Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i vinteren 2014/2015] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2018 udrejste til udlandet. Klageren har hertil oplyst, at han som følge af sin søns sygdom udrejste i [efteråret] 2016 til først Libanon og dagen efter til Syrien, hvor han siden har opholdt sig sammen med sin ægtefælle og børn. [I sommeren] 2025 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, med henvisning til, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, at han har opholdt sig mere end seks på hinanden følgende måneder uden for Danmark, og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at klageren har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Det er ufornødent tillige at tage stilling til, om klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet ligeledes, at klageren frivilligt har taget ophold i hjemlandet, idet det oplyste om [et familiemedlems] helbredstilstand og behandlingsmulighederne i Libanon ikke kan føre til en anden vurdering, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Klagerens opholdstilladelse skal således som udgangspunkt anses for bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder af klagerens tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at klageren alene har haft ophold i Danmark fra [efteråret] 2014 frem til sin udrejse i [efteråret] 2016, og at han ikke på noget tidspunkt har haft en familiemæssig tilknytning her til landet. Hertil kommer, at klageren først [i vinteren 2024/2025] rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen med henblik på at vende tilbage til Danmark. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren i den mellemliggende periode på mere end otte år i hvert fald ikke i hele perioden har været forhindret i at vende tilbage til Danmark eller at kontakte de danske myndigheder med henblik på at anmode om hjælp til tilbagerejse. Det er tillige tillagt vægt, at [kommune i Danmark] har oplyst, at kommunen ikke er i besiddelse af oplysninger vedrørende klagerens udrejse. Herefter, og da det, som klageren og hans advokat i øvrigt har anført, heller ikke kan føre til et ændret udfald, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet klageren – selvom han frivilligt har taget ophold i hjemlandet – under de foreliggende omstændigheder og efter sin egen forklaring ikke kan anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv og familieliv. Der er herved lagt vægt på, at klageren indrejste i Danmark som [voksen], at klageren alene har haft lovligt ophold i Danmark fra [vinteren 2014/2015] frem til sin udrejse i [efteråret] 2016, at klageren har bestået DU2 modul 3, men i øvrigt har oplyst, at han har et begrænset kendskab til det danske sprog, og at klageren ikke har haft indkomst fra arbejde, men alene har modtaget kontanthjælp under sit ophold her i landet. Der er tillige lagt vægt på, at klageren er frivilligt udrejst til sit hjemland, hvor han har boet og fortsat bor sammen med sin ægtefælle og sine børn, og at ægtefællen og børnene ikke har opholdt sig i Danmark. Oplysningerne om klagerens helbredsmæssige tilstand er indgået, men kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det herunder bemærkes, at klageren efter det oplyste har modtaget lægebehandling i hjemlandet, hvor han har befundet sig i de sidste ni år. Da klageren fortsat befinder sig i Syrien, er der ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2026/6/DH
