Nævnet hjemviste i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2025.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Chernivtsi Oblast, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil blive indkaldt til at gøre krigstjeneste, at han pga. sin moralske/religiøse overbevisning vil nægte at udføre krigstjeneste, at han som følge heraf vil blive idømt fængselsstraf, og at han vil skulle afsone under forhold, der udgør en krænkelse af hans menneskerettigheder, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Som asylmotiv har ansøgeren videre henvist til de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der er daglige luftangreb i hans hjemby, og at angrebene er intensiveret inden for de sidste seks måneder. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund med den undtagelse, at det ikke kan lægges til grund som forklaret af ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet, at han er Jehovas Vidne, idet han gentagne gange under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2025 udtalte, at han ikke er Jehovas Vidne. Ansøgeren er på nuværende tidspunkt [i trediverne] år. Han har ingen fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser eller sundhedsmæssige problemer i øvrigt. Han har ikke tidligere udført militærtjeneste og er ikke blevet undtaget herfor. Flygtningenævnet finder derfor, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive tvangsmobiliseret til krigstjeneste og for at blive idømt en fængselsstraf, eventuelt efter først at være blevet idømt en bødestraf, såfremt han nægter at udføre krigstjeneste. Såfremt ansøgeren idømmes fængselsstraf som følge af hans nægtelse af at udføre krigstjeneste, vil dette imidlertid ikke udgøre asylbegrundende forfølgelse, idet det herved bemærkes, at det efter baggrundsoplysningerne må kunne lægges til grund, at længden af en sådan fængselsstraf ikke vil være åbenbart uproportional og i strid med danske retsprincipper. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt ansøgeren vil være i risiko for i givet fald at skulle afsone under forhold, der udgør en krænkelse af hans menneskerettigheder, herunder særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Højesteret tog i en kendelse af 20. juni 2025 i sag 3/2025 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 3792) stilling til denne risiko i forhold til en person, der ønskedes udleveret til strafforfølgning i Ukraine. Højesteret udtalte, at det fremgik af ”en række rapporter mv. om fængselsforhold i Ukraine …, at det ukrainske fængselsvæsen har haft et langvarigt strukturelt problem med vedvarende overbelægning navnlig i arresthuse, at de krav, der følger af den ukrainske lovgivning om personligt areal, i mange institutioner ikke overholdes, at fængselsforholdene til tider udgør en alvorlig trussel mod de indsattes liv og helbred, og at den verserende krig mod Rusland væsentligt har forværret fængselsforholdene. Det fremgår imidlertid også af rapporterne, at de ukrainske myndigheder på trods af krigen har udfoldet betydelige bestræbelser på at sikre passende forhold for frihedsberøvede personer, at de ukrainske myndigheder har fortsat indsatsen for at reducere antallet af frihedsberøvede personer, at der er en igangværende reform af fængselsvæsenet, og at der er oprettet et ekspertudvalg vedrørende fængselsvæsenet”. På baggrund af de konkrete garantier, som de ukrainske myndigheder havde udstedt over for de danske myndigheder i den pågældende sag, og den lovgivning, som i november 2023 var blevet indført vedrørende afsoningsforholdene for udleverede personer – men som altså efter det oplyste ikke gælder generelt for strafafsonere eller for personer, der udsendes til Ukraine efter at være blevet udvist eller fået afslag på opholdstilladelse – fandt Højesteret, at der ”på trods af rapporterne om fængselsforholdene i Ukraine” ikke var reel risiko for, at den pågældende ved udlevering til strafforfølgning ville blive udsat for forhold i strid med konventionens artikel 3. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom af 13. november 2025 i sag nr. 7937/24 m.fl. fundet, at en række personer havde været frihedsberøvet under forhold, der udgjorde en krænkelse af konventionens artikel 3, bl.a. i perioden fra december 2024 til marts 2025. Dommen er afsagt af en komite (Committee) på tre dommere, jf. konventionens artikel 26, stk. 1, jf. artikel 28, stk. 1, litra b, om materielle afgørelser i sager vedrørende ”well-established case-law of the Court”. Den seneste rapport i de foreliggende baggrundsoplysninger, der i nærmere detaljer redegør for forholdene for varetægtsarrestanter og strafafsonere i Ukraine, synes at være Udlændingestyrelsens rapport fra december 2024 med titlen ”Ukraine Prisons conditions, 2024 update”. Der er således f.eks. i Udlændingestyrelsens rapport fra marts 2026 med titlen ”Ukraine Return and mobilisation” ikke opdaterede oplysninger om afsoningsforholdene i forhold til styrelsens rapport fra december 2024, jf. nærmere afsnit 4.2. Under henvisning til det, der er anført i Højesterets kendelse af 20. juni 2025 om fængselsforholdene i Ukraine på baggrund af det dengang foreliggende materiale, og om, at det ifølge dette materiale fremgår, at ”der er en igangværende reform af fængselsvæsenet, og at der er oprettet et ekspertudvalg vedrørende fængselsvæsenet” (understregning foretaget her), samt under henvisning til det ovenfor anførte om, at der ikke synes at være rapporter, der i nærmere detaljer redegør for forholdene siden Udlændingestyrelsens rapport fra december 2024, samt i øvrigt under henvisning til den nævnte dom fra Menneskerettighedsdomstolen, finder Flygtningenævnet, at der bør indhentes yderligere oplysninger om de aktuelle forhold i Ukraine for personer, der varetægtsfængsles og afsoner fængselsstraffe for nægtelse af at udføre krigstjeneste. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik herpå.” Ukra/2026/9/fbll
