visit reports, the CPT called upon the Ukrainian authorities to put an end to the practice of employing inmates as “duty prisoners” (днювальний), who were assigned supervisory tasks over other prisoners. The Committee was therefore concerned to note during the 2023 visit that this practice had remained in place.3. Conditions of detention of the general prison populationa. material conditions48. Most of the prisons visited by the delegation in the course of the 2023 visit were located in old buildings which had not undergone any major refurbishment for years, if not decades. As a result, the bulk of the prisoner accommodation in these establishments was in a poor state of repair. Having almost no budget allocations for even minor repairs, the management of the prisons were seeking financial support from alternative sources – such as charities, funds received from paid cells (see paragraph 59) or prisoner’s own resources – to finance sporadic renovations.In light of the remarks in paragraphs 49 to 57 above, the CPT calls upon the Ukrainian authorities to take the necessary measures to improve material conditions of detention in theprisons visited, in order to ensure that:- occupancy rates are reduced so that all multiple-occupancy cells offer at least 4 m2 of living space per prisoner (not counting the area taken up by in-cell toilets). Reference is also made in this regard to the recommendation in paragraph 38;- all prisoner accommodation areas, including sanitary facilities, are kept in an adequate state of repair and hygiene and are disinfested on a regular and frequent basis;- cells have sufficient access to natural light and ventilation and in-cell sanitary facilities are fully partitioned (i.e. from floor to ceiling);- all prisoners are provided with appr...

tyrk20256

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk tyrker og muslim fra [by], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter overgreb fra sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for vold, trusler og voldtægt, herunder blandt andet ved, at han i 2015 eller 2016 påkørte hende bagfra med en bil, mens ansøgeren cyklede. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun to gange, herunder i 2017 eller 2018, er flygtet til [europæisk land], men at hun måtte vende tilbage til Tyrkiet, idet ansøgerens datter fortalte hende, at ansøgerens tidligere ægtefælle var bekendt med hendes opholdssted. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at han kender magtfulde personer i Tyrkiet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin tidligere ægtefælle, [A]. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at foretage en anden vurdering, men finder ikke at kunne lægge ansøgerens fulde forklaring om konfliktens omfang til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark blandt andet udfyldte et asylansøgningsskema, hvor hun blev anmodet om at oplyse samtlige grunde til, at hun søgte asyl. Som ovenfor anført oplyste hun her, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygtede overgreb, herunder seksuelle overgreb, og chikane. Hun omtalte ikke her sin ægtefælle. Ansøgeren indsendte få uger senere et uddybende brev til Udlændingestyrelsen. Her oplyste hun bl.a., at hun havde været i et voldeligt ægteskab, ligesom hun fortalte, at hun for en årrække siden var blevet påkørt af en bil med store skader til følge. Hun oplyste imidlertid ikke, at hendes tidligere ægtefælle var fortsat med fysisk at opsøge hende efter skilsmissen, hvor han havde udsat hende for overgreb, ligesom hun heller ikke oplyste, at det var hendes tidligere ægtefælle, der førte den bil, der påkørte hende. Sådanne oplysninger er først fremkommet senere under ansøgerens samtaler med udlændingemyndighederne. Flygtningenævnet bemærker i tilknytning hertil, at det ikke synes at fremgå af de foreliggende lægelige oplysninger, at det var ansøgerens tidligere ægtefælle, der påkørte hende. I hospitalsjournalen omtales hændelsen derimod som et ”cykeluheld”, ligesom det er anført, at ansøgeren er ”faldet på cykel”. Hertil kommer, at ansøgeren heller ikke indledningsvist fortalte om [A’s] angivelige forbindelser i Tyrkiet til politi, domstole og anklagemyndighed. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring om, at hun efter skilsmissen fortsat har haft en indgående konflikt med sin tidligere ægtefælle og om hans ageren i den forbindelse, på væsentlige punkter har været udbyggende, og at forklaringen i nogen udstrækning – herunder om påkørslen og den meget voldelige karakter af opsøgningerne – må tilsidesættes. Flygtningenævnet er i øvrigt enig med det af Udlændingestyrelsen anførte vedrørende [A’s] kontakt til magtfulde personer i Tyrkiet og om intensiteten af konflikten, herunder idet det må lægges til grund, at ansøgeren blev skilt fra sin ægtefælle i 2008/2009, at hun ikke var blevet opsøgt af ham i et år forud for udrejsen af Tyrkiet, samt at der ikke var nogen særlig hændelse, der førte til hendes udrejse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2025/6/flfr

erit20252

”Nævnet stadfæstedei august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Klageren, der indrejste som mindreårig i 2014, blev i 2015 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen traf videre afgørelse om, at klageren isoleret var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Senere i 2017 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse og meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen traf videre afgørelse om, at klageren isoleret var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Senere i 2019 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse og meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I 2024 blev klageren idømt et års fængsel og udvist med indrejseforbud i et år for personfarlig kriminalitet.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er efter det oplyste eritreisk statsborger, etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er i den værnepligtige alder og ikke ønsker at aftjene værnepligt. Han har tillige henvist til, at han frygter at få problemer ved en tilbagevenden på grund af farens forhold. Hans far var eftersøgt af de eritreiske myndigheder, hvilket førte til, at klagerens forældre, der nu opholder sig i [et nord- og mellemamerikansk land], udrejste til [et nordafrikansk land]. Klageren har videre henvist til, at han frygter at få problemer med myndighederne på grund af sit langvarige ophold i Vesten, ligesom han ikke vil kunne klare sig i Eritrea, hvor han ikke tidligere har opholdt sig og ikke har noget netværk. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2024, at Udlændingestyrelsen har fundet, at klageren, der er i den værnepligtige alder og har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i Eritrea, isoleret set fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har således [i efteråret] 2024 truffet afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, da klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren er i risiko for ar skulle aftjene nationaltjeneste ved en tilbagevenden Eritrea, hvilket han ikke ønsker på grund af forholdene. Klageren kan således ikke udsendes tvangsmæssigt til Eritrea, jf. udlændingelovens § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er senest idømt fængsel i 1 år samt udvist med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved [byrettens] dom af [vinteren 2023/2024]. Flygtningenævnet finder, at klageren ved [byrettens] dom af [vinteren 2023/2024] er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 201 1195/EU af 13. december 2011, i bla. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter forbrydelsen med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag. Klageren er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet bl.a. ved [byrettens] dom af [foråret] 2016 med en kombinationsdom på fængsel i 9 måneder samt udvisning med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, jf. § 86. Klageren blev herefter idømt en fællesstraf på fængsel i 6 måneder samt udvisning med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1 og lov om euforiserende stoffer ved [byrettens] dom af [foråret] 2018, hvilken dom blev stadfæstet af [landsret] [i efteråret] 2018. Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Om farevurderingen i den konkrete sag har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af [byrettens] dom, at retten ved udmålingen af straffen på 1 års fængsel for overtrædelsen af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, lagde vægt på karakteren af røveriet, der var nærmere planlagt og begået af flere i forening samt det oplyste om klagerens personlige forhold herunder det oplyste om klagerens tidligere domme vedrørende personfarlig kriminalitet. Retten fandt det bevist, at [gengivelse af gerningsindhold]. Retten fandt endvidere, at røveriet og den anvendte vold i forbindelse med røveriet ikke gik ud over, hvad gerningsmændene herunder klageren, havde forudset og accepteret. Henset til karakteren, grovheden og omfanget af den kriminalitet, som klageren har begået, senest i 2023, og som har indebåret, at han flere gange er udvist af Danmark, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om klagerens personlige forhold, finder et flertal af Flygtningenævnet således, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Endelig skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. skal afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele udlændingen opholdstilladelse. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 som [10-15]-årig. Han har ikke familie i Danmark. Han er ikke gift og har ikke børn. Han har forældre og storesøster i [et nord-og mellemamerikansk land], som han stadig har kontakt med. Han blev i 2020 uddannet [uddannelse] og har haft hyre på diverse [fartøjer], men han har gennem længere tid ikke haft nogen tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han har et par kammerater i Nordjylland. Han har god kontakt med sin tidligere værge og dennes familie. Han har gået i folkeskole og blev i 2020 uddannet [uddannelse]. Han taler arabisk og tigrinya (sproget i Eritrea). Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er således ikke til hinder for, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” erit2025/2MNR

alder20257

Nævnet hjemviste i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en klager, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i august 2006. Indrejst i 2024. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i august 2008.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [vinteren 2024/2025] vurderet, at det på baggrund af oplysningerne i sagen og klagerens fysiske fremtoning er langt overvejende sandsynligt, at klageren er mindst 18 år. Udlændingestyrelsen har lagt afgørende vægt på, at klageren fremstår åbenbart voksen, og at klageren ikke har kunnet dokumentere eller sandsynliggøre sin oplyste alder. Udlændingestyrelsen har videre lagt vægt på, at en aldersundersøgelse i udgangspunktet kan blive undladt, hvor det ud fra en umiddelbar bedømmelse er åbenbart, at en ansøger er enten mindreårig eller voksen. Udlændingestyrelsen har bemærket, at det oplyste om, at klageren gerne vil deltage i en aldersundersøgelse, ikke kan føre til en ændret vurdering. Det fremgår af sagens akter, at Udlændingestyrelsen ikke har fundet anledning til at foretage en aldersundersøgelse, ligesom der ikke ses at være indhentet yderligere oplysninger eller dokumentation til at belyse sagen. Henset til sagens karakter har Flygtningenævnet efter omstændighederne besluttet at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning, idet det efter nævnets opfattelse, uanset klagerens fremtræden på det optagne fotografi af [vinteren 2024/2025] og det anførte i Udlændingestyrelsens afgørelse bl.a. om, at klageren fremstår åbenbart voksen, ikke kan udelukkes, at en sådan yderligere sagsoplysning vil kunne have betydning for vurderingen af sagen.”alder/2025/7/flfr

dub-oestr20252

Nævnet omgjorde i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at Danmark er ansvarlig i medfør af Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, idet klageren har en herboende partner, som hun har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv med i henhold til EMRK artikel 8. Advokaten henviste subsidiært til, at klagerens asylsag skulle tages under behandling Danmark i medfør af  artikel 17, stk. 1, jf. præamblens pkt. 17, EU Chartrets artikel 1 og artikel 4 samt EMRK artikel 8. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Klageren har under sagen principalt nedlagt påstand om, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, jf. artikel 7, stk. 2. Til støtte herfor har hun gjort gældende, at Danmark er ansvarlig stat i henhold til artikel 9 i Dublinforordningen, idet hun i Danmark har sin herboende ægtefælle. Parterne har endvidere samlevet knap en måned i [sommeren] 2023 i [land i Mellemøsten A], ligesom parterne rent faktisk samlever nu, så subsidiært er der etableret et fast samlivsforhold i henhold til forordningen. Derudover har klageren gjort gældende, at parterne i øvrigt har etableret et familieliv, idet klageren og hendes herboende ægtefælle har udtrykt en forpligtelse overfor hinanden på en sådan måde, at der er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til EMRK artikel 8. Klageren har subsidiært nedlagt påstand om, at hendes asylsag tages under behandling Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, jf. præamblens pkt. 17, og EU Chartrets artikel 1 og artikel 4. Hun har til støtte herfor gjort gældende, at hun har en herboende ægtefælle, som hun venter barn med. Dertil kommer, at klageren er afhængig af hjælp fra sin ægtefælle for at kunne tage vare på deres fælles barn, når hun nedkommer i [efteråret] 2025. Mere subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at Udlændingestyrelsens afgørelse bør omgøres med henvisning til, at Østrigs accept af [foråret] 2025 er givet på et mangelfuldt grundlag, og at ansvaret derfor ikke kan anses som fastlagt, jf. artikel 23, stk. 4, som beskrevet i artikel 22, stk. 3, samt gennemførselsforordningen. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag lægger nævnet til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig. Det bemærkes herved, at Østrig [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 20, stk. 5. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Østrig er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om asyl. Spørgsmålet er således, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Østrig, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse har det bl.a. betydning at få fastlagt klagerens familiemæssige relationer til Danmark, herunder om der foreligger et ægteskab med hendes herboende mand, der anerkendes efter dansk ret. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, skal ske på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. Sagen skal således vurderes med udgangspunkt i forholdene, som de forelå ved ansøgningen om asyl i Østrig [i efteråret] 2024. Af Dublinforordningens artikel 9, der regulerer, hvorledes der skal forholdes i forhold til familiemedlemmer, som er personer med international beskyttelse, fremgår det: ”Hvis ansøgeren, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom.” Dublinforordningens familiebegreb er nærmere fastlagt i forordningens artikel 2, litra g, hvorefter der i forordningen ved »familiemedlemmer« forstås følgende: ”.. For så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af ansøgerens familie, der opholder sig på medlemsstaternes område: - ansøgerens ægtefælle eller ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller nationale praksis sidestilles med gifte par i henhold til dens lovgivning vedrørende tredjelandsstatsborgere. …” Bestemmelsen i artikel 9 sammenholdt med artikel 2, litra g, må efter Flygtningenævnets vurdering forstås således, at en ægtefælle eller ugift partner i fast forhold er omfattet af bestemmelsen, uanset om ægteskabet var indgået allerede i hjemlandet eller først er indgået på et senere tidspunkt. Der må herefter i første række tages stilling til, om der foreligger et ægteskab mellem klageren og [den herboende partner], der anerkendes her i landet. På tilsvarende vis skal Flygtningenævnet også vurdere, om der foreligger et fast ugift samlivsforhold mellem klageren og [den herboende partner], såfremt parternes ægteskab ikke anerkendes her i landet. Flygtningenævnet finder, at den religiøse vielse af klageren og den herboende [partner ] i [land i Mellemøsten B], ikke kan anses som et ægteskab, der anerkendes efter dansk ret. Herved lægger nævnet vægt på, at den religiøse vielse foregik, uden at begge parter var fysisk til stede. [Den herboende partners] far deltog således som stedfortræder for [den herboende partner] under den religiøse vielse - og i øvrigt uden at parterne forud herfor nogensinde fysisk havde mødt hinanden. Det forhold, at ægteskabet fremgår af klagerens familiebog og er registreret af de syriske myndigheder, og efter klagerens oplysninger er retsgyldigt i [land i Mellemøsten B], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klager og [den herboende partners] vielse til grund som et ægteskab, der anerkendes efter dansk ret. Videre finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at anse klageren og [den herboende partner] som ugifte partnere i et fast parforhold som fastlagt i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Nævnet lægger herved særlig vægt på, at klager og [den herboende partner] - både før og efter deres religiøse vielse - har haft et yderst begrænset samliv. Frem til klagers indrejse i Danmark har de ifølge klagerens forklaring udelukkende boet sammen i knap en måned i [land i Mellemøsten A] fra [en dato i sommeren til anden dato i sommeren] 2023. Flygtningenævnet bemærker, at der i forbindelse med vurderingen af familiemedlemsdefinitionen i artikel 2, litra g,  skal foretages en selvstændig vurdering af, hvorvidt klageren i øvrigt har et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder i den konkrete sag, at der efter en samlet vurdering af klagerens relation til [den herboende partner]  ikke er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af EMRK artikel 8. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at denne vurdering skal foretages på det tidspunkt, hvor klageren første gang indgav ansøgning om asyl jf. artikel 7, stk. 2, i Dublinforordningen.  Klageren og [den herboende partner] er således efter Flygtningenævnets vurdering ikke omfattet af Dublinforordningens familiebegreb i artikel 2, litra g, hvorfor Dublinforordningens artikel 9 ikke finder anvendelse i nærværende sag. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at Danmark er forpligtet til at behandle klagerens asylsag. Hverken EU’s Charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Dublinforordningen ikke har til formål at understøtte, at asylansøgere kan opholde sig på medlemsstaternes område som følge af familiehensyn, og at klageren i en situation som den foreliggende, hvor Østrig [i foråret] 2025 har accepteret at tilbagetage hende, som udgangspunkt må henvises til at anvende familiesammenføringsreglerne. Ansvaret for at behandle klagerens asylsag påhviler derfor Østrig i overensstemmelse med udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, og i overensstemmelse med den modtagne accept fra de østrigske myndigheder. Det fremgår imidlertid af Dublinforordningens præambel punkt 17, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Der kan således i det enkelte tilfælde være ganske særlige grunde til at fravige det ovennævnte hovedprincip. Efter de foreliggende oplysninger om den hidtidige og nuværende relation mellem klageren og [den herboende partner]  - og navnlig den omstændighed, at klageren nu er gravid med termin i [efteråret]  2025, og at faderen til barnet har opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1 - finder flertallet i Flygtningenævnet, at der efter omstændighederne foreligger sådanne særlige grunde, at humanitære og menneskelige hensyn taler for, at klagerens asylsag skal behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylsag skal behandles her i landet.” Anders - KLøbenummer: Dub-Østr/2025/2/sael

alder20258

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en person, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i januar 2006. Indrejst i 2025. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Klageren havde oplyst at være født i januar 2009. Flygtningenævnet udtalte:”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt.  Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. I sager, hvor klageren ikke er bekendt med sin fødselsdato, fastsættes klagerens fødselsdato som udgangspunkt til tidspunktet for aldersundersøgelsen. Flygtningenævnet lægger således den for klageren i overensstemmelse med den foretagne aldersundersøgelse mest gunstige fødselsdato til grund. Det samme kan efter en konkret vurdering gøre sig gældende i sager, hvor Flygtningenævnet ikke ud fra klagerens forklaring har kunnet fastlægge, hvilken fødselsdato klageren har, herunder fordi klageren har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at du på baggrund af den foretagne aldersundersøgelse på Retsmedicinsk Institut [i sommeren] 2025 mest sandsynligt må antages at have været 19-21 år eller derover på undersøgelsestidspunktet, og at Udlændingestyrelsen har vurderet, at du fremstår ældre end den alder, du selv har oplyst. Det bemærkes herved, at du ved den odontologiske undersøgelse er vurderet til at være 21 år eller derover, samt at du ved røntgenbillede af din hånd er vurderet til at være 19 år eller derover. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at du overfor de danske udlændingemyndigheder har afgivet divergerende oplysninger vedrørende din fødselsdato, herunder at du over for Udlændingestyrelsen har oplyst din fødselsdato både som den [dato A] januar 2009 og som[dato B] januar 2009, ligesom du ved indrejsen i Danmark har oplyst din fødselsdato som den[dato C] marts 2009. På denne baggrund, og da du ikke har fremlagt dokumentation for eller på anden måde nærmere sandsynliggjort den af dig oplyste alder, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge din forklaring om, at du er født den[dato A] eller [dato B] januar 2009, til grund. Du vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato den [dato D] januar 2006.” Løbenummer:Alder/2025/8/lafal

soma202513

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet]og muslim fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygter, at al-Shabaab vil kidnappe ham eller slå ham ihjel ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at han som [13-16-årig] blev kidnappet af al-Shabaab. Ansøgeren opholdt sig i en al-Shabaab-lejr i én måned, hvor han dagligt blev udsat for vold, indtil han formåede at flygte fra lejren. Al-Shabaab henvendte sig til ansøgerens families bopæl op til flere gange, inden ansøgeren blev kidnappet. Endvidere har ansøgeren som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygter de somaliske myndigheder, idet han risikerer at blive straffet ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv blandt andet henvist til, at han efter at være flygtet fra al-Shabaab-lejren blev anholdt af regeringsmilitæret, fordi de mistænkte ham for at være en del af al-Shabaab. Ansøgeren blev løsladt, efter at ansøgerens familie betalte en løsesum. Ansøgeren og hans mindreårige søskende flygtede herefter ud af Somalia. Ved behandlingen af sagen i Flygtningenævnet har ansøgeren som asylmotiv desuden henvist til, at han skal meddeles konsekvensstatus som følge af ansøgerens mors opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ansøgerens mindreårige søsters opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at ansøgeren ikke selv har stiftet familie, og at han fortsat opfatter sig som en del af kernefamilien sammen med sin mor og søskende. Han bor på nuværende tidspunkt på asylcenter, men han har planer om at flytte tilbage til sin families bopæl, såfremt han får opholdstilladelse. Ansøgeren har videre henvist til, at der fortsat består et tæt bånd mellem ham og hans familie, hvilket også kom til udtryk ved sidste nævnsmøde, hvor mange af hans familiemedlemmer mødte op og afgav vidneforklaringer til støtte for ansøgerens forklaring. Ansøgeren har som asylmotiv herudover henvist til de generelle forhold i ansøgerens hjemby, [by], Somalia, hvor al-Shabaab og regeringen løbende kæmper om territoriet, er af en sådan karakter, at de i sig selv skal føre til, at der meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at ansøgeren er blevet ”vestliggjort” i et sådant omfang, at han af den grund skal meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Vedrørende ansøgerens asylmotiver om, at han frygter al-Shabaab, der tidligere har kidnappet ham, samt de somaliske myndigheder, der antager, at ansøgeren er tilhænger af al-Shabaab, kan Flygtningenævnet fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets beslutning [i efteråret] 2024, finder nævnet fortsat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med disse. Nævnet lagde ved sin afgørelse [i efteråret] 2024, vægt på, at ansøgeren på centrale punkter havde forklaret divergerende om sit asylmotiv, da ansøgeren under sin asylsag ved de [europæisk land A] myndigheder som asylmotiv havde henvist til, at han havde en bror, der hedder [navn], og at denne bror havde skudt en person, der havde dræbt deres far. Derfor ville en klan ved navn [klan]-klanen slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens bror havde venner i al-Shabaab og var altså selv sympatisør. Ansøgeren oplyste derimod overfor de [europæisk land A] myndigheder intet om en konfikt med al-Shabaab, der tidligere skulle have haft kidnappet ham, eller med de somaliske myndigheder, der som følge heraf skulle antage, at ansøgeren tilhører al-Shabaab. Med hensyn til ansøgerens påstand om opholdstilladelse i konsekvens af hans mors opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets beslutning [i efteråret] 2024, herunder at ansøgeren først er indrejst i Danmark flere år senere end sin mor som familiesammenført, fortsat, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne herfor. Det forhold, at moren efterfølgende, [i efteråret] 2019, har fået ændret status, så hun har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke føre til en anden vurdering. Med hensyn til ansøgerens påstand om opholdstilladelse i konsekvens af hans lillesøsters opholdstilladelse, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke af den grund opfylder betingelserne for asyl. Det bemærkes indledningsvist, at ansøgerens mor indrejste i Danmark [i sommeren] 2014 med sin yngste søn og blev [i sommeren] 2015 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren, der er født [i år 1998-2001], indrejste i december 2017 i Danmark sammen med sine øvrige søskende, herunder sin lillesøster, som familiesammenført til sin mor. På tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelse til ansøgerens lillesøster [i efteråret] 2019, havde ansøgeren ikke søgt om asyl i Danmark.Ansøgeren var på det tidspunkt allerede et halvt år forinden - i [foråret] 2019 - udrejst af Danmark, først til [europæisk land B], hvorfra han rejste til [eruopæisk land A], hvor ansøgeren søgte om asyl [i foråret] 2019. Først efter at have fået afslag på asyl i [europæisk land A] både [i efteråret] 2020 og [i foråret] 2021, indrejste ansøgeren [i sommeren] 2022 på ny til Danmark. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at der ikke er særlige grunde til, at ansøgeren kan betragtes som en del af familiens enhed, og nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som en konsekvens af hans lillesøsters opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der nu er [24-27] år gammel, ikke siden foråret 2019 har boet sammen med sin søster eller sin øvrige familie. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren selv valgte at udrejse fra Danmark for mere end seks år siden og dermed rejste væk fra sin mor og søskende for at søge asyl i [europæisk land A], hvor han opholdt sig frem til han genindrejste i Danmark [i sommeren] 2022. Ansøgeren bor i øvrigt fortsat ikke sammen med sin familie, herunder sin lillesøster, og har således ikke været en del af familiens enhed i over seks år. Flygtningenævnet finder heller ikke, at de generelle forhold i øvrigt i Somalia, herunder i ansøgerens hjemby, [by] - der efter det oplyste siden [vinteren 2024/2025] har været under de somaliske myndigheders kontrol - er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at der meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Heller ikke det forhold, at ansøgeren efter sine egne oplysninger er blevet ”vestliggjort” kan føre til, at ansøgeren af den grund er i en asylbegrundende situation, jf. udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i en asylbegrundende situation, eller at han som en konsekvens af sin mors og søskende, herunder lillesøsters, opholdsgrundlag har krav på opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2025/13/tmlo

rusl202514

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og ortodoks kristen. Hun er født i byen [by A], Rusland, men har senest opholdt sig i [by B] frem til udrejsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de russiske myndigheder ved en tilbagevenden til Rusland. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet henvist til, at de russiske myndigheder vil anse hende som politisk modstander. Hun er imod den økonomiske politik, der føres i Rusland, og hun er modstander af krigen mellem Rusland og Ukraine. Hun anser Ukraine for sit andet hjem, idet hun ofte har besøgt sin nu afdøde far, der var Ukrainer og flyttede til Ukraine efter ansøgerens forældres skilsmisse. Da ansøgeren boede i Rusland, ytrede hun sine politiske holdninger til familie og venner. Ansøgeren taler stadig telefonisk om politik med sine tre veninder, der opholder sig i Rusland. Hun har i den forbindelse oplevet tegn på, at hendes telefonsamtaler med hendes veninder bliver aflyttet, hvorfor hun er overbevist om, at de russiske myndigheder kender til hendes politiske overbevisning. Hun har på intet tidspunkt ytret sig politisk i offentligheden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere henvist til, at de russiske myndigheder vil anse hende som forræder, idet hun har opholdt sig i vesten siden 2019. Endelig har hun henvist til, at hun er halvt ukrainer, idet hendes far, der døde for over 10 år siden, er født i Ukraine. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med de russiske myndigheder, idet ansøgeren er imod den russiske regering og den politik, der føres i Rusland, herunder er modstander af krigen mellem Rusland og Ukraine, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Rusland af den grund. Indledningsvis bemærker nævnet, at det forhold, at ansøgeren er imod den russiske regering og den politik, der føres i Rusland, og at hun er imod krigen i Ukraine, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes politiske holdninger skulle være kommet til de russiske myndigheders kendskab, eller at de russiske myndigheder i øvrigt efterstræber hende. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren aldrig har oplevet problemer med myndighederne i Rusland, da hun boede der, samt at hun både i 2019 og i [vinteren 2021-2022] er udrejst legalt af Rusland. Derudover har hun flere gange været i kontakt med de russiske myndigheder uden at opleve problemer, herunder i 2022 i forbindelse med både fornyelse af hendes kørekort i Rusland og senere udstedelse af et nyt nationalpas på den russiske ambassade i Danmark, jf. nedenfor. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke er en profileret person, ligesom hun ikke på noget tidspunkt offentligt har tilkendegivet sine politiske holdninger, men at hun alene har ytret sine holdninger i lukkede kredse af venner i Rusland. Det forhold, at ansøgeren ikke kan udelukke, at en person i hendes omgangskreds kan være stikker for myndighederne, ligesom ansøgeren formoder, at alle hendes telefonsamtaler med hendes tre veninder de sidste tre år, hvor hun har kunnet finde på at udtale sig kritisk om den førte politik i Rusland, er blevet aflyttet, kan ikke føre til en ændret vurdering. At dette skulle være tilfældet, beror således alene på ansøgerens egen formodning og bestyrkes ikke af andre oplysninger. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at ingen af hendes ovennævnte tre veninder er blevet opsøgt, tilbageholdt eller i øvrigt har oplevet problemer i anledning af deres politiske ytringer eller telefonsamtaler med ansøgeren. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at de russiske myndigheder vil anse hende som forræder fordi hun har opholdt sig i Danmark siden 2019, og at de på den baggrund vil slå hende ihjel, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hun af den grund har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Rusland. Efter ansøgerens første indrejse i Danmark i 2019 har hun således flere gange været i kontakt med de russiske myndigheder uden at opleve problemer. I [vinteren 2021-2022], hvor ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i tre år, indrejste hun i Rusland og ca. to uger senere udrejste hun igen af Rusland, begge gange uden at opleve problemer af nogen art. Under opholdet i Rusland i [vinteren 2021/2022] var hun yderligere i kontakt med de russiske myndigheder i forbindelse med, at hun fik fornyet sit kørekort. Endelig fik ansøgeren i [efteråret] 2022 udstedt et nyt pas på den russiske ambassade i Danmark. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af, at hun har opholdt sig i Danmark i omkring seks år, er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de russiske myndigheder. Det forhold, at ansøgerens far var ukrainsk statsborger, finder Flygtningenævnet heller ikke i sig selv asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens far døde i 2014, og at hun hverken før eller efter hans død – og heller ikke efter Ukraine-krigens udbrud – har oplevet problemer med de russiske myndigheder som følge af farens statsborgerskab og bopæl i Ukraine, og ansøgerens deraf følgende tilknytning til Ukraine. De generelle forhold i Rusland er heller ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ikke vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb af de russiske myndigheder eller andre, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: rusl/2025/14/tmlo

dub-tysk202526

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst at være blevet truet og udsat for et overfald af hans tidligere partners nye kæreste, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren må henvises til at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder det tyske politi, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han forgæves har forsøgt at politianmelde overfaldet, idet klageren også har forklaret, at han udrejste mindre end en måned efter anmeldelsen og ikke på noget tidspunkt forsøgte at følge op på anmeldelsen. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Tysk/2025/26/JLY

soma202515

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1994 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2010, 2014, 2015 og 2016 idømt fængselsstraffe for blandt andet personfarlig kriminalitet og færdselsforseelser. Klageren blev endvidere i 2015 betinget udvist med en prøvetid på 2 år. Klageren blev derudover i 2018 idømt 2 behandlingsdomme for personfarlig kriminalitet. Klageren blev ved den ene dom i 2018 betinget udvist med en prøvetid på 2 år. Klageren blev yderligere i 2019 idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid for berigelseskriminalitet, trusler og færdselsforseelser. Klageren modtog ved samme dom advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Ved ankedom afsagt i 2020 stadfæstede landsretten byrettens dom fra 2019 med den ændring, at klageren blev idømt et år og tre måneders fængsel og udvist af Danmark efter udlændingelovens § 22, nr. 2, 3 og 6, med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 6. Klageren blev endelig i 2021 idømt fængsel i 8 måneder for personfarlig kriminalitet, jf. blandt andet straffelovens § 245, stk. 1. Klageren blev ved denne dom også udvist med et indrejseforbud i seks år. Dommen blev stadfæstet samme år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren tilhører klanen [klannavn] og har oplyst at [bekende sig til religion A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste under den oprindelige sag som asylmotiv til [asylmotiv A.] Klageren henviste videre til [asylmotiv B og C.] Klageren henviste som asylmotiv endelig til, at han frygtede for sit psykiske helbred, og at han ikke kunne modtage den rette behandling i Somalia. I forbindelse med genoptagelsen af sagen har klageren fortsat henvist til sine oprindelige asylmotiver og har herudover som nyt asylmotiv henvist til [asylmotiv E]. Flygtningenævnet finder fortsat, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af [asylmotiv B]. Nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen, herunder at [forhold]. Flygtningenævnet kan fortsat heller ikke lægge [asylmotiv C] til grund[.] Der er efter Flygtningenævnets opfattelse heller ikke i forbindelse med genoptagelsen af sagen fremkommet nye og væsentlige oplysninger om [asylmotiv A.], der giver grundlag for en anden vurdering end den, som er kommet til udtryk i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret 2021], stadfæstet af Flygtningenævnet [i sommeren 2021], eller i Udlændingestyrelsens seneste afgørelse [i vinteren 2024/2025]. Tværtimod har klageren således i nævnet forklaret, at […]. Med hensyn til klagerens frygt for overgreb som følge af [asylmotiv E], tiltræder Flygtningenævnet, at klageren heller ikke med henvisning hertil har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for udsendelsen, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som i øvrigt har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Helbredsmæssige forhold vil dog i særlige tilfælde kunne tillægges betydning ved Flygtningenævnets vurdering af, hvorvidt en udlænding risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens § 7. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor udlændingens særlige helbredsmæssige forhold i sig selv eller sammenholdt med andre faktorer udgør grunden til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at psykisk sygdom er et betydeligt problem i Somalia, og at en tredjedel har eller har haft en psykisk sygdom, jf. side 29 i Udlændingestyrelsens rapport ”Health care services in Mogadishu – Version 2.0” fra februar 2025. Det fremgår videre, at adgangen til behandling for psykisk sygdom er begrænset over hele landet, og der er alene få kvalificerede psykiatere og psykologer, og at alene tilstande med skizofreni og bipolare lidelser anerkendes som psykiske sygdomme. I Mogadishu er der efter rapporten mulighed for på tre hospitaler at opsøge psykiatere, og i artiklen ”Mental health problems in Somalia after decades og humanitarian crises: a qualitative exploration of perceptions and experiences” omtalt i Landedokumentations besvarelse af 17. juni 2025, anføres det i forlængelse af en omtale af et tilfælde med en patient, der var lænket til en stol, at der også findes faciliteter, der tilbyder ”good quality mental health care”. Artiklen er baseret på data indsamlet i Puntland, Hudur, i den sydvestlige Bakool-region, Deyniile i Banaadir-regionen samt i Daryeel, Hidho og Hargeisa i Somaliland. Efter baggrundsoplysningerne er stigmatisering på grund af psykisk sygdom udbredt i Somalia, herunder i sundhedssektoren og i civilsamfundet. Dette hænger bl.a. sammen med den udbredte forståelse af psykisk sygdom, hvor dette kobles til sort magi og onde ånder. Der kan i den forbindelse henvises til bl.a. Udlændingestyrelsens rapport nævnt ovenfor, side 30, samt til besvarelsen fra Landedokumentation. Stigmatisering kan bl.a. indebære udstødelse af familien, isolation, og manglende lyst til at opsøge behandling. Af bilag 2 til Udlændingestyrelsens rapport (Annex 2 Meeting notes), side 6-7, fremgår det af et referat af et interview med det somaliske sundhedsministerium den 19. december 2023, at folk med psykiske problemer på grund af stigmatiseringen kan foretrække at gå til religiøse ledere, der kan bede for dem, og at nogle som følge heraf er blevet lænket. Af samme bilag side 19, fremgår, at WHO i forbindelse med et interview med Udlændingestyrelsen den 20. november og den 7. december 2023 oplyste, at det indtil for få år siden ikke var ualmindeligt, at folk med psykiske problemer blev sat i lænker og blev fængslet, men at det så ud til, at denne praksis ikke længere forekommer. Af svaret fra Landedokumentation henvises der også til interviewene med det somaliske sundhedsministerium og WHO. Herudover henvises der til andre kilder. I den ene kilde, som er artiklen ”Mental health crisis in Somalia: a review and a way forward” fra 2022, der er skrevet på baggrund af oplysninger indsamlet fra 1999-2020, beskrives lænkning eller indespærring som almindeligt forekommende, og WHO vurderede, at 90 pct. af alvorligt psykisk syge mindst en gang havde været lænket. Af denne rapport fremgår også, at WHO sammen med NGO’er har arbejdet på at reducere brugen af tvang, herunder brugen af lænker. Af den ovenfor nævnte artikel fra 2024 i Landedokumentations besvarelse beskrives, at patienter med psykiatriske lidelser bliver udsat for isolation og tvang, sommetider med lænker. I artiklen fremgår, at det kun er ”walis” (personer, der er gale og lider af svære adfærdsproblemer), der anses for psykisk syge. Flygtningenævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne om psykisk syge i Somalia må lægges til grund, at der generelt er meget svære forhold for psykisk syge personer, dels på grund af de manglende og utilstrækkelige behandlingsmuligheder, dels på grund af den almindelige opfattelse eller forståelse af psykisk sygdom og som konsekvens heraf stigmatiseringen af psykisk syge. Der er imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grundlag for generelt at antage, at psykisk syge risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan således efter baggrundsoplysningerne f.eks. ikke lægges til grund, at det er almindeligt, at psykisk syge lænkes i forbindelse med behandling i det somaliske sundhedssystem. Selvom det ikke kan udelukkes, at der fortsat finder lænkning sted, er risikoen herfor efter Flygtningenævnets opfattelse knyttet til de meget alvorligt psykisk syge med en meget afvigende adfærd, og som f.eks. ikke længere kan håndteres af familien, eller som opsøger behandling uden for det konventionelle system. Det må derfor bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, om der er risiko for, at en psykisk syg person ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, herunder lænkning. Der må i den forbindelse på den ene side lægges vægt på, hvor alvorlig en lidelse, der er tale om, og hvordan den kommer til udtryk, og på den anden side karakteren af de overgreb, man risikerer. Der er for Flygtningenævnet fremlagt en række oplysninger om klagerens psykiske helbred, hvoraf de nyeste er fra [vinteren 2023/2024]. Det må på baggrund af oplysningerne om klagerens psykiske helbred lægges til grund, at klageren ikke er sindssyg, men at han har en [psykiatrisk lidelse]. Dette fremgår således af Retslægerådets udtalelse af [efteråret 2020]. Det fremgår også heraf, at klageren efter en samlet vurdering ikke opfylder de diagnostiske kriterier for mental retardering. Klageren er i overensstemmelse hermed ved [landsrettens domme i 2020 og 2021] ikke fundet omfattet af straffelovens § 16, men af straffelovens § 69, og idømt almindelig straf, da der ikke kunne peges på særforanstaltninger, der var mere formålstjenlige. Der foreligger ikke en nyere udtalelse om klageren, der giver grundlag for en anden vurdering. Derimod fremgår det bl.a. af en udtalelse [fra sommeren 2020] fra psykiater [navn] til anklagemyndigheden, der er gengivet i [byrettens] kendelse af [vinteren 2022/2023] vedrørende ophævelse af klagerens udvisning, at klagerens tilstand grundlæggende ikke har ændret sig over de senere år. Af denne udtalelse anføres det videre, at klageren vurderes uden symptomer på en grundlæggende eller varig sindssygdom, men funktionsmæssigt begrænset af især sin dyssociale personlighedsforstyrrelse og langvarige og svære misbrugsproblematik. Af et psykiaternotat [fra vinteren 2022/2023] fremgår, at klageren i dagligdagen i fængslet er beskrevet som velfungerende og uden tegn på psykisk sygdom. I et tidligere psykiaternotat [fra efteråret 2022] beskrives hans adfærd som ”mere manipulativ end som udtryk for behandlingskrævende psykisk lidelse” og i et notat fra [efteråret 2022] anføres det bl.a., at der ikke er grundlag for at overføre klageren til en psykiatrisk afdeling, da klageren ikke lider af en psykisk lidelse, der vil kunne gøres til genstand for en behandling på en psykiatrisk afdeling. Af de lægelige oplysninger i sagen fremgår endvidere, at klageren i længere tid har været i behandling med forskellige antipsykotiske præparater. Ifølge de lægelige oplysninger blev der henover sommeren og efteråret 2023 forsøgt en nedtrapning af klagerens medicin, men af en tilføjelse til journalen [i efteråret 2023] fremgår, at klageren ikke tåler at være uden antipsykotisk medicin. Tilsvarende fremgår af et notat til journalen [i efteråret 2023], at klageren har det bedst på en effektiv antipsykotisk behandling. Klageren blev i [foråret] 2023 efter sin løsladelse kortvarigt indkvarteret på [udrejsecenter], men blev [måneden efter indkvarteringen] godkendt til særlig skærmet indkvartering […]. Han blev i den forbindelse indkvarteret på [sted]. I [efteråret] 2023 blev klageren flyttet til [center med øget støtte], hvor han fortsat opholder sig. Af en udtalelse fra [klagerens center] [fra efteråret 2024] beskrives det, at det de første måneder var nødvendigt med tryghedsskabende [foranstaltninger] for at skabe ro omkring klageren, men at klageren siden foråret 2024 har været i positiv trivsel og udvikling, og at der ikke længere er behov for [foranstaltningerne]. Det fremgår videre, at han er blevet særdeles god til at gøre brug af forskellige strategier til at kontrollere sin tidligere voldsomme adfærd. Ifølge udtalelsen tager klageren selv sin medicin uden problemer. Klageren opleves således som værende stabiliseret i forhold til sin psykiske tilstand og funktionsniveau. Under nævnsmødet har han oplyst, at han selv tager sin medicin, og at han selv tager bussen og toget, når han skal [tage offentlig transport for at] besøge sin familie. Flygtningenævnet finder på baggrund af oplysningerne om klagerens helbred, at han ikke kan anses for at lide af en alvorlig psykisk sygdom. Efter oplysningerne om klageren i øvrigt, herunder under hans afsoning og under hans ophold hos [klagerens center], sammenholdt med baggrundsoplysningerne, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren som følge af sine helbredsmæssige forhold vil påkalde sig en sådan opmærksomhed, at han vil være i reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den antipsykotiske medicin, som klageren tager, er ifølge Udlændingestyrelsens rapport tilgængelig på apoteker i [klagerens hjemby]. Klageren opfylder herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2025/15/eeb

dub-sver202522

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens forklaring om, at han frygtede at blive fængslet ved en tilbagevenden til Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren 2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angående det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke vil tilbage til Sverige, da han frygter at blive fængslet ved en tilbagevenden dertil, og at klageren tidligere er blevet afvist af Migrationsverket, da han forsøgte at blive indkvarteret på et asylcenter, bemærker Flygtningenævnet, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025) ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Det fremgår videre, at der er oprettet såkaldte udrejsecentre (Ätervändandecenter), men at disse er forbeholdt personer, der fortsat er i indkvarteringssystemet, hvilket i praksis er familie med mindreårige børn. Udrejsecentrene er ikke lukkede faciliteter.  Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025). Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4. Det samme gør sig gældende, hvis klageren måtte blive placeret på et udrejsecenter eller frihedsberøves i overensstemmelse med reglerne i tilbagesendelsesdirektivet. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17.  På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Sver/2025/22/EEB

suda20251

Nævnet meddelte i september 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og sunni muslim fra Mallet, Sudan. I 2005 flyttede ansøgeren til [by], hvor hun har boet frem til sin udrejse af Sudan. Ansøgeren har været medlem af studenterforeningen Kvindernes Rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel, fordi hun er etnisk masalit, og at hendes klan er blevet fordrevet af Rapid Support Forces (RSF). Ansøgeren har herudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold I Sudan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i 2018 deltog i en demonstration mod kvindeundertrykkelse ved universitet i [by]. I den forbindelse blev ansøgeren anholdt og fængslet i en uge. Ansøgeren fik at vide, at hun vil blive fængslet og retsforfulgt, såfremt hun deltog i lignende politiske aktiviteter igen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren i 2018 har deltaget i en demonstration imod blandt andet kvindeundertrykkelse, og at hun som følge heraf blev anholdt og fængslet i en uge, hvorefter hun blev løsladt. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at ansøgeren efter løsladelsen fortsatte sine studier på universitetet, at hun ikke fortsatte sine politiske aktiviteter, og at hun ikke efterfølgende havde problemer med nogen personer, grupper eller myndighederne i Sudan.  Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at konflikten, der medførte fængsling i en uge tilbage i 2018 er afsluttet. Dette støttes tillige af, at ansøgeren i 2022 fik fornyet sit pas og udrejste legalt fra Sudan i 2022. Ansøgeren har oplyst, at hun efter krigens udbrud i 2023 ikke har været i kontakt med sin nærmeste familie, men hun har i 2024 været i kontakt med en veninde, der har oplyst, at familien er udrejst af byen [by], og med [familiemedlem], der har oplyst, at familien i 2024 var rejst til landsbyen [by]. Ansøgeren har ikke efterfølgende kunne opnå kontakt til familien i Sudan, og hun ved ikke, om de fortsat opholder sig i landet. Flygtningenævnet finder ud fra sagens oplysninger, herunder baggrundsoplysningerne om den forværrede sikkerhedsmæssige- og humanitære situation efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan reelt må anses for at være enlig kvinde uden mandligt netværk. Af baggrundsoplysningerne, herunder rapporter fra EUAA - fremgår det blandt andet, at voldtægt mv. finder sted i stort omfang, herunder i Dafur, og at det bruges som et våben i konflikten. Der kan endvidere henvises til UNHCR, Findings of the investigations conducted by the Independent International Fact-Finding Mission for the Sudan into violations of international human rights law and international humanitarian law, and related crimes, committed in the Sudan in the context of the conflict that erupted in mid-April 2023, af 23. oktober 2024. Det fremgår heraf: “The RSF and its allied militias have also committed other war crimes and crimes against humanity. These include widespread sexual and gender-based violence, rape, sexual slavery, abduction, and recruitment and use of children in hostilities. The RSF and its allied militias have also systematically engaged in pillage and looting. They have further committed large-scale attacks based on intersecting ethnicity and gender grounds, especially against the Masalit community in El Geneina, including killings, torture, rape, and other forms of sexual violence, amounting to persecution.” På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, som etnisk masalit fra Dafur og enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Sudan vil være særlig udsat for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har derfor sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. suda/2025/1/yars

suda20252

Nævnet meddelte i september 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og muslim fra Syd-Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder og militsgruppen Rapid Support Forces (RSF). Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han af flere omgange er blevet tilbageholdt af RSF. Første gang blev han tilbageholdt, fordi han underviste nogle børn, da han boede i flygtningelejren [navn]. Her blev ansøgeren tilbageholdt i en uge, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Da ansøgeren oplyste personerne fra RFS, at han var etnisk fur, anklagede de ham for at tilhøre den sudanesiske frihedshær. Ansøgeren blev løsladt efter en uge, hvorefter han flyttede hjem til [familiemedlem A] i Khartoum. Videre har ansøgeren oplyst, at han blev tilbageholdt af RSF i forbindelse med en demonstration mod den tidligere leder af Sudan, Omar Al-Bashir, i april 2019. Her blev ansøgeren tilbageholdt i omkring to uger, hvor han igen blev udsat for vold. Ansøgeren blev herefter løsladt efter ansøgerens [familiemedlem A] betalte løsepenge. Endelig har ansøgeren oplyst, at han i juni 2022 blev tilbageholdt af RSF og nogle personer, som ansøgeren formoder var fra den sudanesiske efterretningstjeneste, i forbindelse med en demonstration i Khartoum. Ansøgeren deltog ikke selv i demonstrationen, men var på vej til et marked i nærheden af, hvor demonstrationen fandt sted. Ansøgeren blev tilbageholdt på et ukendt sted i omkring en måned. Herefter blev ansøgeren overført til [navn på fængslet], hvor han befandt sig i to uger, inden han blev overført til et hospital. Ansøgeren befandt sig på hospitalet i en uge, hvorefter en [medarbejder] hjalp ansøgeren med at flygte. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sine tilbageholdelser til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstod troværdig og konsistent, ligesom den er støttet af baggrundsoplysningerne om forholdene for etniske fur i Sudan.   Flygtningenævnet kan således som udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af sin etnicitet har været tilbageholdt og udsat for tortur af RSF i 2018 og i 2019. Ansøgeren blev løsladt uden betingelser i 2018, hvorefter han flyttede til Khartoum. Efter løsladelsen fra tilbageholdelse i 2019 fortsatte ansøgeren med at bo i Khartoum, men han havde svært ved at komme ud fra hjemmet. Han var dog tvunget til at genoptage sit arbejde. I forhold til tilbageholdelsen i 2022 lægger Flygtningenævnet til grund, at også denne tilbageholdelse af RSF skete på baggrund af ansøgerens etnicitet, og at tilbageholdelsen skete, da ansøgeren var på vej til et marked. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren først blev tilbageholdt i et hus, hvorefter han blev overført til et fængsel og senere til et hospital, hvorfra han med hjælp fra en [medarbejder], som var bestukket, flygtede og gemte sig, indtil han fik hjælp til at skaffe et falsk pas og kunne flygte ud af landet. Flygtningenævnet finder at ansøgeren på baggrund af sin konflikt og sin flugt fra RSF i 2022, sammenholdt med baggrundsoplysningerne om etniske fur, har sandsynliggjort at være i en aktuel asylbegrundede risiko for forfølgelse. Efter sagens oplysninger, herunder baggrundsoplysninger er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren kan tage ophold et andet sted i Sudan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. suda/2025/2/yars

kina20254

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Indrejst i 2024.  Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk han og katolik fra [by A] i [provins], Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive retsforfulgt, fordi de kinesiske myndigheder vil betragte ansøgeren som flygtet fra Kina som følge af hans udrejse af og ophold udenfor Kina i en lang årrække indtil 2019 samt hans udrejse i 2024. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv herom henvist til, at han af de danske myndigheder blev fremstillet på den kinesiske ambassade i Danmark som led i de danske myndigheders udsendelsesbestræbelser. Medarbejderne på ambassaden oplyste ansøgeren, at hans pas blev gjort ugyldigt, samt at de ville udstede et midlertidigt rejsedokument til ansøgeren, som han endnu ikke har modtaget. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kina frygter en gruppering af kriminelle menneskesmuglere, som han skylder omkring [100.000-200.000] yuan for at have arrangeret hans rejse fra Kina til [europæisk land A]. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at menneskesmuglerne har taget telefonisk kontakt til ansøgerens forældre vedrørende gælden, og at ansøgeren ikke vil kunne tjene penge nok til at betale menneskesmuglerne, herunder blandt andet fordi ansøgeren under opholdet i Kina havde optaget et lån i [bank] på [450.000-550.000] yuan, som han nu skylder over [150.000-250.000] yuan på, og som han ikke længere afdrager på. Ansøgeren kan ikke forvente at opnå de kinesiske myndigheders beskyttelse mod menneskesmuglerne i Kina, dels eftersom udsendelse af ansøgeren vil ske efter [nærmere beskrivelse af forhold vedrørende udsendelse], dels som følge af det misligholdte banklån til [bank]. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han er i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Kina som følge af ansøgerens udrejse af og ophold uden for Kina i en lang årrække, kan Flygtningenævnet ikke lægge dette asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren for cirka 22 år siden udrejste af og opholdt sig uden for Kina i cirka 17 år, hvorefter han – uden at opleve problemer – genindrejste i Kina omkring [vinteren 2018/2019]. Flygtningenævnet lægger også også vægt på, at ansøgeren fra 2019 og indtil hans seneste udrejse af Kina i november 2024 opholdt sig i sit hjemland ligeledes uden at opleve problemer med myndighederne i denne periode. Dertil kommer, at ansøgeren, der var registreret og boede på sin egen bopælsadresse, i perioden flere gange var i kontakt med de kinesiske myndigheder, idet han blandt andet i [vinteren 2019/2020] uden problemer fik udstedt et ID-kort på en politistation i [by A] i [provins] og i 2019 eller 2020 problemfrit kunne optage et lån i en statslig bank. Ansøgeren har endvidere frem til [efteråret] 2024 kunnet arbejde som [stillingsbetegnelse] på en [arbejdsplads] i [by B]. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren under sit tidligere mangeårige udlandsophold i [europæisk land B] i [vinteren 2018/2019] uden problemer fik fornyet sit pas af de kinesiske myndigheder på den kinesiske ambassade i [by C]. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i [efteråret] 2024 legalt og uden at opleve problemer med myndighederne kunne udrejse af Kina. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens kinesiske pas under ambassadefremstillingen i Danmark i [vinteren 2024/2025] blev ugyldiggjort under henvisning til, at ansøgeren ikke længere var i besiddelse af sit pas, og at ansøgeren ville få udstedt et midlertidigt rejsedokument af de kinesiske myndigheder. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han er offer for menneskehandel, og at han som følge heraf har en konflikt med et kriminelt netværk af menneskesmuglere i Kina, som han skylder [100.000-200.000] yuan, som han ikke kan betale, finder Flygtningenævnet ansøgerens asylmotiv herom konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om en divergerende og stærkt udbyggende forklaring, som ansøgeren derudover først er fremkommet med mere end 1 måned efter, at han [i foråret] 2025 havde fået afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2025 svarede ansøgeren – efter at være blevet spurgt herom – således benægtende til, om han forud for eller efter sin udrejse havde oplevet andre konflikter med nogen i sit hjemland, herunder med private personer eller grupperinger, ligesom han – efter at være blevet spurgt herom – svarede benægtende til, om der var andre grunde til, at han ikke kunne vende tilbage til sit hjemland. Først i hans advokats genoptagelsesanmodning af [foråret] 2025 – efter afslaget på asyl – har ansøgeren henvist til, at han skulle være blevet udsat for menneskehandel. Dertil kommer, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2025 forklarede, at det var [myndighederne i europæisk land C], der konfiskerede hans pas, hvorefter ansøgeren selv købte et pas lydende på en anden person. Under genoptagelsessagen har ansøgeren derimod forklaret, at det var menneskesmuglere, der fratog ansøgeren hans kinesiske pas og i stedet gav ham et taiwanesisk pas lydende på en anden person, og at han af menneskesmuglerne var instrueret om at forklare, at han havde købt passet for 300 euro. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren [i sommeren] 2025 har indgivet en politianmeldelse om menneskehandel til [dansk politi], som han har fremlagt en kvittering af til mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder på den baggrund sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt omfattet af udlændingelovens § 7 med hverken de kinesiske myndigheder eller et kinesisk kriminelt netværk. Flygtningenævnet finder heller ikke, at de generelle forhold i Kina er af en sådan karakter, at de kan være asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Kina/2025/4/lafal

myan20255

Nævnet meddelte i september 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk Chin og kristen fra [by], Chin State i Myanmar. Ansøgeren har som asylmotiv henvist, at hun frygter de myanmarske myndigheder, som følge af, at hun har deltaget i en række demonstrationer i [by] i [foråret] 2021. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at politiet filmede personer til demonstrationerne, hvorfor ansøgeren frygter, at hendes deltagelse er kommet til myndighedernes kendskab. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist, at hun frygter de myanmarske myndigheder, som følge af, at hun i [sommeren] 2023 skjulte to demonstranter på sin bopæl i omkring en time. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de to demonstranter efterfølgende blev tilbageholdt, og at de under afhøring erkendte over for myndighederne, at ansøgeren havde holdt dem skjult.Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun frygter tvangsrekruttering til aftjening af militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de myanmarske myndigheder har opsøgt ansøgerens families bopæl tre gange i perioden [efteråret 2023] til [vinteren 2023/2024] med henblik på rekruttering af personer over 28 år. Ved mødets start har Udlændingestyrelsens repræsentant tilkendegivet, at Udlændingestyrelsen i lyset af 2 konkrete nævnsafgørelser fra august 2025 vedrørende ansøgere fra Myanmar indstiller, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i henhold til Udlændingelovens § 7, stk. 1.Ansøgeren og hendes advokat havde lejlighed til at udtale sig og havde ingen bemærkninger hertil.Flygtningenævnet meddeler på baggrund af Udlændingestyrelsen indstilling ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Myan/2025/5/lafal

soma202514

Nævnet hjemviste i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2001 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2024 idømt fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 191 samt lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til sit hjemland. Det fremgår af sagens akter, at klagerens mor har oplyst til klagerens advokat, at klageren er født i [midten af 90’erne] i byen [A] i Somalia. Klagerens mor har endvidere oplyst, at hun i [midten af 90’erne] sammen med klageren rejste til en flygtningelejr i [by] i Kenya, og at de opholdt sig i Kenya, indtil de i 2000/2001 rejste til Danmark. Det fremgår endvidere af sagens akter, at klageren til sin advokat har oplyst, at klagerens mor altid har omtalt klagerens afdøde far som kenyansk statsborger. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2025 truffet afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter overgreb, idet han er homoseksuel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han allerede som teenager blev opmærksom på, at han følte sig mere tiltrukket af mænd end af kvinder. Klageren har i omkring [antal] år haft en relation til en yngre kvinde ved navn [A], således at det udad til så ud, som om han havde en naturlig relation til det modsatte køn. Der har imidlertid aldrig været tale om en egentlig kæresterelation, men alene et nært venskab. Samtidig har klageren opsøgt ligesindede og har haft flere møder med personer af samme køn, hvilket har foregået i hemmelighed. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er vestliggjort. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han kom til Danmark som barn, og at han således er vokset op i en dansk kontekst, og at han altid har levet et dansk-europæisk liv. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Somalia, idet han ikke har kendskab til Somalia, ikke er registreret i landet og ikke taler somali. Flygtningenævnet finder, at der i forbindelse med klagesagen er fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens hidtidige behandling og afgørelse i sagen. De nye faktiske oplysninger rejser begrundet tvivl om, hvorvidt det kan lægges til grund, at klageren er somalisk statsborger. Det fremgår således af akterne fra klagerens oprindelige asylsag som medfølgende mindreårig, at hans mor havde oplyst, at faderen havde kenyansk statsborgerskab, hvilket klagerens advokat har henledt opmærksomheden på i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at hensynet til at træffe en materiel rigtig afgørelse og at sikre muligheden for en to-instansbehandling af det samlede prøvelsesgrundlag tilsiger, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering i første instans. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen afdækker klagerens statsborgerretlige forhold.Soma/2025/14/tps

afgh202536

Nævnet meddelte i september 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Den [dato i efteråret] 2002 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt dig som medfølgende barn, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet besluttede samtidig, at du skulle udrejse straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1, og 2. Ved brev af [dato i efteråret] 2025 har Udlændingestyrelsen videresendt din ansøgning om asyl, som betragtes som en anmodning om genoptagelse af den sag, du tidligere har haft i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at du skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.”Løbenummer: Afgh/2025/36/DH

alder20259

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra et afrikansk land, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i foråret 2005. Indrejst i 2024. Sagen blev behandlet på skriftligt nævn. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i foråret 2007.Flygtningenævnet udtalte:”Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Det fremgår af den aldersundersøgelse, der er foretaget af Retsmedicinsk Institut, at klagerens mest sandsynlige alder er 19-20 år. Flygtningenævnet finder, at den fødselsattest, som klageren har forevist under sagens behandling, ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved – ud over de generelle baggrundsoplysninger om den udbredte korruption og udbredelsen af falske dokumenter i [klagerens hjemland] - navnlig lagt vægt på, at klageren ikke har kunnet redegøre for omstændighederne i forbindelse med udstedelse af fødselsattesten [i vinteren 2023/2024] efter [klagerens] udrejse af [hjemlandet] i [vinteren 2022/2023]. Klageren har over for myndighederne i henholdsvis Danmark/[europæisk land A] og [europæisk land B] afgivet forskellige oplysninger om sin fødselsdato, idet klageren over for [europæisk land B’s] myndigheder har oplyst, at [klageren] er født [dato A i måned A] 2001, mens [klageren] over for de danske og [europæisk land A’s] myndigheder har oplyst, at [klageren] er født [dato B i måned B] 2007. I overensstemmelse med hvad der er oplyst af [europæisk land A’s] myndigheder, må det lægges til grund, at klageren ikke har deltaget i en aldersundersøgelse i [europæisk land A], og at [europæisk land A’s] myndigheders registrering af [klagerens] alder således beror på [klagerens] egne oplysninger. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet derfor i overensstemmelse med aldersundersøgelsen til grund, at [klageren] er mindst 19 år. Det af klageren anførte om baggrunden for, at [klageren] i [europæisk land B] er registreret med en fødselsdato i 2001 kan ikke, herunder heller ikke med henvisning til princippet om ”benefit of the doubt”, føre til en anden vurdering af sagen. Klageren er i [europæisk land B] registeret med fødselsdatoen [dato A i måned A]. Klageren har over for de danske og [europæisk land A’s] myndigheder vedholdende tilkendegivet, at [klageren] er født [dato B i måned B]. Uanset den tvivl, der herefter kan bestå om, hvorvidt klageren reelt er født [dato B i måned B], finder nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at ændre fødselsdatoen til en anden dag eller måned. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren er registreret med fødselsdatoen [dato B i måned B] 2005.” Løbenummer: alder/2025/9/anjv

soma202518

Nævnet hjemviste i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Somalia. Indrejst i 2011.Klageren er etnisk somali og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren tilhører den mellemstore klan [A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2011 med sine to medfølgende børn [A] og [B]. Under den oprindelige asylsag henviste klageren til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede Al-Shabab, som havde bortført hendes ægtefælle og truet hendes familie. Klageren blev [i sommeren] 2012 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for asylrelaterede overgreb som følge af hendes konflikt med al-Shabaab. [I sommeren] 2020 – samt senest [dato i foråret] 2022 og [dato i foråret] 2024 - forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse med henvisning til udlændingelovens § 7, stk. 2, samt blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet Udlændingestyrelsen lagde til grund, at klagerens mindreårige børn havde opnået selvstændig tilknytning til Danmark, således at Udlændingestyrelsen vurderede, at en nægtelse af forlængelse ville være i strid med klagerens ret til at udøve sit familieliv jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventfons artikel 8. Klageren har [i vinteren 2024/2025]klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om blandt andet statusændring, således at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har i forbindelse med statusændringssagen blandt andet gjort gældende, at klageren tilhører en særlig social gruppe, således at hun er omfattet af flygtningekonventionen samt til, at der i Flygtningenævnet er en fast praksis for tildeling af konventionsstatus for enlige kvinder uden mandligt netværk i Somalia. Ved nævnsmødets start blev det oplyst, at der ikke er indkaldt somali-tolk til nævnsmødet, og at klageren kun i begrænset omfang forstår dansk. [Klagerens advokat] oplyste, at klageren ved mødet med ham var assisteret af sin søn, der virkede som tolk. Nævnet drøftede sagen. Nævnet besluttede efter høring af Udlændingestyrelsens repræsentant og [klagerens advokat] at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere afdækning af klagerens familieforhold, herunder særligt eventuelt mandligt netværk, i Somalia. Det fremgår således af klagerens familieskema af [fra vinteren 2011/2012, jf. ekstraktens side 15 og 16 dels, at klageren har en nevø, der er født i [et årstal mellem 2003 og 2008], som har boet ved klageren i Somalia, dels at hun har to brødre, født i [årene mellem 1992 og 1997], samt fem søstre, født mellem 1981 og 1991, hvoraf tre søstre på dette tidspunkt er oplyst er gift. Flygtningenævnet finder særligt på baggrund af de konkrete oplysninger i sagen sammenholdt med, at oplysningerne stammer fra 2011, at sagen bør hjemvises med henblik på, at Udlændingestyrelsen afholder et interview med klageren om hendes aktuelle familieforhold og mandlige netværk i Somalia. Det bemærkes herved yderligere, at sagen som følge af den manglende indkaldelse af tolk under alle omstændigheder skulle være udsat. Ovenstående konklusion er forkyndt for klageren. Beslutningen eftersendes til klageren.Løbenummer: Soma/2025/18/CLU

tyrk20257

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to børn fra Tyrkiet. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgerne er etniske kurdere og har oprindelse i[by], Tyrkiet. Den mandlige ansøger tilhører ingen religion, mens den kvindelige ansøger er muslim. Ansøgerne har oplyst, at de ikke har været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har sympatiseret med Halklarin Demokratik Partisi (HDP), nu benævnt Det Demokratiske Folkeparti (DEM). Han har i den forbindelse drøftet partiets politik med sine venner samt opfordret dem til at stemme på partiet. Endvidere har han på forskellige sociale medier udtrykt sine politiske holdninger og kritik af præsidenten og regeringspartiet, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP). Den mandlige ansøger har som asylmotiv anført, at han frygter at blive fængslet af de tyrkiske myndigheder, da han har udtrykt sig kritisk om præsidenten og AKP.  Til støtte herfor har han forklaret, at han i [efteråret]2023 blev kontaktet telefonisk af et medlem af AKP, som truede ham med fængsling på grund af hans kritiske ytringer om præsidenten og AKP. Ansøgeren har endvidere fremlagt en mail [fra foråret]2024 fra sin advokat i Tyrkiet. Af denne fremgår blandt andet to politirapporter fra politiet i [by], hvor det oplyses, at politiet har forsøgt at træffe ham på hans bopæl [to gange i vinteren 2023/2024]. Mailen indeholder desuden en indkaldelse til afhøring hos politiet. [I sommeren] 2025 fremsendte ansøgerens tyrkiske advokat en mail til ansøgerens advokat i Danmark.  Af mailen, der er dateret [dato i foråret]2024, fremgår at der er indledt en efterforskning mod ansøgeren, og at han i den forbindelse er efterlyst af de tyrkiske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt og har anført, at hun som følge heraf er i risiko for afledt forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har noget asylbegrundende modsætningsforhold til de tyrkiske myndigheder på grund af sine politiske synspunkter, herunder om præsidenten, regeringspartiet samt kurdiske forhold. Ansøgeren har forklaret, at han siden 2015 til omkring [efteråret] 2023 har postet opslag om sådanne politiske forhold på sine profiler på sociale medier, men har ikke været i stand til at redegøre nærmere for omfanget samt indholdet og karakteren af disse opslag. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret afglidende og overfladisk på spørgsmål om det nærmere indhold af disse opslag. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere forklaret, at han ikke længere har adgang til den profil, hvor han postede disse opslag, fordi han mistede sin adgangskode. Hans profil var begrænset som en privat profil, som alene blev fulgt af 800-1.000 personer bestående af hans familie, venner og bekendte. Ved vurderingen af den mandlige ansøgers troværdighed lægger Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgerne har forklaret forskelligt om hans kontakt med[A]. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale [i foråret] 2024 forklaret, at han blokerede [A’s]telefonnummer efter dennes trussel på hans arbejdstelefon i [efteråret] 2023, og at ansøgeren ikke senere har hørt fra [A]. Den kvindelige ansøger har derimod til sin asylsamtale samme dag forklaret, at hun på et tidspunkt, hvor hun bemærkede flere ubesvarede opkald fra en person ved navn [A] på den mandlige ansøgers mobiltelefon, spurgte ham herom, hvortil han fortalte hende, at [A] var en person, som havde truet og anmeldt ham. Det forekommer heller ikke overbevisende, at den mandlige ansøger efter sit ringe kendskab til [A] og dennes bevæggrund for at anmelde ham, skulle vælge at sælge ansøgernes lejlighed og udrejse på baggrund af en telefonisk trussel fra ham. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering, at ansøgeren var overbevist om, at [A] ville gøre alvor af sin trussel. Hertil kommer, at den mandlige ansøger få måneder forinden sin udrejse – og på et tidspunkt, hvor han ikke havde modtaget den telefoniske trussel fra [A] – havde fået udstedt et tyrkisk nationalitetspas, ligesom ansøgerne efter salget af deres lejligheden og senere udrejse var i stand til at opholde sig i Tyrkiet i knap to måneder uden at opleve problemer. Endelig lægges der vægt på, at ingen af ansøgernes familie, der fortsat er bosiddende i [by], har været opsøgt af myndighederne eller i øvrigt oplevet problemer efter ansøgernes udrejse. Det kan efter den fremlagte dokumentation i form af korrespondance fra den mandlige ansøgers tyrkiske advokat ikke udelukkes, at ansøgeren har bragt sig i de tyrkiske myndigheders søgelys, idet han efter oplysningerne i denne korrespondance er blevet indkaldt til afhøring hos politiet. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse lægger også Flygtningenævnet i denne forbindelse vægt på, at det forklarede hændelsesforløb ikke kan anses for dokumenteret ved de fremlagte dokumenter, hvoraf alene fremgår, at ansøgeren er mistænkt for at fornærme den tyrkiske præsident, men ikke på hvilken baggrund. Endvidere fremgår det, at der alene er tale om en verserende efterforskningssag, som afventer en afhøring af ansøgeren, og at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil blive fængslet for terrorisme. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold i Tyrkiet, herunder for kurdiske borgere, ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder således, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Med hensyn til den kvindelige ansøger og ansøgernes fælles børn bemærkes, at deres asylmotiv i det hele er støttet af den mandlige ansøgers asylmotiv. Under henvisning til Flygtningenævnets afgørelse vedrørende den mandlige ansøger kan der med samme begrundelse ikke meddeles den kvindelige ansøger og ansøgernes fælles børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor i det hele Udlændingestyrelsens afgørelser.Løbenummer: Tyrk/2025/7

afgh202540

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2024.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, idet han har kopieret indholdet fra en mobiltelefon, som tilhører et højtstående medlem af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet i sin fars butik, hvor de solgte og reparerede telefoner. En af kunderne var et højtstående medlem af Taliban, og i forbindelse med en reparation af dennes telefon, har ansøgeren oplyst, at der blandt andet var en video af Taliban-medlemmet af seksuel karakter. Ansøgeren kopierede indholdet af telefonen til sin egen computer, og delte efterfølgende den føromtalte video med sin klassekammerat, hvorefter denne delte videoen på internettet. Ansøgeren blev herefter kontaktet af sin nabo telefonisk, som fortalte, at han ikke skulle komme til forretningen, idet Taliban var kommet og havde udøvet vold mod ansøgerens far. De tog ansøgerens far og ansøgerens computer med sig. Taliban har endvidere opsøgt ansøgerens bopæl, da han ikke var hjemme. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, har hans mor oplyst ham, at klassekammeraten, som ansøgeren havde sendt videoen til, er blevet slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for shia-muslimer og hazaraer i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved indrejsen og i sin asylsag har oplyst, at han var to år yngre end den alder, der blev fastsat ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2024 baseret på Retsmedicinsk instituts konklusion. Flygtningenævnet finder ikke, at dette i sig selv kan tillægges større betydning ved en vurdering af ansøgerens generelle troværdighed. Men Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder af de samme grunde som Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at han under sit arbejde for faren i dennes butik flere gange har kopieret indhold fra flere kunders telefoner uden kundernes og farens viden, men ansøgeren har til dels svaret afglidende på spørgsmål om, hvorfor han kopierede indholdet fra kundernes telefoner. Han har forklaret, at han gemte indholdet fra kundernes telefoner på computeren, der stod fremme i butikken. Ansøgeren slettede ikke indholdet, og der var ingen kode til computeren, der lå på disken. Ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål om, hvorfor han løb denne risiko. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at et højtstående medlem af Taliban skulle have indleveret sin mobiltelefon til ansøgeren og med fri adgang til billeder og videoer af den karakter, som det er forklaret af ansøgeren. Flygtningenævnet har herunder henset til den risiko som det højtstående Taliban-medlem ville udsætte sig selv for. Flygtningenævnet finder det ligeledes usandsynligt, at ansøgeren skulle have kopieret dette indhold herunder med et seksuelt indhold og derefter have videresendt dette seksuelle indhold til sin skolekammerat henset til risikoen for ansøgeren selv, skolekammeraten og ansøgerens familie, og herunder at ansøgeren har forklaret, at han på dette tidspunkt var klar over, at der var tale om et højtstående Taliban-medlem. Flygtningenævnet finder det endeligt usandsynligt, at ansøgerens morbror, uden at blive tilbageholdt af Taliban, kunne opsøge ansøgerens far, der var fange hos Taliban, og der tale om ansøgerens opholdssted og planer for ansøgerens videre skjul, henset til Talibans angiveligt store interesse i at finde ansøgeren og få kontakt med medlemmer af ansøgerens familie. Ansøgeren har da også for Flygtningenævnet til dels fragået denne forklaring. Flygtningenævnet finder det endeligt usandsynligt, at ansøgeren er udrejst af Afghanistan uden at være i besiddelse af telefonnumre til nogen fra ansøgerens familie. Ansøgeren har forklaret, at moderen bevidst smadrede hans telefon, hvorefter hun var med til at planlægge ansøgerens flugt.  Ansøgeren og moderen talte derefter sammen i en menneskesmuglers telefon i [land], men ansøgeren og moderen talte ikke om, hvordan ansøgeren skulle komme i kontakt med familien under den videre rejse fra [land]. Dette finder Flygtningenævnet usandsynligt. De generelle forhold for shia-muslimer og hazaraer i Afghanistan kan ikke i sig selv begrunde asyl. De generelle forhold i Afghanistan kan heller ikke i sig selv begrunde asyl. Socioøkonomiske forhold kan heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2025/40/lnk

tyrk20257

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to børn fra Tyrkiet. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgerne er etniske kurdere og har oprindelse i[by], Tyrkiet. Den mandlige ansøger tilhører ingen religion, mens den kvindelige ansøger er muslim. Ansøgerne har oplyst, at de ikke har været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har sympatiseret med Halklarin Demokratik Partisi (HDP), nu benævnt Det Demokratiske Folkeparti (DEM). Han har i den forbindelse drøftet partiets politik med sine venner samt opfordret dem til at stemme på partiet. Endvidere har han på forskellige sociale medier udtrykt sine politiske holdninger og kritik af præsidenten og regeringspartiet, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP). Den mandlige ansøger har som asylmotiv anført, at han frygter at blive fængslet af de tyrkiske myndigheder, da han har udtrykt sig kritisk om præsidenten og AKP.  Til støtte herfor har han forklaret, at han i [efteråret]2023 blev kontaktet telefonisk af et medlem af AKP, som truede ham med fængsling på grund af hans kritiske ytringer om præsidenten og AKP. Ansøgeren har endvidere fremlagt en mail [fra foråret]2024 fra sin advokat i Tyrkiet. Af denne fremgår blandt andet to politirapporter fra politiet i [by], hvor det oplyses, at politiet har forsøgt at træffe ham på hans bopæl [to gange i vinteren 2023/2024]. Mailen indeholder desuden en indkaldelse til afhøring hos politiet. [I sommeren] 2025 fremsendte ansøgerens tyrkiske advokat en mail til ansøgerens advokat i Danmark.  Af mailen, der er dateret [dato i foråret]2024, fremgår at der er indledt en efterforskning mod ansøgeren, og at han i den forbindelse er efterlyst af de tyrkiske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt og har anført, at hun som følge heraf er i risiko for afledt forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har noget asylbegrundende modsætningsforhold til de tyrkiske myndigheder på grund af sine politiske synspunkter, herunder om præsidenten, regeringspartiet samt kurdiske forhold. Ansøgeren har forklaret, at han siden 2015 til omkring [efteråret] 2023 har postet opslag om sådanne politiske forhold på sine profiler på sociale medier, men har ikke været i stand til at redegøre nærmere for omfanget samt indholdet og karakteren af disse opslag. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret afglidende og overfladisk på spørgsmål om det nærmere indhold af disse opslag. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere forklaret, at han ikke længere har adgang til den profil, hvor han postede disse opslag, fordi han mistede sin adgangskode. Hans profil var begrænset som en privat profil, som alene blev fulgt af 800-1.000 personer bestående af hans familie, venner og bekendte. Ved vurderingen af den mandlige ansøgers troværdighed lægger Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgerne har forklaret forskelligt om hans kontakt med[A]. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale [i foråret] 2024 forklaret, at han blokerede [A’s]telefonnummer efter dennes trussel på hans arbejdstelefon i [efteråret] 2023, og at ansøgeren ikke senere har hørt fra [A]. Den kvindelige ansøger har derimod til sin asylsamtale samme dag forklaret, at hun på et tidspunkt, hvor hun bemærkede flere ubesvarede opkald fra en person ved navn [A] på den mandlige ansøgers mobiltelefon, spurgte ham herom, hvortil han fortalte hende, at [A] var en person, som havde truet og anmeldt ham. Det forekommer heller ikke overbevisende, at den mandlige ansøger efter sit ringe kendskab til [A] og dennes bevæggrund for at anmelde ham, skulle vælge at sælge ansøgernes lejlighed og udrejse på baggrund af en telefonisk trussel fra ham. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering, at ansøgeren var overbevist om, at [A] ville gøre alvor af sin trussel. Hertil kommer, at den mandlige ansøger få måneder forinden sin udrejse – og på et tidspunkt, hvor han ikke havde modtaget den telefoniske trussel fra [A] – havde fået udstedt et tyrkisk nationalitetspas, ligesom ansøgerne efter salget af deres lejligheden og senere udrejse var i stand til at opholde sig i Tyrkiet i knap to måneder uden at opleve problemer. Endelig lægges der vægt på, at ingen af ansøgernes familie, der fortsat er bosiddende i [by], har været opsøgt af myndighederne eller i øvrigt oplevet problemer efter ansøgernes udrejse. Det kan efter den fremlagte dokumentation i form af korrespondance fra den mandlige ansøgers tyrkiske advokat ikke udelukkes, at ansøgeren har bragt sig i de tyrkiske myndigheders søgelys, idet han efter oplysningerne i denne korrespondance er blevet indkaldt til afhøring hos politiet. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse lægger også Flygtningenævnet i denne forbindelse vægt på, at det forklarede hændelsesforløb ikke kan anses for dokumenteret ved de fremlagte dokumenter, hvoraf alene fremgår, at ansøgeren er mistænkt for at fornærme den tyrkiske præsident, men ikke på hvilken baggrund. Endvidere fremgår det, at der alene er tale om en verserende efterforskningssag, som afventer en afhøring af ansøgeren, og at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil blive fængslet for terrorisme. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold i Tyrkiet, herunder for kurdiske borgere, ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder således, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Med hensyn til den kvindelige ansøger og ansøgernes fælles børn bemærkes, at deres asylmotiv i det hele er støttet af den mandlige ansøgers asylmotiv. Under henvisning til Flygtningenævnets afgørelse vedrørende den mandlige ansøger kan der med samme begrundelse ikke meddeles den kvindelige ansøger og ansøgernes fælles børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor i det hele Udlændingestyrelsens afgørelser.Løbenummer: Tyrk/2025/7

rusl202515

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængselsstraf på 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1 samt udvist af Danmark for bestandig.  Klageren er herudover i perioden 2013 til 2020 blandt andet dømt for flere tilfælde af personfarlig kriminalitet.  Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Rusland. Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra Tjetjenien, Rusland. Klageren har i perioden omkring 2013 og 2019 deltaget i tre-fire demonstrationer i Danmark og [europæisk land] for at vise sin utilfredshed med de russiske og tjetjenske myndigheder, men har ikke derudover været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter overgreb, som følge af hans families tilknytning til oprørere under den anden tjetjenske krig. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klageren endeligt udrejste af Rusland i 2009 sammen med sin familie efter myndighederne gentagende gange opsøgte familiens bopæl, og efter at klagerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] blev bortført. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hans [familiemedlem C] inden for det seneste år indrejste i Rusland for at finde deres [familiemedlem A] og [familiemedlem B]. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste i krigen mod Ukraine. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge dele af klagers forklaring til grund, herunder at klageren er russisk statsborger, etnisk tjetjener, muslimsk af trosretning og at klageren ikke har opholdt sig i Rusland siden sin udrejse i 2010 som [12-15]-årig. Ligesom Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at klageren ved en tilbagevenden personligt er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i Tjetjenien eller Rusland. Flygtningenævnet har herved henset til de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2024/2025]. Flygtningenævnet kan således ikke lægge klagers forklaring til grund om antallet af opsøgninger og om hvorvidt klageren var til stede under disse. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at klagerens [familiemedlem C] har været tilknyttet de tjetjenske mujahedinere under krigene i Tjetjenien og at klageren [i sommeren] 2010 som følge heraf blev meddelt opholdstilladelse som medfølgende mindreårigt barn til klagerens [familiemedlem D]. Af sagen fremgår, at klagerens [familiemedlem C] efter denne blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, har fået udstedt et russisk nationalitetspas med navn og foto og har været indrejst i Rusland flere gange, herunder i [2016-2023]. Endvidere fremgår, at denne har kunnet opholde sig og rejse rundt i Rusland uden problemer med de russiske myndigheder. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at klageren længere er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb på baggrund af sit oprindelige asylgrundlag. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ved en tilbagevenden til Tjetjenien eller Rusland ikke vil være i risiko for tvangsrekruttering til militæret med henblik på deltagelse i krigen i Ukraine eller at klageren skulle have modtaget en mobiliseringsordre. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder de foreliggende baggrundsoplysninger om mobilisering i Tjetjenien til krigen i Ukraine og om, at en overlevering af en indkaldelse til hvervekontoret skulle ske personligt, hvorfor klagerens forklaring om at indkaldelsen blev afleveret i en blank kuvert til [familiemedlem Ds] adresse i [by A], Danmark, fremstår usandsynlig. På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Tjetjenien eller Rusland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, hvorfor udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for en udsendelse af klageren til Rusland. Endelig kan det ikke føre til en anden vurdering, at klageren har deltaget i 3-4 demonstrationer i perioden fra 2013 til 2018/19, og det på nævnsmødet oplyste om en demonstration i [by B] for nogle måneder siden til støtte for krigen i Ukraine, idet klageren ikke havde nogen fremtrædende rolle under demonstrationerne og efter sin egen forklaring ofte var maskeret og i øvrigt ikke har oplevet konflikter eller problemer på baggrund heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: rusl/2025/15/lafal

syri20255

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2012, og at hun [i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2022 udrejste til [land]. Klageren udrejste for at blive gift med sin nuværende ægtefælle og for at møde hans familie. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, samt at klageren havde opnået beskyttelse i et tredjeland. Flygtningenævnet bemærker, at klageren [i efteråret] 2022 frivilligt udrejste af Danmark med henblik på at indgå ægteskab med sin [nationalitet] ægtefælle og tage ophold hos denne. Flygtningenævnet kan tiltræde, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2024, herunder at klageren i forbindelse med sin udrejse har opsagt sit lejemål i Danmark, at klageren udrejste med henblik på at indgå ægteskab og tage ophold hos sin ægtefælle, at klageren udrejste [i efteråret] 2022 og fortsat opholder sig i [land] og således har opholdt sig mere end 6 på hinanden følgende måneder udenfor Danmark.  Der kan henvises til udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Endelig tiltræder Flygtningenævnet, at klageren har opnået beskyttelse i et andet land, [land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, derved at klageren fortsat er gift med sin ægtefælle og har opnået opholdstilladelse i [land] i kategorien [type af opholdstilladelse] og har mulighed for at søge om at få betingelserne for den nuværende opholdstilladelse ophævet. Klageren har ikke oplyst om forhold, der kan begrunde at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen kan bortfald af klagerens opholdstilladelse endelig ikke anses som et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Syri/2025/5/lafal

soma202517

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og født muslim. Ansøgeren har oplyst, at han praktiserede islam frem til sin udrejse af [afrikansk land A], men efter indrejsen i Danmark har ansøgeren ikke anset sig som muslim, og han anser sig nu som frafaldet islam og tror ikke på nogen religion. Ansøgeren er fra [by], Somalia, men han har boet flere år i [afrikansk land A], herunder i [en flygtningelejr i afrikansk land A]. Ansøgeren tilhører hovedklanen [klannavn A], subklanen [klannavn B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb, idet han har tatoveringer. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb, idet han er frafaldet islam. Ansøgeren har oplyst, at han ikke er religiøs, og at han ikke er konverteret til en anden religion. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb som følge af sine sygdomme og sit psykiske helbred. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han ikke kan modtage den nødvendige medicinske behandling i Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fandt ud af, at han er homoseksuel, da han var [18-21] år, og at han har haft mandlige kærester. Generelt om vurderingen[.] Ansøgeren må efter sagens oplysninger anses for en person med mentale forstyrrelser. Om denne persongruppe fremgår blandt andet følgende af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus i henhold til 1951-konventionen og 1967-protokollen om flygtninges retsstilling: “207. It frequently happens that an examiner is confronted with an applicant having mental or emotional disturbances that impede a normal examination of his case. A mentally disturbed person may, however, be a refugee, and while his claim cannot therefore be disregarded, it will call for different techniques of examination. 208. The examiner should, in such cases, whenever possible, obtain expert medical advice. The medical report should provide information on the nature and degree of mental illness and should assess the applicant’s ability to fulfil the requirements normally expected of an applicant in presenting his case (see paragraph 205 (a) above). The conclusions of the medical report will determine the examiner’s further approach. 209. This approach has to vary according to the degree of the applicant’s affliction and no rigid rules can be laid down. The nature and degree of the applicant’s “fear” must also be taken into consideration, since some degree of mental disturbance is frequently found in persons who have been exposed to severe persecution. Where there are indications that the fear expressed by the applicant may not be based on actual experience or may be an exaggerated fear, it may be necessary, in arriving at a decision, to lay greater emphasis on the objective circumstances, rather than on the statements made by the applicant. 210. It will, in any event, be necessary to lighten the burden of proof normally incumbent upon the applicant, and information that cannot easily be obtained from the applicant may have to be sought elsewhere, e.g. from friends, relatives and other persons closely acquainted with the applicant, or from his guardian, if one has been appointed. It may also be necessary to draw certain conclusions from the surrounding circumstances. If, for instance, the applicant belongs to and is in the company of a group of refugees, there is a presumption that he shares their fate and qualifies in the same manner as they do. 211. In examining his application, therefore, it may not be possible to attach the same importance as is normally attached to the subjective element of “fear”, which may be less reliable, and it may be necessary to place greater emphasis on the objective situation. 212. In view of the above considerations, investigation into the refugee status of a mentally disturbed person will, as a rule, have to be more searching than in a “normal” case and will call for a close examination of the applicant’s past history and background, using whatever outside sources of information may be available.” Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens asylmotiver er foretaget i overensstemmelse med de ovennævnte retningslinjer. Vurderingen er tillige foretaget i lyset af ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, hvorefter ansøgeren har udtalt blandt andet, at han ikke kan huske, hvad han tidligere har oplyst under behandlingen af sin asylsag, og at han generelt kan finde på at opdigte ting, der ikke passer. Asylmotiverne[.] Tatoveringer[.] Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgeren har fået udført en række tatoveringer på [flere kropsdele], som han efter sin tidligere forklaring ønsker at få fjernet snarest muligt. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det imidlertid er hans familie, der ønsker, at han får fjernet sine tatoveringer, men at han selv ønsker flere tatoveringer, herunder i [kropsdel]. Baggrundsoplysningerne kan indikere, at tatoveringer betragtes som kulturelt uacceptable eller som et tabu i Somalia, men der er ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren alene med henvisning til sine tatoveringer har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Religion[.] Ansøgeren har oplyst, at han ikke anser sig selv for muslim og har hertil oplyst, at han ikke har en anden religiøs overbevisning. Ansøgeren har heller ikke i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen nærmere uddybet betydningen heraf for hans generelle forhold til islam, bortset fra at han ikke ønsker at gå i moské. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herefter ikke alene ved sin egen forklaring har sandsynliggjort, at han er frafaldet islam, eller at han i øvrigt har taget afstand fra islam på en sådan måde, at han risikerer asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Med henvisning hertil kan dette asylmotiv ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Homoseksualitet[.] Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet i [vinteren 2024/2025] som et nyt asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia endvidere frygter at blive udsat for forfølgelse, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har oplyst, at han fandt ud af, at han er homoseksuel, da han var [18-21] år, og at han har haft [flere] mandlige kærester. Ansøgeren har ikke tidligere fortalt til nogen, at han er homoseksuel, da han frygtede, at hans familie ville finde ud af det, og at de ikke ville acceptere det. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin seksualitet som homoseksuel efter en troværdighedsvurdering ikke fremstår overbevisende, og forklaringen herom kan derfor ikke lægges til grund. Der er herunder tillige lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, navnlig at ansøgeren har forklaret forskelligt om varigheden af bofællesskabet med [mand A], og at ingen af forklaringerne stemmer med de registrerede adresseoplysninger, ligesom [kommune] ikke har kunnet bekræfte ansøgerens forklaring om, at han har fortalt sin sagsbehandler, at han er homoseksuel, eller at kommunen i øvrigt skulle have anmeldt til politiet, at ansøgeren udnyttede [mand A] finansielt. Ansøgeren har under nævnsmødet fremlagt en række beskeder af nyere dato med korrespondance med [mand A], men dette kan efter indholdet heraf og efter det ovenfor anførte ikke føre til en anden vurdering af dette asylmotiv. Psykisk helbred[.] Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for udsendelsen, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som i øvrigt har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Helbredsmæssige forhold vil dog i særlige tilfælde kunne tillægges betydning ved Flygtningenævnets vurdering af, hvorvidt en udlænding risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens § 7. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor udlændingens særlige helbredsmæssige forhold i sig selv eller sammenholdt med andre faktorer udgør grunden til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne om psykisk syge i Somalia må lægges til grund, at der generelt er meget svære forhold for psykisk syge personer, dels på grund af de manglende og utilstrækkelige behandlingsmuligheder, dels på grund af den almindelige opfattelse eller forståelse af psykisk sygdom og som konsekvens heraf stigmatiseringen af psykisk syge. Der er imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grundlag for generelt at antage, at psykisk syge risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan således efter baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at det er almindeligt, at psykisk syge lænkes i forbindelse med behandling i det somaliske sundhedssystem. Selvom det ikke kan udelukkes, at der fortsat finder lænkning sted, er risikoen herfor efter Flygtningenævnets opfattelse knyttet til de meget alvorligt psykisk syge med en meget afvigende adfærd, og som f.eks. ikke længere kan håndteres af familien, eller som opsøger behandling uden for det konventionelle system. Det må derfor bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, om der er risiko for, at en psykisk syg person ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, herunder lænkning. Der må i den forbindelse på den ene side lægges vægt på, hvor alvorlig en lidelse der er tale om, og hvordan den kommer til udtryk, og på den anden side karakteren af de overgreb, den pågældende risikerer. Det anførte skal også ses i lyset af, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at psykisk sygdom er et betydeligt problem i Somalia, og at en tredjedel har eller har haft en psykisk sygdom, jf. Udlændingestyrelsens rapport “Health care services in Mogadishu — Version 2.0” fra februar 2025, side 29. Der er for Flygtningenævnet fremlagt en række oplysninger om ansøgerens psykiske helbred, hvoraf de nyeste er fra [foråret] 2024. Det må på baggrund af disse oplysninger lægges til grund, at ansøgeren anses at være i en tilstand ligestillet med mental retardering i lettere grad, og at han tidligere og siden 2015 har været forbigående diagnosticeret med andre psykiske lidelser i forbindelse med stofindtagelse. Ansøgeren er ved [landsrettens] ankedom af [vinteren 2022/2023] i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse af [vinteren 2021/2022] fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 2. Ansøgeren blev i den forbindelse dømt til at undergive sig psykiatrisk behandling ved anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap med tilsyn, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling, jf. straffelovens § 68. Ansøgeren ses i øvrigt diagnosticeret med [en anden psykiatrisk lidelse], og han modtager en række medicinpræparater, herunder to typer psykofarmaka ”mod sindslidelse”. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet på den ene side, at ansøgeren som følge af sit psykiske helbred vil være i en udsat position ved en tilbagevenden til Somalia, herunder da han er i medicinsk behandling, og da hans sindstilstand og hans tatoveringer må forventes at påkalde sig opmærksomhed. På den anden side finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan anses for at lide af en alvorlig psykisk sygdom, ligesom det efter den ovennævnte rapport fra Udlændingestyrelsen må lægges til grund, at psykofarmaka, herunder til dels den type, som er udskrevet til ansøgeren, er tilgængelig på apoteker i [ansøgerens hjemby]. Nævnet lægger som Udlændingestyrelsen endvidere til grund, at ansøgeren har familie i Somalia, selv om ansøgeren under nævnsmødet har afvist, at han har familie i hjemlandet. Ansøgeren har dertil forklaret, at hans far, der er bosat i USA, opholder sig i [ansøgerens hjemby] [antal] måneder om året. Ansøgeren fremtræder i øvrigt som stabiliseret i forhold til sin psykiske tilstand og sit funktionsniveau. Efter en samlet vurdering af de således foreliggende lægelige oplysninger om ansøgeren og oplysningerne om hans øvrige personlige forhold sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Somalia, herunder om befolkningens og sundsvæsenets generelle behandling af personer med psykiske lidelser og om den generelle situation i [ansøgerens hjemby], finder Flygtningenævnet, at det ikke kan anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb.”Løbenummer: Soma/2025/17/EEB

29b-tysk20254

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke havde modtaget den nødvendige beskyttelse af de tyske myndigheder.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Tyskland fra [vinteren 2016/2017] til [foråret] 2026. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark under henvisning til, at klageren finder, at han ikke har modtaget den nødvendige beskyttelse af de tyske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at de tyske myndigheder har foretaget den fornødne behandling af klagerens politianmeldelser. Det fremgår således af sagens akter, at klageren har indgivet anmeldelser til det tyske politi af [person] samt andre personer tilhørende [trossamfund], og at anklagemyndigheden i [tysk by A] i den forbindelse har vurderet, at der ikke foreligger tilstrækkelige faktiske holdepunkter for, at de anmeldte har begået strafbare handlinger. Det fremgår videre af den af klageren fremlagte afgørelse [fra vinteren 2024/2025], at Generalstatsadvokaten i [tysk by B] har afvist den pågældendes klage over anklagemyndighedens beslutning om ikke at indlede en straffesag. Det fremgår af samme afgørelse, at Generalstatsadvokaten har gennemgået sagen og afvist klagen som ubegrundet. Det forhold, at klageren lider af smerter i [kropsdele], og at han har [andet helbredsproblem], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst at have modtaget sundhedsbehandling i Tyskland, og at han også er blevet tilbudt behandling for [sine helbredsproblemer], men at han har afvist denne behandling. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.Løbenummer: § 29 b-Tysk2025/4/EEB

ukra20258

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Han er født i byen [by A] i Vinnytsia Oblast, Ukraine, hvor han opholdt sig frem til udrejsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrig været politisk aktiv. Den mandlige ansøger, der ikke tidligere har været indkaldt til militærtjeneste, har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste og blive dræbt under kamphandlinger. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Ukraine. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han ikke har været indkaldt til militærtjeneste, idet han som [12-15-årig] blev fritaget på grund af sit helbred. Ansøgeren led som barn af [diagnose], men er i dag ved godt helbred. Ansøgeren har videre oplyst, at de ukrainske myndigheder tvangsrekrutterer alle til krigen, når man krydser grænsen. De ukrainske myndigheder tjekker ikke folks dokumenter ved indrejse, hvorfor det er underordnet, om det er anført, at man er fritaget fra militærtjeneste. Ansøgeren har endelig oplyst, at Ukraine er et korrupt land. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Hun er født i landsbyen [by B], i Zhytomyr Oblast, Ukraine. Ansøgeren har i forbindelse med sin uddannelse og arbejde boet i [by A] i Vinnytsia Oblast, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter krigen og de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hendes mand vil blive sendt i militæret og dræbt under kamphandlinger.  Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at de generelle sikkerhedsforhold i hendes hjemområde ikke er ufarlige. I området er der raketter og droner samt en risiko for at blive beskudt. Endelig har ansøgeren henvist til, at der er en militærlufthavn i hendes hjemområde. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger har været fritaget for militærtjeneste af helbredsmæssige grunde, da han boede i Ukraine. Det kan imidlertid ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for at blive rekrutteret til militæret, når henses til den krigssituation, som Ukraine aktuelt befinder sig i. Det fremgår således af tilgængelige baggrundsoplysninger, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker den 24. februar 2022 indledte en invasion af Ukraine. Det fremgår videre, at implementeringen af mobiliseringen indebærer, at enhver mand mellem 18 og 60 år som hovedregel er underlagt pligten til mobilisering. Risikoen for, at den mandlige ansøger vil blive indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Ukraine, herunder frygt for at blive dræbt under kamphandlinger, kan imidlertid ikke i sig selv føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Heller ikke risikoen for at blive pålagt straf som følge af unddragelse eller desertering fra militærtjeneste kan i sig selv anses som forfølgelsesgrunde som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der lægges herved vægt på, at det tilkommer de ukrainske myndigheder at lovgive om reglerne for militærtjeneste for egne borgere samt at sanktionere i tilfælde af unddragelse fra militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan strafferammen for unddragelse og desertering efter ukrainsk straffelov ikke anses som uforholdsmæssig eller åbenbar uforenelig med dansk retsopfattelse. Det forhold, at afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er vanskelige, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles beskyttelsesstatus i Danmark, idet disse afsoningsforhold ikke er af en sådan karakter, som i sig selv udgør en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Endelig finder Flygtningenævnet på baggrund af foreliggende baggrundsoplysninger, at sikkerhedssituationen og de generelle forhold i den vestlige og centrale del af Ukraine, hvor ansøgeren har sit hjemområde, er præget af en lav eller meget lav grad af ustabilitet og enkelte civile tab som følge af direkte og indirekte vold og vilkårlige luftangreb mod civil infrastruktur i tætbefolkede civile områder. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Samlet set kan der således ikke meddeles den mandlige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Med hensyn til den kvindelige ansøger og ansøgernes fælles barn bemærkes, at deres asylmotiv i det hele er støttet af den mandlige ansøgers asylmotiv. Under henvisning til Flygtningenævnets afgørelse vedrørende den mandlige ansøger kan der med samme begrundelse ikke meddeles den kvindelige ansøger og ansøgernes fælles barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder ligeledes ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold i den kvindelige ansøgeres hjemområde, kan danne grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor i det hele Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer:Ukra/2025/8/JURO

gamb20251

Nævnet meddelte i september 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mandinka og muslim af trosretning fra [by], Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Gambia frygtede at komme i fængsel, fordi hun er [LGBT+-person]. Ansøgeren frygtede endvidere, at hendes familie ville gøre hende fortræd på grund af hendes seksualitet. Ansøgeren henviste endvidere som asylmotiv til, at hun frygtede at vende tilbage til Gambia, fordi hun ikke havde nogen familie dér, idet de havde slået hånden af hende. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at hun i 2015 havde deltaget i en fest for [LGBT+-personer] og at hun i den forbindelse blev anholdt og anklaget for at være [LGBT+-person], hvilket hun benægtede. Omkring en uge efter ansøgeren blev løsladt, blev hun indkaldt af NIA (National Intelligence Agency) til et møde, som hun ikke dukkede op til. Ansøgerens familie blev herefter opsøgt af to ukendte personer fra NIA, som spurgte til ansøgeren og fortalte hendes familie, at hun var [LGBT+-person]. De to personer fra NIA tog ansøgerens førstefødte datter, [A], med sig. Ansøgerens mor fortalte efterfølgende ansøgeren, at hun ville slå hånden af hende, fordi hun er [LGBT+-person]. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at Flygtningenævnet [i foråret] 2024 meddelte ansøgerens datter, [B], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har forklaret, at der hele tiden har bestået et familieliv mellem hende og hendes datter, herunder såvel forud for at datteren blev meddelt asyl som på tidspunktet for samme, og at dette familieliv fortsat består. Ansøgeren har på den baggrund gjort gældende, at hun er berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af datterens opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Under mødet i Flygtningenævnet har Udlændingestyrelsen nedlagt påstand om, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har siden sin datters fødsel [i sommeren] 2016 boet sammen med datteren, som nu er 9 år, og som [i foråret] 2024 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens heraf meddeles der efter Flygtningenævnets faste praksis og Udlændingestyrelsens påstand under nævnsmødet ansøgeren opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Der meddeles således ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Gamb/2025/1/JURO

iran202545

Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Al-Tash, Ramadi, Irak. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at ansøgeren er født i Irak af iranske forældre, som flygtede til Irak før ansøgerens fødsel. Ansøgerens far var, forud for ansøgerens families udrejse af Iran, aktiv for KDPI. Ansøgeren oplyste til støtte for sit asylmotiv videre, at ansøgeren i omkring fem år før sin udrejse af Irak begyndte at sympatisere med KDPI, hvor ansøgeren deltog i møder samt arrangementer, at ansøgeren har spillet på KDPIs [sportshold] for unge samt uddelt aviser for dem, og at ansøgerens farbror kæmpede som peshmerga for KDPI og døde som martyr. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren videre til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede de generelle forhold i landet. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at han ikke havde rettigheder eller en fremtid i Irak, og at han frygtede, at de irakiske myndigheder ville udlevere iranske statsborgere til de iranske myndigheder. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv fortsat henvist til, at han er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Ramadi i Irak, og at han aldrig har boet i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv desuden oplyst, at han kommer fra en politisk aktiv familie. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke har iranske identitetspapirer, og at han derfor ved en tilbagevenden til Iran vil være nødsaget til at blive identificeret gennem sine forældres ID-oplysninger. Ansøgerens familie flygtede fra Iran som følge af ansøgerens fars politiske aktiviteter, herunder som peshmerga. Ansøgerens farbror kæmpede som peshmerga og døde i kamp. Ansøgerens farbror er som følge heraf blevet KDPI-martyr og familien får årligt tilsendt et takkebrev fra partiet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Irak støttede KDPI ved at deltage i ceremonier i forbindelse med partiets mærkedage, omdelte aviser, og han var [spiller] på et KDPI-[sportshold]. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Danmark har deltaget i arrangementer i regi af KDPI, og at han støtter partiet via sine sociale medier. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og er født og opvokset i Al-Tash-lejren, til grund. Henset til Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2012 vedrørende ansøgerens bror, sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens fars aktiviteter herunder i Al-Tash, der understøttes af fotos, hvor faren er fotograferet sammen med ledende medlemmer af KDPI samt bærende våben, lægger nævnet videre til grund, at ansøgerens far har været peshmerga og fortsat er medlem af KDPI. Det lægges yderligere til grund, at farens politiske liv har været en del af ansøgerens barndom og opvækst. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren sammen med sin familie har deltaget i fejringen af KDPIs mærkedage, og nævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han har været ungdomsmedlem af KDPI. På baggrund af Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret]2012 lægges det yderligere til grund, at ansøgerens bror blev medlem af KDPI i 2009 ligesom broderen deltog i partimøder samt partiets øvrige arrangementer, og han selv afholdt partimøder på sin bopæl. Dertil lægger nævnet til grund, at ansøgeren også efter sin ankomst til Danmark har sympatiseret med KDPI, herunder at han i Danmark har deltaget i flere arrangementer i regi af KDPI, herunder har ansøgeren deltaget i flere demonstrationer mod det iranske regime, ligesom han på sine åbne profiler på [socialt medie A og socialt medie B] er fremkommet med politiske budskaber til fordel for KDPI, uden at den i Danmark udøvede aktivitet  dog har været eksponeret og af et sådan omfang og karakter, at aktiviteten i sig selv udgør et selvstændigt asylgrundlag. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om karakteren og omfanget af ansøgerens families politiske aktiviteter og medlemskab af KDPI, sammenholdt med ansøgerens egne aktiviteter til fordel for KDPI, samt den omstændighed, at ansøgeren ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art, finder Flygtningenævnet, at der ikke kan ses bort fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i en sådan risiko for at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie, at han har behov for beskyttelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2025/45/JURO

erit20253

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk tigrinya, muslim og statsborger i Eritrea. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens [familiemedlem A og B]er fra klanen[klan]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Som asylmotiv for ansøgeren har ansøgerens [familiemedlem A og B] henvist til, at ansøgeren vil blive tvunget til at aftjene værnepligt/nationaltjeneste i Eritrea. Til støtte herfor har ansøgerens [familiemedlem A og B] oplyst, at ansøgeren i Eritrea risikerer at blive tvangsrekrutteret til værnepligt/nationaltjeneste uanset ansøgerens alder. Som asylmotiv for ansøgeren har ansøgerens [familiemedlem A og B] videre henvist til de generelle forhold i Eritrea. Ansøgerens [familiemedlem A og B] har yderligere anført, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse, som konsekvens af [familiemedlem C, D og Es] status, skal hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Der skal i første række tages stilling til, om ansøgeren kan meddeles asyl på selvstændigt grundlag. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, der er ca. [0-3] år gammel, og som aldrig har opholdt sig i Eritrea, er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea. Endvidere er ansøgeren på grund af sin alder ikke i risiko for at blive indkaldt til værnepligt/nationaltjeneste i Eritrea, jf. herved blandt andet ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service and illegal exit” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra februar 2020. Flygtningenævnet bemærker herefter om spørgsmålet om konsekvensstatus, at det af Flygtningenævnets formandskabs 33. beretning (2024), side 245, blandt andet fremgår følgende: ”På samme måde følger mindreårige, der er født efter forældrenes indrejse i Danmark, som udgangspunkt forældrenes sag, hvis forældrene har indgivet ansøgning om asyl på deres vegne. Det er en forudsætning, at børnene er født, inden der træffes endelig afgørelse om, hvorvidt forældrene kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og at der som asylmotiv er henvist til det samme asylmotiv som forældrenes.” Det forhold, at ansøgerens [familiemedlem A og B] og ansøgerens [familiemedlem C, D og E]er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, inden ansøgerens fødsel, kan således ikke begrunde, at ansøgeren som konsekvens heraf kan meddeles opholdstilladelse efter § 7. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Eritrea ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det, der i øvrigt er anført, kan ikke føre til et andet resultat, og der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Erit/2025/3/SRWM

vene20252

Nævnet stadfæstede i oktober Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er katolik fra [by A], Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter at blive retsforfulgt på baggrund af falske anklager for landsforræderi og spionage, som følge af, at han i 2019 opsagde sin stilling som [stillingsbetegnelse A] hos [domstol] i [by B] og som følge af sin udrejse i 2023. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sin ansættelse ved [domstol]i [by B] i 2017-2019 oplevede, at falske beviser blev brugt til at dømme folk med andre overbevisninger end regeringens. Ansøgeren opsagde sin stilling, fordi han ikke ønskede at deltage i magtmisbrug og korruption. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv desuden oplyst, at han indtil udrejsen af Venezuela i 2023 to gange blev pålagt udrejseforbud. Ansøgeren lykkedes med at få ophævet udrejseforbuddet, hvorefter han i [efteråret] 2023 udrejste legalt af Venezuela.Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv ikke kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har påberåbt sig et modsætningsforhold til de venezuelanske myndigheder, men at det alene beror på ansøgerens egne formodninger, at myndighederne forfølger ham i asylbegrundende omfang. Ansøgeren har således ikke været i stand til at beskrive konkrete hændelser, hvor myndighederne har udsat ham for asylbegrundende forfølgelse. Denne vurdering understøttes som anført af Udlændingestyrelsen af, at ansøgeren i 2019 opsagde sin stilling ved [domstol], og efterfølgende arbejdede som selvstændig [stillingsbetegnelse B] indtil sin udrejse i 2023, uden at opleve asylbegrundende konflikter. Vurderingen understøttes desuden af, at ansøgeren fik udstedt pas i 2021, og at han udrejste legalt i 2023. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin opsigelse i to perioder blev pålagt udrejseforbud kan herefter ikke tillægges afgørende betydning.På denne baggrund, og idet de generelle forhold i Venezuela ikke kan medføre asyl, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stk. 2, eller stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Vene/2025/2/SRWM

tyrk20258

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [by A], Tyrkiet. Ansøgeren har oplyst, at hun har været medlem af partiet [politisk parti A´s] ungdomsafdeling i perioden 1989-1990. Ansøgeren har i perioden fra 2006 og indtil hendes udrejse af Tyrkiet i 2023 på ny været medlem af partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter de tyrkiske myndigheder, som følge af hendes politiske aktiviteter for [politisk parti A] og fordi, hun har afvist at blive spion for myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren gjort gældende, at hun i Tyrkiet har deltaget i partimøder i [politisk parti A] og i fredelige demonstrationer. I forbindelse med sine aktiviteter for [politisk parti A]er hun blevet opsøgt af politiet [to-fire] gange, hvoraf den sidste opsøgning var den værste. Den sidste opsøgning skete, da ansøgeren var på vej ud af partibygningen. Her blev hun opsøgt af en betjent iklædt civil. Betjenten [beskrivelse af vold begået mod ansøgeren] og kastede hende ind i en bil, hvor der i alt sad [flere] betjente. Betjenten råbte og [beskrivelse af vold begået mod ansøgeren] og bad hende om at være stille og lytte. Betjenten sagde til ansøgeren, at hun skulle være spion for dem og videregive oplysninger om partiet og om deres fortrolige arbejde, planer og medlemmer. Ansøgeren afslog, hvorefter betjenten tog hårdt fat i hendes håndled. På et tidspunkt tog han fat i [beskrivelse af vold begået og trusler fremsat mod ansøgeren]. Ansøgeren var tilbageholdt i bilen i to timer, indtil hun blev skubbet ud af bilen og fik at vide, at hun havde 15 dage til at vende tilbage og opfylde deres krav. Efter 10 dage tog ansøgeren til [by B], hvor hun opholdt sig hos sin [familiemedlem A] i to dage, hvorefter hun udrejste illegalt af landet. Efter ansøgerens udrejse af Tyrkiet blev hendes [familiemedlem B] opsøgt af en mand, som efterspurgte ansøgeren, og 10-15 dage senere blev der spurgt efter hende hos naboen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig gjort gældende, at hun er eftersøgt af de tyrkiske myndigheder, der har udstedt en arrestordre mod hende. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter de tyrkiske myndigheder, som følge af hendes familiemedlemmers politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv herom oplyst, at flere af hendes familiemedlemmer har været politisk aktive for pro-kurdiske partier. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med de tyrkiske myndigheder som følge af hendes aktiviteter for det pro-kurdiske parti, [politisk parti A] og fordi, hun har nægtet at være agent for myndighederne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Herunder har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret overfladisk, divergerende og delvist udbyggende. Ansøgeren har blandt forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt hun har været - og er - medlem af [politisk parti A]. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at hun er sympatisør af [politisk parti A] og [politisk parti B]. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren]2023 har ansøgeren - på en helt specifik forespørgsel om, hvorvidt hun er officielt medlem af partiet - oplyst, at hun var tilhænger af [politisk parti A], men at hun i 1989-1991 var medlem af [politisk parti A´s] ungdomsafdeling. I forbindelse med nævnsmødet har ansøgeren imidlertid oplyst, at hun har været officielt medlem af [politisk parti A] siden 2008 eller 2010 og fortsat er medlem af partiet, men at hendes [familiemedlem B] har brændt hendes medlemskort. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om antallet af opsøgninger af politiet ved [politisk parti A´s] bygning. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2023 forklarede ansøgeren om 2 opsøgninger. Hun forklarede, at hun i [sommeren/efteråret] 2022 fik taget et foto af politiet, da hun var på vej ud af partiets bygning, uden at hun blev tilbageholdt. Ugen efter på vej ud af samme bygning blev hun stoppet af samme politimand, der havde taget fotoet, og spurgt ind til, hvem hun var. 10 dage senere blev hun tilbageholdt af politiet og kørt rundt i en politibil i 2 timer. Under asylsamtalen [i vinteren 2023/2024] og gensamtalen [senere i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt af politiet 3 gange. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om tidspunktet for den første opsøgning. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2023 forklarede ansøgeren, at hun blev opsøgt af politiet første gang i [sommeren/efteråret] 2022. Under gensamtalen [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt første gang i [sommeren] 2022. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om antallet af politifolk ved den første opsøgning. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2023 forklarede ansøgeren, at hun ved første opsøgning blev stoppet af samme politimand, der ugen forinden havde taget et foto af hende. Politimanden bad hende stoppe med at arbejdet for [politisk parti A]. Under asylsamtalen [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt af to politifolk. De viste hende billeder af ansøgeren på politiets telefon. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om sine aktiviteter på de sociale medier. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2023 forklarede ansøgeren, at hun ikke havde været politisk aktiv på de sociale medier. Under asylsamtalen [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren derimod, at hun og andre i partiet havde fået mobiltelefoner udleveret af partiet, som de brugte til at sprede partiets budskaber på de sociale medier, herunder [socialt medie]. Flygtningenævnet har endvidere i nogen grad lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter for [politisk parti A] må anses for at være begrænsede, og at hun ikke har været særlig profileret. Ansøgeren har oplyst, at hendes arbejde for partiet blandt andet har bestået i deltagelse i kvindeudvalgsaktiviteter, informationsmøder, hvor hun har oplyst om partiets budskab, at hun har vist partimedlemmer rundt i [by B], ligesom hun har informeret folk om, hvordan et valg skulle foregå, vejledt dem om, hvor de skulle hen, når der var valg m.v. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren har en meget begrænset viden om [politisk parti A], særligt henset til, at hun har forklaret, at hun har været politisk aktiv og har arbejdet for partiet som en slags vejleder. Ansøgeren har således ikke mere specifikt været i stand til at beskrive [politisk parti A´s] politiske synspunkter, værdier eller mærkesager, selvom hun på nævnsmødet er blevet spurgt herom. Vedrørende ansøgerens familiemedlemmers politiske aktiviteter og medlemskab af pro-kurdiske partier, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret forskelligt og delvist udbyggende herom. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2023 forklarede ansøgeren, at ingen af hendes familiemedlemmer var officielle medlemmer af partier, men alene sympatiserer med pro-kurdiske partier. Under asylsamtalen [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren derimod, at hendes familiemedlemmer var politisk aktive, hvilket er en tradition i deres familie. Under denne samtaler forklarede ansøgeren udbyggende, at hendes [familiemedlemmer C, D og E] har været fængslet, og at hendes [familiemedlem F] har været tilbageholdt flere gange, men ikke har været fængslet. Under asylsamtalen [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren, at hendes [familiemedlemmer C og F] har været medlemmer af pro-kurdiske partier, da de var unge. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er i en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Tyrkiet, der er omfattet af udlændingelovens § 7, herunder heller ikke afledt af hendes familiemedlemmers konflikter med myndighederne. De generelle forhold i Tyrkiet er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan være asylbegrundende. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Tyrk/2025/8/lafal

29b-oestr20253

Nævnet genoptog og omgjorde i september 2025 en afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte:”[I sommeren] 2025 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 29 b, hvorved du fik afvist din ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 med henvisning til, at du allerede havde opnået beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet lagde i afgørelsen til grund, at du var meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Østrig med gyldighed til [sommeren] 2025. [Senere i sommeren] 2025 modtog Flygtningenævnet en henvendelse fra Hjemrejsestyrelsen, som blandt andet oplyste, at du var genopdukket i Danmark efter at have været udrejst til [europæisk land A]. Hjemrejsestyrelsen oplyste endvidere, at din opholdstilladelse i Østrig er udløbet, og at de østrigske myndigheder har afvist at modtage dig. [Nogle dage senere] modtog Flygtningenævnet Hjemrejsestyrelsens korrespondance med de østrigske myndigheder [fra sommeren] 2025. [Nogle dage senere] anmodede Flygtningenævnet Hjemrejsestyrelsen om at oplyse, hvordan svaret fra de Østrigske myndigheder skulle forstås, herunder om du har mulighed for at indrejse frivilligt i Østrig. [Dagen efter] oplyste Hjemrejsestyrelsen følgende til Flygtningenævnet: ”Østrigs svar skal forstås således, at udlændingen slet ikke må indrejse. Hjemrejsestyrelsen vil derfor ikke kunne overføre udlændingen til Østrig.” Flygtningenævnet bemærker herefter, at følgende blandt andet fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8): ”Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Flygtningenævnet finder herefter på baggrund af Hjemrejsestyrelsens [seneste svar til Flygtningenævnet], at der ikke er grundlag for at afvise din asylansøgning i Danmark, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet har på den baggrund besluttet at genoptage sagen og omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at din asylansøgning skal behandles i Danmark.” Løbenummer: § 29 b-Østr/2025/3/anjv

demo20254

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og protestantisk kristen fra [by A], Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af de congolesiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun af sin bekendt, [A], der er præst, blev introduceret til den katolske biskop, [B]. I 2021 indledte ansøgeren et forhold til [B]. En aften, hvor ansøgeren var på vej hjem fra sit arbejde, blev hun af nogle mænd kidnappet og kørt til et ukendt sted, hvor hun efterfølgende blev udsat for overgreb. Den næste dag blev ansøgeren ført til et hus, hvor hun af en militærperson eller en person fra efterretningstjenesten blev truet til at skulle slå [B] ihjel. Ansøgeren fik udleveret noget gift, som hun skulle udføre drabet med. Ansøgeren fik at vide, at hun ville blive slået ihjel, hvis ikke hun gennemførte drabet. Da ansøgeren blev løsladt, fortalte hun [A] og [B], hvad der var sket. [B] sørgede efterfølgende for, at ansøgeren blev sendt i skjul i et kloster i [by B]. Efter et års ophold i klosteret troede de, at faren var drevet over, hvorfor ansøgeren vendte tilbage til [by A]. I [by A] begyndte ansøgeren igen at arbejde, og hun genoptog sit forhold til [B]. En dag, da ansøgeren var med en bus på vej hjem, genkendte hun en af gerningsmændene bag kidnapningen af hende. Ansøgeren blev så chokeret, at hun besvimede, hvorefter hun blev bragt til et hospital, hvor hun kom til sig selv. Ansøgeren blev hentet af [A] på hospitalet og ført til et skjulested hos en slægtning til [B]. Kort tid efter hjalp [B] ansøgeren med at udrejse af Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund og har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet er således enig med styrelsen i, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om sit forhold til [B], der er en central person i ansøgerens asylmotiv. Hun har endvidere forklaret divergerende om præsten [A] både med hensyn til, hvorfra de kendte hinanden og med hensyn til hans rolle i forbindelse med ansøgerens hospitalsophold, hvor hun bl.a. dels har forklaret, at det var [B], der hentede hende på hospitalet, dels at det var [A], ligesom hun har forklaret forskelligt om, hvem hun ringede til fra hospitalet. Dette er ansøgeren blevet foreholdt under den anden samtale, hvor hun fastholdt, at hun ringede til [B], mens hun nu forklarer, at hun ringede til [A]. Hertil kommer, at hun også har forklaret divergerende med hensyn til, hvordan hun skulle forgifte [B], herunder navnlig med hensyn til flaskernes indhold og måden, som hun skulle forgifte [B] på. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om de overgreb, som hun efter sin forklaring blev udsat for i forbindelse med den tilbageholdelse, ligesom hun for nævnet har forklaret udbyggende om voldtægten af niecen, hvor hun nu forklarer, at den har baggrund i hendes konflikt med myndighederne. Disse forhold svækker efter nævnets opfattelse troværdigheden af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, der heller ikke – som anført af Udlændingestyrelsen – støttes af baggrundsoplysningerne om den Demokratiske Republik Congo. Efter karakteren af forholdene, som ansøgeren er blevet foreholdt under den anden samtale i Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet, finder nævnet, at de ikke kan tilskrives sproglige misforståelser. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Demo/2025/4/tps

stat202512

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2023 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt 1 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 121, § 276, herunder til dels § 21, § 276 a og § 293, stk. 1, samt færdselsloven og lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra [by], Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter grupperingen Majles Al-Sawi. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 8-årig meldte sig ind i Fatah, fordi han havde det svært i skolen, og fordi man af Fatah modtog penge for at være medlem. Efter et par år valgte klageren i stedet at blive medlem af Majles Al-Sawi, fordi de betalte deres medlemmer bedre. Klagerens fætter, [A], deres fælles ven og dennes lillebror blev også medlemmer af Majles Al-Sawi. Klagerens opgaver for Majles Al-Sawi bestod blandt andet i at stå vagt og modtage træning i at flyve svævefly med henblik på at udføre missioner for grupperingen. Som medlem af Majles Al-Sawi fik man endvidere kendskab til grupperingens hemmelige missioner. På et tidspunkt ønskede vennens lillebror at forlade Majles Al-Sawi, hvilket man ikke kunne. Klageren og hans fætter fik ordre til at slå vennens lillebror ihjel og fik samtidigt at vide, at hvis ikke de gennemførte drabet, ville de selv blive slået ihjel. Efterfølgende holdt klagerens far klageren skjult i familiens hus i [by] i to måneder, inden de sammen udrejste af Libanon. I løbet af de to måneder mødte personer fra Majles Al-Sawi op på familiens bopæl cirka én gang om ugen, hvor de spurgte efter klageren. Klagerens far oplyste til de fremmødte, at han ikke vidste, hvor klageren befandt sig. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at grupperingerne i Libanon vil finde ud af, at han i Danmark har begået kriminalitet og taget stoffer, og at grupperingerne derfor vil angive ham, hver gang der bliver begået kriminalitet. Klageren har som asylmotiv derudover henvist til, at han som følge af sin helbredsmæssige situation ikke kan vende tilbage til Libanon, idet han der ikke vil kunne modtage den nødvendige behandling. Klageren har endelig henvist til, at der fortsat er krig i Libanon, og at han ikke kender nogen i Libanon og derfor ikke ved, hvordan han skal kunne leve der. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., og at der således skal foretages en asylretlig vurdering i forhold til Libanon, hvor han er født og har haft bopæl indtil sin udrejse. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han sammen med sin fætter af grupperingen Majles Al-Sawi blev tvunget til at slå en anden af deres venner ihjel. Der er herved lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt herom. I forbindelse med dommen [fra foråret] 2018, hvor han blev udvist betinget første gang, og ved § 26-afhøringen [fra efteråret] 2020 i forbindelse med, at klagerne igen risikerede udvisning, forklarede han alene, at han havde været en del af Fatah fra han var 9-12 år og kun havde trænet, men at hans fætter sammen med nogle venner havde begået et drab i Libanon. Først i forbindelse med denne sag har klageren forklaret om Majles Al-Sawi og om, at han og fætteren af denne organisation blev beordret til at slå vennens lillebror ihjel. Denne forklaring har han nu igen fragået, idet han for nævnet har forklaret, at han ikke var klar over, at drabet skulle finde sted, at han ikke deltog i det, men alene overværede det. Dette svækker klagerens generelle troværdighed, men selv hvis klagerens forklaring for nævnet om sit asylmotiv – at han alene overværede drabet og ikke havde andel i det – lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke med henvisning hertil har sandsynliggjort, at han i dag er i risiko for overgreb eller forfølgelse, der kan begrunde asyl. Han har således efter denne forklaring ikke haft en særlig rolle i drabet, men alene set det blive begået sammen med de andre i lejren. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren udrejste af Libanon i 1988 som ca. 13-årig, og at det således er mere end 30 år siden. Klageren har med henvisning hertil heller ikke i øvrigt sandsynliggjort, at han er i et modsætningsforhold til grupperinger i Libanon, og han har heller ikke nærmere kunnet redegøre for, hvorfor han skulle være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at hverken den generelle situation i Libanon eller det forhold, at klagerne ikke kender nogen i Libanon i dag og ikke ved, hvordan han skal kunne leve der, kan begrunde asyl. Med hensyn til oplysningerne om, at klageren modtager behandling med metadon på grund af sit stofmisbrug bemærkes, at helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, således som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører således under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold i særlige tilfælde kan tillægges betydning ved vurdering af, hvorvidt en asylansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der foreligger oplysninger om, at klageren som følge af særlige helbredsmæssige forhold eller sammenholdt med andre faktorer risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Stat/2025/12/tps

afgh202537

Nævnet meddelte i september 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/38/DH. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Den [dato i efteråret] 2010 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt dig som medfølgende børn, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet besluttede samtidig, at I skulle udrejse straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1, og 2. Ved mail af [dato i sommeren] 2025 har Udlændingestyrelsen oversendt akterne fra din asylsag i Udlændingestyrelsen, fordi din ansøgning om asyl skal betragtes som en anmodning om genoptagelse af din tidligere asylsag, som Flygtningenævnet traf afgørelse i den [dato i efteråret] 2010. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i din sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en konkret vurdering af din sag, finder Flygtningenævnet således, at du skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Afgh/2025/37/DH

afgh202538

Nævnet meddelte i september 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger og et medfølgende barn fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/37/DH. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Den [dato i efteråret] 2010 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt dig og dine tre medfølgende børn, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet besluttede samtidig, at I skulle udrejse straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1, og 2. Den [dato i foråret] 2025 blev din søn, [navn], født. Ved mail af [dato i sommeren] 2025 har Udlændingestyrelsen oversendt akterne fra din asylsag i Udlændingestyrelsen, fordi din ansøgning om asyl skal betragtes som en anmodning om genoptagelse af din tidligere asylsag, som Flygtningenævnet traf afgørelse i den [dato i efteråret] 2010. Flygtningenævnet har besluttet også at behandle asylansøgningen vedrørende din søn, [navn], sammen med din sag. Flygtningenævnet bemærker desuden, at dine to voksne børn, [navn] og [navn], som også var omfattet af Flygtningenævnets afgørelse af [dato i efteråret] 2010, ikke ses at have anmodet om genoptagelse af deres sager. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagerne vedrørende dig og din mindreårige søn, [navn], ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i din sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en konkret vurdering af din sag, finder Flygtningenævnet således, at du skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Din søn, [navn], meddeles i konsekvens heraf ligeledes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Afgh/2025/38/DH

soma202516

Nævnet meddelte i september 2025 opholdstilladelse (K-status) til kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1994.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [by], Somalia. Klageren tilhører [A]-klanen, og [B]-underklanen.  Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i 1994], og at hun [i 1995] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun som enlig kvinde uden netværk vil risikere forfølgelse i Somalia. Klageren har herom oplyst, at hun i Somalia ikke har beskyttelse mod vold og andre overgreb, der forekommer i stort omfang mod kvinder. Derudover vil det i Somalia være opfattelsen, at hun i alvorlig grad har overtrådt de normer, der foreskrives i landet, hvor al-Shabaab og andre grupper håndhæver et strengt Sharia-moralkodeks med snævre rammer for kvinders adfærd. Klageren frygter således, at det faktum, at hun er fraskilt, at hun har [et barn] med en dansk mand og at hendes [børn] ikke lever efter de forskrifter, der er almindelige i andre somaliske familier, vil medføre, at hun vil være særlig udsat i Somalia.Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Klageren indrejste i Danmark i 1994 sammen med sin daværende ægtefælle og deres børn. Ægtefællen udrejste i [årstal], og klageren og ægtefællen er efterfølgende blevet skilt. Klageren er [i 1995] meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår, at opholdstilladelsen blev forlænget [årstal] uden tidsbegrænsning. Det lægges til grund, at klageren fortsat har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har boet i Danmark siden 1994, herunder i størstedelen af tiden alene med flere af sine børn. Hun har den [dato] født [et barn], som hun har fået uden for ægteskab med en etnisk dansk mand. Endvidere lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren ikke har nogen kontakt til eventuel tilbageværende familie i hjemlandet, som hun forlod for over 30 år siden. Flygtningenævnet finder på den baggrund, og efter en konkret og individuel vurdering, at klageren er enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia og omfattet af begrebet en ”særlig social gruppe” i Flygtningekonventionens forstand. Herefter og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, har klageren sandsynliggjort, at hun som følge heraf vil være i risiko for at blive udsat for overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Soma/2025/16/ysn

iran202544

Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 1996 som kvoteflygtning. Klageren er bl.a. i 2006 blevet idømt 9 års fængsel for vold med døden til følge.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med den oprindelige udsendelsessag som asylmotiv henvist til, at han ikke kan udsendes til Iran, idet han frygter at blive fængslet af myndighederne og udsat for tortur, idet han er etnisk kurder fra det sydøstlige Iran og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak Han henviste endvidere til, at hans familie i lang tid har været forfulgt af myndighederne, idet hans [familiemedlem A] var medlem af KDPI. Endelig har han vedrørende Iran henvist til, at han ikke opfatter sig som iransk statsborger, men som statsløs. Klageren har i forbindelse med den genoptaget udsendelsessag som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter at blive forfulgt af myndighederne på grund af sin families tilknytning til KDPI, og da han ikke er i besiddelse af dokumenter, som kan bekræfte, at han er iransk statsborger. Klageren har endvidere henvist til, at han i dag tager afstand fra sin kriminalitet og har erkendt, at det, han har gjort, er forkert. Under klagerens fængselsophold og efter sin løsladelse har det været vigtigt for ham at bevise, at han ikke er et sådant menneske, som kunne finde på at [begå specifik kriminel handling]. Klageren er ikke den samme person, som han var tilbage i 2006. Klageren har endelig henvist til, at der er forløbet 20 år siden det af klageren begåede strafbare forhold, og at han efterfølgende ikke har begået ny kriminalitet med undtagelse af overholdelse af sin meldepligt. Klageren har oplyst, at han har haft frivilligt arbejde i en årrække i [asylcenter], og at han har arbejdet som ulønnet praktikant i [supermarked] i fem år, hvor han fortsat arbejder. Flygtningenævnet lagde i afgørelsen [fra foråret] 2012 og [efteråret 2012] til grund, at klagerens [familiemedlem A] og flere familiemedlemmer havde været aktive for KDPI, og at familiens flugt fra Iran havde baggrund i [familiemedlem A’s] aktiviteter. Nævnet fandt, at klageren som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder fortsat, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved, udover hans families tilknytning til og aktiviteter for KDPI, lagt vægt på oplysningerne om, at klageren har forsøgt at få papir på, at han er iransk statsborger, men at dette er blevet afvist, samt oplysningerne om modtagelsen af iranere, der returneres til Iran, jf. f.eks. Landinfos Temanotat om modtagelsen og behandlingen af returnerede (bilagsnummer 1160), hvoraf det fremgår, at returnerede bliver taget til side for afhøring. Selvom det ifølge notatet er de færreste, der vil opleve problemer i den forbindelse, finder nævnet, at der – henset til det anførte om klagerens families tilknytning til KDPI og afslaget på anmodningen om dokumentation for iransk statsborgerskab – ikke kan ses bort fra denne risiko. Klageren er ved […] landsrettens dom [fra] 2006, straffet med fængsel i 9 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, vold med døden til følge. Han blev fundet skyldig i, sammen med [et antal] andre tiltalte, hvoraf den ene var hans [familiemedlem B], [i sommeren] 2005 at have [begået strafbart forhold af personfarlig kriminalitet]. Han blev endvidere fundet skyldig i sammen med de [et antal] andre tiltalte at have [begået berigelseskriminalitet]. Klageren var ifølge en retspsykiatrisk erklæring ikke sindssyg og kunne heller ikke antages at have været det på gerningstidspunktet. Ifølge erklæringen fremtrådte han i lettere grad impulsiv, men ikke personlighedsforstyrret i en sådan grad, at han var omfattet af straffelovens § 69. Klageren var forinden dommen på 9 års fængsel blevet straffet to gange for vold. Han blev således ved [landsrettens] dom [fra sommeren] 2001, der stadfæstede byrettens dom [fra vinteren 2000/2001], straffet med fængsel i 50 dage for vold og grov vold efter straffelovens § 244 og § 245, stk. 1, ved at have [specifikt hændelsesforløb]. Ved [landsrettens] dom [fra efteråret 2005], der stadfæstede byrettens dom [fra sommeren] 2005, blev han straffet med fængsel i 50 dage for vold efter straffelovens § 244 for blandt andet at have [specifikt hændelsesforløb]. Klageren er herudover straffet ved [byrettens] dom [fra sommeren] 2011 med fængsel i 7 dage for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, ved [byrettens] dom [fra vinteren 2017/2018] med fængsel i 7 dage for overtrædelse af sin opholds- og meldepligt, og ved [landsrettens] dom [fra efteråret 2019] med fængsel i 7 måneder for overtrædelse af sin meldepligt. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, kan en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet skal derfor tage stilling til, om klageren fortsat skal være udelukket fra at opnå asyl i Danmark, som det senest blev bestemt ved Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret 2012]. Den vurdering, der skal foretages efter bestemmelsen, bygger bl.a. på Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at en person kun kan udelukkes fra asyl, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed, eller efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for det danske samfund. Det er ubestridt, at klageren ved [landsrettens dom fra 2006] er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og spørgsmålet er derfor, om klageren fortsat må anses for som en fare for det danske samfund, og om det fortsat vil være proportionalt. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig karakteren og grovheden af forbrydelsen, de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for, taler efter Flygtningenævnets opfattelse isoleret set for fortsat at opfatte ham som en fare for samfundet. Det samme gør klagerens to voldsdomme forud herfor. Denne kriminalitet ligger imidlertid mere end 20 år tilbage, da klageren var i starten af 20’erne og en del af et miljø, der påvirkede ham negativt. Klageren har taget afstand fra sin kriminelle fortid og har oplyst, at han for længst har brudt med det negative miljø, han var en del af, da han var ung. Han har forklaret, at hans afsoning har været problemfri, idet han faktisk fik mulighed for udgang, hvilket udvisningsdømte normalt ellers ikke fik. Han er ikke efterfølgende blevet straffet for en forbrydelse, der kan anses for særlig farlig, og som kan begrunde, at klageren udgør en fare for det danske samfund. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens overtrædelser af reglerne om ophold- og meldepligt ikke har en sådan karakter, at de i selv kan tillægges afgørende betydning ved farevurderingen af klageren. Der er således ikke oplysninger om, at der ellers har været problemer med klagerens overholdelse af sine forpligtelser efter udlændingeloven og nu hjemrejseloven. Klagerens opholdspligt blev således også ophævet i [2015-2018], hvorefter han boede hos sin [familiemedlem C] frem til [dennes] død. Klagerens meldepligt er nu nedsat til [et antal] gange ugentligt, og klageren bor hos sin [familiemedlem D] i [by A]. Klageren har siden sin løsladelse deltaget aktivt i frivilligt arbejde for bl.a. [nødhjælpsorganisation] i [specifik lokation] samt udført ulønnet arbejde i [supermarked]. Der er i den forbindelse fremlagt udtalelser fra medarbejdere, som klageren har samarbejdet med. Det fremgår heraf, at han er beskrevet som en vellidt og pligtopfyldende medarbejder, der har været god over for såvel kolleger som kunder. Et flertal i Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en konkret helhedsvurdering, at klageren – uanset karakteren og grovheden af den forbrydelse, som han blev dømt, for og straffens længde – ikke længere kan anses for at udgøre en fare for det danske samfund. Der er således henset til den tid, der er gået siden klageren sidst begik en voldelig forbrydelse, sammenholdt med oplysningerne om hans personlige forhold og afstandtagen til kriminaliteten, ikke grundlag for at antage, at han i fremtiden vil udvise en adfærd, som udgør en sådan fare, at han fortsat i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, skal være udelukket fra at få opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2025/44/AALK

afgh202539

Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 2000. Klageren er bl.a. i 2005 blevet idømt fængsel i 7 år for vold med døden til følge.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra landsbyen [landsby] i [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren havde under den oprindelige § 49 b-sag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [asylmotiv]. Klageren har under den genoptaget § 49 b-sag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat frygter [asylmotiv]. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter [asylmotiv]. Klageren har endelig henvist til, at han må anses som vestliggjort, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil fremstå påfaldende, idet han ikke længere kender til de aktuelle normer og måder at begå sig på, ligesom hans holdninger og væremåde vil betragtes som vantro, og som om, han har vendt de afghanske og islamiske værdier ryggen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har boet i Danmark siden 2000, hvor han indrejste som [27-30]-årig, han taler flydende dansk, hans børn er velfungerende i det danske samfund, han fungerer som hjemmegående forælder, hvor han tager sig af indkøb, madlavning og rengøring. De taler dansk i familien, og klageren er politisk interesseret og [tilhænger af specifik politisk retning], ligesom klageren er meget optaget af det danske demokrati og frihedsrettighederne. Flygtningenævnet finder, at der fortsat er risiko for, at klageren vil [asylmotiv]. Der er således ikke grund til at vurdere forholdene anderledes end ved nævnets seneste afgørelse [fra foråret] 2012, herunder med hensyn til, at der efter den voldsomme karakter af begivenhederne ikke er grund til at antage, at [asylmotivet] selv efter mange år ikke længere vil bestå. Dette bestyrkes også af klagerens forklaring om, […]. Klageren er som anført etnisk [etnicitet].  [Specifikt hændelsesforløb i relation til asylmotiv]. Henset hertil og til Talibans magtovertagelse finder nævnet, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved […] landsrettens dom [fra 2005], straffet med fængsel i 7 år for overtrædelse af straffelovens § 245, jf. § 246, ved at have [specifik voldshændelse], der medførte så alvorlige skader, at personen afgik ved døden. Det fremgår af sagen, at der forinden havde været en konflikt mellem klageren og afdøde, og ved strafudmålingen i landsretten blev der også lagt vægt på forbrydelsens grovhed på den ene side og på den anden side de omstændigheder, der gik forud for volden. Klageren var ifølge en retspsykiatrisk erklæring ikke sindssyg og kunne heller ikke antages at have været det på gerningstidspunktet. Han blev fundet omfattet af straffelovens § 69, men der kunne ikke peges på foranstaltninger, der var mere formålstjenlige end straf. Klageren er efterfølgende ved [landsrettens] dom straffet med fængsel i 7 måneder for overtrædelse af reglerne om meldepligt. Klageren er endvidere ved [landsrettens] dom [fra sommeren] 2022 straffet med fængsel i 30 dage som en tillægsstraf. Han blev straffet for i perioden fra [vinteren 2017/2018] til [vinteren 2020/2021] at have udsat [mindreårig nærtstående familiemedlem], for vold flere gange ved slag på kroppen. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, kan en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet skal derfor tage stilling til, om klageren fortsat skal være udelukket fra at opnå asyl i Danmark, som det senest blev bestemt ved Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2012. Den vurdering, der skal foretages efter bestemmelsen, bygger bl.a. på Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at en person kun kan udelukkes fra asyl, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed, eller efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for det danske samfund. Det er ubestridt, at klageren ved [i] 2005 er dømt for en særlig farlig forbrydelse og spørgsmålet er derfor, om klageren fortsat må anses som en fare for det danske samfund, og om det fortsat vil være proportionalt at udelukke klageren fra beskyttelse. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig karakteren og grovheden af forbrydelsen, de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for, taler efter Flygtningenævnets opfattelse isoleret set for fortsat at opfatte ham som en fare for samfundet. Der er således tale om grov vold med døden til følge, og tiltalte er idømt fængsel i 7 år for det. Han er som anført efterfølgende straffet med fængsel to gange, herunder i 2024 for vold begået mod [mindreårig nærtstående familiemedlem] over en treårig periode, mens denne var [mindreårig] år gammel. Selvom der ikke er tale om en forbrydelse, der efter udlændingelovens § 10, stk. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, indgår det til skade for klageren i farevurderingen. For så vidt angår klagerens overtrædelse af reglerne om meldepligt finder Flygtningenævnet, at der ikke kan ses bort herfra, men at det dog alene har mindre betydning. Der er herved lagt vægt på oplysningerne om, at klageren ellers grundlæggende har overholdt sin opholdspligt, indtil den blev ophævet, samt sin meldepligt, og at der ikke foreligger oplysninger om negativ opførsel under opholdet på [asylcenter] og [udrejsecenter] i de ca. [6-9] år han var underlagt opholdspligt. Klageren har om sin kriminalitet forklaret, at han er ked af det, der skete i 2004 og ked af, at han har fået en fjende som følge heraf. Han var et helt andet sted dengang, hvor han lige var kommet fra en situation med krig. Han er nu far til [et antal] børn og har en ægtefælle i Danmark. Han vil derfor ikke reagere på samme måde, hvis han kommer i en presset situation. Med hensyn til dommen for vold mod [mindreårig nærtstående familiemedlem] har klageren erkendt, at der var en konflikt, men han har over for nævnet forklaret, at han ikke har slået [mindreårig nærtstående familiemedlem]. [Klageren har herefter modtaget hjælp og har] lært at være mere tålmodig. [Det mindreårige nærtstående familiemedlem], der er temperamentsfuld, er nu også blevet større, så der opstår ikke samme konflikter mere. Flygtningenævnet finder, at klageren herved kun i nogen grad har udvist evne til at reflektere over den meget alvorlige forbrydelse, han begik i 2004, og at han for så vidt angår volden mod [mindreårig nærtstående familiemedlem] ikke har været i stand hertil, men alene har forklaret, at der var konflikter i hjemmet. Klageren er gift og har [et antal] børn på nu [alder] år, og klageren har efter ophævelse af opholdspligten i [2015-2018] boet sammen med sin familie. […]. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at der fortsat er grund til at antage, at klageren udgør en fare for det danske samfund. Der er herved navnlig lagt vægt på den meget alvorlige kriminalitet, som klageren begik i [vinteren 2003/2004], og som han blev dømt for i 2005og på, at klageren igen i perioden [i en treårig periode] begik vold mod [mindreårig nærtstående familiemedlem]. Det forhold, at den meget alvorlige kriminalitet er begået for over 20 år siden, kan henset til, at klageren igen inden for de seneste år er straffet for vold ikke føre til en anden vurdering. Der er herved også lagt vægt på klagerens manglende refleksion over det, som han er dømt for. På den baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke, at det vil være uproportionalt fortsat at udelukke klageren fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3.” Afgh/2025/39/AALK

soma202512

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2005.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen [A] og subklanen [B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab eller at blive slået ihjel af dem. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at al-Shabaab tvangsrekrutterer unge mænd, og at man bliver slået ihjel, hvis man nægter at lade sig rekruttere. Idet ansøgeren ikke har familie i landet, vil han være et nemt offer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf af lokale grupper eller privatpersoner, idet han intet netværk har i Somalia, og idet han vil blive betragtet som vestliggjort. Han har endelig henvist til, at han frygter den generelle uro i Somalia. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet henviser i det hele til Udlændingestyrelsens begrundelse, herunder om de generelle forhold i landet. Som også anført af Udlændingestyrelsen bemærkes det i tilknytning hertil, at ansøgeren tidligere har oplyst, at han indgav sin asylansøgning for at opnå hjemrejsestøtte. Flygtningenævnet tilsidesætter endvidere ansøgerens forklaring for nævnet om, at hans [familiemedlem A] er gift og har to børn med et al-Shabaab medlem som udbyggende. Ansøgeren har for nævnet oplyst, at han har været bekendt med disse forhold i mange år. Ansøgerens oplysninger herom stemmer ikke overens med de forklaringer, han tidligere har afgivet til udlændingemyndighederne, herunder [i vinteren 2024/2025], hvor han oplyste, at hans familie ikke har haft nogen relation til eller konflikt med al-Shabaab, idet familien udrejste af Somalia, inden gruppen opstod, ligesom han [i foråret] 2024 oplyste, at han formodede, at hans [familiemedlem A] var afgået ved døden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens mangeårige ophold i Danmark ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det blandt andet fremgår, at personer præget af vestlig kultur mv. ikke udsættes for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2025/12/sahe

viet20251

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk vietnameser og buddhist. Han er født og opvokset i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han intet netværk har i Vietnam, og at han frygter diskrimination som følge heraf. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie er i Danmark. Han har alene været i Vietnam i forbindelse med en ferie, da han var [barn]. På denne ferie oplevede ansøgeren, at de lokale så ned på ham og hans familie, idet de var fra udlandet. Ansøgeren frygter endvidere forfølgelse som følge af, at han i Danmark er idømt fængselsstraf for overtrædelse af [en bestemmelse i straffeloven]. Flygtningenævnet tiltræder, at det er lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Vietnam. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet henviser i det hele til Udlændingestyrelsens begrundelse, herunder om de generelle forhold i Vietnam samt oplysningerne om, at ansøgeren og hans familie tidligere har holdt ferie i Vietnam. Det bemærkes i tilknytning hertil, at ansøgeren har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med de vietnamesiske myndigheder eller grupperinger i landet.Flygtningenævnetstadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Viet/2025/1/sahe

iran202537

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har som asylmotiv henvist til, at hun er i en asylbegrundende situation som følge af ansøgerens herboende søn, [A], der [for omkring 40 år siden] fik opholdstilladelse i Danmark på baggrund af asyl. Ansøgerens søn er ved indrejse til Iran i 2023 og 2024 blevet adspurgt og dobbelttjekket ved sikkerhedskontrol omkring sin identitet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes barnebarn er officer i den danske hær, og han har i den forbindelse været udstationeret i blandt andet [land]. Hun har som asylmotiv videre henvist til, at hun ikke kan tage tilbage til sit hjemland, fordi hun er alene i Iran, hvor der ikke er nogen, som kan hjælpe hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive efterladt uden mulighed for et sikkert og værdigt liv, fordi hun ikke længere har sin mand, børn eller netværk i øvrigt i Iran. I Iran har hun kun sin brors datter i [by A] og sin brors anden datter i [by B]. Hun har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har helbredsmæssige problemer, herunder [flere fysiske og psykiske helbredsmæssige problemer]. I Iran vil hun være overladt til sig selv uden nogen form for støtte til det basale som pleje, mad og medicin. Ansøgerens herboende søn har besøgt ansøgeren i Iran for at passe på hende, og han har betalt for hendes medicin og sundhedshjælp i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Iran på grund af den seneste uro, der har været i landet, som følge af krigen i Mellemøsten, samt de generelle forhold i Iran for blandt andet enlige, ældre kvinder. Flygtningenævnet konstaterer indledningsvis, at ansøgeren både under samtalerne med Udlændingestyrelsen og på nævnsmødet har oplyst, at hun ikke har nogen konflikter med de iranske myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Iran. Det forhold, at ansøgerens herboende søn, [A], [for omkring 40 år siden] fik opholdstilladelse i Danmark på baggrund af asyl, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren afledt af hans forhold meddeles asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens søns forhold ligger mere end 40 år tilbage i tid, at ansøgerens søn adskillige gange har kunnet rejse til og fra Iran de sidste cirka 23 år, ligesom han i den tid i 3-6 uger af gangen har kunnet opholde sig i Iran uden at opleve problemer med de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgerens søn ved indrejse til Iran i 2023 og 2024 er blevet adspurgt og dobbelttjekket ved sikkerhedskontrol omkring sin identitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens søn er således ikke blevet tilbageholdt, og efter Flygtningenævnets vurdering har der været tale om almindelig sikkerheds- og indrejsekontrol. Heller ikke det forhold, at ansøgerens barnebarn er officer i den danske hær og herunder har været udstationeret i blandt andet [land], kan føre til en ændret vurdering allerede fordi, dette forhold ikke er de iranske myndigheder bekendt. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at hun i Iran frygter at være alene, da hun altid har boet sammen med sin ægtefælle, som afgik ved døden [i sommeren] 2023, og at hun ønsker at være sammen med sine børn, herunder sønnen [A], bosiddende i Danmark, og sønnen [B], bosiddende i Tyskland, som kan hjælpe og støtte hende i det daglige, finder Flygtningenævnet, at der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. Vedrørende ansøgerens asylmotiv som følge af hendes helbredsmæssige forhold, [herunder flere helbredsmæssige problemer, som hun medicineres for], finder Flygtningenævnet heller ikke, hverken isoleret eller samlet set, falder under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, idet der ligeledes er tale om socioøkonomiske forhold. Det fremgår således af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, under bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Helbredsmæssige forhold kan dog i helt særlige tilfælde tillægges betydning ved vurdering af, hvorvidt en asylansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren som følge af særlige helbredsmæssige forhold eller sammenholdt med andre faktorer risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundede overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da de generelle forhold i Iran, herunder for enlige og ældre kvinder, og den generelle sikkerhedsmæssige situation i Iran heller ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2025/37/anjv

ugan20259

Nævnet meddelte i august 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk muganda fra [by], Uganda. Ansøgeren har ingen religiøs overbevisning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet og slået ihjel, fordi han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Uganda havde et seksuelt forhold til sin mandlige kollega, selvom ansøgeren var gift og havde [2-4] børn med en kvinde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hans ægtefælle opdagede forholdet og anmeldte det til politiet. Ansøgerens mandlige kollega blev derefter idømt [15-30] års fængselsstraf og blev efterfølgende slået ihjel under afsoningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren står i et modsætningsforhold til myndigheder eller andre i Uganda som følge af, at han har stået i et seksuelt forhold til en person ved navn [A], idet ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig, usammenhængende og udbyggende. Ansøgeren har under asylsagens behandling vedholdende påberåbt sig biseksualitet som asylmotiv, og nævnet lægger oplysningerne til grund om hans aktiviteter i forbindelse med den netop afviklede Pride og om hans forhold til en herboende [LGBT+-person]. Herefter, og efter indholdet af den under sagen fremlagte udtalelse af [sommeren] 2025 fra LGBT Asylum vedrørende ansøgeren finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er biseksuel og ønsker at leve åbent som sådan, hvilket han ikke vil kunne i Uganda uden at risikere forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ugan/2025/9/lafal

rusl202512

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunnimuslim fra Rusland. Ansøgeren er født i Georgien, men flyttede som barn til [by] i Tjetjenien, Rusland, hvor han boede indtil sin udrejse af Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de tjetjenske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere at blive sendt til Ukraine for at deltage i krig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet overvåget, og at Kadyrovs folk har fulgt efter ham på forskellige måder. Ansøgeren er blevet opsøgt af Kadyrovs folk både på gaden og hjemme, hvor han er blevet opsøgt på sin egen bopæl, da han boede selv, og på sine forældres bopæl, da han boede hos dem. Ansøgeren har endvidere oplyst, at myndighederne tager mange folk. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med de tjetjenske myndigheder, der har ført til en række opsøgninger, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens asylmotiv om en myndighedskonflikt til grund. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv herom fremstår konstrueret til lejligheden, generel og ikke troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har ikke kunnet forklare sammenhængende og uddybende om baggrunden for, at de tjetjenske myndigheder skulle efterstræbe ham, herunder hvad, myndighederne mere specifikt ønskede at opnå af ham. Under asylsamtalen [i efteråret] 2023 forklarede ansøgeren blandt andet vedrørende den første opsøgning, at de tjetjenske myndigheder sagde, at de blot ville udføre en kontrol, hvorefter de kørte væk igen. Han forklarede under denne samtale endvidere, at han ikke var specielt udvalgt af de tjetjenske myndigheder, og at han ikke kunne forklare, hvorfor han blev opsøgt af myndighederne. Han er ikke blevet udsat for fysiske overgreb eller tilbageholdelse i forbindelse med opsøgningerne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter for sit asylmotiv har forklaret divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende og udbyggende om, hvor lang tid og hvor mange gange, han er blevet opsøgt på sin bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt på sin bopæl cirka seks måneder inden samtalen med Udlændingestyrelsen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2025 har ansøgeren derimod forklaret, at han blev overvåget og opsøgt allerede to år før sin egentlige udrejse af Tjetjenien i [foråret] 2022. Til asylsamtalen [i efteråret] 2023 har ansøgeren derimod forklaret, at han er blevet opsøgt tre gange på sin bopæl. Senere under samtalen forklarede han, at han også er blevet opsøgt to gange på sine forældres bopæl samt tre gange i et hus, som er ejet af hans slægtninge. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvorvidt de tjetjenske myndigheder yderligere har kontaktet ham. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de tjetjenske myndigheder også har ringet til ham, men at han ikke kan huske, hvad de snakkede om. Til samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2025 har ansøgeren derimod oplyst, at myndighederne ikke har ringet til ham. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren efter de oplyste opsøgninger har kunnet udrejse legalt af Tjetjenien til Rusland og tage ophold og arbejde i Moskva i 2 måneder, ligesom han igen i [foråret] 2022 har kunnet udrejse legalt af Tjetjenien til Georgien, uden i denne periode at opleve nogen problemer med de tjetjenske myndigheder, heller ikke i forbindelse med udrejserne. Dertil kommer, at ansøgeren efter sit 2 måneder lange ophold i Moskva rejste tilbage til Tjetjenien i [foråret] 2022, hvilket ikke harmonerer med, at ansøgeren har en asylbegrundende frygt for de tjetjenske myndigheder. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens ægtefælle og øvrige familie efter ansøgerens egne oplysninger ikke er blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse af Tjetjenien. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med de tjetjenske myndigheder. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter, at de tjetjenske myndigheder vil sende ham til fronten i Ukraine, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens asylmotiv herom til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på de aktuelle baggrundsoplysninger om Tjetjenien. Vedrørende tvangshvervning af tjetjenere til krigen i Ukraine fremgår det således blandt andet af Udlændingestyrelsens/Migrationsverkets COI-rapport, Russia – Recruitment of Chechens to the war in Ukraine, april 2024 (s. 20 ff): ”… 4.3.3. Coercive recruitment Coercive recruitment of ethnic Chechens to the Russian invasion of Ukraine has been ongoing since February 2022 but it has ebbed and flowed in terms of scale and intensity throughout the duration of the full-scale invasion. According to Harold Chambers, the extent of coercive recruitment in Chechnya peaked around the time of the announcement of the partial mobilisation in Russia at the end of September 2022. There are many unknown variables regarding coercive recruitment in Chechnya, including the scale. Chechens who are coercively recruited are forced to sign contracts with the MoD and according to HRW and Mark Galeotti this means that the paper trail of coercively recruited Chechens looks as if they volunteered for the Russian war effort. Galeotti further elaborated that most of the corroborated cases of coercive recruitment has come from Grozny. All sources consulted on the topic of coercive recruitment stated that coercive recruitment in Chechnya has been directed at certain groups of the local population. Critics of the authorities are at most risk of being coercively recruited. Harold Chambers assessed that even being a member of the ‘wrong’ Telegram-channel could put a person at risk of being recruited, and he added that the Chechen authorities possess the necessary software to monitor social media platforms. HRW stated that activists and members of civil society organisation could risk being recruited. They further elaborated that cases of recruitment of ad due to their activism is not limited to Chechnya and Chechens but has also been documented in the rest of Russia. Family members of vocal critics of the Chechen authorities also risk being recruited. The brother of a well-known Chechen dissident, Khassan Khalitov, had been forcefully sent to the frontline in Ukraine. Alexander Kvakhadze of the Rondeli Foundation added that he had heard of other similar cases. In Chechnya, HRW had seen examples of persons being recruited because they were a part of the LGBT community. These persons were given a choice: either they would to be outed so that their LGBT identity would be known in the public and by their families – which would entail the risk of them being killed – or they could sign a contract with the MoD. Users of illegal drugs and alcohol has also been forced to sign contracts with the MoD. Harold Chambers stated that the authorities used coercive recruitment to get rid of what the Chechen authorities has labelled ‘undesirables’. HRW noted that any deviation from the norms and rules of Kadyrov could be used to force persons to sign contracts with the MoD or the National Guard. The Chechen authorities use forced recruitment to Ukraine as a form of punishment in Chechnya. Although certain groups can be identified as being more at risk than others it should be noted that there is a high degree of unpredictability and arbitrariness in the actions of Chechen authorities in regards to coercive recruitment. Sources have indicated that any contact with Chechen authorities can involve risks from a recruitment perspective. According to Chambers, this type of seemingly random recruitment seemed to be most prevalent during the autumn of 2022. At that time, the authorities coercively recruited most Chechen men they came into contact with without regard for their physical and/or mental condition. Chambers knows of cases where people involved in car accidents were recruited and sent to Ukraine. Three sources also noted reports of Chechens trying to obtain external passports have been coercively recruited. Chambers further elaborated that Chechens trying to avoid recruitment by leaving Russia at the Astrakhan border crossing into Kazakhstan have been recruited at the border by Chechen authorities.…” Af Udlændingestyrelsens/Migrationsverkets COI-rapport, Russia – Conscription, marts 2025 fremgår blandt andet (s. 59f): “…Chechens are being conscripted for military service, and they might be sent to any part of Russia to serve. Chechen conscripts serve in many different units including in the National Guard. According to Mark Galeotti, there still seems to be evidence that Chechen conscripts tend to be deployed to Chechen units. However, it is difficult to tell in practice, as the data is not fully transparent. When the head of Chechnya, Ramzan Kadyrov, wants to express his loyalty to Kremlin, local municipalities are directed to fill specific quotas with men to the military. According to Freedom House, many people from Chechnya become elite contract soldiers to ensure the safety of their families. Pressure on families is used as a weapon to exercise control over unwilling family members in Chechnya. Although this source was not certain that these practices applied to conscripts, however, it is probable. The situation for Chechens is different compared to the situation of other Russians, because most officers in the Russian military dislike Chechens and Kadyrov. Chechens do not fight in Ukraine with the regular Russian military. They only fight in local Chechen groups. The vast majority of Chechens have not been required to undertake conscription since 1991, even though Chechnya officially resumed conscription on a limited scale in 2014. In 2024, only 500 Chechens were drafted in each conscription cycle, representing a mere 0.33 percent of the total number of conscripts in the military's latest intake, which is a proportion that has remained unchanged even after the full-scale invasion began in Ukraine.…” Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i lyset af indholdet af de ovenfor gengivne baggrundsoplysninger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland og Tjetjenien vil være i en konkret risiko for tvangsmæssigt at blive sendt til fronten i krigen mellem Rusland og Ukraine. Hans formodning om, at dette vil ske, er ikke i tilstrækkelig grad understøttet af baggrundsoplysningerne sammenholdt med hans profil og oplysningerne om hans forhold i øvrigt. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for at blive tvangsrekrutteret af de tjetjenske myndigheder til krigen i Ukraine. De generelle forhold i Tjetjenien er heller ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: rusl/2025/12/anjv

§29b-nede20251

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de genelle forhold for personer, som er meddelt beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Nederlandene fra [sommeren] 2024 til [vinteren 2027/2028]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Nederlandene, samt at klageren i Nederlandene vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Nederlandene, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren må forventes at have den fornødne adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. ved en tilbagevenden til Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker om baggrundsoplysningerne om forholdene for personer med opholdstilladelser i Nederlandene, at det af AIDA’s ”Country Report, Netherlands 2024 Update”, fra maj 2025, side 206 og 207 fremgår, at personer med subsidiær beskyttelse, indtil de tildeles en bolig, vil blive indkvarteret på asylcentre, hoteller eller lignende. Det fremgår videre af samme rapport, side 208, at personer med subsidiær beskyttelse har adgang til arbejdsmarkedet. Endelig fremgår det af rapportens side 211 og 214, at personer med subsidiær beskyttelse har samme adgang til sociale ydelser og sundhedsbehandling som nederlandske statsborgere. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen, at han efter at være blevet meddelt opholdstilladelse blev tilbudt indkvartering, ligesom han i en periode efter meddelelsen af har haft beskæftigelse. Det fremgår videre af klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen, at han enten frivilligt har forladt opholdsstederne eller er blevet smidt ud fra disse, fordi han ikke har kunnet overholde ordensreglerne. Flygtningenævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger, herunder klagerens egne forklaringer til grund, at klageren har opnået den fornødne beskyttelse i Nederlandene, og at han fortsat vil have adgang til den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden til Nederlandene. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke har opnået den nødvendige beskyttelse i Nederlandene, idet klageren har været tvunget til at leve under kritisable indkvarteringsforhold samt på gaden, og at han har været udsat for overgreb af de nederlandske myndigheder, kan føre til en ændret vurdering. Heller ikke det anførte om baggrundsoplysningerne vedrørende indkvarteringsforholdene i Nederlandene, eller det forhold, at klageren har oplyst, at han af offentlige myndighedspersoner har været udsat for vold og diskrimination, og at han ikke har fået økonomisk støtte eller hjælp til at finde en passende bolig, fordi han er [etnicitet], kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at disse anbringender er underbygget hverken i baggrundsoplysningerne om personer, der er blevet meddelt subsidiær opholdstilladelse i Nederlandene, eller i oplysningerne om sagens konkrete omstændigheder. For så vidt angår det af klageren oplyste vedrørende hans oplevede diskrimination i anledning af hans [etniske] baggrund samt hans oplyste konflikter med myndighedspersoner, andre udlændinge og hans [familiemedlem], finder Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse til relevante myndigheder i Nederlandene, herunder eventuelle overordnede muligheder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at der foreligger oplysninger, der kan føre til, at Nederlandene ikke kan tjene som klagerens første asylland. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: § 29b-Ned/2025/1

ukra20256

Nævnet hjemviste i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2023.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er ukrainsk statsborger, etnisk ukrainer og russer samt ortodoks kristen af trosretning fra [by], [region], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive mobiliseret og tvunget til at deltage i militærtjeneste og dermed i aktiv krigstjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Ukraine ikke vil kunne praktisere sin tro som deltagende i den ukrainsk-ortodokse kirke under [en gren af den ortodokse kirke]. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan afvises, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil risikere forfølgelse som følge af sin russiske baggrund. Ansøgeren har hertil oplyst, at han er etnisk russer, idet hans far er russer, og hans mor er halv russer og halv ukrainer, og han taler ukrainsk med russisk accent. Ansøgeren kan således ikke skjule sin russiske etnicitet. Flygtningenævnet finder, at der i forbindelse med klagesagen er fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens hidtidige behandling og afgørelse af sagen. De pågældende oplysninger vedrører hovedsagelig ansøgerens etnicitet som russer, men også hans religiøse tilhørsforhold. For Flygtningenævnet danner oplysningerne baggrund for nye asylmotiver, som Udlændingestyrelsen ikke har haft anledning til at tage stilling til. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at hensynet til at træffe en materiel rigtig afgørelse og at sikre muligheden for en to-instansbedømmelse af det samlede prøvelsesgrundlag tilsiger, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering i første instans. Navnlig for så vidt angår oplysningerne om ansøgerens russiske etnicitet forudsættes det, i det omfang oplysningerne lægges til grund, at Udlændingestyrelsen ved inddragelse af relevante baggrundsoplysninger tager stilling til betydningen heraf for den samlede asylretlige vurdering, herunder for risikoen forbundet med tvungen militærtjeneste, ligesom de pågældende oplysninger skal inddrages i den rimelighedsvurdering, der skal foretages i forbindelse med stillingtagen til spørgsmålet om et internt flugtalternativ (IFA), jf. herved Flygtningenævnets formandskabs beretning for 2024, side 179f.”Løbenummer: Ukra/2025/6/kdo

tyrk20255

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2024.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren er født i [by A], men opvokset i [by B], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har anført, at han før sin udrejse har udført frivilligt nødhjælpsarbejde organiseret af partiet Peoples’ Equality and Democracy Party (DEM), som ansøgerens far er medlem af. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive fængslet af de tyrkiske myndigheder, fordi de mistænker ham for at have støttet partiet PKK ved at indsamle forsyninger til dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i 2023 var et stort jordskælv i Tyrkiet, og at DEM begyndte at indsamle nødhjælp til ofrene. Efterfølgende begyndte ansøgeren på opfordring fra sin far at deltage i dette arbejde, men uden at han selv var medlem af partiet. I [vinteren 2023/2024] stormede politiet det lager, hvor ansøgeren arbejdede med at pakke nødhjælpen, og politiet anholdt tre andre frivillige, som var til stede på lageret denne dag. Ansøgeren var ikke selv til stede, men han er efterfølgende blevet opsøgt på sin bopæl af politiet. Årsagen til anholdelserne var, at politiet mistænkte DEM for at sende forsyningerne til PKK i bjergene i stedet for til jordskælvsofre. Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark blevet bekendt med, at de tre frivillige, som blev anholdt, da politiet stormede lageret, hver især har modtaget en dom på otte års fængsel. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Der er herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om politiaktionen og hans efterfølgende udrejse af landet fremstår overordnet og tillært, og at det forekommer usandsynligt, at de tyrkiske myndigheder skulle efterstræbe ansøgeren og hans tre venner i anledning af arbejdet med nødhjælp, men ikke ansøgerens far, der er medlem af partiet DEM, eller andre involverede fra partiet. Der er ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke har henvist til asylmotivet i asylansøgningsskemaet, der alene henviser til kurderes begrænsede rettigheder i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at forklaringen af de anførte grunde og efter en bedømmelse af ansøgerens troværdighed og sagens omstændigheder i øvrigt må anses for konstrueret til lejligheden. Da forholdene for kurdere i Tyrkiet ikke i sig selv kan føre til asyl, stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Tyrk/2025/5/kdo

dub-tysk202523

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland i [foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har haft problemer med den tolk, der er blevet anvendt til asylsamtalen, og derfor har fået afslag på asyl og herefter ikke ønsker at vende tilbage til Tyskland, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Det bemærkes hertil, at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets EU-retlige og internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”  Løbenummer: Dub-Tysk/2025/23/JLY

rusl202511

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende mindreårige børn fra Rusland. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og sunnimuslim af trosretning fra [by], Rusland. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter de tjetjenske myndigheder på baggrund af sin fars konflikt med de tjetjenske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for dette asylmotiv bl.a. oplyst, at hans far hjalp oprørerne under den anden tjetjenske krig, at faren op til flere gange er blevet opsøgt og tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder, og at den mandlige ansøger og faren [i foråret] 2021 blev opsøgt af myndighederne på deres bopæl midt om natten, hvor de blev anholdt og kørt til en politistation. De blev i den forbindelse slået og udsat for tortur. Ansøgeren var tilbageholdt i cirka en uge, mens ansøgerens far blev løsladt en uge efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive indkaldt til militæret og tvangsrekrutteret til krigen i Ukraine. Den mandlige ansøger har til støtte for dette asylmotiv bl.a. oplyst, at en ukendt lokal politibetjent opsøgte ham på hans bopæl i [foråret] 2023 for at overtale ham til at deltage i krigen i Ukraine. Efterfølgende blev ansøgeren taget med på politistationen, hvor der var tre personer, som han formoder var politibetjente, der truede ham med, at han ville blive fængslet i mange år, hvis han ikke frivilligt deltog i krigen i Ukraine. Ansøgeren har efterfølgende modtaget en indkaldelse til militærtjeneste i [foråret] 2023. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [landsby], Rusland. Den kvindelige ansøger har efter indgåelse af ægteskab med den mandlige ansøger boet i [by] med ham og deres søn. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiver. Asylmotivet vedrørende den mandlige ansøgers far og dennes konflikt med de tjetjenske myndigheder[:] Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om dette asylmotiv til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om en konflikt mellem faren og de tjetjenske myndigheder fremstår meget overordnet, ligesom ansøgeren har forklaret både usikkert og udbyggende om den angivelige tilbageholdelse i [foråret] 2021 og perioden derefter. Det er i den forbindelse tillagt vægt, at det i sig selv fremstår usandsynligt, at ansøgeren og hans far mere end 20 år efter farens angivelige støtte til oprørerne i den anden tjetjenske krig skulle være blevet opsøgt og udsat for langvarige overgreb af myndighederne. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger således ikke har sandsynliggjort, at han har en aktuel og asylbegrundende konflikt med de tjetjenske myndigheder i anledning af sin fars forhold. Asylmotivet vedrørende den mandlige ansøgers frygt for indkaldelse til militæret og tvangsrekruttering til krigen i Ukraine[:] Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at det uanset den fremlagte indkaldelse må anses for behæftet med usikkerhed, om den mandlige ansøger reelt er blevet indkaldt til aftjening af værnepligt. Selv om det lægges til grund, at en sådan indkaldelse har fundet sted, bemærkes det, at unddragelse fra militærtjeneste efter baggrundsoplysningerne oftest straffes med bøder, jf. nærmere Udlændingestyrelsens/Migrationsverkets COI-rapport, Russia – Conscription, marts 2025 (s. 35ff). Der er ikke holdepunkter i baggrundsoplysningerne for, at etniske tjetjenere risikerer en anden og uforholdsmæssig streng straf for unddragelse fra militærtjeneste, eller at de risikerer at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder, at denne del af asylmotivet herefter og efter det i øvrigt oplyste ikke kan danne grundlag for asyl. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at Rusland først og fremmest bruger soldater ansat på kontrakt i Ukraine, og at der således i almindelighed rekrutteres frivillige, men at overtalelse og visse tvangselementer også anvendes i forbindelse med rekrutteringen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er forsøgt rekrutteret under anvendelse af trusler, til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende herom, og at forklaringen i sig selv fremstår usikker. Om tvangshvervning af tjetjenere til krigen i Ukraine fremgår i øvrigt følgende af Udlændingestyrelsens/Migrationsverkets COI-rapport, Russia – Recruitment of Chechens to the war in Ukraine, april 2024 (s. 20ff): ”4.3.3. Coercive recruitment Coercive recruitment of ethnic Chechens to the Russian invasion of Ukraine has been ongoing since February 2022 but it has ebbed and flowed in terms of scale and intensity throughout the duration of the full-scale invasion. According to Harold Chambers, the extent of coercive recruitment in Chechnya peaked around the time of the announcement of the partial mobilisation in Russia at the end of September 2022. There are many unknown variables regarding coercive recruitment in Chechnya, including the scale. Chechens who are coercively recruited are forced to sign contracts with the MoD and according to HRW and Mark Galeotti this means that the paper trail of coercively recruited Chechens looks as if they volunteered for the Russian war effort. Galeotti further elaborated that most of the corroborated cases of coercive recruitment has come from Grozny. All sources consulted on the topic of coercive recruitment stated that coercive recruitment in Chechnya has been directed at certain groups of the local population. Critics of the authorities are at most risk of being coercively recruited. Harold Chambers assessed that even being a member of the ‘wrong’ Telegram-channel could put a person at risk of being recruited, and he added that the Chechen authorities possess the necessary software to monitor social media platforms. HRW stated that activists and members of civil society organization could risk being recruited. They further elaborated that cases of recruitment of ad due to their activism is not limited to Chechnya and Chechens but has also been documented in the rest of Russia. Family members of vocal critics of the Chechen authorities also risk being recruited. The brother of a well-known Chechen dissident, Khassan Khalitov, had been forcefully sent to the frontline in Ukraine. Alexander Kvakhadze of the Rondeli Foundation added that he had heard of other similar cases. In Chechnya, HRW had seen examples of persons being recruited because they were a part of the LGBT community. These persons were given a choice: either they would to be outed so that their LGBT identity would be known in the public and by their families – which would entail the risk of them being killed – or they could sign a contract with the MoD. Users of illegal drugs and alcohol has also been forced to sign contracts with the MoD. Harold Chambers stated that the authorities used coercive recruitment to get rid of what the Chechen authorities has labelled ‘undesirables’. HRW noted that any deviation from the norms and rules of Kadyrov could be used to force persons to sign contracts with the MoD or the National Guard. The Chechen authorities use forced recruitment to Ukraine as a form of punishment in Chechnya. Although certain groups can be identified as being more at risk than others it should be noted that there is a high degree of unpredictability and arbitrariness in the actions of Chechen authorities in regards to coercive recruitment. Sources have indicated that any contact with Chechen authorities can involve risks from a recruitment perspective. According to Chambers, this type of seemingly random recruitment seemed to be most prevalent during the autumn of 2022. At that time, the authorities coercively recruited most Chechen men they came into contact with without regard for their physical and/or mental condition. Chambers knows of cases where people involved in car accidents were recruited and sent to Ukraine. Three sources also noted reports of Chechens trying to obtain external passports have been coercively recruited. Chambers further elaborated that Chechens trying to avoid recruitment by leaving Russia at the Astrakhan border crossing into Kazakhstan have been recruited at the border by Chechen authorities.” Af Udlændingestyrelsens/Migrationsverkets COI-rapport, Russia – Conscription, marts 2025 fremgår bl.a. følgende (s. 59f): “8.1. The situation for Chechen conscripts Chechens are being conscripted for military service, and they might be sent to any part of Russia to serve. Chechen conscripts serve in many different units including in the National Guard. According to Mark Galeotti, there still seems to be evidence that Chechen conscripts tend to be deployed to Chechen units. However, it is difficult to tell in practice, as the data is not fully transparent. When the head of Chechnya, Ramzan Kadyrov, wants to express his loyalty to Kremlin, local municipalities are directed to fill specific quotas with men to the military. According to Freedom House, many people from Chechnya become elite contract soldiers to ensure the safety of their families. Pressure on families is used as a weapon to exercise control over unwilling family members in Chechnya. Although this source was not certain that these practices applied to conscripts, however, it is probable. The situation for Chechens is different compared to the situation of other Russians, because most officers in the Russian military dislike Chechens and Kadyrov. Chechens do not fight in Ukraine with the regular Russian military. They only fight in local Chechen groups. The vast majority of Chechens have not been required to undertake conscription since 1991, even though Chechnya officially resumed conscription on a limited scale in 2014. In 2024, only 500 Chechens were drafted in each conscription cycle, representing a mere 0.33 percent of the total number of conscripts in the military's latest intake, which is a proportion that has remained unchanged even after the full-scale invasion began in Ukraine.” Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger i lyset af indholdet af de ovenfor gengivne baggrundsoplysninger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland og Tjetjenien på nuværende tidspunkt vil være i en konkret risiko for tvangsmæssigt at blive sendt til fronten i krigen mellem Rusland og Ukraine, idet hans formodning om, at dette vil ske, ikke i tilstrækkelig grad er understøttet af baggrundsoplysningerne sammenholdt med hans profil og oplysningerne om hans forhold i øvrigt. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Rusland og Tjetjenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende den mandlige og den kvindelige ansøger.” Anders - OkLøbenummer rusl/2025/11/tmlo

myan20253

Nævnet meddelte i august 2025 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk chin og [gren af kristendommen] fra [by] i Chin State, Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Myanmar frygter den generelle sikkerhedssituation i landet, og at [ansøgeren] ønsker at bo tæt på [familiemedlem i 1. led] i Danmark. Ansøgeren har videre henvist til, at [ansøgeren] frygter militærjuntaen, fordi juntaen i ansøgerens hjemområde leder efter tilhængere af oppositionsgrupperne Chinland Defence Force (CDF) eller Chin National Army. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at [ansøgeren] er blevet opsøgt [et antal] gange. For nævnet har ansøgeren endvidere henvist til, at [ansøgerens] [familiemedlem i 2. led] siden militærkuppet i 2021 har haft en ledende rolle i Chinland Defence Force (CDF) og blandt andet fungeret som træner for oprørssoldater. [Familiemedlemmet] har boet hos ansøgeren i en periode, da [familiemedlemmet] var barn, og ansøgeren er derfor i en afledt risiko for overgreb fra militærjuntaen som følge af [familiemedlemmets] aktiviteter. Ansøgeren har for nævnet i forlængelse heraf henvist til, at [ansøgeren] har en klar formodning om, at opsøgningen skyldes, at militærjuntaen mistænker [ansøgeren] for at huse oprørssoldater, idet rygtet om [ansøgerens] [familiemedlem] havde bredt sig i landsbyen, og at [ansøgeren] blev truet med anholdelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at opsøgningerne af [ansøgeren] har baggrund i [ansøgerens] [familiemedlem i 2. leds] tilknytning til Chinland Defence Force (CDF). Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke forklarede herom til hverken oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2023/2024] eller til samtalen [i efteråret] 2024. Under disse samtaler blev ansøgeren spurgt, om opsøgningen skyldtes personlige forhold eller generelle forhold, hvortil ansøgeren svarede, at det var på grund af de generelle forhold, idet andre beboere også var blevet opsøgt, ligesom [ansøgeren] afviste, at der skulle være en særlig årsag til, at [ansøgeren] var udsat for at blive anholdt eller dræbt af myndighederne. Flygtningenævnet finder, at den nye forklaring om baggrunden for opsøgningerne ikke kan tilskrives ansøgerens fysiske eller psykiske tilstand, selvom [ansøgeren] også for nævnet flere gange har haft svært ved at forklare sig og har fremstået forvirret og glemsom. Der er således tale om et helt centralt element i ansøgerens asylmotiv. Det er efter ansøgerens forklaring usikkert, om [ansøgeren] har været til stede under den [sidste] opsøgning, men nævnet finder, at det ikke har afgørende betydning, ligesom det heller ikke har afgørende betydning, at ansøgeren har forklaret udbyggende om den vold, som [ansøgeren] blev udsat for under den første opsøgning. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er blevet opsøgt [et antal gange] af soldater fra militærjuntaen, hvoraf [ansøgeren] var til stede de [første gange], og at opsøgningerne ikke skyldes særlige forhold hos ansøgeren, der har gjort [ansøgeren] særlig udsat i forhold til myndighederne, idet også andre beboere blev udsat herfor. Det må således lægges til grund, at ansøgeren navnlig er udrejst af Myanmar på grund af de generelle forhold i landet, herunder den sikkerhedsmæssige situation, og for at leve sammen med [familiemedlem i 1. led] i Danmark. Ansøgeren har derfor ikke med henvisning hertil sandsynliggjort, at [ansøgeren] er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Risikoen for personer, der vender tilbage til Myanmar er beskrevet i bl.a. Udlændingestyrelsens rapport ”Myanmar; Security Situation, return and military service” fra august 2024 og i DFAT’s rapport om Myanmar fra april 2025. Af Udlændingestyrelsens rapport fremgår på side 32 bl.a.: “Individuals returning must have a passport and universal ID number (UID). If a returnee meets all the formal requirements in terms of travel documents, documentation, etc., has not violated any immigration rules, and has not been involved in anti-junta activities, it may be that nothing happens to this person upon return. Another source stated, however, that having the right documents will not guarantee that a person can return without facing problems, as everything is random and uncertain. Generally, sources assessed that all returnees may risk being subjected to violations, unless the returnee is affiliated with the SAC. People abroad may nonetheless choose to return to Myanmar if they cannot sustain a living abroad. According to one source, they may return to villages in opposition-controlled areas where the SAC’s administrative system has broken down, and where they will not be monitored as much as if they returned to a city with SAC presence … Members of ethnic minority groups would face particular difficulties upon return. They could for instance be subjected to extra scrutiny because the military authorities suspect them of being pro-opposition, e.g. involved with EAOs or supporters of the independence movement. Finally, sources assessed that Rohingyas and Muslims in general are overall more exposed to mistrust, discrimination and negative pressure from the military authorities which is why they will be at higher risk than other groups upon returning to Myanmar. … It is not clear whether treatment upon return differs depending on whether a person returns from a neighbouring country or from Europe, or depending on whether a person returns voluntarily or is forcibly returned. An international humanitarian organisation had the impression that it does not make a difference whether a person returns from Europe or a neighbouring country, or whether the return is voluntary or forced. DIIS assessed, however, that rejected asylum seekers risk persecution upon return to Myanmar if the junta knows about their attempt to seek asylum abroad. Chin Human Rights Organization assumed that the risk would be higher for a person returning from Europe than for a person returning from a neighbouring country, such as India or Thailand. The source added that it makes a difference whether a person returns officially, e.g. through an international airport, rather than by crossing borders where there are no SAC guards to monitor the return. As regards forced returns, the military authorities search for information about an individual being forcibly returned, in addition to the information they already have. One source believed that if the returnee is not associated with anti-junta activities, it might be safe to return. According to the same sources, however, there are no guarantees regarding the military authorities’ treatment of returning individuals. Cases of forced return were reported from Thailand, India and Malaysia. A couple of CDM activists were returned from Malaysia and have subsequently disappeared. Individuals forcibly repatriated from India are assumed to have been placed in detention.” Af DFAT’s rapport fremgår bl.a.: “5.28 DFAT assesses, considering the high level of scrutiny of people arriving and departing Myanmar, and the severe consequences for anyone suspected of opposing or criticising the regime or having links to Western countries (see Political Opinion), a failed asylum seeker returning from Australia would be at high risk of official harassment, arbitrary detention and violence, regardless of the reason they originally left Myanmar.” Flygtningenævnet finder på baggrund af disse oplysninger, og når de sammenholdes med baggrundsoplysningerne om forholdene i Myanmar i almindelighed, herunder om den vilkårlighed, som hersker, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer asylbegrundende overgreb. Der er i vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren, der er chin, er blevet opsøgt [et antal] gange af militærjuntaen. Det er i nævnets vurdering også indgået, at selvom nævnet ikke har kunnet lægge til grund, at opsøgningerne havde baggrund i [familiemedlem i 2. leds] tilknytning til Chinland Defence Force (CDF), så har nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke med den fornødne sikkerhed kunnet afvise, at ansøgeren har [et familiemedlem i 2. led] i Myanmar, som er tilknyttet Chinland Defence Force (CDF). Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Myan/2025/3/marau

dub-tysk202524

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende ægtepar, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til den asylretlige proces i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at den kvindelige klager over for DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun ikke føler, at hendes konflikt er blevet taget alvorlig af de tyske myndigheder, og at hun er stresset og har det dårligt over afslaget i Tyskland og har haft svært ved at få hjælp i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets EU-retlige og internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at den mandlige klager over for DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har fået afslag på asyl i Tyskland og derfor er meget bange for at blive sendt til [hjemland A] eller [hjemland B], at han i [hjemland A] er i risiko for at skulle [aftjene militærpligt], og at han i [hjemland B] [beskrivelse af asylmotiv] og derfor frygter, at [hjemland B] vil udsende ham til [hjemland A], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan ligeledes henvise til, at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets EU-retlige og internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/24/AALK

alder20256

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Eritrea, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i foråret 2006. Indrejst i 2025. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i foråret 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må der-for tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at du på baggrund af den foretagne aldersundersøgelse på Retsmedicinsk Institut [i sommeren] 2025 mest sandsynligt må antages at have været 19-21 år eller derover på undersøgelsestidspunktet, og at Udlændingestyrelsen har vurderet, at du fremstår ældre end den alder, du selv har oplyst. Det bemærkes herved, at du ved den odontologiske undersøgelse er vurderet til at være 21 år eller derover, samt at du ved røntgenbillede af din hånd er vurderet til at være 19 år eller derover. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at du til din oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at du ikke ved, om dine forældre har haft en dåbsattest, og at du ikke har set din fødselsdato fremgå af nogen dokumenter, hvorimod du til partshøringen om resultatet af aldersundersøgelsen har forklaret, at du ved indhentelse af dokumenter hos dine forældre har spurgt specifikt ind til din dåbsattest, som du har kendt til, siden du startede i skole, og at du flere gange efter indregistreringen på din skole i Eritrea har set denne dåbsattest. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du har fremlagt en kopi af din dåbsattest, hvoraf det fremgår, at du er født [i foråret] 2009. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne vedrørende praksis for udstedelse af dåbsattester og ID-dokumenter i Eritrea. Det fremgår blandt andet af rapporten fra UNHCR, ”Report on citizenship and statelessness in the horn of Africa”, udgivet den 22. de-cember 2021, at procedure for registrering af fødselsdatoer i Eritrea ikke er konsistent, og at der ikke er noget centralt civilregister eller arkiv, jf. side 36-37. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af rapporten fra Equal Rights Beyond Borders, "Access to Documents by Eritrean Refugees in the Context of Family Reunification", udgivet den 1. maj 2021, at de fleste kirker i Eritrea udsteder dåbsattester, men at disse ikke følger et fast format, og at man skal være opmærksom på, at det navn, der fremgår af dåbsattesten, muligvis ikke er det samme som på an-dre civile dokumenter, da barnet kan være givet et særligt dåbsnavn og samtidig have andre kal-de-eller civile navne, som eventuelt kan stå på pågældendes dåbsattest, jf. side 24. Flygtningenævnet vurderer således, at dåbsattester i Eritrea udstedes på et usikkert grundlag, og at din dåbsattest derved ikke kan tillægges væsentlig bevismæssig vægt. Hertil bemærkes, at det fremgår af rapporten fra State Secretariat for Migration, "Focus: Eritrea; Identity and civil status documents", udgivet den 21. januar 2021, at de tre kirkesamfund i Eritrea benytter sig af egne håndskrevne registre, som de ikke matcher med andre civile dokumenter, hvilket ifølge en repræsentant for den katolske kirke skyldes, at præsterne kender deres sognebørn og dermed kender deres identitet uden behov for at krydstjekke med eksempelvis dåbsattester, jf. side 11. Henset til det anførte finder Flygtningenævnet, at det fremlagte dokument ikke i sig selv kan tjene som dokumentation for din alder, og at det fremlagte dokument ikke er tilstrækkelig til, at resultatet af aldersundersøgelsen foretaget [i sommeren] 2025 på Retsmedicinsk Institut kan tilsidesættes. På denne baggrund, og da du ikke på anden måde har sandsynliggjort den af dig oplyste alder, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge din forklaring om, at du er født [i foråret] 2009, til grund. Du vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato [i sommeren] 2006. ” alder/2025/6/lnk

iran202539

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk perser fra [by A], Iran. Ansøgeren har vedrørende sine religiøse forhold oplyst, at han ikke har en trosretning. Ansøgeren er født i en muslimsk familie, hvor han blev tvunget til at bede og faste. Ansøgeren begyndte at tage afstand fra islam, da han var omkring [12-15 år] gammel. Ansøgeren har forklaret, at han de seneste fem år har ønsket at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer, men han har i Iran oplyst at have deltaget i demonstrationer mod regeringen i Iran. Den kvindelige ansøger er etnisk perser. Ansøgeren er født i [by B], Iran, men hun opholdt sig fra 2020 og frem til udrejsen i [by C]. Ansøgeren har vedrørende sine religiøse forhold oplyst, at hun oprindeligt var shiamuslim, men hun frafaldt islam for fem til seks år siden, og hun ønsker at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer, men hun har deltaget i demonstrationer i Iran rettet mod regeringen, som omhandlede kvinders rettigheder. Ved en tilbagevenden til Iran frygter begge ansøgere de iranske myndigheder som følge af, at de har taget afstand fra islam og nu har konverteret til kristendommen og er blevet døbt i [vinteren2024/2025]. Endvidere har den mandlige henvist til, at han er blevet tilbageholdt og anholdt af de iranske myndigheder for sine politiske aktiviteter angående bl.a. regimets behandling af kvinder. Endeligt har den kvindelige ansøger som asylmotiv henvist til den økonomiske situation i Iran. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver oplyst, at de ønsker at konvertere til kristendommen i Danmark, idet det ikke var muligt i Iran. Ansøgerne fik en øget interesse for kristendommen i mødet med de kristne armeniere, som bor i Iran. Den mandlige ansøger har oplyst, at hans interesse begyndte, da han besøgte sine kristne armenske venners huskirke to gange i [by A]. Den første gang, den mandlige ansøger besøgte huskirken, var da han var [i slutningen af 20´erne]. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hendes nysgerrighed for kristendommen startede som barn på grund af de mange kristne armeniere, som boede i [by C] og at hun kunne se, at de armenske piger på hendes alder havde mere frihed. Den kvindelige ansøger frafaldt islam, da hendes mor døde af kræft. Den kvindelige ansøgers mor var terminalt syg og kunne ikke få den medicin, hun havde behov for, på grund af sanktionerne mod Iran. Hun henvendte sig til en NGO, hvor mullahen, der stod for organisationen, tilbød at indgå et midlertidigt ægteskab med den kvindelige ansøger. I så fald ville hun få medicinen. Den kvindelige ansøger afslog dette tilbud, og hendes mor døde [i efteråret] 2019. Disse omstændigheder gjorde, at den kvindelige ansøger blev frastødt af islam og gerne ville skifte religion. Den mandlige ansøger har forklaret, at han efter indrejsen i Danmark har deltaget i møder hos en kristen missionær, hvor de beder og taler om kristendommen. Tilsvarende har den kvindelige ansøger forklaret, at hun én gang om ugen deltager i møder hos en præst for at læse biblen, og at hun selv læser biblen en til to gange om ugen på asylcentret. Ansøgerne går i kirke hver søndag. Ved en tilbagevenden til Iran frygter den mandlige ansøger tillige myndighederne, idet han har haft politiske aktiviteter i Iran. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet om politiske aktiviteter henvist til, at han på et tidspunkt i 2020 eller 2021 blev anholdt i forbindelse med sin deltagelse i en demonstration, som fandt sted i forbindelse med ”kvinde-liv-frihed”-protesterne. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt i syv til otte dage og straffet med 74 piskeslag. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet om politiske aktiviteter videre henvist til, at han på et tidspunkt i 2022 blev anholdt i forbindelse med en demonstration. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt i syv til ti dage og udsat for vold samt afhøringer. Den mandlige ansøger blev straffet med 74 piskeslag og fik en bøde på to til tre millioner toman. Derudover skulle den mandlige ansøger underskrive en erklæring og melde sig til myndighederne straks, såfremt han blev indkaldt, og han blev påbudt ikke at deltage i flere demonstrationer mod den iranske regering. Den mandlige ansøger har oplyst, at politiet har besøgt hans bopæl i sommeren 2024. Politiet har i den forbindelse talt med ansøgerens mor og oplyst, at de har fremsendt en tilsigelse via SMS, hvor det fremgik, at han skulle henvende sig straks til myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om deltagelse i demonstrationer og tilbageholdelser i Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af asylansøgningsskemaerne, som ansøgerne udfyldte ved ankomsten til Danmark, fremgår, at de som asylmotiv henviste til, at de ønskede at frafalde islam og konvertere til kristendommen. Den kvindelige ansøger henviste endvidere til sin manglende frihed som kvinde i Iran og de økonomiske forhold i landet. Ingen af ansøgerne oplyste således om at have udøvet politiske aktiviteter i Iran. Den mandlige ansøger har i de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at han har været anholdt og frihedsberøvet i Iran som følge af sin deltagelse i demonstrationer i landet. Han har [i vinteren2023/2024] forklaret, at han har været anholdt to gange – dels på grund af alkohol, dels på grund af deltagelse i en demonstration – hvor han blev idømt bøde og piskeslag. Han har under en senere samtale [i foråret] 2024 oplyst om tre anholdelser og domme med samme konsekvenser. Under sin forklaring i nævnet og til en læge i Danmark har ansøgeren nu oplyst, at han også har været udsat for tortur og psykisk vold under tilbageholdelserne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i demonstrationer og konsekvenserne herved har været udbyggende og derfor må tilsidesættes. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse yderligere til, at ansøgerens kæreste (den kvindelige ansøger), som han har været sammen med i 12 år, heller ikke har oplyst om sådanne aktiviteter – før hun under sin tredje samtale med de danske udlændingemyndigheder forklarede, at hendes kæreste havde udført politiske aktiviteter i Iran og havde været anholdt, pisket og tortureret. Hun oplyste da uddybende, at han havde deltaget i tre demonstrationer og to gange var blevet anholdt, og at hun vidste, at han var blevet pisket den ene gang. Den kvindelige ansøgers forklaring ses ikke at være overensstemmende med den mandlige ansøgers forklaring om antallet af gange, han har været fængslet og dømt, og om de repressalier, han skulle have været udsat for. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at den kvindelige ansøger ikke skulle være nærmere bekendt med sådanne omstændigheder, hvis de havde fundet sted. Endelig henviser Flygtningenævnet til, at ansøgeren [i vinteren 2023/2024] oplyste, at han var sund og rask og ikke modtog behandling eller medicin. Denne forklaring synes ikke at stemme overens med den senere fremlagte journaludskrift [fra foråret] 2024 om bl.a. [helbredsproblemer]mv. som følge af tortur. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter den mandlige ansøgers forklaring om, at han har været politisk aktiv i Iran. Flygtningenævnet finder på den baggrund heller ikke grundlag for at foranstalte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes sur place aktiviteter i Danmark i form af opslag og delinger på de sociale medier og deltagelse i to demonstrationer, hvor den mandlige ansøger bl.a. har afholdt en tale, og hvor det israelske flag har været medbragt, ikke har et sådant omfang eller er af en sådan karakter, at ansøgerne som følge heraf har behov for international beskyttelse. Ud over det forhold, at ansøgerne ikke har været i myndighedernes søgelys ved udrejsen af Iran, har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på den særdeles begrænsede eksponering, som aktiviteterne har haft på de sociale medier [socialt medie A], [socialt medie B]mv. Flygtningenævnet henviser endvidere til de foreliggende baggrundsoplysninger om bl.a. forholdene for returnees i DFAT Country Information Report Iran fra juli 2023 pkt. 2.202 og 2.203 og Home Office rapport fra april 2025 pkt. 10.2 – 10.4 om bl.a. overvågning af iranere i udlandet og sur place aktiviteter. Endvidere henvises til Landinfos Temanotat af 22. november 2024 afsnit 6.3. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel og udtryk for en indre overbevisning. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på ansøgernes forklaringer under nævnsmødet. Flygtningenævnet henviser yderligere til det af Udlændingestyrelsen anførte, herunder til de foreliggende og af styrelsen til dels fremhævede baggrundsoplysninger om de iranske myndigheders kendskab til, at iranske asylansøgere ofte påberåber sig konversion som asylmotiv. De oplysninger, der er fremlagt siden – herunder om ansøgernes fortsatte religiøse aktiviteter i Danmark og dåb i [vinteren2024/2025] – kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnetstadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.”Løbenummer: Iran/2025/39/Juro

afgh202534

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/35. Indrejst i 2022.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by A], [provins A] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af Taliban, herunder sin ene [familiemedlem A], som er medlem af Taliban og bror til ansøgerens afdøde [familiemedlem B]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han var ude om natten for at vande markerne sammen med sin storebror, da de pludselig hørte støj fra deres hjem. I huset var der seks medlemmer af Taliban, som diskuterede med ansøgerens mor. To af talibanerne var ansøgerens [familiemedlemmer], hvoraf den ene var såret i sit ben, og de krævede, at ansøgerens sårede [familiemedlem A] skulle behandles, før de ville gå. Derefter ankom myndighederne, og huset blev omringet, hvilket endte i skyderi mellem talibanerne og myndighederne. Under skyderiet blev ansøgerens sårede [familiemedlem A] dræbt, og de andre flygtede. Ansøgeren flygtede selv sammen med sin nevø og bror til naboens gård, hvor de gemte sig. Han fik efterfølgende at vide, at Taliban beskyldte ansøgeren og hans storebror for at have tilkaldt myndighederne, mens myndighederne beskyldte ham og hans nevø samt bror for at samarbejde med Taliban. Han frygter derfor også at blive slået ihjel af personer fra den tidligere regering. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han har nogen konflikt med Taliban eller personer med tilknytning til den tidligere afghanske regering, og at han dermed vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det forekommer for det første ikke overbevisende, at ansøgeren sammen med sin bror og nevø formåede at flygte fra deres hus midt i en skududveksling mellem medlemmer af Taliban og myndighederne. Det fremstår i den sammenhæng ikke overbevisende, at myndighederne, der efter ansøgerens oplysning havde omringet ejendommen, ikke ville være opmærksomme på, om nogen forlod ejendommen. Endvidere fremgår det, at ansøgeren har forklaret, at der var trapper fra deres hus til naboens hus, og at de kunne gemme sig mellem dyrene. Ansøgeren har imidlertid senest under nævnsmødet divergerende forklaret, at der ikke var trapper mellem deres og naboens ejendom, som lå omkring 10-15 minutters gang fra deres hus. Det fremstår heller ikke overbevisende, at ansøgeren og hans bror og nevø efterlod flere andre familiemedlemmer, herunder kvinder og børn tilbage i huset, hvis de havde mulighed for at søge tilflugt hos naboen. Det fremgår af den forklaring, som ansøgerens nevø har afgivet under en samtale [i efteråret] 2023 i sin asylsag, at ansøgeren og hans bror og nevø hoppede over en mur i forbindelse med, at de løb ind til naboen. Det fremgår imidlertid af den forklaring, som ansøgeren afgav under sin samtale [i efteråret] 2023 med Udlændingestyrelsen, at den pågældende nabo under skyderiet havde råbt, at de skulle komme over til ham og gemme sig, hvorfor de løb ud af døren og hen til naboen. Denne forklaring stemmer heller ikke overens med ansøgeren forklaring under en samtale [i sommeren] 2024, hvor ansøgeren har forklaret, at det var ved et tilfælde, at de søgte over til naboens ejendom, fordi den lå tættest på deres hus, og at naboen i øvrigt ikke var bekendt med, at de gemte sig på hans ejendom. Desuden har nævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lagt vægt på, at ansøgerens nevø til sin samtale [i sommeren] 2024 har forklaret, at ansøgeren og hans far vækkede ham den nat, hvor de flygtede, mens ansøgeren til sin samtale [i sommeren] 2024 har forklaret, at hans nevø selv kom ud af sit værelse grædende. Nævnet lægger ved vurderingen af ansøgerens forklaring videre vægt på, at ansøgeren til sin samtale [i foråret] 2023 har oplyst, at Taliban efterfølgende ringede til ham og beskyldte ham for at være spion for myndighederne. Til sin samtale [i efteråret] 2023 har ansøgeren derimod oplyst, at det var hans mor, som i forbindelse med telefonsamtalen, hvor han efter flugten befandt sig i Kabul, oplyste ham om, at Taliban havde truet med at ville slå ham og hans bror ihjel, fordi de mistænkte ham og hans bror for at have tilkaldt myndighederne. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han på dette tidspunkt ikke var i besiddelse af en mobiltelefon, og at det var hans bror, som hans mor ringede til. Endvidere forekommer det heller ikke overbevisende, at ansøgeren sammen med sin bror og nevø var i stand til at flygte ud af landet allerede få dage efter episoden i deres hjem, herunder at hans bror kunne skaffe pengene hertil og gennem mellemmænd arrangere udrejsen på så kort tid. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lagt vægt på, at ansøgeren til sin samtale [i efteråret] 2023 har oplyst, at hans nevø gik i skole og kunne skrive og læse pashto, samt at hans nevø ikke arbejdede i markerne sammen med ham og hans bror. Ansøgerens nevø har derimod til sin samtale [i efteråret] 2023 oplyst, at han ikke gik i skole, og hverken kan læse eller skrive pashto, men at han arbejdede på markerne sammen med ansøgeren og sin far. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering, at ansøgeren har forklaret, at denne misforståelse må skyldes, at hans nevø var ung på tidspunktet for flugten, og derfor ikke kan huske disse ting, idet der er tale om forhold, som hans dengang [16-18]-årige nevø må kunne huske, ligesom både ansøgeren og ansøgerens nevø til nævnsmødet har forklaret, at ansøgerens nevø ikke gik i skole. Hertil kommer, at Flygtningenævnet i samme forbindelse har lagt vægt på, at nævnet i sin afgørelse af dags dato i ansøgerens nevøs asylsag har afvist hans nevøs forklaring om sit asylmotiv, og kan henvise til begrundelsen heri. Den omstændighed, at ansøgeren har opholdt sig uden for Afghanistan i omkring 4 år efter udrejsen, herunder senest i Danmark, kan ikke begrunde, at ansøgeren har tillagt sig en sådan vestlig fremtoning, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil påkalde sig Talibans opmærksomhed, og dermed være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Afghanistan, hvor han har tilbragt alle sine formative år. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren forlod Afghanistan før Talibans magtovertagelse, kan tillægges nogen afgørende betydning. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets samlede vurdering, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Afgh/2025/34/kdo

afgh202535

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/34. Indrejst i 2022.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [by A], [provins A] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte personer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han lå og sov en nat, hvor han blev vækket af sin farbror og far, idet deres hus blev beskudt. Ansøgeren fik at vide af sin far og farbror, at de tre skulle flygte. De flygtede samme nat over muren omkring deres hus over til naboens ejendom. Efterfølgende ringede hans far til en person, som kørte dem til [by B] og derfra videre til [by C], hvorfra de udrejste af Afghanistan. De efterlod hans farmor, hans mor og hans andre søskende i huset, da de flygtede. Under udrejsen mistede han og hans farbror undervejs kontakten til hans far. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han har nogen konflikt med personer i sit hjemland, herunder Taliban eller personer med tilknytning til den tidligere afghanske regering. Nævnet er ved vurderingen af ansøgerens forklaring opmærksom på, at ansøgeren på tidspunktet for flugten var mindreårig, og at han flygtede sammen med sin far og farbror uden selv at have noget kendskab til baggrunden herfor, men at det er nævnets overordnede vurdering, at ansøgerens forklaring ikke forekommer overbevisende. Nævnet har vurderet, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om sit asylmotiv. Til sin oplysnings- og motivsamtale den [i vinteren 2022/2023] har ansøgeren oplyst, at han ikke ved, hvad han frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan, herunder at han ikke kender årsagen til deres udrejse, og at han ikke har talt med sin far eller sin farbror herom. Til samme samtale har ansøgeren også oplyst, at han hverken har nogen konflikt med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Afghanistan. Til sin asylsamtale [i efteråret] 2023 har ansøgeren derimod udbyggende oplyst, at han frygter at blive dræbt af ukendte personer, som havde beskudt deres hus midt om natten, hvorfor hans far og farbror flygtede med ham. Det er nævnets vurdering, at det fremstår udbyggende, at ansøgeren først til samtalen [i efteråret] 2023 har kunne redegøre for sit beskyttelsesbehov. Ansøgerens forklaring om, hvorledes de angiveligt flygtede fra skyderiet hen til deres nabo, stemmer ikke overens med hans farbrors forklaring. Ansøgeren har således til sin samtale [i efteråret] 2023 og sin samtale [i sommeren] 2024 oplyst, at de under flugten hoppede over en mur for at komme ind til naboen. Ansøgerens farbror har derimod til sin samtale [i sommeren] 2024 forklaret, at de gik ad en trappe, der førte dem til naboen. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til sin samtale [i efteråret] 2023 har oplyst, at det var Taliban, som skød mod deres hus. Til sin samtale [i sommeren] 2024 har ansøgeren derimod forklaret, at det foregik om natten, og at han derfor ikke kunne se, om det var Taliban eller myndighederne, som skød mod huset. Det forekommer heller ikke overbevisende, at ansøgeren og hans far og farbror har været i stand til at arrangere deres udrejse af Afghanistan på så kort tid som tilfældet. Endvidere har nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt vægt på, at han til sin samtale [iefteråret] 2023 har oplyst, at hans farbror arbejdede med landbrug sammen med ansøgeren og hans far, og at han til sin samtale [i vinteren 2022/2023] har oplyst, at han ikke gik i skole, og ikke kan læse eller skrive pashto. Til sin samtale [i sommeren] 2024 har ansøgeren imidlertid forklaret, at hans farbror ikke arbejdede med landbrug. Endvidere har hans farbror til sin samtale [i efteråret] 2023 oplyst, at ansøgeren gik i skole og kunne skrive og læse pashto, og at ansøgeren ikke arbejdede i markerne sammen med sin far og farbror. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at nævnet i sin afgørelse af dags dato i hans farbrors sag, har afvist hans farbrors forklaring om sit asylmotiv, og kan henvise til begrundelsen heri. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets samlede vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Der kan således ikke meddeles ansøgeren asyl i Danmark efter udlændingelovens§ 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Afgh/2025/35/kdo

etio20255

Nævnet stadfæstede i august 2025 udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien samt tre børn. Indrejst første gang i 2019.Flygtningenævnet udtalte:Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger fundet, at ansøgeren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet, og at ansøgeren ikke anses for at have lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Ansøgeren er etnisk tigray og kristen fra [by], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive deporteret til Eritrea eller Tigray-regionen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes forældre er eritreiske statsborgere samt at hun og hendes familie var tæt på at blive deporteret under krigen, og at de i den forbindelse blev fanget og tilbageholdt i en lejr. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hendes ægtefælle er eritreisk statsborger, og at deres børn derfor vil blive anset som eritreere. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold i Etiopien for etniske tigray. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med myndighederne eller andre i Etiopien. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering og begrundelse for, at ansøgeren og hendes børns personlige forhold ikke fører til, at ansøgeren eller hendes børn kan antages at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af ansøgerens etniske baggrund. Flygtningenævnet tiltræder herved Udlændingestyrelsens vurdering af, at det beror på ansøgerens egen formodning, at ansøgeren eller hendes børn er i risiko for tvangsmæssig udsendelse til Eritrea eller interne tvangsflytninger. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at de generelle forhold for etniske tigray fortsat er meget vanskelige i Etiopien. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke lægge til grund, at de generelle forhold for etniske tigray i Etiopien er af en sådan karakter, at enhver tigray vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved tilbagevenden. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Etiopien ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Etio/2025/5

myan20254

Nævnet meddelte i august 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk chin og [kristen] fra [by A], Chin State, Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har arbejdet for [en kristen kirkes forening], herunder været ansat [i en højtstående stilling]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter overgreb fra militærjuntaen, dels fordi han tidligere har arbejdet som præst, dels fordi militærjuntaen har brændt ansøgerens landsby ned i 2021, og dels fordi at Chin Region Defence Force (CDF) har opholdt sig på [et stykke jord] ansøgeren ejer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at militærjuntaen anser præster for værende en trussel mod militærstyret, idet en præst som ansvarlig for en menighed, kan samle folk herimod. Ansøgeren er uddannet præst og han har arbejdet som præst, sidenhen pastor, i perioden fra [1900’erne til 2020’erne] i kirken, [A]. Foruden dette har ansøgeren prædiket i andre kirker, ved borgermøder og på skoler i nærliggende landsbyer. Ansøgeren har videre oplyst, at en tidligere præst og ven af ansøgeren er blevet skudt af militærjuntaen i forbindelse med, at juntaen i [september 2021] brændte ansøgerens landsby ned. Som følge af branden flygtede ansøgeren ud af landsbyen og hen til hans [jord], hvor han opholdte sig i knap halvandet år, indtil en oprørsgruppe tilknyttet CDF søgte ophold på marken. Herefter flygtede ansøgeren videre. Militærjuntaen er efterfølgende blevet bekendt med, at det er ansøgeren, der ejer [jorden] og har således opsøgt ansøgerens datter herom. Han frygter endvidere militærjuntaen, fordi han i [starten af 2000’erne] blev udsat for et overgreb i forbindelse med, at en spion fra juntaen var blevet dræbt i ansøgerens landsby. Spionen var ansøgerens nabo og han havde en affære med en chinpige i landsbyen. Ansøgeren blev udsat for tortur, idet juntaen forsøgte at presse ham til at oplyse, hvem der havde dræbt spionen. De [udsatte ansøgeren for fysisk vold], fordi han ikke kunne svare på deres spørgsmål. Oprørsstyrkerne tog dagen efter ansvaret for drabet. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Myanmar. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår også af Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025], at Udlændingestyrelsen lagde ansøgerens forklaring til grund vedrørende CDF-soldaternes ophold på ansøgerens [jord] i [vinteren 2022/2023]. Udlændingestyrelsen lagde også til grund, at ansøgerens datter i sit hjem i [by B] blev opsøgt af soldater fra militærjuntaen, der ville vide, hvor ansøgeren opholdt sig. Udlændingestyrelsen lagde endeligt til grund, at ansøgeren i Myanmar havde arbejdet som præst i [over 25 år] og derefter som frivillig, der havde prædiket om Gud og Jesus. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i dette. Risikoen for personer, der vender tilbage til Myanmar er beskrevet i bl.a. Udlændingestyrelsens rapport ”Myanmar; Security Situation, return and military service” fra august 2024 og i DFAT’s rapport om Myanmar fra april 2025. Af Udlændingestyrelsens rapport fremgår på side 32 bl.a.: “Individuals returning must have a passport and universal ID number (UID). If a returnee meets all the formal requirements in terms of travel documents, documentation, etc., has not violated any immigration rules, and has not been involved in anti-junta activities, it may be that nothing happens to this person upon return. Another source stated, however, that having the right documents will not guarantee that a person can return without facing problems, as everything is random and uncertain. Generally, sources assessed that all returnees may risk being subjected to violations, unless the returnee is affiliated with the SAC. People abroad may nonetheless choose to return to Myanmar if they cannot sustain a living abroad. According to one source, they may return to villages in opposition-controlled areas where the SAC’s administrative system has broken down, and where they will not be monitored as much as if they returned to a city with SAC presence. … Members of ethnic minority groups would face particular difficulties upon return. They could for instance be subjected to extra scrutiny because the military authorities suspect them of being pro-opposition, e.g. involved with EAOs or supporters of the independence movement. Finally, sources assessed that Rohingyas and Muslims in general are overall more exposed to mistrust, discrimination and negative pressure from the military authorities which is why they will be at higher risk than other groups upon returning to Myanmar. … It is not clear whether treatment upon return differs depending on whether a person returns from a neighbouring country or from Europe, or depending on whether a person returns voluntarily or is forcibly returned. An international humanitarian organisation had the impression that it does not make a difference whether a person returns from Europe or a neighbouring country, or whether the return is voluntary or forced. DIIS assessed, however, that rejected asylum seekers risk persecution upon return to Myanmar if the junta knows about their attempt to seek asylum abroad. Chin Human Rights Organization assumed that the risk would be higher for a person returning from Europe than for a person returning from a neighbouring country, such as India or Thailand. The source added that it makes a difference whether a person returns officially, e.g. through an international airport, rather than by crossing borders where there are no SAC guards to monitor the return. As regards forced returns, the military authorities search for information about an individual being forcibly returned, in addition to the information they already have. One source believed that if the returnee is not associated with anti-junta activities, it might be safe to return. According to the same sources, however, there are no guarantees regarding the military authorities’ treatment of returning individuals. Cases of forced return were reported from Thailand, India and Malaysia. A couple of CDM activists were returned from Malaysia and have subsequently disappeared. Individuals forcibly repatriated from India are assumed to have been placed in detention.” Af DFAT’s rapport fremgår bl.a.: “5.28 DFAT assesses, considering the high level of scrutiny of people arriving and departing Myanmar, and the severe consequences for anyone suspected of opposing or criticising the regime or having links to Western countries (see Political Opinion), a failed asylum seeker returning from Australia would be at high risk of official harassment, arbitrary detention and violence, regardless of the reason they originally left Myanmar.” Flygtningenævnet finder på baggrund af disse oplysninger, og når de sammenholdes med baggrundsoplysningerne om forholdene i Myanmar i almindelighed, herunder om den vilkårlighed, som hersker, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer asylbegrundende overgreb. Der er i vurderingen lagt vægt på, at oprørsgruppen CDF tog ophold på ansøgerens [jord] i [vinteren 2022/2023], hvor ansøgeren boede. Der er derudover lagt vægt på, at militærjuntaen efterfølgende opsøgte ansøgeren efter hans udrejse på datterens bopæl. Der er endeligt lagt vægt på, at ansøgeren er etnisk Chin, kristen og har arbejdet som præst i [over 25] år. Flygtningenævnet meddeler på baggrund af ovenstående kumulative forhold ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Myan/2025/4/sahe

alder20255

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Vestbredden, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i efteråret 2006. Indrejst i 2025. Klageren havde oplyst at være født den i efteråret 2009. Flygtningenævnet udtalte:Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at du på baggrund af den foretagne aldersundersøgelse på Retsmedicinsk Institut [i sommeren] 2025 mest sandsynligt må antages at have været 18 eller 19 år på undersøgelsestidspunktet, og at Udlændingestyrelsen har vurderet, at du fremstår ældre end den alder, du selv har oplyst. Det bemærkes herved, at du ved den odontologiske undersøgelse er vurderet til at være 18 år, samt at du ved røntgenbillede af din hånd er vurderet til at være 19 år eller derover. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at du overfor myndighederne i [et andet europæisk land] har oplyst fødselsdatoen [en dato i vinteren 2004/2005] samt et andet navn og anden nationalitet. Endvidere at du overfor Udlændingestyrelsen har oplyst, at du var 16 år og snart ville fylde 17 år, men at du ifølge den af dig oplyste fødselsdato rettelig ville være 15 år og fylde 16 år. På denne baggrund, og da du ikke har fremlagt dokumentation for eller på anden måde nærmere sandsynliggjort den af dig oplyste alder, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge din forklaring om, at du er født [i efteråret] 2009, til grund. Du vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato [i efteråret] 2006.” alder/2025/5/sahe

iran202536

Nævnet meddelte i juni 2025 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger samt et barn fra Iran.  Sagen er sambehandlet med Iran/2025/35. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], [land], og er statsborger i Iran. Ansøgeren var i Iran tilknyttet Yarsan -religionen, men har oplyst, at han efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Iran, men har udøvet politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv under denne genoptagelsessag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder som følge af sine regimekritiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter drabet på den iranske kvinde Masha Amini i september 2022 har deltaget i mange demonstrationer rettet mod det iranske styre, herunder foran den iranske ambassade i Danmark. Ansøgeren har på sociale medier, herunder [socialt medie 1], uploadet og delt regimekritiske film og udsagn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv fremlagt billeddokumentation og videoer omhandlende sine politiske aktiviteter i Danmark. Asylmotivet om konvertering til kristendommen, der blev afvist ved Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2023, er ikke gentaget under genoptagelsessagen. Det er herefter spørgsmålet, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at der ved vurderingen af, om en asylansøgers aktiviteter sur place giver grundlag for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages en grundig gennemgang af sagens omstændigheder, jf. herved UNHCR’s Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status under the 1951 Convention and the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees. I punkt 96 hedder det: ”A person may become a refugee “sur place” as a result of his own actions, such as associating with refugees already recognized, or expressing his political views in his country of residence. Whether such actions are sufficient to justify a well founded fear of persecution must be determined by a careful examination of the circumstances. Regard should be had in particular to whether such actions may have come to the notice of the authorities of the person’s country of origin and how they are likely to be viewed by those authorities.” Der er under nævnsmødet vist og gennemgået en række videoklip og billeder fra forskellige sociale medier. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren efter demonstrationerne i Iran i kølvandet på drabet på Mahsa Amini den 16. september 2022 kontinuerligt har deltaget i demonstrationer og andre begivenheder i Danmark rettet mod det iranske styre og de iranske myndigheder, herunder demonstrationer afholdt foran den iranske ambassade i Danmark. Det er herunder lagt til grund, at ansøgeren ikke har haft en fremtrædende rolle under demonstrationerne. Ansøgeren har delt videoklip fra disse demonstrationer samt øvrigt regimekritisk materiale på sine åbne profiler på [socialt medie 1] og [socialt medie 2], der begge er i eget navn. Det fremgår af baggrundsoplysningerne – og er lagt til grund i Flygtningenævnets praksis – at de iranske myndigheder har både vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet. Der kan henvises til bl.a. Landinfo (Temanotat) ”Iran - Reaksjoner mot iranere i eksil” af 28. november 2022 og Landinfo (Respons) ”Iran: Overvåking av regimekritikere i utlandet som følge av ”Kvinne, liv, frihet-protestene”” af 5. juli 2023. Etniske kurdere med en politisk profil er i større risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb af de iranske myndigheder end andre personer, der udfører regimekritiske aktiviteter, jf. således EUAA ”Country Guidance: Iran. Common analysis and guidance note” (januar 2025), side 37f. Uanset det anførte om de iranske myndigheders overvågning af regimekritikere i udlandet og om etniske kurdere som risikoprofil finder Flygtningenævnet, at ansøgerens regimekritiske aktiviteter i Danmark efter en samlet og konkret vurdering af deres karakter og omfang ikke kan anses for egnede til at komme til de iranske myndigheders kendskab. Der er på denne baggrund fortsat ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl med henvisning til egne forhold. Det tilføjes, at Flygtningenævnet finder, at en kumulativ vurdering af ansøgerens regimekritiske aktiviteter sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder ansøgerens tilknytning til Yarsan-religionen og deling af kristne budskaber, heller ikke kan føre til asyl. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren er berettiget til asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af den samtidige afgørelse om meddelelse af asyl efter denne bestemmelse til ansøgerens ægtefælle. Da Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er til hinder for asyl, meddeler nævnet herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1Løbenummer: Iran/2025/36/clu

ukra20257

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire mindreårige børn fra Ukraine. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk ukrainer født i landsbyen [landsby A], der ligger i Odessa Oblast, Ukraine. Ansøgeren har, siden han var omkring [14-17] år gammel, boet i [by B i Odessa Oblast]. Ansøgeren er ikke religiøs. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter de ukrainske myndigheder, idet han risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Ukraine. Den mandlige ansøger har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at hans forældre betalte for, at han som ung blev fritaget for militærtjeneste grundet helbredsmæssige forhold, selvom han ikke lider af helbredsmæssige problemer. Ansøgeren har endvidere oplyst, at selvom han er fritaget fra militærtjeneste, så frygter han at blive mobiliseret og kørt til fronten for at kæmpe, hvilket han ikke ønsker. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han har modtaget trusler af en gruppe, der handlede med narkotika i [by B i Odessa Oblast]. Den mandlige ansøger har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at ansøgerens partner i deres fælles daværende [firma] handlede med [ulovlige varer]. Efter ansøgeren afbrød samarbejdet med partneren, har ansøgeren modtaget trusler fra de mennesker, som partneren handlede med. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de generelle forhold i Ukraine og i[by B i Odessa Oblast]. Den mandlige ansøger har til støtte for dette asylmotiv blandt andet henvist til, at [by B i Odessa Oblast] ikke er et sikkert sted at opholde sig blandt andet på grund af daglige luftalarmer, droner og raketangreb, ligesom der er problemer med korruption og kriminalitet. Den mandlige ansøger har ligeledes henvist til, at han og hans familie er russisktalende, og at børnene ikke taler ukrainsk. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer født i landsbyen [landsby C], i Odessa Oblast, Ukraine. Ansøgeren flyttede senere til [by B i Odessa Oblast]. Ansøgeren er ikke religiøs. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Ukraine på grund af krigen.Den kvindelige ansøger har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at hun frygter for sin families sikkerhed. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun frygter, at hendes ægtefælle mobiliseres til militærtjeneste, og at hendes ældste søn, der snart fylder [13-16] år, registreres til militærtjeneste. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun og hendes børn taler russisk og hun og hendes mand kun en smule ukrainsk, hvorfor de vil have svært ved at klare sig i Ukraine. Asylmotivet om militærtjeneste[:] Flygtningenævnet kan lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil kunne risikere at skulle udføre militærtjeneste. Flygtningenævnet finder imidlertid i overensstemmelse med nævnets generelle praksis, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine efter oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landet den 24. februar 2022 ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, om asyl efter Flygtningekonventionen eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Det oplyste om forholdene for personer, der mobiliseres til krigen i Ukraine, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har hverken for Udlændingestyrelsen eller for nævnet henvist til, at en sådan tvungen militærtjeneste konkret vil være forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i Flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der i sig selv indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses for uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser af dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler kan efter baggrundsoplysningerne være meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Asylmotivet om trusler fra privatpersoner[:] Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om dette asylmotiv til grund. Der er herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om den påståede konflikt med personer involveret i [kriminalitet] i Ukraine. Ansøgeren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke er blevet udsat for trusler i anledning af sin tidligere arbejdspartners handel med [ulovlige varer], og at han ikke ved, om det forklarede hændelsesforløb har relevans for hans ansøgning om asyl. Ansøgeren har imidlertid over for Flygtningenævnet på afgørende punkter udbygget sin forklaring, herunder således at han skulle være blevet truet af de pågældende personer, og at hans partner opbyggede [gæld som følge handel med ulovlige varer] i deres fælles firma. Flygtningenævnet finder, at forklaringen af de anførte grunde tilsidesættes. Sikkerhedssituationen i Odessa Oblast[:] Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i det centrale og vestlige Ukraine, herunder forholdene i Odessa Oblast, der er ansøgernes hjemområde, ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder således, at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at forholdene i hjemområdet på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Der henvises i den forbindelse til de baggrundsoplysninger, der er refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse, samt det aktuelle konfliktkort udarbejdet af ACLED pr. 15. august 2025. Øvrige asylmotiver[:] Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at den mandlige ansøgers generelle frygt for korruption og kriminalitet i øvrigt i sit hjemområde i Ukraine og den kvindelige ansøgers frygt for, at familien ikke vil kunne klare sig i Ukraine, ikke kan føre til, at ansøgerne meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at socioøkonomiske forhold ikke kan føre til, at der meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerne efter det oplyste taler russisk, men kun til dels ukrainsk, og at deres børn kun taler russisk, kan ikke føre til en ændret vurdering af de ovenfor anførte forhold. Flygtningenævnet finder, at en kumulativ vurdering af det anførte vedrørende ansøgernes asylmotiver heller ikke kan føre til asyl. Konklusion[:] Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.”Løbenummer: ukra/2025/7/tmlo

liba20253

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst senest i 2022.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren indrejste i Danmark som mindreårig sammen med sine forældre i [midt 1980’erne], og blev [i sommeren] 1987 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2, som medfølgende barn til sin far. Ansøgeren blev registreret som værende udrejst af Danmark [i efteråret start 1990’erne] og blev [i foråret start 1990’erne] gift med en libanesisk statsborger i Libanon. Ansøgeren indrejste igen i Danmark [i efteråret midt 1990’erne] og tilbagekaldte [i vinteren 1996/1997] sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på udrejse til Libanon. [I vinteren 1996/1997] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 3, og udrejste herefter til Libanon. Ansøgeren er herefter senest indrejst i Danmark [i foråret] 2022 på et gyldigt visum. [I sommeren] 2022 søgte ansøgeren om familiesammenføring til sin herboende [familiemedlem]. [I efteråret] 2022 blev hendes ansøgning om familiesammenføring afvist, og hun blev meddelt en udrejsefrist til [dato i efteråret] 2022. Ansøgeren søgte herefter den [i vinteren 2022/2023] om asyl. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle i Libanon. Til støtte herfor har ansøgeren blandt andet oplyst, at hun som [mindreårig] blev tvangsgift med sin tidligere ægtefælle, der er hendes [familiemedlem]. Ansøgeren blev under hele ægteskabet udsat for psykisk og fysisk vold. Ansøgerens tidligere ægtefælle blev under deres ægteskab gift med en ny kvinde, og overtog deres fælles bolig, der ligger i samme ejendom, som ansøgerens bopæl. Ansøgeren frygter sin ægtefælle på grund af deres historik, og ansøgeren har ikke længere nogen hjemmeboende børn, som kan beskytte hende mod ham.  Videre har ansøgeren henvist til, at hun er enlig kvinde uden netværk i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at situationen i Libanon er ustabil, og at hun som enlig kvinde er særligt udsat. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men finder ikke, at dette kan føre til, at der meddeles hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det er nævnets vurdering, at ansøgerens konflikt med sin tidligere ægtefælle ikke har et omfang og en intensitet til, at hun kan meddeles asyl. Det beror udelukkende på hendes egen formodning, at hendes tidligere ægtefælle vil udsætte hende for overgreb, hvis hun vender tilbage til Libanon. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft nogen kontakt med den tidligere ægtefælle efter skilsmissen i [årstal mellem 2015-2020]2018 frem til sin udrejse af Libanon i [foråret] 2022, og at hun ikke efter skilsmissen har været udsat for fysiske overgreb eller trusler fra sin tidligere ægtefælle. Det er indgået i nævnets vurdering, at den tidligere ægtefælle efter skilsmissen har været bekendt med hendes opholdssted, men ikke har udvist vilje til at udsætte hende for overgreb eller trusler. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering, at hendes tidligere ægtefælle angiveligt har spredt rygter om hende i lokalsamfundet, hvor der generelt ses ned på fraskilte kvinder. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har været udsat for trusler eller overgreb fra lokalbefolkningen som følge af skilsmissen eller som følge af de rygter, som hendes tidligere ægtefælle måtte have spredt om hende efter skilsmissen. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft eller frygter konflikter med myndighederne, grupperinger eller øvrige privatpersoner i Libanon. Det forhold, at ansøgeren i 1987 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin fars tidligere aktiviteter i Libanon, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, der ligger snart 40 år tilbage i tiden, og at ansøgeren har været i stand til at bo i Libanon i perioden fra [start 1990’erne] til 2022 uden at opleve problemer i den forbindelse. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der for så vidt angår ansøgerens henvisning til sin tilknytning til Danmark, og at hun har et ønske om at passe sin syge [familiemedlem] i Danmark, er tale om socialøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde, at hun kan få asyl. Det samme gælder det forhold, at hun er enlig kvinde uden netværk i Libanon, og at hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv i Libanon. Heller ikke de generelle forhold i Libanon, herunder for enlige kvinder uden netværk, kan føre til, at der kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke kan få asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Liba/2025/3/sael

syri202444

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, og § 293, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt i 7 måneders betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, § 123, stk. 1, og § 291, stk. 1. Klageren blev samtidig meddelt en advarsel om udvisning. Klageren blev i 2022 idømt fængselsstraf i 5 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 samt knivloven. Klageren blev endvidere idømt en advarsel om udvisning. Klageren blev i 2022 idømt fællesstraf på 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 260 og § 293. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren blev i 2022 idømt fællesstraf på 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren blev i 2022 idømt en tillægsstraf på 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, § 124, stk. 5, jf. i det hele straffelovens § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren blev i 2023 idømt en tillægsstraf på 10 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og muslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har hertil oplyst, at han ikke vil samarbejde med nogen, der dræbte hans [familiemedlem A]. Klageren har tillige oplyst, at han ville have det fint med at skyde på nogen, men at han ikke ønsker at slå uskyldige mennesker ihjel. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af myndighederne på grund af sin [familiemedlem A’s] aktiviteter mod Assad. Klageren har hertil oplyst, at hans [familiemedlem A] har været i væbnet kamp mod Assads soldater for at beskytte deres landsby, og at hans [familiemedlem A] af den grund blev slået ihjel. Klagerens [familiemedlem A] og [andre familiemedlemmer] var modstandere af Assad, og derfor blev [et barn] i klagerens familie kidnappet. Klageren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at klageren er en mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder. Han risikerer derfor at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Klageren blev ved [landsrets] ankedom af [dato i] 2023 idømt en tillægsstraf på fængsel i 10 måneder samt udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 89. Straffen var en tillægsstraf til [byret A´s] dom af [dato i] 2022, hvor klageren blev straffet med fængsel i 5 måneder samt tildelt en advarsel om udvisning for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 samt [knivloven]. [Byret A´s] dom af [dato i] 2022 var en fællesstraf med [byret B´s] dom af [dato i] 2022, hvor klageren blev idømt en betinget fængselsstraf på 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, og § 293, stk. 1. [Landsrets] ankedom af [dato i] 2023 var tillige en tillægsstraf til [byret C´s] dom af [dato i] 2022, hvor klageren blev straffet med en tillægsstraf på fængsel i 1 år samt udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og straffelovens § 124, stk. 5, jf. § 89. [Byret C´s] dom af [dato i] 2022 var en tillægsstraf til [landsrets] ankedom af [dato i] 2022, hvor klageren blev straffet med fængsel i 7 måneder samt udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1 og § 293, stk. 1. Klageren er derudover af betydning for sagen straffet ved [landsrets] ankedom af [dato i] 2022 med fængsel i 7 måneder samt tildelt advarsel om udvisning for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, § 123 og § 291, stk. 1. Klageren blev således ved endelige domme meddelt advarsel om udvisning ved [landsret] [på dato i] 2022 og [byret A] [på dato i] 2022 samt udvist med indrejseforbud i 6 år ved endelige domme afsagt af [landsret] [på dato i] 2022, [byret C] [på dato i] 2022 og [landsret] [på dato i] 2023. Ved den seneste dom - [landsrets] ankedom af [dato i] 2023 - blev klageren fundet skyldig i et røveri begået efter det fyldte 18. år i forening med andre under anvendelse af maskering og kniv og idømt en tillægsstraf på fængsel i 10 måneder. Flygtningenævnet finder, at klageren derved er dømt for en særlig farlig forbrydelse, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet af en sådan reel, umiddelbar og alvorlig karakter, at tilbagekaldelse af flygtningestatus udgør en forholdsmæssig foranstaltning. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig karakteren og grovheden af forbrydelsen, de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, længden af den idømte straf, idet straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, hvor lang tid der er siden, at den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Af EU-Domstolens dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides, følger det af præmis 63 og 64 om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, bl.a., at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Klageren er nu [19-22] år gammel og har opholdt sig i Danmark siden [efteråret] 2015, hvor han indrejste i Danmark. Han er ikke gift og har ikke børn, og han har heller ikke andre familiemedlemmer her i landet. Han taler dansk og har gået i dansk skole, men han har ikke færdiggjort [uddannelse], og han har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren er massivt forstraffet for personfarlig kriminalitet og er som anført ovenfor også tidligere meddelt advarsel om udvisning, og han var dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering af de foreliggende oplysninger om den begåede kriminalitet og klagerens forhold, at det er godtgjort, at klageren udgør en sådan fare for samfundet som anført ovenfor. Nævnet har herved ud over længden af den idømte tillægsstraf på fængsel i 10 måneder navnlig lagt vægt på, at klageren desuden tidligere flere gange er blevet straffet for personfarlig kriminalitet. Der foreligger ikke i øvrigt oplysninger i sagen, herunder oplysninger fra klageren under hans samtale med Udlændingestyrelsen [i] 2024 eller hans forklaring for Flygtningenævnet, der kan give grundlag for at fastslå, at klageren ikke fremover vil udgøre en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/44/aalk

iran202528

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren har tidligere oplyst til Flygtningenævnet, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for det kurdiske parti [politisk parti] i perioden fra 1998 til 2006 og igen i perioden fra 2008 frem til hans udrejse af Iran i 2015. Ansøgeren har desuden været aktiv for partiet under hans ophold i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse som følge af hans omfattende politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været taler ved en lang række demonstrationer i Danmark, og at talerne ved flere lejligheder er blevet delt af regimekritiske medier. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han har været aktiv for [politisk parti], hvilket også fremgår af partiets online-platforme. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at hans familie i Iran har oplevet problemer som følge af ham, herunder ved, at ansøgerens [familiemedlem A] to gange er blevet anholdt og afhørt om hans forhold til ansøgeren samt ved, at den iranske sikkerhedstjeneste har opsøgt ansøgerens familie og spurgt dem ind til ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet [i efteråret] 2018 meddelte ansøgeren afslag på asyl. Af afgørelsen fremgår blandt andet, at ansøgerens forklaring om hans asylmotiv blev tilsidesat som værende divergerende og udbyggende. Endvidere fandtes ansøgerens generelle troværdighed at være væsentlig forringet som følge af, at ansøgeren havde fremlagt en forfalsket dom. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren ikke har udført politiske aktiviteter i Iran eller Irak eller var profileret eller i myndighedernes søgelys ved udrejsen af landet. Det bemærkes endvidere, at ansøgerens generelle troværdighed i lyset af sagens hidtidige forløb fortsat vurderes at være svækket. Forholdene for tilbagevendte asylansøgere fremgår blandt andet af Landinfos Temanotat af 22. november 2024. I afsnit 6.3 hedder det: ”Asylsøkere ikke gjenstand for særlig oppmerksomhet Nederlandske myndigheter peker på at det ikke finnes lover i Iran som kriminaliserer det å søke asyl i et annet land (MBZ Nederland 2019, s. 15). Ifølge australske Department of Foreign Affairs and Trade (DFAT) er ikke asylsøkere som returnerer til Iran gjenstand for særlig oppmerksomhet fra iranske myndigheter. Asylsøkernes aktiviteter i eksil, inkludert deres profiler på sosiale medier, blir ikke systematisk undersøkt av iranske myndigheter, med mindre vedkommende har fått oppmerksomhet i offentligheten eller er en offentlig person. DFAT skriver også at svært mange iranere har forlatt landet siden revolusjonen i 1979, og myndighetene aksepterer at mange vil søke å leve og jobbe utenlands av økonomiske årsaker (DFAT 2023, s. 40) Landinfo har i senere tid ikke funnet spesifikke indikasjoner på at returnerte personer har blitt straffeforfulgt eller opplevd andre reaksjoner utelukkende på grunnlag av å ha søkt asyl. Vi må likevel ta forbehold om at vi vet svært lite om hva som har forårsaket reaksjoner i konkrete saker det er rapportert om.” Efter de foreliggende baggrundsoplysninger undersøger de iranske myndigheder ikke rutinemæssigt hjemvendte iraneres sociale medier mv. Om forholdene for returnees fremgår blandt andet følgende af DFAT County Information Report Iran fra juli 2023: ” TREATMENT OF RETURNEES 2.202 The Iranian Government has a longstanding policy of not accepting involuntary returns. Voluntary returns are possible and are sometimes assisted by returning governments or the International Organization for Migration (IOM). In cases where an Iranian diplomatic mission has issued temporary travel documents, authorities will be forewarned of the person’s imminent return. DFAT is not aware of any legislative or social barriers to voluntary returnees finding work or shelter in Iran, nor any specific barriers to prevent voluntary returnees from returning to their home region. 2.203 In general, authorities pay little attention to failed asylum seekers on their return to Iran. DFAT understands their actions (including social media posts about sur place activities) are not routinely investigated by authorities. Iranians with a public profile in Australia (or elsewhere) may have activities visible on social media tracked by the Iranian government. (See also Media.) Iranians have left the country in large numbers since the 1979 revolution, and authorities accept many will seek to live and work overseas for economic reasons. Those who return on a laissez-passer are questioned by the Immigration Police at Imam Khomeini International Airport in Tehran about the circumstances of their departure and why they are traveling on a laissez-passer. Questioning usually takes between 30 minutes and one hour, however may take longer if the returnee is considered evasive in their answers and/or immigration authorities suspect a criminal history on the part of the returnee. Arrest and mistreatment are not common during this process. 2.204 DFAT assesses that, unless they were the subject of adverse official attention prior to departing Iran (e.g. for their political activism), returnees are unlikely to attract attention from the authorities, and face a low risk of monitoring, mistreatment or other forms of official discrimination. Local sources told DFAT the greater challenges for returnees are finding work and economic considerations, which will differ from person to person depending on the location of return, family support and skills and experience.” Flygtningenævnet henviser endvidere til Home Office rapport fra april 2025, pkt. 10.2 -10.4 om bl.a. overvågning af iranere i udlandet og sur place aktiviteter. Heraf fremgår blandt andet: “10.2.5 On 17 October 2024, the EUAA published a query response, covering the human rights situation in Iran between January 2023 and 7 October 2024. ‘In an interview with the EUAA [on 24 September 2024137], Leila Alikarami [an expert on Iranian law, a qualified attorney, and a member of Iran’s Central Bar Association since 2002138] noted that: ‘“[A]uthorities do not systematically monitor every Iranian national abroad. However, high-profile activists, journalists, and human rights defenders may be monitored outside the country and arrested upon their return. Typically, the passport police or the Islamic Revolutionary Guard Corps (IRGC) maintain lists of Iranian citizens who have active cases. If an individual’s name appears on the passport police list, their passport will be confiscated by immigration authorities during the immigration process. If their name is on the IRGC list, they can be identified even after passing through immigration by IRGC officers present at the airport …” Flygtningenævnet finder, at ansøgerens sur place aktiviteter i Danmark i form af blandt andet medlemskab af [politisk parti], aktiviteter på de sociale medier, deltagelse i demonstrationer mv. ikke har et sådant omfang eller er af en sådan karakter, at ansøgeren som følge heraf har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark. Ud over det forhold, at ansøgeren ikke har været i myndighedernes søgelys ved udrejsen af Iran, har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på den begrænsede eksponering, som navnlig ansøgerens egne aktiviteter har haft på de sociale medier, herunder hvor han taler til demonstrationer; at de mest sete og kommenterede indslag på hans profiler ses at være relateret til deling af andres materiale; at ansøgerens profiler på de sociale medier ikke er i hans eget navn, men i navnene ”[A]” og ”[B]”; og at ansøgerens navn ikke er omtalt i indslagene delt på blandt andet [medie A], [medie B] og [medie C]. I forbindelse hermed bemærkes, at flere af de profiler, som der er forevist materiale fra, deler enormt mange og ofte ganske langvarige opslag på deres profiler. Den video, som ansøgerens [familiemedlem B] angiveligt skulle have sendt til ansøgerens [familiemedlem C], hvor hun fortæller, at hun har været opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, fremstår konstrueret og kan derfor ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes i tilknytning hertil, at ansøgerens forklaring herom fremstår ganske overordnet og usikker, herunder i relation til, at han ikke skulle have drøftet videoen eller dens indhold med sin [familiemedlem B], og at han ikke kender dateringen af den eller den kontekst, hvori den skulle være optaget og fremsendt. Endvidere fremstår det påfaldende, at efterretningstjenesten skulle være i besiddelse af oplysninger om ansøgerens [familiemedlem C] i Danmark og have stillet spørgsmål til dennes opholdsgrundlag her. Det bemærkes da også, at ansøgeren har forklaret, at han ikke selv er blevet opsøgt i anledning af opslagene på hans åbne profiler. Flygtningenævnet tilsidesætter endvidere ansøgerens forklaring om, at hans [familiemedlem A] og [familiemedlem D] skulle have været tilbageholdt i Iran som følge af ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring herom har fremstået ganske overfladisk og udetaljeret. Der henvises tillige til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed. Der er ikke i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af genoptagelsessagen fremkommet oplysninger om omstændigheder, som giver nævnet anledning til at anlægge en anden vurdering af spørgsmålet om ansøgerens konversion fra islam til kristendommen. Flygtningenævnet kan således fortsat ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel. Nævnet henviser i den forbindelse til begrundelsen i nævnets afgørelse fra [efteråret] 2018. De oplysninger, der er fremlagt siden, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Iran/2025/28/lafal

afgh202529

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at han under sit ophold i Afghanistan fra 2020 til [måned] 2021 indberettede medlemmer af Taliban til de daværende afghanske myndigheder, idet ansøgeren overværede mistænkelige aktiviteter fra nabohuset. Som følge af indberetningen blev tre medlemmer af Taliban slået ihjel af politiet, og andre blev anholdt, herunder ansøgerens ægtefælles [familiemedlem A], som ansøgeren formoder er medlem af Taliban. Ansøgeren rejste herefter tilbage til Danmark. Efter Talibans magtovertagelse udrejste ansøgeren på ny til Afghanistan i 2022. Ansøgeren oplyste, at ægtefællens [familiemedlem A] i den forbindelse fortalte ham, at ansøgeren nu fremgik af Talibans dødsliste. Ægtefællens [familiemedlem A] sagde også til ansøgeren, at han aldrig skulle vise sig i Afghanistan igen, og ansøgeren udrejste på den baggrund af Afghanistan. Ansøgeren henviste endvidere til, at han i november og december 2023 havde modtaget tre trusselsbreve, der angiveligt er stemplet og underskrevet af lokale myndigheder, og til at han i januar 2024 havde modtaget trusler fra en ukendt person via Messenger. Endelig henviste ansøgeren til de generelle forhold i Afghanistan og til vestliggørelse som sur place asylmotiv. Under genoptagelsessagen har ansøgeren fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, og han har i den forbindelse fremlagt en række bilag som dokumentation for, at han var i Afghanistan i perioden [dato A i]2022 til [dato B i]2022. Flygtningenævnet lægger på baggrund af de nye oplysninger, der er fremkommet i sagen, til grund, at ansøgeren har opholdt sig i Afghanistan i perioden [dato A i]2022 til [dato B i] 2022. Af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret] 2024 om spørgsmålet om vestliggørelse, finder Flygtningenævnet fortsat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han på dette grundlag har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren på baggrund af sit ophold i Danmark er blevet påvirket i forhold til sin adfærd, sit udseende, sine handlinger og sine holdninger i en sådan retning og i en sådan grad, at ansøgeren i et asylrelevant omfang vil påkalde sig Talibans opmærksomhed ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor hans ægtefælle og søn opholder sig og hvor han flere gange har været på besøg. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt i Afghanistan med sin ægtefælles [familiemedlem A], der er tilknyttet Taliban. Nævnet finder således, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren i 2021 uden at underrette sin ægtefælle skulle have foretaget en anmeldelse til de daværende afghanske myndigheder på grundlag af nogle ganske overordnede iagttagelser af nogle personer i nabohuset, som han foretog fra sin ægtefælles bopæl under et ferieophold hos hende. Ansøgerens ægtefælle bor efter det oplyste fortsat samme sted sammen med ansøgerens søn. Der foreligger ikke i sagen oplysninger, der kan give grundlag for at fastslå, at ansøgerens ægtefælle efterfølgende har været udsat for repressalier i anledning af den påberåbte konflikt. Det er ikke sandsynliggjort, at den færdselsulykke, som ansøgerens søn har været udsat for i Afghanistan i 2024, har tilknytning til den af ansøgeren påberåbte konflikt. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være blevet optaget på en ”dødsliste” udarbejdet af Taliban, eller at Taliban i øvrigt skulle efterstræbe ham som anført i de under sagen fremlagte breve og meddelelser. Det kan ikke føre til en anden vurdering af asylmotivet, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at det først var under det efterfølgende ophold i Afghanistan i 2022 efter Talibans magtovertagelse, at han og hans ægtefælle erfarede, at ægtefællens [familiemedlem A] var blandt de involverede i episoden. Dette forekommer navnlig påfaldende i lyset af, at det var på foranledning af ægtefællens [familiemedlem A], som ansøgeren så befinde sig i nabohuset, at der skulle laves og bringes mad til personerne. Nævnet finder det i den forbindelse tillige påfaldende, at ansøgerens ægtefælle først på et så sent tidspunkt skulle være blevet bekendt med, at hendes [familiemedlem A] var blevet pågrebet af myndighederne.  Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan har ikke en karakter, der i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter reglerne om asyl.  Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af [fra foråret] 2024.”Løbenummer: Afgh/2025/29/CARA

rusl20258

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2003 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i syv måneder for overtrædelse af bl.a. knivlovens § 7, stk. 2, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, straffelovens § 293 a og færdselslovens § 118 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Rusland. Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra Tjetjenien, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at opleve problemer, herunder blive slået ihjel eller udsat for tortur, fordi hans afdøde [nære familiemedlem A] var frihedskæmper på tjetjenernes side og i Rusland anses for at være landsforræder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har en aktuel og asylbegrundende konflikt med myndigheder eller personer i Rusland i anledning af [sit nære familiemedlems A’s] forhold. Nævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ikke har noget nærmere kendskab til [klagerens nære familiemedlem A’s] konflikt, og at klageren ikke er bekendt med, om hans familie, herunder klagerens [nære familiemedlem B], har oplevet problemer på grund af [klagerens nære familiemedlem A]. Hertil kommer, at konflikten ligger mange år tilbage i tiden. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren har en aktuel og asylbegrundende konflikt med myndigheder eller personer i Rusland i anledning af [sit nære familiemedlem B’s] forhold som følge af, at [familiemedlem B] var medlem af den tjetjenske oprørshær i perioden fra [efteråret] 1999 til [foråret] 2003. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på det anførte i Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret]2022 vedrørende forlængelse af klagerens [nære familiemedlem B’s] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvor det – i lyset bl.a. af oplysninger om [klagerens nære familiemedlems B’s]  rejseaktiviteter til Rusland, herunder Tjetjenien – er lagt til grund at [klagerens nære familiemedlem B] ikke har sandsynliggjort, at [klagerens nære familiemedlem B] ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der foreligger heller ikke faktiske oplysninger i sagen, der understøtter, at klageren på grund af sine familierelationer i øvrigt skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Rusland. Klageren har derudover gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Rusland og Tjetjenien risikerer tvangsmæssigt at blive sendt til fronten i Ukraine. Om tvangshvervning af tjetjenere til krigen i Ukraine fremgår følgende af Udlændingestyrelsens/Migrationsverkets COI-rapport, Russia – Recruitment of Chechens to the war in Ukraine, april 2024 (s. 20 ff): ”4.3.3. Coercive recruitment Coercive recruitment of ethnic Chechens to the Russian invasion of Ukraine has been ongoing since February 2022 but it has ebbed and flowed in terms of scale and intensity throughout the duration of the full-scale invasion. According to Harold Chambers, the extent of coercive recruitment in Chechnya peaked around the time of the announcement of the partial mobilisation in Russia at the end of September 2022. There are many unknown variables regarding coercive recruitment in Chechnya, including the scale. Chechens who are coercively recruited are forced to sign contracts with the MoD and according to HRW and Mark Galeotti this means that the paper trail of coercively recruited Chechens looks as if they volunteered for the Russian war effort. Galeotti further elaborated that most of the corroborated cases of coercive recruitment has come from Grozny. All sources consulted on the topic of coercive recruitment stated that coercive recruitment in Chechnya has been directed at certain groups of the local population. Critics of the authorities are at most risk of being coercively recruited. Harold Chambers assessed that even being a member of the ‘wrong’ Telegram-channel could put a person at risk of being recruited, and he added that the Chechen authorities possess the necessary software to monitor social media platforms. HRW stated that activists and members of civil society organisation could risk being recruited. They further elaborated that cases of recruitment of ad due to their activism is not limited to Chechnya and Chechens but has also been documented in the rest of Russia. Family members of vocal critics of the Chechen authorities also risk being recruited. The brother of a well-known Chechen dissident, Khassan Khalitov, had been forcefully sent to the frontline in Ukraine. Alexander Kvakhadze of the Rondeli Foundation added that he had heard of other similar cases. In Chechnya, HRW had seen examples of persons being recruited because they were a part of the LGBT community. These persons were given a choice: either they would to be outed so that their LGBT identity would be known in the public and by their families – which would entail the risk of them being killed – or they could sign a contract with the MoD. Users of illegal drugs and alcohol has also been forced to sign contracts with the MoD. Harold Chambers stated that the authorities used coercive recruitment to get rid of what the Chechen authorities has labelled ‘undesirables’. HRW noted that any deviation from the norms and rules of Kadyrov could be used to force persons to sign contracts with the MoD or the National Guard. The Chechen authorities use forced recruitment to Ukraine as a form of punishment in Chechnya. Although certain groups can be identified as being more at risk than others it should be noted that there is a high degree of unpredictability and arbitrariness in the actions of Chechen authorities in regards to coercive recruitment. Sources have indicated that any contact with Chechen authorities can involve risks from a recruitment perspective. According to Chambers, this type of seemingly random recruitment seemed to be most prevalent during the autumn of 2022. At that time, the authorities coercively recruited most Chechen men they came into contact with without regard for their physical and/or mental condition. Chambers knows of cases where people involved in car accidents were recruited and sent to Ukraine. Three sources also noted reports of Chechens trying to obtain external passports have been coercively recruited.  Chambers further elaborated that Chechens trying to avoid recruitment by leaving Russia at the Astrakhan border crossing into Kazakhstan have been recruited at the border by Chechen authorities.” Af Udlændingestyrelsens/Migrationsverkets COI-rapport, Russia – Conscription, marts 2025 fremgår bl.a. følgende (s. 59f): “Chechens are being conscripted for military service, and they might be sent to any part of Russia to serve. Chechen conscripts serve in many different units including in the National Guard. According to Mark Galeotti, there still seems to be evidence that Chechen conscripts tend to be deployed to Chechen units. However, it is difficult to tell in practice, as the data is not fully transparent. When the head of Chechnya, Ramzan Kadyrov, wants to express his loyalty to Kremlin, local municipalities are directed to fill specific quotas with men to the military. According to Freedom House, many people from Chechnya become elite contract soldiers to ensure the safety of their families. Pressure on families is used as a weapon to exercise control over unwilling family members in Chechnya. Although this source was not certain that these practices applied to conscripts, however, it is probable. The situation for Chechens is different compared to the situation of other Russians, because most officers in the Russian military dislike Chechens and Kadyrov. Chechens do not fight in Ukraine with the regular Russian military. They only fight in local Chechen groups. The vast majority of Chechens have not been required to undertake conscription since 1991, even though Chechnya officially resumed conscription on a limited scale in 2014. In 2024, only 500 Chechens were drafted in each conscription cycle, representing a mere 0.33 percent of the total number of conscripts in the military's latest intake, which is a proportion that has remained unchanged even after the full-scale invasion began in Ukraine.” Flygtningenævnet finder, at klageren i lyset af indholdet af de ovenfor gengivne baggrundsoplysninger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland og Tjetjenien på nuværende tidspunkt vil være i en konkret risiko for tvangsmæssigt at blive sendt til fronten i krigen mellem Rusland og Ukraine, idet hans formodning om, at dette vil ske, ikke i tilstrækkelig grad er understøttet af baggrundsoplysningerne sammenholdt med hans profil og oplysningerne om hans forhold i øvrigt. De artikler, der er fremlagt af den beskikkede advokat, kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering. Klageren er herefter ikke i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Rusland, og udlændingelovens § 31 er derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Rusl/2025/8/CARA

paki20255

Nævnet hjemviste i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2023.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Pakistan. Ansøgeren har været aktiv for partiet [parti]. Ansøgeren blev medlem af ungdomspartiet i [parti] i år 2000. Siden 2006 har ansøgeren været medlem af [parti], og i perioden fra 2006 til 2009 deltog ansøgeren i møder og uddannede andre i Pakistan. I 2019 havde ansøgeren møder med medlemmer af partiet 1-2 gange om måneden. Ansøgeren blev i 2021 generalsekretær for partiets lokale afdeling i [provins]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban i Pakistan, fordi han er tilknyttet partiet [parti], og fordi han har været generalsekretær for partiet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han har modtaget 5-7 telefoniske trusler fra Taliban i Pakistan. Videre har ansøgeren forklaret, at hans far blev slået ihjel af Taliban i 2011, og at hans farbror blev slået ihjel af Taliban i [vinteren 2021/2022]. Både ansøgerens far og ansøgerens farbror havde tilknytning til [parti]. Udlændingestyrelsen har under mødet i Flygtningenævnet påstået sagen hjemvist til behandling i Udlændingestyren. Styrelsen har henvist til, at [det europæiske lands] udlændingemyndigheder har oplyst, at der i [det europæiske land] er en verserende sag om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse, og at det er usikkert, hvad status er i den sag, da det ikke har været muligt med det korte varsel at komme i kontakt med [det europæiske lands] udlændingemyndigheder. Ansøgerens advokat har tilsluttet sig Udlændingestyrens påstand om hjemvisning. Flygtningenævnet tager de samstemmende påstande om hjemvisning til følge, idet det på det foreliggende grundlag er ganske uklart, om ansøgeren aktuelt har opholdstilladelse i [det europæiske land], og derfor muligvis i medfør af Dublinforordningens regler skal overføres dertil. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fortsat behandling i Udlændingestyren.”Løbenummer: paki/2025/5/dh

irak20258

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2024.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Irak, at hun som gift kvinde vil blive udstødt af familien og det omkringliggende samfund og således reelt være hjemløs og uden mulighed for at forsørge sig selv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at begge hendes forældre er afgået ved døden og at den resterende familie hverken vil eller kan tage sig af hende, da det i henhold til [etnicitet]/irakisk kultur og tradition er ansøgerens ægtefælles ansvar. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [vinteren 2024/2025], at ansøgeren med sin forklaring ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til baggrundoplysningerne om forholdene i Irak, herunder for enlige kvinder, kan Flygtningenævnet i det hele henvise til det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen – og som også forklaret af ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet – må det lægges til grund, at ansøgeren har et godt og tæt forhold til sig egen familie i Irak, herunder brødre, og tillige til sin ægtefælles familie i Irak, herunder ægtefællens far. Ansøgeren har da også forklaret, at hun ikke frygter overgreb fra egen eller ægtefællens familie ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren risikerer udstødelse af sin egen og/eller ægtefællens familie i Irak med den konsekvens, at hun risikerer overgreb fra personer i lokalsamfundet mv. ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7.”Løbenummer: Irak/2025/8/dh

rusl202510

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk russer og ortodoks kristen fra [bynavn], Rusland. Ansøgeren blev i [årstal i 2000’erne] tildelt [statsborgerskab i et andet land]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Rusland, fordi hun ikke længere har en tilknytning til eller har pårørende i Rusland. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun udrejste til [det andet land] i [årstal i 1990’erne] for at bosætte sig med sin [nationalitetsangivelse] ægtefælle. Hun ønsker at bo og uddanne sig i Danmark, hvor hun har sin voksne søn og har været diagnosticeret med en behandlingskrævende [sygdom]. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har frasagt sit russiske statsborgerskab. Der er herved henset til de samme omstændigheder, som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [dato i foråret] 2025. Ansøgeren har således forklaret, at det ikke var et krav for at opnå [statsborgerskab i det andet land], at hun frasagde sig sit russiske statsborgerskab. Det forhold, at ansøgeren har afleveret sit russiske pas til det russiske konsulat i [by i det andet land], kan ikke anses som en frasigelse af sit russiske statsborgerskab. Der er endvidere henset til, at det ikke ifølge [statsborgerskabslov i det andet land] er et krav at frasige sig sit oprindelige statsborgerskab for at opnå [statsborgerskab i det andet land]. Endelig følger det af artikel 10 i den russiske statsborgerskabslov, at en russisk statsborger alene betragtes som en russisk statsborger, uanset denne måtte have opnået statsborgerskab i et andet land. Flygtningenævnet kan herefter tilslutte sig, at den asylretlige vurdering af ansøgerens forhold alene skal foretages i forhold til Rusland. Ansøgeren har ikke oplyst om konflikter med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Rusland, som kan begrunde asyl. Det af ansøgeren oplyste om, at hun ikke har nogen tilknytning til Rusland, hvor hun ikke har været siden [årstal i 1990’erne], at hun ikke har nogen pårørende i Rusland, og at hun ønsker at bo og uddanne sig i Danmark, hvor hendes voksne søn er bosiddende, kan ikke føre til en anden vurdering, idet dette er socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren er diagnosticeret med en behandlingskrævende [sygdom], kan ikke føre en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, således som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører således under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold i særlige tilfælde kan tillægges betydning ved vurdering af, hvorvidt en asylansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der foreligger oplysninger om, at ansøgeren som følge sine helbredsmæssige forhold eller sammenholdt med andre faktorer risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Rusland. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen kan ansøgeren herefter ikke meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer:Rusl/2025/10/dh

liby20251

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], [distrikt], Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han ikke vil hverves af en milits, fordi der ikke er sikkert i Libyen, og fordi der er borgerkrig i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han på grund af sine mange år ude af landet vil blive indkaldt til afhøring og mistænkt for at være forræder eller spion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hvis man ikke tilslutter sig en milits, bliver man slået ihjel, og hvis man tilslutter sig en milits, vil man blive tvunget til at slå ihjel, hvilket ansøgeren ikke ønsker. Ansøgeren er to gange blevet forsøgt hvervet af militsen [milits]. Ved første opsøgning blev ansøgeren omkring [vinteren 2013/2014] opsøgt på en cafe, hvor militsen henvendte sig til ansøgeren og andre personer. Ansøgeren fik at vide, at han skulle komme til et møde på en lokation, hvor militsen holdt til. Ansøgeren tog ikke til lokationen. Ansøgeren blev opsøgt for anden gang i sommeren 2015 på gaden i nærheden af sin bolig. Ansøgeren blev spurgt af mænd fra militsen, hvorfor han ikke havde tilsluttet sig dem endnu for at forsvare byen. Mændene sagde, at ansøgeren var en forræder, og at han skulle hjælpe med at kæmpe mod det gamle regime, og at de ellers kunne finde på at slå ham ihjel. De sagde også, at det var sidste advarsel. Ansøgeren sagde, at han ville henvende sig senere, men han henvendte sig ikke, og i stedet gemte han sig i en anden del af byen og udrejste herefter omkring 10 dage efter opsøgningen. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med militsen [milits]finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrunde konflikt med denne milits. Om sit første møde med militsen har ansøgeren under asylsamtalen [i vinteren 2016/2017] blandt andet forklaret, at han mødte tre personer på en cafe, hvor de sad ved siden af ansøgeren og drak kaffe. Mændene sagde, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem og henvende sig på en bestemt lokation i byen [by]. Mændene kendte ikke ansøgerens navn, og han fortalte heller ikke mændene sit navn. Om sit andet møde med militsen i 2015 har ansøgeren til Udlændingestyrelsen blandt andet forklaret, at ansøgeren sad ude på gaden cirka 20 meter fra sin bopæl. To af mændene gik hen til ansøgeren. Ifølge ansøgeren kendte de to mænd hans navn og spurgte, hvordan det kunne være, han ikke havde tilsluttet sig dem, at han var en forræder, og at de kunne finde på at slå ham ihjel. De sagde også, at det var anden gang, de henvendte sig til ham, og at det var sidste advarsel. Mændene sagde, han skulle tilslutte sig dem hurtigst muligt, fordi det var bedst for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren to gange - med lidt over et års mellemrum - er blevet opfordret til at lade sig hverve til militsen [milits] henholdsvis i [vinteren 2013/2014] og i [sommeren] 2015.  Nævnet kan imidlertid ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens forklaring om den anden opsøgning til grund. Særligt finder nævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at de to opsøgende personer kendte ansøgerens navn, eller at de sagde, at det var anden gang, de henvendte sig til ham, og at det var sidste advarsel. Herved lægger nævnet særlig vægt på, at ansøgeren selv har forklaret om mødet med militsen i [vinteren 2013/2014], at mændene ikke kendte ansøgerens navn, ligesom han heller ikke fortalte mændene sit navn. På den baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at mændene under den anden opsøgning sagde, at det var anden gang, de henvendte sig, og at det var sidste advarsel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at militsens henvendelser til ansøgeren har haft en sådan karakter og intensitet, at det kan være asylbegrundende. Militsens henvendelser til ansøgeren med over et års mellemrum findes i begge tilfælde alene at have karakter af generelle opfordringer til at lade sig rekruttere. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren ikke blev opsøgt af militsen, hverken efter den første opfordring i [vinteren 2013/2014] eller i 2015 i de 10-12 dage, der gik, efter det andet møde med militsen. Ansøgerens familie er efter det oplyste heller ikke blevet opsøgt efterfølgende i anledning af militsens henvendelser til ansøgeren. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han generelt frygter at blive rekrutteret til libyske militser og det forhold, at der i Libyen er forskellige militser, kan ikke i sig selv være asylbegrundende. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han skulle være i en individuel og konkret risiko for at blive hvervet til en milits. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han ved tilbagevenden til Libyen vil blive indkaldt til afhøring og mistænkt for at være forræder eller spion. Dette kan således heller ikke i sig selv være asylbegrundende. De generelle forhold i Libyen kan ikke i sig selv være asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland Libyen vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. l, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Liby/2025/1/anjv

land20255

Nævnet fandt i juni 2025 at en klager isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Indrejst i 1999 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år, hvorved hendes opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”[Indledende om klagerens personlige forhold]. Klageren fik meddelt opholdstilladelse [i vinteren 2000/2001] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev ved [landsrettens] ankedom [i efteråret] 2018 straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 89, jf. § 88, ved at have begået legemsangreb af særlig rå, brutal og farlig karakter i gentagelsestilfælde. Ved dommen blev klageren samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år, hvorved hendes opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Ved Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren] 2019 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019 om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til [sit hjemland] [oplysninger vedrørende klagerens asylmotiv udeladt], og at hun af den grund isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet tiltrådte derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til [sit hjemland]. Flygtningenævnet kunne ved sin afgørelse ikke lægge klagerens asylmotiver, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund om, at hun [oplysninger vedrørende klagerens asylmotiv udeladt]. Nævnet fandt efter en samlet vurdering af oplysningerne om klagerens forhold, herunder karakteren af de afsagte straffedomme og oplysningerne om hendes personlige, helbredsmæssige og familiemæssige forhold, herunder at hun har [et myndigt barn] her i landet, ikke, at der forelå særlige grunde, som talte for, at klageren skulle gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., jf. § 7. Klageren har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse blandt andet henvist til, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i stedet for § 7, stk. 2. Som følge heraf, og da udvisningsdommen nu ligger næsten syv år tilbage, ligesom hun ikke længere kan anses for at udgøre en konkret fare for samfundet, bør hun ikke anses for at være udelukket fra en opholdstilladelse. Klageren har som asylmotiv henvist til, [oplysninger vedrørende klagerens asylmotiv udeladt]. Klageren bør ikke anses for at være udelukket fra at få opholdstilladelse, dels da hun nu er omfattet af udlændingestyrelsen § 7, stk. 1, dels da hun ikke længere udgør nogen fare for samfundet. Flygtningenævnet finder [oplysninger vedrørende klagerens asylmotiv udeladt], [at klageren isoleret set er omfattet af] udlændingelovens § 7, stk. 1, i stedet for § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om [klageren] fortsat er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor vedkommende blandt andet risikerer umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller til et land, hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til [sit hjemland]. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Klageren blev ved [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2018 straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 89, jf. § 88, ved at have begået legemsangreb af særlig rå, brutal og farlig karakter i gentagelsestilfælde. Ved dommen blev klageren samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år, hvorved hendes opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Klageren er forud for [landsrettens] ankedom straffet således: [i foråret] 2012 ved [byretten] idømt betinget fængsel i 50 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2. [I foråret] 2017 ved [byretten] idømt fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og stk. 2, ved dels at have [gerningsbeskrivelse]. I denne forbindelse blev klageren betinget udvist af Danmark med en prøvetid på 2 år. Klageren er efter [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2018 straffet således: [i vinteren 2019/2020] ved [byretten] idømt en bøde på 1.500 kr. for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder fortsat, at klageren er straffet for en forbrydelse af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand, henset til, at der er tale om personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og karakter og længden af den idømte fængselsstraf. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, som klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Herved har nævnet lagt vægt på, at klageren blandt andet to gange er dømt for vold, jf. § 244, samt en gang er dømt for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, jf. straffelovens 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 89, jf. § 88. Det forhold, at klageren siden [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2018 ikke har begået ny personfarlig kriminalitet kan på baggrund af oplysningerne i sagen ikke føre til en ændret vurdering. Klageren indrejste i Danmark i 1999. Hun fik meddelt opholdstilladelse [i vinteren 2000/2001] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ugift. Hun har ingen familiemæssig tilknytning til [sit hjemland]. Hun har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hun her i landet har [et myndigt barn], der bor for sig selv. [Oplysninger vedrørende barnet udeladt]. Klageren er ikke i gang med en uddannelse, og hun har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt.  Flygtningenævnet finder derfor, at klageren fortsat er udelukket fra at opnå opholdstilladelse.” Løbenummer: Land/2025/5/anjv

alder20253

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Afghanistan, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i vinteren 2009. Indrejst i 2025. Flygtningenævnet udtalte:”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at du på baggrund af den foretagne aldersundersøgelse på Retsmedicinsk Institut [i foråret] 2025 mest sandsynligt må antages at have været 19 år eller derover på undersøgelsestidspunktet, og at Udlændingestyrelsen har vurderet, at du fremstår ældre end den alder, du selv har oplyst. Det bemærkes herved, at du ved den odontologiske undersøgelse er vurderet til at være 19 år eller derover år, samt at du ved røntgenbillede af din hånd er vurderet til at være 19 år eller derover. På denne baggrund, og da du ikke har fremlagt dokumentation for eller på anden måde nærmere sandsynliggjort den af dig oplyste alder, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge din forklaring om, at du er født [i vinteren] 2009, til grund. Du vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato [i vinteren]2006.”alder/2025/3/DIEI

iran202530

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Senest indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har deltaget i demonstrationer i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sine familiemedlemmer og de iranske myndigheder, som følge af, at hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin nu tidligere ægtefælle i 2020. Ansøgeren indledte et forhold til sin nuværende samlever, mens hun var gift med sin nu tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hendes familie i Iran er bekendt med hendes nuværende forhold. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sine familiemedlemmer og de iranske myndigheder, som følge af, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes nuværende samlever har spillet en stor rolle i hende konversion. Hun går i kirke og blev døbt [i foråret] 2023. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, som følge af, at hun i Danmark har deltaget i demonstrationer blandt andet til støtte for ”Kvinde, Liv, Frihed”-bevægelsen, og fordi hun nægter at bære tørklæde. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun er vestliggjort, herunder at hun har modvilje mod at bære tørklæde, at hun er tilhænger af kvinderettigheder, mod det iranske styre, at hun klæder sig vestligt og er tatoveret. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Iran, herunder de generelle forhold for kvinder, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en aktuel konflikt med sin familie eller de iranske myndigheder på baggrund af, hvorledes hun indledte forholdet til sin nuværende samlever. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på de af Udlændingestyrelsen anførte grunde vedrørende familiekonflikten, herunder navnlig Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan ansøgerens familie blev bekendt med forholdet til samleveren. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har været gift [2-4] gange og blev skilt [2-4] gange, mens hun fortsat levede i Iran, uden at hun derved har oplevet konflikter med sin familie eller de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft kontakt med sin familie i ca. to og et halvt år, og at hun i den periode ikke er blevet forsøgt opsøgt eller kontaktet af sin familie. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at ansøgerens forklaring, om at hun er konverteret til kristendommen, ikke kan lægges til grund, herunder at ansøgerens forklaring om konverteringen fremstår ureflekteret og overfladisk. Herved har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren kun med besvær har været i stand til at oplyse om to hovedtrosretninger i kristendommen, og at hun kun med betydelig usikkerhed har forklaret, at hun tror, at den trosretning, som hun bekender sig til, er [trosretning]. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke medlem af politiske partier eller foreninger. Ansøgeren har desuden forklaret, at hun har deltaget i ca. 4 demonstrationer vedrørende iranske forhold, herunder demonstrationer til fordel for kvinderettigheder og mod udsendelse af en iraner fra Danmark til Iran. Ansøgeren har forklaret, at hun var almindelig deltager i demonstrationerne og ikke havde en fremtræden rolle. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens sur place aktiviteter i Danmark ikke har et sådant omfang eller er af en sådan karakter, at ansøgeren som følge heraf har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse i Danmark. Det, der i øvrigt er fremkommet, herunder at ansøgeren har modvilje mod at bære tørklæde ved en tilbagevenden til Iran, at hun er tilhænger af kvinderettigheder og imod det iranske styre, at hun klæder sig vestligt og er tatoveret, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Iran/2025/30/lafal

dub-tysk202519

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtagerforholdene for asylansøgere og asylproceduren i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte forhold om, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark med henvisning til, at klageren over for flygtningehjælpen har oplyst, at han er meddelt afslag på asyl i Tyskland, og at han derfor ikke har kunnet bevise overfor de tyske myndigheder, at han er eftersøgt i [land A], hvorfor af denne grund har fået afslag på et fejlagtigt grundlag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder endvidere ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte forhold om, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark med henvisning til, at klageren over for flygtningehjælpen har oplyst, at han er blevet overfaldet af tre mænd fra de tyske myndigheder, at han ikke oplevede at være blevet taget seriøst af myndighederne i Tyskland, og at han oplevede repressalier grundet sin klage mod flygtningecenteret, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/19/AALK

jord20256

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og født muslim fra [by], Jordan. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har arbejdet ved sikkerhedsstyrkerne i Jordan i perioden fra 2012 til 2022. Ansøgerens arbejdsopgaver bestod hovedsageligt i vagtarbejde, ligesom han havde ansvar for adgangskontrol og overvågning af sikkerheden ved bygninger tilknyttet sikkerhedsstyrkerne. Ansøgeren opsagde sin stilling umiddelbart inden, han rejste til Danmark for at være sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter, at han vil blive slået ihjel af sin far, øvrige familiemedlemmer eller medlemmer af ansøgerens klan, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er opvokset i en muslimsk familie, men at han oprindeligt fik interesse for kristendommen gennem sin skolegang på en kristen skole. Da han i 2019 mødte sin kommende ægtefælle, der er kristen og bosiddende i Danmark, stiftede han yderligere bekendtskab med kristendommen. I 2019 tog ansøgerens kommende ægtefælle ophold i en måned sammen med ansøgeren i Jordan. I denne periode gik parret i kirke sammen, hvilket ansøgeren holdt skjult for sin familie. [I sommeren] 2021 blev parret gift i Jordan, og efterfølgende har ansøgeren været på besøg hos sin ægtefælle i Danmark [antal] gange. Efter ansøgerens seneste indrejse i Danmark i [vinteren 2022/2023] begyndte han åbent at praktisere sin kristne tro. Han går i kirke sammen med sin ægtefælle, og han har gået til dåbsforberedelse i tre måneder, inden han i [efteråret] 2023 blev døbt i en dansk kirke. Umiddelbart efter dåben i [efteråret] 2023 sendte ansøgerens ægtefælle ved en tilfældighed et billede af ansøgeren til ansøgerens søster i Jordan. På billedet bar ansøgeren et kors, hvilket ansøgerens familiemedlemmer i Jordan opdagede. Ansøgerens far fortalte efterfølgende ansøgeren, at han havde slået hånden af ansøgeren, og at han havde tilkendegivet over for alle i Jordan, at de måtte slå ansøgeren ihjel, idet ansøgeren var frafaldet islam. Ansøgeren vil ikke kunne udtrykke sin kristne tro i Jordan, ligesom han ikke vil kunne genoptage sit arbejde, ligeledes grundet sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund, eller at han som følge heraf skulle have en konflikt med sin familie og klan eller myndighederne i Jordan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra vinteren 2024/2025]. Det for Flygtningenævnet fremkomne kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgerens forklaring om sin konversion har således ikke været overbevisende, idet forklaringen har fremstået usammenhængende og ureflekteret. Beslutningen om konversion har endvidere fremstået kulturelt og socialt betinget og ikke som udtryk for en indre overbevisning og afklaringsproces hos ansøgeren. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om bevæggrundene for sin konversion har endvidere fremstået tillært. Det oplyste om ansøgerens dåbsundervisning og dåb kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgerens forklaring om en konflikt med sin familie fremstår ligeledes usammenhængende, herunder at ansøgerens familie ikke havde et problem med, at ansøgerens kommende kristne ægtefælle besøgte ansøgeren i Jordan, hvor de boede sammen i en måned, at ansøgerens ægtefælle sendte et foto til ansøgerens familie, hvor ansøgeren bar et kors, eller at familien skulle modsætte sig ansøgerens konversion, henset til at ansøgeren har gået på en kristen grundskole, og at familien har accepteret ægteskab med en kristen kvinde. Ansøgeren har desuden afgivet divergerende forklaringer om, hvem han efter sin udrejse har haft kontakt til i Jordan, og om hvordan han er blevet truet af sin far. Til Oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2023/2024] har ansøgeren forklaret, at han har været i kontakt med sin søster, mor, far og sin brors ægtefælle. Til asylsamtalen [i efteråret] 2024 har ansøgeren forklaret, at han alene har haft kontakt til sin søster og mor. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ringede til sin søster, og at samtalen var et videoopkald via Messenger. Han kunne kun se sin søster, men hørte sin fars stemme i baggrunden, som sagde, at han slog hånden af ansøgeren. Til asylsamtalen har ansøgeren videre først forklaret, at han ikke er blevet truet direkte af sin far, men at han af sin søster havde fået at vide, at ansøgerens far havde slået hånden af ham, og at han måtte slås ihjel af alle. Senere i samme asylsamtale har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far afbrød samtalen mellem ansøgeren og ansøgerens søster og sagde, at han havde slået hånden af ansøgeren. Til Oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at han havde talt i telefon med sin far to måneder forinden, hvor faderen havde oplyst, at han slet ikke var enig i ansøgerens beslutning og var meget utilfreds med ansøgeren. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgeren først indgav ansøgning om asyl et år efter sin indrejse til Danmark og efter [i efteråret] 2023 at have modtaget Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle. Ansøgerens forklaring om, at dette skyldtes, at han håbede på at kunne få opholdstilladelse som familiesammenført med sin ægtefælle, kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren må formodes at indgive ansøgning om asyl, såfremt han frygtede sin familie ved en tilbagevenden til Jordan. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2024/2025]. Jord/2025/6/tps

soma202511

Nævnet ændrede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Somaliasåledes at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk somali og muslim fra [by], Somalia. Klageren tilhører [hovedklan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2012, og at hun [i vinteren 2012/2013] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det blev lagt til grund, at hun havde en konflikt med Al-Shabaab. [I efteråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 ikke skulle inddrages, da klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, fordi hun havde født et barn uden for ægteskab. [I foråret] 2024 har Udlændingestyrelsen af egen drift indledt en sag om forlængelse af klagerens opholdstilladelse. [I sommeren] 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse forlænges i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat har [i efteråret] 2024 fremsat anmodning om statusændring til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er til støtte herfor anført blandt andet, at klageren tilhører en særlig socialgruppe omfattet af Flygtningekonventionen og at der i Flygtningenævnet er en fast praksis for tildeling af konventionsstatus for enlige kvinder uden mandligt netværk og at der endvidere bør være praksis for også at tildele konventionsstatus for vestliggjorte somaliske kvinder, der ikke vil leve under de strenge sharia-normer i hjemlandet, herunder at få børn uden for ægteskab. Flygtningenævnet bemærker, at klageren oprindeligt er tildelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 under henvisning til daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt og at klageren havde forklaret troværdigt om sine konflikter, idet hun i [by] spillede basketball og som følge heraf var blevet tilbageholdt, udsat for tortur og efter sin løsladelse på ny truet af Al-Shabaab, hvorefter hun udrejste af Somalia. Ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024 har Udlændingestyrelsen vurderet, at klageren fortsat har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men har nu lagt vægt på, at klageren har født et barn uden for ægteskab. Klageren har i Danmark en søn på nu [7-9] år, som er født uden for ægteskab. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at hun som nu endelig mor og flygtning fra Somalia må vurderes som omfattet af begrebet en ”særlig social gruppe” i Flygtningekonventionens forstand. Flygtningenævnet lægger efter det fremkomne endvidere til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia reelt vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk, idet hun ingen kontakt har til sin eneste tilbageværende bror i hjemlandet. Endelig finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder fremtræden under nævnsmødet, at hun efter 12 års ophold i Danmark må anses at have tilegnet sig vestlige værdier og har således blandt andet arbejde og er træner for et kvindeligt basketballhold. Idet klageren herefter tilhører en ”særlig social gruppe”, vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk og må anses at have tilegnet sig vestlige værdier, finder Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for overgreb. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2025/11/DIEI

demo20253

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk mubembe fra [by A], Den demokratiske Republik i Congo. Ansøgeren tilhører ikke en bestemt religion, men tror på Gud. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den rwandiske og den ugandiske hær, som vil slå ansøgeren ihjel i krigen i Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin flugt fra sin hjemby [by A] til grund, men finder imidlertid ikke, at dette kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl.Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [efteråret] 2023. Ansøgeren er således en enlig arbejdsduelig mand uden væsentlige helbredsproblemer, der taler lingala, som er det primære sprog i [by B], hvor ansøgeren har opholdt sig i 3 år før sin udrejse og hvor han forsørgede sig selv ved at spille musik og ikke har oplevet konflikter med myndighederne, grupper eller privatpersoner.Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet har afgivet udbyggende forklaring omkring, hvorvidt han i [by B] har oplevet konflikter med grupperinger.Til sin Oplysnings- og Motivsamtale [i efteråret] 2022 har ansøgeren således forklaret, at man kan tage til [by B]. Der er fredeligt og han har ikke oplevet nogen konflikter med nogen grupperinger dér.Til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 har ansøgeren forklaret, at han ikke oplevede problemer i [by B] og har uopfordret oplyst, at der ikke var krig i [by B].På nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han efter ca. 1 år og 6 måneder i [by B] oplevede at personer iført uniformer og grønne baretter steg ud af en bil med tonede ruder. Personerne havde våben i bagagerummet, som de ville bruge til at slå ansøgeren og andre ihjel med.Desuden har ansøgeren opholdt sig i alt i 3 år i [by B], herunder 1 år og 6 måneder efter den angivelige episode.Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren er i individuel risiko for forfølgelse.De generelle forhold i [by B], herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan ikke begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7.Efter en samlet vurdering af sagen og ansøgerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at det på ovennævnte baggrund må anses som rimeligt, at ansøgeren igen kan tage ophold i [by B] og anvende dette som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2025/3/DIEI

afgh20232

Nævnet meddelte i juli 2025 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/33/DH. Indrejst i 2014. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Den [dato i vinteren 2015/2016] stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt jer og jeres [antal] medfølgende børn afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved mail af [dato i sommeren] 2025 har Udlændingestyrelsen oversendt akterne fra Udlændingestyrelsens asylsag vedrørende [ansøger 1] og [ansøger 2], fordi deres sager tidligere har været afgjort af Flygtningenævnet, og ansøgningen om asyl derfor betragtes som en anmodning om genoptagelse af sagerne i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har af egen drift besluttet også at oprette en sag om anmodning om genoptagelse vedrørende [ansøger 3]. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagerne ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i de foreliggende sager fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af de konkrete sager, finder Flygtningenævnet således, at [ansøger 1] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at [ansøger 3] og [ansøger 2] i konsekvens heraf også skal meddeles opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.Løbenummer: Afgh/2025/32/DH

afgh202533

Nævnet meddelte i juli 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/32/DH. Indrejst i 2014. Genoptaget sag.Den [dato i vinteren 2015/2016] stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt dig afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved mail af [dato i sommeren] 2025 har Udlændingestyrelsen oversendt akterne fra Udlændingestyrelsens asylsag vedrørende dig, fordi din sag tidligere har været afgjort af Flygtningenævnet, og ansøgningen om asyl derfor betragtes som en anmodning om genoptagelse af sagerne i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagerne ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at du skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Løbenummer: Afgh/2025/33/DH

alder20254

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Marokko, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i sommeren 2005. Indrejst i 2025. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i sommeren 2009. Flygtningenævnet udtalte:”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i sommeren] 2025. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at du på baggrund af den foretagne aldersundersøgelse på Retsmedicinsk Institut den [dato i foråret] 2025 mest sandsynligt må antages at have været 19 år på undersøgelsestidspunktet, og at Udlændingestyrelsen har vurderet, at du fremstår ældre end den alder, du selv har oplyst. Det bemærkes herved, at du ved røntgenbillede af din hånd er vurderet til at være 19 år eller derover. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det på grund af dine manglende visdomstænder ikke var muligt at vurdere din kronologiske alder odontologisk, idet en undersøgelse af tandudviklingen i den aktuelle aldersgruppe fortrinsvis baseres på visdomstændernes udviklingsgrad. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at den alder, du har oplyst i [europæisk land 1] og [europæisk land 2], svarer til resultatet af aldersundersøgelsen. På denne baggrund, og da du hverken til Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet har fremsendt ID-dokumenter på trods af, at du har oplyst, at du kunne fremskaffe kopier af ID-dokumenter, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge din forklaring om, at du er født den [dato i sommeren] 2009, til grund. Du vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato den [dato i sommeren] 2005.”Løbenummer: alder/2025/4/DH

iran202531

Nævnet meddelte i juli og 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [by], Iran, der efter det oplyste er blevet kristen efter ankomsten til Danmark. Ansøgeren har i 2023 og 2024 deltaget i et antal demonstrationer i Danmark mod det iranske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de iranske myndigheder, fordi han er blevet kristen. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for tortur af myndighederne, fordi han har været politisk aktiv uden for Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, og henset til det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, at [A] ikke har sandsynliggjort, at han vil tiltrække sig de iranske myndigheders opmærksomhed og risikere forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring imidlertid også til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, og at konversationen er udtryk for en reel indre overbevisning. Under nævnsmødet har ansøgeren således på en tilstrækkelig overbevisende måde redegjort for, at hans konversion til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning, ligesom han har forklaret, hvordan kristendommen påvirker hans hverdag, herunder med bøn og kirkegang. Ansøgeren har også forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran ønsker at leve åbent som kristen.Flygtningenævnet har ved bedømmelsen af ansøgerens forklaring også lagt vægt på ansøgerens psykiske sygdom, som må antages at have påvirket hans fremtræden og mulighed for at forklare om sin konversion.Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin konversion til kristendommen ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2025/31/JURO

syri20254

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by] , Syrien.  Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2015/2016], og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2021/2022] udrejste til Syrien. Klageren udrejste for at tage permanent ophold i Syrien. [I sommeren] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, opholdt sig i mere end 6 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, og at han havde taget frivilligt bopæl i Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren opgav sin bopæl i Danmark, da han [i vinteren 2021/2022] udrejste i forbindelse med repatriering med henblik på at tage varigt opholdt i Syrien, der er hans hjemland. Der lægges herved vægt på, at klageren [i sommeren] 2021 underskrev en erklæring om frafald af sin opholdstilladelse i Danmark, og herefter udrejste til Syrien, hvor han tog bopæl sammen med sin familie. Klageren fortrød sin repatriering inden for fristen herfor, og [i efteråret] 2022 modtog klageren en afgørelse om, at hans opholdstilladelse ikke var bortfaldet. Klageren indrejste imidlertid ikke i Danmark inden for den frist, der var fastsat for tilbagerejsetilladelsens gyldighed, ligesom han ikke rettede henvendelse til de danske udlændingemyndigheder for at få fristen forlænget. Klageren indgav [i vinteren 2023/2024] en ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for at være bortfaldet. Klageren havde på dette tidspunkt haft bopæl i sit hjemland i 14 måneder efter Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hans opholdstilladelse ikke var bortfaldet. Han har i denne periode ikke udnyttet sin mulighed for tilbagerejse til Danmark eller søgt fristen for tilbagerejse forlænget eller i øvrigt i mere end 12 måneder efter sin henvendelse til den danske ambassade i Libanon, hvor han måtte opgive at få udleveret tilbagerejsetilladelsen, været i kontakt med de danske asylmyndigheder. Under disse omstændigheder anses klagerens oprindelige opholdstilladelse for bortfaldet på det tidspunkt, hvor han [i vinteren 2023/2024] indsendte sin ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Der er ikke oplyst omstændigheder, som kan begrunde, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har haft vanskeligheder med at komme i kontakt med de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt forud for [vinteren 2023/2024], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Klageren har i perioden på omkring 5 år fra den [sommeren] 2016 til [vinteren 2021/2022], hvor han har opholdt sig i Danmark, gået på en højskole samt bestået modul 2 i dansk på et uddannelsescenter. Herudover har klageren oplyst at have kontakt til sin tidligere værtsfamilie og nogle [familiemedlemmer] i Danmark.  Han har i [vinteren 2021/2022] valgt at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Klageren har haft bopæl hos sin familie i Syrien siden [vinteren 2021/2022]. Han er [i vinteren 2021/2022] blevet gift med en kvinde i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger et familieliv i EMRK artikel 8’s forstand mellem klageren og hans tidligere værtsfamilie samt [familiemedlemmer]. Nævnet finder derimod, at klagerens forhold til den tidligere værtsfamilie samt [familiemedlemmer] udgør en del af hans privatliv. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privatliv. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold vurderes et bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke at udgøre en krænkelse af klagerens ret til privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet her herved lagt vægt på, at klagerens tilknytning til Syrien er væsentlig større end til Danmark, og at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med klagerens ret til privatliv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Syri/2025/4/Sael

stat202511

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i vinteren 2014/2015] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Syrien. Klageren udrejste for at tage ophold i Syrien på grund af sin ægtefælles mors død, og idet klageren havde det psykisk dårligt i Danmark. Klageren udrejste  [i sommeren] 2016 frivilligt sammen med sin ægtefælle og deres [antal] børn til Syrien, hvor han tog bopæl og fik arbejde. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ved at tage varigt ophold i sit hjemland har opgivet sin bopæl i Danmark. Klageren har opholdt sig i Syrien i mere end [7-9] år, da han [i foråret] 2024 ansøgte om at kunne rejse tilbage til Danmark sammen med sin familie. Klagerens henvendelse må betragtes som en ansøgning om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse af [vinteren 2014/2015]. [I efteråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, og at han frivilligt havde taget bopæl i Syrien. Klageren udrejste frivilligt til Syrien [i sommeren] 2016 sammen med sin ægtefælle og deres [antal] børn, som i efteråret 2015 var blevet familiesammenført til ham. Han har siden haft egen bopæl og været i beskæftigelse i Syrien i de efterfølgende [7-9] år. Klagerens opholdstilladelse er derfor bortfald jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, som angivet i Udlændingestyrelsen. Under disse omstændigheder er klagerens oprindelige opholdstilladelse således bortfaldet på det tidspunkt, hvor han [i foråret] 2024 ansøgte om tilladelse til at rejse tilbage til Danmark i henhold til hans oprindelige opholdstilladelse. Der er ikke oplyst omstændigheder, som kan begrunde, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Der er ingen oplysninger om, at klageren på noget tidligere tidspunkt end efter forløbet af disse [7-9] år har været forhindret i at søge om tilbagerejse, ligesom han ikke i denne periode har haft kontakt til de danske asylmyndigheder med henblik på at genindrejse i Danmark. Den omstændighed, at klageren angiveligt har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark som følge af covid-19 pandemien og et jordskælv i [by] i Syrien kan ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Klageren har i perioden på omkring halvandet år fra den [efteråret] 2014 til [sommeren] 2016, hvor han har opholdt sig i Danmark, været tilknyttet en sprogskole, men ikke haft beskæftigelse. Han har i perioden modtaget kontanthjælp fra [foråret] 2015 til og med [sommeren] 2016. Han har siden den [efteråret] 2015 boet sammen med sin syriske ægtefælle og deres [antal] børn, som blev familiesammenført til ham, men som han udrejste med til Syrien omkring 8 måneder senere. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt bortfald af klagerens opholdstilladelse må anses at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om ret til familieliv og privatliv bemærker nævnet, at klagerens familieliv i Danmark alene har bestået i det forhold, at han i en periode på omkring 8 måneder har boet sammen med sin sammenførte familie, som han herefter valgte at udrejse sammen med. En afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil dermed ikke udgøre noget indgreb i klagerens ret til familieliv i strid med EMRK artikel 8. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold vurderes et bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke at udgøre en krænkelse af klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel 8. Nævnet her herved lagt vægt på, at klageren indrejste i Danmark som [35-40 årig] , og at han alene har haft ophold i Danmark i omkring halvandet år inden han valgte at rejse tilbage til Syrien. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder hans familiemæssige tilknytning til Syrien, hvor han har sin ægtefælle og deres [antal] børn, er hans tilknytning til Syrien væsentlig større end til Danmark. Bortfald af klagerens opholdstilladelse vil derfor ikke være i strid med klagerens ret til privatliv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Stat/2025/11/Sael

iran202532

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk perser og er agnostisk. Ansøgeren er fra [by] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har deltaget i myndighedskritiske demonstrationer, og været politisk aktiv på sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun er frafaldet islam, og at hun er interesseret i kristendommen og [trosretning]. Ansøgeren har som til støtte for sit asylmotiv nærmere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hun har deltaget i regeringskritiske demonstrationer i Iran i 2009 og 2022, ligesom hun også har deltaget i demonstrationer i Danmark. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun på grund af sin kønsidentitet som kvinde vil være i risiko for forfølgelse, når henses til den status, som kvinder har i Iran (og manglende kønsligestilling). Ansøgeren har herved henvist til den kønsundertrykkelse, der foregår i Iran. Hertil kommer, at hun som vestliggjort kvinde vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Deltagelse i demonstrationer i Iran i 2009 Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun deltog i nogle demonstrationer i Iran i 2009 i forbindelse med præsidentvalget. Ansøgeren har efter dette tidspunkt opholdt sig i Iran frem til sin udrejse af landet i marts 2023 uden at være blevet opsøgt af de iranske myndigheder eller på anden måde opleve problemer som følge af sin deltagelse i disse demonstrationer. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for forfølgelse af de iranske myndigheder som følge af dette forhold for efterhånden 16 år siden. Deltagelse i demonstrationer i Iran i 2022 Ansøgerens forklaring om, at hun sammen med sin ægtefælle deltog i nogle regeringskritiske demonstrationer i Iran i [efteråret] 2022, forekommer udbyggende og usammenhængende om forløbet. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge denne forklaring til grund. Ansøgeren har således til sin samtale [i foråret] 2024 med Udlændingestyrelsen oplyst, at hun og hendes ægtefælle efter en af disse demonstrationer i [efteråret] 2022 henvendte sig til en politistation, hvor de forsøgte at anmelde nogle af betjentene, der havde været til stede ved demonstrationen. Ansøgeren har videre forklaret, at hun og ægtefællen skulle aflevere deres mobiltelefoner til politiet. Det forekommer ikke troværdigt, at ansøgeren efter demonstrationen henvendte sig til politiet for at klage over betjentene, når hun vidste, at hun i forbindelse med klagen skulle afgive oplysninger om sin identitet. Det forekommer heller ikke troværdigt, at hun valgte at aflevere sin mobiltelefon, når henses til, at politiet afviste at modtage deres klage. Nævnet lægger i denne forbindelse endvidere vægt på, at ansøgeren ikke under sine to forudgående samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun afleverede sin mobiltelefon til politiet i forbindelse med forsøget på at indgive den pågældende klage. Nævnet er således af den opfattelse, at der er tale om en udbyggende forklaring. Det forekommer ikke troværdigt, at ansøgerens ægtefælle under de givne omstændigheder ville henvende sig til politiet for at klage over de betjente, som havde slået dem under demonstrationen. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om betjentenes påklædning. Hun har således til sin oplysnings- og motivsamtale oplyst, at mændene var klædt i samme slags tøj som sikkerhedstjenesten, mens hun til sin asylsamtale har oplyst, at mændene var klædt i sort med høje hatte. Det fremgår videre, at ansøgeren til en senere samtale har oplyst, at mændene var maskerede og bar uniformer, som lignede noget fra en antiterror-gruppe. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at det er hendes opfattelse, at de pågældende mænd ikke var iranere eller myndighedspersoner. Endelig fremgår det, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om visum af [efteråret] 2022 har oplyst over for den danske ambassade i Teheran, at hun ikke anså det som noget problem for hende at vende tilbage til Iran, når gyldigheden af hendes visum udløb, og at hun ikke mente, at hendes liv ville være i fare ved en tilbagevenden. Efter nævnets vurdering forekommer det heller ikke overbevisende, at ansøgeren skulle have deltaget i en demonstration i [efteråret]2022, når henses til, at hun under demonstrationen to måneder forinden angiveligt havde været udsat for fysisk vold af politiet, og at hun i forlængelse heraf havde oplyst sin identitet og afleveret sin mobiltelefon til politiet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin deltagelse i en tredje demonstration i [efteråret eller vinteren 2022/2023]. Hun har således til sin asylsamtale oplyst, at hun efter den anden demonstration og frem til sin udrejse i [foråret] 2023 alene var politisk aktiv på de sociale medier. Flygtningenævnet afviser på denne baggrund ansøgerens forklaringer om, at hun har deltaget i politiske demonstrationer i Iran i 2022. Deltagelse i demonstrationer i Danmark Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at det er kommet til de iranske myndigheders kendskab, at hun har deltaget i politiske demonstrationer i Danmark, som har været rettet mod det iranske styre. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til sin asylsamtale  [i vinteren 20232024] har oplyst, at hun til disse demonstrationer aktivt forsøgte ikke at blive genkendt ved at tildække sit ansigt samt ved ikke at svare, når hun blev spurgt, hvor hun kom fra. Hun har til samme samtale endvidere oplyst, at hun ikke er blevet genkendt af nogen i forbindelse med disse demonstrationer. På denne baggrund afviser Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at hendes forældre i Iran skulle være blevet opsøgt af de iranske myndigheder som følge af hendes politiske aktiviteter i Danmark. For det første har ansøgeren som nævnt oplyst, at hun ikke er blevet genkendt i forbindelse med disse demonstrationer. For det andet har ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2023 oplyst, at det var to civilklædte mænd, som opsøgte hendes forældre, og at mændene ikke oplyste, hvem de var. For det tredje har ansøgeren oplyst, at hun ikke ved, hvad mændene sagde til hendes forældre udover, at der var tale om trusler. Hertil kommer, at ansøgeren har oplyst, at hendes forældre ikke senere er blevet opsøgt på baggrund af ansøgerens aktiviteter i Danmark. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationer i Danmark rettet mod det iranske styre ikke kan anses at have været profileret i en sådan grad, at hun vil være i risiko for forfølgelse af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Udrejse af Iran i [foråret] 2023 Flygtningenævnet lægger ved vurderingen af ansøgerens asylmotiver til grund, at hun har været stand til at udrejse legalt af Iran i [foråret] 2023. Ansøgeren har ikke oplyst om forhold, herunder opsøgninger eller trusler, der kan sandsynliggøre, at hun i perioden efter sin angivelige deltagelse i demonstrationer og indtil sin udrejse har været efterstræbt af de iranske myndigheder eller været i myndighedernes søgelys. Det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sin udrejse blev kortvarigt tilbageholdt i lufthavnen, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Det fremgår således af ansøgerens oplysning under sin oplysnings- og motivsamtale, at hun i lufthavnen blev tilbageholdt af en mand, som sagde til hende, at myndighederne havde alle hendes oplysninger, herunder kendskab til hendes deltagelse i regeringskritiske demonstrationer, men at myndighederne desuagtet lod hende udrejse af Iran. Hertil kommer, at ansøgeren til en senere samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at der i forbindelse med denne tilbageholdelse i lufthavnen slet ikke blev nævnt noget om demonstrationer. Trusler på sociale medier Ansøgeren har forklaret, at hun har modtaget trusler i forbindelse med, at hun offentliggjorde nogle politiske opslag på sociale medier. Ansøgerens opfattelse af, at truslerne kom fra de iranske myndigheder, er alene baseret på den omstændighed, at afsenderen af truslerne havde en profil med et iransk flag som profilbillede. Det må på den baggrund anses for at bero på ansøgerens egen formodning, at hun er blevet truet af de iranske myndigheder i forbindelse med disse opslag. Hertil kommer, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at hun som følge af truslerne slettede sin profil, og at hun nu alene poster politiske opslag på en lukket profil. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er eller har været bekendt med hendes politiske aktivitet på de sociale medier, og at hun som følge heraf skulle være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Religiøse overbevisning Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at hun ikke på noget tidspunkt har oplevet problemer på baggrund af sin religiøse overbevisning. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at hun ikke har fortalt andre end sin familie og nærmeste venner om sin manglende tro på islam. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har bragt sig i noget modsætningsforhold til de iranske myndigheder på grund af sin religiøse overbevisning, herunder sin afstandtagen til islam. Øvrige forhold Den omstændighed, at ansøgeren er kvinde, kan ikke i sig selv begrunde, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ikke ønsker at bære hijab i Iran, kan begrunde, at der kan meddeles ansøgeren asyl. Selv om de generelle forhold for kvinder i Iran er problematiske, er kravet om, at kvinder i Iran skal bære hijab, når de færdes i det offentlige rum, ikke af en karakter, som kan begrunde asyl. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at hun som følge af de generelle forhold for kvinder i Iran, herunder at hun som kvinde ikke ønsker af efterkomme det iranske styres påbud om anvendelse af hijab, har behov for international beskyttelse i Danmark. Med hensyn til spørgsmålet om vestliggørelse bemærker nævnet, at ansøgeren er født og opvokset i Iran, hvor hun har boet og levet efter iranske normer indtil hun som [34-36]-årig udrejste i 2023. Ansøgeren har alene opholdt sig i Danmark i et par år, og kan ikke antages at have tillagt sig vestlige livsnormer i et sådant omfang, at hun vil påkalde sig myndighedernes opmærksomhed ved en tilbagevenden til Iran og være i risiko for forfølgelse.Sammenfattende Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Endvidere findes de generelle forhold i Iran ikke i sig selv at være asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren kan meddeles asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet stadfæstersåledes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2025/32/DIEI

§29b-bulg20252

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt to børn, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne er meddelt opholdstilladelse som flygtninge med subsidiær beskyttelse i Bulgarien den 13. marts 2017. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som det første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klagerne [A] og [B] [i efteråret] 2016 har opnået opholdstilladelse som flygtninge med subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Det må endvidere lægges til grund, at klagerne uhindret vil kunne indrejse i Bulgarien. Flygtningenævnet bemærker særligt vedrørende klagernes børn, at disse er registrerede af de danske myndigheder, og begge har fået udstedt personattester, [C] [i vinteren 2023/2024] og [D] [i vinteren 2024/2025] og har mulighed for at indgive ansøgning om asyl ved indrejsen i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt andre forhold kan føre til, at klagernes asylansøgninger skal behandles i Danmark. Klagerne har i den forbindelse henvist til, at familien er en særlig sårbar familieenhed, at familien risikerer at stå uden bolig, og at der er en væsentlig risiko for, at klagerne ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer at blive sendt til Syrien, i strid med princippet om non refoulement. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Bulgarien har tiltrådt Flygtningekonventionen, og som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, artikel 19, stk. 2, herunder om efterlevelse af non-refoulement-princippet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Der er ikke grundlag for at antage, at de bulgarske myndigheder ikke overholder deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at selvom forholdene for flygtninge i Bulgarien, herunder adgang til arbejde, bolig og lægehjælp, er vanskelige, er de ikke af en sådan karakter, at Bulgarien generelt ikke kan tjene som første asylland. Der er herved også henset til, at udlændinge med international beskyttelse efter bulgarsk lovgivning har samme ret til bistand til det sociale velfærdssystem som bulgarske statsborgere, jf. AIDA rapporten, Temporary Protection Bulgaria, 2024 Update, side 20-24. Det forhold, at klagernes børn er henholdsvis [under et år] og [over et år] gammel betyder ikke i sig selv, at klagerne som familie må anses som ganske særlig sårbar. Den omstændighed, at det af det fremlagte lægelige journalnotat af [foråret] 2025 blandt andet fremgår, at klagernes [ene barn], [C], er kendt med [luftvejssygdom] og skal følges i forhold til relevant behandling, idet [luftvejssygdommen] kan være en livstruende tilstand, hvis ikke den er velbehandlet, og at klagernes [andet barn], [D], er født for tidligt, kan ikke føre til en anden vurdering, idet der ikke er oplyst om særlige behandlingsbehov, som børnene ikke vil kunne få i Bulgarien. Det forhold, at klagerne har oplyst, at de har modtaget trusler fra deres menneskesmugler, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klagerne vil kunne henvises til at søge de bulgarske myndighedernes bistand. På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Bul/2025/2/Sahe

iran202534

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk perser fra [by], Iran. Ansøgeren er oprindeligt shiamuslim og er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst, at han har været politisk aktiv i Iran, ligesom han via deltagelse i demonstrationer og sociale medier har været politisk aktiv i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden [efteråret] 2022 har deltaget i tre-fire demonstrationer i Iran, som opstod i kølvandet på drabet på Mahsa Amini. I [efteråret] 2022 blev ansøgerens ægtefælle anholdt. Efter ansøgerens udrejse kontaktede en ukendt person ansøgerens far og advarede ansøgeren og hans datter mod at vende tilbage til Iran, idet de iranske myndigheder var blevet bekendt med ansøgerens og hans datters identitet. Myndighederne havde endvidere ransaget ansøgerens hjem og beslaglagt deres computer, tablet og telefon, hvorpå der findes materiale, som kan afsløre ansøgerens politiske aktiviteter. Ansøgeren har også oplyst, at han i Danmark har delt kristent og politisk materiale på sine sociale medier. Han har videre henvist til, at han har været tilbageholdt to gange af de iranske myndigheder i forbindelse med, at han har drevet [en institution] i Iran, som havde et program, der byggede på kristne værdier. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han er blevet døbt [i vinteren 2023/2024], går i kirke med videre og har fået tatoveret et [kristent symbol et synligt sted på kroppen]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med de iranske myndigheder som følge af, at ansøgeren tidligere har drevet en [institution], at han to gange har været til møde hos myndighederne på grund af anmeldelser fra kursister om, at han talte for meget om kristendom, og at myndighederne i 2019 lukkede institutionen med den begrundelse, at ansøgeren ikke var den person, der skulle vise vejen. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forholdet ligger adskillige år tilbage og må anses for at være en afsluttet konflikt. Ansøgeren har som asylmotiv om en konflikt med de iranske myndigheder videre henvist til, at ansøgeren har deltaget i 3-4 demonstrationer i Iran i [efteråret] 2022, og at han i Iran har udført myndighedskritiske aktiviteter, herunder slogan-skrivning med spraymaling. Vedrørende dette asylmotiv finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med myndighederne af den grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hans deltagelse i demonstrationer i Iran eller udførelse af myndighedskritiske aktiviteter i øvrigt i Iran til grund. Herved lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret generelt, overfladisk og detaljeløst om disse aktiviteter. Ansøgeren har herunder svaret afglidende vedrørende spørgsmål om nærmere detaljer i forbindelse med demonstrationerne. Ansøgeren har om demonstrationerne alene mere specifikt kunnet forklare, at han deltog i 3-4 demonstrationer, at den første demonstration var [i efteråret] 2022, at en af demonstrationerne gik fra Bazaren i [by] til rundkørslen, at der under en af demonstrationerne blev skudt, hvorved en mand på en motorcykel ved siden af ansøgeren blev ramt, og at han deltog i de samme demonstrationer, som hans datter og ægtefælle. Han har heller ikke mere specifikt kunnet forklare om sine myndighedskritiske aktiviteter i øvrigt, udover at de generelt skrev slogans på mure om natten. Ansøgeren har forklaret, at de iranske myndigheder efter hans og datterens udrejse af Iran eftersøger ansøgeren og hans datter, at hans ægtefælle efterfølgende er blevet tilbageholdt, og at ansøgerens bopæl er blevet ransaget, hvor der på forskelligt digitalt udstyr er blevet fundet regimekritisk materiale. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring herom fremstår konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Nævnet finder det herunder ikke troværdigt, at en for ansøgeren ukendt person, som kender ansøgerens ægtefælle, skulle have kontaktet ansøgerens far og advaret ansøgeren imod at komme hjem, da myndighederne skulle have konfiskeret blandt andet Ipad, mobiltelefon og computer og fortalt, at myndighederne kender identiteten på ansøgeren og hans datter. Herved lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende i forhold til sin datter om kontakten til ansøgerens ægtefælle efter deres indrejse i henholdsvis [land i EU] og Danmark. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2023 forklarede ansøgeren således, at han efter indrejsen til Danmark alene har talt i telefon med sin far, idet han ikke fik noget svar fra ægtefællen, da han ringende til hende. Ansøgerens datter har imidlertid under hendes asylsamtale [i vinteren 2023/2024] forklaret, at mens de var hjemme hos hendes farbror i Danmark, var hun i kontakt med moren, der ville høre, om de var kommet frem. Ansøgerens datter har under nævnsmødet yderligere forklaret, at hun også havde en telefonsamtale med moren, mens de var i [land i EU], nogle dage forud for, at de kom til Danmark. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren, dels udrejste legalt fra Iran [i efteråret] 2022, uden at hverken han eller datteren oplevede problemer af nogen art, dels har forklaret, at grunden til udrejsen af Iran var, at han og datteren ønskede en ferie. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark [i efteråret] 2022, først over 7 måneder senere, [i sommeren] 2023, søgte om asyl. Dette fremstår særligt påfaldende henset til, at ansøgeren har forklaret, at de iranske myndigheder få dage efter [dato i efteråret] 2022 havde ransaget hans og ægtefællens hjem, hvor der blev fundet blandt andet regimekritisk materiale på forskelligt elektronisk udstyr tilhørende ansøgeren, ligesom ansøgerens ægtefælle i den forbindelse var blevet anholdt. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder af disse grunde. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med de iranske myndigheder som følge af konversion til kristendommen kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema, som han har udfyldt [i sommeren] 2023, ikke har anført ønske om konversion til eller i øvrigt interesse for kristendommen som asylmotiv. Mindre end seks måneder senere, [i vinteren 2023/2024], er ansøgeren imidlertid blevet døbt. I et tilfælde som det foreliggende, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen af hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også pkt. 34 i UNHCR´s Guidelines on  international Protection: Religion-based Refugee Clamims under Article 1A (2) og the 1951 Convention. Ved vurderingen af, om den påberåbte konversion er reel, lægger nævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren har et sparsomt, generelt og overfladisk kendskab til kristendommen. Han har herunder ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for ham. Ansøgeren har endvidere ikke nærmere reflekteret over konsekvenserne af konverteringen. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Det forhold, at blandt andet sognepræst [A] [i sommeren 2025] har afgivet en udtalelse om oprigtigheden af ansøgerens kristne tro, udøvelsen af denne og hans kristne aktiviteter, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren i 2020 i [land i Mellemøsten] har fået lavet en tatovering af et [kristent symbol et synligt sted på kroppen], kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Der skal herefter tages stilling til, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en demonstration i henholdsvis [dansk by A] og [dansk by B] i 2024 rettet mod myndighederne i Iran. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i to regimekritiske demonstrationer i Danmark, herunder at der er lagt en video fra demonstrationen i [dansk by A] op på forskellige [profiler på socialt medie], hvoraf ansøgeren kortvarigt fremgår, kan ikke i sig selv anses for asyl-begrundende. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med demonstrationerne ikke har haft nogen fremtrædende roller eller holdt regimekritiske taler, og han fremstår ikke profileret. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har eller vil få kendskab til ansøgerens deltagelse i demonstrationerne. Flygtningenævnet har på nævnsmødet foretaget en grundig gennemgang af ansøgerens opslag på [socialt medie], der primært består af genopslag af kristen eller regimekritisk karakter samt en video fra en demonstration i [dansk by A] i 2024, hvor ansøgeren perifert fremgår, og et foto fra en kristen konference, hvor ansøgeren holder tale. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering heller ikke, at ansøgeren derved er blevet profileret på en asylbegrundende måde i forhold til de iranske myndigheder. Herved har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har få hundrede følgere på [socialt medie], hvor hans opslag har ganske få likes, mens ansøgerens [profil på socialt medie] er en lukket profil. Ansøgeren har således heller ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har eller vil få kendskab til ansøgerens aktiviteter på [socialt medie]. De generelle forhold i Iran kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenr. Iran/2025/34/clu 

dub-sver202516

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er stor risiko for, at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering og derfor vil blive henvist til hjemløshed ved overførsel til Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.: “Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions. If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted. (…) Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency. The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.” Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter klagerens egen forklaring og sagens hidtidige forløb må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, men at han ikke har ønsket at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland. Klageren er derfor umiddelbart omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering, udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Sver/2025/16/kdo

dub-sver202517

Nævnet stadfæstede i juli 20205 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at der er risiko for, at han som afvist asyl ansøger ikke vil have adgang til indkvartering og derfor vil blive henvist til hjemløshed. Klageren har endvidere henvist til, at han er begyndt at lide af angst. Forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.: “Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions. If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted. (…) Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency. The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.” Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter klagerens egen forklaring og sagens hidtidige forløb må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, men at han ikke har ønsket at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland. Klageren er derfor umiddelbart omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej.  Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering, udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren uanset sine helbredsmæssige forhold ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led.Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/17/kdo

dub-sver202518

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til mangler i asylprocessen i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren oplyste om, at de svenske myndigheder har fejlbehandlet hans asylsag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren i Sverige er meddelt endeligt afslag på asyl, og at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid, må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren må henvises til at indgive en anmodning om genoptagelse af sin asylsag i Sverige, såfremt han fortsat mener, at hans asylsag i Sverige ikke er tilstrækkeligt oplyst. For så vidt angår klagerens frygt for refoulement, kan det heller ikke føre til en ændret vurdering.  Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Sverige ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/18/kdo

dub-sver202519

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Sverige samt at han vil være i risiko for udsendelse til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at han som afvist asylansøger ikke har adgang til indkvartering og tilstrækkelige ydelser samt til, at han i Sverige vil blive udsendt til sit hjemland. Forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår:“Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.”På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.:“Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions. If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted.Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency. The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.”Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser.Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Som følge heraf finder Flygtningenævnet heller ikke, at det af klageren oplyste om, at han har fået afslag på asyl i Sverige, fordi han ved ankomsten dertil ikke angav den rette identitet og forklaring, fordi han dengang troede, at det var det rette at gøre, samt at han senere har forsøgt at rette op på dette, men hver gang er blevet afvist, kan føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at de svenske myndigheder ved deres svar af [sommeren] 2025 til de danske myndigheder har oplyst, at klageren tidligere er meddelt afslag på sin ansøgning om asyl i Sverige i alle instanser, og at klageren efter udløbet af den fireårige forældelsesfrist i svensk national ret søgte om asyl i Sverige igen. Det fremgår videre af de svenske myndigheders svar, at klageren derefter på ny blev meddelt afslag på asyl. I lyset af ovenstående finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Sverige vil være i risiko for refoulement. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår:” […] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.”Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/19

dub-tysk202522

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens konflikt med en myndighedsperson. Herudover henvist DRC Dansk Flygtningehjælp til helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland både [i sommeren] 2024 og [en dato i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Tyskland har en konflikt med [myndighedsperson] i [tysk by], kan ikke føre til, at hans sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved, lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at rette henvendelse og eventuelt klage til de relevante tyske myndigheder, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste er blevet opereret i Tyskland, hvorefter klageren fik [lammelse] og udviklede [diagnose], hvilket klageren klagede over til hospitalet i [tysk by], som ikke foretog yderligere, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren antages at kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland, idet Tyskland som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker herudover, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen af [en anden dato i sommeren] 2025 har oplyst, at han har opsøgt og modtaget lægehjælp i Tyskland, og at han har modtaget medicin for [diagnose]. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/22/lnk

dub-sver202514

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige, herunder hvad angår adgang til indkvartering og sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har henvist til, at hans asylsag skal behandles i Danmark, idet han ved overførsel til Sverige vil stå uden indkvartering og adgang til sundhedsbehandling. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han siden 2019, hvor han blev meddelt afslag på asyl i Sverige, har levet på gaden og er blevet nægtet sundhedsbehandling. Der er endvidere henvist til, at han har en historik med [misbrug], selvmordstanker og indlæggelser som følge af psykiske problemer. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDAs Country Report Sweden (2024 Update May 2025) ikke er grundlag for at antage, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Der kan i den forbindelse henvises til AIDAs Country Report Sweden (2024 Update May 2025). Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/1 15 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C- 163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Sverige og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klageren lider af bl.a. selvmordstanker og psykiske problemer, men det kan ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark, da klageren ifølge baggrundsoplysningerne i Sverige vil være berettiget til akut lægehjælp. Flygtningenævnet bemærker desuden, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/14/CARA

dub-nede20255

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de indkvarteringsforholdene for afviste asylansøgere samt klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Til støtte for, at klagerens sag skal behandles i Danmark har DRC Dansk Flygtningehjælp anført, at der er risiko for, at klageren i Nederlandene er i risiko for hjemløshed samt at han er psykisk sårbar og har brug for medicin, hvilket han ikke nødvendigvis vil have adgang. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor henvist til, at han i forbindelse med sit afslag på asyl fik et brev fra de nederlandske myndigheder, hvor det fremgår, at han skulle forlade sin indkvartering og ikke vil være berettiget til at modtage ydelser. Efter baggrundsoplysningerne om Nederlandene må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, idet det fremgår, at retten til indkvartering som udgangspunkt ophører efter et afslag på asyl, hvorefter en udsendelsesperiode på fire uger påbegynder. Det fremgår endvidere, at de altid har ret til akut lægehjælp. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Netherlands (2024 Update May 2025). Nederlandene har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de nederlandske myndigheder, der inden for rammerne af den nederlandsk lovgivning og Nederlandenes internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Nederlandene, herunder såvel de nederlandske myndigheder som den nederlandske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Nederlandene som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Nederlandene, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/1 15 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme made som udlændinge, der lovligt opholder sig i Nederlandene, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren som afvist asylansøger ikke af de nederlandske myndigheder tilbydes indkvartering udgør således ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes herved, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de nederlandske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med nederlandsk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af AIDA-rapporten heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset betydelige udfordringer i det nederlandske indkvarteringssystem – er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Nederlandene ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Nederlandene og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet  er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne forhold og bemærker, at klageren efter baggrundsoplysningerne om forholdene for personer, der har fået afslag på asyl i Nederlandene vil være berettiget til akut lægehjælp. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2025/5/sahe

dub-nede20254

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene samt klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Til støtte for, at klagerens sag skal behandles i Danmark har DRC Dansk Flygtningehjælp anført, at der er risiko for, at klageren i Nederlandene ikke vil have adgang til indkvartering og sundhedsbehandling, idet han lider af type II-diabetes samt har psykiske helbredsproblemer som følge af den behandling han har været udsat for i sit hjemland. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor henvist til, at klageren levede på gaden i Nederlandene, og at han i denne periode ikke havde adgang til behandling og medicin. Forholdene for afviste asylansøgere i Nederlandene er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report France Update on 2024 fra maj 2025. Om forholdene for Dublin returnees fremgår på side 74 bl.a.: “If an asylum applicant is transferred to the Netherlands under the Dublin Regulation, Dutch authorities are responsible for examining the asylum request and will follow the standard asylum procedure. In the Netherlands, the IND is responsible for all asylum applications, including asylum applications lodged by asylum applicants who are transferred (back) to the Netherlands. The asylum applicant can request asylum in the Netherlands at the COL in Ter Apel or at the AC of Schiphol airport (see Border Procedure). In the case of a ‘take back’ (terugname) procedure where the asylum applicant has previously lodged an application in the Netherlands, the asylum applicant may file a new request if there are new circumstances. The person in question then has to re-apply for asylum in Ter Apel or Schiphol, which is dealt with as a subsequent application, with the exception of previous applications that were implicitly withdrawn. In ‘take charge’ (overname) procedures the asylum applicant has to apply for asylum if they want international protection. As mentioned in this report, there have been significant issues with registration and reception of asylum applicants throughout 2022, 2023 and 2024. When an asylum applicant is transferred (back) to the Netherlands on the basis of the Dublin Regulation, they will encounter the same problems as all other asylum applicants in the Netherlands” På rapportens side 133 ff. beskrives indkvarteringsforholdene for asylansøgere. Om adgangen til indkvartering fremgår blandt andet af rapportens side 137 ff.: “The COA only provides reception to the categories of people listed in the RVA. The system is based on the principle that all asylum applicants are entitled to material reception conditions. However, according to Dutch legislation only applicants who lack resources are entitled to material reception conditions. During the whole asylum procedure, the COA is responsible for the reception of asylum applicants. As will be further addressed in sections below, during a reception crisis, asylum applicants and beneficiaries of international protection in all stages can be housed in (crisis)emergency centres. […] Rejection/appeal: Pursuant to Article 5 of the RVA, the right to reception of the rejected asylum applicant continues to exist as long as no deportation decision is taken under the Aliens Act. Article 82 of the Aliens Act provides that an appeal against the rejection of an asylum application has an automatic suspensive effect even before the appeal is lodged. The asylum applicant therefore retains their right to reception if they lodge an appeal within 4 weeks and then until a decision has been taken on this appeal. From the moment the appeal is declared unfounded, the departure period of (usually) four weeks starts. The negative asylum decision does not automatically have suspensive effect in all cases. There is no automatic suspensive effect in case of: - a rejection based on the Dublin procedure (Article 30 of the Aliens Act); - asylum applications declared inadmissible (Article 30a of the Aliens Act, with the exception of paragraph 1 under c - safe third country); - manifestly unfounded asylum applications (Article 30b of the Aliens Act, with the exception of sub 1 under h - unlawful entry / failure to notify immediately); - in the event of ‘not considering the case on its merits’ (Article 30c of the Aliens Act) and the rejection of subsequent applications on the basis of Article 4:6 GALA. Nevertheless, even in these cases the asylum applicant does not immediately lose their right to reception, retaining it instead for the duration of the remedy period (four weeks after rejection). This can be deduced from the jurisprudence of the Council of State following the CJEU’s Gnandi judgment (C181/16). The Gnandi judgment shows that all legal consequences of a return decision must be suspended by operation of law during the legal remedies period. The remedy period is the period in which it is still possible to lodge an appeal, if it has not yet been presented. During this period, according to the Council of State, there is a national right of residence of a temporary nature. According to Article 8(h) of the Aliens Act, the asylum applicant has lawful residence ‘pending the decision on appeal’. Based on the interpretation in accordance with the directive, 'appeal' should also be read as 'request (for a provisional measure)'. The rejection of an asylum application as manifestly unfounded does not therefore lead to the loss of lawful residence. In addition, residence after requesting a provisional measure remains lawful until a decision has been made on that request, on the basis of Article 8(h) of the Aliens Act jo. art. 7.3 Aliens Decree (cf. Article 46 (6) and (8) of the Procedural Directive). However, in the case of beneficiaries of international protection from other EU-Member States, the COA often does not wait for the applicant to request a provisional measure before ending their stay at the reception centre. Therefore, the Council of State ruled that asylum applicants, whose application is deemed inadmissible because they received protection in another EU-Member State, had the right to reception during the period following the inadmissibility decision in which they were able to appeal. Onward appeal: If the person lodges an onward appeal to the Council of State, there generally is no entitlement to reception facilities. However, the law subscribes that, in case that a provisional measure is granted by the Council of State, proclaiming that the asylum applicant cannot be expelled until the decision on the appeal is made, there is a right to reception. Beneficiaries of international protection: When the asylum application has a positive outcome, the asylum applicant will retain the right to shelter until there is housing available. For more information on the allocation of Housing see Content of International Protection – Housing. Subsequent applicants: When an asylum applicant wishes to lodge a Subsequent Application they have to complete a separate form. From this point onwards, the asylum applicant enjoys the right to reception. However, if the form is not completely filled in (e.g. when no new circumstances are put forward) the application will be disregarded and the right to reception will end.798 When the form is complete, and the application is being handled during the short or extended asylum procedure, the asylum applicant enjoys the right to reception until the IND has made a decision on the application. If the subsequent application is rejected, the applicant must ask for a provisional measure in order to keep their right to reception. In two judgments, the Council of State ruled that the main rule for subsequent applications based on EU Directives is that the processing of a request for a provisional measure after rejection may be awaited in the reception centre. There are two exceptions: there is no novum and the subsequent application was submitted to frustrate the deportation (This is assumed if the deportation date is known.) If the main rule applies to the case, the asylum applicant retains the right to reception after rejection of the subsequent application until a decision in appeal has been made. Det må på baggrund heraf lægges til grund, at afviste asylansøgeres ret til indkvartering i Nederlandene som udgangspunkt ophører efter et endeligt afslag på asyl ved en regional domstol, hvorefter en udsendelsesperiode på fire uger påbegynder. Nederlandene har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de nederlandske myndigheder der inden for rammerne af landets lovgivning og inter­nationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at antage, at Nederlandene, herunder såvel de nederlandske myndigheder som den nederlandske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Dublinforordningen er således også baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Nederlandene som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Nederlandene, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Nederlandene, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren som afvist asylansøger ikke af de nederlandske myndigheder tilbydes indkvartering udgør således ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes herved, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de nederlandske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med nederlandsk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af AIDA-rapporten heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset betydelige udfordringer i det nederlandske indkvarteringssystem – er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Nederlandene ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Nederlandene og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet  er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne forhold og bemærker, at klageren efter baggrundsoplysningerne om forholdene for personer, der har fået afslag på asyl i Nederlandene vil være berettiget til akut lægehjælp. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025].”. Dub-Nede/2025/4/sahe

dub-sver202520

Nævnet omgjorde i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har været i besiddelse af visum til Sverige. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det følger af Dublinforordningens artikel 19, stk. 1, at udsteder en medlemsstat en opholdstilladelse til en ansøger, overgår de i artikel 18, stk. 1, nævnte forpligtelser til den pågældende medlemsstat. Udlændingestyrelsen har [kort tid forinden nævnsmødet] meddelt klageren opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle [A]. Allerede med henvisning hertil finder Flygtningenævnet grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 19, stk. 1. Det er på den anførte baggrund ufornødent tillige at tage stilling til, om der er grundlag for at beslutte, at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1.”Løbenummer: Dub-Sver/2025/20/anjv

dub-tysk202525

Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om [klagerens mentale helbredsmæssige problemer], samt at han har været indlagt i psykiatrien, og det anførte om, at han modtog utilstrækkelig behandling i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering af, at klageren kan overføres til Tyskland i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren antages at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Nævnet kan i den forbindelse henvise klageren til at rette henvendelse til rette myndigheder i Tyskland. Det bemærkes endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forinden overførsel af klageren til Tyskland kan underrette de tyske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst til DRC Dansk Flygtningehjælp, at han i Tyskland har oplevet en del racisme, og at han har oplevet, at en kvinde kastede ting mod ham og råbte af ham. Klageren kan i den forbindelse henvises til at kontakte det tyske politi og anmelde eventuelle strafbare forhold. Endelig kan det forhold, at klageren er bange for at blive fængslet i Tyskland på grund af ubetalte bøder, heller ikke føre til anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at det tilkommer de tyske myndigheder at lovgive og sanktionere vedrørende lovovertrædelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/25/anjv

dub-finl20253

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen eller behandles i Danmark, blandt andet til det af klageren oplyste om, at han er meddelt asyl i et nærmere bestemt land i Schengensamarbejdet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ifølge EURODAC-databasen [i vinteren 2022/2023] er registreret som asylansøger i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har fået asyl i [land i Schengensamarbejdet] samt det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at ansøgeren ikke har adgang til dokumentation for sin opholdstilladelse i [land i Schengensamarbejdet], som følge af, at han er frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vurdering, herunder at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Det af klageren oplyste om, at han kort tid efter han fik asyl i [land i Schengensamarbejdet], blev opsøgt af en organisation på asylcenteret, der tilbød ham at tage til Finland, og at klageren accepterede deres tilbud, fordi han troede, at han var blevet accepteret af de finske myndigheder som anerkendt flygtning med en opholdstilladelse, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Finl/2025/3/lafal

dub-sver20257

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for manglende adgang til indkvartering og nægtelse af adgang til asylsagsbehandling, samt risikoen for frihedsberøvelse under asylproceduren for Dublin returnees. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige.  Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren] 2024/2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at hans asylsag skal behandles i Danmark navnlig henvist til, at han i Sverige som afvist asylansøger vil stå uden adgang til indkvartering samt lægehjælp. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025) ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025). Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser.Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/1 15 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold).En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C- 163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej.Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C- 163/17 Jawo.Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4.Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering.Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/7/yars

dub-fran20253

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [vinteren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klageren ved en tilbagevenden til Frankrig frygter at blive opsøgt af den kriminelle gruppering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren, såfremt han måtte føle sig truet i Frankrig, må henvises til at søge de franske myndigheders beskyttelse, idet de franske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Endvidere har DRC Dansk Flygtningehjælp til støtte for, at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark gjort gældende, at han som afvist asylansøger vil blive anset som en ”subsequent applicant” og derfor ikke vil have adgang til indkvartering, men vil være henvist til at bo på gaden og dermed vil være i risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter for grundlæggende rettigheder. De franske myndigheder er forpligtede til at yde hjælp i form af indkvartering og lægehjælp uanset hvilket stadie en asylansøgers sag befinder sig på, herunder også i den fase, hvor man er afvist. Forholdene for afviste asylansøgere i Frankrig er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report France Update on 2024 fra juni 2025. Om forholdene for Dublin returnees fremgår på side 75 bl.a.: “Applications of persons returned to France under the Dublin III Regulation are treated in the same way as any other asylum applications. If the asylum seeker comes from a safe country of origin, their application is examined under the accelerated procedure. If the asylum application had already received a final negative decision from the CNDA, the asylum seeker may apply to OFPRA for a re-examination only if they possess new evidence (see section on Subsequent Applications). Support and assistance to Dublin returnees remains complicated. The humanitarian emergency reception centre (Permanence d’accueil d’urgence humanitaire, PAUH) run by the Red Cross based next to Roissy – Charles de Gaulle airport aims to provide people released from the transit zone, after a court decision, with legal and social support. For many years, without any funding to implement this activity, the centre has welcomed Dublin returnees at their arrival at the airport. The returnees are directed towards the centre by the police or the airport services. Upon their arrival at the airport, the Border Police issues a safe conduct (sauf-conduit) which mentions the Prefecture where the asylum seekers have to submit their claim. This Prefecture may be located far from Paris, in Bretagne for example. The returnees have to reach the Prefecture on their own as no organisation or official service meets them. The centre cannot afford their travel within the French territory due to funding shortages. When the relevant Prefectures are in the Paris surroundings, two situations may occur:                    On the one hand, some Prefectures do not register the asylum claims of Dublin returnees and redirect them to the SPADA. As it has already been mentioned in the Registration section, access to these platforms is very complicated and some returnees have to wait several weeks before getting an appointment with the organisations running them.                   On the other hand, some Prefectures do immediately register the asylum claims of returnees and direct them to OFII in order to find them an accommodation place. The PAUH is the only entity receiving and supporting Dublin returnees upon their arrival in France by Charles de Gaulle airport. Considering the systemic difficulties encountered by the orientation platforms in Paris and its surroundings, several Dublin returnees, after registering their claim, are eager to turn to it in order to complete their asylum claim form or to find an accommodation. In Lyon, the situation is similar upon arrival of returnees at Saint-Exupéry airport. The returnees are not received at their arrival and not supported. They are supposed to present themselves at the SPADA run by Forum réfugiés to be registered before submitting their claim. They encounter the same difficulties in terms of accommodation to the conditions in Paris. When the incoming transfer concerns an asylum seeker who has previously abandoned their application and left the country, a new claim is considered as subsequent application. Dublin returnees further face important obstacles in accessing reception centres that is the same difficulties as all asylum seekers in France in securing housing. This is due to the fact that there is approximately a 50% gap of available places, as further explained in Conditions in reception facilities.”Om adgangen til indkvartering fremgår af rapportens side 114: “The law establishes a national reception scheme, managed by OFII. This scheme ensures the distribution of accommodation places for asylum seekers throughout the national territory, and their allocation thereto. In parallel and in compliance with the national reception scheme, regional schemes are defined and implemented by Prefects in each region. All asylum seekers are offered material reception conditions under Article L. 551-9 Ceseda. This provision applies to all asylum seekers even if their claim is channelled under the accelerated or Dublin procedure. The only nuance is that asylum seekers under the Dublin procedure do not have access to reception centres for asylum seekers (CADA) but have access to the other forms of accommodation and accommodation support. Reception conditions can be denied in the following cases:                   Whey they refuse to go to their attributed region;                    When they refuse their accommodation option, either at the GUDA or by not showing up within 5 days;                   Subsequent applications;                    Claim registered 90 days after entering France without a valid reason. In practice, OFII deny asylum seekers the benefit of reception conditions whenever it has the possibility to do so. After having registered their claim at the Prefecture, asylum seekers receive the asylum claim certificate that allows them to remain legally on French territory until:                    The end of the asylum procedure;                    A negative first instance decision for inadmissible claims and certain categories of claims rejected in an accelerated procedure – safe country of origin, subsequent application, threat to public order or national security;                   Their transfer to another Member State under the Dublin Regulation. Meanwhile, they are entitled to material reception conditions, tailored if needed to their specific needs. The GUDA has been set up in order to better articulate the registration of asylum claims by the Prefecture and provision of reception conditions by OFII.”På side 117 i rapporten fremgår videre om tilbagekaldelse af indkvartering: “Apart from the withdrawal of reception conditions following the end of the right to remain, specific conditions are foreseen in law to allow for the reduction or withdrawal of material reception conditions, both accommodation and ADA. According to Articles L. 551-15 (refusal) and L. 551-16 (withdrawal) Ceseda, as amended in 2018, material reception conditions can be refused or withdrawn where the applicant1.                   Without legitimate reason, has not presented themselves to relevant authorities when required, has not responded to an information request or has not attended interviews related to the asylum application; 2.                   Has provided false statements concerning their identity or personal situation, in particular their financial situation;3.                   Has made a subsequent application or, without legitimate reason, has not made an application within 90 days of entry into the French territory;4.                   Exhibits violent behaviour or serious disrespect of the house rules of the centre.OFII is competent to decide on the suspension, withdrawal or refusal of material reception conditions. As required by European law, recalled by the Council of State in 2019, decisions on refusal or withdrawal of material reception conditions must be written and motivated. In case of suspension, a letter stating the intention to suspend material reception conditions is sent to the asylum seeker, who then has 15 days to challenge this decision through an informal appeal (i.e., written observations). All decisions relating to the refusal or withdrawal of reception conditions can be appealed before the Administrative Court under the common rules of administrative law. The 2024 legislative reform established an unprecedented link between reception and the asylum procedure: a person who leaves their accommodation without legitimate reason, in addition to losing their reception conditions as foreseen before, will see their asylum application “closed” (clôturée) by OFPRA. These provisions came into force on 28 January 2024, the day after the publication of the law in the Official Journal, but they are not implemented in practice to date. The material reception conditions (MRC) are not significantly impacted in practice by this law, as the main provisions on this topic were censored or circumscribed by the Constitutional Council, and the others have a rather limited scope. The legislator had wanted to make the hypotheses of withdrawal or refusal of MRC automatic, but the Constitutional Council clarified the provision by highlighting that an individual examination is necessary (in accordance with European law). However, as part of an overhaul of administrative litigation procedures foreseen elsewhere in the law, a specific procedural framework for litigation relating to decisions to refuse or withdraw MRCs was created. Many cases have since been submitted to the courts, making it possible to reinstate MRCs in the many situations where OFII had withdrawn them without properly taking individual situations into account.In cases of subsequent applications, some Prefectures systematically reduce reception conditions of asylum seekers. In Lyon, Marseille, Paris and its surroundings, no subsequent claimants can benefit from reception conditions. In a few cases, subsequent claimants can benefit from these conditions after demonstrating their particular vulnerability and their specific needs in terms of accommodation. It is also possible after these 15 days to lodge an appeal before the administrative court.The law describes the procedure to be followed by reception centres management and by the Prefect once a decision on the asylum claim which ends the right to remain has been adopted.  OFII informs the reception centre management where the asylum seeker is accommodated that the right to reception conditions has ended and that the provision of accommodation will be terminated upon a specific date. Rejected asylum seekers can formulate a request to remain 1 month in order to have time to plan their exit of the centre.The number of asylum seekers without material reception conditions is an increasingly important and worrying issue. If we compare the number of asylum applications pending at the end of 2024 according to Eurostat (147,950) and the number of asylum seekers benefitting from reception conditions at this date (90,329 persons in total at the end of December 2024 according to OFII), this means more than 50,000 asylum seekers do not have reception conditions in France. The assessment to deny or withdraw reception conditions does not take into account the risk of destitution. Asylum seekers should pay a part of accommodation cost when they have sufficient resources (very rare in practice).In French law, there is no official possibility to limit reception conditions on the basis of a large number of arrivals.”Det må på baggrund heraf lægges til grund, at afviste asylansøgeres ret til indkvartering i Frankrig som udgangspunkt ophører efter et afslag på deres asylsag, men at de kan ansøge om at få lov til at forblive indkvarteret i en måned med henblik på at planlægge deres exit fra centeret. Det må endvidere lægges til grund, at der i nogle af de såkaldte ”Prefectures” gives afslag på indkvartering til udlændinge, der indgiver fornyede ansøgninger om international beskyttelse. Frankrig har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de franske myndigheder, der inden for rammerne af den franske lovgivning og Frankrigs inter¬nationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at antage, at Frankrig, herunder såvel de franske myndigheder som den franske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Dublinforordningen er således også baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Frankrig som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Frankrig, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). Der er ikke oplysninger om, hvorfor klageren ikke er rejst tilbage til sit hjemland. En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke krav på at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Frankrig, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren som afvist asylansøger ikke af de franske myndigheder tilbydes indkvartering udgør således ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes herved, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Der foreligger heller ikke oplysninger om, at klageren er særlig sårbar. Det forhold, at klageren, hvis han indgiver en fornyet ansøgning om asyl i Frankrig, i overensstemmelse med de franske regler kan nægtes indkvartering, og at dette i praksis ofte sker, kan efter Flygtningenævnets opfattelse heller ikke i sig selv anses for at være i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, ligesom det heller ikke ses at være i strid med de EU-retlige regler. Efter modtagedirektivets artikel 20, stk. 1, litra c (direktiv 2013/33 om fastlæggelse af fælles standarder for modtagelse og behandling af ansøgere om international beskyttelse), har medlemsstaterne mulighed for at indskrænke eller inddrage materielle modtageforhold, hvis en ansøger har indgivet en fornyet ansøgning. Efter stk. 5 skal en afgørelse herom træffes individuelt, objektivt og upartisk og skal begrundes, ligesom den skal baseres på den pågældende persons særlige situation. Hertil kommer endvidere, at det efter baggrundsoplysningerne ikke er alle de såkaldte ”Prefectures”, der giver afslag på indkvartering til udlændinge, ligesom det efter baggrundsoplysningerne er muligt at blive indkvarteret, hvis en ansøger, der har indgivet en fornyet ansøgning, påviser at være særlig sårbar med særlige behov for indkvartering. Det bemærkes i den forbindelse også, at det fremgår af de franske regler, at de skal administreres i overensstemmelse med EU-retten. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de franske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med fransk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset betydelige udfordringer i det franske asylsystem – er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere og ansøgere, der indgiver fornyede ansøgninger i Frankrig, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. herved Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Fran/2025/3/Yars

dub-sver20259

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtagerforholdene for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren  har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige.Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer at skulle leve på gaden ved en tilbageførsel til Sverige, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan henvise til AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025) for forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i, hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regardingthe reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.: “Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions. If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted.… Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency. The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.” Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges inter­nationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/9/DIEI

dub-sver202510

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Sverige. Herudover henviste DRC Dansk Flygtningehjælp til helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte for, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark navnlig henvist til, at han er blevet bedt om at forlade Sverige og ikke kan rejse tilbage til [hjemland] på grund af risiko for forfølgelse og overgreb. Herudover har DRC Dansk Flygtningehjælp henvist til de grunde som klageren har fremført i sin samtale med Udlændingestyrelsen. Forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.: “Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions. If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted.…Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency. The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.” Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Chan-gu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han lider af [psykisk sygdom] samt at han tidligere har været deprimeret og har overvejet at tage sit eget liv, kan ikke føre til en ændret afgørelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren vil kunne få den nødvendige sundhedsbehandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han tidligere har modtaget behandling for [sin psykiske sygdom] i Sverige samt at han i øvrigt har undladt at gennemføre hele behandlingsforløbet grundet egne forhold. Der er ikke oplyst forhold i øvrigt, herunder af humanitær karakter, der giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Sverige og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/10/lnk

dub-sver202511

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der: var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har fået afslag på asyl i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren  har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret]2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har fået endeligt afslag på asyl, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan hertil bemærke, at klageren har fået behandlet sin asylsag i Sverige. Dublinforordningens formål er at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgning om international beskyttelse. Det vil derfor være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle klagernes asylsøgning i Danmark, da klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne ikke har følt sig retfærdigt behandlet i asylproceduren, kan ikke føre til, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise klageren til at rette henvendelse til de relevante myndigheder i Sverige for at indgive en klage. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges inter­nationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/11

dub-sver202512

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres tre børn, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne har fået afslag på asyl, og er i udsendelsesposition til deres hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden deres asylsag var færdigbehandlet. [I foråret] 2025 har klagerne fået et endeligt afslag på asyl i Sverige.Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18. stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne er i udsendelsesposition, kan ikke føre til, at deres asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at Sverige har accepteret at tilbagetage klagerne i medfør af Dublinforordningens artikel 18, litra b, hvoraf det fremgår, at klagerne har fået afslag i både første og anden instans, men at afgørelsen ikke er endelig. Flygtningenævnet kan endvidere henholde sig til Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025, hvor det blandt andet fremgår, at klagerne har fået behandlet deres asylsager i Sverige. Dublinforordningens formål er at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgning om international beskyttelse. Det vil derfor være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle klagernes asylsøgning i Danmark, da klagerne allerede har fået færdigbehandlet deres asylsag i Sverige. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne ikke har følt sig retfærdigt behandlet i asylproceduren, kan ikke føre til, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise klagerne til at rette henvendelse til de relevante myndigheder i Sverige for at indgive en klage. Det forhold, at den mandlige klageren er blevet overfaldet i [hjemland], kan ikke føre til, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Sver/2025/12/DIEI

syri202440

Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at han [i efteråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren står registreret som udrejst til [europæisk land] [i efteråret] 2017. Klageren har oplyst, at han udrejste af Danmark for at tage ophold og arbejde, fordi han var blevet gift med en kvinde, der boede i [europæisk land]. Klageren indgav [i sommeren] 2022 ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4. Nævnet lægger således til grund, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder, og at han i 2017 har opgivet sin bopæl i Danmark for at være sammen med sin ægtefælle i [europæisk land]. I [europæisk land] fik klageren opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sin nu tidligere ægtefælle. Klageren havde ved udrejsen således til hensigt at tage varigt ophold i [europæisk land], hvor klageren fortsat bor. Da klageren har fået lovligt ophold i [europæisk land] på baggrund af familiesammenføring, har klageren opnået beskyttelse i [europæisk land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at [myndighederne i europæisk land] over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at klagerens opholdsgrundlag i [europæisk land] kan forlænges, også selv om klagerens samliv med hans tidligere ægtefælle er ophørt, da hans opholdsgrundlag beror på klagerens omsorg for sine børn, der er [statsborgere i europæisk land ]. Såfremt klageren ikke længere udøver omsorg for børnene, vil [myndighederne i europæisk land] undersøge, hvorvidt der kan foreligge en anden opholdsgrund, som for eksempel beskæftigelse. I den forbindelse har klageren oplyst, at klageren og hans tidligere ægtefælle deler forældremyndigheden over deres to børn, [der begge er født i perioden mellem 2017 og 2020], og at parret har underskrevet en skriftlig samværserklæring [i vinteren 2023/2024], hvoraf fremgår, at børnene ikke overnatter hos klageren, men at han ser dem i weekender, hvor han ikke arbejder. Nævnet finder således, at klageren har haft lovligt ophold i [europæisk land] foreløbigt frem til [sommeren] 2024 med mulighed for forlængelse. Det fremgår endvidere af Flygtningenævnets praksis, at legalt ophold i et tredjeland kan være udtryk for, at man har opnået de facto beskyttelse i det pågældende land med den virkning, at opholdstilladelsen i Danmark bortfalder, selvom man ikke formelt har opnået varig opholdstilladelse i [europæisk land]. Dertil kommer, at [europæisk land], der har ratificeret Flygtningekonventionen, må betragtes et sikkert land, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Der er således ikke grundlag for at antage, at klageren i [europæisk land] vil være i risiko for refoulement til Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet på den ene side lagt vægt på, at klageren har opholdt sig og har haft arbejde i [europæisk land] i knap syv år, og at han har delt forældremyndighed over og har ret til samvær med sine to mindreårige børn, der er [statsborgere i europæisk land]. På den anden side har nævnet blandt andet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i sammenlagt kun lidt over tre år, og at han har sine forældre, [og søskende] i Danmark. Bortfald af opholdstilladelsen kan derfor ikke anses som nogen krænkelse af klagerens ret til privat- eller familieliv som beskyttet af Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger omstændigheder, der kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. I den forbindelse må det også indgå i vurderingen, at klageren først har rettet henvendelse til de danske myndigheder omkring fem år efter klagerens udrejse, og at han ikke har været forhindret i at rette henvendelse til de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Herefter, og da de forhold, der i øvrigt er anført af den beskikkede advokat, ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2024.” Syri/2024/40/MKTO

syri202430

Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2014 idømt fængsel i 1 år for personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [provins], [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin tidligere sag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han har unddraget sig syrisk militærtjeneste i forbindelse med en genindkaldelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved dommen i 2017 er fundet skyldig i [særlig farlig forbrydelse] med psykiske følger for offeret. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren utvivlsomt er dømt for en særlig farlig forbrydelse. I det forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at Vestre Landsret ved straffastsættelsen har henvist til den forud for gerningstidspunktet gennemførte strafskærpelse for [den begåede forbrydelse]. Klageren har forklaret, at han siden da ikke har begået kriminalitet og, at det er hans faste hensigt fremover at føre en kriminalitetsfri tilværelse, og i øvrigt at integrere sig i den danske samfund, og leve et almindeligt familieliv. Det må endvidere lægges til grund, at klageren, bortset fra [en anden dom], ikke er straffet siden førnævnte dom fra 2017. Klageren har imidlertid ikke udvist nogen evne til nærmere refleksion over den begåede forbrydelse, og dennes konsekvenser for offeret, idet han ved afhøring i Flygtningenævnet blot bemærkede, at han ikke kendte [offeret]. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren efter afsigelse af [landsrettens] dom af [efteråret] 2017 udrejste af landet, forinden dommen var afsonet, hvorefter han i 2019 indrejste på ny og forsøgte at opnå asyl under falsk navn. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke ved afhøring i Flygtningenævnet har været i stand til at give nogen rimelig forklaring på dette forhold. Endvidere må det lægges til grund, at klageren først oplyste sin korrekte identitet overfor de danske myndigheder, da han var klar over, at identiteten ville blive afsløret. Efter en samlet vurdering af karakteren af den begåede kriminalitet, klagerens efterfølgende handlinger, og klagerens forklaring i Flygtningenævnet finder Flygtningenævnet, at klageren udgør en fare for samfundet, og at klageren derfor forsat bør være udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri/2024/30/DIEI

bang20251

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i landsbyen [landsby A], [distrikt B], Bangladesh, men i 2013 og frem til sin udrejse boede han hos [familiemedlem A] i bydelen [bydel C]. Ansøgeren har været medlem af Bangladesh Nationalist Party siden 2012 og haft aktiviteter for partiet i sit lokalområde frem til 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af personer fra regeringspartiet Awami League. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev involveret i oppositionspartiet Bangladesh Nationalist Party (BNP), da han startede i gymnasiet, og at han blev medlem af partiet i 2012. Ansøgerens opgave var at gå rundt i sin landsby [landsby A] og omegnen af [distrikt B] for at rekruttere nye medlemmer til BNP og fortælle, hvad der var galt med landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han i august 2012 om natten blev stoppet på gaden af en væbnet gruppe med [et antal] personer fra regeringspartiet, Awami League. Personerne anmodede ansøgeren om at forlade oppositionen straks, ellers ville de beslutte, hvad de ville gøre mod ham. En af personerne tog fat i hans krave, og en anden person sagde, at de ikke havde ord, men kun våben. Personerne skubbede ansøgeren hårdt. Den samme gruppe overvågede, opsøgte og truede ham i omkring tre måneder. De kastede [genstande] mod ham, og på et tidspunkt kastede de en [særlig farlig genstand] mod ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han flyttede til [familiemedlem A] på grund af hændelserne. Ansøgeren blev opsøgt to eller tre gange hos [familiemedlem A]. Første gang blev ansøgeren truet med, at hvis han lavede politiske aktiviteter, ville de slå ham ihjel. Anden gang blev han stoppet på gaden i [distrikt B] af [et antal] personer, som stjal hans [værdigenstande] og truede med at brænde ham med en [genstand]. Fra begyndelsen af 2014 stoppede ansøgeren helt med at være politisk aktiv. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved henset til grunde, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025]. Ansøgeren har således alene udført opgaver for BNP i begrænset omfang fra 2012 og frem til begyndelsen af 2014, og han har opholdt sig i området frem til sin udrejse i august 2016, selvom hans seneste kontakt med medlemmer af Awami League var i 2013. Ansøgeren kan derfor ikke anses for særligt profileret. Ansøgerens modsætningsforhold til medlemmer af Awami League har således ikke en karakter og intensitet, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren udrejste af Bangladesh i [sommeren] 2016 på studie- og arbejdsvisum til Danmark, men først [i foråret] 2024 indgav ansøgning om asyl efter ansøgeren [i foråret] 2024 var blevet udvist af Danmark for ulovligt ophold. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2024/2025] kan heller ikke de generelle forhold i Bangladesh begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det af ansøgeren på nævnsmødet forklarede og det af advokaten anførte kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Bang/2025/1/EEB

erit20251

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1., samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen. Klageren er født i landsbyen [landsby A], Eritrea, men i 2003 flyttede han til [landsby B], Eritrea, hvor han boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel eller blive idømt livsvarigt fængsel, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han efter at have modtaget orientering om, at han skulle aftjene militærtjeneste, flygtede fra stedet og ved andres hjælp kom tilbage til sin familie i [landsby B]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han efter 10 til 14 dage udrejste af Eritrea. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse, idet han er deserteret fra militærtjeneste, og klageren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren, som anført isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren. Af udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., følger, at en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, tillige skal indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet udlændingelovens §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. er skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning vedrørende grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [landsrettens] dom [i vinteren 2023/2024] fundet skyldig i voldtægt og straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder, og efter arten og grovheden af forholdet sammenholdt med klagerens personlige forhold og tilknytning til henholdsvis Eritrea og Danmark udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet finder, at klageren er dømt for en forbrydelse af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand. Der er herved henset til, at klageren er dømt for personfarlig kriminalitet af særlig grov karakter og længden af den idømte frihedsstraf. Om klagerens personlige forhold fremgår det af sagen, at klageren er [i starten af 30’erne]. Han indrejste i Danmark i 2014 fra Eritrea. Han har ingen familie i Danmark. Han har gået på sprogskole og afsluttet Dansk 2 modul 6. Han har læst [fag A] og [fag B] på VUC i [slutningen af 2010’erne]. Han har gået på teknisk skole, men stoppede igen da han dumpede til eksamen. Han har arbejde [i virksomhed A] og har i 2015 arbejdet som [stilling] på et slagteri på deltid. Han har ingen danske venner. Han har spillet fodbold på et [hold] med udelukkende etniske danskere. Han er opvokset i Eritrea og har gået i skole indtil 12. klasse. Han har sine forældre [og fem søskende] i Eritrea. Han taler og forstår tingrinsk, som er det officielle sprog i Eritrea. Han blev [i sommeren] 2022 gift i [land i Afrika], hvor ægtefællen er bosiddende efter at være flygtet fra Eritrea. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, som klageren er dømt for, sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses at udgøre en fare for samfundet fremadrettet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Erit/2025/1/EEB

ugan20257

Nævnet meddelte i juni 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2019. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtaler:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og katolik fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne og sine familiemedlemmer som følge af, at han er biseksuel og i Uganda har været i et forhold med en mand. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at han blev afsløret i at have et forhold til en mand ved navn [A], hvorefter politiet opsøgte ansøgeren på hans bopæl og tog ansøgeren med på politistationen. På politistationen blev han udsat for overgreb, herunder [specifik skadesforvoldelse], idet politiet ville have ansøgeren til at indrømme at være homoseksuel, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren fremlagde endvidere en arrestordre og oplyste, at politiet havde søgt efter ham på hans bopæl. Videre anførte ansøgeren, at hans [familiemedlem A] og hans [familiemedlem B], som er en magtfuld [gejstlig person], vil slå ham ihjel som følge at hans seksualitet. Endelig henviste ansøgeren til, at han frygter andre personer med kendskab til ansøgerens seksualitet, og de generelle forhold for LGBT+-personer i Uganda. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til sit oprindelige asylmotiv, til at han siden nævnets afgørelse fortsat har levet som biseksuel, og til at der i Uganda er sket en væsentlig forværring af forholdene for LGBT+-personer, særligt som følge af vedtagelsen af The Anti-Homosexuality Act 2023. Ansøgeren har videre oplyst, at han har været i kontakt med sin [familiemedlem C] i Uganda, der har fortalt, at ansøgeren er eftersøgt, og at hans navn fremgår af en liste på [ugandisk myndigheds] hjemmeside, hvor det er anført, at der er udstedt en arrestordre på ham og [A] for ”unnatural offences”. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at uanset ansøgerens på flere punkter – herunder også centrale punkter – divergerende forklaringer lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren har fremsendt et link til Ugandas retsvæsens hjemmeside, hvoraf fremgår af [nærmere beskrivelse af placering på hjemmeside], at der [på dato i] 2024 skulle behandles et spørgsmål om en arrestordre for ”unnatural offences” vedrørende ansøgeren og dennes tidligere mandlige kæreste, [A]. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er biseksuel, og at han ønsker at leve åbent med sin seksualitet i Uganda. Efter baggrundsoplysningerne for LGBT+-personer i Uganda finder Flygtningenævnet, at der må anlægges en forsigtig vurdering af, om der er et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Idet Flygtningenævnet som anført lægger til grund, at ansøgeren er biseksuel, og at han ønsker at leve åbent med sin seksualitet i Uganda, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren allerede af den grund har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2025/7/AALK

iran202526

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], [region], Iran. Ansøgeren er oprindeligt shia muslim og er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige sag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for tortur, fordi han er konverteret til kristendommen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren gentaget dette asylmotiv. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse eller overgreb, idet han er homoseksuel. Han har til støtte herfor oplyst, at han gennem en del af sin barndom og hele sin ungdom har haft et forhold til sin fætter, [A]. Forholdet startede som en flirt, og efter nogle år udviklede det sig til et seksuelt forhold. Ansøgeren har derudover også haft forhold til mænd i Danmark. Ansøgeren har blandt andet været sammen med en [nationalitet] flygtning, mens han boede på [asylcenter A i Danmark]. Om den første gang, de mødtes, har ansøgeren oplyst, at de begge to vidste, hvorfor de var mødtes, men fordi de begge var generte, gik der lang tid, inden de turde at lægge an på hinanden. Angående det, at have sex med mænd, har ansøgeren oplyst, at han på én og samme tid oplever at være tiltrukket af mænd og samtidig skammer sig, når han har været sammen med en mand, uden at der har været følelser involveret. Ansøgeren har derimod ikke har fortrudt eller skammet sig over sine relationer til mænd, når der har været følelser involveret, hvilket var tilfældet med hans fætter, [A], og den [nationalitet] flygtning. Han har fortsat kontakt med mænd på [datingtjeneste A]. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet kunne ved sin afgørelse [foråret 2018] ikke lægge ansøgerens konversion til kristendommen til grund som reel. Nævnet lagde den gang til grund, at ansøgeren i overordnede og generelle vendinger havde forklaret om de kristne værdier, ligesom han ikke havde kunnet redegøre for sine overvejelser og afklaringsproces i forhold til kristendommen. Endelig havde ansøgeren henvist til hele biblen som svar på, hvad der gav ham fred og ro. Ansøgeren har også under nærværende nævnsmøde illustreret et yderst begrænset og beskedent kendskab til kristendommen. Han har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for ham, ligesom ansøgeren heller ikke har reflekteret over konsekvenserne af konverteringen. Eksempelvis har ansøgeren om baggrunden for sin dåb i [2014 - 2018] – der fandt sted kun lidt over et halvt år efter, at han indrejste i Danmark - under nævnsmødet generelt forklaret, at han blev døbt, fordi han havde hørt, at han kunne blive genfødt og få en ny ånd, hvilket han ikke troede på. Han har videre forklaret, at det var en fantastisk følelse, og dåben ændrede hans syn på verden og andre personer. Det var noget, han ikke forstod dengang, men under opholdet på [asylcenter B i Danmark] fik han for alvor en opvågning. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt nogle erklæringer om sin kirkegang i perioden fra 2016 til 2018, og at han har oplyst, at han som følge af afhentning af sin metadon i [dansk by] ikke har haft mulighed for at gå i kirke de seneste år.Nævnet finder derfor, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han frygter de iranske myndigheder som følge af, at ansøgeren er homoseksuel, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin homoseksualitet fremstår ureflekteret, overfladisk og utroværdig, skønt både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har spurgt indgående ind hertil.Ansøgeren har således primært forklaret om omstændigheder af faktuel karakter. Han har ikke kunnet forklare om sine tanker, sin indre afklaring og den proces, han gennemgik i forhold til at være homoseksuel. Han har herunder forklaret afglidende om sine følelser i forhold til sin seksualitet og om, hvad han var tiltrukket af ved [A]. Under asylsamtalen [i vinteren 2023/2024], hvor ansøgeren blev bedt om at forklare så fyldestgørende og detaljeret som muligt om hans overvejelser og følelser, da det gik op for ham, at han var tiltrukket af mænd og ikke kvinder, har ansøgeren generelt forklaret, at han som barn hellere ville lege med drenge. Dertil kunne en mands duft tiltrække ham, og han fik god energi af duften af en mand. Forespurgt om, hvad ansøgeren var tiltrukket af ved [A], oplyste han, at han ikke vidste det, men at han stolede på ham.  Dette fremstår så meget desto mere påfaldende, da [A] var ansøgerens første romantiske og seksuelle partner, således at ansøgeren må formodes at kunne beskrive sine følelser og overvejelser vedrørende sit første homoseksuelle forhold mere dybt og detaljeret. Det forhold, at ansøgeren har en profil på [datingtjeneste A] med fire fotos af ansøgeren og sit fornavn, og at han under nævnsmødet har fremlagt en række udskrifter af sin profil, hvoraf fremgår, at han har haft korrespondance med andre mænd, samt at der på hans profil blandt andet er flere fotos af seksuel karakter, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvis, at ansøgerens asylmotiv herom er udbyggende, idet han først efter sit afslag på asyl i 2018 har påberåbt sig homoseksualitet som asylmotiv. I forbindelse med sin første asylansøgning oplyste ansøgeren adspurgt om asylmotiver under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016], at han ikke frygtede andet ved en tilbagevenden til Iran end forfølgelse grundet hans religiøse tilhørsforhold.Heller ikke under Flygtningenævnets behandling af sagen [i foråret 2018] hvor nævnet gav afslag på asyl, oplyste ansøgeren om, at han var homoseksuel, og at han ved en tilbagevenden til Iran også af den grund frygtede forfølgelse. De generelle forhold i Iran kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnetstadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Iran/2025/26/clu

iran202527

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2020.  Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og anser ikke sig selv som tilhørende en religion. Ansøgeren er født og opvokset i [by A], [provins], Iran. Ansøgeren har fra 2018 til 2020 opholdt sig i [by B], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste under den oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at [hendes familiemedlem] ville slå hende ihjel eller sørge for, at hun blev dømt til henrettelse, fordi hun nægtede at blive medlem af Revolutionsgarden, Sepah. Ansøgeren havde til støtte herfor oplyst, at [hendes familiemedlem] arbejdede for Revolutionsgarden, og at han ville slå ansøgeren ihjel, fordi hun har nægtet at blive medlem af Revolutionsgarden. Ansøgeren havde videre oplyst, at [hendes familiemedlem] mange gange har udsat hende for vold. Ansøgeren besluttede sig derfor for at flygte fra sin familie. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for æresrelateret forfølgelse af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har vanæret sin familie ved at flygte fra dem og gifte sig med sin herboende mand uden deres accept. De vil derfor slå hende ihjel, eller udsætte hende for andre overgreb, såfremt hun vender tilbage til Iran. Herudover har [hendes familiemedlem] sendt trusler til hende og ægtefællen i Danmark. Ydermere vil ansøgeren blive påtvunget en religiøs levestil, som hun ikke ønsker, herunder at bære hijab. Ansøgeren har endelig som asylmotiv gjort gældende, at hun frygter, at hendes familie vil gifte hendes medfølgende barn bort mod hendes barns vilje. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes familie gjorde det samme mod hende.  Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om hendes asylmotiver i det væsentlige ikke kan lægges til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i [efteråret] 2020, og at hun først søgte om asyl [i sommeren] 2022, uagtet at ansøgeren har forklaret, at hendes asylmotiver i det væsentlige bestod, da hun indrejste i Danmark. Ansøgerens forklaring for nævnet har i ikke ubetydeligt omfang fremstået usikker og usammenhængende. Ansøgerens forklaring har desuden på væsentlige punkter været divergerende og udbyggende, herunder om hvornår og hvor hun har opholdt sig i Iran for at undgå sin familie, i hvilket omfang hun har skiftet telefonnummer eller sim-kort for at holde sig skjult, og hvornår og i hvilket omfang og fra hvem hun eller hendes ægtefælle har modtaget trusler. Flygtningenævnet tiltræder, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagte nogle trusselsbeskeder. Flygtningenævnet her herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at beskederne stammer fra ukendte numre. Flygtningenævnet tiltræder desuden, at det beror på hendes egen formodning, at beskederne hidrører fra hendes familie, og at beskederne først er fremlagt flere år efter, at ansøgeren søgte asyl, og efter hun blev gjort bekendt med vigtigheden af at fremlægge disse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for kvinder i Iran, herunder krav om, at kvinder under trussel om straf skal anvende hijab mv., har en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde, at den kvindelige klager har behov for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2025/27/lnk

tyrk20253

Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mand fra Tyrkiet. Indrejst i 1980. Klageren blev blandt andet i 1994 idømt fængsel i 7 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 og stk. 2, samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Klageren blev videre i 2005 idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 og stk. 2. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Det er ved Flygtningenævnets afgørelser [i sommeren] 1996 og [i efteråret] 2001 vurderet, at klageren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af [nærmere beskrivelse af asylmotiv]. Ved Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2009 blev det vurderet, at klageren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der blev i den forbindelse også henvist til [nærmere beskrivelse af asylmotiv]. Der blev samtidig henvist til, at klageren havde mistet sit tyrkiske statsborgerskab. Herefter fandt nævnet, at der var risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville blive mistænkt for at have en betydende forbindelse til PKK. Udlændingestyrelsen har senest [i foråret] 2024 i forbindelse med de halvårlige vurderinger efter udlændingelovens § 32 b, jf. § 49 b, med henvisning til aktuelle baggrundsoplysninger om Tyrkiet fundet, at grundlaget for Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2009 om, at klageren ikke kan udsendes, ikke har ændret sig. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens seneste vurdering og finder således fortsat, at klageren som følge af [nærmere beskrivelse af asylmotiv] hvor han er sat i forbindelse med PKK, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Selvom klageren konsekvent har forklaret, at han ikke har haft forbindelser til PKK og ikke har været politisk aktiv i Tyrkiet eller haft konflikter med de tyrkiske myndigheder, knytter risikoen for forfølgelse sig til omtalen af ham som forbundet med PKK og således til den støtte til og sympati med PKK, som han på den baggrund risikerer at måtte blive tillagt af de tyrkiske myndigheder. Klageren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er i 1994 idømt fængsel i syv år for alvorlig narkotikakriminalitet og udvist for bestandigt. Han er i 2005 igen dømt for alvorlig narkotikakriminalitet og straffet med fængsel i fem år. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, kan en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet skal derfor tage stilling til, om klageren fortsat skal være udelukket fra at opnå asyl i Danmark, som det senest blev bestemt ved Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2009. Den vurdering, der skal foretages efter bestemmelsen, bygger bl.a. på Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at en person kun kan udelukkes fra asyl, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed, eller efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for det danske samfund. Det har ikke været påberåbt i forbindelse med de tidligere afgørelser eller i forbindelse med genoptagelsen af sagen, at klageren udgør en fare for landets sikkerhed. Klageren er ved de to domme for grov narkotikakriminalitet – som det også er lagt til grund i de tidligere afgørelser – utvivlsomt dømt for en særlig farlig forbrydelse, og dette er heller ikke bestridt af klageren. Spørgsmålet er herefter, om klageren fortsat må betragtes som en fare for det danske samfund. Den kriminalitet, der har begrundet, at klageren har været udelukket fra asyl er begået dels i slutfirserne og i begyndelse af halvfemserne, dels i 2004. Det er således henholdsvis 30 og 20 år siden. Klageren er nu [i 60´erne] og har levet sammen med en kvinde i en længere årrække. Han har ikke siden dommen fra 2005 begået kriminalitet af betydning for vurderingen af denne sag. Der foreligger ikke nærmere oplysninger om klagerens afsoning, men klageren har selv forklaret, at den er forløbet problemfrit. Det kan i den forbindelse også konstateres, at klageren umiddelbart er blevet prøveløsladt på helt sædvanlige vilkår. Klagerens opholdspligt på [asylcenter] blev ophævet [i foråret] 2017, og der foreligger ikke oplysninger om, at der frem til dette tidspunkt har været problemer med at overholde den. Klageren er efter det oplyste fortsat underlagt meldepligt to gange om ugen hos [politiet]. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren er straffet for manglende overholdelse af sine kontrolforpligtelser. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en konkret vurdering af den tid, der er forløbet siden den pådømte kriminalitet og oplysningerne om klageren, at der ikke længere er grundlag for at fastslå, at klageren fortsat udgør en fare for det danske samfund. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Tyrk/2025/3/lafal

afgh202522

Nævnet meddelte i juni 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [Landsby], [Provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet tilbageholdt og tortureret af Taliban. Det skete ved, at nogle mænd i traditionelt tøj opsøgte ham, da han var i færd med at sælge frugt i basaren. De fremviste et kort fra Talibans efterretningstjeneste og gav ham derefter bind for øjnene og kørte ham væk i en bil. Han blev tilbageholdt af Taliban i to måneder, hvor han blev udsat for tortur, idet de udsatte ham for vold, hang ham op i hans hænder og beskyldte ham for at være en del af [modstandsgruppe], ligesom de spurgte ind til, hvor ansøgerens [familiemedlem A] opholdte sig, idet han har arbejdet for den tidligere regerings sikkerhedsstyrker. Som følge af torturen brækkede ansøgeren [en kropsdel] og Taliban kørte ham til hospitalet, hvor det lykkedes ham at flygte fra efter tre dage. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban har slået hans [familiemedlem A] ihjel. Dette skete få dage efter det var lykkedes ansøgeren at flygte fra hospitalet. Ansøgerens [familiemedlem A] var flygtet til [land i Mellemøsten] efter Talibans magtovertagelse, men han var blevet overtalt til at vende tilbage. Taliban havde tilbageholdt ham og slået ham ihjel. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans familie i Afghanistan har modtaget et trusselsbrev fra Taliban og Taliban har opsøgt hans familie og truet med at tage ansøgerens [familiemedlem B]. Flygtningenævnets flertal kan til dels lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder det således sandsynliggjort, at ansøgerens [familiemedlem A] arbejdede for den tidligere afghanske regerings sikkerhedstjeneste i årene forud for Talibans magtovertagelse i 2021, og at [familiemedlem A] af denne årsag blev dræbt af Taliban. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren på grund af [familiemedlem A’s] aktiviteter blev tilbageholdt af Taliban og blev anset for at være en del af [modstandsgruppe]. Uanset at ansøgerens forklaring på visse punkter må betegnes som usandsynlig finder flertallet efter en samlet vurdering, herunder også henset ansøgerens etnicitet og de i øvrigt foreliggende oplysninger, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/22/sahe

tyrk20254

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [Landsby], [Provins], Tyrkiet. Ansøgeren har sympatiseret med og været medlem af Folkets Demokratiske Parti (HDP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter fængsling og at blive udsat for overgreb af de tyrkiske myndigheder, fordi han har unddraget sig militærtjeneste og fordi han har været medlem af HDP. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for kurdere i Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden 2017 ikke er efterkommet indkaldelse til militærtjeneste. Ansøgeren er siden blevet stoppet flere gange ved kontrolposter, hvor han er blevet beordret at møde op til at aftjene sin værnepligt inden for 15 dage. Ansøgeren er i forbindelse hermed også blevet idømt bøder på 8.000 til 15.000 lira, men har ikke betalt disse af princip. Myndighederne har endvidere en gang opsøgt ansøgeren på hans bopæl, hvor ansøgeren ikke var hjemme. Grunden til ansøgeren ikke ønsker at aftjene værnepligt er, at mange kurdere bliver sendt til grænsen til Syrien eller Irak for at slå andre kurdere ihjel. Ansøgeren er derudover imod våben. Om HDP har ansøgeren oplyst, at det er et kurdisk parti, der i dag er blevet lukket. Ansøgeren har deltaget i flere arrangementer som partiet arrangerede, herunder flere protestdemonstrationer senest i 2017 i forbindelse med fængslingen af Selahattin Demirtas. Ansøgeren bar bannere og råbte frihed for kurdere. Ansøgeren blev fanget af politiet i forbindelse med demonstrationen i 2017. Han blev tilbageholdt og udsat for vold. Om forholdene for kurdere har ansøgeren oplyst, at han til Newroz-arrangementer har oplevet at blive overfaldet af politiet. Ansøgeren har endvidere oplevet, at kurdere bliver diskrimineret og forskelsbehandlet, og at de ikke har ytringsfrihed. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de påberåbte forhold kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Vedrørende ansøgerens politiske aktiviteter bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret, at han har deltaget i demonstrationer for kurderes rettigheder i 2016 og 2017, og at han i den forbindelse har været tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder. Han har efter sin forklaring ikke haft væsentlige politiske aktiviteter siden da, og han har trods sit partimedlemskab af HDP ikke i perioden fra 2017 til sin udrejse i 2023 været udsat for myndighedsforfølgelse begrundet i sit politiske tilhørsforhold. Ansøgeren må i øvrigt anses for at være helt uprofileret som medlem af HDP. For så vidt angår de påberåbte værnepligtsforhold bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har fået udstedt pas i [sommeren] 2023 og er udrejst lovligt af Tyrkiet, til trods for at han har oplyst, at han er efterlyst på grund af manglende aftjening af værnepligt, og at han i øvrigt siden 2017 har undladt at reagere på indkaldelser og at betale udstedte bødeforlæg. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin manglende aftjening af værnepligt. Flygtningenævnet kan i øvrigt tiltræde det af Udlændingestyrelsen herom anførte vedrørende den straf som man som værnepligtsunddrager kan risikere i Tyrkiet. Ansøgeren har ikke kunnet sandsynliggøre, at han konkret er i risiko for andet end bødestraf. For så vidt angår de generelle forhold for kurdere i Tyrkiet som ansøgeren også har henvist til finder Flygtningenævnet at disse ikke har en sådan karakter, at de kan føre til at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2025/4/sahe Anders - OK

afgh202524

Nævnet ændrede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistansåledes at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk pashtun og sunimuslim fra [by] i [distrikt], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog oplyst, at han i Afghanistan har opholdt sig sammen med Taliban i to måneder, og at Taliban ønskede, at klageren skulle blive selvmordsbomber. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2013/2014], og at han [i sommeren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Denne opholdstilladelse er senest blevet forlænget [i sommeren] 2025 til udløb [i sommeren] 2027. Klageren har [i efteråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelser med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede Taliban og sin farbror, der også var en del af Taliban. Til støtte herfor oplyste klageren, at hans farbror og hans far havde en jordkonflikt, og at klagerens far på et tidspunkt forsvandt, hvorefter klagerens farbror solgte den del af jorden, der tilhørte klagerens far. En dag sendte klagerens farbror klageren hen til Taliban, der ønskede, at klageren skulle blive selvmordsbomber, hvilket klageren indvilgede i. Efter to måneders ophold hos Taliban fik klageren lov til at besøge sin mor, som han fortalte om Talibans planer om, at han skulle være selvmordsbomber, hvilket hun var modstander af. Taliban kontaktede flere gange klageren under hans ophold hos sin mor, men klageren blev ved med at trække tiden, hvorefter han udrejste af landet. Klageren har i forbindelse med statusændringssagen ud over de konflikter, som begrundede, at han i 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, henvist til de ændrede magtforhold i Afghanistan, hvor Taliban kom til magten i august 2021. Klageren har i forlængelse heraf anført, at han har været i kontakt med sin bror, der har fortalt ham, at Taliban flere gange har opsøgt familien efter klagerens flugt og spurgt efter klageren, ligesom klagerens bror i den forbindelse har været udsat for vold. Klageren har endvidere henvist til, at han er i risiko for forfølgelse på grund af sin etnicitet, og at han efter 12 års ophold i Danmark er blevet vestliggjort, idet han har levet et ungdomsliv på danske præmisser, hvor han har blandt andet har gået til fester og drukket alkohol. Klageren har yderligere anført, at hans pashto bærer præg af mange års ophold i Danmark. Endelig har klageren oplyst, at han er blevet gift med en afghansk kvinde, som er bosiddende hos sin mor i Afghanistan, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være tvunget til at medvirke til at undertrykke hende og overholde den strenge fortolkning af sharia, som praktiseres af Taliban, og som han er modstander af. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sit modsætningsforhold til Taliban til grund. Nævnet lægger således til grund, at klageren i 2013 udrejste af Afghanistan, fordi han flygtede fra Taliban, som ville hverve ham som selvmordsbomber. Klageren blev [i sommeren] 2014 på dette grundlag meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er efterfølgende blevet forlænget af Udlændingestyrelsen på samme grundlag, senest den [i sommeren] 2025. Flygtningenævnet bemærker, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt efter Talibans magtovertagelse i august 2021. Da Udlændingestyrelsen i sine afgørelser om opholdstilladelse og forlængelser har lagt klagerens oprindelige asylmotiv til grund og meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans efterfølgende magtovertagelse i Afghanistan, opfylder klageren nu betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at tage stilling til klagerens øvrige asylmotiv om vestliggørelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/24/CARA

afgh202525

Nævnet ændrede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk hazara og shiamuslim fra [by], [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2010, og at han [i sommeren] 2010 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren] 2025 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede repressalier som følge af en konflikt, som hans far havde med medejeren til sin [forretning], [A]. Til støtte herfor oplyste klageren, at der på et tidspunkt var indbrud i [forretningen], mens [A] var bortrejst, og at der i den forbindelse blev stjålet mange varer fra butikken. [A] beskyldte klagerens far for at have medvirket til indbruddet, og der opstod skænderi mellem dem. En dag, da klagerens far skulle mødes med [A] for at lave regnskab, kom klagerens far ikke tilbage. 12 dage senere blev faderens lig fundet af en fårehyrde. Man kunne se, at hans far var blevet skudt tre steder og havde knivstik. Efterfølgende slog klagerens farbror [A’s] søn ihjel, hvorefter [A]og nogle bevæbnede pashtunere og talibanerne kom til klagerens bopæl. De havde planer om at slå klageren og hans mor ihjel, men folk fra landsbyen hørte deres skrig og forhindrede det. [A] besluttede, at klageren skulle i krig for Taliban mod regeringsstyrkerne. Efter tre måneder sammen med Taliban lykkedes det klageren at flygte, hvorefter han udrejste til Iran. Klageren har i forbindelse med statusændringssagen ud over de konflikter, som begrundede, at han i 2010 af Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, henvist til de ændrede magtforhold i Afghanistan efter Taliban kom til magten i august 2021. Klageren har videre henvist til, at han efter 15 års ophold i Danmark er blevet vestliggjort, idet han har levet et ungdomsliv på danske præmisser, ligesom han i Danmark har taget en uddannelse og haft arbejde. Klageren har oplyst, at han for 10 år siden blev gift med en afghansk kvinde, som for omkring 8 år siden blev familiesammenført til Danmark. De har sammen fået to børn, herunder en pige. I den forbindelse har klageren henvist til, at han under ingen omstændigheder ville kunne medvirke til at undertrykke sin ægtefælle og datter, sådan som det kræves i Afghanistan. Hans ægtefælle er født i Afghanistan, men udrejste som [4-7] årig til Pakistan sammen med sin familie. Hun har ikke efterfølgende været i Afghanistan, hvor hun ikke har familie. Klageren har heller ikke længere familie i Afghanistan. Endelig har klageren henvist til, at han som hazara og shiamuslim vil være i yderligere risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i 2010 udrejste af Afghanistan, og at han [i sommeren] 2010 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er efterfølgende blevet forlænget af Udlændingestyrelsen, senest [i foråret] 2023, hvor klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgår ikke nærmere af Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorpå grundlaget for den meddelte opholdstilladelse nærmere støttes, men efter sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at opholdstilladelsen er begrundet i det forhold, at klageren på tidspunktet for sin udrejse var efterstræbt af Taliban, som havde forsøgt at tvangsrekruttere ham. Flygtningenævnet bemærker, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i august 2021. Da Udlændingestyrelsen i sine afgørelser om opholdstilladelse og forlængelser må antages at have lagt klagerens oprindelige asylmotiv til grund og meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans efterfølgende magtovertagelse i Afghanistan, opfylder klageren nu betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til klagerens øvrige asylmotiv om blandt andet vestliggørelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/25/JURO

dub-tysk202516

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens psykiske helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte forhold om, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark med henvisning til, at klageren til flygtningehjælpen har oplyst, at han har det meget dårligt psykisk, at han tidligere har forsøgt at begå selvmord flere gange, og at han håber på, at han kan få behandlet sin asylsag i Danmark, så han forhåbentlig kan komme videre uden at starte forfra igen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”  Dub-Tysk/2025/16/AALK

rusl20257

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014.Flygtningenævnetudtalte:Ansøgeren er etnisk russer og ortodoks kristen fra [by], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de russiske myndigheder vil udsætte hende for langvarige afhøringer, strafforfølgelse, eller betragte hende som en udenlandsk agent. Ansøgeren frygter endvidere, at hun ikke har et sted at bo i Rusland, samt at ingen kan tage sig af hende, idet hun har brug forpleje og omsorg. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i Rusland arbejdede [på uddannelsesinstitution] som[stilling], men at hun i [midten af 2010’erne] blev uberettiget afskediget, fordi hun udtalte sig kritisk om Ruslands besættelse af Krim. Ansøgeren blev i forbindelse med episoden indkaldt på [sin overordnes] kontor to gange, hvor han konfronterede hende med hendes politiske udtalelser vedrørende Krim. Under deres andet møde, tvang [han] ansøgeren til at sige sin stilling op grundet hendes alder, selvom ansøgerens ansættelseskontakt på daværende tidspunkt forsat var gyldig i [flere]år. Ansøgeren har videre oplyst, at hun frygter, at de russiske myndigheder vil anse hende for værende en udenlandsk agent, fordi hun har været i Danmark i [mange] år og været frivillig i foreningen [A], hvor hun har hjulpet ukrainske [flygtninge], og fordi der på foreningens hjemmeside, har været billeder af ansøgeren samt [en ukrainsk ledende embedspersons barn]. Ansøgeren har endeligt oplyst, at hun ikke har noget sted at bo eller nogen familie i Rusland, og at hun på grund af sit helbred har brug for hjælp, hvilket hun ikke kan få i Rusland. Risiko for forfølgelse i Rusland. Ansøgeren har henvist til, at hun vil være i risiko for langvarige afhøringer eller strafforfølgelse af de russiske myndigheder, fordi hun har udtalt sig kritisk imod Ruslands besættelse af Krim. Hun har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil blive betragtet som udenlandsk agent, fordi hun har opholdt sig i udlandet i over 10 år. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at hun i forbindelse med sit arbejde som [stilling] [p en uddannelsesinstitution] i [midten af 2010’erne] udtalte sig kritisk om Ruslands besættelse af Krim, og at hun som følge heraf blev enten afskediget eller bedt om at tage sin afsked. Nævnet lægger videre til grund, at hun herefter udrejste legalt af Rusland i [sommeren] 2014 på sit eget nationalitetspas, og at hun efter sin indrejse i Danmark søgte om familiesammenføring med hendes herboende [barn]. Hun har først i 2023 ansøgt om asyl efter at have fået afslag på sin ansøgning om familiesammenføring med [sit barn] i Danmark og Sverige. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren udrejste legalt af Rusland i [sommeren] 2014 på sit eget nationalitetspas uden at opleve problemer. Hun har heller ikke efter sin udrejse oplevet problemer med de russiske myndigheder som følge af sine politiske udtalelser i 2014. Endvidere fremgår det, at ansøgeren i 2021 henvendte sig til det russiske konsulat i Danmark for at få fornyet sit russiske nationalitetspas uden at opleve problemer med de russiske myndigheder. Flygtningenævnet lægger til grund, at det modsætningsforhold til de russiske myndigheder, som ansøgeren måtte have haft i 2014, må anses at være et afsluttet forhold, ligesom forholdet ikke findes at have en sådan intensitet, at ansøgeren på dette grundlag vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Rusland. Det forhold, at ansøgeren i en årrække har arbejdet som frivillig i hendes [barns] forening i Danmark, hvor hun har været beskæftiget med pasningen af [børn af flygtninge], herunder den ukrainske ambassadørs børn, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Der lægges herved vægt på, at foreningen ophørte i 2022, hvor der som følge af krigen i Ukraine var opstået et modsætningsforhold mellem de ukrainske og russiske forældre i foreningen. Heller ikke det forhold, at billeder af ansøgeren sammen med en ukrainsk ledende embedspersons barn] har været offentliggjort på [et socialt medie], men efterfølgende slettet på baggrund af krigen i Ukraine, kan føre til nogen ændret vurdering. Ansøgerens helbredsforhold. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold til grund, at hun lider af en række sygdomme, som hovedsagelig må betragtes som aldersrelaterede, herunder en begyndende [sygdom]. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at der er tale om socioøkonomiske forhold samt forhold, som efter omstændigheder kan indgå i vurderinger efter andre regler i udlændingeloven, jf. herved blandt andet udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Disse forhold kan midlertidig ikke begrunde, at der kan meddeles ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, at der kan være helt særlige tilfælde, hvor en udsendelse af en udlænding grundet dennes helbredsmæssige forhold vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for en udsendelse. I disse ganske særlige tilfælde vil der i stedet kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen hertil henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det bemærkes videre, at det kun er i de tilfælde, hvor en ansøgers helbredsmæssige forhold i sig selv eller sammenholdt med andre faktorer udgør grunden til eventuel forfølgelse eller overgreb, at helbredsmæssige forhold i helt særlige tilfælde kan tillægges betydning ved vurderingen af udlændingelovens § 7. Dette vurderes ikke at være tilfældet i denne sag, hvor ansøgerens asylmotiv består i en række hovedsagelig aldersrelaterede sygdomme, herunder [sygdom], og hvor hun ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af baggrundsoplysninger om Rusland, at alle russiske statsborgere har adgang til sundhedsbehandling, og at der i Moskva findes hospitalsbaseret samt ambulant geriatrisk behandling og konsultation tillige med adgang til hjælpemidler og plejehjemsplads. Flygtningenævnet finder endvidere, at heller ikke de generelle forhold i Rusland i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnetstadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Anders - OKLøbenummer: rusl/2025/7/ajni

dub-sver20255

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet modtagerforholdene i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Sverige er herefter forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at hans asylsag skal behandles i Danmark navnlig henvist til, at han frygter at blive sendt tilbage til Afghanistan, hvis han overføres til Sverige, og at han i Sverige som afvist asylansøger vil stå uden adgang til indkvartering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025) ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Der er derfor heller ikke grund til at antage, at en tilbagesendelse af klageren til Afghanistan er i strid med princippet om non-refoulement. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025). Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/1 15 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme made som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C- 163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C- 163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Løbenr.: Dub-Sver/2025/5/AALK

dub-tysk202517

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte forhold om, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark med henvisning til, at klageren over for flygtningehjælpen har oplyst, at han har fået afslag på asyl i Tyskland, at han har meget ondt i nakke og skuldre, at han fortsat [har psykiske helbredsmæssige problemer], og at han [har psykiske udfordringer], samt at han ikke kan få den rigtige hjælp i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.Løbenr.: Dub-Tysk/2025/17/AALK

kina20253

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og buddhist fra Taiwan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter den politiske situation mellem Kina og Taiwan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at Kina invaderer Taiwan, og at den taiwanske befolkning vil miste deres rettigheder. Ansøgeren frygter endvidere, at hun ved en tilbagevenden til Taiwan ikke vil få lov til at udrejse igen, og at hun vil have svært ved at finde et arbejde. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet som følge af en sigtelse vedrørende økonomisk kriminalitet. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at hendes [familiemedlem A] har registreret hende som medejer i hans [type] virksomhed, og at hun i 2021 modtog et brev fra en advokat, hvoraf det fremgår, at hun er sigtet for økonomisk svindel og bedrageri for 100 millioner i taiwansk valuta. Derudover har ansøgerens [familiemedlem C] løbende modtaget breve stilet til ansøgeren fra en taiwansk domstol. Ansøgeren er uskyldig, men vil ikke have råd til at betale kaution, hvorfor hun vil blive fængslet ved indrejse til Taiwan. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv eller været medlem af politiske organisationer, og hun har ikke oplevet asylretlige konflikter med myndighederne forud for sin udrejse. Ansøgerens frygt for, at både hun og befolkningen i Taiwan i fremtiden vil miste deres rettigheder som følge af en invasion fra Kina beror udelukkende på ansøgerens egen formodning. Flygtningenævnet bemærker, at denne formodning ikke er aktuel eller konkret, og at ansøgerens nærmeste familie, der bor i Taiwan, ikke har oplevet asylretlige konflikter med nogen parter. Hertil kommer, at ansøgeren er helt uprofileret.I relation til ansøgerens frygt for at blive pålagt udrejserestriktioner bemærker nævnet, at ansøgeren senest har fået udstedt et pas i 2016, og at hun uden problemer har kunnet rejse til Taiwan flere gange i perioden fra 2010 til 2020. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at hun ved en tilbagevenden til Taiwan ikke fremover vil kunne udrejse af landet. I relation til ansøgerens asylmotiv om at være eftersøgt af myndighederne for at have begået alvorlig økonomisk kriminalitet og bedrageri, og at ansøgeren på den baggrund er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, kan nævnet ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke oplyst om dette asylmotiv hverken i sit asylskema dateret [foråret] 2021 eller under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024. Ansøgeren har først under mødet med sin advokat og under nævnsmødet oplyst om dette asylmotiv, herunder at det er [familiemedlem A og familiemedlem B], der har misbrugt ansøgerens navn til at oprette et firma, hvorfra de har snydt en masse mennesker, og senere er flygtet ud af landet. Ansøgeren har til støtte for sin forklaring fremlagt en mail dateret [sommeren] 2021 fra en advokat, der repræsenterer ofrene civilretligt i anledning af den angivelige bedragerisag. Ansøgeren har tillige for nævnet forklaret, at hendes [familiemedlem C] løbende har modtaget breve fra en domstol stilet til ansøgeren, men disse breve er aldrig blevet åbnet eller sendt videre til ansøgeren. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at hun skulle være i risiko for forfølgelse af myndighederne i Taiwan som følge af at have begået alvorlig økonomisk kriminalitet. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forhold, at ansøgeren måtte have svært ved at finde et arbejde i Taiwan ikke er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Taiwan, Kina vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kina/2025/3/Sael

soma20259

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren er født i området [område A] i Mogadishu, han har senere boet i områderne [område B] og [område C], og inden sin udrejse af Somalia boede han i [område D] i Mogadishu. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at skulle arbejde for regeringen eller al-Shabaab, og at han ikke vil arbejde eller bære våben for nogen af parterne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der altid er borgerkrig i Somalia, ligesom der er mange problemer og meget kriminalitet i Somalia, herunder vold, voldtægt, mord og selvmordsbombere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab omkring 2010/2011 var og spørge efter hjemmets drenge, da ansøgerens familie boede i [område B]. Ansøgeren blev kun reddet, fordi han var i koranskole. Ansøgerens mor fortalte efterfølgende, at de havde været på bopælen for at rekruttere, og familien flyttede væk få dage efter. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har forklaret, at han i 2018 har været udsat for forsøg på røveri af sin mobiltelefon mv., og at hans familie har været omfattet af et mere generelt rettet rekrutteringsforsøg fra Al-Shabaabs side i 2010/2011, hvor ansøgeren var omkring [4-7 år] år gammel, som førte til, at familien flyttede 10 km væk og derefter ikke efterfølgende oplevede problemer. Ansøgeren har desuden oplyst, at hans mor og to søstre fortsat bor i Somalia, og at de ikke har konflikter med nogen parter. Ansøgeren har i forbindelse med nævnsmødet endvidere forklaret, at han gennem kontakt til sin bror i [land A] har fået oplyst, at al-Shabaab for nylig har været på rekrutteringsbesøg i familiens hjemby. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke ved disse forhold har sandsynliggjort, at han står i et asylbegrundende konkret og individuelt modsætningsforhold til privatpersoner, grupperinger eller myndigheder i Somalia. Nævnet har navnlig lagt vægt på den årrække i perioden frem til udrejsen i 2019, hvor ansøgeren har kunnet bo i Somalia uden at opleve problemer. Ansøgerens forklaring om, at hans ene bror opholder sig i [land A], og at hans anden bror, som han udrejste sammen med, opholder sig i [land B], fordi de ikke kan være i Somalia på grund af frygt for al-Shabaab, kan ikke føre til en anden vurdering. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren gennem en periode har opholdt sig i Europa, er et forhold, der hverken i sig selv eller i sammenhæng med de øvrige forhold i sagen kan føre til, at ansøgeren må anses for at stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til privatpersoner, grupperinger eller myndigheder i Somalia, herunder således at ansøgeren vil blive anset for at være spion. De generelle forhold i Somalia, herunder det generelle kriminalitetsniveau, er ikke af en sådan karakter, at den blotte tilstedeværelse i landet i sig selv indebærer en asylbegrundende risiko. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen om baggrunden for ansøgerens udrejse af Somalia, stadfæster Flygtningenævnet derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2025/9/anjv

afgh202521

Nævnet meddelte i juni 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tadjik og oprindeligt shiamuslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han i [mellemøstligt land] har deltaget i 10 til 12 møder for at lære mere om kristendommen. Ansøgeren havde i forbindelse med sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sine brødre, fordi de ikke ønskede at dele familiens jord i Afghanistan med ansøgeren, som de har arvet efter deres far. Til støtte herfor havde ansøgeren oplyst, at hans far døde, da ansøgeren var omkring [10-15] år gammel, og at ansøgeren og hans søskende herefter skulle dele jorden imellem sig, men brødrene overtog jorden uden at dele med ansøgeren. Ansøgeren havde videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine brødre og de afghanske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor havde ansøgeren oplyst, at han begyndte at identificere sig som kristen, dengang han opholdt sig i [mellemøstligt land], og at han blev opsøgt af politiet på sin bopæl, idet det blev opdaget, at ansøgeren havde en bibel og et kors liggende i sit hjem. Ansøgeren havde ligeledes oplyst, at ansøgerens brødre blev bekendt med, at ansøgeren var konverteret til kristendommen, hvorefter de var blevet vrede på ansøgeren. Efter ankomsten til Danmark begyndte ansøgeren i [foråret] 2016 at gå i kirke i [en dansk by], og han blev døbt [i foråret] 2017. Ansøgeren har som asylmotiv under den nuværende genoptagelsessag fortsat henvist til, at han har en jordkonflikt med sine brødre. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han frygter, at hans to […-]brødre vil se ham som en trussel i forhold til jorden, og at de derfor muligvis vil starte en konflikt med ansøgeren. Ansøgeren har videre som asylmotiv fortsat henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at praktiseringen af kristendommen og hans religion for det meste blot er et indre anliggende, og at han går i kirke 2-3 gange om måneden. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark, har opsøgt kristne fællesskaber for at fortsætte den læring om kristendommen, som han var begyndt med i [mellemøstligt land]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han tidligere har optrådt på en kristen afghansk tv-kanal, samt at han flere gange har delt kristent indhold på sin [profil på socialt medie]. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han ikke kan få sig selv til at praktisere islam, som Taliban ønsker det, ligesom ansøgeren ikke evner det, idet han ikke længere har kendskab til livet i Afghanistan og til hvordan, Taliban ønsker, at man skal udøve islam og agere i øvrigt. Ansøgeren har som asylmotiv under den nuværende genoptagelsessag endelig henvist til, at han er blevet vestliggjort grundet sit længerevarende ophold i et vestligt land som Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke har kendskab til den måde, Taliban har organiseret samfundet på. Ansøgeren vil som følge heraf ikke kunne indrejse i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed og vil som følge heraf være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har endelig oplyst, at han er etnisk tadjik uden et netværk i Afghanistan, og at han som følge heraf vil have endnu sværere betingelser ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sine brødre i Afghanistan om deling af familiens jord efter faderens død, eller at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen på en sådan måde, at dette i sig selv ville kunne begrunde asyl. Der er ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder som anført i nævnets afgørelse [i foråret] 2018. Det under genoptagelsessagen fremkomne kan ikke føre til en anden vurdering af disse forhold. Med hensyn til ansøgerens sur place motiv om at være i risiko for forfølgelse af Taliban, idet han vil blive betragtet som ”vestliggjort” bemærker Flygtningenævnet, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der i den forbindelse skal foretages ved en tilbagevenden til Afghanistan, er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan fra januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13, og pkt. 3.14 blandt andet: ”… Individuals perceived as ”Westernized” due, for example, to their activities, behaviour, appearance and ex-pressed opinions, which may be seen as non-Afghan or non-Muslim. It may also include those who return to Afghanistan after having spent time in Western countries. … The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-) adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc. …” Af referat fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 8. oktober 2024 følger endvidere, at det afgørende for spørgsmålet om vestliggørelse i lyset af Talibans magtovertagelse er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Ansøger er [50-55] år gammel. Uanset ansøgeren først er indrejst i Danmark som [40-45]-årig har han ikke siden han var [2-4] år boet i Afghanistan. Han har opholdt sig i [mellemøstligt land] de seneste mange år frem mod sin udrejse i 2015 sammen med sin [ægtefælle fra mellemøstligt land]. De har to børn sammen, [A] på [19-21] år og [B] på [12-15] år. Han husker intet fra sin tid i Afghanistan. Han taler alene farsi, men forstår en del dari. Han har ikke nogen familiemedlemmer i Afghanistan, der vil kunne bistå ham ved en tilbagevenden. Han er misbruger af [præparat]. På nævnsmødet er forevist en tv-udsendelse fra [et afghansk medie], hvori ansøgeren bliver interviewet om sit forhold til kristendommen, som nævnet ikke kan udelukke er kommet til Talibans opmærksomhed. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i landet. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat: ”Afghanistan recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. På ovennævnte baggrund finder et flertal i Flygtningenævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive betragtet som vestliggjort og som følge heraf være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/21/flfr

dub-norg20252

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Norge. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Norge og herefter er udrejst af Norge, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge i [foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren er diagnosticeret med [diagnose] og til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at det norske klima forværrer hans helbred, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Norge i overensstemmelse med Norges internationale forpligtelser. Det bemærkes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren kan underrette de norske myndigheder om klagerens helbredsforhold, hvis han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de norske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”.Dub-Norg/2025/2/JLY

ukra20255

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er ukrainsk statsborger og kristen af trosretning. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren er født i Kharkiv, Ukraine, hvor han boede sammen med sin familie indtil [1990’erne], hvor familien flyttede til [en russisk by]. I [perioden 2010-2015] vendte ansøgeren sammen med sin familie tilbage til Ukraine. Ansøgeren og familien boede i et område i en landsby i Kharkivområdet. Ansøgeren opholdt sig dog ikke længe ad gangen i Kharkivområdet. I 2013-2014 var ansøgeren i Kiev og var til stede under revolutionen på Maidan pladsen. Ansøgeren deltog i en demonstration på Maidan-pladsen, hvorefter hans bopæl i Kharkiv området blev brændt ned. Fra 2013 opholdt ansøgeren sig forskellige steder i Ukraine, blandt andet i [by A] og [by B]. I [efteråret] 2021 udrejste ansøgeren af Ukraine med fly til [østeuropæisk land], og han har ikke siden været tilbage i Ukraine. I [foråret]2022 indrejste han i Danmark, hvor han har opholdt sig siden. Ansøgeren, der ikke tidligere har været indkaldt til militærtjeneste, har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste og at blive dræbt eller såret under kamphandlinger. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive fængslet under forhold, der er i strid med menneskerettighederne, såfremt han nægter at udføre militærtjeneste. Ansøgeren frygter tillige prorussiske personer, der har brændt hans hus ned. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle, herunder socioøkonomiske, forhold i Ukraine. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ikke kan henvises til et internt flugtalternativ i andre dele af Ukraine. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, om asyl efter Flygtningekonventionen eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Frygten for at deltage i kamphandlinger, herunder at blive sendt til fronten, i forbindelse med aftjening af militærtjeneste er således ikke i sig selv et asylbegrundende forhold. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgerens indkaldelse til eller unddragelse af militærtjeneste konkret er forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i Flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne, som refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse, kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses for uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser i dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har tilkendegivet, at han ikke ønsker at blive mobiliseret til krigen af de ukrainske myndigheder, og at han ikke ønsker at deltage i krigen eller kamphandlinger i øvrigt, kan i lyset af oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landetden 24. februar 2022 ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter asylreglerne. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er, som beskrivelsen heraf og de anførte baggrundsoplysninger i Udlændingestyrelsens viser, meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har ved sin afgørelse ikke eksplicit forholdt sig til, hvorvidt ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, uagtet at styrelsen i afgørelsen har anført, at de generelle forhold i blandt andet Kharkiv er af en sådan karakter, at tilstedeværelse i området er omfattet af EMRK artikel 3, inden styrelsen vurderede, at der forelå et sikkert og tilgængeligt internt flugtalternativ. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen, som afgørelsen er formuleret, og i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens tilkendegivelse på nævnsmødet har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet anser sig under disse omstændigheder for bundet af Udlændingestyrelsens vurdering og tager derfor selvstændigt ikke stilling til, om ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om der i ansøgerens hjemland er områder, der kan udgøre et internt flugtalternativ for ansøgeren, samt om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der.Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens begrundelse for, at der foreligger et internt flugtalternativ, og at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i den vestlige eller centrale del af Ukraine. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgers frygt for prorussiske personer i sit hjemområde ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at socioøkonomiske forhold og helbredsforhold ikke kan føre til, at der meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse ”. Ukra/2025/5/MNR

stat20258

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1990’erne og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 2 år for personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Klageren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at opleve problemer i Libanon, fordi hans far er blevet [slået ihjel]. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke selv kan huske noget, fra da han boede i Libanon, men hans bror har fortalt ham, at hans far blev [slået ihjel] i 1990’erne af shiamilitser, da han var på vej ud for at handle.  [Beskrivelse af omstændighederne omkring klagerens fars død]. Klageren er ikke bekendt med, at hans familie skulle have oplevet problemer som følge af drabet på hans far, men han tænker, at hans mor ikke ville have flygtet, hvis de ikke havde problemer. De udrejste af Libanon et år efter hans fars død. Yderligere har klageren asylmotiv henvist til, at han som sunnimuslim frygter at blive slået ihjel af shia-militser. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke ved noget om det, men det er shiamuslimer, der styrer det hele. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han har lavet kritiske [opslag på et socialt medie]. Han har til støtte herfor oplyst, at han har brugt sin [profil på et socialt medie] og [profil på et andet socialt medie] under navnet [brugernavn], som skulle være et gammelt familienavn. Han kan ikke huske præcist, hvad han har skrevet og hvornår, fordi han har været fængslet i to år. Han ved dog, at han skrev for [et antal år siden], da han blev betinget udvist, at han ikke ville tage tilbage til Libanon, og at det ikke er hans land. Han har også skrevet nogle opslag om, at myndighederne i Libanon holder hånden over Israel. Klageren har ikke på nuværende tidspunkt modtaget trusler på grund af sine aktiviteter. Derudover har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter at opleve problemer, fordi han har en åbensindet tilgang og er opvokset i Danmark. Han har til støtte herfor oplyst, at han kun praktiserer sin religion en gang i mellem, men at han dog blev religiøst viet med sin ægtefælle. Han taler gebrokkent arabisk, men kan hverken læse eller skrive arabisk. Klageren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold som følge af krigen, og at UNRWA ikke kan yde ham tilstrækkelig beskyttelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er omfattet flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets beslutning af den [dato i 1990’erne], at klagerens mor i forbindelse med sin asylansøgning har oplyst, at de fik madvarer fra UNRWA, da de boede [i en lejr] i Libanon. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at UNRWA den [dato i] 2025 har bekræftet, at klageren er registreret som statsløs palæstinenser fra Libanon hos UNRWA. Det betyder, at klageren som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1D, 1. pkt. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., og derfor ved en tilbagevenden til Libanon vil kunne opnå hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund.  Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klagerens far er blev [slået ihjel] af en gruppering [i 1900’erne] i Libanon. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren har en asylbegrundende konflikt som følge heraf. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at konflikten ligger langt tilbage i tid. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren og klagerens familie opholdt sig i Libanon, efter klagerens far blev [slået ihjel], og at klageren ikke kan huske, at klageren og klagerens familie oplevede problemer, efter klagerens far blev [slået ihjel]. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren og klagerens familie udrejste på et libanesisk rejsedokument for statsløse palæstinensiske flygtninge, der var udstedt den [dato i 1990’erne]. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at klageren frygter at blive slået ihjel af shiamilitser, fordi klageren er sunnimuslim, finder Flygtningenævnet, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at klageren har en asylbegrundende konflikt som følge heraf. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har oplyst, at klageren ikke har problemer med nogen i Libanon på nuværende tidspunkt, herunder militser. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren skulle opleve problemer med shiamilitser. For så vidt angår klagerens asylmotiv om, at klageren frygter at opleve problemer på grund klagerens kommentarer og opslag på sociale medier, finder Flygtningenævnet, at klageren videre ikke her har sandsynliggjort, har en asylbegrundende konflikt som følge heraf. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ikke kan redegøre for, hvad klageren præcist har skrevet, eller hvornår det fandt sted, og at klageren ikke vurderes at være profileret i sådan et omfang der gør, at klageren vil påkalde sig myndighedernes eller andres opmærksomhed. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet problemer på grund af klagerens aktiviteter på klagerens sociale medier, og at klageren ikke har modtaget trusler. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Udlændingestyrelsen har forsøgt at fremsøge klagerens [profil på et socialt medie] og [profil på et andet socialt medie], hvor klageren skulle have lavet kritiske kommentarer og opslag, men det har ikke været muligt at finde klagerens profiler. Det forhold, at klageren frygter at opleve problemer, fordi klageren er palæstinenser, sunnimuslim og har en meget åbensindet tilgang, fordi klageren er opvokset i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har således vurderet, at der ikke er nogen grunde til, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen opnå hjælp fra UNRWA. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport, Lebanon Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon af marts 2020, at de libanesiske myndigheder siden maj 2018 generelt har været tilbageholdende med at tillade palæstinensiske flygtninge fra Libanon at genindrejse i Libanon. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det også fremgår af samme rapport, at det faktisk har været muligt for flere europæiske lande at returnere palæstinensiske flygtninge til Libanon. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det fremgår af samme rapport, at det er muligt for palæstinensiske flygtninge at få udstedt rejsedokumenter og indrejsetilladelse i Libanon. Det forhold, at klagerens datter opholder sig i Danmark, og at klageren ikke vil forlade hende, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet forholdet falder uden for anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Libanon, herunder de socioøkonomiske forhold i Libanon, ikke kan føre til, at klageren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: stat/2025/8/DH

iran202529

Nævnet stadfæstelse i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er blevet døbt i Danmark og dermed anser sig selv som værende kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en demonstration i Danmark i 2025. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået af ihjel af sin ægtefælle og de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i omkring 2021 indgik i et udenomsægteskabeligt forhold til en mand, og at dette forhold varede indtil omkring efteråret 2022. Ansøgeren blev træt af forholdet og ville stoppe det, hvilket manden ikke ville gå med til, hvorfor han truede med at fortælle om forholdet til ansøgerens ægtefælle og børn. Ansøgeren har herudover oplyst, at ansøgerens datter har kontaktet ansøgeren under hendes ophold i Danmark og fortalt hende, at ansøgerens ægtefælle er kommet i besiddelse af nogle billeder af ansøgeren, og at han var meget sur og ville slå ansøgeren ihjel. Datteren har senere fortalt, at det er nøgenbilleder af ansøgeren, som ansøgerens ægtefælle er kommet i besiddelse af. Ansøgerens ægtefælle er en meget religiøs mand, hvorfor ansøgeren mener, at han helt sikkert vil slå hende ihjel for at genoprette sin ære. Ansøgeren har oplyst, at det er manden, som hun havde et forhold med, der må have sendt billederne til ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun er bange for at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet man idømmes dødsstraf i Iran for utroskab. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere gjort gældende, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun anser sig selv som værende kristen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ikke har praktiseret kristendommen i Iran, men at hun i Iran har læst om kristendommen i skolebøger og har set film om kristendommen, og at det havde vakt hendes interesse. Ansøgeren har herudover oplyst, at hun er blevet døbt i Danmark, og at hun siden, at hun kom til [asylcenter] er begyndt at modtage kristendomsundervisning samt at gå i kirke ugentligt. Ansøgeren bærer desuden [kristent symbol]. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden til Iran være åben omkring sin kristne tro, da man skal forkynde sin tro. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter de iranske myndigheder, idet hun har deltaget i en demonstration i [2025] foran Den Iranske Ambassade i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun har en konflikt med sin ægtefælle i Iran og myndighederne i Iran på baggrund af sin affære med [A], og at hendes ægtefælle har truet hende på livet, da forklaringen forekommer overfladisk, afglidende og utroværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om forholdet til [A] og om, hvordan deres forhold udviklede sig, samt særligt hvordan hendes følelser for [A] udviklede sig, fremstår ureflekterede og ikke overbevisende henset til risikoen forbundet med et udenomsægteskabeligt forhold i Iran, ligesom beskrivelsen af [A] forekommer upræcis henset til, at hun har kendt ham i omkring et år. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de billeder, som hendes ægtefælle angiveligt skulle være kommet i besiddelse af ikke forekommer troværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens oplysninger om, at [A] efter hendes egen viden ikke har taget nogen billeder af hende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at hendes forklaring for Flygtningenævnet om, at det var nøgenbilleder af hende, som hendes mand havde modtaget fra [A], og at det først skulle være blevet oplyst for hende i forbindelse med en samtale med datteren i julen 2024, at det var nøgenbiller, hvilket datteren ikke oprindeligt havde fortalt, ikke forekommer troværdig. Hertil kommer, at Flygtningenævnet desuden ikke finder, at det fremstår troværdigt, at [A] skulle afsløre deres forhold og derved i tilfælde af afsløring af hans identitet skulle sætte sig selv i en stor risiko for et modsætningsforhold til ansøgerens ægtefælle, som efter ansøgerens oplysninger har forbindelser til både myndighederne og prominente religiøse aktører, henset til ansøgerens oplysninger om, at [A] havde kendskab til, hvem hendes ægtefælle er. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden, og at hun dermed ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med hendes ægtefælle eller myndighederne i Iran. Med hensyn til ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen henviser Flygtningenævnet til det af Udlændingestyrelsen anførte, herunder at hendes refleksioner afspejler hendes opfattelse af det danske samfund, fremfor en tilknytning til kristendommen. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hendes beslutning om at blive døbt. Den fremlagte udtalelse kan ikke føre til en ændret vurdering. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Med hensyn til ansøgerens deltagelse i en demonstration foran den iranske ambassade i København i [2025], finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun kan anses for at være profileret eller eksponeret på en sådan måde, at hun er kommet i de iranske myndigheders søgelys og derved er kommet i et asylbegrundede modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og at hun derfor ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at uanset at ansøgeren til demonstrationen [bar flag], var hendes tilstedeværelse meget tilbagetrukket, idet hun ikke ytrede sig på anden vis. Dertil kommer, at ansøgerens navn ikke er blevet nævnt eller fremgår af de billeder og videoer, som er taget i forbindelse med demonstrationen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Iran ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2025/29/lnk Anders - OK

29b-østr20252

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren i Østrig havde problemer med sin familie, der bundene i en økonomisk konflikt, og at han ingen hjælp fik af de østrigske myndigheder i forbindelse med konflikten. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Østrig med gyldighed til [sommeren] 2025. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klageren i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af klageren oplyste om, at de østrigske myndigheder ikke har hjulpet ham i forbindelse med en konflikt, som han har med familiemedlemmer, vedrørende økonomiske midler, samt at han ønsker at klage over, at de østrigske myndigheder tilbageholder nogle af hans økonomiske ydelser, kan ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at klageren må henvises til at rette henvendelse og eventuelt klage til rette myndighed i Østrig, såfremt han ikke er enig i de østrigske myndigheders beslutninger vedrørende klagerens økonomi. Klageren har under sagens behandling i Udlændingestyrelsen fremlagt helbredsmæssige oplysninger, hvoraf fremgår blandt andet, at klageren har været indlagt på psykiatrisk afdeling i Danmark. Udlændingestyrelsen ses ikke i sin afgørelse at have forholdt sig til det fremlagte materiale. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af AIDA’s rapport, ”Country Report, Austria, 2023 Update” fra juni 2024 (side 172), at modtagere af subsidiær beskyttelse har adgang til basale sundhedsydelser i Østrig. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren må forventes at kunne modtage eventuel nødvendig sundhedsbehandling ved en tilbagevenden til Østrig. Flygtningenævnet finder således ikke, at der foreligger oplysninger om konkrete omstændigheder vedrørende klagerens ophold i Østrig eller om klagerens personlige forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klageren. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”Løbenummer: § 29 b-Østr/2025/2/anjv

guin20251

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2024.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk malinka og muslim fra [by], Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans [familiemedlem A] og dennes børn vil slå ham ihjel, fordi ansøgerens [familiemedlem B] har slået ansøgerens [familiemedlem A´s barn, familiemedlem C] ihjel. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at konflikten begyndte, da ansøgerens [familiemedlem B] og [familiemedlem A] kom op at slås, og ansøgerens [familiemedlem B] endte med at slå ansøgerens [familiemedlem C] ihjel. Som hævn herfor ville ansøgerens [familiemedlem A] slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvornår konflikten opstod, eller hvorfor ansøgerens [familiemedlem B] slog hans [familiemedlem C] ihjel. Ansøgeren turde ikke at stille spørgsmål til sin [familiemedlem B]om konflikten, fordi han var bange for, at [familiemedlem B] så ville slå ham. Ansøgerens [andre familiemedlemmer] udsatte ham for vold. Ansøgeren fortalte ikke sine forældre om det, fordi han var bange for, at hans forældre ville blive sure på ham. Det var særligt [fire af ansøgerens andre familiemedlemmer], der chikanerede ham. Ansøgeren besluttede, at han ikke ville vende hjem. Han vidste ikke, hvor han skulle tage hen, men begyndte blot at gå. Han overnattede i en tom og forfalden bygning, hvor han endte med at blive i tre dage. Han tiggede på gaden for at få vand og mad. På gaden oplevede han, at nogle mennesker greb fat i hans håndled. De ringede til ansøgerens [familiemedlem A], som havde givet dem et billede af ansøgeren. De slog ansøgeren, slukkede cigaretter på hans hånd og skar ham i låret med en kniv. Ansøgeren formåede at flygte. Kort efter mødte ansøgeren en person, som også ønskede at udrejse af Guinea, og de udrejste sammen. Ansøgeren er i [europæisk land] blevet opsøgt af en mand, som slog ham og råbte af ham. Ansøgeren er overbevist om, at hans [familiemedlem A] har sendt manden efter ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren vurderes at have den fornødne modenhed til at gennemgå en asylbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der viser, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund for sagens afgørelse. Flygtningenævnet har – som Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at forklaringen også for nævnet på væsentlige punkter ikke har fremstået selvoplevet, men tværtimod har været overfladisk og udetaljeret og i det hele må tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på det af Udlændingestyrelsen anførte og herudover på, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse om bl.a. baggrunden for konflikten mellem [familiemedlem B] og [familiemedlem A] eller navnet på den dræbte [familiemedlem C], som ansøgeren ellers boede sammen med/tæt ved. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet omstændighederne i forbindelse med udrejsen af Guinea. Flygtningenævnet har i vurderingen taget behørigt hensyn til, at der under samtalerne med Udlændingestyrelsen er tolket på mandinka, mens der under mødet i Flygtningenævnet er tolket på malinke. Det bemærkes i tilknytning hertil, at det fremgår af referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen både [dato 1 i vinteren 2024/2025] og [dato 2 i vinteren 2024/2025], at ansøgeren da oplyste, at han og tolken forstod hinanden, at samtalereferaterne blev oversat og kommenteret, og at ansøgeren i den forbindelse bekræftede, at han havde forstået alt, hvad tolken havde sagt under samtalerne. I forbindelse hermed oplyste ansøgeren specifikt undervejs i mødet den [dato 2 i vinteren 2024/2025] – på Udlændingestyrelsens forespørgsel – at han forstod tolken. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Guin/2025/1/lafal

syri20253

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og muslim fra [by], [provins], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2014, og at han [senere i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2017/2018] udrejste af Danmark. Klageren udrejste som følge af sine familiemæssige forpligtelser som forsørger, idet hans ægtefælle ønskede at vende tilbage til Syrien. [I sommeren] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet henviser i det hele til Udlændingestyrelsens begrundelse, herunder til de supplerende bemærkninger i udtalelsen af [sommeren] 2025. Flygtningenævnet tiltræder herunder, at det kan lægges til grund, at klageren af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom han har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt. Det tiltrædes endvidere, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, har Flygtningenævnet yderligere lagt vægt på, at klagerens børn er født i Syrien, og at de yngste er opvokset der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Syri/2025/3/lafal

dub-kroa20255

Nævnet hjemviste i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Kroatien og den lange sagsbehandlingstid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede den 12. maj 2025 efter en samlet vurdering af nævnets verserende sager vedrørende Dublinoverførsler til Kroatien at genoptage behandlingen af sager vedrørende Dublinoverførsel til Kroatien. Udvalget besluttede samtidig at hjemvise sager fremsendt til nævnet efter offentliggørelsen den 24. april 2024 af beslutningen om berostillelse med henblik på Udlændingestyrelsens stillingtagen til, om fristen for overførsel ville være sprunget, såfremt styrelsen, i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning om berostillelse, havde undladt at træffe afgørelse i sagerne og fremsende dem til nævnet. Der er redegjort nærmere for Flygtningenævnets beslutning og baggrunden herfor i et nyhedsopslag med følgende ordlyd på nævnets hjemmeside: ”Flygtningenævnet offentliggjorde den 24. april 2024 en beslutning om at berostille behandlingen af sager vedrørende overførsel i medfør af Dublinforordningen til Kroatien og afvente en ny individuel garanti i tre konkrete sager fra de kroatiske myndigheder om, at klagernes asylansøgning tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med Kroatiens EU-retlige og øvrige internationale forpligtigelser. Udlændingestyrelsen fremsendte i september 2024 garantisvar fra de kroatiske myndigheder. Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede på møde den 16. januar 2025, at den nyindhentede individuelle garanti i de konkrete sager ikke kunne tjene som en generel garanti ved behandlingen af andre sager om Dublinoverførsel til Kroatien, og besluttede på den baggrund at rette henvendelse til Udlændingestyrelsen med henblik på en afklaring af, om de kroatiske myndigheder kunne udstede en generel garanti om, at alle asylansøgere, der overføres fra Danmark til Kroatien efter Dublinforordningen, vil blive behandlet i Kroatien i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har på nuværende tidspunkt ikke modtaget en sådan garanti. Flygtningenævnets koordinationsudvalg har i den anledning besluttet at genoptage behandlingen af sager vedrørende overførsel i medfør af Dublinforordningen til Kroatien. Det drejer sig om cirka 60 personsager. Udvalget har samtidig efter en samlet vurdering af blandt andet forløbet, sagernes karakter og hensynet i Dublinforordningen om hurtig ansvarsfastlæggelse besluttet i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at omgøre sager fremsendt til Flygtninge-nævnet inden nævnets offentliggørelse den 24. april 2024 af beslutningen om berostillelse af behandlingen af sagerne. For så vidt angår sager fremsendt til nævnet efter offentliggørelsen af beslutningen om berostillelse, har koordinationsudvalget besluttet som udgangspunkt at hjemvise disse med henblik på Udlændingestyrelsens stillingtagen til, om de pågældende sager nu bør realitetsbehandles her i landet, herunder om fristen for overførsel ville være sprunget, såfremt styrelsen i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning om berostillelse, havde undladt at træffe afgørelse i sagerne og fremsende dem til nævnet. Flygtningenævnet har ved ovenstående beslutning ikke forholdt sig de aktuelle baggrundsoplysninger om asylproceduren samt modtage- og indkvarteringsforhold i Kroatien.” Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen fremsendte klagerens sag til Flygtningenævnet [i sommeren] 2024. Herefter, og med henvisning til Flygtningenævnets koordinationsudvalgs ovenfor omtalte beslutning af 12. maj 2025, har nævnet besluttet at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om klagerens sag nu bør realitetsbehandles her i landet, herunder om fristen for overførsel i Dublinforordningens artikel 29 ville være sprunget, såfremt styrelsen i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning om berostillelse, havde undladt at træffe afgørelse i sagen og fremsende den til nævnet. Af hensyn til sagens omstændigheder, herunder den lange sagsbehandlingstid, skal nævnet anmode Udlændingestyrelsen om at behandle sagen hurtigst muligt. Flygtningenævnet skal beklage det lange samlede sagsforløb, som nævnets mere overordnede overvejelser har medført.” Løbenummer: Dub-Kroa/2025/5/marau

dub-sver20252

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at der er stor risiko for, at han som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering og derfor vil blive henvist til hjemløshed med risiko for forværring af hans helbredsmæssige situation. Han har herved også henvist til, at han er særlig sårbar og har brug for lægelig behandling og støtte. Forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår:“Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.”På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.:“Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions.If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted.Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency.The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.”Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges inter­nationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser.Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter klagerens egen forklaring og sagens hidtidige forløb må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, men at han ikke har ønsket at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland [land]. Klageren er derfor umiddelbart omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold).En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej.  Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo.Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren uanset sine helbredsmæssige forhold ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering.Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Sverige og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klageren lider af [kronisk inflammatorisk sygdom], men det kan ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark, da klageren ifølge baggrundsoplysningerne i Sverige vil være berettiget til akut lægehjælp. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2024/2025].Løbenummer: Dub-Sver/2025/2/marau

dub-sver20253

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at der er stor risiko for, at han som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering og derfor vil blive henvist til hjemløshed. De svenske myndigheder er forpligtede til at yde hjælp i form af indkvartering og lægehjælp, uanset hvilket stadie en asylansøgers sag befinder sig på, herunder også i den fase, hvor man er afvist. Forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår:“Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion.Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.”På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.:“Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions.If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted.Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency.The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.”Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges inter­nationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser.Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). Der er ikke oplysninger om, hvorfor klageren ikke er rejst tilbage til sit hjemland. En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej.  Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo.Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering.Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Der er ikke oplyst forhold i øvrigt, herunder af humanitær karakter, der giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Sverige og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2024.”Løbenummer: Dub-Sver/2025/3/marau

dub-fran20251

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at hans ansøgning om asyl skal behandles i Danmark navnlig gjort gældende, at han som afvist asylansøger vil blive anset som en ”subsequent applicant” og derfor ikke vil have adgang til indkvartering, men vil være henvist til at bo på gaden og dermed vil være i risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter for grundlæggende rettigheder. De franske myndigheder er forpligtede til at yde hjælp i form af indkvartering og lægehjælp uanset hvilket stadie en asylansøgers sag befinder sig på, herunder også i den fase, hvor man er afvist. Klageren har også henvist til, at han har en ægtefælle i Danmark.Forholdene for afviste asylansøgere i Frankrig er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report France Update on 2024 fra juni 2025. Om forholdene for Dublin returnees fremgår på side 75 bl.a.: “Applications of persons returned to France under the Dublin III Regulation are treated in the same way as any other asylum applications. If the asylum seeker comes from a safe country of origin, their application is examined under the accelerated procedure. If the asylum application had already received a final negative decision from the CNDA, the asylum seeker may apply to OFPRA for a re-examination only if they possess new evidence (see section on Subsequent Applications). Support and assistance to Dublin returnees remains complicated. The humanitarian emergency reception centre (Permanence d’accueil d’urgence humanitaire, PAUH) run by the Red Cross based next to Roissy – Charles de Gaulle airport aims to provide people released from the transit zone, after a court decision, with legal and social support. For many years, without any funding to implement this activity, the centre has welcomed Dublin returnees at their arrival at the airport. The returnees are directed towards the centre by the police or the airport services. Upon their arrival at the airport, the Border Police issues a safe conduct (sauf-conduit) which mentions the Prefecture where the asylum seekers have to submit their claim. This Prefecture may be located far from Paris, in Bretagne for example. The returnees have to reach the Prefecture on their own as no organisation or official service meets them. The centre cannot afford their travel within the French territory due to funding shortages. When the relevant Prefectures are in the Paris surroundings, two situations may occur: vOn the one hand, some Prefectures do not register the asylum claims of Dublin returnees and redirect them to the SPADA. As it has already been mentioned in the Registration section, access to these platforms is very complicated and some returnees have to wait several weeks before getting an appointment with the organisations running them.vOn the other hand, some Prefectures do immediately register the asylum claims of returnees and direct them to OFII in order to find them an accommodation place. The PAUH is the only entity receiving and supporting Dublin returnees upon their arrival in France by Charles de Gaulle airport. Considering the systemic difficulties encountered by the orientation platforms in Paris and its surroundings, several Dublin returnees, after registering their claim, are eager to turn to it in order to complete their asylum claim form or to find an accommodation. In Lyon, the situation is similar upon arrival of returnees at Saint-Exupéry airport. The returnees are not received at their arrival and not supported. They are supposed to present themselves at the SPADA run by Forum réfugiés to be registered before submitting their claim. They encounter the same difficulties in terms of accommodation to the conditions in Paris. When the incoming transfer concerns an asylum seeker who has previously abandoned their application and left the country, a new claim is considered as subsequent application. Dublin returnees further face important obstacles in accessing reception centres that is the same difficulties as all asylum seekers in France in securing housing. This is due to the fact that there is approximately a 50% gap of available places, as further explained in Conditions in reception facilities.”Om adgangen til indkvartering fremgår af rapportens side 114: “The law establishes a national reception scheme, managed by OFII. This scheme ensures the distribution of accommodation places for asylum seekers throughout the national territory, and their allocation thereto. In parallel and in compliance with the national reception scheme, regional schemes are defined and implemented by Prefects in each region. All asylum seekers are offered material reception conditions under Article L. 551-9 Ceseda. This provision applies to all asylum seekers even if their claim is channelled under the accelerated or Dublin procedure. The only nuance is that asylum seekers under the Dublin procedure do not have access to reception centres for asylum seekers (CADA) but have access to the other forms of accommodation and accommodation support. Reception conditions can be denied in the following cases:vWhey they refuse to go to their attributed region; vWhen they refuse their accommodation option, either at the GUDA or by not showing up within 5 days;vSubsequent applications; vClaim registered 90 days after entering France without a valid reason. In practice, OFII deny asylum seekers the benefit of reception conditions whenever it has the possibility to do so. After having registered their claim at the Prefecture, asylum seekers receive the asylum claim certificate that allows them to remain legally on French territory until: vThe end of the asylum procedure; vA negative first instance decision for inadmissible claims and certain categories of claims rejected in an accelerated procedure – safe country of origin, subsequent application, threat to public order or national security;vTheir transfer to another Member State under the Dublin Regulation. Meanwhile, they are entitled to material reception conditions, tailored if needed to their specific needs. The GUDA has been set up in order to better articulate the registration of asylum claims by the Prefecture and provision of reception conditions by OFII.”På side 117 i rapporten fremgår videre om tilbagekaldelse af indkvartering: “Apart from the withdrawal of reception conditions following the end of the right to remain, specific conditions are foreseen in law to allow for the reduction or withdrawal of material reception conditions, both accommodation and ADA. According to Articles L. 551-15 (refusal) and L. 551-16 (withdrawal) Ceseda, as amended in 2018, material reception conditions can be refused or withdrawn where the applicant1.       Without legitimate reason, has not presented themselves to relevant authorities when required, has not responded to an information request or has not attended interviews related to the asylum application; 2.       Has provided false statements concerning their identity or personal situation, in particular their financial situation;3.       Has made a subsequent application or, without legitimate reason, has not made an application within 90 days of entry into the French territory;4.       Exhibits violent behaviour or serious disrespect of the house rules of the centre.OFII is competent to decide on the suspension, withdrawal or refusal of material reception conditions. As required by European law, recalled by the Council of State in 2019, decisions on refusal or withdrawal of material reception conditions must be written and motivated. In case of suspension, a letter stating the intention to suspend material reception conditions is sent to the asylum seeker, who then has 15 days to challenge this decision through an informal appeal (i.e., written observations). All decisions relating to the refusal or withdrawal of reception conditions can be appealed before the Administrative Court under the common rules of administrative law. The 2024 legislative reform established an unprecedented link between reception and the asylum procedure: a person who leaves their accommodation without legitimate reason, in addition to losing their reception conditions as foreseen before, will see their asylum application “closed” (clôturée) by OFPRA. These provisions came into force on 28 January 2024, the day after the publication of the law in the Official Journal, but they are not implemented in practice to date. The material reception conditions (MRC) are not significantly impacted in practice by this law, as the main provisions on this topic were censored or circumscribed by the Constitutional Council, and the others have a rather limited scope. The legislator had wanted to make the hypotheses of withdrawal or refusal of MRC automatic, but the Constitutional Council clarified the provision by highlighting that an individual examination is necessary (in accordance with European law). However, as part of an overhaul of administrative litigation procedures foreseen elsewhere in the law, a specific procedural framework for litigation relating to decisions to refuse or withdraw MRCs was created. Many cases have since been submitted to the courts, making it possible to reinstate MRCs in the many situations where OFII had withdrawn them without properly taking individual situations into account.In cases of subsequent applications, some Prefectures systematically reduce reception conditions of asylum seekers. In Lyon, Marseille, Paris and its surroundings, no subsequent claimants can benefit from reception conditions. In a few cases, subsequent claimants can benefit from these conditions after demonstrating their particular vulnerability and their specific needs in terms of accommodation. It is also possible after these 15 days to lodge an appeal before the administrative court.The law describes the procedure to be followed by reception centres management and by the Prefect once a decision on the asylum claim which ends the right to remain has been adopted.  OFII informs the reception centre management where the asylum seeker is accommodated that the right to reception conditions has ended and that the provision of accommodation will be terminated upon a specific date. Rejected asylum seekers can formulate a request to remain 1 month in order to have time to plan their exit of the centre.The number of asylum seekers without material reception conditions is an increasingly important and worrying issue. If we compare the number of asylum applications pending at the end of 2024 according to Eurostat (147,950) and the number of asylum seekers benefitting from reception conditions at this date (90,329 persons in total at the end of December 2024 according to OFII), this means more than 50,000 asylum seekers do not have reception conditions in France. The assessment to deny or withdraw reception conditions does not take into account the risk of destitution. Asylum seekers should pay a part of accommodation cost when they have sufficient resources (very rare in practice).In French law, there is no official possibility to limit reception conditions on the basis of a large number of arrivals.”Det må på baggrund heraf lægges til grund, at afviste asylansøgeres ret til indkvartering i Frankrig som udgangspunkt ophører efter et afslag på deres asylsag, men at de kan ansøge om at få lov til at forblive indkvarteret i en måned med henblik på at planlægge deres exit fra centeret. Det må endvidere lægges til grund, at der i nogle af de såkaldte ”Prefectures” gives afslag på indkvartering til udlændinge, der indgiver fornyede ansøgninger om international beskyttelse. Frankrig har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de franske myndigheder der inden for rammerne af den franske lovgivning og Frankrigs inter­nationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at antage, at Frankrig, herunder såvel de franske myndigheder som den franske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Dublinforordningen er således også baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner.Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Frankrig som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Frankrig, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). Der er ikke oplysninger om, hvorfor klageren ikke er rejst tilbage til sit hjemland. En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke krav på at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Frankrig, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej.  Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo.Den omstændighed, at klageren som afvist asylansøger ikke af de franske myndigheder tilbydes indkvartering udgør således ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes herved, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Der foreligger heller ikke oplysninger om, at klageren er særlig sårbar. Det forhold, at klageren, hvis han indgiver en fornyet ansøgning om asyl i Frankrig, i overensstemmelse med de franske regler kan nægtes indkvartering, og at dette i praksis ofte sker, kan efter Flygtningenævnets opfattelse heller ikke i sig selv anses for at være i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, ligesom det heller ikke ses at være i strid med de EU-retlige regler. Efter modtagedirektivets artikel 20, stk. 1, litra c (direktiv 2013/33 om fastlæggelse af fælles standarder for modtagelse og behandling af ansøgere om international beskyttelse), har medlemsstaterne mulighed for at indskrænke eller inddrage materielle modtageforhold, hvis en ansøger har indgivet en fornyet ansøgning. Efter stk. 5 skal en afgørelse herom træffes individuelt, objektivt og upartisk og skal begrundes, ligesom den skal baseres på den pågældende persons særlige situation.Hertil kommer endvidere, at det efter baggrundsoplysningerne ikke er alle de såkaldte ”Prefectures”, der giver afslag på indkvartering til udlændinge, ligesom det efter baggrundsoplysningerne er muligt at blive indkvarteret, hvis en ansøger, der har indgivet en fornyet ansøgning, påviser at være særlig sårbar med særlige behov for indkvartering. Det bemærkes i den forbindelse også, at det fremgår af de franske regler, at de skal administreres i overensstemmelse med EU-retten.Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de franske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med fransk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset betydelige udfordringer i det franske asylsystem – er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere og ansøgere, der indgiver fornyede ansøgninger i Frankrig, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. herved Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Der foreligger ikke i øvrigt sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, der giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Frankrig og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet er i den forbindelse enig med Udlændingestyrelsen i, at det forhold, at klagerens partner bor i Danmark, ikke kan føre til, at hans sag skal behandles her. Der er herved lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2024/2025]. Løbenummer: Dub-Fran/2025/1/marau

dub-fran20252

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har haft opholdstilladelse i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtage- og indkvarteringsforholdene i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har fået udstedt en opholdstilladelse i Frankrig, der udløb [i vinteren 2023/2024] og dermed mindre end to år før, klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sin opholdstilladelse.Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at hans ansøgning om asyl skal behandles i Danmark navnlig gjort gældende, at han i Frankrig vil blive anset som en ”subsequent applicant” og derfor ikke vil have adgang til indkvartering, men vil være henvist til at bo på gaden og dermed vil være i risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter for grundlæggende rettigheder. De franske myndigheder er forpligtede til at yde hjælp i form af indkvartering og lægehjælp, uanset hvilket stadie en asylansøgers sag befinder sig på, herunder også i den fase, hvor man er afvist. Forholdene for asylansøgere, herunder Dublin returnees i Frankrig er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report France Update on 2024 fra juni 2025. På side 75 fremgår bl.a.:“Applications of persons returned to France under the Dublin III Regulation are treated in the same way as any other asylum applications. If the asylum seeker comes from a safe country of origin, their application is examined under the accelerated procedure. If the asylum application had already received a final negative decision from the CNDA, the asylum seeker may apply to OFPRA for a re-examination only if they possess new evidence (see section on Subsequent Applications). Support and assistance to Dublin returnees remains complicated. The humanitarian emergency reception centre (Permanence d’accueil d’urgence humanitaire, PAUH) run by the Red Cross based next to Roissy – Charles de Gaulle airport aims to provide people released from the transit zone, after a court decision, with legal and social support. For many years, without any funding to implement this activity, the centre has welcomed Dublin returnees at their arrival at the airport. The returnees are directed towards the centre by the police or the airport services. Upon their arrival at the airport, the Border Police issues a safe conduct (sauf-conduit) which mentions the Prefecture where the asylum seekers have to submit their claim. This Prefecture may be located far from Paris, in Bretagne for example. The returnees have to reach the Prefecture on their own as no organisation or official service meets them. The centre cannot afford their travel within the French territory due to funding shortages. When the relevant Prefectures are in the Paris surroundings, two situations may occur: vOn the one hand, some Prefectures do not register the asylum claims of Dublin returnees and redirect them to the SPADA. As it has already been mentioned in the Registration section, access to these platforms is very complicated and some returnees have to wait several weeks before getting an appointment with the organisations running them.vOn the other hand, some Prefectures do immediately register the asylum claims of returnees and direct them to OFII in order to find them an accommodation place. The PAUH is the only entity receiving and supporting Dublin returnees upon their arrival in France by Charles de Gaulle airport. Considering the systemic difficulties encountered by the orientation platforms in Paris and its surroundings, several Dublin returnees, after registering their claim, are eager to turn to it in order to complete their asylum claim form or to find an accommodation. In Lyon, the situation is similar upon arrival of returnees at Saint-Exupéry airport. The returnees are not received at their arrival and not supported. They are supposed to present themselves at the SPADA run by Forum réfugiés to be registered before submitting their claim. They encounter the same difficulties in terms of accommodation to the conditions in Paris. When the incoming transfer concerns an asylum seeker who has previously abandoned their application and left the country, a new claim is considered as subsequent application. Dublin returnees further face important obstacles in accessing reception centres that is the same difficulties as all asylum seekers in France in securing housing. This is due to the fact that there is approximately a 50% gap of available places, as further explained in Conditions in reception facilities.”Om adgangen til indkvartering fremgår af rapportens side 114: “The law establishes a national reception scheme, managed by OFII. This scheme ensures the distribution of accommodation places for asylum seekers throughout the national territory, and their allocation thereto. In parallel and in compliance with the national reception scheme, regional schemes are defined and implemented by Prefects in each region. All asylum seekers are offered material reception conditions under Article L. 551-9 Ceseda. This provision applies to all asylum seekers even if their claim is channelled under the accelerated or Dublin procedure. The only nuance is that asylum seekers under the Dublin procedure do not have access to reception centres for asylum seekers (CADA) but have access to the other forms of accommodation and accommodation support. Reception conditions can be denied in the following cases:vWhey they refuse to go to their attributed region; vWhen they refuse their accommodation option, either at the GUDA or by not showing up within 5 days;vSubsequent applications; vClaim registered 90 days after entering France without a valid reason. In practice, OFII deny asylum seekers the benefit of reception conditions whenever it has the possibility to do so. After having registered their claim at the Prefecture, asylum seekers receive the asylum claim certificate that allows them to remain legally on French territory until: vThe end of the asylum procedure; vA negative first instance decision for inadmissible claims and certain categories of claims rejected in an accelerated procedure – safe country of origin, subsequent application, threat to public order or national security;vTheir transfer to another Member State under the Dublin Regulation. Meanwhile, they are entitled to material reception conditions, tailored if needed to their specific needs. The GUDA has been set up in order to better articulate the registration of asylum claims by the Prefecture and provision of reception conditions by OFII.”På side 117 i rapporten fremgår videre om tilbagekaldelse af indkvartering: “Apart from the withdrawal of reception conditions following the end of the right to remain, specific conditions are foreseen in law to allow for the reduction or withdrawal of material reception conditions, both accommodation and ADA. According to Articles L. 551-15 (refusal) and L. 551-16 (withdrawal) Ceseda, as amended in 2018, material reception conditions can be refused or withdrawn where the applicant1.       Without legitimate reason, has not presented themselves to relevant authorities when required, has not responded to an information request or has not attended interviews related to the asylum application; 2.       Has provided false statements concerning their identity or personal situation, in particular their financial situation;3.       Has made a subsequent application or, without legitimate reason, has not made an application within 90 days of entry into the French territory;4.       Exhibits violent behaviour or serious disrespect of the house rules of the centre.OFII is competent to decide on the suspension, withdrawal or refusal of material reception conditions. As required by European law, recalled by the Council of State in 2019, decisions on refusal or withdrawal of material reception conditions must be written and motivated. In case of suspension, a letter stating the intention to suspend material reception conditions is sent to the asylum seeker, who then has 15 days to challenge this decision through an informal appeal (i.e., written observations). All decisions relating to the refusal or withdrawal of reception conditions can be appealed before the Administrative Court under the common rules of administrative law. The 2024 legislative reform established an unprecedented link between reception and the asylum procedure: a person who leaves their accommodation without legitimate reason, in addition to losing their reception conditions as foreseen before, will see their asylum application “closed” (clôturée) by OFPRA. These provisions came into force on 28 January 2024, the day after the publication of the law in the Official Journal, but they are not implemented in practice to date. The material reception conditions (MRC) are not significantly impacted in practice by this law, as the main provisions on this topic were censored or circumscribed by the Constitutional Council, and the others have a rather limited scope. The legislator had wanted to make the hypotheses of withdrawal or refusal of MRC automatic, but the Constitutional Council clarified the provision by highlighting that an individual examination is necessary (in accordance with European law). However, as part of an overhaul of administrative litigation procedures foreseen elsewhere in the law, a specific procedural framework for litigation relating to decisions to refuse or withdraw MRCs was created. Many cases have since been submitted to the courts, making it possible to reinstate MRCs in the many situations where OFII had withdrawn them without properly taking individual situations into account.In cases of subsequent applications, some Prefectures systematically reduce reception conditions of asylum seekers. In Lyon, Marseille, Paris and its surroundings, no subsequent claimants can benefit from reception conditions. In a few cases, subsequent claimants can benefit from these conditions after demonstrating their particular vulnerability and their specific needs in terms of accommodation. It is also possible after these 15 days to lodge an appeal before the administrative court.The law describes the procedure to be followed by reception centres management and by the Prefect once a decision on the asylum claim which ends the right to remain has been adopted.  OFII informs the reception centre management where the asylum seeker is accommodated that the right to reception conditions has ended and that the provision of accommodation will be terminated upon a specific date. Rejected asylum seekers can formulate a request to remain 1 month in order to have time to plan their exit of the centre.The number of asylum seekers without material reception conditions is an increasingly important and worrying issue. If we compare the number of asylum applications pending at the end of 2024 according to Eurostat (147,950) and the number of asylum seekers benefitting from reception conditions at this date (90,329 persons in total at the end of December 2024 according to OFII), this means more than 50,000 asylum seekers do not have reception conditions in France. The assessment to deny or withdraw reception conditions does not take into account the risk of destitution. Asylum seekers should pay a part of accommodation cost when they have sufficient resources (very rare in practice).In French law, there is no official possibility to limit reception conditions on the basis of a large number of arrivals.”Flygtningenævnet lægger ud fra oplysningerne i sagen til grund, at klageren forlod sit hjemland i 2017 og kort efter at have ansøgt om asyl i [EU-land] i [efteråret] 2017 rejste videre til Frankrig, hvor han opholdt sig, indtil han rejste til Danmark i [sommeren] 2024. Det må endvidere lægges til grund, at klageren ikke har søgt asyl i Frankrig, men at han derimod ad to omgange er blevet meddelt opholdstilladelse. Den seneste opholdstilladelse var med gyldighed fra [vinteren 2021/2022] til [vinteren 2023/2024]. Klageren har således ikke under sit lange ophold i Frankrig ansøgt om asyl, og han vil derfor efter de franske regler kunne få begrænset sine materielle modtagelsesforhold. Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at antage, at Frankrig, herunder såvel de franske myndigheder som den franske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Dublinforordningen er således også baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Det bemærkes i forlængelse heraf, at det også fremgår af de franske regler, at de skal administreres i overensstemmelse med EU-retten. Af modtagedirektivets artikel 20, stk. 2 fremgår, at medlemsstaterne kan begrænse de materielle modtagelsesforhold, hvis de kan godtgøre, at ansøgeren uden rimelig grund ikke har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, så snart det var praktisk muligt efter ankomsten til den pågældende medlemsstat. Efter stk. 5 skal en afgørelse herom træffes individuelt, objektivt og upartisk og skal begrundes, ligesom den skal baseres på den pågældende persons særlige situation.Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de franske myndigheder ikke vil behandle klagerens asylsag i overensstemmelse med fransk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset betydelige udfordringer i det franske asylsystem – er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. herved Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Der foreligger ikke i øvrigt sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, der giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2024/2025]”Løbenummer: Dub-Fran/2025/2/marau

dub-sver20254

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at hun som afvist asylansøger ikke har adgang til indkvartering og ydelser samt til, at hun i Sverige vil blive udsendt til sit hjemland, og dermed blive adskilt fra hendes søn, der har fået asyl i Sverige. Forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår:“Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion.Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.”På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.:“Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions.If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted.Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency. The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.” Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at hun derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hendes vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Løbenummer: Dub-Sver/2025/4/lafal

dub-norg20253

Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hans asylsag ikke blev behandlet retfærdigt i Norge samt til, at hans ægtefælle og deres børn opholder sig i Danmark som asylansøgere. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af lovens § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Norge. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Norge har da også [i foråret] 2025 accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren mener, at hans asylsag ikke er blevet behandlet retfærdigt i Norge, herunder fordi hans sag er blevet behandlet særligt restriktivt som følge af en stramning af lovgivningen i Norge i 2024, samt fordi han var den eneste i den gruppe af [nationalitet], som han ankom til Norge med, der fik behandlet sin sag efter de nye regler, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Norge har tiltrådt både Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner, og der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke holdepunkter for at antage, at de norske myndigheder ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen i den forbindelse lagt vægt på de af klageren oplyste omstændigheder omkring de norske myndigheders behandling af hans asylsag, herunder at klageren har deltaget i flere samtaler med de norske myndigheder, og at han har udnyttet klageadgangen i forbindelse med, at han i første instans blev meddelt afslag på sin ansøgning om asyl. Hertil kommer, at klageren har oplyst, at han ikke har haft konflikter med hverken myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Norge. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at klageren ikke har oplyst om forhold vedrørende behandlingen af hans asylansøgning i Norge, der – sammenholdt med baggrundsoplysningerne – giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. Det forhold, at klagerens ægtefælle og deres tre børn opholder sig i Danmark som asylansøgere, kan heller ikke føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren har fået færdigbehandlet sin asylsag i Norge, og nævnet finder, at der ikke grundlag for at fravige det nævnte hovedprincip. Flygtningenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Heller ikke det oplyste om klagerens helbredsforhold, herunder at han er stresset, har tabt sig og lider af søvnvanskeligheder, kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må antages, at klageren i Norge vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de norske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Norg/2025/3/lafal

dub-sver20256

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren som afvist asylansøger ikke vil have adgang til indkvartering i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det af baggrundsoplysninger fremgår, at afviste asylansøgere, som ikke vurderes til at medvirke til udsendelsen til deres hjemland, ikke har ret til indkvartering efter en Dublinoverførsel tilbage til Sverige, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår:“Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion.Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.”På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.:“Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions.If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exempted.Families who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency.The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.”Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Chan-gu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Der er ikke oplyst forhold i øvrigt, herunder af humanitær karakter, der giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Sverige og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Sver/2025/6/flfr

dub-tysk202518

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt visum i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at ansøgeren har en konflikt med sin familie i Tyskland og har et netværk i Danmark.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren – som det fremgår af oplysninger fra visuminformationssystemet VIS – har fået udstedt et visum, der udløb [i vinteren 2024/2025] og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun har en konflikt med sin [familiemedlem A] og [familiemedlem B] i Tyskland, der har smidt hende ud af deres lejlighed og er meget imod, at ansøger er konverteret til kristendommen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Heller ikke det af klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at klageren har et netværk i Danmark, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2025/18/lafal

dub-sver202521

Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren i Sverige formodes at blive overladt til igen at klare sig selv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af lovens § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag bør realitetsbehandles i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet klageren i Sverige formodes at blive overladt til igen at klare sig selv. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at det af AIDAs Country Report Sweden (2023, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to reaccess accommodation from the Migration Agency.” Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren ikke vil blive betragtet som afvist asylansøger i Sverige, idet de svenske myndigheder har oplyst, at den pågældende ved genindrejse til Sverige kan indgive ny ansøgning om asyl. For så vidt angår klagerens helbredsmæssige forhold, herunder det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at uanset at klageren har oplyst, at han er sund og rask, vil han i Sverige ikke have adgang til den fornødne hjælp, finder Flygtningenævnet, at de danske udlændingemyndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har oplyst, at han under sit ophold i Sverige havde adgang til sundhedsbehandling, og at det må antages, at han i Sverige vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, 2023 Update - April 2024, side 96, hvoraf det blandt andet fremgår, at: “During the asylum process and until the asylum seeker leaves Sweden or is granted a residence permit, they are entitled to a free medical examination, emergency health care and urgent medical or dental care that cannot be “postponed” (“vård som inte kan anstå”). They are also entitled to gynaecological and prenatal care, including health care on the occasion of childbirth, as well as health care in accordance with the Swedish Communicable Diseases Act (smittskyddslagen).” Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Sver/2025/21/EEB

colo20259

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med Colo/2025/8 + Colo/2025/7 + Colo/2025/6. Senest indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er kristen fra [by A], Colombia. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, [i vinteren 2012/2013], og at klageren indrejste i Danmark [senere i vinteren 2012/2013]. Klageren har [i foråret] 2016 underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse. Det fremgår af oplysninger fra Det Centrale Personregister og fra DRC Dansk Flygtningehjælp, at klageren udrejste af Danmark [senere i foråret] 2016 med henblik på at tage permanent ophold i Colombia. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark samt opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker vedrørende det af klageren og klagerens tidligere ægtefælle [A´s] samlever [B] forklarede om, at deres familier efter deres udrejse af Colombia i 2023 - og i øvrigt først efter de afgav forklaringer i Udlændingestyresen - har oplevet opsøgninger i Colombia m.v., at det er påfaldende, at disse opsøgninger først er sket på dette sene tidspunkt, henset til at de begge har forklaret om, at de selv var blevet opsøgt i 2016/2017. Flygtningenævnet bemærker videre, at det forhold, at klagerens søn, [C], der er autist, nu har boet yderligere et år i Danmark ikke kan føre til, at bortfald af opholdstilladelsen vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller Børnekonventionens artikel 3. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forhold, at [C] i Danmark er diagnosticeret med [fysisk sygdom] og får medicin herfor, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at medicinen ikke kan købes i Colombia. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnet ved en Googlesøgning på apoteker i Colombia har konstateret, at medicinen kan købes i blandt andet klagerens hjemområde, og at denne ikke er uforholdsmæssigt dyr. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Colo/2025/9

colo20256

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Colombia. Sagen er sambehandlet med Colo/2025/9 + Colo/2025/8 + Colo/2025/7. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er kristen fra [by B], Colombia, hvor hun er født og opvokset. Ansøgeren flyttede derefter til [by C], [land] i 2017, hvor hun boede i omkring [fire-seks] år inden hun flyttede tilbage til Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Colombia frygter at blive slået ihjel af FARC-EP (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia – Ejército del Pueblo), som følge af den generelle situation i landet, og som følge af, at hendes kæreste og faren til hendes medfølgende barn, [A], og hans familie har en konflikt med gruppen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at FARC slog [A´s] [familiemedlem] ihjel i 2008, og at hans familie efterfølgende modtog skriftlige trusler fra FARC, der pålagde dem at udrejse af Colombia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun ikke har oplevet problemer i Colombia inden hun mødte sin kæreste [A] i 2016. Ansøgeren oplevede i [vinteren 2016/2017], at en bil kørte ind foran hende, og at der var soldater på vejen længere fremme. Omkring 14 dage senere oplevede ansøgeren, at en motorcykel overhalede hende og ventede på hende længere fremme på vejen, hvorfor ansøgeren vendte om. Ansøgeren formoder, at begge hændelser har tilknytning til [A´s] konflikt med FARC. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker vedrørende det af ansøgeren og ansøgerens samlever [A´s] tidligere ægtefælle, [D], forklarede om, at deres familier efter deres udrejse af Colombia i 2023 - og i øvrigt først efter de afgav forklaringer i Udlændingestyresen - har oplevet opsøgninger i Colombia m.v., at det er påfaldende, at disse opsøgninger først er sket på dette sene tidspunkt, henset til at de begge har forklaret om, at de selv var blevet opsøgt i 2016/2017. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Colo/2025/6

arme20254

rusl20255

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk russer og kommer fra Moskva. Ansøgeren tilhører ikke en bestemt religion, men er troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsmobiliseret til krigen i Ukraine, da han er blevet genindkaldt til militærtjeneste. Han frygter også at han vil blive straffet på grund af sin udeblivelse fra genindkaldelse, og at han vil komme til at afsone under forhold, der er i strid med EMRK artikel 3. Ansøgeren frygter også sin befalingsmand, som ansøgeren dengang havde en konflikt med, da ansøgeren har oplysninger om, at befalingsmanden har begået ulovligheder. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv endelig henvist til, at han frygter fængsling, da han er aktiv i LGBT+ miljøet i Rusland. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland risikerer at blive mobiliseret eller tvangsrekrutteret til krigen i Ukraine. Det må således efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at mobilisering til krigen i Ukraine i efteråret 2022 er afsluttet. Det må endvidere lægges til grund, at Rusland først og fremmest bruger soldater ansat på kontrakt i Ukraine, og at der således i almindelighed rekrutteres frivillige, men at overtalelse og visse tvangselementer også anvendes i forbindelse med rekrutteringen. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til de baggrundsoplysninger, som Udlændingestyrelsen har henvist til. Flygtningenævnet finder, at disse oplysninger ikke kan begrunde asyl. Ansøgeren har aftjent værnepligt fra 2016-2017. Han udrejste af Rusland i [vinteren 2021/2022] og således næsten et år før, der efter hans egen forklaring skete indkaldelse til militærtjeneste. Der er som anført i Udlændingestyrelsens afgørelses baggrundsoplysninger, der indicerer, at indkaldelser skal afleveres personligt og underskrives. Af Udlændingestyrelsens rapport ”Russia Constription” fra marts 2025 fremgår imidlertid, at indkaldelser i praksis f.eks. også kan blive givet på andre måder, herunder ved at blive lagt i postkassen. Det kan derfor ikke udelukkes, at der – som forklaret af ansøgeren – er lagt en indkaldelse til militærtjeneste i postkassen. Det kan imidlertid konstateres, at der ikke effektivt er fulgt op på indkaldelsen fra myndighedernes side. På den baggrund og henset til, at det i baggrundsoplysningerne også beskrives som et krav, at indkaldelsen underskrives, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på dette grundlag risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Med hensyn til ansøgerens seksualitet og aktivitet på de sociale medier i den forbindelse lægger Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at der på ansøgerens egen Youtube-kanal er LGBT+-relateret materialer, herunder materiale vedrørende [navn på subkultur]-miljøet, der er en subkultur forbundet med LGBT+-miljøet, og at han navnlig i perioden 2012-2016 har lavet enkelte opslag på andre sociale platforme vedrørende LGBT+-miljøet. Det må på efter baggrundoplysningerne lægges til grund, at forholdene for LGBT+ personer i Rusland er vanskelige - herunder oplysningerne om den lovgivning, der er rette imod dem og det forhold, at LGBT+ bevægelsen i november 2023 af den russiske højesteret blev karakteriseret som ekstremistisk. Der kan herved henvises til bl.a. Landinfos rapport ”Situasjonen for LHBT” fra december 2024.  Der er imidlertid ikke grundlag for alene med henvisning hertil at meddele ansøgeren asyl. Det er således forsat lovligt at være homoseksuel i Rusland. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren ikke med det fremlagte materiale har sandsynliggjort, at han er kommet i et modsætningsforhold til de russiske myndigheder, eller at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på indholdet og karakteren af materialet. Der er således efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grundlag for at antage, at ansøgerens aktiviteter vil blive betragtet som ekstremistisk aktivitet, idet ansøgeren ikke har været med i nogen former for LGBT+ organisationer i Rusland, og at han fortsat ikke er aktiv for sådanne, men navnlig er aktiv i subkulturen [navn på subkulturen]. Det bemærkes hertil også, at ansøgerens aktiviteter er foretaget i Danmark, og ikke har været målrettet den russiske befolkning. Det må anses for uklart, om materialet vil blive anset som propaganda for såkaldt ikke-traditionelle seksuelle forhold, kønsskifte mv., der er forbudt i Rusland. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er straffen for overtrædelser af dette forbud imidlertid alene en bødestraf eller kortere frihedsstraf. Der er videre lagt vægt på det meget begrænsede antal visninger og eksponering af ansøgerens aktiviteter, hvortil kommer, at ansøgeren har skrevet under anvendelsen af et pseudonym og ikke har kunne oplyse nærmere om evt. retsforfølgelse af andre, der har deltaget i ansøgerens aktiviteter. Af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført, tiltrædes det, at ansøgeren heller ikke har en konflikt med en tidligere befalingsmand, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2025/5/DIEI

dub-finl20251

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtage- og indkvarteringsforholdene i Findland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte forhold om, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark med henvisning til, at klageren frygter at blive henvist til at bo på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Finland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Finland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led.  Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Nævnet bemærker hertil, at klageren i sin oplysning- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [fra vinteren 2024/2025] har oplyst, at han ikke har nogen kroniske sygdomme ud over astma, som han tager medicin for, og at han ikke har haft længevarende eller alvorlige sygdomsforløb eller større operationer. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Finl/2025/1/aalk

jord20255

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive slået ihjel af familien til hans afdøde [relation], [person A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de beskylder ansøgeren for at have noget med [person A’s] død at gøre, og at de derfor vil hævne sig på ansøgeren. [Person A] afgik ved døden i forbindelse med en ulykke i [efteråret] 2022, da ansøgeren og [person A] [foretog sig specifik handling], og [specifikt hændelsesforløb]. Ansøgeren blev anholdt i [antal] uger, hvorefter han blev løsladt, da den medicinske erklæring viste, at han ikke var skyld i [person A’s] død. Ansøgeren er efterfølgende blevet opsøgt flere gange af [person A’s] bror, [person B], og andre af [person A’s] familiemedlemmer, som har truet ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter de jordanske myndigheder, idet han har gæld. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter at blive fængslet, idet han skylder penge til banken og et privat firma. Ansøgeren har lånt penge til at købe en [genstand], som han nu har solgt og brugt pengene til at udrejse fra Jordan. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Jordan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens oplysninger i oplysnings- og motivsamtalen [fra efteråret] 2023 om, at ansøgeren har været statsborger i Jordan siden fødslen, og ikke på noget tidspunkt har været statsløs, og at begge hans forældre på et ukendt tidspunkt var blevet jordanske statsborgere efter at have været statsløse palæstinensere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med hans afdøde ven, [person A], familie til grund, idet han på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring forekommer usammenhængende og fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans familie betalte penge til [person A’s] familie efter [person A’s] død. Ansøgeren har i asylskemaet [fra efteråret] 2023 anført, at hans familie betalte penge til [person A’s] familie som forsoning. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [fra efteråret] 2023 forklaret, at hans familie tilbød penge til [person A’s] familie, som sagde, at de ville tænke over det et par dage, og som sagde, at ansøgeren var uskyldig i [person A’s] død. Til asylsamtalen [fra sommeren] 2024 har ansøgeren oplyst, at [person A’s] familie ikke ville have penge. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved asylsamtalen [fra sommeren] 2024 har forklaret udbyggende om, at ansøgeren ved udgangen af 2022 på bopælen blev overfaldet af [person A’s] bror, [person B], og hans familie, og om at ansøgerens [familiemedlem A]’s [familiemedlemmer] herefter på den lokale politistation anmodede om tilhold, hvilket blev imødekommet, attesteret og legaliseret af den domstol, hvor begge parter skrev under på, at de ikke ville nærme sig hinanden, og at der i tilholdet står, at de vil komme i fængsel, hvis de nærmer sig hinanden. Ansøgeren har ikke forklaret herom ved oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgerens forklaring om [person A’s] død, og at ansøgeren blev beskyldt for at være skyld heri, efter de foreliggende oplysninger ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren først udrejste af Jordan ca. [2-5] måneder efter den angivelige sidste opsøgning fra [person B’s] side. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens [familiemedlem B] til politirapport [fra efteråret] 2024 har forklaret, at ansøgeren, der er hans [familierelation], havde været i Danmark i ca. [3-6] måneder inden, han indgav ansøgning om asyl [i efteråret] 2024. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om [person A’s] død, og at ansøgeren blev beskyldt for at være skyld, heri til grund. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med [person A’s] familie. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Jordan på baggrund af de lån, som han har oplyst, at han har optaget hos en bank og et privat firma. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet vurderer desuden, at de generelle forhold i Jordan ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2025/5/aalk

dub-finl20252

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har modtaget afslag på asyl i Finland, og at han dermed er i udsendelsesposition til sit hjemland, hvor han frygter forfølgelse og overgreb. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Finland frygter at blive udsendt til sit hjemland, som følge af, at han i Finland er meddelt afslag på ansøgning om asyl, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Finland har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de finske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag, og således ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Finland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Finland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Finl/2025/2/lafal 

alder20252

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Afghanistan, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i starten af 2005. Indrejst i 2024. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i starten af 2007. Flygtningenævnet udtalte:Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2024. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af [klageren] oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] på baggrund af den foretagne aldersundersøgelse på Retsmedicinsk Institut [i efteråret] 2024 mest sandsynligt må antages at have været 19 år eller derover på undersøgelsestidspunktet, og at Udlændingestyrelsen har vurderet, at [klageren] fremstår ældre end den alder, [klageren] selv har oplyst. Det bemærkes herved, at [klageren] ved den odontologiske undersøgelse er vurderet til at være 19-21 år eller derover, samt at [klageren] ved røntgenbillede af [klagerens] hånd er vurderet til at være 19 år eller derover. Det forhold, at [klageren] har forklaret, at [klageren] til samtale med [EU-lands] myndigheder har ringet [klagerens] mor op, som oplyste [klageren], at [klagerens] fødselsdato er [i starten af] 2007, samt at man plejer at starte i skole i Afghanistan, når man er syv år gammel, at [klageren] har gået i skole til og med 8. klasse, og at [klageren] derudover har boet på landet og brugt tid på at rejse til [EU-land], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund derfor Retsmedicinsk Instituts vurdering af [klagerens] mest sandsynlige alder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på Retsmedicinsk Instituts undersøgelse, der er baseret på en objektiv konklusion ud fra en lægelig undersøgelse, en odontologisk aldersvurdering og en aldersvurdering på baggrund af røntgenoptagelse af [klagerens] hånd og håndled. Det forhold, at det af Retsmedicinsk Instituts rapport fremgår, at der er en vis, om end mindre, sandsynlighed for, at den nedre aldersgrænse kan være 16 år, kan således ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund, og da [klageren] ikke har fremlagt dokumentation for eller på anden måde nærmere sandsynliggjort den af [klageren] oplyste alder, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge [klagerens] forklaring om, at [klageren] er født [i starten af] 2007, til grund. [Klageren] vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato [i starten af] 2005.” Alder/2025/2/lnk

tyrk20252

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2023.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Tyrkiet. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af HDP i perioden [midt 2010’erne]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter overgreb fra tilhængere af det nationalistiske parti Milliyetçi Hareket Partisi (MHP), fordi ansøgeren er kurder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er etnisk kurder, og at han under sin opvækst har været udsat for diskrimination, blandt andet i skolen, fordi han var kurder. Da ansøgeren var seks år, blev hans far fængslet i seks måneder på grund af sin etnicitet. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2020 blev slået af sin chef, som var tilhænger af MHP, fordi ansøgeren talte kurdisk. Ansøgeren blev ligeledes i 2021 overfaldet af blandt andre [navngiven person], som var tilhænger af MHP. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de tyrkiske myndigheder, idet ansøgeren har udført politiske aktiviteter til støtte for kurdere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2016 og 2017 sammen med 30-40 andre personer blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb af politiet, fordi han havde deltaget i fejringen af den kurdiske mærkedag Newroz. Ansøgeren har i alt deltaget i to eller tre fejringer af Newroz i Tyrkiet, og senest i 2023, hvor ansøgeren ikke oplevede nogen konflikter, idet han ikke stod forrest i menneskemængden som sidst. Ansøgeren har oplyst, at hans far i 2017 modtog en konvolut, hvor ansøgeren blev tilsagt at møde ved politiet. Politiet rådede i forbindelse hermed ansøgerens far til, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2018 og 2019 har delt omkring 20-30 opslag på [socialt media A], indtil hans konto blev lukket i 2019. Den blev lukket, fordi ansøgeren havde lavet tre-fire opslag, hvor ansøgeren [kritiserede Erdogan-regeringen]. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv på [socialt medie A] siden 2019. Ansøgeren har i 2020 og 2021 tillige videredelt politiske videooptagelser på [socialt medie B]. Ansøgeren nåede på sin ene brugerprofil at dele omkring 50-60 videoer og på sin anden omkring 20 videoer, før hans konti blev lukket. Ansøgeren har modtaget trusler på sociale medier i forbindelse med hans deling af regimekritiske opslag. Ansøgeren har endvidere i 2023 modtaget to trusler via [kommunikationsapp]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren – som også anført af Udlændingestyrelsen – ved ankomsten til Danmark udfyldte et asylansøgningsskema, hvoraf det fremgår, at han tydeligt og detaljeret skal beskrive alle grunde til, at han er udrejst af sit hjemland. Det fremgår imidlertid af skemaet, at ansøgeren ikke har oplyst nærmere om de konkrete hændelser, han senere har angivet at have været udsat for. Han har således ikke oplyst at have været medlem af HDP, at have deltaget i demonstrationer, hvor han blev fængslet og udsat for grov vold, at have modtaget telefoniske trusler, at have udført aktiviteter på de sociale medier, der blev lukket ned mv. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter har været divergerende og udbyggende og ikke kan lægges til grund for sagens afgørelse. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2024 og de deri angivne divergenser. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring også har været udbyggende i nævnet. Ansøgeren har herunder oplyst, at hans bror, der har opholdstilladelse i Norge, under en rejse til Tyrkiet i [foråret] 2024 blev tilbageholdt og afhørt, og at der nu verserer en retssag mod ham for fornærmelig tiltale om Atatürk. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke tidligere er fremkommet med disse oplysninger, heller ikke under sin samtale med udlændingemyndighederne [i foråret og efter ansøgerens brors rejse til Tyrkiet samme år]. Ansøgerens efterfølgende oplysninger, som han til dels har understøttet via udskrifter, lægges derfor heller ikke til grund for sagens afgørelse. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det tiltrædes endvidere, at de generelle forhold for kurdere i Tyrkiet heller ikke kan føre til, at han meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2025/2/lnk

iran202522

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv udover, at han har deltaget i to demonstrationer i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer mod de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2022 deltog i en større demonstration, der fandt sted i [bydel] i Kermanshah i forbindelse med drabet på Mahsa Amini. Der var mange mennesker, der deltog i demonstrationen. Der blev sat ild til dæk, råbt slagord og sat ild til en plakat af Khomeini og Khamenei. Ansøgeren deltog i disse aktiviteter. Myndighederne var til stede og der var flere personer, der mistede livet under demonstrationen. Endvidere blev flere anholdt og tilbageholdt på grund af deres deltagelse i demonstrationen. En fjern slægtning fra ansøgerens landsby blev skudt af myndighederne og mistede livet. Drabet er blevet omtalt på sociale medier. Ansøgeren deltog i en yderligere demonstration [i efteråret] 2024. Denne fandt også sted i [bydel] i Kermanshah. Ansøgeren deltog sammen med sin fætter. Der var myndighedspersoner til stede i civil. Stemningen blev intensiveret og udviklede sig aggressivt. Myndighedspersonerne begyndte at anholde og skyde mod folk. De fik fat i ansøgeren og hans fætter. Ansøgerens fætter blev anholdt. Ansøgeren fik vristet sig fri, og det lykkedes ham at flygte derfra til en park. Nogle timer efter modtog ansøgeren et opkald fra sin søster, der oplyste, at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl og taget deres far. Ansøgeren tog herefter en taxi til [by B], hvor hans fars slægtninge bor. Efter tre dage modtog ansøgeren igen et opkald fra sin søster og far, der oplyste, at faren var blevet løsladt. Ansøgeren talte også med faren, der oplyste, at han var blevet udsat for tortur af myndighederne med henblik på at få oplysninger om ansøgerens opholdssted. Det var lykkedes myndighederne at identificere ansøgeren. Ansøgerens far advarede ansøgeren mod at komme hjem, og opfordrede ham i stedet til at udrejse af Iran. Ansøgerens far arrangerede herefter ansøgerens udrejse med en agent. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2024. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning, henset til at han er mindreårig. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin asylsag behandlet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2024 forklaret, at han har deltaget i to demonstrationer, der fandt sted [en dato i efteråret] 2022 og [en dato i efteråret] 2024. Ansøgeren har under sin anden samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2024/2025] forklaret, at han deltog i to demonstrationer [en dato i efteråret] 2022 og [en anden dato i efteråret] 2024. Ansøgeren har under begge samtaler oplyst, at demonstrationerne foregik som følge af Mahsa Amina blev fængslet og senere dræbt, og at en person, [A], der var en fjern slægtning til ansøgeren, blev skudt under demonstrationen. Om demonstrationen [i efteråret] 2024 har ansøgeren forklaret, at det var en mindedemonstration for Mahsa Amina, og at den foregik to år efter Mahsa Aminas død. Ansøgeren har for nævnet ændret datoen for den første demonstration til [en anden dato i efteråret] 2022, og ansøgeren har for nævnet fremlagt et opslag fra et socialt medie, hvoraf det fremgår, at [A] blev dræbt [den førnævnte dato i efteråret] 2022 under en demonstrationen. Ansøgeren har tillige oplyst, at Mahsa Amini blev dræbt den 16. september 2022, og at den første demonstration var til støtte for hende. I relation til den anden demonstration har ansøgeren forklaret, at den fandt sted [i efteråret] 2024. Om divergenserne i tidspunkterne for demonstrationerne har ansøgeren forklaret, at han har forvekslet månederne [måned A i den iranske kalender] og [måned B i den iranske kalender], at der var tolkeproblemer under den første samtale med Udlændingestyrelsen, og at han gerne ville have samtalen med Udlændingestyrelsen overstået. Nævnet bemærker, at ændringerne af datoerne under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet muligvis også kan ses i lyset af, hvornår forskelige begivenheder fandt sted. Vedrørende demonstrationen [i efteråret] 2024 har ansøgeren forklaret udbyggende om blandt andet sin rolle under demonstrationen. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen oplyst, at han råbte slagord og satte ild til et billede af de iranske ledere. For nævnet har ansøgeren oplyst, at han tillige kastede med sten, at han var maskeret, men at masken faldt af, da han kastede en sten, og at han ikke tænkte over at tage masken på igen, ligesom myndighederne brugte tåregas mod demonstranterne. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen [i vinteren 2024/2025] oplyst, at han slap fri fra et greb mod hans hånd af en civil politimand, hvorefter han kiggede sig om for at se om nogen løb efter ham, at han løb over og gemte sig i en park, og at han et par timer efter ringede til sin søster. Under nævnsmødet har ansøger imidlertid oplyst, at den civilklædte politimand, der havde fat i ansøgerens hånd, løb efter ham, råbte stop og havde en pistol han ikke affyrede mod ansøgeren, og at ansøgeren slap væk og gemte sig i en park, og at det var ansøgerens søster, der ringede til ham. Om udrejsen har ansøgeren til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2024 oplyst, at han udrejste [dato i efteråret] 2024, at han rejste via Tyrkiet til Europa, og at rejsen tog cirka 14 dage, hvorefter ansøger indrejste i Danmark [i efteråret] 2024. Ansøgeren har også til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke afgav fingeraftryk og ikke har været i [europæisk land]. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han udrejste af Iran [en anden dato i efteråret] 2024. Om rejsen har ansøgeren oplyst, at den tog 20-25 dage, og at han fik taget fingeraftryk formentlig i [europæisk land]. Endelig bemærker nævnet, at ansøgeren er registreret i EURODAC [dato i efteråret] 2024 under navnet [B] og med fødselsdato [i vinteren 2005/2006]. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv skal bedømmes i lyset af, at han er mindreårig. Uanset dette finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har deltaget i to demonstrationer i Iran og derved er kommet i et asylretslig modsætningsforhold til de iranske myndigheder. På den baggrund, og da de generelle forhold for kurdere efter baggrundsoplysningerne heller ikke af en sådan karakter, at de er asylbegrundede, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2025/22/sahe

iran202523

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk perser og ikke religiøs fra [by] i [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, udover at han har oplyst, at han har delt politiske opslag på sin blog. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter dødsstraf i Iran, idet han har udtalt sig regimekritisk på en offentlig blog. Han har til støtte herfor oplyst, at han i foråret 2021 oprettede en offentlig blog på internettet med henblik på at skrive om programmering. I forbindelse med drabet på Mahsa Amini begyndte ansøgeren at dele opslag af politisk karakter, herunder opslag om protesterne i Iran, der opstod som følge af drabet. [I vinteren 2022/2023] kunne ansøgeren ikke logge ind på sin blog, idet det af en pop-up besked fremgik, at bloggen var blevet spærret af det iranske Cyber Politi. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har delt regimekritisk indhold på sin profil på [socialt medie]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke under samtaler med Udlændingestyrelsen nærmere har beskrevet indholdet af opslag på bloggen på trods af, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at opslagene påvirkede ham, og at han gjort meget ud af at formulere opslagene, så de fremstod originale og ikke som kopier fra andre. Ansøgeren har i relation til opslag vedrørende Mahsa Aminis død alene kunne forklare kort og udetaljeret herom på trods af flere udarbejdede opslag om hende, og ansøgeren har ikke kunne oplyse antallet af opslag, der skulle være lagt på bloggen, og som skulle være kritiske mod det iranske styre. Hertil kommer, at ansøgerens familie i Iran ikke er blevet opsøgt af de iranske myndigheder som følge af opslagene på bloggen, der blev lagt op efter Mahsa Aminis død og frem. I den forbindelse bemærker nævnet, at bloggen blev oprettet i foråret 2021 med henblik på at skrive om ny teknologi og programmering, som ansøgeren interesserer sig for. Endvidere er de opslag, som ansøgeren har fremlagt for nævnet uden URL-adresse, hvorfor det ikke kan afgøres, om de har været tilgængelige på internettet. Ansøgeren har om baggrunden herfor forklaret, at det skyldes, at de fremlagte opslag er gemt via hans laptop som back-up. I forhold til ansøgerens oplysninger om at de iranske myndigheder skulle have hacket ansøgerens blog, fremgår det af bloggen, at den fortsat fungerer og er åben fra Danmark. Opslaget med logo fra Cyber Police vil derfor kunne lægges op af en person, der har mailadressen og adgangskoden til bloggen. Ansøgeren har oplyst, at han har forsøgt at logge ind på sin blog, men det var ikke muligt, og han har ikke undersøgt via [platformen], som er det sted, hvor bloggen ligger, om det er muligt at nulstille adgangskoden mv. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at myndighederne skulle vælge af hacke ansøgernes blog, der alene har haft [mellem 600 og 900] visninger, og lægge et opslag på bloggen samt ændre profilbilledet og ikke blot lukke bloggen. Hertil kommer, at ansøgeren er uprofileret, og at bloggen efter ansøgerens forklaring nemmest fremsøges via hans navn. Det bemærkes endvidere, at Cyber Politiets logo nemt kan fremfindes ved en googlesøgning. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt han har brugt andre sociale medier til politiske opslag. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 oplyst, at han ikke har benyttet andre sociale medier til politiske opslag, mens han for nævnet har fremlagt flere opslag fra sin [profil på socialt medie] med politiske opslag fra 2022. I relation til de politiske opslag fra ansøgerens [profil på socialt medie] finder nævnet, henset til at ansøgeren alene har et begrænset antal følgere bestående af venner og bekendte sammenholdt med den begrænsede politiske aktivitet, at ansøgeren ikke kan anses for at være profileret eller eksponeret på en sådan måde, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge heraf. Det bemærkes endvidere, at den foreviste [profil på socialt medie] er privat. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne i sagen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at er kommet i et asylbegrundede modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og at han derfor ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2025/23/sahe

afgh202516

Nævnet hjemviste i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk hazara og muslim fra [A]-området i [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste under Flygtningenævnets oprindelige behandling af sagen i 2011 til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede sin tidligere arbejdsgiver, idet denne vil hævne sin brors død, ligesom en tredje bror også vil tage hævn. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse fra Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er etnisk hazara og vestliggjort som følge af 14 års ophold i Danmark, og at han har udlevet sit ungdomsliv i Danmark på danske præmisser. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved dagens nævnsmøde har forklaret, at han i 2023 indgik ægteskab i [et mellemøstligt land] med en afghansk kvinde, der ligesom ansøgeren er hazara. Der foreligger ikke for Flygtningenævnet nærmere, dokumenterede oplysninger om hustruen eller de nærmere omstændigheder om ægteskabets indgåelse, bortset fra ansøgerens egen forklaring. Ansøgeren har for Flygtningenævnet, udover det der er anført i ansøgerens advokats indlæg af [foråret] 2025, som et nyt asylmotiv særligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan sammen med sin hustru vil blive tvunget til at underkaste hende de meget strenge religiøse regler, der nu gælder for kvinder i Afghanistan. Ansøgeren har fremhævet, at han vil udsætte sig selv for straf, hvis han som mand undlader at håndhæve disse regler overfor sin hustru. Henset til dette helt nye asylmotiv og til at Udlændingestyrelsen som anført af denne ikke har haft lejlighed til at føre samtaler med ansøgeren siden 2010, finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet stillingtagen på det nu foreliggende grundlag. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til Udlændingestyrelsen.” Afgh/2025/16/kdo

demo20252

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han er født og opvokset i [by A], Den Demokratiske Republik Congo (herefter DR Congo). Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til DR Congo frygter overfald, chikane og trusler fra den generelle befolkning, fordi der er spændinger mellem DR Congo og Rwanda samt vrede mod rwandere i DR Congo. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er blevet udsat for megen diskrimination, trusler og chikane fra den congolesiske befolkning, fordi han bliver anset som en rwander på baggrund af sit udseende. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han i Rwanda frygter myndighederne, da ansøgerens mor flygtede fra Rwanda i forbindelse med borgerkrigen i 1990’erne, og hun ikke er vendt tilbage. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han aldrig har været i Rwanda, men hans mor har fortalt, at hendes familie har været tilknyttet en politisk [etnisk]-gruppe, som gør, at hun aldrig kan vende tilbage til Rwanda, og derfor kan ansøgeren heller ikke tage til Rwanda. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om betingelserne for at opnå statsborgerskab i DR Congo sammenholdt med det faktum, at ansøgerens far er congolesisk statsborger, at ansøgeren er født i DR Congo, og at ansøgerens lillebror ligeledes har fået udstedt et ægte congolesisk pas, finder Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i DR Congo. Flygtningenævnet kan endvidere tiltræde, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren og hans familie først skulle være registreret ved UNHCR i 2015, selvom ansøgeren er født i DR Congo, og at hans mor kom til landet i [midt 1990’erne] som asylansøger. Flygtningenævnet kan herefter tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte om, at ansøgeren asylretligt skal vurderes såvel i forhold til DR Congo som i forhold til Rwanda. Vedrørende risikoen for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren trods gentagne samtaler, i det væsentlige har forklaret diffust og ukonkret om de forfølgelser og chikanerier, som han hævder at have været udsat for. Han har således forklaret om en enkelt voldsepisode, men denne fandt efter forklaringen sted i hans barndom, jf. samtalereferatet af [vinteren 2022/2023] side 7. Heroverfor står, at ansøgeren er født i DR Congo, og at han opholdt sig der i cirka 20 år, hvis hans egne oplysninger om hans fødselsår lægges til grund. Ansøgeren har været i stand til at gennemføre et skoleforløb frem til sit fyldte 18. år, ligesom han har taget en uddannelse af et halvt års varighed hos [uddannelsesinstitution]. Han påbegyndte endvidere en universitetsuddannelse. Flygtningenævnet henviser til samtalereferatet af [vinteren 2023/2024] side 12. Endvidere har ansøgerens mor efter det oplyste opholdt sig i DR Congo i nu over 30 år og fortsat har ophold i landet. Ansøgeren har gentagne gange fået udstedt ægte congolesiske pas og har, efter at han første gang forlod landet, været i stand til to gange på ny at indrejse og udrejse uden at han har oplevet vanskeligheder i den forbindelse. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv i forhold til Rwanda, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren efter det oplyste aldrig har været i landet. Oplysningerne om hans mors og hans øvrige familiemedlemmers konflikt i Rwanda for nu adskillige år siden kan ikke føre til, at det er sandsynliggjort, at han ved en eventuel indrejse i Rwanda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2025/2/kdo

ugan20255

Nævnet meddelte i maj 2025 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Uganda. Indrejst i 2024.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [trosretning] fra [by] i [distrikt], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive idømt fængsel på livstid eller dødsstraf, fordi ansøgeren identificerer sig selv som en transkønnet [det modsatte køn end ansøgeren er født med]. Ansøgeren frygter af samme grund at blive slået ihjel eller udsat for overgreb af lokalbefolkningen. Ansøgeren er født som [køn ansøgeren er født med], og mens ansøgeren boede i Uganda, betragtede ansøgeren sig selv som [homoseksuel]. Efter ansøgeren er kommet til Danmark og har lært mere om kønsidentitet, betragter ansøgeren sig som en transkønnet [det modsatte køn end ansøgeren er født med].Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ansøgeren blev bekendt med sin seksualitet, da ansøgeren var omkring [12-15] år. Ansøgeren indledte kort tid efter et seksuelt forhold til [A, ven af samme køn], og forholdet varede i omkring et år. På et tidspunkt opdagede ansøgerens onkel, at ansøgeren og [A] var i et forhold, og han udsatte ansøgeren for vold og fortalte ansøgerens mor om forholdet. Ansøgeren afsluttede herefter forholdet til [A]. Ansøgeren har efterfølgende haft romantiske forhold til andre [personer af samme køn], og som voksen blev ansøgeren kærester med [B]. I [efteråret] 2023 blev ansøgeren og [B] afsløret på ansøgerens bopæl, da ansøgerens udlejer sammen med en anden mand uanmeldt trådte ind i lejligheden. [B] nåede at stikke af, men ansøgeren blev overfaldet af udlejeren, der ringede til politiet. Politiet tilbageholdt ansøgeren til den efterfølgende dag, hvor ansøgeren blev løsladt ved bestikkelse. Ansøgeren fik i forbindelse med løsladelsen udstedt et dokument, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er anklaget for homoseksualitet og pålagt meldepligt. Ansøgeren henvendte sig aldrig på politistationen igen, men gemte sig, indtil ansøgeren kunne udrejse.Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin kønsidentitet til grund.Ansøgeren har forklaret, at [ansøgeren] føler sig som [det modsatte køn end ansøgeren er født med], der er fanget i en [køn ansøgeren er født med-]krop. [Ansøgeren] er [transkønnet] og er seksuelt tiltrukket af [køn ansøgeren er født med]. [Ansøgeren] ønsker at blive omtalt som [pronomen for det modsatte køn end ansøgeren er født med].Ansøgeren har i asylansøgningsskema [fra foråret] 2024, oplysnings- og motivsamtale med udlændingestyrelsen [fra foråret] 2024 og samtalereferat [fra sommeren] 2024 forklaret konsistent om sit asylmotiv uden divergenser. Ansøgeren har i mødet for Flygtningenævnet forklaret i overensstemmelse med de tidligere samtaler og uden, at ansøgerens svar har virket tillærte eller som udenadslære. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet har tværtimod fremstået som selvoplevet og uden overdrivelser. Ansøgeren har således også for Flygtningenævnet forklaret om sin indre afklaringsproces og herunder om såvel sine kvindelige og mandlige forhold fra puberteten og indtil i dag på en reflekterende, detaljeret og selvoplevet måde. Ansøgerens forklaring er endvidere støttet af andre oplysninger i sagen herunder udtalelsen fra [organisation i Danmark] [fra foråret] 2025.Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens seksualitet er kendt af myndighederne, lokalbefolkningen og [ansøgerens] familie i Uganda, og at disse tager afstand herfra. Det kan også lægges til grund, at ansøgeren, hvis det var muligt, ønsker at leve åbent med sin kønsidentitet i Uganda.Af dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra den 17. februar 2021 i sagen B and C v. Swizerland fremgår blandt andet, at en ansøger ikke kan pålægges at skjule sin seksualitet for at undgå forfølgelse, og at der ikke alene skal foretages en vurdering af, om homoseksualitet faktisk er kriminaliseret, men en konkret vurdering af, hvorvidt ansøgeren kan opnå myndighedsbeskyttelse, såfremt vedkommende udsættes for ”ill-treatment” af ikke-statslige aktører på grund af sin seksuelle orientering.  Dette skal sammenholdes med de oplysninger, der foreligger om de generelle forhold for homoseksuelle i Uganda. Parlamentet i Uganda vedtog den 21. marts 2023 ”The Anti-Homosexuality Act 2023”, som efterfølgende er underskrevet af den ugandiske præsident. Af loven fremgår blandt andet, at LGBT+-personer risikerer at blive idømt fængsel på livstid for ”same-sex conduct” og ”promotion af homosexuality”. Der er endvidere indført dødsstraf for tilfælde af ”aggravated homosexuality”. Af baggrundsoplysningerne om forholdene for LGBT+-personer i Uganda, herunder Human Rights Watch, Ugandan Parliament Passes Extreme Anti-LGBT, udgivet den 22. marts 2023, Amnesty International, Uganda: Presidents’ approval of anti-LGBTI Bill is a grave assault on Civil and Political Rights: LGBTQ-Rights, udgivet den 26. maj 2023 og The Advocates for Human Rights, Ugandas Compliance with the International Convention on Civil and Political Rights: LGBTQ+Rights, udgivet den 26. maj 2023, fremgår, at forholdene for LGBT+-personer i Uganda er forværret betydeligt som følge af den nævnte lov. Ugandas forfatningsdomstol har ved en afgørelse af 3. april 2024 opretholdt hovedparten af lovens bestemmelser, herunder muligheden for at idømme dødsstraf, samt en forpligtelse til at anmelde homoseksuelle aktiviteter, såfremt man bliver bekendt med sådanne, jf. rapporten Uganda: Court Upholds Anti-Homosexuality Act. Entrenches Discrimination, Enhances Risk of Anti-LGBT Violence, udgivet af Human Rights Watch den 4. april 2024. Det er fortsat ikke muligt at fastslå, hvorledes den i Uganda indførte lov vil blive håndhævet med hensyn til gennemførelse af straffesager mv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid, at der har været en stigning i myndighedernes anholdelser af homoseksuelle, ligesom der er rapporteret om en betydelig stigning i antallet af andre overgreb mv. på homoseksuelle. Endvidere fremgår det af nyere artikler, herunder fra Human Rights Awareness and Promotion Forum (HRAPF), senest den 10. oktober 2024, at situationen for homoseksuelle i Uganda er mærkbart forværret siden lovens vedtagelse. Således beskrives i artikler et fortsat højt antal tilfælde af chikane, vold og trusler om vold, overfald og tilfælde af arrestationer, men ingen tilfælde af domfældelser efter den nye lov. I henhold til rapport af 29. juli 2024 fra Immigration and Refugee Board of Canada pkt. 2.1 og 2.2 er der endvidere en betydelig risiko for overgreb på LGBT+-personer såvel fra den almindelige civile befolkning som fra myndighederne. I en situation som den foreliggende, hvor det lægges til grund, at ansøgerens kønsidentitet er kendt af [ansøgerens] familie, det omgivende samfund og myndighederne må der derfor anlægges en forsigtig vurdering af, om ansøgeren har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7.Efter en samlet og konkret vurdering af ansøgerens forhold og baggrundsoplysningerne for LGBT+-personer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Løbenummer: ugan/2025/5/marau

iran202525

Nævnet meddelte i maj 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran og har oplyst at være fra [by], [provins]. Ansøgeren er oprindelig yarsan af trosretning og har oplyst, at han er kristen konvertit og tilknyttet menigheder i Danmark. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark været politisk aktiv, idet han har deltaget i demonstrationer med kritik rettet mod de iranske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige spontansag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder, idet han som yarsan har [specifikt hændelsesforløb], og idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv under denne genoptagelsessag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder, da han her i landet har været politisk aktiv, idet han har deltaget i demonstrationer med kritik rettet mod de iranske myndigheder. Ansøgeren har tillige gentaget sit asylmotiv om, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver fremlagt [dokumentationsform A] og [dokumentationsform B] omhandlende sine regimekritiske aktiviteter i Danmark, ligesom han har vedlagt [dokumentationsform C] og [dokumentationsform D] vedrørende sine kristne aktiviteter. Asylmotivet vedrørende konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer under asylsamtalen [fra foråret] 2024 og under dette nævnsmøde sammenholdt med de fremlagte [dokumentationsform C] mv. vedrørende ansøgerens kristne aktiviteter ikke giver anledning til en anden vurdering af, om dette asylmotiv kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og der henvises derfor til nævnets afgørelse [fra efteråret] 2018. Der er herefter fortsat ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl med henvisning til det asylmotiv, der vedrører konvertering til kristendommen. Asylmotivet vedrørende regimekritiske aktiviteter. Det er herefter spørgsmålet, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at der ved vurderingen af, om en asylansøgers aktiviteter sur place giver grundlag for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages en grundig gennemgang af sagens omstændigheder, jf. herved UNHCR’s Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status under the 1951 Convention and the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees. I punkt 96 hedder det: ”A person may become a refugee “sur place” as a result of his own actions, such as associating with refugees already recognized, or expressing his political views in his country of residence. Whether such actions are sufficient to justify a well‑founded fear of persecution must be determined by a careful examination of the circumstances. Regard should be had in particular to whether such actions may have come to the notice of the authorities of the person’s country of origin and how they are likely to be viewed by those authorities.” Der er under nævnsmødet vist og gennemgået en lang række [dokumentationsform B] fra forskellige sociale medier. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren efter nævnets seneste afgørelse og efter demonstrationerne i Iran i kølvandet på drabet på Mahsa Amini den 16. september 2022 flere gange har deltaget i demonstrationer med kritik rettet mod de iranske myndigheder. Enkelte af demonstrationerne er afholdt ved den iranske ambassade i Danmark. Ansøgeren har delt [dokumentationsform B] fra demonstrationerne på sin åbne [profil på socialt medie A], ligesom sådanne [dokumentationsform B] er blevet delt via regimekritiske nyhedsmediers sociale medier, herunder [medie B], [medie C], [medie D] og [medie E]. Ansøgeren optræder i disse indslag med synligt ansigt og som en fremtrædende deltager i demonstrationerne. Han optræder flere gange med navns nævnelse. Ved en demonstration ved den iranske ambassade i [vinteren 2023/2024] har ansøgeren holdt tale og indledt talen med at nævne sit navn. Ansøgeren optræder endvidere i videoer med navns nævnelse, der er delt af [medie D] og [medie F], som er tilknyttet [medie G], hvor han udtrykker modstand mod og kritik af de iranske myndigheder. De pågældende delinger af [dokumentationsform B] har generelt et meget højt antal visninger. Ansøgerens [profil på socialt medie A] indeholder i stort omfang regimekritisk materiale. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på den anførte baggrund må antages at være blevet eksponeret over for de iranske myndigheder som en modstander af styret i Iran. Dette gælder, uanset at ansøgeren ikke har været politisk aktiv i Iran. Det fremgår af baggrundsoplysningerne – og er lagt til grund i Flygtningenævnets praksis – at de iranske myndigheder har både vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet. Der kan henvises til bl.a. Landinfo (Temanotat) ”Iran - Reaksjoner mot iranere i eksil” af 28. november 2022 og Landinfo (Respons) ”Iran: Overvåking av regimekritikere i utlandet som følge av ”Kvinne, liv, frihet-protestene”” af 5. juli 2023. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt, at ansøgerens regimekritiske aktiviteter i Danmark efter en samlet vurdering af deres karakter og omfang er egnede til at komme til de iranske myndigheders kendskab. Etniske kurdere med en politisk profil er i større risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb af de iranske myndigheder end andre personer, der udfører regimekritiske aktiviteter, jf. således EUAA ”Country Guidance: Iran. Common analysis and guidance note” (januar 2025), side 37f. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2025/25/AALK

afgh20253

Nævnet meddelte i juni 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2020. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en unavngiven mafia. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [sommeren] 2019 blev kidnappet af en ukendt mafiagruppe, da han var på vej til arbejde. Han blev injiceret med et middel, der gjorde ham bevidstløs, hvorefter han blev ført til et rum og udsat for fysiske overgreb. Han var tilbageholdt i omkring en uge, hvorefter hans manager betalte en løsesum. Han stak derefter af. Efterfølgende meldte han hændelsen til myndigheder, hvor han gave et signalement af gerningspersonerne. Han modtog nye trusler. Ansøgeren har videre oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af brødrene til en pige, som han har haft et forhold til. Han har til støtte herfor oplyst, at han havde et forhold til naboens datter, og at han som følge heraf havde en æresrelaterede konflikt med sine naboer i tre år. De ikke kunne acceptere deres forhold, hvorfor de ved flere lejligheder udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Derudover har ansøgeren oprindeligt som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan. I forbindelse med anmodningen om genoptagelse har ansøgeren som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban på grund af sit tidligere arbejde og netværk. Han har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som chauffør og assistent for en person, som [havde en højstående stilling] i organisationen [navn på organisationen]. Han har derudover arbejdet med salg af [varer] til politikere og højtstående myndighedspersoner, hvilket var en betroet opgave på grund af risikoen for [at blive bombet]. Endelig var ansøgerens bedste ven en kendt journalist i Afghanistan, som døde [ved at blive bombet]. Taliban har i 2023 opsøgt ansøgerens familie i Afghanistan for at finde ansøgeren. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har svaret på de stillede spørgsmål på en troværdig måde og uden overdrivelser. Forklaringen fremstår således ikke som konstrueret til lejligheden med henblik på at opnå et nyt asylgrundlag i forhold til Flygtningenævnets tidligere afslag om asyl [i foråret] 2021. Flygtningenævnet bemærker herunder at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv dengang var båret af, at Taliban ikke havde overtaget magten i Afghanistan. Men ansøgeren forklarede desuagtet allerede dengang overfor Udlændingestyrelsen om hans nære ven – en kendt journalist, der blev dræbt i forbindelse med en [bombe] i [årstal]. Ansøgeren har nu for Flygtningenævnet forklaret om sit store personlige og forretningsmæssige netværk til tidligere højtstående myndighedspersoner herunder indenfor retsvæsnet, en international organisation samt tidligere parlamentsmedlemmer i Afghanistan, hvilket bl.a. har været præsidenter og vicepræsidenter. Han har forevist talrige fotos fra de sociale medier vedrørende tiden før Talibans magtovertagelse, der viser, at ansøgeren har været en person tæt på disse personer, og nogle af disse højtstående personer er fortsat med at like ansøgerens nye opslag på de sociale medier. Ansøgeren har dertil for Flygtningenævnet forevist et videoklip fra tiden kort før Talibans magtovertagelse fra en national TV- station, hvor ansøgeren bliver interviewet. Det fremgår af dette TV- klip blandt andet, at man roser USA´s tidligere præsident Obama, at man taler om respekt for menneskeheden og at troen som muslim må komme i anden række. Flygtningenævnet bemærker dertil, at situationen i Afghanistan efter Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2021 har udviklet sig betydeligt, navnlig som følge af Talibans magtovertagelse medio august 2021. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til rapporten ”Afghanistan – Country Focus” udgivet af European Union Agency for Asylum (EUAA) i november 2024. På baggrund af ovenstående finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han overfor Taliban vil fremstå som havende et modsætningsforhold til dem. Henset til Talibans magtovertagelse i Afghanistan opfylder ansøgeren herefter betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/23/DIEI

ugan20254

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har deltaget i aktivistiske aktiviteter vedrørende LGBT+-rettigheder i Danmark, herunder blandt andet ved deltagelse i [et Pride-arrangement]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet af politiet eller forfulgt af befolkningen, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering i gymnasiet i forbindelse med, at hun skulle udføre et forberedelsesritual til ægteskab, som kaldes ”kusika”, hvor man skal hive hinanden i skamlæberne. Ansøgeren har videre oplyst, at hun udførte ritualet med sin veninde, [A], som ansøgeren er vokset op sammen med. Ansøgeren og [A] indledte et forhold efter at have udført ritualet. De blev opdaget i at have samleje på skolen i 2019, hvorfor de blev taget med til politistationen. Politiet kontaktede ansøgerens og [A’s] forældre, hvorefter ansøgeren fik besked fra sin mor om, at hun som straf skulle tilbringe yderligere to dage i fængsel, hvorimod [A’s] forældre betalte for, at [A] kunne blive løsladt. Ansøgeren har efterfølgende haft et dårligt forhold til sin mor. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun fortsat så [A] efter denne hændelse, når ansøgerens mor ikke var hjemme. Ansøgeren så [A] sidste gang i slutningen af 2022, da ansøgeren flyttede ind hos en veninde. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun efter sin indrejse til Danmark i [efteråret] 2023 blev ringet op af sin mor, som fortalte, at [A] var blevet opdaget i at have samleje med en anden kvinde, og at politiet derfor efterstræbte ansøgeren, fordi [A] havde fortalt dem om forholdet til ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring vedrørende hendes seksuelle orientering til grund. Flygtningenævnet lægger herved som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet og indre afklaringsproces ikke forekommer overbevisende eller reflekteret. Flygtningenævnet henviser til det, der er anført af Udlændingestyrelsen, herunder at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgerens erkendelse primært opstod og udviklede sig i forbindelse med en konkret episode, hvor hun og en mangeårig veninde, [A], udførte det såkaldte ”kusika-ritual” på hinanden. I tilknytning hertil bemærkes det, at ansøgeren under sin forklaring i nævnet først har oplyst, at ritualet fandt sted, da hun var 13 år, og senere da hun var 15 år. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter forekommer udbyggende og dermed utroværdig. Ansøgeren har bl.a. forklaret til udlændingemyndighederne i Danmark, at hun og [A] blev opdaget i 2019, mens de havde sex, og at hun som følge deraf blev bortvist fra sin skole og taget med på politistationen, hvor hun opholdt sig i 2 dage, inden moren betalte for at få hende fri. Disse oplysninger fremgår imidlertid ikke af ansøgerens asylskema. I tilknytning hertil bemærkes det yderligere, at det ikke forekommer overbevisende, at politiet – som således var bekendt med ansøgerens seksualitet og relationen til [A] – opsøgte hendes mor, fordi [A] i [efteråret] 2023 fortalte dem om forholdet. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgerens forklaring til udlændingemyndighederne [i sommeren] 2024 om, at der er udstedt en arrestordre på hende, heller ikke er fremkommet tidligere og derfor også må anses for at være udbyggende, ligesom der heller ikke er fremlagt dokumentation herfor. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren under samtalen med udlændingemyndighederne [i sommeren] 2024 har oplyst, at hun ikke har benyttet dating-apps i Danmark, hvilket hun imidlertid modificerede, da hun blev forelagt dokumentation herom fra sin telefon. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring og de i øvrigt fremlagte oplysninger først har opsøgt LGBT-miljøet i Danmark, efter hun har indgivet ansøgning om asyl. Disse oplysninger, herunder udtalelsen fra [en LGBT+-organisation i Danmark], kan derfor heller ikke begrunde, at der meddeles asyl. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter i det hele ansøgerens forklaring om sin seksualitet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2025/4/flfr

iran202524

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et mindreårigt barn fra Iran. Indrejst i 2021.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren er født muslim, men bekender sig ikke længere til islam, og betragter sig selv som ateist.Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er bange for, at hendes familie vil tvangsgifte hende til hendes [familiemedlem A] eller slå hende ihjel, hvis hun nægter. Ansøgeren blev i 2015 gift i Irak med sin nuværende ægtefælle. Hendes familie har efterfølgende forsøgt at presse hende til at blive skilt fra hendes herboende ægtefælle, idet familien ønskede, at hun i stedet skulle gifte sig med [familiemedlem A]. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes ægtefælles familie i Iran er blevet opsøgt af hendes familie, hvor ansøgerens familie fremsagde trusler rettet mod ansøgeren. Hendes [familiemedlem A] og hans familie har også opsøgt ansøgerens ægtefælles familie i Iran. Derudover frygter hun sin familie, idet hun er udrejst af Iran uden deres samtykke. Videre har ansøgeren som asylmotiv gjort gældende, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle har opholdstilladelse som flygtning i Danmark, og at hun frygter, at de iranske myndigheder vil fabrikere en sag mod hende og eventuelt arrestere hende på baggrund af hendes ægtefælles konflikt med de iranske myndigheder. Endelig har ansøgeren på vegne af sit mindreårige [barn], [B], som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at [B] vil blive tvangsfjernet og tvangsopdraget i forbindelse med en anholdelse eller indrejse i Iran, eftersom det i Iran er strafbart at få et barn uden for ægteskab, og at ansøgeren ikke over for de iranske myndigheder kan dokumentere, at [barnet B] er et født inden for ægteskab. Indledningsvis bemærkes det, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2022 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med sin familie og [familiemedlem A],kan Flygtningenævnet fortsat ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrunde konflikt med disse. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt eller sandsynligt, at ansøgers forældre efter ansøgers ægteskab igennem 7 år med sin herboende mand, [C], pludselig skulle ønske at slå ansøgeren ihjel, fordi det i en årrække ikke var lykkedes ægtefællen at blive familiesammenført med hende, og fordi de ønskede, at ansøgeren skulle lade sig skille og i stedet skulle giftes med [familiemedlem A]. Nævnet har herved også henset til, at ansøgerens familie billigede og accepterede forlovelsen, godt kunne lide ansøgerens ægtefælle, at ansøgerens mor deltog i brylluppet i Irak, og at ansøgerens forældrene flere gange i perioden 2015-2021 lod ansøgeren rejse alene fra Iran til Irak for at mødes med ægtefællen. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at ansøgeren frygter, at hendes [barn], [B], der er født [i Danmark i sommeren] 2022, vil blive tvangsfjernet, såfremt ansøgeren måtte blive arresteret ved sin indrejse i Iran på grund af ansøgerens konflikt med sin familie og [familiemedlem A], eller fordi [barnet] vil blive betragtet som bastard og vantro, fordi ansøgeren ikke kan bevise, at [barnet] er født inden for ægteskab, kan nævnet fortsat ikke lægge ansøgerens asylmotiv herom til grund. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Flygtningenævnet har afvist ansøgerens konflikt med sin familie og [familiemedlem A]. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at ansøgerens familie skulle have til hensigt at give de iranske myndigheder oplysninger om ægteskabet. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren er gift med [B’s] far, [C], og at hun i sin ansøgning af [foråret] 2022 til Udlændingestyrelsen om familiesammenføring har fremlagt en kopi af vielsesattest og af [barnets] civilattest, hvoraf fremgår, at ansøgeren og [C] er [barnets] forældre. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun eller hendes [barn] ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. l, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, af den grund. Vedrørende ansøgeren asylmotiv om, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive asylretligt forfulgt på grund af sin ægtefælle, [C’s], forhold, fremgår det af sagens oplysninger, at ægtefællen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2007. Baggrunden herfor var, at ansøgerens ægtefælle i 2006 efter opdrag fra [sit familiemedlem D], der sympatiserede med KDP-partiet, havde forsøgt at smugle 2 mænd over den iransk/irakiske grænse, hvilket ikke lykkedes. Derefter skulle hans [familiemedlem D] og [familiemedlem E] være blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder. Det fremgår endvidere af akterne fra ansøgerens ægtefælles asylsag, at han ikke har været hverken medlem af eller i øvrigt aktiv i KDP-partiet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ægtefællens forældre fortsat bor i Iran og ikke har oplevet opsøgninger eller i øvrigt problemer med myndighederne. I perioden 2015-2021 udrejste ansøgeren adskillige gange legalt af Iran sammen med ansøgerens svigerforældre, uden at de oplevede problemer af nogen art med myndighederne, selv om de viste deres iranske nationalitetspas. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun eller hendes [barn] som følge af ægtefællens forhold er i en afledt asylbegrundende situation. De generelle forhold i Iran kan ikke i sig selv være asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren eller [barnet B] ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. l, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Iran/2025/24/sael

soma20258

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2000.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somalier og sunni-muslim. Ansøgerens forældre er fra Mogadishu, og ansøgeren er somalisk statsborger, født i Nairobi, Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab eller slået ihjel. Han har endvidere henvist til, at han risikerer forfølgelse, idet hans far er [en kendt kunstner]. Ansøgeren har herudover henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive betragtet som vestliggjort m.v. Han har endelig henvist til, at han frygter den generelle situation i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren telefonisk kontaktede sin fars [familiemedlem], [A], i Somalia, fordi ansøgeren planlagde at rejse til Somalia. Ansøgeren kendte ikke [A], men ansøgeren fik telefonnummeret af sin far. [A] truede ansøgeren med, at ansøgeren vil blive en del af al-Shabaab ligesom [A]. [A] oplyste, at der er mange, som er en del af al-Shaabab, og han var truende i tonen og sagde blandt andet, at han ville vente på ansøgeren i lufthavnen, og at ansøgeren bare kunne vente og se, hvad der ville ske, når han kom til Somalia. [A] ringede tilbage til ansøgeren et par gange, hvor ansøgeren ikke svarede. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at ansøgerens far er en [meget berømt kunstner, og at udøvelsen heraf er problematisk]. [Beskrivelse af ansøgerens fars kunstudøvelse], og han er kendt inden for somalisk kultur. Ansøgeren har endelig til støtte for frygten for at vende tilbage oplyst, at han har været i Danmark næsten hele sit liv, og at han er opvokset i Danmark med den danske kultur. Ansøgeren taler ikke godt somali, han har en anden mentalitet, han har store synlige tatoveringer, og de vil se ham som vantro i Somalia. Hjemsendte somaliere, som har et vestligt udseende, en vestlig adfærd og tankegang opfattes som frafaldne muslimer og for at have forbrudt sig imod islamiske regler og somaliske skikke. Den danske medieomtale af ansøgeren og hans familiemedlemmer bidrager til en øget profilering af ansøgeren, idet myndighedspersoner og andre i Somalia vil blive gjort bekendt med ansøgerens domme for kriminalitet, som han har fået i Danmark. Dette medfører en yderligere risiko for, at han vil blive betragtet som vestliggjort. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om,at han frygter at blive rekrutteret af al- Shabaab,kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens asylmotiv herom til grund, idet hans asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret væsentlig udbyggende om sine asylmotiver og konflikter i Somalia. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2023/2024], hvor ansøgeren frafaldt sin ansøgning om asyl, forklarede ansøgeren, at han alene frygtede de generelle forhold i Somalia. Først til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2024 oplyste ansøgeren, at han havde fået en konflikt i Somalia, idet han ca. 1,5 måned forud for samtalen havde været i kontakt med et hidtil ukendt familiemedlem i Somalia, farens [familiemedlem], [A], som ansøgeren oplyste var medlem af al-Shabaab, og som havde udsat ansøgeren for trusler. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at det fremstår påfaldende og usandsynligt, at ansøgerens far skulle sætte ansøgeren personligt i kontakt med et familiemedlem, som faren vidste, var medlem af al-Shabaab, og som faren i øvrigt selv havde en personlig konflikt med. Derudover har nævnet lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgeren, der på det tidspunkt var frihedsberøvet i et dansk fængsel, hvor indsatte ikke har adgang til en telefon, skulle være kommet i besiddelse af en iPhone med et Lebara sim-kort, som han har kunnet benytte til at afgive og modtage opkald i fængslet, herunder flere opkald til Somalia, uden at dette er blevet opdaget af Kriminalforsorgen. Endelig kommer, at ansøgeren ikke under samtalen med Udlændingestyrelsen ønskede at fremvise sin telefon for at dokumentere sin kontakt med Somalia, men blot henviste til, at hans ord måtte være tilstrækkeligt bevis. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om,at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab afledt af farens forhold som følge af [ansøgerens fars kunstneriske virke],kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgerens asylmotiv herom til grund. Hverken under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2023/2024] eller til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2024 oplyste ansøgeren om dette asylmotiv. Først under asylsamtalen [i foråret] 2024 oplyste ansøgeren udbyggende, at han nu også frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab på grund af hans fars forhold. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke er bekendt med konkrete trusler rettet imod sin far, og at ansøgerens far udrejste fra Somalia for over 25 år siden. Derudover lægger nævnet vægt på, at ansøgeren blandt andet har forklaret, [beskrivelse af ansøgerens fars kunstneriske aktiviteter, og konstatering af at ansøgeren har et begrænset kendskab hertil]. Dertil kommer, at det af ansøgerens fars asylakter fremgår, at faren ikke i forbindelse med sin ansøgning om asyl har påberåbt sig dette som asylmotiv. Da ansøgeren hverken har sandsynliggjort, at faren skulle være [kendt kunstner] eller i øvrigt på nogen måde er profileret i Somalia, hvorfra han udrejste for over 25 år siden, er der ikke nogen konkrete holdepunkter for at antage, at farens [kunstneriske virke] vil være et problem for ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en individuel asylbegrundende konflikt med [A] og al-Shabaab, eller andre, heller ikke afledt af ansøgerens fars tidligere [kunstneriske virke] i Somalia. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om,at han i Somalia frygter at blive udsat for overgreb eller forfølgelse som følge af sin europæiske adfærd, tatoveringer og europæiske påklædning, finder nævnet ikke, at dette kan begrunde asyl. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia vil være en uprofileret ung mand. Nævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han er opvokset i en somalisk familie i Danmark, at han taler og forstår en smule somali, at han er muslim, og at han forud for sin fængsling jævnligt tog i moskeen om fredagen. Det må derfor lægges til grund, at ansøgeren har et grundlæggende kendskab til kulturen og til islam. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at personer, der opfattes som prægede af vestlig kultur mv., måske kan blive udsat for socialt pres og stigma, men at der ikke er grundlag for at antage, at de vil blive udsat for egentlige overgreb eller forfølgelse. Derfor vurderer nævnet, at ansøgeren ikke er uden forudsætninger for at kunne bosætte sig i Somalia uden at påkalde sig særlig opmærksomhed. Det forhold, at ansøgeren har flere tatoveringer, og at han i flere artikler har været omtalt i [dansk avis] i forbindelse med begået kriminalitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om,at han frygter de generelle forhold Somalia, herunder som følge af tilstedeværelsen af al-Shabaab, kan disse ikke sig selv begrunde asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder ''PGN (Political Geography Now), Somalia Control Mop, 17 January 2023", at Mogadishu er under myndighedernes kontrol. Af rapporten fra Landinfo "Reaksjoner mot personer som mistenkes for tilknytning til al-Shabaab" udgivet 2. december 2022, fremgår det videre, at al-Shabaab er i stand til at udføre angreb i Mogadishu til trods for, at myndighederne kontrollerer byen, men at angrebene hovedsageligt er rettet mod militære eller civile embedsmænd. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren ikke kan få asyl Danmark efter udlændingelovens§ 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Soma/2025/8/sael

afgh202517

Nævnet meddelte i maj 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2011/2012] din klient, den afghanske statsborger [navn], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev senest forlænget [i vinteren 2024/2025] med gyldighed til [vinteren 2026/2027]. Ved henvendelse [i efteråret] 2024 har du anmodet om, at din klient meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Du har i den forbindelse henvist til, at Taliban har overtaget magten i Afghanistan, og at din klient ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse som følge af sit mangeårige ophold i Danmark, hvorved han er blevet vestliggjort, samt som følge af sin etnicitet. Flygtningenævnet har anset din henvendelse [fra efteråret] 2024 som en anmodning om genoptagelse af ansøgerens asylsag, der blev endeligt afgjort af Flygtningenævnet ved nævnets beslutning [i vinteren 2011/2012]. Flygtningenævnet har endvidere besluttet at behandle sagen ved formanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan efter nævnets afgørelse [i vinteren 2011/2012] har udviklet sig betydeligt, navnlig som følge af Talibans magtovertagelse i medio august 2021. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til rapporten ”Afghanistan – Country Focus” udgivet af European Union Agency for Asylum (EUAA) i november 2024. Da Flygtningenævnet ved sin afgørelse [i vinteren 2011/2012] meddelte din klient opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af en konflikt med Taliban, og henset til Talibans efterfølgende magtovertagelse i Afghanistan samt karakteren og intensiteten af den pågældende konflikt, opfylder din klient nu betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at din klient [navn] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Afgh/2025/17/CARA OK-RASMUS

dub-schw20252

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtageforhold for asylansøgere i Schweiz. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Schweiz er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Schweiz, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Med hensyn til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle modtageforhold og levevilkår for asylansøgere i Schweiz henviser Flygtningenævnet til AIDA’s rapport Country Report: Switzerland, 2023 Update, juli 2024, side 92, hvor følgende blandt andet er anført: “Emergency aid is however an unconditional right for everyone present on Swiss territory and unable to provide for themselves. The exclusion from social assistance has no impact on the entitlement to emergency aid. This means that every asylum seeker (even dismissed or rejected) should find an accommodation place during their stay in Switzerland and be able to provide for their own (basic) needs. However, reception conditions are very critical under the emergency aid scheme, with several cantons making use of underground civil protection centres (so-called bunkers) originally conceived for the protection of civil population in case of armed conflict or other types of emergency but are used as emergency aid shelters.“ Ligeledes er det på side 109 i rapporten anført at: “According to national law, access to health care must be guaranteed for asylum seekers during the entire procedure and even after dismissal or rejection of the application under the regime of emergency aid.” Flygtningenævnet finder, at der - uanset de nævnte oplysninger om modtageforholdene i Schweiz - ikke er grundlag for at antage, at de schweiziske myndigheder ikke vil behandle klageren i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Det bemærkes hertil, at Schweiz har tiltrådt både Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren ikke vil tilbage til Schweiz, idet han fik problemer, mens han var i landet, herunder at han så mange [statsborgere fra klagerens hjemland] i Schweiz, som han frygter og er bange for, samt at han ikke havde det godt i Schweiz og ikke kunne lide at være på asylcenteret. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de schweiziske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren henvises til at rette henvendelse til de relevante schweiziske myndigheder om eventuelle kriminelle forhold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2025/2/lnk

afgh202518

Nævnet hjemviste i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/19/ajni. Indrejst i 2009. Statusændringssag.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk afghaner og muslim fra [by], [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2009, og at han [i foråret] 2010 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens opholdstilladelse er senest blevet forlænget – under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser – ved den påklagede afgørelse af [foråret] 2024. Klageren har [i foråret] og [i sommeren] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Klagerens advokat har under mødet i Flygtningenævnet præciseret, at der nedlægges påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, således at opholdstilladelse ikke begrundes i Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i overensstemmelse med sit oprindelige asylmotiv frygter [sit familiemedlem], særligt nu da klageren har boet i Danmark i mange år og [familiemedlemmet] derfor ikke vil anse klageren for værende en rigtig muslim. Klageren har videre oplyst, at hans tilstand har ændret sig, idet han er meget påvirket af [nærmere beskrivelse af hændelsesforløb]. Klageren har fremlagt dokumentation for, at han har [psykiske lidelser] efter [hændelsen]. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2024 er behæftet med sådanne væsentlige begrundelsesmangler, at afgørelsen er ugyldig, og at sagen som følge heraf må hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i begrundelsen – der ligesom selve afgørelsen er dateret [i foråret] 2024 – har anført, at styrelsen har foretaget en vurdering af, om grundlaget for klagerens opholdstilladelse fortsat er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har herefter vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Styrelsen konkluderer, at ”betingelserne for at nægte at forlænge din opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.” Udlændingestyrelsen har imidlertid ikke i noget omfang i afgørelsen henvist til de bestemmelser i udlændingeloven, der nærmere regulerer spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelse, herunder udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, om svig. Udlændingestyrelsen har heller ikke i relation til vurderingen af, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, henvist til sit hjemmelsgrundlag (udlændingelovens § 19 a, stk. 1). Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen som en del af afgørelsen ([sidetal]) har vedlagt det, der fremstår som et standardafsnit om de retsregler, styrelsen har anvendt. Der henvises heri til en lovbekendtgørelse med seneste ændring ved lov nr. 1575 af 12. december 2023. Dette er imidlertid ikke korrekt, idet der på afgørelsestidspunktet [i foråret] 2024 var sket yderligere ændringer i loven, herunder i § 11, stk. 2, 2. pkt. Det bemærkes endvidere, at der i standardafsnittet om retsreglerne anføres en ordlyd af udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt., som ikke har været gældende siden en lovændring i 2020. Flygtningenævnet finder endvidere, at Udlændingestyrelsen i vurderingen af angivelige divergenser i klagerens oplysninger/forklaringer ikke i fornødent omfang har inddraget den omstændighed, at klageren kom til Danmark i 2009, og at der således er gået ca. 15 år, da han forklarede, hvad der efter Udlændingestyrelsens opfattelse er nyt i forhold til de oprindelige oplysninger. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at Udlændingestyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af væsentlige begrundelsesmangler og manglende inddragelse af relevante momenter. Flygtningenævnet ophæver herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, og sagen hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.Løbenummer: Afgh/2025/18/ajni

afgh202519

Nævnet hjemviste i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/18/ajni. Indrejst i 2022.  Flygtningenævnetudtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [muslim] fra [by] i [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [familiemedlem A], der er et højtstående medlem af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hans far og [familiemedlem A] har en konflikt, idet [nærmere beskrivelse af asylmotiv]. [Familiemedlem A] har også truet ansøgerens far flere gange over telefonen. Sagen er blevet sambehandlet med ansøgerens [familiemedlem B´s] asylsag. Flygtningenævnet har i ansøgerens [familiemedlem B´s] sag d.d. truffet afgørelse om ophævelse af Udlændingestyrelsens afgørelse og hjemvist sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. På denne baggrund og henset til sammenhængen mellem de to sager samt det forhold, at Udlændingestyrelsen i begrundelsen i ansøgerens sag lægger til grund og inddrager, at ansøgerens [familiemedlem B] har forklaret divergerende om sit asylmotiv og udvist svig i den forbindelse, finder Flygtningenævnet, at også ansøgerens sag bør hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder således, at sagerne har en sådan indbyrdes sammenhæng, at de fortsat bør behandles sammen. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.Løbenummer: Afgh/2025/19/ajni

arme20255

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 1999. Ansøgerne er etniske armenere og kristne fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at den mandlige ansøger vil blive idømt fængselsstraf for at være udeblevet fra indkaldelse til militæret. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han har aftjent militærtjeneste i to år, da han var 18-20 år gammel. Han blev efterfølgende to gange indkaldt til militæret. Ansøgeren blev indkaldt første gang, mens han opholdt sig i Armenien, hvorfor han kort efter udrejste til Rusland. Ansøgerens familie i Armenien blev efterfølgende opsøgt for at lede efter ansøgeren, som på det tidspunkt opholdt sig i Rusland. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter repressalier fra lokalbefolkningen, fordi hun tidligere har oplyst til de danske myndigheder, at hun var aserbajdsjansk statsborger. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hendes ægtefælle vil blive indkaldt til militæret. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til sine helbredsmæssige forhold samt tilknytningen til sin [19-22-årige] hjemmeboende søn, som er afhængig af hende. Den mandlige ansøger. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens generelle troværdighed er alvorligt svækket af, at han har afgivet bevidst urigtige oplysninger overfor de danske asylmyndigheder om sin identitet og nationalitet med henblik på at opnå asyl, da han i 1999 indrejste i Danmark. Ansøgeren har således oprindelig oplyst at være aserbajdsjansk statsborger, på hvilket grundlag han opnåede opholdstilladelse som udsendelseshindret. Nævnet lægger efter ansøgerens nu afgivne forklaring om sin identitet til grund, at han er armensk statsborger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han skulle være eftersøgt af de armenske myndigheder, eller at han i øvrigt har nogen konflikt med de armenske myndigheder. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre sammenhængende og detaljeret om sine indkaldelser til militæret, og at han har forklaret forskelligt om, hvornår myndighederne angiveligt har opsøgt ham på hans bopæl i Armenien. Ansøgeren har således til sin asylsamtale [i efteråret] 2023 oplyst, at hans bopæl blev opsøgt i begyndelsen af 1993, hvilket han under samtalen rettede til 1994, fordi han kunne huske, at hans datter [A] på daværende tidspunkt var 2 år gammel. Efter at være blevet foreholdt, at [A] er født i 1996, har han forklaret, at han ikke er sikker på tidspunktet, men at han kan huske, at han havde forladt Armenien, da opsøgningen fandt sted. Til samme asylsamtale har ansøgeren videre oplyst, at det var hans mor, som så et billede af ham på en tavle over eftersøgte personer. Til sin tidligere asylsamtale [i foråret] 2021 har ansøgeren imidlertid oplyst, at det var hans søstre, som havde set et billede af ham blandt billeder af eftersøgte personer. Det kan ikke føre til nogen ændret vurdering, at ansøgeren herefter har forklaret, at det først var hans mor, som så billedet af ham, og at hans søstre efterfølgende så det. Ansøgeren har til asylsamtalen [i efteråret] 2023 videre oplyst, at det var omkring 4-5 måneder forud for denne asylsamtale, at hans søster fortalte ham, at han stadig var eftersøgt, men at han i tiden efter 1997 indtil hans søsters oplysning i 2023 ikke har fået andre oplysninger om sagen. Til sin asylsamtale [i foråret] 2023 oplyste ansøgeren imidlertid, at han omkring 6-7 år tidligere havde talt med sin søster om, at de havde set et billede af ham blandt eftersøgte personer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer i væsentlig grad adskiller sig fra hinanden, særligt hvad angår, hvornår han talte med sin familie om, at han var eftersøgt. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at han angiveligt har været eftersøgt af myndighederne i Armenien siden i hvert fald omkring midten af 90’erne, ikke stemmer overens med den omstændighed, at ansøgeren i 1999 fik udstedt et armensk nationalitetspas. Det samme gælder det forhold, at ansøgeren indgik et registreret ægteskab i Armenien med sin ægtefælle i 1995. Hertil kommer, at ansøgerens familie i Armenien ikke på noget tidspunkt har oplevet problemer på grund af ansøgerens forhold, og at ansøgerens døtre har været i stand til at rejse til Armenien uden at opleve problemer. Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret usammenhængende og undvigende på spørgsmål om, hvornår han blev bekendt med indkaldelserne til militæret, ligesom han har forklaret divergerende om, hvornår han og hans ægtefælle udrejste fra Armenien. Ansøgeren har således forklaret, at han og ægtefællen rejste tilbage fra Rusland til Armenien, hvor de holdt sig skjult i 1-1½ måned, mens de fik ordnet deres udrejsepapirer, mens ansøgerens ægtefælle har forklaret, at hun og ansøgeren opholdt sig omkring 1 år i Armenien inden de udrejste. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets sammenfattende vurdering, at ansøgerens forklaring om sin påståede eftersøgning forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet er ved denne vurdering opmærksom på, at ansøgerens oplysninger om tidspunkter for forskellige hændelser naturligt må ses i lyset af, at der er tale om hændelser, der ligger omkring 30 år tilbage i tiden, men ansøgerens usammenhængende tidsangivelser skal på den anden side også ses i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed er alvorligt svækket af, at han har oplyst falsk identitet og nationalitet over for de danske asylmyndigheder. Flygtningenævnet afviser således ansøgerens forklaring om, at han skulle være efterstræbt af de armenske myndigheder som følge af, at han for omkring 30 år siden skulle være udeblevet fra en indkaldelse til militærtjeneste. Med hensyn til indkaldelse til militærtjeneste lægger Flygtningenævnet vægt på, at indkaldelse til militærtjeneste ikke i sig selv er et forhold, der kan begrunde asyl. Hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i en alder af [55-60] år skulle være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste i Armenien. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke aktuelt er krig eller krigshandlinger i Armenien, og at der ikke foreligger en situation med militær undtagelsestilstand eller generel mobilisering i Armenien. Endvidere fremgår det af baggrundsoplysninger, at der i forbindelse med en krigstilstand i 2020 blev indført en militær undtagelsestilstand med en generel mobilisering, men hvor alene mænd under 55 år blev indkaldt. På denne baggrund vurderer Flygtningenævnet, at der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Armenien. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at socioøkonomiske forhold, herunder forhold vedrørende økonomi og helbred, ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering af sagen konkluderer nævnet, at ansøgeren ikke kan få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Den kvindelige ansøger. Som også anført vedrørende den mandlige ansøger bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er alvorligt svækket af, at hun har afgivet bevidst urigtige oplysninger overfor de danske asylmyndigheder om sin identitet og nationalitet med henblik på at opnå asyl, da hun i 1999 indrejste i Danmark. Ansøgeren har således oprindelig oplyst at være aserbajdsjansk statsborger, på hvilket grundlag hun opnåede opholdstilladelse som udsendelseshindret. Nævnet lægger efter ansøgerens nu afgivne forklaring om sin identitet og forhold til grund, at hun er armensk statsborger, men kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har til sin asylsamtale [i efteråret] 2023 oplyst, at hun ikke frygter den armenske befolkning, men at hun ikke ved, hvordan det vil være for hende at vende tilbage til Armenien efter så mange år. Hun er bange for, at hun ikke vil blive betragtet som en etnisk armener, og at hun vil få problemer, fordi hun har oplyst at have en aserbajdsjansk nationalitet, da hun i 1999 søgte om asyl i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft en konflikt med hverken de armenske myndigheder eller den armenske befolkning. Det forhold, at hun i forbindelse med sin ansøgning om asyl i Danmark for omkring 25 år siden har oplyst, at hun havde en aserbajdsjansk nationalitet, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Med hensyn til ansøgerens frygt for, at hendes ægtefælle ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, henviser nævnet til begrundelse i afgørelsen for så vidt angår hendes ægtefælle. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens helbreds- og familiemæssige forhold, herunder hendes tilknytning til sin [19-22-årige] hjemmeboende søn, eller andre socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering konkluderer Flygtningenævnet på denne baggrund, at der ikke kan meddeles ansøgeren asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Begge ansøgere. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: arme/2025/5/clu

ugan20256

Nævnet hjemviste i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2022. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Det fremgår af sagen, at der på ansøgerens mobiltelefon er fundet mere end 1.900 fotos og videoer. Af sagens akter fremgår, at Udlændingestyrelsen til sagen har fremlagt omkring 50 fotos udlæst fra ansøgerens mobiltelefon, som er udvalgt af Udlændingestyrelsen. Der er intet oplyst omkring kriterierne for denne udvælgelse og Udlændingestyrelsens repræsentant kunne ikke oplyse nærmere herom. Ansøgeren har på nævnsmødet gjort gældende, at der på ansøgerens mobiltelefon findes mange fotos og videoer af homoseksuel karakter. Ansøgeren har på mødet oplyst, at han havde indtryk af, at det ikke var relevant. Uanset det forhold, at ansøgeren og dennes tidligere eller nuværende advokat burde have problematiseret dette på et tidligere tidspunkt og anmodet Udlændingestyrelsen om en redegørelse for kriterierne for udvælgelsen af fotos, eller ved en gennemgang af fotos og videoer med ansøgeren selv at have fremhævet fotos til ansøgerens sag, finder Flygtningenævnet, uanset det til sagen i øvrigt oplyste, at sagen i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens påstand bør hjemvises til fornyet behandling.Løbenummer: ugan/2025/6/lafal

afgh202520

Nævnet ændrede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og shiamuslim. Klageren er født i [landsby A], [provins A] i Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2011, og at han [i vinteren 2011/2012] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er senest blevet forlænget [i vinteren 2024/2025] med udløb [i foråret] 2027. Klageren har [i sommeren] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han i Afghanistan har været udsat for trusler på livet fra sine fætre og Taliban. Han frygter af denne grund at vende tilbage. Han har derudover oplyst, at han er etnisk hazara, ligesom hans datter og ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved formanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2011/2012] har udviklet sig betydeligt, navnlig som følge af Talibans magtovertagelse medio august 2021. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til rapporten ”Afghanistan – Country Focus” udgivet af European Union Agency for Asylum (EUAA) i november 2024. Flygtningenævnet har efter Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [vinteren 2011/2012] samt resolution om forlængelse af opholdstilladelse af [foråret] 2019 lagt til grund, at styrelsen i sin afgørelse af [vinteren 2011/2012] har meddelt klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, blandt andet på baggrund af klagerens konflikt med et familiemedlem med stærk tilknytning til Taliban, idet han var [officer] for Taliban. Henset til Talibans magtovertagelse i Afghanistan opfylder klageren betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2011/2012], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/20/sahe

§29b-tysk20253

Nævnet stadfæstede i maj og 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren i Tyskland forsat boede på et asylcenter efter at være blevet meddelt opholdstilladelse, at han ikke havde mulighed for at få en bolig, arbejde eller en varig løsning, samt at han var udsat for hadforbrydelser og diskriminering grundet sin seksualitet. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland fra [sommeren]2024 til  [vinteren 2024/2025], og at han fortsat har status som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren, der efter det oplyste ikke lider af væsentlige helbredsmæssige problemer, har oplyst om forhold, der kan begrunde, at Tyskland efter en konkret vurdering ikke kan tjene som første asylland. Det af klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren efter at være blevet meddelt opholdstilladelse i Tyskland, forsat boede på et asylcenter, hvor han var udsat for hadforbrydelser og diskrimination grundet sin seksualitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til myndighederne i anledning af den chikane og den diskrimination, som han har oplyst at have oplevet i Tyskland. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hans tidligere henvendelser ikke er blevet behandlet seriøst af de tyske myndigheder, og nævnet finder, at klageren må henvises til at indgive en klage til de relevante tyske myndigheder, herunder eventuelt overordnede tyske myndigheder, såfremt han efter en overførsel til Tyskland måtte opleve problemer. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”Løbenummer: § 29 b-Tysk/2025/3/ajni

dub-tysk202513

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Tyskland boede i et telt samt ikke blev indkaldt til samtale med de tyske myndigheder og dermed ikke fik mulighed for at fortælle om sin konflikt i Albanien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Tyskland. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Tyskland som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens subjektive frygt for ikke at få en retfærdig asylsagsbehandling i Tyskland. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2025/13/sahe

dub-pole20253

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtageforholdene i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen.Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Polen risikerer at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet henviser herved til rapporten AIDA, Country Report: Poland udgivet i juni 2024, som Udlændingestyrelsen også har henvist til, hvoraf det fremgår af side 87, at frihedsberøvelse af asylansøgere sker, når alternativer til frihedsberøvelse ikke kan benyttes, og hvis frihedsberøvelsen har et konkret formål i henhold til gældende lovgivning. Det skal hertil bemærkes, at klageren efter det oplyste ikke har været frihedsberøvet i Polen. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens asylsag kan blive afvist som inadmissable, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Der henvises herved til den nævnte rapports side 36, hvoraf det fremgår, at det er udgangspunktet, at det alene er i de tilfælde, hvor klageren indrejser til en anden medlemsstat og ikke indrejser tilbage til Polen inden for 9 måneder, at sagen ikke vil blive vurderet efter den almindelige procedure om realitetsbehandling. Ansøgning indgivet efter 9 måneders fristen vil blive betragtet som en efterfølgende ansøgning og være underlagt en procedure for vurdering af, om ansøgningen kan behandles. Det bemærkes hertil, at klageren udrejste af Polen tre uger efter, at han indgav ansøgning om asyl i Polen. Klageren kan derfor på nuværende tidspunkt anmode om at få genoptaget sin asylsag i Polen, da der på nuværende tidspunkt ikke er gået mere end 9 måneder. Det forhold, at klageren har en herboende bror, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er tale om en relation, som er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Der foreligger heller ikke et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes bror, som er omfattet af forordningens artikel 16, stk. 1. Flygtningenævnet finder fortsat, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen, idet Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det af AIDA, Country Report: Poland udgivet i juni 2024, side 71, fremgår, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring, herunder også behandling for psykiske problemer. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at en udsendelse af klageren til Polen forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud herfor underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU´s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2025/3/DIEI

dub-tysk202512

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har oplyst til Udlændingestyrelsen, at han i Tyskland blev udsat for trusler, skældsord, ydmygelser, chikane, racisme og diskrimination. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Tyskland er blevet udsat for trusler, skældsord, ydmygelser, chikane, racisme og diskrimination, og at han er blevet behandlet dårligt af vagter på asylcentret og har oplevet at blive skubbet af politiet, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren må henvises til at rette henvendelse og eventuelt klage til de relevante tyske myndigheder vedrørende disse forhold. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har [helbredsmæssige problemer], og at han i Tyskland ikke var tilfreds med sundhedsbehandlingen.  Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren antages at kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at hvis der er behov derfor, må klageren henvises til at rette henvendelse og eventuelt klage til rette tyske myndighed. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Tysk/2025/12/HLWK

dub-kroa202514

Nævnet omgjorde i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Genoptaget sag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at en overførsel til Kroatien ville være i strid med Dublinforordningens artikel 3, stk. 2 samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og 5. Videre anmodede advokaten med henvisning til sagens lange sagsbehandlingstid og klagerens sårbarhed om, at klagerens asylsag skulle behandles i Danmark i medfør Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. jf. præamblens punkt 17. Derudover henviste advokaten subsidiært til, at afgørelse af sagen skulle udsættes med henblik på en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen vedrørende seks måneders fristen for overførsel i Dublinforordningens artikel 29 samt kravene til indholdet af en individuel garanti. Mere subsidiært havde advokaten endelig anmodet om, at sagen skulle udsættes med henblik på afgørelsen af sag C-560/23, Tang, der verserer ved EU-Domstolen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen fremsendte klagerens sag til Flygtningenævnet [i foråret] 2023. Herefter, og med henvisning til Flygtningenævnets koordinationsudvalgs beslutning af 12. maj 2025 vedrørende verserende sager om overførsel til Kroatien i medfør af Dublinforordningen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af blandt andet sagens karakter og forløb samt hensynet i Dublinforordningen om hurtig ansvarsfastlæggelse, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet omgør på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2023 i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, således at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet skal beklage det lange samlede sagsforløb, som nævnets mere overordnede overvejelser har medført. ” Dub-Kroa/2025/14/sael   

dub-pole20254

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren frygter, at han vil blive konfronteret af en gruppe, som vil tage hans dokumenter, og tvinge ham til at rejse tilbage til [sit hjemland for at deltage i krigshandlinger]. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han frygter at blive konfronteret af personer fra grupperinger i Polen, som vil tage hans dokumenter og sende ham til [sit hjemland for at deltage i krigshandlinger], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet bemærker, at asylsystemet i Polen ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang kan opleve problemer med at få adgang til asylproceduren. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han er sund og rask. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2025/4/clu

dub-nede20253

Nævnet omgjorde i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens mindreårige børn har opholdstilladelse og opholder sig i Danmark samt klagerens tilknytning til Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at Nederlandene har indledt en sag om international beskyttelse af klageren, og at klageren derefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag blev færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Nederlandene har [i efteråret] 2024 i overensstemmelse hermed accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at hans asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at han har så stærk en tilknytning til sine herboende børn, at det vil være i overensstemmelse med hensynet til familiens enhed og hensyn til børnenes tarv, at klagerens asylsag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17 samt præamblens punkt 17, artikel 6, stk. 1, og præamblens punkt 13 sammenholdt med børnekonventionens artikel 3 og artikel 9. Flygtningenævnet bemærker, at spørgsmålet i sagen er, om der er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Nederlandene, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at der eksisterer et familieliv mellem klageren og børnene. Familielivet blev dels etableret i [klagerens hjemland] men siden 2013 også i Danmark, hvor to af børnene er født. Klageren har således sine tre børn i Danmark, som han har en meget tæt tilknytning til, og som han frem til sin udrejse til Nederlandene har været primær omsorgsperson for sammen med sin tidligere ægtefælle. Klageren har således boet med børnene under deres opvækst og efterfølgende, da han og den tidligere ægtefælle gik fra hinanden, havde han samvær med børnene i en 7/7-ordning frem til udrejsen til Nederlandene i [vinteren 2023/2024]. Under opholdet i Nederlandene har klageren haft daglig kontakt med sine børn via Facetime, og børnene har været en uge i Nederlandene hos klagen. Endelig har klageren fra [efteråret] 2024 og indtil nu weekend-samvær med sine børn hver anden uge. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.”. Dub-Nede/2025/3/lnk

dub-tysk202514

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren lider af psykiske helbredsproblemer, og at han har to søstre i Danmark, som hjælper og støtter ham. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han lider af psykiske problemer, herunder [psykiske helbredsproblemer], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved behov må antages at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, og nævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han tidligere har modtaget behandling i Tyskland. Det forhold, at klageren har to herboende søstre, som drager omsorg for ham, når han i perioder har det skidt, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klagerens søstre ikke er omfattet af begrebet ‘familie’ i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Nævnet finder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hans to søskende, som er omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Det bemærkes, at klageren har været adskilt fra sine søstre, som ifølge det af klageren oplyste har opholdt sig i Danmark i over ti år. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17.Dub-Tysk/2025/14/Hlwk

dub-tysk202528

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og derefter var udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens tidligere oplevede overgreb, mens han var indkvarteret i Tyskland, samt hans frygt for lignende overgreb i Tyskland, og hans psykiske tilstand, der medfører, at ansøger har selvmordstanker i forbindelse med at skulle overføres til Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han har en konflikt med en privatperson i Tyskland, som forsøgte at begå overgreb på klageren, og som truede klageren på livet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med denne privatperson i Tyskland, må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens psykiske helbred og den medsendte lægejournal, hvoraf det fremgår, at klageren er vurderet med PTSD, at klageren er disponeret for skizofreni, og at klageren er vurderet psykotisk med forekomst af [blandt andet hallucinationer], kan ikke føre til en ændret vurdering.  Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ved en tilbagevenden til Tyskland vil have adgang til den relevante medicinske behandling, hvilket understøttes af, at klageren i Tyskland forud for sin udrejse til Danmark modtog medicin og havde adgang til psykiatrisk behandling. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Tysk/2025/28/EEB

iran202520

Nævnet meddelte i maj og 2025 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afganistan. Indrejst i 2014. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren er etnisk kurder, og han er født i [en flygtningelejr i], Irak. Ansøgeren har oplyst, at han er [kristen] og tilknyttet menigheder i Danmark. Ansøgeren er medlem af[politisk parti], og han har under sit ophold i Danmark været politisk aktiv, idet han har deltaget i demonstrationer for kurdernes rettigheder og demonstrationer mod de iranske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder, da han i Iran har udført aktiviteter for [politisk parti], og flere af hans familiemedlemmer er aktive medlemmer eller sympatisører af  [politisk parti]. Ansøgeren har som asylmotiv under denne genoptagelsessag navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder, da han her i landet som medlem af [politisk parti] har deltaget i partiets aktiviteter og i andre regimekritiske aktiviteter. Ansøgeren har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver fremlagt billeddokumentation og videoklip omhandlende sit medlemsarbejde for [politisk parti] og øvrige regimekritiske aktiviteter i Danmark, ligesom han har vedlagt udtalelser fra sognepræster om sit tilhørsforhold til kristendommen. Det er i første række spørgsmålet, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at der ved vurderingen af, om en asylansøgers aktiviteter sur place giver grundlag for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages en grundig gennemgang af sagens omstændigheder, jf. herved UNHCR’s Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status under the 1951 Convention and the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees. I punkt 96 hedder det:”A person may become a refugee “sur place” as a result of his own actions, such as associating with refugees already recognized, or expressing his political views in his country of residence. Whether such actions are sufficient to justify a well founded fear of persecution must be determined by a careful examination of the circumstances. Regard should be had in particular to whether such actions may have come to the notice of the authorities of the person’s country of origin and how they are likely to be viewed by those authorities.” Der er under nævnsmødet vist og gennemgået en lang række videoklip og billeder fra forskellige sociale medier. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren efter nævnets seneste afgørelse og efter demonstrationerne i Iran i kølvandet på drabet på Mahsa Amini den 16. september 2022 vedvarende har deltaget i et større antal møder, ceremonier og demonstrationer afholdt af den danske afdeling af[politisk parti], herunder som vagt, samt i en lang række øvrige demonstrationer og andre begivenheder i Danmark rettet mod det iranske styre og de iranske myndigheder. En række af demonstrationerne er afholdt ved den iranske ambassade i Danmark. Ansøgeren har delt videoklip og billeder fra disse møder og demonstrationer mv. på sine profiler på åbne sociale medier, ligesom sådanne videoklip er blevet delt via kurdiske oppositionspartier og regimekritiske nyhedsmediers sociale medier, herunder Kurd Channel, Voice of America, BBC Persian, AVATODAY, Manotoo og Iran International TV, herunder sammen med lignende demonstrationer andre steder i Europa. Ansøgeren optræder i disse indslag med synligt ansigt og som en fremtrædende deltager. Ansøgeren optræder endvidere med sit navn i artikler på [politisk partis] danske afdelings hjemmeside og i et enkelt indslag, der er delt af Kurd Channel, hvor han af [politisk parti] modtager et påskønnelsesbrev. Ansøgeren optræder i flere indslag sammen med ledende medlemmer af [politisk parti], herunder den internationale leder, der tillige er afbilledet sammen med ansøgeren på ansøgerens profilbillede på Facebook. Ansøgerens profiler på sociale medier indeholder i meget stort omfang regimekritisk materiale. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på den anførte baggrund må antages at være blevet eksponeret over for de iranske myndigheder som en modstander af styret i Iran. Dette gælder, uanset at Flygtningenævnet tidligere har lagt til grund, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv i Iran. Det tilføjes, at ansøgeren også før 2020 har haft regimekritiske aktiviteter i Danmark. Det fremgår af baggrundsoplysningerne – og er lagt til grund i Flygtningenævnets praksis – at de iranske myndigheder har både vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet. Der kan henvises til bl.a. Landinfo (Temanotat) ”Iran - Reaksjoner mot iranere i eksil” af 28. november 2022 og Landinfo (Respons) ”Iran: Overvåking av regimekritikere i utlandet som følge av ”Kvinne, liv, frihet-protestene”” af 5. juli 2023. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt, at ansøgerens regimekritiske aktiviteter i Danmark efter en samlet vurdering af deres karakter og omfang er egnede til at komme til de iranske myndigheders kendskab. Etniske kurdere med en politisk profil er i større risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb af de iranske myndigheder end andre personer, der udfører regimekritiske aktiviteter, jf. således EUAA ”Country Guidance: Iran. Common analysis and guidance note” (januar 2025), side 37f. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er således ufornødent at tage stilling til ansøgerens asylmotiv om konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2025/20

ukra20253

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er ukrainsk statsborger og kristen af trosretning. Ansøgeren er født i Tjerkasy, og har efterfølgende sammen med sin familie opholdt sig i landsbyen [A] og herefter i [land A]. Da ansøgeren var cirka 17-18 år gammel, flyttede han sammen med sine forældre og søskende til landsbyen [B], der er beliggende i Kharkiv Oblast, Ukraine. Ansøgeren boede her frem til 2014, hvor han rejste til [land B] for at arbejde. Ansøgeren har senest været i Ukraine i sommeren 2020. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, og han har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der ikke tidligere har været indkaldt til militærtjeneste, har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste og at blive dræbt eller såret under kamphandlinger. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive fængslet under forhold, der er i strid med menneskerettighederne, såfremt han nægter at udføre militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle, herunder socioøkonomiske forhold, i Ukraine. Ansøgeren har yderligere henvist til, at der ikke eksisterer et relevant og rimeligt internt flugtalternativ. Flygtningenævnet har lagt ansøgerens forklaring om hans ophold i Ukraine og udrejse til grund. Flygtningenævnet har desuden lagt ansøgerens forklaring om hans ophold i [land B] og hans udrejse herfra til grund. Af UNHCR's Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 167-174 fremgår følgende: “B. DESERTERS AND PERSONS AVOIDING MILITARY SERVICE 167. In countries where military service is compulsory, failure to perform this duty is frequently punishable by law. Moreover, whether military service is compulsory or not, desertion is invariably considered a criminal offence. The Penalties may vary from country to country, and are not normally regarded as persecution. Fear of prosecution and punishment for desertion or draft-evasion does not in itself constitute well-founded fear of persecution under the definition. Desertion or draft-evasion does not, on the other hand, exclude a person from being a refugee, and a person may be a refugee in addition to being a deserter or draft-evader. 168. A person is clearly not a refugee if his only reason for desertion or draft-evasion is his dislike of military service or fear of combat. He may, however, be a refugee if his desertion or evasion of military service is concomitant with other relevant motives for leaving or remaining outside his country, or if he otherwise has reasons, within the meaning of the definition, to fear persecution. 169. A deserter or draft-evader may also be considered a refugee if it can be shown that he would suffer disproportionately severe punishment for the military offence on account of his race, religion, nationality, membership of a particular social group or political opinion. The same would apply if it can be shown that he has well-founded fear of persecution on these grounds above and beyond the punishment for desertion. 170. There are, however, also cases where the necessity to perform military service may be the sole ground for a claim to refugee status, i.e. when a person can show that the performance of military service would have required his participation in military action contrary to his genuine political, religious or moral convictions, or to valid reasons of conscience. 171. Not every conviction, genuine though it may be, will constitute a sufficient reason for claiming refugee status after desertion or draft-evasion. It is not enough for a person to be in disagreement with his government regarding the political justification for a particular military action. Where, however, the type of military action, with which an individual does not wish to be associated, is condemned by the international community as contrary to basic rules of human conduct, punishment for desertion or draft-evasion could, in the light of all other requirements of the definition, in itself be regarded as persecution. 172. Refusal to perform military service may also be based on religious convictions. If an applicant is able to show that his religious convictions are genuine, and that such convictions are not taken into account by the authorities of his country in requiring him to perform military service, he may be able to establish a claim to refugee status. Such a claim would, of course, be supported by any additional indications that the applicant or his family may have encountered difficulties due to their religious convictions. 173. The question as to whether objection to performing military service for reasons of conscience can give rise to a valid claim to refugee status should also be considered in the light of more recent developments in this field. An increasing number of States have introduced legislation or administrative regulations whereby persons who can invoke genuine reasons of conscience are exempted from military service, either entirely or subject to their performing alternative (i.e. civilian) service. The introduction of such legislation or administrative regulations has also been the subject of recommendations by international agencies. In the light of these developments, it would be open to Contracting States, to grant refugee status to persons who object to performing military service for genuine reasons of conscience. 174. The genuineness of a person’s political, religious or moral convictions, or of his reasons of conscience for objecting to performing military service, will of course need to be established by a thorough investigation of his personality and background. The fact that he may have manifested his views prior to being called to arms, or that he may already have encountered difficulties with the authorities because of his convictions, are relevant considerations. Whether he has been drafted into compulsory service or joined the army as a volunteer may also be indicative of the genuineness of his convictions.” Udlændinge- og integrationsministerens besvarelse af 17. august 2021 af Udlændinge og Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 626 (Alm.del) af 25. juni 2021 indeholder en generel beskrivelse af asylgrundlag ved manglende aftjening af værnepligt i hjemlandet: “Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Udlændingestyrelsen, som oplyser følgende: “Udlændingestyrelsen kan indledningsvis oplyse, at indkaldelse til værnepligt eller straf som følge af militærunddragelse ikke i sig selv er asylbegrundende. Der er forskellige årsager til, at en desertering eller unddragelse fra militærtjeneste kan føre til asyl, som afhænger af ansøgerens individuelle forhold samt forholdene i hjemlandet. Denne beslutning baseres ikke alene på den pågældendes nationalitet. Der foretages altid en konkret vurdering af ansøgerens individuelle forhold i vurderingen af, om en desertering eller unddragelse er asylbegrundende. Ethvert land kan lovgive for egne borgere, og desertering eller unddragelse fra militærtjeneste vil ofte være strafbart ved lov. Straffen herfor kan variere fra land til land, men anses som udgangspunkt ikke som forfølgelse. Det kan dog være tilfældet, hvis straffen anses som uforholdsmæssig streng. Hvis personen vil blive udsat for en uforholdsmæssig streng straf på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller sine politiske anskuelser, vil forholdet være omfattet af Flygtningekonventionen. Hvis risikoen for en uforholdsmæssig streng straf ikke er omfattet af de fem forfølgelsesgrunde i Flygtningekonventionen, eller der er risiko for at afsone en straf under umenneskelige eller nedværdigende forhold, kan den pågældende efter omstændighederne meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Derudover kan desertering eller unddragelse fra militærtjeneste være asylbegrundende, hvis udførelse af militærtjeneste kræver, at en person skal deltage i militære aktioner, som strider mod dennes oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde. Det er ikke nok, at personen er uenig med sit hjemlands regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse, men hvis militæraktionen fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse anses som forfølgelse. Der kan derfor være personer, som ikke har aftjent sin værnepligt i hjemlandet, som meddeles asyl, og hvor personer fra samme land, som heller ikke har aftjent sin værnepligt, ikke meddeles asyl. Der er dog en formodning for, at personer fra visse lande kan have et asylbehov, hvis de ikke har aftjent værnepligt, da det fremgår af baggrundsoplysningerne, at landets militær begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, som man som soldat bliver tvunget til at medvirke til, eller landet anser nægtelse af at aftjene værnepligt som politisk modstand mod styret i landet. Det er pr. 15. juli 2021 tilfældet i Syrien og Eritrea. Individuelle forhold skal dog altid belyses for at vurdere asylbehovet, selv om en ansøger er fra Syrien eller Eritrea. Udlændingestyrelsen følger løbende udviklingen i Syrien og Eritrea.” Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. l, om asyl efter Flygtningekonventionen eller udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Frygten for at deltage i kamphandlinger, herunder at blive sendt til fronten, i forbindelse med aftjening af militærtjeneste er således ikke i sig selv et asylbegrundende forhold. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgerens indkaldelse til eller unddragelse af militærtjeneste konkret er forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i Flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne, som refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025], kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser i dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. l, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har tilkendegivet, at han ikke ønsker at blive mobiliseret til krigen af de ukrainske myndigheder, og at han ikke ønsker at deltage i krigen eller kamphandlinger i øvrigt, kan i lyset af oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landet den 24. februar 2022 ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter asylreglerne. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er, som beskrivelsen heraf og de anførte baggrundsoplysninger i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025] viser, meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har ved afgørelse af [vinteren 2024/2025] ikke eksplicit forholdt sig til, hvorvidt ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, uagtet at styrelsen i afgørelsen har anført, at de generelle forhold i blandt andet Kharkiv er af en sådan karakter, at tilstedeværelse i området er omfattet af EMRK artikel 3, inden styrelsen vurderede, at der forelå et sikkert og tilgængeligt internt flugtalternativ. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det forudsættes, at der forholdes til, hvorvidt ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, inden det vurderes, hvorvidt der foreligger et internt flugtalternativ. Under nævnsmødet har Udlændingestyrelsen dog tilkendegivet, at det kan lægges til grund som ubestridt, at situationen i Kharkiv Oblast på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, som udgangspunkt er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om der i ansøgerens hjemland er områder, der kan udgøre et internt flugtalternativ for ansøgeren, samt om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Flygtningenævnet tiltræder herved Udlændingestyrelsens begrundelse for, at der foreligger et internt flugtalternativ, og at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i den vestlige eller centrale del af Ukraine. Flygtningenævnet har herved desuden lagt vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder navnlig oplysningerne om hans alder, kendskab til sproget, og hans erfaring med at etablere sig uden for hans hjemområde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2025/3/MNR

ukra20252

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2024.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er ukrainsk statsborger, etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Ansøgeren er født i [land A], hvor hans far var udstationeret som officer, men er opvokset i […] Oblast, hvor han opholdt sig indtil 2017, hvor han tog til [land B] for at arbejde som [håndværker]. Efter et halvt år i [land B] rejste han tilbage til […] Oblast, hvor han opholdt sig indtil 2021, hvor han rejste til [land C] for at arbejde. Ansøgeren opholdt sig i [land C] indtil [sommeren] 2024, hvor han indrejste i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der ikke tidligere har været indkaldt til militærtjeneste, har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive fængslet under forhold, der er i strid med menneskerettighederne, såfremt han nægter at udføre militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle, herunder socioøkonomiske forhold, i Ukraine. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt ansøgerens forklaring om hans personlige forhold og asylmotiv til grund. Af UNHCR's Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 167-174 fremgår følgende: “B. DESERTERS AND PERSONS AVOIDING MILITARY SERVICE 167. In countries where military service is compulsory, failure to perform this duty is frequently punishable by law. Moreover, whether military service is compulsory or not, desertion is invariably considered a criminal offence. The Penalties may vary from country to country, and are not normally regarded as persecution. Fear of prosecution and punishment for desertion or draft-evasion does not in itself constitute well-founded fear of persecution under the definition. Desertion or draft-evasion does not, on the other hand, exclude a person from being a refugee, and a person may be a refugee in addition to being a deserter or draft-evader. 168. A person is clearly not a refugee if his only reason for desertion or draft-evasion is his dislike of military service or fear of combat. He may, however, be a refugee if his desertion or evasion of military service is concomitant with other relevant motives for leaving or remaining outside his country, or if he otherwise has reasons, within the meaning of the definition, to fear persecution. 169. A deserter or draft-evader may also be considered a refugee if it can be shown that he would suffer disproportionately severe punishment for the military offence on account of his race, religion, nationality, membership of a particular social group or political opinion. The same would apply if it can be shown that he has well-founded fear of persecution on these grounds above and beyond the punishment for desertion. 170. There are, however, also cases where the necessity to perform military service may be the sole ground for a claim to refugee status, i.e. when a person can show that the performance of military service would have required his participation in military action contrary to his genuine political, religious or moral convictions, or to valid reasons of conscience. 171. Not every conviction, genuine though it may be, will constitute a sufficient reason for claiming refugee status after desertion or draft-evasion. It is not enough for a person to be in disagreement with his government regarding the political justification for a particular military action. Where, however, the type of military action, with which an individual does not wish to be associated, is condemned by the international community as contrary to basic rules of human conduct, punishment for desertion or draft-evasion could, in the light of all other requirements of the definition, in itself be regarded as persecution. 172. Refusal to perform military service may also be based on religious convictions. If an applicant is able to show that his religious convictions are genuine, and that such convictions are not taken into account by the authorities of his country in requiring him to perform military service, he may be able to establish a claim to refugee status. Such a claim would, of course, be supported by any additional indications that the applicant or his family may have encountered difficulties due to their religious convictions. 173. The question as to whether objection to performing military service for reasons of conscience can give rise to a valid claim to refugee status should also be considered in the light of more recent developments in this field. An increasing number of States have introduced legislation or administrative regulations whereby persons who can invoke genuine reasons of conscience are exempted from military service, either entirely or subject to their performing alternative (i.e. civilian) service. The introduction of such legislation or administrative regulations has also been the subject of recommendations by international agencies. In the light of these developments, it would be open to Contracting States, to grant refugee status to persons who object to performing military service for genuine reasons of conscience. 174. The genuineness of a person’s political, religious or moral convictions, or of his reasons of conscience for objecting to performing military service, will of course need to be established by a thorough investigation of his personality and background. The fact that he may have manifested his views prior to being called to arms, or that he may already have encountered difficulties with the authorities because of his convictions, are relevant considerations. Whether he has been drafted into compulsory service or joined the army as a volunteer may also be indicative of the genuineness of his convictions.” Udlændinge- og integrationsministerens besvarelse af 17. august 2021 af Udlændinge og Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 626 (Alm.del) af 25. juni 2021 indeholder en generel beskrivelse af asylgrundlag ved manglende aftjening af værnepligt i hjemlandet: “Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Udlændingestyrelsen, som oplyser følgende: “Udlændingestyrelsen kan indledningsvis oplyse, at indkaldelse til værnepligt eller straf som følge af militærunddragelse ikke i sig selv er asylbegrundende. Der er forskellige årsager til, at en desertering eller unddragelse fra militærtjeneste kan føre til asyl, som afhænger af ansøgerens individuelle forhold samt forholdene i hjemlandet. Denne beslutning baseres ikke alene på den pågældendes nationalitet. Der foretages altid en konkret vurdering af ansøgerens individuelle forhold i vurderingen af, om en desertering eller unddragelse er asylbegrundende. Ethvert land kan lovgive for egne borgere, og desertering eller unddragelse fra militærtjeneste vil ofte være strafbart ved lov. Straffen herfor kan variere fra land til land, men anses som udgangspunkt ikke som forfølgelse. Det kan dog være tilfældet, hvis straffen anses som uforholdsmæssig streng. Hvis personen vil blive udsat for en uforholdsmæssig streng straf på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller sine politiske anskuelser, vil forholdet være omfattet af Flygtningekonventionen. Hvis risikoen for en uforholdsmæssig streng straf ikke er omfattet af de fem forfølgelsesgrunde i Flygtningekonventionen, eller der er risiko for at afsone en straf under umenneskelige eller nedværdigende forhold, kan den pågældende efter omstændighederne meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Derudover kan desertering eller unddragelse fra militærtjeneste være asylbegrundende, hvis udførelse af militærtjeneste kræver, at en person skal deltage i militære aktioner, som strider mod dennes oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde. Det er ikke nok, at personen er uenig med sit hjemlands regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse, men hvis militæraktionen fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse anses som forfølgelse. Der kan derfor være personer, som ikke har aftjent sin værnepligt i hjemlandet, som meddeles asyl, og hvor personer fra samme land, som heller ikke har aftjent sin værnepligt, ikke meddeles asyl. Der er dog en formodning for, at personer fra visse lande kan have et asylbehov, hvis de ikke har aftjent værnepligt, da det fremgår af baggrundsoplysningerne, at landets militær begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, som man som soldat bliver tvunget til at medvirke til, eller landet anser nægtelse af at aftjene værnepligt som politisk modstand mod styret i landet. Det er pr. 15. juli 2021 tilfældet i Syrien og Eritrea. Individuelle forhold skal dog altid belyses for at vurdere asylbehovet, selv om en ansøger er fra Syrien eller Eritrea. Udlændingestyrelsen følger løbende udviklingen i Syrien og Eritrea.” Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. l, om asyl efter Flygtningekonventionen eller udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Frygten for at deltage i kamphandlinger, herunder at blive sendt til fronten, i forbindelse med aftjening af militærtjeneste er således ikke i sig selv et asylbegrundende forhold. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgerens indkaldelse til eller unddragelse af militærtjeneste konkret er forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i Flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne, som refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025], kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser i dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. l, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har tilkendegivet, at han ikke ønsker at blive mobiliseret til krigen af de ukrainske myndigheder, og at han ikke ønsker at deltage i krigen eller kamphandlinger i øvrigt, kan i lyset af oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landet den 24. februar 2022 ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter asylreglerne. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er, som beskrivelsen heraf og de anførte baggrundsoplysninger i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025] viser, meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i det centrale og vestlige Ukraine, herunder forholdene i Zakarpattia Oblast, der er ansøgerens hjemområde, ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025], hvor det efter baggrundsoplysningerne bl.a. lægges til grund, at forholdene i hjemområdet på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke forekommer en reel risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Det af advokaten anførte om de faktiske forhold, hvorunder hvordan militærtjenesten i Ukraine udøves, herunder længden af militærtjenesten, samfundets opfattelse af militærunddragere samt en samlet vurdering af ansøgerens profil, baggrund og erfaringer, styrken og karakteren af hans personlige og religiøse overbevisning samt samvittighedsgrunde til at nægte at udføre militærtjeneste, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2025/2/MNR

ukra20251

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ikke-troende fra Kyiv, Kyiv oblast, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive mobiliseret til krigen, idet han er i reserven. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har modtaget indkaldelse til militæret på [familiemedlem A’s] adresse, hvor han er bopælsregistreret. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive straffet for at unddrage sig militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Ukraine som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der er sporadiske luftangreb og dermed en risiko for civilbefolkningen, selv de steder hvor der er forholdsvist roligt. Af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 167-174 fremgår følgende: “B. DESERTERS AND PERSONS AVOIDING MILITARY SERVICE 167. In countries where military service is compulsory, failure to perform this duty is frequently punishable by law. Moreover, whether military service is compulsory or not, desertion is invariably considered a criminal offence. The Penalties may vary from country to country, and are not normally regarded as persecution. Fear of prosecution and punishment for desertion or draft‑evasion does not in itself constitute well‑founded fear of persecution under the definition. Desertion or draft‑evasion does not, on the other hand, exclude a person from being a refugee, and a person may be a refugee in addition to being a deserter or draft‑evader. 168. A person is clearly not a refugee if his only reason for desertion or draft‑evasion is his dislike of military service or fear of combat. He may, however, be a refugee if his desertion or evasion of military service is concomitant with other relevant motives for leaving or remaining outside his country, or if he otherwise has reasons, within the meaning of the definition, to fear persecution. 169. A deserter or draft‑evader may also be considered a refugee if it can be shown that he would suffer disproportionately severe punishment for the military offence on account of his race, religion, nationality, membership of a particular social group or political opinion. The same would apply if it can be shown that he has well‑founded fear of persecution on these grounds above and beyond the punishment for desertion. 170. There are, however, also cases where the necessity to perform military service may be the sole ground for a claim to refugee status, i.e. when a person can show that the performance of military service would have required his participation in military action contrary to his genuine political, religious or moral convictions, or to valid reasons of conscience. 171. Not every conviction, genuine though it may be, will constitute a sufficient reason for claiming refugee status after desertion or draft‑evasion. It is not enough for a person to be in disagreement with his government regarding the political justification for a particular military action. Where, however, the type of military action, with which an individual does not wish to be associated, is condemned by the international community as contrary to basic rules of human conduct, punishment for desertion or draft‑evasion could, in the light of all other requirements of the definition, in itself be regarded as persecution. 172. Refusal to perform military service may also be based on religious convictions. If an applicant is able to show that his religious convictions are genuine, and that such convictions are not taken into account by the authorities of his country in requiring him to perform military service, he may be able to establish a claim to refugee status. Such a claim would, of course, be supported by any additional indications that the applicant or his family may have encountered difficulties due to their religious convictions. 173. The question as to whether objection to performing military service for reasons of conscience can give rise to a valid claim to refugee status should also be considered in the light of more recent developments in this field. An increasing number of States have introduced legislation or administrative regulations whereby persons who can invoke genuine reasons of conscience are exempted from military service, either entirely or subject to their performing alternative (i.e. civilian) service. The introduction of such legislation or administrative regulations has also been the subject of recommendations by international agencies. In the light of these developments, it would be open to Contracting States, to grant refugee status to persons who object to performing military service for genuine reasons of conscience. 174. The genuineness of a person’s political, religious or moral convictions, or of his reasons of conscience for objecting to performing military service, will of course need to be established by a thorough investigation of his personality and background. The fact that he may have manifested his views prior to being called to arms, or that he may already have encountered difficulties with the authorities because of his convictions, are relevant considerations. Whether he has been drafted into compulsory service or joined the army as a volunteer may also be indicative of the genuineness of his convictions.” Udlændinge- og integrationsministerens besvarelse af 17. august 2021 af Udlændinge- og Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 626 (Alm. del) af 25. juni 2021 indeholder en generel beskrivelse af asylgrundlag ved manglende aftjening af værnepligt i hjemlandet: ”Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Udlændingestyrelsen, som oplyser følgende: ”Udlændingestyrelsen kan indledningsvis oplyse, at indkaldelse til værnepligt eller straf som følge af militærunddragelse ikke i sig selv er asylbegrundende. Der er forskellige årsager til, at en desertering eller unddragelse fra militærtjeneste kan føre til asyl, som afhænger af ansøgerens individuelle forhold samt forholdene i hjemlandet. Denne beslutning baseres ikke alene på den pågældendes nationalitet. Der foretages altid en konkret vurdering af ansøgerens individuelle forhold i vurderingen af, om en desertering eller unddragelse er asylbegrundende. Ethvert land kan lovgive for egne borgere, og desertering eller unddragelse fra militærtjeneste vil ofte være strafbart ved lov. Straffen herfor kan variere fra land til land, men anses som udgangspunkt ikke som forfølgelse. Det kan dog være tilfældet, hvis straffen anses som uforholdsmæssig streng. Hvis personen vil blive udsat for en uforholdsmæssig streng straf på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller sine politiske anskuelser, vil forholdet være omfattet af Flygtningekonventionen. Hvis risikoen for en uforholdsmæssig streng straf ikke er omfattet af de fem forfølgelsesgrunde i Flygtningekonventionen, eller der er risiko for at afsone en straf under umenneskelige eller nedværdigende forhold, kan den pågældende efter omstændighederne meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Derudover kan desertering eller unddragelse fra militærtjeneste være asylbegrundende, hvis udførelse af militærtjeneste kræver, at en person skal deltage i militære aktioner, som strider mod dennes oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde. Det er ikke nok, at personen er uenig med sit hjemlands regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse, men hvis militæraktionen fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse anses som forfølgelse. Der kan derfor være personer, som ikke har aftjent sin værnepligt i hjemlandet, som meddeles asyl, og hvor personer fra samme land, som heller ikke har aftjent sin værnepligt, ikke meddeles asyl. Der er dog en formodning for, at personer fra visse lande kan have et asylbehov, hvis de ikke har aftjent værnepligt, da det fremgår af baggrundsoplysningerne, at landets militær begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, som man som soldat bliver tvunget til at medvirke til, eller landet anser nægtelse af at aftjene værnepligt som politisk modstand mod styret i landet. Det er pr. 15. juli 2021 tilfældet i Syrien og Eritrea. Individuelle forhold skal dog altid belyses for at vurdere asylbehovet, selv om en ansøger er fra Syrien eller Eritrea. Udlændingestyrelsen følger løbende udviklingen i Syrien og Eritrea.” Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil kunne risikere at skulle udføre militærtjeneste, og at han er omfattet af en mobiliseringsordre, der er sendt til ansøgerens tidligere adresse hos familien i Kyiv. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer straf for at have unddraget sig militærtjeneste. Nævnet henviser i den forbindelse til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder særligt Udlændingestyrelsens rapport: Ukraine – Mobilisation, marts 2024, bl.a. om den erklærede krigsret og mobilisering i Ukraine i kølvandet på den russiske invasion af landet den 24. februar 2022 og om de straffe, som man kan risikere at blive idømt for ikke at melde sig til det relevante rekrutteringskontor eller for at have undveget eller være deserteret fra militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, om asyl efter Flygtningekonventionen eller udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Frygten for at deltage i kamphandlinger, herunder at blive sendt til fronten, i forbindelse med aftjening af militærtjeneste er således ikke i sig selv et asylbegrundende forhold. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgerens indkaldelse til eller unddragelse af militærtjeneste konkret er forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i Flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne, som refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025], kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser i dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har tilkendegivet, at han ikke ønsker at blive mobiliseret til krigen af de ukrainske myndigheder, og at han ikke ønsker at deltage i krigen eller kamphandlinger i øvrigt, kan i lyset af oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landet i den 24. februar 2022 ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter asylreglerne. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er, som beskrivelsen heraf og de anførte baggrundsoplysninger i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025] viser, meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i det centrale og vestlige Ukraine, herunder forholdene i Kyiv Oblast, der er ansøgerens hjemområde, ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025], hvor det efter baggrundsoplysningerne bl.a. lægges til grund, at forholdene i hjemområdet på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke forekommer en reel risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2025/1/EEB

soma20246

Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt konsekvensstatus i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013. Genoptaget sag.”Klageren er udeblevet fra nævnsmødet i Flygtningenævnet, da han efter det oplyste er syg. Klageren er udeblevet uden lovligt forfald, idet der ikke er fremlagt dokumentation for sygdommen, hvorfor sagen er gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken, jf. § 36, stk. 1, i Flygtningenævnets forretningsorden. Klageren er etnisk somali og muslim fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerens advokat har henvist til blandt andet, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i konsekvens af, at klagerens moster [i efteråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens moster ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at klagerens mindreårige [familiemedlem A] og mindreårige [familiemedlem B] ved Flygtningenævnets samtidige afgørelser i konsekvens heraf tillige blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er siden indrejsen i Danmark [i efteråret] 2013 af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet behandlet som en del af klagerens mosters familie og er løbende meddelt opholdstilladelse i overensstemmelse hermed. Klageren var på tidspunktet for Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2023 under 18 år. I konsekvens af, at klagerens moster [i efteråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles klageren derfor tillige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7 stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen. Soma/2024/6/SCH”

niga20251

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk ibo og katolik fra[by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren søgte første omgang om asyl [i vinteren 2014/2015] under henvisning til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygtede at blive fængslet af myndighederne, fordi han er [en LGBT+ person]. Under asylsagens behandling udeblev ansøgeren imidlertid [i efteråret] 2016 fra sit asylcenter, og asylsagen blev sluttet. [I foråret] 2023 henvendte ansøgeren sig til Center Sandholm og søgte om asyl på ny. Under sin asylsamtale [i sommeren] 2024 oplyste ansøgeren, at hans tidligere asylmotiv ikke var korrekt, idet han ikke er [en LGBT+ person]. Om sit asylmotiv oplyste ansøgeren nu, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygtede at blive slået ihjel af nogle bagmænd, som han skylder penge til, fordi han ikke længere vil arbejde for dem og betale af på sin gæld til dem. Flygtningenævnet har lagt ansøgerens forklaring til grund om, at han ikke var efterstræbt i Nigeria, da han udrejste, men at han valgte at udrejse, fordi nogle personer i Nigeria sagde, at han kunne få et godt arbejde i udlandet. Nævnet har videre lagt til grund, at ansøgeren i den forbindelse lånte penge af disse bagmænd for at udrejse af Nigeria, ligesom disse bagmænd også sørgede for hans udrejse i 2014. Nævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring til grund om, at han efter at være kommet til Danmark har udført arbejde for disse bagmænd, og at han omkring 2019 flyttede til [land], fordi bagmændene ikke kunne skaffe arbejde til ham på Bornholm, hvortil ansøgeren var blevet flyttet på et asylcenter. Endelig lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring til grund om, at han i [efteråret] 2021 fik en datter med en [nationalitet] kvinde, og at han i den forbindelse kontaktede bagmændene for at få hjælp til at få udstedt et nigeriansk nationalitetspas, således at han kunne blive registreret som far til datteren. Af ansøgerens forklaring fremgår videre, at han i [foråret] 2023 flyttede tilbage til Danmark med det formål at få en adresse uden for [land], således at han kunne søge om familiesammenføring i [land] med sin datter og datterens mor. Det er Flygtningenævnets vurdering, at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren skulle befinde sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de pågældende bagmænd. For det første er der forløbet mere end 10 år siden, at ansøgeren med bagmændenes hjælp udrejste af Nigeria, og at ansøgeren siden [foråret] 2023, hvor han vendte tilbage til Danmark, alene har arbejdet for bagmændene en enkelt gang af [nogle] ugers varighed i [foråret] 2024. For det andet har ansøgeren forklaret, at han efter sin tilbagevenden til Danmark har haft mulighed for at afslå at udføre arbejde uden at blive udsat for trusler fra bagmændene. For det tredje har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft kontakt med bagmændene siden [foråret] 2024, hvor han mistede sin telefon, og at han ikke efter dette tidspunkt er blevet opsøgt eller kontaktet af bagmændene. Det forekommer i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren ikke selv har forsøgt at kontakte bagmændene efter at have mistet sin telefon, når henses til, at han og hans familie i Nigeria angiveligt ville være efterstræbt af de pågældende bagmænd, hvis han ikke længere arbejdede for dem. Det samme gælder med hensyn til risikoen for, at også hans datter og datterens mor vil kunne være efterstræbt af bagmændene, som har kendskab til disse i forbindelse med, at ansøgeren fik hjælp af bagmændene til at blive registreret som far til datteren i [land]. Det er således Flygtningenævnets samlede vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at bagmændene har nogen interesse i at efterstræbe ham, når han har haft mulighed for at afvise eller kun at udføre arbejde for dem i et begrænset omfang, og at ansøgeren har haft mulighed for at miste kontakten med bagmændene uden at hverken ham eller hans familie har oplevet problemer som følge heraf. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at bagmændene havde opsøgt hans familie i Nigeria i [vinteren 2024/2025], og herunder udøvet vold over for hans storebror og truet med at slå hans mor ihjel. Flygtningenævnet afviser denne forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det som anført er nævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af bagmændene, ligesom der er lagt vægt på, at troværdigheden af ansøgerens forklaring skal ses i lyset af, at han har erkendt, at han under sin første asylsag havde konstrueret et falsk asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke kan få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2025/1/DIEI

arme20253

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra [by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive fængslet, fordi han er deserteret fra militæret. Ansøgeren har videre henvist til, at han er blevet beskyldt for at være ansvarlig for tre soldaters død under et angreb i 2014, og at myndighederne vil retsforfølge ham for dette. Ansøgeren frygter videre faren til én af de omkomne soldater. Til støtte for sine asylmotiver har ansøgeren oplyst, at han i en periode på lidt over et år i 2013 og 2014 aftjente værnepligt og opnåede rang af [stilling]. Under et angreb i sommeren 2014 blev tre underordnede soldater slået ihjel. Ansøgeren blev beskyldt for ansvarsforsømmelse og valgte at desertere samme dag og efterfølgende udrejse af landet. Der blev herefter rejst to straffesager mod ansøgeren for henholdsvis desertering og begivenhederne omkring de tre soldaters død. Ansøgeren genindrejste i Armenien i 2016, hvor han oplevede at blive tilbageholdt i lufthavnen og sendt direkte i aktiv tjeneste i militæret i Nagorno Karabakh. Ansøgeren deserterede igen få dage senere og udrejste igen af landet. Ansøgerens mor har oplevet at blive opsøgt flere gange og bedt om at oplyse ansøgerens opholdssted, ligesom der er sendt adskillige indkaldelser til militærtjeneste til hans tidligere bopælsadresse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren tidligere har søgt asyl i Danmark og som asylmotiv har henvist til, dels at han var deserteret fra militærtjeneste, dels at han var blevet beskyldt for at være ansvarlig for tre menige soldaters død. Ansøgeren blev meddelt afslag på asyl i 2016. For så vidt angår sidstnævnte asylmotiv anførte Flygtningenævnet bl.a. i nævnets afgørelse [fra vinteren 2015/2016], at ansøgerens forklaring om forholdene havde været divergerende og ikke forekom sandsynlig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren under sin nuværende asylsag i Danmark har erkendt tidligere at have afgivet en række urigtige oplysninger til udlændingemyndighederne, herunder i relation til sin fødselsdato, hvorvidt hans far var afgået ved døden, og om han havde søskende. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er betydeligt svækket som følge af disse forhold. Som også anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2024 har ansøgeren også under nærværende sag forklaret divergerende og udbyggende om en række forhold, herunder om ophold i Armenien og omstændighederne i forbindelse med, at han fik et armensk nationalitetspas i 2018. Ud over det, der er fremhævet af Udlændingestyrelsen, fremgår det yderligere af ansøgerens Dublinsag fra 2021 – ansøgerens forklaring i politirapport [fra sommeren] 2021 og til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2021 – at ansøgeren på daværende tidspunkt oplyste, at han siden udrejsen af Danmark i 2016 havde været i Armenien i 2018/2019, hvor [EU-lands] myndigheder sendte ham dertil, samt i 2020, hvor han frivilligt rejste tilbage, fordi hans arbejdstilladelse i [EU-land] var udløbet – oplysninger, som ansøgeren har fragået under behandlingen af nærværende asylsag, hvor han flere gange har forklaret, at han ikke har været i Armenien siden [foråret] 2016. For så vidt angår passet bemærker Flygtningenævnet endvidere, at ansøgeren tidligere under Dublinsagen [i efteråret] 2021 har oplyst, at hans nationalitetspas var udstedt i 2016 med udløb i 2025 eller 2026. Under nærværende asylsag har ansøgeren imidlertid udleveret en kopi af sit pas, der er udstedt [i efteråret] 2018. Flygtningenævnet kan endvidere tiltræde det, der er anført af Flygtningenævnet i afgørelsen [fra vinteren 2015/2016] og af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2024, herunder om at have forklaret udbyggende og divergerende. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste i Armenien som følge af en anklage om, at han er ansvarlig for tre soldaters død, og det kan i tilknytning hertil heller ikke lægges til grund, at han har en privatretlig konflikt med en af soldaternes fædre, [A]. Af de i afgørelsen [fra sommeren] 2024 anførte grunde kan det heller ikke lægges til grund, at han er deserteret fra militærtjeneste i 2016. I lyset af de nu foreliggende oplysninger, hvor Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren uden problemer har opholdt sig i Armenien i perioder i 2016, 2018/2019 og 2020, ligesom han i 2018 har fået udstedt nyt nationalitetspas, lægger Flygtningenævnet til grund, at det må anses for særdeles tvivlsomt, om han vil ifalde straf for en eventuel desertering i 2014. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til det, der herom er anført af nævnet [i vinteren 2015/2016] samt nævnets øvrige praksis i sager fra Armenien vedrørende de enkelte landes jurisdiktion og efter dansk retstradition ganske uforholdsmæssige sanktioner. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2025/3/marau

stat20255

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med stat/2025/6/flfr. Indrejst i 2022.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk palæstinenser, muslim og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har gennem sin opvækst boet henholdsvis hos sine forældre i [flygtningelejr A], hos sin far og faderens nye ægtefælle i [flygtningelejr A], og hos [sit familiemedlem A og familiemedlem B] i først [flygtningelejr B] og derefter i [flygtningelejr A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far efter skilsmissen fra ansøgerens mor har været fysisk og psykisk voldelig over for ansøgeren og hans søster. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han og hans søster har krænket deres fars ære dels ved at udrejse af Libanon uden hans viden og accept, og dels ved, at ansøgerens søster ikke har indgået i et ægteskab med den mand, som ansøgerens far har udvalgt til hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hans far efter ansøgeren og hans søsters indrejse i Danmark telefonisk har fremsat trusler mod dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at ansøgeren er udrejst illegalt af Libanon. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er omfattet flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., idet ansøgeren har oplyst at ansøgeren har boet henholdsvis [flygtningelejr A] og [flygtningelejr B] UNWRA lejre i Libanon. Ansøgeren har ligeledes fremlagt ansøgerens palæstinensiske id-kort, som er udstedt i Libanon. Det betyder, at ansøgeren som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1D, 1. pkt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., og derfor ved en tilbagevenden til Libanon vil kunne opnå hjælp fra UNWRA. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring har inddraget det forhold, at ansøgeren var [13-15 år] ved indrejsen i Danmark, og at ansøgeren fortsat er mindreårig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har en konflikt med sin far i Libanon, og at hans far har truet ham på livet, da ansøgeren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om centrale forhold i ansøgerens asylmotiv, og da forklaringen ikke forekommer troværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende, om at hans far havde truet ansøgeren og hans søster med våben. Til asylsamtalen [i efteråret] 2022 forklarede ansøgeren, at faren havde truet ham med [et våben A] for lang tid siden, da han boede med faren, den nye ægtefælle og ansøgerens søster [C]. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at faren en gang har truet ham med [et våben B], samtidig med, at han truede med [en nærmere specificeret trussel], og at ansøgerens far kun denne ene gang har truet ansøgeren med et våben. For Flygtningenævnet har ansøgeren endvidere forklaret, at han ikke husker, at han tidligere for Udlændingestyrelsen har forklaret, at den eneste gang han er blevet truet med et våben af sin far, var da han blev truet af sin far med [et våben A]. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om den kontakt, han havde til sin mor, da han boede i [flygtningelejr B] hos [sit familiemedlem A]. Til asylsamtalen [i efteråret] 2022 oplyste ansøgeren, at han fik en mobiltelefon, da han flyttede hjem til [sit familiemedlem A], og at han i de efterfølgende 3 år havde kontakt til sin mor hver anden dag, også selvom hans far havde forbudt det. Til asylsamtalen [i efteråret] 2023 oplyste ansøgeren, at han ikke selv havde en telefon, da han boede hos [sit familiemedlem A], og at han gik til sin søster, [D], når han skulle tale med sin mor. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om den kontakt, ansøgeren har haft til ansøgerens far, efter ansøgeren kom til Danmark, og at ansøgeren har forklaret forskelligt herom i forhold til sin søster [C]. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2022] oplyste ansøgeren, at han havde haft kontakt med sin far via [kommunikationsplatform] ca. 20 dage efter, at han kom til Danmark. Ansøgeren og hans søster, [C], skrev hver især til faren. Ansøger skrev og spurgte sin far, hvordan han havde det, og han svarede, at han havde det godt. Til asylsamtalen [i efteråret 2022] forklarede ansøgeren flere gange, at han ikke havde haft kontakt med sin far efter, at ansøgeren forlod Libanon. Ansøgeren forklarede endvidere, at han ikke havde modtaget nogle trusler fra sin far, efter at han var udrejst. Foreholdt sin forklaring [i foråret 2022], forklarede ansøgeren, at han skrev til sin far, men at faren ikke svarede tilbage, og at han derfor ikke havde haft kontakt med sin far. Ansøgeren forklarede endvidere til samme samtale, forespurgt hvorfor [bror E] havde fortalt faren, at de opholdte sig i Danmark, henset til, at de har problemer med faren, at han og [søster C] blev nødt til at udrejse, fordi de ikke kunne bo hos faren og at de ofte skændtes med [familiemedlem B]. [Søster C] og ansøgeren havde også svært ved at betale for de vigtigste ting til tilværelsen. Til samtalen [i efteråret 2023] forklarede ansøgeren, at hans bror, [E], tog kontakt til faren ved brug af ansøgeren og hans søster, [C’s], telefoner, og at han her ikke kan huske, hvordan faren reagerede på beskederne. For Flygtningenævnt har ansøgeren derimod forklaret, at han først skrev til sin far ved Eid i 2022 ([i foråret]) og sendte et lykønskningskort, det vil sige cirka fire måneder efter ankomst til Danmark. For Flygtningenævnet forklarede ansøgeren endvidere, at [bror E] herefter ringede til faren, hvor ansøgeren og hans søster, [C], var tilstede, og at faren var meget vred og sagde, at han ville straffe dem, hvis de kom tilbage. Modsat ansøgeren har ansøgerens søster først forklaret for Udlændingestyrelsen, at der ikke havde været kontakt med faren efter deres indrejse i Danmark, men ændret forklaring efter at være foreholdt brorens forklaring om kontakte med faren. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om, at faren efter deres indrejse i Danmark, har truet med at slå ansøgeren og ansøgerens bror ihjel til grund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7.  Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Libanon kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker desuden, at de generelle forhold i Libanon ikke i sig selv kan begrunde asyl.” stat/2025/5/flfr

stat20256

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Sagen er sambehandlet med stat/2025/5/flfr. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk palæstinenser, muslim og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har gennem sin opvækst boet henholdsvis hos sine forældre i [flygtningelejr A], hos sin far og faderens nye ægtefælle i [flygtningelejr A], og hos [sit familiemedlem A og familiemedlem B] i først [flygtningelejr B] og derefter i [flygtningelejr A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far efter skilsmissen fra ansøgerens mor har været fysisk og psykisk voldelig over for ansøgeren og hendes bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun og hendes bror har krænket deres fars ære dels ved at udrejse af Libanon uden hans viden og accept, dels ved, at ansøgeren ikke har indgået i et ægteskab med den mand, som ansøgerens far har udvalgt til hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hendes far efter ansøgeren og hendes brors indrejse i Danmark telefonisk har fremsat trusler mod dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at ansøgeren er udrejst illegalt af Libanon. Indledningsvis lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren har boet i henholdsvis [flygtningelejr A] og [flygtningelejr B] UNWRA lejre i Libanon. Ansøgeren har ligeledes fremlagt ansøgerens palæstinensiske id-kort, som er udstedt i Libanon. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., og derfor ved en tilbagevenden til Libanon vil kunne opnå hjælp fra UNWRA. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring har inddraget det forhold, at ansøgeren var [15-17 år] ved indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun har en asylbegrundende konflikt med sin far i Libanon, og at hendes far har truet hende på livet og truet hende med tvangsægteskab, da ansøgeren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om centrale forhold i ansøgerens asylmotiv, og da forklaringen ikke forekommer troværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hendes bror har oplyst forskelligt om den information, de havde fået om, at de skulle forlade Libanon. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2021/2022] oplyste ansøgeren, at det var ansøgerens bror [C], som havde ringet til ansøgerens [familiemedlem B’s] telefon og oplyst om, at der ville komme en person og hente ansøgeren og ansøgerens bror. Til asylsamtalen [i efteråret] 2023 oplyste ansøgeren derimod, at ansøgerens bror [C] havde ringet til ansøgerens hemmelige telefon, som ansøgeren havde fået af ansøgerens søster [D], og som ansøgerens far og [familiemedlem B] ikke kendte til. Til asylsamtalen [i efteråret] 2022 oplyste ansøgerens bror, at det var deres mor, der dagen inden selve udrejsen, oplyste ansøgerens bror og ansøgeren om, at de skulle udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om den kontakt, ansøgeren har haft til ansøgerens far, efter ansøgeren kom til Danmark, og at ansøgeren har forklaret forskelligt herom i forhold til sin bror [E]. Til asylsamtalen [i efteråret] 2022 har ansøgeren oplyst, at ansøgeren ikke har været i kontakt med ansøgerens far, siden ansøgeren forlod Libanon. Til asylsamtalen [i efteråret] 2023 blev ansøgeren orienteret om, at ansøgerens bror [E], til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2022 havde oplyst, at han havde kontakt til deres far ca. 20 dage efter, at de kom til Danmark, og at han skrev til deres far, og spurgte ham om, hvordan han havde det, og deres far svarede ham, at han havde det godt. Ansøgeren blev videre orienteret om, at ansøgerens bror også havde oplyst, at ansøgeren ligeledes havde skrevet til deres far på samme tid som ansøgerens bror, hvortil ansøgeren oplyste, at ansøgerens bror [C] havde været på besøg i Danmark, og havde brugt ansøgerens og ansøgerens brors telefoner til at sende beskeder til deres far. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at ansøgerens bror [C] havde brugt ansøgerens og ansøgerens brors telefoner til at sende beskeder til deres far. Ansøgeren har endvidere forklaret for Flygtningenævnet, at [bror C] efterfølgende ringede til faren, hvor ansøgeren og hendes bror, [E], var tilstede, og at faren ville tage fat i dem og vise dem, at han var rigtig vred. For Flygtningenævnet har ansøgerens bror forklaret, at han skrev til sin far ved Eid i 2022 og sendte et lykønskningskort, og at [bror C] efterfølgende ringede til faren, hvor [ansøgerens bror] og [ansøgeren], var tilstede, og at faren var meget vred og sagde, at han ville straffe dem, hvis de kom tilbage. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om, at faren efter deres indrejse i Danmark, har truet med at slå ansøgeren og ansøgerens bror ihjel, til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgerens far ville tvangsgifte ansøgeren bort, hvis ansøgeren vender tilbage til Libanon, da ansøgeren og har oplyst udetaljeret og usammenhængende om centrale forhold vedrørende denne konflikt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det af Udlændingestyrelen anførte. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Libanon kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker desuden, at de generelle forhold i Libanon ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2025/6/flfr

iran202515

”Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2024.Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har været politisk aktiv i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt eller slået ihjel af de iranske myndigheder, som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, da han var cirka 11-12 år gammel, har skrevet regimekritiske slogans på sin skoles vægge og tavler. Ansøgeren blev opdaget i det af skoleinspektøren, som skubbede ham ned ad en trappe, hvorved ansøgeren brækkede sin skulder og kom slemt til skade. Skoleinspektøren truede herefter ansøgeren med, at han ville fortælle ansøgerens far, hvad ansøgeren havde gjort, hvis ikke han holdt op med at skrive regimekritiske slogans på skolen. Ansøgeren skiftede herefter skole, og begyndte efter noget tid igen at skrive slagord på den nye skoles vægge og tavler samt at printe papirer med slagord, som han lagde på elevernes borde. Ansøgeren blev ikke opdaget på den nye skole.Ansøgeren har videre henvist til, at han i [efteråret] 2022 deltog i en demonstration i Iran, der omhandlede befolkningens vrede over Masha Aminis død. Tre uger efter demonstrationen blev han anholdt af det iranske politi på sin bopæl. Ansøgeren blev taget med på stationen, hvor han blev udsat for vold og var tilbageholdt i cirka et døgn. Ansøgeren blev tvunget til at underskrive en erklæring om, at han ikke længere ville deltage i politiske aktiviteter. Ansøgeren genoptog herefter sine aktiviteter med at skrive slogans på sin skoles vægge og på andre offentlige steder. En aften, da ansøgeren skrev slogans på en offentlig væg, der lå i et område tæt på Sepahs administrationsbygning, blev ansøgeren opdaget af politiet. Ansøgeren løb og blev jagtet af to politibetjente. Ansøgeren skjulte sig i en park, og blev herefter hentet af sin far, som kørte ansøgeren til sin vens plantage, hvor ansøgeren skjulte sig i tre dage, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at hans forældre er blevet opsøgt af det iranske politi efter ansøgerens udrejse af Iran.Endelig har ansøgeren henvist til, at han i Danmark i [vinteren] 2025 har deltaget i en demonstration i [dansk by 1], hvor der blev demonstreret mod henrettelser i Iran, og i [foråret] 2025 i en demonstration i [dansk by 2] i forbindelse med [mærkedag]. Til sidstnævnte demonstration har ansøgeren holdt en tale om de iranske myndigheders undertrykkelse af befolkningen. Talen blev filmet og er blevet offentliggjort på [socialt medie 1] og [socialt medie 2]. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund.Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren, da han, var 11-12 år gammel, havde en konflikt med sin skoleinspektør, da ansøgeren havde skrevet slagord på skolens tavler og vægge, hvilket blev opdaget af skoleinspektøren. Nævnet lægger tillige til grund, at konflikten medførte, at ansøgeren blev skubbet ned ad en trappe, og at han pådrog sig brud på skulderen, der krævede operation. Ansøgeren har forklaret, at han ikke oplyste sine forældre om baggrunden for faldet på trappen, og konflikten medførte ikke, at ansøgeren eller hans familie blev opsøgt af de iranske myndigheder.På den baggrund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt som følge konflikten med sin skoleinspektør.Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke afvise, at ansøgeren deltog i en demonstration i [efteråret] 2022, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren tre uger efter skulle være blevet tilbageholdt af efterretningstjenesten i et døgn. Ansøgeren har oplyst, at han under demonstrationen var maskeret, og at han deltog som almindelig demonstrant. Ansøgerens forklaring om, hvordan de iranske myndigheder skulle have identificeret ham under demonstrationen og den efterfølgende tilbageholdelse af ham fremstår divergerende på centrale punkter.Ansøgeren har således under sin samtale med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2024 forklaret, at han tre uger efter demonstrationen blev hentet af efterretningstjenesten, som tilbageholdt ham i et døgn og viste ham et billede af ham fra demonstrationen. Under en efterfølgende samtale med Udlændingestyrelsen har ansøgeren imidlertid oplyst, at han ikke vidste, om efterretningstjenesten havde billeder eller videoer af ham fra demonstrationen. For Flygtningenævnet har han forklaret, at han fik forevist et foto af sig selv af efterretningstjenesten.Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvorledes han modtog en video af sin ven [A], der også deltog i demonstrationen, og som efterfølgende blev tortureret og nu er død. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen den [efteråret] 2024 forklaret, at han modtog videoen fra [A’s] forældre, og at han ikke vidste, hvor de havde den fra. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han har hentet videoen fra [socialt medie]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sin fars forfremmelse, der skete kort forinden ansøgerens udrejse af Iran. Ansøgeren har herom til Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2024 forklaret, at hans far tidligere var almindelig medarbejder i folkeregisterkontoret i [by], og at faren et par måneder forud for ansøgerens udrejse blev forfremmet til en stilling som chef for et folkeregisterkontor. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der ikke var tale om en forfremmelse af faren, men nærmere en omplacering til et kontor, hvor der ingen andre ansatte var.Om divergenserne, der delvist må anses for at vedrøre centrale del af asylmotivet, har ansøgeren forklaret afglidende. I den forbindelse har nævnet taget højde for, at ansøgeren, da han var til samtale hos Udlændingestyrelsen, var mindreårig.Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt som følge af at have deltaget i en demonstration i 2022, eller at ansøgeren har skrevet slagord på en mur en nat, hvilket var baggrunden for hans udrejse.I forhold til ansøgerens aktiviteter, herunder deltagelse i to demonstrationer i Danmark finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan danne grundlag for asyl også set i lyset af, at ansøgeren som 11-12-årig alene har skrevet slagord på tavler og vægge på sin skole og deltaget i en demonstration i 2022. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens meget begrænsede aktiviteter i Danmark med en begrænset eksponering. Det forhold, at ansøgeren under demonstrationen i [foråret] 2025 i [dansk by 2] har holdt en regimekritisk tale, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at talen, der blev optaget, ikke er lagt på sociale medier, og at ansøgerens navn ikke i øvrigt fremgår af optagelsen. Det forhold, at en anden video fra demonstrationen, hvor ansøgeren står med mange andre mennesker er lagt på [socialt medie 1], som har 111.000 følgere, og på [socialt medie 2] med 3,5 mio. følgere og 71.300 views kan heller ikke føre til en anden vurdering. Henset til indholdet af videoen, hvor ansøgeren på ingen måde har en profileret eller fremtrædende rolle men alene fremstår som almindelig deltager, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af disse aktiviteter skal meddeles international beskyttelse.Som følge heraf har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2025/15/CLU

ukra20254

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra [by], Dnipropetrovsk Oblast, Ukraine. Ansøgeren har deltaget i nogle demonstrationer i Kyiv i forbindelse med Den Orange Revolution. Ansøgeren er pro-ukrainsk. Ansøgeren har ikke i øvrigt været politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Ukraine frygter at blive mobiliseret til frontlinjen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er i den militærpligtige alder, hvorfor han vil blive pågrebet af de ukrainske myndigheder, så snart han indrejser i Ukraine med henblik på mobilisering. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive straffet for at nægte at gøre militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev indkaldt til at gøre militærtjeneste [flere gange i 2010’erne], hvor han nægtede. Ansøgeren har ikke tidligere aftjent værnepligt, men på grund af sin uddannelsesmæssige baggrund som [ingeniør] opnået under Sovjetunionen, har ansøgeren rang af [officer]. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 167-174 at: “B. DESERTERS AND PERSONS AVOIDING MILITARY SERVICE 167. In countries where military service is compulsory, failure to perform this duty is frequently punishable by law. Moreover, whether military service is compulsory or not, desertion is invariably considered a criminal offence. The Penalties may vary from country to country, and are not normally regarded as persecution. Fear of prosecution and punishment for desertion or draft evasion does not in itself constitute well founded fear of persecution under the definition. Desertion or draft evasion does not, on the other hand, exclude a person from being a refugee, and a person may be a refugee in addition to being a deserter or draft evader. 168. A person is clearly not a refugee if his only reason for desertion or draft evasion is his dislike of military service or fear of combat. He may, however, be a refugee if his desertion or evasion of military service is concomitant with other relevant motives for leaving or remaining outside his country, or if he otherwise has reasons, within the meaning of the definition, to fear persecution. 169. A deserter or draft evader may also be considered a refugee if it can be shown that he would suffer disproportionately severe punishment for the military offence on account of his race, religion, nationality, membership of a particular social group or political opinion. The same would apply if it can be shown that he has well founded fear of persecution on these grounds above and beyond the punishment for desertion. 170. There are, however, also cases where the necessity to perform military service may be the sole ground for a claim to refugee status, i.e. when a person can show that the performance of military service would have required his participation in military action contrary to his genuine political, religious or moral convictions, or to valid reasons of conscience. 171. Not every conviction, genuine though it may be, will constitute a sufficient reason for claiming refugee status after desertion or draft evasion. It is not enough for a person to be in disagreement with his government regarding the political justification for a particular military action. Where, however, the type of military action, with which an individual does not wish to be associated, is condemned by the international community as contrary to basic rules of human conduct, punishment for desertion or draft evasion could, in the light of all other requirements of the definition, in itself be regarded as persecution. 172. Refusal to perform military service may also be based on religious convictions. If an applicant is able to show that his religious convictions are genuine, and that such convictions are not taken into account by the authorities of his country in requiring him to perform military service, he may be able to establish a claim to refugee status. Such a claim would, of course, be supported by any additional indications that the applicant or his family may have encountered difficulties due to their religious convictions. 173. The question as to whether objection to performing military service for reasons of conscience can give rise to a valid claim to refugee status should also be considered in the light of more recent developments in this field. An increasing number of States have introduced legislation or administrative regulations whereby persons who can invoke genuine reasons of conscience are exempted from military service, either entirely or subject to their performing alternative (i.e. civilian) service. The introduction of such legislation or administrative regulations has also been the subject of recommendations by international agencies. In the light of these developments, it would be open to Contracting States, to grant refugee status to persons who object to performing military service for genuine reasons of conscience. 174. The genuineness of a person’s political, religious or moral convictions, or of his reasons of conscience for objecting to performing military service, will of course need to be established by a thorough investigation of his personality and background. The fact that he may have manifested his views prior to being called to arms, or that he may already have encountered difficulties with the authorities because of his convictions, are relevant considerations. Whether he has been drafted into compulsory service or joined the army as a volunteer may also be indicative of the genuineness of his convictions.” Udlændinge- og integrationsministerens besvarelse af 17. august 2021 af Udlændinge- og Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 626 (Alm.del) af 25. juni 2021 indeholder en generel beskrivelse af asylgrundlag ved manglende aftjening af værnepligt i hjemlandet: ”Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Udlændingestyrelsen, som oplyser følgende: ”Udlændingestyrelsen kan indledningsvis oplyse, at indkaldelse til værnepligt eller straf som følge af militærunddragelse ikke i sig selv er asylbegrundende. Der er forskellige årsager til, at en desertering eller unddragelse fra militærtjeneste kan føre til asyl, som afhænger af ansøgerens individuelle forhold samt forholdene i hjemlandet. Denne beslutning baseres ikke alene på den pågældendes nationalitet. Der foretages altid en konkret vurdering af ansøgerens individuelle forhold i vurderingen af, om en desertering eller unddragelse er asylbegrundende. Ethvert land kan lovgive for egne borgere, og desertering eller unddragelse fra militærtjeneste vil ofte være strafbart ved lov. Straffen herfor kan variere fra land til land, men anses som udgangspunkt ikke som forfølgelse. Det kan dog være tilfældet, hvis straffen anses som uforholdsmæssig streng. Hvis personen vil blive udsat for en uforholdsmæssig streng straf på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller sine politiske anskuelser, vil forholdet være omfattet af Flygtningekonventionen. Hvis risikoen for en uforholdsmæssig streng straf ikke er omfattet af de fem forfølgelsesgrunde i Flygtningekonventionen, eller der er risiko for at afsone en straf under umenneskelige eller nedværdigende forhold, kan den pågældende efter omstændighederne meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Derudover kan desertering eller unddragelse fra militærtjeneste være asylbegrundende, hvis udførelse af militærtjeneste kræver, at en person skal deltage i militære aktioner, som strider mod dennes oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde. Det er ikke nok, at personen er uenig med sit hjemlands regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse, men hvis militæraktionen fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse anses som forfølgelse. Der kan derfor være personer, som ikke har aftjent sin værnepligt i hjemlandet, som meddeles asyl, og hvor personer fra samme land, som heller ikke har aftjent sin værnepligt, ikke meddeles asyl. Der er dog en formodning for, at personer fra visse lande kan have et asylbehov, hvis de ikke har aftjent værnepligt, da det fremgår af baggrundsoplysningerne, at landets militær begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, som man som soldat bliver tvunget til at medvirke til, eller landet anser nægtelse af at aftjene værnepligt som politisk modstand mod styret i landet. Det er pr. 15. juli 2021 tilfældet i Syrien og Eritrea. Individuelle forhold skal dog altid belyses for at vurdere asylbehovet, selv om en ansøger er fra Syrien eller Eritrea. Udlændingestyrelsen følger løbende udviklingen i Syrien og Eritrea.” Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil kunne risikere at skulle udføre militærtjeneste, og at han [flere gange i 2010’erne] er blevet indkaldt, hvilket han ikke efterkom, hvorfor der blev trukket penge fra hans løn til en slags militærskat. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer straf for at have unddraget sig militærtjeneste.  Nævnet henviser i den forbindelse til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder særligt Udlændingestyrelsens rapport: Ukraine – Mobilisation, marts 2024, bl.a. om den erklærede krigsret og mobilisering i Ukraine i kølvandet på den russiske invasion af landet den 24. februar 2022 og om de straffe, som man kan risikere at blive idømt for ikke at melde sig til det relevante rekrutteringskontor eller for at have undveget eller være deserteret fra militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, om asyl efter Flygtningekonventionen eller udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Frygten for at deltage i kamphandlinger, herunder at blive sendt til fronten, i forbindelse med aftjening af militærtjeneste er således ikke i sig selv et asylbegrundende forhold. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgerens indkaldelse til eller unddragelse af militærtjeneste konkret er forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i Flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne, som refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse af 19. december 2024, kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses for uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser i dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har tilkendegivet, at han ikke ønsker at blive mobiliseret til krigen af de ukrainske myndigheder, og at han ikke ønsker at deltage i krigen eller kamphandlinger i øvrigt, kan i lyset af oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landet i den 24. februar 2022 ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter asylreglerne. Det kan heller ikke medføre et andet resultat, at ansøgerens søn muligvis på et senere tidspunkt vil blive indkaldt som soldat i den russiske hær. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er, som beskrivelsen heraf og de anførte baggrundsoplysninger i Udlændingestyrelsens afgørelse af 19. december 2024 viser, meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har anført, at han frygter at blive arresteret ved en tilbagevenden til Ukraine, som følge af at han tidligere har nægtet at udføre militærtjeneste, kan således ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt til grund, at ansøgeren er sund og rask. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Dnipropetrovsk er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til de samme baggrundsoplysninger som i Udlændingestyrelsens afgørelse af 19. december 2024, hvoraf det fremgår at: ”Det fremgår, at sikkerhedssituationen i regionen Dnipropetrovsk, ligesom de øvrige regioner i det østlige Ukraine, er præget af ustabilitet, civile tab som følge af direkte og indirekte vold, anvendelsen af tunge våben i tætbefolkede civile områder, og vilkårlige luftangreb mod civil infrastruktur. Regionerne er beliggende i umiddelbar nærhed til den russiske grænse og til den primære frontlinje, som skærer igennem de delvist besatte naboregioner mod øst og sydøst. De svenske og norske baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Ukraine tager blandt andet udgangspunkt i en analyse af data fra Armed Conflict Location & Event Data Project (ACLED), som indsamler og analyserer oplysninger om væbnede konflikter. En efterfølgende gennemgang af konfliktdata i ACLED databasen foretaget af Udlændingestyrelsen, påviser at sikkerhedssituationen i blandt andet regionen Dnipropetrovsk, i perioden fra januar til oktober 2024 fortsat er kendetegnet ved en høj grad af sikkerhedshændelser, dødsfald, og angreb mod civile. I de sydlige regioner, Dnipropetrovsk og Mykolayiv, er civilbefolkningen fortsat påvirket af angreb med langtrækkende tunge våben fra frontlinjen, ligesom nærheden til frontlinjen medfører, at anvendelsen af luftangreb er langt mere udbredt i disse regioner, sammenlignet med mere vestlige områder af Ukraine, længere fra kamplinjen.” Flygtningenævnet finder således på baggrund af disse oplysninger, at situationen på nuværende tidspunkt er meget kritisk og alvorlig, men ikke i et sådant omfang, at der forekommer en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2025/4/lnk

afgh202514

Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [by], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv under sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban eller fængslet på livstid af de afghanske myndigheder. Ansøgeren havde til støtte herfor oplyst, at han blev bortført og tilbageholdt af Taliban og tvunget til at fragte varer for dem. Den femte gang ansøgeren fragtede varer, var han involveret i en trafikulykke, hvorved det viste sig, at han fragtede sprængstoffer. Politiet blev tilkaldt, og ansøgeren viste politiet hen til det hus, hvor han var blevet tilbageholdt af Taliban, hvorefter der opstod en skududveksling mellem Taliban og politiet, og ansøgeren flygtede. Ansøgeren har under sin genoptagelsessag fortsat gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse fra Taliban. Ansøgeren har derudover oplyst, at han er vestliggjort som følge af hans mangeårige ophold i Danmark. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans ægtefælle og to børn er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at situationen i Afghanistan efter nævnets afgørelse af [efteråret] 2011 har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til European Union Agency for Asylum (EUAA) ”Afghanistan – Country Focus” udgivet i november 2024. Da Flygtningenævnet i sin afgørelse af [efteråret] 2011 i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring til grund og meddelte opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af en konflikt med bl.a. Taliban, og henset til Talibans efterfølgende magtovertagelse i Afghanistan, opfylder ansøgeren nu betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren på denne baggrund skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at tage stilling til ansøgerens øvrige asylmotiver om vestliggørelse og konsekvensstatus. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/14/lnk

§29b-ung20251

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Ungarn. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke har adgang til integrationsprogram, bolig eller støtte og hjælp fra de ungarske myndigheder. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste yderligere til, at klageren har svært ved at finde et arbejde i Ungarn.Flygtningenævnet udtalte:Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Ungarn fra [efteråret] 2017. De ungarske myndigheder har [i vinteren 2024/2025] bekræftet, at klagerens opholdstilladelse forsat er gyldig. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Ungarn, samt at klageren i Ungarn vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Ungarn, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke har adgang til et integrationsprogram, bolig eller støtte og hjælp fra de ungarske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren under sit ophold i Ungarn har haft adgang til uddannelse, bolig samt fået udbetalt sine faste ydelser af de ungarske myndigheder. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har haft svært ved at finde arbejde i Ungarn, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til det seneste baggrundsmateriale, AIDA Country Report: Hungary af 31. december, hvoraf det fremgår, at personer med subsidiær beskyttelse i Ungarn har adgang til arbejdsmarkedet på lige fod med ungarske statsborgere. Såfremt klageren ved en tilbagevenden til Ungarn skulle opleve problemer med at finde bolig eller arbejde, kan klageren henvises til at rette henvendelse til de relevante ungarske myndigheder. Der foreligger ikke oplysninger om klagerens personlige forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Ungarn kan tjene som første asylland for klageren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har haft konflikter med de ungarske myndigheder eller med privatpersoner i Ungarn. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ung/2025/1/DIEI

land20253

Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mand. Indrejst i 1980. Klageren blev blandt andet i 1994 idømt fængsel i 7 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 og stk. 2, samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Klageren blev videre i 2005 idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 og stk. 2. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Det er ved Flygtningenævnets afgørelser [i sommeren] 1996 og [i efteråret] 2001 vurderet, at klageren ved en tilbagevenden til [land] ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af [nærmere beskrivelse af asylmotiv]. Ved Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2009 blev det vurderet, at klageren ved en tilbagevenden til [land] ville risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der blev i den forbindelse også henvist til [nærmere beskrivelse af asylmotiv]. Der blev samtidig henvist til, at klageren havde mistet sit [statsborgerskab i land]. Herefter fandt nævnet, at der var risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til [land] ville blive mistænkt for at have en betydende forbindelse til [militant og politisk organisation]. Udlændingestyrelsen har senest [i foråret] 2024 i forbindelse med de halvårlige vurderinger efter udlændingelovens § 32 b, jf. § 49 b, med henvisning til aktuelle baggrundsoplysninger om [land] fundet, at grundlaget for Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2009 om, at klageren ikke kan udsendes, ikke har ændret sig. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens seneste vurdering og finder således fortsat, at klageren som følge af [nærmere beskrivelse af asylmotiv] hvor han er sat i forbindelse med [militant og politisk organisation], vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Selvom klageren konsekvent har forklaret, at han ikke har haft forbindelser til [militant og politisk organisation] og ikke har været politisk aktiv i [land] eller haft konflikter med [myndighederne i land], knytter risikoen for forfølgelse sig til omtalen af ham som forbundet med [militant og politisk organisation] og således til den støtte til og sympati med [militant og politisk organisation], som han på den baggrund risikerer at måtte blive tillagt af [myndighederne i land]. Klageren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er i 1994 idømt fængsel i syv år for alvorlig narkotikakriminalitet og udvist for bestandigt. Han er i 2005 igen dømt for alvorlig narkotikakriminalitet og straffet med fængsel i fem år. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, kan en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet skal derfor tage stilling til, om klageren fortsat skal være udelukket fra at opnå asyl i Danmark, som det senest blev bestemt ved Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2009. Den vurdering, der skal foretages efter bestemmelsen, bygger bl.a. på Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at en person kun kan udelukkes fra asyl, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed, eller efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for det danske samfund. Det har ikke været påberåbt i forbindelse med de tidligere afgørelser eller i forbindelse med genoptagelsen af sagen, at klageren udgør en fare for landets sikkerhed. Klageren er ved de to domme for grov narkotikakriminalitet – som det også er lagt til grund i de tidligere afgørelser – utvivlsomt dømt for en særlig farlig forbrydelse, og dette er heller ikke bestridt af klageren. Spørgsmålet er herefter, om klageren fortsat må betragtes som en fare for det danske samfund. Den kriminalitet, der har begrundet, at klageren har været udelukket fra asyl er begået dels i slutfirserne og i begyndelse af halvfemserne, dels i 2004. Det er således henholdsvis 30 og 20 år siden. Klageren er nu [i 60´erne] og har levet sammen med en kvinde i en længere årrække. Han har ikke siden dommen fra 2005 begået kriminalitet af betydning for vurderingen af denne sag. Der foreligger ikke nærmere oplysninger om klagerens afsoning, men klageren har selv forklaret, at den er forløbet problemfrit. Det kan i den forbindelse også konstateres, at klageren umiddelbart er blevet prøveløsladt på helt sædvanlige vilkår. Klagerens opholdspligt på [asylcenter] blev ophævet [i foråret] 2017, og der foreligger ikke oplysninger om, at der frem til dette tidspunkt har været problemer med at overholde den. Klageren er efter det oplyste fortsat underlagt meldepligt to gange om ugen hos [politiet]. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren er straffet for manglende overholdelse af sine kontrolforpligtelser. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en konkret vurdering af den tid, der er forløbet siden den pådømte kriminalitet og oplysningerne om klageren, at der ikke længere er grundlag for at fastslå, at klageren fortsat udgør en fare for det danske samfund. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Land/2025/3/lafal

iran202517

Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med en organisation, som var imod Khomeini-styret forud for sin indrejse i Danmark i 1984. Ansøgeren deltog i demonstrationer, uddelte løbesedler, satte ild til bildæk og samarbejdede med andre organisationer. I [starten af 1990’erne] blev ansøgeren medlem af [pro-monarkistisk forening], men har siden ikke betalt kontingent. Ansøgeren betegner sig selv som monarkist. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv under sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter sin genindrejse i Iran i [start 1990’erne] blev tilbageholdt og meddelt udrejseforbud som følge af sin politiske aktivitet. Ansøgeren har som asylmotiv under sin genoptagelsessag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder som følge af hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Flygtningenævnet ved sin afgørelse i 2002 ikke forholdt sig til ansøgerens konversion. Ansøgeren blev døbt i 2001 i [by]. Ansøgeren har gået i kirke og missioneret på [asylcenter]. Ansøgeren har ligeledes en tatovering af [et kristent symbol på sin arm]. Ansøgeren har levet mange år som kristen, hvor han blandt andet jævnligt har set kristne tv-kanaler, været gudstjenester, deltaget i bibelmøder og læst i biblen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet på en overbevisende måde har redegjort for, at hans konversion til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning, ligesom han har forklaret, hvordan kristendommen påvirker hans hverdag, herunder med bøn og kirkegang. Herefter, og da ansøgeren har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse, hvorfor han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om særlige forhold taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren blev ved [byrettens] dom [i 2004] idømt [20-60] dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 171, jf. til dels § 21, og udvist med indrejseforbud i tre år. Ansøgeren blev [af en byret i 2009] idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1. Foranstaltningen blev ophævet ved [byrettens] kendelse af [2011]. Ansøgeren blev ved [byrettens] dom af [2012] idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens [bestemmelser vedr. formueforbrydelser og forbrydelser mod den offentlige myndighed] og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år Flygtningenævnet finder på baggrund af dommene af [2009] og [2012] at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren er psykisk syg med [diagnose] og modtager behandling herfor. Dette blev blandt andet lagt til grund i dommen af [2012], hvor det blev angivet, at ansøgeren var sindssyg og omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Dommen af [2009] er ikke tilgængelig for Flygtningenævnet, men Flygtningenævnet lægger efter domskonklusionen til grund, at ansøgeren også ved denne dom blev fundet sindssyg og omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at vurderingen af ansøgerens forhold skal foretages i lyset heraf, jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 30. maj 2023 i Azzaqui mod Holland eller princippet i dommen. Ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden [efteråret] 2000. Han er efter [dommen af 2009] og dommen [af 2012] ikke dømt for strafbare forhold. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse forhold og sagens oplysninger i øvrigt, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2025/17/lnk

stat20257

Nævnet hjemviste i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Libanon og Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse foretage en høring af de libanesiske myndigheder om, hvorvidt den mandlige ansøger er libanesisk statsborger. Henvendelsen skal ske uden oplysning om de dokumenter, som ansøgeren har oplyst at have forfalsket.  Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en sådan henvendelse må antages at være uden risiko for den mandlige ansøger, som i øvrigt har meddelt samtykke til henvendelsen. Udlændingestyrelsen kan overveje, hvorvidt der tillige skal ske en høring af de libanesiske myndigheder af, hvorvidt ansøgernes ægteskab er registreret/gyldigt. Udlændingestyrelsen bedes, såfremt det bekræftes, at den mandlige ansøger er libanesisk statsborger, vurdere, hvorvidt ansøgerne - henset til oplysningerne om, at ansøgerne alene er religiøst viet - efter de libanesiske regler kan anses for ægtefæller med deraf følgende virkning for den kvindelige ansøger. Det bemærkes, at advokaten forud for nævnsmødet har fremlagt en vielsesattest. Udlændingestyrelsen kan i den fortsatte behandling af sagen endvidere overveje at anmode den mandlige ansøger om at tilgå UNRWA’s Digital Registration Platform og downloade de dokumenter, som UNRWA er i besiddelse af. Der henvises til UNRWA Registration Verification Units e-mail af [vinteren] 2024 (sagens akter side [sidetal]).” Stat/2025/7clu

iran202516

Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet]og agnostiker fra [by A], Iran. Ansøgeren har deltaget i en række regeringskritiske aktiviteter mod de iranske myndigheder i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hun har udført politiske aktiviteter i Danmark, som myndighederne i Iran har fået kendskab til. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har deltaget i flere demonstrationer i Danmark mellem [2021-2025]. Til en af demonstrationerne blev ansøgeren filmet af [medie A], og videoklippet fremgår på [medie A’s] [profil på socialt medie A]. Herudover fremgår ansøgeren ligeledes i en video af en demonstration, som er slået op på en iransk [profil på socialt medie B]. Ansøgeren har videre oplyst, at hun har medvirket i et [udenlandsk] dokumentarprogram, hvor hun beretter om det danske asylsystem. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun har slået regimekritiske opslag på sin [profil på socialt medie A], hvor ansøgeren fremgår med navn og billede. Ansøgeren fremgår også med navn i en avisartikel fra [medie B], som omhandler ansøgerens ægtefælles asylsag. Asylsagen er endvidere behandlet i en artikel i [medie C]. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sin [familiemedlem A], som hun har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem A] truer hende, idet [familiemedlem A] mener, at ansøgeren er blevet vestliggjort. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har modtaget trusler fra [familiemedlem A] via [socialt medie A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sin ægtefælles [familiemedlem B], som ansøgerens ægtefælle har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ægtefællens [familiemedlem B] er bosat i [mellemøstligt land A], men at han har kontakter i Iran, og at han selv rejser til Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at ægtefællens [familiemedlem B] er en magtfuld mand. Ansøgeren har desuden henvist til, at hendes børn er [statsborgere i mellemøstligt land A] og derfor vil få problemer ved en tilbagerejse til Iran, da de ikke er iranske statsborgere. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun er frafaldet islam. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun, siden hun var barn, ikke har identificeret sig selv som muslim. Ansøgeren har videre oplyst, at mens hun boede i Iran, var hun nødt til at foregive, at hun fastede og bad bønner for ikke at få problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med [familiemedlem A] i Iran, som vil kunne føre til, at [familiemedlem A], der siden [vinteren 2021/2022] skulle være tilknyttet Revolutionsgarden, vil indberette ansøgeren til de iranske myndigheder.  Nævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på oplysningerne om ansøgerens rejser til Iran med henblik på familiebesøg, herunder navnlig rejsen til Iran i [sommeren] 2022, som angiveligt skulle have fundet sted på trods af [familiemedlem A’s] tiltagende kommentarer og trusler rettet mod ansøgeren. En sådan rejse harmonerer efter nævnets opfattelse ikke med, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran skulle være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hendes [forælder A] støtter hende. Heller ikke omstændighederne i forbindelse med ansøgerens forklaring om, at hun under den nævnte rejse blev [specifikt hændelsesforløb], kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse i Danmark. Nævnet finder således efter oplysningerne om, hvad der passerede under episoden, at der er tale om et afsluttet forhold. Det er i den forbindelse også indgået i vurderingen, at ansøgeren efter episoden kunne udrejse legalt af Iran. Der er ikke noget grundlag for at antage, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder i kraft af, at hun anser sig selv som frafalden muslim. Under den seneste rejse til Iran foregav ansøgeren således at være muslim, og der er ikke noget grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys som værende frafalden muslim. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sit ophold i Danmark er blevet vestliggjort på en sådan måde, at hun ikke kan vende tilbage til Iran. De generelle forhold for kvinder i Iran har ikke en karakter, der i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter reglerne om international beskyttelse. Af de grunde, der er anført herom i Flygtningenævnets samtidige afgørelse af ansøgerens ægtefælles [asylsag], kan nævnet ikke lægge den del af ansøgerens asylmotiv til grund, der angår en konflikt med ansøgerens ægtefælles [familiemedlem B]. Nævnet har således i afgørelsen af ægtefællens sag afvist denne konflikt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Danmark til grund. Selvom karakteren og omfanget af ansøgerens forholdsvis begrænsede sur place-aktiviteter i Danmark ikke i sig selv kan antages at have eksponeret ansøgeren på en asylrelevant måde i forhold til de iranske myndigheder, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at aktiviteterne i sammenhæng med den omtale, der har været i medierne af ansøgerens ægtefælles asylsag, i hvilken forbindelse ansøgeren også optræder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som modstander af det iranske regime har behov for international beskyttelse i Danmark mod forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor på dette grundlag ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens børn, [barn A] og [barn B], er [statsborgere i mellemøstligt land A] ligesom deres far, [navn på ansøgerens ægtefælle]. Børnene skal derfor asylretligt vurderes i forhold til [mellemøstligt land A].De foreliggende baggrundsoplysninger – som gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2024 – om adgangen til at erhverve iransk statsborgerskab kan ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvilket land børnene aktuelt skal vurderes i forhold til. I den forbindelse er de omstændigheder, der er lagt til grund i forhold til deres mors sur place-aktiviteter i Danmark, og den heraf følgende eksponering også indgået ved vurderingen af, om moderen kan henvises til at rette henvendelse til den iranske ambassade i Danmark med henblik på iværksættelse af en statsborgerskabssag vedrørende børnene. Da datteren [barn B] som [statsborger i mellemøstligt land A] efter Flygtningenævnets praksis er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles [barn B] opholdstilladelse i Danmark i medfør af bestemmelsen. I konsekvens af den opholdstilladelse, der er meddelt ansøgeren, [navn på ansøgeren], meddeles ansøgerens barn, [barn A], tillige opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2025/16

iran202518

Nævnet hjemviste i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [by], Iran. Ansøgeren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi hans [familiemedlem A] og [familiemedlem B], har været politisk aktive for PJAK. Ansøgeren frygter, at myndighederne vil lægge vægt på, at han i 1979 udrejste af Iran i forbindelse med revolutionen samt, at ansøgeren nu opholder sig i samme land som [familiemedlem C], som har været modstander af den iranske regering.Ansøgeren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af en gruppe udefinerede personer, som efterstræber hans jord. Ansøgeren har desuden henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af hans tidligere ægtefælles familie eller af hendes nye ægtefælle og svigerfamilie, fordi de efterstræber ansøgerens jord, og fordi de føler sig truet af ansøgeren.Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han i 1979 udrejste fra Iran til Irak, og at han omkring 17 år senere vendte tilbage til Iran. Ansøgeren og hans ægtefælle fik at vide af de iranske myndigheder, at de ville få problemer, såfremt de havde noget med ansøgerens [familiemedlem C], at gøre. I forbindelse med ansøgerens tilbagevenden til Iran blev ansøgeren og hans familie udsat for fysiske overgreb fra ansøgerens tidligere ægtefælles familie og den tidligere ægtefælles nye svigerfamilie.Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv endvidere henvist til, at han en dag hørte om, at to personer, [A] og [B], var blevet anholdt. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin familie om anholdelserne. [Familiemedlem A] og [familiemedlem B] forlod herefter bopælen. To dage senere blev ansøgerens bopæl ransaget af repræsentanter fra efterretningstjenesten. Efterretningstjenesten fandt to cd’er med materiale fra PJAK. Cd’erne blev fundet på [familiemedlem A’s] del af bopælen. Efter ransagningen blev ansøgeren tilbageholdt og afhørt af efterretningstjenesten. Ansøgeren blev løsladt efter nogle få timer. Samme dag som løsladelsen kom en person ved navn [C] til bopælen. [C] fortalte ansøgeren, at [familiemedlem A] og [familiemedlem B] opholdt sig hos [C’s] søn, [D]. Dagen efter kontaktede ansøgeren [familiemedlem D], og bad ham om at arrangere [familiemedlem A’s] og [familiemedlem B’s] udrejse. [Familiemedlem A] og [familiemedlem B] udrejste en til to dage senere. I løbet af de efterfølgende ti dage modtog ansøgeren to indkaldelser til at møde op hos efterretningstjenesten. Ansøgeren mødte i begge tilfælde op dagen efter. Dagen efter, at ansøgeren havde været hos efterretningstjenesten i forbindelse med den anden indkaldelse, tog ansøgeren hjem til [familiemedlem D] for at få arrangeret familiens udrejse af Iran. Tre til fire dage senere påbegyndte ansøgeren og hans familie deres udrejse. Ansøgeren har i forbindelse med sin genoptagelsessag henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er eksponeret som følge af sin deltagelse i demonstrationer i Danmark, samt fordi han altid har været stærkt kritisk over for det iranske styre, og fordi han som etnisk kurder og yarsan vil være i yderligere risiko ved en tilbagevenden til Iran.Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv under sin genoptagelsessag henvist til, at han i Danmark har deltaget i mange demonstrationer imod det iranske styre i forbindelse med Mahsa Aminis død. Ansøgeren blev filmet under en af demonstrationerne, og optagelserne er efterfølgende blevet vist i nyhedsudsendelser på [udenlandsk medie A] og [udenlandsk medie B]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han [oplysninger om udseende], hvilket er en religiøs tradition, og han ytrer sig offentligt om sin religion, som han forsøger at udbrede.Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren ikke efter sin forklaring har været udsat for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb af asylbegrundende karakter som følge af, at han er kurder og yarsan. Selvom de generelle forhold for kurdere og yarsantroende i Iran kan være vanskelige, er det at være kurder og yarsan ikke i sig selv asylbegrundende.Om ansøgerens sur place asylmotiv i forhold til politiske aktiviteter i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at de oplysninger, der er kommet frem i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet, ikke er tilstrækkelige til, at ansøgeren kan anses for at have sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har dels forevist 3 videoklip, som to tv-kanaler og en journalist har lagt op på [socialt medie A]. Videoerne er alle fra den samme demonstration i [foråret] 2024 i [by A], hvor ansøgeren ses blandt deltagerne. Ansøgeren er ikke nævnt ved navn i opslagene. Ansøgeren har forklaret, at han ikke holdt tale eller på anden måde spillede en særlig rolle ved demonstration. Dels har han forevist en video fra [socialt medie B] fra en demonstration i 2018 i [by B] og videoer fra sin profil på [socialt medie C], hvor han ses blandt deltagerne til demonstrationer i 2024 i [by A] og i [by B]. Endelig har ansøgeren oplyst, at han har været med til at arrangere demonstrationer ved et asylcenter i [by C] og at hans navn heller ikke i den forbindelse blev nævnt, idet afholdelse af demonstrationerne ikke blev annonceret skriftligt. Uanset at de omhandlede tv-stationer har et stort antal følgere, og at ansøgeren har omkring [3000-6000 følgere på det sociale medie C], finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke blot ved at være til stede som deltager ved demonstrationerne har sandsynliggjort, at han er blevet eksponeret som en modstander af styret i Iran på en sådan måde og i et sådant omfang, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge heraf.Ansøgeren har imidlertid under sin forklaring i Flygtningenævnet henvist til, at andre personer, herunder hans børn, har foretaget opslag på sociale medier af yderligere demonstrationer, som ansøgeren har deltaget i, ligesom Flygtningenævnet finder, at der kan være grund til at foretage en nærmere gennemgang af ansøgerens [sociale medie C], herunder af kommentarerer til ansøgerens opslag, end der har været mulighed for på nævnsmødet. Endvidere har ansøgeren under mødet oplyst, at han har slægtninge med samme efternavn, som er politisk profilerede modstandere af det iranske regime. Flygtningenævnet bemærker, at der som anført i referatet af Flygtningenævnets koordinationsudvalgs møde den 23. august 2024 bør foretages en grundig gennemgang af omstændighederne i forbindelse med en ansøgers påberåbelse af et sur place asylmotiv. Det bemærkes endvidere, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet har nedlagt påstand om hjemvisning af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2016/2017], og at advokaten ligeledes har nedlagt en subsidiær påstand om hjemvisning.Flygtningenævnet tager derfor påstanden om hjemvisning til følge med henblik på en samlet fornyet vurdering af ansøgerens asylmotiver. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til Udlændingestyrelsen.”Iran/2025/18/JURO

iran202519

Nævnet hjemviste i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er født sunnimuslim, men at han ikke er troende. Ansøgeren er fra landsbyen [A], [byen B] i Iran. Ansøgeren har sympatiseret med PDKI og har i Danmark deltaget i en række regimekritiske demonstrationer samt haft regimekritiske aktiviteter på sociale medier. Ansøgeren henviste under den oprindelige behandling af sagen til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at den iranske sikkerhedstjeneste ville sende ham i krig i Syrien. Ansøgeren henviste videre til, at han frygtede at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han havde unddraget sig militærtjeneste efter at være blevet tvunget til at underskrive papirer om, at han skulle sendes i krig i Syrien. Endelig henviste ansøgeren til, at han frygtede at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi hans familie har været politisk aktiv for KDPI. Under genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til, at han i [foråret] 2023 er blevet dømt in absentia for at tilskynde til propagandaaktiviteter mod systemet med henblik på at forstyrre den nationale sikkerhed. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Danmark har deltaget i en række regimekritiske demonstrationer, og at han i den forbindelse er blevet eksponeret på sociale medier. Endelig har ansøgeren henvist til, at han fortsat er i afledt risiko for overgreb som følge af [familiemedlem A] og [familiemedlem B’s] politiske aktiviteter. Flygtningenævnet bemærker, at det af den førnævnte dom, dateret [foråret] 2023, blandt andet fremgår, at ansøgeren er dømt for ”at overtale og tilskynde folk til at udføre propagandistiske aktiviteter mod regimet ved at offentliggøre i det virtuelle rum og kommunikere med mennesker inden for Irans grænser til aktiviteter og deltagelse mod regimet og aktion mod den nationale sikkerhed, for at opmuntre folk til at deltage i ulovlige forsamlinger og protester.”. Endvidere er han dømt for at have ”opfordret og påvirket folk til at handle mod den nationale sikkerhed”. Det fremgår endvidere, at ansøgeren har foretaget visse handlingerne til fordel for KDPI. Ansøgeren er ifølge dommen idømt tre års ubetinget fængsel. Flygtningenævnet finder ikke på det foreliggende grundlag, og under hensyn til omstændighederne ved dommens fremlæggelse for Flygtningenævnet, at denne umiddelbart kan lægges til grund som værende ægte. Spørgsmålet om dommens ægthed er dog af så stor betydning for ansøgerens asylgrundlag, at Flygtningenævnet finder det nødvendigt, at der foretages en ægthedsvurdering af dommen, og at der gives Udlændingestyrelsen mulighed for på ny at vurdere sagen på baggrund af udfaldet af en sådan ægthedsvurdering. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på foretagelse af en ægthedsvurdering af den fremlagte dom.Løbenummer: iran/2025/19/marau

colo20258

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med Colo/2025/9 + Colo/2025/7 + Colo/2025/6. Senest indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er kristen fra [by A], Colombia. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, [i vinteren 2012/2013], og at klageren indrejste i Danmark [senere i vinteren 2012/2013]. Klageren har [i foråret] 2016 underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse. Det fremgår af oplysninger fra Det Centrale Personregister og fra DRC Dansk Flygtningehjælp, at klageren udrejste af Danmark [senere i foråret] 2016 med henblik på at tage permanent ophold i Colombia. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark samt opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker vedrørende det af klagerens tidligere ægtefælle, [D], og klagerens samlever, [B], forklarede om, at deres familier efter deres udrejse af Colombia i 2023 - og i øvrigt først efter de afgav forklaringer i Udlændingestyresen - har oplevet opsøgninger i Colombia m.v., at det er påfaldende, at disse opsøgninger først er sket på dette sene tidspunkt, henset til at de begge har forklaret om, at de selv var blevet opsøgt i 2016/2017. Flygtningenævnet bemærker videre, at det forhold, at klagerens søn, [C], der er autist, nu har boet yderligere et år i Danmark ikke kan føre til, at bortfald af opholdstilladelsen vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller Børnekonventionens artikel 3. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forhold, at [C] i Danmark er diagnosticeret med [fysisk sygdom] og får medicin herfor, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at medicinen ikke kan købes i Colombia. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnet ved en Googlesøgning på apoteker i Colombia har konstateret, at medicinen kan købes i blandt andet klagerens hjemområde, og at denne ikke er uforholdsmæssigt dyr. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Colo/2025/8

colo20257

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Klageren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Colo/2025/9 + Colo/2025/8 + Colo/2025/6. Senest indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er kristen fra [by A], Colombia. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, som medfølgende mindreårig til sine forældre [i vinteren 2012/2013], og at klageren indrejste i Danmark [senere i vinteren 2012/2013] sammen med sine forældre. Klagerens forældre har [i foråret] 2016 underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse. Det fremgår af oplysninger fra Det Centrale Personregister og fra DRC Dansk Flygtningehjælp, at klageren udrejste af Danmark [senere i foråret] 2016 med henblik på at tage permanent ophold i Colombia sammen med sine forældre. Det fremgår videre af Det Centrale Personregister, at klageren på ny indrejste i Danmark [i foråret] 2023. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark samt opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker vedrørende det af klagerens mor og klagerens fars samlever, [B], forklarede om, at deres familier efter deres udrejse af Colombia i 2023 - og i øvrigt først efter de afgav forklaringer i Udlændingestyresen - har oplevet opsøgninger i Colombia m.v., at det er påfaldende, at disse opsøgninger først er sket på dette sene tidspunkt, henset til at de begge har forklaret om, at de selv var blevet opsøgt i 2016/2017. Flygtningenævnet bemærker videre, at det forhold, at klageren, der er autist, nu har boet yderligere et år i Danmark ikke kan føre til, at bortfald af opholdstilladelsen vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller Børnekonventionens artikel 3. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forhold, at klageren i Danmark er diagnosticeret med [fysisk sygdom] og får medicin herfor, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at medicinen ikke kan købes i Colombia. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnet ved en Googlesøgning på apoteker i Colombia har konstateret, at medicinen kan købes i blandt andet klagerens hjemområde, og at denne ikke er uforholdsmæssigt dyr. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Colo/2025/7

afgh202526

Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”[I vinteren 2016/2017] stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved du blev meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Ved henvendelse til Midt-og Vestsjællands Politi af [foråret] 2025 har du anmodet om asyl. Du har i anmodningen henvist til, at forholdene i Afghanistan gør, at du ikke ønsker at vende retur. [I foråret] 2025 modtog Udlændingestyrelsen anmodningen fra Midt-og Vestsjællands Politi. Samme dag videresendte Udlændingestyrelsen anmodningen til Flygtningenævnets sekretariat, idet styrelsen betragtede din anmodning som en anmodning om genoptagelse. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at du skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Løbenummer: Afgh/2025/26   

afgh202528

Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte:[I foråret] 2023 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvor ved din klient, den afghanske statsborger [A], blev meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved mail af [efteråret] 2024 har du på din klients vegne anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Du har i anmodningen blandt andet henvist til de seneste udviklinger i Afghanistan, og at din klient er en afghansk kvinde. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan og efter en vurdering af den konkrete sag finder Flygtningenævnet således, at din klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Afgh/2025/28   

dub-kroa20253

Nævnet omgjorde i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark. Herudover henviste DRC Dansk Flygtningehjælp til, at en overførsel til Kroatien vil medføre risiko for push-backs og refoulement, samt at der foreligger mangler ved modtagelses- og indkvarteringsforholdene i Kroatien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2023/2024] har søgt om international beskyttelse i Kroatien, og herefter er udrejst af Kroatien, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Kroatien har i overensstemmelse hermed [i foråret] 2024 accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det bemærkes hertil, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2025 har meddelt klageren opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 19, stk. 1, at ansvaret for at behandle klagerens asylsag er overgået til Danmark. På den baggrund omgør Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2024, således at klagerens asylsag skal behandles i Danmark.” Dub-Kroa/2025/3/lnk

dub-tysk202511

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens mindreårige søn har opholdstilladelse og opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Tyskland, gjort gældende, at klagerens mindreårige søn er bosat i Danmark, hvorfor klageren, under henvisning til retten til familieliv, bør få sin asylansøgning realitetsbehandlet i Danmark efter Dublinforordningens art. 17, stk. 1, jf. art. 6, stk. 1, herunder art. 6, stk. 3, litra a. Efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier. Hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som der er henvist til i forordningens præambel 13, 14 og 16 kan ikke medføre, at Danmark skal behandle klagernes asylansøgning i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af bl.a. reglerne om familiesammenføring. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og hans søns mor blev religiøst viet i Libanon i 2015-2016, og at deres samliv ophørte i 2019. Klageren valgte herefter i 2019, af egen fri vilje og efter sin søns fødsel i Danmark, at søge om asyl i Tyskland, hvorfor det må antages, at klageren ved indgivelse af asylansøgning i Tyskland havde til intention at tage varigt ophold i Tyskland. Klageren har under sit ophold i Tyskland fra 2019 og frem til sin genindrejse i Danmark i [vinteren 2023/2024] udelukkende haft telefonisk kontakt med sin søn, og har i perioden ikke gjort sig øvrige bestræbelser på at opnå familiesammenføring. Det forhold at klageren nu ønsker at opholde sig i Danmark med sit barn må således henhøre til reglerne om familiesammenføring. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en medlemsstat, der efter de i forordningen fastsatte kriterier ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at være forpligtet til at behandle denne ansøgning i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. dom C-661/17, M.A., S.A. og A.Z. mod Irland, afsagt af den Europæiske Unions Domstol den 23. januar 2019. Således kan hensynet til barnets tarv ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ekstraordinære omstændigheder i øvrigt, som kan begrunde, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren i Tyskland blev udsat for seksuelle overgreb og ulovlige krænkelser i form af omfattende hævnporno, og deraf medfølgende chikane, vold og trusler. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren henvises til at rette henvendelse til relevante tyske myndigheder om eventuelle kriminelle forhold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Tysk/2025/11/lnk

dub-schw20251

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at modtagerforholdene for asylansøgere i Schweiz var utilstrækkelige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det kan lægges til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Schweiz, og at ansøgningen fortsat er under behandling i Schweiz. Det bemærkes, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han efter anvisning af de schweiziske myndigheder rejste fra Schweiz til Nedelandene, hvor han opholdt sig i 3 dage. Der er imidlertid ikke andre oplysninger, der støtter klagerens forklaring om et ophold i Nedelandene, og Flygtningenævnet finder, at denne del af klagerens forklaring ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1.Flygtningenævnet bemærker overordnet, at Schweiz har tiltrådt både Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner, og der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke fornødne holdepunkter for at antage, at de schweiziske myndigheder ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke har oplyst om forhold, der – sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i Schweiz – giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. Klagerens oplysninger om blandt andet midlertidige indkvarteringsforhold i en bunker, grænseoverskridende adfærd fra personalets side og om begrænsninger i adgangen til lægehjælp indebærer efter Flygtningenævnets opfattelse ikke, at omstændighederne i den foreliggende sag har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, om, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke har forklaret om manglende adgang til relevant lægehjælp i forbindelse med konkret, alvorlig sygdom eller lignende. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2025/1/AJNI

dub-pole20252

Nævnet omgjorde i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens særlig sårbarhed, herunder til dokumentation herfor, til de overgreb klageren var udsat for i Polen, samt til, at der særligt for sårbare er omfattende udfordringer i asylsystemet i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det kan lægges til grund, at klageren har været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen inden for de i forordningen fastsatte frister. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den [efteråret 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. herved Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har anledning til at bemærke, at Polen har tiltrådt både Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner, og der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke fornødne holdepunkter for at antage, at de polske myndigheder ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Efter de lægelige og sagens øvrige oplysninger kan det imidlertid – som også gjort af Udlændingestyrelsen – lægges til grund, at klageren er særlig sårbar for så vidt angår sit mentale helbred. Flygtningenævnet finder, at denne meget betydelige sårbarhed hos klageren i vidt omfang må tilskrives de oplevelser, herunder alvorlige overgreb, som ifølge klageren har fundet sted i Polen.Flygtningenævnet finder efter konkret vurdering, at der efter oplysningerne om klagerens meget betydelige psykiske skrøbelighed og baggrunden herfor foreligger sådanne forhold af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. herved Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1. Dette gælder uanset, at der ikke grundlag for at antage, at det polske asylsystem er mangelfuldt i noget væsentligt omfang. Flygtningenævnet omgør på den anførte baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2024, således at klagerens asylansøgning skal behandles her i landet.” Løbenummer: Dub-Pole/2025/2/AJNI

dub-tysk202515

Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har oplyst, at han ikke har søgt om asyl i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke har indgivet en ansøgning om asyl i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ifølge Eurodac-databasen er registreret som asylansøger i Tyskland [i vinteren 2024/2025]. Endvidere har de tyske myndigheder accepteret at modtage klageren i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/15/kdo

ugan20252

Nævnet meddelte i marts 2025 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023. Genoptaget sag.Flygtningenævnet nævnet: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og humanist af trosretning fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I forbindelse med sin oprindelige asylsag henviste ansøgeren som asylmotiv til, at ansøgeren frygter forfølgelse som følge af ansøgerens seksuelle orientering og kønsidentitet. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at ansøgeren blev bevidst om sin seksualitet, da ansøgeren var 14 år gammel og gik på kostskole. Ansøgeren mødte her nogle [andre elever af samme køn som ansøgeren], der lagde an på ansøgeren og drillede ansøgeren. En af disse [elever] hed [A], og [A] og ansøgeren indledte et forhold til hinanden som varede i fire år. De mistede kontakten, da ansøgerens familie tvang ansøgeren til at indgå ægteskab med [B], da ansøgeren blev 18 år. Ansøgeren har også været i et forhold med en anden [person af samme køn] ved navn [C]. De lærte hinanden at kende, da de arbejdede på den samme [arbejdsplads]. Deres relation blev tættere over tid, idet de blandt andet delte [samme oplevelser fra deres tidligere ægteskaber]. Deres venskab udviklede sig til en romantisk relation. De var sammen i fem til seks år. Om sin kønsidentitet oplyste ansøgeren, at ansøgeren allerede som barn følte sig som [det modsatte køn end ansøgeren er født med]. Ansøgeren legede [lege] og gik klædt som [det andet køn]. Det er imidlertid først efter ansøgeren i Danmark har talt med en læge og en psykolog, at ansøgeren er blevet bevidst om, at ansøgeren identificerer sig som [det modsatte køn end ansøgeren er født med]. Ansøgeren henviste videre til, at ansøgeren frygter sin tidligere ægtefælle, [B], fordi [B] kort inden ansøgerens udrejse uanmeldt opsøgte ansøgeren i ansøgerens hjem. Her opdagede [B], at ansøgeren var i et forhold med [C]. [B] slog ansøgeren i hovedet gentagende gange med en flaske. [C] flygtede og ansøgeren har ikke set [C] siden. Ansøgeren anmeldte hændelsen til politiet dagen efter. Efterfølgende kontaktede [B] ansøgeren og fremsatte trusler mod ansøgeren, om at ansøgeren risikerede at komme i fængsel, fordi [B] havde taget ansøgerens telefon, og at det på grund af blandt andet korrespondancer og billeder på telefonen kunne udledes, at ansøgeren var i et forhold med en [person af det samme køn]. Ansøgerens henviste endvidere til, at ansøgerens ven, [D], havde oplyst ansøgeren om, at politiet havde ført [C] væk. Ansøgeren henviste endelig til, at ansøgeren frygter forfølgelse og dødsstraf som følge af sit arbejde i [en forening], der blandt andet støtter LGBT+-rettigheder i Uganda. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren fortsat henvist til sine oprindelige asylmotiver. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin seksualitet og kønsidentitet oplyst, at ansøgeren har skrevet tre artikler omhandlende sin seksualitet, og at disse er udgivet i [et tidsskrift]. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om [pågældendes] seksuelle orientering og kønsidentitet til grund. Flertallet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt, herunder også om den proces, der førte til at ansøgeren erkendte at være seksuelt tiltrukket af [personer af det samme køn] og til nu at identificere sig som [det modsatte køn end ansøgeren er født med]. Vedrørende de generelle forhold for homoseksuelle og transkønnede i Uganda bemærkes, at parlamentet i Uganda den 21. marts 2023 vedtog ”The Anti-Homosexuality Act 2023”, som efterfølgende er underskrevet af den ugandiske præsident. Af loven fremgår blandt andet, at LGBT+-personer risikerer at blive idømt fængsel på livstid for ”same-sex conduct” og ”promotion af homosexuality”. Der er endvidere indført dødsstraf for tilfælde af ”aggravated homosexuality”. Af baggrundsoplysningerne om forholdene for LGBT+-personer i Uganda, herunder Human Rights Watch, Ugandan Parliament Passes Extreme Anti-LGBT, udgivet den 22. marts 2023, Amnesty International, Uganda: Presidents´s approval of anti-LGBTI Bill is a grave assault on Civil and Political Rights: LGBTQ-Rights, udgivet den 26. maj 2023 og The Advocates for Human Rights, Ugandas Compliance with the International Convention on Civil and Political Rights: LGBTQ+Rights, udgivet den 26. maj 2023, fremgår, at forholdene for LGBT+-personer i Uganda er forværret betydeligt som følge af den nævnte lov. Ugandas forfatningsdomstol har ved en afgørelse af 3. april 2024 opretholdt hovedparten af lovens bestemmelser, herunder muligheden for at idømme dødstraf, samt en forpligtelse til at anmelde homoseksuelle aktiviteter, såfremt man bliver bekendt med sådanne, jf. rapporten Uganda: Court Upholds Anti-Homosexuality Act. Entrenches Discrimination, Enhances Risk of Anti-LGBT Violence, udgivet af Human Rights Watch den 4. april 2024. Det er fortsat ikke muligt at fastslå, hvorledes den i Uganda indførte lov vil blive håndhævet med hensyn til gennemførelse af straffesager mv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid, at der har været en stigning i myndighedernes anholdelser af homoseksuelle, ligesom der er rapporteret om en betydelig stigning i antallet af andre overgreb mv. på homoseksuelle. Endvidere fremgår det af nyere artikler, herunder fra Human Rights Awareness and Promotion Forum (HRAPF), senest den 10. oktober 2024, at situationen for homoseksuelle i Uganda er mærkbart forværret siden lovens vedtagelse. Således beskrives i artikler et fortsat højt antal tilfælde af chikane, vold og trusler om vold, overfald og tilfælde af arrestationer, men ingen tilfælde af domfældelser efter den nye lov. Af den seneste rapport fra HRAPF af 11. januar 2025 fremgår, at der har været et øget antal arrestationer for lovovertrædelser relateret til de pågældendes seksualitet siden foregående rapport. I henhold til rapport af 29. juli 2024 fra Immigration and Refugee Board of Canada pkt. 2.1 og 2.2 er der endvidere en betydelig risiko for overgreb på LGBT+-personer såvel fra den almindelige civile befolkning som fra myndighederne. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens seksuelle orientering og kønsidentitet er kendt af i hvert fald enkelte familiemedlemmer i Uganda og af ansøgerens tidligere ægtefælle. Dertil kommer, at ansøgeren, om end i begrænset omfang, er eksponeret via artikler skrevet af ansøgeren om dennes erfaringer som homoseksuel i Uganda og som asylansøger i [et tidsskrift], og i kraft af ansøgerens aktiviteter i Danmark i [organisation]. Flygtningenævnet finder, at der derfor må anlægges en forsigtig vurdering af om, ansøgeren har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet konkret vurdering af ansøgerens forhold og baggrundsoplysningerne vedrørende LGBT+-personer finder Flygtningenævnets, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2025/2/sahe

stat20254

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Sagen er sambehandlet med løbenr. Liba/2025/2/saba. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim og har oplyst at være fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen. Klageren havde endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive voldtaget af de krigsførende parter i Syrien, samt at hendes [familiemedlem A], blev dræbt, og hendes [familiemedlem B] var forsvundet. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelse ved svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat, idet hendes [familiemedlem A] blev likvideret af en af dem uden grund. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for seksuelle overgreb, da medlemmer fra både den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat voldtager kvinder. Klageren har som asylmotiv ved en tilbagevenden til Libanon henvist til, at hun frygter, at de samme personer, der likviderede hendes [familiemedlem A], vil efterstræbe hende i Libanon. Endelig har klageren henvist til, at hun ikke har nogen tilknytning til Libanon. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen indledte sagen af egen drift [i sommeren] 2019. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet er i alt væsentligt enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2024. Flygtningenævnet finder således, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 med henvisning til, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og at klageren ikke kan meddeles asyl på nyt grundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin nationalitet, hvorfor der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen. Efter modtagelse af høringssvar fra UNRWA, klagerens fødselsattest fra Libanon, at klagerens [familiemedlem C] er statsborger i Libanon, samt klagerens [familiemedlem C’s] registrering hos DPAR, lægges det på denne baggrund til grund, at klageren ikke er statsløs palæstinenser fra Syrien, som klageren har oplyst i sin asylsag, men at klageren er statsløs palæstinenser fra Libanon, og at klageren herved bevidst har afgivet urigtige oplysninger til brug for behandlingen af sin asylsag. Klagerens frygt for at vende tilbage til Syrien på grund af de generelle forhold og idet hun frygter de ukendte personer, der slog hendes [familiemedlem A] ihjel, kan ikke føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet klageren vil blive udsendt til Libanon, og idet det alene beror på klagerens egen formodning, at de personer, der har dræbt klagerens [familiemedlem A] i Syrien, vil have viljen og evnen til at efterstræbe klageren i Libanon. Endvidere har klageren ikke oplyst, at hun har konflikter i Libanon. Endelig finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold. Det af klagerens advokat anførte kan på ovennævnte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold og henset til, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig, foreligger der ikke sådanne omstændigheder, at det må antages at virke særlig belastende for klageren at nægte forlængelse af hendes opholdstilladelse. Efter en samlet afvejning af sagens oplysninger er betingelserne herefter opfyldt for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: stat/2025/4/saba

myan20252

Nævnet hjemviste i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2016. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by A], [region A], Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst ved flere lejligheder at have ydet økonomisk støtte til [organisation A]. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar frygtede, at hun ville blive fængslet af myndighederne, fordi hun ulovligt forlod sit job i staten og udrejste af landet. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at hun i [region A] arbejdede i [offentlig myndighed]. Forud for sin udrejse meldte hun sig syg på sit arbejde og oplyste, at hun skulle til [by B] for at modtage behandling. Ansøgeren rejste i stedet til [by B] for at få udstedt et pas og visum og udrejste derefter til [land A], hvor hun blev gift med sin ægtefælle. Senere samme år rejste hun fra [land A] til Danmark for at besøge sin ægtefælle. Under opholdet i Danmark blev hun kontaktet af sin familie, der oplyste, at de var blevet opsøgt af hendes chef, der truede med, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Myanmar ville blive fængslet. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar frygter militærstyret, der kom til magten ved et militærkup i 2021. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [familiemedlem A] har tilsluttet sig [organisation A], som er en væbnet modstandsgruppe, der kæmper mod styret i Myanmar. Ansøgerens [øvrige familiemedlemmer] blev på grund af [familiemedlem A’s] aktiviteter nødt til at flygte til [land B] i [sommeren] 2021, fordi familiemedlemmer til personer i modstandsbevægelsen også bliver betragtet som modstandere af styret. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved flere lejligheder har ydet økonomisk støtte til [organisation A], ligesom hun er medlem af forskellige støttegrupper på Facebook og har deltaget i en demonstration i [dansk by A] mod styret i Myanmar. Endelig har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle og hans [familiemedlemmer] har været politisk aktive, ligesom ægtefællen også har deltaget i en regimekritisk demonstration i [dansk by A] og delt regimekritiske opslag på sociale medier. Ansøgerens ægtefælle og deres [antal] fælles børn blev [i efteråret] 2024 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens oprindelige asylmotiv, som Flygtningenævnet tog stilling til ved Flygtningenævnets afgørelse [i 2020], ikke er til prøvelse under denne sag. DRC Dansk Flygtningehjælp og ansøgeren selv har under sagens genoptagelse henvist til de væsentligt forværrede forhold i Myanmar efter militærkuppet i 2021. Der er endvidere særligt henvist til, at ansøgeren angiveligt er profileret som værende i opposition til styret i Myanmar dels på grund af hendes egne aktiviteter i Danmark og dels særligt, fordi [familiemedlem A] oplyses at være engageret i væbnet kamp mod styret i Myanmar. Det er i den forbindelse gjort gældende, at styret må formodes at være bekendt med [familiemedlem A’s] aktivitet. Endelig er der henvist til ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse, jf. ovenfor. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse med henvisning til kumulative forhold, men at der af tilladelsesresolutionen fremgår nogle omstændigheder, der ikke umiddelbart gør sig gældende for ansøgeren. Der er således særligt henvist til ægtefællens politiske aktiviteter, samt at han er i den militærpligtige alder og således efter de foreliggende baggrundsoplysninger ved en tilbagevenden ville kunne risikere en længere fængselsstraf eller under visse omstændigheder risikere at blive udsat for tortur eller at blive dræbt. Endvidere er der henvist til ægtefællens [familiemedlems] politiske aktiviteter længere tilbage. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med den nedlagte påstand bør have mulighed for at tage stilling til, hvilken betydning ansøgerens egne aktiviteter i Danmark, hendes ægtefælles forhold, det forhold, at hendes [antal] mindreårige børn har opholdstilladelse i Danmark og de påberåbte baggrundsoplysninger bør have for hendes asylretlige stilling. Flygtningenævnet finder det derfor rettest, at sagen hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.Løbenummer: Myan/2025/2/marau

liba20252

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Sagen er sambehandlet med løbenr. Stat/2025/4/Saba. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim og har oplyst at være fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen. Klageren havde endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive udsat for voldtægt af de krigsførende parter i Syrien. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at hendes [familiemedlem A], blev dræbt [i efteråret] 2014, samt at hendes [familiemedlem B] var forsvundet. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelse ved svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, samt at hun frygter de ukendte personer, der likviderede hendes [familiemedlem A]. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Libanon, idet hun aldrig har været der, samt fordi det ikke er klagerens hjemland. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen indledte sagen af egen drift [i sommeren] 2019. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet er i alt væsentligt enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2024. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 med henvisning til, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og at klageren ikke kan meddeles asyl på nyt grundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin nationalitet, hvorfor der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen. Der er blandt andet lagt afgørende vægt på de oplysninger fra de libanesiske myndigheder, som er modtaget via den danske ambassade i Beirut, hvorefter klageren har fået udstedt et libanesisk pas med [pasnummer] gyldigt fra [foråret] 2015 og ét år frem. Af samme bekræftes fra The Directorate General for Civil Status i Libanon, at klageren er libanesisk statsborger. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering heraf, at det ikke har været muligt at indhente yderligere oplysninger idet de libanesiske myndigheder alene kan be- eller afkræfte, hvorvidt en person er libanesisk statsborger eller ej. Klagerens forklaring om, at hun intet kendskab har til dette libanesiske pas, eller at hun ikke har søgt eller fået udstedt et sådant, kan ikke føre til en anden vurdering, idet både klagerens navn, fødedato, samt [familiemedlem B’s] navn fremgår af passet, og at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 har bekræftet rigtigheden af disse oplysninger. Klagerens forklaring til samtalen [i efteråret] 2023 om, at det muligvis kunne være klagerens [familiemedlem C], der har fået udstedt et libanesisk pas på klagerens vegne, forekommer bemærkelsesværdig og kan ikke lægges til grund. Endelig kan det ikke føre til en anden vurdering, at klageren til sine fem samtaler med Udlændingestyrelsen, senest [i efteråret] 2023, har fastholdt, at hun er statsløs palæstinenser fra Syrien, idet klageren ikke nærmere har sandsynliggjort dette. Der er derimod ved de nævnte oplysninger fra Directorate General for Civil Status i Libanon fremlagt oplysninger, der modstrider klagerens påstand. Endelig bemærkes, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ECOI rapport Palestenian Refugees Access to registration and UNRWA services, documents, and entry to Jordan fra juni 2020 fremgår, at oplysninger i UNRWA`S registrerings database kun foretages, når en person selv tilvejebringer disse til UNRWA. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren var libanesisk statsborger og ikke statsløs palæstinenser fra Syrien, som oplyst ved sin indrejse i Danmark [i vinteren 2015/2016]. Klageren har således bevidst afgivet urigtige oplysninger til brug for behandlingen af sin asylsag. Klagerens frygt for at vende tilbage til Syrien på grund af de generelle forhold i Syrien og fordi hun frygter de personer, der slog hendes [familiemedlem A] ihjel, kan ikke føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet klageren vil blive udsendt til sit hjemland Libanon og at det alene beror på klagerens egen formodning, at de personer, der har dræbt klagerens [familiemedlem] i Syrien, og angiveligt har forsøgt at voldtage klageren, vil have viljen og evnen til at efterstræbe klageren i Libanon. Endvidere har klageren ikke oplyst, at hun har konflikter i Libanon. Endelig finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold. Efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold, herunder at hun er islamisk viet til en herboende i Danmark og henset til, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig, foreligger der ikke sådanne omstændigheder, at det må antages at virke særlig belastende for klageren at nægte forlængelse af hendes opholdstilladelse. Det af klagerens advokat anførte kan på ovennævnte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet afvejning af sagens oplysninger er betingelserne herefter opfyldt for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Liba/2025/2/Saba

liba20251

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Libanon frygter at skulle bo alene og uden hjælp fra sin familie, samt at hun ikke kan få den nødvendige hjælp i forhold til sine helbredsmæssige problemer. Ansøgeren har hertil oplyst, at alle hendes børn og søskende bor i udlandet, og at hun ikke har nogen steder at bo i Libanon, da hendes [familiemedlem] har overtaget hendes lejlighed, og at han er død af kræft. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun ikke kan bo alene grundet sine helbredsmæssige problemer, som gør, at hun har brug for hjælp i dagligdagen. Ansøgeren har hertil oplyst, at hun lider af [en lang række af helbredsproblemer] og tager smertestillende piller. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i den nordlige af Libanon, som ansøgeren kommer fra - herunder for enlige kvinder - ikke i sig selv kan begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren oplyser at have [en lang række af helbredsproblemer], og tager smertestillende piller, kan ikke føre en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, således som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7 for at opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Liba/2025/1/ajni

jord20253

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], palæstinenser og sunnimuslim fra [by], Jordan. Der er i sagen ikke oplysninger om, at ansøgeren har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Jordan har en konflikt med tre navngivne privatpersoner, [A], [B] og [C], og familierne til [et antal] kvinder, som han har haft et intimt forhold til. Til støtte herfor har ansøgeren anført, at [A] i 2018 stjal private informationer fra ansøgeren, […], ligesom [A] er skyld i, at der blev optaget lån i ansøgerens navn og videresendt videoer med seksuelt indhold til familiemedlemmerne til [et antal] kvinder, som ansøgeren har haft et intimt forhold til. Ansøgeren har oplyst, at han på baggrund af de omtalte videoer i 2018 blev kontaktet telefonisk af kvindernes familier, der udsatte ham for trusler, og at han i 2020 blev opsøgt og overfaldet af nogle personer, der nævnte [kvinderne], og som ansøgeren formoder er slægtninge til [kvinderne]. For så vidt angår konflikten med [B] har ansøgeren anført, at [B] med urette har beskyldt ansøgeren for at skylde ham penge, og at [B] som følge heraf overfaldt ansøgeren i 2020, hvor han stak ansøgeren med en kniv, udsatte ham for et seksuelt overgreb og truede ham på livet. Om konflikten med [C] har ansøgeren oplyst, at [C] er bandemedlem og i 2022 opsøgte ansøgeren med krav om tilbagelevering af penge eller narkotika, som ansøgeren ikke har noget med at gøre, og at ansøgeren i den forbindelse blev udsat for vold og trusler. Om konflikten med [A] har ansøgeren anført, at [A] har sendt folk efter ansøgeren for at slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i samtalerne med udlændingemyndighederne og under nævnsmødet gennemgående har forklaret usammenhængende og i udpræget grad udbyggende om sine asylmotiver, herunder navnlig om konflikten med familierne til de kvinder, der efter ansøgerens forklaring optræder i en række videoer med seksuelt indhold. De pågældende asylmotiver afviger endvidere fra de asylmotiver, som ansøgeren indledningsvis har gjort gældende i asylskemaet, hvor der navnlig er henvist til ansøgerens seksuelle relation til en homoseksuel ven som den udløsende årsag til ansøgerens efterfølgende konflikter. Ansøgeren har fremlagt en række dokumenter på arabisk, som er blevet oversat til brug for nævnsmødet. Flygtningenævnet finder, at de fremlagte dokumenter bekræfter, at ansøgeren har eller har haft en civilretlig tvist med en person benævnt [A], men at dokumenterne ikke i øvrigt understøtter ansøgerens forklaring, hvorefter [A] skulle have forsøgt at slå ansøgeren ihjel. På den anførte baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er berettiget til asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De generelle forhold for palæstinensere i Jordan er endvidere ikke af en sådan karakter, at de kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Jord/2025/3/flfr/cara

§29b-ita20252

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Italien [i foråret] 2014 og at opholdstilladelsen er tidsubegrænset. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som det første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren har opnået international beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det må herefter lægges til grund, at klageren vil være beskyttet mod refoulement. Det må endvidere lægges til grund, at klageren uhindret vil kunne indrejse i Italien og tage opholdt der. Spørgsmålet er herefter om andre forhold kan føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Klageren har i denne forbindelse henvist til en række sociale og helbredsmæssige forhold til støtte herfor. Klagerens advokat har i sit indlæg [i efteråret] 2024 særligt henvist til boligforhold og klagerens helbredsforhold. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren efter sin ankomst til Danmark er blevet diagnosticeret med [sygdom], hvilket er en neurodegenerativ, uhelbredelig lidelse. Klagerens advokat har i den forbindelse gjort gældende, at klageren må betragtes som så særligt sårbar, at en tilbagesendelse af klageren til Italien vil udgøre en krænkelse af klagerens rettigheder efter EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af tilgængelige baggrundsoplysninger, herunder blandt andet AIDA Country Report – Update 2023, af 9. juli 2024, side 244, at personer der har international beskyttelse i Italien har adgang til ”public housing” på lige fod med italienske statsborgere. Det er i samme rapport omtalt, at der derudover er et antal private boligtilbud rettet mod asylansøgere og andre udsatte grupper, blandt andet drevet af kirker og private. Selvom det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at situationen for boligsøgende i Italien er vanskelig, finder Flygtningenævnet på den baggrund ikke, at disse forhold i sig selv kan føre til, at en tilbagesendelse af klageren til Italien vil udgøre en krænkelse af dennes rettigheder, jf. ovenfor. Vedrørende klagerens helbredsforhold har klageren forklaret, at han under sit tidligere ophold i Italien fik udstedt et sundhedskort. Det fremgår endvidere af førnævnte rapport side 249 ff., at såvel asylansøgere som personer, der har opnået international beskyttelse, skal registreres ved italiensk nationale sundhedsmyndigheder, men at de herefter vil have samme rettigheder til behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere, at personer uden økonomiske midler ikke er afskåret fra at modtage behandling. Det fremgår endelig, at personer med international beskyttelse også har ret til specialiseret lægebehandling. Den omstændighed, at det fremgår af erklæring af [af efteråret] 2024 fra speciallæge i neurologi, [A], at ”der vil være risiko for forværring af tilstanden ved eventuel flytning – og navnlig hvis kvalificeret hjælp ikke kan garanteres” kan af de anførte grunde ikke føre til, at en overførsel til Italien undlades. Vedrørende adgangen til sociale ydelser henviser Flygtningenævnet til førnævnte AIDA rapport side 248, hvoraf fremgår, at personer med international beskyttelse har adgang til sociale ydelser på linje med italienske statsborgere. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2025/2/sahe

stat20253

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har med undtagelse af perioden 2007-2009 boet i [flygtningelejr], som ligger mellem [by A] og [by B], indtil han rejste til Ukraine i 2019. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter gruppen [palæstinensisk organisation], som har forsøgt at slå ham ihjel. Ansøgeren frygter endvidere at vende tilbage til Libanon, fordi han ikke vil kunne klare sig selv eller få hjælp. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at gruppen [palæstinensisk organisation] begyndte at henvende sig til ansøgeren i 2017, fordi de ville rekruttere ansøgeren, og de henvendte sig mange gange. [A] er ledende medlem i den palæstinensiske organisation. I 2018 blev ansøgeren udsat for to overgreb af gruppen. Ansøgeren måtte flytte hjem til [sit familiemedlem], men her forsøgte gruppen også at slå ham ihjel. Første overfald skete, da to personer fra gruppen stoppede ansøgeren på gaden, og flere fra gruppen kom til, hvorefter ansøgeren under slagsmål blev stukket med en kniv i skulderen. Anden gang gruppen udsatte ansøgeren for overfald, lå de i baghold, da ansøgeren tog fra sin [familiemedlems] bopæl. Ansøgeren flygtede, men blev skudt i den ene hånd. Ansøgeren har endvidere oplyst, at alle i området har problemer med [palæstinensisk organisation], fordi gruppen vil have, at man støtter dem. Gruppen er bevæbnet og har kontakter ved myndighederne. Ansøgeren henvendte sig til politiet efter den ene episode, men politiet samarbejder med [palæstinensisk organisation]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har brug for hjælp, og at han ikke kan klare sig selv. Ansøgeren har [fysisk handicap] som følge af et uheld, og han vil ikke kunne få et arbejde, penge eller et sted at bo, ligesom han ikke vil få nødvendig lægehjælp i Libanon. Ansøgeren har endelig henvist til, at han som statsløs palæstinenser i Libanon ikke har nogle rettigheder. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst at være statsløs palæstinenser fra Libanon, og at UNRWA ved brev af [vinteren 2023/2024] efter høring har bekræftet, at ansøgeren er registreret ved UNRWA i Libanon. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan anses for at være omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt. og derfor ved en tilbagevenden til Libanon vil kunne opnå hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2024. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt med en gruppe ved navn [palæstinensisk organisation]. Ansøgerens forklaring herom har ikke fremstået overbevisende. Til sin asylsamtale har ansøgeren først forklaret, at gruppen var interesseret i ham, fordi han var under uddannelse og senere, at han ikke vidste, hvorfor gruppen var interesseret i ham. På nævnsmødet har ansøgeren heller ikke kunne forklare nærmere om, hvorfor gruppen skulle være interesseret i ham. Ansøgeren har på nævnsmødet desuden forklaret udbyggende og divergerende om denne angivelige konflikt. Til sin asylsamtale [i foråret] 2024 har ansøgeren forklaret, at en gruppe i midten af 2018 opsøgte ham, hvorefter han flygtede og en person fra gruppen skød efter ham, hvorved han blev ramt i den ene hånd af skuddet. På nævnsmødet har ansøgeren således forklaret, at han under episoden blev overfaldet med slag, spark og blev ramt af skud i venstre hånd, samt stukket med en kniv i højre skulder. Til sin asylsamtale [i foråret] 2024 har ansøgeren endvidere forklaret, at han i august eller september 2018 flyttede hjem til en ven og opholdt sig hos denne indtil marts 2019. På nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han under sit ophold fra august 2018 til marts 2019 opholdt sig hos [sit familiemedlem]. Der er ved afgørelsen tillige henset til, at ansøgeren fra august 2018 til sin udrejse til Ukraine i marts 2019 opholdt sig hos en ven ca. 1 km fra gruppens opholdssted, hvorunder gruppen angiveligt ledte efter ham, og uden at opleve problemer. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon. På ovennævnte baggrund, og i øvrigt af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til beskyttelse og bistand fra UNRWA. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWA`s beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Stat/2025/3/Sael

etio20252

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig etiopisk statsborger. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og sunnimuslim fra [by A], Etiopien. I 2015 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle og flyttede til [by B]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel, fængslet eller udsat for overgreb af myndighederne, fordi hun har været politisk aktiv for Oromo Liberation Front. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har støttet Oromo Liberation Front hele sit liv, og at organisationen kæmper for frihed og lighed for oromoer. Ansøgeren har betalt til Oromo Liberation Front siden hendes far blev slået ihjel i [starten af 2010’erne]. I sin forretning fortalte hun kunder om, hvorfor og hvordan de burde støtte Oromo Liberation Front. Ansøgeren hjalp også med mad og husly til medlemmer af Oromo Liberation Front. I 2015 deltog ansøgeren i en demonstration med sin ægtefælle i [by B]. Ansøgerens ægtefælle flygtede efter demonstrationen. Ansøgeren blev anholdt to dage efter demonstrationen, fordi hun ikke ville fortælle, hvor hendes mand var. Hun var tilbageholdt i et fængsel i [by C] i tre måneder, hvor hun blev anklaget for at arbejde imod myndighederne. Ansøgeren, der var gravid på tidspunktet, blev slået og mistede sit ufødte barn. Ansøgeren blev løsladt, efter at hendes familie talte med myndighederne, og efter at hun underskrev en erklæring om, at hun ikke ville være politisk aktiv igen. I 2020 deltog ansøgeren i endnu en demonstration i [by B], som fandt sted, efter at den kendte menneskerettighedsforkæmper og musiker [navn] var blevet slået ihjel. Politiet kom efter demonstrationen om aftenen og ransagede ansøgerens hus, og de fandt i den forbindelse maling og bannere, som ansøgeren havde lavet i huset sammen med venner. Politiet slog herefter ansøgeren og tog hende med til politistationen i [by C], hvor hun var i 15 dage. Ansøgeren blev herefter flyttet til fængslet i [by D], hvor hun var fængslet i omkring et år og fire måneder. Ansøgeren blev i fængslet udsat for seksuelle overgreb. Det lykkedes ansøgerens ægtefælles søster at betale kaution for ansøgerens løsladelse. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med de etiopiske myndigheder som følge af, at hun har været engageret i Oromo Liberation Front. Flygtningenævnet har lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder at ansøgeren på væsentlige punkter har afgivet divergerende forklaringer blandt andet vedrørende et medlemskab af Oromo Liberation Front og eventuelle betingelser knyttet til den kaution, der skulle være betalt i forbindelse med hendes løsladelse i 2021. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for Oromo Liberation Fronts politiske mærkesager eller arbejdsmetoder og sine overvejelser i forbindelse med sit engagement i bevægelsen. I forbindelse hermed bemærker nævnet særligt, at ansøgerne kun har forklaret overfladisk og i generelle vendinger om partiet. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse navnlig til de store konsekvenser, som det politiske arbejde for Oromo Liberation Front skulle have haft for ansøgeren samt for hendes far og ægtefælle, og at ansøgeren skulle have været aktivt engageret i bevægelsen siden [starten af 2010’erne]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at hendes mor, søn, svigerinde og svigermor i Etiopien ikke på noget tidspunkt har været opsøgt af myndighederne som følge af ansøgerens aktiviteter for Oromo Liberation Front, herunder efter ansøgerens udrejse af landet. Efter en samlet vurdering tiltræder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold for etniske oromoer i Etiopien ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2025/2/lnk

dub-belg2021

Nævnet omgjorde i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt visum til Belgien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. forordningens præambel punkt. 14 og EU charterets artikel 1, idet klageren blandt andet har henvist til, at hun har sin ægtefælle i Danmark, som hun venter barn med, og at der er risiko for, at hun ved en overførsel til Belgien ikke vil have adgang til indkvartering. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Belgien, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Belgien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Belgien [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at hendes asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. forordningens præambel punkt. 14 og EU charterets artikel 1, idet klageren blandt andet har henvist til, at hun har sin ægtefælle i Danmark, som hun venter barn med, og at der er risiko for, at hun ved en overførsel til Belgien ikke vil have adgang til indkvartering. Spørgsmålet er således, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Belgien, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse har det bl.a. betydning at få fastlagt klagerens familiemæssige relationer til Danmark, herunder om der foreligger et ægteskab med [A], der anerkendes efter dansk ret. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III skal ske på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. Sagen skal således vurderes med udgangspunkt i forholdene, som de forelå ved ansøgningen om asyl [i sommeren] 2024. Dublinforordningens artikel 9 regulerer, hvorledes der skal forholdes i forhold til familiemedlemmer, som er personer med international beskyttelse. Bestemmelsen har følgende ordlyd: ”Artikel 9 Hvis ansøgeren, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom.” Dublinforordningens familiebegreb er nærmere fastlagt i forordningens artikel 2, litra g, hvorefter der i forordningen bl.a. forstås følgende ved: ”g) »familiemedlemmer«: for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af ansøgerens familie, der opholder sig på medlemsstaternes område: - ansøgerens ægtefælle eller ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller nationale praksis sidestilles med gifte par i henhold til dens lovgivning vedrørende tredjelandsstatsborgere - …” Bestemmelsen i artikel 9 sammenholdt med artikel 2, litra g, må forstås således, at en ægtefælle eller ugift partner i fast forhold er omfattet af bestemmelsen, uanset om ægteskabet var indgået allerede i hjemlandet eller først er indgået på et senere tidspunkt. Der må herefter i første række tages stilling til, om der foreligger et ægteskab mellem klageren og [A], der anerkendes her i landet, eller om klageren og [A] er i et fast ugift parforhold. Ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, fastslår, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået. Efter dansk international privatret anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet, hvis form- og kompetencereglerne i indgåelseslandet er overholdt, medmindre ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Dette betyder i praksis, at danske myndigheder anerkender ægteskabet, når følgende betingelser er opfyldt: - Vielsen opfylder de formkrav, der stilles i det land, hvor vielsen blev foretaget, og vielsen i øvrigt er gyldig i vielseslandet. - Vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der i det land, hvor vielsen blev foretaget, var bemyndiget til at foretage vielsen. Flygtningenævnet må således som led i vurderingen af denne sag foretage en vurdering af, om ægteskabet anerkendes i dansk ret. Den omstændighed, at Udlændingenævnet tidligere i forbindelse med afgørelserne i familiesammenføringssagen har taget stilling til spørgsmålet, kan ikke føre til en anden vurdering. På tilsvarende vis skal Flygtningenævnet også vurdere, om der foreligger et fast ugift samlivsforhold mellem klageren og [A], i det omfang ægteskabet ikke anerkendes her i landet. Klageren har efter sin egen forklaring for nævnet under oplysnings- og motivsamtalen afgivet forkerte oplysninger om bl.a. sit forhold til [B], ligesom hun har oplyst, at hun til brug for behandlingen af visumbehandlingen til Belgien har fået udstedt et forfalsket vielsesdokument om, at hun var gift med [B]. Herefter, og efter den tvivl, der efter baggrundsoplysningerne består om udstedelse af dokumenter fra [land uden for EU] myndigheder, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der er indgået et retsgyldigt ægteskab i [land uden for EU] mellem klageren og [A], der skal anerkendes her i landet. Det kan ikke kan føre til en anden vurdering, at vielsesattesten er stemplet af den danske ambassade i [land uden for EU] med angivelse af, at man har set den originale vielsesattest. Det fremgår af sagens oplysninger, at parterne alene har boet sammen i en periode på godt en måned i 2018, og at [A] derudover har været på to besøg i [land uden for EU] i 2021 og 2023. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at anse klageren og [A] som ugifte partnere i et fast parforhold som fastlagt i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det betyder, at der ikke som følge bestemmelserne i Dublinforordningens artikel 9 sammenholdt med artikel 2, litra g, er grundlag for at fastslå, at Danmark er forpligtet til at behandle klagerens asylsag. Ansvaret for at behandle klagerens asylsag påhviler derfor Belgien i overensstemmelse med udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, i overensstemmelse med den modtagne accept fra de belgiske myndigheder. Det følger imidlertid af den diskretionære bestemmelse i Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Hverken EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet understreger i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. I den forbindelse bemærkes det, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Efter de foreliggende oplysninger om den hidtidige og nuværende relation mellem klageren og [A], herunder navnlig den omstændighed, at klageren nu er gravid med termin i [foråret] 2025, og at faderen til barnet er [A], finder nævnet, at der efter omstændighederne foreligger sådanne særlige grunde, at humanitære og menneskelige hensyn taler for, at klagerens asylsag skal behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylsag skal behandles her i landet.” dub-belg/2025/1/Sael

dub-tysk20259

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et udløbet visum til Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens datter bor i Danmark samt klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i sommeren] 2024 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerens datter og børnebørn bor i Danmark kan ikke føre til, at hendes asylsag skal realitetsbehandles her i landet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens datter og børnebørn ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at ansøgerens datter har mange psykiske problemer og at ansøgeren gerne vil støtte hende samt at ansøgeren selv har behov for hjælp fra datteren, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan lægges til grund, at der består et afhængighedsforhold mellem de to af en sådan karakter, at det er omfattet af forordningens artikel 16. Herved har Flygtningenævnet lagt vægt på, at før klageren indrejste i Danmark, havde de ikke set hinanden siden 2014, hvor datteren udrejste af Eritrea. For så vidt angår, at klageren har helbredsmæssige problemer, idet hun har problemer med sine hofter og går meget dårligt samt har svært ved at orientere sig om, hvor hun er, finder Flygtningenævnet, at klageren i Tyskland vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling og -støtte. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Endelig bemærker Flygtningenævnet vedrørende det forhold, at klageren frygter, at den familie hun arbejdede for og flygtede fra i Tyskland, vil tvinge hende tilbage til [land], hvis de finder hende, at klageren må henvises til at kontakte de tyske myndigheder, såfremt hun oplever problemer, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2025/9/sahe

dub-tysk20258

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, samt at han ved en overførsel til Tyskland var i risiko for refoulement. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har modtaget trusler i Tyskland, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse til de relevante tyske myndigheder. Det forhold, at klageren har det psykisk dårligt, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af AIDA, Country Report: Germany, Update 2022, s. 142, at asylansøgere de første 18 måneder er begrænset til akut læge hjælp, men efterfølgende kan tilgå sundhedsvæsnet i Tyskland på lige fod som tyske statsborgere, hvorfor det må antages, at klageren vil kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland. Det skal yderligere bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underrette de tyske myndigheder i overensstemmelse med den fremsendte accept om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klager samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det kan ligeledes ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at forholdene på asylcenteret i Tyskland var elendige og centeret var beskidt. Såfremt klageren skulle opleve problemer med indkvarteringsforholdende må klageren henvises til at klage til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4.Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren ønsker at blive i Danmark, da han har fået en kæreste, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at klagerens kæreste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremkommet oplysninger i sagen om, at der er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv. Flygtningenævnet skal yderligere bemærke, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.

dub-tysk202510

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens dårlige oplevelser på asylcentret i Tyskland samt det forhold, at klageren har en kæreste i Danmark, som muligvis er gravid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har haft dårlige oplevelser i Tyskland, herunder på asylcenteret, hvor der har været kriminalitet, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan henvise klageren til at indgive en klage til asylcentrerets ledelse og til at kontakte overordne myndigheder såfremt asylcentrerets ledelse ikke reagerer på klagen. For så vidt angår det forhold, at klageren har en kæreste i Danmark, der muligvis er gravid, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren ikke har indgivet ansøgning om asyl i Danmark, og at forordningens artikel 17 derfor ikke finder anvendelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/10/DIEI

dub-tysk202426

Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et visum til Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens ægtefælle i Tyskland havde udsat klageren for overgreb, og at klageren ønskede at blive i Danmark, da hun ønskede at bo i samme land som sin søster. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum til Tyskland, der udløb den 28. oktober 2023 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 12. december 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ægtefælle i Tyskland har udsat klageren for flere overgreb, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til det tyske politi, idet det tyske politi må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår det anførte om, at klageren Ønsker at blive i Danmark, da hun ønsker at bo i samme land som sin søster, idet de har et tæt forhold, og idet klagerens søster vil kunne hjælpe klageren med at integrere sig i det danske samfund, kan dette heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klagerens søster ikke er omfattet af begrebet ‘familie’ i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Nævnet finder i Øvrigt ikke efter de foreliggende oplysninger, at klageren er afhængig af sin søster i forordningens forstand, jf. artikel 16, stk. 1, ligesom nævnet ikke finder, at klagerens søster er afhængig af klageren. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har været adskilt fra sin søster, der efter de foreliggende oplysninger har opholdt sig i Danmark i otte år, indtil klageren indrejste i Danmark i november 2023. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17.Dub-Tysk/2024/26/YSN

dub-span20252

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et udløbet visum til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien, samt risikoen for hjemløshed. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum til Spanien, der udløb [i sommeren] 2024 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien, herunder den høje risiko for at klageren skal leve som hjemløs i Spanien uden adgang til asylproceduren. DRC Dansk Flygtningehjælp har på den baggrund gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1, jf. EU’s charter om grundlæggende rettigheder artiklerne 1 og 18. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet AIDA’s Country Report: Spain, opdateret senest i maj 2024, indeholder i pkt. G. under Asylum Procedure nærmere oplysninger om den information, som tilgår asylansøgere i Spanien, herunder at informationen bl.a. er tilgængelig på arabisk. Herudover beskrives det, at relevante NGO’er er til stede i bl.a. lufthavnen i Barcelona. Desuden indeholder rapporten i pkt. A under Reception Conditions en nærmere beskrivelse af modtageforholdene. Det hedder bl.a. i rapporten: ”Short overview of the reception system …In principle, applicants for international protection are granted reception conditions and thus referred to a shelter as soon as they apply for asylum. Nevertheless, there have been major shortcomings in the reception system in recent years, rendering the access to reception difficult in practice (e.g. waiting periods reaching up to 1 month) and resulting in homelessness in certain cases.…The State Secretary for Migration of the Ministry of Inclusion, Social Security and Migration directly manages four reception facilities for asylum seekers, which are collective centres. In addition, 20 NGOs run reception centres for asylum seekers, through funds granted by the State Secretary for Migration. Many of these facilities are apartments. It has to be noted that in 2022 there has also been a change for what concerns funding of reception facilities managed by NGOs, with the provision of direct funding to certain organisations. To address the situation at the external borders, the European Commission continued to provide support to frontline Member States by offering financial assistance and operational responses in coordination with EU agencies, international organisations and other relevant stakeholders. Assistance was provided on different matters (i.e. managing arrivals, setting up adequate reception, ensuring efficient asylum and return procedures, improving border management, protecting unaccompanied minors and other groups with vulnerabilities, etc.), and Spain was one of the EU countries targeted by such initiative. Support to Spain focused on the reform of the national reception system to increase its capacity in facing increases in arrivals. EU funding has also supported the reform of the Spanish Asylum Office, which included recruiting additional case officers. In addition, in August 2022 the European Commission awarded EUR 171 million for projects to support the reception, asylum and return systems in Cyprus, Spain, Greece, Italy and Poland, through a competitive call under the Asylum, Migration and Integration Fund (AMIF). Support for Spain would reinforce the capacity of the reception system in Ceuta and on the Canary Islands. As highlighted by the EUAA in its 2023 annual report, Spain allocated additional funds to improve reception conditions. Concretely, EUR 50 million were allocated for the improvement of reception conditions on the Canary Islands, focusing on the care of unaccompanied minors, education, healthcare and supporting countries of origin. In addition, EUR 10 million were allocated to reinforce the asylum and reception systems in Ceuta, financed 90% from EU funds. The arrival of displaced persons also prompted the activation of an extraordinary budget of EUR 1.2 billion to strengthen the Spanish reception system overall. Despite that, the European Commission considered that Spain failed to transpose the recast Reception Conditions Directive in a correct manner, and in January 2023 sent a letter of formal notice. … A. Access and form of reception conditions…1.1. Rights to reception in different procedures…Shortcomings and delays regarding access to the reception system have been reported during 2023. In his 2022 Annual Report, the Spanish Ombudsperson continued to highlight the inadequacy of the asylum reception system to assure the necessary places to all asylum seekers, also due to the delays in the appointments to express the will to apply for asylum and to the duration of the asylum procedure, which greatly exceed the duration legally foreseen. Cases of asylum seekers living on the streets because of the saturation of the reception system and the delays in the formalization of the asylum applications have been reported in 2023 and at the beginning of 2024. In January 2023, the EU Commission started an infringement procedure against Spain for not having transposed completely and correctly the EU norms on reception conditions, giving to Spain a 2 months deadline to address the deficiencies of its system. No further developments on the case were registered at the time of writing of this report. In a report published in February 2022, the organisation CEAR highlights the challenges experienced by the Spanish asylum reception system and proposes a set of suggestions on how to improve it. A report published by the organisation Sira describes the serious inadequacy of reception facilities in Melilla and the Canary Islands in terms of guaranteeing basic rights, such as food, water, hygiene, etc., and how this negatively impact on the psychological well-being of migrants and refugees. Asylum seekers returned to Spain under the Dublin Regulation continue to face difficulties in accessing reception since 2018. Following judgments of the TSJ of Madrid,602 the DGIAH issued instructions in January 2019 to ensure that asylum seekers returned under the Dublin Regulation are guaranteed access to reception (see Dublin: Situation of Dublin Returnees). The Reception Handbook was amended accordingly. In August 2022 the Government announced the plan to open a Migrant Temporary Stay Centre (CETI) in Algeciras, which has been opposed by the city’s major, political parties, residents, etc.604 According to the NGO Asociación Pro Derechos Humanos de Andalucía (APDHA), the main objection from the city’s major is just due to the preoccupation that it would increase the presence of migrants in the city; notably, he did not oppose the Government’s plan to build an additional CIE in the city. The organisation Algeciras Acoge instead highlighted that it would be more useful to invest in infrastructures necessary for all the population. In a letter sent to the Municipality, the Vice-Director General of Emergencies and Migration Centres of the Minister of Inclusion, Social Security and Migration explained that the assistance to asylum seekers is an obligation for the Government, and that one of the objectives of the Recovery, Transformation and Resilience Plan is the expansion of the national network for the reception of migrants and asylum seekers. To that purpose, the Vice-Director General of Emergencies and Migration Centres asked the Municipality of Algeciras to look for another space to build such centre. In January 2023, the Government announced the construction of a reception centre for asylum seekers in Vitoria (País Vasco), with a budget of EUR 14.1 million and a capacity of 350 places. The plan has encountered the opposition of the city major, as the decision appears to have been taken unilaterally by the central Government. By February 2023, however, an agreement was found.” På baggrund bl.a. af det anførte baggrundsmateriale lægger Flygtningenævnet til grund, at modtageforholdene i Spanien er problematiske, men også at der fra de spanske myndigheders side løbende er taget tiltag for at forbedre situationen. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret, hvorefter der som udgangspunkt gælder en formodning for - henset til Dublinforordningens princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne - at modtageforholdene og asylproceduren i medlemsstaterne er i overensstemmelse med kravene i de pågældende konventioner. Flygtningenævnet finder herefter uanset de foreliggende baggrundsoplysninger om mangler i forbindelse med indkvartering mv. af asylansøgere i Spanien, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår det anførte om, at klageren har det psykisk skidt og har sin [familiemedlem] i Danmark, finder Flygtningenævnet, at Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, ikke finder anvendelse i nærværende sag, da betingelserne herfor ikke er opfyldt. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret et afhængighedsforhold mellem klageren og hans [familiemedlem]. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter - i sammenhæng med de ovenfor nævnte problematiske forhold i Spanien - at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Span/2025/2/Saba

dub-nede20252

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene den [dato i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for asylansøgere i Nederlandene, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Nederlandene i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Nederlandene, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder at klageren har frafaldet sin ansøgning om asyl i Danmark, ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2025/2/DH

dub-bulg20251

Nævnet hjemviste i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. Genoptaget sag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens sårbarhed og den lange sagsbehandlingstid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”[I vinteren 2024/2025] besluttede Flygtningenævnet på et skriftligt nævnsmøde at udsætte sagen og anmode Udlændingestyrelsen om på ny at søge at indhente en konkret og individuel garanti fra de bulgarske myndigheder om, at klageren vil blive mødt af modtage- og indkvarteringsforhold, der er i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, og som tager behørigt hensyn til klagerens individuelle behov for behandling som psykisk sårbar. De bulgarske myndigheder skulle samtidig anmodes om at oplyse, om klagerens afslag på asyl anses for endelig, eller om klageren stadig har klagemuligheder til rådighed og i givet fald beskrive sådanne klagemuligheder, og om klageren ved en eventuel overførsel til Bulgarien kan forventes placeret på et modtagecenter for asylansøgere eller på ét af de to detentionscentre for afviste asylansøgere, der skal udsendes af landet. [I vinteren 2024/2025] har Udlændingestyrelsen anmodet de bulgarske myndigheder om en konkret og individuel garanti vedrørende klagerens forhold ved en eventuel overførsel til Bulgarien og om yderligere oplysninger vedrørende klagerens asylsag og modtageforhold i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning. [I vinteren 2024/2025] har de bulgarske myndigheder oplyst, at Bulgarien er fritaget for sine forpligtelser til som ansvarlig medlemsstat at overtage eller tilbagetage klageren med henvisning til fristreglerne i Dublinforordningens artikel 29, stk. 2. De bulgarske myndigheder har i den forbindelse oplyst, at Bulgarien [i sommeren] 2023 har accepteret en anmodning fra [land A] om at modtage klageren i overensstemmelse med Dublinforordningen, men at overførslen ikke blev gennemført inden for den forlængede frist på 18 måneder, der udløb [i vinteren 2024/2025]. Det er videre oplyst, at Bulgarien [i sommeren] 2023 har accepteret en anmodning fra [land B] om at modtage klageren i overensstemmelse med Dublinforordningen, men at overførslen ikke blev gennemført inden for den forlængede frist på 18 måneder, der udløb [i vinteren 2024/2025]. De bulgarske myndigheder har henvist til, at det herefter følger af forordningens artikel 29, stk. 2, sammenholdt med EU-domstolens dom af 12. januar 2023 i de forenede sager C-323/21, C-324/21 og C-325/21, at Bulgarien ikke længere er den ansvarlige medlemsstat i forordningens forstand. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2024/2025] anmodet Flygtningenævnet om at hjemvise sagen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan afklare, hvilket land der i medfør af Dublinforordningen er ansvarlig for behandlingen af klagerens asylansøgning. Klagerens advokat har heroverfor gjort gældende, at der skal træffes afgørelse om, at klagerens asylansøgning tages under realitetsbehandling i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, EU-charterets artikel 4 og 18 samt EMRK. Der er i den forbindelse navnlig henvist til den lange sagsbehandlingstid og klagerens individuelle forhold, herunder hans tiltagende psykiske problemer. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens betragtning 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Flygtningenævnet finder, at det anførte formål med Dublinforordningen sammenholdt med karakteren og varigheden af det samlede sagsforløb samt de foreliggende oplysninger om klagerens personlige forhold, herunder hans psykiske problemer, med en vis vægt taler for at bringe Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i anvendelse, således at klagerens ansøgning om asyl behandles her i landet, selv om Danmark efter reglerne i forordningen ikke er forpligtet dertil. Heroverfor står, at der foreligger nye oplysninger fra Bulgarien om sagsforløbet efter Dublinforordningen i forhold til [land A] og [land B], og Bulgarien har tilkendegivet, at de ikke længere er den ansvarlige medlemsstat efter forordningen. Uanset at en hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen vil medføre en yderligere forlængelse af sagsbehandlingstiden, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af de modsatrettede hensyn, at det må anses for rettest, at sagen hjemvises i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anmodning, således at styrelsen inden for de løbende frister efter Dublinforordningen kan søge at afklare, herunder ved en snarlig henvendelse til [land A], om en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af klagerens asylsag. På den anførte baggrund hjemviser Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen til yderligere sagsbehandling. Flygtningenævnet skal på ny henstille til, at sagen behandles i en hasteprocedure.” Løbenummer: Dub-Bulg/2025/1/marau

syri202442

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de syriske myndigheder vil slå ham ihjel, fordi hans [familiemedlem A] er deserteret fra det syriske militær og efterlyst. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2021 blev tilbageholdt af personer fra militæret eller det syriske regime, som truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis ikke ansøgerens [familiemedlem A] kom tilbage til Syrien fra [europæisk land A]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til en episode, efter familien var flyttet til [anden provins i Syrien], hvor ansøgerens [specifikke familiemedlemmer C] truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis ikke hans [familiemedlem A] kom tilbage til Syrien fra [europæisk land]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans [specifikke familiemedlemmer C] er ude efter ansøgeren og hans [familiemedlem A], fordi ansøgerens [nære familiemedlem B] er udrejst fra Syrien til [europæisk land] og har taget sit tørklæde af. Ansøgeren har til støtte herfor yderligere oplyst, at det er ham, som hans [specifikke familiemedlemmer C] vil slå ihjel, fordi ansøgeren er den eneste i familien, der ikke fejler noget, og fordi det er ham, der taler mest med [ansøgerens nære familiemedlem B]. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren vurderes at have den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at han har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren i 2021, hvor han var 13 år, på vej hjem fra [institution] blev tilbageholdt af personer fra det syriske militær. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgerens [specifikke familiemedlemmer C] har truet ansøgeren på livet, fordi ansøgerens [nære familiemedlem B] i [europæisk land A] har smidt tørklædet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen fremstår divergerende på centrale punkter, der ikke kan tilskrives ansøgerens alder og modenhed, eller at han under samtalerne følte sig presset. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvor mange personer, der steg ud af bilen, om han blev bundet på hænderne under transporten samt om han kunne se mændenes ansigter. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2022 forklaret, at [antal] personer steg ud af bilen, mens han i de senere samtaler og for nævnet har forklaret, at [et andet antal] personer steg ud af bilen og tvang ham ind i den. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at han blev bundet på hænder og fødder under transporten, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke blev bundet. Endelig forklarede han til samtalen [i oktober] 2023, at han ikke kunne se mændenes ansigter, fordi de havde [beklædning] på, mens han til nævnsmødet har forklaret, at han kunne se deres ansigter, ligesom han har beskrevet, hvordan de så ud. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i øvrigt heller ikke fremstår overbevisende, herunder i forhold til hvorfor de syriske myndigheder skulle tilbageholde ham i 2021, fordi hans [familiemedlem A] i slutningen af 2013 udrejste af Syrien og forlod sin stilling hos [myndighed] og har unddraget sig militærtjeneste. Vedrørende konflikten med [ansøgerens specifikke familiemedlemmer C] har Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen navnlig lagt vægt på, at ansøger har forklaret, at [ansøgerens specifikke familiemedlemmer C] først begyndte at true familien, efter de i 2021 var flyttet til [anden provins i Syrien], mens hans [nære familiemedlem B] har forklaret, at hun første gang blev truet af sine [specifikke familiemedlemmer D] omtrent i 2016. Hertil kommer, at Flygtningenævnet på samme måde som Udlændingestyrelsen finder, at ansøgerens forklaring ikke forekommer overbevisende, herunder med hensyn til, hvorfor ansøgeren skulle slås ihjel, fordi [ansøgerens nære familiemedlem B] i 2014 havde valgt ikke at bære tørklæde. Det er endelig med hensyn til vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed indgået, at han ved indrejse oplyste en forkert alder, selvom det efter Flygtningenævnets opfattelse må lægges til grund, at han var klar over sin reelle alder. Der er herved lagt vægt på [den skrivelse], som [en fagperson] på den [institution], hvor ansøger gik, oplyste, at ansøgeren over for sine [kammerater] sagde, at han var 14 år. Flygtningenævnet finder på den baggrund endelig, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han i øvrigt er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, herunder med henvisning til, at han og hans familie nu er udrejst af Syrien, at hans [familiemedlem A] ikke har aftjent værnepligt og har forladt en offentlig stilling, og at han har haft ophold i [anden provins i Syrien]. Der er herved også taget hensyn til det forsigtighedsprincip, som nævnet anvender i sager fra Syrien. Med hensyn til de generelle forhold i Syrien, henvises til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/42/CARA

stat20252

Nævnet hjemviste i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by A], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hizbollah samt de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv gjort gældende, at Hizbollah anser ansøgeren som en forræder, idet ansøgeren er palæstinenser og har nægtet at samarbejde med dem. [Uddybende om ansøgerens asylmotiv vedrørende Hizbollah udeladt]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere blandt andet henvist til, at han er omfattet af Flygtningekonventionen, idet han for tiden befinder sig uden for UNRWAs område, således at han ikke for tiden kan modtage den nødvendige bistand fra UNRWA. Ved en tilbagesendelse til Libanon vil ansøgeren heller ikke kunne få den nødvendige lægelige behandling og medicin, således at det vil stride imod Danmarks internationale forpligtelser at udsende ham til Libanon. Ansøgeren har subsidiært anmodet om udsættelse af sagen med henblik på udarbejdelse torturundersøgelse. Ansøgerens primære asylmotiv Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens asylmotiv om, at han har en konflikt med Hizbollah, til grund. [Dele af Flygtningenævnets konkrete bevisvurdering udeladt]. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgeren i 2014 indrejste i Danmark i forbindelse med familiesammenføring med ansøgerens daværende [nationalitet] ægtefælle, og at han først i 2023 - cirka 9 år senere - har søgt asyl i Danmark. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har gjort gældende, at Hizbollah anser ansøgeren som en forræder, idet ansøgeren er palæstinenser og har nægtet at samarbejde med dem. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han skulle have en konflikt med myndighederne, Hizbollah eller andre i Libanon, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon af den grund vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Spørgsmålet om torturundersøgelse Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Henset til, at nævnet ikke lægger ansøgerens forklaring om sit primære asylmotiv til grund, finder nævnet det efter en samlet vurdering ikke påkrævet, at der iværksættes en torturundersøgelse af ansøgeren. UNRWA, klagerens helbredsforhold m.v. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i Libanon, hvor han har boet indtil sin udrejse i 2014. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., idet han og hans familie har været registreret ved UNRWA. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han konkret har fået lægehjælp via UNRWA, da han var 13-14 år gammel. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. I forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af sagen forholder styrelsen sig ikke til ansøgerens helbredsforhold. Om ansøgerens helbredsforhold fremgår det af de foreliggende lægelige oplysninger samt ansøgerens oplysninger på nævnsmødet blandt andet, at han to gange har været indlagt på psykiatrisk afdeling, at han har forsøgt at begå selvmord forud for indlæggelserne, at han er diagnosticeret med PTSD, og at han tager forskellige typer medicin, herunder antidepressiv og beroligende medicin. Det fremgår også af sagen, at ansøgeren af en psykolog er vurderet til at have behov for terapeutisk behandling med henblik på at imødegå forværring af hans depressive tilstand, og at psykologen vurderer, at ansøgeren har brug for høj grad af støtte i dagligdagen for at opretholde en almindelig og stabil hverdag. Henset til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af sagen ikke har taget stilling til betydningen af ansøgerens helbredsforhold samt det forhold, at der er fremkommet væsentlige nye oplysninger af betydning for sagen, besluttede nævnet at hjemvise sagen til fornyet førsteinstans behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere belysning af ansøgerens helbredstilstand, herunder hans potentielle behov for nødvendig sundhedsbehandling samt en vurdering af UNRWAs bistand og beskyttelse i denne henseende. Ved denne vurdering har Flygtningenævnet blandt andet lagt vægt på oplysningerne i DRC Dansk Flygtningehjælp og Via University Colleges rapport fra 21. juni 2024, Access and barriers to mental health care for PRL.” Stat/2025/2/Sael

stat20251

Nævnet hjemviste i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1990 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 2 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247 samt overtrædelse af færdselslovens lovens § 117 a samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Klageren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at opleve problemer i Libanon, da hans far er blevet skudt. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til at han, som er sunnimuslim, frygter, at blive slået ihjel af shia-militser. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han har lavet kritiske [opslag på socialt medie]. Klageren har endelig henvist til, at han har en åbensindet tilgang, og til de generelle forhold som følge af krigen i Libanon. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af [sommeren] 2024 lagt til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil kunne modtage hjælp fra UNRWA, og at han dermed som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1D, 1. pkt. Dette er baseret på, at klagerens mor i 1991 oplyste, at hun havde modtaget madvarer fra UNRWA, ligesom det fremgår af sagens akter, at hun var i besiddelse af to UNRWA kort fra [flygtninge]-lejren. Klageren har ikke været i Libanon siden 1990, hvor han udrejste som cirka [fire-seks] årig. Der er ikke forelagt Flygtningenævnet oplysninger om, at han er registreret af UNRWA eller i øvrigt er kendt af UNRWA. Flygtningenævnet kan ikke uden yderligere oplysninger lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon faktisk vil have adgang til hjælp ydet af UNRWA. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det er cirka 35 år siden, at klageren udrejste af Libanon, og at der ikke fremgår andre oplysninger af sagen vedrørende muligheden for bistand fra UNRWA end det ovenfor anførte vedrørende klagerens mor. Flygtningenævnet finder, at klagerens eventuelle mulighed for at modtage hjælp ydet af UNRWA er af væsentlig betydning for den asylretlige vurdering. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen undersøger, om klageren er registeret eller på anden måde er kendt af UNRWA.” stat/2025/1/DIEI.

soma20257

Nævnet ændrede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra landsbyen [A], [B] dikstriktet, [C] provinsen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Shikal. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat [A] har [i vinteren 2024/2025] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens oprindelige konflikt bør lægges til grund, idet hendes forklaring herom fremstår troværdig og selvoplevet. Klagerens advokat har endvidere til støtte for påstanden om statusændring oplyst, at klageren er enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet bemærker, at klageren oprindeligt blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker videre, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse [i vinteren 2019/2020] vurderede, at der ikke var grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren var uden mandligt netværk i Somalia, idet hendes ægtefælle, [B], var afgået ved døden, og at klageren ikke havde kontakt til hendes bror, [C]. Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Udlændingestyrelsen meddelte på den baggrund klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har senest [i sommeren] 2022 forlænget klagerens opholdstilladelse under henvisning til samme begrundelse. Flygtningenævnet lægger på den baggrund til grund, at klageren er enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia. Herefter og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for enlige kvinder uden mandligt netværk har klageren sandsynliggjort, at hun som følge heraf vil være i risiko for at blive udsat for overgreb. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1”. Soma/2025/7/sahe

soma20255

Nævnet stadfæstede] i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunnimuslim og tilhører hovedklanen [B], underklanen [A] med tilhørende subklaner [C], [D] og [E]. Ansøgeren er født og opvokset i [F], [G], Somalia, og har opholdt sig i [H], [I], Kenya, i en længere årrække forud for sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har afvist at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans konflikt med al-Shabaab opstod i [2002-2006], da de kom til magten i hans hjemby [F], hvor al-Shabaab gennem tre telefonopkald har spurgt ansøgeren, om han vil samarbejde med dem, hvilket ansøgeren har afvist. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Kenya frygter at blive slået ihjel af de personer, som har kidnappet ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [vinteren 2019/2020] blev udsat for et tyveri, hvor nogle personer stjal [flere end 100] stykker tøj fra hans butik. Ansøgeren har ikke efterfølgende haft problemer med personerne. Ansøgeren har videre oplyst, at han i [2020-2024] i Kenya blev opsøgt af personer i sin butik, der udgav sig for at være fra civilpolitiet. Ansøgeren blev efterfølgende bortført og tilbageholdt i 15 dage, før han blev løsladt, efter at ansøgerens bofælle betalte en løsesum. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at ansøgeren ud over at være somalisk statsborger tillige er kenyansk statsborger. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det ikke kan afvises, at ansøgeren har fået udstedt kenyansk id-kort og kenyansk pas ved hjælp af bestikkelse. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til Somalia, at Flygtningenævnet som anført i det væsentlige kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge ansøgerens forklaring om, at ansøgerens familie flere gange er blevet opsøgt af al-Shabaab, og at hans halvbror i december 2024 er blevet skudt af al-Shabaab, fordi ansøgeren er rejst væk, til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under samtalerne i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans familie ikke har oplevet problemer som følge af ansøgerens bortrejse i [2002-2006], hvorfor Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaring herom udbyggende. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt billeder, der angiveligt skulle vise det skudsår, hans halvbror har fået, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herefter, at Flygtningenævnet for så vidt angår ansøgerens asylmotiv i forhold til Somalia enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke anledning til at foranledige iværksat en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2025/5/ajni

soma20254

Nævnet hjemviste i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og født muslim. Ansøgeren har oplyst, at han praktiserede islam frem til sin udrejse af [afrikansk land], men efter indrejsen i Danmark har ansøgeren ikke anset sig som muslim, og han anser nu sig selv som frafaldet fra islam og tror ikke på nogen religion. Ansøgeren er fra [by A], Somalia, men han har boet flere år i [afrikansk land], herunder i flygtningelejren [flygtningelejr] i [by B]. Ansøgeren tilhører hovedklanen [A], subklanen [B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de somaliske myndigheder, idet [beskrivelse af asylmotiv A]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb, idet [beskrivelse af asylmotiv B]. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for forfølgelse som følge af [beskrivelse af asylmotiv C]. Ansøgeren har tidligere til sine samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst flere andre asylmotiver. Ansøgeren har til nævnsmødet oplyst, at han ikke kan huske, hvad han tidligere har fortalt. Ansøgeren har [helbredstilstand], og han kan finde på at opdigte ting fra dag til dag. Ansøgeren har til nævnsmødet oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia endvidere frygter at blive udsat for forfølgelse, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har oplyst, at han fandt ud af, at han var homoseksuel, da han var [15-20] år, og at han har haft [flere] mandlige kærester. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke har fortalt til nogen, at han er homoseksuel, fordi han frygter, at hans familie vil finde ud af det, og at de ikke vil acceptere det. Da ansøgeren boede med sin mandlige kæreste i [dansk by A], fortalte ansøgeren til sin sagsbehandler i [dansk by B] kommune, at han var homoseksuel. Flygtningenævnet kan uanset ansøgerens divergerende forklaringer om sine tidligere angivne asylmotiver ikke på det foreliggende grundlag afvise ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på klagerens mentale tilstand og på, at ansøgerens forklaring på nogle punkter fremtræder troværdig. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det vil være muligt til dels at efterprøve ansøgerens forklaring ved henvendelse til blandt andet kommune og læge mv. Flygtningenævnet finder på den baggrund og henset til muligheden for at sikre en to-instansprøvelse, at Udlændingestyrelsen i første instans bør foretage en prøvelse af det af ansøgeren under nævnsmødet oplyste yderligere asylmotiv. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet prøvelse, herunder af ansøgerens asylmotiv om, at han er homoseksuel.Løbenumre: Soma/2025/4

keny20252

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kenya. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], sunnimuslim fra [landsby] i området [underamt] i [by A] distriktet, Kenya. Ansøgeren tilhører hovedklanen [A], subklanen [B] og sub-sub-klanen [C]. Ansøgerens forældre er oprindeligt [nationalitet] statsborgere fra [land A], men før ansøgeren blev født, flyttede forældrene til Kenya, hvor de ifølge ansøgeren opgav deres [nationalitet] statsborgerskab for at blive kenyanske statsborgere. Ansøgeren er kenyansk statsborger og har aldrig haft statsborgerskab i andre lande. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kenya frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der tidligere har tilbageholdt ham, fordi de ønskede, at han skulle samarbejde med dem, og efterfølgende har efterlyst ham, fordi de beskylder ham for at være skyld i, at myndighederne har slået nogle højtstående medlemmer af al-Shabaab ihjel. Han er også bange for, at al-Shabaab vil sende ham til [land A], hvor de har deres egen lovgivning, som de vil anvende til at slå ham ihjel. Ansøgeren har yderligere henvist til, at selv hvis han skulle indvilge i at samarbejde med al-Shabaab, så vil han risikere at blive slået ihjel af myndighederne, fordi myndighederne slår personer ihjel, som samarbejder med al-Shabaab. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kenya frygter, at han ikke kan få adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for at blive slået ihjel af al-Shabaab har ansøgeren oplyst, at han [i efteråret] 2022 i sit virke som chauffør blev standset af seks personer fra al-Shabaab. Han vidste, at det var al-Shabaab på grund af deres påklædning, og fordi de præsenterede sig som værende fra al-Shabaab. De ønskede, at ansøger skulle samarbejde med dem ved at transportere [gods] og medlemmer fra al-Shabaab, så de kunne planlægge vejbomber. Ansøgeren nægtede, hvorefter han og hans kollega blev truet, slået og tilbageholdt i fire til fem timer. De blev løsladt, for at de kunne tænke over forslaget om samarbejde, indtil næste gang de blev taget af al-Shabaab. De fik ikke at vide, hvornår al-Shabaab ville henvende sig igen, men al-Shabaab truede ansøgeren med, at al-Shabaab vil slå alle ihjel, som kæmper mod dem. Senere samme dag anmeldte ansøgeren hændelsen på en politistation. Efterfølgende blev ansøgeren tildelt en ny [rute], for at han kunne undgå al-Shabaab. På den nye rute stødte han [i vinteren 2021/2022] igen på medlemmer fra al-Shabaab. I stedet for at stoppe bilen valgte ansøgeren at køre forbi personerne, der derefter skød efter ham. Bilen væltede, og ansøgeren blev selv slået bevidstløs. Samme aften vågnede op på et hospitalet i [by A], hvor han fik at vide, at hans medhjælper døde i bilulykken. Efter omkring 24 dage på hospitalet flyttede ansøgeren ind hos en mand fra samme underklan, som boede i [by A]. Her opholdt ansøgeren sig i tre til fire måneder frem til slutningen af [foråret] 2023, hvor han tog ophold hos sin [familiemedlem A], i [landsby]. I [landsby] fik ansøgeren besøg af venner, kolleger og familie, som oplyste ham om, at han var eftersøgt af al-Shabaab, som beskyldte ansøgeren for at være skyld i, at myndighederne havde slået nogle højtstående medlemmer af al-Shabaab ihjel. Han fik også at vide, at al-Shabaab vidste, hvor han opholdt sig, og at al-Shabaab ville opsøge ham og kidnappe ham. Ansøgeren var stadig skadet i armen og forblev skjult inden døre hos sin [familiemedlem A] i [landsby] i omkring tre måneder, fordi han ikke vidste, hvor han ellers skulle tage hen. [I sommeren] 2023 tog han tilbage til hospitalet i [by A], fordi han var faldet og igen havde slået sin arm. Efter omkring 20 dage på hospitalet tog han ophold hos sin [familiemedlem B]. Han forblev skjult inden døre primært hos [familiemedlem B], imens han skaffede sig et pas, et visum til [land B] og penge til at kunne udrejse af Kenya. I mellemtiden blev ansøgerens [familiemedlem A], to gange opsøgt af al-Shabaab, der spurgte efter ansøgeren. Første gang sendte al-Shabaab en person hen til [familiemedlem A]. Anden gang kom medlemmer af al-Shabaab hjem til [familiemedlem A]. [Familiemedlem A] svarede, at al-Shabaab selv måtte finde ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Kenya [i vinteren 2023/2024]. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har hans to tidligere kollegaer, [person A] og [person B], samt hans [familiemedlem A], der alle tre stadig er bosiddende i Kenya, fortalt, at al-Shabaab stadig leder efter ham. Hver gang [person A] og [person B], der stadig arbejder som chauffører, bliver stoppet af al-Shabaab, spørger al-Shabaab efter ansøgeren. Al-Shabaab har også ringet til [familiemedlem A] og truet ham med, at hvis de ikke kan hævne sig ved at slå ansøgeren ihjel, vil de i stedet slå [familiemedlem A] ihjel. [Familiemedlem A] svarede, at da han ikke har noget med det at gøre, må al-Shabaab gå efter ansøgeren. Ansøgeren mener ikke, at han vil kunne bosætte sig i andre områder af Kenya, eftersom al-Shabaab er til stede i hele landet. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende manglende sundhedsbehandling har ansøgeren oplyst, at da han anden gang blev opereret i sin arm, fortalte lægen, at hvis han igen måtte falde på sin arm, vil den ikke blive opereret, men amputeret. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han i Kenya ikke kan modtage medicin mod den kløe i sin arm, som er opstået efter operationen, hvor han fik indsat metal i armen. Det lægges efter baggrundsoplysningerne til grund, at al-Shabaab er til stede i ansøgerens hjemområde i Kenya, men Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en aktuel og individuel konflikt med al-Shabaab, herunder at al-Shabaab har forsøgt at hverve eller rekruttere ansøgeren. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han konkret skulle være efterstræbt af al-Shabaab, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige dele af sit asylmotiv, ligesom hans forklaring ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren – efter at være blevet standset af al-Shabaab [i efteråret] 2022 - valgte at fortsætte sit arbejde som chauffør, men på en anden rute af frygt for igen at blive standset af al-Shabaab. Ansøgeren har imidlertid til sin asylsamtale [i sommeren] 2024 oplyst, at der ikke var nogen særlig grund til, at han valgte denne anden rute, og at han ikke forinden undersøgte, om al-Shabaab var til stede på også denne rute. Det forekommer ikke troværdigt, at ansøgeren skulle fortsætte som chauffør i et område, hvor al-Shabaab var til stede, hvis han forinden var blevet standset og forsøgt presset til at samarbejde med al-Shabaab, som han frygtede. Flygtningenævnet lægger videre vægt, at ansøgerens forklaring om, at al-Shabaab angiveligt ønskede, at han skulle samarbejde med dem som følge af hans arbejde som chauffør, fremstår usammenhængende og ikke overbevisende. Ansøgeren har således under nævnsmødet forklaret, at han – da han blev standset af al-Shabaab [i efteråret] 2022 – ikke fik at vide, hvad al-Shabaab ønskede af ham, men at han går ud fra, at det drejede sig om at transportere varer eller lignende for al-Shabaab. Ansøgeren har samtidig forklaret, at to af hans kolleger, som kørte på andre ruter, også mødte al-Shabaab på deres ruter, og at disse kolleger alene blev spurgt ind til, hvor ansøgeren befandt sig, frem for selv at blive bedt om at samarbejde med gruppen. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han opholdt sig efter sit ophold på hospitalet i [by A]. Ansøgeren har til sin asylsamtale forklaret, at han af nogle bekendte havde fået oplyst, at al-Shabaab vidste, at han opholdt sig hos sin [familiemedlem A], men at han desuagtet valgte at blive boende hos [familiemedlem A] i 3 måneder. Ansøgeren har i den forbindelse videre oplyst, at han alene flyttede fra sin [familiemedlem A’s] bopæl, fordi han skulle tilbage til hospitalet. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor han opholdt sig, efter sit første ophold på hospitalet. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgeren ikke reagerede eller forlod sin [familiemedlem A’s] bopæl, hvis han var efterstræbt af al-Shabaab, og at gruppen vidste, hvor han befandt sig. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit ophold hos [familiemedlem B], herunder under nævnsmødet. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2024 oplyst, at han i den periode på omkring 3 måneder, hvor han boede hos [familiemedlem B], ikke opholdt sig andre steder, og at han ikke forlod bopælen. Ansøgeren har imidlertid til sin asylsamtale forklaret, at han hovedsagelig boede hos [familiemedlem B], men at han også tog på flere ture, herunder til [by B] for at få udstedt et pas, ligesom han tog til [by C] for at besøge sin [familiemedlem C] samt til en anden by, hvor han opholdt sig i 15 dage med det formål at få læst koranen op. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være efterstræbt af al-Shabaab, fordi han forsøgte at stikke af, da han [i vinteren 2021/2022] – hvor han nu kørte som chauffør på en anden rute – igen blev standset af al-Shabaab. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans kollega, der var med i bilen, afgik ved døden som følge af, at bilen havarerede, eller om hans kollega blev ramt af skud, da al-Shabaab skød efter dem. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kenya risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har behov for medicin til behandling af en kløe, som er opstået efter hans behandling på hospitalet i [by A], er et forhold af socioøkonomisk karakter, som ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Keny/2025/2/Saba

keny20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kenya. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kikuyu, kristen af trosretning og født i [by A], Kenya. Ansøgerens seneste bopæl var [by B], Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kenya frygter fængsling eller arrestation af myndighederne og/eller overgreb fra lokalbefolkningen, idet hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun fandt ud af, at hun var homoseksuel, da hun gik i gymnasiet, hvor ansøgeren fik sin første kæreste. Forholdet stoppede, da ansøgeren skiftede skole. Derudover har ansøgeren haft et forhold til en kvinde fra begyndelsen af 2021 til [sommeren] 2023. Ansøgeren og kvinden, som ansøgeren var i et forhold med, blev til en fest opdaget i at være fysiske sammen. Herefter måtte ansøgeren flygte fra stedet. Ansøgeren besluttede sig efterfølgende for at udrejse af Kenya. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er homoseksuel til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring navnlig om den begivenhed, som angiveligt udløste hendes flugt fra Kenya, forekommer udetaljeret og ikke selvoplevet. Ansøgeren har forklaret, at hun og hendes kæreste blev udsat for hån og fysiske overgreb i forbindelse med, at de på en natklub havde udvist en adfærd, som afslørede, at de var i et homoseksuelt forhold til hinanden. På trods af denne ubehagelige oplevelse kontaktede ansøgeren og hendes kæreste ikke hinanden umiddelbart efter episoden, men først et par uger senere, selvom de angiveligt var i et længerevarende kæresteforhold til hinanden. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at der gik [0-3] måneder fra episoden fandt sted, til ansøgeren udrejste, og at hun ikke oplevede yderligere problemer i denne periode. Endvidere gik der [0-3 måneder], fra ansøgeren fik udstedt visum til Canada, inden hun udrejste, hvilket ikke understøtter hendes forklaring om, at hun følte situationen var ved at komme ud af kontrol efter episoden på natklubben. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren på sin telefon var i besiddelse af billeder af fødselsattester, som angiver, at hun er mor til to børn, [A], født den [dato] og [B], født den [dato], ligesom hun var i besiddelse af billeder af id-kort for den mand ved navn [C], som ifølge fødselsattesterne er far til børnene. Disse dokumenter er i modstrid med ansøgerens forklaring om, at hun er homoseksuel og ikke har børn. Dokumenterne svækker derfor i alvorlig grad ansøgeren generelle troværdighed. Uanset om ansøgerens forklaring om, at fødselsattesterne er falske og udarbejdet til brug for hendes ansøgning om visum til Canada, lægges til grund, svækker dokumenterne alligevel i alvorlig grad ansøgerens generelle troværdighed, henset til at ansøgeren i så fald er i besiddelse af falske dokumenter, som er anvendt over for myndighederne i Canada til at opnå visum på et urigtigt grundlag. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at fødselsattesterne er falske, og at hun ikke havde kendskab til dem, hænger dårligt sammen med, at det var nødvendigt for ansøgeren at have fotos af de falske dokumenter på sin telefon. Det forhold, at ansøgeren til brug for mødet i Flygtningenævnet har fremlagt en fødselsattest, hvorefter hendes søster [D] er mor til et barn ved navn [E], som også er født den [dato], kan på denne baggrund ikke føre til en anden vurdering af ansøgerens troværdighed. Af samme grund er der ikke anledning til at tage ansøgerens mere subsidiære påstand om udsættelse af sagen på nærmere undersøgelse af hendes telefon til følge. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kenya risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Keny/2025/1/obc

keny20246

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kenya. Indrejst i 2024.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning fra [by A], Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kenya frygter at blive udsat for voldelige overgreb, fængslet eller slået ihjel, fordi han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er tiltrukket af både mænd og kvinder, hvilket han har været bevidst om, siden han var 14-15 år. Ansøgerens første forhold til dreng var til skolevennen [person A]. Efter sin collegeuddannelse flyttede ansøgeren i 2019/2020 til området [område i by A], hvor han fik ansættelse i et supermarked. Gennem sit arbejde mødte ansøgeren i 2020 [person B], som han blev forelsket i, og som han indledte et romantisk og seksuelt forhold til. Ud over [person B] kunne ansøgeren ikke tale med nogen om, hvad han følte, og han var bevidst om, at de følelser, han havde, var uacceptable for hans egen familie og for stort set alle andre. Ansøgeren havde i samme periode forhold til piger/kvinder, og i 2021 blev ansøgeren gift med [person C], som han også havde mødt gennem sit arbejde i supermarkedet. I [sommeren] 2022 fik ansøgeren og [person C] datteren [navn på datter]. I [sommeren] 2022 deltog ansøgeren i en familiebegivenhed på sin [familiemedlem A’s] bopæl i [by B], hvor han medbragte [person B] som ven. Under begivenheden blev ansøgeren og [person B] intime, hvilket skyldes indtagelse af alkohol. Ansøgerens [familiemedlemmer B og C] angreb ansøgeren og [person B] verbalt og fysisk, hvorefter det lykkedes dem at flygte. Rygtet om ansøgeren og [person B’s] forhold blev efterfølgende spredt, hvorfor [person C] også blev bekendt med deres forhold. I [sommeren] 2023 besøgte ansøgeren for første gang efter familiebegivenheden sin [familiemedlem A]. Ansøgeren blev verbalt antastet og truet af nogle yngre drenge, mens han gik fra busstationen til sin [familiemedlem A’s] bopæl, og han blev verbalt antastet og udsat for voldelige overgreb af to mænd efter at have forladt [familiemedlem A’s] bopæl og var kommet tilbage til busstationen. Derefter blev han bragt til hospitalet, hvor han modtog behandling. Da han blev udskrevet, tog han til politiet, hvor han anmeldte episoden. Efter episoden opholdt han sig på sin bopæl og ophørte med at arbejde. Ansøgeren valgte at udrejse, fordi han følte sig utryg. Han frygtede, at hans [familiemedlemmer B og C] ville konfrontere ham og skade ham, og i værste fald slå ham ihjel. Han frygtede endvidere at blive angrebet af personer fra den lokale befolkning i [familiemedlem A’s] område og sit eget område. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens forklaring om den proces, der førte til, at han erkendte at være biseksuel, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin biseksualitet på væsentlige punkter fremstår utroværdig. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren er biseksuel. Flygtningenævnet bemærker særligt, at ansøgeren under nævnsmødet blev spurgt til denne erkendelsesproces og blandt andet forklarede, at han havde fået forståelse for sine biseksuelle følelser, da han på sin kostskole, hvor der kun gik drenge, havde set nogle film, hvor mænd kyssede hinanden. Efter forklaringen må Flygtningenævnet lægge til grund, at der ikke var tale om film med et egentligt homoerotisk indhold, idet ansøgeren forklarede, at der var tale om ”actionfilm”, men hvor der dog forekom scener, hvor mænd kyssede hinanden. Ansøgeren forklarede også, at han og de øvrige drenge kunne se disse film uden voksenopsyn, og at de andre drenge i øvrigt viste tegn på ubehag over de omtalte scener. Flygtningenævnet finder denne forklaring helt usandsynlig og bemærker, at disse forhold heller ikke har været omtalt tidligere. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren, som også påpeget af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2024, har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ved asylsamtalen [i sommeren] 2024 blev ansøgeren spurgt meget specifikt til sin relation til [person A], jf. referatet side 7n. Han forklarede udtrykkeligt, at han og [person A] først havde kysset hinanden på kinden, og at de derefter var begyndt at kysse hinanden på munden. Under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han og [person A] alene kyssede hinanden på kinden. Flygtningenævnet bemærker, at forespørgslen ved samtalen [i sommeren] 2024 fremstår meget præcis, og at forholdet må tillægges central betydning for ansøgerens asylmotiv, idet ansøgeren har beskrevet [person A] som den første mand, med hvem han havde en form for romantisk relation. Det forekommer derfor utroværdigt, at ansøgeren ikke skulle have præcis erindring om dette. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det var en fejl, når han ved samtalen [i sommeren] 2024 side 21 forklarede, at den person ved navn [samme navn som person B], som havde overført penge til ham, var en anden person end [person B], som han havde været kæreste med. Foreholdt dette ved samtalen [i sommeren] 2024 bekræftede han udtrykkeligt, at der var tale om to personer [med samme navn]. Foreholdt dette under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ”han var under pres” ved afhøringen. Flygtningenævnet bemærker, at sådanne forhold muligt kan føre til en upræcis forklaring men ikke til, at man i strid med sandheden hævder, at der er tale om to forskellige personer med samme navn. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgerens [familiemedlem B], som ansøgeren i øvrigt oplyser at have en alvorlig konflikt med, har sendt ham penge i juli 2023. Ansøgeren har i den forbindelse alene henvist til, at hans [familiemedlem A] var syg, hvilket på ingen måde er nogen overbevisende forklaring på, hvorfor [familiemedlem b] under de givne forhold skulle sende ham penge. Efter en samlet vurdering, herunder også med henvisning til de forhold, der i øvrigt er fremhævet i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2024, tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som utroværdig og som tilvejebragt med henblik på at skabe et asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kenya vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Keny/2024/6/tps

keny20245

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kenya. Indrejst i 2024.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning fra [by A], Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kenya frygter at blive udsat for voldelige overgreb, fængslet eller slået ihjel, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun som ung teenager blev bevidst om, at hun udelukkende havde følelser for og var tiltrukket af piger. I secondary tre (skolens tredje trin), første semester, blev ansøgeren kæreste med [person A]. I andet semester i secondary tre blev skoleinspektøren opmærksom på deres forhold, hvorfor de sammen med blandt andre ansøgerens [forælder] blev indkaldt til et møde. Dette udløste efterfølgende en konflikt mellem ansøgeren på den ene side og ansøgerens [forælder], [familiemedlem A] og [familiemedlem B], der arbejder for politiet i [by], på den anden side, idet disse ikke ville acceptere ansøgerens seksualitet. Efter at have afsluttet sin skolegang flyttede ansøgeren i 2011 til [by B], hvor hun i 2012 flyttede sammen med [person A]. Ansøgeren og [person A] boede sammen i [by B] fra 2012 til 2015, i [by C] fra 2015 til 2017, i [by D] fra 2018 til 2020 og i [by E] fra 2020 til 2022. De var nødt til at flytte fra sted til sted på grund af konflikter med og chikane fra naboer og andre lokale. I august 2018 fødte ansøgeren en datter, [navn], som er resultatet af en voldtægt, som blev begået af ansøgerens arbejdskollega, [person B]. I [foråret] 2020 blev ansøgeren, [person A] og en veninde opsøgt på et hotel af ansøgerens [familiemedlem B] og to for ansøgeren ukendte mænd, der overfaldt ansøgeren verbalt og fysisk. Ansøgeren forsøgte at flygte, men faldt og forstuvede sin fod. [Familiemedlem B] tog fat i ansøgeren og meddelte hende, at hun skulle tilbage til sit barns far. Næste morgen blev ansøgeren af sin [familiemedlem B] sat på en bus til [by B], hvor hun kortvarigt tog ophold hos [person B]. Efter omkring en måned stak ansøgeren af og flyttede derefter på ny sammen med [person A]. I [vinteren 2021/2022] blev ansøgeren og [person A] tidligt om morgenen opsøgt på deres bopæl af tre maskerede mænd, der angreb ansøgeren og [person A] verbalt og udsatte dem for voldelige overgreb, herunder seksuelle overgreb. Ansøgeren mistede bevidstheden og vågnede først op på hospitalet, hvor hun var indlagt [i en periode på omkring halvanden uge i vinteren 2021/2022]. Da ansøgeren blev udskrevet, besluttede hun sig for at udrejse af Kenya og boede frem til sin udrejse i skjul hos sin [familiemedlem C]. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren sin far, sin [familiemedlem A og B], samt faren til hendes datter, ligesom hun frygter lokalbefolkningen. Ansøgeren frygter endvidere, at politiet vil fængsle hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens forklaring om den proces, der førte til, at hun erkendte at være homoseksuel, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin homoseksualitet fremstår ureflekteret, overfladisk og utroværdig, skønt både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har spurgt indgående ind hertil. Ansøgeren har primært forklaret om omstændigheder af faktuel karakter. Hun har ikke med tilstrækkelig overbevisning kunnet forklare om sine tanker, sin indre afklaring og den proces, hun gennemgik i forhold til at være homoseksuel. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens troværdig endvidere er stærkt svækket på baggrund af det materiale, der er fundet på hendes telefon. Flygtningenævnet henviser særligt til et dokument betegnet bilag 1, som beskriver et forløb, som en lesbisk kvinde, hvis navn ikke nævnes, men hvis forældre har samme efternavn som ansøgeren, har oplevet. Forløbet adskiller sig på afgørende punkter fra den forklaring, som ansøgeren har afgivet, såvel over for Udlændingestyrelsen som Flygtningenævnet. Den pågældende kvindes problemer i skolen er ikke omtalt, herunder heller ikke at hun blev afsløret og afhørt af skolens rektor, der underrettede hendes forældre. Derimod fremgår det, at den pågældende kvinde levede i en længere periode sammen med en kvinde ved navn [person C]. Samtidig havde hun et hemmeligt forhold til en kvinde ved navn [person D]. Det fremgår endvidere, at ansøgeren og [person D] blev uvenner, og dette udviklede sig til en voldelig episode imellem dem. Derimod er de to voldsepisoder, som ansøgeren har forklaret om, hvor hendes [familiemedlem B] medvirkede i den ene, helt uomtalte. Forholdt dette ved gensamtale [i sommeren 2024] har ansøgeren afgivet en efter nævnets vurdering helt usandsynlig forklaring om, at dokumentet stammer fra hendes [familiemedlem C], ligesom hendes forklaring ved denne samtale i det hele taget må betegnes som ekstemporerende og præget af improvisationer, efterhånden som spørgsmålene stilles. Der henvises her særligt til hendes forklaring om hendes forsøg på at udrejse til Canada, side 6-8, og hendes forklaring på side 10 om, at hendes [familiemedlem C] af og til sender hende dokumenter, som ansøgeren derefter ikke selv læser, men ringer til [familiemedlem C] for at høre nærmere om. Adspurgt om bilag 1 ved mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren været ude af stand til at forklare troværdigt om baggrunden for dette dokument, idet hun alene har kunnet oplyse, at hendes [familiemedlem C] ville hjælpe hende, og at hun var i tvivl om, hvad hun skulle gøre etc. Dette kan på ingen måde forklare tilstedeværelsen af et dokument, der indeholder en redegørelse for, hvad der kunne være et asylmotiv, men som på afgørende punkter afviger fra det, ansøgeren har forklaret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring om at være homoseksuel må antages at være tilvejebragt for at skabe et asylmotiv og derfor i det hele må tilsidesættes. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kenya vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Keny/2024/5/tps

iran20259

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra [by A], Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv med regimekritiske aktiviteter, men har ikke været medlem af partier eller andre grupperinger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er blevet dømt for at være i besiddelse af [regimekritisk materiale] og efterfølgende er flygtet under afsoning af sin fængselsstraf. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2019 og beslutning af [efteråret] 2023, at ansøgeren til støtte for sit asylmotiv har oplyst, at han i 1999 flyttede fra Iran til først [europæisk land A] og senere i 2000 videre til [europæisk land B], hvor han boede frem til 2009. I 2010 blev ansøgeren udvist af [europæisk land B], idet han blev dømt for vold mod [familiemedlem A], hvorefter han blev deporteret til Iran. I Iran begyndte ansøgeren sammen med to venner, [A] og [B] at videregive kritisk materiale og oplysninger om ledende personer i det iranske styre, herunder den daværende præsident. Ansøgeren blev i foråret 2011 anholdt for at have deltaget i en demonstration i [by A] og løsladt igen fire dage senere. Omkring et år senere blev ansøgeren anholdt igen, mens han kørte i bil tæt på sin bolig i [by A]. Ansøgeren blev stoppet om natten af politibetjente og lagt i håndjern, hvorefter de ransagede hans bil og fandt [regimekritisk materiale]. Ansøgeren blev efterfølgende idømt omkring seks års fængsel. Han fik efter seks måneders afsoning orlov i tre dage med henvisning til, at hans [familiemedlem B] var syg. Ansøgeren benyttede denne lejlighed til at flygte, hvorefter han levede i skjul i omkring et år i Iran inden sin endelige udrejse. I denne periode boede ansøgeren fire eller fem forskellige steder i byerne [by A], [by B] og [by C]. Ansøgeren kom i denne periode en enkelt gang i kontakt med myndighederne i form af Basij, som konfiskerede ansøgerens [kørekort fra europæisk land B] og iranske kørekort. De vidste ikke, at ansøgeren var eftersøgt, hvorfor han ikke blev anholdt. Efter ét år i skjul besluttede ansøgeren, at han ikke havde nogen fremtid i Iran, og ansøgeren udrejste til [land i Mellemøsten], hvor han opholdt sig indtil sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han blev udsat for tortur, da han var fængslet i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at han frygter de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har deltaget i fire demonstrationer, hvoraf to af dem blev afholdt foran [beskrivelse af lokalitet i Danmark]. Ansøgeren har videre oplyst, at der findes billeder af ham til en demonstration på en åben [social medie]-profil, og at han selv tidligere har været politisk aktiv på [socialt medie]. Ansøgeren har under nævnsmødet endelig henvist til, at han frygter forfølgelse, fordi han ikke er troende. Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre, at betingelserne for at blive meddelt asyl er til stede. Ved Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2019 fandt nævnet, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet kunne således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, som nævnet fandt usandsynlig, usikker og usammenhængende på en række centrale punkter, herunder vedrørende hans regimekritiske aktiviteter og hans tilbageholdelser. Af afgørelsen fremgår, at nævnet var opmærksom på ansøgerens psykiske tilstand, og at der blev taget hensyn hertil ved vurderingen af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om hans regimekritiske aktiviteter og tilbageholdelser i Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024 og nævnets afgørelse af [sommeren] 2019. Der er således bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om omstændighederne vedrørende orloven, herunder hvem der skaffede den, ligesom dateringen på kvitteringen for betaling af kaution i forbindelse med orloven heller ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre overbevisende for denne forskel. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren flere gange under behandlingen af sin sag er blevet spurgt ind til tidspunktet for orloven, som han har tidsfæstet med henvisning til valget af præsident Rouhani i juni 2013. Der er endvidere også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om anholdelsen, der førte til, at han blev idømt seks års fængsel. Til samtalen [i vinteren 2018/2019] forklarede han således, at han af politiet blev spurgt, hvor han boede, at politiet fulgte ham derhen og spurgte naboer, om han boede der. Under nævnsmødet [i sommeren] 2019 forklarede han derimod, at han ikke blev taget med til sit hjem og ikke var til stede under ransagningen. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvem der var til stede i forbindelse med retssagen; om det var hans [familiemedlem C] eller [familiemedlem D]. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om episoden, hvor han – efter han fik orlov – blev standset af Basji-folk, der tog hans kørekort. Han har således til asylsamtalen [i vinteren 2018/2019] forklaret, at han blev taget med til en base, mens han i nævnet [i sommeren] 2019 forklarede, at han ikke blev taget med til en base, men slap fri fra gaden. Det bemærkes i forlængelse heraf også, at det ikke forekommer sandsynligt, at han fik lov til at gå, hvis han var flygtet fra fængslet. Flygtningenævnet er også enig med Udlændingestyrelsen i, at den fremlagte torturundersøgelse fra Amnesty International ikke kan føre til en anden vurdering, da den som anført af styrelsen ikke dokumenterer det hændelsesforløb, som ansøgeren har forklaret om. Der er i den forbindelse lagt vægt på det ovenfor anførte om vurderingen af ansøgerens forklaring, og at han har forklaret udbyggende om de overgreb, som han har været udsat for. Ansøgeren har heller ikke med henvisning til sine politiske aktiviteter i Danmark sandsynliggjort, at han vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der er herved også lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, herunder at ansøgeren har haft meget begrænsede aktiviteter på sociale medier, og dermed ikke kan anses for profileret. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har brug for religion, men at han tror på videnskab, og at han ikke blander sig i, hvad folk tror. Han har videre forklaret, at han ikke kommer fra en religiøs familie, men har ikke nærmere uddybet dette nærmere. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke alene på baggrund af sin forklaring har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren heller ikke under sagen har forklaret nærmere om problemer som følge heraf, ligesom som han ikke – bortset fra et enkelt opslag på [socialt medie] fra [efteråret] 2024 – har ytret sig om sin tro eller mangel på samme. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Iran/2025/9/lafal

iran20258

Nævnet hjemviste i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], Iran. Ansøgeren har gjort gældende, at han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i Iran konverterede til kristendommen og blev døbt. I Danmark har ansøgeren fortsat sine kristne aktiviteter og er blevet konfirmeret. Endvidere er hans kristne aktiviteter blevet eksponeret på de sociale medier. Flygtningenævnet har efter sagens oplysninger lagt til grund, at ansøgeren som følge af sine psykiske lidelser har hukommelsesproblemer, hvilket er indgået i nævnets asylretlige vurdering. Spørgsmålet om asyl efter udlændingelovens § 7 Det bemærkes, at Flygtningenævnet ved sine afgørelser af [foråret] 2003 og [sommeren] 2019 har afvist at lægge ansøgerens påberåbte konversion til kristendommen til grund. Det er i disse afgørelser anført blandt andet, at ansøgeren har forklaret upræcist, divergerende og generelt om en sådan konversion. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder ansøgerens forklaring for nævnet og de øvrige oplysninger, der er tilvejebragt til brug for genoptagelsessagen, at ansøgerens forhold til kristendommen stadig ikke kan anses for at være en konversion begrundet i en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Der er herved navnlig lagt vægt på de divergenser, der er fremhævet i de tidligere afgørelser, samt at ansøgeren fremstår mindre overbevisende om sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen og om betydningen af kristendommen for ham. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren også til brug for dette nævnsmøde har fremlagt en række udtalelser fra sognepræster mv., der navnlig dokumenterer hans kirkelige aktiviteter, ligesom ansøgeren har fået tatoveret [kristent symbol] på [synlig legemsdel], og [viser kristent symbol] på sit profilbillede på [socialt media A]. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forhold til kristendommen er blevet eksponeret sur place i et sådant omfang, at det er egnet til at komme til de iranske myndigheders kendskab, såfremt myndighederne retter søgelyset mod ansøgerens person, og at han i så fald vil blive opfattet som en kristen konvertit. Der er i den forbindelse lagt vægt på navnlig, at ansøgeren på sin åbne [konto på socialt medie A], hvor han som nævnt [viser kristent symbol] på sit profilbillede, har delt en lang række opslag med kristent indhold. Det tilføjes, at der også er delinger med regimekritisk indhold. Der er ligeledes lagt en vis vægt på, at ansøgeren i en videodokumentar om det danske asylsystem fra [organisation], hvor han optræder med synligt ansigt og sit fulde navn, er blevet interviewet og i den forbindelse omtaler sin kristne tro. Dokumentaren er bl.a. lagt ud på organisationens [socialt medie B], der har over [10.000] abonnenter, og videoen er blevet vist over [1.000] gange. Ansøgeren optræder tillige i en [artikel] fra [et skriftligt medie] fra [vinteren 2022/2023], hvor han udtaler sig om sin kristne tro og sit asylforløb. Flygtningenævnet finder endvidere, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran som følge af navnlig sine forbehold over for muslimske traditioner, sin tatovering [på synlig legemsdel] og sit meget lange fravær fra hjemlandet vil påkalde sig negativ opmærksomhed hos sine omgivelser, herunder de iranske myndigheder. Det anførte må samlet set forventes at indebære, at myndighederne retter søgelyset mod ansøgerens person og dermed hans aktiviteter på sociale medier. Flygtningenævnet finder efter en samlet og kumulativ vurdering af de anførte forhold og efter baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet om udelukkelse fra asyl efter udlændingelovens § 10 Ansøgeren er i [midten af 2000’erne] som anført straffet med ni års fængsel for overtrædelse af [en udenlandsk] straffelovs bestemmelser om grov narkotikasmugling og udvist af [land] for bestandig. Flygtningenævnet har på den baggrund anmodet Udlændingestyrelsen om en udtalelse til brug for en eventuel vurdering af spørgsmålet om udelukkelse fra asyl efter udlændingelovens § 10. Udlændingestyrelsen har i den anledning fremsendt en udtalelse [i efteråret]2024. Om kriminalitet begået i udlandet er bl.a. følgende anført i Flygtningenævnets formandskabs beretning for 2023, side 318f: ”Hvis en udlænding – uden for anvendelsesområdet for flygtningekonventionens artikel 1 F – har begået kriminalitet i udlandet, kan dette få betydning for vurderingen af, hvorvidt den pågældende kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2. Det fremgår således af § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, at en udlænding ikke, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, kan gives opholdstilladelse efter § 7, hvis udlændingen enten uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet, eller der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter disse bestemmelser. Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, side 18, fremgår: ”Der skal efter de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 2-4 – som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 1 – ved afgørelsen af, hvorvidt der skal gives opholdstilladelse, tages højde for, om sådanne særlige forhold gør sig gældende, at der alligevel skal gives opholdstilladelse. Der kan i den forbindelse henvises til de særlige forhold, der er opregnet i udlændingelovens § 26. Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår de udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (udlændinge, der risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde), bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.” Udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, vil således alene kunne udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1, da det efter flygtningekonventionen er en betingelse, at udlændingen skal være dømt for den pågældende forbrydelse. Det skal herudover indgå i vurderingen, om forbrydelsen er særlig farlig, samt om udlændingen fremadrettet må betragtes som en fare for samfundet.” Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen i den fremsendte udtalelse ikke har taget stilling til, om ansøgeren bør udelukkes fra asyl med henvisning til, at han har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Udlændingestyrelsen har i udtalelsen heller ikke taget stilling til, om udelukkelse fra asyl efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1, vil være i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det bemærkes om den vurdering, der skal foretages i den henseende, at der i første række skal tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Det bemærkes hertil, at ansøgeren efter det oplyste blev løsladt fra afsoning i 2012, men at Udlændingestyrelsen i udtalelsen ikke har forholdt sig til ansøgerens efterfølgende adfærd, ligesom ansøgerens personlige forhold i øvrigt heller ikke er omtalt i udtalelsen. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger i øvrigt, at hensynet til at træffe en materiel rigtig afgørelse og at sikre muligheden for en to-instansbedømmelse af spørgsmålet om udelukkelse fra asyl tilsiger, at sagen – uanset det hidtidige og meget langvarige sagsforløb – hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning og en fornyet vurdering i første instans af det nævnte spørgsmål.” Iran/2025/8/lnk

iran20257

Nævnet meddelte i februar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han siden 2009 har været aktiv for partiet Kurdistans Demokratiske Parti (KDP). Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. I forbindelse med sin oprindelige asylsag henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet af den iranske efterretningstjeneste som følge af sine politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at han omkring 2009 blev aktiv for KDP. I [efteråret] 2015 blev myndighederne bekendt med ansøgerens aktiviteter, og ansøgeren blev i den forbindelse opsøgt og afpresset af en person fra efterretningstjenesten. Ansøgeren udrejste kort tid efter, og hans familie blev efterfølgende opsøgt et antal gange af myndighederne. Ansøgeren henviste endvidere til, at han frygtede at blive henrettet som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at han efter to til tre måneders ophold i Danmark begyndte at gå i kirke, og at han blev døbt den [dato] 2016. Ansøgeren har efterfølgende deltaget i gudstjenester og bibelundervisning. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til, at han fortsat er kristen og lever et aktivt liv som kristen, herunder med ugentlig kirkegang samt andre kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er medlem af det kurdiske parti KDPI’s danske afdeling, og at han i flere år har været aktiv for partiet. Ansøgeren er i den forbindelse blevet eksponeret på flere sociale medier. Ansøgeren har videre oplyst, at han har deltaget i en række demonstrationer i Danmark rettet mod det iranske regime, herunder demonstrationer foran den iranske ambassade i København. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet i sin afgørelse af [vinteren 2018/2019] ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran, eller ansøgers sur place-motiv om konversion til kristendommen, til grund. Efter indholdet af nævnets afgørelse finder Flygtningenævnet, at ansøgerens generelle troværdighed fremstår svækket. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund. Der er herved henset til de samme omstændigheder, som anført i nævnets afgørelse af [vinteren 2018/2019]. Ansøgers deltagelse i politiske demonstrationer i Danmark kan heller ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at ansøgeren ikke har haft nogen fremtrædende rolle i forbindelse hermed, men alene har ageret som vagt. Ansøger kan således ikke antages at være særligt profileret. Nævnet har herved også henset til ansøgerens egen forklaring, hvorefter ansøgerens familie i Iran ikke har modtaget trusler eller oplevet problemer med myndighederne i Iran som følge af ansøgerens forhold. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren som følge af karakteren og omfanget af sine kristne aktiviteter efter afslaget i [vinteren 2018/2019] nu har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er reel. Ved afgørelsen heraf bemærkes, at der efter nævnets faste praksis er anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring, herunder om tidspunktet og baggrunden for konversionen og om følgerne heraf, jf. herved også UNHCR´s Guide-lines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Efter de fremkomne oplysninger i sagen, herunder ansøgerens forklaring på nævnsmødet lægger nævnet til grund, at ansøgeren efter afslaget på asyl i [vinteren 2018/2019] kontinuerligt har fortsat sine kristne aktiviteter og regelmæssigt har deltaget i gudstjenester, kristendomsundervisning, tværkulturel kristen lejr, [klub] og kor i flere forskellige kirker, herunder siden foråret 2021 i [kirkelig forening] i [by B] under ansøgerens ophold i [asylcenter] og i den forbindelse har deltaget i frivilligt arbejde. På nævnsmødet har ansøgeren redegjort relevant for kristendommens betydning for ansøgeren, herunder at denne er udtryk for en indre overbevisning. Forklaringen understøttes af de fremlagte udtalelser. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren i dag må anses for reelt at være konverteret til kristendommen. Herefter, og da ansøgeren har forklaret at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen, og herunder missionere, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenr. Iran/2025/7/flfr

iran20256

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2010 idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 232. Klageren blev endvidere betinget udvist af Danmark. Klageren blev derudover i 2021 idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for [sædelighedskriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ved ankedom i 2022 blev fængselsstraffen nedsat til 3 år og 6 måneder.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk perser. Klageren er født i [by A], Iran, men opholdt sig i de sidste ti år forud for sin udrejse i [by B]. Klageren har været medlem af [systemkritisk organisation A], og i [2-4 år] befandt klageren sig i den forbindelse i [en lejr i et andet land end Iran]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de iranske myndigheder, idet han har været medlem af [systemkritisk organisation A] og dermed har været i opposition til det iranske regime. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de forhenværende medlemmer af [systemkritisk organisation A], der er vendt tilbage til Iran og nu samarbejder med de iranske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har kritiseret islam og [systemkritisk organisation A] samt delt sine meninger om blandt andet [fremtrædende repræsentanter for det iranske regime] med [systemkritisk organisation A], og at han derfor ikke ved hvilke konkrete oplysninger, der er blevet videregivet til myndighederne om ham. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få dødsstraf, fordi han er frafaldet islam og konverteret til kristendommen. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har samarbejdet med [et andet lands militær]. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor, i hvilken forbindelse Flygtningenævnet bemærker, at klageren heller ikke under nævnsmødet fremstod overbevisende om sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2025/6/EEB

iran20255

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun frygter sin far, der vil slå hende ihjel ved en tilbagevenden til Iran, da hun ikke ønsker at lade sig skille fra sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgeren først har søgt om asyl i Danmark efter at hun to gange tidligere har fået afslag på ansøgninger om familiesammenføring. Endvidere har ansøgeren i en længere periode efter, at hun indgik ægteskab, boet hos sin familie, også efter der var givet afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin far eller med sin familie i øvrigt, der kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at hendes far er yderst konservativ, og at hun i øvrigt kommer fra en lille landsby præget af stærkt konservative værdier. Hun har forklaret, at hun indgik ægteskab med sin nuværende ægtefælle med farens og familiens accept, selvom hendes ægtefælle var bosat i [land], og det således allerede ved ægteskabets indgåelse var klart, at hun i hvert fald ikke ville kunne leve sammen med sin ægtefælle i Iran, da hendes ægtefælle efter det oplyste havde en konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet må forstå ansøgerens forklaring sådan, at den væsentligste årsag til den senere opstået konflikt med faren er, at det ikke lykkedes hende at opnå familiesammenføring. Hendes angiveligt stærkt konservative far skulle derfor have forlangt både at hun skulle lade sig skille og i øvrigt få en abort. Dette skulle endvidere havde medført trusler om, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun ikke lod sig skille. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet om sit asylmotiv har anført blandt andet: ” De sagde til mig, at jeg skal separeres fra min mand… Jeg var ikke klar til at forlade min mand. derfor blev jeg nødt til at flygte. Således kunne jeg tilslutte mig min mand.” Under rubrikken: ” Beskriv hvad du frygter der vil ske dig, hvis du skulle vende tilbage til dit hjemland”, anfører ansøgeren: ” Hvis jeg vender tilbage, min forældre, og min slægtninge tvinger mig til at separeres fra min mand. Dette ønsker jeg ikke…” Derimod er de påståede trusler på livet, som hendes far skulle have fremsat ikke omtalt. Ansøgeren har endvidere ved oplysnings- og motivsamtale, jf. referatets s. 10 igen fremhævet, at hun er flygtet for at kunne være sammen med sin ægtefælle. Flygtningenævnet bemærker endelig, at ansøgeren har forklaret utroværdigt om omstændighederne vedrørende hendes udrejse. Det forekommer usandsynligt, at hun trods farens mistro og utilfredshed skulle blive efterladt hos sin [familiemedlem], og derefter uden større vanskeligheder kunne forlade denne, og problemfrit udrejse ud af Iran. Under disse omstændigheder kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af en konflikt med hendes far og familie i øvrigt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet endvidere påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive forhørt af de iranske myndigheder, hvilket kan medføre en risiko for forfølgelse, da hendes herboende ægtefælle har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. l, og er politisk aktiv i KDPI. Ved vurdering af dette asylmotiv bemærker Flygtningenævnet for det første, at dette er helt uomtalt i asylansøgningsskemaet såvel som i oplysning og motivsamtalen og i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har forklaret, at hendes ægteskab ikke er registeret af de iranske myndigheder. Ansøgeren har på intet tidspunkt boet sammen med sin ægtefælle i Iran. Ansøgeren må i relation til de iranske myndigheder anses for at være ukendt og uprofileret. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil blive udspurgt om sit ægteskab. Ansøgerens advokat har i sit advokatindlæg af [vinteren 2024/2025] oplyst, at ansøgerens barn, der efter det oplyste er født [i efteråret] 2024, ønskes omfattet af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at nævnet ikke under denne sag kan tage stilling til barnets opholdsgrundlag. Spørgsmål om barnets status og eventuelle asylretlige konsekvenser heraf må rejses over for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2025/5/DIEI

irak20254

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af nogle personer, som er ukendte for ansøgeren, fordi hans far har haft en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at jordkonflikten startede med, at hans far havde købt et stykke jord af en mand. Manden døde, hvorefter mandens brødre forsøgte at tilbagekalde handlen. Ansøgeren blev herefter sendt ud af landet af sin far, fordi de modtog trusselsbreve på deres bopæl. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive tvunget af sine farbrødre til at tage hævn for sin fars død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at efter ansøgerens indrejse i Danmark afgik hans far ved døden. Ansøgerens mor har oplyst, at faren afgik ved døden af naturlige årsager, men ansøgeren er sikker på, at han er blevet slået ihjel af de ukendte personer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har en asylbegrundende konflikt i Irak, da forklaringen ikke forekommer troværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren for Udlændingestyrelsen har forklaret forskelligt om, hvorfor han søgte asyl i [europæisk land] i 2019. Til oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2023 har ansøgeren forklaret, at han søgte asyl i [europæisk land], fordi hans far og hans morbrødre skændtes om penge og jord, og morbrødrene havde truet både ansøgeren og hans far. Det fremgår af registreringsformularen til ansøgerens ansøgning om international beskyttelse i [europæisk land] af [vinteren 2019/2020], at ansøgeren til [det europæiske lands] myndigheder har oplyst, at han ikke har familie (fx forældre og søskende) i hjemlandet, idet de alle er omkommet i en eksplosion. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han ingen familie har i Irak, og at han boede sammen med sine onkler, og da de udrejste af landet, var han også nødt til at udrejse. Foreholdt disse forklaringer, har ansøgeren til asylsamtalen [i foråret] 2024 indledningsvist forklaret, at han ikke husker at have sagt dette, men at han udrejste på grund af konflikten med sine morbrødre. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han fulgte andre asylansøgeres råd og digtede disse historier, fordi han var bange for at blive deporteret til Irak, da han havde fået at vide, at han ville blive sendt tilbage, hvis han havde familie i hjemlandet, hvorfor han fortalte, at hans familie var døde. Flygtningenævnet vurderer på baggrund heraf, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet hans forklaring til de græske myndigheder efter hans egen forklaring er usand, og da han har forklaret forskelligt til Udlændingestyrelsen om begrundelsen for sin asylansøgning i [europæisk land]. Med hensyn til ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om sin nuværende konflikt i Irak, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren befinder sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til ukendte personer i Irak på grund af en jordkonflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund, da forklaringen ikke er konsistent og ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren aldrig er blevet udsat for noget af de ukendte personer, selvom han opholdte sig i Irak i 3-4 måneder, fra at hans far angiveligt begyndte at modtage trusler, til ansøgerens udrejse af landet. Det forhold at ansøgeren har oplyst, at han ikke forlod bopælen i denne periode, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at de angivelige trusselsbreve blev afleveret på ansøgerens bopæl, hvorfor det ikke forekommer troværdigt, at de ukendte personer ikke skulle være i stand til at handle på truslerne, såfremt de ønskede dette. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hans far er blevet slået ihjel, da det alene beror på ansøgerens egen formodning. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hans mor har fortalt ham, at hans far er død af naturlige årsager, og at han har haft en stille død. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han talte med sin far om aftenen, og at han ca. en time senere så et opslag på [socialt medie] om faderens død, ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet vurderer i den forbindelse, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgerens far i løbet af så kort tid skulle være blevet transporteret til sygehuset, hvor hans død skulle være blevet bekræftet, hvorefter en nyhedskanal på [socialt medie] skulle have rapporteret om dødsfaldet midt om natten. Som følge af det anførte, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv om, at ansøgerens farbrødre ønsker, at ansøgeren skal hævne sin fars død, til grund. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Irak/2025/4/kdo

irak20253

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i anden halvdel af 2000érne efter at være blevet meddelt opholdstilladelse på andet grundlag. Ansøgeren søgte asyl i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og oprindeligt fra [by,A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive bortført eller på anden måde forfulgt, fordi han er sunni-muslim og har et sunni-muslimsk navn, der gør ham let at identificere. Under asylsamtalen [i foråret] 2024 har ansøgeren endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for problemer på grund af, at faren har været [officer] i luftvåbnet under Saddam Husseins styre. Endelig har han henvist til de generelle forhold i Irak, herunder særligt forholdene for sunni-muslimer. Ansøgeren har til sagen oplyst, at han er født i [by, A], og at han og hans familie flygtede til [by B], Syrien i forbindelse med udbruddet af borgerkrigen i Irak omkring 2006/2007. Ansøgeren opholdt sig i Syrien sammen med sin mor og søskende frem til [efteråret] 2009 hvor de rejste til Danmark efter at have fået opholdstilladelse som familiesammenførte til ansøgerens far, der havde fået asyl i Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter indrejsen i Danmark har haft to ophold i Irak. Det første ophold var omkring 2011/2012, hvor hans familie sammen rejste til Irak. Ansøgeren kan ikke huske, hvad baggrunden for opholdet i Irak var, men han formoder, at hans far skulle have ordnet nogle ting. Under opholdet boede ansøgeren og hans familie hos familiemedlemmer til faren. I 2017 rejste ansøgeren sammen med faren til [et område i by, A] i Irak, hvor de opholdt sig i omkring to uger. Formålet med rejsen var at få udstedt et irakisk nationalitetspas til ansøgeren. Under opholdet boede ansøgeren og faren hos ansøgerens bedstemor. I forbindelse med indrejsen blev ansøgeren spurgt om, hvorfor han rejste på et fremmedpas, og to gange blev han stoppet ved checkpoints, hvor han skulle fremvise ID-kort, hvilket de irakiske myndigheder tog billeder af. Ansøgeren opfattede disse episoder som ubehagelige. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Imidlertid finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse, hverken som følge af ansøgerens trosretning som sunni-muslim eller som følge af sin fars tidligere stilling som underordnet officer under Saddaqm Hussein. Der er ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2024. Ansøgerens fars familie, som også er sunni-muslimer, er således fortsat bosiddende i Irak og har ikke oplevet problemer som følge af deres trosretning. Ansøgeren har endvidere efter sin udrejse været indrejst 2 gange legalt til Irak med sin far og øvrige familie, og har herunder fået udstedt et irakisk nationalitetspas, uden at opleve problemer i forbindelse hermed. Det forhold at ansøgeren i forbindelse hermed to gange er blevet stoppet ved checkpoints, hvor han skulle fremvise ID, som de irakiske myndigheder tog et foto af, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at dette ikke har et omfang og en intensitet, som kan begrunde at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2025/3/MNR

irak20252

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra en landsby i [provins] provinsen i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin far eller sine brødre, fordi hun har krænket familiens ære ved at udrejse uden familiens tilladelse. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun fik kontakt til sin herboende ægtefælle via [socialt medie] i 2018. Ansøgeren og ægtefællen blev kærester efter at have haft kontakt med hinanden i et par måneder. De mødtes første gang fysisk i Irak i [sommeren] 2022, og i [efteråret] 2022 besluttede de sig for at blive gift og at få registreret ægteskabet i Irak. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes familie i første gang ikke ville acceptere ægtefællen, idet familien ikke kendte ham eller hans familie. Ansøgeren fik støtte af sin mor, der fik overtalt ansøgerens far til at gå med til ægteskabet, og faren sagde ja til ansøgerens ægtefælle den anden gang, ægtefællen friede til ansøgeren. [I efteråret] 2022 blev ansøgerens og ægtefællens ægteskab registeret ved retten i [by], og der blev holdt en lille fest for ansøgerens og ægtefællens nærmeste familier. Efterfølgende rejste ægtefællen tilbage til Danmark. Ægtefællen sagde til ansøgeren, at han ville søge om, at hun kunne blive familiesammenført med ham. I mellemtiden begyndte hendes far og brødre at komme med negative bemærkninger om, at ægtefællen ikke var seriøs omkring ansøgeren, og at han ikke havde tænkt sig at hente ansøgeren. Ansøgeren følte, at hun blev chikaneret, og hun besluttede sig for at udrejse af Irak uden at informere hverken ægtefællen eller sin familie om det. Ansøgeren fik hjælp af en veninde til at søge et Schengenvisum til [europæisk land]. Veninden havde meldt ansøgeren til et [kursus]. Ansøgeren fik udstedt visum efter cirka to-tre uger. Samme dag, som hun fik udstedt visum, udrejste hun med en gruppe andre mennesker, der også skulle deltage i [kurset] i [det europæiske land]. Ansøgeren deltog i kurset i to dage og opholdt sig på samme hotel som de øvrige kursusdeltagere. Efter ankomsten til [det europæiske land], fortalte ansøgeren ægtefællen om sin udrejse af Irak. Ægtefællen rejste til [det europæiske land], og han og ansøgeren indrejste sammen i Danmark i [vinteren 2022/2023]. Kort efter ansøgerens indrejse i Danmark, modtog hun en telefonisk trussel fra sin far. Hun havde ringet til faren for at fortælle, hvor hun opholdt sig. Faren sagde blandt andet, at ansøgeren havde krænket familiens ære, og at hun ikke var deres datter længere, samt at familien ville dræbe hende, hvis hun vendte tilbage. Ansøgeren har efterfølgende modtaget to andre telefoniske trusler fra faren. Ansøgeren boede hos ægtefællen, indtil hun i [sommeren] 2023 blev meddelt afslag på familiesammenføring af Udlændingestyrelsen. Efter at hun havde fået afslag på ansøgningen om familiesammenføring, fortalte hun ægtefællen om farens trusler, og at hun ikke kunne vende tilbage til Irak. I [efteråret] 2023 søgte hun asyl. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes mor i [vinteren 2023/2024] fortalte, at faren og brødrene havde tilgivet hende, og at hun kunne vende hjem til Irak. Ansøgeren besluttede sig i første omgang for at ville rejse tilbage og udfyldte hjemrejsedokumenter, men efter en samtale med venner og bekendte samt Dansk Flygtningehjælp undersøgte hun situationen nærmere og fandt ud af, at det var en fælde. Moren oplyste efterfølgende ansøgeren om, at faren og brødrene fastholdt truslen. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun har en konflikt med sin far og brødre i Irak, og at hendes far og brødre har truet hende på livet, da forklaringen ikke forekommer troværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har fået lov til at vælge sin egen ægtefælle, hvor hendes familie har tilgodeset hendes ønsker, til trods for at det har kollideret med deres ønsker, og at familien således har accepteret ægteskabet. Flertallet af Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgerens familie i forbindelse med accepten af ægteskabet var bekendt med, at ansøgerens kommende ægtefælle boede i Europa, og at ægteskabet indebar, at ansøgeren skulle flytte til sin ægtefælle i Europa. Flygtningenævnet finder derfor, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgerens far og brødre pludselig skulle true med at dræbe ansøgeren, fordi hun udrejste af Irak for at genforenes med sin ægtemand, som de på forhånd havde accepteret. Herudover har flertallet af Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren, der var [i 30’erne] år ved udrejsen af Irak, igennem sit liv har taget en uddannelse på universitetet, hvor hun har boet på kollegier langt fra sit hjem, og at hun senere i [5-10] år har haft et arbejde som [stillingsbeskrivelse], og at hun som nævnt også selv valgte sin ægtefælle, og at ansøgerens således ses at have haft en høj grad af selvstændighed. Flertallet af Flygtningenævnet har vurderet, at ansøgerens forklaring om sin fars og brødres trusler forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom ikke forekommer sammenhængende og ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren er indrejst i Danmark [i vinteren 2022/2023] 2023, men først har søgt om asyl [i efteråret] 2023 efter afslaget på familiesammenføring fra Udlændingestyrelsen [dateret i sommeren] 2023. Dette henset til, at ansøgeren angiveligt modtog første trussel fra sin far allerede 2-3 dage efter sin ankomst til Danmark. Flertallet af Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet vurderer, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Irak /2025/2/MNR

irak20252

Nævnet meddelte i februar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive slået ihjel af repræsentanter fra ISIL eller andre terrorgrupper som følge af sit virke ved politiet. Ansøgeren oplyste hertil, at ISIL slog hans [familiemedlem A] ihjel i [sommeren 2013-2015] og efterlod et trusselsbrev, hvoraf det fremgik, at de påtog sig ansvaret for drabet på [familiemedlem A], og at de ville dræbe ansøgeren næste gang. Forud for ansøgerens [familiemedlems A’s] død havde ansøgeren også selv modtaget et trusselsbrev. Ansøgeren henviste endvidere til, at han frygtede at blive strafforfulgt som følge af, at han er deserteret fra sin tjeneste ved politiet. Endelig henviste ansøgeren til den generelle sikkerhedssituation. Ansøgeren har under den genoptagede sag gjort de samme asylmotiver gældende og henvist til, at han frygter strafforfølgelse som følge af sin desertering, og fordi han i den forbindelse ikke afleverede sit våben og [andet udstyr]. Til støtte herfor har ansøgeren fremlagt [flere] arrestordrer og [et antal] rapporter om ransagninger, der skal understøtte, at han er efterstræbt af de irakiske myndigheder. Han har desuden rettet henvendelse til en advokat i Irak for at få denne til at undersøge hans situation i landet, og den pågældende advokat har bl.a. oplyst til ansøgeren, at der ligger en arrestordre på ham hos politiet og [sikkerhedstjeneste], samt ved alle checkpoints og internationale grænser, herunder i lufthavnen. Ansøgeren har endvidere fremlagt et dokument, hvoraf det fremgår, at han er sigtet efter den irakiske straffelovs § 315. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han i forbindelse med en tvangsmæssig fremstilling for en irakisk delegation i [2019-2021] fik oplyst af delegationen, der filmede ansøgeren og var i besiddelse af alle hans sagsakter, at han er eftersøgt i Irak, og at han derved blev profileret i forhold til de irakiske myndigheder. Endelig har ansøgeren henvist til, at han fortsat frygter ISIL og andre terrorgrupper. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens asylmotiv i forhold til at have en konflikt med ISIL til grund, idet ansøgeren har arbejdet for politiet i [by], hvilket medførte, at ansøgeren modtog trusselsbreve, og at ansøgerens [familiemedlem A] blev dræbt. Nævnet kan i øvrigt i det hele henholde sig til begrundelsen herfor anført i afgørelse fra Flygtningenævnet [fra foråret] 2018. Flygtningenævnet kan tillige lægge ansøgerens forklaring om uden tilladelse at have forladt sin tjeneste ved politiet til grund. Endelig kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring om, at der er udstedt flere dokumenter, herunder [flere] arrestordrer på ham i [2013-2016], og rapporter om [en antal] ransagninger af hans bopæl fra [2013-2016] til grund. Ansøgeren er således sigtet for at have overtrådt den irakiske straffelovs artikel 35 ved at have deserteret fra tjenesten som [ansat ved politiet] og undlade at aflevere våben mv., som han havde i sin besiddelse som led i tjenesten som [ansat ved politiet]. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret troværdigt om, hvorfor dokumenterne ikke blev fremlagt i Flygtningenævnet under behandling af sagen i [foråret] 2018, og ansøgeren har – på trods af mindre divergenser om blandt andet hvem han modtog dokumenterne fra – forklaret overbevisende herom, ligesom forklaringen om udstedelsen af dokumenterne fremstår sammenhængende i forhold til ansøgerens øvrige forklaring om sit arbejde og desertering. Ansøgerens forklaring er endvidere støttet af dokumenter indhentet i [2020-2022] fra en irakisk advokat. Flygtningenævnet kan herefter lægge til grund, at der er udstedt tre arrestordrer på ansøgeren, og at ansøgeren som følge heraf har bragt sig i et modsætningsforhold til de irakiske myndigheder og [sikkerhedstjeneste], og at han står til en fængselsstraf. Efter § 315 i den irakiske straffelov nr. 111 fra 1969 skal enhver offentlig ansat, som unddrager eller gemmer penge, varer eller dokumenter tilhørende arbejdspladsen straffes med fængsel, og efter artikel 25 er straffen herfor fra 5 til 15 års fængsel. Efter artikel 35 fra straffeloven for sikkerhedsstyrkerne nummer 14 fra 2008 er straffen højst syv års fængsel for en medarbejder, som stjæler eller underslæber varer eller udstyr, der tilhører arbejdspladsen. Flygtningenævnet bemærker, at det falder ind under irakisk jurisdiktion at lovgive for sine borgere samt fastsætte sanktioner i tilfælde, hvor lovgivningen er overtrådt. Dog finder nævnet, at den sanktion, ansøgeren står overfor, hvis han sendes til Irak, efter dansk retstradition vil være ganske urimelig. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de irakiske myndigheder og [sikkerhedstjeneste] omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om de aktiviteter, som ansøgeren har udført under sin tjeneste som [ansat i politiet], er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Det er afgørende, hvilken indflydelse og kendskab ansøgeren har haft på og om efterretningstjenestens arbejdsmetoder. UNHCR har i Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. september 2003 formuleret det således: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analysed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime …” På den ene side taler det for ansøgerens ansvar, at han gennem flere år har arbejdet for politiet, og at han efter sine egne oplysninger til Udlændingestyrelsen [i vinteren 2015/2016] har oplyst, at han afleverede mistænkte til efterretningstjenesten, samtidig med at han havde kendskab til, at efterretningstjenesten anvendte tortur. Ved den skønsmæssige afgørelse af, om ansøgeren herefter skal udelukkes fra at få opholdstilladelse, indgår en proportionalitetsafvejning af grovheden af de begåede forhold og hensynet til det danske samfund over for hensyn til ansøgeren. I denne vurdering indgår arten af forbrydelsen og graden af den frygtede forfølgelse. Ansøgeren har konsistent forklaret, at han har arbejdet ved politiet, idet han arbejdede som [stillingsbetegnelse A] og [stillingsbetegnelse B] for en højerestående person. Ansøgeren deltog primært som [stillingsbetegnelse A] under de operationer, hvor personer blev anholdt af [korps], og ansøgeren havde derved en ganske underordnet position ved at aflevere mistænkte til efterretningstjenesten. På den baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren skal udelukkes fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2025/2/CARA

ghan20251

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er biseksuel, og at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at hans mandlige ekskærestes [familiemedlem] vil anmelde ansøgeren til politiet, og at han vil blive retsforfulgt på grund af sin seksuelle orientering. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af unavngivne personer som følge af sit forhold til sin mandlige ekskæreste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren blandt andet oplyst, at han i 2012 startede på [ungdomsuddannelse], hvor han blev opmærksom på, at han var tiltrukket af det samme køn, og at han på [ungdomsuddannelsen] indledte et forhold til en anden elev ved navn [x]. Efter endt ophold på [ungdomsuddannelsen] begyndte ansøgeren at have relationer til piger. Han indledte blandt andet et forhold til en pige ved navn [y], som varede i cirka syv til otte måneder. Herefter blev ansøgeren i 2018 og 2019 introduceret til fester, hvor han mødte andre homoseksuelle mænd. I 2019 mødte ansøgeren [z], som han indledte et cirka toårigt forhold til. [Z’s] [familiemedlem] opdagede undervejs forholdet, hvorefter [pågældende] ringede til ansøgeren og truede ham med at ødelægge hans ry, melde ham til politiet og slå ham ihjel. Ansøgeren skiftede derefter sit SIM-kort og blev af [z] opfordret til at udrejse af Ghana. Herefter brugte ansøgeren cirka fem måneder på at forny sit pas og få udstedt visum til [europæisk land], hvorefter ansøgeren udrejste. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er biseksuel, til grund. Ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin biseksualitet fremstår ureflekteret, overfladisk og ikke troværdig, selv om både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har spurgt indgående ind hertil. Ansøgeren har primært forklaret om omstændigheder af faktuel karakter. Han har ikke nærmere kunnet forklare om sin indre afklaring, sine tanker, følelser og den proces, han gennemgik i forhold til at være biseksuel, hvilket er helt centralt for ansøgerens asylmotiv. Nævnets flertal lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret overfladisk og relativt detaljeløst om sine seksuelle forhold i Ghana til [x] og [z]. Ansøgeren har kun generelt og overfladisk kunnet beskrive [x] og deres forhold. Dette fremstår særligt påfaldende, henset til, at [x] var ansøgerens første homoseksuelle partner, og at ansøgeren og [x] skulle have været kærester i cirka 2 år, således at [x] derfor må anses som en helt central person i ansøgerens proces for forståelsen og afklaring af sin seksuelle orientering. Dertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen [i efteråret 2024] først har forklaret, at [x] og ansøgeren ikke kunne udleve deres romantiske forhold på skolen, der lå på et lukket område, hvorfor de tog på gæstehuse. Senere under samtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han og [x] udlevede deres romantiske forhold på skolen bag aulaen, i klasseværelser og flere andre steder. Dette fremstår påfaldende og ikke sandsynligt, henset til længden af parternes forhold og den betydelige risiko, de løb, for at blive opdaget af både lærere eller [ungdomsuddannelsens] elever. Det bemærkes herved, at skolen tidligere havde bortvist elever på grund af homoseksuel aktivitet. Vedrørende [z] har ansøgeren ligeledes kun generelt og overfladisk kunnet beskrive [z] og deres forhold. Ansøgeren kender ikke [z’s] fornavn og har heller ikke kunnet oplyse andre relevante personlige detaljer om [z]. Dette fremstår særligt påfaldende, når henses til, at ansøgeren og [z] skulle have haft et seksuelt forhold i cirka 2 år og nogle måneder, og når henset til, at også [z] må anses som en central person i ansøgerens proces for forståelsen og afklaring af sin seksuelle orientering. Ansøgeren har herunder ikke været i stand til beskrive, hvad han fandt tiltrækkende ved [z], udover at han var en stor og flink mand. Derudover fremstår det påfaldende, at [z’s] [familiemedlem], dels skulle kunne vide, hvem ansøgeren var, dels hvordan [pågældende] skulle kunne komme i besiddelse af ansøgerens telefonnummer. Selv om [familiemedlemmet] måtte have haft adgang til [z’s] mobiltelefon, fremstår det usandsynligt, at [pågældende] alene af den grund skulle kunne identificere ansøgeren som [z’s] seksualpartner og endnu mere, hvorledes [pågældende] i øvrigt nærmere skulle kunne identificere ansøgeren. Derudover fremstår det påfaldende, at [pågældende] først skulle have kontaktet ansøgeren 5 eller 7-8 måneder efter, at [pågældende] skulle have opdaget ansøgeren og [z’s] forhold. Flygtningenævnets flertal lægger endelig vægt på, at ansøgeren først har søgt asyl i Danmark, efter at han havde opholdt sig i landet i cirka 1 ½ år, og at asylansøgningen først er fremkommet i forbindelse med, at ansøgeren blev anholdt af politiet. Da Flygtningenævnets flertal ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han skulle være biseksuel, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han af den grund har en asylbegrundende konflikt med [z’s] [familiemedlem], myndighederne eller andre i Ghana. Heller ikke de generelle forhold i Ghana kan anses for at være asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil risikere asylbegrundende forfølgelse eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2025/1/sael

dub-tysk20257

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asylproceduren for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke ses grundlag for en mundtlig behandling af sagen. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 53, stk. 10, at ”sager vedrørende afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b behandles af formanden eller en næstformand alene. En sag efter 1. pkt. kan i helt særlige tilfælde henvises til behandling efter stk. 6.”. Nævnet finder ikke, at der foreligger et sådant helt særligt tilfælde. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anført om, at klageren har forklaret, at han har mistet tilliden til de tyske udlændingemyndigheder, idet han mener, at de tyske sagsbehandlere var negativt forud indtaget omkring hans sag, at de tyske udlændingemyndigheder ikke ville kigge på klagerens fremlagte beviser, og at der ikke er blevet foretaget en tilstrækkelig vurdering af klagerens asylsag, kan ikke føre til at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren og hans [familiemedlem] har deltaget i asylsamtaler med de tyske myndigheder, at de har fået prøvet deres sag ved en klageinstans efter, at de tyske udlændingemyndigheder meddelte dem afslag på asyl, og at de efter egne oplysninger har haft en klagesag ved [domstol] i Tyskland. Det forhold, at klageren har oplyst, at præsidenten for [domstol] i Tyskland bevidst har forhindret bevisindsamling og retten til en retfærdig rettergang for klagerne, og at anklagemyndigheden i [by] langvarige passivitet blev udmøntet i, at anklagemyndigheden nægtede at efterforske en anden dommer, kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet klageren må henvises til at klage over dommeren og anklagemyndighedens behandling af klageren til de relevante overordnede myndighed i Tyskland. Det samme gør sig gældende for det forhold, at klageren har oplyst, at Rigsadvokaten i [by] skulle havde nægtet at sende en forklaring om lovovertrædelser til klageren, hans [familiemedlem] og de danske myndigheder, idet de har ignoreret klageren og hans [familiemedlems] skriftlige udsagn og har haft lange perioder af passivitet. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Tyskland har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Tyskland. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Tyskland som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af klageren anførte om, at klageren ved en overførsel til Tyskland vil være i risiko for at blive sendt tilbage til [land]. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ” […] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Det forhold at klageren lider af varikose, åreknuder, samt at han har fået en midlertidig tandprotese i Tyskland, der skal skiftes, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder endeligt, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenr.: Dub-Tysk/2025/7/JLY

dub-tysk20256

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asylproceduren for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke ses grundlag for en mundtlig behandling af sagen. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 53, stk. 10, at ”sager vedrørende afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b behandles af formanden eller en næstformand alene. En sag efter 1. pkt. kan i helt særlige tilfælde henvises til behandling efter stk. 6.” Nævnet finder ikke, at der foreligger et sådant helt særligt tilfælde. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anført om, at klageren har mistet tilliden til de tyske udlændingemyndigheder, idet han mener, at de tyske sagsbehandlere var negativt forudindtaget omkring hans sag, at de tyske udlændingemyndigheder ikke ville kigge på klagerens fremlagte beviser, og at der ikke er blevet foretaget en tilstrækkelig vurdering af klagerens asylsag, samt at retsmødet med klagerens klagesag blev afviklet uden klagerens deltagelse, selvom klagerens [familiemedlem] fremlagde en lægeerklæring, kan ikke føre til at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren og hans [familiemedlem] har deltaget i asylsamtaler med de tyske myndigheder, at de har fået prøvet deres sag ved en klageinstans efter, at de tyske udlændingemyndigheder meddelte dem afslag på asyl, og at de efter egne oplysninger har haft en klagesag ved [domstol] i Tyskland. Det forhold, at klageren har oplyst, at præsidenten for [domstol] i Tyskland bevidst har forhindret bevisindsamling og retten til en retfærdig rettergang for klagerne, og at anklagemyndigheden i [by] langvarige passivitet blev udmøntet i, at anklagemyndigheden nægtede at efterforske en anden dommer, kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet klageren må henvises til at klage over dommeren og anklagemyndighedens behandling af klageren til de relevante overordnede myndighed i Tyskland. Det samme gør sig gældende for det forhold, at klageren har oplyst, at Rigsadvokaten i [by] skulle havde nægtet at sende en forklaring om lovovertrædelser til klageren, hans [familiemedlem] og de danske myndigheder, idet de har ignorerede klageren og hans [familiemedlems] skriftlige udsagn og haft lange perioder af passivitet. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Tyskland har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Tyskland. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Tyskland som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af klageren anførte om, at klageren ved en overførsel til Tyskland vil være i risiko for at blive sendt tilbage til [land]. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Det forhold, at klageren om sit helbred har oplyst, at han har problemer med lungerne og tarmsystemet, og at han har gigt, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke modtager medicin for sine helbredsproblemer. Endeligt finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenr.: Dub-Tysk/2025/6/JLY

alder20251

Nævnet omgjorde i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Syrien, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i starten af 2006. Indrejst i 2024. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i starten af 2008. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af ansøgeren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Aldersundersøgelsen af [efteråret] 2024 fra Retsmedicinsk Institut konkluderer, at klagerens mest sandsynlige alder på undersøgelsestidspunktet er 18 år. Klageren har i sit asylskema skrevet, at [klageren] er født [i efteråret] 2008 og denne fødselsdato har [klageren] gentaget over for Udlændingestyrelsen under en samtale [i efteråret] 2024. Klageren har dog efterfølgende over for Udlændingestyrelsen i samme samtale og en efterfølgende partshøring hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2024 oplyst, at [klageren] er født [i starten af 2008], hvilket også er den dato, der fremgår af de dokumenter, [klageren] har fremlagt fra Syrien, herunder familiebog, ID-kort, familieregistreringsattest og personattest. Klageren har for Flygtningenævnet oplyst, at baggrunden for de to oplyste datoer er, at [klageren] har byttet rundt på tallene, da [klageren] forsøgte at skrive sin fødselsdato og oplyse datoen efter den gregorianske kalender. Flygtningenævnet finder denne forklaring troværdig og bemærker, at klageren i øvrigt gennem hele sagen konsistent har oplyst, at [klageren] er født i 2008. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder klagerens alder fastsat til 18 år af Retsmedicinsk Institut, og uanset at dokumenter udstedt af de syriske myndigheder efter baggrundsoplysningerne alene kan tillægges meget begrænset vægt, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at ændre klagerens alder, således som Udlændingestyrelsen har gjort i afgørelsen af [efteråret] 2024. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren er registreret med fødselsdatoen [i starten af 2008]. Løbenummer: alder/2025/1/obc

afgh20259

Nævnet meddelte i februar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [landsby], [distrikt], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hans far har arbejdet for den afghanske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far en dag bad ham og hans to brødre om at gå til familiens plantage for at plukke græs til dyrene. Da ansøgeren og hans brødre kom tilbage til huset, kunne de se hjulspor og blod på jorden. Ansøgerens mor græd og fortalte, at Taliban havde opsøgt familiens bopæl og taget ansøgerens far og farbror med, og at Taliban havde spurgt efter ansøgeren og hans brødre. De tog herefter hjem til ansøgerens storesøster, og ansøgerens mor ringede til sin bror, som sagde, at ansøgerens mor og lillesøster skulle tage hjem, og at ansøgeren og hans brødre skulle blive hos deres storesøster. Dagen efter havde Taliban opsøgt familiens bopæl igen, og de havde slået ansøgerens mor og sagt, at hun skulle give sine sønner til dem. Ansøgeren har videre oplyst, at en fra landsbyen havde banket på døren til familiens hus og fortalt, at ansøgerens fars lig var blevet fundet. Om aftenen rejste ansøgeren, hans mor, mindre søskende og morbror til Kabul, hvor de opholdt sig i ansøgerens morbrors vens hus i cirka halvanden dag. Ansøgerens morbror fortalte efterfølgende, at Taliban havde opsøgt familiens hus endnu en gang, og at de havde truet alle i landsbyen, hvis de holdt familien skjult. Efter halvanden dag hos ansøgerens morbrors ven besluttede ansøgerens morbror, at ansøgeren skulle udrejse alene af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning, henset til at han er mindreårig. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, da ansøgeren har forklaret konsistent, troværdigt og overbevisende om sit asylmotiv også set i forhold til oplysningerne om ansøgerens alder og psykiske tilstand. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeres far har arbejdet for den afghanske regerings efterretningstjeneste. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at Taliban opsøgte ansøgerens families bolig, hvor ansøgeren og hans brødre ikke var hjemme, og tog ansøgerens far og farbror med, ligesom de slog ansøgerens mor og spurgte efter ansøgeren og dennes brødre. Dagen efter opsøgte Taliban igen ansøgerens families bolig, som de ransagde, og de medtog en boks indeholdende farens personlige papirer. Samtidig truede de ansøgerens mor med at slå alle i familien ihjel, hvis ikke ansøgeren og dennes brødre blev udleveret til Taliban. Efterfølgende blev ansøgerens far fundet dræbt. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at Taliban også efter farens død opsøgte familiens bolig, og spurgte efter ansøgeren. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder EUAA, Country Guidance: Afghanistan (januar 2023), at der efter Talibans magtovertagelse – uanset meddelelsen af en generel amnesti – har været talrige eksempler på, at medlemmer af Taliban har begået overgreb mod personer, der har været ansat i sikkerhedsstyrkerne under den tidligere afghanske regering. Der har tillige efter baggrundsoplysningerne været tilfælde, hvor der er begået overgreb mod familiemedlemmer i forbindelse med, at medlemmer af Taliban har eftersøgt tidligere ansatte i sikkerhedsstyrkerne. Under de anførte omstændigheder og efter baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Afgh/2025/9/obc

afgh20258

Nævnet omgjorde i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte dig [i efteråret] 2016 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I efteråret] 2024 modtog Flygtningenævnet din klage af [efteråret] 2024 til Udlændingestyrelsen med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Du har i klagen blandt andet henvist til, at du er en afghansk kvinde, og at situationen i Afghanistan har ændret sig markant siden du blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Du har videre henvist til, at situationen i Afghanistan er blevet forværret efter Talibans magtovertagelse i august 2021. I den forbindelse har du henvist til følgende rapporter fra European Union Agency for Asylum (EUAA); ”Afghanistan Country Focus” fra december 2023 og ”Country Guidance: Afghanistan” fra maj 2024. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at du skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2025/8/tmlo

§29b-pole20241

Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt et barn, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Polen. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne er meddelt opholdstilladelse som flygtninge med subsidiær beskyttelse i Polen [i sommeren] 2022. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, bemærkningerne til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet lægger efter sagens oplysninger, herunder navnlig de lægelige oplysninger, til grund, at [klager A] er diagnosticeret med [livstruende syg] og er i et [behandlingsforløb] på [hospital A]. Han har fået [beskrivelse af element af klagerens behandlingsforløb]. Det er den lægelige forventning, at [klager A’s] restlevetid er et par måneder. [Klager A] må som følge af sin nuværende og særdeles alvorlige helbredsmæssige tilstand anses som en ganske særligt sårbar person, og hensynet til varetagelsen af [klager A’s] tarv – og i den sammenhæng tillige [klager A’s ægtefælle] og mindreårige [barns] tarv – taler klart for at lade klagernes asylansøgninger behandle i Danmark. Henset hertil, og til at det efter baggrundsoplysningerne fra AIDA om forholdene i Polen er behæftet med nogen usikkerhed, i hvilket omfang [klager A] straks efter en eventuel overførsel til Polen vil kunne få adgang til den nødvendige behandling, finder Flygtningenævnet efter en samlet og helt konkret vurdering af sagens særlige omstændigheder, at betingelserne for at afvise at behandle ansøgningerne i Danmark ikke er opfyldt. Allerede med henvisning hertil omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelser, således at klagernes asylansøgninger skal behandles i Danmark.” § 29 b-pole/2024/1/sahe

arme20251

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst senest i 2021.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter [A] og [B], som er del af en kriminel gruppering. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2015 udførte en arbejdsopgave for [A] og [B], og at de herefter nægtede at betale ham den aftalte løn for arbejdsopgaven. Den manglende betaling udviklede sig til en diskussion, hvor [B] angreb ansøgeren med en kniv. Ansøgeren fik vristet kniven ud af hånden på [B] og stak i nødværge [B] i låret for at kunne flygte fra stedet. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle i militærtjeneste i Armenien. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har modtaget to indkaldelser til militæret, og at myndighederne har opsøgt hans familie og efterspurgt ansøgeren. Derudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han, såfremt han nægter at aftjene militærtjeneste, frygter at blive idømt en uforholdsmæssig straf, ligesom han frygter fængselsforholdene i de armenske fængsler. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren tidligere under sit ophold i Danmark har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og sine opvækstforhold. Han har under mødet i Flygtningenævnet bekræftet dette og oplyst, at han afgav oplysningerne for at opnå asyl i Danmark. Hertil kommer, at Flygtningenævnet [i sommeren] 2014 har tilsidesat ansøgerens daværende asylmotiv om en episode i sommeren 2013 som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet er fortsat af den opfattelse, at ansøgerens generelle troværdighed er betydeligt svækket som følge af disse forhold. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt i sit hjemland med [A] og [B]. Flygtningenævnet henviser i det hele til Udlændingestyrelsens begrundelser i afgørelserne [fra foråret] 2018 og [vinteren 2023/2024]. Hvad angår ansøgerens asylmotiv omkring genindkaldelse til militæret bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under mødet har fremlagt, hvad der fremstår som værende en militærbog med dokumentation for, at han har været menig soldat. I det pågældende dokument er det tidligere angivne navn streget ud og erstattet med ansøgerens navn. Ansøgeren har forklaret, at det er hans [familiemedlem] i Armenien, der har sørget for denne ændring, som skulle være foretaget af militærpolitiet i landet. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at en offentlig myndighed i Armenien – uden møde med eller nærmere dokumentation fra ansøgeren – skulle have ændret i dokumentet ved en simpel udstregning. Flygtningenævnet tiltræder som anført af Udlændingestyrelsen, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin militære baggrund, og at dette ligeledes svækker hans troværdighed i relation til spørgsmålet om genindkaldelse. Uanset om det lægges til grund, at den af ansøgeren fremlagte genindkaldelse til militæret er ægte, tiltræder Flygtningenævnet, at dette ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i tilknytning hertil, at det må anses for tvivlsomt, om ansøgeren kan ifalde straf for at have unddraget sig militærtjeneste i lyset af, at han udrejste af Armenien i 2015 og således fem år før, at han skulle være blevet genindkaldt. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til det af Udlændingestyrelsen anførte, herunder vedrørende det enkelte lands jurisdiktion og efter dansk retstradition ganske uforholdsmæssige sanktioner. Det, der i øvrigt er anført for Flygtningenævnet, herunder vedrørende afsoningsforholdene i Armenien, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Arme/2025/1/Sael

§29b-tys20252

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren i Tyskland har søskende, som hun ikke har en god relation til, og at hun i Danmark har et familiemedlem, som hun får hjælp og støtte fra. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til, at de tyske myndigheder under klagerens seneste ophold i Tyskland ikke gjorde klageren opmærksom på, at hun har en opholdstilladelse eller mulighed for at få fornyet en opholdstilladelse i Tyskland. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet har videre på baggrund af de oplysninger, som de tyske myndigheder [i foråret] 2024 har afgivet til Udlændingestyrelsen, lagt til grund, at klageren stadig har flygtningestatus i Tyskland, uanset at hendes opholdstilladelse måtte være udløbet, og at hun på den baggrund har mulighed for at indrejse og tage lovligt ophold i landet samt at søge om at få sin opholdstilladelse fornyet. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det – som ovenfor nævnt – vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af klageren oplyste om, at hun ikke har en god relation til sine [søskende] i Tyskland, at hun følte sig ensom i Tyskland, og at hun i Danmark får hjælp og støtte fra [et familiemedlem], kan ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at der foreligger oplysninger om klagerens personlige forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland kan tjene som første asylland for klageren. Det forhold, at klageren under sit seneste ophold i Tyskland ikke blev gjort opmærksom på, at hun tidligere havde fået udstedt en opholdstilladelse i Tyskland, eller oplyst om mulighederne for eventuelt at søge om fornyelse heraf, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise klageren til at rette spørgsmål herom, herunder spørgsmål om eventuel fornyelse af klagerens opholdstilladelse, til de tyske myndigheder. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer:  § 29 b-Tys/2025/2

etio20253

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er af blandet etnicitet og ortodoks kristen fra [by 1], [provins], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun har hørt om den politiske uro i nyhederne og fra sin [kvindeligt familiemedlem A], der fortsat bor i Etiopien. Under et ophold i Etiopien i 2024, hvor ansøgeren besøgte sin [kvindeligt familiemedlem A], fortalte hendes [kvindeligt familiemedlem A] hende, at et familiemedlem til en nabo var blevet kidnappet, og at landsbyen havde samlet ind til at få vedkommende løsladt. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover henvist til, at ansøgeren som en enlig kvinde med en aldrende [kvindeligt familiemedlem A] som eneste familiære netværk vil være særligt udsat i [provins]. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun har en [mandligt familiemedlem B], [navn], i Etiopien, som ligeledes er bosat i [by 1], og at hun har kontakt til ham. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun i Etiopien ikke vil have adgang til uddannelse og arbejde. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun ikke har færdiggjort en uddannelse i Danmark, som hun kan bruge i Etiopien, og at hun derfor vil skulle begynde forfra. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, men vurderer ligesom Udlændingestyrelsen, at det ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren asyl. Ansøgeren har forklaret, at hun frygter de generelle forhold i Etiopien samt manglende adgang til uddannelse og arbejde i Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har eller har haft konflikter i Etiopien med hverken myndighederne, grupperinger eller privatpersoner. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren i perioden fra [angivelse af periode på tre måneder i 2024] opholdt sig i Etiopien på ferie hos sin [kvindeligt familiemedlem A], og at ansøgeren i den forbindelse ind- og udrejste legalt, samt ikke oplevede problemer eller konflikter med hverken myndighederne eller andre grupperinger eller privatpersoner under sit ophold. Det forhold, at ansøgeren er af blandet etnicitet, herunder [etnicitet] på sin fædrene side, kan ikke føre til en ændret vurdering. Med hensyn til familiært netværk i Etiopien har ansøgeren forklaret, at hun har sin [kvindeligt familiemedlem A] og sin [mandligt familiemedlem B], [navn], som hun også har kontakt til, og at de begge bor i [by 1]. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun har et netværk blandt [kvindeligt familiemedlem A’s] naboer. Ansøgeren kan herefter ikke anses for at være uden netværk i sit hjemområde i Etiopien. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for forfølgende eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Etiopien. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Etiopien efter Flygtningenævnets vurdering ikke i sig selv findes at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Med hensyn til det af ansøgeren anførte om, at ansøgeren i Etiopien ikke vil have adgang til uddannelse eller arbejde, bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer:Etio/2025/3/DH

iran202511

Nævnet meddelte i marts 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2012 idømt fængsel i 10 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., samt flere bestemmelser i lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. I 2013 blev straffen nedsat til 8 års fængsel af landsretten. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [by], Iran. Klageren har været aktivt medlem af KDPI i Iran siden [starten af 1980’erne] og medlem af KDPI Danmark siden [starten af 2000’erne]. Klageren blev ekskluderet af KDPI i Danmark som følge af sin dom i 2013, men søgte om genoptagelse i partiet. Klagerens anmodning om genoptagelse i partiet blev imødekommet, og han har været medlem siden [slutningen af 2010’erne]. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og miste livet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er kurder og kæmpede for kurdernes selvstændighed i Iran. Klageren var politisk aktiv for KDPI og deltog i væbnede kampe, hvorfor han sad i fængsel i [fire-seks] år, hvor han blev udsat for tortur. Klageren oplyste endvidere, at han efter ankomsten til Danmark blev rekrutteret af KDPI Danmark, hvor han siden har arbejdet med rekruttering af medlemmer til KDPI i [dansk asylcenter], ligesom han har forestået interviews med den kurdiske tv-kanal i [europæisk land A], [Tv-kanal], samt med den iranske afdeling af BBC. Klagerens advokat har som asylmotiv i indlægget under den nuværende genoptagelsessag henvist til, at klageren ved en tilbagevenden til Iran frygter at miste livet, fordi han vil blive henrettet for sine politiske aktiviteter. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han de seneste mange år har været og fortsat er politisk aktiv for KDPI i Danmark. Klageren deltager aktivt i at debattere politik, deltager i konferencer, demonstrationer og generalforsamlinger. Klageren deltager også i afholdelsen af sociale arrangementer, markering af mærkedage og lignende. Klageren har videre oplyst, at han er blevet opfordret til at stille op til bestyrelsen af andre medlemmer. Klageren har endvidere oplyst, at han jævnligt deler politiske budskaber på [sin profil på socialt medie], der er offentlig tilgængelig, og hvor han har mere end 800 venner. Klageren fremgår også på billeder og videoer fra diverse arrangementer, der deles på partiets platforme. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2015 til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes til Iran, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren, der ved [landrettens] ankedom [i sommeren] 2013 er straffet med fængsel i 8 år for alvorlig narkotikakriminalitet for forsøg på at transportere [en nærmere specifik mængde narkotika] fra Danmark til [europæisk land B] og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, skal anses for udelukket fra at opnå asyl i Danmark, således som det senest blev fastslået ved Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2015. Den vurdering, der skal foretages efter bestemmelsen, bygger blandt andet på Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at en person kun kan udelukkes fra asyl, hvis den pågældende er en fare for landets sikkerhed, eller efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet. Udlændingestyrelsen har ikke påberåbt sig, at klageren udgør en fare for landets sikkerhed. For Flygtningenævnet angår sagen derfor især, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og om klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder, at klageren utvivlsomt er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Efter de foreliggende oplysninger om klagerens personlige og familiemæssige forhold i perioden siden [landsrettens] ankedom [i sommeren] 2013, herunder oplysningerne om hans forhold under afsoningen og i forbindelse med hans tilknytning til udrejsecenteret efter afsoning og senest siden [foråret] 2021 efter ophævelse af opholds- og underretningspligten under ophold i familiens bolig sammen med sin ægtefælle, finder Flygtningenævnet, at der ikke længere er grundlag for at fastslå, at klageren til trods for den begåede alvorlige narkotikakriminalitet, der nu ligger 14 år tilbage i tid, fremadrettet udgør en fare for samfundet. Dommene fra 2018 og 2020 for overtrædelser af opholds- og underretningspligten kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: iran/2025/11/eeb/flfr

iran202514

Nævnet meddelte i marts 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], [provins], Iran. Ansøgeren har været aktiv for [politisk parti A] efter sin indrejse i Danmark. Han er ligeledes medlem af partiets komité. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, som følge af hans etnicitet, og som følge af, at han beskyldes for at samarbejde med udenlandske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er etnisk [etnicitet], og at han derfor bliver diskrimineret, blandt andet ved at hans arbejdsplads, [offentlig arbejdsplads], ikke vil anerkende hans [uddannelse]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv desuden oplyst, at han forud for sin deltagelse i [et arrangement] i Danmark deltog i tre møder med sikkerhedsafdelingen Herasat. Han blev af Herasat blandt andet foreholdt, at han havde samarbejdet med [land A], [uddannelsesinstitution i land B], og at han nu skulle samarbejde med [land C], fordi [arrangementet] i Danmark blev arrangeret af en [person fra land C]. Efter de tre møder med Herasat blev ansøgeren en dag stoppet af nogle personer i en bil, da ansøgeren kom ud fra sin arbejdsplads. Ansøgeren blev bagbundet og fik bind for øjnene, inden han blev placeret i bilen. Ansøgeren blev bragt til et rum, hvor han blev afhørt. Han blev blandt andet foreholdt, at [det arrangement], han agtede at deltage i, blev ledet af en [person fra land C]. Ansøgeren blev truet og fik at vide, at han ville blive slået ihjel ligesom [navngiven person], hvis han forsøgte at samarbejde med [land C]. Ansøgeren fik derefter et slag på skulderen, så han faldt ned af stolen. Ansøgeren har desuden oplyst, at hans far blev opsøgt af Herasat i juni 2023, og at han efterfølgende blev indkaldt til et møde ved Sepah. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv yderligere oplyst, at han har deltaget i flere demonstrationer i Danmark, og at han [i efteråret] 2023 holdt en tale i anledning af [begivenheder i Iran]. Talen er blevet offentliggjort flere steder, herunder blandt andet på formanden for [politisk parti A´s] [profil på socialt medie A], på [socialt medie B] og på [politisk parti B´s] sociale medier. Ansøgeren har videre om sit asylmotiv oplyst, at han har samarbejdet med partiets TV-kanal [navn på TV-kanal A]. Ansøgeren har på alle væsentlige punkter forklaret konsistent, sikkert og troværdigt, og Flygtningenævnet lægger til grund som ubestridt, at ansøgeren forud for sin udrejse blev tilsagt til tre møder med Herasat, ligesom ansøgerens far i 2023 blev opsøgt af Herasat. Flygtningenævnet lægger desuden til grund som ubestridt, at der i Iran er taget skridt til retsforfølgning af ansøgeren, og at dette er offentliggjort på ansøgerens tidligere arbejdsplads, men at det er uafklaret, hvad retsforfølgningen nærmere vedrører. Det lægges yderligere til grund som ubestridt, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en flerhed af demonstrationer og arrangementer mod det iranske regime. Herunder har ansøgeren blandt andet deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade, hvor han holdt en regimekritisk tale. Ansøgeren har været medarrangør af en enkelt demonstration. Ved flere andre demonstrationer og arrangementer har han holdt taler med regimekritiske budskaber. Demonstrationerne og arrangementerne er i ikke uvæsentligt omfang optaget på video, der er offentliggjort på flere medier, hvor ansøgeren fremtræder let genkendelig og i flere tilfælde er nævnt ved navn. En video, der er publiceret af [TV-kanal B´s] [profil på socialt medie C], der har [10-13] million følgere, har ca. [500.000-700.000] visninger, en anden video har mere end [250.000-450.000] visninger og en tredje video har mere end [55.000-75.000] visninger. Flere andre videoer har femcifrede antal visninger. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren må antages i ikke ubetydeligt omfang at være profileret og eksponeret over for de iranske myndigheder, og at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Iran/2025/14/lafal

afgh202512

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Klageren, der indrejste som mindreårig i 2009, blev i 2010 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved ankedom afsagt i vinteren 2023/2024 blev klageren idømt 4 år og 6 måneders fængsel for narkokriminalitet, ligesom han blev udvist med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er afghansk statsborger, [etnicitet], [religion] og oprindeligt fra [provins]. Klageren, der er registreret som født i [midten af 1990erne], indrejste i Danmark [i 2009]. Under den oprindelige asylsag henviste klageren til, at hans far forsvandt cirka tre et halvt år før mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2010, idet faren ikke kom hjem fra sit arbejde i politiet eller sikkerhedsstyrkerne.  Klagerens familie blev efterfølgende flere gange opsøgt af pashto talende mænd, der spurgte efter klagerens far og onkel. Mændene truede klageren, og det blev besluttet, at klageren skulle udrejse. Flygtningenævnet lagde klagerens forklaring til grund og meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har i forbindelse med udsendelsessagen henvist til sit oprindelige asylmotiv og supplerende oplyst, at han tillige frygter at påkalde sig Talibans og lokalbefolkningens opmærksomhed, fordi han er [etnicitet] og vestliggjort. Udlændingestyrelsen har [i efteråret ]2024 truffet afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Det blev samtidig vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt.Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt.Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen.  Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er ved [landsrets] ankedom af [vinteren 2023/24] idømt fængsel i 4 år og 6 måneder og udvist med et indrejseforbud i 12 år for at have begået alvorlig narkokriminalitet ved [beskrivelse af gerningsindhold]. Efter navnlig karakteren og omfanget af den kriminalitet, som klageren har begået, tiltræder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 201 1195/EU af 13. december 2011, i bla. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter forbrydelsen med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag. Henset til karakten og omfanget af den kriminalitet, som klageren er dømt for at have begået, herunder den alvorlige narkokriminalitet, som klageren blev dømt for ved [landsrets] ankedom af vinteren 2023/2024, hvortil kommer, at klageren tillige tidligere er dømt for narkokriminalitet i 2017, hvor han blev idømt fængsel i 40 dage betinget, og for alvorlig personfarlig kriminalitet, hvor han [i vinteren 2013/2014] blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for [personfarlig kriminalitet] og betinget udvist,  ved at have [beskrivelse af gerningsindhold] og hvor klageren samtidig blev udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år efter tidspunktet for løsladelsen, finder Flygtningenævnet, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet henviser endvidere til Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2024 og begrundelsen heri. Det af klageren anførte om, at han siden 2021 ikke har været misbruger af euforiserende stoffer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. skal afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele udlændingen opholdstilladelse. Klageren er født [i midten af 1990erne] og opvokset i Afghanistan. Han indrejste i Danmark i 2009 som [12-15] årig. Han har gået i 9. og 10. klasse i Danmark. Han har været aktiv på det danske arbejdsmarked i nogle år. Han kan tale og skrive dansk. Han har en datter i Danmark, som bor hos sin mor. Han har del i forældremyndigheden over datteren og har samvær med datteren. Han har danske og udenlandske venner i Danmark. Han husker ikke meget afghansk. Han har ikke haft kontakt med sin afghanske familie, efter at han flygtede fra Afghanistan.  Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2025/12 MNR

afgh202513

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2001/2002], og at han [i efteråret] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens [specifik bestemmelse]. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2020 udrejste til Afghanistan. Klageren udrejste for at besøge sin mor. [I vinteren 2022/2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens [specifik bestemmelse], var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 2, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Endvidere fandt Udlændingestyrelsen, at der ikke var forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 2, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Videre fandt Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Endelig fandt Udlændingestyrelsen, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet klageren på intet tidspunkt har tilkendegivet at have til hensigt at tage varigt ophold i Afghanistan. Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne efter udlændingelovens § 17, stk. 1, for bortfald af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Således har klageren opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., jf. 2. pkt. Klageren har endvidere opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ved at have opsagt sin lejebolig i Danmark i begyndelsen af 2019 og have været hjemløs fra genindrejsen i Danmark i [efteråret] 2019 til næste udrejse til Afghanistan i [efteråret] 2020.Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2, at bestemme, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens begrundelse herfor, herunder at der ikke i noget omfang er oplyst om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark.Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2001. Han har således opholdt sig her i landet i knap 24 år, idet han dog har været udrejst til Afghanistan flere gange af en samlet varighed på omkring 2,5 år. Klageren har efter det oplyste familiemedlemmer i Danmark, men han har ikke stiftet selvstændig familie her i landet. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder videre, at bortfald af klagerens opholdstilladelse varetager legitime hensyn. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i bortfald af klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som et bortfald af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for hans privatliv. Flygtningenævnet finder, at klageren trods sit lange ophold her ikke har opnået nogen særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på klagerens meget ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, foreningsforhold mv. Der foreligger heller ikke oplysninger om, at klageren indgår i andre danske netværk. Klageren har som anført ikke stiftet familie i Danmark. Heroverfor står, at klageren i lange perioder har været udrejst til Afghanistan, hvor han har stiftet familie, herunder har fået [et antal] børn, og klagerens familie bor i Afghanistan. Klageren må anses for at have særdeles stærke kulturelle, herunder sproglige, bånd til Afghanistan. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at der sker bortfald af klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afgh/2025/13/aalk/flfr

§29b-østr20251

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for flygtninge med subsidiær beskyttelsesstatus i Østrig. Flygtningenævnet udtalte:Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Østrig fra [sommeren] 2022 til [sommeren] 2025. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klageren i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Østrig mistede sin bolig og som følge heraf ikke fik udbetalt kontante ydelser, da dette kræver en adresse, samt at han ikke kunne finde et arbejde, kan ikke føre til, at Østrig ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på AIDA’s Country Report: Østrig, 2022 Update, udgivet 15. maj 2023, hvor det fremgår (s. 164), at personer med subsidiær beskyttelse har ret til Basic Care, hvilket blandt andet indebærer adgang til ”organised accommodation in inns, boarding houses, reception centres of NGOs or of the respective federal province, or a rent subsidy when an asylum seeker rents a flat themselves”. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at det af samme rapport fremgår, at huslejetilskuddet i praksis ikke er nok til at betale en bolig. Yderligere har det i Flygtningenævnets vurdering indgået, at det i ovennævnte AIDA-rapport fremgår (s. 166), at personer med subsidiær beskyttelse har fri adgang til arbejdsmarkedet. Det forhold, at det af rapporten fremgår, at det i praksis kan være vanskeligt at finde beskæftigelse på grund af forhold såsom sprogbarrierer, og at klageren har oplyst, at han har haft svært ved at finde et arbejde på grund af manglende sprogkundskaber, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han – om end kortvarigt – har haft beskæftigelse. Flygtningenævnet finder på baggrund af blandt andet ovennævnte baggrundsoplysninger, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Østrig ikke er på et sådant niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Østrig. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens personlige forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klageren. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Østr/2025/1/sahe

kina20252

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Indrejst i 2017.  Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kineser fra[A], Kina. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er tilknyttet [religiøs bevægelse] og har været aktiv medlem af bevægelsen fra perioden 2000 frem til sin udrejse af Kina, og at han på den baggrund frygter forfølgelse af ukendte personer. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Kina udleverede materiale relateret til [religiøs bevægelse], hvilket medførte, at han blev opsøgt af ukendte personer, der første gang konfiskerede hans materiale og truede ham. Anden gang, blev han tilbageholdt af fire personer, der tvang ham ind i en bil. Han var derefter indespærret i et lille mørkt rum, hvor han gentagne gange blev slået og afhørt om [religiøs bevægelses netværk]. Efter længere tids indespærring, blev han løsladt og truet med repressalier, såfremt han ikke stoppede med at udlevere materiale.Ansøgerens forklaring har fremstået usikker og i betydeligt omfang udetaljeret, ligesom han på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Herunder har ansøgeren kun i begrænset omfang kunne forklare, om sin tilknytning til og indholdet af [religiøs bevægelse] og hvilket materiale han i Kina angiveligt har udleveret vedrørende [religiøs bevægelse]. Endvidere har ansøgerens forklaring, om hvilke lande han tidligere har været i og udbredt [religiøs bevægelse], været divergerende og usikker. Ansøgerens forklaring vedrørende omstændighederne ved indespærringen i Kina, herunder, om der har været medindsatte, og om disse har udsat ham for overgreb, har tillige været divergerende. På denne baggrund og idet Flygtningenævnet desuden kan tilslutte sig de af Udlændingestyrelsen påpegede divergenser og usikkerheder i ansøgerens forklaring, kan ansøgerens forklaring ikke lægges til grund. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Efter Flygtningenævnets bevisvurdering af ansøgerens forklaring, og efter det i øvrigt foreliggende findes en sådan undersøgelse ikke at have betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at iværksætte en torturundersøgelse. På baggrund heraf finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kina vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer Kina/2025/2

dub-span20253

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst fra et tredjeland til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtageforhold i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2024 indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag bør realitetsbehandles i Danmark under henvisning til at klageren er i særdeles høj risiko for at skulle bo på gaden uden adgang til asylproceduren. DRC Dansk Flygtningehjælp har på den baggrund gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1, jf. EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 1 og 18. Overførsel efter Dublinforordningen kan ikke finde sted, hvis der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling i modtagerlandet som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Det fremgår af foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Spain, opdateret senest i maj 2024, i pkt. A under Reception Conditions en nærmere beskrivelse af modtagerforholdende. Følgende fremgår blandt andet af rapporten:  “A. Access and form of reception conditions…1.1. Rights to reception in different procedures… Shortcomings and delays regarding access to the reception system have been reported during 2023. In his 2022 Annual Report, the Spanish Ombudsperson continued to highlight the inadequacy of the asylum reception system to assure the necessary places to all asylum seekers, also due to the delays in the appointments to express the will to apply for asylum and to the duration of the asylum procedure, which greatly exceed the duration legally foreseen. Cases of asylum seekers living on the streets because of the saturation of the reception system and the delays in the formalization of the asylum applications have been reported in 2023 and at the beginning of 2024. In January 2023, the EU Commission started an infringement procedure against Spain for not having transposed completely and correctly the EU norms on reception conditions, giving to Spain a 2 months deadline to address the deficiencies of its system. No further developments on the case were registered at the time of writing of this report. In a report published in February 2022, the organisation CEAR highlights the challenges experienced by the Spanish asylum reception system and proposes a set of suggestions on how to improve it. A report published by the organisation Sira describes the serious inadequacy of reception facilities in Melilla and the Canary Islands in terms of guaranteeing basic rights, such as food, water, hygiene, etc., and how this negatively impact on the psychological well-being of migrants and refugees. Asylum seekers returned to Spain under the Dublin Regulation continue to face difficulties in accessing reception since 2018. Following judgments of the TSJ of Madrid,602 the DGIAH issued instructions in January 2019 to ensure that asylum seekers returned under the Dublin Regulation are guaranteed access to reception (see Dublin: Situation of Dublin Returnees). The Reception Handbook was amended accordingly. In August 2022 the Government announced the plan to open a Migrant Temporary Stay Centre (CETI) in Algeciras, which has been opposed by the city’s major, political parties, residents, etc.604 According to the NGO Asociación Pro Derechos Humanos de Andalucía (APDHA), the main ob-jection from the city’s major is just due to the preoccupation that it would increase the presence of migrants in the city; notably, he did not oppose the Government’s plan to build an additional CIE in the city.  The organisation Algeciras Acoge instead highlighted that it would be more useful to in-vest in infrastructures necessary for all the population. In a letter sent to the Municipality, the Vice-Director General of Emergencies and Migration Centres of the Minister of Inclusion, Social Security and Migration explained that the assistance to asylum seekers is an obligation for the Government, and that one of the objectives of the Recovery, Transformation and Resilience Plan is the expansion of the national network for the reception of migrants and asylum seekers. To that purpose, the Vice-Director General of Emergencies and Migration Centres asked the Municipality of Algeciras to look for another space to build such centre. In January 2023, the Government announced the construction of a reception centre for asylum seekers in Vitoria (País Vasco), with a budget of EUR 14.1 million and a capacity of 350 places. The plan has encountered the opposition of the city major, as the decision appears to have been taken unilaterally by the central Government. By February 2023, however, an agreement was found.” På baggrund af blandt andet det anførte baggrundsmateriale lægger Flygtningenævnet til grund, at modtageforholdene i Spanien er problematiske, men at de spanske myndigheder tillige har gennemført tiltag for at forbedre situationen. Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret, hvorefter der som udgangspunkt gælder en formodning for - henset til Dublinforordningens princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne - at modtageforholdene og asylproceduren i medlemsstaterne er i overensstemmelse med kravene i de pågældende konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med indkvartering mv. af asylansøgere i Spanien, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, smh. herved Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. De af klageren påberåbte forhold vedrørende adgang til asylproceduren og indkvartering kan i lyset af baggrundsoplysningerne ikke danne grundlag for en generel antagelse om, at Spanien ikke lever op til sine EU-retlige og internationale forpligtelser. Det af klageren anførte om, at han har smerter i [en kropsdel] på grund af [en omstændighed], kan ligeledes ikke føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Spanien, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke overholder sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af AIDA’S Country Report Spain, opdateret senest i maj 2024, side 125, at alle asylansøgere ifølge spansk lovgivning har adgang til offentlig sundhedshjælp på lige fod med spanske statsborgere og andre tredjelandstatsborgere. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med asylproceduren og indkvarteringsforholdende for asylansøgere i Spanien og det i øvrigt anførte af DRC Dansk Flygtningehjælp, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.Dub-Span/2025/3/Juro

dub-sver20251

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde samt hendes medfølgende barn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at ansøgerens forlovede og far til barnet opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren og hendes medfølgende barn har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 6, samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonventions artikel 3 og 7. Til støtte herfor har DRC Dansk Flygtningehjælp anført, at klagerens forlovede og hendes søns far er herboende flygtning. Det forhold, at klageren har sin forlovede i Danmark, som er flygtning, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren forud for indrejsen ikke har haft et samliv med sin herboende forlovede, ligesom klagerens forlovede ikke er omfattet af Dublinforordningens familiebegreb, jf. artikel 2, litra g. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens sag bør behandles i Danmark med henvisning til barnets tarv, som det fremgår af Dublinforordningens artikel 6 og Børnekonventionens artikel 3, under henvisning til, at klagerens medfølgende barns far befinder sig i Danmark, kan ligeledes ikke føre til, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det medfølgende barn vil blive overført til Sverige med sin mor, som må betragtes som dennes primære omsorgsperson, ligesom at klageren har været den eneste omsorgsperson fra barnets fødsel i [slutningen i 2010’erne] indtil ultimo 2023. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at selvom hensynet til barnets tarv skal indgå i vurderingen, er hovedformålet med Dublinforordningen effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse samt at påbegynde sagsbehandlingsprocessen hurtigst muligt. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af klagernes ansøgning om international beskyttelse. Den omstændighed, at klagerens søn har givet udtryk for, at han er bange for at blive adskilt fra sin far igen, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har valgt at tage til Danmark, hvor de ikke har lovligt ophold eller en berettiget forventning om at kunne opnå det. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den herboende far er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens [bestemmelse], hvorfor den pågældende har mulighed for at besøge barnet i Sverige. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hendes forlovede hyppigt har besøgt hende og hendes søn i Sverige inden deres indrejse i Danmark. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Udlændingestyrelsen i deres anmodning om tilbagetagelse til Sverige har undladt oplysninger vedrørende den herboende far, og at de svenske myndigheder ikke har været i stand til, på et oplyst grundlag, at vurdere hensynet til barnets tarv i forbindelse med deres accept, kan henvises til Udlændingestyrelsens udtalelse af[vinteren 2024/2025], hvori styrelsen har bemærket, at de svenske myndigheder er blevet orienteret om denne omstændighed i anmodningen af [vinteren 2024/2025]. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens medfølgende barn vil være i risiko for de jure statsløshed ved en eventuel overførsel til [hjemlandet], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at dette forhold rettelig må forventes at være relevant vedrørende spørgsmålet om gennemførsel af en eventuel udsendelse til [hjemlandet], hvorfor klageren må henvises til at tage kontakt til de svenske myndigheder for at sikre en overførsel sker i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at klageren og hendes medfølgende barn ikke vil blive betragtet som afviste asylansøgere i Sverige, idet de svenske myndigheder har oplyst, at de pågældende ved genindrejse til Sverige kan indgive ny ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenr.: Dub-Sver/2025/1/kdo

dub-pole20251

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har en gyldig opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at konkrete personer på ansøgers arbejdsplads i Polen har fornærmet ham. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse.Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han på sin arbejdsplads i Polen oplevede, at konkrete personer fornærmede ham, og at folk i Polen er sure på flygtninge og [personer af samme nationalitet som klageren], der opholder sig i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at fornærmelserne ikke udviklede sig yderligere, idet klageren ikke ønskede problemer. Derudover bemærker Flygtningenævnet, at klageren, såfremt han på ny skulle opleve fornærmelser fra personer i Polen, må henvises til det polske politi eller til de polske myndigheder i øvrigt, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2025/1/lafal

land20251

Nævnet afviste i marts 2025 at realitetsbehandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til en anden medlemsstat i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnets udtalte blandt andet: ”[I vinteren 2023/2024] søgte den [statsborgerskab] statsborger [klageren] om asyl i Danmark. Den 15. februar 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at overføre klageren til [medlemsstat A] i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Ved samtale samme dag meddelte Udlændingestyrelsen klageren afgørelsen. Klageren tilkendegav i den forbindelse, at pågældende umiddelbart ikke ønskede at klage over afgørelsen. Den 9. januar 2025 var klageren til en samtale med Hjemrejsestyrelsen. Klageren oplyste i forbindelse med samtalen blandt andet, at han ikke vil tilbage til [medlemsstat A], fordi han ikke vil rejse fra sin gravide kæreste. Den 27. januar 2025 var klageren til endnu en samtale med Hjemrejsestyrelsen. Klageren oplyste i forbindelse med samtalen på baggrund af styrelsens vejledning blandt andet, at han ønsker at søge om genoptagelse af sin sag i Udlændingestyrelsen. Klageren anmodede i den forbindelse om at komme i kontakt med DRC Dansk Flygtningehjælp og få hjælp fra dem. Den 4. februar 2025 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage klagerens asylsag. Det fremgår af afgørelsen, at denne kan påklages til Udlændingenævnet inden otte uger efter, at klageren har fået afgørelsen. Den 11. februar 2025 oplyste Hjemrejsestyrelsen til Udlændingestyrelsen, at afslaget på genoptagelse blev forkyndt for klageren den 10. februar 2025, og at pågældende ikke vil klage over afgørelsen. Flygtningenævnet har den 11. februar 2025 modtaget en klage fra DRC Dansk Flygtningehjælp over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til [medlemsstat A] i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet har endvidere samme dag modtaget sagens akter fra Udlændingestyrelsen. Klageren er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende oplysninger den 12. februar 2025 blevet overført til [medlemsstat A] i medfør af Dublinforordningen. Efter en gennemgang af sagen har Flygtningenævnet besluttet at afvise at realitetsbehandle klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse af 15. februar 2024, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 1. pkt. Det følger af bestemmelsen, at klager over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel efter reglerne i Dublinforordningen skal være indgivet til Udlændingestyrelsen senest syv dage efter, at udlændingen har fået meddelelse om afgørelsen. Nævnet har således lagt vægt på, at klageren ikke har overholdt klagefristen på syv dage, idet klageren den 15. februar 2024 er blevet meddelt Udlændingestyrelsens afgørelse og først den 9. januar 2025 har oplyst til Hjemrejsestyrelsen, at han ikke vil til [medlemsstat A], ligesom Flygtningenævnet først den 11. februar 2025 har modtaget en klage over afgørelsen fra DRC Dansk Flygtningehjælp. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af 15. februar 2024, at en klage, der modtages efter de syv dage, ikke længere kan påklages og vil blive afvist. Nævnet bemærker endvidere, at klageren ved samtale med Udlændingestyrelsen den 15. februar 2024 har fået oversat Udlændingestyrelsens afgørelse og er blevet vejledt om muligheden for at klage og være repræsenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp. Klageren er endvidere blandt andet blevet vejledt om, at ansvaret for at indgive en klage inden syv dage påhviler klageren. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren i forbindelse med forkyndelsen den 15. februar 2024 udbad sig betænkningstid i forhold til at klage, ligesom DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at han ikke har indgivet en klage rettidigt. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren på baggrund af oplysninger afgivet til Hjemrejsestyrelsen den 9. januar 2025 burde have haft lejlighed til at underskrive en klageblanket og tilgå retshjælp fra DRC Dansk Flygtningehjælp, ligesom DRC Dansk Flygtningehjælp burde have haft adgang til sagens dokumenter og til at fremsende et indlæg inden for en frist på to uger, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagefristen på syv dage var udløbet den 9. januar 2025. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at DRC Dansk Flygtningehjælp ikke har oplyst om forhold, som kan føre til, at klagen kan anses for rettidigt indgivet, eller som kan føre til, at klagen kan realitetsbehandles trods fristoverskridelsen. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at det oplyste om, at klageren har levet under jorden i Danmark og er blevet islamisk viet med en dansk statsborger, som er gravid, kan føre til, at klagen, som er indgivet efter fristens udløb, kan behandles af Flygtningenævnet. Flygtningenævnet afviser på den baggrund at behandle klagen.” Land/2025/1/anjv

dub-pole20255

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren findes at være ekstremt sårbar, idet hun blandt andet er offer for menneskehandel og seksuelle overgreb, og at hun ved en tilbagevenden til Polen risikerer at blive frihedsberøvet, samt at hendes asylsag kan blive afvist som inadmissible i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det beror således på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Polen, således at hendes ansøgning skal tages under behandling i Danmark.  Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens situation som en ekstremt sårbar person, og at klageren vil risikere frihedsberøvelse under umenneskelige og nedværdigende forhold, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Hvad angår risikoen for frihedsberøvelse i Polen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet er opmærksom på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren. Nævnet finder dog ikke, at dette kan føre til ændret vurdering og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til at opholde sig i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Vedrørende forholdene under frihedsberøvelse fremgår det af AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, at “According to recent information, it appears that some improvements have been recorded with regards to the number of immigration detainees. Their number started falling after the spring in 2022. Following a visit conducted in the country in July 2022, the UN Special Rapporteur on the human rights of migrants observed that efforts had been made by Polish Border Guards to improve the conditions for asylum seekers housed in closed facilities.” Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene for asylansøgere i Polen, herunder vedrørende adgangen til indkvartering og risikoen for frihedsberøvelse, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led.Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der således gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen, bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update udgivet i juni 2024, side 19, i løbet af 2023 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarusiske grænse. Af samme rapport, side 36, fremgår det videre, at der er bekymring for, om Dublin-returnees altid har adgang til at genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da hun er en ekstremt sårbar person, idet hun blandt andet er offer for menneskehandel og seksuelle overgreb, og at hun har brug for psykologisk hjælp. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update udgivet i juni 2024, side 71f., hvoraf det fremgår, at sundhedspleje til asylansøgere indebærer behandling af personer, der lider af psykiske problemer, og at asylansøgere kan blive henvist til en psykiater eller et psykiatrisk hospital. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der som asylansøger i Polen er visse udfordringer forbundet med at blive henvist til en psykiater eller et psykiatrisk hospital, hvilket anføres af DRC Dansk Flygtningehjælp i partsindlægget af [vinteren 2024/2025] og de supplerende bemærkninger af [vinteren 2024/2025]. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grundlag for at betragte klageren som en ganske særligt sårbar person, og at der derfor ikke kan lægges afgørende vægt på udfordringerne med i Polen at få adgang til specialiseret psykologhjælp. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Pole/2025/5/EEB

cuba20252

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cuba. Indrejst senest i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og fra [by], Cuba. Ansøgeren er antikommunist og kontrarevolutionær og har været politisk aktiv siden 1990’erne, idet han har deltaget i to demonstrationer på Cuba i 1990’erne, to-tre demonstrationer på Cuba i perioden 2010-2014, og senest et par demonstrationer i Danmark fra 2021. Ansøgeren er tillige militærnægter og sad fængslet på Cuba i tre måneder i 1995. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cuba frygter at blive fængslet eller slået ihjel af den cubanske efterretningstjeneste, G2, idet han er antikommunist, kontrarevolutionær og militærnægter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de cubanske myndigheder har ansøgerens navn på en liste. Ansøgeren har deltaget i flere demonstrationer mod de cubanske myndigheder siden 1990’erne, og ansøgeren er i forbindelse hermed blevet tilbageholdt og slået af cubanske myndighedspersoner. Ansøgeren har oplyst sit navn og fremvist identifikation til myndighederne, og ansøgeren har tillige ytret sig kritisk over for de cubanske myndigheder på sociale medier. Ansøgeren blev i 2012-2014 kaldt antirevolutionær af myndighedspersoner, hvorefter de pålagde ansøgeren at udrejse af Cuba. De truede ansøgeren og sagde, at de kunne gøre hvad som helst med ham, såfremt han ikke forlod landet. De sagde, at de ville slå ansøgeren ihjel, og at Cuba ikke længere er hans land.  Ansøgeren blev senest truet af G2 i 2018, hvor han blev truet med at blive slået ihjel, blive fængslet eller forsvinde, såfremt han vendte tilbage. Ansøgeren frygter desuden, at hans nægtelse af at gøre militærtjeneste vil indgå som led i en fremtidig forfølgelse af ham som værende en landsforræder. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i Cuba siden 1990’erne, men at konflikten ikke har et omfang og intensitet, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [efteråret] 2024. Ansøgeren har således aldrig været fængslet i forbindelse med sin deltagelse i politiske aktiviteter, men alene kortvarigt været tilbageholdt af politiet flere gange i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationer. Han er blevet løsladt kort efter og har vist ID-dokumenter til politiet. Det bemærkes, at ansøgerens afsoning af en fængselsstraf i 1995 ikke var en følge af ansøgerens politiske aktiviteter, men fordi han var militærnægter. Ansøger har endvidere efter sin udrejse i 2005 været genindrejst i Cuba i 2010 og har haft ophold der frem til 2014 og i denne periode fortsat sine politiske aktiviteter. Ansøgeren kan på ovennævnte baggrund således ikke anses for at være særligt profileret hos de cubanske myndigheder. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at G2 har ansøgerens navn på en liste, idet ansøgeren aldrig har været udsat for noget fra G2 til trods for sin konflikt med de cubanske myndigheder ved flere lejligheder. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren har været indkaldt til to møder i perioden 2010 - 2014, hvor han blev truet med at blive slået ihjel, hvis ikke han forlod Cuba. Der er herved lagt vægt på, at myndighederne ikke har gjort alvor af denne trussel, selvom ansøgeren først udrejste i 2014. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren udrejste, fordi han var blevet gift med sin tidligere ægtefælle, [navn], som opholdt sig i Danmark. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet afvist af de cubanske myndigheder i forbindelse med sin indrejse i Cuba i 2017. Det lægges derimod til grund, at ansøgeren indrejste i Cuba og opholdt sig der i 20 dage fra [i foråret] 2017. Der er herved henset til de samme forhold, som er anført af Udlændingestyrelsen omkring ind- og udrejsestempler i ansøgerens pas, samt ”Habilitación-sticker” i passet, som ansøgeren over for dansk politi har bekræftet, giver tilladelse til 20 dages indrejse i Cuba som turist. Det forekommer ikke overbevisende, at ansøgeren har forklaret, at han blev standset af en mand fra sikkerhedstjenesten før han gik igennem paskontrollen, da ansøger har et stempel i passet fra den cubanske lufthavn José Martí-lufthavnen i Havana. Flygtningenævnet afviser endvidere ansøgerens forklaring om, at han i perioden opholdt sig i [land i Europa] hos [familiemedlem], idet Nationalt ID-Center [i sommeren] 2024 har bekræftet, at stemplet fra [lufthavn A i europæisk land] i [by B i land i Europa] [i foråret] 2017 er et indrejsestempel. Ansøgerens forklaring om, at han tog toget fra [by B i land i Europa] til [by C i land i Europa] for at besøge [familiemedlem] og med indenrigsfly fløj retur til [lufthavn A i europæisk land] i [by B i land i Europa] og dèr fik et stempel, tilsidesættes som utroværdig. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det af en rapport fra dansk politi af [sommeren] 2018 fremgår, at Cubas konsul i Danmark, [navn], i forbindelse med behandlingen af ansøgerens udvisningssag, har oplyst, at ansøgeren uden problemer kunne indrejse i Cuba. Ansøgerens fremlæggelse af en ordre om udrejse kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Der er herved henset til, at der i dokumentet henvises til den cubanske immigrationslov fra 1976, hvilket er usammenhængende med, at der i 2012 blev vedtaget en ny immigrationslov i Cuba, og at det fremstår utroværdigt, at dokumentet er underskrevet af en unavngiven person angivet som ”lufthavnens chef for immigration”. På denne baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Cuba/2025/2/sael

maro20241

Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er marokkansk statsborger, født og opvokset i [by A], etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af trosretning. Hun har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger. Hun har på [socialt medie A] og [socialt medie B] ytret sig kritisk mod [regeringen] i Marokko. Ansøgeren har som asylmotiv dels henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin tidligere ægtefælle ægtefællens brødre eller sine [familiemedlemmer], fordi hun har indgået ægteskab med en i Danmark boende mand, som hun ikke længere lever sammen med. Hun har videre henvist til, at hun frygter repressalier fra myndighederne, fordi hun i Marokko var aktiv i en organisation for [etnisk minoritetsgruppe] og har skrevet kritiske bemærkninger om statsoverhovedet og regeringen i Marokko på sociale medier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2015 blev skilt fra sin første ægtefælle, der var voldelig imod hende. Ægtefællen accepterede skilsmissen på betingelse af, at den blev holdt hemmelig, og at ansøgeren blev boende med børnene på bopælen. Omkring ét år efter skilsmissen blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af sin tidligere ægtefælle, der brændte hende [beskrivelse af hændelse]. I slutningen af 2018 mødte ansøgeren sin anden ægtefælle i Marokko, og de blev gift i begyndelsen af 2021. Ansøgerens daværende ægtefælle boede ikke fast i Marokko. En dag blev ansøgeren opsøgt på [sted] af en af sine [familiemedlemmer], som havde hørt om ansøgerens nye ægteskab. [Familiemedlemmet] ønskede at ansøgeren skulle vende tilbage til sin første ægtefælle og han talte grimt til hende. I sommeren 2021 indrejste ansøgeren i Danmark og søgte om familiesammenføring med sin – på daværende tidspunkt - ægtefælle. Ansøgerens børn blev boende i Marokko, hvor de opholdt sig hos en af ansøgerens venner. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark løbende modtaget trusler på sin telefon. Hun har slettet de fleste af truslerne, men har under Udlændingestyrelsens behandling af sagen fremlagt to trusler, som hun modtog i sommeren 2022. I begyndelsen af 2023 overfaldt ansøgerens første ægtefælle hendes søn i Marokko og sagde, at ansøgeren vil blive myrdet, hvis hun vender tilbage til Marokko. Ansøgeren har i foråret 2023 modtaget en trussel via [socialt medie] fra en navngiven person, som hun mener reelt er hendes første ægtefælle. Senest har ansøgeren i efteråret 2023 modtaget oplysninger om, at hendes første ægtefælle har opsøgt og truet hendes [familiemedlem]. Flygtningenævnets flertal er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnets flertal har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om, hvornår [første ægtefælle] [brændte] hende, idet hun ikke nævnte episoden i sin første samtale med Udlændingestyrelsen, i den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at det skete cirka et år efter skilsmissen i 2015, og under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at det skete i 2020. Flygtningenævnets flertal finder, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at ansøgeren i Flygtningenævnet har fremlagt yderligere fotos, lydfiler og beskeder. Flertallet bemærker i den forbindelse at det ikke kan lægges til grund, at lydfilerne og beskederne stammer fra de anførte personer eller er udtryk for et troværdigt indhold. Flygtningenævnets flertal finder henset hertil heller ikke grundlag for, at udsætte sagen på en høring vedrørende dokumentet af [dato]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2024/1/DIEI

dub-nede20244

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Genoptaget sag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at asylsystemet i Nederlandene efter baggrundsoplysningerne er behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering fremgår det af AIDA’s seneste rapport ”Country rapport: Netherlands, 2023 Update”, opdateret i juli 2024, at asylansøgere har ret til penge til at dække deres mad, tøj og personlige udgifter. De har adgang til sundhedsydelser og bistand fra advokat. Mænd og kvinder adskilles ikke under indkvarteringen. Det kan tage 15 måneder eller længere tid at behandle en asylansøgning i forhold til tidligere, hvor det tog 6 måneder. Der er appelmulighed til Rechtbank. Det fremgår endvidere, at halvdelen af asylansøgerne bor i såkaldte ”crisis emergency centres”. Det fremgår om indkvarteringsforholdene bl.a. af rapportens side 16: “Half of the people entitled to reception conditions, i.e. asylum seekers, as well as beneficiaries of international protection who have not been offered housing yet, were staying in (crisis) emergency centres over the course of 2023 (32,667 out of 64,405 people). Different reports highlight how that the majority of the (crisis) emergency locations still largely fail to meet the State’s obligations under European law. While some (crisis) emergency locations have adequate facilities, these are exceptions, and conditions elsewhere are equally distressing, if not worse than last year. Additionally, the (social) safety and self-sufficiency of residents in (crisis) emergency locations need improvement. This can make a significant difference in how residents experience their stay. Without structural measures, the dire situation in which residents find themselves at the (crisis) emergency locations continues to be without a foreseeable resolution. The Dutch government thereby violates its obligation to provide adequate and humane accommodation for asylum seekers in the Netherlands. Moreover, people suffer severely from a lack of privacy, tranquillity, and suitable nutrition. Sanitary facilities are inadequate and particularly unhygienic in too many places. Problems with healthcare accessibility exist in almost half of the (crisis) shelters. […] Finally, residents at three-quarters of the (crisis) emergency locations indicate that the living conditions affect their well-being and sense of human dignity. Large differences between (crisis) shelters also reveal that whether asylum seekers are able to experience decent reception in the Netherlands is subject to arbitrariness”. Det fremgår endvidere bl.a. af side 119: “Twice a year the COA predicts the capacity it will need in the upcoming period. In October 2023, COA was expecting, for the beginning of 2024, to need to house 69,900 asylum seekers. In its report, the COA foresaw there would be a shortage of 15,000 places at the beginning of the year, a number that is expected to grow throughout the year, as contracts with municipalities for reception centres are ending and many of them do not want to renew the contracts. At the end of 2024, a shortage of 53,000 places is expected by COA.”. Det fremgår endelig af samme rapport, side 128: “Residents of a regular reception centre usually live with 5 to 8 people in one unit. Each unit has several bedrooms and a shared living room, kitchen and sanitary facilities. At the time of writing, there are no reports of serious deficiencies in the sanitary facilities that are provided in the reception centres. Residents are responsible for keeping their habitat in order.”. Det må således lægges til grund, at der er en høj grad af vilkårlighed i indkvarterings- og modtageforholdene i Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for asylansøgere i Nederlandene herunder om indkvarteringsforholdene, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Nederlandene i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Nederlandene, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger oplysninger om klagerens konkrete forhold, der indebærer, at klageren alligevel ikke skal overføres til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt, at der ikke foreligger de fornødne særlige grunde til at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat. De foreliggende baggrundsoplysninger om modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene kan ikke føre til en anden vurdering. Et flertal af Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at anmode Udlændingestyrelsen om indhentelse af en individuel garanti. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse.” Dub-Nede/2024/4/marau

dub-finl20243

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke mener, at hans asylsag blev behandlet ordenligt i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren anførte om, at sagsbehandlingen af pågældendes sag i Finland ikke har været foretaget behørigt, samt at klageren er utilfreds med behandlingen af hans sag i Finland, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Finland har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de finske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag, og således ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Finland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Finland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Finl/2024/3/lnk

alba20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk albaner og katolik fra [by A], Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Albanien frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], eller en lejemorder bestilt af [A], idet ansøgeren i Albanien er blevet dømt for at have slået [As] bror, [B], ihjel. Ansøgeren har herom oplyst, at han blev en del af en konflikt mellem to familier, som begyndte i [slut 1990’erne], hvor [A] slog en person ved navn [C] ihjel. I [starten af 2000’erne] blev [As] bror, [B], slået ihjel. [A] anklagede ansøgeren og to af hans fætre for at stå bag drabet på [B]. Ansøgerens [familiemedlem A] var til stede på gerningsstedet, da [B] blev fundet dræbt. Da [A] ankom til gerningsstedet, truede han ansøgerens [familiemedlem A] og sagde til [familiemedlem A], at han ikke ville gøre [familiemedlem A], [familiemedlem As] brødre og ansøgeren fortræd med det samme, men at han ville slå dem ihjel på et senere tidspunkt. Senere blev en af ansøgerens andre [familiemedlem B] slået ihjel. Ansøgeren mistænker, at det var familien [efternavn], der stod bag drabet. [En sommer i start 2000’erne] blev ansøgeren i forbindelse med en rutinekontrol anholdt for [kriminelt forhold]. Ansøgeren blev senere sigtet for drabet på [B] og idømt [over 15 års] års fængsel. Ansøgerens to fætre blev også dømt og fængslet for drabet på [B]. Da ansøgeren og hans to fætre var fængslet, blev de opsøgt af nogle personer, som var blevet sendt af familien [efternavn]. Personerne truede dem, og ville have dem til at frafalde og trække rapporten om deres myrdede [familiemedlem B] tilbage. Ansøgeren fastholder, at hverken han eller hans fætre stod bag drabet på [B], men at det var [Cs] bror, [D], som havde bestilt drabet som hævn for mordet på [C]. Ansøgeren har oplyst, at de to stridende familier havde brug for syndebukke for at afslutte konflikten mellem parterne, efter at hver familie havde mistet et familiemedlem, og at ansøgeren og hans fætreblev valgt som syndebukke. Efter ansøgerens løsladelse [i start 2020’erne] forsøgte ansøgeren at mægle med [A’s] familie i håb om, at han ville kunne leve uden problemer i Albanien. [Efternavn]-familien afviste mæglingen. Ansøgeren frygter derfor for sit liv, idet han ikke har betalt blodhævn for det drab, som han er blevet dømt for at have begået. Forekomsten af blodhævn i Albanien og myndighedernes indgreb heroverfor er blandt andet behandlet i UK Home Office, Country Policy and Information note, Albania: Blood feuds, version 7.0., juli 2024. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt i Albanien i tilknytning til blodhævn, der kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale punkter vedrørende den påberåbte blodhævnskonflikt i Albanien, hvor ansøgeren har oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af [A] i anledning af [As] drab på en person ved navn [C] i [slut 1990’erne] og det efterfølgende drab i [start 2000’erne] på [As] bror, [navn B]. Ansøgeren har således afgivet forskellige forklaringer om, hvem han har en konflikt med i Albanien. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2024 oplyste ansøgeren, at han havde en konflikt med en person ved navn [E], mens han til [et andet europæisk lands] myndigheder i forbindelse med den asylsagsbehandling, der fandt sted i [land i Europa] og førte til afslag på asyl dér, jf. referat af [sommeren] 2021, og under asylsamtalen [i sommeren] 2024 har oplyst, at han har en konflikt med [A]. Ansøgeren har desuden afgivet forskellige forklaringer om, hvorfor han er efterstræbt af [A]. Under asylsamtalen oplyste ansøgeren, at [A] havde beskyldt ansøgeren og hans fætre for at have slået [As] bror ihjel, og at [A] derfor vil slå ansøgeren og dennes fætre ihjel. Over for [det andet europæiske lands] myndigheder ses ansøgeren imidlertid som anført i et referat af [sommeren] 2021 at have oplyst, at han jages af en person ved navn [F], fordi ansøgeren ville kunne vidne mod ham omkring et mord, som ansøgeren er blevet dømt for at have begået. Ansøgeren har herudover afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt ansøgeren eller hans fætre oplevede problemer, herunder modtog trusler fra [efternavn]-familien. Af referatet af [sommeren] 2021 fra [det andet europæiske lands] asylsagsbehandling fremgår det, at ansøgeren har oplyst, at [efternavn]-familien under ansøgerens varetægtsfængsling sendte delegationer til ansøgerens familie for at få dem til at frafalde anklagerne og trække rapporten tilbage om den myrdede [familiemedlem B]. Til asylsamtale [i sommeren] 2024 har ansøgeren imidlertid forklaret, at hverken han eller hans fætre oplevede problemer, herunder modtog trusler fra [efternavn]-familien, under fængslingen. Det fremstår endvidere påfaldende for nævnet, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2024 ikke har nævnt sine to fætres fængsling i samme sagsforhold, eller at en af ansøgerens øvrige [familiemedlem B], en bror til de to fængslede fætre er blevet slået ihjel af [A]. Som anført af Udlændingestyrelsen fremstår det endvidere usammenhængende, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at [A] slog ansøgerens [familiemedlem B] ihjel to måneder efter drabet på [As] bror, mens ansøgeren var fængslet, idet ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at det drab, som ansøgeren blev dømt for, blev begået [en sommer i starten af 2000’erne], mens ansøgeren først blev fængslet [et par år senere]. De af ansøgeren fremlagte dokumenter vedrørende hans prøveløsladelse og henvendelsen fra [forening i Albanien], kan ikke tillægges bevismæssig betydning til støtte for ansøgerens asylmotiv. Om det sidstnævnte dokument henvises til det anførte i pkt. 16 i UK Home Office, Country Policy and Information note, Albania: Blood feuds, version 7.0., juli 2024 om bl.a. anklagemyndighedens inddragelse i udstedelse af attestationer vedrørende blodhævnskonflikter. Endelig er det indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren efter sin løsladelse ikke har oplevet konkrete trusler eller overgreb, og at heller ikke ansøgerens familiemedlemmer på fri fod under eller efter ansøgerens fængselsophold har været udsat for trusler eller overgreb. På den anførte baggrund, og idet de af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer i forbindelse med behandlingen af hans asylsag i [land i Europa] ikke kan føre til en anden vurdering, tilsidesætter Flygtningenævnet derfor ansøgerens forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af [det andet europæiske lands] myndigheders referat af [sommeren] 2021, at ansøgeren har svaret ja til, at han har forstået tolken under hele samtalen. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2025/1/labja

afgh20257

Nævnet genoptog og meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Den [dato i foråret] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved du blev meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved mail af [dato i efteråret] 2024 har du anmodet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har endvidere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til de pågældendes samboende mandlige ægtefælle og børn i konsekvens heraf. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af din konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/7/DH

afgh20256

Nævnet genoptog og meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Den [dato i foråret] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved du blev meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved mail af [dato i efteråret] 2024 har du anmodet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har endvidere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til de pågældendes samboende mandlige ægtefælle og børn i konsekvens heraf. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af din konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1,” Afgh/2025/6/DH

afgh20255

Nævnet genoptog og meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Den [dato i foråret] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved du blev meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved mail af [dato i efteråret] 2024 har du anmodet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har endvidere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til de pågældendes samboende mandlige ægtefælle og børn i konsekvens heraf. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af din konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/5/DH

afgh20254

Nævnet genoptog og meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Den [dato i foråret] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved du blev meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved mail af [dato i efteråret] 2024 har du anmodet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har endvidere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til de pågældendes samboende mandlige ægtefælle og børn i konsekvens heraf. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af din konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/4/DH

afgh202433

Nævnet meddelte i september 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010 som mindreårig. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og født shiamuslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen henvist til sit oprindelige asylmotiv. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren til, at han frygtede at blive tvangshvervet til selvmordsaktioner af Taliban. Videre frygtede ansøgeren at blive solgt til organdonation, idet han af sin arbejdsgiver var blevet beskyldt for at have stjålet penge. Endelig henviste ansøgeren til, at han ikke havde noget netværk i Afghanistan. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han er etnisk hazara, og at han, som følge af sit langvarige ophold i Danmark, er vestliggjort. Til støtte herfor har ansøgeren blandt andet oplyst, at han har levet et ungdomsliv som andre unge med alkohol og fester m.v., at han ikke går i moske, ikke beder eller overholder ramadanen. Videre har ansøgeren oplyst, at han tager afstand fra Talibans religionsfortolkning, at han er integreret i det danske samfund, og at han siden skoletiden har haft arbejde samt været selvforsørgende. Forholdene for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet (og shiamuslimer) og den risikovurdering, der skal foretages i forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan fra januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet: ”… Individuals perceived as ”Westernized” due, for example, to their activities, behaviour, appearance and expressed opinions, which may be seen as non-Afghan or non-Muslim. It may also include those who return to Afghanistan after having spent time in Western countries. … The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-) adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc. …” Det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse i lyset af Talibans magtovertagelse er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren udrejste af Afghanistan i slutningen af 2007, da han var omkring [12-15] år gammel, hvor han tog ophold i [land A] og arbejdede bl.a. i [service]branchen. Han indrejste i Danmark i [vinteren 2009/2010], da han var [16-18] år gammel. Han har gået på sprogskole, men ikke i øvrigt færdiggjort 9. klasse eller gået i skole i Danmark, hvilket muligvis kan tilskrives, at han er ordblind. Han skriver ikke dansk, men kan læse kortere ord. Mødet i Flygtningenævnet er afviklet på dansk, hvilket ansøgeren taler udmærket. Han er uddannet [håndværker] fra teknisk skole og har foruden beskæftigelse som [håndværker] arbejdet som [stillingsbetegnelse A] og arbejder nu som [stillingsbetegnelse B]. Han har – bortset fra en periode på to måneder, hvor han var på [social ydelse] – fortløbende været i beskæftigelse i Danmark på danske arbejdspladser, hvor han har deltaget i arbejdspladsernes traditioner mv. Han er i 2023 blevet gift med en afghansk kvinde. Ægteskabet blev indgået i [land A], hvor kvinden nu befinder sig. Han taler dari, også med sin hustru. Ansøgeren praktiserer ikke nogen religion. Ansøgeren har under nævnsmødet uddybende redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske (og vestlige) værdier i bred forstand, herunder i relation til hans overvejelser omkring valget af en afghansk hustru og en mulig fremtid med hende i Danmark. Henset til oplysningerne om ansøgerens værdier og traditioner og til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet lægger nævnet til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil. Da ansøgeren efter sin forklaring, som nævnet har lagt til grund, hverken har kontakt til familie eller øvrigt netværk i Afghanistan, der vil kunne støtte ham ved en tilbagevenden til landet, finder Flygtningenævnet – også under hensyntagen til, at ansøgeren er hazara af etnicitet og ikke praktiserer nogen religion – at det efter en samlet og konkret vurdering må anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herefter finder Flygtningenævnet efter en vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/33/Sael

afgh202430

Nævnet meddelte i august 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt behandlingsdom i for [personfarlig kriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by] i [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Klageren har til støtte herfor anført, at hans [familiemedlem] arbejdede som [stilling] for de udenlandske styrker i Afghanistan, og at familien i den forbindelse modtog [et antal] trusselsbreve fra Taliban. Klageren fik telefonisk at vide af en af [familiemedlemmets] venner, at [familiemedlemmet] var blevet kidnappet af Taliban. [Et antal] dage efter bortførelsen blev [familiemedlemmets] lig afleveret på familiens bopæl af de udenlandske styrker. Tre dage efter [familiemedlemmets] begravelse blev familiens hjem angrebet af talibanere, der omringede huset, som var sat i brand, og klageren hørte personer råbe efter ham. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. lovens § 31. Denne sag vedrører herefter alene spørgsmålet, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Overordnet om vurderingen i sagen[.] Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Det tilføjes, at oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand skal inddrages i udelukkelsesvurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, jf. herved dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Savran mod Danmark (2021), præmis 194, og Azzaqui mod Nederlandene (2023), præmis 56 og 57. Er klageren dømt for en særlig farlig forbrydelse? Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2020 dømt bl.a. for [personfarlig kriminalitet ved […] at have [gerningsbeskrivelse]. Klageren blev endvidere dømt for [yderligere personfarlig kriminalitet over for] samme forurettede et par uger [forud for førnævnte gerningsbeskrivelse]. Klageren blev frifundet for straf, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til behandling på psykiatrisk afdeling, idet der ikke blev fastsat en længstetid for foranstaltningen. Efter navnlig arten og karakteren af de pådømte forhold, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren – uanset det oplyste om hans psykiske tilstand – må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Må klageren betragtes som en fare for samfundet? Det er herefter spørgsmålet, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering, som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Om farevurderingen i den konkrete sag kan det på den ene side anføres, at klageren i 2020 er dømt for [personfarlig kriminalitet] samt [yderligere personfarlig kriminalitet] over for den samme forurettede. Klageren var på gerningstidspunktet psykotisk som følge af sin grundlæggende psykiatriske lidelse i form af [psykiatrisk diagnose]. Han havde på gerningstidspunktet desuden et misbrug af [rusmiddel]. Klageren har over for udlændingemyndighederne og tillige i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet forklaret, at han aktuelt ikke er syg, men føler sig sund og rask. Klageren har oplyst divergerende, om han indtager [rusmiddel], idet han for Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke har [anvendt det pågældende rusmiddel] siden 2019, hvorimod han over for udlændingemyndighederne og den behandlende psykiater har forklaret, at han [anvender det pågældende rusmiddel] en gang imellem, og at han nogle gange bliver lidt [påvirket]. På den anden side kan det anføres, at den omhandlede kriminalitet isoleret set – hvis klageren var blevet fundet strafegnet - ville have udløst fængselsstraf af nogle måneder – maksimalt 6 måneder – og at klageren ikke i øvrigt er straffet i Danmark, hvor han har opholdt sig siden 2011. Der er nu gået mere end 4½ år siden de pådømte forhold fandt sted. Klageren må anses for at være særdeles velbehandlet, og selv om der på grundlag af hans egne udsagn kan rejses tvivl om dybden i hans sygdomsindsigt, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har et ønske om og en indsigt i nødvendigheden af fortsat at tage medicin for sin psykiatriske lidelse. Det bemærkes, at klageren heller ikke i den periode frem til foråret 2021, hvor klageren blev behandlet med et mindre virksomt præparat, havde konflikter af nogen art med andre personer. Klageren er i det hele beskrevet som en rolig og omgængelig person, der aktivt og problemfrit deltager i aktiviteter mv. på [opholdssted]. Den behandlende psykiater, med hvem klageren har samtale med ca. hver 4 uge, har oplyst bl.a., at klagerens psykotiske symptomer er forsvundet, og at klageren er bevidst om, at medicinen har hjulpet ham, og at han har brug for den, ligesom han ønsker fortsat medicinering, når behandlingsdommen måtte ophøre. Det er endvidere oplyst, at klageren samarbejder uden problemer om den medicinske behandling, og at han [anvender rusmiddel] ind imellem, men at han intet misbrug har. Klageren har ikke været indlagt siden [vinteren 2021/2022]. Medicinsvigt er vurderet til at være den væsentligste risikofaktor for fornyet personfarlig kriminalitet, men under henvisning til, at klagerens tilstand har været fuldstændig stabil i over 2 år, vil den behandlende psykiater anbefale behandlingsdommen ophævet ved næste kontrolhøring ved statsadvokaten. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/30/EEB

afgh202427

Nævnet meddelte i august 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og afghansk statsborger. Ansøgeren er født i [by], [land A], og har aldrig været i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste under Flygtningenævnets oprindelige behandling af sagen i 2011 til, at han i [land B] havde en konflikt med sin tidligere arbejdsgiver. Ansøgeren henviste videre til, at han ikke kunne vende tilbage til Afghanistan, fordi han aldrig havde opholdt sig i landet, og fordi han ikke havde noget netværk i landet. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til, at han ved en indrejse i Afghanistan er i risiko for forfølgelse fra Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at etniske hazaraer er udsat for systematisk forfølgelse af Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at han indrejste i Danmark som teenager og har opholdt sig i Danmark 14 år. Ansøgeren har således tilegnet sig danske værdier og traditioner i en sådan grad, at han ved en indrejse i Afghanistan vil blive anset som vestliggjort. Ansøgeren drikker alkohol, har haft forhold til flere danske piger og arbejder på [en dansk arbejdsplads]. Ansøgeren har aldrig været i Afghanistan og har ikke kendskab til afghansk kultur i en sådan grad, at han vil kunne begå sig i landet. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv, finder Flygtningenævnet fortsat ikke, at dette kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Spørgsmålet er herefter, om de nu påberåbte asylmotiver kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse. Ansøgeren har særligt henvist til, at han er etnisk hazara og shiamuslim, og at han efter nu 14 års ophold i Danmark må anses for således vestliggjort, at han ved indrejse i Afghanistan vil påkalde sig Talibans opmærksomhed og dermed være i risiko for forfølgelse. Forholdene for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet (og shiamuslimer) og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en indrejse i Afghanistan, er i baggrundsmaterialet blandt andet beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, maj 2024. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøger efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Dette må, også for så vidt angår etniske hazaraer, bero på en konkret vurdering. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der indrejste i Danmark som [16-18-årig], som anført nu har opholdt sig her i landet i 14 år. Han er i beskæftigelse på [en dansk arbejdsplads] og har efter det oplyste været dette siden 2019. Han er shiamuslim og i et vist omfang praktiserende. Han har således blandt andet været på pilgrimsrejse til [land A]. Han taler efter det oplyste i et vist omfang dansk, men i øvrigt dari med en accent præget af hans ophold i [land B]. Han har levet et ungdomsliv på danske præmisser, herunder med kæresteforhold, sportsudøvelse og lignende. Ved afgørelsen af, om ansøgeren vil kunne etablere sig i Afghanistan, må Flygtningenævnet også lægge afgørende vægt på, at han efter det oplyste aldrig har opholdt sig i landet, om end han i de første [16-18] år af sit liv opholdt sig i et i hvert fald til dels afghansk miljø i [land B]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, herunder henset til ansøgerens alder, da han kom til Danmark, varigheden af hans ophold i Danmark og de øvrige ovennævnte faktorer, herunder at han er hazara af etnicitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/27/marau

afgh202423

Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [provins], [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, da ansøgeren har taget billeder i en moské, hvor Taliban var til stede. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror [navn], som arbejder for den nationale sikkerhedstjeneste, på et tidspunkt gav ansøgeren en mobiltelefon og bad ansøgeren om at tage til den nærmeste moské for at fotografere de personer, som var til stede. Ansøger tog til [moskeen i provinsen]. Det var en fredag, og der var mange mennesker i moskéen, herunder personer fra Taliban. Her blev ansøgeren stoppet af to mænd, der lignede talibanere. De tog mobiltelefonen fra ansøgeren og spurgte ansøgeren, hvad ansøgeren skulle bruge billederne til. De spurgte desuden ind til ansøgerens familiemedlemmer, og hvad de hed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har en aktuel, asylbegrundende konflikt med Taliban. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår usandsynlig og utroværdig. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en plausibel og troværdig forklaring på, hvorfor ansøgerens storebror, [navn], der efter det oplyste arbejdede for den nationale sikkerhedstjeneste i Afghanistan, skulle udstyre ansøgeren med en mobiltelefon, hvorpå der i forvejen lå fortrolige billeder fra hans arbejde i sikkerhedstjenesten, når storebroderen i øvrigt havde holdt karakteren af sit arbejde hemmeligt. Ansøgeren har heller ikke givet en plausibel forklaring på, hvorfor netop han skulle udsættes for den betydelige risiko, der måtte være forbundet med at tage billeder i moskeen som led i storebroderens angivelige forsøg på at finde nogle personer, der mange år tidligere havde været involveret i ansøgers fars forsvinden. Nævnet finder det også besynderligt, at ansøgeren ikke spurgte nærmere ind til baggrunden for, hvorfor han for sin storebror skulle tage billeder i moskeen. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [af vinteren 2023/2024], finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af en konflikt med Taliban. Det af ansøgeren for nævnet fremlagte brev af [efteråret] 2022 til storebroderen [navn], der angiver at være afsendt af efterretningstjenesten efter Talibans magtovertagelse i landet, ansøgerens forklaring for nævnet om, at hans lillebror i efteråret 2023 er blevet dræbt i Afghanistan og de lægelige oplysninger om ansøgerens aktuelle, psykiske tilstand, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet Flygtningenævnet i lyset af det ovenfor anførte ikke finder det sandsynliggjort, at dødsfaldet – uanset at ansøgeren er meget berørt af bl.a. dødsfaldet – har forbindelse til en asylbegrundende konflikt med Taliban. Den omstændighed, at ansøgerens far, således som det er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [af sommeren] 2010 i ansøgers farbrors sag, har arbejdet med [beskæftigelse ved] en udenlandsk militærbase, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse, idet ansøgeren gennem mange år efter faderens forsvinden i 2009 har kunnet leve i Afghanistan uden at opleve problemer i den forbindelse. Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb eller i øvrigt omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af den blotte tilstedeværelse i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2024/23/diei

29b-tysk20251

Nævnet omgjorde i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren allerede havde opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag indrejste klageren i Tyskland i [sommeren] 2017 og indgav ansøgning om asyl [senere i sommeren] 2017. Klageren blev [i vinteren 2017/2018] meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland, som udløb [i efteråret] 2024. [I foråret] 2023 blev klageren meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af [familiesammenføringsreglerne], og [i foråret] 2023 indrejste han i Danmark. Klagerens opholdstilladelse er senest forlænget [i vinteren 2023/2024] med gyldighed til [foråret] 2026. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren i Tyskland har haft subsidiær beskyttelse, men hvor klageren i Danmark har haft gyldig opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring siden [foråret] 2023, ikke grundlag for at afvise at behandle hans sag. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tysk/2025/1/CARA

29b-ital20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at han under sit tidligere ophold i Italien ikke opnåede den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet på baggrund af klagerens egne oplysninger lagt til grund, at klageren har opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at klagerens opholdstilladelse i Italien er gyldig frem til [vinteren 2027/2028]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis Klageren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages. Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA´s rapport “Country Report: Italy — 2023 Update” fra juli 2024 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale bolig tilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet bemærker, at klageren efter sine egne oplysninger var indkvarteret på et asylcenter i Italien under behandlingen af hans asylsag og at han under opholdet på asylcentret fik lommepenge. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren, efter at være blevet meddelt opholdstilladelse i Italien, efter egne oplysninger fik adgang til et bosted, fik faste månedlige ydelser og fik tilknyttet en hjælper, som blandt andet hjalp klageren med at finde en bolig samt at klageren også kom i arbejde. Da klageren heller ikke har oplyst om helbredsmæssige problemer og i øvrigt ikke fremstår særligt sårbar, finder Flygtningenævnet ikke, at hverken de generelle forhold for personer med opholdstilladelse i Italien eller klagerens personlige forhold er til hinder for, at Italien kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det anførte om, at klageren ikke har opnået den nødvendige beskyttelse i Italien med henvisning til klagerens forklaring om hans konflikt med [personer], og at klageren har forsøgt at opsøge politiet uden at få den nødvendige beskyttelse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således på baggrund af de foreliggende oplysninger, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ikke har opnået den fornødne beskyttelse mod mulige overgreb fra [personer], ligesom nævnet finder, at han såfremt at han efter en overførsel til Italien på ny måtte opleve problemer med [personer], må henvises til på ny at rette henvendelse til det italienske politi, herunder eventuelt den relevante overordnede myndighed. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” 29b-Ital/2025/1/labja

demo20241

Nævnet meddelte i juni 2024 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2023. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [landsby A] beliggende i [provins A], Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter overgreb fra sin afdøde brors svigerfamilie, fordi han har afvist at indgå ægteskab med hans afdøde storebrors ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans storebrorbror afgik ved døden på grund af [sygdom]. Storebroren efterlod sig ægtefælle og barn. Ifølge ansøgerens kultur, er det påkrævet, at den næste bror i rækken skal gifte sig den efterladte ægtefælle. Storebrorens svigerfamilie krævede derfor, at ansøgeren indgik ægteskab med brorens enke. Ansøgeren ønskede ikke dette, hvilket hans egen familie respekterede. Ansøgerens afdøde brors svigerfamilie blev imidlertid meget vrede. Ansøgerens familie forsøgte at indgå en aftale med dem, om at de ville overtage og forsørge barnet, men dette ville svigerfamilien ikke acceptere, idet de fortsat insisterede på, at ansøgeren skulle gifte sig med storebrorens enke. Konflikten eskalerede i [vinteren 2018/2019], idet svigerfamilien satte ild til ansøgerens families bolig og mark, og slog familiens kvæg ihjel. Som følge heraf flyttede ansøgeren og hans familie, i [efteråret] 2019, til [landsby B]. Svigerfamilien kontaktede flere gange ansøgerens familie telefonisk, hvor de fortsat insisterede på, at ansøgeren skulle gifte sig med den efterladte ægtefælle. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller bortført af nogle ukendte mænd, der brød ind i ansøgeren og hans families bolig i [landsby B], og slog ansøgerens [familiemedlem A] ihjel, og bortførte hans [familiemedlemmer B, C og D]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at nogle måneder efter, at familien var flyttet til [landsby B] blev familien opsøgt af fire ukendte mænd, som ansøgeren mener, kunne have relation til hans afdøde storbrors svigerfamilie. Ansøgeren vågnede en nat ved, at der var larm i huset, og da han stod op, så han, at hans [familiemedlemmer A, B, C og D] lå på gulvet. De ukendte mænd talte swahili med [familiemedlem A] imens, så ansøgeren kunne ikke forestå, hvad der blev talt om, men stemningen var anspændt. De ukendte mænd slog [familiemedlem A] ihjel med en lang kniv. Efterfølgende tog tre af de fire mænd ansøgerens [familiemedlemmer B, C og D] ud i en pickup truck, imens den fjerde mand blev i huset med ansøgeren. Manden sagde til ansøgeren på fransk, at han også ville blive slået ihjel, og at han derfor burde flygte. Det lykkedes ansøgeren at undslippe ved at flygte ud af en vindue. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren og dennes familie har en konflikt med ansøgerens afdøde brors svigerfamilie, idet ansøgeren har nægtet at gifte sig med brorens hustru, da broren døde. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens familie blev chikaneret af brorens svigerfamilie, som blandt andet brændte familiens marker ned og dræbte familiens kvæg, hvorefter ansøgeren med sin familie flygtede til [landsby B], der ligger i [provins B]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at svigerfamilien, efter familien var flyttet til [landsby B], telefonisk kontaktede ansøgerens [familiemedlem A] flere gange, men at [familiemedlem A] ikke efter flytningen blev opsøgt. Et flertal af Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring om at være efterstræbt af ukendte gerningsmænd, som dræbte ansøgerens [familiemedlem A] og tog hans [familiemedlemmer B, C og D] med, mens ansøgeren flygtede fra familiens hus, til grund. Flertallet bemærker herom, at ansøgeren har afgivet en troværdig og konsistent forklaring om denne del af asylmotivet, og det er sandsynliggjort, at der er en sammenhæng med konflikten med brorens svigerfamilie. Herefter finder flertallet af Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med sin brors svigerfamilie, og at han ikke kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Udlændingestyrelsen har henvist til, at ansøgeren kan tage ophold i Kinshasa som et internt flugtalternativ. Det er de danske udlændingemyndigheder, der har bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, hvortil det er rimeligt og relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold. Allerede henset til omfanget og karakteren af ansøgerens konflikt, finder flertallet af Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kan anses for at kunne opnå tilstrækkelig beskyttelse i Kinshasa, hvorfor han ikke kan henvises til at tage ophold i Kinshasa som et internt flugtalternativ. På denne baggrund finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil risikere asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Demo/2024/1/sahe

geor20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og ortodoks kristen fra [by], Georgien. Ansøgeren har været politisk aktiv i [2019-2024] ved at have deltaget i demonstrationer foran parlamentsbygningen i [by] i Georgien imod henholdsvis indsættelsen af et konkret parlamentsmedlem og i forbindelse med et lovforslag om gennemsigtighed af udenlandsk indflydelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter, at hans pas vil blive taget af de georgiske myndigheder, og at han vil blive indkaldt til afhøring af det georgiske politi grundet sin deltagelse i demonstrationerne i [2019-2024]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev tilbageholdt til demonstrationerne i [2023-2024], og at han ved begge tilbageholdelser blev tilbageholdt en enkelt nat og slået for efterfølgende at blive løsladt uden nogle sigtelser. Ansøgeren her videre oplyst, at han flere gange er i [2023-2024] er blevet stoppet på gaden af en særlig civil enhed, som samarbejder med myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at det georgiske politi vil slå ham voldsomt eller fabrikere en sag om ulovlig besiddelse af narkotika eller våben, hvilket er en meget normal adfærd af det georgiske politi. Ansøgeren har desuden oplyst, at ansøgeren udrejste fra Georgien, fordi hans ven ringede til ham 2-3 uger inden ansøgerens udrejse af Georgien [i] 2024, hvor ansøgerens ven oplyste, at han var blevet tilbageholdt af det georgiske politi, og at ansøgeren var den næste. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter det georgiske politi, hvis det bliver ulovligt at være LGBT+-person, idet han er tolerant overfor LGBT+-personer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vurderer at den generelle situation i Georgien i sig selv er asylbegrundende, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2025/1/AALK

etio20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Etiopien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigray og kristen [religiøs gruppe] fra [by], Etiopien. Ansøgeren har været tilknyttet [retning inden for religiøs gruppe] siden [slutningen af 2000’erne]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter befolkningen, idet hun er etnisk tigray, og fordi hun er gift med en mand fra Eritrea, og hendes børn dermed er halvt eritreere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i Etiopien er blevet kaldt for Shabia af lokalbefolkningen. Shabia er et ord for de personer, som støtter den eritreiske stat. Hun har videre oplyst, at personer, som er etniske tigray, bliver udsat diskrimination i Etiopien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive udsat for diskrimination som følge af, at hun er en del af [retning inden for religiøs gruppe]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at befolkningen i Tigray er kristen ortodokse, hvorfor [retning inden for religiøs gruppe] ikke bliver accepteret. Ansøgeren oplevede i en periode i [et år i 2010’erne], at personer i hendes nabolag kastede sten efter hende, fordi hun tilhørte [retning inden for religiøs gruppe]. Hun frygter derfor, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien ikke vil have mulighed for at udtrykke sin religiøse overbevisning frit. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter de generelle forhold som følge af krigen. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, men vurderer i lighed med Udlændingestyrelsen, at det ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren asyl. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens ægtefælle er fra Eritrea, og deres to fælles børn dermed er af delvis eritreisk oprindelse. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren eller hendes børn på den baggrund vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Etiopien. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hendes børn rejste tilbage til Etiopien i 2015, hvor de har opholdt sig indtil udrejsen i [slutningen af 2010’erne] uden at opleve andet end verbal chikane, som følge af ansøgerens ægteskab med en eritreisk mand og børnenes nationalitet. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun på et tidspunkt i [midten af 2010’erne] var udsat for, at personer kastede sten efter hende og andre, som var på vej til og fra kirke, men at dette forhold ikke har en sådan karakter, at det kan begrundet asyl. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke har oplevet andre problemer på baggrund af sit religiøse tilhørsforhold. Endeligt finder nævnet ikke, at de generelle forhold i Etiopien er af en sådan karakter, at det kan begrunde asyl. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Etio/2025/1/leuds

afgh20252

Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [by A] i [region A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban på grund af hans tidligere ansættelsesforhold hos den afghanske sikkerhedstjeneste. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [2017] blev ansat i [enhed A i sikkerhedstjenesten] i [by B]. Enheden beskæftigede sig med national sikkerhed og var opdelt i tre underafdelinger, hvor ansøgeren var ansat i [afdeling A]. Hans arbejdsopgave bestod i [nærmere beskrivelse af afdelingen og ansøgerens arbejdsopgaver]. Ansøgeren har videre oplyst, at han har været involveret i anholdelsen af mange Talibanmedlemmer, som led i sit arbejde, og da Taliban overtog magten i Afghanistan, blev alle de tidligere anholdte og indsatte løsladt. Disse personer søger hævn over dem, der har anholdt dem. Derfor blev ansøgeren nødt til at flygte for ikke at blive dræbt af de personer, hvis anholdelse han har været involveret i. Ansøgeren har endvidere oplyst, at Taliban er i besiddelse af oplysninger om alle de personer, der har arbejdet for de afghanske myndigheder og for sikkerhedstjenesten. Ansøgeren har endelig oplyst, at omkring en uge efter hans udrejse af Afghanistan [i start august] 2021, blev hans familie opsøgt af Taliban, der efterspurgte ansøgerens tilstedeværelse. Da familien oplyste, at ansøgeren var udrejst, tog Taliban ansøgerens far og tilbageholdte ham i to dage, hvor de udsatte ham for vold. Faren fik at vide, at familien havde to uger til at finde ansøgeren. Efter to uger opsøgte Taliban igen familien, og da ansøgerens far fortalte, at familien ikke kendte til ansøgerens tilstedeværelse blev han igen tilbageholdt og udsat for vold af Taliban. Med hjælp fra ældre mænd fra området blev ansøgerens far løsladt igen, men døde af sine skader to til tre uger efter. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin uddannelse og om sine arbejdsopgaver til grund, idet ansøgeren har forklaret konsistent herom under fem samtaler med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren [har en længere videregående uddannelse], og at han var ansat [i en underordnet stilling] i den afghanske sikkerhedstjenestes [afdeling A] i [by B] i perioden fra [2017] indtil Talibans magtovertagelse i august 2021. Flygtningenævnet lægger også til grund, at ansøgeren ikke har deltaget i afhøringer, hvor der blev anvendt tortur, og at han ikke havde kendskab til arbejdsmetoderne i [afdeling B], som forestod den videre sagsbehandling. Ansøgeren har dog under den tredje gensamtale forklaret, at han havde en generel opfattelse af, at tortur kunne forekomme i et tredjeverdensland som Afghanistan. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at den dagældende lovgivning i Afghanistan omfattede et forbud mod tortur, understøttes af baggrundsoplysninger. Der forekommer sandsynligt, at ansøgeren som forklaret er blevet undervist i disse regler i forbindelse med, at han tiltrådte stillingen i sikkerhedstjenesten. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om ansøgeren skal udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F. Flygtningenævnet bemærker, at de handlinger, der skal bedømmes under den foreliggende sag, ikke er omfattet af begrebet ”forbrydelser mod menneskeheden” som omhandlet i Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Flygtningenævnet henviser til, at der ikke er tale om overgreb begået inden for rammerne af systematiske angreb mod civilbefolkningen. Ved vurderingen af, om Flygtningekonventionens artikel 1 F (b) om alvorlige ikke-politiske forbrydelser kan bringes i anvendelse bemærkes indledningsvis dels, at bestemmelsen er en undtagelse til princippet om flygtninges ret til beskyttelse og derfor skal fortolkes indskrænkende, dels at bevisbyrden for, at der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra beskyttelse, påhviler myndighederne, og dels at beviskravet er, at der skal være ”alvorlig grund til at antage”, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse. Om bedømmelse af ansøgerens individuelle handlinger bemærkes, at følgende fremgår af UNHCR’s Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees, punkt: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analyzed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime …53. … Aiding or abetting … requires the individual to have rendered a substantial contribution to the commission of a crime in the knowledge that this will assist or facilitate the commission of the offence. The contribution may be in the form of practical assistance, encouragement or moral support and must have a substantial (but not necessarily causal) effect on the perpetration of the crime. … Thus, presence at the scene of a crime is not in itself conclusive of aiding or abetting, but it could give rise to such liability if such presence is shown to have had a significant legitimizing or encouraging effect on the principal actor. This may often be the case where the individual present is a superior to those committing the crimes … 55. Whether the individual’s contribution to the criminal enterprise is substantial or not depends on many factors, such as the size of the criminal enterprise, the functions performed, the position of the individual in the organization or group, and (perhaps most importantly) the role of the individual in relation to the seriousness and the scope of the crimes committed…”. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det efter baggrundsoplysningerne er usikkert om eller i hvilket omfang tortur blev anvendt på ansøgerens arbejdssted. Eksempelvis fremgår det af UNAMA’s og OHCHR’s rapport, Preventing Torture and Upholding the Rights of Detainees in Afghanistan, fra februar 2021, side 4, at graden af anvendelse af tortur havde været faldende i Afghanistan siden 2011. Endvidere fremgår det af tabeller på side 15 til 19 i rapporten, at der var store forskelle på, i hvilket omfang tortur blev anvendt i forskellige provinser i Afghanistan, og specifikt om ansøgerens provins, [A], fremgår det, at der ud af 42 personer var 7, som i 2017 til 2018 havde oplyst, at de havde været udsat for tortur. Disse oplysninger giver ikke grundlag for at antage, at ansøgeren burde have vidst, at personer, som han havde medvirket til at anholde og afhøre, ville blive udsat for tortur. Herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens handlinger, hans underordnede stilling, at han ikke selv har deltaget i afhøringer, hvor der blev anvendt tortur, og at han ikke har haft kendskab til, om der i andre afdelinger er anvendt tortur finder Flygtningenævnet, at der ikke er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse som omhandlet i Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Ansøgeren er derfor ikke udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/2/sahe

afgh20251

Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Ansøgeren er født i [by A], Afghanistan, men udrejste til [land A i Mellemøsten], da han var tre eller fire år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er vestliggjort og dermed er i risiko for forfølgelse fra Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Han har til støtte herfor oplyst, at han har opholdt sig i Danmark siden [starten af 2010’erne]. Han har uddannet sig og levet et liv på danske præmisser. Han har ingen tilknytning til Afghanistan og taler ikke pashto, men derimod dansk flydende. Han har endvidere oplyst, at han tager stærk afstand fra den sharialovgivning, som Taliban har indført, og som han umuligt vil kunne leve under. Flygtningenævnet bemærker, at det af baggrundsoplysninger fremgår, at det afgørende for den risikovurdering, der skal foretages i relation til spørgsmålet om vestliggørelse i lyset af Talibans magtovertagelse i Afghanistan, er, om klageren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at han vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren indrejste i Danmark i [starten af 2010’erne] som uledsaget mindreårig, da han var [ung teenager]. Han kom i lærer [inden for et håndværksfag] i Danmark i 2015 og har siden arbejdet som [håndværker] i forskellige firmaer. Klageren taler dansk og nævnsmødet er gennemført på dansk næsten uden brug af tolk. Klageren har ikke familie i Danmark. Han er i [slut 2010’erne] blevet gift med en [ikke afghansk statsborger], som er bosiddende i [land A i Mellemøsten]. Klageren er opvokset hos en onkel i [land A i Mellemøsten], og har ikke været i Afghanistan siden, han var et lille barn. Han har ingen familie eller øvrigt netværk i Afghanistan, der ville kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet finder derfor – også under hensyntagen til, at klageren er hazara af etnicitet og shia-muslim – at det efter en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at klageren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Han vil derfor ved en tilbagevenden være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/1/sahe

ugan20251

Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I forbindelse med sin oprindelige asylsag henviste ansøgeren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af [et familiemedlem] til en kvinde ved navn [A], fordi han er af den opfattelse, at ansøgeren introducerede [A] for homoseksualitet, og at ansøgeren og [A] var kærester. Ansøgeren henviste endvidere til, at hun frygter at blive udsat for overgreb fra myndighederne i Uganda på grund af sin seksuelle orientering. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at hun blev kæreste med en kvinde ved navn [B] i [2008-2012], hvorefter ansøgeren lærte hendes [familiemedlem], [A], at kende i [2010-2014]. [I efteråret] [2010-2014] blev ansøgeren bortført af fire mænd, der kørte hende til en ukendt bygning og låste hende inde i et rum. Ansøgeren var tilbageholdt i tre uger. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, herunder et seksuelt overgreb. I forbindelse med tilbageholdelsen fik ansøgeren at vide, at [A’s] [familiemedlem] havde betalt de fire mænd for at slå ansøgeren ihjel, fordi han fejlagtigt mente, at hun var kæreste med [A]. Ansøgeren fik under tilbageholdelsen lov til at tage kontakt til [familiemedlem A], som hun bad om at fremskaffe [to-syv] millioner ugandiske shilling til sin løsladelse. Ansøgerens [familiemedlem A] betalte pengene til bortførerne [I efteråret] [2010-2014], hvorefter ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at hun skulle udrejse af Uganda. Ansøgeren udrejste samme dag af Uganda. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, og til at hun siden Flygtningenævnets afgørelse i [2015-2017] har levet åbent som homoseksuel i Danmark. Hun har videre henvist til, at der siden Flygtningenævnets afgørelse er sket en væsentlig forværring af forholdene for LGBT+-personer i Uganda, til vedtagelsen af The Anti-Homosexuality Act 2023, og til at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter myndighederne, lokalbefolkningen og sin familie. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. I Flygtningenævnets afgørelse af [fra sommeren] [2015-2017] er det anført, at Flygtningenævnet på daværende tidspunkt ikke kunne afvise, at ansøgeren er homoseksuel. Som sagen nu foreligger oplyst finder Flygtningenævnet at måtte lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren siden sin ankomst til Danmark i 2015 til stadighed over for de danske myndigheder har fastholdt, at hun er homoseksuel. Endvidere har hun efter det oplyste nu i fire år levet i et åbent homoseksuelt forhold med en herboende kvinde. Endvidere har hun frem til 2018 og på ny fra [foråret] 2024 i betydeligt omfang medvirket i aktiviteter i [LBGT+-organisation]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens seksualitet er kendt af et større antal af hendes familiemedlemmer i Uganda, og at disse tager afstand herfra. Det kan også lægges til grund, at ansøgeren, hvis det var muligt, ønsker at leve åbent med sin seksualitet i Uganda. Disse forhold skal sammenholdes med de oplysninger, der foreligger om de generelle forhold for homoseksuelle i Uganda. Parlamentet i Uganda vedtog den 21. marts 2023 ”The Anti-Homosexuality Act 2023”, som efterfølgende er underskrevet af den ugandiske præsident. Af loven fremgår blandt andet, at LGBT+-personer risikerer at blive idømt fængsel på livstid for ”same-sex conduct” og ”promotion af homosexuality”. Der er endvidere indført dødsstraf for tilfælde af ”aggravated homosexuality”. Af baggrundsoplysningerne om forholdene for LGBT+-personer i Uganda, herunder Human Rights Watch, Ugandan Parliament Passes Extreme Anti-LGBT, udgivet den 22. marts 2023, Amnesty International, Uganda: Presidents´s approval of anti-LGBTI Bill is a grave assault on Civil and Political Rights: LGBTQ-Rights, udgivet den 26. maj 2023 og The Advocates for Human Rights, Ugandas Compliance with the International Convention on Civil and Political Rights: LGBTQ+Rights, udgivet den 26. maj 2023, fremgår, at forholdene for LGBT+-personer i Uganda er forværret betydeligt som følge af den nævnte lov. Ugandas forfatningsdomstol har ved en afgørelse af 3. april 2024 opretholdt hovedparten af lovens bestemmelser, herunder muligheden for at idømme dødstraf, samt en forpligtelse til at anmelde homoseksuelle aktiviteter, såfremt man bliver bekendt med sådanne, jf. rapporten Uganda: Court Upholds Anti-Homosexuality Act. Entrenches Discrimination, Enhances Risk of Anti-LGBT Violence, udgivet af Human Rights Watch den 4. april 2024. Det er fortsat ikke muligt at fastslå, hvorledes den i Uganda indførte lov vil blive håndhævet med hensyn til gennemførelse af straffesager mv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid, at der har været en stigning i myndighedernes anholdelser af homoseksuelle, ligesom der er rapporteret om en betydelig stigning i antallet af andre overgreb mv. på homoseksuelle. Endvidere fremgår det af nyere artikler, herunder fra Human Rights Awareness and Promotion Forum (HRAPF), senest den 10. oktober 2024, at situationen for homoseksuelle i Uganda er mærkbart forværret siden lovens vedtagelse. Således beskrives i artikler et fortsat højt antal tilfælde af chikane, vold og trusler om vold, overfald og tilfælde af arrestationer, men ingen tilfælde af domfældelser efter den nye lov. I henhold til rapport af 29. juli 2024 fra Immigration and Refugee Board of Canada pkt. 2.1 og 2.2 er der endvidere en betydelig risiko for overgreb på LGBT+-personer såvel fra den almindelige civile befolkning som fra myndighederne. I en situation som den foreliggende, hvor det lægges til grund, at ansøgerens seksuelle orientering er kendt af i hvert fald hendes familie, som efter det oplyste har slået hånden af hende og tager afstand fra hendes seksualitet, må der derfor anlægges en forsigtig vurdering af, om ansøgeren har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet konkret vurdering af ansøgerens forhold og baggrundsoplysningerne for LGBT+-personer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2025/1/CARA

syri20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by A] i Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2013, og at han [i vinteren 2013/2014] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren udrejste til Syrien [i efteråret] 2018. Ifølge klagerens egne oplysninger udrejste han dog retteligt [tidligere i efteråret] 2018. Klageren oplyste i ansøgningsskema af [efteråret] 2023 blandt andet, at han ikke rejste tilbage til Danmark på grund af covid samt sygdom og dødsfald i hans og hans ægtefælles familie. Klageren har senere oplyst blandt andet, at hans forældre var syge, men opholdt sig i [by A], hvorfor de ikke havde mulighed for at se hinanden. Klagerens svigermor var også syg, og de passede hende. De havde ikke mulighed for at rejse ud af Syrien på grund af covid, hvor grænsen til Libanon var lukket. Klageren har yderligere oplyst, at han ikke har haft kontakt til de danske myndigheder under sit ophold i Syrien, fordi internettet var ustabilt, og han ikke havde mulighed for at ringe til udlandet. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, ligesom klageren frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Endvidere fandt Udlændingestyrelsen, at der ikke var forhold efter dagældende udlændingelovs § 17, stk. 3, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Videre fandt Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Endelig fandt Udlændingestyrelsen, at klageren ikke var omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker i tilknytning hertil, at klagerens oplysninger til nævnet på flere punkter har været udbyggende, herunder i relation til, hvorvidt han opsagde sit lejemål i Danmark, om hans indrejse fra Libanon til Syrien var frivillig, og om de syriske myndigheder forhindrede ham i at udrejse af landet. Hertil kommer, at klagerens senere oplysninger om, at han modtog et udrejseforbud i Syrien og dermed var forhindret i at udrejse af landet heller ikke ses at være forenelige med, at de syriske myndigheder udstedte nationalitetspas til ham [i foråret] 2023, at passet er udrejsestemplet [i efteråret] 2023, og at klageren nu på ny er indrejst og bosat i Syrien. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de af klageren fremsendte lægelige oplysninger vedrørende hans svigermors sygdom og dødfald må anses for at være forfalskede. Det fremgår således af lægeerklæringerne, at klagerens svigermor skulle være født i 1985 og dermed være yngre end klageren. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, har Flygtningenævnet yderligere lagt vægt på, at klagerens søn, der er voksen, ifølge de foreliggende oplysninger hele tiden har opholdt sig i Danmark, og at der ikke består et afhængighedsforhold mellem ham og familien. Flygtningenævnet er endvidere enig i det af Udlændingestyrelsen i øvrigt anførte og stadfæster derfor afgørelsen.” Syri/2025/1/kdo

rusl20252

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og ortodoks kristen af trosretning fra [by A], [region], Rusland. Ansøgeren har senest opholdt sig i [by B]. Ansøgeren har oplyst, at han siden [00’erne] har deltaget i demonstrationer rettet mod de russiske myndigheder og den politik, der har været ført i landet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet som følge af sine regimekritiske aktiviteter. Han har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han har deltaget i flere demonstrationer med kritik af Putin og de russiske myndigheder, at han i den forbindelse en enkelt gang er blevet tilbageholdt og fængslet af politiet, og at han navnlig efter sin ankomst til Danmark har udtrykt sig regimekritisk på de sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere tidligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive udsat for overgreb af en kriminel gruppering ved navn [kriminel gruppering A]. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at kriminelle personer fra denne gruppering har udsat ham for trusler, fordi han kontaktede politiet efter en episode, hvor en [højstående person i grupperingen] stjal en [genstand]. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive tvangsrekrutteret til krigen i Ukraine. Asylmotivet vedrørende en konflikt med de russiske myndigheder[.] Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge til grund, at ansøgeren har deltaget i regimekritiske demonstrationer i Rusland i en periode fra [00’erne] og indtil sin udrejse, idet ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret forskelligt om sin deltagelse i sådanne demonstrationer, herunder om karakteren af de enkelte demonstrationer og om sin tilbageholdelse i forbindelse med den ene af demonstrationerne. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark udtrykt sig kritisk om myndighederne i Rusland og krigen i Ukraine på sin åbne [profil på socialt medie A] og på sin profil på [socialt medie B], hvilket er dokumenteret under nævnsmødet. Ansøgeren har i den forbindelse navnlig delt opslag, herunder fra tv-stationer, der er i opposition til styret i Rusland, og hvoraf en enkelt tv-station er blevet forbudt i Rusland. De fremviste opslag på [socialt medie A] har enten ingen reaktioner eller enkelte reaktioner. Enkelte af de fremviste opslag på [socialt medie B] har modtaget en række reaktioner og er blevet videredelt. Det er dokumenteret under nævnsmødet, at ansøgerens profil på det sidstnævnte medie nu er blevet varigt blokeret af tilsynsmyndigheden på grund af overtrædelse af mediets retningslinjer, men den nærmere årsag til blokeringen fremgår ikke. Selv om de russiske myndigheder efter baggrundsoplysningerne overvåger digitale aktiviteter, der er udtryk for politisk modstand, og i et ubestemt omfang forfølger personer, der udfører sådanne aktiviteter, finder Flygtningenævnet, at de fremviste opslag sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv kan føre til asyl. Der er herved navnlig lagt vægt på opslagenes karakter af videredelinger og deres begrænsede eksponering, og at ansøgeren ikke i øvrigt fremstår som profileret i forhold til de russiske myndigheder. Asylmotivet vedrørende en konflikt med en kriminel gruppering[.] Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med en kriminel gruppering benævnt [kriminel gruppering A], idet ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har forklaret udbyggende og forskelligt om en sådan konflikt. Ansøgeren har ikke afgivet forklaring om dette asylmotiv under nævnsmødet. Asylmotivet vedrørende militærtjeneste[.] Ansøgeren har forklaret, at han ikke har modtaget en personlig indkaldelse til aftjening af værnepligt, men at han har fået oplyst, at hans registrerede bopæl er blevet opsøgt af militærfolk. Da ansøgeren udrejste af Rusland i [vinteren 2022/2023], var han over den daværende øvre aldersgrænse på 27 år for tvungen værnepligt. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om konsekvenserne af at unddrage sig militærtjeneste, hvilket i øvrigt er behandlet nærmere i Udlændingestyrelsens afgørelse. Om spørgsmålet om risikoen for mobilisering eller tvangsrekruttering til krigen i Ukraine skal Flygtningenævnet udtale følgende: Det er efter baggrundsoplysningerne lagt til grund, at den delvise mobilisering til krigen i Ukraine i efteråret 2022 er afsluttet. Selv om dekretet, der muliggjorde denne mobilisering, stadig måtte være i kraft, finder Flygtningenævnet, at muligheden for en eventuel fortsat eller ny mobilisering ikke i sig selv kan føre til asyl. Det bemærkes i den forbindelse, at de aktuelle baggrundsoplysninger heller ikke peger på, at en sådan mobilisering skulle være forestående, jf. Landinfo, Respons Russland - Rekruttering til krigen i Ukraina (8. august 2024), side 8, og EUAA landerapport (COI) Rusland, Major developments regarding human rights and military service, vedrørende perioden fra den 1. oktober 2023 til den 8. november 2024, side 31f. Det er almindeligt antaget i baggrundsoplysningerne, at Rusland først og fremmest bruger soldater ansat på kontrakt i krigen i Ukraine. Det er ligeledes antaget, at der almindeligvis rekrutteres frivillige, herunder reservister, værnepligtige, migranter, indsatte, personer under efterforskning, personer med gæld og nyligt naturaliserede russiske statsborgere, men at overtalelse og øvrige tvangselementer også anvendes i forbindelse med rekrutteringen. Der er rapporteringer om, at der tillige foregår en såkaldt ”skjult mobilisering” og/eller egentlig tvangsrekruttering til krigen i Ukraine, men det nærmere omfang af sådanne afvigelser fra den sædvanlige procedure for rekruttering er uklart, jf. herom Landinfo, Temanotat Russland, Militærtjeneste og mobilisering til krigen i Ukraina (10. august 2023), side 32f, og Migrationsverket, Landinformation Ryssland, Nytt system for delgivning af militäre kallelser m.m. (15. maj 2023), side 3. Flygtningenævnet finder herefter, at de nævnte baggrundsoplysninger om rekruttering til krigen i Ukraine ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren som anført har udtrykt sig kritisk om myndighederne i Rusland og krigen i Ukraine på de sociale medier, findes ikke at medføre en sådan øget risiko for tvangsrekruttering, at dette kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at heller ikke asylmotivet vedrørende militærtjeneste kan føre til asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2025/2/EEB

ukra20259

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen født i landsbyen [by A], der ligger i Vinnytsia Oblast, Ukraine. Ansøgeren har frem til sin udrejse senest opholdt sig i byen [by B], der ligger i Vinnytsia Oblast. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har i 2008 deltaget i én demonstration i Kyiv mod den tidligere præsident Viktor Janukovitj, idet ansøgeren var modstander af, at man havde valgt en prorussisk præsident. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de ukrainske myndigheder, idet han risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Ukraine. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at han har aftjent militærtjeneste i Ukraine fra efteråret 2002 til foråret 2004, hvor han havde rang af menig. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han aftjente de første ni måneder i Kyiv, men aftjente de resterende ni måneder i [by D] grundet sin mors sygdom. Ansøgeren deltog ikke i kamphandlinger under sin militærtjeneste. Han har oplyst, at han lider af helbredsmæssige problemer i form af [fysiske helbredsmæssige problemer]. Han er af den overbevisning, at dette ikke vil fritage ham fra militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter personer fra sit barndomskvarter, som i dag er politisk magtfulde personer i Vinnytsia Oblast. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at han som teenager ofte var oppe at slås med en mafialignende gruppe. Ansøgeren kom ofte op at slås med disse personer, når de chikanerede ham i hverdagen. Han blev senest overfaldet af disse personer i 2015 eller 2016. Asylmotivet om militærtjeneste[:] Flygtningenævnet kan lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil kunne risikere at skulle udføre militærtjeneste. Flygtningenævnet finder imidlertid i overensstemmelse med nævnets generelle praksis, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine efter oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landet den 24. februar 2022 ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, om asyl efter Flygtningekonventionen eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Det oplyste om forholdene for personer, der mobiliseres til krigen i Ukraine, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det, der er oplyst om ansøgerens helbredsmæssige forhold, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt baggrundsoplysningerne herunder at der efter den nye mobiliseringslov, der trådte i kraft den 18. maj 2024, er mulighed for medicinsk fritagelse. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgerens mulige indkaldelse til militærtjeneste konkret er forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i Flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der i sig selv indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses for uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser af dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler kan efter baggrundsoplysningerne være meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Asylmotivet om vold og trusler fra privatpersoner[:] Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundede konflikt med indflydelsesrige personer i Ukraine, da ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har således under den første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 oplyst, at han ikke har konflikter i Ukraine med grupperinger og privatpersoner, og ansøgeren har heller ikke i sit asylskema anført noget herom. Under en samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2024 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han som teenager fik problemer med andre unge fra sit kvarter, at de unge i dag er indflydelsesrige og magtfulde, at de flere gange har overfaldet ham, blandt andet når han har siddet på cafe, og at han formoder, at de fortsat bærer nag. Ansøgeren har også forklaret, at han ikke har været i kontakt med disse personer siden 2015-2016, og at han ikke har hørt fra dem efter sin udrejse af Ukraine i 2018. For Flygtningenævnet har ansøgeren udbyggende om denne konflikt forklaret, at personerne, han var i konflikt med som teenager, fortsat er efter ham, at de har udsat ham for vold, hvorved han fik sine tænder slået ud, og at han blev indlagt, hvor han fik nye tænder. Ansøgeren har tillige for nævnet oplyst, at personerne, som han ikke husker efternavnene på, har truet og været efter ham helt frem til udrejsen i 2018, at de har forsøgt at opsøge ham efter udrejsen via sociale medier, og at de flere gange har opsøgt hans bror og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har om divergenserne forklaret afglidende. Flygtningenævnet finder herefter, at forklaringen af de anførte grunde tilsidesættes. Sikkerhedssituationen i Vinnytsia Oblast[:] Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i det centrale og vestlige Ukraine, herunder forholdene i Vinnytsia Oblast, der er ansøgerens hjemområde, ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder således, at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at forholdene i hjemområdet på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Der henvises i den forbindelse til de baggrundsoplysninger, der er refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse, samt det aktuelle konfliktkort udarbejdet af ACLED pr. 26. september 2025. En forevist video fra [et socialt medie] om situationen i Ukraine kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Ukra/2025/9/tmlo

irak20259

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by], [provins], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror, idet han ikke vil acceptere hendes ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2019 blev gift med sin herboende ægtefælle i Irak. En måned efter brylluppet flyttede hun ind hos sin bror, hvor hun boede frem til 2024, inden hun rejste videre til Tyrkiet. Ansøgeren har videre oplyst, at hun i Irak flere gange blev udsat for vold og modtog trusler på livet fra sin bror, fordi han ønskede, at ansøgeren skulle blive skilt fra sin ægtefælle. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun ikke kan leve alene som kvinde i Irak. Ansøgerens forklaring for nævnet har været udbyggende i forhold til referatet af samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2025 om antallet af gange hun angiveligt er blevet slået af sin bror, og om hvorvidt hun har fortalt andre i sin familie om konflikten med broren. Flygtningenævnet kan imidlertid lægge til grund, at der i et vist omfang består et modsætningsforhold mellem ansøgeren og hendes bror i Irak med tilknytning til hendes ægteskab med sin herboende mand. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2025, tiltræder nævnet, at konflikten ikke har et sådant omfang og en sådan karakter, at den kan anses for asylbegrundende. Nævnet har særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke fandt anledning til at oplyse om denne konflikt under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2024, men først under asylsamtalen [i foråret] 2025. Ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun ikke nævnte denne konflikt, som har stået på i flere år, under den første samtale med Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en anden vurdering. Herudover er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgerens bror efter det af ansøgeren forklarede deltog, om end kortvarigt, i brylluppet i Irak i 2019 mellem ansøgeren og hendes ægtefælle, at han ikke forsøgte at stoppe giftermålet, og at ansøgeren herefter i en periode på omkring 5 år var en del af brorens husstand, mens hun med brorens viden blandt andet søgte om familiesammenføring med ægtefællen i Danmark. Disse omstændigheder harmonerer efter nævnets opfattelse ikke med, at der skulle bestå en asylbegrundende konflikt mellem ansøgeren og broren i anledning af ægteskabet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse i Danmark mod forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Irak/2025/9/lnk

stat202514

Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2022.  Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber, sunnimuslim og statsløs palæstinenser fra [stednavn], [navn på flygtningelejr], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af grupperingen Jund al-Sham, da de har truet ham på livet, idet han har nægtet at kæmpe for dem. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev kontaktet af Jund al-Sham i forbindelse med sine forældres begravelse i [2017]. De ønskede at hverve ansøgeren og forsøgte at overtale ham ved at tilbyde ham økonomisk støtte og støtte til at finde en ægtefælle. Ansøgerens [familiemedlem A] var medlem af Jund al-Sham, og han ringede til ansøgeren utallige gange for at overtale ansøgeren, som hver gang afslog. Ansøgeren blev på et tidspunkt inviteret til et møde, hvor han fik at vide af et andet medlem, som tidligere havde ringet til ham, at det var en religiøs pligt at kæmpe mod landsfjender. Ansøgeren svarede, at han ikke havde lyst til at være en del af en sådan religion, hvilket der blev reageret vredt på. Ansøgeren sagde, at han ville tænke over det, men besluttede sig umiddelbart efter mødet for at udrejse af Libanon. I den efterfølgende periode ringede Jund al-Sham flere gange til ham, men han tog ikke telefonen. Den libanesiske efterretningstjeneste kontaktede på et tidspunkt ansøgeren for hjælp til at få ansøgerens [familiemedlem A], som var idømt [straf], ud af lejren, men ansøgeren afslog at hjælpe, fordi han var bange for at blive slået ihjel, hvis Jund al-Sham hørte om det. I [2018] tog ansøgeren til [land 1], men han rejste tilbage til Libanon i 2019 efter syv til otte måneders ophold i [land 1]. Da ansøgeren kom tilbage til Libanon, gav hans [familiemedlem B] ham et dokument, som han havde fået i [2018] og fået besked på at give til ansøgeren, når han så ham igen. Ansøgerens [familiemedlem B] rådede ansøgeren til at forlade Libanon, hvor han mente, at ansøgeren var i fare. Ansøgeren rejste derfor til [land 2], men var midlertidig tilbage i Libanon i 2020 i omkring to til tre måneder for at få udstedt nyt pas og visum. Senere i 2020 vendte han på ny tilbage til Libanon fra [land 2], efter at hans [familiemedlem B] havde talt med Jund al-Sham, og konflikten var faldet til ro. Han blev dog fortsat kontaktet af Jund al-Sham og blev overfaldet af maskerede mænd, der tog hans rejsedokumenter. I 2021 udrejste han igen til [land 2], da han var overbevist om, at Jund al-Sham ikke ville lade ham være. Han forsøgte senere i 2021 at rejse tilbage til Libanon, da indflydelsesrige palæstinensere prøvede at få problemerne til at falde til ro. Han opholdt sig i [bynavn] frem til den endelige udrejse den [dato i efteråret] 2021. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle situation for statsløse palæstinensere i Libanon. Han har til støtte herfor oplyst, at den økonomiske situation ikke er god, og at der ikke er trygt og sikkert, ligesom statsløse palæstinensere ingen rettigheder har. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til ansøgerens egne oplysninger og fremlæggelse af et familieregistreringskort fra UNRWA, hvoraf fremgår, at ansøgeren og dennes familie er registreret hos UNRWA. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 2024/2025]. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt med grupperingen Jund al-Sham, idet ansøgeren ved sine forklaringer til Udlændingestyrelsen og på nævnsmødet blandt andet har forklaret divergerende om Jund-al-Shams forsøg på at rekruttere ansøgeren, om hvorfra han kendte [person A], om stedet og tidspunktet for møderne med [personnavn] og [familiemedlem A], samt om tidspunktet for mødet med den libanesiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har endvidere på nævnsmødet forklaret, at han 3-4 gange efter modtagelsen af trusselsbrevet fra Jund al-Sham har været tilbagerejst til Libanon, uden at dette har givet anledning til problemer, bortset fra et enkelt tilfælde, hvor ansøgeren var udsat for et røveri i sin bil. Flygtningenævnet finder, at det beror alene på ansøgerens egen formodning, at røveriet skulle være udført af Jund al-Sham i anledning af ansøgeren vægring mod at lade sig rekruttere. Endelig har ansøgeren på nævnsmødet forklaret divergerende omkring omstændighederne ved modtagelsen af trusselsbrevet. Ansøgeren har således forklaret, at han modtog trusselsbrevet fra sin [familiemedlem C] i 2018 i landsbyen [navn på landsby], men har til sin samtale med Udlændingestyrelsen den [dato i sommeren] 2023 forklaret, at han modtog dokumentet fra sin [familiemedlem B], da han kom tilbage til Libanon i 2019. Henset til dokumentets betydning må ansøgeren formodes at kunne forklare enslydende om disse forhold. Han har desuden forklaret divergerende om omstændighederne for mødet med den libanesiske efterretningstjeneste. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet i øvrigt kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset det efter baggrundsoplysningerne fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af Udlændingestyrelsens landerapport, ”Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere palæstinensiske asylansøgere til Libanon. Herefter og i øvrigt af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til beskyttelse og bistand fra UNRWA. Spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt for ansøgeren at indrejse i Libanon må anses som et udsendelsesspørgsmål. Ansøgeren har på ovennævnte baggrund således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har haft permanent opholdstilladelse i [land 2] medfører ikke, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til [land 2], hvorfor advokatens mest subsidiære påstand om opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 3 afvises. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: stat/2025/14/DH

dub-tysk20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og et medfølgende barn, der havde indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens konflikt med et familiemedlem i Tyskland og til hendes psykiske helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren og hendes mindreårige [barn], jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens og hendes mindreårige [barns] ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren og hendes mindreårige [barn] i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter [familiemedlem], som opholder sig i Tyskland og efter det oplyste har udsat hende for trusler, overgreb og social kontrol, kan ikke føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens psykiske helbred finder Flygtningenævnet, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA-rapporten ”Country Report Germany 2023 Update”, udgivet i juni 2024, side 164-167, hvoraf det fremgår, at asylansøgere i Tyskland har adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Nævnet bemærker hertil, at klageren efter det oplyste også tidligere har modtaget psykologbehandling i Tyskland. Videre bemærker nævnet, at Hjemrejsestyrelsen om nødvendigt forud for udsendelsen af klageren kan underrette de tyske myndigheder om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/1/CARA

dub-tysk202527

Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til adgangen til at kunne modtage den nødvendige juridiske og tolkemæssige bistand i Tyskland og de generelle forhold for [klagerens nationalitet asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det forhold, at klageren har oplyst til DRC Dansk Flygtningehjælp, at den tredje samtale var på tysk, samt at der ikke var en advokat med, da klageren skulle møde i retten, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren antages at kunne modtage den nødvendige juridiske og tolkemæssige bistand i Tyskland, hvorfor klageren henvises til at rette henvendelse herom til de relevante tyske myndigheder. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst til DRC Dansk Flygtningehjælp, at han oplevede, at der i Tyskland var en negativ attitude over for [klagerens nationalitet, herunder særligt [klagerens etnicitet, og at de tyske myndigheder ikke ønsker at give asyl til [klagerens nationalitet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. De tyske myndigheder må således antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren henvises til at rette henvendelse til de relevante tyske myndigheder, såfremt han skulle opleve problemer i Tyskland.” Løbenr. Dub-Tysk/2025/27/RETA

dub-isla20251

Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Island i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Island. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren havde forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Island. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Island er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Island dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Island [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren efter at have modtaget afslag på asyl i Island har forladt medlemsstaternes område ved at have udrejst til [land A], og at Islands forpligtelser i henhold til Dublinforordningen er bortfaldet, jf. forordningens artikel 19, stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han har været udrejst til [land A] i mere end 3 måneder, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke kan dokumentere sin hjemrejse til [land A] i perioden fra [vinteren 2024] til [efteråret] 2024. Det forhold, at klageren kun fik udleveret smertestillende medicin i en periode på [mellem et helt og et halvt år], og at han til trods for [flere] henvendelser til lægen ikke kunne få udleveret yderligere smertestillende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må henvises til at klage til en overordnet myndighed, såfremt han igen skulle opleve ikke at modtage den ønskede lægebehandling. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Island er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Island, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”  Løbenummer: Dub-Isla/2025/1/EEB

dub-oestr20251

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de østrigske myndigheder ikke have foretaget en grundig behandling af ansøgerens sag samt at han har en kæreste i Danmark, der er gravid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Østrig [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren gjort gældende, at klagerens asylansøgning bør realitetsbehandles her i landet under henvisning til, at han har en dokumenteret konflikt med [myndighederne i hans hjemland], men at de østrigske myndigheder kun har afdækket denne konflikt overfladisk, idet han kun var til én samtale af en times varighed, på hvilken baggrund de østrigske myndigheder meddelte ham afslag på asyl. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Østrig har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Østrig. Baggrundsoplysningerne giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Østrig som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4.  På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens subjektive frygt for ikke at have fået en retfærdig asyl-sagsbehandling i Østrig. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere gjort gældende, at der ikke skal ske overførsel af klageren til Østrig, fordi han har en kæreste, [A], bosiddende i Danmark og hun er gravid med deres fælles barn. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at klagerens kæreste og ufødte barn ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremkommet oplysninger i sagen om, at der er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv henset til, at klageren har oplyst, at de alene har kendt hinanden i nogle måneder. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at hensynet til familielivet, som der er henvist til i forordningens præambel 14 og 16 kan ikke medføre, at Danmark skal behandle klagernes asylansøgning i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af blandt andet reglerne om familiesammenføring. Endelig bemærker Flygtningenævnet vedrørende det forhold, at klageren ikke føler sig sikker i Østrig, fordi en bande truede med at slå ham ihjel, at klageren må henvises til at kontakte de østrigske myndigheder, såfremt han oplever lignende problemer, idet de østrigske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Nævnet finder således, efter en gennemgang af sagen, ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.”. Dub-Østr/2025/1/sahe

dub-sver202513

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren er en afvist asylansøger, der risikerer at skulle leve på gaden ved en tilbageoverførsel til Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige.Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret]2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer at skulle leve på gaden ved en tilbageførsel til Sverige, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan henvise til AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025) for forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder Dublin returnees, er nærmere beskrevet i, hvor det på side 52 om Dublin returnees fremgår: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” På rapportens side 91-92 omtales ændringen af de svenske regler for modtagelsen af asylansøgere. Heraf fremgår bl.a.: “Following an amendment to the Reception of Asylum Seekers Act (LMA) introduced in 2016, some applicants no longer have the right to reception conditions when they have received a decision on deportation which can no longer be appealed, or whose period for voluntary return has ended (they are then no longer formally considered to be asylum applicants). This is the case for adult applicants without children who then lose their right to reception conditions (i.e. the right to a daily allowance and accommodation provided by the Swedish Migration Agency). Adult applicants always have the right to emergency health care (health care that cannot be deferred, maternal healthcare, healthcare related to abortion and health care in relation to contraception). If they refuse to leave their accommodation at that point, they may be forcibly removed and be subjected to criminal sanctions. If a family is in a similar situation the adult is entitled to a reduced allowance, whereas the children are still allowed standard allowance. The family will also keep their right to accommodation. The restrictive changes introduced in 2016 have left many persons destitute and homeless or reliant on support from individuals or civil society organisations. These restrictive changes have led to criticism from civil society, as organisations such as the Red Cross have pointed out that the reform has led more people to turn to civil society organisations to ask for assistance with accommodation, food and health care. A public inquiry looking into the reception of asylum seekers evaluated the mentioned changes from 2016 and found that it didn’t meet the set goals. The inquiry concluded that the amendment did not serve as an incentive for return but rather had the opposite effect to what was intended. The statistical estimates presented by the inquiry indicated that the incentives for asylum seekers who had received a return decision to leave the country voluntarily had, in fact, decreased following the legislative amendment, compared to the likelihood prior to the amendment. The changes from 2016 are therefore suggested to be reversed from August 2026, making adult applicants without children eligible for a daily allowance even if, for example, they have overstayed the period for voluntary departure. In cases where it is considered “obviously unreasonable” to cease the right to reception conditions, the right to such conditions will not cease and particularly vulnerable persons can therefore be exemptedFamilies who have left Sweden for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation or other forms of reception conditions from the Swedish Migration Agency. The restricted access to reception conditions apply until a person is again considered to fall within the scope of the LMA. This can happen after a subsequent application is handed in but only if a person is granted a re-examination or receives a stay of enforcement decision. An expulsion order is valid for four years. After four years it is possible to apply for asylum again. At this point the applicant will once again fall within the scope of the LMA and will hence have access to reception conditions without restrictions.” Det må på baggrund heraf lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Det forhold, at klageren lider af [psykisk diagnose], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren ifølge baggrundsoplysningerne i Sverige vil være berettiget til akut lægehjælp. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges inter­nationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17.  På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/13/DIEI

dub-tysk202521

Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de humanitære hensyn i sagen, herunder klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark og hensynet til barnets tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens sag bør behandles i Danmark med henvisning til klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark samt barnets tarv, jf. Dublinforordningen artikel 17, stk. 1 jf. artikel 6, stk. 1 og præamblens pkt. 13, 14 og 17, Den Europæiske Menneskerettigheds Konventionens artikel 8, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 24 samt Børnekonventionens artikel 3, kan føre til at klagerens asylsag skal behandles i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der efter nævnets praksis ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Det forhold, at klageren blandt andet har oplyst, at han har sin forlovede og sine to stedsønner i Danmark samt, at han har oplyst, at han og hans forlovede er blevet viet i en kirke, og at de i [foråret] 2024 har søgt om at indgå et civilt registreret ægteskab i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at  Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, om barnets tarv, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en medlemsstat, der efter de i forordningen fastsatte kriterier ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at være forpligtet til at behandle denne ansøgning i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. l, jf. dom C-661/17, M.A., S.A. og A.Z. mod Irland, afsagt af den Europæiske Unions Domstol den 23. januar 2019. Derudover har nævnet lagt vægt på Dublinforordningens grundlæggende princip om, at en asylansøgning kun skal behandles af én medlemsstat samt, at klageren i Tyskland er meddelt afslag på asyl, og at det som udgangspunkt vil stride mod Dublinforordningens formål, at en afvist asylansøger får sin asylsag behandlet på ny i en medlemsstat efter at have fået afslag på sin asylansøgning i anden medlemsstat. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det omhandlede familieliv er etableret på et tidspunkt, hvor klageren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker herudover, at klageren for så vidt angår familielivet, herunder klagerens relation til sin partner og hendes særbørn, må henvises til at indgive en ansøgning om familiesammenføring.  Flygtningenævnet finder på efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Nævnet har heller ikke fundet, at der er forhold i sagen, der kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at klager over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel i medfør af Dublinforordningen behandles på formandskompetencen jf. udlændingelovens § 53, stk. 10, og § 56, stk. 3. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2025/21/flfr

land20252

Nævnet afviste i januar 2025 at realitetsbehandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til en anden medlemsstat i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnets udtalte blandt andet: ”[I efteråret] 2024 blev den [statsborgerskab] statsborger [klageren], født [fødselsdato], antruffet af politiet i Danmark i forbindelse med en anden sag. [I efteråret] 2024 anmodede Udlændingestyrelsen [medlemsstat A] om at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. [I efteråret] 2024 accepterede [medlemsstat A] at modtage klageren i overensstemmelse med anmodningen [fra efteråret] 2024. [I efteråret] 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at overføre klageren til [medlemsstat A] i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. [I efteråret] 2024 fik klageren afgørelsen [fra efteråret] 2024 forkyndt af Hjemrejsestyrelsen, og han oplyste i den forbindelse, at han ønskede at klage over afgørelsen og være repræsenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp i klagesagen. Klageren oplyste i samme forbindelse, at han ønskede at søge asyl. Den 29. oktober 2024 har Udlændingestyrelsen truffet en ny afgørelse om at overføre klageren til [medlemsstat A] i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Klageren har i forbindelse med Udlændingestyrelsens forkyndelse af afgørelsen den 29. oktober 2024 oplyst, at han ikke ønsker at klage over afgørelsen om overførsel. Ved e-mail af 14. november 2024 har klagerens advokat oplyst, at den pågældende ønsker at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til [medlemsstat A], og at han ønsker at være repræsenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp i klagesagen. Udlændingestyrelsen har den 18. november 2024 fremsendt sagens akter til DRC Dansk Flygtningehjælp og anmodet om bemærkninger inden for 14 dage. Den 29. november 2024 har DRC Dansk Flygtningehjælp afgivet skriftligt indlæg i sagen, idet DRC Dansk Flygtningehjælp har anmodet om, at den pågældendes sag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har den 20. december 2024 modtaget sagens akter, DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg samt en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, som har henholdt sig til sin afgørelse af 29. oktober 2024. Efter en gennemgang af sagen har Flygtningenævnet besluttet at afvise at realitetsbehandle klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2024, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 1. pkt., at klager over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel efter reglerne i Dublinforordningen skal være indgivet til Udlændingestyrelsen seneste syv dage efter, at udlændingen har fået meddelelse om afgørelsen. Nævnet har således lagt vægt på, at klageren ikke har overholdt klagefristen på syv dage, idet klageren den 29. oktober 2024 er blevet meddelt Udlændingestyrelsens afgørelse og først den 14. november 2024 har oplyst, at han ønsker at påklage afgørelsen. Nævnet bemærker, at det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2024, at en klage, der modtages efter de syv dage, ikke længere kan påklages og vil blive afvist. Nævnet bemærker endvidere, at klageren ved samtale med Udlændingestyrelsen den 29. oktober 2024 har fået oversat Udlændingestyrelsens afgørelse og er blevet vejledt om muligheden for at klage og være repræsenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp. Klageren er endvidere blandt andet blevet vejledt om, at ansvaret for at indgive en klage inden syv dage påhviler klageren. Flygtningenævnet afviser på den baggrund at behandle klagen.” Land/2025/2/anjv

soma20253

Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Soma/2025/1 og Soma/2025/2. Ansøgerens mor er indrejst i 2014, og ansøgeren er født i 2020. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, og er født i Danmark. Ansøgerens mor kommer fra [landsby] [by] Somalia, og ansøgerens far kommer fra [landsby], [by], Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren under den oprindelige asylsag henvist til, at ansøgeren risikerer at blive slået ihjel af den mand, som ansøgerens mor har en konflikt med. Ansøgerens mor har til støtte herfor anført, at den mand, som ansøgerens mor flygtede fra, [navn på mand], stadig er i området, og at ansøgerens mor frygter, at han vil slå ansøgerens mor og ansøgeren ihjel. Ansøgerens mor vil ved en tilbagevenden til Somalia være en enlig kvinde uden mandligt netværk. [Manden] [har en stilling i] Al-Shabaab, og han vil hurtigt finde ud af, hvis de tager tilbage til Somalia. Ansøgerens mor har endvidere på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgerens farmor vil tage ansøgeren fra hende. Ansøgerens mor har til støtte herfor anført, at det er mandens familie, der bestemmer over børnene. Dette gælder især, hvis moren ikke har sit eget netværk. Ansøgerens farmor har sagt, at ansøgeren skal genopdrages. Ansøgerens mor frygter, at ansøgerens farmor vil lade ansøgeren arbejde med landbrug i stedet for at lade ham gå i skole. Ansøgerens mor har derudover på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren tilhører en lille klan, og at større klaner vil slå ham ihjel eller torturere ham som følge af sit klanforhold. Ansøgerens mor har endelig på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2024 besluttet at genoptage nærværende spontansag vedrørende ansøgeren [navn på ansøgeren], sagen om nægtelse af forlængelse for så vidt angår ansøgers mor, [navn på ansøgerens mor], samt spontansagen vedrørende ansøgers søster, [navn på ansøgerens søster]. Baggrunden herfor er FN´s Børnekomités udtalelse, [af] 2024, hvoraf det fremgår, at komitéen har fundet, at en udsendelse af ansøgeren [navn på ansøgerens søster] vil udgøre en krænkelse af FN´s Børnekonvention under henvisning til, at ansøgeren [navn på ansøgerens søster] vil risikere tvangsmæssig omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har ved afgørelse af dags dato meddelt ansøgers søster, [navn på ansøgerens søster] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som en konsekvens af denne afgørelse meddeles [ansøgeren] ligeledes opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2025/3/DIEI.

soma20252

Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Soma/2025/1 og Soma/2025/3. Ansøgerens mor er indrejst i 2014, og ansøgeren er født i 2019. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim. Hun er født i Danmark, men hendes mor er fra landsbyen [landsby], [distrikt] distriktet i [region]-regionen i Somalia. Ansøgerens mor har under den oprindelige asylsag henvist til, at hun på sin datters vegne frygter, at hun vil blive tvangsomskåret og udsat for overgreb af både lokalbefolkningen og ansøgerens fars familie. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at datteren vil blive dræbt som følge af kampe mellem regeringen og Al-Shabaab i lokalområdet. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens fars familiemedlemmer vil tage ansøgeren fra hende, fordi ansøgeren anses for at være farens barn. Ansøgerens mor har videre oplyst, at ansøgerens fars familie vil lade ansøgeren omskære, og at ukendte personer i lokalbefolkningen vil udsætte ansøgeren for overgreb, fordi hun er vendt tilbage fra Europa og er uomskåret. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2024 besluttet at genoptage nærværende spontansag vedrørende ansøgeren [navn på ansøgeren], og sagen om nægtelse af forlængelse for så vidt angår ansøgers mor, [navn på ansøgerens mor], samt spontansagen vedrørende ansøgers bror, [navn på ansøgerens bror]. Baggrunden herfor er FN´s Børnekomités udtalelse, [af] 2024, hvoraf det fremgår, at komitéen har fundet, at en udsendelse af ansøgeren [navn på ansøgeren] vil udgøre en krænkelse af FN´s Børnekonvention under henvisning til, at ansøgeren [navn på ansøgeren], vil risikere tvangsmæssig omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Denne sag angår således dette spørgsmål. Flygtningenævnet bemærker om risikoen for omskæring, at det fremgår af nyere baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport Somalia – Female Genital Mutilation (FGM), udgivet i februar 2021, EUAA´s Country Guidance: Somalia (June 2022) og UNICEF´s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), at 98-99 % af pigerne i Somalia omskæres. Ansøger vil således ud fra en generel betragtning være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret som følge af et socialt, kulturelt og/eller religiøst pres fra omgivelsernes side. Ved vurderingen af, hvorvidt ansøgerens moder, [navn på ansøgerens mor] vil have viljen og evnen til at modstå det nævnte pres, bemærker Flygtningenævnet, at moderen ved sine samtaler med Udlændingestyrelsen har udtalt sig imod omskæring af sin datter, [navn på ansøgeren], må det ligeledes tages i betragtning, at moderen ikke har nogen ægtefælle eller netværk i øvrigt i Somalia, der vil kunne bistå hende i forhold til at modstå presset. Herefter og henset til udtalelse [af] 2024 fra FN´s Børnekomité, hvorefter en udsendelse af [ansøgeren] vil udgøre en krænkelse af FN´s Børnekonvention, har [ansøgeren] sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren [navn på ansøgeren] skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2025/2/DIEI.

soma20251

Nævnet omgjorde i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Somalia, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2025/2 og Soma/2025/3. Indrejst i 2014. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra landsbyen [landsby], [distrikt] distriktet i [region]-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har under sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter en mand fra hendes hjemby ved navn [mand A], som ønskede at gifte sig med klageren. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter en mand ved navn [mand B], der [har en stilling] i Al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [mand A] i 2010 ønskede at gifte sig med klageren, da hun var [20-23] år gammel. [Mand A] sagde til klageren, at han ville slå hende ihjel, hvis hun giftede sig med en anden mand. Klagerens far og brødre beskyttede klageren mod [mand A] og mod at blive gift med ham. Klagerens far og brødre er senere afgået ved døden, hvorfor klageren ikke længere har nogen, der kan beskytte hende mod [mand A]. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der en eftermiddag i [efteråret] 2013 ankom [tre-fem] personer til familiens bopæl. Disse [tre-fem] personer talte med klagerens far og bad om klagerens hånd. Klagerens far afviste blandt andet med henvisning til, at de havde slået hans sønner ihjel. Mændene blev vrede på faren og tog ham med ud af huset. [Mand B], som ønskede at gifte sig med klageren, tog klageren med sig og tilbageholdt hende i [otte-ti] dage. Under opholdet hos [mand B] blev klageren introduceret for en kvinde ved navn [navn på kvinden]. Klageren beklagede sig til [kvinden], og efter noget tid besluttede [kvinden] at hjælpe klageren. [Kvinden] kontaktede klagerens [familiemedlem], som fortalte, at klagerens far var blevet dræbt, og at klageren skulle flygte. En aften i [efteråret] 2013 flygtede klageren ind til naboen [nabo], som hjalp hende videre til en person ved navn [mand C]. [I efteråret] 2013 hjalp [mand C] klageren med at flygte fra Somalia. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen [i vinteren 2017/2018] og til samtalereferatet af [vinteren 2019/2020] fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig oplyst, at hun frygter, at hendes farmor og muligvis andre af klagerens fars familiemedlemmer i Somalia vil tage klagerens datter mod tvang og omskære hende. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2024 besluttet at genoptage sagen om nægtelse af forlængelse for så vidt angår [klageren], samt spontansagerne vedrørende [klagerens datter] og [klagerens søn]. Baggrunden herfor er FN´s Børnekomités udtalelse, [af] 2024, hvoraf det fremgår, at komitéen har fundet, at en udsendelse af klagerens datter [navn på klagerens datter] vil udgøre en krænkelse af FN´s Børnekonvention, idet [klagerens datter] vil risikere tvangsmæssig omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Denne sag angår således først og fremmest dette spørgsmål. Flygtningenævnet bemærker om risikoen for omskæring, at det fremgår af nyere baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport Somalia – Female Genital Mutilation (FGM), udgivet i februar 2021, EUAA´s Country Guidance: Somalia (June 2022) og UNICEF´s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), at 98-99 % af pigerne i Somalia omskæres. Ansøgers datter vil således ud fra en generel betragtning være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret som følge af et socialt, kulturelt og/eller religiøst pres fra omgivelsernes side. Ved vurderingen af, hvorvidt klageren [navn på klageren] vil have viljen og evnen til at modstå det nævnte pres bemærker Flygtningenævnet, at klageren ved sine samtaler med Udlændingestyrelsen har udtalt sig imod omskæring af sin datter, [klagerens datter], og det må tages i betragtning, at klageren ikke har nogen ægtefælle, idet denne efter det oplyste er registreret udeblevet fra [asylcenteret] [i efteråret] 2024, eller efter det oplyste ikke har noget netværk i øvrigt i Somalia, der vil kunne bistå hende i forhold til at modstå presset. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ved en udsendelse til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring af sin i dag [5-7]-årige datter. Herefter og henset til udtalelse [af] 2024 fra FN´s Børnekomité finder Flygtningenævnet, at klagerens datter, [navn på klagerens datter], selvstændigt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af dennes mindreårige datter, [klagerens datters]´s opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2025/1/DIEI.

maro20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2021. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er marokkansk statsborger, født og opvokset i [by A], etnisk [etnicitet A] og sunnimuslim af trosretning. Hun har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger. Hun har på [socialt medie A] og [socialt medie B] ytret sig kritisk mod [regeringen] i Marokko. Ansøgeren har som asylmotiv dels henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin tidligere ægtefælle, ægtefællens brødre eller sine [familiemedlemmer], fordi hun indgik i et ægteskab med en i Danmark boende mand, som hun ikke længere lever sammen med. Hun har videre henvist til, at hun frygter repressalier fra myndighederne, fordi hun i Marokko var aktiv i en organisation for [etnicitet A] og har skrevet kritiske bemærkninger om statsoverhovedet og regeringen i Marokko på sociale medier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2015 blev skilt fra sin første ægtefælle, der var voldelig imod hende. Ægtefællen accepterede skilsmissen på betingelse af, at den blev holdt hemmelig, og at ansøgeren blev boende med børnene på bopælen. Omkring ét år efter skilsmissen blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af sin tidligere ægtefælle, der brændte hende med [varm væske]. I slutningen af 2018 mødte ansøgeren sin anden ægtefælle i Marokko, og de blev gift i begyndelsen af 2021. Ansøgerens daværende ægtefælle boede ikke fast i Marokko. En dag blev ansøgeren opsøgt på [offentligt sted] af [sit familiemedlem A], som havde hørt om ansøgerens nye ægteskab. [Familiemedlem A] ønskede at ansøgeren skulle vende tilbage til sin første ægtefælle og han talte grimt til hende. I sommeren 2021 indrejste ansøgeren i Danmark og søgte om familiesammenføring med sin – på daværende tidspunkt – ægtefælle. Ansøgerens børn blev boende i Marokko, hvor de opholdt sig hos en af ansøgerens venner. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark løbende modtaget trusler på sin telefon. Videre har ansøgeren i efteråret 2023 modtaget oplysninger om, at hendes første ægtefælle har opsøgt og truet hendes [familiemedlem B]. Endeligt har ansøgeren til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hendes tidligere ægtefælle efter ansøgeren indrejste i Danmark har forsøgt at trænge ind på ansøgerens [familiemedlem C´s] og [familiemedlem D´s] bopæl, samt at ansøgerens børn nu er flyttet fra ansøgerens veninde, fordi ansøgerens tidligere ægtefælle har fundet ud af, hvor de opholdt sig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har en konflikt i Marokko med sin tidligere ægtefælle, [person A]. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at denne konflikt har en sådan karakter og intensitet, at den kan medføre, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at [person A] i 2015 udsatte deres fælles [barn], [person B], for vold. Da ansøgeren forlangte skilsmisse accepterede [person A] dette, blandt andet fordi ansøgeren efter sin forklaring truede med, at hun i modsat fald ville anmelde [person A] til myndighederne for den begåede vold. Efter skilsmissen forblev ansøgeren i seks år i Marokko, og hun indledte i 2018 et forhold til [person C], til trods for, at hun på daværende tidspunkt stadig boede i sin og [person A´s] tidligere fællesbolig, og at [person A] efter det oplyste stadig forsøgte at kontrollere hende. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun i 2020 blev udsat for grov vold fra [person A´s] side, idet han påførte hende alvorlige forbrændinger med [varm væske]. Da ansøgeren herefter på ny truede med at melde [person A] til politiet, accepterede han at afgive forældremyndigheden over parrets fælles børn. Flygtningenævnet bemærker, at det i den forbindelse ikke er afgørende, om [person A] underskrev erklæringen forud for ansøgeren. Det væsentlige er, at han to gange under trussel om ansøgerens henvendelse til myndighederne har accepteret helt afgørende ændringer i parternes forhold efter ansøgerens ønske, men imod hans egen vilje. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikt med [person A] og hendes risiko ved tilbagevenden til Marokko må ses i lyset af, at han accepterede disse ændringer under de anførte omstændigheder, samt at hun udrejste af Marokko og efterlod sine børn, herunder to umyndige, selvom [person A] tidligere havde udsat det ene af disse børn for vold, jf. ovenfor. Vedrørende ansøgerens muligheder for at opnå beskyttelse hos de marokkanske myndigheder, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der i Marokko, særligt i de senere år, er iværksat omfattende tiltag for at beskytte voldsramte kvinder. Det fremgår blandt andet af Landinfos rapport: ”Marokko: Vold mot kvinner” af 28. april 2023, at der er visse mangler i denne beskyttelse, men det må omvendt lægges til grund, at der er muligheder for at opnå beskyttelse fra myndighederne. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af såvel denne rapport, som af andre baggrundsoplysninger, at det er en udbredt opfattelse i Marokko, såvel hos myndigheder som hos privatpersoner, at vold mod en ægtefælle er et internt familiemæssigt anliggende. Ansøgeren er ikke længere gift med [person A] og har været skilt fra ham siden 2015. Dette er en officiel skilsmisse, der er registreret hos de marokkanske myndigheder. Ansøgerens muligheder for at opnå myndighedsbeskyttelse må herefter også antages for at være bedre, end hvis hun fortsat var i ægteskab med [person A]. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren skulle være afskåret fra at tage ophold et andet sted i Marokko end i det område, hvori hun tidligere boede eller hvor [person A] bor. Det bemærkes, at [person A] efter det oplyste er [stillingsbetegnelse], og ikke har nogen myndighedsfunktion eller anden særlig mulighed for at finde frem til ansøgeren. De i forbindelse med genoptagelsen fremlagte lydfiler, videoer med videre, kan i lyset af det ovenfor anførte, herunder særligt [person A´s] accept af skilsmisse og overdragelse af forældremyndighed, og ansøgerens langvarige ophold i Marokko efter skilsmissen, ikke føre til et andet resultat. Det af ansøgeren særskilt påberåbte modsætningsforhold til myndighederne i Marokko, som ikke er nærmere uddybet eller påberåbt under nævnets behandling af sagen, eller de i øvrigt vanskelige forhold for enlige kvinder i Marokko, kan ikke føre til et andet resultat. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil være i asylbegrundende forfølgelse eller overgreb efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster med disse bemærkninger Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2025/1/lafal

kina20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], kristen og født i [amt], [provins A] -provinsen, Kina. Ansøgerens seneste bopæl var i byen [by], [provins B] -provinsen, [distrikt] -distriktet, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive slået ihjel eller udsat for tortur af de kinesiske myndigheder, idet ansøgeren nægter at spionere mod det kristne samfund i Kina, som ansøgeren er en del af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2004 begyndte at opfatte sig selv som kristen. Ansøgeren blev introduceret til kristendommen af sin herboende [familiemedlem A], som var på besøg i Kina. I 2004 blev ansøgeren tilbageholdt af det kinesiske politi. Ansøgeren var tilbageholdt i en måned og blev løsladt mod kaution under den betingelse, at ansøgeren skulle rapportere en gang om måneden til politiet omkring personer inden for det kristne samfund. Ansøgeren mødte herefter op hos politiet en gang om måneden indtil 2014, hvor ansøgeren på ny blev anholdt, idet politiet anklagede ansøgeren for at have været med til at organisere huskirker. Ansøgeren blev herefter varetægtsfængslet i [4-7 år], indtil ansøgeren blev idømt en straf på [5-8 års] fængsel. Ansøgeren blev løsladt i 2021. I 2023 blev ansøgeren opsøgt af politiet, som på ny pålagde ham at rapportere om personer, der deltog i kristne forsamlinger. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse af Kina. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke forekommer overbevisende og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt og uden problemer af Kina [i sommeren] 2023, selvom han angiveligt var blevet anmeldt til politiet som følge af sine aktiviteter med at arrangere gudstjenester i en undergrundskirke. Flygtningenævnet bemærker, at det det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysningerne, herunder af Immigration and Refugee Board of Canada (IRB), China. Exit controls and security measures at airports, particularly Beijing airport, for Chinese citizens travelling overseas af 3. oktober 2019, at kinesiske statsborgere ikke kan få udrejsetilladelse, hvis de er involveret i bl.a. strafferetlig forfølgning. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han har gået i skole til 9. klasse. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han kun har gået i skole til 2. klasse. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke kunne blive døbt i Kina, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han blev døbt i Kina, og at det foregik ved, at han gik ud i en flod eller en sø. Endvidere har ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans [familiemedlem B], som ikke er kristen, ikke ved, at ansøgeren er kristen, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hans [familiemedlem B] kendte til han religion. Disse divergenser om grundlæggende forhold i ansøgerens liv og af central betydning for hans asylmotiv svækker hans generelle troværdighed. Sammenholdt med, at ansøgeren kun helt overfladisk har kunnet redegøre for sin kristne tro og bl.a. ikke har kunnet forklare om, hvilken kirkeretning han gennem en længere årrække har været en aktiv del af i Kina, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har organiseret møder i undergrundskirken. Eftersom resultatet af en torturundersøgelse ikke kan antages at ændre Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens troværdighed, og da ansøgeren, der som nævnt er udrejst legalt af Kina, ikke kan antages at være i et aktuelt modsætningsforhold til de kinesiske myndigheder, er der ikke anledning til at tage ansøgerens påstand om at udsætte sagen på indhentelse af en torturundersøgelse til følge. Det dokument, som advokaten har fremsendt til Flygtningenævnet, og som fremtræder som [et dokument] fra [vinteren 2024/2025], kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hans [familiemedlem A], har kunne forklare om omstændighederne, hvorunder dokumentet er fremskaffet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kina vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kina/2025/1/Saba

iran20253

Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger. Sagen er sambehandlet med Iran/2025/2. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er tidligere yarsan Al-Haq-troende fra [by], [distrikt], Iran og ved udrejsen boende i [by], [distrikt], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har været politisk aktiv, idet han i Danmark har demonstreret imod det iranske præstestyre, samt været politisk aktiv på sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse af myndighederne i Iran som følge af at have konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han sammen med sin familie lever et aktivt liv som kristen i Danmark og har gjort det siden sin dåb i en dansk kirke i [2015-2018]. Ansøgeren har til støtte herfor yderligere oplyst, at han ved siden af regelmæssig kirkegang tillige modtog regelmæssig undervisning i kristendom forud for sin dåb. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter forfølgelse af myndighederne som følge af at have været politisk aktiv i forbindelse med demonstrationer foran [sted] i Danmark rettet mod det iranske styre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med en af demonstrationerne, er blevet eksponeret på sociale meder, hvor han afbrænder et billede af den iranske leder Khamenei og efterfølgende foran en folkemængde holder en tale med kritik af det iranske regime. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at hans farfar har kontaktet ham og oplyst, at han er blevet afhørt af den iranske efterretningstjeneste i forbindelse med en video og nogle billeder af ansøgeren deltagende i en demonstration mod det iranske styre. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen og henset til det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, tiltrædes det, at [A] ikke har sandsynliggjort, at han vil tiltrække sig de iranske myndigheders opmærksomhed og risikere forfølgelse som følge af ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet prøvede i 2018 ansøgerens asylmotiv om konversion. Bedømmelsen af, om ansøgerens konversion er reel, giver på denne baggrund forsat anledning til en vis usikkerhed. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at ansøgerens konversion til kristendommen nu må anses for reel. Ansøgeren - der blev døbt i [2015-2018] efter at have modtaget undervisning i kristendommen – er således efter afslaget i Flygtningenævnet i 2018 forsat med regelmæssigt og vedvarende at udøve kristne aktiviteter af et ikke ubetydeligt omfang. Under nævnsmødet har ansøgeren også på en tilstrækkelig overbevisende måde redegjort for, at hans konversion til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning, lige som han har forklaret, hvordan kristendommen påvirker hans hverdag, herunder med bøn og kirkegang. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af hans religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2025/3

iran20252

Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2025/3. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og har oplyst, at de er tidligere yarsan Al-Haq-troende fra [by A], [distrikt], Iran og ved udrejsen boende i [by B], [distrikt], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men de har været politisk aktive, idet de i Danmark har demonstreret imod det iranske præstestyre, samt været politisk aktive på sociale medier. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter forfølgelse af myndighederne i Iran som følge af, at de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de som familie lever et aktivt liv, herunder med ugentlig kirkegang, som kristne i Danmark og har gjort det, siden de blev døbt i en dansk kirke i [midten af 2010’erne]. Ansøgerne har til støtte herfor yderligere oplyst, at de ved siden af regelmæssig kirkegang tillige modtog regelmæssig undervisning i kristendom forud for deres dåb. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de frygter forfølgelse af myndighederne som følge af, at de har været politisk aktive i forbindelse med demonstrationer foran [sted] i Danmark, rettet mod det iranske styre. Den mandlige ansøger [A] har til støtte herfor oplyst, at hans åbne profil på [socialt medie] indeholder billeder og videoer af demonstrationer i Danmark med op til [700-1.200] visninger. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at [B´s] og [A´s] generelle troværdighed er svækket som følge af, at deres forklaringer om deres kristne konvertering og frygt i forbindelse med deres søns påståede konflikt i Iran tidligere er blevet afvist. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de i kraft af deres politiske aktiviteter i Danmark, herunder deres deltagelse i demonstrationer, er profileret eller eksponeret på en sådan måde, at de er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Der er herved lagt vægt på, at antallet af demonstrationer, som det kan lægges til grund, at de har deltaget i, og deres rolle og eksponering har været begrænset. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, og efter det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, tiltræder Flygtningenævnet, at [B´s] og [A´s] kristne aktiviteter ikke er udtryk for en reel indre overbevisning og konvertering. Derfor afviser Flygtningenævnet, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse af denne grund. [C] har ikke afgivet forklaring om sin religion forud for sagens behandling i Flygtningenævnet. [C] har for Flygtningenævnet på tilstrækkelig vis redegjort for, at hun er kristen, og at hendes religiøsitet beror på en reel indre overbevisning, lige som hun har forklaret, hvordan kristendommen påvirker hendes hverdag, herunder med bøn og kirkegang. Flygtningenævnet finder herefter, at [C] som følge af hendes religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som følge heraf må [B] og [A] meddeles konsekvensstatus, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder at [A] ikke bør udelukkes fra beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Herefter meddeles [C] og hendes forældre, [B] og [A], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2025/2

iran20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1989 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7 stk. 1. Klageren blev i 2010 idømt behandlingsdom for [personfarlig kriminalitet og blufærdighedskrænkelse]. Der blev fastsat en længstetid for foranstaltningen på 5 år. Klageren blev i 2015 idømt behandlingsdom for [personfarlig kriminalitet og blufærdighedskrænkelse]. Der blev fastsat en længstetid for foranstaltningen på 5 år. Klageren blev samtidig udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. Klageren blev i 2020 idømt behandlingsdom for [personfarlig kriminalitet]. Foranstaltningen blev fastsat uden længstetid. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk [etnicitet] fra [by A], Iran. Klageren er født muslim, men har oplyst, at han ikke tror på nogen religion i dag. Klageren har oplyst, at han har været politisk aktiv i et begrænset omfang, da han boede i Iran, hvor han var medlem af partiet [parti]. Klageren har hertil oplyst, at han ikke udførte mange aktiviteter for partiet. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, fordi han ikke har noget tilbage i Iran. Han er nu [62-65] år, og vil derfor ikke kunne finde arbejde i sin alder. Herudover har klageren ikke nogen i Iran, som han kan støtte sig til. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har levet halvdelen af sit liv i Danmark, hvorfor hans tanker er påvirket af danske normer. Klageren har læst meget på dansk, og dette har haft indflydelse på hans tankegang, hvorfor han vil have vanskeligt ved at kommunikere med andre iranere. Klageren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive hængt af de iranske myndigheder på grund af de problemer, som han tidligere har haft med dem. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Iran, fordi han i Iran var tilhænger af partiet [parti], hvor [partileder] var formand. En dag i sommeren [1981-1984], da klageren var [20-23] år gammel, opdagede han et politisk møde mellem [væbnet gruppering], [partileder] og andre iranske partier i parken [park] i [by B]. Han blev den efterfølgende nat overfaldet i sit hjem af [partileder], der blandt andet ville hverve ham til sit parti. Klageren har endvidere oplyst, at han forud for sin udrejse af Iran i [1987-1990] adskillige gange blev arresteret af det iranske politi, herunder som følge af sin [kreative] aktiviteter, og at han blandt andet var indsat i [6-14 måneder] i [fængslet]. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke vil være i nogen reel risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran, og at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Nævnet lægger vægt på, at de konflikter, som klageren for over 30 år siden måtte have haft med de iranske myndigheder og politiske personer i Iran, ikke længere er aktuel, og at klageren derfor ikke længere kan anses at være i nogen reel risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at klageren i hvert fald [2-4] gange er rejst fra Danmark tilbage til Iran, senest i [2002-2005], hvorunder han har opholdt sig i henholdsvis [by B] i [1-4] måneder, og er rejst rundt i Iran, hvor han har besøgt familie og venner. Han er i disse tilfælde indrejst legalt på dansk konventionspas via [lufthavn i Iran] uden at opleve problemer, heller ikke i forbindelse med sin udrejse fra Iran. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren i [2002-2005] forsøgte at udrejse til Iran, fordi han havde besluttet sig for at tage ophold i Iran for at være sammen med sin daværende ægtefælle, men blev forhindret at udrejse af Danmark af de danske [myndigheder]. Nævnet vurderer på baggrund heraf, at der ikke er holdepunkter for at antage, at klageren i dag vil befinde sig i noget individuelt og konkret modsætningsforhold til de iranske myndigheder, forskellige grupperinger eller private personer i Iran. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i vurderingen af sagen taget hensyn til, at klageren har været under behandling for [psykiatrisk diagnose] og fremstår som havende et svækket mentalt helbred. Flygtningenævnet finder dog ikke at oplysninger om klagerens helbred er asylbegrundende, eller at det i øvrigt kan føre til en anden vurdering af sagen. Det forhold, at klageren ikke mener at kunne finde arbejde i Iran, og at han ikke har nogen personer i Iran, som han kan støtte sig til, kan endvidere ikke føre til nogen anden vurdering. Nævnet bemærker herved, at klageren efter sine egne oplysninger har familie i Iran, uagtet at han ikke har kontakt til dem. Hertil kommer, at der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at der ikke kan meddeles klageren asyl efter udlændingelovens § 7, og at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse som berigtiget [i 2024].” Iran/2025/1/AALK

indi20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sikh og sikh af trosretning fra [by A], [staten A], Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter en person ved navn [A], idet pågældende mener, at ansøgeren stod bag en bilulykke, hvor [A’s] søn, [B], blev slået ihjel. Ansøgeren har i forbindelse hermed oplyst, at hans far åbnede en café sammen med [A], hvor ansøgeren og [B] arbejdede. Ansøgeren og [B] overtog ansvaret for cafeen, da de blev ældre. Ansøgeren og [B] var involveret i en trafikulykke, hvor [B] afgik ved døden. [A] beskyldte ansøgeren og hans far for at stå bag ulykken, så de kunne overtage cafeen. I den forbindelse opstod der diskussioner og småskænderier mellem ansøgerens far og [A]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han senere var udsat for et overfald, der resulterede i, at han blev indlagt på hospitalet i syv dage. Ansøgeren formoder, at [A] stod bag overfaldet, og anmeldte ham derfor til politiet. Der verserer en straffesag mod [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at de indiske myndigheder på grund af korruption ikke vil yde ham den nødvendige beskyttelse og efterforske det overfald, han har været udsat for. Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at der efter sagens karakter og de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaring, ikke er grundlag for at udsætte sagen med henblik på, at der iværksættes en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt i sit hjemland med en person ved navn [A]. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens begrundelse herfor, herunder at ansøgerens forklaring på helt centrale punkter har været divergerende og ikke kan lægges til grund for sagens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at det også er tilfældet for så vidt angår ansøgerens forklaring under nævnsmødet, hvor ansøgeren blandt andet har oplyst, at han ikke havde noget nationalitetspas og derfor udrejste illegalt af Indien, men at han heller ikke blev bedt om at forevise pas. Ansøgerens forklaring herom er ikke overensstemmende med de oplysninger, han afgav til udlændingemyndighederne [i sommeren] 2024, hvor han forklarede, at han udrejste legalt af Indien ved brug af sit pas, der blev forevist for de indiske myndigheder. Ansøgeren har endvidere nu også forklaret forskelligt om udrejsetidspunktet og om, hvorvidt han brækkede [en knogle] i forbindelse med bilulykken. Det af ansøgerens anførte om de forhold, hvorunder han har afgivet forklaring, kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Det samme er tilfældet for så vidt angår ansøgerens etnicitet som sikh og de generelle forhold i Indien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2025/1/kdo

ghan20251

Nævnet hjemviste i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ghana. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], i regionen [region], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at hendes far vil slå hende ihjel, fordi ansøgeren har fået børn uden for ægteskab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far, som længe havde opholdt sig i [afrikansk land], fandt ud af, at ansøgeren havde fået børn uden for ægteskab og igen var gravid. Ansøgerens far kontaktede ansøgerens søster, og fortalte ansøgerens [søster], at ansøgeren grundet graviditeten skulle fraflytte deres fælles bopæl, inden han vendte tilbage til bopælen. Da ansøgerens far vendte tilbage til bopælen i [efteråret] [2019-2023], var ansøgeren stadig ikke flyttet ud. Ansøgerens far slog ansøgeren med kæp og truede hende med at slå hende ihjel, hvis hun ikke fik en abort. Ansøgeren og hendes børn forlod derefter bopælen, og fik ikke lov til at komme tilbage. Ansøgeren og børnene opholdt sig derefter hos ansøgerens [bekendt A] i [by B]. Ansøgerens far opsøgte herefter ansøgerens [bekendt B] på et marked i [by B], og spurgte [bekendt B], hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens far truede senere ansøgerens [bekendt A] telefonisk, hvorfor [bekendt A] blev bange, hvorefter ansøgeren forlod Ghana i [måned] 2023. Ansøgeren har som asylmotiv over for Flygtningenævnet videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at hendes mindreårige, herboende datter vil blive omskåret. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes [antal] andre døtre, som opholder sig Ghana, er blevet omskåret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hverken hendes identitet eller det påberåbte asylmotiv vedrørende en konflikt med faderen til grund. Flygtningenævnet finder således ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om sin identitet. Af politiets afhøringsrapport af [foråret] 2023 fremgår det, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark i Københavns Lufthavn blev antruffet med et ghanesisk pas med et [europæisk] visum, og at politiet vurderede, at såvel pas som visum var uægte. Det fremgår desuden af afhøringsrapporten, at ansøgeren på sin telefon havde en profil til [socialt medie A] på en person ved navn [fornavn A] [efternavn A], og at ansøgeren til politiet oplyste, at profilen tilhørte en veninde. Under asylsamtalen [i foråret] 2024 forklarede ansøgeren, at [fornavn A] [efternavn A] var en barndomsveninde, og at hendes mor, [fornavn B], havde passet ansøgerens børn i Ghana efter ansøgerens udrejse af landet. I forbindelse med udlæsningen af ansøgerens mobil blev der endvidere fundet et ghanesisk vælgerregistreringskort med fotografi tilhørende en person ved navn [fornavn A] [efternavn A]. Under asylsamtalen har ansøgeren herom forklaret, at personen på billedet er ansøgeren, men at generalia på kortet ikke er hendes, ligesom ansøgeren ikke var klar over, hvordan hendes fotografi var kommet på et vælgerregistreringskort tilhørende en anden person. Herudover oplyste ansøgeren, at barndomsveninden [fornavn A] ikke hedder [efternavn A] til efternavn, men derimod [fornavn A] [efternavn B], og at ansøgeren ikke vidste, hvem [fornavn A] [efternavn B] er. Herudover har ansøgeren under asylsagens behandling afgivet divergerende forklaring om ejerskabet til de konti fra sociale medier, som blev fundet på hendes telefon. Under asylsamtalen oplyste ansøgeren således, at hun alene anvender [socialt medie B], og at de konti, der blev fundet på mobilen, tilhører veninden [fornavn A], herunder en [socialt medie C] konto. Efter at have fået oplyst, at [socialt medie C] kontoen var registreret i navnet [fornavn B] [efternavn C], oplyste ansøgeren imidlertid, at hun selv havde oprettet kontoen under sit ophold på [sted i Danmark]. Herudover fremgår det, at ansøgeren har modtaget en besked på sin mobiltelefon, om at [socialt medie D] profil ”[fornavn A]” havde modtaget en venneanmodning. Endelig fremgår det af sagen, at der på mobiltelefonen blev fundet en [socialt medie A] profil med brugernavnet [brugernavn], og at ansøgerens datter hedder [datterens navn]. Under disse omstændigheder tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren har modvirket afklaringen af din identitet ved at have oplyst et forkert navn, og at ansøgerens generelle troværdighed på den anførte baggrund er svækket. Den først under nævnsbehandlingen fremsendte fødselsattest kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin far, i anledning af, at han har truet med at slå ansøgeren ihjel, fordi hun ikke har fået en abort. I lighed med Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret udbyggende og modstridende om intensiteten af denne konflikt. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2023 har ansøgeren således forklaret, at hendes far ikke havde opsøgt hende på [bekendt A’s] bopæl, mens ansøgeren opholdt sig i Ghana, hvorimod ansøgeren under asylsamtalen forklarede, at hendes far havde opsøgt hende dér. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerens far på den ene side skulle have truet med at slå ansøgeren ihjel og samtidig har udøvet vold mod hende og smidt hende ud af sit hus uden i øvrigt at gøre alvor af truslen om at slå hende ihjel. Når ovenstående sammenholdes med ansøgerens svækkede troværdighed i øvrigt og den omstændighed, at faderen til ansøgerens børn stadig bor i Ghana og ikke har været udsat for trusler eller angreb fra ansøgerens far side, tilsidesætter Flygtningenævnet asylmotivet. Ansøgeren har for nævnet som yderligere asylmotiv gjort gældende, at hendes herboende datter risikerer omskæring ved ansøgerens tilbagevenden til Ghana sammen med hende. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hendes [antal] øvrige døtre i Ghana er blevet omskåret, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at omskæring er udbredt i dele af Ghana. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår det, at kvindelig omskæring er mere udbredt i det nordlige end det sydlige Ghana og mere udbredt på landet end i byområpder. I 2017-18 var udbredelsen i Accra-området 1 %. Generelt er tendensen til at foretage omskæring faldende, og kvindelig omskæring er forbudt i Ghana, ligesom flere offentlige myndigheder er involveret i at bringe kvindelig omskæring til ophør. Der henvises navnlig til 28 too Many: FGM in Ghana: Short Report, november 2019. I US Department of State, Trafficking in Persons Report: Ghana, 2024, er det anført, at ghanesiske kvinder søger mod det sydlige Ghana bl.a. for at undgå kvindelig omskæring. Af UK Home Office: Country Policy and Information Note Ghana: Female Genital Mutilation (FGM), december 2016, fremgår det af pkt. 9.1.4 med henvisning til en rapport fra Friends of Health Association (FOHA) at ”there is little real protection to turn to in many rural areas”. Det fremgår videre af pkt. 9.2, at kvindelig omskæring bliver retsforfulgt i Ghana. Ansøgeren har forklaret, at både hun og hendes samlever er modstandere af kvindelig omskæring. Dette asylmotiv har ikke været prøvet af Udlændingestyrelsen, og nævnet finder det derfor rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning og stillingtagen til dette asylmotiv.” Ghan/2025/1/labja

dub-tysk20255

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens forklaring om hans subjektive frygt for ikke at få en retfærdig asylsagsbehandling i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Tyskland har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Tyskland. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Tyskland som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens subjektive frygt for ikke at få en retfærdig asylsagsbehandling i Tyskland. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Den af DRC Dansk Flygtningehjælp medsendte lægejournal, hvoraf det fremgår, at klageren har psykiske problemer som følge af hans tilbageholdelse i [klagerens hjemland], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ved en tilbagevenden til Tyskland vil have adgang til den relevante medicinske behandling, hvilket understøttes af, at klageren i Tyskland forud for sin udrejse til Danmark modtog medicin og havde en tid ved lægen med henblik på undersøgelse af hans psykiske tilstand. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/5/EEB

dub-tysk20254

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der er meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Tyskland har en konflikt med nogle personer fra hans hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Tyskland har en konflikt med nogle mænd fra [sit hjemområde], der gjorde, at han ikke længere kunne opholde sig i landet, kan ikke føre til, at hans sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter det oplyste ikke tidligere har søgt denne beskyttelse hos de tyske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Flygtningenævnet skal beklage den lange sagsbehandlingstid, der skyldes en beklagelig ekspeditionsfejl i sekretariatet.” Dub-Tysk/2025/4/CARA

dub-tysk20253

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke mener, at hendes asylsag blev behandlet ordenligt i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke mener, at hun havde nogen rettigheder i Tyskland, samt at hun mener, at de tyske myndigheder ikke ønskede at lytte til hende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Såfremt klageren skulle opleve problemer med de tyske myndigheder, må klageren henvises til at klage til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren har oplevet seksuel chikane på asylcentret i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker således, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse om kriminelle forhold til de relevante tyske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Tysk/2025/3/lnkNævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke mener, at hendes asylsag blev behandlet ordenligt i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke mener, at hun havde nogen rettigheder i Tyskland, samt at hun mener, at de tyske myndigheder ikke ønskede at lytte til hende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Såfremt klageren skulle opleve problemer med de tyske myndigheder, må klageren henvises til at klage til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren har oplevet seksuel chikane på asylcentret i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker således, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse om kriminelle forhold til de relevante tyske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Tysk/2025/3/lnk

dub-tysk20252

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens opholdstilladelse er blevet inddraget i Tyskland, og at klageren ved en tilbagevenden til Tyskland risikere at udsendes til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har yderligere gjort gældende, at klageren ved en tilbagevenden til Tyskland er i risiko for at blive udsendt til [hjemland], da klagerens opholdstilladelse er blevet inddraget i Tyskland, som følge af klagerens rejse til [hjemland]. Flygtningenævnet kan henvise klageren om at søge genoptagelse i hans asylsag i Tyskland, såfremt han mener, at han er i risiko for forfølgelse i [hjemland]. Det forhold, at klageren lider af helbredsproblemer, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Klageren har tidligere modtaget sundhedsbehandling i Tyskland. Det forhold, at klageren i Tyskland har boet på gaden i en periode på omkring tre uger, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på at, Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, hvorfor der ikke er holdepunkter for at antage, at de tyske myndigheder ikke overholder deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Tysk/2025/2/DIEI.

dub-span20251

Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst fra et tredjeland til Spanien. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Spanien i medfør af Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, har pligt til at modtage klageren med henblik på at overtage behandlingen af asylsagen. Det bemærkes herved, at Spanien [i sommeren] 2024 stiltiende har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Spanien ikke vil blive tilbudt indkvartering og reelt få taget sin asylansøgning under behandling, og at tungtvejende humanitære og menneskelige grunde derfor taler for, at klagerens asylsag skal behandles her i landet efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. præamblens præmis 17, jf. EU-Charterets artikel 1. Overførsel efter Dublinforordningen kan ikke finde sted, hvis der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling i modtagerlandet som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). AIDA’s Country Report: Spain, opdateret senest i maj 2024, indeholder i pkt. G. under Asylum Procedure nærmere oplysninger om den information, som tilgår asylansøgere i Spanien, herunder at informationen bl.a. er tilgængelig på arabisk. Herudover beskrives det, at relevante NGO’er er til stede i bl.a. lufthavnen i Barcelona. Desuden indeholder rapporten i pkt. A under Reception Conditions en nærmere beskrivelse af modtageforholdene. Det hedder bl.a. i rapporten: ”Short overview of the reception system. … In principle, applicants for international protection are granted reception conditions and thus referred to a shelter as soon as they apply for asylum. Nevertheless, there have been major shortcomings in the reception system in recent years, rendering the access to reception difficult in practice (e.g. waiting periods reaching up to 1 month) and resulting in homelessness in certain cases. … The State Secretary for Migration of the Ministry of Inclusion, Social Security and Migration directly manages four reception facilities for asylum seekers, which are collective centres. In addition, 20 NGOs run reception centres for asylum seekers, through funds granted by the State Secretary for Migration. Many of these facilities are apartments. It has to be noted that in 2022 there has also been a change for what concerns funding of reception facilities managed by NGOs, with the provision of direct funding to certain organisations. To address the situation at the external borders, the European Commission continued to provide support to frontline Member States by offering financial assistance and operational responses in coordination with EU agencies, international organisations and other relevant stakeholders. Assistance was provided on different matters (i.e. managing arrivals, setting up adequate reception, ensuring efficient asylum and return procedures, improving border management, protecting unaccompanied minors and other groups with vulnerabilities, etc.), and Spain was one of the EU countries targeted by such initiative. Support to Spain focused on the reform of the national reception system to increase its capacity in facing increases in arrivals. EU funding has also supported the reform of the Spanish Asylum Office, which included recruiting additional case officers. In addition, in August 2022 the European Commission awarded EUR 171 million for projects to support the reception, asylum and return systems in Cyprus, Spain, Greece, Italy and Poland, through a competitive call under the Asylum, Migration and Integration Fund (AMIF). Support for Spain would reinforce the capacity of the reception system in Ceuta and on the Canary Islands. As highlighted by the EUAA in its 2023 annual report, Spain allocated additional funds to improve reception conditions. Concretely, EUR 50 million were allocated for the improvement of reception conditions on the Canary Islands, focusing on the care of unaccompanied minors, education, healthcare and supporting countries of origin. In addition, EUR 10 million were allocated to reinforce the asylum and reception systems in Ceuta, financed 90% from EU funds. The arrival of displaced persons also prompted the activation of an extraordinary budget of EUR 1.2 billion to strengthen the Spanish reception system overall. Despite that, the European Commission considered that Spain failed to transpose the recast Reception Conditions Directive in a correct manner, and in January 2023 sent a letter of formal notice. … A. Access and form of reception conditions … 1.1. Rights to reception in different procedures … Shortcomings and delays regarding access to the reception system have been reported during 2023. In his 2022 Annual Report, the Spanish Ombudsperson continued to highlight the inadequacy of the asylum reception system to assure the necessary places to all asylum seekers, also due to the delays in the appointments to express the will to apply for asylum and to the duration of the asylum procedure, which greatly exceed the duration legally foreseen. Cases of asylum seekers living on the streets because of the saturation of the reception system and the delays in the formalization of the asylum applications have been reported in 2023 and at the beginning of 2024. In January 2023, the EU Commission started an infringement procedure against Spain for not having transposed completely and correctly the EU norms on reception conditions, giving to Spain a 2 months deadline to address the deficiencies of its system. No further developments on the case were registered at the time of writing of this report. In a report published in February 2022, the organisation CEAR highlights the challenges experienced by the Spanish asylum reception system and proposes a set of suggestions on how to improve it. A report published by the organisation Sira describes the serious inadequacy of reception facilities in Melilla and the Canary Islands in terms of guaranteeing basic rights, such as food, water, hygiene, etc., and how this negatively impact on the psychological well-being of migrants and refugees. Asylum seekers returned to Spain under the Dublin Regulation continue to face difficulties in accessing reception since 2018. Following judgments of the TSJ of Madrid,602 the DGIAH issued instructions in January 2019 to ensure that asylum seekers returned under the Dublin Regulation are guaranteed access to reception (see Dublin: Situation of Dublin Returnees). The Reception Handbook was amended accordingly. In August 2022 the Government announced the plan to open a Migrant Temporary Stay Centre (CETI) in Algeciras, which has been opposed by the city’s major, political parties, residents, etc.604 According to the NGO Asociación Pro Derechos Humanos de Andalucía (APDHA), the main objection from the city’s major is just due to the preoccupation that it would increase the presence of migrants in the city; notably, he did not oppose the Government’s plan to build an additional CIE in the city. The organisation Algeciras Acoge instead highlighted that it would be more useful to invest in infrastructures necessary for all the population. In a letter sent to the Municipality, the Vice-Director General of Emergencies and Migration Centres of the Minister of Inclusion, Social Security and Migration explained that the assistance to asylum seekers is an obligation for the Government, and that one of the objectives of the Recovery, Transformation and Resilience Plan is the expansion of the national network for the reception of migrants and asylum seekers. To that purpose, the Vice-Director General of Emergencies and Migration Centres asked the Municipality of Algeciras to look for another space to build such centre. In January 2023, the Government announced the construction of a reception centre for asylum seekers in Vitoria (País Vasco), with a budget of EUR 14.1 million and a capacity of 350 places. The plan has encountered the opposition of the city major, as the decision appears to have been taken unilaterally by the central Government. By February 2023, however, an agreement was found.” På baggrund bl.a. af det anførte baggrundsmateriale lægger Flygtningenævnet til grund, at modtageforholdene i Spanien er problematiske, men også at der fra de spanske myndigheders side løbende er taget tiltag for at forbedre situationen. Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret, hvorefter der som udgangspunkt gælder en formodning for - henset til Dublinforordningens princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne - at modtageforholdene og asylproceduren i medlemsstaterne er i overensstemmelse med kravene i de pågældende konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med indkvartering mv. af asylansøgere i Spanien, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, smh. herved Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. De af klageren påberåbte forhold vedrørende omstændighederne i forbindelse med, at han i tilknytning til den tidligere Dublinoverførsel i [foråret] 2024 fra Danmark til Spanien ([by]) blev afvist fra at blive registreret som asylansøger i Spanien og fra et asylcenter, kan i lyset af baggrundsoplysningerne ikke danne grundlag for en generel antagelse om, at Spanien ikke lever op til sine EU-retlige og internationale forpligtelser. Dette gælder efter nævnets opfattelse, selvom det konkrete forløb i forbindelse med opholdet i Spanien efter klagerens forklaring umiddelbart fremstår problematisk i relation til spørgsmålene om adgang til indkvartering og den indledningsvist ydede vejledning om modtageproceduren mv. i lyset af bl.a. sprogvanskeligheder. Herefter, og idet der ikke ses at foreligge menneskelige eller humanitære grunde, der – i sammenhæng med de ovenfor nævnte problematiske forhold i Spanien - bør føre til, at klagerens asylsag i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, behandles her i landet, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnet ikke har fundet, at der er anledning til at udsætte sagen på, at der søges indhentet yderligere oplysninger om modtageforholdene mv. i Spanien eller en garanti fra de spanske myndigheder om, at Spanien lever op til dets internationale forpligtelser på området i forhold til indkvartering af asylansøgere ved en overførsel af klageren til Spanien.” Dub-Span/2025/1/anjv

dub-nede20251

Nævnet omgjorde i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at Danmark allerede har behandlet klagerens asylsag og dermed er den ansvarlige medlemsstat. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Heraf (§ 29 a, stk. 1) fremgår, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at det er et hovedprincip i Dublinforordningen, at en asylansøgning kun skal behandles af én medlemsstat, og at det land, hvori ansøgeren først har søgt om asyl, er ansvarlig for behandlingen af asylsagen. Klageren har en afsluttet asylsag i Danmark – som dog er begæret genoptaget af klageren – og Flygtningenævnet finder, at ansvaret for behandlingen af klagerens sag ikke på noget tidspunkt er overgået til Tyskland eller til Nederlandene. Det er derfor uden betydning, at Nederlandene har accepteret at modtage klageren i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Det, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, kan heller ikke føre til en anden bedømmelse. Flygtningenævnet tager på denne baggrund klagerens påstand til følge. Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024 ophæves, således at klager ikke overføres til Nederlandene.” Dub-Nede/2025/1/marau

dub-nede20245

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et visum til Nederlandene. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at asylsystemet i Nederlandene efter baggrundsoplysningerne er behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering fremgår det af AIDA’s seneste rapport ”Country rapport: Netherlands, 2023 Update”, opdateret i juli 2024, at asylansøgere har ret til penge til at dække deres mad, tøj og personlige udgifter. De har adgang til sundhedsydelser og bistand fra advokat. Mænd og kvinder adskilles ikke under indkvarteringen. Det kan tage 15 måneder eller længere tid at behandle en asylansøgning i forhold til tidligere, hvor det tog 6 måneder. Der er appelmulighed til Rechtbank. Det fremgår endvidere, at halvdelen af asylansøgerne bor i såkaldte ”crisis emergency centres”. Det fremgår om indkvarteringsforholdene bl.a. af rapportens side 16: “Half of the people entitled to reception conditions, i.e. asylum seekers, as well as beneficiaries of international protection who have not been offered housing yet, were staying in (crisis) emergency centres over the course of 2023 (32,667 out of 64,405 people). Different reports highlight how that the majority of the (crisis) emergency locations still largely fail to meet the State’s obligations under European law. While some (crisis) emergency locations have adequate facilities, these are exceptions, and conditions elsewhere are equally distressing, if not worse than last year. Additionally, the (social) safety and self-sufficiency of residents in (crisis) emergency locations need improvement. This can make a significant difference in how residents experience their stay. Without structural measures, the dire situation in which residents find themselves at the (crisis) emergency locations continues to be without a foreseeable resolution. The Dutch government thereby violates its obligation to provide adequate and humane accommodation for asylum seekers in the Netherlands. Moreover, people suffer severely from a lack of privacy, tranquillity, and suitable nutrition. Sanitary facilities are inadequate and particularly unhygienic in too many places. Problems with healthcare accessibility exist in almost half of the (crisis) shelters. […] Finally, residents at three-quarters of the (crisis) emergency locations indicate that the living conditions affect their well-being and sense of human dignity. Large differences between (crisis) shelters also reveal that whether asylum seekers are able to experience decent reception in the Netherlands is subject to arbitrariness”. Det fremgår endvidere bl.a. af side 119: “Twice a year the COA predicts the capacity it will need in the upcoming period. In October 2023, COA was expecting, for the beginning of 2024, to need to house 69,900 asylum seekers. In its report, the COA foresaw there would be a shortage of 15,000 places at the beginning of the year, a number that is expected to grow throughout the year, as contracts with municipalities for reception centres are ending and many of them do not want to renew the contracts. At the end of 2024, a shortage of 53,000 places is expected by COA.”. Det fremgår endelig af samme rapport, side 128: “Residents of a regular reception centre usually live with 5 to 8 people in one unit. Each unit has several bedrooms and a shared living room, kitchen and sanitary facilities. At the time of writing, there are no reports of serious deficiencies in the sanitary facilities that are provided in the reception centres. Residents are responsible for keeping their habitat in order.”. Det må således lægges til grund, at der er en høj grad af vilkårlighed i indkvarterings- og modtageforholdene i Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for asylansøgere i Nederlandene herunder om indkvarteringsforholdene, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Nederlandene i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Nederlandene, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger oplysninger om klagerens konkrete forhold, der indebærer, at klageren alligevel ikke skal overføres til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt, at der ikke foreligger de fornødne særlige grunde til at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat. De foreliggende baggrundsoplysninger om modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene kan ikke føre til en anden vurdering. Et flertal af Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at anmode Udlændingestyrelsen om indhentelse af en individuel garanti. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse.” Dub-Nede/2024/5/marau

syri202457

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 5 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 1, jf. stk. 2 samt udvist af Danmark i 12 år. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han [i foråret] 2008 [optrådte] til en stor kurdisk fest i [by]. Klageren [optrådte]. Efter at klageren havde optrådt til festen, fik klageren af nogle venner at vide, at efterretningstjenesten havde taget billeder og videoer under festen, og at de ville tale med klageren, fordi han havde [optrådt] til festen. Klageren blev bange og flygtede. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at efterretningstjenesten efterfølgende chikanerede hans forældre, og at efterretningstjenesten ransagde hans forældres bopæl flere gange for at finde klageren. Under en ransagning konfiskerede de klagerens ID-kort. Klagerens [familiemedlem A] blev desuden tilbageholdt af efterretningstjenesten, men løsladt på vilkår om, at han skulle angive klageren, når han fandt ud af, hvor klageren opholdte sig. Klageren oplyser desuden, at hans navn står på en liste over eftersøgte af de syriske myndigheder. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at PKK, eller andre af de kurdiske grupperinger, vil tvangsrekruttere ham. Klageren ønsker ikke at bære våben eller at såre andre. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han fra andre syrere og sine familiemedlemmer har fået at vide, at drenge under 18 år bliver rekrutteret og sendt til fronten. Klageren antager derfor, at de også vil rekruttere ham, når nu de rekrutterer børn under 18 år. Hertil har klageren oplyst, at hans [familiemedlem B] på et tidspunkt blev tvangsrekrutteret, og at han døde i kamp. Ligesom Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin aktive deltagelse som professionel musiker i festen [i foråret] 2008 og som følge af myndighedernes efterfølgende henvendelser på ansøgers bopæl har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2 er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved dom afsagt af [byret] [i efteråret] 2023, straffet med en fællesstraf på fængsel i 1 år og 3 måneder for blandt andet besiddelse af [mængde] [euforiserende stoffer] med henblik på videreoverdragelse og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Dommen blev stadfæstet af [landsret] [i vinteren 2023/2024], dog således at indrejseforbuddet blev fastsat til 12 år. Der blev vedrørende spørgsmålet om udvisning lagt vægt på besiddelsen af den betydelige mængde [euforiserende stoffer] med henblik på videresalg, og at klageren tidligere var straffet med 5 måneders ubetinget fængsel for lignende kriminalitet og i den forbindelse var meddelt en advarsel om udvisning. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den kriminalitet, som klageren er dømt for, hvilket understøttes af længden af den idømte fængselsstraf, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet finder endvidere efter kriminalitetens grove karakter i form af besiddelse af betydelige mængder [euforiserende stoffer] med henblik på videresalg og længden af den idømte frihedsstraf, at der er en formodning for, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold eller ved klagerens forklaring under mødet i nævnet. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at kriminalitetens art må tillægges betydelig vægt i afvejningen, og henset til kriminalitetens grovhed, som den er kommet til udtryk i den udmålte frihedsstraf. Om klagerens personlige forhold er det oplyst, at klageren kom til Danmark som voksen, er ugift, ikke i et fast forhold og ikke har børn. Han har 3 [familiemedlemmer], der bor i Danmark. Han har gået på sprogskole i Danmark frem til [modul]. Han gik på [uddannelsessted] i 1 år. Han er indrejst i Danmark som [25-28]-årig. Han har ejet sin egen [virksomhed] i omkring 2 år fra 2018 til 2019. Han har arbejdet som [stilling A] hos [arbejdsgiver A] og har i 3 år været ansat som [stilling B] ved [arbejdsgiver B] i [by i Danmark], hvor han arbejdede 32 timer ugentligt indtil sin afsoning. Han har ikke gået til fritidsaktiviteter, men har [optrådt] til kurdiske [arrangementer]. Klageren har sine forældre, [antal] øvrige søskende og onkler i Syrien og Irak. Han taler kurmanji og arabisk og han skriver også arabisk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Syri/2024/57/labja

iran202446

Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og [religiøs overbevisning] fra [by], Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har dog deltaget i demonstrationer mod det iranske styre i Danmark og i diskussioner om Iran på nettet. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes ældste barn indrejste i Danmark [i efteråret] 2015. Klagerens yngste barn blev født i Danmark [i efteråret] 2016. [I vinteren 2023/2022] blev de meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun frygter fængsling og overgreb af de iranske myndigheder, fordi hun i Danmark har deltaget i politiske aktiviteter rettet mod det iranske styre. Klageren har herom oplyst, at hun, udover at have deltaget i demonstrationer i Danmark, har deltaget i flere live-diskussioner på [socialt medie] om den politiske situation i Iran. Under en af diskussionerne blev klageren truet af en mand, som klageren har oplyst er medlem af den militante gruppe, Basij. Klageren har til støtte for sin klage videre henvist til, at hun frygter overgreb fra sin familie og svigerfamilie. Klageren har herom oplyst, at de anser det som æreskrænkende, at klageren har brudt med sin ægtefælle. Klageren har anført, at hun i Iran ikke vil kunne opnå beskyttelse fra myndighederne mod overgreb og social kontrol udøvet af hendes familie, tidligere ægtefælle og dennes familie. Klageren har tillige henvist til, at hun vil stå i et modsætningsforhold til det iranske styre og hendes familie blandt andet grundet hendes fysiske fremtoning [beskrivelse af fremtoning] og hendes måde at ytre og udtrykke sig på, herunder hendes afstandstagen til kvindeundertrykkelse. Klageren har oplyst, at hun har familiemedlemmer, som har tilknytning til [embede A] og [embede B]. Klageren har til støtte for sin klage endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes medfølgende datter, [navn på datter], vil blive udsat for overgreb og blive gift bort som barnebrud. Klageren er generelt bekymret for sin datter og datterens fremtid i Iran grundet de generelle forhold for kvinder i landet. Klageren har som nyt asylmotiv henvist til sin frygt for køns- og æresrelateret overgreb på hende såvel som hendes datter som følge af hendes brud med sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet lægger indledningsvist til grund, at klageren efter sit brud med sin ægtefælle har modtaget trusler og anklager om æreskrænkelser fra egne familiemedlemmer og fra ægtefællen og dennes familie. Klageren har endvidere igennem mere end [periode] haft en kæreste her i landet. Endvidere lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har tillagt sig vestlig fremtræden [beskrivelse af fremtræden]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger om kvinders retsstilling i Iran, navnlig de etniske minoriteter i [område], at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive dræbt eller udsat for anden kulturelt betinget æresrelateret straf eller overgreb, og at det ikke kan antages, at hun vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår klagerens frygt for, at hendes datter [A] ved en tilbagevenden til Iran skulle være i risiko for tvangsægteskab, bemærker Flygtningenævnet, at dette efter det foreliggende alene beror på klagerens egen formodning. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hendes to mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Iran/2024/46/labja

iran202443

Nævnet meddelte i november 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [muslim]. Ansøgeren er født i [by A], [land A], og flyttede til Iran som [5-7] årig, hvor han boede indtil sin udrejse af Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har under opholdet i Danmark deltaget i demonstrationer mod de iranske myndigheder. Ansøgeren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som følge af udenomsægteskabeligt forhold til en kvinde. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af, at han har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv fremlagt billeddokumentation og videoer omhandlende ansøgerens politiske aktiviteter. Det er spørgsmålet, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at der ved vurderingen af, om en asylansøgers aktiviteter sur place giver grundlag for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages en omhyggelig undersøgelse af de foreliggende omstændigheder, jf. herved UNHCR’s Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status under the 1951 Convention and the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees. I punkt 96 heri hedder det: ”A person may become a refugee “sur place” as a result of his own actions, such as associating with refugees already recognized, or expressing his political views in his country of residence. Whether such actions are sufficient to justify a well founded fear of persecution must be determined by a careful examination of the circumstances. Regard should be had in particular to whether such actions may have come to the notice of the authorities of the person’s country of origin and how they are likely to be viewed by those authorities.” Flygtningenævnet finder, at det i nævnets omhyggelige undersøgelse af de foreliggende omstændigheder må indgå bl.a., at Flygtningenævnet i afgørelsen af [efteråret] 2016 afviste ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som usandsynlig og med sådanne divergenser, at forklaringen måtte anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under mødet i nævnet d.d. har svaret overfladisk og tillært på spørgsmål om baggrunden for hans politiske interesse og engagement. Dette må også indgå i nævnets samlede vurdering. Der er under nævnsmødet vist og gennemgået en meget lang række videoklip og billeder fra forskellige sociale medier. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kontinuerligt og ofte siden efteråret 2022 har deltaget i en lang række demonstrationer og andre begivenheder i Danmark rettet mod det iranske styre og de iranske myndigheder, herunder demonstrationer afholdt ved [bygning] i Danmark. Det kan også lægges til grund, at ansøgeren ved flere af disse lejligheder – fuldt identificerbar og med navns nævnelse – har holdt særdeles regimekritiske taler. Både ansøgeren og andre, herunder [journalist A] og [journalist B], som begge er internationalt profilerede modstandere af det iranske styre og hver især har mange mio. følgere på deres sociale medier, har delt optagelser fra disse demonstrationer mv. på deres sociale medier. Optagelser, hvor ansøgeren optræder regimekritisk og identificerbar, er også blevet vist og delt på bl.a. [medie A], [medie B’s sociale medie konto], [medie C’s sociale medie konto] og [medie D’s sociale medie konto] med særdeles mange følgere og mange visninger af de konkrete optagelser. Optagelser, hvor ansøgeren optræder med regimekritiske udsagn er ved flere lejligheder lagt op sammen med videoer fra demonstrationer mod det iranske styre andre steder i Europa. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på den anførte baggrund må antages at være blevet eksponeret over for de iranske myndigheder som en modstander af styret i Iran. Dette gælder, uanset at ansøgeren ikke har været politisk aktiv i Iran. Det fremgår af baggrundsoplysningerne – og er lagt til grund i Flygtningenævnets praksis – at de iranske myndigheder har både vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet. Der kan henvises til bl.a. Landinfo (Temanotat) ”Iran - Reaksjoner mot iranere i eksil” af 28. november 2022 og Landinfo (Respons) ”Iran: Overvåking av regimekritikere i utlandet som følge av ”Kvinne, liv, frihet-protestene”” af 5. juli 2023. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt – og uanset ansøgerens overfladiske forklaring for Flygtningenævnet om dybden i sit politiske engagement – at ansøgerens regimekritiske aktiviteter i Danmark efter en samlet vurdering af deres karakter og omfang er egnede til at komme til de iranske myndigheders kendskab. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 10, stk. 1, ikke er til hinder herfor, meddeler Flygtningenævnet herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2024/43/saba

dub-tysk202423

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste til Dublinforordningens artikel 17 som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Tyskland, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Tyskland bliver forfulgt af nogen ikke nærmere angivne personer, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren må henvises til det tyske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han har været i kontakt med det tyske politi omkring sine oplevelser, og at politiet har startet en sag. Heller ikke det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han er blevet syg af sine oplevelser i Tyskland, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren tidligere har modtaget sundhedsbehandling i Tyskland, herunder psykiatrisk behandling, hvorfor det må antages, at klageren i Tyskland fortsat vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han i Tyskland ikke har oplevet at være blevet afvist, når han har opsøgt lægebehandling. Nævnet bemærker endvidere, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underrette de tyske myndigheder om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/23/anfi

dub-ital202429

Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldigt rejselegitimation. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at Italien, grundet landets suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrationsområdet, samt den nuværende tidsmæssige udstrækning, ikke lever op til sine forpligtelser efter pkt. 5 i præamblen til Dublinforordningen og det deri liggende princip om hurtighed og effektivitet ved behandlingen af asylsager, samt at undtagelsestilstanden viser også, at der foreligger systemfejl i modtageforholdene og asylproceduren i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Klagerebs advokat har ligeledes henvist til de generelle forhold for asylansøgere i Italien.. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Nævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelse. Italien har [i vinteren 2023/2024] accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klagerens advokat har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Italien, således at klagerens asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark, navnlig henvist til, at Italien, grundet landets suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrationsområdet, samt den nuværende tidsmæssige udstrækning, ikke lever op til sine forpligtelser efter pkt. 5 i præamblen til Dublinforordningen og det deri liggende princip om hurtighed og effektivitet ved behandlingen af asylsager. Som følge heraf er der grundlag for at realitetsbehandle klagerens asylansøgning i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Undtagelsestilstanden viser også, at der foreligger systemfejl i modtageforholdene og asylproceduren i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Klagerens advokat har videre gjort gældende, at de italienske modtageforhold ikke lever op til forpligtelserne efter artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, at klageren ved en tilbagevenden til Italien ikke vil have adgang til asylproceduren og modtageforhold, og at der, selv hvis klageren skulle få adgang til indkvarteringssystemet i Italien, er en væsentlig risiko for, at klagerens mest basale behov ikke vil blive opfyldt. Klagerens advokat har i denne sammenhæng gjort gældende, at klageren, for at få adgang til asylproceduren og modtageforholdene i Italien, vil være nødsaget til at indgive en subsequent application, idet han har været udrejst af Italien i mere end ni måneder. Klagerens advokat har subsidiært gjort gældende, at der skal ske præjudiciel forlæggelse for EU-domstolen af, om den langvarige italienske undtagelsestilstand er forenelig med forpligtelserne efter Dublinforordningen, herunder om den er i strid med princippet om en hurtig og effektiv behandling. Der er i den forbindelse henvist til, at de hollandske myndigheder har truffet afgørelse om, at det mellemstatslige princip om tillid ikke kan antages for Italien, og at overførsler hertil derfor er ulovlige. Flygtningenævnet bemærker: Overførsler i medfør af Dublinforordningen til Italien har siden december 2022 været suspenderet på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagelsesfaciliteter. I april 2023 erklærede de italienske myndigheder undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Denne undtagelsestilstand er siden blevet forlænget flere gange, senest den 10. oktober 2024, med yderligere seks måneder. Undtagelsestilstanden indebærer blandt andet, at Italien som udgangspunkt ikke modtager de asylansøgere, som landet efter Dublinforordningen er forpligtet til at modtage. Flygtningenævnets koordinationsudvalg har flere gange drøftet betydningen af denne undtagelsestilstand, herunder forlængelserne, senest i oktober 2024, hvor det var udvalgets vurdering, at de italienske myndigheders forlængelse af undtagelsestilstanden ikke i sig selv kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der i to sager fra Tyskland (sagerne C-185/2024 og C-458/2024) er stillet en række præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om betydningen af den italienske beslutning fra december 2022 om at suspendere modtagelsen af Dublinoverførte på ubestemt tid, herunder om det i sig selv kan siges at udgøre systemfejl som defineret i Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Nævnet finder, at det ikke er nødvendigt at udsætte sagen på, at EU-Domstolen besvarer de stillede spørgsmål, idet sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag, uden at der tages stilling hertil. Der er herefter ikke grundlag for at imødekomme klagerens advokats anmodning om præjudicielle forelæggelse for EU-domstolen. Italien har siden suspenderingen af Dublinoverførsler i december 2022 kun i meget begrænset omfang modtaget Dublinoverførte. De baggrundsoplysninger, der foreligger om forholdene for Dublinoverførte, skal vurderes i lyset heraf, idet baggrundsoplysningerne således ikke nødvendigvis beskriver den aktuelle situation for personer, der overføres til Italien efter Dublinforordningen. Efter baggrundsoplysningerne må det lægges til grund, at det italienske asylsystem i en årrække har været behæftet med en række alvorlige mangler, der bl.a. knytter sig til muligheden for at få adgang til asylproceduren og til modtage- og indkvarteringsforholdene. Det fremgår videre, at disse problemer også gælder for Dublinoverførte, idet der ikke er reserveret særlige pladser til dem. Der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grund til at antage, at dette ikke længere er tilfældet. Af baggrundsoplysningerne fremgår bl.a., at asylansøgere i praksis i en årrække har oplevet vanskeligheder med at få adgang til asylproceduren i Italien og som en konsekvens heraf oplever vanskeligheder med at få adgang til basale fornødenheder som f.eks. indkvartering. Det anføres i den forbindelse, at der er store forskelle på, hvordan man kan blive registeret som asylansøger, og at det kan tage flere måneder, før man får adgang til asylproceduren. Det beskrives også, at antallet af pladser i modtage- og indkvarteringssystemet generelt er utilstrækkeligt, ligesom indkvarteringsforholdene varierer fra center til center. Det anføres således, at nogle centre generelt ofte er overfyldte. Der kan i den forbindelse henvises til navnlig AIDA’s seneste Country Report om Italien udgivet den 31. juli 2024 (bilagsnummer 207), rapporten ”Please, Wait” fra en række italienske NGO’er udgivet den 4. april 2024 (bilagsnummer 198) og rapporten fra Europarådets daværende menneskerettighedskommissær efter hendes besøg i Italien i juni 2023 udgivet den 21. november 2023 (bilagsnummer 191). I AIDA’s seneste rapport om Italien udgivet den 31. juli 2024 fremgår således af side 43 ff. om problemerne med at få adgang til asylproceduren i praksis: “Reports of denial of access to the asylum procedure recorded by ASGI continued in the last three years. However, from the early months of 2022 and in 2023, the situation reached unprecedented critical levels. Where they prevent access to the procedure, Questure do not issue any document attesting the intention of the persons concerned to seek asylum. This exposes them to risks of arbitrary arrest and deportation. This problem mainly affects people who reach Questure autonomously, after entering in Italy by land or after independent disembarkations or when applying for asylum after staying on the national territory. … In 2023 as in 2022, there were numerous reports of cases in which access to the asylum procedure was hindered on even on national territory, and practices widely differed among different areas of the territory. Due to the problems of registering the asylum application in Milan, several associations together with ASGI sent a letter to UNHCR. Similarly, the high number affecting the Questura of Turin, including with regard to the impossibility to formalize the asylum applications, lead ASGI to address the Police with a formal letter, which was then followed by a very participated public protest. Several months after the demonstration, no substantive change in the rules for submitting asylum applications has been registered. Between May and June 2023, ASGI carried out monitoring through data collected by its members on 55 of the 107 Italian provinces. The outcome was that in 40 cities, asylum seekers cannot access the asylum procedure without an official address. … In other Questure, access to asylum was not allowed without a passport (3 cities) or because a limited number of new asylum requests are allowed every day (in 6 cities: they vary from 5 to a maximum of 15 people per day). In 24 Questure, the period between the date of registration of the asylum application and formalisation lasts less than 6 months, in 18 Questure it takes more than 6 months and in 3 Questure more than a year.” Om Dublinoverførtes problemer med at få adgang til at asylproceduren og indkvartering anføres det bl.a. på side 75 i rapporten: “In an answer (February 2024) to the public access request sent by ASGI, the Dublin Unit replied that "in the reception system there are no places reserved for Dublin returnees from other Member States, “as they are accommodated in the available places, in the same way as other asylum seekers”. In practice, Dublin returnees face the same problems as other asylum seekers in Italy in accessing the asylum procedure and housing in the reception system.” Om problemerne med at få adgang til asylproceduren fremgår det videre på side 128 i rapporten: “As described in detail in the Procedures chapter, for years, the Italian Police Headquarters (Questure) have put in place various strategies aimed at limiting and delaying access to the asylum procedure for people who spontaneously show up at the offices. These practices, which intensify with increasing numbers of requests for protection (both at the general national level and at the level of the individual Questura), also have direct consequences on another right of applicants, namely the right to reception conditions. While applicants are often forced to wait months to file their asylum applications, the same if not worse applies to making a request for access to reception conditions. Indeed, the path to obtain accommodation is even longer and more tortuous, even though by law asylum seekers are entitled to material reception conditions immediately after manifesting the will to apply for asylum (making phase), access to reception facilities is often postponed at least after the actual registration and lodging of the application by State Police. Only after being registered, migrants can request access to reception facilities; even then, they are frequently required to wait for some additional weeks, sleeping rough or in makeshift lodgings or resorting to members of the same community, if and when they can afford it. The shortage of places in the reception system is a recurring issue in Italy, especially as, due to policies aimed at reducing public spending and a strong lack of medium-long-term planning (see the Management and Coordination paragraph), the total number of places in the system continues to decrease, and emergency situations are registered each Summer. For this reason, the system quickly became saturated, and Prefectures started refusing requests for access to reception, or in some cases ignoring them and leaving them unattended. A recent inquiry by the magazine Altreconomia estimated that, in a situation where thousands of asylum seekers are left without access to reception measures, as the Italian Government has declared on several occasions that “there are no more places available in the system(s)”, at least 5,000 places were left unoccupied in 2022 as a reserve for unexpected arrivals through disembarkations.” Problemerne med at få adgang til asylproceduren er også beskrevet i rapporten ”Please, Wait” fra en række italienske NGO’er udgivet den 4. april 2024. Af rapportens side 14 fremgår bl.a.: “Regardless of the annual number of applications for international protection received, the migration management mechanisms devised by Italian authorities have proved unsuitable to ensure that arriving people can access the protection procedure in the manner and under the deadlines set out in law. Managing applications for international protection has not been uniform throughout Italy due to a variety of factors, including variations in approach by police headquarters and the differing number of applications to be registered and formalized in each province. However, despite differences in the manner of access to the procedure for international protection in the principal Italian cities, some critical issues appear systematic in nature across regions. In examining the situation in regional contexts, and taking account of various changes over time, it is evident that local institutions are encountering extreme difficulties in carrying out their legal obligations on international protection. In most cases, the authorities attribute inefficiencies and delays to a lack of staff, but, as this report shows, such inefficiencies and delays also appear related to practices that limit access to the right to seek international protection.” Videre anføres det på side 15: “On a practical level, each police force has the right to independently manage access to the protection procedure, on condition, of course, that the practices comply with Italian, European and international law. However, in many regional contexts, police forces engage in active and/or negligent conduct that prevents or seriously delays the submission of protection applications. Such conduct includes serious delays in processing procedures, which are often blamed on shortcomings in the system, but which are also a consequence of requests for documents not required by law and discriminatory practices.” Herefter beskrives situation i Milano herunder de fortsatte problemer med at få adgang til asylsystemet efter det blev digitaliseret og konsekvenserne heraf i form af lang ventetid på at blive registreret. Det kan i den forbindelse bemærkes, at en domstol i Milano fandt, at den portal, som ansøgerne skulle bruge for at få adgang til asylsystemet (Prenotafacille) var utilstrækkelig, da den faktisk ikke tillod folk at anmode om en aftale. Om situationen mere generelt i Italien anføres det på side 31 i rapporten: “If Milan represents a particular case given its trial of the online system to access the procedure for international protection, unfortunately, people intending to seek protection in other Italian cities are also forced to face long waits, bureaucratic obstacles, and violations of their rights. … The timelines faced by aspiring protection applicants and civil society organizations supporting them are extremely long compared with the periods established by law.” I rapporten gennemgås herefter situationen i Trieste, Torino, Imperia, Bologne, Firenze, Rom og Napoli og det anføres, at situationen synes at være blevet forværret i de seneste måneder og særligt siden slutningen af oktober 2023. Af side 32 fremgår således: ”The situation seems to have gotten worse in recent months, in particular, since the end of October 2023, and now hundreds of people wait in line, at nighttime as well, in front of the police headquarters . Camping outside the police headquarters is also the only ‘solution’ for hopeful asylum seekers in Florence, where the fear of losing your place in the line to try and access the procedure seems to be greater than the fear of living out in the open day and night . In effect, delays in accessing the right to seek asylum for people in Italy to seek protection, in addition to evading specific legal norms, seriously affect the rights and living conditions of people, who may be vulnerable. Af rapporten fra Europarådets daværende menneskerettighedskommissær efter hendes besøg i Italien i juni 2023 udgivet den 21. november 2023 (bilagsnummer 191) fremgår af side 17 bl.a.: “Most Questura lack a proper appointment booking system, which generates long queues on the streets. It has reportedly become common practice for migrants to sleep rough for days or even weeks in front of police buildings as they wait to try to secure a first appointment. Questura have also not established a system to prioritise vulnerable applicants. In practice, when and if an appointment to lodge an application is made it is scheduled months later. The Commissioner was also informed that some Questura have started to impose arbitrary requirements for lodging applications. 69. The Commissioner notes that the inability of asylum seekers to lodge their asylum application hinders their access to basic services, since no legal status is granted until the application is formalised. In addition, applicants who remain excluded from the reception system are not entitled to any form of accommodation and have no access to legal employment.” Med hensyn til modtage- og indkvarteringsforholdene anføres det i AIDA rapportens side 117, at antallet af pladser i modtage- og indkvarteringssystemet er utilstrækkelige sammenholdt med behovet, og at adgangen hertil beskrives som et Utopia. Herudover kan der henvises til det ovenfor anførte om problemerne med at få adgangen til asylsystemet og dermed adgang til indkvartering, herunder side 128-129 i rapporten gengivet ovenfor. Det beskrives videre i rapporten på side 151 ff., at forholdene i modtagecentrene varierer meget og på side 154 anføres følgende: “Generally speaking, all governmental centres are very often overcrowded. Accordingly, the quality of the reception services offered is not equivalent to reception facilities of smaller size. In general, concerns have systematically been raised about the high variability in the standards of reception centres in practice, which may manifest itself in: overcrowding and limitations in the space available for assistance, legal advice and social life; physical inadequacy of the facilities and their remoteness from the community; or difficulties in accessing appropriate information. Nevertheless, it must be pointed out that the material conditions also vary from one centre to another depending on the size, the occupancy rate, and the level and quality of the services provided by the body managing each centre.” De italienske myndigheder har i forbindelse med, at de har suspenderet modtagelse af personer i henhold til Dublinforordningen også henvist til, at deres modtagesystem er under pres. Der kan i den forbindelse henvises til de italienske myndigheders svar fra august 2023 på den danske høring vedrørende betydningen af den italienske undtagelsestilstand. Dublinforordningen skal fortolkes og anvendes under iagttagelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikrede ved EU’s charter om grundlæggelse rettigh...

dub-ital202428

Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at Italien, grundet landets suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrationsområdet, samt den nuværende tidsmæssige udstrækning, ikke lever op til sine forpligtelser efter pkt. 5 i præamblen til Dublinforordningen og det deri liggende princip om hurtighed og effektivitet ved behandlingen af asylsager, samt at undtagelsestilstanden viser også, at der foreligger systemfejl i modtageforholdene og asylproceduren i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Klagerebs advokat har ligeledes henvist til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Nævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelsen. Italien har [i sommeren] 2024 accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klagerens advokat har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Italien, således at klagerens asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark, navnlig henvist til, at Italien, grundet landets suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrationsområdet, samt den nuværende tidsmæssige udstrækning, ikke lever op til sine forpligtelser efter pkt. 5 i præamblen til Dublinforordningen og det deri liggende princip om hurtighed og effektivitet ved behandlingen af asylsager. Som følge heraf er der grundlag for at realitetsbehandle klagerens asylansøgning i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Undtagelsestilstanden viser også, at der foreligger systemfejl i modtageforholdene og asylproceduren i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Klagerens advokat har videre gjort gældende, at de italienske modtageforhold ikke lever op til forpligtelserne efter artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, at klageren ved en tilbagevenden til Italien ikke vil have adgang til asylproceduren og modtageforhold, og at der, selv hvis klageren skulle få adgang til indkvarteringssystemet i Italien, er en væsentlig risiko for, at klagerens mest basale behov ikke vil blive opfyldt. Klagerens advokat har i denne sammenhæng gjort gældende, at klageren, for at få adgang til asylproceduren og modtageforholdene i Italien, vil være nødsaget til at indgive en subsequent application, idet han har været udrejst af Italien i mere end ni måneder. Klagerens advokat har subsidiært gjort gældende, at der skal ske præjudiciel forlæggelse for EU-domstolen af, om den langvarige italienske undtagelsestilstand er forenelig med forpligtelserne efter Dublinforordningen, herunder om den er i strid med princippet om en hurtig og effektiv behandling. Der er i den forbindelse henvist til, at de hollandske myndigheder har truffet afgørelse om, at det mellemstatslige princip om tillid ikke kan antages for Italien, og at overførsler hertil derfor er ulovlige. Flygtningenævnet bemærker: Overførsler i medfør af Dublinforordningen til Italien har siden december 2022 været suspenderet på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagelsesfaciliteter. I april 2023 erklærede de italienske myndigheder undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Denne undtagelsestilstand er siden blevet forlænget flere gange, senest den 10. oktober 2024, med yderligere seks måneder. Undtagelsestilstanden indebærer blandt andet, at Italien som udgangspunkt ikke modtager de asylansøgere, som landet efter Dublinforordningen er forpligtet til at modtage. Flygtningenævnets koordinationsudvalg har flere gange drøftet betydningen af denne undtagelsestilstand, herunder forlængelserne, senest i oktober 2024, hvor det var udvalgets vurdering, at de italienske myndigheders forlængelse af undtagelsestilstanden ikke i sig selv kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der i to sager fra Tyskland (sagerne C-185/2024 og C-458/2024) er stillet en række præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om betydningen af den italienske beslutning fra december 2022 om at suspendere modtagelsen af Dublinoverførte på ubestemt tid, herunder om det i sig selv kan siges at udgøre systemfejl som defineret i Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Nævnet finder, at det ikke er nødvendigt at udsætte sagen på, at EU-Domstolen besvarer de stillede spørgsmål, idet sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag, uden at der tages stilling hertil. Der er herefter ikke grundlag for at imødekomme klagerens advokats anmodning om præjudicielle forelæggelse for EU-domstolen. Italien har siden suspenderingen af Dublinoverførsler i december 2022 kun i meget begrænset omfang modtaget Dublinoverførte. De baggrundsoplysninger, der foreligger om forholdene for Dublinoverførte, skal vurderes i lyset heraf, idet baggrundsoplysningerne således ikke nødvendigvis beskriver den aktuelle situation for personer, der overføres til Italien efter Dublinforordningen. Efter baggrundsoplysningerne må det lægges til grund, at det italienske asylsystem i en årrække har været behæftet med en række alvorlige mangler, der bl.a. knytter sig til muligheden for at få adgang til asylproceduren og til modtage- og indkvarteringsforholdene. Det fremgår videre, at disse problemer også gælder for Dublinoverførte, idet der ikke er reserveret særlige pladser til dem. Der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grund til at antage, at dette ikke længere er tilfældet. Af baggrundsoplysningerne fremgår bl.a., at asylansøgere i praksis i en årrække har oplevet vanskeligheder med at få adgang til asylproceduren i Italien og som en konsekvens heraf oplever vanskeligheder med at få adgang til basale fornødenheder som f.eks. indkvartering. Det anføres i den forbindelse, at der er store forskelle på, hvordan man kan blive registeret som asylansøger, og at det kan tage flere måneder, før man får adgang til asylproceduren. Det beskrives også, at antallet af pladser i modtage- og indkvarteringssystemet generelt er utilstrækkeligt, ligesom indkvarteringsforholdene varierer fra center til center. Det anføres således, at nogle centre generelt ofte er overfyldte. Der kan i den forbindelse henvises til navnlig AIDA’s seneste Country Report om Italien udgivet den 31. juli 2024 (bilagsnummer 207), rapporten ”Please, Wait” fra en række italienske NGO’er udgivet den 4. april 2024 (bilagsnummer 198) og rapporten fra Europarådets daværende menneskerettighedskommissær efter hendes besøg i Italien i juni 2023 udgivet den 21. november 2023 (bilagsnummer 191). I AIDA’s seneste rapport om Italien udgivet den 31. juli 2024 fremgår således af side 43 ff. om problemerne med at få adgang til asylproceduren i praksis: “Reports of denial of access to the asylum procedure recorded by ASGI continued in the last three years. However, from the early months of 2022 and in 2023, the situation reached unprecedented critical levels. Where they prevent access to the procedure, Questure do not issue any document attesting the intention of the persons concerned to seek asylum. This exposes them to risks of arbitrary arrest and deportation. This problem mainly affects people who reach Questure autonomously, after entering in Italy by land or after independent disembarkations or when applying for asylum after staying on the national territory. … In 2023 as in 2022, there were numerous reports of cases in which access to the asylum procedure was hindered on even on national territory, and practices widely differed among different areas of the territory. Due to the problems of registering the asylum application in Milan, several associations together with ASGI sent a letter to UNHCR. Similarly, the high number affecting the Questura of Turin, including with regard to the impossibility to formalize the asylum applications, lead ASGI to address the Police with a formal letter, which was then followed by a very participated public protest. Several months after the demonstration, no substantive change in the rules for submitting asylum applications has been registered. Between May and June 2023, ASGI carried out monitoring through data collected by its members on 55 of the 107 Italian provinces. The outcome was that in 40 cities, asylum seekers cannot access the asylum procedure without an official address. … In other Questure, access to asylum was not allowed without a passport (3 cities) or because a limited number of new asylum requests are allowed every day (in 6 cities: they vary from 5 to a maximum of 15 people per day). In 24 Questure, the period between the date of registration of the asylum application and formalisation lasts less than 6 months, in 18 Questure it takes more than 6 months and in 3 Questure more than a year.” Om Dublinoverførtes problemer med at få adgang til at asylproceduren og indkvartering anføres det bl.a. på side 75 i rapporten: “In an answer (February 2024) to the public access request sent by ASGI, the Dublin Unit replied that "in the reception system there are no places reserved for Dublin returnees from other Member States, “as they are accommodated in the available places, in the same way as other asylum seekers”. In practice, Dublin returnees face the same problems as other asylum seekers in Italy in accessing the asylum procedure and housing in the reception system.” Om problemerne med at få adgang til asylproceduren fremgår det videre på side 128 i rapporten: “As described in detail in the Procedures chapter, for years, the Italian Police Headquarters (Questure) have put in place various strategies aimed at limiting and delaying access to the asylum procedure for people who spontaneously show up at the offices. These practices, which intensify with increasing numbers of requests for protection (both at the general national level and at the level of the individual Questura), also have direct consequences on another right of applicants, namely the right to reception conditions. While applicants are often forced to wait months to file their asylum applications, the same if not worse applies to making a request for access to reception conditions. Indeed, the path to obtain accommodation is even longer and more tortuous, even though by law asylum seekers are entitled to material reception conditions immediately after manifesting the will to apply for asylum (making phase), access to reception facilities is often postponed at least after the actual registration and lodging of the application by State Police. Only after being registered, migrants can request access to reception facilities; even then, they are frequently required to wait for some additional weeks, sleeping rough or in makeshift lodgings or resorting to members of the same community, if and when they can afford it. The shortage of places in the reception system is a recurring issue in Italy, especially as, due to policies aimed at reducing public spending and a strong lack of medium-long-term planning (see the Management and Coordination paragraph), the total number of places in the system continues to decrease, and emergency situations are registered each Summer. For this reason, the system quickly became saturated, and Prefectures started refusing requests for access to reception, or in some cases ignoring them and leaving them unattended. A recent inquiry by the magazine Altreconomia estimated that, in a situation where thousands of asylum seekers are left without access to reception measures, as the Italian Government has declared on several occasions that “there are no more places available in the system(s)”, at least 5,000 places were left unoccupied in 2022 as a reserve for unexpected arrivals through disembarkations.” Problemerne med at få adgang til asylproceduren er også beskrevet i rapporten ”Please, Wait” fra en række italienske NGO’er udgivet den 4. april 2024. Af rapportens side 14 fremgår bl.a.: “Regardless of the annual number of applications for international protection received, the migration management mechanisms devised by Italian authorities have proved unsuitable to ensure that arriving people can access the protection procedure in the manner and under the deadlines set out in law. Managing applications for international protection has not been uniform throughout Italy due to a variety of factors, including variations in approach by police headquarters and the differing number of applications to be registered and formalized in each province. However, despite differences in the manner of access to the procedure for international protection in the principal Italian cities, some critical issues appear systematic in nature across regions. In examining the situation in regional contexts, and taking account of various changes over time, it is evident that local institutions are encountering extreme difficulties in carrying out their legal obligations on international protection. In most cases, the authorities attribute inefficiencies and delays to a lack of staff, but, as this report shows, such inefficiencies and delays also appear related to practices that limit access to the right to seek international protection.” Videre anføres det på side 15: “On a practical level, each police force has the right to independently manage access to the protection procedure, on condition, of course, that the practices comply with Italian, European and international law. However, in many regional contexts, police forces engage in active and/or negligent conduct that prevents or seriously delays the submission of protection applications. Such conduct includes serious delays in processing procedures, which are often blamed on shortcomings in the system, but which are also a consequence of requests for documents not required by law and discriminatory practices.” Herefter beskrives situation i Milano herunder de fortsatte problemer med at få adgang til asylsystemet efter det blev digitaliseret og konsekvenserne heraf i form af lang ventetid på at blive registreret. Det kan i den forbindelse bemærkes, at en domstol i Milano fandt, at den portal, som ansøgerne skulle bruge for at få adgang til asylsystemet (Prenotafacille) var utilstrækkelig, da den faktisk ikke tillod folk at anmode om en aftale. Om situationen mere generelt i Italien anføres det på side 31 i rapporten: “If Milan represents a particular case given its trial of the online system to access the procedure for international protection, unfortunately, people intending to seek protection in other Italian cities are also forced to face long waits, bureaucratic obstacles, and violations of their rights. … The timelines faced by aspiring protection applicants and civil society organizations supporting them are extremely long compared with the periods established by law.” I rapporten gennemgås herefter situationen i Trieste, Torino, Imperia, Bologne, Firenze, Rom og Napoli og det anføres, at situationen synes at være blevet forværret i de seneste måneder og særligt siden slutningen af oktober 2023. Af side 32 fremgår således: ”The situation seems to have gotten worse in recent months, in particular, since the end of October 2023, and now hundreds of people wait in line, at nighttime as well, in front of the police headquarters . Camping outside the police headquarters is also the only ‘solution’ for hopeful asylum seekers in Florence, where the fear of losing your place in the line to try and access the procedure seems to be greater than the fear of living out in the open day and night. In effect, delays in accessing the right to seek asylum for people in Italy to seek protection, in addition to evading specific legal norms, seriously affect the rights and living conditions of people, who may be vulnerable. Af rapporten fra Europarådets daværende menneskerettighedskommissær efter hendes besøg i Italien i juni 2023 udgivet den 21. november 2023 (bilagsnummer 191) fremgår af side 17 bl.a.: “Most Questura lack a proper appointment booking system, which generates long queues on the streets. It has reportedly become common practice for migrants to sleep rough for days or even weeks in front of police buildings as they wait to try to secure a first appointment. Questura have also not established a system to prioritise vulnerable applicants. In practice, when and if an appointment to lodge an application is made it is scheduled months later. The Commissioner was also informed that some Questura have started to impose arbitrary requirements for lodging applications. 69. The Commissioner notes that the inability of asylum seekers to lodge their asylum application hinders their access to basic services, since no legal status is granted until the application is formalised. In addition, applicants who remain excluded from the reception system are not entitled to any form of accommodation and have no access to legal employment.” Med hensyn til modtage- og indkvarteringsforholdene anføres det i AIDA rapportens side 117, at antallet af pladser i modtage- og indkvarteringssystemet er utilstrækkelige sammenholdt med behovet, og at adgangen hertil beskrives som et Utopia. Herudover kan der henvises til det ovenfor anførte om problemerne med at få adgangen til asylsystemet og dermed adgang til indkvartering, herunder side 128-129 i rapporten gengivet ovenfor. Det beskrives videre i rapporten på side 151 ff., at forholdene i modtagecentrene varierer meget og på side 154 anføres følgende: “Generally speaking, all governmental centres are very often overcrowded. Accordingly, the quality of the reception services offered is not equivalent to reception facilities of smaller size. In general, concerns have systematically been raised about the high variability in the standards of reception centres in practice, which may manifest itself in: overcrowding and limitations in the space available for assistance, legal advice and social life; physical inadequacy of the facilities and their remoteness from the community; or difficulties in accessing appropriate information. Nevertheless, it must be pointed out that the material conditions also vary from one centre to another depending on the size, the occupancy rate, and the level and quality of the services provided by the body managing each centre.” De italienske myndigheder har i forbindelse med, at de har suspenderet modtagelse af personer i henhold til Dublinforordningen også henvist til, at deres modtagesystem er under pres. Der kan i den forbindelse henvises til de italienske myndigheders svar fra august 2023 på den danske høring vedrørende betydningen af den italienske undtagelsestilstand. Herudover har de italienske myndigheder i forbindelse med, at de accepterede overførslen af klageren oplyst, at der ikke kan ske overførsel til Italien indtil...

dud-ital202427

Nævnet hjemviste i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien er af en karaktér, at de skal sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren i [vinteren 2022/2023] indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Nævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelsen. Italien har [i efteråret] 2023 accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klagerens advokat har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Italien, således at klagerens asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark, navnlig henvist til, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien er af en karaktér, at de skal sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Advokaten har i sit indlæg henvist til DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg, hvor det overordnet er gjort gældende, at det må anses for uklart, hvornår de italienske myndigheder igen vil tage imod Dublinoverførte, hvorfor klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. pkt. 5 i præamblen til Dublinforordningen. Af indlægget fremgår videre, at der efter baggrundsoplysningerne er problemer med at få adgang til asylproceduren i Italien, at det således kan tage flere måneder at få adgang hertil, og at der først gives adgang til indkvartering efter asylansøgeren formår at blive registret. Der er i den forbindelse henvist til AIDA’s seneste Country Report om Italien, rapporten ”Please, Wait” fra en række italienske NGO’er udgivet den 4. april 2024 og rapporten fra Europarådets daværende menneskerettighedskommissær udgivet den 21. november 2023. Selv hvis Italien åbner op for modtagelsen af Dublinoverførte, vil klageren derfor risikerer at være nødsaget til at leve på gaden, mens han venter på at få adgang til asylproceduren. Hertil kommer, at klageren også risikerer at blive henvist til overflydte modtageforhold i et CAS-center. I dom af 16. november 2023 fandt Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol, at de italienske myndigheder havde krænket en mandlig asylansøgers rettigheder efter bl.a. EMRK artikel 3 som følge af utilstrækkelige indkvarteringsforhold i et CAS-center. I indlægget henvises endvidere til, at Flygtningenævnet i en afgørelse vedrørende Belgien, hvor nævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse, da de belgiske myndigheder ikke kunne garantere indkvartering inden for kort tid. Endelig har klagerens advokat gjort gældende, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet klagerens [familiemedlem] har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker: Overførsler i medfør af Dublinforordningen til Italien har siden december 2022 været suspenderet på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagelsesfaciliteter. I april 2023 erklærede de italienske myndigheder undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Denne undtagelsestilstand er siden blevet forlænget flere gange, senest den 10. oktober 2024, med yderligere seks måneder. Undtagelsestilstanden indebærer blandt andet, at Italien som udgangspunkt ikke modtager de asylansøgere, som landet efter Dublinforordningen er forpligtet til at modtage. Flygtningenævnets koordinationsudvalg har flere gange drøftet betydningen af denne undtagelsestilstand, herunder forlængelserne, senest i oktober 2024, hvor det var udvalgets vurdering, at de italienske myndigheders forlængelse af undtagelsestilstanden ikke i sig selv kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der i to sager fra Tyskland (sagerne C-185/2024 og C-458/2024) er stillet en række præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om betydningen af den italienske beslutning fra december 2022 om at suspendere modtagelsen af Dublinoverførte på ubestemt tid, herunder om det i sig selv kan siges at udgøre systemfejl som defineret i Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Nævnet finder, at det ikke er nødvendigt at udsætte sagen på, at EU-Domstolen besvarer de stillede spørgsmål, idet sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag, uden at der tages stilling hertil. Italien har siden suspenderingen af Dublinoverførsler i december 2022 kun i meget begrænset omfang modtaget Dublinoverførte. De baggrundsoplysninger, der foreligger om forholdene for Dublinoverførte, skal vurderes i lyset heraf, idet baggrundsoplysningerne således ikke nødvendigvis beskriver den aktuelle situation for personer, der overføres til Italien efter Dublinforordningen. Efter baggrundsoplysningerne må det lægges til grund, at det italienske asylsystem i en årrække har været behæftet med en række alvorlige mangler, der bl.a. knytter sig til muligheden for at få adgang til asylproceduren og til modtage- og indkvarteringsforholdene. Det fremgår videre, at disse problemer også gælder for Dublinoverførte, idet der ikke er reserveret særlige pladser til dem. Der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grund til at antage, at dette ikke længere er tilfældet. Af baggrundsoplysningerne fremgår bl.a., at asylansøgere i praksis i en årrække har oplevet vanskeligheder med at få adgang til asylproceduren i Italien og som en konsekvens heraf oplever vanskeligheder med at få adgang til basale fornødenheder som f.eks. indkvartering. Det anføres i den forbindelse, at der er store forskelle på, hvordan man kan blive registeret som asylansøger, og at det kan tage flere måneder, før man får adgang til asylproceduren. Det beskrives også, at antallet af pladser i modtage- og indkvarteringssystemet generelt er utilstrækkeligt, ligesom indkvarteringsforholdene varierer fra center til center. Det anføres således, at nogle centre generelt ofte er overfyldte. Der kan i den forbindelse henvises til navnlig AIDA’s seneste Country Report om Italien udgivet den 31. juli 2024 (bilagsnummer 207), rapporten ”Please, Wait” fra en række italienske NGO’er udgivet den 4. april 2024 (bilagsnummer 198) og rapporten fra Europarådets daværende menneskerettighedskommissær efter hendes besøg i Italien i juni 2023 udgivet den 21. november 2023 (bilagsnummer 191). I AIDA’s seneste rapport om Italien udgivet den 31. juli 2024 fremgår således af side 43 ff. om problemerne med at få adgang til asylproceduren i praksis: “Reports of denial of access to the asylum procedure recorded by ASGI continued in the last three years. However, from the early months of 2022 and in 2023, the situation reached unprecedented critical levels. Where they prevent access to the procedure, Questure do not issue any document attesting the intention of the persons concerned to seek asylum. This exposes them to risks of arbitrary arrest and deportation. This problem mainly affects people who reach Questure autonomously, after entering in Italy by land or after independent disembarkations or when applying for asylum after staying on the national territory. … In 2023 as in 2022, there were numerous reports of cases in which access to the asylum procedure was hindered on even on national territory, and practices widely differed among different areas of the territory. Due to the problems of registering the asylum application in Milan, several associations together with ASGI sent a letter to UNHCR. Similarly, the high number affecting the Questura of Turin, including with regard to the impossibility to formalize the asylum applications, lead ASGI to address the Police with a formal letter, which was then followed by a very participated public protest. Several months after the demonstration, no substantive change in the rules for submitting asylum applications has been registered. Between May and June 2023, ASGI carried out monitoring through data collected by its members on 55 of the 107 Italian provinces. The outcome was that in 40 cities, asylum seekers cannot access the asylum procedure without an official address. … In other Questure, access to asylum was not allowed without a passport (3 cities) or because a limited number of new asylum requests are allowed every day (in 6 cities: they vary from 5 to a maximum of 15 people per day). In 24 Questure, the period between the date of registration of the asylum application and formalisation lasts less than 6 months, in 18 Questure it takes more than 6 months and in 3 Questure more than a year.” Om Dublinoverførtes problemer med at få adgang til at asylproceduren og indkvartering anføres det bl.a. på side 75 i rapporten: “In an answer (February 2024) to the public access request sent by ASGI, the Dublin Unit replied that "in the reception system there are no places reserved for Dublin returnees from other Member States, “as they are accommodated in the available places, in the same way as other asylum seekers”. In practice, Dublin returnees face the same problems as other asylum seekers in Italy in accessing the asylum procedure and housing in the reception system.” Om problemerne med at få adgang til asylproceduren fremgår det videre på side 128 i rapporten: “As described in detail in the Procedures chapter, for years, the Italian Police Headquarters (Questure) have put in place various strategies aimed at limiting and delaying access to the asylum procedure for people who spontaneously show up at the offices. These practices, which intensify with increasing numbers of requests for protection (both at the general national level and at the level of the individual Questura), also have direct consequences on another right of applicants, namely the right to reception conditions. While applicants are often forced to wait months to file their asylum applications, the same if not worse applies to making a request for access to reception conditions. Indeed, the path to obtain accommodation is even longer and more tortuous, even though by law asylum seekers are entitled to material reception conditions immediately after manifesting the will to apply for asylum (making phase), access to reception facilities is often postponed at least after the actual registration and lodging of the application by State Police. Only after being registered, migrants can request access to reception facilities; even then, they are frequently required to wait for some additional weeks, sleeping rough or in makeshift lodgings or resorting to members of the same community, if and when they can afford it. The shortage of places in the reception system is a recurring issue in Italy, especially as, due to policies aimed at reducing public spending and a strong lack of medium-longterm planning (see the Management and Coordination paragraph), the total number of places in the system continues to decrease, and emergency situations are registered each Summer. For this reason, the system quickly became saturated, and Prefectures started refusing requests for access to reception, or in some cases ignoring them and leaving them unattended. A recent inquiry by the magazine Altreconomia estimated that, in a situation where thousands of asylum seekers are left without access to reception measures, as the Italian Government has declared on several occasions that “there are no more places available in the system(s)”, at least 5,000 places were left unoccupied in 2022 as a reserve for unexpected arrivals through disembarkations.” Problemerne med at få adgang til asylproceduren er også beskrevet i rapporten ”Please, Wait” fra en række italienske NGO’er udgivet den 4. april 2024. Af rapportens side 14 fremgår bl.a.: “Regardless of the annual number of applications for international protection received, the migration management mechanisms devised by Italian authorities have proved unsuitable to ensure that arriving people can access the protection procedure in the manner and under the deadlines set out in law. Managing applications for international protection has not been uniform throughout Italy due to a variety of factors, including variations in approach by police headquarters and the differing number of applications to be registered and formalized in each province. However, despite differences in the manner of access to the procedure for international protection in the principal Italian cities, some critical issues appear systematic in nature across regions. In examining the situation in regional contexts, and taking account of various changes over time, it is evident that local institutions are encountering extreme difficulties in carrying out their legal obligations on international protection. In most cases, the authorities attribute inefficiencies and delays to a lack of staff, but, as this report shows, such inefficiencies and delays also appear related to practices that limit access to the right to seek international protection.” Videre anføres det på side 15: “On a practical level, each police force has the right to independently manage access to the protection procedure, on condition, of course, that the practices comply with Italian, European and international law. However, in many regional contexts, police forces engage in active and/or negligent conduct that prevents or seriously delays the submission of protection applications. Such conduct includes serious delays in processing procedures, which are often blamed on shortcomings in the system, but which are also a consequence of requests for documents not required by law and discriminatory practices.” Herefter beskrives situation i Milano herunder de fortsatte problemer med at få adgang til asylsystemet efter det blev digitaliseret og konsekvenserne heraf i form af lang ventetid på at blive registreret. Det kan i den forbindelse bemærkes, at en domstol i Milano fandt, at den portal, som ansøgerne skulle bruge for at få adgang til asylsystemet (Prenotafacille) var utilstrækkelig, da den faktisk ikke tillod folk at anmode om en aftale. Om situationen mere generelt i Italien anføres det på side 31 i rapporten: “If Milan represents a particular case given its trial of the online system to access the procedure for international protection, unfortunately, people intending to seek protection in other Italian cities are also forced to face long waits, bureaucratic obstacles, and violations of their rights. … The timelines faced by aspiring protection applicants and civil society organizations supporting them are extremely long compared with the periods established by law.” I rapporten gennemgås herefter situationen i Trieste, Torino, Imperia, Bologne, Firenze, Rom og Napoli og det anføres, at situationen synes at være blevet forværret i de seneste måneder og særligt siden slutningen af oktober 2023. Af side 32 fremgår således: ”The situation seems to have gotten worse in recent months, in particular, since the end of October 2023, and now hundreds of people wait in line, at nighttime as well, in front of the police headquarters. Camping outside the police headquarters is also the only ‘solution’ for hopeful asylum seekers in Florence, where the fear of losing your place in the line to try and access the procedure seems to be greater than the fear of living out in the open day and night . In effect, delays in accessing the right to seek asylum for people in Italy to seek protection, in addition to evading specific legal norms, seriously affect the rights and living conditions of people, who may be vulnerable. Af rapporten fra Europarådets daværende menneskerettighedskommissær efter hendes besøg i Italien i juni 2023 udgivet den 21. november 2023 (bilagsnummer 191) fremgår af side 17 bl.a.: “Most Questura lack a proper appointment booking system, which generates long queues on the streets. It has reportedly become common practice for migrants to sleep rough for days or even weeks in front of police buildings as they wait to try to secure a first appointment. Questura have also not established a system to prioritise vulnerable applicants. In practice, when and if an appointment to lodge an application is made it is scheduled months later. The Commissioner was also informed that some Questura have started to impose arbitrary requirements for lodging applications. 69. The Commissioner notes that the inability of asylum seekers to lodge their asylum application hinders their access to basic services, since no legal status is granted until the application is formalised. In addition, applicants who remain excluded from the reception system are not entitled to any form of accommodation and have no access to legal employment.”. Med hensyn til modtage- og indkvarteringsforholdene anføres det i AIDA rapportens side 117, at antallet af pladser i modtage- og indkvarteringssystemet er utilstrækkelige sammenholdt med behovet, og at adgangen hertil beskrives som et Utopia. Herudover kan der henvises til det ovenfor anførte om problemerne med at få adgangen til asylsystemet og dermed adgang til indkvartering, herunder side 128-129 i rapporten gengivet ovenfor. Det beskrives videre i rapporten på side 151 ff., at forholdene i modtagecentrene varierer meget og på side 154 anføres følgende: “Generally speaking, all governmental centres are very often overcrowded. Accordingly, the quality of the reception services offered is not equivalent to reception facilities of smaller size. In general, concerns have systematically been raised about the high variability in the standards of reception centres in practice, which may manifest itself in: overcrowding and limitations in the space available for assistance, legal advice and social life; physical inadequacy of the facilities and their remoteness from the community; or difficulties in accessing appropriate information. Nevertheless, it must be pointed out that the material conditions also vary from one centre to another depending on the size, the occupancy rate, and the level and quality of the services provided by the body managing each centre.”. De italienske myndigheder har i forbindelse med, at de har suspenderet modtagelse af personer i henhold til Dublinforordningen også henvist til, at deres modtagesystem er under pres. Der kan i den forbindelse henvises til de italienske myndigheders svar fra august 2023 på den danske høring vedrørende betydningen af den italienske undtagelsestilstand. Dublinforordningen skal fortolkes og anvendes under iagttagelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikrede ved EU’s charter om grundlæggelse rettigheder, hvor der i artikel 4 er et forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling. Italien har også tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte int...

ugan20249

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i marts 2022. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [by A], [by B], Uganda. Ansøgeren har været medlem af [politisk parti A] siden 2020, og han var tilknyttet [det politiske parti A] som støtte et år forinden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet af myndighederne eller slået ihjel af sin familie eller bekendte i landsbyen, idet han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han udrejste af Uganda, idet han i [efteråret] 2021 blev taget i at have et seksuelt forhold til en anden mand. Nogle personer overfaldt ansøgeren og trak ham med udenfor, hvor der samlede sig en folkemængde. Det lykkedes ansøgeren at flygte derfra. Efter denne hændelse gemte ansøgeren sig hos sin ven i [by A], som fortalte ham, at nogen havde forsøgt at opsøge ansøgeren på hans families bopæl. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie har truet ham, og at hans [familiemedlem A] døde efter, at han fandt ud af, at ansøgeren havde været sammen med en mand. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, idet han er medlem af [politisk parti A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv herom oplyst, at han har støttet partiet og deltaget i demonstrationer arrangeret af partiet. Han bliver derfor anset som en fjende af myndighederne. Ansøgeren har videre oplyst, at personer tilknyttet [politisk parti A] forsvinder, og at folk bliver fængslet uden rettergang, og ansøgeren frygter, at det samme vil ske for ham. Ansøgeren har deltaget i [tre-fem] [politisk parti]-møder og [én-tre] demonstrationer i 2021, hvorefter ansøgeren i forbindelse med en demonstration i [vinteren 2020/2021] blev anholdt. Om anholdelsen har ansøgeren oplyst, at han var heldig, da en ældre mand fortalte politiet, at han ikke var farlig, og han blev derfor løsladt med det samme. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund, idet ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin biseksualitet fremstår ureflekteret, overfladisk og utroværdig, skønt både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har spurgt indgående ind hertil. Ansøgeren har primært forklaret om omstændigheder af faktuel karakter. Han har ikke kunnet forklare om sine tanker, sin indre afklaring og den proces, han gennemgik i forhold til at være biseksuel. Forespurgt eksempelvis om, hvilke overvejelser ansøgeren havde gjort sig om sin seksuelle lyst til at være sammen med mænd i forhold til, at han var bekendt med den generelle holdning til homoseksualitet i Uganda, har ansøgeren forklaret, at han ikke rigtig tænkte over det. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret overfladisk, påfaldende detajleløst og til dels divergerende om sine seksuelle forhold til mænd i Uganda. Det fremstår således påfaldende, at ansøgeren ikke kan huske navnet på sin skolelærer, særligt når henses til, at det var hans skolelærer, ansøgeren havde sit første homoseksuelle forhold til, og som derfor må anses som en helt central person i ansøgerens proces for forståelsen af sin seksualitet. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren desuden forklaret, at den anden person, han havde et seksuelt forhold til, hed [A]. Under nævnsmødet har ansøgeren først 2 gange oplyst, at hans andet homoseksuelle forhold var til en person ved navn [B]. Efter at være forespurgt, hvorvidt personen hed [A], har ansøgeren fastholdt, at manden hed [B]. Først efter forehold af indholdet af hans samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at personen hed [A]. Ansøgeren har også forklaret divergerende om varigheden af hans homoseksuelle forhold til [C], selv om dette forhold også må anses for at være et helt centralt punkt i ansøgerens udforskning og afklaring af sin seksuelle orientering. Under gensamtalen [i efteråret] 2023 forklarede ansøgeren først, at deres forhold stoppede efter ”en tid”, cirka 1 år. Senere under denne samtale forklarede ansøgeren, at deres forhold nok var længere end et år. Han forklarede derefter først, at deres forhold sluttede i 2020, og senere har ansøgeren forklaret, at det sluttede i 2021, da de blev opdaget. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at deres forhold varede i omkring 3 år. Vedrørende ansøgerens forhold til [A] har ansøgeren også forklaret divergerende om længden af deres forhold. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 har ansøgeren forklaret, at deres forhold varede i cirka 5 måneder. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at deres forhold varede i 9 til 12 måneder. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret væsentlig udbyggende om sin seksuelle orientering, der er helt centralt for ansøgerens asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2022/2023] forklarede ansøgeren, at han identificerer dig selv som homoseksuel, og at han udrejste fra Uganda, fordi han er homoseksuel. I forbindelse med asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 forklarede ansøgeren detaljeret, at han – udelukkende – er seksuelt tiltrukket af personer af samme køn, som han selv. Han forklarede uddybende om sin erkendelse, at forhold med mænd var det rigtige for ham, efter at han havde haft et seksuelt forhold til sin skolelærer. Under gensamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 forklarede ansøgeren på ny om sin homoseksualitet og om sine følelser ved at være sammen med [C] samt om, hvordan ansøgeren er fysisk og seksuelt tiltrukket af [D] og hans krop, som ansøgeren havde mødt i Danmark. Under den anden gensamtale [i foråret] 2024 forklarede ansøgeren uddybende om sit forhold til [D] og forklarede, at de havde været kærester i 1 ½ år, og at de var sammen 10-15 gange om måneden. Under den tredje gensamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2024 forklarede ansøgeren først, at når han ser på en mand, vækker det hans interesse, og når han ser på kvinder, sker der ingenting for ham. Først efter at være foreholdt, at der er pornografisk materiale af heteroseksuel karakter og fotos af kvinder på ansøgerens mobiltelefon, forklarede ansøgeren, at han for nogle uger siden havde fået en kvindelig partner, og at han identificerer sig selv som biseksuel, idet han er tiltrukket af både mænd og kvinder. Da ansøgeren vedholdende og detaljeret under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er homoseksuel, herunder særligt da ansøgeren under asylsamtalen [i efteråret] 2023 forklarede, at han udelukkende er seksuelt tiltrukket af personer af samme køn som ham selv, ligesom han under den tredje gensamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2024 først forklarede, at når han ser på en mand, vækker det hans interesser, og når han ser på kvinder, sker der ingenting for ham, finder Flygtningenævnet det ikke troværdigt, at ansøgeren efter forehold af fotoene på hans mobiltelefon oplyser, at han anser sig som biseksuel, herunder at han har fået en kvindelig partner. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han først i forbindelse med en sommerlejr for LGBT Asylum [få] uger inden gensamtalen [i sommeren] 2024 skulle være blevet bekendt med betegnelsen biseksuel, og at han indtil da kun kendte til betegnelserne homo- og heteroseksualitet. Det forhold, at ansøgeren er med i LGBT Asylum og deltager i deres arrangementer, hvilket LGBT Asylum skriftligt har bekræftet, og at [D] over for ansøgerens advokat skriftligt har bekræftet, at ansøgeren er hans partner, at de har stærke bånd, og at de begge har planer for fremtiden, kan ikke føre til et andet resultat. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han skulle være biseksuel, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han af den grund har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Uganda, sin familie eller andre. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter de ugandiske myndigheder som følge af hans medlemskab af og aktiviteter for [politisk parti A], finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han af den grund har en asylbegrundende konflikt med myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under gensamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 har forklaret, at han kun har været anholdt af politiet en gang i forbindelse med en demonstration for [det politiske parti A] i [vinteren 2020/2021], at han blev løsladt med det samme, og at der ikke skete yderligere. Ansøgeren stoppede endvidere sine aktiviteter for partiet i forbindelse med valget i [vinteren 2020/2021]. Ansøgeren har herudover ikke oplevet problemer af nogen art på baggrund af sin tilknytning til [det politiske parti A]. Dertil kommer, at ansøgeren [i vinteren 2021/2022] er udrejst legalt af Uganda via lufthavnen i [by C] uden at opleve problemer. Ansøgerens konflikt med myndighederne har således et så beskedent omfang og lav intensitet, at den ikke er asylbegrundende. Dertil kommer, at ansøgeren, der udrejste af Uganda [i vinteren 2021/2022] og indrejste i Danmark [i foråret] 2022, først søgte asyl i Danmark [i efteråret] 2022, hvor han var blevet anholdt for at have arbejdet i Danmark uden arbejdstilladelse. Heller ikke de generelle forhold i Uganda kan anses for at være asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil risikere asylbegrundende forfølgelse eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: ugan/2024/9/obc

tyrk20245

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Født i Danmark.Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim og født i Danmark. Ansøgeren er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har været politisk aktiv på sociale medier, hvor han har kritiseret Erdogan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv på anden måde. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at aftjene militærtjeneste i Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ved den seneste fornyelse af sit nationalitetspas på den tyrkiske ambassade i Danmark på en truende måde fik at vide, at det var sidste gang han kunne få passet fornyet, før han skulle aftjene værnepligt. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter problemer som følge af at hans [familiemedlem] er blevet sigtet for at være tilknyttet Gülen-bevægelsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han deler efternavn med [sit familiemedlem], og at de begge er kurdere. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter problemer som følge af at have kritiseret Erdogan i en tråd til et opslag på sociale medier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i den forbindelse modtog en trussel fra en ukendt profil, som angav, at ansøgeren bare skulle vente, til ansøgeren kom til Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv videre oplyst, at han frygter problemer, fordi nogle kollaboratører har videregivet informationer til de tyrkiske myndigheder om ansøgerens udvisningsdom i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere oplyst, at han frygter problemer, fordi han er kurder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har hørt fra mange kurdere, at man som kurder bliver beskyldt for alt muligt i Tyrkiet. Endelig har ansøgeren oplyst, at det forhold at han ikke kan sproget og at han ikke har netværk i Tyrkiet ud fra en samlet vurdering med det som han i øvrigt har anført bør føre til. at han får en ny beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for hans asylansøgning til grund, men finder, at der ikke kan meddeles ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at forholdene omkring aftjening af militærtjeneste i Tyrkiet, herunder for etniske kurdere, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilkommer det enkelte land at lovgive om værnepligt, herunder med hensyn til sanktioner ved udeblivelse fra militærtjeneste. Det fremgår af foreliggende baggrundsoplysninger, at strafferammen for udeblivelse fra militærtjeneste i Tyrkiet er op til 3 års fængsel, men at de tyrkiske myndigheder over en længere periode har straffet forseelser med bødestraf fra omkring 300 til 34.000 tyrkiske lira, hvilket ikke kan anses for nogen uproportional sanktion set i forhold til dansk retstradition. Med hensyn ansøgerens [familiemedlems] tilknytning til Gülen-bevægelsen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han dermed vil kunne anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke er blevet truet eller har oplevet problemer på baggrund af [sit familiemedlems] forhold. Det forhold, at ansøgeren er i familie, deler efternavn og har en kurdisk baggrund kan ikke føre til en ændret vurdering. Med hensyn til det af ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet anførte om, at hans [familiemedlem] skulle være snuppet i [asiatisk land A] eller i [asiatisk land B] med flere millioner af ukendt valuta, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at forklaringen er udbyggende forklaring, da ansøgeren ikke har oplyst om det ved samtaler med Udlændingestyrelsen, og at ansøgeren i øvrigt i forvejen ikke har kunnet oplyse noget om [dette familiemedlems] forhold, der kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. For så vidt angår ansøgerens kommentarer omkring 2016 til et opslag i en tråd på [socialt medie], hvor han angiveligt har kritiseret Erdogan i fire kommentarer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han dermed vil kunne anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, karakteren og omfanget heraf, og at det ligger langt tilbage i tid. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har modtaget en trussel fra en ukendt profil på [socialt medie] kan ikke føre til en ændret vurdering, Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke kendte personen, og at ansøgeren selv tror, at det var en falsk profil, idet profilen ikke havde et profilbillede. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at den angivelige trussel er tilbage fra omkring 2016, og at han ikke modtaget trusler fra profilen efterfølgende. Ansøgeren kan herefter ikke anses for at have sandsynliggjort, at disse kommentarer i en tråd på [socialt medie] kan antages at have bragt sig i de tyrkiske myndigheders søgelys, og at han dermed vil kunne anses at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter, at nogle kollaboratører har videregivet informationer til de tyrkiske myndigheder om hans udvisningsdom i Danmark, finder Flygtningenævnet, at det beror på hans egen formodning. Flygtningenævnet finder herefter ikke kan anses for at have sandsynliggjort, at han dermed vil kunne anses at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv om, at ansøgeren skulle opleve problemer, fordi han er kurder, bemærker Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske kurdere i Tyrkiet ikke i sig kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger har Flygtningenævnet ikke fundet grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsbehandling med hensyn til det anførte om ansøgerens [familiemedlem]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Tyrk/2024/5/sesc

syri202460

Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/58 og Syri/2024/59. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, som medfølgende barn til sin mor. Udlændingestyrelsen har senest [i sommeren] 2024 forlænget klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med gyldighed fra [foråret] 2024 til [foråret] 2026. Klagerens advokat har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes bror, [A], som [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens bror boede på daværende tidspunkt sammen med sine forældre og søskende, hvilket han fortsat gør. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus: Klagerens bror, [A], er [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 med sin mor og to søskende, herunder hendes bror [A]. Inden udrejsen boede klageren sammen med [A] og resten af deres familie, og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse til [A] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i sommeren] 2017, boede de ligeledes sammen. Klageren opfyldte således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes bror, [A’s], opholdstilladelse som konventionsflygtning. Det fremgår af et referat af mødet i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales videre i referatet, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og at nævnets prøvelse isoleret set alene er, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2017 i broderen [A’s] sag opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af broderens opholdstilladelse. Klageren skal derfor efter nævnets praksis og det anførte i det ovennævnte referat af et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg meddeles opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”

syri202459

Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/58 og Syri/2024/60. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har senest [i sommeren] 2024 forlænget klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med gyldighed fra [efteråret] 2024 til [efteråret] 2026. Klagerens advokat har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes bror, [A], som [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens bror boede på daværende tidspunkt sammen med sine forældre og søskende, hvilket han fortsat gør. Klageren er på nuværende tidspunkt udeboende, men hun boede på tidspunktet for [A’s] opholdstilladelse fortsat hjemme. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus: Klagerens bror, [A], er [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 med sin mor og to søskende, herunder broderen [A]. Inden udrejsen boede klageren med [A] og resten af deres familie, og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse til [A] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i sommeren] 2017, boede de ligeledes sammen. Klageren opfyldte således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes bror [A’s] opholdstilladelse som konventionsflygtning. Det fremgår af referatet af mødet i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales videre i referatet, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og at nævnets prøvelse isoleret set alene er, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 i broderen [A] sag opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af broderens opholdstilladelse. Klageren skal derfor efter nævnets praksis og det anførte i det ovennævnte referat af et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg meddeles opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2024/59

syri202458

Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/59 og Syri/2024/60. Indrejst i 2014 og 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klagerne er etniske kurdere og sunnimuslimer. Den mandlige klager er født i [by A], Al-Hasakah, Syrien. Den kvindelige klager er født i [by B], Hasaka, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at den mandlige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har senest [i efteråret] 2023 forlænget den mandlige klagers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med gyldighed fra [vinteren 2024/2025] til [vinteren 2026/2027]. Det fremgår videre, at den kvindelige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har senest [i sommeren] 2024 forlænget den kvindelige klagers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med gyldighed fra [efteråret] 2024 til [efteråret] 2026. Klagernes advokat har [foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres søn, [A], som i [sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagernes søn var på daværende tidspunkt og er fortsat boende sammen med sine forældre og søskende. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus: Klagernes søn, [A], er [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige klager er [i vinteren 2015/2016] meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og den kvindelige klager er [i sommeren] 2017 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, begge som følge af de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager indrejste i Danmark den [i sommeren] 2014, og den kvindelige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 med klagernes tre børn, herunder sønnen [A]. Inden udrejsen af Syrien boede de sammen med deres børn, herunder deres søn [A], og de fortsatte med at bo sammen som familie efter, at familien indrejste i Danmark. Videre boede de sammen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse til [A] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i sommeren] 2017. Klagerne opfyldte således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2017 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres dengang hjemmeboende søn [A’s] opholdstilladelse som konventionsflygtning. Det fremgår af referatet af mødet i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales videre i referatet, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og at nævnets prøvelse isoleret set alene er, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerne på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 i sønnen [A’s] asylsag opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres hjemmeboende søns opholdstilladelse. Klagerne skal derfor efter nævnets praksis og det anførte i det ovennævnte referat af et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg meddeles opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Syri/2024/58

soma202427

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører [A]-klanen og er sunnimuslim. Hun er født i [by A], Somalia og flyttede til Etiopien med sin far i 2004. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine brødre fra Somalia, fordi hun er blevet gift med sin i Danmark bosiddende og nuværende ægtefælle, som kommer fra en lavere klan. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i [sommeren] 2014 blev gift med i Danmark boende og nuværende ægtefælle, som hun havde mødt i Etiopien gennem sin veninde og nabo. Ansøgerens far var i begyndelsen imod ægteskabet, men accepterede det til sidst. Hendes brødre kunne til gengæld ikke acceptere ægteskabet, og de chikanerede ansøgeren og udsatte hende for vold og overgreb. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter klanen til den mand, som hendes far har kørt ihjel. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far flygtede til Etiopien. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun vil være enlig kvinde i Somalia, da hendes brødre ikke kan betragtes som netværk. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er somalisk statsborger. Flygtningenævnet har derfor asylretligt vurderet ansøgeren i forhold til Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund henset til, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold i asylmotivet. Ansøgeren har således under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 forklaret, at hun frygter at blive slået ihjel af tre af sine brødre, der bor med ansøgerens mor i Somalia, fordi hun har indgået et ægteskab mod deres vilje og giftet sig med en mand, der tilhører en for dem uønsket klan, kaldet [B-klanen]. I relation til denne konflikt har ansøgeren oplyst, at hun ikke har tal på hvor mange gange, hun er blevet slået af sine brødre, og at det er sket både i [by A], Somalia og i Etiopien, hvor ansøgeren boede med sin far og flere andre søskende, og at overgrebene er sket fra 2016 og frem til 2018. Ansøgeren har dog under en samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 forklaret, at hun frygter to af sine brødre som følge af, at hun har indgået ægteskab mod deres vilje med en mand fra en lavere klan. I relation til denne konflikt har ansøgeren forklaret, at hun er blevet overfaldet af to af sine brødre, der bor med ansøgerens mor i Somalia, at det er sket fem gange i 2016, og at alle overgrebene er sket i Etiopien. Ansøgeren har forklaret mere detaljeret om de enkelte overgreb fra 2016, herunder at de også foregik under brug af våben, og at det endte med, at ansøgeren måtte bo hos en ældre dame indtil sin udrejse i 2019. Ansøgeren har således om det første overgreb forklaret, at hendes bror overfaldt hende i farens hjem og slog hende med en stok. Om det fjerde overgreb har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt på farens bopæl af begge sine brødre, og at den ene bror havde en pistol med, mens den anden bror fangede hende og holdt hende fast, men at det sluttede, da hun råbte og skreg, så naboerne kunne høre det. For Flygtningenævnet har ansøgeren om de enkelte overgreb ikke kunnet forklare med de samme detaljer, som hun har gjort til Udlændingestyrelsen, og hun har oplyst, at hun blander overgrebene sammen, da de påvirker hende meget. Ansøgeren har dog i forhold til det første overgreb oplyst, at hendes brødre slog hende med en stok, og at de også have medbragt en pistol. I forbindelse med det fjerde ovegreb har hun for nævnet haft svært ved at huske episoden, herunder hvorvidt begge brødre var til stede, og at den ene bror havde en pistol, mens den anden bror fangede hende og holdt hende fast. Ansøgeren har også afgivet divergerende oplysninger under sin forklaring for Flygtningenævnet i relation til, hvornår hun har været i Somalia. Ansøgeren har således først for nævnet forklaret, at hun efter sin udrejse fra Somalia i 2004 ikke har været tilbage i Somalia. Senere under forklaringen har ansøgeren dog forklaret, at hun i 2018 var i Somalia i forbindelse med udstedelse af et pas. Om divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende. Hertil kommer, at ansøgerens asylmotiv i sin helhed fremstår usammenhængende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens far, som familiens overhoved og efter at have accepteret ansøgerens bryllup med en mand fra en lavere klan, ikke greb ind, da ansøgeren angiveligt blev udsat for overgreb fra sine yngre brødre fra Somalia. Endvidere er det tillagt vægt, at ansøgerens mor også valgte at gifte sig med en mand fra en lavere klan. Der er tillige lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at hendes mor også var imod ægteskabet, og at hendes mor havde sendt ansøgerens brødre efter hende, idet brødrene ville slå ansøgeren ihjel. Uanset dette valgte ansøgeren – efter at have gemt sig for sine brødre og sin mor i over 2 år - at overdrage [sit barn] til moren og dermed også til brødrene i 2019 forud for sin udrejsen, og i forbindeles med overdragelsen skete der ikke ansøgeren noget. Endelig finder nævnet det påfaldende, at ansøgeren ikke i perioden fra 2016 til 2019 tog kontakt til sin ægtefælle i Danmark og fortalte ham, at han var blevet far og bad ham om hjælp til at rejse fra Etiopien, idet ansøgeren har forklaret, at hun ønskede at udrejse for at komme i sikkerhed og tættere på sin mand. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er i et asylbegrundende modsætningsforhold til sin mor eller brødre i Somalia. Det er heller ikke efter ansøgerens forklaring sandsynliggjort, at ansøgeren har en asylbegrundede konflikt med en klan til en mand, som faren har kørt ihjel. Da ansøgeren således i Somalia blandt andet har sine brødre, vil ansøgeren derfor ved en tilbagevenden til Somalia ikke være enlig kvinde uden mandligt netværk, som vil kunne beskytte hende. Såfremt ansøgeren tillige er statsborger eller kan opnå statsborgerskab i Etiopien, lægger Flygtningenævnet til grund efter det ovenfor anførte sammenholdt med, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke har konflikter eller modsætningsforhold til nogen i Etiopien, at hun ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundede konflikt eller et modsætningsforhold til nogen i Etiopien. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia eller eventuelt Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2024/27/nabr

soma202426

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], [region], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har tilhørsforhold til [klan A], subklan til [klan B]. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret 2013] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, og at han indrejste i Danmark [i foråret 2013] sammen med sin medfølgende søn. Det fremgår videre af sagen, at klageren [i foråret 2022] fik forlænget klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at en nægtelse af forlængelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har [i foråret 2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, subsidiært § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han frygter Al-Shabaab og [klan C]. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende al-Shabaab har klageren oplyst, at de var overalt i [by], og at de to gange har henvendt sig til klageren for at få ham til at tilslutte sig dem. Klageren har herom yderligere oplyst, at han i seks måneder efter sin udrejse fra Somalia til Etiopien, løbende modtog tekstbeskeder fra Al-Shabaab, hvor der stod, at de ville slå ham ihjel, og at de vidste, hvor han var. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende [klan C] har klageren oplyst, at medlemmer fra klanen besøgte hans bopæl for at rekruttere ham, mens han boede i [by] i Somalia. Herom har klageren yderligere oplyst, at [klan C] som straf for at klageren nægtede at tilslutte sig dem, fordrev hans familie fra deres bopæl, mens klageren var til lægen med sin søn. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, hvis hjemby er [by] i [region], er forsøgt rekrutteret af al-Shabaab, men finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er særlig profileret eller har en individuel konflikt med al-Shabaab og/eller med [klan C]. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret 2021] oplyste, at han frygtede al-Shabaab, fordi de var overalt i området, og at de henvendte sig til ham to gange og ville have ham til at tilslutte sig dem, og at han hørte rygter om, at de ville slå ham ihjel. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at al-Shabaab kom to gange om natten til hans hus i byen, hvor de ville have ham til kæmpe med dem, og at de ville slå ham ihjel, hvis han ikke ville kæmpe med dem. Flygtningenævnet lægger herefter efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger til grund, at al-Shabaabs henvendelse til ham var led i en generel hvervning. Med hensyn [klan C] lægger Flygtningenævnet til grund, at denne klan forsøgte at rekruttere klageren, og at de efterfølgende fordrev ham og hans familie fra bopælen, men at konflikten må betragtes som afsluttet. De generelle forhold i Somalia kan efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke føre til, at klageren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering og af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 8, stk. l, jf. § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Soma/2024/26/sesc

soma202425

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [region], Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [klan] og subklanen [subklan]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han modsatte sig rekruttering til organisationen og nægtede at betale dem, da de forsøgte at presse penge ud af ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Somalia arbejdede på sin families landbrug. Familien dyrkede grøntsager, som de efterfølgende solgte på markedet. I [2015-2020] forsøgte medlemmer af al-Shabaab at rekruttere ansøgeren, idet de gerne ville have ham til at transportere nogle genstande for dem sammen med de grøntsager, som han transporterede til markedet i [by A]. Da ansøgeren nægtede, forsøgte medlemmerne telefonisk at true ham til at samarbejde. Efter en pause i de truende telefonopkald begyndte medlemmerne at true ham på ny. De ville have ansøgeren til at betale skat af det, som han dyrkede på markerne. Ansøgeren havde ikke råd til at betale, hvorfor medlemmerne af al-Shabaab truede med at slå ham ihjel, herunder ved at sende ham seks en halv dollar over mobilen til køb af ligtøj. Ansøgeren fortsatte sit arbejde på familiens landbrug. En aften arbejdede klageren sammen med to andre personer på marken, da der blev skudt imod dem. En af de personer, som ansøgeren arbejdede sammen med, blev ramt af skud. Ansøgeren flygtede selv fra marken. Under flugten fik ansøgeren skader, da han krydsede et hegn. Ansøgeren har stadig ar på [kropsdel] efter dette. Ansøgeren flygtede til [by A]. I [by A] fik ansøgeren et opkald fra al-Shabaab, hvori det blev oplyst, at al-Shabaab var bekendt med hans opholdssted. Ansøgeren flygtede derfor videre til [by B], hvor han gemte sig i forskellige bydele i omkring et år. [Et år senere], mens ansøgeren opholdt sig i [by B], bortførte al-Shabaab hans [familiemedlem]. Under bortførslen udsatte al-Shabaab [familiemedlemmet] for vold. Efter al-Shabaab havde ladet ansøgerens [familiemedlem] gå, måtte familien sende [familiemedlemmet] til [by B], fordi [diagnose A]. Ansøgerens [familiemedlem] blev indlagt på hospitalet i [by B], men behandlingen var dyr, hvorfor en video på sociale medier, hvor ansøgeren og hans [familiemedlem] skulle deltage og bede om økonomisk støtte til [familiemedlemmets] behandling. Det lykkedes ansøgeren og hans [familiemedlem] at samle penge ind, som de brugte til at rejse legalt fra Somalia til [land A], hvor ansøgerens [familiemedlem] kunne modtage den nødvendige behandling. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi al-Shabaab ikke kan lide [subklan] klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab ikke bryder sig om hans klan, [subklan], fordi klanen ikke har råd til at betale bestikkelse. Al-Shabaab har tidligere taget klanens dyr og brændt klanens biler, mens medlemmer af klanen sad i dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har en konflikt med al-Shabaab. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet, at ansøgeren har forklaret forskelligt og usammenhængende om centrale dele af asylmotivet. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige og usammenhængende forklaringer om skudepisoden på plantagen, herunder om hvem der blev ramt af skud og konsekvenserne heraf. Nævnet anser det således for en central divergens, der ikke kan skyldes tolke- eller oversættelsesfejl, at ansøgeren under henholdsvis oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt traktorføreren blev dræbt. Efter oplysningerne om, at ansøgeren var kommet til skade [på kropsdel] i et behandlingskrævende omfang, fremstår det heller ikke plausibelt, at ansøgeren har været i stand til at [transportere sig] i så mange timer, som han har forklaret. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har afgivet en overbevisende forklaring om omstændighederne i forbindelse med bortførelsen af ansøgerens [familiemedlem], herunder om baggrunden for al-Shabaabs løsladelse af [familiemedlemmet] i en situation, hvor [familiemedlemmet] angiveligt var blevet kidnappet af al-Shabaab i den hensigt at skade ansøgeren. Den omstændighed, at det ikke har været muligt for myndighederne at oversætte ansøgerens asylskema i forbindelse med sagens behandling på grund af den sproglige kvalitet heraf, kan ikke føre til en anden vurdering. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder hans behov for medicin til brug for behandling af [diagnose B], er ikke et forhold, der kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De generelle forhold i Somalia, herunder al-Shabaabs tilstedeværelse i ansøgerens hjemområde, og de af ansøgeren påberåbte klanforhold kan ikke sig selv anses for asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2024/25/leuds

niga202411

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning fra [by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet af myndighederne eller at blive slået ihjel af lokalbefolkningen i Nigeria, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans mandlige partner i Nigeria blev slået ihjel i deres fælles hjem af en større gruppe mennesker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han efter denne hændelse holdt sig skjult i en landsby i et par måneder, indtil han udrejste til [europæisk land]. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund, idet ansøgeren – som også anført af Udlændingestyrelsen – har forklaret forskelligt og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Forklaringen har, ligeledes for Flygtningenævnet, fremstået overfladisk, afglidende og utroværdig. I den forbindelse henviser Flygtningenævnet navnlig til ansøgerens forklaring om ikke at kunne huske, hvornår hans partner i Nigeria skulle være blevet slået ihjel. Hertil kommer, at ansøgeren har oplyst ikke at kende sin mangeårige partner i [europæisk lands] efternavn eller alder, ligesom han ikke har kunnet fremvise billeder af ham på en af de to telefoner, han havde med til Danmark, og som han oplyste at have haft i [1-3] år. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren har forklaret forskelligt om blandt andet, hvorvidt han er opvokset hos sine forældre eller på børnehjem, hvornår han mødte sin partner i [europæisk land], og hvor hans partner i Nigeria blev overfaldet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans og partnerens forhold i [europæisk land] var officielt. Til samtalen i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han og partneren var et kendt par, boede sammen og gik med hinanden i hånden på gaden. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 har ansøgeren derimod oplyst, at han ikke havde billeder af sin partner på telefonen, fordi de forsøgte at holde forholdet hemmeligt. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret udbyggende om blandt andet selv at være blevet overfaldet i Nigeria, at han er eftersøgt i landet, og at myndighederne skulle have offentliggjort et billede af ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2024/11/EEB

kina20247

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Sagen er sambehandlet med kina/2024/4, kina/2024/5 og kina/2024/6. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hankineser og [religiøs overbevisning] fra [by B] i [provins B], Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har været politisk aktiv på sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de kinesiske myndigheder, som følge af sine aktiviteter på sociale medier til støtte for Taiwan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har delt opslag på flere sociale medier, og at hun anvendte sit ID-kort ved oprettelsen af sine profiler. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun har modtaget en officiel advarsel fra de kinesiske myndigheder, hvori hun blev bedt om at stoppe med at dele opslag med separatistisk indhold. Der stod desuden i advarslen, at myndighederne har hendes oplysninger, og at de vil overvåge hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig henvist til, at hendes opslag blev slettet, og at hun er blokeret på flere sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til sin søsters konflikt med et medlem af et kriminelt netværk i Kina. Sociale medier. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de kinesiske myndigheder som følge af, at hun i [sommeren] 2021 har delt et opslag indeholdende en politisk holdning med støtte til Taiwan. Det er Flygtningenævnets vurdering sammenholdt med den begrundelse, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at der har været tale om et enkeltstående forhold i 2021. Ansøgeren har ikke siden delt opslag på internettet indeholdende kritiske synspunkter om politiske forhold i Kina. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har fremlagt eller forevist dokumentation, der kan sandsynliggøre, at hun i forbindelse med sin deling af opslaget i 2021 skulle have modtaget trusler fra personer, som har kommenteret på opslaget, eller at hun som følge af opslaget skulle have bragt sig i de kinesiske myndigheders søgelys. Søsterens forhold til et bandemedlem. Med hensyn til ansøgerens frygt for, at hun og hendes familie skulle være i risiko for at blive udsat for overgreb fra et lokalt bandemedlem i Kina, som hendes søster har afvist at indlede et forhold til, og som har fremsat trusler mod først og fremmest hendes søster, findes der at være tale om et afsluttet forhold, som ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse i det hele til den begrundelse, der er anført i ansøgerens søsters asylsag. Det er således Flygtningenævnets sammenfattende vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kina vil være i nogen asylbegrundende risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i nogen reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. /kina/2024/7/lafal

kina20246

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Sagen er sambehandlet med kina/2024/4, kina/2024/5 og kina/2024/7. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hankineser og [religiøs overbevisning] fra [by B] i [provins B], Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af [navn B], som hun har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [navn B], er medlem af et kriminelt netværk, og at han mener, at ansøgeren skylder ham penge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at [navn B] har opsøgt ansøgeren på gaden, og at han flere gange har opsøgt ansøgerens mormors bopæl. [Navn B] har desuden flere gange forsøgt at komme i kontakt med ansøgeren gennem sociale medier efter ansøgerens seneste udrejse af Kina. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at hun har afslået en kæresterelation til [navn B]. Ansøgeren har anmeldt forholdet til det kinesiske politi. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til sine forældres konflikter, der skyldes deres tilknytning til Falun Gong-bevægelsen. Konflikt med [navn B]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at hun under sit ophold i Kina i 2019 mødte en ung mand ved navn [navn B], som ønskede, at hun skulle være hans kæreste. Da hun afviste ham, fremsatte han trusler mod hende og hendes familie, herunder hendes bedsteforældre, hvor han ødelagde nogle ting. Nævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring til grund om, at hendes konflikt med [navn B] også angik nogle penge, som [navn B] mente, at ansøgeren skyldte ham. Det er nævnets vurdering sammenholdt med den begrundelse, der er indeholdt i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er tale om et afsluttet forhold, som ikke længere udgør nogen reel risiko for overgreb fra hverken [navn B] eller den gruppering, som han efter det oplyste måtte tilhøre. Hertil kommer, at der findes at være tale om en konflikt, som ikke har et sådant omfang eller en sådan intensitet til at begrunde asyl. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren efter sin tilbagerejse til Danmark i 2020 ikke modtaget trusler eller henvendelser fra [navn B]. Nævnet kan i den forbindelse ikke lægge til grund, at [navn B] efterfølgende har opsøgt hendes bedsteforældre for at søge efter hende, da der er tale om en udbyggende forklaring, herunder hendes forklaring under nævnsmødet om, at hendes bedsteforældre fortsat bliver opsøgt hver måned af [navn B]. Ansøgerens fars konflikt med en landsbyleder. Flygtningenævnet har i ansøgerens fars asylsag, som har været behandlet sammen med ansøgerens sag, lagt til grund, at hendes far har haft en konflikt i 2019 med en landsbyleder angående hendes fars ejendom i den pågældende landsby, men har ikke fundet, at konflikten har en sådan karakter og aktualitet, at hendes far vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Kina. På samme baggrund finder Flygtningenævnet, at heller ikke ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af denne konflikt. Det er således Flygtningenævnets sammenfattende vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kina vil være i nogen asylbegrundende risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i nogen reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. /kina/2024/6/lafal

kina20245

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Sagen er sambehandlet med kina/2024/4, kina/2024/6 og kina/2024/7. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hankineser og kristen af trosretning. Ansøgeren er fra [by B] i [provins B], Kina. Hun boede inden sin udrejse af Kina i [provins A]. Ansøgeren har været tilknyttet Falun Gong-bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de kinesiske myndigheder, som følge af sine aktiviteter for Falun Gong-bevægelsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har uddelt materiale om bevægelsen, og at hun i 2019 registrerede sig som medlem af bevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun blev tilbageholdt af det kinesiske politi i [én-tre uger] i 2011 og afhørt om hendes aktiviteter for Falun Gong-bevægelsen. Hun blev omkring [én-tre måneder] senere hentet af politiet til en ny afhøring, men blev løsladt nogle timer senere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv desuden oplyst, at hendes forældre blev opsøgt og overfaldet af en gruppe personer på deres bopæl i [by B], Kina. Personerne, der står bag overfaldet har modtaget bøder efter ansøgerne i 2019 uddelte materiale til dem om Fulan Gong-bevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at blandt andre hendes [familiemedlem A] i 2020 blev anholdt og idømt fængselsstraf for sine aktiviteter for Fulan Gong-bevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv derudover oplyst, at hendes forældre er blevet opsøgt flere gange på deres bopæl af politiet, og at hendes forældres naboer ligeledes er blevet opsøgt på deres bopæl. Politiet har i forbindelse med opsøgningerne efterspurgt ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at hun har været aktiv i en chatgruppe på sociale medier om Fulan Gong-bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel, som følge af hendes ægtefælles konflikt med en tidligere landsbyleder, [navn A]. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter de kinesiske myndigheder, som følge af sine aktiviteter på sociale medier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har kommenteret på og delt opslag til støtte for Taiwans uafhængighed. Ansøgeren har som asylmotiv afslutningsvis henvist til sin ene datters konflikt med et medlem af et kriminelt netværk i Kina. Falun Gong. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en sådan tilknytning til Falun Gong-bevægelsen, at hun skulle befinde sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de kinesiske myndigheder. Det er nævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om, hvorfor hun valgte at melde sig ind i Falun Gong, ikke forekommer reel eller overbevisende. Nævnet kan i det hele tilslutte sig Udlændingestyrelsens begrundelse, hvoraf blandt andet fremgår, at ansøgeren har forklaret, at hun deltog i Falun Gong-aktiviteter i 2010-2011, men ikke har kunne redegøre overbevisende om baggrunden for, at hun fandt interesse for Falun Gong. Hun har heller ikke kunne forklare, hvor mange aktiviteter hun på dette tidspunkt har deltaget i, ligesom hun har forklaret forskelligt om sin anholdelse i 2011. Hun har således til sin samtale [i sommeren] 2022 oplyst, at hun blev anholdt, mens hun var ved at uddele materiale om Falun Gong, mens hun til sin asylsamtale [i efteråret] 2023 har forklaret, at hun opholdt sig hjemme, da politiet kom efter hende. Hertil kommer, at ansøgeren trods oplysningen om at være blevet anholdt i 2011 efterfølgende har været i stand til flere gange at indrejse legalt i Kina uden problemer. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt i forhold til sin ægtefælle med hensyn til deres indmeldelse i Falun Gong i 2019. Hun har således forklaret, at hun skrev sit navn, telefonnummer og adresse på en liste, men at der ikke var andre krav til en indmeldelse, herunder om betaling. Hendes ægtefælle har derimod under sin samtale forklaret, at de i forbindelse med indmeldelsen betalte 5.000 yen. Efter en samlet vurdering sammenholdt med begrundelserne i Udlændingestyrelsens afgørelse finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en sådan tilknytning til Falun Gong-bevægelsen, at hun vil være efterstræbt af de kinesiske myndigheder. Da Flygtningenævnet afviser ansøgerens forklaring om, at hun har været medlem af Falun Gong, og dermed skulle risikere asylretlig forfølgelse af de kinesiske myndigheder, kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hendes forældre er blevet opsøgt af de kinesiske myndigheder, som kom for at søge efter hende. Med samme begrundelse afviser nævnet endvidere, at hendes forældre er blevet opsøgt af personer, som har krævet erstatning for bøder, som de pågældende har fået efter at have modtaget agitationsmateriale, som ansøgeren og hendes ægtefælle havde udleveret. Ægtefællens konflikt med en tidligere landsbyleder. Flygtningenævnet har i ansøgerens ægtefælles asylsag, som har været behandlet sammen med ansøgerens sag, lagt til grund, at ægtefællen har haft en konflikt i 2019 med en landsbyleder angående ansøgerens ejendom i den pågældende landsby, men har ikke fundet, at konflikten har en sådan karakter og aktualitet, at ansøgerens ægtefælle vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Kina. På samme baggrund finder Flygtningenævnet, at heller ikke ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af denne konflikt. Aktivitet på sociale medier. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de kinesiske myndigheder som følge af sine aktiviteter på sociale medier. Ansøgerens aktiviteter har været af relativ begrænset omfang, og ansøgeren findes ikke at have sandsynliggjort, at hendes aktivitet på sociale medier har haft en sådan karakter og omfang, at hun - uanset de kinesiske myndigheders overvågning af kritiske opslag af politisk karakter om Kina på internettet – har profileret sig på en sådan måde, at hun har bragt sig i de kinesiske myndigheders søgelys med den følge, at hun vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Kina. Efter en samlet vurdering af disse aktiviteter sammenholdt med de begrundelser, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kina vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Datterens forhold til et bandemedlem. Med hensyn til ansøgerens frygt for at blive udsat for overgreb fra et lokalt bandemedlem i Kina, som hendes datter har afvist at indlede et forhold til, og som har fremsat trusler mod først og fremmest hendes datter, findes der at være tale om et afsluttet forhold, som ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse i det hele til den begrundelse, der er anført i datterens asylsag. Det er således Flygtningenævnets sammenfattende vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kina vil være i nogen asylbegrundende risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i nogen reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. /kina/2024/5/lafal

kina20244

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Sagen er sambehandlet med kina/2024/5, kina/2024/6 og kina/2024/7. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hankineser og kristen af trosretning. Ansøgeren er fra [by A] i [provins A], Kina. Han boede inden sin udrejse af Kina i [provins A]. Ansøgeren har været tilknyttet Falun Gong-bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de kinesiske myndigheder, som følge af hans aktiviteter for Falun Gong-bevægelsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har uddelt materiale om bevægelsen, og at han i 2019 registrerede sig som medlem af bevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv desuden oplyst, at hans ægtefælles forældre blev opsøgt og overfaldet af en gruppe personer på deres bopæl i [by B], Kina. Personerne, der står bag overfaldet har modtaget bøder efter ansøgerne i 2019 uddelte materiale til dem om Fulan Gong-bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, som følge af hans konflikt med en tidligere landsbyleder, [navn A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [navn A] blev fyret, fordi han klagede over ham i 2019, og at [navn A] er medlem af en lokal mafia. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at han frygter de kinesiske myndigheder som følge af sine aktiviteter på sociale medier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har kommenteret på og delt opslag til støtte for Taiwans uafhængighed. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han har kommenteret på et satirisk billede af det kinesiske flag i et chatforum. Ansøgeren har som asylmotiv afslutningsvis henvist til sin ene datters konflikt med et medlem af et kriminelt netværk i Kina. Tilknytning til Falun Gong. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en sådan tilknytning til Falun Gong-bevægelsen, at han skulle befinde sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de kinesiske myndigheder. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han valgte at tilslutte sig Falun Gong, ikke forekommer overbevisende. Han var klar over, at Falun Gong er en ulovlig bevægelse, der er efterstræbt af de kinesiske myndigheder, da han under sit ophold i Kina i 2019 angiveligt besluttede at tilslutte sig bevægelsen. Det må efter hans forklaring lægges til grund, at der var tale om en mere eller mindre spontan beslutning, som han og hans ægtefælle traf i forbindelse med, at han og hans ægtefælle besøgte ægtefællens [familiemedlem A], der praktiserede Falun Gong. Ansøgerens forklaring om, hvorfor han valgte at tilslutte sig Falun Gong, forekommer ikke overbevisende, idet han har forklaret afglidende på spørgsmål om baggrunden for, at han fik interesse i at tilslutte sig bevægelsen, ligesom han har forklaret overfladisk og ureflekteret om bevægelsens indhold udover, at der er tale om at meditere og foretage nogle energiøvelser. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i dagene efter mødet hos ægtefællens [familiemedlem A] har deltaget i uddeling af materiale og brochurer om Falun Gong, idet ansøgeren ikke har forklaret overbevisende herom. Efter en samlet vurdering sammenholdt med begrundelserne i Udlændingestyrelsens afgørelse finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en sådan tilknytning til Falun Gong-bevægelsen, at han vil være efterstræbt af de kinesiske myndigheder. Da Flygtningenævnet afviser ansøgerens forklaring om, at han har været medlem af Falun Gong, og dermed skulle risikere asylretlig forfølgelse af de kinesiske myndigheder, kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hans svigerfamilie er blevet opsøgt af de kinesiske myndigheder, som kom for at søge efter ham. Med samme begrundelse afviser nævnet endvidere, at hans svigerforældre er blevet opsøgt af personer, som har krævet erstatning for bøder, som de pågældende har fået efter at have modtaget agitationsmateriale, som ansøgeren havde udleveret. Konflikt med tidligere landsbyleder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med en tidligere landsbyleder ved navn [navn A] eller personer med tilknytning til denne. Nævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at han henvendte sig til landsbylederen i forbindelse med, at han krævede erstatning, fordi hans hus skulle rives ned. Han henvendte sig sammen med to andre fra landsbyen, som havde samme problem. Det lægges videre til grund, at ansøgerens krav om erstatning blev afvist, og at han efterfølgende klagede over landsbylederen, som senere blev afsat i forbindelse med anklager om korruption efter ansøgerens sag. Ansøgeren har videre forklaret, at der om natten efter hans uoverensstemmelse med landsbylederen blev smadret en rude i det hus, hvor han og hans familie opholdt sig, og at det er hans opfattelse, at det er personer med tilknytning til landsbylederen, som stod bag hærværket. Sammen med familien forlod han få dage senere landsbyen, og er ikke senere blevet opsøgt af den pågældende tidligere landsbyleder eller personer med tilknytning til denne. Ansøgerens konflikt med landsbylederen, der fandt sted i 2019, må således anses for at være et afsluttet forhold. Det er Flygtningenævnets sammenfattende vurdering sammenholdt med den begrundelse, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konflikten med den tidligere landsbyleder har en sådan karakter og aktualitet, at ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Kina. Aktivitet på sociale medier. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de kinesiske myndigheder som følge af sine aktiviteter på sociale medier. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2020 har videredelt et opslag om Taiwans præsident på sine profiler på [socialt medie A] og [socialt medie B]. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i en kommentar til et opslag i et debatforum på [socialt medie B] om en dansk artikel i [vinteren 2019/2020] har videredelt et satirisk billede af det kinesiske flag med et COVID-19 symbol, og at han som følge heraf blev smidt ud af debatforummet af utilfredse brugere. Ansøgeren har ikke delt andre opslag om Taiwan siden 2020, og har ikke i øvrigt delt kritiske opslag om Kina på sociale medier. Ansøgerens aktiviteter har været af relativ begrænset omfang, og ansøgeren findes ikke at have sandsynliggjort, at hans aktivitet på sociale medier har haft en sådan karakter og omfang, at han - uanset de kinesiske myndigheders overvågning af kritiske opslag af politisk karakter om Kina på internettet – har profileret sig på en sådan måde, at han har bragt sig i de kinesiske myndigheders søgelys med den følge, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Kina. Det er således Flygtningenævnets sammenfattende vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kina vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i nogen reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. /kina/2024/4/lafal

keny20244

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kenya. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [religiøs overbevisning] fra Kenya. Ansøgeren er født i [by A] i Kenya, hvor hun boede, indtil hun flyttede til [by B] som [14-17]-årig. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for forfærdelige ting eller at blive slået ihjel af sin far, fordi hun ikke vil lade sig gifte med den ældre mand [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af [A] eller hans bror [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far i [foråret] 2023 oplyste, at ansøgeren skulle giftes med den ældre mand, [A], som ansøgerens far havde fået penge fra, og som derfor ville giftes med ansøgeren. Ansøgerens far tog [A] med til bopælen flere gange, så ansøgeren kunne lære ham at kende, og han havde også sin bror, [B], med på besøg nogle gange. Ansøgeren tog til politistationen for at anmelde tvangsægteskabet, men politiet hjalp ikke ansøgeren, idet [A] havde bestukket politiet. Ansøgeren blev herefter låst inde af sin far og udsat for fysisk vold. Ansøgeren fik hjælp fra en hushjælp til at flygte, og hun tog derefter hjem til sin veninde i [by C]. Mens ansøgeren var i [by C], ringede [B] til ansøgeren og truede hende med at blive slået ihjel, hvis hun ikke giftede sig med [A]. [B] er kendt i [by B] for at være en morder, som er medlem af Al-Shabaab. [A’s] bror, [B], var vred over, at ansøgeren havde afvist de penge, som de tilbød hende for ægteskabet. Ansøgeren har i forbindelse med advokatindlægget endelig gjort gældende, at ansøgeren tidligere er blevet omskåret. Flertallet i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med sin far eller [A] og hans bror, [B], i anledning af et planlagt tvangsægteskab. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv på flere væsentlige punkter fremstår divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor mange gange hun anmeldte tvangsægteskabet til politiet. I asylansøgningsskemaet oplyste ansøgeren, at hun tog til politistationen flere gange i forbindelse med tvangsægteskabet, men at politiet returnerede hende hver gang, fordi politiet var blevet bestukket af [A]. Under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2023/2024] og asylsamtalen [i sommeren] 2024 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren derimod, at hun kun tog til politistationen en gang for at anmelde tvangsægteskabet. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hun måske havde været forvirret, da hun udfyldte asylansøgningsskemaet, da hendes forklaring herom fremstår udbyggende. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvornår hun anmeldte det forestående tvangsægteskab til politiet. Under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2023/2024] forklarede hun, at hun løb ned og anmeldte tvangsægteskabet på det tidspunkt, da hun fik at vide, hun skulle giftes imod sin vilje. Til asylsamtalen [i sommeren] 2024 og under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det var en anden dag, hvor hun anmeldte tvangsægteskabet til politiet, end den dag, hvor faren havde taget [A] med hjem til bopælen. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvor hun blev holdt indespærret af faren. Under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren, at hun efter at have anmeldt sin far og [A] til politiet, blev indespærret på sit eget værelse. I forbindelse med asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun efter at have lavet anmeldelsen til politiet blev indespærret i nogle dage i et rum på farens bopæl, som faren havde indrettet specifikt til, at han kunne slå ansøgeren og hendes søskende. Under denne samtale forklarede ansøgeren uddybende, at der var der forskellige ting i rummet, faren kunne slå med, eksempelvis en gummiagtig genstand og en lang pind. Ansøgerens efterfølgende forklaring under asylsamtalen - efter at være foreholdt denne divergens - om, at hun både har været indespærret på sit eget værelse og i det særlige værelse, kan ikke føre til en ændret vurdering, da hendes forklaring herom fremstår udbyggende og ikke overbevisende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan hun slap væk fra sin fars bopæl. Ansøgeren har til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun opbyggede tillid til hushjælpen, så hun ville hjælpe ansøgeren med at flygte. Ansøgeren har også forklaret, at det var noget, de havde aftalt. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hun løb forbi hushjælpen ud af værelset, og at hun uden hushjælpens vidende anvendte hushjælpens telefon til at bestille billetter. Ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun var i besiddelse af [A’s] telefonnummer, som hun videregav til politiet, fremstår også usammenhængende. Ansøgeren forklarede under asylsamtalen, at hendes far havde givet hende [A’s] telefonnummeret den dag, hvor hun blev introduceret til [A], så de kunne lære hinanden bedre at kende. Dette harmonerer imidlertid ikke med, at ansøgeren under samme samtale senere forklarede, at hendes far ønskede at overholde islamisk skik, således hendes far skulle have mulighed for at være til stede og overhøre alt, hvad der blev sagt imellem hende og [A]. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det var [A], der under deres møde hos faren ringede hende op, for at hun på den måde fik [A’s] telefonnummer. De generelle forhold i Kenya er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan være asylbegrundende. På denne baggrund finder flertallet i Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kenya vil risikere asylbegrundende forfølgelse eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: keny/2024/4/anjv

keny20243

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kenya. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by], Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indså, at han var homoseksuel, da han var ung og gik i gymnasiet. Ansøgeren havde en ven ved navn [tidligere kæreste A], som han indledte et forhold med. Forholdet sluttede kort tid efter, at de forlod gymnasiet. Ansøgeren har videre oplyst, at han indledte et forhold med en mand ved navn [tidligere kæreste B] i 2021. Ansøgeren afbrød forholdet i 2022, hvorfor [tidligere kæreste B] blev sur og overfaldt ansøgeren sammen med tre andre mænd. Ansøgeren holdt sig skjult på sin mors bopæl frem til sin endelige udrejse af Kenya. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund, idet ansøgeren – som også anført af Udlændingestyrelsen – har forklaret forskelligt og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Forklaringen har, ligeledes for Flygtningenævnet, fremstået ganske utroværdig. I den forbindelse henviser Flygtningenævnet navnlig til ansøgerens divergerende forklaringer om, hvornår han erkendte, at han var homoseksuel, samt hvornår forholdet til [tidligere kæreste A] skulle have udviklet sig til at være af seksuel karakter. Hertil kommer oplysningerne i relation til ansøgerens forklaring om [tidligere kæreste B]. Flygtningenævnet tiltræder, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke har kendskab til [tidligere kæreste B´s] efternavn, alder og beskæftigelse. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren har forklaret forskelligt om blandt andet tidspunktet for, hvornår han og [tidligere kæreste B] mødte hinanden; hvornår forholdet sluttede; hvornår han angiveligt skulle være blevet overfaldet; antallet af gange han blev overfaldet og de skader, han pådrog sig under overfaldene. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han anmeldte overfaldene til politiet. I asylskema af [efteråret] 2023 har ansøgeren oplyst, at han ikke rettede henvendelse til politiet, hvorimod han i samtaler med udlændingemyndighederne [i vinteren 2023/2024] og [i sommeren] 2024 og i Flygtningenævnet har oplyst, at han anmeldte overfaldene til politiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Keny/2024/3/DIEI

iran202452

Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren blev i 2022 idømt fængsel i fem måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, § 260 og [bestemmelse vedrørende berigelseskriminalitet], samt [bestemmelser i lov om euforiserende stoffer]. Ansøgeren blev endvidere udvist af Danmark i seks år. Bestemmelsen om udvisning blev stadfæstet af [Landsret] ved dom, og den idømte straf blev skærpet til fængsel i seks måneder. Ansøgeren blev i 2022 idømt fængsel i et år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 244, stk. 1 og [bestemmelse vedrørende anden personfarlig kriminalitet] samt [bestemmelse i knivloven]. Ansøgeren blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Sagen er sambehandlet med Iran/2024/51 . Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [by A], [region A], Iran. Ansøgeren indrejste i 2015 i Danmark med sine forældre og to søskende, og var under den oprindelige spontansag medfølgende barn i forældrenes asylsag. Ansøgerens far henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI og hjulpet sin bror, [A], med at udrejse illegalt af Iran. Ansøgerens far oplyste til støtte herfor, at han kommer fra en familie, hvori der er stor tilknytning til KDPI. Herunder var hans bror, [A], peshmerga og sad fængslet i [fire-syv] måneder, hvor han blev tortureret af de iranske myndigheder. Ansøgerens far hjalp efterfølgende broren med at udrejse illegalt af Iran. Omkring en-to måneder efter [A’s]flugt, blev ansøgerens far opsøgt af [et antal] personer fra den iranske efterretningstjeneste. De ønskede, at han skulle tage til Irak, hvor han skulle indsamle information om KDPI’s aktiviteter. Ansøgerens far blev udvalgt, da han kommer fra en højt profileret familie, som har stor forbindelse i KDPI. Ansøgeren indvilgede i myndighedernes krav, men planlagde at flygte. Han opholdt sig følgelig i bjergene i en-to måneder og kom kun sjældent hjem om natten. Ansøgerens fars egen og hans forældres bopæl er, mens han skjulte sig, blevet opsøgt af myndighederne ved adskillige lejligheder. Ansøgeren har nu som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og slået ihjel af de iranske myndigheder, som følge af sin families politiske aktivitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren kommer fra en politisk aktiv familie, og at hans far og onkel har spillet en aktiv rolle i kampen for frihed og demokrati for kurderne ved deres medlemskab af kurdiske politiske grupperinger. Ansøgerens far har deltaget i flere pro-kurdiske demonstrationer i Danmark, blandt andet foran den iranske ambassade. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden ikke kunne tie stille i forhold til, at han er kurder. Han vil sige, hvad han mener, han vil kæmpe for kurdernes rettigheder og han vil kæmpe mod de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om dennes aktiviteter i Danmark til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de af ansøgeren påberåbte forhold kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse på selvstændigt grundlag. Ansøgeren var et barn, da han udrejste af Iran, og må anses for at være ukendt og uprofileret i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed at han i en række tilfælde i Danmark måtte have deltaget i kurdiske arrangementer med sin far, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har tilkendegivet, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran, vil sige hvad han mener, og kæmpe imod de iranske myndigheder. Ansøgeren har ved møde i Flygtningenævnet påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Iran, vil blive indkaldt til militærtjeneste. Der foreligger ingen oplysninger om, at ansøgeren konkret er eller vil blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 i konsekvens af hans fars opholdstilladelse. Ansøgerens far, [B], er ved Flygtningenævnets afgørelse af d.d. blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har på grund af fængselsophold i en længere periode ikke boet sammen med sine forældre. Ansøgeren var imidlertid da han blev varetægtsfængslet første gang mindreårig, og havde kun kortvarigt været flyttet hjemmefra. Under disse omstændigheder må ansøgeren vurderes, som om han på det tidspunkt stadig tilhørte samme familieenhed som sine forældre. Herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt finder Flygtningenævnet, at ansøgeren og hans far er en del af en samlet familieenhed, og at ansøgeren derfor isoleret set skal meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af farens opholdstilladelse på samme grundlag. Der skal herefter tages stilling til, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren er fundet skyldig i to tilfælde af vold efter straffelovens § 244 og et tilfælde af røveri, alt begået i [2021]. Efter at ansøgeren var blevet dømt i byretten i [vinteren 2021/2022], begik han i [foråret] samme år røveri, vold efter straffelovens § 244 og endvidere [overtrådt bestemmelse vedrørende anden personfarlig kriminalitet samt overtrådt bestemmelse i knivloven]. Røveri-forholdene var til dels begået under anvendelse af kniv, og der forelå endvidere vold begået af flere i forening. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren både er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og må anses for at udgøre en fare for samfundet. En udelukkelse kan ikke anses for uproportional, idet Flygtningenævnet herved blandt andet lægger vægt på, at der ikke er noget egentligt afhængighedsforhold mellem ansøgeren og dennes familie. Efter karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er udelukket fra at opnå beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Iran/2024/52/lnk

iran202451

Nævnet meddelte i december 2024 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre mindreårige børn fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2024/52. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra [by A], [region A], Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv sympatisør for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran, KDPI, siden han [fire-syv] år gammel, hvor han delte politisk materiale ud i Al-Tash lejren frem til [start 1990’erne], hvorefter han rejste tilbage til Iran. Fra [start 1990’erne] og frem til sin udrejse i 2015 har han løbende delt politisk materiale ud for KDPI, dog ikke på fast basis. Den mandlige ansøger har siden 2022 været politisk aktiv i Danmark, hvor han har været aktiv sympatisør for KDPI. Den mandlige ansøger henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI, og hjulpet sin bror, [A], med at udrejse illegalt af Iran. Den mandlige ansøger oplyste til støtte herfor, at han kommer fra en familie, hvori der er stor tilknytning til KDPI. Den mandlige ansøgers bror, [A], var peshmerga og sad fængslet i [fire-syv] måneder, hvor han blev tortureret af de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger hjalp efterfølgende broren med at udrejse illegalt af Iran. Omkring en-to måneder efter [A’s] flugt, blev den mandlige ansøger opsøgt af [et antal] personer fra den iranske efterretningstjeneste. De ønskede, at han skulle tage til Irak, hvor han skulle indsamle information om KDPI’s aktiviteter. Den mandlige ansøger blev udvalgt, da han kommer fra en højt profileret familie, som har stor forbindelse i KDPI. Den mandlige ansøger indvilgede i myndighedernes krav, men planlagde at flygte. Han opholdt sig følgelig i bjergene i en-to måneder, og kom kun sjældent hjem om natten. Den mandlige ansøgers egen og hans forældres bopæl er, mens han skjulte sig, blevet opsøgt af myndighederne ved adskillige lejligheder. Den mandlige ansøger har nu som asylmotiv henvist til, at ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv i Danmark. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har deltaget i ikke mindre end [syv-ni] arrangementer for KDPI i Danmark i perioden 2022 til dags dato. Den mandlige ansøger har i forbindelse hermed delt kritiske opslag på sin [socialt medie A-profil], herunder hvor ansøgeren aktivt demonstrerer foran den iranske ambassade med et skilt, hvor der står [kritik af de iranske myndigheder]. Den mandlige ansøgers [socialt medie A-profil] er offentlig. Han er derudover blevet interviewet af det kurdiske medie [medie A], og hans deltagelse ved to demonstrationer er blevet vist på [medie A]. Den mandlige ansøger har ligeledes deltaget i flere ceremonier og fejringer afholdt af KDPI. Endelig har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at hans forældre, som opholder sig i Iran, jævnligt bliver opsøgt af de iranske myndigheder, hvorfor det må antages, at han er eftersøgt af de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder har opsøgt hans forældre kontinuerligt siden hans udrejse i 2015, og at de iranske myndigheder sporadisk afbryder hans forældres strøm, som følge af hans politiske aktiviteter. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mindreårige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive slået ihjel eller fængslet af de iranske myndigheder, som følge af at hun ikke bærer tørklæde, eller ønsker at leve efter iranske love og normer. Den mindreårige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun har set på sociale medier, at man kan blive slået ihjel, hvis man ikke gør, hvad der bliver sagt, eller tager det tøj på, som man får besked på at skulle bære. Flygtningenævnet finder fortsat ikke at kunne lægge til grund, at den mandlige ansøger har været påtvunget at samarbejde med de iranske myndigheder forud for familiens udrejse af Iran i 2015. Omkring det af den mandlige ansøger påberåbte modsætningsforhold til de iranske myndigheder forud for familiens udrejse i 2015, finder Flygtningenævnet ikke, at der er fremkommet nye oplysninger. Flygtningenævnet finder derfor fortsat, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger var i et modsætningsforhold eller på anden vis var eksponeret eller profileret overfor de iranske myndigheder på tidspunktet for familiens udrejse i 2015. Den mindreårige ansøger var et barn da familien indrejste i Danmark. Hun må anses for helt ukendt og uprofileret i forhold til de iranske myndigheder. De generelle forhold i Iran, herunder de generelle forhold for kvinder, er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at der meddeles den mindreårige ansøgeren isoleret opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold at den mindreårige ansøger har påberåbt sig, at hun ikke vil underkaste sig de i Iran gældende regler om kvinders påklædning, eller de i øvrigt i Iran gældende indskrænkninger i kvinders handlefrihed, kan ikke føre til et andet resultat. Der skal herefter tages stilling til om den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens familie i Iran er blevet opsøgt som følge af den mandlige ansøgeres aktiviteter i Danmark og dermed er blevet de iranske myndigheder bekendte. Flygtningenævnet kan imidlertid lægge til grund, at den mandlige ansøger i Danmark har deltaget i ikke mindre end [syv-ni] demonstrationer og forsamlinger med regimekritisk baggrund og indhold. Under nævnsmødet er der for nævnet forevist video- og billeddokumentation fra de nævnte demonstrationer og forsamlinger, som har været vist på blandt andet [medie A], [medie B] og [medie C]. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgerens position under demonstrationerne, at han identificeres med navn og oprindelsessted i Iran og omstændighederne i øvrigt, finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Der meddeles tillige den kvindelige ansøger samt deres mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af den mandlige ansøgers opholdstilladelse.” Iran/2024/51/lnk

dub-kroa20242

Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens tilknytning til Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2023 har ansøgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst, inden klagerens asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien, som det land, hvor den første ansøgning om international beskyttelse er indgivet, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det bemærkes hertil, at Kroatien [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende principalt, at hans asylsag skal behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, under henvisning til hans stærke tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har indledningsvist begrænset sagen til at angå spørgsmålet herom. Det fremgår af sagen, at klageren er født i Danmark. Klagerens forældre havde fælles forældremyndighed. Til trods herfor udrejste klagerens [forældre A] til [land] med klageren og dennes [familiemedlem] i [2004-2007], da klageren var [4-7] år gammel – uden [forældre B’s] viden eller samtykke. [Forældre B] anmodede på den baggrund om, at der blev indledt en politimæssig efterforskning af sagen, herunder med henblik på at konstatere, om straffelovens § 215 kunne være overtrådt. Politiet traf senere afgørelse om at indstille efterforskningen. [Forældre B] søgte endvidere efter klagerens udrejse om forlængelse af hans opholdstilladelse, og Udlændingestyrelsen traf i [2008-2011] afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Klageren har i årene derefter kommunikeret med [forældre B] i Danmark 1-2 gange pr. uge, herunder via videoforbindelse. Han har imidlertid ikke set [ham/hende], dels fordi [forældre A] ikke ville lade [forældre B] indrejse i [land] på et besøgsvisum, dels fordi [forældre A] ikke tillod klageren at tage til Danmark. Klageren har oplyst, at han flere gange har forsøgt at få visum til Danmark, men at det ikke er lykkedes. Klageren har endvidere som myndig gennem en længere periode haft intensioner om at rejse til Danmark, men har ikke haft økonomisk formåen, ligesom [forældre A] har afvist at medvirke til at fremskaffe de nødvendige dokumenter. Klageren har siden indrejsen i Danmark i 2023 opholdt sig hos [forældre B] i weekenderne, hvor klagerens [4-7 årige søskende] også bor. Under disse omstændigheder, hvor klagerens langvarige ophold uden for Danmark beror på de ovennævnte helt særlige forhold, finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne menneskelige grunde, at klagerens ansøgning om asyl undtagelsesvis bør behandles her i landet, jf. Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.”. Dub-Kroa/2024/2/leuds

dub-ital202430

Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes mindreårige barn, der var indrejst i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at Italien, grundet landets suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrationsområdet samt den nuværende tidsmæssige udstrækning af suspensionen og undtagelsestilstanden i sig selv indebærer systemfejl i modtageforholdene og asylproceduren i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Nævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren og hendes medfølgende barn, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelse. Italien har [i efteråret] 2022 accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klagerens advokat har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Italien, således at klagerens asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark, navnlig henvist til, at Italiens suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrationsområdet samt den nuværende tidsmæssige udstrækning af suspensionen og undtagelsestilstanden i sig selv indebærer systemfejl i modtageforholdene og asylproceduren i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Klagerens advokat har subsidiært gjort gældende, at en overførsel af klageren og hendes barn vil være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Børnekonventionens artikel 3, idet ansøgerens barn er behandlingskrævende og derfor i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, ligesom det er i strid med barnets tarv at adskille klagerens barn fra sin herboende far. Klagerens advokat har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, jf. præamblens pkt. 17, idet klageren som følge af sin situation som alenemor med et lille barn, der har særlige behov, må anses som ganske særlig sårbar, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de italienske myndigheders sagsbehandling er mangelfuld i forhold til identifikation og behandling af personer, der er ganske særlig sårbare. Videre har ansøgeren opholdt sig i Danmark i [0-3] år, og hun har ægtefælle og netværk i Danmark. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om problemerne med at få adgang til asylsystemet og modtage- og indkvarteringsfaciliteterne, således som de er beskrevet i nævnets afgørelser fra november 2024 (Dub-Ital/2024/27, Dub-Ital/2024/28 og Dub-Ital/2024/29), at forholdene i Italien på nuværende tidspunkt har en karakter, der gør, at der ikke kan ske overførsler uden, at der forinden indhentes en garanti fra Italien om, at klageren og hendes barn vil blive modtaget og indkvarteret i overensstemmelse med den nationale lovgivning og Italiens EU-retlige forpligtelser og øvrige internationale forpligtelser, herunder at de indenfor kort tid vil blive registeret som asylansøgere og indkvarteret samt opnå adgang til basale rettigheder. Flygtningenævnet anser det under de nuværende omstændigheder for usandsynligt, at de italienske myndigheder vil udstede en sådan garanti. Der er herved lagt vægt på, at de italienske myndigheder kun i meget begrænset omfang har modtaget personer i henhold til Dublinforordningen siden december 2022. Der er endvidere lagt vægt på den undtagelsestilstand, som de italienske myndigheder erklærede i april 2023, og som gentagne gange er blevet forlænget med henvisning til det høje indrejsetal. Der er endelig lagt vægt på, at der ikke efter baggrundsoplysningerne er noget, der tyder på, at denne situation vil ændre sig inden for den nærmeste fremtid. Klageren kan herefter ikke overføres til Italien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klageren og hendes barns ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.”. Dub-Ital/2024/30/leuds

afgh202442

Nævnet meddelte i december 2024 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by] i [provins], Afghanistan. Ansøgeren har forud for nævnsmødet oplyst, at han er [bestemt islamisk trosretning]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse fra Taliban som følge af hans lange ophold i Danmark, samt at han vil blive stemplet som spion. Til støtte herfor har ansøgeren anført, at hans holdninger til menneskerettigheder og ligestilling muligvis vil skabe problemer for ham i Afghanistan, og at det vil kunne høres, at han taler pashto med accent. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hans [familiemedlem A], [navn A], i [sommeren] 2022 blev stoppet og tilbageholdt af Taliban undervejs hjem fra Pakistan, hvor ansøgerens [familiemedlem B] havde modtaget lægebehandling. Ansøgerens [familiemedlem C] af Taliban efterfølgende besked på, at ansøgerens familiemedlemmer skulle aflevere deres [identitetsdokumenter], hvilket de gjorde. Ansøgerens forældre oplyste i den forbindelse til Taliban, at de havde en søn i Danmark. Da ansøgerens [familiemedlem C] i [foråret] 2023 sammen med ansøgerens [familiemedlem A] og nogle ældre mænd fra landsbyen tog hen til politistationen for at spørge efter [navn A], blev Taliban sure på ansøgerens [familiemedlem C] og truede med at slå ham ihjel, hvorfor ansøgerens [familiemedlem C] ikke siden har forsøgt at finde [navn A]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for æresdrab, idet han i forbindelse med et arrangeret ægteskab er blevet lovet væk til en afghansk pige, som han i 2021 blev forlovet med, men som han aldrig har mødt, og som han ikke ønsker at gifte sig med. Ansøgeren har oplyst, at han frygter, at pigens familie vil klage til Taliban, og at Taliban som følge heraf vil efterstræbe klageren. Yderligere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive bortført eller udsat for afpresning af den øvrige befolkning, fordi de vil tro, at han er velhavende. Endelig har ansøgeren forud for nævnsmødet oplyst, at han frygter Taliban som følge af sit særlige religiøse tilhørsforhold som [bestemt islamisk trosretning], herunder at han af Taliban vil blive mistænkt for at have tilknytning til ISIS, samt at han vil blive udsat for forfølgelse på baggrund af [sit familiemedlem C’s] konflikt med Taliban, der førte til, at hans [familiemedlem C] i 2010 blev meddelt asyl i Danmark. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til sin tilknytning til [bestemt islamisk trosretning] og at dette vurderet kumulativt med ansøgerens øvrige asylmotiver, skal medføre asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår ansøgerens Sur Place asylmotiv om at være i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som ”vestliggjort” bemærker Flygtningenævnet, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der i den forbindelse skal foretages ved en tilbagevenden til Afghanistan, er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan fra maj 2024. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet: ”… This profile refers to persons who may be (perceived as) influenced by foreign values (also commonly referred to as ‘Westernised’) due, for example, to their activities, behaviour, appearance and expressed opinions, which may be seen as non-Afghan or non-Muslim. It may also include those who return to Afghanistan after having spent time in Western countries … The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age, duration of stay in a western country, etc. …”Af baggrundsoplysningerne fremgår endvidere, at det afgørende for spørgsmålet om vestliggørelse i lyset af Talibans magtovertagelse er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at klageren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Af sagen fremgår, at ansøgeren som [12-15]-årig indrejste i Danmark i [2012-2015] som familiesammenført. Han boede med sine forældre og søskende. Ansøgers forældre og søskende tog i [2017-2020] tilbage til Afghanistan. Ansøger har siden da opholdt sig alene i Danmark. Han har færdiggjort 9. klasse og påbegyndt [uddannelse], som han ikke har afsluttet. Han har haft fritidsjobs i [et supermarked], [på en restaurant] og [i en butik]. Han har boet flere steder i Danmark og har et stort netværk af venner og bekendtskaber. Han har levet et ungdomsliv i Danmark. Han taler dansk og nævnsmødet er gennemført på dansk. Han har ingen familie i Danmark. Ansøgeren har på nævnsmødet redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske og vestlige værdier. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil. Han taler pashto. Uanset ansøgeren i Afghanistan har [sit familiemedlem C] finder Flygtningenævnet under de ovenfor anførte omstændigheder, at ansøgeren efter en samlet vurdering ikke vil kunne genoptage sit liv i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder ansøgers tilknytning til [bestemt islamisk trosretning], at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår ansøgers frygt for æresrelateret forfølgelse, som følge af at ansøgeren skal gifte sig med en pige, som ansøgerens forældre har arrangeret et ægteskab med, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at det alene beror på ansøgers egen formodning, at pigens familie vil begå æresdrab mod ansøgeren, hvis de bliver bekendt med, at han ikke ønsker at gifte sig med hende. Flygtningenævnet meddeler på ovennævnte baggrund derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2024/42/AALK

ugan20244

Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse og udstedelse af tilbagerejsetilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og [religion] fra [by], Uganda. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at hun [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2020 udrejste til udlandet. Klageren har i sin ansøgning om dispensation for bortfald oplyst, at hun udrejste af Danmark til Uganda [i vinteren 2019/2020] for at lede efter sine børn. [I vinteren 2023/2024] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og fordi klageren frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. [I vinteren 2023/2024] meddelte Udlændingestyrelsen klagerne afslag på ansøgning om tilbagerejsetilladelse, idet styrelsen fandt, at klagerne ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark.Klagen over bortfald af opholdstilladelse. Klageren indrejste i Danmark i 2014 og blev meddelt opholdstilladelse i 2015. Klageren returnerede imidlertid til sit hjemland i [vinteren 2017/2018] i henhold til den gældende ordning om repatriering. Hun fortrød imidlertid sin repatriering. Udlændingestyrelsen traf i [sommeren] 2018 2018 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet, fordi hun havde fortrudt sin repatriering inden udløbet af fristen herfor. Det fremgår, at klageren [i sommeren] 2018 rejste tilbage til Danmark. Det fremgår videre, at hun herefter fra [vinteren 2019/2020] har haft ophold i sit hjemland indtil [sommeren] 2023, hvor hun på ny anmodede om at vende tilbage til Danmark. Hun har som begrundelse herfor henvist til, at hun var forfulgt i Uganda på grund [af asylmotiv]. Det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark. En opholdstilladelse kan endvidere bortfalde, når en udlænding har opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Hvis udlændingen har været med-delt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold og har boet i her i landet i mere end 12 måneder, eller er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt. Endelig fremgår det af udlændingelovens § 17, stk. 4, at en opholdstilladelse, der er givet i medfør af §§ 7-8, først ophører efter § 17, stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredje land. Klagerens opholdstilladelse er som udgangspunkt bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, efter at hun [i vinteren 2019/2020] udrejste frivilligt til sit hjemland, hvor hun har boet i omkring 3½ år, inden hun [i sommeren] 2023 på ny rettede henvendelse til de danske myndigheder for at søge om tilbagerejse til Danmark. Det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 2, at det kan bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet efter stk. 1.Der kan ikke lægges til grund, at klageren efter sin udrejse i [vinteren 2019/2020] har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark indenfor 6 måneder, men er blevet forhindret heri på grund af uforudsete begivenheder. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren i denne periode har været forhindret i at søge om tilladelse til at rejse til Danmark eller på ny at søge om opholdstilladelse, navnlig henset til, at hun ved blandt andet mail [fra vinteren 2019/2020] og telefonisk henvendelse [i vinteren 2019/2020] til Udlændingestyrelsen rettede henvendelse til de danske myndigheder for at opnå økonomisk støtte til hendes og hendes børns liv i Uganda. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at klageren i sin anmodning om dispensation for bortfald af opholdstilladelsen har oplyst, at hun har haft arbejde i Uganda, hvor hun har [arbejdsbeskrivelse]. Hun har ikke familie i Danmark og har alene haft lovligt ophold i Danmark fra [sommeren] 2015 til [vinteren 2019/2020], hvor hun valgte at bryde sine personlige og økonomiske bånd til Danmark og frivilligt rejse tilbage til sit hjemland, hvor hun havde sine [antal] børn. Bortfald af hendes opholdstilladelse kan under disse omstændigheder ikke anses for at være et brud på klagerens ret til privat- og familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet finder således, at der ikke foreligger sådanne forhold, som kan begrunde, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlængestyrelsens afgørelse.Klagen over afslag på tilbagerejsetilladelseDet er en betingelse for at kunne få en tilbagerejsetilladelse, at vedkommende har lovligt ophold i Danmark. Det betyder, at man fortsat skal have en gyldig opholdstilladelse eller have en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse under behandling, når man vender tilbage til Danmark. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af dags dato stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, hvorfor klageren ikke opfylder betingelsen om at have lovligt ophold i Danmark på det tidspunkt, hvor hun måtte vende tilbage til landet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan udstedes en tilladelse til klageren om tilbagerejse til Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.” ugan/2024/4/leuds

soma202424

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en udsendelsessag vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Klageren indrejste i 2012 sammen med sin mor og søskende, efter at de var meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Ved landsretsdom afsagt i efteråret 2023 blev klageren idømt et års fængsel og udvisning med indrejseforbud i seks år for personfarlig kriminalitet. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til sit hjemland. Klageren, der er født i [land A] af somaliske forældre, har forklaret, at han ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv for det første henvist til, at han vil risikere asylbegrundende overgreb i Somalia fra Al-Shabaab som følge af sin far og sine[familiemedlemmers] forhold. Klageren frygter endvidere at blive dræbt af sin [familiemedlem A], der er medlem af Al-Shabaab. Klageren har endelig henvist til, at han ikke vil kunne begå sig i Somalia, hvor han aldrig har været, idet han ikke taler somali og ikke kender kulturen. Klageren har om sin frygt for Al-Shabaab på grund af farens forhold forklaret, at hans far arbejdede for myndighederne som vagt i en lufthavn. Faren modtog på et tidspunkt en trussel fra Al-Shabaab, der sagde, at hvis de ikke kunne få fat i ham, ville de dræbe hans familie. Klageren har videre forklaret, at han frygter, at Al-Shabaab vil kunne knytte ham til faren, idet han deler farens efternavn. Klageren har om sin frygt for Al-Shabaab på grund af sine [familiemedlemmers] forhold forklaret, at [familiemedlemmerne] arbejdede for de somaliske myndigheder og kæmpede mod Al-Shabaab. De fleste af [familiemedlemmerne] er døde i dag, men en af dem bor i [land A]. Klageren har om sin frygt for sin [familiemedlem A] forklaret, at han af sine forældre har fået at vide, at [familiemedlem A] er medlem af Al-Shabaab, og at [familiemedlem A] vil dræbe klageren, hvis klageren kommer til Somalia. Klageren har om sin manglende tilknytning til Somalia forklaret, at han aldrig har været i Somalia, at han ikke taler somali og ikke kender kulturen i hjemlandet, samt at han er opvokset i Danmark, hvor han har boet sammen med sin mor, sine halvsøskende og sin stedfar. Både hans mor og stedfar er praktiserende muslimer, men de har ikke pålagt klageren religiøse skikke eller traditioner. Klageren har fået at vide, at han er muslim, men han er ikke praktiserende, og han drikker alkohol og spiser svinekød. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt til grund, at klageren er somalisk statsborger. Der er i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysningerne om opnåelse af somalisk statsborgerskab sammenholdt med sagens oplysninger, herunder akterne fra klagerens fars sag om familiesammenføring til klagerens mor i [årstal], hvorefter klagerens far anses for somalisk statsborger. Klageren er derfor asylretligt vurderet i forhold til Somalia. Flygtningenævnet har ikke lagt klagerens forklaring om sin fars forhold til grund, idet der herved navnlig er lagt vægt på, at klageren alene har forklaret om dette asylmotiv i overordnede vendinger, og at det forekommer usandsynligt som forklaret af klageren over for Udlændingestyrelsen, at farens venner, der var medlemmer af Al-Shabaab, skulle have fremsat den omtalte trussel over for faren. Klageren har endvidere forklaret udbyggende om dette asylmotiv i forbindelse med nævnsmødet, idet klageren i den forbindelse har forklaret, at Al-Shabaab ville rekruttere faren til missioner, hvilket faren ikke ønskede. Det bemærkes i øvrigt, at det hverken fremgår af de offentlige registre eller af akterne fra UNHCR eller klagerens fars sag om familiesammenføring til klagerens mor i [årstal], at klageren bærer efternavnet ”[farens efternavn]”, og at det derfor må lægges til grund, at klageren ikke deler efternavn med sin far. Det er ikke tillagt nogen særlig vægt, at klageren skulle ligne sin far. Klagerens mors henvendelser til Udlændingestyrelsen, hvorefter faren skulle være flygtet fra hjemlandet på grund af trusler mod sit liv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det samme gælder det forhold, at faren har været registreret som asylansøger i [land B] i 2014, og det oplyste til nævnsmødet om, at faren nu skulle have søgt asyl i [land C]. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om sine [familiemedlemmers] forhold og sin [familiemedlem A] har en meget ubestemt karakter, som heller ikke er blevet uddybet under nævnsmødet, og at det derfor heller ikke kan anses for sandsynliggjort, at klageren med henvisning hertil vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse og overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Det må efter det anførte lægges til grund, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia vil være en uprofileret ung mand. Vedrørende klagerens henvisning til, at han ikke vil kunne begå sig i Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at selv om det fremgår af baggrundsoplysningerne, at personer, der opfattes som prægede af vestlig kultur mv. – herunder ved manglende praktisering af islam – måske kan blive udsat for socialt pres og stigma, er der ikke grundlag for at antage, at de vil blive udsat for egentlige overgreb eller forfølgelse. Det tilføjes i den forbindelse, at klageren er vokset op i en somalisk familie og derfor må antages at have et grundlæggende kendskab til kulturen og til islam, ligesom det efter sagens oplysninger, herunder klagerens egne forklaringer om kommunikationen med navnlig sin mor, må lægges til grund, at klageren i et ikke uvæsentligt omfang taler somali. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at klagerens familie måtte komme fra et område i Somalia, der er helt eller delvis kontrolleret af Al-Shabaab, efter nævnets praksis, som er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, ikke i sig selv kan begrunde, at den pågældende meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at de generelle forhold i Somalia heller ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort at have et beskyttelsesbehov, som kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og det tiltrædes på denne baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2024/24/MNR

iran202434

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald og tilbagerejsetilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [landsby], [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2010, og at han [i efteråret] 2010 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [vinteren 2019/2020] udrejste til Iran. Klageren udrejste for at tage ophold i Iran. [vinteren 2023/2024] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren [vinteren 2019/2020] underskrev en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, idet han ønskede at returnere til sit hjemland, Iran. Klagen over afslag på tilbagerejsetilladelseKlageren har til støtte for klagen henvist til, at hans klage over afgørelsen om bortfald af opholdstilladelsen har opsættende virkning, og at Udlændingestyrelsen i afgørelsen [vinteren 2023/2024] har skrevet til ham, at opsættende virkning betyder, at han kan søge om tilladelse til at indrejse og opholde sig i Danmark, imens klagesagen verserer. Ifølge klageren giver det ikke mening at vejlede om muligheden for at ansøge om en tilbagerejsetilladelse, hvis der efter lovgivningen ingen mulighed er for, at han kan meddeles en tilbagerejsetilladelse. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsens vejledning til klageren om, at han kunne søge om tilladelse til at indrejse og opholde sig i Danmark, ikke kan have givet ham en berettiget forventning om, at han ville blive meddelt en tilbagerejsetilladelse i medfør af udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der efter denne bestemmelse kan meddeles tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark. Det betyder, at man fortsat skal have en gyldig opholdstilladelse eller have en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse under behandling, når man vender tilbage til Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har søgt om tilladelse til at indrejse og opholde sig i Danmark på andet grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan udstedes en tilladelse til klageren om tilbagerejse til Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10. Klagen over bortfald af opholdstilladelseFlygtningenævnet bemærker, at klageren udrejste af Danmark [vinteren 2019/2020], og at han i forbindelse med udrejsen må anses at have opgivet sin bopæl i Danmark og taget ophold i sit hjemland, Iran. Klageren sendte [vinteren 2021/2022] en e-mail til den danske ambassade i Teheran, hvori han bad om en mødetid bl.a. på grund af sin vanskelige situation i Iran. Ambassaden vejledte ham om at rette henvendelse til Dansk Flygtningehjælp eller udlændingemyndighederne, hvis han ønskede at vende tilbage til Danmark. Klageren ansøgte imidlertid først [vinteren 2023/2024] om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Klageren har ikke benyttet sig af muligheden for at fortryde sin repatriering til Iran inden 12 måneder, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1, idet han først henvendte sig til den danske ambassade i Teheran efter udløbet af denne frist. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger helt særlige omstændigheder, der kan medføre, at klagerens opholdstilladelse først skal anses for bortfaldet efter den yderligere frist på 12 måneder, der er nævnt i udlændingelovens § 17 a, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har oplyst, at der ikke var særlige forhold, der forhindrede ham i at kontakte de danske myndigheder, ligesom der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindrede klageren i at udrejse til Danmark inden udløbet af 12-måneders fristen i § 17 a, stk. 1. Flygtningenævnet kan tiltræde, at klagerens opholdstilladelse i Danmark som udgangspunkt er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 og § 17a, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt der i sagen er omstændigheder, der kan føre til, at der skal ske dispensation for bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Afgørelsen heraf beror på en skønsmæssig vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder om afgørelsen om bortfald af opholdstilladelsen må anses for at være et indgreb i hans rettigheder til privat- og familieliv i medfør af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet bemærker, at klageren indrejste i Danmark som [23-25-årig]. Han har således haft hele sin barndom og en væsentlig del af sin ungdom i sit hjemland, Iran. Han har haft lovligt ophold i Danmark fra [periode for ophold]. Han taler og skriver dansk, han har fra 2018 til 2020 afsluttet en række fag på [uddannelsessted] og han har haft arbejde i Danmark. Han har ikke ægtefælle eller børn i Danmark. Han er frivilligt udrejst af Danmark med henblik på at tage bopæl i sit hjemland, hvor han nu bor hos sine forældre. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke vil indebære et uproportionalt indgreb i klagerens rettigheder i medfør af EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor også Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 og § 17a, stk. 1, nr. 1. ” Løbenummer: Iran/2024/34/SCH

ugan20248

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by A], Uganda. Ansøgeren har oplyst, at ansøgeren tidligere var katolik, men er konverteret til en humanistisk trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda frygter forfølgelse som følge af, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev bevidst om, at ansøgeren er homoseksuel i [1994-1997], hvor ansøgeren var [12-16] år gammel, idet ansøgeren fandt nogle veninder på [skolen], som havde samme seksuelle orientering som ansøgeren. Ansøgeren indledte et forhold til en kvinde ved navn [kvinde A]. Ansøgeren har videre henvist til, at ansøgerens tidligere ægtefælle er blevet bekendt med ansøgerens seksualitet og udsatte ansøgeren for vold. Ansøgeren har oplyst, at ansøgeren i korte perioder forlod sin tidligere ægtefælle, fordi han udsatte ansøgeren for vold. Ansøgeren forlod endeligt sin tidligere ægtefælle i [2002-2005]. I [2007-2010] låste ansøgerens tidligere ægtefælle ansøgeren inde i sit hus og udsatte ansøgeren for voldtægt. [I sommeren] 2023 opsøgte ansøgerens tidligere ægtefælle uanmeldt ansøgeren, hvor den tidligere ægtefælle fandt ansøgeren sammen med ansøgerens kvindelige kæreste. Ansøgerens tidligere ægtefælle udsatte herefter ansøgeren for vold ved at slå ansøgeren i hovedet med en [genstand]. Ansøgeren modtog et opkald fra sin tidligere ægtefælle, hvor han truede ansøgeren med fængsel, da han var i besiddelse af beviser fra ansøgerens telefon, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde et forhold til en kvinde. Ansøgeren har endelig henvist til, at ansøgeren frygter forfølgelse og dødsstraf som følge af sit arbejde i foreningen [foreningen A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøgeren af en veninde har fået fortalt, at politiet har ført ansøgerens kæreste væk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om sin kønsidentitet og homoseksualitet forekommer ureflekteret, overfladisk og utroværdig. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om helt centrale dele i relation til sin seksualitet og har svaret afglidende og overfladisk på spørgsmål i relation til kønsforskelle og kønsidentitet. Ansøgeren har således primært forklaret om omstændigheder af faktuel karakter og ikke om sin indre afklaring og den proces, som ansøgeren gennemgik i forhold til sin kønsidentitet og om at være homoseksuel. Der lægges herunder bl.a. vægt på, at det fremgår af samtalereferat [fra foråret] 2024, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at ansøgeren hverken identificerer sig som kvinde eller mand. Det fremgår dertil af samtalereferat [fra sommeren] 2024, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at ansøgeren vil omtales som ”han”, og at ansøgeren første gang følte sig som mand i [1994-1997], da ansøgeren gik i skole. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren fik visum til Danmark i [foråret] 2023, hvor ansøgeren havde planlagt at skulle rejse til Danmark på sit visum [i sommeren] 2023, og at den angivelige voldsepisode med ansøgerens tidligere ægtefælle, hvor ansøgerens angivelige homoseksualitet blev opdaget, skete få dage før den planlagte udrejse til Danmark. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke troværdigt, at den tidligere ægtefælle uhindret kunne få adgang til angiveligt kompromitterende oplysninger i ansøgerens telefon om ansøgerens seksualitet, og at ansøgeren trods vidende om dette alligevel meldte ægtefællen til politiet for vold mod ansøgeren. Flygtningenævnet finder det heller ikke troværdigt, at ansøgeren skulle have haft et længevarende forhold til kvinden [kvinde B], som ansøgeren under sin forklaring for nævnet har omtalt som sit livs kærlighed. Det skyldes navnlig, at ansøgeren efter episoden, hvor deres angivelige homoseksuelle forhold blev opdaget, ikke undersøgte, hvad der var sket med [kvinde B], og at ansøgeren heller ikke undersøgte dette senere, selvom ansøgeren havde mulighed for dette. Ansøgeren har i Flygtningenævnet forklaret, at ansøgeren prioriterede forberedelsen til sit foredrag i Danmark fremfor at prioritere, hvad der var sket med [kvinde B], dette på trods af de meget alvorlige konsekvenser dette kunne have medført for [kvinde B]. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren har arbejdet for organisationen [forening A] siden [2007-2010], og at ansøgeren havde fået visum til Danmark i forbindelse med en konference vedrørende ansøgerens arbejde for [forening A]. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at denne omstændighed – eller i øvrigt oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark – har asylretlig relevans. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Ugan/2024/8/AALK

ugan20247

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og katolik fra [by A], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet på livstid, idet han har udlejet værelser til personer, som, han efterfølgende har fået oplyst af politiet, er homoseksuelle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ejer en [ejendom] i Uganda, hvor han har lejet værelser ud. I denne forbindelse har ansøgeren udlejet to værelser til [antal personer], som alle var [studerende]. Ansøgeren har videre oplyst, at han i [sommeren] 2023 blev opsøgt af politiet på sin bopæl, som anholdt både ansøgeren og de [antal studerende]. På politistationen blev ansøgeren informeret om, at de [antal studerende] er homoseksuelle, og at ansøgeren stod til fængsel i 20 år for at have huset dem. Ansøgeren har endelig oplyst, at han bestak [funktion] af politistationen, hvorefter han kunne flygte. Herefter skjulte ansøgeren sig hos sin [familiemedlem] i [by B] og hos venner i [by A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren blev anholdt [i sommeren] 2023, idet han blandt andet skulle være beskyldt for at promovere homoseksualitet, og at han derefter blev løsladt ved hjælp af bestikkelse, men at han nu er efterlyst af politiet for at promovere homoseksualitet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han efter den angivelige anholdelse og efterlysning passerede grænsekontrollen mellem Uganda og [land A] [antal] gange i forbindelse med, at han skulle have visum til [europæisk land]. Han fremviste ved grænsekontrollen alle sine dokumenter, herunder sit ID-kort, både ved ind- og udrejse. Han har endvidere forklaret, at han derefter udrejste legalt af [lufthavn] i Uganda [i efteråret] 2023 på sit ugandiske nationalitetspas, og at han i passet havde fået isat det visum til [europæisk land], som han havde fået udstedt på [det europæiske lands] ambassade i [by C i land A]. Flygtningenævnet finder således ikke, at det er sandsynligt, at ansøgeren, hvis han havde været eftersøgt af politiet, [antal] gange kunne have passeret Ugandas grænse legalt ved fremvisning af ID-dokumenter. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende på centrale punkter herunder om, hvordan han fik sit visum til [europæisk land] ved angiveligt at være en del af en konference for [organisation] vedrørende [medicinsk og samfundsmæssigt tema]. Han har endvidere forklaret afglidende på spørgsmål om, hvordan det kan være, at han ikke var bekendt med, at de [antal studerende], som han delte bopæl med i [2-5] år i en [mindre bolig], angiveligt var homoseksuelle. Flygtningenævnet har endeligt lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2023, men at han først søgte asyl [senere i efteråret] 2023. Det kan ikke ændre ved ansøgerens troværdighed, at han har fremlagt en artikel fra hjemmesiden [hjemmesidens navn] vedrørende en efterlysning af ham, idet artiklen ikke fremstår ægte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Ugan/2024/7/AALK

syri202455

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by], AI-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren 2023], og at hun [i vinteren 2023/2024] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter tvangsrekruttering af YPJ, som har opsøgt hende på vej til og fra skole siden omkring [sommeren] 2022 og er kommet på klagerens bolig fire gange. Klageren har herom oplyst, at to af gangene bad YPJ hende om frivilligt at lade sig rekruttere, mens tredje og fjerde gang var de insisterende på, at det nu ikke længere var frivilligt for klageren at melde sig. Fjerde gang YPJ kom til klagerens bopæl, aftalte klagerens [familiemedlem A] med dem, at klageren ville melde sig frivilligt, men at [familiemedlem A] var syg, og at hun først havde brug for klagerens hjælp til at komme til Irak for at modtage behandling. YPJ accepterede at lade klageren udrejse med [familiemedlem A] til Irak med den betingelse, at hun straks skulle melde sig frivilligt til tjeneste, når familien vendte tilbage til Syrien. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hendes [familiemedlem A] og [andre familiemedlemmer] var nødt til at vende tilbage til Syrien fra Irak for kort tid siden. Familiens hus var et regeringsejet hus, som de mistede, da klagerens [familiemedlem B] forsvandt, og de har ikke haft penge eller mulighed for at købe deres eget hus, hvorfor familien nu bor hos klagerens [familiemedlem C] under svære vilkår. Klageren har til støtte herfor endelig oplyst, at YPJ kom straks efter, at familien var vendt tilbage til Syrien, og at de har taget hendes [familiemedlem D] med, fordi klageren ikke var vendt tilbage sammen med den resterende del af familien for at melde sig frivilligt som aftalt. Familien har ikke fået lov til at få kontakt til [familiemedlem D], og de ved ikke, hvor han er, eller hvordan han har det. Klageren har det forfærdeligt over dette, og hun er meget bekymret for [familiemedlem D]. Det er oplyst i advokatens indlæg, at klagerens [familiemedlem D] ikke længere er tilbageholdt af de kurdiske myndigheder, men at han bliver tvunget til at møde op til propaganda møder, hvor han ser videoer til brug for rekrutteringen af ham til de kurdiske styrker. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren er udeblevet fra nævnsmødet i Flygtningenævnet med henvisning til, at hendes kontaktperson er syg, og at hun ikke selv kan finde ud af at finde til København. Flygtningenævnet har fundet, at klageren er udeblevet uden lovligt forfald, hvorfor sagen er gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken, jf. § 36, stk. 1, i Flygtningenævnets forretningsorden. Flygtningenævnet kan til dels lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at personer fra YPJ har henvendt sig til hende på gaden flere gange, samt at YPJ har henvendt sig på hendes bopæl fire gange med forsøg på hvervning, men at det i øvrigt fremgår af sagens oplysninger, at hun på intet tidspunkt mod sin vilje er blevet taget med af YPJ, eller at de i øvrigt har pålagt hende at møde til militærtjeneste på et givet tidspunkt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren og hendes familie har orienteret YPJ om deres hensigt om at forlade Syrien, uden at YPJ modsatte sig dette. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at klageren har været tvangsrekrutteret af YPJ eller forsøgt tvangsrekrutteret af YPJ. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst til Dansk Flygtningehjælp, at YPJ straks efter, at hendes familie var vendt tilbage fra Irak til Syrien, tog [familiemedlem D], fordi klageren ikke var vendt tilbage sammen med den resterede del af familien for at melde sig frivilligt som aftalt, jf. Flygtningehjælpens indlæg af [foråret] 2024, og at [familiemedlem D] ikke længere er tilbageholdt af de kurdiske myndigheder, men er tvunget til at møde op til propagandamøder, hvor han ser videoer til brug for rekrutteringen af ham til de kurdiske styrker, jf. advokatens indlæg. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering allerede derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Syri/2024/55/obc

oestr20242

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Østrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og har fået afsluttet ansøgning om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren frygter at vende tilbage til Østrig, fordi han ikke vil kunne opnå hjælp til indkvartering eller mad. Det fremgår af AIDA’s Country Report: Austria 2023 Update udgivet den 26. juni 2024, vedrørende Dublin returnees, herunder subsequent applications, at: “2.7. The situation of Dublin returnees - Asylum seekers returning to Austria under the Dublin Regulation, and whose claim is pending a final decision, do not face obstacles if their transfer takes place within two years after leaving Austria. In this case, the discontinued asylum procedure will be reopened as soon as they request for it at the BFA or the BVwG. If a final decision has already been taken on the asylum application upon return to Austria, the new asylum application will be processed as a subsequent asylum application. Dublin returnees are confronted with the same issues as other asylum seekers in accessing the basic care system. As provinces are reluctant to take over asylum seekers from the federal reception centres Dublin returnees might end up staying several weeks or even months in bigger first reception facilities.” Det fremgår videre af ovennævnte rapport, at selvom der er visse mangler i modtageforholdene i Østrig, så har asylansøgere, herunder personer som har fået afsluttet deres asylsag og har indgivet en efterfølgende asylansøgning, adgang til materielle modtagelsesforhold, herunder indkvartering, ydelser og sundhedsbehandling. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere, herunder personer hvis asylsag er blevet afsluttet, i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Østr/2024/2/leuds

dub-sver202415

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke mener, at hans asylsag blev behandlet ordenligt i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren ikke mener, at hans asylsag i Sverige er blevet behandlet ordenligt, og at dette er understøttet af, at det fremgår af AIDA Country Report: Sweden 2023 Update, at anerkendelsesraten for iranske statsborgere er lavere i Sverige end generelt i EU. Det er videre gjort gældende, at klageren har oplyst, at han under opholdet i Sverige fik problemer med personer, som truede ham. Indledningsvis skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke foreligger grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren må henvises til at indgive en anmodning om genoptagelse af sin asylsag i Sverige, såfremt han fortsat mener, at hans asylsag i Sverige ikke er tilstrækkeligt oplyst. For så vidt angår det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet truet af ukendte personer i Sverige, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, idet de svenske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den eventuelt nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2024/15/leuds

dub-rumae20241

Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum til Rumænien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien, og det forhold, at klageren har familiemedlemmer med opholdstilladelse i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i foråret] 2023 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Rumænien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger om, at klageren ved en overførsel til Rumænien risikerer at leve på et uhygiejnisk asylcenter og mangle adgang til tolkebistand og juridisk bistand, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s rapport, ”Country Report: Romania”, udgivet i maj 2023, at alle asylansøgere i Rumænien er garanteret adgang til juridisk bistand, og at Flygtningenævnet på den baggrund ikke finder grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til juridisk bistand ved en overførsel til Rumænien. Det fremgår videre af AIDA rapporten, at der er adgang til tolkning på Tigrinya i Rumænien, og Flygtningenævnet på denne baggrund ej heller ikke finder grund til at antage, at klageren ved en overførsel til Rumænien vil stå uden adgang til tolkebistand. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Rumænien kan anses for behæftet med væsentlige mangler, og der kan i den forbindelse henvise til AIDA’s rapport, ”Country Report: Romania”, udgivet i maj 2023 hvoraf det blandt andet fremgår: ”The Asylum Decree prescribes the necessary daily amount of nutritional value based on which the daily allowance for food is calculated in the Regional Centres. Asylum seekers may cook for themselves, using the kitchens available in every centre. In all regional centres asylum seekers are obliged to clean their rooms, kitchen and bathrooms on a rotation basis. The number of toilets and showers are sufficient in all facilities during regular occupancy. In 2018 - December 2022 AI-DRom implemented a project providing asylum seekers with cleaning products and they were also encouraged to clean their rooms and common spaces every week.” Flygtningenævnet finder ikke, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene og finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Rumænien. De foreliggende baggrundsoplysninger giver ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, til Rumænien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Rumænien, at der er væsentlige grunde til at tro, at Rumænien ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til, at klageren har [1-3 søskende], som har opholdstilladelse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at klagerens [søskende] ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlem” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g, ligesom klagerens relation til sine [søskende] ikke umiddelbart er omfattet af familiebegrebet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker desuden hertil, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har været adskilt fra sine herboende familiemedlemmer i mange år. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Rumæ/2024/1/leuds

dub-norg20242

Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Norge. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i efteråret 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke har været til en samtale med Udlændingestyrelsen i henhold til Dublinforordningen artikel 5 kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at vi [i efteråret] 2023 orienterede DRC Dansk Flygtningehjælp, som var klageren partsrepræsentant, om at vi ville afholde et mundligt nævnsmøde med henblik på, at nævnet skulle tage stilling til, at klageren ikke havde været til en personlig samtale, og at klageren herefter siden [vinteren 2023/2024] har været udeblevet fra sit asylcenter. Nævnet skal videre bemærke, at det har været undersøgt hvorvidt klageren har haft overført dig selv til Norge, men at dette ikke kan bekræftes. Det forhold, at klageren modtager [sundhedsbehandling] som følge af [diagnose] kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må antages at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Norge i overensstemmelse med de internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Norg/2024/2/leuds

dub-ital202426

Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var indrejst i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til Dublinforordningens præambelbetragtning nr. 5, idet det fortsat er uklart, hvorvidt og hvornår de italienske myndigheder på ny vil tage imod Dublinoverførte. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for klagen videre til klagerens særlige sårbarheder som enlig kvinde med helbredsmæssige udfordringer og risikoen for nægtelse af adgangen til asylproceduren, manglende adgang til passende indkvartering samt manglende sundhedsbehandling, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Italien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Italien har i overensstemmelse hermed [i sommeren] 2023 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indrejste klageren i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation [i foråret] 2023, og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Italien, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels betragtning nr. 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens betragtning nr. 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens herboende kæreste og nyfødte [barn] har opholdstilladelse i Danmark, og at der eksisterer et familieliv mellem klageren og disse. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens nyfødte datter er meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til sin far, der er klagerens herboende kæreste. Klagerens [barn] kan som følge heraf ikke tvangsmæssigt blive udsendt til Italien, idet hun er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det er endvidere de danske myndigheder, der på nuværende tidspunkt vil være ansvarlig for at behandle en eventuel asylansøgning på vegne af klagerens [barn], jf. Dublinforordningens artikel 19, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker også, at klageren har søgt om asyl i Danmark for mere end et år siden, og at klageren ikke tidligere har modtaget en substansafgørelse som følge af en asylsag i andre lande. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.”. Dub-Ital/2024/26/EEB

syri202454

Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/53/lafal. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har til støtte for klagen ved mail af [vinteren 2023/2024] henvist til, at klageren henholder sig til sit oprindelig asylmotiv, herunder at klagerens far er i et modsætningsforhold til det syriske regime. Klagerens advokat har til støtte for klagen over statusvalg videre henvist til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [efteråret] 2023 har anført, at den af klagerens far fremsendte efterlysning ikke kan føre til en ændret vurdering, da Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af [sommeren] 2016 ikke kunne lægge til grund, at klagerne har en konflikt med de syriske myndigheder. Klagerens advokat har i den forbindelse anført, at den omstændighed, at der nu foreligger et officielt dokument, hvoraf fremgår, at klagerens far er eftersøgt, bør undergives en egentlig prøvelse og ikke blot afvises under henvisning til Udlændingestyrelsens egen afvisning af, at der består en konflikt. Endelig har klagerens advokat til støtte for klagen over statusvalg henvist til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [efteråret] 2023 ikke har forholdt sig til risikoen ved tilbagesendelse efter mangeårigt ophold i vesten, ligesom Udlændingestyrelsen i afgørelsen ikke har forholdt sig til, at klagerens far er etnisk kurder. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er oplyst om omstændigheder, der kan føre til, at klageren kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til egne forhold. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at hun er helt uprofileret i forhold til myndighederne i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at de forhold, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være en enlig kvinde og returnee, i sig selv indebærer, at hun har sandsynliggjort, at hun risikerer at blive udsat for individuel asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangshvervet til de kurdiske styrker, idet Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne lægger til grund, at rekruttering af kvinder som det helt klare udgangspunkt sker på frivillig basis. Flygtningenævnet meddeler derimod klageren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af den samtidige afgørelse om meddelelse af asyl efter denne bestemmelse til klagerens forældre. Det er således lagt til grund, at klagernes forældre udrejste af Syrien sammen med bl.a. klageren, at de før udrejsen boede sammen i Syrien, at de indrejste sammen i 2015, og at de efterfølgende har boet sammen indtil klageren flyttede hjemmefra i [foråret] 2024. Det må herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt lægges til grund, at klagerens forældre og klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2016 tilhørte samme husstand og må anses for en familieenhed. På denne baggrund meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” /Syri/2024/54/lafal

syri202453

Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/54/lafal. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske kurdere og muslimer fra [by A], Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at de [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagernes advokat har til støtte for klagen ved mail af [vinteren 2023/2024] henvist til, at klagerne henholder sig til deres oprindelig asylmotiv, herunder at den mandlige klager er i et modsætningsforhold til det syriske regime. Klagernes advokat har til støtte for klagen over statusvalg videre henvist til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [efteråret] 2023 har anført, at den af den mandlige klager fremsendte efterlysning ikke kan føre til en ændret vurdering, da Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af [sommeren] 2016 ikke kunne lægge til grund, at klagerne har en konflikt med de syriske myndigheder. Klagernes advokat har i den forbindelse anført, at den omstændighed, at der nu foreligger et officielt dokument, hvoraf fremgår, at den mandlige klager er eftersøgt, bør undergives en egentlig prøvelse og ikke blot afvises under henvisning til Udlændingestyrelsens egen afvisning af, at der består en konflikt. Endelig har klagernes advokat til støtte for klagen over statusvalg henvist til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [efteråret] 2023 ikke har forholdt sig til risikoen ved tilbagesendelse efter mangeårigt ophold i vesten, ligesom Udlændingestyrelsen i afgørelsen ikke har forholdt sig til, at den mandlige klager er etnisk kurder. Flygtningenævnet lægger klagernes forklaring om asylmotivet til grund, idet klagerne i det væsentlige har forklaret konsistent herom. Klagerne har således ved flere samtaler forklaret, at den mandlige klager har hjulpet flere familier, der flygtede fra [by B] til klagernes bydel, [by A], i RIF Damaskus. De har endvidere forklaret, at den mandlige klager blev opsøgt på bopælen flere gange af en nationalforsvarsmilits, som ville have den mandlige klager til at arbejde for sig, og at den kvindelige klager omkring to måneder før klagerens udrejse af Syrien blev opsøgt på bopælen af repræsentanter for [afdeling i den syriske hær], der forlangte, at den mandlige klager skulle melde sig ved et check-point nær bopælen. Klagerne tog samme dag ophold hos den mandlige klagers [familiemedlem A], indtil klagerne udrejste af Syrien omkring to måneder senere. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at den mandlige klager på tidspunktet for udrejsen af Syrien var i et modsætningsforhold til det syriske regime. De mindre divergenser, der kan konstateres mellem klagernes forklaringer indbyrdes og mellem forklaringerne ved klagernes forskellige samtaler hos Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en anden vurdering. Den mandlige klager har forklaret, at han efter en forlængelsessamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 bad sin [familiemedlem B] i Syrien om at undersøge, om klageren var efterlyst i Syrien. Han har [i efteråret] 2021 modtaget et foto af et dokument af [efteråret] 2015, som en advokat angiveligt har fremskaffet i Syrien, hvorefter den politiske sikkerhedsafdeling har besluttet, at den mandlige klager skal arresteres. Uanset at dokumentet ikke er ægthedsvurderet, finder Flygtningenævnet, at det kan indgå med en vis bevisvægt i en kumulativ vurdering. Efter en samlet vurdering af klagernes forhold samt baggrundsoplysningerne om, at tilbagevendte syriske statsborgere, såkaldte returnees, kan risikere at blive udsat for vilkårlige overgreb, sammenholdt med det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det Flygtningenævnets opfattelse, at den mandlige klager har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive efterstræbt af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelser af [sommeren] 2016 således, at den mandlige klager meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sine individuelle forhold, og den kvindelige klager meddeles opholdstilladelse efter samme bestemmelse som konsekvens af den mandlige klagers opholdstilladelse.” /Syri/2024/53/lafal

yeme20241

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2022. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller retsforfulgt af de yemenitiske myndigheder, fordi han har forladt sin stilling ved militæret og er udrejst af Yemen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at der på [socialt medie] fremgår et billede af ham og hans [familiemedlem A], hvor han med navns nævnelse beskyldes for at have modtaget bestikkelse fra flere personer. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han er eftersøgt, fordi han har forladt sin stilling i [kontor i offentlig myndighed]. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine [familiemedlemmer B], som har truet ansøgeren, fordi [familiemedlem A’s] indblanding i sagen krænker deres families ære. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans [familiemedlemmer B] har truet ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis ikke han bliver skilt fra sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yemen skulle befinde sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne som følge af, at han har forladt sin stilling som [stillingsbetegnelse] ved [kontor i offentlig myndighed]. I lighed med Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet således, at ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet ikke fremstår overbevisende henset til, at ansøgeren før sin udrejse af Yemen i [sommeren] 2022 ikke har oplevet problemer med myndighederne i Yemen, ligesom han ikke på noget tidspunkt blev kontaktet af sin arbejdsgiver efter, at han ophørte med at arbejde i [sommeren] 2022. Tværtimod er ansøgerens løn i perioden i hvert fald frem til [vinteren 2023/2024] blevet udbetalt til ansøgerens mor. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at det ikke fremstår sammenhængende eller overbevisende, at de yemenitiske myndigheder skulle efterstræbe ansøgeren i et asylrelevant omfang, herunder som følge af udrejse af Yemen og desertering i form af, at han har forladt sin stilling i [kontor i offentlig myndighed]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren under sit ophold i [afrikansk land] skulle være blevet ringet op af en ukendt kvinde fra den yemenitiske sikkerhedstjeneste. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om denne episode, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med [familiemedlemmer B] i Yemen som følge af, at der er blevet delt et opslag om ansøgeren på [socialt medie], hvor han som [stillingsbetegnelse] angiveligt skulle have taget mod bestikkelse i forbindelse med [stillingsbetegnelse], og at [familiemedlemmer B] ønsker, at han lader sig skille fra sin hustru, hvilket han ikke ønsker. I lighed med Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om dette forhold ikke fremstår overbevisende. Det er herunder indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har forklaret, at han har været i kontakt med den journalist, der skulle have delt [opslaget på socialt medie], og at hun har forklaret ansøgeren, at hendes profil var blevet hacket, og at det ikke var hende selv, der havde delt opslaget. Som anført af Udlændingestyrelsen forekommer det på den baggrund - og henset til karakteren af ansøgerens øvrige arbejdsopgaver som [stillingsbetegnelse] - usammenhængende, at ansøgerens [familiemedlem C] og [familiemedlemmer B] ikke ville tro på ansøgeren, da ansøgeren fortalte dem, at opslagets indhold ikke var korrekt. Ved vurderingen af sagen har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren ikke anmeldte det urigtige [opslag på socialt medie] til myndighederne, men i stedet straks valgte af udrejse efter deling af opslaget. Dette forekommer påfaldende i lyset af, at ansøgeren ikke tidligere har haft konflikter med myndighederne under sin [offentlige] ansættelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens [familiemedlemmer B] skulle have forsøgt at opsøge ansøgeren på bopælen medbringende våben, og at de i den forbindelse skulle have udtalt, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke lod sig skille fra sin ægtefælle. Nævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring herom forekommer usammenhængende og bærer præg blandt andet af, at ansøgeren har forklaret forskelligt om [familiemedlemmerne B’s] kendskab til ansøgerens [familiemedlem A] kontakt med ansøgerens mor. Hertil kommer, at det er påfaldende, at ansøgeren ikke i forbindelse med udfyldelse af asylskemaet har oplyst udtrykkeligt om sin konflikt med [familiemedlemmerne B]. Under alle omstændigheder fremstår en eventuel konflikt med [familiemedlemmerne B] også efter ansøgerens forklaring for nævnet ikke med en sådan karakter og intensitet, at den kan anses for omfattet af asylreglerne. Ansøgeren er da heller ikke blevet kontaktet af [familiemedlemmerne B] efter udrejsen, og der foreligger ikke i øvrigt oplysninger, der sandsynliggør en aktualitet i denne konflikt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Yemen ikke kan føre til asyl, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: yeme/2024/1/sesc

soma202422

Nævnet meddelte i november 2024 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk hawiye og sunnimuslim fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de mænd, som har slået hendes [familiemedlem] ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hendes [familiemedlem] blev slået ihjel af Al-Shabaab, fordi [familiemedlem] ikke ville overdrage sin jord til dem. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev behandlet dårligt af den nære relation (edo), som hun tog ophold hos efter [sit familiemedlems] død. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun er blevet udsat for voldelige overgreb i den tid hun opholdt sig hos den nære relation, herunder ufrivillig omskæring. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift med en gammel mand, som den nære relation og dennes ægtefælle har lovet hende væk til mod betaling. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun, mens hun boede hos den nære relation, blev låst inde i et værelse sammen med en mand fra Al-Shabaab, som hun undgik ved at græde og skrige. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltrædes det, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse i Danmark som følge af, at hendes [familiemedlem] blev dræbt af Al-Shabaab, og at hun skulle tvangsgiftes med en ældre mand fra Al-Shabaab. Flygtningenævnet kan imidlertid i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lægge til grund, at ansøgerens [familiemedlem], der blev født i 1940, er afgået ved døden i 2017, og at ansøgeren efter [familiemedlems] bortgang har boet hos en kvinde (edo) ved navn [A] og hendes familie, med hvilke hun havde et meget konfliktfyldt forhold, hvor hun blandt andet blev udsat for vold og omskæring, og som i sidste ende førte til, at hun forlod Somalia. Herefter, og efter oplysningerne om ansøgerens øvrige relation til Somalia, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia reelt vil være en enlig kvinde uden et mandligt netværk. Ansøgeren meddeles på dette grundlag opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: soma/2024/22/sesc

iran202435

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev to gange i 2023 idømt fængsel i henholdsvis 6 måneder og 1 år og blev ved begge domme udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Klageren har sympatiseret med og udført politiske aktiviteter for KDPI. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tortureret og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at han for 15-16 år siden blev sympatisør for KDPI. Han udførte i en periode på halvandet til to år, særligt i [tre til seks] måneder, aktiviteter i form af udprintning og uddeling af løbesedler, brænding og udlevering ad CD’er med undervisningsmateriale samt ledsagelse af peshmergaer ved grænsen mellem Iran og Irak. Hans [familiemedlem A] og [familiemedlem B] har tillige sympatiseret med KDPI og hans [familiemedlem A] blev idømt en fængselsstraf på tre år som følge heraf, hvilket fik ham til at afbryde sine aktiviteter. Klagerens bopæl blev på et tidspunkt i 2010 efter klageren havde uddelt løbesedler sammen med sin ven, ransaget, og klageren fik konfiskeret din bærbare computer og politiske materiale. Klageren var ikke selv hjemme, men hans [familiemedlem C] fortalte, at politiet havde spurgt efter ham og havde tilbageholdt [familiemedlem A]. Klagerens [familiemedlem Bs] bopæl var også blevet ransaget. Klageren opholdt sig i sin bil og hos nogle venner, indtil han udrejste fem til ti dage senere. Klageren er efter sin udrejse blevet bekendt med, at hans ven var blevet idømt 10 eller 15 års fængsel, og at hans [familiemedlem B] var blevet idømt en dødsstraf, som blev effektueret en til to måneder efter domsafsigelsen. Klagerne har selv fået udstedt en udeblivelses- og henrettelsesdom, som er blevet sendt til hans bopæl. Klageren har efter sin indrejse i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter på de sociale medier, herunder [socialt medie 1] og [socialt medie 2], hvor han har delt indhold af politisk og regimekritisk karakter. Klageren har ikke været mødt under nævnsmødet, og har således ikke afgivet forklaring for nævnet. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran, og at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at han kan udsendes til Iran. Flygtningenævnet lægger vægt på de samme begrundelser, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, herunder at klagerens engagement i politiske aktiviteter som sympatisør og gøremål for KDPI ikke har haft en sådan karakter, at han ved en tilbagevenden fortsat vil være i de iranske myndigheders søgelys. Der vurderes at være tale om et forhold, som ligger langt tilbage i tid og må anses at være et afsluttet forhold, som ikke bringer klageren i risiko for forfølgelse eller at blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. På denne baggrund og med samme begrundelse, som i øvrigt fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke kan meddeles asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, og at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024.”Løbenummer: Iran/2024/35/DH

irak202422

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Irak. Ansøgeren har oplyst, at han ikke tilhører en bestemt religion, men generelt tror på gud. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller voldtaget af en magtfuld familie, da han har haft et seksuelt forhold til en kvinde i familien, der ellers skulle have været gift med sin fætter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om en asylbegrundende konflikt med den pågældende familie til grund. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været overfladisk og uden detaljer om væsentlige forhold. Ansøgerens forklaring fremstår derfor ikke selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Det angår blandt andet ansøgerens ganske overordnede forklaring om de personer, der angiveligt har opsøgt og truet ansøgerens familie uden at præsentere sig eller oplyse om baggrunden herfor, tidspunkterne for opsøgningerne og karakteren af de trusler, der i forbindelse hermed skulle være fremsat. Dertil kommer, at det for nævnet fremstår utroværdigt, at hverken ansøgeren eller dennes familie har haft kontakt til kvinden eller er bekendt med hendes nuværende situation. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens forklaring på nogle punkter har fremstået divergerende, herunder i relation til måden, hvorpå kvinden kontaktede ham, da forholdet blev opdaget. Flygtningenævnet henviser endvidere som Udlændingestyrelsen til, at ansøgeren efter udrejsen af Irak to gange er indrejst i landet på ny. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt i Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/22/DIEI

dub-tysk202422

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at Tysklands ansvar må anses for ophørt, idet klageren har forladt Tyskland og rejst tilbage til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har gjort gældende, at han er udrejst til [hjemland] i 2022 kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at klageren ikke har været i stand til at fremvise nogen dokumentation for, at han har været udrejst til [sit hjemland]. Herudover har klageren ikke kunnet oplyse, hvorledes han skulle være udrejst af Tyskland og indrejst i [hjemland]. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf, at Tysklands ansvar for klagerens asylsag ikke kan anses for at være ophørt, jf. forordningens artikel 19, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren ikke kan lide Tyskland, fordi han følte, at han var tilbage i [hjemland], og at der var fyldt med folk fra [politisk gruppe] i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst til de danske myndigheder, at han ikke har nogen konflikt med privatpersoner, grupper eller myndighederne i Tyskland. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/22/lnk

dub-pole202414

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke kan få behandlet sin asylsag i overensstemmelse med EU-retlige og internationale forpligtelser samt risikerer at blive frihedsberøvet i Polen. DRC Dansk Flygtningehjælp har yderligere henvist til, at klageren er blevet udsat for racisme af de polske myndigheder, og at klageren har en søster i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af lovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Nævnet lægger til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Polen, og at hun herefter er udrejst af Polen, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren i Polen risikerer at blive frihedsberøvet, og at asylsagen kan blive afvist som inadmissable. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren ikke kan få sin asylsag behandlet i overensstemmelse med Polens EU-retlige og internationale forpligtelser. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren er blevet udsat for racisme af de polske myndigheder. Det forhold, at klageren har en søster, der bor i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren og hendes søster er ikke omfattet af familiebegrebet som er defineret i forordningens art. 2, litra g. Det forhold, at klageren muligt er blevet udsat for push backs fra Polen til Belarus, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner. Der er ikke er holdepunkter for at antage, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren i Polen er i risiko for frihedsberøvelse, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at nævnet er opmærksom på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren. Flygtningenævnet finder dog, at dette ikke kan føre til ændret vurdering og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update, udgivet i juni 2024, side 19, fremgår, at der i løbet af 2023 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarussiske grænse. Af ovennævnte rapport (side 36) fremgår videre, at der er bekymring for, om Dublin-returnees altid har adgang til at få genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene for asylansøgere i Polen, herunder vedrørende adgangen til indkvartering og risikoen for frihedsberøvelse, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren muligt er blevet udsat for racisme af de polske myndigheder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren måtte opleve problemer med de polske myndigheder, må klageren kenvises til at tage kontakt til de overordnede instanser i Polen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/14/diei

dub-pole202413

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen, herunder indkvarteringsforholdene og risikoen for frihedsberøvelse under asylproceduren samt asylproceduren for Dublin returnees. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Polen og herefter er udrejst af Polen, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for frihedsberøvelse samt asylproceduren for Dublin-returnees, herunder risikoen for, at hendes ansøgning om asyl i Polen vil blive afvist, kan ikke føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Hvad angår risikoen for frihedsberøvelse i Polen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet er opmærksomt på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren. Nævnet finder dog ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og derfor ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtagerforholdene for asylansøgere i Polen, herunder vedrørende adgangen til indkvartering og risikoen for frihedsberøvelse, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner. For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update, udgivet i juni 2024, side 19, i løbet af 2023 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarussiske grænse. Af ovennævnte rapports side 36 fremgår det videre, at der er bekymring for, om Dublin-returnees altid har adgang til at få genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren. Uanset de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Det forhold, at klageren har haft [betændelse], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen, idet nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af ovennævnte rapports side 71, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere. Endelig kan det af klageren anførte om, at hun frygter, at de polske myndigheder vil deportere hende til Belarus, ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningenævnet og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/13/kdo

colo202410

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestiz og ateist fra [by 1], Colombia. Ansøgeren har været medlem af partierne [parti A] ([forkortelse]) og [parti B] ([forkortelse]). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han på grund af sit politiske arbejde frygter at blive slået ihjel, kidnappet eller tortureret af hæren og politiet gennem den paramilitære enhed Águilas Negras (AN). Han frygter derudover at blive slået ihjel af grupperne Autodefensas Gaitanistas de Colombia (AGC) og Los Caparrados (LC). Han har til støtte herfor oplyst, at han har været medlem af partierne [parti A] ([forkortelse]) og [parti B] ([forkortelse]) siden [vinteren 2019/2020]. [Beskrivelse af partikonstruktion er udeladt]. Han blev officielt medlem af [parti A] i 2020, og i [årstal] blev [parti A] officielt registreret som et parti i Colombia. Ansøgeren blev også aktiv i organisationen [organisation A] ([forkortelse]), da han blev en del af [parti A]. Ansøgeren organiserede den [dato efteråret 2019] et arrangement for menneskerettigheder sammen med sin far i området [by 2], hvor hans far boede. Dagen efter blev hans far ringet op af en ven, som oplyste, at AGC havde spurgt efter ansøgeren og hans far i billetkontoret i [by 2]. Den [dato i foråret 2021] deltog ansøgeren i en demonstration i [by 1] som almindelig demonstrant og som garant for, at menneskerettighederne blev overholdt. Ved demonstrationen blev han ad to omgange udsat for et attentatforsøg af politiet. Ansøgeren var i forbindelse med en strejke i [foråret/sommeren 2022] med til at sætte ild til [en bygning] i [by 3], hvorefter han begyndte at modtage trusselsopkald, som varede frem til [måned i foråret] 2022. Han udrejste legalt af Colombia den [dato i foråret] 2023 på sit nationalitetspas. Uanset ansøgerens forklaring på enkelte punkter har været divergerende og ikke overbevisende, som også anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [dato i sommeren] 2024, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring, som har været både detaljeret og konsistent om sit asylmotiv vedrørende sine politiske aktiviteter i Columbia. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at episoderne har haft en sådan intensitet, at ansøgeren som følge heraf må antages at være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren er således ikke blev opsøgt efter sin deltagelse i flere demonstrationer siden 2019. Det beror alene på ansøgers egen formodning, at politiets patruljering i ansøgers område omkring ansøgerens bopæl skulle vedrøre ham og der i øvrigt ikke er sket noget i den forbindelse. Heller ikke de angivne telefoniske trusler fra unavngivne personer kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forældre bor på hver deres adresser i ansøgerens hjemby heller ikke er blevet opsøgt. Episoderne i forbindelse med demonstrationerne må desuden anses for afsluttede. Ansøger er således også udrejst legalt. Ansøgers frygt for, at han risikerer at blive dræbt som det, efter ansøgers udrejse, angiveligt er sket for nu fire forskellige personer, kan ikke føre til en anden vurdering, idet dette alene beror på ansøgers egen formodning. De generelle forhold i Columbia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Columbia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Colo/2024/10/DH

afgh202441

Nævnet omgjorde i efteråret 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ” Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2018 Dem opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved mail [i foråret] 2024 til Udlændingestyrelsen har De anmodet om at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har ved mail af samme dato videresendt Deres henvendelse til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har betragtet Deres henvendelse [i foråret] 2024 som en anmodning om genoptagelse af Deres asylsag, der blev endeligt afgjort af Flygtningenævnet ved nævnets beslutning [i efteråret] 2018. Flygtningenævnet har endvidere besluttet at behandle sagen ved nævnets formand alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan efter nævnets afgørelse [i efteråret] 2018 har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til European Union Agency for Asylum (EUAA) ”Afghanistan – Country Focus” udgivet i december 2023 og European Union Agency for Asylum (EUAA) ”Country Guidance: Afghanistan” udgivet i maj 2024. Da Flygtningenævnet i sin afgørelse [i efteråret] 2018 meddelte Dem opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af Deres families konflikt med Taliban og henset til Talibans efterfølgende magtovertagelse i Afghanistan, opfylder De nu betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2024/41

afgh202440

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2002 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 1 år for overtrædelse af [personfarlig kriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren blev ved [byrettens dom] af [dato] 2019 udvist med indrejseforbud i 6 år. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er dermed bortfaldet, jf. udlændingelovens § 26 c. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren har under nærværende nævnsmøde som asylmotiv henvist til vestliggørelse og sit mentale helbred. Flygtningenævnet fandt [i efteråret] 2023, at klageren ikke ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin fars konflikt, klagerens [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] forhold samt hans etnicitet og sympati med NRF. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger oplysninger, som giver grundlag for at ændre denne vurdering. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [sommeren] 2024, at oplysningerne om klagerens mentale forhold sammenholdt med hans langvarige ophold i Danmark og påberåbte forhold vedrørende vestliggørelse ikke indebærer, at han er i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Ud over det, som Udlændingestyrelsen har anført vedrørende vestliggørelse, har Flygtningenævnet yderligere lagt vægt på, at klageren [i vinteren 2023/2024] har forklaret, at han opfatter sig som værende sunnimuslim, samt at han [i foråret] 2023 har oplyst, at han er [medlem af en] afghansk forening i Danmark, som han har været medlem af i [13-15] år, der arrangerer [forskellige begivenheder], og som har [flere hundrede] medlemmer i landet. Der er endvidere lagt vægt på, at klageren har familie i Afghanistan i form af onkler, fætre, kusiner og tanter. De nu foreliggende lægelige oplysninger kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2024/40/DIEI

§29b-rum20241

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt beskyttelse i Rumænien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for personer med international beskyttelse i Rumænien, og til at klageren i Rumænien ikke har adgang til integrationsprogrammet. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har op-nået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i foråret] [2012-2015] er meddelt opholdstilladelse og flygtningestatus i Rumænien, og at opholdstilladelsen er gyldig til [vinteren 2025/2026]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis lægges der i den forbindelse vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinfor-ordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Rumænien, samt at klageren i Rumænien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Rumænien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af princippet om non-refoulement som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af klageren oplyste om, at han i Rumænien måtte leve på gaden uden adgang til nogen form for hjælp og støtte fra de rumænske myndigheder, samt det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren i Rumænien ikke findes at have opnået den nødvendige beskyttelse, idet han i Rumænien hverken har adgang til integrationsprogrammet, ret til bolig eller økonomisk støtte, kan ikke føre til, at Rumænien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder således, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Rumænien nok er vanskelige, men at de ikke er på et sådant niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Rumænien som første asylland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne i AIDA’s ”Country Report: Romania – 2023 Update”, udgivet i juli 2024, hvoraf fremgår blandt andet (side 189), at personer, der er meddelt international beskyttelse har adgang til ’social housing scheme’ på samme vilkår som rumænske statsborgere, og at de lokale myndigheder – inden for rammerne af de tilgængelige ressourcer – er forpligtede til at sikre ’social housing’ til personer, der er meddelt beskyttelse i Rumænien. Yderligere har nævnet tillagt det vægt, at det af samme rapport (side 189-190) fremgår, at personer med international beskyttelse i Rumænien har adgang til arbejdsmarkedet på lige fod med rumænske statsborgere. Det forhold, at det i praksis kan være vanskeligt at finde arbejde, og at klageren efter det oplyste har søgt to jobs, som han ikke har fået under henvisning til, at han ikke taler rumænsk og engelsk, kan ikke føre til en anden bedømmelse. Det forhold, at klageren muligt ikke har adgang til et 12 måneders integrationsprogram i Rumænien, og at han som følge deraf er afskåret fra at modtage en række tilbud og ydelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår klagerens helbredsmæssige forhold og adgangen til det rumænske sundhedssystem, herunder at han efter det oplyste lider af [fysisk lidelse] og [psykisk lidelse], bemærker Flygtningenævnet, at det af AIDA’s rapport, ”Country Report: Romania – 2023 Up-date” (side 202) fremgår, at personer med international beskyttelse i Rumænien har adgang til sundhedsforsikring under de samme betingelser som rumænske statsborgere, og at dette ligeledes gælder personer med psykiske lidelser, herunder personer, der har været udsat for tortur og traumer. Nævnet er opmærksom på, at det i praksis kan være særdeles vanskeligt at få adgang til sundhedsydelser, såfremt man nyder international beskyttelse og ikke er i arbejde. Hertil bemærkes, at IOM og en række NGO’er ifølge AIDA’s rapport, ”Country Report: Romania – 2023 Update” (side 202f.), i nogle tilfælde kan yde hjælp til at dække udgifter forbundet med sundhedsydelser. Det af klageren oplyste om, at han er bekymret for, at hans [slægtning] vil finde ham i Rumænien, kan ikke danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet, om Rumænien kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet finder således, at klageren må henvises til at søge hjælp hos de rumænske myndigheder, der må forventes at have evne og vilje til at yde klageren den fornødne beskyttelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Rum/2024/1/CARA

soma202421

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i slutningen af 1990´erne og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren modtog tre straffedomme i perioden 2018-2023, heriblandt da han i 2023 blev idømt to år og ni måneders fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 121, § 245, stk. 1 og § 266. Klageren blev ved dommen endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by A], Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [A] og underklanen [B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, fordi han har aftjent militærtjeneste i Danmark. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at en af hans [familiemedlem As] bekendte i [2016-2019] kommenterede på et billede af klageren på [socialt medie], hvor klageren var iført militæruniform. [Familiemedlem As] bekendte spurgte, hvorfor klageren kæmpede for Danmark. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han er bange for, at hans familie havde problemer i Somalia, som kan have betydning for klageren, hvis han vender tilbage til Somalia. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at opleve problemer, fordi han har en dansk kultur. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han ikke kan hele koranen, men at han kun kan to vers, og at han ikke taler sproget godt. Klageren er videre bange for, at han vil blive tvunget til at praktisere sin religion. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret konsistent herom. Klageren har navnlig henvist til, at to personer har reageret på et foto af klageren i militæruniform, som klageren lagde op på [socialt medie] i forbindelse med, at han aftjente værnepligt i Danmark i [årstal]. Den ene var en bekendt af klagerens [familiemedlem A], som på [socialt medie] spurgte ind til klagerens militærtjeneste i Danmark. Klagerens [familiemedlem A] har ikke givet klageren nærmere oplysninger om denne person. Den anden var en [bekendt] af klageren, som var rejst til Somalia og som anbefalede klageren at fjerne billedet, da det ville kunne give klageren problemer, hvis han senere ville rejse til Somalia. Klageren fjernede derefter billedet fra [socialt medie]. Klageren har ikke sandsynliggjort, at det omhandlede billede, som han for omkring [antal] år siden har haft på [socialt medie], vil indebære nogen form for risiko for, at klageren vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Klageren har herudover henvist til, at han er opvokset i Danmark siden han var [fem til syv] år og er præget af danske værdier og derfor er vestliggjort. Flygtningenævnet bemærker, at selv om det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ”vestliggjorte” – herunder ved manglende praktisering af islam – måske kan blive udsat for socialt pres og stigma, er der ikke grundlag for at antage, at de vil blive udsat for egentlige overgreb eller forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren er vokset op i en somalisk familie, hvor han har talt somalisk med [familiemedlem B], og han har derfor et grundlæggende kendskab til somalisk kultur og sprog samt til islam. Klageren har forklaret, at hans [familiemedlem A] opholder sig op til [fem-syv] måneder om året i Somalia, hvor [familiemedlem A] har stiftet en ny familie, ligesom klageren har forklaret, at en [bekendt] af ham er flyttet til Somalia og fortsat bor der. Klageren er således ikke uden forudsætninger for at kunne etablere sig i Somalia. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i reel risiko for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Somalia, herunder med hensyn til den generelle risiko for klankonflikter og voldsomme hændelser, kan efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger heller ikke føre til, at klageren meddeles asyl. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at få asyl i Danmark, og udlændingelovens § 31 er derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2024/21

niga20249

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk igbo og katolik fra [by], Nigeria. Ansøgeren har oplyst, at han er medlem af Indigenous People of Biafra (IPOB). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder, fordi han er medlem af IPOB. Han blev medlem i 2015, og i [årstal] blev han valgt som [ledende stilling], hvor hans arbejdsopgaver bestod i at uddele løbesedler i [State 1]. Ansøgeren hjalp under en demonstration i [måned i foråret] 2022 med at fragte tilskadekomne, som var blevet skudt af politiet, til hospitalet. Han blev i forbindelse hermed eftersøgt af myndighederne, hvorunder hans bopæl blev brændt ned, i hvilken forbindelse hans [familiemedlem] døde. Ansøgerens navn fremgik dagen efter demonstrationen af et [medie] med navne på eftersøgte personer, herunder ansøgeren. Myndighederne tilbyder 500.000 naira som dusør til personer, som hjælper med at finde frem til medlemmer af IPOB. Han er eftersøgt af myndighederne i Nigeria, fordi han er leder for IPOB. Efter demonstrationen gemte han sig to dage i [et område], hvorefter han med hjælp fra IPOB-medlemmer blev bragt til et ukendt sted i [State 2], som tilhørte IPOB, hvor han opholdt sig fra [måned i foråret] 2022 til [måned i foråret] 2023. Han fik derefter hjælp af IPOB-medlemmer til at udrejse. Ansøgeren har også, mens han har opholdt sig i Danmark, været aktiv for IPOB. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv fremsendt videooptageler og fotos, der viser nogle personer, som er blevet slået ihjel. Der er efter ansøgerens forklaring tale om medlemmer af IPOB, som er blevet slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har i samme forbindelse fremsendt fotos af demonstrationer til støtte for IPOB samt et billede af ham selv, hvor han ses holde [genstand], ligesom han har fremsendt et foto af sin bopæl som blev udsat for brand. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han har sympatiseret med og været medlem af IPOB, men kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har været aktivt eller profileret medlem af IPOB på nogen måde, som har bragt ham i de nigerianske myndigheders søgelys, idet ansøgerens forklaring herom ikke fremstår overbevisende. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ved udfyldelsen af sit asylskema ikke har angivet noget asylmotiv, og at han til sin asylsamtale ikke har kunne redegøre for baggrunden for, at han valgte at blive medlem af IPOB udover, at de nigerianske myndigheder behandler de etniske igboer dårligt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at fortælle overbevisende og detaljeret om sin rolle og arbejdsopgaver for IPOB i perioden fra 2015 til 2020 udover at deltage i demonstrationer og transportere noget for IPOB samt uddele løbesedler. Nævnet vurderer heller ikke, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sine overvejelser og bevæggrunde for, at han i 2020 meldte sig som kandidat til at blive valgt som [ledende stilling], men ansøgeren har i det store og hele forklaret, at det var hans opgave at ”sprede budskabet”, herunder ved at sørge for uddeling af løbesedler og agitationsmateriale for IPOB. Nævnet har i samme forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre konkret og detaljeret for sine arbejdsopgaver, herunder hvorvidt hans arbejdsopgaver ændrede sig, da han angiveligt blev valgt som [ledende stilling], hvor hans primære arbejdsopgave fortsat var at sørge for uddeling af løbesedler. Der er således ikke – ud over ansøgerens egen forklaring – oplysninger i sagen, som kan sandsynliggøre, at ansøgeren skulle være blevet valgt som leder eller på anden måde have haft en profileret rolle for IPOB. Nævnet har tillige lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at de nigerianske myndigheder måtte have efterlyst ansøgeren samme dag, som demonstrationen i [måned i foråret] 2022 fandt sted, herunder sat ild til ansøgerens bopæl. Ansøgeren har i den forbindelse ikke oplyst konkret om, hvorledes de nigerianske myndigheder måtte have haft kendskab til hans tilknytning til IPOB. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om ildspåsættelsen af huset, idet han under sin samtale den [dato i foråret] 2024 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han på vejen tilbage fra hospitalet, hvortil de tilskadekomne var blevet bragt efter demonstrationen, kom forbi sin bopæl, hvor han så, at huset var brændt ned. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke selv har set sin bopæl efter branden, men at han har fået oplysning herom samt fået forevist et billede af huset. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår og hvordan han blev bekendt med, at han angiveligt var efterlyst. Under samtalen den [dato i foråret] 2024 med Udlændingestyrelsen har ansøgeren således forklaret, at han har set et opslag med angivelse af hans navn og billede som efterlyst, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han ikke selv har set dette opslag, men har fået at vide fra andre, at han var efterlyst med navn og billede. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin flugt, hvor han angiveligt har holdt sig skjult i et års tid, forekommer at være konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke har kunne forklare detaljeret om sin flugt, herunder hvor lang tid det tog, før han ankom til [område]. Ansøgeren har ikke været i stand til at udpege det[område], hvor han blev holdt skjult, selv om det må lægges til grund, at han må have haft et vist stedkendskab til området. Det forekommer heller ikke ovebevisende, at ansøgeren skulle have opholdt sig i [område] i et års tid uden at komme ud eller i øvrigt vide, hvor han befandt sig. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende på konkrete spørgsmål om sit ophold i dette års tid, hvor han blev holdt skjult. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremsendt videooptagelser af personer, som er blevet slået ihjel. Der er ikke oplysninger, som indikerer, at der er tale om medlemmer af IPOB, som er blevet dræbt af myndighederne, hvilket alene beror på ansøgerens forklaring. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremsendt nogle fotografier, hvor han fremgår som deltager i demonstrationer. Der lægges i den forbindelse navnlig vægt på, at det under nævnsmødet er blevet konstateret, at der er tale om billeder, hvor ansøgerens ansigt er blevet indsat ved billedmanipulation, hvilket generelt svækker ansøgerens troværdighed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller i risiko for at blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Nigeria. Ansøgeren kan derfor ikke meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer:Niga/2024/9/dh

iran202440

Nævnet meddelte i oktober 2024 opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 1991. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren er fra [by A], Iran. Ansøgeren har i perioden [1980’erne til 1990’erne] været medlem af en kvinderettighedsorganisation kaldet [organisation A]. Ansøgeren har ligeledes deltaget i demonstrationer mod de iranske myndigheder i Danmark. Ansøgeren henviste under Flygtningenævnets oprindelige behandling af sagen til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede de iranske myndigheder, idet hun har udført politiske aktiviteter imod de iranske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran fortsat er i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun konverterede til kristendommen i [midten af 2010’erne], men at hun begyndte at gå i kirke i Danmark i [slutningen af 2000’erne], og at hendes kristne tro allerede blev bekræftet i [starten af 2000’erne]. Ansøgeren har efter sin konvertering i [midten af 2010’erne], hvor hun også blev døbt, gået til gudstjeneste om søndagen, og er derudover kommet fast en gang om ugen [til social kristen aktivitet] i [religiøs bygning] i [kirke A]. Hun har ligeledes deltaget i [årligt kristent-orienteret arrangement], mens hun opholdt sig på [opholdscenter A]. Ansøgeren er medlem af en kristen gruppe på kommunikationsplatformen [kommunikationsplatform A], hvor hun deler kristent materiale med andre, og hun har også været medlem af en kristen [kommunikationsplatform B]-gruppe. Ansøgeren føler det som sin pligt at vise, at hun er kristen og at få delt det kristne budskab, så andre også kan opleve alle de positive ting, som kristendommen giver. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun i efteråret 2022 i København har deltaget i to demonstrationer imod de iranske myndigheder som reaktion på Mahsa Aminis død. Den ene demonstration var på [Plads A] den [dato A]. Begge ansøgerens herboende voksne døtre bor i [by B]. Hun deltog i den ene sammen med sin ene herboende datter. Hun var alene afsted til den anden demonstration. Herudover har ansøgeren også deltaget i demonstrationer i [by C]. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun i [vinteren 2023/2024] blev skilt fra sin herboende ægtefælle, hvorfor hun samlet set vil påkalde sig de iranske myndigheders opmærksomhed ved en tilbagevenden. Ved Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2016 kunne nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen var reel, idet der navnlig blev lagt vægt på, at ansøgeren først ved ansøgningen om genoptagelse [i midten af 2010’erne] oplyste om sin interesse for kristendommen, selvom hun efter sin forklaring havde gået i kirke nogle gange i [by A] omkring 2000 og siden [start 2000’erne] – hvor hendes datter var blevet helbredt, efter ansøgeren havde bedt til Kristus – havde betragtet sig som kristen. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde udbygget sin forklaring, idet hun ikke tidligere havde oplyst om, at hun havde gået i kirke i [by A]. Herefter blev ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun blev kristen, tilsidesat, og ansøgerens dåb og kristne aktiviteter fandtes ikke at være udslag af en reel religiøs overbevisning. Spørgsmålet er, om ansøgeren som følge af karakteren og omfanget af sine kristne aktiviteter efter afslaget i 2016 nu har sandsynliggjort, at hendes konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet finder, at det på baggrund af oplysningerne i sagen må lægges til grund, at ansøgeren efter afslaget på asyl i 2016 kontinuerligt har fortsat sine kristne aktiviteter. Det må således lægges til grund, at hun efter indkvartering på [opholdscenter A] i [vinteren 2015/2016], og frem til hun blev flyttet til [opholdscenter B] i [foråret] 2024, fast har deltaget i gudstjenester, ligesom hun også fast har deltaget i [social kristen aktivitet]. Det må også lægges til grund, at ansøgeren har deltaget aktivt og har opmuntret andre til at være med i de kristne aktiviteter. I [opholdscenter B] har ansøgeren fortsat med at modtage undervisning i kristendom og deltage i gudstjenester. Hun er også her beskrevet som en aktiv deltager, der gerne vil dele sin tro med andre og formidle det kristne budskab. Ansøgeren har også været med til flere [årligt kristen-orienteret arrangement] arrangeret af [organisation B], hvor hun efter det oplyste også har deltaget aktivt. Hertil kommer, at ansøgeren siden afslaget har holdt kontakt til personer fra den kristne gruppe, som hun blev introduceret for på [opholdscenter C], ligesom hun deltager i andre kristne fællesskaber. På mødet i nævnet har ansøgeren endvidere redegjort relevant for kristendommens betydning for hende i dagligdagen, herunder den betydning den har haft for hende under opholdet på [opholdscenter A], hvor hun har søgt støtte og trøst i den. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren i dag må anses for reelt at være konverteret til kristendommen, og at hun vil leve åbent som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/40/lnk

irak202421

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001 som mindreårig med sin mor og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i to år og ti måneder for overtrædelse af straffelovens § 191 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Irak, men er født i [land A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Irak, idet han vil få store problemer med den irakiske regering, hvis de i Irak finder ud af, at klagerens mor og hendes familie flygtede ud af Irak. Han har til støtte herfor anført, at det beror på oplysninger fra hans mor, som han dog ikke har kunnet konkretisere yderligere, da hans mor ikke ønsker at tale om den periode af hendes liv. Klageren har som asylmotiv herudover henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak ikke kan få reel adgang til tilstrækkelig medicinsk behandling for sin [sygdom], idet han er afhængig af behandlingen for at undgå, at han kommer i en livstruende tilstand. Han har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak ikke har familie eller netværk der, ikke har nogen bolig, og at han ikke taler arabisk og alene i begrænset omfang taler sorani. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han aldrig har været i Irak og ikke kan tale sproget, idet han kun taler sorani i begrænset omfang. Klageren har videre oplyst, at hele hans familie er i Danmark, og at han ikke ønsker at blive skilt fra dem. Han har endvidere oplyst, at hans mor har forsøgt at få udleveret klagerens dåbsattest ved den iranske ambassade, men at de har informeret hende om, at det ikke har været muligt, idet der ikke foreligger en vielsesattest mellem klagerens forældre. De har videre oplyst, at klageren derfor ikke kan få et irakisk pas eller opholdstilladelse i Irak. Han har subsidiært påstået sagen hjemvist til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen med henvisning til hans fars forhold, der efter det oplyste skulle være deserteret fra den irakiske hær i [1992-1996]. Klageren blev ved [Landsret A´s] ankedom af [efteråret] 2023 idømt fængsel i 2 år og 10 måneder for [narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder]. [Beskrivelse af straffastsættelse]. Klageren blev ved dommen endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år efter udlændingelovens § 22, nr. 1, nr. 3 og nr. 4, og § 32, stk. 4, nr. 7. Forud for disse domme er klageren blandt andet straffet [for røveri, bedrageri, simpel vold, tyveri og hæleri]. Flygtningenævnet lægger på baggrund af klagerens forklaring til grund, at klageren, der er født i [land A] og aldrig har været i Irak, ikke har nogen individuelle konflikter med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Irak. Af klagerens mors asylsag, der er blevet fremlagt under sagen med klagerens mors samtykke, fremgår det, at moren under sin asylsag henviste til, at [beskrivelse af klagerens mors asylmotiv samt oplysninger om hendes asylsag i øvrigt]. Dels da morens konflikt [beskrivelse af klagerens mors asylmotiv] må anses for at være isoleret til hende, dels da morens konflikt ligger over 18 år tilbage, finder nævnet, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at klageren afledt af sin mors forhold ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende behandling. Vedrørende klagerens [sygdom] fremgår det af en EUAA MedCOI-undersøgelse af [sommeren] 2023, at klagerens medicin, [præparat], er tilgængelig på apoteker i Bagdad. Da klagerens medicin således er tilgængelig i Irak, ligesom han selv er i stand til at indtage sin medicin, der skal indtages hver [hyppighed for indtagelse], kan dette asylmotiv ikke være asylbegrundende. Den omstændighed, at klageren ikke har noget sted at bo i Irak, at han ikke har nogen tilknytning til landet, og at han ikke har hverken familie eller netværk i Irak, kan heller ikke føre til, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet socioøkonomiske forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet af § 7 i udlændingeloven. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren ikke taler arabisk, idet han alene taler sorani i begrænset omfang, der er et officielt anerkendt sprog i Irak. Flygtningenævnet finder således, at klageren via sin opvækst med sin mor og [2-4] søskende ikke vil være uden forudsætninger for at kunne etablere en tilværelse i Irak. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen med henvisning til klagerens fars forhold, der efter det oplyste skulle være deserteret fra den irakiske hær i [1992-1996]. Forholdet kan ikke længere anses for at være aktuelt, hvorved bemærkes, at forholdet ligger [mange år] tilbage, ligesom Saddam Hussein-regimet ikke længere eksisterer. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Irak/2024/21

geor20246

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [by], [distrikt], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af sin georgiske ægtefælle, dennes familie eller sin egen familie eller at blive tvunget tilbage til ægtefællen af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun [i sommeren] 2024 blev bortført af en mand ved navn [A]. Hun indvilligede i at blive viet til ham under trussel om, at der ville opstå en æresrelateret konflikt mellem deres familier, hvis hun ikke gik med til ægteskabet. Ansøgeren boede efter ægteskabets indgåelse hos ægtefællen og hans familie, hvor hun jævnligt blev udsat for vold i form af spark og knytnæveslag samt udsat for en streng og kontrollerende adfærd fra ægtefællens side. Hun flygtede efter en periode tilbage til sin familie, hvor hun opholdt sig indtil sin udrejse. Ansøgerens familie forsøgte i denne periode at presse hende til at vende tilbage til ægtefællen, hvilket hun nægtede. Hun frygter, at [A], dennes familie eller klan eller hendes egen familie eller klan, herunder navnlig hendes [familiemedlem A], vil slå hende ihjel som følge af den æresrelaterede krænkelse, der er forbundet med, at hun forlod sin ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i Danmark har fået [1-3 børn] med en anden mand. Hun har i forlængelse heraf gjort gældende, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive udsat for overgreb fra [A], dennes familie eller klan eller hendes egen familie eller klan, herunder navnlig hendes bror, som følge af den æresrelaterede krænkelse, der er forbundet med at have fået [1-3 børn] uden for ægteskab, mens hun fortsat er muslimsk viet med sin ægtefælle i Georgien, ligesom hun frygter, hvad der vil ske med hendes [1-3 børn]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen om tvangsægteskabet med [A] og de efterfølgende begivenheder på flere betydende punkter indeholder en række divergenser og i øvrigt fremstår udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som anført af Udlændingestyrelsen har forklaret forskelligt om, hvor gammel hun var, da hun blev viet til [A], ligesom hun har forklaret forskelligt om omstændighederne omkring sin indvilligelse i at blive viet til [A]. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om længden af sit ophold hos forældrene inden sin udrejse af Georgien i [sommeren] 2021. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en troværdig forklaring på disse uoverensstemmelser. Hertil kommer, at ansøgeren løbende har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, herunder i forbindelse med gensamtalen [i efteråret] 2023, hvor hun har forklaret blandt andet, at medlemmer af [A’s] klans ældreråd henvendte sig til hendes forældre dagen efter […]episoden hos [A], ligesom hun har forklaret, at [A’s] [familiemedlem B], [B], er politichef i hele [distrikt]-området, mens hun tidligere har forklaret, at [B] havde en vigtig rolle hos politiet, men at hun ikke vidste, hvad han mere præcist beskæftigede sig med. Under nævnsmødet har ansøgeren blandt andet forklaret væsensforskelligt om [familiemedlem C’s] reaktion umiddelbart efter hendes hjemkomst. Det forhold, at ansøgeren her i landet er blevet muslimsk viet og har fået [1-3 børn], kan herefter ikke føre til asyl. De generelle forhold for etniske tjetjenere i Georgien kan ligeledes ikke føre til asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: geor/2024/6/leuds

dub-sver202414

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et udløbet visum til Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle er dansk statsborger. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i foråret] 2024 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. præamblens punkt 14 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Til støtte herfor har DRC Dansk Flygtningehjælp anført, at klagerens ægtefælle er dansk statsborger og bosat i Danmark, samt at hensynet til dette familieliv bør indgå som et primært hensyn ved anvendelsen af forordningen. Flygtningenævnet finder, uanset om klagerens angivelige ægtefælle måtte anses for omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, ikke, at dette forhold kan føre til, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det forhold, at klageren har oplyst at have brug for støtte fra sin angivelige ægtefælle og sine svigerforældre, fordi hun har haft det dårligt siden sin udrejse af [hjemlandet], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2024 har oplyst, at hun fysisk og psykisk er sund og rask, og at hun ikke lider af kroniske sygdomme eller tager medicin. Der er ikke under Flygtningenævnets behandling af sagen fremkommet yderligere oplysninger om, at der skulle foreligge sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Sver/2024/14/marau

§29b-ita20243

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klagerens opholdstilladelse i Italien er udløbet, og at hensynet til barnets tarv og retten til familieliv tilsiger, at klageren får lov til at indgive en ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Italien til den [dato i sommeren] 2024. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han tidligere i Italien har fået adgang til bolig og lægehjælp, ligesom han har været i stand til senere på egen hånd at skaffe sig bolig og forsørge sig selv gennem arbejde. Klageren har dertil oplyst, at han fortsat har adresse hos sin fætter og kan flytte ind hos ham, hvis han vender tilbage på nuværende tidspunkt. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien. Det forhold, at klagerens opholdstilladelse er udløbet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har mulighed for at søge om forlængelse af sin opholdstilladelse. Nævnet finder videre, at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Spørgsmålet om klagerens ret til at udøve et familieliv med sin herboende ægtefælle og deres børn falder i denne sag uden for Flygtningenævnets kompetenceområde. Nævnet bemærker i den forbindelse, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet, og at ansøgeren på nuværende tidspunkt har en verserende sag herom i Udlændingestyrelsen. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: § 29b-ita/2024/3

niga202410

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren tilhører [stamme] og er kristen af trosretning, tilhørende [bevægelse inden for kristendommen]. Ansøgeren er fra [by], [delstat], Nigeria. Ansøgeren har sympatiseret med det nigerianske parti [parti], som han har støttet på sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at miste sit liv samt at blive straffet af myndighederne, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Nigeria havde en seksuel oplevelse med en medstuderende, at han under sit ophold i [land i Asien] var i to forskellige forhold med mænd, og at han under sit ophold i [land i Europa] havde mindre seriøse forhold til mænd. Ansøgeren har derudover oplyst, at han som ung havde en kvindelig kæreste i Nigeria, men at han efter sin oplevelse med hende ikke har været sammen med kvinder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han i Nigeria har modtaget trusler på grund af rygter om sin seksualitet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i forbindelse med ture på markedet blev konfronteret af personer, der sagde, at ansøgeren var syg på grund af sin seksuelle orientering, og at de ikke ville have ham i landet. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans [ejendom] blev stjålet, mens han [udførte aktivitet]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive udsat for vold af den nuværende regerings støtter, idet ansøgeren har udtrykt sin støtte til det nigerianske oppositionsparti [parti], ligesom ansøgeren har doneret penge til partiet, mens han har opholdt sig uden for Nigeria. Flygtningenævnets flertal tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet kan således heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund, idet han har forklaret forskelligt og udbyggende herom. Der er herved lagt vægt på de samme forhold, som styrelsen har anført, herunder at der er forklaret forskelligt og udbyggende om, hvem ansøgeren delte sin seksuelle orientering med, om truslerne, og om det første forhold han havde med en mand i Nigeria. Om dette forhold har ansøgeren for nævnet også uddybet sin forklaring, idet han for nævnet har forklaret, at han havde et kæresteforhold til denne mand, hvilket han ikke tidligere har forklaret om. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvor og hvornår han så videoer om at springe ud, selvom dette efter flertallets opfattelse må anses for centralt i den erkendelsesproces, som ansøgeren efter sin forklaring har været igennem. Herudover finder flertallet, at ansøgerens forklaring om sit første forhold med en mand ikke forekommer sammenhængende eller overbevisende, herunder har ansøgeren ikke kunnet forklare nærmere om den anden gang, at han var sammen med manden. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af sine politiske aktiviteter for [parti] risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, herunder at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være i et modsætningsforhold til myndighederne i Nigeria for at støtte et lovligt parti. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Niga/2024/10/EEB

iran202439

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og ateist fra [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2011/2012], og at han [i efteråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2016 udrejste af Danmark. Klageren udrejste efter sine egne oplysninger på grund af bl.a. sit psykiske helbred, og fordi et familiemedlem var dødeligt syg. [I vinteren 2023/2024] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, ligesom klageren frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Styrelsen vurderede samtidig, at klageren ikke var omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet klageren på intet tidspunkt har tilkendegivet, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i Iran. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Det tiltrædes således, at det på baggrund af klagerens egne oplysninger om sit ophold i Iran, herunder om sine opholdssteder og arbejde, er lagt til grund, at han har opgivet sin bopæl i Danmark og har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Det tiltrædes på samme baggrund endvidere, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at der heller ikke er oplysninger om klagerens psykiske helbredsforhold, der giver grundlag for at antage, at han har været forhindret i at vende tilbage til Danmark eller i at kontakte Udlændingestyrelsen eller en anden dansk myndighed for at få hjælp til at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren flere gange har kontaktet styrelsen efter sin udrejse, ligesom han har kontaktet det danske konsulat i [by] og den danske ambassade i Teheran. Det tiltrædes også, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Der er herved lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, herunder klagerens oplysninger om, at han ikke havde til hensigt at tage varigt ophold i Iran. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv. Der er herved lagt vægt på, at klageren alene har haft lovligt ophold i Danmark fra den [efteråret 2013] til [foråret 2016], hvor han udrejste. Der er endvidere lagt vægt på, at klageren efter sin udrejse har taget ophold i sit hjemland, hvor han bl.a. har boet hos sine forældre, haft arbejde og er blevet gift. Han har således ikke længere en sådan tilknytning til Danmark, hvor han ikke har familie og ikke har haft arbejde, at det er i strid med EMRK artikel 8 at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2024/39/EEB

dub-tysk202421

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Danmark har flere voksne søskende, der er meddelt international beskyttelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Danmark har [flere] [søskende], kan ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klagerens [søskende] ikke er omfattet af Dublinforordningens familiebegreb i henhold til definitionen i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Som følge heraf kan det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om Dublinforordningens præambels punkt 15 og hensynet til at sikre ensartede afgørelser vedrørende familiemedlemmer, heller ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark. Nævnet finder i øvrigt ikke efter de foreliggende oplysninger, at klageren er afhængig af sin herboende [søskende A], [navn], i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 16, stk. 1, ligesom nævnet ikke finder, at klagerens [søskende A] er afhængig af klageren. Nævnet har i den forbindelse tillagt det vægt, at klageren har været adskilt fra sin [søskende A], der efter de foreliggende oplysninger har opholdt sig i Danmark i [4-8] år, indtil klageren indrejste i Danmark i [sommeren] 2024. Det forhold, at klagerens [søskende A] efter det oplyste har [en funktionsnedsættelse] og er førtidspensionist, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. I forlængelse heraf bemærker nævnet, at klageren efter det oplyste ikke tidligere har været indkvarteret i asylsystemet i Tyskland, og at oplysningerne om, at der i Tyskland er ringe forhold, ikke ses at være nærmere underbyggede. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2024/21/CARA

dub-sver202413

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag bør realitetsbehandles i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet han som afvist asylansøger i Sverige risikerer at leve på gaden, hvorved der er risiko for, at han vil blive behandlet i strid med respekten for hans menneskelige værdighed beskyttet i EU's charter om grundlæggende rettigheder artikel 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der ikke grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at det af AIDAs Country Report Sweden (2023, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” På baggrund af oplysningerne om sagens hidtidige forløb lægges det til grund, at klageren som afvist asylansøger i Sverige ikke ønsker at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland. Flygtningenævnet finder, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl i Danmark. Oplysningerne om den ovenfor nævnte ændring i 2016 af den svenske lov om mottagande av asylsökande m.fl. kan ikke føre til en anden beslutning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2024/13/sahe

syri202435

Nævnet omgjorde i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by A i provinsen Al-Hasakah], men boede fra 2002 og frem til sin udrejse af Syrien i 2010 i [by B i Rif Damaskus], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2010, hvor klageren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren henviste under den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede forfølgelse fra de syriske myndigheder på grund af myndighedernes mistanke om, at han havde udført politiske aktiviteter, og fordi han var udeblevet fra flere retsmøder og herefter udrejst illegalt. Klageren var således anklaget for at have sendt politisk materiale vedrørende den kurdiske sag til sin onkel. [I foråret] 2013 anmodede DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren om, at sagen genoptages. [I vinteren 2013/2014] besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen under henvisning til Flygtningenævnets beslutning om at ændre praksis som følge af den forværrede situation i Syrien. [I foråret] 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. [I sommeren] 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet stadfæstede [i sommeren] 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Klageren henviste under sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv til hans oprindelige asylmotiv om, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder. Han henviste videre til, at han frygtede at blive slået ihjel som følge af den generelle sikkerhedssituation i Syrien, ligesom han henviste til, at han ikke længere har familie i Syrien. Klageren henviste endvidere til, at han kommer [by A i provinsen Al-Hasakah], og at han statsløs kurder, og som følge heraf er i risiko for blive udsat for overgreb af væbnede oppositionsgrupper til stede i det nordlige Syrien. Klageren henviste endelig til, at han frygtede at blive indkaldt til militærtjeneste. [I efteråret] 2021 har advokat [A] på vegne af klageren anmodet om, at sagen genoptages. [I efteråret] 2023 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. I forbindelse med genoptagelsessagen har klageren gentaget sine tidligere påberåbte asylmotiver og henvist til samme forhold som tidligere, herunder at han fortsat frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden vil blive tvunget til at lade sig registrere som syrisk statsborger og derved vil blive indkaldt til militærtjeneste. Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ved afgørelser af [foråret] 2011 og [sommeren] 2021 har foretaget vurderinger af klagerens oprindelige asylmotiv om, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder. Der er ikke for Flygtningenævnet fremkommet nye oplysninger, der kan føre til en anden vurdering, og klagerens forklaring om, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, der mistænker ham for at have udført politiske handlinger for sin onkel kan således fortsat ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Klageren udrejste af Syrien i 2010 og således før udstedelsen af dekret nr. 49/2011 (Presidential Decree No. 49 of 2011), hvorefter statsløse kurdere (ajanib-kurdere) kunne blive syriske statsborgere. Han har imidlertid ikke selv gennemført den særlige procedure, som ajanib-kurdere skal følge for at blive registreret som syriske statsborgere. Klageren har forklaret – hvilket lægges til grund – at hans brødre i forlængelse af udstedelsen af dekretet nr. 49/2011 søgte om og fik syrisk statsborgerskab, og at de i den forbindelse også fik udleveret deres militærbøger. Han har videre forklaret, at hans mor ikke er ajanib-kurder, og at hun altid har været syrisk statsborger, mens hans far, der døde i 2008, derimod var ajanib-kurder og statsløs. Efter Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Anjanib and Maktoumeen Citizenship and Military Service” udgivet den 15. april 2024 (bilagsnr. 2016) er det familiens overhoved, der kan indlevere anmodningen om at blive registreret som syriske statsborgere. De øvrige familiemedlemmer behøver ikke at møde op, men personligt fremmøde er en betingelse for at få udstedt et syrisk id-kort. I Udenrigsministeriets notat af 6. juli 2021, som der også henvises til i udlændingestyrelsens rapport, anføres det om ajanib-kurdere bosiddende i udlandet: ”It is not possible for Ajanib who live abroad to aquire Syrian nationality based on decree no. 149 of 2011 by proxy or any ofther way”. I forlængelse heraf henvises der til proceduren for registrering af syrisk statsborgerskab, herunder betingelsen om, at familiens overhoved personligt indlevere anmodningen om registrering. Det anføres videre, at der i forbindelse med registreringsprocessen gennemføres et sikkerheds- og baggrundstjek af efterretningstjenesten, og at dette kan indebære interview af ansøgeren eller dennes familie. Flygtningenævnet finder, at det på den baggrund må anses for usikkert, om klageren i forbindelse med brødrenes registrering som syriske statsborgere også er blevet registreret som syrisk statsborger. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren, hvis han ikke er registeret som syrisk statsborger, ved en tilbagevenden til Syrien af de syriske myndigheder vil kunne blive opfattet som modstander af regimet, hvis han nægter at lade sig registrere. Der er herved lagt vægt på, at klagerens mor er syrisk statsborger, og at hans to brødre har ladet sig registrere som syriske statsborgere, men at de efterfølgende er flygtet fra militærtjenesten og nu befinder sig i [andet land i Mellemøsten]. Hertil kommer, at klageren har været udrejst af Syrien i en længere periode, at han er kurder Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2024/35/sahe

soma202411

Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2024/8 + Soma/2024/9 + Soma/2024/10. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somalier og fra [By], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren med sin mor og to søskende indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at de [i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2. Klagerens mor henviste i sin oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede voldtægt eller kidnapning af maskerede ukendte mænd, der huserede i [By]. Klagerens advokat har [i vinteren 2022/2023] i sin anmodning om statusændring henvist til, at klagerens søster [A] ved en tilbagevenden til Somalia vil være i fare for tvangsmæssig omskæring. Klagerens mor har til støtte for sin påstand om statusændring gjort gældende, at hendes mindreårige datter, [A], der er [12-15] år gammel, ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for tvangsomskæring, og at klagerens mor ikke vil være i stand til at forhindre dette. Da [A] er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal klageren som [A] bror have tildelt samme status. Klageren vil ifølge praksis som en konsekvens af søsterens status skulle tildeles asyl med samme status. Klagerens mor har til støtte for sin påstand om statusændring yderligere gjort gældende, at hun som enlig kvinde af UNHCR er blevet anerkendt som konventionsflygtning. Allerede ved ankomsten til Danmark i 2012 burde hun og hendes 3 medfølgende børn derfor have fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Efter sin endelige påstand har Udlændingestyrelsen under nævnsmødet taget bekræftende til genmæle med hensyn til klagerens påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, således at klageren meddeles opholdstilladelse som en konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor, som følge af klagerens mindreårige søster, [A], er blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som følge af, at der er en betydelig risiko for, at [A] ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet besluttede herefter, at give klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som en konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor, som følge af klagerens mindreårige søster, [A], er blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. som følge af, at der er en betydelig risiko for, at [A] ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring. ”Soma/2024/11/diei.

dub-ital202422

Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en [klager], der var i besiddelse af et visum til Italien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, samt at klageren grundet sin helbredssituation var særlig sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren indrejste i Italien på et gyldigt visum. Nævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Italien har [i efteråret 2023] accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klagerens advokat har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Italien, således at klagerens asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark, principalt gjort gældende, at Italiens suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrations-området samt den nuværende tidsmæssige udstrækning heraf i sig selv indebærer, at der foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Klageren har subsidiært gjort gældende, at en overførsel til Italien vil være i strid med EMRK artikel 3, idet klageren som følge af sit helbred samt sine øvrige personlige forhold, herunder at klageren er [LGBT+-person], er særlig sårbar og vil være i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Klageren har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, idet der herved tillige er peget på, at klageren har et netværk i form af en kæreste i Danmark. Flygtningenævnet traf i en række sager [i efteråret 2023] afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. I overensstemmelse med koordinationsudvalgets vurdering på mødet den 18. april 2024 finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at de italienske myndigheder senest den 9. april 2024 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, ikke kan føre til en ændret vurdering. De foreliggende oplysninger om betydningen af vedtagelsen af lov 50/2023 kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således fortsat ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Italien, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at klageren efter sagens oplysninger må anses for særligt sårbar, idet der navnlig er lagt vægt på, at klageren lider af [diagnoser], og at klageren har udtalte psykiske lidelser. Der er endvidere lagt vægt på, at det fremgår af de lægelige oplysninger, at klageren er i medicinsk behandling, der kræver regulering på specialistniveau for at undgå potentielt livsfarlige bivirkninger. Klageren er tillige i psykologisk og psykiatrisk behandling. Hertil kommer, at klageren opfatter sig selv [orientering inden for LGBT+ miljøet], hvilket understøttes af de lægelige oplysninger og klagerens fremtræden under nævnsmødet. Under hensyn til navnlig det anførte om klagerens helbredsmæssige forhold og den iværksatte medicinske behandling sammenholdt med baggrundsoplysningerne om modtageforholdene for særligt sårbare, herunder LGBT-personer, i det italienske asylsystem, jf. herved AIDA, Country Report: Italy (maj 2023), s. 165f, og sagens oplysninger i øvrigt finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet omgør således Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.”. Dub-Ital/2024/22/LODU

afgh202420

Nævnet omgjorde i juni 2024 dets afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig afghansk statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:[I efteråret] 2018 meddelte Flygtningenævnet Dem opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Den [i vinteren] 2023 har De søgt om genoptagelse af Deres asylsag med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De har i anmodningen blandt andet henvist til, at De på Facebook har læst et opslag om, at de, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har endvidere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til de pågældendes samboende mandlige ægtefælle og børn i konsekvens heraf. Flygtningenævnet har i den foreliggende sag ikke fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af Deres konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2024/20/tmlo

yeme20242

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af [sit familiemedlem A], fordi han gerne vil giftes med ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes [familiemedlem A] i 2015 ville giftes med ansøgeren, men at ansøgerens far og ansøgeren selv afviste dette. [Ansøgerens familiemedlem A] reagerede ved at sige, at han ville brænde ansøgerens hjerte ved at slå ansøgerens [familiemedlem B] ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hendes [familiemedlem A] i 2015 dræbte hendes [familiemedlem b], og at [ansøgerens familiemedlem A] efterfølgende flere gange har truet ansøgeren med, at han ville dræbe hende og hendes familiemedlemmer. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive smidt ud hjemmefra af [sit familiemedlem C], fordi ansøgerens [familiemedlem B] er død. Ansøgerens advokat har under mødet i Flygtningenævnet gjort gældende, at ansøgeren som enlig kvinde uden netværk er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at allerede fordi ansøgeren ikke kan betegnes som en enlig kvinde uden netværk, er ansøgeren ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har således ved sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun i Yemen har [et antal søskende]. Hun har forklaret, at hun har kontakt med dem, og at de snakker sammen næsten hver dag gennem [beskedtjeneste]. Hun har endvidere til sin samtale i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 forklaret, at hun kunne blive boende hos sin bror [C]. Hun har også forklaret, at hun boede hos [familiemedlem B], indtil hun udrejste af Yemen [i vinteren 2019/2020], og at hun stadig taler med [familiemedlem B], der har bedt hende om tilgivelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin privatretlige konflikt til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende på meget centrale punkter relateret til sit asylmotiv til samtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret 2023] og [foråret] 2024 og ved mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har forklaret, at konflikten med hendes [familiemedlem A] opstod i Yemen i 2015, men at hun alligevel kunne opholde sig i Yemen, indtil hun udrejste [i vinteren 2019/2020]. Ansøgeren har forklaret, at hendes [familiemedlem B] blev dræbt af hendes [familiemedlem A] i 2015, fordi [hendes familiemedlem A] friede til ansøgeren, og hendes [familiemedlem B] sagde nej til ægteskabet. Hendes [familiemedlem A] ville stadig gerne giftes med hende imod hendes vilje, og ellers ville han dræbe hende. Ansøgeren forklarede til mødet med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023, at [familiemedlem A] dræbte hendes [familiemedlem B] dagen efter, at [familiemedlem A] havde friet. Ansøgeren forklarede imidlertid til mødet med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024, at [ansøgerens familiemedlem A] dræbte hendes [familiemedlem B] [3-5] måneder efter, at [familiemedlem A] havde friet. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren svaret afglidende på spørgsmålet herom. Ansøgeren har også svaret divergerende på andre punkter, herunder om [hendes familiemedlem A] tidligere og efter drabet på hendes [familiemedlem B] har været fængslet. Ansøgeren kan herefter ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Socioøkonomiske forhold er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet finder efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Yemen er alvorlig, men ikke i en sådan grad, at ansøgeren risikerer at blive udsat for sådanne forhold ved en tilbagevenden til Yemen, at hun er omfattet af beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, eller at en tilbagesendelse til Yemen i øvrigt vil være i strid med internationale menneskerettigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2024/2/eeb

iran202447

Nævnet meddelte i november 2024 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige asylsag henvist til, at hun er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv under den nuværende genoptagelsessag fortsat henvist til, at hun er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv fremlagt dokumentation omhandlende ansøgerens aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv under den nuværende genoptagelsessag videre henvist til, at hun har deltaget i demonstrationer mod det iranske regime i [dansk by A] og [dansk by B] i anledning af Mahsa Aminis død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv fremlagt dokumentation omhandlende ansøgerens aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv under den nuværende genoptagelsessag endvidere henvist til, at hun er kurder. Ansøgeren har som asylmotiv under den nuværende genoptagelsessag endelig henvist til, at hun er enlig kvinde. Ansøgerens advokat har i indlæg af [efteråret] 2024 præciseret, at ansøgeren til støtte for sin påstand om asyl gør gældende, at hun reelt er konverteret til kristendommen, samt at hun har deltaget i tre regimekritiske demonstrationer, der også fremgår af de sociale medier. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2018, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om ansøgerens asylmotiver til grund. Ansøgeren havde som asylmotiver henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive slået ihjel af myndighederne og af sin familie, idet hun havde haft et forhold til en anden mand end sin ægtefælle, og da hun i Danmark var konverteret fra yarsan til kristendommen. Flygtningenævnet fandt, ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som følge af forholdet til en anden mand fremstod usammenhængende og divergerende. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion under opholdet i Danmark fra yarsan-troen til kristendommen var reel. Det indgik i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed, at hun havde afgivet urigtige oplysninger om sine pas- og visumforhold til myndighederne, idet hun ikke oplyste, at hun havde fået udstedt pas i Iran [i vinteren 2013/2014], ligesom hun havde ændret sin forklaring om årsagen til at søge visum. Flygtningenævnet bemærker, at i et tilfælde hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, særligt når konversionen er sket efter udrejsen fra hjemlandet. Flygtningenævnet prøvede [i sommeren] 2018 ansøgerens asylmotiv om konversion. Bedømmelsen af, om ansøgerens konversion er reel, giver på denne baggrund fortsat anledning til en vis usikkerhed, idet ansøgerens generelle troværdighed fremstår svækket. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt udtalelser af [sommeren] 2019 fra [kristen organisation] ved [navn], [vinteren 2022/2023] og [efteråret] 2024 fra [bibelcafé] ved [navn] og [efteråret] 2024 fra [frimenighed] ved [navn], hvoraf det fremgår, at ansøgeren siden sit afslag på asyl i Flygtningenævnet [i sommeren] 2018 har deltaget i kirkelige aktiviteter, kan ikke i sig selv medføre, at ansøgerens konversion kan anses for reel. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren nu på mødet i Flygtningenævnet, på trods af sin korte skolegang i Iran på [3-5] år, har vist en stor viden om kristendommen, som hun har forklaret, at hun bl.a. har fået ved, at andre har læst op af biblen for hende. Hun har endvidere på en måde, der har virket meget selvoplevet, forklaret om sin indre afklaringsproces, herunder om sin sorg, hvor hun på et tidspunkt var ved at begå selvmord ved at springe ud af et vindue, men hvor [der forekom en hændelse], som hun følte var et tegn fra gud, og som forhindrede hende i at begå selvmord. Ansøgeren forklarede hertil, at hun efter episoden ikke følte sig alene, og at hun [på en symbolsk måde siden da genskabte hændelsen]. Ansøgerens forklaring herom er understøttet af sagens øvrige omstændigheder, herunder af opslag på [socialt medie], som i sagens sammenhæng ikke har fremstået fabrikeret med det formål at opnå asyl. Ansøgeren har endvidere på troværdig måde uden overdrivelser forklaret om sine refleksioner og om den ro, som kristendommen har givet hende. Hendes forklaring har ikke fremstået generel og overfladisk. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet således, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at hun har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Det findes herefter ikke fornødent at tage stilling til ansøgerens øvrige asylmotiver. På denne baggrund meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/47/EEB

iran202444

Nævnet meddelte i november 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2024/45/kdo. Indrejst i 2022. ”Ansøgeren er etnisk halv [etnicitet A] og [etnicitet B] og fra [by A], Iran. Han har oplyst, at han ikke har en religion, men at han tror på Gud. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har oplyst, at han både i Iran og i Danmark har deltaget i flere demonstrationer, ligesom han i Iran har produceret og uddelt løbesedler med regimekritiske budskaber. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og henrettet af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter i Iran samt i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i Iran har deltaget i flere store demonstrationer fra 2009 og frem samt delt en lang række opslag på sociale medier. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har deltaget i Mahsa Amini demonstrationerne [i efteråret] 2022 sammen med sin tidligere ægtefælle og sin ven [A]. Ansøgeren deltog som almindelig demonstrant, men han var mere aktiv og højtråbende end gennemsnittet blandt andet ved at producere og uddele løbesedler. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Danmark blandt andet har deltaget i en demonstration [i efteråret] 2024, hvor der opstod en episode med en person, som […]. Der er efterfølgende delt en video på de sociale medier, som viser ansøgeren som den mest aktive med hensyn til at få personen fjernet fra demonstrationen. Videoen er blandt andet lagt på [profil A på socialt medie], hvor videoklippet er vist [knap en million] gange. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet en troværdig, konsistent og detaljeret forklaring uden divergenser af betydning. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring i det væsentlige er overensstemmende med forklaringen afgivet af [B], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens sag. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren deltog i Mahsa Amini-demonstrationerne i [by B] i [efteråret] 2022. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerens og [B’s] dengang fælles bopæl blev opsøgt og ransaget af de iranske myndigheder, mens demonstrationerne pågik. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren og [B] dengang var og fortsat formelt stadig er ægtefæller, selv om de efter at være flygtet fra Iran er gået fra hinanden. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i 2009 og 2019 har deltaget i demonstrationer vendt mod myndighederne, og at han i forbindelse med demonstrationen i 2019 blev anholdt og fængslet i [to-fem] dage. Flygtningenævnet lægger derudover til grund, at ansøgeren, både mens han boede i Iran og efterfølgende i Danmark, har udtrykt sig regimekritisk på sin åbne [socialt medie] profil, der er i eget navn, ligesom han har deltaget i regimekritiske demonstrationer i Danmark. Flygtningenævnets flertal lægger herudover vægt på, at det kan lægges til grund, at ansøgeren følger flere kendte og åbne regimekritiske profiler, herunder [profil A], [profil B] og [profil C], der har mange følgere, og hvis indhold han flere gange har liket, delt og kommenteret, ligesom ansøgeren følges af de samme. Der er på [profil A’s] og [profil B’s] [sociale medier] delt en video, hvor ansøgeren fremtræder tydeligt som en meget aktiv demonstrant. Videoen er på disse profiler samlet set vist knap en million gange, ligesom videoen er på ansøgerens egen [socialt medie]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det må antages, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder, og at ansøgerens regimekritiske aktiviteter og budskaber i Danmark er eller vil kunne komme til de iranske myndigheder kendskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Iran/2024/44/kdo

dub-rumae20242

Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Rumænien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke havde fået en fair asylsagsbehandling i Rumænien, samt at han ved en overførsel til Rumænien var i risiko for refoulement. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af lovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Af lovens § 29 a, stk. 1, fremgår, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Rumænien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren i Rumænien ikke har fået en fair behandling af sin asylsag og ikke har haft mulighed for at forklare om sit asylmotiv til de rumænske myndigheder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren i Rumænien fik udstedt et asylkort, som han destruerede, og at han deltog i en samtale, hvorunder han oplyste, at han ikke ønskede at søge asyl i Rumænien, men i stedet ville til Danmark. Nævnet skal i den forbindelse fremhæve, at en klagers personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle asylansøgningen, idet dette vil stride mod formålet med Dublinforordningen. Det fremgår af de rumænske myndigheders svar [i efteråret] 2024 til de danske myndigheder, at klageren blev meddelt afslag på sin ansøgning om asyl i den administrative fase [i sommeren] 2024, og at denne afgørelse er endelig, da klageren ikke har indgivet en klage over afgørelsen. Klageren må således henvises til at indgive en ”subsequent application” i Rumænien, såfremt han ønsker at få genåbnet sin asylsag. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s ”Country Report: Romania – 2023 Update” udgivet i juli 2024, side 78, hvoraf blandt andet fremgår: “For persons returned to Romania who have been previously interviewed and received a negative decision in the administrative phase of the procedure and have not sought judicial remedy, the asylum procedure does not continue. They may only lodge a subsequent application.”. Det fremgår af samme rapport, at en ”subsequent applicant” kan få adgang til en ny asylprocedure blandt andet, hvis han eller hun kan fremlægge nye oplysninger eller elementer, der ikke indgik i den oprindelige asylsagsbehandling. Der er ingen frist for indgivelse af en ”subsequent application”, ligesom afslag på en sådan ansøgning kan indbringes for domstolene. Det forhold, at klageren har oplyst, at han blev dårligt behandlet og slået af politibetjente i Rumænien, kan ikke føre til en anden vurdering, idet klageren må henvises til at klage over det rumænske politis behandling af klageren til den relevante overordnede myndighed i Rumænien. Det af klageren anførte om, at han har en konflikt i Rumænien med [en privatperson], kan heller ikke føre til en anden vurdering. Klageren må – uagtet hans oplysning om en enkeltstående dårlig oplevelse med politibetjente i forbindelse med sin indrejse – henvises til at rette henvendelse til de rumænske myndigheder, der må antages at have evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Rumænien har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Rumænien. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Rumænien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Rumænien vil være i risiko for refoulement. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.”. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har familie i Danmark, herunder [fem familiemedlemmer], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lægt vægt på, at klagerens familie i Danmark ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlem” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem ham og hans familie i Danmark. Heller ikke det oplyste om klagerens helbredsforhold, herunder at han har smerter i hovedet og problemer med sin hukommelse, kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Rumae/2024/2/marau

ugan20246

Nævnet stadfæstede i oktober og 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive forfulgt af myndighederne eller blive udsat for overgreb fra befolkningen, [på baggrund af ansøgerens seksuelle orientering]. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren også under mødet i Flygtningenævnet kun ganske overfladisk har kunnet forklare om sin seksualitet, ligesom hun har svaret afglidende på spørgsmål herom. Flygtningenævnet finder derfor heller ikke grund til at udsætte sagen på retsmedicinske undersøgelser af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2024/6/DIEI

iran202433

Nævnet hjemviste i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1999 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2021 idømt fængselsstraf for overtrædelse af blandt andet straffeloven, samt udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk iraner og shiamuslim fra [by B], Iran. Klageren har i Danmark deltaget i [to-fire] demonstrationer imod det iranske regime i [perioden 2013-2017]. Klageren har ikke derudover været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder på grund af sit [familiemedlem A´s] konflikter, ligesom han frygter myndighederne på grund af sine egne forhold. Klageren frygter således at skulle aftjene militærtjeneste i Iran. Klageren frygter endvidere retsforfølgelse af myndighederne, fordi han [på et tidspunkt i 2005-2008] var tilbage i Iran, hvor han deltog i aktiviteter og [to-fire] gange blev tilbageholdt af politiet. Endeligt frygter klageren de generelle forhold i Iran, fordi de iranske myndigheder vilkårligt slår folk ihjel på gaden. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sit [familiemedlem A´s] konflikter oplyst, at hans [familiemedlem A] var aktiv for det iranske præstestyre, og at han gik imod styret, hvorved han fik en dødsdom. Hele familien var dermed truet og måtte flygte. Familiemedlemmer til klagerens [familiemedlem A] er blevet anholdt og retsforfulgt i Iran, og nogle er blevet slået ihjel af myndighederne. Klageren frygter, at de også vil tage klageren, og klageren bærer endvidere samme efternavn som [familiemedlem A]. Det fremgår af klagerens [familiemedlem A´s] asylsag blandt andet, at [nærmere beskrivelse af klagerens familiemedlem A´s asylmotiv]. Klageren har om sin frygt for at skulle aftjene militærtjeneste oplyst, at der er to års militærtjeneste i Iran, og at han frygter at arbejde for det iranske styre. Klageren frygter både at blive identificeret som [familiemedlem] til [familiemedlem A], og klageren frygter endvidere at være under myndighedernes kontrol, fordi han så vil ende i samme situation som [familiemedlem A]. Klageren har videre oplyst, at når man arbejder for de iranske myndigheder, kan man ikke modsætte sig en ordre eller nægte at arbejde for dem, for så vil de iranske myndigheder sørge for, at man forsvinder. Klageren har som et nyt asylmotiv for Flygtningenævnet gjort gældende, at han [på et tidspunkt i 2005-2008] rejste til Iran, hvor han opholdt sig et par måneder. Han har i den forbindelse forklaret, at han forsøgte at udrejse med sit danske fremmedpas, hvilket blev inddraget af politiet i [en dansk lufthavn], fordi han tillige var i besiddelse af et iransk nationalitetspas, som han kort forinden havde fået udstedt. Dette er for så vidt understøttet af oplysninger i en politirapport [fra et tidspunkt i 2005-2008]. Klageren har videre forklaret, at han ved benyttelse af dette nationalitetspas indrejste lovligt i Iran. Klageren har videre forklaret, at han under sit ophold i Iran fik en vis tilknytning til personer, som var politiske og religiøse modstandere af det iranske styre, og at han i den forbindelse i [to-fire] tilfælde blev kortvarigt tilbageholdt af politiet, som afhørte ham. Efter den seneste tilbageholdelse valgte klageren af sikkerhedsmæssige grunde at forlade Iran omkring [5-10] dage senere. Klageren har under nævnsmødet fremlagt to dokumenter, som angiveligt er udstedt af de iranske myndigheder. Det fremgår heraf, at han er blevet indkaldt til at give møde for myndighederne på baggrund af en anmeldelse mod ham for at [nærmere beskrivelse af baggrunden for indkaldelsen]. Klageren har ikke tidligere oplyst overfor de danske asylmyndigheder, at han [på et tidspunkt i 2005-2008] har været i Iran, og i den forbindelse har været tilbageholdt og efterfølgende indkaldt til afhøring hos de iranske myndigheder som mistænkt for aktiviteter rettet mod det iranske styre. Der er tale om oplysninger, som klageren ikke trods den anledning, som han tidligere måtte have haft hertil, er fremkommet med, senest under hans samtale med Udlændingestyrelsen i [vinteren 2023/2024]. På baggrund af de fremkomne nye oplysninger, som Udlændingestyrelsen ikke har haft mulighed for at forholde sig til, finder Flygtningenævnet ikke, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at kunne tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen, herunder med henblik på at gennemføre en ægthedsvurdering af de nu fremlagte iranske dokumenter.”Løbenummer: Iran/2024/33/anjv

geor20245

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], [religion] af trosretning og ifølge ansøgerens georgiske pas født i [by], Georgien og georgisk statsborger. Ifølge ansøgeren er han imidlertid født i [land A], opvokset i [republik A] og tillige [statsborger i land A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter, at han vil blive fængslet af de georgiske myndigheder, idet han har underskrevet en erklæring om, at han vil samarbejde med dem, hvilken han ikke har opfyldt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans konflikt med de georgiske myndigheder startede i 2017, hvor han blev meddelt afslag på fornyelse af sit pas. Han er sidenhen blevet tilbageholdt tre gange af de georgiske myndigheder. Den første gang blev han taget med til en bygning af tre myndighedspersoner, hvor han blev afhørt, herunder udsat for vold, idet de ønskede at ansøgeren skulle vidne i en retssag, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgeren var tilbageholdt i to døgn og blev løsladt igen på den betingelse, at han skulle få 15 eller 20 personer til at stemme på regeringspartiet ved det forestående valg, hvilket ansøgeren indvilligede i. Efter at ansøgeren var vendt tilbage fra Danmark til Georgien igen, blev ansøgeren i slutningen af 2018 eller starten af 2019 tilbageholdt igen af de samme tre myndighedspersoner, idet de ønskede, at ansøgeren skulle hjælpe med at finde en mand, der opholdt sig i [andet europæisk land A]. I 2020 blev ansøgeren sidste gang opsøgt af de samme myndighedspersoner, hvor de fik ham til at underskrive [et dokument], idet han ellers ikke kunne udrejse af Georgien. Hans [familiemedlem A] er blevet opsøgt to gange af myndighederne i 2022 og sidste gang [i efteråret] 2024, hvor de spurgte efter ansøgeren. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller udsat for tortur i Georgien samt frygter få inddraget sit georgiske statsborgerskab og blive udvist til [republik A] eller [land A]. På baggrund af oplysning fra en ven, mener han, at han er eftersøgt af [myndighederne i land A] , idet hans ven har set hans [dokumentation] ved en grænseovergang mellem Georgien og [land A]. Ved en udvisning til [republik A] eller [land A] risikerer han at blive fængslet eller tvunget til at gå i krig i [andet europæisk land B] af [republik A’s] eller [land A’s] myndigheder som følge af hans [familiemedlem B] og [familiemedlem C’s] støtte til (oprørere fra republik A). Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med de georgiske myndigheder. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne fremstår konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Herved har nævnet særligt lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer om de tre opsøgninger på flere væsentlige punkter fremstår divergerende og delvist udbyggende. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, hvor han havde været henne, da han første gang blev tilbageholdt af myndighederne. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 forklarede ansøgeren, at han blev opsøgt af myndighedspersonerne første gang, da han var på vej hjem fra arbejde om natten. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren imidlertid, at han blev opsøgt, efter at han havde været ude med nogle venner. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 forklarede ansøgeren derimod, at han blev opsøgt, da han var på vej hjem fra sin ven, som ansøgeren havde hjulpet medlandbrugsarbejde. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, hvornår han underskrev et [dokument] med myndighederne. Til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2022/2023] forklarede ansøgeren, endda flere gange under samtalen, at han under den anden opsøgning skulle underskrive et [dokument], hvorefter ansøgeren skulle vidne imod for ham ukendte tidligere myndighedspersoner i en retssag. Det var ikke en vidneforklaring, som ansøgeren skrev under på. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 forklarede ansøgeren derimod, at han kun har underskrevet et [dokument], og at det var under den tredje og sidste opsøgning. Denne forklaring har ansøgeren gentaget under nævnsmødet. Det fremstår i den sammenhæng påfaldende, at ansøgeren på et så væsentlig punkt, der må anses for at udgøre hovedgrundlaget for ansøgerens asylmotiv, har forklaret divergerende. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, hvor han blev kørt hen af myndighederne under den anden opsøgning. Til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2022/2023] forklarede ansøgeren, at han under den anden opsøgning blev kørt ud til en bygning. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 forklarede ansøgeren derimod, at han i forbindelse med den anden opsøgning blev kørt ud af byen til vandet tæt ved en å. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om sin første tilbageholdelse: Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren relativt detaljeret om køreturen, herunder at han kendte ruten et stykke tid, men på et tidspunkt kom de til en meget ødelagt vej i et område, som ansøgeren slet ikke kunne kende. Ansøgeren forklarede under denne samtale intet om, at han havde fået bind for øjnene. Først til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 forklarede ansøgeren derimod, at han på et tidspunkt under køreturen i bilen fik bind for øjnene. Nævnet har derudover i nogen grad lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger til Udlændingestyrelsen om sin familie og fødested i forbindelse med ansøgerens sag om familiesammenføring og under asylsagen. Til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2022/2023] forklarede ansøgeren, at han er født i [område] i [republik B] i [land A], at han derefter flyttede til [område] i [republik A], og at ansøgeren først i 2000 flyttede med [sit familiemedlem A] og [familiemedlem D] til landsbyen [landsby] i [kommune]-distriktet i Georgien, mens ansøgerens far blev i [republik A], hvor han blev dræbt under krigen. Dette harmonerer imidlertid ikke med, at det fremgår af ansøgerens georgiske pas, at han er født i [by] i Georgien, ligesom ansøgeren tidligere selv har oplyst overfor Udlændingestyrelsen i sit familiesammenføringsskema [i foråret] 2022, at han er født i [område], [by], i Georgien. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren tre gange - i henholdsvis 2018, 2019 og i 2020 - rejste tilbage til Georgien, og at han hver gang opholdt sig i adskillige i måneder i landet. De mange rejser tilbage til Georgien harmonerer ikke med, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien skulle frygte at blive tilbageholdt af de georgiske myndigheder eller udvist til [republik A] eller [land A]. Nævnet har endelig i nogen grad tillagt det betydning, at ansøgeren, der indrejste i Danmark første gang [i sommeren] 2018, først cirka 4 1/2 år efter indrejsen i Danmark – [i vinteren 2022/2023] – søgte asyl. På dette tidspunkt havde ansøgeren fået afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle af Udlændingestyrelsen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien vil risikere asylbegrundende forfølgelse eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Geor/2024/5/saba

dub-sver202412

Nævnet stadfæstede i oktober og 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at afviste asylansøgere, som ikke vurderes til at medvirke til udsendelsen til deres hjemland, ikke har ret til indkvartering efter en Dublin-overførsel tilbage til Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, da der er en reel risiko for, at klageren vil blive behandlet i strid med respekten for sin menneskelige værdighed, hvis hun tilbagesendes til Sverige, idet der er en stor risiko for, at klageren vil være efterladt uden adgang til indkvartering, jf. Dublin-forordningens art. 17, stk. 1, jf. EU charterets art. 1. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Det fremgår af AIDA Country Report on Sweden – 2023 Update, senest opdateret den 26. april 2024, af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” Indledningsvis skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke foreligger grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder således, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens art. 17, stk. 1, i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”Dub-Sver/2024/12/ajni

dub-norg20241

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Norge, da klageren søgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren frygter at blive tvunget til at leve i sit tvangsægteskab i Norge, risikoen for overgreb foranlediget af klagerens far, samt klagerens psykiske tilstand, herunder klagerens angst for hendes livssituation i Norge. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Norge, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter at blive tvunget til at leve sammen med den ægtefælle, som klageren efter det oplyste er blevet tvangsgift med i Norge, eftersom ægtefællen har opholdstilladelse i Norge og er bosat der, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren må henvises til at kontakte de norske myndigheder, såfremt klageren oplever problemer med sin ægtefælle, idet de norske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at hun har problemer med hjertet samt har haft flere alvorlige angstanfald blandt andet grundet hendes livssituation ved en tilbagevenden til Norge, finder Flygtningenævnet, at de danske myndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Norge som følge heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må antages, at klageren i Norge vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling, og at der ikke er grundlag for at antage, at Norge ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de norske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Endelig kan det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun har familiemedlemmer i Danmark på sin mors side, der vil hjælpe hende, og som hun stoler på, ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens familiemedlemmer efter det oplyste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder videre, at klagerens forhold til sine herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 16, idet nævnet finder, at der ikke efter det oplyste består et afhængighedsforhold af sådan karakter, at dette kan anses for omfattet af bestemmelsen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Norg/2024/1/flfr

colo20248

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk colombianer og katolsk kristen fra [by A] Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en kriminel gruppering, der har slået hans far ihjel. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter at aftjene militærtjeneste, og at han ikke har et netværk i Colombia. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far var medlem af en kriminel gruppering, og at han blev dræbt af en rivaliserende kriminel gruppering, da ansøgeren var [et-tre] år gammel. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren, da han var [10-13] år, efter at være vendt tilbage til Colombia, blev opsøgt af nogle unge mænd, der truede ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de unge mænd sagde til ansøgeren, at de vidste, hvem han var, og kaldte ham ved hans navn. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det af anmeldelsen, som hans [familiemedlem A] indgav til myndighederne kort efter truslerne, alene fremgår, at personerne sagde, at de viste, at han kom fra [by A], men ikke noget om, at de vidste, hvem han var, og at de kaldte ham ved hans navn. Flygtningenævnet finder derfor, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han på grund af farens konflikt og drabet af denne, vil blive udsat for overgreb, såfremt han vender tilbage til Colombia. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse endvidere vægt på, at ansøgeren og dennes [familiemedlem A] blev boende i området i flere år efter drabet og yderligere boede flere år i [by B], inden de udrejste til [land], da ansøgeren var [seks-otte] år. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at [familiemedlem A] og [familiemedlem B] efterfølgende har været i Colombia flere gange, senest i [2020-2023]. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for overgreb fra den gruppering, der har slået hans far ihjel. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgerens frygt for at skulle aftjene militærtjeneste, ikke kan føre til, at ansøgeren er i risiko for overgreb eller forfølgelse, ligesom det forhold, at ansøgeren ikke har noget netværk i Colombia, eller de generelle forhold i Colombia, ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2024/8/DIEI

§29boestr20242

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et barn, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet i overensstemmelse med oplysningerne fra de østrigske myndigheder lagt til grund, at klagerne er meddelt opholdstilladelse som flygtninge med subsidiær beskyttelse i Østrig, og at opholdstilladelserne blev forlænget med to år [i foråret] 2024. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal de pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klagerne at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klagerne i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klagerne har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne med opholdstilladelse i Østrig vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Det af den voksne klager oplyste om, at hun valgte ikke at forny opholdstilladelsen i Østrig, fordi de ville smide hende ud af lejren, hvis hun ikke fandt en bolig, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de østrigske myndigheder har oplyst, at klageren [i foråret] 2024 fik forlænget sin opholdstilladelse i to år. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den voksne klager har oplyst, at klagerne i Østrig havde adgang til sundhedsbehandling, modtog 1000 euro hver måned og fik flere forskellige tilbud om boliger. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagernes personlige forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klagerne. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at den voksne klager har en ægtefælle i Danmark, som er far til den mindreårige klager og den voksne klagers kommende barn, hvilket bør føre til, at klagernes asylansøgning realitetsbehandles i Danmark af hensyn til barnets tarv og familiens enhed, kan således ikke føre til en ændret vurdering af, hvorvidt Østrig kan tjene som klagernes første asylland. Flygtningenævnet finder således, at klagerne må henvises til, at søge opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. Flygtningenævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet, og at det er oplyst, at den mindreårige klager har en verserende familiesammenføringssag i Udlændingestyrelsen. Den voksne klagers oplysning om, at hun har fået at vide af de østrigske myndigheder, at hun ikke kan søge om familiesammenføring med sin i Danmark boende ægtefælle, og oplysningen om at han har fået det samme oplyst af de danske udlændingemyndigheder og en advokat, er ikke underbygget og kan allerede derfor ikke føre til en ændret vurdering. Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at den voksne klager er gravid med termin [på et nærmere præciseret tidspunkt]. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: § 29 b-Østr/2024/2/anjv

syri202450

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev blandt andet i 2023 og 2024 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder med en tillægsstraf på 6 måneders fængsel for narkotikakriminalitet og personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by i Syrien], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Dog har klageren oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i [by i Syrien] fra 2004 til 2007. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Syrien, jf. lovens § 31. Denne genoptagede sag vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er siden indrejsen i Danmark straffet adskillige gange, herunder for særdeles alvorlig kriminalitet. Forholdene er begået, uagtet at klageren allerede i [2013-2015] og [2018-2020] blev betinget udvist af Danmark. De seneste forhold er endvidere begået, efter at klageren er udvist af Danmark med indrejseforbud. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen [fra sommeren] 2024 og udtalelsen [fra sommeren] 2024, tiltræder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren navnlig ved dom [fra sommeren] 2023, stadfæstet [i vinteren] 2023/2024, og ved dom [fra sommeren] 2024, er dømt for særlig farlige forbrydelser. I narkotikasagen blev de omhandlede stoffer ifølge dommen fundet på klagerens adresse. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid der er gået, siden den særligt farlige forbrydelse fandt sted, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter en sådan forbrydelse er begået med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen [fra sommeren] 2024 og udtalelsen [fra sommeren] 2024, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Klageren, der er [33-36 år], er født og opvokset i Syrien, hvor han har gået i skole. Han indrejste i Danmark i 2010. Klageren taler dansk og kurdisk. Han er islamisk gift og far til to børn. Klagerens ægtefælle har yderligere to børn, som er vokset op hos klageren og dennes ægtefælle, og som fortsat bor hos ægtefællen. Klageren har oplyst, at han har været i beskæftigelse under størstedelen af sit ophold i Danmark. Efter en samlet afvejning og vurdering af kriminalitetens meget alvorlige karakter, herunder at der er tale om handel med hård narkotika og grov personfarlig kriminalitet, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om klagerens personlige, beskæftigelses- og familiemæssige forhold, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/50/aalk

iran202437

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i år 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har efter det oplyste deltaget i demonstrationer i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2022 har deltaget i to demonstrationer i Iran. Den ene demonstration omhandlede kritik af det iranske styres undertrykkelse af kurdere, mens den anden demonstration blev afholdt for at mindes kurdere, der blev slået ihjel af de iranske myndigheder under en demonstration. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter den seneste demonstration søgte tilflugt hos hans slægtninge, og at iransk politi efterfølgende opsøgte hans [familiemedlemmers] bopæl, hvor ansøgeren boede, samt ansøgerens arbejdsplads. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hans [familiemedlemmer] er blevet opsøgt flere gange af iransk politi siden ansøgerens udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af de iranske myndigheder som følge af sin deltagelse i demonstrationer. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2024. Ansøgeren har således forklaret, at han var maskeret til begge demonstrationer og i øvrigt ikke havde nogen fremtrædende rolle, men alene deltog som almindelig demonstrant, herunder med sin [familiemedlem A]. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om de efterfølgende opsøgninger af ansøgerens familie, idet han til sin asylsamtale [i vinteren 2023/2024] oplyste, at familien blev opsøgt hver måned eller hver anden måned og senere i samme samtale, at familien blev opsøgt 1 – 2 gange om måneden. Ansøgerens forklaring herom på nævnsmødet kan ikke føre til et andet resultat. På ovennævnte baggrund forekommer det endelig ikke overbevisende, at de iranske myndigheder samme aften ved den sidste demonstration skulle være blevet bekendt med ansøgerens deltagelse ved demonstrationen alene fordi ansøgeren skulle have tabt sin mobiltelefon og myndighederne samme aften have opsøgt ansøgerens familie. Det af advokaten anførte desangående kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgerens unge alder kan heller ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024.”Løbenummer: Iran/2024/37/lafal

iran202436

Nævnet meddelte i oktober 2024 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og [religiøs overbevisning] fra [by A], [provins A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har efter det oplyste deltaget i en række demonstrationer i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter overgreb fra de iranske myndigheder, som følge af hendes egne politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun, sammen med blandt andre sin [familiemedlem A], har deltaget i en række demonstrationer i [by A] til fordel for Mahsa Amini. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun stoppede sin deltagelse i demonstrationerne efter hendes [familiemedlem A] blev tilbageholdt under en demonstration og fængslet i flere måneder. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter overgreb fra de iranske myndigheder, som følge af hendes familiemedlemmers politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har været et højtrangerende medlem af det politiske parti, [parti A], og at han som følge deraf er i modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og som følge heraf har fået asyl i Danmark [i efteråret] 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hendes tre [familiemedlemmer] har været politisk aktive for [parti A] for omkring 20 år siden. Én af dem blev martyr, mens de to andre udrejste af Iran. Af de grunde som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2024 afviser Flygtningenævnet ansøgerens asylmotiv som følge af sin deltagelse i demonstrationer, sine [familiemedlemmers] aktiviteter for [parti A] og sin religiøse overbevisning som [religiøs overbevisning]. For så vidt angår ansøgerens ægteskab med [navn A] lægger Flygtningenævnet til grund, at [ansøgerens ægtefælle] er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sine aktiviteter for og medlemskab af [parti A]. Ansøgeren var gift med [navn A] i [2-4] år før sin udrejse og oplevede efter sin egen forklaring ingen problemer med myndighederne i den forbindelse. Uanset de iranske myndigheder således ikke hidtil må antages at have været bekendt med ægteskabet fremgår det af baggrundsoplysningerne, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udspurgt om sin udrejse. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke længere ønsker at skjule sit ægteskab. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som en følge af sit ægteskab med [navn A]. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Iran/2024/36/lafal

dub-span20243

Nævnet omgjorde i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et udløbet visum til Spanien. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens visum til Spanien var udløbet for mere end seks måneder siden på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om asyl i Danmark, hvorfor Spanien ikke er ansvarlig efter Dublinforordningens artikel 12, stk. 4. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. [I vinteren 2023/2024] har Udlændingestyrelsen anmodet Spanien om oplysninger om klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 34. [I vinteren 2023/2024] har Spanien afvist at besvare anmodningen om oplysninger efter Dublinforordningens artikel 34. [I vinteren 2023/2024] har Udlændingestyrelsen på ny anmodet Spanien om oplysninger om klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 34. [I foråret] 2024 har Udlændingestyrelsen anmodet Spanien om at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, hvoraf fremgår, at hvis ansøgeren kun er i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser, der er udløbet for mindre end to år siden, eller et visum eller flere visa, der er udløbet for mindre end seks måneder siden, og som faktisk har gjort det muligt for vedkommende at rejse ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, for så vidt ansøgeren ikke har forladt medlemsstaternes område. Det følger videre af samme bestemmelse, at hvis et visum er udløbet for mere end 6 måneder siden, er det den medlemsstat, hvor ansøgningen om international beskyttelse er indgivet, som er ansvarlig for at behandle asylansøgningen. Ansøgerens visum til Spanien udløb [i foråret] 2023, og ansøgeren søgte om asyl i Danmark [i vinteren 2023/2024]. Det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at det er forholdene på tidspunktet, hvor ansøgeren for første gang indgiver ansøgning om asyl, som er afgørende for afgørelsen om ansvarsfastlæggelse. Der er ikke grundlag for at antage, at gyldighedsperioden for ansøgerens visum til Spanien måtte være blevet forlænget, navnlig henset til de spanske myndigheders besvarelse [i vinteren 2023/2024], hvoraf fremgår, at det er de spanske myndigheders opfattelse, at Spanien ikke er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, idet forholdet falder uden for Dublinforordningens bestemmelser. Den omstændighed, at Spanien by default har accepteret at modtage ansøgeren, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at overdrage ansvaret til Spanien, som ikke er ansvarlig efter en objektiv anvendelse af kriterierne i Dublinforordningen. Klagerens ansøgning om asyl skal derfor behandles i Danmark.”Løbenummer: Dub-Span/2024/3/marau

dub-pole202412

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens risiko for frihedsberøvelse under umenneskelige og nedværdigende vilkår, hans situation som en særligt sårbar person samt risikoen for, at han ikke får adgang til en grundig prøvelse af de reelle grunde for hans anmodning om asyl. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Polen og herefter er udrejst af Polen, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det beror således på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Polen, således at hans ansøgning skal tages under behandling i Danmark. Det af klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren vil risikere frihedsberøvelse under umenneskelige og nedværdigende forhold, klagerens situation som en særdeles sårbar person, samt risikoen for, at han ikke får adgang til en grundig prøvelse af de reelle grunde for hans ansøgning om asyl, kan ikke føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Hvad angår risikoen for frihedsberøvelse i Polen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet er opmærksom på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren. Nævnet finder dog ikke, at dette kan føre til ændret vurdering og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til at opholde sig i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Vedrørende forholdene under frihedsberøvelse fremgår det af AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, at “According to recent information, it appears that some improvements have been recorded with regards to the number of immigration detainees. Their number started falling after the spring in 2022. Following a visit conducted in the country in July 2022, the UN Special Rapporteur on the human rights of migrants observed that efforts had been made by Polish Border Guards to improve the conditions for asylum seekers housed in closed facilities.” Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene for asylansøgere i Polen, herunder vedrørende adgangen til indkvartering og risikoen for frihedsberøvelse, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der således gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Angående det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om udfordringer på baggrund af klagerens seksuelle overbevisning, bemærkes det, at nævnet er opmærksom på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder US Department of States’ 2023 Country Report on Human Rights Practices: Poland, udgivet den 23. april 2024, hvoraf det fremgår, at diskrimination og mangel på lige rettigheder for LGBT+-personer fortsat er et problem i Polen. Uanset at forholdene for LGBT+-personer i Polen er vanskelige, finder Flygtningenævnet ikke, at disse er af en sådan karakter, at en overførsel af klageren vil medføre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Såfremt klageren måtte opleve problemer som følge af sin seksuelle orientering, bemærker Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at han må henvises til at søge de polske myndigheders beskyttelse, idet de polske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet skal endvidere bemærke, at ifølge de foreliggende oplysninger er den nuværende polske regering mere velvilligt indstillet over for LGBT+-personer end den tidligere regering. For eksempel fremgår det af artiklen ”On the verge of progress? LGBTQ+ politics in Poland after the 2023 elections” af Konstantin Bogatyrev og Honorata Bogusz i European Journal of Politics and Gender, at den polske regering er blevet enig om at kriminalisere hate speech rettet mod LGBT+-personer, og at der er forsigtig optimisme, hvad angår udviklingen for LGBT+-personer i Polen, herunder i forhold til deres juridiske rettigheder. For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen, bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update udgivet i juni 2024, side 19, i løbet af 2023 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarusiske grænse. Af samme rapport, side 36, fremgår det videre, at der er bekymring for, om Dublin-returnees altid har adgang til at genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet han er en særdeles sårbar person og har brug for psykologisk hjælp. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update udgivet i juni 2024, side 71f., hvoraf det fremgår, at sundhedspleje til asylansøgere indebærer behandling af personer, der lider af psykiske problemer, og at asylansøgere kan blive henvist til en psykiater eller et psykiatrisk hospital. Flygtningenævnet bemærker, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Polens retssystem ikke er uafhængigt, og at det derfor ikke er sikkert at henvise ansøgeren til at gøre brug af sine klagemuligheder i Polen, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Løbenummer: Dub-Pole/2024/12/EEB

dub-pole202411

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et polsk visum, der udløb mindre end seks måneder før klageren indgav ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle har opnået opholdstilladelse i Danmark, samt de generelle forhold for asylansøgere i Polen, herunder risikoen for manglende adgang til indkvartering og nægtelse af adgang til asylsagsbehandling, samt risikoen for frihedsberøvelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i foråret] 2024 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er indkvarteringsproblemer for Dublin-returnees, der ikke er tidligere asylansøgere, og at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA’s seneste rapport fra april 2023, side 29: ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s necessities.” Flygtningenævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne samtidig må lægges til grund, at der i Polen sker frihedsberøvelse af asylansøgere, der overføres til Polen i medfør af Dublinforordningen, i et stort omfang. Det er imidlertid anført i den ovennævnte rapport fra AIDA, at der også er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om risikoen for frihedsberøvelse af og indkvartering af Dublin-returnees, der overføres til Polen i medfør af Dublinforordningen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen. Det er ved denne vurdering tillagt vægt, at de nyeste baggrundsoplysninger peger på en vis opblødning af praksis for frihedsberøvelse af Dublin-returnees, og at de generelle modtage- og indkvarteringsforhold som anført ikke kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har en herboende ægtefælle, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder i forbindelse hermed, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv mellem klageren og hendes partner, henset til at klageren ved oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2024 har oplyst, at hun har en forlovet i Danmark, og at de ikke er gift. Klageren har hertil oplyst, at de indledte deres forhold til hinanden for to år siden, hvor de mødte hinanden tre gange i [land i Mellemøsten], hvorefter de ikke har set hinanden, og udelukkende har haft telefonisk kontakt indtil klagerens indrejse i Danmark. Endvidere har klageren til partshøringssamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2024 bekræftet, at de blot er kærester, og at de skal se hinanden an, inden de beslutter sig for, om de skal giftes. Hverken klageren eller Dansk Flygtningehjælp har ved dags dato fremlagt dokumentation for et ægteskab til Flygtningenævnet eller Udlændingestyrelsen, hvorfor Flygtningenævnet på det foreliggende ikke kan lægge deres ægteskab til grund. Klageren er således ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder endelig, at der heller ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/11/lnk

colo20247

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med Colo/2024/6. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk colombianer og katolik fra [by], Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Colombia frygter at blive tvangsrekrutteret af guerillagruppen Colombias revolutionære væbnede styrker, Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (FARC). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 16-årig blev opsøgt af en mand i militæruniform, som spurgte til hans alder. Ansøgeren har tillige oplyst, at han som 17-årig igen blev opsøgt af nogle mænd, som spurgte om ansøgerens alder, og bad ham om at gå med dem. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hans far har en konflikt med FARC. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter, at medlemmer fra FARC eller Den Nationale Frihedshær, Ejército de Liberación Nacional (ELN) vil slå hans far ihjel. Ansøgeren har forklaret om to episoder, hvor han på gaden er blevet kontaktet af personer, der bar camouflagetøj og spurgte til hans alder. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at personerne skulle være fra guerillabevægelser, eller at personerne har forsøgt at tvangsrekruttere ham. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved, om personerne var tilknyttet FARC eller ELN. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke i øvrigt er blevet opsøgt af FARC eller ELN eller på anden vis har haft udfordringer med disse grupperinger. Det beror derfor på ansøgerens egne antagelser, at personer med tilknytning til guerillagrupperinger har forsøgt at tvangsrekruttere ham. På denne baggrund, og da ansøgeren ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at han ved ophold i Colombia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Colo/2024/7/sesc

colo20246

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med Colo/2024/7. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk colombianer og katolik fra [departement], [by A], Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Colombia frygter at blive forfulgt og dræbt af FARC eller andre guerillagrupperinger, fordi han tidligere har været i militæret. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han tidligere har været involveret i en episode, mens han med sin enhed [i 1980’erne] i [by B] patruljerede efter FARC, hvor hans deling efterfølgende blev beskyldt for at have [begået krigsforbrydelser]. Ansøgeren har som asylmotiv tillige oplyst, at han senere mødte en FARC-kommandant, som kunne genkende ansøgeren og huske hans navn fra episoden i [by B]. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter, at hans søn vil blive rekrutteret af guerillabevægelsen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans søn tidligere er forsøgt rekrutteret af FARC eller andre guerillagrupperinger. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgerens asylmotiv fremstår usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet må lægges til grund, at ansøgeren fra sin afskedigelse fra militæret i [midten af 1980’erne] og indtil sin udrejse til [Sydamerikansk land A] i 2008 og igen fra 2016 til 2023 boede i Colombia, uden at han der blev opsøgt af eller på anden vis kontaktet af FARC eller andre guerillagrupperinger. At ansøgerens asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden understøttes desuden af, at ansøgeren har forklaret divergerende om konsekvenserne af sit møde med en FARC-kommandant. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han udrejste til Colombia i 2008, fordi den tidligere FARC-kommandant havde genkendt ham, og at udrejsen skete 3 dage efter, at FARC-kommandanten havde kontaktet ansøgeren. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han ikke husker nogen særlig episode, som var udslagsgivende for, at han udrejste til [Sydamerikansk land A], og at han blot havde fået at vide, at det var meget nemmere at få arbejde i [Sydamerikansk land A]. På denne baggrund, og da ansøgeren ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at han ved ophold i Colombia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Colo/2024/6/sesc

§29b-tysk20243

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et barn, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klagerens barn igen vil blive adskilt fra sin herboende far, såfremt Udlændingestyrelsens sag stadfæstes.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland [i foråret] 2018, ligesom hendes medfølgende barn blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus [i vinteren] 2021, og at begge opholdstilladelser stadig er gyldige. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, og mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klagerens herboende kæreste og hendes [barns] far har opholdstilladelse i Danmark, ikke kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [efteråret] 2024, om blandt andet hensynet til barnets tarv, jf. FN’s Børnekonventions artikel 3, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen om afvisning af klagerens ansøgning, jf. herved udlændingelovens § 29 b. For så vidt angår klagerens [barns] ret til at udøve et familieliv med sin herboende far, falder det uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling hertil. Nævnet bemærker i den forbindelse, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun af de tyske myndigheder ikke kan få udstedt et pas til brug for hendes ansøgning om familiesammenføring i Danmark, kan ikke føre til, at hun og hendes medfølgende barn kan meddeles opholdstilladelse efter asylreglerne her i landet. Klageren henvises på den baggrund til at rette eventuelle spørgsmål vedrørende familiesammenføringssagen, herunder spørgsmål om genoptagelse, til Udlændingestyrelsen. Det forhold, at klageren har oplyst, at hendes [barn] i Tyskland ikke har fået plads i et dagtilbud på grund af hans [diagnose], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: § 29 b-Tysk/2024/3/EEB

stat202126

Nævnet meddelte i april 2021 opholdstilladelse K til en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 1988.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [by A], Vestbredden. Ansøgeren er etnisk araber og [religiøs overbevisning]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ikke kan få opholdstilladelse nogen steder, og at han ikke vil forlade sin danske ægtefælle, der lider af flere sygdomme. Ansøgeren har endvidere henvist til, at de danske myndigheder siden 1998 har forsøgt at udsende ansøgeren til hans hjemland, hvorunder han har medvirket, men at Vestbredden, Jordan og Israel har nægtet at tage imod ham. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set anses omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. og således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren blev ved [Landsret A´s] dom af [sommeren] 1992 fundet skyldig i blandt andet overtrædelse af straffelovens § 237 og dømt til anbringelse [på en sikret institution] i medfør af straffelovens § 68, jf. § 16, stk. 1, idet ansøgeren blev vurderet sindssyg på gerningstidspunktet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Ansøgerens foranstaltningsdom blev først ændret og senest ophævet [i sommeren] 1998. Ansøgeren har ikke modtaget medicinsk behandling siden 1996 og er ikke siden dommen af [sommeren] 1992 dømt for kriminelle forhold. Derudover har ansøgeren igennem alle årene overholdt sin opholds- og meldepligt. Henset hertil finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke længere må betragtes som en fare for samfundet. Ansøgeren er siden 1998 forsøgt udsendt til Israel, Vestbredden og Jordan. Ansøgeren har medvirket til udsendelsesbestræbelserne, og Rigspolitiet har senest i 2012 oplyst, at udsendelsesbestræbelserne må anses for udtømte. Ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden 1988, siden 2004 været gift med sin nuværende hustru og taler og skriver flydende dansk. Der er nu forløbet cirka 30 år, siden ansøgeren begik drab i en tilstand, omfattet af straffelovens § 68, jf. § 16, stk. 1. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning, at der foreligger sådanne særlige grunde, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” stat/2021/26/LINB

syri202448

Nævnet omgjorde i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Damaskus, Syrien. Hun er født sunnimuslim, men er ikke praktiserende. Af klagerens oprindelige asylsag fra 2015 fremgår det, at hun har oplyst at være etnisk araber, men hun har efterfølgende, i forbindelse med sin sag om nægtelse af forlængelse i [2020-2022], oplyst at være etnisk [etnicitet]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Syrien, men hun har i Danmark i [2021-2023] og 2022-2024] deltaget i demonstrationer rettet mod de syriske myndigheder. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen traf den [i vinteren 2021/2022] afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, pkt. 2. Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet de generelle forhold i hendes hjemområde, som førte til, at hun blev meddelt opholdstilladelse, ikke længere var til stede. Under sagen om nægtelse af forlængelse henviste klageren til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af myndighederne på grund af sine [søskendes] politiske aktiviteter og sine to [familiemedlemmers] desertering fra militæret, og at der er risiko for, at de syriske myndigheder vil tilbageholde og udspørge klageren om [familiemedlemmernes] opholdssteder. Klageren henviste endvidere til, at hun i Syrien har været udsat for et seksuelt overgreb fra en [myndighedsperson], og at hun ved en tilbagevenden frygter at blive udsat for yderligere overgreb, fordi hun er en kvinde. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus. I forbindelse med genoptagelsessagen har klageren fortsat henvist til ovennævnte asylmotiver. Hun har endvidere henvist til, at hun i Danmark har deltaget aktivt i flere demonstrationer rettet mod de syriske myndigheder, og at hun er politisk aktiv på [socialt medie]. Endelig har klageren anført, at hun er [etnicitet], sunnimuslim, illegalt udrejst, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være returnee og enlig kvinde uden netværk. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klagerens [søskende] som medlemmer af Den Frie Syriske Hær har kæmpet mod de syriske myndigheder, at de blev anholdt i [2014-2016], og at de ved hjælp af bestikkelse blev løsladt efter 3-4 måneder, hvorefter de flygtede til [land]. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at to af hendes [familiemedlemmer] er deserteret fra den syriske hær. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at klageren i Danmark har deltaget i demonstrationer vendt mod det syriske styre i [2020-2024], og at hun under en demonstration i [måned i 2022-2024] blev interviewet af [navngiven person], der er [tilknyttet specifik organisation], hvor hendes fornavn nævnes, hvor hun udtaler sig regime-kritisk, hvilket interview der er lagt en video af på [organisationens] hjemmeside, hvilken video er vist mere end 5.000 gange, og hvor der linkes til klagerens egen [socialt medie]-profil, der er en åben profil i eget navn, hvor hun har [3.000-6.000] venner, og hvor hun lægger opslag op, der er regimekritiske. Flygtningenævnet finder på den baggrund og under henvisning til det forsigtighedsprincip, der skal anvendes ved risikovurderingen i forhold til syriske statsborgere, at klageren har sandsynliggjort, at hun som returnee efter 10 år og efter illegal udrejse ved en tilbagevenden til Syrien vil fremstå som en modstander af regimet og således være i risiko for at blive forfulgt af de syriske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/48/CARA

soma202419

Nævnet omgjorde i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om rejsedokumenter vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommendes sag blev hjemvist til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Indrejst i 1996.Flygtningenævnet udtalte:”Efter udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, kan Udlændingestyrelsen – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser – nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig et pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller inddrage et sådan dokument, når Udlændingestyrelsen har mistanke om, at udlændingen har forvansket eller fjernet dele af rejselegitimationen eller deri indeholdte påtegninger eller har ladet andre personer forvanske eller fjerne dele af rejselegitimation eller deri indeholdte påtegninger, medmindre forvanskningen eller fjernelsen må anses som undskyldelig. Klageren har til støtte for, at forvanskningen af konventionspasset skal anses som undskyldelig, oplyst, at passet ved en beklagelig fejl var blevet vasket, da han havde glemt, at det lå i lommen på en jakke, som blev vasket i vaskemaskinen og efterfølgende tørret i en tørretumbler. Det er videre anført, at der ikke alene på baggrund af Nationalt ID-centers undersøgelse er grundlag for at tilsidesætte klagerens forklaring, idet der ikke ved undersøgelsen af passet er taget højde for, at passet tillige er blevet tørretumblet. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nægtelse af udstedelse af pas til klager forudsætter derfor, at tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger det, jf. herved også forarbejderne til udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 82, pkt. 2.1.1.2. og pkt. 2.1.3.1.). Det fremgår af disse forarbejder bl.a., at tærsklen for, hvornår der vil kunne ske nægtelse af udstedelse af et rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas til en statsløs person, således som tilfældet var det efter den tidligere bestemmelse (lovens § 39, stk. 6), vil være højere end for udlændinge, der ikke er omfattet af flygtningekonventionen og/eller statsløsekonventionen. Det fremgår af forarbejderne til den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 5 og 6 (Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 96, pkt. 2.3.2), at hvis det er åbenlyst, at en udlænding tidligere har misbrugt et rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas for statsløse personer, også selvom det kun er sket i et enkeltstående tilfælde, vil udstedelse af rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas for statsløse personer kunne nægtes under hensyn til den offentlige orden. Der foreligger ikke tvingende hensyn til den nationale sikkerhed, der tilsiger nægtelse af udstedelse af pas til klager, hvilket der heller ikke er henvist til i Udlændingestyrelsens afgørelse. Uanset om klagerens forklaring om, hvordan passet er blevet ødelagt, lægges til grund eller ej, finder Flygtningenævnet på baggrund af det ovenfor anførte, at der heller ikke foreligger tvingende hensyn til den offentlige orden, der tilsiger nægtelse af udstedelse af pas til klager. Det bemærkes herved også, at der heller ikke i Udlændingestyrelsens afgørelse er redegjort nærmere for, hvorfor der foreligger tvingende hensyn til den offentlige orden. Der er således ikke oplysninger i sagen om, at klageren tidligere har misbrugt eller forsøgt at misbruge sit pas, herunder for eksempel ved forvanskning, ligesom der heller ikke er oplysninger i sagen i øvrigt, der giver grundlag for at antage, at tvingende hensyn til den offentlige orden tilsiger nægtelse af udstedelse af pas til klager. Der foreligger således f.eks. ikke nogen konkrete oplysninger om klagers motiv for at fjerne dele af sit pas. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/2024], således at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling af sagen, herunder om betingelserne for udstedelse af konventionspas i øvrigt er opfyldt.” Soma/2024/19/sesc

iran202428

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren er fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer mod styret. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen og er blevet døbt [på et tidspunkt i 2015-2019]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran, fordi han har flere kristne tatoveringer, herunder et [symbol et synligt sted på kroppen]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter regeringen, fordi han som tilbagevenden kurder vil blive anset for tilhænger af de kurdiske oppositionspartier, og fordi han har deltaget i demonstrationer mod regeringen. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for chikane, tortur samt at blive henrettet, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i demonstrationer. I [2003-2007] deltog ansøgeren i en demonstration mod regimet, som endte i slagsmål mellem politiet og demonstranterne. Ansøgeren blev fængslet to år senere, da han var [16-17] år gammel. Han var fængslet i fem år og blev udsat for tortur. Regeringens soldater har efterfølgende truet ansøgeren på [et socialt medie]. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet vedrørende sit udenomsægteskabelige forhold henvist til, at han gennem en veninde, [B], lærte en kvinde ved navn [C] at kende. [C’s] far var en kendt imam og leder af Sepahs ideologiske afdeling i ansøgerens hjemby. Ansøgeren og [C] indledte et forhold, som de holdt skjult. Otte måneder efter, at de indledte deres forhold, opdagede [C’s] bror, at de talte sammen over telefonen og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ringede igen. Efter noget tid kontaktede [C] ansøgeren igen telefonisk og fortalte, at hendes far og bror var blevet bekendte med, at de havde haft seksuelt samvær, idet de havde læst deres sms korrespondance. Tre uger herefter mødtes ansøgeren og [C] ved hendes skole, og de aftalte at mødes den efterfølgende dag på ansøgerens brors bopæl, som stod tom. Den efterfølgende dag, mens ansøgeren og [C] lå nøgne sammen, blev døren sparket op af fire mænd, hvoraf den ene var [C’s] bror. Broren tvang [C] med sig. De tre øvrige mænd udøvede vold mod ansøgeren, hvilket resulterede i, at ansøgeren brækkede sin næse og kæbe. De tre mænd forlod herefter lejligheden, og ansøgeren ringede til sin far, som bragte ansøgeren til hospitalet, hvor han blev indlagt. Fem måneder herefter modtog ansøgeren et opkald fra [B], som opfordrede ham til at flygte fra Iran, idet hans liv var i fare. Ansøgeren besluttede som følge heraf at udrejse illegalt af Iran. [C’s] far har meldt ansøgeren til efterretningstjenesten, og ansøgerens familie er efter ansøgerens udrejse blevet opsøgt, ligesom ansøgerens far er blevet udsat for vold. I relation til ansøgerens asylmotiv vedrørende en fængsling har ansøgeren afgivet en divergerede forklaring. Ansøgeren har således for nævnet forklaret, at han var fængslet i 6 år, hvilket han også har bekræftet på en [video delt på et socialt medie], hvor han er blevet interviewet af en [kendt iransk person]. Ansøgeren har dog tidligere for Flygtningenævnet i [2016-2020] forklaret, at han var fængslet i 5 år. Ansøgeren har også i [videoen] oplyst, at han udrejste af Iran fem måneder efter, at han blev løsladt. Under mødet i Flygtningenævnet har han oplyst, at det godt kan passe, at han udrejste fra Iran fem måneder efter sin løsladelse, og at det nok var i [2009-2011], da han arbejdede flere år i [et andet land], inden han i 2015 rejste til Danmark. Ansøgeren har dog tidligere oplyst, at han udrejste fra Iran fem måneder efter, at han og [C’s] forhold blev opdaget af hendes bror, at han indledte et forhold til [C] i [2012-2014] og at de havde et forhold i ca. otte måneder. Ansøgeren har endelig for nævnet forklaret, at han efter sin løsladelse blev opsøgt af politiet, og at han efter løsladelsen blev indkaldt til afhøring. Ansøgeren har tidligere for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke efter sin løsladelse blev udsat for overgreb. Om divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende, og divergenserne kan ikke forklares alene ved tolkeproblemer eller ved ansøgerens psykiske vanskeligheder, som der er taget hensyn til. Uanset de mange divergenser i forhold til dette asylmotiv, finder Flygtningenævnet som tidligere nævnt, at ansøgeren har været fængslet [på et tidspunkt i 2005-2009], og at han afsonede en længere dom. Flygtningenævnet finder endvidere som tidligere nævn, at ansøgeren efter sin løsladelse kunne leve i Iran uden at være udsat for forfølgelse eller overgreb, hvorfor der er tale om et afsluttet forhold, der ikke kan begrunde asyl. Nævnet kan i øvrigt henvise til det, der er anført som begrundelse i det tidligere nævn tilbage i [2016-2020]. I relation til asylmotivet om at være forfulgt som følge af et forhold til en kvinde kaldet [C], finder nævnet, at de ovenfor beskrevne divergenser om tidspunktet for udrejsen bevirker, at heller ikke dette asylmotiv kan lægges til grund. Flygtningenævnet kan i øvrigt i det hele henvise til det, der er anført af Flygtningenævnet i afgørelse [fra 2016-2020]. I relation til konversion bemærker nævnet, at ansøgeren har forklaret, at han igennem mange år løbende har deltaget i gudstjenester siden sin konvertering [på et tidspunkt i 2017-2019]. Ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for sin konversion. Ansøgeren har således under nævnsmødet i [2016-2020] forklaret, at han konverterede tilbage [på et tidspunkt i 2015-2017], mens han under nævnsmødet har forklaret, at han først konverterede til kristendommen [på et senere tidspunkt] efter afslaget om asyl. Ansøgeren har samtidig demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, ligesom han ikke har været i stand til at redegøre for sin indre overbevisning. Det forhold, at ansøgeren har religiøse tatoveringer, herunder [et synligt sted på kroppen] kan ikke ændre herpå. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Ansøgeren har deltaget i [en video], hvor han fortæller om baggrunden for sin udrejse af Iran, sin situation som afvist asylansøger og afslaget på asyl. De udtalelser, ansøgeren giver under interviewet, finder Flygtningenævnet ikke gør, at ansøgeren fremstår profileret i forhold til de iranske myndigheder. Det ændrer ikke herpå, at videoen er optaget af en kendt iransk [person], der lever i asyl, og at videoen er oploaded på [et socialt medie] og sangerens [profiler på to sociale medier] med [over 4 mio.] følgere, hvor den er set mere end [75.000] gange og har fået [mere end 1.000] kommentarer. Det forhold, at ansøgeren har flere tatoveringer, herunder også af et kristent symbol [et synligt sted på kroppen], kan efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke føre til, at ansøgeren skal meddeles asyl. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren er kurder. Uanset forholdene for kurdere efter baggrundsoplysningerne er vanskelige, findes de ikke at være at en sådan karakter, at de er asylbegrundede. Endelig bemærker nævnet, at ansøgeren har fået [både en psykisk lidelse og flere andre sygdomme]. Disse helbredsmæssige forhold, er imidlertid ikke af en karakter, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge heraf. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2024/28/anjv

irak202418

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og shiamuslim fra [landsby], Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 1999/2000], og at han [i foråret] 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af oplysninger fra [et europæisk lands] grænsepoliti, at klageren [i efteråret] 2023 var blevet mødt af det [europæiske lands] grænsepoliti i indrejsekontrollen i [hovedstadens] Lufthavn, og at klageren oplyste, at han havde været i Irak i mere end et år. Det [europæiske lands] grænsepoliti har fremsendt kopi af klagerens fremmedpas, hvoraf det fremgår, at der er et indrejsestempel til Irak [fra foråret] 2022 og et udrejsestempel fra Irak [fra efteråret] 2023. [i foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet er således enig med Udlændingestyrelsen i, at det efter oplysningerne fra det [europæiske lands] grænsepoliti sammenholdt med ind- og udrejsestemplerne i klagerens pas, hvorefter han [i foråret] 2022 indrejste i Irak og [i efteråret] 2023 udrejste af Irak, må lægges til grund, at klageren i mere end 12 på hinanden følgende måneder har opholdt sig i Irak. Der er herved ligesom Udlændingestyrelsen også lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har opholdt sig i Danmark i den pågældende periode, eller har medvirket til at oplyse sagen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, herunder ved at give Udlændingestyrelsen adgang til at gennemse klagerens telefon. Det må endvidere af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, lægges til grund, at klageren frivilligt har taget bopæl i Irak. Der er heller ikke for nævnet fremkommet oplysninger, der kan begrunde, at opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 17, stk. 2, ikke skal anses for bortfaldet, og nævnet tiltræder også Udlændingestyrelsen afgørelse herom. Flygtningenævnet tiltræder også af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet han på intet tidspunkt har tilkendegivet, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i Irak, ligesom han efter det oplyste beholdt sin bopæl i Danmark. Det tiltrædes endeligt, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng i det hele henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Der er således lagt vægt på, at klageren er [58-63] år, at han kom til Danmark som [31-37] årig. Der er heroverfor lagt vægt på, at klageren ikke har taget nogen uddannelse i Danmark eller haft noget arbejde, og at han efter det oplyste alene taler, skriver og forstår begrænset dansk. Der er også lagt vægt på, at klageren ifølge sine egne oplysninger løbende har haft ophold i Irak. Hertil kommer, at klageren er separeret fra sin ægtefælle i 2007, og at han ikke har set sine børn i otte år, men udelukkende har haft sporadisk telefonisk kontakt med dem. Det er endelig indgået, at klageren nu igen er udrejst til Irak. Da klageren som anført er udrejst til Irak og således ikke længere opholder sig i Danmark, skal der ikke træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes, hvis han ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31, jf. § 32 a. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/18/sesc

dub-sver20241

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at han i Sverige frygter at blive udsendt til sit hjemland.”. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige den [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at ansøgeren i Sverige frygter at blive frihedsberøvet og udsendt til [hjemland], kan ikke føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom styrelsen lagt vægt på, at ansøgeren i Sverige er meddelt endeligt afslag på asyl, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en fyldestgørende asylsagsbehandling. For så vidt angår ansøgerens helbredmæssige forhold, herunder der oplyste om, at han lider af allergi, stress og [søvnbesvær], finder Flygtningenævnet, at de danske udlændingemyndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har oplyst, at han under sit ophold i Sverige havde adgang til sundhedsbehandling, og at det må antages, at han i Sverige vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, 2023 Update - April 2024, side 96, hvoraf det blandt andet fremgår, at: “During the asylum process and until the asylum seeker leaves Sweden or is granted a residence permit, they are entitled to a free medical examination, emergency health care and urgent medical or dental care that cannot be “postponed” (“vård som inte kan anstå”). They are also entitled to gynaecological and prenatal care, including health care on the occasion of childbirth, as well as health care in accordance with the Swedish Communicable Diseases Act (smittskyddslagen).” Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2024/1/CARA

arme20246

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra [by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Armenien, da han er flygtet fra militæret. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han vil blive ydmyget og ikke vil blive anset som en mand grundet sin tidligere ægtefælles utroskab. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at ansøgeren har en konflikt med de armenske myndigheder som følge af ansøgerens desertering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de fremlagte dokumenter, herunder indkaldelsen til retsmødet [i sommeren] 2021. På det foreliggende grundlag kan Flygtningenævnet derfor ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer en straf som desertør. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der efter baggrundsoplysningerne vedrørende den forventelige straf herfor ikke vil være tale om en uforholdsmæssig straflængde. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det henhører under enhver jurisdiktion at lovgive om og fastsætte straffen for lovovertrædelser, herunder for desertering fra militærtjeneste. Flygtningenævnet finder ikke, at der i baggrundsoplysningerne er belæg for at afsoningsforholdene i armenske fængsler har en karakter, der er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Heller ikke det oplyste om ansøgerens psykiske forhold kan medføre en anden vurdering heraf. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at han ved en tilbagevenden til Armenien ikke vil kunne se folk i øjnene, at han vil blive ydmyget og ikke længere vil blive anset som en mand på grund af sin tidligere ægtefælles utroskab med ansøgerens [tætte familiemedlem], [navn på familiemedlem], er der ikke tale om forhold, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Heller ikke ansøgerens modsætningsforhold til [navn på familiemedlem] har en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2024.” arme/2024/6/DIEI

afgh202439

Nævnet meddelte i september 2024 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [distrikt A] i [provins A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han startede på madrasa (koranskole) i Afghanistan efter [4.-6.] klasse, hvorefter han to gange blev sendt til madrasa i [land i Asien] af sin lærer, [A]. Under ansøgerens andet ophold på madrasaen i [land i Asien] ankom to mænd med langt skæg og våben, som var iklædt traditionelt afghansk tøj. Disse mænd fortalte om jihad og profeten Muhammed, og de sagde også, at alle skulle deltage i jihad og beskytte islam, hvorfor det er ansøgerens opfattelse, at de var medlemmer af Taliban. Da ansøgeren kom hjem til Afghanistan, fortalte han sin far om dette, hvorefter ansøgerens far besluttede, at ansøgeren ikke længere skulle gå på madrasaen. [A] kom tre dage efter til ansøgerens bopæl, hvor han bad ansøgerens far om at sende ansøgeren tilbage i madresaen. Ansøgerens far nægtede dette, hvorefter [A] truede med, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis han ikke kom tilbage til madresaen. Kort tid efter blev ansøgerens far kontaktet af [A], som endnu engang truede med, at ansøgeren ville blive slået ihjel. På baggrund heraf udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret detaljeret, konsistent og uden divergenser overfor såvel Udlændingestyrelsen som Flygtningenævnet. Ansøgerens forklaring om årsagen til sin frygt for at blive slået ihjel af Taliban fremstår selvoplevet og uden overdrivelser. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren af egen vilje og interesse startede på madrasa i sin landsby, fordi han ville blive en imam. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse med sin skolegang på madrasaen kom til [land i Asien] to gange, og at han efter det sidste ophold i [land i Asien] ikke ville tilbage til madrasaen, fordi der var bevæbnede mænd på madrasaen, som fortalte eleverne, at de skulle begå jihad og slå de vantro ihjel, hvilket ansøgeren ikke ville. Det lægges endeligt til grund, at ansøgerens lærer derefter kontaktede ansøgerens far, og at ansøgerens far fortalte ansøgerens lærer, at ansøgeren ikke længere ville deltage i undervisningen, hvorefter ansøgeren så læreren i forbindelse med Talibans magtovertagelse bevæbnet på en lastbil med Taliban, og at læreren derefter ringede til ansøgerens far, og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren ikke længere ville deltage i skolegangen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han står i et sådant modsætningsforhold til Taliban, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som anført i udlændingelovens § 7, stk. 1., hvorfor ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/39/lnk

afgh202434

Nævnet meddelte i september 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010 som mindreårig. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen henvist til sit oprindelige asylmotiv. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren til de generelle forhold for mindreårige uden netværk i Afghanistan. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at han som treårig udrejste af Afghanistan til Iran med sin familie. Ansøgeren henviste derudover til, at han frygtede at blive tvangsrekrutteret af terrorgrupper. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban og den sunnimuslimske civilbefolkning, herunder pashtunere og kuchier, idet han er etnisk hazara og shiamuslim. Derudover har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban, idet han efter mange års ophold i Danmark er vestliggjort. Til støtte herfor har ansøgeren blandt andet oplyst, at han har taget uddannelse og levet et almindeligt ungdomsliv i Danmark. Han drikker alkohol, spiser svinekød, går ind for ligestilling og tager afstand fra Talibans fortolkning af islam. Endelig har ansøgeren oplyst, at han er gift med en afghansk kvinde, som bor i Iran, og at han og ægtefællen ville blive tvunget til at underlægge sig afghanske love, hvis de skulle bo i landet. Videre har ansøgeren henvist til en privatretlig konflikt vedrørende familiens hus/ejendom i Afghanistan. Forholdene for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet (og shiamuslimer) og den risikovurdering, der skal foretages i forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan fra januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet: ”… Individuals perceived as ”Westernized” due, for example, to their activities, behaviour, appearance and expressed opinions, which may be seen as non-Afghan or non-Muslim. It may also include those who return to Afghanistan after having spent time in Western countries. … The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-) adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc.” Det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse i lyset af Talibans magtovertagelse er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren udrejste af Afghanistan med sin familie, da han var omkring 3 år gammel, hvor familien tog ophold i Iran. Han indrejste i Danmark i 2010, da han var [12-15] år gammel. Han har gået på sprogskole, i folkeskole og på VUC i Danmark. Mødet i Flygtningenævnet er afviklet på udmærket dansk. Han har taget dele af [erhvervs]uddannelsen, men har de seneste ca. 4,5 år arbejdet på [virksomhed], hvor han fortsat er ansat, og hvor han deltager i arbejdspladsens traditioner mv. Han er muslim, men praktiserer ikke religionen. Han har tidligere i flere år haft en [europæisk] kæreste. Han er for tre år siden blevet gift med en afghansk kvinde, som han har kendt siden sin barndom, og som han har været kærester med i 4-5 år. Hans hustru er født og opvokset i Iran, hvor hun fortsat bor. Han og hustruen taler persisk og dari sammen. Ansøgeren har under nævnsmødet uddybende redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske (og vestlige) værdier i bred forstand, herunder i relation til en eventuel fremtid med ægtefællen i Danmark. Henset til oplysningerne om ansøgerens værdier og traditioner og til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet lægger nævnet til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil. Da ansøgeren efter sin forklaring, som nævnet har lagt til grund, hverken har kontakt til familie eller øvrigt netværk i Afghanistan, der vil kunne støtte ham ved en tilbagevenden til landet, finder Flygtningenævnet – også under hensyntagen til, at ansøgeren er hazara af etnicitet og (ikke-praktiserende) shiamuslim – at det efter en samlet og konkret vurdering må anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herefter finder Flygtningenævnet efter en vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/34/Sael

land20241

Nævnet meddelte i juni 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mand. Indrejst i 2002. Ansøgeren blev i perioden 2010-2022 idømt tre behandlingsdomme for personfarlig kriminalitet. Ansøgeren blev ved to af disse domme udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2023/2024] truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kan udsendes til [land A], jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Styrelsen har samtidig vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og […]muslim af trosretning fra [by A], [provins A] i [land A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til [land A], jf. lovens § 31. Denne genoptagede sag vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgerens advokat har til støtte for, at ansøgeren ikke bør udelukkes fra at blive meddelt opholdstilladelse, navnlig gjort gældende, at han ikke kan betragtes som en fare for samfundet. De to gange, hvor han er dømt for [personfarlig kriminalitet], har han været dårligt medicineret og alvorligt psykisk syg. På nuværende tidspunkt er han velmedicineret og har samarbejdet om sin behandling i mere end et år uden tilbagefald. Hans psykiske tilstand skal inddrages i farevurderingen. Det skal tillige indgå, at risikoen for tilbagefald vil blive øget betydeligt, hvis han udelukkes fra asyl og dermed skal bo på et udrejsecenter. Ansøgeren har om den begåede kriminalitet oplyst under nævnsmødet bl.a., at [beskrivelse af omstændigheder]. Når han tager sin medicin, [er disse omstændigheder ikke til stede]. Han anerkender, at han har brug for sin medicin og vil derfor fortsætte med at tage medicinen, selv om den har visse bivirkninger. Overordnet om vurderingen i sagen Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Det tilføjes, at oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand skal inddrages i udelukkelsesvurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, jf. herved dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Savran mod Danmark (2021), præmis 194, og Azzaqui mod Nederlandene (2023), præmis 56 og 57. Om ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Det fremgår, at ansøgeren ved [landsret A´s] ankedom af [sommeren] 2020 blev dømt for bl.a. [personfarlig kriminalitet i gentagelsestilfælde under anvendelse af slagvåben på en institution og med skade på forurettede til følge]. Ansøgeren blev ved dom afsagt af [byret A] [i efteråret] 2022 endvidere dømt for bl.a. [personfarlig kriminalitet i gentagelsestilfælde under anvendelse af slagvåben på en institution mod en ansat og med skade på forurettede til følge]. Retten har lagt til grund, at ansøgeren med [slagvåben] gik målrettet mod den forurettede, som han vidste arbejdede på stedet, og at […]. Ansøgeren blev ved den første dom fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til behandling på psykiatrisk afdeling med en længstetid på 5 år for foranstaltningen. Ved den anden dom blev ansøgeren ligeledes fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til behandling på psykiatrisk afdeling, idet der dog ikke blev fastsat en længstetid for foranstaltningen. Efter navnlig arten og karakteren af volden, der i begge tilfælde omfatter brug af hårde genstande med skade til følge, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren – uanset det oplyste om hans psykiske tilstand – ved hver af de to domme må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering, som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Om farevurderingen i den konkrete sag kan det på ene side anføres, at ansøgeren i både 2020 og 2022 er dømt for [personfarlig kriminalitet i gentagelsestilfælde] ved at have anvendt [slagvåben] i forbindelse med [gerningsudøvelsen], og at det må tillægges særlig vægt til skade for ansøgeren, at der er tale om gentagelse. I begge tilfælde skete der endvidere skade på den forurettede. Det seneste forhold er begået i 2022. Ansøgerens hidtidige personlige forhold har som følge af navnlig hans psykiske tilstand været meget ustabile med en række tilbagefald, idet et periodevis misbrug af bl.a. [rusmiddel A] og [rusmiddel B] og hans grundlæggende psykiatriske lidelse i form af [psykisk lidelse A] har medført en svært psykotisk tilstand, hvor ansøgeren har været meget voldelig og udadreagerende. Der er i de lægelige akter beskrevet en ringe sygdomsindsigt og en vekslende vilje til samarbejde om den medicinske behandling. Ansøgerens nuværende stabiliserede tilstand har alene haft en varighed af halvandet år. Hertil kommer, at ansøgeren som følge af sin psykiske tilstand kun i begrænset omfang har kunnet bevæge sig frit omkring i samfundet, og der er ikke nogen sikkerhed for, at han vil fortsætte med at være placeret i det nuværende [social foranstaltning]. På den anden side kan det anføres, at den omhandlede kriminalitet isoleret set alene ville have udløst kortere fængselsstraffe, hvis ansøgeren var blevet fundet strafegnet, og at kriminaliteten er begået under ophold på [institutioner] og under indflydelse af ansøgerens psykiske tilstand over for henholdsvis en [person] og en ansat. De ældste forhold er begået i 2018, og der er ikke oplysninger om fornyet kriminalitet siden forholdet, der er begået i 2022. Herudover er ansøgeren alene dømt for [mindre forhold af personligfarlig kriminalitet] i 2010. Det fremgår af den nyeste lægelige erklæring fra [sommeren] 2024, at ansøgeren ikke har misbrugt [rusmiddel A] og [rusmiddel B] i halvandet år, og at han i over et år har været i behandling med [flere] [medicinske præparater], der har bevirket en stabilisering af hans tilstand. Ansøgeren er fortsat psykotisk, men ikke længere nær så forpint af det. Ansøgeren har i samme periode samarbejdet omkring sin medicinske behandling uden behandlingssvigt. Det fremgår, at ansøgeren har nogen indsigt i sin tilstand og synes at have forstået vigtigheden af afholdenhed fra [rusmiddel A] og [rusmiddel B] samt behovet for medicin. Det fremgår tillige, at ansøgeren nok livslangt vil have behov for [sociale foranstaltninger]. Ansøgeren har under nævnsmødet anerkendt, at han har brug for sin medicin, og han har udtalt, at han vil fortsætte med at tage medicinen, ligesom han har anerkendt, at han – [beskrivelse af ansøgerens konkrete ønsker i forhold til sin livssituation] – har brug for hjælp i det daglige. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at ansøgeren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1. Det af ansøgerens advokat anførte om, at risikoen for tilbagefald vil blive øget betydeligt, hvis han udelukkes fra asyl og dermed skal bo på et udrejsecenter, er ikke tillagt vægt i vurderingen.”Løbenummer: Land/2024/1/lafal

syri202449

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by] i provinsen [provins], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2015/2016], og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2020/2021] udrejste til Syrien. Klageren udrejste for at repatriere til Syrien. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 3, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren [i vinteren 2020/2021] repatrierede til sit hjemland, Syrien, og derfor havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Løbenummer: Syri/2024/49/AALK

soma202418

Nævnet hjemviste i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by A], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil kidnappe ham eller slå ham ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at al-Shabaab tidligere har kidnappet ham, da han var på vej i koranskole. Ansøgeren var omkring [12-15 år] gammel. Ansøgeren blev herefter ført til en al-Shabaab-lejr, hvor han blev tilbageholdt i cirka én måned. Ansøgeren blev dagligt slået i lejren og har oplyst, at han har ar på kroppen. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra lejren en aften, hvor han var på vej på toilettet og opdagede, at porten til lejren stod åben, og at vagterne sov. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at al-Shabaab inden kidnapningen har opsøgt ansøgerens familie på deres bopæl og spurgt, om ansøgeren gik i koranskole, og om familien havde nogle penge. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at de somaliske myndigheder vil straffe ham. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han efter at være flygtet fra al-Shabaab-lejren, flygtede til en ukendt landsby, hvor han blev anholdt af regeringsmilitæret, fordi de mistænkte ham for at være en del af al-Shabaab. Regeringsmilitæret førte ansøgeren til et fængsel. Ansøgeren blev løsladt efter, at ansøgerens [familiemedlem A] betalte en løsesum på cirka [500-900] USD. Efterfølgende flygtede ansøgeren og alle hans mindreårige søskende til [afrikansk land]. Ansøgeren har gjort gældende, at han skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af ansøgerens mors opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er Flygtningenævnets faste praksis, at ansøgere, der udrejser fra hjemlandet og indrejser i Danmark sammen med hovedpersonen, meddeles opholdstilladelse som konsekvens af hovedpersonens opholdstilladelse, såfremt de øvrige betingelser for at meddele konsekvensstatus er opfyldt. Hvis ansøgeren er udrejst af hjemlandet senere end seks måneder efter hovedpersonen, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan opnå konsekvensstatus, efter en konkret vurdering. Det lægges til grund, at familien rejste ud af Somalia sammen i 2014. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens mor indrejste i Danmark [i sommeren] 2014 med [familiemedlem B] og ansøgte om asyl [i sommeren] 2014. Ansøgerens mor fik herefter [i sommeren] 2015 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og derefter udlændingelovens § 7, stk. 1, som enlig kvinde uden mandligt netværk. Ansøgeren indrejste senere med sine øvrige søskende som familiesammenført til sin mor til Danmark i [vinteren 2017/2018], hvorefter han igen udrejste af Danmark i [foråret] 2019 og efter sine egne oplysninger på mødet i Flygtningenævnet ikke havde kontakt til sin familie før fire måneder før, at han igen indrejste i Danmark [i sommeren] 2022. Flygtningenævnet finder efter en konkret vurdering på baggrund af forannævnte omstændigheder ikke, at princippet om familiens enhed kan føre til, at ansøgeren får opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af moderens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at myndighederne fejlagtigt har antaget, at ansøger er tilhænger af al-Shabaab og derfor risikerer myndighedsforfølgelse i hjemlandet Somalia, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for forfølgelse af al-Shabaab på grund af en kidnapning af ham i 2014, hvor han undslap og derfor vil blive efterstræbt på grund af den tidligere kidnapning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herunder, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren efter at være familiesammenført med sin mor til Danmark [i efteråret] 2017 indrejste i Danmark i [vinteren 2017/2018], hvorefter han i forbindelse med [en fest] i [et nordisk land] i [foråret] 2019 forsvandt fra Danmark. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om asyl i [et europæisk land] [i foråret] 2019 og [i foråret] 2021. Det fremgår ikke af ansøgerens oplysninger til [det europæiske lands] myndigheder i forbindelse med hans asylsag, at al-Shabaab skulle have kidnappet ham og tilbageholdt ham i en måned, eller at regeringsmilitæret derefter skulle have anholdt og fængslet ham. Det fremgår derimod, at ansøgeren i sin asylsag ved [det europæiske lands] myndigheder havde oplyst, at han havde en bror, der hedder [A], og at denne bror havde skudt en person, der havde dræbt deres far. Derfor ville en klan ved navn [A]-klanen slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens bror havde venner i al-Shabaab og var altså selv sympatisør. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at det ikke er rigtigt, hvad han forklarede for [det europæiske lands] myndigheder, men at han havde forklaret sådan efter at have talt med andre om, hvordan han kunne få asyl. Flygtningenævnet finder, at så divergerende forklaringer på helt centrale punkter svækker ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgeren har heller ikke på mødet i Flygtningenævnet kunne redegøre nærmere for tid og sted i forhold til den angivelige kidnapning af al-Shabaab og den angivelige efterfølgende fængsling. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den omstændighed, at en somalisk asylansøger måtte komme fra et område, der er helt eller delvis kontrolleret af al-Shabaab, efter nævnets praksis, som er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, ikke i sig selv kan begrunde, at den pågældende meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at Udlændingestyrelsen har meddelt ansøgerens [familiemedlemmer C] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at de generelle forhold i øvrigt i Somalia ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Efter ansøgerens advokats mest subsidiære påstand hjemvises spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse som konsekvens af sin yngste søsters forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, til Udlændingestyrelsen.Løbenummer: Soma/2024/18/labja

niga20247

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører [stamme] og er kristen fra [område], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af en kult ved navn [navn på kulten]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [ansøgerens] [familiemedlem A] var medlem af gruppen, og at [ansøgeren] af [familiemedlem A] fik at vide, at [ansøgeren] efter dennes død ville skulle overtage [familiemedlem A’s] plads i gruppen. [Familiemedlem A] havde også fortalt ansøgeren, at gruppen ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren ikke tilsluttede sig gruppen efter [familiemedlem A’s] død. Ansøgeren ønskede ikke at være medlem af gruppen, idet de blandt andet drak menneskeblod. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren videre oplyst, at der til ansøgerens [familiemedlem A’s] begravelse i [starten af 2010’erne] var nogle medlemmer fra [kulten] til stede. Til begravelsen huggede de ansøgerens [familiemedlem A’s] [kropsdel] af og tog det med. Kort tid efter begravelsen dukkede en repræsentant fra gruppen op på ansøgerens bopæl og inviterede ansøgeren til et møde med gruppen. Herefter flygtede ansøgeren efter aftale med sin mor fra sin landsby til [by A]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive fængslet af de nigerianske myndigheder, fordi [ansøgeren] er [orientering inden for LGBT+-miljøet]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [ansøgeren] i [by A] efter at være blevet tvunget til at have samleje med [en person af samme køn] fandt ud af, at [ansøgeren] også har en interesse for det samme køn og er [orientering inden for LGBT+-miljøet]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren videre oplyst, at [ansøgeren] også indledte et seksuelt forhold til sin ven. Ansøgerens vens far, som er politimand, opdagede ansøgeren og vennen have samleje, hvorefter der opstod håndgemæng mellem ansøgerens ven og dennes far. Der blev affyret skud. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgeren frygter derfor sin vens far, og at vennens far har meldt [ansøgeren] til myndighederne for homoseksuelle aktiviteter. Ansøgeren har videre oplyst, at det i Nigeria er ulovligt at være sammen med en af samme køn. Ansøgeren har endeligt oplyst, at [ansøgeren] fortsat er [orientering inden for LGBT+-miljøet], og at [ansøgeren] i dag er i et forhold med en [person af samme køn]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i et modsætningsforhold til [kulten]. Ansøgeren har ikke nærmere konkretiseret, hvorfor [kulten] skulle efterstræbe [ansøgeren] grundet ansøgerens afslag på en angivelig invitation til at blive medlem af kulten, hvilket de efter ansøgerens egen forklaring heller ikke har. Det må derfor bero på ansøgerens egen formodning, at [kulten] nu skulle efterstræbe [ansøgeren]. Ansøgeren har for Udlændingestyrelsen forklaret, at [ansøgeren] fandt ud af, at [ansøgeren] var [orientering inden for LGBT+-miljøet], da [ansøgeren] blev tvunget til sex af en [chauffør] i Nigeria i 2010. [Ansøgeren] havde således først lyst til sex med [personer af samme køn] efter 2010, da [ansøgeren] blev tvunget til det. [Chaufføren] havde følelser for ansøgeren, men det var ikke noget, som ansøgeren gengældte. Ansøgeren mødte herefter [A] i Nigeria, som ansøgeren blev forelsket i, og senere mødte [ansøgeren] en [person af samme køn] i [europæisk hovedstad]. Ansøgeren har yderligere for Flygtningenævnet forklaret om [B], som [ansøgeren] har datet i Danmark. Ansøgeren har ikke fortalt om [B] ved samtalerne i Udlændingestyrelsen, heller ikke ved den seneste [i vinteren 2023/2024]. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund, idet ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin [orientering inden for LGBT+-miljøet] forekommer ureflekteret, overfladisk og utroværdig, skønt Flygtningenævnet har spurgt indgående ind hertil. Ansøgeren har således svaret ureflekteret og afglidende på spørgsmål herom. Ansøgeren har primært forklaret om omstændigheder af faktuel karakter og har ikke kunnet forklare om sin indre afklaring og den proces, [ansøgeren] gennemgik i forhold til at være [orientering inden for LGBT+-miljøet]. Ansøgeren har herunder således skønt indgående adspurgt ikke nærmere kunnet redegøre for, hvornår [ansøgeren] mødte [B]. [Ansøgeren] har heller ikke på en sandsynlig måde kunnet forklare om, hvordan deres aftaler om at mødes kom i stand. Det forhold, at ansøgerens advokat i sit indlæg har anført, at ansøgeren er med i [LGBT+ forening] og går med til deres arrangementer, hvilket ansøgeren over for Flygtningenævnet har bekræftet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herunder, at det fremgår af gensamtalereferatet af [vinteren 2023/2024], at ansøgeren ved denne samtale forklarede, at [ansøgeren] ikke havde kontakt til LGBT miljøet i Danmark. Det fremstår således som et konstrueret forsøg på at opnå et asylgrundlag efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i foråret] 2024. Et flertal i Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse stadfæstes.Løbenummer: Niga/2024/7/labja

iran202432

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i april 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet]-kurder og sunnimuslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har en konflikt med de iranske myndigheder som følge af en retssag mod to [personer], der er ansat i [Sepah]. Under retssagen krævede han som [stillingsbetegnelse] betaling for sin andel af arbejdet. Dommeren var uretfærdig og afviste sagen med henvisning til, at ansøgeren som [etnicitet] ikke har krav på nogen betaling, da han ikke er ”rigtig iraner”. På vej ud af retten var ansøgeren meget ophidset, og derfor udtalte han blandt andet skældsord om Khomeini, islam og den Islamiske Republik Iran. Samme aften blev ansøgeren opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, Sepah, på sin bopæl. Derefter blev ansøgeren tilbageholdt under fængselslignende forhold i [40-50] dage, hvorunder han blev tortureret og beskyldt for at være imod den Islamiske Republik, for at samarbejde med regimekritiske politikere, ligesom han blev anklaget for at have hjulpet familier til demonstranter, der havde demonstreret imod regimet. Efterfølgende er han blevet opsøgt og tilbageholdt af efterretningstjenesten, Sepah, [tre-fem] gange af kortere varighed. Subsidiært har ansøgeren anmodet om, at han ved Retsmedicinsk Institut skal gennemgå en torturundersøgelse. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med de iranske myndigheder som følge af, at han er anklaget for at være imod den Islamiske Republik, for at samarbejde med regimekritiske politikere og for at have kautioneret for anholdte demonstranter, som havde deltaget i protestdemonstrationer mod myndighederne, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af den grund har en asylbegrundende konflikt. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om konfliktens baggrund på væsentlige punkter fremstår generel, usammenhængende og ikke troværdig. Det fremstår således usammenhængende, at ansøgeren individuelt skulle inddrive sin del af [firmaets] tilgodehavende, selv om ansøgeren og hans partner drev et fælles firma. Dette særligt også, da deres fælles firma juridisk stod registreret i partnerens navn. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at de to kunder skulle kende ansøgeren og firmapartnerens interne fordelingsnøgle på 60/40, således at ansøgerens partner fik betalt sin andel, mens dette ikke var tilfældet med hensyn til ansøgerens andel. Nævnet har ved sin vurdering blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring under samtalerne med Udlændingestyrelsen om, at han i sit pas ikke har noget statsborgerskabsnummer, fordi han er [etnicitet]-kurder og dermed ikke ”rigtig iraner”, hvilket skulle være grundlaget for dommerens afgørelse om at afvise den civile sag, som ansøgeren blev ophidset over, må tilsidesættes, idet ansøgeren må anses for at være iransk statsborger. Derudover fremgår det af ”DFAT Country Information Report – Iran”, udgivet af Australian Government Department of Foreign Affairs and Trade den 24. juli 2023, at [etnicitet]-kurdere, der har iransk statsborgerskab, har samme rettigheder som andre iranere. Som følge heraf og efter en samlet vurdering finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han samme aften, som retssagen havde fundet sted, blev opsøgt og anholdt af efterretningstjenesten og derefter fængslet i [40-50] dage, hvorunder han blev udsat for tortur og skulle underskrive et dokument, som han ikke kender indholdet af. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han [tre-fem] gange efter sin løsladelse er blevet opsøgt af efterretningstjenesten og taget med, eller at han under den sidste tilbageholdelse blev tævet af Sepah. Nævnet finder, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han er eftersøgt af de iranske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren [i efteråret] 2021 fik udstedt et nationalitetspas af myndighederne, ligesom ansøgeren udrejste legalt af Iran via Teheran lufthavn [i vinteren] 2021 uden at opleve problemer. Dertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at det eneste, han ved, er, at han har sat sit fingeraftryk og tilstået nogle ting, som han ikke ved, hvad er. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren hertil har bemærket, at han på disse tidspunkter ikke var dømt af retten endnu. Flygtningenævnet finder herudover, at det fremstår påfaldende, at ansøgerens ægtefælle og [barn], der har opholdt sig en periode sammen med ansøgeren i [land], efterfølgende rejste tilbage til Iran, hvor de nu opholder sig i Teheran hos ansøgerens [familiemedlem], selv om ansøgeren frygter, at hans nu [16-18-årige] [barn] vil blive pågrebet af myndighederne, og selv om efterretningstjenesten, Sepah, flere gange efter ansøgerens udrejse af Iran har opsøgt medlemmer af ansøgerens familie. Endelig fremstår det påfaldende, at ansøgeren ikke ved, om ansøgerens familie har modtaget en indkaldelse af ansøgeren til retten, efter at ansøgeren er udrejst, særligt når henses til, at ansøgerens far skulle have betalt [beløb] i kaution i forbindelse med ansøgerens løsladelse. Flygtningenævnet bemærker, at det i nævnets vurdering af ansøgerens troværdighed er indgået, at ansøgeren har haft [flere sygdomsforløb], at han har været udsat for vold, at han under nævnsmødet har været grådlabil flere gange, samt at han har symptomer svarende til [helbredsforhold]. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for torturundersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner samt om tilvejebringelse af andre bevismidler. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren. De generelle forhold i Iran kan heller ikke anses for asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Iran/2024/32/SCH

etio20246

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], [region], Etiopien. Klageren har oplyst, at han i forbindelse med sin anholdelse blev beskyldt for at være medlem af ONLF og tvunget til at være medlem af [politiet]. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede, at han ville blive fængslet og dræbt, idet han blev pågrebet i at [hændelsesforløb], og at han derfor blev anholdt og af [politiet] beskyldt for at være medlem af ONLF. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11. stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på blandt andet, at klageren har forklaret forskelligt om årsagen til sin konflikt med de etiopiske myndigheder, og om hvordan det foregik, da han og hans venner forsøgte at [hændelsesforløb]. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi de har beskyldt ham for at være medlem af ONLF og for at [hændelsesforløb]. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på de divergenser i klagerens forklaring, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har divergeret yderligere i sin forklaring, herunder om sin alder på tidspunktet, hvor han blev anholdt af [politiet], og om årsagen til, at han fik lov til at forlade [bestemt sted, hvor klageren var tilbageholdt]. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at klageren nærmere adspurgt om divergenserne på utroværdig måde har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens forklaring taget hensyn til den tid, der er forløbet mellem samtalerne. Flygtningenævnet finder på den baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at myndighederne har løftet bevisbyrden for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, og at han på tidspunktet for opnåelsen af opholdstilladelsen ikke var i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7 i sit hjemland. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8 om beskyttelse af retten til privatliv og familieliv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Etio/2024/6/AALK

dub-tysk202420

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, herunder at klageren frygter de tyske myndigheder samt adgangen til relevant sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter, at de tyske myndigheder vil presse ham til at samarbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren 2024] blandt andet har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med myndighederne i Tyskland. Såfremt klageren skulle opleve problemer med de tyske myndigheder, må klageren henvises til at klage herover til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren er blevet genkendt som [beskrivelse af forhold i Tyskland] i Tyskland, hvorefter han ikke turde melde sig i flygtningelejren af frygt for at blive genkendt. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at såfremt klageren skulle opleve problemer med grupperinger eller privatpersoner i Tyskland, må klageren henvises til at tage kontrakt til de tyske myndigheder, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren er psykisk belastet på grund af [beskrivelse af oplevelser], og får [medicin], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren har fået behandling og medicin i Tyskland af en psykiater, hvorfor det må antages, at han vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling og medicin i Tyskland på ny. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/20/MPC

dub-tysk202419

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der to gange har indgivet ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, herunder at klageren frygter at blive deporteret tilbage til sit hjemland uden at få behandlet sin asylsag, samt adgangen til relevant sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren to gange har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Begge gange traf Tyskland afgørelse om, at klageren skulle overføres til [land A], men da Tyskland ikke overførte klageren til [land A] inden for den i Dublinforordningens artikel 29, stk. 2, 1. pkt., angivne overførselsfrist, er Tyskland ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, jf. artikel 29, stk. 2, 1. pkt., og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han kender til flere andre personer fra [klagerens hjemland], der har søgt asyl i Tyskland, men er blevet deporteret og nu sidder i fængsel i [klagerens hjemland], og at klageren på den baggrund har en mistanke om, at Tyskland ikke vil behandle hans asylsag, men i stedet deportere ham, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren har både fysiske helbredsproblemer i form af [beskrivelse af helbredsproblemer], som han har modtaget behandling for i Danmark, og psykiske helbredsproblemer, herunder [psykisk lidelse], som han er henvist til en psykolog for, og at han har oplevet, at hans helbredsproblemer ikke blev taget seriøst i Tyskland, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af side 71 og 164-167 af AIDAs rapport ”Country Report Germany 2023 Update”, udgivet i juni 2024, at asylansøgere har adgang til nødvendig sundhedsbehandling, hvormed det må antages, at klageren vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker videre, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/19/MKTO

dub-tysk202418

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvartering forholdene for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har været Tyskland i [5-10] år, hvor han ikke kan se en fremtid. Det samme gælder for så vidt angår det anførte om forholdene på asylcenteret. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren ikke følte sig tryg på asylcenteret og ikke har tillid til de tyske myndigheder, fordi han har oplevet to konflikter med andre asylansøgere på centeret, og fordi han mistænker personalet på centeret for at være involveret i kriminalitet. Flygtningenævnet bemærker herved, at de af referatet af klagerens oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i juli] 2024 fremgår, at klageren har oplyst, at det tyske politi kom til stede i forbindelse med konflikterne på asylcenteret, og at de afhørte klageren herom. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår klagerens mistanke om, at personalet på centeret er involveret i kriminalitet, bemærker Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede tyske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenr. Dub-Tysk/2024/18/JURO

dub-sver20249

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige, og at klageren ved en tilbagevenden til Sverige ikke har ret til indkvartering i det svenske asylsystem, fordi han ikke ønsker at medvirke til sin udsendelse til sit hjemland. Herudover henviste DRC Dansk Flygtningehjælp til klagerens helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige må formodes at blive henvist til at leve på gaden uden hjælp fra de svenske myndigheder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har, foruden de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren må henvises til at indgive en anmodning om genoptagelse af sin asylsag i Sverige, såfremt han fortsat mener, at hans asylsag i Sverige ikke er tilstrækkeligt oplyst. For så vidt angår klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren efter det oplyste har [psykiske problemer], finder Flygtningenævnet, at de danske udlændingemyndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, 2023 Update - April 2024, hvoraf det blandt andet fremgår, at asylansøgere i Sverige har ret til en gratis lægelig undersøgelse samt akut helbredsrelateret behandling og tandbehandling, der ikke kan vente. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. " Dub-Sver/2024/9/lnk

dub-sver202410

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres to medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, er der en stor risiko for, at klagerne og deres børn vil være henvist til at bo på gaden, idet klagerne ikke har medvirket til udsendelse til deres hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med den accept af [i sommeren] 2024, som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de svenske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerenes asylansøgning her i landet, uanset at klagerne allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Til støtte for en behandling af klagernes asylsager i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 6, stk. 1, har DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af klagerne henvist til, at der er stor risiko for, at klagerne og deres to børn vil blive henvist til at leve på gaden efter en eventuel tilbagevenden til Sverige, idet klagerne ikke har medvirket til udsendelse til Armenien, og at dette i forhold til børnene vil være i strid med Dublinforordningens artikel 6, stk. 1. Af AIDA Country Report on Sweden – 2023 Update, senest opdateret den 26. april 2024, fremgår det af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” Indledningsvis skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke foreligger grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagernes asylsager i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Nævnet finder, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klagerne har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i forbindelse med klagernes ansøgning om asyl i Danmark. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er stor risiko for at børnene vil blive henvist til at leve på gaden kan ikke føre til en ændret vurdering, idet nævnet finder at det i første række henhører under de svenske myndigheder, herunder de sociale myndigheder, at varetage hensynet til børnenes tarv inden for rammerne af svensk lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i en situation som den foreliggende, hvor klagerene har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet. Oplysningerne om den ovenfor nævnte ændring i 2016 af den svenske lov om mottagande av asylsökande m.fl. sammenholdt med Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, indebærer derfor ikke, at omstændighederne i den foreliggende sag har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, om, at klagernes asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder således ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Sver/2024/10/Saba

dub-fran20245

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtagerforholdene i Frankrig samt til klagerens helbredsmæssig forhold, og til at klageren er blevet menneskehandlet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig, og at han i Frankrig vil blive anset som ”subsequent applicant” Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren ved en overførsel til Frankrig er i risiko for ikke at have adgang til passende modtage- og indkvarteringsforhold i forbindelse med en fornyet behandling af klagerens asylsag på samme måde, som det var tilfældet i forbindelse med de franske myndigheders oprindelige behandling af hans oprindelig asylsag, jf. EU chartrets artikel 1 og 4, samt EMRK artikel 3, Følgende fremgår af AIDA´s Country Report: France, 2023 (update May 2024), vedrørende Dublin returnees, herunder ”subsequent applicants”: ” 2.7 The situation of Dublin returnees Applications of persons returned to France under the Dublin III Regulation are treated in the same way as any other asylum applications. If the asylum seeker comes from a safe country of origin, their application is examined under the accelerated procedure. If the asylum application had already received a final negative decision from the CNDA, the asylum seeker may apply to OFPRA for a re-examination only if they possess new evidence (see section on Subsequent Applications). Support and assistance to Dublin returnees remains complicated. The humanitarian emergency reception centre (Permanence d’accueil d’urgence humanitaire, PAUH) run by the Red Cross based next to Roissy – Charles de Gaulle airport aims to provide people released from the transit zone, after a court decision, with legal and social support. For many years, without any funding to implement this activity, the centre has welcomed Dublin returnees at their arrival at the airport. The returnees are directed towards the centre by the police or the airport services. Upon their arrival at the airport, the Border Police issues a safe conduct (sauf-conduit) which mentions the Prefecture where the asylum seekers have to submit their claim. This Prefecture may be located far from Paris, in Bretagne for example. The returnees have to reach the Prefecture on their own as no organisation or official service meets them. The centre cannot afford their travel within the French territory due to funding shortages. When the relevant Prefectures are in the Paris surroundings, two situations may occur: On the one hand, some Prefectures do not register the asylum claims of Dublin returnees and redirect them to the SPADA. As it has already been mentioned in the Registration section, access to these platforms is very complicated and some returnees have to wait several weeks before getting an appointment with the organisations running them. On the other hand, some Prefectures do immediately register the asylum claims of returnees and direct them to OFII in order to find them an accommodation place. The PAUH is the only entity receiving and supporting Dublin returnees upon their arrival in France by Charles de Gaulle airport. Considering the systemic difficulties encountered by the orientation platforms in Paris and its surroundings, several Dublin returnees, after registering their claim, are eager to turn to it in order to complete their asylum claim form or to find an accommodation. In Lyon, the situation is similar upon arrival of returnees at Saint-Exupéry airport. The returnees are not received at their arrival and not supported. They are supposed to present themselves at the SPADA run by Forum réfugiés to be registered before submitting their claim. They encounter the same difficulties in terms of accommodation to the conditions in Paris. When the incoming transfer concerns an asylum seeker who has previously abandoned their application and left the country, a new claim is considered as subsequent application. Dublin returnees further face important obstacles in accessing reception centres that is the same difficulties as all asylum seekers in France in securing housing. This is due to the fact that there is approximately a 50% gap of available places, as further explained in Conditions in reception facilities.” Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Der er ikke er grundlag for at antage, at de franske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med fransk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset betydelige udfordringer i det franske asylsystem - er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at man som ”subsequent applicant” i overensstemmelse med fransk lovgivning ikke vil have adgang til indkvartering, jf. herved nærmere pkt. E.3. om Reduction or withdrawal of reception conditions i den ovenfor nævnte AIDA-rapport. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Frankrig og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Som anført ovenfor finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at anse de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Frankrig for omfattet af Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet finder heller ikke, at de foreliggende oplysninger herom sammenholdt med ansøgerens konkrete forhold kan danne grundlag for, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klagerens oplysning om, at han er blevet udsat for diskrimination af de franske udlændingemyndigheder under asylbehandlingen, og at han ikke har haft mulighed for at påklage afgørelsen vedrørende afslag på asyl, er således ikke omstændigheder, der kan danne grundlag for, at asylsagen skal behandles her i landet. Klageren må således henvises til at rejse de nævnte spørgsmål over for de franske myndigheder efter overførslen til Frankrig. Heller ikke det forhold, at klageren lider af [smerter i kroppen], kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker herved, at det af AIDA´s Country Report: France, 2023, (update May 2024), side 132, blandt andet fremgår, at: “Persons who have no right to remain on the territory, including rejected asylum seekers, benefit from the PUMA for six months after the end of validity of the asylum claim certificate. Before 2020, the time period was one year. After this period, State Medical Aid (AME) enables them to receive free treatments in hospitals as well as in any doctors’ offices.” Endelig kan det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er er blevet menneskehandlet, ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet dette må forudsættes at være et forhold, som også kan indgå i forbindelse med de franske myndigheders behandling af klagerens sag som ”subsequent applicant”. Der er ikke grundlag for at fastslå, at de franske myndigheders behandling af sager vedrørende menneskehandlede er utilstrækkelige. Dette fremgår blandt andet af rapporten: Trafficking in Persons Report 2024, udgivet af USDOS. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2024/5/DIEI

dub-pole202416

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for manglende adgang til indkvartering og nægtelse af adgang til asylsagsbehandling, samt risikoen for frihedsberøvelse under asylproceduren for Dublin returnees.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen.I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han oprindeligt indgav ansøgning om asyl i Danmark.Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra a. Flygtningenævnet finder, at Polen rettelig skulle have accepteret at overtage klageren i medfør af forordningens artikel 12, stk. 2, idet klageren var i besiddelse af et gyldigt polsk visum på tidspunktet for den oprindelige ansøgning om asyl [i vinteren 2023/2024] i Danmark.Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark.Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update, udgivet i juni 2024, side 54, hvoraf det fremgår, at alle asylansøgere i Polen har ret til indkvartering, og at denne ret aktiveres ved henvendelse til et ”first reception centre”. For så vidt angår de almindelige modtagecentre fremgår af samme rapport, side 53: ”Overcrowding was not an issue reported in practice in 2023. The conditions in the centres have improved in recent years, although certain problems are still being reported such as the rernote location ofcertain centres, which impedes the integration process ofasylum seekers”. Nævnet henviser i øvrigt til begrundelsen i sin beslutning dateret [i foråret] 2024. For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ovennævnte rapport side 19, i løbet af 2023 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarussiske grænse. Af ovennævnte rapports side 36 fremgår det videre, at der er bekymring for, om Dublinreturnees altid har adgang til at få genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren.Uanset de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en ansøgning om asyl i Polen.Hvad angår risikoen for frihedsberøvelse i Polen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet er opmærksomt på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren. Nævnet finder dog ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og derfor ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til sin beslutning dateret [i foråret] 2024 og begrundelsen heri.Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl vedrørende modtageforholdene for asylansøgere i Polen, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led.Endelig kan det af klageren anførte om, at han frygter, at de polske myndigheder vil deportere ham til [ansøgerens hjemland], ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningenævnet og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement.Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17.På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”

syri202451

Nævnet omgjorde i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Indledning[:] Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra byen [A] beliggende i Homs-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev samtidig meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Klagerens opholdstilladelse blev ved den seneste forlængelse [i sommeren] 2021 fastsat til udløb [i efteråret] 2023. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet styrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheder, fordi hans [antal] sønner og [antal] nevøer har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste. Han har videre henvist til, at [noget af hans familie], herunder hans [antal] nevøer, opholder sig i Idlib-provinsen, der fortsat er et oprørskontrolleret område. Han har desuden henvist til, at han frygter forfølgelse, fordi han er sunnimuslim. Derudover har han været udrejst af Syrien i mange år og opholdt sig i et europæisk land. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige og menneskeretlige situation i Syrien. Den konkrete sag omhandler i første række spørgsmålet om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev meddelt under henvisning til de generelle forhold i Syrien, kan nægtes forlænget. Herudover skal der tages stilling til, om klageren har ret til opholdstilladelse i Danmark på grundlag af individuelle forhold, dvs., om klageren har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I det omfang bedømmelsen af klagerens sag falder ud til, at betingelserne i udlændingeloven for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er opfyldt, skal der desuden foretages en vurdering af, om en sådan nægtelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nærmere om det retlige grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3[:] Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i tilfælde omfattet af lovens § 7, stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf, eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 72 af 1. november 2014) var formålet at indføre en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for personer, der har behov for asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet, og som giver mulighed for, at disse udlændinge, hvis beskyttelsesbehov er mere midlertidigt, kan sendes tilbage, når situationen i hjemlandet muliggør dette. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår af pkt. 2.1.2. bl.a.: "Udgangspunktet vil fortsat være, at en generel voldstilstand og den blotte mulighed for overgreb som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland ikke i sig selv vil kunne begrunde beskyttelse. Kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området, vil udgangspunktet kunne fraviges." Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i den såkaldte Sufi og Elmi-dom (Sufi and Elmi v. UK (appl. no. 8319/07 and 11449/07)) med udgangspunkt i situationen i Mogadishu, Somalia, forholdt sig til de kriterier, der skal indgå ved vurderingen af, om der består en risiko for overgreb alene ved den blotte tilstedeværelse på baggrund af den generelle sikkerhedsmæssige situation i et område. Kriterierne er: - Hvorvidt konfliktens parter enten benytter metoder eller taktikker, som øger risikoen for civile overgreb eller direkte tager sigte på civile, - Hvorvidt disse metoder er udbredte blandt parterne i konflikten, - Hvorvidt kampene finder sted i geografisk afgrænsede områder eller er udbredte og - Antallet af civile, som er blevet slået ihjel, såret eller fordrevet som følge af kampene. Personer med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, er efter reglerne i udlændingelovens § 11 blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, som kan forlænges med et år ad gangen og efter tre år med højst to år ad gangen, i hvilken forbindelse det vil blive vurderet, om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er af en sådan karakter, at udlændingen har behov for beskyttelse. En midlertidig opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, ophører, såfremt opholdstilladelsen ikke forlænges. På forlængelsestidspunktet skal der således foretages en vurdering af, om der aktuelt er et fortsat krav på beskyttelse i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære et overgreb i strid med EMRK artikel 3. Denne vurdering er nærmere behandlet i forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.), hvorved der blev foretaget en række ændringer i regler om inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Det anføres således i pkt. 2.1.2. i de almindelige bemærkninger (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) blandt andet: ”… Beskyttelsen i artikel 3 gælder ikke kun mod overgreb foretaget inden for statens eget territorium. Det indebærer bl.a., at medlemsstaterne ikke kan udsende en person til et land, hvis der er en konkret og individuel risiko for, at vedkommende der bliver udsat for eller videresendt til behandling i strid med EMRK artikel 3. Der stilles ikke krav om fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, men dog må ændringerne ikke være af helt midlertidig karakter, og nægtelse af forlængelse kan således efter omstændighederne ske, selv om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige.” I pkt. 2.3.1. anføres det blandt andet: ”Spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelsen skal fortsat afgøres under inddragelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder relevant praksis fra EMD. I tilfælde, hvor de generelle forhold i sig selv har begrundet beskyttelsen, skal der meddeles afslag på forlængelse, hvis situationen i det pågældende land eller område har udviklet sig på en sådan måde, at der ikke længere er grund til at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet, og hvis EMRK artikel 8 ikke vil være til hinder herfor. Ved vurderingen i forhold til EMRK artikel 3 vil der bl.a. kunne lægges vægt på en ændring af den væbnede konflikt, der begrundede beskyttelsen, herunder militære eller geografiske ændringer eller et fald i antallet af civile ofre. Udviklingen i det pågældende land eller område vil kunne føre til afslag på forlængelse, selvom situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig.” Om forholdet til EMRK artikel 8 ved nægtelse af forlængelse er bl.a. følgende anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.1: ”Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser, jf. bl.a. Shevanova mod Letland, præmis 77.” Om længden af det lovlige ophold hedder det i de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.1.1: ”Det må antages, at et lovligt ophold ikke i sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal undlades, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold. Det må dog antages, at jo længere en udlændings lovlige ophold er, desto større tilknytning vil den pågældende alt andet lige have opnået til opholdslandet. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Udlændingens tilknytning til oprindelseslandet, herunder eventuel opvækst dér, sprogkundskaber, familie mv., indgår også i vurderingen af, om inddragelse eller forlængelse skal undlades.” Nærmere om udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og det af Flygtningenævnet anvendte forsigtighedsprincip[:] Flygtningenævnet skal ved afgørelsen af hver enkelt sag foretage en konkret og individuel vurdering af, om ansøgeren/klageren blandt andet på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, det vil sige, om den pågældende er i individuel risiko for forfølgelse eller overgreb. Det følger således af udlændingelovens § 7, stk. 1, at der efter ansøgning meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen (konventionsstatus). Efter stk. 2 kan der endvidere efter ansøgning gives opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (beskyttelsesstatus). I Flygtningenævnets praksis har der nu gennem en årrække været anvendt et såkaldt forsigtighedsprincip ved den konkrete og individuelle vurdering, der skal foretages efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, i forhold til syriske statsborgere. Princippet, der første gang blev anvendt i juni 2019 i forbindelse med nævnets behandling af de første konkrete sager om inddragelse af opholdstilladelse meddelt efter § 7, stk. 3, og samtidig stillingtagen efter § 7, stk. 1 og 2, er af Flygtningenævnets koordinationsudvalg blevet udtrykt således: "De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode." Koordinationsudvalget har i den forbindelse videre udtalt, at indrejserisikoen i Syrien er en integreret del af risikovurderingen i hver enkelt sag, og at der efter omstændighederne kan være anledning til eksplicit at forholde sig hertil. Forsigtighedsprincippet, herunder indrejserisikoen som returnee, er nærmere behandlet i kapitel 13 i Flygtningenævnets 32. årsberetning (2023). Spørgsmålet om indrejse i Syrien, herunder den hermed forbundne risiko, er nærmere behandlet i EUAA, Country Guidance: Syria, april 2024. Det anføres heri blandt andet: “The fact of having left Syria in itself would not normally lead to the level of risk required to establish well-founded fear of persecution. In most cases where a wellfounded fear of persecution is substantiated, this would be related to circumstances falling under other profiles included in this guidance, and in particular 4.1. Persons perceived to be opposing the government. However, in some cases, returnees could be exposed to acts which are of such severe nature that they would amount to persecution (e.g. arrest, torture) and a nexus to a reason for persecution may be substantiated. In cases where nexus is not substantiated, the implications of having left Syria may be a relevant consideration with regard to subsidiary protection. They should also be taken into account when assessing the willingness of the GoS to provide protection in the meaning of Article 7 QD and in the assessment of an internal protection alternative (IPA). The individual conduct of the applicant is a relevant consideration in this regard, including when they left Syria, possible contact with the Syrian authorities (e.g. issuance of passport), and travel back to Syria, modalities of entry/exit and time spent in the country, etc. These circumstances should be taken into account in the examination of the international protection needs of an applicant, as well as in relation to the potential withdrawal of international protection in accordance with Article 14 or Article 19 QD.” OHCHR har i en rapport fra februar 2024 beskrevet forholdene for returnees, særligt fra Syriens nabolande, og det anføres i rapporten, at der foregår omfattende menneskerettighedskrænkelser i forhold til returnees. Nærmere om baggrundsmaterialet vedrørende Homs: Homs-provinsen, hvor byen Homs er den største by, er beliggende i det centrale Syrien og grænser op til Irak og Jordan mod øst og Libanon mod vest. Det er anslået, at der bor omkring 1,5 mio. mennesker i provinsen. Geografisk er det Syriens største provins, og målt på befolkningstal er det den tredjestørste. Homs-provinsen har siden 2017/2018 været undergivet regeringskontrol. I EUAA, Country Guidance: Syria, april 2024, er følgende anført om sikkerhedssituationen i Homs-provinsen i pkt. 5.3., for så vidt angår vurderingen efter kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse) vedrørende alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt: “Background and actors involved in armed confrontations. The city of Homs was one of the most affected cities of the war. Its old city was besieged for two years until it became accessible again in May 2014. Sectarian violence and forced displacement occurred there in 2011, and only a few neighbourhoods retained their mixed sectarian elements. The recapture of Homs city by GoS in May 2017 and the military operation by SAA in northern rural Homs in April 2018, forcing rebel groups in the region to either negotiate their withdrawal to northern Syria or reconcile with the GoS, led to the mass evacuation of rebels and their families from the governorate… During the reference period, Homs governorate was under the control of the GoS. A so-called US-declared 55-km deconfliction area stretching between the southeast of the governorate and neighbouring Rural Damascus governorate around AlTanf, was controlled by US troops and the Free Syrian Army (FSA), formerly known as Mughawir al-Thawra (MaT), a rebel group consisting of former Syrian military officers. Homs was reportedly among the Syrian governorates under Iranian ‘influence’ and continued to house Iranian military positions. Lebanese Hezbollah and Iranian forces operated in the neighbourhood of the Al-Dabaa airbase near Al-Qusayr, an area which has been a centre of Hezbollah’s activity since 2012. Iranian-backed militias continued to have positions in Tadmor (Palmyra), where they were storing drones. It has also been reported that some Iranian-backed Iraqi militants reportedly had travelled to Homs governorate from other positions in the country. ISIL presence in the east of the governorate has also been reported. Nature of violence and examples of incidents. ISIL regularly launched lethal attacks in various governorates, among which Homs, including attacks on civilians and against GoS forces in eastern Homs as well as attacks on pro-GoS militias, resulting in casualties. ISIL reportedly further clashed with NDF and SAA units near Arak village in February 2023. After a number of high-intensity attacks during the season of truffle harvesting, ISIL activity in central Syria decreased in May 2023 and the GoS downscaled major operations against ISIL in eastern Homs. Reportedly, ISIL fought GoS and Russian Wagner forces around Al-Kawm continuously until mid-April 2023. Airstrikes by Russia against ISIL positions in the governorate were also reported. In June 2023, a GoS general was reportedly killed in an IED attack by ISIL in the city of Homs, which, according to a source, was the first attack in Homs city since 2017. According to a UN Security Council report of July 2023, ISIL continued to carry out asymmetric attacks in Homs governorate but ‘at a relatively lower frequency’ while regular attacks by small cells occurred on a regular basis in north Tadmor (Palmyra). An ISIL-attributed attack in November 2023 killed at least 34 GoS soldiers and members of the NDF in the desert area of al-Rasafah located between Raqqa, Homs and Deir Ez-Zor governorates. On 5 October 2023, a drone strike on the Military College in Homs governorate reportedly killed at least 89 people and wounded 277 others. While the attack was not claimed by any group, the GoS attributed it to ‘armed terrorist organizations backed by known international parties’, with the HTS being the main group suspected. Israeli airstrikes in areas near the city of Homs, the Shayrat air base, and an alleged drone development unit site belonging to Hezbollah at the Al-Qusayr airport were also reported. Some of these attacks resulted in casualties among civilians and military personnel. Iranian-affiliated groups attacked the US-controlled Al-Tanf base in Homs governorate in August 2022, although no casualties were reported. Military personnel were reportedly injured in drone attacks on the base in January 2023 by undisclosed perpetrators. Furthermore, it was reported that the IDP camp Al-Rukban, situated in the Al-Tanf area close to the borders with Jordan and Iraq, continued to be besieged by GoS and Russian forces. Incidents: data. ACLED recorded 215 security incidents (average of 4.2 security incidents per week) in Homs governorate in the period from 1 August 2022 to 28 July 2023. Of the reported incidents, 81 were coded as ‘explosi...

syri20242

Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens [bestemmelser], samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 3 år for manglende overholdelse af opholds- og meldepligt samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er syrisk statsborger, født og opvokset i [mellemøstligt land], etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], [mellemøstligt land]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan rejse tilbage til sit hjemland, fordi han frygter, at de syriske myndigheder vil indkalde ham til militærtjeneste, og at han derved vil blive tvunget til at deltage i krigen. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive tvangshvervet til eller slået ihjel af Den Frie Syriske Hær, ISIL eller PKK. Klageren har endeligt henvist til, at han udrejste af Syrien, da han var meget ung, hvorfor han ikke har boet hele sit liv i Syrien, samt at han næsten ikke har noget familie tilbage i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at klageren som mandlig syrisk statsborger er i den militærpligtige alder. Han risikerer derfor at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [landsret] ankedom i [efteråret] 2020 fundet skyldig i at have begået [personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og andet kriminalitet]. Forholdet blev begået [en nærmere beskrivelse af gerningsindholdet]. Ved dommen blev klageren straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder og udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt, jf. udlændingelovens § 26 c. [Landsret] anførte vedrørende spørgsmålet om udvisning, at klageren på gerningstidspunktet var [konkret omstændighed]. Selv om klageren ikke tidligere var straffet, havde han inden for en kort periode i forening [med en eller flere medgerningsmænd] begået [personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og andet kriminalitet]. Landsretten anførte blandt andet yderligere, at kriminaliteten således til dels vedrørte kriminalitet, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ser med alvor på, og at den kriminelle aktivitet blev afbrudt ved tiltaltes anholdelse i [sommeren] 2019 og efterfølgende varetægtsfængsling. Klageren blev endvidere ved [byret] dom i [efteråret] 2022 fundet skyldig i overtrædelse [manglende overholdelse af opholds- og meldepligt]. Ved dommen blev klageren idømt fængsel i 3 år, der inkluderede en reststraf på 428 dage ved prøveløsladelsen efter afsoning af straffen i henhold til [landsret] ankedom i [efteråret] 2020. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, nr. 6. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den kriminalitet, som klageren er dømt for ved [landsret] ankedom i [efteråret] 2020, der understøttes af længden af den idømte fængselsstraf, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet finder endvidere efter kriminalitetens grove og personfarlige karakter i form af [personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed] og længden af den idømte straf, at der er en formodning for, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold eller ved klagerens forklaring under mødet i nævnet. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at kriminaliteten må tillægges betydelig vægt i afvejningen, henset til kriminalitetens grovhed og personfarlige karakter, som den er kommet til udtryk i længden af fængselsstraffen på fængsel i 3 år og 6 måneder. Nævnet har herudover i nogen grad lagt vægt på, at klageren efter afsoningen af [landsret] dom i [efteråret] 2020 heller ikke har overholdt den pålagte opholds-, underretnings- og meldepligt på [udrejsecenter], som førte til, at klageren ved [byret] dom i [efteråret] 2022 blev idømt 3 års fængsel. Om klagerens personlige forhold er det oplyst, at klageren er ugift og ikke har børn. Han har en kæreste, der er etnisk dansk. Klageren har gået på sprogskole nogle måneder, men har ikke taget nogen dansk-prøver. Han har ikke gennemført en uddannelse og har heller ikke haft beskæftigelse i Danmark. Han har ikke været medlem eller udført aktiviteter for foreninger i Danmark. Klageren taler og forstår dansk. Han er indrejst i Danmark som næsten [13-15] årig i [efteråret] 2015. Klageren er født i [mellemøstligt land] og har tilbragt sin barndom og en del af sin ungdom i [mellemøstligt land], men også i Syrien, hvor han har været på familiebesøg, senest som [10-13] årig. Han forstår og taler både kurdisk og arabisk. Han har [antal familiemedlemmer] i Danmark. Hans far bor i [mellemøstligt land]. Hans mor og [antal] brødre bor i [europæisk land]. Hans farfar og morfar bor i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/2/LODU

syri202446

Nævnet omgjorde i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og ikke-praktiserende sunnimuslim af trosretning fra en landsby i [A-området] i provinsen Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2022/2023], og at han [i foråret 2024] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet til militærtjeneste af de syriske myndigheder eller at blive dømt til døden eller fængslet på livstid for militærunddragelse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at Mukhtaren i 2013 orienterede klagerens [forælder C] om, at klageren skulle indkaldes til militærtjeneste, hvorefter klagerens [forælder C] hentede en skriftlig indkaldelse til militærtjeneste fra de syriske myndigheder, som han gav videre til klageren, da denne kom hjem fra arbejde. Klageren ville ikke i militæret, fordi han ikke vil slå andre mennesker ihjel eller selv blive slået ihjel. Han gemte sig derfor hos [familiemedlem B], der boede omkring 25 kilometer fra landsbyen. Imens klageren var hos [familiemedlem B], opsøgte de syriske myndigheder klagerens forældres bopæl for at lede efter klageren. Klageren fortalte ikke sin ægtefælle, hvor han befandt sig, fordi han var bange for, at myndighederne ville afhøre hende. Under opholdet hos [familiemedlem B] holdt klageren sig indendørs, fordi han var bange for, at nogle af naboerne ville fortælle myndighederne, hvor han gemte sig. Klageren blev hos [familiemedlem B] i tre til fire måneder, indtil de kurdiske styrker tog kontrol over området fra de syriske styrker, så klageren kunne vende tilbage til landsbyen. Klageren har til støtte for sin klage endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet af det kurdiske selvstyres militær. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans ægtefælle i 2022 ringede til ham på hans arbejde og advarede ham om, at det kurdiske selvstyres militær havde opsøgt deres bopæl for at rekruttere ham til militæret, og at hun havde fortalt dem, hvor klageren arbejdede. Klageren ville ikke i militæret, fordi han ikke vil slå andre mennesker ihjel eller selv blive slået ihjel. Han søgte derfor straks tilflugt hos [familiemedlem B]. Kort efter ringede klagerens kollega og fortalte, at det kurdiske selvstyres militær spurgte efter klageren på arbejdspladsen. Klageren blev bange og tog simkortet ud af sin telefon. Klageren blev hos [familiemedlem B], imens hans [forælder C] forsøgte at finde en måde at få ham ud af Syrien på. Efter en uge udrejste klageren illegalt af Syrien. Klagerens familie har efterfølgende fortalt, at det kurdiske selvstyres militær igen opsøgte klagerens bopæl omkring en måned efter, han var udrejst, for at rekruttere ham til militæret, men at familien fortalte, at klageren var udrejst af Syrien. Klageren, der er født i 1983 og er således, jf. baggrundsmaterialet, i den militærpligtige alder, var tidligere registreret statsløs kurder (ajanib), men blev i august 2011 syrisk statsborger på grundlag af et dekret fra april 2011 (Presidiential Decree No. 49 of 2011). Klageren har forklaret blandt andet, at han – efter at være blevet syrisk statsborger – fik udleveret sin militærbog, og at han af personer, som i modsætning til ham selv kan læse, har fået oplyst, at det fremgår af militærbogen, at han er fritaget for militærtjeneste. Ikke desto mindre er han – som andre etniske kurdere, som er naturaliserede – blevet forsøgt tvangshvervet til den syriske hær. Han har unddraget sig sådan militærtjeneste, idet han ikke efterkom indkaldelsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring herom til grund. De divergenser i klagerens forklaringer, som Udlændingestyrelsen har henvist til, kan ikke føre Flygtningenævnet til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ifølge Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Anjanib and Maktoumeen Citizenship and Military Service” udgivet den 15. april 2024 (bilagsnr. 2016) er tidligere statsløse kurdere født før 1993, der har fået syrisk statsborgerskab i henhold til et præsidentielt dekret udstedt i december 2011 (dekret nr. 149/2011), fritaget for militærtjeneste. Rapporten bygger bl.a. på to høringer af Udenrigsministeriet; en fra den 6. juli 2021 vedrørende statsborgerskab til statsløse kurdere i Syrien og en fra den 7. marts 2024 vedrørende militærtjeneste i Syrien. Indholdet af den sidste høring er ikke fremlagt for nævnet. I rapporten henvises der endvidere til bl.a. Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Military service: recruitment procedure, conscripts’ duties and military service for naturalised Ajanibs” udgivet den 7. juli 2023 (bilagnr. 1899). Af denne rapport fremgår bl.a., at rapporten er en sammenfatning af informationer fra skriftlige kilder og interviews med tre kilder, hvoraf to bekræftede, at tidligere statsløse kurdere (ajanib) født før 1993, er undtaget militærtjeneste – også i praksis, mens en kilde ikke havde hørt om denne undtagelse. Denne kilde fandt dog en omtale af undtagelsen på en syrisk hjemmeside, men antog at undtagelsen kunne være midlertidig og specifik for Al-Hasakah. I EASO’s rapport ”Syria – Military Service” udgivet i april 2021 (bilagsnr. 1471) anføres det, at statsløse kurdere født efter 1992, som har fået syrisk statsborgerskab er kvalificeret til at aftjene militærtjeneste i den syriske hær (eligible for conscription in the SAA). Det fremgår ikke af denne rapport, hvordan undtagelsen administreres i praksis. Der skal fortsat udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og Flygtningenævnet finder, at det ikke alene på baggrund af oplysningerne i Udlændingestyrelsens rapport fra juli 2023 og april 2024 med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at undtagelsen i dekret nr. 149/2011 respekteres og efterleves i praksis således, at personer omfattet af undtagelsen ikke risikerer at skulle gøre tjeneste i det syriske militær. Rapporterne er således alene baseret på få kilder, hvoraf en ikke kendte til undtagelsen, og fandt at den måske var midlertidig og specifik for Al-Hasakah. Hertil kommer, at det nærmere indhold af Udenrigsministeriets høringssvar af 7. marts 2024 ikke kendes, og at Udenrigsministeriets høringssvar fra den 6. juli 2021 ikke indeholder oplysninger om, hvorvidt undtagelsen i praksis respekteres og efterleves. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren må anses for at være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste i den syriske hær, og at han dermed har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om klageren også risikerer at blive tvangshvervet af YPG. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2024/46/MKTO

syri202445

Nævnet omgjorde i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og ikke religiøs fra landsbyen [A] i provinsen Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren 2022], og at han [i efteråret 2023] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet til den syriske hær, ligesom han frygter konsekvenserne af at have unddraget sig militærtjeneste. Klageren har herom oplyst, at han i 2015 eller 2016 blev indkaldt til at aftjene militærtjeneste, men ikke efterkom indkaldelsen. Det foregik ved, at landsbyens Mukhtar henvendte sig til klageren og fortalte, at han var blevet kontaktet af de syriske myndigheder, der havde oplyst, at klagerens navn fremgik af listen over personer, der skulle udføre militærtjeneste, og at klageren derfor skulle henvende sig på militærkontoret i byen [B] i Al-Hasakah. Klageren har endvidere til støtte for sin klage over statusvalg oplyst, at han frygter YPG, herunder at blive tvangshvervet samt at blive anholdt og udsat for overgreb, idet YPG opfatter ham som forræder, fordi han er flygtet. Klageren har herom oplyst, at YPG tre gange i [sommeren 2022] har opsøgt klagerens bopæl. De to første opsøgninger skete samme dag. Først om morgenen og senere igen om eftermiddagen. Klageren var ikke hjemme, idet han var på arbejde. Personerne fra YPG trængte ind og ransagede bopælen. De oplyste til klagerens ægtefælle, at klageren skulle udføre militærtjeneste for YPG, og hvis han ikke henvendte sig frivilligt, ville YPG tvinge ham. Klageren tog ikke hjem, men skjulte sig hos et familiemedlem i [by B]. Den tredje opsøgning skete dagen efter, hvor YPG igen kom om morgenen. Klageren var fortsat i [by B] på dette tidspunkt. Han blev ringet op af sin ægtefælle og [ene søskende], der advarede ham om at komme hjem. Klageren udrejste af Syrien to dage herefter. Klageren, der er født i 1982 og således, jf. baggrundsmaterialet, på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret 2023] var i den militærpligtige alder, var tidligere registreret statsløs kurder (ajanib), men blev i [efteråret 2011] syrisk statsborger på grund af et dekret fra april 2011 (Presidiential Decree No. 49 of 2011). Klageren har forklaret navnlig, at han er blevet forsøgt tvangshvervet til den syriske hær, men har unddraget sig militærtjeneste, idet han ikke efterkom indkaldelsen. Ifølge Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Anjanib and Maktoumeen Citizenship and Military Service” udgivet den 15. april 2024 (bilagsnr. 2016) er tidligere statsløse kurdere født før 1993, der har fået syrisk statsborgerskab i henhold til et præsidentielt dekret udstedt i december 2011 (dekret nr. 149/2011), fritaget for militærtjeneste. Rapporten bygger bl.a. på to høringer af Udenrigsministeriet; en fra den 6. juli 2021 vedrørende statsborgerskab til statsløse kurdere i Syrien og en fra den 7. marts 2024 vedrørende militærtjeneste i Syrien. Indholdet af den sidste høring er ikke fremlagt for nævnet. I rapporten henvises der endvidere til bl.a. Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Military service: recruitment procedure, conscripts’ duties and military service for naturalised Ajanibs” udgivet den 7. juli 2023 (bilagnr. 1899). Af denne rapport fremgår bl.a., at rapporten er en sammenfatning af informationer fra skriftlige kilder og interviews med tre kilder, hvoraf to bekræftede, at tidligere statsløse kurdere (ajanib) født før 1993, er undtaget militærtjeneste – også i praksis, mens en kilde ikke havde hørt om denne undtagelse. Denne kilde fandt dog en omtale af undtagelsen på en syrisk hjemmeside, men antog at undtagelsen kunne være midlertidig og specifik for Al-Hasakah. I EASO’s rapport ”Syria – Military Service” udgivet i april 2021 (bilagsnr. 1471) anføres det, at statsløse kurdere født efter 1992, som har fået syrisk statsborgerskab er kvailificeret til at aftjene militærtjeneste i den syriske hær (eligible for conscription in the SAA). Det fremgår ikke af denne rapport, hvordan undtagelsen administreres i praksis. Der skal fortsat udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og Flygtningenævnet finder, at det ikke alene på baggrund af oplysningerne i Udlændingestyrelsens rapport fra juli 2023 og april 2024 med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at undtagelsen i dekret nr. 149/2011 respekteres og efterleves i praksis således, at personer omfattet af undtagelsen ikke risikerer at skulle gøre tjeneste i det syriske militær. Rapporterne er således alene baseret på få kilder, hvoraf en ikke kendte til undtagelsen, og fandt at den måske var midlertidig og specifik for Al-Hasakah. Hertil kommer, at det nærmere indhold af Udenrigsministeriets høringssvar af 7. marts 2024 ikke kendes, og at Udenrigsministeriets høringssvar fra den 6. juli 2021 ikke indeholder oplysninger om, hvorvidt undtagelsen i praksis respekteres og efterleves. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren må anses for at være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste i den syriske hær, og at han dermed har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De divergenser i klagerens forklaringer, som Udlændingestyrelsen har henvist til, kan ikke føre Flygtningenævnet til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om klageren også risikerer at blive tvangshvervet af YPG. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2024/45/MKTO

erit20247

Nævnet hjemviste i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, der påberåber sig at være statsborger i Eritrea. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [religiøs overbevisning]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin nabo i Eritrea. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har voldtaget hende [flere] gange. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at hendes nabo var [højtstående stillingsbetegnelse] i militæret, at han havde en pistol, og at han har truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun fortalte nogen om voldtægterne. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de eritreiske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun ikke har aftjent nationaltjeneste i Eritrea, og at hun er udrejst illegalt af Eritrea. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver forklaret, at hun alene er eritreisk statsborger, og at hendes forældre også var eritreiske statsborgere. Ansøgeren har derom videre forklaret, at hun blev deporteret til Eritrea fra Etiopien, som følge af konflikterne mellem Eritrea og Etiopien. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [vinteren 2023/2024] har lagt til grund, at ansøgeren, modsat det af hende oplyste, er etiopisk statsborger og ikke eritreisk statsborger. Udlændingestyrelsen har, jf. afgørelsens side [sidetal] anført, at den af ansøgeren fremlagte kopi af hendes eritreiske [identifikationsmiddel A] afviger fra foreliggende efterretninger. Blandt andet derfor har Udlændingestyrelsen ikke kunnet lægge til grund, at ansøgeren er eritreisk statsborger. Nationalt ID-center (NIDC) har ved en vejledende screening [i foråret] 2023 vedrørende en kopi af ansøgerens etiopiske [identifikationsmiddel B] vurderet, at [billedet i identifikationsmiddel B] ligner referencebilleder af ansøgeren, og at der ikke er fundet afvigelser eller tegn på manipulation. Ansøgeren har for Flygtningenævnet [i foråret] 2024 forklaret, at hun har købt sig til det etiopiske [identifikationsmiddel B], og at det er hendes egen underskrift, der er påført [identifikationsmiddel B]. Ansøgeren har videre forklaret, at hun er født i Etiopien og har opholdt sig i Etiopien i mange år, men at hun er eritreisk statsborger. Efter Udlændingestyrelsens afgørelse, men før sagens behandling i Flygtningenævnet, er der fremkommet et antal tilsyneladende originale dokumenter, herunder ansøgerens originale [identifikationsmiddel A], til belysning af hendes statsborgerskab. Disse dokumenter er [i vinteren 2023/2024] ved en vejledende screening foretaget af NIDC vurderet som værende “i overensstemmelse med tilgængelige efterretninger”. Flygtningenævnet besluttede [i foråret] 2024 at udsætte sagens behandling med henblik på, at der blev foretaget en nøjere vurdering af ægtheden af de originale [identifikationsmiddel A, C, D og E] samt af en kopi af ansøgerens [identifikationsmiddel F], der blev fremlagt under nævnsmødet. NIDC har ved en dokumentundersøgelse [i sommeren] 2024 kunnet konkludere, at ansøgeren og hendes familiemedlemmers originale eritreiske [identifikationsmiddel A, C, D og E] med en vis sandsynlighed er ægte. Ved undersøgelsen er der vedrørende kopien af ansøgerens [identifikationsmiddel F] fundet indikationer på ændringer af oplysninger, mens det derudover ikke har været muligt at vurdere kopiens ægthed. Flygtningenævnet finder fortsat, at det er af væsentlig betydning for behandlingen af ansøgerens asylsag, hvorvidt ansøgeren er statsborger i Eritrea. Efter en samlet vurdering finder et flertal af Flygtningenævnet herefter, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens fornyede stillingtagen til de samlede oplysninger i sagen, herunder også vedrørende muligheden for at få udstedt etiopisk [identifikationsmiddel B], uden at man er etiopisk statsborger, og med henblik på styrelsens partshøring af ansøgeren vedrørende resultatet af sprogtesten af [foråret] 2023.”Løbenummer: Erit/2024/7

dub-sver20248

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Sverige, herunder at klageren ved en tilbageven-den til Sverige ikke har ret til indkvartering i det svenske asylsystem. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgø-relse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herun-der § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er ansvarlig for at tilbage-tage klageren i overensstemmelse med den accept, som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de sven-ske myndigheder, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylan-søgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. her-ved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter sagens hidtidige forløb lægges det til grund, at klage-ren som afvist asylansøger i Sverige ikke ønsker at rejse tilbage til sit hjemland [land A]. Flygtninge-nævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtninge-konventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets in-ternationale forpligtelser, eller at der foreligger oplysninger, der understøtter, at der er væsentlige grun-de til at antage, at der er generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Sverige, at en overførsel til Sverige vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, jf. herved EU-Domstolens præmis 142 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21. Flygtningenævnet fin-der således, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. l, jf. Dublinforordningen.”Dub-Sver/2024/8/anfi

geor20244

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Georgien. Sagen er sambehandlet med geor/2024/2/lafal og geor/2024/3/lafal. Indrejst i 2018. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet a] og muslim fra [region A], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin familie, sin klan og den øvrige lokalbefolkning i Georgien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes [familiemedlem A], ikke længere går med tørklæde, og at hun har lagt billeder og videoer af sig selv på [socialt medie A]. Dette har medført trusler rettet mod ansøgerens familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun frygter, at folk i Georgien vil anse ansøgeren på samme måde, som de anser [familiemedlem A], og at de ikke vil tro på, at ansøgeren har levet et anerledes liv i Danmark end [familiemedlem A] har. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige tiltræde de grunde, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen af [vinteren 2023/2024]. Ansøgerens asylmotiv er i det hele begrundet i ansøgerens [familiemedlem A´s] forhold med hensyn til eksponering på [socialt medie A] og konsekvenser heraf. I den sambehandlede sag vedrørende ansøgerens [familiemedlem A] har Flygtningenævnet imidlertid d.d. fundet, at [familiemedlem A] ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet henviser til begrundelsen i afgørelsen vedrørende [familiemedlem A]. Det følger allerede heraf, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for trusler under sit angivelige ophold i Georgien i 2021 på grund af [familiemedlem A´s] forhold. Flygtningenævnet henviser til de grunde, Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [vinteren 2023/2024]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: geor/2024/4/lafal

geor20243

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Georgien. Sagen er sambehandlet med geor/2024/2/lafal og geor/2024/4/lafal. Indrejst i 2018. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet A] og muslim fra [region A], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin georgiske familie, den klan, hendes familie tilhører, samt lokalbefolkningen i Georgien, særligt i [region A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun på [socialt medie A] har lagt billeder og videoer, hvor hun ses danse og er letpåklædt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun efterfølgende har modtaget trusler fra folk, hun ikke kender, ligesom hun er blevet opsøgt af personer på [ansøgerens bopæl]. Efterfølgende fik ansøgeren en overfaldsalarm af politiet, som hun gik med i omkring seks-syv måneder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige tiltræde de grunde, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen af [vinteren 2023/2024]. Flygtningenævnet har således lagt betydelig vægt på, at det er flere år siden, at ansøgeren har modtaget beskeder/kommentarer med et indhold af truende karakter, at ansøgeren ikke ved, hvem der var afsender af de truende beskeder/kommentarer, der blev afgivet i forbindelse med hendes upload af billeder/videoer på [socialt medie A], og at de truende beskeder/kommentarer ophørte nogle måneder efter, at ansøgeren lukkede for sine daværende konti på sociale medier. Ansøgeren var i en periode på ca. ½ år udstyret med en overfaldsalarm, men ansøgeren oplevede ikke i denne periode – og heller ikke senere – nogen ubehagelige episoder. Heller ikke for Flygtningenævnet har ansøgeren i noget konkret omfang kunnet pege på personer i Georgien, som vil efterstræbe eller forfølge hende ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke selv har modtaget trusler fra familiemedlemmer eller andre personer i Georgien, ligesom hun i forbindelse med asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at der ikke længere er uvenskab mellem hendes [familiemedlem F og familiemedlem G] og hendes [familiemedlem D] i Georgien, men at de tværtimod er blevet gode venner igen og taler sammen på ugentlig basis. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer overgreb fra familiemedlemmer eller klanmedlemmer i Georgien. Efter Flygtningenævnets opfattelse er der heller ikke oplysninger i det foreliggende baggrundsmateriale om […], der støtter, at ansøgeren som følge af de uploadede billeder/videoers indhold, har krænket sin families ære på en sådan måde, at ansøgeren risikerer at blive slået ihjel eller i øvrigt forfulgt ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet finder endvidere, at det beror på ansøgerens egen formodning, at lokalbefolkningen i hendes hjemby i Georgien vil efterstræbe hende. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at selv hvis det lægges til grund, at ansøgerens [familiemedlem B og familiemedlem C] i en periode på ca. 6 måneder i 2021 opholdt sig hos deres [familiemedlem E] i hjembyen i Georgien, støtter dette ophold i sig selv, at ansøgeren ved en tilbagevenden ikke risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster på den anførte baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: geor/2024/3/lafal

geor20242

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Georgien. Sagen er sambehandlet med geor/2024/3/lafal og geor/2024/4/lafal. Indrejst i 2018. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etnisk [etnicitet A] og […]muslimer fra [by A], [region A], Georgien. Ansøgerne har oprindeligt oplyst til de danske udlændingemyndigheder, at de er fra [republik A]. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at [beskrivelse af oprindeligt asylmotiv]. Den kvindelige ansøger henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at [beskrivelse af oprindeligt asylmotiv]. Ansøgerne oplyste til støtte for deres asylmotiver, at [beskrivelse af oprindelige asylmotiver]. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgerne henvist til, at familien har modtaget trusler fra familiens klan i [by A] i Georgien, herunder blandt andet af klanens ældreråd. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at deres [familiemedlem A], siden [vinteren 2020/2021] har optrådt på [socialt medie A], hvor hun har [60.000-80.000] følgere, og at hun i videoerne optræder i vestlig stil uden tørklæde. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv videre oplyst, at ansøgerens [familiemedlem B] og [familiemedlem C], i [foråret] 2021 rejste tilbage til Georgien, hvor de modtog trusler, og hvor det lokale råd tydeligt gav udtryk for, at familien skulle udstødes fra landsbyen. Flygtningenævnet finder, at ingen af ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige tiltræde de grunde, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen af [vinteren 2023/2024]. Ansøgernes asylmotiver er i det hele begrundet i – afledt af – ansøgernes [familiemedlem A´s] forhold med hensyn til eksponering på [socialt medie A] og konsekvenser heraf. I den sambehandlede sag vedrørende [familiemedlem A] har Flygtningenævnet imidlertid d.d. fundet, at [familiemedlem A] ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet henviser til begrundelsen i afgørelsen vedrørende [familiemedlem A]. Det følger allerede heraf, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgernes asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan således heller ikke lægge til grund, at ansøgernes [familiemedlem C], har været udsat for trusler under sit angivelige ophold i Georgien i 2021 på grund af [familiemedlem A´s] forhold, jf. begrundelsen i den sambehandlede sag vedrørende [familiemedlem C]. At ansøgerne fortsat skulle have modtaget trusler fra den mandlige ansøgers familie i Georgien er desuden ganske uforeneligt med ansøgernes [familiemedlem A´s] forklaring til udlændingemyndighederne om, at [ansøgerne] er på god fod og i løbende kontakt med den mandlige ansøgers [familiemedlem D] i [by A]. Flygtningenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: geor/2024/2/lafal

§29b-ita20242

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke er sikret at kunne få opholdstilladelse i Italien igen, og at han under sit tidligere ophold ikke opnåede den nødvendige beskyttelse. Klageren blev smidt ud af asylcentret og skulle klare sig selv uden nogen hjælp fra myndighederne. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Italien. Opholdstilladelsen var gyldig indtil til [vinteren 2019/2020]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren vil kunne få opholdstilladelse i Italien igen, finder Flygtningenævnet, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har været i kontakt med [sit hjemlands] ambassade i [europæisk by], kan ikke føre til et ændret resultat. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et sådant niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA’s rapport, ”Country Report: Italy – 2023 Update” fra juli 2024 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale bolig tilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren i Italien vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han under sit ophold i Italien af de italienske myndigheder fik stillet en bolig til rådighed og fik ydelser, herunder sundhedsbehandling. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klagerens (religiøst viede) herboende ægtefælle og hendes særbørn har opholdstilladelse i Danmark, ikke kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af 12. juli 2024, om blandt andet hensynet til familiens enhed og barnets tarv, jf. EMRK art. 8, FN’s Børnekonventions artikel 3, FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder artikel 23 samt EU’s Charter om Grundlæggende rettigheders art. 24, stk. 3, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen om afvisning af klagerens ansøgning, jf. herved udlændingelovens § 29 b. For så vidt angår klagerens ret til at udøve et familieliv med sin (religiøst viede) herboende ægtefælle og deres ufødte barn, falder det uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling hertil. Nævnet bemærker i den forbindelse, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Løbenummer: §29b-Ita/2024/2/EEB

syri202447

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og […]muslimer af trosretning fra [by A], Syrien, hvis forældre oprindeligt var flygtninge fra [region i andet land]. Ansøgerne har inden deres udrejse af Syrien hovedsageligt boet i byen [by B], Rif Damaskus, hvilket også er deres seneste opholdssted. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de syriske myndigheder, idet ansøgernes sønner har unddraget sig militærtjeneste og [antal] af deres sønner har haft tilknytning til Den Frie Syriske Hær. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de har [3-7] sønner sammen. Ingen af ansøgernes sønner ønskede at aftjene militærtjeneste efter, at borgerkrigen brød ud i Syrien, og de unddrog sig derfor alle at aftjene. Den ene af ansøgernes sønner tilsluttede sig Den Frie Syriske Hær, men blev herefter dræbt af en snigskytte. En anden af ansøgernes sønner tilsluttede sig herefter Den Frie Syriske Hær og tog til [anden region i Syrien]. Ansøgerne har ikke haft kontakt til denne søn i en længere periode og ved ikke, om han er i live eller hvor han i så fald befinder sig. Ansøgernes [antal] sønner har alle forladt Syrien; [tidspunkt for sønnernes udrejse], og ansøgerne har hjulpet den ene af sønnerne med at udrejse. Ansøgerne er forud for deres udrejse begge blevet opsøgt af de syriske myndigheder, som har spurgt efter sønnerne, og den mandlige ansøger har været tilbageholdt af de syriske myndigheder flere gange. Sønnerne er alle efterlyst af de syriske myndigheder grundet militærunddragelse, tilknytning til Den Frie Syriske Hær, og fordi de hovedsageligt har boet i oprørskontrollerede områder inden flugten fra Syrien, og ansøgerne frygter, at de ved en tilbagevenden til blive forfulgt af de syriske myndigheder grundet sønnernes forhold. Ansøgernes ene [barn] er efter ansøgernes udrejse af Syrien blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og den kvindelige ansøger har ligeledes oplyst, at [barnet] blev tilbageholdt i en periode. Ansøgernes [barns] [familiemedlemmer] er herefter udrejst af Syrien. Ansøgerne har videre henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de syriske myndigheder, idet den kvindelige ansøgers familieklan er kendt som værende modstandere af de syriske myndigheder, fordi hendes familiemedlemmer har udtalt sig kritisk om de syriske myndigheder på internationale kanaler, og fordi ansøgerne har deltaget i en myndighedskritisk demonstration i Danmark. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den kvindelige ansøgers [familiemedlem A, B og C] har deltaget i et interview på [udenlandsk medie A] og [udenlandsk medie B], hvor de udtaler sig kritisk om de syriske myndigheder. Ansøgerens familieklan bliver videre betragtet som modstandere af de syriske myndigheder, og ansøgeren har flere familiemedlemmer, herunder to [familiemedlemmer], som er blevet dræbt af de syriske myndigheder. Flere af ansøgerens familiemedlemmer har deltaget i fredelige demonstrationer i Syrien. Ansøgerne har i Danmark deltaget i en eller flere demonstrationer i enten [by C] eller [by D], hvor de råbte myndighedskritiske kampråbe. Der blev taget fotos ved demonstrationen, men ansøgerne ved ikke, om fotografierne er blevet delt nogen steder. Ansøgerne har ligeledes henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de syriske myndigheder, fordi den mandlige ansøger tidligere har arbejdet [i det offentlige]. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger begyndte at arbejde [i det offentlige] i 1980’erne, men at han ikke ønskede at modtage bestikkelse eller give sine overordnede gaver. Ansøgeren blev derfor afskediget fra sit arbejde [i det offentlige], og efterretningstjenesten har efterfølgende spurgt ham, hvorfor han ikke længere arbejdede [i det offentlige], når de har tilbageholdt ham i forbindelse med sønnernes militærunddragelse. Ansøgerne har endeligt henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, som følge af borgerkrigen i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgerne har bl.a. forklaret divergerende om, hvordan deres [barn, barn A] blev dræbt. Den kvindelige ansøger forklarede under sin oprindelige oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2021, at [barn A] blev skudt af en snigskytte, mens [barn A] var ved at fylde en vandtank. Den mandlige ansøger forklarede under sin oprindelige asylsamtale [i sommeren] 2021, at [barn A] døde i forbindelse med et luftangreb, hvor en raket ramte den bygning, hvori [barn A] befandt sig. De forskellige forklaringer kan ikke forklares med, at tolken har forvekslet to næsten ens ord på arabisk, henset til ansøgernes forholdsvis detaljerede forklaringer. Den kvindelige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om, hvordan den mandlige ansøger blev anholdt i Syrien. Hun forklarede under sin oplysnings- og motivsamtale, at manden blev anholdt, mens han var på arbejde på [arbejdssted], mens hun under asylsamtalen forklarede, at han blev anholdt tilfældigt i forbindelse med en kontrolpost. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvorfor den mandlige ansøger stoppede med at arbejde [i det offentlige]. Den mandlige ansøger forklarede under sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2021, at han stoppede [i stillingen i det offentlige] i [2000’erne], fordi han blev fyret som følge af, at han ikke ville købe ting til sin overordnede. Under sin asylsamtale forklarede han, at han blev afskediget, fordi han var uønsket [på arbejdspladsen] og blev anset som farlig, fordi han var modstander af regimet. Den kvindelige ansøger forklarede under sin asylsamtale, at den mandlige ansøger søgte sin afsked fra [sin stilling i det offentlige] af helbredsmæssige årsager. Disse divergenser svækker ansøgernes generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgerne inden deres udrejse fra Syrien i 2017 havde konflikter med de syriske myndigheder. Ansøgerne har som asylmotiv for det første påberåbt sig, at de er i en afledt risiko for forfølgelse som følge af, at [antal] af deres sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det kan lægges til grund, at klagerenes søn [søn A] har opholdstilladelse i Danmark, og at sønnerne [søn B] og [søn C] har opholdstilladelse i [land], og at de alle tre er i den militærpligtige alder. Ingen af sønnerne er efter det oplyste profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Nævnet lægger vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria Military service” fra januar 2024, hvoraf det blandt andet fremgår, at det afhænger af en række omstændigheder, om militærunddragelse kan få konsekvenser for familiemedlemmer, herunder om militærunddrageren er politisk eller militært højprofileret eller unddragelse anses for at et tegn på, at vedkommende er i opposition til den syriske regering. Tilsvarende fremgår det af EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, at familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at det forhold, at deres sønner har unddraget sig militærtjeneste, udgør et asylbegrundende forhold for ansøgerne. Ansøgerne har heller ikke sandsynliggjort, at de vil blive tillagt en politisk opfattelse imod regimet i Syrien som følge af, at ansøgernes [familiemedlemmer] angiveligt er blevet dræbt i Syrien. Ansøgerne har også påberåbt sig, at den mandlige ansøger frygter de syriske myndigheder, fordi han tidligere har arbejdet [i det offentlige] i Syrien. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet ikke kan lægge til grund, at den mandlige ansøger forlod stillingen uden tilladelse. Flygtningenævnet lægger vægt på ansøgernes forklaringer om, hvordan han forlod stillingen, og at ansøgeren derefter blev boende i Syrien i omkring [8-11] år. Ansøgerne har derfor heller ikke sandsynliggjort, at dette forhold indebærer, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Det forhold, at ansøgerne efter deres forklaring har været til stede i forbindelse med en eller flere demonstrationer i Danmark, udgør heller ikke et asylbegrundende forhold for ansøgerne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne ikke har spillet en fremtrædende rolle, og at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgernes deltagelse er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Der er således intet der tyder på, at ansøgernes tilstedeværelse ved demonstrationer fremgår af fotos eller filmoptagelser i medierne. Det forhold, at den kvindelige ansøgers [familiemedlems] ægtefælle og flere af dennes familiemedlemmer har optrådt i et interview med [udenlandsk medie], er ikke asylbegrundende for ansøgerne, idet Flygtningenævnet ikke vurderer, at disse personers konflikt har en afsmittende virkning på ansøgerne. Flygtningenævnet bemærker endelig, at de generelle forhold i Rif-Damaskus ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2024/47/leuds

niga202448

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk igbo og kristen fra [by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne og privatpersoner i Nigeria, da han er homoseksuel. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han i Nigeria frygter at blive slået ihjel eller udsat for overgreb af en lokal bandeleder, der i [efteråret] 2019 slog ansøgerens kæreste ihjel. Ansøgeren frygter derudover en menneskesmugler i Nigeria, som ansøgeren skylder penge. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer at blive forfulgt af myndighederne og privatpersoner, fordi ansøgeren er homoseksuel, eller at blive dræbt eller udsat for overgreb af en lokal bandeleder eller af en menneskesmugler ved navn [navn]. Ligesom Udlændingestyrelsen afviser Flygtningenævnet ansøgerens forklaring i det hele. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf lagt vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2024. Ansøgerens generelle troværdighed er således afgørende svækket som følge af ansøgerens opslag på sociale medier, herunder at det på tidspunktet for det angivelige overfald i Nigeria [i efteråret] 2020 fremgår af en [profil på socialt medie] tilhørende ansøgeren, at ansøgeren på dette tidspunkt befandt sig i Danmark på forskellige lokationer og tillige ved opslag [i efteråret] 2021 fremgår, at ansøgeren fejrede sin fødselsdag i København, og at ansøgeren på nævnsmødet har forklaret, at han indrejste i Danmark i 2022. Ligesom Udlændingestyrelsen har Flygtningenævnet herved også lagt vægt på, at ansøgeren først efter oversættelsen af sin tredje samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 oplyste, at han havde en mandlig kæreste i Danmark, og at ansøgeren kun udviste et meget begrænset kendskab til denne og heller ikke på nævnsmødet har kunnet oplyse mere detaljeret herom. Ansøgeren har på nævnsmødet endvidere forklaret udbyggende omkring de tidsmæssige uoverensstemmelser, idet ansøgeren nu har forklaret, at det er korrekt, at han har været i Danmark flere gange, som det fremgår af [opslag på socialt medie], men at han har været forvirret omkring datoerne i forbindelse med sine samtaler med Udlændingestyrelsen. På denne baggrund fremstår ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering som konstrueret til lejligheden ligesom ansøgerens angivelige konflikter i Nigeria. Det er af advokaten i øvrigt fremlagte kan på denne baggrund ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024.” Niga/2024/8/DIEI

ghan20243

Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ghana. Indrejst i februar 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ashanti og kristen af trosretning fra landsbyen [landsby A], [by A], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter den mand, [person A], som hun blev tvangsgift med, da hun var omkring [12-15] år. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [person A] har udsat hende for gentagne seksuelle overgreb, og at hun derfor er flygtet fra ham og hans mænd. Ved en tilbagevenden til Ghana risikerer hun på ny at skulle opfylde sine forpligtelser over for [person A]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at hendes [familiemedlem] vil kræve af hende, at hun skal opfylde sine forpligtelser over for [person A], idet hendes familie fortsat skylder ham penge, eller at hendes [familiemedlem] vil kræve, at hun betaler pengene tilbage. Ansøgeren har som asylmotiv tillige henvist til, at hun frygter overgreb fra [person B] og dennes familie i Ghana. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [person B] har udøvet vold og trusler mod hende, og at [person B] vil have de penge, han har betalt for at få hende til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun frygter at blive udskammet af lokalbefolkningen og sin familie i Ghana, idet hun er diagnosticeret med [diagnose]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev socialt udstødt i Grækenland, da hendes tidligere kæreste fortalte andre, at hun er diagnosticeret med [diagnose]. Personer med en [diagnose] stigmatiseres og diskrimineres på samme måde i Ghana. Selv om ansøgeren efter Flygtningenævnets vurdering har forklaret divergerende om sin flugt fra [person A] og til dels udbyggende om forløbet efter flugten, har nævnet i det store og hele lagt ansøgerens forklaring om en konflikt med [person A] til grund, herunder om hans seksuelle udnyttelse af hende i kraft af sin[stilling]]. Af de konkrete grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, finder Flygtningenævnet dog, at den pågældende privatretlige konflikt ikke har en sådan aktualitet og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konflikten er asylbegrundende. Med henvisning til det anførte vedrørende en konflikt med [person A], og da ansøgeren har forklaret til udlændingemyndighederne, at hun mener, at hun i dag ville kunne modstå [sit familiemedlems] vilje, kan asylmotivet vedrørende ansøgerens [familiemedlem] ikke danne grundlag for asyl. Ansøgerens ændrede forklaring for nævnet om evnen til at modstå [sit familiemedlems] vilje kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt ansøgerens forklaring om en konflikt med [person B] til grund. Da ansøgeren sidst har været i kontakt med [person B] for over et år siden, og hun i øvrigt ikke ved, hvor [person B] opholder sig, og da [person B’s] familie ikke har mødt ansøgeren og derfor ikke ville kunne genkende hende ved en tilbagevenden til Ghana, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at denne privatretlige konflikt indebærer en asylbegrundende risiko ved en tilbagevenden. Der foreligger ikke baggrundsoplysninger om Ghana, hvorefter der er en reel risiko for forfølgelse eller overgreb rettet mod personer diagnosticeret med [diagnose]. Herefter, og da ansøgerens subjektive frygt for udskamning eller diskrimination med henvisning til sin [diagnose] efter sagens samlede oplysninger ikke kan anses for asylbegrundende, kan dette asylmotiv ligeledes ikke danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2024/3/EEB

dub-bulg20232

Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Bulgarien, men som er udrejst af landet, inden asylsagen var færdigbehandlet. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylansøgere i Bulgarien samt klagerens særlige sårbarhed som torturoffer. Flygtningenævnets stadfæstelse var betinget af, at der forud for overførsel af klageren blev indhentet en garanti fra Bulgarien. Flygtningenævnet udtalte i afgørelsen fra september 2023 blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af dette kapitel, jf. bestemmelsen i § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Bulgarien og herefter er udrejst af landet, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Nævnet finder på denne baggrund, at Bulgarien som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Bulgarien har [i foråret] 2023 i overensstemmelse hermed accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i forordningen. Det bemærkes, at klageren tidligere har søgt om asyl i Danmark og Tyskland i henholdsvis [årstal], [årstal] og [årstal], men at disse landes ansvar er ophørt efter Dublinforordningens artikel 19, stk. 3. Bulgarien er således den første medlemsstat, hvor klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i forbindelse med den nuværende procedure til fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Klageren har gjort gældende navnlig, at hans asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til hans status som særlig sårbar, risikoen for manglende adgang til passende indkvartering, herunder manglende behandling af klagerens psykiske problemer, samt risikoen for, at han på ny vil blive udsat for vold og vilkårlig frihedsberøvelse under meget ringe forhold. Klageren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han blev pågrebet umiddelbart efter at have krydset grænsen til Bulgarien, hvorefter han blev udsat for vold af politiet. Han var derefter frihedsberøvet i omkring to måneder i et detentionscenter under meget dårlige forhold, hvor han blev tvunget til at udføre hårdt arbejde og blev udsat for vold. Under frihedsberøvelsen skulle klageren bo i et rum med 20-30 andre asylansøgere uden basale sanitetsforhold. Han fik ikke tilstrækkelig med mad udleveret, hvorfor han altid var sulten, og han turde ikke bede om mere, da han var bange for at blive udsat for yderligere vold. Han turde ikke klage over politiet og personalets adfærd, fordi det kun var dette personale, der befandt sig på centret, og man havde ikke mulighed for at kontakte andre uden for centret. Klageren er torturoffer og lider af [psykisk lidelse], og han har ikke fået behandling for sine psykiske lidelser i Bulgarien. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at asylsystemet i Bulgarien efter baggrundsoplysningerne er behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Flygtningenævnet har lagt klagerens forklaring om, at han i [hjemlandet] er blevet udsat for tortur, til grund, idet der herved bl.a. er lagt vægt på, at forklaringen er understøttet af en række fremlagte billeder af klagerens krop fra [sommeren] 2021. Herefter og efter de lægelige oplysninger og det om klagerens psykiske problemer i øvrigt oplyste finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for særlig sårbar. Det lægges til grund, at der forud for en eventuel udsendelse af klageren vil ske underretning af de bulgarske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at klageren i givet fald vil være identificeret som sårbar. Om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering for dublin-returnees, herunder sårbare ansøgere, er følgende anført i AIDA’s seneste rapport ”Country rapport: Bulgaria, 2022 Update”, som er udgivet i marts 2023, side 45 (fremhævet her): “Asylum seekers who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles in accessing the territory of Bulgaria upon return. Prior to the arrival of Dublin returnees, the SAR informs the Border Police of the expected arrival and indicates whether the returnee should be transferred to a reception centre or to immigration pre-removal detention facility. This decision depends on the phase of the asylum procedure of the Dublin returnee as outlined below: - If the returnee has a pending asylum application in Bulgaria, or the procedure was terminated because of the returnee’s absconding, he or she is transferred to a SAR reception centre. In the past the SAR usually suspended asylum procedures when asylum seekers had left Bulgaria before their procedures were completed. After the amendments of the law in 2020, the SAR obtained the right to directly terminate (discontinue) the asylum procedure in such cases without passing through a stage of suspension. In both cases, no decision on the merits is issued, therefore the procedure can be reopened. - If, however, the returnee’s asylum application was rejected with a final decision on the merits before, or after, he or she left Bulgaria, and the decision was served in absentia and therefore became final, the returnee is transferred to one of the immigration detention facilities, usually to the Busmantsi detention centre in Sofia, or to the Lyubimets detention centre near the Turkish border. Parents are usually detained with their children. In exceptional cases children may be placed in child care social institutions while their parents are detained in immigration facilities, in cases when an expulsion order on account of threat to national security is issued to any of the parents. Since 2015, the LAR explicitly provides for the mandatory reopening of an asylum procedure with respect to an applicant who is returned to Bulgaria under the Dublin Regulation, provided that he, or, she has not been issued a decision on merits while in absentia. The SAR’s practice following this particular amendment has been so far in line with the law, and returnees whose asylum procedures had been only terminated (discontinued) after their absconding do not face obstacles in principle to have their determination procedures reopened. However it does not secure their access to state provided food and accommodation in reception centres as these are guaranteed only to vulnerable applicants.” Det følger endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder rapporter fra US Department of State og Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre (udgivet i april 2022), at indkvarteringsforholdene i asylsystemet i Bulgarien generelt er utilstrækkelige. Om forholdene for sårbare asylansøgere er anført blandt andet følgende i den nævnte landerapport fra AIDA, side 82f: ”The law provides a definition of vulnerability. According to the provision “applicant in need of special procedural guarantees” means an applicant from a vulnerable group who needs special guarantees to be able to benefit from the rights and comply with the obligations provided for in the law. Applicants who are children, unaccompanied children, disabled, elderly, pregnant, single parents taking care of underage children, victims of trafficking, persons with serious health issues, psychological disorders or persons who suffered torture, rape or other forms of psychological, physical or sexual violence are considered as individuals belonging to a vulnerable group. There are no specific measures either in law or in practice to address the needs of these vulnerable categories, except for some additional practical arrangements in place to ensure the provision of medication or nutrition necessary for certain serious chronic illnesses, e.g. diabetes, epilepsy, etc. The law only requires that vulnerability has to be taken into account when deciding on accommodation, but this is applied discretionally, and no guidelines on the application of such a criterion are provided by the SAR. In 2018, the SAR adopted new internal rules of procedure whereby social experts provide assistance to its staff during the initial medical examination so as to enable the early identification of vulnerable applicants and their special needs. If an applicant is identified as vulnerable, the new rules foresee that the vulnerability will be added to the registration form, including a detailed explanation and a follow-up assessment to be described in an appendix. Additionally, an early identification questionnaire was established for applicants who experienced traumatising experiences in order to determine their special needs and to facilitate the referral to adequate psychological or medical care. […] An applicant’s belonging to a vulnerable group has to be taken into account by the authorities when deciding on accommodation. In practice, except the two safe-zones for unaccompanied children other separate facilities for vulnerable applicants, families, single women or traumatised asylum seekers do not exist in the reception centres.” Om adgangen til sundhedsbehandling anføres blandt andet endvidere følgende i AIDA’s landerapport, side 46 og 81: “Although the access to the national health care system is automatically reinstated after the Dublin return, the national health care package is generally scarce and does not provide for any tailored medical or psychological treatment or support, nor for the treatment of many chronic diseases or surgical interventions, prosthetics, implants or other necessary medications or supplies. Therefore the patients need to pay for them at their own expense. […] Asylum seekers are entitled to the same health care as nationals. Under the law, the SAR has the obligation to cover from its budget the health insurance fees of asylum seekers. In practice, asylum seekers have access to available health care services, but do face the same difficulties as Bulgarian nationals due to the general state of deterioration in the national health care system, that suffers from great material and financial deficiencies. In this situation, special conditions for treatment of torture victims and persons suffering mental health problems are not available. According to the law, medical assistance cannot be accessed if reception conditions are reduced or withdrawn.” Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for sårbare dublin-returnees, herunder om indkvarteringsforholdene og adgangen til sundhedsbehandling, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Bulgarien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Bulgarien i medfør af Dublinforordningen af sårbare ansøgere. Det er ved denne vurdering tillagt vægt, at baggrundsoplysningerne peger på, at de bulgarske myndigheder har taget en række initiativer for at tilgodese varetagelsen af sårbare ansøgeres særlige behov, om end baggrundsoplysningerne også peger på, at adgangen til sundhedsbehandling er behæftet med mangler, herunder i forhold til behandling af torturofre. Disse mangler er dog tilsyneladende af generel karakter og gør sig tilsvarende gældende for bulgarske statsborgere. Det tilføjes, at baggrundsoplysningerne om adgangen til sundhedsbehandling i al væsentlighed er baseret på AIDA’s landerapport om Bulgarien, og at oplysningerne i rapporten ikke i alle henseender er entydige. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Bulgarien, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at klageren har oplyst blandt andet, at han i Bulgarien har været frihedsberøvet, og at han der blev udsat for vold. Det samme gælder det forhold, at klageren frygter at blive frihedsberøvet ved en overførsel til Bulgarien. Hvis klageren i forbindelse med en tilbageførsel til Bulgarien måtte blive udsat for vold eller lignende, må han henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet har overvejet, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagerens konkrete forhold, der bør indebære, at klageren alligevel ikke skal overføres til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Som nævnt må klageren anses for særlig sårbar. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at klageren har været udsat for tortur, at han er diagnosticeret med en [psykisk lidelse], at han ikke er i medicinsk behandling, at han er i behandling af en psykolog efter behov, og at der ikke foreligger oplysninger, der giver grundlag for at antage, at klagerens psykiske tilstand vil blive væsentlig forværret ved en overførsel til Bulgarien. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt, at der ikke foreligger de fornødne særlige grunde til at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat. De foreliggende baggrundsoplysninger om adgangen til sundhedsbehandling i Bulgarien kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder på den ovennævnte baggrund ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de ovennævnte baggrundsoplysninger forudsætter Flygtningenævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Bulgarien indhenter en individuel garanti fra de bulgarske myndigheder om, at klageren vil blive mødt af modtage- og indkvarteringsforhold, der er i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, og som tager behørigt hensyn til klagerens individuelle behov for behandling som særlig sårbar.”I november 2023 fremsendte Hjemrejsestyrelsen den indhentede garanti fra Bulgarien til nævnet. Flygtningenævnet tog i februar 2024 stilling til garantien og fandt, at den var tilstrækkelig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Vedrørende den indhentede garanti udtalte Flygtningenævnet i afgørelsen fra februar 2024 blandt andet: ”Flygtningenævnet skal indledningsvis bemærke, at nævnet i den foreløbige afgørelse af [efterår] 2023 fandt, at klageren må anses for særlig sårbar. Det blev i den forbindelse lagt til grund, at klageren har været udsat for tortur, at han er diagnosticeret med en [psykisk lidelse], at han ikke er i medicinsk behandling, at han er i psykologisk behandling efter behov, og at der ikke foreligger oplysninger, der giver grundlag for at antage, at klagerens psykiske tilstand vil blive væsentlig forværret ved en overførsel til Bulgarien. Flygtningenævnet fandt videre, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Bulgarien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Bulgarien i medfør af Dublinforordningen af sårbare ansøgere. Flygtningenævnet kan fortsat henholde sig hertil. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene for sårbare Dublin-returnees i Bulgarien forudsatte Flygtningenævnet i den foreløbige afgørelse, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Bulgarien indhenter en individuel garanti fra de bulgarske myndigheder om, at klageren vil blive mødt af modtage- og indkvarteringsforhold, der er i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, og som tager behørigt hensyn til klagerens individuelle behov for behandling som særlig sårbar. De bulgarske myndigheder har [i efteråret] 2023 udtalt, at klageren vil blive indkvarteret i et åbent modtagelsescenter, hvor levevilkårene for de indkvarterede opfylder de juridiske minimumsstandarder, og at lægeligt personale og socialrådgivere vil være til rådighed i centret. De bulgarske myndigheder har afslutningsvis garanteret, at klagerens asylsag vil blive behandlet i overensstemmelse med EU-retten og den nationale lovgivning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at garantien opfylder de krav, som følger af nævnets foreløbige afgørelse af [efteråret] 2023. Det tilføjes, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at der både generelt og i forhold til konkrete overførsler i en situation som den foreliggende gælder en formodning for, at asylansøgere behandles i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder i øvrigt, at Hjemrejsestyrelsen nu kan effektuere en overførsel af klageren til Bulgarien i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger fortsat til grund, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Bulgarien underretter de bulgarske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker dertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at klageren vil være identificeret som særlig sårbar.” dub-bulg/2023/2mlvt

ugan20245

Nævnet hjemviste i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [religion] af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i [bydel A], [by A], hvor hun boede frem til 2008, hvorefter hun flyttede til [bydel B], [bydel C], i [distrikt] distriktet. Ansøgeren har været tilknyttet og aktiv for [organisation] i Danmark siden […] 2015. Hun har deltaget i månedlige møder, herunder planlægning og afvikling af blandt andet den årlige [begivenhed A] i […] 2016 og [begivenhed B] i […] 2016 samt [by B] [begivenhed] i […] 2017. Ansøgeren har efterfølgende ikke haft kontakt eller udført aktiviteter for [organisationen] frem til […] 2024, hvor hun på ny kontakter organisationen i forbindelse med hendes anmodning om genoptagelse, og genoptager sit engagement for organisationen. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin [familiemedlem], lokalbefolkning samt myndighederne, idet hun er [LGBT+-person]. Ansøgeren har endelig som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive idømt fængsel på livstid af de ugandiske myndigheder, idet hun er [LGBT+-person]. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelsen yderligere som asylmotiv henvist til vedtagelsen af The Anti-Homosexuality Act 2023, der foreskriver fængsel i op til livstid for homoseksualitet samt muligheden for dødstraf. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ønsker at leve åben som [LGBT+-person]. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [i efteråret 2017], at Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var [LGBT+-person]. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde forklaret konsistent om sin [LGBT+-orientering], hvorfor Flygtningenævnet ikke fandt holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sin [LGBT+-orientering]. Der er fremkommet væsentlige nye oplysninger i sagen, der skal afklares. Herefter og på baggrund af Udlændingestyrelsens principale påstand om hjemvisning af sagen, finder Flygtningenævnet, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” ugan/2024/5/saba

irak202424

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Nævnet hjemviste for så vidt angår klagerens nye asylmotiv denne del af sagen til Udlændingestyrelsen til yderligere sagsoplysning og afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i efteråret] 2021 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren 2023/24] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun ikke vil kunne opnå beskyttelse fra myndighederne mod vold og social kontrol udøvet af hendes familie. Klageren har tillige henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil stå i et modsætningsforhold til myndighederne og religiøse overhoveder, idet hun ikke længere vil underkaste sig de muslimske traditioner i forhold til at bære slør samt muslimsk beklædning i øvrigt. Flygtningenævnet bemærker, at det sidstnævnte anbringende til støtte for påstanden, som vedrører klagerens stilling til muslimske traditioner, ikke har været behandlet af Udlændingestyrelsen i 1. instans og i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag er egnet til skriftlig afgørelse. Denne del af sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen til yderligere sagsoplysning og afgørelse. For så vidt angår det første anbringende til støtte for påstanden, som vedrører klagerens manglende mulighed for at opnå myndighedernes beskyttelse mod vold og social kontrol udøvet af hendes familie, fremgår følgende af Flygtningenævnets beretning for 2023, side 214f:”Udlændingeloven indeholder ikke særlige bestemmelser vedrørende køns- og æresrelaterede overgreb. Det er dog generelt anerkendt, at kvinder og mænd kan blive udsat for særlige typer overgreb, der giver behov for beskyttelse. Sager, hvor asylmotivet er køns- og æresrelaterede overgreb, skal som alle andre asylsager vurderes i forhold til udlændingelovens § 7. I lighed med andre sager foretager nævnet en konkret og individuel bedømmelse af, hvorvidt den enkeltes asylmotiv sammenholdt med nævnets baggrundsoplysninger vedrørende det pågældende land kan medføre, at den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. I denne vurdering indgår også oplysninger om eventuelle særlige forhold for ansøgeren i den pågældendes hjemland.De køns- og æresrelaterede overgreb, som asylansøgere påberåber sig, er ofte konflikter i forbindelse med enten ægteskab eller førægteskabelige forhold. Der kan være tale om konflikter vedrørende indgåelse af ægteskab, for eksempel tvangsægteskaber eller ægteskaber mod familiens vilje, eller konflikter i forbindelse med ophævelse af ægteskab, for eksempel skilsmisse mod familiens vilje eller udrejse uden ægtefællens tilladelse. I flere tilfælde frygter navnlig asylansøgende kvinder at blive udsat for æresdrab som følge af de anførte forhold.Fælles for disse overgreb er, at de ofte kan karakteriseres som privatretlige konflikter, der ikke er understøttet af myndighederne. Sådanne forhold kan som udgangspunkt ikke medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet asylansøgeren i stedet må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i hjemlandet. I praksis er det dog blevet anerkendt, at visse overgreb udøvet af privatpersoner kan være af et sådant omfang og af en så intensiv karakter, at det må anses for forfølgelse, såfremt myndighederne ikke har evne eller vilje til at yde den pågældende beskyttelse.I visse lande er de generelle forhold for kvinder af en sådan art, at asylansøgende kvinder påberåber sig disse som asylrelevante. Oplysninger om generelt vanskelige forhold for kvinder vil indgå som et element i Flygtningenævnets konkrete asylvurdering, der sammenholdt med andre faktorer vil kunne tale for, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl.”Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger om klagerens konflikt med sin familie sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Irak, herunder rapporten Landinfo. Temanotat Irak: Ære og æresrelateret vold (10. marts 2022), finder Flygtningenævnet, at klageren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren har herefter fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2024/24/Sael

dub-sver20247

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for afviste asylansøgere i Sverige.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Sverige frygter at blive henvist til at bo på gaden uden hjælp til basale fornødenheder kan ikke føre til en ændret vurdering. Af AIDAs Country Report Sweden (2023, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Efter sagens hidtidige forløb lægges det til grund, at klageren som afvist asylsansøger i Sverige ikke ønsker at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Nævnet finder således, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl i Danmark. Oplysningerne om den ovenfor nævnte ændring i 2016 af den svenske lov om mottagande av asylsökande m.fl. kan ikke føre til en anden beslutning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2024/7/marau

dub-sver20246

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at det følger af baggrundsoplysningerne, at selv børnefamilier risikerer at blive henvist til at leve på gaden, hvis de ikke medvirker til udsendelsen, og at der er en stor risiko for, at ansøger ved en tilbagevenden til Sverige vil være efterladt uden adgang til indkvartering selvom han bl.a. lider af [diagnose], og at der er en reel risiko for, at ansøger vil blive behandlet i strid med respekten for hans menneskelige værdighed, hvis han tilbagesendes til Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med den accept af [vinteren 2023/2024], som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de svenske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at der er stor risiko for, at klageren vil blive henvist til at leve på gaden efter en eventuel tilbagevenden til Sverige, hvor han ikke har noget netværk. Klageren vil således være i en situation, hvor han ikke har adgang til indkvartering og i øvrigt vil være uden midler til at klare de mest basale behov, hvilket vil være i strid med EU-charterets artikel 1. Af AIDAs Country Report Sweden (2023, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” Indledningsvis skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke foreligger grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Efter sagens hidtidige forløb lægges det til grund, at klageren som afvist asylsansøger i Sverige ikke ønsker at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Nævnet finder således, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl i Danmark. Oplysningerne om den ovenfor nævnte ændring i 2016 af den svenske lov om mottagande av asylsökande m.fl. kan ikke føre til en anden beslutning. For så vidt angår det forhold, at klageren lider af [diagnose], finder Flygtningenævnet, at de danske myndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at klageren tidligere har modtaget medicinsk behandling i Sverige, og at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse, til AIDA Country Report: Sweden, 2023 Update - April 2024, hvoraf det blandt andet fremgår, at: “[…] 1.1. Screening of vulnerability[.] All asylum seekers are offered health screening and a majority of them choose to undergo a health check in practice. This is particularly important in relation to survivors of torture and traumatised persons. […] D. Health care[.] During the asylum process and until the asylum seeker leaves Sweden or is granted a residence permit, they are entitled to a free medical examination, emergency health care and urgent medical or dental care that cannot be “postponed” (“vård som inte kan anstå”). They are also entitled to gynaecological and prenatal care, including health care on the occasion of childbirth, as well as health care in accordance with the Swedish Communicable Diseases Act (smittskyddslagen). […] E. Special reception needs of vulnerable groups[.] The Swedish Government saw no need to make legislative changes in order to implement the recast Reception Conditions Directive, where special consideration is given to persons with special reception needs, inter alia in Article 22. The needs of vulnerable asylum seekers are considered when designating suitable accommodation and where needed they are placed in the vicinity of institutions that can provide expert care. The Swedish Migration Agency has established guidelines and procedures for the reception of vulnerable asylum seekers. Examples of groups of asylum seekers who might be in need of special measures mentioned are, with reference to Article 21 of the recast Reception Conditions Directive: […], persons with mental disorders and persons who have been subjected to torture, rape or other serious forms of psychological, physical or sexual violence, such as victims of female genital mutilation. The procedure for measures for asylum seekers with special needs sets out that accommodation shall be adapted to the individual needs of the asylum seeker. If the asylum seeker has special needs, the accommodation shall be adapted accordingly. There might be a need to provide accommodation outside of the Swedish Migration Agency’s usual accommodation. A first screening shall be made at the time of application, but since the conditions might change over time, the identification and facilitation of special needs shall be made throughout the asylum procedure.” På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. l, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2024/6/EEB

dub-sver20245

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlagAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige ikke har ret til indkvartering i det svenske asylsystem, fordi han ikke ønsker at medvirke til sin udsendelse til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med den accept [fra vinteren 2023/2024], som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de svenske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at der er stor risiko for, at klageren vil blive henvist til at leve på gaden efter en eventuel tilbagevenden til Sverige, hvor han ikke har noget netværk. Klageren vil således være i en situation, hvor han ikke har adgang til indkvartering og i øvrigt vil være uden midler til at klare de mest basale behov, hvilket vil være i strid med EU-charterets artikel 1. Af AIDAs Country Report Sweden (2024, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” Indledningsvis skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke foreligger grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Efter sagens hidtidige forløb lægges det til grund, at klageren som afvist asylsansøger i Sverige ikke ønsker at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland [land]. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Nævnet finder således, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl i Danmark. Oplysningerne om den ovenfor nævnte ændring i 2016 af den svenske lov om mottagande av asylsökande m.fl. kan ikke føre til en anden beslutning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. l, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2024/5/leuds

dub-sver20244

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren og hendes børn ved en tilbagevenden til Sverige ikke har ret til indkvartering, fordi hun ikke ønsker at medvirke til udsendelse til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med den accept [fra vinteren 2023/2024], som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de svenske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at der er stor risiko for, at klageren og hendes børn vil blive henvist til at leve på gaden efter en eventuel tilbagevenden til Sverige, og at dette i forhold til børnene vil være i strid med Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, jf. Børnekonventionen. Af AIDAs Country Report Sweden (2024, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” Indledningsvis skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke foreligger grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Det fremgår af sagen, klageren har tilkendegivet over for de svenske myndigheder, at hun som afvist asylsansøger i Sverige ikke ønsker at medvirke til en tilbagesendelse sammen med børnene til sit hjemland [land]. Nævnet finder, at det i første række henhører under de svenske myndigheder, herunder de sociale myndigheder, at varetage hensynet til børnenes tarv inden for rammerne af svensk lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet. Oplysningerne om den ovenfor nævnte ændring i 2016 af den svenske lov om mottagande av asylsökande m.fl. sammenholdt med Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, indebærer derfor ikke, at omstændighederne i den foreliggende sag har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, om, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen, EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og Børne-konventionen, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. l, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2024/4/leuds

dub-letl20241

Nævnet omgjorde i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Letland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en familie med to mindreårige børn, der har indgivet ansøgning om asyl i Letland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold, herunder risikoen for push-back og frihedsberøvelse samt, at klagerne som en familie med mindreårige børn er særlig sårbare, og at klagerne har familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klagerne har ansøgt om international beskyttelse i Letland og herefter har trukket deres ansøgninger tilbage under behandlingen. Nævnet finder på denne baggrund, at Letland som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Letland har [i vinteren 2023/24] i overensstemmelse hermed accepteret at modtage klagerne i medfør af den nævnte bestemmelse i forordningen. Klagerne har gjort gældende navnlig, at deres asylsager skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at klagerne ved overførsel til Letland risikerer at blive sendt ud af landet uden at få deres asylsager realitetsbehandlet, at klagerne og deres børn har været udsat for overgreb og fængsling i Letland som en del af deres asylprocedure, at de er traumatiserede som følge heraf og derfor ikke bør sendes tilbage med risiko for yderligere traumer, at det ikke kan udelukkes, at klagerne på ny vil blive udsat for en tilsvarende behandling i Letland, at klagerne med deres børn er særlig sårbare, og at klagerne har familie her i Danmark, der kan støtte dem, hvilket må anses for særlig påkrævet under omstændighederne. Klagerne har i den forbindelse henvist til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. præamblens punkt 17, jf. EMRK artikel 3 og 5. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at asylsystemet i Letland generelt må anses for behæftet med visse mangler, og at der kan være risiko for frihedsberøvelse under til dels vanskelige vilkår, herunder af familier med mindreårige børn, samt risiko i øvrigt for manglende adgang til asylsystemet i form af navnlig push-back ved grænseposter. Der henvises herved bl.a. til rapporten “Report to the Latvian Government on the periodic visit to Latvia carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT)” fra juli 2023, side 18ff. Hovedparten af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrører dog forholdene for asylansøgere som følge af den særlige situation (nødsituation) ved grænsen til Belarus fra august 2021 til august 2023. Hertil bemærkes, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i EMRK, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at frihedsberøvelse af mindreårige asylansøgere kan indebære en krænkelse af EMRK, jf. bl.a. sagerne Nikoghosyan m.fl. mod Polen, afgjort den 3. marts 2022 (sagsnr. 14743/17) og R.M. m.fl. mod Polen, afgjort den 9. februar 2023 (sagsnr. 11247/18). Flygtningenævnet bemærker, at AIDA ikke har udarbejdet en landerapport om Letland. Hertil kommer, at der som anført af Udlændingestyrelsen i udtalelsen af [foråret] 2024 så vidt ses ikke foreligger nærmere oplysninger om, i hvilket omfang de ovenfor nævnte mangler ved asylsystemet i Letland tilsvarende gør sig gældende for Dublin-returnees, der overføres fra et medlemsland til et andet medlemsland som led i proceduren efter Dublinforordningen. Det tilføjes, at det fremgår af rapporten ”Information on procedural elements and rights of applicants subject to a Dublin transfer to Latvia” fra april 2023, som er udarbejdet af Letland inden for rammen af EUAA’s dataindsamling, at en Dublin-returnee har adgang til indkvartering, herunder lægelig behandling, og har ret til på ny at få adgang til asylproceduren. Hvis der sker frihedsberøvelse, vil familiemedlemmer blive indkvarteret sammen og adskilt fra andre frihedsberøvede, og børn skal sikres muligheden for at studere og deltage i rekreative aktiviteter i overensstemmelse med deres alder. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder EMRK og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Letland, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Letland i medfør af Dublinforordningen, herunder af familier med mindreårige børn, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at klagerne blandt andet har forklaret, at de i Letland har været udsat for overgreb udøvet af grænsevagter samt frihedsberøvelse under vanskelige vilkår, hvilket nævnet har lagt til grund. Flygtningenævnet har herefter overvejet, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagernes konkrete forhold, der bør indebære, at klagerne alligevel ikke skal overføres til Letland, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har efter sagens oplysninger lagt til grund, at klagerne som en samlet familie må anses for særlig sårbar. Herefter, og efter oplysningerne om forløbet af klagernes ophold i Letland og baggrundsoplysningerne i øvrigt, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er helt konkret grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagernes ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.” Dub-Letl/2024/1/Sael

dub-isla20241

Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Island i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har ansøgt om og er blevet meddelt visum til Island. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens tilknytning til Danmark samt klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt visum til indrejse i Island. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Island er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og at Island dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Island [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Island, henvist til, at han har en ekstraordinær tilknytning til Danmark, som følge af hans ophold i Danmark fra [1990’erne] til [2010’erne], og som følge af, at hans yngste [barn] bor her i landet og er dansk statsborger. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet [i foråret] 2022 meddelte klageren, som var indrejst i Danmark igen i 2019, afslag på asyl og [i efteråret] 2022 meddelte afslag på genoptagelse. Klageren udrejste derefter til [klagerens hjemland], inden han på ny indrejste i Danmark og søgte asyl [i efteråret] 2023. Flygtningenævnet finder, at der ikke er sådanne særlige hensyn, herunder hensyn af humanitær karakter, som indebærer, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke længere kan anses for at have en stærk tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det nu er [15-20] år siden, klageren har haft opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke mellem klageren og hans [barn] med lovligt ophold i Danmark er et afhængighedsforhold som omhandlet i Dublinforordningens artikel 16. Forholdet mellem klageren og hans [barn] er heller ikke omfattet af begrebet familiemedlemmer i forordningens artikel 2, litra g, eller af begrebet familieliv i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren er således ikke afhængig af hjælp fra [barnet], og han har ifølge sin advokats indlæg haft kontakt med [barnet] i forbindelse med [en specifik national helligdag] i [vinteren 2023/2024]. Klageren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 oplyst, at han ikke så ofte har kontakt med [sit barn]. [Barnet] er sund og rask og klarer sig selv og er ikke afhængig af hjælp fra klagerens side. Klagerens høje alder og helbredsmæssige forhold, herunder at han [er gangbesværet som følge af en episode for] tre til fire år siden, og at han har hjerteproblemer og problemer med blodtrykket, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Island, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Island ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Island har tiltrådt. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Isla/2024/1/mlvt

§29b-grae20236

Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende børn, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på mundligt nævn. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandle i Danmark blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Grækenland ville være i risiko for at skulle bo på gaden uden adgang til sundhedshjælp, sociale ydelser samt arbejdsmarkedet, hvilket vil være en krænkelse af EMRK art. 3. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren og hendes [1-3] medfølgende børn [i sommeren] 2021 er meddelt flygtningestatus i Grækenland, idet de græske udlændingemyndigheder [i efteråret] 2022 har oplyst dette til de danske udlændingemyndigheder. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Det må efter oplysningerne fra de græske myndigheder og klageren lægges til grund, at hun har fået opholdstilladelse som anerkendt flygtning og har fået udstedt opholdskort, en såkaldt ADET, ligesom hun har fået udstedt fremmedpas. Opholdstilladelsen er gyldig fra [sommeren] 2021 til [sommeren] 2024. Klageren har imidlertid oplyst, at hun har ødelagt alle sine dokumenter, og det må således antages, at klageren ikke længere er i besiddelse af disse. Uanset dette finder Flygtningenævnet, at det er muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland. Forholdene i Grækenland for anerkendte flygtninge har længe været meget vanskelige. Dette fremgår bl.a. af AIDA’s rapport ”Country Report: Greece – 2021 Update”, udgivet i maj 2022, og Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyls rapporter ”Beneficiaries of International Protection”, senest udgivet i marts 2023. Spørgsmålet er derfor, om klageren, der er enlig mor til [1-3] mindreårige børn, hvoraf det ene blandt andet lider af [diagnose A], er tilstrækkeligt beskyttet i Grækenland. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at mange flygtninge i Grækenland – herunder også flygtninge, der tilbagesendes fra et andet EU-land – lever på gaden som hjemløse eller i forladte eller besatte bygninger. Det skyldes blandt andet, at de græske myndigheder ikke i tilstrækkelig grad bistår flygtninge i forhold til tildeling af bolig, og at flygtninge således reelt selv er ansvarlige for deres bolig/indkvartering på det frie boligmarked, jf. blandt andet AIDA’s rapport ”Country Report: Greece – 2021 Update”, udgivet i maj 2022, side 244 ff., og Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyls rapport ”Beneficiaries of International Protection”, udgivet i marts 2023, side 22 ff. Der er endvidere efter baggrundsoplysningerne alene begrænset adgang for anerkendte flygtninge til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse. Selvom anerkendte flygtninge i medfør af artikel 30 i den græske International Protection Act har samme ret til social bistand som græske statsborgere, fremgår det af baggrundsoplysningerne, at der ofte er udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. blandt andet de ovennævnte rapporter. Flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, har derfor navnlig mulighed for social bistand i form af den såkaldte garanterede minimumsindkomstordning, jf. AIDA’s ovennævnte rapport, side 249 ff. og Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyls rapport, side 19 ff., hvoraf det også fremgår, at oplysninger om minimumsindkomstordningen sjældent videreformidles til flygtninge, og at dem, som Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyl har været i kontakt med, ikke var bekendte med ordningen. Efter baggrundsoplysningerne har anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge kan deltage i blandt andet beskæftigelsesrelaterede uddannelsesprogrammer, erhvervsuddannelsesaktiviteter samt modtage rådgivning fra arbejdsformidlingen. Det må dog samtidig lægges til grund, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af sproglige forhold og den høje arbejdsløshedsprocent, jf. blandt andet AIDA’s ovennævnte rapport, side 247 og United States Department of States rapport ”2022 Country Report on Human Rights Practices: Greece”, udgivet den 20. marts 2023, side 12 ff. Vedrørende adgang til sundhedssystemet fremgår det af baggrundsoplysningerne, at flygtninge i Grækenland formelt set har samme adgang til lægebehandling og sundhedssystemet som græske statsborgere, men at der kan være visse udfordringer i forhold til den faktiske adgang til lægebehandling og sundhedsvæsenet, idet den gratis bistand på sundhedsområdet i hvert fald i visse tilfælde kræver udstedelse af visse dokumenter, som det kan være vanskeligt at få udstedt, jf. Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyls ovennævnte rapport, side 26 ff. Om adgangen til lægebehandling og sundhedssystemet kan der yderligere henvises til AIDA’s ovennævnte rapport, side 250 ff., hvoraf det bl.a. også fremgår, at adgangen til sundhedssystemet i praksis – for såvel anerkendte flygtninge som for lokale – er begrænset som følge af manglende ressourcer, ligesom anerkendte flygtninges adgang også begrænses på grund af manglende tolkning (”cultural mediators”). Klageren er enlig mor til [1-3] mindreårige børn, hvoraf det ene lider af [diagnose A] og er beskrevet med [diagnose B], ligesom han er beskrevet [symptomer på diagnose B]. Familien har været tildelt en [række særlige sociale foranstaltninger under indkvarteringen i Danmark]. Børnene har efter det oplyste været væk fra deres forældre i en periode på [4-7] år, før de blev genforenet med klageren i Grækenland i [slutningen af 2010’erne]. Hertil kommer, at klageren og børnene, efter klageren fik opholdstilladelse, har levet på gaden i Grækenland. På grund af de vanskelige forhold i Grækenland for anerkendte flygtninge – herunder udfordringerne i forhold til hjemløshed, adgang til social bistand, adgang til arbejdsmarkedet og sundhedssystemet – må kravene til, om en flygtning på grund af den pågældendes individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, og om man af den grund skal lade den pågældendes asylansøgning behandle i Danmark, sænkes. Efter oplysningerne om klageren og hendes børns situation, finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for særlig sårbar. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren endvidere ikke længere er i besiddelse af sine græske dokumenter, og at det efter baggrundoplysningerne ikke kan afvises, at hun derfor vil stå i samme situation, som personer, der har opnået international beskyttelse, men hvis opholdstilladelser f.eks. er udløbet. Disse personer er ifølge baggrundsoplysningerne udsat for særligt lange ventetider på udstedelse eller fornyelse af deres opholdstilladelse, ADET, uden hvilken de ikke kan få adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder derfor også, at der på grund af de meget vanskelige forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland sammenholdt med den usikkerhed, der er i forhold til, hvordan klageren vil være stillet, når hun ikke længere er i besiddelse af sit opholdskort, er en reel risiko for, at klageren og børnene ved en tilbagesendelse til Grækenland vil være henvist til et liv på gaden uden adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 29 b at afvise at behandle klagerens asylansøgning i Danmark. På den anførte baggrund omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2022/2023], således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”. §29b-Græ/2023/6/leuds

soma202417

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse og udstedelse af tilbagerejsetilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren tilhører klanen [klan A] og er muslim fra [by A], Somalia. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2012, og at han [i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2018 udrejste til Somalia. Klageren udrejste med henblik på at tage varigt ophold i Somalia. [I sommeren] 2023 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og idet styrelsen har vurderet, at der i klagerens sag ikke er forhold, der kan begrunde, at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. [I sommeren] 2023 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på en ansøgning om tilbagerejsetilladelse, idet styrelsen fandt, at klageren ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelser og begrundelserne herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke ses behandlet asylsager på vegne af klagerens børn. Da klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, har klageren ikke ret til at opholde sig her i landet.” Soma/2024/17

irak202413

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby A], [by A], Irak. Ansøgeren har været medlem af KPD i perioden [2010'erne]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af [hans forælders familie] samt sin far, som følge af ansøgerens seksuelle relation til [familiemedlem A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har haft et forhold til [familiemedlem A]. Ansøgeren indledte et forhold til [familiemedlem A] i 2019, som varede indtil 2021. I [foråret] 2021 opdagede ansøgerens [familiemedlem B] forholdet mellem ansøgeren og [familiemedlem A], hvorefter [familiemedlem B] truede ansøgeren med at sige dette til ansøgerens [forælders familie]. [Familiemedlem B] truede ansøgeren med en kniv. Ansøgeren har hertil oplyst, at ansøgerens [forælders familie] med sikkerhed ved, at ansøgeren har haft et forhold til [familiemedlem A], idet der foreligger lægerapporter som viser, at [familiemedlem A] har mistet sin mødom, og endvidere fordi [familiemedlem B] har set ansøgeren og [familiemedlem A] sammen. Ansøgerens [forælders familie] har udøvet hærværk på ansøgerens bopæl, og de har opsøgt ansøgerens forældre på deres adresse, og truet dem med at skulle udlevere enten ansøgeren eller [familiemedlem A]. Herudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin far, idet [familiemedlem B] har fortalt ansøgerens far om ansøgeren og [familiemedlem A] forhold. Ansøgerens far har på baggrund heraf truet ansøgeren med personligt at slå ham ihjel for at genetablere familiens ære. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at bliver fængslet livsvarigt eller henrettet af de irakiske myndigheder, som følge af sit forhold til [familiemedlem A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far har anmeldt ansøgeren til de irakiske myndigheder for at have kidnappet [familiemedlem A]. Derudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af myndighederne, idet ansøgeren har haft et forhold til et familiemedlem, hvilket er ulovligt i Irak. Ansøgeren har hertil oplyst, at ansøgerens [familiemedlem C], har fortalt ansøgeren, at det er de irakiske myndigheder, der har godkendt en lægelig undersøgelse af [familiemedlem A], som påviser, at hun har mistet sin mødom. Ansøgerens [forælders familie] har oplyst de irakiske myndigheder om, at ansøgeren er flygtet sammen med [familiemedlem A], og [familiemedlem C] har fortalt ansøgeren, at ansøgerens far i ansøgerens fravær har mødt for de irakiske domstole og afgivet forklaring på vegne af ham. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at bliver beskyldt for at være en spion af sit forhenværende parti, KDP. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har en ven, som tidligere har fundet på en historie om ansøgerens anden ven, som medførte, at den førstnævnte ven forsvandt. Ansøgeren kender KDP's hemmeligheder, herunder hvordan partiet har plantet falske oplysninger på mennesker. Ansøgeren frygter på baggrund heraf, at KDP vil brænde hans bopæl ned eller plante narkotika på ham. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. [I efteråret] 2021 forklarede ansøgeren under medvirken af kurdisk tolk til det danske politi, at han var udrejst, fordi han af sin familie var blevet pålagt at gifte sig med en pige, han ikke kunne lide. Han var derfor flygtet fra dette ægteskab, inden det blev indgået. I ansøgerens asylskema af [efteråret] 2021, side fire, har ansøgeren som asylmotiv udelukkende oplyst socioøkonomiske grunde, og hans konflikt med sin familie er helt uomtalt. Først ved oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2022 har ansøgeren forklaret, at han udrejste på grund af det angivelige forhold til [familiemedlem A]. Vedrørende bedømmelsen af dette asylmotiv kan Flygtningenævnet i det væsentlige henvise til Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/24]. Flygtningenævnet kan tiltræde det anførte om baggrunden for, at ansøgerens forklaring må anses som værende utroværdig. Dette understreges yderligere af, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret, at [familiemedlem B] fik mistanke om forholdet, fordi [familiemedlem A] ofte ringede til ansøgeren. På forespørgsel kunne ansøgeren ikke nærmere forklare, hvordan [familiemedlem B] skulle være blevet bekendt med disse hyppige opringninger. Det forekommer endvidere usandsynligt, at [familiemedlem A] skulle turde at ringe ansøgeren op gentagne gange, mens [familiemedlem B] var tilstede. For så vidt angår ansøgerens oplysning om at være eftersøgt af myndighederne, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved samtale af [efteråret 2023] har forklaret, at han i [slut 2010'erne] var udtrådt af det parti, som han var medlem af, og at han aldrig havde haft problemer med partiet eller partiets medlemmer. Han oplyste endvidere, at han aldrig var blevet truet eller opsøgt af partiet. Ved nævnsmødet dags dato fremlagde ansøgeren imidlertid dokumenter, der skulle vise, at han i længere tid har været sigtet for at overtræde sin tavshedspligt over for partiet. På forespørgsel om, hvorfor disse dokumenter først fremkom på et så sent tidspunkt, forklarede ansøgeren, at han var bekendt med dem, men ikke havde kunnet fremskaffe dem tidligere. Dette står i afgørende modstrid med hans ovennævnte forklaring af [efteråret] 2023. For så vidt angår de retsdokumenter, der vedrører forholdet til [familiemedlem A], kan disse ikke tillægges betydning allerede fordi nævnet af de ovenfor anførte grunde, finder forklaringen om dette asylmotiv utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Irak/2024/13/lnk

etio20245

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien samt tre børn fra Eritrea og/eller Etiopien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigray og kristen ortodoks af trosretning. Hun er født i [en by i et andet afrikansk land], hvor hun boede, indtil hun som omkring tiårig flyttede til Tigray-regionen i Etiopien. Der boede hun indtil sin udrejse til Danmark. Ansøgeren har på sin [profil på sociale medie] delt billeder af personer, som er blevet overfaldet eller slået ihjel i Etiopien, men har derudover ikke været politisk aktiv eller været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens tre medfølgende børn er alle født i Danmark, og er børn af en etiopisk mor og en eritreisk far. Ansøgeren har oplyst, at der hverken er søgt om registrering af statsborgerskab i Etiopien eller Eritrea på vegne af børnene. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hendes og hendes børns liv vil være i fare, og at de vil blive udsat for forfølgelse fra myndighederne, fordi ansøgeren tidligere har delt opslag på [socialt medie] af personer, som er blevet overfaldet eller slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes [profil på sociale medie] er offentlig tilgængelig. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hendes og hendes børns liv vil være i fare, og at hun vil være i fare for at blive voldtaget på grund af sikkerhedssituationen i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at krigen brød ud i 2021, efter at hun havde forladt Etiopien. Hendes [ene søskende] og mange af hendes fjerne familiemedlemmer er døde på grund af krigen, og mange kvinder bliver voldtaget. Ansøgers [ene søskende] blev slået ihjel af soldater, der gik fra hus til hus og slog alle ihjel. Det er soldater fra Amhara-regionen, Eritrea og Etiopien, der voldtager og slår civile ihjel. Desuden er hospitalerne i Tigray-regionen ødelagte eller brændt ned. Der er udbredt sult som konsekvens af krigen, og folk slår hinanden ihjel, fordi de mangler midler. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel eller fængslet på grund af sin etnicitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at fordi hun er fra Tigray-regionen, ville hun risikere at blive slået ihjel eller fængslet, hvis hun flyttede ind i en anden region eller by. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv på vegne af sine medfølgende børn henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hendes børn vil blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne eller borgerne, fordi de vil blive anset som eritreiske statsborgere ligesom deres far. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at befolkningen i Etiopien vil tage hævn på hendes børn, fordi eritreiske soldater har slået mange civile ihjel i Tigray-regionen. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv på vegne af sine medfølgende børn henvist til, at hun frygter, at børnene ved en udsendelse til Eritrea vil komme til at leve under dårlige forhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at børnene ikke har noget familie i Eritrea, og at de som mindreårige børn ikke vil kunne forsørge sig selv. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun ikke selv vil kunne tage ophold i Eritrea, da de slår personer fra Tigray ihjel. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med myndighederne eller andre i Etiopien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke før sin udrejse i 2019 og forsat ikke har oplevet personlige konflikter i Etiopien. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har videredelt billeder på [socialt medie] af folk, som er blevet overfaldet eller slået ihjel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet trusler eller andre problemer på den baggrund eller har sandsynliggjort, at hun på baggrund af sine aktiviteter på [socialt medie] risikerer forfølgelse eller overgreb, idet hun må anses for at være helt uprofileret i forhold til de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv hverken før eller efter sin udrejse. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at de generelle forhold for etniske tigray fortsat er meget vanskelige i Etiopien. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke lægge til grund, at de generelle forhold for etniske tigray i Etiopien er af sådan karakter, at enhver tigray vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundede forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Etiopien ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Hvad angår ansøgerens børn finder Flygtningenævnet, at de heller ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl. Flygtningenævnet lægger til grund, at børnene kan opnå statsborgerskab i henholdsvis Etiopien og Eritrea. Flygtningenævnet har lagt vægt på Udlændingestyrelsens tilgængelige baggrundsoplysninger, herunder The Federal Democratic Republic of Ethiopia, Proclamation No 378/2003 - Ethiopia Nationality Proclamation, fra 23. december 2003, hvoraf det fremgår, at et barn af en etiopisk mor (eller far) vil i henhold til den etiopiske nationalitetslov være statsborger i Etiopien. For så vidt angår statsborgerskab i Eritrea, fremgår det af den eritreiske nationalitetslov, at et barn af en eritreisk far (eller mor) vil være statsborger i Eritrea. Hvad angår ansøgerens frygt på sine børns vegne i forbindelse med Etiopien, kan dette ikke føre til asyl. Der henvises til det ovenfor anførte. Det fører ikke til en ændret vurdering, at ansøgeren frygter, at børnene ved en tilbagevenden til Etiopien vil blive anset som eritreere. Flygtningenævnet har lagt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at børnene af den grund vil kunne risikere at blive udsat for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet bemærker herudover, at ansøgerens børn har mulighed for at opnå etiopisk statsborgerskab. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Etiopien ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Hvad angår ansøgerens frygt på sine børns vegne i forbindelse med Eritrea, kan dette ikke føre til asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at børnene skulle have nogen asylbegrundende konflikter i Eritrea. Flygtningenævnet bemærker herudover, at ansøgerens børn har mulighed for at opnå eritreisk statsborgerskab. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Eritrea ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Endelig bemærkes, at ansøgerens børn ikke opfylder betingelserne for konsekvensstatus efter deres far, [A], der [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens børn er født i Danmark efter, at deres far blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2024/5/MKTO

afgh202429

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by A] i [provins A] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans [familiemedlem A] arbejdede for den daværende regering samt for udenlandske aktører. Ansøgerens [familiemedlem A] blev som følge heraf slået ihjel af Taliban. Ansøgerens [familiemedlem B] arbejdede ligeledes for regeringen, [vestligt land A´s] styrker og andre udenlandske aktører. Ansøgeren agerede [arbejde] for sin [familiemedlem B] og startede arbejdet som [arbejde] omkring halvandet år inden Talibans magtovertagelse i 2021, hvorfor ansøgeren efter det oplyste står i et modsætningsforhold til Taliban. Ansøgeren har fået overleveret trusler fra Taliban gennem andre fra sin landsby, og Taliban har også sendt skriftlige trusler til [familiemedlem B] og ansøgeren. Taliban har ligeledes ringet til [familiemedlem B] og truet med at slå ham og ansøgeren ihjel, på samme måde som Taliban slog [ansøgerens] far ihjel. [Familiemedlem B] blev bortført af Taliban 20 dage efter Talibans magtovertagelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren i sit asylskema af [foråret] 2023 har oplyst, at han udrejste sammen med sin [familiemedlem B], og at hans [familiemedlem B] forsvandt under flugten. [Familiemedlem B´s] navn blev ikke oplyst i denne forbindelse, og det fremgår i det hele taget ikke af skemaet, at ansøgeren skulle have en [familiemedlem B] ved navn [familiemedlem B]. Som anført af Udlændingestyrelsen har ansøgeren efterfølgende oplyst, at hans [familiemedlem B] blev arresteret af Taliban i [by B], og at det først var derefter, at han selv udrejste. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at dette er så centralt for ansøgerens asylmotiv, at det ikke kan forklares med henvisning til, at ansøgeren var træt eller lignende, da han udfyldte skemaet. Flygtningenævnet finder i øvrigt, af de grunde Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [foråret] 2024, at ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden, og således ikke kan danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse. For så vidt angår de dokumenter, der er fremlagt af ansøgeren, og som angiveligt skal vise, at ansøgerens [familiemedlem B] arbejdede for [udenlandsk virksomhed A], bemærker Flygtningenævnet, at flere af disse dokumenter på helt afgørende punkter ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring. Således fremgår det af den såkaldte "Employment verification", at [familiemedlem B] var beskæftiget for [udenlandsk virksomhed A] frem til [sommeren] 2022, og således længe efter at Taliban på ny havde overtaget magten i Afghanistan. Samme oplysninger fremgår af det såkaldte memorandum vedrørende visum, der er dateret [i efteråret] 2022, og hvoraf fremgår, at [familiemedlem B] indstilles til [særlig immigrantstatus]. Dette til trods for, at han efter ansøgerens oplysninger på dette tidspunkt i over et år havde været forsvundet, og muligvis slået ihjel af Taliban. Af de samme årsager finder Flygtningenævnet ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på nærmere undersøgelse af disse dokumenter. Flygtningenævnet kan således i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende dette asylmotiv. Flygtningenævnet tilføjer, at det i øvrigt som sagen foreligger oplyst, ikke kan anses for sandsynliggjort, at den i de fremlagte dokumenter omtalte [familiemedlem B] er ansøgerens [familiemedlem B]. Ansøgeren har for Flygtningenævnet gjort gældende, at han må anses for at være vestliggjort i sådan omfang, at dette i sig selv udgør et grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herved henvist til, at han har vænnet sig til et ungdomsliv på danske præmisser, hvilket er uforenligt med at opholde sig i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren udrejste af Afghanistan som omtrent [18-21-årig], og at han kun har opholdt sig i få år i vest-Europa. Ansøgeren er pashtun og muslim. Da ansøgeren således har levet langt det meste af sit liv i Afghanistan, da han tilhører den største etniske gruppe i landet, og da han i øvrigt fremstår helt uprofileret, lægger Flygtningenævnet til grund, at han uden større vanskeligheder ville kunne genoptage sin tilværelse i Afghanistan, på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Der er herefter heller ikke anledning til at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Afgh/2024/29/lnk

bela20243

Nævnet meddelte i august 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Belarus. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen ortodoks fra [by], Belarus. Ansøgeren har været politisk aktiv og har ytret sig kritisk om den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko på internettet og til demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Belarus frygter de belarusiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at udtale sig kritisk om det belarusiske styre i 2006, idet han var uenig i den måde, regeringen ledte landet på. Ansøgeren har udtalt sig regimekritisk under demonstrationer, direkte til andre personer og på internettet, hvorfor ansøgeren er kommet i de belarusiske myndigheders søgelys. Ansøgeren blev [flere gange i perioden fra 2009-2014] fejlagtigt dømt for narkobesiddelse som følge af sine politiske aktiviteter, idet dette er myndighedernes måde at håndtere regimekritiske personer på. Ansøgerens situation blev væsentligt forværret i forbindelse med valget i 2020, og han blev overfaldet af tre ukendte mænd, som bad ham indstille sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han under sit ophold i Danmark har fortsat sine politiske aktiviteter, og han har blandt andet demonstreret foran den russiske ambassade og deltaget i demonstrationer, som støtter Ukraine. Ansøgeren har ligeledes fortsat sin regimekritiske aktivitet på internettet, og ansøgeren har som følge heraf modtaget en trussel via et socialt medie. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Belarus og Danmark til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren fremstår overvejende troværdig, og at store dele af hans forklaring om hændelser m.v. fremstår som værende selvoplevet. Flygtningenævnet finder, at det heroverfor ikke kan tillægges afgørende betydning, at der er divergenser i ansøgerens forklaringer. Flygtningenævnet lægger således til grund, at han i flere år forud for sin udrejse gav udtryk for sine politiske holdninger til andre personer, at han i et vist omfang gav udtryk for sine holdninger på internettet, og at han deltog i flere demonstrationer efter præsidentvalget i august 2020, ligesom han derefter – fortsatte med – at ytre sig politisk på internettet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at han i forlængelse heraf blev indkaldt til et møde hos myndighederne, til hvilket møde han blev advaret om at fortsætte sine aktiviteter. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at ansøgeren kort tid forud for sin udrejse blev opsøgt af tre ukendte mænd, der udsatte ham for vold og sagde blandt andet, at de ville skære ham i småstykker, hvis han ikke ”holdt kæft”. Flygtningenævnet lægger desuden til grund, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark via sine profiler på sociale medier, der er i ansøgerens eget navn, ytrer sig kritisk over for myndighederne i Belarus i opslag på andre profiler, herunder profiler, der tydeligt fremstår kritiske over for myndighederne i Belarus. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] har fået overgivet en tilsigelse til at give møde ved myndighederne, ligesom ansøgeren har modtaget en trussel på et socialt medie fra en person, som ansøgeren er sikker på, er fra politiet. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter baggrundsoplysningerne om forholdene i Belarus, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Belarus vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at udelukke ansøgeren fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de forhold, som ansøgeren er dømt for, må antages alene at ville medføre bødestraf, såfremt forholdene var pådømt i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Bela/2024/3/MLVT

afgh202428

Nævnet meddelte i august 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste under Flygtningenævnets oprindelige behandling af sagen i 2012 til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af sine [familiemedlemmer] på grund af en jordkonflikt mellem ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B]. Både ansøgerens [familiemedlem A], [familiemedlem B] og [familiemedlem C] blev slået ihjel under konflikten, hvorefter ansøgerens [familiemedlem D] flygtede med ansøgeren og hans [familiemedlem E] til [land A]. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse fra Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at etniske hazaraer er udsat for systematisk forfølgelse af Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at han indrejste i Danmark som teenager og har opholdt sig i Danmark i 14 år. Ansøgeren har således tilegnet sig danske værdier og traditioner i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive anset som vestliggjort. Ansøgeren lever et almindeligt liv i Danmark, hvor han arbejder som [faglært erhvervsjob]. Ansøgeren drikker alkohol, spiser svinekød og går hverken i moské eller overholder Ramadanen. Ansøgeren har ikke været i Afghanistan, siden han var [8-11] år og har ikke kendskab til afghansk kultur i en sådan grad, at han vil kunne begå sig i landet. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv finder Flygtningenævnet fortsat ikke, at dette kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er i denne forbindelse ikke fremkommet væsentlige, nye oplysninger under nævnsmødet. Spørgsmålet er herefter, om de nu påberåbte asylmotiver kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse. Ansøgeren har særligt henvist til, at han er etnisk hazara, og at han efter nu 14 års ophold i Danmark må anses for således vestliggjort, at han ved indrejse i Afghanistan vil påkalde sig Talibans opmærksomhed og dermed være i risiko for forfølgelse. Forholdene for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet (og shiamuslimer) og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet blandt andet beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, maj 2024. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøger efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Dette må, også for så vidt angår etniske hazaraer, bero på en konkret vurdering. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der indrejste i Danmark som [16-18-årig], som anført nu har opholdt sig her i landet i 14 år. Forud herfor havde ansøgeren i [4-6] år opholdt sig i andre europæiske lande samt [1-3] år i [land A]. Han har således ikke opholdt sig i Afghanistan, siden han var [8-11 år]. Han er i beskæftigelse som [faglært erhvervsjob] og har efter det oplyste været dette siden 2017. Ansøgeren taler dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk, dog med bistand af tolk. Han taler i øvrigt dari. Han har levet et ungdomsliv på danske præmisser, herunder med forhold til kvinder, frivilligt arbejde, sportsudøvelse og lignende. Han er gift med en afghansk kvinde, som han mødte i [land A] i 2018. De har [et barn] på [0-3 år]. Hans ægtefælle er nu bosat i Afghanistan, efter at hun blev udvist af [land A] for kort tid siden. Ansøgerens [familiemedlem D] er fortsat bosat i [land A], ligesom ægtefællens familie. Ved afgørelsen af, om ansøgeren vil kunne vende tilbage til Afghanistan, må Flygtningenævnets flertal lægge afgørende vægt på, at han efter det oplyste har opholdt sig uden for Afghanistan i langt over halvdelen af sit liv. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, herunder henset til ansøgerens alder, da han indrejste i Europa, varigheden af hans ophold i Danmark og de øvrige ovennævnte faktorer, herunder at han er hazara af etnicitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne vende tilbage til Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren er gift med en afghansk kvinde, der efter det oplyste også er etnisk hazara og nu er bosat alene med deres [barn] i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/28/marau

afgh202426

Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2012 idømt tre måneders ubetinget fængsel for personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Klageren blev i 2014 idømt en bødestraf for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Klageren blev adskillige gange i årrækken 2016-2023 idømt behandlingsdomme uden længstetid for personfarlig kriminalitet. Klageren blev ved dommene i perioden desuden enten betinget udvist af Danmark eller udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Klageren blev i 2023 idømt syv dages betinget fængsel for overtrædelse af hjemrejseloven samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2024 truffet afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Det blev samtidig vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand skal inddrages i vurderingen, jf. herved dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Savran mod Danmark (2021), præmis 194, og Azzaqui mod Nederlandene (2023), præmis 56 og 57. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farligforbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er adskillige gange dømt for kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet i form at umotiveret vold begået mod offentligt ansatte og sædelighedsforbrydelser. Flygtningenævnet finder, at klageren flere gange er dømt for at have begået særlig farlige forbrydelser. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 201 1195/EU af 13. december 2011, i bla. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den på gældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter forbrydelsen med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag. Henset til omfanget og karakteren af den kriminalitet, som klageren har begået under sit ophold i Danmark, senest i 2023, og som har indebåret, at han adskillige gange er udvist af landet, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om klagerens personlige forhold, herunder hans misbrugsproblemer og forbrug periodevis også af hårdere stoffer, finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Klageren, der er indrejst i Danmark i 2012, er [25-35] år gammel. Han har været udrejst af Danmark [i en cirka to-årig periode], hvor han tog ophold i [europæisk land A] og [europæisk land B]. I de perioder tog han ikke medicin. Han har ikke kone eller børn. Han har gået på sprogskole i Danmark, men taler alene dansk i begrænset omfang, og mødet i Flygtningenævnet er foregået under medvirken af tolk. Ud over kortere praktikperioder har han ikke været i beskæftigelse i Danmark, og han har aldrig deltaget i foreningsliv. Klagerens [familiemedlemmer] bor i Afghanistan. Klageren er bl.a. diagnosticeret med [psykisk lidelse], og han har under sit ophold i Danmark modtaget medicin og behandling, ligesom han i flere perioder har været indlagt. Det fremgår af sagen, at han er velbehandlet og fri af […] symptomer på nuværende tidspunkt, og at han har forståelse for vigtigheden af, at den medicinske behandling fortsætter. Han har et forbrug af hash og har periodevis også taget hårdere stoffer, herunder [narkotika A]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2024/26/lafal

dub-let20231

Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Letland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Letland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens eneste tilbageværende familiemedlemmer, herunder klagerens søn, har opholdstilladelse og opholder sig i Danmark samt til klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Letland, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Letland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Letland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Letland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indgav klageren sin ansøgning om asyl i Letland [i sommeren] 2023, og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, om at det er Letland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 16, jf. præamblens pkt. 17, under henvisning til at klageren er en enlig, sårbar kvinde, at hendes eneste tilbageværende familiemedlemmer, herunder hendes søn, bror og tidligere svoger, alle opholder sig i Danmark. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til klagerens psykiske helbred. Flygtningenævnet finder, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i nærværende sag. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at der består et afhængighedsforhold mellem hende og hendes herboende søn. Det forhold, at hun har brug for hans støtte og omsorg nu, hvor hun er blevet ældre, og at hun altid har haft brug ham psykisk, men nu også har brug for ham fysisk, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker herved, at klagerens søn rejste til Danmark for omkring [20-25 år] siden, og at klageren selv først indrejste [i efteråret] 2023. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og klagerens søn har oplyst, at de søgte om familiesammenføring, da sønnen kom til Danmark som [15-18-årig], men fik afslag herpå. Heller ikke, at klagerens søn har oplyst, at han er meget bekymret for, hvad der vil ske med hans mor, hvis hun skal opholde sig i Letland alene, og at han er bange for om hun vil kunne klare det. Flygtningenævnet skal således herefter tage stilling til om, Dublinforordningens artikel 17, hvorefter en medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i denne forordning, skal finde anvendelse i nærværende sag. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen er, at en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens artikel III, så er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde for at fravige dette hovedprincip. Uagtet at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Det bemærkes hertil, at det fremgår af Dublinforordningens præambel punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvor det anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. I den forbindelse bemærkes det, at hverken EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens søn, bror og tidligere svoger ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g, ligesom at klagerens relation til sønnen, broren og den tidligere svoger, ikke er umiddelbart er omfattet af familiebegrebet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker desuden hertil, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har været adskilt fra sine herboende familiemedlemmer i mange år. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen af behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningen hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens helbredsforhold, herunder at hun har symptomer på [diagnose A] og stadig kæmper med en tidligere [diagnose B], kan ikke føre til at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige behandling i Letland. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de lettiske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder hendes psykiske helbred, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Letl/2023/1/sahe

§29b-grae20241

Nævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 er meddelt flygtningestatus i Grækenland, og at hans opholdstilladelse er gyldig frem til [efteråret] 2025. Det er i den forbindelse lagt til grund, at der er tale om en såkaldt ADET. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Om forholdene i Grækenland for anerkendte flygtninge. Forholdene for anerkendte flygtninge i Grækenland er beskrevet i bl.a. AIDA, Country Report: Greece: 2022 update, side 222 ff. (herefter AIDA-rapporten) og i RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German Refugee Council), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights fra marts 2023 (hereafter RSA-rapporten). Om boligforholdene for anerkendte flygtninge fremgår bl.a. af AIDA-rapporten side 243 ff.: “According to Article 29 Asylum Code beneficiaries of international protection should enjoy the same rights as Greek citizens and receive the necessary social assistance, according to the terms applicable to Greek citizens. However, administrative and bureaucratic barriers, lack of state-organised actions in order to address their particular situation, non-effective implementation of the law, and the impact of economic crisis prevent international protection holders from the enjoyment of their rights, which in some cases may also constitute a violation of the of principle of equal treatment enshrined in L.3304/2005, transposing Directives 2000/43/EU and 2000/78/EU. … Moreover, a number of measures restricting the access of recognised beneficiaries of international protection to social benefits and accommodation were announced in March 2020. As stated by the Minister for Migration and Asylum, “our aim is to grant asylum to those entitled within 2-3 months and from then on we cut any benefits and accommodation, as all this works as a pull factor […] Greece is cutting these benefits. Anyone after the recognition of the asylum status is responsible for himself”. Indeed, an amendment to the asylum legislation in early March 2020 states that “after the issuance of the decision granting the status of international protection, material reception conditions in form of cash or in kind are interrupted. Said beneficiaries residing in accommodation facilities, including hotels and apartments have the obligation to leave them, in a 30-days period since the communication of the decision granting international protection”. … There is a serious information gap on the issue of the access of beneficiaries of international protection to housing. Recent research found that 18 out of 64 beneficiaries of international protection are homeless or in precarious housing conditions, 14 out of 64 are at an immediate risk of being homeless (living in ESTIA or camp after their recognition). A total of 32 out of 64, i.e. 50% of all beneficiaries of international protection live in precarious housing conditions. In general terms and according to the law beneficiaries of international protection have access to accommodation under the conditions and limitations applicable to third-country nationals residing legally in the country. As has been mentioned, there is limited accommodation for homeless people in Greece and no shelters are dedicated to recognised refugees or beneficiaries of subsidiary protection. There is no provision for financial support for living costs. In Athens, for example, there are only four shelters for homeless people, including Greek citizens and third-country nationals lawfully on the territory. At these shelters, beneficiaries of international protection can apply for accommodation, but it is extremely difficult to be admitted given that these shelters are always overcrowded and constantly receiving new applications for housing. According to GCR’s experience, those in need of shelter who lack the financial resources to rent a house remain homeless or reside in abandoned houses or overcrowded apartments, which are on many occasions sublet.” I RSA-rapporten fremgår bl.a., at der er en høj risiko for hjemløshed blandt ankerkendte flygtninge i Grækenland. Det anføres herunder således: “High risks of homelessness and destitution persist among people granted international protection in Greece, given that access to the necessary documents and resources to secure accommodation is not possible within the 30-day deadline left to persons to vacate their reception places upon obtaining international protection. These risks have been exacerbated by the termination of the ESTIA programme, whose status holder beneficiaries became homeless. Even beneficiaries of international protection who have gone through the HELIOS programme are yet again at risk of homelessness after their rental subsidies come to an end. As mentioned above, as many as 17,251 beneficiaries have ceased receiving the subsidies. These persons are unable to continue renting property and most end up homeless on the street. Crucially, entry into the Controlled Access Reception Facilities, as officially termed now, has become increasingly restricted due to the roll-out of entry and exit control systems across mainland refugee camps. Those beneficiaries of international protection who remain in camps as unregistered residents have no access to food or other services. They regularly receive orders by the camp management to leave, often accompanied by threats to involve the Police, and therefore live under constant fear of eviction. This critical situation has been highlighted by the European Commission, which “has raised the issue of discontinuation of material reception support including food to protection status holders… with the Greek authorities on several occasions” and “has repeatedly called upon the Greek authorities to ensure all persons, particularly the vulnerable receive basic means of subsistence, notably, food and hygiene products.” Status holders could in theory seek access to short-term homeless shelters offering accommodation for three to six months. However, homeless shelters operating throughout the country do not specifically target beneficiaries of international protection, although some are open to them. Information obtained by RSA in March 2023 confirms that access to homeless shelters in the Attica region remains almost impossible. … Furthermore, there are no soup kitchens specifically addressed to beneficiaries of international protection, although some are open to them. However, access to food distributed by the few soup kitchens in operation in Attica is restricted in practice. Soup kitchens often require possession of the documents described in this report, while most lack interpretation services. In light of the above, beneficiaries of international protection, including those returned to Greece from other countries, run a real risk of destitution, extreme material deprivation and a complete lack of accommodation engaging Article 3 ECHR and Article 4 of the EU Charter. This is confirmed by several cases of status holders returned from other European countries and represented by RSA, who are faced with protracted homelessness and destitution.” Det må på grundlag af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at anerkendte flygtninge, der har boet i indkvarteringsfaciliteter, skal forlade disse 30 dage efter, at de har fået international beskyttelse, og at der er en høj risiko for, at de ender som hjemløse. Om adgangen til sociale ydelser, sundhedshjælp og arbejdsmarkedet bemærkes, at det på grundlag af baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at anerkendte flygtninges adgang hertil begrænses og besværliggøres i et ikke ubetydeligt omfang som følge af en række barrierer, herunder bureaukratiske. Adgang hertil forudsætter således udstedelse af et skattekort eller Tax Information Number (AFM), hvilket kræver en officiel adresse (residence certificate). Anerkendte flygtninge uden en sådan officiel adresse kan således ikke få et skattekort. Adgang til sociale ydelser og sundhedshjælp kræver, at man har et cpr-nr. (AMKA), hvilket igen forudsætter et skattekort. Der kan herved henvises til RSA-rapporten side 17 ff., hvoraf bl.a. fremgår: “The Tax Identification Number (Αριθμός Φορολογικού Μητρώου, AFM) is a prerequisite for acts such as opening of a bank account, rental of property and access to the labour market and social assistance in Greece, including under the HELIOS programme mentioned below. Individuals wishing to register with a Tax Office (Διεύθυνση Οικονομικών Υποθέσεων, DOY) with a view to obtaining AFM are required to certify their residence address through a certificate from a reception centre, an electricity bill or a copy of a rental contract in their name. Accordingly, beneficiaries of international protection who do not hold a residence certificate and/or are homeless are unable to obtain AFM. As a result, they cannot submit a tax declaration or obtain a tax clearance certificate. … Importantly, the AFM is automatically deactivated upon the expiry of the ADET and cannot be used until the ADET is renewed. This exposes individuals to risks of loss of acquired rights, including labour or unemployment benefits. … AMKA is a prerequisite for access to both health care and the labour market. According to the Ministry of Labour and Social Affairs Circular in force since October 2019, beneficiaries of international protection can request AMKA from any Citizens’ Service Centre (Κέντρο Εξυπηρέτησης Πολιτών, KEP) if they hold a residence permit, a correspondence address and AFM. Asylum seekers are not eligible for AMKA,58 but obtain a Provisional Foreigner’s Insurance and Health Care Number (PAAYPA).59 This number is shall be converted into AMKA within one month of the delivery of the ADET. 60 The obstacles to and prolonged waiting times for obtaining a residence permit affect the issuance of AMKA, resulting in depriving beneficiaries of international protection of the necessary documentation to access the health care system. Moreover, the conversion does not happen automatically; beneficiaries must appear before a KEP in order to obtain their AMKA.” Hertil kommer, at anerkendte flygtninge ifølge RSA-rapporten i realiteten udelukkes fra social hjælp som følge af et krav om længerevarende lovligt ophold i Grækenland. Følgende fremgår således af side 19 ff.: “The lengthy residence requirements underpinning most benefits do not take into account the particular situation of refugees and thereby entail differential treatment against beneficiaries of international protection compared to Greek nationals and effectively exclude them from most forms of social assistance. … Indirect discrimination against beneficiaries of international protection in respect of access to social benefits therefore constitutes a structural deficiency. This was recently highlighted in Letter of Formal Notice INFR(2022)2044 by which the European Commission launched infringement proceedings against Greece for poor implementation of Article 29 of the Qualification Directive. …” Med henvisning til adgang til sundhedshjælp kan der henvises til RSA-rapporten side 26 og til AIDA-rapporten side 250 ff., hvoraf fremgår at adgangen begrænses af problemerne med at få et cpr.nr. (AKMA). Klagerens forhold og forventede situation ved en tilbagesendelse. Det må efter klagerens oplysninger lægges til grund, at han efter at være blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland ikke længere måtte bo i den lejr for asylansøgere, som han hidtil havde boet i på [græsk ø], og at han – efter i to dage forgæves at have søgt arbejde på [græsk ø] – rejste til Athen. I Athen blev ansøgeren af en [nationalitet] flygtning henvist til et herberg, hvor han mod betaling af 10 euro om dagen overnattede i [et antal] uger indtil han rejste til [andet europæisk land]. Under sit ophold i Athen fik klageren arbejde på en [frugtplantage]. Der blev efter det oplyste ikke betalt skat af lønnen, som blev udbetalt kontant, og uden at klageren modtog lønsedler, og det lægges derfor til grund, at der var tale om sort arbejde. Efter [et antal] uger var plukningssæsonen forbi, og der var ikke mere arbejde på plantagen. Klageren, der sideløbende havde søgt andet arbejde, fik oplyst, at der først ville være arbejde om fem måneder. Herefter besluttede klageren sig for at rejse videre og tog til [andet europæisk land]. Det må efter klagerens oplysninger endelig lægges til grund, at han ikke modtog oplysninger om muligheden for udstedelse af CPR-nummer og skattekort, og han alene har fået udleveret opholdskort og rejsedokument. Han er således ikke i besiddelse af hverken CPR-nummer og skattekort, ligesom han ikke har kunnet oprette en bankkonto. Det må endelig lægges til grund, at klageren ikke har problemer med sit helbred. Det tiltrædes, at klageren lovligt kan indrejse og tage ophold i Grækenland, og Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen. Det tiltrædes endvidere, at klageren i Grækenland er beskyttet mod at blive sendt tilbage til [sit hjemland]. Flygtningenævnet finder imidlertid på grundlag af baggrundsoplysningerne om forholdene for anerkendte flygtninge i Grækenland, som beskrevet ovenfor, at klageren ved en tilbagesendelse risikerer at stå uden bolig og dermed leve som hjemløs, ligesom han ikke vil have adgang til det legale arbejdsmarked, sociale ydelser og sundhedshjælp som følge af, at han ikke har og i realiteten sandsynligvis i en længere periode ikke vil kunne få et skattekort og cpr.nr. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at afvise klagerens asylansøgning i Danmark, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. §29b-Græ/2024/1

dub-fran20244

Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedet en opholdstilladelse i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt en opholdstilladelse, der udløb [i foråret] 2022 og dermed mindre end to år før, klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste under sit ophold i Frankrig oplevede en konflikt med sin tidligere arbejdsgiver, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på klagerens oplysning om, der er tale om en afsluttet konflikt og finder, at såfremt klageren i Frankrig måtte opleve problemer med den tidligere arbejdsgiver, må han henvises til at rette henvendelse til de relevante franske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen er refereret for at have forklaret, at han under sit ophold i Frankrig blev tilbudt bolig og modtog ydelser af de franske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2024/4/sach

pole20249

Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedet en opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen og til indkvarteringsforholdene for Dublin-returness i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt en opholdstilladelse, der udløb mindre end to år før, klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da der er indkvarteringsproblemer for Dublin-returnees, der ikke er tidligere asylansøgere, og at klageren risikerer at blive frihedsberøvet. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA’s seneste rapport fra april 2023, side 29: ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving finan-cial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s necessities.” Flygtnin-genævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne samtidig må lægges til grund, at der i Polen sker frihedsberøvelse af asylansøgere, der overføres til Polen i medfør af Dublinforordningen, i et stort omfang. Det er imidlertid anført i den ovennævnte rapport fra AIDA, at der også er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om risikoen for frihedsberøvelse af og indkvartering af Dublin-returnees, der overføres til Polen i medfør af Dublinforordningen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen. Det er ved denne vurdering tillagt vægt, at de nyeste baggrundsoplysninger peger på en vis opblødning af praksis for frihedsberøvelse af Dublin-returnees, og at de generelle modtage- og indkvarteringsforhold som anført ikke kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennem-gang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/9/diei.

dub-tysk202417

Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har været udsat for chikane af andre beboere samt været udsat for overgreb på de asylcentre, som han har boet på, som følge af sin etnicitet, kristne trosretning samt sit syn på homoseksuelle og deres rettigheder kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 blandt andet har oplyst, at han har klaget over de andre beboere til asylcentrets personale, men at han ikke har indbragt en klage over personalets manglende ageren til en højere instans. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med de andre beboere på asylcentrene i Tyskland, må henvises til at tage kontakt til de relevante tyske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/17/JLY

dub-tysk202416

Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at han er bange for, at de tyske myndigheder vil sende ham tilbage til [hans hjemland], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at Tyskland har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Vedrørende det af klageren anførte om, at han ikke fik mulighed for at klage over sit afslag, bemærker Flygtningenævnet, at klageren selv har oplyst, at han modtog klagevejledning, men at han aldrig selv fik fremsendt den blanket han havde fået oplyst, at han skulle benytte. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han følte sig utilpas på asylcentret, fordi der var mange mennesker, stoffer og våben. Flygtningenævnet bemærker, at klageren må henvises til at kontakte, herunder klage til de relevante tyske myndigheder vedrørende dette forhold. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2024/16/sahe

dub-sver20243