Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah-provinsen i Iran. Som barn flyttede ansøgeren og familien til Irak, hvor de havde ophold i al-Tash-lejren. I 1997 flyttede ansøgeren tilbage til Iran, hvor han bosatte sig i byen Kermanshah. Ansøgeren har været sympatisør og haft politiske aktiviteter for partiet [kurdisk parti] i en periode på omkring to år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter for [det kurdiske parti]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han natten mellem den […] og […] august 2015 deltog i uddeling af materiale i form af løbesedler og CD’ere. Ved den lejlighed blev ansøgeren og to partisympatisører opdaget af soldater. Den ene partisympatisør blev tilbageholdt, og det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter han straks udrejste illegalt af Iran med hjælp fra sin bror. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren haft kontakt til sine søskende, der har oplyst, at ansøgerens bopæl dagen efter ansøgerens udrejse blev opsøgt af efterretningstjenesten med henblik på anholdelse af ansøgeren. Ansøgeren har endvidere fået oplyst, at myndighederne også siden har henvendt sig på bopælen og blandt andet konfiskeret hans computer. I slutning af 2015 omkring tre måneder efter ankomsten til Danmark er ansøgeren blevet medlem af [det kurdiske parti], og han deltager i aktiviteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en troværdig, sammenhængende og detaljeret forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Iran opsøgte [det kurdiske parti], som han senere udførte aktiviteter for. Det lægges endvidere til grund, at myndighederne under en episode, hvor ansøgeren og to partisympatisører var ude og uddele information om [det kurdiske parti], anholdt den ene af partisympatisørerne, samt at ansøgerens bopæl næste dag blev ransaget. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens politiske aktiviteter er kommet til myndighedernes kendskab. Ansøgerens forklaring er understøttet af hans oplysninger om, at han er opvokset i Al Tash-lejren, og at han allerede der fik kendskab til [det kurdiske parti] samt af hans oplysninger om, at store dele af hans familie også er politisk aktive og endelig af, at han i Danmark forsat er politisk aktiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/260/nke
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [landsby], Kermanshab, Iran. Ansøgeren har angiveligt været aktiv for Komalapartiet i perioden [en nærmere angivet dag i foråret] 2014 til [en nærmere angivet dag i efteråret] 2015. Ansøgeren er ikke længere aktiv for partiet, idet at det er svært, når han ikke længere befinder sig i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som følge af sin aktivitet for Komalapartiet frygter for efterretningstjenesten i Iran samt frygter, at han vil blive slået ihjel. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans bror, [A], var medlem er Komalapartiet, hvor han uddelte cd’er og løbesedler. En dag tilbød broren ansøgeren at samarbejde om opgaverne. Det var opgaver, som man skulle være to personer til at udføre. Ansøgeren sagde ja til at hjælpe til med at uddele materialet. Arbejdet var hemmeligt og foregik om natten, hvor ansøgeren og hans bror en enkelt nat kørte rundt på motorcykel og kastede materialet ind i folks haver. Ansøgeren kendte ikke folkene, der modtog materialet. Materialet lå i en konvolut, så ansøgeren så aldrig materialet, men ansøgeren ved, at materialet omhandlede kurdernes rettigheder, som blev krænkede. Aktiviteterne for partiet foregik i cirka et år og fire måneder. En dag opsøgte efterretningstjenesten ansøgeren og hans bror på deres bopæl, ingen af dem var imidlertid hjemme. De tilbageholdte i stedet ansøgerens ældste bror, [B], og tog ham med på stationen. På bopælen fandt politiet noget materiale, som ansøgeren og broren havde efterladt ved en forglemmelse. Ansøgeren var hos sin onkel, da han fik dette at vide. Han blev ringet op af [C’s] mor, som fortalte ham det. [C] var den person, som havde opfordret ansøgerens bror, [A], til at blive medlem af Komalapartiet. Ansøgeren ældste bror blev løsladt efter en time, og efter at han havde været nødsaget til at angive ansøgeren og broren [A]. Ansøgeren opholdte sig herefter en måned ved sin onkel, inden han udrejste fra Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den trods det overordnede ret enkle asylmotiv fremstår udbyggende og divergerende i en sådan grad, at det ikke er troværdigt, men konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende – dels i forhold til egen tidligere forklaring, men også i forhold til brorens forklaring - om, hvor mange gange han havde uddelt materiale og tillige udbyggende om, hvornår og hvor han tidligere skulle have deltaget i demonstrationer. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor hans bror skulle have angivet datoen [nærmere angivet dato i foråret 2014] med den gregorianske betegnelse, som den dato ansøgeren påbegyndte sit arbejde for Komala, ligesom ansøgeren ikke har kunnet oplyse, hvilken dato dette skulle modsvare efter den persiske kalender. Ansøgeren har heller ikke kunnet angive en rimelig forklaring på, hvordan han og broren ved en forglemmelse skulle kunne efterlade belastende materiale i kælderen og for, at myndighederne trods fundet af sådant materiale skullet have løsladt deres ældste bror efter blot en time og ikke efterfølgende have opsøgt ham. Det fremstår heller ikke overbevisende, at ansøgeren ikke engang tilnærmelsesvis har kunnet angive, hvor lang tid der er passeret mellem de forskellige hændelser. Henset til at ansøgeren har haft 12 års skolegang på farsi, findes den nye indsigelse om, at der skulle have været relevante tolkeproblemer under de to første samtaler ikke at kunne tillægges betydning. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren rutinemæssigt måtte blive afhørt under indrejsen ikke i sig selv kan begrunde asyl. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/26/MJM
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har haft et forhold til en gift kvinde. Af samme grund frygter ansøgeren at blive slået ihjel af kvindens ægtefælle. Til støtte for herfor har ansøgeren oplyst, at han i april 2014 mødte en kvinde ved navn [A], da han skulle tegne forsikring til sin bil. Hun var ansat i forsikringsselskabet, og nogle dage efter det første møde tilbød ansøgeren [A] et lift, da hun fik fri. De begyndte herefter at sende SMS-beskeder til hinanden, og [A] gjorde det i den forbindelse klart, at ansøgeren alene måtte skrive til hende dagtimerne, når hun var på arbejde. De mødtes flere gange og havde samleje. Første gang, de havde samleje, var i en vens plantage. Anden gang var i ansøgerens bil i en offentlig plantage. [A] kunne altid kun mødes kortvarigt og ville aldrig køres hjem til sin bopæl efterfølgende, men hun bad om at blive sat af i udkanten af hendes kvarter. Ansøgeren besluttede sig for at præsentere [A] for sin familie og inviterede hende derfor hjem til sin bopæl. Under besøget havde de samleje, og pludselig begyndte nogen at banke på bopælens hoveddør. [A] fortalte, at det var hendes ægtefælle og far, hvilket chokerede ansøgeren, som ikke var bekendt med, at [A] var gift. Ansøgeren flygtede herefter omgående fra bopælen via taget på nabohuset til en parallelgade, hvorfra han tog en taxa til sin moster. Den efterfølgende dag fik ansøger at vide, at [A’s] mand agtede at klage til myndighederne. To dage senere udrejste ansøgeren derfor legalt af Iran ved at fremvise sit pas. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren endvidere at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han efter udrejsen af Iran tog ophold i Tyrkiet i en længere periode, hvor han fik interesse for kristendommen. I Tyrkiet deltog ansøgeren i gudstjenester to til tre gange om ugen de sidste fire måneder af sit ophold. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren deltaget i gudstjenester og kristendomsundervisning i Thisted. Ansøgeren blev døbt [i] marts 2016. Efter ansøgeren flyttede asylcenter, har han deltaget i gudstjenester i [en bestemt kirke] og kristendomsundervisning i [en mindre dansk by]. Vedrørende asylmotivet om ægteskabsbrud Flygtningenævnet kan i det væsentligste ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren er afsløret i at have haft samleje med en gift kvinde i Iran. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren forud for sin udrejse har haft et kærlighedsforhold til en kvinde, som har skuffet ham. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet den dag, han angiveligt ville præsentere [A] for sin familie, må tilsidesættes. Det findes således utroværdigt, at ansøgeren valgte at tage [A] med på sit værelse og have samleje med hende der forud for præsentationen for ansøgerens familie samme dag. Forklaringen om, at [A’s] ægtefælle og far/svigerfar pludselig dukkede op ved gadedøren, at [A] på det tidspunkt afslørede, at hun var gift, at ansøgeren straks valgte at flygte via taget, og at [A] straks afslog at flygte sammen med ham, er efter sit indhold usandsynlig. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han tidligere havde spurgt [A], om hun var gift, og om han på forhånd havde orienteret [A] om, at han ville præsentere hende for sin familie. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt [A] sagde, at det var hendes far, der var på gaden sammen med hendes ægtefælle. Det findes endvidere utroværdigt, at ansøgeren herefter mistede enhver interesse for [A] og på ingen måde har søgt oplyst, hvad der efterfølgende er sket med hende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit oprindelige asylmotiv i forhold til ægteskabsbruddet. Konversion Ansøgeren har forklaret, at han i Iran ikke ønskede at praktisere islam, men at han troede på en guddom. Ansøgeren har forklaret detaljeret og nuanceret om, hvorledes han i Tyrkiet blev introduceret til kristendommen, og at han på baggrund af [B’s] tilgang til kristendommen og sin deltagelse i kirkegang havde til hensigt at konvertere, men ikke nåede at blive døbt som følge af ansøgerens problemer med arbejdsgiveren. Hurtigt efter indrejsen i Danmark påbegyndte ansøgeren kirkegang og kristendomsundervisning, og han blev døbt i marts 2016 allerede forud for samtalerne i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har under nævnsmødet på overbevisende måde uddybet sit kendskab til det essentielle i kristendommen og betydningen af dåben. Ansøgeren har tilkendegivet, at han, hvis han bliver nødt til på ny at rejse til Iran, ikke vil skjule sit tilhørsforhold til kristendommen, men fortsat vil praktiserer sin kristne tro. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis i relation til personer fra Iran, som er konverteret til kristendommen, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/259/CHHA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er iranske statsborgere, etniske kurdere og yaresan af trosretning fra Sarpol-e-Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er yarsan af trosretning. Den mandlige ansøger har videre forklaret, at han har udført religiøse aktiviteter, herunder deltaget i møder og forsamlinger, repareret hellige gravsteder og organiseret pengeindsamlinger, i perioden fra 2004 og frem til han udrejste af Iran i [sommeren] 2015. [På en dato i sommeren] 2015 blev den mandlige ansøger ansat hos en virksomhed med tilknytning til Sepah. [På en anden dato i sommeren] 2015 blev den mandlige ansøger bedt om at deltage i middagsbønnen. Han blev ført hen til bønnerummet, men forlod det, da prædiken begyndte. Efterfølgende fik han besked på at møde på Herasats kontor. Her fik han at vide, at han var fyret på grund af sin religion. [Senere på sommeren] 2015 blev ansøgernes bopæl ransaget, og den kvindelige ansøger blev tilbageholdt. Den mandlige ansøger tog ophold hos en person ved navn [H] indtil [senere på sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt af de iranske myndigheder, idet hun tidligere har været tilbageholdt som følge af den mandlige ansøgers konflikt. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at hun blev opsøgt af efterretningstjenesten på sin bopæl den [i sommeren] 2015. Repræsentanterne fra efterretningstjenesten spurgte efter den mandlige ansøger, hvorefter den kvindelige ansøger blev bedt om at følge med. Den kvindelige ansøger blev tilbageholdt i 2-3 dage. Hun blev afhørt og stillet spørgsmål vedrørende den mandlige ansøger og hans brødre. Efterfølgende tog den kvindelige ansøger ophold hos sine svigerforældre. Her blev hun opsøgt af efterretningstjenesten [senere på sommeren] 2015. Repræsentanterne fra efterretningstjenesten spurgte efter den mandlige ansøger, og de sagde, at han skulle melde sig hos efterretningstjenesten. Ansøgerne mødtes i Urmia [senere samme måned] 2015, hvorfra de udrejste sammen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerne tilhører religionen yaresan, og at de som følge heraf har oplevet chikanerier. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at den mandlige ansøger har haft svært ved at få fast arbejde som følge af hans religion, at to af hans brødre er flygtet fra Iran, at en bror er fængslet, at den mandlige ansøgers far har været tilbageholdt i seks måneder og at hans morbror i 1984 blev henrettet af myndighederne. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerne har forklaret forholdsvis konsistent og uden større divergenser under sagens behandling, men bemærker at ansøgernes forklaringer er enkle, og at de begge er veluddannede. Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at den mandlige ansøger i en afskedigelsessituation nedgør islam og Khamenei, samt tilkendegiver, at han ikke tror på nogen af delene. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at dette, der er af afgørende betydning for ansøgernes asylmotiv, ikke er nævnt hverken i den mandlige ansøgers asylskema eller under hans oplysnings- og motivsamtale. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige ansøgers forklaring på dette punkt er væsentligt udbygget. Som følge heraf tilsidesættes den mandlige ansøgers forklaring herom. Idet Flygtningenævnet tilsidesætter den mandlige ansøgers forklaring vedrørende det afgørende moment i hans asylmotiv, tilsidesættes tillige den kvindelige ansøgers forklaring, der alene giver mening såfremt den mandlige ansøgers forklaring lægges til grund. De generelle forhold for yaresan-troende i Iran opfylder ikke betingelserne for at opnå asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer individuelle og konkrete overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/258/JOV
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunnimuslim fra [en landsby] i Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med et demokratisk kurdisk parti, som han dog ikke kender navnet på. Ansøgerens slægtning, [H], gav ansøgeren opgaver, som han skulle lave for det demokratiske kurdiske parti, hvilket primært bestod i smugling af peshmergaer fra Irak til Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, idet ansøgeren har hjulpet et kurdisk parti med at transportere peshmergaer fra Irak til Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at hans slægtning, [H], og fire peshmergaer en dag blev dræbt. Efter [H] blev dræbt, så blev ansøgeren bange og gemte sig på en bjergtop 700 meter fra sin bopæl. Ansøgeren var på bjergtoppen i fire dage. Undervejs i de fire dage, så ansøgeren de iranske myndigheder ransage hans bopæl, hvorfor ansøgeren til sidst flygtede ud af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger særligt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema og til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han arbejdede sammen med to personer, hvoraf den ene var hans morbror, mens en anden, [AM] blev anholdt. Ansøgeren har under samtalen med styrelsen [i vinteren] 2017 og for nævnet forklaret, at han alene samarbejdede med sin morbror. Han har under mødet for nævnet forklaret, at han ikke kender en person ved navn [AM], og at den senere nævnte [AG] aldrig har hjulpet peshmergaerne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev tilbageholdt af gardisthæren mindst ti gange, at han typisk var tilbageholdt en nat og betalte dem penge for at blive løsladt, men at han en gang var tilbageholdt i seks måneder. Han har under nævnsmødet forklaret, at han blev standset tre gange, hvor han i hvert fald den ene gang flygtede, at han blev tævet, og at hans æsler og olie blev brændt, men at han aldrig havde været tilbageholdt over flere dage. Endelig finder nævnet, at hans forklaring om, hvordan aftalerne om at smugle peshmergaer over grænsen kom i stand og hvordan han mødte de pågældende peshmergaer forekom udetaljeret og ikke virkede selvoplevet. Omkring hans forklaring vedrørende, hvordan han skjulte sig, efter hans morbror blev dræbt lægger nævnet vægt på, at han i henholdsvis oplysnings- og motivsamtalen, samtalen [i foråret] 2017 og for nævnet har afgivet tre forskellige forklaringer. Endelig har ansøgeren ikke kunne forklare, såfremt hans forklaring blev lagt til grund, hvordan myndighederne skulle være blevet opmærksomme på hans deltagelse i hjælpen til KDPI. Som følge af ovenstående tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/257/JOV
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark er konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil fængsle ham på livstid, idet han er blevet beskyldt for under sin militærtjeneste at have stjålet seks håndvåben. Han frygter endvidere, at han vil blive udsat for overgreb fra de iranske myndigheders side som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han [i efteråret] 2015 stod vagt foran kasernens våbenlager fra klokken fire til seks om morgenen. Da hans vagt var afsluttet, fik han at vide, at seks håndvåben manglede på våbenlageret, og han blev anklaget for at have stjålet dem. Han fik oplyst, at hans overordnede, [A], havde meddelt, at ansøgeren var faldet i søvn under sin vagt og derfor ikke havde udført sin opgave. Efterfølgende blev ansøgeren i håndjern transporteret i en taxa til militærretten i Kermanshah af soldaten, [B], som ansøgeren ligeledes betragtede som en ven. Da ansøgeren ankom til militærretten, bad han om at komme på toilettet, og [B] tog håndjernene af ham og ventede uden for toiletbåsen. Da [B] åbnede døren til toilettet, slog ansøgeren ham i hovedet med et vandrør, hvorved [B] mistede bevidstheden. Herefter fik ansøgeren trukket [B] ind i toiletbåsen. Efterfølgende forlod ansøgeren toiletbygningen og flygtede fra militærrettens område ved at hoppe over en mur. Ingen så ansøgeren i forbindelse med flugten. Til støtte for konversionen har ansøgeren forklaret, at han begyndte at interessere sig for kristendommen to-tre uger, før han blev døbt [i sommeren] 2016, idet [en ven fra ansøgerens asylcenter] overtalte ham til at gå med i kirke en søndag. Inden dåben deltog ansøgeren i en sommerlejr i Hobro, ligesom han så en film om Jesus. Præsten sagde, at han var klar til at blive døbt. Ansøgeren har siden gået i kirke hver søndag. Han læser Det Nye Testamente en time hver dag i en gruppe på nettet. Han har også i år deltaget i et endags-kirkeligt arrangement i Hobro. Han har uploadet en del billeder om kristendommen på sin åbne Facebookprofil, idet det er den eneste måde, han kan bekendtgøre, at han er kristen. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren vel har forklaret konsistent om det påberåbte asylmotiv vedrørende beskyldningerne om våbentyveriet, men at hændelsesforløbet samlet set må anses for så usandsynligt, at ansøgeren ikke kan anses for at have sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren blev transporteret i en taxa med kun én militærpolitimand til undersøgelsesretten, selvom militærpolitihovedkvarteret var stationeret på ansøgerens garnison og således må antages at råde over såvel mandskab som køretøjer, at ansøgerens forklaring om flugten fra undersøgelsesretten i sig selv må anses for ganske usandsynlig, og at det ligeledes må anses for usandsynligt, at efterretningstjenesten eller de militære myndigheder ikke på et langt tidligere tidspunkt har ransaget forældrenes bopæl med henblik på at finde ansøgeren. Nævnet bemærker herved, at dette efter ansøgerens forklaring først kan anses for sket efter omkring et halvt år. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste, at han fik oplysning herom allerede mens han befandt sig i Tyrkiet. Nævnet kan således i det hele ikke lægge ansøgerens forklaring om det påberåbte asylmotiv inden udrejsen til grund. Nævnet har tilsidesat ansøgerens oprindelige asylmotiv som utroværdigt. Der påhviler herefter ansøgeren en skærpet bevisbyrde for, at den konversion, han har foretaget i Danmark, er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren lod sig døbe efter meget kort tid og stort set uden kendskab til kristendommen. Nævnet finder ikke, at ansøgerens efterfølgende aktiviteter, herunder heller ikke i form af Facebook-opslag, er af en sådan massiv, vedvarende og oprigtig karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt reelt er kristen. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/256/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol-e Zahab i Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han er udrejst illegalt. Videre frygter han sine forældre, idet de har behandlet ham dårligt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans forældre begyndte at tale grimt til ham, da de tog ham ud af skolen i tredje klasse, så han kunne passe familiens dyr. Ansøgerens far slog ansøgeren, og de talte begge grimt og nedladende til ham. Ansøgeren er blandt andet blevet slået med et stykke træ og et jernrør. I 2015 forsøgte ansøgeren at udrejse illegalt af Iran, men blev anholdt af de iranske myndigheder ved grænsen til Tyrkiet. De iranske myndigheder afhørte ham to gange, hvorefter han blev fængslet. Under afhøringerne blev ansøgeren slået og sparket på sine ben og lår, og han blev slået med kabler. Seks dage senere blev ansøgeren løsladt, fordi ansøgerens bror havde betalt en bøde på tre millioner toman. Herefter underskrev ansøgeren en erklæring om, at han ikke ville udrejse illegalt af Iran igen. 12-15 dage senere udrejste ansøgeren illegalt af Iran. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været udsat for vold af sin far, som også har bestemt, at ansøgeren ikke skulle gå i skole, men arbejde for at bidrage til familiens forsørgelse. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren på grund af sine familieproblemer forsøgte at udrejse i 2015, men blev anholdt af Sepah og afhørt af efterretningstjenesten, hvorefter han blev idømt en bøde på 3 millioner toman. Ansøgeren blev løsladt efter 6 dage, da hans bror havde betalt bøden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt har været mistænkt for at være tilknyttet ISIL. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det har formodningen imod sig, at ansøgeren, hvis han var mistænkt for at være tilknyttet ISIL, alene ville blive idømt en bøde på 3 millioner toman, svarende til 600-700 USD, og ville være blevet løsladt efter betaling af bøden. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han under tilbageholdelsen i forbindelse med flugtforsøget eller ved sin fars adfærd overfor ham har været udsat for hændelser af en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at en person, som er udrejst illegalt af Iran, og som ikke er særligt profileret eller registreret på en liste over personer, som ikke må forlade Iran, ikke risikerer asylbegrundede problemer med de iranske myndigheder ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/255/SOL
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan. Han er født i Ramadi i Irak, men flyttede til Kermanshah i Iran, da han var 15-16 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, sine daværende naboer og sin grandfætters familie, idet han har haft et seksuelt forhold til sin grandfætter. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive straffet af de iranske myndigheder eller slået ihjel af sin far, idet han efter sin indrejse i Danmark er konverteret fra yaritroen til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han blev bekendt med sin seksuelle orientering for omkring fem år siden. Indtil sin udrejse havde ansøgeren et forhold til sin grandfætter, [A]. En morgen havde ansøgeren og [A] sex i ansøgerens forretning. Tre af ansøgerens naboer opdagede dem og optog en video af ansøgeren, der lå nøgen ved siden af [A]. Lidt senere ankom naboen, [B], til forretningen. [B] førte ansøgeren og [A] til indgangen af den passage, hvor ansøgerens forretning lå. De tre naboer hånede ansøgeren og [A], indtil det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgerens mor fortalt ham, at de iranske myndigheder flere gange har opsøgt familiens bopæl, hvor de har spurgt efter ham. [A]’s familie har ligeledes opsøgt familiens bopæl for at finde ansøgeren, idet de ønskede at straffe ham. Om sin konversion til kristendommen har ansøgeren forklaret, at han fik interesse for kristendommen efter sin indrejse i Danmark, idet to personer fra hans asylcenter fortalte ham om kristendommen og foreslog, at han tog med dem i kirke. Ansøgeren havde på dette tidspunkt nogle psykiske problemer og befandt sig langt væk fra sin familie. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2016. I [sommeren] 2016 blev ansøgerens familie i Iran bekendt med, at ansøgeren var konverteret, idet en person fra ansøgerens asylcenter har fortalt dette til sin familie, der har fortalt det videre til ansøgerens morbror. Ansøgerens mor og morbror har fortalt ansøgeren, at hans far ikke længere vil kendes ved ham på grund af konversionen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter indeholder divergenser og forekommer usandsynlig. Ansøgeren har forklaret divergerende om den episode, hvor han og [A] blev afsløret i at have sex i ansøgerens forretning. I oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at det var naboen, [B], som sammen med 4-5 andre personer trængte ind i ansøgerens forretning. Under samtalen [i efteråret] 2016 har han forklaret, at tre naboer slog hårdt på døren og trængte ind, og at [B] ikke var en af de tre, men kom senere. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han og [A] fik tøj på. I samtalen [i efteråret] 2016 har han forklaret, at ansøgeren og [A] havde taget tøj på, inden [B] kom, mens ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at de havde tøjet i hånden og ville tage tøj på, da [B] kom ind i forretningen. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt politiet blev tilkaldt. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var hans formodning, at politiet ville komme, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han så en politibil og derefter rev sig løs og flygtede. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende, idet han under mødet i Flygtningenævnet i modsætning til de tidligere samtaler har forklaret, at [B] udøvede vold mod ham ved at slå ham i hovedet. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, at han og [A] havde sex midt om dagen i ansøgerens forretning hvor naboerne kunne kigge ind, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. På denne baggrund er ansøgerens generelle troværdighed svækket. Om ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen bemærkes, at ansøgeren under asylsamtalen [i efteråret] 2016 indledningsvis forklarede, at han var yarsan, mens han sidst i samtalen fremlagde nogle dokumenter og oplyste, at han var kristen. På denne baggrund forekommer hans forklaring om sin konversion ikke troværdig. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring og fremtræden i nævnet til grund, at ansøgeren ikke er en udadvendt person, og at han har svært ved at skabe sociale relationer. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at ansøgerens interesse for kristendommen i højere grad skyldes hans behov for at indgå i et socialt fællesskab end en reel indre overbevisning om at være kristen. Om ansøgerens facebookprofil bemærkes, at den er oprettet i [starten af] 2017 efter, at ansøgeren blev meddelt afslag på asyl. Det forhold, at ansøgeren på sin facebook-profil har postet kristne motiver, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han og hans familie tilhører en retning af yarsan, som ikke er muslimer. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det derfor ikke lægges til grund, at de iranske myndigheder vil anse ham som en frafalden muslim. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/254/SOL
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Han har oplyst, at han nu er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighedernes overgreb. På grund af vrede over myndighedernes behandling af hans forældre, kastede han en koran mod en myndighedsperson. Som følge heraf kom han i klammeri med myndighedspersonen, hvilket førte til, at de faldt ned af en terrasse, og myndighedspersonens våben gik af og ramte ham selv. Ansøgeren har derudover deltaget i demonstrationer imod det iranske regime. Ansøgeren har som nærværende asylmotiv henvist til, at hans konversion til kristendommen er reel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er døbt og konfirmeret. Ansøgeren tror på kristendommen, deltager i og tager initiativ til missionslignende aktiviteter. Ansøgeren har erkendt, at det oprindelige asylmotiv angående konflikten med myndighederne som følge af deres behandling af faren var usandt. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret upræcist angående uoverensstemmelserne med sin egen familie og svigerfamilien på grund af ansøgerens interesse for kristendommen, herunder om afbrænding af koranen, ligesom ansøgeren har forklaret upræcist om hvornår han fik interesse for kirkelige forhold i Danmark. Umiddelbart fremstår ansøgeren med lav troværdighed. Imidlertid har ansøgeren nu igennem en længere periode deltaget i kirkehandlinger, undervisning og øvrige aktiviteter, herunder missionerende virksomhed. Han har forklaret deltaljeret om den proces der førte til hans omvendelse til kristendommen, ligesom han har udvist et betydeligt kendskab til den kristne tro. Endvidere må det efter det foreliggende antages, at ansøgeren vil leve sit liv som åbent kristen. Uanset det ovenfor om ansøgerens troværdighed anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering at ansøgerens forhold, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/253/IVK
Nævnet omgjorde i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran og deres medfølgende barn. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske kurdere fra [en mindre by i], Iran. Ansøgerne var tidligere yaresan-troende, men er efter indrejsen i Danmark døbt i den kristne tro. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han ikke er mødt op til sin militærtjeneste. Videre frygter han, at de iranske myndigheder vil straffe ham, fordi han er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han [i sommeren] 2015 blev anholdt af politiet. Han blev anholdt tilfældigt, fordi han ikke havde aftjent sin værnepligt. Han blev fængslet i én nat, hvorefter han tilbragte tre nætter på en Sepah-kaserne i Kermanshah. Han accepterede herefter at aftjene sin værnepligt. [I efteråret] 2015 blev han indkaldt til møde hos sin kaptajn, […], som ville have ham til at deltage i krig i Syrien i seks måneder. Han fik i den forbindelse en erklæring udleveret, som han skulle underskrive. Den mandlige ansøger læste ikke erklæringen, men valgte at underskrive den, fordi han ikke følte, at han havde et andet valg. Den mandlige ansøger og hans ægtefælle udrejste af Iran [i efteråret] 2015, fordi han ikke ønskede at deltage i krigen i Syrien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle har nægtet at aftjene sin værnepligt i den iranske hær. Ligeledes frygter hun at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi hun og hendes ægtefælle er udrejst illegalt af Iran. Endelig frygter hun at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun først fik oplyst, hvilke problemer hendes ægtefælle havde i Iran, efter de indrejste i Danmark. [En dag i sommeren] 2015 blev hendes ægtefælle anholdt, hvilket hun blev bekendt med via sin svigerfar, […], der kontaktede hende [dagen efter]. Hendes ægtefælle skulle efterfølgende aftjene sin værnepligt for den iranske hær. 40-50 dage efter, at hans værnepligt startede, kom han hjem. Han fortalte hende, at hans liv var i fare, og at de blev nødt til at forlade Iran. Den kvindelige ansøger og hendes ægtefælle udrejste efterfølgende af Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne udrejste af Iran, fordi den mandlige ansøger var blevet anholdt, indkaldt til militærtjeneste og sidenhen deserteret. Ansøgerne har under nævnsmødet forklaret detaljeret og troværdigt om deres interesse for kristendommen, herunder om baggrunden for interessen, som opstod, da den kvindelige ansøger havde det dårligt, fordi hun havde aborteret to gange og den mandlige ansøgers søster, som var konverteret, rådede dem til at gå i kirke for at finde ro og hjælp til at få det bedre. Ansøgerne har endvidere forklaret troværdigt og indlevende om tro og kristne liv samt om kristendommens betydning for deres liv samt om deres kirkegang, undervisning i kirken og viden om kristendommen. Ansøgerens forklaring er understøttet af, at de [i foråret] 2017, fik døbt deres fællesbarn, født [i starten af] 2017. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne på overbevisende måde har redegjort for, at de reelt er konverteret til kristendommen. Herefter, og idet ansøgerne har forklaret, at de også i Iran ønsker at udleve deres kristne tro ved kirkegang og ved at forkynde kristne budskaber, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/252/ATN
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren var ifølge sit asylansøgningsskema ateist, men ansøgeren er efter indrejsen til Danmark døbt i den kristne tro. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse og deltaget i demonstrationer. Ansøgeren henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede de iranske myndigheder, fordi han havde deltaget i demonstrationer for Den Grønne Bevægelse i forbindelse med valget i 2009. Videre henviste ansøgeren til, at han frygtede myndighederne, fordi han havde deltaget i en pornofilm med tre andre mænd. Endelig henviste ansøgeren til, at han frygtede de iranske myndigheder, fordi han er biseksuel. I nærværende sag har ansøgeren som asylmotiv henvist til sin konvertering til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden genoptagelsesanmodningen har fortsat sine kristne aktiviteter, og at han i dag lever et aktivt liv som kristen, herunder som aktiv del af et kristent fællesskab. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens generelle troværdighed, herunder at ansøgeren i sin oprindelige asylsag påberåbte sig flere forskellige asylmotiver, og at Flygtningenævnet – bortset fra ansøgerens deltagelse i demonstrationer i 2009 og efterfølgende anholdelse – i sin afgørelse [fra foråret] 2014 ikke har kunnet lægge ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren var ateist i sit hjemland og efter eget udsagn hadede islam, fordi man ikke måtte feste, drikke eller have sex, men at ansøgeren begyndte at deltage i gudstjenester i Pinsekirken samme måned, som han modtog Udlændingestyrelsens afslag, og at han blot to måneder senere lod sig døbe i den kristne tro. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for den personlige udvikling, som ansøgeren må have gennemgået i den korte periode. Hertil kommer, at karakteren og indholdet af ansøgerens aktiviteter på diverse sociale medier fremstår udelukkende konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om kristendommen og om sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen har været meget overfladisk, og at ansøgeren har forklaret afglidende. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konvertering som konstrueret og utroværdig. Ansøgerens deltagelse i musikalske aktiviteter i kirkelige sammenhænge kan ikke føre til en ændret vurdering. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at ansøgerens politiske opslag på nettet fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af ansøgerens aktiviteter på de sociale medier er særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var særligt profileret ved sin udrejse, og at ansøgeren – henset til karakteren og indholdet af sine konstruerede aktiviteter – heller ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke har fundet grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Iran/2017/251/ATN
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren tilhørte ifølge sit asylansøgningsskema ikke nogen religion, men ansøgeren er efter indrejsen til Danmark døbt i den kristne tro. Ansøgeren har ikke i Iran været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse og deltaget i en demonstration. Ansøgeren henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede de iranske myndigheder, fordi han havde deltaget i en demonstration for Den Grønne Bevægelse i forbindelse med valget i 2009. Videre henviste ansøgeren til, at han frygtede myndighederne, idet han er biseksuel og havde deltaget i en pornofilm med tre andre mænd. Endelig henviste ansøgeren til, at han var konverteret til kristendommen. I nærværende sag har ansøgeren som asylmotiv henvist til sin konvertering til kristendommen, samt at han i Danmark har engageret sig i nye politiske aktiviteter i [en europæisk] menneskerettighedsorganisation, hvilket eksponerer ham i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han med sine fortsatte og udbyggede kristne aktiviteter i Danmark har sandsynliggjort, at hans konvertering er reel, ligesom han har sandsynliggjort, at hans kristne og politiske sur place-aktiviteter herunder på de sociale medier er eller vil blive opdaget af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens generelle troværdighed, herunder at ansøgeren i sin oprindelige asylsag påberåbte sig flere forskellige asylmotiver, og at Flygtningenævnet – bortset fra ansøgerens deltagelse i en demonstration i 2009 og efterfølgende anholdelse – i sin afgørelse [fra foråret] 2014 ikke har kunnet lægge ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren var areligiøs i sit hjemland, og at han lod sig døbe ganske kort tid efter, at han begyndte at gå i kirke i Danmark. Endvidere var det kort tid efter Udlændingestyrelsens afslag, at ansøgeren begyndte at lægge kristent materiale ud på Facebook i meget stort omfang, ligesom det var kort tid efter Flygtningenævnets afslag i 2014, at ansøgeren lod sig tatovere. Hertil kommer, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens aktiviteter på diverse sociale medier m.m., herunder særligt det meget store omfang af Facebook-opdateringer med kristent indhold, fremstår udelukkende konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om kristendommen og om sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen har været meget overfladisk, og at ansøgeren har forklaret afglidende. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konvertering som konstrueret og utroværdig. Ansøgerens deltagelse i kor og andre musikalske aktiviteter i kirken kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens nye politiske aktivitet i [den europæiske menneskerettigheds-] organisation fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at ansøgeren meldte sig ud efter kort tids medlemskab. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at udmeldelsen skete af økonomiske grunde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af de konstruerede kristne og politiske sur place-aktiviteter er særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var særligt profileret ved sin udrejse, og at ansøgeren – henset til karakteren og indholdet af sine konstruerede aktiviteter – heller ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2017/250/ATN
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Han er iransk statsborger og har boet i Erbil de seneste otte år inden udrejsen. Ansøgeren har påberåbt sig, at han er født i Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren har påberåbt sig, at forældrene var politisk aktive, idet de deltog i møder arrangeret af KDPI på kurdiske mærkedage ligesom de holdt møder i hjemmet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en indrejse i Iran frygter, at de iranske myndigheder vil pågribe ham som følge af, at hans forældre har været aktive for det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI). Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flertallet finder heller ikke, at han har sandsynliggjort sin identitet. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om forholdene i Al-Tash-lejren, inden han som 8-9-årig forlod denne, og at UNHCR har oplyst, at han ikke er registreret af UNHCR, og at han ikke har noget UNHCR-dokument, selvom ansøgeren har forklaret, at familien havde et UN-dokument med navne og billeder på. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge afgørende vægt på det for nævnet fremlagte dokument fra centralkomitéen for KDPI. Flertallet finder heller ikke ansøgerens forklaring om sine levevilkår og økonomiske forhold i Erbil for sandsynliggjort. Flertallet finder således ansøgerens forklaring herom mindre sandsynlig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans forældre har udøvet politiske aktiviteter som indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved indrejse og ophold i Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/25/DH
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Basra, Irak. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark har fået interesse for kristendommen, og at han opfatter sig selv som kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog deltaget i tre demonstrationer i [sommeren] 2014. Demonstrationerne var rettet imod provinsregeringen i Basra. Ansøgeren deltog i demonstrationerne for at sætte fokus på de dårlige forhold i området. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser, herunder primært den shiitiske milits Asaeib Ahel Al-Haq, som følge af, at han er sunni-muslim. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han har deltaget i regeringskritiske demonstrationer i [sommeren] 2014. Ansøgeren har videre forklaret, at hans familie i slutningen af 2004 eller i starten af 2005 blev fordrevet fra deres hjem i Basra til Kirkuk, idet de var blevet truet på livet af den shiitiske milits Jaesh Almahdi. Militsen blev senere splittet i flere dele, hvoraf den ene del dannede militsen Asaeib Ahel Al-Haq. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han, efter sin tilbagevenden til Basra i starten af 2014, blev opsøgt af medlemmer af Asaeib Ahel Al-Haq. De truede ansøgeren med en pistol, tilbageholdte ham og udsatte ham for vold i form af slag på kroppen og i ansigtet. Ansøgeren blev frigivet efter halvanden dag, idet ansøgerens mor og morbrødre betalte en løsesum for hans frigivelse. Ansøgeren har videre forklaret, at hans bror forsvandt sporløst [sommeren] 2014. Ansøgeren blev i [efteråret] 2014 gjort bekendt med, at hans nabo ved navn [A], som var medlem af Asaeib Ahel Al-Haq, var ansvarlig for brorens forsvinden. Ansøgeren slog [A] og [A’s] ven med en krydsnøgle, indtil de mistede bevidstheden. Ansøgeren forlod herefter Basra, idet han frygtede for sin sikkerhed. Ansøgeren holdt sig skjult i [nord for Basra] i omkring et år, inden han tog til lufthavnen i Bagdad og udrejste af Irak. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Danmark har fået interesse for kristendommen, og at han opfatter sig som kristen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han er betaget af den danske kultur, og at kristendommen er en del af denne kultur. Ansøgeren går i kirke tæt på sit asylcenter, og han kan lide at komme i kirken. Han har ikke kontakt med kirkens præst på grund af sprogbarrieren, ligesom han som analfabet ikke kan læse om kristendommen. Ansøgeren har haft en åbenbaring, som har betydet meget for ham. Ansøgeren er af sin mor blevet oplyst om, at hans slægtninge i Irak er bekendt med hans konversion. Ansøgeren har videre forklaret, at han på sin Facebook-profil har postet kristent materiale og danske symboler, hvilket har medført, at herboende irakere har kaldt ham vantro. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende om sin konflikt med shiamuslimske militser. Ansøgeren har således forklaret divergerende og usammenhængende om konflikten på vandpibecafeen, herunder om [A] og hans ven var bevidstløse, og om han blev ved med at slå dem. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid han opholdt sig i Irak efter konflikten og om, hvorvidt hans familie er blevet opsøgt af Al-Haq militsen i Bagdad og endelig om tidspunktet for sin kidnapning og om kidnapningens varighed. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt [A] og hans ven var bevæbnede på vandpibecafeen. Ansøgeren har således først forklaret til Udlændingestyrelsen, at [A] og dennes ven var ubevæbnede på vandpibecafeen, mens han under nævnsmødet forklarede, at de havde pistoler, og at han handlede i selvforsvar, hvilket tillige divergerer fra hans tidligere forklaring om, at han blev vred og gik amok på dem og blev ved med at slå dem, indtil de var bevidstløse. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring om konflikten eller redegøre for de nævnte divergenser og udbygninger, som nævnet finder ikke alene kan forklares som misforståelser af Udlændingestyrelsens spørgsmål. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet som utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke er blevet døbt, at han ikke kender navnet på den kirke eller den præst, som han angiveligt jævnligt ser. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren har forklaret, at han ikke forstår, hvad der sker i kirken, og at han ikke har nærmere kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har fået stjålet sin mobiltelefon, som skulle indeholde kristne billeder og budskaber, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at telefonens indhold er blevet videregivet til hans familie, myndighederne eller andre i Irak, eller at telefonens indhold på anden vis har profileret ham over for de irakiske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/249/mvln
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har revet en koran i stykker. Ansøgeren har yderligere som sit asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han har deserteret fra sin værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han under sin værnepligt blev chikaneret af sine overordnede på grund af sin tro. Ansøgerens overordnede ville tvinge ansøgeren til at konvertere til islam. [I foråret] 2015 blev ansøgeren bedt om at gå med ind i et lokale, hvor han skulle bede en muslimsk bøn. Ansøgeren nægtede, og der opstod et skænderi mellem ansøgeren og hans overordnede. Ansøgeren blev så vred, at han rev en koran i stykker. Ansøgeren flygtede med det samme. Han tog hjem til sin farbror i en anden by. Den efterfølgende dag blev ansøgerens bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, hvor ansøgeren fik oplyst, at myndighederne var efter ham. Fire måneder efter udrejste ansøgeren af Iran. Flertallet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen om, at ansøgeren i en situation, hvor en officer og en mullah ville tvinge ham til at bede, pludselig skulle have revet en koran itu, fremstår således ikke overbevisende, særligt henset til konsekvensen i Iran af en sådan alvorlig handling. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende på væsentlige punkter. Flertallet lægger således vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han blev tilbageholdt af militæret. Ansøgeren har til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklaret, at han var blevet tilbageholdt i 3 dage 4-5 måneder, inden han deserterede fra militæret. Til gensamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke kan huske, hvornår han blev tilbageholdt. Flertallet finder i øvrigt, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i perioden efter tilbageholdelsen kunne afvise at bede, efter at han for samme forseelse skulle have været tilbageholdt i 3 dage. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, hvorvidt der var personer, der løb efter ham, da han flygtede fra kasernen. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at personer fra sikkerhedsafdelingen og den ideologiske afdeling løb efter ham. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at der ikke var nogen, der løb efter ham. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der var nogen, der løb efter ham. Endelig har flertallet lagt vægt på, at det er påfaldende og bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har oplyst, at han ikke kender til sin fætters, [A], konflikt i Iran og dermed baggrunden for, at han har søgt asyl i Danmark. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren og fætteren kommer fra samme landsby med omkring 70-80 huse, at de ifølge forklaringerne udrejste fra Iran med 5-6 dages mellemrum, at de indrejste i Danmark samme dag og indgav ansøgning om asyl på samme sted med 48 minutters mellemrum, samt at de begge som asylgrundlag over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at de over for myndighedspersoner har revet en koran i stykker. Den omstændighed, at ansøgeren frygter de iranske myndigheder, fordi han er deserteret fra militæret kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet finder således efter det foreliggende baggrundsmateriale, at straffen for udeblivelse fra militærtjeneste ikke fremstår som uproportional. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/248/HHU
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og Ahl-Haq Yarsan af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne som følge af, at hans religionslærer har indgivet en klage mod ansøgeren, efter ansøgeren havde fornærmet læreren og vanæret islam. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han en dag ved ankomsten til sit klasselokale fik oplyst af sin religionslærer, [A], at alle elever, uanset trosretning, skulle bede bønner på lige vilkår med de muslimske elever. Da klassens elever skulle præsentere sig selv, forklarede ansøgeren, at han er yarsan af trosretning, og at man i hans tro ikke skulle bede bønner. Religionslæren udtalte sig grimt om ansøgeren og den åndelige yarsan-leder. Ansøgeren sparkede til en kasse på gulvet, der indeholdt hellig jord til brug for bønnerne, rev en koran i stykker og pressede den mod religionslærerens bryst. Ansøgeren forlod herefter klasselokalet og stak af fra skolen. Ansøgeren kontaktede sin far og fortalte om episoden. Faren fortalte, at ansøgeren skulle tage til sin faster i [en anden by]. Ansøgeren opholdt sig hos sin faster i seks dage. Ansøgerens far opsøgte i mellemtiden religionslæreren for at undskylde på ansøgerens vegne. Religionslæreren fortalte ansøgerens far, at undskyldningen ikke nyttede noget, da han allerede havde meldt ansøgeren til myndighederne. Dette fortalte ansøgerens far videre til ansøgerens faster. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen om, at ansøgeren i en situation, hvor en lærer ville tvinge ham til at bede pludselig, skulle have revet en koran itu, fremstår således ikke overbevisende, særligt henset til konsekvensen i Iran af en sådan alvorlig handling. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har forklaret forskelligt om sit kendskab til, om ansøgerens familie er blevet kontaktet af de iranske myndigheder med henblik på at finde ansøgeren. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at hans far har fortalt ham, at sikkerhedstjenesten nogle gange har været på familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke har kendskab til, om hans familie er blevet kontaktet af myndighederne, og til gensamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far omkring en måned inden samtalen havde fortalt, at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl 3-4 gange, efter ansøgeren var udrejst. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt om sit kendskab til den klage, som læreren skulle have indgivet til myndighederne. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgerens far havde fortalt, at læreren var taget til [byen, hvor ansøgerens faster havde bopæl], og der havde klaget over ansøgeren til myndighederne og retten. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han ikke har kendskab til, hvor eller til hvem læreren har indgivet klage over ansøgerens opførsel. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det er påfaldende og bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har oplyst, at han ikke kender til sin fætters, [B], konflikt i Iran og dermed baggrunden for, at han har søgt asyl i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren og fætteren kommer fra samme landsby med omkring 70-80 huse, at de ifølge forklaringerne udrejste fra Iran med 5-6 dages mellemrum, at de indrejste i Danmark samme dag og indgav ansøgning om asyl på samme sted med 48 minutters mellemrum, samt at de begge som asylgrundlag over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at de over for myndighedspersoner har revet en koran i stykker. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/247/HHU
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt eller fængslet på livstid af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt af de muslimer, som ikke kan lide kristne. Ansøgeren har endelig henvist til at han frygter fængsling og dødsstraf, idet han er udrejst ulovligt af landet og således har unddraget sig værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født sunnimuslim, men at han omkring [foråret] 2015 af sin ven [A] blev introduceret for kristendommen. [A] fortalte ansøgeren om kristendommen, ligesom han forærede ansøgeren nogle dvd’er om religionen og en bibel, som ansøgeren gemte på sin bopæl. [A] tog endvidere ansøgeren med i huskirke, hvor der var en præst til stede, og hvor der blev bedt bønner. En dag i starten af [efteråret] 2015 skulle ansøgeren på en tur med de andre fra huskirken i tre dage. Ansøgeren afleverede i den forbindelse de religiøse dvd’er og tre bibler, som han havde fået af præsten, til sin ven [B], som skulle opbevare disse i sin butik, mens ansøgeren var væk. Undervejs på turen, mens ansøgeren sad i bilen med fire andre fra huskirken, blev han ringet op af [B], der fortalte, at myndighederne havde fundet ansøgerens ting i butikken, og at han havde fortalt myndighederne, at de tilhørte ansøgeren. En halv time herefter ringede ansøgerens mor og fortalte, at myndighederne ligeledes havde opsøgt og ransaget deres bopæl, ligesom myndighederne havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens mor frarådede ansøgeren at komme hjem og bad i stedet ansøgeren tage ophold hos en slægtning i Kermanshah. Ansøgeren opholdt sig følgelig hos en slægtning i Kermanshah i to-tre dage, førend han udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Iran er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har været i stand til at redegøre for sin interesse for kristendommen i Iran eller for sin indre kristne overbevisning i Iran. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at en ganske ung mand uden videre skulle lade sig overbevise om kristen livsførelse af en anden ung og nykonverteret ung mand, hvis kristne overbevisning og livsførelse han ikke havde nærmere kendskab til trods for sin angivelse af, at de var vokset op sammen, var bedste venner og talte om alt. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om den periode, som han angiveligt kom i huskirken i samt om, hvor ofte han kom i huskirken, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorfor han fik nogle bibler og om, hvad han skulle med dem og om, hvorvidt hans forældre kendte til hans religiøse overbevisning i Iran samt om vennen, [B], vidste, hvad han opbevarede for ansøgeren. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han skulle opbevare tre bibler eller tre forskellige bøger for præsten. Ansøgeren har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han opbevarede tre bibler, mens han under nævnsmødet pointerede, at det ikke var tre bibler, men tre forskellige bøger. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om sine personlige forhold, herunder om at han havde et arbejde, som kunne finansiere udflugt og udrejse. Ansøgeren er i den forbindelse ikke fremkommet med en god grund til, at han skulle opbevare disse bøger under udflugten. Endelig har ansøgeren ikke kunne redegøre for nærmere for den udflugt, som han angiveligt deltog i, da han blev afsløret af myndighederne. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at [B] kunne ringe og advare ham om at flygte efter, at myndighederne havde åbnet pakken med ansøgerens ting hos [B], og mens myndighederne stadig var til stede hos [B] forud for anholdelsen af [B]. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at de andre medlemmer af menigheden ikke var i fare, når ansøgeren var det. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om, at han konverterede og/eller interesserede sig for kristendommen allerede i Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der ved første samtale med Udlændingestyrelsen oplyste, at han var sunni-muslim, men at han havde fået religiøse problemer i Iran, fordi han var konverteret til kristendommen, allerede forud for udrejsen konstruerede et asylmotiv, som gik ud på, at han var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens kirkegang og dåb mv. i Danmark som udgangspunkt alene er foretaget for at styrke dette asylmotiv. Flygtningenævnet finder dertil, at ansøgeren trods sin relativt store viden om kristendommen ikke under nævnsmødet har været i stand til på overbevisende måde at redegøre nærmere for sin egen kristne overbevisning og for sine kristne refleksioner. Han har således alene henvist til kærligheden i kristendommen og til de ting, som han ikke bryder sig om ved Islam som betydende for ham. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om vidneførelse af [navngiven præst]. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse kirkelige og kristne fælleskaber til grund. Den omstændighed, at ansøgeren under nævnsmødet har påberåbt sig, at han er udrejst illegalt fra Iran, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om straffen herfor ikke føre til et andet resultat. Den omstændighed, at ansøgeren ikke er blevet indkaldt til at aftjene værnepligt og således ikke har aftjent værnepligt, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke føre til et andet resultat. Endelig kan den omstændighed, at ansøgeren er kurder heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet konkrete asylbegrundende problemer i anledning af, at han ikke er blevet indkaldt til aftjening af værnepligt, eller fordi han er kurder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/246/MJM
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning. Den mandlige ansøger er fra landsbyen […], Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger er fra landsbyen […], Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv for partiet Komala fra sommeren 2013 og frem til udrejsen. Den kvindelige ansøger har ikke forud for udrejsen af Iran været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han og familien bliver henrettet af det iranske regime på grund af hans politiske aktiviteter for Komala-partiet. Den kvindelig ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger oplyst, at han blev aktiv for Komala i sommeren 2013, fordi partiet arbejdede for kurdernes interesser i Iran, og fordi hans bror, [A], der havde været aktiv i Komala, i 2012 blev dræbt af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgerens egne aktiviteter for Komala bestod i uddeling af politiske materiale, herunder flyers og CD’er, samt indsamling af økonomisk støtte til partiet, sammen med sin ven, [B]. I slutningen af [en forårsmåned] 2015 blev den mandlige ansøger kontaktet af [B], der fortalte, at de skulle uddele politisk materiale samme aften. De kørte sammen på motorcykel til [landsby] og uddelte flyers og CD’er, som de blandt andet efterlod i haver. [B] blev efterfølgende omringet af politiet og råbte, at den mandlige ansøger skulle skynde sig at flygte. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet til fods, idet han flygtede til en nærliggende skov, hvor han blev hentet af sin ven, [C], der kørte ham til ansøgerens svigerforældres bopæl, hvor den kvindelige ansøger opholdt sig. De kørte herfra sammen til Orumiyeh, hvorfra de rejste illegalt til Tyrkiet ved hjælp af en menneskesmugler. Den mandlige ansøger har to gange haft kontakt til sin ven, [C], der har oplyst, at den mandlige ansøgers forældre er blevet opsøgt på bopælen og afhørt af efterretningstjenesten, ligesom deres bopæl er blevet ransaget. Den mandlige ansøger er efter ankomsten til Danmark fået kendskab til, at [B] er blevet fængslet. Efter ankomsten til Danmark har ansøgerne haft aktiviteter for Komala, idet begge er medlemmer af partiets afdeling i Danmark, ligesom de har deltaget i et seminar i Herning [i vinteren] 2015, hvor de blev valgt ind i to komiteer. Den mandlige ansøger er derudover aktiv på internettet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen om sagens væsentlige forhold i tilstrækkelig grad har været konsistent og samstemmende. Flygtningenævnet har vedrørende den mandlige ansøgers forklaring tillagt det betydning, at forklaringen om broren [A]s aktiviteter for Komala støttes af den af [D (vidne)] afgivne erklæring og besvarelse af spørgsmål under nævnsmødet. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at ansøgerens bror [A] i en periode frem til 2012 var aktiv sympatisør i Komala, og at [A] i 2012 afgik ved døden, medens han var i efterretningstjenestens varetægt. Flygtningenævnet finder videre, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han på opfordring af [B] selv blev aktiv sympatisør for Komala i sommeren 2013, og at han herefter frem til udrejsen i [foråret] 2015 udførte et vist antal opgaver for Komala i form af uddeling af materiale og indsamling af midler. Flygtningenævnet finder, at der består en ikke ubetydelig usikkerhed i forhold til, hvorvidt de iranske myndigheder har kendskab til den mandlige ansøgers egne aktiviteter for Komala i Iran. Den mandlige ansøgers aktiviteter i Danmark for Komala, herunder medlemskabet af partiets ungdomskomité, og de fotos den mandlige ansøger offentliggjort på sin Facebook-profil, udgør imidlertid en fortsættelse af den mandlige ansøgers aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der er en sådan risiko for, at ansøgeren er eller kan blive identificeret af de iranske myndigheder som politisk aktiv i det kurdiske parti Komala, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse. Den mandlige ansøger opfylder derfor betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, og hun meddeles som konsekvens heraf asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/245/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, idet han har hjulpet peahmergarne fra den kurdiske partisanbevægelse. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har forsynet peshmergaer fra partiet, PJAK, med mad og drikke samt tøj og medicin. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag mødte tre peshmergaer fra partiet, PJAK, i bjergene på [X]-bjerget. De drak the sammen, og peshmergaerne spurgte ham, om han ville hjælpe dem, hvilket han indvilgede i. De følgende seks måneder forsynede den mandlige ansøger de tre peshmergaer og somme tider andre peshmergaer med mad og drikke samt tøj og medicin. Omkring 20 dage senere bad han peshmergaerne om at opbevare nogle dokumenter. Den mandlige ansøger opbevarede dem på sin bopæl, indtil han leverede dem tilbage til peshmergaerne to-tre måneder senere. En dag blev den mandlige ansøger opsøgt på sin bopæl af sikkerhedspolitiet. Politiet bragte ham til en politistation, hvor de afhørte ham om peshmergaerne. De slog ham på ryggen, benene og armene med en knippel. Den mandlige ansøger benægtede kendskab til peshmegaerne, hvorefter han blev løsladt. Sikkerhedspolitiet fortalte ham, at de fremover ville holde øje med ham. Den mandlige ansøger formoder, at nogle fra landsbyen har givet sikkerhedspolitiet et tip om ham. Den mandlige ansøger har fået at vide af sin ægtefælle, den kvindelige ansøger, at politiet opsøgte familiens bopæl igen, og at de ved denne lejlighed ransagede bopælen. Omkring en uge senere drak den mandlige ansøger the med peshmergaerne i bjergene. Her blev de opsøgt af fire til seks iranske soldater, hvorefter der opstod skududveksling mellem myndighederne og peshmergaerne, og en af peshmergaerne blev ramt. Den mandlige ansøger tog herefter hjem til sin bror, [Y], bopæl i Sarepol-e Zahab. Syv dage senere udrejste han af Iran sammen med sin ægtefælle og deres børn. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles, den mandlige ansøgers, asylmotiv. Den kvindelige ansøger har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet hendes brødre har været politisk aktive. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes ægtefælle, den mandlige ansøger, blev opsøgt af tre mænd fra partiet, PJAK, mens han var i bjergene med sine geder. De følgende seks måneder forsynede han dem med tøj, mad og medicin, som den kvindelige ansøger hjalp med at skaffe. En dag opsøgte politiet familiens bopæl og tog den mandlige ansøger med til afhøring, hvor han blev beskyldt for at hjælpe medlemmer af PJAK. To måneder inden ansøgernes udrejse blev familiens bopæl igen opsøgt af fem-seks mænd fra politiet, der alle var bevæbnede. Politiet spurgte, hvor den mandlige ansøger var og ransagede bopælen. Politiet fandt nogle dokumenter, som de tog med sig. Fire-fem dage inden ansøgernes udrejse blev den kvindelige ansøger bragt ind på en politistation, hvor hun blev afhørt om den mandlige ansøger og hendes brødres politiske aktiviteter. Videre blev hun beskyldt for at være spion. Hun ved, at hendes brødre, [A], [B] og [C], har været politisk aktive for KDPI. Derudover har hendes brødre, [D], [E] og [F] også været politisk aktive, og de opholder sig fortsat i Iran. Senere mødtes hun med den mandlige ansøger hos dennes bror, [Y], hvorefter de og deres fælles børn udrejste af Iran. Ansøgerne har forklaret udbyggende og divergerende, såvel enkeltvis som indbyrdes, om centrale dele af deres asylmotiv. Den mandlige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at han tilbageleverede de dokumenter, han opbevarede, til peshmergaerne, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han kun leverede en del af dokumenterne tilbage, mens myndighederne fandt resten. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen og nævnsmødet forklaret, at myndighederne fandt dokumenterne på ansøgernes bopæl. Den mandlige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at han blev ringet op af sin ægtefælle, da politiet havde ransaget bopælen, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke havde nogen telefon. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet ændret sin forklaring til, at hans ægtefælle ikke ringede til ham. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun blev taget med på politistationen og afhørt, mens den mandlige ansøger under asylsamtalen har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Under oplysnings- og motivsamtalen har den kvindelige ansøger forklaret, at hun under afhøringen hos politiet benægtede, at hendes ægtefælle havde hjulpet peshmergaerne, mens hun under gensamtalen har forklaret, at hun til myndighederne oplyste, at ægtefællen kun støttede PJAK med tøj. Videre har den kvindelige ansøger til asylsamtalen forklaret, at hun lavede mad til oprørerne hver dag i et halvt år, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun lavede mad til dem 1-2 gange om ugen. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at hun under afhøringen hos politiet blev foreholdt sine brødre, [C] og [A] politiske aktiviteter, hvorfor hun ligeledes frygter forfølgelse i anledning af dette. Ansøgeren har samtidig forklaret, at hun ikke tidligere har haft problemer som følge af sine brødres aktiviteter. [A] forlod Iran 1979, [C] for ca. 20 år siden, og Flygtningenævnet finder det derfor usandsynligt, at ansøgeren efter så mange år uden problemer nu pludselig og uden særlig anledning skulle være i myndighedernes søgelys i anledning af sine brødres politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/244/SOL
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har været medlem af Kurdiske Demokratiske Iranske Parti, siden han blev 18 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, idet han har været medlem af en hemmelig organisation for Det Kurdiske Demokratiske Iranske Parti. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har udført politiske aktiviteter for Demokratisk Kurdisk Parti i Iran i sin hjemby Sarpol-e Zahab, herunder uddelte CD’er og løbesedler, ophængt plakater og spraymalet politiske slogans på mure, siden han var 18 år. Videre har han ydet førstehjælp til sårede personer og partifæller i grænseområdet mellem Iran og Irak. Han har derudover samarbejdet med menneskerettighedsaktivister, idet han har besvaret deres spørgsmål, eksempelvis spørgsmål om menneskerettighedskrænkelser. [I sommeren 2015] uddelte ansøgeren politisk materiale sammen med en partifælle, [BA]. Sammen stjal de en motorcykel fra posthuset klokken fire om natten. Herefter uddelte de protestbreve, der opfordrede læseren til at strejke og slukke lys for at mindes årsdagen for Abdul Rahman Ghassemlos død, på offentlige kontorer. Klokken halv ni opdagede de, at politiet var efter dem, idet de blev forfulgt af en politibil, hvorefter de skjulte sig og flygtede i hver sin retning. Omkring klokken ti, blev ansøgeren ringet op af sin far, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl, hvorfor ansøgeren ikke skulle tage hjem. Samme aften havde faren arrangeret ansøgerens udrejse. Indtil sin udrejse opholdt ansøgeren sig hos et familiemedlem ved navn [T]. Faren fortalte videre, at repræsentanterne fra efterretningstjenesten havde sagt, at ansøgeren var eftersøgt for politisk propaganda, og at de ville lægge yderligere pres på faren, herunder mulig fængsling, hvis ikke han opgav ansøgerens opholdssted. Siden ansøgerens udrejse er faren blevet afhørt af de iranske myndigheder to-tre gange om måneden, og han har fået et udrejseforbud. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han efter sin udrejse af Iran har delt politisk materiale, herunder videoer, på det sociale medie, facebook, som kritiserer det iranske styre. Et flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i Iran til grund. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret divergerende om den hemmelige celle, han blev medlem af. Først har ansøgeren forklaret, at han startede cellen op som det første medlem af cellen, dernæst at cellen allerede var etableret og bestod af to andre medlemmer, og endelig at cellen bestod af et medlem, ansøger blev medlem nr. 2, og senere kom yderligere et medlem til. Videre har ansøgeren forklaret, at han i mere end 11 år har været medlem af KDPI og har udført politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har samtidig forklaret, at han i den periode ikke har været i kontakt med myndighederne og aldrig har været anholdt eller afhørt. Flertallet finder det derfor påfaldende og usandsynligt, at politiet [i sommeren 2015] ca. kl. 8.30 fulgte efter den motorcykel, ansøgeren kørte på, uden at få kontakt med ham, og ca. halvanden time senere havde identificeret ansøgeren og opsøgt hans bopæl. Videre har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at [BM] er udrejst af Iran, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke ved, hvad der er sket med [BM] og [H]. Endelig har ansøgeren ikke i den periode, han har opholdt sig i Iran, haft problemer i anledning af onklen [A’s] politiske aktiviteter. Afslutningsvis har ansøgeren fremlagt en kopi af et brev, angiveligt udstedt af KDPI i Paris og sendt direkte til ansøgeren. Det fremgår heraf, at ansøgeren er sympatisør med DKPI og ikke medlem af partiet. Et flertal af Flygtningenævnet finder derimod, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan afvises, at de iranske myndigheder på baggrund af ansøgerens Facebookprofil vil kunne identificere ansøgeren. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at ansøgeren har delt og linket til materiale på hans højt profilerede onkel, [A’s] Facebookside, hvilket vil kunne lette de iranske myndigheders mulighed for identifikation af ansøgeren. Ansøgeren har på sin Facebook delt og opslået en række artikler og billeder m.v. med politisk indhold af kritisk karakter i forhold til de iranske myndigheder. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/243/SOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Sarpol-e Zahab, Iran. Den mandlige ansøger er yarsan, og den kvindelige ansøger er ikke troende. Den mandlige ansøger sympatiserer med partiet Kurdistan Demokratic Party of Iran (KDPI), og den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han hele sin ungdom har haft sympati for KDPI, idet han har været vidne til, at kurderne bliver uretfærdigt behandlet i Iran. Hans barndomsven, [RM], var medlem af KDPI og hjalp partiet med at uddelegere opgave til sympatisører. Den mandlige ansøger fortalte [RM], at han gerne ville være sympatisør for KDPI. [I starten af 2014] uddelte han løbesedler for KDPI og spraymalede budskaber på husmure sammen med vennen, [RM]. [I sommeren 2014] opsøgte efterretningstjenesten familiens bopæl, hvor de fandt nogle løbesedler, som han havde liggende på sin bopæl, idet de skulle uddeles på årsdagen for Abdul Rahman Ghassemlos død. Den mandlige ansøger blev bekendt med dette, da hans ægtefælle, den kvindelige ansøger, ringede og fortalte det til hans farbror, [Z]. Hun fortalte videre, at efterretningstjenesten havde sagt, at de vidste, at den mandlige ansøger havde udført aktiviteter for KDPI. De aftalte at mødes hos farbroren senere samme aften, hvorefter den mandlige ansøger udrejste [i sommeren 2014]. Den mandlige ansøger har videre forklaret, at han efter sin udrejse af Iran har videreformidlet politisk propaganda for KDPI, idet han har delt indholdet på sin ”side”, på det sociale medie, facebook. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøger konflikt. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes ægtefælle, den mandlige ansøger, har lavet propaganda for KDPI. [I sommeren 2014] blev familiens bopæl opsøgt af fire civilklædte personer fra efterretningstjenesten. Det var kun den kvindelige ansøger og hendes søn, der var hjemme. Personerne ransagede bopælen og tog nogle papirer med sig. De fortalte hende, at hendes ægtefælle stod i modsætningsforhold til den iranske regering, og at han skulle meldes sig for at modtage sin straf. Da personerne var gået, ringede hun fra en gadetelefon til sin ægtefælles farbror, og bad om at få lov til at tale med sin ægtefælle. Samme aften mødtes hun med sin ægtefælle og hans farbror på farbroren bopæl. Ægtefællen fortalte hende, at han ville flygte fra Iran og forsøge at få hende og deres barn bragt til sig, når han var kommet i sikkerhed. [I sommeren 2014] blev familiens bopæl på ny opsøgt af en kvinde og to mænd fra efterretningstjenesten. De bad hende om at følge med dem, hvorefter de gav hende bind for øjnene og kørte hende i bil til et sted, hvor hun ført ind på et kontor. Herefter blev hun afhørt om hendes ægtefælle og hans politiske aktiviteter. De beskyldte hende for at have advaret sin ægtefælle om, at han var i myndighedernes søgelys. Den kvindelige ansøger mødte sin mor i Sarepol-e Zahab [i sommeren 2014], og de besluttede sig for at udrejse sammen, idet moren også havde været til samtale med efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at den mandlige ansøger, der har forklaret, at han kun en gang har uddelt løbesedler, og at det var [i starten af 2014], i den anledning havde pådraget sig myndighedernes opmærksomhed, særligt når ansøgeren efter sin egen forklaring først blev opsøgt af myndighederne 5 måneder senere. Flygtningenævnet finder det ligeledes påfaldende, at myndighedernes ransagning hos familien fandt sted få dage efter, at han angiveligt havde fået udleveret nye løbesedler til uddeling. Endvidere er der en række divergenser omkring centrale dele af den mandlige ansøgers asylmotiv, såvel i ansøgernes forklaringer som i forklaringernes indbyrdes. Politiet har ved ansøgernes indrejse i Danmark hos den mandlige ansøger fundet en skriftlig gennemgang af asylmotivet, formuleret som spørgsmål og svar og yderst detaljeret. Den mandlige ansøger har i denne skriftlige redegørelse blandt andet anført, at han fik nye løbesedler udleveret 1 dag, før ransagningen fandt sted, at [RM] i ansøgerens hjem foreslog ansøgeren at udføre politiske aktiviteter, og at ansøgeren [i starten af 2014] skrev slogans på mure med en blå spray. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han fik løbesedlerne udleveret 10 dage før ransagningen, at [RM] i bilen foreslog ham at udføre politiske aktiviteter, og at han [i starten af 2014] skrev slogans med hvid og sort spray. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at Rahman måske både i hjemmet og bilen foreslog ham at udøve politiske aktiviteter, at han fik løbesedlerne udleveret ca. 3 dage før ransagningen, og at han skrev slogans med en rød spray. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt hun fik oplyst, at ægtefællen var ankommet til Tyrkiet i [Z’s] butik eller på hans bopæl. Videre har den kvindelige ansøger under asylsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at myndighedspersonerne under ransagningen hev løbesedlerne ud af posen og viste hende dem, mens hun under gensamtalen har forklaret, at hun ikke så løbesedlerne. Endelig har den kvindelige ansøger under nævnsmødet forklaret, at hun ikke tidligere har set den skriftlige redegørelse for asylmotivet, der blev fundet på den mandlige ansøger ved indrejsen i Danmark, og hvoraf blandt andet oplysninger omkring den kvindelige ansøgers oplevelser omkring ransagningen og udrejsen fremgår. Det forhold, at den mandlige ansøger er konverteret til yaresan, er ikke i sig selv asylbegrundende. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han ikke praktiserer sin religion og ikke har haft nogen problemer i den anledning. Det forhold, at den mandlige ansøger har slået politiske budskaber op på sin Facebook, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at hans far er blevet indkaldt til afhøring i anledning af ansøgerens forhold. Hertil kommer, at ansøgerens Facebookprofil, der er oprettet [i foråret 2017], er oprettet under navnet [H], og ikke i ansøgerens navn. Endelig bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han har talt med 400 mennesker eller mere om politiske forhold, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke talte om politik med fremmede, men alene med to navngivne venner. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund og finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/242/SOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke troende fra [Q], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og hendes børn vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, være i fare, idet hun er efterstræbt af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at den iranske efterretningstjeneste forfulgte hende, idet de mistænkte hende for at videregive oplysninger om de iranske myndigheders menneskerettighedskrænkelser til sin bror, [A], der bor i Schweiz. [A] er leder af iransk menneskerettighedsorganisation i Schweiz, hvor han beskæftiger sig med menneskerettighedskrænkelser i Iran. Ansøgeren er blevet kontaktet omkring 6 gange af den iranske efterretningstjeneste, idet hun én gang er blevet opsøgt på sin bopæl og 4-5 gange er blevet kontaktet telefonisk. To af telefonsamtalerne og den personlige henvendelse på hendes bopæl førte til, at hun deltog i en samtale med efterretningstjenesten. Ansøgeren har videre forklaret, at hun blev opsøgt af to mænd og en kvinde, fra efterretningstjenesten, der blev kaldt ”Ittela´at”, omkring halvandet år før sin udrejse af Iran. De ransagede ansøgerens bopæl og bad hende om at følge med dem. Ansøgeren fik bind for øjnene, hvorefter de kørte hende i bil til efterretningstjenestens kontor i Sarpol-e Zahab. Her blev hun placeret i værelse sammen med en mand og en kvinde. Manden og kvinden afhørte hende om hendes familie og spurgte, hvordan hendes bror, [A], fik oplysninger om Iran. Efter forhøret blev hun løsladt og sat af ved et vejkryds. Omkring tre måneder senere, blev hun indkaldt til en ny samtale med efterretningstjenesten, der foregik på samme måde som den første. Herefter kontaktede ansøgeren sin bror, [A], som sagde, at hun ikke skulle kontakte ham igen, idet han frygtede, at deres samtale blev aflyttet af efterretningstjenesten. Omkring 4 måneder efter den anden samtale blev ansøgeren indkaldt til en tredje samtale. Hendes bror, [A], havde planlagt at tage til Irak for at mødes med nogen der. Efterretningstjenesten vidste dette, og bad ansøgeren om at besøge sin bror i Irak og lade to agenter fra efterretningstjenesten tage med hende. Formålet var, at de to agenter skulle forhøre ansøgerens bror, om hvorfor han var i mod det iranske styre. Efterretningstjenesten truede ansøgeren med, at de alle ville ”forsvinde”, hvis ikke hun samarbejdede. Ansøgeren indvilgede derfor i at samarbejde med dem. Ansøgeren besluttede herefter, at hun ville forlade Iran sammen med sine børn, idet hun var overbevist om, at de to agenter ville forsøge at slå hendes bror ihjel. Ansøgeren og hendes børn udrejste af Iran omkring 14 dage efter samtalen med efterretningstjenesten. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange hun var i kontakt med myndighederne. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun var hos myndighederne tre gange, til gensamtalen at det var fire gange, og under nævnsmødet at hun ikke husker det nøjagtigt. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvem myndighedernes trusler var rettet imod. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at truslerne var rettet mod alle hendes børn, til gensamtalen har ansøgeren først forklaret, at truslerne var rettet mod hende selv og mod [P], og senere under samtalen at truslerne var rettet mod alle hendes børn. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at truslerne var rettet mod alle hendes børn, at [P] blev nævnt med navn, og at hun ikke husker, hvem af de andre børn, der blev nævnt ved navn. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvornår hun fortalte datteren [I] om sine problemer. Under gensamtalen har ansøgeren forklaret, at det skete, mens ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at det skete, mens hun og familien var i Teheran. Endelig har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at da myndighederne kom til hendes bopæl, bankede de på døren, og hun lukkede dem ind, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at myndighedspersonerne stormede ind i huset uden at banke på. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren – efter det sidste møde hos efterretningstjenesten – forblev på sin bopæl 15-20 dage og først besluttede sig for at udrejse, da hun konstaterede, at datteren [R] var i færd med at udrejse af landet. Flygtningenævnet finder det ligeledes påfaldende, at myndighederne først i 2012 begyndte at interessere sig for ansøgerens forhold til broderen [A], henset til at [A] udrejste af Iran i 1979. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at datteren [I] i Teheran ikke er blevet opsøgt af myndighederne efter ansøgerens udrejse, og på det forhold at ansøgeren udrejste legalt på eget pas. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/241/SOL
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [en mindre by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren var yarsan, men er i Danmark konverteret til kristendom. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgerens ægtefælle har hjulpet med at transportere personer fra organisationen Pjak i sin taxa. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at de Iranske myndigheder vil gøre hendes ægtefælle ondt, da han har hjulpet et kurdisk parti. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes ægtefælles mor ringede til hende, mens hun var på hospitalet, fordi de iranske myndigheder havde ransaget deres bolig og ledt efter ægtefællen. Hendes ægtefælles bror, […], blev ved ransagningen taget med af de iranske myndigheder, fordi de forvekslede broren med ansøgerens ægtefælle. Dagen efter talte hun i telefon med sin ægtefælle, som opholdt sig hos sin kusine, og hun blev sammen med sine børn, kørt hen til sin ægtefælle. Efter omkring fire til syv dage blev [ægtefællens bror] løsladt, og ansøgeren, hendes ægtefælle og deres børn udrejste fra Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet de på væsentlige punkter indeholder divergenser, er udbyggende, indbyrdes modstridende og forekommer usandsynlige. Således har den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han under den tredje kørsel først samlede tre passagerer op og lidt senere en fjerde. Til asylsamtalen har han forklaret, at han med det samme samlede fire passagerer op, mens han for nævnet har forklaret, at han alene samlede tre passagerer op. Endvidere har han forklaret udbyggende, idet de meget centrale oplysninger om samtaler med [en bekendt] ikke er blevet nævnt til oplysnings- og motivsamtalen men først til asylsamtalen og med yderligere detaljer for nævnet. Ansøgerne har endvidere forklaret modstridende om i hvilket omfang den kvindelige ansøger forud for dåben har deltaget i gudstjenester og øvrige kirkelige aktiviteter, hvilke oplysninger i øvrigt er i direkte modsætning til det af sognepræsten i udtalelser af […] 2016 og […] 2017 oplyste. Det bemærkes tillige, at den kvindelige ansøger i asylsamtalen udtrykkeligt anførte, at hverken hun eller ægtefællen på daværende tidspunkt var kristne uanset, at de efter det oplyste blev døbt omkring en måned senere. Ovennævnte forhold findes ikke at kunne henføres tolkeproblemer. Videre bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger efter en samtale med [den bekendte] og efter en køretur omkring to måneder tidligere uden yderligere anledning, skulle tilbyde beskyttelse, mad og husly på familiens ejendom med den deraf følgende betydelige risiko for ansøgeren og dennes familie. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af Udlændingelovens § 7, hverken på grund af påståede politiske aktiviteter eller på grund af ansøgernes konvertering, som ikke findes reel. De af den mandlige ansøger oprettede to Facebook-profiler, hvor han har delt billeder med kristne budskaber, kan ikke føre til en ændret vurdering, og ansøgerne har ikke sandsynliggjort, at de er profileret overfor de iranske myndigheder. Nævnet finder endvidere anledning til at bemærke, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat af 6. april 2017, Iran: The Yaresan, afsnit fem, side 12, at ”With regard to how the authorities might perceive a conversion to Christianity from Yari faith, the source considered that if an individual that the authorities regarded as non-Muslim were to convert to Christianity, he or she would not likely be treated as an apostate. […]”. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/240/col
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle eller ægtefællens familie vil slå hende ihjel, fordi hun er flygtet fra sit arrangerede ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sin far, idet hun formoder, at han vil slå hende ihjel som følge af hendes flugt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at de iranske myndigheder vil fængsle hende og udsætte hende for tortur, da hendes ægtefælle har anmeldt hende for at være stukket af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og bror, Farhad, tvang hende til at gifte sig med hendes fætter,[…]. Omkring [sommeren] 2015, cirka en måned forud for hendes udrejse af Iran henvendte [fætteren] sig sammen med flere familiemedlemmer på hendes families bopæl i [...] for at anmode om hendes hånd, hvilket hendes far accepterede. Ansøgeren ønskede ikke at blive gift med sin fætter, da hun ikke havde følelser for ham, og da han var 23 år ældre end ansøgeren og havde en invalid ægtefælle og to børn. Hendes mor og søster og hendes morbror forsøgte at tale ansøgerens far fra ægteskabet, men faren fastholdt, at han havde afgivet et løfte til fætteren og dennes familie om ægteskab. Omkring to uger efter frieriet fandt den officielle forlovelse sted på hendes bopæl, hvor [fætteren/ægtefællen] og flere af hans familiemedlemmer deltog. Over en uge senere fandt den officielle vielse sted på vielseskontoret i [landsbyen], hvor der ligeledes blev udfærdiget en vielsesattest. Hun har ikke kunnet fremskaffe vielsesattesten, som er i hendes ægtefælles besiddelse. Omkring fem dage efter vielsen besøgte ansøgeren sin morbror, […], i [landsbyen] i forbindelse med et tandlægebesøg. Hun forklarede sin morbror, at hun havde overvejet at begå selvmord inden afholdelsen af bryllupsfesten, hvorfor morbroren valgte at arrangere hendes udrejse af Iran. Ansøgeren gav derfor morbroren alle de smykker, som hun havde fået af svigerfamilien i gave, således at smykkerne kunne finansiere udrejsen. Ansøgeren udrejste [i sommeren] 2015 illegalt af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun er registeret som gift, og fordi hun er flygtet fra ægteskabet, risikerer hun en hård straf fra myndighederne. Hun vil ikke have mulighed for at blive skilt, da dette ikke vil blive accepteret af hendes familie, navnlig ikke så kort tid efter ægteskabets indgåelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i asylmotivet. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes morbror havde en samtale med hendes far om ægteskabet, og hvornår samtalen fandt sted. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at morbroren havde forsøgt at tale ansøgerens far fra brylluppet, men at ansøgerens far ikke ville lade sig overtale, hvorimod ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at hun ikke var bekendt med, hvorvidt hendes morbror havde talt med hendes far om ægteskabet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at morbroren havde en samtale med faren. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret divergerende om, hvornår denne samtale fandt sted, idet hun har forklaret, at den fandt sted efter frieriet men inden forlovelsen, hvorimod ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at samtalen fandt sted et par dage efter forlovelsesceremonien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorledes hendes smykker, som hun har forklaret blev anvendt som betaling for hendes udrejse af Iran, er kommet i morbrorens besiddelse. Ansøgeren har således i asylsamtalen først forklaret, at hun havde fortalt morbroren om smykkerne derhjemme, og at han skulle bruge dem som finansiering af udrejsen. Foreholdt, at hverken hun eller morbroren havde været i ansøgerens hjem i den periode, hvor hun opholdt sig hos morbroren, forklarede hun, at hun ikke vidste, hvordan morbroren fik fat i smykkerne. Hun vidste blot, at han fik dem. Ansøgeren ændrede herefter i asylsamtalen denne forklaring til, at hun havde smykkerne med, da hun tog til tandlæge. Hun bar dem på sine fingre og om halsen. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren fastholdt sin forklaring om, at hun havde sine smykker med sig og har uddybende forklaret, at det skyldes, at hun var nygift, og at traditionen krævede, at hun bar smykkerne ved besøg hos den nærmeste familie. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt morbroren ville forsøge at finde et andet opholdssted til ansøgeren i Iran, idet ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at morbroren havde sagt, at han ville finde et andet sted til hende, hvor hun kunne bo, og at de på dette tidspunkt stadig ikke talte om en udrejse fra Iran. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at det ikke har været på tale, at morbroren skulle finde et andet sted i Iran, hvor ansøgeren kunne bo. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var aftalt et tidspunkt for bryllupsfesten, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hendes ægtefælles familie og hendes far havde aftalt, at der en måned efter vielsen skulle afholdes en bryllupsfest. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at der ikke var aftalt et tidspunkt, men at der normalt skulle bruges en måned til forberedelserne. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kan huske vielsesdatoen, og at hun ikke har forsøgt at fremskaffe sin vielsesattest og sit ID-kort. Flygtningenævnet finder det samtidig bemærkelsesværdigt, at ansøgerens morbror har valgt at hjælpe ansøgeren til at flygte, henset til at ansøgeren kommer fra en meget traditionel familie. I den forbindelse finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt at den konflikt, som er opstået mellem morbroren og ansøgerens far, efter ansøgerens forklaring synes bilagt ved ansøgerens svogers mellemkomst. Hertil kommer at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har udbygget sit asylmotiv som følge af en række nye oplysninger, som hun efter sin forklaring har modtaget telefonisk fra sin søster i Iran efter Udlændingestyrelsens afslag. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at familiens telefon er en mobiltelefon, som faren er i besiddelse af, hvorfor hun ikke har kunnet kontakte sin mor eller søster. Ansøgeren har således forklaret, at hun er blevet bekendt med, at hendes ægtefælle har klaget til myndighederne, at ansøgerens ægtefælles familie har krævet at få de ting, som var blevet købt til ansøgeren i forbindelse med vielsen, tilbage, og at der som følge heraf er opstået uvenskab mellem ægtefællens og ansøgerens familie, samt at ansøgerens far har udtalt, at han aldrig vil tilgive ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/24/ lrn
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren var yarsan, men er i Danmark konverteret til kristendom. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har hjulpet med at transportere personer fra organisationen Pjak i sin taxa. Ansøgeren har aftjent militærtjeneste i Sar-e-pol Zahab i [en periode] fra […] 2006 til […] 2007. Han modtog træning i [en periode] i Kermanshah i perioden inden militærtjenesten. Ansøgeren var mening af rang, og han stod vagt i grænseområdet mellem Iran og Irak. Under ansøgerens militærtjeneste, har han affyret skud mod personer, som har krydset grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgerens overordnede gav ansøgeren ordre til at skyde, hvis han i sin varmekikkert så personer, som krydsede grænsen. Ansøgeren så aldrig personerne, som han skød mod, da det var mørkt, hvorfor han ikke ved, om han har ramt dem. Det var ikke en mulighed at lade være med at skyde, da ansøgeren var under ordre, og han kunne risikere at blive dømt til fængsel i mange år ved en militærdomstol, hvis han nægtede at adlyde. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil udsætte ham for grove fysiske overgreb og fængsle ham, da han har hjulpet medlemmer af organisationen Pjak, og fordi han er konverteret til kristendom. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han arbejdede som chauffør, og at han omkring [sommeren] 2015 i byen […] blev kontaktet af tre kunder, som han skulle sætte af mellem Sar-e-Pol Zahab og Kerende Gharb. Køreturen tog omkring en time, og da ansøgeren satte de tre personer af, gav han dem sit telefonnummer. To måneder senere ringede én af de tre personer, […], til ansøgeren og spurgte, om ansøgeren kunne hente dem uden for [en by] ved en plantage. I bilen oplyste de tre personer, at de var tilknyttet Pjak, og de spurgte ansøgeren, om han ville hjælpe dem, hvilket ansøgeren accepterede. Ansøgeren kørte de tre personer til den iransk/irakiske grænse og satte dem af ved sin fars plantage. To måneder senere ringede [personen] igen og bad ansøgeren samle ham og tre andre personer fra Pjak op ved ansøgerens fars plantage. Ansøgeren satte de fire personer fra Pjak af i området omkring [en anden by], hvorefter ansøgeren overnattede hos sin kusine i Kermanshah. [En dag i efteråret] 2015 omkring klokken 13 ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt ansøgerens bopæl og ledt efter ham. Da efterretningstjenesten opdagede, at ansøgeren ikke var på hjemme, tog de over til hans forældre. Efterretningstjenesten havde taget ansøgerens bror, […], med, fordi ansøgeren og hans bror ligner hinanden, hvorfor de forvekslede dem. Ansøgerens bror var tilbageholdt af efterretningstjenesten i en uge, hvor han blev tortureret og afhørt, før efterretningstjenesten fandt ud af, at de havde fat i den forkerte person. Ansøgeren gemte sig i denne uge hos sin kusine, hvor også hans ægtefælle og børn tog til [i efteråret] 2015. Efter ansøgerens bror blev løsladt flygtede ansøgeren, hans ægtefælle og børn ud af Iran. Vedrørende konversion har ansøgeren forklaret, at han kort efter indrejsen i Danmark begyndte at gå i kirke, og at han og familien blev døbt [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet de på væsentlige punkter indeholder divergenser, er udbyggende, indbyrdes modstridende og forekommer usandsynlige. Således har den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han under den tredje kørsel først samlede tre passagerer op og lidt senere en fjerde. Til asylsamtalen har han forklaret, at han med det samme samlede fire passagerer op, mens han for nævnet har forklaret, at han alene samlede tre passagerer op. Endvidere har han forklaret udbyggende, idet de meget centrale oplysninger om samtaler med [en bekendt] ikke er blevet nævnt til oplysnings- og motivsamtalen men først til asylsamtalen og med yderligere detaljer for nævnet. Ansøgerne har endvidere forklaret modstridende om i hvilket omfang den kvindelige ansøger forud for dåben har deltaget i gudstjenester og øvrige kirkelige aktiviteter, hvilke oplysninger i øvrigt er i direkte modsætning til det af sognepræsten i udtalelser af […] 2016 og […] 2017 oplyste. Det bemærkes tillige, at den kvindelige ansøger i asylsamtalen udtrykkeligt anførte, at hverken hun eller ægtefællen på daværende tidspunkt var kristne uanset, at de efter det oplyste blev døbt omkring en måned senere. Ovennævnte forhold findes ikke at kunne henføres tolkeproblemer. Videre bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger efter en samtale med [den bekendte] og efter en køretur omkring to måneder tidligere uden yderligere anledning, skulle tilbyde beskyttelse, mad og husly på familiens ejendom med den deraf følgende betydelige risiko for ansøgeren og dennes familie. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af Udlændingelovens § 7, hverken på grund af påståede politiske aktiviteter eller på grund af ansøgernes konvertering, som ikke findes reel. De af den mandlige ansøger oprettede to Facebook-profiler, hvor han har delt billeder med kristne budskaber, kan ikke føre til en ændret vurdering, og ansøgerne har ikke sandsynliggjort, at de er profileret overfor de iranske myndigheder. Nævnet finder endvidere anledning til at bemærke, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat af 6. april 2017, Iran: The Yaresan, afsnit fem, side 12, at ”With regard to how the authorities might perceive a conversion to Christianity from Yari faith, the source considered that if an individual that the authorities regarded as non-Muslim were to convert to Christianity, he or she would not likely be treated as an apostate. […]”. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/239/col
Nævnet hjemviste i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og uden religion fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, af sin familie eller af sin tidligere kærestes familie, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter at blive dræbt, fordi han har hørt og spillet heavy metal-musik. Han har til støtte herfor oplyst, at han flyttede ind hos sin mormor, da han var 14-15 år gammel. Han mødte efterfølgende en dreng, [A], i skolen, og de indledte et seksuelt og romantisk forhold. I 2009 blev ansøgeren anholdt i forbindelse med en demonstration. På grund af hans påklædning lagde myndighederne til grund, at han var homoseksuel. Han blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om, at han fremover ville klæde sig ordentlig. Han blev efterfølgende anholdt flere gange i forbindelse med, at han uddelte […] blade. I 2014 blev han afhørt af Basij om sine […] aktiviteter. Den tre timer lange afhøring endte med, at han blev bortvist fra universitetet. [I efteråret 2015] opdagede ansøgerens far og en af dennes venner ansøgeren i færd med at dyrke sex med [A] i ansøgerens mormors hus. Ansøgerens far blev tilbageholdt af sin ven, og det lykkedes derfor ansøgeren og [A] at slippe væk. Flygtningenævnet vurderede under nævnsmødet, at der var behov for en mentalundersøgelse af ansøgeren. Derudover fandt nævnet, at akter fra [A]s asylsag i [andet europæisk land] er relevante for oplysning af sagen. Ansøgeren underskrev under nævnsmødet samtykke til mentalundersøgelse. Nævnet besluttede på denne baggrund at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på mentalundersøgelse af ansøgeren, og at akterne fra [A]s asylsag i [andet europæisk land] forsøges indhentet.” Iran/2017/238/DH
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøgeren har sympatiseret med KDPI og uddelt løbesedler for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive idømt fængsel på livstid eller henrettet, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans skolekammerat [A] i 2012 fortalte ansøgeren om KDPI. I perioden [foråret] 2014 til [vinteren] 2015 uddelte ansøgeren og [A] løbesedler sammen og skrev politiske slogans med spraymaling på mure og husmure seks gange. [A] bad efterfølgende ansøgeren om at videregive løbesedler til to navngivne personer, hvilket ansøgeren senest gjorde [i sommeren] 2015. [I sommeren] 2015 modtog ansøgeren et opkald fra sin søster, mens han opholdt sig hos sin bror i […]. Ansøgerens søster fortalte ham, at efterretningstjenesten havde ransaget deres bopæl, beslaglagt løbesedler og anholdt ansøgerens far. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin fætter i Kermanshah. Under tilbageholdelsen blev ansøgerens far afhørt om sine politiske forhold, og han fik afspillet en lydoptagelse med ansøgeren. Ansøgeren udrejste [i efteråret] 2015 til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan i al væsentlighed lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for KDPI til grund. Forklaringen herom fremstår konsistent og sammenhængende. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved at være blevet afsløret af myndighederne i udøvelsen af disse aktiviteter er bragt i en situation som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/237/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yarsan af trosretning fra landsbyen/forstaden […] ved Kermanshah by. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for myndighedsforfølgelse på grund af sin tro og etnicitet samt navnlig fordi, myndighederne er bekendt med, at han i en kortere periode har ført telefonsamtaler med KDPI-medlemmer om regimefjendtlige handlinger. Ansøgeren har herom nærmere forklaret, at han i de sidste to måneder inden udrejsen to gange talte med sin vens morbror, [P], der var medlem af KDPI, som ansøgeren havde fået sympati for. De talte om, at ansøgeren illegalt skulle transportere partimateriale til Iran fra Irak, hvor [P] opholdt sig, samt at ansøgeren i Irak skulle blive medlem af KDPI. Ansøgeren nåede aldrig til Irak. Et forsøg med hjælp fra ansøgerens morbror, der var en del af en smuglerring, mislykkedes og endte i en skudveksling. Ansøgeren mener ikke, at han i den forbindelse blev genkendt. Efter flere forgæves opringninger i løbet af to uger, svarede en person, der navngav sig som [S], på ansøgerens opkald til [P]. [S] oplyste, at [P] var blevet såret i ansigtet af en eksplosion i Kirkuk og lovede at hjælpe ansøgeren med at komme til Irak og blive medlem af KDPI. En uge senere ransagede efterretningstjenesten ansøgerens bopæl, mens han befandt sig 200 meter fra hjemmet. Da ansøgeren vendte hjem, fik han af familien at vide, at efterretningstjenesten efterstræbte ham, og at ansøgerens telefon var blevet konfiskeret. Ansøgeren er overbevist om, at efterretningstjenesten derved er blevet bekendt med hans telefoniske kontakt med KDPI i Irak, og han er ligeledes sikker på, at hans telefonsamtaler med [P] og [S] er blevet aflyttet. Ansøgeren gemte sig herefter i en måneds tid forskellige steder i [landsbyen] og udrejste kort derefter illegalt omkring den 23. september 2015. I omhandlede måned spurgte efterretningstjenesten efter ansøgeren på bopælen yderligere tre-fire gange. Efter udrejsen har myndighederne ligeledes været på bopælen og spurgt efter ham. Efter han havde fået afslag i Udlændingestyrelsen viste efterretningstjenesten ansøgerens far en dom, der var afsagt mod ansøgeren. Det fremgik, at ansøgeren var blevet idømt fem års fængsel og 100 piskeslag. Faren fik ikke udleveret dommen. Efterretningstjenesten oplyste, at dommen eventuelt kunne blive annulleret, hvis ansøgeren meldte sig og indvilligede i at spionere mod KDPI. Myndighederne har vist også efterfølgende været på bopælen og fire medlemmer af familien har måtte afgive forklaring om ansøgeren på efterretningstjenestens kontor. Ansøgeren og faren havde aftalt, at de ikke vil tale nærmere herom, så ansøgeren kender ikke de nærmere detaljer. Ansøgeren har som asylgrundlag endvidere henvist til, at han i Danmark er blevet medlem af [regeringskritisk organisation]. På bevægelsens hjemmeside […] kan ses en artikel, som ansøgeren har skrevet om de dårlige forhold for yarsan-troende i ansøgerens hjemegn. Venner og bekendte i Iran er bekendt med, at ansøgeren er blevet medlem af [organisationen], og han formoder, at myndighederne nu også er klar over dette. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans forbindelse til KDPI i Iran/Irak til grund. Nævnet bemærker herved, at flere dele af forklaringen i sig selv forekommer mindre sandsynlige, herunder at den af ansøgeren ukendte [S] over telefonen blandt andet skulle fortælle ansøgeren følsomme oplysninger om KDPI-medlemmet [P]. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren blev i lokalområdet uanset, at efterretningsvæsenet ifølge ansøgeren betragtede sagen med en sådan alvor, at efterretningsvæsenet i løbet af en måneds tid opsøgte ansøgerens bopæl fire-fem gange. Hertil kommer, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret tøvende og usikkert om flere dele af begivenhedsforløbet, herunder om de mange henvendelser fra efterretningstjenesten, ansøgerens ophold i den sidste måned inden udrejsen og omstændighederne i forbindelse med den dom, der skulle være afsagt mod ham. Ansøgeren har tillige i nævnet flere gange afgivet afglidende og generelle svar og først efter adskillige opfølgende spørgsmål svaret mere konkret. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at myndighederne i Iran er blevet bekendt med ansøgerens deltagelse i et KDPI-møde på [i Danmark] og en kortere reportage herfra, som skulle være bragt i TISHK TV på en dato, som ansøgeren ikke har kunne angive præcist, og nævnet finder allerede af den grund, at mødedeltagelsen ikke kan tillægges særlig betydning. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne tillægge det vægt, at ansøgeren på lukkede ”Telegram-fora” har udtrykt sig negativt overfor det iranske regime og Khamenei. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har gjort gældende, at myndighederne i Iran skulle være bekendt med ansøgerens udtalelser på ”Telegram”. For så vidt angår ansøgerens åbne Facebook-profil bemærkes indledningsvis, at ansøgeren ikke har gjort gældende, at myndighederne skulle være bekendt med indholdet. På Facebook siden har ansøgeren flere steder udtalt sig meget kortfattet – nærmest slagordsagtigt - og meget kritisk om regimet, Khamenei og Khomeini, og han har delt andres tilsvarende opslag på sin Facebook-side. Efter Flygtningenævnets opfattelse fremstår ansøgeren uprofileret, og ansøgeren har herefter – og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder, at han er kurder, yarsan og har skrevet et indlæg på [en hjemmeside] – ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med indholdet af ansøgerens Facebook-side. Under disse omstændigheder, og uanset de generelt vanskelige forhold for kurdere og yarsan-troende i omhandlede område, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/236/JOV
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni muslimer fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af det iranske regime, idet han er medlem af Basij, og idet han har unddraget sig at deltage i krigen i Syrien. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han var medlem af Basij fra starten af 2003 og frem til sin udrejse af Iran i 2015. Hver anden eller tredje måned blev han bedt om at møde op til foredrag eller våben-/militærtræning. [I sommeren] 2015 skulle ansøgeren møde op på Basijs modstandsbase sammen med andre medlemmer af Basij. Der blev holdt en tale vedrørende krigen i Syrien, og ansøgeren blev truet til at skrive under på, at han ville deltage i krigen. Efterfølgende modtog ansøgeren træning i en måned og 20-22 dage, hvorefter han flygtede fra kasernen. Ansøgeren opholdt sig i Kermanshah hos et familiemedlem ved navn Olfat Owrang i to-tre dage. Ansøgeren mødtes med sin ægtefælle (den kvindelige ansøger) hos Olfat. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren sammen med sin ægtefælle til Tyrkiet. Efterfølgende har ansøgeren fået at vide af sin bror, at de iranske myndigheder har opsøgt hans bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, idet forklaringerne fremstår som konstrueret til lejligheden og på flere punkter er divergerende, herunder også indbyrdes. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af Basij, idet hans forklaring om medlemskabet er utroværdig. Ifølge Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, jf. bilag 483 og 512, er Basij en frivillig paramilitær organisation under den Islamiske Revolutionære Garde (IRGC). Basijs medlemmer kan inddeles i almindelige medlemmer, aktive medlemmer og specialmedlemmer. Aktive medlemmer er ifølge baggrundoplysningerne personer, som har fået en omfattende ideologisk og politisk oplæring, og som også medtager betaling for fredstidsarbejde. Den mandlige ansøger forklaret, at han blev medlem af Basij i slutningen af 2003, og at han efter nogle år blev aktivt medlem. Han har om sine aktiviteter for Basij blandt andet forklaret, han skulle høre oplæg, deltage i fysisk træning eller våbentræning. Han har også forklaret, at han først affyrede et våben i forbindelse med den træning han modtog [i slutningen af sommeren] og [i starten af efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder efter baggrundoplysningerne om Basij, at det er usandsynligt, at den mandlige ansøger har kunnet være aktiv medlem af Basij uden at affyre et våben. Nævnet lægger herved vægt på, at hans forklaring om, at han ikke behøvede at deltage i skydeøvelserne, når hans Basij-kolleger skød til måls efter skiver i en afstand af 500 meter, forekommer usandsynlig, særligt i lyset af at den mandlige ansøger for nævnet har forklaret, at han i forbindelse med præsidentvalget i 2009 var bevæbnet, da han stod vagt ved et valgsted. Nævnet lægger endvidere vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvilken uniform han havde på i forbindelse med flugten fra Basij-kasernen i [efteråret] 2015. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han havde to uniformer, dels en creme-beigefarvet, som han normalt havde på, dels en kaki- og jordfarvet uniform af bedre kvalitet, som han fik i forbindelse med sit ophold på Basij-kasernen i [slutningen af sommeren] og [i starten af efteråret] 2015, og som han havde på, da han flygtede. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har han imidlertid forklaret, at han havde den creme-beigefarvede uniform på. Yderligere lægger Flygtningenævnet vægt på, at den kvindelige ansøger til sin asylsamtale har forklaret, at hun ikke ved, hvad Basij er, eller hvorfor den mandlige ansøger var medlem af Basij, når hun samtidig har forklaret, at den mandlige ansøger fik et brev fra Basij hver anden eller tredje måned. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at begge ansøgere har forklaret, at den mandlige ansøger ikke blev betalt i penge, varer eller andet for at være med i Basij, sammenholdt med, at den mandlige ansøger var aktivt medlem af Basij. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at den mandlige ansøger i forbindelse med asylsamtalen fremlagde en kopi af medlemskort, der angiver, at han er aktivt medlem af Basij, men nævnet finder ikke, at det kan tillægges betydning. Nævnet lægger herved vægt på, at kopien på flere punkter er utydelig, og at kortet ikke angiver, hvornår det er udstedt eller datoen for ansøgerens fødsel. Nævnet lægger videre vægt på, at den mandlige ansøger til asylsamtalen har forklaret, at han ikke havde kontaktoplysninger på sine bekendte, og at han for nævnet har forklaret, at han fik kopien af kortet efter at have kontaktet sin ven […], der fortsat er medlem af Basij. Herudover lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvor mange gange myndighederne har opsøgt ansøgerens forældres bopæl, efter han var flygtet fra kasernen. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2016] forklaret, at myndighederne opsøgte bopælen en-to gange, Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at bopælen blev opsøgt af myndighederne to-tre gange. Han har endvidere for nævnet udbyggende forklaret, at forældrenes bopæl blev ransaget. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerne har forklaret forskelligt om, hvor længe de opholdt sig hos [A] i Kermanshah, hvor den mandlige ansøger var søgt til, da han flygtede fra kasernen. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale [i vinteren] 2016 forklaret, at han og den kvindelige ansøger opholdt sig hos [A] i mindre end 24 timer, inden de rejste, men den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale [i vinteren] 2016 fastholdt, at de opholdt sig hos [A] i to dage og en nat, inden de rejste. For nævnet har den kvindelige ansøger forklaret det samme som den mandlige ansøger. Videre har ansøgerne forklaret forskelligt om, hvad den mandlige ansøger bad den kvindelige ansøger om at medbringe til [A]. Den mandlige ansøger har forklaret til sin asylsamtale, at han bad den kvindelige ansøger om at medbringe sine guldsmykker og kontanter. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at den mandlige ansøger bad hende om at medbringe deres dokumenter, og at hun alene medbragte dokmenter og børnetøj. Foreholdt ansøgernes divergerende forklaringer, udbyggede den kvindelige ansøger sin forklaring, at hun havde guld på sig, så det var en selvfølge. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvis telefon den mandlige ansøger ringede fra, mens ansøgerne opholdt sig i Tyrkiet. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at de ringede fra den kvindelige ansøgers telefon. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at der blev ringet fra den mandlige ansøgers telefon. Endelig finder nævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at navnlig den kvindelige ansøger ikke kender til baggrunden for, at hendes bror […] og hendes søster […] og dennes mand […] omkring samme tidspunkt som ansøgerne søgte om asyl i Danmark, hvilket i øvrigt var omkring samme tidspunkt som [den kvindelige ansøgers søsters ægtefælles] mor […], søster […] og hendes ægtefælle […], bror […], bror […] samt [den kvindelige ansøgers søsters ægtefælles mors] søster […] og hendes ægtefælle søgte om asyl i Danmark. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgernes forklaringer finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2017/235/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Teheran, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er udrejst af Iran, selvom han accepterede at kæmpe for det iranske militær i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev opsøgt og tilbageholdt af repræsentanter fra de iranske myndigheder omkring ti gange i løbet af 2014/2015. Hver gang blev ansøgeren afhørt om hans mor og hendes bror, [T], og han blev beskyldt for at udføre politisk aktivitet i samarbejde med dem. Den sidste gang, ansøgeren blev opsøgt og tilbageholdt af repræsentanter fra efterretningstjenesten, indvilligede han i at kæmpe for det iranske militær i Syrien. Han modtog militærtræning i to måneder i [efteråret] 2015. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran sammen med sin ægtefælle, [S], og deres to børn, da han havde orlov fra militærtræningen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, idet hendes ægtefælle er forsøgt rekrutteret til at deltage i kamphandlinger i Syrien, som følge af hans mors politiske aktivitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle, [L], blev tilbageholdt af repræsentanter fra de iranske myndigheder ti gange i en periode på et år på grund af hans mors politiske aktivitet. Han blev tilbageholdt første gang i [sommeren] 2014. Ansøgerens ægtefælle modtog træning af myndighederne i Iran i to måneder, idet myndighederne forsøgte at rekruttere ham til at deltage i kamphandlinger i Syrien. Ansøgerne har forklaret upræcist og divergerende om hvornår den mandlige ansøger første gang blev opsøgt af efterretningstjenesten også set i forhold til den mandlige ansøgers mors udrejse, og om den mandlige ansøgers mors politiske aktiviteter og forhold i øvrigt. Det skal tilføjes at den mandlige ansøgers morbror efter det oplyste udrejste af Iran tilbage i 1979, og at den mandlige ansøger ifølge sin egen forklaring først fik problemer med myndighederne i 2014. Dernæst forekommer det udsædvanligt at efterretningstjenesten skulle vedblive med at tilbageholde den mandlige ansøger i et omfang som hævdet af ham, henset til at han fremstår helt uprofileret og uden kendskab til politiske forhold. Endvidere må det tillægges vægt, at den mandlige ansøger har oplyst, at han solgte sin bil forud for opholdet på kasernen, henset til at provenuet fra bilsalget medgik til at finansiere udrejsen, som fandt sted allerede dagen efter den mandlige ansøgers tilbagekomst fra kasernen. Hertil kommer at det er påfaldende at ansøgerne ikke har kendskab til øvrige familiemedlemmers problemer, navnlig henset til at ansøgernes og familiemedlemmernes udrejse fandt sted omkring samme tidspunkt, at ansøgerne ikke har nævnt tilbageholdelserne af den mandlige ansøger til andre familiemedlemmer, selvom der er ifølge den mandlige ansøger har været tale om voldsomme overgreb, og at ansøgerne tilfældigt mødte den kvindelige ansøgers lillebror, [M] i Istanbul og den kvindelige ansøgers søster i Hamborg. Dernæst er det påfaldende at ansøgerne begge har oplyst, at de mistede deres medbragte legitimation i forbindelse med den første samtale ved Udlændingestyrelsen. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at den mandlige ansøgers mor blev meddelt afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse ved Flygtningenævnets beslutning [i sommeren] 2017. Efter udfaldet af bevisbedømmelsen har nævnet ikke fundet grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af den mandlige ansøger, som i øvrigt vedvarende overfor Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er sund og rask. Endelig skal det særlig bemærkes, at Flygtningenævnet efter det foreliggende ikke har fundet grundlag for at hjemvise sagen for så vidt angår [M]. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/234/IVK
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en uledsaget mindreårig mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra landsbyen (…), Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi det iranske politi beskylder ham for at være spion for de irakiske myndigheder. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren og hans familie tidligere har været bosat i Irak. Ansøgeren kan ikke huske noget fra sin tid i Irak, da han var meget lille. Ansøgerens forældre flygtede til Irak på grund af krigen mellem Irak og Iran. Familien flyttede senere tilbage til Iran, hvor de bosatte sig i landsbyen (…) i Kermanshah. Omkring (…) 2015 rejste ansøgeren med sin far, sin mor og sin farbrors ægtefælle til en begravelsesceremoni i Irak. Det var ansøgerens farbrors ægtefælles bror eller søster som skulle begraves. Familie krydsede grænsen mellem Iran og Irak illegalt til fods. De deltog i ceremonien, som varede omkring to til fem dage, hvorefter de rejste tilbage til Iran. Familien var ikke i kontakt med hverken de irakiske eller de iranske myndigheder i forbindelse med rejsen til og fra begravelsesceremonien. Få dage efter, at ansøgeren og hans familie var kommet tilbage til Iran, var han ude for at vogte familiens dyr i bjergene. Da han var på vej hjem, kom hans farbror ham i møde og fortalte ham, at hans far var blevet anholdt af politiet, og at politiet også havde til hensigt at anholde ansøgeren. Myndighederne havde anholdt ansøgerens far, fordi de mistænkte ham for at være en irakisk spion. Ansøgeren farbror sagde til ansøgeren, at ansøgeren skulle gemme sig i bjergene, indtil han kunne udrejse. Efter nogle dage i bjergene udrejste ansøgeren af Iran. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne opsøgt bopælen flere gange for at spørge efter ham. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret relevant på de stillede spørgsmål, ligesom han har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandling. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han, fordi hans far er fængslet som mistænkt for at spionere for Irak, også derved selv skulle være kommet i de iranske myndighedernes søgelys som mistænkt for spionage. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren på tidpunktet for udrejsen var en 15 årig dreng, der arbejdede som hyrde. Ansøgeren har forklaret, at han ikke er bekendt med, at hverken hans far eller hans øvrige familie har været politisk aktive. Den illegale rejse til Irak – kort før faderens anholdelse – forgik med henblik på at deltage i en begravelsesceremoni, og hverken ansøgeren eller de øvrige deltagere blev standset af myndighederne undervejs. Undervejs gennem bjergene i forbindelse med den illegale grænsepassage mødte de ikke nogen, og de overnattede hos familiemedlemmer til farbrorens kone i landbyen i Irak, ligesom de i øvrigt kun var i kontakt med de andre personer, der deltog i sørgeceremonien. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at myndighederne skulle være blevet bekendt med rejsen, eller at den skulle have sammenhæng med fængslingen af faderen. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at personerne, der deltog i ceremonien, var iført kurdiske klædedragter, og at der var kurdiske flag, er udbyggende i forhold til, hvad han tidligere har forklaret, hvorfor denne del af forklaringen ikke kan lægges til grund. Det bemærkes i den forbindelse også, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens forældre skulle vælge at tage ansøgeren med til en peshmerga begravelse i Irak hos en person, han ikke kendte, med den risiko dette kunne indebære for ansøgeren. I forbindelse med anholdelsen af faderen blev hverken farbroren, eller ansøgerens mor eller farbrorens kone, der var med i Irak, afhørt eller anholdt på trods af, at den afdøde person var i søster til farbrorens kone. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren i nævnet har forklaret, at farbroren ikke ved henvendelsen til ham oppe i bjergene sagde noget om, hvad myndighederne mente, at ansøgeren havde gjort. På trods af den omstændighed, at ansøgeren altid plejede at komme hjem fra bjergene om aftenen, ventede myndighedspersonerne ikke på ansøgeren i hjemmet, ligesom de undlod selv at eftersøge ham i bjergene. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at politiet flere gange efterfølgende skulle have opsøgt familien på grundlag af en mistanke mod ansøgeren eller, at de i samme forbindelse efterfølgende skulle have iværksat en eftersøgning af ham i de nærliggende landsbyer. Flygtningenævnet har herved også tillagt det betydning, at ansøgerens mor på trods af disse henvendelser, og det faktum, at hun også selv var med i Irak, er blevet boende i hjemmet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/233/JHB.
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst på en ukendt dato. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive forfulgt og fængslet af de iranske myndigheder, da han har rettet henvendelse til den iranske minister for veje og blandt andet truet med at iværksætte en strejke, fordi han og hans kollegaer ikke fik udbetalt den løn, de havde krav på, af deres arbejdsgiver. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt og fængslet af de iranske myndigheder, fordi han ikke har aftjent værnepligt og, fordi han har åbnet et plomberet brev, og fordi han har trodset sikkerhedstjenestens forbud mod at udrejse af den provins, som han boede i. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans grandfætre i Irak formodentlig er politisk aktive, ligesom han i Danmark har politisk aktive venner, og at han mener dette vil forværre hans situation. Ansøgeren har til støtte sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 arbejdede som teamleder på en byggeplads i Teheran. Der var problemer for medarbejderne med at få udbetalt den løn, de havde krav på. Arbejdsgiverens arbejde var prestigefyldt, idet de stod for at opføre konferencecentre for de iranske myndigheder. Da ministeren for veje kom for at besigtige byggepladsen, aftalte ansøgeren med sine kolleger, at de ville tale med ham. Ansøgeren sagde til ham, at hvis arbejderne ikke fik deres penge udbetalt, så ville de strejke. En ansvarlig for byggepladsen dukkede kort tid efter op og bad ansøgeren og hans kolleger om at komme til et møde, hvor de ville drøfte problemet med lønudbetalingen. Da ansøgeren og hans kollegaer kom til mødet, blev de mødt af fire til fem personer, og efter tyve minutter kom yderligere ti til tolv personer ind i rummet. Personerne var fra henholdsvis Sepah og Basij, og nogen var i civil, mens andre var uniformerede. Mændene begyndte at slå på ansøgeren og hans kolleger. Ansøgeren fik herefter bind for øjnene og håndjern på, hvorefter han blev ført ud til en bil. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Han var tilbageholdt i en måned. Tre til fire dage, før han blev løsladt, underskrev han et dokument, hvorpå der stod, at han ikke måtte tage til Teheran for at arbejde, og at han ikke måtte forlade Kermanshah. Ansøgeren blev ikke fremstillet for en dommer. Sikkerhedstjenesten overførte ham til hans hjemby, Sarpol-e Zahab. Ansøgeren blev løsladt den (…), efter at hans far havde stillet i kaution i form af et skøde på en ejendom. Ansøgeren blev pålagt meldepligt hos sikkerhedstjenesten hver femtende dag. I september eller oktober 2014 fik ansøgerens far skødet tilbage, fordi ansøgeren havde opført sig pænt. Ansøgeren skulle fortsat melde sig hver femtende dag hos sikkerhedstjenesten. Den (…) 2014 tog ansøgeren til Kermanshah. På vej dertil blev han stoppet ved en kontrolpost. Ansøgeren blev anholdt, fordi han ikke havde aftjent sin værnepligt. Der gik omkring ni måneder fra ansøgeren blev løsladt af sikkerhedstjenesten, til han blev anholdt for den manglende aftjening af værnepligt. Ansøgeren blev tilbageholdt ved kontrolposten, hvorefter han blev sendt til politistationen i Sarpol-e Zahab. Ansøgeren blev oplyst om, at han ville blive tilbageholdt, indtil han underskrev et dokument, hvor han indvilligede i at aftjene sin værnepligt. Ansøgeren underskrev dokumentet efter at have været tilbageholdt i elleve til tolv dage. Ansøgeren underskrev dokumentet to til tre dage, før han blev løsladt. Da ansøgeren blev løsladt, modtog han et plomberet brev. Ansøgeren fik i den forbindelse at vide, at han skulle henvende sig ved en militærbase i Kermanshah, hvor han skulle aflevere brevet. Efter løsladelsen åbnede ansøgeren brevet. Der stod, at han skulle aftjene værnepligt. Ansøgeren flygtede herefter til Mashhad, hvor en af hans venner boede i stedte for at tage hjem. Ansøgeren opholdt sig i Mashhad i fire måneder. I de første to måneder havde han ikke kontakt med sin familie. Efter to måneder kontaktede ansøgeren sin familie, som oplyste ham om, at myndighederne havde opsøgt hans forældre to gange og hans bror en gang, mens han havde været i Mashhad. Efter to måneder oplyste ansøgerens bror ham om, at en af ansøgeren venner var forsvundet. Ansøgerens far og bror var desuden blev indkaldt til møde hos sikkerhedstjenesten, der ville have dem til at finde ansøgeren. Ansøgeren valgte herefter at udrejse af Iran. Ansøgeren har en gang tidligere været anholdt for manglende aftjening af værnepligt. Det var i 2009, hvor ansøgeren var tilbageholdt i to dage, hvorefter ansøgerens far fik ham løsladt mod at betale bestikkelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været undvigende og upræcis, ligesom den på en lang række centrale punkter har været divergerende og udbyggende, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Det bemærkes i den forbindelse indledningsvist, at ansøgeren i sit asylskema ikke har forklaret noget om de konkrete konflikter, der førte til udrejsen, men alene helt generelt har anført, at han forlod Iran, fordi hans liv var i fare, og at han var nødt til at flygte for at redde sit liv. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konflikten med myndighederne på baggrund af arbejdet som teamleder, har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om det var ministeren selv, han rettede henvendelse til, eller om det var ministerens højre hånd, Alizade, han talte til. Han har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om det både var folk fra Sepah og Basij, eller det var folk fra enten Sepah eller Basij, der var til stede i rummet på tredje sal, antallet af personer, der var/ eller kom til stede i rummet, om det var de uniformerede personer eller de civilklædte, som udsatte ansøgeren og hans kollegaer for overgreb og anholdt ham, og om han efterfølgende har hørt, hvad der er sket med de kollegaer, der blev tilbageholdt sammen med ham eller ej. Ansøgeren har endvidere i asylsamtalen udbygget sin forklaring i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han under den efterfølgende tilbageholdelse blev beskyldt for at samarbejde med KDPI. Idet nævnet endelig om den del af asylmotivet skal bemærke, at det hverken er troværdigt, at ansøgeren skulle vælge at rette henvendelse direkte til enten en minister eller en viceminister om de ansattes ansættelsesvilkår, og at dette ikke straks førte til anholdelse, kan nævnet ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Det bemærkes, at selvom nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om konflikten med myndighederne som følge af episoden på arbejdspladsen til grund, blev ansøgeren ikke opsøgt af myndighederne på grund af denne konflikt i de følgende 9 måneder. I løbet af samme periode fik ansøgerens far tilbageleveret det skøde, han havde stillet som kaution i forbindelse med løsladelsen grundet ansøgerens gode opførsel, hvorfor denne angivelige konflikt under alle omstændigheder må betragtes som værende afsluttet. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konflikten med myndighederne på grund af den manglende aftjening af værnepligt, bemærker nævnet indledningsvist, at det savner mening, at myndighederne skulle vælge at løslade ansøgeren efter første tilbageholdelse uden at forholde sig til, at han var udeblevet fra militærtjeneste. Ansøgeren har om denne del af asylmotivet forklaret divergerende ud over, hvad der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, med hensyn til antallet af gange hans familie er blevet opsøgt og indkaldt af myndighederne, hvor længe han opholdt sig i Mashad, og om han først nægtede at underskrive erklæringen om værnepligt eller om han straks skrev under, fordi han opfattede det på den måde, at myndighederne ønskede at teste hans loyalitet. Også om denne del af asylmotivet har ansøgeren væsentligt har udbygget sin forklaring, idet det først var i asylsamtalen, at han forklarede, at han også i 2009 havde været tilbageholdt af myndighederne, fordi han ikke havde aftjent værnepligt. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets notat fra 13. februar 2017 i bilag 670, at det ikke er ualmindeligt, at personer udebliver fra militærtjeneste i Iran, men at det er ualmindeligt, at fængselsstraf kommer på tale som sanktion, at der i de fleste tilfælde gives amnesti til udeblevne, og at det ikke umiddelbart har betydning for sanktionen, hvis personen, der er udeblevet, tillige er udrejst illegalt. Dette understøttes af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger, herunder British Homeoffice: Country Policy and information note fra 24. oktober 2016, Iran - Military Service. Da straffen for udeblivelse fra værnepligt i Iran efter det foreliggende baggrundsmateriale ikke fremstår som uproportional, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, fordi han er udeblevet fra aftjening af værnepligt. Ansøgeren har forklaret, at han ikke selv er eller har været politisk aktiv, og at han heller ikke er bekendt med, at hans nærmeste familie i Iran er politisk aktiv, ligesom det alene beror på hans fodmodning, at hans grandfætre i Irak er politisk aktive. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder af disse grunde vil mistænke ansøgeren for at være politisk aktiv. Det samme gælder med hensyn til den omstændighed, at ansøgeren i Danmark har fået venner, der er politisk aktive. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han kun har haft almindeligt venskabeligt samvær med vennerne. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/232/JHB
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [landsby], [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far, idet ansøgeren ikke har tjent tilstrækkelige midler til at finansiere sin fars misbrug. Ansøgerens far har udsat ansøgeren for vold og trusler om at dræbe ansøgeren gennem hele ansøgerens barndom. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive anholdt af det iranske politi, idet han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far altid har været misbruger af et ukendt narkotikum. Ansøgeren blev med henblik på at finansiere sin fars stofmisbrug sendt på gaden for at pudse sko, da ansøgeren var syv år. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far har udsat ansøgeren for vold, når ansøgeren ikke havde tjent penge nok til at finansiere ansøgerens fars stofmisbrug. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans far flere gange har forsøgt at slå ansøgeren ihjel. Indledningsvis bemærkes at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at træffe afgørelse om fastsættelse af alder. Det må således i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato] lægges til grund, at ansøgeren er født [i foråret] 1997. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen til grund. Nævnet henviser til, at forklaringen på flere centrale punkter er divergerende, og at forklaringen også forekommer udbyggende. Forklaringen anses derfor som konstrueret til lejligheden og forkastes som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 har forklaret, at han har gået i skole fra første til femte klasse i landsbyen […], og at han derefter blev skopudser. Under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han blev sendt på gaden for at pudse sko, da han var syv år, og at han valgte at gå i skole et par gange om ugen i al hemmelighed. Ansøgeren besøgte skolen ti til tolv gange i løbet af en enkelt måned, hvorefter skolegangen ophørte, da hans far opdagede det. Ansøgeren har på intet tidspunkt gået i skole udover de nævnte ti til tolv gange. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den vold, som han er blevet udsat for i dagene forinden udrejsen. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hans far en af de sidste gange inden udrejsen var særlig hård, og at han slog ansøgeren meget. Ansøgeren gik ud på gaden for at tjene penge og mødte sin farbror. Ansøgeren oplevede at blive slået et par gange mere, inden han udrejste. Under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at faren, forinden ansøgeren flygtede fra bopælen, først slog ansøgeren og dernæst trak sin kniv og løb efter ansøgeren. Ansøgeren flygtede omgående til [by], og han har herefter ikke haft kontakt til sin familie. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har ansøgeren i øvrigt forklaret, at [by] ligger omkring ti minutters kørsel fra ansøgerens egen landsby, mens han overfor nævnet har forklaret, at afstanden mellem landsbyen og [by] er ti til femten minutters gang. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at referaterne fra samtalerne med Udlændingestyrelsen er blevet oversat forkert eller beror på misforståelser, således som det er blevet gjort gældende. Nævnet henviser til, at det udtrykkeligt fremgår af referaterne, at de er blevet oversat for ansøgeren, og at han ikke har haft bemærkninger vedrørende eventuelle misforståelser. Ansøgeren har i øvrigt erklæret, at der ikke var tolkeproblemer under samtalerne. Flygtningenævnet finder ikke, at eventuelle sanktioner fra de iranske myndigheder i anledning af ansøgerens illegale udrejse fra Iran kan give grundlag for asyl. Der henvises til Udenrigsministeriets notat fra 2011 om straffen for illegal udrejse af Iran og unddragelse af meldepligt, hvoraf det fremgår, at en sanktionsfastsættelse i Iran for ulovlig udrejse ikke kan anses for urimelig. Flygtningenævnet finder herefter ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/231/SHH
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, tilhørte Iran religionen yaresan og kommer fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder, idet han har væltet et billede af Ali Khamenei og Ruhollah Khomeini på sin arbejdsplads. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans ven, [A], i april 2015 blev ansat i et vagtfirma i Teheran, hvor de skulle skiftes til at stå vagt ved en fabrik. Ved ansættelsen oplyste både ansøgeren og [A], at de var shia-muslimer, idet de frygtede, at de ikke ville kunne få arbejde, fordi de begge er yarsan. Da ansøgeren ikke fik løn for de første to måneders arbejde, henvendte han sig til sin chef, [B], som her gjorde klart, at han kendte til ansøgerens trosretning og truede med at få ham fængslet. Herefter fortsatte ansøgeren sit arbejde, mens han fortsat via tekstbeskeder henvendte sig til [B] for at få udbetalt sin løn. Efter to dage, hvor ansøgeren havde sendt tekstbeskeder til [B], mødte han op på fabrikken, hvor der opstod et skænderi. Under skænderiet slog ansøgeren ubevidst til et billede på skrivebordet, som derefter væltede. Billedet var af Ali Khamenei og Ruhollah Khomeini. [B] smed herefter ansøgeren ud af kontoret, og ansøgeren så, at [B] foretog et telefonopkald. Ansøgeren forlod herefter fabrikken, og tog hjem til sin brors svigerfar. Han tog ikke hjem til sin bror, [C], da ansøgeren havde oplyst hans adresse ved sin ansættelse. Samme aften kom civilklædte mænd på [C’s] bopæl for at lede efter ansøgeren, og de ransagede [C’s] hjem. Det samme skete igen tre dage senere. Herefter flygtede ansøgeren fra Teheran til [en mindre by i Kermanshah-provinsen], hvor han opholdt sig i to måneder, indtil han udrejste af Iran. Inden ansøgeren tog til [den mindre by i Kermanshah-provinsen], var hans families bopæl blevet opsøgt af civilklædte mænd, som ledte efter ham, og under hans ophold i [den mindre by i Kermanshah-provinsen] blev [C] opsøgt yderligere to gange, hvor de dog ikke ransagede hans hjem. Ansøgeren valgte på baggrund heraf at udrejse af Iran. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i perioden fra november 2016 til april 2017 kom i [en kirke i Nordjylland], hvor han deltog i gudstjenester og kristendomsundervisning. Ansøgeren blev døbt i [denne kirke] [i foråret] 2017. Vedrørende asylmotivet i Iran: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om dette asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke kunne oplyse navnet på vagtfirmaet og ikke adressen på hverken vagtfirmaet, fabrikken eller sin bror i Teheran. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hændelsen, hvor han under skænderiet med chefen kom til at vælte billeder af henholdsvis Ayatollah Khomeini og Khameini, foregik på vagtselskabets kontor eller på vagternes kontor på fabrikken. Ansøgeren har videre oplyst, at billederne og flaget stod på bordet, fordi de skulle stå på offentlige kontorer, samtidig med, at han har forklaret, at der var tale om et privat vagtselskab. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at det må kunne ses på overvågningsvideoen, at der var tale om et uheld. Ansøgeren har først under nævnsmødet oplyst, at [A] er blevet idømt fængsel i syv år. Dette finder Flygtningenævnet i øvrigt mindre sandsynligt, idet [A] ikke væltede billeder, hvilket ligeledes må kunne ses på nævnte video. Ansøgeren har i sit asylskema angivet sin og samtlige familiemedlemmers adresse til Qasri Sherin og ikke Sarpol-e Zahab, og ansøgeren har kunnet opholde sig i Iran i mere end to måneder fra hændelsen til udrejsen uden at blive opsporet af myndighederne. Vedrørende konversion: Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret om sin tilknytning til yaresan troen og har givet udtryk for, at han var stolt af sit tilhørsforhold. Denne forklaring tyder på, at ansøgeren er et religiøst menneske. Ansøgeren har også til Udlændingestyrelsen forklaret, at han gik i kirke og til kursus i kristendom, og han har for nævnet oplyst, at konversion til kristendommen for ham er en naturlig udvikling i hans religiøsitet, idet han har fundet lighedspunkter og samtidig har fået et gudsforhold, som han hidtil har savnet. Ansøgeren har endvidere som svar på spørgsmål fra nævnets side korrekt forklaret om det centrale i den kristne tro, herunder om næstekærlighed, tilgivelse, frelse og gudstro, og han har forklaret, at det er den kristne trosbekendelse, som han har sagt ja til i forbindelse med sin dåb. Ansøgeren har endvidere korrekt kunnet citere trosbekendelsen i sin fulde udstrækning, og ansøgeren er forekommet oprigtig, når han har oplyst, at han vil praktisere den kristne tro og deltage i kristne fællesskaber og i altergang også ved en eventuel tilbagevenden til Iran. På dette grundlag finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Ansøgeren har i Iran oplyst, at han var shiamuslim, og ansøgeren risikerer derfor forfølgelse i Iran som følge af sin konversion. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, og meddeler opholdstilladelse på denne baggrund. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/230/EMU
Nævnet hjemviste i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er (i hvert fald oprindeligt) iransk statsborger og født i Al-Tash-lejren, Irak. Flygtningenævnet må på grundlag af UNHCR’s oplysninger [fra medio] og [ultimo] 2016 lægge til grund, at ansøgeren har fået udstedt irakisk nationalitetsbevis af Diyala Civil Status Directorate. UNHCR har [ultimo] 2016 meddelt, at det er uklart, om den irakiske regering anerkender nationalitetsbeviser udstedt af Diyala Civil Status Directorate. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen [fra sommeren] 2016 ikke udtrykkeligt taget stilling til, om ansøgeren må anses for at have opnået statsborgerskab/et regionalt udstedt nationalitetsbevis, og i bekræftende fald hvilken virkning der måtte være knyttet hertil. Flygtningenævnet finder det derfor rigtigst at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en stillingtagen hertil.” Iran/2017/23/DH
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født i Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af sin kærestes, [kærestens navn], familie. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at kærestens familie opdagede, at de havde indledt et udenomsægteskabeligt forhold til hinanden uden accept fra kærestens familie. Ansøgeren mødte sin kæreste fem måneder, før han udrejste af Iran. De mødte hinanden på en mark, hvor deres geder og får græssede. De begyndte at tale sammen og i fire måneder holdt de forholdet skjult. En dag bad ansøgerens kæreste om, at kæresten bad kærestens familie om hendes hånd. Sammen med sine forældre tog ansøgeren hjem til kærestens forældre med henblik på at bede om kærestens hånd. Kærestens familie afslog frieriet, hvilket gjorde ansøgeren og hans kæreste kede af det. Kæresten stoppede med at komme på den mark, hvor de plejede at mødes. På et tidspunkt fik kæresten igen lov til at komme på marken, fordi der ikke var andre fra hendes familie, der kunne passe familiens dyr. Kæresten havde snakket med sin familie om frieriet, og hun fortalte ansøgeren, at han skulle bede om kærestens hånd igen. Ansøgeren tog hjem til kæresten sammen med sine forældre for at bede om kærestens hånd. Kærestens familie afslog igen. Hendes brødre ville have, at ansøgeren skulle konvertere til kærestens tro, for at de ville tillade et ægteskab. Ansøgeren frygtede imamen i landsbyen, og derfor fortalte hans kærestens familie, at han ikke ville konvertere. Kæresten blev efterfølgende holdt hjemme, men de mødtes én gang mere på marken. Indtil da havde de kysset og omfavnet hinanden, men denne gang havde de samleje. Samme dag blev ansøgeren og kæresten opdaget af en af kærestens slægtninge, som fortalte kærestens familie om forholdet. Kæresten fortalte ansøgeren, at han var nødt til at flygte på grund af kærestens brødre. Ansøgeren flygtede herefter til sin faster i en nærliggende landsby, og derfra udrejste han til Tyrkiet med hjælp fra sin fætter. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i forbindelse med sit oprindelige asylmotiv i det væsentlige har forklaret sammenstemmende. Nævnet bemærker imidlertid, at forklaringen er behæftet med flere usandsynligheder, enkelte divergenser og en udbygning. Nævnet lægger herved vægt på, at det forekommer usandsynligt, at Soheilas to brødre, der ikke boede hjemme og arbejdede i en større by, tilfældigt var tilstede begge gange, hvor ansøgeren og hans familie kom uanmeldt for at fri. Nævnet bemærker, at han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at brødrene blev tilkaldt, når der var vigtigere ting i familien, herunder et frieri. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt [kæresten] var tilstede under frierierne, og om han så pigen, som opdagede dem, mens hun var på vej hen mod dem. Han har forklaret divergerende, hvorvidt han vidste, om pigen var ude for at lede efter [kæresten]. Nævnet finder endvidere, at det er mindre sandsynligt, at [kæresten] en måned efter det andet frieri fik lov til at lade fårene græsse i det område, hvor hun tidligere havde mødt ansøgeren, særligt når begge hendes forældre var bekendt med deres forhold. Nævnet lægger vægt, at ansøgeren har udbygget sin forklaring, idet han under mødet for nævnet har forklaret, at brødrene truede ham i forbindelse med det andet frieri. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende og troværdig måde har kunnet beskrive [kæresten]. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorfor han ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for asyl i forbindelse med det oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har til advokaten og for Flygtningenævnet forklaret, at han er konverteret til kristendommen. Han har fremlagt en række erklæringer fra kirkelige institutioner, der bekræfter, at han er gået i kirke, at han har deltaget i bibelstudier, at han har gennemført et kristendomskursus og at han er blevet døbt [i vinteren] 2016. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på en troværdig måde har forklaret om, hvordan han fik interesse for kristendommen. Han har endvidere kunnet redegøre for de kristne værdier, der tiltaler ham samt har udvist kendskab til kristne højtider samt viden fra biblen. Ansøgeren har forklaret, at han forud for ankomsten til Danmark troede på en guddom men havde betænkeligheder overfor islam, hvorfor han ikke praktiserede sin medfødte religion i Iran. Af disse grunde, og da erklæringerne dokumenterer, at han har deltaget i kristne aktiviteter igennem længere tid, finder nævnet, at han har sandsynliggjort, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder derfor, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse. Han opfylder derfor betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. iran/2017/229/DTO
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Naghadeh, Urmia, Iran. Ansøgeren har været aktivt medlem af KDPI siden 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den iranske regering, idet han aktivt har støttet KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fik kendskab til KDPI i 2004. På en ukendt dato i 2005 rejste han til Irak, hvor han blev medlem af KDPI og peshmerga. I slutningen af november 2008 rejste han tilbage til Iran. Umiddelbart efter ansøgerens tilbagevenden til Iran, blev han kørt til en militærbase, hvor han meldte sig frivilligt. På militærbasen, som var beliggende i Piranshahr, blev han afhørt om sine aktiviteter i Irak og sin tilknytning til KDPI. Ansøger blev afhørt fem til seks gange over en periode på tre dage. Efter de tre dage blev han overflyttet til militæret i Naghadeh, hvor han blev afhørt over en periode på tre til fire dage. Herefter blev han overflyttet til det centrale fængsel i Naghadeh. Efter to dage i det centrale fængsel i Naghadeh blev ansøgeren overflyttet til efterretningstjenestens varetægt. Hos efterretningstjenesten blev han afhørt to til tre timer hver dag over en periode på 12-13 dage. Herefter blev ansøgeren ført tilbage til det centrale fængsel i Naghadeh, hvor han befandt dig i 14-15 dage, hvorefter han blev løsladt mod kaution. To til tre dage efter fik han en indkaldelse til retten. Umiddelbart herefter blev ansøger ført for retten, hvor han fik en dom på tre måneder og én dage, for ulovligt at have krydset grænsen. Et par dage efter ansøgeren modtog dommen for ulovlig grænsekrydsning, blev han indkaldt til at møde ved den revolutionære domstol. Han blev her idømt fem års fængsel, hvoraf tre år var betinget, for sine politiske aktiviteter. På et ukendt tidspunkt meldte ansøgeren sig frivilligt til at afsone sin straf på tre måneder. Han afsonede i alt fem måneders fængsel, idet han vandt en appelsag, hvor dommen for politiske aktiviteter, blev omgjort til fire års betinget fængsel med påbud om, at ansøgeren skulle melde sig til efterretningstjenesten hvert halve år i fire år. Nogle uger efter ansøgers løsladelse i 2009, meldte han sig frivilligt til at aftjene sin værnepligt. Efter ansøgerens værnepligt foretog han politiske aktiviteter for KDPI, i form af uddeling af løbesedler. Ansøgeren uddelte løbesedler sammen med fire andre personer. Han uddelte løbesedler et ukendt antal gange. Natten mellem den 9. og 10. juli 2014, henvendte to af ansøgerens venner sig ikke til ansøgeren, efter de havde delt løbesedler ud, som de plejede. Den 10. juli 2014 omkring kl. 4.30-5.00 ringede det på porten. Personerne, der ringede på porten, sagde, at de skulle bruge nogle varer, og at ansøgeren skulle åbne sit supermarked. Ansøgeren fornemmede, at personerne var fra efterretningstjenesten, hvorfor han fik sin farbror til at åbne porten, mens ansøgeren flygtede via husets tag. Med hjælp fra nogle venner, udrejste ansøgeren dagen efter til Irak. Ansøgeren har blandt andet forklaret, at han, da han flygtede fra Iran til Irak, på ny tilsluttede sig KDPI og blandt andet varetog bevogtningsopgaver, herunder overfor højtstående medlemmer af KDPI. Ansøgeren har fremlagt en række foto, der understøtter denne del af ansøgerens forklaring. Da ansøgerens forklaring vedrørende denne del af hans asylmotiv skønnes troværdig og understøttes af de fremlagte billeder, og da de iranske myndigheder kan være blevet bekendt med ansøgerens politiske arbejde, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7,stk. 1.” Iran/2017/228/EMU
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Romadi, Irak. Ansøgeren har været aktiv sympatisør for Komala partiet i Iran siden vinteren 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for Komala partiet i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han begyndte sine politiske aktiviteter [vinteren] 2014 op til Komala-dagen, idet ansøgerens morbror spurgte, om han ville være aktiv for partiet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han uddelte løbesedler for partiet 30-40 gange i [vinteren] 2014 og indtil sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015. Ansøgeren har desuden skrevet slagsord om partiet på husmurene i forskellige landsbyer. Ansøgeren har videre oplyst, at han [i sommeren] 2015 hørte, at hans morbror aftenen forinden var blevet anholdt af de iranske myndigheder i forbindelse med sine politiske aktiviteter. Ansøgeren flygtede samme dag over til sin mosters søn, hvor han opholdt sig i fem til seks dage. Efterfølgende opholdt ansøgeren sig omkring 20 dage hos sin ven [A]. I den forbindelse fik ansøgeren at vide, at hans bopæl var blevet opsøgt af myndighederne, og hans bror var blevet anholdt. Ansøgeren udrejste af Iran i begyndelsen af [vinteren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den trods det overordnede ret enkle asylmotiv fremstår divergerende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 ikke var i stand til at forklare helt grundlæggende forhold vedrørende Komola partiet, herunder hvorfor det blev stiftet, hvordan det er organiseret, hvem dets ledere er, eller hvordan man bliver rekrutteret til eller medlem af partiet. Ansøgeren har således forklaret, at han ikke ved, hvordan partilederne gennemfører deres politik, og at hvad de i øvrigt mener om forskellige ting, er deres egen sag. Nævnet har videre tillagt det vægt, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at han ikke vidste og heller ikke var interesseret i at vide, hvad onklens position i partiet var, eller hvad onklen lavede for partiet, mens han i dag på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han spurgte onklen om hans aktiviteter for partiet, men at onklen blot svarede, at det ville han finde ud af senere. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han - efter at have hørt, at morbroren var blevet anholdt - flygtede til sin moster, hvor han opholdt sig i 6 dage. I løbet af disse dage fik han at vide, at hans forældres hus var blevet ransaget af myndighederne, og at de ledte efter ham. Han blev bange og flygtede hen til en bekendt, [A]. Han forklarede ikke, at hans bror var blevet anholdt af myndighederne. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han tog hen til sin mosters søn, hvor han opholdt sig 5-6 dage. Der skete ikke yderligere i de 5-6 dage, og han hørte ikke nyt om sine problemer i denne periode. Han havde på fornemmelsen, at myndighederne ledte efter ham, og derfor tog han hen til sin ven, [A]. Den anden dag, han var her, fortalte [A], at ansøgers bopæl var blevet opsøgt, og at ansøgers bror var blevet anholdt. Ansøger ved ikke, hvordan [A] fandt ud af det. I de efterfølgende dage fortalte [A], at ansøgers bopæl blev overvåget og opsøgt konstant. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at disse divergenser beror på tolkeproblemer. Det fremgår således af oplysnings- og motivsamtalen, at samtalen er foregået på farsi, at ansøgeren taler og forstår farsi og ønsker at også eventuelle efterfølgende samtaler skal foregå på farsi. Nævnet bemærker endelig, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring ikke sammen med onklen havde lagt nogen planer i tilfælde af, at de skulle blive opdaget, at han ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med hans bror og onkel, og at han ikke har villet give samtykke til, at Udlændingestyrelsen kan tilgå hans telefon. Den omstændighed, at der er lagt billeder af arrangementer i Komola, som ansøgeren har deltaget i, på ansøgerens Facebook profil, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering, da det fremstår som sket til lejligheden. Herefter og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge sit asylmotiv, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/227/CHA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Romadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført aktiviteter for Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) på foranledning af sin morbror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han udførte aktiviteter for KDPI seks gange i Iran fra omkring [efteråret] 2014 til [efteråret] 2015. Ansøgeren arbejdede som fårehyrde på sin farfars gård i denne periode. Ansøgerens morbror, [A], tog en dag med ud og hjalp som fårehyrde. [A] bad ansøgeren modtage KDPI-materiale, hvilket han indvilligede i. Omkring en uge efter dukkede [A] og ansøgerens fars fætter, [B], op på farfarens gård. Her fortalte [A] ansøgeren, at der ved solnedgang den efterfølgende dag ville komme to personer og aflevere KDPI-materialet til ansøgeren nær grænsen ved Iran og Irak. Den efterfølgende dag modtog ansøgeren KDPI-materialet af de to personer. Han overdrog dagen efter materialet til [A] og [B]. Efter den sidste gang, hvor ansøgeren havde overdraget KDPI-materialet til [A] og [B], blev én af de to mænd i Sarpol-e Zahab, som skulle bringe materialet videre til Kermanshah, anholdt af de iranske myndigheder. Dagen efter anholdelsen fortalte [A], at de måtte skjule sig, fordi der var en risiko for, at den anholdte mand ville nævne deres navne. Samme dag flygtede ansøgeren til sin morbrors bopæl i landsbyen [mindre by]. Imens han opholdt sig på morbroren bopæl, blev han gjort bekendt med, at de iranske myndigheder havde stormet farfarens telt og spurgt ham, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgeren valgte herefter at flygte ud af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor lang tid, han skulle opbevare KDPI-materialet, og hvor mange gange, han modtog materiale. I asylansøgningsskemaet [fra efteråret] 2015 har ansøgeren oplyst, at han opbevarede materialet i ti dage, og at han modtog materiale én gang. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at materialet blev hentet dagen efter, ansøgeren havde modtaget det, og at ansøgeren udførte opgaven seks gange. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at han flygtede ud af sit hjemland. I asylansøgningsskemaet [fra efteråret] 2015 har ansøgeren oplyst, at han flygtede ud af landet efter at have modtaget og opbevaret materiale én gang, idet det gik op for ansøgeren, at han ifølge sin morbror skulle modtage dokumenter fra de samme to personer. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at den sjette gang han modtog og videregav materiale, blev en person, der havde modtaget materialet, anholdt. Ansøgeren flygtede ud af landet, fordi der var en risiko for, at personen ville røbe, hvem han havde samarbejdet med. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans forældre var blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke vidste, om hans forældre var blevet opsøgt, mens ansøgeren til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har forklaret, at hans forældre var blevet opsøgt ca. én måned efter, at han kom til Danmark [i efteråret] 2015, og at politiet spurgte efter ham. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med sprog- og tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/226/CHA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er blevet dømt for at have voldtaget en kvinde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor frygter for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring [efteråret] 2012 startede som studerende på universitetet […]. Omkring halvanden år efter indledte han et forhold til en kvinde, [A], som også studerede på universitetet. To til tre måneder inde i deres forhold fik ansøgeren at vide af [A’s] veninde, [B], at [A] var forlovet med en anden mand. [A] fortalte ansøgeren, at hun skulle skilles fra sin forlovede, hvorefter ansøgeren og [A] fortsatte deres forhold. [I efteråret] 2015 tog ansøgeren og [A] hjem til ansøgerens ven, [C], som efterfølgende forlod bopælen. Ansøgeren og [A] spiste sammen, havde samleje og kørte derefter hjem til ansøgeren. Dagen efter modtog ansøgeren en sms fra [A] om, at hun havde fået ondt i maven og ville tage til lægen. Efter et stykke tid fik ansøgeren en sms fra [A] om, at hun havde været til lægen, og hele hendes familie havde fundet ud af, at de havde haft samleje. Ansøgeren kontaktede telefonisk sin ven, [D], som fortalte ham, at i sager som disse ville kvindens far sandsynligvis tvinge kvinden til at sige, at hun var blevet voldtaget. Ansøgeren kontaktede derfor telefonisk sin bror, [E], og bad ham komme hjem til deres bopæl. Da [E] ankom til bopælen, fortalte ansøgeren ham hele historien. [E] foreslog, at ansøgeren tog hjem til sin onkel, [F], hvilket ansøgeren gjorde samme dag. Samme dag blev ansøgerens bopæl opsøgt af [A], hendes far, mor, bror og forlovede. [E] talte med [A’s] far, som fortalte [E], at ansøgeren skulle melde sig i retten eller til politiet. Han fortalte endvidere, at ansøgeren ville blive dømt, og at han ville få ansøgeren henrettet. Under ansøgerens ophold hos [F] blev han også kontaktet af [E], som fortalte ham, at de iranske myndigheder havde været på deres bopæl for at anholde ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig i to til tre dage hos [F], hvorefter han udrejste af Iran. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran [i efteråret] 2015 ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Omkring [efteråret] 2016 fik ansøgeren at vide af [E], at ansøgeren var blevet dømt for voldtægt i Iran, og at straffen var henrettelse. Ansøgeren har vedrørende sin konvertering oplyst, at han efter sin ankomst til [asylcenter] i starten af 2016 mødte asylansøgeren [G], som fortalte ansøgeren om kristendommen og inviterede ham med i kirke. Ansøgeren fandt kristendommen interessant, herunder særligt den kristne lære om syndsforladelse. Ansøgeren besøgte [kirkecenter] for første gang [i efteråret] 2016, hvor han startede på et grundkursus i kristendom, som han afsluttede [i efteråret] 2016. Ansøgeren oplevede, at han fik ro i sjælen ved at gå i kirke, og han oplevede at føle sig velkommen. Fra [efteråret] 2016 har ansøgeren deltaget i gudstjenester samt dåbsundervisning i [frimenighed]. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2017. Ansøgeren har på sin Facebook-profil lagt billeder ud af sin dåb samt andre billeder fra kirken. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række centrale punkter i sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev ringet op af [A’s] veninde, [B], som fortalte, at [A] var til lægen, ligesom [B] senere i telefonen fortalte, at hele [A’s] familie havde fundet ud af, at han og [A] havde haft samleje, og at familien af lægerne havde fået at vide, at [A] havde været ved lægen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han fik en sms fra [A] om, at hun skulle til lægen, og senere endnu en sms om, at familien havde fundet ud af, at de havde haft samleje, ligesom ansøgeren forklarede, at familien var med [A] ved lægen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han både fik sms’er fra [A] og talte med dennes veninde [B] om, at [A] skulle til lægen, og at familien havde fundet ud af, at de havde haft samleje. Videre har ansøgeren til asylsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at de iranske myndigheder opsøgte hans bopæl, mens han opholdt sig hos sin onkel, mens han ikke har forklaret om dette til oplysnings- og motivsamtalen, ligesom han ikke til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans bopæl blev opsøgt af [A] og hendes familie eller har forklaret om den retssag, hvor han angiveligt blev dømt til døden. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at [A] havde talt med sin mor om sit og ansøgerens forhold, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at [A] var bange for at tale med sin mor om forholdet, og at de ville vente med at fortælle deres familier om det, til [A] var blevet skilt. Endelig har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] havde fortalt ham sin forlovedes navn og alder, til asylsamtalen, at hun ikke har fortalt ham noget om sin forlovede, og under nævnsmødet, at det var [B], der fortalte ham navnet på [A]’ forlovede. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøger ikke er bekendt med, hvad der er sket med [A] efter hans udrejse, og at ansøgeren ikke har udvist bestræbelser for at finde ud af det. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt i Iran til grund. Ansøgeren har ikke til asylsamtalen [i efteråret] 2016 oplyst, at han på dette tidspunkt var begyndt at gå i kirke, deltog i et Alphakursus og havde gjort det siden [efteråret] 2016, ligesom ansøgeren først i forbindelse med advokatindlægget til brug for nævnsmødet har oplyst, at han er konverteret til kristendommen og er blevet døbt [i foråret] 2017. Det fremgår af udtalelsen fra [frimenighed], at ansøgeren begyndte at komme i menigheden omkring [efteråret] 2016. Ansøgeren har under nævnsmødet ikke kunnet redegøre nærmere for de grundlæggende elementer i sin konvertering og sin dåb efter kort tids kristendomsundervisning, og har hertil forklaret, at han ikke behøver en årsag men føler det i sit hjerte. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens konvertering er reel. Det forhold, at ansøgeren har lagt billeder af blandt andet sin dåb på Facebook, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgerens facebookprofil er oprettet i navnet ”[H]”, ligesom ansøgeren har forklaret, at hans familie ikke er bekendt med hans konvertering. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/225/JEA.
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning fra […], Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen i [efteråret] 2013, da hans farbror og bror begyndte at missionere for ham. [I foråret] 2014 begyndte ansøgeren at betragte sig selv som kristen af trosretning, og han konverterede til kristendommen. En søndag i [foråret] 2014 tog ansøgeren sammen med sin bror i huskirke i byen […]. Under besøget i huskirken blev lejligheden stormet af den iranske efterretningstjeneste, hvor alle blev anholdt. Under den efterfølgende afhøring med efterretningstjenesten underskrev ansøgeren en erklæring om, at han ikke længere ville foretage kristne aktiviteter, og ansøgeren og hans bror blev efter to timers afhøring løsladt. Den følgende morgen blev ansøgeren og hans bror igen anholdt af efterretningstjenesten. Ansøgeren måtte igen underskrive en erklæring om, at han i fremtiden ikke vil have kristne aktiviteter, og ansøgeren og hans bror blev løsladt inden frokost samme dag. Ansøgeren turde ikke længere gå i huskirke, men han fortsatte sine kristne aktiviteter over Skype, hvor han modtog undervisning af sin farbror, som er bosiddende i Sverige. [I efteråret] 2015 deltog ansøgeren sammen med sin bror i en fødselsdagsfest, som blev holdt for en af brorens venners sønner. Til festen bad ansøgerens brors ven ansøgeren og broren synge en kristen sang, hvilket de indvilligede i. Dagen efter festen henvendte den iranske efterretningstjeneste sig på familiens bopæl for at finde ansøgeren og hans bror, idet efterretningstjenesten havde set en optagelse af den kristne sang, som de havde sunget. Ansøgeren og hans bror udrejste af den grund af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgerens familie har et modsætningsforhold til en anden iransk familie, som ansøgeren mistænker for at have sendt de tre foreliggende anonyme e-mails til de danske myndigheder, ligesom ansøgeren mistænker dem for at have rettet henvendelse til de iranske myndigheder om ansøgerens forhold. Omkring april 2016 blev ansøgerens storebror anholdt på bopælen, idet de iranske myndigheder troede, at det var ansøgeren, der var kommet tilbage. Storebroren blev løsladt, da hans identitet blev fastlagt. Ansøgeren har i Danmark fortsat sine kristne aktiviteter, og han blev [i vinteren] 2016 døbt i [en kirke] i [en by i Jylland]. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende om to væsentlige forhold, som efter hans forklaring fandt sted i hjemlandet – dels om antallet af bibler i familien, herunder hvornår disse blev taget af Sepah, dels om ansøgeren og hans bror blev anholdt dagen efter deres besøg i huskirken. Ansøgerens forklaring om, at disse divergenser/mangler beror på tolkefejl, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort de forhold, han påberåber sig at have været udsat for inden udrejsen. Flygtningenævnet finder herefter, at der påhviler ansøgeren en skærpet bevisbyrde for, at han risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet på grund af sin konversion til kristendommen i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens viden om kristendommen, hans dåbsforløb og dåb, samt efterfølgende kristne aktiviteter sammenholdt med hans forklaring herom for nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Dette forhold sammenholdt med, at det efter de foreliggende e-mails må antages, at ansøgeren har personer, der er ham fjendtligt stemt, og som må antages også at have givet oplysninger videre til de iranske myndigheder om ansøgerens forhold, at der er en sådan risiko for, at ansøgeren vil blive forfulgt på grund af sine religiøse forhold ved en tilbagevenden til Iran, at dette ikke kan kræves. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/224/MGO
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) i en genoptaget sag til et ægtepar og et barn fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra [en by i Kermanshah-provinsen], Iran. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse eller overgreb som følge af deres konversion her i Danmark fra islam til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at de har været regelmæssige kirkegængere siden 2013, og at de begge deltager aktivt i kirkens aktiviteter. Kirken er nu hele deres liv. Ansøgerne nyder særligt det kristne fællesskab, og i kirken føler de fred og kærlighed og ønsket om at hjælpe andre. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hendes forældre har slået hånden af hende, efter at have fået at vide, at hun var konverteret. Den mandlige ansøger har henvist til, at hans far og søskende ikke længere ønsker at tale med ham grundet konversionen. Ansøgerne har opdraget deres børn i kristne værdier. Flygtningenævnet bemærker, at den mandlige ansøger er døbt [i vinteren] 2013, og at den kvindelige ansøger er døbt [i vinteren] 2014. Den mandlige ansøger blev døbt efter at have deltaget i gudstjeneste igennem knapt et halvt år, og efter kun en gangs dåbsundervisning. Interessen for kristendommen er opstået efter ansøgerne i [foråret] 2012 fik afslag på asyl i Flygtningenævnet. Forløbet op til den mandlige ansøgers dåb i [vinteren] 2013 kan rejse betydelig tvivl, om den mandlige ansøgers konversion er reel. Den kvindelige ansøger er imidlertid blevet døbt efter et års regelmæssig kirkegang, og efter deltagelse i et Alpha-kursus. På nuværende tidspunkt har ansøgerne gået regelmæssigt i kirke igennem omkring tre et halvt år. De har herudover deltaget i kirkelige aktiviteter og fællesskaber omkring Apostolsk Kirke i Vejle. Ansøgerne har forklaret om baggrunden for deres interesse for kristendommen, og om, hvad kristendommen betyder for dem. Ansøgerne har tilkendegivet, at de vil fastholde deres kristne tro, herunder udbrede kendskabet til denne, også efter en eventuel hjemsendelse til Iran. Ansøgerne lever i Danmark et kristent liv. Deres ældste søn er ligeledes konverteret til kristendommen, og meddelt konventionsstatus af Udlændingestyrelsen. Deres ældste datter er meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Deres yngste datter, som er født i Danmark, er ikke døbt, idet ansøgerne finder, at dette skal være hendes eget valg, men hun deltager i børnegudstjeneste. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af de ovennævnte omstændigheder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de på nuværende tidspunkt reelt er kristne. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne risikerer forfølgelse på grund af deres kristne overbevisning ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/223/MGO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [det vestlige] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far havde tabt et stort pengebeløb igennem illegale spil. Hendes far ville efterfølgende gifte hende væk til en ældre mand som betaling for gælden. Ansøgerens stedmor havde kendskab til dette, og hun kontaktede ansøgerens biologiske mor og fortalte hende om ansøgerens fars planer om, at gifte ansøgeren væk. Ansøgerens biologiske mor kontaktede herefter ansøgerens far og fortalte ham, at hun ville skaffe pengene, så han slap for at gifte ansøgeren væk. Ca. seks måneder senere fortalte ansøge-rens stedmor hende, at hendes far havde planer om at gifte hende væk. Nogle dage senere blev hun hentet af en agent, som hendes mor havde arrangeret, og agenten kørte ansøgeren til Irak. Ansøgeren boede herefter i skjul hos en iransk familie i [det nordlige] i Irak, som hendes mor kendte, hvorfra hun udrejste til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har været til-strækkeligt moden til at gennemgå en almindelig asylsagsbehandling. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren konsistent har været i stand til at fortælle om sit liv og færden i hjemlandet samt om sin udrejse på en sådan måde, at det findes forsvarligt at træffe afgørelse om asyl i sagen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget hensyn til ansøgerens alder, men kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om flugten til Irak og opholdet hos en familie i Irak ikke fremstår troværdig og selvoplevet, ligesom forklaringen herom på flere punkter er divergerende. Hun har således i sit asylskema to steder skrevet, at hun opholdt sig hos familien i 8 måneder, mens hun under samtalerne i Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun opholdt sig hos familien i 1 år og 8 måneder. Under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun opholdt sig hos familien i 18 måneder. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen i Udlændingestyrelsen den 11. november 2016 har forklaret, at hun ikke huskede navnene på medlemmerne af den familie hun boede hos, hvilket ikke forekommer troværdigt henset til den lange periode, som hun angiveligt har opholdt sig hos familien. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at hun var nervøs og havde det dårligt under samtalen i Udlæn-dingestyrelsen kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig forekommer det ikke troværdigt, at ansøgeren ikke er bekendt med alderen på børnene i familien. Flygtningenævnet har endelig til-lagt det en vis vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun konfronterede sin far med, at han havde lovet hende væk til en ældre mand samt om, hvor lang tid der gik, fra hun fik at vide, at hun skulle bortgiftes, til hun udrejste af Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse. Der fastsættes ingen udrejsefrist, idet Udlændingestyrelsens repræsentant tilkendegav under nævnsmødet, at Udlændingestyrelsen ex officio vil tage stilling til, om ansø-geren er omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Såfremt ansøgeren ikke opnår opholds-tilladelse på andet grundlag og herefter ikke udrejser frivilligt, kan hun udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens § 32 a..” Iran 2017/222/MAD
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere sunnimuslim fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv for det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI) fra [foråret] 2015 og er fortsat aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt løbesedler for KDPI. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit første asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2015, sammen med sin ven [A], begyndte at uddele løbesedler med politisk indhold i [by]. Ansøgeren uddelte løbesedler i alt tre gange, henholdsvis i slutningen af [sommeren] 2015, slutningen af [sommeren] 2015 og den [nærmere angiven dato i sommeren] 2015. Efter tredje uddeling, mødte [A] ikke op på et aftalt mødested, hvorfor ansøgeren tog til sin svogers bopæl. Svogeren kunne de efterfølgende dage bekræfte, at [A] ikke var vendt hjem til sin bopæl, ligesom der havde været personer fra efterretningstjenesten på ansøgerens families bopæl to gange. Den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Familien blev efter ansøgerens udrejse opsøgt igen. Til støtte for sit andet asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han er født sunnimuslim, og at han var troende indtil cirka fire-fem år forud for sin udrejse fra Iran. Han ophørte med at tro på islam på grund af kurdernes forhold samt dobbeltmoralen og hykleriet i det islamiske samfund i Iran. Han troede fortsat på, at der fandtes en gud og en skaber, men ikke på islam. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans interesse for kristendommen opstod kort tid efter, at han indrejste i Danmark, idet han stødte på en anden iransk familie, som var konverteret. Denne familie introducerede ham for [navngiven kirke], hvor han begyndte at gå i kirke og tale med præsten. Ansøgeren blev døbt den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015. Ansøgeren har efterfølgende gået i kirke hver søndag, ligesom ansøgeren udfører praktisk arbejde i kirken. Hver tirsdag mødes ansøgeren med andre kristne på asylcenteret, hvor de taler om kristendommen. Ansøgeren lever et åbent kristent liv, hvor han også missionerer. Der har for Flygtningenævnet været fremlagt screenshots fra ansøgerens Facebook-profil og erklæring af [nærmere angiven dato i foråret] 2017 fra [navngiven kirke]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konversion til den kristne tro til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens interesse for kristendom opstod i tilknytning til hans kontakt på asylcenteret med en imødekommende kristen iransk familie, der selv er konverteret og senere har opnået asyl, med primært fokus på den sociale aktivitet i forbindelse med kirkegang i [navngiven kirke]. Han har således ikke forstået, hvad der foregik under gudstjenesten i en længere periode, hvor der ikke blev tolket til farsi. Hans beslutning om at blive døbt mindre end 1½ måned efter sin ankomst til Danmark baserede sig i det væsentlige på få oplysninger om kristendommen, som han havde fået af den iranske familie og pastor [B] under et enkelt besøg hos den omtalte iranske familie, hvor faderen oversatte præstens budskab. Ansøgeren har efter ca. 1½ år tilegnet sig en vis viden om kristendommen, men den fremstår som tillært og ikke udtryk for en reel indre religiøs overbevisning. Der er herved indgået i nævnets overvejelser, at ansøgeren har oplyst, at han har svært ved at tilegne sig viden, og at han fortsat kommer meget ofte i kirken. Disse omstændigheder kan dog efter nævnets opfattelse ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger derimod ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende politisk aktivitet for Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI) til grund. Forklaringen har været konsistent omkring de tre episoder, hvor ansøgeren har uddelt løbesedler, og de divergenser, der har været i ansøgerens forklaringer for Udlændingestyrelsen og nævnet, kan ikke anses for så væsentlige, at dette giver grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring i sin helhed. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har udøvet politisk aktivitet, som har medført, at han er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en til tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/221/MJM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere yarsan fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling på livstid eller henrettelse, idet han har haft et forhold til en gift kvinde. Han frygter i forbindelse hermed myndighederne, kvindens ægtefælle, dennes venner og familie samt kvindens familie. Ansøgeren har som nyt asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter myndigheder i Iran, idet han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han boede hos sin morbror i nogle år, fra han var 13 år gammel. Mens han boede hos sin morbror, lærte han en pige, [A], at kende. Ansøgeren og [A] var venner i cirka fire år. Da ansøgeren var omkring 18 år gammel, fortalte han sine forældre, at han var forelsket i [A], og at han ønskede at indgå ægteskab med hende, hvilket ansøgerens forældre accepterede. Efter tre forgæves forsøg på frieri, blev [A] i 2010 gift med en anden mand og fik efterfølgende en søn. I slutningen af 2013 mødte ansøgeren tilfældigt [A] og omkring [foråret] 2014 var [A] og ansøgeren sammen seksuelt for første gang. I [foråret] 2014 flyttede ansøgeren til [by]. Fra omkring [foråret] 2014 til ansøgerens udrejse omkring [efteråret] 2015, havde ansøgeren og [A] et intimt forhold. De mødtes, når [A’s] mand var på arbejde, og de mødtes altid på [A’s] bopæl. En dag, hvor ansøgeren kom hjem til sin bopæl, konstaterede han, at der havde været nogen, ligesom ansøgeren blandt andet fandt en kniv, der var placeret ovenpå et billede af ham. Ansøgeren fik af sine venner oplyst, at nogle i nabolaget havde set [A’s] ægtefælle på ansøgerens bopæl. Ansøgeren modtog tillige et opkald fra [A’s] ægtemand og dennes ven. Ansøgeren flygtede herefter til sin svogers frugtplantage, hvorefter han udrejste af Iran. Ansøgeren har til støtte for det nye asylmotiv vedrørende konversion henvist til, at han er blevet kristen efter mødet med en iransk familie på Asylcenter […], som selv er konverteret og har opnået asyl. Denne familie fortalte ansøgeren om kristendommen, hvilket fascinerede ansøgeren. Ansøgeren begyndte efterfølgende at gå i kirke hver søndag og til undervisning hver anden torsdag. Ansøgeren mener, at det var omkring [efteråret] 2016, at han begyndte sin kirkegang. Kirkens præst besøger endvidere asylcenteret hver anden eller tredje uge, hvor han fortæller om kristendommen, ligesom ansøgeren taler meget om kristendommen med sine iranske venner. Ansøgeren har læst cirka en tredjedel af det nye testamente. Det vigtige for ansøgeren ved kristendommen er Guds kærlighed, kærligheden til næsten, tilgivelse og troskab. Ansøgeren lever i Danmark åbent med sin tro. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han valgte at konvertere fra yari, idet han var utilfreds med religionen. Kristendommen er, efter ansøgerens opfattelse, en videreudvikling af yari, som mangler skriftligt materiale. Ansøgeren ønsker at fortsætte med at udøve sine kristne aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende forholdet til en gift kvinde til grund, idet den på centrale punkter fremstår som usandsynlig, til dels divergerende og uddybende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgers forklaring om sit mangeårige venskab med kvinden [A], om hans forgæves frieri til hende og om hans senere møde med hende efter afvikling af sin militærtjeneste. Flygtningenævnet finder det imidlertid usandsynligt, at ansøgeren skulle have indledt et seksuelt forhold til hende og jævnligt have været sammen med hende i hendes hjem i dagtimerne, mens hendes 3-4 årige søn var til stede, hvilket ville indebære en betydelig risiko for at blive opdaget og dermed meget alvorlige konsekvenser for dem begge. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at forholdet skulle være blevet opdaget ved, at [A’s] ægtefælle fandt et billede på hendes telefon af hende og ansøgeren sammen i soveværelset, som skulle være optaget af den 3-4 årige søn, uden at ansøgeren og [A] opdagede det. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om genetableringen af kontakten med [A] og uddybende bekendtskabet med [A’s ægtefælle] og formålet hermed. Det er herudover påfaldende, at ansøgeren ikke under samtalerne i Udlændingestyrelsen har været i stand til nærmere at tidsfæste centrale punkter i forløbet af forholdet, herunder hvornår han begyndte at komme hjem til hende. Ansøgeren har først over for sin advokat og nævnet givet uddybende oplysninger herom. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sit seksuelle forhold til den gifte kvinde som utroværdig. Den omstændighed, at ansøgeren har kunnet fremvise et videoklip med en kvinde, der siger, at ansøgeren skal holde sig væk, og at ”han” ikke har fortalt hende noget, men vil dræbe ansøgeren, hvis han viser sig, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen først er kommet til udtryk efter samtalerne i Udlændingestyrelsen, og efter at han på asylcenteret har mødt en iransk familie, der er konverteret og har fået asyl, ligesom han først er blevet døbt efter at have fået afslag på opholdstilladelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for baggrunden for sin beslutning om at konvertere, selv om han har demonstreret et vist kendskab til kristendommen. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke aktivt praktiseret sin tidligere tro i Iran, og hans forklaring fremstår primært som fokuseret på det fællesskab, han har fundet sammen med andre tilknyttet [navngiven kirke]. Det er herefter nævnets samlede vurdering, at ansøgerens konversion ikke fremstår som udtryk for en reel indre overbevisning. Der er herved indgået i nævnets overvejelser, at ansøgeren ifølge udtalelse af [nærmere angiven dato i foråret] 2017 fra [navngiven kirke] er blevet døbt efter undervisning fra frikirkens præst, kommer meget trofast til gudstjenesterne og fortsat lærer om kristendommen gennem undervisning og egen bibellæsning. Disse omstændigheder kan dog efter nævnets opfattelse ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har dog uanset denne vurdering overvejet, om ansøgerens aktiviteter i form af kirkegang her i landet og hans åbne Facebook-profil, der blandt andet indeholder materiale, der viser hans sympati for kristendommen, kan medføre, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Det må efter ansøgerens egne oplysninger lægges til grund, at han ikke har fået negative reaktioner på de kristne budskaber på sin Facebook-profil fra sine iranske venner eller andre, og der er ikke oplysninger, der tyder på, at ansøgerens kristne aktiviteter skulle være kommet til myndighedernes kendskab. Det kan ikke antages, at ansøgeren er særligt profileret i sit hjemland, idet herved bemærkes, at Flygtningenævnet har forkastet hans forklaring om, at han er i myndighedernes søgelys på grund af forholdet til en gift kvinde. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook-profil har materiale, der viser hans sympati for kristendommen, kan herefter ikke i sig selv anses for at eksponere ansøgeren på en sådan måde i forhold til personer og myndigheder i Iran, at han ved en tilbagevenden vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/220/MJM
Nævnet hjemviste i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er (i hvert fald oprindeligt) iransk statsborger og født i Al-Tash-lejren, Irak. Flygtningenævnet må på grundlag af UNHCR’s oplysninger [fra foråret] formode, at ansøgeren har opnået statsborgerskab i Irak, formentligt gennem de kurdiske myndigheder. UNHCR har i en konkret sag [ultimo] 2016 meddelt, at det er uklart, om den irakiske regering anerkender nationalitetsbeviser udstedt af Diyala Civil Status Directorate. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen [fra sommeren] 2016 ikke udtrykkeligt taget stilling til, om ansøgeren må anses for at have opnået statsborgerskab/et regionalt udstedt nationalitetsbevis, og i bekræftende fald hvilken virkning der måtte være knyttet hertil. Flygtningenævnet finder det derfor rigtigst at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en stillingtagen hertil.” Iran 2017/22/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er af etniske kurdere fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger er sunni-muslim. Den mandlige ansøger har oplyst, at han har samarbejdet med KDPI, idet han har opbevaret politisk materiale fra KDPI i sin forretning. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af de iranske myndigheder, idet den mandlige ansøger har opbevaret politisk materiale fra KDPI i sin forretning, og fordi den mandlige ansøger er konverteret til kristendommen og dermed er frafaldet islam. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han modtog en pakke i sin forretning med politisk materiale fra KDPI. Ejeren af naboforretningen ringede til den mandlige ansøger, mens han var ude og levere kyllinger, og fortalte, at den mandlige ansøgers forretning var ved at blive ransaget af efterretningstjenesten, som havde fundet pakken med det politiske materiale og anholdt den mandlige ansøgers medarbejder. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at efterretningstjenesten opsøgte familiens bopæl og tog deres to sønner med til hendes sybutik, hvor de spurgte efter hendes ægtefælle. Efterretningstjenesten opsøgte den kvindelige ansøger flere gange efterfølgende på hendes bopæl og i hendes sybutik. Hun blev ligeledes taget med til efterretningstjenestens kontor tre gange, hvor hun blev afhørt, udsat for hårdhændet behandling og efterfølgende kørt hjem. Om sin konversion har den mandlige ansøger oplyst, at han efter den seneste samtale i Udlændingestyrelsen har haft kontakt til kirkelige kredse. Han har været i kirke nogle gange, da han boede på [en dansk ø], og efter at han flyttede asylcenter, har han siden februar 2017 deltaget i gudstjenester i [en specifik kirke]. Derudover er han påbegyndt kristendomsundervisning med henblik på at blive døbt. Endvidere har den mandlige ansøger deltaget i et kristendomskursus ved Luthersk Mission. Den mandlige ansøger anser sig selv som kristen, selvom han ikke er døbt endnu. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med de iranske myndigheder til grund, idet han på centrale punkter har forklaret modstridende og divergerende. Han har således for eksempel til oplysnings- og motivsamtalen i marts 2016 forklaret, at han fik de politiske materialer fra KDPI ved grænsen og bragte dem fra grænsen og ind i Iran, hvorimod han til asylsamtalen i august 2016 forklarede, at han fik pakken med materialerne af en mand, som afleverede den til ham ved hans forretning. Han har endvidere under samtalen i august 2016 forklaret, at han ikke vidste, hvem pakken skulle afleveres til, men at [A], som skulle hente den, skulle bringe den til Kermanshah, hvorimod han til oplysnings- og motivsamtalen i marts 2016 forklarede, at det politiske materiale skulle til forskellige kurdiske byer i Iran. Hertil kommer, at han flere gange under mødet i flygtningenævnet har fremhævet, at han hverken kan læse eller skrive, mens han samtidig har bekræftet, at han selv – om end med hjælp - har udfyldt asylansøgningsskemaet. For så vidt angår det nye asylmotiv om den mandlige ansøgers bekendelse til kristendommen i Danmark kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at hans konversion er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at han først efter at have modtaget afslag på asyl i december 2016 har oplyst om sin interesse for kristendommen og er begyndt at modtage undervisning med henblik på dåb, samt på at hans kendskab til kristendommen er overfladisk. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at der for nævnet er fremlagt erklæringer fra to præster om den mandlige asylansøgers deltagelse i kirkelige aktiviteter. Som følge heraf finder Flygtningenævnet, at asylansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/219/CHHA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og hendes medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøger er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Aansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi hendes far var en del af Democratic Party of Iranian Kurdistan (KDPI), og fordi hendes sønner har hjulpet Kurdistan Free Life Party (PJAK). Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun, da hun vendte tilbage til Iran fra Irak for (…) år siden, blev indkaldt til møder hos de iranske myndigheder. Myndighederne afhørte ansøgeren, fordi hendes far var politisk aktiv. For syv år siden blev ansøgeren igen afhørt af myndighederne, fordi hun havde besøgt sin far i Danmark. En dag kom ansøgerens ægtefælle hjem og fortalte, at to personer ved navn (…) og (…) var blevet anholdt. Ansøgerens sønner, [A] og [B], forlod herefter bopælen. To til tre dage senere ransagede repræsentanter fra myndighederne familiens bopæl. Myndighederne fandt to cd’er med materiale fra PJAK på [A’s] del af bopælen. Efter ransagningen blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt og afhørt af myndighederne. Ansøgerens datter (…) kontaktede telefonisk [C], som er en ven af familien. [C] fik samme dag ansøgerens ægtefælle løsladt. To til tre dage senere kom en person ved navn [D] til bopælen. [D] fortalte, at [A] og [B] opholdt sin hos [D’s] søn, (…). Ansøgerens ægtefælle modtog i de efterfølgende tre uger tre indkaldelser fra efterretningstjenesten om, at han skulle møde op til afhøring. Ægtefællen mødte op til afhøring alle tre gange. [A] og [B] udrejste af Iran en uges tid efter efterretningstjenestens anden indkaldelse af den mandlige ægtefælle. Omkring tre uger efter efterretningstjenestens tredje indkaldelse af den mandlige ægtefælle, modtog han en fjerde indkaldelse om, at han skulle møde op til afhøring. Den mandlige ægtefælle mødte ikke op til denne afhøring. Omkring fem til seks dage senere begyndte ansøgeren og hendes familie deres udrejse. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder holdepunkter for at antage, at divergenserne i ansøgerens forklaringer skyldes problemer med tolkningen. Flygtningenævnet har ved sin vurdering af sagen været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at det som ansøgeren har forklaret om sit asylmotiv i relation til faren, har en sådan aktualitet, at det kan lægges til grund, at ansøgeren som følge af sin fars politiske tilhørsforhold, risikerer asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er mere end syv år siden, at ansøgeren er blevet afhørt om farens forhold som følge af, at hun havde besøgt ham i Danmark. Faren er endvidere afgået ved døden sidste år. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren fortsat er i myndighedernes søgelys som følge af farens politiske tilhørsforhold. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse usandsynligt, at ansøgeren for over syv år siden kunne få udstedt et pas, såfremt hun var i myndighedernes søgelys, og myndighederne havde kendskab til, at hendes far opholdt sig i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til sønnerne [A] og [B] samt ægtefællen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i asylmotivet. Ansøgeren og ægtefællen har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt sønnerne [A] og [B] var til stede på bopælen, da ægtefællen kom hjem og fortalte om anholdelsen af (…) og (…). Ansøgeren har forklaret, at begge sønner var hjemme, hvorimod ansøgerens ægtefælle har fortalt, at ingen af sønnerne var hjemme. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen uddybende forklaret, at sønnerne befandt sig på taget af første sal og derfra kunne høre, hvad ægtefællen fortalte om anholdelsen af (…) og (…). Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om forløbet af myndighedernes ransagning af bopælen. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at tre personer ransagede Irajs bopæl, mens én ventede udenfor. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at det var to personer, som ransagede [A’s] bopæl, mens to ventede udenfor. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange personer der ransagede ansøgerens og ægtefællens bopæl, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at tre personer ransagede ansøgeren og ægtefællens bopæl, mens én ventede udenfor. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at to personer ransagede, mens to personer ventede udenfor. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår (…) far [D] underrettede familien om, at sønnerne [A] og [B] var i sikkerhed hos (…) i (…). Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [D] kom til hjemmet samme dag, som myndighederne havde foretaget ransagning, og taget ægtefællen med til afhøring. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at [D] kom to til tre dage senere. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår hendes ægtefælle talte med sønnerne. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ægtefællen talte med sønnerne dagen efter. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han talte med dem senere. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at han talte med dem en til to dage senere. Ægtefællerne har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om afleveringen af de fire indkaldelser. Ansøgeren har vedrørende de tre første indkaldelser forklaret, at disse blev afleveret af en myndighedsperson på ansøgerens adresse. Ægtefællen har forklaret, at tilsigelserne blev afleveret af en myndighedsperson til en person i landsbyen, som viderebragte disse til ægtefællen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den fjerde indkaldelse, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling har forklaret, at der ikke var tale om en brevindkaldelse, men at der kom en myndighedsperson til bopælen og sagde, at ægtefællen skulle møde dagen efter, og at hun ikke ved, om den pågældende havde en skriftlig ordre med. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at der kom en fjerde brevindkaldelse omkring en uge efter, at ægtefællen havde modtaget et opkald fra myndighederne i Kerend. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvilke frister ægtefællen fik af myndighederne til at fremskaffe sønnerne. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ægtefællen ved afhøringen efter den første indkaldelse, fik en frist på ti dage, medens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at ægtefællen fik en frist på en måned. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvilken frist ægtefællen fik ved afhøringen efter anden indkaldelse, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at ægtefællen fik en dags frist, medens hun til asylsamtalen forklarede, at han fik en frist på ti dage. Ansøgeren har ikke under Flygtningenævnets behandling af sagen kunne redegøre for baggrunden for disse divergenser, men har forklaret, at hun har fået det refereret af sin ægtefælle, og at [C] i øvrigt har sagt til myndighederne, at han ville fremskaffe sønnerne indenfor en måned. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe hun, (…), (…) og (…) blev på bopælen efter den fjerde indkaldelse. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at de blev på bopælen i fem til seks dage. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren først forklaret, at de blev på bopælen i én dag. Senere ændrede ansøgeren dette til, at de blev på bopælen i fem til seks dage. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre for, hvorfor de turde blive på bopælen, når ægtefællen var udeblevet fra afhøringen hos efterretningstjenesten, men har forklaret, at [C] havde sagt til myndighederne, at de skulle lade familien være. Ansøgeren har ikke forklaret om, at hendes tilhørsforhold til yarsan har givet hende problemer i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold for etniske kurdere eller for personer, som bekender sig til yarsan i Iran, er af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, findes ikke i sig selv, at indebære, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/218/JHB
Nævnet stadfæstelse i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi hans to sønner, [A] og [B], har været politisk aktive for PJAK. Ansøgeren frygter, at myndighederne vil lægge vægt på, at han i (…) udrejste af Iran i forbindelse med revolutionen samt, at ansøgeren nu opholder sig i samme land som sin svigerfar, som har været modstander af den iranske regering. Ansøger har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af en gruppe udefinerede personer, som efterstræber hans jord. Ansøgeren har desuden henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af hans tidligere ægtefælles familie eller af hendes nye ægtefælle og svigerfamilie, fordi de efterstræber ansøgerens jord, og fordi de føler sig truet af ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han vendte tilbage til Iran fra Irak for omkring (…) år siden. Ansøgeren og hans ægtefælle fik at vide af de iranske myndigheder, at de ville få problemer, såfremt de havde noget med ansøgerens svigerfar, [C], at gøre. I forbindelse med ansøgerens tilbagevenden til Iran blev ansøgeren og hans familie udsat for fysiske overgreb fra ansøgerens tidligere ægtefælles familie og den tidligere ægtefælles nye svigerfamilie. En dag hørte ansøgeren om, at to personer, (…) og (…), var blevet anholdt. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin familie om anholdelserne. [A] og [B] forlod herefter bopælen. To dage senere blev ansøgerens bopæl ransaget af repræsentanter fra efterretningstjenesten. Efterretningstjenesten fandt to cd’er med materiale fra PJAK. Cd’erne blev fundet på [A’s] del af bopælen. Efter ransagningen blev ansøgeren tilbageholdt og afhørt af efterretningstjenesten. Ansøgeren blev løsladt efter nogle få timer. Samme dag som løsladelsen kom en person ved navn [D] til bopælen. [D] fortalte ansøgeren, at [A] og [B] opholdt sig hos [D’s] søn, [E]. Dagen efter kontaktede ansøgeren sin søsters søn, [F], og bad ham om at arrangere [A] og [B] udrejse. [A] og [B] udrejste en til to dage senere. I løbet af de efterfølgende ti dage modtog ansøgeren to indkaldelser til at møde op hos efterretningstjenesten. Ansøgeren mødte i begge tilfælde op dagen efter. Dagen efter, at ansøgeren havde været hos efterretningstjenesten i forbindelse med den anden indkaldelse, tog ansøgeren hjem til [F] for at få arrangeret familiens udrejse af Iran. Tre til fire dage senere påbegyndte ansøgeren og hans familie deres udrejse. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder holdepunkter for at antage, at divergenserne i ansøgerens forklaringer skyldes problemer med tolkningen. Flygtningenævnet har ved sin vurdering af sagen været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige dele af sine asylmotiver. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange gange han var indkaldt til afhøring hos de iranske myndigheder, da han kom tilbage fra Irak for omkring (…) år siden. Ansøgeren har til første asylsamtale forklaret, at han blev afhørt tre til fire gange. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at han blev indkaldt ti til femten gange, og at han altid blev indkaldt sammen med ægtefællen. Ansøgeren og ægtefællen har endvidere forklaret indbyrdes divergerende herom, idet ægtefællen har forklaret, at hun blev afhørt fem til seks gange. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans to sønner [A] og [B] var på bopælen, da han kom hjem efter at have erfaret, at (…) og (…) var blevet anholdt. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at de ikke var på bopælen, men at de kom hjem ti til femten minutter senere. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at [A] og [B] var på bopælen, da han kom hjem fra plantagen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår myndighederne kom til bopælen for at ransage, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at myndighederne kom dagen efter, han havde hørt om anholdelsen af (…) og (…). Ved gensamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren derimod forklaret, at myndighederne kom to dage efter. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om, hvornår [D] kom til ansøgerens bopæl og fortalte, at [A] og [B] var i sikkerhed hos [D’s] søn (…). Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen, asylsamtalen og gensamtalen forklaret, at [D] kom samme aften. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at [D] først kom et par dage senere, for at fortælle om dette. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at [D] kun opsøgte ham én gang. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han modtog den første indkaldelse til efterretningstjenesten, idet ansøgeren i første asylsamtale og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han var på vej hjem fra plantagen, og at han i landsbyen blev råbt an af en landsbyboer, som overgav ham indkaldelsen, som han havde fået af en myndighedsperson. Ved gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at der kom en soldat til bopælen med indkaldelsen. Hertil kommer, at ansøgeren og ægtefællen har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorledes indkaldelserne blev afleveret, idet den kvindelige ansøger har forklaret, at alle indkaldelserne blev afleveret på bopælen af en myndighedsperson. Ansøgeren og ægtefællen har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt myndighederne afleverede en fjerde indkaldelse til ansøgeren. Ansøgeren har således forklaret, at familien var udrejst af Iran efter den tredje indkaldelse, og at han ikke har modtaget en fjerde indkaldelse. Ægtefællen har derimod forklaret, at myndighederne afleverede en fjerde indkaldelse på bopælen, men at ansøgeren dagen efter tog ophold hos [F], og ikke reagerede på indkaldelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om jordkonflikten med ansøgerens tidligere hustrus familie, idet han ikke til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om jordkonflikten. Ansøgeren har endvidere forklaret, at den første del af jordkonflikten blev afsluttet et par år efter hans tilbagekomst fra Irak, men at der kom en ny jordkonflikt med en person ved navn (…) fjorten til femten måneder før første asylsamtale. Ved denne konflikt mistede ansøgeren yderligere halvdelen af sin ene plantage. Ansøgeren har samtidig forklaret divergerende om, hvorvidt han var udsat for repressalier i forbindelse med den seneste jordkonflikt, idet han til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling har forklaret, at han ikke var udsat for repressalier i anledning af denne, dels har forklaret, at han var tilbageholdt af politiet i en til to timer, og at politiet sagde til ham, at han skulle aflevere sin jord til (…). Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen fremlagt fotomateriale vedrørende hans deltagelse i et møde på asylcenteret, arrangeret af KDPI. Ansøgeren har oplyst, at han mod sin vilje er afbilledet på nogle af disse fotos, og at disse er lagt på KDPI’s hjemmeside. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren alene på grund af disse fotos er blevet profilleret i forhold til de iranske myndigheder, og af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har ikke forklaret om, at hans tilhørsforhold til yarsan har givet ham problemer i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold for etniske kurdere eller for personer, som bekender sig til yarsan i Iran, er af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, findes ikke i sig selv at indebære, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/217/JHB
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra (…), Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun tilhører yarsan-religionen. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Iran som følge af hendes brødres problemer i Iran. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes far en dag kom hjem til familiens bopæl og fortalte, at to personer, [A] og [B], var blevet anholdt. Efter nogle dage ransagede myndighederne familiens bopæl. Myndighederne fandt to cd’er med materiale fra PJAK på [C] del af bopælen. Ansøgerens far blev herefter tilbageholdt og afhørt af myndighederne. Ansøgeren ringede til [D], som er en ven af familien. [D] fik ansøgerens far løsladt samme dag. Samme dag som løsladelsen kom en person ved navn [F] til bopælen. [F] fortalte, at [C] og [E] opholdt sig hos [F] søn, (…), i Dalahoo. To til tre dage senere oplyste ansøgerens far familien om, at [C] og [E] var udrejst af Iran til Tyrkiet. I de efterfølgende tyve dage modtog ansøgerens far tre indkaldelser til at møde op hos efterretningstjenesten. Ansøgerens far mødte op alle tre gange. To til tre dage senere begyndte ansøgeren og hendes familie deres udrejse. Ansøgeren har ikke ønsket at afgive forklaring under Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge af sine brødres politiske aktiviteter for PJAK, til grund. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge hendes forklaring om, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge af farens og morens forhold, til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden og ikke har kunnet underbygges af de i øvrigt foreliggende oplysninger i sagen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren som følge af sit tilhørsforhold til trosretningen yarsan, risikerer asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har forklaret, at hun er blevet chikaneret i skolen som følge af sin religion, og at hun har været tvunget til at bede muslimske bønner og bære tørklæde. Flygtningenævnet finder ikke, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt har været i myndighedernes søgelys eller er blevet tilbageholdt som følge af sin religion. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold for etniske kurdere eller for personer, som bekender sig til yarsan i Iran, er af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, findes ikke i sig selv, at indebære, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/216
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren er født i Ramadi, Al Anbar, Irak, hvor han opholdt sig indtil 1997-1998, hvorefter han sammen med familien flyttede til Iran. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for det kurdiske parti PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske efterretningstjeneste, idet han hjalp sin ven, [B], som er medlem af PJAK, med at skaffe mad og andre varer samt uddelte omkring 100 PJAK-CD’er for [B]. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil betragte ham som kontrarevolutionær, idet myndighederne betragter ansøgerens forældre som kontrarevolutionære grundet deres ophold i Irak som følge af krigen mellem Iran og Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at [B] henvendte sig til ham i ansøgerens families frugtplantage på en ukendt dato i løbet af foråret 2012, hvor han bad ansøgeren skaffe mad til ham og hans venner. Omkring en måned senere henvendte [B] sig endnu engang til ansøgeren i plantagen og bad ansøgeren om at skaffe mad til ham. Ansøgeren så først [B] igen i juni eller juli 2014, da han i følgeskab med en fremmed mand og kvinde henvendte sig til ansøgeren i plantagen, hvor han gav ansøgeren en pose med omkring 100 pro-kurdiske CD’er, som han bad ham om at uddele. [B] bad også ansøgeren om at indkalde deres politisk orienterede venner til et møde på ansøgerens bopæl den følgende dag. Til mødet var [C], [D], [E], [F] og [G] til stede. De blev tilbudt at melde sig til PJAK. [C], [D] og [E] besluttede sig for at melde sig ind i partiet, hvorimod [F] Hosseini og [G] Karami afslog at blive medlem af PJAK. Fire-fem dage efter modtagelsen af cd’erne begyndte ansøgeren at uddele dem. Ansøgeren uddelte CD’erne i sin landsby og i [en anden landsby]. Ansøgeren beholdt to af CD’erne til sig selv, som han gemte på sin bopæl. I [foråret] 2015 involverede ansøgeren sin bror, [A], i sine aktiviteter for PJAK, da han mente, at ville vække mindre opmærksomhed, hvis [A] handlede ind til partiet, idet han var yngre. En dag i [foråret] 2015 handlede [A] ind og afleverede varerne til [B]. I [sommeren] 2015 gentog dette sig. En eftermiddag i [sensommeren] 2015 hørte ansøgeren fra sin far, at [F] og [G] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren og [A] frygtede, at de ville blive angivet og anholdt, og de søgte derfor skjul hos en slægtning, […], i Dalahu-området. To dage senere oplyste [slægtningen], at efterretningstjenesten havde opsøgt deres families bopæl, ransaget hjemmet og arresteret deres far. Ansøgerens far blev kort efter anholdelsen løsladt, da han lovede at samarbejde med myndighederne om at finde ansøgeren og [A]. Ansøgeren og [A] udrejste af Iran omkring [sensommeren/efteråret] 2015, og ansøgeren mødtes med sine forældre og søskende i Tyrkiet omkring tre-fire uger senere, da de også havde besluttet sig for at udrejse af Iran på baggrund af ansøgeren og hans brors konflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår divergerende, utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens forklaring om, at [B] indledte kontakten til ansøgeren ved at komme til ansøgerens families plantage uden forudgående aftale og henvendte sig til ansøgeren, som han angiveligt ikke havde set i lang tid, forekommer utroværdig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklarede, at [B] i [foråret] 2014 igen bad ansøgeren om fødevarer, at han købte varerne og bragte dem hjem, hvor [A] så dem. Han forklarede [A], at han havde hjulpet [B] gennem nogle år og bad [A] om at aflevere maden til [B]. Til asylsamtalen og på nævnsmødet i dag forklarede ansøgeren, at [B] spurgte, om [A] var gammel nok til at hjælpe med politiske aktiviteter, hvorefter ansøgeren sagde til [A], at han skulle køre til [en landsby] og købe varer. Da [A] kom tilbage med varerne, fortalte han [A] om de politiske aktiviteter, og [A] tog til plantagen og afleverede varerne. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgerens forklaring om, at han involverede [A], fordi han var yngre og derfor ikke ville skabe unødvendig opmærksomhed ved at indkøbe meget mad, forekommer usandsynlig henset til, at der var tale om indkøb af almindelige husholdningsvarer i begrænset omfang, og at leveringen af varerne kun fandt sted få gange over en periode på nogle år. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at [B] i [sommeren] 2014 kom til ansøgerens bopæl og gav ansøgeren en pose med CD´er – omkring 70 stykker - indeholdende film med politiske budskaber, som ansøgeren begyndte at uddele to dage efter i samme landsby, som han boede. Han uddelte dem på en enkelt aften. Ti dage senere mødtes ansøger med [B] i plantagen, hvor [B] bad ham om at samle nogle venner hjemme hos ansøgeren, så [B] kunne møde dem. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede ansøgeren, at han i [sommeren] 2014 mødte [B] på plantagen, hvor ansøgeren fik en plasticpose med CD´er – omkring 100 CD´er – og at [B] bad ham samle de gamle venner, så de kunne holde et møde på ansøgers bopæl den følgende aften. Ansøger begyndte at uddele CD´erne fem til seks dage efter mødet. Han uddelte dem over to omgange – første gang i landsbyen og tre – fire dage senere i [en anden landsby]. Han uddelte dem alle undtagen to, som han beholdt på bopælen. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fra folk i landsbyen hørte rygter om, at [F] og [G] var blevet anholdt, hvorefter han og [A] gik fra landsbyen til Abed, og at Abed næste dag forhørte sig hos ansøgerens far, der bekræftede rygterne. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var faren, der hørte, at [G] og [F] var blevet arresteret i Dalahu-området, og at faren – da han kom hjem lidt efter klokken 16 – fortalte disse rygter til ansøgeren. Til gensamtalen forklarede ansøgeren, at familien sad i stuen, men ikke var i gang med noget, da faren fortalte om arrestationen, og at det var om eftermiddagen ved 16-17 tiden. Ansøgeren forklarede endvidere til oplysnings- og motivsamtalen, at efterretningstjenesten i forbindelse med ransagningen af ansøgerens bopæl brød døren til hans værelse op, men ikke kunne finde noget derinde, mens han til sin asylsamtale forklarede, at de havde fundet to CD´er på hans værelse, og at de havde aflyttet CD´erne under ransagningen. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter som utroværdig og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han og [A] skulle være kommet i myndighedernes søgelys som følge af anholdelsen af [G] og [F]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på dels, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at de to tidligere havde samarbejdet med [B], inden ansøgeren hjalp ham, mens han i dag i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke vidste, om [G] og [F] tidligere havde udført nogen aktiviteter. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke har været i kontakt med [G] og [F] efter mødet hos ham med [B] og først hørte om dem i forbindelse med deres anholdelse flere år senere. Nævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at [G] og [F] skulle have afsløret [A] for myndighederne henset til, at de ikke havde kendskab til [A]s angivelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak for mange år siden, og familien derfor angiveligt betragtes som kontrarevolutionære, samt at ansøgers morfar var medlem af [et kurdisk parti], kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forældre har været tilbage i Iran i 17 år, at forældrene blev afhørt tre-fire gange i den forbindelse, og at forældrene ikke siden har oplevet problemer med myndighederne. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt links med kurdiske motiver på sin Facebookprofil, kan ikke i sig selv føre til et andet resultat. Nævnet bemærker herved, at disse links ikke efter det for nævnet forelagte ses at indeholde selvstændig stillingtagen til politiske spørgsmål. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke selv har påberåbt sig dette som led i asylmotivet. Det kan heller ikke føre til andet resultat, at ansøgeren og hans far angiveligt er afbilledet på KDPI’s hjemmesider henset til karakteren af billederne. De generelle forhold for kurdere og yarsan i Iran er ikke i sig selv asylbegrundende. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/215/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren er født i Ramadi, Al Anbar, Irak, hvor han opholdt sig indtil 1997-1998, hvorefter han sammen med familien flyttede til Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi hans brødre, [A] og [B], har samarbejdet med det kurdiske parti PJAK. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far en dag kom hjem til bopælen og fortalte, at to personer ved navn [C] og [D] var blevet anholdt. Samme dag forsvandt [A] og [B] fra bopælen. To dage senere ransagede myndighederne ansøgerens bopæl, hvor de fandt to cd’er med materiale fra PJAK på [A]s del af bopælen. Efter ransagningen blev ansøgerens far tilbageholdt og afhørt af myndighederne. I løbet af de efterfølgende tre uger modtog ansøgerens far tre indkaldelser til at møde op hos efterretningstjenesten, hvor han mødte op alle tre gange. Tre til fem dage efter, at ansøgerens far modtog den tredje indkaldelse til at møde op hos efterretningstjenesten, påbegyndte ansøgeren og hans familie deres udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, der henviser til brødrene [A] og [B]s asylmotiv, til grund. Nævnet bemærker herved, at nævnet har tilsidesat [A] og [B]s forklaringer om deres bistand til PJAK som utroværdige og konstruerede til lejligheden. Nævnet finder hertil, at ansøgerens forklaring om sin og familiens konflikt med myndighederne i Iran i anledning af brødrene [A] og [B]s bistand til PJAK, også i sig selv fremstår divergerende, utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at hans far en dag i den 5. måned i slutningen af sommeren (1394) kom hjem og fortalte, at to unavngivne unge var blevet arresteret af myndighederne på grund af PJAK aktiviteter. Ansøgerens brødre [A] og [B] havde på det tidspunkt været forsvundet i halvanden til to dage. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklarede ansøgeren, at han og hans forældre og ansøgerens to søstre sad og spiste middagsmad, da faren omkring klokken 12 middag fortalte, at personerne, [C] og [D], var blevet anholdt, at [A] og [B] fem minutter senere kom til spisebordet, og at faren herefter gentog nyheden om anholdelsen overfor brødrene. Nævnet bemærker hertil, at det af referenceakterne vedrørende ansøgerens families asylsager fremgår, at de har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår ansøgerens far fortalte om [C]s og [D]s anholdelse, hvem der var til stede, da han overbragte meddelelsen, og hvad de foretog sig på dette tidspunkt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at personer fra efterretningstjenesten kom til familiens bopæl dagen efter, at faren havde fortalt om anholdelsen af [C] og [D], og at de ransagede huset. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklarede ansøgeren, at ransagningen fandt sted to dage efter farens meddelelse. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren til begge asylsamtaler har forklaret, at naboen, […], kom til familiens bopæl om aftenen samme dag, som ransagningen havde fundet sted, og fortalte, at [A] og [B] opholdt sig hos hans søn, […], mens det af referencearkene i ansøgers mor asylsag fremgår, at moren til sin asylsamtale [i vinteren] 2016 forklarede, at [naboen] kom to til tre dage efter ransagningen. De generelle forhold for kurdere og yarsan i Iran er ikke i sig selv asylbegrundende. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/214/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren er født i Ramadi, Al Anbar, Irak, hvor han opholdt sig indtil 1997-1998, hvorefter han sammen med familien flyttede til Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv ved at bringe mad og tøj til medlemmer af det kurdiske parti PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi han to gange har afleveret varer til sin brors ven, [B], som er medlem af PJAK. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han første gang afleverede varer til [B] i [foråret] 2015, da hans bror, [A], bad ham om at købe varer og aflevere dem til [B]. Ansøgeren fik i den forbindelse at vide, at [B] Khani var aktiv for PJAK. Ansøgeren afleverede varerne i sin families frugtplantage, hvor han mødtes med [B]. I [sommeren] 2015 afleverede ansøgeren anden gang varer til [B] i frugtplantagen, efter [A] havde købt varerne ind. En eftermiddag i [sensommeren] 2015 hørte ansøgeren fra sin far, at to drenge fra landsbyen, [C] og [D], var blevet sat i forbindelse med PJAK og var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren og [A] frygtede, at de ville blive angivet og anholdt, og de søgte derfor skjul hos en slægtning, […], i Dalahu-området. To dage senere oplyste [slægtningen], at efterretningstjenesten havde opsøgt ansøgerens families bopæl, ransaget deres hjem og arresteret deres far. Ansøgerens far blev løsladt samme dag, da han lovede at samarbejde med myndighederne om at finde ansøgeren og [A]. Ansøgeren og [A] udrejste derfor af Iran i [sensommeren] 2015. De blev undervejs adskilt fra hinanden i Tyrkiet. Ansøgeren mødtes senere med [A], sine forældre og søskende i Østrig, da resten af ansøgerens familie på baggrund af ovenstående havde besluttet at udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oplyste asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår divergerende, utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at han fem til seks dage efter, at han første gang havde leveret varer til [B], hørte, at [E]s far var blevet afhentet af efterretningstjenesten, og at han i den forbindelse talte med [A] om risikoen for dem, mens han til gensamtalen [i vinteren] 2016 forklarede, at han ikke husker, hvornår han hørte rygterne om [E]s fars anholdelse. Ansøgeren forklarede, at det i hvert fald var før, han leverede varer til [B] første gang, og at han ikke mener, at han talte med [A] om det. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet i dag forklaret, at han fortalte om [E]s fars anholdelse til [B], da han første gang leverede varer. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at [A] hørte, at to af hans venner var blevet anholdt af den iranske regerings agenter og sagde til ansøgeren, at de blev nødt til at skjule sig i tilfælde af, at vennerne sladrede om dem. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hans far – to til tre dage efter at ansøgeren anden gang havde leveret varer til [B] i [sommeren] 2015 – kom hjem og fortalte, at to unge mænd fra landsbyen, [C] og [D], var blevet anholdt af myndighederne. Klokken var 16-17, og hele familien var til stede, da de skulle til at spise. Til gensamtalen forklarede ansøgeren, at hans far fortalte det en eftermiddag [i sensommeren] 2015. Hele familien var hjemme den pågældende dag, men familiemedlemmerne befandt sig forskellige steder i huset. Hans far sagde det, da ansøgeren og [A] kom ned fra tagterrassen, og han gik ud fra, at alle hørte nyheden. Nævnet bemærker hertil, at det af referenceakterne vedrørende ansøgerens families asylsager fremgår, at de har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår ansøgerens far fortalte om [D]s og [C]s anholdelse, hvem der var til stede, da han overbragte meddelelsen, og hvad de foretog sig. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen – med en vis usikkerhed – forklarede, at hans far var blevet hentet til afhøring to til tre gange, at han mødte op tre til fire gange hos efterretningstjenesten, at han var blevet kaldt anti-revolutionist, og at han var blevet truet med fængsling, hvis hans sønner ikke kom tilbage. Til gensamtalen forklarede ansøgeren, at hans far blev taget med til afhøring den dag, familiens hjem blev opsøgt af efterretningstjenesten, og at han ikke vidste, om faren efterfølgende havde været til afhøringer hos efterretningstjenesten, eller om de iranske myndigheder kontaktede familien efter den første afhøring. Ansøgeren forklarede videre, at de iranske myndigheder ikke spurgte faren ind til hans fortid og de problemer, familien tidligere havde haft med myndighederne. Nævnet finder endelig ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren i forbindelse med anholdelsen af [D] og [C] skulle være kommet i myndighedernes søgelys henset til, at ansøgerens angivelige politiske aktiviteter ikke var kendt for andre end broren, [A], og dermed ikke af [D] og [C]. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak for mange år siden, og familien derfor angiveligt betragtes som kontrarevolutionære, samt at ansøgers morfar var medlem af [et kurdisk parti], kan føre til, at der meddeles ansøger opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgers forældre har været tilbage i Iran i 17 år, at forældrene blev afhørt tre-fire gange i den forbindelse, og at forældrene ikke siden har oplevet problemer med myndighederne. De generelle forhold for kurdere og yarsan i Iran er ikke i sig selv asylbegrundende. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/213/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i november 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har købt mad til personer fra PJAK, men har derudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet personer fra PJAK. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han to uger inden sin udrejse af Iran begyndte at hjælpe nogle personer, der viste sig at være medlemmer af PJAK. Ansøgeren var sammen med tre af sine venner på tur i bjergene omkring deres hjemby, da en mand og hans fire venner fra PJAK henvendte sig til dem for at få mad. Manden og vennerne præsenterede sig aldrig og fortalte heller ikke, at de var tilknyttet PJAK. Ansøgeren og hans venner købte mad til dem mod betaling, og mødtes med dem i alt fire gange. Under det fjerde møde opstod der en skududveksling mellem de fem personer fra PJAK og militæret, hvorfor ansøgeren var nødt til at flygte til Kermanshah, hvor han tog ophold hos sin ven [A]. Ansøgerens mor oplyste efterfølgende ansøgeren telefonisk om, at to af hans venner, som havde været med på bjerget, var blevet anholdt af militæret i forbindelse med skududvekslingen. De iranske myndigheder opsøgte ansøgerens families bopæl og ransagede den samme dag som skududvekslingen fandt sted, idet de ledte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran omkring [efteråret] 2015. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt af de iranske myndigheder et par gange om ugen, og hans far har været anholdt én gang og tilbageholdt i en uge. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgerens forklaring har været fattig på detaljer og kortfattet også i relation til centrale forhold, hvorfor den ikke forekommer selvoplevet. Forklaringen har endvidere været divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren forklarede således til oplysnings- og motivsamtalen, at det var to af hans venner, der kørte ned til landsbyen for at hente mad ved det første møde med folkene fra PJAK. I asylsamtalen og under mødet i nævnet har han derimod forklaret, at det var ansøgeren og hans ven, [B], der kørte ned for at handle. Ansøgeren har i samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke vidste, hvem personerne fra bjergene var, og at han først fandt ud af, at de var fra PJAK, da hans ven [A] ringede til sin mor, efter at ansøgeren var flygtet til Kermanshah. Under nævnsmødet har han derimod forklaret, at han allerede fra det første møde blev klar over, at personerne var kurdere, og at de kæmpede for den kurdiske sag, men at han blot ikke vidste, hvilken politisk gruppering de tilhørte. Også med hensyn til hvem af vennerne, der blev anholdt af myndighederne, har ansøgeren forklaret divergerende under mødet i nævnet, idet han først forklarede, at det var [B] og [C], hvilket han efter at være foreholdt sin tidligere forklaring har rettet til, at det var [B] og [D]. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om personerne i bjergene var bevæbnede eller ej, idet han i asylsamtalen forklarede, at manden, der henvendte sig til ham og hans venner, ikke var bevæbnet, hvorimod de fire andre var bevæbnede med en kort kalashnikov. Under nævnsmødet har han først forklaret, at det var alle fem, der bar våben, hvorefter han har forklaret, at det kun var de fire personer, der stod mellem 15-20 meter væk, der var bevæbnede. Det bemærkes i den forbindelse, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren var i stand til at se, at de fire personer bar våben, men at han derimod ikke kunne se, om det var de samme personer, som også var til stede i forbindelse med det første møde. Endelig bemærkes, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvordan myndighederne ved, at han har været med til at hjælpe folkene fra PJAK, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han formodede, at det var politifolk fra basen på bjerget, der havde genkendt ham, eller at folk fra landsbyen havde sladret om indkøbene. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det er hans to venner [B] og [D], der har angivet, at han var med til at hjælpe personerne fra PJAK, og at han allerede var klar over dette, da han var til afgav forklaring første gang. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/212 LMD
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i oktober 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra landsbyen […] ved Sarpole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har opfordret til boykot af parlamentsvalget i Iran, og fordi han er mistænkt for at have tilknytning til det kurdiske parti Hezbe Democrate Kurdistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han forud for det iranske parlamentsvalg i 2015 opfordrede den kurdiske befolkning til at boykotte valget. Ansøgeren uddelte cd’er sammen med sin ven, [A], til udvalgte adresser i Sarpole Zahab, der indeholdte en opfordring til at boykotte valget. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren anholdt af den iranske efterretningstjeneste, og de følgende dage afhørt om sin tilknytning til [A]. På 7. dagen for ansøgerens anholdelse blev han fremstillet for retten i Sarpole Zahab, hvor han blev anklaget for at have tilknytning til det kurdiske parti Hezbe Democrate Kurdistan. Dommeren besluttede, at ansøgeren skulle fængsles, men to dage senere blev han løsladt mod kaution. Ansøgeren modtog 13 dage efter sin løsladelse et brev fra retten, hvoraf fremgik, at hans sag skulle behandles af retten 2 måneder senere. [I efteråret] 2015 forsøgte ansøgeren at smugle to af sin farbror, [B’s], venner til Irak. Vennerne var medlemmer af Hezbe Democrate Kurdistan, og [B] havde bedt ansøgeren finde en agent, der kunne hjælpe de pågældende over grænsen. Da det ikke var muligt at finde en agent, valgte ansøgeren selv at hjælpe. Ved grænsen til Irak tilbageholdte de iranske grænsevagter [B’s] to venner, hvorimod det lykkedes ansøgeren at undslippe. Ansøgeren tog herefter ophold hos en af sin farbrors venner i Sarpole Zahab, og udrejste efterfølgende af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgeren har efter sin udrejse fået at vide, at de iranske myndigheder fortsat leder efter ham, og at de i flere tilfælde har opsøgt hans familie med krav om, at ansøgeren melder sig til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen overordnet har været upræcis og afglidende, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og usandsynlig på centrale punkter, hvorfor forklaringen i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i samtalerne med udlændingestyrelsen forklaret, at han blev tilbageholdt af myndighederne i 6 dage i den samme bygning, hvorimod han i under nævnsmødet har forklaret, at han blev tilbageholdt i en bygning i tre dage, hvor han blev afhørt og udsat for overgreb, og at han, da han blev syg, blev overført til et andet rum i en anden bygning, hvor han var tilbageholdt i yderligere tre dage. Da han blev foreholdt denne divergens i forhold til de tidligere forklaringer, forklarede han, at han havde misforstået spørgsmålet, og at de to rum var i den samme bygning, og at det først var efter seks dage, at han blev overført til en politistation, uden at han dog var i stand til at forklare, hvilken sammenhæng der i så fald var mellem flytningen og hans sygdom. Det forekommer mindre sandsynligt, at omdelingen af cd´er foregik ved brug af ansøgerens private bil, og at [A] medbragte en liste med navnene på modtagerne. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at de kun var på 7-8 adresser ad gangen, hvor [A] personligt afleverede cd´erne til personer, som han havde tilknytning til og stolede på. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren kort efter, at han var blevet løsladt mod kaution og havde modtaget en indkaldelse til at møde i retten, besluttede at hjælpe sin farbror [B] med at hjælpe to personer fra Hezbe Democrate Kurdistan ud af Iran. Dette indebar en betydelig fare for såvel ansøgeren selv, der allerede havde bragt sig i myndighedernes søgelys, og for [B’s] to venner, hvilket skal ses i lyset af, at [B] forinden havde fortalt ansøgeren, at de to venners liv i forvejen var i fare, og at de skulle smugles illegalt ud af landet, og at ansøgeren ikke havde erfaring med den slags fra tidligere. Det er i den forbindelse usandsynligt, at ansøgeren valgte at forsøge at smugle de to partimedlemmer over grænsen mellem Iran og Irak 3-400 meter fra en meget trafikeret officiel grænseovergang og tæt ved et bevogtningstårn, og at dette skulle ske ved, at personerne tog fat i det to meter høje pigtrådshegn og trak det fra hinanden, så de kunne kravle igennem. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren kørte til grænsen i sin egen bil, hvori han havde efterladt kopier af sine identitetspapirer. Endelig er det usandsynligt, at det ikke var muligt for ansøgeren at finde en agent, der kunne skaffe de to personer over grænsen, hvorimod det allerede to dage senere var muligt at finde en agent, der på kort tid kunne hjælpe ansøgeren selv over grænsen, da han efterfølgende flygtede fra Iran. Ansøgerens forklaring om forholdene i forbindelse udsmuglingen af de to personer er væsentligt udbygget under nævnsmødet blandt med hensyn til, hvordan passagen skulle foregå, og at ansøgeren forlod bilen for at gå hen for at undersøge, om det var muligt at trække pigtrådshegnet fra hinanden og kravle igennem. Ansøger har endvidere i asylsamtalen forklaret udbyggende med hensyn til, at myndighederne havde beslaglagt hans bil og forretning, hvilket han hverken forklarede i asylskemaet eller i oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/211 LMD
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra [en mindre by], Fars, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og straffet af de iranske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Derudover frygter ansøgeren sin tidligere kærestes mulige ægtefælles familie, fordi de har sendt en anklage til det iranske politi om, at ansøgeren er homoseksuel. Endelig frygter ansøgeren at vende tilbage til Iran, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som 16-årig opdagede, at han var homoseksuel. Han indledte i 2006 et forhold til en dreng ved navn [A], som boede i samme landsby som ansøgeren. Dette forhold sluttede i 2014, fordi [A’s] familie besluttede, at han skulle giftes med en pige fra deres landsby. Pigens familie opdagede i forbindelse med det forestående ægteskab, at [A] havde et seksuelt forhold til ansøgeren. Dette fik ansøgeren fortalt af sin bror, som sagde til ansøgeren, at han måtte tage væk hjemmefra, fordi nogen ville anmelde ham til politiet. Ansøgeren tog hjem til sin ven [B], hvor han overnattede i 20 dage. I denne periode talte ansøgeren med sin mor over telefonen. Hun sagde til ansøgeren, at han ikke skulle komme hjem, fordi han havde modtaget en tilsigelse fra politiet i sin landsby. Ansøgeren talte også telefonisk med sin bror i denne periode. Broren fortalte ham, at pigens familie ville finde en bekendt på politistationen, som kunne finde frem til ham. Ansøgeren udrejste af Iran den 15. november 2014 ved hjælp af en agent og kom til Tyrkiet, hvor han flyttede ind hos en mand ved navn [C]. [C] gik i en kristen kirke, og han introducerede ansøgeren for kristendommen. Ansøgeren var i kirke med [C] ca. ti gange. Ansøgeren indrejste herefter i Danmark [i efteråret] 2015. To uger efter ansøgerens ankomst til Danmark begyndte han at gå i en kirke i Thisted. Omkring en måned efter ansøgerens ankomst til Danmark, kom han i kontakt med en mand ved navn [D], som er aktivist i en protestantisk kirke i Herning. Ansøgeren begyndte herefter at modtage kristendomsundervisning af [D] via Skype hver tirsdag. Ansøgeren blev døbt i [en kirke] i Herning [i] januar 2016. Uanset at Flygtningenævnet ikke i fuldt omfang kan lægge ansøgerens forklaring om det passerede forud for udrejsen af Iran til grund, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på ansøgerens forklaring om sin seksualitet og på hans personlige fremtræden under nævnsmødet samt på det billedmateriale, som ansøgeren har fremlagt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han i Iran måtte leve skjult med sin seksualitet til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i Tyrkiet levede åbent med sin homoseksualitet. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren også i Danmark og ved en tilbagevenden til Iran vil leve åbent med sin homoseksualitet. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen samt, at denne konversion er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvordan hans interesse for kristendommen opstod og på det forløb, som ansøgeren har været igennem og den vækkelse, som forløbet har medført. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens kirkelige aktiviteter og på, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med disse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af homoseksualitet og konversion som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/210/EMU
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarstan fra [by], Iran. Den mandlige ansøger sympatiserer med KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han sympatiserer med KDPI. Ansøgeren rejste i 1979 til Irak på grund af Khomeinis magtovertagelse. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på et tidspunkt i 1979 i Irak ved en enkelt lejlighed har udført politiske aktiviteter ved at bistå med forplejningen af kurdiske peshmergha soldater. Ved denne lejlighed blev den mandlige ansøger ramt og såret af fjendtlig beskydning. Den mandlige ansøger er efterfølgende på en periode på omkring 30 år blevet opsøgt to gange i to forskellige flygtningelejre, angiveligt af spioner fra Iran. Ved en af episoderne blev han skudt i benet. De iranske myndigheder har endvidere henvendt sig på den mandlige ansøgeres søsters bopæl i Iran og spurgt efter ham. Den mandlige ansøgers nevø blev i 2000 påkørt og dræbt af iranske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers aktiviteter. Den mandlige ansøger har sympatiseret med KDPI, men efter opsplitningen af KDPI i 2006 valgte han at støtte KDP. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Det må efter den mandlige ansøgers forklaring tillægges vægt, at han ikke har udført politiske aktiviteter i Iran før Khomeinis magtovertagelse i 1979, at ansøgerne samme år efter magtovertagelsen flygtede til [by] i Irak, at den mandlige ansøger meldte sig frivilligt for at bistå KDPI i modstanden mod Khomeinis styre, at den mandlige ansøger ikke kunne blive peshmergha, da han var analfabet og ikke tidligere havde båret våben, at den mandlige ansøger kun nåede at deltage i en enkelt opgave med madudbringning, inden han blev skudt i ryggen og armen af iranske styrker og efterfølgende blev indlagt på hospitalet i to måneder, at det var mørkt for tidspunktet for skudepisoden, og at den mandlige ansøger herefter ophørte med at udføre aktiviteter af lignende art for KDPI. Det skal særligt bemærkes, at den mandlige ansøger for Flygtningenævnet har forklaret upræcist om, hvornår han påbegyndte politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan derfor kun lægge til grund, at han først påbegyndte aktiviteterne efter Khomeinis magtovertagelse. Det lægges efter den mandlige ansøgers forklaring til grund, at den mandlige ansøger aldrig har været medlem af KDPI eller senere KDP, men alene sympatisør. Endvidere lægges det efter ansøgernes forklaring til grund, at ansøgerne i de følgende mange år frem til udrejsen i 2015 har opholdt sig i forskellige flygtningelejre i Irak, herunder i Al-Tash lejren i en årrække. Det må efter det foreliggende, herunder den mandlige ansøgers egen forklaring lægges til grund, at fængslingen af den mandlige ansøger i Abu Ghraib fængslet var baseret på en anklage om en almindelig borgerlig forbrydelse om drab fra de daværende irakiske myndigheders side, og at den mandlige ansøger blev løsladt, da myndighederne blev klar over, at han var uskyldig. Selv efter ansøgernes egne forklaringer om deres aktiviteter for KDPI og senere KDP, finder Flygtningenævnet, at aktiviteterne har været af yderst begrænset omfang, at de ligger langt tilbage i tid, og at den mandlige ansøger på denne baggrund fremstår helt uprofileret. Der er heller ikke noget holdepunkt for at antage, at den mandlige ansøger skulle være blevet genkendt i forbindelse med skudepisoden i 1979. Det fremstår derfor helt usandsynligt, at de iranske myndigheder under ansøgernes ophold i Irak skulle have iværksat konkrete bestræbelser på, at efterstræbe den mandlige ansøger, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgernes forklaringer herom til grund. Den mandlige ansøger har desuden til asylsamtalen oplyst, at der ikke var nogen fra hans familie, der var ”aktive”, men alene var sympatisører i forhold til KDPI. På denne baggrund kan det heller ikke antages, at den mandlige ansøgers brors død i 1986 har nogen relation til ansøgernes forhold. Endvidere kan det ikke lægges til grund, at de iranske myndigheder skulle have forsøgt at efterstræbe den mandlige ansøger i forbindelse med den påberåbte episode fra 2003. Den mandlige ansøgers antagelse herom er alene baseret på andenhånds oplysninger og formodninger. Der kan videre ikke lægges nogen vægt på at den mandlige ansøgers oplysninger for Udlændingestyrelsen om, at oplysninger om hans begrænsede aktiviteter for KDPI skyldes tolkeproblemer. Den mandlige ansøgers forklaring fremstår forholdsvist deltaljeret, ligesom han har godkendt tolkningen efter hver samtale. Der er heller ikke noget holdepunkt for at antage, at den mandlige ansøgers søsters søns død i Iran i 2000 beror på den mandlige ansøgers forhold. Hans antagelse herom beror alene på løse formodninger. Det skal videre bemærkes, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret upræcist om sin kontakt til sin søster i Iran. Den omstændighed at ansøgerne under opholdene i flygtningelejrene har deltaget i enkelte kurdiske arrangementer, ligesom den mandlige ansøger måtte have uddelt nogle aviser, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til nogen ændret vurdering. Dernæst fremgår det af baggrundsmaterialet, herunder bilagsnummer 514 at tidligere aktive modstandere af det iranske styre, herunder MKO-folk, har været i stand til at vende frivilligt tilbage til Iran, ligesom uprofileret personer fra Al-Tash lejren skulle kunne vende tilbage til Iran. Den omstændighed at ansøgerne i længere årrække fra 1981 til 2015 har opholdt sig i forskellige flygtningelejre i Irak kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til på overbevisende måde at sandsynliggøre, at den mandlige ansøger er efterstræbt af de iranske myndigheder, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Ansøgernes oplysninger om andre familiemedlemmers forhold kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Den kvindelige ansøger har ikke noget selvstændigt asylmotiv. Efter udfaldet af bevisbedømmelsen kan der ikke lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring fra KDP-Iran af [vinteren] ”215”, erklæringen fra [navn] af [vinteren] 2017 eller bekræftelsen af [vinteren] 2017 fra KDPI. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/21/thj
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en mindre by], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet for livstid, idet ansøgeren har smuglet alkohol fra Irak til Iran, hvilket blev opdaget og førte til, at ansøgeren er efterstræbt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev tvunget til at smugle alkohol fra Irak til Iran af sin stedfar ved et grænseområde ved navn […] i Iran. Dette fandt sted to til tre gange om ugen i en periode på to til tre år før ansøgerens udrejse af Iran. Alkoholen blev gemt i nogle fødevarekasser. Det var ansøgerens opgave, at transportere alkoholen fra et marked i […] hjem til sig selv, hvilket han gjorde på sin stedfars motorcykel. På dagen for ansøgerens udrejse af Iran, havde en af ansøgerens kollegaer opdaget, at de iranske myndigheder havde fået oplysninger om, at ansøgeren smuglede alkohol. Ansøgerens kollega opsøgte ansøgeren ved basaren, hvor ansøgeren befandt sig, og sagde til ansøgeren, at han skulle flygte, inden han blev fanget af myndighederne. Ansøgeren så, at der kom tre bevæbnede grænsevagter hen mod ham, hvorfor han måtte flygte med det samme. Ansøgeren flygtede igennem et hul i et hegn til den irakiske side af grænsen. Da ansøgeren flygtede igennem hullet i hegnet, var grænsevagterne 150 til 200 meter fra ham. Ansøgeren måtte flygte gennem en dal fyldt med miner, mens grænsevagterne skød efter ham. Efter dalen kom ansøgeren til en irakisk kontrolpost, hvor ansøgeren overgav sig. Ansøgeren forklarede vagterne ved kontrolposten, hvad der var sket. Han blev taget med til et afhøringskontor. Vagterne ringede til ansøgerens faster i Irak. Fasteren kom og kautionerede for ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har således til forskellige samtaler forklaret divergerende om, hvorvidt der blev smuglet en eller to kasser alkohol ad gangen og om, hvorvidt kasserne med alkohol var tildækket med tøj eller ej og endelig, om der alene var plads til en kasse alkohol på motorcyklen eller om der, som forklaret under nævnsmødet var plads til mange kasser. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvordan han stod og ompakkede alkoholen udenfor på et åbent marked forekommer mindre sandsynlig, ligesom ansøgerens forklaring om advarslen og hans flugt fra markedet forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle stå på et åbent marked og ompakke alkohol samtidig med, at han skulle passe en bod, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at der i over to år kunne smugles alkohol ind i et lille lukket område med kontrolposter. Det forekommer også mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne flygte fra tre bevæbnede vagter, som skød efter ham på 150-200 meters afstand. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at flygte hen over et område, hvor han vidste, at der lå landminer, når han vidste, at den straf, som han risikerede, var tæsk eller pisk, og når hans stedfar, som han smuglede for, havde forbindelser, som formentligt ville kunne hjælpe ham. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares som tolkefejl og misforståelser. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/209/EMU
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-religiøs fra [landsby], Iran. Ansøgeren er medlem af og har udført aktiviteter for Komala partiet i perioden [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været aktiv for og er medlem af Komala partiet. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han blev medlem af partiet [sommeren] 2014. Det var ansøgerens ven, Yavar, der hjalp ansøgeren med at blive medlem. Ansøgeren fungerede herefter i en gruppe på tre personer, som bestod af ansøgeren, Yavar og en person ved navn Peyman. I perioden [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015 udførte ansøgeren forskellige aktiviteter for partiet. Aktiviteterne bestod i uddeling af løbesedler, at hænge løbesedler op samt at spraymale mure med politisk tekst i byen [by] og de nærliggende landsbyer. Gruppen var oftest aktiv op til mærkedage. Ansøgeren har ikke tal på, hvor mange gange, han har uddelt løbesedler. Omkring den [nærmere angiven dato i efteråret 2015] dukkede ansøgerens nevø, Yaser, op på ansøgerens families frugtplantage i udkanten af [landsby] og gjorde ansøgeren bekendt med, at repræsentanter fra de iranske myndigheder var ved at ransage ansøgerens bopæl i [landsbyen]. Ansøgeren tog efterfølgende til en ven ved navn Adnan, som bor i en landsby, der ligger langt væk. Ansøgeren overnattede hos vennen, hvorefter han næste aften begav sig mod Irak, hvor han opholdt sig 10-15 dage på Komalas base i Irak. Ansøgerens ægtefælle og to brødre er efterfølgende blevet opsøgt af de iranske myndigheder, som har spurgt ind til ansøgerens opholdssted. Ansøgeren er efter sin ankomst til Danmark fortsat medlem af Komala, og har kontakt til Komala i Danmark. Han har således deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i Danmark forud for præsidentvalget i Iran, ligesom han har deltaget ved fejringen af arbejdernes dag den 1. maj i Frederikshavn. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring i det væsentlige har fremstået konsistent, idet der alene har været mindre og ubetydelige divergenser, samt på at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået særdeles troværdig og selvoplevet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er medlem af Komola-partiet, og at han i den forbindelse har været del af en celle bestående af tre medlemmer, ligesom han har uddelt løbesedler m.v. for partiet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at myndighederne har fået kendskab til hans politiske aktiviteter og derfor eftersøger ham. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/208/MJM
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, tortureret eller slået ihjel som følge af sin fars politiske aktiviteter som sympatisør for KDPI. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive betragtet som en, der har modarbejdet præstestyret. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han er født i Al-Tash-lejren i Irak. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak på grund af krig for mere end 20 år siden. Da ansøgeren var omkring syv-otte år gammel flyttede familien, på grund af uroligheder i Al-Tash lejren til landsbyen [landsby] i det nordlige Irak. Ansøgerens far var politisk aktiv for KDPI i Irak. Ansøgerens far uddelte i Al-Tash lejren partiaviser, deltog i ceremonier og fejring af mærkedage, ligesom han talte med folk om partiet og forsøgte at tiltrække dem. Ansøgeren mener, at faren fortsatte sine aktiviteter i [landsby]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har familiemedlemmer, der er vendt tilbage til Iran, som blev fængslet og dræbt, idet de blev beskyldt for at have arbejdet mod de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han aldrig har været i Iran, og han har ingen iranske dokumenter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og født i Al-Tash-lejren til grund. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens far har sympatiseret med KDPI, og at han i den forbindelse blandt andet har uddelt aviser og samlet økonomisk støtte for partiet både i Al-Tash-lejren, og da familien boede i [landsby]. Ansøgeren har ikke været i Iran, og han har ikke iranske identitetspapirer, ligesom han kun i begrænset omfang kan tale farsi. Nævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie og som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/207/MJM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], [Iran]. Ansøgeren har været aktiv for partiet Parti Azadi Kurdistan (PAK) fra 2014 til 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, tortureret og henrettet af den iranske efterretningstjeneste, idet han har udført aktiviteter for PAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i begyndelsen af 2014 faldt i snak med fire medlemmer af PAK, der opsøgte ham på familiens jordstykke. Et stykke tid efter blev han igen opsøgt af PAK-medlemmer, og ansøgeren accepterede at hjælpe dem med at uddele materiale vedrørende PAK i [landsby] og nogle omkringliggende landsbyer. Ansøgeren foretog uddeling af materiale 5-6 gange. Den [nærmere angiven dato i sommeren 2015] blev familiens bopæl opsøgt af repræsentanter fra efterretningstjenesten, der ransagede bopælen. Under ransagningen fandt efterretningstjenesten materiale vedrørende PAK på ansøgerens værelse. Ansøgeren var ikke hjemme under ransagningen. Da ansøgerens far kontaktede ham telefonisk og fortalte om efterretningstjenestens henvendelse, rejste ansøgeren hjem til sin moster i [landsby]. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin farbror i Kermanshah. Ansøgeren udrejste af Iran til Tyrkiet den [efteråret 2015] Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden, idet ansøgeren på flere, herunder centrale punkter, har forklaret divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvornår han fik at vide, at de personer, der opsøgte ham på familiens jordstykke var fra PAK. Han har således både under sin forklaring i Udlændingestyrelsen den [nærmere angiven dato i efteråret 2016] og til sin advokat forklaret, at han fik denne oplysning 1. gang, mens han for nævnet har forklaret, at han først under det andet besøg fik at vide, at personerne var fra PAK. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om uddelingen af det materiale, som han modtog første gang og om baggrunden for, at han besluttede at gemme materialet på bopælen og ikke på familiens jord. Han har således under samtalen den [nærmere angiven dato i efteråret 2016] forklaret, at han uddelte alt materialet på en nat, og at det var personerne fra PAK, der rådede ham til at flytte materialet til bopælen som følge af ansøgerens konflikt med ejeren af nabojorden, mens han for nævnet har forklaret, at han uddelte materialet over to nætter, og at han valgte at flytte materialet til bopælen, fordi han var bange for, at hans brødre eller andre, som havde adgang til lagerrummet på jordstykket, skulle finde materialet. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor mange personer fra PAK, der opsøgte ham ved de forskellige besøg. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange familiens bopæl blev opsøgt i perioden fra ransagningen til ansøgeren udrejste. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/206/MJM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan (ahl-e haqq) af trosretning fra [mindre by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de iranske myndigheder, idet ansøgerens far har været aktiv for KDPI og været i væbnet kamp imod de iranske myndigheder. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter sin svigerfamilie, fordi de har kendskab til hans tidligere aktiviteter som smugler. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far var i væbnet kamp mod de iranske myndigheder, da han var 5 år gammel. Ansøgeren og hans familie blev i den forbindelse fængslet af myndighederne i tre måneder, hvor ansøgerens lillesøster, der var baby, omkom. Ansøgerens far blev senere slået ihjel af ukendte gerningsmænd. Efterfølgende er ansøgerens familie blevet anset som antirevolutionære og chikaneret af det iranske styre. Ansøgeren og hans søskende har ikke fået lov at tage deres eksamener, og har derfor ikke været i stand til at få et arbejde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har været tilbageholdt af myndighederne tre gange som følge af, at han smuglede varer over grænsen mellem Iran og Irak. I den forbindelse blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb og blev tvunget til at underskrive et dokument, hvor han lovede at samarbejde om at udpege smuglere og politisk aktive i området. Efter den tredje tilbageholdelse besluttede ansøgeren at udrejse af Iran, da han frygtede, at hans svigerfamilie ville afsløre ham som smugler overfor myndighederne. Den [efteråret] 2015 forlod ansøgeren Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med det iranske styre eller sin svigerfamilie til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin ægtefælle og svigerfamilie. I asylansøgningsskema [fra efteråret] 2015 har ansøgeren ikke oplyst, at han skulle være gift, eller angivet sin svigerfamilie som en del af begrundelsen for sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han er gift, men ansøgeren angav ikke sin svigerfamilie som en del af begrundelsen for sit asylmotiv. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han også er bange for sin svigerfamilie, der har forbindelse til myndighederne. Han frygter, at svigerfamilien vil sørge for, at han bliver anholdt og fængslet af myndighederne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om omstændighederne omkring farens død. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at faren og farens ven blev forgiftet af en af deres venner, og at myndighederne efterfølgende trak farens lig og hans vens lig gennem gaderne. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret meget detaljeret om omstændighederne omkring farens død, herunder om tidspunkter og om farens dialog med sine venner. Ansøgeren har forklaret blandt andet, at faren og farens ven fik sovemiddel, og at de blev skudt af de iranske myndigheder, mens de sov. Herefter trak myndighederne farens lig og hans vens lig gennem gaderne. Foreholdt, hvordan ansøgeren er blevet bekendt med de meget detaljerede oplysninger, forklarede ansøgeren under nævnsmødet, at farens ven alligevel ikke døde, da det i første omgang lykkedes ham at flygte. Ansøgerens forklaring om, hvordan han er blevet bekendt med de meget detaljerede oplysninger omkring farens død fremstår utroværdig, herunder særligt at detaljerne skulle være forklaret af farens ven i løbet af et ganske kort tidsrum, mens farens ven var hårdt såret og på flugt. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens far skulle have drukket vand med sovemiddel, der lugtede så kraftigt, at ansøgerens mor kastede op sig, da hun efterfølgende lugtede til vandet. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren, der aldrig selv har været politisk aktiv, skulle være så massivt overvåget og chikaneret af de iranske myndigheder som følge af farens konflikt for ca. 15 år siden. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for tilhængere af religionen yarsan (ahl-e haqq) ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt og i den anledning risikerer en straf ved tilbagevenden til Iran, giver heller ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at straffen for ulovlig udrejse ifølge de foreliggende oplysninger ikke kan antages at være uforholdsmæssig eller urimelig. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/205/CHA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i november 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, da han er beskyldt for at have dræbt sin søster og for at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far, da ansøgeren altid er gået imod sin fars holdninger. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at hans far havde arrangeret lillesøsteren (A)’s ægteskab med en ældre mand på 55-60 år. Efter ansøgeren blev bekendt med det arrangerede ægteskab, talte han med sin far. Ansøgeren var imod det arrangerede ægteskab. Under samtalen slog faren ansøgeren i hovedet med en spade. Efter et par dage henvendte ansøgeren sig igen hos sin far, for at stoppe ægteskabet, da (A) ikke ønskede at indgå heri. Under samtalen med faren, snittede faren ansøgeren i hans venstre arm med en hobbykniv. Et par dage efter bad faren ansøgeren om, at gøre sig klar til (A)’s bryllup, som skulle finde sted et par dage senere. Ansøgeren gjorde i den forbindelse indsigelse mod brylluppet, hvorfor ansøgerens far piskede ham med en vandslange. Ansøgeren forlod herefter forældrenes bopæl og overnattede i en park. Ansøgeren fik dagen efter oplyst af sin søster, (B), at (A) havde begået selvmord ved at sætte ild til sig selv. Dagen efter søsterens selvmord, tog ansøgeren ophold hos sin moster i Sarpol-e Zahab. Efter et par dages ophold hos sin moster, fik ansøgeren en opringning fra sin mor, som fortalte ham, at politiet havde stormet forældrenes bopæl, og havde ledt efter ansøgeren. Ansøgerens far havde anmeldt ansøgeren til de iranske myndigheder, og beskyldt ham for at være kristen, og for at have slået (A) ihjel. Ansøgeren tog herefter ophold i Teheran i fire måneder. Mens ansøgeren opholdt sig i Teheran, oplyste hans mor ham telefonisk om, at de iranske myndigheder fortsat ledte efter ham, og at han var tilsagt til at møde i retten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen ikke er troværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende på flere punkter. Nævnet lægger således vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens søster blev gift, inden hun begik selvmord. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen den 5. juli 2016 forklaret, at søsteren blev tvangsgift med en ældre mand, og at hun begik selvmord, fordi hun ikke ønskede at blive gift. Til asylsamtalen den 31. oktober 2016 har ansøgeren forklaret, at søsteren ikke nåede at blive gift, inden hun begik selvmord. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han blev bekendt med, at sin søsters arrangerede bryllup 7-10 dage, før brylluppet skulle holdes. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han omkring 1 år og 9 måneder, inden samtalen blev afholdt, havde en konflikt med sin far i anledning af ægteskabet, der ledte til, at faren slog ansøgeren med en spade. Ansøgeren forklarede imidlertid også, at søsteren havde begået selvmord omkring 1 år, før samtalen blev afholdt. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der gik en måned fra, at ansøgeren hørte om brylluppet til, at ansøgerens søster begik selvmord, og at der gik 6-7 dage mellem de tre episoder, hvor ansøgerens var voldelig over for ansøgeren. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor længe han arbejdede i selskabslokalet i Teheran, og hvor mange gange han i den periode besøgte sin søster (B). Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han arbejdede i selskabslokalet i 3 måneder, og at han besøgte (B) 8-10 gange. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han arbejdede i selskabslokalet i 4 måneder, og at han besøgte (B) 6-7 gange. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han bad om at få referatet af asylsamtalen rettet, men det kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren har fået referatet oversat og har godkendt dette. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende vedrørende bl.a. søsteren (B) og dennes mand og den vold faren begik mod ansøgerens mor, da ansøgeren blev slået af faren med en haveslange. Derudover lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke til oplysnings- og motiv¬samtalen forklarede om et forhold til en kristen pige, og at han først forklarede herom til asylsamtalen, efter at være blevet spurgt, hvorfor ansøgerens far overfor de iranske myndigheder beskyldte ham for at være kristen. Endelig finder nævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at myndigheder skulle have ransaget hele ansøgerens families bopæl 3-4 gange om ugen henset til, at ansøgeren har forklaret, at det var ansøgerens far, der skulle have anmeldt ansøgeren til myndighederne. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han er analfabet og ikke har en god hukommelse, men nævnet finder ikke, at dette kan forklare forskellighederne i ansøgerens forklaring. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/204/JHB.
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra […], […], […], Dalahoo, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været aktiv i Iran for partiet Komala og har været det fra slut [forår - sommer] 2014 og frem til sin udrejse i 2015. Ansøgeren har fortsat sin tilknytning til partiet efter indrejsen i Danmark. Ansøgeren har oplyst, at han er blevet ateist i Danmark. Han har derudover vist interesse for kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt langvarig fængsel af de iranske myndigheder, idet han er blevet angivet for at være en del af Komalas hemmelige organ. Ligeledes frygter ansøgeren de iranske myndigheder, idet han i Danmark er blevet medlem af Komalas ungdomskomité. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været på Komalas base i Sulaimaniya, hvor han er blevet hvervet til at foretage visse begrænsede aktiviteter for Komala, og at han i et meget begrænset omfang har udført sådanne aktiviteter. Ansøgeren er ikke blevet opdaget i forbindelse med de pågældende aktiviteter, og der er intet grundlag for at antage, at disse er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans hvervning til Komala i forbindelse med mødet i Sulaimaniya er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke blev opsøgt på bopælen i den periode på omkring et år, der gik fra hvervningen til udrejsen. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærker nævnet, at disse vel har været af begrænset omfang, men at disse er en fortsættelse af hans aktiviteter fra Iran. Ansøgeren optræder på flere fotos i forbindelse med fremtrædende medlemmer af Komalas danske afdeling, ligesom han optræder på en film, der er udsendt gennem tv-kanalen Rojalat. De pågældende fotos har ansøgeren lagt på sin facebook-profil, der er oprettet under hans dæknavn i Komala, [G]. Ansøgeren har endvidere deltaget i en aktion foran den iranske ambassade, ligesom han har deltaget i en demonstration på asylcenteret i […]. Begge aktioner var vendt mod det iranske styre. Flygtningenævnet finder, at der er en sådan risiko for, at ansøgeren er blevet eller vil blive identificeret af de iranske myndigheder, og at han sammenholdt med sin baggrund som yarsan ved en tilbagevenden til Iran må antages at blive underkastet nærmere forhør under sådanne omstændigheder, at ansøgeren må siges at risikere forfølgelse. Ansøgeren opfylder således betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/203/IVK
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Sarpole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin kærestes, [S]’s, familie. Han frygter yderligere myndighederne, idet [S]’s familie har meldt ham til politiet. Ansøgeren har videre henvist til, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han også af denne grund risikerer at blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans forhold i hjemlandet til grund. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til [S] og deres forhold til familierne, og at forklaringen også i sig selv må anses for ganske usandsynlig – blandt andet henset til ansøgerens alder, den lange tidsmæssige udstrækning af forholdet og landsbyens meget begrænsede størrelse. For så vidt angår konverteringen bemærker Flygtningenævnet, at det er afgørende er, om konversionen kan anses for reel. Ved denne bedømmelse bemærker Flygtningenævnet først, at ansøgeren overfor politiet opgav falsk navn og forkert fødeland. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i hjemlandet er blevet forkastet i sin helhed som utroværdigt. På denne baggrund påhviler der ansøgeren en skærpet bevisbyrde for at sandsynliggøre, at konversionen er reel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet forklaring til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 uden at oplyse, at han på daværende tidspunkt havde interesse for kristendommen og indledt et dåbsforløb. Ansøgeren blev døbt kort tid efter, at han havde fået afslag på sin asylansøgning, idet Udlændingestyrelsen også havde tilsidesat hans asylmotiv i sin helhed. Ansøgeren har under nævnsmødet vel forklaret om, hvordan hans interesse for kristendommen opstod, ligesom han har demonstreret en vis, begrænset viden om kristendommen. Ansøgerens forklaring og fremtræden under nævnsmødet findes ikke at give et overbevisende udtryk for, at konversionen er reel. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har løftet sin bevisbyrde for, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at ansøgeren afgiver en nærmere forklaring om sit kristne tilhørsforhold, idet nævnet bemærker, at ansøgeren har haft lejlighed til at forklare herom under nævnsmødet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/202/IVK
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oplyst at være kristen fra byen Shiraz, Fars-regionen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, ligesom han risikerer at blive udstødt af sin familie. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i syv til otte kristne møder i Iran. Møderne foregik i vennen [navn] hjem. Han lærte [vennen] at kende, da [vennen] kom ind i hans klasse, og omkring marts/april 2016 blev de venner. [Vennen] fortalte ham, at hans far afholdt nogle møder derhjemme uden dog at fortælle, hvad møderne gik ud på. Da ansøgeren besøgte [vennen] første gang, fortalte [vennens] far ham, at der var tale om hemmelige kristne møder. Ansøgeren deltog i disse møder sammen med ca. 30 andre personer. I forbindelse med møderne blev der blandt andet fortalt om kristendommen og vist film. På et tidspunkt efter det 7. eller 8. møde blev [vennens] far og nogle af de andre mødedeltagere anholdt. Ansøgeren blev kontaktet telefonisk af [vennen], der fortalte herom og oplyste, at han skjulte sig hos nogle slægtning. Senere blev ansøgeren kontaktet telefonisk af [vennens] mor, der oplyste, at [vennen] også var blevet anholdt. Af den grund tog ansøgeren hen til sin fars fætter, hvor han skjulte sig i en kælder. Efterfølgende blev ansøgerens far kontakt af efterretningstjenesten, der tvang ham til at underskrive en erklæring om, at han skulle forpligte sig til at videregive ansøgeren til de iranske myndigheder. De pågældende personer oplyste endvidere ansøgerens far om, at ansøgerens navn optrådte på en liste over deltagerne i de kristne møder. Ansøgeren udrejste efter en måned i skjul [i] august 2016 af Iran via lufthavnen i Teheran på sit eget nationalitetspas. Ansøgeren er efter indrejsen i Danmark kommet i flere forskellige kirker, og han har oplyst at være blevet døbt i [navngiven] Kirke [i] april 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i kristne møder i Iran til grund, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens navn af den grund skulle optræde på en liste over personer, der er eftersøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom har været usandsynlig og divergerende på en række centrale punkter. Det er således ikke sandsynligt, at [vennen] allerede efter kort tids venskab med ansøgeren fortalte om de hemmelige møder, hans far afholdt i hjemmet, eller at faderen allerede ved ansøgerens første besøg hos [vennen] fortalte, at der var tale om kristne møder samtidig med, at han insisterede på, at ansøgeren ikke måtte fortælle nogen herom. Det er heller ikke sandsynligt, at [vennens] far i løbet af de få måneder, der gik fra ansøgeren begyndte at deltage i møderne, og til han udrejste, skulle have foreslået ansøgeren, der var mindreårig, at han kunne rejse til Armenien sammen med ham og [vennen] for at blive døbt. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende herom, idet han i asylsamtalen har forklaret, at rejsen skulle gå til Armenien, hvorimod han under mødet i nævnet først forklarede, at rejsen skulle gå til grænsebyen Uromia for først senere at rette det til, at rejsen skulle gå til Armenien. Det er heller ikke sandsynligt, at de kristne huskirkemøder foregik kl. 16.00 og dermed i dagslys ca. en gang om ugen i [vennens] forældres hjem, uden at der tilsyneladende var nogen form for sikkerhedsforanstaltninger, ligesom det forekommer usandsynligt, når ansøgeren har forklaret, at han tror, at de øvrige deltagere tog pjecerne fra møderne med bibelfortællinger med sig hjem. Det bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om det var bøger eller pjecer, der blev undervist ud fra. Det savner endvidere mening, at det lykkedes for [vennens] mor at undgå anholdelse – både da ægtefællen blev anholdt, og da [vennen] efterfølgende blev anholdt. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgeren nogenlunde samtidig med, at han lærte [vennen] at kende, fik udstedt et pas, som han herefter udrejste på legalt via lufthavnen i Teheran, uden at blive standset af myndighederne, selvom hans navn stod på en liste over personer, der var eftersøgt. Med hensyn til den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører spørgsmålet om konversion til kristendommen, skal nævnet bemærke, at ansøgeren indrejste [i] august 2016, og at det først var ved ankomsten til asylcentret i […] i begyndelsen af 2017, at han begyndte at deltage i dåbsforberedende undervisning, og at det først var efter, at han havde modtaget Udlændingestyrelsens afslag, at han lod sig døbe. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han allerede i Iran havde til hensigt at lade sig døbe. Ansøgeren har, trods den undervisning han angiver at have modtaget, udvist et begrænset kendskab til kristendommens centrale begreber, og han har heller ikke på overbevisende måde været i stand til at redegøre for sin kristne overbevisning og de overvejelser, der skulle have ført til trosskiftet. Flygtningenævnet anser herefter ikke konversionen for at være reel. Det fremlagte notat om vilkårene for kristne konvertitter i Iran kan ikke ændre herved, idet det hverken er sandsynliggjort, at det er forfattet af ansøgeren selv eller på anden måde kan henføres til ham. Det er heller ikke sandsynligt, at notatet skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de iranske myndigheder eller på anden måde er profileret. Hjemmesiden, som artiklen er offentliggjort på, er benævnt: [navngiven hjemmeside] og indeholder således ikke ansøgerens navn, og ansøgeren kalder hverken ved sit fulde navn på hjemmesiden eller på Facebook, idet han er benævnt [ansøgerens mellem- og efternavn] og har udeladt sit fornavn, hvorfor det ikke er sandsynliggjort, at disse aktiviteter skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/201/nke
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af sine brødre, sin kærestes far eller af myndighederne, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i en alder af ca. 18 år accepterede, at han var homoseksuel, og han indledte på samme tidspunkt sit første romantiske og seksuelle forhold til en anden mand. I starten af [sommeren] 2015 mødte ansøgeren [A]. Efter at ansøgeren og [A] havde været sammen som venner et par gange, opdagede [A], at ansøgeren så en pornografisk film med homoseksuelt indhold på sin mobiltelefon. Det viste sig, at [A] også var homoseksuel, og de indledte et romantisk og seksuelt forhold. To-tre måneder senere modtog ansøgeren et opkald fra sin og [As] fælles ven [B]. [B] fortalte ansøgeren, at [As] far, der var mullah, havde opdaget forholdet og meldt ansøgeren til efterretningstjenesten. Ansøgeren modtog efterfølgende et opkald fra et ukendt nummer, og en for ham ukendt stemme fortalte ham, at han talte med efterretningstjenesten, og at han var mistænkt for at have været i et slagsmål med [A]. Ansøgeren tog herefter ophold hos en ven, [C], og her modtog han endnu et opkald fra efterretningstjenesten, der truede ham. Mens ansøgeren opholdt sig i skjul, ransagede efterretningstjenesten hans families bopæl, og [i efteråret] 2015 udrejste ansøgeren til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han har praktiseret sin homoseksualitet i Iran og fortsat gør det i Danmark. Derimod kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hans homoseksuelle adfærd skulle være anmeldt til efterretningstjenesten, og at efterretningstjenesten efterstræber ham, til grund. Hvad angår spørgsmålet, om ansøgeren er homoseksuel og praktiserer sin homoseksualitet, har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring støttes af ansøgerens omfattende billeddokumentationsmateriale, ansøgerens beskrivelse af sin homoseksualitet og nævnets indtryk af ansøgerens person. Angående spørgsmålet om troværdigheden af ansøgerens forklaring om begivenhedsforløbet i Iran har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring både til Udlændingestyrelsen og for nævnet er præget af talrige divergenser, herunder om tidsangivelser, antal seksuelle forhold, rækkefølgen af begivenhederne, [As] fars og personerne fra efterretningstjenestens udtalelser i telefonen og til ansøgerens familiemedlemmer og ansøgerens efterfølgende telefonkontakt med [A]. Ansøgerens forklaring efterlader det indtryk, at han er skødesløs med hensyn til betydningen af at forklare sandfærdigt og præcist, og at han ikke nærer reel frygt for nogen i Iran. Hertil kommer, at det forekommer ulogisk, at [As] far skulle have anmeldt et homoseksuelt forhold mellem sin egen søn og ansøgeren til myndighederne, idet han herved ville udsætte sin egen søn for samme straf, som han ville udsætte ansøgeren for. Ansøgeren har da også oplyst, at han under sit ophold i Tyrkiet har talt med [A] i telefonen, og at denne ikke har oplyst at have været udsat for forfølgelse eller overgreb. Nævnet finder, at det ligeledes er ulogisk, at efterretningstjenesten skulle ringe og advare ansøgeren, hvis formålet var at strafforfølge ansøgeren for homoseksuel adfærd. Ansøgerens beskrivelse af sin og sine seksualpartnere i Irans adfærd og ansøgerens venners viden om ansøgerens homoseksualitet vidner om, at det er muligt at leve som homoseksuel i Iran. Ansøgeren har ikke ved sin forklaring sandsynliggjort, at han skulle være profileret i forhold til myndighederne eller have et udestående med myndighederne eller andre, herunder sin egen familie. Under disse omstændigheder finder flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/200/snd
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [by], Iran. Ansøgeren sympatiserer med partiet Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt, fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for partiet Komola. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han som sympatisør for Komola har uddelt løbesedler, klistret løbesedler op samt talt med forskellige folk om partiet. Ansøgeren startede sine politiske aktiviteter, efter han mødte en person ved navn [A] i en taxa. Ansøgeren og [A] talte sammen i taxaen om kurdernes situation og aftalte at mødes igen. 7 til 10 dage efter deres første møde aftalte ansøgeren og [A] at mødes i [parken] i byen […]. [A] spurgte ansøgeren ved dette møde, om han havde lyst til at lave politiske aktiviteter for partiet Komola, hvilket ansøgeren indvilligede i. Ansøgeren uddelte løbesedler fire gange i perioden fra [vinteren 2014] til [foråret 2015]. 10 dage inden ansøgerens udrejse var han til en privat sammenkomst med fire venner, hvor han kritiserede det iranske styre. Ansøgeren tog herefter op til sin families plantage. Ansøgeren blev ringet op af sin farbror, da han var på vej hjem fra plantagen. Farbroren fortalte, at ansøgerens families bopæl var blevet ransaget af myndighederne, og at ansøgerens far og bror var blevet taget med på politistationen. Ansøgerens far og bror blev på politistationen forevist en filmoptagelse af ansøgeren fra den private sammenkomst. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [sommeren] 2015. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han efter indrejsen i Danmark har deltaget i et møde i Herning i [vinteren] 2015 med repræsentanter fra Komola partiet, hvor han blev valgt til medlem af partiets ungdomsudvalg i Danmark. Endvidere har han skrevet om partiet og kurderes forhold på internettet og på Facebook. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har sympatiseret med Komola KZK, og at han efter indrejsen i Danmark har udført begrænsede aktiviteter for partiet og kurderes generelle forhold. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet ikke afvise, at disse aktiviteter er kommet til myndighedernes kundskab. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/20/thj
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran og en kvindelig statsborger fra Irak og deres medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og ikke religiøs fra Iran. Ansøgeren har været medlem af KDP siden 2007. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim fra Irak. Ansøgeren har været medlem af KDP, men hun har aldrig haft noget med partiet at gøre. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været peshmerga for KDP i Irak. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han udrejste af Iran i [slutningen af] 2007 for at blive peshmerga for KDP i [A] i Irak. Han har primært arbejdet som chauffør for højtstående personer i partiet. Ansøgeren blev politisk aktiv for KDP i [foråret] 2007, da han blev kontaktet af en bekendt, [X], som spurgte, om han ville være aktiv for KDP. Ansøgeren uddelte herefter løbesedler for partiet fire til fem gange frem til sin udrejse af Iran i [slutningen af] 2007. Ansøgeren forsøgte at udrejse til Irak i 2006, men han blev stoppet og tilbageholdt af de iranske myndigheder ved grænsen til Irak. Han blev løsladt efter to dage, da de ikke kunne bevise ansøgerens tilknytning til KDP. Ansøgerens far er blevet afhørt af de iranske myndigheder to gange, senest i 2009, hvor han er blevet udspurgt om ansøgerens politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren har ikke oplevet nogen problemer i de mange år, hvor han har opholdt sig i Irak. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet hendes far og ægtefælle er peshmergaer for KDP. Ved en tilbagevenden til Irak frygter hun at blive slået ihjel grundet den manglende sikkerhed i Irak. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at familiens hus blev beskudt, at hendes far blev overfaldet, og at han har været udsat for drabsforsøg. I [efteråret] 2011 blev ansøgeren gift med den mandlige ansøger, som var peshmerga. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak med sin ægtefælle og barn på grund af den generelle sikkerhedssituation i Irak. Den kvindelige ansøger har under såvel oplysnings- og motivsamtalen som under asylsamtalen oplyst, at både hun og hendes søn er irakiske statsborgere. Den kvindelige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at hun er iransk statsborger men har et ID-kort og nationalitetsbevis, udstedt af de lokale kurdiske myndigheder i Irak. Den mandlige ansøger har under asylsamtalen forklaret, at hans ægtefælle er iransk statsborger og har et andenrangsbevis, som ikke medfører fuldgyldigt statsborgerskab i Irak, og som ikke giver adgang til at få udstedt irakisk pas. På baggrund heraf er der begrundet tvivl om, hvorvidt den kvindelige ansøger er irakisk eller iransk statsborger. Flygtningenævnet hjemviser derfor den kvindelige ansøgers sag til Udlændingestyrelsen med henblik på en undersøgelse af ansøgerens statsborgerskab og en eventuel afgørelse omkring ansøgerens asylmotiv i forhold til Iran. Ansøgerne har såvel et selvstændigt asylmotiv som et indbyrdes forbundet asylmotiv, hvorfor Flygtningenævnet ligeledes hjemviser den mandlige ansøgers sag, da det også for den mandlige ansøgers asylmotiv har betydning, om den kvindelige ansøgers asylmotiv skal vurderes i forhold til Iran.” iran/2017/2/SLH
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia muslim fra […], Iran. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke selv været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og udsat for fysiske overgreb, idet han ikke har overholdt sin pålagte meldepligt hos myndighederne og er flygtet fra Iran. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans storebror, [A], deltog i demonstrationer i […] og Teheran mod valgresultatet efter præsidentvalget i 2009. Broren blev i den forbindelse anholdt og tilbageholdt af myndighederne i seks uger. Omkring fem til seks måneder efter hans løsladelse genoptog broren sine politiske aktiviteter og udrejste af landet i 2010/2011. Omkring tre til fire dage efter brorens udrejse i foråret 2011 (slutningen af 1389), blev ansøgeren opsøgt på bopælen af to myndighedspersoner fra efterretningstjenesten. Ansøgeren blev taget med politistationen, idet de troede, at han var ansøgerens bror. Ansøgeren var tilbageholdt fra morgen til aften, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt kort tid efter, at de havde erfaret, at de havde tilbageholdt den forkerte person. Ansøgeren og dennes far blev efterfølgende pålagt meldepligt til myndighederne hver måned på den lokale politistation i […], idet myndighederne mistænkte ansøgeren for at deltage i politiske aktiviteter sammen med sin bror. I 2012 blev ansøgeren bortvist fra sit studie, idet de beskyldte ham for at være politisk aktiv. I de to første år overholdt ansøgeren sin meldepligt, men herefter begyndte ansøgeren ikke at overholde den og fik derfor tilsigelse til at møde op på politistationen for at blive registreret. Den næstsidste gang, hvor han ikke overholdt meldepligten, blev han truet med, at det var sidste gang, hvis han ikke ville have samme behandling som sin bror. Omkring en måned efter denne trussel (efteråret 2014) overholdt ansøgeren med vilje ikke meldepligten, fordi han havde fået nok og var rejst på ferie i det nordlige Iran. Omkring to til tre dage efter, at han skulle havde meldt sig hos myndighederne, blev han om morgen opsøgt af to myndighedspersoner sin bopæl. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra dem, da han blev ført af den ene person ned af trappeopgang med hænderne på ryggen. Ved hovedindgangen skubbede ansøgeren myndighedspersonen, hvorefter ansøgeren løb i 15-20 minutter, indtil han fik rystet myndighedspersonerne af. Ansøgeren tog efterfølgende hjem til sin farbror Hossein, som derefter kontaktede en agent, som arrangerede ansøgerens udrejse af Iran. Ansøgeren tog ophold hos sin farbror i fire dage, hvorefter han udrejst legalt fra Khomeini i Teheran i [efteråret] 2014. Ansøgeren har videre oplyst, at han er konverteret til kristendommen i Danmark og har i den forbindelse fremlagt en udtalelse v/ sognepræst i Hjørring Kirke Knud Erik Nielsen og en bekræftelse [fra foråret] 2016 vedrørende ansøgerens medlemskab i Hjørring Kirke, hvoraf det fremgår, at ansøgeren [i foråret] 2016 er blevet døbt i Hjørring Kirke. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår episoderne i Iran. Flygtningenævnet finder, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at hverken ansøgeren eller forældre kan tidsfæste anholdelsen af ham nærmere. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at de iranske myndigheder skulle lede efter ansøgerens bror på ansøgerens og ansøgerens forældres adresse, når broren i sin asylsag har oplyst, at han boede på en anden adresse. Det forekommer påfaldende, at myndighederne ikke spurgte til ansøgerens identitet, og at han selv måtte oplyse, at han var blevet forvekslet med en anden flere timer senere, efter at han var blevet udsat for tortur. Han har forklaret divergerende om episoden, idet han til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har oplyst, at der kom tre myndighedspersoner, og at han blev ilagt håndjern, mens han ved senere samtaler har forklaret om to personer, og at han ikke blev ilagt håndjern. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og ansøgerens far efterfølgende blev pålagt meldepligt, idet ansøgeren har forklaret, at han og faren skulle melde sig den 1. i hver måned, mens faren har oplyst forskelligt om mødehyppigheden, og under mødet for nævnet har oplyst, at han skulle melde sig den 20. i hver måned. Det findes bemærkelsesværdigt, at ansøgeren under den anden anholdelse kunne vriste sig fri og undslippe så let. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om episoden, idet han til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har forklaret, at det var den betjent, som han ikke skubbede, samt en soldat som kørte bilen, som løb efter ansøgeren, mens han under senere samtaler alene har forklaret, om to betjente. Det findes endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren forældre ikke nærmere og af sig selv har kunnet forklare om, hvornår de blev bekendt med, at ansøgeren var forsøgt anholdt og flygtet. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har erkendt at have forklaret usandt om udrejsen. Sammenfattende finder nævnet at kunne tilsidesætte forklaringen, som usandsynlig og divergerende. For så vidt angår ansøgerens konversion lægger nævnet vægt på, at ansøgeren gennem flere samtaler har forklaret om sin interesse for kristendommen, at det er dokumenteret, at han har gået i kirke og fulgt kristendomsundervisning igennem halvandet år, at han under mødet for nævnet har demonstreret nogen viden om kristendommen, og hans adfærd og fremtoning under mødet. Som følge heraf finder nævnet ikke at kunne udelukke, at han reelt er konverteret til kristendommen. Idet han har forklaret, at han også efter en tilbagevenden til Iran fortsat vil forkynde kristendommen, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro, hvorfor han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/199/lrn
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske persere. Den mandlige ansøger er shia muslim fra Kermanshah, Iran, og den kvindelige ansøger er shia muslim fra […], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og fængslet af de iranske myndigheder, idet ansøgernes to sønner befinder sig i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder på grund af deres politiske aktiviteter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til ægtefællens asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han ikke selv har haft problemer med de iranske myndigheder, men at ansøgerens ældste søn, [A], har haft problemer med de iranske myndigheder. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgernes ældste søn var en del af den grønne bevægelse i Iran, og at han var politisk aktiv i forbindelse med præsidentvalget i 2009, hvor han støttede præsidentkandidaten Musavi. Den ældste søn blev tilbageholdt i 40-45 dage i forbindelse med en demonstration men fortsatte sine politiske aktiviteter frem til hans udrejse. Omkring tre til fire dage efter den ældste søns udrejse fra Iran, blev ansøgerne en nat opsøgt på deres bopæl. I den forbindelse blev ansøgernes yngste søn, [B], tilbageholdt af myndighederne i 16-17 timer, idet myndighederne troede, at den yngste søn var den ældste søn, [A]. I forbindelse med den yngste søns løsladelse blev den mandlige ansøger og den yngste søn pålagt en månedlig meldepligt hos de iranske myndigheder, hvor de hver gang underskrev et stykke papir. Den mandlige ansøger havde meldepligt frem til sin udrejse. På et ukendt tidspunkt blev den yngste søn bortvist fra sit studie, og den mandlige ansøger formoder at det skyldes, at den yngste søn ligeledes lavede politiske aktiviteter. En ukendt dato blev ansøgernes lejlighed opsøgt af myndighederne, da den yngste søn var alene hjemme. Det lykkedes sønnen at flygte, hvorefter han kort tid efter udrejste af Iran. Den mandlige ansøger havde fortsat meldepligt, men han følte at myndighederne holdt øje med ham. Ansøgerne har tre-fire gange besøgt deres ældste søn i Danmark, og hver gang har ansøgerne fået udstedt visum af den danske ambassade i Teheran. Ansøgerne har i den forbindelse oplyst myndighederne om, at han skulle udrejse grundet behandling af hans kræftsygdom, og hver gang udrejste ansøgerne legalt af Khomeini-lufthavn i Teheran. Omkring tre dage efter ansøgernes indrejse i Danmark [i sommeren] 2016 blev den ældste søn kontaktet af ansøgernes datter, Nargas, som fortalte, at ansøgerne yngste datter, Zahra, havde fortalt, at de ikke kunne vende tilbage til Iran, idet deres bopæl var blevet opsøgt af myndighederne. Ansøgerne formoder, at den yngste datter har været tilbageholdt, men de ved ikke hvorfor, at den yngste datter har sagt, at det ikke er sikkert for dem at vende tilbage. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgernes søn, [A], er flygtet fra Iran som følge af sine politiske aktiviteter. Som det fremgår af afgørelsen vedrørende [B], kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [B] blev anholdt af de iranske myndigheder i 2011 eller 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger blev pålagt meldepligt, idet ansøgernes søn, [B], har forklaret, at han og den mandlige ansøger skulle melde sig den 1. i hver måned, mens ansøgerne har oplyst forskelligt om mødehyppigheden, og den mandlige ansøger har under mødet for nævnet oplyst, at han skulle melde sig den 20. i hver måned. Ansøgerne har i øvrigt forklaret divergerende om mødehyppigheden efter [B’s] udrejse. Idet ovennævnte tilsidesættes som konstrueret til lejligheden, og da ansøgerne har forklaret, at de i øvrigt ikke har problemer med myndighederne i Iran, samt da de er udrejst legalt på eget pas, finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/198/lrn
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2010 og 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har tidligere været yarsan, men de er konverteret til kristendommen efter deres ankomst til Danmark. Den mandlige ansøger har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, da de har fået kendskab til hans politiske aktiviteter for Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de i Danmark er konverteret til kristendommen, og de har gået fast i kirke siden starten af foråret 2014. Ansøgerne blev døbt [efteråret] 2014. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han har udført politiske aktiviteter for KDPI under sit ophold i Danmark, herunder deltaget i demonstrationer, møder og lagt politisk materiale på sin Facebook-profil. Flygtningenævnets flertal bemærker vedrørende ansøgernes nye asylmotiv angående konversion, at det giver det anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv, at ansøgerne først efter at være fremkommet med andre asylmotiver, som de har fået afslag på – herunder at den mandlige ansøger til støtte for den første genoptagelsesanmodning anførte, at han tilhørte det religiøse mindretal Al-e-Haqq – begyndte at komme i kirken, ligesom deres forklaring på interessen for kristendommen hver i sær forekommer mindre overbevisende. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgerne under genoptagelsessagen på overbevisende måde har redegjort for, at deres konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne i Flygtningenævnet har kunnet redegøre fyldestgørende for kristne grundprincipper, kristne højtider og hovedindholdet i Biblen, ligesom de har deltaget i dåbsundervisning forud for dåben og er blevet døbt sammen med deres to børn. Det lægges videre til grund, at ansøgerne vedvarende har udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og deltagelse i møder og arrangementer, og at de vedvarende har søgt at udvikle sig i forbindelse med konversionen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgernes forklaring om deres kristne tilhørsforhold er underbygget af en række udtalelser fra kirker m.v. Heri beskrives en konstant interesse for kristendommen i den efterfølgende periode på nu omkring to et halvt år. Det fremgår tillige, at ansøgerne har deltaget aktivt i forskellige former for menighedsarbejde og arrangementer. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at deres konversion er reel. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af konversionen. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Ovenstående konklusion er forkyndt for ansøgerene. Beslutningen er udleveret til ansøgerene. Flygtningenævnet, den 31. maj 2017.” IRAN/2017/197/CHA
Nævnet hjemviste i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er iransk statsborger, men er født og opvokset i Al Tash-lejren i Ramadi, Al Anbar-provinsen, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været aktiv for Komala-partiet siden 2007. Ansøgeren blev medlem af Komala i [vinteren] 2012. Partiet står i opposition til det iranske styre. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Irak, fordi de iranske myndigheder opererer på irakisk jord, og at han ikke har en fremtid i Irak. Ansøgerens familie flygtede fra Iran til Irak i 1979 på grund af det iranske styre. Ansøgeren begyndte at sympatisere med Komala-partiet, da han var omkring 20 år gammel, fordi partiet kæmpede for bedre vilkår for kurderne, arbejdstagernes rettigheder og lighed mellem kønnene. Som aktivt medlem af Komala var ansøgeren med til at arrangere møder for unge kurdere. Møderne, som blev afholdt i Barika-lejren i Irak en til to gange om måneden, skulle oplyse de unge kurdere om partiets mål og midler. Ansøgeren har desuden bragt politisk materiale fra Komala, som bestod af politiske CD’er, aviser og informationer, til den iranske grænse. Det blev her overdraget til personer, der skulle bringe det ind i Iran. Ansøgeren har bragt materiale til grænsen omkring 20 gange. Ansøgerens far har også været aktivt medlem af Komala, og alle i ansøgerens familie har været med til at udføre sociale aktiviteter for partiet i Barika-lejren. Ansøgeren ved ikke præcis, hvornår hans far blev aktiv for Komala, men det var før farens flugt fra Iran. Ansøgeren ved, at hans far var kontormedlem for Komala i Irak før han døde i 2004, men ansøgeren ved ikke, hvilke opgaver faren udførte for partiet. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at han er ud af en politisk aktiv familie. Hans far har i en periode fra før flugten til Iran i 1979 og til sin død i 2004 været aktiv for Komola og arbejdet for Komolas hovedkontor. Ansøgerens søster, der bor i Iran, er politisk aktiv i mindre omfang og har været indkaldt til afhøring hos den iranske efterretningstjeneste, herunder om ansøgeren. Ansøgerens fars to fætre i Iran er blevet henholdsvis anholdt og dræbt i Iran som følge af ansøgerens fars forhold. To af ansøgerens brødre har fået asyl i Danmark. Ansøgeren har været medlem af Komola siden [vinteren] 2012 og har i Barika-lejren udført aktiviteter for Komola i form af at arrangere oplysningsmøder og distribuere politisk materiale. Ansøgeren har ikke selv været i Iran, han har ingen iranske identitetsdokumenter, og han taler ikke farsi. Flygtningenævnets flertal finder herefter, uanset om de fremlagte dokumenter fra Komola, på det foreliggende grundlag kan tillægges vægt, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime og dermed forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er således isoleret set omfattet af udlændingeloven § 7, st. 1. Henset til oplysningerne om, at ansøgeren er gift med en irakisk statsborger og at deres barn har opnået irakisk statsborgerskab, finder Flygtningenævnet at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering af, om ansøgeren kan opnå opholdstilladelse/statsborgerskab i Irak, og om Irak på den baggrund kan tjene som første asylland. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet nogen problemer med de irakiske myndigheder. Ansøgeren har således forklaret, at der ikke er nogen konkrete episoder, der har ført til hans udrejse af Irak. Ovenstående konklusion er forkyndt for ansøgeren. Beslutningen er udleveret til ansøgeren.” IRAN/2017/196/CHA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra […] i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af det iranske præstestyre, idet han har været i håndgemæng med og kritiseret det iranske regime over for en ukendt myndighedsrepræsentant. Ansøgeren frygter desuden Basij, idet han i 2007 blev overfaldet af ukendte Basij-folk, og han har også henvist til, at han har forladt sit hjemland, idet han på grund af sit religiøse tilhørsforhold ofte er blevet fyret fra sit arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han den [i efteråret] 2015 blev fyret fra sit job, fordi ansøgeren var yari-troende. Grundet sin frustration over fyringen begyndte ansøgeren åbent og umotiveret at kritisere det iranske styre, da han den [i efteråret] 2015 stod i kø hos en lokal bager. En ukendt person i bageriet reagerede på ansøgerens skældsord, og de havde efterfølgende en verbal og fysisk konfrontation. Ansøgeren formodede, at personen muligvis var myndighedsperson, hvorfor ansøgeren omgående flygtede og tog ophold hos sin farbror. Ansøgerens ægtefælle meddelte telefonisk den efterfølgende dag, at ansøgerens bopæl var blevet opsøgt af tre ukendte myndighedspersoner, fordi ansøgeren havde været oppe at slås med en unavngiven officer fra Sepah. Ansøgeren udrejste kort efter af Iran. Derudover har ansøgeren oplyst, at han er begyndt at undersøge kristendommen, og at han siden [efteråret] 2016 har været regelmæssigt i kirke, fordi han finder ro i kirken. Ansøgeren er dog ikke konverteret til kristendommen, men har alene en interesse for kristendommen. Ansøgerens advokat har oplyst, at dette ikke er en del af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan lægge den af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til, at han altid har været yarsan og fortsat er det. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oprindeligt i sit asylskema angav episoden i bagerforretningen som sit asylmotiv, men alene henviste til de generelt vanskelige forhold for yari-troende. Nævnet finder, at dette bør ses i sammenhæng med, at episoden i bagerforretningen efterfølgende er påberåbt som det egentlige og centrale asylmotiv. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerens forklaring om, at han undlod at bemærke dette, fordi han havde den opfattelse, at han senere fik lejlighed til at forklare sig uddybende, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at selve episoden i bagerforretningen må opfattes som konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det må anses for besynderligt, at ansøgeren umotiveret og offentligt har valgt at protestere mod sin fyring og kritiseret det iranske styre blandt fremmede mennesker i et bageri, når dette i sig selv må anses for farligt, og efterfølgende indlede et håndgemæng med en ukendt person, som han mistænkte for at være en myndighedsrepræsentant. Nævnet finder endvidere, at det må anses for utroværdigt, at myndighederne under et døgn senere kunne rette henvendelse på ansøgerens bopæl, henset til, at ansøgeren ikke opgav sin identitet, og derfor må anses for at være en blandt mange yari-troende mænd i en by på 10-15.000 mennesker. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange der befandt sig i bagerforretningen, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at der var fire-fem kvinder og fire-fem mænd til stede i butikken. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han stod i kø med omkring fire-fem ukendte personer, mens han under nævnsbehandlingen har givet udtryk for, at han ikke erindrer antallet, men mener, at der var fire-fem personer foran ham i køen. Nævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der ringede til hans ægtefælle, efter han var kommet til sin farbrors hus, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han selv ringede til sin ægtefælle samme aften, hvorimod han under asylsamtalen har oplyst, at det var hans svigermor, som ringede til ansøgerens ægtefælle. Nævnet bemærker, henset til det asylmotiv, der relaterer sig til overfaldet i 2007, at dette ligger langt tilbage i tid og må anses for et afsluttet forhold. Nævnet bemærker, at de generelt vanskelige forhold for yari-troende ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Idet nævnet som ovenfor anført ikke kan lægge ansøgerens forklaring om hændelsen i bageriet til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren kan anses for at have været konkret og individuelt forfulgt. Særskilt bemærker nævnet, at de af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte udskrifter fra hans Facebook-profil, ikke kan medføre en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at nævnet er opmærksom på, at det følger af ikonet på opslagene, at disse kun er tilgængelige for en begrænset personkreds. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren efter det oplyste har gået regelmæssigt i kirke siden november 2016, men at dette forhold ikke påberåbes som asylmotiv. Nævnet har lagt til grund, at ansøgeren efter det oplyste går i kirke, fordi det er et helligt sted, hvor han kan finde ro, og han er efter det oplyste ikke konverteret til kristendommen, og nævnet finder derfor ikke, at oplysningen om, at ansøgeren går i kirke, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder ikke anledning til at hjemvise sagen med henblik på nærmere undersøgelse af de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt samt undersøgelse af det påståede drab på ansøgerens bror. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/195/MGO
Nævnet hjemviste i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Hun er statsborger i Iran, men født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter af bo alene, idet hun frygter, at hun vil få problemer i samfundet, fordi hun er kvinde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren for Flygtningenævnet præciseret, at hendes far og hendes bror, [A], har været aktive for et politisk parti, og at de begge som følge heraf har stået i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen alene har vurderet ansøgerens faders og hendes broder [A’s] politiske aktiviteter i relation til KDPI, selvom ansøgerens broder havde fremlagt to medlemskort samt to erklæringer fra CCIK, og at styrelsen ikke på noget tidspunkt har stillet spørgsmål angående CCIK eller foretaget nærmere undersøgelser vedrørende partiet og de fremlagte dokumenter. Hertil kommer, at den beskikkede advokat for Flygtningenævnet har indhentet yderligere oplysninger vedrørende faderen og [A’s] politiske aktiviteter, ligesom der er fremlagt fotos for nævnet udvisende faderen og [A] som peshmergaer. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen under sin sagsbehandling burde have undersøgt forholdet om CCIK nærmere, og at den mulige eksistens af partiet er af væsentlig betydning for vurderingen af det påberåbte asylmotiv. På denne baggrund og da en sådan undersøgelse må antages at være af mere omfattende karakter, finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en undersøgelse af eksistensen af det nævnte parti samt de fremlagte dokumenter og fotos.” Iran/2017/194
Nævnet hjemviste i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er statsborger i Iran, men født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han ikke vil have nogen rettigheder i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren for Flygtningenævnet præciseret, at hans far har været aktiv for CCIK, mens han opholdt sig i Iran, hvilket var før, ansøgeren blev født. Ansøgerens bror, [A], har været peshmerga for CCIK indtil 2009, hvor han blev gift. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen alene har vurderet ansøgerens faders og hans broder [A’s] politiske aktiviteter i relation til KDPI, selvom ansøgeren havde fremlagt to medlemskort samt to erklæringer fra CCIK, og at styrelsen ikke på noget tidspunkt har stillet spørgsmål angående CCIK eller foretaget nærmere undersøgelser vedrørende partiet og de fremlagte dokumenter. Hertil kommer, at den beskikkede advokat for Flygtningenævnet har indhentet yderligere oplysninger vedrørende faderen og [A’s] politiske aktiviteter, ligesom der er fremlagt fotos for nævnet udvisende faderen og [A] som peshmergaer. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen under sin sagsbehandling burde have undersøgt forholdet om CCIK nærmere, og at den mulige eksistens af partiet er af væsentlig betydning for vurderingen af det påberåbte asylmotiv. På denne baggrund og da en sådan undersøgelse må antages at være af mere omfattende karakter, finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en undersøgelse af eksistensen af det nævnte parti samt de fremlagte dokumenter og fotos.” Iran/2017/193
Nævnet hjemviste i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Hun er født i Kermanshah, Iran. De seneste ti år inden sin udrejse opholdt hun sig i Sulaymaniah i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og hendes børn bliver anholdt og henrettet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv for Flygtningenævnet præciseret, at hendes ægtefælle har været politisk aktiv for CCIK (Sazmane Shurai Markazi Kurdistani Irani/Central Council of Iranian Kurdistan Organisation), og at hendes søn [A] har været peshmerga. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen alene har vurderet ansøgerens ægtefælles og hendes søn [A´s] politiske aktiviteter i relation til KDPI, selvom ansøgeren og hendes to voksne børn havde fremlagt to medlemskort samt to erklæringer fra CCIK, og at styrelsen ikke på noget tidspunkt har stillet spørgsmål angående CCIK eller foretaget nærmere undersøgelser vedrørende partiet og de fremlagte dokumenter. Hertil kommer, at den beskikkede advokat for Flygtningenævnet har indhentet yderligere oplysninger vedrørende faderen og [A´s] politiske aktiviteter, ligesom der er fremlagt fotos for nævnet udvisende faderen og [A´s] som peshmergaer. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen under sin sagsbehandling burde have undersøgt forholdet om CCIK nærmere, og at den mulige eksistens af partiet er af væsentlig betydning for vurderingen af det påberåbte asylmotiv. På denne baggrund og da en sådan undersøgelse må antages at være af mere omfattende karakter, finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en undersøgelse af eksistensen af det nævnte parti samt de fremlagte dokumenter og fotos.” Iran/2017/192
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og indtil 2015 shia-muslim af trosretning fra Abadam, Iran. Ansøgeren har deltaget i nogle demonstrationer, men har ikke derudover været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på baggrund af sin trosretning, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han første gang stiftede bekendtskab med kristendommen, da han overværede en diskussion mellem to af sine kammerater. Den ene var konverteret til kristendommen, og han overtalte ansøgeren til at tage med til en gudstjeneste i Vejle. Ansøgeren er siden blevet døbt og deltager fortsat i kristne gudstjenester og andre menighedsaktiviteter. Kristendommen har medført, at ansøgeren føler sig roligere, og han føler derudover, at han har forandret sig i sin omgang med andre. Ansøgeren har ved sin beslutning om at blive døbt også taget stilling til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil holde fast i sin tro. Efter han begyndte at gå i kirke, har han talt med andre asylansøgere herom og forsøgt at få dem med. I den forbindelse har han oplevet nogle ubehagelige ting. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv til grund, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens generelle troværdighed, herunder at ansøgeren i forbindelse med indgivelse af sin oprindelige asylansøgning afgav urigtige og vidt forskellige oplysninger om centrale forhold, herunder hans tilknytning til Danmark, jf. politirapport af [vinteren] 2007, asylregistreringsrapport af [vinteren] 2007, asylansøgningsskema af [vinteren] 2007 henholdsvis samtalereferat af [foråret] 2008. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren – efter sin egen forklaring – medvirkede til at sikre sin tidligere ægtefælles ophold i Danmark ved at lade sig skille i Iran fra sin ægtefælle, der herefter blev gift med ansøgerens bror, der var og fortsat er bosiddende i Danmark, selvom ansøgeren og dennes (nu tidligere) ægtefælle fortsat elskede hinanden, og at den nu tidligere ægtefælles ægteskab med broren ikke havde noget med kærlighed at gøre. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren – efter sin egen forklaring for nævnet den [sommeren] 2008 – siden 2000 har villet til Danmark for at leve permanent, og at ansøgeren i den forbindelse har søgt om og fået afslag på opholds- og arbejdstilladelse i 2001, asyl i 2008 henholdsvis humanitær opholdstilladelse i 2012, og at ansøgeren først i 2013 begyndte at gå i kirke. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion er reel, har Flygtningenævnet særligt lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Endvidere har ansøgerens forklaring for nævnet båret præg af, at ansøgeren alene har et overordnet kendskab til kristendommen, idet ansøgeren kun har forklaret overfladisk og generelt herom, særligt set i lyset af at ansøgeren allerede i 2013 begyndte at gå i kirke, og at han i 2015 lod sig døbe i den kristne tro. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. De fremlagte udtalelser eller det forhold, at ansøgeren er blevet døbt den [sommeren] 2015, kan ikke føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Iran/2017/91/SOL
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […] Kermanshah, Iran. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og lokalbefolkningen, da han har revet en Koran i stykker under et politisk møde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans bror [A] [i efteråret] 2015 afholdt et politisk møde for [C] på familiens bopæl. Omkring 50 personer deltog i mødet, herunder ansøger selv, hans brødre [B] og [A], hans far, [C] og fire til fem repræsentanter for [C]. [C] holdt en tale under mødet, hvorefter en af hans repræsentanter gik rundt i lokalet med en Koran for at bede alle tilstedeværende om at afgive ed på, at de ville stemme på [C]. Ansøgeren nægtede at aflægge eden. Ansøgeren mistede besindelsen og rev Koranen i stykker foran alle de tilstedeværende. Repræsentanten blev vred og forsøgte at indlede en konfrontation, hvilket de øvrige tilstedeværende forhindrede. Efter mødet tog ansøgeren hjem til sin ven [D]. Mens ansøgeren opholdt sig hos [D], ringede ansøgerens bror [B] og fortalte, at to til tre personer fra efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl, da de gerne ville have fat i ansøgeren. Herefter tog ansøgeren hen til en anden ven, hvor han opholdt sig i to dage frem til sin udrejse fra Iran. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har [B] fortalt ham, efterretningstjenesten har opsøgt familiens bopæl tre til fire gange. Efterretningstjenesten var senest på familiens bopæl omkring en måned før ansøgerens asylsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, da han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han omkring en måned efter sin ankomst til Danmark begyndte at interessere sig for kristendommen, og at han den [i efteråret] 2016 blev døbt i [en kirke]. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit politiske asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som følge af, at han under et politisk møde har revet et eksemplar af Koranen i stykker, forekommer usandsynlig, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til [C]s stilling. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke var sikker på, hvilken stilling [C] havde. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at [C] er afdelingsleder og souschef i afdelingen Land og Vand i en landbrugsorganisation. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den Koran, som han angiveligt skulle have revet i stykker. Ifølge referatet af asylsamtalen har han forklaret, at Koranen var meget tyk, og at han rev alle sider i stykker, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var en tynd Koran, og at han rev 4-10 sider i stykker. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgers forklaring i betragtning af disse divergenser ikke fremstår overbevisende, og at det i sig selv forekommer usandsynligt, at ansøgeren, blot fordi han ikke vil aflægge ed, skulle have ødelagt en Koran foran omkring 50 mødedeltagere, for hvem Koranen er hellig. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen, indebærer, at han har ret til beskyttelse i Danmark. Det fremgår af en erklæring af [foråret] 2017 fra sognepræst […], at ansøgeren begyndte at komme i kirke [ultimo] 2015, at han fra foråret 2016 deltog i kirkens ugentlige dåbsoplæring, at han blev døbt [i efteråret] 2016, og at han er fortsat med at komme i kirken til gudstjeneste og undervisning. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har omtalt sin interesse for kristendommen under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016. Flygtningenævnets flertal finder dog, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret overbevisende om sin kristne tro, ligesom han under mødet har demonstreret en ikke ubetydelig viden om kristendommen. Efter en samlet vurdering heraf sammenholdt med, at ansøgeren i 1½ år har deltaget i kirkelige arrangementer, finder Flygtningenævnets flertal, at det ikke kan afvises, at ansøgerens kristne tro og dermed hans konvertering er reel. Herefter og efter ansøgerens forklaring om sit kirkelige engagement, og hans forklaring om, at han på sin Facebookprofil har materiale, som fortæller om kristendommen, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/191/ADP
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har siden [primo] 2015 sympatiseret med Komala og derefter været aktiv for partiet, uden dog at være medlem heraf. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han blev introduceret til Komala af en kollega, der var medlem af partiet. Sammen med pågældende kollega udførte ansøgeren forskellige aktiviteter for Komala. Han uddelte løbesedler, skrev slagord og malede mønstre på husmure. Han deltog i Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2015. [I efteråret] 2015 var ansøgeren sammen med sin kollega ude at skrive slagsord på husmure i det kvarter, hvor hans søster boede. Herefter overnattede han hos søsteren. Den følgende morgen blev ansøgeren ringet op af sin mor, der fortalte ham, at tre personer var kommet til deres bopæl for at lede efter ansøgeren. Ansøgeren afbrød telefonopkaldet, hvorefter han tog sit sim-kort ud af sin mobiltelefon. Umiddelbart herefter rejste ansøgeren til Uromieh og udrejste illegalt til Tyrkiet herfra. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at han efter sin ankomst til Danmark har deltaget i Komalas årsmøde [primo] 2016, og at en videooptagelse fra denne begivenhed er blevet lagt på fildelingstjenesten Youtube. Ansøgeren har herudover deltaget i kvindernes kampdag den 8. marts 2016, ligesom han omkring fem måneder forud for sin oplysnings- og motivsamtale hos Udlændingestyrelsen har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i Danmark i forbindelse med det iranske præsidentvalg. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne i Iran som følge af ansøgerens aktiviteter til støtte for Komala forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han begyndte at være politisk aktiv. Han har i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at han i starten af 1394 fik arbejde hos en murermester, hvor en kollega fortalte ham om Komala. Han deltog blandt andet i Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2015, svarende til 17/12 1393. Under den anden samtale [i efteråret] 2016 forklarede han, at han arbejdede sammen med kollegaen i 3 måneder, og at der gik noget tid inden kollegaen havde tillid til ham og fortalte ham om partiet. Foreholdt, at Kvindernes Internationale Kampdag ligger forud for det tidspunkt, hvor han blev politisk aktiv, forklarede han, at han er usikker på datoen for, hvornår han begyndte at arbejde for partiet. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han arbejdede sammen med den pågældende kollega i 6 måneder. Ansøgeren har endvidere forklaret modstridende om, hvorvidt han holdt sine politiske aktiviteter hemmelige. Han har således på den ene side forklaret, at han udøvede disse aktiviteter om natten, hvor han malede slogans på mure og uddelte løbesedler, mens han på den anden side har forklaret, at han til demonstrationen på Kvindernes Internationale Kampdag, hvor der var uniformerede betjente til stede, uddelte løbesedler ved at kaste dem op i luften. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans far er blevet indkaldt til afhøring af efterretningstjenesten. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at faren har været indkaldt mange gange, efter ansøgeren har forladt Iran, mens han under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har fragået denne forklaring og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at faren er blevet afhørt af efterretningstjenesten på bopælen flere gange. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgers forklaring i betragtning af disse divergenser ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger efter de fremlagte fotos til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en demonstration foran den Iranske ambassade og i Komala partiets jubilæum. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de Iranske myndigheder som følge af disse forhold er blevet opmærksom på hans identitet. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerens navn ikke fremgår af billederne. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt og derfor ved en tilbagevenden muligt påkalder sig myndighedernes interesse, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/190/ADP
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder eller [As] familie, idet ansøgeren har haft et forhold til [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte [A] i [foråret] 2015, da hun besøgte butikken som han arbejdede i. Ansøgeren blev tiltrukket af [As] attitude, og da hun besøgte butikken anden gang, sagde han, at han var interesseret i at indlede et venskabeligt forhold til hende. Da [A] i [foråret] 2015 besøgte butikken tredje gang sammen med sin mor, gav ansøgeren sit visitkort til [As] mor. Senere samme aften modtog ansøgeren en sms fra [A], hvorefter hun ringede til ham og fortalte, at hun gerne ville etablere et venskab. De talte om deres forskellige religioner. I de følgende cirka ti dage havde ansøgeren telefonisk kontakt til [A], og han blev mere interesseret i hende. [I foråret] 2015 besøgte [A] og hendes kusine ansøgeren i butikken, hvorefter de fortsatte med at have telefonisk kontakt. Ansøgeren og [A] var alene sammen første gang [i foråret] 2015, hvor de kyssede. Omkring [sommeren] 2015 blev ansøgeren og [A] enige om, at ansøgeren skulle sende sin familie for at bede om [As] hånd, og ansøgeren tog derfor hen til [As] familie sammen med sin mor og sin bror, [B]. [As] far afslog, idet ansøgeren ikke er shia-muslim. En måneds tid herefter forsøgte ansøgeren igen, at anmode om [As] hånd, og han tog derfor hen til [As] familie sammen med [B] og en ven til sin farbror, som også er slægtning til [As] far, men ansøgeren fik igen afslag. En aften i [sommeren/efteråret] 2015 ved 22-23-tiden ringede [A] til ansøgeren og sagde, at hun var træt af livet, og at hun ville begå selvmord. Herefter blev samtalen afbrudt, og de aftalte efterfølgende over sms, at ansøgeren skulle tage hen til gårdhaven ved [As] hus. Ansøgeren tog derhen, ansøgeren og [A] opholdt sig i et skur i gårdhaven. Ansøgeren trøstede [A] og lovede, at han igen ville forsøge at anmode om hendes hånd. De havde samleje i skuret. Pludselig hørte de [As] far kalde på [A], og ansøgeren flygtede. Ansøgeren flygtede til et område udenfor byen, hvorefter han ringede til sin farbror, som hentede ham. Ansøgeren udrejste fra Iran [i efteråret] 2015. Efterfølgende opsøgte efterretningstjenesten ansøgerens tidligere bopæl. De spurgte efter ansøgeren og sagde, at han skulle henvende sig til myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran til grund. Flygtningenævnet finder navnlig, at den del af forklaringen, der vedrører episoden i skuret, fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren og [A] – efter at ansøgeren to gange har fået afslag fra faderen på at blive gift med [A] – skulle have holdt et møde i et skur i gården til [As] forældres ejendom under sådanne omstændigheder, at de har haft samleje med hinanden. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvorvidt [As] far vidste, at det var ansøgeren, der var i skuret sammen med [A], ikke fremstår konsistent. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [As] far nok har tæsket [A] for at få oplyst, hvem hun var sammen med i skuret. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [As] far råbte ”tyv” efter ham i forbindelse med flugten fra skuret, men at han ikke er sikker på, at faderen genkendte ham. Under sin forklaring i nævnet har ansøgeren forklaret, at [As] far så ham stå under en tændt gadelampe i forbindelse med flugten og derfor ikke fulgte efter ansøgeren. I hvert fald under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt i Iran med myndighederne eller [As] familie, der på dette grundlag kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Ansøgeren har i Flygtningenævnet som supplerende asylmotiv gjort gældende, at han nu er konverteret fra yaresan til kristendom, og at han også på dette grundlag er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Ansøgeren har forklaret, at han begyndte at gå i kirke i Danmark i [foråret] 2016. Der er under nævnets behandling af sagen fremlagt breve af [en dato i efteråret] 2016 og [en anden dato i efteråret] 2016 fra sognepræst [C] og brev af [vinteren] 2017 fra sognepræst [D]. Ansøgeren oplyste under oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2016, at han er yaresan. Under asylsamtalen [sommeren] 2016 oplyste ansøgeren ikke noget om sin spirende interesse for kristendom. Først efter Udlændingestyrelsens afslag af [en dato senere på sommeren] 2016 på asyl blev ansøgeren døbt i Folkekirken [i efteråret] 2016. Under disse omstændigheder og efter ansøgerens fremtræden og forklaring i Flygtningenævnet kan nævnet ikke lægge til grund, at konversionen er reel. Det tilføjes, at nævnet har fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor ikke er grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med ansøgerens subsidiære påstand. På den anførte baggrund kan ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/19/snd
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har været livvagt for [en bestemt person], idet han har haft et forhold til en gift kvinde, og idet han er konverteret til kristendommen. Dette asylmotiv har Flygtningenævnet afvist ved sin afgørelse [i starten af] 2014. Ansøgeren har som nyt asylmotiv i forbindelse med sagens genoptagelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren blev døbt i [en bestemt kirke] [i foråret] 2014. Ansøgeren har forklaret, at han oprindeligt fattede interesse for kristendommen, mens han opholdt sig i Korea. Han har endvidere forklaret, at han, efter at være kommet til Danmark, har deltaget i en lang række aktiviteter i kristen sammenhæng. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren tillige under nævnsmødet har givet udtryk for et solidt kendskab til centrale dele af kristendommen. Ansøgerens konversion støttes endvidere af en lang række erklæringer fra kristne menigheder og præster. Nævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgerens konversion må anses for reel. Nævnet må anse det for sandsynligt, at ansøgerens kristne overbevisning fortsat vil komme til udtryk ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Efter det anførte må det antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/188/SOL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været medlem af foreningen Yarsan Democratic Organization og fungeret som folkets repræsentant i Sarepole Zahab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af, at han har kritiseret islam i Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af unavngivne personer, fordi han via sociale medier har diskuteret sine holdninger vedrørende menneskerettigheder og religion m.m. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i kraft af sin titel som Sayed, der betyder hellig mand, fortalte folk i sin by om trosretningen yarsan. I perioden mellem [slutningen af en måned] og [slutningen af den følgende måned] [i vinteren] 2014, under Eid Khavandka, tog ansøgeren rundt og snakkede med andre yarsan-troende. En måned efter Eid’en blev ansøgeren indkaldt til en samtale med mullahen [A]. Samtalen foregik i en venlig tone, og mullahen bad ansøgeren om ikke at være islamkritisk, da dette kunne skabe problemer. På et ukendt tidspunkt i perioden mellem [slutningen af en måned] og [slutningen af den følgende måned] [i foråret] 2015, under en diskussion i klassen på det universitet, hvor ansøgeren studerede, forsvarede han den religiøse leder af yarsan-troen ved at sammenligne elementer fra islam med yarsan, hvorved han kritiserede islam. En medstuderende, der arbejdede for efterretningstjenesten, sagde, at ansøgeren modarbejdede islam og det islamiske regime. Omkring en måned efter diskussionen blev ansøgeren igen indkaldt til en samtale hos mullahen [A]. Mullahen fortalte ansøgeren, at han var gået for vidt, og at sådanne diskussioner var farlige. Mullahen tilgav ham og sagde, at det ville være strafbart næste gang. Under en begravelsesceremoni [i sommeren] 2015 blev det påstået, at den islamiske begravelsesceremoni lignede den yarsanske begravelsesceremoni. Ansøgeren blev provokeret og forklarede gæsterne forskellen på de to ceremonier. På et ukendt tidspunkt efter begravelsesceremonien modtog enten ansøgeren eller hans fader et opkald fra Sepah, der oplyste, at de ønskede at indkalde ansøgeren til en samtale, hvilket han ikke efterkom. [I vinteret] 2015 valgte ansøgeren at udrejse illegalt fra Iran, idet hans mor var meget bekymret for hans ophold i Iran, ligesom han frygtede, at Sepah ville fængsle ham. Under sit ophold i Danmark har ansøgeren under et falskt navn diskuteret sine synspunkter og holdninger om menneskerettigheder og religion mm. på de sociale medier, nærmere bestemt Telegram. Ansøgeren har i den forbindelse skabt uvenner herunder uvenskab med asylansøgere fra sit asylcenter, hvorfor han frygter, at de afviste asylanter vil ham til livs ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren er af nogle iranske muslimer på sit asylcenter blevet truet med kniv, fordi han tilhører yarsan-trosretningen, og fordi han fortalte folk på asylcentret om sin tro. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgeren forklaring til grund, der relaterer sig til, at han er yaresani. Flygtningenævnet kan ikke afvise den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til, at hans diskussioner på universitetet har givet ham problemer, der medførte, at han ikke kunne bringe sit studie til afslutning. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at forklaringen er konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering især lagt vægt på, at ansøgeren efter, at han har forladt sit studiested, har taget andet arbejde, som han bibeholdt i en periode, uden at dette har givet ham problemer i form af konkrete trusler. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at [A] havde beviser imod ham i form af en optagelse af diskussionen på universitet. Under senere samtaler har han oplyst, at der ikke forelå optagelser. Ligeledes har han under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at underviseren deltog i diskussionen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at underviseren ikke deltog i diskussionen. Under nævnets behandling har han forklaret, at underviseren deltog i diskussionen. Ansøgeren har endvidere under nævnets behandling forklaret udbyggende, at nogle medstuderende efter sådanne diskussioner forsvandt. Nævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares med ansøgerens psykiske tilstand. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forud for nævnets behandling har forklaret upræcist om, hvem han frygter eller hvilke myndigheder, han frygter. Endvidere har han under nævnets behandling, forklaret udbyggende om mullah [A’s] indflydelse. Nævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter på det sociale medie, Telegram, ikke kan føre til, at ansøgeren i forhold til iranske myndigheder kan anses for profileret, idet ansøgeren har optrådt under dæknavn. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/187/SOL
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tyrker fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og straffet af myndighederne, fordi han er kristen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født shia-muslim, men hverken han eller hans forældre har været praktiserende muslimer. Han hørte første gang om kristendommen af en kristen armensk arbejdskollega for omkring ti år siden og har siden følt sig tiltrukket af kristendommen. I 2015 deltog ansøgeren i tre hjemmekirkearrangementer. Under det sidste møde kom en myndighedsperson til stede, og ansøgeren flygtede. En uge efter, [i efteråret] 2015, udrejste han illegalt til Tyrkiet sammen med sin bror. I Danmark har ansøgeren efter sin brors tilbagerejse til familien i Isfahan fået at vide, at hans forældre bliver chikaneret af de iranske myndigheder, som ved, at ansøgeren er i Danmark. Forældrene er af myndighederne blevet spurgt om ansøgerens tilknytning til hjemmekirken. Myndighederne har mange gange spurgt efter ansøgeren. Forældrene har som følge af chikanen måtte skifte bopæl. I Danmark har han regelmæssigt deltaget i kristne arrangementer, og han blev [i foråret] 2016 døbt i [en kirke i Sønderjylland]. På asylcenteret har han missioneret sin kristne tro og har fået fem til seks asylansøgere til at komme i kirken, hvoraf tre er blevet døbt. I brev [fra efteråret] 2016 fra [en anden kirke i Sønderjylland] anfører sognepræst […], at ansøgeren har deltaget i 18 undervisningsforløb. Ved brev [fra foråret] 2017 fra [en tredje kirke i Sønderjylland] anfører integrationspræst […], at ansøgeren er tilknyttet frikirken, hvor han gør en ihærdig indsats for at tilegne sig viden og forståelse for den kristne tro. Luthersk Mission har i brev [fra foråret] 2017 ved tværkulturel konsulent […] bekræftet, at ansøgeren fra december 2015 til januar 2017 har været tilknyttet missionen og meget regelmæssigt deltaget i menighedsarrangementer. Under nævnsmødet er ansøgerens Facebook-profil gennemgået. På profilen er der adskillige tekster og fotos med videre vedrørende kristendommen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at han i mange år i Iran har interesseret sig for kristendommen og aldrig været praktiserende muslim, at han har været i hjemmekirker i Iran, og at han i Danmark er blevet døbt. Hans Facebook-profil og deltagelse i flere kristne Viber-grupper understøtter hans forklaring om hans kristne overbevisning. Flygtningenævnet tilsidesætter ikke ansøgerens oplysning om, at han vil fortsætte med at være kristen, herunder om nødvendigt i Iran, samt at han vil fortsætte med at missionere. Ansøgeren har hermed sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen, og at han under de foreliggende omstændigheder ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at blive udsat for myndighedsforfølgelse i henhold til Flygtningekonventionen på grund af sin religion. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/186/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol-e Zahab i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han sympatiserer med KDPI, som han har udført politisk aktivitet for. Ved en tilbagevenden til Iran frygter han derfor at blive udsat for fysiske overgreb eller at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter anvisning fra sin ven [A] [i foråret] 2015 og [i efteråret] 2015 om natten skrev et KDPI- slogan på mure forskellige steder i byen. Der var samtidig en anden KDPI-sympatisør, som ansøgeren ikke kendte, der skrev slogans på mure i nærheden. [På dagen for udførslen af aktiviteter i efteråret] 2015 hørte ansøgeren et råb og et skud, hvorefter han gemte sig i en nærliggende mark og derefter hos sin morbror, [B], der boede i nærheden. Fire dage senere talte morbroren med ansøgerens mor, som oplyste, at efterretningstjenesten havde ransaget familiens bolig og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste derfor illegalt til Tyrkiet [otte dage efter aktiviteten i efteråret] 2015. Senere har ansøgeren fra [B] fået oplyst, at hans bror har været tilbageholdt i 20 dage, idet efterretningstjenesten ville vide, om broren havde samarbejdet med ansøgeren og hjulpet ansøgeren med at flygte. Broren blev løsladt på betingelse af, at skødet til familiens hus blev stillet som sikkerhed. Ansøgeren formoder, at det er den anden KDPI-sympatisør, som under tortur har oplyst ansøgerens udseende, og at ansøgeren derefter er blevet identificeret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke i nævnet er fremtrådt overbevisende og troværdig under forklaringen om episoderne [i foråret] og [i efteråret] 2015. Ansøgeren har svaret usikkert på opfølgende spørgsmål om episoderne, herunder om hvilket tøj, han og den anden sympatisør havde på ved de to lejligheder. Det bemærkes herved, at ansøgeren havde fået instruks om, at han skulle male sloganet om natten, og at der skulle være mørkt. Afslutningsvis kunne ansøgeren alene huske, at han ved den første episode havde traditionelle kurdiske bukser på. Ansøgeren havde endvidere oprindeligt betydeligt besvær med at huske, hvor meget KDPI-sloganet fyldte på væggene. Forklaringen om, hvad der nærmere skete, da han hørte råb og skud, er endvidere ikke fremstået selvoplevet, og det kan forekomme mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke erindrer, om han hørte yderligere, herunder nogle der løb, samt om hvor meget de påmalede KDPI-slogans fyldte på væggen. Forklaringen om, hvad der skete med anvendte spraydåser fremstod tilsvarende usikker. Sabahs anvisning til de to sympatisører forekommer endvidere ikke umiddelbart sandsynlig. De pågældende måtte således selv vælge, hvilke gader de ville male i, de blev ikke pålagt at male i de samme gader og holde vagt for hinanden, men alligevel var det afgørende, at de to skulle ud og male slogans samtidig. Den omstændighed, at ansøgeren for Flygtningenævnet har afleveret dokument [fra foråret] 2017, der angiver at være fra KDPI, samt et screenshot af ansøgerens telefon med foto af familiens skøde med påtegning, hvorefter skødet er stillet til sikkerhed ved domstol i forbindelse med anholdelse, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet vurderer således, at der ikke er tale om et foto af en ægte påtegning og bemærker endvidere, at påtegningen efter den for nævnet foreliggende oversættelse, hverken nævner ansøgerens eller hans brors navn. Herefter, og idet det ikke kan lægges til grund, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med, at ansøgeren i Danmark har deltaget i nogle KDPI-arrangementer, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/185/EMU
Nævnet meddelte maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og tilhører trosretningen yari. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Al-Tash lejren, hvortil hans familie flygtede i 1979. I 2005 flyttede den mandlige ansøger til Barika lejren sammen med sine forældre, tre brødre og to søstre. Den kvindelige ansøger er født i Ramadi, Irak. Hun er opvokset i Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Fra 2010, hvor hun blev gift med den mandlige ansøger, har hun boet i Irak. Den mandlige ansøger har oprindeligt oplyst, at han sympatiserer med KDPI og har deltaget i partiets højtider, men at han ikke derudover har udført politiske aktiviteter. Som asylmotiv har ansøgerne oprindeligt henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie eller af myndighederne, idet forholdet til den kvindelige ansøger ikke blev accepteret af familierne. Ansøgerne har under Flygtningenævnets behandling af sagen erkendt, at dette asylmotiv er opdigtet, men de har henvist til, at de risikerer forfølgelse på baggrund af navnlig den mandlige ansøgers families politiske aktiviteter, men også i et vist omfang den kvindelige ansøgers. Ansøgerne har henvist til, at den mandlige ansøgers far har været medlem af KDPI i mange år, og han er stadigvæk er medlem og aktiv for partiet. Da den mandlige ansøger boede i Al-Tash lejren, deltog han og hans familie i KDPI’s mærkedage og fester, men efter at han flyttede til Barika lejren, deltog familien ligeledes i andre partiers arrangementer. Herudover hjalp den mandlige ansøger sin far med uddeling af KDPI-aviser og andet materiale. Den mandlige ansøgers farfar var ligeledes tilhænger af Shahen og var politisk aktiv. Den mandlige ansøgers farbror var peshmerga og aktiv for KDPI. Han bor nu i Sverige. Den mandlige ansøgers anden farbror var før sin død i 2008 medlem af og aktiv for Komala. Farbroren har seks sønner, som er aktive for partiet. Den mandlige ansøgers søsters mand er peshmerga for Komola, og den mandlige ansøgers mosters søn var peshmerga i 15 år. Han bor nu i Schweiz. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han har udført egentlige aktiviteter for KDPI, til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at den mandlige ansøger til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke havde yderligere aktiviteter end at deltage i partiets arrangementer, og at ansøgerne har en skærpet bevisbyrde som følge af, at de har påberåbt sig et opdigtet asylmotiv for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder på baggrund af de fremlagte dokumenter og ansøgernes oprindelige forklaring om familiens politiske aktiviteter, at ansøgernes identitet og familiebaggrund, således som de hele tiden har redegjort for, må lægges til grund. Flygtningenævnet finder efter en vurdering af den mandlige ansøgers families politiske aktiviteter, at disse har haft et sådant omfang og niveau, at ansøgerne risikerer forfølgelse som følge heraf, såfremt de pålægges at rejse til Iran. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger aldrig har været i Iran, og at han ikke har fået udstedt iranske identitetsdokumenter. Han er således kun i besiddelse af identitetsdokumenter udstedt af UNHCR i forbindelse med hans ophold i Barika-lejren. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/184/CHHA
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har sympatiseret med det kurdiske demokratiske parti i Iran (KDPI), og han har læst kurdiske aviser sammen med en gruppe unge mennesker. Ansøgeren har efter sin udrejse af Iran i [sommeren] 2010 og indrejse i Danmark i [en måned senere] 2010 meldt sig ind i KDPI. Ansøgerens far er i Iran medlem af partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret og slået ihjel af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oprindelig oplyst, at han har været tilbageholdt af det iranske politi tre gange, herunder én gang for at gå med sin kusine i hånden og to gange for at gå klædt i forkert tøj med videre. Han er hver gang blevet løsladt efter få timer. Efter ansøgerens udrejse har der to gange været henvendelser på bopælen, hvor myndighederne har spurgt ansøgerens far, hvorfor ansøgeren ikke var i skole. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Danmark har deltaget i møder med KDPI’s ungdomsafdeling, samt at [en tv-kanal] foretog optagelser under et af møderne, hvor der i alt var 25 personer til stede. Stationen optog herunder blandt andet ansøgeren. Dette asylmotiv har Flygtningenævnet afvist ved sin afgørelse af [vinteren] 2011. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han siden afgørelsen af [vinteren] 2011 har udført yderligere en lang række politiske aktiviteter som medlem af KDPI i Danmark, og at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Danmark eller om sin konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet lægger derfor navnlig til grund, at ansøgeren efter sin ankomst til Danmark er blevet medlem af KDPI, hvor han fortsat er medlem, og at han i kraft af sit medlemsskab har medvirket i flere aktiviteter rettet mod de iranske myndigheder. Både aktiviteterne og ansøgerens deltagelse er offentliggjort blandt andet via KDPI’s hjemmeside og ansøgerens Facebookprofil. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har profileret sig i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/183/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har printet materiale for Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI), og i perioden fra 2012 til 2015 har han uploadet politisk materiale på sin Facebookprofil. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil livstidsfængsle ham eller henrette ham, idet han har printet politiske løbesedler for KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i år 2009/2010 lærte [A] at kende, da de gik i folkeskole sammen. Ansøgeren blev i [sommeren] 2015 bekendt med, at [A] var politisk aktiv, og [A] foreslog, at ansøgeren skulle hjælpe ham med at printe løbesedler. [En bestemt dato i sommeren] 2015 mødtes ansøgeren med [A] i sin forretning. Her overdragede [A] et USB-stik til ansøgeren og bad ham om at printe materialet, som var på USB-stikket. [Tre dage senere] 2015 kom [A] forbi forretningen og oplyste ansøgeren om, at materialet skulle være printet inden den [fire dage senere] 2015, hvorefter ansøgeren printede materialet. Da materialet var printet, ringede ansøgeren til [A], som kom og hentede materialet en time efter. Ansøgeren har ikke set [A] siden. [Dagen efter] 2015 blev ansøgerens forretning ransaget af personer fra den iranske efterretningstjeneste, og hans forretningspartner, [B], blev tilbageholdt. Ansøgerens private bolig blev ransaget af civile betjente samme dag, mens ansøgeren opholdt sig i Kermanshah. [To dage senere] 2015 blev ansøgerens bolig endnu engang ransaget af de iranske myndigheder. Da ansøgerens familie ikke fortalte dem, hvor ansøgeren var, tog de i stedet ansøgerens far med og tvang ham til at underskrive en erklæring om, at han ville melde ansøgeren, hvis han så ham igen. Ansøgeren flygtede ud af Iran 23-24 dage efter den første ransagning. Ansøgerens far blev i [sommeren] 2016 indkaldt til retten i Iran, idet myndighederne ønskede at vide, hvor ansøgeren var, men ansøgerens far blev ikke tilbageholdt. Ansøgeren har desuden til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i perioden 2012 til 2015 uploadede opslag på Facebook mod det iranske regime, mens han var i Iran. Ansøgeren oplevede ikke selv problemer med de iranske myndigheder som konsekvens heraf, men hans bror, som var mere aktiv på Facebook, blev opdaget af myndighederne og fik en advarsel. Ansøgeren har sidenhed kun delt et enkelt opslag på Facebook, der relaterede sig til KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om episoden med printning af løbesedlerne for [A] til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at KDPI skulle overlade et USB-stik med forbudt, politisk indhold hos en person, [A], som ikke er medlem af partiet, og endvidere at [A] skulle overlade dette USB-stik i flere dage til en person, ansøgeren, uden nogen relationer til partiet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om forløbet, idet han ikke før nævnsmødet har forklaret om den krypterede fil eller om sin frygt for, at myndighederne skulle finde den krypterede fil på computeren. Endvidere har ansøgeren ikke på noget tidspunkt under sagen nærmere kunnet underbygge sin formodning om, at ransagningen af butikken [i sommeren] 2015 skyldtes hans printning af løbesedlerne, ligesom han alene formoder, at [A] er fængslet som følge af episoden, selvom [A] er hans ven og den, der angiveligt skulle have overtalt ham til at foretage den ulovlige printning. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin formodning om, hvorvidt [A] eller [B] var årsag til ransagningen af butikken, om hvorvidt computeren blev konfiskeret i forbindelse med ransagningen, og om hvor billedet af Dr. Ghasemlou stammede fra. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hans far tidligere har været dømt og fængslet for politiske aktiviteter, om at han selv har lagt satiriske tegninger mv. op på sin facebookprofil, eller om, at hans brødre, navnlig den ene bror, har været politisk aktive på internettet. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at disse forhold ikke har medført problemer for ham. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/182/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har dog i Iran deltaget i en fredelig demonstration og hængt flag op i landsbyen. Ansøgeren har desuden i Danmark deltaget i en demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for racistisk behandling af myndighederne i Iran. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder. Han har videre henvist til, at han frygter at blive rekrutteret til krigen i Syrien af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han tre dage efter Eid for omkring to år siden blev stoppet af det iranske politi på en bro i byen, [A], hvor politiet slog ham, fordi han var iklædt arabiske klæder. Ansøgeren har også, sammen med venner, hængt flag op på broer i byen, hvilket har været forbudt, siden perserne besatte [B]-området. Ansøgeren har videre forklaret, at han omkring 10 dage før sin udrejse af Iran blev opsøgt af to personer fra Basij, der opfordrede ham til at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren fik at vide af personerne, at han skulle melde sig til træning inden for 10 dage. Når han havde gennemført træningen og var fyldt 18 år, skulle han deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren samtykkede hertil, fordi han frygtede, at han og hans familie ellers ville blive udsat for racisme. Efter ansøgerens udrejse af Iran blev ansøgerens far og bror tilbageholdt af Basij på grund af ansøgeren, hvorefter faren blev løsladt efter én dag, og broren blev løsladt efter 40 dage. Ansøgeren har ydermere forklaret, at etniske arabere i Iran generelt bliver chikaneret i form af, at de blandt andet ikke må tale arabisk i skolen, og at man som sunni muslim ikke må få lov til at praktisere sin religion i de iranske moskeer. Efter ansøgerens indrejse i Danmark er han blevet en del af en regimekritisk WhatsApp-gruppe, hvor ansøgeren kritiserer myndighederne i Iran. Han har desuden deltaget i en demonstration ved den iranske ambassade i København, hvor han demonstrerede for befolkningens rettigheder i [B]-området. Demonstrationen blev filmet og videoklippet ligger nu på Youtube og er tillige blevet sendt på en arabisk tv-kanal. Flygtningenævnet kan trods en række mindre betydende divergenser og udbygninger lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en demonstration foran den Iranske ambassade og i en forelæsning på Københavns Universitet om rettighederne for [B] arabere i Iran, samt at han har oprettet en Facebook profil med politisk indhold. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder som følge af disse forhold er blevet opmærksom på hans identitet. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerens navn ikke fremgår af billederne fra demonstrationen og fra universitetet, og at hans Facebook profil ikke er oprettet i ansøgerens eget navn. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren på sin bopæl blev opsøgt af 2 personer fra Basij, som ville hverve ansøgeren til krigen i Syrien. Ansøgeren har forklaret, at Basij gav udtryk for, at det var en pligt for ham at melde sig inden 10 dage, men at de ikke fortalte, hvad der ville ske, hvis han ikke meldte sig. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at dette forhold har bragt ham i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Iran. Flygtningenævnets flertal bemærker, at det beror på ansøgerens formodning, at han ville blive udsat for asylbegrundende overgreb, hvis han nægtede at melde sig. Flygtningenævnets flertal henviser endvidere til, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke understøtter, at de iranske myndigheder hverver 17-årige iranske statsborgere til krigen i Syrien. Flygtningenævnets flertal henviser endelig til, at ansøgeren uden problemer fik udstedt et pas og lovligt udrejste af Iran med fly til Tyrkiet, og at ansøgeren har forklaret, at hans far og hans bror blev tilbageholdt nogle måneder senere, og at denne tilbageholdelse skyldtes ansøgerens udrejse. Flygtningenævnets flertal lægger i denne forbindelse vægt på, at ansøgerens far blev løsladt dagen efter, da han oplyste, at ansøgeren var udrejst for at studere. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er araber og sunnimuslim, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/181/snd
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra […], Iran. Ansøgeren har siden sommeren 2013, udført aktiviteter fra KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, da han har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans interesse for KDPI opstod i staren af 2013, som følge af, at flere i hans familie, havde mistet livet i kampen for partiet. I sommeren 2013 besøgte ansøgeren sin farbror i Irak. Farbroren var aktiv for KDPI i landsbyen. Under besøget i Irak mødte ansøgeren tre peshmergaer fra KDPI, som spurgte ham, om han ville hjælpe med at bringe to pakker til Iran. Ansøgeren indvilgede heri. Dagen efter bragte ansøgeren pakkerne til Iran, hvor han afleverede den ene pakke i [en by i det vestlige Iran] og den anden pakke i [en anden by i samme område]. Ansøgeren var ikke bekendt med pakkernes indhold. I perioden fra 2013 til 2015 fragtede ansøgeren pakker fra Irak til Iran ti gange. Det foregik på den samme måde hver gang. I efteråret 2015, to dage efter han senest havde transporteret pakker, opsøgte repræsentanter fra den iranske efterretningstjeneste ansøgerens bopæl i hans landsby. På daværende tidspunkt opholdt ansøgeren sig i [en tredje by] i det vestlige Iran. Ansøgerens ven ringede til ham og fortalte om efterretningstjenestens besøg på ansøgerens bopæl, og at repræsentanterne fra efterretningstjenesten havde sagt til ansøgerens far, at ansøgeren skulle melde sig til myndighederne, når han kom tilbage. Herefter skjulte ansøgeren sig hos sin faster og onkel i landsbyen, […], indtil [primo] oktober 2015, hvor han forlod Iran. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er yarsan af trosretning. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han frygter de generelle forhold for yarsan-folket i Iran. Han har aldrig personligt oplevet konflikter med hverken myndigheder eller privatpersoner på grund af sin trosretning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen idet væsentligste fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sit kendskab til indholdet af de pakker, han angiveligt skulle have transporteret fra Irak til Iran for KDPI. Ved oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 har ansøgeren forklaret, at han transporterede partimateriale, og at der var løbesedler indeholdende oplysninger om, hvem der var blevet tilbageholdt og henrettet af regimet, og cd’er, som han ikke kendte det præcise indhold af. Ved asylsamtalen den […] 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han ikke vidste, hvad materialet bestod af. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvem der rettede henvendelse til ansøgerens ven [A], idet han til oplysnings- og motivsamtalen først oplyste, at det var en person [B] og dernæst, at det var efterretningstjenesten. Derudover har ansøgeren som anført af Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om, hvornår han blev anmeldt. Desuden har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor mange gange efterretningstjenesten opsøgte ansøgerens bopæl både før og efter, at han udrejste. Et flertal af nævnets medlemmer bemærker, at ansøgeren, der er kurder og Yarsan af trosretning, under sin opvækst boede 10 år i flygtningelejren al-Tash, og er ud af en politisk aktiv familie. Det kan således lægges til grund, at ansøgerens farbror, kusine og kusinens mand har været medlemmer af og aktive for KDPI i Irak, idet kusinen og ægtefællen begge var peshmergaer. Disse har på grund af deres aktiviteter alle fået asyl i Danmark. Flertallet lægger videre på baggrund af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens far efter sin tilbagevenden til Iran blev idømt 7 års fængsel, fordi han blev beskyldt for at have været medlem af KDPI. Ansøgerens forklaring herom støttes af farbrorens, […], forklaring til Udlændingestyrelsen. Faren blev efter 3½ års afsoning løsladt. Ansøgeren er nu medlem af KDPI og deltager i partiets fejringer af mærkedage mv., hvilket han deler på sin åbne Facebookprofil i eget navn. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i nærliggende risiko for at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime og herefter vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2017/180/MAD
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresani fra [en mindre by i] Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi han har hånet en dommer i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 17-årig trådte på en mine. Ansøgeren blev opereret herfor. Der gik imidlertid infektion i såret, hvorfor hans ben blev amputeret. Efter mineulykken tog ansøgeren og hans familie kontakt til myndighederne med henblik på at ansøgeren skulle blive anerkendt som krigsveteran, men han blev afvist gentagne gange. I den forbindelse var ansøgeren til en samtale med en dommer. Selvom myndighederne aldrig sagde direkte til ham, at de ikke ville hjælpe ham, fordi han var yaresani, så var han overbevist om, at den manglende hjælp skyldtes hans religion. Sidste gang ansøgeren talte med en dommer, følte han sig så mentalt presset, at han verbalt fornærmede dommeren og det iranske styre. Herfor blev ansøgeren anholdt og fængslet i syv til otte dage. Herefter blev ansøgeren løslagt, fordi hans far stillede kaution i form af sit hus. Da ansøgeren havde været løsladt i fire dage, blev han bekendt med, at der var kommet en arrestordre på ham. Det var ansøgerens far, der modtog arrestordren, og han rådede straks ansøgeren til at forlade Iran, hvilket han gjorde umiddelbart efter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund om mineulykken og den efterfølgende kontakt til myndighederne med henblik på opnåelse af anerkendelse som krigsveteran, idet forklaringen herom har været konsistent og underbygges af fremlagte bilag. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de fremlagte bilag alle vedrører forløbet forud for den episode, der efter ansøgerens forklaring var årsag til udrejsen. Den omstændighed, at der efter ansøgers advokats opfattelse er divergenser mellem den indhentede oversættelse af bilagene og en af advokaten foranstaltet kontroloversættelse, findes ikke at kunne begrunde indhentelse af en ny oversættelse, da det forløb, bilagene vedrører, er lagt til grund. Flygtningenævnet bemærker tillige, at de påberåbte divergenser ikke vedrører det essentielle indhold af dokumenterne, herunder tidsfæstelsen af dokumenterne som alle værende fra perioden 2011-2012. Flygtningenævnet finder derimod ikke at kunne lægge ansøgers forklaring til grund omkring hans seneste fremmøde ved en dommer i 2015 med deraf følgende anholdelse, efterfulgt af løsladelse mod kaution og senere eftersøgning af ham. Flygtningenævnet bemærker herved overordnet, at forklaringen om episoden i sig selv fremstår konstrueret, og at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på, at han har et stort antal dokumenter for perioden 2011-2012, men intet fra den mellemliggende tid, til trods for at han har oplyst om fortsatte henvendelser gennem hele perioden. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøger har forklaret divergerende om så centrale elementer af episoden i retten som, hvorvidt der kom en eller flere soldater ind i retssalen, om han fik bind for øjnene, og om han blev slået både inde i retssalen og efterfølgende i arresthuset, eller kun i arresthuset. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt eller de generelle forhold i Iran for kurdere og yarestani er i sig selv asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vel være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/18/EMU
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har givet udtryk for sine islam-kritiske holdninger på Facebook. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han blandt andet blev idømt 22 års fængsel samt forbud mod brug af Facebook. Dette asylmotiv har Flygtningenævnet afvist ved sin afgørelse [fra efteråret] 2014. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han under opholdet på [sit første asylcenter i Danmark] blev introduceret til kristendommen. Ansøgeren begyndte at gå til bibelstudier og gudstjenester i [en navngiven kirke i Danmark], og han deltog i en kristen sommerlejr i [sommeren] 2014. Ansøgeren blev døbt [omkring en uge efter nævnsmødet i efteråret] 2014. Ansøgeren har ikke i forbindelse med samtalerne hos Udlændingestyrelsen eller i forbindelse med behandlingen af hans sag i Flygtningenævnet [i efteråret] 2014 fortalt om sin konversion, da han opfattede det som en privat sag, og han vidste ikke, at det kunne have betydning for hans asylsag. Ansøgeren har endvidere på Facebook klart tilkendegivet sin kristne tro. Ansøgeren har til støtte for sin konversion blandt andet fremlagt en bekræftelse på dåb dateret [i efteråret] 2014 [og omkring 12 udtalelser fra seks forskellige kirker og andre kristne organisationer samt en artikel fra en landsdækkende avis fra et europæisk land]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring om baggrunden for konversionen. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren allerede i sommeren 2014, før Flygtningenævnet havde meddelt afslag på ansøgerens anmodning om asyl, havde påbegyndt et undervisningsforløb, der førte til, at ansøgeren blev døbt den 1. november 2014. Nævnet finder videre, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke nævnte kristne tro, da sagen oprindeligt blev behandlet af myndighederne. Ansøgeren har redegjort fyldestgørende og overbevisende om sit kendskab til den kristne tro. Ansøgeren har endvidere forklaret om sit engagement i sin kristne tro og sin vedvarende deltagelse i gudstjeneste og menighedsaktiviteter. Forklaringen støttes af sagens øvrige oplysninger. Ansøgerne har på overbevisende måtte været i stand til at redegøre for sin indre overbevisning, og han har i den forbindelse forklaret troværdigt om sit grundlæggende behov for at dele sine kristne tro med andre. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgers konversion må anses for reel, og at han fortsat vil leve som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Som følge heraf må det antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2017/179/MAD
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Barika lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har sympatiseret med ”Democratic Party of Iranian Kurdistan” (KDPI), og har bidraget økonomisk samt promoveret partiet. Ansøgeren har yderligere forsøgt at hverve andre til partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været tilknyttet KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far ligeledes har været involveret i KDPI, siden hans forældre udrejste fra Iran til Irak i 1979. Arbejdet bestod i, at han var medlem af KDPI, og at han to gange om året hentede 15-20 aviser i Koya samt fik tilsendt aviser, som derefter blev omdelt. Ansøgeren har været sympatisør, så længe han kan huske. Som nævnt har hans aktivitet bestået i at støtte partiet økonomisk ved at betale kontingent, samt stået vagt tre gange ved begivenheder ved partiets mærkedage, omdelt aviser en gang i 2010, en gang i 2011 og deltaget i et arrangement i 2009. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens far har haft politiske aktiviteter i Iran eller i Al-Tash-lejren eller andre flygtningelejre i Irak, der har været af en sådan karakter, at dette på nogen måde har profileret faderen eller ansøgeren. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om både faderens og sine egne politiske aktiviteter. Ansøgeren har således i sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far har været medlem af KDPI og gået til møder, mens han har afvist, at faderen skulle have andre aktiviteter. Han har videre til den første samtale forklaret, at han selv uddelte aviser for partiet hele sit liv, sidst i 2012, 3-4 gange om året, mens han til anden samtale forklarede, at han havde delt aviser ud to gange i 2010 og i 2011. Endelig har ansøgeren efterfølgende forklaret, at han efter anden samtale, hvor han blev foreholdt, at hans søskende havde oplyst, at hans far havde været peshmerga/partisan, rettede henvendelse til sin far, som bekræftede, at han havde været peshmerga og oplyste, at han havde holdt dette hemmeligt for ansøgeren, idet ansøgeren var den ældste søn. Dertil kommer, at ansøgeren og hans søskende har forklaret indbyrdes divergerende om det øvrige omfang af faderens aktiviteter, idet ansøgerens bror, [H], har forklaret, at forældrene stoppede deres politiske aktiviteter, mens familien boede i Al Tash-lejren, og at de ikke var politisk aktive i Barika-lejren. Ansøgeren har derimod forklaret, at familien forlod Al-Tash-lejren i 2003, men at hans forældre derefter fortsat var politisk aktive. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller forklare uddybende om familiens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder dertil, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens far ikke skulle fortælle sin ældste søn, at han var peshmerga navnlig henset til, at der angiveligt var tale om en meget politisk aktiv familie, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens søskende i årevis skulle holde denne oplysning hemmelig for ham. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at den erklæring vedrørende ansøgerens status som sympatisør med KDPI, der er fremlagt i sagen, er fremsendt direkte fra KDPI til ansøgerens advokat, hvilket ifølge baggrundsoplysningerne tillige forekommer mindre sandsynligt, såfremt der er tale om en ægte erklæring. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren selv har haft aktiviteter for KDPI, som har profileret ham, ligesom Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans far var profileret i Iran forud for udrejsen i 1979 eller, at faderen er blevet det i Irak efter 1979. Flygtningenævnet har efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at enhver kurder med iransk baggrund, der er født i Irak og derefter indrejser i Iran, risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/178/IVK
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sare Pole Zahab, Iran. Han var tidligere yarsan eller Ahl-e Haqq, men er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt ti års fængsel for at have ødelagt to billeder af Khomeini. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, ligesom han har henvist til, at han [i foråret] 2016 blev fremstillet for en iransk delegation i Sandholm. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine kristne aktiviteter i Danmark – hvilken forklaring er støttet af en række fremlagte erklæringer – til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark besøgte den kristne kirke i både [A] og i [B] fire eller fem gange i 2010 eller 2011. I efteråret 2013 begyndte han at få en kontinuerlig og fast tilknytning til kirken og til kristendommen. Han mødte derudover flere konvertitter på asylcentret, og hans ven forklarede ham om kristendommen og inviterede ham med i [kirke 1]. En måned efter sit første besøg i [kirke 1] begyndte han at komme fast i kirken hver søndag. Han blev [i sommeren] 2014 døbt efter at have deltaget i dåbsforberedende undervisning i seks måneder. Han har endvidere siden [starten] 2014 deltaget i [et bestemt arrangement] med bibelundervisning og trosoplæsning efter gudstjenester. Han har i 2014 og 2015 regelmæssigt deltaget i bibelstudier om mandagen på [kirkecenter 2] og deltaget i centerets farsi-talende kristne sommerlejr i 2014 og 2015. Ansøgeren er endvidere kommet i [kirke 3] siden august 2014, hvor han tillige har deltaget i kurser og arrangementer. Ansøgeren har endelig siden foråret 2016 været en del af menigheden i [kirke 4 og kirke 5s] sogne, hvor han har deltaget i gudstjenester og ugentlig bibelcafe samt i kristen sommerlejr 2016. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Iran vil blive bekendt med hans konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Selvom ansøgeren er tidligere yarsan eller Ahl-e Haqq, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at ansøgeren ikke som frafaldet yarsan eller Ahl-e Haqq risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer i øvrigt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/177/SOL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran frygter at vende tilbage til det samme hårde liv og det samme hårde arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var stofmisbruger, og at faren ikke havde et arbejde. Ansøgeren forsørgede derfor sin familie. Ansøgerens far tog de penge, som ansøgeren tjente, og brugte dem på sit stofmisbrug. Ansøgeren har forklaret, at hans far mange gange har truet med at slå ham ihjel, når ansøgeren nægtede at gå på arbejde. Ansøgerens far har desuden slået ansøgeren et par gange om ugen de sidste tre til fire år inden udrejsen, når ansøgeren nægtede at gå på arbejde. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet de har fundet en ulovlig kristen bog blandt hans ejendele, og idet ansøgeren har et kors tatoveret på armen. Ansøgeren frygter følgeligt, at myndighederne urigtigt vil tro, at han er konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han for cirka to-tre år siden fik en kristen bog foræret af sin barndomsven, [A]. Ansøgeren kan ikke huske titlen på bogen, ligesom han aldrig læste bogen, idet han læser meget dårligt. [A] fortalte ansøgeren, at det var en ulovlig bog. Få dage efter, at ansøgeren havde fået bogen, tatoverede [A] et stort kors på ansøgerens overarm. Ansøgeren var på det tidspunkt interesseret i kristendommen. Da ansøgeren imidlertid havde travlt med at arbejde, kunne han ikke dyrke denne interesse yderligere. I Iran gik ansøgeren med lange ærmer, hvorfor han ikke har haft problemer i forbindelse med tatoveringen. Ansøgerens morbror har for en-to måneder siden fortalt, at ansøgerens far er blevet anholdt for tyveri. I forbindelse med anholdelsen har myndighederne foretaget en ransagning af bopælen. Under ransagningen har myndighederne fundet den kristne bog på ansøgerens værelse. Morbroren oplyste, at efterretningstjenesten sidenhen har været på bopælen tre-fire gange for at spørge efter ansøgeren. Ansøgerens far er fortsat tilbageholdt et ukendt sted. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om forholdet til sin far til grund, men vurderer, at dette ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at myndighederne har fundet en kristen bog på ansøgerens bopæl, eller at myndighederne har opsøgt hans bopæl og spurgt efter ham. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan og hvorfor han modtog den kristne bog, forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på ansøgerens manglende viden om bogens indhold, ligesom han ikke husker, hvad vennen fortalte om kristendommen og bogen, til trods for, at det angiveligt havde så stor betydning for ham, at han endvidere fik tatoveret et kristent symbol på sin arm, uagtet han kendte til risikoen herved. Hertil kommer, at forklaringen om den kristne bog forekommer udbyggende, idet han først efter, at han havde fået afslag på sin ansøgning om asyl, har oplyst herom. Endelig tillægger nævnet det en vis betydning, at ansøgeren ikke har opsøgt nærmere viden om kristendommen i Danmark. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at det forhold, at ansøgeren har tatoveret et kors på højre overarm, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2017/176/JHB
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for KDPI fra [foråret] 2013 til [efteråret] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt materiale for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i starten af [foråret] 2013 blev opsøgt af personer fra KDPI, der foreslog, at ansøgeren skulle tilslutte sig til partiet og blive peshmerga. Ansøgeren afslog tilbuddet, men tilbød i stedet at hjælpe partiet med at propagandere. Omkring 30 til 35 dage efter modtog han materialet, som skulle uddeles. Ansøgeren opbevarede materialet på sin bopæl. Han uddelte materialet ti til 12 gange, indtil han overhørte en samtale vedrørende de fire andre personer, som var involveret i at uddele materialet. De fire personer var blevet tilbageholdt. Ansøgeren henvendte sig derefter til en ven. Ansøgerens ven kontaktede ansøgerens bror, der fortalte, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget, og at materialet var blevet fundet. Ansøgerens familie var også blevet truet. To dage senere udrejste ansøgeren af Iran. Ved brev [dateret i foråret] 2017 har ansøgerens advokat fremsendt skriftligt indlæg i sagen. Af indlægget fremgår det, at ansøgeren som asylmotiv yderligere har henvist til, at han ved en tilbagevendelse til Iran frygter forfølgelse som følge af hans konvertering til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev introduceret for kristendommen af nogle venner på sit asylcenter, idet de kunne se, at ansøgeren havde det dårligt. De forklarede ham, at det havde hjulpet dem at komme i kirke. De forklarede endvidere, at der var en iransk præst, der kunne fortælle ansøgeren om kristendommen, og svare på hans spørgsmål herom. Ansøgeren begyndte derefter at deltage i gudstjenester. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og asylsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at [A] kom til hans arbejdsplads og afleverede politisk propagandamateriale, som ansøgeren skulle omdele, mens han under gensamtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at [A] kom på hans bopæl med materialet, fordi det var for farligt at kontakte ansøgeren på arbejdspladsen, hvor sikkerhedsstyrkerne og revolutionsgarden patruljerede. Under mødet i nævnet har ansøgeren forklaret, at [A] kom på hans arbejdsplads og fortalte, at han ville komme med politisk materiale, som [A] derefter afleverede på ansøgerens bopæl. Endvidere har ansøgeren i asylskemaet oplyst, at han har deltaget i det kurdiske partis partimøder og konferencer, mens han senere under sagen har forklaret, at han hermed har ment, at han har diskuteret kurdernes forhold, når han mødtes med venner. Ansøgeren har endvidere forklaret, at det af sikkerhedsmæssige grunde var vigtigt, at propagandamaterialet blev omdelt hurtigst mulig efter, at det var modtaget. Nævnet finder, at dette stemmer dårligt overens med ansøgerens forklaring om, at han beholdt eksemplarer af løbesedler og cd’er, som han opbevarede på sin bopæl. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han under nævnsmødet har forklaret, at der efter tilbageholdelsen af [A] og de tre andre personer, ansøgeren havde samarbejdet med, blev ransaget på såvel ansøgerens som på ansøgerens fars bopæle, mens han tidligere under sagen alene har forklaret, at ansøgerens egen bopæl blev ransaget. På den baggrund, kan nævnet ikke lægge vægt på den fremlagte erklæring [dateret i foråret] 2016, som angiveligt er fra KDPIs kontor i Paris, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har været sympatisør. Nævnet bemærker herved, at erklæringen er afleveret i kopi af ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder således, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren tidligere under sagen har oplyst, at han er ateist, og at han ikke har omtalt sin interesse for kristendommen under samtalen med Udlændingestyrelsen [i slutningen af efteråret] 2016, selvom hans interesse angiveligt blev vakt i [starten af efteråret] 2016. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine overvejelser og bevæggrunde for sit ønske om at blive kristen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er blevet døbt [i foråret] 2017 efter ganske få måneders kristendomsundervisning, som han påbegyndte efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afslag [dateret i vinteren] 2016. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/175/HHU
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i april 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [T], Iran. Ansøgeren har været medlem af partiet Kurdistan Freedom Party (PAK) siden 2005, hvor han har uddelt løbesedler i forskellige landsbyer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter, og fordi han formoder, at hans tidligere partifælle [A] har givet ansøgerens navn til de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2005 blev medlem af partiet Kurdistan Freedom Party, som han uddelte løbesedler for med en uge eller måneds mellemrum i forskellige byer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans bopæl blev ransaget af iranske myndigheder en måned efter, at [A] blev anholdt i januar […]. Han formodede derfor, at [A] havde angivet ansøgerens navn til myndighederne. Ansøgerens bopæl blev ransaget tre gange i alt. Ansøgeren forlod Iran i januar 2009 omkring en måned efter, at hans bopæl blev ransaget første gang. Ansøgeren har i sin anmodning om genoptagelse yderligere henvist til, at han har modtaget to breve fra PAK, hvoraf fremgår, at ansøgerens fader blev slået ihjel af det iranske regime på grund af sit politiske tilhørsforhold samt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive henrettet, idet det iranske regime har tilstrækkelige oplysninger til at dømme ham til døden. Ansøgeren har i sin anden anmodning om genoptagelse derudover henvist til en udskrift af en iransk dombog samt en oversættelse heraf, hvoraf fremgår, at [A] blev idømt en [fængselsstraf] for sine politiske aktiviteter. Ansøgeren frygter derfor, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive dømt efter de samme bestemmelser og dermed risikerer at blive straffet med henrettelse. Ansøgeren har desuden ingen familie i Iran, idet alle er flygtet. Ansøgeren har i sin tredje anmodning om genoptagelse ydermere henvist til en video, som han har set på Facebook [i] april 2016, der omhandler [A]. [A]fortæller i videoen, at han har videregivet ansøgerens navn til de iranske myndigheder, hvorfor ansøgeren er sikker på, at han vil blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet [i] august 2016 endelig henvist til, at han på et tidspunkt før […] april 2016 i forbindelse med et møde i Center Sandholm blev eksponeret for de iranske myndigheder, idet ansøgeren og nogle andre iranere af politiet fik at vide, at de skulle tale med en iransk delegation, og at de ville blive frihedsberøvet, hvis de nægtede. Ansøgeren var under samtalen alene med repræsentanten for det iranske regime, som han fortalte sin historie til. Formålet med mødet var at vurdere, om ansøgeren kunne sendes tilbage til Iran, hvilket ansøgeren afviste med henvisning til sine politiske aktiviteter. Ansøgeren var af den opfattelse, at repræsentanten sad med ansøgerens asylsag i hænderne under samtalen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er kurder, og at hans familie flygtede til Irak, da ansøgeren var dreng på grund af faderens aktiviteter som peshmerga. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens fader blev dræbt af de iranske myndigheder på et tidspunkt i 2006. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han selv – på grund af egne aktiviteter i Iran - er kommet i de iranske myndigheders søgelys, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår udetaljeret og med diverse divergenser, som ansøgeren ikke under nævnsmødet kunne redegøre for. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om [A] og de episoder, der i den forbindelse førte til, at ansøgeren måtte flygte, ikke er understøttet af baggrundsoplysningerne om, hvornår [A] blev anholdt, og hvorvidt han undervejs i forløbet var løsladt mod kaution. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der er understøttet af diverse politirapporter om mødet med en iransk delegation til grund. Det lægges således til grund, at han i 2016 i forbindelse med en udrejsekontrol deltog i et møde med to myndighedspersoner fra Iran. Det lægges videre til grund, at de iranske myndigheder under dette møde blev bekendt med ansøgerens identitet, ligesom han under mødet omtalte sine politiske holdninger mod regimet og myndighedernes drab på hans far, der havde været modstander af regimet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at de iranske myndigheder under mødet måtte mistænke, at ansøgeren var en afvist asylansøger, som var modstander af regimet. Når ansøgerens udtalelser over for den iranske delegation sammenholdes med hans forklaring om, at familien kæmper for den kurdiske sag og myndighedernes drab på hans far, der var peshmerga, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og at han derfor risikerer forfølgelse ved en genindrejse i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/174 LMD
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive seksuelt krænket og slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har demonstreret for yarsan-folkets rettigheder. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i henholdsvis [efteråret] 2012 og [sommeren] 2014 blev tilbageholdt i cirka en halv dag som følge af sin deltagelse i yarsan-ceremonier. Den […] 2015 deltog ansøgeren i en mindehøjtidelighed, som markerede toårsdagen for [en navngiven person]s død. Begivenheden blev filmet af civilklædte personer, som ansøgeren formoder var fra politiet. Tre-fire dage herefter blev ansøgeren og hans bror anholdt af de iranske myndigheder, og i løbet af de fire dage, hvor ansøgeren efterfølgende var tilbageholdt, blev han udsat for verbale, fysiske og seksuelle overgreb. I tiden efter løsladelsen skulle ansøgeren tre gange om ugen henvende sig på politistationen og erklære, at han ikke ville rejse bort. Cirka tre måneder efter ansøgerens løsladelse bad den åndelige leder, Seyed Nasreldin Haydari, ansøgeren om at arrangere en demonstration for yarsan-folkets rettigheder. Demonstrationen blev afholdt [i efteråret] 2015, og den blev filmet af de iranske myndigheder. Tre-fire dage efter demonstrationen ringede ansøgerens brors ægtefælle til ansøgeren og fortalte, at de iranske myndigheder havde opsøgt og ransaget ansøgerens bopæl. Samme aften kørte ansøgeren til Teheran, hvor han opholdt sig i 20 dage, inden han udrejste af Iran. Under ansøgerens ophold i Teheran opsøgte de iranske myndigheder ansøgerens bopæl tre-fire gange. Efter sin udrejse har ansøgeren af sin familie fået oplyst, at hans bopæl er blevet opsøgt yderligere to gange, og ansøgerens bror blev i forbindelse med det sidste besøg anholdt og udspurgt om ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er seyed. Han har deltaget i en forsamling den […] 2015 i anledning af [den navngivne person]s død. Han blev fire dage efter anholdt og tilbageholdt i tre-fire dage, hvorunder han blev slået og voldtaget. Han blev løsladt med meldepligt, som han overholdt i tre måneder. Han deltog i endnu en forsamling. Han forlod herefter hjembyen og udrejste kort tid efter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring om hans meget fremtrædende rolle i den seneste forsamling til grund. Forklaringen stemmer ikke overens med hans forklaring i den første samtale med Udlændingestyrelsen, og den er også yderligere udbygget under nævnsmødet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at deltagerne i forsamlingerne har båret regimekritiske plakater og bannere, uden at myndighederne greb ind heroverfor i forbindelse med selve forsamlingerne. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren som følge af sin position inden for yarsan-troen sammenholdt med det overgreb, han var udsat for efter deltagelsen i forsamlingen den […] 2015, og det forhold, at han ikke har overholdt sin meldepligt, risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/172
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan (Ahl-e Haqq) af trosretning fra […] Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for partiet Komala. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han siden [primo] 2012 har været medlem af Komala. Han har fungeret som et hemmeligt medlem af Komala og har i den forbindelse udført propagandaaktiviteter og videregivet oplysninger omkring begivenheder i sit hjemområde til en kontaktperson i partiet. En dag, da han sammen med en kammerat var i færd med at skrive slagord på en gademur, blev han grebet på fersk gerning. Ansøgeren nåede at flygte, hvorefter han skjulte sig hos et familiemedlem. Dette familiemedlem har fortalt ham, at politiet siden opsøgte familiemedlemmets bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, ligesom dele af ansøgerens forklaring forekommer mindre sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sine påståede aktiviteter for partiet Komala. Til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at han udførte to opgaver for Komala partiet; han sendte nyheder til et medlem af partiet, og han havde skrevet ”længe leve Komala” på en mur. Under den efterfølgende gennemgang af referatet for samtalen bemærkede ansøgeren om sine aktiviteter, at han havde lavet graffiti for partiet Komala et par gange om året og havde meldt nyheder til partiet, når der var noget. Til asylsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret nærmere om, at han derudover uddelte løbesedler for partiet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke har forklaret om uddeling af løbesedler til oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren skulle have et klæde over hovedet, da han blev ført ind i partiets base […], for at ansøgeren ikke skulle blive genkendt, men havde huller til øjnene, så han som udefrakommende ikke-medlem var i stand til at identificere både personer og dele af lejren. Ved vurderingen af, om ansøgeren har udført politiske aktiviteter i Iran, har Flygtningenævnet endvidere inddraget ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark. Nævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv har opsøgt partiet, at han udelukkende har haft en begrænset tilknytning til Komala-partiet i Danmark, og at han tog afstand til partiet i sommeren 2016 og ikke længere ville udføre politiske aktiviteter for partiet. Forinden da havde ansøgeren alene deltaget i ét møde for Komala-partiet. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag igen er blevet tilknyttet partiet. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det betydning, at ansøgerens familie ikke har været udsat for repressalier fra de iranske myndigheder, og at ansøgerens bror, der ligeledes har søgt asyl i Danmark, er rejst frivilligt tilbage til Iran. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at antage, at han i forbindelse med sine politiske aktiviteter i Danmark er blevet profileret som politisk modstander i forhold til de iranske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren og omfanget af ansøgerens aktiviteter. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har lavet enkelte partipolitiske opslag på sin Facebook-profil. Flygtningenævnet bemærker herved, at opslagene kun er synlige for ansøgerens Facebook-venner og dermed ikke er offentligt tilgængelige. Derudover har ansøgeren anvendt en anden stavemåde af sit efternavn på den angivne Facebook-profil. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/171/ceb
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan (Ahl-e Haqq) af trosretning fra […] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af Iran, fordi han beskyldes for at have udført politiske aktiviteter, og fordi han er yarsan (Ahl-e Haqq) af trosretning. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i Iran jævnligt blev opsøgt af de iranske myndigheder, fordi han og hans familie var nomader. Endvidere anklagede myndighederne familien for at hjælpe og samarbejde med politiske oprørsgrupper. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Iran, fordi landet ikke længere havde nogen værdi for ham. Han har på grund af sin religion ikke kunne få lov til at videreuddanne sig, og han har derfor ingen mulighed for at kunne gøre fremskridt i Iran. Efter ansøgeren udrejste af Iran, opsøgte myndighederne hans bopæl, fordi de mistænker ham for at være politisk aktiv, ligesom hans far og bror er. Ansøgerens bror er blevet tilbageholdt af myndighederne og har i den forbindelse angivet ansøgeren til myndighederne. Siden broren blev anholdt, har myndighederne hver anden uge opsøgt ansøgerens søsters bopæl. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens oprindelige forklaring om sit asylmotiv til grund, hvorefter han udrejste på grund af de generelle forhold for yarsan-tilhængere, og at han ved en tilbagevenden frygter at blive straffet, fordi han er udrejst illegalt. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt han har haft en konflikt med de iranske myndigheder. Til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke har haft problemer med de iranske myndigheder, udover at han er udrejst illegalt. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at de iranske myndigheder anklagede ansøgeren og hans familie for at samarbejde med politiske oprørsgrupper, og at myndighederne ville have ansøgeren til at samarbejde med dem, idet ansøgeren skulle angive mistænkelige personer i området, hvilket ansøgeren afviste. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han er blevet opsøgt af de iranske myndigheder, mens han boede i Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke på noget tidspunkt, mens han boede i Iran, er blevet opsøgt af de iranske myndigheder, mens han til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at han plejede at blive opsøgt af de iranske myndigheder, og at det skete ca. hver anden uge helt frem til ansøgerens udrejse fra Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin families politiske aktiviteter. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at både hans far og hans bror har været politisk aktive. Da ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2016 blev spurgt til sine familiemedlemmers politiske aktiviteter, har ansøgeren alene forklaret om sin fars politiske aktiviteter. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har omtalt de nævnte forhold vedrørende de iranske myndigheder og sin families politiske aktiviteter i asylansøgningsskemaet. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans søster er blevet opsøgt af myndighederne. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at de iranske myndigheder opsøgte hans søster ca. 3 måneder efter ansøgerens udrejse. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at søsteren blev opsøgt ca. 3 måneder før samtalen, dvs. i sommeren 2016. Til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at søsteren ikke er blevet opsøgt, hvilken forklaring ansøgeren har fragået under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret om, at hans søsters hus er brændt ned i [foråret] 2016, hvilket ansøgeren ellers havde anledning til at forklare om til asylsamtalen [i efteråret] 2016, særligt henset til at hans bror forinden var blevet arresteret, og at det fremstod uvist, om huset var brændt ned på grund af en ulykke eller som følge af en bevidst handling. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for tilhængere af religionen ahl-e haqq (yarsan) ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt og i den anledning risikerer en straf ved tilbagevenden til Iran, giver heller ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at straffen for ulovlig udrejse ifølge de foreliggende oplysninger ikke kan antages at være uforholdsmæssig eller urimelig. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/170/ceb
Nævnet hjemviste i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, iransk statsborger, sunni-muslim af trosretning og født i Al Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, da hans far er medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans forældre flygtede fra Irak til Iran. Ansøgerens far er medlem af KDPI, og deltager i partiets møder omkring en til to gange om ugen. Ansøgerens far er en enkelt gang blevet opsøgt af tre ukendte mænd. Mændene ringede til ansøgerens far og bad ham om at komme udenfor. Da ansøgerens far så, at mændene trak våben, flygtede han. Ansøgeren udrejste af Irak [i sommeren] 2015, fordi ansøgerens far opfordrede ham til det, og fordi ansøgeren blev truet af en mand, der hedder Khalil. Ansøgeren blev truet af Khalil, da ansøgeren havde et forhold til Khalils søster. Khalil har efterfølgende tilgivet ansøgeren. Den beskikkede advokat har for Flygtningenævnet nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet de af advokaten indhentede oplysningerne om faderens politiske aktivitet bør søges verificeret af Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsens repræsentant havde ingen bemærkninger til påstanden om hjemvisning. Flygtningenævnet hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med påstanden fra den beskikkede advokat, således at Udlændingestyrelsen anmodes om at søge oplysningerne om ansøgerens fars politiske aktiviteter verificeret, hvis det er muligt.” Iran/2017/17/MGO
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Feyzabad, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet efterretningstjenesten har ransaget ansøgerens butik, hvor de fandt pro-kurdisk propaganda. Ansøgeren kender intet til denne propaganda, da det ikke er hans. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans bror, [A], som han drev sin dagligvarebutik med, var på arbejde søndag morgen den 27. september 2015, da de iranske myndigheder ransagede butikken og fandt kurdisk propanda-materiale. [A] blev i den forbindelse anholdt af myndighederne. Ansøgeren ved ikke, hvem der havde placeret materialet i butikken, hvordan de kom ind i butikken, eller hvor i butikken materialet var blevet fundet. Kort efter ransagningen af butikken og anholdelsen af ansøgerens bror blev ansøgerens families bopæl opsøgt og ransaget af efterretningstjenesten, hvor de ledte efter ansøgeren. Omkring klokken ti om formiddagen blev ansøgeren ringet op af sin far, som fortalte, at efterretningstjenesten havde anholdt Peyman i butikken, og at de havde ledt efter ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren var ikke hjemme, idet han på det tidspunkt opholdt sig hos sin søster og hendes ægtefælle i Sarpol-e Zahab. Derefter skjulte ansøgeren sig hos sin svogers bror. Den efterfølgende morgen tog ansøgeren til Urumieh, hvorfra han udrejste af Iran. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han på grund af fund af kurdisk politisk materiale i den dagligvarebutik, som han er indehaver af, er i risiko for forfølgelse fra de iranske myndigheder på grund af formodede politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/169/SSM
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og ægtefællen vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb, såfremt de lever åbent omkring deres konvertering fra islam til kristendommen, som de ønsker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun begyndte at komme i Frikirken i [A] i [slutningen af vinteren] 2015. Kristendommen giver hende ro. Ansøgeren går til gudstjeneste hver søndag i Frikirken i [A], og modtager undervisning i kristendommen hver uge. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2015. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren, der blev døbt [i foråret] 2015, nu gennem en længere periode har deltaget i kirkelige handlinger og undervisning i kristendommen, ligesom hun har udøvet kristne aktiviteter i øvrigt. Hun har endvidere udvist betydeligt kendskab til den kristne tro og har forklaret overbevisende herom. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, herunder hendes fremtræden for nævnet, til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Når der henses til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i hjemlandet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og et medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/168/SLH
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han og ægtefællen vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb, såfremt de lever åbent omkring deres konvertering fra islam til kristendommen, som de ønsker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han begyndte at komme i Frikirken i [A] i [slutningen af vinteren] 2015. Ansøgeren går til gudstjeneste hver søndag i Frikirken i [A], og modtager undervisning i kristendommen hver uge. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2015. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren, der blev døbt [i foråret] 2015, nu gennem en længere periode har deltaget i kirkelige handlinger og undervisning i kristendommen, ligesom han har udøvet kristne aktiviteter i øvrigt. Han har endvidere udvist betydeligt kendskab til den kristne tro og har forklaret overbevisende herom. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, herunder hans fremtræden for nævnet, til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Når der henses til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i hjemlandet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/167/SLH
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [X], Iran. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for KDPI fra 2009 og frem til sin udrejse af Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han siden 2009 og frem til udrejsen af Iran i september har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren blev aktiv for partiet, da han lærte [A] at kende i 2009 via Facebook. Ansøgeren skulle fungere som meddeler for [A], idet han skulle rapportere om forholdene i [X] ved at tage billeder af bygninger, såsom politistationer og gader. Derudover skulle ansøgeren tage billeder og filme i forbindelse med demonstrationer i [X]. Ansøgeren sendte materialet til [A] via Facebook, hvorefter han slettede indholdet fra sit kamera. Han gemte de vigtigste billeder og videoer på en harddisk. [I foråret] 2015 deltog ansøgeren i en demonstration ved hotel [B] i [X]. Han blev under demonstrationen pågrebet af to personer, hvoraf den ene var en politibetjent i uniform og den anden var en person klædt i civilt tøj. De forsøgte at anholde ansøgeren, men de omkringværende demonstranter kom ham til undsætning ved, at de gik til angreb på de to personer, hvilket gav ansøgeren mulighed for at flygte fra demonstrationen, hvorefter han søgte tilflugt hos en ven. Næste morgen fik han oplyst af sin mor, at politiet havde været på bopælen og spørge efter ansøgeren. De ransagede ansøgerens værelse, hvor de fandt et kurdisk flag, et billede af en tidligere leder af KDPI samt harddisken med billeder og videoer. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin onkels ven i fire til fem måneder, inden han udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark deltaget i møder og demonstrationer vedrørende KDPI, som har været filmet og vist i kurdisk tv. Dernæst har han oplyst om sine aktiviteter på Facebook og Instagram. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende oplysninger lægge til grund, at ansøgeren i Iran har haft yderst begrænsede aktiviteter for KDPI i form af fremsendelse af billeder og reportager om begivenheder i hjembyen til [A], og at disse aktiviteter ikke var kommet til myndighedernes kendskab på tidspunktet for udrejsen. Det skal særligt bemærkes, at nævnet ikke kan lægge til grund, at myndighederne skulle have været i stand til at identificere ansøgeren, således at man allerede den følgende morgen var i stand til at foretage ransagning på bopælen. Hertil kommer, at ansøgeren var i stand til at opholde sig i hjemlandet i yderligere fire til fem måneder, inden udrejsen fandt sted. Når der videre henses til oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark, og oplysningerne i baggrundsmaterialet om de iranske myndigheders overvågning af regimekritiske aktiviteter i udlandet, sammenholdt med, at ansøgeren kommer fra [X], som er kendt for at have mange tilhængere af kurdiske partier, kan det ikke med fornøden sikkerhed afvises, at myndighederne på nuværende tidspunkt er bekendt med, at ansøgeren er aktivt medlem af KDPI i Danmark og har deltaget i aktiviteter for partiet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/166/SLH
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er født i al-Tash-lejren i Romadi, Irak og flyttede som et-årig til Sarepole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi han har sympatiseret med og udført aktiviteter for KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far flere gange har været anholdt af de iranske myndigheder, fordi han har været aktivt for KDPI, og at han på baggrund heraf også gerne ville støtte op om kurdernes rettigheder. I 2013 fortalte ansøgerens arbejdsgiver, [Y], ansøgeren, at han sympatiserede med KDPI, og han anmodede ansøgeren om at uddele politisk materiale for partiet. Efter tre dages betænkningstid accepterede ansøgeren tilbuddet. De følgende halvandet til to år uddelte ansøgeren cd’er og breve for partiet på [Y’s] foranledning. [I efteråret] 2015 modtog ansøgeren et opkald fra sin bror, [K1], mens ansøgeren opholdt sig hos ansøgerens moster, [K2], i Kermanshah. [K1] fortalte ansøgeren, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl og spurgt efter ansøgeren, og at de havde anholdt [Y]. Herefter opfordrede [K1] ansøgeren til at forlade Iran, og [i efteråret] 2015 udrejste ansøgeren til Tyrkiet. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer troværdig og selvoplevet og kun indeholder divergenser, der vurderes som ubetydelige. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren har uddelt regeringsfjendtligt materiale og herved er kommet i myndighederne søgelys. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgerens opdragsgiver er blevet tilbageholdt, og at ansøgerens bopæl er blevet opsøgt af politiet flere gange. Efter de forelæggende baggrundsoplysninger finder flertallet herefter, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/165/DH
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er født i […] Nordirak, men hans forældre flyttede tilbage til Iran, da krigen mellem Iran og Irak var slut. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin arbejdsgiver, [A], idet han har været i slagsmål med [As] nevø, [B]. Derudover frygter han at blive anholdt af de iranske myndigheder på grund af slagsmålet. Endeligt har ansøgeren henvist til de generelle forhold for sunni-muslimer og kurdere i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i omkring halvandet år arbejdede hos et snedker- og malerfirma. Ansøgerens arbejdsgiver, [A] var radikal shiamuslim. Ansøgeren blev mobbet på sin arbejdsplads, fordi han ikke var født i Iran, og fordi han var sunni-muslim. På et tidspunkt blev arbejdsgiverens nevø, [B], ansat i firmaet. [B] mobbede ansøgeren endnu mere, og det endte med, at ansøgeren og [B] kom i et slagsmål. Under slagsmålet blev en kommode beskadiget, hvorfor [A] blev sur på ansøgeren. Ansøgeren sagde en masse dårlige ting til [A] og forlod derefter forretningen. Dagen efter afleverede politiet et brev på ansøgerens bopæl, hvori der stod, at han skulle møde på politistationen. Han var ikke selv på bopælen, men hans bofælle, [C], ringede til ansøgeren og fortalte, at han ikke skulle komme hjem. Samme aften tog ansøgeren hjem til sin søster i Karaj, hvor han opholdt sig i omkring ti dage. Efter en uge ringede [C] og fortalte, at politiet igen havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han har haft en konflikt med sin arbejdsgiver, [A], til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konflikten har et sådan omfang og en sådan karakter, at den er asylbegrundende. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han blev chikaneret af [A] og dennes nevø, hvilket førte til et slagsmål med nevøen, hvorefter ansøgeren sagde nogle nedsættende ting om shiamuslimer og blev fyret. Der er videre lagt vægt på, at hverken [A] eller nevøen – uanset om [A] har meldt ansøgeren til politiet, selv har opsøgt ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at [A] meldte ham til politiet til grund. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for konfliktens omfang eller forklare uddybende om konfliktens intensitet. Ansøgeren har i advokatindlægget udbyggende påberåbt sig, at han risikerer at blive straffet, fordi han har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at han personligt er blevet indkaldt til militærtjeneste, som han er udeblevet fra. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens oplysninger om, at han aktuelt er udeblevet fra militærtjeneste, og Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse, fordi han ikke har aftjent værnepligt. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Iran, herunder om forholdene for sunnimuslimske kurdere, at forholdene for disse ikke er sådanne, at det i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Der er herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne fra Iran om, at ulovlig udrejse straffes med fængsel i 1-3 år eller bøde. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/164/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsani fra Iran. Den mandlige ansøger har oplyst, at han har udført politiske aktiviteter for ”Yarsan Democratic Organisation” (YDO) i omkring halvanden måned. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fysiske overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for YDO. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af Iran. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle har en konflikt med myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst blandt andet, at han i slutningen af februar 2013 fik at vide af sin svoger, […], at YDO ville komme til Sulaimaniya i Irak. Zaman havde fået dette at vide af […], som var medlem af komiteen for YDO i Finland. Den mandlige ansøger rejste herefter illegalt til Irak for at mødes med YDO. Han var i Irak fra den […] marts 2013 til den […] marts 2013. Her deltog han i tre møder med YDO, ligesom han indvilligede i at tage politisk materiale med tilbage fra Irak, som han skulle uddele. Materialet bestod af løbesedler og CD’er. Den mandlige ansøger uddelte første gang politisk materiale for YDO i Iran omkring den […] april 2013. Anden gang var omkring 15 til 20 dage efter første uddeling. Den tredje og sidste gang var i maj 2013, og det var omkring 10 til 12 dage efter anden uddeling. I starten af 2014 mødte den mandlige ansøger Saeed og Mehrdad i [mindre by], som han før havde uddelt materiale fra YDO til. Saeed og Mehrdad fortalte den mandlige ansøger, at to personer, som også havde været hos YDO i Irak, og som også havde uddelt materiale for YDO, var blevet anholdt. Den mandlige ansøger opholdt sig derefter på sin bopæl i Iran og oplevede ikke yderligere frem til sin udrejse. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at den mandlige ansøger en ukendt dag om morgenen fortalte hende, at de skulle udrejse af Iran. Den mandlige ansøger ville ikke sige andet, end at han frygtede, at deres liv var i fare. Ansøgerne udrejste samme dag illegalt af Iran ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af [den mandlige ansøgers] forklaring om sine politiske aktiviteter for ”Yarsan Democratic Organization” (YDO) i Iran ikke kan lægges til grund. [Den mandlige ansøger] har således forklaret uoverensstemmende om en række forhold vedrørende denne politiske aktivitet. I asylansøgningsskemaet er der intet anført om hans politiske aktivitet, og i de senere samtaler med Udlændingestyrelsen er [den mandlige ansøger] fremkommet med skiftende forklaringer om blandt andet, hvornår han stoppede med at uddele materiale for YDO. I oplysnings- og motivsamtalen [i] maj 2015 oplyste [den mandlige ansøger] således, at han fortsatte med at uddele materiale for YDO, efter at han havde hørt, at nogle af hans trosfæller var blevet anholdt i 2014 i forbindelse med, at de havde udført politisk aktivitet for YDO, og at han ophørte med sine egne aktiviteter kort tid derefter, mens han under asylsamtalen [i] oktober 2016 oplyste, at han kun har uddelt politisk materiale for YDO 3 gange og senest i 2013. [Den mandlige ansøger] har ligeledes under samtalerne med Udlændingestyrelsen skiftet forklaring vedrørende antallet af personer, som var blevet anholdt, og som gav anledning til, at han selv ophørte med sine aktiviteter, ligesom han har forklaret upræcist og undvigende om, hvordan han blev bekendt med YDO’s møde i Irak, som han angiveligt deltog i, og som var hans indgang til at påbegynde sine politiske aktiviteter for organisationen. [Den mandlige ansøger] har om dette møde således oprindeligt forklaret, at han fik at vide telefonisk af en person ved navn [navngiven person], at YDO ville komme til Sulaimaniya i Irak, mens han senere har forklaret, at han ikke havde kontakt med [denne person], før han mødte ham i Irak, og at det var en anden person ved navn [svogeren], der havde fortalt ham om YDO’s møde i Irak. Allerede på denne baggrund finder Flygtningenævnet, at [den mandlige ansøgers] forklaring om sine politiske aktiviteter for YDO i Iran ikke er troværdig, og at i hvert fald væsentlige dele af forklaringen således ikke kan lægges til grund. Hertil kommer, at selvom forklaringerne om hans politiske aktiviteter kunne lægges til grund, så er der ikke grundlag for at antage, at han på baggrund af sin konkrete deltagelse i disse aktiviteter vil være i risiko for nogen form for forfølgelse fra de iranske myndigheders side ved en tilbagevenden til Iran. [Den mandlige ansøger] har således forklaret, at han ikke siden 2013 har deltaget i politiske aktiviteter for organisationen, og at myndighederne ikke var bekendt med hans deltagelse heri, ligesom hans meget begrænsede deltagelse i øvrigt alene var kendt af meget få personer. Endelig har [den mandlige ansøger] flere gange under forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen afgivet detaljeret forklaring om, at han problemfrit og uden nogen kontakt fra myndighederne har kunnet opholde sig på sin bopæl helt frem til sin udrejse i oktober 2015, og at hans frygt for myndighederne alene beror på en formodning om, at de iranske myndigheder kunne blive gjort bekendt med hans tidligere aktiviteter. [Den mandlige ansøger] har for Flygtningenævnet forklaret helt uoverensstemmende herom, idet han for nævnet har forklaret, at han ikke opholdt sig på sin bopæl i perioden, og at hans bopæl blev opsøgt flere gange af de iranske myndigheder. Henset til at denne forklaring er helt ny og afviger fra, hvad han ved flere forskellige lejligheder har forklaret over for Udlændingestyrelsen, kan hans forklaring herom ikke lægges til grund. Da det således ikke kan lægges til grund, at de iranske myndigheder har kendskab til [den mandlige ansøgers] begrænsede politiske aktiviteter, giver [den mandlige ansøgers] forklaring herom – havde den kunne lægges til grund – således også derfor ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Da [den kvindelige ansøgers] asylmotiv alene er begrundet i ægtefællen [den mandlige ansøgers] angivelige konflikt med myndighederne i Iran, og da Flygtningenævnet finder, at det ikke er sandsynliggjort, at der består nogen sådan individuel konflikt, vil heller ikke hun kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det tiltrædes endvidere, at heller ikke den omstændighed, at ansøgerne er udrejst illegalt, kan danne grundlag for asyl, idet nævnet herved har lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger (Udenrigsministeriets notat af 11. februar 2011, j.nr. 17.DAN.1-15 og punkt 5 i ”British Home Office Country Information and Guidance Iran: Illegal Exit” fra juli 2016) om den sanktion, som en sådan lovovertrædelse i Iran vil kunne medføre. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at heller ikke de generelle vanskelige forhold for yarsani i Iran kan begrunde, at ansøgerne har krav på asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/163/NKE
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet meddelte afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i 2011. I 2017 blev sagen genoptaget til nyt mundtligt nævnsmødet. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født sunni-muslim fra […], Iran. Ansøgeren har under den oprindelige asylsag forklaret, at han har sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI) og uddelt løbesedler for partiet. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på baggrund af sin trosretning, idet han er konverteret til kristendommen. Der er ikke under Flygtningenævnets behandling af genoptagelsessagen fremkommet oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering i forhold til den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører omfanget og karakteren af ansøgerens politiske aktiviteter i hjemlandet og i Danmark. Nævnet kan om disse forhold således henholde sig til de afgørelser, der er truffet [i] maj 2011 og [i] januar 2015. Om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark bemærker nævnet imidlertid, at en almindelig søgning på ansøgerens navn i Google giver en række resultater på første søgningsside, hvor ansøgeren sættes i forbindelse med [andet navngivent parti i Iran] herunder med link til en artikel fra [dato i] april 2014 vedrørende et interview med ansøgeren, der ifølge artiklen fremtræder som repræsentant for [det navngivne parti] i Danmark. En søgning på [partinavnet] resulterer ligeledes i en henvisning til omtalte artikel på første side i søgningsresultatet; en artikel der ligeledes er ledsaget af et billede af ansøgeren. Nævnet finder på denne baggrund, når det tillige sammenholdes med sagens øvrige oplysninger, som de er gengivet i Flygtningenævnets afgørelse [fra] januar 2015, herunder optagelser offentliggjort på Youtube af ansøgerens tale i forbindelse med en demonstration på [lokalitet i Danmark], offentliggjorte billeder af ansøgerens deltagelse i demonstrationer mod det iranske styre i øvrigt og optagelser offentliggjort på Youtube af ansøgerens deltagelse og tale under et møde afholdt af [partiets] forening i Danmark, at der er en reel risiko for, at ansøgeren ved sine politiske aktiviteter i Danmark nu kan have opnået i hvert fald en vis grad af profilering i forhold til de iranske myndigheder. Det fremgår af baggrundsoplysningerne for nævnet, herunder [navngiven rapport fra 2016], at […]. Det fremgår endvidere, at […]. Flygtningenævnet finder, at det på denne baggrund – og som sagen nu foreligger oplyst – er godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til ansøgerens nye asylmotiv, der vedrører hans konvertering til kristendommen.” Iran/2017/162/nke
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsaner af trosretning fra […] og […], Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i pro-regimedemonstrationer under tvang tre-fire gange om året fra 2002 til 2015. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til frygten for henrettelse af repræsentanter for de iranske myndigheder, idet han under pres har underskrevet et udsendelsesdokument til at kæmpe i Syrien, som ansøgeren senere har fortrudt, og at han derfor er udrejst af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blevet hvervet til Basij i 2002 for at få madkuponer. Ansøgerens rang var menig soldat, og han modtog kamptræning. Ansøgeren havde til opgave at deltage i pro-regimedemonstrationer tre-fire gange om året. Ansøgeren har oplyst, at han under fødslen af sin søn, Ehsan, i [vinteren] 2014 blev fængslet i et døgn. For at blive løsladt, skulle ansøgeren underskrive et dokument, hvori han bekræftede, at han velvilligt ville udføre opgaver for Basij fremover. Ansøgeren har sluttelig oplyst, at han den [i efteråret] 2015 modtog et opkald fra en ukendt mand, der bad ansøgeren om at møde hos Basij i [et sted i Kermanshah-provinsen], hvilket ansøgeren herefter gjorde. Da ansøgeren mødte op, blev han kørt til et ukendt sted i Kermanshah, sammen med to af sine overordnede og en værnepligtig. Her mødte ansøgeren to-tre ukendte mænd, som mindede ham om, at han tidligere havde underskrevet et dokument, hvori han indvilgede i at løse opgaver for Basij. Mændene oplyste ansøgeren om, at han 15 dage senere skulle sendes til Syrien for at kæmpe i to år. Ansøgeren underskrev et udsendelsesdokument, hvorefter han blev kørt til [et sted i Kermanshah-provinsen]. Ansøgeren tog derefter hjem til sin bopæl, og han udrejste seks dage senere af Iran sammen med sin familie. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge dele af ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flertallet anser det således for sandsynliggjort, at den mandlige ansøger, der ikke har aftjent værnepligt, ved at underskrive et dokument hos Basij i [efteråret] 2015 har indvilliget i at deltage i den væbnede konflikt i Syrien 15 dage efter underskriften. Ansøgeren har herefter af hensyn til familiens situation fortrudt sin accept og er udrejst af Iran som følge heraf. Flertallet finder, at den mandlige ansøgers udeblivelse fra tjeneste i denne situation ikke adskiller sig fra den almindelige udeblivelse fra værnepligt i Iran. Da straffen for udeblivelse fra værnepligt efter det foreliggende baggrundsmateriale ikke fremstår uproportional, har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et mindretal kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet mindretallet ikke finder, at det er sandsynliggjort, at den mandlige ansøger har accepteret at blive sendt til Syrien for at deltage i den væbnede konflikt. Der henvises til, at forklaringerne herom må anses for at være konstruerede til lejligheden. Der lægges især vægt på, at det findes usandsynligt, at den mandlige ansøger er blevet tvunget til at underskrive et dokument sin om deltagelse i konflikten i Syrien under de oplyste omstændigheder. Mindretallet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/161/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet med fængsel eller henrettet af den iranske regering, idet ansøgeren tilhører yari og har haft et forhold til en shia-muslimsk kvinde, [A]. Som følge heraf vil [A’s] familie slå ansøgeren ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han omkring et år forud for sin udrejse af Iran kom i kontakt med [A] via en app, Tango. Han mødtes med [A] mere end 15 gange i alt, og de havde seksuelt samkvem omkring fem gange udendørs, herunder tre gange i en offentlig park i Teheran. Efter otte til ni måneder fik [A’s] familie kendskab til, at ansøgeren og [A] havde et ulovligt forhold. Ansøgeren fik et opkald fra en ukendt person, som truede med at slå ansøgeren ihjel, hvilket ansøgeren antager at være [A’s] far. To dage herefter blev ansøgerens bopæl ransaget af folk fra politiet og efterretningstjenesten, som spurgte efter ansøgeren. [A’s] far var også til stede. Ansøgeren var ikke hjemme på tidspunktet for ransagningen men blev ringet op af sin far senere samme dag og tog herefter hjem til sin fætter, [B], i Sarpole Zahab. Om natten forlod ansøgeren Sarpole Zahab og søgte tilflugt i Nazar Abad hos hans moster og hendes ægtefælle, hvor ansøgeren opholdt sig i omkring 50 dage indtil sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af myndighederne og [A’s] familie i Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og mindre sandsynlig. Der er således lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at han og [A] ikke på forhånd havde aftalt, at de skulle have sex første gang, men at dette bare skete spontant, mens han tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han og [A] havde chattet sammen og aftalt, at de skulle have sex forud for første gang. Hertil kommer en mindre væsentlig divergens om, hvad ansøgeren fortalte om sin konflikt til sin moster. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgerens forklaring om forholdet til [A] forekommer mindre sandsynligt. Det forekommer således mindre sandsynligt, at han og [A], der var henholdsvis 21 og 19 år, og som ikke tidligere havde haft forhold til andre, skulle chatte sammen om sex inden for relativ kort tid efter, de havde mødt hinanden første gang. Nævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at [A] kom fra en meget religiøs og traditionel familie. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om, at hans forhold til [A] har udviklet sig, som angivet af ham, og at dette er kommet til hendes fars kendskab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren var yarsan forud for sin konversion, og at det efter ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen er uklart i hvilket omfang, han har praktiseret sin religion i Iran, hvorimod han under nævnsmødet forklarede, at han i Iran gerne ville vide mere om yari, men at han sammen med familien praktiserede yari i et vist omfang. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet var i stand til på en overbevisende måde at redegøre for baggrunden for sin deltagelse i kirkegang fra sommeren 2016 eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at kristendommen er en religion baseret på kærlighed, og at den minder om yari, men at kristendommen er mere udviklet. Ansøgeren var under nævnsmødet i stand til at genfortælle fadervor og en lignelse, men han var ikke i stand til at redegøre nærmere for sin egen kristne overbevisning og for sine kristne refleksioner. Ansøgeren var heller ikke i stand til at fremkomme med en overbevisende forklaring på, hvorfor han endnu ikke har ladet sig døbe. Han har således alene henvist til, at han er konverteret til kristendommen, men at han endnu ikke føler sig klar til at blive døbt. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Den kirkelige udtalelse, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan efter indholdet af baggrundsoplysningerne og ansøgerens forklaring ikke føre til, at han har et asylbegrundende modsætningsforhold til nogen i Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/160/DTO.
Nævnet hjemviste i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, iransk statsborger, sunni-muslim af trosretning og født i Al Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste, da hans far er medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans forældre på et ukendt tidspunkt flygtede fra Iran til Irak. Ansøgeren ved ikke, hvorfor hans forældre flygtede. Ansøgerens far har i en ukendt periode været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren ved ikke, hvilke aktiviteter hans far har haft for partiet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at vende tilbage til Irak, da han ikke har nogen rettigheder som flygtning. Den beskikkede advokat har for Flygtningenævnet nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet de af advokaten indhentede oplysningerne om faderens politiske aktivitet bør søges verificeret af Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsens repræsentant havde ingen bemærkninger til påstanden om hjemvisning. Flygtningenævnet hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med påstanden fra den beskikkede advokat, således at Udlændingestyrelsen anmodes om at søge oplysningerne om ansøgerens fars politiske aktiviteter verificeret, hvis det er muligt.” Iran/2017/16/MGO
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran og har anført at være ateist. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, fordi han har en vigtig position i Komola, og han har været politisk aktiv for Komola. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han på en ukendt dato forud for foråret 2009 blev medlem af Komola, som han fik kontakt til gennem sin tidligere bofælle. Han har filmet og taget billeder et ukendt antal demonstrationer, der fandt sted efter præsidentvalget i 2009. Endvidere har han et par gange i 2009 hjulpet sin tidligere bofælle med at uddele løbesedler. En dag i sommeren 2010 ringede ansøgerens tidligere bofælle til ham og sagde, at de skulle mødes i en bestemt park. Da ansøgeren ankom til parken, fortalte hans tidligere bofælle ham, at nogle mænd fra regimet havde forsøgt at opspore dem hos deres købmænd. Herefter udrejste ansøgeren og hans tidligere bofælle af Iran. Inden ansøgeren udrejste til Danmark, boede han i Irak på Komolas base. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Irak i perioden fra 2010 til udrejsen i 2015 har været et aktivt og højt profileret medlem af Komola. Han har således været peshmerga for partiet, dog uden at have været i kamp, [og leder inden for partiet]. Han har desuden arbejdet i partiets medieafdeling. Han har i den forbindelse været radiovært […]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om sit arbejde for Komola, og forklaringen støttes af det i øvrigt foreliggende, herunder video- og fotomateriale hvor ansøgeren optræder i Komola-sammenhæng. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime, og at han vil risikere konkret og individuel forfølgende omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/159/ceb
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi hans far har været aktiv for KDPI. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at hans far omkring år 1979 forlod Iran og tog ophold i KRI, idet han var eftersøgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren er født i Al-Tash-lejren i Irak, og i 2003 eller 2004 flyttede han til Barika-lejren i Irak, hvor hans forældre og søskende fortsat er bosiddende. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive straffet for i sommeren 2015 at være udrejst illegalt. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at han i foråret 2015 forsøgte at forlade Irak, men blev tilbageholdt ved en grænsepost i en grænseby i Erbil-provinsen. Han blev anholdt og anklaget for at være tilhænger af ISIL, fordi han ikke kunne fremvise nogen identifikationsdokumenter. Han blev dog senere løsladt mod betaling af kaution og på betingelse af, at han ikke ville nærme sig Erbil-provinsen igen. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgerens far er et aktivt medlem af KDPI, og at ansøgerens far og onkel har været peshmergaer for KDPI, og at de som sådanne har deltaget i væbnede aktioner rettet i mod det iranske styre. Det bemærkes herved, at Udlændingestyrelsen i en afgørelse [fra] 2011 fastslog, at ansøgerens bror isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Asylmotivet var i brorens sag det samme som i ansøgerens sag. Nævnet kan efter ansøgerens forklaring for nævnet og de oplysninger, der er fremkommet ved nævnsbehandlingen, ikke lægge til grund, at ansøgerens mor har opnået irakisk statsborgerskab. Det kan derfor heller ikke lægges til grund, at ansøgeren vil kunne opnå irakisk statsborgerskab. Uanset ansøgeren ikke selv har haft politiske aktiviteter, finder Flygtningenævnet således ikke, at der kan bortses fra, at ansøgeren ved en eventuel indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som værende ud af en politisk aktiv familie. Under hensyn hertil og til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, hvoraf fremgår blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp, har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art, ligesom han ikke har familie eller bekendte i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/158/ceb
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har leveret mad til medlemmer fra det politiske parti, PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af to medlemmer fra PJAK [i sommeren] 2015. De to personer spurgte ansøgeren, om han ville levere mad til dem, hvilket ansøgeren indvilgede i. Ansøgeren leverede mad til dem tre til fire gange. [I sommeren] 2015 var der kamphandlinger mellem PJAK og de iranske styrker i [område]. De iranske styrker trak afdøde modstandere gennem området for at skræmme folk, og ansøgeren genkendte de to medlemmer af PJAK, som han havde leveret mad til. Ansøgeren overnattede hos en ven i området, og fik efterfølgende at vide, at hans families telt var blevet ransaget af myndighederne, og hans far var blevet tilbageholdt. Ansøgeren blev herefter indlogeret hos en bekendt til sin farbror. Efter en uge fik ansøgeren at vide af sin farbror, at han skulle forlade landet, idet hans forældres bolig dagligt blev ransaget, og hans far var stadig tilbageholdt. Faderen blev efterfølgende løsladt mod kaution og meldepligt. Ansøgerens forældre har endvidere modtaget dokumenter stilet til ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren ikke præcist er i stand til at angive, hvor mange gange, han har leveret mad til PJAK-medlemmerne. Tilsvarende gælder i forhold til angivelsen af den beskedne mængde papirer, som han modtog fra PJAK. Ansøgerens forklaring fremstår på flere punkter heller ikke selvoplevet. Dette kommer særligt til udtryk ved ansøgerens forklaring om, at han har betegnet den sidste gang, hvor han leverede mad til PJAK-medlemmerne – og ikke episoden hvor han så de døde PJAK-medlemmer – som den værste dag i sit liv. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren efter at have set ligene af de fire PJAK-medlemmer skulle have gået en tur sammen med [A] for derefter at overnatte hjemme hos [A], ikke langt fra sin egen bopæl. Usandsynligheden skal navnlig ses i lyset af, at ansøgeren allerede på dette tidspunkt efter sin egen forklaring havde mistanke om, at myndighederne ville efterstræbe ham, ligesom ansøgeren har forklaret, at hans familie særligt skulle være i myndighedernes søgelys på grund af hans morbrødres og hans brors aktiviteter. Nævnet finder det også påfaldende, at det første møde med farbroderen skulle foregå ved en bazar. Herefter, og når disse omstændigheder sammenholdes med, at ansøgeren ikke er i besiddelse af de dokumenter, som skulle være overdraget til hans forældre, og som efter omstændighederne ville kunne have dokumenteret hans konflikt med myndighederne i Iran, angiveligt fordi hans far skulle have smidt dokumenterne ud, da han ikke kan læse, må nævnet forkaste ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Det er herunder også indgået i vurderingen, at ansøgerens forklaring om, at forældrene ikke har fået at vide, hvad dokumenterne omhandler, fremstår utroværdig. Det kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen, at ansøgeren har fremlagt avisartikler fra Internettet om kamphandlinger mellem de iranske myndigheder og PJAK [i sommeren] 2015. Broderens aktiviteter og den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan heller ikke føre til, at ansøgeren har krav på beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2017/157/JEA
Nævnet hjemviste i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb af de iranske myndigheder, som er blevet bekendt med, at han har deltaget i en regimefjendtlig demonstration. Det er endvidere i Iran blevet bemærket, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, hvilket ligeledes udsætter ham for betydelig risiko. Ansøgeren har i Flygtningenævnet forevist sin åbne Facebook-profil i sit eget navn med et meget stort antal opslag fra [efteråret] 2016 til g.d. Teksterne er tilsyneladende primært på farsi, men noget er skrevet på engelsk. Profilen indeholder tillige et meget stort antal fotos, til dels af meget voldsom karakter. På fotografierne ses blandt andet henrettelser og lemlæstelser. Der vises endvidere en række mennesker, der tilsyneladende har fået en voldsom død. Mange opslag synes umiddelbart at indeholde en kraftig kritik af det iranske styre. På profilen er der endvidere en række karikaturtegninger vendt mod nuværende og tidligere ledere af Den Islamiske Republik. Tilsyneladende har ansøgeren over 400 venner på Facebook. Nogle har liket flere af opslagene. Ifølge ansøgeren har han på grund af sin tro og holdning modtaget en række dødstrusler, hvoraf han har slettet de fleste. Ansøgeren forklarede, at der på hans Facebook stadigvæk er et meget negativt opslag fra hans svoger. Hans mor har endvidere, ifølge ansøgeren, telefonisk nærmest truet ham på livet. Herudover har ansøgeren modtaget en særdeles kritisk SMS fra sin moster, som han ikke har slettet. I familien og lokalområdet er det, ifølge ansøgeren, almindelig kendt, at han er frafalden. Den for ansøgeren beskikkede advokat har gjort gældende, at det er nødvendigt, at det helt nye og meget store materiale bliver oversat og undersøgt. Udlændingestyrelsens repræsentant har anført, at styrelsen ikke modsætter sig, at sagen hjemvises. Styrelsen vil lade dette være op til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder efter karakteren af det nye omfattende materiale, der ikke er oversat, at det herefter er rettest, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet stillingtagen til ansøgningen. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” Iran/2017/156/snd
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra en landsby ved [A] i [B] provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han på grund af et forhold til en shiamuslimsk kvinde, [C] frygter at blive udsat for overgreb eller forfølgelse fra [Cs] far eller det iranske politi. Ansøgeren har herom oplyst, at han mange gange er mødtes med [C] forskellige steder. [Cs] far, der er basij, har flere gange nægtet at lade ham indgå ægteskab med [C]. På foranledning af [Cs] far blev ansøgeren anholdt i en park, hvor han var sammen med [C]. Efter to-tre timers tilbageholdelse, hvor han blev slået, klippet skaldet og anmodet om at lade [C] være, blev han løsladt. Da [C] var blevet gravid, og de ikke kunne få hinanden, flygtede de på et senere tidspunkt sammen til [D]. Nogle dage senere oplyste ansøgerens mor, at hans far var blevet tilbageholdt og ikke ville blive løsladt, før [C] kom tilbage. [C] rejste derfor tilbage uden ansøgeren, og hans far blev løsladt. Senere fortalte [C], at hendes far havde lagt sag an mod ansøgeren for kidnapning. Ansøgerens svigerinde oplyste telefonisk, at [C] var blevet slået af sin familie og derfor var på hospitalet. Svigerinden tilføjede, at myndighederne ledte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste derefter [i efteråret] 2015 illegalt til Tyrkiet. I [et europæisk land] mødte ansøgeren derefter en fætter, som han indrejste i Danmark sammen med. I [sommeren] 2016 fortalte ansøgerens mor, at [Cs] far havde sendt tre personer til bopælen for at lede efter ansøgeren. Ansøgeren har oplyst, at han tillige frygter sin familie og det iranske styre, idet han er konverteret til kristendommen, hvilket han dog ikke vil påberåbe sig som asylmotiv. Ansøgeren fik interesse for kristendommen for godt fire år siden, hvor han i Iran så en film. Han har siden følt sig som kristen. Han blev dog først døbt [i foråret] 2016 i Danmark. Til dåben blev der taget billeder og disse blev lagt på Facebook af en for ansøgeren ukendt person. Senere ringede ansøgeren til en ven i Iran, som fortalte ham, at han via Facebook havde fundet ud af, at ansøgeren var kristen. Ansøgerens mor har endvidere sagt til ansøgeren, at han ikke længere er en del af familien. Hele landsbyen ved, at han er konverteret. I Danmark mødte ansøgeren sin bror [E]. Han kender ikke [Es] asylgrundlag. Han har hørt, at [E] også er blevet kristen. De to brødre har boet sammen i Danmark, men har ikke talt med hinanden om, at de er blevet kristne. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren i nævnet er blevet stillet en del nye spørgsmål samt en række spørgsmål, der er blevet stillet på en lidt anden måde, end de spørgsmål, der er stillet under sagens behandling i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har i Flygtningenævnet mange gange undladt at svare konkret på spørgsmål og har adskillige gange i stedet gentaget sine svar til Udlændingestyrelsen vedrørende andre spørgsmål. Ansøgeren har blandt andet gentaget en række præcise svar fra Udlændingestyrelsens sag om tidsangivelser, men reelt undladt at svare på nye spørgsmål vedrørende tidsforløb. Ansøgeren har tillige i Flygtningenævnet udtrykkeligt afvist at svare på flere spørgsmål, navnlig om det overgreb som det iranske politi angiveligt har udsat ham for samt til dels om hans forhold til kristendommen. Ansøgeren har dog svaret på visse spørgsmål om kristendommen og har herunder oplyst, at han ikke ved, hvad de ti bud er, samt at han ikke er bekendt med, i hvilket land eller område Jesus levede i. Ansøgerens viden og forståelse for kristendommen er under mødet fremstået som værende meget begrænset, selvom ansøgeren har kunnet svare korrekt på visse spørgsmål om Jesus. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerens konversion er reel. Nævnet tilsidesætter herefter endvidere forklaringen om, at der på Facebook er fotos af ansøgerens dåb, men bemærker herom, at denne omstændighed endvidere ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl, såfremt denne måtte kunne lægges til grund. Ansøgeren har endvidere svaret usikkert og til dels undvigende om sine brødres forhold og herunder om, at fem brødre og to fætre tilsyneladende helt uafhængigt af hinanden rejste fra Iran til Danmark på omtrent samme tidspunkt. Ansøgerens konkrete forklaring om myndigheders og [Cs] families kendskab til hans forhold til [C] har endvidere fremstået tillært og ikke selvoplevet. Uden at dette isoleret set er afgørende bemærkes tillige, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han var mødtes med [C] hos en ven, og der havde sex med hende. Herefter, og i øvrigt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om modsætningsforholdet til [Cs] familie og politiets overgreb til grund. Ansøgerens helt nye forklaring om, at myndighederne flere gange på bopælen har afleveret indkaldelser til ansøgeren om, at han skulle melde sig til at aftjene værnepligt er fremkommet tøvende og tilsidesættes ligeledes. Ansøgeren har i Flygtningenævnet mange gange, herunder efter en pause – de første gange uopfordret – oplyst, at han ikke kan eller vil fortælle, hvad han er blevet udsat for af politiet. Idet ansøgerens forklaring i øvrigt ikke kan lægges til grund, finder Flygtningenævnet herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på udfærdigelse af torturundersøgelse. Den omstændighed, at ansøgeren er kurder og muligvis er udrejst illegalt uden forinden at have aftjent værnepligt, kan indebære vanskeligheder for ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran, men efter nævnets opfattelse er der efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at ansøgeren af disse grunde og efter det, der i øvrigt kan lægges til grund skulle være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet og karakter, at han af disse grunde opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/155/snd
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra provinsen Kermanshah i Iran. Ansøgeren har oplyst at have været politisk aktiv ved at give mad til medlemmer fra Kurdistan Democratic Party of Iran (KDPI), men han har aldrig været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har udleveret mad til repræsentanter fra KDPI tre gange, da de henvendte sig til ham og hans bror Rahman på deres kyllingefarm for at bede om mad. De henvendte sig første gang til ansøgeren og hans bror i [sommeren] 2015. Da mændene fra KDPI henvendte sig tredje gang, opstod der skudveksling mellem mændene fra KDPI og nogle politifolk. Ansøgeren og hans bror flygtede herefter sammen med mændene fra KDPI. Ansøgeren udrejste fra Iran to-tre dage efter. Efter ansøgerens udrejse er hans familie flere gange blevet opsøgt af myndighedspersoner, som beskylder ansøgeren for at være medlem af et politisk parti. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af den forklaring, som ansøgeren er fremkommet med til støtte for sit asylmotiv, ikke er troværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at det er mindre sandsynligt, at bevæbnede repræsentanter for Kurdistan Democratic Party of Iran (KDPI) i peshmerga-uniformer tre gange uden videre tog kontakt til ansøgeren og hans bror på deres kyllingefarm for at bede om mad, idet det samtidig er forklaret, at kyllingefarmen var beliggende i nærheden af Revolutionsgardens kontrolpost. Det er også mindre sandsynligt, at Revolutionsgarden, der som forklaret af både [ansøgeren] og [ansøgerens bror] ikke normalvis patruljerede ved kyllingefarmen, skulle komme til stede ved kyllingefarmen netop som den blev besøgt af repræsentanterne fra KDPI. Hertil kommer, at [ansøgeren] og broren [navn] har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, herunder om hvornår de blev bekendt med, at de mænd, der opsøgte dem, var repræsentanter for KDPI, ligesom de har forklaret uoverensstemmende om blandt andet forløbet af KDPI’s tredje besøg, hvor det angiveligt kom til en skudveksling mellem repræsentanter for KDPI og iransk politi/militær. [Ansøgerens bror] har således forklaret, at repræsentanterne fra KDPI præsenterede sig for begge brødrene allerede under det første besøg, og at det var soldater fra Revolutionsgarden, der angreb KDPI ved kyllingefarmen, mens [ansøgeren] oprindeligt har forklaret, at han ikke før det andet besøg blev klar over, at personerne kom fra KDPI, og at det i øvrigt var iransk politi, der deltog i skudvekslingen ved kyllingefarmen. Om forløbet af det tredje besøg har ansøgeren [navn] og hans bror [navn] tillige forklaret uoverensstemmende om, hvor og hvordan de mødtes med de fire øvrige personer fra Peshmerga umiddelbart efter skudvekslingen, ligesom der er afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt de to personer fra Peshmerga, der ledsagede dem under flugten, deltog i skudvekslingen. På denne baggrund og i øvrigt henset til Flygtningenævnets vurdering i den sambehandlede sag vedrørende [ansøgerens bror] og [ansøgerens svigerinde] finder nævnet, at [ansøgeren] ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/154/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning fra landsbyen […],[…], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har været aktiv indenfor yarsan religionen fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at blive tortureret eller henrettet af den iranske efterretnings-tjeneste, idet han har undervist i yaresan religionen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv hen-vist til, at han fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015 underviste 6 andre tilhængere af religionen på sin bopæl. Han underviste en til to gange om ugen og otte gange i alt. [En dag i efteråret] 2015 stormede efterretningstjenesten hans bopæl og ransagede den. Ansøgeren opholdt sig på det tids-punkt sammen med sin ægtefælle hos sin svigermor. Efterretningstjenesten konfiskerede religiøst materiale i form af et billede af yaresan-lederen [B], hellige bøger, en tambour og tre cd’er. Ansø-gerne udrejste 3 dage senere uden at have været tilbage på bopælen. Ansøgeren har senere fundet ud af, at en person ved navn [A] havde anmeldt ham til myndighederne. Efter ansøgerens udrejse har efterretningstjenesten på månedsbasis opsøgt ansøgerens bopæl og spurgt efter ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om deres religion yaresan til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger har undervist seks personer fra landsbyen i religionen otte gange indenfor en måned. Alle familier i landsbyen, der består af cirka 80 familier, bortset fra en enkelt, tilhører religionen yaresan. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig ACCORD – Austrian Centre for Country of Origin and Asylum Research and Documentation: Iran: Freedom of Religion; Treatment of Religious and Ethnic Minorities COI Compilation, September 2015, US Department of State: 2015 Report on International Religious Freedom – Iran, 10. august 2016, og Udlændingestyrelsens notat Iran: The Yaresan, 6. april 2017, at de iranske myndigheder i et vist omfang tolererer udøvelse af religionen yaresan, og Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers aktiviteter ikke kan anses for at have haft et sådant omfang og niveau, at han er i reel risiko for forfølgelse fra de iranske myndigheders side. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har været klar over, at hans aktiviteter ville komme til de iranske myndigheders kendskab via den efterretningsmand, der boede i byen. Flygtningenævnet tilsidesætter den mandlige ansøgers forklaring om, at efterretningstjenesten eftersøger ham, og at de jævnligt har spurgt efter ham på hans bopæl. Nævnet bemærker herved, at forklaringen ikke stemmer med de generelle oplysninger om forfølgelsesniveauet og -intensiteten overfor yaresan. Nævnet bemærker endvidere, at efterretningstjenesten som følge af landsbyens størrelse og den derboende efterretningsmand må antages at være klar over, at ansøgerne ikke er vendt tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse som følge af den mandlige ansøgers begrænsede religiøse aktiviteter, ligesom nævnet ikke finder, at det forhold, at ansøgerne er yaresan, i sig selv indebærer en sådan risiko. Ansøgerne er således ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og der er heller ikke grundlag for at anse dem for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at det asylmotiv, ansøgerne har påberåbt sig, er en grund, der er omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/152/HHU
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim født i Romadi, Irak. Hans familie flyttede til […], Iran, da han var et år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet de mistænker ansøgeren for at have hjulpet frihedskæmperne. I [vinteren] 2010, mens ansøgeren og hans fætter, [A], græssede deres får og geder i nærheden af den irakiske grænse, løb nogle af deres dyr over den sikkerhedsgrænse, som Sepah havde sat. De iranske grænsevagter skød efter dyrene, så ansøgeren og [A] løb over grænsen for at få fat i dyrene. [A] blev ramt af skud. Ansøgeren løb hen til [A] og begyndte at bande ad grænsevagterne. Ansøgeren blev herefter anholdt af grænsevagterne og kørt til [en nærliggende by], hvor han blev afhørt. I forbindelse med afhøringerne blev ansøgeren slået. Han blev efter halvanden times afhøring kørt til et fængsel i Kermanshah, hvor han var fængslet i omkring seks måneder frem til [sommeren] 2011. Ansøgeren blev ofte afhørt, idet han blev mistænkt for at samarbejde med de kurdiske partier. Ansøgeren løsladt på betingelse af, at han skulle samarbejde med myndighederne, hvilket ansøgeren dog nægtede. [En dag i efteråret] 2015, hvor ansøgeren passede et jordstykke, hvor han dyrkede majs, blev der om aftenen banket på døren til det lille hus, hvor han overnattede. Udenfor stod fire bevæbnede personer. De fire personer var frihedskæmpere og var blevet beskudt af grænsevagterne. En af de fire personer var blevet såret, og ansøgeren gav dem vand og stof til at forbinde såret. Den sårede fik det værre, og ansøgeren kørte derfor om morgenen til [en nærliggende by] for at købe forbindinger og andet til ham. Da ansøgeren var på vej tilbage til huset, så han, at der holdt tre til fire biler fra Sepah foran huset. Ansøgeren kørte derfor i stedet til sin fætter, [B]. Han blev omkring en time senere ringet op af sin bror, der fortalte, at politiet havde ransaget familiens bopæl i […]. Ansøgeren udrejste tre dage senere af Iran. Ansøgerens far blev efterfølgende tilbageholdt i fire dage, ligesom familiens jord blev konfiskeret. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at forklaringen i det væsentlige har været sammenhængende og konsistent. De divergenser, der har været, må anses for værende af underordnet betydning, ligesom det ikke kan udelukkes, at der kan være opstået visse mindre divergenser som følge af misforståelser i forbindelse med tolkningen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren tidligere har været fængslet og afhørt af de iranske myndigheder, og at han aktuelt, som følge af episoden i [efteråret] 2015, hvor han hjalp nogle peshmergaer, må antages at være i de iranske myndigheders søgelys. Nævnet bemærker herved, at Sepah var til stede ved ansøgerens skur på marken, og at Sepah efterfølgende rettede henvendelse på forældrenes bopæl med forespørgsel efter ansøgeren, og at ansøgerens far blev fængslet, da ansøgeren ikke var til stede. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren flygtede i umiddelbar forlængelse af episoden, og at han udrejste kort efter uden at have været hjemme på bopælen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at de iranske myndigheder vil anse ham for at være imod styret som følge af hans handlinger. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/151/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og fængslet af de iranske myndigheder, idet han er blevet sat i forbindelse med partiet Parti Azadi Kurdistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at de iranske myndigheder under en ransagning af ansøgerens forældres bopæl har fundet en kopi af et medlemskort til Parti Azadi Kurdistan med ansøgerens navn og billede på. Ansøgeren kom i besiddelse af det pågældende kort, da ansøgeren, hans ven, [A], og en anden person, [B], i [begyndelsen af] 2012 kortvarigt rejste til Irak af arbejdsmæssige grunde. Da ansøgerens oprindelige opholdstilladelse udløb, fremskaffede en af ansøgerens bekendte, [C], tre medlemskort til partiet Parti Azadi Kurdistan, der herefter skulle fungere som en opholdstilladelse i Irak. Medlemskortene var omkostningsfrie, og der var ikke betingelser knyttet til udstedelsen af kortene. Ansøgerens medlemskort blev udstedt [i foråret] 2012 og var gyldigt i seks måneder. Efter to måneders ophold i Irak vendte ansøgeren tilbage til Iran, hvor ansøgerens far fandt en kopi af ansøgerens medlemskort blandt ansøgerens ting. Det originale medlemskort opbevarede ansøgeren i sin pung. I efteråret 2015 ransagede de iranske myndigheder ansøgerens forældres bopæl, hvor de fandt en kopi af ansøgerens medlemskort. Som følge heraf har de iranske myndigheder opsøgt ansøgeren på ny på ansøgerens forældres bopæl, og myndighederne har også opsøgt ansøgerens søskende og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran i 2015 efter et kort ophold hos sine søskende i Javanrood. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist om, hvordan han kom i besiddelse af PAK-kortet, herunder om, hvorvidt han skulle betale for at få kortet, eller om partiet udbetalte penge til den person, der havde skaffet ansøgeren som medlem. Han har endvidere forklaret upræcist om, under hvilke omstændigheder hans far kom i besiddelse af kopien af kortet. Ansøgeren har endelig forklaret upræcist og divergerende om antallet af ransagninger på forældrenes bopæl. Han har således ved tre forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret forskelligt om antallet af ransagninger før og efter sin udrejse. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at ansøgeren i første omgang beholdt det udløbne PAK-kort henset til den fare, der var forbundet hermed, og dernæst at ansøgerens far skulle gemme kopien af ansøgerens PAK-kort, når faderen netop havde taget det fra sønnen, fordi det var farligt at have. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke advarede sin søster om faren ved at opbevare det originale kort. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren også under nævnsmødet forklarede upræcist og uden detaljer om de enkelte episoder, ligesom han ikke var i stand til at redegøre nærmere for de nævnte upræcisheder og mindre sandsynlige forhold. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/150/DTO
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Iran. Ansøgeren har været aktiv for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran fra sommeren 2013 til sin udrejse [i sommeren] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været aktiv for KDPI, siden han i løbet af sommeren 2013 fik til opgave at uddele pakker med politisk materiale. [I sommeren] 2015 fik ansøgeren til opgave at hente tre KDPI-medlemmer ved grænsen mellem Irak og Iran. Da de var på vej tilbage, blev de mødt af myndighederne, der forsøgte at stoppe dem med trusler om beskydning. Et af KDPI-medlemmerne blev skudt, og ansøgeren flygtede hen til en ven. Næste morgen tog ansøgeren hen til sin faster, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Iran [i sommeren] 2015. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt af de iranske myndigheder, og ansøgeren er blevet indkaldt til retten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Overordnet set finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet savner en indre logik. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han og også hans far havde interesse for KDPI, men at de ikke havde drøftet dette indbyrdes. Ansøgeren har ingen konkret viden om morbrorens rolle i partiet, men morbroren har angiveligt overladt to opgaver til ansøgeren med to års mellemrum, og den seneste opgave, som gav anledning til ansøgerens flugt, har efter ansøgerens forklaring været særdeles farlig og også betydningsfuld for partiet. Det forekommer derfor mindre sandsynligt, at partiet skulle overlade denne opgave til ansøgeren, som ingen erfaring havde med sådanne opgaver. Hertil kommer, at det ikke forekommer sandsynligt, at en sådan farlig opgave skulle udføres, uden ansøgeren havde nogen sikkerhed for, at de personer, som henvendte sig til ham ved det nævnte frugttræ, var de personer, som skulle guides til Iran. Videre er det ikke overbevisende, at ansøgeren tilsyneladende ikke havde nogen konkret plan for, hvordan han sammen med de tre KDPI-medlemmer midt om natten skulle transporteres til [by]. Ansøgeren har fremlagt to indkaldelser, hvoraf det fremgår, at de er forkyndt for ansøgeren på ansøgerens bopæl henholdsvis [i sommeren] 2015 og [i sommeren] 2015. Det fremgår af den sidste indkaldelse, at [A] havde røbet ansøgeren. Uanset de to indkaldelser blev ansøgeren boende hos sin faster, som boede omkring tre kvarters kørsel fra ansøgerens bopæl, helt ind til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren flygtede på farens forlangende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var tale om to eller tre indkaldelser. Ansøgeren har oplyst, at han skulle være idømt 12 års fængsel og bøde in absentia. Ansøgeren har imidlertid forklaret forskelligt om, hvorvidt forældrene modtog dommen skriftligt, og han har senest forklaret, at forældrene fik oplysningerne om dommen via farens ven, som var ansat af myndighederne, muligvis ved bestikkelse. I indkaldelsen forkyndt [i sommeren] 2015 er det som nævnt oplyst, at [A] havde tilstået. Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at morbroren skulle have forsynet [A] med oplysninger om ansøgerens identitet og bopæl, og Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at myndighederne i en indkaldelse ville oplyse den mistænkte om myndighedens grundlag for indkaldelsen. Ansøgeren har angiveligt ikke forsøgt at få oplyst, hvorvidt morbroren er blevet opsøgt af myndighederne umiddelbart efter hændelsen, men han har for nævnet oplyst, at morbroren for kort tid siden er blevet anholdt, og at ansøgerens far også er blevet anholdt. Dette giver ikke mening så lang tid efter hændelsen og efter, at ansøgeren angiveligt er dømt for forholdet. På dette grundlag finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2017/15/JEA.
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [X], Iran. Ansøgeren har været aktiv for Komola partiet ved at fragte materiale mellem Irak og Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv for Komola. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i slutningen af 2014 blev ansat som assistent for en buschauffør, [A]. Ansøgeren skulle køre med [A] mellem byerne Sulaymaniyah i Irak og [X] i Iran tre gange om ugen. Efter en til halvanden måned, begyndte [A] at fortælle ansøgeren om Komola og opfordrede ham til at udføre politiske aktiviteter for Komola ved at bringe skriftligt materiale mellem Irak og Iran. Ansøgeren indvilgede i dette, da han er kurder og er enig i Komolas politik. Han fragtede materiale fra Sulaymaniyah til [X] i alt syv gange, og den modsatte vej to gange. Når de var i Sulaymaniyah, fik [A] udleveret en konvolut fra Komola, som de tog med tilbage til [X], hvor ansøgeren afleverede den til en mand ved navn [B]. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren telefonisk kontaktet af [B], som oplyste ansøgeren om, at han og [A] skulle have en dreng, [C], med til Sulaymaniyah, da denne skulle tilslutte sig Komola som peshmerga. De tog [C] med til Sulaymaniyah, hvor han blev hentet af Komola. Dagen efter fik de udleveret en konvolut fra Komola, som de skulle tage med tilbage til [X]. Ansøgeren afleverede den til [B], hvorefter han tog hen til busterminalen, hvor han skulle mødes med [A]. Da ansøgeren nærmede sig busterminalen, kunne han se, at der holdt mange politibiler. Ansøgeren ringede til sin ven, som arbejdede i en bod ved busterminalen. Vennen fortalte ham, at [A] var blevet anholdt, og at politiet havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren tog hen til [B], som kørte ham til en landsby uden for [X]. [B] kom tilbage senere samme aften og fortalte ansøgeren, at ansøgerens bopæl var blevet opsøgt, og at ansøgerens far og bror var blevet anholdt. Samme aften kørte [B] ansøgeren til Urumieh, hvorefter ansøgeren udrejste ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Efter ansøgerens udrejse har han fået oplyst af sin fætter i Iran, at ansøgerens far blev løsladt efter fire dage, at hans bror blev løsladt efter en måned, og at ansøgerens bopæl har været opsøgt flere gange af politiet. Han har endvidere fået oplyst, at [B]er blevet anholdt. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren har meget begrænset skolegang og derfor mangler færdigheder i at udtrykke sig skriftligt og mundtligt. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder ansøgerens forklaring om, at han har fragtet politisk materiale for Komola mellem Irak og Iran, samt at han har medvirket til at fragte en ung mand fra Iran til Irak med henblik på, at denne kunne blive peshmerga. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet i de iranske myndigheders søgelys, samt at hans far og bror har været tilbageholdt af de iranske myndigheder, og at hans forældre har fået rejseforbud. Flygt-ningenævnet lægger samtidig til grund, at de personer, som ansøgeren udførte opgaver for, tillige er blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/149/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin familie og de iranske myndigheder, fordi han har gået i kirke i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at gå i kirke cirka tre måneder efter han kom til Danmark. Ansøgeren mødte en kristen iransk mand ved navn [A] på sit asylcenter […]. Ansøgeren blev igennem [A] præsenteret for kristendommen. Ansøgeren gik efterfølgende i kirke hver søndag, men da ansøgeren efter cirka tre måneder blev flyttet til [et andet center], stoppede han med at gå i kirke. Ansøgeren er bange for, at hans familie og de iranske myndigheder kender til hans interesse for kristendommen, idet personer fra hans asylcenter, som har kendskab hertil, er rejst tilbage til Iran. Ansøgeren er videre bange for, at hans familie eller de iranske myndigheder har kendskab til hans interesse for kristendommen, idet han fremstår som værende kristen i en artikel i [et lokalt dagblad], ligesom han på de sociale medier har givet udtryk for sin interesse for kristendommen. Ansøgeren har under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han søgte asyl, fordi han i Iran havde agiteret for Yari-troen, og at han i den anledning var blevet anholdt, tilbageholdt og udsat for vold. Under sin asylsamtale har ansøgeren oplyst, at han talte usandt under oplysnings- og motivsamtalen og ikke har agiteret for Yari-troen, og først under asylsamtalen har han oplyst, at han var blevet kristen. Også under asylsamtalen har ansøgeren forklaret divergerende. Indledningsvis har han forklaret, at hans familie har truet ham og ikke vil have noget med ham at gøre på grund af hans kristne tro, mens han senere under asylsamtalen har forklaret, at hans forældre har accepteret hans tro, og at han ikke er blevet truet. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om hans forældre har kendskab til, at han er blevet kristen, men at han formoder, at to iranere fra hans flygtningecenter, der er rejst tilbage til Iran, har fortalt det til hans forældre. Det fremgår videre, at ansøgeren fra [foråret] 2016 (en uge efter oplysnings- og motivsamtalen) til [sommeren] 2016 kom til 5-6 gudstjenester og 3-4 alphakurser i [en navngiven kirke], og til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at han efter en flytning til [det andet asylcenter] ikke fortsatte med at komme i kirken. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at grunden til, at han efter flytningen stoppede med at komme i kirken, var, at han på det nye center kom til et muslimsk miljø, hvorfor han ikke ønskede at tilkendegive sin kristne tro, ligesom han fik en depression. På trods af dette blev ansøgeren tre dage efter asylsamtalen, [i efteråret] 2016, døbt i [den navngivne kirke], og ansøgeren har under nævnsmødet forklaret herom, at han efter asylsamtalen, samme dag, fik at vide, at han skulle døbes den følgende søndag. Ansøgeren har først i advokatindlægget, dateret [dagen før nævnsmødet] 2016, oplyst, at han er blevet døbt. Ansøgeren har endvidere svaret afglidende og i generelle vendinger på spørgsmål om, hvad der for ham personligt har været motiverende for hans konvertering til kristendommen. Efter en samlet vurdering, sammenholdt med ansøgerens generelle utroværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konvertering ikke er reel men er konstrueret til lejligheden. Det har formodningen imod sig, at avisartiklen i [det lokale dagblad] er almindeligt kendt i Iran, og det forhold, at ansøgeren samme dag, som asylsamtalen fandt sted, lagde avisartiklen op på sin dengang lukkede Facebookside, kan ikke føre til et andet resultat. De generelle forhold for Yari-troende i Iran er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/148/ADP
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og er ateist fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder eller blive tvangshvervet til militæret, fordi han har hjulpet sin far illegalt over grænsen fra Iran til Tyrkiet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev skudt i ryggen af ukendte personer og af ukendte årsager. Dagen efter ansøgerens far blev skudt, tog ansøgeren med sin familie til hospitalet for at besøge sin far. Ansøgerens fars hænder var bundet til sengen, og der var to personer i militæruniform til stede. Ansøgerens far var tilbageholdt og indlagt på hospitalet i nogle dage, hvorefter han blev løsladt mod kaution. Faren blev efterfølgende idømt fængsel i 1 år. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hans far har konflikter med de iranske myndigheder, og at ansøgeren har hjulpet sin far illegalt over grænsen til Tyrkiet, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende på centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvor lang tid hans far var indlagt og om de iranske myndigheders kontakt med ansøgerens familie. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hans far var indlagt 3-4 dage og til asylsamtalen i [efteråret] 2016, at han var indlagt 5-10 dage. I asylskemaet har ansøgeren skrevet, at der nogle dage efter, at hans far var blevet udskrevet fra hospitalet, kom der et brev til deres bopæl om, at faren havde fået en dom på 1 års fængsel. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at bopælen blev opsøgt nogle måneder efter, at hans far blev udskrevet fra hospitalet, og at der nogle dage herefter kom en arrestordre, hvoraf det fremgik, at faren var idømt 1 års fængsel. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren i første omgang, at der ikke ham bekendt var sket noget mellem ansøgerens familie og de iranske myndigheder fra faren blev udskrevet fra hospitalet og frem til hans og farens udrejse fra Iran. Både ved den seneste samtale i Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har ansøgeren desuden på flere punkter svaret afglidende og ændret forklaring. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgerens mor og mindre søskende udrejste legalt fra Iran til Tyrkiet. Det forhold, at ansøgeren ikke har aftjent værnepligt og har oprettet en facebook-profil, der indeholder regime- og islamkritiske samt ateistiske billeder og tekster, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran, og det samme gælder det forhold, at ansøgeren angiveligt nu er ateist. Det kan på den anførte baggrund ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen eller, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtnin-genævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/147/DMO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan fra Sarpole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han er yaresan troende. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han er født yaresan. Da han var omkring 13 år gammel, begyndte han at afholde religiøse ceremonier omkring tre til fire gange årligt. [I sommeren] 2015 afholdt ansøgeren Nazri-mindehøjtideligheden på sin families bopæl i Sarpole Zahab. Under ceremonien var der en religiøs leder samt 30 yaresan-troende gæster til stede. De ofrede lam og bad bønner, hvorefter den religiøse leder og ansøgerens ven, [A], holdt tale. Dagen efter blev [A] anholdt af den iranske efterretningstjeneste. Tidligt om morgenen den følgende dag ankom seks civilklædte agenter fra efterretningstjenesten til ansøgerens bopæl for at anholde ham. Da ansøgeren ikke var hjemme, blev hans far anholdt i stedet. Samme dag ringede ansøgerens bror og fortalte om efterretningstjenestens besøg på bopælen. Herefter skjulte ansøgeren sig i skovene i Dalaho-bjergene i to til tre måneder, indtil han udrejste af landet. Ansøgerens far var tilbageholdt i 48 timer. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han har afholdt en religiøs ceremoni blandt andet med den følge, at hans far blev tilbageholdt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er udsat for forfølgelse som følge af ceremonien, til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ceremonien fandt sted i ansøgerens fars hus, hvor ansøgeren boede sammen med blandt andet sin far og flere voksne brødre, og at ansøgerens far betingelsesløst blev frigivet efter at have været tilbageholdt i en kortere periode. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at der er tale om en enkeltstående og afsluttet begivenhed, der ikke vil få yderligere konsekvenser for ansøgeren. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/146/mvln
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren er født sunni-muslim, men ansøgeren oplyser, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i øvrigt ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet han er konverteret til kristendommen, ligesom han frygter, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med hans konversion. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i Teheran mødte [A] i den restaurant, hvor ansøgeren arbejdede. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren introduceret til kristendommen til [A’s] fødselsdagsfest, hvor deltagerne bad en bøn. Herved fandt ansøgeren ud af, at [A] er født kristen. Dagen efter festen mødtes ansøgeren med [A], og de talte sammen om kristendommen, som ansøgeren blev interesseret i at vide mere om. Herefter talte ansøgeren med [A] om kristendommen fem til seks gange. En dag, mens ansøgeren var på arbejde i restauranten, modtog han en gave fra [A]. Ansøgeren åbnede gaven, da han kom hjem. Han havde fået en bibel på farsi. En uge senere var ansøgeren på besøg hos sin familie i Kermanshah, da ansøgerens søster, [B], opdagede biblen i ansøgerens taske. [B] fortalte ansøgerens anden søster, [C], herom. [C] blev meget vred, og ansøgeren oplyste hende om, at han nu troede på kristendommen. Herefter tog ansøgeren tilbage til Teheran. En dag blev ansøgeren pludselig overfaldet af sin svogers fætter, hvorved ansøgeren blev stukket med en kniv. Nogle dage senere ringede [B] og fortalte, at det var ansøgerens svoger, som er mullah, der havde arrangeret overfaldet på ansøgeren. Hun fortalte videre, at svogeren havde planer om, at ansøgeren skulle overfaldes på ny. Herefter udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at han efter ankomsten til Danmark har mødt mange fra sit nabolag i Iran, og at de alle er bekendt med, at han er blevet kristen. Ansøgeren har på sin Facebook-profil i navnet […] indrykket flere indlæg med kristent materiale. Ansøgeren har fremlagt en ansøgning om tilmeldelse til dåbsundervisning i [kirken C] dateret den […] 2016. Ansøgeren har videre fremlagt et dåbsbevis fra [C] dateret den […] 2016. Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring om forløbet forud for hans udrejse af Iran. Ud over de forhold, der er anført af Udlændingestyrelsen, har Flygtningenævnet herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af det forløb, der ligger til grund for hans asylmotiv, herunder hvornår bønnen til festen hos [A] fandt sted i forhold til måltidet, om tidsforløbet i forbindelse med hans henvendelse til svogeren med ønsket om oversættelse af koranvers i forhold til søsterens fund af biblen i hans taske, og om hvor mange gange han var hjemme hos forældrene før udrejsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han genkendte en af gerningsmændene til overfaldet, mens dette fandt sted, eller om han først senere blev klar over, at der var tale om svogerens fætter. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om forløbet i Iran. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen i Danmark er reel. På ovenstående baggrund forekommer det således konstrueret, at ansøgeren straks efter indrejsen begyndte at gå i kirke og lod sig døbe, ligesom han i [begyndelsen af] 2016 oprettede en profil på Facebook, som hovedsagelig anvendes til at poste kristne budskaber. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin indrejse oplyste, at han hverken kan læse eller skrive, hvorfor han ikke har udfyldt asylskema, hvilket ikke stemmer med hverken hans stilling som manager af restauranten i Teheran eller den beskrivelse, som sognepræst […], [kirken D] i [en by i Danmark], har angivet i erklæringen fremlagt under nævnsmødet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren først forklarede om sit asylmotiv under oplysnings- og motivsamtalen i [foråret] 2016. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt og har deltaget i bibelundervisning, kan efter nævnets vurdering ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder således ikke, at hverken dåbsbeviset eller udtalelsen fra sognepræst […] kan tillægges afgørende betydning henset til den sammenhæng, disse dokumenter er fremkommet i. Det er herved indgået i nævnets vurdering, at erklæringen fra sognepræsten er afgivet af en person, der har mødt ansøgeren i kirkelig sammenhæng, hvor han tillige har vurderet troværdigheden af ansøgerens konversion. Sådanne personer vil efter nævnets opfattelse kunne have svært ved at vurdere, hvorvidt der er tale om en reel konversion, eller om der blot er tale om en person, der opfører sig strategisk for at blive meddelt asyl og således opfører sig, som det må forventes af ham i den kirkelige sammenhæng. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren ikke har aftjent sin værnepligt og angivelig er udrejst illegalt af Iran, kan ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da det ikke ses at have betydning for vurderingen af sagen, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at udsætte sagen på indhentelse af en lægeerklæring vedrørende ansøgerens skader. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/145/mvln
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været medlem af partiet KDP i Iran og har udført politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDP. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2014 mødte en mand ved navn [J], som er medlem af KDP. Efter 20-30 dage talte ansøgeren med [J] om KDP, og [J] fortalte om sine aktiviteter for partiet. I [vinteren] 2014 påbegyndte ansøgeren politiske aktiviteter for partiet, hvilket han herefter gjorde to gange om måneden. Ansøgeren hængte partiplakater på vægge i Sarpol-e Zahab samt forsøgte at rekruttere nye medlemmer til partiet. Ansøgeren udførte aktiviteterne sammen med to andre mænd, herunder med [J], i hvis lejlighed det politiske materiale blev opbevaret. I [foråret] 2015 blev lejligheden afsløret af de iranske myndigheder, og ansøgeren, [J] og [S] flygtede fra stedet. Ansøgerens families bopæl blev den samme dag ligeledes opsøgt af de iranske myndigheder og ransaget, og myndighederne fandt cd’er og plakater om KDP. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren derfor af hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har således ifølge referatet af asylsamtalen [i efteråret] 2016 flere gange forklaret, at det var i [S]s lejlighed, det politiske propagandamateriale blev opbevaret i, mens han under forklaringen i Flygtningenævnet har fastholdt, at materialet blev opbevaret i [J]s lejlighed. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og en ven var til stede i lejligheden, da nogen henvendte sig ved døren. Vennen spurgte, hvem det var, men der blev ikke svaret, hvorfor de blev mistænksomme og begge flygtede op på taget, hvor de kunne se, at myndighederne brød ind. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at både han, [S] og [J] var til stede i lejligheden, da politiet bankede på. [S] så ud af vinduet, at det var politiet, men ansøgeren så dem ikke selv. Under samtalen i Flygtningenævnet har han forklaret, at de alle tre var i lejligheden, og at de blev bange, da nogen uventet bankede på døren, hvorefter de alle tre flygtede op på taget. Han vendte sig under flugten og så, at politiet var trængt ind gennem lejligheden og op på taget. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring i betragtning af disse divergenser ikke forekommet troværdig. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var forfulgt, da han udrejste af Iran. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den korte tid, ansøgeren har interesseret sig for kristendommen, at han intet nævnte herom under asylsamtalen [i efteråret] 2016, selvom han efter sin forklaring i Flygtningenævnet begyndte at gå i kirke [i efteråret] 2016, at han ikke er døbt, og at han ikke gjorde et overbevisende indtryk under sin forklaring i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har endvidere ved vurderingen af, om konversionen er reel, lagt vægt på ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/144/JOL
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er iransk statsborger, men er født og opvokset i Al Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hans far, som også er i Irak, har været peshmerga før ansøgerens fødsel. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie forud for ansøgerens fødsel var nødsaget til at flygte fra Iran til Irak som følge af ansøgerens fars aktiviteter som peshmerga. Ansøgeren har ikke yderligere kendskab til sin fars aktiviteter for KDP-I. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far har været peshmerga i Iran og Irak frem til ansøgerens fødsel, ligesom ansøgerens far stadig deltager i møder og aktiviteter for KDP-I. Det lægges videre til grund, at ansøgerens far i Barika lejren har arbejdet for FN, og at han derved er blevet profileret i og uden for lejren. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en konsistent og troværdig forklaring, og at han under nævnsbehandlingen fremtrådte troværdig og sikker i sin besvarelse af nævnets spørgsmål, ligesom han var i stand til at forklare sammenhængende om de nye oplysninger, som han efter Udlændingestyrelsens afslag har modtaget om sin fars aktiviteter. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens nye oplysninger om faderens aktiviteter er understøttet af oplysninger i sagen fra UNHCR. Uanset at ansøgeren ikke selv er medlem af KDP-I, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i nærliggende risiko for at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime og herefter vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse. I vurderingen heraf indgår, at ansøgeren ikke taler hverken farsi eller dari og ikke er i besiddelse af nogen form for identifikationspapirer bortset fra UNHCR papirer fra Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/143/ADP
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim. Han er iransk statsborger, men er født og opvokset i Al Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, idet hans far, som også er i Irak, er aktiv for og medlem af KDPI. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i 1979 flygtede med sin familie fra Iran til Irak, da hans landsby blev forbundet med at støtte og skjule peshmerga-krigere. Klagerens farfar blev dræbt af myndighederne samme nat som flugten fandt sted. Klagerens far har været aktiv for og medlem af KDPI i Al Tash-lejren fra omkring 1980-2005. Ansøgerens far er fortsat aktiv for KDPI. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens farfar, far og farbrødre er medlemmer af KDPI, og at de i et vist omfang har været og for så vidt angår faderen og farbrødrene fortsat er aktive for KDPI. Ansøgerens farfar og farbrødre har været aktive som pershmergaer i Iran forud for familiens udrejse, mens ansøgerens far, der er ca. 15 år yngre end sine brødre, først blev aktiv for KDPI i Irak. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en konsistent og troværdig forklaring, og at han under nævnsbehandlingen fremtrådte troværdig og sikker i sin besvarelse af nævnets spørgsmål. Uanset at ansøgeren ikke selv er medlem af KDPI, og uanset at han alene har deltaget i fester afholdt af KDPI uden at være egentlig politisk aktiv, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i nærliggende risiko for at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime og herefter vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse. I vurderingen heraf indgår, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af nogen form for identifikationspapirer bortset fra UNHCR papirer fra Al Tash og Barika lejrene. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/142/ADP
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [en mindre by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er blevet anmeldt for kidnapning af sin kæreste. Ansøgeren frygter derudover sin kærestes far og to brødre, idet han indledte forholdet uden deres forudgående accept. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han er blevet chikaneret og diskrimineret i Iran på grund af sin religion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han seks måneder før sin udrejse indledte et forhold til sin kusine, [A]. [I slutningen af august eller i starten af september] 2015 anmodede ansøgeren om [A’s] hånd, hvilket [A’s] far afviste, medmindre ansøgeren indvilgede i at konvertere til islam. Få dage efter fortalte [A], at hun skulle tvangsgiftes med sin farbrors søn. Hun truede med at begå selvmord og bad om ansøgerens hjælp. [I efteråret] 2015 forsøgte ansøgeren og [A] at flygte fra Iran sammen. Ved den iranske grænse blev de mødt af politi og grænsevagter. [A] gik bag ansøgeren, og i det kaos, der opstod, blev de adskilt. Ansøgeren kunne ikke finde [A], hvorfor han udrejste alene. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide, at han er anklaget for kidnapning af [A]. Som følge heraf har myndighederne opsøgt ansøgerens forældres bopæl og bragt ansøgerens far til afhøring. Derudover har [A’s] far, [B], og hendes to brødre, [C] og [D], to gange opsøgt og truet ansøgerens familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han er i familie med [A], hvorved bemærkes, at disse divergenser ikke kan forklares alene med tolkeproblemer. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om kontakten mellem hans og [A’s] familie og om, hvorvidt [A’s] mor var konverteret fra yari til islam ved indgåelsen af ægteskabet med [A’s] far. Han har således ved første samtale med Udlændingestyrelsen givet udtryk for, at forbindelsen mellem familierne nærmest var ikke eksisterende, fordi [A’s] mor var konverteret, hvorefter han under de senere samtaler har forklaret, at der var jævnlig kontakt op til flere gange om ugen, og at [A’s] mor ikke var konverteret. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår derudover ikke logisk sammenhængende. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommerenden] 2016 har forklaret, at han og [A] fik lejlighed til at være sammen i [A’s] hjem med [A’s] mors indforståelse, hvilket ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at han kunne risikere alvorlige represalier fra [A’s] far og brødre ved at have været sammen med [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sine besøg hos [A], idet han under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har oplyst, at [A’s] far og brødre aldrig var til stede under besøgene, mens han under den senere asylsamtale [i efteråret] 2016 har oplyst, at han besøgte [A], også når hendes far var hjemme. Dernæst har ansøgeren under nævnsbehandlingen forklaret, at han ikke ønskede at konvertere til islam, idet han derved skulle forlade sit lokalsamfund og sin egen familie. Henset til, at ansøgerens flugt indebar den samme konsekvens, fremstår ansøgerens asylmotiv på dette punkt påfaldende. Nævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han først under nævnsbehandlingen har nævnt, at han frygter myndighederne på grund af, at han har haft samleje med [A]. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/141/EMU
Nævn stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [mindre by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er tidligere yarsan, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], idet ansøgeren har haft et forhold til [As] søster, [B]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han og [B] var kærester og havde et seksuelt forhold, som begyndte, da ansøgeren var omkring 22 år. De så som regel hinanden et par gange om ugen, men der kunne også gå en måned imellem. Parret fortalte aldrig nogen, hvor de mødtes og holdt deres forhold hemmeligt. De mødtes oftest i en slags kolonihavehus uden for byen, men af og til mødtes de også hjemme ved ansøgeren. Ansøgeren friede til [B], da han var 25 år. Ansøgeren friede til [B] fem-seks gange i alt. Alle gangene blev frieriet afslået, idet ansøgeren på daværende tidspunkt var yarsan. [A] hørte først om forholdet for fire-fem år siden. Ansøgeren ved ikke, hvem der fortalte [A] om parrets forhold. Ansøgeren boede i en lille by, hvorfor det kunne være hvem som helst. [A] arbejdede inden for den iranske efterretningstjeneste, og han har flere gange chikaneret ansøgeren og angivet ham til myndighederne. Omkring år 2011 blev ansøgeren anholdt, fordi han var i besiddelse af 15 religiøse cd’er med indhold vedrørende yari. Ansøgeren formoder, at personen, som han fik materialet fra, har videregivet oplysninger om ansøgerens besiddelse af cd’erne til [A]. Ansøgeren blev som straf herfor idømt 25 dages fængsel samt 85 piskeslag. For fire-fem år siden, omkring år 2012, blev ansøgeren og [B] anholdt på Azadi-pladsen. På stationen skulle de skrive under på, at de ikke havde noget med hinanden at gøre. I år 2013 blev ansøgerens hus ransaget af myndighederne, som fandt fem-seks flasker spiritus, som [A] havde placeret i et hjørne af haven. Under samme ransagning fandt myndighederne en parabol. Ansøgeren blev som straf herfor idømt 25 dages fængsel, 85 piskeslag, fem ekstra piskeslag og en bøde. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af [A] på sin bopæl. [A] og tre andre angreb ansøgeren og slog ham. Ansøgerens mor forsøgte at komme ansøgeren til undsætning. Moren blev følgeligt sparket i ribbenene. Ansøgerens mor gik, som følge af sine kvæstelser, i koma og døde fem dage efter. Frem til sin mors mindehøjtidelighed opholdt ansøgeren sig i andre byer, så [A] og myndighederne ikke kunne opsøge ham. Efter morens død i 2014, valgte ansøgeren og [B] at afbryde kontakten. Ansøgeren har ikke haft kontakt til hende siden. Da ansøgeren udrejste, overdrog han sin ejendom til sin onkel. For cirka en måned siden blev onklen og onklens hustru arresteret af efterretningstjenesten, idet de ikke ville oplyse, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han begyndte at gå i kirke cirka to uger efter ankomsten til Danmark, og at han har gået i kirke hver søndag siden. Ansøgeren har gået til kristendomsundervisning to-tre gange om ugen. Ansøgeren kan ikke læse i biblen, da han er svagtseende, men han nyder at lytte til præsten i kirken. Ansøgeren kan bedst lide de historier, hvor Jesus hjælper og helbreder folk. Ansøgeren var allerede i Iran interesseret i kristendommen. Dette skyldes, at ansøgerens far, som var yarsan, havde talt positivt om kristendommen. Ansøgeren sætter pris på næstekærlighed og oprigtigheden i kristendommen. Ansøgeren har fået udtalelser fra præster i [navngiven kirke] og [navngiven kirke]. Af udtalelserne fremgår det, at ansøgeren er stabil i sit fremmøde i kirken og er meget engageret i den kristne tro og de arrangementer, som skal arrangeres og afholdes i kirkerne. Den [nærmere angiven dato i begyndelsen af 2016] blev ansøgeren døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring på væsentlige punkter ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sit asylmotiv, idet han i asylansøgningsskemaet af [nærmere angivet dato i efteråret 2015] alene har oplyst, at han udrejste på grund af sin religion (ahl-e haqq), og fordi han blev arresteret som følge af, at han var i besiddelse af kurdiske og farsi CD’er. Til oplysnings- og motivsamtalen den [nærmere angiven dato i foråret 2016] har ansøgeren yderligere henvist til, at han blev anholdt i Teheran i 1992, at han blev fængslet i 2012 på grund af en parabolantenne, og at han og hans mor i 2014 blev overfaldet i deres hjem. Til asylsamtalen den [nærmere angiven dato i efteråret 2016] har ansøgeren forklaret, at anholdelsen i Teheran fandt sted for ca. 4-5 år siden og yderligere henvist til, at han blev fængslet for ca. 4-5 år siden, fordi [A] havde anbragt spiritus i ansøgerens hjem. Ansøgeren omtalte ikke, at han havde været fængslet på grund af en parabolantenne. Til gensamtalen den [nærmere angivet dato i efteråret 2016] har ansøgeren forklaret, at parabolantennen blev opdaget, da myndighederne ransagede hans hjem og fandt den anbragte spiritus. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet yderligere henvist til, at [A] fortsat spørger efter ham, og at [A] har gjort det flere gange. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] først efter 15-20 år fandt ud af, at ansøgeren havde et forhold til søsteren [B], særligt henset til at ansøgeren har forklaret, at alle i lokalområdet vidste, at de var sammen. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidsmæssigt har kunnet angive, hvornår han har friet til [B]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser og udbygninger ikke kan forklares med tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser og udbygninger ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. I relation til den af ansøgeren påberåbte konversion finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion er reel, har Flygtningenævnet særligt lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Endvidere har ansøgeren kun et yderst begrænset kendskab til kristendommen, særligt set i lyset af at han regelmæssigt har gået i kirke siden [efteråret] 2015, har gennemført dåbsundervisning, og at han den [nærmere angiven dato i begyndelsen af 2016] lod sig døbe i den kristne tro. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplyste om konversionen til oplysnings- og motivsamtalen den [nærmere angiven dato i foråret 2016], men at ansøgeren i stedet oplyste, at hans familie altid har været tilhængere af religionen ahl-e haqq (yarsan), og at han derfor altid har haft denne religion, samt at ansøgeren frygtede, at myndighederne ville henrette ham, fordi han var yarsan. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han oplyste om sin konversion til oplysnings- og motivsamtalen, særligt henset til indholdet af referatet fra oplysnings- og motivsamtalen, og at ansøgeren til asylsamtalen den [nærmere angivet dato i efteråret 2016] har forklaret, hvorfor han ikke fortalte om sin konversion til oplysnings- og motivsamtalen. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel. De fremlagte udtalelser eller det forhold, at ansøgeren er blevet døbt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for tilhængere af religionen ahl-e haqq (yarsan) ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/140/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været aktiv for Det Demokratiske Unionsparti siden 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for Det Demokratiske Unionsparti. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i 2006 blev bekendt med Det Demokratiske Unionsparti igennem sin fætter [A]. Ansøgeren blev medlem af partiet. Ansøgeren fik til opgave at hjælpe folk fra partiet over grænsen mellem Iran og Irak, idet han kendte området godt. Ansøgeren udførte opgaven i halvandet til to år. På et tidspunkt måtte [A] flygte ud af Iran. [I efteråret] 2008 blev ansøgeren anholdt på sin bopæl. Ansøgeren blev ført til et for ansøgeren ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt i et lille rum i tre dage. Ansøgeren blev herefter afhørt om [A]. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb flere gange under tilbageholdelsen. De personer, der havde tilbageholdt ansøgeren, ville have ham til at tilstå, at han havde hjulpet [A]. Ansøgeren ville dog ikke tilstå. [I efteråret] 2008 vågnede ansøgeren op på et hospital. Ansøgeren var svækket som følge af de overgreb, som han var blevet udsat for. Ansøgeren var efterfølgende sengeliggende i otte måneder. Ansøgeren begyndte herefter at arbejde i sin fars bageri. Ansøgeren havde ikke kontakt til [A] i halvandet år. En dag ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at et partimedlem ville kontakte ham. To til tre dage senere blev ansøgeren ringet op af en person, der opfordrede ham til at genoptage sin gamle aktivitet for partiet. I forbindelse hermed blev ansøgerens opgave ændret, således at han nu skulle modtage politisk materiale og uddele dette. Ansøgeren hjalp dog fortsat personer med at krydse grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren fortsatte med denne aktivitet frem til 2015. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren ringet op af en slægtning ved navn [B]. [B] arbejdede for militsen Basij, som støtter den iranske revolutionsgarde. [B] fortalte ansøgeren, at der var blevet afsagt en dom, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle henrettes ved skydning. Ansøgeren befandt sig ikke på sin bopæl, da han modtog opkaldet. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Som et yderligere asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i næsten et år har gået i kirke om søndagen, at han har modtaget undervisning om kristendommen som dåbsforberedelse, og at han [i starten af] 2017, er blevet døbt. Ansøgeren har fremlagt dokumentation herfor i form af erklæringer fra kirken og fotos. Ansøgeren har videre i hvert fald fra omkring [efteråret] 2016 på en åben Facebook-profil lagt fotos med tekst med et kristent indhold. Vedrørende ansøgerens politiske asylmotiv kan Flygtningenævnet i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om dette asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har haft problemer med at oplyser om flere detaljer, men at han ikke har lægeligt dokumenteret, at han skulle have hukommelsesproblemer, der kan forklare dette. Ansøgeren har heller ikke dokumenteret at være egentligt medlem af [partiet], og ansøgeren har ikke demonstreret et særligt kendskab til dette parti. Flygtningenævnet har især lagt vægt på, at det fremstår som utroværdigt, at ansøgeren efter den voldsomme tortur i 2008, samt at han havde en formodning om, at han var overvåget, har valgt at genoptage sine politiske aktiviteter med den risiko, som dette indebar. Vedrørende konvertering: Ansøgeren har efter Udlændingestyrelsens afslag lagt opslag med kristent indhold på sin åbne Facebook-profil, og han er blevet døbt få dage før nævnsmødet. Ansøgeren har demonstreret, at han har faktuelt kendskab til kristendommen, men ved spørgsmål om det essentielle i den kristne forkyndelse har han svaret afglidende og først efter flere spørgsmål om samme emne svaret faktuelt korrekt. Ansøgeren har ikke svaret konkret på, hvordan han praktiserer sin tro, eller hvad der er vigtigt for ham i kristendommen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har sandsynliggjort, at han personligt og af hjertet som følge af en indre overbevisning er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil have et uomgængeligt behov for at praktisere den kristne tro. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil risikere forfølgelse i Iran som følge af konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/14/JEA
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere, sunni-muslimer og statsborgere i Iran. Ansøgerne er født i Al-Tash lejren i Irak. I 2004 flygtede ansøgernes familier til det nordlige Irak, og tog ophold i en transitlejr i [en navngiven by]. I 2005 tog begge ansøgeres familier ophold i Barika-lejren. Ansøgerne lærte hinanden at kende i 2009, og de blev gift i 2012. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse og fremtidigt ophold i Iran frygter at blive fængslet, fordi hans far er politisk aktiv i det kurdiske parti, Parti Serbasti Kurdistan (PSK), og fordi hans far tidligere har været medlem af KDPI. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre udrejste af Iran til Irak i 1979, hvor de bosatte sig i flygtningelejren Al-Tash. Omkring 2005 kom familien til Barika-lejren. Den mandlige ansøgers far var medlem af KDPI. Den mandlige ansøger ved ikke, hvornår hans far blev medlem af KDPI. Hans primære opgave var at holde vagt ved en KDPI-bygning. Derudover holdt han foredrag og delte aviser ud. Den mandlige ansøger ved ikke, om hans far lavede andre aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøgers far meldte sig ud af KDPI og blev medlem af Parti Serbasti Kurdistan omkring 2006. Han deltog i partiets kongres i 2012. Den mandlige ansøger har aldrig selv været politisk aktiv eller medlem af et parti. Hverken den mandlige ansøger, hans far eller andre fra hans familie har haft problemer med de iranske myndigheder, mens de boede i Irak. Den mandlige ansøger udrejste af Irak i juli 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved indrejse og fremtidigt ophold i Iran frygter at blive fængslet eller dræbt, idet hendes far har været politisk aktiv for KDPI. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes forældre udrejste af Iran til Irak, da de var børn. Familien bosatte sig i Al-Tash, og siden i i Barikha-lejren. Den kvindelige ansøgers far har været medlem af KDPI. Da faren var yngre var han peshmerga, og har deltaget i kamphandlinger. Den kvindelige ansøgers far er stadig medlem af partiet, og deltager i partiets møder i Koye. Den kvindelige ansøger har aldrig selv været politisk aktiv eller medlem af et parti. Hun er ikke bekendt med, at hendes far har oplevet nogen problemer eller konflikter med de iranske myndigheder, mens han boede i Irak. Hun har aldrig selv oplevet nogen problemer eller konflikter med de iranske myndigheder i Irak. Hun udrejste af Irak [i] november 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne er kurdere fra Iran og børn af familier, der i 1979 flygtede fra Iran til Irak, hvor familierne siden har opholdt sig i Al-Tash-lejren og siden i Barikha-lejren. På grundlag af den kvindelige ansøgers forklaring, de fremlagte dokumenter og de oplysninger som ansøgerens advokat har indhentet hos denne ansøgers far, finder nævnet det sandsynliggjort, at den kvindelige ansøgeres far i gennem en årrække har været medlem af KDPI, og at han fortsat er aktivt medlem af partiet. Nævnet finder det endvidere sandsynliggjort, at den kvindelige ansøgers far i slutfirserne var peshmerga, og at han deltog i væbnet kamp på den iranske side af grænsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund under henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger, at den kvindelige ansøger på grund af farens politiske aktiviteter ved indrejse i Iran vil risikere at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf tillige lagt vægt på, at den kvindelige ansøger ikke taler farsi, og at hun ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art. Flygtningenævnet finder derfor, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. På grundlag af den mandlige ansøgers forklaring finder Flygtningenævnet, at det alene er sandsynliggjort, at denne ansøgeres far frem til 2006 har været medlem af KDPI, og at faren i den forbindelse var vagt ved partiets arrangementer. Det er endvidere sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers far på et tidspunkt har tilsluttet sig partiet PSK. På grundlag af den mandlige ansøgers usikre og divergerende forklaring om farens politiske aktiviteter efter 2006 og det begrænsede omfang af farens aktiviteter for KDPI, finder nævnet ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han på grund af farens politiske aktiviteter vil risikere overgreb eller forfølgelse i Iran. Den omstændighed, at ansøgeren er født og opvokset i Al Tash-lejren og senere har opholdt sig i KRI, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv begrunde, at den mandlige ansøger meddeles opholdstilladelse. Endelig kan de generelle forhold for kurdere i Iran heller ikke i sig selv føre til, at den mandlige ansøger skal meddeles opholdstilladelse. Som ovenfor anført finder Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne er ikke indrejst i Danmark samtidig, idet den kvindelige ansøger ankom godt fire måneder efter den mandlige ansøger. Det skal herefter vurderes, om den mandlige ansøger kan opnå konsekvensstatus i relation til den kvindelige ansøger. Nævnet finder under de foreliggende omstændigheder, at betingelserne herfor er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/139/CHHA
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en navngiven landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han sympatiserer med KDPI, har deltaget i partiets fester og fejringer, ligesom han har støttet partisk økonomisk. Ansøgeren flygtede fra Iran til Irak i 1979, da han var fire år gammel. Ansøgeren boede herefter omkring 19 år i Al-Tash-lejren ved Ramadi, inden han vendte tilbage til Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en periode på to år fragtede politisk materiale på USB-stik fra Irak til Iran. En dag, da ansøgeren fragtede varer og USB-stik til Iran, blev han og 150-160 andre personer stoppet af iranske soldater. Ansøgeren forsøgte at gemme sig, men han blev opdaget af en soldat. Ansøgeren sagde, at han ikke fragtede varer og fik derfor lov til at gå. Ansøgeren stak af og efterlod sine dyr og sin last. Efterfølgende opholdt ansøgeren sig hos sin svoger i Irak. Her fik ansøgeren at vide, at hans bopæl var blevet opsøgt af efterretningstjenesten, som ransagede bopælen samt ansøgerens bil. Efterretningstjenesten tog også ansøgerens sønner med, og de var tilbageholdt i fem dage. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er analfabet, har afgivet en detaljeret og sammenhængende forklaring, der fremstår selvoplevet. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet således til grund, at ansøgeren er født i Iran og at han sammen med sine forældre og søskende i 1979 flygtede til Irak, hvor ansøgeren er vokset op i Al-Tash lejren. Ansøgerens familie havde, mens de opholdt sig i Irak, en vis tilknytning til KDPI. Omkring 1998 flyttede familien tilbage til Iran, hvor de under nogle vanskeligheder etablerede sig. Ansøgeren var ikke politisk aktiv. Ansøgeren ernærede sig ved at arbejde i Irak og ved at smugle varer mellem Iran og Irak. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren svoger, [A], der er aktiv i KDPI, i 2013 overtalte ansøgeren til at smugle informationsmateriale, der hovedsageligt var lagret på USB-stik, til Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan antages, at det iranske militærs aktion mod smuglerne i sommeren 2015 var rettet mod ansøgeren, men nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at det i forbindelse med militærets undersøgelse smuglernes last blev afsløret, at ansøgeren var i færd med at smugle USB-stik med KDPI materiale ind i Iran, og at dette ledte til, at efterretningstjenesten samme dag eftersøgte ansøgeren på bopælen i Iran, og at ansøgerens to voksne sønner efterfølgende blev tilbageholdt af efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/138/CHHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni- muslim fra Rabat, Iran. Ansøgeren har været medlem af ungdomsforeningen i KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far har været medlem af KDP i både Iran og i Irak, hvor ansøgeren og hans familie flyttede til, da han var ni til ti år gammel. Ansøgeren har ikke været tilbage i Iran siden. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hans farbror blev slået ihjel af de iranske myndigheder i Iran på grund af sine politiske aktiviteter for partiet. De iranske myndigheder har været på familiens bopæl i Iran en gang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren og dennes brødre på centrale punkter har forklaret divergerende. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har forklaret undvigende på centrale spørgsmål. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren og dennes brødre har forklaret divergerende om deres fars og families politiske aktiviteter. Ansøgeren har til samtalen i [efteråret] 2016 forklaret, at han ikke har kendskab til, at hans far på noget tidspunkt har været i kamp som peshmerga. Ligeledes har ansøgerens storebror, [ansøgeren A], forklaret, at hans far aldrig har været sendt til Iran for at kæmpe. Heroverfor har ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], i sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far var peshmerga-kriger og hvert år har været tilbage i Iran for at kæmpe. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], for nævnet har fragået denne forklaring og oplyst, at det alene var hans formodning, særligt henset til at [ansøgeren B] blev foreholdt sine brødres forklaring af Udlændingestyrelsen og fastholdt sin egen forklaring. Ansøgeren har endvidere forklaret, at de iranske myndigheder ikke har opsøgt familien, mens de har opholdt sig i Irak, hvilket ansøgerens storebror, [ansøgeren A], ligeledes har forklaret. Heroverfor har ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], forklaret, at de iranske myndigheder ved flere lejligheder har været på deres bopæl i Irak. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], for nævnet har fragået denne forklaring, henset til at [ansøgeren B] blev foreholdt sine brødres forklaring af Udlændingestyrelsen og fastholdt sin egen forklaring med bemærkning om, at de selv var til stede ved en af lejlighederne. Ansøgeren og dennes brødre har endvidere forklaret divergerende om, hvornår deres farbror [D] blev henrettet. Ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], har til oplysnings- og motivsamtalen i [foråret] 2016 forklaret, at deres farbror blev hængt, da de havde boet i Irak i to dage, mens han til samtalen i [efteråret] 2016 har forklaret, at farbroren blev slået ihjel to dage inden, familien flygtede til Irak, og at familien flygtede, fordi farbroren blev slået ihjel. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2016 forklaret, at familien flygtede kort efter, at farbroren blev henrettet, mens han til samtalen i [efteråret] 2016 har forklaret, at farbroren blev henrettet ca. fem dage efter, at familien var flygtet til Irak. Ansøgerens storebror, [ansøgeren A], har til oplysnings- og motivsamtalen i [efteråret] 2016 forklaret, at farbroren blev henrettet fem dage efter, at familien flygtede til Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens storebror, [ansøgeren A], har forklaret divergerende om familiens flugt fra Iran til Irak. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgerens storebror forklaret, at han og familien udrejste ca. en måned efter deres far var taget afsted, men at han ikke var sikker på tidspunktet. Han rejste sammen med sin mor, stedmor, sine hel- og halvsøskende samt sin farmor, og at hans farmor tog ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer med til den irakiske grænse, hvor faren ventede. Derefter vendte farmoren tilbage til Iran. Under nævnsmødet har ansøgerens storebror forklaret, at han og familien tog afsted efter maksimalt seks måneder, og at de blev hentet af farens venner. De blev kørt hjem til nogle slægtninge, der boede på den anden side af grænsen i Irak, hvor faren og dennes brødre hentede dem. Farens venner forlod dem, og han ved ikke, hvor de efterfølgende tog hen. Foreholdt sin tidligere forklaring om farmorens deltagelse har ansøgerens storebror forklaret, at farmoren også var med, idet hun kørte i en bil bagved. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens storebrors forklaring om familiens flugt fra Iran til Irak ikke stemmer overens med den forklaring, som ansøgerens farbror, [C], har givet under sin asylsagsbehandling. Da der er sammenfald og en nær sammenhæng mellem ansøgerens asylmotiv og ansøgerens onkels asylmotiv, har Flygtningenævnet ligeledes inddraget det forhold, at Flygtningenævnet ved afgørelse i [sommeren] 2016 har meddelt ansøgerens onkel afslag på asyl. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens onkels forklaring om sit asylmotiv, herunder om sine politiske aktiviteter, til grund, blandt andet fordi ansøgerens onkel havde forklaret udbyggende, og fordi onklens ægtefælle og børn rejste tilbage til Iran, da onklen flygtede fra Irak, hvilket nævnet fandt usandsynligt, hvis onklen reelt frygtede overgreb fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har i denne sag herved også bemærket, at ansøgerens onkel under sin asylsagsbehandling har forklaret divergerende om anholdelsen og henrettelsen af sin bror, [D], der er ansøgerens onkel, da denne begivenhed angiveligt var baggrunden for familiernes flugt fra Iran. Ansøgerens onkel har således forklaret divergerende om, hvornår [D] blev anholdt, hvor lang tid der herefter gik, før store dele af den øvrige familie flygtede til Irak, hvor lang tid [D] sad fængslet, og hvor lang tid efter familiernes udrejse, at [D] blev henrettet. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens og dennes brødres forklaringer indeholder en række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at dele af ansøgerens familie, heriblandt ansøgerens farmor og tre fastre, har kunnet bo i Iran uden at opleve nogen konflikter med de iranske myndigheder, hvis ansøgerens far var efterstræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens og dennes brødres forklaringer som konstruerede og utroværdige. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurdering af ansøgerens og dennes brødres forklaringer har inddraget deres respektive alder på tidspunktet for de beskrevne forhold. Den af ansøgeren fremlagte erklæring, der angiver at stamme fra KDP-Iran i Koya, Irak, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/137/DMO
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt eller udsat for overgreb, idet han har kritiseret islam og det iranske regime. Ansøgeren har ved to lejligheder deltaget i diskussioner om islam på sit universitet. Den første diskussion fandt sted [i foråret] 2015. Under diskussionen sammenlignede en af ansøgerens medstuderende yarsan og ISIL, hvorefter ansøgeren forsvarede yarsan som en fredelig religion. Ansøgeren udtalte endvidere, at islam er en voldelig og aggressiv religion. Senere samme dag fik ansøgeren af en repræsentant fra Herasat, en lokal sikkerhedstjeneste på universitetet at vide, at han ikke skulle tale om dette emne. Under en tilsvarende studenterdiskussion på universitetet [senere i foråret] 2015 blev ISIL igen sammenlignet med yarsan af en medstuderende. Ansøgeren udtalte, at han ikke ville forsvare og respektere en religion som islam, der slog andre mennesker ihjel. Han fremkom med kritiske bemærkninger om såvel den form for islam, der praktiseres i Iran som det iranske regime. Senere samme dag blev ansøgeren igen ført til Herasats kontor, hvor chefen og souschefen var til stede. De fremviste en telefonisk videooptagelse af studenternes diskussion fra tidligere på dagen. Ansøgeren fik at vide, at han havde krænket præstestyret og islam og hørte, at chefen telefonisk kontaktede efterretningstjenesten. Ansøgeren hørte herunder, at chefen i telefonen anførte, at de havde en særlig sag med beviser. Chefen præciserede, at de havde en optagelse og bad efterretningstjenesten om at komme hurtigt. Ansøgeren blev meget bange og skubbede souschefen væk fra døren og flygtede ud af universitetet. En af hans venner var ved at forlade universitetet i bil, hvorfor ansøgeren steg ind i bilen og fik vennen til at køre ham derfra. Ansøgeren overnattede efterfølgende hos sin onkel i [byen K] og udrejste dagen efter illegalt til Tyrkiet. Efter ansøgerens udrejse af landet er hans forældre ved tre lejligheder i sommeren 2016 blevet opsøgt af efterretningstjenesten. Den første gang afleverede efterretningstjenesten et dokument til forældrene, hvoraf fremgik, at ansøgeren var blevet ekskluderet fra universitetet på grund af en disciplinærsag, hvor der var beviser. Under de næste to henvendelser ransagede efterretningstjenesten bopælen og spurgte efter ansøgeren. Universitetet havde på et tidligere tidspunkt, mens ansøgeren var i Tyrkiet, spurgt til ansøgeren. Et flertal i Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og sikkert om konflikten med den lokale sikkerhedstjeneste på universitetet og efterretningstjenestens senere henvendelser og ransagninger på bopælen. Herefter, og efter en samlet vurdering af konflikten og baggrundsoplysningerne om forholdene i Iran, finder flertallet, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheder, der er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/137/MKT
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Rabat, Iran. Ansøgeren har været medlem af ungdomsforeningen i KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far har været medlem af KDP i både Iran og i Irak, hvor ansøgeren og hans familie flyttede til, da han var ni til ti år gammel. Ansøgeren har ikke været tilbage i Iran siden. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hans farbror blev slået ihjel af de iranske myndigheder i Iran på grund af sine politiske aktiviteter for partiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren og dennes brødre på centrale punkter har forklaret divergerende. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har forklaret undvigende på centrale spørgsmål. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren og dennes brødre har forklaret divergerende om deres fars og families politiske aktiviteter. Ansøgeren har i sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far var peshmerga-kriger og hvert år har været tilbage i Iran for at kæmpe. Heroverfor har ansøgerens storebror [ansøgeren A], forklaret, at han ikke har kendskab til, at hans far på noget tidspunkt har været i kamp som peshmerga. Ligeledes har ansøgerens storebror, [ansøgeren B], forklaret, at hans far aldrig har været sendt til Iran for at kæmpe. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren for nævnet har fragået denne forklaring og oplyst, at det alene var hans formodning, særligt henset til at ansøgeren blev foreholdt sine brødres forklaring af Udlændingestyrelsen og fastholdt sin egen forklaring. Ansøgeren har endvidere forklaret, at de iranske myndigheder ved flere lejligheder har været på deres bopæl i Irak. Heroverfor har ansøgerens brødre forklaret, at de iranske myndigheder ikke har opsøgt familien, mens de har opholdt sig i Irak. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren for nævnet har fragået denne forklaring, henset til at ansøgeren blev foreholdt sine brødres forklaring af Udlændingestyrelsen og fastholdt sin egen forklaring med bemærkning om, at de selv var til stede ved en af lejlighederne. Ansøgeren og dennes brødre har endvidere forklaret divergerende om, hvornår deres farbror [C] blev henrettet. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen i [foråret] 2016 forklaret, at deres farbror blev hængt, da de havde boet i Irak i to dage, mens han til samtalen i [efteråret] 2016 har forklaret, at farbroren blev slået ihjel to dage inden, familien flygtede til Irak, og at familien flygtede, fordi farbroren blev slået ihjel. Ansøgerens storebror, [ansøgeren A], har til oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2016 forklaret, at familien flygtede kort efter, at farbroren blev henrettet, mens han til samtalen i [efteråret] 2016 har forklaret, at farbroren blev henrettet ca. fem dage efter, at familien var flygtet til Irak. Ansøgerens storebror, [ansøgeren A], har til oplysnings- og motivsamtalen i [foråret] 2016 forklaret, at farbroren blev henrettet fem dage efter, at familien flygtede til Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens storebror, [ansøgeren B], har forklaret divergerende om familiens flugt fra Iran til Irak. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgerens storebror forklaret, at han og familien udrejste ca. en måned efter deres far var taget afsted, men at han ikke var sikker på tidspunktet. Han rejste sammen med sin mor, stedmor, sine hel- og halvsøskende samt sin farmor, og at hans farmor tog ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer med til den irakiske grænse, hvor faren ventede. Derefter vendte farmoren tilbage til Iran. Under nævnsmødet har ansøgerens storebror forklaret, at han og familien tog afsted efter maksimalt seks måneder, og at de blev hentet af farens venner. De blev kørt hjem til nogle slægtninge, der boede på den anden side af grænsen i Irak, hvor faren og dennes brødre hentede dem. Farens venner forlod dem, og han ved ikke, hvor de efterfølgende tog hen. Foreholdt sin tidligere forklaring om farmorens deltagelse har ansøgerens storebror forklaret, at farmoren også var med, idet hun kørte i en bil bagved. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens storebrors forklaring om familiens flugt fra Iran til Irak ikke stemmer overens med den forklaring, som ansøgerens farbror, [D], har givet under sin asylsagsbehandling. Da der er sammenfald og en nær sammenhæng mellem ansøgerens asylmotiv og ansøgerens onkels asylmotiv, har Flygtningenævnet ligeledes inddraget det forhold, at Flygtningenævnet ved afgørelse i [sommeren] 2016 har meddelt ansøgerens onkel afslag på asyl. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens onkels forklaring om sit asylmotiv, herunder om sine politiske aktiviteter, til grund, blandt andet fordi ansøgerens onkel havde forklaret udbyggende, og fordi onklens ægtefælle og børn rejste tilbage til Iran, da onklen flygtede fra Irak, hvilket nævnet fandt usandsynligt, hvis onklen reelt frygtede overgreb fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har i denne sag herved også bemærket, at ansøgerens onkel under sin asylsagsbehandling har forklaret divergerende om anholdelsen og henrettelsen af sin bror, [C], der er ansøgerens onkel, da denne begivenhed angiveligt var baggrunden for familiernes flugt fra Iran. Ansøgerens onkel har således forklaret divergerende om, hvornår [C] blev anholdt, hvor lang tid der herefter gik, før store dele af den øvrige familie flygtede til Irak, hvor lang tid [C] sad fængslet, og hvor lang tid efter familiernes udrejse, at [C] blev henrettet. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens og dennes brødres forklaringer indeholder en række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at dele af ansøgerens familie, heriblandt ansøgerens farmor og tre fastre, har kunnet bo i Iran uden at opleve nogen konflikter med de iranske myndigheder, hvis ansøgerens far var efterstræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens og dennes brødres forklaringer som konstruerede og utroværdige. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurdering af ansøgerens og dennes brødres forklaringer har inddraget deres respektive alder på tidspunktet for de beskrevne forhold. Den af ansøgeren fremlagte erklæring, der angiver at stamme fra KDP-Iran i Koya, Irak, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/136/DMO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Rabat, Iran. Ansøgeren har været medlem af ungdomsforeningen i KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far har været medlem af KDP i både Iran og i Irak, hvor ansøgeren og hans familie flyttede til, da han var 15 år gammel. Ansøgeren har ikke været tilbage i Iran siden. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hans farbror blev slået ihjel af de iranske myndigheder i Iran på grund af sine politiske aktiviteter for partiet. De iranske myndigheder har været på familiens bopæl i Iran en gang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren og dennes brødre på centrale punkter har forklaret divergerende. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har forklaret undvigende på centrale spørgsmål. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren og dennes brødre har forklaret divergerende om deres fars og families politiske aktiviteter. Ansøgeren har til samtalen i [efteråret] 2016 forklaret, at hans far aldrig har været sendt til Iran for at kæmpe. Ligeledes har ansøgerens lillebror, [ansøgeren A], forklaret, at han ikke har kendskab til, at hans far på noget tidspunkt har været i kamp som peshmerga. Heroverfor har ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], i sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far var peshmerga-kriger og hvert år har været tilbage i Iran for at kæmpe. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], for nævnet har fragået denne forklaring og oplyst, at det alene var hans formodning, særligt henset til at [ansøgeren B] blev foreholdt sine brødres forklaring af Udlændingestyrelsen og fastholdt sin egen forklaring. Ansøgeren har endvidere forklaret, at de iranske myndigheder ikke har opsøgt familien, mens de har opholdt sig i Irak, hvilket ansøgerens lillebror, [ansøgeren A], ligeledes har forklaret. Heroverfor har ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], forklaret, at de iranske myndigheder ved flere lejligheder har været på deres bopæl i Irak. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], for nævnet har fragået denne forklaring, henset til at [ansøgeren B] blev foreholdt sine brødres forklaring af Udlændingestyrelsen og fastholdt sin egen forklaring med bemærkning om, at de selv var til stede ved en af lejlighederne. Ansøgeren og dennes brødre har endvidere forklaret divergerende om, hvornår deres farbror [D] blev henrettet. Ansøgerens lillebror, [ansøgeren B], har til oplysnings- og motivsamtalen i [foråret] 2016 forklaret, at deres farbror blev hængt, da de havde boet i Irak i to dage, mens han til samtalen i [efteråret] 2016 har forklaret, at farbroren blev slået ihjel to dage inden, familien flygtede til Irak, og at familien flygtede, fordi farbroren blev slået ihjel. Ansøgerens lillebror, [ansøgeren A], har til oplysnings- og motivsamtalen den i [vinteren] 2016 forklaret, at familien flygtede kort efter, at farbroren blev henrettet, mens han til samtalen den i [efteråret] 2016 har forklaret, at farbroren blev henrettet ca. fem dage efter, at familien var flygtet til Irak. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen den i [foråret] 2016 forklaret, at farbroren blev henrettet fem dage efter, at familien flygtede til Irak. Ansøgeren har derudover forklaret divergerende om familiens flugt fra Iran til Irak. Til samtalen den i [efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han og familien udrejste ca. en måned efter deres far var taget afsted, men at han ikke var sikker på tidspunktet. Han rejste sammen med sin mor, stedmor, sine hel- og halvsøskende samt sin farmor, og at hans farmor tog ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer med til den irakiske grænse, hvor ansøgerens far ventede. Derefter vendte ansøgerens farmor tilbage til Iran. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han og familien tog afsted efter maksimalt seks måneder, og at de blev hentet af farens venner. De blev kørt hjem til nogle slægtninge, der boede på den anden side af grænsen i Irak, hvor faren og dennes brødre hentede dem. Farens venner forlod dem, og han ved ikke, hvor de efterfølgende tog hen. Foreholdt sin tidligere forklaring om farmorens deltagelse har ansøgeren forklaret, at farmoren også var med, idet hun kørte i en bil bagved. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om familiens flugt fra Iran til Irak ikke stemmer overens med den forklaring, som ansøgerens farbror, [C], har givet under sin asylsagsbehandling. Da der er sammenfald og en nær sammenhæng mellem ansøgerens asylmotiv og ansøgerens onkels asylmotiv, har Flygtningenævnet ligeledes inddraget det forhold, at Flygtningenævnet ved afgørelse [sommeren] 2016 har meddelt ansøgerens onkel afslag på asyl. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens onkels forklaring om sit asylmotiv, herunder om sine politiske aktiviteter, til grund, blandt andet fordi ansøgerens onkel havde forklaret udbyggende, og fordi onklens ægtefælle og børn rejste tilbage til Iran, da onklen flygtede fra Irak, hvilket nævnet fandt usandsynligt, hvis onklen reelt frygtede overgreb fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har i denne sag herved også bemærket, at ansøgerens onkel under sin asylsagsbehandling har forklaret divergerende om anholdelsen og henrettelsen af sin bror, [D], der er ansøgerens onkel, da denne begivenhed angiveligt var baggrunden for familiernes flugt fra Iran. Ansøgerens onkel har således forklaret divergerende om, hvornår [D] blev anholdt, hvor lang tid der herefter gik, før store dele af den øvrige familie flygtede til Irak, hvor lang tid [D] sad fængslet, og hvor lang tid efter familiernes udrejse, at [D] blev henrettet. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens og dennes brødres forklaringer indeholder en række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at dele af ansøgerens familie, heriblandt ansøgerens farmor og tre fastre, har kunnet bo i Iran uden at opleve nogen konflikter med de iranske myndigheder, hvis ansøgerens far var efterstræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens og dennes brødres forklaringer som konstruerede og utroværdige. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurdering af ansøgerens og dennes brødres forklaringer har inddraget deres respektive alder på tidspunktet for de beskrevne forhold. Den af ansøgeren fremlagte erklæring, der angiver at stamme fra KDP-Iran i Koya, Irak, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/135/DMO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fysiske overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har hjulpet en kurdisk frihedskæmper. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [i efteråret] 2015 blev opsøgt af en for ham ukendt kurdisk mand på sin bopæl. Manden fortalte ansøgeren, at han kæmpede for et kurdisk parti, og at en af hans partifæller var blevet såret i kamp mod de iranske myndigheder. Den kurdiske mand bad herefter ansøgeren om at købe mad og lægemidler til brug for at behandle partifællen, hvilket ansøgeren accepterede. Ansøgeren tog herefter til byen [B], hvor han købte lægemidler på apoteket. Han foreviste i den forbindelse sit ID-kort. Herefter købte ansøgeren madvarer i et nærliggende supermarked. Ansøgeren afleverede medicinen og madvarerne til den kurdiske mand på sin bopæl. Den næste morgen opsøgte myndighederne ansøgerens bopæl, mens ansøgeren var på besøg hos sin onkel, og de anholdte i denne forbindelse ansøgerens far. Myndighederne fortalte samtidig ansøgerens far, at ansøgeren skulle melde sig til dem. Ansøgeren boede efterfølgende et par dage ved sin onkels ven, [C], og efter nogle dage fortalte ansøgerens onkel ansøgeren, at han var nødt til at forlade Iran. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren forklaring på centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren blev bedt om at vise ID-kort på apoteket, og at apotekeren skulle have anmeldt ansøgeren til de iranske myndigheder, på grund af mængderne af lægemidler. Dette særligt henset til, at ansøgeren bad om basale lægemidler til brug for almindelig sårbehandling i hjemmet, og at ansøgeren ikke bad om en bestemt mængde, men at apotekeren bestemte, hvilke mængder, ansøgeren skulle have. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at den for ansøgeren ukendte person, der opsøgte ham på ansøgerens bopæl, turde fortælle ansøgeren, at han kæmpede for et kurdisk parti, og at ansøgeren uden videre indvilligede i at hjælpe, særligt henset til den risiko, der for begge parter er forbundet hermed. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke spurgte nærmere ind til sin fars velbefindende, herunder om faren var blevet tortureret eller henrettet, mens faren var tilbageholdt, og at ansøgeren ikke efterfølgende – heller efter afslaget fra Udlændingestyrelsen – har søgt at afklare sin situation, herunder indhente yderligere oplysninger om, hvorfor myndighederne spurgte efter ham. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for tilhængere af religionen ahl-e haqq (yarsan) ikke i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/134/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv sympatisør for KDPI siden han var syv år gammel, hvor han delte politisk materiale ud i Al-Tash lejren frem til 1993, hvor han rejste tilbage til Iran. Fra 1993 og frem til sin udrejse i 2015 har han løbende delt politisk materiale ud for KDPI, dog ikke på fast basis. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI og hjulpet sin bror, [A], med at udrejse illegalt af Iran. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til, at han kommer fra en familie, hvori der er stor tilknytning til KDPI. Herunder var ansøgerens bror, [A], peshmerga og sad fængslet i seks måneder, hvor han blev tortureret af de iranske myndigheder. Ansøgeren hjalp efterfølgende broren med at udrejse illegalt af Iran. Omkring en-to måneder efter [A]s flugt, blev ansøgeren opsøgt af seks personer fra den iranske efterretningstjeneste. De ønskede, at ansøgeren skulle tage til Irak, hvor han skulle indsamle information om KDPI’s aktiviteter. Ansøgeren blev udvalgt, da han kommer fra en højt profileret familie, som har stor forbindelse i KDPI. Ansøgeren indvilgede i myndighedernes krav, men planlagde at flygte. Han opholdt sig følgelig i bjergene i en-to måneder og kom kun sjældent hjem om natten. Ansøgerens egen og hans forældres bopæl er, mens ansøgeren skjulte sig, blevet opsøgt af myndighederne ved adskillige lejligheder. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger har forklaret, at han på et tidspunkt i efteråret 2015 blev pålagt at samarbejde med de iranske myndigheder ved at spionere mod KDPI i Irak. Han blev mundtligt indkaldt til et senere møde men skjulte sig i bjergene i cirka to måneder, indtil familien udrejste gennem [lufthavn i Iran] på egne pas. Begge ansøgerne er enige om, at den kvindelige ansøger ikke overhørte samtalen mellem den mandlige ansøger og efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger har forklaret, at når efterretningstjenesten henvendte sig til netop ham, var det fordi, at han havde en bror, der var peshmerga. Det var ikke på grund af hans egne politiske aktiviteter eller det forhold, at han havde kørt sin bror til grænsen. Ved vurderingen af dette enkle og udokumenterbare asylmotiv er det nødvendigt at vurdere ansøgernes generelle troværdighed. Flygtningenævnet lægger vægt på, at begge parter har forklaret, at anholdelsen af den mandlige ansøgers bror, [A], har fundet sted omkring årsskiftet 2014/2015. De har ligeledes forklaret, at [A] udrejste til Irak, da han var 18 år, hvilket svarer til 2010-2011, og at han vendte tilbage og blev anholdt cirka to år senere. [A] har forklaret, at han rejste tilbage og blev anholdt cirka otte måneder efter, at han som 18-årig rejste til Irak. Ansøgerne har ikke kunnet redegøre for den tidsmæssige forskel på forklaringerne om anholdelsen. Kamran har forklaret, at han ikke modtog hjælp ved flugten fra Iran efter fængselsopholdet. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende både hver især og indbyrdes. Den mandlige ansøger har til oplysnings-og motivsamtalen forklaret, at deres hus blev ransaget mindst 20 gange. Han har i samtalen den 14. december 2016 forklaret at huset blev ransaget to-tre gange. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at huset blev ransaget to gange, mens hun til samtalen den 14. december 2016 har forklaret, at huset blev ransaget fem-seks gange. Begge har forklaret under mødet for nævnet, at huset blev ransaget fem-seks gange. Den mandlige ansøger har forklaret både under samtalerne i styrelsen og for nævnet, at han ikke var til stede, da [A] blev anholdt. Den kvindelige ansøger har til styrelsen forklaret, at den mandlige ansøger var til stede ved anholdelsen og gik over til sine forældre. Hun har under mødet for nævnet sagt, at han ikke var til stede. Den mandlige ansøger har forklaret, at han var til stede, da efterretningstjenesten kom til stede og talte med ham. Han har forklaret, at efterretningstjenesten kun kom denne ene gang for at tale med ham. Den kvindelige ansøger har forklaret, at boligen blev opsøgt af efterretningstjenesten to gange, hvor ægtefællen ikke var til stede. Hun har endvidere forklaret, at ægtefællen og hans forældre blev anholdt i forbindelse med anholdelsen af [A], endvidere har hun forklaret, at ægtefællen blev tilsagt til at møde hos efterretningstjenesten per brev. Endelig har nævnet lagt vægt på, at familien er udrejst gennem [lufthavn i Iran] på eget pas. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at parret på afgørende punkter har forklaret væsentligt forskelligt, hvorfor forklaringerne tilsidesættes som utroværdige. Ansøgerne har ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/134/MJM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [A], Irak. Ansøgeren har sympatiseret med Kurdistans Demokratiske Parti i Iran siden [efteråret] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter, at de iranske myndigheder vil fængsle, torturere eller slå ansøgeren ihjel, idet han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har endvidere henvist til, at de iranske myndigheder har diskrimineret ham, idet han er kurder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i starten af 2014 begyndte at hente får fra Irak med sin ven Edris Ahmadi. Ansøgeren opdagede, at Edris propaganderede for KDPI, og i midten af oktober 2014 medbragte Edris sammen med ansøgeren for første gang en rygsæk med løbesedler fra Irak til Iran. Ansøgeren og Edris hentede og uddelte løbesedlerne sammen fire gange frem til [sommeren] 2015. Ansøgeren opbevarede løbesedlerne i familiens hytte, som ligger en til halvanden kilometer fra ansøgerens hus i landsbyen [B]. [Sommeren] 2015 ringede ansøgerens farbror for at fortælle, at der var betjente ved ansøgerens hus, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren tog til Kermanshah, hvor han opholdte sig, til han udrejste af Iran. Ansøgerens far og bror blev samme dag tilbageholdt henholdsvis i fire og ti dage. Ansøgerens hustru blev tilbageholdt og afhørt en dag. Ansøgerens familie har efterfølgende modtaget to indkaldelser til retten, en afgørelse fra retten samt en indkaldelse fra efterretningstjenesten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne i Iran i anledning af hans bistand til KDPI forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Indledningsvist forekommer det mindre troværdigt, at ansøgeren, der efter sin forklaring til asylsamtalen begyndte at interessere sig for kurdernes kamp mod det iranske styre omkring 2011/2012, da han oplevede diskrimination i skolen, og besluttede sig for at støtte et kurdisk parti, først blev aktiv i [efteråret] 2014 og på relativ tilfældig vis. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret afglidende, detaljeret og utroværdigt om de nærmere omstændigheder ved uddelingen af løbesedlerne og indholdet af disse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens oplysninger om, hvordan myndighederne skulle være blevet bekendt med hans aktiviteter, herunder hvordan han blev afsløret, alene er baseret på ubegrundede formodninger, og at ansøgerens oplysninger om myndighedernes reaktion på afsløringen alene er baseret på andenhåndsoplysninger. Det forekommer hertil påfaldende, at ansøgerens farbror skulle have fået kendskab til, at agenter fra efterretningstjenesten midt om natten kom til ansøgerens bopæl og spurgte ansøgerens far, hvor ansøgeren var, og herefter kunne ringe og advare ansøgeren, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke spurgte farbroren om de nærmere omstændigheder ved agenternes henvendelse på bopælen. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De af ansøgeren fremlagte tilsigelser til retten og efterretningstjenesten samt en domstolsafgørelse kan ikke føre til et andet resultat, hvorved bemærkes dels, at de er fremkommet på et sent tidspunkt under sagen og dels, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der i Iran er en forholdsvis høj forekomst af dokumentforfalskninger, og at alle rets- og myndighedsdokumenter kan fremskaffes eller produceres til brug for ulovlige formål, ligesom de kan forfalskes. Det forhold, at ansøgeren er kurder og er udrejst illegalt af Iran kan ikke i sig selv føre til, at han får beskyttelsesstatus i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/133/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kanahar, Kermanshah regionen, Iran. Ansøgeren har deltaget i demonstrationer og orienteringsmøder mod regimet. Ansøgeren er ikke medlem af et politisk parti, men har engageret sig i yari-troendes rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet ansøgeren har deltaget i demonstrationer og orienteringsmøder om yariernes rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [sommeren] 2013 var til en begravelsesceremoni, som udviklede sig til en demonstration. Under ceremonien kom ansøgeren i kontakt med flere lokale religiøse ledere fra yarsan trosretningen samt universitetsstuderende. Efterfølgende deltog og arrangerede ansøgeren i fem orienteringsmøder i 2014. Orienteringsmøderne omhandlede regimets undertrykkelse af yari-troende. I slutningen af 2014 blev ansøgeren opsøgt af efterretningstjenesten på sin bopæl. Det lykkedes ansøgerens fætter at advare ansøgeren, hvorefter han flygtede op i bjergene og gemte sig i nogle timer, hvorefter han returnerede til bopælen. Ansøgeren rejste efterfølgende til Saveh og boede der i seks måneder. I [efteråret] 2015 oplyste ansøgerens mor ansøgeren om, at efterretningstjenesten havde opsøgt hjemmet i [foråret] 2015, hvorefter han udrejste. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han har deltaget i en mindehøjtidelighed for yarsan-troende Hamid Taherian i [sommeren] 2013 og et halvdagsmøde en måned senere foran amtsbygningen, samt at han har deltaget i nogle orienteringsmøder rundt om i regionen. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af disse aktiviteter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter har været af et således begrænset omfang, at det ikke har profileret ham i forhold til de iranske myndigheder. Dette understøttes af, at der efter det oplyste gik måneder, fra ansøgeren ophørte med at deltage i informationsmøderne, til myndighederne opsøgte hans bopæl, og at han efterfølgende kunne opholde sig i Saveh i seks måneder og herunder investere i en virksomhed og arbejde som revisor. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren først flygtede, da hans mor fortalte ham, at grænsen til Europa var åben, og at det var efter morens og brorens ønske, at han udrejste samt, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt af myndighederne siden [vinteren] 2016. Nævnet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren tilhører yari, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren har ret til beskyttelse i Danmark. Nævnet finder heller ikke, at det forhold, at han er udrejst illegalt af Iran, i sig selv kan føre til asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller risikere overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/132/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Qasri Shirin, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, fængslet eller udsat for tortur, fordi ansøgerens søn er eftersøgt af myndighederne, idet han har haft et seksuelt forhold til en shia-muslimsk pige, som han ikke var gift med. Ansøgeren har oplyst, at hans søn gik i skole med pigen, og deres forhold blev påbegyndt i deres skoletid. Ansøgeren har videre oplyst, at pigens familie opdagede forholdet og truede ansøgerens familie. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans søn udrejste af Iran til Danmark for cirka fire år siden på grund af konflikten. Ansøgeren har endelig oplyst, at han blev opsøgt af tre personer fra efterretningstjenesten omkring en måned efter ansøgerens søns udrejse. Ansøgeren blev i den forbindelse slået med en kæp, og personer fra efterretningstjenesten sagde, at han skulle aflevere sin søn. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt på sin bopæl siden denne episode. Ansøgeren har som et yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne, fordi hans tidligere ægtefælle i flere tilfælde har uddelt materiale om yarsan-troen. Ansøgeren har oplyst, at familiens bopæl i den forbindelse er blevet opsøgt af de iranske myndigheder, og at bopælen er blevet ransaget, ligesom inventar er blevet ødelagt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om asylmotiverne til grund, hverken for så vidt angår sønnens angivelige kærlighedsforhold til en shia-muslimsk pige eller hustruens uddeling af religiøst materiale om yari. I forhold til sønnens angivelige kærlighedsforhold til en shia-muslimsk pige og de problemer med pigens familie og de iranske myndigheder, som denne konflikt angiveligt har affødt, finder Flygtningenævnet, at asylmotivet forekommer usandsynligt og utroværdigt. Udover de forhold, der fremgår af Flygtningenævnets afgørelse [i sønnens sag fra efteråret 2014] og i Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren 2016 i ægtefællens sag], henviser nævnet til, at ansøgeren og ægtefællen har forklaret divergerende om denne konflikt til asylsamtalerne [i sommeren] 2016. Det er herunder indgået i vurderingen, at ansøgers hustru ikke henviste til denne konflikt som en del af sit asylmotiv under den nævnte samtale. I forhold til hustruens uddeling af religiøst materiale om yari finder Flygtningenævnet, at asylmotivet ligeledes forekommer usandsynligt og utroværdigt. Nævnet har udover de forhold, der fremgår herom af Flygtningenævnets ovennævnte afgørelse i ansøgers ægtefælles sag også lagt vægt på, at ansøgerens hustru og ansøger har forklaret divergerende om, i hvilket omfang ansøger blev udsat for vold. Ansøgeren har desuden under samtalen [i foråret] 2016 generelt forklaret, at han ikke har været udsat for fysiske overgreb i Iran. De af ansøgeren påberåbte forhold vedrørende tolkeproblemer og den omstændighed, at ansøgeren og dennes ægtefælle er analfabeter, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Herefter og idet de generelle forhold i Iran, herunder for personer af yari, ikke i sig selv kan begrunde beskyttelse, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/131/DTO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Piran Shahr, Urmieh, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for KDPI, siden ansøgeren var omkring 19 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet, da ansøgeren har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2012 begyndte at smugle spiritus mellem Irak og Iran. Dette gjorde ansøgeren omkring to til tre gange om ugen sammen med seks andre personer, herunder ansøgerens fætter Berwa. Ansøgeren kom i den forbindelse i kontakt med KDPI, da ansøgeren skulle passere en kontrolpost mellem Iran og Irak, der blev kontrolleret af peshmergaer. Efter ansøgeren havde smuglet spiritus i omkring et år, bad lederen af kontrolposten, Rahim, ansøgeren fragte KDPI-materiale ind i Iran. Ansøgeren indvilligede i dette og fragtede KDPI-materiale omkring to til fire gange om måneden. Materialet blev afhentet af en ukendt person hos ansøgeren. Da ansøgeren en dag i 2014 var på vej fra Irak til Iran, fortalte Rahim ansøgeren, at vedkommende, der hentede materialet hos ansøgeren, var blevet anholdt, og at ansøgeren derfor ikke skulle vende tilbage til Iran. Efter fire dage fortalte ansøgerens mor, at den iranske efterretningstjeneste havde ransaget deres bopæl, taget familiens ID-kort og dokumenter og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far blev tilbageholdt og udspurgt om, hvor ansøgeren befandt sig, hvorefter han blev løsladt. Efter ansøgerens udrejse af Iran blev ansøgerens far flere gange indkaldt til samtaler hos efterretningstjenesten, indtil familien udrejste til Irak i 2016. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren i forbindelse med sin indrejse i Danmark angav at være fra Irak og have en anden identitet end senere opgivet, hvilket han ikke under nævnsmødet er fremkommet med en overbevisende forklaring på. Flygtningenævnet finder, at dette har svækket ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af myndighederne til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han afhentede den spiritus, som han smuglede. Han har således først forklaret, at han hentede spiritussen på forskellige lokationer, mens han efterfølgende forklarede, at spiritussen blev hentet hos pershmergaerne og endelig, at det skete både forskellige steder og hos pershmergaerne. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at spiritussen blev hentet forskellige steder, men at der altid var pershmergaer eller nogen fra PKK til stede, når spiritussen blev hentet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han talte med sin far eller sin mor, efter faderen havde været tilbageholdt. Ansøgeren har således tidligere forklaret, at hans far ringede til ham, efter faderen blev løsladt, mens han under nævnsmødet forklarede, at han ikke talte med sin far ved den lejlighed, men at han selv ringede til sin mor. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt der var en eller flere forskellige kontrolposter, hvor han mødte pershmergaerne. Ansøgerens forklaring om smuglerjobbet og om episoden, hvor han fik at vide, at en person var anholdt og kunne risikere at angive ham, som en der smuglede KDPI materialet fremstår usammenhængende og uden detaljer. Det forekommer således usammenhængende med den farefulde situation, at ansøgeren skulle opbevare materialet på sin bopæl og der lade det afhente af en for ham ukendt person, ligesom forklaringen om, hvordan han bare kunne forlade smuglertogtet uden forklaring fremstår usammenhængende. Endelig forekommer det usammenhængende med den fare, som resten af smuglergruppen og navnlig hans fætter blev sat i, at han ikke advarede dem om, at han måske var blevet afsløret som smugler. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser ikke alene kan forklares ved, at ansøgeren ikke har sagt således eller er blevet misforstået. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for de nævnte divergenser eller forklare uddybende om de usammenhængende momenter. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om, at han er kommet i myndighedernes søgelys på grund af aktiviteter for KDPI og/eller spiritussmugling. Flygtningenævnet, der således lægger til grund, at ansøgeren ikke er eller har været i myndighedernes søgelys, finder derfor heller ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, fordi han ikke har aftjent værnepligt, eller fordi han angiveligt er udrejst illegalt. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved, om han er blevet indkaldt til militærtjeneste efter sin udrejse, og at straffen for illegal udrejse efter baggrundsoplysningerne straffes med fængsel i 1-3 år eller bøde. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/130/SEL
Nævnet hjemviste i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigtværet politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de iranske myndigheder, lokalsamfundet, Islamisk Stat, sin familie samt familien til den mand, som ansøgeren har haft et seksuelt forhold til. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter lokale wahabister, som har truet ham, da hans adfærd på facebook strider mod islam. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han i hjemlandet ikke kan være åben om sin ateisme. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han hele sit liv har kendt en mand ved navn [A]. Ansøgeren har haft seksuelt samvær med ham tre eller fire gange. I [efteråret] 2015 blev de opdaget af [A]s far, og ansøgeren løb med det samme ud af døren og hjem til sig selv, hvor han pakkede sine ting og flygtede. Ansøgeren tog til Mahabad, hvor han boede sammen med sin ven og halvfætter, som hjalp ham med at få kontakt til en agent. Ansøgeren finder hos sin fætter ud af, at [A]s familie har haft henvendt sig på ansøgerens families bopæl og har truet med at slå ansøgeren ihjel. Efter ansøgeren er kommet til Danmark, har han fået oplyst, at familien har opsøgt familien yderligere fem-seks gange. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han på ukendte tidspunkter er blevet opsøgt af lokale wahabister på det lokale marked i […] samt i hans eget caféhus, da de var utilfredse med det navn, ansøgeren brugte på facebook, da fornavnet tilhørte en kendt forfatter, der var erklæret vantro, samt da efternavnet var navnet på en kurdisk by. De mente, at ansøgerens navn var i strid med islam. Ansøgeren er blevet opsøgt mellem to og fire gange, og han blev sidst opsøgt mellem fem og seks måneder inden sin udrejse af hjemlandet. Under nævnsmødet fremlagde Udlændingestyrelsens repræsentant udskrifter af screenshots fra [A]s facebookprofil samt fra ansøgerens facebookprofil. Udskrifterne blev angivet som bilag 1-3 og bilag C-E. Den beskikkede advokat anmodede om, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet det blev anført, at de fremlagte udskrifter fra de to facebookprofiler udgør nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen. Det er nødvendigt, at der foretages en tilbundsgående undersøgelse af betydningen af oplysningerne. Udlændingestyrelsens repræsentant oplyste, at Udlændingestyrelsen ikke ville protestere mod en hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet besluttede at imødekomme den beskikkede advokats anmodning om hjemvisning af sagen. Der blev henvist til de grunde, der er anført til støtte for anmodningen, sammenholdt med at sagen i det væsentlige omfatter spørgsmål om ansøgerens troværdighed. Hjemvisningen vil sikre muligheden for en to-instansbedømmelse af de nye oplysninger.” Iran/2017/13/JOL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, da ansøgeren er kurder og født i Irak. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet ansøgeren i Danmark er blevet kristen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han udrejste af Iran for at få en bedre fremtid. Ansøgeren har videre oplyst, at forholdene for kurdere ikke var gode. I [foråret] 2016 begyndte ansøgeren at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren blev introduceret til kristendommen af sin ven [A], der også er asylansøger. Hooman sagde, at ansøgeren skulle glemme alt om Iran og islam. Ansøgeren begyndte herefter at gå i kirke hver søndag og besluttede at blive kristen. Ansøgeren ansås sig selv som kristen, da han blev døbt i Thisted. Inden sin dåb, havde ansøgeren deltaget i dåbsforberedelse. Ansøgeren deltog videre i et tredageskursus, hvor der blev holdt foredrag om kristendommen. Endvidere deltog ansøgeren i gudstjenester om søndagen. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at ansøgeren udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, men angiveligt på grund af de vanskelige forhold for kurdere og sunnimuslimer født i Irak, og at han få måneder efter indrejsen i Danmark begyndte at komme i en kirke uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at det er noget, han føler i sit hjerte. Derudover har ansøgeren svaret afglidende på spørgsmål om sit kristne liv og alene henvist til, at han tidligere har afgivet forklaring til Udlændingestyrelsen herom. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for dåbsforløbet eller sine refleksioner i forbindelse med dette eller for, hvad kristendommen betyder for ham ud over, at han i Danmark er blevet mødt med godhed. Ansøgeren har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen kristne overbevisning og for sine kristne refleksioner, ligesom ansøgeren har under asylsagsbehandlingen har demonstreret et meget lille kendskab til kristendommen. Herefter, og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Den omstændighed, at ansøgeren kort efter sin dåb slettede sin gamle Facebook profil fra Iran og oprettede en ny åben Facebook-profil, hvor han lægger materiale af kristen karakter, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han med Facebook-profilen har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/129/SEL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har sympatiseret med PJAK under partiet Komala, men har ikke udført nogen politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive straffet med fængsel eller bøde af de iranske myndigheder, da ansøgeren er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han var været tilbageholdt af de iranske myndigheder én gang, hvor ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb. Endvidere har ansøgeren henvist til, at udsat for et voldeligt overgreb fra en kommunalmedarbejder, og at ansøgerens rettigheder herved blev krænket. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han har været udsat for voldelige overgreb af sin far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den iranske præsident har oplyst, at iranere, der er udrejst ulovligt og rejser hjem efter iransk nytår 2016, vil blive straffet med fængsel og bøde. Videre har ansøgeren oplyst, at han for fire eller fem år siden blev anholdt på en basar. Ansøgeren blev i den forbindelse slået af politiet, så han blødte fra sit øre. Ansøgeren klagede over politiets behandling af ham. Betjenten opsøgte efterfølgende ansøgeren og spurgte om baggrunden for ansøgerens klage. Ansøgerens klage førte ikke noget med sig, og ansøgeren føler, at hans rettigheder blev krænket ved anholdelsen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han for to til tre år siden var ved at sælge bjergløg uden at have en handelstilladelse. En kommunalmedarbejder fandt ud af dette og slog ansøgeren, til han blev bevidstløs. Ansøgeren vågnede på et hospital og opdagede, at hans penge var væk. Ansøgeren klagede over behandlingen, men han fik ikke medhold i sin klage. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han efter sine forældres skilsmisse blev udsat for overgreb af sin far, da faren på ny blev gift. Ansøgerens stedmor ville ikke have ansøgeren og hans søskende i sit hjem. Ansøgerens far var derfor voldelig over for ansøgeren, da han ville have ansøgeren til at forlade hjemmet. Ansøgeren sov i perioder på gaden. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens oprindelige forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har påberåbt sig de generelle forhold i Iran, herunder at han ikke har noget sted at bo, og at han er yaresan samt at han har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring om, at faderen har mishandlet ham flere gange til grund. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en udbyggende forklaring, der divergerer fra ansøgerens oprindelige forklaring om forholdet til sin far, ligesom den udbyggende forklaring ikke er underbygget af ansøgerens øvrige oplysninger om forholdet til sin far. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om ansøgeren har en konflikt af en vis udstrækning med sin far, er der tale om en privatretlig konflikt, som ikke er af en sådan intensitet, at den kan medføre, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Iran, herunder om forholdene for yarasani og kurdere, at forholdene for disse ikke er sådanne, at det i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter sin egen forklaring herom ikke har uafsluttede konflikter med hverken myndighederne eller private samt, at hans øvrige problemer er af socioøkonomisk karakter, hvilket sidstnævnte ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Det lægges endvidere efter ansøgerens egen forklaring til grund, at han aldrig er blevet indkaldt til militærtjeneste, og at han derfor ikke har en konflikt med myndighederne i den anledning. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Der er herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne fra Iran om, at ulovlig udrejse straffes med fængsel i 1-3 år eller bøde. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/128/SEL
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og tidligere muslim, der har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Han er fra [en by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hans bror, [R], fortalte ham om kristendommen, mens de begge boede i Iran, fordi han havde set en spillefilm herom. Ansøgeren besluttede sig på baggrund heraf for, at han gerne ville være kristen. Ansøgeren fandt tillige ud af, at hans bror [N2] også interesserede sig for kristendommen. To-tre måneder før udrejsen af Iran, fortalte ansøgeren og [R] deres fælles bror, [Re], om deres interesse for kristendommen, hvorefter [Re] truede med at anmelde dem til myndighederne. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren, [R] og [N2] til Tyrkiet, og [i efteråret] 2015 indrejste de i Danmark. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgeren og hans brødres forklaringer til grund. Ansøgeren og hans brødre er således vokset op i en familie med religiøs splid mellem forældrene. To af brødrene har forklaret om episoder, som i særlig grad har gjort, at de har lagt afstand til islam. Ansøgeren og hans brødre har alle forklaret, at de ikke deltog i bøn, gik i moske eller overholdt ramadanen inden de udrejste af Iran. De har også forklaret, at de, selvom de ved udrejsen havde begrænset kendskab til kristendommen, var interesserede heri, og at de tænkte på at konvertere. Umiddelbart efter indrejsen i Danmark tog de kontakt til kirken, og de blev døbt efter et kort forløb på omkring to og en halv måned. De gik til undervisning tre gange om ugen og deltog også i gudtjenesten om søndagen. Ansøgeren og hans brødre har forklaret om, hvad kristendommen særligt betyder for dem, og de har forklaret om kristendommen. Efter dåben har de fortsat undervisning og deltager fortsat i gudtjeneste om søndagen. De har missioneret i Danmark på den måde, at de har talt med fem til syv andre asylansøgere om kristendom, og at disse efterfølgende er blevet døbt. De ønsker at leve som kristne også efter en eventuel tilbagevenden til Iran, men dette vil ikke være muligt grundet det iranske styre. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, og idet ansøgeren på sammenhængende og troværdig måde har redegjort for sine forhold, at ansøgerens konversion må anses for reel. Ansøgeren må efter de foreliggende baggrundsoplysninger herefter antages at risikere forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2017/127/JOV
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og tidligere muslim, der har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Han er fra [en by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Han har videre henvist til, at han i en alder af omkring 18 år anskaffede sig en halskæde med et kors uden at kende betydningen heraf. Nogle år senere opdagede en lokal politimand, at ansøgeren bar korset. Han forklarede ansøgeren, at korset var et kristent symbol, og han advarede ansøgeren om, at han ville blive fængslet, såfremt han bar korset igen. Herefter begyndte ansøgeren at undersøge kristendommen. Det var umuligt for ham at finde en bibel, men på biblioteket i Mashhad fik han mulighed for at læse den jødiske tora, ligesom han så en spillefilm om Jesus Kristus. Fordi ansøgeren var sikker på, at de delte hans interesse, fortalte han sine brødre [N1] og [N2] om sin interesse for kristendommen. Omkring to-tre måneder før sin udrejse af Iran talte ansøgeren og [N] med deres bror, [Re], der var et meget religiøst menneske. De fortalte ham, at islam ikke var den sande religion, og de bad ham konvertere til kristendommen, hvilket gjorde ham vred. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren, [N1] og [N2] til Tyrkiet, og [i efteråret] 2015 indrejste de i Danmark. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgeren og hans brødres forklaringer til grund. Ansøgeren og hans brødre er således vokset op i en familie med religiøs splid mellem forældrene. To af brødrene har forklaret om episoder, som i særlig grad har gjort, at de har lagt afstand til islam. Ansøgeren og hans brødre har alle forklaret, at de ikke deltog i bøn, gik i moske eller overholdt ramadanen inden de udrejste af Iran. De har også forklaret, at de, selvom de ved udrejsen havde begrænset kendskab til kristendommen, var interesserede heri, og at de tænkte på at konvertere. Umiddelbart efter indrejsen i Danmark tog de kontakt til kirken, og de blev døbt efter et kort forløb på omkring to og en halv måned. De gik til undervisning tre gange om ugen og deltog også i gudtjenesten om søndagen. Ansøgeren og hans brødre har forklaret om, hvad kristendommen særligt betyder for dem, og de har forklaret om kristendommen. Efter dåben har de fortsat undervisning og deltager fortsat i gudtjeneste om søndagen. De har missioneret i Danmark på den måde, at de har talt med fem til syv andre asylansøgere om kristendom, og at disse efterfølgende er blevet døbt. De ønsker at leve som kristne også efter en eventuel tilbagevenden til Iran, men dette vil ikke være muligt grundet det iranske styre. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, og idet ansøgeren på sammenhængende og troværdig måde har redegjort for sine forhold, at ansøgerens konversion må anses for reel. Ansøgeren må efter de foreliggende baggrundsoplysninger herefter antages at risikere forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2017/126/JOV
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og tidligere muslim, der har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Han har senest boet i Mashhad, Iran. Ansøgeren har i hjemlandet ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Han har videre henvist til, at han i [sommeren] 1381([sommeren] 2002) blev fyret fra sit arbejde, og at han fra denne dag væmmedes ved islam og valgte kristendommen som en flugt fra islam. I vinteren 1381(2003) havde ansøgeren et skænderi med sin bror, [Re], og han fortalte [Re], at han var træt af islam, og at han ville være kristen. I [foråret] 1392([foråret] 2013) fandt ansøgeren ud af, at hans daværende chef var kristen og gik i huskirke. Det var imidlertid ikke muligt for ansøgeren at søge denne huskirke, og han søgte derfor informationer om kristendommen på biblioteket på egen hånd. Ansøgeren fandt senere ud af, at hans bror, [N], også ønskede at konvertere fra islam til kristendommen. I august 2015 fortalte ansøgerens brødre, [N] og [R], ansøgeren, at de havde haft et skænderi med deres fælles bror, [Re], der var meget religiøs, fordi ansøgerens brødre havde fortalt [Re], at de ville konvertere til kristendommen og ønskede, at [Re] ville gøre ligeså. Omkring halvanden måned før ansøgerens udrejse af Iran kørte han [R] til biblioteket i Mashhad. Den 29. oktober 2015 udrejste ansøgeren, [N] og [R] til Tyrkiet, og [i vinteren] 2015 indrejste de i Danmark. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgeren og hans brødres forklaringer til grund. Ansøgeren og hans brødre er således vokset op i en familie med religiøs splid mellem forældrene. To af brødrene har forklaret om episoder, som i særlig grad har gjort, at de har lagt afstand til islam. Ansøgeren og hans brødre har alle forklaret, at de ikke deltog i bøn, gik i moske eller overholdt ramadanen inden de udrejste af Iran. De har også forklaret, at de, selvom de ved udrejsen havde begrænset kendskab til kristendommen, var interesserede heri, og at de tænkte på at konvertere. Umiddelbart efter indrejsen i Danmark tog de kontakt til kirken, og de blev døbt efter et kort forløb på omkring to og en halv måned. De gik til undervisning tre gange om ugen og deltog også i gudtjenesten om søndagen. Ansøgeren og hans brødre har forklaret om, hvad kristendommen særligt betyder for dem, og de har forklaret om kristendommen. Efter dåben har de fortsat undervisning og deltager fortsat i gudtjeneste om søndagen. De har missioneret i Danmark på den måde, at de har talt med fem til syv andre asylansøgere om kristendom, og at disse efterfølgende er blevet døbt. De ønsker at leve som kristne også efter en eventuel tilbagevenden til Iran, men dette vil ikke være muligt grundet det iranske styre. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, og idet ansøgeren på sammenhængende og troværdig måde har redegjort for sine forhold, at ansøgerens konversion må anses for reel. Ansøgeren må efter de foreliggende baggrundsoplysninger herefter antages at risikere forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran2017/125/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra […] i Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og udsat for grove fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi han har smuglet alkohol fra Irak til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans arbejdsgiver, [A], flere gange bad ansøgeren hente varer i Irak. En dag i 2015 bad arbejdsgiveren igen ansøgeren om at udføre den opgave. Ansøgeren arbejdede sammen med sin lillebror, og broren skulle også deltage. Ansøgeren og hans lillebror tog dernæst til Irak, hvor de fik udleveret en pakke. Da de var på vej tilbage, blev de mødt af iranske soldater, som råbte og skød efter dem. Broren blev ramt, og ansøgeren flygtede fra stedet. Ansøgeren skjulte sig sammen nat hos en ven. Ansøgeren kontaktede kort tid efter, at han var ankommet til vennens hus sin mor, der fortalte, at efterretningstjenesten allerede havde været på bopælen for at lede efter ansøgeren, fordi han havde smuglet spiritus. Efterretningstjenesten havde pågrebet ansøgerens bror, der var såret. Ansøgeren forblev hos vennen i omkring ti til 15 dage, inden han udrejste af Iran. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asyl motiv. Hun har herom endvidere forklaret, at hun den samme aften, som den mandlige ansøger blev stoppet af efterretningstjenesten, blev opsøgt af efterretningstjenesten, som ransagde boligen og spurgte efter hendes ægtefælle. Dernæst opholdt hun sig i to måneder hos sine forældre, inden hun udrejste af Iran. I den periode blev ansøgernes hjem gentagne gange ransaget af efterretningstjenesten. Efterretningstjenesten truede med at tage den kvindelige ansøger med, hvis den mandlige ansøger ikke blev fundet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring på væsentlige punkter har divergeret, ligesom forklaringen om det tidsmæssige forløb er påfaldende. Nævnet har ved vurderingen af den mandlige ansøgers forklaring taget hensyn til, at den mandlige ansøger ikke har nogen uddannelse og er analfabet. Ved vurderingen af forklaringen har nævnet særligt lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om antallet af ture over grænsen for at hente smuglervarer. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at der var tale om fem-seks ture. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren indledningsvis, at der alene var tale om en tur, men ændrede siden forklaring til, at der var tale om tre sådanne ture. Under nævnsmødet har ansøgeren på ny forklaret, at det har drejet sig om fem-seks ture. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han hørte broren råbe, at han var blevet ramt af skud. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han, mens han opholdt sig i grænseområdet ikke fandt ud af, hvor broren var blevet ramt. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han efter beskydningen så, at broren holdt om sit underben, og at broren blødte. Foreholdt, at det efter det forklarede var aften og mørkt på tidspunktet har ansøgeren forklaret, at han havde medbragt en lommelygte. Ansøgeren har forklaret, at det lykkedes ham at undslippe soldaterne, og at han efter omkring en time nåede frem til vennen [Bs] hus i […]. Ansøgeren har videre forklaret, at han en lille time efter ankomsten ringede til sin mor, og at moren under denne telefonsamtale fortalte, at efterretningsvæsnet allerede havde ransaget ansøgerens bopæl, idet ansøgeren var mistænkt for at have smuglet spiritus. Moren havde videre fortalt, at ansøgerens bror var anholdt af sikkerhedstjenesten. Ansøgeren har forklaret, at han kun har talt med sin mor en gang, før han forlod Iran, hvorfor der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren tager fejl af indholdet af telefonsamtalen. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at efterretningstjenesten mindre end to timer efter, at en større gruppe smuglerne var blevet opdaget i grænseområdet ville have gennemført en ransagning hos ansøgeren. Den kvindelige ansøgers asylmotiv knytter sig udelukkende til den mandlige ansøgers konflikt med de iranske myndigheder. Under henvisning til det anførte finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” Iran/2017/124/HHU
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er sammen med sin medfølgende familie blevet døbt [i efteråret] 2016. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive retsforfulgt og fængslet af de iranske myndigheder på grund af sin fars politiske problemer. Ansøgeren har oplyst, at hun intet kendskab har til sin fars konflikt. Det fremgår af advokatindlægget, at ansøgeren som asylmotiv endvidere henviser til, at hun er konverteret til kristendommen, og er blevet døbt [i efteråret] 2016. Såfremt ansøgeren må vende tilbage til Iran vil hun dels være afskåret fra at udøve sin kristne tro, dels som frafalden risikere dødsstraf. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens fars forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har således ud fra en samlet vurdering ikke fundet, at ansøgerens far har sandsynliggjort, at han har støttet Komola og at han af den grund vil risikere overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder derfor ej heller, at det kan lægges til grund, at ansøgerens på grund af farens forhold risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerne har i advokatindlægget som supplerende asylmotiv gjort gældende, at de nu er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgerne har forklaret, at de begyndte at gå i kirke i Danmark i december 2015, og at de siden regelmæssigt har deltaget i gudstjenester og en række kirkelige arrangementer. Der er sammen med advokatindlægget fremlagt udtalelser og skrivelser fra sognepræst [A], dateret [i foråret] 2017, skrivelser fra [B], Indre Mission, dateret [i foråret] 2017 og dåbsattester vedrørende samtlige seks ansøgere dateret [i efteråret] 2016. Ansøgeren, hendes søstre og hendes forældre har under oplysnings- og motivsamtalerne, der fandt sted [i foråret] 2016, forklaret, at de er yarsan og at de i hjemlandet praktiserede denne tro. Ansøgere har overfor Udlændingestyrelsen afgivet forklaringer, der giver indtryk af, at det at være yarsan, udgjorde en væsentlig del af ansøgernes og familiens identitet. Ingen af ansøgerne har under motivsamtalerne, der fandt sted i [i foråret] 2016 oplyst om deres interesse for kristendommen, men har alle svaret benægtende på spørgsmål om, hvorvidt de havde interesseret sig for andre religioner end yarsan. Under asylsamtalerne [i sommeren] 2016 oplyste ansøgerne ej heller om deres interesse for kristendommen, uanset, at der under samtalerne, herunder delvist på ansøgernes initiativ, på ny blev givet oplysninger om betydningen af at være yarsan både spirituelt og som minoritet i Iran. Ansøgerne har forklaret fraværet af oplysninger om deres interesse for kristendommen med, at de endnu ikke var døbt og at de på det tidspunkt anså deres kristne tro som et privat anliggende. Først efter Udlændingestyrelsens afslag [fra efteråret] 2016 blev ansøgerne døbt, og fra denne dato har ansøgeren og søsteren [C] på deres Facebook-profiler offentliggjort billeder af dåben, andre billeder og tekster med et kristent indhold, og billeder af henrettelser foretaget i Iran. Nævnet finder ikke, at disse Facebook-profiler fremstår som et troværdigt udtryk for, at der er tale om en konversion, men snarere understøtter, at ansøgerne besluttede at lade sig døbe af anden årsag. Ansøgeren har været i stand til at svare på de stillede spørgsmål om kristendommen. Ud fra en samlet og konkret vurdering af ansøgerens baggrund, hendes manglende åbenhed om sin interesse for kristendommen, og den omstændighed, at ansøgeren først valgte at blive døbt efter, at familien havde fået afslag på asyl, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at konversionen er reel. Ansøgeren har således ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af farens oprindelige asylmotiv eller fordi hun er konverteret til kristendommen ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/123/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er sammen med sin medfølgende familie blevet døbt [i efteråret] 2016. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive retsforfulgt og fængslet af de iranske myndigheder på grund af sin fars politiske problemer. Ansøgeren har oplyst, at hun intet kendskab har til sin fars konflikt. Det fremgår af advokatindlægget, at ansøgeren som asylmotiv endvidere henviser til, at hun er konverteret til kristendommen, og er blevet døbt [i efteråret] 2016. Såfremt ansøgeren må vende tilbage til Iran vil hun dels være afskåret fra at udøve sin kristne tro, dels som frafalden risikere dødsstraf. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens fars forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har således ud fra en samlet vurdering ikke fundet, at ansøgerens far har sandsynliggjort, at han har støttet Komola og at han af den grund vil risikere overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder derfor ej heller, at det kan lægges til grund, at ansøgerens på grund af farens forhold risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerne har i advokatindlægget som supplerende asylmotiv gjort gældende, at de nu er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgerne har forklaret, at de begyndte at gå i kirke i Danmark i december 2015, og at de siden regelmæssigt har deltaget i gudstjenester og en række kirkelige arrangementer. Der er sammen med advokatindlægget fremlagt udtalelser og skrivelser fra sognepræst [A], dateret [i foråret] 2017, skrivelser fra [B], Indre Mission, dateret [i foråret] 2017 og dåbsattester vedrørende samtlige seks ansøgere dateret [i efteråret] 2016. Ansøgeren, hendes søstre og hendes forældre har under oplysnings- og motivsamtalerne, der fandt sted [i foråret] 2016, forklaret, at de er yarsan og at de i hjemlandet praktiserede denne tro. Ansøgere har overfor Udlændingestyrelsen afgivet forklaringer, der giver indtryk af, at det at være yarsan, udgjorde en væsentlig del af ansøgernes og familiens identitet. Ingen af ansøgerne har under motivsamtalerne, der fandt sted i [i foråret] 2016 oplyst om deres interesse for kristendommen, men har alle svaret benægtende på spørgsmål om, hvorvidt de havde interesseret sig for andre religioner end yarsan. Under asylsamtalerne [i sommeren] 2016 oplyste ansøgerne ej heller om deres interesse for kristendommen, uanset, at der under samtalerne, herunder delvist på ansøgernes initiativ, på ny blev givet oplysninger om betydningen af at være yarsan både spirituelt og som minoritet i Iran. Ansøgerne har forklaret fraværet af oplysninger om deres interesse for kristendommen med, at de endnu ikke var døbt og at de på det tidspunkt anså deres kristne tro som et privat anliggende. Først efter Udlændingestyrelsens afslag [fra efteråret] 2016 blev ansøgerne døbt, og fra denne dato har ansøgeren og søsteren [C] på deres Facebook-profiler offentliggjort billeder af dåben, andre billeder og tekster med et kristent indhold, og billeder af henrettelser foretaget i Iran. Nævnet finder ikke, at disse Facebook-profiler fremstår som et troværdigt udtryk for, at der er tale om en konversion, men snarere understøtter, at ansøgerne besluttede at lade sig døbe af anden årsag. Ansøgeren har været i stand til at svare på de stillede spørgsmål om kristendommen. Ud fra en samlet og konkret vurdering af ansøgerens baggrund, hendes manglende åbenhed om sin interesse for kristendommen, og den omstændighed, at ansøgeren først valgte at blive døbt efter, at familien havde fået afslag på asyl, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at konversionen er reel. Ansøgeren har således ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af farens oprindelige asylmotiv eller fordi hun er konverteret til kristendommen ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/122/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne, deres to mindreårige børn og de to medfølgende voksne døtre er alle blevet døbt [i efteråret] 2016. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske efterretningstjeneste, idet han har ydet hjælp til partiet Komola. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt. Derudover har den kvindelig ansøger henvist til, at hun er blevet diskrimineret på grund af sin religion. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og pisket, fordi hun er udrejst illegalt af Iran. Det fremgår af advokatindlægget, at ansøgerne som asylmotiv endvidere henviser til, at de sammen med de fire medfølgende børn er konverteret til kristendommen, og at de alle blev døbt [i efteråret] 2016. Såfremt de må vende tilbage til Iran vil de dels være afskåret fra at udøve deres kristne tro, dels som frafaldne risikere dødsstraf. Den mandlige ansøger har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han i perioden [sommer] 2014 til [sommer] 2015 hjalp to medlemmer af Komola ved navn [A] og [B]. Ansøgeren hjalp de to medlemmer i alt otte gange. Hjælpen bestod af økonomiske bidrag samt naturalier i form af cigaretter og fødevarer og beklædning. [I efteråret] 2015 modtog den mandlige ansøger oplysninger fra en ven, [C], som er ansat ved den religiøse domstol i Islam Abad, om at ansøgerens navn fremgik af en liste over eftersøgte personer. Den mandlige ansøger flygtede herefter til Sanandag og videre til Oroumieh, hvor han mødtes med sin familie. Sammen udrejste de af Iran [tre eller fire dage senere]. Nogle måneder efter, at ansøgerne var ankommet til Danmark har den mandlige ansøgeres nevø, [D], der varetager den mandlige ansøgers interesser i Iran, oplyst, at den iranske efterretningstjeneste fire gange havde henvendt sig og spurgt efter den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, og har yderligere henvist til, at hun er blevet udsat for ydmygelser og spydige bemærkninger som følge af sin religion. Derudover har hun hørt, at de iranske myndigheder anvender hårdhændede metoder over for illegalt udrejsende. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende og fordi forklaringen på afgørende punkter fremstår som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Den mandlige ansøger, der er født i 1969 har levet hele sit liv i Kermanshah-provinsen. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund utroværdigt, når ansøgeren forklarer, at han ikke forud for henvendelsen i [sommeren] 2014 havde noget kendskab til partiet Komola. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren, der ikke tidligere havde interesseret sig for politiske forhold, alene på grundlag af en henvendelse fra to for ham ubekendte mand, vælger at yde bidrag til Komola, vel vidende om risikoen forbundet hermed. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen begrundet sin beslutning om at støtte Komola med, at partiet kæmpede for at varetage yari-troendes rettigheder. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det var vigtigt for ham, at støtte familierne til de peshmergaer, der havde mistet livet i kampene i grænseområdet. Ansøgeren har forklaret, at han havde kendt [C] i en årrække. Ansøgeren har imidlertid forklaret divergerende om [C’s] stilling ved domstolen. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at [C] var sagsbehandler. Under nævnsmødet har ansøgeren indledningsvis forklaret, at [C] havde en overordnet stilling. Ansøgeren ændrede efterfølgende forklaring og oplyste, at han ikke havde noget nærmere kendskab til, hvilken stilling [C] indtog ved domstolen. Ansøgeren har endvidere i væsentligt omfang forklaret divergerende om, hvilke oplysninger han modtog fra [C]. Nævnet har ikke i den forbindelse lagt vægt på om det blev oplyst, at ansøgerens navn fremgik af en liste, en rapport eller af en arrestordre, idet det ikke kan afvises, at dette beror på forskellige tolkes forskellige oversættelser af det samme ord. Nævnet har derimod lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om indholdet af de to samtaler med [C] idet ansøgeren under nævnsmødet, i modsætning til det overfor styrelsen forklarede, har forklaret, at han allerede under den første samtale fik at vide, at det fremgik, at dokumentet, at ansøgeren havde ydet støtte til to personer, der var medlemmer af Komola. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har nævnet lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har interesseret sig mere for, hvorvidt han fortsat er efterstræbt af de iranske myndigheder, og på at det ikke er sandsynliggjort, at der er sket beslaglæggelse af den mandlige ansøgers værdier, der blandt andet består af flere udlejningsejendomme. Nævnet har endvidere fundet det bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger i al væsentlighed har forholdt den kvindelige ansøger og de to medfølgende voksne døtre oplysninger om asylmotivet. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet ikke lægge nogen vægt på den fremlagte erklæring fra Yarsan Democration Organization eller på erklæringen dateret 14. marts 2017 fra Representation of Komola Abroad. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering således ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han har støttet Komola og at han af den grund vil risikere overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgeres asylmotiv, men har endvidere henvist til de generelt vanskelige forhold for yari-troende og til, at familien er udrejst illegalt og at der derfor vil være risiko forbundet med at genindrejse i Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for yari-troende kan begrunde opholdstilladelse. Under henvisning til baggrundsoplysningerne kan det ikke lægges til grund, at den blotte omstændighed, at familien er udrejst illegalt vil udsætte dem for risiko overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i forbindelse med genindrejse. Ansøgerne har i advokatindlægget som supplerende asylmotiv gjort gældende, at de nu er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgerne har forklaret, at de begyndte at gå i kirke i Danmark i december 2015, og at de siden regelmæssigt har deltaget i gudstjenester og en række kirkelige arrangementer. Der er sammen med advokatindlægget fremlagt udtalelser og skrivelser fra sognepræst [E], dateret [i foråret] 2017, skrivelser fra [F], Indre Mission, dateret [i foråret] 2017 og dåbsattester vedrørende samtlige seks ansøgere dateret [i efteråret] 2016. Ansøgerne og deres to voksne døtre har under oplysnings- og motivsamtalerne, der fandt sted [i foråret] 2016, forklaret, at de er yarsan og at de i hjemlandet praktiserede denne tro. Ansøgere har overfor Udlændingestyrelsen afgivet forklaringer, der giver indtryk af, at det at være yarsan, udgjorde en væsentlig del af ansøgernes og familiens identitet. Ingen af ansøgerne har under motivsamtalerne, der fandt sted i [foråret] 2016 oplyst om deres interesse for kristendommen, men har alle svaret benægtende på spørgsmål om, hvorvidt de havde interesseret sig for andre religioner end yarsan. Under asylsamtalerne [i sommeren] 2016 oplyste ansøgerne ej heller om deres interesse for kristendommen, uanset, at der under samtalerne, herunder delvist på ansøgernes initiativ, på ny blev givet oplysninger om betydningen af at være yarsan både spirituelt og som minoritet i Iran. Ansøgerne har forklaret fraværet af oplysninger om deres interesse for kristendommen med, at de endnu ikke var døbt og at de på det tidspunkt anså deres kristne tro som et privat anliggende. Først efter Udlændingestyrelsens afslag [fra efteråret] 2016 blev ansøgerne døbt, og fra denne dato har ansøgernes to voksne døtre på deres facebookprofiler offentliggjort billeder af dåben, andre billeder og tekster med et kristent indhold, og billeder af henrettelser foretaget i Iran. Nævnet finder ikke, at disse facebookprofiler fremstår som et troværdigt udtryk for, at der er tale om en konversion, men snarere understøtter, at ansøgerne besluttede at lade sig døbe af anden årsag. Ansøgerne har været i stand til at svare på de stillede spørgsmål kristendommen. Ud fra en samlet og konkret vurdering af ansøgernes baggrund, deres manglende åbenhed om deres interesse for kristendommen, og den omstændighed, at ansøgerne først valgte at blive døbt efter, at de havde fået afslag på asyl, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at konversionen er reel. Da ansøgerne således ikke har sandsynliggjort, at de på grund af det oprindelige asylmotiv eller fordi de er konverteret til kristendommen ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/121/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder, fordi han har været kæreste med pigen […], der er shia muslim af trosretning. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ikke havde et godt liv i Iran, idet han ikke havde mulighed for at gå i skole, da han var nødt til at arbejde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter de iranske myndigheder, idet pigens familie har fortalt om deres forhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har videre til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og pigen blev kærester omkring et år før ansøgeren valgte at udrejse af Iran. De mødtes omkring to til tre gange om ugen. En ukendt dato i efteråret 2015 opdagede ansøgerens ven, […], ansøgerens og pigens møde, hvorefter han fortalte om deres møde til pigens storebror, […]. Pigens bror og forældre opsøgte derefter ansøgerens bopæl og konfronterede ansøgerens far med deres forhold. Pigens familie sagde, at ansøgeren og pigen ikke måtte mødes igen, da det ellers ville få konsekvenser for ansøgeren og ansøgerens familie. Fem dage senere ringede ansøgeren til pigen, da han ønskede at mødes med hende. De mødtes igen på en vej i nærheden af ansøgerens bopæl men blev igen opdaget af ansøgerens ven. Samme dag blev ansøgerens bopæl opsøgt af pigen, pigens forældre, vennen og to til tre bevæbnede politimænd. Ansøgeren overhørte, hvad der skete på bopælen, da han opholdt sig uden for bopælen sammen med to af sine venner. Politiet efterspurgte ansøgeren, og ansøgerens far sagde, at ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren tog efter, at han havde overhørt samtalen mellem politiet og faren, hen til morfarens bopæl, hvor han opholdt sig. Om natten mødtes han med menneskesmuglere og udrejste fra Iran. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens bopæl blevet opsøgt tre gange, hvor politiet har spurgt efter ham. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen er på flere afgørende punkter divergerende og udbyggende, og forklaringen anses herefter for at være konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgeren under asylsamtalen [ i efteråret] 2016 har forklaret, at [kærestens], far er en almindelig arbejdsmand, og at ansøgeren ikke præcist har kendskab til, hvad faren laver. Over for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at [kærestens] far arbejder for efterretningstjenesten, og at han har medvirket til, at mange er blevet arresteret. Ansøgeren var klar over dette, forinden han udrejste af Iran, og der var mange, som vidste dette. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om politiets henvendelse på bopælen. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at politiet var inde i huset, som de kiggede igennem for at finde ansøgeren. Overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at politiet ikke var inde i huset, og at de sagde til [kærestens] familie, at de ikke havde tilladelse til det. Ansøgeren har endvidere under asylsamtalen forklaret, at hans forældre vidste, at han var kæreste med [pigen], forinden der opstod en konflikt mellem ansøgerens og [kærestens] familie, og at [pigeren] havde været på besøg hos ansøgerens familie. Ansøgerens forældre havde ikke noget imod, at de var kærester. Overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at hans forældre ikke havde kendskab til, at ansøgeren og [pigen] var kærester, forinden konflikten begyndte. I øvrigt har ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han så [vennen] i en afstand af 25 meter fra det sted, hvor han sad med [kæresten], da de igen opholdt sig i det grønne område, og at [vennen] kom gående på en vej. Overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke så [vennen] på det pågældende tidspunkt. Under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2016] har ansøgeren forklaret, at ansøgerens nærmeste familie ikke vidste noget om, at ansøgeren var udrejst af Iran. De fik det først at vide, da ansøgeren var i Tyrkiet. Overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgerens far, forinden ansøgeren udrejste, ringede, mens ansøgeren opholdt sig hos morfaren i Iran og sagde, at han måtte udrejse af Iran. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgerens utroværdighed er understøttet af hans usammenhængende og afglidende svar på flere spørgsmål vedrørende de divergerende oplysninger. Ansøgeren har efter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2017/120/lrn
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive tortureret, fængslet på livstid eller hængt af de iranske myndigheder, da han en gang har givet brød til fire personer, som var peshmerga. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2015 mødte fire personer, som var peshmerga. Ansøgeren gav dem noget brød, og en fårehyrde overværede dette. Ansøgeren blev senere samme dag telefonisk kontaktet af sin ægtefælle, som oplyste, at sikkerhedspolitiet havde været på deres bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren tog samme dag ophold hos sin svigermor. Om aftenen samme dag havde sikkerhedspolitiet igen været på ansøgerens bopæl, og de kom igen den efterfølgende dag. Ansøgeren kontaktede den efterfølgende dag sin ven [S] og bad ham hjælpe med det praktiske i forbindelse med sin udrejse af hjemlandet. Ansøgeren udrejste samme aften til Tyrkiet. Under sit ophold i Tyrkiet havde ansøgeren kontakt med sin ven, som oplyste, at sikkerhedspolitiet på ny havde været på hans bopæl. I [foråret] 2016 – efter ansøgerens indrejse i Danmark – har hans ægtefælle oplyst ham om, at hans bror har været tilbageholdt af de iranske myndigheder, som havde udspurgt ham om ansøgeren. Broderen er efterfølgende blevet løsladt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at forklaringen på centrale punkter er divergerende og usammenhængende og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han i det fjerne så fire peshmergaer, og at han kunne se, at det var peshmergaer, idet den peshmerga, som han gav mad, bar den nationale kurdiske dragt i grå farver og havde våben. Ansøgeren har videre forklaret, at man bare ved, at sådanne personer er peshmerga. Under asylsamtalen og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han først fandt ud af, at der var tale om peshmergaer, da manden fortalte det, efter at ansøgeren havde spurgt om, hvem personerne var. Ansøgeren havde ikke set sådanne folk før. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for sin ankomst til svigermoren. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ankom om aftenen klokken 22. For nævnet har ansøgeren gentaget, at han ankom om aftenen, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han kom hos sin svigermor om eftermiddagen. Endvidere har ansøgeren forklaret undvigende og til dels udbyggende med hensyn til omfanget af sin medbragte mad. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at [G], der ifølge ansøgerens formodning har angivet ham til myndighederne, skulle tro, at de fire mænd var peshmergaer, når ansøgeren ifølge sin endelige forklaring først blev klar over dette, efter at han havde givet dem maden og fået at vide, at de peshmergaer. Flygtningenævnet lægger endeligt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om, hvorledes han kunne betale sin rejse til Danmark. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at rejsen kostede 35.000.000 tuman, som han har betalt fra sin egen opsparing. For nævnet har ansøgeren forklaret, at alle familiens dyr blev solgt, mens han var i Tyrkiet, og at der på denne måde blev skaffet penge til at betale en menneskesmugler. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/12/JOL
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Urmia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for overgreb af de iranske myndigheder med henblik på, at få ansøgeren til at angive sin far eller få sin far til at melde sig selv til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var udsat for chikane og forfølgelse fra de iranske myndigheder som følge af, at farens bror, [A], var martyr for KDPI. Ansøgerens far blev ofte anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste i 2004 til Irak med sin familie som følge af de iranske myndigheders chikane. Ansøgeren har til støtte for hans asylmotiv endvidere oplyst, at hans familie forlod Irak, da den iranske efterretningstjeneste blev meget aktiv i deres område. Ansøgeren har endeligt oplyst, at hans far valgte at udrejse af Irak, fordi alle KDPI-medlemmer skulle melde sig som peshmerga. Selvom ansøgerens far på flere punkter har forklaret upræcist om sit medlemskab af KDPI under opholdet i KRI, kan Flygtningenævnet efter det foreliggende lægge til grund, at faren har været aktivt menigt medlem af KDPI og virkede i partiets lokale afdeling i Soran. Det kan herunder lægges til grund, at ansøgerens far har deltaget i partimøder både lokalt og centralt i partiets hovedkvarter i KRI, og at han har deltaget i et par demonstrationer, ligesom ansøgerens mor har deltaget i en enkelt demonstration. Et par af demonstrationerne med deltagelse af ansøgerene har været vist på lokale TV-stationer. Endelig lægges det til grund, at ansøgerens far har gjort tjeneste for partiet i bjergene to gange i perioder af 15 dage i 2015. Vedrørende ansøgerens og hans families ophold i KRI lægges det til grund, at familien har haft egen bolig, og at ansøgers far drev virksomhed som flisemester, ligesom familien har haft adgang til andre områder i KRI. Dernæst har familien været anerkendt som flygtninge af UNHCR, og der er ikke oplysninger om, at familien har været udsat for overgreb under opholdet i KRI. Endelig kan det heller ikke antages, at familien har været i risiko for refoulement til Iran fra KRI. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, herunder farens aktiviteter, kan det efter det foreliggende ikke afvises, at farens aktiviteter vedrørende KDPI er kommet til de iranske myndigheders kendskab. På denne baggrund må det antages, at ansøgerens far ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Når der henses til det ovenfor anførte, lægges det til grund, at ansøgeren og hans familie ikke var forfulgt ved udrejsen af KRI, hvor de må antages at have opnået fornøden beskyttelse, således KRI isoleret set må antages at kunne udgøre ansøgernes første asylland. Imidlertid har Rigspolitiet i flere tidligere lignende sager om etniske iranske kurdere, som er udrejst fra KRI, meddelt at det ikke har været muligt at gennemføre udsendelser til KRI – hverken frivilligt eller tvangsmæssigt, og at dette fortsat er gældende. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren, som har boet og indrejst sammen med sine forældre, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 i konsekvens af ansøgerens fars forhold.” Iran/2017/118/JEA
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Urmia, Iran. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Urmia, Iran. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI siden 2004. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske efterretningstjeneste, Ettela’at, der mistænker ham for at have forbindelser til KDPI. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han to gange i 2004 blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, Ettela’at. Den første gang ansøgeren blev tilbageholdt, blev han anklaget for at have arrangeret en demonstration i landsbyen [by] til fordel for nogle personer, der fik konfiskeret deres får ved grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren blev løsladt efter at have skrevet under på, at han ville være ansvarlig, såfremt der blev afholdt nye demonstrationer i [by]. Ved anden tilbageholdelse var ansøgeren sammen med 40 andre mistænkt for at have mødtes med to højtstående medlemmer af KDPI, [A] og [B]. Ansøgeren blev løsladt efter at have skrevet under på, at han havde mødt de to KDPI-medlemmer, men tilføjede på samme dokument, at han var blevet tvunget til at skrive under. Ansøgeren flygtede fra Iran til Irak, da en hyrde fra landsbyen, [C], fortalte ansøgeren, at regimet ville fængsle ansøgeren. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han i Irak i 2004 blev medlem af KDPI. Den mandlige ansøger havde en prøveperiode på tre måneder, inden han blev almindeligt medlem. Efter halvanden måned blev ansøgeren komitémedlem i Soran, hvilket han virkede som fra 2004 til slutningen af 2005 og fra 2009 til 2012. I forbindelse med sine aktiviteter for KDPI, har ansøgeren i sit hjem afholdt møder med op til 100 deltagere. I slutningen af 2014 besluttede KDPI, at alle partimedlemmer skulle deltage i væbnet kamp i bjergene. Ansøgeren arbejdede i en lagerafdeling i bjergene to gange af 15 dage. Ud af de 15 dage sov ansøgeren begge gange 13 dage på sin bopæl. Ansøgeren deltog ikke i kamp og ønskede ikke at deltage. Idet ansøgeren ikke deltog i kamp, risikerede han at blive smidt ud af partiet, hvorfor han udrejste af Irak. Den mandelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv endeligt oplyst, at hans bror og farbror blev slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af deres aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for overgreb af de iranske myndigheder med henblik på, at få hende til at angive sin ægtefælle eller få sin ægtefælle til at melde sig til myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har haft tilknytning til KDPI i lang tid, og at hans bror er blevet slået ihjel af myndighederne i Iran på grund af sit tilhørsforhold til KDPI. Ansøgerens ægtefælle er to gange blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder. Den første tilbageholdelse relaterede sig til hendes ægtefælles tilknytning til KDPI, mens den anden tilbageholdelse skete, idet hendes ægtefælle hjalp en mand, som smuglede dyr mellem Iran og Irak. Hun udrejste af Iran, fordi hendes ægtefælle, der var udrejst forinden, ringede til hendes far og fortalte, at han ikke ville vende tilbage til Iran, og at ansøgeren og børnene også skulle rejse til Irak. Ansøgerens ægtefælle har været medlem af KDPI i Irak, og han var medlem af en komité i en kort periode for tre år siden. Han har afholdt møder på deres bopæl med omkring 7 til 15 deltagere. I 2015 blev hendes ægtefælle våbenbærende peshmerga og var i to eller tre omgange væk fra hjemmet i 10 dage af gangen. Ansøgeren og hendes familie udrejste af Irak, fordi de frygtede, at den iranske regering ville opsøge dem. De to tilbageholdelser af den mandlige ansøger i 2003 kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Tilbageholdelserne var af kort varighed og fremstår enkeltstående, og ifølge den mandlige ansøgers egen forklaring havde myndighederne ikke nogen beviser imod ham. Dernæst havde den mandlige ansøger ikke haft nogen politiske aktiviteter i Iran og havde ikke tidligere være udsat for straffeprocessuelle indgreb. Endvidere udrejste ansøgeren ikke straks efter advarslen fra [C], selvom han har oplyst, at hans liv var i fare. Det skal særligt bemærkes, at drabet på broren og farbroren skete tilbage i 1980’erne. Selvom den mandlige ansøger på flere punkter har forklaret upræcist om sit medlemskab af KDPI under opholdet i KRI, kan Flygtningenævnet efter det foreliggende lægge til grund, at han har været aktivt menigt medlem af KDPI og virkede i partiets lokale afdeling i Soran. Det kan herunder lægges til grund, at den mandlige ansøger har deltaget i partimøder både lokalt og centralt i partiets hovedkvarter i Irak, og at han har deltaget i et par demonstrationer, ligesom den kvindelige ansøgeren har deltaget i en enkelt demonstration. Et par af demonstrationerne med deltagelse af ansøgerene har været vist på lokale TV-stationer. Endelig lægges det til grund, at den mandlige ansøger har gjort tjeneste for partiet i bjergene to gange i perioder af 15 dage i 2015. Vedrørende ansøgerenes ophold i KRI lægges det til grund, at de har haft egen bolig, og at den mandlige ansøger drev virksomhed som flisemester, ligesom familien har haft adgang til andre områder i KRI. Dernæst har ansøgerene være anerkendt som flygtninge af UNHCR, og der er ikke oplysninger om, at ansøgerene har været udsat for overgreb under opholdet i KRI. Endelig kan det heller ikke antages, at ansøgerne har været i risiko for refoulement til Iran fra KRI. Efter en samlet vurdering af ansøgerenes forhold, herunder den mandlige ansøgeres aktiviteter, kan det efter det foreliggende ikke afvises, at den mandliges aktiviteter vedrørende KDPI er kommet til de iranske myndigheders kendskab. På denne baggrund må det antages, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger, der ikke har noget selvstændigt asylmotiv, er ligeledes omfattet af bestemmelsen i konsekvens af den mandlige ansøgers forhold. Når der henses til det ovenfor anførte, lægges det til grund, at ansøgerene ikke var forfulgt ved udrejsen af KRI, hvor de må antages at have opnået fornøden beskyttelse, således KRI isoleret set må antages at kunne udgøre ansøgernes første asylland. Imidlertid har Rigspolitiet i flere tidligere lignende sager om etniske iranske kurdere, som er udrejst fra KRI, meddelt at det ikke har været muligt at gennemføre udsendelser til KRI – hverken frivilligt eller tvangsmæssigt, og at dette fortsat er gældende. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerene opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1” Iran/2017/117/JEA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Rumadi, Irak. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har indgået en mundtlig aftale med de iranske myndigheder om at aftjene militærtjeneste i Syrien, og til gengæld få en økonomisk gevinst efter endt tjeneste og desuden få forkortet værnepligtsperioden. Ansøgeren har kun deltaget i almindelig militærtræning på en kaserne i Iran, inden han udrejste i forbindelse med orlov fra tjenesten. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. På baggrund af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ønskede at aftjene sin værnepligt og valgte, at gøre tjeneste som frivillig i Syrien på grund af nogle særlige gunstige betingelser, herunder at tjenestetiden kun var seks måneder. Nævnet har alene ansøgerens formodning for, at udeblivelse fra tjeneste i denne situation adskiller sig fra almindelige udeblivelser fra værnepligten i Iran. Da formodningen ikke er underbygget og forekommer ulogisk lægges denne ikke til grund. I det straffen for udeblivelse for værnepligt efter baggrundsmaterialet ikke forekommer uproportionalt, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/116/DMO
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder født i Al Tash-lejren, Irak. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren har sympatiseret med KDP-Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil anholde, fængsle og dræbe ham, fordi ansøgerens far var peshmerga for KDP-Iran før sin udrejse i 1979. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at det i år 1979 kom til de iranske myndigheders kendskab, at ansøgerens far var peshmerga i KDP-Iran, hvorfor hans forældre forlod Iran og flygtede til Irak. Hverken ansøgeren, hans forældre eller hans søskende har været i Iran siden. Ansøgeren anser sig selv for ideologisk sympatisør af KDP-Iran. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far har været peshmerga, har kæmpet imod de iranske styrker forud for 1979, at han blev såret af de iranske styrker og at han efter flugten i 1979 til Al Tash-lejren har fortsat sine aktiviteter for partiet ligesom han fortsat er medlem af KDPI. Uanset at ansøgeren ikke selv har haft politiske aktiviteter, finder Flygtningenævnet ikke, at der kan ses bort fra, at ansøgeren ved en eventuel indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som værende ud af en politisk aktiv familie. Under hensyn hertil og til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, hvoraf fremgår blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp, har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af noget art. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/115/DMO
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun har skrevet et islamkritisk ph.d. udkast, som blev opdaget af Basij-militsen under en ransagning af hendes hjem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun arbejdede på et ph.d.-udkast, som hun ville sende til en professor i Danmark for at opnå en ph.d.-stilling ved Aarhus Universitet. Ansøgerens bærbar blev konfiskeret grundet en konflikt med Basij-militsen, hvorfor hun frygter, at myndighederne har læst ph.d. udkastet, og myndighederne derfor vil henrette hende. Myndighederne har henvendt sig på ansøgerens bopæl og sagt til ansøgerens mor, at hendes datter, har gjort noget, som hun ikke skulle gøre. Ansøgeren har yderligere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at efter hun er kommet til Danmark, er begyndt at skrive artikler, som er offentliggjort på en kendt nyhedshjemmeside med base i Frankrig. Hjemmesiden er i opposition til det iranske regime, men tilhører ikke et bestemt oppositionsparti. Ansøgeren har endvidere oprettet to webblogs, som begge er blevet lukket af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, for så vidt angår hendes politiske aktiviteter i Danmark. Nævnet lægger herved til grund, at ansøgeren i eget navn og med billede har skrevet dels en artikel der kan opfattes kritisk mod islam, dels oversat et interview med [A], hvor ansøgeren er noteret for at have stået for interviewet. Artiklen og interviewet er på Rojikurds hjemmeside. Det findes endvidere godtgjort, at hun har deltaget i interviews, dels i Mardomtv og dels på en kurdisk radiostation i Århus. Efter ansøgerens oplysninger, har disse interviews haft et regeringskritisk indhold. I det dette ikke kan afvises, at de iranske myndigheder har kendskab til disse politiske aktiviteter og da det på baggrund af baggrundsmaterialet kan lægges til grund, at regeringsfjendtlige personer risikerer forfølgelse i Iran, har ansøgeren sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/114/DMO
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra kvarteret […], Kermanshah-provinsen i Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI) fra omkring juli 2014, og han har to gange i 2015 udført aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder på grund af sin sympati med og aktiviteter for KDPI. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han sammen med sine to venner, [B] og [A], har uddelt CD’er, aviser, løbesedler og billeder af partiets stifter. [Bs] storebror, der var medlem af KDPI, gav ansøgeren lov til at uddele materialet sammen med vennerne. De uddelte materialet to gange, henholdsvis [i] marts 2015 og [i] juli 2015, i [bydel], der er centralt beliggende i byen Kermanshah. Ved uddelingen [i] juli 2015 kom fire til fem personer fra efterretningstjenesten efter dem, og de løb væk fra stedet. Under flugten tabte ansøgeren det klæde, der dækkede hans næse og mund, hvilket resulterede i, at en af efterretningspersonerne, der boede i samme bydel som ansøgeren, genkendte ham. Ansøgeren gemte sig efterfølgende i to dage på et bjerg, hvorefter han blev hentet og kørt til [bydel] i Sarpole Zahab, hvor han skjulte sig i tre måneder. Her talte ansøgeren med sin mor, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl for at få fat i ansøgeren. Af den grund besluttede ansøgeren at udrejse af Iran. [I] oktober 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Iran. Ansøgerens ven, [B], blev anholdt af efterretningstjenesten. Ansøgeren har ikke talt med den anden ven, [A], siden den sidste uddeling af materiale [i] juli 2015. Et flertal af Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent og troværdig, ligesom flertallet finder, at ansøgeren har kunnet svare overbevisende, når der er spurgt ind til de enkelte dele af hændelsesforløbet. Flertallet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter er kommet til myndighedernes kendskab, og at han derfor ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse for myndigheder på grund af sin politiske overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/112/nke
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhdiari og kristen af trosretning fra [navn på ansøgerens landsby], Chadar Mahal/Bakhdiari, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i to demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i to demonstrationer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [primo] 2014 deltog i en demonstration i byen Ahvaz. Under demonstrationen blev ansøgeren tilbageholdt af tre repræsentanter fra de iranske myndigheder. Ansøgeren blev skubbet ind i en varevogn af repræsentanterne, hvorefter de blev omringet af demonstranter, hvorfor ansøgeren fik mulighed for at slippe væk. Ansøgeren trak sig ud af demonstrationen efter 10 til 15 minutter. Dagen efter tog ansøgeren til byen Masjed Solayman sammen med sin bror, [navn på bror]. Her deltog ansøgeren i en demonstration sammen med sin bror og sin fars to fætre. Ansøgeren var med i demonstrationen i fire til fem timer. Ansøgeren oplevede ikke nogen problemer med de iranske myndigheder under demonstrationen. Om aftenen tog ansøgeren og [ansøgerens bror] tilbage til Ahvaz, hvor ansøgeren opholdt sig hos sine slægtninge, [B1] og [B2], i to nætter. Tre til fire dage efter ansøgeren havde deltaget i demonstrationen i Ahvaz, blev han kontaktet telefonisk af naboen til sin forretning, [M]. [M] fortalte ansøgeren, at der havde været nogle civilklædte personer ved ansøgerens forretning, og at de havde henvendt sig til ham og spurgt efter ansøgeren. Efter fire til fem dage, hvor ansøgeren skiftevis havde opholdt sig på sin bopæl og hos nogle familiemedlemmer, blev han kontaktet telefonisk af sin bror, [A]. [A] fortalte ansøgeren, at det var bedst, hvis ansøgeren ikke kom hjem igen. Ansøgeren tog herefter til Masjed Solayman, hvor han opholdt sig hos nogle familiemedlemmer i nogle dage. Herefter tog ansøgeren til [navn på ansøgerens landsby]. Da ansøgeren opholdt sig i [navn på ansøgerens landsby], fik han at vide, at hans bopæl var blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i anledning af deltagelse i demonstrationer til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om sin deltagelse heri. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således oplyst, at han deltog i to demonstrationer i Ahvaz [X dato] og [Y dato] 2015, og at han ikke deltog i en demonstration i Masjed Solayman. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han deltog i en demonstration i Ahvaz [X dato] og en demonstration i Masjed Solayman [Y dato] 2014. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt af myndighederne den [X dato] 2014, men at han undslap, og at han allerede deltog i en ny demonstration dagen efter, forekommer bemærkelsesværdig set i lyset af, at ansøgeren efter det oplyste aldrig tidligere har deltaget i demonstrationer eller lignende. I nævnets vurdering er endvidere indgået det lange tidsrum, ansøgeren har opholdt sig i Iran, efter demonstrationerne. Under disse omstændigheder kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne i Iran i anledning af deltagelse i demonstrationer til grund. Spørgsmålet er herefter om ansøgeren har ret til opholdstilladelse i Danmark på grundlag af sin konvertering til kristendommen. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han nu er konverteret til kristendommen. Det kan lægges til grund, at ansøgeren er etnisk bakhdiari, og at bakhdiari oprindeligt har bekendt sig til zarathustrianismen. Zarathustrianismen er en af de tre minoriteter, der efter de foreliggende baggrundsoplysninger er anerkendt i den iranske forfatning og har pladser i parlamentet. Ansøgeren har ikke alene ved sin forklaring, der ikke er ledsaget af anden dokumentation, herunder en fuldstændig fødselsregistreringsattest, sandsynliggjort, at han er registreret som shia-muslim i Iran, og nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Nævnet har herved også lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det følger af den iranske folkeregisterlovgivning, at en persons religiøse tilhørsforhold skal registreres. Da det herefter ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er konverteret fra islam, og da der heller ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgeren som kristen i Iran ikke vil kunne praktisere sin religion, således som han hidtil har gjort, uden frygt for repressalier, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. De af ansøgeren påberåbe tolkeproblemer i forbindelse med de tidligere afholdte samtaler kan ikke føre til en anden vurdering af sagen.” Iran/2017/111/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin stedmor. Ansøgeren frygter endvidere de iranske myndigheder, fordi han har optrådt med en regimekritisk sang i forbindelse med KDPI-DK´s fejring af 2. Rebandan [i vinteren] 2017 i [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans mor døde for omkring tre år siden. Herefter giftede ansøgerens far sig på ny. Ansøgerens stedmor skældte ham ud og slog ham, ligesom hun sendte ham ud af huset for at arbejde og ikke gav ham mad nok. Han blev slået hver anden eller tredje dag. Ansøgeren snakkede med sin far om problemerne, men det hjalp ikke. Ansøgeren bad derfor sin far om hjælp til at udrejse. Ansøgeren har videre gjort gældende, at han [i vinteren] 2017 deltog i KDPI-DK´s fejring af 2. Rebandan i [A], og at han sammen med sin ven [B] foran flere hundrede deltagere fremførte en sang, der handlede om den kurdiske opstand og martyrerne, og at peshmergaerne er kurdernes håb, og at de altid ville kæmpe for et frit Kurdistan. Deres optræden blev filmet på mobiler af flere af festdeltagerne, og en af dem har lagt filmen op på KDPI-DK´s sorani Facebook side. Endvidere har partiet lagt filmen på YouTube, hvor den er offentligt tilgængelig. Ansøgeren er ikke medlem af KDPI og har ikke tidligere udført aktiviteter for dem. Han tog kun med til festen for at danse og more sig og for at komme væk fra asylcentret. Han tænkte ikke på, at det var en regimekritisk sang, han optrådte med, eller at han risikerede, at de iranske myndigheder ville anse ham for at være politisk aktiv for KDPI og den kurdiske bevægelse. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren er fremstået med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål relevant og sammenhængende på en måde, der har vist, at han har forstået både de stillede spørgsmål og deres betydning. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaringer om begge asylmotiver til grund. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der omhandler konflikten med stedmoren, skal nævnet bemærke, at stedmorens behandling af ansøgeren ikke har haft en karakter og intensitet, der kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse eller overgreb indenfor anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7. Om offentliggørelsen af ansøgerens optræden med en regimekritisk sang på KDPI-DK´s møde i [vinteren] 2017 bemærker et flertal af nævnets medlemmer, at ansøgeren hverken før eller efter denne optræden har været aktiv i KDPI eller den kurdiske sag i øvrigt, og at det samme gælder hans familie. Ansøgeren bliver ikke præsenteret ved navn, og hans navn fremgår hverken af teksterne på videoen eller på anden måde. Ansøgerens og [B] optræden varer ca. 2½ minut, mens det offentliggjorte sammendrag fra festen i øvrigt har en samlet varighed på over en time. Kameraet viser i kortere sekvenser ansøgeren og [B], og resten af tiden ser man de øvrige festdeltagere. Ansøgeren er filmet på nogen afstand, dels fra siden, dels hvor han kigger ned. Hvor han er filmet forfra, er den underste del af hans ansigt en stor del af tiden dækket af mikrofonen. Det er derfor ikke umiddelbart nemt at genkende ham for personer, som ikke kender ham i forvejen. Ansøgeren har forklaret, at han hverken følger KDPI-DK´s side på Facebook, har liket den eller er venner med den. Han har også forklaret, at han ikke er tagget på Facebook-opslaget. Flertallet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren, der ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder, ved denne enkeltstående optræden er kommet i de iranske myndigheders søgelys, og at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/110/SEL
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […] i Kurdistan, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv for Komala i både Iran og Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive tortureret og henrettet af de iranske myndigheder som følge af, at han er deserteret fra militærtjeneste, samt fordi han har været politisk aktiv for Komala i både Iran og Irak. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive tortureret og henrettet af de iranske myndigheder, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han deserterede i 2006 efter at have aftjent værnepligt i seks måneder. Ansøgeren har videre henvist til, at han efter at have deserteret har deltaget i to demonstrationer i Iran i 1998 og 2005 samt har uddelt løbesedler en enkelt gang i […] i 2008 eller 2009. I [sommeren] 2013 udrejste ansøgeren fra hjemlandet til Irak. I Irak tog ansøgeren kontakt til Komala. Han modtog herefter træning i en Komala-lejr i mellem to og tre måneder, hvorefter han blev peshmerga for partiet. Ansøgeren er to gange blevet truet telefonisk af iranske myndigheder efter at være udrejst til Irak, og en enkelt gang er ansøgeren blevet truet over en tekstbesked. Ansøgerens mor og bror er blevet afhørt af de iranske myndigheder mellem to til tre gange efter ansøgerens udrejse. Ansøgerens mor har to gange besøgt ham i Irak, hvor hun har forsøgt at få ansøgeren med tilbage til Iran, som de iranske myndigheder ønskede. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han siden 2006 har været ateist, og at han tager afstand til alle religioner, idet han ikke tror på gud. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren som følge af sit medlemskab af peshmerga og de aktiviteter, som han har udført for peshmerga, er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende herom, og at han også troværdigt har forklaret, hvorledes myndighederne for at kunne pågribe ansøgeren flere gange har henvendt sig til ansøgerens familie og afhørt familiemedlemmer. Ansøgerens forklaring er understøttet af fotos og af en bekræftelse fra Komala om hans medlemskab af peshmerga, der er fremlagt under sagen. Forklaringen er endvidere underbygget af videooptagelser af ansøgeren fra [vinteren] 2013 og fra [sommeren] 2014, der er lagt op på Youtube og vist på Komala-partiets tv-kanal. Optagelserne viser ansøgerens deltagelse i træning og ceremonier sammen med andre medlemmer af peshmerga. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/11/JOL
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim og statsborger i Iran. Ansøgeren er født i flygtningelejren Al-Tash, Irak. Da denne lejr blev nedlagt, flyttede familien til Barika lejren. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Det Iranske Demokratiske Parti i Kurdistan (KDPI) siden han var barn. Som sympatisør har ansøgeren deltaget i partiets arrangementer og nogle få gange uddelt KDPIs aviser til partiets medlemmer. Derudover har han holdt udkig og serveret ved nogle af partiets arrangementer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel eller udsat for fysiske overgreb, idet hans familie, herunder hans far, har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans forældre flygtede fra Iran i 1979. Familien udrejste, fordi ansøgerens far var forfulgt af de iranske myndigheder, idet han var medlem af KDPI. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far er medlem af KDPI og var aktiv for partiet indtil 2009. Mens faren var aktivt medlem af partiet, syede han uniformer til partiet. Ansøgeren har selv to gange afleveret en taske med eksemplarer af partiets avis, Demokrat, til to drenge fra sin skole, hvorefter ansøgeren formoder, at avisen blev videreleveret til partiets medlemmer. Ansøgeren har videre forklaret, at han har deltaget i nogle af KDPIs arrangementer, hvor partiets fotograf tog billeder og optog film. Ansøgeren formoder, at billederne og filmklippene er blevet offentliggjort i forskellige aviser og på partiets hjemmeside. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin fars medlemsskab og aktiviteter for KDPI til grund. Ansøgeren har således forklaret konsistent, at hans far er medlem af KDPI og i hvert fald indtil 2009 har deltaget i partimøder og syet uniformer til peshmergaerne i KDPI. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens brødre er sympatisører af KDPI, og at ansøgeren selv er sympatisør og i begrænset omfang har deltaget i og hjulpet til under KDPI-arrangementer. Endelig kan det efter ansøgerens forklaring, der understøttes af den fremlagte dokumentation, lægges til grund, at ansøgerens kusine er et højtstående medlem af KDPI i Norge, og at ansøgerens fætter er formand for Democratic Youth Union of Iranian Kurdistan i Sverige, ligesom ansøgerens tre farbrødre, der alle bor i Sverige, har været eller stadig er medlemmer af KDPI. På den anførte baggrund og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, hvoraf fremgår blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art, ligesom han ikke har familie eller bekendte i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/109/SOL
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, sunni-muslim og statsborger i Iran. Ansøgeren er født og opvokset i flygtningelejre i Nordirak. Ansøgeren har ikke været medlem af religiøse eller politiske foreninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse i Iran frygter at blive udsat for fysiske overgreb, at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi hans far, bror, en fætter og en kusine har udført politiske aktiviteter for KDPI, og fordi de iranske myndigheder betragter alle, der flygtede til Irak i 1979-1980 som landsforrædere. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han selv er sympatisør med KDPI og har deltaget i nogle af KDPI´s arrangementer, hvorfra han er blevet optaget på video. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979. Han er således født i Irak og har opholdt sig i Al-tash-lejren i perioden fra 1980 til 2003, hvorefter han opholdt sig i Barika-lejren frem til sin udrejse. Ansøgerens far, der er skrædder, er medlem af KDPI og har deltaget i partimøder og syet uniformer til partiets peshmergaer frem til 2009, hvor han som følge af sygdom og en uoverensstemmelse ophørte hermed. Ansøgerens kusine, der bor i Norge, er højtstående medlem af KDPI, og ansøgerens fætter, der bor i Sverige, er formand for Democratic Youth Union of Iranian Kurdistan Association i Sverige. Ansøgeren har ikke selv deltaget i politiske aktiviteter, bortset fra at han har deltaget i nogle af KDPI´s arrangementer. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin fars medlemsskab og aktiviteter for KDPI til grund. Ansøgeren har således forklaret konsistent, at hans far er medlem af KDPI og i hvert fald indtil 2009 har deltaget i partimøder og syet uniformer til peshmergaerne i KDPI. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens brødre er sympatisører af KDPI, og at ansøgeren selv er sympatisør og i begrænset omfang har deltaget i KDPI-arrangementer. Endelig kan det efter ansøgerens forklaring, der understøttes af den fremlagte dokumentation, lægges til grund, at ansøgerens kusine er et højtstående medlem af KDPI i Norge, og at ansøgerens fætter er formand for Democratic Youth Union of Iranian Kurdistan i Sverige, ligesom ansøgerens tre farbrødre, der alle bor i Sverige, har været eller stadig er medlemmer af KDPI. På den anførte baggrund og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, hvoraf fremgår blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art, ligesom han ikke har familie eller bekendte i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/108/SOL
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere, sunni-muslimer af trosretning og statsborgere i Iran. Ansøgerne er født i Al-Tash-lejren. Da denne lejr blev nedlagt, flyttede de med deres familier til Barika lejren, hvor de har opholdt sig indtil udrejsen fra Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse i Iran frygter, at de iranske myndigheder vil anholde ham og udsætte ham for repressalier som følge af sin fars politiske aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans forældre flygtede til Irak under krigen mellem Iran og Irak. Ansøgerens far har oplyst ansøgeren om, at det ikke er muligt for deres familie at returnere til Iran på grund af ansøgerens fars politiske aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøgers far er medlem af KDPI og har oplyst ansøgeren om, at han har deltaget i flere politiske møder med KDPI, ligesom han har syet uniformer til partimedlemmer. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved indrejse i Iran frygter, at hun vil blive straffet af de iranske myndigheder, og blive tvunget til at medvirke til sin fars udlevering, fordi hendes far har udført politiske aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes forældre flygtede til Irak under krigen mellem Iran og Irak. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at hendes far sympatiserede med KDPI, og hun formoder, at hendes far i Iran har haft politiske aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har endelig oplyst, at hendes far har deltaget i fejringen af KDPI’s højtider, hvor han tog billeder som han sendte til partiets hovedkontor. Flygtningenævnet kan lægge den mandlige ansøgers forklaring om sin fars medlemsskab og aktiviteter for KDPI til grund. Ansøgeren har således forklaret konsistent, at hans far er medlem af KDPI og i hvert fald indtil 2009 har deltaget i partimøder og syet uniformer til peshmergaerne i KDPI. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at den mandlige ansøgers brødre er sympatisører af KDPI, og at brødrene i begrænset omfang har deltaget i KDPI-arrangementer. Endelig kan det efter den mandlige ansøgers brødres forklaringer, der understøttes af den fremlagte dokumentation, lægges til grund, at den mandlige ansøgers kusine er et højtstående medlem af KDPI i Norge, og at hans fætter er formand for Democratic Youth Union of Iranian Kurdistan i Sverige, ligesom hans tre farbrødre, der alle bor i Sverige, har været eller stadig er medlemmer af KDPI. På den anførte baggrund og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, hvoraf fremgår blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp, finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art, ligesom han ikke har familie eller bekendte i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran, og meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger vedrørende den kvindelige ansøger til grund, at hendes far ikke har været medlem af KDPI, men alene har været sympatisør og som sådan har deltaget i nogle af KDPI´s arrangementer. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at andre medlemmer af den kvindelige ansøgers familie har været medlem af KDPI eller af andre politiske organisationer, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at hverken hun eller hendes brødre deler deres fars politiske sympatier. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at den kvindelige ansøger – alene som konsekvens af, at hun er født og opvokset i Al-Tash og senere har haft ophold i Barika lejren – har sandsynliggjort, at hun i Iran vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb. Den kvindelige ansøger meddeles imidlertid opholdstilladelse som konsekvens af den mandlige ansøgers opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/107/SHH
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning og iransk statsborger. Ansøgeren er født i Al-Tash-lejren. Ansøgeren har siden 2006 opholdt sig Barika-lejren. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse i Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, idet ansøgerens far har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede ud af Iran i forbindelse med krigen i 1979. Ansøgerens far var medlem af og aktiv for KDPI, indtil han afgik ved døden i 2009. Ansøgerens far deltog således i partiets møder og kongresser. Ansøgerens farfar og to morbrødre er også medlemmer af KDPI, ligesom han har en moster, hvis mand er medlem af KDP. Ansøgeren har ikke oplevet nogen personlige problemer eller konflikter, mens han har opholdt sig i Irak. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens far var aktivt medlem af KDPI indtil sin død i 2009, og at hans farfar og morbrødre er aktive medlemmer af KDPI, ligesom han har en moster, hvis mand er aktivt medlem af KDP til. Uanset ansøgeren ikke selv har haft politiske aktiviteter, finder Flygtningenævnet således ikke, at der kan bortses fra, at ansøgeren ved en eventuel indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som værende ud af en politisk aktiv familie. Under hensyn hertil og til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, hvoraf fremgår blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp, har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art, ligesom han ikke har familie eller bekendte i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/106/SHH
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han føler sig diskrimineret og forskelsbehandlet på grund af sit tilhørsforhold til yarasanreligionen. Han har efterfølgende oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet ansøgerens ægtefælle, [A], har krævet en medgift, som ansøgeren ikke kan betale. Yderligere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han nu er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev presset af sin far til at gifte sig med sin kusine, [A], i 2014. Ansøgeren har oplyst, at han ingen følelser havde for sin ægtefælle, og at han ikke boede sammen med hende i Iran, idet de aldrig nåede at afholde en bryllupsfest. Ansøgerens problemer på baggrund af [A] begyndte, da han kom til Danmark. Efter han var kommet til Danmark, fik han at vide af sin far, at han måtte skilles fra ægtefællen, hvis han ikke vendte tilbage til Iran. Senere gjorde ansøgerens far ægtefællens familie bekendt med, at ansøgeren ikke havde i sinde at komme tilbage til Iran, og at ansøgeren således ønskede at blive skilt fra hende. Ansøgeren fik herefter en måneds betænkningstid til at ombestemme sig. Ansøgeren ombestemte sig ikke, og efter betænkningstiden var udløbet, modtog hans familie tre til fire indkaldelser til retten i [by], hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle møde i retten. Det fremgik af den sidste indkaldelse, at de iranske myndigheder havde pantsat ansøgerens værdier således, at [A] kunne få en del af de 300 guldmønter, som ansøgeren havde indvilliget i at betale hende, hvis de en dag skulle skilles. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han var yarsan af trosretning, da han kom til Danmark i oktober 2015. Efter ansøgeren kom til Danmark, har han fået interesse for kristendommen, og ansøgerens ven, [B], introducerede ham for et kristent miljø. [I vinteren] 2016 tog ansøgeren første gang i kirke. Ansøgeren blev introduceret for præsten, [C], i pinsekirken i [by] og modtog efterfølgende bibelundervisning. Ansøgeren deltog herefter løbende i bibelundervisningen om torsdagen og gudstjenesterne om søndagen. Om aftenen efter oplysnings- og motivsamtalen oplevede ansøgeren et mirakel i [by] pinsekirke. Ansøgeren konverterede herefter spirituelt til kristendommen. [I sommeren] 2016 konverterede ansøgeren officielt til kristendommen, idet han blev døbt. Fire til fem dage efter ansøgerens dåb, publicerede han sin dåbsattest på sin Facebook-profil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med svigerfamilien og dermed myndighederne til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om ægteskabet, skilsmissen og medgiften fremstår mindre sandsynlig. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han er blevet skilt eller ej, ligesom hans forklaring om ægteskabets indgåelse, skilsmissen og medgiften i øvrigt fremstår usikker og uden detaljer. Endelig er forklaringen om straf for manglende betaling af medgift ikke understøttet af de foreliggende baggrundsoplysninger. Herefter, og idet ansøgeren heller ikke på anden vis har sandsynliggjort, at der er tale om en asylbegrundende konflikt, tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om konflikten med svigerfamilien og dermed myndighederne. Uanset om ansøgeren var yarasan, da han udrejste af Iran og uanset, om han af den grund var udsat for chikane, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der er tale om asylbegrundende forhold. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har været konkret og individuelt forfulgt på grund af sin religion. Det er tillige lagt vægt på baggrundsoplysninger om yarasan-troen og forholdene for yarasantroende i Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet reelt kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren oprindelig angav som asylmotiv, at han var yarasan, og at dette var baggrunden for, at han var flygtet, men at han straks efter indrejsen til Danmark begyndte at gå i kirke uden overhovedet at undersøge, om der var en yarasanmenighed i Danmark og uden, at han under mødet i Flygtningenævnet har været i stand til at redegøre for baggrunden for, hvorfor han begyndte at gå i kirke straks efter indrejsen. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion i Danmark og sit liv som kristen henvist til, at han oplevede et mirakel den samme aften, som han havde været til samtale i Udlændingestyrelsen. Miraklet bestod i, at en stemme sagde til ham, at han skulle gå ud af kirken, hvorefter han gik ud af kirken og fik kørelejlighed, efter den sidste bus var gået. Derudover har ansøgeren haft svært ved at redegøre for sin kristne overbevisning. Hans svar på spørgsmål om kristendommen og om kristendommens betydning for ham har haft karakter af mekanisk udenadslære, som han ikke har været i stand til at redegøre nærmere for eller forklare betydningen af. Ansøgeren har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen kristne overbevisning. Han har således alene henvist til kærligheden og en fortælling, som nævnet har genkendt som lignelsen om sædemanden. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. De to udtalelser fra hans præst, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at udtalelserne må ses i den kontekst, som de er fremkommet i, og at ansøgeren i øvrigt under nævnsmødet forklarede, at han ikke har deltaget i en gudstjeneste siden marts 2016, idet han under gudstjenesterne har passet børn, hvilket han har angivet som baggrunden for, at han har haft svært ved at besvare de stillede spørgsmål. Den omstændighed, at ansøgeren på sin facebook-profil har oploaded sit dåbsbillede, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har to facebook-profiler, og at han ikke kan komme ind på nogen af dem. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at oplysningerne om hans konversion er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Den omstændighed, at ansøgeren har haft sit dåbsbillede og et navn, der ligner det, som han har opgivet til de danske myndigheder, i en dansk avis, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke med de fremlagte sider har sandsynliggjort, at han er profileret over for de iranske myndigheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/105/JEA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration i 2009 vedrørende præsidentvalget. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans far vil skade ham, og at han frygter det iranske regime, idet han har været i Basij. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har en konflikt med sin far. Ansøgerens far opdagede i maj/juni 2011, at ansøgeren havde fået en tatovering, som betød, at ansøgeren ikke er troende. Ansøgerens far tvang ansøgeren til at smøre en ætsende creme på tatoveringen, til den var væk. Ansøgerens far tvang også ansøgeren til at arbejde for Basij. Ansøgeren var med i Basij i tre år, og der var kun møder én gang om måneden, og det fortsatte, indtil ansøgeren startede på sin værnepligt [i] december 2007. Ansøgeren deltog dog i aktiviteter for Basij primo 2015. Ansøgeren havde det imidlertid rigtig dårligt, hvorfor han de sidste seks til syv måneder inden sin udrejse begyndte at misbruge opium. Ansøgeren pjækkede ind imellem fra Basij på grund af sit misbrug, og dette blev opdaget af ansøgerens far. Flygtningenævnet kan overordnet og i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet og om ansøgerens psykiske problemer til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke på den baggrund har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse fra de iranske myndigheders side eller overgreb fra ansøgerens fars side, som myndighederne ikke kan eller vil beskytte ansøgeren imod. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremgår konkret af ansøgerens forklaring, at faren efter ansøgerens aftjening af værnepligten har forsøgt at tvinge ansøgeren til at søge ind i revolutionsgarden. Det fremgår heller ikke konkret af ansøgerens forklaring, at faren har forsøgt at tvinge ansøgeren til at deltage i udøvelse af islam, eller at faren i øvrigt har forholdt sig konkret til ansøgerens religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at episoden, hvor faren fjernede hans tatovering, fandt sted mindst to år forud for ansøgerens udrejse, og at det fremgår af ansøgerens forklaring, at ansøgeren kunne vælge og valgte at tage ophold og studere/arbejde blandt andet i Teheran. Ansøgeren boede således ikke fast hjemme hos forældrene i årene forud for udrejsen. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren brødre ikke er blevet tvunget til at tilslutte sig revolutionsgarden, og at ansøgeren i øvrigt har et godt forhold til brødrene og moren. Flygtningenævnet har endeligt lagt en vis vægt på, at ansøgerens mor ikke er shia-muslim som faren, men tilhører yaresan. Det fremgår ikke af ansøgerens forklaring, at myndighederne har nogen viden om, at ansøgeren skulle have udtalt sig kritisk om forholdene i forbindelse med ansøgerens aftjening af værnepligt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/104/CHHA
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, sunni-muslim og statsborger i Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Nordirak. Ansøgeren har ikke været medlem af religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har sammen med sin far deltaget i fem til seks ceremonier, der blev afholdt i forbindelse med KDPI’s mærkedage. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse i Iran frygter at blive fængslet, udsat for grove fysiske overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, idet hans far og bror har udført politiske aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født i Irak, og at han opholdt sig i Al-Tash-lejren i perioden 1983 til 2002, hvorefter han opholdt sig i Barika-lejren frem til sin udrejse i maj 2015. Ansøgerens forældre husede bevæbnede KDPI-medlemmer, da de boede i Iran. Ansøgerens far og bror har også udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgerens far uddelte politiske materiale i Irak og deltog i politiske møder og ceremonier, der blev afholdt i forbindelse med partiets mærkedage. Da ansøgeren var ti år gammel, deltog han i fem til seks ceremonier med sin far. Ansøgerens far afgik ved døden i 2002. Ansøgerens bror har ligeledes deltaget i KDPI’s ceremonier. I august 2015 modtog ansøgerens bror et anonymt trusselsbrev, hvori der stod, at han skulle stoppe med at udføre politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at forklaringen om familieforholdene og familiemedlemmernes politiske tilhørsforhold og aktiviteter er samstemmende med oplysningerne i ansøgerens svoger [A’s] asylsag og ansøgerens nevø [B’s] asylsag. De pågældende fik opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i henholdsvis 2011 og [i] december 2016. I overensstemmelse med oplysningerne i de nævnte familiemedlemmers asylsager lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren kommer fra en familie, der er politisk aktiv for KDPI. Ansøgerens far var således aktivt medlem, ansøgerens storebror [C] er aktuelt medlem af og aktiv for KDPI i Irak, ansøgerens bror [D] er aktiv for KDPI i Canada og ansøgerens svoger ([B’s] far) er aktiv for KDPI i Irak. På den baggrund og under hensyn til de aktuelle baggrundsoplysninger og Flygtningenævnets praksis finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran, hvor ansøgeren aldrig har været, risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Herefter vil ansøgeren være i risiko for at blive udsat for politisk begrundet forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/103/CHHA
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [by], Iran. Ansøgeren har været aktiv for KDP fra omkring [foråret] 2015 og frem til sin udrejse af Iran i [sommeren] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDP. Han har endvidere henvist til, at han har været politisk aktiv i Danmark og til, at han er ateist. Ansøgeren blev af sin skolekammerat [A] i [begyndelsen] 2015 introduceret til KDP. To måneder herefter begyndte ansøgeren at hjælpe [A], idet [A] afleverede politisk materiale på cd’er til ansøgerens butik i [by], hvorefter en anden person fra partiet, kaldet [B], afhentede cd’erne, hvilket skete tre gange i alt. Få dage efter, at den sidste overlevering af materiale fandt sted, og mens ansøgeren opholdt sig i Kermanshah hos sin onkel, blev ansøgeren ringet op af [A], der fortalte, at [B] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgerens onkel kontaktede en anden onkel, der fortalte, at efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens butik, hvor de havde fundet politisk materiale, samt havde efterspurgt ansøgeren på familiens bopæl og taget ansøgerens far med til afhøring. Fem-seks dage efter ransagningen af butikken og henvendelsen på bopælen udrejste ansøgeren af Iran. Efterfølgende er ansøgerens families bopæl blevet opsøgt endnu en gang af efterretningstjenesten, som fortsat ledte efter ansøgeren. Faren blev ved denne lejlighed igen taget med til afhøring. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der i alt væsentligt fremstår konsistent og troværdig, til grund og finder, at ansøgeren som følge af sine politiske aktiviteter i Iran har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/102/MJM
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 4 børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etnisk kurdere og Al Haqq Yarestani af trosretning. Den mandelige ansøger er fra Eslamabad Gharb, Kermanshah, Iran, og den kvindelige ansøger er fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at blive straffet af de iranske myndigheder som følge af sin ulovlige udrejse, at han blev chikaneret af myndighederne på grund af sin religion, og anklaget for at lave religiøs propaganda. Den mandelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans ægtefælle blev mistænkt af efterretningstjenesten for at have til hensigt at tilslutte sig KDPI i Irak og derfra planlægge en hævnaktion mod det iranske styre for henrettelsen af hendes tidligere ægtefælle, og at den mandlige ansøger blev mistænkt for at ville hjælpe hende med planlægningen heraf. Et år efter at have etableret samlivet med den kvindelige ansøger, blev den mandlige ansøger anholdt af de iranske myndigheder og tilbageholdt i 15 dage. Under tilbageholdelsen blev han udsat for voldelige overgreb samt daglige afhøringer vedrørende den kvindelige ansøgers uvilje over for det iranske regime. Den mandelige ansøger blev pålagt ugentlig meldepligt hos efterretningstjenesten. I 2013 blev den mandelige ansøger beskyldt for at lave propaganda for Yarsan-religionen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter chikane fra sin afdøde ægtefælles sønner, idet de mener, at hun var skyld i, at hendes afdøde ægtefælle blev henrettet. Endvidere frygter den kvindelige ansøger at blive tilbageholdt og henrettet på grund af sin nuværende ægtefælles tidligere tilbageholdelse af de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes tidligere ægtefælle blev tilbageholdt og henrettet af de iranske myndigheder. Inden henrettelsen flyttede den kvindelige ansøger ind hos en af sin tidligere ægtefælles sønner. Efter otte måneder opstod der problemer med den tidligere ægtefælles sønner, idet de beskyldte den kvindelige ansøger for at være skyld i hendes tidligere ægtefælles henrettelse. Fem måneder efter blev hun sat på gaden og frataget sin søn. Den kvindelige ansøger flyttede efterfølgende ind hos sin nuværende ægtefælles familie. De blev forelsket, og forsøgte at krydse grænsen til Irak tre gange uden held. Den kvindelige ansøger blev herefter gravid. Ansøgerne blev boende i landsbyen i omkring 16 år. Løbende blev den kvindelige ansøger chikaneret af sin afdøde ægtefælles sønner. Den mandelige ansøger blev anholdt og tilbageholdt i 15 dage. Han fik herefter ugentlig meldepligt hos efterretningstjenesten og forbud mod at udrejse af Iran. Ansøgerne udrejste derfor fra Iran [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger gennem 16 – 17 år havde meldepligt i forbindelse med et udrejseforbud. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger – hvis forhold angiveligt var årsagen til udrejseforbuddet og meldepligten - ikke på noget tidspunkt har været opsøgt, tilbageholdt eller udsat for ubehageligheder af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger til asylsamtalen har forklaret, at hun ikke vidste, hvorfor den mandlige ansøger blev tilbageholdt, men at myndighederne sagde, at de mistænkte ham for nogle aktiviteter de nætter, hvor han ikke var hjemme, mens hun senere under samtalen forklarede, at hun frygtede de iranske myndigheder på grund af ægtefællens konflikter, der var opstået på grund af hende. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den kvindelige ansøger igennem flere år har haft en konflikt med sin afdøde ægtefælles særbørn, som har chikaneret hende – særligt [A], der boede i samme landsby som ansøgerne. Nævnet finder imidlertid, at der er tale om en privatretlig konflikt, der ikke har en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at den mandlige ansøger af myndighederne er blevet foreholdt eller oplyst om, at han lavede propaganda for religionen Yarestani. Nævnet lægger i den forbindelse til grund, at den mandlige ansøger selv har forklaret, at det udelukkende var for at chikanere ham, at myndighederne sagde det, og at han ikke har været aktiv eller profileret inden for religionen. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til sin asylsamtale forklarede, at han flygtede, fordi han fik en gylden mulighed for at flygte og ikke på grund af en konkret episode med myndighederne eller privat personer. Den omstændighed at den mandelige ansøger tilhører Yarestani religionen kan ikke i sig selv føre til, at han har ret til beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/101/HHU
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren er født i Al-Tash lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgerens forældre har været medlemmer af Hezbe Dêmokirate Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen rettigheder i Irak som iransk flygtning. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet hans forældre har kæmpet for et frit Kurdistan som medlemmer af Hezbe Dêmokirate Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født i Al Tash-lejren. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran før han blev født. I 2006 flyttede ansøgeren og hans familie til Kawa-lejren. Ansøgerens forældre var medlemmer af partiet allerede i Iran. Forældrene forsatte deres politiske aktiviteter i Irak, hvor også ansøgerens brødre [A], [B] og [C] var medlemmer. Ansøgerens forældre og brødre deltog i møder hver eller hver anden uge i Kawa-lejren. De havde forskellige praktiske opgaver. De deltog ligeledes i møder i partiets hovedkvarter i Koya en til to gange om året. Ansøgeren har ikke selv været aktiv for partiet, udført opgaver for partiet, eller deltaget i nogen arrangementer for partiet. Ansøgeren har ikke selv oplevet konflikter med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund herunder, at han er kurder, og at hans forældre har været politisk aktive som medlemmer af KDPI i både Iran og Irak. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens far blev forsøgt forgiftet i Irak, og at familien flygtede til Irak i 1979, hvor de i en årrække boede i Al Tash. Det lægges videre til grund, at forældrene ikke på noget tidspunkt har været tilbage i Iran, hvor ansøgeren aldrig har været, og hvor han ikke har noget familiemæssigt eller andet netværk, ligesom han ikke taler farsi. Henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om Iran, finder Flygtningenævnet, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved indrejse i Iran, vil blive identificeret som værende ud af en politisk aktiv familie, og at han som følge heraf vil være i en sådan risiko for overgreb, at han har behov for beskyttelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/100/HHU
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaristan/Ahl-e-Haq af trosretning fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret og efterfølgende at blive overdraget til revolutionsgarden, idet han er yaristan af trosretning. Han frygter ydermere at blive fængslet, tortureret og efterfølgende at blive overdraget til revolutionsgarden af basij militsen, fordi han har været en del af basij militsen, men er udrejst og har søgt opholdstilladelse i et andet land uden at give basij besked herom. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for fysisk vold af bekendte og naboer, som hans mor har lånt penge af til hans rejse. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ikke vil kunne klare sig økonomisk i Iran, fordi han tilhører yaristan troen, og fordi hans far er fængslet. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver forklaret, at han blev nedværdiget og diskrimineret på grund af sin religion. Han blev mobbet af muslimske elever fra sin 10. klasse, og han kom i et slagsmål, hvor en elev trak en kniv. Ansøgerens lærer tilkaldte politiet, som tog ansøgeren, fire andre yaristan troende og to muslimske elever med på politistationen. Ansøgeren blev slået og var tilbageholdt i to døgn. Ved løsladelsen underskrev ansøgeren en erklæring om, at han ikke ville starte ballade igen. Ansøgeren har videre forklaret, at han blev chikaneret af sin chefs ansatte på grund af sin tro, og at han ikke fik udbetalt løn. Ansøgeren har ydermere forklaret, at hans mor lånte penge af bekendte og naboer til ansøgerens rejse, og at pengene skulle have været tilbagebetalt i [efteråret] 2016. Ansøgeren er familiens eneste forsørger, da hans far er i fængsel. Ansøgeren har videre forklaret, at han tilsluttede sig basij militsen, da han var 13 år gammel. Da han var 15 år, deltog han i våben- og skydetræning. Ansøgeren har fået fortalt af sin mor, at basij militsen har ledt efter ham, og at hun har fortalt dem, at ansøgeren er udrejst. Under sin forklaring for Flygtningenævnet har ansøgeren redegjort nærmere for, at han er blevet fængslet af myndighederne i fire tilfælde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i sine forklaringer har afgivet divergerende og udbyggende oplysninger om antallet af fængslinger i Iran, om de nærmere omstændigheder ved de enkelte fængslinger og om det tidsrum, der gik fra løsladelsen efter den seneste fængsling og indtil udrejsen af Iran samt om sit tilknytningsforhold til basij militsen, der heller ikke er nævnt i ansøgerens asylansøgningsskema. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer om sine konflikter med myndighederne i Iran som følge af hans tilhørsforhold til yarestani-religionen, ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at der er risiko for, at han ved tilbagevenden ved Iran vil blive udsat for forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelige eller nedværdigende behandling eller straf i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder og tilhører yarestani-religionen, kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren kan få konventions- eller beskyttelsesstatus i Danmark, idet de generelle forhold i Iran herfor ikke har en sådan karakter, at de falder ind under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Oplysningerne om omstændighederne i forbindelse med, at ansøgerens mor har lånt penge til ansøgerens rejse til Europa, og det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han i Iran vil have svært ved at tjene penge til at forsørge familien og sig selv, indebærer heller ikke, at ansøgeren kan opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/10/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og [religiøs overbevisning] fra Karaj, Albourz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [A], [B] og [C], idet ansøgeren har meldt de pågældende til myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter repressalier fra hans svogers side, idet hans svoger har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren frygter ligeledes en gruppe ukendte personer fra efterretningstjenesten, fordi de kender til ansøgerenens religion, hvorfor ansøgeren frygter repressalier deres side. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre [i starten af] 2012 flyttede ind i en bolig, som ansøgerens fars arbejdsgiver ejede. [I starten af] 2012 var ansøgeren og hans ægtefælle på besøg hos hans forældre, som havde gæster. Da de skulle følge gæsterne ud, opdagede de en bil, der holdt på vejen. Da ansøgeren gik hen mod bilen, kørte den væk. Ansøgeren noterede bilens nummerplade. Ansøgeren og hans ægtefælle overnattede hos hans forældre. Dagen efter blev ansøgeren vækket af hans mor, der fortalte, at der stod en mand på trappen udenfor. Ansøgeren gik ud til manden, og spurgte, hvad han ville. Manden oplyste, at han var kommet for at hente en person ved navn [D]. Ansøgeren tog fat i mandens hånd, hvorefter manden trak ansøgeren udenfor, hvor der holdt en Peugeot 206, som manden kørte væk i. Da ansøgeren kom tilbage til huset, fortalte hans mor, at hun kunne høre noget nede i kælderen. Ansøgeren gik ned i kælderen, og opdagede fem personer i et af rummene. Personerne havde mørkegrønne uniformer på og politistave i hænderne. Ansøgeren bandede af dem, hvorefter han løb ud på vejen og råbte efter hjælp. Da ansøgeren kom ud på vejen, havde personerne i uniformerne omringet vejen. De prøvede at slå ansøgeren, men han forsvarede sig med en kæp. En af personerne sprøjtede tåregas på ansøgeren, og han flygtede ind i en nabos have. Ansøgerens mor fulgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor fik tillige tåregas i øjnene. De ukendte personer flygtede herefter, og politiet kom til stedet. Politiet lavede en rapport om episoden. Efterfølgende ringede [A] til ansøgerens mor, og truede ansøgeren og hans familie. Ansøgeren klagede derfor over [A] til syvende retskontor. Ansøgerens far undersøgte efterfølgende episoden ved forældrenes bopæl, og fandt ud af, at bilen, der havde holdt på deres vej, var ejet af [B], og at det var [B’s] søn, [D], der havde kørt bilen. Ansøgerens far aftalte et møde med dem [i foråret] 2012. På mødet deltog [D] og [A], som fortalte ansøgerens far, at det var en misforståelse, som skulle løses. Efter ansøgerens fars møde med [D] og [A] henvendte ansøgeren og hans far sig flere gange til anklagemyndigheden for at finde ud af, hvad der skete i sagen. Ansøgeren og hans far fandt ud af, at [C] arbejdede for politiet, og derfor var anklagemyndigheden ikke samarbejdsvillige. På en ukendt dato fandt ansøgeren og hans far ud af, at [C] havde gjort krav på den bolig, som ansøgerens forældre boede i. Ansøgeren og hans far fandt ud af, at [C] tidligere havde arbejdet på boligkontoret, som sørgede for overdragelse af ejendomme ved salg. Lederen af boligkontoret oplyste, at de havde en sag mod [C], og at der snart var retsmøde. Retsmødet fandt sted [i midten af] 2012. Ansøgeren aftalte med lederen, at han på dagen for retsmødet skulle møde op med en arrestordre på [C]. [C] mødte op på retsmødet, og blev arresteret samme dag, men betalte kaution, og kom ud nogle dage efter. På et ukendt tidspunkt nogle måneder efter [C] var kommet ud af fængslet, forsøgte ansøgeren at opsøge [B] på hans arbejde, for at tale med ham om hændelsen på ansøgerens forældres bopæl. Til kontorets efterretningstjeneste forklarede ansøgeren om hændelsen på hans forældres bopæl, og sagde, at han ville tale med [B]. [B] var i Saudi Arabien, men en ven til [B] ville tale med ham om hændelsen. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af en fra pilgrimskontoret og fik af vide, at [B] ikke kendte noget til hændelsen. Ansøgeren fortalte i den forbindelse, at han ikke ville lukke øjnene for det, der var sket. Samme aften ringede [D] og truede ansøgeren. I 2013 blev [C] fyret fra sit arbejde. I forbindelse med [C’s] fyring truede han og [D] ansøgeren og ansøgerens far. [I foråret] 2015 truede [D] og [C] ansøgeren på hans arbejdsplads. De fortalte efterretningskontoret på ansøgerens arbejde, at ansøgeren var […]. Umiddelbart efter efterretningskontoret fandt ud af, at ansøgeren var […], blev han fyret fra sit arbejde. [I foråret] 2015, da ansøgeren og hans familie kom hjem fra en fødselsdagsfest, opdagede de, at ruden i opgangsdøren var smadret, og nogen havde forsøgt at bryde ind i deres lejlighed. En af ansøgerens naboer fortalte, at der havde været fire uniformerede mænd, som prøvede at bryde ind i ansøgerens lejlighed. Mændene havde ligeledes fortalt naboen, at ansøgeren var […]. Efter indbrudsforsøget i ansøgerens lejlighed, opholdt ansøgeren sig hos noget familie i ni til ti dage og i det nordlige Iran i 10 til 12 dage, hvorefter ansøgeren udrejste [i sommeren] 2015. På et ukendt tidspunkt efter ansøgerens udrejse blev ansøgerens far opsøgt af [C] og [D] i ansøgerens fars butik. De spurgte, hvor ansøgeren var henne, og ansøgerens far sagde, at han ikke vidste, hvor ansøgeren var. To til tre dage efter blev ansøgerens fars butik plomberet af [E]. Farens butik var plomberet i 25 dage. Flygtningenævnet kan i det væsentlige og trods en række mindre betydende divergenser og udbygninger lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den af ham påberåbte konflikt har bragt ham i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken private eller myndigheder. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens familie med ansøgerens far som nøgleperson har haft en privatretlig konflikt med en gruppe mennesker. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at denne konflikt er afsluttet, samt at myndighederne i forbindelse med konflikten tog imod anmeldelser fra ansøgerens familie, efterforskede sagen, udstedte en arrestordre og strafforfulgte modparten i sagen, ligesom ansøgeren efter konflikten fortsatte sit dagligdagsliv m.v. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at en 25 dages lukning af ansøgerens fars butik havde med konflikten at gøre, og at ansøgernes far ikke efterfølgende er blevet chikaneret af modparten i konflikten, og at han i dag fortsat driver forretning uden problemer. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren ved en enkelt lejlighed blev opsøgt af modparten i konflikten på sin bopæl, hvor han ikke selv var til stede, og uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev fyret fra sit job, fordi modparten fortalte hans arbejdsgiver, at ansøgeren var […], finder Flygtningenævnet, at konflikten ikke har et sådan omfang og en sådan intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er […], ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at den […] religion tolereres i Iran, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den chikane, som han i anledning af sin […] tro har været udsat for eller fremadrettet risikerer at blive udsat for, i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren i danske medier har udtalt sig om Iran, og om at han er uden religion, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren flere gange i 2014 er ud- og indrejst legalt af Iran, ligesom han i 2015 udrejste legalt af Iran, hvorfor det må lægges til grund, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret i Iran. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin religion har et asylbegrundende forhold til sin svoger. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens svigerforældre accepterede ægteskabet, og at svogeren accepterer, at ansøgerens ægtefælle og barn besøger ansøgerens forældre. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/1/SHH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har smuglet alkohol og er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er yarsan af trosretning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2015 blev involveret i smugling af alkohol over grænsen mellem Irak og Iran. Gennem en periode på omkring seks måneder smuglede ansøgeren en gang ugentligt omkring fire kasser alkohol over grænsen sammen med sin fætter [A]. Ansøgeren og [A] hentede altid alkohol det samme sted i Irak og smuglede den i rygsække, idet de passerede grænsen til fods. Herefter kørte en ven dem tilbage til landsbyen, hvor de gemte alkoholen udendørs i nærheden af deres bopæle. Ansøgeren og [A] solgte alkoholen til folk fra de lokale landsbyer. [I efteråret] 2015 krydsede ansøgeren og [A] grænsen fra Irak til Iran med smuglervarer på ryggen, da de pludselig blev anråbt og beskudt. Ansøgerens fætter blev ramt af skud, og ansøgeren flygtede tilbage til Irak, hvor han gemte sig. Den efterfølgende nat krydsede ansøgeren grænsen til Iran og tændte sin mobiltelefon. 10 til 20 minutter senere ringede ansøgerens bror [B] og fortalte, at familiens bopæl i Iran var blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste. Efterretningstjenesten havde spurgt efter ansøgeren og oplyst, at [A] var blevet indlagt på hospitalet og de vidste, at ansøgeren havde været sammen med [A], da han blev skudt. Ansøgeren kontaktede herefter en ven ved navn [C], som kom og hentede ansøgeren ved grænsen og kørte ham hjem til sin bopæl. Gennem en periode på 24 dage gemte ansøgeren sig skiftevis hos [C], hos slægtninge og oppe i bjergene. I denne periode opsøgte efterretningstjenesten ansøgerens families bopæl to til fire gange om ugen, hvorfor ansøgeren besluttede at udrejse af Iran. Ansøgerens families bopæl er siden [efteråret] 2015 blevet opsøgt flere gange om ugen af henholdsvis efterretningstjenesten og politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været divergerende, usandsynlig og afglidende, hvorfor nævnet ikke finder det sandsynliggjort, at myndighederne har opdaget, at ansøgeren har smuglet spiritus, og derfor er eftersøgt. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren i sit asylskema alene har henvist til de generelle forhold i Iran uden at anføre noget om, at udrejsen skyldtes, at myndighederne havde opdaget, at han sammen med sin fætter havde smuglet alkohol fra Irak til Iran. Ansøgerens forklaring om, at han af andre asylansøgere i Sandholm fik besked om, at han ikke behøvede at skrive andet i skemaet end id-oplysninger, forekommer ikke troværdig, idet han har udfyldt et skema affattet på farsi, som han har angivet, at han taler og forstår. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er en veluddannet ung mand, der har 12 års skolegang bag sig. Ansøgeren har i asylsamtalen forklaret, at hans familie kunne leve af indtægterne fra deres landbrug, men at han valgte at smugle alkohol, fordi indtægterne ikke var tilstrækkelige til at dække hans egne behov, idet han ønskede at etablere sig som selvstændig. I samtalen med advokaten har han derimod anført, at jorden ikke gav indtægter nok til, at han og familien kunne klare sig, og at han derfor ikke havde andre muligheder end at sige ja til at hjælpe [A] med at smugle. Det bemærkes i den forbindelse, at forklaringen om det økonomiske incitament passer dårligt med, at ansøgerens familie skulle have finansieret ansøgerens udrejse med deres opsparede midler. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om myndighederne allerede ved den første henvendelse til hans familie fortalte dem, at ansøgeren havde smuglet spiritus, eller de ikke nævnte noget om dette. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om hans bror allerede ved den første telefonsamtale, efter at ansøgeren var kommet tilbage fra Irak, fortalte, at [A] var blevet ramt af skud og indlagt på hospitalet, eller om det først var senere, at han fik denne oplysning. Divergenserne vedrører centrale dele af asylmotivet, og det er ikke sandsynliggjort, at de beror på misforståelser eller tolkefejl. Det forekommer usandsynligt, at [A] under afhøringer, hvor der blev anvendt tortur, skulle have angivet ansøgeren, der er hans fætter, hvorimod der han tilsyneladende ikke har angivet [D], navnlig i lyset af, at ansøgeren og [A] boede ca. 50 km fra grænsen, og det derfor må have stået rimelig klart, at de havde brug for hjælp til at blive transporteret tilbage til landsbyen. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren og [A] hver gang skulle have valgt at krydse grænsen det samme sted, der var beliggende mellem 100-200 meter fra en bemandet grænsestation, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren skulle have valgt den samme rute tilbage til Iran igen, efter at han og [A] var blevet opdaget. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring omgrænsepassagen har været afglidende og upræcis med hensyn til blandt andet, hvordan de fandt vej i mørket, og om der var stier og veje. Det bemærkes videre, at det, henset til forbrydelsens karakter, ikke forekommer sandsynligt, at både efterretningsvæsnet og politiet flere gange ugentligt skulle have opsøgt ansøgerens familie, og at disse opsøgninger fortsat skulle være pågået frem til få måneder før, ansøgerens sag er behandlet i Flygtningenævnet. Endelig er det mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke efter sin udrejse har gjort yderligere bestræbelser for at finde ud af, hvad der er sket med [A], herunder om han er blevet dømt. Det bemærkes, at denne oplysning må antages at være af stor betydning, henset til at ansøgeren i givet fald måtte kunne påregne at få samme straf. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er yarsan eller, at han er udrejst illegalt kan i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/1/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at blive fængslet af det iranske politi og sikkerhedsvæsnet, på baggrund af, at de mistænker ham for at have hjulpet en kurdisk gruppe, hvilket ansøgerens farbror har optaget på film. Ansøgeren frygter yderligere sin farbror, idet ansøgeren skubbede og brækkede sin farbrors ægtefælles ryg, under sin flugt fra familiens hus. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke er kender den kurdiske gruppes identitet, samt at han kun har mødt dem den ene gang, hvor de tvang ansøgeren til at hjælpe dem. Ansøgeren opholdt sig på bjerget […] og passede får, da en bevæbnet gruppe på 12 personer, muligvis fra […], satte sig ned og talte med ansøgeren. Gruppen tvang ham kort efter til at bringe dem fødevarer fra sin landsby og truede med at tage to eller tre af ansøgerens farbrors får, hvis han afslog. Da ansøgeren kom tilbage til bjerget med varerne, så han, at der var et skyderi mellem gruppen og iranske soldater. Tre iranske soldater var blevet skudt og dræbt under skudvekslingen. Ansøgeren flygtede efterfølgende fra bjerget tilbage til landsbyen. Om aftenen viste ansøgerens farbror et filmklip til ansøgeren, som han om dagen havde filmet af ansøgeren. Filmklippet var omkring et til to minutter langt. På filmen fremgik det, at ansøgeren om dagen bragte fødevarer fra landsbyen til bjerget, hvor han opdagede, at skudvekslingen var i gang. Filmklippet sluttede med, at ansøgeren løb væk fra skudepisoden. Ansøgerens farbror anklagede ham for at have hjulpet gruppen, og han truede efterfølgende med at vise filmklippet til myndighederne, hvorfor ansøgeren udrejste af Iran. Ansøgeren har ikke omtalt episoden med den kurdiske gruppe i sit asylskema, selvom der er tale om et centralt element i det påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har vedrørende det påberåbte asylmotiv på en række punkter forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen, blandt andet om den kurdiske gruppes tilstedeværelse på bjerget og skyderierne, da ansøgeren vendte tilbage fra landsbyen, om indholdet af videoklippet, om hvorvidt ansøgeren blev låst inde hos farbroren, om sammenstødet med farbrorens ægtefælle, hvorved denne kom alvorligt til skade og om myndighedernes eftersøgning af ansøgeren. Oplysningerne om, at farbroren skulle være fulgt efter ansøgeren og samtidig have filmet ansøgeren, da ansøgeren gik ud i bjergene fra landsbyen, fremstår på baggrund af ansøgerens forklaring i øvrigt som en konstrueret udbygning af det påberåbte asylmotiv set i forhold til ansøgerens arvekonflikt med farbroren. Hertil kommer, at det fremstår påfaldende, at farbroren skulle følge efter ansøgeren og filme denne fremfor at påtale, at ansøgeren havde forladt dyrene, og at farbroren netop skulle have filmet en seance på et-to minutter, hvorved der er optagelse af døde soldater samt af ansøgeren, der løber væk. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han skulle have en konflikt med myndighederne på grund af bistand til kurdiske oprørsgrupper. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende alene lægge til grund, at ansøgeren har en arvekonflikt med farbroren, og at der har været en episode i farbrorens hus, hvor farbrorens ægtefælle ved et uheld er kommet til skade. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en privat konflikt, som ikke i sig selv er asylbegrundende. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/99/AKM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Iran. Ansøgeren har været medlem af bevægelsen […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive sat i fængsel af det iranske regime, herunder regimets organisation, Basij, der hører under revolutionsgarden. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været aktiv i bevægelsen […]. Ansøgeren blev introduceret for bevægelsen af sin ven, [A], [i sommeren] 2015. Efter dette tog vennen kontakt til […], som er et højtstående medlem af bevægelsen, der godkendte, at ansøgeren kunne være aktiv i bevægelsen, og [under en måned efter] blev det bekræftet, at ansøgeren var medlem af bevægelsen. [Senere på sommeren i] 2015 sendte bevægelsen et brev til […] i FN og […] fra Justitsministeriet, hvor ansøgeren var medunderskriver sammen med 40 andre personer. Efter tyve dage blev en af ansøgerens venner arresteret, idet han havde medunderskrevet brevet til Justitsministeriet. En uge efter dette blev ansøgerens ven, [B], arresteret. [I efteråret] 2015 var ansøgeren sammen med sine venner. Ansøgerens mor ringede til ham og fortalte, at der havde været nogen og ransage hans bopæl og taget hans computer, hans eksterne harddisk og nogle flyers. Moren oplyste videre, at ansøgerens far var blevet taget med til afhøring. Det var efterretningstjenesten, der havde haft en ransagningskendelse med. Ansøgerens bopæl blev ikke opsøgt mere, mens han opholdt sig i Iran. Efter opkaldet fra ansøgerens mor, gik han hjem til sin farbror og opholdt sig der i en uge. Ansøgeren havde i denne tid kontakt til [A] tre gange for at spørge til, hvordan det gik. Samtalerne varede ikke længere end tredive sekunder. Efter en uge fandt ansøgeren ud af, at han var efterlyst, og at myndighederne ville arrestere ham, idet [A] ringede, efter [B] blev arresteret, og fortalte, at alle, der havde underskrevet brevene, var eftersøgt. Ansøgerens fars vens bekendte introducerede ham til en person i [by], som han besøgte [i efteråret] 2015. [Tre dage senere] forlod ansøgeren Iran. Efter hans udrejse, kom et postbud to gange til hans bopæl med breve, der skulle afleveres til ham personligt. Herudover kom der en ukendt person i civil, der også ville tale med ham. Basij kendte ansøgerens holdninger, inden han blev medlem af […], idet de var i kvarteret, hvor han boede. De fortalte ham flere gange, at de ikke kunne lide ham, og det han lavede, samt at de syntes, at ansøgerens livsstil var upassende. De sagde ligeledes, at ansøgeren var homoseksuel, truede med at voldtage ham og bandede af ham og hans kæreste. Ansøgeren blev i den forbindelse tilbageholdt én gang omkring [begyndelsen af] 2014. Han sad i en bil, og hans tatovering på armen var synlig. Basij stoppede ham og påtalte tatoveringen. Ansøgeren blev tilbageholdt på en af Basijs poster og blev løsladt kl. 6-7 om morgenen. De slog ansøgeren i forbindelse med tilbageholdelsen, og fortalte ham, at de ville brænde ham og hugge i hans arme. Ansøgeren har for Flygtningenævnet anført, at han er homoseksuel, og at dette er årsagen til Basijs tiltag og overgreb mod ham. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for indrejsen i Danmark, blandt andet om sin deltagelse i møder og demonstrationer og antallet af disse, om hændelsesforløbet efter underskrivelsen af brevet, herunder hvem, der blev anholdt og det nærmere tidsforløb i forbindelse hermed, om hvor lang tid ansøgeren opholdt sig hos sin farbror, og om omfanget og karakteren af henvendelser på bopælen efter udrejsen. Hertil kommer, at ansøgeren har oplyst, at det kunne være forbundet med risiko at deltage i aktiviteter for […], hvorfor det er påfaldende, at han ikke gemte eventuelt politisk materiale, men i stedet opbevarede det på bopælen, hvor myndighederne kom i besiddelse af det i forbin-delse med ransagningen. Oplysningerne om, at ansøgeren er efterlyst, er alene baseret på andenhånds oplysninger. Endelig har ansøgeren ifølge sin forklaring kun været aktiv i […] i en meget kort periode, og det er på den baggrund påfaldende, at han ikke har kunnet forklare mere detaljeret om sine konkrete aktiviteter for organisationen. Sammenfattende har han udvist et meget begrænset kendskab til organisationen. Ansøgeren fremstår desuden helt uprofileret. Ansøgeren har først for Flygtningenævnet påberåbt sig, at han er homoseksuel. Ifølge ansøgerens egen forklaring, har han alene været udsat for en enkeltstående tilbageholdelse af kort varighed i [begyndelsen af] 2014 på grund af, at han havde en synlig tatovering på armen. Hverken disse forhold eller de begivenheder, som ansøgeren har oplyst i øvrigt at have været udsat for i forbindelse med sit daglige liv i Teheran, har haft et sådan omfang og intensitet, at de kan begrunde asyl. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/98/AKM
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født muslim fra Iran. Ansøgeren har forklaret, at han siden 2007 og frem til sin udrejse gjorde tjeneste som kommandant i Sepah, og at han siden 2010 og frem til sin udrejse tillige arbejdede for den iranske efterretningstjeneste, hvor hans arbejde bestod i at finde frem til bagmænd bag narkokriminalitet, handel med våben og bordelvirksomhed. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han under en tale, som han i [sommeren] 2014 holdt til et Sepah-arrangement, citerede en kristen sætning. Endvidere har ansøgeren som asylmotiver henvist til, at han er konverteret til kristendommen, hvilket hans familie i Iran er blevet bekendt med, og at ansøgeren frygter sin tidligere forlovedes nuværende ægtefælle, som har fundet nogle billeder af ansøgeren og hans tidligere forlovede, og derfor ønsker at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring, herunder hans viden om Sepah og organiseringen på kasernen, sammenholdt med de fremlagte fotografier, til grund, at ansøgeren har gjort tjeneste i Sepah som sergent af anden grad. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren har holdt en tale med det indhold og de konsekvenser, som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter må anses for ganske usandsynligt, herunder at han henset til omstændighederne ikke havde planlagt talens indhold nærmere, at han ikke blev bevogtet, efter han var blevet frataget sine gradstegn med videre, samt forklaring om flugten fra kasernen. Nævnet lægger herved ligeledes vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter er divergerende, herunder hvordan han passerede vagttårn fire, vedrørende det fundne materiale ved den første ransagning, antallet af ransagninger, ligesom ansøgeren først for nævnet har forklaret, at hans far ligeledes var blevet tilbageholdt. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har forladt Sepah under de angivne omstændigheder eller uden Sepahs tilladelse. Ansøgeren risikerer således ikke forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder heller ikke, at de påberåbte trusler fra ansøgerens tidligere forlovedes nuværende ægtefælle er af et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb som følge heraf – heller ikke selvom ansøgerens tidligere forlovedes far måtte have en høj stilling inden for Sepah. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren stammer fra en veluddannet familie i Teheran, at ansøgerens mor havde udvist interesse for Jomfru Maria, at ansøgeren, uanset hans arbejde for Sepah, ikke var særlig religiøst indstillet, og at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han ikke havde nogen tro. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ved sin forklaring om sin kontakt til kristendommen i Grækenland og efterfølgende i Danmark har givet en rimelig forklaring på sin interesse for kristendommen og baggrunden for, at han er konverteret. Flertallet finder videre, at det må lægges til grund, at ansøgeren inden dåben har fulgt et dåbsforløb, og at han efterfølgende har opretholdt og udbygget sine religiøse aktiviteter. Ansøgeren har således haft ganske omfattende religiøse aktiviteter, og han har demonstreret rimelig indsigt i kristendommen, ligesom han har offentliggjort forskellige kristne budskaber på Facebook. Flertallet finder, at ansøgerens konversion må anses for reel, og at ansøgeren derfor risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, hvor han må forventes at ville fortsætte sin kristne overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/97/ceb
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, som er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim af trosretning, er født og opvokset i Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været tilhænger af partiet Komala. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i 2006 blev tilhænger af Komala, og at han i perioden 2006 til 2015 udførte aktiviteter for Komala, idet han hentede nogen for ham ukendte personer ved grænsen mellem Iran og Irak og kørte dem til partiets hovedkvarter samt afleverede aviser til maskerede mænd ved grænsen mellem Iran og Irak. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forældre flygtede således fra Iran i 1981 og tog ophold i Nordirak. Ansøgeren er født i Al-Tash-lejren, hvor familien boede indtil 2003, hvorefter ansøgeren og familien flyttede til Barika-lejren. Ansøgeren boede dér indtil udrejsen i sommeren 2015. Ansøgeren er iransk statsborger, men har aldrig været i Iran og taler ikke farsi. Han har ingen iranske identitetspapirer. Det må således forventes, at ansøgeren ved en eventuel udsendelse til Iran ved indrejsen vil blive tilbageholdt og underkastet en nærmere undersøgelse. Flygtningenævnet finder herefter og efter oplysningerne om ansøgerens tilknytning til Komala siden 2006 og hans vedvarende aktiviteter for partiet, selvom disse har været på lavt niveau, sammenholdt med oplysningerne om, at han er fra ”en politisk familie”, at ansøgeren er i en sådan risiko for forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/96/ceb
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Han er i sit hjemland konverteret til kristendommen og har gået i huskirke. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev introduceret til kristendommen af sin studiekammerat [K]. Han blev hurtigt derefter klar over at han ønskede at konvertere til troen. [K] præsenterede ham for sin farbror, der inviterede ansøgeren med i sin huskirke, hvor han efterfølgende deltog ugentligt i syv til otte måneder indtil hans udrejse af Iran. Medlemmerne af huskirken blev afsløret og anholdt af myndighederne under en udflugt, men det lykkedes ansøgeren at undslippe, hvorefter han udrejste af Iran. De iranske myndigheder opsøgte ansøgerens bopæl to gange forud for udrejsen. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren gået i kirke og deltaget i bibelstudier, ligesom han blev døbt [ultimo] 2015. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet redegjort detaljeret og sammenhængende for optakten til og forløbet af hans konversion til kristendommen frem til sin udrejse. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016, under den senere asylsamtale den [i sommeren] 2016 og for nævnet i det væsentlige forklaret i overensstemmelse hermed. Han har endvidere kort efter sin indrejse til landet påbegyndt og gennemført et bibelkursus over 8 uger [hos organisation X i navngivet by], ligesom han [i vinteren] 2015 er blevet døbt og optaget som medlem af [kirke A i navngivet by]. Han har endvidere ifølge en erklæring [fra sommeren] 2016 fra sognepræst [JV] i [navngiven by] igennem nogle måneder regelmæssigt deltaget i gudstjenester i den lokale [kirke B i navngiven by]. I en efterfølgende erklæring [fra ultimo] 2016 har sognepræst [JV] udtalt, at ansøgeren igennem en del måneder er kommet meget hyppigt til gudstjeneste i [kirke B i navngiven by] og går til nadvers, når der er mulighed for det. Desuden har ansøgeren ifølge en erklæring [fra vinteren] 2016 fra [CS], der er underviser i bibelkurser hos [organisation X i navngivet by], deltaget i et yderligere bibelstudieforløb i sommeren 2016. Hun fremdrager i erklæringen en række eksempler på, at ansøgeren havde forhåndskendskab til kristendommen samt indsigt i og forståelse af budskabet om Jesus Kristus som verdens frelser, og at dette var forankret hos ansøgeren, da han kom til den første bibelstudieaften. På denne baggrund sammenholdt med ansøgerens forklaring kan Flygtningenævnet ikke afvise, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har været i stand til på tilstrækkelig fyldestgørende måde at svare på de spørgsmål, han er blevet stillet om kristendommen. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at myndighederne og andre i Iran vil blive bekendt med hans konversion, hvis han ved en tilbagevenden til Iran i overensstemmelse med sit ønske herom vil leve et åbent kristent liv, og at der derfor er reel risiko for, at han vil blive forfulgt på grund af sin religion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2016/95/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kurdere og var i Iran knyttet til yarestan-religionen. Efter ankomsten til Danmark er de begge blevet døbt og oplyser nu at være kristne. Den mandlige ansøger har undervist i tambur-musik og yarestan-religionen samt udleveret religiøst materiale mv. til sine elever. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller at komme i fængsel på ubestemt tid, idet efterretningstjenesten er efter ham, fordi han har undervist i yarestan-religionen. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i de sidste tre år har undervist i religionen på sin private adresse i Iran. [I sommeren] 2015 blev en af ansøgerens elever anholdt, da han kopierede yarestan materiale, som ansøgeren havde givet ham, i en lokal forretning. Umiddelbart efter anholdelsen blev ansøgeren af en anden elev orienteret om dette, hvorefter ansøgeren ringede til sin ægtefælle og fortalte, at de var nødt til at tage hjem til hendes forældre. Herefter rejste ansøgerne til Kermanshah, hvor de opholdt sig i tre dage. Derfra rejste ansøgerne til Oromieh, hvorfra de [senere på sommeren i] 2015 udrejste af Iran. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at hans familie er blevet opsøgt fire gange efter hans udrejse. Den sidste gang familien blev opsøgt var i [sommeren] 2015, hvor ansøgerens far blev taget med til afhøring, hvor han skrev under på, at han skulle orientere myndighederne, ligeså snart han vidste noget om ansøgeren. Ansøgerens familie er siden ikke blevet opsøgt af nogen. [I slutningen af] 2015, efter ankomsten til Danmark, blev ansøgerne døbt. De modtog ikke undervisning i kristendommen som forberedelse til dåben. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i det hele henvist til og tilsluttet sig oplysningerne om sin ægtefælles forhold. Endelig har ansøgerne henvist til, at de efter ankomsten til Danmark er blevet døbt [i slutningen af] 2015, og at de nu går regelmæssigt i kirke. De kan ikke praktisere deres kristne tro i Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om konflikten med myndighederne i Iran til grund. Den mandlige ansøgers forklaring – der støttes af den kvindelige ansøgers forklaring – om, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han har undervist i yarestan-religionen i sit hjem og i den forbindelse har ladet en elev, […], kopiere religiøst og regimekritisk materiale, fremstår således efter nævnets opfattelse utroværdig og konstrueret. Nævnet har i den forbindelse henset til risikoen for at blive opdaget, arresteret og straffet navnlig fundet det påfaldende og utroværdigt, at [eleven] skulle have kopieret det omhandlede materiale i en forretning i åbningstiden uden iværksættelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger i den forbindelse. Ansøgerne kan derfor ikke på dette grundlag opnå beskyttelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Spørgsmålet er herefter, om det forhold, at ansøgerne efter ankomsten til Danmark har oplyst, at de er konverteret til kristendommen, kan medføre et krav på beskyttelse efter de nævnte bestemmelser. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at konversionerne ikke kan anses for reelle. Flertallet har herunder lagt vægt på, at den mandlige ansøger i Iran efter sine egne oplysninger var meget engageret i og underviste i yarestan-religionen. I dette lys forekommer begges konversion til kristendommen ved dåben allerede [i slutningen af] 2015 særligt påfaldende. Det er herunder også indgået i vurderingen, at ansøgerne har afgivet afvigende og afglidende svar på omfanget af den dåbsundervisning, de har fulgt, ligesom det er besynderligt, at ansøgerne i forbindelse med samtalen i Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af 2016] ikke oplyste, at de var blevet døbt. Hertil kommer de udsagn, som den mandlige ansøger i forbindelse med samtalerne i Udlændingestyrelsen har fremsat om karakteren af konversionen, herunder at konversionen ikke har ændret hans forhold til yarestan-religionen, men alene udgør et supplement hertil. Da konversionerne herefter ikke kan anses for reelle, finder flertallet, at ansøgerne heller ikke på dette grundlag har krav på beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter, og idet hverken de generelle forhold i Iran for tilhængere af yarestan-religionen eller den omstændighed, at ansøgerne risikerer straf for ulovlig udrejse af Iran, kan føre til en anden vurdering af sagen, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/94/AKM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […], Orumiah, Iran. Ansøgeren har som sympatisør udført opgaver for Komala siden [foråret] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han fra 2012 har været aktiv sympatisør i Komala, og at han løbende i hemmelighed uddelte partiets materiale og indsamlede oplysninger om kollaboratører. [I sommeren] 2015 smuglede ansøgeren et af Komalas medlemmer, som skulle arbejde for Komalas hemmelige afdeling, ind i Iran. Partikammeraten medbragte en mindre taske, men ville ikke oplyse over for ansøgeren, hvad tasken indeholdt. Da ansøgeren næste dag skulle køre partikammeraten til [en grænseby], skjulte de partikammeratens taske mellem sædet og betrækket i ansøgerens bil. Ved en kontrolpost, der sædvanligvis ikke var bemandet, blev ansøgeren og partikammeraten stoppet. Da partikammeraten opdagede, at vagterne krævede, at han legitimerede sig, flygtede han, og selv om vagtposterne skød efter ham, undslap han. Ansøgeren blev tilbageholdt og afhørt på en nærliggende militærbase. Ansøgeren blev efterfølgende løsladt mod, at han lovede at ville finde partikammeraten. Ansøgerens far måtte aflevere sit næringsbrev som garanti. Den [næste dag] forlod ansøgeren Iran. Da ansøgeren var nået til Irak, kontaktede han sin mor, der oplyste, at myndighederne havde ledt efter ansøgeren på bopælen, og at ansøgerens bil var blevet ransaget, og tasken fundet. Ansøgeren har kontakt med sin familie i Iran. Myndighederne leder fortsat efter ansøgeren og ansøgerens far har været indkaldt til afhøring. I Danmark har ansøgeren endvidere deltaget i en demonstration foran den Iranske ambassade arrangeret af Komala. Ansøgeren har som dokumentation herfor fremlagt fotos, taget af en person med tilknytning til Komala. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnets flertal lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om de aktiviteter han udførte for Komala i Iran fra 2012 og frem til sommeren 2015 har fremstået som ukonkrete og af den grund ikke selvoplevede. Det fremgår i øvrigt af ansøgerens forklaring, at han på intet tidspunkt er blevet afsløret eller eksponeret i forbindelse med uddelingen af materialet. Vedrørende ansøgerens forklaring om indsmuglingen af partimedlemmet i Iran i [sommeren] 2015 finder Flygtningenævnets flertal, at forklaringen på væsentlige punkter fremstår usandsynlig og dermed utroværdig. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer. Nævnets flertal finder det således usandsynligt, at et medlem af Komala, der indsmugles i Iran for at udføre aktiviteter der, ikke er forsynet med dokumenter, der i påkommende tilfælde ville kunne anvendes som legitimation. Ansøgeren har forklaret, at han over for myndighederne oplyste, at den flygtede partikammerat var en tilfældig ukendt blaffer, som ansøgeren havde taget op. Nævnets flertal finder det på denne baggrund usandsynligt, at myndighederne har løsladt ansøgeren mod et løfte om, at ansøgeren ville finde vedkommende og aflevere ham til myndighederne, idet dette fremstår som en umulig opgave. Nævnets flertal finder det endvidere usandsynligt, at myndighederne først foretog en grundig ransagning af ansøgerens bil efter, at myndighederne havde løsladt ansøgeren. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende, idet han under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev tilbageholdt natten over. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 afgav ansøgeren indledningsvis en detaljeret forklaring om forløbet efter anholdelsen, herunder om hvorledes han blev afhørt og løsladt samme dag. Først da ansøgeren blev foreholdt, at han under oplysnings- og motivsamtalen havde forklaret anderledes, forklarede han, at han først var blevet løsladt næste dag. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han krydsede grænsen, da han skulle hente partikammeraten, og at han mødte partifællen og [A] ved den irakiske landsby […]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke krydsede grænsen, i forbindelse med, at han skaffede partikammeraten ind i Iran. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter at være flygtet ud af Iran kontaktede sine forældre, og at de oplyste, at de iranske myndigheder i forbindelse med, at de havde opsøgt ansøgerens bopæl havde konfiskeret ansøgerens nationalitetsbevis og id-kort. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han havde efterladt id-kortet i sin bil. Der findes ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af en udtalelse fra Komala eller på indhentelse af ansøgerens fætters svenske asylsag. Ansøgeren har i forbindelse med asylsamtalen [i foråret] 2016 fremlagt en række fotos optaget i forbindelse med en demonstration foran den iranske ambassade i København. Ansøgeren har påvist, at han er med på disse fotos og har forklaret, at samtlige fotos er taget af en partikammerat, der ligeledes deltog i demonstrationen. Nævnets flertal har ikke kunnet lægge ansøgerens forklaring om, at han i hjemlandet har udført opgaver for Komala til grund. Nævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han alene ved sin tilstedeværelse under demonstrationen i Danmark er blevet så profileret som myndighedskritiker, at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/93/ADP
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet Peshmerga med indkøb af madvarer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i slutningen af juni 2015 var tre mænd fra Peshmerga, der henvendte sig til ham på familiens plantage. De oplyste, at de kæmpede for kurdernes sag, og at de ønskede ansøgerens hjælp til indkøb af madvarer. De tre mænd gav ansøgeren penge, og ansøgeren gav dem sit telefonnummer. Ansøgeren købte madvarerne og afleverede dem til mændene, hvorefter han modtog flere penge og besked om, at han ville blive kontaktet igen. Efterfølgende kontaktede ansøgerens fader ansøgeren og oplyste, at de iranske myndigheder ledte efter ham. Ansøgeren tog derefter til Teheran, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse. Ansøgerens fader og ansøgerens forlovede har efterfølgende flere gange været afhørt af de iranske myndigheder. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaring om, at han har udført opgaver for Peshmerga, og at han derfor er kommet i de iranske myndigheders søgelys, kan lægges til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt om, hvorledes han er blevet kontaktet af peshmerga-folk og efter aftale har forsynet dem med fødevarer. Flertallet lægger i øvrigt vægt på ansøgerens forklaring om, at myndighederne har henvendt sig på hans bopæl for at få fat i ham, og at ansøgerens fader og forlovede i den forbindelse flere gange er blevet afhørt. Myndighedernes henvendelser er først ophørt, efter de er blevet bekendt med, at ansøgeren er udrejst af Iran. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2016/92/STR
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K -status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og ahl-e haqq (yarsan) fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men den mandlige ansøger har opbevaret politisk materiale på sin bopæl for at hjælpe en ven. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af efterretningstjenesten, da han er blevet beskyldt for at samarbejde med [A], som har tilknytning til Komala-partiet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han omkring 20 til 30 gange har opbevaret politisk materiale på sit loftsrum for sin ven, [A]. De fleste gange hentede ansøgeren selv materialet på [A’s] bopæl. Materialet, som var på størrelse med et A4-papir og fem til ti centimeter i tykkelsen, var pakket ind i en sort plasticpose. Ansøgeren så ikke selv materialet, men [A] havde fortalt ham, at det var propagandamateriale for Komala. Ansøgeren opbevarede sædvanligvis materialet på sin bopæl i 10 til 30 dage, før [A] bad om at få materialet udleveret. [En] formiddag[…] [i sommeren] 2015 hentede ansøgeren en pakke på [A’s] bopæl. Ansøgeren fik ikke gemt pakken på loftet, som han plejede. Han lagde i stedet pakken i den kvindelige ansøgers kommode med tøj. Senere samme dag forlod ansøgerne deres bopæl for at besøge den kvindelige ansøgers faster. De ankom til fasterens bopæl omkring klokken 17. Omkring en time senere modtog ansøgeren et opkald fra sin moder, som fortalte, at politiet havde været på ansøgernes bopæl. Herefter gik ansøgeren ud til en telefonboks, hvorfra han ringede til [A]. Det var [A’s] moder, der tog telefonen. Hun græd og fortalte, at [A] var blevet tilbageholdt af politiet. Da ansøgeren kom tilbage til den kvindelige ansøgers faster, fortalte han familien, hvad der var sket. Efter at have talt med en advokat opfordrede den kvindelige ansøgers fasters ægtefælle ansøgerne til at udrejse. Ansøgerne overnattede hos fasterens familie, hvorefter de den følgende nat udrejste til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor supplerende forklaret, at ansøgerne [i sommeren] 2015 var på besøg hos hendes faster, da den mandlige ansøger modtog et opkald fra sin moder, hvorefter han forlod fasterens bopæl. Da den mandlige ansøger kom tilbage, fortalte han, at politiet havde været på ansøgernes bopæl. Ansøgerne overnattede hos fasterens familie, hvorefter de den følgende aften udrejste til Tyrkiet. Flertallet i Flygtningenævnet kan lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han så sig nødsaget til at forlade Iran, efter at myndighederne havde fundet belastende materiale på hans bopæl til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at den mandlige anssøger i det væsentlige har forklaret konsistent om sit asylmotiv. Uanset at den mandlige ansøger alene har udført begrænsede aktiviteter for Komala, finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet finder herefter, at den kvindelige ansøger, der i det hele har påberåbt sig det samme asylmotiv som den mandlige ansøger, bør meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/91/mvln
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Han har oplyst, at han oprindeligt tilhørte trosretningen Ahl-e Haqq (yarasan), men at han efterfølgende i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været sympatisør for KDPI, og han har udført politiske aktiviteter for partiet i form af uddeling af løbesedler og pjecer. Ansøgeren har oprindelig alene som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet og henrettet af det iranske regime, idet han har udført politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at civilklædte efterretningsfolk opsøgte ansøgerens bopæl [i sommeren] 2015 – dagen efter ansøgeren havde udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren var ikke selv hjemme, men ansøgerens far blev taget med til efterretningstjenestens kontor. Her fik faren forevist fotooptagelser af ansøgeren, der var i færd med at uddele løbesedler. Ansøgeren far fik lov til at gå under betingelse af, at han skulle udlevere ansøgeren til efterretningstjenesten. Ansøgeren har under mødet for Flygtningenævnet som asylmotiv yderligere henvist til, at han under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen og ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har udført politiske aktiviteter i Iran som sympatisør for KDPI i form af uddeling af løbesedler til grund, idet den fremstår divergerende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist med hensyn til tidspunkterne for uddeling af løbesedlerne, antal gange, hvor han uddelte løbesedlerne samt om antal af løbesedler, som han modtog fra [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende om, hvad han fik at vide efter den sidste uddeling af løbesedler [i sommeren] 2015 fra henholdsvis sin søster/eller sin far. Nævnet finder endvidere, at omstændighederne i forbindelse med, at ansøgeren kom i myndighedernes søgelys, forekommer påfaldende. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at udtalelsen fra ansøgerens uddannelsessted, som han angiveligt blev smidt ud fra [i slutningen af] 2013, er dateret [en dato i foråret] 2015 – før ansøgerens udrejse fra Iran – henset til, at han til asylsamtalen oplyste, at han først havde bedt sin onkel om at indhente udtalelsen efter, at han kom til Danmark. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren ikke på dette grundlag er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens oplysninger om, at han efter ankomsten til Danmark – men inden afslaget på asyl – er konverteret til kristendommen, indebærer, at han har ret til beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering ikke at kunne afvise, at ansøgerens konversion fra Ahl-e Haqq (yarasan) til kristendommen er reel. Det er herved indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren kort efter ankomsten til Danmark begyndte at deltage i gudstjenester, at han har forklaret detaljeret og troværdigt om sin interesse for kristendommen, at han er blevet døbt, og at han har uploadet billeder af sin dåb på sin åbne facebook-profil, ligesom en filmoptagelse af dåben efter det oplyste er uploadet på en vens profil. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ved byretten er blevet idømt 30 dages fængsel med en prøvetid på et år for overtrædelse af straffelovens § 244 og udvist af Danmark med indrejseforbud i fire år er til hinder for, at der gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på kriminalitetens karakter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/90/LAJ
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren indrejste i Danmark [ultimo] 2011 og søgte om asyl den samme dag. I forbindelse med identitetsafhøring hos Rigspolitiet, National Udlændingecenter, [ultimo] 2011 oplyste klageren, at han havde mistet sit iranske nationalitetspas i Hamborg. Han oplyste endvidere, at han ikke kunne vende tilbage til Iran, idet han havde en konflikt med myndighederne, som følge af at han sympatiserede med Den Grønne Bevægelse og præsidentkandidaten Mousavi. Han oplyste, at han havde klistret plakater op på sin varevogn og herefter kørt rundt og propaganderet. Han oplyste endvidere under samtalen, at han havde været tilbageholdt af politiet i ti dage, hvorefter han blev stillet for en domstol og løsladt mod kaution. Han oplevede ikke herefter problemer. Han rejste til Danmark på et visum sammen med sin hustru. Hustruen returnerede til Iran [medio] 2011. Klageren henviste endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at myndighederne ville slå ham ihjel, idet de opfattede ham som spion, som følge af en ransagning af hans hjem, hvor der var blevet fundet politisk materiale. Klageren blev [primo] 2012 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den [primo] 2014 modtog Udlændingestyrelsen en anmeldelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi om, at klageren den [primo] 2014 i lufthavnen i Hamborg havde anvendt et iransk nationalitetspas som legitimation i forbindelse med en rejse til en ukendt destination. Endvidere var klageren i besiddelse af et dansk konventionspas og et dansk opholdskort. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [ultimo] 2015, idet det grundlag, som klageren havde opnået sin opholdstilladelse på, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse i sit hjemland, Iran, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det er forholdene i klagerens hjemland på tidspunktet for Flygtningenævnets beslutning, som er afgørende for, om der skal ske inddragelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1c, punkt 1 og 5. Ved vurderingen af de generelle forhold i hjemlandet skal Flygtningekonventionens artikel 1c, punkt 5, fortolkes restriktivt. Bevisbyrden påhviler værtslandet. Selvom det tilkommer de enkelte medlemsstater at vurdere, om ophørsgrundene skal bringes i anvendelse, bør tillige UNHCR’s vurderinger inddrages i Flygtningenævnets afgørelse. Efter international flygtningeret, herunder UNHCR’s Handbook og noter sammenholdt med hidtidig praksis i Flygtningenævnet fremgår det, at betingelserne for ophør af flygtningestatus er, at der skal være tale om fundamentalt ændrede forhold, herunder af sikkerhedssituationen, og at der skal være tale om en varig, stabil og effektiv forandring. Flygtningenævnets flertal finder, at der efter det foreliggende ikke er sket sådanne fundamentale stabile og varige ændringer af den sikkerhedsmæssige situation i hjemlandet for personer, som er i opposition til styret, at der efter en vurdering af de generelle forhold er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Ved vurderingen af klagerens personlige forhold efter Flygtningekonventions artikel 1c, punkt 1, lægger flertallet vægt på, at klageren efter at have opnået asyl i Danmark fik udstedt et iransk pas hos den iranske ambassade i Danmark omkring [nogle] måneder efter opholdstilladelsen. Efter UNHCR’s Handbook, punkt 122, må udstedelsen af nationalitetspasset i sig selv anses som et indicium for, at klageren har ønsket at søge sit hjemlands beskyttelse. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse kan det ikke lægges til grund, at klageren har været indrejst i Iran efter at have opnået asyl i Danmark. Selvom klageren på en række punkter har forklaret upræcist angående sine pasforhold, herunder om episoden i Hamborg Lufthavn, må der i det foreliggende tilfælde lægges betydelig vægt på de lægelige oplysninger om klagerens forhold. Det fremgår af lægeerklæring af [primo] 2016 samt de øvrige lægelige oplysninger i sagen, at klageren har et lavt funktionsniveau i dagligdagen, at han lider af svær PTSD og depressioner, ligesom han har betydelige hukommelsesproblemer. Flertallet finder, at klagerens noget irrationelle adfærd og upræcise forklaringer om sin færden må antages at bero på hans psykiske tilstand. På denne baggrund finder flertallet det ikke sandsynliggjort, at klageren har haft til hensigt at søge sit hjemlands beskyttelse. Under disse særlige omstændigheder findes der ikke at burde ske inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2016/9/IBL
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb som følge af, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring – der er understøttet af udtalelser, herunder fra Internationalt Kristent Center og Apostelkirken – til grund, at ansøgeren siden efteråret 2014 er kommet i kristne menigheder såvel i Apostelkirken i København som i Internationalt Center i Rømersgade. Efter som dåbskandidat at have fulgt et seks måneders undervisningsforløb i den kristne tro og deltaget i gudstjenester og menighedsliv i Apostelkirken, blev han døbt i Apostelkirken den [i sommeren] 2015. Han har deltaget i bibelstudier mv. fra [sommeren] til [efteråret] 2015 i Trampolinhuset, ligesom han fortsat er kommet hos Internationalt Kristent Center, såvel i Rømersgade som til Internationalt Kristent Centers bibelstudier i Allerød Menighedshus. Han har været dagelev på Luthersk Missions Højskole fra [vinter] til [forår] 2016 og er nu indkvarteret på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Han har en dansk kristen kæreste. Hans konversion har været omtalt i såvel Kristeligt Dagblad som Jyllands-Posten og i bladet ”Nyt på Tværs”. De fleste artikler har været ledsaget af vellignende fotos af ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder på den anførte baggrund og under hensyn til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, at han har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Iran i kraft af hans eksponering er blevet bekendt med hans konversion eller vil blive bekendt med denne, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flertallet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/88/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder det rettest, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen får lejlighed til at tage stilling til, om sagerne skal sambehandles. Nævnet lægger herved vægt på, at det må antages, at ansøgerens bror har et vist kendskab til ansøgerens forhold, som det ikke på forhånd kan udelukkes vil være relevant.” iran/2016/87/lrn
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har i sit hjemland fattet interesse for kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af det islamiske styre, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i [vinteren 2014] fik interesse for kristendommen gennem sin ven, [A]. [A] havde en bibel på bopælen, som optog ansøgerens interesse. Derudover kom [A] i en hjemmekirke, som han efter noget tid introducerede ansøgeren for. Ansøgeren deltog ugentligt i møder frem til sin udrejse. Hjemmekirken blev afsløret af de iranske myndigheder i [sommeren] 2015. Under afsløringen blev ansøgerens telefonnummer fundet, hvorefter de iranske myndigheder opsøgte ansøgerens families bopæl og ransagede bopælen. Under ransagningen fandt de iranske myndigheder en bibel. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt to gange. Ansøgerens forretning er også blevet ransaget. Ansøgeren så sig derfor nødsaget til at udrejse af Iran. Ansøgeren er blevet døbt efter ankomsten til Danmark, og han har siden deltaget i kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har fattet interesse for kristendommen knapt et år inden sin udrejse af Iran, og at han har læst i biblen, og deltaget i hjemmekirkemøder regelmæssigt gennem det sidste halve år inden udrejsen. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er blevet døbt kort efter indrejsen i Danmark, og at han fast har deltaget i kirkelige aktiviteter siden. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret om baggrunden for sin interesse for kristendommen og dåben, samt om sin viden om kristendommen. Ansøgeren har videre forklaret om sit ønske om at udbrede det kristne budskab, herunder om sine opdateringer på Facebook. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sin kristne overbevisning og aktiviteter, at ansøgerens konversion må anses som reel, og at han fortsat vil leve som kristen ved en tilbagevenden til Iran, og at han dermed risikerer forfølgelse som følge af sin religion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2016/86/MGO/LRN
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, sunnimuslim og iransk statsborger fra Barika-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af den iranske efterretningstjeneste på grund af sin fars medlemskab af KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979. Hans far er medlem af KDPI, og har deltaget i partimøder i Koya og Sulimaniya. Ansøgerens far er desuden leder af en celle og stod for, at indkalde resten af cellen til møder. Ansøgeren har ikke viden om farens politiske aktiviteter, før forældrene flygtede fra Iran i 1979. Ansøgeren er ikke selv medlem af KDPI, men har oplyst, at han har hjulpet sin far med at uddele aviser til tre af KDPI’s medlemmer, der er bosiddende i Barika-lejren og har hjulpet med at indkalde de samme tre medlemmer til KDPI’s møder. Et flertal af Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal kan således lægge til grund, at ansøgerens far er medlem af KDPI og har deltaget i partimøder i Koya og Barika, ligesom Flygtningenævnets flertal – trods visse usikkerheder i ansøgerens forklaring herom – kan lægge til grund, at ansøgeren har hjulpet sin far med at indkalde tre andre personer til partimøder med videre. Flygtningenævnets flertal har ved troværdighedsvurderingen blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren er fremtrådt troværdig og overbevisende under nævnsbehandlingen, ligesom den fremlagte dokumentation indholdsmæssigt understøtter ansøgerens oplysninger. Flygtningenævnet flertal finder, at der på den baggrund ikke kan bortses fra, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil risikere at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi, og at han ikke er i besiddelse af identifikationspapirer af nogen art. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2016/85/JOV
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt dødsstraf, da han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han begyndte at interessere sig for kristendommen i 2014. Ved en Eid-fest hos ansøgerens ven, [J], fortalte [J], at han var kristen og lånte ansøgeren en bibel på farsi. Ansøgeren begyndte i [medio] 2014 at deltage i gudstjenester hos [J]’s ven, [Y]. Ansøgeren deltog i gudstjenesterne hver torsdag frem til sin udrejse. Ansøgeren blev døbt [medio] 2014. To til tre uger efter dåben begyndte ansøgeren at dele løbesedler ud om kristendommen. Ansøgeren deltog i uddelingen ved at printe løbesedlerne og ved selv at dele dem ud i butikker. [medio] 2015 blev ansøgeren ringet op af [J]’s ægtefælle, som fortalte, at [J] var blevet anholdt. Ansøgeren prøvede at ringe til [Y], som ikke svarede. Ansøgeren tog til Teheran for at skjule sig hos en ven. Dagen efter blev ansøgerens bopæl ransaget af myndighederne, der konfiskerede ansøgerens computer og de løbesedler, som ansøgeren havde liggende. På computeren lå layoutet til løbesedlerne, billeder af ham sammen med [J] og en kristen film om Jesus’ liv. Ansøgeren var i Teheran indtil [medio] 2015, hvorefter han udrejste af Iran. Tre uger efter ransagningen blev ansøgerens ægtefælle opsøgt af myndighederne, som ville vide, hvor ansøgeren var. Ansøgerens ægtefælle og børn blev en uge senere passeret i en park af to personer, der lignede dem, der havde ransaget bopælen. Ægtefællen flyttede herefter over til sine forældre. Efter ansøgerens udrejse er hans ægtefælle [medio] 2016 blevet opsøgt på hendes forældres bopæl. Ansøgerens svigerfamilie er først blevet bekendt med hans konvertering på det tidspunkt. Ansøgerens ægtefælle er også konverteret til kristendommen, men ægtefællens familie ved det ikke endnu. Efter, at ansøgeren er kommet til Danmark er han blevet døbt på ny og har gået fast i kirke to gange om ugen. Han deltager desuden i kirkens faste aktiviteter og har deltaget i kirkelige sommerlejre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han allerede i Iran konverterede til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom forekommer utroværdig, ligesom han på afgørende punkter har forklaret divergerende. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han havde et billede af sin dåbsattest på sin computer samt om, hvorvidt han selv deltog i uddeling af kristne løbesedler. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen efter, at han er ankommet til Danmark, er reel. Flygtningenævnets flertal har ved vurderingen heraf navnlig lagt vægt på ansøgerens forklaring og fremtræden for nævnet. Herefter og efter ansøgerens forklaring om sit kirkelige engagement finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2016/84/JOV
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, iransk statsborger og sunnimuslim fra Barika-lejren i Arbad, Sulimaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse og fremtidigt ophold i Iran frygter at blive fængslet, fordi hans far er politisk aktiv i det kurdiske parti KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre udrejste fra Iran til Irak i 1979. Familien bosatte sig i Al-Tash-lejren, hvor ansøgeren også er født. Ansøgerens far blev medlem af KDPI, efter familien indrejste i Irak, hvor han har deltaget i møder i KDPI 1-2 gange om måneden. Ansøgeren ved ikke, hvad faren lavede for KDPI. Ansøgeren ved heller ikke hvilken status, faren havde i partiet. Ansøgeren har videre oplyst, at han aldrig selv har været medlem af KDPI eller aktiv på anden måde. Han har ikke selv haft problemer med de iranske myndigheder, mens han har opholdt sig i Irak. Ansøgeren har oplyst, at han ikke kender til, at faren har haft problemer med de iranske myndigheder, mens familien har opholdt sig i Irak. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at hans far er medlem af KDPI til grund, herunder at faren har deltaget i partimøder 1-2 gange månedligt i Koya og Barika. Flygtningenævnet finder, at der på den baggrund ikke kan bortses fra, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil risikere at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi, og at han ikke er i besiddelse af identifikationspapirer af nogen art. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2016/83/JOV
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Romadi, Al Tash-lejren, Irak. Ansøgeren er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra de iranske myndigheder, fordi de har fundet ud af, at han skjulte/lod tre peshmergaer overnatte, hvilket de iranske myndigheder efterfølgende opdagede. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han allerede i år 2011/2012 fik problemer med de iranske myndigheder, som chikanerede ham på grund af hans vestlige påklædning og frisure, og fordi ansøgeren er etnisk kurder og født i Irak. Ansøgeren blev arresteret af myndighederne i Teheran to til tre gange. Arrestationerne var kortvarige og varede mellem et par timer til et par dage. Nogle gange blev ansøgeren også slået med stokke under tilbageholdelserne. Andre gange blev ansøgeren taget med til politistationer, hvor han blev kortvarigt afhørt om sin kurdiske etnicitet, og spurgt om han var tilknyttet en udenlandsk organisation eller gruppe og arbejdede som agent, hvilket ansøgeren benægtede. Grundet disse konflikter udrejste ansøgeren af Iran og søgte asyl i [et andet skandinavisk land]. Ansøgeren fik afslag på asyl i [et andet skandinavisk land] [i foråret] 2012. Ansøgeren repatrierede fra [et andet skandinavisk land] til Iran [i foråret] 2014. Ved ankomsten til Imam Khomeini-lufthavnen i Iran blev ansøgeren afhørt af myndighederne i tre timer om sin illegale udrejse og om, hvorvidt han havde tilknytning til kurdiske partier. Ansøgeren blev efter afhøringen løsladt. Ansøgerens iranske ID-kort blev i den forbindelse annulleret. Ansøgeren blev bedt om at møde op til en yderligere afhøring, men han mødte ikke op til afhøringen grundet angst og frygt. Efter afhøringen rejste ansøgeren tilbage til sin familie i [en iransk by], hvor han boede i sin brors hus. Tre til fire måneder efter ansøgeren var tilbagevendt til Iran, opstod der nye konflikter med myndighederne. Ansøgerens bror, […], var taget ud til [en grænseby] for at dyrke afgrøder, og ansøgeren blev ringet op af broren og bedt om at komme til [grænsebyen]. Ansøgerens bror skulle hjem og holde en uges fri sammen med sin familie i [en iransk by], hvorfor ansøgeren skulle hjælpe til med at passe afgrøderne. Ansøgeren var ude ved afgrøderne i otte dage. Ansøgeren fik på syvendedagen besøg af sin ven, […]. [Vennen] kom omkring klokken 18-19 om aftenen. To til tre timer senere bankede det pludselig på døren. Ude foran døren stod to mænd og en kvinde, og ansøgeren lukkede dem ind i huset. Personerne var bevæbnede, og på et tidspunkt sagde en af mændene, at de kom fra Komolah-partiet og var aktive peshmergaer. Ansøgeren indvilligede i at lade dem overnatte i huset. Ansøgers ven […] tog hjem til landsbyen […] omkring klokken 1 om natten. Peshmergaerne blev i huset til næste dag klokken 21. Den efterfølgende dag ankom ansøgerens bror, […], til huset ved afgrøderne. Han fortalte ikke sin bror om peshmergaerne. Ansøgeren tog hjem til [sin hjemby] om morgenen den samme dag, som broren kom tilbage til afgrøderne. Efter ansøgeren var kommet hjem til sin bopæl, tog han ud til et populært rekreativt område, som hedder […]. Efter at have opholdt sig der i cirka halvanden time blev ansøgeren kontaktet af sin bror […], som fortalte, at myndighederne havde opsøgt ansøgeren ude ved afgrøderne, og at ansøgers ven […] var blevet arresteret. Ansøgeren turde ikke tage hjem til sin bopæl, og han tog derfor hen til sin søsters familie, som bor i [en grænseby]. Her opholdt ansøgeren sig i seks dage, hvor han holdt sig skjult konstant. Ansøgeren blev i den periode ikke blevet opsøgt af myndighederne på sin egen bopæl eller på sin søsters bopæl. Efter at have holdt sig i skjul i 6 dage udrejste ansøgeren af Iran og tog til Irak, hvor han opholdte sig i en uge, inden han tog videre til Tyrkiet. Under opholdet i Tyrkiet var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin [storebror], som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens/brorens bopæl. Endvidere fik ansøgerens familie, mens ansøgeren var i Tyrkiet, et brev fra myndighederne. Ansøgerens familie er ikke længere i besiddelse af brevet fra myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes, idet den forekommer udbyggende, usandsynlig og divergerende. Ansøgeren har således først for nævnet forklaret, at hans ven […] var våbenhandler eller våbensmugler. Det forekommer endvidere usandsynligt, at myndighederne ikke iværksatte repressalier overfor ansøgerens bror […], når de angiveligt eftersøgte ansøgeren enten på grund af [vennes] omgang med våben eller som i advokatindlægget angivet på grund af ansøgerens husning af peshmergaer i den ejendom, som blev drevet af [broren]. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren valgte at tage ophold hos sin søster, og at myndighederne i tiden indtil ansøgerens udrejse omkring en uge senere hverken eftersøgte ham på hans egen bopæl eller hos søsteren. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende omkring sin alder ved indrejsen fra Irak til Iran og om sin skolegang, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvad der er sket med hans nationalitetsbevis og hans ID-kort. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/82col
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer til en pige […], som han har haft et hemmeligt forhold til, og at han i Danmark er konverteret fra trosretningen Yarestan Ahl-e Haq til kristendommen. Ansøgeren mødte [pigen primo] 2012, hvorefter de mødtes en til fire gange månedligt i omkring et år. Da han gennem en ven, der kendte hendes familie, spurgte, om han måtte gifte sig med hende, fik han afslag med den begrundelse, at han var Yarestan. Efter at han havde været på rejse i Europa i 2014, og efter at hun havde fortalt ham, at hun skulle tvangsgiftes med en slægtning, mødtes de igen og havde seksuelt samkvem for første gang. En uge efter mødet skrev hun, at hun var på sygehuset, og at hendes familie var blevet bekendt med, at de havde haft seksuelt samkvem. Da han ikke turde vende hjem, tog han til sin farbror i Kermanshah og straks videre til sine bedsteforældre i [en] landsby […]. Under opholdet der oplyste hans mor telefonisk, at to personer, som hun mente var fra [pigen]s familie, havde opsøgt ansøgers bopæl, og at der var kommet brev fra politiet, hvorefter han skulle melde sig på stationen. 15 til 20 dage senere kom der endnu et brev, hvoraf det fremgik, at han var eftersøgt af politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [pigen]s familie til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om centrale punkter, herunder om sin besvarelse af [pigen]s sidste besked, og om sit ophold hos farbroren og bedsteforældrene. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren og [pigen] turde indlede et seksuelt forhold efter at have fået afslag på indgåelse af ægteskab og med viden om, at hendes familie ville have hende bortgiftet til en slægtning. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/81/ceb
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra […] Iran og har påberåbt at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er født shia-muslim og har forklaret, at hun praktiserede denne religion frem til [efteråret] 2012. I perioden fra [efteråret] 2012 til [foråret] 2014 bekendte ansøgeren sig ikke til en specifik religion. Herefter har ansøgeren anset sig selv som værende kristen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb fra de iranske myndigheder, der er blevet bekendt med, at hun er konverteret til kristendommen. Hun blev introduceret til kristendommen af en kristen kvinde […], som hun mødte gennem sit arbejde. [Kvinden] introducerede ansøgeren for en kristen konvertit […], der underviste ansøgeren om både Det Gamle og Det Nye Testamente, hvorefter hun [i foråret] 2014 blev døbt. I perioden frem til sin udrejse af Iran har ansøgeren deltaget i gudstjenester, som blev afholdt i hendes eget hjem, og hun har endvidere fortalt bekendte om kristendommen, herunder sin ægtefælles kusine […], hvis farbror arbejdede i efterretningstjenesten og fandt kristent materiale udleveret af ansøgeren hos [ægtefællens kusine]. [En dag i sommeren] 2015 blev ansøgerens bopæl i Iran ransaget af myndighederne, som blandt andet konfiskerede materiale om kristendommen samt hendes kalender og bærbare computer. I forbindelse med ransagningen anholdt myndighederne ansøgerens ægtefælle, der herefter var tilbageholdt i omkring 24 timer. Ansøgerens ægtefælle blev udspurgt om både sit eget og ansøgerens forhold til kristendommen, men blev løsladt på betingelse af at han underskrev en erklæring, hvorved han lovede at få ansøgeren tilbage til Iran og dernæst omvende hende til islam. Ansøgeren har efter det oplyste efter sin indrejse i Danmark fortsat sine kristne aktiviteter. Flygtningenævnet finder det efter ansøgerens forklaring og fremtræden under nævnsmødet sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, og at de iranske myndigheder er blevet bekendt hermed. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/80/ceb
Nævnet meddelte i februar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig Al-e-Haqq af trosretning fra Iran. Ansøgeren har været tilhænger, men ikke medlem af KDPI siden 2009. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb i anledning af, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at hans interesse for kristendommen opstod, da han [i vinteren] 2013 blev fader, og at han efter samtale med en anden iraner på asylcenteret blev introduceret til Apostelkirken, hvor han var første gang [i efteråret] 2013. Han kom herefter i Apostelkirken hver søndag, hvor han efter gudstjenesten tillige modtog bibelundervisning. Efter omkring et halvt år begyndte han at deltage i dåbsundervisning, hvorefter han blev døbt [i efteråret] 2014. Han har siden deltaget i gudstjenester hver søndag, ligesom han stadig modtager bibelundervisning efter gudstjenester. Han har ifølge udtalelser fra Trampolinhuset [fra sommeren] 2015, fra Internationalt Kristent Center [fra sommeren] 2015 og sognepræst Andreas Rasmussen, Apostelkirken, [fra vinteren] 2016 herudover deltaget i blandt andet påske- og julearrangementer, langfredagsoptog, fire dages sommerlejr i 2014 og 2015 på Luthersk Missions Højskole i Hillerød mv. Han har en åben Facebookprofil, hvor han blandt andet lægger kristne billeder og tekster op. På denne baggrund og henset til de fremlagte erklæringer med videre finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flertallet lægger endvidere til grund, at myndigheder og andre i Iran vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/8/SLN
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller stenet, idet han er homoseksuel. Ansøgeren frygter både sin egen familie og myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han, da han var 14-15 år gammel oplevede, at han havde stærke følelser for en jævnaldrende skoledreng. Da ansøgeren var 18-19 år gammel forelskede han sig i en ung mand fra nabolaget ved navn [A]. De havde kendt hinanden hele livet, og havde længe haft et nært og fortroligt forhold. En dag i 2009 fortalte ansøgeren [A] om sine følelser, som [A] gengældte. De indledte et seksuelt forhold, der først sluttede, da [A’s] familie i 2011 flyttede til det sydlige Iran. I sommeren 2012 flyttede ansøgeren til Karaj, hvor han havde fået arbejde. Ansøgeren fik et godt forhold til arbejdslederen [B]. Ansøgeren boede i en barak ved fabrikken, og [B] tilbød ansøgeren, at de kunne dele [B’s] lejlighed. De opbyggede hurtigt et fortroligt forhold. Efter et par måneder indledte ansøgeren og [B] et seksuelt forhold, og i de følgende år levede de sammen som et par. Det var muligt, fordi omverdenen blot anså dem som arbejdskammerater. I sommeren 2015 forlangte ansøgerens far, at ansøgeren kom hjem, og ansøgeren tog hjem til landsbyen. Efter tre dage meddelte ansøgerens far, at ansøgeren skulle giftes med sin kusine. Ansøgeren undslog sig, men efter at have afvist yderligere to kvinder, følte ansøgeren sig tvunget til at acceptere et ægteskab med sin kusine. Ansøgerens far er meget dominerende og traditionelt tænkende, og ansøgeren kunne ikke modstå det pres, faren lagde på ham. Ansøgeren kunne ikke tale med sin kusine før brylluppet. Vielsen blev gennemført og ansøgeren og kusinen skulle tilbringe bryllupsnatten i et hus i landsbyen. Han havde haft en forestilling om, at han og kusinen kunne finde en måde at leve sammen på. Da de var nået til, at ægteskabet skulle fuldbyrdes, kunne ansøgeren ikke længere tie, og han fortalte sin kusine om sin seksualitet. Hun begyndte at råbe og skrige, og hun truede med at fortælle det til andre familiemedlemmer. Ansøgeren kunne ikke se nogen anden løsning end at forlade landsbyen. Ansøgeren var klar over, at det ville komme til familiens kendskab, at han er homoseksuel, og at kusinen, der i sagens natur ville kræve skilsmisse, overfor shariadomstolen ville oplyse dette som skilsmissegrund. Ansøgeren tog hjem til Karaj. [B], der ikke var blevet eksponeret, havde forpligtelser overfor sin mor og søskende, og kunne ikke umiddelbart forlade landet sammen med ansøgeren. Ansøgeren skaffede penge til flugten og efter to dage udrejste ansøgeren af Iran. Det var planen, at ansøgeren fra udlandet skulle tage kontakt med [B], men det er ikke lykkedes. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent, troværdigt og sammenhængende om sin seksualitet og om sine erfaringer og overvejelser i den forbindelse. Ansøgeren, der i dag er 24 år gammel, har i hjemlandet haft to længerevarende forhold til mænd. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om Iran, at seksuelle handlinger mellem to af samme køn straffes med piskning eller dødsstraf afhængig af forbrydelsens art og omfang. På grundlag af ansøgerens forklaring om sine familiemæssige forhold, finder nævnet endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere overgreb fra familiens side. Da ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet på grund af sin seksualitet vil risikere forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/77/THJ
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim født i Al Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti – Iran (KDPI). Ansøgeren har uddelt partiaviser forskellige steder og deltaget i møder omkring en gang om måneden i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist, at han ved indrejse i Iran frygter at blive tilbageholdt af de iranske myndigheder, idet de ønsker at finde hans far, som følge af farens politiske aktiviteter for det Kurdiske Demokratiske Parti – Iran (KDPI). Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev født i Irak [i efteråret] 1994 i flygtningelejren Al Tash. Hans forældre flygtede fra Iran i 1985 som følge af farens medlemskab af KDPI. Ansøgeren formoder, at hans far er sortlistet i Iran, fordi ansøgerens farbror er forsvundet i Iran, formodentligt som følge af sit medlemskab af KDPI. Under nævnsmødet har ansøgeren oplyst, at et familiemedlem har fortalt, at der er familiemedlemmer på ansøgerens mors side i Iran, der samarbejder med de iranske myndigheder. Ansøgeren sympatiserer med KDPI, og i Irak deltog han i små møder i KDPI omkring én gang om måneden. Han måtte ikke tale til møderne, da han kun var sympatisør. Han uddelte ligeledes KDPI partiaviser forskellige steder. Ansøgeren har aldrig været i Iran, og han har ikke haft nogen konflikter med myndigheder, religiøse eller kriminelle grupper eller grupperinger i Iran. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent, og at han ikke har forsøgt at pynte på sin forklaring om familiens profilering i KDPI. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens far siden flugten til Irak i omkring 1985 har været menigt medlem af KDPI og har haft aktiviteter for KDPI, først i Al Tash-lejren og siden 2005 i Barika-lejren. Ansøgeren har siden 15 års alderen været sympatisør og herunder deltaget i møder og siden 18 års alderen uddelt materiale. Ansøgerens farbror er forsvundet efter tilbagerejse til Iran, og familiemedlemmer på morens side i Iran samarbejder med de iranske myndigheder. Ansøgeren taler ikke farsi, men alene sorani og har intet netværk i Iran, hvor han aldrig har været. Uanset at det må lægges til grund, at det ikke i sig selv kan begrunde asyl, at en ansøger er født og opvokset i Al Tash-lejren, finder Flygtningenævnets flertal under de nævnte omstændigheder og efter en samlet vurdering, at ansøgerens fars og ansøgerens egne aktiviteter for KDPI kan befrygtes at medføre, at ansøgeren, hvis han rejser ind i Iran, vil risikere at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Under disse omstændigheder finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2016/75/COL
Nævnet stadfæstede i 13. oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yaresan/Ahl-e Haqq af trosretning fra [en mindre by] ved Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, tortureret og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han missionerede for sin religion, yaresan/Ahl-e-Haqq. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv og har desuden oplyst, at myndighederne har opsøgt familiens bopæl. Myndighederne har oplyst hende, at de vil komme efter hende, hvis de ikke kan få fat på hendes ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i begyndelsen af [sommeren 2015] sammen med sin ægtefælle og deres barn tog til en religiøs ceremoni i deres religiøse leder, […], hus i området […] i distriktet […], som lå omkring 100 til 120 kilometer fra familiens bopæl i Kermanshah. Familien ankom til [den religiøse leders] hus omkring klokken 10 om morgenen. Omkring klokken 16, da de skulle til at tage afsted, kaldte [den religiøse leder] ansøgeren hen til sig. [Den religiøse leder] gav ham 10 til 20 CD’er med religiøs musik og 120 løbesedler med billede af martyren, Shahid Mohammad Ghanbari, som [den religiøse leder] bad ansøgeren om at dele ud i fire landsbyer, som lå tæt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren indvilligede i dette, fordi han ønskede at gøre noget for sin religion, og fordi han ønskede at orientere folk om den forestående ceremoni den 31. juli for martyren Soltan Eshaghs dødsdag. Ansøgeren uddelte materialet dagen efter, hvor han kørte rundt på motorcykel til de nærliggende landsbyer. Han satte løbesedler op på byskiltene, på lygtepæle og på mure, og CD’erne delte han ud. I [den ene landsby] var der mange mennesker på gaden, og de så ansøgeren hænge løbesedler op, men de sagde ikke noget til ham. I [landsbyen] blev ansøgeren opdaget af fire mænd i en hvid bil af mærket Samand, som efterretningstjenesten typisk bruger, da han var i gang med at sætte en løbeseddel op på byskiltet. Ansøgeren kunne se, at de kiggede på ham, så han hoppede på sin motorcykel og kørte ud til en skov. Han smed sin motorcykel og flygtede til fods gennem skoven til sin onkel, […], som boede i området […] 1,5 til 2 timers kørsel i kuperet terræn fra ansøgerens landsby. Han opholdt sig hos [onklen] i 1,5 måned indtil familiens udrejse. Myndighederne opsøgte i perioden indtil familiens udrejse ansøgerens bopæl fem til seks gange, hvor de fandt 5 til 6 CD’er og 10 til 20 løbesedler, som de tog med sig. Det var planen, at ansøgeren skulle have uddelt materialet til naboerne i hans landsby. Som et yderligere asylmotiv har ansøgerne henvist til, at de i Danmark er blevet knyttet til Jehovas vidner. De deltager i arrangementer og møder og modtager undervisning samt deltager i forkyndelse, men de er ikke blevet døbt endnu. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer vedrørende det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende både fra gang til gang og indbyrdes samt forklaret udbyggende på centrale punkter. Det drejer sig blandt andet om tidspunktet for ophængning af løbesedler, til hvem og hvorledes CD’erne blev omdelt, om den mandlige ansøger blev opsøgt hos farbroren af sin far og fik et nyt sim-kort, om og hvornår den kvindelige ansøger ringede til den mandlige ansøger, hvad hun spurgte om, og hvad hun fik oplyst, om den kvindelige ansøger overnattede hos sine forældre eller havde besøg af svigerinden, om ansøgerene talte med hindanden i løbet af de 1½ måned, om og i hvilket omfang ansøgerne har talt med familien i Iran under opholdet i Danmark. Hertil kommer, at den mandlige ansøger ikke har forklaret overbevisende om, hvorfor netop han fik overladt opgaven med omdeling af løbesedler og CD-er, og hvorledes myndigheden kunne identificere ham og opsøge ham på bopælen allerede tidligt næste morgen. Vedrørende spørgsmålet om ansøgernes tilhørsforhold til Jehovas Vidner i Danmark lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne ikke fremstod som oprindeligt troende mennesker i forhold til yaresan religionen, men nærmere at det har været en del af den kultur, de er født ind i. De fik meget hurtigt kontakt med Jehovas Vidner i Danmark, og navnlig den kvindelige ansøger har erhvervet sig en vis viden om denne retning inden for kristendommen. Hverken den mandlige eller den kvindelige ansøger har dog forklaret overbevisende om deres forståelse af selve det kristne budskab og hvilken betydning, dette budskab har fået for dem i deres indre liv. Hertil kommer, at de ikke er blevet døbt. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgernes konversion ikke kan betragtes som reel, og det derefter ikke kan antages, at de vil fastholde og udleve deres tilknytning til Jehovas Vidner/den kristne tro ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har ikke fortalt nogen i Iran om deres forbindelse med Jehovas Vidner, og der er heller ikke grundlag for at antage, at dette kan være kommet til de iranske myndigheders kendskab. På det beskrevne grudlag har ansøgerene herefter ikke sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/74/COL
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig klager fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash lejren, Al Ramadi, Irak. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for det kurdiske parti Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi de mistænker ansøgeren for at arbejde for Komola-partiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2005 henvendte sig til en slægtning, [A], for at blive peshmerga for Komola-partiet. Han blev afvist af [A], fordi Komola-partiet ikke havde brug for flere peshmergaer, og [A] oplyste yderligere, at ansøgeren ville blive kontaktet, såfremt behovet senere skulle ændre sig. Ansøgeren befandt sig i efteråret 2013 på et handelssted i Irak ved grænsen til Iran, hvor han ofte kom for sælge smuglervarer, da han blev kontaktet af en slægtning, [B], der havde en pakke til ansøgeren fra [A]. Pakken skulle transporteres fra Irak til Iran, og ansøgeren skulle opbevare den, indtil han blev kontaktet af en person, [C], der skulle have pakken udleveret. Om eftermiddagen, samme dag som han havde modtaget pakken, blev han kontaktet af [C]. [C] ringede til ansøgeren og gav ham et kodeord, hvilket ansøgeren forstod. [C] kom hjem til ansøgeren, og efter at de havde talt med hinanden, tog de sammen ud til et træ i Qalisha, hvor ansøgeren havde gemt pakken. Fire måneder senere fik ansøgeren igen en pakke fra [B], der på samme måde skulle transporteres til Iran. Ansøgeren blev kontaktet af [C], og [C] hentede selv pakken denne gang, da ansøgeren havde fortalt ham, at pakken lå samme sted som sidst. Syv til otte måneder senere gentog episoden sig. En måned herefter blev ansøgeren ringet op af [C], der bad ansøgeren om at få transporteret nogle cd’er til Irak. Ansøgeren og [C] mødtes uden for Qalisha, hvor ansøgeren fik to cd’er. Han tog cd’erne med hjem og gemte dem under jorden bag sit hus. Samme aften afleverede han cd’erne til [B], da han tog til det sædvanlige handelssted i Irak. 45 dage herefter fik ansøgeren igen en pakke af [B], som blev transporteret til Irak og afhentet af [C]. Fire til fem måneder herefter blev ansøgerens familie opsøgt af de iranske myndigheder på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke var hjemme men på vej til handelsstedet i Irak. På vej hjem fra handelsstedet mødte ansøgeren sin bror, der fortalte, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl. Ansøgeren vendte om og udrejste med det samme fra Iran til Irak. Ansøgeren fandt senere ud af, at [C] forinden var blevet anholdt af de iranske myndigheder, og ansøgeren formoder, at [C] fortalte myndighederne om ansøgeren og hans aktiviteter for Komola-partiet. Under ansøgerens ophold i Grækenland fik han besked om, at de iranske myndigheder havde opsøgt hans bopæl i Iran igen for at lede efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende, upræcist og divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har således forklaret forskelligt om antallet af ture, hvor han skulle have medbragt pakker fra Irak til Iran. Forud for nævnsmødet har han forklaret, at der var tale om fem ture. På nævnsmødet har han forklaret, at der var tale om tre eller måske fire ture. I et ansøgningsskema til Komola-partiet i Danmark har han oplyst, at der var tale om fem ture. Yderligere lægger nævnet har ansøgeren i sit asylskema anført, at han kom til Iran i 2003, mens han i øvrigt under behandlingen hos Udlændingestyrelsen og nævnsbehandling har forklaret, at han kom til Iran i 2005. Endvidere har han under samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at der forløb fire til fem måneder mellem hans sidste aktivitet for Komola-partiet og udrejsen, hvorimod han under nævnsbehandling har forklaret, at der gik 45 dage. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for bemærkelsesværdigt, at der kunne gå otte år, siden ansøgeren oprindeligt fremsatte ønske om medlemskab af Komola-partiet, og indtil han bliver betroet opgaver for Komola-partiet. Yderligere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandling gav udtryk for, at det var sædvanligt, at myndighederne foretog ransagninger af huse i hans landsby, således at det alene beror på ansøgerens formodning, at rangsagningen skulle ses i sammenhæng med, at han havde transporteret ulovligt materiale over grænsen, hvilket yderligere understøttes af, at ansøgerens lillebror uhindret kunne få lejlighed til at gå ud og advare ansøgeren mod at komme tilbage. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har foretaget sig aktiviteter i Iran, der har bragt ham i myndighedernes søgelys. Vedrørende ansøgerens påberåbte asylmotiv med relation til aktiviteter i Danmark lægger nævnet til grund, at ansøgeren efter sin forklaring alene har deltaget i Komolas aktiviteter i Danmark to gange i 2015, men ikke i 2016, og at han først en uge før nævnsmødet har søgt om medlemsskab af Komola. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af disse aktiviteter har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Herefter finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/73/DTO
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har forklaret, at han tidligere var ahl-e haqq (yarsan), men at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i slutningen af 2013 uddelt løbesedler for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret eller henrettet af de iranske myndigheder, da han har uddelt løbesedler for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [efteråret] 2013 mødte to kurdiske mænd på sin frugtplantage. Ansøgeren tilbød mændene noget at drikke og spise, og de kom til at tale om undertrykkelsen af det kurdiske folk. De to mænd ville gerne besøge ansøgeren på plantagen igen, og ansøgeren accepterede dette. Omkring en måned senere kom de to mænd tilbage til plantagen. De anmodede ansøgeren om at uddele løbesedler for KDPI, og de medbragte en pakke med disse. Den følgende aften uddelte ansøgeren løbesedlerne. Omkring en uge senere opsøgte myndighederne ansøgerens bopæl, mens han ikke var hjemme. Herefter blev ansøgeren ringet op af sin ægtefælle, som fortalte ham om myndighedernes henvendelse. Ansøgeren vendte tilbage til sin bopæl for senere at tage ophold hos forskellige familiemedlemmer. Omkring otte til ni dage efter det første besøg rettede myndighederne endnu engang henvendelse på ansøgerens bopæl. Myndighederne fortalte ansøgerens ægtefælle, at ansøgeren omgående skulle melde sig. [I begyndelsen af] 2014 udrejste ansøgeren til Tyrkiet. Ansøgeren har til sin advokat videre henvist til, at han efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er [i slutningen af] 2015 blevet døbt, og han følger kirkerådet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren, der ikke var politisk engageret, skulle påtage sig en opgave, som han vidste var risikabel, for to personer, han ikke kendte nærmere. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han gjorde det som følge af sin tro eller af humanitære årsager men har under nævnsmødet forklaret, at årsagen var politisk motiveret. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende på flere afgørende punkter, herunder hvor mange sedler han uddelte, om han havde aftalt med de to personer, at de skulle mødes på et nærmere bestemt tidspunkt og om han ved udleveringen af sedlerne fik at vide, at de to personer var fra KDPI. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren på trods af anmodning herom ikke har fremskaffet de dokumenter, han angiveligt har modtaget fra myndighederne. For så vidt angår konversionen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens dåb er forceret, idet han har forklaret, at han først påbegyndte dåbsforberedelse en til halvanden måned efter, han kom til [en by i Danmark], hvilket han har forklaret skete [i efteråret] 2015. Han har endvidere på trods af forespørgsel ikke forklaret om konversionen under sine efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen. Endelig har han ikke under mødet for nævnet nærmere kunne redegøre for årsagen til konversionen. På trods af, at han under nævnsmødet har vist et vist kendskab til kristendommen, finder nævnet ikke, at hans konversion kan opfattes som reel. Ansøgeren har endelig ikke redegjort for, at myndighederne i Iran kan have kendskab til den angivelige konversion. Idet ansøgerens forklaring således findes utroværdig og konstrueret til lejligheden tilsidesættes denne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/72/mvln
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er etnisk kurder fra Kermanshah, har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han forud for sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015 er konverteret til kristendommen. Han frygter ligeledes sin far, der er en meget troende shia-muslim, og som anmeldte ham til myndighederne. Ansøgeren har til sagen forklaret, at han første gang stiftede bekendtskab med kristendommen, da han som 16-årig så en film [om Jesus]sammen med sin bror […]. Efterfølgende søgte ansøgeren informationer om kristendommen via internettet. Cirka 35-40 dage før sin udrejse blev ansøgeren opsøgt af en kunde i sin forretning. Kunden havde under tidligere besøg i ansøgerens forretning overhørt ansøgeren tale med nogle af sine venner om kristendommen og islam, og han spurgte ansøgeren, om han var interesseret i at få mere viden om kristendommen. Kunden inviterede ansøgeren til at deltage i nogle møder i en huskirke i en gade i Kermanshah. Ansøgeren modtog undervisning i huskirken to gange om ugen i cirka fem uger. Cirka 12-13 dage efter at være blevet opsøgt af kunden, bad han kunden om lov til at låne en bog om kristendommen. Kunden gav ansøgeren en udgave af Det Ny Testamente, som ansøgeren lagde i en boks i familiens hus. En dag cirka fem uger efter at han var begyndt at komme i huskirken, blev ansøgeren ringet op i sin forretning af [broren], som fortalte, at faderen havde fundet bogen og var meget vred. Efterfølgende tog ansøgeren hjem, hvor han talte med sin mor, der sagde, at han skulle tage til [en anden bror] i Teheran. Efter at ansøgeren havde opholdt sig hos [broren i Teheren]i to-tre dage, ringede [broren] og moren til [broren i Teheran]l og fortalte, at faren havde anmeldt ansøgeren til myndighederne. Herefter opsøgte [broren i Teheran]en agent, der hjalp ansøgeren med at udrejse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet havde svært ved at svare konkret på de stillede spørgsmål, ligesom han havde svært ved tidangivelser. Ansøgeren blev derfor stillet de samme spørgsmål flere gange, ligesom han fik forklaret spørgsmålene, som han besvarede. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har overordnet set forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb, herunder om hvor mange gange han deltog i besøg i hjemmekirken. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange personer der var til stede i hjemmekirken, om det var ham selv eller[kunden], der ringede op, hvem der ringede til ham og fortalte, at hans far havde fundet hans bibel, om det var biblen eller det nye testamente, som han havde gemt i hjemmet, og endelig om faren havde angivet ham til myndighederne, eller om han troede, at faren ville angive ham til myndighederne. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorledes han kom i besiddelse af den film om Jesus, som han så i hjemmet, og som gav ham interessen for kristendommen. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at hans far, der var meget religiøs skulle være vidende om og give tilladelse til, at ansøgeren og hans bror så en eller flere film om kristendommen. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for de nævnte divergenser. Ansøgerens forklaring om, at en fremmed kunde i hans butik uden videre tog ham med til en hjemmekirke og talte med ham om kristendommen samt forklaringen om, at ansøgeren tog en bibel med hjem i sit muslimske hjem, når han vidste, hvor religiøs hans far var, og at hans fars udøvelse af islam var skyld i, at ansøgerens brødre og deres hustruer havde forladt området, forekommer tillige mindre sandsynlig og af samme grund usammenhængende. Flygtningenævnets flertal tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om forløbet i Iran. Flygtningenævnets flertal kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren konversion til kristendommen i Danmark er reel. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion i Danmark og sit liv som kristen henvist til konkrete kristne citater, som han ikke har været i stand til at redegøre nærmere for eller forklare betydningen af. Ansøgeren har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen kristne overbevisning. Han har således alene henvist til, at Jesus døde for menneskenes skyld, og refereret til en lignelse og til, at han følte sig tryg. Ansøgeren har efter et angiveligt forløb med undervisning i kristendom i Iran samt et forløb med dåbsundervisning og regelmæssig kirkegang i Danmark ikke udvist forståelse for eller basal viden om helt centrale dele af kristendommen, herunder om forskellen på biblen og det nye testamente og om opbygningen af biblen. Ansøgeren har heller ikke forud for advokatindlægget til brug for nævnsmødet været i stand til at oplyse sin dåbsdato eller navnet på kirken, selvom denne dato og kirke må anses for at være vigtig og helt central i hans angivelige kristne liv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Den udtalelse fra hans præst, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren på sin facebook-profil har uploaded billeder med kristne motiver og tekst på forskellige sprog, herunder engelsk og spansk, som han ikke forstår, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han først fik profilen i Danmark, og at han alene benytter den til at skrive sammen med sine kristne venner samt, at det alene er et mindre antal af ansøgerens billeder, der er åbne for offentligheden. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke med de fremlagte sider har sandsynliggjort, at han er profileret over for de iranske myndigheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/71/MNR
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet, idet de iranske myndigheder betragter ham som desertør. Derudover er ansøgeren flygtet på grund af de generelle forhold for kurdere i Iran, samt på grund af hans fars og brors tilknytning til KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at der i [sommeren] 2015 blev foretaget en razzia i […]. Denne dag var ansøgeren på motorcykel på vej fra […] til […] for at besøge sin bror. Ansøgeren blev stoppet på vejen, idet en stor sort bil kørte ind foran ham. Ansøgeren stoppede motorcyklen og steg af. Herefter førte to personer ansøgeren ind i bilen og gav ham en sæk over hovedet. Ansøgeren kunne ikke høre, om der var flere end to personer i bilen. De havde kørt i omkring 20 minutter, da ansøgeren blev sat af ved en bygning. Her fik han taget sækken af hovedet. I bygningen sad 70-80 andre personer. I et lokale i denne bygning blev ansøgeren afhørt af tre efterretningsfolk. Personerne, der afhørte ansøgeren, vidste, hvem han var, og at han i 2009 havde været indkaldt til militærtjeneste, hvor han aldrig henvendte sig til myndighederne. Til afhøringen fik ansøgeren at vide, at fordi han ikke havde aftjent sin værnepligt, skulle han sendes til grundtræning i Libanon hos Hizbollah-militsen i to måneder og herefter sendes til Syrien med henblik på at kæmpe mod IS. Én af dem, der afhørte ansøgeren, forsøgte at hjernevaske ham ved at tale om religion. En anden forsøgte at overtale ansøgeren ved at sige, at hans familie kunne bruge de penge, som han ville få for at tage til Syrien. Ansøgeren fik en svarfrist på 14 dage, hvor han kunne forberede sig på at tage af sted. Selvom ansøgeren fik en svarfrist, var det ikke frivilligt, om han ønskede at tage til Syrien. I løbet af denne 14-dages svarfrist blev ansøgeren på en ukendt måde indkaldt til samtale på efterretningstjenestens kontor tre-fire gange. Dagen inden fristens udløb flygtede ansøgeren til Urmia, hvorfra han blev kørt over grænsen. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne på et ukendt tidspunkt henvendt sig til hans familie mindst én gang. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen om, at ansøgeren skulle være blevet søgt tvangshvervet til det iranske militær med henblik på at gøre tjeneste i forbindelse med krigen i Syrien via den shiamuslimske Hizbollah-milits, forekommer således usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen understøttes heller ikke af de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger. Ansøgeren har forklaret, at han efter en razzia i 2015 og et efterfølgende forhør blev løsladt med henblik på at melde sig inden for 14 dage. Flygtningenævnet må anse denne forklaring for usandsynlig i hvert fald i lyset af, at han efter sine egne oplysninger tidligere i 2009 havde været i myndighedernes søgelys også vedrørende spørgsmålet om aftjening af værnepligt. Det er i den forbindelse desuden indgået i Flygtningenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren under sin forklaring i nævnet har forklaret udbyggende om baggrunden for fristen på 14 dage, idet ansøgeren nu har forklaret, at familiens faste ejendom i den forbindelse måtte stilles som sikkerhed. De foreliggende oplysninger om ansøgerens fars og brors tilknytning til KDPI kan i lyset af oplysningerne om ansøgerens hidtidige livsudfoldelse i Iran ikke føre til, at ansøgeren har behov for beskyttelse. De generelle forhold i Iran, herunder forholdene for kurdere, kan heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran ikke er i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder heller ikke, at der er risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/70/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive tilbageholdt eller slået ihjel af irakiske militser eller myndighederne, fordi han har været pilot under Saddam Hussein. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han deltog aktivt i Iran-Irak krigen som i pilot i perioden 1980-1988, samt at han deltog aktivt i Shabania-opstanden i 1991. [I efteråret] 2006 blev ansøgeren opsøgt af repræsentanter fra en milits ved navn Badr. Ansøgeren stod ved sin bopæl sammen med sin bror, da repræsentanter fra militsen kørte forbi og affyrede skud mod dem. Ansøgerens bror blev ramt og slået ihjel. [I efteråret] 2006 udrejste ansøgeren til Syrien, hvor han opholdt sig i fem år. Mens ansøgeren opholdt sig i Syrien, kom militser og spurgte efter ansøgeren hos en person fra ansøgerens kvarter. I [efteråret] 2011 vendte ansøgeren tilbage til Irak, og ansøgeren har fået oplyst, at militser nogle måneder senere har henvendt sig til ansøgerens nabo […] og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af hjemlandet [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal i Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren forblev boende i Bagdad fra hærens opløsning i 2003 til 2006 og igen fra [efteråret] 2011 til [sommeren] 2014 boede i først Mosul og derefter nogle måneder i Bagdad. Ansøgeren har gentagne gange forklaret, at han, hverken før eller efter episoden i 2006, hvor hans bror blev slået ihjel, ikke er blevet personligt opsøgt eller truet af militser eller myndigheder. Ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret om et trusselsbrev indeholdende 2 patroner, som han modtog dagen efter, at han i 2014 var vendt tilbage til Bagdad. Flertallet har ligeledes lagt vægt på, at drabet på ansøgerens bror ligger næsten 10 år tilbage i tid, og på at ansøgerens familie – ægtefælle, børn og søskende – fortsat bor i Bagdad, uden at være blevet opsøgt af militser eller myndigheder. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren i 2014 opnåede visum til Slovakiet og således har været i besiddelse af irakisk pas. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han, alene fordi han har været pilot og højtstående officer under det tidligere styre i Irak, ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/70/JOL
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk gilak fra Anzali, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin kristne interesse i Iran, om hvad han i den anledning var udsat for, eller hans oprindelige forklaring om visum og udrejse til grund. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgerens konvertering må anses for reel. Flertallet lægger herved, uanset at ansøgerens generelle troværdighed som følge af ovennævnte forhold må anses for belastet, vægt på, at ansøgeren opsøgte en kristen kirke i Danmark allerede en måned efter indrejsen og inden han havde modtaget afslag på sin asylansøgning. Han deltog i dåbsundervisning og blev døbt [ultimo] 2012. Han har siden kontakten med kirken deltaget i gudstjeneste ugentligt, og han har herudover flere gange om ugen deltaget i kristne aktiviteter i form af bibelundervisning med videre. Han har således gennem ca. tre et halvt år haft vedvarende og omfattende kristne aktiviteter. Ansøgeren har svaret fyldestgørende på spørgsmål om kristendommen, og hvad den har betydet for ham. Ansøgeren er medstifter af en Facebook-gruppe vedrørende kristne synspunkter, og han har også en egen Facebook-side, hvor han giver udtryk for kristne budskaber. Ansøgeren har tillige været profileret gennem en artikel i Jyllands-Posten og er blevet truet i den forbindelse. Han har malet flere malerier med kristne motiver til kirker. Ansøgeren udbreder kendskabet til kristendommen, og han føler, at han vil være nødt til at fortsætte hermed ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Han vil ikke kun være delvis kristen. Flertallet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen og ansøgerens indstilling til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/7/ADP
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Ramadi, Al Anbar, Irak. Ansøgeren er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Den Islamiske Republik Iran, idet de ønskede at sende ham til Syrien med henblik på, at han skulle kæmpe for Bashar Al-Assads styre. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er udrejst på grund af de generelle forhold for kurdere i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han som 19-årig blev indkaldt til militæret i Iran. Ti dage senere startede han i militæret og mødte op i Abuzar-lejren. Ansøgeren gennemgik to måneders træning, som bestod af både fysisk træning og våbentræning. Herefter blev han vagt i en militærbygning inde på militærbasen. En dag blev 100 mennesker samlet inde på militærbasen. Ud af de 100 mennesker blev ansøgeren og ni andre personer udvalgt til, at de skulle sendes til Syrien med henblik på at kæmpe for Bashar Al-Assads styre. Ansøgeren og de ni andre personer blev udvalgt af den øverste leder på militærbasen, […]. Han pegede på dem og sagde deres navne højt. Derudover fik de et stykke papir, hvoraf det fremgik, at de skulle sendes til Syrien. Ansøgeren og de ni andre personer blev udvalgt, fordi de var simple mennesker uden magt. Som kompensation for at tage til Syrien blev ansøgeren tilbudt to millioner toman om måneden. Det var dog ikke frivilligt, om ansøgeren ville tage til Syrien. Samme dag fik ansøgeren tre dages orlov for at give besked til sin familie og forberede sig til rejsen. Ansøgeren blev kørt hjem af en soldat i en af militærets biler. Chaufføren tog ansøgeren og hans fars ID-dokumenter for at udstede et pas til ansøgeren. Hverken ansøgeren eller hans familie ønskede, at ansøgeren skulle til Syrien. Samme dag som han skulle af sted til Syrien, tog han kontakt til […], som kendte nogle menneskesmuglere. Ansøgeren mødtes med […] på en gade i byen Sarpol-e Zahab, hvorefter […] kørte ansøgeren hen til en menneskesmugler i provinsen Urmia. Herefter tog ansøgeren med menneskesmugleren til Tyrkiet. Dagen efter ansøgerens udrejse blev hans familie opsøgt af ti personer fra militæret, som kom for at hente ansøgeren. Ansøgerens far blev taget med hen på politistationen i Sarpol-e Zahab. Ansøgerens far blev spurgt om, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens far blev løsladt igen, fordi han var en gammel mand. Ansøgerens familie er blevet opsøgt næsten hver dag siden ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Efter nævnets opfattelse forekommer ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med den påtænkte tvangsmæssige udsendelse af ansøgeren som soldat til Syrien utroværdig. Hertil kommer, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om baggrunden for, at han skulle udsendes til Syrien, herunder at det skyldes, at han er kurder. Endvidere har ansøgerens svar på de øvrige stillede spørgsmål i et vist omfang båret præg af at være afglidende. Samlet set vurderer Flygtningenævnet – også i lyset af de divergenser, der optræder i ansøgerens forklaringer, herunder om kontakten med såvel hans ven som menneskesmugleren – at asylmotivet er konstrueret. Ansøgerens forklaring underbygges desuden ikke af baggrundsoplysninger om, at almindelige værnepligtige i den iranske hær, herunder værnepligtige med kurdisk baggrund, bliver udsendt til krigen i Syrien. Ansøgerens forklaring om flugten fra Iran forekommer efter nævnets opfattelse usandsynlig, særligt i lyset af at han angiveligt ventede til om aftenen den sidste dag under orloven med at udrejse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i sit hjemland omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er heller ikke risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Iran, herunder for kurdere, ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens oplysninger om, at divergenserne i hans forklaringer skyldes hans helbredsmæssige forhold og misforståelser under de afholdte samtaler blandt andet i lyset af, at ansøgeren er analfabet, kan således ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/69/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende de ægtepar samt to medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarestani af trosretning fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har dog oplyst, at han har været tilbageholdt på grund af, at han for ti år siden gav mad til medlemmer af KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, idet hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle vil blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi de har fundet kristent materiale og materiale fra religionen yarestan på deres bopæl. Ansøgeren frygter desuden, at ægtefællen vil blive anholdt som følge af den konflikt, som ægtefællens bror havde med myndighederne i kraft af sit medlemskab af KPDI. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at deres udlejer, som også var den mandlige ansøgers arbejdsgiver, opbevarede sit kristne materiale i et værelse i ansøgernes lejede lejlighed. [I sommeren] 2015 ransagede de iranske myndigheder deres bopæl og fandt både det kristne materiale samt ansøgernes eget materiale om religionen yarestan. Den mandlige ansøgers arbejdsgiver og dennes ægtefælle blev i den forbindelse tilbageholdt af myndighederne. Efter et par dages ophold hos den mandlige ansøgers svoger udrejste ansøgerne af Iran. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at han for ti år siden gav mad til medlemmer af KDPI, idet hans bror var medlem heraf. Ansøgeren blev på grund af dette tilbageholdt og underskrev i den forbindelse en erklæring om aldrig at udføre politiske aktiviteter igen. Ansøgerens bror blev efterfølgende anholdt og er ikke set siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel enkeltvis som indbyrdes, ligesom den mandlige ansøgers forklaring på en række punkter fremstår afglidende, usammenhængende og udbyggende. Ansøgerne har blandt andet forklaret divergerende om, hvor mange soldater, der opsøgte deres bopæl, hvor mange af soldaterne, der gik ovenpå, og hvor mange, der gik ind i ansøgernes lejlighed. Ansøgerne har videre forklaret divergerende om, hvorvidt den kvindelige ansøger havde kendskab til [ægtefællens arbejdsgivers] kristne aktiviteter og om, hvilke familiemedlemmer, de har talt med, efter de kom til Danmark, og hvem af dem, der har talt med disse. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger på 150 meters afstand var i stand til at se, dels at personerne, der anholdt [ansøgerens ægtefælle], var bevæbnet med pistoler af mærket Colt, dels kunne se hvilket bilmærke, personerne kørte i. Ansøgerne har forklaret, at [arbejdsgiveren] opbevarede noget kristent materiale i et aflåst værelse i deres lejlighed. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun oplyste soldaterne om, at hun ikke havde nøgle til døren, og at værelset var [ægtefællens arbejdsgivers]. Den kvindelige ansøger blev ikke afhørt af soldaterne, hun blev ikke anholdt, og ansøgerne kunne efter deres egen forklaring i 2 døgn opholde sig på den kvindelige ansøgers brors adresse i samme gade som deres egen bopæl, uden at blive opsøgt af myndighederne. Derfor, da soldaterne angiveligt på ansøgernes bopæl tillige fandt materiale vedrørende Yarestan-religionen, og da [arbejdsgiveren] angiveligt fortsat er fængslet, beror det alene på ansøgernes egne formodninger, at myndighederne skulle efterstræbe dem ud fra den formening, at det kristne materiale tilhører dem. Det forhold, at ansøgerne i Iran bekendte sig til Yarestan-religionen, er ikke i sig selv asylbegrundende. Den mandlige ansøger har forklaret, at han for 10 år siden underskrev en erklæring om, at han ikke ville udføre politiske aktiviteter. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt af myndighederne i de 10 år, hvorfor forholdet må betragtes som afsluttet. Ansøgerne har forklaret, at de i Danmark er konverteret til kristendommen og blev døbt for ca. 1 måned siden. De var ikke interesserede i kristendommen, mens de opholdt sig i Iran, og efter de kom til Danmark, har de været i kirke et ukendt antal gange, måske 6 eller 12. Ansøgernes børn er ikke blevet døbt. Ansøgerne har ikke deltaget i undervisning om kristendommen, der er sjældent farsitolk til stede ved gudstjenesterne, og de forstår ikke, hvad der foregår under gudstjenesterne. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgernes konvertering ikke er reel. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/68/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shiamuslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har henvist til, at hun i 2015 er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været indrejst i Danmark tre gange. Hun har hver gang søgt asyl, men fået afslag herpå. I den første sag fremlagde ansøgeren en domsudskrift, der blev ægthedsvurderet til at være et falsum, og som nævnet fandt ikke at kunne lægge vægt på. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konvertering til kristendommen kan anses for at være reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren først har oplyst om sin interesse for kristendommen ved ansøgningen af [et dato i sommeren] 2015 om genoptagelse, selvom hun under nævnsmødet har forklaret, at hun gik i kirke nogle gange i Teheran omkring år 2000, og at hun har betragtet sig selv som kristen, siden hendes datter ved et mirakel blev helbredt i 2002, efter hun havde bedt til Kristus. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har givet en indgående beskrivelse af situationen med hendes datter på sygehuset i asylskemaet af [en dato i foråret] 2010, uden at hun der har anført oplysninger om miraklet. Nævnet bemærker videre, at ansøgeren også under nævnsmødet har udbygget sin forklaring, idet hun ikke tidligere har oplyst, at hun gik i kirke i Teheran. Nævnet tilsidesætter således, ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun blev kristen. Ansøgerens dåb og kristne aktiviteter kan på denne baggrund ikke anses for at være udslag af en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren har haft vanskeligt ved at forklare om sit forhold til ægtefællen og hans syn på hendes religiøse overbevisning. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Iran/2016/67/snd
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har forklaret, at han tidligere var ahl-e haqq (yarsan), men at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet, da han har indsmuglet spiritus fra Irak til Iran, og da han har unddraget sig et samarbejde med myndighederne vedrørende indhentelse af oplysninger om politiske partier. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [foråret] 2015 opsøgte [A] i Ghasre Shirin med henblik på at rekvirere to flakser spiritus fra denne. [A] spurgte ansøgeren, om han ville med til Irak for at købe spiritus for derefter at føre dette over grænsen til Iran. Som betaling herfor ville ansøgeren modtage to flasker spiritus samt 50.000 toman. Ansøgeren kørte sammen med [A] og en anden mand til den irakiske grænse, hvor de mødte tre andre. De krydsede grænsen til fods omkring midnat. De fik udleveret spiritussen, hvorefter de på ny krydsede grænsen til fods. Ansøgeren bar to kasser med hver 12 flasker. I Iran blev de overrasket af myndighederne omkring klokken 4. Myndighederne åbnede ild, hvorfor de efterlod flaskerne og flygtede i forskellige retninger. De følgende seks måneder skjulte ansøgeren sig hos forskellige slægtninge i Dengi, Sarpol-e Zahab og Ghavereh. I [sommeren] 2015 vendte ansøgeren tilbage til Ghasre Shirin, hvor han [omkring en måned senere] blev anholdt. Ansøgeren var tilbageholdt af myndighederne i otte dage, hvorunder han gentagende gange blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Under tilbageholdelsen blev han ført til retsmøde tre gange. Efter nogle dages tilbageholdelse tilstod ansøgeren, at han havde smuglet spiritus. Herefter blev ansøgeren tilbudt en strafnedsættelse og betaling, hvis han indvilgede i at samarbejde med myndighederne. Myndighederne ønskede, at ansøgeren skulle samle oplysninger om partiet Pejak i Dalahoo området. Ansøgerens fader stillede skødet på hans hus i kaution, hvorefter ansøgeren blev løsladt. I ugen efter sin løsladelse blev ansøgeren flere gange ringet op af myndighederne med henblik på at ansøgeren skulle videregive oplysninger til dem. Herefter udskiftede ansøgeren sit sim-kort. Omkring ti dage efter løsladelsen blev ansøgeren hentet af myndighederne og bragt til politistationen. Han var tilbageholdt i tre timer, hvorunder han blev udsat for fysiske overgreb. Myndighederne gav ansøgeren endnu en chance for at samarbejde, hvorefter han blev løsladt. Omkring ti dage senere besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Iran. Den […] 2015 udrejse ansøgeren af landet. Efter ansøgerens udrejse af hjemlandet er hans familie blevet opsøgt af de iranske myndigheder, som spurgte hvor ansøgeren var, da de var bekendt med, at ansøgeren havde forladt landet. Ansøgeren har under sagens behandling i Udlændingestyrelsen som asylmotiv yderligere henvist til, at han er konverteret fra ahl-e haqq til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han begyndte at interessere sig for kristendommen, mens han fortsat opholdt sig i Iran. 20 dage efter ankomsten til Danmark begyndte ansøgeren at komme i kirken. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt i [en kirke] i [en by i Danmark]. Ansøgeren har fremlagt et dåbsbevis. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder som følge af ansøgerens indsmugling af spiritus og efterfølgende unddragelse af at samarbejde med myndighederne om indsamling af oplysninger til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring fremstår konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskema af [efteråret] 2015 har oplyst, at han var arbejdsløs, hvorfor han begyndte at bringe spiritus fra Irak til Iran, hvilket var et farligt arbejde, og at han efter en periode blev anholdt og tortureret. Til oplysnings- og motivsamtalen [en måned senere i efteråret 2015] har ansøgeren forklaret, at han i 2013 og frem til sin udrejse arbejdede som arbejdsmand i bazaren og i byggebranchen, og at han kom i kontakt med en person, der smuglede spiritus, fordi han ville købe spiritus til eget forbrug. Personen hed [A], og ansøgeren mødte ham på en bazar i Ghasre Shirin. Endvidere har ansøgeren oplyst, at de blev stoppet af politiet på deres første tur over grænsen. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han spurgte en ven, om han havde noget spiritus, fordi ansøgeren gerne ville have to flasker til nytårsfesten. Vennen ville gerne skaffe noget til ansøgeren og foreslog, at ansøgeren tog med over grænsen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han nogle dage før nytårsfesten ledte efter spiritus til eget forbrug. Han spurgte blandt andre sin ven [B], som henviste ansøgeren til [A]. [A] foreslog, at ansøgeren tog med over grænsen og oplyste, at han havde bestukket checkpoints, så de ikke ville få problemer. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 samt for Flygtningenævnet forklaret, at han, efter at have opholdt sig i en periode uden for Ghasre Shirin, tog tilbage til Ghasre Shirin og genoptog sit arbejde. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han efter denne periode uden for Ghasre Shirin kom tilbage og tog på arbejde. Foreholdt oplysningerne i asylskemaet har ansøgeren under nævnsmødet på ny forklaret, at han var arbejdsløs. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om turen over grænsen, herunder har ansøgeren for nævnet har forklaret, at de måtte passere igennem et mineområde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskema af [efteråret] 2015 ikke har oplyst om de iranske myndigheders ønske om, at ansøgeren indsamlede oplysninger om partierne i Dhalahoo området, hvilket ansøgeren har forklaret om til de efterfølgende samtaler. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende og undvigende på en række centrale spørgsmål. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund, og nævnet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen oplyste om konversionen til trods for, at ansøgeren har forklaret, at han allerede i Iran var konverteret i hjertet. I asylansøgningsskema af [efteråret] 2015 har ansøgeren således oplyst, at hans religion er ahl-e haqq, og at tilhængere af denne religion ikke har sociale rettigheder i Iran, hvor religionen ikke er anerkendt. Til oplysnings- og motivsamtalen [en måned senere i efteråret] 2015 har ansøgeren gentaget, at hans religion er ahl-e haqq, ligesom ansøgeren har forklaret nærmere om religionen og den måde, han har praktiseret den på. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han stadigvæk er troende indenfor sin religion. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han er blevet kristen, og at han allerede i Iran havde kendskab til kristendommen. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han allerede 20 dage efter sin ankomst til Danmark (den […] 2015) begyndte at gå i kirke, og at han nu er blevet døbt. Han begyndte at interessere sig for kristendommen ca. 2 år tidligere, og han var allerede i Iran konverteret i hjertet. Han fik stort kendskab til kristendommen gennem satellit-tv. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet kun har forklaret ret overordnet og generelt om kristendommen, og særligt at han ikke har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen. Ved vurderingen har nævnet endelig lagt vægt på ansøgerens generelle troværdighed, herunder at Flygtningenævnet har forkastet ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/66/mvln
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Ansøgeren er født i Al-Tash lejren i Irak. I 1992 flyttede ansøgeren sammen med sin familie tilbage til Iran, hvor han bosatte sig i Tapan, Kermanshah. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og påbegyndte i [sommeren] 2013 at udføre aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [sommeren] 2013 begyndte at udføre opgaver for KDPI efter opfordring fra hans fætter, [A]. Han hængte plakater op og uddelte avisen Kurdistan i landsbyen. Ansøgeren har hængt plakater op omkring syv gange på forskellige kurdiske mærkedage. Omkring [en måned senere] begyndte ansøgeren at arbejde som meddeler. Han informerede [A] og KDPI, når iranske militær- og politibiler kørte igennem landsbyen mod grænsen til Irak. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren ringet op af sin ven, [B], mens han befandt sig i Sarpel Zahab. [B] sagde, at den iranske efterretningstjeneste var efter ansøgeren. Herefter rejste ansøgeren til Kermanshah, hvor han tog ophold hos sin fætter. Ansøgeren opholdt sig i Kermanshah i en uge, hvorefter han rejste via Urmiah til Tyrkiet. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide, at hans far var blevet anholdt og afhørt af de iranske myndigheder. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin meddelervirksomhed for KDPI til grund, da den ikke forekommer troværdig eller sandsynlig. Uanset, at ansøgerens generelle troværdighed på denne baggrund er svækket, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerens forklaring om sine øvrige aktiviteter for KDPI og myndighedernes kendskab hertil kan lægges til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om disse forhold, samt at ansøgerens forklaring herom fremstår selvoplevet. Herefter, og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/65/mvln
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har – udover at han har skjult to ukendte medlemmer af KDPI mellem [i efteråret] 2015 på familiens landsted i [landsby] - ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har desuden ikke været medlem af politiske partier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive hængt eller at få en dom på livstid, fordi de iranske myndigheder mistænker ham for at have været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans onkel ved navn [A] [i efteråret] 2015 afleverede to ukendte personer fra KDPI hos ansøgerens families landbrug i [landsby], hvor han arbejdede og opholdt sig. Ansøgerens onkel sagde til ansøgeren, at han skulle passe rigtig godt på dem og holde dem skjult. Ansøgeren følte ikke, at han kunne sige nej til onklen, fordi de havde et godt forhold. De to personer overnattede på gården i to nætter, selvom aftalen med ansøgerens onkel var, at han skulle hente dem dagen efter. Ansøgeren fandt aldrig ud af, hvorfor onklen ikke hentede dem som aftalt. [I efteråret] omkring klokken ni om morgenen kørte ansøgeren ind til [by] for at købe mad. På vej tilbage fra byen ringede ansøgerens fætter, [B], som arbejdede på landbruget. [B] fortalte ansøgeren, at efterretningstjenesten havde været på landbruget, og havde taget de to personer fra KDPI med. De havde spurgt efter ejeren af landbruget, og [B] havde oplyst ansøgerens navn. Ansøgeren afsluttede samtalen med det samme, og kørte direkte over til sin tante, i [byen], som ligger 25 til 30 minutter fra [landsby]. Ansøgeren fortalte [C] om episoden. [C] ringede til ansøgerens far den samme dag, som fortalte hende, at efterretningstjenesten havde opsøgt ansøgerens families bopæl i [landsby]. Ukendte personer fra efterretningstjenesten havde taget ansøgerens bror, [D], med til deres kontor i [by]. [D] blev tilbageholdt i tre til fire dage, hvorefter han skulle stilles for en dommer. Det lykkedes dog [D] at flygte, fordi ansøgerens mor og søster skubbede betjenten, der eskorterede [D] til toilettet. Ansøgeren opholdt sig hos [C] i to til tre dage, hvorefter han udrejste af Iran. Ansøgeren, [D], har forklaret divergerende om en række forhold. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han var tilbageholdt to dage og blev fremstillet i retten på tredje dag. Under oplysnings- og motivsamtalen og de to efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han var tilbageholdt i tre dage og blev fremstillet på fjerdedagen. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvor mange personer, der var i den bil, der transporterede ham til retten. Endelig har ansøgeren til sin asylsamtale forklaret, at han under sin tilbageholdelse blev afhørt både af soldater og civile, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blev afhørt af de samme to personer, og da han blev foreholdt sin tidligere forklaring, at de to skiftevis var iklædt uniformer og civilt tøj. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at der kun stod én vagt udenfor retten, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at der stod to personer på vagt udenfor retten. Videre forekommer ansøgerens forklaring om sin flugt fra retsbygningen usandsynlig, herunder at han kunne flygte fra en bevæbnet vagt, der stod udenfor toiletdøren, uden at denne eftersatte ham eller skød efter ham, og at han, uden at påkalde sig opmærksomhed fra en eller to vagter udenfor retsbygningen, kunne kravle over en mur, der var højere end han selv. Ansøgeren har i øvrigt under sin asylsamtale [i foråret] 2016 forklaret, at det var en lav mur, han hoppede over. Flygtningenævnet finder det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgeren [E] ikke udspurgte sin onkel nærmere omkring de to mænd, ansøgeren angiveligt skulle skjule, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har forsøgt at skaffe sig oplysninger om, hvad der måtte være sket med denne onkel, efter at myndighederne havde anholdt de to mænd, onklen var kommet med. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at myndighederne nu skulle begynde at efterstræbe ansøgeren og dennes yngre bror og tilsyneladende ikke har foretaget sig noget i forhold til ansøgernes far, der ejede den ejendom, hvor de to mænd angiveligt var blevet skjult, ligesom faren efter ansøgerens forklaring tidligere adskillige gange var blevet opsøgt og afhørt om de familiemedlemmer, der befinder sig i udlandet. Videre er der en række divergenser ansøgerne imellem. [E] forklarede først efter en pause under sin asylsamtale om moderens og søsterens tilbageholdelse, ligesom ansøgerne har forklaret indbyrdes forskelligt om varigheden af og tidspunktet for moderens og søsterens tilbageholdelse. [E] har forklaret, at familien tidligere adskillige gange er blevet opsøgt af myndighederne, mens [D] har forklaret, at familien ikke tidligere er blevet opsøgt. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/63/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive efterstræbt af de iranske myndigheder, som mistænker ham for at have været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato [i efteråret] 2015 blev opsøgt på bopælen, hvor han boede sammen med sine forældre, søster samt lejlighedsvis sin halvbror, [A]. Der kom tre til fire politibetjente fra […] politistation samt to civilklædte mænd i en militærbil. De spurgte ansøgeren, om han var [A], og da han svarede benægtende, udsatte de ham for vold. Herefter ransagede de boligen. De skubbede ansøgerens mor og søster så kraftigt, at de faldt. De tog ansøgeren med på politistationen i [by]. Ansøgeren blev tilbageholdt i tre dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for overgreb, og blev afhørt fem til seks gange. Ansøgeren blev udspurgt om, hvorvidt hele familien var medlem af KDPI, og hvor [A] befandt sig. De fortalte ansøgeren, at de vidste, at hans halvbror, [B], var medlem af KDPI. Mens ansøgeren var tilbageholdt, kunne han høre sine forældres og søsters stemmer et andet sted i bygningen. De var kommet for at besøge ham. På fjerdedagen blev ansøgeren transporteret til retten i [by]. I retten, hvor ansøgerens forældre, søster og andre slægtninge var til stede, bad han om at komme på toilettet. Ansøgeren fik løsnet sine håndjern, og da han kom ud, så han, at hans mor og søster havde skubbet vagten omkuld, hvorved ansøgeren så sit snit til at stikke af fra retsbygningen. Ansøgeren tog en taxa over til sin faster, der boede i et andet kvarter i [by]. Efter ansøgeren havde opholdt sig hos sin faster i en time, kørte fasterens ægtefælle ham til [landsby], hvor han opholdt sig hos fasterens ægtefælles forældre i ti dage. Ansøgeren udrejste illegalt til Tyrkiet [i efteråret] 2015. Ansøgeren, [C], har forklaret divergerende om en række forhold. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han var tilbageholdt to dage og blev fremstillet i retten på tredje dag. Under oplysnings- og motivsamtalen og de to efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han var tilbageholdt i tre dage og blev fremstillet på fjerdedagen. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvor mange personer, der var i den bil, der transporterede ham til retten. Endelig har ansøgeren til sin asylsamtale forklaret, at han under sin tilbageholdelse blev afhørt både af soldater og civile, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blev afhørt af de samme to personer, og da han blev foreholdt sin tidligere forklaring, at de to skiftevis var iklædt uniformer og civilt tøj. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at der kun stod én vagt udenfor retten, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at der stod to personer på vagt udenfor retten. Videre forekommer ansøgerens forklaring om sin flugt fra retsbygningen usandsynlig, herunder at han kunne flygte fra en bevæbnet vagt, der stod udenfor toiletdøren, uden at denne eftersatte ham eller skød efter ham, og at han, uden at påkalde sig opmærksomhed fra en eller to vagter udenfor retsbygningen, kunne kravle over en mur, der var højere end han selv. Ansøgeren har i øvrigt under sin asylsamtale [i foråret] 2016 forklaret, at det var en lav mur, han hoppede over. Flygtningenævnet finder det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgeren [A] ikke udspurgte sin onkel nærmere omkring de to mænd, ansøgeren angiveligt skulle skjule, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har forsøgt at skaffe sig oplysninger om, hvad der måtte være sket med denne onkel, efter at myndighederne havde anholdt de to mænd, onklen var kommet med. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at myndighederne nu skulle begynde at efterstræbe ansøgeren og dennes yngre bror og tilsyneladende ikke har foretaget sig noget i forhold til ansøgernes far, der ejede den ejendom, hvor de to mænd angiveligt var blevet skjult, ligesom faren efter ansøgerens forklaring tidligere adskillige gange var blevet opsøgt og afhørt om de familiemedlemmer, der befinder sig i udlandet. Videre er der en række divergenser ansøgerne imellem. [A] forklarede først efter en pause under sin asylsamtale om moderens og søsterens tilbageholdelse, ligesom ansøgerne har forklaret indbyrdes forskelligt om varigheden af og tidspunktet for moderens og søsterens tilbageholdelse. [A] har forklaret, at familien tidligere adskillige gange er blevet opsøgt af myndighederne, mens [C] har forklaret, at familien ikke tidligere er blevet opsøgt. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/62/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han gerne vil have et bedre liv, end det han kan få i sit hjemland. Ansøgeren har videre henvist til, at han har haft en mindre konflikt med sin kærestes familie, som han imidlertid ikke frygter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han gerne vil dyrke boksning i Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at hans kærestes far og søster har modarbejdet ansøgerens og hans kærestes forhold. Ansøgerens far har udtalt, at ansøgeren har bragt skam over familien ved at indlede et forhold til sin kæreste. Kærestens svoger der enten er ansat hos politiet eller efterretningstjenesten i [by], har sørget for, at politiet har været efter ansøgeren. Politiet har dog aldrig hverken stoppet, tilbageholdt eller anholdt ansøgeren. Ansøgeren har forklaret, at han gennem tre og et halvt til fire år havde en kæreste. De havde ikke noget seksuelt forhold, men hendes familie var imod forholdet. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at han er blevet truet på livet af kærestens familie, der også har sendt politiet efter ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han ikke har været udsat for trusler, ligesom ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen heller ikke omtaler konkrete trusler. Ansøgeren har også under nævnsmødet forklaret udbyggende, at han ”100 gange” er blevet opsøgt af politiet, der blandt andet har påtalt hans påklædning. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at politiet aldrig har anholdt ham, og til samtalen med Udlændingestyrelsen, at han aldrig er blevet stoppet, tilbageholdt eller anholdt af politiet. Ansøgeren har ligeledes gentagne gange under både oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen oplyst, at han ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens nu oplyste frygt for at blive fængslet eller slået ihjel til grund, og ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/61/SHH
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at myndighederne vil fængsle og henrette ham for at have skrevet regeringskritisk graffiti på offentlige steder. Endvidere er han i Danmark konverteret fra yarestani-troen til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i mange år har været udsat for forskellige former for forskelsbehandling. Han blev for eksempel under sit universitetsstudie presset til at deltage i muslimske ceremonier og fjerne sit overskæg, som er karakteristisk for yarestanier. Flere yarestani-troende tog afstand fra ham, fordi han havde deltaget i fredagsbøn og klippet sit overskæg af. En mullah kaldte ham i [begyndelsen af] 2015 vantro i forbindelse med undersøgelse af ansøgerens tro til brug for hans mulige ansættelse som lærer. Ansøgeren var vred over den behandling, han blev udsat for og skrev fra [foråret] 2015 syv til otte gange regeringskritiske graffitislagord på offentlige bygninger mv. Han opsatte endvidere i en park billede af lederen af [en iransk organisation]. Mens han [i sommeren] 2015 var ved at skrive graffiti på et gymnasium, blev han opdaget af myndighedspersoner med mobilkamera, der råbte ham an og med en colt skød op i luften, da han ikke adlød. Det lykkedes ham at flygte til sin fætters bopæl i Ghazvin. Da han efter seks timer nåede frem, oplyste fætteren, at ansøgerens bror telefonisk havde sagt, at myndighederne havde været på ansøgerens bopæl samt dér kortvarigt tilbageholdt ansøgerens far, der var blevet udspurgt om ansøgeren. Få dage efter udrejste ansøgeren illegalt. I Danmark er ansøgeren konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor fremlagt udtalelse [fra efteråret] 2016 fra [en dansk kirke] med oplysninger om, at han har deltaget i kirkens gudstjenester siden [efteråret] 2015, at han har gennemført et kursus om kristendommens indhold samt deltaget i en kristen konference. Ansøgeren blev døbt i kirken [i begyndelsen af] 2016. Der foreligger en udtalelse herom fra kirken. Efter Flygtningenævnets opfattelse har ansøgeren i det væsentlige afgivet en konsistent forklaring både om opdagelsen af hans politiske aktiviteter i Iran og hans konversion i Danmark. Ansøgeren har endvidere i Flygtningenævnet på troværdig vis kunnet svare konkret og uddybende på en række opklarende spørgsmål om asylmotiverne. Nævnet lægger herefter til grund, at de iranske myndigheder har opdaget, at han har udført regimekritisk aktivitet i Iran, samt at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herefter på tilstrækkelig vis sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheder på grund af sin politiske opfattelse og tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2016/60/DTO
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Anzali, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin kristne interesse i Iran, om hvad han i den anledning var udsat for, eller hans oprindelige forklaring om visum og udrejse til grund. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgerens konvertering må anses for reel. Flertallet lægger herved, uanset at ansøgerens generelle troværdighed som følge af ovennævnte forhold må anses for belastet, vægt på, at ansøgeren opsøgte en kristen kirke i Danmark allerede en måned efter indrejsen og inden han havde modtaget afslag på sin asylansøgning. Han deltog i dåbsundervisning og blev døbt [ultimo] 2012. Han har siden kontakten med kirken deltaget i gudstjeneste ugentligt, og han har herudover flere gange om ugen deltaget i kristne aktiviteter i form af bibelundervisning med videre. Han har således gennem ca. tre et halvt år haft vedvarende og omfattende kristne aktiviteter. Ansøgeren har svaret fyldestgørende på spørgsmål om kristendommen, og hvad den har betydet for ham. Ansøgeren er medstifter af en Facebook-gruppe vedrørende kristne synspunkter, og han har også en egen Facebook-side, hvor han giver udtryk for kristne budskaber. Ansøgeren har tillige været profileret gennem en artikel i Jyllands-Posten og er blevet truet i den forbindelse. Ansøgeren udbreder kendskabet til kristendommen, og han føler, at han vil være nødt til at fortsætte hermed ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Han vil ikke kun være delvis kristen. Flertallet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen og ansøgerens indstilling til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/6/ADP
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […], Kermanshah-provinsen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han føler sig uretfærdigt behandlet af de iranske myndigheder, da de har frarøvet ham og hans families levebrød. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at myndighederne ville fjerne hans families landbrug, så der kunne blive lavet en dæmning, således at vandet kunne forblive i Iran i stedet for at løbe til Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne eventuelt vil straffe ham, idet han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet som nyt asylmotiv påberåbt, at han er blevet kontaktet af de iranske myndigheder, der ville rekruttere ham som spion, idet han skulle samle informationer til myndighederne. Ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at han i august 2013 og igen i 2014 blev kontaktet af myndighederne og bedt om at rejse til Irak for at samle informationer, mod at han til gengæld fik medicin. Da han nægtede dette, blev han truet. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund og finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen […] juni 2016 har bekræftet, at han udelukkende flygtede til Danmark, fordi leveforholdene i Iran var dårlige for ham, og at han ikke har haft konflikter med myndigheder eller andre i Iran. Det forhold, at ansøgers families landbrug, sammen med andre familiers ejendomme, er blevet eksproprieret, mod erstatning, er ikke et forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren kan efter sin egen forklaring modtage behandling for sin sygdom i Iran, og det forhold, at han ikke har råd til at betale for medicin og frygter fattigdom, er ej heller forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Heller ikke de generelle forhold for kurdere eller for personer med et handicap i Iran er af en sådan karakter, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren er udrejst ulovligt af Iran, kan ikke i sig selv medføre et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/59/nke
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er angiveligt konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i slutningen af 2014 fik interesse for kristendommen gennem sin ven, Ehsan. Ansøgeren havde givet Ehsan et lift til det samme hus tidligere, og en dag spurgte ansøgeren, hvad han lavede i huset. Ehsan fortalte, at han besøgte en hjemmekirke, idet han var konverteret til kristendommen. Ansøgeren fik efter tre-fire lift selv lov til at deltage i hjemmekirken, hvilket han gjorde to-tre gange. Ved et møde i hjemmekirken i [slutningen af] 2014 eller [starten af] 2015 blev hjemmekirken afsløret og ransaget af efterretningstjenesten, og i den forbindelse blev ansøgeren og de andre deltagere anholdt. Ansøgeren var anholdt i omkring tre dage, hvorefter han blev indlagt på hospitalet i omkring ti dage grundet skader pådraget af efterretningstjenesten under afhøring. Frem til [starten af efteråret] 2015 blev ansøgerens bopæl opsøgt tre gange af efterretningstjenesten, og da de den sidste gang ransagede bopælen og tog alle ansøgerens personlige dokumenter, så ansøgeren sig nødsaget til at udrejse af Iran. Efter ansøgerens udrejse af Iran er hans bopæl blevet opsøgt tre gange af efterretningstjenesten. Den seneste gang blev ansøgerens far tilbageholdt i en uge, og hans mor blev tilbageholdt i to dage. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren i forbindelse med sin første samtale med Udlændingestyrelsen oplyste, at han var kristen, mens han i forbindelse med sin seneste samtale oplyste, at han var shiamuslim af trosretning. Ansøgeren oplyste under sin seneste samtale, at han var blevet døbt, men at han ikke huskede datoen for sin dåb. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange gange han havde kørt Ehsan til hjemmekirken og om, hvornår han fortalte om hjemmekirken, ligesom han ikke har været i stand til at præcisere, om han selv var i hjemmekirken tre eller fire gange samt om, hvornår han første gang var i hjemmekirken. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvilke effekter han havde på bopælen, som kunne knytte ham til kristendommen, herunder om hans mor havde gemt effekterne for ham. Ansøgeren har dertil forklaret udbyggende om, at hans bopæl efter udrejsen blev opsøgt og om, at hans forældre efter hans udrejse blev anholdt. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for de nævnte divergenser og udbygninger, ligesom han ikke har kunnet redegøre for det tidsmæssige forløb fra hans angivelige indlæggelse til hans udrejse af Iran. Ansøgerens forklaring om, at Ehsan efter få gange i ansøgerens bil fortalte ham, at han var kristen og tog ham med i hjemmekirken samt ansøgerens forklaring om, at han uden videre bad en for ham ukendt maler om at male et billede af Jesus til ham, forekommer i øvrigt mindre sandsynlig. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring i sin helhed. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren i Danmark reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har manglet viden om helt basale kristne temaer, som en konvertit, der netop har gennemgået et kristendomsundervisningsforløb forudsættes at måtte vide. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konvertering i Danmark og sit liv som kristen henvist til, at han er imod den dobbeltmoral, der hersker under Islam, og at han ønsker den ro, der er i kristendommen. Ansøgeren har ikke i øvrigt været i stand til på troværdig vis at redegøre for sin kristne overbevisning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans angivelige dåb og deltagelse i gudstjenester med videre er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen efter bevisvurderingen først er opstået i Danmark, at han ikke har været konsekvent i sin angivelse af sin religiøse overbevisning, og at han end ikke husker nærmere om sin dåb, herunder om dåbsdatoen. Uanset, om ansøgeren, der ikke har fremsendt sin dåbsattest til Flygtningenævnet, skulle være blevet døbt i Danmark, lægger Flygtningenævnet til grund, at dåben ikke er reel. Den udtalelse, der er fremkommet fra en præst, kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/58/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarastani fra Sarepole Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, tortureret og dræbt af de iranske myndigheder, fordi han har smuglet alkohol, mobiltelefoner og våben mellem Irak og Iran. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han begyndte at arbejde som smugler med sin far i 2012. [I efteråret] 2015 var ansøgeren på vej hjem med sin far, efter at de havde hentet alkohol, mobiltelefoner og to geværer i Irak. Den bil, ansøgeren og hans far kørte i, blev standset af tre politifolk, der stod ved en midlertidig kontrolpost i nærheden af landsbyen Ghareblagh. Han flygtede til en nærliggende olivenplantage, hvorefter han med hjælp fra sin familie udrejste af Iran til Tyrkiet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet den fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række forhold af central betydning for det påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at han og faderen kun ville smugle alkohol én gang om ugen og ikke mere, og at de tog hjem til sig selv med varerne og læssede dem på en bil, mens han under asylsamtalen [i foråret] 2016 forklarede, at de nogle gange smuglede 3 gange om ugen og andre gange én gang, og at de altid forsøgte at have alkohol med, samt at ansøgeren og hans far tog varerne direkte til […], idet det ville være for farligt at bringe varerne til […]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren videre forklaret, at hans far ved vejspærringen bremsede bilen, og at ansøgeren åbnede døren og løb hen til nogle oliventræer og derfra til en skov, hvorfra han ringede til sin fætter, der kom og hentede ham. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hans far forsøgte at komme igennem kontrolposten, hvorefter politiet punkterede hans bil ved at smide et stykke træ med mange søm ned på vejen, og at han ringede til sin fætter fra nogle bakker i et område nær landsbyen […]. Flertallet i Flygtningenævnet finder det hertil bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og hans far ved smuglingen [i efteråret] 2015 angiveligt var i stand til at tranportere 4 kasser øl, 2 jagtgeværer og 10 mobiltelefon til fods gennem flere timer. Flygtningenævnets flertal finder det hertil ikke sandsynligt, at ingen af de 3 politimænd ved kontrolposten gjorde noget for stoppe ansøgeren, også henset til, at ansøgeren under asylsamtalen oplyste, at han på BBC for nylig så et indslag om, at en ung mand blev skudt på grænsen, udelukkende fordi han havde smuglet tekstilvarer. Flygtningenævnets flertal finder tillige, at ansøgerens forklaring om flugten fra Iran er utroværdig. Det forekommer således ikke sandsynligt, at ansøgerens fætter, [A], på ganske kort tid var i stand til at træffe aftale med en agent og arrangere betaling af 10 millioner toman fra ansøgerens hjem til betaling herfor. Flygtningenævnets flertal finder endelig, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren selv foreslog at hjælpe sin far med at smugle, eftersom ansøgeren efter sin forklaring vidste, at faderen var under mistanke for at være smugler og altid var under opsyn. Det forhold, at ansøgeren er etnisk kurder og tilhører yarestani-religionen er ikke i sig selv asylbegrundende. Nævnets flertal bemærker herved, at ansøgeren også efter sin egen forklaring til asylsamtalen ikke frygter at lide overlast udelukkende på grund af sin religion og heller ikke i asylskemaet har angivet dette som asylmotiv. Nævnets flertal finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/57/DTO
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Af sagen fremgår, at ansøgeren er indkaldt til møde i nævnet ved brev af 8. august 2016. Nævnet antager, at brevet er behørigt afsendt og modtaget af ansøgeren. Flygtningenævnet har på denne baggrund fundet, at ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald, og har derfor i medfør af § 36 i bekendtgørelse om forretningsorden for Flygtningenævnet truffet afgørelse om, at sagen må behandles på det foreliggende grundlag og med den beskikkede advokats medvirken. Ansøgeren har som asylmotiv under sagens behandling i Udlændingestyrelsen henvist til, at han ved sin udrejse fra Iran havde en konkret konflikt med sin nabo, idet naboen havde truet ham med en kniv, fordi han skyldte naboen penge. Ansøgeren har dog tillige oplyst, at gælden til naboen blev indfriet efter ansøgerens udrejse, hvorfor konflikten med vedkommende er løst. Ansøgeren har efter det oplyste under mødet med sin advokat forklaret, at han ikke har givet helt korrekte oplysninger til Udlændingestyrelsen. Han har således til advokaten om sit asylmotiv oplyst, at han i Iran har leveret mad til oprørerne mod præstestyret og mundtligt givet udtryk for støtte til oprørerne, hvilket medførte, at han blev fængslet i 10 dage og løsladt mod kaution stillet af sin far. Faren, der tidligere har været fængslet i omkring otte år, er som følge af ansøgerens illegale udrejse efterfølgende blevet tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren har om årsagen til sin ændrede forklaring til advokaten oplyst, at han først ønskede at rejse tilbage til Iran, da han herved håbede, at faren kunne blive løsladt, men at han efterfølgende har fået oplyst, at han vil blive forfulgt ved en tilbagevenden til hjemlandet og derfor alligevel ikke ønskede at rejse tilbage. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling er fremkommet med to helt forskellige asylmotiver, og at det oplyste om årsagen til ansøgerens divergerende og udbyggende forklaring ikke kan medføre, at nævnet kan se bort fra denne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund heller ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/56/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestani fra Zarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi han er deserteret fra sin værnepligt og i den forbindelse har talt nedladende om landets åndelige leder og islam. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han under sin værnepligt blev chikaneret af sin overordnede på grund af sin tilknytning til religionen Yarestan Ahl-e Haq. Chikanen eskalerede og endte med, at den overordnede ville tvinge ansøgeren til at konvertere til islam. Dette nægtede ansøgeren, og det kom til konflikt og håndgemæng mellem den overordnede og to andre højtstående på militærbasen. Under optrinet lykkedes det ansøgeren at flygte fra basen og videre ud af Iran med hjælp fra sin morbror og far. Efter ansøgerens udrejse af Iran har familien været opsøgt to gange af myndighederne, og ansøgerens far har været tilbageholdt i et døgns tid. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i militærlejren til grund. Det forekommer efter flertallets opfattelse meget usandsynligt, at ansøgeren under en religiøst motiveret konflikt med sine foresatte skulle have revet sider ud af koranen, og at han umiddelbart efter at have været udsat for betydelig voldsudøvelse og efter selv at have udøvet vold skulle være lykkedes med at flygte fra militærlejren. Hertil kommer, at ansøgerens forklaringer på flere punkter er divergerende, herunder at han under asylsamtalen indledningsvist forklarede, at han efter at være blevet slået bevidstløs kom til sig selv i bederummet. Senere under samme samtale oplyste ansøgeren, at han kom til bevidsthed, da hans overordnede var i færd med at bære ham til arresthuset. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen oplyste han, at han under transporten fra bederummet til arresthuset ytrede sig hånligt mod den åndelige leder og sine overordnede. Under asylsamtalen forklarede han derimod, at dette skete i bederummet, og at han var stille under transporten til arresthuset. Endelig oplyste han til oplysnings- og motivsamtalen, at han for at kunne flygte skubbede til […] og slog sin leder i maven. Under asylsamtalen forklarede han derimod, at det var […], han slog i maven med sin albue. Det er en konsekvens af, at flertallet forkaster ansøgerens asylmotiv, at ansøgeren ikke kan opnå beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Den omstændighed, at det må lægges til grund, at ansøgeren tilhører Yarestan Ahl-e Haq kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren har ret til beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/55/SSM
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren var tidligere yarestani, men er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke vil have muligheder for at få et arbejde, og at han og hans familie vil leve i fattigdom. Videre har han henvist til, at han frygter overgreb fra de iranske myndigheder på grund af sin konvertering til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han udrejste af Iran som følge af dårlige levevilkår, idet hans families økonomiske situation var utilfredsstillende, og det var ikke muligt for ansøgeren at få job. Dette skyldtes ifølge ansøgeren hans tilhørsforhold til trosretningen Yarestan Ahl-e Haq. Han har ikke haft konkrete konflikter med de iranske myndigheder som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren konverteret til kristendommen. Han begyndte at gå i kirke i [vinteren] 2015 og modtog herefter dåbsundervisning. Han blev døbt [i foråret] 2016 i Verdens Lys Kirke i Nordjylland og har indleveret diverse fotos og skriftlig dokumentation herfor. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for hans udrejse af Iran til grund. Da udrejsen imidlertid alene skyldtes socioøkonomiske forhold og dårlige levevilkår, og da ansøgeren aldrig har haft konkrete konflikter med de iranske myndigheder eller andre personer eller grupperinger i Iran, og da den omstændighed, at ansøgeren i Iran tilhørte trosretningen Yarestan Ahl-e Haq heller ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at opnå beskyttelse, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på dette grundlag er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingeloven § 7. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens oplysninger om, at han kort tid efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen, indebærer, at han har ret til beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion fra Yarestan Ahl-e Haq til kristendommen er reel. Herefter og efter ansøgerens forklaring om sit kirkelige engagement finder Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/54/SSM
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren angiver, at han allerede i Iran er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, da han er konverteret til kristendommen og da myndighederne er bekendt med dette. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på universitetet mødte en pige ved navn [A]. De to blev venner og talte sammen om en række ting. [A] blev gennem deres samtaler opmærksom på, at ansøgeren ikke var troende muslim, hvorfor hun en dag spurgte ansøgeren, om han ikke troede på nogen religioner, eller om han blot var holdt op med at tro på islam. [A] fortalte ansøgeren, at hun kendte en, der kendte til kristendommen. Da ansøgeren og [A] havde kendt hinanden i fem-seks måneder introducerede hun ansøgeren for [B], som underviste i kristendommen og havde en hjemmekirke. Ansøgeren mødtes nogle gange med [B], herunder [i foråret 2014] i forbindelse med [A’s] fødselsdag, hvor [B] havde en bibel med til ansøgeren og [A]. [Foråret 2014] besøgte ansøgeren for første gang [B’s] hjemmekirke. [B] fortalte om kristendommen, og om at kristendommen handler om kærlighed, medmenneskelighed og tilgivelse. [B] læste højt fra biblen. Ansøgeren kom herefter i huskirken en gang om ugen i lidt mere end et år, og ansøgeren anså sig selv som kristen. [Sommeren 2015] blev ansøgeren ringede op af [A’s] mor omkring klokken otte om aftenen. Hun spurgte, om han vidste, hvor [A] var, hvortil ansøgeren svarede nej. [A] var i huskirken den aften, og ansøgeren var på arbejde, hvorfor han ikke kunne deltage. [A’s] mor ringede igen klokken ti, og hun fortalte ansøgeren, at [B], [B’s] ægtefælle, [A] og en anden dreng var blevet anholdt i huskirken hos [B]. [A’s] mor fortalte også, at politiet havde været hjemme hos [A’s] familie, og at de havde undersøgt [A’s] værelse. Ansøgeren tog derefter hjem og hentede nogle ting, hvorefter han tog hjem til sin ven [C]. Ansøgeren boede hos [C] i tre-fire dage, hvorefter [C] fulgte ansøgeren til [C’s] bror i Teheran. På tredjedagen ringede ansøgeren til sin bror, der fortalte, at politiet havde søgt ansøgeren på bopælen på grund af ansøgerens tilknytning til huskirken, og at morbroderen, der er oberst i SEPA havde tilkendegivet, at han ville overgive ansøgeren til myndighederne, når han fik fat i ham. Ansøgeren boede i Teheran i en uge, hvorefter han ved hjælp af en menneskesmugler tog til Urumiye og derefter krydsede grænsen til Tyrkiet. Ansøgeren blev døbt i […] kirke i [by] kort tid efter, at han var ankommet til Danmark, og har siden deltaget aktivt både menighedslivet og i Indre Missions aktiviteter. Flygtningenævnet kan på grundlag af ansøgerens forklaring, der har fremstået sammenhængende, selvoplevet og troværdig, lægge til grund, at ansøgeren på universitetet begyndte at drøfte religiøse emner med sin kvindelige medstuderende, og at hun efter 5-6 måneder introducerede ansøgeren for [B], der er kristen. [B] var leder af en huskirke. Ansøgeren besøgte denne huskirke første gang [foråret 2014], og nævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren i det følgende år regelmæssigt deltog i søndagsmøderne i [B’s] huskirke, idet ansøgeren anså sig som kristen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at efterretningstjenesten i [foråret 2015] opsøgte [B], og at [B] og [A] blev tilbageholdt. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at politiet efterfølgende søgte efter ansøgeren, og at også ansøgerens onkel, der er oberst i SEPA, blev bekendt med, at ansøgeren anså sig som kristen. Ansøgeren har siden han ankom til Danmark haft tilknytning til [kirken] i [by], og han blev døbt i sognets kirke allerede [i vinteren 2015]. Det fremgår af fremlagte erklæringer og udtalelser fra præsten ved kirken og personer med tilknytning til sognet og til Indre Mission, at ansøgeren har fulgt undervisning i kristendommen, og at han har deltaget i gudstjenester og i en lang række kirkelige aktiviteter. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, dels at konversionen er reel, dels at myndigheder og andre i Iran, der allerede forud for, at ansøgeren flygtede fra Iran var blevet bekendt med ansøgerne kontakt med [B’s] menighed, vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/53/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste i 2015 sammen med sin kæreste, hvis sag blev behandlet sammen med ansøgerens sag. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim, født og opvokset i Sare-Pol-e Zahab i Kermanshah-provinsen i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin familie og de iranske myndigheder, idet hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold med sin kæreste. Ansøgeren har til sagen forklaret, at hun og kæresten, der havde været naboer i fire-fem år, i foråret 2013 indledte et forhold. I marts 2013 gav ansøgeren kæresten sit telefonnummer. Ansøgerens kærestes forældre opsøgte tre gange ansøgerens forældre og bad om ansøgerens hånd, men fik afslag af ansøgerens far. Ansøgerens kæreste opsøgte også tre gange ansøgerens forældre for at bede om ansøgerens hånd, men fik ligeledes afslag. I begyndelsen af 2015 var ansøgeren sammen med kæresten på kærestens bopæl, mens kærestens familie var på ferie. De havde samleje flere gange, og efterfølgende fandt ansøgeren ud af, at hun var gravid. I [sommeren] 2015 ringede kæresten til ansøgeren og fortalte, at hun skulle mødes med ham om morgenen den følgende dag, hvis hun ville fortsætte deres forhold. Den følgende dag mødtes ansøgere med kæresten, og de udrejste af Iran Flygtningenævnet har i sin afgørelse af dags dato vedrørende ansøgerens samlever udtalt følgende:”I relation til ansøgerens asylmotiv vedrørende hans forhold til [kæresten]finder Flygtningenævnet, at hans forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som usandsynlig, udbyggende og divergerende. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har haft flere samtaler med [kærestens]far om ægteskab, mens han først i senere samtaler har nævnt, at hans forældre både sammen med ham og alene har talt med [kærestens]far. Om samtalen har ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [kærestens]far afviste ønsket om ægteskab med den begrundelse, at [kæresten] skulle giftes med et familiemedlem, medens han i sin forklaring for nævnet har oplyst, at [kærestens]far overhovedet ikke ville begrunde afslaget. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at han ikke blot i forskellige parker, men også i basaren har talt med[kæresten], medens han for nævnet har benægtet dette og forklaret, at de i basaren kun så hinanden på afstand.. ”På baggrund heraf finder Flygtningenævnet heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran 52/MNR
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste i 2015 sammen med sin kæreste, hvis sag blev behandlet sammen med ansøgerens sag. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim, født i Ramadi, Irak, og opvokset i Sare-Pol-e Zahab i Kermanshah-provinsen i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv dels henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin kærestes familie, fordi han og kæresten har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Han har endvidere henvist til, at han frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder, fordi han har udført regimekritiske aktiviteter. Ansøgeren har til sagen forklaret, at han og kæresten, der havde været naboer i fire-fem år, i foråret 2013 indledte et forhold. I [.foråret]2013 gav ansøgeren kæresten sit telefonnummer. Efter en uge begyndte parret at mødes – for det meste i parker. Efter at ansøgeren og kæresten havde været sammen i fem seks måneder anmodede ansøgeren kærestens forældre om kærestens hånd, men fik afslag. Senere opsøgte ansøgerens forældre kærestens forældre tre gange for at bede om kærestens hånd, men fik også afslag. Ansøgeren opsøgte herefter kærestens far yderligere to gange for at bede om pigens hånd, men fik på ny afslag. I forbindelse med den sidste henvendelse blev han truet af pigens far. [I begyndelsen af/foråret]2015 havde ansøgeren og kæresten flere gange samleje på ansøgerens families bopæl, mens ansøgerens familie var på ferie, og kæresten blev gravid. Cirka syv-otte måneder før sin udrejse blev ansøgeren politisk aktiv. En af hans venner introducerede ham for en gruppe, der kæmpede for kurdernes rettigheder. Gruppen bestod af fire-fem medlemmer og mødtes efter behov. Ansøgeren og vennen uddelte løbesedler og skrev politiske slagord på mure med spraydåser. I [sommeren]2015 blev ansøgeren ringet op af vennens mor, der fortalte, at vennen var blevet anholdt. Ansøgeren tog herefter hen til en ven, hvorfra han ringede til sin morbroder og fortalte om sine politiske problemer, og at han havde gjort kæresten gravid. De aftalte samtidig at mødes dagen efter. Ansøgeren bad også kæresten om at mødes med ham dagen efter. Ansøgeren og kæresten udrejste herefter til Tyrkiet. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, den pågældende påberåber sig. I relation til ansøgerens asylmotiv vedrørende hans forhold til [kæresten]finder Flygtningenævnet, at hans forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som usandsynlig, udbyggende og divergerende. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har haft flere samtaler med [kærestens]far om ægteskab, mens han først i senere samtaler har nævnt, at hans forældre både sammen med ham og alene har talt med [kærestens]far. Om samtalen har ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [kærestens]far afviste ønsket om ægteskab med den begrundelse, at [kæresten] skulle giftes med et familiemedlem, medens han i sin forklaring for nævnet har oplyst, at [kærestens]far overhovedet ikke ville begrunde afslaget. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at han ikke blot i forskellige parker, men også i basaren har talt med[kæresten], medens han for nævnet har benægtet dette og forklaret, at de i basaren kun så hinanden på afstand. I relation til ansøgerens asylmotiv vedrørende politiske aktiviteter bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring herom heller ikke findes at kunne lægges til grund i lyset af det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed og i betragtning af, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren pludselig i 2014 blev politisk aktiv. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke gjorde sig bekendt med indholdet af det materiale, han omdelte. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran 51/MNR
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har siden foråret 2013 sympatiseret med Komalah-partiet, og i [slutningen af foråret] 2013 påbegyndte han sine aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder, som følge af at han har været politisk aktiv for Komalah i Iran og Danmark, ligesom han har været peshmerga i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i [foråret] 2013 begyndte at sympatisere med Komalah. [Omkring en måned senere] spraymalede ansøgeren slagord på husvægge sammen med sine venner, [A] og [B]. Herefter deltog ansøgeren jævnligt i strejker på arbejdspladser sammen med sine to venner med henblik på at sikre arbejderne bedre rettigheder. I [sommeren] 2013 deltog ansøgeren sammen med [A] og [B] i en strejke på [en fabrik], i hvilken forbindelse de og arbejderne blev filmet af en agent fra den iranske efterretningstjeneste. Kort efter blev strejken afbrudt af politiet. Herefter tog ansøgeren sammen med [A] og [B] ophold i Ravansar hos [A]s ven. [Et par dage senere], mens ansøgeren opholdt sig hos [A]s ven, blev ansøgeren ringet op af sin moder, som fortalte, at efterretningstjenesten havde ransaget familiens bopæl, da ansøgeren var mistænkt for at være kommunist og ateist. [Tre dage senere] udrejste ansøgeren til Irak. Han tog ophold i lejren hos Komalah, hvor han fungerede som peshmerga. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak, da sikkerhedssituationen var dårlig, og Islamisk Stat var repræsenteret i området. Under opholdet i Danmark har han i [begyndelsen] 2016 været talsmand ved en demonstration foran den iranske ambassade i København. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgers forklaring til grund om, at han inden sin udrejse fra Iran var kommet i de iranske myndigheders søgelys på grund af politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at de iranske myndigheder skulle kunne identificere ham blandt 1.200 til 1.500 mennesker i løbet af tre til fire dage, og ej heller at han ved en enkelt telefonopringning til Komalahs officielle telefonnummer skulle kunne komme i direkte forbindelse med et af de ledende medlemmer af Komalah og få umiddelbar bistand til udrejse. Flygtningenævnet kan derimod efter ansøgerens forklaring og fremlæggelsen af foto – og videodokumentation lægge til grund, at han på et tidspunkt har været hos Komalah i deres lejr i Irak og deltaget i videooptagne aktiviteter, der er offentliggjort på nettet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at han derved er blevet de iranske myndigheder bekendt. På denne baggrund og sammenholdt med, at det efter andre videooptagelser kan lægges til grund, at ansøgeren har oplæst en stærk myndighedskritisk tale foran den iranske ambassade i København findes ansøgeren efter en samlet vurdering at være blevet så profileret som myndighedskritiker, at han vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/52/mvln
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og oprindeligt shia-muslim fra Ahwaz i det sydvestlige Iran. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hun i 2010-2011 har deltaget i tre møder i [en forening] der beskæftigede sig med arabernes rettigheder i Iran. Fra omkring [efteråret] 2011 udførte ansøgeren sammen med to kvinder, som hun havde mødt i foreningen, aktiviteter med det formål at sætte fokus på arabernes rettigheder. Ansøgeren og de to andre kvinder tog ud til forskellige landsbyer, hvor de talte med kvinder om deres dagligdagsproblemer, herunder uddannelse, ægteskabelige problemer, tvangsægteskaber, vigtigheden af at stemme samt modersmålsundervisning.[I foråret] 2013 blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i tre nætter. Hun blev beskyldt for at have startet optøjer i Ahwaz og for at arbejde for løsrivelse af Khozestan-provinsen. Efter tre nætters tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt, efter at hendes ægtefælles fætter havde kontaktet en dommer. I [forået/sommeren] 2014 rejste ansøgeren og hendes ægtefælle til Teheran. [ I foråret 2015] rejste ansøgeren tilbage til Azwaz for at deltage i begravelsen af sin bedstefar. Hun benyttede lejligheden til at tale med nogle af de kvinder i området, som hun tidligere havde talt med. [Ni dage senere] blev ansøgeren anholdt på ny og tilbageholdt i tre dage. Under tilbageholdelsen blev hun udspurgt om, hvorfor hun var vendt tilbage til sin landsby, og hun blev anklaget for at ville starte uroligheder eller optøjer. [Tre dage senere]blev hun løsladt, efter at ægtefællen havde stillet en lejlighed tilhørende ansøgerens svigerfar i kaution. Ægtefællen afleverede også ansøgerens pas til myndighederne. Dagen efter løsladelsen rejste ansøgeren til Teheran, hvor hun opholdt sig [i cirka to uger] frem til den […] 2015, hvor hun udrejste af Iran. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive forfulgt af de iranske myndigheder dels på grund af sine kulturelle aktiviteter, der af de iranske myndigheder opfattes som politiske, og dels på grund af, at hun under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen. Hun er således blevet døbt den [… ]2016 i […]Frikirke. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes påberåbte konversion til kristendommen er reel. Derimod finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerens forklaring vedrørende det asylmotiv, der relaterer sig til hendes kulturelle aktiviteter, i det væsentlige kan lægges til grund, herunder om at hun i to tilfælde har været tilbageholdt af sikkerhedsmyndighederne og er udrejst illegalt uden tilladelse efter at være blevet løsladt mod kaution. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran 50/MNR
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestani fra Al Tash-lejren i Romadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de iranske myndigheder vil dræbe ham, fordi han ikke har leveret oplysninger til de iranske myndigheder om PJAK-gruppen, som har angrebet de iranske myndigheder i hans område. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans familie tilhører religionen Yarsan Ahl-e Haq, og at hans far og farfar har været politisk aktive for partiet Hezbe Demokrat Kurdistan. Ansøgeren og hans familie har i en lang årrække været bosat i Al Tash-lejren og blev i 1999 sendt tilbage til Iran. Ansøgerens far og farfar blev straks anholdt. Farfaren blev henrettet i 2002, og ansøgerens familie har ikke set faren siden. I 2011 ville ansøgeren have udstedt en personlig attest og henvendte sig derfor til de iranske myndigheder. Han blev henvist til efterretningstjenesten, som ville have ham til at levere oplysninger om PJAK-gruppen, der var aktiv i ansøgerens område. Ansøgeren blev opsøgt af myndighederne fire gange og tilbageholdt en enkelt gang i fem dage med henblik på at få ham til at levere oplysninger. I [vinteren] 2013 angreb PJAK-gruppen de iranske myndigheder, hvorefter ansøgeren tog op i bjergene og gemte sig, idet han frygtede, at myndighederne ville opsøge ham. Han hørte fra familien, at nogle havde fået tilladelse til at skyde ham. Han udrejste herefter illegalt af Iran til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne forekommer selvoplevet og troværdig. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren, hvis far, farfar og farbror har været politisk aktive og forfulgt af myndighederne, har indgået en aftale om spionage mod PJAK-gruppen, og at han undlod at opfylde denne aftale og flygtede, hvorefter han blev eftersøgt og hans bopæl ransaget. Herefter findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/50/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014. Nævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhtiari og kristen fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive henrettet af de iranske myndigheder, ligesom han frygter sin svigerfamilie, der er Sayeed, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han efter anbefaling fra sin ven bad en mullah om hjælp, idet ansøgeren i noget tid havde haft problemer på sit arbejde. Mullahen bad imidlertid om betaling for at hjælpe ansøgeren, hvilket fik ansøgeren til at stille spørgsmålstegn ved islam, og ved om der fandtes en gud. Ansøgeren levede efterfølgende i nogle år uden at tro på noget, og han fik af den grund interesse i at lære kristendommen at kende. Ansøgeren fik derfor en bibel samt en invitation af en mand […], som var formand for en hjemmekirke, til at deltage i hjemmekirken. [I] 2013 modtog ansøgeren en sms-besked, hvoraf fremgik, at [formanden] var blevet tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren tog samme dag hen til sin ven, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse [i] 2013. Ansøgeren ankom nogle dage senere til Grækenland, hvor han søgte om og blev meddelt asyl. I Athen fik ansøgeren gennem sin broder kontakt til den iranske kirke, hvor han blev døbt den [primo] 2014. Ansøgeren forlod Grækenland, fordi levevilkårene som flygtning var svære, og fordi hans fremtid var usikker dér. Efter ansøgeren er kommet til Danmark, har han deltaget i […] kristne aktiviteter, herunder deltaget i gudstjenester og bibelundervisning. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har imidlertid afgjort, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Grækenland som sit første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flygtningenævnet skal således alene tage stilling til denne del af Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren [i] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Grækenland som flygtning. Flygtningenævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om forløbet i Grækenland til grund. Betingelserne for at kunne betragte Grækenland som ansøgerens første asylland er blandt andet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for ham at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland. Ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke kræves, at ansøgeren socialt set skal kunne leve på fulgt ud samme niveau som landets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 – 1989, at ansøgeren i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards.” Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for ansøgeren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at ansøgeren i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at ansøgeren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtingekonventionens artikel 33, stk. 1. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har været udsat for sikkerhedsmæssige konflikter i Grækenland. Han har i en længere periode boet i en kirke, hvor han har arbejdet ulønnet og fået mad. Han har efterfølgende skaffet sig et arbejde, som har gjort det muligt for ham at leje et værelse, og han har via aflønningen og sin fortsatte tilknytning til kirken kunnet skaffe sig daglige fornødenheder. Han har ikke haft helbredsmæssige problemer under opholdet i Grækenland, og han har modtaget sprogundervisning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed i Grækenland vil være beskyttet i fornødent omfang. De generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland er vanskelige, men efter ansøgerens forklaring er der i dette konkrete tilfælde ikke grundlag for at antage, at ansøgerens sociale og økonomiske forhold ved hans fornyede ophold i Grækenland vil være så dårlige, at kravene til ”basic human standards” er tilsidesat. Flygtningenævnet har tillige tillagt det betydning, at ansøgeren efter oplysningerne om hans baggrund og erhvervsmæssige forhold i hjemlandet må anses for at være ressourcestærk. Flygtningenævnet har tillige tillagt det en vis betydning, at ansøgerens brødre i England og USA må antages at kunne hjælpe ham. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for at anse Grækenland som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3) er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/5/JOL
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og henrettet af den iranske efterretningstjeneste, da hans far er medlem af KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far er medlem af KDPI. Han frygter derfor at blive tilbageholdt og henrettet af den iranske efterretningstjeneste, hvis han vender tilbage til Iran. Ansøgeren vil blive tilbageholdt, indtil hans far overgiver sig, hvorefter de begge vil blive henrettet. Ansøgerens far er almindeligt medlem af KDPI. Han har ikke deltaget i væbnede kampe. Ansøgeren kender ikke til sin fars tidligere politiske aktiviteter under farens ophold i Iran. Ansøgerens fars politiske aktiviteter i Irak har bestået af deltagelse i partimøder. Ansøgeren har ikke selv deltaget i nogen former for politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren er iransk kurder, født og opvokset i Al-Tash-lejren, og at hans far er medlem af KDPI, hvilket er dokumenteret ved kopi af partimedlemskort. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring videre til grund, at faren har modtaget militærtræning i Irak, og at faren deltager i møder i KDPI i Irak, samt at disse møder udsendes digitalt på en tv-kanal ved navn TESHK. Uanset, at faren ikke er særligt profileret i KDPI, og at ansøgeren ikke selv er medlem af partiet, finder nævnets flertal ikke at kunne bortse fra, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil risikere at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnets flertal lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans familie er eftersøgt af den iranske efterretningstjeneste. Flertallet har endelig lagt vægt på, at han ikke taler farsi, og at han ikke er i besiddelse af identifikationspapirer af nogen art. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/49/LAJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af en politimand ved navn [A] eller af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har haft et seksuelt forhold til [As] ægtefælle. En måned før sin udrejse af Iran gik ansøgeren på gaden, da han blev kontaktet af en kvinde fra landsbyen ved navn [B], som ønskede at indlede et forhold til ham. Ansøgeren afslog dette, idet kvinden er gift, og han frygtede myndighederne, fordi kvindens ægtefælle er politimand. I løbet af de næste to uger pressede [B] ansøgeren og truede med at fortælle sin ægtefælle, [A], at ansøgeren kiggede på hende, hvis han ikke ville indlede et forhold til hende. Ansøgeren indvilligede herefter og havde et seksuelt forhold til [B] i to til tre uger. En nat kom [Bs] ægtefælle hjem, mens ansøgeren var til stede på deres bopæl. Ansøgeren flygtede ud gennem køkkendøren, mens [B] lukkede Ahmed ind gennem stuedøren. Da ansøgeren sprang over muren til gaden blev der skudt efter ham. [A] opsøgte fire dage senere ansøgeren på forældrenes bopæl, hvor han truede med at slå ansøgeren ihjel som følge af affæren. Ansøgeren udrejste af Iran samme aften. Efterfølgende har [A] flere gange opsøgt og truet ansøgerens forældre med at dræbe ansøgeren, ligesom myndighederne på et ukendt tidspunkt har opsøgt ansøgerens forældre og fremvist en arrestordre samt anklaget ansøgeren for at have haft et forhold til en gift kvinde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder helt overordnet, at ansøgerens forklaring må anses for usandsynlig og konstrueret til formålet. Således finder nævnet, at det i sig selv må have formodningen mod sig, at ansøgeren har været tvunget til at indlede et seksuelt forhold til en gift kvinde i et mindre landsbysamfund. Nævnet har ved bedømmelsen været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet, og at der kan have været problemer med den præcise sproglige formulering. Nævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren på konkrete spørgsmål har svaret afglidende og divergerende. Han har således forklaret divergerende om, hvordan og hvornår kontakten mellem ham og kvinden opstod, idet han til samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at kvinden tvang ham under trussel om, at hun til sin mand ville oplyse, at ansøgeren havde kigget på hende, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at hun ville fortælle til sin mand, at ansøgeren havde voldtaget hende. Endvidere har han forklaret til Oplysnings- og motivsamtalen, at han indvilligede i et seksuelle forhold to måneder før sin udrejse. Mens han under asylsamtalen har forklaret, at det første forhold fandt sted en måned før hans udrejse, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at han og kvinden havde seksuelt forhold hver anden uge, når hendes mand var fraværende, og at det seksuelle forhold således alene strakte sig over to uger. Endvidere har han forklaret divergerende om, hvordan han flygtede fra huset samt årsagen til flugten. Vedrørende sidstnævnte har han til Udlændingestyrelsen oplyst, at kvindens mand bankede på, fordi der kun var én nøgle, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at der var to nøgler, og at manden bankede på, for at hans hustru ikke skulle blive nervøs, når han låste sig ind. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har tilpasset og udbygget sin forklaring, når han har været foreholdt divergenser. Oplyst om det usandsynlige i, at kvinden fortsat skulle kunne leve med sin mand uden at blive forfulgt af myndighederne, hvis det lægges til grund, at hun har taget initiativ til og efterfølgende har haft et seksuelt forhold til ansøgeren, har ansøgeren udbygget sin forklaring med, at det overfor myndighederne har været angivet som et voldtægtsforhold eller en anden forbrydelse. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at dette beror på sproglige misforståelser kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/48/snd
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren er ikke-troende og har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror bad ansøgeren om at filme politiske begivenheder. Ansøgeren filmede derfor begravelsen af en person, [A], som var blevet henrettet. Endvidere filmede han Sepahs rangsagning af et hus samt folk i landsbyen Khorkhora. Optagelserne blev lagret på et eksternt memory-kort i ansøgerens mobiltelefon. Senere satte ansøgeren memory-kortet i sin computer for at sende filmene til broren, hvilket imidlertid ikke kunne lade sig gøre, og han efterlod kortet i computeren. Omkring 10-15 dage efter at ansøgeren havde filmet i Khorkhora, blev ansøgerens bopæl ransaget af de iranske myndigheder. Under ransagningen blev ansøgerens far arresteret, og myndighederne konfiskerede ansøgerens computer og farens bahai bog, som befandt sig på ansøgerens værelse. Udlændingestyrelsen har tilkendegivet, at styrelsen kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om rækkefølgen af optagelsen af de tre film har været noget usikker. Flygtningenævnet kan dog i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om begivenhederne forud for udrejsen til grund. Derimod fremstår ansøgerens forklaring for nævnet, om at myndighederne efterfølgende har henvendt sig til hans familie og spurgt efter ham, ikke overbevisende. Ansøgeren har således ikke tidligere oplyst herom, hvorimod han har oplyst om, at han har været i kontakt med familien, og at der ikke er sket familiemedlemmerne noget efter hans udrejse. Ansøgeren har henvist til, at hans to ældre brødre udrejste i 2007 og 2008, og at navnlig broren [B] er offentlig kendt som politisk aktiv og medlem af bahai-religionen. Uanset dette har familien kunnet leve i Iran siden brødrenes udrejse, uden at der er sket dem noget alvorligt. Flygtningenævnet finder, at optagelserne af offentligt tilgængelige begivenheder af den karakter, ansøgeren har optaget, ikke kan antages at være kompromitterende i sig selv. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at brødrenes forhold sammenholdt med fundet af bahai-bogen vil medføre, at myndighederne tillægger ansøgeren politiske eller religiøse motiver, og at myndighederne derfor vil udsætte ansøgeren for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at ansøgerens familie fortsat opholder sig på bopælen uden at være udsat for forfølgelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at antage, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst uden tilladelse, i vil bevirke, at ansøgerens adfærd forud for udrejsen vil blive tolket i et andet lys af myndighederne end ovenfor anført. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse fra myndighedernes side, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/47/STR
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er træt af livet i Iran, fordi han får en lavere løn, idet han er kurder og ikke har aftjent værnepligt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er blevet tilbageholdt af religionspolitiet fem gange, fordi han har indtaget alkohol og haft kærester. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren, at han vil blive betragtet som politisk aktiv, idet han har hørt om en ny lov, der medfører, at alle der er udrejst af Iran og vender tilbage til Iran anses som værende politisk aktive. Ansøgeren har ikke oplyst noget til støtte herfor, idet han ikke har haft konflikter med privat personer, myndigheder eller grupperinger i Iran. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under mødet med nævnet har forklaret, at han i en periode på fire år har røget opium og taget piller. Han har tillige oplyst, at det ikke har givet ham problemer med myndighederne, idet det var velset, at kurdere indtog stoffer. Nævnet bemærker endvidere, at de fem kortvarige anholdelser som følge af alkoholindtagelse og kontakt med kvinder, hvor ansøgeren har forklaret, at der ikke er sket registrering, er afsluttede episoder. Det beror alene på ansøgerens formodning, at hans udrejse vil blive tillagt politiske motiver. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for kurdere og sunni-muslimer i Iran ikke har en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre asyl. Anbringenderne om adgangen til arbejdsmarkedet og forventet indkomstniveau er af socioøkonomisk karakter og opfylder ikke betingelserne for at opnå asyl. Samlet finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han vil risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/46/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været tilhænger af Irans Demokratiske Parti og har hjulpet sin politisk aktive morbror med at optage videofilm. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på ubestemt tid. Dette skyldes, at ansøgeren er tilhænger af Irans Demokratiske Parti, og at han har hjulpet sin morbror med at optage videofilm. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet, idet han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans morbror er meget politisk aktiv for Irans Demokratiske Parti. Ansøgeren har videre oplyst, at hans bror i 2004 blev tilbageholdt i en uge af den iranske efterretningstjeneste, fordi han var i besiddelse af et fotoalbum med billeder af morbrorens familie. Ansøgeren har videre oplyst, at han har filmet optagelser 15 til 20 gange, da han var mellem 16 og 18 år. Ansøgeren optog løbesedler eller begivenheder. Disse videofilm blev brugt til morbrorens politiske virke. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han to gange er blevet tilbageholdt kortvarigt af politiet som følge af hans manglende aftjening af værnepligten. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet forklaret, at fem af de film han havde optaget til sin morbror, og som havde politisk indhold, forsvandt fra hans bopæl. Ansøgeren forklarede først, at filmene forsvandt i forbindelse med hans flytning i 2012 eller 2013, men forklarede senere, at de forsvandt cirka to uger før hans udrejse af Iran, og at dette var den egentlige årsag til hans udrejse. Idet ansøgeren hverken har forklaret om disse episoder under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen eller under sit møde med sin egen advokat, og da ansøgerens forklaring om at undladelsen skyldtes tolke- og helbredsmæssige problemer ikke forekommer overbevisende, tilsidesættes denne del af forklaringen som udbyggende og konstrueret til lejligheden. Idet ansøgeren forud for nævnsmødet har forklaret, at han ikke har haft problemer, hverken som følge af hans manglende aftjening af værnepligten eller som følge af sin egen eller familiens politiske aktiviteter og da en eventuel sanktion for ulovlig udrejse, jf. baggrundsoplysninger ikke kan anses for at være urimelige, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen, idet der ikke ses at foreligge sagsbehandlingsfejl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/45/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kurdere og deres religiøse tilhørsforhold er Ahl-e-Haq Yarsan fra Iran. Den mandlige ansøger har to gange udført politiske aktiviteter for Det Kurdiske Demokratiske Parti, herunder skrevet politiske slogans på væggene og uddelt løbesedler i byen […]. Ansøgerne har for Flygtningenævnet som asylmotiv nu henvist til, at den mandlige ansøgers første aktivitet for partiet fandt sted [i begyndelsen af 2014], og den anden fandt sted [i foråret 2014]. [I foråret 2014] blev den mandlige ansøger anholdt på sin bopæl, og i forbindelse med anholdelsen blev ansøgernes hjem ransaget, og myndighederne fandt tre CD’er og en bog, der relaterede sig ansøgernes religion. I forbindelse med den mandlige ansøgers anholdelse blev den kvindelige ansøger udsat for vold. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt i otte dage hos efterretningstjenesten i byen […], og han blev hver dag udsat for tortur. Den ottende dag blev den mandlige ansøger bragt til [domstol] i byen […], hvor han blev løsladt mod sikkerhedsstillelse i form af et skøde til faderens ejendom. I forbindelse med løsladelsen fik ansøgeren at vide, at han ville blive indkaldt til et retsmøde, hvor sagen ville blive afgjort. Den mandlige ansøger var sengeliggende i nogle dage efter løsladelsen. [I foråret 2014] udrejste ansøgerne til Tyrkiet. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerne for Flygtningenævnet har erkendt, at de har afgivet bevidst urigtige forklaringer om deres asylmotiv under sagsbehandlingen hos Udlændingestyrelsen, og at ansøgerne ikke på troværdig vis har været i stand til at begrunde årsagen hertil. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at dette svækker ansøgernes generelle troværdighed også i forhold til det nu påberåbte asylmotiv. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere vægt på, at ansøgerne først fremkom med det nu påberåbte asylmotiv efter at have modtaget afslaget fra Udlændingestyrelsen, og at ansøgerne forklarede forholdsvist detaljeret om det oprindelige asylmotiv, som i sig selv var enkelt. Vedrørende det nu påberåbte asylmotiv må det tillægges vægt, at den mandlige ansøger ikke havde været politisk aktiv forud for de påberåbte aktiviteter, og at ansøgeren har forklaret upræcist om den pludselige anledning til disse aktiviteter. Hertil kommer, at den mandlige ansøger ifølge sin egen forklaring ikke har mærker og ar efter de piskeslag med kabel, som han modtog under tilbageholdelsen. Den kvindelige ansøger har til gengæld oplyst, at den mandlige ansøger var ilde tilredt efter løsladelsen. Endelig har ansøgerne forklaret upræcist om forholdet og kontakten med den mandlige ansøgers familie, og om anledningen til og tidspunktet for udstedelsen af pas til ansøgerne. Herudover er det tillagt nogen vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Ansøgerne har, efter det oplyste, ikke haft nogen problemer med myndighederne på grund af deres religiøse tilhørsforhold. Da ansøgerne ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det nu påberåbte asylmotiv på troværdig vis, forkaster Flygtningenævnets flertal deres forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at UNHCRs anerkendelse af ansøgerne som flygtninge i Tyrkiet på den nævnte baggrund ikke kan føre til nogen ændret vurdering, ligesom Flygtningenævnets flertal på den nævnte baggrund heller ikke kan lægge nogen vægt på de fremlagte dokumentkopier fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Endvidere er der efter det foreliggende ikke fundet grundlag for at imødekomme en mere subsidiær påstand om hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/44/AKM
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, statsborger i Iran og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive krydsforhørt og generet af den iranske efterretningstjeneste, fordi han har forladt Iran uden at have fået styrets velsignelse. Han har derfor et forklaringsproblem over for de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran, og han vil være særlig udsat, fordi han er kurder. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelt vanskelige forhold for etniske kurdere i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er udrejst legalt fra Iran [ultimo] 2015. Han mistede sit pas, da han passerede Middelhavet på vej til Grækenland. Ansøgeren frygter, at han som følge af dette vil blive krydsforhørt og generet af den iranske efterretningstjeneste ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at han som kurder i Iran levede under generelt dårlige forhold i Iran, ligesom han havde dårlige muligheder for at skabe sig et godt liv i Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgerens oplysninger om årsagen til at søge asyl sammenholdt med det i øvrigt foreliggende giver imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at han opfylder betingelserne for at få asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ansøgeren har således ikke haft konkrete konflikter med myndighederne i Iran eller privatretlige konflikter med andre i Iran. Den omstændighed, at han er etnisk kurder og eventuelt vil blive afhørt af den iranske efterretningstjeneste ved en tilbagevenden til Iran, kan hverken i sig selv eller sammenholdt med sagens andre oplysninger – herunder om farens dårlige helbred som følge af en krigsskade fra Irakkrigen og den manglende støtte fra det offentlige til faren – og om de generelt vanskelige forhold for etniske kurdere i Iran føre til, at ansøgeren kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens oplysninger om, at han vil blive generet af den iranske efterretningstjeneste ved en tilbagevenden til Iran ikke er nærmere konkretiseret og alene bygger på hans egne formodninger. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/43/IBL
Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk khavari, mens den kvindelige ansøger er etnisk perser. Ansøgerne er tidligere shia-muslimer fra […] Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb som følge af, at de i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgernes forklaringer til grund, at de under opholdet på [et asylcenter] begyndte at komme i [en kirke] i begyndelsen af [foråret] 2014, hvor de begge blev døbt [i efteråret] 2014, og at de siden er kommet i kirken hver søndag. Det fremgår af udtalelse [fra foråret] 2015 fra [en] præst […] blandt andet, at parret er kommet i kirken siden [foråret] 2014 og har deltaget trofast i kirkens gudstjenester og arrangementer. De har begge deltaget i Alpha-kursus fra [efteråret] 2014 med afslutning [i foråret] 2015, hvorigennem de blev introduceret til kristendommens grundlæggende værdier og samtidig fik indsigt i konsekvenserne af at konvertere til kristendommen. Af udtalelsen fremgår tillige, at det er tydeligt, at troen på Kristus er blevet en voksende glæde og styrke i parrets liv, og at de efter forudgående undervisning blev døbt i [efteråret] 2014. Parret deltog i sommer-camp i [sommeren] 2014 og var tilmeldt i [sommeren] 2015. Det lægges i overensstemmelse med den mandlige ansøgers forklaring tillige til grund, at han siden [primo] 2015 er kommet i [et missionshus] den første tirsdag i måneden og herudover to onsdage hver måned. Ansøgerne har for Flygtningenævnet indgående og detaljeret forklaret om kristne værdier og baggrunden for deres konversion. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgernes konversion er reel. Da nævnet endvidere lægger til grund, at ansøgerne i overensstemmelse med deres klare tilkendegivelser herom ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke vil undertrykke deres tro, findes de at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/42/CEB
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran og hendes medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Bokan, Azarbajhan Gharbi, Iran. Ansøgeren har været medlem og aktiv for Komala Partiet i fem-seks år, hvor hun har haft forskellige opgaver for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil slå hende ihjel på grund af de politiske aktiviteter hun har haft for Komala Partiet i byen […] ved Sulaymaniyah i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun udrejste fra Iran for ca. fem-seks år siden for at blive medlem af Komala Partiet i Irak. Inden udrejsen til Danmark boede hun i Komalas hovedkvarter i Irak tæt på Sulaymaniyah Ansøgeren blev peshmerga for partiet i 18 måneder efter et træningskursus på fem måneder, hvorefter hun blev officielt medlem af partiet. Ansøgeren havde som peshmerga forskellige opgaver for partiet, herunder køkken- og vagtopgaver. Ansøgeren tog også imod kvinder, som kom til Irak fra Iran, for at fortælle dem om partiet og forholdene i Irak, ligesom ansøgeren også deltog i demonstrationer i Irak. Ansøgeren blev gravid og kunne ikke arbejde for partiet de sidste to måneder inden sin udrejse fra Irak. Ansøgeren udrejste på grund af de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Irak, herunder på grund af tilstedeværelsen af Islamisk Stat. Efter ansøgerens udrejse til Danmark er hendes far blevet afhørt af de iranske myndigheder, fordi myndighederne fik kendskab til ansøgerens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det af ansøgeren fremlagte medlemsbrev, peshmerga ID-kortet, de fremlagte fotos og ansøgerens forklaring. Hertil kommer, at nogle af de nævnte fotos har været offentliggjort på Komala partiets hjemmeside, ligesom ansøgeren er blevet interviewet af Rojhelat-tv om Komala aktiviteter i forhold til Islamisk Stat. På denne baggrunder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk.1.” iran/2016/41/DTO
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestani fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, der har beskyldt ham for at have voldtaget en pige, […]. Ansøgeren frygter endvidere at han vil blive slået ihjel af [pigens] familie eller de iranske myndigheder, fordi ansøgeren og [pigen] ikke var gift men havde et seksuelt forhold til hinanden og fordi de forsøgte at flygte sammen fra Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han mødte [pigen] [foråret] 2015 i et renseri, hvor ansøgeren arbejdede. [Pigen] dukkede igen op i renseriet efter ca. 14-15 dage, hvor ansøgeren snakkede med hende og var meget betaget af hende. Hun gav sit telefonnummer til ansøgeren efter at han havde bedt om det. Ansøgeren og [pigen] talte herefter i telefon og mødte hinanden flere steder i byen. De talte om at blive gift. To måneder efter [pigen] og ansøgeren havde mødt hinanden, besøgte ansøgeren og hans familie [pigens] familie og friede til hende. Da ansøgeren var yarestani, ville [pigens] familie ikke acceptere ægteskabet. [Pigens] far forbød ansøgeren at kontakte [pigen]. Ti dage efter besøget hos [pigens] familie, inviterede [pigen] ansøgeren hjem til sig, fordi hendes forældre ikke var hjemme. Den samme aften kl. 21-22 tog ansøgeren hjem til [pigen]. De blev meget fulde og endte med at have samleje. [Pigen] blev meget ked af det efterfølgende og hun var bange for konsekvenserne af samlejet med hensyn til hendes familie. Ti dage efter samlejet ringede [pigen] og fortalte ansøgeren, at en af hendes fædres venners sønner havde friet til hende, og at hendes far ville tvangsgifte hende. Ansøgeren foreslog [pigen] at flygte til Tyrkiet [sommeren] 2015 med henblik på at tale med [pigens] familie om accept af ægteskabet, når de var ankommet til Tyrkiet. Ansøgeren tog i forbindelse med udrejse til Tyrkiet kontakt til en agent. Ved grænsen mellem Iran og Tyrkiet blev ansøgeren og [pigen] opdaget af iranske grænsevagter, der affyrede advarselsskud. Da [pigen] faldt, efterlod ansøgeren hende ved grænsen efter opfordring fra agenten, der mente at [pigen] ville blive løsladt efter et par dage. I Tyrkiet tog ansøgeren kontakt til sin søster, der fortalte, at de iranske myndigheder havde opsøgt ansøgerens bopæl i Iran to gange for at lede efter ansøgeren. Ansøgerens far blev fængslet i en nat, afhørt og herefter løsladt. [Pigen] fortalte ca. 20-25 dage efter ansøgerens ankomst til Danmark, at hun havde fortalt sin familie, at hun var blevet voldtaget for at redde sin ære, og at ansøgeren ikke længere skulle kontakte hende. Ansøgeren modtog herefter en besked fra sin søster om, at de iranske myndigheder fortsat leder efter ham. Ved vurderingen af det påberåbte asylmotiv finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om mødet på [pigens] bopæl fremstår usædvanligt, når der henses til at [pigens] far havde afvist enhver forbindelse mellem ansøgeren og [pigen], at [pigens] far ifølge ansøgeren var en højtstående politimand, at [pigen] kunne være helt alene hjemme i huset, selvom hun kun var 17 år, og at ansøgeren medbragte en flaske whiskey, selvom han og [pigen] ikke tidligere havde drukket spiritus sammen. Hertil kommer at ansøgeren har forklaret upræcist om, i hvilket omfang han og [pigen] blev påvirket af spiritussen, om han tog whiskeyflasken med sig, om [pigen] var i stand til at slette sporene efter dem, og om hvor længe han blev på stedet efter at have gennemført samlejet. Ansøgeren har oplyst, at selve formålet med rejsen var, at han og [pigen] kunne indrejse sammen i Tyrkiet. På denne baggrund fremstår det påfaldende, at han accepterede at efterlade [pigen], da hun gled ned af en skråning. Ansøgeren har videre fremvist en tatovering med [pigens] navn på sin ene overarm. Når der henses til ansøgeren forklaring om sin store kærlighed til [pigen], findes ansøgeren ikke på overbevisende måde at have redegjort, hvordan han kunne efterlade hende på stedet. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på ansøgerens forklaring om indholdet af telefonsamtalen med [pigen]. Ifølge ansøgerens forklaring drøftede man ikke nærmere, hvad der skete med hende, og hvorfor ansøgeren havde forladt hende. Endvidere fremstår det påfaldende, at ansøgeren ikke har haft yderligere kontakt med sin søster siden den kortfattede sms fra [foråret] 2016. Endelig har ansøgeren forklaret upræcist om myndighedernes henvendelse på familiens bopæl. Umiddelbart fremstår det herudover usædvanligt, at myndighederne allerede skulle have nået at henvende sig på bopælen, da han i Tyrkiet talte i telefon med sin søster. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring havde modtaget indkaldelse til aftjening af værnepligt på et tidspunkt, hvor han og [pigen] havde besluttet at rejse ud af Iran, og at ansøgeren først for Flygtningenævnet har påberåbt sig dette forhold. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Flygtningenævnet skal særlig bemærke, at ansøgeren på flere punkter har svaret afglidende på centrale spørgsmål navnlig vedrørende besøget hos [pigen] og om episoden, da han forlod [pigen] ved grænsen. Hverken den omstændighed, at ansøgeren måtte være udrejst illegalt, eller at han er udeblevet fra indkaldelse til militærtjeneste kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke antages, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig sanktion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/40/DTO
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [en navngiven by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har smuglet varer og breve imellem Iran og Irak for personer med tilknytning til partiet Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive udsat for tortur og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har smuglet varer og breve imellem Iran og Irak for personer med tilknytning til partiet Komola. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 10-årig startede med at arbejde som vagt ved grænseovergangen, Kaele, mellem Iran og Irak for en mand ved navn [M], som boede i Irak. Da ansøgeren blev 16 år, fik han andre arbejdsopgaver af [M], idet han skulle smugle varer mellem Iran og Irak. Ansøgeren smuglede blandt andet shampoo, brændstof og alkohol. [M] bad efterhånden ansøgeren om at bringe breve og smugle våben sammen med de øvrige varer. Han forklarede ansøgeren, at leveringen af brevene og våbnene var for den kurdiske sag. I maj/juli 2012 blev nogle af de andre smuglere, som ansøgeren fulgtes med, taget af de iranske myndigheder, da de var på vej over grænsen fra Irak til Iran. Ansøgeren efterlod sin last og formåede at flygte tilbage til Irak, hvor ansøgeren opholdt sig hos [M]. Efter to til tre dage kom ansøgerens moder til ham i Irak og oplyste ham om, at de andre smuglere, som var blevet taget ved grænsen, var blevet anholdt, og at ansøgeren var blevet angivet til de iranske myndigheder. Hun oplyste endvidere ansøgeren om, at de iranske myndigheder havde opsøgt og ransaget ansøgerens bopæl. Ansøgeren udrejste herefter illegalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til at han har været smugler mellem Iran og Irak, til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker overordnet, at ansøgeren har forklaret afglidende, ukonkret og divergerende om centrale punkter i det påberåbte asylmotiv. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende og udbyggende om, hvad han havde med i lasten den dag, han angiveligt måtte flygte fra grænseovergangen. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han havde øl og et brev med i lasten. Til asylsamtalen har han oplyst, at han tillige havde våben med i lasten. Under nævnsmødet har han forklaret afglidende på spørgsmålet, men er endt med at holde fast i, at han kun havde et våben til at beskytte sig med. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvad han så ved grænseovergangen. Til oplysnings- og motivsamtalen har han oplyst, at han kunne se biler og soldater i uniformer. Under asylsamtalen oplyste han, at han ikke så myndighedspersoner eller biler, men at dette kun var noget, som han fik at vide af andre smuglere. Under nævnsbehandlingen har han oplyst, at han så civilklædte personer med langt skæg, og at disse skød efter smuglerne, herunder efter ansøgeren. Vedrørende sidstnævnte bemærkes, at han under asylsamtalen oplyste, at han kunne høre skud, men at han ikke ved, hvem der blev skudt efter. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at han så nogle af de andre smuglere blev skudt. Nævnet bemærker særskilt, at disse episoder må anses for at være af en sådan karakter, at de ville være gengivet enslydende, hvis de havde fundet sted. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/4/MVI
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født muslim fra Iran. Ansøgeren har under den oprindelige asylsag forklaret, at han i perioden 2009 til 2012 sympatiserede med Den grønne Bevægelse. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb som følge af, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Det fremgår af sagen, at ansøgeren – hvis første afslag på opholdstilladelse var begrundet i hans manglende troværdighed – havde den første samtale med [en] frikirkepræst […] [i foråret] 2013, efter at ansøgeren [16 dage inden] af Flygtningenævnet var blevet meddelt afslag på asyl, og at ansøgeren herefter allerede [omkring to måneder senere] blev døbt i [Pinsekirken], hvor de ikke talte farsi. Ansøgeren har under sin forklaring for Flygtningenævnet udvist meget begrænset viden om kristendommen. Han har således på forespørgsel om kristne højtider alene kunnet nævne pinsen og har beskrevet denne som en begivenhed, hvor mennesker samles til selskabelighed. Han har endvidere ikke kunnet nævne forskellen på Pinsekirken, som han først var tilknyttet, og Apostelkirken, hvor han er kommet gennem flere år. Han har blandt andet forklaret, at ”Helligånden var der allerede, da Adam og Eva blev skabt”. Endelig har ansøgeren om baggrunden for sin påberåbte konversion alene i det hele kunnet henvise til, at den giver ham ”ro”. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgerens konversion ikke kan anses for at være reel. De fremlagte udtalelser fra præster kan ikke føre til en ændret vurdering. Uanset at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil på både engelsk og farsi, hvor der findes kristne billeder og budskaber, findes ansøgeren derfor ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/39/CEB
Nævnet hjemviste i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra […], Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgerne var ved udrejsen af hjemlandet yarasen al-haq af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet at han har købt og leveret madvarer til to medlemmer fra det kurdiske demokratiske parti. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af myndighederne, der beskylder hendes ægtefælle for at være antirevolutionær. Ansøgerne har endvidere som asylmotiv henvist til, at de under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen. Formanden bemærkede, at Udlændingestyrelsen den 24. maj 2016 har fremsendt følgende anmodning til Udenrigsministeriet: I forbindelse med behandlingen af en række asylansøgninger fra iranske ansøgere, som hører til den religiøse gruppe Yarsan/Ahl-e-Haq, skal Udlændingestyrelsen venligst anmode om Udenrigsministeriets assistance til at indhente oplysninger om konsekvenser af konvertering fra Yari-troen til kristendommen i Iran. Udlændingestyrelsen ønsker således belyst: 1. Hvorvidt en konvertering fra Yari-troen til Kristendommen betragtes som en strafbar handling ifølge den iranske lovgivning? 2. Har ministeriet kendskab til tilfælde, hvor Yaristan/Ahl-e-Haq er blevet dømt og straffet i Iran grundet apostasi? Formanden bemærkede endvidere, at Udlændingestyrelsens høringsbrev har givet nævnet anledning til at overveje en hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at der kan træffes afgørelse om den del af ansøgernes asylmotiv, som vedrører deres konversion til kristendommen. Udlændingestyrelsens repræsentant tilsluttede sig en hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Ansøgernes advokat tilsluttede sig ligeledes en hjemvisning. Flygtningenævnet besluttede herefter at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen vedrørende den del af asylmotivet, som vedrører ansøgernes konversion, når svar på ovennævnte høring foreligger.” Iran/2016/38/nke
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse K til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og ikke-troende fra Nazarabad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, fordi han er homoseksuel og fordi han har forladt islam og sig erfave. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indledte sit første homoseksuelle forhold, da han var 16 år. Forholdet med vennen blev efter to år afsløret på ansøgerens bopæl af ansøgerens mor. Det var i samme forbindelse, at ansøgerens familie fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel. Efter afsløringen fortsatte ansøgeren sin skolegang i en måned, hvor han hver dag blev hentet af sin mor, som ville sikre sig at ansøgeren ikke havde kontakt med vennen. To måneder senere blev ansøgeren smidt ud hjemmefra, hvorefter han rejste til Teheran. Under opholdet i Teheran indledte ansøgeren et forhold til en arbejdskollega, som sluttede efter to år, da kollegaen rejste til Norge. Ansøgeren rejste da tilbage til Nazarabad, hvor hans mor tog ham med på en pilgrimsrejse til Mashad, idet hun håbede på et mirakel, således at ansøgeren kunne blive helbredt for sin homoseksualitet. I 2006 eskalerede problemer mellem ansøgeren og dennes familie, da familien indgav en anmeldelse til politiet, hvor de skrev, at ansøgeren var homoseksuel og dermed psykisk syg. Ansøgeren blev tilbageholdt af politiet i to dage, hvorefter han forsøgte selvmord. Ansøgeren blev løsladt, da hans far trak anmeldelsen tilbage, og ansøgeren skrev under på en erklæring om, at han ville opføre sig ordentlig. Fra 2006 til 2015 havde ansøgeren kun sporadisk kontakt til sin familie. Ansøgeren returnerede til sin families bopæl [en nærmere bestemt dato i foråret 2015] i forbindelse med det islamiske nytår. Efter et par måneder opstod der konflikt på bopælen, hvor ansøgeren blev udsat for vold og trusler fra sin brors side, idet han nægtede at indgå ægteskab med sin kusine. Han blev introduceret til erfave ulume batani i 2007 og han har deltaget i mødet og haft bøger herom. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring og sagens oplysninger til grund, at ansøgeren er homoseksuel og ønsker at leve som sådan. Nævnet finder, at ansøgeren - trods en på visse punkter usikker og divergerende forklaring om konflikterne med sin familie - har forklaret konsistent, troværdigt og sammenhængende om sin seksualitet og om sine erfaringer og overvejelser i den forbindelse. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om Iran, at seksuelle handlinger mellem to af samme køn straffes med piskning eller dødsstraf afhængig af forbrydelsens art og omfang, jf. blandt andet Landinfos temanotat om Iran: Homoseksualitet og homofile i den islamske republik Iran af 7. december 2012. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/37/STR
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2014. Udlændingestyrelsen meddelte primo 2015 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. En måned senere stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I sommeren 2015 anmodede ansøgeren Flygtningenævnet om at genoptage sagen. I foråret 2016 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er tidligere shia-muslim af trosretning, men hun har oplyst, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter en alvorlig straf, idet hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin ægtefælle samt de iranske myndigheder, og at hun vil blive idømt en alvorlig straf, som følge af at ægtefællen har anmeldt hende til myndighederne med beskyldning om utroskab i Iran samt bortførelse af deres fælles barn fra Iran. Hendes ægtefælle i Iran har kontaktet den danske ambassade i Teheran, den iranske ambassade i København, samt de danske myndigheder og anklaget hende for utroskab samt bortførelse af deres barn. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer en alvorlig straf, idet hun i Danmark har haft et forhold til en anden iransk asylansøger, i hvilken anledning hun har fået en abort. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse i anledning af utroskab, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle efter det oplyste først så sent som i [sommeren] 2015 har kontaktet ambassader og myndigheder, efter at ansøgeren udrejste af Iran i [efteråret] 2013. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egne ubekræftede formodninger, at hendes ægtefælle i Iran har fået oplysninger om hendes graviditet i Danmark. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at hendes interesse for kristendommen startede efteråret 2014, hvorefter hun var en engageret kirkegænger i […]kirken i [A] og helt regelmæssigt deltog i undervisning, gudstjenester og andre aktiviteter. Det fremgår af et fremlagt dåbsbevis, at ansøgeren blev døbt den […] 2015 i […]kirken i [A]. Det fremgår af udtalelse af [primo] 2016 fra præst [S] ved [..]kirken i […], at ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter fra vinteren 2014/2015 blev mere og mere stabil. Herefter deltog ansøgeren fast i kirkens ugentlige undervisning. Siden dåben i […] 2015 er ansøgeren kommet trofast i kirken sammen med sin søn, og sønnen har været medlem af kirkens børneklub siden sommeren 2014. Endvidere har ansøgeren og hendes søn deltaget i kirkens årlige udflugt til SommerCamp […], hvor hun sammen med 5.000 andre har deltaget i en uges gudstjenester og sociale arrangementer, ligesom hun var frivillig i cafeteriet. Ansøgeren og hendes søn har desuden været aktive på kirkens sommerlejr i […] 2014 samt i juleferien 2015. I [sommeren] 2015 var ansøgeren medvært ved et besøg fra en gruppe pensionister fra kirker i Odense. I den forbindelse fortalte hun om sit liv som asylansøger og kristen, og det er efter præstens opfattelse kendt af alle omkring ansøgeren, at hun er kristen. Af udtalelse af [foråret] 2016 fra præst [S] fremgår, at ansøgeren og dennes søn siden seneste udtalelse er kommet trofast i kirken, og at ansøgeren har været om muligt mere engageret i livet i kirken end tidligere. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Da ansøgeren har forklaret, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil forkynde sin kristne tro, lægger flertallet til grund, at myndigheder og andre i Iran vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis hun ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/36/mvln
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Udlændingestyrelsen meddelte i 2011 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2012 anmodede ansøgeren Flygtningenævnet om at genoptage sagen. I 2014 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af hans asylsag. I 2015 anmodede ansøgeren på ny Flygtningenævnet om at genoptage sagen. I 2016 besluttede Flygtningenævnet efter omstændighederne at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, og tidligere sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er født i Al-Tash lejren, Ramadi, Irak, men flyttede til Iran med sin familie i 1996. Ansøgeren har oplyst, at han i Iran sympatiserede med KDPI, ligesom han i Danmark har deltaget i demonstrationer og seminarer til støtte for organisationen. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Han har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI, herunder deltagelse i en sultestrejke og optræden i filmen [A]. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at ansøgerens deltagelse i sultestrejken i 2012, herunder i filmen [A], samt i politiske aktiviteter i øvrigt kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at hans interesse for kristendommen startede i sommeren 2014, hvorefter han fulgte undervisningen i [X] Kirke indtil [efteråret] 2014, hvor han blev døbt i kirken. Det fremgår af udtalelse af […] 2014 fra sognepræst [B], at ansøgeren har deltaget regelmæssigt i gudstjenester i [X] Kirke. Det fremgår af en udateret udtalelse fra sognepræst [C], at ansøgeren i [Y] Kirke har deltaget i gudstjenester og i fredagsfællesskabet med undervisning og samtaler siden [efteråret] 2014, hvor han var med på kirkens menighedslejr. Af udtalelse af […] 2016 fra præst [D] fremgår det blandt andet, at ansøgeren siden efteråret 2014 har deltaget i gudstjenester samt i fredagsfællesskabet i [Y] Kirke, ligesom han har deltaget i undervisning i kristne temaer og gruppesamtaler. Af samme udtalelse fremgår det, at ansøgeren har deltaget i en heldagskonference i [foråret] 2015, en sommerlejr i [sommeren] 2015 samt i menighedslejre i 2014 og 2015. Endelig fremgår det af udtalelsen, at ansøgeren – der lægger kristne billeder og tekster op på en åben Facebook-profil – senest [primo] 2016 gennem Facebook og Messenger har modtaget trusler på livet fra ukendte afsendere som følge af sin konversion til kristendommen. På denne baggrund og henset til de fremlagte erklæringer med videre finder Flygtningenævnets flertal efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, dels at konversionen er reel, dels at myndigheder og andre i Iran vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/35/mvln
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra landsbyen Rabat, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, da han har været hemmeligt medlem af KDPI, ligesom hans brødre har været peshmergaer for partiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at tre mænd i sensommeren 2008 blev slået ihjel af de iranske myndigheder ved grænsen mellem Iran og Irak. De tre mænd var i besiddelse af en liste over personer, som var politisk aktive for KDPI, herunder fremgik ansøgerens og hans brødres navne. Dokumentet kom efterfølgende i de iranske myndigheders besiddelse. Omkring en måned senere blev ansøgeren broder, [M] anholdt. Samme dag flygtede ansøgeren sammen med sine to andre brødre, [S] og [T]. Ansøgeren levede i skjul sammen med sine brødre indtil [efteråret] 2008, hvor han sammen med sine brødre deres familier udrejste til Irak. [Fem dage senere] blev [M] slået ihjel af de iranske myndigheder. I Irak tog ansøgeren sammen med sine brødre og deres familier ophold i KDPI-lejren Zabiasi ved byen Koye. Ansøgerens ægtefælle og børn indrejste i Irak omkring tre og en halv måned senere, og familien bosatte sig sammen i Koye, hvor ansøgeren åbnede en tæppebutik. Omkring seks måneder senere blev ansøgeren ringet op af en KDPI-leder, som anmodede om lov til at mødes med to personer i ansøgerens butik, hvilket ansøgeren tillod. I 2011/2012 bad KDPI-lederen igen om hjælp, da han ønskede at anvende butikken til udveksling af pakker. Ansøgeren accepterede, og pakkeudvekslingerne fandt sted indtil [sommeren] 2015. Ansøgeren formodede, at pakkerne indeholdt politisk materiale, som skulle uddeles i Iran. [Fem dage senere] blev en af de personer, der havde afhentet pakker i ansøgerens butik, anholdt ved grænsen mellem Iran og Irak, og personen blev efterfølgende idømt fængsel på livstid. Ansøgeren formoder, at den pågældende har fortalt de iranske myndigheder om ansøgerens rolle i pakkeudvekslingerne. [Omkring seks uger senere] blev ansøgerens butik vandaliseret af ukendte personer, ligesom hans bopæl [ti dage herefter] blev opsøgt af ukendte personer, som ransagede bopælen og konfiskerede en mappe med fakturaer vedrørende tæppebutikken. Da ansøgeren forsøgte at anmelde forholdet, fik han at vide, at politiet ikke kunne beskytte ham. Ansøgeren har i øvrigt været hemmeligt medlem af KDPI og har under nævnsmødet forevist et større antal fotos taget i perioden fra 2010 til 2015 af ham og en række KDPI-medlemmer, herunder mange højtstående. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet i betydeligt omfang har udbygget sin tidligere afgivne forklaring. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen af […] 2015 forklaret, at han ikke selv havde nogen politiske aktiviteter for KDPI i Iran, at han aldrig selv har interesseret sig for politik, men at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighedernes overgreb, fordi hans brødre har haft aktiviteter for partiet. Han har endvidere forklaret, at han også frygter de iranske myndigheder, fordi han selv har haft politiske aktiviteter i Irak, idet han har hjulpet [H]. Ansøgeren har ikke før mødet i Flygtningenævnet oplyst, at han har været hemmeligt medlem af KDPI. Han har efter afslaget på opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen fra sine brødre angiveligt modtaget et større antal fotos taget i perioden fra 2010 til 2015 af ham og en række KDPI-medlemmer, herunder mange højtstående, hvilke fotos han har forevist under nævnsmødet, og har hertil forklaret, at han i mange år blandt andet fungerede som chauffør, når KDPI-medlemmer var på forskellige ture. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som bilag 4 har fremlagt et foto af sin afdøde broder [M] stående mellem to peshmergaer. Ansøgeren har om tilvejebringelsen af dette foto ikke kunnet oplyse andet end, at det er kommet i de iranske myndigheders besiddelse i forbindelse med myndighedernes drab på peshmergaerne, og at ansøgerens svigerfader kendte en myndighedsperson, der mod bestikkelse sendte fotoet til svigerfaderen, hvilken forklaring Flygtningenævnet anser for utroværdig og ikke kan lægge til grund. Flygtningenævnet finder det endvidere – navnlig under hensyn til ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om det betydelige omfang af hans politiske aktiviteter – usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle og børn rejste tilbage til Iran, da ansøgeren flygtede fra Irak, såfremt ansøgeren reelt frygtede overgreb fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/34/mvln
Nævnet omgjorde i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klagerne som asylmotiv henviste til, at de var efterstræbt af de iranske myndigheder på grund af deres interesse for kristendommen, og fordi de efter deres udrejse af Iran konverterede fra islam til kristendommen og blev døbt. Klagerne havde til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige klager begyndte at interesse sig på kristendommen, da han var ni år gammel. Da han var 15 til 16 år gammel downloadede han en bibel, og han var første gang i kirke, da han var omkring 16 til 17 år gammel. På et og et halvandet år var han i kirke ved tre lejligheder, hvilket hans familie ikke havde nogen indsigelser imod. Han friede til sin ægtefælle i 2009, og siden tog hun med ham i kirke, da hun også begyndte at fatte interesse for kristendommen. Hendes familie havde ej heller nogen indsigelser imod interessen for kristendommen. [I foråret] 2013 blev han opsøgt af de iranske myndigheder på sin bopæl. Myndighedspersonerne tog ham med og ransagede hans værelse. De gav ham lussinger under tilbageholdelsen, ligesom de udspurgte ham om kristendommen og politiske aktiviteter i 2009. Han blev fremvist billedmateriale af ham og hans ægtefælle, som blandt andet viste, at de gik ind i en kirke. Han blev løsladt samme aften og fik i den forbindelse besked på at møde op i retten [tre dage senere]. Der blev ikke afsagt dom den dag, men han fik at vide, at han ville få dommen tilsendt, hvorefter han blev løsladt mod kaution. I perioden fra [den mandlige klager var i retten] og frem til klagernes udrejse af Iran [i sommeren/efteråret] 2013 opholdt klagerne sig i deres hjem, uden at de havde nogen problemer med myndighederne. Dernæst udrejste de legalt af Iran i besiddelse af deres iranske pas og med visum til Thailand, hvor de opholdt sig 40-45 dage. Formålet med rejsen var en bryllupsrejse, idet de [nogle måneder forinden] var blevet gift. Klagerne blev døbt i Thailand, og som dokumentation herfor har klagerne fremlagt dåbsbeviser dateret [i efteråret] 2013. Dernæst indrejste klagerne i Danmark i besiddelse af falske israelske pas, som de havde fået udstedt i Tyrkiet. Udlændingestyrelsen inddrog [i vinteren] 2016 klagernes opholdstilladelser med henvisning til, at de havde opnået opholdstilladelserne ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen har i sine afgørelser lagt til grund, at klagerne opnåede opholdstilladelse i Danmark ved svig, idet klagernes påberåbte konvertering fra islam til kristendommen ikke er reel. Styrelsen har vurderet, at klagernes forklaring om deres påberåbte konverteringer fremstår usandsynlige, usammenhængende og således konstrueret til lejligheden. I vurderingen heraf har styrelsen blandt andet lagt vægt på, at den mandlige klagers kendskab til kristendommen er meget overfladisk, at klagerne ikke har udøvet kristendommen efter de indrejste i Danmark med undtagelse af, at den kvindelige klager fejrede julen i 2014, at den mandlige klager har forklaret afglidende på spørgsmål i tilknytning til han og hans families udøvelse af islam i Iran, at klagerne angiveligt blev døbt i Thailand efter en meget kortvarig dåbsforberedelse på mellem 10 til 15 dage, at den kvindelige klager ikke husker, om det var i starten eller slutningen af ferien i Thailand, at hun blev døbt, at det ikke forekommer overbevisende, at de iranske myndigheder ikke skulle have rejst tiltale og ført en sag mod den kvindelige klager, at klagernes forklaring om, at de uproblematisk kunne udrejse legalt af Iran på deres egne pas, uagtet at der var en verserende sag mod den mandlige klager med potentiel dødsstraf som udfald, ikke fremstår overbevisende, at den mandlige klager har forklaret afglidende på spørgsmålene om, hvorfor han ikke har fundet ud af, om dommen er kommet frem til hans bopæl i Iran, herunder hvad udfaldet af straffesagen blev, og at klagerne ikke har kunnet give en overbevisende forklaring på, hvorfor de efterlod deres iranske pas hos en vens bekendt i Frankrig. Klagerne har under sagens behandling i Flygtningenævnet afvist at have afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med asylsagen. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at klagerne i det væsentlige har afgivet samme forklaringer om deres asylmotiv, som de afgav til Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at der blev meddelt dem opholdstilladelse. Der er ikke under inddragelsessagen fremkommet sådanne væsentlige objektive oplysninger, som kan føre til, at det lægges til grund, at klagerne har opnået deres opholdstilladelser ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelser […], således at klagerne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/33/ceb
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Yazd, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive tilbageholdt af ukendte mennesker, der tidligere har tilbageholdt hende. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun omkring halvandet år efter hendes ægtefælles død fandt en lejer […], som flyttede ind hos hende. Fire til fem dage før ansøgeren udrejste af Iran, blev hun på sin bopæl opsøgt af to kvinder og to mænd. De fire personer tog ansøgeren med til et ukendt sted, hvor hun blev tilbageholdt i fire dage og stillet spørgsmål om lejeren. På tredjedagen af tilbageholdelsen fik ansøgeren et ildebefindende og blev indlagt på en lægeklinik og fik at vide af sygeplejersken, at hun havde haft et mindre slagtilfælde. Hun blev efter indlæggelsen ført tilbage til det sted, hvor hun tidligere havde været tilbageholdt. På fjerdedagen for tilbageholdelsen blev ansøgeren bedt om at sætte sit fingeraftryk – da hun ikke kunne skrive – på nogle dokumenter, hvorefter hun blev løsladt. Efter løsladelsen tog ansøgeren tilbage til sin bopæl, hvor hun opholdt sig, til hun den efterfølgende dag udrejste legalt af Iran ved brug af pas isat visum til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt i fire dage af for hende ukendte personer. Nævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at to mænd og to kvinder – uden at tilkendegive, hvem de var eller med hvilket formål, de opsøgte ansøgeren – skulle have tilbageholdt hende, givet hende bind for øjnene, kørt hende til et ukendt sted for derefter over flere dage at have afhørt hende om, hvem kvinden, der boede hos hende, var. Nævnet finder det hertil utroværdigt, at ansøgeren skulle have givet kvinden gratis logi, fordi hun var ensom, og desuagtet efter sin forklaring, hverken talte med eller spiste sammen med kvinden og ikke kender hendes fulde navn. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring tog hjem, da hun blev løsladt, uagtet personerne havde sagt til hende, at hun ikke skulle gå fra sit hjem, da de ville komme og hente hende igen. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at episoden skulle være sket umiddelbart før udrejsen fra Iran, og at ansøgeren først søgte asyl, da hendes visum til Danmark udløb. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun har forklaret divergerende om sin udrejse. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen den 18. december 2015 forklaret, at hendes barnebarn, der var kommet til Iran for at tage hende med til Danmark, ringede hende op to til tre dage efter, at hun var blevet løsladt, hvorefter de sammen udrejste, mens hun under asylsamtalen den 21. januar 2016 forklarede, at barnebarnet ringede dagen efter, hun blev løsladt, om formiddagen – hvilket ansøgeren efterfølgende rettede til om aftenen – og at barnebarnet hentede hende den følgende morgen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevende til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/32/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har derfor besluttet at behandle sagen på det foreliggende grundlag jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1. Ansøgeren har tidligere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv for partiet KDPI i Iran, og fordi han har været Peshmerga i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i forbindelse med en familierejse til Irak i 2010 blev interesseret i partiet KDPI, fordi hans slægtning, [navn], introducerede ham hertil. Efter rejsen mødtes ansøgeren flere gange med [slægtningen] ved grænsen til Irak, hvor de talte om politik og planlagde, hvordan ansøgeren kunne krydse grænsen og tage til Koye for at blive Peshmerga. I begyndelsen af 2011 rejste ansøgeren til Koye i Irak for at blive Peshmerga. Han opholdt sig i Irak i et år og ti måneder, hvor han deltog i militærtræning, og efterfølgende blev gruppefører for 13-15 personer. Efter hans ophold som Peshmerga blev han medlem af KDPI. I udgangen af 2012, en uge efter ansøgeren vendte tilbage til Iran, blev han anholdt af de iranske myndigheder. Da de iranske myndigheder ikke kunne bevise, at han havde været Peshmerga i Irak, fik han lov til at blive løsladt mod, at hans far stillede deres hus i garanti for, at han ikke igen ville udføre nogen politiske aktiviteter. Ansøgeren sad fængslet i en måned og fire dage. 14 måneder efter løsladelsen påbegyndte ansøgeren sine politiske aktiviteter i Iran. Han har oplyst, at han skrev slogans på vægge og satte flyers i vinduesviskere på biler, sammen med sine to venner, [navn] og [navn]. I august 2015 blev [navn] og [navn] anholdt af den iranske efterretningstjeneste, mens det lykkedes ansøgeren at flygte til byen […], hvor han opholdt sig indtil sin udrejse i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter og dermed ikke troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har oplyst om at have været Peshmerga. Han har derimod kædet fængslingen på en måned sammen med politisk arbejde i form af uddeling af flyers. Flygtningenævnet henviser derudover til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afslag. De af ansøgeren fremlagte fotos findes ikke at kunne føre til andet resultat. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/31/THJ
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra [by], Iran, hvor han på [sin arbejdsplads] var ansvarlig for det audio- og visuelle tekniske udstyr. Ansøgeren er ateist og har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder, som har beskyldt ham for at have samarbejdet med CIA. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren 2014] blev afhørt af den iranske efterretningstjeneste, Herasat, om sine familieforhold, herunder til sin niece, [A], der bor i USA og arbejder for CIA. Ansøgeren fik forevist papirfotos af ansøgeren, niecen og andre familiemedlemmer fra ferier i Tyrkiet og Azerbadjan, som Herasat havde fjernet fra hans bopæl under ransagning, der uden hans viden må være foretaget tidligere på dagen. Ansøgeren fik endvidere forevist digitale familiefotos, som han havde haft på en usb-nøgle, han fire-fem måneder forinden havde udlånt til en arbejdskollega, der ham bekendt tidligere havde anmeldt en kollega til efterretningstjenesten, hvor arbejdskollegaens bror arbejdede. Ved udlånet tænkte ansøgeren ikke på, at der blandt over 100 private fotos på usb-nøglen befandt sig fotografier af niecen i militær sammenhæng. Han havde cirka fem år forinden downloadet disse fotos fra niecens Facebookside. Ansøgeren spurgte niecen om billederne var optaget i Mellemøsten. Hun svarede, at de var fra Arizona og slettede straks billederne fra Facebook. Arbejdskollegaen sagde til ansøgeren, at det undrede ham, at niecen havde militærtøj på. Ansøgeren og niecen talte i telefon omkring hver anden måned. Under deres seneste samtale, en måned før afhøringen, fortalte ansøgeren, at der vidst foregik noget hemmeligt på universitetets atomforsøgslaboratorium. Ansøgeren vidste intet konkret herom. Han fortalte ikke dette til niecen på grund af hendes arbejde for CIA, hvilket de aldrig talte om. Der var alene tale om løs snak. Det fremgik, at hans telefon var blevet aflyttet. Efterretningstjenesten hævdede, at det var ansøgeren, der havde taget militærfotografierne, hvilket han benægtede. Efterretningstjenesten oplyste, at de nok ville åbne en sag imod ham og søge flere informationer. Dagen efter afhøringen forlod ansøgeren [by] uden de fleste af sine identitetspapirer, som efterretningstjenesten havde beholdt. Fra sin bærbarer pc kopierede han nogle af sine familiefotos over på en cd, som han medtog, da han udrejste illegalt af Iran [i sommeren 2014]. I de mellemliggende to uger skjulte han sig hos venner i Teheran. Et flertalt i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i nævnet har forklaret sammenhængende og overbevisende, og at han herunder har kunnet svare sikkert på nævnets opfølgende spørgsmål. Flertallet lægger herefter ansøgerens forklaring til grund og finder, at det må antages at ansøgeren derfor er kommet i efterretningstjenestens søgelys på en sådan måde, at der er risiko for, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/30/SHH
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og tidligere sunni-muslim og nu kristen konvertit fra Khozestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi de har fået kendskab til hendes kristne aktiviteter i Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sine fjernere slægtninge i Iran, idet hun har haft kristne aktiviteter i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2012 blev afskediget fra sit arbejde, hvorfor hun i den efterfølgende periode havde det psykisk dårligt. I august/september 2014 mødte ansøgeren en kvinde ved navn [S], som hun blev nære venner med. Efter en eller to måneder introducerede [S] ansøgeren for kristendommen og inviterede hende med til møder i kristne huskirker. Den 29. december 2014 var ansøgeren til et møde i en huskirke. Myndighederne stormede mødet, og ansøgeren blev sammen med de andre mødedeltagere taget med og tilbageholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i to dage, i hvilken forbindelse hun blev afhørt fem til seks gange samt udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev afhørt omkring den kristne gruppe, hun var sammen med, og ansøgerens kristne aktiviteter, i hvilken forbindelse ansøgeren blandt andet blev beskyldt for at være spion. Efter to dage blev ansøgeren stillet for retten, hvor hun afgav forklaring. Ansøgeren var herefter fængslet i yderligere en måned. Den 30. januar 2015 blev ansøgeren løsladt mod kaution på betingelse af, at hun ikke måtte forlade byen. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl den følgende måned, hvorefter hun udrejste illegalt af Iran. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren med få mindre uoverensstemmelser med hensyn til tidsangivelser har forklaret overensstemmende om sit asylmotiv. Flertallet har især lagt vægt på, at ansøgeren allerede i forbindelse med skemaudfyldelsen redegjorde for, at hun tilhørte et mindretal som sunni-muslim men anså sig for en irreligiøs person og ikke som af Udlændingestyrelsen citeret i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hendes problemer skyldtes hendes tilhørsforhold til sunni-religionen. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, som er en veluddannet person, under nævnsmødet har givet udtryk for, at hun stadig søger oplysninger om kristendommen og ikke anser sig som specielt kyndig. I denne sammenhæng har flertallet bemærket, at ansøgeren har gennemgået en dåbsundervisning, der har bibragt hende viden om grundlæggende elementer i kristendommen. Flertallet anser på den baggrund ansøgerens konversion for reel. Herefter finder flertallet, efter en samlet konkret og individuel vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv både i forbindelse med hendes aktiviteter forud for, at hun forlod Iran og hendes efterfølgende aktiviteter efter at hun har taget ophold i Danmark. På den baggrund finder Nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/3/MVI
Nævnet hjemviste i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Under Flygtningenævnets møde [i juni måned] drøftedes indledningsvist spørgsmålet om tolkens habilitet samt betydningen af, at flere dokumenter ikke er oversat. Efter pause anmodede Udlændingestyrelsen om, at sagen hjemvises, således at dokumenterne kan blive oversat. Den for ansøgeren beskikkede advokat tilsluttede sig Udlændingestyrelsens anmodning og henstillede, at Udlændingestyrelsen samtidig foretager ægthedsvurdering af dokumenterne samt foranstalter, at der foretages torturundersøgelse. Efter Udlændingestyrelsens og advokatens samstemmige påstande besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på oversættelse og vurdering af omhandlede dokumenter. Nævnet bemærkede herved, at den omstændighed at der foreligger oversættelser fra Google Translate af flere dokumenter ikke kan føre til et andet resultat.” Iran/2016/29/SHH
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Iran, etnisk kurder og muslim fra Al Tash-flygtningelejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ved et fremtidigt ophold i Iran frygter at blive tilbageholdt og udsat for tortur af de iranske myndigheder, idet ansøgerens fader har haft politiske aktiviteter for det Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede til Irak under Iran/Irak-krigen. Faderen har fortalt ansøgeren, at det ikke er muligt for familien at vende tilbage til Iran, som følge af faderens aktiviteter for det Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgeren har fra sin moder fået fortalt, at faderen i Irak har deltaget i politiske møder samt markeringen af partiets stiftelse. Den omstændighed, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash, er ikke tilstrækkeligt til, at det alene af den grund kan antages, at ansøgeren i Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Der skal herefter foretages en vurdering af ansøgerens konkrete forhold. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og til to samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke havde kendskab til sin fars politiske aktiviteter for KDPI. Under den tredje asylsamtale med Udlændingestyrelsen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at hans far enten var peshmerga eller har hjulpet peshmergaerne, ligesom faderen har uddelt aviser i de flygtningelejre, hvor ansøgeren og hans familie har boet. Når denne udbyggende forklaring sammenholdes med faderens oplysninger til ansøgerens advokat om, at faderen var menigt medlem af partiet, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans far har haft politiske aktiviteter, der profilerer faderen og dermed ansøgeren i forhold til de iranske myndigheder. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at selvom det lægges til grund, at ansøgerens farbroder på et tidspunkt har stillet op til valg til KDPI’s hovedbestyrelse – uden at blive valgt – er dette ikke tilstrækkeligt til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af familiens politiske aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/28/ADP
Nævnet meddelte i februar 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren indrejste i Danmark [ultimo] 2011 og søgte om asyl den samme dag. I forbindelse med identitetsafhøring hos Rigspolitiet, National Udlændingecenter, [ultimo] 2011 oplyste klageren, at han havde mistet sit iranske nationalitetspas i Hamborg. Han oplyste endvidere, at han ikke kunne vende tilbage til Iran, idet han havde en konflikt med myndighederne, som følge af at han sympatiserede med Den Grønne Bevægelse og præsidentkandidaten Mousavi. Han oplyste, at han havde klistret plakater op på sin varevogn og herefter kørt rundt og propaganderet. Han oplyste endvidere under samtalen, at han havde været tilbageholdt af politiet i ti dage, hvorefter han blev stillet for en domstol og løsladt mod kaution. Han oplevede ikke herefter problemer. Han rejste til Danmark på et visum sammen med sin hustru. Hustruen returnerede til Iran [medio] 2011. Klageren henviste endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at myndighederne ville slå ham ihjel, idet de opfattede ham som spion, som følge af en ransagning af hans hjem, hvor der var blevet fundet politisk materiale. Klageren blev [primo] 2012 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. [Primo] 2014 modtog Udlændingestyrelsen en anmeldelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi om, at klageren den [primo] 2014 i lufthavnen i Hamborg havde anvendt et iransk nationalitetspas som legitimation i forbindelse med en rejse til en ukendt destination. Endvidere var klageren i besiddelse af et dansk konventionspas og et dansk opholdskort. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [ultimo] 2015, idet det grundlag, som klageren havde opnået sin opholdstilladelse på, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse i sit hjemland, Iran, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det er forholdene i klagerens hjemland på tidspunktet for Flygtningenævnets beslutning, som er afgørende for, om der skal ske inddragelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1c, punkt 1 og 5. Ved vurderingen af de generelle forhold i hjemlandet skal Flygtningekonventionens artikel 1c, punkt 5, fortolkes restriktivt. Bevisbyrden påhviler værtslandet. Selvom det tilkommer de enkelte medlemsstater at vurdere, om ophørsgrundene skal bringes i anvendelse, bør tillige UNHCR’s vurderinger inddrages i Flygtningenævnets afgørelse. Efter international flygtningeret, herunder UNHCR’s Handbook og noter sammenholdt med hidtidig praksis i Flygtningenævnet fremgår det, at betingelserne for ophør af flygtningestatus er, at der skal være tale om fundamentalt ændrede forhold, herunder af sikkerhedssituationen, og at der skal være tale om en varig, stabil og effektiv forandring. Flygtningenævnets flertal finder, at der efter det foreliggende ikke er sket sådanne fundamentale stabile og varige ændringer af den sikkerhedsmæssige situation i hjemlandet for personer, som er i opposition til styret, at der efter en vurdering af de generelle forhold er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Ved vurderingen af klagerens personlige forhold efter Flygtningekonventions artikel 1c, punkt 1, lægger flertallet vægt på, at klageren efter at have opnået asyl i Danmark fik udstedt et iransk pas hos den iranske ambassade i Danmark omkring ni måneder efter opholdstilladelsen. Efter UNHCR’s Handbook, punkt 122, må udstedelsen af nationalitetspasset i sig selv anses som et indicium for, at klageren har ønsket at søge sit hjemlands beskyttelse. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse kan det ikke lægges til grund, at klageren har været indrejst i Iran efter at have opnået asyl i Danmark. Selvom klageren på en række punkter har forklaret upræcist angående sine pasforhold, herunder om episoden i Hamborg Lufthavn, må der i det foreliggende tilfælde lægges betydelig vægt på de lægelige oplysninger om klagerens forhold. Det fremgår af lægeerklæring [fra primo] 2016 samt de øvrige lægelige oplysninger i sagen, at klageren har et lavt funktionsniveau i dagligdagen, at han lider af svær PTSD og depressioner, ligesom han har betydelige hukommelsesproblemer. Flertallet finder, at klagerens noget irrationelle adfærd og upræcise forklaringer om sin færden må antages at bero på hans psykiske tilstand. På denne baggrund finder flertallet det ikke sandsynliggjort, at klageren har haft til hensigt at søge sit hjemlands beskyttelse. Under disse særlige omstændigheder findes der ikke at burde ske inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2016/27/IBL
Nævnet meddelte i maj 2016 en mandlig statsborger fra Iran, at vedkommendes opholdstilladelse ikke var bortfaldet. Indrejst første gang i 1996 og på ny i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er iransk statsborger fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 1996, idet han var blevet meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 8, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 1999 udrejste til Frankrig. Klageren har dog oplyst, at han udrejste til Irak i 1997, hvor han tog ophold i [en lejr]. [I starten af] 2016 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. stk. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, samt havde opnået beskyttelse i et tredje land. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at de tidsmæssige betingelser i udlændingelovens § 17, stk. 1, for bortfald af klagerens opholdstilladelse er til stede. Opholdstilladelsen er meddelt i medfør af § 7, og spørgsmålet er herefter, om klageren har opnået beskyttelse i et tredje land, jf. § 17, stk. 4. Som anført i Flygtningenævnets beretning for 2014, side 301, må spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding kan antages at have opnået beskyttelse i et tredje land vurderes ud fra de samme kriterier som ved bedømmelsen af, om et andet land kan anses for første asylland. Et legalt ophold i et andet land kan således være udtryk for, at der er opnået de facto beskyttelse i det pågældende land med den virkning, at opholdstilladelsen i Danmark bortfalder, selvom der ikke formelt er opnået en varig opholdstilladelse i tredjelandet. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke kan anses for at have opnået beskyttelse i Irak. Flertallet lægger herved vægt på, at klagerens ophold i en lukket lejr i Irak uden mulighed for at forlade lejren har haft en sådan karakter, at klageren ikke kan siges at have opnået beskyttelse i et tredje land. Flertallet lægger i den forbindelse tillige vægt på, at lejren i perioden 2009-2013 ved flere lejligheder var under angreb fra det irakiske militær, hvorved flere beboere i lejren blev dræbt. For så vidt angår klagerens ophold i Albanien, finder flertallet, at det heller ikke med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at klageren har opnået den nødvendige beskyttelse i Albanien. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren alene er blevet genbosat i Albanien med henblik på de albanske myndigheders behandling af hans asylansøgning. Den omstændighed, at klageren i Albanien er meddelt en humanitær opholdstilladelse, der efter ansøgning kan fornys, kan uden nærmere oplysninger om asylproceduren i Albanien og implementeringen af aftalen med UNHCR efter flertallets opfattelse ikke føre til en anden vurdering. Flertallet bemærker i øvrigt, at det på grundlag af klagerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i [lejren] er sandsynliggjort, at der har foreligget sådanne hindringer for, at klageren tidligere kunne være vendt tilbage til Danmark, at der ville være grundlag for dispensation fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Flertallet lægger således til grund, at klageren efter kortere tids ophold i lejren ønskede at vende tilbage til Danmark, men fik at vide, at dette ikke var muligt, at han under opholdet i lejren var under et konstant pres og overvågning fra lejrens ledelse og andre beboere, og at flugt fra lejren i hele den periode, hvor klageren opholdt sig der, var forbundet med betydelige vanskeligheder og ikke uvæsentlig risiko. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet.” Iran/2016/26/SHH
Nævnet meddelte i maj 2016 en mandlig statsborger fra Iran, at vedkommendes opholdstilladelse ikke var bortfaldet. Indrejst første gang i 1996 og på ny i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er iransk statsborger fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 1996, idet han var blevet meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 8, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 1999 udrejste til Frankrig. Klageren har dog oplyst, at han udrejste til Irak i 1998, hvor han tog ophold i [en lejr]. [I starten af] 2016 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. stk. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, samt havde opnået beskyttelse i et tredje land. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at de tidsmæssige betingelser i udlændingelovens § 17, stk. 1, for bortfald af klagerens opholdstilladelse er til stede. Opholdstilladelsen er meddelt i medfør af § 7, og spørgsmålet er herefter, om klageren har opnået beskyttelse i et tredje land, jf. § 17, stk. 4. Som anført i Flygtningenævnets beretning for 2014, side 301, må spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding kan antages at have opnået beskyttelse i et tredje land vurderes ud fra de samme kriterier som ved bedømmelsen af, om et andet land kan anses for første asylland. Et legalt ophold i et andet land kan således være udtryk for, at der er opnået de facto beskyttelse i det pågældende land med den virkning, at opholdstilladelsen i Danmark bortfalder, selvom der ikke formelt er opnået en varig opholdstilladelse i tredjelandet. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke kan anses for at have opnået beskyttelse i Irak. Flertallet lægger herved vægt på, at klagerens ophold i en lukket lejr i Irak uden mulighed for at forlade lejren har haft en sådan karakter, at klageren ikke kan siges at have opnået beskyttelse i et tredje land. Flertallet lægger i den forbindelse tillige vægt på, at lejren i perioden 2009-2013 ved flere lejligheder var under angreb fra det irakiske militær, hvorved flere beboere i lejren blev dræbt. For så vidt angår klagerens ophold i Albanien, finder flertallet, at det heller ikke med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at klageren har opnået den nødvendige beskyttelse i Albanien. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren alene er blevet genbosat i Albanien med henblik på de albanske myndigheders behandling af hans asylansøgning. Den omstændighed, at klageren i Albanien er meddelt en humanitær opholdstilladelse, der efter ansøgning kan fornys, kan uden nærmere oplysninger om asylproceduren i Albanien og implementeringen af aftalen med UNHCR efter flertallets opfattelse ikke føre til en anden vurdering. Flertallet bemærker i øvrigt, at det på grundlag af klagerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i [lejren] er sandsynliggjort, at der har foreligget sådanne hindringer for, at klageren tidligere kunne være vendt tilbage til Danmark, at der ville være grundlag for dispensation fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Flertallet lægger således til grund, at klageren efter kortere tids ophold i lejren ønskede at vende tilbage til Danmark, men fik at vide, at dette ikke var muligt, at han under opholdet i lejren var under et konstant pres og overvågning fra lejrens ledelse og andre beboere, og at flugt fra lejren i hele den periode, hvor klageren opholdt sig der, var forbundet med betydelige vanskeligheder og ikke uvæsentlig risiko. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet.” Iran/2016/24/SHH
Nævnet meddelte i maj 2016 en mandlig statsborger fra Iran, at vedkommendes opholdstilladelse ikke var bortfaldet. Indrejst første gang i 1989 og på ny i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er iransk statsborger og shia-muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1989, og at han [i foråret] 1990 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Klageren udrejste af Danmark til Irak [i foråret] 1993 og tog ophold i [en lejr]. Det fremgår af Det Centrale Person Register, at klageren blev registreret som værende forsvundet [i sommeren] 1993. [I starten af] 2016 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. stk. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, samt havde opnået beskyttelse i et tredje land. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at de tidsmæssige betingelser i udlændingelovens § 17, stk. 1, for bortfald af klagerens opholdstilladelse er til stede. Opholdstilladelsen er meddelt i medfør af § 7, og spørgsmålet er herefter, om klageren har opnået beskyttelse i et tredje land, jf. § 17, stk. 4. Som anført i Flygtningenævnets beretning for 2014, side 301, må spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding kan antages at have opnået beskyttelse i et tredje land vurderes ud fra de samme kriterier som ved bedømmelsen af, om et andet land kan anses for første asylland. Et legalt ophold i et andet land kan således være udtryk for, at der er opnået de facto beskyttelse i det pågældende land med den virkning, at opholdstilladelsen i Danmark bortfalder, selvom der ikke formelt er opnået en varig opholdstilladelse i tredjelandet. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke kan anses for at have opnået beskyttelse i Irak. Flertallet lægger herved vægt på, at klagerens ophold i en lukket lejr i Irak uden mulighed for at forlade lejren har haft en sådan karakter, at klageren ikke kan siges at have opnået beskyttelse i et tredje land. Flertallet lægger i den forbindelse tillige vægt på, at lejren i perioden 2009-2013 ved flere lejligheder var under angreb fra det irakiske militær, hvorved flere beboere i lejren blev dræbt. For så vidt angår klagerens ophold i Albanien, finder flertallet, at det heller ikke med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at klageren har opnået den nødvendige beskyttelse i Albanien. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren alene er blevet genbosat i Albanien med henblik på de albanske myndigheders behandling af hans asylansøgning. Den omstændighed, at klageren i Albanien er meddelt en humanitær opholdstilladelse, der efter ansøgning kan fornys, kan uden nærmere oplysninger om asylproceduren i Albanien og implementeringen af aftalen med UNHCR efter flertallets opfattelse ikke føre til en anden vurdering. Flertallet bemærker i øvrigt, at det på grundlag af klagerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i [lejren] er sandsynliggjort, at der har foreligget sådanne hindringer for, at klageren tidligere kunne være vendt tilbage til Danmark, at der ville være grundlag for dispensation fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Flertallet lægger således til grund, at klageren efter kortere tids ophold i lejren ønskede at vende tilbage til Danmark, men fik at vide, at dette ikke var muligt, at han under opholdet i lejren var under et konstant pres og overvågning fra lejrens ledelse og andre beboere, og at flugt fra lejren i hele den periode, hvor klageren opholdt sig der, var forbundet med betydelige vanskeligheder og ikke uvæsentlig risiko. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet.” Iran/2016/23/SHH
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2004 den iranske statsborger [ansøgeren], født [i starten af] 1986, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår blandt andet af den oprindelige sag, at klageren efter klammeri med politiet formåede at slippe væk fra dem. Endvidere fremgår det, at klageren efter, at han havde undsluppet fra politiet, tog direkte hjem til sin ven, som ikke havde deltaget i demonstrationen. Endvidere har klageren under Flygtningenævnets behandling af sagen [i foråret] 2003 forklaret, at han opholdt sig hos denne ven i 16 dage, hvorefter han udrejste af Iran. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 har klageren blandt andet forklaret, at politiet prøvede at stoppe dem, hvorefter de kom i klammeri med dem. Politiet tog dem herefter med i en bil/varevogn, og kørte dem væk til en slags base, hvor de blev gennembanket. Her opholdt de sig i 6-7 timer. Endvidere har klageren forklaret, at han blev slået så voldsomt, at politiet samme aften blev nødt til at køre ham på hospitalet. Klageren har videre forklaret, at han var indlagt på en hospitalsstue på 1. etage, samt at der var en altan uden for hans vindue. Klageren flygtede fra hospitalet med hjælp fra klagerens fars ven. Farens ven hjalp klageren med at flygte fra hospitalet ved at gå udenfor hospitalet og finde en stor container med brugt hospitalstøj, som klageren hoppede ned i fra 1. etage. Pågældende kørte herefter klageren i bil fra Teheran til Tabriz. Herefter kørte de videre til en landsby, hvor de boede hos en familie, som de spiste hos, indtil det blev mørkt, hvorefter de fortsatte rejsen. Fra Tabriz kørte de videre til Urumieh, hvorfra de rejste videre over grænsen til Tyrkiet. Herfra rejste klageren sammen med en lastbilchauffør mod Istanbul og efter noget tid videre med en lastbil til Danmark. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [i starten af] 2016, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at Udlændingestyrelsen har nægtet at forlænge opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Der foreligger efter nævnets opfattelse ikke sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages af virke særligt belastende af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt. Flygtningenævnet har således ikke kunnet lægge den forklaring, som klageren har givet om sit asylmotiv til grund. Det skyldes, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret. I den forbindelse har nævnet navnlig lagt vægt på de divergerende oplysninger, som klageren har givet om sine konflikter i Iran og om de nærmere omstændigheder i forbindelse med udrejsen af Iran. I forbindelse med behandlingen af sagen i Flygtningenævnet i 2004 oplyste klageren, at han i forbindelse med demonstrationen blev kropsvisiteret, og at han formåede at slippe væk fra politiet. Hans bror blev anholdt. I forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 oplyste klageren derimod, at han blev anholdt af politiet, og at han sammen med sin bror og nogle venner blev kørt væk i et køretøj til en base, hvor de opholdt sig i seks til syv timer og blev gennembanket af politiet. Samme aften blev han kørt på hospitalet på grund af sine voldsomme kvæstelser. I forbindelse med behandlingen af sagen i Flygtningenævnet i 2004 oplyste klageren, at han efter demonstrationen tog direkte hjem til sin ven, [A], hvor han opholdt sig i 16 dage inden udrejsen. I forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen den [i starten af] 2016, oplyste klageren derimod, at han flygtede fra hospitalet med hjælp fra sin fars ven. Flugten skete ved at hoppe ud fra et hospitalsvindue på 1. sal og ned i en container med brugt hospitalstøj. Herefter kørte farens ven ham til Tabriz og videre til Tyrkiet. Under disse omstændigheder finder nævnet efter en samlet vurdering, at klageren har udvist svig i forbindelse med opnåelsen af opholdstilladelse i Danmark i 2004, og at hans opholdstilladelse i Danmark derfor kan inddrages. Disse divergenser i forklaringerne på væsentlige punkter i forhold til asylmotivet indebærer således, at Flygtningenævnet ikke kan lægge forklaringen om, at klageren skulle være i myndighedernes søgelys på grund af sin deltagelse i demonstrationen eller om omstændighederne i forbindelse med udrejsen af Iran til grund. De af klageren over for nævnet hævdede forhold, herunder at han lider af dårlig hukommelse og var stresset på tidspunktet for samtalen [i starten af] 2016 kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Klageren har haft ophold i Danmark siden 2003, han taler dansk, og har efter det oplyste tidligere været på arbejdsmarkedet og i praktik. Han har ikke familiemæssig tilknytning til personer i Danmark. Hans familie bor i Iran, og han har efter sine egne oplysninger daglig kontakt til sin mor og regelmæssig kontakt til den øvrige familie. Han har en søster, der bor i Manchester og en bror, der i 2007 opnåede asyl i Danmark, men som nu har ukendt opholdssted. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke, at inddragelsen må antages at virke særlig belastende med henvisning til de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. § 19, stk. 7. Herefter, og da der ikke vurderes at være risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse i Iran, eller der er andre grunde til, at udsendelse ikke kan ske efter udlændingelovens § 31, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Den generelle sikkerhedssituation i Iran kan herunder ikke i sig selv sidestilles med asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/22/LAJ
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran. Ansøgeren er tidligere muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i 14 år sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran og har udført politiske aktiviteter. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de mistænker ham for ulovlige politiske aktiviteter imod regimet. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv oplyst, at han var desperat og frustreret, efter han blev meddelt afslag på asyl. Ansøgeren blev første gang introduceret for kristendommen, da han på en togtur mødte en kvinde i 50’erne, som han i forvejen kendte en smule. Kvinden spurgte ind til, hvorfor han følte ubehag, og hvorfor han så temperamentsfuld ud, og ansøgeren forklarede hende om sin situation, hvorefter hun gav ham et hæfte omhandlende kristendommen. Nogle dage senere kom han i tanke om, at der lå en kirke i nærheden og en dag mødtes han med sin kæreste bag kirken. Pludselig kom en politibetjent, hvorefter kæresten løb fra stedet. Han kunne ikke følge med hende, hvorfor han gik ind i kirken. Han blev mødt af en venlig mand, som viste ham rundt i kirken. Efter dette besøg i kirken, fik han lyst til at læse hæftet færdig. Efter et par dage ringede kvinden, som han havde mødt i toget, og inviterede ham til fest. Ansøgeren glemte sine vanskeligheder, fordi han kom i godt humør af denne fest. Dagen efter festen ringede han til kvinden for at takke hende for aftenen, og hun inviterede ham til Apostelkirken, hvor han kunne finde oplysninger om kristendommen og nye venner, som var i samme situation, som ham selv. I Apostelkirken blev han introduceret til andre, herunder to præster, ligesom han fik en ny ven. Ansøgeren blev tilknyttet kirkens aktiviteter, som han nød meget. Han hjalp for eksempel med at oversætte, dække bord og rydde op, ligesom han deltog i bibelundervisning. Ansøgeren følte sig lige med de andre, uanset hvor og hvem man var og uanset farve og race, når han deltog i gudstjenesterne i kirken og gudstjenesterne, som indeholdte sang, lys og musik, var en modsætning til hans tidligere religion. Det var en anderledes ceremoni, som gav ham tro, håb, støtte og beskyttelse. Den første årsag til, at ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen, er, fordi vi alle er skyldige og har brug for tilgivelse. Den anden årsag er, fordi han gennem sin tidligere religion ikke kan få den tilgivelse, som han har brug for. Ansøgeren har fremlagt et dåbsbevis v/sognepræst Niels Nymann Eriksen, der bekræfter, at ansøgeren [i sommeren] 2014 er blevet døbt i Apostelkirken i København, efter ansøgeren gennem seks måneder ugentligt har deltaget i dåbsoplæring og gudstjenester. Endvidere har ansøgeren fremlagt en udtalelse [fra sommeren] 2015 fra Apostelkirken v/sognepræst Andreas Rasmussen, udtalelse [fra sommeren] 2015 fra Internationalt Kristent Center v/Thomas Høyer, udtalelse [fra sommeren] 2015 fra Apostelkirken v/sognepræst Andreas Rasmussen, udateret udtalelse fra Trampolinhuset v/administrerende direktør Morten Goll, udateret brev fra ansøgeren samt en oversigt over ansøgerens offentlige fremtrædener i form af internetlinks. Udtalelserne indeholder oplysninger om, at ansøgeren har deltaget i en række aktiviteter og andre offentlige arrangementer af kristen karakter siden [efteråret] 2013. Endvidere indeholder udtalelserne oplysninger om, hvorledes de pågældende præster opfatter ansøgerens gøren i det kristne miljø som værende reel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren i forbindelse med sin indgivelse af ansøgning om asyl [i foråret] 2011 oplyste, at han var muslim af trosretning. Ansøgeren konverterede til kristendommen og blev døbt [i sommeren] 2014, efter han havde modtaget afslag på asyl i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet samt afslag på genoptagelse af sin sag. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Ansøgeren har imidlertid nu udøvet sin kristne tro og udviklet denne siden sin dåb i 2014, ligesom han også i de senere år har intensiveret sin politisk aktivitet. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konvertering og sit liv som kristen henvist til, at han var i en livskrise, da han tilfældigvis blev præsenteret for det kristne budskab og fik interesse for dette. Ansøgeren har på en troværdig måde beskrevet den ro, som hans kristne tro giver ham. Ansøgeren har dertil redegjort for udviklingen i sin kristne tro i den periode, der er forløbet siden det første afslag på genoptagelse med dette asylmotiv, ligesom denne udvikling er underbygget ved de fremlagte bilag, der vedrører hans tro. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ovennævnte og under henvisning til ansøgerens personlige fremtræden under nævnsmødet, at ansøgeren på en tilstrækkelig overbevisende måde har redegjort for sit frafald fra Islam og for, at han er konverteret til kristendommen. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ønsker at missionere også ved en tilbagevenden til Iran. Herefter, og idet ansøgerens politiske virke de seneste år også har profileret ham, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2016/21/LRN/DTO
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk iraner fra […], Iran. Ansøgeren er tidligere shia-muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i Iran været medlem af Erfan-E-Halgheh, som er en religiøs bevægelse, der er imod islam. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb og straf som følge af, at hun er konverteret til kristendommen, samt hendes åbenlyse praktisering af kristendom, når hun forsøger at praktiserer hendes kristne tro i hjemlandet, herunder nægter at gå med tørklæde og udbreder det kristne budskab til andre Iranere. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb som følge af straf for hendes åbenlyse samliv med en mand i Danmark. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til sit medlemskab af Erfan-E-Halgheh. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin ægtefælle, som har udsat hende for vold og holdt hende indespærret på deres bopæl i længere perioder. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun er blevet døbt i [vinteren] 2014, og at hun jævnligt er kommet i kirke siden [begyndelsen af] 2014. Ansøgeren har fremlagt en række udtalelser, som indeholder oplysninger om, at ansøgeren har deltaget i en række aktiviteter og andre offentlige arrangementer af kristen karakter siden [begyndelsen af] 2014. Endvidere indeholder udtalelserne oplysninger om, hvorledes de pågældende præster og øvrige personer opfatter ansøgerens konversion og øvrige gøren i det kristne miljø som værende reel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun åbent praktisere hendes kristne tro, hvilket hun også vil forsøge, hvis hun var tilbage i Iran. Ansøgeren har endvidere fremlagt tre billeder som eksempler på ansøgers åbne praktisering af hendes kristne tro. Ansøgeren har ligeledes fremlagt hendes datters dåbsbevis, som bevidner, at hendes datter efter flugten fra Iran nu er blevet døbt [i vinteren] 2015 i Malaysia, hvor hun nu opholder sig. Dåben er resultatet af ansøgers mission overfor datteren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke kan blive skilt fra hendes ægtefælle i Iran, og at hun nu er kæreste med […], hvilket ifølge Sharia lovgivning er belagt med dødsstraf. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren i forbindelse med sin indgivelse af ansøgning om asyl [i foråret] 2013, efter hun var indrejst på gyldigt besøgsvisum og havde opholdt sig i Danmark siden [foråret] 2013 oplyste, at hun var muslim af trosretning, men medlem af Erfan e Halgheh. Ansøgeren konverterede til kristendommen og blev døbt i [vinteren] 2014, efter hun havde modtaget afslag på asyl i Udlændingestyrelsen, men forud for Flygtningenævnets afgørelse fra [vinteren] 2014, ligesom hun forud for afslaget fra Udlændingestyrelsen var begyndt at komme i kirken og interesse sig for kristendommen. Ansøgeren har endvidere under sin første samtale om Udlændingestyrelsen nævnt, at hun interesserede sig for kristendommen, og at hun havde opsøgt en kristen kirke forud for sin udrejse af Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konvertering og sit liv som kristen henvist til, at hun allerede i Iran var søgende og havde behov, som hun følte, at kristendommen og Jesus kunne opfylde, ligesom hun i Danmark undersøgte yderligere og fandt fred i sin kristne tro. Ansøgeren har dertil redegjort for udviklingen i sin kristne tro i den periode, der er forløbet siden det første afslag på genoptagelse, ligesom denne udvikling er underbygget ved de fremlagte bilag, der vedrører ansøgerens tro. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ovennævnte og under henvisning til ansøgerens personlige fremtræden under nævnsmødet, at ansøgeren på en overbevisende måde har redegjort for, at hun reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har tillige lagt vægt på, at der har været et både indre og ydre længerevarende forløb i forbindelse med konversionen og den efterfølgende udlevelse af den kristne tro. Ansøgeren blev således døbt [i vinteren] 2014 og har derefter udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og møder, ligesom hun har missioneret og tilkendegiver, at hun også vil missionere, hvis hun bliver udsendt til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles allerede af denne grund den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2016/20/LRN/DTO
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kalhor fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder samt hans fader og svigerfader, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i foråret 2014 via en ven fik interesse for kristendommen. Efter noget tid blev han introduceret til den kirke, hvor hans ven kom. Frem til sin udrejse deltog han ugentlig i møder i kirken. I [efteråret] 2014 blev kirken afsløret, hvorfor ansøgeren så sig nødsaget til flygte. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han siden [ultimo] 2014 har deltaget i Frederikshavn Kirkecenters gudstjenester og arrangementer, og at han [i foråret] 2015 blev døbt. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om begivenhederne i hjemlandet og om udrejsen, blandt andet om hvornår han blev introduceret for menigheden, om længden af den periode i hvilken han deltog i møder, om ægtefællens kendskab til ansøgerens aktiviteter, herunder om anholdelsen af nogen af menighedens medlemmer, om udrejsen, herunder om [hans vens] deltagelse heri og finansieringen af samme, om hvornår ansøgeren fortalte ægtefællen om sin kristne tro og om ægtefællens reaktion herpå. Dernæst har ansøgeren oplyst, at han har sendt bibelcitater til sin ægtefælle, der nu opholder sig hos sine forældre, selvom det umiddelbart må forekomme at være farligt for ægtefællen. Ansøgeren har under Udlændingestyrelsens behandling af sagen udvist en påfaldende mangel på kendskab til centrale begivenheder og punkter i kristendommen, ligesom han under samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke kunne huske sin dåbsdato, selvom denne dato – navnlig for en konvertit – må antages at være en skelsættende begivenhed i den pågældendes liv. Dernæst har ansøgeren over for nævnet forklaret afglidende og overfladisk på en række spørgsmål om sine refleksioner i forbindelse med konverteringen og om kristendommen i øvrigt. Det er påfaldende, at ansøgeren har svært ved at sætte ord på tingene, når der spørges om konkrete bibelske emner, eller hvad der har motiveret ham i forhold til kristendommen. Ved vurderingen af ansøgerens forhold har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Uanset at ansøgeren er blevet døbt [i foråret] 2015, findes han for Flygtningenævnet ikke på overbevisende måde at have været i stand til at underbygge, at han hverken i Iran eller under opholdet i Danmark reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet forkaster herefter ansøgerens forklaring herom, ligesom det heller ikke kan lægges til grund, at ansøgeren skulle have problemer med myndighederne eller familien i hjemlandet på grund af, at han skulle anses for være konverteret til kristendommen. Det skal særligt bemærkes, at der heller ikke er holdepunkt for at antage, at myndighederne i Iran eller familien har kendskab til ansøgerens dåb. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/2
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og kristen fra [navn på ansøgerens hjemby], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder eller af sin fars familie, fordi hun er konverteret til kristendommen. Endvidere frygter hun sin fars familie, fordi hun har nægtet at vende tilbage til Iran og blive gift med sin fætter, [navn på fætter]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun stiftede bekendtskab med kristendommen, da hun var 12 år, fordi hendes søster introducerede hende for nogle ukendte kristne skrifter. Hun lærte de nævnte skrifter i Iran, men hun praktiserede ikke kristendommen på anden vis. I 2008 rejste ansøgeren til Ungarn for at studere, og hun mødte en iransk familie, som inviterede hende med i kirke i Budapest. Hun kom i kirken flere gange, indtil hun blev forbudt at komme der af en ukendt mand, som arbejdede på det kollegium, hvor ansøgeren boede. Nogle ukendte mænd på den iranske ambassade truede ligeledes ansøgeren med, at hun ikke skulle komme i kirken mere. Da ansøgeren i september 2008 påbegyndte sit studie i byen [anden ungarsk by] begyndte hun at komme i en anden kirke for at bede. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i sommeren 2012 rejste til Iran for at besøge sin familie. De havde arrangeret en forlovelse mellem ansøgeren og hendes fætter, men efter forlovelsesfesten rejste hun til Ungarn for at hente sine ting. Hun vendte imidlertid ikke tilbage til Iran som aftalt, og efter et par måneder erfarede ansøgeren, at hendes familie havde sendt en mand til hendes universitet for at tvinge ansøgeren til Iran. Herefter tog ansøgeren ophold et hemmeligt sted i seks måneder, hvorefter hun udrejste af Ungarn. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgers forklaring om konverteringen til grund. Det fremgår af udtalelser fra præst [navn på præsten], at ansøgeren siden april 2013 er kommet i [navn på dansk kirke], fortsat kommer der, og at hun er blevet døbt [i efteråret] 2013 efter et dåbsforberedelsesforløb. På baggrund af ansøgerens forklaring om sine aktiviteter og engagement i kirken, herunder karakteren og omfanget heraf, findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at hendes konvertering er reel. Under disse omstændigheder har ansøgeren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran2016/19/MKT
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Bukan, Iran. Ansøgeren har været medlem af KDPI i et ikke nærmere angivet tidspunkt fra 2006 eller 2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i gudstjenester i Danmark. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive diskrimineret af myndighederne i Iran, fordi han er kurder og sunni-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, på et ikke nærmere angivet tidspunkt i 2006 eller 2007, ringede til et telefonnummer, som han havde fået kendskab til gennem tv-kanalen Tishek, og meldte sig ind i KDPI. Herefter var ansøgeren under opsyn i seks måneder. Efter de seks måneder modtog ansøgeren et opkald fra KDPI, der fortalte ham, at han var blevet godkendt som medlem af partiet, og at de ønskede, at han skulle udføre opgaver for dem. I [foråret] 2007 begyndte ansøgeren, at transportere pakker for KDPI. Derudover fik ansøgeren til opgave, at transportere penge for partiet. Ansøgeren havde endvidere til opgave, at udføre propagandavirksomhed for KDPI. En dag i [vinteren] 2011 modtog ansøgeren et opkald fra efterretningstjenesten. De fortalte ham, at han skulle give møde hos dem med det samme, hvilket ansøgeren gjorde. Ansøgeren blev herefter afhørt af efterretningstjenesten, der i løbet af forhøret konstaterede, at han var medlem af KDPI. Omkring 24 timer senere fik ansøgeren at vide, at han var fri til at gå, idet en for ansøgeren ukendt ven af hans storebroder, som var ansat i efterretningstjenesten, havde kautioneret for ansøgeren. 10 til 20 dage senere kontaktede ansøgeren KDPI og fortalte om afhøringen. KDPI fortsatte dog med at give ansøgeren opgaver for partiet. I [foråret] 2011 modtog ansøgeren et opkald fra efterretningstjenesten, der igen bad ham om at møde. Herefter udrejste ansøgeren af Iran med hjælp fra KDPI. Uanset at ansøgeren på flere punkter har forklaret upræcist om sine aktiviteter kan Flygtningenævnets flertal efter de for Flygtningenævnet nu foreliggende oplysninger ikke afvise, at ansøgeren har været medlem af KDPI. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/18/SHH
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har været aktiv for partiet Komala siden [foråret] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af agenter fra den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har samarbejdet med partiet Komala. Ansøgeren har printet sedler og dvd’er med Komalas budskaber, som hun har uddelt sammen med en veninde. De afleverede sedlerne under folks døre om eftermiddagen ved 13-14 tiden og i medstuderendes tasker. Ansøgerens veninde blev anholdt, og ansøgerens bopæl blev efterfølgende opsøgt af efterretningstjenesten, som i den forbindelse konfiskerede hendes computer. Ansøgeren opholdt sig på daværende tidspunkt i en ubeboet lejlighed. Ansøgeren udrejste efter hun havde opholdt sig i lejligheden i fire til fem dage. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Uanset ansøgeren alene har udført meget begrænsede aktiviteter for Komala, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/17/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [en landsby], Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han fra efteråret 2010 og frem til sin udrejse har arbejdet for det afghanske politi. Han frygter tillige repressalier fra de afghanske myndigheder, fordi han har forladt sin ansættelse uden tilladelse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ultimo 2011 fik et job som forsyningschef i [et distrikt]. Efter 2-3 måneder modtog ansøgeren en trussel fra Taliban på sin bopæl, og det samme skete efter yderligere 2-3 måneder. Taliban fremsatte overfor ansøgerens far et krav om, at han skulle melde ansøgeren til Taliban eller betale 8.000 dollars. Faren betalte omkring halvdelen af beløbet. Mens ansøgeren var forsyningschef, blev hans bil endvidere beskudt, men ansøgeren blev ikke ramt. Efter omkring to år som forsyningschef blev ansøgeren vicechef for kriminalpolitiet i [distriktet]. I denne periode modtog ansøgeren ingen henvendelser fra Taliban. I slutningen af 2014 blev ansøgeren officer i den operative politiafdeling, hvorefter hans konflikt med Taliban blussede op igen. Kort før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev hans far skudt i benet. Ansøgeren formoder, at det var Taliban, der skød ham. Da ansøgeren besøgte sin far på hospitalet, ringede hans mor til ham og fortalte, at Taliban havde smidt to trusselsbreve over porten til hjemmet. 2-3 dage efter besøget på hospitalet udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en periode har været ansat i det afghanske politi, men finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren og hans familie i forbindelse hermed har været udsat for konkrete trusler og skudangreb, idet forklaringen herom ikke fremstår troværdig, da der har været væsentlige divergenser og udbygninger. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har oplyst om, at hans far skulle være blevet skudt, til trods for at dette efter ansøgerens forklaring var den umiddelbare årsag til udrejsen sammen med morens oplysninger til ham om, at der var modtaget trusselsbreve. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han så de personer, der omkring tre år før skulle have skudt efter hans bil, ligesom han har forklaret udbyggende om, på hvilken måde han ændrede sin bil efter skudepisoden. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren, der har forklaret at have adskillige billeder fra aktioner, han har deltaget i, på sin computer, netop skulle have haft et udprintet foto liggende af den episode, der efter hans forklaring på nævnsmødet skulle være omhandlet i de senest modtagne trusselsbreve. Ansøgeren har ikke kunnet give en rimelig forklaring på dette sammentræf. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse også vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om denne sammenhæng mellem episoden på fotoet og episoden omtalt i trusselsbrevet til trods for, at det må have stået ham klart, at fotodokumentationen ville kunne anvendes til støtte for trusselsbrevenes ægthed. På denne baggrund sammenholdt med, at det ikke findes troværdigt, at ansøgeren ikke har spurgt ind til, hvornår trusselsbrevene er modtaget, findes trusselsbrevene ikke at kunne tillægges betydning. Samlet set har ansøgeren dermed ikke sandsynliggjort, at han konkret har været efterstræbt af Taliban. Dette understøttes også af, at der efter hans egen forklaring er gået omkring tre år fra første episode til udrejsen uden, at han er blevet personligt opsøgt på bopælen til trods for, at Taliban efter hans forklaring vidste, hvor han boede. Ansøgerens forklaring om, at Taliban indenfor denne periode var væk fra området i omkring et år, ændrer ikke denne vurdering, henset til alvoren af de trusler, der efter ansøgerens forklaring var tale om. Hverken den omstændighed, at ansøgeren har været ansat ved det afghanske politi eller de generelle forhold i Afghanistan i øvrigt findes i sig selv asylbegrundende. Herefter og da ansøgeren som ovenfor beskrevet ikke har sandsynliggjort at være individuelt efterstræbt af Taliban, har han heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil blive udsat for konkrete og individuelt rettede angreb fra Taliban. Allerede da ansøgerens forklaring om hvorfor han udrejste er tilsidesat, findes det ikke sandsynliggjort, at han har forladt politiet under sådanne omstændigheder, at det i sig selv vil medføre, at han er i risiko for overgreb fra myndighedernes side ved en tilbagevenden. Der findes ikke oplyst grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/160/ADP
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [en landsby i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet myndighederne beskylder ham for at være peshmerga for PJAK. Han arbejdede i fem til seks år på grænsen imellem Iran og Irak, idet han transporterede varer imellem de to lande tre til fire gange om ugen. [En forårsnat i] 2015 skulle han transportere nogle reservedele til biler fra Iran til Irak, men da han sammen med sine kollegaer skulle til at krydse grænsen, blev der skudt efter dem. Ansøgeren flygtede til [byen A] i Irak, hvor han tog ophold hos en af sine venner til [den følgende dag]. Ansøgerens fader kontaktede ham telefonisk [i foråret] 2015, hvor han fortalte ansøgeren, at de iranske myndigheder havde opsøgt familiens bopæl for at lede efter ansøgeren og tillige beskyldt ansøgeren for at være peshmerga, ligesom familiens bopæl var blevet ransaget. Ansøgeren blev igen kontaktet telefonisk af sin fader [to dage senere], hvor denne fortalte, at de iranske myndigheder på ny havde været på familiens bopæl for at lede efter ansøgeren, hvorfor hans fader advarede ham imod at vende hjem. Ansøgeren rejste tilbage til sin landsby i Iran [efter han havde opholdt sig hos vennen], da han skulle hente penge på familiens bopæl til brug for sin udrejse og opholdt sig herunder på bopælen fra omkring klokken 12.00 til 15.00, hvorefter han udrejste af Iran samme nat. Efter ansøgerens udrejse af Iran er familien blevet opsøgt af myndighederne, og hans forældre og søster har været til afhøring. Endvidere antager han, at familiens hus er blevet konfiskeret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om myndighedsforfølgelsen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på centrale punkter, herunder om hvem han arbejdede sammen med på grænsen mellem Iran og Irak, om han kunne se, hvor skuddene kom fra, og om kollegaer blev ramt af skud. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på afgørende punkter fremstår usandsynlig. Det findes således blandt andet usandsynligt, at ansøgerens bopæl i Iran på baggrund af skudepisoden – hvor han ifølge sin egen forklaring blev beskudt i mørke i en afstand af omkring en kilometer sammen med en række andre personer – umiddelbart efter blev opsøgt af myndighederne, der beskyldte ansøgeren for at være peshmerga, ligesom det findes utroværdigt at ansøgeren risikerede at vende hjem til sin bopæl i flere timer [i foråret] 2015, efter at myndighederne både [dagen forinden og tre dage forinden] havde opsøgt ansøgeren dér. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist på spørgsmål på en sådan måde, at forklaringen ikke virker selvoplevet. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst ulovligt af Iran findes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/16/LAJ
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Salmas, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at blive fængslet og udsat for overgreb af repræsentanter for det iranske regime. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv henvist til, at han har udført regimekritiske aktiviteter og anklages for at være medlem af PJAK. Ansøgeren sympatiserer med PJAK og har været aktiv sympatisør i perioden fra 2014 til […] juli 2015. Ansøgerens ven [A] introducerede ansøgeren for PJAK, og han gjorde ansøgeren interesseret i at støtte partiet og den kurdiske sag. Siden […] april 2014 har ansøgeren syv gange uddelt løbesedler og under dette flere gange malet graffiti i to lokale landsbyer. Ansøgeren deltog desuden i […] maj 2015 i et PJAK-møde i [en mindre by]. Mødet blev stormet af efterretningstjenesten, og ansøgeren blev tilbageholdt i 15 dage, hvor han de første 7 dage blev afhørt. I forbindelse med løsladelsen satte han sit fingeraftryk på en erklæring, hvor han erklærede ikke længere at ville have kontakt til PJAK. Ansøgeren blev smidt ud af skolen på grund af de 15 dages fravær. Omkring en måned efter ansøgerens løsladelse besluttede han og [A] at genoptage deres aktiviteter for PJAK. [I] juli 2014 kørte ansøgeren, [B] og [A] til [den samme mindre by], hvor de uddelte løbesedler. Under uddelingen hørte ansøgeren [A] råbe op, hvorefter ansøgeren flygtede til fods. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig. Hertil kommer, at hans forklaring for nævnet på flere punkter har fremstået afglidende og udbyggende, ligesom han også har forklaret divergerende. Flygtningenævnets flertal finder det således usandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at uddele løbesedler, som han ikke selv var bekendt med indholdet af, særligt efter at han havde været tilbageholdt og angiveligt fået oplyst, at det ville have alvorlige konsekvenser for ham at have kontakt til PJAK i fremtiden. Ansøgeren har desuden forklaret udbyggende om sit kendskab til indholdet af løbesedlerne, idet han under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] august 2016 har forklaret, at han ikke var bekendt med indholdet af løbesedlerne, bortset fra den første, som vedrørte PJAK´s stiftelsesdag. Under mødet i nævnet har han forklaret, at der på nogle løbesedler stod ”PJAK kæmper for dine rettigheder”. Hertil kommer, at det af Flygtningenævnets baggrundsmateriale fremgår, at PJAK-sympatisører normalt ikke uddeler løbesedler eller andre publikationer (Iranian Kurds, On Conditions for Iranian Kurdish Area of Iran, Conditions in Border Area and Situation of Returnees from KRI to Iran, side 50). Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret afglidende og undvigende på flere spørgsmål, herunder vedrørende de steder, hvor der blev malet grafitti. Endelig har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på, at det af ansøgerens facebook-profil fremgår, at han i juni 2015 registrerede sig selv som værende startet på high-school, og at der i den periode, hvor ansøgeren angiveligt befandt sig i Tyrkiet uden adgang til internet, var flere aktiviteter på ansøgerens facebook-profil, herunder flere ”likes” og tilføjelse af venner. Ansøgeren har under samtalerne i Udlændingestyrelsen ikke kunnet give nogen forklaring herpå, og ansøgerens forklaring for nævnet om, at det formentlig er en ven, der har haft adgang til hans facebook, forekommer ikke sandsynlig. Med henvisning til de kopier af dokumenter, som ansøgeren ved nævnsmødets start har fremlagt, har nævnets flertal ikke fundet anledning til at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af disse, idet flertallet i det hele henviser til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet og konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/159/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har givet husly til to kristne venner, og myndighederne har fundet kristent materiale på ansøgerens plantage. Ansøgeren har endvidere henvist til at han frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indlogerede sine to kristne venner i et hus, der lå i ansøgerens frugtplantage. Huset blev opsøgt en aften, hvor ansøgeren sad og drak alkohol med de to venner. Ansøgeren og hans venner flygtede omkring 700-800 meter væk, hvor de lavede et bålsted og overnattede. Ansøgeren flygtede til [en anden by] sammen med sine to venner. Ansøgeren opholdt sig i [den anden by] i omkring 40 dage, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide, at hans bror har været tilbageholdt af politiet. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hans bopæl på et senere tidspunkt er blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han fik interesse for kristendommen som barn. Han har ikke praktiseret kristendommen i Iran, men han er begyndt at gå i kirke efter sin indrejse i Danmark og skal påbegynde dåbsundervisning i januar med henblik på senere at blive døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig og på flere punkter divergerende. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at [ansøgerens to venner] flyttede ind i ansøgerens hus samt om deres forhold til kristendommen. Hertil kommer, at det efter ansøgerens forklaring om myndighedernes interesse for ham og hans familie ikke kan lægges til grund, at de fortsat har familien i søgelyset. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om flugten fra plantagen ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på troværdig og overbevisende måde har kunnet redegøre for sin kristne overbevisning. Nævnet har ved denne vurdering blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor hans dåb og dåbsforberedelse er blevet udsat, og at der heller ikke er en forklaring herpå i udtalelsen fra Brønderslev Kirke, som ansøgeren har fremlagt under nævnsmødet. Det forhold, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil, der indeholder kristne billeder, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet har kunnet leve problemfrit i Iran uden at deltage i religiøse muslimske aktiviteter. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/158/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A’s] familie, idet tre personer er døde som følge af ansøgerens og [A’s] forhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han tre til fire år før 2010 indledte et forhold til [A]. Da hun blev gravid, flygtede hun fra sin familie, hvorfor ansøgeren ligeledes besluttede sig for at flygte til Danmark, hvor han i 2011 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Da ansøgeren vendte tilbage til Iran i 2012, blev han anholdt, da han landede i lufthavnen. Han var efterfølgende fængslet i tre måneder. Efter ansøgerens løsladelse tog han til sin hjemby Sarpol-e Zahab, hvor han blev gift med [A]. Efterfølgende opstod der flere gange skænderier og slagsmål mellem ansøgeren og [A’s] bror, der ikke havde glemt begivenhederne op til ansøgerens udrejse af Iran i 2010. På en ukendt dato deltog ansøgeren, [A] og ansøgerens familie i en sammenkomst hos [A’s] familie. Der opstod et skænderi mellem ansøgeren og [A’s] bror, der resulterede i, at ansøgeren blev skåret i hånden/armen af [A’s] bror. Ansøgerens bror blev endvidere ramt af et skud. Ansøgeren og hans bror blev begge hjulpet til hospitalet. Ansøgerens bror blev efterfølgende erklæret død, og ansøgeren selv var indlagt i to måneder. Mindre end et år efter ansøgerens brors død begik [A] selvmord, fordi ansøgerens familie bebrejdede hende for ansøgerens brors død. Seks til syv måneder efter [A’s] død flyttede ansøgeren og hans familie til Irak. På en ukendt dato blev [A’s] bror dræbt af ansøgerens brødre. Efterfølgende blev ansøgerens familie opsøgt af [A’s] familie, der beskyldte ansøgerens familie for drabet på [A’s] bror. Ansøgeren opholdt sig derefter i Irak i omkring to år, hvorefter han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv uden, at dette efter nævnets opfattelse kan skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har således i forbindelse med sin ansøgning om asyl i Danmark [i efteråret] 2010 som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive slået ihjel af en mand ved navn [B] og det iranske politi, fordi han havde haft et seksuelt forhold til [B’s] kone ved navn [A]. Ansøgeren forklarede under denne sag, at han indledte forholdet til [A], inden hun blev gift, og at det fortsatte efter, at hun var blevet gift. [A’s] mand, [B], fandt ud af, at de havde et forhold og anmeldte ansøgeren. [A] var blevet gravid. Barnet var ikke ægtefællens. Ansøgeren har i denne sag som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller stenet af den iranske regering, fordi han har haft et ulovligt seksuelt forhold til en ugift pige ([A]), ligesom pigens familie også er efter ham. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at han vendte hjem til Iran i 2012, han blev tilbageholdt i lufthavnen af lufthavnspolitiet og var tilbageholdt i 15 dage. Han fik at vide, at det var på grund af forholdet til pigen. Han blev løsladt, men skulle stilles for en dommer i forbindelse med sagen om pigen 3 – 4 måneder efter. Til asylsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at han blev tilbageholdt i lufthavnen, men løsladt næste morgen. Da han kom ud fra lufthavnen, blev han anholdt af efterretningstjenesten og var fængslet i 3 måneder. Efterretningstjenesten fortalte ham ikke hvorfor. Da han blev løsladt tog han og hans familie hjem til pigens familie, og pigen og han blev gift. Det var en dommer i hans hjemby, der besluttede dette. Ansøgeren har endvidere til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han efter løsladelsen tog til sin farbror i [en mindre by i Iran], mens han til asylsamtalen forklarede, at han tog tilbage til Sarpol Zahab og boede hos sine forældre. Ansøger har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans bror blev dræbt på familiens bopæl, at han ikke var til stede, da han var i [den mindre by i Iran], og at en af pigens brødre blev anholdt efter drabet. Pigen begik selvmord efter, at han og hans familie var udrejst til Irak. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at drabet på broderen fandt sted under en sammenkomst i et festlokale, som hans kones familie havde lejet, at han var til stede og blev skåret i hånden af en af pigens brødre, at han var indlagt på hospitalet i 2 måneder, og at ingen blev anholdt i sagen. Hans kone begik selvmord et år efter episoden, mens han var på arbejde. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder som følge heraf heller ikke grundlag for at tage advokatens principale påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/157/EMU
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Koya, Irak. Ansøgeren er medlem af det iransk kurdiske demokratiske parti og har tidligere været medlem af partiets ungdomsafdeling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf eller blive dræbt, idet han og hans forældre er medlemmer af KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Azadi-lejren i Koya, Irak. Her har KDPI hovedkvarter, og begge hans forældre er peshmergaer. Hans aktiviteter for partiet bestod blandt andet i at hjælpe til i forbindelse med fejringen af forskellige begivenheder, herunder arrangering af fester og mærkedage for KDPI. Han har også deltaget i nogle af møderne for KDPI og i en demonstration foran det iranske konsulat i Erbil. Ansøgerens far er blevet truet telefonisk af de iranske myndigheder, der har meddelt ham, at det vil gå udover familien, hvis ikke han stopper med sine aktiviteter. I 2014 har der været to angreb på Azadi-lejren, og i begge tilfælde mistænker man den iranske efterretningstjeneste for at stå bag. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet han har forklaret detaljeret og konsistent herom, ligesom forklaringen er underbygget af de fremlagte erklæringer og billeder af ansøgeren og hans familie i Azadi lejren, der er beliggende i Koya tæt ved den iranske grænse. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er opvokset i Azadi-lejren, der udgør KDPI´s hovedsæde i KRI, og hvor en stor del af partitoppen har bopæl. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens far virker som underviser for peshmergaer, og at faderen indtager en central rolle i partiet. Nævnet lægger endelig til grund, at begge ansøgerens forældre er eller har været peshmergaer. Ansøgeren selv er født og opvokset i Azadi-lejren og har været aktiv i først partiets ungdomsafdeling, og siden sit 18. år medlem af KDPI, og han blev umiddelbart efter ankomsten til Danmark en del af KDPI´s danske afdeling. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i nærliggende risiko for at blive identificeret som partimedlem og tæt familiemæssig relateret til højstående medlemmer af KDPI, og at han herefter vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse fra regimets side. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/156/DH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren er nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i Danmark været med medlem af organisationen Vereinigung zur Verteidigung der Menschenrechte im Iran e.V. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark har levet som homoseksuel. Ansøgeren har også deltaget i drøftelser/konferencer på Paltalk-rum, hvor man mødes over nettet. Ansøgeren frygter, at de regimekritiske udtalelser, der falder under sådanne drøftelser, kan være blevet de iranske myndigheder bekendt, ligesom ansøgerens tilknytning til organisationen Vereinigung zur Verteidigung der Menschenrechte im Iran e.V. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har konverteret til kristendommen. Han blev døbt [i efteråret 2016]. Ansøgeren frygter at blive forfulgt ved en eventuel tilbagevenden til Iran på grund af sin opgivelse af islam og konvertering til kristendommen. Ansøgeren har i øvrigt henvist til det tidligere påberåbte asylmotiv, hvorefter han ved en tilbagevenden til Iran dels frygter myndighedernes overgreb, dels frygter overgreb fra sin far og farbror. Ansøgeren er siden omkring 2007 blevet overvåget og chikaneret af myndighederne. Myndighederne har omkring 40 gange anholdt og tilbageholdt ansøgeren, blandt andet når han som chauffør har haft kvindelige passagerer med. Da han i 2008 fortalte sin far, at han var homoseksuel, forsøgte faren flere gange at dræbe ham, herunder med knivstik, hvilket har efterladt ar på ansøgerens mave, og med skud. [I foråret 2011] blev ansøgeren generet af en soldat og en myndighedsperson, mens han sad og slappede af med en ven. Ansøgeren og vennen kom i håndgemæng med de to personer, hvoraf den ene mistede bevidstheden. Vennen tog våbnene fra de to personer. Ansøgeren tog en politiradio og en peberspray fra den ene person og tog endvidere nøglerne til motorcyklen. De væltede tillige motorcyklen og tømte den for benzin. Ansøgeren besluttede at flygte og tog ophold i skjul hos et familiemedlem i seks til syv dage. Da han vendte tilbage til sit og vennens bilværksted, blev der affyret skud mod dette. Ansøgeren flygtede til sin vens plantage, hvor han opholdt sig i til sin udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der forud for sin dåb gennemgik et seks måneders dåbsforløb i den danske folkekirke, på rimelig måde har redegjort for overgangen til den kristne tro og redegjort for sit kendskab til kristendommen. Endvidere har han i det forløbne tidsrum fortsat udøvet kristne aktiviteter, ligesom han overfor landsmænd i Danmark har missioneret for kristendommen. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, og at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/155/DH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sar-e-Pool-e-Zahab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har to gange budt personer med tilknytning til partiet PJAK på mad på sit landsted. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet den kurdiske gruppe PJAK. Han frygter derudover myndighedspersonen [SB], som blev skudt og såret i forbindelse med, at myndighederne opsøgte ansøgerens landsted. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været tilsagt til at møde hos efterretningstjenesten [foråret/sommeren 2014], fordi myndighederne formodede, at han transporterede mad for en kurdisk gruppe. Han blev udsat for vold under tilbageholdelsen. Ansøgerens fars bekendte ved navn [HR] kendte mange personer, som arbejdede i efterretningskontoret i Kermanshah, og han fik ansøgeren løsladt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han første gang mødte de fire ukendte personer fra PJAK [ultimo 2015]. De kom ind i ansøgerens hus på hans landsted, og ansøgeren blev først bange, men inviterede dem derefter ind på mad. De talte sammen, og de fortalte, at de kæmpede mod regeringen for en kurdisk stat. Efter de havde spist, gik de igen. Ansøgeren tror, at hensigten med besøget var at skabe kontakte i lokalbefolkningen. [I sommeren 2015] kom de fire personer igen om eftermiddagen omkring klokken 16-17. Ansøgeren bød dem igen på mad. Ansøgeren skulle vande sine jorde og var gået 50-100 meter væk fra de fire personer, da han hørte lyden af skyderi og eksplosioner. To af personerne kom løbende og sagde, at ansøgeren skulle flygte. Ansøgeren løb op i bjergene og skjulte sig indtil kl. 00-01. Han gik omkring 20 kilometer til sin onkel, [NM], og ankom omkring klokken 06 om morgenen. Ansøgeren fortalte sin onkel om hændelsen, og onklen ringede samme morgen til sin bekendte [M], der fortalte, at der havde været et skyderi, hvor en person var blevet slået ihjel, en arresteret, og tre til fire folk fra efterretningstjenesten var blevet såret. Ansøgeren formoder, at [M] har hørt det fra andre i området. [M] ringede dernæst til ansøgerens farbror, [H], der oplyste, at myndighederne tidligere på morgenen havde opsøgt ansøgerens familie bopæl og taget ansøgerens far og bror med. Efter to til tre dage løslod de ansøgerens bror, og [i sommeren 2015] udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgerens far blev løsladt på et ukendt tidspunkt, inden ansøgeren var ankommet til Danmark. De blev begge udsat for vold og trusler under deres tilbageholdelse, og ansøgeren kender ikke kravene for deres løsladelse. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet vedrørende det påberåbte asylmotiv, kan Flygtningenævnets flertal lægge til grund at ansøgeren blev opsøgt tre gange af kurdiske oprørere som forklaret af ham, at der i forbindelse med det sidste besøg opstod skudveksling mellem oprørerne og myndighederne, at ansøgeren flygtede fra stedet uden at medbringe sine ejendele, og at familien efterfølgende blev opsøgt af myndighederne på grund af ansøgerens forhold. På denne baggrund lægges det videre til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingeloven § 7, stk. 1.” Iran/2016/154/DH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun efter udrejsen af hjemlandet er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men ansøgeren har hjulpet sin hjulpet sin bror, som var medlemmer af Mujaheddin Khalq. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, da hun har hjulpet sin bror, [A], med at flygte til Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] i 1996 udrejste af Iran i et par måneder, Da han kom tilbage fortalte han, at han var blevet medlem af Mujaheddin Khalq. Et par dage senere udrejse han på ny. To måneder senere opsøgte to civilklædte politifolk familiens bopæl, hvor de talte med ansøgerens anden bror, [B]. Indtil 1999 blev familiens bopæl opsøgt flere gange. I 1999/2000 opsøgte politiet igen familiens bopæl og ansøgerens bror [B]. To til tre måneder senere opsøgte politiet på ny bopælen og tog [B] med. Han blev løsladt omkring to timer senere. En aften i 1999/2000 kom [A] tilbage til familiens bopæl. Familien fulgte [A] hen til [B’s] svigerfar, hvor de alle overnattede. Tidligt om morgenen den følgende dag kørte ansøgeren, hendes mor og [B] [A] til [en grænseby]. En måned senere kørte ansøgeren to piger til grænsen. Omkring 2001 skulle [A] igen have hjælp til at komme ud af Kermanshah. I perioden fra 2001 til 2009 blev ansøgeren og hendes familie ikke opsøgt af nogen, men [B] skulle i perioden fra 2001 til 2004 underskrive nogle papirer, og fra 2006 til 2007 deltog både ansøgeren og [B] i religionsundervisning. I 2009 tog [B] til [et andet land], hvorfra han ringede til ansøgeren. Dagen efter blev ansøgeren opsøgt af efterretningstjenesten, som fortalte, at [B] samarbejdede med dem, og at ansøgeren skulle overtale ham til at vende tilbage til Iran. Den efterfølgende dag blev ansøgeren ringet op af efterretningstjenesten, hvorefter hun tog hen til deres kontor. Her fik hun at vide, at hun skulle tage til [det andet land] for at hente [B]. Herefter ansøgte ansøgeren om pas. I slutningen af 2009 udrejste ansøgeren sammen med [B’s] ægtefælle til [det andet land], hvor de opholdt sig i seks år forud for indrejsen i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, da hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun efter indrejsen i Danmark er begyndt at komme i kirke, da hun godt kan lide atmosfæren, ligesom hun ønsker at være den type, som kristne er. [I begyndelsen af] 2016 blev hun døbt i [en kirke i Danmark]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i 1999 og 2000 har hjulpet henholdsvis sin bror, der var medlem af Mujaheddin Kalq, og to ukendte kvinder over grænsen til Irak. Nævnet finder, at forklaringen om at hun i forbindelse med brorens udrejse skulle deltage i den farlige aktion sammen med både sin bror, der var bosat i Iran, og sin mor, og dermed at alle tre familiemedlemmer skulle udsætte sig for risikoen for en alvorlig sanktion fra myndighederne, såfremt de blev opdaget. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at hun skulle påtage sig den samme risiko ved at hjælpe to for hende ukendte personer over grænsen. Efter ansøgerens egen forklaring har hun ikke som følge heraf haft problemer med efterretningstjenesten. Herefter og idet hun uden problemer kunne få udstedt pas og udrejse legalt af Iran, har hun ikke sandsynliggjort, at hun ved udrejsen opfyldte betingelserne for at få asyl. Vedrørende konversionen har ansøgeren først under nævnsmødet forklaret, at hun udviste interesse for kristendommen forud for indrejsen i Danmark. Under henvisning til, at denne oplysning først er kommet på et meget sent tidspunkt, tilsidesætter nævnet denne forklaring, og lægger derfor til grund, som ansøgeren tidligere har forklaret, at hun først efter indrejsen i Danmark i september 2015 fik interesse for kristendommen. Hun har forklaret, at hun cirka en måned efter indrejsen og indtil videre har deltaget i kirkelige aktiviteter, herunder to gudstjenester om ugen, kristendomsundervisning på hendes bopæl ugentligt, dåbsforberedelse og at hun er blevet døbt [i begyndelsen af] 2016. Hendes forklaring om sine kirkelige aktiviteter er støttet af erklæringer fra tre personer fra forskellige kirker. Et flertal af nævnet finder, at ansøgeren under mødet i nævnet i tilstrækkelig grad har dokumenteret viden om kristendommen, ligesom hun har været i stand til at redegøre for sin indre overbevisning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” MVLN/Iran/2016/153
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K -status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Kermanshah, Iran. Ansøgerene har oplyst at de er konverteret til kristendommen, og at de efter indrejsen i Danmark er blevet døbt. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men den mandlige ansøger har hjulpet sin bror og en kvinde, som var medlemmer af Mujaheddin Khalq. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, da han har hjulpet sin bror, [A], med at flygte til Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] flygtede fra Iran i 1996, da han var medlem af Mujaheddin og som følge heraf ikke kunne blive i Iran. Samme år blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af to civilklædte personer fra efterretningstjenesten. I 1997 kom efterretningstjenesten igen på bopælen. I 1999/2000 blev ansøgeren på ny opsøgt af efterretningstjenesten på sin bopæl om natten. Ansøgeren blev behandlet hårdhændet, herunder blev han afklædt og fik håndjern på. Personerne fra efterretningstjenesten udsatte ham for ydmygende behandling. Han blev beskyldt for at have løget om sin bror, og han blev holdt under opsyn af vagter til klokken fem om morgenen. Omkring tre til fem måneder senere opsøgte efterretningstjenesten igen familiens bopæl og spurgte efter ansøgerens bror. De tog ansøgeren med til afhøring. Ansøgeren blev pålagt en daglig meldepligt hos efterretningstjenesen i tre år. Et stykke tid efter dukkede [A] op i Iran igen. Ansøgeren lånte sin daværende svigerfars bil, hvorefter han sammen med sin mor og søster kørte [A] til grænsebyen […]. Ansøgeren ansøgte om et pas, men fik afslag herpå. En dag pålagde efterretningstjenesten ham at gå i koranskole. Ansøgerens søster deltog ligeledes i undervisningen. I 2009 lykkedes det ansøgeren at få udstedt et pas. I slutningen af 2009 udrejste ansøgeren til [et andet land]. En måned senere udrejste ansøgerens ægtefælle og ansøgerens søster. Familien blev registreret af UNHCR, hvorefter de opholdt sig i landet i seks år. Efter omkring tre års ophold i [det andet land], kom ansøgeren i kontakt med en kvinde, som var medlem af Mujaheddin Khalq. Kvinden boede i [et europæisk land]. Ansøgeren oversatte nyheder til brug for Mujaheddin Khalqs hjemmeside, som han sendte det til kvinden. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, ligesom hun frygter, at efterretningstjenesten vil opsøge og afhøre hende på grund af den mandlige ansøgers forhold. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, idet de er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han to år inden indrejsen i Danmark begyndte at interessere sig for kristendommen, og han besøgte en kirke sammen med sin ægtefælle. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun allerede i Iran følte sig kristen. Omkring to år forud for indrejsen i Danmark begyndte hun at komme i en hjemmekirke i [det andet land]. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgerene [i begyndelsen af] 2016 døbt i [em kirke]. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at den mandlige ansøgers bror tilbage i 1996 tilsluttede sig Mujaheddin Kalq. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger efterfølgende har været mistænkt for at hjælpe sin bror med at flygte over grænsen. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt broren havde besøgt familien forud for den første gang familien blev kontaktet af efterretningstjenesten, det overgreb han blev udsat for under efterretningstjenestens andet besøg og hvem og hvor mange der var med i bilen i forbindelse med brorens udrejse. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at både ansøgeren, hans søster og hans mor skulle deltage i brorens udrejse, når en standsning kunne medføre fængsling og eventuel henrettelse. Nævnet finder heller ikke, at det forklarede om hans kontakt med efterretningsvæsnet har en tilstrækkelig intensitet, ligesom nævnet lægger vægt på, at han efter sin forklaring skulle have været overvåget i ni år. Endelig lægger nævnet vægt på, at han uden problemer kunne få pas, og at han udrejste legalt. Flygtningenævnet tilsidesætter af ovennævnte grunde den mandlige ansøgers forklaring. Den mandlige ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at han på grund af problemer forud for udrejsen opfylder betingelserne for asyl. Idet den kvindelige ansøgers problemer forud for udrejsen alene er knyttet til den mandlige ansøgers forhold, har hun ligeledes ikke sandsynliggjort, at hun forud for udrejsen opfyldte betingelserne for asyl. For så vidt angår konverteringen lægger Flygtningenævnet parrets forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder således, at den kvindelige ansøger allerede forud for udrejsen af Iran havde interesse for kristendommen, og at hun under opholdet i [det andet land] fra 2009 til 2015 praktiserede kristendommen. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med deres fælles barn fødsel fik interesse for kristendommen, og at han efterfølgende praktiserede sin tro blandt andet ved jævnligt at gå i kirke. Parret har straks ved ankomsten til Danmark fortsat deres kristne aktiviteter og har to gange ugentligt deltaget i kirkelige aktiviteter, har ugentlig modtaget kristendomsundervisning på deres bopæl og er efter dåbsforberedelse blevet døbt [i begyndelsen af] 2016. Parrets kirkelige aktiviteter i Danmark er støttet af erklæringer fra tre personer tilknyttet forskellige kirker. Parret har endvidere under mødet for nævnet demonstreret en vis viden om kristendommen, og har kunnet redegøre for deres indre overbevisning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgerne], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” MVLN/Iran/2016/152
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhører religionen Ahl-e Haqq. Ansøgeren er født i […] Irak, og han flyttede med sin familie til […] SarPol-e Zahab, Iran, da han var to år gammel. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for partiet Komalah, som hans bror er medlem af. Ansøgeren har sammen med sin bror været med til at uddele Komalahs breve i en periode på tre til fire måneder [i efteråret] 2014. Sideløbende har han hjulpet partiet med at arrangere oplysningsmøder med det formål at hverve nye medlemmer. Ansøgeren har endvidere deltaget i et par demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for partiet Komalah. En dag i [sommeren] 2015, da ansøgeren var på vej hjem til sin fætter, modtog han et telefonopkald fra sin far, der spurgte ansøgeren, hvad broren havde gjort. Ansøgeren afbrød herefter opkaldet af frygt, for at telefonen blev aflyttet. Ansøgerens fætter ringede til faren, der oplyste, at myndighederne havde anholdt ansøgerens bror. Ansøgeren fortalte fætteren om sine politiske aktiviteter, og fætteren rådede ansøgeren til at flygte. Ansøgeren opholdt sig fem til seks dage hos fætteren, inden han udrejste. Mens ansøgeren var hos fætteren, blev ansøgerens families bopæl ransaget to gange. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af aktiviteter for partiet Komalah. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om uddelingen af løbesedler. Under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han uddelte løbesedler sammen med sin bror, og at de kørte ud i ansøgerens bil eller i en bil tilhørende en af ansøgerens venner. Hvis de kørte i en vens bil, var vennen med, og vennen ventede i bilen og holdt vagt, mens ansøgeren og hans bror uddelte løbesedlerne. Senere under samtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han nogle gange uddelte løbesedlerne med sin bror, og at det andre gange var ansøgeren og vennen, der uddelte løbesedlerne. Flertallet henviser endvidere til, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren ikke har et nærmere kendskab til løbesedlernes indhold, såfremt han i overensstemmelse med sin forklaring har været aktiv med uddelingen af disse. Han har således under asylsamtalen blot forklaret, at løbesedlerne omhandlede partiets formål, herunder kurdernes rettigheder, og at indholdet varierede fra gang til gang. For nævnet har ansøgeren forklaret, at teksten var trykt på persisk, som ansøgeren behersker, men at han ikke læste, hvad der stod på løbesedlerne, idet det var risikabelt at læse dem, og at tiden var meget kort. Flertallet finder det i øvrigt usandsynligt, at det uden myndighedernes indgriben på et tidligere tidspunkt, har været muligt for ansøgeren og hans bror flere gange at holde oplysnings- og rekrutteringsmøder for 20 til 30 deltagere på familiens plantage, selvom ansøgerens familie har været under opsyn af de iranske myndigheder siden 2003, da ansøgerens farbror blev dræbt. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/151/MKT
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har lavet graffiti på en moské i Kermanshah. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [i foråret] 2015 blev en smuglers bil beskudt i en bydel, i hvilken forbindelse 40 til 50 politibetjente, efterretnings- og militærfolk ankom. Smugleren flygtede herefter til fods. Samtlige mænd i området blev beordret ind i en minibus med henblik på afhøring på den nærliggende politistation, idet betjentene formodede, at nogle af beboerne gemte smugleren. Ansøgeren, hans bror og far blev bragt på politistationen. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, da han blev frihedsberøvet i tre dage. Han blev først efterfølgende stillet for en dommer og frifundet. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far fik klippet sit overskæg af under frihedsberøvelsen, hvilket fornærmede ansøgeren og hans bror. Ansøgeren besluttede sig for at hævne sig tre måneder efter. [I sommeren] 2015 tog ansøgeren hen til en moské i Kermanshah sammen med to venner, hvor de skrev graffiti på moskéens mure og rev plakater af Khomeini ned. Den efterfølgende dag så ansøgeren, at der var mange politibiler ved moskéen. Ansøgeren tog hen til sin morbror i et nærliggende landområde, hvor han blev ringet op af sin ven, som fortalte, at politiet efterlyste ansøgeren. Ansøgeren rejste herefter fra Kermanshah til Karaj, hvor han tog ophold og arbejdede som svejser i tre måneder. Under ansøgerens ophold i Karaj blev ansøgerens familie opsøgt yderligere to gange. Ansøgeren havde ikke problemer med nogen i den periode. Efter opholdet i Karaj udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund og finder det således sandsynliggjort, at han har vanhelliget en moské, fremsat propaganda mod regimet, samt at han er blevet identificeret og eftersøgt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2016/150/DTO
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren havde haft problemer i Iran grundet sin seksualitet, idet han blev afsløret i at være homoseksuel i 2011. Klageren havde som asylmotiv henvist til, at han var homoseksuel og gennem 3-4 måneder havde haft et seksuelt forhold til sin kollega. På et tidspunkt overnattede klageren og kollegaen i dennes forældres hus. Kollegaens far opdagede dem og truede med at slå dem ihjel, hvorefter klageren flygtede ud af Iran. Ved en tilbagevenden til Iran frygtede klageren, at både hans egen familie og kollegaens ville slå ham ihjel, samt at de iranske myndigheder skulle opdage, at han var homoseksuel. [Ultimo] 2014 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om familiesammenføring fra den irakiske statsborger […], som oplyste at være klagerens ægtefælle. Ansøgningen var vedlagt en vielsesattest, hvoraf fremgik, at klageren og [ægtefællen] [ultimo] 2014 havde anerkendt ægteskabet, som var indgået uden for retten [medio] 2011. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [primo] 2016, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger finder, at der ikke er grundlag for at antage, at der i forbindelse med samtalen [medio] 2015 er opstået misforståelser som følge af tolkeproblemer. Den omstændighed, at den medvirkende tolk ikke var opført på Rigspolitiets tolkeoversigt, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under samtalen indledningsvist oplyste, at han og tolken forstod hinanden, at klageren blev opfordret til at sige med det samme, hvis der opstod forståelsesmæssige problemer mellem ham og tolken, hvilket klageren på intet tidspunkt gjorde, at klageren afslutningsvist oplyste, at der ikke havde været nogen forståelsesmæssige problemer mellem ham og tolken under samtalen, at klageren fik oplæst og oversat referatet af samtalen og herefter oplyste, at han ikke havde nogen bemærkninger eller yderligere at tilføje, og at klageren til sidst bekræftede, at han havde forstået alt, hvad tolken havde sagt under samtalen. Nævnet har endvidere lagt vægt på Udlændingestyrelsens oplysninger om, at tolken var rekvireret til samtalen via et professionelt tolkebureau, fordi der ikke var en ledig tolk fra Rigspolitiets tolkeoversigt, og at tolken har stor erfaring med tolkning i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger til sin asylsag, og at disse oplysninger førte til, at klageren blev meddelt asyl i Danmark. Flygtningenævnet tilsidesætter således efter en konkret vurdering af sagens samlede oplysninger i det hele klagerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig og konstrueret til lejligheden med henblik på at opnå asyl i Danmark. Nævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han har haft et seksuelt forhold til en mand i Iran, som blev opdaget af mandens fader, hvorefter klageren flygtede til Irak, til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen af sagen lagt vægt på, at klageren ved indrejsen i Danmark oplyste, at han var homoseksuel og ugift og ikke havde tilknytning til Irak, på trods af at han på dette tidspunkt havde en ægtefælle i Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren på andre væsentlige punkter har givet divergerende oplysninger: Klageren oplyste under sin motivsamtale [ultimo] 2012 og asylsamtale [ultimo] 2012, at han havde haft et seksuelt forhold til en mand i Iran, og at de var blevet opdaget om natten af mandens fader hjemme i faderens hus, mens de lå og sov, hvorefter klageren straks flygtede til Irak, mens klageren til samtalen med styrelsen [medio] 2015 først oplyste, at klageren og manden var blevet opdaget af et familiemedlem til manden, mens de gik og malede et hus, hvorefter klageren flygtede hjem til klagerens bopæl i Iran og skiftede tøj, hvorefter han stak af til Irak, idet familiemedlemmet havde sladret til resten af mandens familie. Klageren oplyste under sin motivsamtale [ultimo] 2012, at han og manden kl. ca. 2 om natten blev opdaget af mandens fader, hvor de lå nøgne i sengen, og at klageren samlede sit tøj og flygtede ud af vinduet, hvor han tog sit tøj på, og løb 5-6 timer til grænsen til Irak, mens klageren under asylsamtalen [ultimo] 2012 oplyste, at han havde underbukser på og sprang ud af vinduet, hvor hans sko stod ved hoveddøren, og løb i ca. 20-25 minutter, før klageren tog tøjet på, og herefter gik ca. 4 timer til grænsen, hvor klageren ankom ved solopgang. Klageren oplyste under sin motivsamtale [ultimo] 2012, at mandens fader, da han opdagede dem, havde sagt, at han ville hente en kniv og ville slå dem begge ihjel, mens klageren til asylsamtalen [ultimo] 2012 oplyste, at mandens fader havde forladt rummet ved episoden, og at klageren ikke vidste, hvad faderen skulle, da han forlod rummet. Klageren oplyste under sin motivsamtale [ultimo] 2012, at klageren igennem 3-4 måneder havde haft samleje med manden, mens klageren til asylsamtalen [ultimo] 2012 oplyste, at han og manden havde haft et seksuelt forhold i kun 3 uger, før klageren udrejste af Iran. Klageren oplyste til samtalen med styrelsen [medio] 2015, at klagerens forhold til manden i Iran foregik mindre end et år før, klageren blev gift i [medio] 2011, mens klageren tidligere oplyste, at klageren udrejste af Iran [ultimo] 2011/[primo] 2012 i umiddelbar forlængelse af et 3 uger langt forhold til manden i Iran. Dette indebærer, at forholdet efter de sidstnævnte oplysninger i givet fald måtte have fundet sted i slutningen af 2011, hvilket ikke harmonerer med klagerens oplysninger om, at forholdet til manden fandt sted, før klageren blev gift. Klageren oplyste til samtalen [medio] 2015, at hans ægtefælle ikke ved, at han har haft et homoseksuelt forhold til en mand, og at han gav hende en anden forklaring på sin flugt, mens han i nævnsmødet har forklaret, at han allerede inden flugten fortalte hende om forholdet. Klageren oplyste til samtalen med styrelsen [medio] 2015, at han, siden han kom til Danmark, ikke har haft lyst til at være sammen med mænd men kun med kvinder, mens han i nævnsmødet har forklaret, at han stadig har lyst til at være sammen med mænd, men at han undertrykker dette af hensyn til sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særlig belastende med henvisning til de grunde der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk, 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens tilknytning til det danske samfund er begrænset, og at klageren alene har haft opholdstilladelse i Danmark siden [ultimo] 2012. Klageren har ikke nogen familiemæssig tilknytning til personer i Danmark, idet al hans familie er i Iran og Irak, og klagerens tilknytning til disse lande er derfor stærk. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren siden [medio] 2014 har drevet et pizzeria i [Danmark]. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran, såfremt klageren ikke udrejser frivilligt af Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2016.” Iran/2016/15/col
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Salas Babajani, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller udsat for grove, fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi han er yarsan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at flere generationer i hans familie er yarsan, og at ansøgeren praktiserer sin religion. Yarsan-befolkningen i Iran lever under dårlige forhold, og der ikke er mulighed for at eje noget eller at videreuddanne sig, såfremt man er yarsan. I [foråret-sommeren] 2011 opsøgte ansøgeren [A], der kunne vejlede ansøgeren inden for yari. Ansøgeren ønskede at vide mere om sin religion, yari. [A] fortalte om lederen, og hvad religionen går ud på. Da ansøgeren forlod [A’s] bopæl, så ansøgeren tre mænd, der var på vej hen til [A]. To dage herefter blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af en person fra efterretningstjenesten, der anmodede ansøgeren om at stoppe med at undersøge sin religion, fordi religionen er ulovlig. Han opfordrede i stedet ansøgeren til at undersøge islam. I perioden fra den [sommeren] 2012 til [foråret] 2014 aftjente ansøgeren sin værnepligt, hvor han fik tildelt opgaven at stå på vagt ved grænsen, fordi han var yarsan. Ved afslutningen af værnepligten skulle ansøgeren have udstedt et afslutningskort med billede. Ansøgeren fik ikke lov til at tage et billede med overskæg, hvorfor han var nødt til at fjerne overskægget via photoshop. Flygtningenævnet kan ikke tilsidesætte, at ansøgeren var yarsan under opholdet i Iran. Han har som asylmotiv alene henvist til de generelle forhold og har ikke forklaret om enkelte episoder, der i særlig grad vedrørte ham. Nævnet finder ikke, at det forhold, at man som yarsan oplever chikane og nogen grad af udelukkelse i Iran i sig selv kan føre til asyl. Idet ansøgeren til styrelsen har forklaret, at han udrejste af Iran på grund af manglende mulighed for at udføre sin tro, da han har oplyst, at han under sin militærtid ville begå selvmord, såfremt de klippede hans overskæg af på grund af at han først fik interesse for kristendommen en uge til halvanden efter han fik afslag fra Udlændingestyrelsen, da han ikke er døbt, på grund af hans begrænsede viden om kristendommen, og da han ikke nærmere kan redegøre for, hvad der tiltrækker ham ved kristendommen, finder nævnet ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/149/DTO
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti KDPI fra 2012-2015. Han har udleveret KDPI materiale til forskellige adresser i Iran. Han har også deltaget i fredelige demonstrationer i Teheran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af den iranske efterretningstjeneste, fordi han har sympatiseret med KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han gennem sin gymnasietid blev undertrykt af undervisere og elever på grund af sin kurdiske baggrund, og fordi han er yarsan. Som følge heraf begyndte ansøgeren at sympatisere med KDPI i [sommeren/efteråret] 2012. Ansøgerens storebror, [A], var medlem af KDPI, og han gav ansøgeren til opgave at uddele cd’er, løbesedler og det kurdiske flag. Ansøgeren fik også udleveret nogle spraydåser og fik at vide, at han skulle skrive slagord på husmurer og vægge rundt omkring i byerne. Ansøgeren uddelte, frem til sin udrejse af Iran i [sommeren] 2015, KDPI materiale to til tre gange om året op til KDPI mærkedage. Ansøgeren besluttede at rejse til en anden landsby, Bandar Abbas, i [sommeren] 2015 for at arbejde som svejser og byggearbejder. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren kontaktet af sin moster, der fortalte ansøgeren, at hun var bekymret for ansøgerens storebror, [A], fordi han ikke havde været hjemme i over en uge. Ansøgeren modtog igen et opkald fra sin moster [i sommeren] 2015, der oplyste, at ansøgerens forældres bopæl var blevet ransaget. Hans moster havde ikke selv været til stede under ransagningen, men hun havde set, at nogle biler var standset foran ansøgerens forældres bopæl. Samme dag forlod ansøgeren Iran uden at tage kontakt til sine forældre eller søskende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår hans politiske aktiviteter. Efter hans forklaring har han alene omdelt materiale to til fire gange om året i godt tre år. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at hans bror, der var aktivt medlem i KDPI og i øvrigt ikke ville forklare ansøgeren om sine aktiviteter, får ansøgeren til at påtage sig en så farlig aktivitet, som han lige så godt kunne gøre selv. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at hans nærmeste familie ikke ringede til ham før omkring en uge efter, at broren var forsvundet. Nævnet bemærker, at ansøgeren under mødet har forklaret afglidende og upræcist, hvorfor forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Nævnet er ved vurderingen opmærksom på, at der kan være tolkeproblemer. Som følge af ovenstående tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet som usandsynlig, upræcis og utroværdig. For så vidt angår hans religion bemærker nævnet, at han alene har påberåbt sig generelle forhold for tilhængere af religionen Yari. Nævnet finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren tilhører Yari, i sig selv kan føre til, at ansøgeren har ret til beskyttelse i Danmark. Nævnet finder heller ikke, at det forhold, at han er udrejst illegalt af Iran i sig selv kan føre til asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/148/DTO
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim, født i Al-Tash, Irak. Hans forældre flygtede fra Iran i 1979. Han boede i Al-Tash-lejren sammen med sin familie, indtil de i 2003 flyttede til Barika-lejren. Ansøgeren sympatiserer med partiet Komolah. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Iran frygter for sit liv, idet ansøgeren og hans familie sympatiserer med partiet Komolah. Ansøgerens far har endvidere også været peshmerga for Komolah. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er udrejst af Irak, fordi der ikke er nogen muligheder og rettigheder i Irak. Det er kun faren, der er aktiv i Komolah. Resten af familien sympatiserer med partiet. Ansøgeren har været med til at uddele Komolahs avis, Aso Rojhalat samt servere te og vand til Komolahs arrangementer. Ansøgeren har også sat stole op til Komolah-arrangementer samt fortalt andre familier i Barika om disse arrangementer. Ansøgeren har været til Komolah ceremonier 3-4 gange. Avisen udkom en gang om måneden. Ansøgeren har aldrig selv haft direkte kontakt til partiet, idet det har været faren, der har uddelegeret opgaver til ham. Hele familien hjalp ved Komolah-arrangementer. Faren var peshmerga i Komolah i perioden 2003 til 2009, men har fortsat tæt kontakt til partiet i dag. Faren løste som peshmerga opgaver for Komolah ved den iranske grænse, hvor han indsamlede oplysninger. Faren arbejdede også i partiets indkøbsafdeling, hvor han skaffede madvarer til partiet. I den periode lavede ansøgerens mor også nogle gange mad til partiets arrangementer. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har han etableret kontakt til [A], som er […] af Komolah i Danmark. Ansøgeren støtter fortsat partiet, følger dem på Facebook og læser deres hjemmeside. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er herefter ud af en politisk familie, og hans far har i en årrække udført forskellige aktiviteter for Komolah partiet, herunder i perioden 2003 til 2009 som ansvarlig for madforsyningen i Komolahs hovedkvarter i Zargues. Ansøgeren har i Barika-lejren selv udført nogle aktiviteter af underordnet karakter. Ansøgeren har ingen familie på sin fars side i Iran, og familien har kun haft begrænset kontakt til morens familie i Iran. Ansøgeren har ikke selv været i Iran, han har ingen iranske identitetsdokumenter, og han taler ikke farsi. Flertallet finder herefter, uanset at de fremlagte dokumenter fra Komolah ikke på det foreliggende grundlag kan tillægges vægt, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en indrejse i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/147/thj
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for partiet PJAK. Ansøgeren har ikke været medlem af partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller dræbt af det iranske regime, idet han har udført politiske aktiviteter for der kurdiske parti PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [foråret] 2015 blev fængslet i 10 dage for at have deltaget i en march til fordel for kurdiske rettigheder på sin skole. Under fængslingen blev ansøgeren slået og afhørt. De ville have ham til at fortælle, at PJAK havde organiseret demonstrationen. Dette nægtede ansøgeren. Han nægtede også at underskrive en erklæring herom. Regimet fik på dagen, hvor ansøgeren blev løsladt ham til at underskrive en erklæring om, at han ikke ville deltage i lignende aktiviteter til at fremme kurdernes rettigheder, og såfremt han gjorde det igen, ville han modtage en hård en straf. To til tre dage efter løsladelsen blev ansøgeren bortvist fra sin skole. Derefter blev ansøgeren mere motiveret til at udføre aktiviteter for PJAK. En dag i 2015 aftalte ansøgeren med sine venner [A] og [B], at de skulle uddele løbesedler om natten i landsbyen […]. Ansøgeren havde tidligere uddelt løbesedler med sine venner. Ansøgeren og [A] smed løbesedler ind af dørsprækker og ind i diverse gårde, mens [B] ventede ved sin bil, hvor de opbevarede løbesedlerne. Efter halvanden til to timers uddeling vendte ansøgeren tilbage til [B’s] bil. Her så ansøgeren, at der var en bil parkeret ved siden af [B]. Ansøgeren hørte derefter, at [B] råbte, at han skulle flygte. Ansøgeren flygtede til fods til landsbyen […]. Ansøgeren ankom til [landsbyen] kl. 3 om natten, hvorefter han tog hjem til sin faster og gemte sig. Ansøgeren fortalte sin faster og onkel om, hvad der var sket. Dagen efter fik ansøgeren af sin onkel at vide, at repræsentanter fra den iranske revolutionsgarde havde været forbi ansøgerens bopæl i [by], og at de havde taget ansøgerens bror [C] med til en afhøring for at udspørge ham om ansøgeren. [C] var anholdt en måned. Ansøgeren ved ikke, om broderen stillede kaution for ansøgerens løsladelse efter tilbageholdelsen i forbindelse med demonstrationen. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Iran den samme aften – [sommeren] 2015. Han krydsede grænsen til Tyrkiet illegalt. I Danmark har han fået interesse for kristendommen. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgeren er indrejst uden identitetsdokumenter, og at han har oplyst et andet navn og fødedato til de bulgarske myndigheder. Ansøgeren har her i landet oplyst sit fødselsår som 1998, hvilket efter en aldersundersøgelse er blevet fastsat til 1996. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens sprog og forklaring om forholdene i hjemområdet til grund, at ansøgeren er iransk statsborger fra [by], Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgeren har således ikke givet en sammenhængende og troværdig forklaring om de forhold, han påberåber sig at have været udsat for. Ansøgeren har forklaret afglidende, når han stilles konkrete spørgsmål om f.eks. antallet af løbesedler, og afstanden til bilen, da de blev opdaget sidste gang, de uddelte løbesedler. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende på en række punkter, selv om disse i sig selv hver i sær må betragtes som værende af mindre betydning. Ansøgeren har også i et vist omfang forklaret udbyggende om aktiviteterne, og i øvrigt også først i nævnsmødet forklaret om et helt nyt sur place asylmotiv, nemlig sin nyligt opståede interesse for kristendommen, som han end ikke havde forklaret om til sin beskikkede advokat. Visse dele af ansøgerens forklaring forekommer i sig selv også mindre troværdig, navnlig vedrørende ansøgerens mulighed for at påvirke indholdet af den erklæring, som han skulle underskrive for at blive løsladt, vedrørende omstændighederne i forbindelse med opdagelsen af ansøgeren, da de delte løbesedler ud sidste gang, og vedrørende sit manglende kendskab til hvad der måtte være sket med ansøgerens kammerater i forbindelse med demonstrationen. Finansieringen af rejsen til Danmark forekommer efter ansøgerens forklaring om sit forhold til familien heller ikke ganske overbevisende. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens nyligt opståede interesse for kristendommen ikke kan anses for at være af en sådan fasthed, oprigtighed og omfang, at det må antages, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/146/thj
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Tash, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive retsforfulgt af regimet, fordi hans familie har været i opposition hertil. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie flygtede til Irak i 1979. Hans far sympatiserede med det kurdiske parti KDPI, men var ikke formelt medlem. Såvel ansøgeren som hans familie deltog i fejringer af KDPI’s mærkedage i Irak, og ansøgeren formoder, at iranske agenter har overvåget og filmet disse. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak på grund af de kummerlige forhold i landet og på grund af de islamiske gruppers, særligt ISIL’s, fremmarch i området. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og er opvokset i al-Tash-lejren til grund. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens far, farbrødre og morbrødre har sympatiseret med KDP, og at ansøgerens far herunder har deltaget i afholdelsen af partiets mærkedage, hvor han har udført en række praktiske opgaver. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren også har deltaget i fejringen af mærkedagene, men kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om, at han også derudover har udført aktiviteter for KDP til grund, idet forklaringen herom har været udbyggende og først er fremkommet i forbindelse med advokatindlægget. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ved en indrejse i Iran må antages at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie, og at han som følge heraf vil være i en sådan risiko for overgreb, at han har behov for beskyttelse. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi, ligesom har ikke er i besiddelse af identifikationspapirer af nogen art. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/145/EMU
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk arabisk og muslim fra Ahwaz, Khuzestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da de betragter ham som politisk aktiv. Han har til støtte herfor oplyst, at han flere gange er blevet anholdt af de iranske myndigheder. Første gang blev ansøgeren anholdt sammen med omkring fire til fem andre unge mænd, fordi han overtrådte et udgangsforbud, som han ikke kendte til. Efterfølgende blev ansøgeren og hans bror sammen med omkring 20 til 30 andre personer tilbageholdt gentagne gange i forbindelse med fejring af mærkedage og begivenheder i ansøgerens hjemby. De var tilbageholdt, mens begivenhederne fandt sted, og de blev først løsladt umiddelbart efter deres ophør. Ansøgeren har i perioden 2006-2015 være tilbageholdt tre til fire gange om året i forbindelse med fejring af mærkedage og begivenheder samt ved besøg fra profilerede myndighedspersoner i byen. I 2016 forsøgte ansøgeren og hans bror at flygte over grænsen til Irak, men de afbrød forsøget, da ansøgerens mor ringede og fortalte, at efterretningstjenesten havde ringet til hende. I [sommeren] flygtede ansøgeren ud af Iran til Tyrkiet. Sidenhen har de iranske myndigheder opsøgt ansøgerens bror én gang, da de ville vide, om ansøgeren var flygtet ud af Iran. Ansøgeren har forklaret udbyggende om sin konflikt i Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han to gange har delt nogle sedler ud for en ven, og at denne ven senere har angivet ansøgerens navn til myndighederne. Selv om ansøgerens forklaring om gentagne tilbageholdelser blev lagt til grund, er ansøgeren ikke blevet anholdt og tilbageholdt de to år, han fra 2012 til 2014 aftjente værnepligt, og heller ikke i de otte måneder, han opholdt sig i Teheran op til sin udrejse i 2015. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var forfulgt, da han udrejste af Iran. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre nærmere for sin fars politiske aktiviteter, herunder for faderens politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens far, nu ti år efter flugten fra Iran, ikke er særligt profileret i Iran, hvorfor det forhold, at ansøgeren har søgt asyl i Danmark, hvor faderen er meddelt opholdstilladelse, ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/144/DH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Piranshahr, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han kommer fra en politisk familie, og at både hans mor og far har været peshmergaer for KDPI. Han har ikke selv været medlem af KDPI, men har sympatiseret med partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at han har lavet aktiviteter for KDPI tre gange sammen med en ven ved navn [A]. Aktiviteterne fandt sted [i vinteren] 2015, [i sommeren] 2015 og [i sommeren] 2015, og bestod i, at ansøgeren og vennen uddelte politisk materiale og skrev politiske budskaber på husmure i byen Piranshahr. Det var ansøgerens ven, der skaffede løbesedlerne og spraymalingen. Under et besøg hos en ven i byen Orumieh ringede ansøgerens mor [i sommeren] 2015 til ansøgeren og fortalte ham, at efterretningstjenesten havde været på familiens bopæl, og at de havde beslaglagt ansøgerens bærbare computer, samt hans personlige dokumenter og uddannelsespapirer. Hun fortalte også, at efterretningstjenesten havde taget ansøgerens far med til afhøring. Dagen efter ringede ansøgerens forældre og fortalte ham, at myndighederne var blevet bekendt med hans aktiviteter for KDPI, og at hans ven, [A], var blevet anholdt, hvilket de havde hørt fra myndighederne og [A’s] forældre. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i sommeren] 2015. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund herunder, at han har været aktiv sympatisør af KDPI, og at myndighederne har fået kendskab til hans politiske aktiviteter for KDPI med at uddele løbesedler og skrive slogans på husmure, og at myndighederne derfor eftersøger ham. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/143/SOL
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yaresan af trosretning fra [en bestemt by], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi myndighederne har konfiskeret en pakke med kurdisk propagandamateriale fra hans butik. Ansøgeren har henvist til, at personer, som er yaresan af trosretning bliver chikaneret af myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2012 åbnede en butik. En dag i [sommeren] 2015 kom nogle repræsentanter for de offentlige myndigheder ind i hans butik og fandt en pakke, der tilhørte hans farbror, [A]. De åbnede pakken og efter at have set indholdet, anholdt de den mandlige ansøger. Han blev kørt til hovedkvarteret i [en bestemt by], hvor han blev afhørt om pakken og udsat for fysiske overgreb af to personer. Han fortalte efterretningstjenesten, hvor hans farbror, [A], boede, hvorefter han blev taget med til et kælderrum og låst inde. Morgenen efter kom der en person, som sagde, at ansøgeren skulle samarbejde med myndighederne, og han bad ansøgeren om at afgive sine fingeraftryk. Personen sagde, at han ikke ville se dagslys igen, hvis han ikke gjorde dette. Den følgende morgen kom der to personer og lagde ham i håndjern og satte ham i en bil, som kørte ham til dommerkontoret i Kermanshah. På vejen derind talte han med sin far, som ville kontakte ansøgerens farbror, [B], der boede i Kermanshah og som skulle sørge for, at der blev stillet kaution. Dommeren sagde, at han skulle underskrive nogle papirer, og da han havde underskrevet dem, blev han ført ned i et værelse i kælderen. Senere samme dag kom der en mand og gav ham besked på, at han skulle underskrive nogle papirer, og at han skulle melde sig til en repræsentant fra efterretningstjenesten på deres kontor hver torsdag. Herefter blev han løsladt, og senere samme aften mødtes han med sin farbror, [A], i en frugtplantage. Farbroren sagde til ham, at han skulle bruge to til tre dage til at finde ud af det hele, men to til tre dage senere fortalte den mandlige ansøgers far ham, at [A] var forsvundet. Herefter turde ansøgeren ikke gå på arbejde, og levede i skjul indtil sin udrejse. Mens han levede i skjul blev, familiens bopæl opsøgt af myndighederne der ledte efter ham. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnets flertal lægger den mandlige ansøgers forklaring til grund og dermed, at han har været tilbageholdt i ca. 48 timer og afhørt af de iranske myndigheder, der har udsat ham for fysiske overgreb, fordi han i sin forretning har opbevaret en pakke for sin farbror, [A], uden at vide, at pakken indeholdt politisk materiale om et kurdisk parti. Flertallet lægger videre til at grund, at den mandlige ansøger blev løsladt mod kaution og tvunget til at indgå en aftale om at samarbejde med myndighederne, som han ikke var i stand til at overholde, da hans farbror [A] forsvandt. Flertallet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret detaljeret og konsistent, og at forklaringerne om hændelsesforløbet forekommer selvoplevede og troværdige, ligesom de understøttes af de generelle baggrundsoplysninger. Herefter finder flertallet, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger, der har påberåbt sig det samme asylmotiv, meddeles i konsekvens heraf også opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/142/SOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, [A], eller af sine brødre, fordi hun er flygtet fra [A]. Derudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun har været sin ægtefælle utro. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun på et ukendt tidspunkt for omkring to-tre år siden blev gift med [A]. Da de havde været gift i omkring tre måneder, blev ansøgeren første gang slået af [A], fordi hun ville besøge sine forældre. Omkring et halvt år senere fandt ansøgeren opium i [A]s lomme, hvilket hun fortalte til sin mor. Ansøgerens mor konfronterede [A] hermed, hvilket gjorde ham vred. Herefter blev [A] mere og mere voldelig over for ansøgeren, og han ville ikke længere tillade, at hun besøgte sine forældre. En ukendt dag omkring fem måneder før ansøgerens udrejse stod ansøgeren i [A]s butik, da en person, [B], kom ind i butikken for at købe drikkevarer. Ansøgeren havde set [B] i landsbyen før, men kun på afstand. Ansøgeren havde også hørt meget godt om [B], og hun var derfor blevet interesseret i ham. Da [B] kom ind i butikken, så han, at ansøgeren havde blå mærker i ansigtet. [B] spurgte hende, hvad der var sket med hendes ansigt. Ansøgeren sagde til ham, at han ikke skulle spørge. Da [B] skulle betale for drikkevarerne, sagde ansøgeren til ham, at hun ikke var interesseret i hans penge, men at hun hellere ville have ham. Ansøgeren bad [B] indtaste sit telefonnummer på hendes mobiltelefon, hvorefter [B] forlod butikken. En halv time senere ringede ansøgeren til [B]. Hun fortalte ham om sine problemer med [A], og hun fortalte, at hun havde været interesseret i ham i et stykke tid. Han svarede, at et forhold ikke kunne lade sig gøre, idet ansøgeren var gift med [A]. Han sagde dog samtidig, at han også syntes godt om ansøgeren. De aftalte, at det altid skulle være ansøgeren, der ringede op, idet [A] ikke måtte opdage hendes mobiltelefon. De talte sammen to-tre gange om ugen over en periode på omkring fem måneder, men de mødtes aldrig privat. Tre måneder inden ansøgerens udrejse tog [B] til Teheran, fordi han havde fået problemer med myndighederne. Herefter blev deres telefonsamtaler kortere, men de talte stadig sammen to-tre gange om ugen. [B] fortalte ansøgeren over telefonen, at han ville udrejse af Iran, hvortil hun svarede, at hun ville begå selvmord, hvis han ikke hjalp hende ud af landet. [B] begyndte herefter at arrangere deres udrejse. Omkring en uge senere fik ansøgeren en sms fra [B] om, at hun skulle ringe ham op. Da de talte sammen, fortalte han, at hun skulle rejse til Teheran dagen efter. Om morgenen dagen efter tog ansøgeren til Kermanshah og efterfølgende til Teheran. Herefter udrejste de sammen af Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgerens forklaring omkring indgåelsen af det påberåbte ægteskab som et frivilligt ægteskab med en mand, hun ikke havde mødt tidligere, i sig selv ikke fremstår overbevisende. Det fremstår heller ikke overbevisende, at hun skulle have afvist familiens tilbudte hjælp til at komme væk fra en voldelig ægtefælle i stedet for at søge bistand hos [B], som hun ikke tidligere havde talt med. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgernes forklaring om etableringen af kontakten og udviklingen i deres kæresteforhold i sig selv ikke fremstår troværdig. Det bemærkes også, at forklaringerne af begge ansøgere er afgivet på en sådan måde, at de fremstår udenadlært og konstrueret til lejligheden. Dertil kommer, at ansøgerne, når spurgt nærmere ind til det passerede, har forklaret afglidende, ligesom ansøgerne, trods det meget enkle asylmotiv, har forklaret divergerende om kontakten mellem dem, herunder hvem der i forløbet kontaktede hvem og hvordan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun allerede er gift, og heller ikke, at der skulle være nogen konflikt mellem hende og familien omkring forholdet til [B] eller det fælles barn. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/141/SSM
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af efterretningstjenesten, da han er mistænkt for at hjælpe PJAK. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller afleveret til myndighederne af sin kærestes familie, da kæresten er gift med en anden mand. Til støtte for sin konflikt med efterretningstjenesten har ansøgeren forklaret, at han en dag i [foråret] 2015 var ude og passe dyr i bjergene. Der kom to ukendte personer hen til ansøgeren, som oplyste, at de var fra PJAK, og de bad om at få det vand og brød, han havde med. Han sagde, at han ikke ville hjælpe dem, men de gik over til hans æsel og tog vandet og brødet, hvorefter de gik. To dage senere kom der nogle personer fra efterretningstjenesten til ansøgerens bopæl. Han var ikke hjemme, da de kom, idet han var i [by] for at købe medicin til dyrene. Efterfølgende blev ansøgeren ringet op af sin far, som fortalte, at personer fra efterretningstjenesten havde opsøgt deres bopæl, og at de havde spurgt efter ansøgeren, fordi han havde hjulpet PJAK. Ansøgeren tog ikke hjem igen derefter. Han tog til Kermanshah og derfra til Teheran, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse. Ansøgeren har fået at vide af sin far, at efterretningstjenesten flere gange var på bopælen for at lede efter ansøgeren, mens han var i Teheran. Til støtte for sin konflikt med ansøgerens kærestes familie har ansøgeren forklaret, at han første gang mødte sin kæreste, [A], den 6. [vinteren] 2015. Han var inde i den forretning, som hendes mand ejede, for at købe sodavand. Han kunne se, at hun havde blå mærker i ansigtet. Han spurgte hende, hvad der var sket, hvortil hun svarede, at han ikke skulle spørge, og at hun ikke kunne tale om det, idet hun var bange for, at der skulle komme nogle andre ind i forretningen. Da han ville betale for sine sodavand, ville hun ikke tage imod pengene. Hun sagde i stedet til ham, at hun ikke ville have penge, men at hun ville have ham. Hun rakte ham herefter sin mobiltelefon og bad ham om at indtaste sit nummer. Samme dag omkring en halv time senere ringede [A] til ham. Hun præsenterede sig og sagde, at hun godt kunne lide ham. Han sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, da hun allerede var gift. Hun svarede hertil, at hun var ligeglad med sin mand, idet han slog hende. De snakkede sammen i tre-fire minutter. Hun ringede igen allerede dagen efter, og i den efterfølgende periode snakkede de sammen i telefon to-tre gange om ugen. De mødtes ikke privat. Det var altid [A], der ringede, og samtalerne var altid korte. Da ansøgeren flygtede til Teheran på grund af sin konflikt med efterretningstjenesten, smed han sit gamle sim-kort ud og købte et nyt. Efter fem-seks dage skrev han en sms til [A] om, at hun skulle ringe til ham. Han fortalte hende, at han havde forladt landsbyen, og han fortalte hende om sine problemer med myndighederne. De holdt kontakten, mens han var i Teheran, men samtalerne blev kortere. Samtalerne varede i denne periode to-tre minutter. En uge inden sin udrejse af Iran fortalte han [A] om sine planer. Da hun hørte dette, ville hun udrejse sammen med ham. Dette var første gang, de snakkede om, at [A] skulle forlade sin ægtefælle. [A] rejste derefter til Teheran for at mødes med ansøgeren. [A] rejste til Teheran dagen inden, de udrejste af Iran. De udrejste sammen af Iran den [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge nogen del af ansøgerens asylmotiv til grund. Vedrørende ansøgerens selvstændige asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at det ikke fremstår overbevisende, at PJAK alene skulle rette henvendelse til ansøgeren og ikke også til den anden tilstedeværende hyrde, og heller ikke at den anden hyrde skulle tage kontakt til efterretningstjenesten og fortælle om det passerede. Såfremt efterretningstjenesten skulle efterstræbe ansøgeren trods en sådan ringe kontakt til PJAK, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at efterretningstjenesten ikke ville have fundet ansøgeren hos broren i Teheran. Vedrørende motivet i forhold til kærestens angivelige eksisterende ægteskab lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgernes forklaring om etablering af kontakten og udviklingen i deres kæresteforhold ikke fremstår troværdig. Det bemærkes også, at forklaringerne af begge ansøgere er afgivet på en sådan måde, så de fremstår udenadlært og konstrueret til lejligheden. Dertil kommer, at ansøgerne, når spurgt nærmere ind til det passerede, har forklaret afglidende, ligesom ansøgerne, trods det meget enkle asylmotiv, har forklaret divergerende om kontakten mellem dem, herunder hvem der i forløbet kontaktede hvem og hvordan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans kæreste er gift, og dermed heller ikke, at han ved en tilbagevenden risikerer at blive strafforfulgt for medvirken til utroskab. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/140/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke religiøs fra [en by] i provinsen Aserbajdsjan Garbi, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin familie eller de iranske myndigheder, fordi han er biseksuel, og fordi han har uploadet islamkritisk materiale på sin Facebook-profil. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han første gang havde et forhold til en dreng, da han var 10 år gammel. Hans moder opdagede dette og straffede ham. Medens han boede i Iran, formåede han at holde sin seksualitet skjult for familien. Da han var omkring 15 eller 16 år gammel, begyndte han at tvivle på, om der fandtes en gud. Han læste mange islamkritiske bøger og fandt til sidst ud af, at han var ateist. Han blev flere gange uvenner med sin storebroder, […], som var meget religiøs. I 2008 fandt storebroderen flere islamkritiske bøger på ansøgerens værelse, hvorfor han overtalte deres forældre til at smide ansøgeren ud ad hjemmet, da ansøgeren ikke var troende muslim. Herefter tog ansøgeren ophold i byen Mahabad. Senere vendte ansøgeren tilbage til sin hjemby, hvor han opholdt sig hos nogle venner. I 2010 tog ansøgeren til Tyrkiet, hvor hans broder, [anden broder], som til daglig var bosat i Norge, var på ferie. Under opholdet i Tyrkiet besluttede ansøgeren, at han ikke ville tilbage til Iran. Ansøgeren tog til Norge og søgte asyl [ultimo] 2010, på hvilen ansøgning han blev meddelt afslag. Under opholdet i Norge mødte han sin kæreste ved navn [...]. Ansøgerens broder, [anden broder], opdagede forholdet, hvorefter han blev meget vred og kontaktede deres [storebroder], i Iran og fortalte ham om forholdet. Ansøgeren har oplyst, at han under opholdet i Norge flere gange uploadede islamkritisk indhold på sin egen Facebook-profil. I 2014 blev ansøgeren udsendt fra Norge til Iran, hvor han opholdt sig i 10 dage. Herefter rejste han til Tyrkiet, hvor han opholdt sig omkring en måned. Under opholdet i Tyrkiet uploadede ansøgeren islamkritisk materiale på en Facebook-profil med et andet navn, end sit eget. Efter opholdet i Tyrkiet tog ansøgeren til Danmark og søgte asyl [ultimo] 2014, hvorefter han kort tid efter tog til Norge. [Ultimo] 2015 blev ansøgeren Dublinforhandlet tilbage fra Norge til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring herom fremstår ikke troværdig og selvoplevet, men på en række punkter divergerende og udbyggende og konstrueret til lejligheden. Det er ved Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed tillige indgået, at han i forbindelse med sin ansøgning om asyl i Norge i 2010 oplyste et falsk asylmotiv om, at han havde været politisk aktiv i det kurdiske demokratiske parti. I forbindelse med sin ansøgning om asyl i Danmark har ansøgeren i sit asylskema og under oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2015 henvist til, at han frygter sin familie og de iranske myndigheder, fordi han er ateist og kendt for islamkritiske holdninger, som han også har givet til kende på Facebook. Under asylsamtalen [ultimo] 2015 forklarede ansøgeren, at han ikke har skrevet noget på Facebook af en sådan kritisk karakter, at de iranske myndigheder ved hans indrejse ville tilbageholde ham i lufthavnen, og at grunden til, at han frygter myndighederne, er, at han er biseksuel. Senere i samtalen forklarede ansøgeren, at han har slettet alle sine tidligere islamkritiske aktiviteter, som han har lavet i eget navn på Facebook, men at han dog også frygter myndighederne på grund af disse aktiviteter, idet man aldrig ved, hvad de kan finde på, og at de måske finder ud af, at han har uploadet materialet mv. Under samtalen den [primo] 2016 har han forklaret, at grunden til, at myndighederne ved hans indrejse i 2014 lod ham gå, var, at de ikke på det tidspunkt kendte til hans aktiviteter på Facebook, men at disse nu må være kommet til deres kundskab, da hans bror eller lokale venner kan have sladret. I nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at han blandt andet har uploadet danske karikaturtegninger af profeten på Facebook, og at han fortsat har islamkritisk materiale på profilen. I sit asylskema oplyste ansøgeren, at han under et skænderi med sin bror fortalte ham, at han havde gravet en koran, som broderen havde givet ham, ned i haven. Under asylsamtalen [ultimo] 2015 forklarede ansøgeren, at han på et tidspunkt brændte koranen af og fortalte sin bror om det. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han brændte koranen af, men at ingen fik det at vide. Foreholdt sin tidligere forklaring har ansøgeren herefter forklaret, at han fortalte sin bror om afbrændingen i telefonen. Nærmere spørgsmål om koranafbrændingen har ansøgeren besvaret afglidende og i helt overordnede vendinger, og forklaringer herom fremstår på ingen måde selvoplevet. For så vidt angår ansøgerens seksualitet bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken i sit asylskema eller under oplysnings- og motivsamtalen den [primo] 2015 oplyste, at han er biseksuel, og at han i den anledning frygter forfølgelse. Heller ikke under asylsagen i Norge oplyste han herom. Først under asylsamtalen [ultimo] 2015 har ansøgeren forklaret, at han havde forhold til flere andre drenge, der kom i moskeen, at han allerede som 10-årig havde et forhold til en anden dreng, som hans mor opdagede og straffede ham for, at han, da han var teenager og frem til sin udrejse, havde et seksuelt forhold til sin fætter […], og at han i Norge i ca. et år boede sammen med en mand, som han havde et forhold til, og at dette reelt er grunden til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, da hans derboende stærkt religiøse bror har kendskab til forholdet. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var 12-14 år, da han første gang havde et forhold til en anden dreng og blev straffet af sin mor, at han efterfølgende i moskeen i to år havde seksuelle relationer til en ven, […], og i kortere tid med en anden ven, […], og at han også i ca. et år efter sin militærtjeneste, da han var 20-21 år, havde et forhold til sin fætter […], som han også tidligere ved enkelte lejligheder havde haft forhold til. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine forhold til andre drenge og mænd fremstår uden detaljer og ikke selvoplevet. Om ansøgerens udsendelse fra Norge til Iran i 2014 bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under asylsamtalen […] 2015 forklarede, at han i lufthavnen skulle udfylde et dokument og oplyse sin identitet, men at han ikke blev stoppet. Under samtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at han i lufthavnen først blev tilbageholdt med henblik på at blive stillet for en dommer, men at han fik lov at gå, da en ukendt kvinde – uden at betale et beløb til myndighederne – lovede at bringe ham tilbage dagen efter. Foreholdt sin forklaring [ultimo] 2015 har ansøgeren derpå forklaret, at han mener, at han […] 2015 sagde, at han var blevet tilbageholdt, og at der blev betalt kaution for ham. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at kvinden blev bedt om at fremlægge sit identitetskort, og at han ikke ved, om hun fik det tilbage, men at hun ikke betalte noget. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer om sine islamkritiske aktiviteter og sin seksualitet ikke kan lægges til grund, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/14/col
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet, stenet eller henrettet af myndighederne, idet hun har uddelt materiale om yaresan-troen. Ansøgeren startede med at uddele materiale om yaresan-troen omkring to år før, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren fik materialet af en person ved navn […], og fik at vide, at hun skulle uddele materialet til andre personer i området, som også var yaresan. Materialet bestod af en bog og en CD, som indeholdt religiøse taler, digte og lignende. Det var altid den samme bog, der blev uddelt, men indholdet af CD’erne kunne variere. Når ansøgeren havde fået materialet, uddelte hun det til folk i området i løbet af 10-20 dage. Det materiale, som ansøgeren endnu ikke havde uddelt, opbevarede hun i et låst skab på sin bopæl. Den [i sommeren] 2015 tog ansøgeren til Danmark for at besøge sin far. Omkring fem dage før, at ansøgeren skulle rejse tilbage til Iran, oplyste hendes ægtefælle telefonisk, at fem til seks personer fra myndighederne havde ransaget hendes bopæl. Samme aften, som bopælen blev ransaget, flygtede ansøgerens ægtefælle sammen med hendes børn til [en by], hvorefter de udrejste af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes ægtefælle har udsat hende for vold, både i hjemlandet og i Danmark. Ansøgeren har igennem en længere periode været udsat for både psykisk og fysisk vold af ægtefællen, og hun er i Danmark blevet slået op til flere gange af ægtefællen. Ansøgeren har derudover henvist til, at hendes søn igennem flere år har haft et forhold til en shiamuslimsk pige i Iran, som han ikke er gift med. Ansøgeren og hendes ægtefælle forsøgte at komme i kontakt med pigens familie for at undersøge, om ansøgerens søn kunne blive gift med pigen. Pigens familie afslog at mødes, og afviste muligheden for, at de to kunne blive gift. Ansøgerens søn udrejste derefter af Iran i slutningen af 2013 eller starten af 2014. Pigens familie truede efterfølgende med at slå ansøgeren og ansøgerens familie ihjel på grund af det, som ansøgerens søn havde gjort. Ansøgeren modtog den seneste trussel omkring to måneder før, at hun kom til Danmark. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i de iranske myndigheders søgelys, da hun har søgt asyl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke findes grundlag for at imødekomme en begæring om hjemvisning til Udlændingestyrelsen som følge af ansøgerens nu fremkomne asylmotiv om vold i ægteskabet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sikkerhedsmyndighedernes ransagning af hendes hjem i Iran må forkastes, idet hun og hendes ægtefælle har forklaret divergerende herom. Ægtefællerne har således forklaret forskelligt om, hvem der ringede op, om opringningen fandt sted, mens ransagningen stadig var i gang, og om, hvorvidt ægtefællen i forbindelse med ransagningen blev udsat for vold. Herefter, og efter baggrundsoplysningerne om udøvelsen af trosretningen yaresan i Iran, findes der ikke grundlag for at lægge denne del af ansøgerens asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgeren under opholdet i Danmark har været udsat for vold i ægteskabet. Begge ægtefæller er imidlertid nu angiveligt indstillet på at lade ægteskabet opløse. Flygtningenævnet finder deruover, at det beror på ansøgerens egen formodning, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for vold af familien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes det, at oplysningerne om ansøgerens søns uægteskabelige forhold i Iran ikke medfører en ændring heri, hvilket også gør sig gældende for så vidt angår asylmotivet, som er relateret til ansøgningen om asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/139/MGO
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han af det iranske politi bliver beskyldt for et overgreb på en pige. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin far og at blive tvangsgift med pigen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var voldelig overfor ansøgeren. Omkring 3-4 måneder inden ansøgerens udrejse begyndte faren at presse på for, at ansøgeren skulle giftes. Faren havde en ven, hvis datter faren ønskede, at ansøgeren skulle giftes med. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter faren udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Omkring 10 dage senere besøgte ansøgeren og faren, farens ven og dennes datter, i hvilken forbindelse, at ansøgeren og datteren for en stund var alene i huset. Da ansøgeren og datteren var alene, oplyste ansøgeren hende om, at han ikke havde i sinde at gifte sig med hende, hvorefter datteren kastede sig over ansøgeren og begyndte at kysse ham. Ansøgeren råbte, at hun skulle stoppe og fjerne sig. Pigens far kom ind i stuen og trak datteren til side. Pigens far gav herefter ansøgeren en lussing og konfronterede ansøgeren med fotos, som havde lige havde taget af episoden. Da ansøgerens far var blevet bekendt med, hvad der var hændt, beordrede faren endnu engang ansøgeren til at gifte sig med pigen, hvilket ansøgeren indvilligede i, fordi han var bange. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin mor, hvad der var hændt. Moren henviste ansøgeren til at tage hjem til ansøgerens farbror. Ansøgeren tog den efterfølgende dag hjem til farbroren, som hjalp med at arrangere ansøgerens flugt ud af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at politiet opsøgte hans mor cirka to måneder efter ansøgerens udrejse i anledning af episoden med pigen. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren yderligere påberåbt sig, at hans tilhørsforhold til yarestan vil give ham problemer. Han har endvidere under nævnsbehandlingen oplyst, at hans mor efter den anden samtale med Udlændingestyrelsen har oplyst om, at politiet har opsøgt bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund i sin helhed. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring overordnet må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det kan lægges til grund, at ansøgerens far var voldelig overfor ansøgeren. Den øvrige del af ansøgerens forklaring kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at pigen kun gav ham et kram, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hun kyssede ham, og dette blev optaget på fotos, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun krammede ham efter, at de var kommet ned og ligge, og at hun samtidig kyssede ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om selve episoden, idet han har forklaret forskelligt om, hvornår han accepterede at skulle giftes med datteren. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han, efter der var fremsat trussel om at melde forholdet til politiet, accepterede at blive gift med pigen seks dage senere. Under asylsamtalen har han først forklaret, at han ikke indvilligede i at gifte sig med pigen umiddelbart efter fremsættelsen af truslen. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren derefter, at han på adressen erklærede, at han ville giftes med hende, men inderst inde ikke mente det. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Iran/2016/138/STR
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ved sin indrejse var ansøgeren shia-muslim af trosretning, men har til sin asylsamtale [i sommeren] 2016 oplyst, at han nu vedkender sig kristendommen. Ansøgeren er blevet døbt i Danmark [omkring en måned senere i] 2016. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og dræbt af myndighederne, idet han har udlejet en del af sin kaffeshop til studerende, der har udøvet politisk aktivitet mod det iranske regime. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans fætter ejede en toetagers kaffeshop. En dag i 2009 anmodede to studerende om at leje øverste etage af kaffeshoppen, hvilket ansøgeren og fætteren indvilligede i. De studerende skulle benytte den øverste etage af kaffeshoppen i forbindelse med deres studier, og de brugte lokaltet 2-3 gange om ugen. De studerende lejede lokalet frem til 2013. I starten af 2013 modtog ansøgeren en opringning fra sin onkel, som oplyste, at fætteren, kaffeshoppens medarbejdere og de studerende, som lejede øverste etage, var blevet anholdt af myndighederne, der ligeledes havde lukket kaffeshoppen. Onklen oplyste videre, at de pågældende studerende var med i oprørsgruppen Den Grønne Bevægelse, som udøver politisk aktivitet imod det iranske regime. Ansøgerens fætter var tilbageholdt i nogle dage, hvor han blev beskyldt for at samarbejde med de studerende. Fætteren blev ved sin løsladelse pålagt meldepligt hos de iranske myndigheder. Efter råd fra onklen rejste ansøgeren til byen Saveh, hvor han opholdt sig i to år, hvorefter han udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til baggrunden for hans udrejse. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de forhold, ansøgeren har påberåbt sig, har en sådan intensitet og karakter, at de kan begrunde flygtningestatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens fætter alene blev pålagt meldepligt, hvorefter han har kunnet opholde sig i Iran i mere end to år, inden han udrejste. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i Iran i to år uden myndighederne har fundet frem til ham, navnlig når henset til, at han boede hos slægtninge. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke anse ansøgerens forklaring om sin konversion som reel. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren oprindelig har forklaret, at han var muslim, og at han først under opholdet i Danmark angiveligt har fattet interesse for kristendommen. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først har påbegyndt dåbsundervisning i slutningen af [nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 og er blevet døbt efter Udlændingestyrelsens afslag, ligesom ansøgerens viden om kristendommen er begrænset, og han ikke kan huske hvilken dato, han er døbt. Herefter finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/137/STR
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af Ahl-e-Haqq religionen fra [A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger forud for sin indrejse i Danmark, men har i Danmark været aktiv i iranske oppositionsgrupper, som ønsker det iranske regime væltet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet ansøgeren i Danmark har været politisk aktiv imod det iranske regime. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han tilhører Ahl-e-Haqq religionen. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren og hans bror har sandsynliggjort, at de på tidspunktet for nævnets afgørelser [i vinteren] 2012 og [efteråret] 2015 var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden. Nævnet kan henvise til begrundelserne i nævnets afgørelser herom. Ansøgeren og hans bror har imidlertid efter nævnets afgørelse [i efteråret] 2015 fortsat og udbygget deres politiske aktiviteter, og de er blevet eksponeret som kritikere af det iranske styre i flere artikler i landsdækkende dagblade, hvori de er blevet afbilledet med billeder og navns nævnelse, ligesom ansøgerens bror har medvirket i radio og tv-interviews. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren og hans bror har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran på grund af deres politiske aktiviteter i Danmark vil komme i de iranske myndigheders søgelys og være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/136/SLH
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af Ahl-e-Haqq religionen fra [A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger forud for sin indrejse i Danmark, men har i Danmark været aktiv i iranske oppositionsgrupper, som ønsker det iranske regime væltet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet ansøgeren i Danmark har været politisk aktiv imod det iranske regime. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han tilhører Ahl-e-Haqq religionen. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren og hans bror har sandsynliggjort, at de på tidspunktet for nævnets afgørelser [i vinteren] 2012 og [efteråret] 2015 var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden. Nævnet kan henvise til begrundelserne i nævnets afgørelser herom. Ansøgeren og hans bror har imidlertid efter nævnets afgørelse [i efteråret] 2015 fortsat og udbygget deres politiske aktiviteter, og de er blevet eksponeret som kritikere af det iranske styre i flere artikler i landsdækkende dagblade, hvori de er blevet afbilledet med billeder og navns nævnelse, ligesom ansøgeren har medvirket i radio og tv-interviews. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren og hans bror har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran på grund af deres politiske aktiviteter i Danmark vil komme i de iranske myndigheders søgelys og være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/135/SLH
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en demonstration imod Mahmoud Ahmadinejads magtovertagelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2009 deltog i en demonstration imod Mahmoud Ahmadinejads magtovertagelse, i hvilken forbindelse han blev arresteret. Ansøgeren var herefter fængslet i to til fire måneder, hvor han blev udsat for fysiske overgreb og blev givet narkotika, som han med tiden blev afhængig af. Efter sin løsladelse blev ansøgeren tilknyttet foreningen [A]. Her blev han interesseret i kristendommen og deltog i kristne aktiviteter. Herefter blev nogle af ansøgerens bekendte fra [A] arresteret, og ansøgeren blev selv opsøgt i sit hjem og arresteret og afhørt om sin religion. Umiddelbart inden sin udrejse fra Iran i 2013 blev ansøgeren igen arresteret og tilbageholdt i syv til otte dage, hvorefter han besluttede sig for at udrejse fra Iran, idet han anså sig selv som kristen og således frygtede for at problemerne med de iranske myndigheder ville forsætte. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren først været tilknyttet [en kirke i Jylland], hvor han deltog i gudstjenester hver søndag. To til tre måneder før overførslen til Italien blev ansøgeren døbt i [kirken i Jylland]. Under sit andet ophold i Danmark har ansøgeren været tilknyttet en kirke [på Sjælland], hvor han deltager i gudstjenester om fredagen. Om søndagen deltager han i gudstjenester i [en kirke] i København. Flygtningenævnet har noteret sig, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Iran, og Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de italienske myndigheders høringssvar [fra december] 2014 til grund, at ansøgeren og ansøgerens søn er meddelt opholdstilladelse i Italien som flygtninge. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan finde anvendelse som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Ved denne vurdering må tillige indgå en vurdering af familiens forhold ved en udsendelse til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 2. april 2013 i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt problematiske – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. For at Italien kan tjene som ansøgerens første asylland er det en betingelse, at det må antages, at ansøgeren vil kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Da ansøgeren og hans søn begge har opholdstilladelse med flygtningestatus, og sådanne efter de foreliggende oplysninger er gældende i fem år, har ansøgeren og hans søn gældende opholdstilladelser i Italien. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren og hans søn ikke er i en sådan særligt sårbar situation, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flertallet henviser herved til, at ansøgeren og ansøgerens søn i Italien vil kunne modtage den fornødne medicinske behandling og den lægehjælp i øvrigt, som de måtte have behov for. Det af ansøgeren oplyste om de konkrete forhold, ansøgeren og hans søn havde i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. Flertallet bemærker, at ansøgeren efter meddelelse af opholdstilladelse kun opholdt sig i Italien i tre måneder inden indrejsen i Danmark, og at ansøgeren og hans søn i denne periode var indkvarteret sammen med andre børnefamilier, fik tre måltider om dagen og lommepenge samt havde adgang til lægehjælp, ligesom ansøgerens søn gik i skole. På den baggrund finder flertallet efter en samlet vurdering, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Italien som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/134/EMU
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive forfulgt, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter efterretningstjenesten, idet han har haft et forhold til en kvinde, hvis ægtefælle er ansat der. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han allerede, mens han opholdt sig i hjemlandet, oplevede et mirakel, idet venner, som ansøgeren opfattede som kristne, gennem bøn helbredte ansøgerens far. Da ansøgeren ankom til Danmark, blev han introduceret til kristendommen af ansøgerens fars ven [H], og [H] tog ansøgeren med i [en kirke] i København. Her talte ansøgeren med præsten og deltog i nogle gudstjenester. Præsten sagde, at ansøgeren kunne blive døbt, når der var gået to og en halv måned. Ansøgeren oplevede endnu et mirakel i forbindelse med, at [H] bad for, at ansøgeren blev flyttet til et bedre asylcenter. Ansøgeren har været fængslet og har derfor ikke kunnet deltage i kristne aktiviteter, ligesom han ikke har kunnet blive døbt. Ansøgeren har i Danmark oprettet en facebook-profil. Han har her postet et billede af Jesus, hvilket har afstedkommet negative reaktioner fra enkelte iranske facebook-venner. Han havde kun et begrænset antal venner på facebook, og han lukkede profilen i forbindelse med, at han blev fængslet. Ansøgeren har vedrørende værnepligten henvist til, at han blev indkaldt, da han fyldte 21. Han reagerede ikke på indkaldelsen, da han ikke ønsker at aftjene værnepligt. Årsagen hertil er, at værnepligttiden er lang, og at man ikke kan tjene penge, mens man er soldat. Man risikerer endvidere at skulle gøre tjeneste i fjerne egne af landet. Militærpolitiet har opsøgt ham på bopælen et antal gange, men har aldrig truffet ham. For cirka fire år siden indledte ansøgeren et forhold til en gift kvinde. Forholdet varede i seks måneder og ophørte, da kvindens ægtefælle opdagede dem. Kvinden fortalte i forlængelse her af, at ægtefællen var ansat i efterretningstjenesten. Kvindens ægtefælle har søgt efter ansøgeren på arbejdspladsen, men har aldrig fundet frem til ansøgeren. Ansøgeren var nødt til at skifte arbejde, således at han i stedet arbejdede for sin farbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har vedrørende sin konversion dels forklaret divergerende og dels ikke kunnet svare på selv ganske enkle spørgsmål vedrørende kristendommen. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og igen under partshøringen [i foråret] 2016 forklaret, at han konverterede til kristendommen i Iran, medens han under nævnsmødet forklarede, at han først er konverteret efter ankomsten til Danmark. Under nævnsmødet har ansøgeren henvist til, at han er konverteret efter at have oplevet to mirakler udvirket af kristne og mødet med særligt præsten i [kirken]. Ansøgeren har på nævnets spørgsmål vedrørende kristne højtider alene henvist til julen og i øvrigt forklaret, at hans kendskab til kristendommen baserer sig på en film, som han har fået forevist, og en bog han har fået udleveret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret til kristendommen. Såfremt det må antages, at ansøgeren som forklaret i julen 2016 har postet et billede af Jesus på sin nu lukkede facebookprofil, finder nævnet ikke, at der er grund til at antage, at dette vil være tilstrækkeligt til at profilere ansøgeren som kristen. Ansøgerens forhold til den gifte kvinde sluttede for mere end tre år siden. Ansøgeren har forklaret, at kvindens ægtefælle, der angiveligt var ansat i efterretningstjenesten, har ledt efter ansøgeren. Under henvisning til den tid, der er gået, siden forholdet blev afbrudt, og til ansøgerens forklaring om ægtefællens begrænsede og tilsyneladende for længst afbrudte bestræbelser på at konfrontere ansøgeren, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens problemer med ægtefællen har en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrunde forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke har efterkommet en indkaldelse til at aftjene værnepligt. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har opsøgt ansøgeren som følge af en sådan unddragelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, også efter han nåede den værnepligtige alder, har arbejdet i farens og farbrorens virksomheder, således at militærpolitiet, såfremt de opsøgte ansøgeren, uden problemer ville kunne have pågrebet ham. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i den relevante periode to gange var anholdt af det almindelige politi. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/133/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2011 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klagerne som asylmotiv havde henvist til, at de havde haft et udenomsægteskabeligt forhold, mens den kvindelige klager var gift med en brigadegeneral. Klagernes forhold førte til en konflikt med brigadegeneralen, og klagerne risikerede som følge heraf at blive idømt en uforholdsmæssig straf af myndighederne i hjemlandet. Ved brev af […] 2014 har en anonym person til Udlændingestyrelsen oplyst, at klagernes asylmotiv var konstrueret, og at deres identiteter var falske. Ved breve af […] 2015, […] 2015 og […] 2015 har den mandlige klager erkendt, at klagerne har søgt asyl under falske identiteter, ligesom deres asylmotiv har været konstrueret. [I vinteren] 2015 inddrog Udlændingestyrelsen på den baggrund klagernes opholdstilladelse, som Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerne havde opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Forud for nævnsmødet har den beskikkede advokat anført, at det alligevel er korrekt, som oplyst i det oprindelige asylmotiv, at den kvindelige klager forud for parrets udrejse fra Iran var gift med en højtstående militærperson i Iran, og at det således ikke er korrekt, at ansøgerne udrejste af Iran på baggrund af deres barns sygdom, men at de udrejste, fordi de frygtede konsekvenserne af deres udenomsægteskabelige forbindelse. Advokaten har desuden oplyst, at klagerne ikke er eller har været gift med hinanden. Baggrunden for, at klagerne har oplyst dette til [kommunen], er således alene motiveret af et ønske om at få klagernes børn hjemgivet. Endvidere har den beskikkede advokat anført, at klagerne agter at blive døbt, og at de jævnligt går i kirke. Nævnet har valgt at behandle inddragelsessagen fra [vinteren] 2015 og de af klagerne umiddelbart forud for nævnsmødet påberåbte asylmotiver under et. Nævnet lægger til grund, at klagerne, efter at den anonyme henvendelse, der viste sig at være korrekt, var fremkommet [i foråret] 2014, gentagne gange bekræftede, at de havde opnået opholdstilladelse på et urigtigt grundlag. Ved den fornyede bedømmelse af grundlaget for klagernes opholdstilladelse har nævnet forholdt sig til, om det kan lægges til grund, at klagerne var nødsaget til at flygte fra Iran på grund af den kvindelige klagers ægteskab med en højtstående iransk militærperson. Nævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at den del af det oprindelige asylmotiv er en realitet. Nævnet lægger ved bedømmelsen heraf vægt på, at den kvindelige klager ikke har kunnet oplyse nærmere om tidspunkter og omstændigheder ved indgåelsen af det påståede ægteskab. Hun har således ikke forsøgt at fremskaffe vielsesattest eller fotodokumentation eller anden form for dokumentation for det påståede ægteskab. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klagerne efter deres egne oplysninger er udrejst af Iran i eget navn. Nævnet bemærker endvidere, at klagernes skiftende forklaringer i det hele afsvækker deres troværdighed. Nævnet bemærker med henvisning til udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, at de hensyn, der sædvanligvis indgår i overvejelserne om, hvorvidt inddragelsen må anses for at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt, når opnåelse af opholdstilladelsen er sket ved svigagtigt grundlag. Den omstændighed, at klagerne har udvist interesse for kristendom, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen fra Iran var efterstræbt af myndighederne eller af privatpersoner. Klagerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/132/JOL
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive stenet af sin familie eller af de iranske myndigheder, idet hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun mødte sin kæreste [A] for første gang på et frugt- og grøntmarked tre måneder og ti dage forud for deres udrejse af Iran. Ansøgeren fik [A’s] telefonnummer. Samme aften/nat ringede ansøgeren til [A], og de havde telefonisk kontakt flere gange, før de aftalte at mødes i [en navngiven] Park. Under dette møde blev de enige om at indgå ægteskab med hinanden. [A] friede til ansøgeren, men ansøgerens familie afslog dette, idet ansøgeren er shia-muslim og [A] tilhører trosretningen Ahl-e Haqq (Yarsan). Ansøgerens far truede med at halshugge ansøgeren, hvis [A] friede til ansøgeren igen. Ansøgeren og [A] havde samleje én gang, inden de udrejste af Iran. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige for sagens afgørelse lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flertallet bemærker, at der har været en del divergenser i ansøgernes forklaringer, navnlig vedrørende det tidsmæssige forløb. Der er også forhold i forklaringerne, som virker mindre sandsynlige, navnlig forklaringen om samlejet i baderummet. Uanset dette lægger flertallet til grund, at ansøgerne er henholdsvis yaresan og shia-muslim, at de i Iran indledte et seksuelt forhold uden at være gift, og at ansøgerne har et fælles barn, som kan være undfanget, mens de stadig var i Iran. Flertallet kan videre lægge til grund, at den kvindelige ansøgers familie ikke accepterede forholdet, og at dette var grunden til, at ansøgerne sammen flygtede fra Iran. Under disse omstændigheder – og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene for tilhængere af yaresan samt om konsekvenserne af et seksuelt forhold uden for ægteskabet – finder flertallet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at i hvert fald den kvindelige ansøgers familie vil stræbe ansøgerne efter livet, hvis de vender tilbage til Iran, som myndighederne ikke kan eller vil beskytte dem imod, og at ansøgerne derfor opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2016/131/CHHA
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq (Yaresan) fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder og lokalsamfundet, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter sin kærestes familie, som afslog hans frieri til kæresten, fordi familien er shiitter, mens ansøgeren er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren har afslutningsvist henvist til, at han frygter at blive undertrykt, idet han er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han indledte et forhold til sin kæreste [A], som han mødte første gang den [i] marts 2015. Efterfølgende friede han til [A], hvilket hendes familie afslog, fordi familien er shiitter og ansøgeren er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren og [A] havde herefter samleje én gang, inden de udrejste af Iran af frygt for, at de iranske myndigheder ville opdage deres forhold, henrette ansøgeren og stene [A]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at tilhængere af trosretningen Ahl-e Haqq er undertrykte i Iran og vil forblive andenrangsborgere, hvis de ikke konverterer til shia-islam. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige for sagens afgørelse lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flertallet bemærker, at der har været en del divergenser i ansøgernes forklaringer, navnlig vedrørende det tidsmæssige forløb. Der er også forhold i forklaringerne, som virker mindre sandsynlige, navnlig forklaringen om samlejet i baderummet. Uanset dette lægger flertallet til grund, at ansøgerne er henholdsvis yaresan og shia-muslim, at de i Iran indledte et seksuelt forhold uden at være gift, og at ansøgerne har et fælles barn, som kan være undfanget, mens de stadig var i Iran. Flertallet kan videre lægge til grund, at den kvindelige ansøgers familie ikke accepterede forholdet, og at dette var grunden til, at ansøgerne sammen flygtede fra Iran. Under disse omstændigheder – og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene for tilhængere af yaresan samt om konsekvenserne af et seksuelt forhold uden for ægteskabet – finder flertallet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at i hvert fald den kvindelige ansøgers familie vil stræbe ansøgerne efter livet, hvis de vender tilbage til Iran, som myndighederne ikke kan eller vil beskytte dem imod, og at ansøgerne derfor opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2016/130/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk iraner og kristen protestant fra Teheran, Iran. Ansøgeren er kommet i forskellige kirker, herunder [en kirke i København] i perioden fra [slutningen af] december 2010 til [starten af] 2011 og igen fra efteråret 2014 og frem til i dag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af sin familie eller de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i foråret] 2010 blev viet med sin nuværende ægtefælle […]i Iran. Ægtefællen rejste efter et kort ophold i Iran tilbage til Danmark, og ansøgeren kom [i sommeren] 2010 på besøg på visum og rejste herefter tilbage til Iran [senere på sommeren] 2010. Under opholdet hos ægtefællen i Danmark begyndte han at tale om næstekærlighed og Jesus. Herefter fortalte han, at han var kristen. Ansøgeren begyndte at gå med ham i kirke om søndagen. Ansøgeren rejste igen til Danmark på visum [i slutningen] 2010 og vendte ikke tilbage igen. Hun fortsatte sine kristne aktiviteter sammen med sin ægtefælle, og i [starten af] 2011 anså hun sig selv som konverteret til kristendommen. Ansøgeren fortalte sin gode veninde i Iran om konverteringen. Veninden fortalte herom til ansøgers familie, der [senere i starten af] 2011 ringede ansøgeren op og fremsatte trusler om at dræbe hende, hvis hun vendte tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den forekommer afglidende og divergerende. Ansøgeren har således ikke kunne forklare om, hvilke kirker hun har besøgt, før hun fik konfereret herom med sin ægtefælle, ligesom hun har afgivet forskellige forklaringer om antallet af kirkebesøg. Således har hun i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke var i kirke fra [starten af] 2011 frem til efteråret 2014, mens hun for nævnet har forklaret, at hun i den nævnte periode deltog i adskillige gudstjenester hvert år, uanset, at en erindring om dette må have stået hende klart henset til, at hun i den omhandlende periode efter sin forklaring stort set permanent opholdt sig indendørs i en lejlighed. Endvidere finder Flygtningenævnet, at hendes forklaring om kristendommen også i lyset af oplysningerne om længden af hendes skolegang forekommer unuanceret og ureflekteret. Der er herved også henset til, at hun efter sin forklaring har følt sig som kristen siden primo 2011. Uanset oplysningerne om, at ansøgeren nu er blevet døbt og siden efteråret 2014 har deltaget i en del kirkelige aktiviteter, finder Flygtningenævnet det efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Herefter kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/13/ABP
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhører trosretningen Ahl-e Haqq (Yarsan) fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter forfølgelse fra familien til den pige, som han har haft det udenomsægteskabelige forhold til, idet hendes far er offentligt ansat på et kontor, der beskæftiger sig med politiske/religiøse spørgsmål i forbindelse med ansættelser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han omkring seks måneder forud for sin udrejse af Iran stiftede bekendtskab med en shiitisk pige ved navn [A]. De havde samleje [i] juli 2015 samt [i] juli 2015. Det resulterede i, at [A] blev gravid. Ansøgeren friede herefter to gange til [A], henholdsvis [i] august 2015 og [i] august 2015. Ved det første frieri deltog ansøgeren personligt. [A’s] far afslog og begrundede dette i [A’s] studier. Ved det andet frieri friede ansøgerens forældre til [A] på hans vegne. [A’s] far svarede, at han aldrig ville lade sin datter blive gift med ansøgeren, idet ansøgeren og hans familie var tilhængere af trosretningen Ahl-e Haqq, og at de derfor tilbad Satan og var urene. Umiddelbart efter det andet frieri indledte ansøgerens far forberedelserne til ansøgerens og [A’s] udrejse af Iran, hvorunder [A] blev tilbageholdt ved grænsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring har været divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har gjort gældende, at divergenserne skyldes tolkefejl, men ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at påpege tolkefejl af betydning for asylmotivet. Divergenserne har blandt andet vedrørt tidspunktet for det første møde med [A] i parken, hvornår i forløbet ansøgeren fortalte sin far om, at han havde haft et seksuelt forhold til [A], og hvornår han fortalte sin far om [A’s] graviditet. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet har virket usikker og svævende, herunder om hændelsesforløbet ved grænsen, og ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at de blev skudt på, da de krydsede grænsen. Flygtningenævnet har overordnet lagt vægt på, at forklaringen om forholdet til [A] ikke forekommer sandsynlig. Det skyldes blandt andet, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerens forældre, der er yaresan, indvilgede i at fri på ansøgerens vegne til en shia-muslims pige, der er datter af en embedsmand. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at ansøgeren har meget få oplysninger om [A], herunder om hendes alder og studie. Ansøgeren har oplyst, at han har jævnlig kontakt med sin familie i Iran, men han har ingen oplysninger om [A’s] skæbne, efter at hun angiveligt blev tilbageholdt ved grænsen, og han har heller ikke spurgt sin familie herom. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt af [A’s] familie, selvom familien let ville kunne opspore dem. Endelig har Flygtningenævnet hæftet sig ved, at [A], ifølge ansøgerens forklaring, havde store frihedsgrader i forhold til iransk kultur, herunder at hun havde rådighed over en bil, som hun måtte køre i alene, at hun ofte gik på restaurant uden mandlig ledsagelse, og at hun havde mulighed for at mødes med ansøgeren mange gange i en offentlig park. Videre er det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ved to lejligheder havde samleje med [A] henset til konsekvenserne af, at dette kunne resultere i graviditet med deraf følgende risiko for meget alvorlig straf. Under disse omstændigheder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/129/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af trosretningen Ahl-e-Haqq (Yaresan) fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har haft til hensigt at uddele løbesedler til en demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, idet han har hjulpet og været politisk aktiv for det kurdisk demokratiske parti i Iran. Endvidere frygter han forfølgelse fra myndighederne som følge af sin brors politiske aktiviteter, hvilket har ført til, at ansøgeren blev pålagt meldepligt, som han nu har brudt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han boede med sin ven [A], der [i foråret] 2015 fik besøg af tre venner, der var medlemmer af det kurdisk demokratiske parti i Iran. De var kommet for at dele løbesedler ud til en demonstration og spurgte, om ansøgeren ville hjælpe med uddelingen. Dette accepterede ansøgeren. Det var planen, at uddelingen skulle foregå den efterfølgende dag. Inden uddelingen blev ansøgeren bekendt med, at efterretningstjenesten har været på hans bopæl og anholdt [A] og hans tre venner. Herefter fik ansøgeren at vide, at efterretningstjenesten sikkert også ledte efter ham, hvorfor han flygtede til Teheran, hvor han opholdt sig hos sin farbror i tre til fire måneder, hvorefter han udrejste fra Iran. Under ansøgerens ophold hos sin farbror, blev ansøgerens mor opsøgt af myndighederne flere gange, der spurgte efter ham. Ansøgerens mor og bror blev i denne forbindelse tilbageholdt to til tre gange. Desuden har ansøgeren oplyst, at han tidligere har været fængslet i seks måneder i 2013 som følge af sin brors politiske aktiviteter. Ansøgeren blev løsladt mod betaling og skrev under på, at han og hans bror ikke ville udføre politiske aktiviteter. Efterfølgende skulle ansøgeren møde hos myndighederne én gang om ugen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet forklaringen fremstår indstuderet, konstrueret og ikke selvoplevet. Endvidere forekommer forklaringen på væsentlige punkter ikke sandsynlig, ligesom ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende og udetaljeret på en række spørgsmål om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at broren, […’] angivelige politiske aktiviteter kun skulle have haft konsekvenser for ansøgeren, mens det ikke fik konsekvenser for ansøgerens anden bror eller den øvrige familie, herunder også særligt set i lyset af, at ansøgerens far angiveligt er tortureret og dræbt som følge af politiske aktiviteter. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren har kunnet opholde sig i 3-4 måneder hos farbroren uden at blive opsøgt af myndighederne, på trods af at han ikke opfyldte sin meldepligt og var efterstræbt af myndighederne som følge af, at der var fundet løbesedler på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin meldepligt, ligesom ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hans mor har fået oplyst fra efterretningstjenesten, at der blev fundet løbesedler på ansøgerens bopæl, hvilket ansøgeren tidligere under nævnsmødet og ved de tidligere samtaler med udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke vidste, om efterretningstjenesten havde fundet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgerens bror er meddelt asyl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke kender baggrunden for meddelelsen af asyl til broren, men selvom det måtte lægges til grund, at broren er meddelt asyl i Danmark på grund af politiske aktiviteter, lægger nævnet til grund, at brorens aktiviteter, herunder udtalelser på en kurdisk tv-kanal, der er lagt på YouTube i 2013, ikke har haft konsekvenser for ansøgeren eller ansøgerens mor og storebror samt den øvrige familie i Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/128/EMU
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren har siden 2001 været aktiv for KDPI og været peshmerga. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran, idet han har været medlem af og udført aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har i 2005 i Iran underskrevet en erklæring i retten om, at hvis han fortsatte med sine aktiviteter for KDPI, ville han blive henrettet. Han har oplyst, at han i efteråret 2001 flyttede fra Iran til Irak, hvor ansøgeren meldte sig hos KDPI. Herefter skulle han igennem en optagelsesproces, som varede i omkring en måned, hvor KDPI skulle sikre sig, at ansøgerens interesse for at blive medlem af KDPI var reel. Efterfølgende modtog ansøgeren militær- og politisktræning i omkring tre måneder, hvorefter han fik til opgave at undervise i kurdisk litteratur og sprog. Ansøgeren fik oplyst, at han var peshmerga, hvilket han blev straks efter, at han havde gennemført de tre måneders træning. I halvandet år havde ansøgeren til opgave at undervise nye medlemmer af KDPI i kurdisk litteratur og sprog. Efterfølgende udførte ansøgeren oversættelsesopgaver for en radiostation tilhørende KDPI. I efteråret 2004 tog han, med KDPIs accept, tilbage til Iran, fordi den iranske efterretningstjeneste havde presset og chikaneret hans familie på grund af ansøgerens medlemskab af KDPI. Efterfølgende blev ansøgeren tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste i en uge, idet de var bekendt med, at han var medlem af KDPI. Ansøgerens familie stillede kaution for ham, og han blev efterfølgende indkaldt til tre retsmøder i løbet af seks måneder. Ved sidste retsmøde underskrev ansøgeren en erklæring om, at hvis han fortsatte sine aktiviteter for KDPI, ville han blive henrettet. Ansøgeren blev indkaldt til værnepligt i foråret 2005 og aftjente i 16 måneder. Efter endt værnepligt skulle han ikke melde sig hos efterretningstjenesten længere. Ansøgeren købte en taxa efter sin værnepligt. Ansøgeren har ikke har haft nogen konflikter med de iranske myndigheder efter, at han aftjente værnepligt. I 2010 fik han uden problemer udstedt et pas i Iran og brugte passet til legalt at rejse frem og tilbage mellem Iran og Irak, hvor han havde nogle byggeopgaver, og hvor han samtidig opsøgte KDPI. Han udførte ligeledes opgaver for KDPI i Iran, hvor han ved mærkedage og højtideligheder uddelte løbesedler. Derudover bestod hans opgaver også i at forsøge at rekruttere nye medlemmer. Ansøgeren lavede løbesedlerne sammen med en kammerat, som havde en kopimaskine derhjemme. De uddelte løbesedlerne om natten, og de kørte ofte rundt i ansøgerens taxa. Ansøgeren gemte løbesedlerne derhjemme. Ansøgeren rejste legalt til Tyrkiet i [sommeren] 2011, fordi hans kammerat var blevet anholdt, efter at politiet havde ransaget hans hjem og fundet løbesedler. Samme dag som ansøgerens kammerat blev anholdt, tog politiet hjem til ansøgeren. Han var ude at køre taxa på det tidspunkt, men hans moder var hjemme. Politiet spurgte efter ansøgeren, og de fortalte, at han skulle møde op hos efterretningstjenesten. Ansøgerens moder kontaktede ham og fortalte, hvad efterretningstjenesten havde sagt. Han opholdt sig herefter i nogle dage hos sin moders fætter, hvorefter han rejste til Tyrkiet. Ansøgeren var i Tyrkiet i 4,5 år, hvor han arbejdede ulovligt som bygningsmaler. Han blev anerkendt som FN flygtning, og han fik besked på at vente på, at der blev fundet et land, som ville modtage ham. Flygtningenævnets flertal kan i væsentligt omfang lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i regi af KDPI til grund. Nævnets flertal lægger således i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han i perioden 2001-2004 opholdt sig i Irak, hvor han udførte politiske aktiviteter for KDPI, herunder som peshmerga, og at han i 2004 vendte tilbage til Iran, fordi hans familie var presset. Nævnets flertal kan også lægge til grund, at ansøgeren efter sin hjemvenden blev tilbageholdt af de iranske myndigheder i en periode, og at han i den forbindelse underskrev en erklæring om at ville afstå fra politiske aktiviteter. Det er herunder indgået i nævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om disse forhold stemmer med de foreliggende baggrundsoplysninger (Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding report af 30. september 2013, pkt. 8). Også for så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens senere genoptagelse af sine politiske aktiviteter og den fortsatte udøvelse heraf i Tyrkiet og Danmark kan nævnets flertal, uanset at ansøgerens forklaring om disse forhold har fremstået mindre sikker og værdien af den fremlagte dokumentation herfor må anses for tvivlsom, lægge til grund, at ansøgeren har haft politiske aktiviteter af en sådan karakter, at disse må anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/127/snd
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarasan af trosretning fra Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har hjulpet personer fra KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han startede med at hjælpe KDPI i begyndelsen af år 1358 (1979). Ansøgerens onkel introducerede ansøgeren for to mænd fra KDPI og tre andre mænd. Onklen fortalte ansøgeren, at disse mænd kæmpede for kurdernes rettigheder, og han fortalte ansøgeren, at han skulle hjælpe mændene ved at skaffe dem madvarer. Ansøgeren hjælp mændene i seks-syv måneder ved at udlevere madvarer til dem. Mændene fra KDPI kom til ansøgerens butik omkring én-to gange om måneden for at hente madvarer. Ansøgeren stoppede med at hjælpe mændene fra KDPI i slutningen af år 1358 (1979), idet han mistede sin arm, da der blev sprængt en bombe i [området A]. I 1370 (1991) blev ansøgeren anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren formoder, at de tre mænd og hans onkel havde fortalt myndighederne om hans hjælp til KDPI. Ansøgeren blev anholdt og fængslet af myndighederne i fire år. Ansøgeren blev løsladt i år 1374 (1995), hvorefter han blev pålagt meldepligt, idet han hver måned skulle møde i [byen B], hvor han skulle underskrive et dokument med sit fingeraftryk. I år 1392 (2013) blev ansøgeren igen anholdt af myndighederne, fordi KDPI i området havde uddelt aviser og løbesedler. Myndighederne beskyldte ansøgeren for at uddele løbesedler for KDPI. Ansøgeren blev på den baggrund anholdt og fængslet i fire måneder af de iranske myndigheder, hvorefter han blev løsladt. Omkring fem dage efter ansøgerens løsladelse modtog han en advarsel og en tilsigelse til retten af myndighederne, hvorefter han [i vinteren 2014] flygtede op i et nærliggende bjergområde. Ansøgerens bror modtog ansøgerens tilsigelse til retten, og han afleverede den til ansøgeren oppe i bjergene, hvorefter ansøgeren udrejste af Iran [i foråret 2014]. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder flertallet, at forklaringen fremstår modstridende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Det indgår herunder i vurderingen, at ansøgeren i sit asylskema ikke har oplyst nærmere om årsagerne til sin angivelige konflikt med myndighederne i Iran og den tortur, han har været udsat for i anledning af, at han har hjulpet KDPI/er blevet mistænkt for at have ydet en sådan bistand. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne blandt andet har afgivet modstridende forklaring om, hvornår han angiveligt skulle have hjulpet KDPI i Iran, ligesom han har forklaret modstridende om, hvorvidt han blev pålagt meldepligt efter sin seneste løsladelse. Hertil kommer, at det efter flertallets opfattelse forekommer usandsynligt, at ansøgeren i lyset af ansøgerens egne oplysninger om karakteren af og fremgangsmåden ved de tidligere tilbageholdelser og fængslinger alene modtog en indkaldelse i 2014 til at møde for Revolutionsdomstolen. Flygtningenævnets flertal finder, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at UNHCR har anerkendt ansøgeren som flygtning. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer under de afholdte samtaler kan heller ikke føre til en anden vurdering af sagen. Der er som følge af tilsidesættelsen af asylmotivet desuden ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnets flertal ikke finder, at der er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i Iran, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1., eller at han ved en tilbagevenden til Iran risiker dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/126/snd
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger og etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Tash lejren nær Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse i Iran frygter, at han vil blive henrettet af repræsentanter for de iranske myndigheder, idet hans fasters ægtefælle har været politisk aktiv i Iran. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere forklaret, at hans far var politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han er kurder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i begyndelsen af 1980’erne, idet der udbrød krig. Ansøgeren har oplyst, at hans forældre døde i en gaseksplosion i Al-Tash lejren i 2000/2001, hvorefter han flyttede ind hos sin faster og dennes ægtefælle. Ansøgerens faster har oplyst ham om, at de ikke kunne rejse tilbage til Iran, idet hendes afdøde ægtefælle har været politisk aktiv i Iran på et – for ham – ukendt tidspunkt og parti. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens far har haft politiske aktiviteter i Iran eller i Al-Tash. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans forældre ikke var politisk aktive. Ansøgeren har ikke forud for samtalen med den beskikkede advokat oplyst, at dette skulle være tilfældet, og han har heller ikke oplyst om, hvilket parti fasterens mand skulle have været politisk aktiv for. Først efter afslaget i Udlændingestyrelsen har ansøgeren kontaktet fasteren og angiveligt fået de anførte oplysninger. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke selv har haft politiske aktiviteter, og at ansøgeren ikke har oplyst om, at hans familiemedlemmer har været politisk aktive under det lange ophold i Irak fra cirka 1980-81. Flygtningenævnet har ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger grundlag for at antage, at enhver kurder med iransk baggrund, der har haft ophold i Irak og derefter indrejser i Iran, risikerer asylbegrundende forfølgelse. Herefter finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren vil risikere forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders side, hvis han indrejser i Iran. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/125/LAJ
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ahl-e-haq af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller at miste livet, idet den iranske efterretningstjeneste beskylder ham for at samarbejde med PJAK-partiet. Han har som yderligere asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og han er blevet døbt [efteråret] 2016 efter at have gået i kirke siden [sommeren] 2016. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv henvist til, hans bror er medlem af PJAK-partiet, og at broren har været dette siden 2013. Broren valgte samme år at flytte fra Irak for at modarbejde det iranske regime ved at udøve politisk arbejde i form af tv interviews og propaganda arbejde. Ansøgeren har forsøgt at besøge sin bror i Irak 10 gange i perioden 2013-2014, men kun truffet ham 6 gange. Ansøgeren rejste hver gang illegalt mellem Iran og Irak. En dag i 2014 blev ansøgeren opsøgt af de iranske myndigheder på sin bopæl. Ansøgeren blev taget med af efterretningstjenesten, og han blev afhørt, tortureret og tilbageholdt i 72 timer. Efterretningstjenesten anklagede ham for at samarbejde med PJAK-partiet, og de fortalte ham, at de kendte til alle hans besøg i Irak. Ansøgergen valgte derefter at indgå en samarbejdsaftale med efterretningstjenesten, hvor han skulle være spion for myndighederne. Ansøgerens opgave var, at han skulle optage alt, hvad PJAK talte om, og han skulle forsøge at tvinge sin bror tilbage til Iran. Betingelserne for ansøgerens løsladelse var, at myndighederne ville tage kontakt til ham, når planen skulle iværksættes. Ansøgeren havde det forfærdeligt efter sin tilbageholdelse, og det tog ham 10 dage at komme sig over alt det, han havde været udsat for. Derefter ville han genoptage sit studium på universitetet, men fik at vide, at han var blevet suspenderet. Dette kunne ansøgeren ikke holde ud, hvorfor han valgte at besøge sin bror i Irak. Ansøgeren mistænkte efterretningstjenesten for at have suspenderet ham fra universitetet. I Irak fortalte ansøgeren sin bror alt, hvad der var sket. Broren tilbød at beskytte ham, men ansøgeren valgte ikke at tage imod brorens hjælp. Ansøgeren tog dagen efter tilbage til Iran, hvor han tog direkte hjem til sin mormor, og opholdt sig der i tre til fire dage. Mens ansøgeren var hos sin mormor havde efterretningstjenesten opsøgt ansøgerens bopæl igen. De talte med ansøgerens far, og oplyste ham, at de gerne ville indkalde ansøgeren til et møde. Ansøgerens far oplyste til myndighederne, at ansøgeren var syg, og at han ville bringe ham hen til efterretningstjenestens kontor. Herefter valgte ansøgerens far at hente ansøgeren ved sin mormor, hvorefter faren kørte ansøgeren hen til ansøgerens fætter [navn] i [by]. Ansøgeren var ved sin fætter i [by] i omkring et år. Dette år brugte ansøgeren på at planlægge sin udrejse af Iran. Ansøgeren udrejste af Iran i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans oprindelige asylmotiv til grund, idet der har været divergenser og udbygninger på centrale punkter. Ansøgeren har således i sit asylskema oplyst om chikane mod familien og ikke om en konkret anholdelse med tortur af ham personligt. Han har dertil forklaret divergerende om, hvorvidt han var ude på PJAK’s base, hvor mange gange han har set sin bror, og om hvorledes hans besøg hos broren og medlemmerne fra PJAK fandt sted. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om baggrunden for sit forsøg på at genoptage studiet og sin udrejse, da dette ikke lykkedes ikke fremstår overbevisende for en person, der netop skulle have været udsat for tortur og lovet at samarbejde med efterretningstjenesten mod sin bror. Ansøgerens forklaring om, at han vendte tilbage til Iran og holdt sig i skjul i ca. et år alene for at forsøge at opnå et pas i forventning om at kunne udrejse med fly, trods eftersøgningen, fremstår heller ikke overbevisende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være efterstræbt af myndighederne på grund af en indgået samarbejdsaftale med efterretningstjenesten. De fremlagte fotos og klip, som ansøgeren har forklaret, viser hans bror, findes under disse omstændigheder ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne tillægge ansøgerens dåb asylretlig relevans, idet dåben ikke findes at have baggrund i en reel konvertering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren intet har fortalt om sin nylige interesse for kristendommen til asylsamtalen [sommeren] 2016, til trods for han da var påbegyndt kirkegang og har forklaret, at han var konverteret flere måneder før dåben, der fandt sted mindre end tre måneder efter asylsamtalen. Hans kendskab til kristendommens væsen fremstår tillige overfladisk og udenadslært. Den omstændighed at ansøgeren har lagt et billede af et krucifiks på sin Facebookprofil, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering, da dette fremstår som sket til lejligheden. De generelle forhold for kurdere og yarestani i Iran er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/124/THJ
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, iransk statsborger, sunni-muslim af trosretning og født i Al Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få problemer med myndighederne, idet hans far har været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979. Ansøgerens far var medlem af KDPI og har deltaget i møder med partiet i Irak. Ansøgerens far har ikke fortalt, hvilke politiske aktiviteter han havde i Iran, før familien flygtede, men fortalte kun, at de flygtede på grund af det iranske regime. Ansøgeren ved, at hans far var medlem af partiet, men han har ikke noget nærmere kendskab til farens status i partiet. Ansøgeren formoder, at hans far var almindeligt medlem og at hans far ikke har deltaget i væbnet kamp. Ansøgeren var ikke selv interesseret i politik, men koncentrerede sig om at få en uddannelse i stedet. Ansøgeren har dog to til tre gange deltaget i nogle møder med ungdomsafdelingen i partiet, som blev afholdt hos en person ved navn Hassan. På møderne blev KDPI og kurdernes rettigheder diskuteret. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens far har været medlem af KDPI i ca. 40 år, og at faren under sit ophold i Al Tash-lejren og Barika-lejren ofte har deltaget i partimøder og er kendt indenfor partiet. Et flertal af Flygtningenævnet kan herudover ikke udelukke, at ansøgerens fars navn er nævnt i forskellige publikationer fra KDPI. På den anførte baggrund finder et flertal af Flygtningenævnet, at der ikke kan bortses fra, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil risikere at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnets flertal har ved vurderingen heraf tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi, og at han ikke er i besiddelse af identifikationspapirer af nogen art. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/123/MGO
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk azeri og kristen af trosretning fra Tabriz, Øst-Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har angivet, at han har været aktiv for ”Det Frie Aserbajdsjan-parti” i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af sit politiske engagement, og fordi han er flygtet under orlov fra fængsling. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009 eller 2010 udrejste af Iran, da han havde været aktiv for ”Det Frie Aserbajdsjan-parti”. Han fik afslag på asyl i Holland og udrejste herefter til Iran. Da ansøgeren vendte tilbage til Iran, blev han fængslet af de iranske myndigheder, der mistænkte ham for at være europæisk spion, og han blev under fængslingen udsat for fysiske overgreb. Under sin fængsling besluttede ansøgeren sig for at konvertere til kristendommen. Efter omtrent tre måneders fængsling blev ansøgeren fremstillet for en dommer, der besluttede, at han fik en uges orlov, hvorefter han blev kørt bort og efterladt på et sted, som han ikke kendte. Ansøgeren besluttede sig herefter for igen at udrejse af Iran, og han udrejste til Tyrkiet i 2011 eller foråret 2012. Efter ansøgerens udrejse til Tyrkiet begyndte han at gå i kirke, og han fik tatoveret et omtrent syv centimeter langt kors på sin ene skulder. Efter ansøgerens indrejse i Danmark er han begyndt at gå i kirke, og han blev kristent døbt den [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Iran til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været efterstræbt af myndighederne på grund af politiske aktiviteter. Der er herved især lagt vægt på, at ansøgeren frivilligt indrejste i Iran efter, at han havde fået afslag på asyl i Holland, og at han efter sin egen forklaring ikke blev tilbageholdt af myndighederne efter indrejsen af denne grund, men som følge af, at myndighederne mistænkte ham for at være spion. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt og senere løsladt efter sin indrejste i Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår udetaljeret og usandsynlig. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren blev løsladt af en dommer uden nærmere begrundelse eller betingelser. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om løsladelsen. Han har således forklaret, at det ved hans løsladelse var underforstået, at han ikke skulle vende tilbage efter orloven. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen indebærer, at han har ret til beskyttelse i Danmark. Det fremgår af en erklæring af [i vinteren] 2016, at ansøgeren i [vinteren] 2014 begyndte at komme i kirken, og at han siden har deltaget i søndagsgudstjenester og modtaget undervisning hver tirsdag. Det fremgår videre, at han har deltaget i forskellige kirkelige arrangementer, og at han efter dåbsundervisning er blevet døbt. På den ene side har ansøgerens forklaring om sit forhold til kristendommen indtil han kom til Danmark i [vinteren] 2014 været præget af en vis usikkerhed. På den anden side finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret overbevisende om sin kristne tro, ligesom han under mødet har demonstreret en ikke ubetydelig viden om kristendommen. Efter en samlet vurdering heraf sammenholdt med, at ansøgeren i flere år har deltaget i kirkelige arrangementer, finder Flygtningenævnets flertal, at det ikke kan afvises, at ansøgerens kristne tro og dermed hans konvertering er reel. Herefter og efter ansøgerens forklaring om sit kirkelige engagement, og hans forklaring om, at familien i Iran er bekendt med hans konvertering, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/122/MGO
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K –status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, [A], er etnisk kurder fra [X], Iran. Hun er indrejst i Danmark med sin kæreste [B]. [Bs] familie er Yarasan, mens [As] familie er shia muslimer. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb fra [As] familie og forfølgelse fra myndighederne. Dette skyldes dels deres uægteskabelige forhold, dels at de i Danmark er blevet kristne. Ansøgerne har forklaret, at de i foråret 2015 blev kærester og i juli 2015 havde samleje. Primo august 2015 afslog [As] familie [Bs] anmodning om, at ansøgerne kunne indgå ægteskab. Efter et skænderi herom udsatte [As] far og bror [A] for grov vold, herunder mens hun lå ned. [A] fik endvidere forbud mod at forlade huset. Efter nogle dage fik [A] telefonisk forbindelse med [B]. Hun fortalte, at faren havde besluttet, at hun snart skulle giftes med sin fætter. Det ville så blive afsløret, at hun ikke længere havde sin mødom. Det lykkedes fire dage senere ansøgerne at stikke af og udrejse illegalt til Tyrkiet. Tyve dage efter indrejsen i Danmark opsøgte de på initiativ fra [Bs] kristne fætter i Danmark den lokale kirke ved [Y]. De er siden kommet regelmæssigt i kirken og er den [i foråret] 2016 blevet døbt af en sognepræst, som i udtalelser af [en dato i foråret] 2016 og [en dato i efteråret] 2016 har beskrevet ansøgernes tilknytning til kirken. På [Bs] åbne facebook-profil er der en række kristne billeder og tekster, og det fremgår, at [B] skriftligt har vejledt flere personer, der har stillet spørgsmål til kristendommen, herunder om, hvorledes der kan skaffes yderligere information. [B] har endvidere på centeret haft held til at få omtalt kristendommen på en sådan måde, at de pågældende er begyndt at komme i kirken. Efter Flygtningenævnets opfattelse har ansøgernes forklaringer i det væsentlige været overensstemmende. Ansøgerne har under nævnsmødet tillige fremtrådt troværdige og begge har på rimelig måde kunne svare på opklarende spørgsmål. Flygtningenævnet kan herefter i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund, og nævnet finder herefter, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort et så intensivt og aktuelt modsætningsforhold til [As] far og øvrige religiøse konservative familie, at der herefter må antages at være en reel risiko for, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for alvorlige overgreb fra familien, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. I vurderingen indgår, at [As] far og bror allerede har udøvet grov vold mod [A], at hun herefter på særdeles markant vis har sat sig ud over den beslutning, hendes far har truffet, samt at det er sandsynligt, at det vil blive afsløret, at ansøgerne har haft et uægteskabeligt seksuelt forhold. Efter baggrundsoplysningerne kan det ikke antages, at de iranske myndigheder vil yde ansøgerne beskyttelse mod et sådant overgreb. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerne i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at deres konversion er reel, og at de i Iran givet fald alene vil afholde sig fra at missionere og foretage andre ydre kristne handlinger på grund af en realistisk opfattelse af, at de ellers risikerer at blive udsat for forfølgelse på grund af deres nye tro. Flygtningenævnet meddeler under henvisning hertil ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/121/snd
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af en piges familie, fordi han har haft et forhold til hende, uden at de har været gift. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han var på udflugt med sin familie på helligdagen [i foråret 2015] i picnicområdet […]. Efter frokost kl. 13 tog han hen til en nærliggende moské for at vaske hænder. Uden for moskeen så han en pige, der kiggede intenst på ham. Hun stod omkring 10-15 meter væk fra ansøgeren. Et par minutter efter signalerede ansøgeren spørgende til pigen, ved at tage sin telefon op til øret, om hun ville have hans telefonnummer. Hun nikkede, og ansøgeren skrev sit telefonnummer ned på et stykke papir og lagde det omkring 20 meter derfra. Hun samlede det herefter op. Samme dag omkring to timer efter, at ansøgeren var kommet hjem, ringede pigen til ansøgeren. De talte sammen i omkring en halv time. Pigen kunne ringe til ansøgeren, fordi hun havde sin egen mobiltelefon. I de efterfølgende ti dage ringede pigen til ansøgeren hver dag, én gang om dagen, når hun enten var alene hjemme eller hos en veninde. Pigen ringede en dag inden aftenmadstid, efter at de havde haft ti dages telefonisk kontakt til hinanden, og inviterede ansøgeren på besøg. Hendes forældre og søskende var taget på besøg hos pigens storesøster i byen Salasi Babajani. Ansøgeren blev kørt af sin ven, [A], til en landsby omkring en times kørsel fra ansøgerens bopæl, hvorefter han ankom til pigens bopæl to timer efter hendes opkald. De gik ind på et værelse, og da de havde været på værelset i ti minutter, havde de en form for seksuelt samkvem. De tog deres tøj på og kunne herefter høre, at pigens familie kom hjem. Familien brød ind på værelset og pigens far og brødre slog ansøgeren. Ansøgeren blev slået i hovedet med et sværd af en af pigens brødre. Ansøgeren blev kørt til hospitalet af landsbybefolkningen. Ansøgeren tog fra hospitalet til sin fætter, [B], der opholdt sig i Sarpole Zahab, hvorefter han tog videre til sin bror, [C], i Teheran. Han opholdt sig hos sin bror i tre til fire måneder, før ansøgeren udrejste af Iran. To uger efter episoden med pigen opsøgte myndighederne ansøgerens families bopæl for at indkalde ham til afhøring. Pigens familie havde anmeldt ansøgeren for voldtægt. [C] blev overfaldet i Teheran af en ukendt person [i efteråret 2015]. Den ukendte person truede [C] med, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke udleverede ansøgeren. [C] flyttede herefter til Jwan Ro. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at forklaringen fremstår usandsynlig og med sådanne divergenser, at den må anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ganske kort tid efter sit første møde med pigen skulle have haft et særdeles risikobetonet seksuelt samkvem med hende på hendes forældres bopæl. Ansøgeren har desuden afgivet divergerende forklaringer om centrale forhold, herunder om hvorvidt, hvordan og hvornår pigens familie opsøgte ansøgerens familie, om hvordan myndighederne orienterede ansøgerens familie om politianmeldelsen indgivet af pigens familie, og om han overnattede på hospitalet efter overfaldet. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om de af ham fremlagte dokumenter. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom han heller ikke risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Iran, herunder forholdene for etniske kurdere, kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren har ret til beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/120/DTO
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og Eckankar af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har været medlem af [menneskerettighedsorganisation] siden 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som følge af, at han er Eckankar af trosretning frygter en tilbagevenden til sit hjemland, idet han således har fravalgt islam. Videre har han henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran som følge af sit medlemskab af [menneskerettighedsorganisation]. Flygtningenævnet bemærker, at der efter det tidligere afslag nu er fremkommet oplysninger om, at ansøgerens broder i Tyskland har opnået asyl blandt andet på baggrund af konvertering til Eckankar. Der er endvidere fremkommet oplysninger om, at ansøgeren har kontakt til bevægelsens hovedsæde i USA og skandinaviske afdeling med hjemsted i Norge, og at han har været medarrangør af en konference i Danmark, hvor et yderligere møde er planlagt til april 2016. På denne baggrund finder nævnet herefter ikke at kunne afvise, at konverteringen til bevægelsen er reel. Endvidere lægger nævnet til grund, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark sammen med fire andre har stiftet en dansk filial af menneskerettighedsorganisationen […]. Organisationen har hovedsæde i [en by i Tyskland]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er formand for den danske repræsentation og medlem af forskellige underkomiteer. Endvidere lægger nævnet til grund, at han er omtalt under eget navn både på internettet og i trykte magasiner i forbindelse med artikler indeholdende kritik af menneskerettighederne i Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren på grund af ovennævnte vil kunne risikere forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Iran, idet nævnet ikke finder at kunne afvise, at forholdene er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/12/akm
Nævnet hjemviste i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, iransk statsborger og sunni muslim. Ansøgeren er født i Al Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som etnisk kurder født og opvokset i Irak ikke vil kunne indrejse i Iran og tage ophold der, fordi han ikke kan lide landet og fordi, at hans far i en ukendt periode har sympatiseret med KDPI. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far i en ukendt periode for længe siden sympatiserede med KDPI. Som dokumentation for dette har ansøgeren fremlagt sin fars originale ID-kort (medlemskort) fra KDPI, som fremstår som udstedt den [i år] 1981, hvilket kort ansøgerens mors fjerne slægtning, som er bosiddende i Danmark, har hentet hos ansøgerens familie i KRI. Ansøgeren kender ikke selv noget til KDPI. Ansøgerens bror, […], er peshmerga og står vagt ved en kaserne i [en by] i Irak. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen bør foretage en fornyet behandling af sagen efter undersøgelse af ansøgerens identitet, herunder nationalitet, idet der forekommer at være tvivl om ægtheden af samtlige af de af ansøgeren fremlagte dokumenter, herunder ansøgerens fødselsattest, UNHCR-kort og dokumenterne vedrørende ansøgerens far. Det bemærkes i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke herved har taget stilling til, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse, uanset om oplysningerne om hans asylmotiv kan lægges til grund. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Iran/2016/119
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Illam, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder på grund af sin holdning til religion. Ansøgeren frygter videre personer fra sin fars familie, som er en del af myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han en uge i 2011 blev tilbageholdt af de iranske myndigheder, hvor de slog ham og stillede spørgsmål til hans mor, hans mors farbror og hans morbrødre, særligt ansøgerens morbror, […]. Forud for ansøgerens tilbageholdelse havde flere af ansøgerens familiemedlemmer været tilbageholdt, herunder også [morbroren]. Ved hjælp af familiens overhoved på ansøgerens afdøde fars side, […], blev ansøgeren løsladt mod, at han underskrev en erklæring om fremover ikke at deltage i politiske aktiviteter. I 2015 gik ansøgeren tur i [en park], hvor han mødte nogle andre unge mennesker, som han kendte fra byen. De talte om religion i omkring 10 til 15 minutter, og ansøgeren udtrykte sig kritisk, hvorfor de andre blev sure. Ansøgeren forlod parken og tog hjem, hvor moren var på besøg. Næste dag opsøgte efterretningstjenesten ansøgerens bopæl og spurgte ansøgerens mor, hvor han var, da de gerne ville tale med ham og spørge ham om noget. Ansøgeren var på dette tidspunkt i Ilam, hvor han skulle arbejde og besøge sin morbror, […]. Foran [morbrorens] bopæl så ansøgeren nogle biler med mørke ruder og en person fra efterretningstjenesten, som han genkendte fra sin tidligere tilbageholdelse. Ansøgeren tog straks hen til en kyllingefarm i nærheden, som ejes af [morbrorens] ven, […].[Morbrorens ven] fortalte, at myndighederne var efter ansøgeren, og ikke [morbroren], hvorefter [morbrorens ven] hjalp ansøgeren med at udrejse fra Iran. Ansøgeren har i sit asylskema, udfyldt kort efter indrejsen i Danmark, som asylmotiv alene anført, at han er truet af sin fars familie. Efterfølgende har han gjort gældende, at hans asylmotiv skyldes frygt for myndighedsforfølgelse på grund af sin mors families politiske aktiviteter og sine egne negative bemærkninger om islam under et tilfældigt møde med nogle unge mennesker i en park. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig. Der henvises i den forbindelse til det anførte om asylmotivernes sene fremkomst. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at alle hans originale dokumenter er konfiskeret af myndighederne, og at alle de under sagen fremskaffede kopier først er bragt til veje af hans søster efter hans indrejse i Danmark. Søsteren skulle angiveligt have fremskaffet dem fra en organisation, som skulle afgøre arven efter faren, som efter sagens oplysninger døde omkring 10 år tidligere. Imidlertid fremstår ansøgerens fritagelsesbevis fra militæret som værende udstedt i år 2013. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes endeligt, at oplysningerne om ansøgerens overvejelser omkring sit forhold til islam ikke kan medføre en ændring i vurderingen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/118/col
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Sagen blev sambehandlet med hendes ægtefælles asylsag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Kerman i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold, herunder at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt af repræsentanter fra Sepah, idet ægtefællen er eftersøgt af disse som følge af det forhold, at han har nægtet at efterkomme ordre om udsendelse til Syrien. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun risikerer forfølgelse i Iran, fordi hun er konverteret fra islam til kristendommen. Flygtningenævnets flertal forkaster af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets beslutning af 28. februar 2014, det af ægtefællen påberåbte asylmotiv om hans aktiviteter for Sepah Qods og Basij. Det bemærkes, at det i dag fremkomne ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Uanset omstændighederne omkring tidsforløbet i forbindelse med ægtefællens kirkegang fra juni 2013 og dåb i august 2013 sammenholdt med asylsagens behandling finder Flygtningenævnets flertal, at både ansøgeren og ægtefællen på rimelig måde har redegjort for tidsforløbet vedrørende overgangen til den kristne tro og deres kendskab til kristendommen. Hertil kommer, at der har været tale om et længere tidsrum med kristne aktiviteter, og at ansøgeren åbent har vist sit kristne sindelag. Endelig er det tillagt nogen vægt, at ansøgerens søn uafhængigt af ansøgerens og hendes ægtefælles konversion ligeledes er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/117/MKT
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Sagen blev sambehandlet med hans ægtefælles asylsag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Kerman i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og henrettet af repræsentanter fra de iranske myndigheder, idet han som led i sin tilknytning til Sepah Qods og Basij ikke har efterkommet ordrer, og idet han er deserteret fra tjeneste. Ansøgeren har som følge af sit virke opsamlet informationer om Sepah Qods og Basij, som kan bevirke en sikkerhedsrisiko for de pågældende organisationer, hvorfor ansøgeren frygter repressalier fra repræsentanter fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han risikerer forfølgelse, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Flygtningenævnets flertal forkaster af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets beslutning af 28. februar 2014, det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om aktiviteter for Sepah Qods og Basij. Det bemærkes, at det i dag fremkomne ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Uanset omstændighederne omkring tidsforløbet i forbindelse med ansøgerens kirkegang fra juni 2013 og dåb i august 2013 sammenholdt med asylsagens behandling finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren på rimelig måde har redegjort for tidsforløbet vedrørende overgangen til den kristne tro og sit kendskab til kristendommen. Hertil kommer, at der har været tale om et længere tidsrum med kristne aktiviteter, og at ansøgeren åbent har vist sit kristne sindelag også overfor medborgere. Endelig er det tillagt nogen vægt, at ansøgerens søn uafhængigt af ansøgerens og hans ægtefælles konversion ligeledes er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/116/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresani fra Qasr-e Shirin, Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi han har været medlem af en gruppe, der demonstrerede mod nedgørelse af hans religion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i slutningen af 2014 blev engageret i en gruppe, der arbejdede for at forbedre rettighederne for tilhængere af Yaresan. Gruppen arrangerede en demonstration, der skulle afholdes i Kermanshah [i vinteren] 2014, og ansøgeren fik til opgave at spraymale slogans og annoncere demonstrationen i de omkringliggende byer. Demonstrationen blev opløst af politiet, og ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til et møde i gruppen, hvor han fik at vide, at der var gået noget galt under demonstrationen, og at han skulle holde lav profil i en periode. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbror i Dalahoo. Under opholdet hos sin morbror blev ansøgerens familie gentagne gange opsøgt af de iranske myndigheder, der ledte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter og dermed ikke troværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange personer der deltog ved ansøgerens første møde i gruppen, hvor mange møder han i alt har deltaget i, karakteren af hans aktiviteter, hvor mange dage han opholdt sig hos morbroren lige efter demonstrationen inden han tog hjem, om hvorvidt han mener sig afsløret ved overvågningsbilleder eller en nabos angivelse af ham, samt de i styrelsens afslag i øvrigt nævnte divergenser. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgers forklaring – foreholdt disse divergenser – ikke fremstår overbevisende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold for yaresani er ikke i sig selv asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt, er ikke i sig selv asylbegrundende heller ikke i kombination med ansøgerens etnicitet og religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/115/EMU
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresani fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Dog har ansøgeren solgt madvarer til medlemmer af partiet PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter for at blive anholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han ikke har samarbejdet med den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har forklaret, at hans far i 1994 var fængslet i en længere periode mistænkt for samarbejde med KDPI. Yderligere har ansøgeren anført, at han selv 20-30 gange i perioden fra juni 2013/juli 2013 til ultimo juli 2015 solgte madvarer til medlemmer af partiet PJAK. Omkring ti dage efter ansøgeren senest havde solgt madvarer til PJAK, bad den iranske efterretningstjeneste ansøgeren om at samarbejde med PJAK og indsamle oplysninger omkring partiet. Ansøgeren accepterede samarbejdet, fordi han ikke turde sige nej, men udrejste dagen efter af Iran. Efter ansøgerens udrejse har han fået at vide af sin fætter i Iran, at ansøgerens far er blevet anholdt og tilbageholdt i ti dage. Et flertal af Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den har været konsistent og sammenhængende på væsentlige punkter ligesom flertallet lægger vægt på, at de faktiske forhold ansøgeren forklarer om er overensstemmende med baggrundsmaterialets oplysninger om, hvorledes PJAK opererer. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive betragtet som værende i politisk opposition til myndighederne på grund af sin manglende efterkommelse af efterretningstjenestens henvendelse om samarbejde. Flertallet lægger i den henseende også vægt på, at ansøgerens far har været fængslet som mistænkt for at arbejde politisk mod regeringen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/114/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren frygter endvidere de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2015 er blevet opsøgt to gange af ISIL i sin forretning. Ved første henvendelse kom en mand og fortalte, at ansøgeren havde talt dårligt om ISIL. Den mandlige ansøger sagde til den pågældende, at han havde talt dårligt om terrorister men ikke specifikt havde nævnt ISIL. Inden den pågældende gik ud af forretningen, sagde han til den mandlige ansøger, at han ville komme til at fortryde sine ytringer, og at de ville ses igen. Den mandlige ansøger lukkede herefter sin forretning i to dage med det formål, at ISIL ikke skulle finde ham. 15 dage senere, hvor den mandlige ansøger opholdt sig i Kermanshah, henvendte to mænd sig på ansøgernes bopæl. De pågældende spurgte den kvindelige ansøger, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Det var den samme mand, der havde henvendt sig i den mandlige ansøgers forretning. Fem dage efter henvendelsen på ansøgernes bopæl blev den mandlige ansøger på ny opsøgt i forretningen af den samme mand. Den pågældende mand truede den mandlige ansøger med at blive slået ihjel, og han nævnte også den kvindelige ansøger samt ansøgernes børn. I samme forbindelse så den mandlige ansøger, at den pågældende mand var bevæbnet. Efter den pågældende mand havde forladt forretningen, tog den mandlige ansøger til bopælen, hvor han fortalte sin ægtefælle ansøger om episoden i forretningen. De besluttede herefter at sælge forretningen og bilen. Ansøgerne udrejste omkring ti dage efter den anden henvendelse i forretningen illegalt af Iran. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikter og asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sin konflikt med ISIL i Iran til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen har Flygtningenævnet fundet, at forklaringen herom forekommer utroværdig, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om dele af sit asylmotiv, herunder om hvorvidt den mand, der opsøgte ham i forretningen bar våben, om signalementet på den person, der opsøgte ham i forretningen, og om hvornår den pågældende oplyste, at han var fra ISIL. Efter oplysningerne om karakteren og omfanget af den mandlige ansøgers angivelige ytringer om ISIL forekommer det endvidere usandsynligt, at netop ansøgeren, der ikke kan anses for særligt profileret, blev opsøgt af ISIL. Under de af den mandlige ansøger forklarede omstændigheder forekommer det endvidere underligt, at der ikke skete anmeldelse til myndighederne af de episoder, hvor han og ægtefællen angiveligt blev opsøgt af et medlem af ISIL. Det forekommer endvidere påfaldende, at den mandlige ansøger og hans familie først udrejste ti dage efter, at den mandlige ansøger var blevet opsøgt i forretningen anden gang og efter at have afventet salg af sine ejendele, også henset til at den mandlige ansøger angiveligt havde mulighed for at låne penge af sin familie. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De foreliggende baggrundsoplysninger om, at ansøgerne, herunder den ældste søn, der på tidspunktet for udrejsen var 14 år, og som nu er 15 år, ved en tilbagevenden til Iran vil kunne blive straffet for illegal udrejse, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Der kan henvises til punkt 5 i ”British Home Office Country Information and Guidance Iran: Illegal Exit” fra juli 2016. Den generelle sikkerhedssituation og de generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke begrunde asyl eller anden international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/113/MKT
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke troende fra Sardasht, Iran. Ansøgeren har været aktiv sympatisør for KDP siden [foråret 2015]. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har han søgt om medlemskab i KDP. Da han ikke har råd til at tage til møder i København, er han i stedet aktiv på Facebook, hvor ansøgeren for eksempel liker og deler ting, som KDP slår op. KDP har også lovet ansøgeren, at de vil komme og lave nogle aktiviteter på det center, hvor ansøgeren bor. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han fra [en nærmere bestemt dato i foråret 2015] lærte om KDP gennem sin farbror, der var medlem af partiet. Ansøgerens farbror ønskede indledende ikke, at ansøgeren skulle involvere sig i partiet, henset til at det var ulovligt. [En nærmere bestemt dato i foråret 2015] introducerede ansøgerens farbror imidlertid ansøgeren for partiet, hvorved ansøgeren blev at betragte som sympatisør. Ansøgeren ønskede, at blive medlem, men medlemskab forudsatte, at han var sympatisør i seks måneder, hvorefter han skulle godkendes af to personer fra partiet. Der var tale om en slags prøveperiode. Ansøgeren har ved to lejligheder udført politiske aktiviteter for KDP sammen med sin farbror. Første gang, at ansøgeren udførte politisk aktivitet for KDP, var natten til [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015 – 3 måneder efter at være blevet introduceret for partiet], hvor ansøgeren uddelte løbesedler i [Gredasur-området]. Ansøgeren oplevede ingen problemer i forbindelse hermed. Anden gang, at ansøgeren udførte politisk aktivitet for KDP, var natten til [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015 – cirka en måned efter at have delt løbesedler ud], hvor ansøgeren sammen med sin farbror smuglede diverse genstande for KDP, herunder et kurdisk flag, cd’er med politisk indhold og papirer, fra Irak til Iran. Ansøgeren og farbroren hentede disse genstande i Irak, som herefter blev pakket ned mellem andre varer. De rejste sammen med en gruppe på 30-40 øvrige handelsrejsende. Omkring en halv time efter, at gruppen havde krydset grænsen til Iran, blev de mødt af soldater fra revolutionsgarden, der beskød dem med automatvåben og råbte stop. Ansøgerens hest blev i denne forbindelse skudt, ligesom ansøgeren hørte sin farbror råbe og så ham falde af sin hest. Ansøgeren flygtede herefter og gemte sig i en busk et stykke derfra, hvor han havde godt udsyn. Herfra kunne han se en person fra gruppen blive anholdt. Omkring 20 minutter senere flygtede ansøgeren væk fra stedet og holdt sig skjult, indtil det blev mørkt. Herefter tog han hjem til sin mors farbror. Dagen efter tog ansøgerens mors farbror hen til ansøgerens far i Sardasht for at fortælle, hvad der var sket. Da morens farbror kom tilbage, fortalte han ansøgeren, at ansøgerens farbror var blevet dræbt, og at der var en anden, der var blevet såret og anholdt. Ansøgerens farbror blev begravet [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015 – dagen efter at han var blevet skudt]. Højtideligheden varede to dage. […] [M]ens der stadig blev holdt mindehøjtidelighed, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af efterretningstjenesten. Da ansøgerens far ikke var på bopælen, havde efterretningstjenesten efterfølgende kontaktet faren telefonisk, hvor han var blevet bedt om at møde ved efterretningstjenesten. Ansøgeren har oplyst, at hans mors farbror har fortalt ham, at hans far ved dette møde blev orienteret om, at ansøgerens farbror havde været medlem af KDP, samt at ansøgeren havde været tilknyttet KDP. Ansøgeren blev efterfølgende, efter opfordring fra sin far, kørt til sin faster i Urmia, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse fra Iran [en nærmere bestemt dato i efteråret 2015]. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin faster, blev hans families bopæl opsøgt af efterretningstjenesten ved to lejligheder, ligesom han af sin mor, efter han er kommet til Danmark, har fået at vide, at familien er blevet kontaktet telefonisk og personligt af efterretningstjenesten. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han har uddelt løbesedler for KDP, og at han har smuglet materiale for partiet fra Irak til Iran til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om de politiske aktiviteter fremstår konsistent og selvoplevet, og at forklaringen er underbygget af flere detaljer om de nærmere omstændigheder for aktiviteterne, herunder om steder og tidspunkterne for disse. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren på denne baggrund er kommet i myndighedernes søgelys, og at myndighederne flere gange ved henvendelser på ansøgerens og hans families bopæl har forsøgt at pågribe ansøgeren. Flygtningenævnet flertal finder herefter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2016/112/STR
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [en landsby] udenfor Sardasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen familie eller netværk i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans fader døde, da ansøgeren var otte år gammel, hvorefter ansøgeren blev sendt til sin familie i Irak og derfra videre til en plejefamilie i Erbil, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ikke har aftjent militærtjeneste i Iran. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive mistænkt for at samarbejde med de kurdiske partier, da han taler en sorani-dialekt, som viser, at han har været i Irak. Om sit ophold i Irak har ansøgeren forklaret, at han i 2012 eller 2013 indledte et forhold til [A], som boede i den samme landsby. Da forholdet havde stået på i omkring to år, tog ansøgerens irakiske stedforældre kontakt til [A]s familie for at spørge om hendes hånd. [A]s fader nægtede at bortgifte hende med ansøgeren. Ansøgeren og [A] besluttede sig for at have sex sammen, så [A]s fader ville acceptere et ægteskab mellem dem. Omkring fire måneder efter ansøgerens familie havde rettet henvendelse til [A]s familie, havde ansøgeren og [A] sex. Ansøgeren fortalte sin irakiske stedfader om forholdet. Stedfaderen blev vred og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Samme dag blev ansøgeren sendt til [et andet område] i Irak, hvor han opholdt sig i omkring ti dage, inden han [i sommeren] 2015 udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren, som er iransk statsborger, skal vurderes i forhold til Iran. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst om forhold, der kan føre til, at han meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i Iran. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren må anses for helt uprofileret, således at hans ophold i Irak og irakiske dialekt ikke kan antages at ville medføre asylbegrundende problemer ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport af 30. september 2013, at de iranske myndigheder udviser en vis interesse for personer, der vender tilbage til Iran efter ophold i Irak, men at dette ikke giver problemer, hvis de pågældende ikke kan anses for profilerede, samt at en række personer er vendt tilbage til Iran fra Irak over en årrække, uden at dette har givet dem problemer. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Iran ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/111/mvln
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og født yarestan fra Kermanshah, Iran. Ansøge-ren har oplyst, at han har sympatiseret med det kommunistiske parti Komolah siden foråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at komme i fængsel i 10 år eller mere, idet han har begået en politisk forbrydelse, da han har været politisk aktiv for Komolah-partiet. Han begyndte at være aktiv i partiet i foråret 2015 efter at være introduceret til partiet af sin fætter. Han udførte aktiviteter for partiet to gange, den [i sommeren] 2015 og natten mellem den [i sommeren] 2015, hvor han og fætteren kørte rundt på motorcykel i hans hjemby, […] og uddelte løbesedler og skrev slagord på byens vægge. Efterretningstjenesten kom til hans families bopæl den [i sommeren] 2015 klokken ti om formiddagen, hvor han var på arbejde i […]. Samme dag omkring klokken 12 ringede hans bror og fortalte, at efterretningstjenesten havde været ved bopælen. Ansøgeren tog derfor hjem til sin faster i Kermanshah by. Efter fem til seks dage hos fasteren ringede ansøgeren til sin bror, der fortalte, at efterretningstjenesten på ny havde opsøgt bopælen den [i sommeren] 2015. Ansøgerens bror tog kontakt til en menneskesmugler, som arrangerede ansøgerens udrejse, og ansøgeren udrejste af Iran den [i sommeren] 2015. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har broren i [foråret] 2016 telefonisk oplyst, at ansøgerens fætter er blevet anholdt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren blev døbt den [i foråret] 2016, og ansøgeren havde i [sommeren] 2016 gået til kristendomsundervisning i fire til fem måneder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hverken forfølgelsen fra efterretningstjenesten eller konversionen om kristendommen til grund. Nævnet har for så vidt angår ansøgerens angivelige politiske aktiviteter og forfølgelsen i anledning heraf navnlig lagt vægt på, at forklaringen generelt fremstår upræcis og afglidende samt uden detaljer, herunder blandt andet om Komolah-partiet, således at forklaringen ikke virker selvoplevet. Nævnet finder endvidere forklaringen usandsynlig på flere centrale punkter. Det findes således blandt andet usandsynligt, at ansøgeren efter at bopælen var blevet opsøgt af efterretningstjenesten ikke straks advarede sin fætter, men blot slukkede sin telefon. For så vidt angår ansøgerens konversion har nævnet lagt vægt på, at han blev døbt allerede efter få måneders kristendomsundervisning, at han under sin forklaring til Udlændingestyrelsen den [i sommeren] 2016 ikke vidste, at han blev døbt [en dag i påsken], samt at han under forklaringen for Flygtningenævnet ikke har været i stand til at forklare om kristendommen og dennes betydning for ham på en måde, så det anses sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/110/MGO
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsløs fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og statsløs samt shia-muslim fra […], Iran. Ansøgeren har været aktiv for [menneskerettighedsorganisation]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eksponeret som følge af sin aktivitet for [menneskerettighedsorganisation]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark sammen med fire andre har stiftet en dansk filial af den internationale menneskerettighedsorganisation […]. med hovedsæde i [by i Tyskland]. Nævnet lægger til grund, at han er ansvarlig for den danske filials fotoopgaver og AV-optagelser. Han har endvidere i en periode været ansvarlig for den internationale organisations miljøkomité. Nævnet lægger endvidere til grund, at han i denne egenskab blandt andet har været foredragsholder og ordstyrer på internationale internetbaserede konferencer og medvirket til foreningens udgivelse af trykte blade og offentliggørelse af artikler på foreningens hjemmeside alt under eget navn. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil kunne være i risiko for forfølgelse på grund af disse aktiviteter, idet nævnet finder at oplysningerne herom muligt er kommet til de iranske myndigheders kundskab. I den forbindelse bemærkes yderligere at myndighedernes interesse for ansøgeren må antages at være skærpet, idet han tilhører en etnisk minoritet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/11/akm
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Kermanshah provinsen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske revolutionsgard, idet han er blevet set i selskab med to kurdiske mænd fra grupperingen Pejak Peshmerga. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han en dag var ude at pløje sammen med en af sin fars ansatte ved navn [A], da to kurdiske mænd iført kurdiske uniformer anmodede dem om hjælp til transport, hvilket [A] indvilligede i. Efter ti minutters kørsel blev de ved en vagtpost alle stoppet af omkring ti soldater. Soldaterne skød og dræbte de to kurdiske mænd, og [A] blev ramt af skud i det ene lår. Ansøgeren selv nåede at flygte fra stedet, uden at han blev ramt af skud. Herefter tog han hen til sin bopæl og derfra videre hjem til sin morfars bopæl. Dagen efter udrejste han af Iran. Flygtningenævnet [kan, red.] ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at der er en række divergenser og selvmodsigelser på centrale punkter i ansøgerens forklaring, og at forklaringen ikke virker selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Divergenserne drejer sig blandt andet om, hvorvidt ansøgeren tidligere havde været på kontrolposten. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren til asylsamtalen detaljeret kunne beskrive, hvordan kontrolposten var indrettet. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om tidsangivelser, og om hvorvidt han har en ven på Facebook, der er fra Iran. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han efter sin indrejse i Danmark har haft kontakt til sin familie i Iran. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det ikke er troværdigt, når ansøgeren nu forklarer, at han under sine samtaler med familiemedlemmer ikke har talt med dem om, hvorvidt familien er blevet opsøgt af myndighederne eller i øvrigt har haft problemer i anledning af den episode, der har givet anledning til ansøgerens flugt. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at fundet af traktoren måtte formodes at give myndighederne anledning til at rette henvendelse til ansøgerens far, og at det formodentligt måtte give faren og ansøgeren problemer med myndighederne. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at myndighederne mistænker ham for at have ydet hjælp til de kurdiske oprørere. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, hvis han vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/109/ceb
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran og har under asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen forklaret, at han er Yaresan af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Revolutionsgarden og af faren til den pige, [R], som ansøgeren fire måneder inden sin udrejse af Iran indledte et forhold til, idet pigens far er imod forholdet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han omkring 25 dage forud for sin udrejse blev anholdt af Revolutionsgarden, hvor [R´s] far var ansat. Ansøgeren blev hængt op i loftet og tildelt lussinger, slag i maven og fik hældt koldt vand i hovedet. Herudover fik ansøgeren barberet sit overskæg af. Ansøgeren blev anklaget for at tale imod regeringen, og inden løsladelsen blev ansøgeren tvunget til at underskrive nogle papirer, som han ikke kender indholdet af. Ansøgeren har videre forklaret, at han under sin tilbageholdelse så [R´s] far, og [R´s] far truede med at ødelægge ansøgeren og ansøgerens familie, hvis han igen så ansøgeren i nærheden af [R]. Ansøgeren og [R] valgte at udrejse af Iran sammen, men [R] nåede aldrig at krydse grænsen, idet hun blev fanget i et bagholdsangreb. Ansøgeren har til den beskikkede advokat som et yderligere asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark har bekendt sig til kristendommen. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren henvist til internet-bilag fra Projekt: Kirke i Hjørring og breve [dateret i efteråret] 2016 fra to præster i kirken. Af sidstnævnte brev fremgår, at ansøgeren [fire dage inden nævnsmødet] er blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forklaringen om [R] overordnet ikke er forekommet sandsynlig. Det skyldes navnlig forklaringen om, at ansøgerens forældre, der er Yaresan, indvilligede i at fri på ansøgerens vegne til en muslimsk pige, der er datter af en højtstående embedsmand. Videre finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren intet kan oplyse om [R´s] skæbne, efter at hun angiveligt forsvandt under flugten over grænsen, og at [R´s] far, som kendte ansøgerens families identitet, ikke har opsøgt ansøgerens familie i Iran efter datterens forsvinden. Hertil kommer, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende, herunder navnlig om hændelsesforløbet i forbindelse med anholdelsen og tilbageholdelsen og om sin kontakt med [R´s] far i den forbindelse. Det oprindelige asylmotiv kan derfor ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Hvad angår det nye asylmotiv om ansøgerens bekendelse til kristendommen i Danmark kan et flertal af flygtningenævnets medlemmer ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel. Disse medlemmer lægger vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen er overfladisk, at ansøgeren først er blevet døbt få dage før nævnsmødet, og at han ikke tidligere under sagens behandling, herunder heller ikke under asylsamtalen i [sommeren] 2016, har forklaret om sin interesse for kristendommen. Uanset at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil på farsi, hvor der findes kristne billeder og budskaber, findes ansøgeren derfor ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flertallet har på den baggrund ikke fundet grundlag for at udsætte eller hjemvise sagen med henblik på at få nærmere oplysninger om, hvilken risiko en Yaresan fra Iran, der er konverteret til kristendommen, vil imødese ved tilbagevenden til Iran. Herefter stadfæster flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/108/ceb
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, idet han hjalp en dødsdømt kurdisk fange med at flygte under en transport. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han blev rekrutteret til at aftjene sin værnepligt i [efteråret] 2014. Han gennemgik to måneders grundtræning, hvorefter han påbegyndte sit arbejde som fængselsvagt. Ansøgeren førte blandt andet fanger ind i torturrummet og bandt deres hænder og ben med metalhåndjern, ligesom han gav dem bind for øjnene. Det var ansøgerens to overordnede, [A] og [B], der udøvede torturen mod fangerne. Den [efteråret] 2015 kørte ansøgeren og [A] en politisk fange ved navn [C] til et fængsel i Kermanshah. På et tidspunkt skulle [A] på toilettet. Da han var steget ud af bilen, satte ansøgeren sig ved førersædet, hvorefter han kørte videre med [C] til landsbyen […]. Her mødtes ansøgeren med [C’s] bror, og senere samme dag udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forløbet af den konkrete transport med en overordnet som chauffør og ansøgeren som eneste vagt, placeret ved siden af chaufføren, ikke er overensstemmende med ansøgerens forudgående forklaring om, hvorledes fangetransporter ellers foregik. Ansøgeren har her forklaret, at der var en chauffør og en overordnet i førerkabinen, et rum til fangerne bagved førerkabinen og fire vagter for hver fange i et rum bagerst i bilen. Uanset om den overordnede atypisk skulle have valgt selv at foretage en fangetransport med kun én vagt, har ansøgeren ikke forklaret overbevisende om, hvorfor netop ansøgeren skulle være udvalgt. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret om, at den overordnede havde udtrykt mistro mod ansøgeren som kurder og havde chikaneret ham, hvorfor det ikke fremstår troværdigt, at den overordnede skulle have udvalgt netop ham til en sådan opgave. Det fremstår i hvert fald slet ikke troværdigt, at den overordnede under sådanne omstændigheder skulle forlade bilen under transporten med nøglerne isat og efterladende såvel sin telefon som sit våben. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har medvirket til en fangeflugt som forklaret. Da ansøgerens for-klaring om, at han var under aftjening af værnepligt på udrejsetidspunktet, er en integreret del af forklaringen om fangeflugten, findes heller ikke denne del af forklaringen at kunne lægges til grund. Ansøgeren kan således heller ikke betragtes som deserteret. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han havde en konflikt med de iranske myndigheder ved udrejsen. Herefter og idet bemærkes, at illegal udrejse ikke i sig selv er asylbegrundende, findes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/107/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvunget til at lade sig hverve til ISIL af sine onkler og forældre, fordi de er tilhængere af ISIL og ønsker, at han skal kæmpe for ISIL. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive afhørt eller tilbageholdt af Sepah, fordi han har været væk fra landsbyen [A] i en længere periode, og fordi Sepah tror, at årsagen er, at han har tilsluttet sig ISIL. Ansøgerens bror, […], hans onkel, […], og hans fætter, […], forsvandt fra landsbyen i starten af 2013. Ansøgeren formoder, at de forsvandt, fordi de havde tilsluttet sig ISIL. Kort tid efter, at ansøgerens bror forsvandt fra landsbyen, flygtede ansøgeren til byen [B], hvor hans søster bor. Her opholdt han sig i omkring to år, hvorefter han udrejste af Iran. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han for omkring to måneder siden var i kontakt med sin lillesøster, som oplyste ham om, at han skulle lade være med at rejse tilbage til Iran, fordi Sepah vidste, at han ikke længere opholdt sig i landsbyen [A]. Hun oplyste ham videre om, at Sepah havde opsøgt hans families bopæl i landsbyen et par gange, hvor de havde spurgt efter ham og havde sagt, at han skulle henvende sig til dem, når han kom hjem. Ansøgeren har endelig gjort gældende, at han under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen og også af den grund vil være i risiko ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikter i Iran til grund, idet forklaringen herom på væsentlige punkter fremstår ukonkret, divergerende og afglidende, også selvom ansøgeren bliver spurgt ind til forholdene på forskellig vis. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om det angivelige tætte forhold mellem landsbybeboerne og ISIL i væsentlig grad beror på hans egen formodning, idet han ikke har kunnet forklare konkret om baggrunden for sin antagelse af, at de familiemedlemmer, der har forladt landsbyen, rent faktisk har tilsluttet sig ISIL. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at han reelt efter sin egen forklaring kun er blevet foreholdt, at man, når man dør i hellig krig, bliver martyr, og at han efter at være flyttet til [B] har kunnet opholde sig der i længere tid uden at blive opsøgt af familiemedlemmer. Dette til trods for, at han tidligere har forklaret, at familien i en periode var bekendt med, at han opholdt sig i byen, og opfordrede hans søster til at få ham til at komme hjem. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de angivelige henvendelser fra Sepah efter brorens bortrejse, og at han har forklaret ukonkret og afglidende, når han er spurgt ind til eventuelle henvendelser fra Sepah efter hans flytning til [B], og hvad han har gjort for at forhøre sig om dette. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tillægge ansøgerens oplysning til Flygtningenævnet om, at han nu betragter sig som konverteret til kristendommen asylretlig relevans. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren alene har kunnet forklare meget overordnet om kristendommen, og at han til asylsamtalen, der fandt sted så sent som den [efteråret] 2016, har oplyst ikke at tro på islam uden da at oplyse, at han skulle have begyndende interesse for kristendommen. Dette til trods for, at han til Flygtningenævnet har forklaret, at han begyndte at gå i kirke længe før asyl-samtalen. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte ønske at følge islam, ikke findes at kunne føre til en anden asylretlig vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at han selv har forklaret, at han ikke under opholdet i [B] er gået i moskeen, men at dette ikke har givet problemer. Han har herved også forklaret, at heller ikke hans søster og svoger går i moskeen. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/106/SSM
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, [A], er etnisk kurder fra [X], Iran. Han er indrejst i Danmark med sin kæreste [B]. [As] familie er Yarasan, mens [Bs] familie er shia muslimer. Ansøgerne har ikke været med-lemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for overgreb fra [Bs] familie og forfølgelse fra myndighederne. Dette skyldes dels deres uægteskabelige forhold, dels at de i Danmark er blevet kristne. Ansøgerne har forklaret, at de i foråret 2015 blev kærester og i [sommeren] 2015 havde samleje. [Senere i sommeren] 2015 afslog [Bs] familie [As] anmodning om, at ansøgerne kunne indgå ægteskab. Efter et skænderi herom udsatte [Bs] far og bror [B] for grov vold, herunder mens hun lå ned. [B] fik endvidere forbud mod at forlade huset. Efter nogle dage fik [B] telefonisk forbindelse med [A]. Hun fortalte, at faren havde besluttet, at hun snart skulle giftes med sin fætter. Det ville så blive afsløret, at hun ikke længere havde sin mødom. Det lykkedes fire dage senere ansøgerne at stikke af og udrejse illegalt til Tyrkiet. Tyve dage efter indrejsen i Danmark opsøgte de på initiativ fra [As] kristne fætter i Danmark den lokale kirke ved [Y]. De er siden kommet regelmæssigt i kirken og er [i foråret] 2016 blevet døbt af en sognepræst, som i udtalelser af [foråret] 2016 og [efteråret] 2016 har beskrevet ansøgernes tilknytning til kirken. På [As] åbne facebook-profil er der en række kristne billeder og tekster, og det fremgår, at [A] skriftligt har vejledt flere personer, der har stillet spørgsmål til kristendommen, herunder om, hvorledes der kan skaffes yderligere information. [A] har endvidere på centeret haft held til at få omtalt kristendommen på en sådan måde, at de pågældende er begyndt at komme i kirken. Efter Flygtningenævnets opfattelse har ansøgernes forklaringer i det væsentlige været overensstemmende. Ansøgerne har under nævnsmødet tillige fremtrådt troværdige og begge har på rimelig måde kunne svare på opklarende spørgsmål. Flygtningenævnet kan herefter i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund, og nævnet finder herefter, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort et så intensivt og aktuelt modsætningsforhold til [Bs] far og øvrige religiøse konservative familie, at der herefter må antages at være en reel risiko for, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for alvorlige overgreb fra familien, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. I vurderingen indgår, at [Bs] far og bror allerede har udøvet grov vold mod [B], at hun herefter på særdeles markant vis har sat sig ud over den beslutning, hendes far har truffet, samt at det er sandsynligt, at det vil blive afsløret, at ansøgerne har haft et uægteskabeligt seksuelt forhold. Efter baggrundsoplysningerne kan det ikke antages, at de iranske myndigheder vil yde ansøgerne beskyttelse mod et sådant overgreb. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerne i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at deres konversion er reel, og at de i Iran givet fald alene vil afholde sig fra at missionere og foretage andre ydre kristne handlinger på grund af en realistisk opfattelse af, at de ellers risikerer at blive udsat for forfølgelse på grund af deres nye tro. Flygtningenævnet meddeler under henvisning hertil ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2016/104/snd
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere, iranske statsborgere og sunni-muslimer fra [I], nær [S] i Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra de iranske myndigheder, fordi han har hjul-pet to medlemmer af KDPI med at krydse grænsen mellem Irak og Iran. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han [medio] 2015, efter at have hjulpet sin søster over grænsen illegalt fra Iran til Irak, accepterede sin svogers ønske om at hjælpe to, for ansøger ukendte, iranske mænd med tilbage over grænsen til Iran. Ved grænsen blev de alle opdaget af grænsevagter og flygtede i hver sin retning. Den mandlige ansøger gemte sig til dagen efter, hvorefter han krydsede grænsen til Iran. Da ansøgeren nærmede sig sin bopæl, var der mange mennesker forsamlet foran hans hus. Via et telefonopkald til ansøgerens svigermor blev ansøgeren bekendt med, at det var de iranske myndigheder, der ledte efter ham, fordi personerne, som han havde hjulpet over grænsen, tilhørte KDPI. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin svigerinde, og efter fire dage rejste ansøgeren sammen med sin ægtefælle og deres to børn ud af Iran. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i det væsentlige henvist til det samme som sin ægtefælle. Et flertal af flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne fremstår konstruerede til lejligheden. Flertallet finder det således utroværdigt, at den mandlige ansøger har hjulpet to medlemmer af KDPI med illegalt at krydse grænsen fra Irak til Iran med de risici og de alvorlige konsekvenser, der er forbundet hermed. Flertallet lægger vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og usammenhængende om omstændighederne, da myndighederne opdagede ansøgeren, KDPI-medlemmerne samt ansøgerens bror. Ansøgeren har i et asylansøgningsskema og under oplysnings- og motivsamtalen [Primo] 2016 oplyst, at han gemte sig i en majsmark. Under asylsamtalen [medio] 2016 har han først forklaret, at han gemte sig under et træ, og at der var tale om en skov. Han har senere under samtalen forklaret, at der faktisk blot var tale om højt græs, som han gemte sig i, og han har til sidst oplyst, at der var tale om en majsmark, og at han gemte sig i marken under træerne. Under oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger i øvrigt forklaret, at der var grænseposter i det område, som de skulle passere, for at komme til Iran, og at grænseposterne har en projektør. Den mandlige ansøger blev opdaget, da der kom projektørlys på ansøgeren. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han på vej over grænsen, blev lyst på af en bil med meget stærkt lys. Under nævnsmødet har han forklaret, at han blev opdaget via en projektør på en bil, da han befandt sig i Iran, efter at grænsen var passeret. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgernes forklaringer er uoverensstemmende, idet den mandlige ansøger har forklaret, at han tog endeligt afsted for at følge sin søster til Irak fredag omkring klokken 20. Den kvindelige ansøger har under sin asylsamtale den 9. maj 2016, derimod forklaret, at den mandlige ansøger tog afsted omkring klokken 16-17. Den mandlige ansøger er under asylsamtalen foreholdt divergensen, og han har hertil svaret, at hans ægtefælle må tage fejl, og at han er sikker på tidspunktet. Under nævnsmødet har han forklaret, at han tog afsted kl. 17. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at der er anledning til at foretage en ægthedsvurdering af de dokumenter, blandt andet om indkaldelse af ansøgeren til et retsmøde og en domsudskrift, som er fremlagt for nævnet. Flertallet henviser til, at dokumenterne først er fremkommet under den mandlige ansøgers samtale med hans advokat, selvom det er angivet i et af dokumenterne, at en indkaldelse til retten er forkyndt for ansøgerens far allerede [medio] 2015, og at en udskrift af dommen er afleveret til ansøgerens far [primo] 2016. Det forekommer ikke troværdigt, at den mandlige ansøger flere gange efter udrejsen har været i kontakt med sin svigerfamilie, uden at han er blevet gjort bekendt med dokumenterne, herunder at han angiveligt er idømt lang fæng-selsstraf. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbage-venden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster der-for Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/103/JOV
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Saqqez, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hendes fader har udsat hende for incest gennem mange år, og at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter sin fader, ligesom hun frygter sin broder, Amir, idet hun har krænket familiens ære. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun risikerer forfølgelse, idet hun er konverteret fra islam til kristendommen. Flygtningenævnet tiltræder nævnets afgørelse af 21. november 2014 for så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet kan i tillæg hertil ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hendes far og bror har anmeldt hende til myndighederne, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens far og bror skulle anmelde hendes forsvinden mere end et år, efter hun forsvandt. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid lægge ansøgerens forklaring om hendes konversion til grund. Flertallet bemærker indledningsvist, at de udtalelser fra præster og dokumentation for kirkelige aktiviteter, som ansøgeren har fremlagt ikke i sig selv godtgør, at ansøgeren er kristen, ligesom ansøgerens udenadslære vedrørende kristendommen alene er af en vis mindre betydning. Flertallet har således lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvorfor hun i Danmark konverterede til kristendommen, hvordan hun udlever sit kristne liv og på forklaringen om kristendommens betydning for hende. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og hendes fremtræden under nævnsmødet, finder flertallet således, at ansøgeren på en troværdig og afklaret måde har forklaret om sin egen kristne overbevisning, herunder hendes meget personlige forklaring om, hvordan hun fandt Jesus og hvilken ro, det giver hende, fremstår troværdig og ægte. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgerens dåb, konfirmation og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/102/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-praktiserende sunni-muslim af trosretning fra Kermashan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har smuglet brændstof mellem Iran og Irak, og fordi han har hjulpet medlemmer af KDPI med at komme over grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter at have afsluttet sin skolegang begyndte at smugle brændstof fra Iran til Irak. Ansøgeren smuglede brændstof i en periode på omkring fire år, i hvilken forbindelse han én gang blev anholdt af myndighederne og modtog en bøde. Kort tid forud for ansøgerens udrejse mødte han syv bevæbnede mænd fra KDPI, som ønskede hjælp til at komme til grænsen. Da de nåede til grænsen, åbnede det iranske grænsepoliti ild mod dem, i hvilken forbindelse det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgerens forældre ringede til ansøgeren og fortalte, at de syv KDPI-medlemmer var blevet anholdt, og at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl. Ansøgerens familie er videre blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste to-tre gange efter ansøgerens indrejse i Danmark og familien har oplyst, at det vil være bedst, hvis ansøgeren melder sig selv. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet finder således, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende og usammenhængende, og at forklaringen må anses for at være konstrueret til lejligheden. Der lægges vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om omstændighederne ved mødet med de syv bevæbnede mænd tilhørende Peshmerga. Under asylsamtalen [i sommeren 2016] har ansøgeren forklaret, at mændene henvendte sig til den karavane, som ansøgeren var en del af, og at mændene i karavanen delte sig, da de mødte de syv mænd. Ansøgeren blev tilbage sammen med de syv mænd, og de fulgte en anden rute end karavanen. I nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der var én tilhørende Peshmerga, der rettede henvendelse til ansøgeren, da ansøgeren gik bagest i karavanen. Personen ville gerne tale med ansøgeren i nogle minutter, og ansøgeren afleverede derfor nogle af sine æsler til manden foran i karavanen. Da ansøgeren kom tilbage til den person, der havde henvendt sig til ham, var de andre peshmerga-folk kommet, herefter tog de den samme rute, som karavanen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin samtale med sin far den følgende morgen, efter at myndighederne om natten havde åbnet ild mod ansøgeren og peshmergaerne. Under oplysnings- og motivsamtalen den [i efteråret 2015] har ansøgeren blandt andet forklaret, at han fik at vide, at myndighederne havde været på familiens bopæl klokken 12-13 for at spørge efter ansøgeren, og at myndighederne havde taget ansøgerens far og bror med til afhøring. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hans far var blevet afhørt i hjemmet. Foreholdt divergensen, har ansøgeren blandt andet oplyst, at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at myndighederne havde været i hjemmet mellem klokken 12 og klokken 13. I nævnet har ansøgeren i øvrigt forklaret, at samtalen fandt sted ca. kl. 10 om formiddagen, og han fik at vide, at myndighederne havde været på bopælen for at opsøge ansøgeren, og at hans far var blevet taget med af myndighederne og senere løsladt. Der blev ikke taget andre med. Foreholdt sin tidligere forklaring har ansøgeren oplyst, at hans bror også blev taget med af myndighederne, og ansøgeren har efterfølgende forklaret, at han talte med sin far, mens myndighederne henvendte sig på bopælen. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/101
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsløs fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og statsløs samt shia-muslim fra […], Iran. Ansøgeren har været aktiv for [menneskerettighedsorganisation]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eksponeret som følge af sin aktivitet for [menneskerettighedsorganisation]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark sammen med fire andre har stiftet en dansk filial af den internationale menneskerettighedsorganisation […] med hovedsæde i [by i Tyskland]. Nævnet lægger til grund, at han er ansvarlig for den danske filials optræden på internettet samt er formand for en international underkomité om kvinders rettigheder. Nævnet lægger endvidere til grund, at han i denne egenskab blandt andet har været foredragsholder og ordstyrer på internationale internetbaserede konferencer og medvirket til foreningens udgivelse af trykte blade og offentliggørelse af artikler på foreningens hjemmeside alt under eget navn. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil kunne være i risiko for forfølgelse på grund af disse aktiviteter, idet nævnet finder at oplysningerne herom muligt er kommet til de iranske myndigheders kundskab. I den forbindelse bemærkes yderligere at myndighedernes interesse for ansøgeren må antages at være skærpet, idet han tilhører en etnisk minoritet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/10/akm
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim, men er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han allerede et par år inden sin udrejse fra Iran mistede sin tro på islam og fattede interesse for kristendommen. Efter sin indrejse i Danmark i [foråret 2013] blev han sammen med sin moder kirkegænger i […], hvor han blev døbt [i sommeren 2013]. Han har siden været tilknyttet […], hvor han ifølge erklæringer fra kirkens præst, […], i hele perioden har deltaget i kirkens normale hverdag – og været meget engageret og ansvarlig med en fremmødeprocent tæt på 100 – og herudover har deltaget i en række særlige aktiviteter, herunder bibelskole og sommercamps, hvor han har været en bærende kraft. Ansøgeren har en blog og en åben Facebook-profil, hvor han løbende lægger kristne billeder og tekster op. Han har givet et langt interview om sin konversion i en artikel [i vinteren 2014] i […] med vellignende fotos, herunder et stort foto på avisens forside, hvilken artikel tillige har været trykt i tidsskriftet […] i [foråret 2015]. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Iran i kraft af hans eksponering er blevet bekendt med hans konversion eller vil blive bekendt med denne, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flertallet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2016/1/akm
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning fra [en by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel. Hans daværende ægtefælle har i hans påhør orienteret hans familie herom. Han frygter derfor, at blive slået ihjel af sin familie eller de iranske myndigheder. Endvidere er ansøgeren under opholdet i Danmark konverteret til kristendommen, og han frygter også af denne grund at blive henrettet af de iranske myndigheder eller dræbt af sin familie, som er meget religiøse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for, at han er konverteret til kristendommen. Der lægges herved videre vægt på, at der har været et længerevarende forløb i forbindelse med konversionen. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2014, og har fortsat udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og møder, ligesom han har missioneret. Idet det ikke kan kræves, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran henvises til at skjule sin tro, lægges det til grund at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles allerede af denne grund den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/9
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Ansøgeren er etnisk perser, født i Qum, men opvokset i Teheran, hvor han og hans familie boede ved hans udrejse i maj 2013. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han deltog i syv til otte demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009, men han har ikke som følge heraf oplevet nogle konflikter med de iranske myndigheder. Som asylmotiv har ansøgeren under den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udtalt sig kritisk om det iranske styre og om shia-islam til to kunder i en frisørsalon […] i Teheran, hvor han arbejdede. Ansøgeren har, efter Flygtningenævnets behandling af sagen den […], henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere den kristne tro, hvorfor han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse og mishandling. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han i Danmark har deltaget i flere demonstrationer blandt andet foran den iranske ambassade. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/8
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig mindreårig statsborger fra Iran. Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har slået iranske myndighedspersoner, og idet han er flygtet fra fængslet under sin orlov. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder vil mistænke ham for at være spion for andre lande, idet han har været i udlandet. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han ikke ønsker at aftjene sin værnepligt i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han den (…) mødte på arbejde i sin fætters tøjbutik, hvor han skulle gøre rent og skifte tøj på mannequin-dukker. Mens ansøgeren skiftede tøj på mannequin-dukkerne, ankom tre myndighedspersoner. To af personerne var iført politiuniformer, og den tredje var iført civilt tøj. Mændene talte grimt til ansøgeren. Det førte til håndgemæng mellem ansøgeren og de tre mænd, og ansøgeren skubbede til den ene mand, idet han forsøgte at forsvare sig mod de slag, han fik tildelt af manden. Efterfølgende blev ansøgeren anholdt, og han blev tilbageholdt tre til fire dage på politistationen. Ansøgeren blev idømt ni års fængsel for vold mod en politibetjent. Han var fængslet i halvandet år, hvorefter han fik orlov i en uge fra fængslet, idet hans fader havde kautioneret for ham. Han tilbragte de første to dage af sin orlov sammen med sin familie. Herefter fik han hjælp af en menneskesmugler, som hans fader havde indgået en aftale med. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne eftersøgt ham, og de har i den forbindelse opsøgt hans families bopæl to til tre gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om episoden i butikken og den efterfølgende domfældelse forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således særdeles utroværdig, at ansøgeren, der på det tidspunkt lige var fyldt 15 år, skulle sætte sig til modværge overfor myndighederne som anført. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren den (…), hvor han efter sin egen forklaring var fængslet, har søgt om visum til Italien, og at han ifølge oplysninger fra den italienske ambassade har afgivet fingeraftryk og forevist nationalitetspas i den forbindelse. Det fremgår også af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ved ansøgning om visum til Italien kræves, at ansøgeren møder personligt på ambassaden for at få taget fingeraftryk og foto. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om, at hans far har søgt visum for ham, og at hans far muligvis har fået et dokument med hans fingeraftryk fra folkeregisteret eller fra fængslet og afleveret dette til ambassaden. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit nationalitetsbevis. Det forhold at ansøgeren ikke ønsker at aftjene værnepligt i Iran kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, ligesom det alene hviler på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive mistænkt for at være spion. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/7
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og tidligere muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Det fremgår af brev [fra sommeren] 2014 fra [kirken A], at ansøgeren blev døbt i kirken [i efteråret] 2013, og at han deltager fast i gudstjenesterne i kirken, hvor han er kommet gennem de sidste cirka to år. I brev [fra vinteren] 2014 fra [kirken A] bekræftes, at det anførte stadig er gældende. I brev [fra vinteren] 2015 fra præst […] anføres, at ansøgeren kommer i [kirken B] i fredagsfællesskabet […] samt til gudstjenester, og at han – der er aktiv og bidrager godt til fællesskabet – trofast er kommet i kirken siden [begyndelsen af vinteren] 2014. Herefter og efter sagens øvrige oplysninger sammenholdt med ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion er reel. Det lægges efter ansøgerens forklaring tillige til grund, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke vil leve i skjul med sin kristne tro. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om situationen for kristne konvertitter i Iran findes ansøgeren derfor at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/6
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser fra […], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Det fremgår af sagen, at ansøgeren blev døbt i [kirken] [i foråret] 2014. I udtalelse [fra begyndelsen af foråret] 2015 fra præst […] og missionskoordinator […] fra [kirken] anføres, at ansøgeren har været en yderst aktiv del af kirken siden sommeren 2013 og fortsat er det. Det anføres endvidere, at han trofast deltager i gudstjenester hver søndag og tillige i nyligt opstartede midtugentlige aktiviteter med undervisning for farsitalende, og at han desuden deltager i en ”huddle”, en mindre gruppe der jævnligt mødes og åbent deler de udfordringer, deltagerne møder i kristenlivet og hverdagen, og hvor der undervises i at missionere. Endelig anføres det, at han bidrager med praktisk arbejde i kirken. Herefter og efter sagens øvrige oplysninger sammenholdt med ansøgerens forklaring – herunder forklaringen for nævnet [i begyndelsen af foråret] 2014 om hans fravalg af islam – lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion er reel. Det lægges efter ansøgerens forklaring tillige til grund, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke vil leve i skjul med sin kristne tro. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om situationen for kristne konvertitter i Iran findes ansøgeren derfor at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/5
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er iraner, men han er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak. Da ansøgeren var omkring 11 år gammel flyttede han med familien til Kawa-lejren i den nordlige del af Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han sympatiserer med KDPI. Ansøgerens fader og farbroder har været medlemmer af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans fader er medlem af KDPI. Han uddelte publikationer for partiet og deltog i møder. Hans fader stoppede med sine politiske aktiviteter for partiet for fire til fem år siden, men han er stadig medlem af partiet. Ansøgerens fader har oplyst, at ansøgerens farbroder blev dræbt, før ansøgeren blev født, i forbindelse med kamphandlinger med de iranske myndigheder. Ansøgeren blev i Irak udsat for diskrimination, fordi han ikke er irakisk statsborger. Selv om der er mindre divergenser i ansøgers forklaring, lægger Flygtningenævnet ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgers fader er medlem af og har været aktiv for partiet KDPI, at ansøger er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak og aldrig har været i Iran, og at ansøger ikke taler Farsi. Nævnet finder herefter, at der er en risiko for, at ansøger ved en indrejse i Iran vil blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie og således vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/44
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og tidligere sunnimuslimer fra Iran. Ansøgerne har oplyst, at de nu er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI siden 1992. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet den mandlige ansøger fra 1991 til 1992 hjalp de kurdiske pesmergaer med mad og husly. Han blev af denne årsag flere gange opsøgt af de iranske myndigheder, der ønskede, at han skulle give myndighederne oplysninger om pesmergaernes aktiviteter i landsbyen […]. Han udrejste derfor til Irak i 1992, hvor han blev medlem af KDPI. Han var peshmerga i perioden fra 1992 til 1998, hvor han blev fritaget for tjeneste for at kunne arbejde og tjene penge. Han begyndte at arbejde hos en kristen bygherre, hvor hans interesse for kristendommen blev vakt. Familien blev udsat for chikane på grund af hans arbejde for den kristne bygherre, hvorfor familien forlod Irak i 2010. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til, at hendes broder var peshmerga. Ansøgerne er den 24. august 2014 blevet døbt i […] Aalborg. De frygter derfor også at blive udsat for overgreb som følge af deres konversion. Ansøgerne er i Italien blevet meddelt konventionsstatus. Ansøgerne har om forholdene i Italien oplyst, at da de fik opholdstilladelse, fik de at vide, at de skulle forlade det hus, hvor de havde boet i omkring et år, og selv finde arbejde og forsørge sig selv. De fik ikke at vide, hvordan de kunne få hjælp til at finde arbejde og en bopæl. Ansøgerne forlod bopælen og tog til Rom. Ansøgerne fik mad i en kirke, men ellers overnattede de i parker og på en banegård. Efter 10 til 15 dage udrejste ansøgerne til Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelser til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Afgørende herfor er, at ansøgerne skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgerne at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgernes personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 37 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognized as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” Det lægges indledningsvist til grund, at ansøgerne, der er meddelt flygtningestatus i Italien kan indrejse og tage ophold der, ligesom de er sikrede mod refoulement. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerne ikke har haft konkrete problemer med andre personer eller myndighederne i Italien. Endelig lægges det til grund, at den kvindelige ansøger og børnene er uden nævneværdige helbredsmæssige problemer, samt at den mandlige ansøger har et alkoholmisbrug og psykiske problemer, som han er i behandling for. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerne vil opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse til, at Italien, hvor ansøgerne har opholdstilladelse, kan tjene som første asylland. Flertallet bemærker herved, at det foreliggende baggrundsmateriale om Italien fra blandt andet UNHCR, AIDA og Swiss Refugee Council (OSAR) ikke indeholder sådanne nye oplysninger om de generelle forhold i Italien for personer, der allerede har opholdstilladelse i landet, i forhold til de oplysninger, der forelå på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, at det kan føre til en ændret vurdering. Domstolen udtalte i denne sag blandt andet, at det ikke ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende klagerne, der havde opholdstilladelse i Italien, til Italien. Det fremgår tillige af AIDA’s rapport, Country Report – Italy, fra januar 2015, at flygtninge har samme ret til lægebehandling som italienske statsborgere, herunder at flygtninge, der er tilmeldt det nationale sundhedsvæsen, har adgang til at vælge en praktiserende læge og til gratis lægebehandling på basis af en fattigdomserklæring, som skal indgives til den lokale sundhedsbestyrelse. Det fremgår videre, at flygtninge har ret til at arbejde, om end det på grund af den økonomiske krise er svært at få et arbejde. Flygtningenævnets flertal anerkender, at levevilkårene for flygtninge med opholdstilladelse i Italien er vanskelige. Flertallet kan imidlertid ikke lægge hele ansøgernes forklaringer om vanskelighedernes udstrækning i Italien til grund. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at det var umuligt for ansøgerne at opnå lægehjælp, skolegang for børnene, hjælp til bolig og hjælp til husly i Italien. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerne fik lægehjælp ved fødslen af deres datter, som blev født i Italien, og at ansøgerne har formået at skaffe penge til at udrejse af Italien to gange, første gang til Schweiz og anden gang til Danmark, ligesom ansøgerne, efter de fik opholdstilladelse, alene opholdt sig 10-15 dage i Italien og efter deres egne forklaringer ikke rettede henvendelse til blandt andet den lokale sundhedsbestyrelse eller på anden måde forsøgte at udnytte de rettigheder, som de efter italiensk lovgivning har. Den omstændighed, at den mandlige ansøger uden resultat rettede henvendelse til politiet, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at den mandlige ansøger lider af alkoholisme og psykisk sygdom. Der er herved lagt vægt på indholdet af baggrundsoplysningerne, herunder at han kan få udstedt en fattigdomserklæring, som sikrer ham gratis lægehjælp. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2015/43
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Urumieh, Iran. Ansøgeren sympatiserer med Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti, ligesom han har udført politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder grundet sine aktiviteter for Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af sin faste kunde, [K], i sin forretning i [foråret] 2014, hvor han bad ansøgeren om at kopiere forskelligt politisk materiale for ham på vegne af Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti. [K] gav ansøgeren en uge til at tænke over det, idet der var tale om politiske aktiviteter, der kunne medføre problemer i forhold til de iranske myndigheder. [K] opsøgte igen ansøgerens butik i midten af [foråret] 2014, hvor ansøgeren accepterede at hjælpe ham med at kopiere billeder af en kendt kurdisk leder samt en publikation på kurdisk. Da ansøgeren ikke selv havde adgang til at kopiere i sin forretning rettede han henvendelse til en af sine bekendte, som er medejer af en forretning, hvor de havde det nødvendige udstyr. De kopierede materialet for ansøgeren, hvorefter han afleverede det til [K] samme dag. [K] fortalte ansøgeren, at han efterfølgende ville blive kontaktet af andre personer med tilknytning til Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti, idet de også skulle have kopieret politisk materiale. I perioden frem til midten af [sommeren] 2014 hjalp ansøgeren andre personer med tilknytning til [K] med at kopiere politisk materiale. Ansøgeren har oplyst, at han fire gange kopierede materiale for [K] og andre med tilknytning til [K]. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens forretning opsøgt af de iranske myndigheder, hvor de bl.a. konfiskerede hans computer og anholdte hans forretningspartner. Ansøgeren var ikke selv på arbejde den pågældende dag. Ansøgerens bopæl blev opsøgt samme dag af de iranske myndigheder, hvor de spurgte efter ham og anholdte hans broder, ligesom de konfiskerede flere af hans ejendele. Ansøgeren flygtede samme dag til sin søster og overnattede hos hendes nabo, hvorefter han den efterfølgende dag udrejste illegalt fra Iran med hjælp fra menneskesmuglere. Ansøgeren har oplyst, at hans broder blev løsladt efter ca. 5 dage, og at han formoder, at hans forretningspartner ligeledes blev løsladt efter ca. 5 dage. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen efter en samlet vurdering fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren på foranledning af [K’s] henvendelse for første gang har udvist sympati og et ønske om at deltage aktivt i KDPI`s ulovlige aktiviteter med den hermed forbundne meget alvorlige risiko for forfølgelse. Nævnet henviser til, at ansøgeren ikke på et tidligere tidspunkt har udtrykt sympati med KDPI eller i øvrigt har udvist interesse for forholdene for det kurdiske folk. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det fremstår usandsynligt, at [K] uden nærmere kendskab til ansøgerens eventuelle politiske holdninger eller sympatier har bedt ansøgeren om hjælp til at udføre de pågældende ulovlige politiske aktiviteter, idet han i øvrigt var bekendt med, at ansøgeren ikke selv ville være i stand til at udføre opgaverne, og at det derfor ville være nødvendigt at rette henvendelse til andre. Det forekommer i den forbindelse utroværdigt, at ansøgeren angiveligt flere gange har fået printet fotos og løbesedler med åbenlyst ulovligt indhold i en anden forretning, uden forinden at have interesseret sig for indehavernes politiske observans og uden kendskab til, hvorvidt de støttede den kurdiske sag. Ansøgerens utroværdighed understøttes af hans manglende kendskab til elementære forhold for KDPI. Blandt andet har ansøgeren under asylsamtalen [i efteråret] 2015 forklaret, at han ikke har så mange oplysninger om partiet, og at han ikke kender mærkedage eller vigtige dage for partiet. Han kender ikke navnene på partiets tv-kanal, radiokanal eller faste publikationer, og han ved ikke, hvor partiets hovedkvarter ligger. Under samtalen har han i øvrigt oplyst, at partiets logo har en ørn i midten, men at han ikke kender farven på logoet, og at han ikke har lagt mærke til, om der var logo på de publikationer, som han kopierede. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der var logo på publikationerne, og at der på logoet var vist en sol, et bjerg og en bog, og at logoet havde en grøn og hvid farve. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om sin facebook profil kan føre til et andet resultat, idet det alene bygger på ansøgerens egen formodning, at profilen har bragt ham i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” iran/2015/42
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra […], Irak. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren sympatiserer med KDPI’s ungdomsparti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter langvarig fængselsstraf eller henrettelse på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er sympatisør af KDPI, og at han har i den forbindelse fremlagt et bekræftelsesbrev udstedt af KDPI’s ungdomsafdeling. Ansøgeren har forklaret, at han af tre omgange smuglede de samme to KDPI-medlemmer over grænsen til Irak. Derudover smuglede han en pakke med ukendt indhold ind i Iran og overbragte den til sin ven, [A], der var medlem af KDPI. Ansøgeren fik herpå en advarende sms, hvorefter han tog ophold hos sin faders ven. Ansøgeren fandt senere ud af, at [A] var blevet arresteret, og derefter udrejste han. De iranske myndigheder har eftersøgt ham flere gange på hans bopæl. Endelig har ansøgeren henvist til, at flere af hans familiemedlemmer er aktive medlemmer eller sympatisører af KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er påvirket som følge af, at han har fremlagt to confirmation letters fra Democratic Youth Union of Iranian, der begge indeholder fejl vedrørende fødselsdata, stavemåde af navn og betegnelse mv., samt at ansøgeren under nævnsmødet oplyser, at hans familie er i besiddelse af en skriftlig arrestordre vedrørende ham, men at han ikke har nævnt dette tidligere eller har forsøgt at fremskaffe dokumentet. Ansøgeren har forklaret forholdsvist kortfattet og udetaljeret under de tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen. Han har først under mødet med Flygtningenævnet oplyst væsentlige detaljer herunder, at han under den anden menneskesmugling over grænsen talte med grænsevagterne, at grænsevagterne havde skjult sig, og at det var hans hunde, der fandt dem. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han blev bekendt med, at hans familie havde været opsøgt at myndighederne. Som følge af dette og da hans forklaring ikke forekommer sandsynlig, tilsidesætter Flygtningenævnet hans forklaringer om hans smuglinger over grænsen. Herefter kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at han er blevet eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring i det hele. Uanset at der på KDPI’s danske hjemmeside er et billede med ansøgeren, finder Flygtningenævnet, blandt andet fordi ansøgeren ikke på billedet er genkendelig, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerens eventuelle politiske aktiviteter af denne grund er kendt i Iran. Herefter og da han ikke tidligere har haft problemer med myndighederne på baggrund af sit navn, finder nævnet ikke, at der er grundlag for at antage, at han af disse grunde er udsat for en reel risiko for overgreb, selvom han er udrejst illegalt, og at der er særligt fokus på kurdere. Flygtningenævnets flertal finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/41
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Sagen er en genoptagelsessag. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er iransk statsborger og kristen konvertit fra […], Iran. Ansøgeren har været medlem af [en politisk forening] i Danmark siden sommeren 2013 […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt eller dræbt på grund af sin konversion fra shia-islam til kristendom. Ansøgeren blev døbt [vinteren] 2013. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt med fængsel eller dødsdom til følge, idet han er aktivt medlem af […] i Danmark, ligesom han har demonstreret mod det iranske styre. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark har været politisk aktiv i […] og har været forfatter til flere artikler i […] blad, der må antages at være kommet til de iranske myndigheders kundskab. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i [begyndelsen af] 2013 blev døbt efter at have modtaget dåbsundervisning i et halvt år, og at han fortsat er aktiv i kristne menighedssammenhænge. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens aktiviteter har en sådan karakter og omfang, således at disse sammenholdt med hans konversion medfører, at ansøgeren må antages at være kommet i de iranske myndigheders søgelys, således han risikerer forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/4
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, statsborger i Iran og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er medlem af det kurdiske parti KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran, frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er imod regimet, samt fordi han har udøvet politiske aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2000 tog kontakt til [sit familiemedlem], idet han ønskede at blive medlem af det kurdiske parti KDPI. Ansøgeren har videre oplyst, at han i en periode udøvede forskellige politiske aktiviteter i [en by], Iran. Aktiviteterne bestod blandt andet af at omdele løbesedler og cd’er i byen. Herudover skrev ansøgeren slagord på murene i byen. Som følge af ansøgerens politiske aktiviteter, har han oplyst, at han blev anholdt første gang den [ultimo] 2004 og dømt den [medio] 2005. Ansøgeren blev anholdt igen medio 2005 og anklaget for at have deltaget i demonstrationer mod regimet. Han udrejste derefter til [et andet land], hvor han tilsluttede sig KDPI og senere, fra oprettelsen, KDP. Han har siden været medlem af partiet og fungeret blandt andet som chauffør, men også med andre opgaver. Han har gennem årene været tæt på en lang række højtstående medlemmer og ledere af partiet m.v. Flygtningenævnet lægger efter den foreliggende fotodokumentation og oplysninger fra menneskerettighedsorganisationer ansøgerens forklaring om sit langvarige arbejde for partiet til grund, uanset om de fremlagte kopier af domme ikke måtte anses for ægte. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af sit politiske arbejde ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Iran/2015/39
Nævnet hjemviste i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”I medfør af udlændingelovens § 46 f, er der bekendtgørelse nr. 393 af 4. maj 2009 fastsat krav til tolke, der anvendes i forbindelse med behandlingen af sager om asyl og opholdstilladelse. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at der i forbindelse med behandling af sådanne sager skal rekvireres og anvendes tolke, der er opført på Rigspolitiets tolkeoversigt. I forbindelse med mundtlig tolkning og oversættelse kan der jf. § 2, stk. 3, undtagelsesvis anvendes tolke, som ikke er opført på Rigspolitiets tolkeoversigt, hvis der ikke er tolke opført på oversigten, der er godkendt til tolkning af et sprog eller en dialekt, som der konkret er behov for. I sådanne undtagelsessituationer kan der, jf. bekendtgørelsens § 3, alene anvendes en tolk, der er professionelt beskæftiget som tolk, eller tilknyttet et professionelt tolkebureau. Under henvisning til, at man i forbindelse med samtalen [i foråret 2015] ikke kunne finde en ledig soranitalende tolk, der stod opført på Rigspolitiets tolkeoversigt, har Udlændingestyrelsen anvendt en tolk anvist af et professionelt tolkebureau. Klagerens advokat har i sit skriftlige indlæg gjort opmærksom på, at klageren under advokatens samtale med klageren forud for nævnsmødet oplyste, at der var store tolkeproblemer med under samtalen [i foråret 2015] og at klageren under samtalen med advokaten ikke kunne genkende de forklaringer, der fremgår af samtalereferatet. Klageren har under nævnets behandling af sagen gentaget dette. I forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen var der ikke tilvejebragt oplysninger om den anvendte tolks nationalitet og uddannelse. Der var endvidere ikke tilvejebragt oplysninger om, hvilke krav det anvendte tolkebureau har stillet til den anviste tolke sproglige baggrund og uddannelse. Under disse konkrete omstændigheder finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen.” iran/2015/38
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran. Ansøgeren tror på Gud, men ikke på religion. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk parti. Ansøgeren har dog tilknytning til Komala partiet og har kæmpet for kurderes rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført regime-kritisk propaganda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin fætter, [F], har udført politiske aktiviteter mod det iranske regime i byen […] i Iran. Ansøgeren og [F] var begge interesserede i kurderes rettigheder, og de talte ofte om, hvor dårligt kurdere blev behandlet i Iran. Ansøgeren blev interesseret i at gøre oprør mod regimet efter han overværede en episode, hvor en kurdisk pige blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, fordi hun bar kurdisk tøj. Fazel indviede herefter ansøgeren i sin tilknytning til det kurdiske parti Komala, og de aftalte, at ansøgeren også skulle være med til at udføre politiske aktiviteter. Ansøgeren har to gange udført politiske aktiviteter i form af uddeling af løbesedler og skrevet slagord på husmure. Ansøgeren udførte dette i forbindelse med Komalas årsdag den 26.11 1392 ([foråret]2013), og i forbindelse med peshmerga-dagen den 31.3 1393 ([sommeren] 2014). Den iranske efterretningstjeneste opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl flere gange og spurgte efter ansøgeren samt sagde, at han skulle melde sig til dem. Efterretningstjenesten tog en af gangene et kurdisk flag og ansøgerens computer. Ansøgeren var ikke hjemme på disse tidspunkter, idet han skjulte sig hos en ven. Ansøgeren kunne ikke komme i kontakt med [F], og [F’s] kone oplyste ansøgeren om, at [F] ikke var kommet hjem efter de sidst havde udført politiske aktiviteter. Ansøgeren gik derfor ud fra, at [F] var blevet anholdt. Ansøgeren formodede, at [F’s] aktiviteter var blevet opdaget, og at [F] havde angivet ansøgeren til de iranske myndigheder som værende en del af oppositionen. Ansøgerens onkel anbefalede på den baggrund, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren forlod derefter Iran. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren alene har udført meget begrænsede aktiviteter for Komola, og at han alene har virket som sympatisør for ”den kurdiske sag”. Uanset om ansøgerens forklaring på enkelte punkter fremstår påfaldende, og uanset oplysningerne om det asylmotiv, som medførte at ansøgerens storebroder fik asyl i Danmark, kan Flygtningenævnets flertal ikke afvise hans forklaring om, at myndighederne er blevet bekendt med hans aktiviteter. Under disse omstændigheder findes ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet at risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [...] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2015/37
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og tidligere shia-muslim af trosretning fra Abadan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har deltaget i gudstjenester i Netværkskirken Metropol regelmæssigt siden [foråret] 2014, ligesom han i en periode på omkring fem måneder i 2010 også kom i kirken. Ansøgerens begyndende interesse for kristendommen startede i 2010, da ansøgeren altid har søgt efter en anden tro end islam. Som dokumentation herfor har ansøgeren blandt andet fremlagt udtalelse af 7. oktober 2015 fra præst Kenneth Kühn i Netværkskirken Metropol, som bekræfter, at ansøgeren er kommet fast i Netværkskirken de sidste to år, og at han, forud for hans dåb [i starten af foråret] 2015, har deltaget i et dåbsforberedende undervisningsforløb. Ansøgeren har ikke nævnt, at han kom i kirken under den tidligere asylsagsbehandling i Flygtningenævnet [i vinteren] 2010, idet han den gang ikke var kristen, og hans asylsag omhandlede noget andet. Ansøgeren har videre til støtte for sine kristne aktiviteter oplyst, at han deltager i kristendomsundervisning en gang om ugen af to timers varighed, og at han har deltaget i andre kirkelige arrangementer og konferencer rundt omkring i landet. Derudover lever ansøgeren med kristendommen i hverdagen ved at bede og omgås andre iranske kristne. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han har været åben om sin konvertering og kristne tro på sin Facebook-profil, hvorfor hans familie og andre i Iran er bekendt med hans konvertering til kristendommen. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt en række udskrifter fra ansøgerens Facebook-profil, hvoraf det blandt andet fremgår, at ansøgeren har offentliggjort kristne budskaber. Ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet og har således ikke over for Flygtningenævnet forklaret om baggrunden for sin konversion, sin viden om kristendommen og sin praktisering af den kristne tro. Nævnet finder, at ansøgeren ikke alene ved det skriftlige materiale, herunder dåbsattesten og udtalelserne fra Netværkskirken Metropol, har sandsynliggjort at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet finder endvidere, at det ikke ved udskriften fra ansøgerens Facebook-profil og det øvrige skriftlige materiale er sandsynliggjort, at ansøgeren er eksponeret på en sådan måde i forhold til personer og myndigheder i Iran, at han ved en tilbagevenden risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2.” iran/2015/36
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har været aktiv for Komala i Iran i perioden fra [begyndelsen af] 2001 til [sommeren] 2004, hvor han udrejste til Irak og fortsatte sin aktivitet for Komala frem til [foråret] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, som følge af sin politiske aktivitet for Komala i Irak og Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden [begyndelsen af] af 2001 i Iran deltog i demonstrationer og møder afholdt af Komala, ligesom han uddelte løbesedler samt CD’er med politisk materiale og skrevet slagord bl.a. imod den iranske regering på mure i Sanandaj i Iran. Ansøgerens IT-forretning blev opsøgt af de iranske myndigheder [i sommeren] 2004, hvor de iranske myndigheder fik kendskab til, at ansøgeren på sin personlige computer var i gang med at kopiere CD’er indeholdende politisk materiale for Komala. En anden medarbejder i IT-forretningen blev anholdt af myndighederne samme dag, men ansøgeren var ikke til stede. Ansøgerens families bopæl blev efterfølgende opsøgt og ransaget af de iranske myndigheder, ligesom ansøgerens moder og broder blev taget med til afhøring, idet de iranske myndigheder efterstræbte ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran til Irak [i sommeren] 2004, hvorefter han boede i Komala-partiets hovedkvarter i Irak frem til [foråret] 2014. Under ansøgerens ophold i Irak gennemgik han peshmerga-træning, hvorefter han blev tilknyttet partiets radio- og TV-afdeling, hvor han efterfølgende arbejdede som henholdsvis operatør og kameramand indtil udrejsen fra Irak. Ansøgerens familiemedlemmer blev efterfølgende afhørt af de iranske myndigheder flere gange, ligesom ansøgerens moder fortsat har meldepligt hos de iranske myndigheder på grund af familiens tilknytning til Komala og ansøgerens aktiviteter for partiet. Ansøgeren udrejste første gang af Irak i [efteråret] 2012, hvorefter han rejste til Italien, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Italien, idet han blev fængslet i ca. 15 dage på grund af sin illegale indrejse i Italien og i den forbindelse blev slået af de italienske fængselsbetjente. Forholdene for asylansøgere er meget hårde i Italien, idet man er nødsaget til at sove på gaden og klare sig selv. Ansøgeren vil ikke kunne leve i Italien sammen med sin datter, som opholder sig i Irak sammen med ansøgerens fader, idet man ikke får nogen hjælp af de italienske myndigheder. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [august] 2015 lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger efter de indhentede oplysninger fra Italien til grund, at ansøgeren er meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Italien. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Afgørende herfor er, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ham at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom hans personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet han i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapital II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 38 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person granted subsidiary protection will be provided with a residence permit with a validity of three years which can be renewed by the Territorial Commission that granted it. This permit can further be converted into a residence permit for the purposes of work in Italy, provided this is requested before the expiry of the validity of the residence permit and provided the person concerned holds an identity document. A residence permit granted for subsidiary protection entitles the person concerned, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” Flygtningenævnet lægger til grund, at det samme gælder for personer, der er meddelt opholdstilladelse med flygtningestatus. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse til, at Italien, hvor han har opholdstilladelse med flygtningestatus, kan tjene som første asylland, idet det i den forbindelse videre bemærkes, at opholdstilladelsen efter oplysningerne i den ovenfor anførte dom under punkt 77 vil kunne forlænges ved henvendelse til de italienske myndigheder. Herefter og idet Flygtningenævnet finder, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien, og at han tillige vil være beskyttet mod at blive videresendt til Iran, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Det kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat, at forholdene for personer med asylstatus i Italien er vanskelige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2015/35
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og statsborger i Iran fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer i Iran eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbage til Iran frygter at blive dræbt af [et familiemedlem] eller af myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun for flere år tilbage i Iran stiftede bekendtskab med kristendommen og fik interesse herfor. Hun rejste til Danmark den [sommeren] 2014 for at besøge [sine familiemedlemmer]. I Danmark begyndte hun at gå i kirke, og hendes [familiemedlem] i Iran har fået kendskab til dette. [Familiemedlemmet] har som følge heraf fremsat trusler mod hende over for hendes [andet familiemedlem]. Ansøgeren har videre oplyst, at hun venter på at blive døbt i en kirke i Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder på baggrund af ansøgerens forklaring om sin kirkegang, dåbsforberedelse og forestående dåb sammenholdt med udtalelsen fra [en kirke], at ansøgeren har et reelt ønske om at være kristen og om aktivt at praktisere den kristne tro. På denne baggrund må flertallet anse ansøgerens konversion som reel. Flertallet videre til grund, at ansøgerens [familiemedlem] i Iran betragter ansøgeren som vantro og mistænker hende for at ville konvertere til kristendommen. På denne baggrund finder flertallet, at der er en væsentlig risiko for, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran efter et længerevarende ophold i Danmark vil blive udsat for forfølgelse som følge af ansøgerens tilhørsforhold til kristendommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/34
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Karaj, Albourz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle eller blive dømt til stening af myndighederne, idet hun har været sin ægtefælle utro. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun indledte et forhold til en mand ved navn [M] cirka 18 måneder før sin udrejse af Iran. Ansøgeren og [M] så hinanden hver anden eller tredje uge, og deres forhold udviklede sig til et seksuelt forhold efter to-tre måneders bekendtskab. [I sommeren 2014] blev ansøgeren konfronteret med forholdet til [M] af hendes ægtefælle, idet han havde fundet billeder af ansøgeren og [M] på ansøgerens computer. Ægtefællen blev vred og voldelig, og han sagde, at han ville melde ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren og hendes datter flygtede fra hjemmet, hvorefter de tog ophold hos ansøgerens broder, indtil de udrejste legalt af Iran til Tyrkiet [i sommeren 2014]. Efter udrejsen har ansøgeren fået oplyst, at hendes moders bopæl er blevet opsøgt, og at hendes broder og søn er blevet afhørt af myndighedsrepræsentanter, idet myndighederne eftersøger ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende og afglidende. Flygtningenævnet finder det således helt usandsynligt blandt andet, at ansøgeren skulle have billeder liggende på sin computer af hende og [M], mens de kyssede og sad i sengen. I den forbindelse forekommer det endvidere utroværdigt, at ansøgeren alene skulle have adgangskode på sin computer få dage om måneden. Ansøgerens forklaring herom fremstår desuden afglidende og usammenhængende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren kunne flygte hen til sin bror og opholde sig her i 4 dage, uden at hendes mand opsøgte hende. Forklaringen om, at hendes ægtefælle for flere år siden gav tilladelse til, at hun og datteren fik udstedt pas, fremstår påfaldende, og forklaringen om, hvorfor hendes og datterens pas lå hos ansøgerens mor, forekommer ikke troværdig, ligesom ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende om, hvorfor hun ikke er blevet skilt fra sin mand. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om blandt andet, hvem hun havde fortalt om sit forhold til [M], før hun flygtede hen til sin bror, og om sin kontakt til familien efter hendes udrejse af Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/33.
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, idet han er konverteret fra islam til kristendom-men. Ansøgeren har vedrørende sin konvertering henvist til, at han i februar 2013 blev døbt i Bap-tistkirken på Nørrebro, og at han sidenhen har deltaget i gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter i Apostelkirken og Grønnevang kirke i Hillerød, samt at han har fulgt missionsbefalingen i Det Nye Testamente ved offentligt at stille sin konvertering til skue via Facebook. Ansøger har under nævnsmødet forklaret overbevisende om sin kristne tro, herunder at han vedholdende siden primo 2013, også efter Flygtningenævnets afgørelse i januar 2014, er kommet i kirker og kristne fælles-skaber, hvilket tillige er bekræftet af de fremlagte erklæringer. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgers konvertering på nuværende tidspunkt er reel. Da ansøger samtidig via avisartikler, Face-book og ansøgers iranske families kendskab til hans konvertering har profileret sig, finder Flygtnin-genævnet, at ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenæv-net meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/32
Nævnet meddelte i august 2015 konventionsstatus til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og kristne af trosretning […], Iran. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI i omkring to år, hvor han har uddelt løbesedler og programmer for partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af deres konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne på overbevisende måde har redegjort for, at de er konverteret til kristendommen. Der lægges herved vægt på, at der nu har været tale om et længerevarende forløb, og at hele familien er blevet døbt. Endvidere lægges det til grund, at ansøgerne vedvarende har udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og møder, og at de vedvarende har søgt at udvikle sig i forbindelse med omvendelsen til kristendom. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne endvidere har kunnet give en rimelig forklaring på deres skifte fra Al-e-Haq og til det nye religiøse ståsted. Ansøgerne har også under nævnsbehandlingen på overbevisende og troværdig måde demonstreret viden om kristne værdier og personer fra Biblen. Konversionen er endelig underbygget af erklæringerne fra [to forskellige kirker]. Der meddeles derfor allerede af denne grund ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/31
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Iran. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret fra islam til kristendommen, og at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse fra myndighederne og andre på grund af sin konversion. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun er blevet døbt [i starten af 2014] i […], og at hun forud for dåben deltog i et undervisningsforløb. Hun ønsker at leve og praktisere i overensstemmelse med sin kristne tro ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at ansøgeren regelmæssigt deltager i gudstjenester, og at hun i sommeren 2015 sammen med sin søn i en uge har deltaget i bibelcamping. Herefter og efter sagens øvrige oplysninger sammenholdt med ansøgerens forklaring lægger nævnets flertal til grund, at ansøgerens konversion er reel. Det lægges efter ansøgerens forklaring tillige til grund, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke frivilligt vil leve i skjul med sin kristne tro. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om situationen for kristne konvertitter i Iran finder flertallet derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] samt hendes mindreårige barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2015/30
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2012 Udlændingestyrelsen afslag på at meddele klageren - der er etnisk perser og iransk statsborger - asyl. Klagerens oplysninger om tilbageholdelser på to uger i 1987 for uddeling af Mujahedin-plakater og på to dage i 2001 på grund af familiens politiske tilknytning til Mujahedin vedrørte ifølge nævnets afgørelse begivenheder, der lå så langt tilbage i tid, at der sammenfattende må anses at være gjort op hermed. Nævnet tilsidesatte i afgørelsen endvidere en først for nævnet afgivet forklaring om, at klageren i Danmark var konverteret til kristendommen. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremstod utroværdigt, at klageren havde udvist så begrænset kendskab til kristendommen, og at han ikke havde forklaret overbevisende om konversionen. Nævnet bemærkede tillige, at det fandtes usædvanligt, at myndighederne i Iran over for klagerens farbroder, ifølge klagerens forklaring, skulle have oplyst navnet på en agent, som havde orienteret myndighederne om klagerens konversion. Til støtte for genoptagelsesbegæringen har klageren blandt andet henvist til, at han har udført mange aktiviteter for kirken i Danmark og i Tyskland. [I foråret] 2015 genoptog Flygtningenævnet sagen. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han [i efteråret] 2012 rejste til Tyskland, hvor han herefter opholdt sig i 19 måneder, indtil han blev sendt retur til Danmark. Klageren uddelte i Tyskland et par gange om ugen bøger og andet kristent materiale, og han gik to-tre gange om ugen i kirke. I Danmark fortsatte han sine kristne aktiviteter i Apostelkirken, og deltog i kristne seminarer i 2014. I en periode uddelte han endvidere en gang om ugen kristent materiale på gågaden. Han går fortsat i kirke hver uge, og han deltager i diverse bibelundervisning. Han har videre forklaret, at folk i lokalområdet i Iran taler om hans konversion, og naboer har af den grund taget afstand fra familien. Familiens overhoved, klagerens farbroder, har fortalt klageren, at han har været til afhøring hos myndighederne. Afhøringen var dels et led i den chikane, som myndighederne i mange år har udøvet mod familien, men vedrørte også specifikt klagerens konversion til kristendommen. Klageren har, knap tre år efter han afgav forklaring i Flygtningenævnet, under nyt nævnsmøde demonstreret viden om kristne læresætninger og indholdet af Bibelen. Efter nævnets opfattelse har klagerens forklaring i maj 2015 om hans konversion endvidere fremstået nøgtern og oprigtig. Forklaringen støttes af en række udtalelser fra kirker med videre, der omtaler klagerens kristne engagement og aktiviteter. Meget taler herefter for, at anse klagerens konversion for at være reel. Hertil kommer, at det fremgår af artikel i Jyllandsposten fra [vinteren] 2015, at klageren er konverteret til kristendommen. Både klagerens navn og foto fremgår af artiklen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at der er reel risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2015/3
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i foråret 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er 22 år, iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim. Han er født og opvokset i Al-Tash-flygtningelejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. UNHCR, Irak, har anerkendt, at ansøgeren er politisk flygtning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved et fremtidigt ophold i Iran frygter at blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder på grund af sin faders politiske aktiviteter for KDPI, som faderen er medlem af. Ansøgeren har aldrig været i Iran. De senere år har han boet i Nordirak (KRI), senest i […], samt arbejdet i Sulaymaniya. I april 2014 udrejste han af Irak. Hans forældre og øvrige nærmeste familie bor uden for Iran. En moster og fjernere familiemedlemmer opholder sig fortsat i Iran. Hans forældre flygtede – før ansøgeren blev født – til Irak på grund af faderens politiske aktiviteter for KDPI. Faderen har også været politisk aktiv i Irak, hvor han har uddelt partiaviser og løbesedler samt deltaget i diverse møder og arrangementer for KDPI. Ansøgeren har selv været til stede under et partimøde, der blev afholdt hos faderen for tre til fire år siden. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed indgår, at ansøgeren først under nævnsmødet har forevist foto af faderens KDPI-medlemskort, uanset at ansøgeren under hele asylprocessen har været i løbende kontakt med forældrene, og uanset at det fremgår af referatet af Udlændingestyrelsens samtaler med ansøgeren, at styrelsen har været interesseret i dokumenter, der kan sandsynliggøre faderens politiske aktivitet. Efter en samlet vurdering, herunder af det indtryk som ansøgeren har givet under mødet i Flygtningenævnet, samt at der synes at være en logisk sammenhæng mellem ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen og nævnet, finder nævnet – under en vis tvivl – i alt væsentlighed at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at ansøgeren er kurder, og at ansøgerens fader har været politisk aktiv i både Iran og Irak, samt at faderen med familie derfor flygtede til Irak, hvor familien i en årrække boede i Al-Tash. Det lægges videre til grund, at forældrene ikke på noget tidspunkt har været tilbage i Iran, hvor ansøgeren aldrig har været, og hvor han ikke har noget nærmere familiemæssigt eller andet netværk. Henset til Flygtningenævnets nyere praksis i flere afgørelser fra 2014 med hensynstagen til nyere generelle baggrundsoplysninger om forholdene i Iran finder Flygtningenævnet, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil blive identificeret med sin fader, samt at det er sandsynligt, at faderen af de iranske myndigheder er registreret som medlem af KDPI og modstander af det iranske regime. Herefter må det anses for sandsynligt, at de iranske myndigheder vil udsætte ansøgeren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2015/29
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og muslim af trosretning fra Al-Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af myndighederne som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Italien frygter at blive dræbt af en bande bestående af albanere og kurdere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har sympatiseret med det politiske parti Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har deltaget i partiets møder, og ansøgeren har videredistribueret materiale på vegne af partiet. Ansøgeren fragtede 400-500 eksemplarer af [en kurdisk avis] fra Irak til Iran på et ukendt tidspunkt i 2006. Ansøgeren afleverede eksemplarerne til en mand ved navn [A] i den iranske landsby […]. [A] blev som følge heraf tilbageholdt, imens ansøgeren nåede at flygte tilbage over grænsen til Irak. [A] angav ansøgeren til de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak på et ukendt tidspunkt i 2010. I starten af 2014 blev ansøgeren af sin fader informeret om, at et medlem af ansøgerens klan, som var ansat ved den iranske efterretningstjeneste, havde opsøgt ansøgerens families bopæl to-tre gange i starten af 2014. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et asylcenter i Italien blev truet med en kniv af en person fra en bande som følge af, at ansøgeren havde anmodet personer fra gruppen om ikke at ryge hash på ansøgerens værelse på asylcenteret. Ansøgeren anmeldte forholdet til politiet, hvorefter gruppen truede ansøgeren på livet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens forældre var politiske aktive i KDPI, da familien flygtede fra Iran til Irak, og at hans far fortsatte sine politiske aktiviteter under opholdet i Al-Tash-lejren og siden i området omkring Barika-lejren, da familien flyttede dertil i 2006. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, herunder de foreliggende baggrundsoplysninger, herefter ikke, at det kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har opholdstilladelse som flygtning i Italien, og vil derfor kunne indrejse og opholde sig der legalt, ligesom han i Italien vil være beskyttet imod refoulement. Nævnet kan på baggrund af ansøgerens divergerende og udbyggende forklaring om konflikten med mafia-banden, ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Det bemærkes, at ansøgeren i relation til konflikten blandt andet har forklaret divergerende med hensyn til antallet af personer, der overfaldt og truede ham, ligesom det først er i forbindelse med mødet i nævnet, at han har forklaret, at et af bandens medlemmer sidder fængslet. Det bemærkes videre, at det alene beror på ansøgerens formodning, at der er tale om en organiseret bande med forgreninger til hele Italien, samt endeligt at han må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse. Idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien har beskyttelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4), stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/28
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og ateist fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv i studentergruppen [SG] fra [efteråret] 2005 og frem til sin udrejse. Ansøgeren har siden 2012 og 2013 drevet to regeringskritiske internetblogs, [B1] og [B2]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne, idet han er modstander af det iranske regime og den muslimske religion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2005 blev aktiv i studentergruppen [SG], som var en venstreorienteret gruppe, der arbejdede til fordel for menneskerettigheder, herunder kvinder og børns rettigheder, samt solidaritet med arbejderklassen i Iran. Gruppens arbejde var af kulturel og forskningsmæssig karakter. To gange i [efteråret] 2005 uddelte ansøgeren regeringskritiske aftensbreve ud i det sydlige Teheran. Derudover var ansøgeren ansvarlig for gruppens arkiv, som han opbevarede på en cd på sin bopæl. På et tidspunkt i [efteråret] 2005 ransagede myndighederne ansøgerens bopæl, og gruppens materiale blev konfiskeret. Myndighederne fandt også første bind af ”Das Kapital” af Karl Marx. Ransagningen fandt sted på grund af, at et medlem, […], af studentergruppen var blevet anholdt, og han havde efter anholdelsen fortalt om arkivet på ansøgerens bopæl. Ansøgeren var på arbejde sammen med sin farbroder, da ransagningen fandt sted. Ansøgerens fader ringede og fortalte om ransagningen, og ansøgeren tog herefter ophold hos farbroderen og efterfølgende hos sin faders kusine, hvorefter ansøgeren forlod Iran et par uger efter ransagningen. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1999 blev anholdt og fængslet i en måned på grund af sin deltagelse i studenterdemonstrationer i [sommeren] 1999 […]. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været politisk aktiv efter sin udrejse af Iran, særligt i Danmark og Sverige. Ansøgeren har siden 2012 og 2013 drevet to regeringskritiske internetblogs, [B1] og [B2], og ansøgeren har deltaget i flere politiske demonstrationer. Ansøgeren har i forbindelse med sagen fremlagt et meget omfattende materiale, der dokumenterer hans aktiviteter som politisk aktivist i Sverige og Danmark i perioden fra 2011 og frem. Det fremgår heraf blandt andet, at han i eget navn og med billede står som grundlægger og redaktør af hjemmesiden [HP]. På denne hjemmeside har han blandt andet offentliggjort flere af sine egne artikler, hvor han har forholdt sig kritisk til såvel det iranske styre som den islamiske religion. Af oplysningerne på hjemmesiden fremgår, at der fra oprettelsen i [foråret] 2015 til dato har været mere end 326.000 opslag. Det fremgår videre, at ansøgeren er medlem af [parti], og at flere af ansøgerens artikler er offentliggjort på partiets hjemmeside […]. Herefter, og idet ansøgeren tillige er medlem af [A] og er nævnt ved navn på [A’s] hjemmeside, finder nævnet, at ansøgeren ved sine regime- og religionskritiske aktiviteter er eksponeret i forhold til de iranske myndigheder i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal herefter vurderes, om ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Efter forarbejderne til lov nr. 362 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven fremgår det, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke kan meddeles opholdstilladelse, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den forbrydelse ansøgeren blev idømt straf for [i Norge i slutningen af] 2009 må anses for at være en særlig farlig forbrydelse. Ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt klageren må betragtes som en fare for samfundet, lægger nævnets medlemmer vægt på, at det fremgår af dommen, at tiltalen for ”mordbrann” blev ændret til ”grovt skadeverk”, hvorefter straffen blev fastsat til fængsel i syv måneder. Nævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af dommen, at ildspåsættelsen fandt sted, efter at ansøgeren via sin advokat havde fået meddelelse om, at der ikke var mere at gøre i relation til hans asylsag samt til oplysningerne om ansøgerens psykiske ustabilitet herunder ansøgerens egen forklaring om, at hans hensigt var at begå selvmord. Efter en samlet vurdering sammenholdt med den omstændighed, at dommen er fra 2009, og at ansøgeren siden 2013 har været medicinfri, er det ikke godtgjort, at han er til fare for samfundet. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/27.
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Ahwaz-provinsen, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion må anses for at være reel. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren, siden indrejsen i Danmark har haft tilknytning til forskellige kirkelige samfund, alt efter hvor han har opholdt sig. Han har således i en årrække gået i kirke, og han har herudover deltaget i øvrige kirkelige aktiviteter. Han har modtaget dåbsundervisning inden dåben, og han har forklaret om baggrunden for, at han kom i kontakt med kristendommen, og at han blev døbt. Han har videre forklaret om kristendommen og dens betydning for ham. Han missionerer gennem Facebook, og han mener, at han som kristen er forpligtet hertil. Han deltager i ledelsen af en teenagegruppe under Indre Mission. Flygtningenævnets flertal finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/26
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Ahwaz-provinsen, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion må anses for at være reel. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren, der allerede i samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste, at hun var shia-muslim men ikke troende, siden indrejsen i Danmark har haft tilknytning til forskellige kirkelige samfund, alt efter hvor hun har opholdt sig. Hun har således i en årrække fast gået i kirke, og hun har herudover deltaget i øvrige kirkelige aktiviteter. Hun har modtaget dåbsundervisning inden dåben, og hun har forklaret om baggrunden for, at hun kom i kontakt med kristendommen, og at hun blev døbt. Hun har videre forklaret om kristendommen og dens betydning for hende. Hun missionerer på gaden i Århus, og hun mener, at hun som kristen er forpligtet hertil. Hun er overbevist kristen og vil fortsætte som sådan også efter en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at hun er konverteret til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/25
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2014 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af sin sag. I 2015 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og kristen af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til nye oplysninger om hendes politiske aktiviteter i form af en DVD, der blev fremsendt af Rigspolitiet til Udlændingestyrelsen i forbindelse med ansøgerens udrejsekontrol [i starten af] 2013. Ansøgeren har yderligere som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse af sagen, fremlagt en udtalelse [fra sommeren] 2013 fra pastor […], [kirke A], hvoraf det fremgår, at ansøgeren regelmæssigt har deltaget i kirkelige handlinger, herunder gudstjenester, aktiviteter og arrangementer, i perioden fra [starten af] 2013 til [sommeren] 2013. Ansøgeren har forklaret, at hun fik kendskab til kristendommen gennem en kristen kvinde i [dansk by], og at hun derefter tog med til kirken i [dansk by], hvor hun efter fire måneder begyndte at tro på Jesus og fik undervisning i grundlæggende kristendom. Ansøgeren har forklaret, at hun begyndte at komme i [kirke B] [i efteråret] 2013, hvor hun jævnligt deltog i gudstjenester, sang og undervisning. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2013. Ansøgeren har også læst materiale om kristendommen, fået internetundervisning ved præst […] fra [kirke C] i [Tyskland], og ansøgeren har videre læst i biblen på farsi hver dag. Flygtningenævnets flertal bemærker indledningsvist, at ansøgeren i forbindelse med sin indrejse i Danmark [i foråret] 2011 oplyste, at hun var sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren konverterede til kristendommen, efter hun havde modtaget afslag på asyl med et andet asylmotiv samt afslag på genoptagelse af asylsagen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har deltaget i dåbsforberedelse og kirkelige handlinger, at hun er blevet døbt, ligesom hun fortsat jævnlig kommer i kirken og det kristne fællesskab. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konvertering og sit liv som kristen henvist til, at hun allerede, da hun udrejste af Iran var utilfreds med Islam, og at hun har fået et bedre liv som kristen. Om sin kristne overbevisning har ansøgeren for nævnet navnlig forklaret, at hun tror på de kristne budskaber, og at Kristendommen er et lys, der skal bæres frem. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hendes dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Flygtningenævnets flertal har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen først opstod, efter at hun var fremkommet med andre asylmotiver, som hun havde fået afslag på. Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hendes kristne overbevisning under nævnsmødet fremstod som udenadslære, og at hun på nævnsmødet havde meget svært ved at logge ind på og betjene den facebookprofil, som hun angiveligt skulle have oprettet og benyttet løbende siden 2012. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er analfabet, og at hun ikke var i stand til at læse størstedelen af det, der lå på facebookprofilen, ligesom hun ikke nærmere kunne redegøre for opslagene, venner etc. Endelig bemærker flertallet, at ansøgeren efter oplysninger afgivet til [retshjælp] og i et familiesammenføringsskema har oplyst, at hun blev muslimsk viet til sin mand cirka et halvt år efter konverteringen. Flertallet finder, at ansøger under nævnsmøde ikke var i stand til at redegøre for den muslimske vielse og baggrunden for denne, og at det ikke alene kan skyldes tolke/oversættelsesproblemer, at der flere steder står, at hun blev muslimsk viet efter sin konvertering til kristendommen. De udtalelser fra forskellige præster, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har udøvet politisk aktivitet, der er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens facebookprofil er oprettet i et andet navn end ansøgerens, og at hun ikke fremstod politisk profileret ved udrejsen af Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/24
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Iran, etnisk perser og ikke religiøs fra […], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med [en politisk bevægelse] i 2009, og ansøgeren har i den forbindelse deltaget i politiske demonstrationer samt uddelt løbesedler forud for parlamentsvalget i 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af myndighederne og i den forbindelse idømt en hård straf som følge af, at han har udført politiske aktiviteter i forbindelse med parlamentsvalget i 2012, og fordi han er blevet beskyldt for at være udenlandsk agent. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han [i sommeren] 2009 blev anholdt af myndighederne i forbindelse med en demonstration til fordel for [en politisk bevægelse], hvorefter han afsonede 17 måneder i fængsel. Ansøgeren blev løsladt i [efteråret] 2010 efter at have underskrevet en erklæring om, at han aldrig mere ville være politisk aktiv. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter løsladelsen startede en internetcafé op sammen med sin daværende ægtefælle. Ansøgeren var i den forbindelse med til at lave og uddele løbesedler i Teheran forud for parlamentsvalget i foråret 2012 med det formål at få folk til at undlade at stemme. Internetcaféen blev ransaget af myndighederne i 2012, hvorefter ansøgeren og ægtefællen gik under jorden. Ansøgerens ægtefælle udrejste herefter af Iran 40-50 dage senere. Ansøgeren har forklaret, at han var tilbageholdt af myndighederne i perioden [i slutningen af] 2013 til [foråret] 2014, og at han blev løsladt, da hans familie kautionerede for ham. Ansøgeren har endelig oplyst, at han udrejste [i foråret] 2014. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om hans politiske aktiviteter til grund. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har været fængslet og tilbageholdt af myndighederne, og at han således er i myndighedernes søgelys samt, at han alene blev løsladt og fik mulighed for at udrejse på grund af sin faders forbindelser som militærperson. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en detaljeret og sammenhængende forklaring, der er uden divergenser. Flertallet finder på den baggrund, at det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren, mens konflikten med myndighederne pågik, ud- og indrejste legalt af Iran eller, at han har forklaret divergerende om sine rejser til Dubai. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet var i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sin konflikt og redegøre for den nævnte divergens vedrørende rejserne til Dubai. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/23
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i juni 2009 deltaget i politiske demonstrationer i Iran til støtte for Mir Hossein Mousavis grønne bevægelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt eller dræbt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at farbroderen under en rejse til Tyrkiet med ansøgeren blev ringet op af ansøgerens søster, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens værksted og fundet noget på værkstedets computer fra Al Ahwaz-partiet. Farbroderen fandt efterfølgende ud af, at to af ansøgerens medarbejdere blev tilbageholdt, fordi de havde tilknytning til Al Ahwaz-partiet, samt at ansøgerens navn fremgår af en liste over eftersøgte personer med forbindelse til gruppen, selvom ansøgeren i realiteten ikke har nogen forbindelse til denne. Et flertal i Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren, der ikke er etnisk araber, som er opvokset i Teheran, og som ikke har været politisk aktiv omkring løsrivelsen af Ahwaz, skulle være mistænkt som en blandt 25 for at støtte den politiske bevægelse Al Ahwaz. Det forhold, at der måske er fundet politisk materiale i den computer, som anvendes i virksomheden, synes ikke at bestyrke mistanken mod ansøgeren, da to ansatte, jf. hans forklaring, var tilknyttet Al Ahwaz-bevægelsen og havde adgang til computeren, der ikke var sikret med password eller lignende. Flertallet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ransagningen fandt sted, mens han var på forretningsrejse i [et andet land], hvor han medbragte 10.000 $ kontant. Flertallet finder ikke, at han under nævnsmødet har kunnet redegøre overbevisende for, hvorfor han medbragte det store kontantbeløb. Endvidere finder flertallet det påfaldende, at han på denne rejse var i selskab med sin farbroder, der kendte en oberst fra Sepah, der straks kunne give nærmere oplysninger om ransagningen og mistanken mod ansøgeren. Endelig finder flertallet det påfaldende, at ansøgeren efter sin flugt ikke har kontaktet familie eller venner med henblik på at få oplysninger om, hvorvidt de to ansatte er blevet løsladt, eller hvorvidt sikkerhedstjenesten har forsøgt at finde ham. Flertallet bemærker, at tiltalte på tre væsentlige punkter har forklaret divergerende. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han selv blev ringet op af sin søster, og at hun under denne samtale oplyste, at der var ”fundet nogle ting på ansøgerens computer”. Han har under samtalen [i begyndelsen af] 2015 med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret, at hans søster ringede til hans onkel, men at onklen først efter at have talt med obersten i Sepah havde oplysninger om den konfiskerede computer. Endelig har han under samtalen [i begyndelsen af] 2015 med Udlændingestyrelsen forklaret, at kun hans slægtninge […] og […] blev anholdt i forbindelse med ransagningen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at alle fem ansatte blev anholdt, men at de tre blev løsladt efter afhøringer. På baggrund af ovennævnte finder flertallet ansøgerens forklaring usandsynlig og divergerende, hvorfor den ikke kan lægges til grund. Nævnet har under denne vurdering taget hensyn til oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2015/22
Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren har siden medio 2005 haft tilknytning til KDPI i Iran og siden [sommeren] 2011 været i kontakt med partiets repræsentation i Danmark og deltaget i partiets møder. Ansøgeren har i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel grundet sit politiske engagement for KDPI. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han i Danmark har fortsat sine politiske aktiviteter for KDPI og er blevet yderligere eksponeret, hvorfor han fortsat frygter at blive fængslet eller slået ihjel ved en tilbagevenden til Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans politiske aktiviteter er kommet de iranske myndigheder til kundskab, da han på flere offentlige tilgængelige billeder og videoer optræder som aktivt medlem af KDPI og ses med ledende medlemmer af partiet. Ansøgeren har blandet andet henvist til billeder og videoer på youtube.com og pdki.dk, hvor han optræder med navns nævnelse. Som asylmotiv har ansøgeren videre henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og blev døbt [i sommeren] 2014, hvorfor han vil være i risiko for forfølgelse grundet sin religiøse overbevisning ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en troværdig forklaring om sine fortsatte politiske aktiviteter for KDPI, navnlig i tidsrummet efter [efteråret] 2014. Hans forklaring understøttes af de billeder og artikler, som er skrevet af ham selv, og som i vidt omfang er lagt på Facebook og andre offentlige medier. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren må anses for at være eksponeret i forhold til de iranske myndigheder, hvorved også bemærkes, at ansøgeren blandt andet har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade, hvor hans deltagelse er blevet filmet og lagt ud blandt andet på Facebook. Ansøgeren har endvidere forklaret troværdigt om sin konvertering til kristendommen, idet bemærkes, at ansøgeren allerede fra sin første samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2011 som trosretning har angivet, at han var ateist, og at han allerede fra 1995 holdt op med at tro, hvilket er kommet til hans families kendskab. Dette har han under nævnsbehandlingen blandt andet uddybet med, at han ikke har været aktiv i relation til de muslimske højtider. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen forklaret, at han fortsat agter at udbrede kristendommen, som spiller en stor rolle i hans liv. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren er blevet dømt for trusler [fremsat i forbindelse med asylsagsbehandlingen], jf. straffelovens § 266. Dommen som er afsagt den [..] 2012 lød på betinget fængsel i 30 dage samt udvisning med indrejseforbud i seks år. I en udtalelse af […] 2015 fra Udlændingestyrelsen er det angivet, at dommen ikke vurderes at være til hinder for, at ansøgeren gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, da der ikke ses at være den fornødne proportionalitet mellem den begåede lovovertrædelse og udelukkelse fra beskyttelse i Danmark. Af sagens oplysninger fremgår endvidere, at ansøgeren ved […] ankedom af […] 2014 er blevet idømt ubetinget fængsel i 40 dage for hærværk, jf. straffelovens § 291, stk. 1. Dommen var en fællesstraf med den betingede straf fra dommen af […] 2012. Udlændingestyrelsen har i brev af […] 2015 til Flygtningenævnet fundet, at der herefter ikke foreligger ganske særlige grunde, som kan tale for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at den seneste dom ikke ses at have en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren bør udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herved, at der fortsat ikke er den fornødne proportionalitet mellem de samlede begåede lovovertrædelser og udelukkelse fra beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Iran/2015/21
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ikke forinden indrejsen til Danmark været medlem af religiøse foreninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter asylbegrundende forfølgelse i Iran, jf. udlændingelovens § 7, som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hans interesse for kristendommen startede et til to år før hans udrejse af Iran i slutningen af [sommeren] 2011. Ansøgeren begyndte at komme i [..] Kirke omkring [efteråret] 2013 og blev døbt i [begyndelsen af] 2014. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerens konversion kan anses for at være reel. De nu fremlagte udtalelser fra Kirken […], […] Kirke, og fra […] kirkes […], afgivet henholdsvis [sommeren] 2014 og [i slutningen af] 2014, indgår i nævnets vurdering, men kan ikke isoleret set være afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren reelt er blevet kristen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har svaret overbevisende og på troværdig vis på flere spørgsmål om sin konversion. Det tillægges endvidere betydning, at ansøgeren først er blevet døbt [i foråret] 2014, efter at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2012 havde meddelt ansøgeren afslag på asyl, og efter at Flygtningenævnet [i foråret] 2013 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren havde ikke forinden denne afgørelse oplyst om sin interesse for kristendommen, og det fremgår af referatet af ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2011, at han har forklaret, at han var shia-muslim, men ikke troende. Det indgår også i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren først begyndte sin kirkegang omkring [efteråret] 2013, og at de nu fremlagte kirkelige udtalelser og en kopi af et foto, der angiveligt er taget af ansøgeren i Iran, først er fremlagt, efter at Flygtningenævnet [i foråret] 2015 havde meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens sag. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, og nævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/20
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele klageren, der er perser og iransk statsborger, asyl. Af afgørelsen fremgår, at klageren har oplyst, at han er muslim, og at han ikke har været politisk aktiv. Han søgte asyl på grund af frygt for myndighedsforfølgelse efter at efterretningsvæsenet i 2009 og 2012 kortvarigt havde tilbageholdt ham og i den forbindelse udsat ham for fysiske overgreb på grund af hans kontakter til personer, som udgav sig for at være journalister. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. [I sommeren] 2013 anmodede klageren om genoptagelse af sagen, og henviste herved til rapport [fra sommeren] 2013 fra Amnesty Internationals danske lægegruppe, hvori konkluderes, at der er fundet god overensstemmelse mellem den af klageren beskrevne tortur og de objektive fysiske fund. Klageren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Han begyndte allerede at interessere sig for kristendommen i Iran, men blev først døbt i Danmark [i vinteren] 2013. [I foråret] 2015 genoptog Flygtningenævnet sagen. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet har klageren blandt andet forklaret, at hans interesse for kristendommen begyndte i 2008. Han hørte herom fra en ven, der er armensk kristen. I et års tid deltog han i møder, hvor man diskuterede religion. Han ophørte hermed, da han blev tilbageholdt i 2009. Han fortsatte dog med at læse i Bibelen, og følte sig i et vist omfang som kristen, da han rejste til Danmark. I [begyndelsen af] 2012 begyndte han at gå i kirke [i hovedstadsområdet]. I [begyndelsen af] 2013 skiftede han til […] beliggende […], hvor han efter undervisning på engelsk og farsi blev døbt [i vinteren] 2013. Han omtalte ikke konversionen under nævnsmødet [i foråret] 2013, da hans ansøgning vedrørte politisk forfølgelse. Efter afslaget fik han en krise, og hans ydre kristne aktiviteter ophørte for en tid. I efteråret 2013 begyndte han på ny at tale med andre kristne, og fra [efteråret] 2013 er han kommet i […] og i […]. Han deltager hver søndag i gudstjenester, og han har herudover deltaget i en række andre religiøse aktiviteter, herunder diverse kristne seminarer. [I vinteren] 2014 blev han konfirmeret. Fra efteråret 2014 har han, jf. udtalelse fra […], deltaget i undervisning i kristendom. Siden [begyndelsen af] 2015 har han hver fredag uddelt kristent materiale på [-torvet]. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens seneste forklaringer om kontakten til […] og […], samt det anførte i Amnesty Internationals danske lægegruppes rapport er tilstrækkeligt til at ændre Flygtningenævnets konklusion vedrørende klagerens oprindelige asylmotiv. Vedrørende klagerens nye motiv angående konversion giver forklaringen om hans interesse for kristendom i Iran anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv. Klageren har imidlertid i Flygtningenævnet kunnet redegøre for kristne grundprincipper, hovedindholdet i Bibelen og kristne højtider på en overbevisende måde. Klageren har herved lagt vægt på, at det er en kristen pligt at fortælle andre om kristne budskaber, hvilket han har gjort - blandt andet på facebook. Klageren har endvidere nøgternt og troværdigt kunnet forklare om, hvorfor han personligt er konverteret. Klagerens forklaring om sit kristne tilhørsforhold er underbygget af en række udtalelser fra kirker med videre. Hertil kommer, at det må lægges til grund, at der på YouTube er filmklip af klagerens dåb, hvor hans navn er nævnt. Derudover er der på YouTube filmklip, hvor det ses, at klageren holder en tale vendt mod det iranske regime under en demonstration i Danmark. På klippet er klagerens navn anført på farsi. Endvidere er klagerens foto vist – og klagerens navn anført – i artikel i Jyllandsposten fra [vinteren] 2015, hvoraf fremgår, at klageren er kristen. Efter en samlet vurdering må det herefter antages, at klageren, ved en tilbagevenden til Iran, vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/2
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig iransk statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [...], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren, som følge af en uløst jordkonflikt frygter, at ansøgerens farbroder på ny vil udsætte ansøgeren for fysiske overgreb eller give inkriminerende oplysninger om ansøgeren til de iranske myndigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at han vil stå uden midler og netværk, hvorfor han vil være henvist til et liv på gaden. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han som ung kurdisk mand, der er udrejst illegalt af Iran, i forbindelse med indrejse i Iran, er i en reel og konkret risiko for at blive udsat for overgreb fra myndighederne side. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Iran er opvokset hos en farbroder. Farbroderen udnyttede ansøgeren, der måtte arbejde hårdt og var afskåret fra skolegang. Da ansøgeren var en ung mand blev, blev han bekendt med, at farbroderen havde tilegnet sig den jord, der havde tilhørt ansøgerens afdøde fader. Da ansøgeren begyndte at stille spørgsmål til dette, skærpedes konflikten mellem ansøgeren og farbroderen. For omkring 8 år siden udviklede det sig til et voldsomt skænderi, og i den forbindelse skød farbroderen efter ansøgere, der blev ramt i foden. Tililende landsbyboere bragte ansøgeren til et hospital i Kermanshah, hvor ansøgeren var indlagt i to måneder. Medens ansøgeren var hospitalsindlagt blev han ikke opsøgt af farbroderen, men to af farbroderens venner mæglede mellem ansøgeren og farbroderen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at mæglingen mest af alt havde karakter af trusler. Efter at være blevet udskrevet tog ansøgeren ophold hos en ven i […] i 14 dage og udrejste efterfølgende illegalt af Iran. Ansøgeren har opholdt sig illegalt Tyrkiet, indtil han [i efteråret] 2014 valgte at tage til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han er opvokset hos sin farbroder, og at der mellem ansøgeren og farbroderen opstod en konflikt, idet ansøgeren var af den opfattelse, at farbroderen uretmæssigt havde tilegnet sig den jord, der havde tilhørt ansøgerens fader. Nævnet finder ej heller grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at konflikten førte til, at farbroderen i forbindelse med et skænderi skød og ramte ansøgeren, der af den grund mistede to tæer. Der blev efterfølgende mæglet mellem ansøgeren og farbroderen, og farbroderen opsøgte ikke ansøgeren under det lange hospitalsophold eller efterfølgende, da ansøgeren i en kortere periode opholdt sig i en nærliggende by. Uanset, at jordkonflikten ikke måtte være løst, finder flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran på grund af konflikten med onklen risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med de iranske myndigheder. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv og er ganske uprofilleret, og der er ikke grund til at antage, at ansøgeren i forbindelse med sin indrejse vil blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/19
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestan af trosretning fra Iran. Ansøgeren har siden begyndelsen af 2010 været aktiv for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har haft politiske aktiviteter for KDPI, idet han har uddelt løbesedler og cd’er for partiet, ligesom han har skrevet slogans på mure. I juli 2010 tog ansøgeren og hans farbroder til Irak, hvor farbroderen skulle besøge KDPI. Ansøgeren ventede på farbroderen i byen [K]. Efter to dage blev ansøgeren tilbageholdt af kurdiske sikkerhedsstyrker. Han blev tilbageholdt og afhørt i to måneder, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren og farbroderen tog derefter tilbage til Iran, men ved grænsen blev de beskudt af iranske grænsevagter. Ansøgerens farbroder blev tilbageholdt, men det lykkedes ansøgeren at flygte og tage ophold hos sin morbroder i [byen D]. Ansøgeren udrejste af Iran omkring fire dage derefter, da ansøgeren fandt ud af, at hans forældre og broder var blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder grundet ansøgerens politiske aktiviteter. Vedrørende Italien har ansøgeren forklaret, at han ved en tilbagevenden hertil frygter at blive slået ihjel eller udsat for chikane af ekstreme islamister, idet ansøgeren blev overfaldet af omkring 15 til 20 mænd i en flygtningelejr i [], efter at han var blevet udsendt fra Danmark til Italien i [slutningen af] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker overordnet, at ansøgeren har svaret afglidende og upræcist på centrale områder, ligesom han har forklaret divergerende både om årsagen til, at han blev anholdt i Irak, og om de hændelser, som hans familie var udsat for. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han blev anholdt i Irak, fordi han var indrejst ulovligt. Til asylsamtalen har han forklaret, at han blev anholdt, fordi der var mistanke om suspekte forhold på [I’s] bopæl. I asylansøgningsskemaet har han oplyst, at han blev beskyldt for at samarbejde med de iranske myndigheder, og endelig har han ved gensamtalen oplyst, at myndighederne havde mistanke om, at han havde til hensigt at begå forbrydelser i landet. Han har under nævnsmødet ikke kunnet give nogen forklaring på, hvorfor han har oplyst forskelligt. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvornår hans familie i Iran fik problemer, idet han til asylsamtalen har oplyst, at hans farbroder der havde fortalt ham, at de iranske myndigheder havde opsøgt hans forældre og taget hans fader med til afhøring, hvorefter han blev løsladt samme dag. Under samme samtale har ansøgeren oplyst, at både hans fader og moder på et andet tidspunkt blev tilbageholdt i en uge. Til gensamtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren derimod forklaret, at hans farbroder fortalte ham, at hans fader havde været tilbageholdt i en uge, mens ansøgeren var i fængsel i Irak, og at faderen ikke havde været tilbageholdt på andre tidspunkter. Under samme samtale forklarede ansøgeren, at hans fader rettelig blev tilbageholdt af de iranske myndigheder, efter at ansøgerens farbroder var blevet skudt ved grænsen. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/18
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og shia-muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fra 1994 og frem til sin udrejse af Iran ultimo 2011 arbejdede som projektleder i en byggeafdeling med tilknytning til […], som udgør en del af den iranske hær. Omkring et år inden hans udrejse blev han indkaldt til et møde med sin chef, som fortalte ansøgeren, at han ikke længere kunne fungere som projektleder, fordi han havde nægtet at samarbejde og havde talt negativt om sin arbejdsplads og regeringen. Omkring en måned senere blev han tilsagt til at give møde hos efterretningstjenesten, hvor han fik at vide, at hans chef havde anmeldt ham, fordi han havde talt negativt om sin arbejdsplads og regeringen samt for ikke at være religiøs. Efterfølgende deltog han i yderligere to til tre møder med efterretningstjenesten, før han af straffedomstolen i Tabriz uberettiget blev dømt for at have modarbejdet den iranske regering, for at nedgøre det hellige og for at modsætte sin chefs ordrer. Han blev fængslet i omkring tre måneder, før han ved hjælp af bestikkelse fik udstedt en tilladelse til at besøge sin familie, hvorved han fik mulighed for at udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Iran var i besiddelse af dokumenter, som kunne anvendes mod ledelsen på hans tidligere arbejdsplads. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgers forklaring til grund. Ansøger har under den ungarske asylbehandling, til oplysnings- og motivsamtalen og til Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om, hvilke ordrer han havde fået af sin chef, hvornår konflikterne med chefen opstod, og hvad konflikten reelt angik. Ansøger har også forklaret divergerende om sine møder med efterretningstjenesten, om sin fængsling og forløbet og varigheden heraf. Videre har ansøger forklaret, at han blev anklaget for at have talt imod Gud og det iranske styre, at han var fængslet i 3 måneder men ikke har fået en endelig dom. Det fremgår imidlertid af den dom, ansøger har fremlagt, at ansøger er dømt for underslæb, at han er idømt en straf på fængsel i 2 år, der ved ankerettens dom […] 2011 blev nedsat til 6 måneders fængsel. Ansøger har under nævnsbehandlingen forklaret, at dommen skulle forståes således, at han fik 6 måneders fængsel, mens de 2 års fængsel blev gjort betinget af, at han afleverede beviserne mod chefen til denne. Dette fremgår imidlertid ikke af den fremlagte dom og understøttes ikke af ansøgers forklaring under nævnsbehandlingen om, at han har afleveret alle beviser til retten. Det fremgår ligeledes af de dokumenter, ansøger har fremlagt, at han […] 2011 blev betinget løsladt efter 4 eller 5 måneders afsoning. Der er således tale om en straffedom, hvor straffen ikke står i misforhold til den sanktion, der ville blive idømt i Danmark for tilsvarende forhold. Den idømte dom må betragtes som helt eller delvist afsonet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/17
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lorr fra Arak i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøger er blevet døbt […] 2012, kun 2 måneder efter nævnsmødet […] 2012, hvor ansøger ikke omtalte sin interesse for kristendommen og i øvrigt blev meddelt afslag på asyl på baggrund af det dengang påberåbte asylmotiv. Ansøger blev døbt efter at have været tilknyttet frikirken i ca. 2½ måned og på baggrund af meget begrænsede dåbsforberedelser. Der er fremlagt en række udtalelser fra forskellige kirker. Det fremgår heraf, at ansøger i 3½ måned var tilknyttet den kirke, hvori han blev døbt. Af udtalelserne fra juni 2015 fremgår, at ansøger fra primo 2014 har været tilknyttet forskellige kirkelige aktiviteter. Ansøger har i 2013 og i hvert tilfælde frem til primo 2014 ikke deltaget i kirkelige aktiviteter og har i den periode bl.a. opholdt sig i Sverige, hvor han ligeledes søgte asyl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgers konversion er reel. Ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2015/16
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI fra 2008 og frem til sin udrejse i 2010. Ansøgeren har endvidere fortsat sit politiske engagement i KDPI i Danmark. Ansøgeren har i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne på grund af sit politiske engagement for KDPI. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han siden [foråret] 2011 har haft kontakt med og været aktiv for […] KDPI. Han har blandt andet haft til opgave at organisere politiske møder og fungere som organisator af de kurdiske asylansøgere i [tre danske asylcentre]. Han har endvidere inviteret kurdiske asylansøgere til KDPI’s møder og arrangementer. Han har deltaget i talrige møder og demonstrationer for KDPI, herunder foran den iranske ambassade. Fra [sommeren] 2014 har han været [et fremtrædende medlem af KDPI]. Hans aktiviteter fremgår blandt andet af [hjemmesider]. Her ses han med navns nævnelse på en række fotos taget i forbindelse med KDPI’s arrangementer, ligesom artikler skrevet af ham fremgår. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han – som følge af de beskrevne aktiviteter for KDPI […] – ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/15
Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og kristen fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring, forevisninger fra ansøgerens Facebook-profil og sagens øvrige oplysninger til grund, at ansøgeren omkring sommeren 2012 deltog i en tre måneder lang sultestrejke i [et dansk asylcenter], herunder selv sultestrejkede i 20 dage, og at han i den anledning er afbilledet på forsiden af [en dansk avis] [sommeren] 2012. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren og de andre sultestrejkende i forbindelse med strejken blev interviewet til en dokumentarfilm, […], der er blevet vist i Iran, og i hvilken film ansøgeren muligvis er fremkommet med regeringskritiske udtalelser. Flertallet lægger herudover til grund, at ansøgeren i 2012 og 2013 aktivt deltog i demonstrationer foran den iranske ambassade, og at ansøgerens deltagelse med vellignende fotos/optagelser fremgår på Facebook og YouTube. Endelig lægger flertallet til grund, at ansøgeren, der blev døbt [efteråret] 2013, har været en aktiv del af først Netværkskirken, det sidste halvandet år Apostelkirken, og at han udover deltagelse i ugentlige gudstjenester har taget aktiv del i kirkeligt arbejde og modtaget undervisning hver uge. Flertallet finder derfor konversionen reel. Hans tilhørsforhold til kristendommen fremgår af hans Facebook-profil, og han har tilkendegivet under forklaringen for Flygtningenævnet, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil forkynde den kristne tro. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren efter en samlet vurdering i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse fra de iranske myndigheder, navnlig på grund af sin religion og politiske opfattelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Iran/2015/14
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse K -status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra […] i […], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i starten af 2014 fik interesse for kristendommen, og at han blev tilsluttet menigheden ved […] Kirke. Han blev døbt [i sommeren] 2014, og i udtalelse af […] 2015, fra præst […] fra […] Kirke, fremgår det blandt andet, at han siden har udlevet den kristne tro gennem deltagelse i menighedens aktiviteter samt gennem Bibel-undervisning over Skype. Det anføres videre af præsten, at ansøgeren har deltaget i undervisningsforløbet Alpha-kursus i perioden [fra vinteren til foråret ] 2014, og dernæst dåbsundervisning fra [ foråret til efteråret] 2014. Endelig anføres det, at ansøgeren trofast er kommet i kirken hver uge siden [begyndelsen af] 2014. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet fortsat finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans nu tidligere politiske aktiviteter i Danmark har profileret ham i en sådan grad, at det er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2014, og det må efter hans forklaring og de fremlagte erklæringer lægges til grund, at ansøgeren siden [begyndelsen af] 2014 har været aktiv deltager i gudstjenester, kirkemøder og andre kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev udsat for et overfald på asylcentret, og at overfaldet var begrundet i hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han efter sit første afslag på asyl følte sig forladt af gud, og at han af denne grund fik interesse for kristendommen, som han undersøgte nærmere, hvorefter han i [sommeren] 2014 lod sig døbe. Om sin kristne overbevisning har ansøgeren for nævnet redegjort for sin religiøse praksis i dagligdagen, ligesom han har forklaret, at han ønskede at konvertere uanset den fare han derved pådrog sig, samt at hans kristne overbevisning er så dybtfølt, at han allerede har missioneret over for kurdiske venner og sin søster, ligesom han fremover ønsker at missionere. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet demonstreret et rimeligt kendskab til den kristne tro, skriftsteder etc. Nævnet finder derfor, at myndigheder og andre i Iran vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis han vender tilbage. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran2015/13
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret fra islam til kristendom. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han efter sin indrejse i Danmark i [foråret] 2011 er konverteret til kristendommen. Han blev interesseret i kristendommen i forbindelse med sit ophold i [et andet europæisk land]. Som dokumentation herfor har ansøgeren fremlagt en udtalelse [fra efteråret 2014] fra [en pastor]. Ansøgeren ønskede ikke at blande religion ind i sin oprindelige asylsag, idet det ikke var derfor, at han søgte om asyl i Danmark, ligesom ansøgeren mente, at hans valg af religion var et privat anliggende. Under sit ophold i Danmark begyndte ansøgeren først at gå i kirke seks måneder efter sin ankomst, idet han ikke vidste, om han ville bliver overført til et andet land. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at ansøgeren siden [slutningen af 2013] er kommet i [en kirke i København], hvor han [i slutningen af 2014] er blevet døbt. Om sine kirkelige aktiviteter har ansøgeren oplyst, at han om onsdagen deltager i bibelstudier [i en by på Sjælland]. Hver fredag rejser han til København, hvor han deltager i bibelstudier i [et religiøst foretagende], ligesom han hver lørdag og søndag deltager i bibelstudier og gudstjenester [i en kirke i Købehavn]. Ansøgeren har endelig henvist til en artikel [i en landsdækkende avis], hvoraf fremgår, at de kristne asylansøgere på [et asylcenter i Danmark], herunder ansøgeren, bliver truet og chikaneret på grund af deres religiøse overbevisning, og hvori ansøgeren optræder med navn og billede. Flygtningenævnets flertal finder efter oplysningerne om ansøgerens dåb og omfanget af hans kirkelige aktiviteter uanset hans ringe generelle troværdighed ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at hans konversion ikke er reel. Ansøgeren har således i nævnsmødet på troværdig måde forklaret om sin kristne overbevisning. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren efter omtalen med navn og billede i en landsdækkende avis og indholdet af hans åbne profil på Facebook er eksponeret som kristen i forhold til de iranske myndigheder. Flertallet finder det på den baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [den iranske statsborger] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2015/12
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været medlem af Basij, mens han gik i gymnasiet. Ansøgeren har derudover deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra medlemmer af sin afdøde svigerfaders familie, idet han indgik ægteskab med sin nuværende ægtefælle imod familiens ønske, og han og ægtefællen har gennem flere år modtaget trusler på livet i den anledning. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen og frygter problemer med myndighederne ved en tilbagevenden til Iran. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke længere frygter for forfølgelse i anledning af forhold relateret til hans tidligere arbejdsplads i Iran, idet disse ligger langt tilbage, hans familie i Iran har ikke oplevet problemer i den anledning, ligesom myndighederne ikke har ledt efter ham siden kort tid efter udrejsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan og hvornår han mødte sin ægtefælle og dennes mor, ligesom hans forklaring herom står i modsætningsforhold til, at det af den fremlagte vielsesattest fremgår, at han og ægtefællen blev viet [i starten af] 2007. Ansøgerens forklaring om, hvornår og hvordan de mødte hinanden er endvidere i modstrid med oplysningerne i ansøgerens familiesammenføringsskema, hvoraf det fremgår, at ansøgeren mødte sin ægtefælle første gang i [starten af] 2007, hvor han hentede hende i lufthavnen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om truslerne fra ægtefællens familie er udbygget under mødet i nævnet, idet ansøgeren først her har forklaret, at et familiemedlem til ægtefællen opsøgte ham på hans arbejdsplads i Iran og fremsatte trusler mod ham. Nævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgeren ikke indgav ansøgning om asyl, da han besøgte sin ægtefælle i [foråret] 2012. Uanset om ansøgerens forklaring om de fremsatte trusler mod ham og hans ægtefælle måtte lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at truslerne ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har boet i Iran i flere år efter, at truslerne første gang blev fremsat, ligesom ansøgerens ægtefælle også i flere perioder har opholdt sig problemfrit i Iran. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren først i [efteråret] 2013, hvor han havde fået afslag på familiesammenføring, begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgerens forklaring for nævnet om baggrunden for interessen for kristendommen fremstår heller ikke på en måde, som understøtter, at konversionen er reel. Dette underbygges af, at ansøgeren har afbrudt sin dåbsforberedelse og ikke har aktuelle planer om at genoptage denne, ligesom han ikke har fortalt sin ægtefælles familie i Danmark om konversionen. Det forhold, at ansøgeren har anvendt Facebook til at fremsætte kristne budskaber og komme i kontakt med andre kristne kan ikke medføre et andet resultat for nævnets vurdering, idet det tillægges betydning, at ansøgeren ikke anvender sit rigtige navn på Facebook. Der er således heller ikke holdepunkter for at antage, at de iranske myndigheder af denne grund, eller i øvrigt skulle være bekendt med ansøgerens interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2015/10
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Oshnaviyeh (Shno), Iran. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem og aktiv for partiet […] i Iran i perioden 2000-2005. Fra 2009-2014 har han været aktiv for […] i Norge. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har herom oplyst, at han i perioden 2000-2005 har været politisk aktiv for […] i Iran, idet han agiterede for partiet, rekrutterede nye medlemmer og eskorterede de nye medlemmer til […]s baser i bjergene. I foråret eller sommeren 2005 blev han udsat for et bagholdsangreb fra de iranske myndigheder, hvorved han blev skudt i maven. Han blev hjulpet over grænsen til Irak af en partifælle og modtog her lægehjælp. Han opholdt sig i Irak frem til 2009, hvorefter han rejste til Norge og søgte asyl. I Norge fortsatte han sine politiske aktiviteter for […], idet han i perioden 2009-2014 har deltaget i møder og demonstrationer for partiet. […] i 2014 blev han udsendt af Norge, da han havde fået afslag på asyl. I dagene op til udsendelsen blev han nævnt som politisk aktivist i et indslag på den kurdiske tv-kanal […] og i avisen […]. Ved indrejsen i Iran i 2014 blev han tilbageholdt i lufthavnen […] i seks timer, hvorefter han blev kørt til retsbygningen med henblik på at blive fremstillet. Da de nåede frem til retsbygningen lykkedes det ansøgeren at flygte, og han blev af sin fader, som ventede i nærheden, kørt til […], hvor han skjulte sig i sin søsters hus. Han udrejste tre dage senere på ny. Hans familie er flere gange blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Både som følge af hans politiske aktiviteter og som følge af hans udeblivelse fra retten. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens generelle troværdighed i betydelig grad må anses som afsvækket som følge af, at han på en række væsentlige punkter har afgivet divergerende forklaringer til de norske og danske asylmyndigheder. Han har således i Norge forklaret, at han har en iransk ægtefælle og et barn bosiddende i Teheran, og at han i øvrigt har opholdt sig i Teheran i flere år efter 2005, idet han havde et [firma]. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har han derimod forklaret, at han alene har en […] kæreste i Norge, med hvem han har et barn. Ansøgeren har forklaret divergerende om sin tilknytning til […], herunder hvilke aktiviteter han har udført for […], medens han har opholdt sig i Iran. Endvidere har han forklaret divergerende om baggrunden for sit ophold i Irak i en periode forud for sin indrejse i Norge. Til de norske myndigheder har han forklaret, at han i forbindelse med aktiviteter for […] faldt ned fra et bjerg og herefter skulle modtage lægehjælp i Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har han derimod forklaret, at han blev såret af et skud i maven affyret af iranske styrker forud for, at han flygtede til Irak og modtog lægebehandling. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han har haft aktiviteter for […], som har eksponeret ham i forhold til de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgerens billede og navn figurerer i et indslag angiveligt sendt på den kurdiske tv-kanal […] og i avisen […], kan ikke føre til noget andet resultat. Det fremgår af de norske udsendelsesakter, at ansøgeren […] i 2014 af de norske myndigheder blev overleveret til de iranske myndigheder, at han fik ordnet papirer, og at han herefter passerede igennem paskontrollen sammen med iransk politi. Dette stemmer dårligt overens med, at han både til samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsbehandlingen har forklaret, at han var tilbageholdt i omkring seks timer i lufthavnen, hvorefter han næste morgen blev transporteret til revolutionsdomstolen i […]. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund for sagen, at han skulle være undveget på vej til denne domstol i sin faders bil, efter at han skulle have steget ud af patruljevognen og have spadseret omkring 10 minutter hen til revolutionsdomstolen uden håndjern og alene eskorteret af en enkelt værnepligtig soldat. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af politiske aktiviteter er eksponeret i et sådant omfang, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold at ansøgeren kort tid efter sin indrejse i Norge har ladet sig døbe, og at han til de danske myndigheder nu oplyser at være ateist, kan ikke føre til noget andet resultat. Det samme gælder det forhold, at han efter det foreliggende er udrejst illegalt af Iran to gange. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at forholdet kan give anledning til uforholdsmæssig streng sanktion ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/1
Nævnet meddelte i september 2014 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst 2013. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) fra omkring [efteråret 2011] til udrejsen [i sommeren] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne på grund af hans politiske aktiviteter for KDP i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han begyndte at sympatisere med KDP i [efteråret] 2011. I den forbindelse uddelte ansøgeren politisk materiale for partiet af fire omgange. Materialet fik han udleveret af sin kammerat, S. Ansøgeren blev ikke opdaget af de iranske myndigheder i forbindelse med uddelingen af materialet. [I sommeren] 2012 var ansøgeren sammen med S og hans broder K på Ss bopæl. Det bankede på døren, og K oplyste, at det var politiet. Ansøgeren flygtede fra stedet med det samme. S blev dræbt, og K blev anholdt af politiet. K havde ligesom ansøgeren uddelt politisk materiale for KDP i Iran. Han har efterfølgende fået oplyst, at han er efterlyst af myndighederne, og at myndighederne har været på hans bopæl 2 gange for at lede efter ham. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt, ligesom ansøgerens forklaring fremstår selvoplevet. Herefter og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger R opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/6
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013 sammen med sin fætter. Sagerne blev sambehandlet i nævnet.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran og er ifølge sit asylansøgningsskema ateist af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en demonstration for Den Grønne Bevægelse i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration for Den Grønne Bevægelse. Videre frygter ansøgeren myndighederne, idet han er biseksuel og har deltaget i en pornografisk film med tre andre mænd. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han efter sin ankomst til Danmark har bekendt sig til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [sommeren] 2009 deltog i en demonstration til støtte for Den Grønne Bevægelse i Shiraz. Under demonstrationen blev ansøgerens fætter, […], slået voldsomt af myndighederne, hvorfor han skulle på hospitalet. På hospitalet blev ansøgeren og [fætteren] anholdt. De var tilbageholdt i 18 dage, hvor de blev udsat for fysiske og psykiske overgreb, ligesom de blev afhørt flere gange. Fra [sommeren] 2009 og frem til ansøgerens udrejse i [begyndelsen af] 2013 blev han og [fætteren] afhørt af civilklædte personer fire til seks gange. Halvandet til to år efter løsladelsen blev ansøgerens og [fætterens] fælles bopæl ransaget af myndighederne. I [begyndelsen af] 2013 blev boligen ransaget på ny. Ansøgeren og [fætteren] sov denne nat hos deres ven, […]. Samme nat ringede deres [anden] ven, […]s, søster, som fortalte, at deres bopæl var blevet ransaget, og at [den anden ven] var blevet anholdt, fordi myndighederne havde fundet en homoseksuel pornografisk filmoptagelse på bopælen. Umiddelbart efter ringede ansøgerens kæreste og oplyste, at hun havde set civilklædte personer bære plasticposer og hvad der lignede en harddisk ud fra [fætterens] og ansøgerens bopæl. Fem til seks måneder forinden havde ansøgeren, [fætteren og de to ovennævnte venner] optaget en pornografisk film, som ansøgeren opbevarede på sin computer. Flygtningenævnet kan lægge til grund for sagen, at ansøgeren og [fætteren] har deltaget i demonstrationerne i [sommeren] 2009, og at [fætteren] blev udsat for fysisk vold i den anledning. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren og [fætteren] blev løsladt betingelsesløst. Flygtningenævnet finder det betænkeligt at lægge til grund for sagen, at myndighederne omkring et år efter deres løsladelse foretog en ransagning på deres bopæl, og at myndighederne efterfølgende sendte sms’er til [fætteren], og at ansøgeren og [fætteren] jævnligt blev afhørt på forskellige private adresser i byen. Uanset om det måtte kunne lægges til grund for sagen at myndighederne har foretaget en sådan ransagning, hvorunder ansøgerens og [fætterens] bopæl blev gennemgået grundigt, finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren og [fætteren] efterfølgende lagde en sexfilm ud på dels ansøgerens computer, og at sexfilmen blev distribueret på andre personers mobiltelefoner. Flygtningenævnet finder, at dette forhold fremstår utroværdigt, når henses til at myndighederne nogle år i forvejen havde gennemgået ansøgernes bopæl minutiøst. Flygtningenævnet forkaster herefter i det hele forklaringen om myndighedernes konfiskation af en harddisk på ansøgerens og [fætterens] bopæl, idet ansøgerens forklaring om at hans kæreste midt om natten skulle have overværet, at civilklædte personer medtog en harddisk fremstår som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse ligeledes, at det findes påfaldende, at [fætteren] skulle være blevet bestjålet i forbindelse med, at han og ansøgeren søgte asyl i [en dansk by], idet den pågældende person, som havde hjulpet ansøgeren og [fætteren] til [byen] skulle have medtaget ansøgerens computer, hvorpå den pågældende pornofilm lå, imens ansøgeren og [fætteren] var ude at forrette deres nødtørft. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens bekendelse til kristendommen finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren efter sine egne oplysninger har fremstået areligiøs i sit hjemland. Ansøgeren fremstår ikke under nævnsbehandlingen som reelt troende. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren først har henvendt sig til pinsekirken nogle måneder forud for sin dåb. Uanset at ansøgeren er blevet døbt i pinsekirken i [begyndelsen af] 2014, og [fætteren] er blevet døbt i pinsekirken i [efteråret] 2013, finder flertallet således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren reelt har bekendt sig til kristendommen. Flertallet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være asylbegrundende forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/23
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af Kurdisk Azadi Parti (PAK), og at han har spillet fodbold for partiets fodboldhold. Ansøgeren har oplyst, at hans fader har været medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, idet han og hans familie er politiske flygtninge, og fordi han har været medlem af Kurdisk Azadi Parti. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak, før ansøgeren blev født. Familien boede først i Al-Tash-lejren i Romadi. Dernæst flyttede familien til Barika-lejren i det nordlige Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren har forklaret usikkert, ukonkret og ikke overbevisende om faderens medlemskab af KDPI og faderens politiske aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans fader fortsat er aktiv og deltager i medlemsmøder. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens fader er medlem af KDPI eller i øvrigt har deltaget i politiske aktiviteter. Flertallet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgerens broder i sin asylsag ikke har oplyst om, at faderen var medlem af KDPI, selvom broderen af Udlændingestyrelsen blandt andet blev spurgt om, hvorvidt forældrene havde været politisk aktive i Iran. Flygtningenævnets flertal kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i bare nogen grad. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han blev medlem af PAK tre måneder før, han udrejste fra Irak, og at han alene blev medlem, fordi han ønskede at spille fodbold i partiets sportsafdeling. Han har ellers ikke været aktiv i partiet bortset fra, at han har deltaget i partiets fester. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra myndighederne. Flertallet bemærker i den forbindelse, at alene den omstændighed, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren og senere har opholdt sig i KRI – heller ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger – kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2014/22
Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim, født i Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens fader har været medlem af KDPI siden starten af 1980’erne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive efterstræbt af myndighederne, idet hans fader er medlem af og har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak. I 2005 eller 2006 flyttede han sammen med hele familien til en flygtningelejr i Erbil i det nordlige Irak ved navn […]. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren og hans familie levede under dårlige forhold i Irak, og de havde ikke samme rettigheder som irakiske statsborgere. Ansøger boede i [lejren] indtil sin udrejse fra Irak. Spørgsmålet, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må afgøres efter en konkret og individuel vurdering af ansøgeren og hans families forhold, herunder at ansøgeren og hans familie har opholdt sig i Al-Tash-lejren og efterfølgende i en flygtningelejr i KRI. Efter ansøgerens forklaring sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, herunder ansøgerens broders forklaring i sin asylsag, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens fader var politisk aktiv i KDPI, da familien flygtede fra Iran til Irak, og at faderen fortsatte sine politiske aktiviteter under opholdet i Irak. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens fader og moder fortsat opholder sig i KRI, og at de som følge af faderens politiske aktiviteter frygter forfølgelse, hvis de vender tilbage til Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/21
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren har været aktiv for PDKI siden 2012. Han har indmeldt sig i partiet efter indrejsen til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, tortureret eller langvarigt fængslet som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet som følge af, at han i Danmark er begyndt at interessere sig for kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han […]2012 begyndte at sympatisere med PDKI, og at han begyndte at uddele løbesedler for dem. Ansøgeren har desuden forklaret, at ansøgeren meldte sig ind i PDKI efter, at han kom til Danmark. Ansøgeren har i Danmark deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade og folketinget. Ansøgeren forklarer desuden, han i de sidste halvanden til to måneder er begyndt at interessere sig for kristendommen, men ansøgeren anser ikke sig selv som værende kristen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har således navnlig fundet, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin og sin families tilknytning til PDKI. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke er bekendt med, om hans familiemedlemmer er politisk aktive, da de ikke ville fortælle sådanne oplysninger til hinanden, mens han under nævnsmødet har forklaret, at hans familie har været politisk aktive i mange år, og at hans bror er flygtet fra Iran, fordi han var et meget profileret medlem af PDKI. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at hele familien blev forfulgt og chikaneret på grund af broderens forhold. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at konkretisere, hvordan han selv blev forfulgt og chikaneret. Ansøgeren har tillige forklaret udbyggende om, at han skulle have mødt sin bror i en basar på grænsen til Tyrkiet, hvilket myndighederne skulle have opdaget og taget billeder af, hvorefter myndighederne skulle have tilbageholdt ham og afhørt ham om forholdet i tre til fire timer, under hvilken afhøring ansøger tillige skulle være blevet slået og truet. Ansøgeren er imidlertid ikke tidligere fremkommet med disse oplysninger. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke kan oplyse, hvordan han og hans venner blev opdaget af myndighederne, mens de delte løbesedler ud, navnlig fordi de holdt vagt, og fordi der på intet tidspunkt kom nogen forbi og så dem. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke kender sin vens tilknytning til partiet, og at hans ven skulle forklare ham om farerne ved at deltage i politiske aktiviteter, hvis ansøgerens familie havde været aktive i årevis, og hvis hans bror var et profileret medlem af partiet. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgeren var med sin mor på hospitalet netop den dag, hvor myndighederne opsøgte hans hjem. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af myndighederne i Iran på grund af sin tilknytning til PDKI, eller at ansøgeren på nogen måde var profileret i Iran ved sin udrejse. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han har deltaget i flere demonstrationer mod det iranske styre foran den iranske ambassade og folketinget, og at dette er optaget på videoklip, som er lagt på youtube, og på film, der er vist af PDKI, men at hans navn ikke fremgår, og at han ikke udtaler sig til kamera eller andre medier på en identificerbar måde. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at billederne og optagelserne af ansøgeren kan antages at have profileret ham i forhold til de iranske myndigheder. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke i forvejen var profileret over for myndighederne, og at hans navn eller andre kendelige data ikke fremgår af sammenhængen. Det forhold, at ansøgeren, der har angivet at være ateist, angiveligt er begyndt at interessere sig for kristendommen kan ikke begrunde asyl- eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/20
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran og en kvindelig statsborger fra Bulgarien samt den kvindelige ansøgers særbarn og ansøgernes to fællesbørn. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:”At den mandlige ansøger er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af noget politisk parti, men har haft kontakt til nogle politiske partier i Bulgarien, mens han opholdt sig der. Den kvindelige ansøger er etnisk bulgarer og kristen protestant fra Plovdiv, Bulgarien. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og dræbt af de iranske myndigheder som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ved en tilbagevenden til Bulgarien frygter den mandlige ansøger overgreb fra myndighederne eller personer med tilknytning til mafiaen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor nærmere oplyst, at han i 1995 konverterede til kristendommen, mens han opholdt sig i Islamabad i Pakistan, og at han efterfølgende begyndte at missionere i Iran. Dette fik de iranske myndigheder kendskab til i 2008, og han blev i den forbindelse tilbageholdt i et par måneder. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han herefter i 2009 flygtede fra Iran til Bulgarien, hvor han giftede sig med bulgarsk kvinde, der ejede en restaurant. Op til valget i Bulgarien i 2009 var han i kontakt med det politiske parti DPC, hvis leder var Ahmad Dogan. Ansøgeren tilbød sin hjælp med at udvikle biodiesel til gavn for det bulgarske samfund. DPC tabte valget. Ansøgeren blev herefter kontaktet af en repræsentant fra det vindende bulgarske parti, GERB, der nu havde overtaget regeringsmagten, fordi de ønskede hans hjælp til deres økonomiske politik og turisme. Ansøgeren, der havde fået afslag på opholdstilladelse, indvilligede i dette. Partiets repræsentant lovede at hjælpe ham med at få opholdstilladelse i Bulgarien. Efterfølgende fik ansøgeren at vide, at han skulle rejse til udlandet og veksle nogle obligationer for regeringspartiet, hvilket han nægtede, da han mente, at det ville indebære ulovligheder. I den efterfølgende periode blev han og hans familie chikaneret af ukendte personer, der blandt andet smadrede ruder og inventar i deres restaurant, stjal deres to biler og [i begyndelsen af] 2010 satte ild til deres restaurant. Dernæst modtog ansøgeren trusler om, at han og hans familie ville blive dræbt. Han har endvidere forklaret, at han mener, at den meldepligt, som han pludselig blev pålagt, er et led i den chikane, som han og hans familie er blevet udsat for. Han mener, at den gruppe, som har chikaneret ham og hans familie og blandt andet har sat ild til restauranten, er meget indflydelsesrige i forhold til regeringen og derfor kan foranledige, at hans opholdstilladelse trækkes tilbage. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Bulgarien frygter, at hendes ægtefælle vil blive sendt tilbage til Iran som følge af de konflikter, hun og hendes ægtefælle har haft i Bulgarien. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i 2009 af en repræsentant fra det bulgarske regeringsparti, GERB, blev anmodet om at arbejde for dem. Dette indvilligede hendes ægtefælle i, hvis han til gengæld fik en opholdstilladelse i Bulgarien. Efterfølgende fik hendes ægtefælle at vide, at han skulle rejse til udlandet og veksle nogle obligationer for GERB, hvilket han nægtede. I den efterfølgende periode blev ansøgeren og hendes familie chikaneret og truet af forskellige ukendte personer, og [i begyndelsen af] 2010 blev det sat ild til deres restaurant. Ansøgeren mener, at det er personer fra mafiaen, som har chikaneret dem, og hun mener, at der er en så tæt kontakt mellem mafiaen og de øverste regeringsmyndigheder, herunder justitsmyndighederne, at hendes ægtefælle som led i chikanen risikerer at få ophævet sin opholdstilladelse og blive udsendt til Iran. Et eksempel på den magt som mafiaen har i forhold til regeringen er, at hendes ægtefælle er blevet pålagt meldepligt. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han er konverteret til kristendommen, hvilket er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige ansøger isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at den chikane, som ansøgerne angiveligt har været udsat for fra ukendte kriminelle personer, er af privatretlig karakter, hvorfor ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at ansøgerne vil kunne opnå beskyttelse hos myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne hver gang har anmeldt kriminaliteten til politiet, der har optaget rapport herom. Flygtningenævnet finder derimod ikke at kunne lægge til grund, at chikanen er udført af de bulgarske myndigheder eller personer med tilknytning til disse. Flygtningenævnet lægger til grund, at den meldepligt, som den mandlige ansøger er blevet pålagt af de bulgarske myndigheder efter det oplyste må antages at være en følge af en overtrædelse af den bulgarske udlændingelovgivning. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har godtgjort, at meldepligten har nogen sammenhæng med den chikane, som ansøgerne har været udsat for fra ukendte kriminelle personer. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger ved den bulgarske asylmyndigheds afgørelse af […]2009 blev meddelt såkaldt humanitær opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at denne humanitære opholdstilladelse, der er meddelt i henhold artikel 9 i den bulgarske lov om asyl og flygtninge, der efter de foreliggende oplysninger svarer til beskyttelsesstatus efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige ansøger allerede har opnået beskyttelse i Bulgarien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen ikke, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at den mandlige ansøger risikerer at blive udsendt til Iran eller til et andet land, hvorfra han risikerer at blive udsendt til Iran, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet finder derfor, at Bulgarien kan tjene som den mandlige ansøgers første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/19
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim af trosretning, men efter hun kom til Danmark, er hun konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes søn har været politisk aktiv og deltaget i demonstrationer i Iran. Sønnen har på grund af sin politiske aktivitet været tilbageholdt af myndighederne flere gange. Efter at ansøgeren er kommet til Danmark, er hun konverteret til kristendommen. Hun blev døbt i Danmark i [sommeren] 2013 og har deltaget i dåbsforberedelse, inden hun blev døbt. Hun modtager fortsat undervisning i kirken i dag. Ved en tilbagevenden til hjemlandet, frygter hun for sin og familiens sikkerhed på grund af sønnens politiske aktiviteter. Herudover frygter hun, at hun ikke vil kunne praktisere sin kristne tro i hjemlandet. Ansøgeren har forklaret, at hun og sønnen ansøgte om visa til [et europæisk land]på [det europæiske lands]ambassade i Teheran, men at de aldrig fik visa i hænde, og at de udrejste illegalt af Iran, idet de på æselryg krydsede grænsen til Tyrkiet og derfra rejste til Danmark skjult i en lastbil. [Det europæiske lands] ambassade i Teheran har imidlertid til de danske myndigheder oplyst, at ambassaden har udstedt visa til ansøgeren og hendes søn og udleveret passene med de udstedte visa til ansøgeren og hendes søn personligt. Ambassaden har fremsendt kopi af passene samt af fly- og hotelreservation. Det fremgår, at de omhandlede visa er udstedt i foråret 2013 med gyldighed i en måneds tid. Af den med visumansøgningen indleverede hotelreservation fremgår, at der var bestilt hotelværelse i [det europæiske land] i en uges tid i foråret 2013 til ansøgeren og hendes søn og yderligere en kvinde, som skulle dele et dobbeltværelse med sønnen. Ansøgerens forklaring om, at passene ikke som oplyst af ambassaden er afhentet af hende og sønnen personligt, og at hun intet kender til hotelreservationen, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal at måtte tilsidesætte som utroværdig. Flertallet tilsidesætter på den baggrund i det hele ansøgerens forklaring om den illegale udrejse fra Iran og lægger til grund, at ansøgeren og hendes søn er udrejst legalt af Iran via Italien. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens og hendes søns forklaring om, at sønnen som følge af deltagelse i demonstrationer i 2009 skulle være blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder, til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes søns generelle troværdighed som følge af den urigtige forklaring om udrejsen er svækket i betydelig grad og finder endvidere, at ansøgerens søn på nærmere spørgsmål om tilbageholdelserne har svaret upræcist og afglidende, og at forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes søn i Udlændingestyrelsen har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor længe den første tilbageholdelse varede, idet ansøgerens søn forklarede en nat og ansøgeren to-tre døgn. Ansøgerens forklaring i nævnsmødet om, at divergensen skyldes, at ansøgerens søn ikke havde været hjemme i nogle dage op til tilbageholdelsen, finder flertallet ikke troværdig. Vedrørende den anden tilbageholdelse har ansøgeren og hendes søn også forklaret divergerende, idet ansøgeren har forklaret, at sønnen blev hentet af politiet to-tre timer efter, han kom hjem, mens sønnen til asylsamtalen forklarede, at politiet kom den følgende morgen, og i nævnsmødet 5-6 timer efter hans hjemkomst. Det forekommer i øvrigt ikke troværdigt, at ansøgerens søn blev søgt af politiet på bopælen allerede et par timer efter, at han under demonstrationen afbrændte et billede af Ahmadinejad. Også vedrørende hjemkomsten efter den anden tilbageholdelse er der forklaret divergerende, idet sønnen har forklaret, at han blev kørt hjem af en tilfældig, hjælpsom bilist, mens ansøgeren har forklaret, at sønnen formåede at tage en taxa, som hendes mand betalte ved hjemkomsten. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens søn i foråret 2010 uden problemer har fået udstedt iransk pas, og lægger som anført ovenfor til grund, at han har kunnet udrejse legalt af Iran. Ansøgerens søn har i øvrigt efter forklaringerne ikke haft problemer med de iranske myndigheder i de seneste 10 måneder før udrejsen af Iran, og der er ikke grundlag for at antage, at hverken hans derboende søster eller hans bror, der aftjener værnepligt, har haft problemer med iranske myndigheder som følge af hans forhold. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark i […] 2013 og i sit asylansøgningsskema den f […]2013 oplyste at være muslim. Ansøgeren og hendes søn har begge forklaret, at der ikke blev praktiseret religion i hjemmet i Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen 3-4 år før udrejsen af Iran, at hun, da hun udfyldte sit asylansøgningsskema, fortsat var muslim, men at hun herefter begyndte at anse sig selv som kristen og gerne ville lære mere om det, og at hun efter dåbsundervisning en gang ugentligt i to-tre måneder blev døbt i sommeren 2013. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren og hendes søn til den første asylsamtale har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår deres interesse for kristendommen opstod, idet sønnen angav, at de begge fik interesse for kristendommen 6-7 måneder før udrejsen, mens ansøgeren forklarede, at hendes interesse opstod 3-4 år før samtalen. Den senere forklaring om, at ansøgeren holdt sin interesse hemmelig for sønnen i de første år, finder flertallet ikke overbevisende. Ansøgerens søn har endvidere udbyggende forklaret, at han via en ven, der var i Tyrkiet, skaffede sig en bibel, som han læste i Iran, idet vennen opbevarede biblen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at de ikke havde nogen bibel i Iran, da det var for farligt. På denne baggrund og henset til ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnets flertal, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2014/18
Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgerne er etniske persere og er kristne af trosretning fra Rasht i Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de konverterede til kristendommen, mens de boede i Iran. Konversionen skete i forbindelse med, at en af den mandlige ansøgers venner tog ham med i […] kirken i Teheran og efterfølgende i en hjemmekirke, hvor den kvindelige ansøger også begyndte at komme. Den mandlige ansøger fik desuden kontakt til en person i et [andet nordisk land], som gav ham oplysninger om kristendommen via internettet. I foråret] 2012 startede den mandlige ansøger sin egen blog på internettet, hvor han videregav oplysninger om kristendommen. Den mandlige ansøger formoder, at myndighederne har fået kendskab til konversionen, idet han i [slutningen af] 2012 bankede på døren til en kirke i Rasht. Ansøgeren fortalte den person, der åbnede døren, om sine kristne aktiviteter. I [slutningen af 2012] blev ansøgernes bopæl ransaget af politiet, hvor man blev bekendt med den mandlige ansøgers blog samt andet kristent materiale. I [sommeren] 2013 begyndte ansøgerne at deltage i Pinsekirken i […]s gudstjenester samt andre aktiviteter. I [efteråre]t 2013 er ansøgerne blevet døbt i den pågældende kirke. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgerne allerede forud for udrejsen af Iran havde fattet interesse for kristendommen og deltaget i gudstjenester i hjemmekirker og læst i biblen, og at denne interesse er fortsat efter udrejsen. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerne har udvist godt kendskab til kristendommen. Uanset ansøgernes forklaring om deres asylmotiv og udrejse indeholder divergenser og fremstår mindre sandsynlig, finder flertallet på baggrund af ansøgernes forklaringer, at ansøgernes konvertering må anses at være reel. Sammenholdt med nævnets baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder flertallet, at det er sandsynliggjort, at ansøgerne i tilfælde af hjemsendelse til Iran risikerer at blive forfulgt på grund af deres religiøse overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […] og […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/17
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk perser fra Iran. Ansøgeren har bekendt sig til sufismen og har regelmæssigt i flere år deltaget i møder afholdt af en sufistisk sekt. Ansøgeren deltog i møder hos daravish-bevægelsen, som er en gren af sufismen, og han agiterede for sekten blandt sine studiekammerater. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, idet han er blevet anklaget for at have vendt islam ryggen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han tilhører en sufistisk sekt, hvor han har deltaget i møder. Ansøgeren har tillige oplyst, at han [i sommeren] 2009 blev anholdt i forbindelse med et møde i sekten sammen med to andre medlemmer. Ansøgeren blev tilbageholdt om aftenen og blev løsladt den efterfølgende dag, idet han underskrev en erklæring om, at han ikke længere ville afholde møder i sekten. Ansøgeren blev endvidere forvist til et andet job 70 kilometer fra sin hjemby. Han blev derudover pålagt meldepligt hos myndighederne hver uge. I [begyndelsen af] 2012 blev ansøgeren indkaldt til en tjenstlig samtale med sikkerhedskontoret på sin arbejdsplads. Ansøgeren blev anklaget for at have fortsat sine aktiviteter. Hans kontor blev ransaget, men myndighederne fandt ikke noget kompromitterende materiale. I [begyndelsen af] 2013 deltog ansøgeren i et møde i Rasht. Det var et møde afholdt af sekten. Efterretningstjenesten dukkede op, og alle deltagerne blev anholdt. I den forbindelse blev ansøgeren sat i isolationsfængsel i fem til seks dage, hvorefter han blev sendt til retten. Der blev dog ikke gennemført et retsmøde den pågældende dag. I retten mødte ansøgeren en fjern slægtning, som arbejdede for retten. Ansøgeren bad slægtningen om at give besked til familien om, at han var fængslet. Den efterfølgende dag blev ansøgeren atter stillet for retten, hvor han blev løsladt mod kaution. Da ansøgeren kom hjem til sin ægtefælle, fortalte hun, at bopælen var blevet ransaget. Der var fundet bøger med kompromitterende indhold, og ansøgerens pc var blevet konfiskeret. Via sin slægtning fra retten blev ansøgeren bekendt med, at han var anklaget for at have agiteret for bahai’ismen. Hvis ansøgeren ikke angrede dette, ville han blive henrettet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder imidlertid, at det alene beror på ansøgerens formodninger, at han er blevet overvåget, at hans kontor gentagne gange er blevet ransaget, og at han er blevet anholdt på grund af sine religiøse aktiviteter. Ansøgeren har efter sin forklaring uden problemer bekendt sig til en sufistisk tro fra 1998 til i hvert fald 2009. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren i 2012 kunne få sit pas fornyet, såfremt han på det tidspunkt var kommet i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har endvidere først under nævnsmødet forklaret, at han har haft kontakt med sin familie i Iran og fået at vide, at myndighederne har kaldt farens kaution, så forældrene har måttet forlade deres hus, ligesom myndighederne har lukket ægtefællens frisørforretning, og at ægtefællen har måttet flytte på landet med deres søn. Ansøgeren har adgang til computer på asylcenteret, men har ikke søgt oplysninger om, hvad der måtte være sket med de personer, der efter ansøgerens forklaring blev anholdt sammen med ham i [begyndelsen af] 2013. Denne forklaring forekommer, sammenholdt med de øvrige omstændigheder, utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han på grund af sin religiøse overbevisning i Iran er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. Uanset nævnet lægger til grund, at ansøgeren siden [efteråret] 2013 har deltaget i […] aktiviteter og udtrykt ønske om at blive døbt, kan et flertal af nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, allerede på grund af det korte tidsforløb, fordi ansøgeren ikke havde interesse for kristendommen i Iran, ligesom ansøgerens interesse for kristendommen ikke er kommunikeret videre. Ansøgeren har ikke tidligere været politisk aktiv. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre, herunder foran den iranske ambassade, og dette er optaget på billeder, ligesom ansøgeren har skrevet indlæg på nogle blogs. Et flertal af nævnet finder ikke, at dette har kunnet profilere ansøgeren i tilstrækkelig grad i forhold til de iranske myndigheder. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en blandt flere på billederne, at hans navn eller andre data ikke fremgå i den forbindelse, ligesom ansøgerens indlæg på internettet er skrevet efter Udlændingestyrelsens afslag og anses for fabrikeret til lejligheden. Et flertal af Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/16
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgerne, der er gift med hinanden, er etniske persere og kristne fra Teheran, Iran. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi de har udført politisk aktivitet vendt mod regimet, og fordi de er konverteret til kristendommen. Myndighederne er på grund af fund under ransagning bekendt med deres politiske aktiviteter, og ansøgerne har som følge heraf været tilbageholdt. Den mandlige ansøger er under flere tilbageholdelser blevet udsat for flere fysiske overgreb. [I sommeren] 2011 udrejste de illegalt af Iran. Samme måned ankom de til Italien, hvor de [i sommeren 2012] blev meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtninge til sommeren 2017. [I foråret 2014] fløj de til Danmark på grund af utilfredshed med forholdene i Italien. I de første 17 til 19 måneders ophold i Italien blev de alene anvist dårlige boligforhold i asylcentre. Derefter måtte de klare sig selv. De lejede herefter en privat bolig. De havde beskedne midler erhvervet under seks måneders virksomhedspraktik og havde endvidere skaffet penge ved at sælge smykker. De kunne derfor betale husleje på 490 euro om måneden samt andre faste udgifter i forbindelse hermed. Da de ikke havde flere penge og således måtte forudse snart at skulle bo på gaden, så de sig nødsaget til at låne penge af en tidligere arbejdskollega med henblik på at udrejse af Italien. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgerne er omfattet af udlængelovens § 7, stk. 1, til grund. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet antager, at ansøgerne i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at det vil være muligt for ansøgerne at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgernes personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others v. the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, i punkt 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien:”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law. Flygtningenævnet har i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der i sagen er konkrete oplysninger om de pågældende ansøgere og de forhold, de hidtil har haft i Italien, at der er grundlag for at fastslå, at Italien ikke for disse ansøgere kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgerne er sunde og raske og i de første 17 til 19 måneders ophold i Italien er blevet hjulpet med bolig i asylcentre, samt at de italienske myndigheder har været dem behjælpelige med at få sprogundervisning og lønnet virksomhedspraktik. Endvidere henvises til, at ansøgerne herefter selv har kunnet leje en lejlighed, hvor de har boet i omkring et års tid, samt at de på intet tidspunkt har boet på gaden. Flygtningenævnet bemærker tillige, at det anførte i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Tarakhel v. Switzerland, application no. 29217/12, der til forskel fra denne sag, vedrører en Dublin-ansøgning fra en familie med seks mindreårige børn, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved blandt andet, at Menneskerettighedsdomstolen i dommen understreger, at den øjeblikkelige situation i Italien ikke kan sammenlignes med forholdene i Grækenland, da domstolen traf afgørelse i sagen M.S.S. v. Belgium and Greece den 21. januar 2011.Flygtningenævnet finder herefter, at Italien kan anvendes som ansøgernes første asylland, og nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/15
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 besluttede Flygtningenævnet at udsætte sagen med henblik på via Udenrigsministeriet at indhente oplysninger om en dom omhandlende ansøgeren.. I 2014 modtog Flygtningenævnet oplysningerne fra Udlændingestyrelsen, og sagen blev herefter behandlet på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah-provinsen. Ansøgeren har under udsættelsessagen oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiks aktiv. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv henvises til det af ham forklarede under nævnets behandling af sagen den […]2013. Ansøgeren har endvidere som nyt asylmotiv henvist til, at han under udsættelsessagen er konverteret til kristendommen, og at han ikke vil kunne praktisere sin tro i Iran uden risiko for asylrelevant forfølgelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet bemærker indledningsvist, at det ikke er underbygget, at ansøgeren i Iran skulle være idømt livsvarigt fængsel for narkotikakriminalitet, og at advokatens svar på henvendelsen fra de danske myndigheder, der var vedlagt samtykke til udlevering af oplysninger fra ansøgeren, om, at han ikke vil udlevere ansøgerens dom fra Iran, men at han mod betaling kan fremkomme med yderligere oplysninger, fremstår påfaldende. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet fremkom med en troværdig og konsistent forklaring om sit asylmotiv. Flertallet lægger således ansøgerens forklaring om, at han blev stoppet i en taxa med nogle kunder, der var i besiddelse af regimekritisk materiale, og at han i den forbindelse blev idømt fængsel i 15 år, 1 dag og 1 time til grund. Flertallet lægger videre ansøgerens forklaring om, at han blev meddelt orlov mod kaution til grund og bemærker, at Udenrigsministeriets kilde har oplyst, at det er muligt at få 5 dages orlov mod kaution ved fængselsstraf på 15 år, 1 dag og 1 time efter afsoning af 3½ års fængsel, hvilket understøtter ansøgerens forklaring om fængselsdommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han med urette har modtaget en dom for politisk aktivitet, som det er lykkedes ham at flygte fra under en orlov, og at han ved hjemvenden til Iran igen vil være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/14
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning, født i flygtningelejren Al-Tash, Irak. Ansøgeren har senest boet i Barika-lejren i KRI, Irak. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne som følge af sin faders politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader som medlem af KDPI har udført politiske aktiviteter mod det iranske regime, hvorfor familien var nødsaget til at udrejse fra Iran i slutningen af 1970’erne. Ved en tilbagevenden til Iran vil de iranske myndigheder fængsle og henrette ansøgeren for at finde frem til hans fader. Det fremgår af oplysningerne fra ansøgerens broders asylsag, at ansøgerens forældre deltog i KDPI’s opstart, samlede sympatisører, og uddelte informationer om partiet til andre i flygtningelejren. De havde endvidere gennem møder fået kendskab til nogle højtstående personer i KDPI. Det fremgår endvidere, at broderen har udleveret aviser for KDPI i Al-Tash og Barika flygtningelejrene og deltaget i partiets møder og konferencer. Ansøgeren har under nævnets behandling forklaret, at faderen har været peshmerga, da familien boede i Iran, forinden deres flugt til Irak. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har hjulpet sin fader med at omdele aviser og løbesedler i flygtningelejrene i Irak. Ansøgerens fader er fortsat medlem af KDPI og deltager nu i partiets møder og arrangementer. På grund af sin alder er faderen nu afskåret fra at deltage i yderligere aktiviteter. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at ansøgerens egne politiske aktiviteter er af begrænset karakter og omfang. Nævnet finder imidlertid efter de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med det oplyste om faderens politiske aktiviteter for KDPI, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en eventuel indrejse i Iran vil blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie, og at han som følge heraf vil være i en sådan risiko for overgreb, at han har behov for beskyttelse. Nævnet bemærker herved, at ingen fra ansøgerens familie har været tilbage i Iran efter udrejsen i 1979. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/13
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Senere i 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2014 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde på baggrund af nye oplysninger i sagen.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse siden præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun deltog i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009, samt at hun er konverteret til den kristne tro. Om sin deltagelse i demonstrationer har ansøgeren forklaret, at hun deltog i en demonstration, hvor hun fik et slag i ansigtet af en myndighedsperson, der beskadigede hendes tænder. Ansøgeren deltog efterfølgende i demonstrationer med jævne mellemrum. Ansøgerens fader og broder deltog ligeledes i demonstrationer, men ikke sammen med ansøgeren. De blev begge tilbageholdt men løsladt igen. Under en demonstration blev ansøgerens fader og broder udsat for vold. Derefter blev familiens bopæl ransaget, og ansøgerens fader og broder flygtede derfor ud af landet og blev meddelt asyl i Danmark. Ansøgeren fortsatte sine aktiviteter og blev i [begyndelsen af] 2011 anholdt under en demonstration. Ansøgeren blev tilbageholdt i et par dage, hvor hun blev afhørt og udsat for vold. Ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at hun underskrev en erklæring om, at hun ikke ville demonstrere i fremtiden. Ansøgeren holdt derefter lav profil. I [begyndelsen af 2012] blev ansøgerens veninde anholdt, og ingen hørte siden fra hende. En dag på vej hjem opdagede ansøgeren, at to civilklædte personer fulgte efter hende. Ansøgeren besluttede sig derefter for at udrejse af Iran. Om sin konversion til den kristne tro har ansøgeren under nævnsbehandlingen forklaret, at hun allerede inden udrejsen fra Iran havde sympati for kristendommen, og at hun derfor ved indrejsen til Danmark oplyste, at hun troede på Gud, men ikke var muslim. Hun har især efter sin moders alvorlige sygdom følt sig tiltrukket af kristendommen. Hendes fader konverterede til kristendommen umiddelbart efter, at han ankom til Danmark i 2010, mens hendes moder fortsat er muslim. Ansøgeren begyndte at gå i kirke i […] og kom efterfølgende i forbindelse med en iransk flygtning bosiddende i […]. Sammen med denne begyndte ansøgeren at komme i Frikirken i […], hvor hun blev døbt i sommeren 2014. Vedrørende ansøgerens oprindelige påberåbte asylmotiv lagde Flygtningenævnet ved afgørelsen af […]2013 til grund, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer, men nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren på tidspunktet for udrejsen var eftersøgt af myndighederne og risikerede anholdelse på grund af sin deltagelse i demonstrationerne. Nævnet finder ikke, at de nu fremlagte tilsigelser vedrørende indkaldelse til afhøring kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit oprindeligt påberåbte asylmotiv under genoptagelsessagen. Nævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet har herved bemærket det tidsmæssige forløb, der gør det nærliggende at rejse spørgsmål om, hvorvidt ansøgerens konversion skal ses i sammenhæng med afslaget på opholdstilladelse, som blev givet ved nævnets afgørelse den i sommeren 2013 og den forestående udsendelse. Nævnet finder uanset denne tidsmæssige sammenhæng, at der bør lægges afgørende vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist et solidt kendskab til centrale dele af den kristne tro, som fremstår båret af en reel interesse for og tro på kristendommen. Nævnet bemærker i den anledning, at ansøgeren er en veluddannet kvinde, der må formodes at være i stand til, at tilegne sig viden om et stof og en begrebsverden. Uanset dette finder nævnet, at ansøgerens fremtræden i nævnet og indgående kendskab til kristendommen skal ses i sammenhæng med hendes oprindelige tilkendegivelse om, at hun troede på Gud men ikke var muslim samt, at hendes fader flere år forud for hendes moders sygdom i Danmark var konverteret til kristendommen, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hendes religiøse følelser og intensiverede kirkegang, skal ses i sammenhæng med hendes moders livstruende sygdom. Herefter finder nævnet efter en samlet konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet finder således, når henses til baggrundsoplysninger om forholdene for konvertitter i Iran, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/12
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [byen A], Kermanshah provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel den indflydelsesrige imam, [A], eller de iranske myndigheder, idet han har været i håndgemæng med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han boede omkring 200 meter fra den lokale moské, [moskéen C], hvor imamen, [A], prædikede nedværdigende om yari-troende. Imamen fortalte blandt andet i sin prædiken, at han betragtede yari-troende som blasfemiske, beskidte og vantro. Ansøgeren besøgte derfor moskéen to gange. Den første gang talte han med nogle frivillige, der fortalte ham, at imamen havde ret. Den anden gang talte han med imamen, der forklarede ansøgeren, at koranen inddelte mennesker i muslimer og vantro, og at muslimerne i Iran ventede på et signal fra den religiøse leder, Khamenei, til at få lov til at slå de yari-troende ihjel. Ansøgeren forlod herefter moskéen. [I sommeren] 2015 mødte ansøgeren tilfældigt imamen på gaden. Imamen nægtede at give hånd til ansøgeren, og ansøgeren konfronterede herefter imamen og fortalte, at han var træt af den måde, hvorpå imamen omtalte de yari-troende. Imamen svarede på ansøgerens kommentar med at kalde yari-troende for ”beskidte”. Samtalen mellem ansøgeren og imamen udviklede sig til et håndgemæng. Da håndgemænget blev stoppet af tilfældige forbipasserende, truede imamen ansøgeren på livet, og ansøgeren flygtede til en afsides kornlade, som tilhørte hans ven, hvor han opholdt sig i tre og en halv måned indtil sin udrejse af Iran. Under sit ophold i kornladen blev ansøgeren bekendt med, at hans familiens bopæl tre gange er blevet opsøgt af civilklædte repræsentanter fra de iranske myndigheder, der ledte efter ansøgeren og beslaglag hans computer og bøger, som indeholdt materiale, der kritiserer islam. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår divergerende, tillært og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen flere gange forklarede, at han havde været i moskeen tre gange, hvor han alle gange havde talt med frivillige. Han husker ikke præcist, hvornår disse samtaler fandt sted. De frivillige havde ikke truet ham, men havde sagt det samme som imamen. Han talte med imamen to gange på en pæn måde - den anden gang var [i sommeren] 2015. Ingen af gangene truede imamen ham, men forsøgte blot at få ham til at forstå, hvordan muslimer betragter yari. Ansøgeren forklarede efterfølgende, at episoden, hvor imamen slog ham, fandt sted [i sommeren] 2015. Til sin asylsamtale forklarede ansøgeren derimod, at han kom i moskeen omkring en måned, før konflikten med imamen startede, og at han her talte med nogle personer, som han formodede var frivillige. Anden gang han kom – han husker ikke hvornår – var imamen til stede, og han talte med ham. Han modtog ingen trusler disse gange. Han kom ikke flere gange i moskeen forud for [i sommeren] 2015, hvor konflikten startede. Ansøgeren har endvidere til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at nogle civilklædte personer efterfølgende opsøgte hans bopæl og tog hans computer og nogle bøger. Der var ikke noget inkriminerende på hans computer eller i bøgerne. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at der var tale om civilklædte myndighedspersoner, der konfiskerede hans computer, bøger og et af hans id-kort. Computeren og bøgerne indeholdt blandt andet informationer vedrørende yari-troen og islamkritisk materiale. En af de konfiskerede bøger var ”Ayate Shitani” som var skrevet af islamkritikeren Salam Rushdie. Nævnet finder ikke, at denne divergens kan forklares med tolkemæssige problemer, henset til, at ansøgeren, der er en veluddannet person, ikke har haft nogen bemærkninger til oversættelsen af referatet af oplysnings- og motivsamtalen, og at ordet inkriminere efter tolkens oplysninger på nævnsmødet ikke findes på farsi og derfor har måttet forklares for ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle henvende sig til en imam på et offentligt sted og indlade sig i en diskussion med ham – også henset til, at ansøgeren har forklaret, at han respekterede imamen på grund af hans position, og fordi han var en ældre herre - og at imamen herefter skulle overfalde ansøgeren med slag og true ham med, at han ville slå ham ihjel. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der er i kontakt med sine forældre, ikke efterfølgende har talt med dem om den angivelige konflikt. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdigt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet tillige påberåbt sig, at han risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har forklaret, at han begyndte at udvise interesse for kristendommen kort efter sin indrejse i Danmark, og han har fremlagt dels en ansøgning om tilmeldelse til dåbsundervisning dateret [i begyndelse] af 2016, dels sit dåbsbevis fra [kirke A] af [i foråret] 2016, dels en bekræftelse af [i slutningen af] 2017 fra [kirke B], hvoraf det fremgår, at han har været aktiv deltager i kirkelige arrangementer i perioden fra [slutning af 2015 til slutning af 2017]. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren begyndte at komme i kirken umiddelbart efter, at han kom til Danmark, at han ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvorfor han begyndte at komme i kirken, og at ansøgeren trods det forhold, at han påbegyndte dåbsundervisning i januar 2016 og blev døbt i april 2016, ikke har oplyst noget herom hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller asylsamtalen, men at han tværtimod til asylsamtalen oplyste, at han altid har tilhørt yari, og at han praktiserede sin religion, ligesom han fremlagde en erklæring fra Yarsan Democratic Organization dateret [efteråret 2016], hvoraf fremgår, at ansøgeren tilhører det religiøse mindretal yarsan. Heller ikke det forhold, at ansøgeren på sin åbne Facebook-profil har offentliggjort religiøse indslag navnlig efter afslaget fra Udlændingestyrelsen, findes at kunne føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han med Facebook-profilen, der alene henviser til hans fornavn, har profileret sig overfor de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Nævnet finder endvidere anledning til at bemærke, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat af 6. april 2017, Iran: The Yaresan, afsnit fem, side 12, fremgår, at: ”With regard to how the authorities might perceive a conversion to Christianity from Yari faith, the source considered that if an individual that the authorities regarded as non-Muslim were to convert to Christianity, he or she would not likely be treated as an apostate. […]”. Nævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2018/30/AZU
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Basij. Han meldte sig ind i 2005 i forbindelse med gymnasiestart og blev aktivt medlem i 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han den […] 2010 skød en mand ved navn […]. Manden var trænet efterretningsmand for Basij, og ansøgeren havde set ham på […]basen. Han havde endvidere set efterretningsmanden en gang, hvor efterretningsmanden lå på et tag og skød ned i en folkemængde. efterretningsmanden dræbte flere på den måde. Den […] 2010 var der en meget stor demonstration, hvor ansøgeren var informationsmand for Basij. Han havde en walkie talkie og skulle kalde ind, når han så en adfærd, som Basij ikke ønskede. Herefter ville Basij-folk komme til stedet og overtage. Ansøgeren meldte ikke nogen, da han ikke kunne lide det. Han holdt af sine landsmænd. Han så, at efterretningsmanden rettede sin pistol mod en pige på 10-12 år. Hun stod ved nogle andre, men ansøgeren kunne ikke se, om hun var der sammen med dem. Da han troede, at efterretningsmanden ville skyde hende, gik han i panik. Han trak sit våben og skød efterretningsmanden. Det våben, som ansøgeren skød med, var en 45 kaliber Colt, som han havde fået af Basij. Som en konsekvens af drabet på efterretningsmanden, er ansøgerens hjem efterfølgende blevet ransaget. Ligeledes er ansøgeren blevet dømt. Dommen lød på, at han må skydes ved antræffelse. Ved en tilbagevenden til Iran, er ansøgeren sikker på at blive dræbt. Ansøgeren har som et yderligere asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, mens han har opholdt sig i Danmark. Da han kom til Danmark troede han ikke på nogen bestemt gud, men nu er han kristen, og han blev døbt den […] 2013. Han havde gået i kirke i cirka en måned, da han blev døbt. Han går i kirke hver søndag. Han går til gudstjeneste i […]Kirke, hvor han lærer om kristendommen fra præsten[…]. De kan høre prædikenen på farsi gennem en høresnegl. Han kommer ind imellem også i […]kirke og […]kirke. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om, at han har skudt efterretningsmanden og herefter er blevet dømt til døden, ikke at denne forklaring kan lægges til grund. Forklaringen fremstår på centrale punkter divergerende og usammenhængende og forkastes derfor som utroværdig. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen den […] 2012 har forklaret, at han tidligere havde set efterretningsmanden ligge som snigskytte på et tag, idet han dog ikke havde set efterretningsmanden ansigt. Han havde efterfølgende fået at vide, at snigskytten var efterretningsmanden. Under asylsamtalen den […] 2013 har ansøgeren imidlertid oplyst, at han kunne genkende efterretningsmandens ansigt ved demonstrationen, fordi han så efterretningsmanden fra samme vinkel, som dengang efterretningsmanden lå på taget. Under asylsamtalen den […] 2012 har ansøgeren om sin pistol forklaret, at han fik den udleveret 6 måneder efter, at han havde gennemført træningen på […]basen, og under gensamtalen den […] 2013 har ansøgeren forklaret, at han fik pistolen umiddelbart efter træningen, der begyndte dagen efter, at ansøgeren var kommet til basen. Træningen varede en uge. Ansøgeren har om sine aktiviteter for Basij under samtalen den […]2012 forklaret, at han slog de folk, som han kontrollerede, såfremt han blev angrebet. Under asylsamtalen den […] 2013 har han imidlertid forklaret, at han aldrig har lagt hånd på nogen i forbindelse med sit arbejde for Basij. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han en gang har lagt en person ned. Personen var fuld og ville slå ansøgeren. Nævnet finder, at det i øvrigt svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgeren under asylsamtalen den […] 2012 har forklaret, at han udrejste fra Iran cirka et halvt år efter demonstrationen den […] 2010 og kom til Danmark 13 dage efter at han havde afsluttet sit ophold på […]’s gård. Under samtalen den […] 2013 har ansøgeren forklaret, at han efter sin udrejse fra Iran opholdt sig et år i Istanbul, forinden han ankom til Danmark. Han har i den forbindelse forklaret, at han ikke oplyste om sit ophold i Tyrkiet under den første samtale, da han var bange for at blive sendt tilbage til Tyrkiet, og fordi han ikke kendte asylreglerne. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om asylmotivet i relation til ansøgerens konversion til kristendommen lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren først efter sin indrejse til Danmark og først efter nogen tids ophold her i landet har oplyst om, at han er blevet kristen. Han har om baggrunden for konverteringen blandt andet henvist til, at han to gange har drømt om Jesus. Ansøgeren har deltaget i gudstjenester forinden sin dåb den […] 2013, men han har ikke deltaget i særskilt dåbsforberedelse. Han er blevet døbt i en kirke […]i København, hvor han kun har været den ene gang. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han få dage efter sin samtale den […] 2012 hos en psykolog begyndte at gå i kirke. Ved asylsamtalen den […] 2013 har han forklaret, at han først i 2013 begyndte at gå i kirke. Ved en samlet vurdering af denne del af asylmotivet finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er således ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. De udtalelser, der er fremlagt fra kirker i Jylland blandt andet om ansøgerens deltagelse i undervisning i kristendommen og om hans konvertering, kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han i øvrigt risikerer overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/4
Nævnet meddelte i januar 2014 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Ansøgerne indrejste i 2013 sammen med deres to voksne børn. Sagerne blev behandlet sammen i Flygtningenævnet, og ansøgernes børn blev ligeledes meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske persere fra Teheran, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive, men de har deltaget i tre til fire demonstrationer for Den Grønne Bevægelse i 2009 i forbindelse med præsidentvalget. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har desuden henvist til deres søn, […], forhold. Ansøgerne fik interesse for kristendommen gennem nogle kristne venner. Ansøgerne fejrede de år jul på deres bopæl og havde juletræ. Ansøgerne og deres familie boede i nogle år sammen med en kristen familie. Ansøgerne konverterede sammen til kristendommen i 1983, og sønnen […] blev døbt i hemmelighed i 1984, da han var 50 dage gammel. Den kvindelige ansøger har deltaget i religiøse møder om kristendommen, hvor de diskuterede og læste op fra bibelen. Den mandlige ansøger deltog ikke i disse religiøse møder, idet han ofte var udenbys i forbindelse med sit arbejde. I 2007 mødte nogle myndighedspersoner op på ansøgernes bopæl, hvor de tilbageholdt ansøgerens søn, […]. Sønnen blev tilbageholdt, fordi han skrev digte og sange om Den Grønne Bevægelse. På Ashura-dagen i 2009 deltog sønnen i en demonstration og gik herefter under jorden, fordi en af hans venner blev anholdt. I perioden herefter blev ansøgerne udsat for chikane. Civilklædte personer mødte op på deres bopæl og ringede til dem. Personerne spurgte efter sønnen. Den mandlige ansøger modtog en tilsigelse om at møde op i retten i slutningen af 2011, hvor han blev spurgt ind til sønnens opholdssted og tilbageholdt, da han ikke oplyste dette. Retten idømte sønnen en fængselsstraf på fire år samt 74 piskeslag. Den følgende dag stillede den kvindelige ansøgers fader kaution, og den mandlige ansøger blev løsladt. Chikanen fortsatte efter løsladelsen. I perioden efter løsladelsen, og indtil ansøgerne udrejste, fik den mandlige ansøger mindre og mindre arbejde, fordi der gik rygter om, at han var kristen. Da Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge ansøgernes søns forklaring om sine konflikter med de iranske myndigheder til grund, kan heller ikke ansøgernes forklaringer om konflikter, der er afledt heraf, lægges til grund. Om deres families kristne tro har ansøgerne som deres børn forklaret, at de forud for sønnens fødsel konverterede til kristendommen, at sønnen blev døbt som spæd, og at de først fortalte sønnen og hans søster om deres konversion, da børnene hver især var ca. 16 år gamle. Med hensyn til familiens kristne aktiviteter i Iran har ansøgerne og deres børn afgivet forklaringer, der i et vist omfang er indbyrdes divergerende. Ansøgernes søn har i Udlændingestyrelsen den […] 2013 forklaret, at hans familie ikke gik meget op i religion. Den […] 2013 har han forklaret, at familien, så vidt han ved, ingen kristne aktiviteter har haft, men at han kom i en privat kristen kirke. Den […] 2013 har han forklaret, at kristendommen ikke blev praktiseret i hans familie, idet de dog fejrede jul og nogle få gange påske hos en kristen familie - hans gudfar og gudmor og deres børn - som de i en periode havde boet sammen med. Ansøgernes søn har videre forklaret, at han ikke tror, at de har holdt jul på deres egen bopæl og foreholdt sin mors forklaring om, at de, fra han var ca. 12 år, selv holdt jul og havde juletræ - ifølge moderen stod det i stuen fra et par dage før jul til efter nytår - har han fastholdt, at det havde de aldrig. Ansøgernes datter har den […] 2013 forklaret, at familien aldrig fejrede højtider på deres egen bopæl, idet det var for farligt, og at de derfor ikke selv kunne have et juletræ. Foreholdt sin fars forklaring af […] 2013 om, at de havde juletræ på bopælen, har hun forklaret, at hendes far måske et par gange havde et lille juletræ, som han hurtigt fjernede igen, uden at hun nåede at se det, idet hun de gange har været hos den kristne familie. Hun har endvidere forklaret, at hun har en erindring om, at der er blevet fejret jul i hjemmet, da hun var meget lille. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de havde et maleri af Jesus på væggen i soveværelset og en plakat med Jomfru Maria og Jesus i stuen. Den mandlige ansøger og parrets børn har adspurgt om religiøse symboler i hjemmet ikke nævnt disse. Ansøgernes datter har nævnt billeder af Jesus på en computer, og den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke har bemærket billeder med religiøst indhold i hjemmet. De fotografier fra familiens hjem, der er fremlagt for nævnet, bekræfter imidlertid den kvindelige ansøgers forklaring. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun praktiserede den kristne tro i hjemmet, og at hun fra børnene var helt små lærte dem at bede en bøn til gud og takke for de ting, som han havde givet dem. Da børnene blev større og var blevet fortalt om forældrenes konversion, talte hun og datteren, men ikke sønnen, ofte om kristendommen. De havde hver især deres egne tider, hvor de fordybede sig i biblen eller bad, men det forekom dog også, at de gjorde det sammen. Heroverfor har ansøgernes datter forklaret, at familien 4-5 år efter, at hun var blevet fortalt om forældrenes konversion, begyndte at samles på fredage og bede og læse biblen sammen. Den mandlige ansøger har forklaret, at han nogle gange læste i biblen, når han havde tid, men at han ikke havde andre kristne aktiviteter. Sammenfattende lægger Flygtningenævnet efter ansøgernes forklaringer til grund, at de fra omkring 1983 har opfattet sig som kristne, at de i 1984 lod deres spæde søn døbe, at familien gennem årene i Iran har fejret kristne højtider i private hjem, hvilket understøttes af de for nævnet fremlagte fotografier, og at de i Danmark er blevet døbt og regelmæssigt har deltaget i gudstjenester. Det må endvidere lægges til grund, at deres kristne aktiviteter i Iran i øvrigt har været af begrænset omfang, men dette må efter nævnets bevisvurdering ses i sammenhæng med den risiko, der for tidligere muslimer i Iran er forbundet med at leve et åbent kristent liv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at myndigheder og andre i Iran vil blive bekendt med ansøgernes konversion, hvis de ved tilbagevenden til Iran lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med deres ønske herom. Det kan således ikke kræves, at en asylansøger for at undgå problemer i hjemlandet som følge af sin religiøse overbevisning, skal skjule eller hemmeligholde denne. På den baggrund, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om konverteredes stilling i Iran, finder nævnet, at det er sandsynliggjort, at ansøgerne ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere, […] og […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/3
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af Kurdisk Azadi Parti (PAK), og at han har spillet fodbold for partiets fodboldhold. Ansøgeren har oplyst, at hans fader har været medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, idet han og hans familie er politiske flygtninge, og fordi han har været medlem af Kurdisk Azadi Parti. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak, før ansøgeren blev født. Familien boede først i Al-Tash-lejren i Romadi. Dernæst flyttede familien til Barika-lejren i det nordlige Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren har forklaret usikkert, ukonkret og ikke overbevisende om faderens medlemskab af KDPI og faderens politiske aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans fader fortsat er aktiv og deltager i medlemsmøder. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens fader er medlem af KDPI eller i øvrigt har deltaget i politiske aktiviteter. Flertallet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgerens broder i sin asylsag ikke har oplyst om, at faderen var medlem af KDPI, selvom broderen af Udlændingestyrelsen blandt andet blev spurgt om, hvorvidt forældrene havde været politisk aktive i Iran. Flygtningenævnets flertal kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i bare nogen grad. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han blev medlem af PAK tre måneder før, han udrejste fra Irak, og at han alene blev medlem, fordi han ønskede at spille fodbold i partiets sportsafdeling. Han har ellers ikke været aktiv i partiet bortset fra, at han har deltaget i partiets fester. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra myndighederne. Flertallet bemærker i den forbindelse, at alene den omstændighed, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren og senere har opholdt sig i KRI – heller ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger – kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2014/2
Nævnet meddelte i marts 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim, født i Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens fader har været medlem af KDPI siden starten af 1980’erne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive efterstræbt af myndighederne, idet hans fader er medlem af og har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak. I 2005 eller 2006 flyttede han sammen med hele familien til en flygtningelejr i Erbil i det nordlige Irak […]. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren og hans familie levede under dårlige forhold i Irak, og de havde ikke samme rettigheder som irakiske statsborgere. Ansøger boede i lejren indtil sin udrejse fra Irak. Spørgsmålet, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må afgøres efter en konkret og individuel vurdering af ansøgeren og hans families forhold, herunder at ansøgeren og hans familie har opholdt sig i Al-Tash-lejren og efterfølgende i en flygtningelejr i KRI. Efter ansøgerens forklaring sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, herunder ansøgerens broders forklaring i sin asylsag, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens fader var politisk aktiv i KDPI, da familien flygtede fra Iran til Irak, og at faderen fortsatte sine politiske aktiviteter under opholdet i Irak. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens fader og moder fortsat opholder sig i KRI, og at de som følge af faderens politiske aktiviteter frygter forfølgelse, hvis de vender tilbage til Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/1
Nævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner og har forklaret, at han efter at være indrejst til Danmark er konverteret til kristendommen. Den […] 2012 blev han døbt i en kirke i København. Ansøgeren er fra Teheran, Iran. Han har været politisk aktiv indenfor en bestemt politisk retning, der svarer til den tidligere kronprins i Iran Reza Pahiavis’ ideologi. Ansøgeren startede sine aktiviteter i starten af 2009, og han har sammen med tre andre udgjort kernen i en gruppe, som skulle sprede budskabet om for eksempel demokrati videre til medlemmerne af gruppens omgangskreds. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder på baggrund af sine aktiviteter og det materiale, som blev konfiskeret på bopælen. Selvom der lovmæssigt ikke er grundlag for at dømme ansøgeren, idømmes mange modstandere af styret og islam langvarige straffe alene ud fra dommerens personlige holdning og overbevisning. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på afgørende punkter har afgivet skiftende og bevidst usande forklaringer om blandt andet de iranske myndigheders beslaglæggelse af hans pas og andre papirer, rejserute, visumansøgning og kontakt til agent. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at forklaringen om myndighedsforfølgelse på grund politiske forhold forekommer konstrueret og usandsynlig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren allerede forud for udrejsen fra Iran var konverteret til kristendommen. Hans konvertering efter ankomsten til Danmark efter en kortere periodes angivelige interesse forekommer ikke reel. Der er herved henset blandt andet til, at ansøgerens aktivitetsniveau på det kristne felt forud for Udlændingestyrelsens afslag var relativt beskedent for at stige frem gennem foråret for at nå en særdeles omfattende højde op til nævnsmødet sammenholdt med det ovenfor om ansøgerens generelle troværdighed anførte. Han findes endvidere ikke at have profileret sine kristne aktiviteter så stærkt, at han allerede af den grund vil blive udsat for myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2013/9
Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse [K-status] til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2005. I 2006 stadfæstede nævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. I 2013 genoptog nævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tyrkiske iranere og shiamuslimer fra Teheran. Som asylmotiv har ansøgerne under den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at den mandlige ansøger under en demonstration den […] 2000 blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb, og at han blev løsladt ved betaling af kaution og efterfølgende modtog en tilsigelse til Revolutionsdomstolen. Den […] 2000 indrejste han i Danmark og søgte om asyl, men frafaldt efterfølgende sin ansøgning og rejste tilbage til Iran i foråret 2001, idet hans far var syg og hans ægtefælle havde brug for ham. Et par dage efter indrejsen henvendte han sig til Revolutionsdomstolen på baggrund af tilsigelsen, og blev herefter tilbageholdt i cirka to år i et fængsel og udsat for intensiv tortur to gange. Efter cirka 23 måneder blev ansøgeren indlagt på fængslets hospital, hvorfra det lykkedes ham at flygte. Herefter opholdt den mandlige ansøger sig i omkring to år forskellige steder i Iran sammen med den kvindelige ansøger og deres barn. I foråret 2005 udrejste de via lufthavnen ved hjælp af bestikkelse. Den mandlige ansøger frygtede ved en tilbagevenden til Iran, at han ville blive udsat for yderligere tortur. Den kvindelige ansøger henviste udelukkende til den mandlige ansøgers forhold. Den […] 2006 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvormed ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet anførte i sin afgørelse blandt andet: ”Den mandlige ansøger har ikke villet bestride, at hans tidligere afgivne forklaringer i nogen grad har været oppustet og præget af udbyggende detaljer. Flygtningenævnet finder, at betydelige dele af den mandlige ansøgers forklaring ikke kan lægges til grund for sagen… Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke grundlag for at antage, at nogen af ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konventionsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive underkastet dødsstraf eller tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Den […] 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Den mandlige ansøger har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark har fortsat sin politiske aktivitet, og at han er aktiv i forskellige iranske organisationer, blandt andet Støttekommitéen for Iranske Politiske fanger. Ansøgeren har i forbindelse hermed deltaget i en række demonstrationer og aktiviteter imod det iranske styre, blandt andet foran den iranske ambassade i København. Ansøgeren har endvidere deltaget i sultestrejken til støtte for de iranske politiske fanger, i foråret/forsommeren 2012. Ansøgeren er i forbindelse med sine aktiviteter blevet eksponeret igennem medierne, såvel igennem de danske som de internationale medier. Det lægges til grund, at ansøgerne ikke har været politisk aktive i Iran i forbindelse med sagen, der blev afgjort af Flygtningenævnet den […] 2006. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgerne efter afgørelsen fra Flygtningenævnet under opholdet i Danmark har udført aktiviteter eller er kommet i en situation, som kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det lægges til grund, at den mandlige ansøger har deltaget i en række demonstrationer i Danmark rettet imod det iranske styre i en periode fra 2007 til 2012, som i varierende omfang er blevet dækket af trykte medier og billedmedier, ligesom oplysninger om en række af demonstrationerne er blevet videreformidlet via internettet. Den mandlige ansøger er blevet afbilledet og nævnt med navn flere gange. Han er endvidere blevet interviewet i TV Lorry og TV2 News samt i Komala TV, som kan ses i Iran. Hertil kommer, at ansøgeren deltog i en demonstration med sultestrejke foråret/forsommeren 2012, hvorunder der også blev demonstreret foran den iranske ambassade. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke afvise, at de nævnte aktiviteter kan have eksponeret den mandlige ansøger overfor det iranske styre i et sådant omfang, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at den kvindelige ansøger meddeles opholdstilladelse i konsekvens af mandens forhold. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […] og […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/8
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han bekender sig til trosretningen eckankar og har arrangeret møder for denne i Iran, ligesom han har opfordret sin familie og sine venner til at deltage i disse møder og konvertere til eckankar. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at myndighederne i Iran har fundet ud af, at han er konverteret til eckankar. Ansøgeren har i den forbindelse modtaget trusler via telefonbeskeder to gange og en gang via SMS. Ansøgerens hjem er blevet ransaget af myndighederne, hvor flere af ansøgerens bøger og ansøgerens broders computer blev konfiskeret. Efter ansøgerens udrejse er hans broder blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder i to dage. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive fængslet, tortureret eller henrettet på grund af sine aktiviteter for eckankar. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til eckankar, og at han som følge heraf er kommet i myndighedernes søgelys, til grund. Flygtningenævnet finder således forklaringen om, at ansøgeren gennem cirka halvandet år har afholdt eckankar-møder i en offentlig park, og at han gennem denne periode har modtaget trusler fra de iranske myndigheder to gange per telefon og en gang via SMS, uden at myndighederne foretog sig yderligere, utroværdig. Det forekommer endvidere utroværdigt, at myndighederne alene har interesseret sig for ansøgeren og ikke hans moder eller søskende, uanset myndighederne under ransagningen af ansøgerens hjem angiveligt fandt bøger fra eckankar-bevægelsen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed blandt andet lagt vægt på, at han ikke har praktiseret eckankar sammen med andre, efter at han er indrejst i Danmark den […] 2012. Han har ikke kontaktet eckankar-bevægelsens hovedkontor i USA og har alene kontaktet den danske afdeling ved at få en ven til at lægge en besked på afdelingens telefonsvarer med anmodning om at kontakte ansøgeren, hvilket ikke har ført til yderligere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der jævnligt er i kontakt med sin familie i Iran, ikke har kontaktet nogle af de personer, som han angiveligt havde holdt ugentlige møder med om eckankar, og som han har opfattet sig som en form for leder af. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de bøger, som ansøgeren har fremvist under nævnsmødet, fremstår som ubrugte, til trods for, at bøgerne efter ansøgerens forklaring er de helligste bøger og betyder så meget for ham, at hans bror sendte dem til ham fra Iran via Sverige, fordi broderen var klar over bøgernes særlige betydning for ham. Flygtningenævnet finder ikke, at de fremlagte breve, herunder brevet adresseret til […] i Canada, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således ikke, uanset ansøgeren måtte have en vis interesse for eckankar-bevægelsen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/7
Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har imidlertid været tilhænger af religionen bahai. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til bahai. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han gennem en ven blev introduceret for bahai religionen. Gennem et halvt år gik ansøgeren regelmæssigt til møder. Ansøgeren fik en serie med 7 bøger, han skulle læse. De første to bøger fik han i papirudgave. De øvrige bøger lå som pdf-filer på hans computer, der var koblet til en parabolantenne i hjemmet. En dag kom politiet og konfiskerede parabolantenner i området, herunder i ansøgerens hjem. De tog i den forbindelse også ansøgerens computer og de to bøger om bahai. Ansøgeren var på arbejde, men ansøgerens mor ringede og fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren talte med sin far, og de besluttede, at ansøgeren ikke skulle tage hjem. Ansøgeren tog derfor ophold hos en ven. To dage senere kom politiet og ransagede familiens hjem, og de konfiskerede ansøgerens personlige papirer. Herefter flygtede ansøgeren ud af landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens bekendelse af sin tro på bahai religionen er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren allerede forud for udrejsen fra Iran havde fattet interesse for bahai religionen og deltaget i religiøse møder og sammenkomster og læste religiøse tekster, og at denne interesse er fortsat efter udrejsen. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har udvist et detaljeret kendskab til bahai religionens historie, lære og praksis. Uanset at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv på visse punkter indeholder divergenser og fremstår mindre sandsynlig, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om problemer med myndighederne forud for udrejsen fra Iran. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent, detaljeret og selvoplevet. Flertallet lægger således til grund, at myndighederne i forbindelse med en ransagning hos ansøgeren har konfiskeret ansøgerens computer og bøger med religiøse tekster vedrørende bahai religionen. Flertallet lægger derfor til grund, at myndighederne er bekendt med ansøgerens tilknytning til bahai religionen, og at myndighederne har eftersøgt ansøgeren. På baggrund af ansøgerens religiøse overbevisning og problemer med myndighederne forud for udrejsen sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i Iran for personer, der er konverteret fra islam til bahai religionen, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af hjemsendelse til Iran risikerer at blive forfulgt på grund af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [… ] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/6
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i en periode på cirka tre måneder umiddelbart før udrejsen af Iran har været medlem af en religiøs organisation. Han har ikke i øvrigt været medlem af politiske, fagforeningsmæssige og/eller andre organisationer i sit hjemland. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, der efterstræber ham, fordi de har fået kendskab til, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han den […] 2011 konverterede til kristendommen og blev Jehovas Vidne, efter at han havde deltaget i en ceremoni, hvor han drak alkohol og spiste brød. Han deltog efterfølgende i kristen undervisning hver søndag i Teheran. Den […] blev han døbt. En dag kom ansøgeren for sent til undervisningen, og da han nærmede sig stedet, opdagede han, at de andre elever var ved at blive anholdt af civilklædte betjente. Ansøgeren tog herefter ophold hos en ven i Teheran i 10 dage, inden han udrejste af Iran i sommeren 2011. Ansøgeren har dels til sin advokat, dels under nævnsbehandlingen, oplyst, at hans forklaring til samtalen med Udlændingestyrelsen er misforstået af tolken, idet vennen ikke er kristen og aldrig har været det. Vennen er alene forretningspartner for ansøgeren og vennen har bistået ansøgeren med at arrangere udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at de ovennævnte divergenser kan tilskrives tolkeproblemer, idet oplysningerne om vennens rolle som medkristen er gennemgående i hele ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren af denne grund må anses for at have afgivet så divergerende forklaringer om begivenhederne i Iran, at hans forklaring herom ikke kan lægges til grund for sagen. Flygtningenævnet forkaster derfor hele hans forklaring om, hvad der er gået forud for hans udrejse af Iran som udokumenteret og divergerende. Ansøgeren har oplyst, at han den […] 2012 er blevet døbt i Danmark af pastor […]. Ansøgeren har fremlagt en dåbsattest herfor. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter, at da det ikke kan anses for sandsynliggjort af ansøgeren, at han allerede i Iran er konverteret til kristendommen, er det ej heller sandsynliggjort af ansøgeren, at hans dåb i Danmark er en naturlig fortsættelse af et forudgående begivenhedsforløb i Iran. Flertallet finder herefter, at ansøgerens asylmotiv er konstrueret til lejligheden. Flertallet lægger blandt andet vægt på, at ansøgerens dåb den […] ligger ret kort tid efter, at ansøgeren fik afslag i Udlændingestyrelsen. Under disse omstændigheder finder flertallet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/4
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 udsatte Flygtningenævnet afgørelsen i sagen med henblik på gennem Udenrigsministeriet at søge et af ansøgeren fremlagt dokument ægthedsvurderet. Senere i 2012 modtog Flygtningenævnet et høringssvar fra Udenrigsministeriet. Sagen blev hefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han under sin studietid ved universitetet i Teheran var medlem af en uformel og illegal gruppe. Medlemmerne ønskede at indføre demokrati i Iran og var i opposition til Ahmajinejads regering. Ansøgeren blev på denne baggrund bortvist fra universitetet. Derudover har ansøgeren ikke været medlem af, sympatiseret med eller udført aktiviteter for politiske eller religiøse organisationer, foreninger eller partier. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi han er blevet sigtet for at have deltaget i demonstrationerne mod præsident Ahmajinejad i sommeren 2009 efter præsidentvalget. Under den sidste demonstration blev ansøgeren anholdt og mødte i den forbindelse en person ved navn […], der var ansat i efterretningstjenesten. […] genkendte ansøgeren, da […] boede i samme kvarter som ansøgeren og tidligere mange gange havde udsat ansøgeren for overgreb, fordi ansøgeren var vestligt klædt. Det lykkedes ansøgeren at flygte under de tumultariske demonstrationer. Ansøgeren er derfor blevet tilsagt til et retsmøde. Ansøgeren har henvist til, at siden hans flugt har hans fader været anholdt flere gange og deres bopæl er blevet ransaget. Ansøgeren har videre henvist til, at mange af hans venner er sporløst forsvundet. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, idet ansøgerens forklaring forekommer usandfærdig, og idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har lagt afgørende vægt på, at den af ansøgeren fremlagte tilsigelse til at møde i retten i Teheran i efteråret 2009 er vurderet som ikke ægte af to af hinanden uafhængige kilder anvendt af Udenrigsministeriet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de tilbageholdelser, han har været udsat for inden præsidentvalget i 2009, herunder med hensyn til varigheden, perioderne og årsagen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt […] var til stede, da han blev anholdt i forbindelse med demonstrationen, eller om han først kom til stede senere. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke, da han efter sin flugt var i kontakt med sin familie, fik familien til at fjerne hans dokumenter fra bopælen, henset til at […] kendte ansøgeren og vidste, hvor hans forældre boede. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har haft 12 års skolegang, og at han til trods herfor ikke har været i stand til at forklare præcist om datoen for præsidentvalget i juni 2009, og om hvornår han deltog i demonstrationer. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/3
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Sagen blev sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens ægtefælle samt deres fælles barn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og angivelig kristen konvertit fra Karaj, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse siden sin studentertid i 1999/2000, hvor han har deltaget i strejker og demonstrationer i Teheran. Herudover har han uddelt nattebreve blandt andet på sin arbejdsplads, uddelt plakater og valgskilte og agiteret for præsidentkandidat Mousavi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive anholdt, fængslet, udsat for tortur eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet de beskylder ham for at være modstander af det iranske regime. Herudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen, og han frygter således, at de iranske myndigheder vil slå ham ihjel som følge heraf. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den […] 2009 blev anholdt og tilbageholdt i omkring en uge i forbindelse med hans deltagelse i en demonstration imod det iranske regime. Han blev udsat for tortur under fængslingen. Han blev løsladt, da der ikke var beviser for hans engagement for Den Grønne Bevægelse. Han underskrev en erklæring om, at han ikke ville have politiske aktiviteter. Ansøgeren var sengeliggende en uge efter løsladelsen. Under ansøgerens tilbageholdelse blev hans ægtefælle og søn opsøgt på bopælen og chikaneret af myndighederne, ligesom myndighederne ransagede hjemmet. Omkring […] 2011 blev hjemmet igen ransaget, hvor politiet og sikkerhedstjenesten tog ansøgerens bøger og computer. I begyndelsen af 2012 lavede ansøgeren nogle løbesedler hjemme på sin bopæl, som han uddelte ved busterminalen, metroen og på sit arbejde. Han gjorde det i hemmelighed, og ingen vidste, at han havde lavet dem. Omkring den […] 2012 diskuterede ansøgeren politik med to kolleger på sin arbejdsplads, og som følge heraf blev han dagen derpå indkaldt til Herasat og udspurgt om sin holdning til regimet. Ansøgeren blev efterfølgende bortvist fra sit arbejde, da de anklagede ham for, at han fortsat var politisk aktiv. Samme dag var ansøgeren ude at handle, hvor han mødte sin genbo, som fortalte, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget. Kort herefter ringede ægtefællen og fortalte det samme. Ansøgeren turde ikke tage hjem, men skjulte sig hos en ven i to uger, hvorefter han mødtes med sin ægtefælle og søn og udrejste til Østrig. I Danmark har ansøgeren fået kontakt til […]kirken, og i […] 2012 modtog ansøgeren kristenundervisning via Skype, indtil den […] 2012, hvor ansøgeren og ægtefællen blev døbt. Videre har ansøgeren oplyst, at han indimellem går i kirke, ligesom han missionerer på sit asylcenter. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at dele af ansøgerens forklaring i relation til spørgsmålet om politisk forfølgelse må tilsidesættes som divergerende og utroværdig. Ansøgeren har først forklaret, at han ikke har søgt om visum vedrørende et vesteuropæisk land eller er rejst igennem et andet vesteuropæisk land, men har senere ændret denne forklaring til, at han har været på det vesteuropæiske lands ambassade og var rejst til Danmark i bil fra hovedstaden i det vesteuropæiske land. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han først planlagde udrejse efter episoden i begyndelsen af 2012 uagtet, det kan konstateres, at der har været kontakt til myndigheder vedrørende udrejsepapirer før jul 2011. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal at måtte lægge til grund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse af den påståede episode i begyndelsen af 2012. Flertallet finder heller ikke, at ansøgerens anbringende om risiko for forfølgelse på grundlag af konvertering kan lægges til grund. Der er herved henset til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, det forhold at ansøgeren er blevet døbt mindre end to måneder efter at have fattet interesse for kristendommen og henset til, at han løbende under udlændingemyndighedernes behandling af sagen og i nævnet har udbygget sin forklaring om sit kristne engagement. Herefter findes det ikke godtgjort, at ansøgeren har foretaget en reel konvertering til kristendommen indebærende en risiko for forfølgelse ved eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal finder hefter ikke at betingelserne for opnåelse af asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/29
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2005. I 2008 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om den mandlige ansøgers politiske aktiviteter efter nævnets afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne er etniske persere og shia-muslimer fra[…], Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske, religiøse, fagforeningsmæssige eller andre organisationer. Den mandlige ansøger har været medlem af Basij fra 1995/1996 til 2001/2002. Den mandlige ansøger har siden 2008 været politisk aktiv i Danmark, idet han er forkæmper for kvinders rettigheder i Iran og arbejder for demokrati og frihed i Iran. Han er forfatter til to bøger, […], som er udgivet, og[…], som ikke er udgivet. Han har medvirket i interviews på radiostationer og har i flere år været frivillig ved en radiostation i Danmark, hvor han er nyhedsoplæser. Han er daglig skribent på websiden[…], en nyhedshjemmeside, hvor han dagligt beretter om kvinders vilkår i Iran. Hjemmesiden har et stort antal besøgende hver dag. Han har i omkring syv år haft en blog ved navn […] med samme emne. Bloggen har 4.000 medlemmer. Han er endvidere medlem af en gruppe i et vesteuropæisk land, hvor menneskerettigheder årligt drøftes. Han har endelig lavet en kortfilm af tyve minutters varighed vedrørende stening af kvinder i Iran. Den mandlige ansøger har navnlig i 2011 og 2012 modtaget ”flash”-sms’er med trusler på livet rettet mod ham, den kvindelige ansøger og parrets barn, og han har i samme periode modtaget utallige e-mails med lignende trusler. Parret har måttet tage navneforandring som følge af truslerne. Både den mandlige og den kvindelige ansøgers forældre i Iran er blevet chikaneret af de iranske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers aktiviteter. Under hensyn til de af den mandlige ansøger udførte regimekritiske aktiviteter og de modtagne trusler findes ansøgerne at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […], samt ægteparrets søn […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/28
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: "At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har været aktiv for KDPI, Kurdistans demokratiske parti, siden juni 2011, idet han tre gange har været med til at uddele løbesedler. Ansøgerens fader er tidligere medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren anført, at han blev stoppet af politiet ved en kontrolpost på vej til Orumieh, hvor ansøgeren havde i sinde at uddele løbesedler for KDPI. Ansøgeren undslap politiet, men de anholdt ansøgerens fader og broder på bopælen dagen efter, ligesom en af de øvrige venner er blevet anholdt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring i det væsentlige må anses som sammenhængende, og at de mindre divergenser, der fremtræder, kan være fremkommet som følge af oversættelsen. Nævnet finder ikke, at ansøgerens beskrivelse af episoden ved kontrolposten må anses for så usandsynlig, at forklaringen af denne grund kan tilsidesættes. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har udført aktiviteter for KDPI. Aktiviteterne må anses som værende på lavt niveau, men det må lægges til grund, at myndighederne er blevet bekendt hermed. Herefter og under hensyn til, at det må lægges til grund, at ansøgerens fader er eller har været politisk aktiv for KDPI og fængslet af denne grund, ligesom faderen i forbindelse med ansøgerens flugt har været fængslet i 20 dage, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2013/27
Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse og med en kvindebevægelse, for hvilke ansøgeren har været aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, idet hun har dræbt en tjenestemand fra den iranske efterretningstjeneste. Hun frygter endvidere forfølgelse fra de iranske myndigheder, der har tilbageholdt hende som følge af, at hun har undervist i yoga og deltaget i hemmelige kurser hos […]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i begyndelsen af 2012 deltog i et meditationskursus hos […], hvor myndighederne kom til stede og foretog anholdelse af alle de tilstedeværende. Ansøgeren blev tilbageholdt i tre dage og afhørt om sin deltagelse i undervisningen og dens formål. Ved løsladelsen underskrev hun en erklæring om, at hun ikke ville deltage i lignende undervisning i fremtiden. Ti dage efter løsladelsen blev ansøgeren opsøgt af myndighederne og tilbageholdt i et døgn, hvor hun blev afhørt om de yogateknikker, hun brugte i sin egen yogaundervisning. Myndighederne lukkede ansøgerens yogacenter, da de mente, at hun udspredte buddhisme, hinduisme og satanisme. Hun ophørte herefter med at undervise i yoga, ligesom hun ikke deltog i flere kurser i meditation. Hun ophørte med at se sine tidligere elever og venner fra yogamiljøet. I sommeren 2012 deltog ansøgeren i en fest hos en barndomsveninde, hvor der både var mænd og kvinder til stede, og hvor der blev serveret alkohol. Myndighederne ankom til festen, og alle gæsterne blev tilbageholdt. Ansøgeren blev kørt fra festen af en civilklædt betjent separeret fra de øvrige tilbageholdte. På vejen fortalte hun betjenten, at hun tidligere havde været anholdt og var bange for konsekvenserne af den nye tilbageholdelse. Betjenten fortalte, at han var fra efterretningstjenesten, og at han var bekendt med ansøgerens tidligere sager, og at han havde overvåget hende. Ved ankomsten til en grusvej, trak betjenten ansøgeren ud af bilen og forsøgte at voldtage hende. Ansøgeren kæmpede imod ved blandt andet at slå betjenten to gange i tindingen med en sten. Han blev bevidstløs, og hun flygtede fra stedet i hans bil. Hun har efterfølgende fået at vide, at betjenten afgik ved døden som følge af slagene. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, der er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af hendes deltagelse i hemmelige meditationskurser hos […], har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at myndighederne har tilbageholdt hende i forlængelse af kontakten med […], at myndighederne, efter det af efterretningsmanden oplyste, har overvåget hende siden da, og at myndighederne har tvunget hende til at lukke sin yogaskole. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af drabet på efterretningsmanden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udelukke ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2 eller § 10, stk. 1,nr. 3, idet Flygtningenævnet efter en samlet vurdering finder, at ansøgeren som følge af voldtægtsforsøget har handlet i lovlig nødværge vedrørende begge slag mod efterretningsmandens tinding. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/26
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Siden 1989 har ansøgeren været medlem af Basij. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, der mistænker ham for at være imod regimet. I løbet af sommeren 2009 blev han af Basij kommanderet ud til demonstrationerne efter præsidentvalget for at slå på demonstranterne. Den […] 2010 blev han arresteret af Basij, fordi han over før sine overordnede havde nægtet at bruge vold mod demonstranter. Videre havde han udtalt sig kritisk om det iranske styre overfor andre medlemmer Basij. Herefter blev han fængslet, afhørt og udsat for fysiske overgreb. Den […] 2011 blev han ved hjælp fra sin familie og mod kaution indlagt på et hospital, og efter tre dages indlæggelse blev han udskrevet og udrejste af hjemlandet omkring en måned senere. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring til sagen, til den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget af […] 2012 og i nævnsmødet den […] 2012 gav anledning til, at nævnet udsatte sagen på gennemførelse af en torturundersøgelse navnlig under henvisning til ansøgerens forklaring om de overgreb, han var udsat for under fængslingen fra sommeren 2010 til begyndelsen af 2011. Retsmedicinsk institut på Aarhus Universitet har herefter afgivet erklæring til sagen. Erklæringen indeholder personundersøgelse af […] 2012, retspsykiatrisk erklæring af […] 2012 samt reumatologisk undersøgelse af […] 2013. Det fremgår samstemmende, at ansøgeren har medvirket fuldt ud til undersøgelserne, at der ikke har været indtryk af simulation, og at de overgreb under den anførte fængsling, som ansøgeren har oplyst nærmere om, er forenelige med de lægelige fund. Sammenfattende konkluderes, at de påviste læsioner er ukarakteristiske ar, hvor det ikke er muligt med sikkerhed at afgøre, hvordan de er opstået. Bevægeindskrænkningen af ansøgerens venstre skulder og ansøgerens PTSD kan være følger af den oplyste tortur. Slag og spark giver sædvanligvis anledning til blodunderløbne mærker, som sædvanligvis heler op uden ardannelse. Det konkluderes, at ansøgeren kan have været udsat for tortur som angivet. Nævnet finder på denne baggrund at kunne lægge til grund, at ansøgeren gentagne gange blandt andet over for andre medlemmer af Basij fremsatte sin kritik mod de iranske myndigheders fremfærd, herunder vold, mod personer, der deltog i demonstrationer i sommeren 2009 og under Ashura højtideligheden den 27. december 2009, ligesom ansøgeren nægtede selv at deltage i myndighedernes voldudøvelse mod demonstranter, selvom han var medlem af Basij. Det lægges videre til grund, at ansøgeren på denne baggrund blev fængslet fra sommeren 2010 til begyndelsen af 2011, og at ansøgeren under fængslingen var udsat for vedvarende vold i form af navnlig slag og spark, der må anses for tortur. Ansøgeren blev midlertidigt overført til hospitalsbehandling i slutningen af 2011, da ansøgerens familie havde stillet kaution for hans tilbagevenden til fængslet, men ansøgeren blev hentet af sin broder på hospitalet, hvorefter ansøgerens broder og familie arrangerede ansøgerens udrejse, der skete illegalt til Tyrkiet. Navnlig henset hertil samt i øvrigt henset til, at ansøgeren efter det oplyste den […] 2012 ved dåb er konverteret til kristendommen og ved deltagelse i en demonstration mod det iranske styre den […] 2012 i Thisted fortsat har udtrykt sin modstand mod det iranske styre, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran kan risikere forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Nævnet bemærker, at der ikke for nævnet foreligger oplysninger, der indebærer, at ansøgerens medlemskab af Basij og hans aktiviteter herfor udelukker ansøgeren fra opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/25
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2006. Senere i 2006 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. I begyndelsen af 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen til behandling på nyt mundtligt møde. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren indrejste og søgte om asyl i Danmark den […] 2006. Som asylmotiv henviste han til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede forfølgelse på baggrund af sin egen og sin families kristne tro. Den […] 2006 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den […] 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren, som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han den […] 2009 blev døbt i Danmark. Ifølge den iranske forfatning anerkendes visse religiøse minoriteter, herunder kristne. Ifølge nævnets baggrundsoplysninger har kristne minoriteter i Iran imidlertid siden 2005 og navnlig fra 2009 været udsat for stigende pres fra myndighedernes side, og det tolereres for eksempel ikke længere, at gudstjenester afholdes på farsi. Efter de seneste baggrundsoplysninger (Iran - On Conversion to Christianity; Udlændingestyrelsen, Landinfo og Flygtningenævnet, fact-finding mission november 2012 – januar 2013) må det antages, at iranske konvertitter, der returnerer til Iran, ikke nødvendigvis vil opleve problemer med myndighederne, hvis de agerer diskret med hensyn til deres tro og ikke foretager sig noget, der påkalder sig myndighedernes opmærksomhed. Hvis en kristen aktivt manifesterer sin kristne identitet i det offentlige rum, missionerer, selv starter en menighed eller på anden vis engagerer sig i evangeliske aktiviteter, kan den pågældende derimod påkalde sig myndighedernes negative opmærksomhed og bringe sig i risiko for alvorlige konsekvenser herunder strafforfølgelse, om end dødsstraf efter det oplyste ikke er anvendt i nyere tid. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren og hans familie altid har været kristne, men at familien i Iran har været diskrete med deres tro og ikke har stået frem som kristne. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren siden 2006 efter sin indrejse i Danmark har været aktiv i den kristne kirke […], der afholder gudstjenester på farsi for hovedsageligt iranere og afghanere i Danmark. Den […] 2009 blev han døbt. Han har herefter øget sin deltagelse i kirkens aktiviteter med praktisk bistand, været aktiv i bibelstudiekredse og fungeret som mødeleder, ligesom han under gudstjenester under navns nævnelse har afgivet vidnesbyrd. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan udelukkes, at ansøgerens aktiviteter i kirken, der må betragtes som profileret, allerede på nuværende tidspunkt er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder det endvidere nærliggende at antage, at ansøgeren, når han ved tilbagevenden til Iran i ord og handling giver udtryk for sin religiøse overbevisning, vil kunne blive opfattet som konvertit og være i risiko for en reaktion fra de iranske myndigheders side. På den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/24
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes datter vil blive dræbt, og at hun selv vil blive voldtaget, fordi ansøgeren har nægtet at lade sig skille fra sin herboende ægtefælle og efterfølgende gifte sig med en anden mand efter faderens anvisning. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hendes bopæl flere gange er blevet ransaget af myndighederne efter ansøgerens ægtefælles flugt fra Iran. Myndighederne konfiskerede blandt andet ansøgerens vielsesattest, ID kort og nationalitetsbevis. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen, på trods af ansøgerens vanskeligheder med nærmere at tidsfæste forskellige begivenheder, har fremstået selvoplevet, troværdig og konsistent. Ansøgerens ægtefælle måtte efter valget i 2009 flygte fra Iran, og han blev i 2010 meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter ægtefællens flugt blev ansøgerens bolig ransaget, og hendes personlige papirer blev konfiskeret. Efterfølgende blev ansøgeren overvåget af myndighederne. Det må lægges til grund, at myndighedernes interesse for ansøgeren aftog, da myndighederne blev klar over, at ansøgerens ægtefælle var flygtet ud af Iran. Nævnet lægger imidlertid til grund, at ægtefællens forhold, og den omstændighed, at ansøgeren ikke længere var i besiddelse af sine personlige papirer medførte, at ansøgeren befandt sig i en særligt udsat position både i forhold til de iranske myndigheder og i forhold til sin egen familie. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens fader, da det stod klart, at ansøgers ægtefælle var flygtet til Danmark, lagde pres på ansøgeren, for at hun skulle lade sig skille. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af referenceakterne fra ægtefællens asylsag, at han i 2010 oplyste om det pres, ansøgeren var udsat for. Nævnet lægger endvidere til grund, at faderens pres på ansøgeren stedse forstærkedes, og at faderen, der havde fået ansøgerens personlige papirer i sin besiddelse, krævede, at hun giftede sig med en i forvejen gift mand, der var bekendt af familien. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens modstand mod dette ægteskab medførte, at manden truede med, at ansøgerens datter ville blive slået ihjel, og ansøgeren selv ville blive voldtaget, og at dette sammen med faderens fortsatte pres var årsagen til, at ansøgeren sammen med datteren måtte flygte til Teheran, hvor hun med hjælp fra ægtefællens familie holdt sig skjult, indtil hun flygtede til Danmark. Flygtningenævnet finder på dette grundlag, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb af en sådan karakter, at det er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke antages, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren opfylder ikke betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] samt et barn, […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. stk. 2.” iran/2013/23
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt parrets mindreårige barn fra Iran. Indrejst i 2010 og 2011. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 hjemviste Flygtningenævnet sagerne til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på indhentelse af den mandlige ansøgers broders asylsagsakter fra et vesteuropæisk land.. Senere i 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere og tilhører Ahl-e Haq religionen fra […] provinsen i Iran. Hverken den mandlige eller den kvindelige ansøger har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som sit asylmotiv henvist til, at han omkring et år før sin udrejse af Iran i efteråret 2010 begyndte at udføre politisk aktivitet for Det Demokratiske Kurdiske Parti i Iran (KDPI). Det var hans faders fætter, […], der introducerede ham for partiet. Faderens fætter bad ham om at ophænge politisk materiale fra KDPI. Sammen med sin broder [….] ophængte ansøgeren fem gange ulovligt politisk materiale sent om aftenen i […] og Kermanshah. De ophængte senest materialet i Kermanshah, hvor de blev afsløret af myndighederne. De flygtede på ansøgerens motorcykel. Under flugten blev der to gange skudt mod dem. Efter at motorcyklen var væltet, flygtede de videre til fods. Det lykkedes dem at slippe væk. I den efterladte motorcykel opbevarede broderen sine id-papirer samt papirer vedrørende motorcyklen. På motorcyklen var der endvidere politisk materiale, som de senere skulle have hængt op. Næste dag tog ansøgerne med deres barn og den mandlige ansøgers broder til grænseområdet ved Tyrkiet. Den mandlige ansøgers fader hjalp med at få arrangeret flugten ud af Iran. Under den videre rejse gennem Europa blev den mandlige og kvindelige ansøger på foranledning af en agent skilt ad, således at den mandlige ansøger og hans broder kom til et vesteuropæisk land, hvor broderen senere fik opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger rejste med ægteparrets søn til Danmark, hvortil den mandlige ansøger herefter blev overflyttet. Den mandlige ansøger har efter flugten fået forbindelse med sin fader, der har oplyst, at myndighederne to gange har været på bopælen. Faderen har endvidere sendt kopier af tilsigelser, vedrørende den mandlige ansøger og hans broder, til bekendte i et vesteuropæisk land. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun frygter ved en tilbagevenden de iranske myndigheder som følge af ægtefællens politiske aktiviteter. Der er flere politisk aktive i hendes og ægtefællens familier, der er blevet slået ihjel af myndighederne. Nogle gange er der i den forbindelse udøvet alvorlige repressalier over for andre familiemedlemmer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes forklaringer i al væsentlighed har været konsistente under hele asylforløbet. Forklaringerne er i overensstemmelse med den forklaring, som den mandlige ansøgers broder har afgivet til myndighederne i et andet vesteuropæisk land. Ansøgerne har endvidere i nævnet kunne svare sikkert og overbevisende på de opklarende spørgsmål, der er stillet til dem. Uanset det anførte i Udenrigsministeriets notat af […] 2011 vedrørende ægtheden af den tilsigelse, der efter ansøgernes udrejse, i kopi er sendt fra den mandlige ansøgers fader, finder Flygtningenævnet efter en samlet troværdighedsvurdering, at ansøgernes forklaringer kan lægges til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at de iranske myndigheder er bekendt med, at den mandlige ansøger, som forklaret af denne, har udført alvorlig ulovlig politisk aktivitet for KDPI. Som følge heraf findes ansøgerne at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder, hvis de vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […] og […], samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/22
Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med og to gange uddelt løbesedler for KDPI. Efter sin indrejse i Danmark i sommeren 2012, er ansøgeren blevet medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Han har henvist til, at han i foråret 2012 to gange i henholdsvis […]og i landsbyen […]uddelte ulovligt politisk materiale for KDPI. Den […] 2012 blev han telefonisk kontaktet af sin svoger, der fortalte ham, at myndighederne havde været på ansøgerens tidligere bopæl og afleveret en tilsigelse, der vedrørte ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig omkring en måned i skjul, hvorefter han udrejste af hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen om, hvordan han modtog en tilsigelse fra myndighederne i sommeren 2012, ikke fremstår troværdig. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at tilsigelsen er afleveret på en adresse, som ansøgeren angiveligt forlod omkring tre år tidligere, og som ligger flere hundrede kilometer fra Teheran, hvor ansøgeren havde sin bopæl. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at tilsigelsen ifølge Udenrigsministeriets høringssvar af […] 2013 ikke antages at være ægte, og at ansøgerens forklaring om, hvordan han er kommet i besiddelse af sin fødselsattest og hans forklaring om, at han modtog en kopi af tilsigelsen via e-mail, men at han efterfølgende har glemt såvel e-mailadressen som kodeordet, forekommer utroværdig. Det bemærkes, at det anførte under mødet i Flygtningenævnet om forskellene på forskellige bogstaver i tilsigelsen ikke kan føre til en ændret vurdering af tilsigelsens ægthed. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2.” iran/2013/21
Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og senere samme år stadfæstede Flygtningenævnet styrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark efter nævnets afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Som asylmotiv har ansøgeren under den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han var tilhænger af Mousavi, hvorfor han uddelte fotos og løbesedler fra sin forretning i forbindelse med valget. I slutningen af 2009 deltog han i en demonstration i forbindelse med en religiøs helligdag. Under demonstrationen opstod der sammenstød mellem demonstranter og myndighederne, hvorfor han flygtede fra området. Da han kom hjem opdagede han, at han havde tabt sin pung med sine personlige papirer, hvorfor han flygtede med sin ægtefælle og sine to børn hen til sine svigerforældre. Efter tre til fire dage fik han at vide af sine naboer, at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl og ransaget hjemmet. Ansøgerens forretning blev ransaget den følgende dag. Den […] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. Flygtningenævnet anførte i sin afgørelse blandt andet: ”Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, uanset om ansøgerens bopæl og forretning tre til fem dage efter demonstrationen blev opsøgt af myndighederne, kan antages at være kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring er uprofileret, og at myndighederne ikke efterfølgende har været på ansøgerens bopæl eller i ansøgerens forretning.” Den […] 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han er blevet filmet under demonstrationen ivinteren 2009, og at der ligger videoer af dette på Youtube. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han under sit ophold i Danmark har deltaget i omfattende aktiviteter og protester imod præstestyret i Iran, herunder deltaget i sultestrejken fra foråret til sommeren 2012. Ansøgeren er i forbindelse med sine aktiviteter blevet kraftigt eksponeret igennem medierne, såvel igennem de danske som de internationale medier. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om baggrunden for hans udrejse af Iran i 2010 til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at der under demonstrationen i Teheran i slutningen af 2009 blev optaget en film, hvor ansøgeren ses som deltager i demonstrationen, og at filmen er offentligt tilgængelig på internettet, ligesom det efter det foreliggende baggrundsmateriale lægges til grund, at deltagere i blandt andet denne demonstration er blevet forfulgt af myndighederne. Hertil kommer, at ansøgeren i perioden fra foråret til sommeren 2012 deltog i en sultestrejke i København, hvor deltagerne blandt andet demonstrerede foran den iranske ambassade imod det iranske styre. Denne demonstration blev massivt dækket i medierne, herunder med billeder, hvor ansøgeren optræder. Ansøgeren blev interviewet af flere tv-stationer, herunder af en dansk tv-station, hvor hans navn samtidig blev vist på skærmen. Ansøgeren blev endvidere interviewet på […]TV, og Flygtningenævnet lægger til grund, at dette interview er blevet vist på TV, som kan ses i Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran som følge af sine politiske aktiviteter vil være i risiko for myndighedsforfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” iran/2013/20
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har transporteret løbesedler for en studenterorganisation, som var imod regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra såvel sin stedfars sønner som fra myndighederne. Da ansøgeren og hans familie genindrejste i Iran i 1981 efter fire års ophold i USA, blev ansøgerens far, der havde tjent shahen, tilbageholdt af myndighederne og senere henrettet. Ansøgerens mor blev i 1989 gift med[…]. […]behandlede ansøgerens søster dårligt, hvilket ansøgeren påtalte, hvorefter […]s sønner og deres vagter fra Basij forviste ansøgeren fra bopælen. I 2005 kom ansøgeren op at slås med en af […]s sønner og en Basij vagt, efter at søsteren var blevet slået. Ansøgeren blev i 2006 sigtet for ulovlig handel med spiritus og for at transportere politiske løbesedler, men blev løsladt ved […]s mellemkomst, idet han ikke ønskede sin ære krænket. Basij tilbageholdt i 2007 ansøgeren og nogle venner, fordi de havde forsamlet sig på gaden. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb og var bevidstløs i 45 dage. Venner tilknyttet en studenterorganisation befriede ham fra tilbageholdelsen på det hospital, hvor han var indlagt. I foråret 2009 stjal ansøgeren omkring 15 mio. iranske tomaner fra […]s bopæl for at finansiere sin flugt fra Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet forklaret upræcist og afglidende vedrørende centrale punkter i begivenhedsforløbet. Ansøgeren har således først under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2012 oplyst, at han i 2006 blev anholdt og sigtet for at have handlet med spiritus og for at transportere løbesedler med politisk indhold. Ansøgeren har under forklaringen for Flygtningenævnet – i modsætning til hvad tilfældet var under samtalen med Udlændingestyrelsen – ikke kunnet oplyse for eksempel, hvor længe han var tilbageholdt og bevidstløs i forbindelse med det påståede overgreb fra Basij i 2007, og hvor længe han opholdt sig i Danmark, inden han søgte asyl. Ansøgeren har som noget nyt under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at hans tidligere ægtefælle har søgt asyl i Danmark, og at han begyndte at interessere sig for kristendommen før sin indrejse i Frankrig i 2010. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen i Frankrig den […]2010 afstod fra muligheden for at søge om asyl i Frankrig og på, at ansøgeren efter at være indrejst illegalt i Danmark først søgte om asyl efter omkring et års ophold i Danmark. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har oplyst, at han skal døbes […] februar 2013, og at han er kommet i en dansk kirke siden slutningen af 2012 og undervises i kristendommen via internettet. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke har nævneværdig viden om kristendommen endnu, men at han vil sætte sig ind i denne efter nævnsmødet. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerens påtænkte konversion kan udgøre et asylgrundlag. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på iværksættelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/2
Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. I 2004 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2012 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om ansøgerens konversion til kristendommen samt kritik af det iranske styre under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iraner fra Mashad, Iran. Ansøgeren indrejste i Danmark i begyndelsen af 2002 og indgik ægteskab med en herboende iransk kvinde i foråret 2002, hvorefter han fik opholdstilladelse. Efterfølgende blev ægtefællerne separeret og ansøgerens opholdstilladelse inddraget. Ansøgeren søgte om asyl i […]2003 under henvisning til problemer som følge af, at han her i landet havde giftet sig med en kvinde, der ikke var skilt efter islamisk lov. Den […] 2005 stadfæstede Flygtningenævnet et afslag på asyl. Efterfølgende anmodede ansøgeren om genoptagelse bl.a. under henvisning til, at han var konverteret til den kristne tro og frygtede konsekvenser heraf ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Den […] 2007 og den […] 2009 afslog Flygtningenævnet at genoptage sagen bl.a. under henvisning til, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens konversion var kommet de iranske myndigheder til kundskab. Den […] 2012 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Ansøgeren har under genoptagelsessagen henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til den kristne tro og endvidere har udtrykt kritik af Iran i forbindelse med bl.a. demonstrationer og interviews. Flygtningenævnet har i afgørelserne af […] 2007 og […] 2009 lagt til grund, at ansøgeren er konverteret til den kristne tro, og der er ikke i forbindelse med den aktuelle genoptagelsessag fremkommet oplysninger, der giver grundlag for en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er konverteret fra islam til den kristne tro under sit ophold her i landet. På baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaring og de fremlagte erklæringer, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren blev døbt i […] 2006, og at ansøgeren regelmæssigt og gennem længere tid har praktiseret sin kristne tro, herunder ved deltagelse i gudstjenester, deltagelse i kristne fællesskaber, bibellæsning, uddeling af bibler og samtaler med bl.a. asylansøgere om den kristne tro. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere sin kristne tro, herunder opsøge fællesskab med andre kristne og tale med andre om sin kristne tro. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at både myndigheder og andre vil blive bekendt med ansøgerens kristne tro og adfærd. Hertil kommer, at ansøgeren i et vist omfang er blevet eksponeret her i landet i forbindelse med kritik af det iranske styre. På den baggrund og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Iran, herunder navnlig for muslimer der konverterer til den kristne tro og endvidere forsøger at omvende andre til den kristne tro, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for både forfølgelse og mishandling. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/19
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia muslim, født i Qum, men opvokset i Teheran, hvor han og hans familie boede ved hans udrejse i foråret 2013. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han deltog i syv til otte demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009, men han har ikke som følge heraf oplevet nogle konflikter med de iranske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udtalt sig kritisk om det iranske styre og om shia-islam til to kunder i en frisørsalon i en af Teherans lufthavne, hvor han arbejdede. Ansøgeren frygter også de iranske myndigheder, fordi han i Danmark har deltaget i flere demonstrationer blandt andet foran den iranske ambassade. Ansøgeren har oplyst, at han og en kunde under en klipning i foråret 2013 talte kritisk om islam og styret. Efter klipningen konstaterede ansøgeren, at en mand ved navn […], der var ansat i lufthavnens sikkerhedskontor, Herasat, stod udenfor salonen. En halv time efter blev ansøgeren ringet op af Herasat, der bad ham om at møde på Herasats kontor. Ansøgeren efterkom indkaldelsen og fik bind for øjnene og håndjern på, hvorefter han blev kørt til et ukendt sted. Han var tilbageholdt i to dage, hvor han blev afhørt om sit kendskab til islam. Han blev ligeledes udsat for vold. Efterfølgende blev han løsladt. Cirka to måneder senere gav en anden kunde under en klipning i ansøgerens frisørsalon udtryk for sin utilfredshed med, at der blev kaldt til bøn i lufthavnen. Ansøgeren opfordrede kunden til at lade være med at komme med sådanne udtalelser, fordi ”væggene havde ører”, og han fortalte kunden, hvad der var sket med ham et par måneder tidligere. Da kunden var ved at forlade salonen, bemærkede ansøgeren en walkie talkie i kundens lomme, og det viste sig, at han havde optaget deres samtale med sin mobiltelefon. Ansøgeren blev bange og skubbede derefter kunden væk, hvorefter ansøgeren løb ud til sin motorcykel og kørte væk. Ansøgeren tog hjem til sin ven, […], og derfra videre til vennens broder, som kørte ansøgeren til byen[…], hvorfra ansøgeren tog bussen til Orumieh. Her ventede en agent, som hjalp ansøgeren ud af landet. Ansøgeren har efter samtalen i Udlændingestyrelsen fået kontakt med sin familie i Iran, og familien har oplyst, at civilklædte personer muligvis fra efterretningstjenesten flere gange har ransaget familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som frisør i lufthaven. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har således navnlig fundet, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle udtale sig kritisk om det iranske regime til en frisørkunde, når han vidste, at folk i de omkringliggende forretninger kunne høre, hvad der blev talt om i frisørsalonen. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren efter sin første tilbageholdelse igen skulle tale med en - denne gang helt fremmed kunde - om regimet. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om de nærmere omstændigheder ved samtalerne og sin flugt fra lufthavnsområdet samt den første afhøring af ham. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren, der ikke tidligere har været politisk aktiv, er særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han i Danmark har deltaget i flere demonstrationer mod det iranske styre, herunder en foran den iranske ambassade og en foran Amnesty Internationals kontor, og at dette er optaget på billeder, som er lagt på antiislamiske hjemmesider, ligesom ambassaden ud af vinduerne tog billeder af de demonstrerende. Ansøgeren har forklaret, at hans navn ikke fremgår af billederne. Han har ikke kunne tidsfæste sin deltagelse i demonstrationerne. Flygtningenævnet finder ikke, at billederne af ansøgeren kan antages at have profileret ham i tilstrækkelig grad i forhold til de iranske myndigheder. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren er en blandt flere på billederne, og at hans navn eller andre kendelige data ikke fremgår af sammenhængen, samt at ansøgeren ikke på forhånd ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2013/18
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2006. I 2008 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2009 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen blandt andet på baggrund af oplysninger om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark efter nævnsmødet i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk […]og shia-muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv ved den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede myndighederne som følge af sit salg af alkohol og sexudstyr samt formidling af prostituerede. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske regime som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder særligt henset til, at han på udrejsetidspunktet fremstod som kendt over for folket og regimet som følge af sit virke som kunstner. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer mod det iranske regime foran den iranske ambassade samt på Rådhuspladsen i København, ligesom han under en demonstration foran Folketinget har holdt en tale. Billeder af ansøgeren fra demonstrationen foran den iranske ambassade den […] 2009 blev bragt i forbindelse med en artikel i en landsdækkende dansk avis den […] 2009. Ansøgeren fremgår endvidere af videoer på youtube. Ansøgeren har endvidere fremlagt et videoklip indeholdende optagelser af sultestrejkende iranske asylansøgere i Danmark. Ansøgeren fremgår af optagelsen, ligesom han udtaler sig til kameraet. Den fremlagte video er angiveligt blevet vist i iransk national TV. Ansøgeren har for nævnet desuden fremlagt to CD’ere som dokumentation for hans virke som sanger i Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har medvirket som kunstner ved privat arrangerede […] sammenkomster i forskellige byer i Iran indtil for syv år siden. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han har deltaget i en sultestrejke samt en demonstration foran den iranske ambassade, ligesom han er med på flere billeder fra demonstrationer, der er trykt i forskellige danske medier. Ansøgeren har endvidere henvist til en tale mod det iranske styre, som han holdt foran Folketinget og til, at han fremgår af optagelser, der er lagt ud på youtube. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hans navn ikke fremgår af nogen af de fremlagte optagelser, og at han er filmet i baggrunden af billerne fra sultestrejken, hvor han ikke var talsmand, men kun udtalte sig kort og uden navn til kameraet. På de øvrige fremlagte billeder figurerer ansøgeren som en blandt flere, og på billedet fra demonstrationen foran den iranske ambassade bærer han solbriller. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder på den baggrund ikke, at optagelserne af ansøgeren kan antages at have profileret ham i tilstrækkelig grad i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren før sin legale udrejse af Iran medvirkede som kunstner ved diverse arrangementer for større forsamlinger i forskellige iranske byer, kan under henvisning til karakteren af arrangementerne ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnets flertal finder således fortsat ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2.” iran/2013/17
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I begyndelsen af 2013 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, efter at sagen havde været udsat på indhentelse af oplysninger gennem Udenrigsministeriet. Senere i 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er kurder fra Kermanshah-provinsen, indrejste og søgte asyl i Danmark i efteråret 2010. Den […]2013 har Flygtningenævnet stadfæstet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed styrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den oprindelige asylsagsbehandling henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af politiske aktiviteter, idet han før udrejsen af Iran har været aktiv for en forening til støtte for Ahl-e-Haqq troendes og kurderes rettigheder, som han stiftede sammen med nogle venner fra sin landsby. Under genoptagelsessagen har ansøgeren herudover henvist til, at han under opholdet i Danmark har fået interesse for kristendommen, hvilket har ført til, at han i sommeren 2013 er blevet døbt. Han har endvidere henvist til, at han tidligere er blevet chikaneret som følge af sin etnicitet og sin tidligere religion. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han fra 2006 deltog i aktiviteter til støtte for Ahl-e-Haqq troendes og kurderes rettigheder, at han i den forbindelse i 2007 blev afhørt og senere tilbageholdt af efterretningstjenesten i fem dage, hvorunder han i forbindelse med forhør blev udsat for slag og spark over hele kroppen, samt at han i 2009-2010 genoptog aktiviteterne. Ansøgeren har fremlagt kopier af en tilsigelse med forkyndelsesdato den […] 2011 om at møde i retten den […] 2011 og en udskrift af en dom med forkyndelsesdato den […] 2011. Af dommen fremgår, at ansøgeren har været indkaldt til sagen, men er udeblevet, og at han herefter er fundet skyldig i blandt andet organisering af ulovlige grupperinger og idømt 5 års ubetinget fængsel og 60 piskeslag og udelukkelse fra statslig beskæftigelse. Flygtningenævnet finder, at der efter den ægthedsvurdering af dokumenterne, som Udenrigsministeriet har foretaget, ikke er grundlag for at tilsidesætte dokumenterne som uægte. Flygtningenævnet finder efter det således anførte, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren som følge af de nævnte aktiviteter fortsat fremstår som profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har fra foråret 2012 haft tilknytning til først […]kirken i […]og siden til […]kirken i København, og han er den […] 2013 blevet døbt. Efter ansøgerens forklaring om sin tro og det i øvrigt oplyste om ansøgerens deltagelse i gudstjenester, bibelundervisning og andre kirkelige aktiviteter finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens konversion som ikke reel. Ansøgeren er udrejst illegalt af Iran og er ikke i besiddelse af iransk pas. Efter baggrundsoplysningerne må ansøgeren ved indrejse i Iran forventes at blive tilbageholdt og få undersøgt sine forhold, herunder eventuelt sin Facebook-profil, hvor ansøgeren blandt andet har lagt regimekritisk materiale og oplysninger om sine forbindelser til kristne kredse. Sammenholdt med det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at det herefter er sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/15
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og efter oplysninger til Udlændingestyrelsen shia muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes broder, […], vil slå hende ihjel, idet han er modstander af ansøgerens nuværende ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hele hendes familie var modstander af hendes ægteskab med en herboende mand, idet han var 17 år ældre end hende og havde været gift før. På trods af modstanden fra sin familie fortsatte ansøgeren med at bo hos sin mor efter ægteskabets indgåelse, men hun besøgte sin ægtefælle i Danmark fire gange i alt fra efteråret 2007 til foråret 2012. Efter sit fjerde besøg i Danmark fortalte broderen til ansøgeren, at han ville slå hende ihjel, hvis hun ikke blev i Iran og flyttede hjem til sin tidligere ægtefælle, […]. Broderen fremsatte jævnligt sådanne trusler over for ansøgeren, indtil hun udrejste af Iran i efteråret 2012. For Flygtningenævnet har ansøgeren tillige som asylmotiv gjort gældende, at hun vil være i risiko for forfølgelse på grund af, at hun er ved at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har herved henvist til, at hendes ægtefælle allerede før ægteskabet var interesseret i kristendommen, og at hun nu også er blevet interesseret, og at både hun og ægtefællen skal døbes dagen efter nævnsmødet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb fra sin broder, […], idet forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke under sin tidligere asylsag har forklaret om modstand fra broderen mod sit ægteskab. Det forekommer dernæst ikke troværdigt, at ansøgeren efter angiveligt et halvt år med dødstrusler fra broderen ikke ved den fornyede indrejse i Danmark straks søger asyl, men i stedet blot indgiver en ny ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet finder dernæst ikke, at ansøgeren har forklaret overbevisende om en reel interesse for kristendommen. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har oplyst om, at hun sammen med sin ægtefælle har været i kirke, ligesom det forekommer påfaldende, at undervisningen er påbegyndt efter afslaget i Udlændingestyrelsen med planlagt dåb dagen efter nævnsmødet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren netop blev spurgt ud om sin trosretning i Udlændingestyrelsen, uden at hun oplyste om kendskab til eller interesse for kristendommen, ligesom hun heller ikke oplyste om ægtefællens nu påberåbte langvarige interesse herfor. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/14
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren er Alh-e-Hagh Yarestan af trosretning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel, er eftersøgt af myndighederne som følge af sin flugt fra en kontrolpost samt er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Han indledte sit første homoseksuelle forhold til sin daværende arbejdsgiver som 18-19 årig, og dette forhold fortsatte indtil ansøgerens udrejse af Iran i 2010. Ansøgeren havde i Iran enkelte andre kortvarige forhold, hvoraf et blev opdaget. Han blev omkring sensommeren 2010 standset ved en kontrolpost, da han skulle køre en mand til den irakiske grænse. Ansøgeren flygtede og blev eftersøgt af myndighederne. Efter indrejsen i Danmark har han haft flere homoseksuelle forhold, blandt andet til en iransk mand på Frederiksberg, ligesom ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel, til grund. Ansøgeren havde forud for sin udrejse af Iran haft flere homoseksuelle forhold, heraf et langvarigt, og han har efter indrejsen i Danmark ligeledes haft flere homoseksuelle forhold, heraf et af nogen varighed. Flygtningenævnet finder efter omstændighederne, at det vil være en særlig belastning for ansøgeren, at han ikke kan leve åbent med sin homoseksualitet ved en tilbagevenden til Iran, idet en hemmeligholdelse af hans seksuelle orientering vil være frygten for de meget alvorlige reaktioner, der ville følge af, at myndighederne blev bekendt med hans seksuelle orientering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/13
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på grund af oplysninger om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark efter nævnsmødet i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran og muslim af trosretning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sultestrejken i foråret og sommeren 2012 havde en fremtrædende rolle. Hans navn og billede blev eksponeret i forbindelse med de interviews, som han gav til en række landsdækkende danske medier. De iranske myndigheder kender til ansøgerens aktiviteter imod præstestyret. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil han risikere politisk forfølgelse, der med stor sandsynlighed vil medføre, at han idømmes dødsstraf. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren har haft en fremtrædende rolle i den omtalte sultestrejke, hvor han gentagne gange har optrådt i medierne også under angivelse af navn og med gengivelse af billeder, ligesom han har givet interviews. Alle indslag har været stærkt kritiske overfor præstestyret, og der har blandt andet været fremvist skilte med tekster som ”død over den islamiske republik”. Da sultestrejken har været stærkt medieprofileret og må antages også at have vakt de iranske myndigheders interesse, findes det ikke at kunne afvises, at ansøgeren er blevet så eksponeret for disse politiske aktiviteter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse på en asylbegrundende måde. Herefter finder nævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” iran/2013/12
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og muligvis henrettet, hvis myndighederne finder ud af, at han er homoseksuel. Endvidere frygter ansøgeren, at hans broder vil slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Iran. Herudover har ansøgeren henvist til sin psykiske sygdom, som han ikke mener, at han kan få ordentlig behandling for i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han ti år forud for sin udrejse af Iran, har boet sammen med en mandlig kæreste. Forholdet var hemmeligt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen er på de centrale punkter konsistent og støttet af nye oplysninger om, at ansøgerens forældre nu ved, at han er homoseksuel, at de rejst tilbage til Iran og har videregivet oplysningerne til hans bror, der efterfølgende har fremsat trusler om at slå ham ihjel. Flygtningenævnet lægger således som tidligere til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren tidligere i Iran har levet i et homoseksuelt forhold, som han holdt skjult både for sin familie og for myndighederne. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren har praktiseret sin seksualitet åbent i Danmark. Ved en tilbagevenden til Iran vil det således være en særlig belastning for ansøgeren, at han ikke kan leve åbent med sin homoseksualitet. Årsagen til, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville skulle hemmeligholde sin seksuelle orientering, er både hensynet til familien og lokalsamfundet, men også de meget alvorlige reaktioner, der ville følge, såfremt myndighederne blev bekendt med hans seksuelle orientering. Det fremgår i den forbindelse af baggrundsoplysningerne om Iran, at homoseksualitet er forbudt og kan straffes med dødsstraf, jf. blandt andet temanotat om Iran: Homoseksualitet og homofile i den islamiske republik Iran af 7. december 2012. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren tilhører en særlig social gruppe, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” iran/2013/11
Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. I 2007 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2009 stadfæstede Flygtningenævnet styrelsens afgørelse. I foråret 2013 genoptog nævnet sagen på baggrund af oplysninger om ansøgerens politiske og religiøse aktiviteter efter nævnets afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner og kommer fra Teheran, Iran. Han er konverteret fra islam til kristendommen og blev døbt den […] 2004 i kirken […] i Teheran. Ansøgeren indledte i foråret 2012 en tre uger lang sultestrejke under aktionsnavnet ”Tilflugt i Kirken”. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sultestrejken i foråret og begyndelsen af sommeren 2012 havde en fremtrædende rolle. Hans navn og billede blev eksponeret i forbindelse med de interviews, som han gav til en række landsdækkende danske medier. De iranske myndigheder kender til ansøgerens aktiviteter imod præstestyret. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil han risikere politisk forfølgelse, der med stor sandsynlighed vil medføre, at han idømmes dødsstraf. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren har haft en fremtrædende rolle i den omtalte sultestrejke, hvor han gentagne gange har optrådt i medierne også under angivelse af navn og med gengivelse af billeder, ligesom han har givet interviews. Alle indslag har været stærkt kritiske overfor præstestyret, og der har blandt andet været fremvist skilte med tekster som ”død over den islamiske republik”. Da sultestrejken har været stærkt medieprofileret og må antages også at have vakt de iranske myndigheders interesse, findes det ikke at kunne afvises, at ansøgeren er blevet så eksponeret for disse politiske aktiviteter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse på en asylbegrundende måde. Herefter finder nævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/10
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk azari og shia-musli fra Teheran i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i enkelte demonstrationer i forbindelse med valget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighedernes overgreb, fordi han har solgt parabolantenner sammen med en ven. Ansøgeren og vennen blev, efter at de i en periode havde foretaget salg, anholdt og tilbageholdt i fire dage på politistationen. De blev i den forbindelse truet og udsat for psykisk pres. Efter løsladelsen fortsatte ansøgeren salget. Da han en dag skulle installere en antenne hos en kunde, opsøgte myndighederne ham, men han blev advaret, og det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fra sin familie fået tilsendt to tilsigelser til retten samt en dom afsagt over ham in absentia, hvorefter han blandt andet er idømt otte års fængsel. Ansøgeren er endvidere efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen og har forevist en dåbserklæring dateret fra begyndelsen af 2012 fra […]-kirken i København. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under sin forklaring hos den beskikkede advokat og i Flygtningenævnet har oplyst, at han efter sin tilbageholdelse hos politiet på ny fik problemer med myndighederne. Ansøgeren har således i asylansøgningsskemaet og under forklaringen for Udlændingestyrelsen oplyst, at han og vennen efter tilbageholdelsen ikke havde problemer med myndighederne før ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endvidere på en række punkter forklaret udbyggende og divergerende under asylsagsbehandlingen. Han har således i asylansøgningsskemaet og under forklaringen for Udlændingestyrelsen oplyst, at han selv udrejste legalt af Iran på et ægte pas, hvorimod han for Flygtningenævnet har forklaret, at en vens ven i løbet af en periode på fem måneder skaffede ham et pas og i øvrigt var den, der hjalp ansøgeren ud af Iran. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at konversion først er gjort gældende som asylgrundlag i forbindelse med sagens behandling i nævnet. Ifølge dåbserklæringen fra […]-kirken er konversionen sket en måned inden sagens behandling i Flygtningenævnet. Ansøgeren har under Flygtningenævnet forklaret, at han ikke i en længere periode forud for konversionen havde gjort sig overvejelser herom, men at en ven på hans bosted inspirerede ham til konversionen, hvorefter denne skete umiddelbart herefter. Ansøgeren har ikke under forklaringen for Flygtningenævnet tilnærmelsesvist kunnet redegøre for kristne højtider eller andre basale oplysninger om kristendommen bortset fra at den vigtigste person er Jesus. Nævnet finder herefter ikke, at der er tale om en reel konversion, og da det ifølge ansøgerens forklaring alene er hans ven samt muligvis et par andre personer i Danmark, der har kendskab til konversionen, finder Flygtningenævnet ikke, at denne kan udgøre et asylgrundlag. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på ovenstående baggrund ikke anledning til at udsætte sagens behandling på en ægthedsvurdering af de dokumenter, som ansøgeren har fået tilsendt fra sin familie i Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/1
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. I foråret 2006 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde på baggrund af oplysninger om, at ansøgeren i Danmark har været aktiv for Jehovas Vidner. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet i 2006 stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I slutningen af 2011 besluttede Flygtningenævnet at genoptage ansøgerens asylsag. Ansøgeren er fra Teheran, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at han siden 2006 har virket som fast hjælpepioner for Jehovas Vidner, og at han i juli 2008 blev døbt. Ansøgeren forkynder både for iranere, danskere og folk af andre nationaliteter. En herboende iransk familie med tilknytning til den iranske ambassade i Danmark har deltaget i et af menighedens møder, hvor ansøgeren læste op fra en udgave af Jehovas Vidners blad Vagttårnet, og en iransk kvinde, som har forladt menigheden, har truet med at oplyse de iranske myndigheder om andre iraneres tilhørsforhold til menigheden. De iranske myndigheder må således antages at have fået kendskab til ansøgerens konvertering og aktiviteter for Jehovas Vidner. Ved en tilbagevenden til Iran vil ansøgeren være i livsfare, idet muslimer, som skifter religion, bliver straffet med fængsel eller henrettelse. Ansøgeren har endvidere anført, at han i Iran ikke vil kunne udføre missionerende arbejde, hvilket er et krav for at være Jehovas Vidne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit faste tilhørsforhold til og sine forkyndende aktiviteter for Jehovas Vidner gennem 5-6 år i Danmark til grund. Flygtningenævnet kan endvidere ikke udelukke, at ansøgerens konvertering til Jehovas Vidner er kendt blandt de iranske asylansøgere i Sandholm og af ansøgerens familie i Tyskland, og at ansøgerens konvertering er blevet kendt på den iranske ambassade. Navnlig på den baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren er eksponeret i forhold til de iranske myndigheder som konverteret til kristendommen. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene for konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse på grund af sin kristne tro, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/9
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk azari fra Oroumieh i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han den […] 2011 deltog i en demonstration i Teheran arrangeret af den Grønne Bevægelse. Der skete sammenstød mellem demonstranter og politi, i hvilken forbindelse ansøgeren blev tilbageholdt og fik frataget sin taske, som blandt andet indeholdt hans fritagelsesbevis fra militæret samt telefonnumre på familiemedlemmer. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet under tumult. Den […] 2011 fik ansøgeren telefonisk af sin moder at vide, at myndighederne havde opsøgt og ransaget familiens bopæl tre gange. Myndighederne ledte efter ansøgeren. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive fængslet, udsat for tortur eller dræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger efter det foreliggende ansøgerens forklaring til grund om hans deltagelse i demonstrationen den […] 2011, hvorefter myndighederne i forbindelse med en anholdelse og visitation af ansøgeren kom i besiddelse af legitimationspapirer vedrørende ansøgeren, at det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet, og at myndighederne har ledt efter ham. Det lægges herefter videre til grund, at ansøgeren er kommet i et sådan modsætningsforhold til myndighederne på grund af sin deltagelse i demonstrationen, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/8
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010 Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og al-hagh af trosretning. Han er født i Al-Tash flygtningelejren i Romadi, Irak, hvor han boede, indtil han var seks år. Herefter flyttede han med sine forældre og søskende til en flygtningelejr i Iran, hvor de opholdt sig i syv til otte måneder, hvorefter de flyttede til en landsby i Kermanshah amtet, Iran, hvor han boede indtil sin udrejse. Ansøgeren har været tilhænger, men ikke medlem, af KDPI siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret psykisk og fysisk samt efterfølgende henrettet af myndighederne. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han henholdsvis i foråret 2009 og efteråret 2010 på sin fars plantage tog imod ukendte personer fra KDPI, som han gav mad og drikke samt geografisk vejledning og vejledning om kontrolposter i området. Mens de ukendte personer fra KDPI var på plantagen den […] 2010, ankom to personer iklædt traditionelle kurdiske dragter til plantagen, som så de tre personer fra KDPI og den bil, som ansøgeren brugte. Bilen tilhørte ansøgerens far. Dagen efter blev ansøgerens bror tilbageholdt af civilklædte styrker, da han kørte i farens bil. Broren har siden været fængslet og har under fængslingen oplyst myndighederne om, at det normalt var ansøgeren, som brugte bilen. Efter brorens anholdelse blev ansøgeren advaret mod at tage hjem af sin far. Ansøgeren tog herefter hen til sin farbror, hvor han opholdt sig indtil udrejsen. Ansøgeren har som asylmotiv herudover henvist til de generelle vanskelige forhold i Iran, som følger af, at han er etnisk kurder og al-hagh af trosretning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at det ikke fremgår af ansøgerens asylskema, at han hjalp tre personer på frugtplantagen, dagen før ansøgerens bror blev anholdt, og ansøgeren har heller ikke oplyst om, at to personer kom til frugtplantagen og så de tre personer, som var der for at få hjælp af ansøgeren. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af referatet af asylsamtalen, at ansøgeren under pkt. 1 om personlige forhold oplyste og derefter bekræftede, at broderen havde været i fængsel siden […] 2007. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at det forekommer mærkeligt, at myndighederne ikke har anholdt ansøgerens far, som var ejer af bilen, og som havde foranlediget ansøgeren til at bistå medlemmer af KDPI. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/7
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne begge er fra Kermanshah by i Iran. De har forklaret, at de ikke har været medlemmer af nogen politiske eller religiøse foreninger. Den mandlige ansøger er […] og kurder. Den kvindelige ansøger er kristen og […]. Ansøgerne frygter forfølgelse fra det iranske regime, dels fordi navnlig den mandlige ansøger er kommet i myndighedernes søgelys som tilhængere af Den Grønne Bevægelse, dels på grund af at de tilhører etniske og religiøse mindretal, der diskrimineres og ofte forfølges. Dette gælder ikke mindst, når der som for den kvindelige ansøger er tale om, at hun er konverteret fra islam til kristendommen. Den kvindelige ansøger frygter også, at hendes familie vil udsætte hende for overgreb på grund af konverteringen. Ansøgerne har nærmere henvist til, at den mandlige ansøger omkring sensommeren 2009 hjalp en kvindelig demonstrant til et hospital, efter at hun var blevet slået af basijfolk mv. På hospitalet trodsede han en ordre fra en betjent om ikke at forlade hospitalet, før han var blevet afhørt. Nogle timer senere, omkring kl. 22-23, blev deres hjem ransaget, og han blev spurgt ud om demonstrationen. Ægteparret blev under ransagningen bebrejdet, at de havde udstyr, så de kunne se udenlandsk tv, samt at de på deres bopæl opbevarede flere stykker grønt klæde. De forulempede hende og forlod først huset, efter at hun havde råbt så højt, at naboerne var kommet til stede. Den mandlige ansøger blev taget med til politistationen. Efter 1-1½ time blev han løsladt uden at være blevet afhørt. Forinden havde han betalt 40-50.000 tomaner og skrevet under på et papir, som han ikke læste. Han fik besked på at melde sig igen dagen efter med henblik på at afgive forklaring. I stedet tog de hen til den kvindelige ansøgers forældre i […], hvor de opholdt sig, indtil de under anvendelse af pas, som de samme måned havde fået udstedt mod bestikkelse, udrejste til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger var oprindeligt shia muslim, men blev kristen cirka et år inden udrejsen, og deltog i den periode regelmæssigt i gudstjenester. Hun fortalte naboer og venner i landsbyen, at hun var blevet kristen. Hun deltog i møder med andre kristne. Hun er i Danmark blevet døbt i 2011. Inden udrejsen var hendes familie og myndigheder ikke bekendt med, at hun var blevet kristen. Hendes moder mistænkte hende dog herfor. Efter at hun er blevet døbt i Danmark, har hun fortalt sin moder om konverteringen. Moderen har måske sagt dette videre til farbroderen, der er meget religiøs. Efter udrejsen har moderen telefonisk fortalt, at der inden udrejsen var nogen på bopælen for at spørge efter den mandlige ansøger. Ansøgerne har endvidere henvist til, at den mandlige ansøger inden valget uddelte grønne stykker stof. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund om, at parrets hus er blevet ransaget, og at den mandlige ansøger i tilknytning hertil er blevet tilbageholdt, fordi han tidligere på dagen skulle have hjulpet en kvindelig demonstrant. Flertallet lægger herved vægt på, at forklaringen herom i nævnet fremstår usikker og udbyggende i forhold til ansøgernes oprindelige forklaringer, hvor fokus var på den mandlige ansøgers konflikt med broderen til en kvinde, som han for mange år siden var ven med. Ansøgeren har endvidere overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke oplyste sit navn til den betjent på hospitalet, der sagde, at han ikke måtte forlade stedet inden afhøringen, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at han både oplyste navn og viste legitimation. Forklaringen om, hvorledes det lykkedes ham at komme væk fra hospitalet har heller ikke været overbevisende og konsistent. Forklaringen om, hvorledes ansøgerne kom i besiddelse af ægte nationalitetspas har ligeledes været særdeles usikker og ikke fremstået troværdig. Flertallet kan endvidere ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger har været kristen, mens hun var i Iran, og lægger herved blandt andet vægt på, at hun ikke oplyste noget herom under afhøringen hos politiet eller i hendes asylansøgningsskema, hvor hun alene anførte at være muslim. Flertallet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren efter dåb i Danmark har omtalt konverteringen telefonisk overfor moderen, og lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring var klar over, at moderen ville være utilfreds hermed, samt at farbroderen var meget religiøs. Flertallet anser det efter de foreliggende omstændigheder herefter ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har fået kendskab til konverteringen. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/6
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har støttet Den Grønne Bevægelse i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af myndighederne, idet han har deltaget i demonstrationer mod valgresultatet i 2009 samt støttet Den Grønne Bevægelse. Forud for præsidentvalget i 2009 uddelte ansøgeren valgmateriale. I sommeren 2009 deltog ansøgeren og hans ven i en protestdemonstration mod valgresultatet. I den forbindelse opstod der sammenstød mellem demonstranterne og myndighederne. I sommeren 2009 deltog ansøgeren i en anden demonstration mod valget, hvor han blev anholdt og afhørt. I vinteren 2009 deltog ansøgeren og hans ven i endnu en demonstration i Teheran på […], hvor ansøgeren, vennen og fem til seks andre personer overfaldt en politimand og satte ild til en motorcykel. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring har fremstået detaljeret på de centrale punkter på en sådan måde, at flertallet ikke kan afvise det påberåbte asylmotiv, hvorefter ansøgeren på grund af sine aktiviteter forud for sin udrejse er efterstræbt af de iranske myndigheder, og ved en tilbagevenden må antages fortsat at være i myndighedernes søgelys. Det lægges således til grund, at ansøgeren har deltaget i to demonstrationer i 2009 og under […]-demonstrationen blev involveret i et sammenstød med politiet, hvorunder han sammen med andre overfaldt en motorcykelbetjent, der blev væltet omkuld og slået og sparket, hvorefter betjenten blev hjulpet på benene. Flertallet kan endvidere ikke afvise, at myndighederne henvendte sig på bopælen få dage senere, hvorefter ansøgeren gik i skjul og senere udrejste. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da hans aktiviteter må anses for rettet mod styret. Flertallet finder ikke, at ansøgerens medvirken til overfald på politibetjenten under de nævnte omstændigheder kan anses for at være en sådan alvorlig politisk forbrydelse, at ansøgeren i medfør af Flygtningekonventionen art. 1F (b) er afskåret for at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/5
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K–status) til et iransk ægtepar. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske iranere, den mandlige ansøger er fra Teheran, og den kvindelige ansøger er fra […). Ansøgerne har ikke været medlemmer af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har i perioden fra sommeren 2009 til slutningen af 2009 deltaget i flere demonstrationer i Teheran for at udtrykke sin utilfredshed med præsidentvalget. Den kvindelige ansøger har tillige sammen med den mandlige ansøger deltaget i en demonstration i slutningen af 2009. I forbindelse med ansøgernes deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009 blev den kvindelige ansøger anholdt og tilbageholdt i tre dage af de iranske myndigheder. Under tilbageholdelsen blev hun udsat for overgreb. Efterfølgende har iranske myndighedspersoner flere gange opsøgt den mandlige ansøgers families bopæl for at lede efter ham. Endvidere er den kvindelige ansøgers families bopæl blevet opsøgt og ransaget, idet myndighederne ledte efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger har under opholdet i Danmark deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade, og disse er blevet filmet og lagt på internettet. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet som følge af sin deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009. Den mandlige ansøger frygter endvidere at blive henrettet som følge af, at han har søgt asyl og været politisk aktiv i udlandet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder og udsat for overgreb som følge af sin deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009. Ansøgerne har forklaret konsistent og sammenhængende om deres asylmotiv, og forklaringerne kan lægges til grund. Myndighederne i Iran er via den kvindelige ansøgers id-kort, som myndighederne så under tilbageholdelsen, blevet opmærksomme på den mandlige ansøger og har eftersøgt ham. Ansøgerne er udrejst illegalt fra Iran, og det må efter baggrundsoplysningerne antages, at de i forbindelse med en genindrejse vil blive tilbageholdt som mistænkt for politiske aktiviteter mod regeringen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/4
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim fra Al-Tash flygtningelejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens fader var iransk statsborger, men måtte flygte til Irak på grund af de iranske myndigheder. Ansøgeren har på et tidspunkt fået at vide af sin søster, at en mand ved navn […] havde videregivet oplysninger om ansøgerens fader til de iranske myndigheder. Omkring en måned inden ansøgerens udrejse af Irak overnattede ansøgeren hos en arabisk familie sammen med fire af sine venner. Tre til fire maskerede mænd kom på bopælen og spurgte efter kurderne, og truede ansøgeren og hans venner til at følge med. Ansøgeren og hans venner blev i den forbindelse udspurgt angående amerikanernes drab på fem af de maskerede mænds venner. Ansøgeren og hans venner blev udsat for vold i omkring en time, herefter blev de kørt tilbage til landsbyen. Ansøgeren udrejste af Irak i sommeren 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ved en tilbagevenden til Irak frygter ansøgeren de maskerede mænd. Flygtningenævnet finder, at det ved vurderingen af ansøgerens troværdighed må tillægges betydning, at ansøgeren angiveligt er psykisk påvirket af sine oplevelser i Irak, herunder hændelsen med eksplosionen. Uanset, om det måtte lægges til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash flygtningelejren, finder Flygtningenævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevende til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det alene bygger på en formodning, at hans fader har været politisk aktiv i Iran, og at ansøgeren ikke ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han selv har udøvet aktiviteter, der kan sandsynliggøre, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Det må ved vurderingen af ansøgeren og hans families profilering i forhold til de iranske myndigheder også tillægges betydning, at dele af ansøgerens familie, herunder ansøgerens søster, bor i Iran, uden at de har problemer med de iranske myndigheder. Den episode i Irak, hvor ansøgeren angiveligt blev overfaldet og tilbageholdt af arabiske mænd, og som førte til, at ansøgeren udrejste fra Irak, kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af, om ansøgeren vil blive forfulgt ved en tilbagevenden til Iran. Endelig kan de generelt dårlige forhold for kurdere i Iran ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2012/39
Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra[…], Iran. Ansøgeren har deltaget i politiske aktiviteter på universitetet i hjembyen, hvor han læste fra 2007 til 2009. I 2011 støttede han Mir-Hossein Moussavi. Han uddelte diverse materialer og deltog i demonstrationer imod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder grundet sine politiske aktiviteter. Han henviser herved nærmere til, at han i begyndelsen af 2011 sammen med to venner deltog i en demonstration i hjembyen. En gruppe på cirka 100 personer fra demonstrationen gik hen til en Basij-base med henblik på at befri tre demonstranter. Mens nogle fra gruppen var i håndgemæng med vagterne, satte ansøgeren og hans to venner ild til to store billeder af Khomeini og Khamenei. En af vennerne opdagede, at området var videoovervåget, og ansøgeren flygtede derfor hen til en ven. Samme aften fortalte ansøgerens nabo, at civilklædte personer havde opsøgt ansøgerens families bopæl og taget hans fader og broder med. De blev løsladt efter to dage. Ansøgeren gemte sig herefter i […] – en 13-14 timers kørsel fra hjembyen– i omkring otte måneder, indtil han udrejste illegalt. Under opholdet i […]fortalte faderen og vennen ham telefonisk, at hans deltagelse i demonstrationen havde fået følger for mange familiemedlemmer. Faderen havde mistet sit arbejde, broderen havde fået inddraget sin næringstilladelse og myndighederne havde foretaget ransagning hos flere andre familiemedlemmer. Myndighederne havde afleveret flere skriftlige indkaldelser til retsmøder på ansøgerens bopæl, og deres advokat havde fundet ud af, at ansøgeren var blevet dømt in absentia. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring i det væsentlige kan lægges til grund, selvom der kan påvises enkelte uoverensstemmelser, og ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret om omstændigheder, som han ikke tidligere har nævnt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om demonstrationen er fremstået overbevisende. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at blive forfulgt af de iranske myndigheder på grund af sin politiske aktivitet. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke selv har udøvet nogen vold under demonstrationen, og nævnet finder heller ikke, at ansøgeren har været ansvarlig for andres voldsudøvelse på en sådan måde, at ansøgeren skal udelukkes fra at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 2, og § 10, stk. 2, nr. 2. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1” iran/2012/38
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt barn fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra […]i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller, men har deltaget i demonstrationer imod det iranske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, dømt og muligvis henrettet af de iranske myndigheder, idet hun har overdraget oplysninger om korruption blandt Irans magthavere til en journalist. Hun har herved henvist til, at hendes ægtefælle arbejdede med IT på et hotel, og kom i den forbindelse i besiddelse af oplysninger om underslæb begået af hotellets direktør. Direktøren var tidligere medlem af Revolutionsgarden og havde forbindelser til den iranske regering. Ansøgerens ægtefælle mente, at det ved underslæbet opnåede beløb blev givet videre til regeringen til brug for Ahmedinejads valgkamp. I foråret 2011 besluttede ansøgeren og hendes ægtefælle at videregive disse oplysninger samt oplysninger om andre økonomiske uregelmæssigheder til ansøgerens veninde, som var journalist på en avis. I slutningen af 2011 blev ansøgeren ringet op af en ukendt mand, der advarede ansøgeren og hendes ægtefælle om, at de var i fare. De forlod herefter deres bopæl. Ansøgeren forstod på ægtefællen, at avisen blev lukket, og at samtlige journalister blev anholdt, men har oplyst, at det kun var nogle journalister, der blev anholdt. To dage senere fortalte ansøgerens svoger, at ansøgerens lejlighed var blevet ransaget af myndighederne, og at han var blevet afhørt om deres opholdssted. Under opholdet i Orumieh oplyste ansøgerens ægtefælles familie, at myndighederne havde spurgt efter dem. Ansøgerens viden om de af ægtefællen tilvejebragte og påståede kompromitterende oplysninger er begrænset og i væsentligt omfang alene baseret på andenhåndsoplysninger. Ansøgerens antagelse af, at de oplysninger, som hun videregav til journalistveninden, skulle være kommet til myndighedernes kundskab, er alene baseret på formodninger. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om ægtefællens aflytninger, om mulighederne for at spore CD’erne til ægtefællen, om journalistvenindens skæbne og ransagningen af bopælen, herunder om fundet af belastende materiale på ægtefællens private PC. Det er påfaldende, at ægtefællen som IT ekspert ikke skulle have sikret det fortrolige materiale mere omhyggeligt, også når der henses til, at ansøgeren og ægtefællen i forbindelse med udleveringen af CD’erne havde indgået en detaljeret aftale med journalistveninden om en række sikkerheds- og advarselsforanstaltninger. Hertil kommer, at hendes oplysninger om anholdelsen af journalister på avisen, ikke stemmer overens med en artikel fra slutningen af 2011 fra Reuters. Endelig må det tillægges vægt, at de nævnte kompromitterende oplysninger ifølge ansøgerens egne oplysninger aldrig er blevet offentliggjort. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kan det ikke lægges til grund, at hun skulle være efterstræbt af myndighederne af de af hende anførte grunde. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/37
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er født i […], er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for alvorlige overgreb fra Basij og sin kærestes familie, som modsætter sig, at hun – der er en moderne selvstændig kvinde - har forbindelse med sin kæreste, som hun havde aftalt at indgå ægteskab med. I forbindelse med præsidentvalget i juni 2009 udtrykte hun sympati for Mousavi. Hun var cirka syv gange med til at arrangere, at de studerende undlod at komme til undervisning og i stedet samledes i universitetsgården. Ansøgeren var også med til at foranstalte, at der blev skrevet løbesedler med angivelse af, hvorledes de studerende burde forholde sig vedrørende den politiske situation efter valget. På grund af løbesedlerne og undervisningsboykotten blev ansøgeren tildelt to advarsler og var ved at blive smidt ud af universitetet. På universitetet var hun endvidere med i en mindre kvindegruppe, og ansøgeren var også med til at arrangere, at der blev uddelt løbesedler om kvinders rettigheder. Universitetet var bekendt hermed, og hendes kærestes moder, der er medlem af Basij, har formentlig fået informationer om aktiviteterne fra universitetet, idet moderen senere flere gange bebrejdede hende dette forhold. I slutningen af 2011 tvang Basij-medlemmerne hende ud af auditoriet på universitetet og ind i en bil. Hun blev slået og hånet, samt beskyldt for at være imod regimet. Hun fik endvidere besked på at lade sin kæreste være, idet han skulle giftes med en kvinde, der var medlem af Basij. På et tidspunkt blev hendes broder standset af Basij, der sprayede ham i ansigtet. De sagde til broderen, at hans søster var en luder, der var imod regeringen. Familiens bolig blev ransaget i begyndelsen af 2011 af Basij-medlemmer, der udøvede omfattende hærværk og slog ansøgerens fader samt sagde til faderen, at ansøgeren og hendes broder ville blive slået ihjel, hvis ikke ansøgeren holdt op med at se kæresten. Faderen måtte indlægges på hospitalet på grund af den vold, han blev udsat for. I […] 2011 hentede Basij-medlemmer hende på ny på universitetet. Hun blev igen tvunget ind i en bil. Kærestens moder viste hende i bilen en film med to drenge, der tydeligvis var blevet voldtaget. Ansøgeren fik at vide, at hun og hendes broder ville blive udsat for noget tilsvarende, hvis hun fortsatte med at være sammen med sin kæreste. Ansøgeren blev slået og smidt ud af bilen, mens den stadig kørte. Ansøgeren besvimede og vågnede op på en lægeklinik. Derefter var hun sengeliggende i tre uger. Ansøgeren ophørte som følge heraf med at gå på universitetet på arbejde. Hun blev hjemme og opholdt sig senere et par måneder i forældrenes sommerhus i Tabriz-området. Mens hun var i sommerhuset hørte forældrene fra hendes medstuderende og arbejdskollegaer, at Basij spurgte efter hende. Derefter udrejste ansøgeren illegalt i efteråret 2011. I begyndelsen af 2012 fortalte hendes familie hende, at der igen havde været Basij-folk på bopælen, der slog ansøgerens moder, der derfor blev indlagt på hospitalet. Flygtningenævnet finder i al væsentlighed at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og lægger herved afgørende vægt på, at ansøgeren i nævnet har forklaret sammenhængende og overbevisende, og at hun herunder har kunnet svare sikkert og detaljeret på Flygtningenævnets uddybende spørgsmål. Det lægges således til grund, at ansøgeren har det angivne modsætningsforhold til kærestens moder, der er medlem af Basij og har kunnet foranledige, at ansøgeren to gange er blevet tilbageholdt og slået alvorligt samt at bopælen er blevet opsøgt og ransaget en gang før udrejsen og en gang efter udrejsen - begge gange med den konsekvens, at en af forældrene efter vold måtte på hospitalet. Efter forklaringen finder Flygtningenævnet, at striden med moderen vedrører dennes stærke modstand mod ansøgeren, navnlig på grund af ansøgerens forhold til kæresten. Moderen har i den anledning handlet adskillige gange over et længere tidsforløb, og det kan ikke lægges til grund, at moderen ikke også fremover vil sørge for, at ansøgeren og hendes familie udsættes for overgreb. Efter Basijs magt i Iran finder nævnet ikke, at ansøgeren kan få beskyttelse af myndighederne i Iran mod moderen, og de personer, moderen kender i Basij, og ansøgeren kan derfor ikke henvises hertil. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at der efter det anførte er reel risiko for, at ansøgeren på grund af sine aktiviteter på universitetet vil blive udsat for forfølgelse af myndighederne eller Basij. Det forhold, at moderen under skænderier med ansøgeren ligeledes har henvist til disse aktiviteter, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren kan derfor ikke få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. iran/2012/35
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra […] i Iran og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun havde et forhold til en kristen mand, da hun var ung, men at hendes familie var imod et ægteskab på grund af forskellene i religion, hvorefter de pressede hende til at indgå ægteskab med en muslimsk mand, som var funktionær i Revolutionsgardens boligafdeling. Ansøgeren blev udsat for chikane og fysiske overgreb fra ægtefællen under deres ægteskab. I sommeren 2011 mødte ansøgeren sin tidligere kæreste, og de indledte et seksuelt forhold til hinanden. Ansøgerens ægtefælle var mistænksom og kontrollerede hendes telefon og computer. I slutningen af sommeren 2011 kom ansøgerens ægtefælle hjem midt på dagen, idet ansøgeren ikke havde besvaret sin telefon. Ægtefællen havde fået kendskab til ansøgerens udenomsægteskabelige forhold, hvorfor han slog hende og sagde, at han ville få hende stenet. Den følgende dag blev ansøgeren opsøgt af sin nabo, hvis ægtefælle også er tilknyttet efterretningstjenesten, som fortalte, at ansøgerens ægtefælle og hendes ægtefælle havde indsamlet beviser for ansøgerens utroskab, hvorfor ansøgeren blev nødt til at flygte. Ansøgeren og hendes datter udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen er på de centrale punkter konsistent og forekommer selvoplevet. Nævnet finder ikke at kunne afvise, at mindre uoverensstemmelser mellem ansøgerens oplysninger under asylsamtalen i forhold til det tidligere oplyste kan bero på misforståelser som følge af tolkningsproblemer. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været sin ægtefælle utro, at ægtefællen har opdaget dette og har truet med at slå hende ihjel og med at anmelde forholdet til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. iran/2012/34
Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har sympatiseret med alle de kurdiske partier og har i den forbindelse deltaget i demonstrationer og har udført andre politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er efterstræbt af de iranske myndigheder, idet han under en uledsaget udgang fra fængslet, hvor han afsonede en dom på syv år, ikke vendte tilbage til afsoning. Ansøgeren har forklaret, at han i 1997 deltog i en demonstration, hvor han overfaldt nogle myndighedspersoner, idet han ønskede at hjælpe en kvindelig demonstrant, der blev slået af de pågældende myndighedspersoner. Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt og fængslet i seks måneder. Den […] 1999 deltog ansøgeren i en demonstration i forbindelse med Abdullah Öcalans anholdelse, hvor ansøgeren blandt andet afbrændte det iranske flag og udøvede hærværk mod offentlige bygninger, hvorfor han blev anholdt og sad fængslet i 50 dage, hvorefter han mod kaution blev løsladt, idet hans moder og en bekendt stillede kaution i form af skøderne på deres respektive huse. Ansøgeren levede herefter i skjul i fem-seks måneder. Den […] 2000 meldte ansøgeren sig til retten i håb om, at han kunne blive benådet, men han blev i stedet idømt syv års ubetinget og 10 års betinget fængsel. Efter tre år og syv måneder fik ansøgeren tre dages uledsaget udgang fra fængslet, men han vendte herefter ikke tilbage til fængslet. De følgende seks år levede ansøgeren i skjul i forskellige byer. Den […] 2009 blev ansøgeren bekendt med sin moders død, hvorfor han dagen efter vendte tilbage til familiens by for at besøge moderens gravsted. Ansøgerens svigerinde angav ansøgeren til myndighederne, idet hun ønskede skødet på deres families hus frigivet, hvorfor ansøgeren besluttede at udrejse af landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren for nogle år siden er udeblevet fra udgang under afsoning af en langvarig fængselsstraf, og at ansøgeren under fængsling i Iran har været undergivet tortur. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages på ny at ville blive fængslet ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at de aktiviteter, ansøgeren har udført, må betragtes som kriminelle handlinger, og at det tilkommer myndighederne at gribe relevant ind heroverfor, herunder med straf. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens politiske aktiviteter her i landet har haft et sådan omfang og karakter, at han af den grund risikerer forfølgelse ved tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, eller 2. iran/2012/33
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran, og Al Hagh Yarestan af trosretning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel eller fængslet på livstid, fordi de iranske myndigheder mistænker ham for politiske aktiviteter imod regimet. Han har i den forbindelse forklaret, at han i sommeren 2008 blev anholdt, afhørt og udsat for fysiske overgreb, indtil han indrømmede, at han havde hjulpet fire tilhængere af demokraterne. Efter 20 dages tilbageholdelse blev han løsladt mod at give sit samtykke til, at han ville samarbejde med myndighederne. Ansøgeren har videre forklaret, at han sammen med en ven deltog i en demonstration i […] efter præsidentvalget i 2009, hvor der udbrød uroligheder, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i otte til ni timer. Det lykkedes ansøgeren at undslippe. Han gemte sig derefter hos en anden ven i en uge og herefter 16 måneder hos sin morbror i en landsby. I denne periode opsøgte myndighederne flere gange ansøgerens forældres bopæl for at finde ham. Herefter udrejste ansøgeren illegalt af Iran. Ansøgeren har herudover anført, at han i Danmark har deltaget i to demonstrationer mod det iranske regime, og at dette er kommet til de iranske myndigheders kendskab, idet der er blevet lagt billeder af hans deltagelse i demonstrationen på internettet. Uanset om ansøgeren i 2008 måtte have været tilbageholdt af de iranske myndigheder i forbindelse med uddeling af mad til fire demokrater, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens familie efter ansøgerens løsladelse ikke er blevet opsøgt af myndighederne, hverken i ansøgerens hjem i […] eller i [...] Uanset om ansøgeren har deltaget i en demonstration i […] efter præsidentvalget i 2009 i lighed med en mængde andre kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen og flugten til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom ikke fremtræder som sammenhængende og selvoplevet, herunder navnlig med hensyn til, at ansøgeren skulle være i stand til at flygte fra det sted, hvor han var tilbageholdt af myndighederne og under bevogtning af disse. Forklaringen herom fremtræder som usandsynlig og ikke underbygget. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgeren efter demonstrationen, trods angivelige henvendelser fra myndighederne i ansøgerens hjem i har opholdt sig i hjemlandet hos sin morbror i 16 måneder, inden ansøgeren valgte at udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på grund af sin deltagelse i to demonstrationer i Danmark kan antages at være kommet i de iranske myndigheders søgelys. Ansøgeren må anses for uprofileret og kan ikke antages at være identificeret på baggrund af de foreviste optagelser, uanset om disse måtte være lagt på internettet. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder og Al Hagh Yarestan af trosretning kan ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/32
Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tyrker fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Den Grønne Bevægelse siden det iranske præsidentvalg blev afholdt den 12. juni 2009. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han i dagene efter præsidentvalget den 12. juni 2009 deltog i demonstrationer mod valget af Ahmadinejad til præsident. I efteråret 2009 blev han anholdt og sigtet for at medvirke til uro og sælge euforiserende stoffer. Omkring 14 dage efter sin anholdelse i 2009 blev han fremstillet for revolutionsdomstolen, hvor han blev idømt 2 år og 9 måneders fængsel. Denne straf blev senere gjort betinget med vilkår om 70 piskeslag, en bøde på 700.000 tomaner og en måneds ubetinget fængsel. Ansøgeren blev løsladt en måned efter sin anholdelse. Ved løsladelsen blev han orienteret om, at hvis han var aktiv igen, ville han blive idømt 2 år og 9 måneders fængsel. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive udsat for tortur og henrettet af de iranske myndigheder, idet han er flygtet fra Iran efter at være idømt en betinget fængselsstraf, og fordi han under sit ophold i Danmark har deltaget i flere demonstrationer mod det iranske styre foran den iranske ambassade, som ifølge ansøgeren er blevet filmet af ambassadens kameraer. Flygtningenævnet finder efter det foreliggende ikke at kunne afvise, at den idømte straf har baggrund i, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer rettet mod det iranske styre. Flygtningenævnet må endvidere lægge til grund, at ansøgeren et antal gange har deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i Danmark, og at han i den forbindelse har båret et demonstrationsskilt. Flygtningenævnet kan nære tvivl om, hvorvidt ansøgeren har profileret sig på en sådan måde, at han af denne grund vil være i de iranske myndigheders søgelys ved en tilbagevenden. Da ansøgeren som anført oven for tidligere er blevet domfældt for politiske aktiviteter, og da det henstår som usikkert i hvilket ansøgerens aktiviteter i Danmark er kommet til de iranske myndigheders kundskab, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylrelevante overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/31
Nævnet meddelte i november 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren søgte asyl i 2010. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk […]fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller torteret, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet eller torteret af myndighederne, fordi han har været sin tidligere ægtefælle utro, og dermed er skyldig i utugt efter iransk lov. Ansøgeren frygter endelig at blive fængslet af myndighederne, fordi han ikke vil kunne betale medgiften i form af [….] guldmønter til sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han blev gift med sin tidligere ægtefælle i slutningen af 2007 i Ahwaz, Iran. Ægtefællen, der er statsborger i et vesteuropæisk land, boede i Danmark, og ansøgeren fik som følge af ægteskabet opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Han indrejste i Danmark i 2009. Efter seks til syv måneder fik parret problemer, og i begyndelsen af 2010 flyttede ansøgeren fra parrets fælles hjem. Hans tidligere svigerfamilie opsøgte ansøgeren to til tre gange på hans arbejdsplads og bad ham om at betale medgiften, idet han ikke længere skulle være sammen med deres datter. Ved afgørelse truffet i efteråret 2010 besluttede Statsforvaltningen […]at inddrage ansøgerens opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I forsommeren 2010 begyndte ansøgeren at komme i […]kirken hver søndag, ligesom han deltog i forskellige aktiviteter. Ansøgeren blev ved dom afsagt af retten i […] slutningen af 2010, skilt fra sin daværende ægtefælle, idet han havde været hende utro. I slutningen af 2010 blev ansøgeren ringet op af en medarbejder fra den iranske ambassade i Danmark, som oplyste, at ansøgerens tidligere svigerfamilie havde anklaget ham for utugt og for at have skiftet religion. Senere i slutningen af 2010 konverterede ansøgeren til kristendommen, idet han døbt i […]kirken i […].. Omkring nytår 2010/11 ringede hans fader fra Iran til ansøgeren og fortalte, at han var blevet hentet af folk fra efterretningstjenesten og udspurgt om ansøgeren, herunder opfordret til at udlevere ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren søgte om asyl i slutningen af 2010. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har haft en oprindelig interesse for kristendommen. Nævnet henviser herved til ansøgerens forklaring om sine drøftelser inden udrejsen af Iran, og til, at ansøgerens herboende granfætre er konverteret til kristendommen, inden ansøgerens indrejse her i landet. Ansøgerens forklaring om undervisning og dåb, samt at han er gudfader til den yngste granfætters søn, understøtter, at ansøgerens konvertering er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Under hensyn til det stærke modsætningsforhold, som ansøgerens tidligere ægtefælle og svigerfamilie har til ansøgeren, lægger Flygtningenævnet til grund, at svigerfamilien har gjort de iranske myndigheder bekendt med konversionen. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om straffen for konvertering sammenholdt med oplysningerne om det iranske retssystem finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af sin kristne overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/30
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra byen Sardasht, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han sympatiserer med Kurdistans Demokratiske Parti (KDP). Han har siden midten af 2008 været aktiv for partiet, for hvilket han har uddelt løbesedler samt støttet økonomisk. Ansøgeren har som asylmotiv nærmere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne som følge af sine aktiviteter for KDP. Han uddelte første gang løbesedler i efteråret 2008. Hans sidste uddeling foregik i efteråret 2010, hvor han mener, at han blev opdaget af en person i et vindue. Personen må have indberettet ham til myndighederne. I efteråret 2010 ransagede efterretningstjenesten ansøgerens hjem og tilbageholdt hans fader i 3 dage, idet ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren udrejste af Iran i efteråret 2010. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen, til den beskikkede advokat ifølge indlægget og i nævnsmødet, at ansøgerens forklaring i al væsentligt har fremstået sammenhængende og konsistent. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren i perioden fra efteråret 2008 til efteråret 2010 i otte tilfælde har uddelt løbesedler for KDP i hjembyen Sardasht. Uanset om det var den omtalte person i et område af Sardasht, hvor der bor en del medlemmer af basij, der opdagede ansøgeren, eller om ansøgerens hjem af andre grunde blev udfundet af de iranske myndigheder, lægger nævnet til grund, at myndighederne ransagede hjemmet under eftersøgning af ansøgeren efteråret 2010 på grund af hans politiske aktivitet. Myndighederne fandt løbesedler fra KDP, som ansøgeren havde skjult i hjemmet. Ansøgeren blev advaret og udrejste to dage senere. Nævnet finder både efter ansøgerens forklaring og fremtræden i nævnsmødet, at ansøgeren fremstår troværdig i sine oplysninger og udtrykker et politisk engagement, som blandt andet har givet sig udslag i, at ansøgeren i Danmark via internettet, herunder på facebook og på kurdiske hjemmesider, har skrevet artikler under eget navn og under tiden med eget foto, ligesom ansøgeren har oplyst, at han er valgt til repræsentant for KDPs unge i Jylland. Nævnet anser ansøgerens aktiviteter i Danmark som en bestyrkelse af ansøgerens oplysninger om sit engagement og sine aktiviteter for KDP forud for udrejsen. Da nævnet herefter lægger til grund, at ansøgeren ved udrejsen var eftersøgt af de iranske myndigheder grundet sin politiske aktivitet, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Mashad, Iran. Ansøgeren har i perioden fra begyndelsen af 2010 til begyndelsen af 2011 været medlem af Forfatterforeningen i Teheran, der talte for frihed og intellektualisme. Hun var ikke aktivt medlem af foreningen, men leverede tegninger til foreningen til brug for dens møder. Hendes tegninger handlede ofte om frihed, kvinder og tortur. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder. Hun har herom henvist til, at hendes faders kusine i efteråret 2010 blev anholdt i forbindelse med sin indrejse i Iran fra Sverige efter at have haft en kunstudstilling i Tyskland og Sverige. Faderens kusine var i besiddelse af fire tegninger, som ansøgeren havde tegnet. Faderens kusine var en slags læremester for ansøgeren og aktiv i Forfatterforeningen. Ugen efter blev ansøgeren afhørt af efterretningstjenesten om sin identitet, familieforhold og tegningerne. To uger herefter blev ansøgeren igen afhørt af efterretningstjenesten vedrørende faderens kusines familieforhold, sin tilknytning til Forfatterforeningen og sin tidligere anholdelse i 2009. Herefter blev hun løsladt betingelsesløst. I begyndelsen af 2011 ransagede de iranske myndigheder Forfatterforeningens lokaler i Teheran og beslaglagde alt materiale, herunder ansøgerens tegninger. I begyndelsen af 2011 ransagede efterretningstjenesten ansøgerens bopæl og beslaglagde i den forbindelse hendes computer, bøger og digte samt hendes tegninger og notater. Ansøgerens fader blev endvidere anholdt, idet ansøgeren ikke var hjemme, og faderen har efterfølgende været afhørt flere gange af efterretningstjenesten vedrørende hendes opholdssted. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun har været tilbageholdt i en uge i sommeren 2009 i forbindelse med en demonstration, som hun ikke deltog i, men hvor hun blot ventede på sin fader. Hun blev anholdt sammen med 15 andre og underskrev i den forbindelse en erklæring om ikke at deltage i fremtidige politiske aktiviteter. Endelig har hun henvist til, at hun i efteråret 2010 fik en bødestraf samt en dom på 80 piskeslag for at have drukket spiritus i forbindelse med en familiefest i sommeren 2009. Vedrørende dommen for deltagelse i en fest: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om dette asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at dommen ikke fremtræder som en autentisk endelig dom. Det fremgår således ikke af dommen, hvornår overtrædelsen skulle være fundet sted, eller at der er tale om en ankedom. Dommen harmonerer heller ikke med ansøgerens forklaring, idet det fremgår af dommen, at ansøgeren skulle være idømt henholdsvis 80 og 30 piskeslag, hvorimod ansøgeren til Udlændingestyrelsen oplyste, at hun var idømt 80 piskeslag og en bøde på 3 mio. tomaner. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sagens behandling i det iranske retssystem, herunder om tidspunktet for domsafsigelsen og om dommen blev afsagt personligt, og ansøgeren har ikke tidligere forklaret, at hun ikke tidligere har modtaget en kopi af dommen, men først for nyligt har modtaget kopi af dommen fra sin advokat. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at dommen er fremlagt umiddelbart for nævnsmødet, og at ansøgeren har modsat sig ægthedsvurdering. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring kunne få udrejsetilladelse, og at hun vendte tilbage til Iran uanset dommen i 1. instans. Vedrørende ansøgerens malerier/tegninger: Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren ikke har været tilbage i Iran efter sin deltagelse i maleriudstillingerne i Tyskland og Sverige. Uanset at ansøgeren således har været opfordret hertil, har hun ikke fremlagt dokumentation for tilbagerejsen i form af pas eller kopi heraf, selv om hun angivelig rejste på sin ægte pas. Nævnet finder ikke, at fremlæggelse af to håndskrevne receptkopier umiddelbart før nævnsmødet er fyldestgørende, og tillægger ikke disse nogen vægt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende dette asylmotiv, idet hun ifølge referatet af forklaringen til Udlændingestyrelsen ikke kunne huske, om der var noget belastende på hendes computer, hvorimod hun under nævnsmødet forklarede, at computeren bl. a. indeholdt slettet e-mailkorrespondance mellem hende og faderens kusine og politiske og islamkritiske bøger. Forklaringen om, at ansøgeren efter en tilbageholdelse i 2009 skal have skrevet under på, at hun ikke i fremtiden ville afholde sig fra politiske aktiviteter, kan ikke tillægges selvstændig betydning, når asylmotivet vedrørende malerier/tegninger ikke har kunnet lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/29
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et iransk ægtepar og parrets mindreårige barn. Indrejst i 2010. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger har oplyst, at han er kristen af trosretning og født i Teheran, Iran. Ansøgeren har været aktiv for præsidentkandidat Mousavis valgkampagne i 2009. Den mandlige ansøger har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet som følge af sin deltagelse i demonstrationerne, særligt demonstrationerne på Ashura-dagen. Ansøgerne har forklaret, at familiens bopæl blev ransaget tre dage efter demonstrationen på Ashura-dagen, hvilket den mandlige ansøger formoder er sket, idet hans ven […] var blevet tvunget til at angive sine meddemonstranter. Den mandlige ansøger har oplyst, at hans moder har været tilbageholdt i et døgn, og at hendes bopæl har været udsat for flere husransagninger. Den mandlige ansøgers kusine er nu tilbageholdt, fordi den mandlige ansøger i Danmark har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre, og fordi den mandlige ansøger er konverteret til kristendommen, hvilket den mandlige ansøger har fortalt sin kusine. Den mandlige ansøger frygter derfor, at han er efterstræbt af de iranske myndigheder, idet han har deltaget i demonstrationer i Danmark, og fordi han er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er kristen af trosretning og født i Teheran, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt. Den kvindelige ansøger frygter endvidere at blive henrettet, fordi hun er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har deltaget i adskillige demonstrationer mod det iranske styre efter valget i sommeren 2009, og at han sammen med nogle bekendte også havde udført aktiviteter ved at skrive og finansiere trykning af løbesedler. Endvidere lægges det til grund, at han ammen med sine bekendte deltog i demonstrationen på Ashura-dagen den 27. december 2009. I den forbindelse blev […]pågrebet af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger som følge heraf er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder navnlig ikke hans forklaring om hans angivelige flugt fra Teheran efter demonstrationen troværdig. Flygtningenævnet hæfter sig ved, at […] blev tilbageholdt som én af et meget stort antal demonstranter, uden at han blev set i tilknytning til den mandlige ansøger og de øvrige bekendte. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at den mandlige ansøger, der tidligere havde været med til demonstrationer, skulle vælge at flygte som anført. Flygtningenævnet finder det navnlig påfaldende, at han ikke skulle have tanke for det belastende materiale, han har forklaret lå på hans bopæl. I det mindste må det forventes, at han i løbet af de tre dage, han opholdt sig hos sin ven i Nordiran inden ransagningen af hans bopæl fandt sted, gennem ægtefællen eller andre, havde fået fjernet det belastende materiale. Flygtningenævnet finder det heller ikke troværdigt, at han i de nævnte tre dage og heller ikke senere skulle have interesseret sig for, hvordan det var gået med de øvrige af hans bekendte, der havde deltaget i demonstrationen. Den mandlige ansøger har således forklaret, at han ikke engang forsøgte at skaffe sig sådanne oplysninger. Den mandlige ansøgers forklaring om flugten virker ikke selvoplevet, når han har forklaret, at han hverken i de nævnte tre dage eller senere inden udrejsen skulle have været i kontakt med sin erhvervsvirksomhed. Det må endvidere tillægges vægt, at den mandlige ansøger er udrejst gennem Teherans lufthavn på eget pas. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet det overvejende sandsynligt, at der er sket sikkerhedskontrol af den mandlige ansøger og hans familie i Teherans lufthavn i forbindelse med udrejsen. Det indgår i Flygtningenævnets vurdering, at der har været tale om et delvis forfalsket pas, idet det fremgår af sagen, at den isatte opholdstilladelse i forhold til Tyskland er stjålet. Flygtningenævnet har taget i betragtning, at der er en fejlagtig angivelse af årstallet i opholdstilladelsen og et foto af ansøgerens søn, som kun har overfladisk lighed med det ægte foto i passet. Flygtningenævnet lægger imidlertid vægt på, at sikkerhedstjekket må anses for den afgørende del af paskontrollen, at det fremstår som åbenbart, at årstallet må være 2012, og at fotoet af sønnen i den falske opholdstilladelse har en vis lighed med det ægte billede. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis betydning, at den mandlige ansøger i forbindelse med indrejsen i Danmark forklarede, at han havde boet hos en ven i de sidste fire til fem måneder i den samme by, som hans ægtefælle og søn skulle have opholdt sig i. Denne forklaring stemmer ikke med det, som den mandlige ansøger i øvrigt har forklaret om tiden forud for sin udrejse. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke troværdigt, at den mandlige ansøger i de første mange måneder efter indrejsen i Danmark ikke skulle have haft kontakt til sin familie, eventuelt gennem bekendte til sin familie. Dette gælder også kontakten i forhold til hans kusine. Han har således henvist til, at han kontaktede kusinen for at spørge til sin moders helbred. Det er ikke troværdigt, at han gennem mange måneder ikke skulle have interesseret sig for oplysninger om moderens helbred, idet det fremgår af hans forklaring, at moderen, mens han var i Iran, var under behandling for kræft. Hans forklaring under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har således karakter af en udbyggende forklaring. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger ved udrejsen var kommet i myndighedernes søgelys som følge af sin deltagelse i demonstrationer. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger som følge af deltagelse i demonstrationer i Danmark vil komme i søgelyset i forbindelse med en tilbagevenden til Iran. På de fremlagte fotos, der angives at være stilbilleder fra en film lagt på YouTube, er han sammen med flere andre demonstranter, også af iransk herkomst. Der fremgår ikke navnene på de personer, der er filmet under demonstrationen. Der er således ikke grundlag for at antage, at han skulle være blevet identificeret af de iranske myndigheder. Det bemærkes, at han ifølge Flygtningenævnets ovennævnte troværdighedsvurdering er uprofileret i forhold til de iranske myndigheder. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han er konverteret til kristendommen, har ikke virket overbevisende. Da han var til samtale i Udlændingestyrelsen den […] 2010 fandt han ikke anledning til at nævne, at han omkring fire måneder tidligere var konverteret. Flygtningenævnet hæfter sig endvidere ved, at han som begrundelse for, at han har valgt at konvertere i sin samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2011 har henvist til, at ”han deltog i en demonstration for frihed, og at han derfor af Khomenei bliver kaldt for en forræder af Islam”. På spørgsmålet om dette er den eneste begrundelse for konversionen svarede han bekræftende. Som nærmere begrundelse for konversionen henviste den mandlige ansøger i sin forklaring i Flygtningenævnet overordnet til, at han ”havde Jesus i sit hjerte” og gentog, at der samtidig var tale om et fravalg af islam, som han hadede. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at der er tale om en reel konversion til kristendommen. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at hans deltagelse i kristne gudstjenester er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at han skulle have valgt at videregive oplysninger om, at han var konverteret, til sin kusine i forbindelse med en telefonsamtale. Han har blandt andet uddybende forklaret, at konsekvensen af, at hans kusine skulle følge hans opfordring til at konvertere ville være, at hun kom i et modsætningsforhold til sin nærmeste familie eller myndighederne. Efter det anførte har den mandlige ansøger ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da den kvindelige ansøger som asylmotiv alene har henvist til den mandlige ansøgers forhold, har heller ikke den kvindelige ansøger sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden udsætter sig for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at den kvindelige ansøgers konversion fremstår som reel. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/28
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og baha’i af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han konverterede i slutningen af 2009 fra islam til baha’i religionen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at han er konverteret til baha’i. Ansøgeren har henvist til, at hans ægtefælle omkring to år efter vielsen fandt passwordet til hans pc, hvorefter hun fandt dokumenter vedrørende ansøgerens religion på computeren. Disse oplysninger delte hun med sin familie. Samme aften opsøgte ægtefællens familie ansøgerens hjem, hvor de overfaldt ham og begærede skilsmisse på vegne af ægtefællen, idet de fandt, at ansøgeren var uren. Ansøgeren forlod efterfølgende sit hjem og udrejste næste dag. Han har efterfølgende fået oplyst af sin morbroder, som også bekender sig til baha’i religionen, at myndighederne har været på både ansøgerens og forældrenes bopæl, som de har ransaget. Ansøgerens ægtefælle har efterfølgende opnået skilsmisse fra ansøgeren af religiøse årsager, og sagen er overgået til Revolutionsdomstolen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt og konsistent om de religiøse overvejelser, som førte til, at han konverterede, ligesom han på samme måde har forklaret overensstemmende vedrørende ægtefællens fund af materiale på hans computer og svigerfamiliens reaktion herpå. Ansøgeren har endvidere kunnet redegøre for baha’i religionen. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er konverteret til baha’i, og at dette er kommet til myndighedernes kundskab, hvorfor ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/27
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Sardasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de iranske myndigheder, fordi han er kurder, og er udrejst illegalt, samt fordi han i 2006 i Irak blev gift med en kvinde, der i 1990’erne fik asyl i Danmark efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, da hun var mindreårig. Myndighederne vil mistænke ham for at være politisk imod regimet ligesom ægtefællens familie, hvoraf en stor del i 1997 fik asyl i Danmark sammen med ægtefællen. I begyndelsen af 2007 fik ansøgeren besøgsvisum til Danmark, hvor han søgte om familiesammenføring med sin ægtefælle. Efter at have fået afslag herpå rejste han i slutningen af 2007 tilbage til Iran, hvor han opholdt sig indtil foråret 2011, hvor han udrejste illegalt for at være sammen med sin ægtefælle og sit barn, født i 2008. Hans iranske pas udløb i begyndelsen af 2011. Han så ingen mening med at få passet forlænget, da de danske myndigheder flere gange havde afslået at give ham visum til Danmark. Omkring to måneder senere udrejste han illegalt. Han har ikke oplysninger om, at myndighederne efter udrejsen har henvendt sig til hans familie i Iran. Flygtningenævnet kan lægge til grund at ansøgeren i 2006 i Irak er blevet gift med en kvinde fra en politisk aktiv familie. Ægteskabet har aldrig givet ansøgeren problemer i forhold til de iranske myndigheder - heller ikke i forbindelse med hans legale ind- og udrejser i 2009 og 2010. Ved en tilbagevenden til Iran vil ansøgeren muligvis blive straffet for illegal udrejse. Efter nævnets baggrundsmateriale må det antages, at ansøgeren på grund af den illegale udrejse ved en tilbagevenden til Iran i givet fald vil blive straffet med en bøde og eventuelt udsat for en kort tilbageholdelse. Der er ikke i sagen konkrete oplysninger om ansøgeren og hans forhold, der tyder på, at de iranske myndigheder vil behandle ansøgeren mere hårdhændet end andre, der har udrejst illegalt og vender tilbage til Iran efter at have fået afslag på asyl. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for en sanktion eller behandling af en sådan karakter og omfang, at dette kan begrunde meddelelse af asyl. Den omstændighed, at ansøgeren ønsker at leve sammen med sin ægtefælle, der ikke kan bo i Iran, kan ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelt vanskelige forhold for kurdere i Iran er heller ikke i sig selv, eller sammen med de øvrige forhold som ansøgeren har henvist til, tilstrækkelige til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke kan antages at være risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/26
Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran samt deres barn fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske persere fra Ahwaz, Iran. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv i Iran, og han har deltaget i demonstrationer og aktiviteter på universitetet. Han har videre været medlem af en politisk gruppe, som støttede den tidligere præsident. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, dels på grund af hans deltagelse i demonstrationerne, og dels på grund af hans broders politiske aktiviteter. Ansøgeren har været tilbageholdt to gange og er telefonisk blevet chikaneret af myndighederne 15-20 gange. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv og frygter ved en tilbagevenden til Iran, at ægtefællen vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Hun har videre henvist til, at hun efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen, og at hun er blevet døbt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, herunder den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om hændelsesforløbet i Iran har været detaljerede, konsistente og samstemmende. Efter forklaringerne risikerer den mandlige ansøger således at blive retsforfulgt som følge af sine og broderens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, og efter baggrundsoplysningerne om konsekvenserne af regeringskritiske aktiviteter i Iran, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/25
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2010 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen på grund af, at styrelsen ikke havde partshørt ansøgeren om oplysninger indhentet fra Udenrigsministeriet. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på en høring af Udenrigsministeriet om straffen for opsætning af parabolantenner, herunder om etnicitet har betydning for straffen. Sagen blev afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra […) ved Sare Pole Zohab i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet og udsat for tortur som følge af, at han har arbejdet med salg og montering af parabolantenner fra 2007 til 2009, hvilket efter iransk lovgivning er ulovligt. I efteråret 2009 blev ansøgerens hjem ransaget af den iranske efterretningstjeneste, der konfiskerede et stort antal parabolmodtagere. Efterfølgende blev ansøgerens farbrødre opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere, at han som følge af salg og montering heraf vil blive mistænkt for at have udført ulovlig politisk virksomhed, idet parabol-antennerne gav befolkningen mulighed for at se kanaler, som ejes og drives af de forbudte kurdiske politiske partier. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren i en periode på omkring to år fra 2007 til 2009 har ernæret sig via salg og opsætning af parabolantenner Dette betragtes ifølge Udenrigsministeriets notat af 25. marts 2010 og Udenrigsministeriets uddybende notat af 20. februar 2012 vedrørende oplysninger om strafudmåling for salg af parabolantenner i Iran som en almindelig forbrydelse og vil normalt ikke være noget, der i sig selv vil føre til yderligere forfølgelse fra den iranske sikkerhedstjenestes side eller lignende. Straffen for salg af parabolantenner er ifølge Udenrigsministeriets notat af 25. marts 2010 typisk mellem seks måneder og to års fængsel. Ifølge Udenrigsministeriets kilder har det ingen betydning, at lovovertrædelserne begås af en etnisk kurder i Sara Pole Zohab-området. Udenrigsministeriet uddyber i samme forbindelse, at Sara Pole Zohab-området ikke er et traditionelt kurdisk område, men derimod et etnisk og religiøst blandet område beliggende i provinsen Kermanshah. Det fremgår yderligere, at Udenrigsministeriets kilders oplysninger ikke gav anledning til ændringer i forhold til Udenrigsministeriets høringssvar af 25. marts 2010. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at der efter det oplyste ikke har været myndighedshenvendelser på ansøgerens bopæl siden ansøgerens udrejse i efteråret 2009, ligesom ansøgerens farbrødre ikke har haft problemer efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren på grund af sin virksomhed med salg og opsætning af parabolantenner efter de foreliggende oplysninger kan antages at være kommet i de iranske myndighedernes søgelys for ulovlig politisk virksomhed, eller at ansøgeren i øvrigt på grund af sin virksomhed med salg og opsætning af parabolantenner ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/24
Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Bandar Anzali i Iran og ateist. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for Det Grønne Parti fra foråret/sommeren 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive henrettet af myndighederne, hvis han vender tilbage til Iran, idet han har støttet Det Grønne Parti og har deltaget i demonstrationer, ligesom han har været i besiddelse af og omdelt materiale til støtte for Det Grønne Parti. Ansøgeren har endvidere haft en webblog, hvor han har udtrykt sine holdninger i politiske og religiøse henseender. I efteråret 2011 fandt efterretningstjenesten endvidere et eksemplar af Salman Rushdies ”De Sataniske Vers” på ansøgerens værelse, og ansøgeren frygter, at dette vil føre til en dødsstraf. I begyndelsen af 2011 deltog ansøgeren i en demonstration i byen[…). Ansøgeren blev ramt af et elektrisk stød, og ansøgeren blev anholdt. De næste to til tre dage var ansøgeren i en isolationscelle. Han havde håndjern på og bind for øjnene, og blev også hængt op i loftet i to timer. Derefter blev han transporteret til fængslet […]i byen[…], hvor han var fængslet i omkring fem måneder indtil sommeren 2011. I efteråret 2011 fik ansøgeren sin dom, og blev straks tildelt 35 piskeslag. Efterretningstjenesten ransagede samme dag i ansøgerens fravær ansøgerens værelse, hvor de fandt ”De Sataniske Vers”, samt konfiskerede hans computer, hvorfra han lavede sin webblog. Flygtningenævnet lægger i det hele ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent og troværdig. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren efter valget i 2009 deltog i demonstrationer, og at han fra internettet hentede materiale, som han tilgængeliggjorde på en webblog. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev anholdt i forbindelse med en demonstration i byen[…], og at han i forbindelse med anholdelsen blev udsat for tortur. Ansøgeren var herefter fængslet i 5 måneder før han blev løsladt mod kaution. På grundlag af ansøgers forklaring, der i øvrigt bestyrkes ved det nu fremlagte foto, lægger nævnet til grund, at ansøger blev idømt 35 piskeslag, og at dommen straks blev eksekveret. Ansøgerens forklaring om, hvorfor han sammen med en ven forlod hjemmet for at køre rundt i vennens bil fremstår som troværdig, og det samme gælder ansøgerens forklaring om, hvorfor han i perioden mellem løsladelsen mod kaution og domfældelsen lånte bogen ”De Sataniske Vers”. Nævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at efterretningsvæsnet ransagede ansøgerens bopæl, efter at ansøgeren var kørt med vennen, og at man i den forbindelse fandt såvel ansøgerens computer, der indeholdt belastende materiale som den forbudte bog. Det lægges herefter videre til grund, at ansøgeren er kommet i et sådan modsætningsforhold til myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter og besiddelsen af den forbudte bog, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/23
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Bandar-Anzali, Iran. Under sit ophold her i landet er han, der var shia-muslim, konverteret til kristendommen og er blevet døbt i sommeren 2012. Ansøgeren har siden 2001 været tilknyttet Basij, hvor han var ansat som livredder. Derudover deltog han i patruljerings- og sikkerhedsopgaver. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, idet de betragter ham som forræder, fordi han brød ud af Basij. I sommeren 2011 var ansøgeren på arbejde ved en demonstration i Teheran. Hans gruppeleder blev voldelig over for en kvindelig demonstrant, hvilket ansøgeren forsøgte at stoppe. Der opstod håndgemæng mellem ansøgeren og gruppelederen, og ansøgeren slog lederen ned. Andre fra gruppen forsøgte at overmande ansøgeren, men han flygtede. Ansøgeren holdt sig skjult i 20 dage i en anden by, før han udrejste af landet. Han har efterfølgende hørt, at Basij har søgt efter ham på bopælen flere gange. Ansøgerens familie er videre blevet opsøgt af en tidligere asylansøger sammen med sikkerhedstjenesten. Ansøgeren har i et par måneder været tilknyttet samme kirke som den pågældende asylansøger. Den pågældende tidligere asylansøger angav, at ansøgeren var konverteret. Det fremgår, at ansøgeren ved ankomsten havde beskrivelsen af daværende asylmotiv skrevet ned. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende vis har kunnet forklare om den af ham angivne episode med sin uniformerede gruppeleder, hvor det skulle være lykkedes ansøgeren at forhåne denne samt skubbe denne omkuld og derpå flygte fra området, hvor der i anledning af demonstration også var andre Basijgrupper. I denne forbindelse bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at han havde købt ny mobiltelefon og nyt sim-kort under flugten, hvorimod han tidligere har oplyst, at det alene var sim-kortet, der blev skiftet ud. Ansøgeren har ikke oplyst nogen årsag til, at han på daværende tidspunkt skulle have været blevet negativ overfor islam. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren, ifølge egen forklaring, kommer fra en troende familie. Flygtningenævnet finder således ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, som dette forelå ved ankomsten her til landet, til grund. Ansøgeren har oplyst, at der var positive mennesker i de kirker, han har besøgt, dels i København og dels i Nordjylland. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har fået undervisning i kristendom, og at han kun har læst få sider i udleveret materiale. Ansøgeren har oplyst, at han først senere vil sætte sig ind i den kristne tro. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at ansøgeren har deltaget i en dåb, hvor kun få mennesker var til stede, er kommet de iranske myndigheder til kundskab. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om henvendelsen på bopælen af en tidligere asylansøger, ikke kan lægges til grund. Den pågældendes dåb har fundet sted efter denne, ifølge ansøgerens oplysninger, er udrejst. Også henset til, at ansøgeren må anses at være uden reel viden om den kristne tro, kan hans forklaring om konvertering ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt og heller ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Ansøgeren ses heller ikke i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/22
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […]i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger forud for sin indrejse i Danmark, men han har sympatiseret med Det Demokratiske Parti (KDP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, henrettet eller dræbt under tortur af de iranske myndigheder, fordi det er kommet myndighederne til kendskab, at han har været i besiddelse af ulovligt kurdisk og politisk materiale fra KDP. Ansøgeren har endvidere henvist til sine politiske aktiviteter for KDP her i landet, idet han er blevet medlem af partiet, har deltaget i politiske møder og har skrevet artikler m.v., der er lagt ud på partiets hjemmeside og således er tilgængelige på internettet. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han i foråret 2011 rejste til Irak for at besøge sin faster og dennes ægtefælle, der begge er medlemmer af KDP. I forbindelse med besøget aftalte ansøgeren med fasterens ægtefælle, at denne via en mellemmand skulle sende en pakke til ansøgeren indeholdende 30-40 kort over Kurdistan, en cd med oplysninger om KDP samt fotos af ansøgeren, fasteren og dennes ægtefælle i en flygtningelejr i Arbil, Irak, hvor man i baggrunden kunne se et billede af en afdød leder fra KDP. Ansøgeren hentede herefter pakken i […]i Iran og kørte herefter til Oroumieh, hvor han blev standset af politiet ved en kontrolpost. Ansøgeren flygtede fra stedet, men efterlod sin taske indeholdende pakken med cd’en, kortene og de private fotos. Ansøgeren flygtede til en ven […], der bor i Oroumieh. Dagen efter observerede vennen, at myndighederne havde omringet og var i færd med at ransage ansøgers hus. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren talt med sin mor, der har fortalt, at de iranske myndigheder forsøgte at presse familien til at fortælle, hvor ansøgeren opholder sig. Myndighederne havde endvidere konfiskeret ansøgerens computer, der indeholdt kritiske informationer om Khomeini. Under ransagningen blev ansøgers far tilbageholdt, men er nu blevet løsladt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således vurderet, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende om ansøgers i øvrigt meget enkle asylmotiv. Ved identitetsafhøringen forklarede ansøger, at han fik en cd med tilbage fra Irak, og at cd’en lå i tasken, hvor ansøgeren også havde billeder af ansøgeren og fasteren. I asylansøgningsskemaet forklarede ansøger, at han medbragte en cd og flere kort over Kurdistan med tilbage fra Irak, at materialet lå i tasken, og at ansøgeren på grund af dumhed og uvidenhed endvidere havde lagt fotos af ansøger sammen med fasteren og dennes børn i tasken. Ved asylsamtalen forklarede ansøger, at cd’en, kortene og de private fotos blev sendt fra Irak til […] i Iran, hvor ansøgeren hentede materialet, der lå samlet i én papirpakke, der lå i tasken. Ved identitetsafhøringen forklarede ansøger, at taxaen blev standset af politiet, der fandt tasken med materialet, og at ansøgeren og de øvrige mænd i taxaen nægtede ethvert kendskab til tasken og fik lov til at gå. I asylansøgningsskemaet forklarede ansøger, at han blev afsløret ved politiets kontrolsted, men at han flygtede fra stedet. Ved asylsamtalen forklarede ansøger, at taxaen og andre biler blev standset i en kontrolpost, hvorefter personerne i bilen skulle stå i kø for at få undersøgt deres bagage, men at ansøgeren flygtede fra stedet og efterlod sin taske. Ved identitetsafhøringen forklarede ansøger, at hans bopæl aldrig var blevet ransaget eller undersøgt af myndigheder. I asylansøgningsskemaet forklarede ansøger, at han ikke vidste, om hans bopæl havde været ransaget af myndigheder, og at han ikke vidste, om hans familie havde oplevet konflikter på grund af ansøger. Ved asylsamtalen forklarede ansøger, at ansøgers ven […]dagen efter episoden med kontrolposten overværede, at ansøgers hus var omringet af og blev ransaget af myndighedspersoner. Flygtningenævnet har endvidere vurderet, at ansøgerens forklaring fremtræder usandsynlig. Flygtningenævnet har fundet det usandsynligt, at ansøger fik udleveret en cd og kort fra ansøgers fasters ægtefælle uden nærmere instrukser om, hvad ansøger skulle gøre med materialet. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at ansøgers fasters mand sender politisk materiale til ansøger sammen med fotos af ansøger, ansøgers faster og ansøgers fasters mand, selv om fasteren og ægtefællen lever under beskyttelse i Irak og frygter myndighederne i Iran. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at myndighederne dagen efter episoden ved kontrolposten skulle have været i stand til at identificere ansøger og foretage ransagning af ansøgers hjem alene på grund af nogle fotos. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at ansøger, der efter sin forklaring opholdt sig i Iran i mere end en måned, først hos vennen […]i […]og efterfølgende hos en faster i ca. 1 måned, ikke var i kontakt med sin familie efter episoden med kontrolposten og den efterfølgende ransagning. For så vidt angår ansøgers politiske aktiviteter her i landet bemærker Flygtningenævnet, at de foreviste dokumenter efter det oplyste er lagt ud på internettet efter Udlændingestyrelsens afgørelse i sagen. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren, der ikke i forvejen har været i de iranske myndigheders søgelys, nu er kommet i de iranske myndigheders søgelys og er blevet eksponeret på en sådan måde, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af sine politiske aktiviteter her i landet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundet forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/21
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er født i 1993, indrejste i Danmark i efteråret 2010. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash flygtningelejr i Ramadi i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren er født i flygtningelejren Al Tash i Irak, hvor han boede frem til 2003, hvor han flyttede med sin familie til Barika-lejren i Sulaymaniyah. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men hans far og afdøde storebror har været medlemmer af Det Kurdiske Demokratiske Parti Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, idet han frygter, at han vil blive anholdt og fængslet. Ansøgers fader og afdøde broder var begge medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI) i Iran. Broderen er efterfølgende blevet dræbt i Irak og ansøgeren frygter, at den samme skæbne skal overgå ham. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ønsker et liv med rettigheder, idet han ikke havde dette i Al-tash lejren i Irak eller i Barika lejren i KRI. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. KRI består af tre provinser og udgør et større sammenhængende område. Ifølge de foreliggende oplysninger har området nu i flere år på flere områder været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Efter nævnets praksis er det ikke en betingelse, at første asyllandet har ratificeret og implementeret Flygtningekonventionen. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58-1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at anerkendte UNHCR flygtninge i KRI kan ansøge om KRG-opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtninge kan rejse inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at UNHCR foretager asylvurderingen, og at ansøgeren er pålagt at bo et anvist sted, som administreres af UNHCR, medfører, at KRI af den grund ikke kan anses som første asylland. Efter en samlet vurdering af ansøgerens økonomiske og sociale forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens leveforhold er af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Som ovenfor anført lægger nævnet ansøgerens forklaring til grund. Det må således lægges til grund, at ansøgerens storebroder blev dræbt. Det fremgår af den fremlagte obduktionsrapport, at der var tale om en likvidering. Familien antog, at drabet var udført af familien til en ung pige, og at drabet var æresrelateret. Myndighederne efterforskede drabet, men efterforskningen har ikke ledt til domfældelse. Ansøgeren forklarede under asylsamtalen, at hans far netop havde oplyst, at familien havde fået flere trusselsbreve. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at der er tale om to breve. I brevene trues der med, at familien en efter en vil lide samme skæbne som broderen. Faderens har forgæves søgt myndighedernes beskyttelse, og familien har på grund af truslerne måtte flytte fra Barika-lejren, og lever nu adskilt i en anden by i samme provins. Under disse omstændigheder findes ansøgeren, der som mindreårig er udrejst illegalt af KRI, ikke ved en tilbagevenden at ville kunne opnå den fornødne beskyttelse. KRI kan således ikke tjene som ansøgerens asylland, og nævnet meddeler derfor ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/20
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Han er født i Al-Tash lejren, Romadi, Irak, men flyttede til Iran med sin familie i 1996. Familien var flygtet til Irak på grund af krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI), som han fire gange har uddelt politisk materiale for. Ansøgeren delte materiale ud første gang i forbindelse med Newroz i 2009 og sidste gang i sommeren 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han samarbejdede med sin morbroder og en bekendt. Morbroderen blev anholdt og angav herefter under tortur ansøgeren til myndighederne, hvorfor han frygter at blive anholdt og henrettet ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har efter sin egen forklaring alene udført meget begrænsede aktiviteter for KDPI, idet han inden for en periode på et år og to måneder bistod morbroderen og dennes bekendte […]i med at uddele politisk materiale til de lokale kurdere. Ansøgeren har ikke været medlem af KDPI, og aktiviteterne har ikke i sig selv været egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om uddelingen af politisk materiale og tidspunkterne derfor. Han har i denne forbindelse udvist et påfaldende begrænset kendskab til KDPI og partiets mærkedage. Dernæst fremstår det usædvanligt, at morbroderen kort tid efter at have været fængslet i tre måneder skulle påbegynde opbevaring af politisk materiale på sin bopæl. Det skal herved fremhæves, at morbroderen overfor ansøgeren gav udtryk for, at han følte sig overvåget, og at morbroderen ifølge ansøgerens oplysninger var pålagt meldepligt. Det skal tilføjes, at myndighederne ifølge ansøgerens egen forklaring havde mange agenter i lokalområdet, og at morbroderen netop blev løsladt, da myndighederne ikke fandt nogen beviser mod morbroderen, herunder heller ikke materiale på morbroderens bopæl. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerens oplysninger om ransagninger på ansøgeren og morbroderens bopæle, herunder myndighedernes repressalier mod ansøgerens familie, alene er baseret på anden og tredjehånds oplysninger. Herudover er det påfaldende, at ansøgerens tvillingebroder på meget kort tid var i stand til at arrangere udrejsen og skaffe midlerne hertil. Der kan efter det foreliggende ikke lægges nogen vægt på de fremlagte tilsigelser. Udover det sene fremkomst tidspunkt fremstår tilsigelsernes datering usædvanlig, ligesom teksten i tilsigelserne ikke entydigt peger mod den af ansøgeren påberåbte konflikt med myndighederne. Hertil kommer, at tilsigelserne alene er fremlagt i fotokopier. De af ansøgeren fremlagte fotografier fra møder i Kurdistans Demokratiske Ungdomsforening i Danmark kan heller ikke tillægges vægt. Ansøgeren fremstår som tidligere anført helt uprofileret, og der er ikke holdepunkt for at antage, at han skulle være kommet i myndighedernes søgelys. Endelig kan der heller ikke lægges nogen vægt på ansøgerens oplysninger om en navngiven person fra ansøgerens hjemegns aktiviteter og færden i Danmark og i Iran. Ansøgeren har efter sin egen forklaring været bekendt hermed i cirka en måned. Forholdet er desuagtet ikke omtalt i advokatindlægget dateret den 18. december 2011. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist om nævnte aktiviteter og færden, ligesom hans viden herom er baseret på tredjehåndsoplysninger. Da ansøgeren herefter ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/2
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk khavari og shia muslim fra Mashhad, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, der beskylder ham for at være politisk aktiv for khavarierne. Han frygter endvidere at skulle leve som statsløs. I forbindelse med en khavari demonstration i foråret 2010 foran guvernørbygningen i Mashhad blev ansøgerens storebroder anholdt. Han blev løsladt dagen efter mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville være aktiv imod styret. Kort tid efter demonstrationen ransagede efterretningstjenesten familiens bopæl samt […]forretning. De fandt ikke noget belastende materiale. Ansøgerens fader blev i den forbindelse anholdt og forsøgt tvunget til at underskrive en erklæring om, at han er afghansk statsborger. Faderen blev løsladt efter 10 dage mod kaution. Kort tid efter faderens anholdelse anholdt efterretningstjenesten ansøgeren. Han blev løsladt den efterfølgende dag uden afhøring. Efter løsladelsen af faderen har efterretningstjenesten flere gange ringet til faderen og en anden broder og spurgt efter ansøgeren og hans tvillingebror ligesom de senere har afhørt farfaderen om ansøgerens og hans tvillingebroders opholdssted. Efterretningstjenesten har oplyst under telefonsamtalerne, at de havde beviser for, at ansøgeren og hans tvillingebror havde udført aktiviteter mod styret. Resten af ansøgerens familie er udrejst for cirka et år siden, idet efterretningstjenesten på ny havde ransaget hos familien. Der blev fundet belastende materiale, hvilket førte til familiens udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring og de dokumenter, han har fremlagt, til grund, at ansøgeren må anses som statsløs. Da ansøgeren og i øvrigt også hans familie har haft fast bopæl i Iran gennem mange år, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Iran. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Dog kan det ikke lægges til grund, at efterretningstjenesten har fundet beviser eller belastende materiale mod ansøgeren, således som ansøgeren har forklaret, at efterretningstjenesten har meddelt under telefonsamtaler med faderen. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at efterretningstjenesten har fundet belastende materiale mod familien, og at dette har ført til familiens udrejse for cirka et år siden. Flygtningenævnet finder ikke, at de straffeprocessuelle indgreb i form af ransagninger og kortvarig anholdelse af ansøgerens fader, storebror og ansøgeren kan anses for indgreb af et sådant omfang og intensitet, at de må anses for forfølgelse af ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren som en del af de 400 khavari familier ikke har sædvanlige statsborgerrettigheder i Iran, kan ikke føre til noget andet resultat. Nævnet lægger ved bedømmelsen af ansøgerens forhold vægt på, at ansøgeren og familien har levet i Iran i mange år, og at de ikke har udtrykt holdninger eller udført aktiviteter vendt mod styret, men blot har krævet sædvanlige statsborgerrettigheder, og at ansøgerens familie ikke har været udsat for overgreb, der må anses for forfølgelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/19
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og fra […]i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive langvarigt fængslet eller henrettet af myndighederne, idet han i efteråret 2010 i sin forretning har slået en muslimsk præst, efter at denne havde slået ansøgeren. Præsten kom som kunde i ansøgerens forretning og bad ansøgeren udføre et skilt for ham. Præsten slog ansøgeren som følge af, at ansøgeren bar en kæde om halsen og havde billeder i forretningen med tilknytning Zoroastraa religionen og Persepolis, idet præsten anså dette for en fornærmelse mod det iranske styre og betragtede ansøgeren som vantro. Ansøgeren flygtede herefter. Ansøgeren har desuden henvist til, at han her i landet er konverteret til kristendommen, og at han er profileret gennem sin kunst og adskillige interviews i flere medier. Ansøgerens konvertering er kommet til de iranske myndigheders kendskab gennem en tidligere asylansøger, der er vendt tilbage til Iran, og som har anmeldt ansøgeren efter forgæves at have forsøgt at afpresse ansøgerens familie for penge. Ansøgeren har endelig henvist til, at myndighederne har tilbageholdt ansøgerens fader tre gange, heraf de to første gange i forbindelse med forholdet vedrørende den muslimske præst. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om episoden i ansøgerens forretning og konsekvenserne heraf til grund, uanset Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at den af ansøgeren fremlagte tilsigelse er ægte. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren må anses for at være eftersøgt af myndighederne, fordi ansøgeren betragtes som modstander af regimet. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for tillige at tage stilling til de eventuelle asylretlige konsekvenser af ansøgerens konversion til kristendommen her i landet. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/18
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Ansøgeren forklarede til sagen, at hun i 2008 begyndte at studere på universitetet. Under sine studier kom hun i kontakt med fire kurdiske studerende, der var politiske aktive for KDPI. Hun blev venner med de pågældende og efterfølgende aktiv for KDPI. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der er konsistent, detaljeret og troværdig, og som støttes af de øvrige familiemedlemmers i alt væsentligt overensstemmende forklaringer, til grund. Ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har sympatiseret med KDPI, for hvem hun har udført illegale politiske aktiviteter. Ansøgeren udførte således sammen med fire kvindelige medstuderende aktiviteter til støtte for det kurdiske frihedsparti, KDPI, for ansøgerens vedkommende fordi hun nærede et stærkt ønske om et frit Iran. Ansøgeren havde til opgave at videredistribuere politisk materiale. I vinteren 2010 blev ansøgerens bopæl ransaget, og myndighederne konfiskerede ved den lejlighed politisk materiale tilhørende ansøgeren, hvorefter ansøgeren flygtede til det nordlige Iran, hvor hun opholdt sig i skjul indtil udrejsen. Hendes forældre og lillesøster, der ligeledes var forfulgte og som opholdt sig i skjul i […], flygtede efter omkring ni måneder sammen med ansøgeren til Tyrkiet. Under hensyn til ansøgerens politiske aktiviteter og myndighedernes ransagning og fund i familiens hjem sammenholdt med, at ansøgeren har forladt landet illegalt, findes det sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Ansøgeren forklarede under sagens behandling i Udlændingestyrelsen, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede forfølgelse på grund af deltagelse i demonstrationer mod det iranske styre i 2009. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren videre, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til Kristendommen. Forespurgt om de kristne højtider forklarede ansøgeren, at den vigtigste kristne højtid er påske, hvor man samles til gudstjeneste for at tænke på Kristus. Vedrørende pinsen forklarede ansøgeren, at man fejrer, at Kristus samlede sig med sine disciple for at spise et måltid. Forespurgt, hvorfor man i Danmark fejrer jul, forklarede ansøgeren, at Kristi sjæl steg til himmelen, og at han tog afsked med sine disciple. Videre forklarede ansøgeren, at Maria var mor til Kristus, mens en engel var far til Kristus. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk azari og shia-muslim fra [...], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har efter valget i juni 2009 deltaget i tre demonstrationer mod det iranske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt eller voldtaget af de iranske myndigheder. Efter at have deltaget i tre demonstrationer sammen med sin broder, blev ansøgeren tilbageholdt af efterretningstjenesten, der beskyldte ansøgeren for at have deltaget i demonstrationerne. Under tilbageholdelserne blev ansøgeren afhørt om sin deltagelse i disse demonstrationer. Ansøgeren blev løsladt efter to dage, hvorefter efterretningstjenesten efter fire dage igen tilbageholdt ansøgeren. Denne tilbageholdelse varede også to dage. Omkring en uge efter løsladelsen blev ansøgeren på ny opsøgt af efterretningstjenesten, der fortsat beskyldte ansøgeren for deltagelse i demonstrationerne, og ansøgeren blev ligeledes denne gang tilbageholdt i to dage. Efter løsladelsen flygtede ansøgeren fra sin hjemby, og han havde i omkring fire måneder ophold i […] og i en længere periode i Teheran, hvor han arbejdede. Derefter udrejste ansøgeren af Iran. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren konverteret til Kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret sammenhængende og overbevisende om sin deltagelse i demonstrationerne i 2009. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring er behæftet med en række unøjagtigheder. Hans forklaring om demonstrationerne fremstår ikke som selvoplevet og fremstår med en lav detaljeringsgrad. Det bemærkes herved, at ansøgeren og broderen har forklaret divergerende med hensyn til, om de myndighedspersoner, der anholdt broderen, var klædt i civilt eller i uniform. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring forholdene ved sine angivelige tilbageholdelser. Han har således i nævnet modsat sin forklaring til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke konstant havde bind for øjnene eller hænderne bundet, således at han selv kunne spise med videre. Det må endvidere indgå i vurderingen, at ansøgeren før udrejsen opholdt sig omkring fire måneder i […]og omkring ni måneder i Teheran, hvor han begge steder havde beskæftigelse, uden at blive antastet af myndighederne. Det forhold, at ansøgerens storebroder, der i sin egen sag ikke har omtalt ansøgerens deltagelse i demonstrationerne, under nævnsmødet har forklaret, at ansøgeren deltog, har indgået i nævnets samlede vurdering. Ansøgeren gennemgik før sin indmeldelse i en frikirke i København […]et to måneders kursusforløb om religion. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet ikke, blot i nogen grad, har kunnet redegøre for de kristne højtider påske, pinse og jul. Ansøgerens familie er, bortset fra den herboende bror, ikke bekendt med konverteringen, og der er ikke i sagen holdepunkter for at antage, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens interesse for Kristendommen. Flygtningenævnet finder efter en helhedsvurdering af det anførte og sagens øvrige oplysninger ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende overgreb hverken som følge af politiske aktiviteter eller medlemskab af frikirken. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke på overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/15
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er musiker og spiller metal-musik. En aften i slutningen af efteråret 2010 gav ansøgerens metalband koncert i hemmelighed, da det ikke var tilladt at spille metal-musik. Under andet nummer blev koncerten stoppet af civilklædte betjente, som slog og sparkede ansøgeren og tog ham med ud i en bil, som kørte ham til et fængsel, hvor han flere gange fik at vide, at han ville blive henrettet. Ansøgeren kom via en medindsats mobiltelefon i kontakt med sin fader, som han fortalte, hvor han var. To dage efter kom en betjent og kørte ansøgeren af sted, hvorefter han blev overgivet til faderen efter en konstrueret sammenstød. Ansøgeren udrejste dagen efter. Flygtningenævnet finder i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent og underbygges af generelle oplysninger om forholdene for udøvere af metal-musik i Iran. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb som følge af sin musikudøvelse. Det bemærkes, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens manglende religiøsitet er kommet til myndighedernes kundskab, og det findes derfor ikke sandsynliggjort, at han af den grund skulle få asylrelevante problemer. Der er derfor ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2012/13
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K–status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnets medlemmer udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber fra Esfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har siden 2007 været medlem af en organisation for par med forskellig religiøs baggrund. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller sin fader på grund af sit forhold til en kristen mand. Ansøgeren har forklaret, at hun og hendes kæreste i 2004 og 2006 blev antastet på gaden af betjente, der i 2006 opdagede, at de havde hver deres religion. I forbindelse med hændelsen i 2006 blev ansøgeren udsat for et seksuelt overgreb af betjentene, mens hendes kæreste så på. Siden 2007 har ansøgeren og hendes kæreste været tilknyttet en organisation, der støtter mennesker med forskellig religiøs baggrund, som ønsker at indgå ægteskab uden at konvertere. I 2010 besluttede ansøgeren og hendes kæreste, at de ville indgå ægteskab, idet de havde hørt om to præster og en mullah, der kunne vie folk uofficielt i byen […]. I sommeren 2010 blev ansøgeren og hendes kæreste registreret på præsternes kontor med henblik på, at de skulle vies to måneder senere, men inden de nåede dette, hørte de, at præsterne var blevet slået ihjel og mullahen var blevet sat i fængsel. Herefter modtog ansøgeren en tilsigelse om at give møde hos politiet, hvilket hendes fader mente, måtte bero på en fejl, hvorfor han selv henvendte sig til myndighederne, der oplyste ham om, at ansøgeren havde et forhold til en kristen mand. Ansøgerens fader har herefter ledt efter ansøgeren for at dræbe hende, eller udlevere hende til myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med, at ansøgeren har været kæreste med en kristen armenier, og at disse ønskede at gifte sig uden at ansøgerens kæreste konverterede til islam. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgerens fader tillige er blevet bekendt med forholdet og har søgt efter ansøgeren i Teheran i den hensigt at dræbe hende eller udlevere hende til myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder, at ansøgeren er kommet således i myndighedernes søgelys på grund af religiøse forhold, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/12
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger og etnisk kurder. Ansøgeren er født i flygtningelejren Al Tash i Irak, hvor han boede frem til 2003, hvor han flyttede med sin familie til Barika-lejren i Sulaymaniyah. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men han og hans familie har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen rettigheder i Irak, idet han som iransk statsborger eksempelvis ikke må eje fast ejendom, og han kan ikke få udstedt pas, vielsesattest eller fødselsregistreringsattest for sin datter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Iran, som følge af sit og faderens tilhørsforhold til KDPI. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. Efter nævnets praksis er det ikke en betingelse, at første asyllandet har ratificeret og implementeret Flygtningekonventionen. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58-1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren og har levet i Barika Lejren i KRI siden 2003. KRI består efter det foreliggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin og sin families politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens fader aldrig har haft konkrete problemer med de irakiske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens egne aktiviteter har haft en så begrænset karakter og omfang, at det ikke kan antages, at ansøgeren af den grund er i risiko for at lide overlast. Ansøgerens personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyttet både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft konflikter med hverken de iranske eller irakiske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at anerkendte UNHCR flygtninge i KRI kan ansøge om KRG-opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtninge kan rejse inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at UNHCR foretager asylvurderingen, og at ansøgeren er pålagt at bo et anvist sted, som administreres af UNHCR, medfører, at KRI af den grund ikke kan anses som første asylland. Efter en samlet vurdering af ansøgerens økonomiske og sociale forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens leveforhold er af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." iran/2012/11
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk kurder fra Salmas i Iran. Ansøgeren har siden 1992, hvor hans forældre blev dræbt af Revolutionsgarden, sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI). Ansøgeren blev efter sin deltagelse i en demonstration i 1999 i Iran tilbageholdt af myndighederne […], hvorunder han dagligt blev tortureret og afhørt. Ansøgeren blev løsladt mod at hans familie samtykkede i, at han ikke fremover deltog i demonstrationer. Ansøgeren udrejste i 2004 til Irak, fordi fire af hans venner var blevet anholdt af myndighederne som følge af disses deltagelse i demonstrationer. Han meldte sig ved indrejsen i Irak ind i KPDI og tog ophold på partiets base i[…]. Han varetog forskellige opgaver for partiet og skrev herunder i eget navn for partiets avis […]. Der er fotos af ansøgeren på KDPI’s hjemmeside. Han modtog i starten af 2010 i løbet af seks måneder tre-fire anonyme telefoniske trusler om, at han skulle ophøre med sine politiske aktiviteter. Revolutionsgarden i Iran truede i 2009 ansøgerens familie med krav om, at ansøgeren skulle melde sig ud af KDPI, ligesom ansøgerens ene broder i slutningen af 2010 blev udelukket fra at gå på universitetet som følge af ansøgerens forhold. Ansøgeren, der er medlem af KDPI, og som følge af sine tidligere aktiviteter må anses for at være i myndighedernes søgelys, findes herefter at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/10
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra […] Iran og eckankar af trosretning. Ansøgeren blev for tre til fire år siden medlem af en ikke-politisk organisation, som kæmper for kvinders rettigheder i Iran. Hun var tilknyttet en navngiven kampagne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har indsamlet underskrifter samt oplyst kvinder om deres rettigheder, som led i sine aktiviteter for en kvinderettighedsorganisation, at hun i sommeren 2008 blev anholdt af myndighederne i en park i forbindelse med sine aktiviteter, og at hun var tilbageholdt i 42 dage, hvor hun blev udsat for tortur og seksuelle overgreb. Ansøgeren blev løsladt mod kaution. I sommeren 2009 ventede ansøgeren sammen med andre på en tilladelse til at demonstrere mod det nyligt afholdte valg. Myndighederne stormede værelset, hvorefter ansøgeren flygtede derfra sammen med en mandlig bekendt. Ansøgeren har ikke været hjemme siden. Ansøgerens bopæl blev ransaget den følgende dag. Ved ransagningen fandt myndighederne både politisk og religiøst materiale. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i 2007 konverterede fra islam til eckankar, hvilket er kommet de iranske myndigheder til kendskab i forbindelse med den ovenfor nævnte ransagning. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for kvinders rettigheder, fængsling, overgreb, og efterfølgende løsladelse, til grund. Flygtningenævnet lægger videre ansøgerens forklaring om sine efterfølgende aktiviteter og myndighedernes indgreb på en oppositionspolitikers kontor og den efterfølgende flugt til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine kvindepolitiske aktiviteter, og nævnet meddeler hende derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/9
Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste første gang i 2007, men havde forud herfor opholdt sig en periode i Finland, hvor han ligeledes havde søgt asyl. Ansøgeren oplyste, at han efter at have søgt asyl i Danmark i 2007 rejste tilbage til Iran, idet hans ægtefælle ville skilles. Ansøgeren genindrejste i Danmark i 2010 og anmodede om asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder fra Nishabour i Iran. Ansøgeren har været medlem af Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti i perioden fra 2005 til 2007, mens han opholdt sig i Finland. Ansøgeren har på nævnsmødet som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive anholdt, udsat for tortur og henrettet af de iranske myndigheder på grund af hans politiske aktiviteter i Finland. Han har videre henvist til, at hans aktive deltagelse i en demonstration i Teheran i slutningen af 2009 er kommet til myndighedernes kendskab ved, at de efter demonstrationen konfiskerede hans mobiltelefon. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han tidligere er registreret som deltager i demonstrationer, og at han i den forbindelse underskrev en erklæring om ikke at måtte deltage i demonstrationer fremover. Uanset om ansøgeren har deltaget i en demonstration i […….] 2009 i Teheran mod myndighederne, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke kan antages at myndighederne har identificeret ansøgeren, idet Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at myndighederne på en metrostation konfiskerede hans mobiltelefon, som indeholdt belastende materiale. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring og omstændighederne ved myndighedernes tjek af mobiltelefoner med mere på metrostationen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ikke blot kunne vende om uden at komme i forbindelse med myndighederne. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren af en ukendt mand fik et videoklip visende ansøgeren, der stod med en brosten, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren opbevarede dette videoklip på sin mobiltelefon under hensyntagen til myndighedernes massive tilstedeværelse og fremfærd mod demonstranterne. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. iran/2011/8
Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk lor og shia-muslim af trosretning fra en navngiven by i Iran. Ansøgeren har været aktiv i præsident Mousavis valgkampagne i 2009, hvor han blandt andet stillede sin butik til rådighed som kontor under kampagnen. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han deltog i en demonstration i sommeren 2009 i Teheran mod udfaldet af præsidentvalget, ligesom at han i 2008 blev anholdt og tilbageholdt for sine aktiviteter for en dervish-gruppe. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive hårdt straffet af myndighederne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der har fremstået sammenhængende, selvoplevet og troværdig, til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren efter valget i 2009 deltog i en demonstration den […] 2009 vendt mod styret i Iran, at ansøgeren under denne demonstration blev filmet, og at de konkrete billeder af ham efterfølgende blev vist på TV samtidig med, at ansøgeren af en politichef blev udpeget som en person, der var til fare for statens sikkerhed. Umiddelbart herefter blev ansøgerens butik ransaget. Ansøgeren holdt sig efter demonstrationen skjult og flygtede ud af Iran. Ansøgeren har efterfølgende hørt fra sin fader, at ansøgerens bror var blevet tilbageholdt af politiet, fordi politiet fejlagtig antog, at broderen var ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren tilbage i 2008 var tilbageholdt af de iranske myndigheder i anledning af sine politiske aktiviteter som dervish, at ansøgeren med myndighedernes viden drev et kampagnekontor fra sin butik til fordel for Mousavi, og at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt en indkaldelse fra en iransk domstol, hvoraf fremgår at ansøgeren indkaldes til at give møde, som følge af en klage over ham fra myndighederne. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse fra myndighederne som følge af sine politiske aktiviteter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. iran/2011/6
Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er iransk statsborger og shia-muslim fra Shiraz i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har deltaget i demonstration i forbindelse med præsidentvalget i 2009, hvor han blev anholdt. Han blev efterfølgende løsladt mod kaution. Ansøgeren har endvidere uddelt politisk materiale til nogle personer, der efterfølgende viste sig at være fra myndighederne, og som forfulgte ham i bil. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk, hvorefter han flygtede. Myndighederne har efterfølgende flere gange opsøgt ansøgerens bolig og spurgt efter ham. I efteråret/vinteren 2009 satte myndighederne ild til ansøgerens hus. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ifølge asylskemaet har oplyst om løsladelsen fra retten i sommeren 2009, og at ansøgeren derefter blev tilsagt til at møde hos myndighederne nogle gange. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke er blevet udspurgt om tilsigelserne eller møderne til samtalen med Udlændingeservice, men at ansøgeren har forklaret om deltagelsen i demonstrationen i sommeren 2009 i Shiraz, tilbageholdelsen i et døgn, løsladelsen mod kaution, hvor skødet til familiens hus blev indleveret til retten, ansøgerens upåagtede tilstedeværelse ved en demonstration 5 dage efter den første demonstration, udleveringen af en brochure eller løbeseddel i efteråret/vinteren 2009 til to personer i en bil, som viste sig at være fra myndighederne, ansøgerens flugt i ansøgerens moders bil, der blev efterladt i en garage, ansøgerens og broderens særskilte afrejse fra Shiraz, hvorefter ansøgeren primært opholdt sig i en navngiven by hos bedstemoderen, ildebranden i 2009 i familiens hus i Shiraz og ansøgerens forsatte skjul med korte ophold i Shiraz indtil udrejsen derfra til Tabriz, hvorefter ansøgeren via Orumieh udrejste af Iran i 2010. Nævnet lægger vægt på disse oplysninger og finder ikke grundlag for efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen og i nævnsmødet at anse ansøgerens forklaringer herom for divergerende eller nye. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i nævnsmødet har svaret uforbeholdent på detaljerede spørgsmål i hændelsesforløbet, ligesom ansøgerens oplysning om, at ildebranden i familiens hus formentlig var myndighedspåsat, fremstår bestyrket ved den foreviste video, der indeholder naboens kommentarer. Under hensyn hertil må nævnet lægge til grund, at ansøgerens sag fra demonstrationen i 2009 fortsat er verserende hos myndighederne, herunder at ansøgeren efter den anden tilsigelse fik besked på, at han ville blive indkaldt til senere retsmøde. Henset hertil og til det oplyste om forløbet om identifikationen af moderens bil, som ansøgeren førte i forbindelse med episoden i 2009, hvor regeringskritisk materiale blev afleveret som forklaret, finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer efterstræbelse fra myndighedernes side i forbindelse med sin deltagelse i demonstration og regeringskritisk aktivitet. Det bemærkes, at ansøgeren om de nye oplysninger i nævnsmødet om, at såvel hans moder som hans storebroder er blevet anholdt af myndighederne, har forklaret, at han først har fået oplysningerne efter samtalen med Udlændingeservice. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han under sit ophold i Danmark deltog i en demonstration foran den iranske ambassade i protest mod overgreb mod demonstranter i Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til den opståede konflikt med sin tidligere forlovede og dennes familie. Efter en samlet vurdering, navnlig af ansøgerens forklaring om sin deltagelse i demonstrationen, tilbageholdelsen, tilsigelserne og møderne hos myndighederne og episoden i 2009 findes ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. iran/2011/5
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk ghashghaei tyrker, og den kvindelige ansøger er etnisk perser. Begge ansøgere er fra Shiraz i Iran. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, fordi de efter præsidentvalget i sommeren 2009 deltog i fire demonstrationer mod regimet i sommeren/efteråret 2009. Den mandlige ansøger blev anholdt efter den tredje demonstration og efter 24 timer løsladt mod kaution. Den mandlige ansøger havde endvidere problemer med en af sine elevers fader, der arbejdede for revolutionsgarden, fordi den mandlige ansøger ikke ville give eleven en bedre karakter. Den mandlige ansøger blev som følge heraf bortvist fra det universitet, hvor han arbejdede. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne deltog i fire demonstrationer på de af dem anførte tidspunkter, ligesom det lægges til grund, at den mandlige ansøger blev anholdt efter den tredje demonstration og efterfølgende løsladt. Det lægges endvidere til grund, at den mandlige ansøger havde de anførte problemer med en af sine elevers fader. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid i mangel af nærmere oplysninger til støtte herfor, at det ikke kan lægges til grund, at den mandlige ansøger blev bortvist fra universitetet som en følge af konflikten med elevens fader. Flertallet bemærker endvidere, at den mandlige ansøger, der ikke blev sigtet, efter sin frihedsberøvelse, ikke blev pålagt meldepligt overfor myndighederne, og at ansøgerne i perioden mellem den tredje og den fjerde demonstration ikke blev opsøgt af myndighederne. Flertallet bemærker endelig, at ansøgernes forklaring om baggrunden for og betydningen af, at den mandlige ansøgers broder sendte en sms med beskeden: ”Gem jer, de er efter jer”, ikke forekommer velunderbygget. Flertallet bemærker herved, at nogle dørmænd, efter det oplyste, så nogle myndighedspersoner ved ansøgernes bopæl, og at denne oplysning blev videregivet til den mandlige ansøgers fader, der herefter videregav oplysningen til sin søn, der sendte en sms til ansøgerne. Sms-en blev sendt allerede om eftermiddagen, hvor den fjerde demonstration fandt sted, og således ganske få timer efter, at ansøgerne forlod demonstrationen. Ansøgerne har efter det oplyste i en periode på fire måneder indtil deres udrejse opholdt sig hos forskellige familiemedlemmer, uden at de iranske myndigheder har rettet henvendelse til dem. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” iran/2011/4
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ahwaz i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har i 2005 deltaget i demonstrationer for etniske araberes rettigheder i Ahwaz. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheders efterstræbelse, fordi de mistænker ham for ulovlig politisk aktivitet. Ansøgeren har til støtte herfor gjort gældende, at han i 2005 efter at have deltaget i demonstrationer blev anholdt. Ansøgeren var fængslet i tre måneder, hvorefter han blev løsladt mod kaution. Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at han i 2011 blev efterstræbt af myndighederne, idet de i foråret 2011 ransagede ansøgerens idrætsklub og bopæl, fordi de henholdsvis anholdte og dræbte nogle klubmedlemmer i forbindelse med en mindedemonstration i foråret 2011 for araberes rettigheder, ligesom klubben blev lukket af myndighederne. Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at hans klub også har udført sociale aktiviteter for at hjælpe etniske arabere i Ahwaz, hvilket er imod regeringens politik. Det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sin deltagelse i en demonstration i foråret 2005 blev anholdt og herefter tilbageholdt i tre måneder, kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt mod betaling af kaution samt mod at underskrive en erklæring om ikke at deltage i demonstrationer og politiske aktiviteter i øvrigt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forholdet ligger tilbage i tid samt, at ansøgeren ikke efterfølgende har haft problemer med myndighederne i den anledning. Uanset om ansøgerens forklaring lægges til grund, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren herved i foråret 2011 er kommet i asylrelevant modsætningsforhold til myndighederne. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han er efterstræbt af myndighederne samt, at myndighederne anser de sociale aktiviteter i ansøgerens klub for at være regeringsfjendtlige. Det forhold, at to klubmedlemmer blev dræbt under en større mindedemonstration i foråret 2011, ligesom to andre klubmedlemmer blev anholdt, betyder ikke i sig selv, at ansøgeren herved er konkret efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnets flertal har herved endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke personligt deltog i demonstrationen. Flygtningenævnets flertal finder, at såvel ransagningen i klubben og ansøgerens bopæl samt konfiskationen af pc´ere og medlemskartotek må anses som et led i en generel efterforskning og ikke kan anses for rettet specifikt mod ansøgeren. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at myndighederne ikke fandt materiale, som kunne være belastende for ansøgeren. Flygtningenævnets flertal har endelig lagt en vis vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han er i ugentlig forbindelse med sin ægtefælle, som stadig opholder sig på bopælen samt, at hun ikke har oplyst, at hun har været udsat for nogen form for repressalier. De generelle forhold for etniske arabere i Iran kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2011/35
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk azari fra Tabriz, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Den Grønne Bevægelse siden sommeren 2009. Ansøgeren støttede i forbindelse med præsidentvalget i 2009 Mousavi. Han stillede sin forretning i basaren i Tabriz og sin bil til rådighed under valgkampen. Der blev afholdt møder i ansøgerens forretning, og han deltog i produktionen og distribueringen af løbesedler. I slutningen af 2009 blev han tilbageholdt af myndighederne i to døgn. Anholdelsen af ham skete uden begrundelse. Under anholdelsen fik han revet tånegle af, blev hængt med hovedet nedad og fik afsnøret sit lem og fik at vide, at hans kvindelige familiemedlemmer ville blive voldtaget. Han blev løsladt efter to dage. Han genoptog sine politiske aktiviteter medio 2010 og var medarrangør af en 17 dage lang strejke i basaren i Tabriz, der startede i sommeren 2010. Ansøgeren gik forrest i strejken i sommeren 2010 og var ligeledes fremtrædende, da der i sommeren 2010 blev råbt slagord mod regimet ved basaren i Tabriz. I forbindelse med strejkens ophør erfarede ansøgeren, at hans forretning var blevet plomberet af myndighederne. Han flygtede straks til en plantage i […] lidt uden for byen, hvor han opholdt sig i 25 dage. På 25. dagen fik han at vide af sin moder, som han var i telefonisk kontakt med, at myndighederne havde ransaget hans bopæl og beslaglagt blandt andet hans computer, der indeholdt materiale, som belastede ham, ligesom myndighederne havde spurgt efter ham. Han udrejste herefter af Iran. Ansøgerens moder og broder er efterfølgende blevet anholdt og afhørt af myndighederne i anledning af ansøgerens aktiviteter, og broderen er blevet beskyldt for at have hjulpet ansøgeren med at flygte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der omkring årsskiftet 2009/2010 har været tilbageholdt og udsat for overgreb, efter de foreliggende oplysninger må antages at risikere forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/26
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra byen Orumiyeh, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger, men har uddelt skrivelser, plakater og billeder en nat i foråret 2010 i forbindelse med henrettelsen af fem kurdere i Evin-fængslet nogle dage tidligere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt skrivelser og billeder og opfordret til strejke i forbindelse med, at fem kurdere […]j 2010 blev henrettet. Ansøgerens bopæl er blevet ransaget i alt fire gange, idet ansøgerens lillebroder på grund af sit medlemskab af og aktiviteter for KDP-I var flygtet. Sikkerhedstjenesten konfiskerede i forbindelse med den sidste ransagning i sommeren 2010 ansøgerens computer, de trykte skrivelser og billederne af de fem henrettede personer. Ansøgeren opholdt sig under ransagningen hos sin faster, og en nabo til ansøgeren, som havde set ransagningsepisoden, kontaktede fasteren og fortalte, hvad der var hændt. Naboen og ansøgerens fætter arrangerede herefter ansøgerens udrejse, idet hans liv var i fare. Efter udlændingelovens § 40 tilkommer det ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne ikke på ny har opsøgt ansøgerens hjem efter den seneste ransagning, hvis myndighederne i den forbindelse beslaglagde en harddisk med belastende materiale hos ansøgeren, herunder det dokument, der ifølge ansøgeren opfordrede til strejke, og som tidligere var blevet kopieret i et stort antal og anvendt som løbesedler i ansøgerens hjemby, hvilket medførte betydelige strejker i byen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en antagelig forklaring på, hvorfor hans gruppe kopierede løbesedlerne hos ansøgeren ved brug af en vens harddisk og ikke hos f.eks. vennen, når myndighederne tidligere flere gange havde opsøgt ansøgerens hjem og i den forbindelse havde ransaget hjemmet én gang, hvor ansøgerens harddisk blev beslaglagt. Ligesom ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor det pågældende dokument ikke efterfølgende var blevet slettet fra vennens harddisk, da ansøgeren mere end en måned senere lånte harddisken for at se nogle billeder, eller hvorfor ansøgeren ikke selv da slettede dokumentet, inden han forlod sin bolig og efterlod harddisken der. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om, at hans ven tillige medbragte en USB-nøgle med billedmateriale, da de sammen udarbejdede løbesedlerne. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med en repræsentant fra Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvorvidt han havde politisk materiale i hjemmet, og ansøgeren har ikke under samtalen givet en antagelig forklaring på divergensen. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var i myndighedernes søgelys, da han udrejste af Iran, og at han ved en tilbagevenden til Iran risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2011/25
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste i 2001. I 2002 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag. Flygtningenævnet genoptog ansøgerens asylsag i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner fra Teheran, Iran. Han har i Iran været medlem af forskellige kommunistiske ungdomsorganisationer herunder Tudeh og de regeringskritiske studenterorganisationer DTV og EMDVDA. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han allerede inden udrejsen fra Iran i 2001 var eftersøgt på grund af politiske aktiviteter, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse dels af denne grund, men også på grund af politiske aktiviteter, som han har deltaget i under sit ophold i Danmark, og som han er sikker på er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet stadfæstede i 2003 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, idet nævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været politisk aktiv, men ikke fandt det sandsynliggjort, at han var profileret eller i myndighedernes søgelys ved sin udrejse, heller ikke selvom det lagdes til grund, at han i 1999 havde været tilbageholdt i en måned […]. Sagen er genoptaget i 2011. Flygtningenævnet har i sin tidligere afgørelse til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i Iran inden sin udrejse, og nævnet finder også at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt i en måned i 1999 og herunder udsat for tortur. Der er ikke fremkommet nye oplysninger, der giver grundlag for at ændre nævnets vurdering af ansøgerens asylretlige risiko ved udrejsen. Flygtningenævnet lægger imidlertid efter ansøgerens forklaring og forevist billedmateriale til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark har fortsat sine politiske aktiviteter, og herunder ved flere lejligheder været eksponeret på dansk tv og You Tube, sidstnævnte i form af interview. På denne baggrund sammenholdt med den tidligere tilbageholdelse i Iran finder Flygtningenævnet det efter en konkret og samlet vurdering sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt risikerer at komme i myndighedernes søgelys, og herunder at blive udsat for tilbageholdelse og tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 01/08/2001.” iran/2011/24
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i august 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har forklaret, at han er etnisk kurder og sunnimuslim, samt at han fra 1980 til omkring 2003 har boet i Irak, hvor han stadig har familie. Derefter har han boet i Iran i Sare Pole Zohab med sin ægtefælle og tre børn. Den ældste på 11 år blev i foråret 2010 sendt ud af Iran med henblik på at blive opereret for en øjenygdom. Ansøgeren og hans søn indrejste senere hver for sig - men samme dag - i Danmark i sommeren 2010. Ansøgeren har siden sommeren 2009 været medlem af et kurdisk parti.. Ansøgerens opgave for partiet var at videreformidle forskelligt materiale til fire andre medlemmer i hans by. I sommeren 2009 blev én af de fire andre, ved navn […], anholdt. Ansøgeren udrejste herefter samme dag af Iran. Han har ikke været anholdt eller udsat for ransagning etc., mens han opholdt sig i Iran, men efter udrejsen er hans bopæl flere gange blevet opsøgt og ransaget af de iranske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse på grund af hans politiske aktiviteter samt de generelt vanskelige forhold for kurdere. Under nævnsmødet har ansøgeren fremlagt to dokumenter, som efter sit indhold er udstedt af den lokale byret, henholdsvis foråret 2011 og senere på foråret 2011. Ifølge dokumenterne skulle ansøgeren henvende sig i retten, henholdsvis i foråret 2011 og senere på foråret 2011. Flygtningenævnet bemærker, at bortses der fra ansøgerens forklaring om anholdelsen af […] og følgerne heraf, er der intet, der tyder på, at de iranske myndigheder skulle have kendskab til eventuel politisk aktivitet fra ansøgerens side. Ansøgeren har om anholdelsen forklaret, at han i basaren tilfældigt hørte herom, samt at han gætter på, at anholdelsen var foregået ved et checkpoint, mens […] havde kørt på motorcykel, samt at politisk materiale gemt i motorcyklen herefter blev fundet. Ansøgerens formodninger om anholdelsen er ikke understøttet, og ansøgerens forklaring herom har ikke fremstået troværdigt i nævnet. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke efterfølgende, først hos […] bror og senere under telefonsamtalen med ægtefællen, i givet fald forsøgte at få konkrete oplysninger om anholdelsen og […] senere skæbne. Hvis denne tilbageholdenhed skulle skyldes sikkerhedsspørgsmål, kan det undre, at ansøgeren, der var gode venner med […] og dennes bror, efter anholdelsen opsøgte broren på […] bopæl, samt at han under flere efterfølgende telefonsamtaler med ægtefællen bad om at få papirer, der kunne bekræfte hans modsætningsforhold til myndighederne. Ansøgeren har oplyst, at han har slettet den e-mail, hvor han fik dokumenterne tilsendt som vedhæftede filer. Henset hertil, og til ansøgerens øvrige forklaring om, hvornår og hvordan han fik tilsendt de først under nævnsmødet fremlagte dokumenter, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at dokumenterne er ægte, og nævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på ægthedsvurdering deraf. Nævnet tilsidesætter herefter endvidere forklaringen om, at myndighederne efter udrejsen har været på ansøgerens bopæl. De påberåbte generelt vanskelige forhold for iranske kurdere kan ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. iran/2011/23
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Iran og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Irak, men han flyttede til Iran sammen med sin familie, da han var tre år gammel. Ansøgerens forældre, der begge er iranske statsborgere, var flygtet til Irak, inden ansøgeren blev født, på grund af krig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i foråret 2010 i forbindelse med sit arbejde som fårehyrde blev opsøgt af fire til fem personer. De pågældende personer, der var iklædt kurdiske dragter og bar våben, var kurdiske peshmergaer. De bad om mad, hvilket ansøgeren gav dem, hvorefter de talte sammen om ansøgerens arbejde. To dage efter blev ansøgerens bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens far blev i den forbindelse tage med af myndighederne og afhørt. Faderen blev løsladt samme dag. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive tilbageholdt og fængslet, fordi han gav peshmergaerne mad. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer, der har fremstået sammenhængende og konsistent, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens asylmotiv ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens frygt for myndighederne alene bygger på ansøgerens formodning. Ansøgeren er således alene blevet opsøgt af myndighederne to gange, efter han én gang havde givet nogle peshmergaer mad. Myndighederne oplyste den første gang, at de alene ønskede at tale med ansøgeren. Da ansøgeren ikke blev truffet, tog myndighederne ansøgerens fader med til forhør, men faderen blev løsladt betingelsesløst samme dag. Først nogen tid efterfølgende blev ansøgerens familie på ny opsøgt af myndighederne. Ingen af familiemedlemmerne blev ved den lejlighed tilbageholdt af myndighederne. Den omstændighed, at ansøgerens fader har oplyst, at myndighederne ville afhøre ansøgeren om, hvorfor han havde samarbejdet med peshmergaerne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ligesom baggrundsoplysningerne om de vanskelige forhold for etniske kurdere i Iran heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. iran/2011/22
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig ansøger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har sympatiseret med et navngivent parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren deltog i august 2005 i en demonstration til minde om en ung kurder, der blev tortureret og dræbt af de iranske myndigheder. Hun blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl af myndighederne og fængslet, hvorunder hun blev udsat for overgreb. Ansøgeren blev ved løsladelsen pålagt meldepligt en gang om ugen i to år, ligesom hun ville blive fængslet på ny, hvis hun skabte uro eller ballade inden for de følgende tre år. Ansøgeren fortsatte med at tale offentligt om kurdernes rettigheder og havde ingen problemer med myndighederne i den forbindelse. I foråret 2010 lukkede mange kurdere, herunder ansøgeren, deres forretninger i sympati for fem kurdere, der var blevet dømt til døden af myndighederne. På vej hen til sin forretning så ansøgeren, at myndighedspersoner var ved at plombere hendes butik, hvorefter hun flygtede, idet hun var bange for, at hun også skulle blive henrettet, fordi myndighederne havde lukket hendes butik på en måde, hvoraf det fremgik, at hun havde været politisk aktiv, og fordi hun umiddelbart forinden på et myndighedskontor havde fået oplyst, at myndighederne ikke ville forlænge hendes tilladelse til at drive forretning, fordi hun havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet kan på afgørende punkter lægge ansøgerens forklaring, der under nævnsmødet i det væsentlige har fremstået selvoplevet og troværdig, til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren tidligere er idømt en betinget dom som følge af ulovlige politiske aktiviteter, og at hun ved udrejsen fra Iran på ny var i myndighedernes søgelys, ligeledes som følge af ulovlige politiske aktiviteter. Hun havde således før udrejsen udtalt sig offentligt til støtte for den kurdiske sag, samlet penge ind til fordel for denne sag og afholdt ulovlige politiske møder. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/21
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Afgørelsen omfatter et barn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens ægtefælle har været politisk aktiv og sammen med sin broder trykt politisk materiale rettet mod regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle har været tilbageholdt som følge af hans aktiviteter, og at hun i 2005 én gang har været tilbageholdt to til tre dage, da hun forsøgte at finde sin ægtefælle, som var fængslet. Hun blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at underrette myndighederne om ægtefællens politiske aktiviteter. Ansøgerens hjem har derudover været udsat for husransagning af de iranske myndigheder i den tredje uge af juli 2009, hvor myndighederne konfiskerede dokumenter samt ansøgerens og ægtefællens pas. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring, navnlig om forholdene efter ransagningen i juli 2009, er præget af forskellige unøjagtigheder og divergenser, som kan rejse tvivl om forklaringens rigtighed. Nævnet finder dog efter en samlet vurdering ikke, at disse forhold kan anses for så væsentlige, at de medfører, at nævnet må tilsidesætte ansøgerens forklaring. Nævnet lægger således ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke selv har været politisk aktiv, risikerer som følge af ægtefællens aktiviteter, eller som følge af at hun ikke har underrettet myndighederne om ægtefællens aktiviteter. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, bortset fra tilbageholdelsen i 2005, ikke har været udsat for overgreb fra myndighedernes side. Ansøgeren er således heller ikke blevet kontaktet af myndighederne efter 2005, hvor hun efter det oplyste underskrev samarbejdserklæringen, ligesom hun heller ikke i forbindelse med ransagningen blev udsat for personlige overgreb. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2011/20
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Ansøgeren udrejste legalt af Iran i efteråret 2009 på Schengen visa til Norge med henblik på at besøge familie. Hun søgte asyl i Danmark i foråret 2010, idet hendes børn er bosat i landet. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser fra en navngiven by i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har deltaget i demonstrationer for læreres rettigheder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at konvertere fra islam til kristendommen, og at hun frygter de iranske myndigheders reaktion herpå. Hun har endvidere henvist til, at deres hus tre gange har været genstand for husransagninger på grund af hendes to sønner, som har opnået flygtningestatus i Danmark, idet de har været politisk aktive. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun også selv har deltaget i demonstrationer og strejker på sin arbejdsplads og i Danmark. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren udrejste legalt af Iran med visum til Norge efter sønnernes udrejse. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne tre gange inden hendes udrejse havde ransaget hjemmet på grund af sønnernes forhold. Ansøgeren har under nævnsmødet haft vanskeligt ved at besvare konkrete spørgsmål konkret. Hendes svar på, hvorfor hun angivelig skulle være indkaldt til at møde hos sikkerhedstjenesten på sit arbejde, bygger således på hendes formodninger. Vedrørende ansøgerens tilknytning til kristendommen har ansøgeren forklaret, at hun modtager dåbsundervisning i en kristen kirke i Danmark og ønsker at blive døbt. Hun har videre først under nævnsmødet forklaret, at hun og hendes familie også i Iran kom i en lokal kirke, og at lederen af denne kirke efter hendes udrejse er blevet anholdt. Flygtningenævnet lægger for så vidt angår såvel ansøgerens politiske som religiøse asylmotiv til grund, at hendes aktiviteter ikke gav anledning til forfølgelse fra myndighederne inden hendes udrejse. Der er ikke grundlag for at antage, at de iranske myndigheder er bekendt med hverken ansøgerens eventuelle deltagelse i demonstrationer i Danmark eller hendes deltagelse i kristen dåbsundervisning og kirkegang i Danmark. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagerejse til Iran vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. iran/2011/2
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren er født i Irak, hvor han boede med sin familie, indtil han blev fem år. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder. Ansøgeren har været fængslet i 20 dage, da myndighederne mistænkte ham for at have forbindelse til Mojahedin-e Khalg, som hans morbroder og kusine er medlemmer af. Ansøgeren blev anholdt samme aften, som han kom hjem fra et besøg hos morbroderen i Irak. Ansøgeren blev udsat for fysisk og psykisk tortur og blev af efterretningstjenesten presset til at skulle forgifte vandet ved den Mojahedin-e Khalg lejr, hvor hans morbroder boede. Han ville ikke medvirke hertil og udrejste kort efter løsladelsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring i det væsentlige har været konsistent, men at der har været en uklarhed om, hvornår fængsling og udrejse fandt sted i de oplysninger, der fremgår af asylregistreringsrapporten. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der ved vurderingen af ansøgerens forklaring må tages hensyn til, at han har været udsat for tortur under tilbageholdelsen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af, at han har nægtet at samarbejde med efterretningstjenesten, og at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af hans politiske overbevisning, eller at de iranske myndigheder tillægger ham en sådan overbevisning og i den anledning vil forfølge ham. Ansøgeren risikerer således ikke forfølgelse af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2011/19
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk loori/perser fra […],[…], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren søgte under en rejse i Thailand i foråret 2010 visum til Israel i […] i Bangkok, i hvilken forbindelse han blev tilbageholdt af politiet i to-tre timer. Han blev en uge senere ringet op i Bangkok Lufthavn af en for ham ukendt person ved navn […], som stillede en række spørgsmål til visumansøgningen. Under et ophold hos sin broder i Teheran blev ansøgeren i foråret 2010 ringet op af sin moder, der fortalte, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget af agenter fra efterretningstjenesten, og at ansøgerens lillebroder var blevet tilbageholdt og først ville blive frigivet, når ansøgeren meldte sig. Ansøgeren rejste den følgende morgen til grænsebyen (…) med henblik på at forlade Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det må således antages, at de iranske myndigheder har modtaget informationer om, at ansøgeren har indgivet ansøgning om visum til Israel […] i Bangkok, og at efterretningstjenesten som følge heraf har foretaget ransagning på ansøgerens bopæl og tilbageholdt ansøgerens lillebroder som forklaret. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen, og at dette er alment kendt af de fleste på det asylcenter, hvor ansøgeren opholder sig, ligesom oplysningen om ansøgerens konvertering fremkommer ved søgning på ansøgerens navn på internettet. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne udelukke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran er i reel risiko for overgreb af den i udlændingelovens § 7, stk. 1, omhandlede karakter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” iran/2011/18
Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Sagen blev behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens bror, som indrejste sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk iraner fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer mod regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af myndighederne som følge af sin deltagelse i demonstrationer mod styret. Ansøgeren deltog nogen tid efter valget den 12. juni 2009 i en regeringskritisk demonstration i Shiraz to dage i træk. Han blev på demonstrationens anden dag anholdt og tilbageholdt i omkring et døgn, hvorefter han blev løsladt mod kaution stillet af hans farbroder. Han fik ved løsladelsen at vide, at han ville blive tilsagt til et retsmøde i anledning af sin deltagelse i den ulovlige demonstration. Fra løsladelsen og indtil sin udrejse opholdt ansøgeren sig i 10 måneder i skjul hos sin farbroder. I denne periode blev ansøgerens moders hjem ransaget to gange af myndighederne, der eftersøgte ansøgeren, idet han skulle møde op til retssagen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive chikaneret af myndighederne, idet ansøgerens ældste halvbroders […] fader for nogle år siden blev dræbt af myndighederne, fordi han uretmæssigt blev beskyldt for at have dræbt en Mullah. Ansøgerens familie er siden blevet chikaneret telefonisk af personer, der angav at være fra Basij. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på afgørende punkter er divergerende i forhold til den forklaring, som ansøgerens broder, […], har afgivet under behandlingen af sin asylsag. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet flere gange har svaret upræcist og afglidende på spørgsmål, ligesom ansøgerens beskrivelse af de asylbegrundende forhold ikke fremstår troværdig og selvoplevet. Ansøgeren har under asylsamtalen med Udlændingeservice i efteråret 2010 forklaret, at han efter sin løsladelse tog hjem til sin farbroder, hvor hverken ansøgerens moder eller broderen […] var til stede, og at broderen blev anholdt og tilbageholdt samme dag som ansøgeren, hvorfor brødrene først så hinanden ved […] løsladelse. Broderen har derimod under samtalen med Udlændingeservice i efteråret 2010 forklaret, at både han og brødrenes moder var til stede hos farbroren den aften, hvor ansøgeren blev løsladt, og at de denne aften talte om ansøgerens tilbageholdelse og begge sov hos farbroderen. Ansøgeren har under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at hans moder to gange var til stede under ransagningerne af familiens bopæl, hvorimod broderen har oplyst, at moderen alene var til stede én gang under ransagningerne af bopælen. Ansøgeren har ikke for Flygtningenævnet kunnet oplyse, hvornår ransagningerne fandt sted. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at myndighederne ved en af ransagningerne medbragte et brev, hvorefter ansøgeren skulle indfinde sig i retten, men han har samtidig forklaret, at moderen, der var den eneste tilstedeværende ved ransagningen, ikke har set noget brev fra myndighederne herom. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse. ” iran/2011/17
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk azari og muslim af trosretning fra en navngiven landsby i Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv i den grønne bevægelse i 2009 og deltaget i demonstrationer og uddelt løbesedler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han på grund af sine politiske aktiviteter har været fængslet, hvor han efter at have været udsat for tortur modtog en dødsdom, som han forventer, vil blive eksekveret, hvis han vender tilbage til Iran. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sine politiske aktiviteter og den behandling, som han har været udsat for under fængslingen, og om de omstændigheder, der gjorde det muligt for ham at flygte fra retsbygningen. Flertallet lægger endvidere vægt på en indhentet psykologudtalelse fra […], der understøtter ansøgerens forklaring om tortur. Flertallet tillægger det endvidere betydning, at ansøgeren er tatoveret med religiøse symboler, der er i modstrid med islam. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil kunne blive udsat for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/16
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han blev født i Al-Tash lejren i Irak og har boet i […], KRI, siden 2003 og indtil udrejsen. Ansøgeren og hans familie har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran. Faderen har været medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Iran frygter overgreb fra de iranske myndigheder på grund af faderens tidligere politiske aktiviteter. Han har i den forbindelse henvist til, at de iranske myndigheder vil kunne identificere ham, da de har agenter i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Irak ikke har nogen rettigheder, samt at han har levet under dårlige vilkår i Irak. Den beskikkede advokat har navnlig gjort gældende, at det følger af en fortolkning af udlændingelovens § 7, stk. 3, at be-skyttelsen i et første asylland skal gives i hele landet og ikke kun i en region. Advokaten har videre gjort gældende, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod refoulement, og at ansøgerens basale rettigheder ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i Suleimaniyah-provinsen, hvor han er nødt til at opholde sig. Udlændingeservice har i afgørelsen anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice har under nævnsmødet præciseret, at ansøgeren under sit ophold i KRI har opnået fornøden beskyttelse mod forfølgelse omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asyl-land, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindste-krav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansø-gerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclu-sion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren og har levet i […] i KRI siden 2003. KRI består efter det foreliggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne ud-gøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor. Ansøgeren har oplyst, at hans fader er medlem af KDPI, og at faderen også har haft aktiviteter for partiet i Irak. Ansøgeren har ikke præciseret karakteren og omfanget af disse aktiviteter nærmere. Efter det oply-ste har ansøgeren ikke personligt haft problemer på grund af disse aktiviteter, som efter det forelig-gende må antages at have været af meget begrænset omfang. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren skulle være blevet profileret i forhold til myndighederne hverken i Irak eller i Iran. På denne baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren er i risiko for at lide overlast. Hans personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyttet, både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af oplysninger fra en række kilder, herunder lokale kilder, som indgår i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at anerkendte UNHCR-flygtninge i KRI kan ansøge om KRG opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtningen kan rejse frit inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Der henvises herved til baggrundsmateriale nummer 419 og 440 (Iran) samt udtalelse af 12. september 2011 fra Udlændingeservices Dokumentations- og Projektkontor. Den omstændighed, at den konkrete sikkerhedssituation i KRI indimellem medfører ulemper og forsinkelser for rejsende, og at ansøgeren er pålagt at bebo et anvist sted, som administreres af UNHCR, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig skal der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i lokalområdet, herunder de økonomiske og sociale forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes hans leveforhold ikke at have været af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” Iran/2011/15
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2010 Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han blev født i Al-Tash-lejren i Irak, hvor han opholdt sig frem til 2003, herefter flyttede han til […]. Siden 2005 og frem til udrejsen har an-søgeren boet i Barika-lejren i KRI. Ansøgeren og hans familie har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren har uddelt løbesedler til støtte for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ved, hvad der vil ske, hvis han vender tilbage til Iran. Han har vi-dere henvist til, at han i Irak ikke har nogen rettigheder, og at han har levet under dårlige vilkår i Irak. Den beskikkede advokat har navnlig gjort gældende, at det følger af en fortolkning af udlæn-dingelovens § 7, stk. 3, at beskyttelsen i et første asylland skal gives i hele landet og ikke kun i en region. Advokaten har videre gjort gældende, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod refoulement, og at ansøgerens basale rettigheder ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i Suleimaniyah-provinsen, hvor han er nødt til at opholde sig. Udlændingeservice har i afgørelsen anført, at ansøge-ren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice har under nævnsmødet præciseret, at ansøgeren under sit ophold i KRI har opnået fornøden beskyttelse mod forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tje-ne som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende før-ste asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyl-landet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet ind-går tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”trea-ted in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøge-ren er født i Al-Tash lejren og har levet i Barika-lejren i KRI siden 2005. KRI består efter det fore-liggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øv-rigt er opfyldt herfor. Ansøgeren har ikke været medlem af noget politisk parti, men har efter sin forklaring dog lejlighedsvis uddelt løbesedler for KDPI i Barika-lejren. Ansøgeren ved dog ikke, hvad der stod på løbesedlerne. Det lægges til grund, at der alene har været tale om meget begrænse-de aktiviteter, som ikke har været egnet til at profilere ansøgeren i offentligheden. Ansøgerens op-lysninger om familiens tidligere politiske aktiviteter i Iran kan efter det foreliggende heller ikke føre til nogen ændret vurdering. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren skulle være blevet profileret i forhold til myndighederne hverken i Irak eller i Iran. På denne baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren er i risiko for at lide overlast. Hans personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyt-tet, både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, læg-ger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, læge-hjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af oplysninger fra en række kilder, herunder lokale kilder, som indgår i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at anerkendte UNHCR-flygtninge i KRI kan ansøge om KRG opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtningen kan rejse frit inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Der henvises herved til baggrundsmateriale nummer 419 og 440 (Iran) samt udtalelse af 12. september 2011 fra Udlændingeservices Dokumentations- og Projektkontor. Den omstændighed, at den konkrete sikkerhedssituation i KRI indimellem medfører ulemper og forsinkelser for rejsende, og at ansøgeren er pålagt at bebo et anvist sted, som admini-streres af UNHCR, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig skal der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i lokalområdet, herunder de økonomiske og sociale forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes hans leveforhold ikke at have været af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgerens oplysninger om, at de kurdiske myndigheder ikke ville modtage ham efter anholdelsen i Tyrkiet, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lægges herved efter ansøgerens egen forklaring vægt på, at ansøgeren ved præsentationen for myndighederne ikke var i besiddelse af papirer, som kunne legitimere ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” Iran/2011/14
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han er født i 1987 og har fra sin barndom frem til foråret 2003 boet i flygtningelejren Al-Tash, hvorefter han flyttede til KRI. Siden 2005 og frem til udrejsen har ansøgeren boet i Barika-lejren i Suleimaniyah. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har levet som flygtning hele sit liv og ikke har haft nogen rettigheder som iransk-kurdisk flygtning i Irak. Han kan ikke vende tilbage til Iran, hvor han ikke har noget sted at bo. Begge hans forældre er afgået ved døden, og Iran vil ikke tage ham tilbage. Den beskikkede advokat har navnlig gjort gældende, at det følger af en fortolkning af udlændingelovens § 7, stk. 3, at beskyttelsen i et første asylland skal gives i hele landet og ikke kun i en region. Advokaten har videre gjort gældende, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod refoulement, og at ansøgerens basale rettigheder ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i Suleimaniyah-provinsen, hvor han er nødt til at opholde sig. Udlændingeservice har i afgørelsen anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice har under nævnsmødet præciseret, at ansøgeren under sit ophold i KRI har opnået fornøden beskyttelse mod forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren og har levet i Nordirak siden 2003, senest i Barika-lejren. KRI består efter det foreliggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller hans familie har været politisk aktive, og ansøgeren og hans familie har efter det foreliggende ikke profileret sig i forhold til myndighederne i Irak eller i Iran. På denne baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren er i risiko for at lide overlast. Hans personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyttet, både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af oplysninger fra en række kilder, herunder lokale kilder, som indgår i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at anerkendte UNHCR-flygtninge i KRI kan ansøge om KRG opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtningen kan rejse frit inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Der henvises herved til baggrundsmateriale nummer 419 og 440 (Iran) samt udtalelse af 12. september 2011 fra Udlændingeservices Dokumentations- og Projektkontor. Den omstændighed, at den konkrete sikkerhedssituation i KRI indimellem medfører ulemper og forsinkelser for rejsende, og at ansøgeren er pålagt at bebo et anvist sted, som administreres af UNHCR, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig skal der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i lokalområdet, herunder de økonomiske og sociale forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes hans leveforhold ikke at have været af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” Iran/2011/13
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tyrkere fra […] i Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har sympatiseret med Mousavi. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle, […], der er kriminel og tidligere har truet ansøgerne med at slå dem ihjel. Den tidligere ægtefælle har desuden bortført den kvindelige ansøgers ældste datter. Ansøgerne frygter tillige den iranske regering, idet den mandlige ansøger har været tilhænger af Mousavi. Den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle har anmeldt den mandlige ansøgers politiske aktivitet til styret i Iran, herunder på urigtigt grundlag anklaget den mandlige ansøger for at have deltaget i en demonstration i forbindelse med Ashora, hvorefter den mandlige er blevet afhørt af politiet i fire til fem timer. Det lægges til grund, at ansøgerne er i konflikt med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle […], som flere gange er dømt for omfattende alvorlig kriminalitet, at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle efter sin løsladelse i 2008 i hjembyen […] har chikaneret, truet og forulempet ansøgerne samt den kvindelige ansøgers forældre, at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle er blevet dømt herfor, og at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle har tilbageholdt […], der er den kvindelige ansøgers datter i ægteskabet med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle. Ansøgernes konflikt med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle er en privatretlig konflikt, som ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, og ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det må herved tillægges vægt, at myndighederne efter det forelæggende materiale har retsforfulgt den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle vedrørende episoden i frisørsalonen og overfaldet på den kvindelige ansøgers forældre. Ansøgernes oplysninger om, at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle skulle være beskyttet af myndighederne, beror alene på formodninger og kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøger kan alene antages at have udført meget begrænsede politiske aktiviteter. Det må videre tillægges vægt, at han blev indkaldt til en kort afhøring hos politiet, og at politiet trods flere henvendelser fra den mandlige ansøger ikke har fulgt op på sagen. Hertil kommer, at ansøgerne udrejste problemfrit legitimeret med ægte pas. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” iran/2011/12
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […]i Iran. Ansøgeren er sympatisør og tilhænger af PDKI. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er mistænkt for at have udøvet ulovlige politiske aktiviteter. Ansøgeren har hjulpet sin morbroder med politiske aktiviteter, herunder har hjulpet folk med tilknytning til PDKI med illegalt at krydse grænsen til Irak, hvor de ved den seneste episode faldt i baghold, hvor de to personer, han skulle hjælpe, blev taget til fange af militæret. Ansøgeren antager, at de to personer har oplyst om hans identitet til myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund som selvoplevet, uanset at der har været tale om divergerende forklaringer på nogle områder med hensyn til den episode, der direkte førte til ansøgerens flugt. Flertallet finder herefter, at ansøgeren må antages at være i myndighedernes søgelys som politisk aktiv etnisk kurder. Når henses hertil, og når henses til baggrundsoplysningerne om etniske kurderes forhold i Iran, finder et flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/11
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, da han er efterstræbt af myndighederne som følge af, at han sammen med to venner deltog i demonstrationer imod regeringen i sommeren 2009 og i vinteren 2009. Der blev taget fotos under demonstrationerne, og hans fætter, der samarbejder med efterretningstjenesten, har oplyst, at ansøgerens navn er registreret af myndighederne, som også er i besiddelse af et foto af ham. Den ene af de deltagende venner, […], blev anholdt efter demonstrationen. Efter sin ankomst til Danmark har fætteren fortalt ansøgeren, at efterretningstjenesten jævnligt efterspørger ansøgeren på dennes bopæl og ransager bopælen, om end henvendelserne nu forekommer sjældnere. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i demonstrationerne i sommeren 2009 og i vinteren 2009, og at ansøgerens fætter har oplyst ansøgeren, at myndighederne har registreret ansøgerens navn og er i besiddelse af hans foto, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for myndighedernes overgreb. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke på nogen måde har været profileret under sin deltagelse i demonstrationerne, hvorunder et betydeligt antal mennesker deltog. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet give oplysninger om, hvorfor eller med hvilket formål myndighederne skulle have registreret ansøgerens navn og opbevaret hans foto. Der er endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet oplyse om baggrunden for vennens anholdelse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for vennens anholdelse, idet ansøgeren i asylansøgningsskemaet har anført, at vennen blev anholdt et par måneder efter den anden demonstration, hvorimod ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at han fik underretning om vennens anholdelse omkring en uge efter den anden demonstration. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk.2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” iran/2011/10
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (K status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning. Ansøgeren var tidligere shia-muslim. Hun er født og opvokset i Teheran i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste fra Teheran lufthavn til Danmark i efteråret 2009 legitimeret med ægte nationalitetspas isat Schengen-visum udstedt af de danske myndigheder den i efteråret 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun sammen med sin ægtefælle og søn har deltaget i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget, og at hendes ægtefælle ved demonstrationen i sommeren 2009 kom i håndgemæng med en motorcykelbetjent, idet denne slog sønnen. Ansøgerens ægtefælle blev efterfølgende tilbageholdt, og ansøgeren blev tilbudt hjælp til at finde ham af en mand ved navn […]. Denne navngivne person slog og voldtog ansøgeren ved flere lejligheder. Efter ansøgerens udrejse har ægtefællen været tilbageholdt flere gange, blandt andet fordi den navngivne person har villet have, at ansøgeren og børnene skulle genindrejse i Iran og stå til ansvar for deltagelsen i demonstrationerne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at myndighederne har fået kendskab til ansøgerens deltagelse i demonstrationen i sommeren 2009. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at et højtstående medlem af gardistbevægelsen har truet og voldtaget ansøgeren efter, at han havde lovet at hjælpe hende med at finde hendes ægtefælle, som var forsvundet efter demonstrationen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at myndighederne efter ansøgerens udrejse af Iran har anholdt og tilbageholdt ansøgerens ægtefælle, blandt andet fordi han ikke har sørget for, at ansøgeren og hendes to børn kom tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i myndighedernes søgelys, og at hun som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren og hendes to børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/1
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2008. Den mandlige ansøger havde siden 1984 ejet en fabrik syd for Teheran. I 2000 var ansøgeren sammen med sin storebroder begyndt at producere vin i et sommerhus på nabogrunden til fabrikken. Der var alene blevet produceret vin til eget brug, til familien og til vennerne. I sommeren 2008 havde politiet lukket fabrikken på grund af vinproduktionen på nabogrunden. Samme dag var ansøgeren med sin familie flyttet ud i et hus, som ansøgerens fader havde benyttet som lager. I sensommeren 2008 var ansøgeren og hans familie udrejst. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger såvel i hans ansøgning og under samtalen i Udlændingeservice som for Flygtningenævnet havde forklaret konsistent og sammenhængende om sin vinproduktion. Flygtningenævnet lagde derfor denne forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og den kvindelige ansøger opholdstilladelse efter samme bestemmelse som konsekvens heraf. Derimod fandtes den omstændighed, at ansøgerne i Danmark var konverteret til kristendommen, ikke at kunne medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/9.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren praktiserede zarthustra religionen. Det forhold, at ansøgeren i 2005 var blevet anholdt af myndighederne og herefter tilbageholdt i to dage som mistænkt for at have konverteret til zarthustra, kunne ikke anses som asylbegrundende. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren var blevet løsladt betingelsesløst og herefter havde kunnet opholde sig på sin bopæl i omkring fire år uden problemer med myndighederne. Det forhold, at ansøgerens ven og trosfælles bopæl var blevet ransaget i foråret 2009, kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der intet var blevet fundet under ransagningen. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Iran til senforåret 2009 heraf de sidste to uger på sin bopæl uden, at myndighederne havde eftersøgt ham. Ansøgeren havde umiddelbart før nævnets behandling fremsendt to kopier fra slutningen af 2009. Det fremgik af kopierne, at det var tilsigelser til at møde i retten, og de var adresseret til ansøgerens fader, ligesom det fremgik, at denne skulle besvare spørgsmål. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse tilsigelser i sig selv kunne medføre en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren i Danmark havde deltaget i flere massedemonstrationer mod det iranske styre blandt andet foran den Iranske ambassade samt, at demonstrationerne var blevet filmet af arrangørerne af demonstrationerne og i et tilfælde af BBC, kunne heller ikke føre til, at der kunne meddeles ansøgeren asyl. Flygtningenævnet lagde hermed vægt på, at ansøgeren ikke herved var blevet identificeret af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens navn ikke fremgik af nogle af klippene, ligesom han ikke havde udtalt sig. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Iran ville være i en konkret risiko for forfølgelse, eller for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Iran/2010/8.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde arbejdet for KDPI ved at uddele materiale for partiet. En aften i efteråret 2008 var ansøgerens kammerat blevet anholdt i forbindelse med opklæbning af plakater for KDPI. Ansøgeren havde kort efter fået at vide, at kammeraten havde angivet ansøgeren, hvorfor ansøgeren var flygtet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er iransk statsborger, som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse af de iranske myndigheder som følge af arbejde udført for KDPI. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han havde udført arbejde for partiet, og at han var blevet angivet af en kammerat, der selv fortsat var tilbageholdt. På denne baggrund fandtes det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/7.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning. Ansøgeren forklarede, at han havde været idrætsinstruktør for Sepah og i 2008 havde nægtet at efterkomme en ordre fra en overordnet officer. Ansøgeren var derfor blevet anholdt og tilbageholdt i et kælderrum hos Sepah. Han var flygtet herfra ved at kravle over et pigtrådshegn. Ansøgeren var i Danmark konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er iransk statsborger, som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, fordi han som gardist i Sepah under en demonstration i sommeren 2008 havde nægtet at følge en ordre fra en overordnet officer. Ansøgeren havde som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse som følge af, at han i Danmark var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkelig grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han havde været idrætsinstruktør i Sepah. Nævnet fandt imidlertid, at ansøgerens forklaring om sin konflikt, herunder navnlig om håndgemænget med sin overordnede og flugten gennem et pigtrådshegn uden væsentlige skader forekom utroværdig og konstrueret. Denne del af ansøgerens asylmotiv kunne derfor ikke lægges til grund. Det kunne lægges til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde tilsluttet sig Church of Love, og at han var blevet døbt. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at betvivle ansøgerens forklaring om, at han havde oplyst om dette til andre iranere og forsøgt også at få dem involveret i at tilslutte sig kirken. Efter en samlet vurdering af ansøgerens aktiviteter i Danmark sammenholdt med det forhold, at det ikke kunne udelukkes, at han allerede som følge af sin gardistbaggrund ville være i myndighedernes søgelys, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/6.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde i foråret 2008 haft samleje med nabokonen, hvilket var blevet opdaget af konens ægtefælle. De næste 10 måneder var ansøgerens sag blevet behandlet ved både byretten og den iranske højesteret. Under sagens behandling havde ansøgeren været fængslet og udsat for chikane mv. i fængslet. Ansøgeren var blevet idømt dødsstraf, men ansøgerens fader havde bestukket de personer, der havde fragtet ansøgeren fra domstolen tilbage til fængslet, således, at ansøgeren kunne stikke af. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er iransk statsborger fra det sydlige Iran, som asylmotiv havde henvist til, at han i hjemlandet var idømt dødsstraf for voldtægt efter at have haft seksuelt samvær med en gift kvinde. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at den omstændighed, at ansøgeren efter indrejsen var idømt 40 dages fængsel og udvisning med indrejseforbud i fem år for dokumentfalsk, fordi han havde fremvist et falsk pas ved indrejsen, ikke efter nævnets praksis var til hinder for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens 10, stk. 3. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring, idet ansøgeren havde forklaret detaljeret og i det væsentlige konsistent under hele sagen. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/5.
statsborger fra Iran efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2001.I sommeren 2003 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2003 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Ansøgeren blev ikke udvist, eftersom han havde opholdstilladelse i medfør af familiesammenføringsreglerne. I foråret 2007 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, idet ansøgeren og ægtefællen ikke levede sammen på fælles bopæl. I efteråret 2007 stadfæstede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration denne afgørelse. I slutningen af 2008 afviste Udlændingeservice ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 5. I efteråret 2009 stadfæstede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2009 at genoptage asylsagen, idet der forelå nye oplysninger i sagen. Flygtningenævnet udtalte, at efter de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer forud for Flygtningenævnets afgørelse i 2003, kunne Flygtningenævnet fortsat lægge til grund for sagen, at ansøgeren ikke ved sin udrejse af hjemlandet i foråret 2001, som var foregået ved legalt ægte pas via en international lufthavn i Teheran, havde været asylbegrundende forfulgt. Flygtningenævnet bemærkede blandt andet i den forbindelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger, som delvist var gentaget under ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, havde været tilbageholdt to gange i kortere varighed af de iranske myndigheder, hvorunder han var blevet udspurgt om sin ægtefælles og dennes families forhold. Ansøgeren var herefter blevet løsladt betingelsesløst og havde opholdt sig i hjemlandet i omkring to år inden sin udrejse. Ansøgeren gjorde nu under den genoptagede sag navnlig gældende, at han senest under klimatopmødet i København i december 2009 havde deltaget i fire mere eller mindre spontane demonstrationer, rettet mod det iranske styre, som havde fundet sted på Kongens Nytorv, Rådhuspladsen og foran den iranske ambassade. Endvidere gjorde han gældende, at hans ægtefælles i et andet nordisk lands bosiddende svogre fortsat var politisk aktive, hvilket navnlig gjaldt en navngiven svoger, der var ægtefælle til ansøgerens ægtefælles søster. Denne person var efter det oplyste et højt profileret medlem af det iranske kommunistiske eksilparti. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at hans deltagelse i de ovennævnte demonstrationer i december 2009 havde eksponeret ham i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren efter det oplyste blot havde deltaget i demonstrationerne på gaden, men ikke i øvrigt havde udtalt sig til pressen eller på anden måde havde foretaget aktive handlinger i forbindelse med demonstrationerne. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer i sig selv kunne anses for asylbegrundende for ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle lejlighedsvist havde kontakt med sin familie i et andet nordisk land, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden 2001 uden at være blevet opsøgt af repræsentanter for de iranske myndigheder. Ansøgeren havde tilbageværende familiemedlemmer i sit hjemområde, som er iransk Kurdistan, og der var ikke holdepunkter for at antage, at nogen af disse familiemedlemmer var blevet udsat for forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet fandt derfor fortsat ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret, individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/4.
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at han i 1996 deltog i en demonstration i hvilken forbindelse han blev tilbageholdt i fire-fem dage og udsat for overgreb og ydmygende behandling. I 1999 stillede ansøgeren op som byrådskandidat, men måtte trække sit kandidatur tilbage grundet trusler. I 1999 blev ansøgeren tilbageholdt tre-fire dage i forbindelse med forsøg på udrejse og udsat for hårdhændet behandling. I 2009 deltog ansøgeren i flere demonstrationer i Teheran vedrørende præsidentvalget. Under en af disse demonstrationer sparkede ansøgeren til en motorcykel med to personer, hvorved den væltede. Et par dage senere blev ansøgerens bolig i en navngiven by ransaget af myndighederne, og der blev fundet kompromitterende materiale i form af ulovlige bøger, herunder på ansøgerens computer. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra en navngiven by i Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at myndighederne har ransaget familiens bopæl i en navngiven by og beslaglagt ansøgerens computer med videre, indeholdende ulovlige bøger. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at myndighederne muligt gennem ansøgerens kammerat, der var blevet tilbageholdt af myndighederne, var blevet bekendt med ansøgerens deltagelse i demonstrationerne i Teheran. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren mens han var i Teheran, blev gjort bekendt med ransagningen af sin ægtefælle, og at ansøgeren ikke efterfølgende har opholdt sig på sin bopæl. Flygtningenævnet finder herefter at ansøgeren, der også på grund af de tidligere tilbageholdelser må anses for at være i en særlig risiko for at komme i myndighedernes søgelys, ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/37
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Han er fra en landsby i provinsen Kermanshah i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængsling, tortur og henrettelse af de iranske myndigheder, da han ikke ville være stikker for myndighederne og angive familie og venner. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om samarbejde med den iranske efterretningstjeneste, og om de tilbageholdelser han skulle være blevet udsat for i den forbindelse. Ansøgeren forklarede således til asylregistreringsrapporten, at der havde været tale om anholdelser., hver gang af nogle timers varighed. I asylansøgningsskemaet, som ansøgeren har skrevet forholdsvis detaljeret og blandt andet har oplyst om broderens og faderens fængslinger, har han intet oplyst om, at han selv skulle være blevet tilbageholdt. Han oplyser alene, at han blev truet. I samtalereferaterne med Udlændingeservice har ansøgeren derimod forklaret, at der har været tale to længerevarende tilbageholdelser og en kortvarig tilbageholdelse. Ansøgeren oplyser også i den forbindelse, at han skulle være blevet udsat for tortur. Først under forklaringen i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han skulle have holdt sig i skjul under den anden og den tredje tilbageholdelse. Ansøgerens forklaring om kontakten med efterretningstjenesten har i sig selv ikke virket overbevisende og er ligeledes blev udbygget med en forklaring om, at han af efterretningstjenesten skulle være blevet præsenteret for et fotografi af ansøgeren og et medlem af KDPI, der skulle være taget i en lille landsby i Irak. Flygtningenævnet må herefter forkaste ansøgerens forklaring om, at han er søgt hvervet af efterretningstjenesten til at udføre stikkervirksomhed og i den forbindelse har været udsat for tilbageholdelser og tortur. Ansøgeren har påberåbt sig, at der har været problemer med tolkningen, idet han navnlig har anført, at han ikke behersker farsi. Hertil bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han har haft mange års skolegang, hvor undervisningssproget var farsi, at han har udfyldt asylansøgningsskemaet på farsi, og at han i forbindelse med tolkningerne har afgivet erklæringer om, at der ikke var tolkeproblemer. Flygtningenævnet må derfor afvise, at der har været tolkeproblemer, der har haft indflydelse på sagsbehandlingen. De nu fremkomne erklæringer om ansøgerens tilknytning til KPDI kan ikke tillægges nogen betydning, dels er de sent fremkomne, og dels stemmer oplysningen om, at ansøgeren skulle være medlem af ungdomsorganisationen ikke med, at ansøgeren har forklaret, at han alene var sympatisør. Ansøgeren tillægger ikke selv sin undladelse af at efterkomme indkaldelse til militærtjeneste nogen asylretlig relevans. Han forklarer herom i overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger, at udgangspunktet i den situation er en forlængelse af militærtjenesten. Den omstændighed, at ansøgeren er ulovlig udrejst og kan forvente afhøring herom ved en tilbagevenden, kan ikke i sig selv føre til meddelelse af asyl. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.” Iran/2010/36
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger fra Abadan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og/eller dræbt af Sepah som følge af sin deltagelse i aktiviteter mod styret. Ansøgeren har forklaret, at han i 2003/2004 afsonede otte måneders fængsel i Qom, fordi han under en demonstration i efteråret 2003 havde kastet en sten mod en leder af en specialgruppe under Sepah. Den pågældende blev ramt, men kom ikke til skade. I forbindelse med løsladelsen underskrev han en erklæring om, at han ikke måtte udføre politiske aktiviteter, ligesom han blev pålagt meldepligt to gange om ugen. I begyndelsen af 2006 ophørte ansøgeren med at opfylde sin meldepligt, og han levede i skjul i cirka halvandet år, hvorefter han vendte hjem, efter at Sepah havde oplyst til hans bror, at han ikke ville blive udsat for straf, hvis han fremover overholdt sin meldepligt. Ansøgeren har videre henvist til, han i 2009 i forbindelse med det iranske nytår deltog i en demonstration til fordel for Mousavi. Ansøgeren har endvidere uddelt løbesedler og skrevet på vægge i Abadan, og han blev genkendt. Det må tillægges vægt, at ansøgeren først til samtalereferatet oplyste om sin deltagelse i en demonstration i 2009 efter præsidentvalget. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om tidspunktet for demonstrationen i 2009, og om omfanget af sine aktiviteter i forbindelse med demonstrationen, herunder om tidspunktet for sin uddeling af løbesedler. Oplysningerne om, at der skulle være blevet udstedt en ordre om nedskydning af ansøgeren, fremstår som konstruerede. Det bemærkes herved, at ansøgeren ifølge indholdet af den fremlagte tilsigelse samtidig indkaldes til møde i retten. Der lægges videre vægt på, at ansøgeren også ifølge sin egen forklaring alene har udført begrænsede aktiviteter, og at ansøgeren har forklaret upræcist om, hvordan han fik oplysningerne om at være efterstræbt af myndighederne. Der kan heller ikke lægges nogen vægt på den fremlagte tilsigelse. Dokumentet er en faxkopi. Ansøgeren har oplyst, at broderen ikke er i stand til at fremsende originalen. Ifølge den i nævnsmødet gengivne oversættelse blev tilsigelsen modtaget af ansøgerens far, selv om ansøgeren til asylsagen har oplyst, at faderen afgik ved døden for flere år siden. Endelig har ansøgeren ifølge sin egen forklaring været bekendt med dokumentets eksistens i nogen tid. Imidlertid er faxkopien først tilgået ansøgerens advokat i november 2010. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter alene lægges til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt og fængslet i 2003, hvor han samtidig blev idømt piskestraf og en bøde. Efter det foreliggende må der imidlertid antages at være gjort op hermed. Forholdet ligger tilbage i tid, og straffene er udståede. Endvidere har ansøgeren været i stand til at opholde sig i hjemlandet, selv om han efter sin egen forklaring i en periode undlod at opfylde en pålagt meldepligt. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan videre ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2010/35
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Tabriz i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har gratis trykt materiale til støtte for azari minoriteten i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller dræbt, fordi han den [….] 2009 deltog i en fest, hvor han glemte sin mobiltelefon, da festen blev ransaget af civilklædte betjente og han flygtede. I mobiltelefonen var et hukommelseskort med materiale om azari minoriteten. Ansøgerens kontor er efterfølgende blevet ransaget, hvor blandt andet hans computer blev konfiskeret. Det lægges til grund, at ansøgeren i Iran har haft sit eget [….], og at han har rådet over det fornødne tekniske udstyr til både at kunne trykke materiale og via hjemmeside med videre udsende materiale vedrørende azarierne. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren i et vist omfang har benyttet sig af denne mulighed. Et flertal i Flygtningenævnet udtaler herefter: Selvom ansøgerens forklaring om det mistede hukommelseskort på flere punkter forekommer utroværdig, kan vi ikke udelukke, at det forholder sig som forklaret af ansøgeren, og herunder ikke mindst, at hans forretning er blevet ransaget. Under disse omstændigheder finder vi det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, og han opfylder derfor betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/33
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han den [….] som soldat blev beordret til at skyde nogle demonstranter, og at han nægtede dette, idet han flygtede og dermed deserterede. Siden dette tidspunkt har han konstant levet i skjul for myndighederne, herunder med stadigt skiftende bopæl og arbejde. I den mellemliggende periode fra [….] har myndighederne med jævne mellemrum opsøgt ansøgerens forældre for at få fat i ansøgeren. På denne baggrund mener ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive henrettet, idet han af myndighederne opfattes som en soldat, der har deserteret i krigstid. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark afgivet en troværdig og ikke udbygget forklaring om sit asylmotiv. Denne forklaring lægges til grund af Flygtningenævnet. Da ansøgeren nægtede at adlyde ordrer om at skyde på demonstranterne, og da han i den forbindelse flygtede, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke alene af de iranske myndigheder vil blive betragtet som en desertør, der blot er udeblevet fra tjeneste. Der kan således ikke bortses fra, at ansøgeren af myndighederne opfattes på den måde, at han har tilsluttet sig de personer, der kæmpede mod regimet, og at han dermed opfattes som en fjende af systemet. Ansøgeren har på denne baggrund sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en asylrelevant risiko for myndighedsforfølgelse, og at han derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/32
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran, hvor han boede indtil sin udrejse af Iran i 19[..] til Danmark, hvor han blev familiesammenført med sin daværende ægtefælle. Ansøgeren har i Iran sympatiseret med den monarkistiske organisation [….], som han er blevet medlem af efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt af myndighederne eller den muslimske befolkning, fordi han i Danmark sympatiserer med kristendommen og regelmæssigt har frekventeret to kirker i [….] de sidste seks år. Endvidere frygter han myndighedsforfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til den monarkistiske organisation [….] samt på grund af sin deltagelse i demonstrationer i Danmark mod det iranske styre. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hans deltagelse i de ovennævnte demonstrationer har eksponeret ham i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren har oplyst, at en videofilm, hvorpå hans ansigt kan ses i ti til 15 sekunder, under en af disse demonstrationer, har ligget på et navngivent Internetsite, kan ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at det beror på ansøgerens egen formodning, at de iranske myndigheder har fået kendskab til hans deltagelse i de nævnte demonstrationer. Den omstændighed, at ansøgeren har udvist interesse for kristendommen i Danmark og herunder regelmæssigt har deltaget i gudstjenester og anden mødeaktivitet, kan ikke medføre at ansøgeren kan få asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse forhold er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Iran/2010/31
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som sit væsentligste asylmotiv anført, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har henvist til, at han for 3-4 år siden i forbindelse med en demonstration for årsdagen for massakren på kurderne i Halabche blev anholdt af de iranske myndigheder og tilbageholdt i to dage, hvor han blev afhørt og slået. Ansøgeren blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at ville deltage i demonstrationer eller forsamlinger fremover. Den [….] 2009 deltog ansøgeren igen i en demonstration i forbindelse med det iranske præsidentvalg. Myndighederne kom, og ansøgeren flygtede fra området og tog ophold hos sin farbror. Ansøgerens hjem er efterfølgende blevet opsøgt af myndighederne, ansøgerens computer er blevet beslaglagt, og ansøgerens far er blevet taget med og afhørt. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende, men at han i det væsentlige har forklaret konsistent om sit motiv og sine konflikter. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke at kunne forkaste ansøgerens forklaring og finder det derfor sandsynliggjort, at ansøgeren efter sin deltagelse i demonstrationen den [….] 2009 er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at det ikke kan kræves, at han vender tilbage til Iran. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/30
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, da han er mistænkt for at være konverteret fra islam til kristendommen, idet myndighederne har fundet kristent materiale i hans skab på arbejdspladsen. Han har endvidere henvist til, at hans fader tidligere har haft en konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om de centrale punkter, og at han under afhøringen har været i stand til at forklare mulige uoverensstemmelser på en troværdig og logisk måde. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet er egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne, også fordi familien i forvejen må antages at være profileret på grund af faderens tidligere asylansøgning i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse fra myndighederne på grund af sin kristne tro. Som følge heraf meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/29
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har været medlem af noget politisk parti. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han frygter at blive tortureret og slået ihjel af myndighederne på grund af de aktiviteter, som han udførte sammen med sin partner […..]. Ansøgeren har henvist til, at hans partner er blevet tilbageholdt af myndighederne, at hans partners skæbne er ukendt, at myndighederne har ransaget ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren opbevarede ulovlige politiske dokumenter og CD’er, og at ansøgeren derfor er eftersøgt af myndighederne. Efter en samlet bedømmelse af sagens oplysninger kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren i en periode på cirka to måneder kopierede politisk materiale og CD’er med politisk indhold for sin partner […….], at myndighederne i starten af 2009 anholdt partneren i forretningen og foretog ransagning samme sted, og at myndighederne efterfølgende har ransaget ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren opbevarede politisk materiale i form af enkelte løbesedler, og nogle CD’er, ligesom at ansøgeren havde downloadet politisk materiale på sin computer. Under disse omstændigheder må det antages, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/28
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Karaj. Ansøgeren har været har været medlem af en selvstændig politisk gruppe af højtuddannede kvinder. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran, frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sin deltagelse i en demonstration, hvor der blev sat ild til en moske. Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingeservices vurdering hvorefter ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er endvidere enig med Udlændingeservice i, at udlændingelovens § 10, stk. 2 herefter ikke kan bringes i anvendelse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter var situationen den, at politiet og Basij-folk beskød demonstranterne med skarpe skud, da ansøgeren tilsluttede sig demonstrationen. Da en demonstrant var blevet dræbt, tog demonstranterne, der var mødt ubevæbnede frem, det kampmiddel i brug at sende sten med brændende klude og molotovcocktails mod den bygning, fra hvis tag politiet og Basij-folkene beskød menneskemængden. Det må anses for usikkert, om der omkom personer inde i den navngivne moske eller på moskeens tag i forbindelse med urolighederne. Det er sandsynligt, at der er flere udgange fra moskeen end den udgang, som demonstranterne blokerede med en brændende container. Det fremstår herefter som tvivlsomt, om ansøgeren ved at forsvare sig og de øvrige demonstranter mod myndighedspersonernes åbenbart uberettigede angreb under de givne omstændigheder har gjort sig skyldig i en kriminel handling. Handlingen findes under alle omstændigheder ikke at have en sådan grovhed, at den udelukker opholdstilladelse efter Flygtningekonventionens art. 1F. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/27
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
