Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde.
Flygtningenævnet udtalte:
Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at når en udlænding påberåber sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Ifølge udlændingelovens § 29 b kan en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. Det kan lægges til grund, at klageren har opnået beskyttelse (”subsidiær beskyttelse”) i Tyskland. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren som nævnt har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens oplysninger om en angivelig konflikt mellem hende og hendes far/brødre til grund. Oplysningerne om den angivelige konflikt er først fremkommet efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025, og klageren har ikke kunnet give en troværdig forklaring på den sene fremkomst. Der er herunder heller ikke grundlag for at antage, at konflikten først skulle være opstået efter Udlændingestyrelsens afgørelse. Allerede af denne årsag kan den påberåbte konflikt ikke medføre, at klagerens asylansøgning skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder således, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Tyskland. Den omstændighed, at klageren – efter sin indrejse i Danmark, hvor hun som nævnt allerede havde opnået beskyttelse i Tyskland – er blevet gravid og islamisk gift med en herboende [nationalitet] statsborger, der har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og som hun havde kendt i mindre end to måneder forud for indrejsen, kan ikke føre til, at hendes asylansøgning skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. § 29 b-Tys/2026/3/lafal
