Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark, herunder at klagerens partner og deres fællesbarn har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har søgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Tyskland har i overensstemmelse hermed [i foråret] 2025 accepteret at modtage klageren i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er religiøst viet til [A], der er far til klagerens [barn]. Det lægges til grund, at de [i vinteren 2023/2024] blev religiøst viet. Vielsen er ikke registreret hos offentlige myndigheder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at de ikke havde et fast samliv, før klageren indrejste i Danmark. [A] har oplyst, at han kom til Danmark som barn, hvor han blev familiesammenført med sin far. Han har ikke søgt asyl i Danmark. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, ikke har betydning for så vidt angår ansvarsfastlæggelsen efter forordningen i klagerens sag, idet klagerens partners ophold i Danmark ikke beror på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men derimod på en opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring. Klageren har i overensstemmelse hermed alene gjort gældende, at klagerens asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i forordningen. Efter Flygtningenævnets faste praksis forudsætter dette, at der foreligger ganske særlige grunde til at fravige hovedprincipperne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne ganske særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. Flygtningenævnet har lagt vægt på det oplyste om partnernes begrænsede samliv, og at klageren har modtaget en substansafgørelse vedrørende sin asylansøgning i Tyskland. Den omstændighed, at klageren har fået et barn på et tidspunkt, hvor hun ikke havde lovligt ophold i Danmark, kan under disse omstændigheder ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod af blandt andet reglerne om familiesammenføring. På denne baggrund, og da der ikke i øvrigt er anført omstændigheder der kan føre til andet resultat, finder Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Tysk/2026/9/sael
