jord20262

Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2019. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by A], Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive tortureret og slået ihjel af sin første ægtefælles familie. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv blandt andet oplyst, at han af sin første ægtefælle, [ægtefælle A], og hendes familie er blevet anklaget for at have seksuelt krænket [ægtefælle A’s familiemedlem]. Han blev anklaget og varetægtsfængslet i [vinteren2018/2019]. I [vinteren 2018/2019] blev han løsladt fra sin varetægtsfængsling. Sagen mod ham blev ført ved domstolene, og ansøgeren blev [i foråret] 2019 frifundet for anklagerne. [Ægtefælle A] og hendes [familiemedlemmer] ville imidlertid hævne sig på ansøgeren. I perioden fra hans løsladelse til hans udrejse fra Jordan i 2019 modtog han telefoniske trusler fra [ægtefælle A’s familiemedlemmer], hvor de truede med at ville torturere ham og slå ham ihjel. Ansøgeren tog ophold hos familie og venner i [by B], og opholdt sig også i sin daværende kæreste [ægtefælle B’s] lejlighed inden sin udrejse. Ansøgeren blev gift med [ægtefælle B] i [efteråret] 2019. Ansøgeren fik udstedt et [europæisk land] visum, hvorefter han udrejste legalt til [europæisk land] [i efteråret]2019. Ansøgeren indrejste herefter til Danmark [i efteråret] 2019, og blev [i foråret] 2020 familiesammenført med sin daværende ægtefælle [ægtefælle B]. Ansøgeren blev skilt fra [ægtefælle B] [i efteråret] 2020, og søgte om asyl [i sommeren] 2024. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive forfulgt. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han tidligere er konverteret til kristendommen. Ansøgeren blev i Jordan døbt, men fortalte kun [ægtefælle A] om sin konvertering. Efter dåben deltog han i gudstjenester i kirken og fejrede kristne højtider i det skjulte. [ægtefælle A] fortalte ansøgerens far om konverteringen i forbindelse med deres skilsmisse, men ansøgerens far troede ikke på det. Da ansøgeren kom til Danmark, ophørte han med at praktisere den kristne tro, og opfatter i dag sig selv som muslim. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren efter frifindelsen for at have krænket [ægtefælle A’s familiemedlem] har modtaget flere trusler fra [ægtefælle A’s] familie, men det er nævnets vurdering, at dette forhold ikke har den fornødne karakter og intensitet til, at der kan meddeles ansøgeren asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har været i stand til at arbejde og opholde sig hos sin familie i Jordan efter sin løsladelse i [vinteren 2018/2019] indtil sin udrejse i [efteråret]2019 uden at opleve andre problemer end at modtage nogle truende telefonopkald fra [ægtefælle A’s] familie. Ansøgeren har i denne periode opholdt sig i sin hjemby, hvor han har haft arbejde som [stilling], uden at blive opsøgt af [ægtefælle A’s] familie, herunder hendes [familiemedlemmer]. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at [ægtefælle A’s] familie har haft evne og vilje til at gøre alvor af deres trusler, hvortil kommer, at ansøgeren har fravalgt at søge myndighedsbeskyttelse trods den mulighed, som han har haft hertil. Det kan heller ikke anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse som følge af, at han på et tidspunkt havde konverteret til kristendommen. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet nogen konflikter på baggrund af sin religion, og at hans frygt for forfølgelse udelukkende beror på hans egen formodning om, at nogen i Jordan er bekendt med hans tidligere konvertering og vil forfølge ham på baggrund heraf. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin forklaring senere har frafaldet denne konvertering, og nu igen betragter sig som muslim. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Jordan ikke i sig selv kan begrunde asyl. Der kan således ikke meddeles ansøgeren asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2026/2/tmlo