Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet en ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en overførsel til Tyskland frygtede at blive overført til et andet europæisk land samt klagerens helbredsoplysninger. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han frygter, at de tyske myndigheder overfører ham til Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det kan i den forbindelse heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren angiveligt skulle have modtaget et brev fra de tyske myndigheder, hvori det fremgår, at man vil sende klageren til Italien. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at Tyskland har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, hvorefter det må lægges til grund, at Tyskland som den ansvarlige medlemsstat realitetsbehandler klagerens ansøgning om international beskyttelse. Endvidere kan det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han under sit ophold i Tyskland har haft anfald, hvor han havde svært ved at trække vejret, og at han i Tyskland ikke fik lov til at komme på hospitalet, samt at han under et af sine anfald ikke fik lov at komme med en ambulance, idet han var asylansøger, ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren i Tyskland må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling. Flygtningenævnet bemærker hertil i øvrigt, at klageren under sin samtale [i vinteren 2025/2026] med Udlændingestyrelsen vedrørende frafald af asylansøgning har forklaret, at han i Tyskland modtog lægehjælp i forbindelse med sin allergi, og at han i øvrigt ikke oplevede konflikter med myndigheder eller andre. Det bemærkes endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forinden en overførsel af klageren til Tyskland kan underrette de tyske myndigheder om klagernes helbredsmæssige forhold, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2026/13/anfi
