Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi. Indrejst i
Flygtningenævnet udtalte:
” Ansøgeren er etnisk hutu og kristen fra [by], Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af lederen af militsen Imbonerakure, Gihahe, og formanden for partiet CNDD-FDD, Reverien Ndikuriyo, samt at han frygter at blive slået ihjel af en gruppe tutsier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at lederen af militsen og formanden for partiet, i 2011 forsøgte at slå ham ihjel, efter de havde tilbageholdt ansøgeren sammen med ansøgerens far og bror fra [efteråret] 2009 til [vinteren 2010/2011], hvor de blandt andet torturerede dem. Ansøgeren var den eneste, der overlevede. Årsagen til konflikten var, at ansøgeren tidligere havde nægtet at lave musik for deres parti. Efter hændelsen udrejste ansøgeren af Burundi, men vendte tilbage i 2022, hvor han fandt ud af, at de havde taget alt hans jord. Ansøgeren mistænker dem også for i august 2023 at have slået ægtefællens lillebror ihjel, idet ansøgeren modtog et opkald fra lillebroren 10 minutter inden, at lillebroren blev slået ihjel. Lillebroren fortalte, at der havde været to mænd og spørge efter ansøgeren. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ansøgerens bedsteforældre blev slået ihjel af en gruppe tutsier i 1993. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af lederen af militsen Imbonerakure, kendt som Gihahe, og lederen af CNDD-FDD, Reverien Ndikuriyo, og dermed de burundiske myndigheder, til grund. Flygtningenævnet har herved i det væsentlige lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på i deres afgørelse. Det forekommer således bl.a. ikke sandsynlig eller overbevisende, at ansøgeren – hvis han havde en konflikt med de burundiske myndigheder og reelt frygtede for sit liv – i 2022 forud for sin udrejse opsøgte de burundiske myndigheder for at få udstedt pas, eller at han for den sags skyld ventede i tre dage med at udrejse, fordi hans vasketøj skulle tørre. Det bemærkes i forlængelse heraf, at der – som også anført af Udlændingestyrelsen – heller ikke skete noget i perioden på ca. halvanden måned fra ansøgningen om pas til ansøgerens udrejse, og at der ikke var problemer i forbindelse med ansøgerens legale udrejse. Dette skal også ses i lyset af, at de to personer, som ifølge ansøgeren efterstræber ham, må anses for indflydelsesrige og magtfulde, ligesom det ikke hænger sammen med ansøgerens forklaring om, at han også efter sin udrejse af Burundi i Kenya blev jagtet, og ansøgerens frygt for, at to bandmedlemmer videregiver oplysninger om ham fra Danmark. Herudover har ansøgeren efter Flygtningenævnets opfattelse forklaret udbyggende, idet han for nævnet har forklaret, at præsten, der hjalp ham med at få pas, betalte store summer i bestikkelse, mens han til samtalen med Udlændingestyrelsen på et spørgsmål om, hvorvidt der var problemer med at få passet, svarede, at han ikke oplevede problemer hermed, ligesom han ikke oplyste om bestikkelsen, da han under samtalen blev spurgt nærmere ind til, hvordan han turde ansøge om pas, hvis han var eftersøgt. Han har tilsvarende også forklaret udbyggende om sin udrejse, idet han for nævnet har forklaret, at han alene kunne udrejse legalt, fordi han havde betalt chaufføren, som så kunne bestikke grænsevagterne, hvilket han ikke forklarede om i forbindelse med sine tidligere samtaler. Han har endvidere forklaret udbyggende om konflikten med de to bandmedlemmer, der efter ansøgerens forklaring videregav oplysninger om ham. Han har således for nævnet forklaret, at de to bandmedlemmer i længere tid havde truet ham og sagt, at de havde hans liv i deres hænder. Ansøgerens forklaring om bandmedlemmernes evt. forbindelse med personerne Gihahe og Reverien Ndikuriyo og de burundiske myndigheder fremstår ikke overbevisende. På den baggrund kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i [efteråret] 2009 til [vinteren 2010/2011] til grund. Nævnet finder således ligesom Udlændingestyrelsen, at forklaringen herom fremstår usammenhængende og ikke overbevisende, og nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen. Der er derfor efter nævnets opfattelse ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger fra UNHCR. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af hændelserne i 1993 heller ikke har sandsynliggjort, at han har en aktuel konflikt med en gruppe tutsier, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er herved også lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen. Herefter og da Flygtningenævnet kan tiltræde, at forholdene i Burundi ikke har en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. ” Buru/2026/1/ajni
