Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Marokko, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i vinteren 2004/2005. Indrejst i 2024. Sagen blev behandlet på skriftligt nævn. Klageren oplyste ved indrejsen at være født den samme dato i vinteren 2006/2007.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Klageren har over for de danske myndigheder oplyst, at [klageren] er født [dato A i vinteren 2006/2007] . Det fremgår af den aldersundersøgelse, der er foretaget af Retsmedicinsk Institut, at klagerens mest sandsynlige alder er 19 år eller derover. Flygtningenævnet finder, at den fødselsattest, som klageren har fremsendt til brug for behandlingen af aldersklagesagen ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved – ud over de generelle baggrundsoplysninger om den udbredte korruption og adgangen til at få produceret falske dokumenter i Marokko – navnlig lagt vægt på, at klagerens fødselsår i attesten er angivet som 2007, at fødselsdatoen er angivet som [dato A om sommeren], og at klagerens mor i fødselsattesten er navngivet som [navn A]. Klageren har imidlertid under sagens behandling over for Udlændingestyrelsen selv oplyst, at [klageren] er født [dato A i vinteren 2006/2007], ligesom [klageren] til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2024 har oplyst, at [klagerens] mors navn er [navn B]. Herudover har nævnet lagt vægt på, at klageren i [europæisk land A] er registeret med [et andet efternavn end i Danmark] og som født [dato B i sommeren] 1998. Under disse omstændigheder og efter sagens forløb i øvrigt lægger Flygtningenævnet derfor i overensstemmelse med aldersundersøgelsen til grund, at [klageren] er mindst 19 år. Det af klageren anførte om usikkerheden i aldersundersøgelsen på grund af fraværet af vurdering af visdomstænder kan i lyset af det øvrige indhold af aldersundersøgelsen heller ikke med henvisning til princippet om ”benefit of the doubt” føre til en anden vurdering. Klageren har under behandlingen af sagen i Danmark tilkendegivet, at [klageren] er født [dato A om vinteren]. Klageren er i [europæisk land A] registeret med fødselsdatoen [dato B om sommeren], og af fødselsattesten, der som nævnt ikke kan lægges til grund, fremgår datoen [dato A om sommeren]. Uanset den tvivl, der herefter kan bestå om, hvorvidt klageren reelt er født [dato A om vinteren], finder nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at ændre fødselsdatoen til en anden dag eller måned. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat er registreret med fødselsdatoen [dato A i vinteren 2004/2005].” Alder/2025/10/anjv