Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for manglende adgang til indkvartering, og at klageren derfor vil være nødsaget til at leve på gaden uden ordentlig adgang til mad, læge og sundhedsydelser. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren til støtte for, at hendes sag skal behandles i Danmark, anført, at hun risikerer hjemløshed i Sverige uden adgang til læge og sundhedsydelser. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsendt til [land i Østafrika]. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter sagens oplysninger ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Det kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), s. 90f. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter afslaget på asyl i Sverige som afvist asylansøger, ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at hun derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, imens deres sager færdigbehandles, herunder tilbyde indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Cangu, præmis 66-79, og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed. Den omstændighed, at det må forventes, at klageren ikke vil blive tilbudt indkvartering af de svenske myndigheder, udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår det forhold, at klageren lider af [sygdom], som hun fik konstateret i Sverige, og overfor Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun var til lægeundersøgelser hver 2. eller 3. måned i Sverige, og at hun frygter at skulle leve som hjemløs uden adgang til læge og andre sundhedsydelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren netop har modtaget lægehjælp og været til lægeundersøgelser, samt at klageren – som anført ovenfor – ifølge baggrundsoplysningerne vil have ret til akut lægehjælp, såfremt det bliver nødvendigt. Flygtningenævnet finder således, at der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. forordningens § 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Sver/2026/11/flfr.
