Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren er etnisk araber og [religiøs gruppering] fra [by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2020 udrejste til Syrien. Flygtningenævnet tiltræder, at det må lægges til grund, at klageren udrejste for at tage permanent ophold i Syrien. [I foråret] 2025 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § §17, stk. 1 og stk. 4, og §17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, ikke havde søgt om forlængelse af sin fortrydelsesfrist for repatriering indenfor tidsfristen, havde opholdt sig i sit hjemland i mere end 12 på hinanden følgende måneder og idet der ikke forelå forhold i klagerens sag, som kunne begrunde, at opholdstilladelsen på trods heraf ikke skulle anses for bortfaldet. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren udrejste af Danmark [i efteråret] 2020, og at han i forbindelse med udrejsen må anses at have opgivet sin bopæl i Danmark og taget ophold i sit hjemland, Syrien. Klageren henvendte sig herefter ikke til danske myndigheder før han [i efteråret] 2024 henvendte sig til Udlændingestyrelsen og oplyste, at han havde behov for hjælp til at vende tilbage til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren på et tidligere tidspunkt har henvendt sig til den danske ambassade i [by i andet mellemøstligt land]. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren ved henvendelse til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2024 oplyste, at han ikke tog kontakt til de danske myndigheder inden fortrydelsesfristens udløb, fordi han ikke havde behov herfor i denne periode, og at han i denne periode havde nok penge til at forsørge sig selv i Syrien. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor det af klagerens advokat nu oplyste om, at klageren allerede i 2021 henvendte sig på den danske ambassade i [by i andet mellemøstligt land], og at man på ambassaden lovede at gå videre med en ansøgning til Udlændingestyrelsen. Nævnet finder på denne baggrund heller ikke anledning til at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger herom. Det må således lægges til grund, at klageren ikke har benyttet sig af muligheden for at fortryde sin repatriering til Syrien inden fristens udløb, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger helt særlige omstændigheder, der kan medføre, at klagerens opholdstilladelse først skal anses for bortfaldet efter den yderligere frist på 12 måneder, der er nævnt i udlændingelovens § 17 a, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at der var særlige forhold, der forhindrede klageren i at kontakte de danske myndigheder, ligesom der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindrede klageren i at rejse til Danmark inden udløbet af 12-måneders fristen i § 17 a, stk. 1. Flygtningenævnet kan derfor tiltræde, at klagerens opholdstilladelse i Danmark som udgangspunkt er bortfaldet, jf. udlændingelovens §17, stk. 1 og stk. 4, og §17 a, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt der i sagen er omstændigheder, der kan føre til, at der skal meddeles dispensation for bortfald i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Afgørelsen heraf beror på en skønsmæssig vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder om afgørelsen om bortfald af opholdstilladelsen må anses for at være et indgreb i hans rettigheder til privat- og familieliv i medfør af den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ved indrejsen i Danmark [i sommeren] 2015 var [20-25 år]. Klageren har således haft hele sin barndom og en væsentlig del af sin ungdom i hjemlandet. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark fra [vinteren 2015/2016] til [efteråret] 2020. Klageren har ikke ægtefælle, børn eller andre familiemedlemmer i Danmark. Han er frivilligt udrejst af Danmark med henblik på at tage bopæl i sit hjemland, hvor hans [familiemedlemmer], opholder sig. Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klageren har helbredsmæssige udfordringer, og at han lider af [diagnose] som følge af en [ulykke] i 2018. Det må lægges til grund, at følgerne af uheldet, herunder mulighederne for behandling i hjemlandet indgik i beslutningsgrundlaget, da ansøgeren frivilligt returnerende til hjemlandet. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke vil indebære et uproportionalt indgreb i klagerens rettigheder i medfør af EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens §17, stk. 1 og stk. 4, og §17 a, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2026/9/SRWM
