Nævnet meddelte i februar 2026 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 1994 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved flere domme vedrørende samme type kriminalitet idømt fængsel og udvist af Danmark. Klageren blev senest i 2024 idømt fængsel i 6 måneder for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 123, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 266, stk. 1, § 291, stk. 1, jf. i det hele straffelovens § 89. Klageren blev herudover tildelt en advarsel om udvisning.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han er født i en flygtningelejr i [land i Nordafrika] og således aldrig har været i Eritrea. Han føler, at Danmark er hans hjem, idet han har boet her de sidste [30-35 år]. Det er ligeledes her, hvor hans ægtefælle, hans familie og hans venner bor. Han taler heller ikke tigriniya. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke kan rejse tilbage til sit hjemland, fordi han vil blive forfulgt af myndighederne på baggrund af sine forældres politiske holdninger. Klagerens forældre tilhører den politiske gruppering [gruppering] i Eritrea, som er modstandere af den nuværende regering i Eritrea. De har været modstandskæmpere, og det var baggrunden for, at klagerens forældre valgte at flygte fra Eritrea. Klagerens forældre er fortsat politisk aktive i Danmark, hvor de deltager i aktiviteter tilknyttet [gruppering] og bevægelsen [bevægelse]. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive tvunget til at aftjente nationaltjeneste, fordi han ikke tidligere har aftjent en sådan, da han ikke var gammel nok til det. Klageren ønsker ikke at aftjene nationaltjeneste i Eritrea. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive udsat for overgreb, da han er uønsket i landet, fordi han har en række domme bag sig. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret 2025] afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen vurderede samtidig, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Eritrea jf. udlændingelovens § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. § 22, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001) bl.a., at der ”skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, …, bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen.” Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om udlændingen er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Der skal således i første række tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Såfremt dette er tilfældet, skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet. Er dette også tilfældet, skal der sluttelig foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovennævnte bestemmelsers ordlyd og sammenhæng, at vurderingen af, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, alene skal foretages i forhold til den dom, hvorved klageren blev udvist, dvs. [byrets] dom af [efteråret] 2022, og ikke i forhold til de tidligere domme, hvor klageren er straffet for overtrædelser af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, men hvor han ikke blev udvist. Ved vurderingen af, om klageren ved dommen af [efteråret] 2022 er dømt for en særlig farlig forbrydelse, skal der efter Flygtningenævnets praksis bl.a. lægges vægt på: Forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentielt farlig forbrydelsen har været, forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold, straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen, og de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at de to forhold, som klageren blev dømt for ved dommen af [efteråret] 2022, ikke kan anses for at udgøre en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet lægger herved bl.a. vægt på, at selvom det ene forhold vedrører det [narkotikahandel], og selvom sådan narkotikahandel generelt må betragtes som alvorlig kriminalitet, der har samfundsskadelige virkninger, er der dog alene tale om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, men ikke grov narkotikakriminalitet som omhandlet i straffelovens § 191, at strafferammen for overtrædelse af de pågældende bestemmelser i lov om euforiserende stoffer er bøde og indtil 2 års fængsel, at der er tale om salg af hash og skunk, men ikke om hårdere stoffer som amfetamin, kokain og heroin, og at forholdet isoleret set ville have medført en straf på maksimalt 60 dages fængsel henset til den begrænsede mængde hash og skunk, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 2947. Flygtningenævnet lægger endvidere bl.a. vægt på, at det andet forhold vedrører overtrædelse af knivloven, men ikke grove overtrædelser af våbenlovgivningen som omhandlet i straffelovens § 192 a, at strafferammen – når der er tale om skærpende omstændigheder – for overtrædelse af de pågældende bestemmelser i knivloven er indtil 2 års fængsel, og at forholdet isoleret set ville have medført en straf på omkring 40 dages fængsel som følge af klagerens tidligere vandel. Dommen af [efteråret] 2022 giver herefter ikke grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2026/3/sesc
