Nævnet meddelte i april 2026 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Sagen er sambehandlet med Erit/2026/6/AALK, Erit/2026/7/AALK og Erit/2026/8/AALK. Indrejst i 2024. Genoptaget sag.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], [trosretning] og født i byen [by], [andet afrikansk land]. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øv¬rigt været politisk aktiv i [andet afrikansk land]. Ansøgeren henviste som asylmotiv under behandlingen af sin tidligere asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter ufreden i landet, at der er mange mennesker, som flygter derfra, at hun ikke kender sproget, og at hun ikke har nogen familie i landet. Ansøgeren oplyste til støtte herfor bl.a., at begge hendes forældre var eritreiske statsborgere. Forældrene kom til [andet afrikansk land] for at arbejde, før ansøgeren blev født. Forældrene blev tvunget til at rejse tilbage til Eritrea, og ansøgeren blev efterladt som [12-15]-årig i [andet afrikansk land]og boede bl.a. ved en [person], som havde kendt ansøgerens [forælder]. Ansøgeren henviste som asylmotiv under behandlingen af sin tidligere asylsag endvidere til, at hun ved en tilbagevenden til [andet afrikansk land] frygter [asylmotiv i forhold til andet afrikansk land]. Ansøgeren henviste videre til, at hun ikke er [statsborger i andet afrikansk land], hvorfor kun ikke kan vende tilbage til [andet afrikansk land]. Ansøgeren har under behandlingen af den genoptagede asylsag fortsat henvist til, at hun ikke er [statsborger i andet afrikansk land]. Hun har til støtte herfor henvist til, at begge hen¬des forældre var eritreiske statsborgere og udvist af [andet afrikansk land]. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at opnå [statsborgerskab i andet afrikansk land], og det er heller ikke på et sene¬re tidspunkt muligt for hende at opnå [statsborgerskab i andet afrikansk land]. Hun har i denne forbindelse henvist til, at hun asylretligt skal vurderes i forhold til Eritrea. Ansøgeren har som asylmotiv under behandlingen af den genoptagede asylsag henvist til, at hun i Eritrea ikke vil kunne udleve sin religion uden risiko for forfølgelse. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun tilhører [kristen bevægelse], og at denne religion er forbudt i Eritrea. Hun har videre oplyst, at hun ikke er døbt i [kristen bevægelse]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tvunget til at aftjene militærpligt. Ansøgeren har endelig henvist til, at hendes ægtefælle, der er eritreisk statsborger, har fået asyl i Danmark, idet han er desertør, og at hun som ægtefælle af en desertør frygter forfølgelse i Eritrea. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er eritreisk stats¬borger. Flertallet har herved lagt vægt på bl.a, at ansøgeren under asylsagens forløb kon-tinuerligt har forklaret og fastholdt, at hun er eritreisk stats¬borger som følge af, at hendes forældre var statsborgere i Eritrea. Ansøgerens forklaring om, at foræl¬drene blev deporteret fra [andet afrikansk land] til Eritrea, hvorefter hun mistede kontakten til dem, støttes af de baggrundsoplysninger om deportationer fra [andet afrikansk land] til Eritrea i 1998/1999, som har været påberåbt under sagen. Ansøgeren taler endvidere [sprog], hvilket sprog tales i Eritrea, og det må efter flertallets opfattelse lægges til grund, at ansøgeren tillige talte [sprog], da næv¬net første gang traf afgørelse i sagen [i sommeren] 2016, idet det i flere af sagens dokumenter i den oprindelige asylsag, herunder samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen, var anført, at ansøgerens modersmål var [sprog]. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerens asylmotiv skal vurde¬res i forhold til, at hun er eritreisk statsborger. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at hun i Eritrea vil blive udsat for forfølgelse på grund af hendes tilknytning til [kristen bevægelse], fin¬der Flygtningenævnets flertal, at det, uanset baggrundsoplysningerne om religiøs for¬føl¬gelse i Eritrea, ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren er i risiko for sådan forfølgelse. Der er herved lagt vægt på an¬søgerens begrænsede aktiviteter inden for rammerne af bevægelsen, herunder at hun ikke er konverteret til [kristen bevægelse], og at hun heller ikke er blevet døbt i [kristen bevægelse]. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at hun i Eritrea vil blive indkaldt til nationaltje¬ne¬ste, bemærker Flygtningenævnets flertal, at hun ikke har aftjent nationaltje¬ne¬ste, og at hun ikke formelt er blevet fritaget for nationaltjeneste. Ansøgerens ægtefælle er endvi¬dere deserteret fra militærtjeneste og er udrejst illegalt af Eritrea til Danmark, hvor han som følge heraf har fået asyl. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rap¬port ”Eritrea National service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport ”Eritrea – National Service, exit and entry” fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke et retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. End¬¬¬videre vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, væ-re i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse. På den anførte baggrund – og uanset, at ansøgeren i dag er [i starten af 40’erne] – kan Flygtningenævnets flertal ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at hun ved en tilbagevenden til Eri¬trea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste eller risikere straf for at have unddraget sig nationaltjeneste. Det er endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig ”Eritrea National Service”, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i januar 2020, usikkert, hvilken konsekvens en desertering har for en ægtefælle, herunder om ægtefællen risikerer fængselsstraf eller pålægges en bø¬de. Herefter, og når sammenholdes med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2026/5/AALK
