ugan202612

Nævnet meddelte i april 2026 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2024. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen under [særlig kristen bevægelse] fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er biseksuel, hvilket er ulovligt i Uganda. Ansøgeren frygter på baggrund heraf at blive diskrimineret, tortureret og fængslet eller henrettet af myndighederne. Ansøgeren frygter også at blive udstødt af samfundet og af sin familie på baggrund af sin seksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har haft et forhold til en mand ved navn [A]. [I vinteren 2023/2024] opdagede hans daværende kæreste, [B], ansøgerens forhold til [A], hvorfor hun råbte på gaden, at ansøgeren var homoseksuel. Der samlede sig folk omkring ham, og disse personer og [B] begyndte at slå ham. Ansøgeren har videre oplyst, at personerne og [B] fulgte efter ham tilbage til hans lejlighed, hvor politiet ligeledes ankom. Ansøgeren blev herefter anholdt af politiet og fængslet i [antal] dage, hvorefter han med [sit familiemedlems] hjælp blev løsladt mod kaution. Han blev under fængslingen udsat for vold af politiet. Flygtningenævnet kan i al væsentlighed lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen samt under mødet i Flygtningenævnet forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om sin seksualitet og de relationer han havde med [C] og [A]. Særligt om sit forhold til [A] har han efter nævnets opfattelse forklaret på en overbevisende måde om sine følelser og tanker.  Flygtningenævnet kan også lægge ansøgerens forklaring om anholdelsen og tilbageholdelse [i vinteren 2023/2024] til grund. På den baggrund og efter baggrundsoplysningerne om forholdene for LGBT+ personer i Uganda, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2026/12/MSI