Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde haft en opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for manglende adgang til indkvartering og nægtelse af adgang til asylsagsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har haft en opholdstilladelse i Polen, der blev inddraget [i foråret 2024] og dermed mindre end to år før, klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han frygter, at de polske myndigheder vil deportere ham til [hjemlandet], fordi de danske myndigheder har registreret ham i Schengeninformationssystemet (SIS), samt at han kender andre, der er blevet deporteret direkte til Ukraine af den grund, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Der er ikke grundlag for at antage, at de polske myndigheder ikke vil behandle klagerens asylsag i overensstemmelse med polske lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der heller ikke er væsentlig grunde til at tro, at der – uanset udfordringerne i det polske indkvarteringssystem – er systemfejl i asylproceduren, eller at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. DRC Dansk Flygtningehjælps henvisning til, at der er problemer med registrering af asylansøgninger og adgang til indkvartering i Polen, særligt for Dublin-returnees, der ikke tidligere er registrerede som asylansøgere, og at Dublin-returnees risikerer at blive frihedsberøvet kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2025/7
