Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2025.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen fra Chernivtsi oblast, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Ukraine. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at det militære rekrutteringskontor har forsøgt at rekruttere ansøgeren til krigen i Ukraine. De mødte op på ansøgerens søsters bopæl og spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens søster fortalte dem, at ansøgeren havde forladt Ukraine før krigen. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke af de ukrainske myndigheder er indkaldt til militærkommissariatet med henblik på eventuel mobilisering til at udføre militærtjeneste. Nævnet lægger også til grund, at ansøgeren ikke har downloadet appen Rezerv+ for at se, om han skulle være indkaldt elektronisk til militærkommissariatet med henblik på eventuel mobilisering. Vedrørende mobilisering til Ukraine fremgår det af de tilgængelige baggrundsoplysninger, herunder rapporten “Ukraine – Mobilisation” udgivet af Udlændingestyrelsen i marts 2024, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker invaderede landet den 24. februar 2022. Implementeringen af mobiliseringen indebærer, at enhver mand mellem 18 og 60 år som hovedregel er underlagt pligt til mobilisering. Ansøgeren, der nu er 47 år gammel, har forklaret, at han har udført militærtjeneste i Ukraine før han udrejste i 2020. Af Landinfo Temarapport Ukraina Mobilisering af 2. mai 2025 fremgår: ”5.1 Straff for manglende registrering av militære opplysninger eller for ikke å møte etter mottatt innkalling. For manglende registrering av militære opplysninger eller for ikke å møte etter mottatt innkalling, kan man straffes etter den administrative loven om forseelser (Court 2024a; CMS Law Now 2024; Lov om adminstrative forseelser 1984, art. 210 og 210-1): • Å ikke registrere seg eller oppdatere persondata hos TRC eller i Rezerv+, kan medføre bot på 200–300 skattefrie minsteinntekter; • Samme overtredelse innen ett år etter at personen allerede har blitt ilagt administrativ straff, medfører bot på 300–500 skattefrie minsteinntekter; • Å ikke registrere seg eller oppdatere persondata hos TRC eller i Rezerv+ i en spesiell periode (krigstilstand) medfører bot på 1000–1500 skattefrie minsteinntekter; • Å ikke møte etter å ha mottatt innkalling til tjeneste i en spesiell periode (krigstilstand), kan medføre bot på 1000–1500 skattefrie minsteinntekter, og for tjenestepersoner i statlige myndigheter, lokale selvstyreorganer, juridiske personer og offentlige organisasjoner 2000–3500 skattefrie minsteinntekter.” Af Udlændingestyrelsens rapport udgivet i marts 2026 (Country of origin information (COI) Thematic COI Report, Ukraine, Return and mobilization) fremgår blandt andet: “1.3.2 Mobilisation procedures. During mobilisation, men are summoned primarily through personal delivery of mobilisation orders. If a summons is sent by post, it must be delivered as a registered letter, requiring personal receipt rather than being left in a mailbox. Summonses may also be delivered at the workplace or in public places. However, the mobilisation legislation adopted in 2024 allows for electronic delivery of summonses through the conscript’s electronic portal. Once sent via this system, a summons is legally considered delivered, even if the recipient has not viewed it.” Flygtningenævnet lægger som anført ovenfor til grund, at ansøgeren ikke har modtaget indkaldelse. Selv i tilfælde, hvor ansøgeren måtte være indkaldt elektronisk/Rezerv+, vil han efter baggrundsoplysningerne ved en tilbagevenden til Ukraine alene blive idømt en bødestraf for et manglede fremmøde. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af de ukrainske myndigheder kan anses for at have unddraget sig militærtjeneste, og at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil blive straffet med fængsel herfor. Allerede derfor har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I forhold til de generelle forhold i ansøgerens hjemområde, Chernivtsi oblast, finder Flygtningenævnet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Der er herved henset til det af Udlændingestyrelsen anførte i afgørelsen af [sommeren] 2025 sammenholdt med de seneste baggrundsoplysninger, herunder opdaterede oplysninger fra Udlændingestyrelsen om de generelle sikkerhedsforhold i Ukraine, februar 2026, hvoraf det fremgår, at sikkerhedssituationen i ansøgerens hjemområde på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse og ustabilitet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2026/4/flfr