Nævnet omgjorde i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var frafaldet en ansøgning om asyl i Rumænien. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. Sagen har været udsat på en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til den lange sagsbehandlingstid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det følger af Dublinforordningens artikel 29, stk. 1, at en overførsel af en person som omhandlet i bl.a. artikel 18, stk. 1, litra c), sker, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3. Efter indholdet af EU-Domstolens dom af 18. december 2025 og ordlyden af Dublinforordningens artikel 29, stk. 1, begynder overførselsfristen på 6 måneder under omstændighederne i nærværende sag først at løbe ved den afgørelse, som Flygtningenævnet nu skal træffe i klagesagen. Det fremgår af sagen, at Rumænien den 7. juli 2021 har accepteret at tilbagetage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Det kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report – Romania, update on 2024 (august 2025), og i overensstemmelse med nævnets praksis ikke antages, at de generelle forhold for asylsøgere i Rumænien har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, som i medfør af Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, vil være til hinder for en overførsel. Der er heller ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Rumænien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. De umiddelbare betingelser for overførsel af klageren til Rumænien i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, er herefter opfyldt. Af EU-Domstolens dom af 18. december 2025 fremgår det endvidere, at den anden afgørelse om overførsel og den endelige afgørelse om det retsmiddel, som iværksættes med henblik på annullation heraf, skal vedtages inden for kort tid for at sikre, at varigheden af proceduren vedrørende overførslen af den pågældende person ikke samlet set går ud over, hvad der er nødvendigt i lyset af de formål, hvortil proceduren er blevet iværksat. Det hedder herom i præmis 55-60: ”54. Den omstændighed, at en national lovgivning fastsætter, at det efter den retslige myndigheds annullation af den oprindelige afgørelse om overførsel og hjemvisningen til den kompetente administrative myndighed med henblik på fornyet behandling tilkommer denne administrative myndighed at foretage en fornyet undersøgelse af overførslen af den pågældende person i lyset af omstændigheder, som er indtruffet efter denne afgørelse, er principielt ikke til hinder for, at forpligtelsen til at fastsætte et hurtigt og effektivt retsmiddel er opfyldt. Således som generaladvokaten har anført i punkt 54 i forslaget til afgørelse, forudsætter overholdelsen af denne forpligtelse imidlertid, at den nationale lovgivning er udformet på en sådan måde, at den kompetente administrative myndighed foretager den således krævede fornyede behandling uden unødig forsinkelse, og at den retslige myndighed, ved hvilken retsmidlet er iværksat, træffer afgørelse inden for kort tid (jf. analogt for så vidt angår den ret til retsmidler, der er sikret ved artikel 46 i direktiv 2013/32, dom af 25.7.2018,Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 148). 55. Under alle omstændigheder må varigheden af den administrative og retslige procedure vedrørende overførslen af den pågældende person ikke samlet set overstige, hvad der er nødvendigt i lyset af de formål, hvortil proceduren er blevet indledt. 56. Navnlig må en sådan national lovgivning – således som generaladvokaten har anført i punkt 55 i forslaget til afgørelse – ikke gøre det muligt for den anmodende medlemsstats myndigheder at unddrage sig deres ansvar ved gentagne gange at hjemvise sagen til den kompetente administrative myndighed til fornyet behandling, uden at der på noget tidspunkt træffes afgørelse om proceduren for tildeling af international beskyttelse. En sådan lovgivning kan nemlig underminere det i femte betragtning til Dublin III-forordningen nævnte formål om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse, som sikrer en effektiv adgang til procedurerne for tildeling af internationalbeskyttelse. En sådan lovgivning vil i øvrigt ligeledes kunne bringe retsbeskyttelsens effektivitet – som sikret ved chartrets artikel 47 og Dublin III-forordningens artikel 27, sammenholdt med 19. betragtning til denne forordning – i fare. 57. I denne sammenhæng skal det endvidere bemærkes, at den frist for overførsel, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, på afgørende vis bidrager til opfyldelsen af det i femte betragtning til forordningen omhandlede formål om en hurtig behandling af ansøgninger om internationalbeskyttelse ved at sikre, at disse procedurer for overtagelse eller tilbagetagelse iværksættes uden unødig forsinkelse. Denne ufravigelige frist og navnlig den regel, som er fastsat i nævnte forordnings artikel29, stk. 2, vidner om den omstændighed, at det ifølge EU-lovgiver er vigtigt, at sådanne ansøgninger i givet fald behandles af en anden medlemsstat end den, der er udpeget som værende ansvarlig i medfør af de kriterier, som er fastsat i forordningens kapitel III (jf. i denne retning dom af 13.11.2018, X og X, C-47/17 og C-48/17, EU:C:2018:900, præmis 69 og 70). 58. I det foreliggende tilfælde fremgår det af de oplysninger, der er indeholdt i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Udlændingestyrelsen vedtog den anden afgørelse om overførsel over for H den 8. april 2022, dvs. mindre end fire uger efter annullationen af den oprindelige afgørelse om overførsel og hjemvisningen til fornyet behandling til denne styrelse den 15. marts samme år. Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse heraf fremgår det således, at Udlændingestyrelsen foretog den krævede fornyede behandling uden unødig forsinkelse. 59. Henset til de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 54 og 55, påhviler det desuden den forelæggende ret i lyset af samtlige relevante omstændigheder i hovedsagen for det første at efterprøve, om det kan lægges til grund, at denne retsinstans ved den 8. december 2022 at forkaste det retsmiddel, som var blevet iværksat med henblik på annullation af den anden afgørelse om overførsel, traf afgørelse om dette retsmiddel inden for kort tid, selv om retsmidlet blev iværksat ved retsinstansen knap otte måneder tidligere, og Rumænien allerede den 24. maj 2022 havde underrettet samtlige medlemsstater om ophævelsen af suspensionen af de indkomne overførsler i henhold til Dublin III-forordningen. For det andet påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, om varigheden af proceduren vedrørende overførslen af H, som løb op i knap 17 måneder efter Rumæniens accept den 7. juli 2021 af tilbagetagelsen af denne ansøger, ikke samlet set gik ud over, hvad der var nødvendigt i lyset af de formål, hvortil proceduren blev iværksat. 60. Når dette er sagt, skal ansøgningen om international beskyttelse, såfremt den forelæggende ret måtte fastslå, at proceduren for tilbagetagelse ikke er blevet gennemført uden unødig forsinkelse, behandles af en anden medlemsstat end den, der er udpeget som værende ansvarlig i medfør af de kriterier, der er fastsat i Dublin III-forordningens kapitel III.” Efter modtagelsen af Rumæniens accept af 7. juli 2021 af tilbagetagelse af klageren, traf Udlændingestyrelsen den 19. juli 2021 afgørelse om overførsel af klageren til Rumænien. Klageren indbragte afgørelsen for Flygtningenævnet. Den 28. februar 2022 besluttede Rumænien at suspendere Dublinoverførsler med henvisning til konflikten i Ukraine og den forøgede flygtningetilstrømning til Rumænien, og den 15. marts 2022 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en stillingtagen til betydningen heraf. Den 8. april 2022 traf Udlændingestyrelsen på ny afgørelse om at overføre klageren til Rumænien. Klageren indbragte sagen for Flygtningenævnet, som modtog sagens akter og en udtalelse fra Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022. Dansk Flygtningehjælp afgav skriftligt indlæg [i foråret] 2022 til brug for klagesagen. Der blev beskikket advokat for klageren under den fornyede klagesag ved brev [i sommeren] 2022, og advokaten afgav et skriftligt indlæg [i efteråret] 2022. Flygtningenævnet behandlede sagen på et skriftligt nævn, som den 2. december 2022 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af 8. april 2022. DRC Dansk Flygtningehjælp anmodede ved brev af 2. februar 2023 på vegne af klageren om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet traf den 13. februar 2023 afgørelse om at genoptage sagen til behandling på et nyt skriftligt nævnsmøde, og den 19. april 2023 stadfæstede Flygtningenævnet på ny Udlændingestyrelsen afgørelse af 8. april 2022. [I foråret] 2023 anmodede DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren på ny om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet traf den 4. maj 2023 afgørelse om at genoptage sagen til behandling på et nyt skriftligt nævnsmøde, og den 8. september 2023 foretog Flygtningenævnet præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, som afsagde dom i sagen den 18. december 2025. Flygtningenævnet finder, at varigheden af overførelsesproceduren i perioden frem til Flygtningenævnets præjudicielle forelæggelse for EU-Domstolen den 8. september 2023, efter en konkret vurdering af sagsbehandlingstiden og de sagsskridt, der er foretaget i den pågældende periode, samlet set ikke er gået ud over, hvad der er nødvendigt i lyset af de formål, hvortil proceduren er blevet iværksat. Efter en konkret vurdering af den samlede sagsbehandlingstid i klagerens sag, herunder sagsbehandlingstiden frem til EU-Domstolens dom i sagen den 18. december 2025, finder Flygtningenævnet dog, at varigheden af overførselsproceduren samlet set er gået ud over, hvad der er nødvendigt i lyset af de formål, hvortil proceduren er blevet iværksat. Klagerens ansøgning om international beskyttelse skal derfor behandles i Danmark. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at klageren siden [efteråret] 2023 har været registreret som udeblevet i udlændingemyndighedernes indkvarteringssystem.” Dub-Rumæ/2026/3/marau
