Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, udsigten til manglende indkvartering Italien, risikoen for udsendelse til [sit hjemland], og med henvisning til sagsbehandlingstiden.
Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det fremgår af Eurodac, at klageren er registeret som asylansøger i Italien [i foråret 2023]. Klageren har til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2024/2025] også selv oplyst, at han havde søgt om international beskyttelse i Italien. Han oplyste samtidig, at han havde fået afvist sin ansøgning om asyl, og at han havde klaget over afgørelsen, men at han endnu ikke havde fået svar på sin klage. Til samtalen [i foråret] 2025 oplyste klageren, at hans asylsag var lukket. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på eller har fået afvist sin ansøgning om international beskyttelse i Italien, og at Italien på den baggrund er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren er fra Gambia, der ifølge AIDA’s Country Report Italy 2024 Update fra juli 2025, betragtes som et sikkert oprindelsesland, jf. rapportens side 139. Ifølge rapporten kan en ansøger kun betragtes som kommende fra et sikkert oprindelsesland, hvis vedkommende f.eks. er statsborger i det pågældende land, og de ikke har påberåbt sig tungtvejende grunde til at tro, at landet ikke er sikkert på grund af deres særlige situation. Af rapporten fremgår videre, at en ansøgning indgivet af ansøgere fra et sikkert oprindelsesland kan afvises som åbenbart grundløs (manifestly unfounded), uanset om det er under den almindelige procedure eller den fremskyndede procedure, jf. rapportens side 140. Hvis der klages over afslag på ansøgninger om international beskyttelse indgivet af personer fra sikre oprindelseslande tillægges klagen ikke automatisk opsættende virkning, jf. rapportens side 84. Klageren er ifølge oplysningerne i sagen [i efteråret] 2025 registeret som udeblevet fra sit indkvarteringssted i Danmark og har således ikke kunnet oplyse nærmere om, hvad han fik at vide i forbindelse med sin klage, herunder om han anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, hvilket er muligt efter de italienske regler, jf. rapportens side 84. Han oplyste, at han udrejste inden, at han fik svar, og at det er normalt, at man får nogle dage til at forlade lejeren, hvis man forlader landet. Flygtningenævnet finder herefter, at det efter baggrundsoplysningerne må anses for mest sandsynligt, at klageren efter afvisningen af sin ansøgning om international beskyttelse ikke længere har haft ret til at opholde sig i Italien under behandlingen af sin klagesag, som ifølge klageren også er lukket. Der er heller ikke i det, som klageren til de danske udlændingemyndigheder har oplyst om sit asylmotiv, noget, der taler imod at lægge dette til grund. Klageren er derfor at betragte som afvist asylansøger med et endeligt afslag på asyl og omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold) og har dermed ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Italien, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79, og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Der er imidlertid ikke oplysninger om, at klageren vil havne i en sådan situation ved en overførsel til Italien, ligesom der ikke foreligger oplysninger om samarbejdet mellem Italien og [klagerens hjemland], der giver grund til at antage, at klageren ved en tilbagevenden vil havne i en situation omfattet af chartres artikel 4. Det er på den baggrund ikke relevant at indhente en garanti fra de italienske myndigheder. Med hensyn til betydningen af, at de italienske myndigheder fortsat har suspenderet overførsler i medfør af Dublin-forordningen til Italien med henvisning til et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagefaciliteter, bemærkes, at EU-Domstolen i sag C-458/23 Daraa har udtalt sig herom. I sagen fastslog EU-Domstolen, at en medlemsstat ikke kan fraskrive sig sit ansvar efter Dublin-forordningen ved en ensidig meddelelse, jf. præmis 38. Italien forbliver derfor som udgangspunkt ansvarlig, selv om landet i praksis nægter at modtage overførsler, og at det kan have som konsekvens, at Italien ved den ensidige suspension reelt unddrager sig det ansvar, der påhviler landet i henhold til forordningen, jf. præmis 58. Som videre anført i præmis 59 ændrer det ikke ved, at den ansvarlige medlemsstat forbliver fuldt ud ansvarlig i overførselsperioden. Det er på den baggrund Flygtningenævnets opfattelse, at der heller ikke med henvisning til de italienske myndigheders suspension af Dublin-overførsler til Italien, er grundlag for, at Danmark overtager ansvaret for klagerens sag, der som nævnt ovenfor også må anses for endelig afgjort af de italienske myndigheder. Klageren er som anført ovenfor udeblevet fra sin indkvartering, og Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, hvor oplysningerne om klagerens personlige forhold også er indgået, at der ikke er grundlag for, at Danmark med henvisning til sagsbehandlingstiden, jf. EU-Domstolens dom i sag C-560/23 Tang, overtager ansvaret for behandlingen af klagerens sag. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke i øvrigt foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Dub-Ital/2026/1
