Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens herboende familie, herunder to børn og en ægtefælle, samt til, at der er alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Tyskland blandt andet gjort gældende, at klageren frygter at blive sendt til Tyskland, fordi han har fået afslag på asyl og derfor vil blive udsendt til [land i Mellemøsten]. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at klagerens ægtefælle og to mindreårige børn er bosat i Danmark, og at der er alvorlig sydom i den nærmeste familie, hvorfor klageren, under henvisning til hensynet til familielivet og barnets tarv, bør få sin asylansøgning realitetsbehandlet i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. art. 6, stk. 1, jf. præamblens pkt. 13, 14 og 15, samt EU-charterets art. 24 og FN’s Børnekonventions art. 3. Efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier. Hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som der er henvist til i forordningens præambel 13, 14 og 16 kan ikke medføre, at Danmark skal behandle klageren asylansøgning i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. Som anført oven for har klageren ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Den omstændighed, at klageren har en familiemæssig tilknytning til Danmark, og at der måtte være alvorlig sygdom i klagerens nærmeste familie kan ikke begrunde, at klageren undergives en ny asylsagsbehandling i Danmark. Det bemærkes herved, at selvom hensynet til barnets tarv skal indgå i vurderingen, er hovedformålet med Dublinforordningen at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af blandt andet reglerne om familiesammenføring. Det bemærkes videre, at Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en medlemsstat, der efter de i forordningen fastsatte kriterier ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at være forpligtet til at behandle denne ansøgning i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. dom C-661/17, M.A., S.A. og A.Z. mod Irland, afsagt af den Europæiske Unions Domstol den 23. januar 2019. Det forhold, at klageren har oplyst, at han frygter at blive overført til Tyskland, fordi han frygter at blive udsendt til [land i Mellemøsten], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Der er ikke oplysninger, der understøtter, at der er væsentlige grunde til at antage, at der er generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Tyskland, således at en overførsel til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen i øvrigt er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Det er derfor heller, som anført af Udlændingestyrelsen, ikke aktuelt at vurdere, om der er risiko for refoulement. Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at der foreligger ganske særlige humanitære og menneskelige hensyn henset til ægtefællens familiemæssige omstændigheder med alvorlig sygdom i nærmeste familie. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2026/11/flfr
