Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige, herunder hvad angår adgang til indkvartering og sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag bør realitetsbehandles i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, med henvisning til klagerens forklaring om, at han frygter at ende på gaden igen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de svenske myndigheder i forbindelse med accept af at modtage klageren har oplyst, at den pågældende ved genindrejse til Sverige kan indgive ny ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren overfor DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han boede med kriminelle, at der var mennesker på gaden, som han var meget bange for og at der var kriminelle bander, som udnyttede, at man var sårbar, og tvang en til at arbejde for dem, kan ikke føre til, at hans sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at rette henvendelse og eventuelt klage til de relevante svenske myndigheder, idet de svenske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren overfor DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har helbredsproblemer, at det er lang tid siden, at han har fået stillet en diagnose, og at det er svært at modtage sundhedshjælp, når man ved, at det er midlertidigt, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Det kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), s. 90f. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren må antages at kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Sverige, idet Sverige, som anført ovenfor, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Det bemærkes endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forinden overførsel af klageren til Sverige kan underrette de svenske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2026/12/lnk
