Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
Klageren henviste som begrundelse for, at hendes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til fejl begået i forbindelse med behandlingen af hendes asylsag i Sverige samt at helbredsmæssige udfordringer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af lovens § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er risiko for, at klageren vil risikere at skulle leve på gaden uden nogen former for hjælp, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Nævnet bemærker, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025), ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025). Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79, og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke tilbydes indkvartering af de svenske myndigheder, udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af Chartrets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses for fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hendes vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af klageren anførte om, at hun har helbredsmæssige udfordringer, herunder [udfordring A] og [udfordring B], kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren må antages at kunne få den nødvendige sundhedsbehandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren efter egne oplysninger tidligere har modtaget medicinsk behandling i Sverige, ligesom klageren har været tilknyttet en [fagperson]. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at hun har haft en privatretlig konflikt med en kvinde på sit asylcenter i Sverige, som åbnede klagerens post og informerede andre om hendes seksualitet, hvorefter klageren henvendte sig til de svenske myndigheder for at anmode om at flytte asylcenter. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har fulgt op på sin henvendelse til de svenske myndigheder, samt at hun heller ikke har klaget over behandlingen af sin anmodning. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det i øvrigt må antages, at de svenske myndigheder har vilje og evne til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2026/9/mskb
