Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra en navngiven landsby i nærheden af Sarpole Zahab i Iran. Ansøgeren sympatiserede med Kurdistans Demokratiske Parti (KDPI) i fire måneder i 2006. Ansøgeren uddelte i den forbindelse cd’er, løbesedler og partiprogrammer for partiet. Ansøgeren blev i 2006 tilbageholdt og fængslet som følge af sit arbejde for KDPI, hvor han blev afhørt og udsat for voldelige overgreb. Ansøgeren deltog i sommeren 2009 i demonstrationer mod den siddende præsident, hvor ansøgerens to venner blev anholdt i forbindelse med optagelse af demonstrationen med mobiltelefon. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet som følge af sin deltagelse i demonstrationerne i sommeren 2009 samt hans tidligere aktiviteter for KDPI. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har konsistent forklaret om sin fængsling i 2006 på grund af sine aktiviteter i KDPI. Han har ligeledes konsistent forklaret om, at han deltog i en demonstration i sommeren 2009, og derefter opholdt sig i Teheran i cirka to måneder i håb om et systemskifte. Flygtningenævnet lægger til grund, at hans to venner blev fængslet under demonstrationen, og at myndighederne cirka en uge derefter rettede henvendelse til ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, dels ved sine aktiviteter i 2006, og dels ved sin deltagelse i demonstrationen i sommeren 2009 har pådraget sig de iranske myndighedernes interesse. Flygtningenævnet finder på dette grundlag, sammenholdt med det oplyste om myndighedernes generelle behandling af politisk aktive kurdere, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/26
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [….] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgerens fader har været aktivt medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid som følge af, at han den [….] 2009 ved et hændeligt uheld påkørte en motorcyklist, der var søn af en magtfuld efterretningsmand. Ansøgeren kom efter uheldet i efterretningstjenestens søgelys, da de påstod, at ansøgeren forsætligt havde påkørt den tilskadekomne. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren videre forklaret, at han for cirka ti dage siden har talt i telefon med sin moder via en bekendt fra asylcentret, som det var lykkedes at opsøge moderens bopæl i en lille grænseby i nærheden af Irak. Han fik af moderen at vide, at efterretningstjenesten havde tilbageholdt hans fader i cirka to måneder. Herefter havde efterretningstjenesten indlagt faderen på hospitalet. Lægerne havde oplyst efterretningstjenesten om, at man ikke kunne få yderligere ud af faderen om ansøgerens opholdsted. Faderen var herefter blevet løsladt/udskrevet fra hospitalet, men døde cirka februar 2010 på grund af de skader, som han havde pådraget sig under efterretningstjenestens tilbageholdelse af faderen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at der er en række divergenser i ansøgerens forklaringer og finder det påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet forklare mere præcist om identiteten på faderen til den tilskadekomne. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer finder flertallet imidlertid det sandsynliggjort, at han efterstræbes af den pågældendes fader, som efter de foreliggende oplysninger er en magtfuld person inden for efterretningstjenesten, og som ønsker personlig hævn over ansøgeren som følge af trafikuheldet. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder flertallet det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller nedværdigende og umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2010/25
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i foråret 2008 konverterede til kristendommen, hvilket er kommet myndighederne til kendskab. I efteråret 2008 blev ansøgeren overfaldet af folk fra Hizbollah, som truede ham og gav udtryk for at være bekendt med konverteringen. Endvidere har ansøgeren seks gange tidligere haft konflikter med myndighederne, hvorunder han i et af tilfældene fik eksekveret en straf på 80 piskeslag. Endelig har ansøgeren henvist til, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys gennem deltagelse i demonstrationer i Danmark, ligesom hans svigerfader er en fremtrædende, rettroende muslim, som har truet ansøgeren med repressalier. Uanset, at ansøgeren på en række punkter har forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, herunder tillige hans forklaring for nævnet, at man ikke kan afvise, at ansøgeren i hjemlandet er konverteret til kristendommen, og at dette er blevet myndighederne bekendt. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren vedvarende har forklaret om konverteringen under hele sagsforløbet, at ansøgeren gennem de tidligere episoder har været i myndighedernes søgelys, og at der må antages at være forbindelse mellem de personer, som overfaldt ansøgeren, og myndighederne. Hertil kommer oplysningerne om ansøgerens konflikt med svigerfaderen. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende forholdene for kristne konvertitter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/24
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive straffet for utroskab af de iranske myndigheder eller ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren havde herved henvist til, at hun siden 2001 og indtil udrejsen havde haft et seksuelt forhold til en anden mand, og at ansøgerens ægtefælle havde opdaget dette og optaget en video visende ansøgerens utroskab. Ansøgeren havde desuden henvist til, at ægtefællen var ansat i efterretningstjenesten i Iran. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hun frygtede forfølgelse fra de iranske myndigheder, idet hun havde medtaget sin søn uden ægtefællens tilladelse. Ansøgeren havde endelig henvist til, at hun frygtede forfølgelse fra de iranske myndigheder, fordi hun havde deltaget i flere demonstrationer i Danmark, herunder foran den iranske ambassade. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring under sagen havde været divergerende med hensyn til blandt andet karakteren af forholdet til kæresten, herunder hvor ofte og hvor parterne havde mødtes og med hensyn til hvilken frihedsgrad, ansøgeren havde haft i forhold til sin ægtefælle. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været sin ægtefælle utro, og at dette var kommet til ægtefællens kendskab. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at myndighederne kunne antages at ville yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke fandt, at ansøgerens deltagelse i demonstrationer her i landet som menig deltager kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/23
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2008. I 2000 var ansøgerne flyttet til Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske kurdere fra Sardasht i Iran. Den mandlige ansøger havde sympatiseret med det kommunistiske parti Komala siden 1978 og havde været peshmerga fra 1984 til 1986. Efter ansøgernes indrejse i Irak havde de begge været medlemmer af Komala, og den mandlige ansøger havde siden 2000 arbejdet for Komala i en navngiven by. Den kvindelige ansøger havde i Irak arbejdet i Komalas bageri. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at de iranske myndigheder ville henrette dem som følge af deres tilknytning til partiet Komala. Den mandlige ansøgers broder havde arbejdet som partisan for partiet og var i 1985 blevet dræbt af iranske styrker. Den iranske efterretningstjeneste havde i henholdsvis 1995 og 2000 tilsagt den mandlige ansøger til at give møde. Ansøgeren var ikke mødt op. Efter familiens udrejse til Irak var den mandlige ansøgers familie i Iran blevet opsøgt af de iranske myndigheder, som havde villet vide, hvor ansøgerne befandt sig. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne fremstod troværdige og forklarede konsistent om grundlaget for deres ansøgninger. Henset til, at det af artikler på internettet fremgik, at broderen havde været peshmerga og var blevet martyr i 1985, at den mandlige ansøger havde været peshmerga, ansøgernes etnicitet, og at ansøgerne havde opholdt sig otte år i en navngiven by i Irak, hvor de havde været medlemmer af Komala, og hvor den mandlige ansøgeren havde forestået uddelingen af madvarer for partiet, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran ville være i konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundede forfølgelse. Iran/2010/22
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2000.I foråret 2003 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2003 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2009 at genoptage sagen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til at hun var blevet eksponeret i de danske medier, samt at hun sandsynligvis var blevet dømt in absentia og var eftersøgt i Iran. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran inden udrejsen i sommeren 2000 til grund. Ansøgeren havde således senest i perioden fra 1997 til årsskiftet 1999-2000 været journalist ved en avis, som var blevet lukket af myndighederne. I sommeren 1999 havde ansøgeren deltaget i studenteroprøret i Esfahan, hvor hun havde boet. Hun var blevet anholdt under en demonstration og tilbageholdt i 3 uger, hvor hun var blevet udsat for forskellige overgreb. Ved løsladelsen havde hun underskrevet en erklæring om, at hun ikke måtte have aktiviteter mod regeringen. Efter løsladelsen var hun kommet i kontakt med journalistforeningen og havde lavet aktiviteter for en navngiven person, som var opstillet til parlamentsvalget. Få dage før valget var hun blevet overfaldet af to mænd på motorcykel. I sommeren 2000 i Teheran havde ansøgeren tilsluttet sig en demonstration, som hun tilfældigt var kommet ind i. Hun var ikke blevet anholdt i den forbindelse, men var udrejst to dage senere. Ved udrejsen, som var sket legalt og problemfrit, var hun blevet grundigt paskontrolleret. Ansøgeren havde påberåbt sig, at hun efter indrejsen i Danmark var blevet identificeret som deltager i demonstrationen i sommeren 2000 og dømt in absentia, og at dette havde medført, at hendes ægtefælle var blevet afskediget fra sit arbejde, og at hendes søn ikke havde fået lov til at læse videre ved universitetet. Under opholdet i Danmark havde ansøgeren opsøgt fremtrædende danske politikere, og dagblade i Danmark havde gennem årene eksponeret hende med navn og billede samt med omtale af hendes sag, herunder med omtale af ansøgeren som kritisk over for styret i Iran. Der var herved henvist til senest 3 artikler i sommeren 2009 i en kendt, dansk avis. Endvidere havde der været avisomtale af, at den internationale forfatterforening PEN støttede ansøgeren, i hvilken forbindelse ansøgeren var omtalt som værende ”systemkritiker”. Flygtningenævnet fandt, at der under ansøgerens ophold i Danmark var sket en sådan eksponering af ansøgeren som systemkritiker, at ansøgerens frygt for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran på baggrund heraf og på baggrund af de forhold, som hun havde været udsat for inden udrejsen, måtte anses for velbegrundet. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at forholdene for bl.a. systemkritiske journalister i Iran måtte anses for skærpede de seneste år i forbindelse med præsidentvalget og forholdet til vesten. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på denne baggrund opfyldte betingelserne i Flygtningekonventionen for asyl, og Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke fornødent at foretage nærmere undersøgelser af, om ansøgeren var dømt in absentia, og om ansøgerens familie havde været udsat for diskrimination som følge af ansøgerens forhold, således som hun havde påberåbt sig. Flygtningenævnet beklagede meget, at Flygtningenævnet ikke havde truffet afgørelse vedrørende den seneste genoptagelsesanmodning på et betydeligt tidligere tidspunkt, henset dels til den tid, ansøgeren havde opholdt sig i Danmark, dels til at Flygtningenævnet havde besluttet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Iran/2010/21
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. I slutningen af 2008 var der blevet foretaget en person- og aldersundersøgelse af ansøgeren, der konkluderede, at ansøgeren måtte anses for at være 19 år eller derover på indrejsetidspunktet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren stammer fra Teheran. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede for sit liv, fordi han havde uddelt kopier af satiriske Mohammed tegninger. Han havde til støtte herfor anført, at den ven, der havde printet tegningerne, var anholdt af politiet, og at hans forretning var blevet plomberet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret overbevisende om sit asylmotiv. Hans forklaring fremstod som undvigende og divergerende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret uklart omkring uddelingen af kopi af tegningerne med hensyn til hvor og til hvem, han havde uddelt dem. Hans forklaring om, at vennen var anholdt, og forretningen var blevet plomberet, byggede på andenhåndsviden. Ansøgeren havde endvidere ikke givet en plausibel forklaring på formålet med en medbragt notesbog, der blandt andet indeholdt tyske og engelske gloser. Det bemærkedes herved, at ansøgeren var analfabet, og at de nævnte noter var blevet udfærdiget før den angivelige uddeling af tegningerne. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende om sine familieforhold, herunder om de opgivne navne i familieforholdsskemaet var navne på forældrene eller navne på plejeforældrene. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, fandt Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren på en overbevisende og troværdig måde havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/20
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Teheran. I 2007 var ansøgeren blevet fængslet af myndighederne, da der var blevet fundet KDPI materiale på faderens bopæl. I fængslet var han af en medfange blevet udsat for et drabsforsøg. Medfangen havde først forsøgt at kvæle ansøgeren og derefter slået ham til bevidstløshed. Herefter var ansøgeren blevet bragt til hospitalet. Ansøgeren havde givet en sygeplejerske sin morbroders telefonnummer. Morbroderen havde en nat hentet ansøgeren på hospitalet og kørt ham hjem til en for ansøgeren ukendt mand, der havde haft ansøgeren boende, indtil ansøgeren var udrejst. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren var blevet tilbageholdt i tre måneder af myndighederne i forbindelse med fundet af propagandamateriale for KDPI på faderens ejendom, at ansøgeren under en afhøring i fængslet havde videregivet sin viden om faderens og dennes to venners tilknytning til KDPI, og at han under tilbageholdelsen var blevet udsat for et drabsforsøg fra en medfanges side. Uanset at omstændighederne omkring ansøgerens undvigelse fremstod som uklare, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/2.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder, sunni-muslim og havde boet i Sarpole Zahab før sin udrejse af Iran. Han havde efter sin forklaring været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i 2007 -2008 havde været aktiv for KDPI, idet han sammen med et navngivent partimedlem omkring 10 gange havde uddelt politisk materiale. I efteråret 2008 forsvandt det andet partimedlem, efter han og ansøgeren havde uddelt materiale for KDPI. Dagen efter var ansøgerens moder og broder blevet anholdt af politiet. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han i 2000 var blevet smidt ud af skolen, idet han havde trodset en lærer og havde talt kurdernes sag. I den forbindelse var han endvidere blevet tilbageholdt i 15 dage, hvor han var blevet udsat for psykisk overgreb, idet han blandt andet havde fået oplyst, at hans fader var død, mens ansøgeren havde været tilbageholdt. Det havde efterfølgende vist sig at være korrekt, og ansøgeren havde ikke fået lov til at deltage i faderens begravelse. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, og han var derfor i en asylrelevant risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren opfyldte herefter betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/19.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. I begyndelsen af 2009 havde ansøgeren deltaget i et møde med KDPI’s ungdomsafdeling, hvor han havde fået udleveret nogle papirer. Papirerne havde han lagt i en bog han skulle bruge på sin aftenskole. Til undervisningen havde læreren taget ansøgerens bog for således at vise eleverne, hvad de skulle lave. Læreren havde studset over papirerne og var gået ind i et andet lokale med bogen. Et par dage senere var ansøgerens broder blevet anholdt af politiet, eftersom ansøgeren ikke havde været til stede på bopælen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Sarepole Zahab i Iran. Ansøgerens forklaring havde på nogle punkter fremstået som divergerende og udbyggende, men forklaringen havde i det væsentlige været den samme under hele behandlingen af sagen. Flygtningenævnet fandt således ikke at kunne afvise, at ansøgeren under et møde med KDPI’s ungdomsafdeling havde fået udleveret to stykker papir: dels en skabelon med teksten ”Leve Kurdistan” og ”KDPI” samt et medlemsbevis med ansøgerens navn og angivelse af, at han skulle indbetale 1000 tomaner, samt at myndighederne via aftenskolelæren var blevet bekendt med disse dokumenter. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/18.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. I foråret 2009 gennemførte ansøgeren en sprogtest, idet der var tvivl om hans identitet. Ansøgeren havde forklaret, at han havde haft aktiviteter for et kurdisk politisk parti, og at han havde modtaget en tilsigelse fra myndighederne. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen og navnlig forklaring i nævnsmødet, at ansøgeren havde fremstået som en person, der umiddelbart og uden forbehold havde besvaret spørgsmål om det hændelsesforløb, som dannede baggrund for ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet lagde derfor ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren, der var analfabet, og som på sin fødeegn havde arbejdet som hyrde for sin onkels dyr lige indtil udrejsen, via en kammerat havde fattet interesse for Komalah (Zahmatkeshani) og i mere end et år forud for udrejsen i slutningen af 2008 havde deltaget i politiske drøftelser med den tidligere nævnte kammerat og en anden kammerat. Denne var den sidste person af de tre i gruppen. Ansøgeren havde forklaret, at han flere gange sammen med den førstnævnte kammerat havde uddelt politisk materiale, selvom ansøgeren på grund af manglende læsekundskaber ikke nærmere havde kunnet redegøre for indholdet. Ansøgerens oplysninger om, at begge kammerater var forsvundet, og at onklen havde advaret ansøgeren og oplyst om, at efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens bopæl, fundet det nedgravede materiale og taget ansøgerens moder og søster med til afhøring, fandt Flygtningenævnet bestyrket ved ansøgerens forklaring og oplysninger om hans livsforhold i landsbyen i øvrigt. Det indgik i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens troværdighed, at ansøgerens måde at svare på i nævnsmødet havde fremstået som præget af den opvækst, han havde haft under sit hidtidig liv i landsbyen, der bestod af 120 til 150 huse. Flygtningenævnet lagde på denne baggrund videre til grund, at den tilsigelse, som ansøgeren først havde fremlagt i forbindelse med mødet i begyndelsen af 2010 på den beskikkede advokats kontor, fremstod rimelig forklaret i forhold til det sene fremlæggelsestidspunkt. Det fremgik af tilsigelsen, der rettelig var dateret i begyndelsen af 2009, at ansøgeren skulle møde et par dage senere end den daterede dato i domhuset. Idet Flygtningenævnet herefter lagde til grund, at det materiale, som ansøgeren havde opbevaret, havde været agitationsmateriale fra Komalah mod det iranske styre, og da ansøgerens aktivitet for Komalah ansås for båret af ansøgerens politiske tilslutning til Komalah, fandt Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran efter de foreliggende baggrundsoplysninger måtte anses for at risikere en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/17.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i slutningen af 2008. Ansøgeren havde forklaret, at han i 2001 havde været tilbageholdt og udsat for vold og tortur af de iranske myndigheder, fordi han i skolen havde været i besiddelse af en løbeseddel med en tegning af det kurdiske flag. Han forklarede endvidere, at han havde udført ulovlige opgaver for KDPI i sin forretning, og at de iranske myndigheder havde fundet ulovligt materiale i forretningen og derfor i 2008 havde sat ild til den. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarepole Zahab i Iran. Ansøgerens forklaring havde på en række punkter fremtrådt som divergerende og udbygget. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren i 2001 kortvarigt havde været tilbageholdt af de iranske myndigheder efter, at ansøgeren havde været i besiddelse af en kurdisk løbeseddel. Flygtningenævnet fandt ej heller at kunne afvise ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for KDPI, hvorefter ansøgeren fra 2006 og frem til udrejsen i slutningen af 2008 et antal gange havde kopieret illegale dokumenter og cd’er for KDPI, og at de iranske myndigheder ved kontrol af ansøgerens forretning havde fundet illegalt materiale for KDPI. Flygtningenævnet lagde desuden til grund, at der efterfølgende var blevet sat ild på ansøgerens forretning, muligt foretaget af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/16.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring gennem hele sagen, og understreget af fremlæggelse for nævnet af tre bryllupsfotografier, til grund, at ansøgeren havde indgået ægteskab i Iran. Flygtningenævnet havde ikke noget grundlag for at antage, at dette ægteskab var opløst. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var kommet i et alvorligt modsætningsforhold til sin broder og ægtefælle, idet de havde beskyldt hende for utroskab. Broderen havde i den anledning truet med at slå hende ihjel. Ægtefællen havde endvidere anmeldt ansøgeren til myndighederne for utroskab. Flygtningenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren nu var gravid og skulle nedkomme om cirka tre måneder. Efter en vurdering af familiens forhold, herunder navnlig broderens traditionelle indstilling, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren var i en reel risiko for at blive udsat for alvorlige overgreb, eventuelt æresdrab, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at myndighederne kunne antages at ville yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/15.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at det efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger måtte lægges til grund, at det anførte i asylregistreringsrapporten om, at en kammerat var blevet antruffet i basaren med nyhedsbreve, og at ansøgeren på det tidspunkt ligeledes havde haft nogle nyhedsbreve liggende i sin forretning, beroede på en misforståelse i tolkningen, således som ansøgeren havde redegjort for under samtalen med Udlændingeservice og under nævnsmødet. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring havde Flygtningenævnet videre tillagt det vægt, at ansøgeren er analfabet og alene havde gået i skole i knapt et år, idet han fra de tidlige barneår havde deltaget i driften af den forretning, som ansøgerens moder havde drevet sammen med ansøgerens søster og ansøgeren efter ansøgerens fars død. Flygtningenævnet fandt, at den usikkerhed, ansøgerens forklaring på nogle punkter havde efterladt hos Flygtningenævnet, på denne baggrund måtte tillægges mindre betydning, og at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv efter en samlet vurdering herefter måtte lægges til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren fra efteråret 2008 indtil den illegale udrejse i foråret 2009 havde hjulpet to venner med uddeling af nyhedsbreve og cd’er med myndighedskritisk agitationsmateriale fra Det Kurdiske Parti i Iran, KDPI. Uddelingen var sket dels via ansøgerens forretning dels om natten, hvor ansøgeren og en ven fra en motorcykel havde smidt materiale ind foran private boliger, moskeer og skoler (madrasser). Fem dage før ansøgerens udrejse i foråret 2009 havde ansøgerens venner, der dels havde været medlem dels sympatisør af KDPI, hentet det materiale, som ansøgeren havde haft liggende i forretningen, og tre dage senere havde ansøgeren erfaret, at de to venner var blevet anholdt. Ansøgeren var blevet advaret via en af vennernes moder, der var kommet til ansøgerens moder i forretningen, ligesom forretningen var blevet opsøgt af to personer, som en nabo anså for at være fra sikkerhedstjenesten. Ansøgeren, der først efterfølgende var kommet retur til hjemmet, havde forladt hjemmet og taget ophold hos sin farbror, der umiddelbart herefter havde arrangeret ansøgerens udrejse. På ovennævnte baggrund måtte Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af de iranske myndigheder i anledning af den politiske aktivitet for KDPI, som ansøgeren havde forklaret om, og at ansøgeren herefter ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse, som indebar, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/14.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder fra Kermanshah-provinsen i Iran, og at han som asylmotiv havde henvist til at have været anholdt og tortureret af myndighederne på grund af en mistanke om deltagelse i våbensmugleri, og at han ved en tilbagevenden frygtede overgreb fra myndighederne på grund af sin manglende overholdelse af en pålagt meldepligt. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret konsistent og troværdigt under sagen, og Flygtningenævnet fandt, at hans forklaring om tilbageholdelserne og forløbet af disse kunne lægges til grund. Flygtningenævnet fandt det i den forbindelse uden betydning, om ansøgeren havde ret i sin formodning om, hvem der havde været ansvarlig for den rejste mistanke. Henset til mistankens karakter og ansøgerens manglende overholdelse af sin meldepligt fandtes det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden fortsat ville være i myndighedernes søgelys og dermed fortsat i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren, der ikke tidligere havde været politisk aktiv, havde ikke overbevist Flygtningenævnet om, at hans eventuelle deltagelse i demonstrationer i Danmark havde haft en politisk baggrund, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at han i så fald var blevet identificeret af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/13.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurdisk iraner og sunni-muslim. Han havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at faderen var afgået ved døden i 1999, efter at have været tilbageholdt adskillige gange af de iranske myndigheder. Ansøgeren havde selv været tilbageholdt i 10 dage af de iranske myndigheder, idet han var blevet beskyldt for at have indtaget alkohol. Dette var imidlertid ikke rigtigt, idet man blot havde fundet nogle tomme øldåser i nærheden af ansøgeren. Ansøgeren var udrejst illegalt til Irak i 2003. I 2004 eller 2005 havde Basij henvendt sig til ansøgerens moder i Iran og havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren havde været registreret hos PUK som medlem af det kurdiske-iranske mindretal i irakisk Kurdistan og var ifølge ansøgerens oplysninger blevet truet med anholdelse og tilbagesendelse til det kurdiske Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at nogen af de ovennævnte forhold var asylbegrundende. Der forelå ikke konkrete oplysninger om, hvorfor faderen havde været tilbageholdt adskillige gange forud for sin død, og forholdet lå langt tilbage i tiden. Den omstændighed, at ansøgeren kortvarigt havde været tilbageholdt i 2001, angiveligt som følge af beskyldning for alkoholindtagelse, var ikke asylbegrundende i sig selv. Henvendelsen fra Basij til moderens bopæl i 2004 eller 2005 kunne heller ikke anses som asylbegrundende, idet det lå langt tilbage i tiden. Flygtningenævnet fandt, at den omstændighed, at der angiveligt forelå en aftale mellem de kurdiske myndigheder i Nordirak (PUK) og de iranske myndigheder om mulig tilbagesendelse af kurdiske iranere fra Irak til Iran, ikke i sig selv kunne anses som asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde udøvet politiske aktiviteter af nogen art og fremstod uprofileret. Ansøgeren havde under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for konkret og individuel asylbegrundende forfølgelse som følge af bestemmelserne i Flygtningekonventionen, eller at han ville være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for det kurdiske mindretal i Iran kunne ikke føre til noget andet resultat. Iran/2010/12.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra en landsby i Kermanshah provinsen. Ansøgeren havde adskillige gange hjulpet to medlemmer af KDPI med at krydse grænsen mellem Irak og Iran. Medlemmerne skulle bl.a. uddele løbesedler i Iran. I slutningen af 2008 var de to medlemmer kort efter indrejsen til Iran forsvundet, hvorfor ansøgeren straks flygtede. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren havde sympatiseret med KDPI, og at han i adskillige tilfælde havde smuglet to KDPI-medlemmer over grænsen mellem Irak og Iran. Ansøgeren havde fået meddelelse om, at de to medlemmer var forsvundet, og han var udrejst straks herefter. Efter udrejsen var ansøgerens bopæl blevet ransaget flere gange af efterretningstjenesten. Endvidere havde ansøgeren tidligere været afhørt og tilbageholdt, og herunder udsat for overgreb, af efterretningstjenesten, som ville have ham til at samarbejde med dem, hvilket han havde afslået. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Iran/2010.11.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. I perioden 2006-2008 havde ansøgeren et par gange fragtet pakker med partimateriale over grænsen til Irak for KDPI. Ansøgeren havde arbejdet på familiens landbrug, hvorfor han jævnligt passerede grænsen til Irak for at sælge sine grøntsager. I slutningen af 2008 havde myndighederne ransaget ansøgerens families gård på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde været hjemme. Myndighederne havde fundet en pakke, som ansøgeren ikke endnu havde bragt over grænsen. Ansøgerens fader var blevet anholdt og tilbageholdt i en måned. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en by beliggende tæt på den irakiske grænse. Uanset, at Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring på flere punkter var fremtrådt som divergerende og usammenhængende, uden at dette kunne antages at skyldes tolkeproblemer, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde modtaget og videreformidlet materiale fra KDPI i flere tilfælde. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl og i forbindelse hermed fundet en kasse indeholdende materiale fra KDPI og tilbageholdt ansøgerens fader i en periode på cirka en måned, samt at ansøgeren i forbindelse hermed var eftersøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet fandt det på denne baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran på grund af sine aktiviteter for KDPI ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/10.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren var således blevet degraderet og chikaneret af kolleger på sin arbejdsplads i Iran som følge af, at han var gift med en herboende iraner. Ansøgeren var udrejst som følge af, at han ikke havde kunnet få kontakt med sin ægtefælle, og han ønskede at leve sammen med hende og deres børn her i Danmark. Ansøgeren var efter det oplyste udrejst illegalt, og han mente, at han ikke ville kunne få sit job tilbage ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, ansøgeren havde været udsat for på sin arbejdsplads, havde været af et sådant omfang og karakter, at disse kunne anses for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han af den grund havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at det forhold, at ansøgeren var udrejst illegalt og i den anledning måtte imødese en straf ved tilbagevenden til Iran, gav grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at straffen for ulovlig udrejse ikke kunne antages at være uforholdsmæssig. Iran/2010/1.
Nævnet meddelte i september 2009 opholdtilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2006. I 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2007 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i foråret 2009 at genoptage behandlingen af sagen grundet sagens karakter. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han er journalist og forfatter, og at han i Iran ikke havde kunnet få sin bog udgivet pga. censur. Af samme årsag var han blevet udsat for tortur i form af 35 piskeslag samt truet af myndighederne. Ansøgeren havde i 2009 indledt en sultestrejke, og dette havde flere gange været omtalt i en landsdækkende avis. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ved ankomsten her til landet havde forklaret om sine aktiviteter som journalist i hjemlandet, herunder at han var kommet i modstrid med myndighederne i forbindelse med beskrivelse af blandt andet seksuelle minoriteters forhold. Videre havde han forklaret om de problemer, dette havde givet ham i forhold til myndighederne herunder om de overgreb, myndighederne havde begået over for ham. Som fastslået i Flygtningenævnets afgørelse fra foråret 2007 havde ansøgeren forklaret uddybende og uoverensstemmende herom. Efter udtalelser fra en navngiven overlæge, speciallæge i psykiatri, lagdes det til grund, at ansøgeren havde været udsat for tortur, og at han som følge af torturen havde mistet overblikket over det passerede. Det lagdes videre til grund, at ansøgerens identitet måtte være hans hjemlands myndigheder bekendt, idet der vedrørende ansøgeren havde været omfattende presseomtale. Iran/2009/9
Nævnet meddelte i august 2009 opholdstilladelse (K-status) til to brødre fra Iran. Den ene ansøger er mindreårig. Indrejst i 2008. Sagerne blev sambehandlet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne havde været ikke-praktiserende muslimer i Iran, og de var flygtet fra Teheran. De havde i Iran efter deres forklaring været aktive for Arbejdernes Kommunistiske Parti, og de havde i den forbindelse henholdsvis uddelt løbesedler samt stået vagt ved uddelingen. Efter deres ankomst til Danmark var ansøgerne konverteret og blevet døbt i den kristne kirke, ligesom de havde deltaget i op til 20 demonstrationer i Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne i begrænset omfang havde udøvet politiske aktiviteter i Iran. Det lagdes endvidere til grund, at den ene ansøgers navngivne forbindelsesmand til det kommunistiske parti var forsvundet, og at de iranske gardister havde ransaget ansøgernes families bopæl, hvor ansøgerne havde boet frem til deres flugt. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgerne i Danmark var konverteret, ligesom det lagdes til grund, at de flere gange havde deltaget i demonstrationer, og der var i den forbindelse blandt andet fremlagt et foto fra Politikens hjemmeside, hvor ansøgerne var afbilledet som deltagere i en demonstration, hvor den ene bar på et manipuleret foto forestillende den iranske præsident i nazi-uniform. Ud fra en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet herefter, at ansøgerne ved deres tilbagevenden til Iran ville befinde sig i en asylrelevant risiko for forfølgelse af de iranske myndigheder, dels som følge af deres konvertering til kristendommen, og dels som følge af deres politiske aktiviteter både i Iran og Danmark. Iran/2009/8
Nævnet meddelte i juni 2009 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Ansøgerne samt to børn søgte asyl 2000. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgerne og to børn afslag på asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse i 2003. I 2007 anmodede ansøgernes advokat om genoptagelse blandt andet med henvisning til den mandlige ansøgers politiske aktiviteter for KDPI og at disse aktiviteter formentlig er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Herudover har familien ved flere lejligheder udtrykt deres holdning til de iranske myndigheder via de danske medier, og er således blevet eksponeret i sådan en grad, at det ikke kan udelukkes den mandlige ansøger vil være i risiko for forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet besluttede i 2009 at genoptage sagen på baggrund af sagens karakter. Den mandlige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning, og den kvindelige ansøger er etnisk iraner og shiamuslim af trosretning. Under den tidligere asylsag havde ansøgerne som asylmotiv angivet den mandlige ansøgers medlemskab af KDPI samt det forhold, at han skulle have kritiseret det iranske styre. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning i sommeren 2003 til grund, at den mandlige ansøger der er etnisk kurder, i hjemlandet meldte sig ind i KDPI i 1979, og at han i efteråret 2000 var tilbageholdt af de iranske myndigheder i to dage, hvor han blev udsat for hårdhændet behandling. Efter indrejsen i slutningen af 2000 havde ansøgeren været politisk aktiv for KDPI og var nu medlem af en lokalledelse af KDPI i Danmark. Ansøgeren havde deltaget i en række demonstrationer blandt andet foran den iranske ambassade. Ansøgerne havde flere gange været eksponeret i landsdækkende tv – herunder en gang ved en folketingspolitikers besøg hos ansøgerne i et indkvarteringscenter, hvor den pågældende udtalte sig om forholdene for afviste asylansøgere, og den mandlige ansøger udtalte sig kritisk om det iranske styre. Iran/2009/7
Nævnet stadfæstede i marts2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Iran. Indrejst i 2007.Ansøgeren havde oplyst, at han i 1999 havde deltaget i en studenterdemonstration. Ansøgeren var blevet anholdt under demonstrationen, og han havde været tilbageholdt i omkring en måned. Ansøgeren var blevet løsladt på betingelse af, at han opfyldte en meldepligt. I 2003 havde ansøgeren på ny deltaget i en demonstration, og han var to dage senere blevet anholdt. Ansøgeren havde været tilbageholdt i omkring en måned, og var endnu en gang blevet løsladt på betingelse af, at han opfyldte en meldepligt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han i hjemlandet ikke havde været politisk aktiv udover at have deltaget i to studenterdemonstrationer. Ansøgeren var i besiddelse af pas udstedt af iranske myndigheder. Passet var blevet benyttet i forbindelse med flere rejser til udlandet. Ved ankomsten her til landet havde ansøgeren urigtigt angivet, at en medrejsende var hans ægtefælle. Ansøgeren havde været i besiddelse af dokumentation for en irakisk lægeeksamen. Den pågældende dokumentation var ifølge ansøgeren falsk og var blevet anskaffet i perioden op til udrejsen med henblik på at søge asyl i Sverige som irakisk statsborger. Det fremgik, at ansøgeren, efter de af ham oplyste tilbageholdelser, havde fået mulighed for at færdiggøre sin uddannelse, ligesom det havde været ham muligt at foretage flere udrejser af Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at de af ansøgeren oplyste tilbageholdelser i sig selv kunne være asylbegrundende. Det lagdes i denne forbindelse til grund, at ansøgeren havde været en af mange demonstranter, og at det af den foreviste optagelse ikke fremgik, at ansøgeren havde profileret sig. Ansøgeren havde ingen viden om, hvad der skete med de andre demonstranter, også på denne baggrund fandt Flygtningenævnet det ikke troværdigt, at ansøgeren i en lang årrække havde været pålagt meldepligt. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet fandt heller ikke at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2009/5
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran.Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således haft forskellige aktiviteter for kvindebevægelsen i Iran. Hun havde i forbindelse hermed været behjælpelig i forbindelse med trykning/transport af løbesedler indeholdende kvindesagssynspunkter. I den forbindelse havde myndighederne fundet 700 til 800 løbesedler på hendes bopæl, og de havde beslaglagt hendes computer, bøger med videre. Ansøgeren var ikke taget tilbage til bopælen efter ransagningen, men havde taget ophold hos blandt andet sin søster og sin mor, indtil hun var udrejst cirka en måned senere. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse på grund af sin politiske overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Iran/2009/3
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren var ca. 4 år tidligere begyndt at interessere sig for kristendommen og havde deltaget i et par private møder hos kristne armenere samt en gudstjeneste. Ansøgerens familie havde udstødt ansøgeren, da ansøgerens morbroder hos ansøgeren havde fundet billeder af ansøgeren stående foran en kirke. Ansøgeren var flygtet, da to af ansøgerens kristne, armenske venner var blevet anholdt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var fra Teheran, hvor hans familie fortsat var bosiddende, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde under hele sagen påberåbt sig, at han søgte asyl på grund af sin kristne tro. Uanset at ansøgeren på nogle punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, havde hans forklaring for Flygtningenævnet fremstået som selvoplevet og detaljeret på en sådan måde, at Flygtningenævnet ikke kunne afvise det påberåbte asylmotiv, hvorefter ansøgeren på grund af sine aktiviteter sammen med kristne armenere forud for udrejsen var kommet i et modsætningsforhold til sin familie og herunder navnlig sin morbroder, der var en højerestående myndighedsperson. Det blev særligt bemærket, at det under nævnsmødet var blevet konstateret, at den anvendte syntaks i asylskemaet fremstod mangelfuld og således kunne forklare nogle af de upræcise forhold. Iran/2009/16
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at han i 2008 havde været med til at danne en politisk gruppe mod det islamiske regime, som blandt andet havde uddelt løbesedler fremstillet i ansøgerens lejede ejendom. I 2009 var ansøgeren blevet ringet op af en navngiven person fra efterretningstjenesten, som havde fortalt ansøgeren, at tre medlemmer af gruppen var blevet anholdt. Tre dage senere var ansøgeren udrejst af byen. Efter ansøgeren var udrejst, havde han og hans fader modtaget tre tilsigelser fra myndighederne, som havde tilsagt dem til dels at møde for retten og dels at møde på politistationen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han havde deltaget i demonstrationer ved den iranske ambassade i København. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på nogle punkter havde afgivet divergerende forklaringer, ligesom hans forklaringer om sit asylmotiv havde fremstået noget usikre og ikke velbegrundede. Ansøgeren havde således ikke kunnet give nogen fyldestgørende forklaring på, at han – efter at han i nogle år havde fungeret som forhandler af illegale varer mellem Iran og Irak – var anstifter af en politisk gruppe på omkring 15 medlemmer, og at han havde lejet en ejendom med henblik på at fremstille løbesedler til uddeling i byen. Flygtningenævnet fandt det noget påfaldende, at der i lejemålet skulle have befundet sig et bibliotek med bøger, som ansøgeren ikke havde haft nærmere kendskab til, bortset fra to forfatternavne. Ansøgeren havde forklaret divergerende om sin udrejse. Til asylansøgningsskemaet havde han oplyst, at hans moder havde ringet til ham samme dag, som der var sket henvendelser på familiens bopæl, og at han derefter øjeblikkeligt var udrejst til Irak. Ifølge samtalereferatet og under nævnsmødet havde ansøgeren derimod forklaret, at han havde gemt sig tre dage hos morbroderen efter, at en navngiven bekendt havde ringet ham op og fortalt, at tre af gruppens medlemmer var blevet anholdt. Han havde i løbet af de tre dage fået kontakt med en agent, som havde hjulpet ham med udrejsen. Ansøgeren havde under nævnsbehandlingen fremlagt kopier af tre tilsigelser, som angiveligt havde vedrørt indkaldelse dels af ansøgeren og dels af hans fader. Tilsigelserne var efter ansøgerens forklaring tilsendt ham som vedhæftede filer til en e-mail ti til femten dage forud for nævnsmødet. Ansøgeren forklarede, at han havde slettet e-mailen med det samme efter at have udprintet tilsigelserne. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at uanset at i hvert fald to af tilsigelserne var dateret forud for samtalen med Udlændingeservice, havde ansøgeren intet nævnt om tilsigelserne, selvom han efter sine egne oplysninger jævnligt havde talt med sin fader i telefon. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke grundlag for at udsætte sagen på, at tilsigelserne forsøgtes ægthedsvurderet. Ansøgeren gjorde gældende, at han havde deltaget i adskillige demonstrationer mod det iranske regime, blandt andet foran den iranske ambassade i København. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han under disse demonstrationer var blevet profileret på en sådan måde, at hans deltagelse i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt det herefter i det hele ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. Iran/2009/14
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. I efteråret 2002 var ansøgeren på sit studie begyndt at uddele løbesedler med oplysninger omkring kvinderettigheder. Materialet havde ansøgeren fået udleveret af sin søster. I begyndelsen af 2003 var ansøgeren og hans søster blevet anholdt og udsat for tortur. Ansøgeren var blevet løsladt efter 5 måneder og søsteren var blevet løsladt efter 1 år. I 2006 havde ansøgeren og hans søster genoptaget aktiviteterne, hvilket havde resulteret i, at ansøgerens søster samt venner var blevet anholdt i efteråret 2008. Flygtningenævnet udtalte, at det af ansøgerens forklaring fremgik, at han sammen med søsteren havde været politisk aktiv og herunder uddelt løbesedler samt optaget fotografier af demonstrationer med videre, at ansøgeren i den anledning havde været underkastet fængselsophold, hvor han var blevet udsat for tortur, der havde medført påviselige skader. Videre at ansøgerens søster og to andre fra hans organisation umiddelbart inden ansøgerens udrejse var blevet fængslet. Endelig at ansøgerens søsters skæbne var ukendt. Flygtningenævnet lagde i al væsentlig ansøgerens forklaring til grund, hvorfor ansøgeren herefter sås omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2009/13
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgerne var indrejst samtidigt og var efter det oplyste samlevende i Danmark. Ansøgeren havde ønsket at gifte sig, men havde ikke fået tilladelse hertil fra den kvindelige ansøgers familie. De var derfor stukket af hjemmefra og havde efter at have opholdt sig i en periode i hjemlandet forladt Iran. Ansøgerne havde henvist til, at der var udstedt en arrestordre vedrørende dem. Flygtningenævnet fandt, at ansøgernes forklaring ikke fremstod overbevisende og sammenhængende. Endvidere var der modstridende oplysninger mellem den mandlige ansøgers forklaring og forklaringen fra ansøgerens samlever. Ansøgeren og samleveren havde forklaret, at de begge var opvokset i en navngiven, mindre landsby i nærheden af Marivan, hvor alle havde kendt alle i landsbyen. Uagtet dette havde ansøgeren og samleveren begge forklaret, at de aldrig havde talt alene sammen før den aftalte ”bortførelse” i begyndelsen af 2008. Forud for nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at samleveren havde boet hos sin onkel, der ikke havde dyrehold. I nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at onklen havde dyrehold. Samleveren havde forklaret, at onklen havde været fårehyrde og havde haft en stor dyreflok. Ansøgeren havde forklaret, at han og samleveren efter ”bortførelsen” havde opholdt sig sammen i en plantage tæt ved Teheran i fem-seks måneder, hvor de efter godt en måneds ophold havde fået underretning om den arrestordre, der havde været udstedt imod dem. Ansøgeren havde ifølge samtalereferatet under samtalen med Udlændingeservice oplyst, at det havde været samleverens navngivne fætter, der havde fået lavet arrestordren, og at han lige efter at have fået underretning om arrestordren havde drøftet sin viden med samleveren. Samleveren havde ifølge samtalereferatet med Udlændingeservice oplyst, at myndighederne ikke havde ledt efter hende, og at hun ikke vidste, hvorfor ansøgeren havde skullet sige, at de var eftersøgt af politiet. Samleveren havde i modsætning hertil under nævnsmødet forklaret, at hun godt havde været klar over, at der havde været udstedt en arrestordre, da hun havde været i Teheran med ansøgeren, idet ansøgeren havde fortalte hende om det. Samleveren havde i samtalen med Udlændingeservice – i modsætning til ansøgerens oplysninger – forklaret om, at hun og ansøgeren var blevet religiøst gift under opholdet i Teheran, men havde til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg af slutningen af 2009 og i nævnsmødet erkendt, at denne oplysning ikke havde været rigtig. Samleveren havde ifølge samtalereferatet endvidere forklaret, at hun var blevet udsat for indirekte ubehageligheder fra onklens ægtefælle under opholdet hos onklen, men at hun ikke var blevet slået. Samleveren havde til advokaten og i nævnsmødet forklaret, at hun ofte var blevet slået. Efter en samlet vurdering af ansøgerens og samleverens forklaringer fandt nævnet herefter, at ansøgerens og samleverens forklaringer om de nærmere omstændigheder om ”bortførelsen”, hvorunder de sammen var taget fra landsbyen til Teheran og derefter var udrejst af Iran af frygt navnlig for en udstedt arrestordre og myndighedspågribelse, ikke kunne lægges til grund. Da det efter udlændingelovens § 40 påhviler ansøgeren at sandsynliggøre det asylmotiv, som han påberåber sig, og da nævnet fandt, at dette ikke var sket, fandt nævnet herefter ikke, at ansøgernes forklaring om sit asylmotiv kunne lægges til grund. Ansøgerne havde derfor ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, herunder § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at ansøgerne havde forklaret, at de ikke i øvrigt havde haft nogen konflikter med de iranske myndigheder. Iran/2009/12
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde, efter at have søgt om skilsmisse, mødt en anden mand, som hun havde haft et seksuelt forhold til. På et tidspunkt var det seksuelle forhold mellem ansøgeren og denne mand blevet optaget på DVD. Efterfølgende var ansøgeren blevet uvenner med manden, hvorefter han havde vist DVD’en til ansøgerens ægtefælle. Ægtefællen havde brugt denne DVD som dokumentation for en klage til Den Islamiske Revolutions Domstol. Ægtefællen havde endvidere udsat ansøgerens familie for chikane. Ansøgeren havde herefter taget kontakt til en advokat i Teheran, som havde informeret hende om, at hendes forbrydelse havde været meget alvorligt, idet et ulovligt forhold uden for ægteskab ville blive straffet med døden. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i forbindelse med asylansøgningen og i asylansøgningsskemaet havde oplyst, at hendes asylmotiv var, at hun frygtede straf efter iransk lov som følge af utroskab, at hendes ægtefælle havde udøvet vold, at hun som følge heraf havde søgt om skilsmisse, og at ægtefællen havde kendskab til hendes utroskab. Ansøgeren havde efterfølgende udbygget sin forklaring og havde i den forbindelse forklaret divergerende. Flygtningenævnet fandt derfor, at dele af denne forklaring ikke kunne lægges til grund. Ansøgeren havde dog fastholdt det oprindelige asylmotiv, ligesom hun havde fremlagt fotografier til dokumentation af ægtefællens voldsudøvelse. Hun havde også i hele forløbet fastholdt, at hendes elsker havde truet med at afsløre hendes utroskab overfor hendes ægtefælle ved hjælp af en filmoptagelse, og at ægtefællen efterfølgende havde henvendt sig til hendes forældre og oplyst om ansøgerens utroskab. Under hensyn hertil og til, at der var kulturelle og personlige forhold, der kunne forklare de nævnte troværdighedsproblemer med hensyn til detaljerne i ansøgerens forklaring, fandt nævnet, at essensen i asylmotivet ikke kunne tilsidesættes. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om strafforfølgningen af utroskab i Iran, var ansøgeren herefter omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2009/11
Nævnet meddeltei september 2009 opholdstilladelse (K-status) til to mandlige statsborgere fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgerne er brødre. Ansøgerne er shia muslimer, persere og fra Teheran. De havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktive. Den ældste broder havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden i Iran, idet han dels overfor myndighederne havde fortiet, at han jævnligt havde haft kontakt til en ven i USA og dels, at han havde videregivet fortrolige cd´er til vennen i USA. Cd´erne havde han anskaffet sig via sit arbejde på et militært arkiv. Den iranske hær havde derfor anklaget ham for at være spion. Den yngste broder havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden i Iran som følge af broderens forhold, idet han havde hjulpet broderen med at videregive en cd med militærhemmelige oplysninger til broderens ven i USA. Flygtningenævnet udtalte, at selvom den ældste broder først ved samtalen hos Udlændingeservice og senere mere detaljeret havde forklaret om sin kontakt med sin barndomsven, der havde boet i USA, og at han havde forsynet denne med militærhemmelige oplysninger, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne havde videregivet oplysninger og cd´er til en person, der havde boet i USA. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerne ikke havde modtaget penge herfor, og at de havde gjort dette, da de havde været utilfredse med det iranske styre. Herudover lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne var flygtet som følge heraf, og at faderen var blevet arresteret, tilbageholdt og ikke var blevet løsladt. Ligesom i den ældste broders sag, lagde Flygtningenævnet den yngste broders forklaring til grund. Begge ansøgere opfyldte derfor betingelserne for at få asyl efter udlændingeloven § 7, stk. 1, da de måtte antages at ville blive forfulgt af de iranske myndigheder ved deres tilbagevenden til Iran, og at deres aktiviteter, af myndighederne, ville blive opfattet som rettet mod styret. Iran/2009/10
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring havde nævnet taget særlig hensyn til, at ansøgeren var 16 år gammel. Ansøgeren havde i sin forklaring på en uforbeholden og en umiddelbar måde besvaret spørgsmål i nævnsmødet, og nævnet havde efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger fundet, at oplysningerne i al væsentligt kunne lægges til grund. Dette gjaldt, uanset ansøgeren først til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg havde oplyst om en natlig skudepisode i foråret 2007, og uanset Udenrigsministeriets kilde ifølge Udenrigsministeriets notat havde vurderet, at den tilsigelse og rykker fra domstolen i Shiraz, som ansøgeren havde modtaget i kopi under sit ophold i Danmark, ikke var kopi af ægte dokumenter. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren, der ikke forud havde problemer med de iranske myndigheder, efter opfordring fra nogle lærere på det gymnasium, hvor ansøgeren var elev, havde deltaget i en demonstration mod regimet og for frihed og ytringsfrihed i foråret 2007. Ansøgerens fætter havde også deltaget. Ansøgeren var blevet slået af en betjent og var kommet på hospitalet, men var blevet udskrevet dagen efter. Ansøgerens gymnasium havde meddelt, at ansøgeren herefter ikke kunne fortsætte som elev på gymnasiet. Ansøgerens forklaring herom var bestyrket ved den fremlagte erklæring fra foråret 2007 fra skoleinspektøren på gymnasiet, som var vedhæftet som bilag til sagen, men først oversat i nævnsmødet. Ansøgeren var blandt andet sammen med sin fætter fortsat med at skrive slogans og uddele løbesedler på opfordring fra de demonstrerende læreres organisation. En nat i foråret 2007 havde ansøgeren været fører af en personbil. I bilen havde siddet tre andre, herunder en person på cirka 30 år, der var stærk modstander af regimet. Den pågældende havde dirigeret bilen til et bestemt sted og her skudt med en pistol mod en navngiven myndighedsperson, der var blevet ramt i ansigtet. Efterfølgende havde ansøgeren taget ophold i hjemmet, men var flygtet senere i foråret 2007, da en række personer fra enten politiet eller efterretningstjenesten havde indfundet sig for at anholde ansøgeren. Ansøgeren havde taget ophold hos sin bedstefar, hvorefter han i foråret 2007 efter sin bedstefaders bestemmelse var udrejst af Iran. Nævnet lagde efter ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgerens fætter og den nævnte 30-årige person var blevet anholdt, fætteren en uge efter ansøgerens udrejse, og at disse nu havde været anholdt i cirka halvandet år. Det indgik endvidere i nævnets samlede vurdering, at ansøgerens far gennem en årrække havde tilkendegivet sin modstand mod de iranske myndigheder, og at faderen herunder havde været frihedsberøvet i Iran og siden var flygtet. Endvidere havde ansøgerens lillebror været kortvarigt tilbageholdt, og ansøgerens mor, der fortsat boede i hjemmet i Shiraz, havde måttet stille et skøde som kaution for at få lillebroderen løsladt. Nævnet fandt, at en samlet vurdering af ansøgerens forhold på den ovennævnte baggrund indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran kunne risikere hos de iranske myndigheder at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, og at ansøgeren derfor havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2008/9
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet fandt efter det foreliggende at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Det var nævnets indtryk, at ansøgerens oplysninger fremstod selvoplevede, og han havde afgivet en konsistent og detaljeret forklaring om hændelsesforløbet. Nævnet fandt derfor at måtte lægge ansøgerens forklaring til grund i sin helhed. Det lagdes herefter til grund, at der i efteråret 2007 var fremkommet adskillige anonyme telefoniske henvendelser til ansøgerens forældre med trusler og skældsord rettet imod ansøgeren og hans bror med beskyldninger om at være overgået til kristendommen, at broderen ligeledes i efteråret 2007 var blevet overfaldet af ukendte personer af samme grund, at ansøgeren og hans bror senere i 2007 hver havde modtaget et anonymt trusselsbrev ligeledes med henvisning til, at de var kristne. Hertil kom oplysningerne om telefonopringningerne til forældrene angående identificering af ansøgeren og hans bror på retsmedicinsk institut. Endelig lagdes det til grund, at myndighederne havde henvendt sig på bopælen i begyndelsen af 2008 med henblik på at anholde ansøgeren og hans bror samt ransage bopælen. På denne baggrund kunne nævnet ikke afvise, at ansøgeren efter myndighedernes opfattelse var konverteret til kristendommen. Når der endvidere blev henset til de indledte rettergangsskridt, kunne nævnet videre ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2008/8
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren først til sin beskikkede advokat havde oplyst om aktiviteter for KDPI. Under samtalen med Udlændingeservice blev ansøgeren direkte spurgt, om han havde haft politiske aktiviteter for partiet, hvortil han svarede benægtende. Uanset ansøgerens begrundelse for denne divergens kunne Flygtningenævnet herefter ikke lægge vægt på ansøgerens forklaringer om sine politiske aktiviteter. Ansøgeren havde i øvrigt som sit asylmotiv henvist til, at en navngiven piges familie stræbte ham efter livet og havde anmeldt ham til myndighederne i Iran, fordi ansøgeren havde krænket pigens families ære. Ansøgeren havde forklaret udbyggende og usammenhængende omkring trusler fra pigens familie og indkaldelser fra myndighederne. På baggrund heraf og under hensyn til, at ansøgeren havde opholdt sig cirka fem år i Iran efter tilbagekomst fra Irak, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren efterstræbtes af myndighederne på grundlag af anmeldelse fra pigens familie, eller at pigens familie efterstræbte ansøgeren. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 7. marts 2008 om forholdene for iranske kurdere, der efter mange år i Irak vender tilbage til Iran, at de ikke er velkomne, og at myndighedernes generelle undertrykkelse af dem i iransk Kurdistan er skærpet. Det fremgår imidlertid endvidere, at iranere, der har opholdt sig i Vesten, generelt frit kan vende tilbage, hvis de ikke er skyldige i alvorlige forbrydelser mod iranske borgere eller myndighedspersoner. Under hensyn til det, der var anført ovenfor om ansøgerens asylmotiv - herunder navnlig, at ansøgeren havde opholdt sig i cirka fem år i Iran efter at være vendt tilbage fra Irak, og under hensyn til, at der ikke var holdepunkter for, at ansøgeren var blevet eksponeret under opholdet i Danmark - fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Iran/2008/7
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Under et ophold i Aserbajdsjan deltog ansøgeren i1993 i en flykapring, der skulle bringe ham til Norge, hvor han agtede at søge asyl. Ansøgeren blev dømt i Rusland for sin medvirken til flykapringen og blev senere meddelt afslag på asyl i Norge. I 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse, hvorved nævnet lagde til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse af de i udlændingelovens § 7, stk. 1, anførte grunde. Et flertal af nævnets medlemmer fandt imidlertid, at ansøgeren var udelukket fra asyl, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Ansøgeren blev samtidig pålagt at udrejse. Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1, bestemte nævnet, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Iran eller et land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Iran, jf. den dagældende udlændingelovs § 33, stk. 1 og 2, samt § 31, stk. 1, og § 31, stk. 2, 1. pkt. I 2006 anmodede ansøgerens advokat Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren som følge af flykapringen sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens øvrige forhold ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse fra 2002 havde ansøgeren i 1993 gjort sig skyldig i flykapring. Ansøgeren blev ved en russisk domstol idømt fem års fængsel for forbrydelsen. Ansøgeren blev løsladt efter afsoning af straffen i 1997. Ved spørgsmålet om anvendelse af Flygtningekonventionens art. 1 F (b) fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin handling havde begået en ”alvorlig ikke-politisk forbrydelse”, hvilket ikke var bestridt af ansøgeren og den beskikkede advokat. De pågældende havde imidlertid gjort gældende, at udelukkelsesgrunden i art. 1 F (b) ikke skulle bringes i anvendelse i forhold til ansøgeren, og havde som begrundelse herfor henvist til ansøgerens rolle og psykiske tilstand på gerningstidspunktet samt til, at ansøgeren havde afsonet sin straf, og at der var forløbet adskillige år, siden handlingen blev begået. Af UNHCR´s Background Note fra september 2003, Guidelines on international protection: “Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relation to the Status of Refugees”(Flygtningenævnets baggrundsmateriale nr. 47) anføres i punkt 85: ”Hijacking is an internationally condemned act as reflected by a number of the treaties listed in Annex D, but an act of hijacking does not automatically exclude the perpetrator from refugee status. Rather, it requires consideration of the exclusion clauses, notably Article 1F(b), in the light of the particular circumstances of the case. It is evident that hijacking poses a grave threat to the life and safety of innocent passengers and crew. It is for this reason that there is so much opprobrium attached to acts of hijacking. Thus, acts of hijacking will almost certainly qualify as “serious” crimes and the threshold for the proportionality test will be extremely high – only the most compelling circumstances can justify non-exclusion for hijacking”. Ved bedømmelsen af forbrydelsens karakter lagde nævnet blandt andet vægt på oplysningerne om ansøgerens rolle i flykapringen, der var detaljeret beskrevet i ansøgerens forklaringer til en norsk politirapport i 1993, der var underskrevet af ansøgeren, og en norsk politirapport senere i 1993, hvor afhøringen var foretaget under tilstedeværelse af ansøgerens advokat, der senere skriftligt havde fremsat rettelser hertil. Nævnet kunne derfor ikke tillægge det betydning, at ansøgeren under nævnsmødet havde forklaret anderledes om sin rolle i flykapringen. Nævnet havde videre lagt vægt på, at flykapringen blev begået uden for hjemlandet, og at flykapringen efter det foreliggende ikke var den eneste måde, hvorpå ansøgeren kunne forlade Aserbajdsjan. På baggrund af det anførte om forbrydelsens alvorlige karakter fandt nævnet ikke, at der skulle lægges afgørende vægt på, at ansøgeren var dømt for handlingen og havde afsonet straffen. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der burde lægges afgørende vægt på den tid, der var forløbet siden forbrydelsen blev begået. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens psykiske tilstand på gerningstidspunktet, bemærkede nævnet, at ansøgeren blev udleveret af de norske myndigheder til de russiske myndigheder, hvor han efter det foreliggende blev idømt en almindelig fængselsstraf på fem år. De lægelige oplysninger gav ikke grundlag for at antage, at ansøgerens psykiske tilstand på gerningstidspunktet havde været af en sådan karakter, at udelukkelsesgrunden efter Flygtningekonventionens art. 1 F (b) ikke burde bringes i anvendelse. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af det anførte, at ansøgeren fortsat måtte udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Iran/2008/5
Nævnet meddelte i februar 2008 opholdstilladelse (K- status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en by nær den iransk-irakiske grænse, hvor det meste af ansøgerens familie fortsat er bosiddende. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren havde sympatiseret med KDPI og udført aktiviteter for partiet i form af uddeling af løbesedler, ligesom han havde deltaget i en lukket particelle i hjembyen. Det lagdes videre til grund, at ansøgeren 14-16 dage før udrejsen var blevet advaret af sin bror om, at to af particellens medlemmer var blevet anholdt og havde angivet ansøgeren. Flertallet lagde ved sin vurdering af ansøgerens forklaring vægt på, at den fremstod som selvoplevet, og at ansøgerens første samtale med Udlændingeservice fremstod forholdsvis kortfattet. Flertallet kunne på denne baggrund heller ikke afvise ansøgerens oplysninger om, at myndighederne efterfølgende havde henvendt sig på bopælen vedrørende ansøgeren. På denne baggrund fandt flertallet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2008/2
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i sit hjemland havde uddelt partiaviser for KDPI, og at der under en husundersøgelse var fundet et eksemplar af en partiavis på hans bopæl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, at ansøgeren havde sympatiseret med KDPI i en kortere periode forud for udrejsen, og at ansøgeren tre gange havde uddelt aviser for partiet. Uanset, at ansøgerens forklaring på nogle punkter havde fremstået upræcis, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at myndighederne efter anholdelsen af ansøgerens kontaktperson havde ransaget ansøgerens bopæl og medtaget en KDPI-avis, og at myndighederne efterfølgende havde rettet yderligere henvendelse på bopælen samt haft denne under observation. På denne baggrund fandt Flygtningenævnets flertal det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af sine aktiviteter for KDPI. Iran/2008/16
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Af denne fremgik blandt andet, at han havde ønsket at fremstille en film med et politisk sigte. Videre at han havde opgivet dette, efter at han havde været frihedsberøvet og herunder været udsat for hårdhændet behandling. Ansøgeren havde ikke derefter haft politiske aktiviteter. Det fremgik endeligt, at ansøgeren var blevet sat i forbindelse med nogle personer, som dels var henrettet og dels havde fået langvarige fængselsstraffe. Under de foreliggende omstændigheder lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i nærliggende risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling. Iran/2008/15
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2006. Ansøgeren havde forklaret, at hun var aktiv for et parti, der kæmper for arabernes rettigheder. To af ansøgerens brødre var medlemmer af partiet. Den 15. april 2005 deltog ansøgeren i en demonstration rettet mod det iranske styre. Ansøgerens søskende deltog i demonstrationen. En af ansøgerens brødre bad hende om at medbringe nogle flag og papirer. Under demonstrationen blev der råbt slagord mod styret. Ansøgeren hørte skud og flygtede sammen med to af sine brødre. En anden af ansøgerens brødre og hendes søster forsvandt og blev fundet dræbt nogle måneder efter demonstrationen. Cirka en måned efter, at ligene af ansøgerens bror og søster blev fundet, ransagede de iranske myndigheder ansøgerens families bopæl. I ansøgerens værelse fandt myndighederne nogle cd’ere indeholdende politisk materiale, som de konfiskerede sammen med ansøgerens id-kort. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk araber fra Iran. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lagde nævnet vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende på flere punkter og ikke havde kunnet oplyse nærmere om væsentlige punkter i det angivne forløb. Ifølge samtalen hos Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at hun afsluttede sin gymnasiale uddannelse i sommeren 2005 og herefter deltog i et fem måneders forberedelseskursus. Under nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at hun havde afsluttet sin gymnasiale uddannelse flere måneder forud for demonstrationen den 15. april 2005, fordi hun var særlig dygtig, samt at hun ikke havde deltaget i et forberedelseskursus, men alene læst hjemme. Ansøgeren havde forklaret, at hun ikke havde følt sig tryg ved tolken ved samtalen. Nævnet fandt ikke, at dette på overbevisende måde kunne forklare, hvorfor hun skulle have afgivet urigtige oplysninger om sine uddannelsesforhold. Nævnet lagde herefter ansøgerens oprindelige forklaring til grund om uddannelsesforholdene. Ansøgeren havde i øvrigt under nævnsmødet forklaret, at hendes politiske aktiviteter startede efter demonstrationen, og at der cirka syv måneder efter demonstrationen var sket husransagning på bopælen, hvilket havde fået ansøgeren til at flytte til sine morbrødre i en nærliggende landsby, hvor hun opholdt sig, indtil hun tog til Teheran i november 2006. Nævnet bemærkede, at det forekom usandsynligt, at ansøgeren uden at blive pågrebet havde kunnet opholde sig cirka et år hos morbrødrene efter den angivne husransagning. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter havde været upræcis og til dels uoverensstemmende. Ifølge samtalen hos Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at hun til at begynde med hjalp sine søskende. Over for nævnet havde ansøgeren forklaret, at hun først begyndte sine aktiviteter efter demonstrationen og efter at hendes søskende var forsvundet eller gået under jorden. På baggrund af det anførte kunne nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af myndighederne på grund af politiske aktiviteter. Det forhold, at ansøgeren er af arabisk afstamning, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Det bemærkedes herved, at den diskrimination, der udøves over for den arabiske del af befolkningen i Iran, ikke fandtes at være så omfattende og intensiv, at den kunne anses for forfølgelse i flygtningekonventionens forstand. Det forhold, at ansøgeren havde fået et barn uden for ægteskab med en herboende mand, kunne ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun forud for udrejsen havde været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, eller at hun ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2008/12
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde oplyst, at hendes fader arbejdede i militæret og havde adgang til en række hemmelige oplysninger, hvorfor ansøgerens familie blev overvåget. Ansøgeren havde på et tidspunkt en kæreste i Danmark, som hun havde telefonisk kontakt med. Telefonen blev aflyttet, hvorefter ansøgeren og forældrene skulle møde i retten. I retten fik ansøgeren forbud mod at fortsætte med at have kontakt med kæresten på grund af faderens stilling, og forældrene blev suspenderet. Forældrene og ansøgeren skulle herefter underskrive en erklæring, for at forældrene kunne genoptage deres arbejde. Ansøgeren fortsatte imidlertid med at have kontakt med sin kæreste og begyndte at arbejde som stewardesse, hvilket gjorde det muligt for hende at udeblive fra sit arbejde og uden forældrenes tilladelse udrejse til kæresten i Danmark. I Danmark flyttede ansøgeren sammen med sin kæreste, som hun indledte et seksuelt forhold til. Efter nogen tid rettede efterretningstjenesten henvendelse til forældrene for at høre, hvor ansøgeren befandt sig. I Danmark havde kæresten forinden brudt med ansøgeren, og ansøgerens forældre var blevet vidende om, at ansøgeren havde haft et udenomsægteskabeligt forhold, hvilket faderen oplyste myndighederne om. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at de iranske myndigheder havde interesseret sig for ansøgerens forhold som følge af faderens stilling i militæret og havde rettet henvendelse til faderen, da ansøgeren var udeblevet fra sin stilling som stewardesse. Efter ansøgerens forklaring lagdes det endvidere til grund, at ansøgeren under samtale med sine forældre havde måttet erkende, at hun havde haft et seksuelt forhold med den mand, som hun havde regnet med at blive gift med, mens de havde boet sammen. Det måtte endvidere anses for sandsynliggjort, at ansøgerens fader til dels for at forsvare sin position havde videregivet oplysningerne om ansøgerens seksuelle forhold til de iranske myndigheder. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med oplysningerne om de aktuelt forværrede menneskerettighedsforhold i Iran fandtes det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden var i risiko for straf efter de strenge islamiske regler, som ansøgeren skulle beskyttes mod efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2008/11
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste første gang i 2000 på et besøgsvisum. Under sit første ophold i Danmark søgte han om arbejds- og opholdstilladelse, men blev i 2002 meddelt endeligt afslag af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Han indrejste på ny i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er perser, shia-muslim og fra en mindre by i Iran. Han havde ved enkelte lejligheder deltaget i demonstrationer, men havde ellers ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han for cirka 20 år siden og cirka otte år siden havde været tilbageholdt af myndighederne. Den sidste gang i seks måneder, hvorefter han var blevet løsladt mod kaution og meldepligt. Ansøgeren frygtede endvidere at blive forfulgt ved sin tilbagevenden, fordi han illegalt var flygtet, ligesom han ikke havde opfyldt sin meldepligt. Ansøgeren var indrejst i Danmark i 2000. Han havde herefter med sikkerhed opholdt sig i mindst cirka syv måneder i Danmark, idet han i 2001 var mødt hos politiet i Danmark, hvor han havde fået forkyndt et afslag på fortsat opholdstilladelse. Efter ansøgerens seneste forklaring havde de to tilbageholdelser, som han angav som væsentligste asylårsag, fundet sted forud for ansøgerens indrejse i Danmark i 2000. Dengang havde han legalt kunnet udrejse af Iran, ligesom han ikke under sit ophold i 2000/2001 i Danmark havde søgt om asyl. Selv om det lagdes til grund, at han fra 2000 til 2007 skulle være vendt tilbage til Iran, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at han var i risiko for en asylrelevant forfølgelse ved sin tilbagevenden til Iran. Ved afgørelsen heraf lagde Flygtningenævnet vægt på, at han – efter sin forklaring – stort set uproblematisk havde kunnet opholde sig i Iran fra 2001 til 2007. Den omstændighed, at han – efter sin forklaring – var udrejst illegalt af Iran, kunne ikke føre til noget andet resultat. Iran/2008/10
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der var en sekstenårig ung mand og moden af sin alder, havde haft sin opvækst hos bedsteforældrene fra han var seks år. Han havde gennemført et skoleforløb frem til sidste år før studentereksamen, da han sammen med farfaderen var taget på familiebesøg i Danmark. Da ansøgeren valgte at blive i Danmark, havde farfaderen ikke foretaget sig noget med hensyn til at tvinge ansøgeren med tilbage til Iran. Ansøgeren har slægtninge i Iran. Udover moderen, som han ikke har kontakt med, har han en morbroder og en farbroder, som han har kontakt med. Det kunne i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lægges til grund, at han havde været udsat for en ind imellem håndfast opdragelse, men der var ikke grundlag for at antage, at han havde været udsat for overgreb af en sådan intensitet, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Iran/2008/1
Nævnet meddelte i januar 2007 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Iran,. Indrejst i 1999. I 2001 meddelte Udlændingeservice afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i september 2001 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. I sommeren 2006 modtog Flygtningenævnet et brev som fremstod som en genoptagelsesanmodning fra en række iranske asylansøgere, herunder ansøgeren. I efteråret 2006 genoptog Flygtningenævnet sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele asylsagsforløbet – fra asylansøgningsskemaet udfærdiget i august 1999 til det seneste fremmøde i Flygtningenævnet – havde henvist til to hovedforhold som begrundelse for at søge asyl, dels sine politiske aktiviteter, dels frygten for sin tidligere ægtefælle. I relation til sine politiske aktiviteter havde ansøgeren henvist til, at hun, mens hun stadig boede i Iran, var aktiv kvindesagsforkæmper, ligesom hun støttede GAM. Mens hun havde boet i Danmark, havde hun i et begrænset omfang fortsat sine politiske aktiviteter herunder ved deltagelse i demonstrationer - og hun havde senest i sommeren 2006 deltaget i demonstrationer til støtte for sultestrejkende iranere ved Christiansborg Slotsplads. I relation til sin tidligere ægtefælle havde hun henvist til, at han – selv efter de mange år – havde et jalousibegrundet had/kærlighedsforhold til hende, og at han ved hendes udrejse var – og stadig er – en magtfuld mand i Iran. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens politiske aktiviteter – hverken enkeltvis eller samlet – var af en sådan karakter og omfang, at dette kan begrunde asyl. Hertil kom, at den omstændighed, at ansøgeren havde været gift med en person, der er magtfuld i Iran, heller ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid, at der ikke kunne ses bort fra, at ansøgerens tidligere ægtefælle – som ansøgeren vedholdende havde forklaret – stadig holdt øje med hende og til tider fortsat truede hende. Flertallet lagde også i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde en datter sammen med ham, og at datteren stadig boede hos eksmanden. Da det som ubestridt kunne lægges til grund, at den tidligere ægtefælle stadig er magtfuld i Iran, og da der ikke kunne ses bort fra, at ansøgeren som følge af sine politiske aktiviteter – herunder ved de seneste demonstrationer i sommeren 2006 – som følge af eksmandens indgriben kunne få problemer med de iranske myndigheder ved sin tilbagevenden til Iran, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vender tilbage til Iran. Flertallet lagde ved vurderingen heraf tillige vægt på, at ansøgeren ikke kunne forventes at få myndighedernes beskyttelse, såfremt hun skulle blive truet og forulempet af den tidligere ægtefælle ved sin tilbagevenden til Iran. Endelig lagde flertallet lagt vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Danmark var blevet gift med en iraner, der bekender sig til Bahai-troen, idet eksmanden også i den forbindelse havde fremsat grove trusler mod ansøgeren.Iran/2007/18
Nævnet stadfæstede i august 2007 på ny Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Den pågældende var tidligere meddelt afslag på asyl. I 2007 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund for afgørelsen, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske partier eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Nævnet kunne fortsat ikke lægge ansøgerens oprindelige asylmotiv til grund. Det forhold, at ansøgeren havde medvirket i et tv-indslag, hvor hans navn og nationalitet var fremgået, fandtes ikke at kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at indslaget vedrørte forholdene for afviste asylansøgere, der havde opholdt sig i lang tid i Danmark, og at ansøgeren alene havde udtalte sig om sine egne helbredsforhold samt længden af sit ophold i Danmark. Ansøgeren havde således ikke udtalt sig om forholdene i Iran og havde heller ikke fremsat kritik af de iranske myndigheder. Det forhold, at de iranske myndigheder måtte være bekendt med, at ansøgeren havde søgt asyl i Danmark, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder British Home Office Country of Origin Information Report af 4. maj 2007, pkt. 28.13, hvoraf det blandt andet fremgår, at afviste asylansøgere ikke møder væsentlige problemer ved en tilbagevenden til Iran, medmindre der er tale om profilerede personer. Som følge af det anførte, og da det forhold, at ansøgeren nu havde befundet sig i Danmark i mange år, ikke kunne føre til et andet resultat, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Iran/2007/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var blevet døbt i en kristen kirke i Danmark, og at han også i hjemlandet i en årrække kom i den kristne armenske kirke i Teheran. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at en bekendt kort før ansøgerens udrejse i 2004 havde givet ham oplysninger om, at ansøgeren stod på en liste over eftersøgte, fordi han havde missioneret i Teheran. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge til grund, at han var blevet indkaldt til Revolutionsretten. Flygtningenævnet havde herved blandt andet lagt vægt på følgende: At ansøgeren i 2004 kunne udrejse, genindrejse og udrejse på ny på sit ægte nationalitetsbevis uden problemer, at ansøgeren først søgte asyl efter Udlændingeservices afslag på familiesammenføring i foråret 2005, at to uafhængige lokale kilder havde vurderet, at en fremlagt tilsigelse næppe var ægte, og at ansøgerens forklaring forekom udbygget i løbet af sagens behandling og senest under nævnsmødet. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder var bekendt med hans interesse for kristendommen forud for hans udrejse. Den eneste sandsynlige måde, myndighederne skulle kunne blive oplyst om hans konvertering i Danmark, måtte antages at være, såfremt ansøgerens tidligere svigersøn skulle henvende sig til myndighederne herom. Ansøgerens tidligere svigersøn havde her i landet gennem henvendelser til myndighederne forsøgt at forhindre, at ansøgeren fik bevilget opholdstilladelse og havde udøvet vold mod ansøgeren. Efter det oplyste verserede der en skiftesag mellem den tidligere svigersøn og ansøgerens herboende datter. Den tidligere svigersøn opholdt sig efter det oplyste for tiden i Iran. Flygtningenævnet fandt ikke ansøgerens forklaring om årsagen til en søns død og om ansøgerens telefonsamtaler med sine to børn dagen før nævnsmødet overbevisende. Flygtningenævnet kunne efter en samlet vurdering herefter ikke lægge til grund, at ansøgerens tidligere svigersøn skulle have eksponeret ansøgeren i hjemlandet. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran2007/16
Nævnet stadfæstede i december 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde blandt under sagen forklaret, at myndighederne havde fået kendskab til, at der havde fandtes cd’ere med ulovlige bøger og Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger på en computer i hans varetægt. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerede asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring under mødet i nævnet ikke fremtrådte som troværdig, og at ansøgerens forklaringer under sagen havde været divergerende, indbyrdes modstridende og ikke nærmere konkretiserede. Ansøgeren havde blandt andet i sit asylansøgningsskema forklaret, at han smadrede vennens cd’ere efter at have set indholdet, mens ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at vennen fik sine cd’ere tilbage, og han fastholdt dette efter at være blevet gjort bekendt med det i asylansøgningsskemaet anførte. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet på ny, at han smadrede vennens cd’ere. Ansøgerens forklaring om, hvilken rolle faderens ven, der var dommer, havde haft og om dommerens kendskab til sagen, forekom usandsynlig og blev udbygget væsentligt under nævnsmødet. Det forekom desuden usandsynligt, at ansøgerens ven skulle overdrage en computer til ansøgeren til reparation, og at vennens fader i forbindelse hermed skulle have lagt ulovligt materiale på computeren og samtidigt anmeldt ansøgeren til myndighederne, eller at forholdet på anden måde skulle være kommet til myndighedernes kendskab. Ansøgeren forklarede endvidere først under nævnsmødet, at ansøgerens faders hovedbeskæftigelse var som chef for en enhed under det iranske styre, hvor faderen angiveligt fortsat skulle arbejde. Ansøgeren forklarede videre, at faderens tidligere oplyste beskæftigelser med udgivelse af en avis og som indehaver af en edb-forretning alene var bibeskæftigelser. Flygtningenævnet tillagde det endelig vægt, at ansøgeren udrejste legalt på eget ægte nationalitetspas isat visum til Danmark og at passet blev udstedt i oktober 2006 efter ansøgerens angivelige tilbageholdelse. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2007/15
Nævnet meddelte i september 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund ved sagens afgørelse, at ansøgerens tidligere ægtefælle var flygtet fra Iran i 2003, og at han i 2004 var blevet meddelt asyl i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7 stk. 1. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren på grund af sin politiske aktivitet havde haft konflikter med myndighederne i 1998 og i 2003 efter ægtefællens flugt, hvor hun var blevet anholdt og havde været fængslet i tre dage. Uanset, at ansøgerens forklaring om, at hendes storebror i 1983/1984 havde begået æresdrab på hendes mor, og at han senere var blevet frikendt for straf for dette, først var fremkommet under samtalen med ansøgers advokat, fandt Flygtningenævnet at måtte lægge denne forklaring til grund. Det lagdes ligeledes lagt til grund, at ansøgerens tidligere ægtefælle i forbindelse med skilsmissen oplyste overfor sin familie, at ansøgeren havde været ham utro, samt at dette efterfølgende var blevet oplyst overfor hendes familie, herunder hendes bror. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller overgreb, samt at myndighederne ikke kunne forventes at yde hende beskyttelse herimod. Iran/2007/14
Nævnet stadfæstede i juni 2007 Udlændingeservice afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran ville blive anholdt og torteret af de iranske myndigheder. Ansøgeren havde herved henvist til, at han var eftersøgt af myndighederne, fordi han kort tid inden sin udrejse havde overfaldet en person fra Sepah i forbindelse med, at myndighederne var i færd med uretmæssigt at fratage ansøgeren og 23 andre deres ejendomme. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at han i forbindelse hermed satte ild til to køretøjer tilhørende Sepah, hvorefter han flygtede og holdt sig skjult indtil sin udrejse. Ansøgeren havde yderligere forklaret, at han utallige gange havde været kortvarigt tilbageholdt af myndighederne for forskellige forhold i lighed med mange andre, og at han i forbindelse hermed havde været underkastet tortur. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for disse tilbageholdelser, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne medføre asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at tilbageholdelserne havde været kortvarige, at de ikke havde været begrundet i asylrelevante forhold, at de var sket over en årrække, og ikke havde medført yderligere sanktioner overfor ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren som af ham forklaret i lighed med 23 andre grundejere havde haft en konflikt med Sepah i forbindelse med pålægget om fraflytning af ejendommene. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var eftersøgt af de iranske myndigheder, idet flertallet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han havde slået en person fra Sepah med et spadeskaft og efterfølgende havde sat ild til to biler tilhørende Sepah. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom og om den efterfølgende flugt ikke var fremtrådt som sammenhængende og troværdig, herunder med hensyn til ansøgerens forklaring om at have hældt cirka tre liter benzin, som han forinden havde hentet i hjemmet, ud over de to biler og efterfølgende sat ild til benzinen mellem bilerne ved hjælp af en lighter. Flertallet lagde videre vægt på, at ansøgerens troværdighed var svækket af, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema og under samtalen hos Udlændingeservice havde påberåbt sig en tilknytning til de iranske monarkister. Ansøgeren havde under samtalen med advokaten og under mødet i nævnet oplyst, at denne forklaring var opdigtet. Flygtningenævnets flertal fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. Iran/2007/13
Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1979. Indrejst i 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at det på det foreliggende grundlag måtte lægges til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste med det formål at hverve ham som agent, at ansøgeren havde indgået aftale med efterretningstjenesten herom, og at ansøgeren herefter havde benyttet den første lejlighed til at flygte. Ansøgeren havde forklaret konsistent herom under hele sagen, og det kunne ikke afvises, at ansøgeren var kommet i efterretningstjenestens søgelys som følge af nærtstående familiemedlemmers politiske aktiviteter. På denne baggrund fandt flertallet det sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af konflikt med efterretningstjenesten ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2007/10
Nævnet meddelte i april 2007 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, samt et barn. Indrejst i 2003. Ansøgeren var oprindelig shia-muslim af trosretning, men konverterede til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Ansøgeren og hendes barn blev døbt i en dansk kirke i maj 2005. Nævnet meddelte senere i maj i 2005 ansøgeren og barnet afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt dengang ikke grundlag for at antage, at ansøgeren havde eksponeret sig selv i forhold til de iranske myndigheder, eller at de iranske myndigheder på anden måde havde skaffet sig kendskab til hendes dåb. Flygtningenævnet har endvidere bemærket, at ansøgerens oprindelige asylmotiv var, at hun skulle have været indkaldt til en iransk revolutionsdomstol for overtrædelse af alkoholforbud eller for en anklage for at have organiseret prostitution. Flygtningenævnet havde imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat fra august 2004, at et af ansøgeren i den anledning fremlagt dokument, hvorved hun var blevet indkaldt til at give møde i en revolutionsdomstol i Teheran, af den lokale kilde var blevet vurderet til at være et ikke ægte dokument. Flygtningenævnet fandt af de grunde, der var anført i Flygtningenævnets beslutning fra maj 2005, ikke at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller efterstræbt af de iranske myndigheder, og at ansøgeren heller ikke i maj 2005 som følge af konverteringen til kristendommen havde eksponeret sig selv i forhold til de iranske myndigheder. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren og dennes familie i perioden efter maj 2005 havde været meget langvarigt og massivt omtalt i aviser og tv, herunder landsdækkende tv. Der var således gentagne gange berettet om ansøgerens konvertering fra islam til kristendommen. Der havde været afholdt offentlige møder om hendes sag, og der havde i stor udstrækning været offentlig debat om hendes sag. Ved dette fandt nævnet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af den massive omtale var blevet eksponeret på en sådan måde, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at komme i de iranske myndigheders søgelys som følge af konverteringen og derved risikerer at blive udsat for asylrelevante overgreb. Iran/2007/9
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1964. Indrejst i 1997. Ansøgeren er shia-muslim af trosretning. Udlændingeservice meddelte senere i 1997 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet ansøgningen måtte anses for åbenbart grundløs, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3. I 1999 blev ansøgeren af byretten dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og dømt til psykiatrisk behandling på hospital for sindslidende samt udvist af Danmark med indrejseforbud i tre år. I 2004 besluttede Udlændingeservice at genoptage behandlingen af ansøgerens asylsag, efter at Dansk Flygtningehjælp havde fremsendt et dokument, som ansøgeren havde fremskaffet til brug for sagen. Det fremgår af dokumentet, der var en tilsigelse til den Islamiske Revolutionsdomstol i Teheran, at ansøgeren skulle møde ved domstolen på et nærmere angivet tidspunkt i februar 1997. Såfremt den tilsagte ikke mødte op, ville der blive udstedt en anholdelsesordre. I februar 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at det fremgår, at ansøgeren havde givet divergerende oplysninger om sin identitet, og at han tidligere havde søgt asyl i Tyskland. Af ansøgerens forklaring fremgik, at han i lange perioder havde opholdt sig uden for hjemlandet. Ansøgeren havde ikke for nævnet på overbevisende vis kunnet forklare om sine forhold, herunder at han skulle være forfulgt på grund af sit kunstneriske virke for en oppositionsgruppe samt idømt en frihedsstraf, der ikke var blevet afsonet. Det fremgik endvidere af de lægelige oplysninger, at ansøgeren var lidende af sindssyge, præget af vrangforestillinger, muligvis skizofreni, og at ansøgerens realitetsopfattelse havde været læderet. I forbindelse med den retspsykiatriske undersøgelse var der ikke fundet objektive tegn på, at ansøgeren havde været udsat for fysiske overgreb, der relaterede sig til tortur, ligesom der heller ikke var noget i mentalerklæringen, der tydede på, at ansøgerens sindssygdom kunne have relationer hertil. Uanset om ansøgeren – som af denne angivet havde været udsat for tortur, kunne dette ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter det foreliggende fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt videre ikke, at der var andre grunde til, at udsendelse ikke kunne ske, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 562 af 30. juni 1995. Iran/2007/8
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i januar 1999, efter at være blevet meddelt opholdstilladelse efter en bestemmelse i udlændingelovens § 9. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren, som påbegyndte sin militærkarriere under Shahen, havde efterfølgende forsat denne og afsluttet denne med en høj rang. Ansøgeren havde oplyst, at han stedse under tjenesten havde opfyldt sine pligter. Som asylmotiv havde ansøgeren angivet, at han ikke havde givet møde i anledning af tilsigelser, som han havde modtaget for mere end fem år siden. Under opholdet her i landet havde han fået forlænget sit iranske pas. Ansøgeren havde i 2002 været i hjemlandet, hvor han ind- og udrejste gennem lufthavnen i Teheran. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved den seneste udrejse havde været forfulgt og fandt heller ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens familiemæssige forhold eller de generelle forhold i hjemlandet kunne føre til en ændret vurdering. Iran/2007/7
Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han var eftersøgt af de iranske myndigheder for politiske aktiviteter som medlem af Det Iranske Kommunistiske Arbejdsparti. Nævnet lagde ansøgerens forklaringer til grund om, at han tidligere havde siddet fængslet på grund af politiske aktiviteter i to et halv år frem til 2001, hvor han blev løsladt med meldepligt i forbindelse med en højtid. Nævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at ansøgeren i tiden efter sin løsladelse havde udført politiske aktiviteter, som var kommet til myndighedernes kendskab og dermed heller ikke, at hans bopæl var blevet opsøgt og ransaget forinden hans udrejse. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret udbyggende om disse forhold, og at han først ved samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at han skulle være blevet angivet til myndighederne. Flygtningenævnet fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var i risiko for asylretlig forfølgelse som følge af politiske aktiviteter. Ansøgeren havde i anden række gjort gældende, at han ved en hjemvenden var i risiko for forfølgelse som følge af sin manglende overholdelse af meldepligten sammenholdt med sit tidligere politiske engagement og familiens profilering. Ved vurderingen af dette asylmotiv lagde nævnet vægt på, at det som ovenfor nævnt kunne lægges til grund, at ansøgeren tidligere havde været langvarigt fængslet for politisk virksomhed, ligesom nævnet heller ikke fandt grund til at betvivle ansøgerens forklaring om, at fem brødre havde været fængslet for lignende virksomhed, og at de to var blevet henrettet. Ansøgerens familie måtte således betragtes som værende ganske profilerede i forhold til myndighederne som politiske modstandere. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren ved en hjemvenden efter illegal udrejse og manglende overholdelse af meldepligt måtte anses for at være i risiko for på ny at komme i myndighedernes søgelys som politisk modstander, og dermed at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2007/6
Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til frygt for dødsstraf eller anden uforholdsmæssig straf for utroskab, hvis hun vendte tilbage til Iran. Nævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret konsekvent og sammenhængende under hele sagen, og at hun også for nævnet havde givet et troværdigt indtryk. Nævnet fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte hendes forklaring, og fandt det derfor sandsynliggjort, at ansøgeren havde haft et seksuelt forhold til en anden end ægtemanden. Efter ansøgerens forklaring fandt nævnet det derfor også sandsynliggjort, at forholdet var kommet til ægtemanden og gennem ham til myndighedernes kundskab. Den rejste tvivl om ægtheden af en fremlagt domsudskrift fandtes ikke tilstrækkelig til at ændre herved. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran/2007/5
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1946. Indrejst i december 2000. I foråret 2002 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på asyl. Ved dom fra november 2002 blev ansøgeren dømt til anbringelse på hospital for sindslidende for drab og forsøg herpå. Ansøgeren blev endvidere udvist af landet for bestandig. I foråret 2005 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin asylsag. Senere i 2005 besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingeservice, da ansøgeren havde oplyst et nyt asylmotiv. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig risikoen for dobbeltstraf, herunder dødsstraf i hjemlandet, samt risiko for at blive udsat for hævn fra afdødes familie, som ville stræbe ham efter livet. I oktober 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingeservice udtalte videre, at såfremt Flygtningenævnet skulle finde, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, var det Udlændingeservices opfattelse, at afgørende grunde taler imod, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at den omstændighed, at ansøgeren måtte risikere dobbeltstraf, ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sit asylmotiv, blandt andet vedrørende et fremlagt brev og omstændighederne, hvorunder han kom i besiddelse af brevet, vedrørende kontakten og kendskabet til afdødes familie og vedrørende afdødes faders status, måtte det efter det i NN’s asylsag oplyste tillægges vægt, at afdødes familie ønskede at hævne sig. Hertil kom oplysninger om en afbrændt bus. Endelig havde drabssagen været omtalt i medierne, og ansøgeren havde under sagen haft kontakt med repræsentanter for den iranske ambassade. Under disse omstændigheder, og da det var usikkert om ansøgeren i den foreliggende situation med sikkerhed kunne påregne at få de iranske myndigheders beskyttelse mod afdødes families ønske om hævn, fandt Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden var i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Imidlertid fandtes særlige grunde at tale imod, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Der blev lagt vægt på arten og grovheden af den begåede kriminalitet. Ansøgeren blev pålagt at udrejse straks efter ophævelse af den idømte foranstaltning, men under henvisning til at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, kan han ikke udsendes tvangsmæssigt til Iran eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Iran, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Iran/2007/4
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1981. Indrejst i september 1998. I februar 1999 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2006 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Det fremgår af sagen, at ansøgerens fader, der havde været politisk aktiv i Iran i mange år, angiveligt skulle være død. Ansøgeren frygter forfølgelse som følge af faderens forhold. Flygtningenævnet fandt, at det ikke med sikkerhed kunne udelukkes, at ansøgerens fader er død. Det måtte lægges til grund, at ansøgeren i nogle tv-udsendelser i foråret 2006 havde udtalt sig kritisk om de iranske myndigheder i forbindelse med sin faders død, ligesom han havde beskyldt disse for at have dræbt hans fader. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering herefter, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran kunne risikerer overgreb fra iranske myndigheders side, hvorfor nævnet ikke fandt, at det bør kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Iran.Iran/2007/3
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1968. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder, shia-muslim og født i Irak. Fra hun var to år til sin udrejse i 2003, havde hun boet i Iran. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun frygtede sin farbroder, da han havde truet med at slå hende ihjel, idet han ikke kunne acceptere, at hun var blevet skilt fra sin første mand, og at hun på ny var blevet gift, da han mente, at hun havde bragt skam over familien. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at hendes farbroder skulle gøre alvor af sine trusler. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring var blevet smidt ud af hjemmet af sin eksmand. Efter det oplyste havde ansøgeren først mødt sin nye mand efter sin skilsmisse, og hun var blevet gift efter muslimsk tradition med sin nye mand. Det bemærkedes i øvrigt, at ansøgerens søster, der var fraskilt, efter det oplyste ikke havde haft problemer med farbroderen. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at hun skulle komme fra en del af Iran, hvor det ikke er muligt, hvis det skulle vise sig relevant, at få myndighedernes beskyttelse mod farbroderen eller andre slægtninge. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Iran/2007/2
Nævnet meddelte i december 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1981. Indrejst i juni 2005. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun i januar eller februar 2005 meldte sig ind i Basij, at hun i den forbindelse modtog medlemskort til Basij, at hun på et efterfølgende møde udtalte sig kritisk om ytringsfrihed og demokrati, at hun senere blev anholdt og fængslet af politiet, samt at det lykkedes hende at bestikke en fængselsvagt, hvorefter hun flygtede fra fængslet og senere fra Iran. Flertallet fandt, at ansøgeren, som følge af sine udtalelser på mødet hos Basij og den efterfølgende flugt fra fængslet, var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Iran/2006/8
Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1958. Indrejst i januar 2006. Det fremgår af sagen, at ansøgeren i december 1989/januar 1990 blev ansat i en bank. Ansøgerens daværende ægtefælle var aktiv for en reformistisk bevægelse og arbejdede som freelancejournalist for forskellige aviser. I 2002 udrejste ægtefællen. På et tidspunkt modtog ansøgeren en tilsigelse til at skulle møde op til afhøring i bankens sikkerhedsafdeling. Han blev beskyldt for at have kautioneret for nogle personer, der ikke havde betalt afdrag på nogle lån, som han havde hjulpet de pågældende med at optage. Låntagerne var medlemmer af en politisk oppositionsgruppe. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lagde således til grund, at ansøgerens ægtefælle i 2002 flygtede fra Iran på grund af sit journalistiske virke herunder for en reformistisk avis, at hun og børnene havde fået asyl i Sverige på dette grundlag, at han efter ægtefællens flugt blev degraderet til en lavere stilling i banken, at han frem til skilsmissen i 2004 fortsat var i myndighedernes søgelys, at han i flere tilfælde havde formidlet lån til ægtefællens politiske venner, at det efterfølgende viste sig, at lånene var opnået ved sikkerhedsstillelse i form af falske skøder, at ansøgeren blev tilbageholdt af myndighederne, da lånene ikke blev afdraget, at han blev sigtet for medvirken til bedrageri, og at to af låntagerne efterfølgende var blevet anholdt af myndighederne. På den baggrund fandt flertallet, at ansøgeren havde en velbegrundet frygt for at blive kædet sammen med ægtefællens venners politiske aktiviteter, og at han af den grund ville være i en konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2006/7
Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1963. Indrejst i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele sagen havde forklaret, at han i 1993/1994 fik en kristen åbenbaring. I februar/marts 2003 i forbindelse med et kristent møde var han blevet fængslet af myndighederne i fem måneder og herunder udsat for overgreb. Han var blevet løsladt med meldepligt og pålæg om at afholde sig fra kristne aktiviteter. Han havde videre forklaret, at han i juni 2004 havde deltaget i et kristent møde, som myndighederne havde stormet. Ansøgerne var undsluppet og var udrejst herefter. Hans bopæl var blevet ransaget af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke grundlag for at kunne forkaste ansøgerens forklaring. På denne baggrund fandt nævnets flertal, at der ikke kunne bortses fra, at ansøgeren havde bragt sig i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2006/6
Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1970, samt to børn. Indrejst i november 2004. Ansøgeren mødte sin tidligere ægtefælle på universitetet i Teheran. De indgik ægteskab i 1993. Efterfølgende fandt ansøgeren ud af, at hendes ægtefælle var narkoman samt alkoholiker. Under sit ægteskab blev ansøgeren udsat for fysiske og psykiske overgreb. Ansøgerens fader og søster er bosiddende i Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren som asylmotiv havde påberåbt sig, at hun i november 2004 udrejste af Iran med to mindreårige børn uden ægtemandens samtykke som værgemålsindehaver. Ansøgeren henviste videre til, at hun var konverteret til kristendommen. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2002 forinden skilsmissen også udrejste alene til Danmark sammen med sine to sønner, der var opført i hendes pas med ægtefællens samtykke, og at hun ved benyttelse af samme pas i 2004 ligeledes kunne udrejse problemfrit af Iran med børnene, uden at udrejsemyndighederne krævede yderligere tilladelse fra den tidligere ægtefælle. Nævnet lagde således til grund, at udrejsen fandt sted uden hans tilladelse. På den baggrund sammenholdt med ansøgerens oplysninger om ægtefællen og dennes fader og de foreliggende baggrundsoplysninger fandt nævnet, at ansøgeren i fornødent grad havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran fra henholdsvis myndighedernes og fra den indflydelsesrige svigerfamilies side risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at konverteringen var kommet til de iranske myndigheders eller hendes faders families kundskab. Det forekom ikke at være troværdigt, at ansøgerens fader i Danmark over for en ven i Danmark skulle have omtalt konverteringen med den konsekvens, at personen har viderefortalt det til faderens slægt i Iran. Det fremlagte dokument, der angav sig at være et svar fra en ayatollah i Qum måtte anses at være konstrueret til lejligheden til fremlæggelse i nævnet. Nævnet henviste til tidspunktet for dokumentets fremkomst og karakteren og indholdet af dokumentet, herunder at der udtrykkeligt var anmodet om, at svaret skulle underskrives og påføres stempel. I øvrigt fandt nævnet efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder factfinding mission til Teheran og Ankara i januar 2005, at der ikke var grundlag for at antage, at konverteringen til kristendommen i sig selv ville medføre asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Iran/2006/5
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Iran, født 1936 (M) og 1947 (K). Indrejst i april 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne havde forklaret, at de er iranske kurdere og at familien tidligere havde været aktive i KDPI. Ansøgernes ene søn blev henrettet i 1983 som følge af sine politiske aktiviteter, en anden var livsvarigt fængslet af samme årsag, og en herboende søn var, inden han flygtede, udsat for grov og langvarig tortur, som medførte at han blev stærkt invalideret. Den mandlige ansøger havde tidligere været tilbageholdt og tortureret i længere perioder. Ansøgernes forklaring understøttedes af den af den herboende søn afgivne forklaring til UNHCR i 1997 og lagdes således til grund. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at de iranske myndigheder, da myndighederne blev klar over, at ansøgerne skulle til Danmark, tilbageholdt ansøgerne og pålagde dem at medbringe sønnen ved hjemkomsten fra Danmark, ligesom de blev tvunget til at deponere skødet på deres hus samt en større sum penge. Det var endvidere oplyst, at myndighederne havde tilsagt ansøgerne til møde og rettet henvendelse til svigerdatteren for at få oplyst, hvorfor ansøgerne ikke var vendt tilbage og herunder havde truet hende med fængsel. Efter ansøgernes forklaringer, der fremstod som troværdige, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran ville være i konkret, reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2006/4
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen for en mandlig statsborger fra Iran, født 1969. I 1994 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. I december 1995 rejste klageren tilbage til Iran, hvor han tog ophold i sin hjemby. I maj 1996 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. I november 2005 fremsendte Udlændingestyrelsen sagens akter til Flygtningenævnet, idet styrelsen anså to breve fra klageren fra juni 2005 som en klage over styrelsens afgørelse af maj 1996. Flygtningenævnet udtalte, at klageren rejste frivilligt tilbage til Iran på gyldigt Laissez-passer, cirka halvandet år efter at han blev meddelt asyl. I Iran fik han udstedt gyldigt pas. Klageren havde oplyst, at han i Iran havde haft problemer med nogle voldsmænd, at han havde fået en bødestraf, og at politiet havde inddraget hans kørekort. Dette var ikke forhold, som kunne sidestilles med overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt derfor, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 ikke længere var til stede. Nævnet bemærkede, at udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. I denne sag, hvor klageren frivilligt var vendt hjem og i en længere periode havde opholdt sig i hjemlandet uden asylrelevante problemer, fandtes beslutningen om inddragelse ikke at være i strid med artikel 1 C. Da der endvidere ikke forelå sådanne særlige forhold, der efter udlændingelovens § 26 kunne begrunde undladelse af at inddrage opholdstilladelsen, stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2006/3
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1952. Indrejst i december 1996. I januar 1997 søgte ansøgeren om asyl, men frafaldt senere denne anmodning, da han ikke hverken fysisk eller psykisk så sig i stand til at gennemføre sagen. I 2005 søgte ansøgeren atter om asyl. Udlændingestyrelsen havde i et brev til ansøgeren fra 1997 oplyst, at et frafald af en asylansøgning senere kunne frafaldes, hvorfor den beskikkede advokat fandt, at sagen måtte betragtes om en begæring om genoptagelse, og at asylgrundlaget derfor skulle bedømmes efter den tidligere lovgivning. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at betvivle de oplysninger, ansøgeren havde givet om baggrunden for sin oprindelige flugt fra Iran og om det efterfølgende fængselsophold efter udsendelse fra Tyrkiet, hvorunder ansøgeren blev udsat for tortur. Bedømmelsen af, om ansøgeren i dag opfyldte betingelserne for asyl måtte uanset formuleringen af styrelsens brev fra 1997 skulle ske ud fra de i dag gældende asylregler, idet frafaldet af frafaldserklæringen i 2005 måtte betragtes som indgivelse af en ny ansøgning om asyl. Ved bedømmelsen af, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran måtte være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb, måtte nævnet tillige tage hensyn til de faktiske forhold, der forelå nu. Nævnet lagde således vægt på, at ansøgeren i 2004 var på besøg i hjemlandet, at han havde opholdt sig problemfrit hos moderen i 20 dage og indrejste og udrejste gennem Teheran lufthavn på eget pas. Det fremgår af baggrundsmaterialet (British Home Office rapport fra april 2005 pkt. 6.107), at sikkerhedskontrollen i Teheran lufthavn fortsat er meget streng, og at det er tvivlsomt, om en person med en ”security record” eller domme for politiske forbrydelser kan forlade landet lovligt. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren fortsat var i de iranske myndigheders søgelys, således at han ved en hjemvenden ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Iran/2006/2
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1966. Indrejst første gang i 2000, hvor han blev tilbagetaget til Tyskland. I juli 2002 indrejste han i Danmark på ny som familiesammenført. Ansøgning om asyl indgivet i april 2003. Til brug for Udlændingestyrelsens behandling af sagen havde ansøgeren fremlagt en meddelelse fra Revolutionsdomstolen i Teheran og en forkyndelse af en anholdelsesordre fra Revolutionsdomstolen vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde besvaret spørgsmål herom benægtende flere gange i asylansøgningsskemaer, og han havde kun overfladisk kunnet fortælle om episoder med politisk tilsnit. Ansøgeren havde således overordnet forklaret, at han var sympatisør og havde henvist til familiemedlemmers medlemskab af partier. Forespurgt om hans virksomhed på et trykkeri havde betydning for hans asylsag, erklærede ansøgeren, at det ikke er tilfældet. Ingen af de mange begivenheder, som ansøgeren havde forklaret om, var sket i tilslutning til politiske aktiviteter. Begivenhederne strakte sig fra 1982 til 1999. Det virkede tilfældigt, at ansøgeren var blevet impliceret i kontroverser af forskellig karakter, der ikke havde sammenhæng med hinanden eller med andre aktiviteter, som ansøgeren havde foretaget. Ansøgeren havde forklaret særdeles usikkert om navnlig tidspunkterne for de enkelte begivenheder, herunder den sidste episode, hvorunder han skulle være blevet pisket som straf. Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at piskningen fandt sted adskillige år før udrejsen. Ansøgeren forklarede, at de begivenheder, han havde fremhævet under denne sag, ikke blev nævnt over for de tyske asylmyndigheder. Efter ansøgerens forklaring kunne han, efter han fik afslag på asyl i Tyskland, indrejse problemfrit i Iran. Ansøgeren opholdt sig i Iran i cirka et år uden at have problemer med myndighederne. Ansøgeren fik udstedt pas og kunne efter at være blevet kontrolleret i Teherans lufthavn udrejse uden at have andre problemer end, at hans første pas var ødelagt af hans ægtefælle. Herefter kunne ansøgeren indrejse til Danmark på grundlag af familiesammenføring. Ansøgeren søgte først om asyl cirka 9 måneder efter indrejsen. I overensstemmelse med Udenrigsministeriets vurdering blev det lagt til grund, at to fremlagte tilsigelser var uægte. Under de omstændigheder havde ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han havde et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og han opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren havde ytret sig i et lokalt blad fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat, allerede som følge af ytringernes indhold. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på Udlændingestyrelsens stillingtagen til en fremlagt lægerapport fra Amnesty International. Iran/2006/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1973. Indrejst i februar 2002. Ansøgning om asyl blev indgivet i juni 2003. Pågældende indgik efter indrejsen i Danmark ægteskab med en herboende iransk kvinde (K). K var skilt fra Æ i Danmark, men K og Æ var ikke efter det oplyste skilt efter islamisk lov. Efter et par måneder genoptog kvinden kontakten til sin tidligere herboende ægtefælle (Æ), som det viste sig, at hun efter islamisk lov ikke var blevet skilt fra. Denne ægtefælle (Æ) truede ansøgeren med hævn, fordi han havde indgået ægteskab med en kvinde (K), som efter islamisk lov ikke var blevet skilt. Ansøgeren blev separeret fra sin herboende ægtefælle (K) i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at, Flygtningenævnets afgørelse havde været sat i bero for at afvente en rapport fra fact finding mission til Teheran og Ankara fra Udlændingestyrelsen. Nævnet fandt, at der var usikkerhed om, hvorvidt de iranske myndigheder ville anerkende ansøgerens tidligere ægtefælles (K) skilsmisse. Tilsvarende var det derfor usikkert, om de iranske myndigheder vil anse ansøgerens samliv med sin tidligere ægtefælle (K) for legitimt eller illegitimt, jf. den iranske straffelovs §§ 63 og 64. Nævnet fandt endvidere, at hvis ansøgerens tidligere ægtefælle (K) eller dennes (tidligere) ægtefælle (Æ) måtte vælge at realisere deres trusler om at anmelde ansøgeren til de iranske myndigheder, ville de samtidigt udsætte i hvert fald ansøgerens tidligere ægtefælle (K) for strafforfølgelse. Nævnet udtalte endvidere, at det af den nævnte lovs § 64 og § 65 fremgår, at ”illegitimt” samleje alene straffes, hvis den pågældende er klar over sin handling og straffen herfor, at det af §§ 68-79 fremgår, at der er så strenge formelle beviskrav, at forholdet næppe vil kunne anses for bevist, samt at dette støttes af de udtalelser, de anvendte kilder har afgivet til brug for fact finding missionen. Nævnet bemærkede videre, at en af kilderne har udtalt, at seksuelt samkvem, der er ulovligt efter iransk ret, men som er begået i udlandet, ikke kan pådømmes af en iransk domstol. På den anførte baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der er reel risiko for at ansøgeren vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/22
Nævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1972. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund i sagen. Det fulgte af disse forklaringer, at ansøgeren forlod Iran i 1980, hvorefter han sammen med sin familie tog ophold i Irak i en flygtningelejr. Af forklaringerne fulgte videre, at ansøgeren sammen med sin familie havde været aktiv indenfor den kurdiske organisation Komaleh, idet han i den nævnte flygtningelejr havde agiteret for organisationens synspunkter og hvervet medlemmer m. v., uanset at han efter det oplyste ikke selv havde været egentligt medlem af Komaleh. Ansøgeren havde til støtte for sin ansøgning navnlig gjort gældende, at hans forældre i 1993 eller 1994 havde været opsøgt af de iranske myndigheder, der spurgte om ansøgerens opholdssted, og at ansøgeren – trods det lange tidsrum, der var gået – anså sig selv for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved tilbagevenden til hjemlandet som følge af sin tilknytning til Komaleh. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det fremgik af hans herboende broders asylsag, at broderen efter sin tilbagevenden til Iran var tilbageholdt i seks måneder i begyndelsen af 1990´erne, hvorunder han efter det oplyste var udsat for overgreb, og at broderen ligeledes blev frihedsberøvet i to dage i slutningen af 1990´erne, angiveligt som følge af, at hans i Europa bosiddende svoger havde taget del i en demonstration foran den iranske ambassade i et europæisk land. Uanset at ansøgeren ikke havde opholdt sig i hjemlandet siden 1980, fandt Flygtningenævnet under disse omstændigheder ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise, at ansøgeren som følge af sin tilknytning til Komaleh organisationen ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet af de grunde, som er angivet i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/21
Flygtningenævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i juni 1975. Indrejst i juni 2000.Flygtningenævnet stadfæstede i november 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse. Som asylmotiv havde ansøgeren blandt andet forklaret, at han i 1994 havde været tilknyttet en unavngiven undergrundsgruppe og som følge heraf var blevet afhørt af skolens Basij. I perioden fra 1997-1999 var ansøgeren tilbageholdt et antal gange og herunder udsat for overgreb. Efter hver tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt mod bestikkelse. Senest i februar 2005 modtog Flygtningenævnet en anmodning om genoptagelse af sagen. Vedlagt anmodningen var kopi af brev fra The Democratic Solidarity Party of Ahwaz, der indeholdt en beskrivelse af partiets ideologi og aktiviteter. I brevet blev det endvidere bekræftet, at ansøgeren havde været aktivt medlem af partiet i Storbritannien siden januar 2002. Til brug for anmodningen om genoptagelse blev det endvidere blandt andet fremført, at 27 iranske asylansøgere, herunder ansøgeren, havde været i sultestrejke, at ansøgeren under sultestrejken blev interviewet af TV2, og at han i den forbindelse havde fortalt om grundlaget for sin asylsag. I august 2005 resolverede formanden for det konkrete nævn, at sagen skulle behandles på nyt mundtligt nævn. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører et mindretal i Iran. Nævnet udtalte videre, at i forbindelse med den oprindelige behandling af sagen havde nævnet ikke tilsidesat ansøgerens forklaring om, at den skade, som ansøgeren var påført på sin kønsdel, hidrørte fra tortur begået for en række år tilbage. Ansøgeren havde her i landet haft fortsat politisk aktivitet, der dog havde været begrænset. I denne forbindelse havde der været bragt et indslag om ansøgeren i TV2’s nyheder optaget i det lukkede område af Sandholmlejren. I indslaget blev ansøgerens navn bragt. Det fremgår videre, at ansøgerens navn havde været bragt andetsteds i medierne. Flygtningenævnet fandt det sandsynliggjort, at de oplysninger, er havde været bragt i medierne, var de iranske myndigheder bekendt. Da Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for tortur, fandtes det under de nu foreliggende omstændigheder ikke at burde kræves, at han vendte tilbage til Iran. Iran/2005/20
Flygtningenævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i februar 1983. Indrejst i december 2004. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder om hans politiske aktiviteter for Fedayeen Khalq, hvor han havde fungeret som gruppeleder for en celle. Videre blev det lagt til grund, at ansøgeren havde undervist cellens medlemmer i såvel musik og politik som politiske budskaber, og at cellens medlemmer havde uddelt løbesedler. Endelig blev det lagt til grund, at ansøgeren var gået under jorden, da han fik oplysning om, at et af cellens medlemmer var blevet pågrebet af myndighederne. Flertallet fandt under de foreliggende omstændigheder, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/19
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i november 2004. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at det måtte henstå som ganske usikkert, om ansøgeren i oktober 2003 blev døbt i hjemlandet på den af hende beskrevne måde. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den armenske kirke i Iran ikke tolererede dåbshandlinger vedrørende muslimske iranere, og nævnet fandt herefter, at det måtte have formodningen mod sig, at hun på den af hende beskrevne måde havde kunnet overtale en armensk præst til en sådan dåbshandling. Uanset om det imidlertid måtte kunne lægges til grund for sagen, at dåbshandlingen havde fundet sted, fandt nævnet – efter ansøgerens egen forklaring – at kunne lægge til grund for sagen, at dette ikke var kommet til de iranske myndigheders kendskab forud for ansøgerens udrejse. Ansøgeren havde oplyst, at hun efter sin indrejse i Danmark havde sendt et brev til sin familie, hvori hun angav, at hun var blevet døbt, men at det pågældende brev ikke var modtaget af hendes familie. Uanset om denne forklaring måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at den omstændighed, at familien ikke havde modtaget brevet, var ensbetydende med, at brevet var kommet i de iranske myndigheders besiddelse. Ansøgeren havde videre anført, at hendes mor havde fortalt hende, at moderen havde oplyst til sin bror, som angiveligt skulle have forbindelse til den iranske efterretningstjeneste, at ansøgeren var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende måde havde godtgjort, at hendes mor på denne måde havde eksponeret hende i forhold til myndighederne. I øvrigt bemærkede Flygtningenævnet, at der efter de seneste baggrundsoplysninger, herunder rapport fra fact-finding mission fra 22. til 29. januar 2005 til Teheran og Ankara, ikke var grundlag for at antage, at konvertering til kristendommen i sig selv ville medføre risiko for asylbegrundende forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i konsekvens af, at hendes ægtefælle havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælle indrejste i oktober 1991, og at ansøgeren selv indrejste i Danmark i november 2004. Iran/2005/18
Nævnet meddelte i oktober 2005 opholdstilladelse (K-status) til ægtepar fra Iran, født i 1978 (M) og 1982 (K). Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøgers fader, der var aktiv for Mujahedin Khalg, grundet styrets efterstræbelse udrejste af Iran til Irak i 1989/1990. Den mandlige ansøgerens moder og efterfølgende også den mandlige ansøger og hans søster måtte jævnligt over for de iranske myndigheder redegøre for deres situation efter faderens udrejse, idet myndighederne anså familien for regeringsfjendtlig. Den mandlige ansøger, der efter faderens udrejse måtte ophøre med skolegang og deltage i familiens forsørgelse, havde blandt andet på sine arbejdspladser kontakt med faderens venner, der ligeledes var tilknyttet Mujahedin Khalg. Ansøgeren begyndte at engagere sig i politiske aktiviteter for Mujahedin Khalg, selvom han ikke blev medlem af denne eller andre oppositionsgrupper. Ansøgeren blev anholdt i 1992 i forbindelse med uddeling af kopierede systemkritiske kassettebånd, men blev løsladt mod månedlig meldepligt – en meldepligt, som han overholdt i hele perioden indtil 25 dage før udrejsen i december 2003. Ansøgeren blev tilbageholdt igen i 1996. Denne tilbageholdelse var ikke begrundet i politisk aktivitet, men ansøgeren blev løsladt på et senere tidspunkt end andre tilbageholdte, og han måtte i forbindelse med løsladelsen underskrive en erklæring om, at han ikke ville deltage i forsamlinger med mere end 3 personer. Ansøgeren blev tilbageholdt i 8 – 10 dage i 1997 som følge af et mislykket udrejseforsøg til Tyrkiet, hvorfra han ville søge om familiesammenføring med sin fader, der var indrejst i Danmark i 1996. Under den efterfølgende militærtjeneste blev ansøgeren sammen med andre systemkritiske værnepligtige blandt andet pålagt minerydning, hvilket efter 35 dages militærtjeneste indebar, at ansøgeren fik sin ene fod læderet i forbindelse med en minesprængning, hvor andre værnepligtige endvidere blev dræbt. Ansøgeren fortsatte i hele perioden sit politiske engagement for Mujahedin Khalg og kopierede og uddelte til bekendte blandt andet optagelser fra satellit-tv med regeringskritiske udsendelser. Ansøgeren blev i 2000 afhørt af myndighederne og tilbageholdt i 4 dage i forbindelse med ansøgerens moders og hans ene søsters udrejse i 1999, hvor de sidstnævnte blev familiesammenført med faderen i Danmark. Ansøgeren deltog såvel i 1999 som i 2000 i regeringskritiske demonstrationer. Det lykkedes ham, selvom han blev anholdt sammen med mange andre, ved disse lejligheder at undgå identifikation, idet han undslap i folkemængden. Ansøgeren blev tilbageholdt senest i juli 2003 i 2 dage, hvorunder ansøgeren blev udsat for vold. Baggrunden var, at myndighederne havde foretaget ransagning i maj 2003 og forgæves havde eftersøgt ansøgerens anden søster. Ansøgeren mødte 2 gange i retten for at redegøre for sin søsters forhold og lovede at samarbejde for at finde hende, men myndighederne var i juli 2003 blevet klar over, at søsteren var udrejst. Den mandlige ansøger fortsatte sin månedlige meldepligt og undgik konfrontationer med myndighederne indtil udrejsen i december 2003. Efter ankomsten til Danmark fortsatte ansøgeren sit regeringskritiske politiske engagement, herunder sin relation til Mujahedin Khalg. Ansøgeren havde sammen med blandt andet sin søster og sin ægtefælle deltaget i møder og demonstrationer både i Danmark og i flere europæiske lande. Ansøgeren uddelte ugentligt Mujahedin Khalgs avis i en dansk by. Den kvindelige ansøger havde forklaret, at hun kom fra en traditionel indstillet familie, at hun ikke selv havde været politisk aktiv, men at hun mod familiens ønske havde giftet sig med den mandlige ansøger, fordi hun delte han regeringskritiske synspunkter og ønsket om bedre forhold blandt andet for kvinder i Iran. Den kvindelige ansøger havde ikke selv haft udadvendte politiske aktiviteter i Iran, men havde efter udrejsen ledsaget sin ægtefælle på de nævnte møder og demonstrationer i Danmark og i udlandet, ligesom hun har været til stede ved uddelingen af materiale i den danske by. Ansøgerne havde i forbindelse med nævnsmødet fremlagt en række fotografier og avisartikler vedrørende deres politiske engagement og deltagelse i møder og demonstrationer efter udrejsen fra Iran. På den ovennævnte baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de ved udrejsen fra Iran var i myndighedernes søgelys på grundlag af deres politiske oppositionelle aktivitet, og at ansøgerne som følge af navnlig deres efterfølgende aktiviteter, der lå i forlængelse af aktiviteterne i hjemlandet, ved en tilbagevenden til Iran måtte anses for at være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærkede, at det i den ovennævnte samlede vurdering var indgået, at ansøgerne i et omfattende sagsbehandlingsforløb hos Udlændingestyrelsen på nogle punkter havde forklaret divergerende. Nævnet fandt imidlertid, at ansøgerne under nævnsmødet fremstod som overbevisende og troværdige, og at de foreliggende divergenser til sagen i vidt omfang fremstod som rimeligt forklaret for nævnet i forbindelse med ansøgernes udtryksform. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/17
Nævnet meddelte i september 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1988. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han havde haft et homoseksuelt kæresteforhold til en skolekammerat, og at der i den anledning var fremsat trusler på livet mod ham fra hans egen far og kærestens familie. Efter redegørelsen i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra april 2005, jf. bilag 324 i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, om myndighedernes praksis ved retsforfølgning og beviskrav for domfældelse i sådanne sager, fandtes der ikke grund til at antage, at ansøgeren ved en hjemvenden ville risikere myndighedsforfølgelse på grund af sin homoseksualitet. På baggrund af de tidligere overgreb fra kærestens brødre sammenholdt med oplysningerne om, at både de og ansøgerens far havde fremsat trusler på livet mod ansøgeren, fandt Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran/2005/15
Nævnet meddelte i september 2005 opholdstilladelse (K-status) til ægtepar fra Iran, født i 1979 (M) og 1980 (K), samt et barn. Indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne begge er iranere og muslimer. Ansøgerne havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at de havde været forfulgt og tilbageholdt af myndighederne, ligesom de blandt andet var blevet beskyldt for – sammen med en anden person – at skulle have øvet vold mod en myndighedsperson, der efter det oplyste senere skulle være død som følge af volden. Ansøgerne havde under hele deres forløb efter ankomsten til Danmark forklaret nogenlunde ensartet om, hvad de havde været udsat for. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgernes forklaringer kunne tilsidesættes som utroværdige. Flertallet lagde derfor til grund, at den kvindelige ansøger i november 2003 blev bortvist fra universitetet på grund af samfundskritiske udtalelser, at ansøgerne herefter i perioden frem til marts 2004 deltog i tre møder, at ansøgerne dagen efter det sidste møde i marts 2004 blev anholdt og tilbageholdt i to dage og tre nætter, at ansøgerne blev sigtet for medvirken til overfald på en myndighedsperson, der skulle have fundet sted efter det sidste møde i marts 2004 og før anholdelsen, og at ansøgerne blev løsladt mod kaution. Ved afgørelsen af, om forfølgelsen mod ansøgerne havde haft en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl, lagde et flertal i Flygtningenævnet vægt på, at det var den samme officer, der afhørte den kvindelige ansøger både i november 2003 og marts 2004. Dette tydede på, at ansøgerne igennem længere tid havde været i myndighedernes søgelys. Når dette blev sammenholdt med, at der var rejst en alvorlig sigtelse mod ansøgerne for overfald mod en myndighedsperson, der senere døde, kunne det ikke udelukkes – uanset ansøgernes uskyld - at de ville blive forfulgt af myndighederne ved deres tilbagevenden til Iran. Efter flertallets opfattelse opfyldte ansøgerne derfor betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/14
Nævnet meddelte i august 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1960. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde været politisk aktiv, idet han siden slutningen af 1980’erne og frem til sin udrejse i 2003 var aktiv for Basij. Flygtningenævnet lagde efter de foretagne lægelige undersøgelser til grund, at ansøgeren i slutningen af 1980’erne var arresteret i ca. seks måneder og herunder udsat for tortur. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at han i september 2003 løslod en fange, som han skulle transportere til Teheran i sin egenskab af Basij-medlem. Ansøgeren oplyste endvidere, at hans bopæl og forretninger kort efter blev ransaget, og bopælen og hans forretninger siden blev lukket af myndighederne. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren udrejste legalt på ægte pas umiddelbart i forlængelse af, at han løslod fangen, og nævnet lagde også ansøgerens forklaring til grund om, at han havde problemer med at få udleveret sit pas på ny efter at have henvendt sig ved den iranske ambassade i Ankara. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og herunder underkastet umenneskelig behandling. I den forbindelse kunne nævnet ikke se bort fra, at ansøgeren ved sin tilbageholdelse i slutningen af 1980’erne på grund af en svogers forhold blev udsat for tortur, og at svogeren og andre familiemedlemmer har asyl i Danmark, hvilket er de iranske myndigheder bekendt. Flygtningenævnet fandt derfor også henset til ansøgerens helbredstilstand, at han opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse. Iran/2005/13
Flygtningenævnet meddelte i juli 2005 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i august 1970, samt to børn. Indrejst i april 2000.Ansøgeren blev i Flygtningenævnet i august 2001 meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Senest i februar 2004 anmodede en partsrepræsentant Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Der blev i den forbindelse henvist til, at der i Iran sondres mellem to grader af forældremyndighed, som på engelsk udtrykkes ”custody” og ”guardianship”. Moderen vil i alle tilfælde alene kunne opnå ”custody”, hvormed menes ansvarlig for barnets daglige trivsel, mens ”guardianship” altid vil tilfalde faderen, eller - i tilfælde af hans død - hans fader eller eventuelle brødre. Med ”guardienship” forstås retten til at bestemme over eksempelvis barnets skolegang, kommende ægtefælle og retten til at måtte udrejse af Iran. I august 2004 besluttede Flygtningenævnet at anmode Udenrigsministeriet om at få verificeret de nye oplysninger om sondringen mellem forældremyndighed og værgemål. Efter endt høring blev sagen behandlet på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv påberåbte sig, at hun i 2000 udrejste af Iran med to mindreårige børn uden ægtemandens/værgemålsindehaverens samtykke. Nævnet måtte efter sagens oplysninger lægge til grund, at ansøgeren ikke var udrejst legalt med børnene. Nævnet måtte videre lægge til grund, ansøgeren inden udrejsen var blevet skilt fra børnenes fader. Der var ingen skilsmissedokumenter på sagen, herunder ingen dokumenter om, hvorledes der var forholdt med forældremyndighed/værgemål vedrørende børnene. Nævnet anså det for uklart, om Udenrigsministeriets høringssvar havde forholdt sig direkte til de strafferetlige konsekvenser af, at en moder udrejser af Iran uden ægtemandens/værgemålsindehaverens samtykke. Nævnet anså det derfor efter de hidtidige baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets notat af 12. september 1997 (baggrund nr. 195) for usikkert, hvilken strafferetlig sanktion ansøgeren risikerede ved tilbagevenden til Iran. På denne baggrund fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren risikerede en uforholdsmæssig straf, og at det derfor ikke burde kræves, at hun vendte tilbage til Iran, jf. den på asylansøgningstidspunktet udlændingelovs § 7, stk. 2. Iran/2005/12
Nævnet meddelte i juli 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1981. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde udøvet begrænsede politiske aktiviteter i form af uddeling af løbesedler for en mindre monarkistisk gruppe, som han var medlem af. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse aktiviteter i sig selv havde været af et sådant omfang eller karakter, at ansøgeren af denne grund opfyldte betingelserne for asyl. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren, der tidligere havde været i myndighedernes søgelys, måtte antages på ny at være i myndighedernes søgelys som følge af anholdelsen af en af ansøgerens bekendte, der tillige var medlem af den samme monarkistiske gruppe. Ansøgeren ville nødvendigvis komme i kontakt med myndighederne efter en tilbagekomst til Iran, idet han var deserteret efter aftjening af 18 måneder af værnepligten. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse som følge af sin politiske aktivitet. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren var flygtet fra hjemmet efter anholdelsen af sin bekendte, og at han udrejste illegalt uden kontakt til myndighederne. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdtilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/11
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1983. Indrejst september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at i medfør af udlændingelovens § 40 skal en asylansøger sandsynliggøre det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Forud for indrejsen i Danmark havde ansøgeren søgt om asyl i Norge, hvor hun fik endeligt afslag på sin ansøgning. Ansøgeren angav overfor de norske myndigheder som sit asylmotiv, at hun havde haft et udenomsægteskabeligt forhold til en tidligere kæreste og som følge heraf blev gravid. Af frygt for ægtefællen måtte ansøgeren flygte til udlandet, hvor hun aborterede under rejsen til Norge. Ansøgeren angav som sit asylmotiv overfor de danske myndigheder, at hun efter indgåelse af ægteskabet genoptog forbindelsen til sin tidligere kæreste, og at hendes svigerinde havde videofilmet ansøgeren og kæresten, mens de opholdt sig i sengen i soveværelset på ansøgerens bopæl. Ansøgeren erkendte overfor de danske myndigheder, at hendes forklaring til de norske myndigheder var usandfærdig og oplyste, at den blev afgivet for at underbygge hendes asylmotiv, og fordi hun blev truet til at afgive denne forklaring af en menneskesmugler. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde givet en acceptabel forklaring på, at hun havde afgivet helt modstridende forklaringer om sit asylmotiv og henviste i den forbindelse til, at ansøgerens forklaring til de norske myndigheder var meget detaljeret. Hertil kom, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med den angivelige videooptagelse, der skulle være optaget om aftenen i mørke gennem et soveværelsesvindue, hvor gardinerne ikke var trukket helt for, fremstod som usandsynlig og konstrueret. Flygtningenævnet kunne på baggrund af det anførte ikke lægge det af ansøgeren påberåbte asylmotiv til grund for sagens afgørelse og tilsidesatte i det hele ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var forfulgt eller ville være i risiko forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/10
Nævnet meddelte i maj 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1971. Indrejst i november 2000. I marts 2001 søgte ansøgeren asyl. I marts 2002 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i oktober 2001, hvorved styrelsen meddelte ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnets flertal lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark, der påbegyndtes omkring det tidspunkt, hvor ansøgeren søgte asyl, og hvor han ikke kunne have haft forventninger om, at han ville få en opholdstilladelse, ikke kunne betragtes som en naturlig fortsættelse af ansøgerens aktiviteter for en studenterbevægelse i Iran. Nævnets flertal fandt ikke, at ansøgerens aktiviteter i Danmark for Irans Kommunistiske Arbejder Parti kunne tillægges asylretlig betydning. I efteråret 2002 udrejste ansøgeren til Sverige. I marts 2004 genindrejste han i Danmark, efter at de svenske myndigheder havde afslået at realitetsbehandle hans asylansøgning. I marts 2005 besluttede nævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, atansøgeren før sin udrejse fra Iran i efteråret 2000 var politisk aktiv for blandt andet en studenterbevægelse, og han deltog i den forbindelse i en demonstration rettet mod regimet, ligesom han uddelte systemkritiske løbesedler. Siden sin ankomst til Skandinavien havde ansøgeren efter sin forklaring været aktiv for WPI (Irans Arbejder Kommunist Parti) dels i Danmark fra årsskiftet 2000/2001 til efteråret 2002 og fra marts 2004 til i dag, dels i Sverige i perioden fra efteråret 2002 til marts 2004. Disse aktiviteter havde blandt andet bestået i deltagelse i radioudsendelser, herunder som interviewer, som taler ved demonstrationer og i øvrigt som deltager i demonstrationer. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Skandinavien. Efter Flygtningenævnets fornyede vurdering var der i øvrigt tale om aktiviteter, der ikke lå fjernt fra ansøgerens politiske aktiviteter før sin udrejse fra Iran. Da det som følge af ansøgerens udadvendte aktiviteter i Skandinavien måtte antages, at ansøgeren var blevet kendt af de iranske myndigheder på grund af sine systemkritiske politiske aktiviteter mod regimet i Iran, risikerede han at blive forfulgt ved sin tilbagevenden til Iran, og han opfyldte derfor betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/9
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1959. Indrejst i april 2001. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i 1998 fik konflikter med gardisthæren. I 1979 blev han tilknyttet gardisthæren, og fik i 1994 rang af oberst. I perioden fra 1992 til 1999 arbejdede han i budgetafdeligen i gardisthæren, hvor han skulle godkende betalingsbilag. Ansøgeren nægtede i flere tilfælde at godkende bilag, fordi de var falske eller for store. Ansøgerens overordnede pålagde ham herefter at godkende alle bilag. Da ansøgeren ikke efterkom ordren blev han degraderet og fik andre opgaver. Efterfølgende blev ansøgeren indkaldt til flere møder i justitsafdelingen, hvor han blev beskyldt for at være imod præstestyret og for pligtforsømmelse. Ansøgeren blev endvidere tilbageholdt tre gange, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Han fik endvidere ordre om, at lukke øjnene for korruptionen. I 2000 blev ansøgeren pålagt at tage til Syrien for at gøre tjeneste. Ansøgeren havde i den forbindelse forklaret, at det iranske militær ofte sendte personer til Syrien, som de havde et udestående med, og der pålagde dem at udføre farlige aktiviteter. Ansøgeren gik herefter i skjul. Ved en tilbagevenden til Iran frygtede ansøgeren gardisterne, som sidder i den nuværende regering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i det væsentlige havde afgivet samme forklaring og samme oplysninger om sine konflikter under hele behandlingen af asylsagen. På denne baggrund kunne nævnet ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede at blive udsat for overgreb, som det ikke kunne kræves, at ansøgeren skulle tåle. Ansøgeren havde derfor krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ansøgerens ægtefælle blev i konsekvens af ansøgeren tillige meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Iran/2005/8
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født 1982, samt et barn. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at hun og hendes barn er døbt i en dansk kirke i marts 2005, at hendes tilbageværende familie i Iran har undsagt hende i den anledning, at hendes dåb har været nævnt i kirkens nyhedsbrev, og at hendes dåb derfor kan være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren havde eksponeret sig selv i forhold til de iranske myndigheder, eller at de iranske myndigheder på anden måde havde skaffet sig kendskab til hendes dåb. I øvrigt fandt Flygtningenævnet – efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding mission til Teheran og Ankara i januar 2005 – at der ikke er grundlag for at antage, at konvertering til kristendommen i sig selv vil medføre asylbegrundende forfølgelse efter Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens oprindelige asylmotiv var, at hun skulle være indkaldt til en iransk revolutionsdomstol for overtrædelse af alkoholforbud eller for en anklage for at have organiseret prostitution. Flygtningenævnet lagde imidlertid vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat fra august 2004, at et af ansøgeren i den anledning fremlagt dokument, hvorved hun var blevet indkaldt til at give møde i en revolutionsdomstol i Teheran, af den lokale kilde var vurderet til at være et ikke ægte dokument. Flygtningenævnet fandt under de ovennævnte omstændigheder ej heller grundlag for at udsætte sagen på, at politiet efterforskede et af ansøgeren nævnt trusselsbrev i anledning af hendes dåb, som ifølge hendes egne oplysninger er tilsendt hende i en dansk frankeret kuvert. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Iran/2005/7
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1938. Ansøgeren blev i februar 2004 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Han indrejste i marts 2004 og indgav herefter ansøgning om asyl i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at han tilhører bahai-samfundet, og at han som følge heraf ikke har nogen rettigheder i Iran, samt at han havde været udsat for verbal chikane fra sine omgivelser. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hans ægtefælle og børn udrejste af Iran i 2001, og at de i 2002 fik opholdstilladelse som kvoteflygtninge i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt asyl eller flygtningestatus i Danmark. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den chikane m.v., som ansøgeren havde forklaret om, ikke var af en sådan karakter eller et sådant omfang, at den kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren efter familiens udrejse i 2001 opholdt sig i Iran frem til udrejsen til Danmark i 2004 uden at have problemer med de iranske myndigheder. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren fik udstedt ægte nationalitetspas i 2002, og at han i 2002 besøgte familien i Tyrkiet to gange, og at han begge gange vendte tilbage til Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle udrejste fra Iran i oktober 2001, og at ansøgeren først udrejste fra Iran til Danmark i marts 2004. Flygtningenævnet fandt således ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at der bestod en reel risiko for, at han ved tilbagevenden til Iran ville blive udsat for forhold, der indebar, at han havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at de generelt vanskelige forhold for personer med tilknytning til bahai-samfundet ikke kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Iran/2005/6
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født 1971. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 1992 har været medlem af en sympatigruppe for den illegale Fadaiyane Khalq-fraktion ved navn Aghaliyat. Hendes aktiviteter tog et større omfang fra 1997. Hun havde blandt andet deltaget i demonstrationer samt uddelt løbesedler. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i 2001 i forbindelse med en studenterdemonstration blev tilbageholdt og senere idømt to års betinget fængselsstraf samt 40 piskeslag, og at hun efterfølgende blev løsladt mod kaution, blandt andet således at hun undgik den fysiske afstraffelse. Ansøgeren har forklaret, at et af gruppens medlemmer blev anholdt i 2003 i forbindelse med gruppens forberedelser til en demonstration mod styret, og at hun herefter gik under jorden og udrejste ni måneder senere. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med disse begivenheder fremstod med nogen usikkerhed med hensyn til oplysningerne om, at sikkerhedstjenesten efterfølgende kom på ansøgerens bopæl samt oplysningerne om kontakten til gruppelederen. Ved en samlet bedømmelse af de oplysninger, ansøgeren var fremkommet med om sine aktiviteter, fandt Flygtningenævnet imidlertid ikke, at denne usikkerhed var af en sådan karakter, at ansøgerens forklaring om de nævnte forhold kunne tilsidesættes. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgerens medlemskab af den ovennævnte gruppe og dennes aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Under hensyn hertil fandt nævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/5
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1987. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren under hele sagen havde forklaret konsistent om anledningen til sin udrejse. Han havde forklaret, at han efter homoseksuelle tilnærmelser fra lederen af den lokale Basij afdeling (ungdomsafdeling af Revolutionsgardisterne) flygtede fra dennes kontor medbringende sin ladte kalashnikov, og i den anledning havde en verserende sag for våbentyveri. Nævnet anså det ikke for sandsynligt, at ansøgeren alene i anledning af våbentyveriet risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet måtte imidlertid lægge til grund, at ansøgeren i anledning af baggrunden for sin flugt kunne risikere overgreb fra Basij lederen. Endvidere kunne nævnet ikke bortse fra, at ansøgeren i forbindelse med sagen om våbentyveriet måtte forklare om baggrunden herfor, og i den anledning kunne komme i alvorlige problemer på grund af manglende bevis for de seksuelle tilnærmelser, som førte til våbentyveriet. Efter baggrundsoplysningerne om den iranske straffelov og strafferetspleje kunne nævnet ikke bortse fra, at ansøgeren i forbindelse med en sådan sag risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/4
Nævnet ophævede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1961. Indrejst i november 1984. Flygtningenævnet udtalte, at klageren, der i 1985 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2 (de facto-status), siden 1992/1993 havde opholdt sig i Irak, efter det oplyste i en iransk Mujahedin-lejr. Udlændingestyrelsen havde på baggrund af klagerens oplysninger i et spørgeskema af juni 2004 lagt til grund, at klageren under opholdet i Irak havde været medlem af Mujahedin-e-Khalq, og fundet, at klageren som følge af organisationens formål og virke og egne aktiviteter var omfattet af udelukkelsesbestemmelsen i artikel 1 F (b) i Flygtningekonventionen. Udlændingestyrelsen havde herefter inddraget klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 19, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 3. Ifølge Flygtningekonventionens artikel 1 F (b) er en person, ”om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang til dette”, udelukket fra beskyttelse efter konventionen. Det følger af bestemmelsens ordlyd, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på forbrydelser, der er begået i tilflugtslandet, efter at den pågældende person indrejste som flygtning. Det måtte endvidere antages, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på forbrydelser, som den pågældende har begået i et andet land end tilflugtslandet, efter at han er blevet meddelt asyl i dette. Da de handlinger, der ligger til grund for Udlændingestyrelsens afgørelse, er begået, efter at klageren havde opnået flygtningestatus i Danmark, fandtes betingelserne for at bringe bestemmelsen i Flygtningekonventionens artikel 1 F (b) allerede af denne grund ikke at være opfyldt. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at de foreliggende oplysninger om klagerens aktiviteter efter nævnets opfattelse ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om klagerens handlinger er af en sådan karakter som omhandlet i Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet ophævede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet tog herved ikke stilling til, om klagerens opholdstilladelse kunne inddrages på andet grundlag. Iran/2005/3
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1990. Indrejst i september 2004. Ansøgeren havde blandt andet henvist til, at hans forældre var omkommet under jordskælvet i Bam i december 2003. Flygtningenævnet udtalte, at det forhold, at ansøgeren som oplyst af ham havde mistet sine forældre og ikke havde anden familie i Iran, ikke kunne medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angik tilbageholdelsen af ansøgeren i forbindelse med en demonstration, hvor også mange andre blev anholdt, fandt nævnet, at dette med ansøgerens løsladelse måtte anses for et afsluttet forhold. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev løsladt uden videre, og at han ikke havde hørt mere fra myndighederne siden. Flygtningenævnet bemærkede herved, at anholdelsen og løsladelsen måtte antages at have fundet sted omkring december 2002. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Iran/2005/2
Nævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1990. Indrejst i april 2004. For cirka seks år siden var ansøgerens far blevet fyret fra sit job som skolelærer på grund af en konflikt med regimet. Efterfølgende havde faderen ernæret sig ved at sælge bøger på gaden. Cirka seks måneder før ansøgerens egen udrejse flygtede ansøgerens fader sammen med en ven. Samme aften ransagede politiet familiens bopæl, hvor de fandt forskellige skrivelser og bøger, og fremsatte beskyldninger mod faderen for at sælge uislamiske bøger, herunder af Salman Rushdie. Efterfølgende blev familien chikaneret af politiet med henblik på, at familien skulle røbe faderens opholdssted. Ansøgeren blev flere gange bragt til afhøring på en politistation. Cirka en uge før ansøgerens udrejse blev han under en tre dage lang tilbageholdelse slået i hovedet og fik bøjet sine fingre, indtil disse blev blå. Han blev endvidere slået i maven, indtil han kastede blod op. Ansøgeren var både under denne tilbageholdelse og ved tidligere lejligheder blevet truet med, at han ville blive henrettet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at ansøgeren havde afgivet en rimelig konsistent forklaring under sagen, og ved vurderingen af konfliktens baggrund, måtte der lægges vægt på, at ansøgeren på grund af sin alder ikke havde kunnet have et detaljeret kendskab til faderens mulige uoverensstemmelse med de iranske myndigheder og dennes årsag og alvor. På denne baggrund fandt flertallet ikke at kunne bortse fra, at ansøgerens far på grund af sine politiske holdninger er eftersøgt af de iranske myndigheder, og at myndighederne derefter har søgt at få oplysning om hans opholdssted gennem familien. Efter ansøgerens forklaring om politiets henvendelser til ham og den omstændighed, at han under tilbageholdelserne havde været udsat for fysiske overgreb, fandt flertallet, at ansøgeren på tilstrækkelig vis havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb af en karakter, der også henset til hans alder må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/1
Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse til et ægtepar fra Iran, født 1976 (M) og 1972 (K), samt tre børn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som væsentligste asylmotiv havde henvist til, at de frygtede myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerne havde i den forbindelse blandt andet nævnt, at den kvindelige ansøger i 1999 havde været fængslet i 21 dage og i den forbindelse udsat for voldelig behandling, ligesom hun blev idømt en betinget straf samt forbud mod at drive sin frisørsalon i to år. I maj 2003, hvor hun på ny havde genoptaget sit arbejde som frisør og blandt andet i den forbindelse havde klippet mandlige kunder, herunder kristne, og fortsat sine systemkritiske møder med andre kvinder, kom myndighederne på ny for at anholde den kvindelige ansøger. Det lykkedes hende at undslippe, hvorefter hele familien nogle måneder senere flygtede til Danmark. Begge ansøgere havde fra deres ankomst til Danmark beskrevet og forklaret detaljeret om asylmotivet. Selvom der forekom nogle mindre uoverensstemmelser i ansøgernes forklaringer, og selvom der var sket en vis udbygning af forklaringerne, og selvom det lykkedes for ansøgerne at udrejse med fly fra Iran, kunne Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke udelukke, at den kvindelige ansøger på ny ville blive forfulgt af myndighederne ved sin tilbagevenden til Iran. Da den mandlige ansøger også kunne risikere forfølgelse som følge af ægtefællens forhold, opfyldte ansøgerne og deres børn herefter betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/22
Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født 1958. Indrejst i juli 2003. Ansøgeren havde været ansat som teknisk medarbejder på et universitet i Iran, hvor han bl.a. havde hjulpet studenterne under regeringsfjendtlige demonstrationer. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Det bemærkedes herved, at ansøgeren allerede i asylansøgningsskemaet havde redegjort for relevante tidspunkter og hændelser. Ansøgeren havde under nævnets behandling af sagen ligeledes givet en troværdig forklaring. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren i et par år forinden udrejsen havde haft forbindelse med de studerende på et universitet i Iran, at ansøgeren havde hjulpet studenterne under regeringsfjendtlige demonstrationer, herunder i juni 2003, hvor han anviste flugtveje, at hans bopæl i den anledning blev opsøgt af politiet i juni 2003, og at han umiddelbart derefter flygtede fra Iran. Nævnet kunne herefter ikke afvise, at ansøgeren var kommet i myndighedernes søgelys, og at der var en så betydelig risiko for forfølgelse af ham ved en tilbagevenden til Iran, at han opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/21
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1985. Indrejst i november 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til moderens motiv, herunder især at hun i Danmark missionerede for Jehovas Vidner. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at moderen i oktober 2004 i Flygtningenævnet blev meddelt afslag på sin asylansøgning. På tidspunktet for nævnsmødet havde moderen ikke begæret genoptagelse af sagen, og det forhold at hun eventuelt ville begære sagen genoptaget kunne ikke begrunde hverken asyl for ansøgeren eller udsættelse af sagen. Ansøgeren havde endvidere som sit asylmotiv henvist til, at han var udeblevet fra indkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ethvert land har ret til i deres lovgivning at fastsætte straf for militærunddragelse, og at det ikke fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at militærunddragere i Iran risikerede en uforholdsmæssig straf. Det forhold at ansøgeren tre gange havde haft problemer med det iranske politi, og at politiet havde tilbageholdt hans ID kort, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens problemer havde relateret sig til gade uorden og slagsmål, og at en eventuel genoptagelse af disse sager ved en tilbagevenden ikke ville være udtryk for en asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran/2004/20
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran, født 1964 (M) og 1984 (K), samt et barn. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er født og opvokset i Teheran. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt og udsat for vold som følge af en broders politiske aktiviteter, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl, da forholdet måtte anses for at være afsluttet, og da der ikke fandtes at være risiko for yderligere reaktioner fra myndighedernes side. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger var blevet beskyldt for tyveri fra et arkæologisk fund og var blevet straffet for at drikke alkohol, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl, da disse sager også måtte anses for at være afsluttet. Den mandlige ansøger havde først under samtalen i Udlændingestyrelsen i september 2004 oplyst, at han var blevet beskyldt for at have begået hærværk mod et mausoleum. Nævnet fandt ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, da ansøgeren ikke havde givet nogen rimelig forklaring på, hvorfor han først på dette tidspunkt havde oplyst om sigtelsen for hærværk på et religiøst gravsted. Uanset om den kvindelige ansøger havde deltaget i de af hende omtalte demonstrationer, havde fremstillet CD-ROM´er og var blevet tilsagt af myndighederne i forbindelse hermed, havde uddelt løbesedler, haft parabolantenne, og at myndighederne måtte have fået kendskab til, at hun ville konvertere til kristendommen, fandtes dette ikke at bevirke, at hun var i asylbegrundende risiko for overgreb fra myndighedernes side. Nævnet bemærkede, at den kvindelige ansøger alene havde været tilbageholdt i kort tid, og at hun havde kunnet opholde sig i Iran i cirka 10 måneder efter tilsigelsen fra myndighederne. Nævnet bemærkede videre, at ansøgerne indtil nævnsmødet havde oplyst, at de var gift med hinanden. Dette fremgår også af en visumansøgning fra oktober 2003 til en europæisk ambassade i Teheran, hvilken ansøgning ansås at vedrøre ansøgerne. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ville være i risiko for forfølgelse på grund af deres samliv. Nævnet havde herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ville være i en konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en hjemvenden. Iran/2004/19
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1978. Indrejst i september 2003. Som asylmotiv gjorde ansøgeren gældende, at ansøgerens ægtefælle i Iran var narkoman og solgte narkotika, og tvang ansøgeren til at prostituere sig, og var voldelig mod hende. Herudover blev det gjort gældende, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede repressalier fra ægtefællen. Flygtningenævnet anså det ikke for sandsynliggjort, at ansøgerens prostitution skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren havde under sagen oplyst, at hun i Iran tillige var narkoman. Nævnet anså det heller ikke for sandsynliggjort, at dette skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgerens konflikter med ægtefællen og de mulige repressalier fra ægtefællen ved ansøgerens tilbagevenden til Iran anså Flygtningenævnet for private konflikter uden asylretlig relevans. Ansøgeren havde endvidere for nævnet som asylmotiv påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerede repressalier fra hendes afdøde tidligere svogers familie, der med urette beskyldte hende for at være skyld i hans død. Flygtningenævnet anså ligeledes mulige konflikter med den afdøde svogers familie for private konflikter uden asylretlig relevans. Ansøgerens beskikkede advokat havde endvidere gjort gældende, at der ikke kunne bortses fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede uforholdsmæssig straf i anledning af, at hun var udrejst uden myndighedernes og ægtefællens tilladelse. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke var udrejst illegalt. Nævnet anså det ikke for sandsynligt, at udrejse af Iran uden udrejsetilladelse, herunder uden ægtefællens tilladelse, skulle medføre uforholdsmæssig straf. Nævnet fandt derfor heller ikke anledning til at følge den beskikkede advokats subsidiære anmodning om at iværksætte en høring om strafniveauet for ulovlig udrejse. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke ved udrejsen var forfulgt af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2004/18
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født 1966. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Som følge af ægtefællens forhold, herunder navnlig at han tidligere havde begået æresdrab på sin søster, at han måtte anses for psykisk syg, at han i fængslet havde været undergivet behandling men fortsat optrådte voldeligt, og at han havde fremsat konkrete trusler mod ansøgeren, fandt Flygtningenævnet, at der var konkret og nærliggende risiko for, at ægtefællen ville udsætte ansøgeren for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran, og det kunne med ansøgerens status og manglende netværk ikke antages, at de iranske myndigheder havde vilje til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Iran/2004/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran, født i 1974. Indrejst i september 2003. Sagen har af Udlændingestyrelsen været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Iran, hvor han var født og hvor han opholdt sig frem til 1993, hvor han udrejste til det nordlige Irak. Ansøgeren opholdt sig herefter i det nordlige Irak frem til 2000, hvor han flyttede til Tyrkiet. Det forhold, at ansøgeren forud for sin udrejse af Iran i 1993 i forbindelse med sit arbejde som fårehyrde blev chikaneret af gardister og myndighedspersoner med henblik på, at ansøgeren skulle oplyse om de kurdiske partisaners opholdssted, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, samt at chikanen ikke havde været af en sådan karakter og intensitet, at den i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene var blevet opsøgt 4-5 gange, at ansøgeren fik lussinger for at blive presset til at samarbejde, og at ansøgeren ikke i øvrigt havde haft konflikter eller problemer med myndighederne. Det forhold, at ansøgeren var udrejst illegalt kunne ikke give grundlag for asyl. Ansøgerens antagelse af myndighedernes fund af ansøgerens personlige dokumenter i forbindelse med hans udrejse beroede alene på formodninger, og der var ikke oplysninger i sagen, som underbyggede, at ansøgerens identitet på den baggrund skulle være blevet eksponeret over for hjemlandets myndigheder. Der blev herved lagt vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret overfor myndighederne. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde tilsluttet sig de kurdiske partisaner, at ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse i 1993 kun var blevet opsøgt 2 gange af myndighederne, at den sidste henvendelse fandt sted for cirka 2 år siden, samt at ansøgeren endvidere havde udtalt, at han ikke kendte til årsagen til, at familien efter ansøgerens udrejse var blevet opsøgt og endvidere havde udtalt, at alle, som havde familie i udlandet, blev anderledes behandlet og var under myndighedernes kontrol. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren var blevet profileret i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren ikke havde aftjent værnepligt, henset til baggrundsoplysningerne, blev ikke fundet i sig selv at kunne begrunde asyl, idet ansøgeren ikke i den anledning risikerede en efter danske forhold uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden skulle få problemer, idet ansøgerens svigerfar er partisan, til grund. Det var herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde forklaret herom under sagens behandling i Udlændingestyrelsen men at disse oplysninger først var fremkommet hos Dansk Flygtningehjælp og i den beskikkede advokats indlæg i sagen. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle, barn og svigerfamilie er bosiddende i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for kurdere i Iran i sig selv kunne begrunde asyl. Iran/2004/15
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i november 2001. Sagen er blevet behandlet sammen med moderens og en broders sag. Sagen blev under nævnsbehandlingen i 2003 udsat på ægthedsvurdering af nogle fremlagte dokumenter. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren aldrig har været politisk aktiv eller været i konflikt med myndighederne. Ansøgeren har som begrundelse for sin asylansøgning henvist til, at hun har medvirket i tre reklame-pornofilm, hvilket er blevet opdaget af de iranske myndigheder. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt to tilsigelser på nævnsmødet i 2003. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hun under sit ophold i Danmark først konverterede til Jehovas Vidner, og at hun i sommeren 2002 forlod Jehovas Vidner og begyndte at gå i almindelig kirke. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren har medvirket i tre reklamepornofilm i Iran, hvilket er blevet opdaget af de iranske myndigheder. Der måtte herved lægges vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hendes ven tilfældigvis så biler tilhørende efterretningstjenesten ved huset, hvor optagelserne fandt sted, ikke forekom troværdig. Endvidere måtte der lægges vægt på, at ansøgeren ved samtalen med styrelsen oplyste, at hun efter denne episode kunne opholde sig problemfrit i omkring to uger fra oktober 2001 til udrejsen i november 2001 hos sin moder. Det forekom endvidere ikke troværdigt, at ansøgeren skulle have lavet kontrakt med sin ven om filmene, idet der er tale om ulovlige aktiviteter. Det måtte endvidere tillægges nogen vægt, at ansøgeren først har omtalt denne kontrakt på nævnsmødet i 2003. Der måtte yderligere lægges vægt på, at de fremlagte tilsigelser til støtte for asylmotivet af Udenrigsministeriets kilde var vurderet som ikke at være ægte. Der måtte endelig lægges vægt på, at tilsigelserne først blev fremlagt på nævnsmødet i 2003, og at ansøgeren indrejste i Danmark i november 2001. Uanset om ansøgeren under sit ophold i Danmark først konverterede til Jehovas Vidner, og at hun i sommeren 2002 forlod Jehovas Vidner og begyndte at gå i almindelig kirke, kunne dette forhold ikke begrunde asyl, idet det på baggrund af det af ansøgeren oplyste om hendes religiøse aktiviteter ikke kunne lægges til grund, at de iranske myndigheder har fået kendskab hertil. Der måtte endvidere lægges vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen ikke var en forlængelse af kristne aktiviteter i hjemlandet. Flygtningenævnets flertal fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun var forfulgt, da hun udrejste, eller at hun vil være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Iran. Iran/2004/14
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1984. Indrejst i november 2001. Sagen er blevet behandlet sammen med moderens og en søsters sag. Sagen blev under nævnsbehandlingen i 2003 udsat på ægthedsvurdering af nogle fremlagte dokumenter. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som årsag til flugten har henvist til, at han havde gjort en gift kvinde gravid, og ansøgeren har i Flygtningenævnet henvist til en fremlagt tilsigelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at der kunne lægges vægt på denne tilsigelse. Den var først fremkommet under nævnsmødet, og den er ifølge den ægthedsvurdering, nævnet har fået foretaget, ikke ægte. I øvrigt har ansøgeren forklaret divergerende om tilsigelsen, også divergerende i forhold til moderens forklaring. Det forekom utroværdigt at ansøgeren ikke har ønsket at se en tilsigelse til ham, især når han ved, at moderen ikke kan læse. Flertallet forkastede ansøgerens forklaring om sit forhold til en gift kvinde. Flertallet lagde herved blandt andet vægt på, at forklaringen herom først fremkom i et brev modtaget i Udlændingestyrelsen i marts 2002, ligesom flertallet fandt det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i nævnet ikke længere kunne huske kvindens fornavn, selvom han angiveligt havde stået i forhold til kvinden i et års tid. Endvidere lagde flertallet i den forbindelse vægt på, at ansøgeren kunne huske det fulde navn på kvindens far og ægtefælle. Disse navne fremgår i øvrigt af den tilsigelse, der er fremlagt. Uanset om ansøgeren måtte have været tilbageholdt blandt andet med monarkistiske løbesedler med videre, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at det kunne begrunde asyl, idet ansøgeren er løsladt, og der er herefter ikke foretaget videre mod ham. Flygtningenævnets flertal fandt således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var forfulgt eller efterstræbt, da han udrejste, eller at han vil være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Iran. Iran/2004/13
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1970, samt to børn. Indrejst september 2000. Flygtningenævnet fandt, at nævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Det var dokumenteret, at ansøgeren opnåede en form for civil skilsmisse i Iran, at hun herefter kom til Danmark sammen med sin tidligere iranske ægtefælle og børnene på et visum, som den tidligere ægtefælle havde opnået før skilsmissen, og at ansøgeren umiddelbart efter ankomsten til Danmark forlod sin tidligere iranske ægtefælle og flyttede sammen med en afghaner, med hvem hun kort tid efter indgik ægteskab i Danmark. Ansøgeren havde endvidere forklaret og dokumenteret, at hun havde modtaget trusler på livet både fra sin tidligere iranske ægtefælle, dennes familie og sin egen familie i Iran. Under disse omstændigheder måtte det formodes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede såvel anmeldelse til de religiøse myndigheder for ægteskabsbrud samt at hendes tidligere iranske ægtefælle og hendes egen familie ville realisere de fremsatte trusler. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerede dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2004/12
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1976. Indrejst i september 2003. Et flertal afFlygtningenævnets medlemmer fandt i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens samlede forklaringer til grund for sagen. Flertallet fandt således ikke, at der var grundlæggende divergenser i ansøgerens forklaringer, og han havde fastholdt sit grundlæggende asylmotiv lige siden indrejsen. Det fremgik af hans forklaringer, at han havde haft samleje med sin faderes hustru nummer to igennem nogle måneder, og at forholdet blev opdaget af hans fader, som anmeldte ansøgeren til myndighederne. Det fremgår af den iranske straffelovs artikel 82, litra b, at straffen for samleje med sin stedmoder er hængning. Af samme straffelovs artikel 105 fremgår, at dommeren har betydelige skønsmæssige beføjelser til at anse forbrydelsen for bevist ud fra sit kendskab til islamisk ret, og at dommeren således - tilsyneladende - ikke altid er bundet af de relativt strenge beviskrav i lovgivningen, jf. den iranske straffelovs artikel 58 ff. Flertallet fandt under disse omstændigheder ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for dødsstraf, eller at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2004/11
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran og en kvindelig statsborger fra Ungarn, født 1968 (M) og i 1974 (K). Indrejst i juni 2003. Ansøgernes advokat anmodede om udsættelse af nævnsbehandlingen for at søge oplyst, hvorledes situationen er i Iran for blandede ægteskaber. Den mandlige ansøger udrejste til Kuwait med sine forældre i 1972, og i 1989 rejste han til Ungarn med henblik på uddannelse. Flygtningenævnet udtalte, at det af British Home Office Country Report fra oktober 2003 punkt 6.47 fremgår: ”Muslim men are free to marry non-Muslim women but marriages between Muslim women and non-Muslim men are not recognised.” Advokatens begæring om udsættelse af sagen kunne således ikke tages til følge. Vedrørende den mandlige ansøger udtalte nævnet, at han er iransk statsborger, hvorfor hans ansøgning om asyl skulle vurderes i forhold til Iran. Ansøgeren, der udrejste i 1972, havde ikke haft aktiviteter, der var imod det iranske styre. Den omstændighed, at ansøgeren tilhørte et arabisk mindretal kunne ikke bevirke, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens ægteskab med en kristen kvinde kunne heller ikke bevirke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse. Vedrørende den kvindelige ansøger udtalte nævnet, at hun er ungarsk statsborger, hvorfor hendes ansøgning om asyl skulle vurderes i forhold til Ungarn. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med de ungarske myndigheder. Flygtningenævnet fandt således ikke, at nogen af ansøgerne opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og fandt heller ikke at ansøgerne ved en tilbagevenden til deres hjemlande ville risikere at blive udsat for forhold, der var omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende udrejse fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at den kvindelige ansøger ikke skulle kunne indrejse i Iran, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet besluttede, at ansøgerne samt to børn skulle udrejse straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2. Såfremt den mandlige ansøger ikke udrejste frivilligt, kunne han udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens § 32a. Såfremt den kvindelige ansøger samt to børn ikke udrejste frivilligt, kunne de udsendes tvangsmæssigt til Ungarn, jf. udlændingelovens § 32a. Nævnet henledte opmærksomheden på, at det var en betingelse for tvangsmæssig udsendelse til henholdsvis Iran og Ungarn, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse havde været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kunne udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller havde opnået eller kunne opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke havde ønsket at benytte sig af denne mulighed. Irak 2004/10
Flygtningenævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i august 2003. Ansøgeren havde oplyst, at han havde været medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren uddelte løbesedler og partiblade i samarbejde med nogle partikammerater. I september 2000 blev ansøgerens partikammerat anholdt. Partikammeraten, der var udsat for tortur under anholdelsen, havde oplyst ansøgerens identitet overfor myndighederne. Flygtningenævnet lagde ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaringer til grund. Det måtte herefter lægges til grund, at ansøgeren havde haft aktiviteter for Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran i form af uddeling af løbesedler m.v. Det kunne videre lægges til grund, at en af de personer, han samarbejdede med for Det Kurdiske Demokratiske Parti, var blevet anholdt i år 2002 og stadig var fængslet. Det måtte også anses for sandsynliggjort, at den pågældende under tortur havde opgivet ansøgerens identitet overfor myndighederne. Nævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren efter den pågældendes fængsling levede skjult, ligesom ansøgerens hjem blev ransaget af myndighederne og ansøgerens fader – der tidligere havde været fængslet i tre år for aktiviteter for den kurdiske sag – blev tilbageholdt og torteret i 48 timer, hvorefter ansøgeren udrejste. På denne baggrund anså nævnet det for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2004/9
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgerfra Iran, født i 1968, samt 2 børn. Indrejst i 2003. I marts 2004 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet lagde til grund, at klageren havde begået utroskab og var gravid med en anden end klagerens ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte, at klageren under nævnsmødet i marts 2004 havde forklaret, at hun ikke havde set sin ægtefælle siden juli 2002, og at han således ikke kunne være fader til det barn, som hun ventede (og som hun fødte den 15. maj 2004). Efter at hendes ægtefælle i april 2004 blev anholdt af politiet, forklarede klageren til politiet, at hendes ægtefælle på det tidspunkt, hvor hun blev gravid, faktisk opholdt sig i Danmark, og at han var fader til hendes andet barn. Hendes ægtefælle forklarede ligeledes, at han på det tidspunkt, hvor hun blev gravid, boede i Hamburg, men ofte besøgte klageren i Danmark, og at det var ham, som var fader til barnet. Under en samtale i Udlændingestyrelsen i april 2004 bekræftede klageren de til politiet angivne oplysninger, ligesom hun bekræftede, at hendes ægtefælle var fader til hendes barn. Klageren bekræftede under mødet i nævnet, at hun til fødselsregistreringsmyndighederne har angivet sin ægtefælle som fader til barnet. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet det ubetænkeligt at tilsidesætte klagerens tidligere oplysninger om, at hun havde haft et forhold til en anden person, som også skulle være fader til hendes andet barn. Flygtningenævnet tiltrådte derfor, at klagerens opholdstilladelse var inddraget på grund af svig, jf. udlændingelovens § 19. Nævnet tiltrådte endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at opholdstilladelsen alligevel ikke burde inddrages. Iran/2004/8 NB. Se tilladelsen under "Seksuelle forhold" Iran/2004/5
Nævnet meddelte i maj2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1983. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren havde forklaret, at han var perser og shiamuslim fra Shiraz. Ansøgeren havde som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at han fire gange inden for et år havde været tilbageholdt af de iranske myndigheder – senest kort før sin udrejse i foråret 2003, hvor han var tilbageholdt i 3½ måned og blev udsat for tortur. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hans fader var politisk aktiv, og at han selv siden december 2002 havde været tilknyttet NEDA (Nehzate Demokrasi Iran – Irans demokratiske bevægelse). Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren siden sin ankomst til Danmark deltaljeret havde forklaret om sine tilbageholdelser, og nævnet fandt, at disse forklaringer kunne lægges til grund. Da ansøgeren således flere gange havde været tilbageholdt af repræsentanter fra de iranske myndigheder, og da dette måtte formodes at have været begrundet i faderens og ansøgerens politiske aktiviteter, opfyldte ansøgeren betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/7
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig iransk statsborger, født i 1987. Indrejst i juli 2003. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun under sit ophold i Danmark mod sin vilje havde haft seksuelt samvær med en dansk mand, og at hun frygtede konsekvenserne herfor ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om den nævnte episode havde været upræcis og vag og ikke fremstod som troværdig. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde kunnet angive konkrete punkter, der kunne bestyrke forklaringen. Hun kunne således hverken oplyse mandens efternavn, hans telefonnummer eller adresse. Hun kunne ikke angive adressen på sin veninde i Malmø, som hun efter det forklarede opsøgte efter at have haft samkvem med den danske mand eller navn eller adresse på en tandlæge i Malmø, der efter det oplyste skulle have foretaget en undersøgelse af ansøgeren. Ansøgeren søgte først asyl i forbindelse med, at hun blev standset i toget ved en billetkontrol. Hun havde i marts måned 2004 efter Udlændingestyrelsens afslag anmeldt forholdet til politiet. Nævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om den omhandlede episode til grund. Ansøgeren havde som sit asylmotiv yderligere henvist til, at hun har en voldelig far, og at hun ved en tilbagevenden skulle tvangsgiftes med en mand, der var væsentlig ældre end ansøgeren. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville blive udsat for asylbegrundende overgreb fra sin fars side. Nævnet lagde i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens far gav tilladelse til, at ansøgeren sammen med sin mor rejste til Danmark for at besøge ansøgerens bror. Det forhold, at ansøgeren ikke ønskede at indgå ægteskab med en væsentlig ældre person var ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller betingelserne for beskyttelsesstatus jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2004/6
Nævnetmeddeltei marts 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig iransk statsborger, født 1968, samt et barn. Ansøgeren søgte første gang asyl i Danmark i 1999. Hun fik afslag på asyl og blev udsendt til Iran i sommeren 2000. Ansøgeren havde mødt en iransk mand til en fest i Danmark. Hun havde mødtes med ham tre gange og var blevet gravid. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren, at hendes svigerforældre eller forældre vil dræbe hende. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til sin graviditet samt til sin ægtefælles konflikter i hjemlandet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er shia-muslim, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Endvidere blev det tillagt vægt, at ansøgeren havde udvist en endog meget begrænset viden om ægtefællens eventuelle aktiviteter i hjemlandet, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sin færden i hjemlandet blandt andet vedrørende ransagning på bopælen, aflevering af tilsigelse og om udrejsen fra lufthavnen i 2002. Hertil kom, at ansøgeren rejste tilbage til Iran efter at have opholdt sig i Tyrkiet, og at hun først ansøgte om asyl i Danmark i april 2003. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var eftersøgt af myndighederne, eller at hun i øvrigt var forfulgt. Det kunne efter det foreliggende heller ikke antages, at ansøgeren skulle være blevet bragt i myndighedernes søgelys på grund af ægtefællens påståede aktiviteter. Ansøgeren havde forklaret upræcist vedrørende omstændighederne i forbindelse med sin graviditet i Danmark. Endvidere havde ansøgeren ved sine forklaringer under sagen bibragt nævnet det indtryk, at der har været tale om et forsøg på at skaffe sig et asylmotiv. Imidlertid kunne nævnet efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger ikke afvise, at ansøgeren havde begået utroskab. Nævnet havde ikke fundet grundlag for at imødekomme en begæring fra Udlændingestyrelsen om udsættelse af sagen med henblik på iværksættelse af en dna-test af ansøgerens barn og det ufødte barn for at vurdere, hvorvidt ansøgerens ægtefælle kunne være far til det ufødte barn. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens familieforhold måtte det antages, at ansøgeren under disse omstændigheder ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Iran/2004/5. NB. Denne opholdstilladelse blev siden inddraget på grund af svig. Se under "Inddragelse af opholdstilladelse" Iran/2004/8.
Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i september 1951. Indrejst i juli 2002.Ansøgeren tilhører Ghashgai stammen. Han var uddannet officer. Ansøgeren var imod præstestyret, men var ikke almindeligt politisk aktiv, idet han frembragte sit politiske budskab via sange og poesi. Under et nævnsmøde i maj 2003 fremlagde den beskikkede advokat en original tilsigelse, og efter begæring fra advokaten, blev sagen udsat med henblik på en ægthedsvurdering. Sagen kom for nyt mundtligt nævn, da ægthedsvurderingen forelå. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring fremstod overbevisende og sammenhængende til sagen og under nævnsmødet og derfor i alt det væsentlige måtte lægges til grund. Nævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren i 1986 blev afskediget fra sin stilling som officer og efter en tilbageholdelse på ca. 2 måneder blev løsladt. Ansøgeren fik fra foråret 1987 månedlig meldepligt hos sikkerhedsmyndighederne og efterkom meldepligten. I 1988 var ansøgeren tilbageholdt ca. 1 uge i forbindelse med politisk sang ved en fest, hvor der blev serveret spiritus. I 1998 blev ansøgeren tilbageholdt i ca. 15 dage i forbindelse med politisk sang ved en fest. Ca. 3 måneder efter ansøgerens hustrus og børns udrejse i marts 2000, blev meldepligten ændret til fremmøde hver 15. dag. I april 2002 holdt ansøgeren en politisk tale og sang en politisk sang mod myndighederne i anledning af begravelsen af en ung mand fra Ghashghai-stammen, der var blevet dræbt i forbindelse med en anholdelse efter en demonstration. Det lagdes videre til grund, at ansøgerens bopæl samme aften blev opsøgt af myndighederne, der ville anholde ansøgeren, der dog ikke var på bopælen, hvorfor myndighederne i stedet anholdt og herefter i 6-7 måneder tilbageholdt ansøgerens lillebroder. Denne blev i de første måneder under anholdelsen alene afhørt om ansøgerens forhold og færden, men blev ikke i øvrigt selv sigtet og blev siden løsladt uden vilkår. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren er Ghashghai-leder af en del af Ghashghai-stammen, og som i hvert fald for så vidt angår ansøgerens del af stammen må anses for at have et modsætningsforhold til det iranske styre. Ansøgeren har forklaret, at hans klan består af ca. 20.000 familier. Hans egen underklan tæller ca. 700 familier. Ansøgeren er den reelle leder, idet hans fader, der har været mangeårig leder, nu er en gammel mand. På denne baggrund, og da der efter den vurdering af den fremlagte tilsigelse fra april 2003, ikke fandtes tilstrækkeligt grundlag for at afvise tilsigelsen, som Udenrigsministeriets kilde ikke havde set sig i stand til at vurdere ægtheden af, fandt nævnet samlet, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren, der ansås for udrejst illegalt på falsk pas, ved en tilbagevenden til Iran ville risikere en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde derfor krav på opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Iran/2004/4
Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren var azari-tyrker fra Iran, hvor han var født og havde opholdt sig indtil marts 1987, hvor han udrejste til Tyrkiet. Ansøgeren havde været medlem af Cherik Fadaiei Khalgh fra 1979, hvilket var kommet myndighederne til kundskab. Ansøgeren havde derudover været aktiv for KDP, også efter udrejsen af Iran. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet indtil 1989, i Holland fra 1989 til 1990, i Sverige fra 1990 til 1993, i Norge fra 1993 til 2001, og han havde siden november 2001 opholdt sig i Danmark. De danske myndigheder havde indhentet asyl-akterne fra de nævnte europæiske lande. Det fremgik heraf, at ansøgeren i Holland og Sverige på nogle punkter havde forklaret anderledes om sit asylmotiv end i Norge og Danmark. Ansøgeren havde som begrundelse herfor anført, at han var bange for at blive sendt tilbage til Iran, og at han som følge heraf ikke havde forklaret om sine politiske aktiviteter i Iran. På trods af, at ansøgeren havde forklaret divergerende, kunne flertallet af Flygtningenævnets medlemmer ikke udelukke, at ansøgeren havde haft politiske aktiviteter i Iran, og at han som følge heraf havde haft konflikter med myndighederne, herunder med tilbageholdelse og fængsling til følge. Selv om ansøgeren var udrejst ved forevisning af ægte pas i marts 1987, fandt et flertal, at det ikke kunne udelukkes, at han på grund af sine politiske aktiviteter, sammenholdt med, at han havde boet 17 år uden for Iran, ville være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side ved sin tilbagevenden til Iran. Ansøgeren meddeltes derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/3
Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i november 1960. Indrejst i januar 2001.Ansøgt om asyl i august 2002. Flygtningenævnet lagde i det hele ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren i perioden fra 1982 til udrejsen i 2001 havde været udsat for særdeles grove voldsepisoder fra sin tidligere ægtefælle, fra hvem hun var blevet skilt i 1998. Ansøgeren havde forgæves adskillige gange henvendt sig til forskellige myndigheder for at anmelde ægtefællens overgreb, men anmeldelserne var blevet afvist, antageligt på grund af svigerfamiliens indflydelsesrige position. I forbindelse med indgåelse af nyt ægteskab havde ansøgeren måttet overlade forældremyndigheden over sine to børn til den tidligere ægtefælle, men havde som følge af fortsatte overgreb fra den tidligere ægtefælle mod hende og børnene valgt at udrejse. Selve udrejsen var sket på et pas, hvor børnenes navn var blevet indført forud for skilsmissen. Der verserede nu en sag mod ansøgeren for bortførsel af børnene. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville risikere en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet henviste herunder til, at ansøgeren i perioden fra 1982 og frem til udrejsen ikke hos de iranske myndigheder havde kunnet opnå beskyttelse mod ægtefællen, og at hun heller ikke ved en tilbagevenden ville kunne opnå en sådan beskyttelse. Nævnet kunne ikke afvise, at ansøgeren efter sin udrejse med børnene uden tilladelse fra ægtefællen ville blive udsat for endnu grovere livstruende overgreb fra hans side. Det forhold, at børnebortførsel straffedes hårdere i Iran end i Danmark kunne ikke i sig selv føre til asyl, men det var indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren som kvinde var i særlig risiko for under afsoning af en langvarig fængselsstraf at blive udsat for overgreb, herunder voldtægt og tortur, jf. eksempelvis British Home Office Rapport af oktober 2003. Iran/2004/2
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran samt et barn. Født i marts 1978. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var perser, shia-muslim og fra den sydlige del af Iran. Hun havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun før sin udrejse havde uddelt løbesedler og kassettebånd, ligesom myndighederne kort før hendes udrejse ransagede familiens bolig, hvor de fandt illegalt materiale under hendes seng. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun ikke ville kunne vende tilbage til Iran, da hun her i Danmark havde født et barn, og at faderen til barnet var en slægtning, der havde boet her i Danmark i 20 år og var dødsdømt i Iran. Ansøgeren havde oplyst, at hun 2 – 3 år før sin udrejse fra Iran blev forlovet med faderen til barnet, men at hendes udrejse intet havde at gøre med ham, da det ikke var meningen, at de skulle giftes. Ansøgeren havde i stedet betonet, at hun alene flygtede til Danmark på grund af myndighedernes ransagning og ønske om at få fat i hende. Nævnet fandt ikke ansøgerens forklaring troværdig. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke nærmere kunne redegøre for Cherikhayeh Fadaei Khalgh, som hun angav at støtte. Ansøgeren kunne heller ikke huske teksten på nogle af de løbesedler, som hun angav at skulle have uddelt. Hertil kom, at det ikke var sandsynligt, at ansøgerens fader ikke skulle være blevet anholdt i forbindelse med den påståede beslaglæggelse hos familien, da han efter ansøgerens forklaring nogle år tidligere havde været fængslet netop for sine aktiviteter for Cherikhayeh Fadaei Khalgh. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt af de iranske myndigheder, eller at hun var i risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Iran på grund af sine politiske aktiviteter. Det forhold, at faderen og muligvis andre familiemedlemmer havde været politisk aktive, kunne ikke føre til nogen anden vurdering. Ansøgeren opfyldt derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren var indrejst efter den 1. juli 2002. Da det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde været politisk aktiv og som følge heraf havde været i myndighedernes søgelys, kunne det ikke antages, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Iran ville være i risiko for dødsstraf mv., jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 24. juli 2003. Da ansøgerens forlovelse med faderen til ansøgerens barn var arrangeret af familierne, var der ikke grund til at antage, at ansøgeren ville blive forfulgt af familiemedlemmer, fordi hun i Danmark havde fået et barn med sin forlovede. Der var heller ikke i den forbindelse grund til at antage, at ansøgeren ville få asylrelevante problemer med de iranske myndigheder ved sin tilbagevenden med barnet. Iran/2004/1
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Anbar, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter sekteriske stridigheder, idet der ikke er nogen sikkerhed i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de irakiske myndigheder er shiamuslimske bander, der hader sunnimuslimer og er styret af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at det er tydeligt, at han er sunnimuslim, fordi han har et sunnimuslimsk navn. Dette kunne blive et problem, hvis han skulle gennemgå ID-tjek. Ansøgeren har videre oplyst, at han og hans familie flyttede fra Rumadi til Sulaymaniyah [i foråret 2015], fordi ISIL nærmede sig deres område. Ansøgeren blev [i sommeren 2015] skudt i maven af sin nabo, fordi naboen under sin søns begravelse var vred på arabere, fordi ISIL havde dræbt hans søn. Endelig har ansøgeren oplyst, at han og hans families liv blev truet efter Saddams fald, idet al-Qaeda kom til landet. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring til grund, at han er flygtet på grund af de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016] og asylsamtalen [i starten af 2017] om sit asylmotiv har forklaret, at han frygter at blive anholdt og dræbt af de irakiske myndigheder, fordi han vil blive anklaget for at være en del af ISIL. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han frygter de sekteriske stridigheder i Irak, og at han ikke frygter andre end de irakiske myndigheder og de generelle forhold i Irak i form af de sekteriske stridigheder. Til asylsamtalen [i starten af 2017] har ansøgeren endelig forklaret, at han [i sommeren 2015] blev skudt i maven af sin nabo, men at han aldrig siden oplevede problemer eller konflikter med naboen. Episoden var medvirkende årsag til, at han flygtede og søgte asyl, men ansøgeren frygter ikke sin nabo ved en tilbagevenden til Irak. Videre har ansøgeren forklaret, at der ikke var nogen konkret episode, der fik ansøgeren til at udrejse på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har – bortset fra episoden, hvor naboen skød ham i maven – oplevet nogen konflikter eller problemer med de irakiske myndigheder, grupperinger, herunder ISIL, eller privatpersoner. Endvidere har nævnet lagt til grund, at der ikke var nogen konkret episode, der gjorde, at ansøgeren udrejste på det pågældende tidspunkt. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse i landet er i reel risiko for at blive udsat for en behandling i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Selvom ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak måtte frygte for sit liv på grund af konflikten med sin nabo, kan det ikke føre til en ændret vurdering, da konflikten efter sin karakter ikke er asylbegrundende. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt, og Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/9/MAH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren på 17 år er araber og shia-muslim fra Al-Helle i Babil provinsen, Irak. Han har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han frygter sin fodboldtræner, der har truet med, urigtigt, at oplyse, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren frygter også lokalbefolkningen og sin egen familie/klan, herunder sin far, som er konservativ muslim og vred på ham. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at hans træner to aftener i træk lagde an på ham under fodboldturnering i Frankrig i [sommeren] 2017, hvor de delte værelse. Træneren rørte ansøgerens bryst. Ansøgeren var ikke interesseret og skubbede træneren væk eller trak sig væk fra træneren og forlod værelset. Under den seneste episode råbte de ad hinanden, og træneren gav ansøgeren en lussing på kinden og truede med, at han i Irak ville fortælle, at ansøgeren var homoseksuel, hvis ikke ansøgeren føjede ham. Ansøgeren orienterede fra Frankrig telefonisk sin i Sverige bosiddende faster herom. Fasteren sagde, at ansøgeren skulle tage til Sverige. Ansøgeren nåede kun til Danmark. Han har stadig kontakt med sin faster og sin mor, der bor i Babil med ansøgerens far og søskende. Ansøgeren har også kontakt med 2-3 venner i Irak. Efter flugten til Danmark forsøgte han at få forbindelse med sin far, men røret blev lagt på. Hans mor sagde, at faren var vred på ham og ikke ville tale med ham. Ansøgeren har forstået det således, at hvis han vender tilbage, vil hans far måske forbyde ham at spille fodbold og gå i skole. Der kan også ske noget være. Måske vil faren begå vold mod ham. Han ved ikke med sikkerhed, hvad faren er vred over. Ansøgeren antager, at dette kan skyldes, at han uden farens tilladelse er rejst til Danmark. Det kan også være, at træneren har gjort alvor af truslen og sagt, at ansøgeren er homoseksuel. Det er i Irak farligt at være beskyldt for at være homoseksuel, hvilket kan ende med drab. Fasteren har oplyst, at faren har anlagt sag mod træneren. Han ved ikke præcist, hvad sagen drejer sig om. Træneren er en ældre mand, som der er farligt at have et så alvorligt modsætningsforhold med. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren, der er 17 år gammel, er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylbehandling, idet han på mødet har svaret på de stillede spørgsmål på en måde, der viser, at han har forstået, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine uoverensstemmelser med sin træner og dermed med sin far til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens korte forklaring om det ret enkle begivenhedsforløb er fremstået usikkert og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt faren sagde noget til ansøgeren, da han fra Danmark ringede til faren. Ifølge gengivelsen af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen skulle ansøgeren have oplyst, at faren sagde, at ansøgeren ikke skulle komme tilbage til familien. Til nævnet endte ansøgeren derimod efter nogen tøven med at oplyse, at faren slet ikke sagde noget til ham, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var faren, som lagde røret på. Ansøgeren har endvidere i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om flere centrale omstændigheder. Til nævnet har han således som noget nyt forklaret, at træneren i Paris holdt ham fast og derefter slog på ansøgerens hånd, da han forsøgte at komme fri, samt at træneren truede med at slå ham ihjel. Træneren truede tillige ansøgerens far med, at han vil slå dennes familie ihjel. Hertil kommer, at kriminelle personer derefter kom til forældres hjem, hvor de ligeledes fremsatte trusler. Familien måtte af den grund flytte til et andet sted i provinsen, og faren måtte hæve retssagen. Faren tror ikke, at ansøgeren er homoseksuel, men faren er vred på ansøgeren for at have været skyld i den alvorlige tvist, der i klanens øjne er ærekrænkende for ansøgers far. Herefter, og efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger, herunder at ansøgeren kun er 17 år, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/89/JAH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin far, sine farbrødre eller en dreng ved navn [A], fordi hun har haft et seksuelt forhold til sidstnævnte. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun havde et venskabeligt forhold til nabodrengen [A], der købte gaver til hende og fulgte hende hjem fra skole. Ansøgeren har oplyst, at hun indledte et seksuelt forhold til [A] [i foråret] 2017. Ansøgerens forældre var ude at handle, og hun var derfor alene hjemme, da [A] opsøgte familiens bopæl. Ansøgeren har forklaret, at [A] kyssede hende og førte hende ind på hendes værelse, hvor han afklædte hende og tog intime billeder af hende. De havde herefter samleje, og [A] sagde, at hun ikke skulle være bange, fordi de skulle giftes. Ansøgeren har oplyst, at hun efterfølgende frivilligt havde samleje med [A] flere gange. 1-2 uger efter deres første samleje afviste ansøgeren at være seksuelt sammen med [A]. På daværende tidspunkt befandt de sig på ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren var alene hjemme. Ansøgeren sagde til [A], at hun ikke havde lyst til at være sammen med ham, hvorefter han hev hende i håret og truede med at slå både hende og hendes bror ihjel, hvis hun ikke havde samleje med ham. Det førte til, at ansøgeren og [A] havde samleje. [A] tvang efterfølgende ansøgeren til samleje adskillige gange. En dag var ansøgeren på vej til eksamen på sin skole, da [A] samlede hende op i sin bil. Han krævede, at ansøgeren holdt op med at gå i sko-le og begyndte at gå med tørklæde. Han truede med, at han ville slå hende, hvis hun ikke gjorde som han sagde. Han sagde også, at han ville tage hende med til Hawaeja. Ansøgeren lagde mær-ke til, at [A] opbevarede forskellige skydevåben i bilen, herunder en pistol i handskerummet og 2-3 store våben på bagsædet. En dag i [efteråret] 2017, hvor ansøgerens forældre ikke var hjemme, opholdt [A] sig sammen med ansøgeren på hendes bopæl. På et tidspunkt krævede [A], at de skulle have samleje. Han tog ansøgeren med ind på hendes værelse, hvor han klædte hende af. Ansøgerens forældre kom pludselig hjem, og ansøgeren var nøgen, da hendes far så hende og [A]. Faren løb efter Abdullah, mens ansøgeren flygtede over til naboen. Om aftenen kom ansø-gerens mor over til naboen. Moren spyttede på ansøgeren og sagde, at hun havde bragt skam over familien. Hun sagde også, at faren havde forladt bopælen for at hente ansøgerens farbrødre, så de kunne slå hende ihjel, og at ansøgeren derfor blev nødt til at forlade stedet. Moren forlod naboens bopæl, men vendte kort efter tilbage med ansøgerens id-kort og noget tøj. Herefter for-lod ansøgeren Kirkuk og udrejste sidenhen af Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet tiltræder, at ansøgeren, der er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylbe-handlingen, idet hun på mødet svarede på de stillede spørgsmål på en måde, der viste, at hun forstod, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring fremstod konsistent, detaljeret og selvoplevet. Uagtet forklaringen indeholder visse usandsynlige elementer, har Flygtningenævnet ved vurderingen lagt vægt på ansøgerens alder. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som 16-årig af [A] blev overtalt til at have samleje i den tro, at hun og [A] skulle giftes, og at ansøge-ren efter en periode, hvor hun måtte konstatere, at [A] ikke opfyldte sit løfte om at fri, ikke læn-gere ønskede at have samleje med ham men af [A] blev tvunget til fortsat at have samleje med ham adskillige gange. Ansøgeren flygtede, da forholdet blev opdaget af hendes forældre, og hendes far truede med at dræbe hende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” irak/2018/88/THV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunnimuslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes far og bror vil slå hende ihjel, idet hun forlod sit hjem og giftede sig uden deres tilladelse. Hun frygter ydermere sin eksmand, idet han vil have hende tilbage. Hun har videre henvist til, at hun frygter de generelle forhold for kvinder i Irak, herunder kvinders manglende rettigheder, samt de generelle forhold i Irak, herunder Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun blev gift med [A] mod sin vilje i [foråret] 2012, og at han ofte slog hende. De blev skilt i [foråret] 2014, hvilket ansøgerens forældre accepterede. Omkring halvanden måned senere anmodede [A] om at blive gift med hende igen, og ansøgerens forældre gav deres accept. I starten af 2014 lærte ansøgeren sin nuværende ægtefælle at kende over Facebook. Han boede i Danmark, men de mødte hinanden, da han besøgte sin familie i Irak i [sommeren] 2014. De blev gift [i sommeren] 2014. Ansøgeren indrejste i Danmark på et visum [i starten af] 2015 og søgte asyl [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sin familiesammenføringssag og asylsag har afgivet divergerende oplysninger og forklaringer - herunder ved de forskellige samtaler i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet - om, om hun havde været gift tidligere, om hun mødte sin nuværende ægtefælle via internettet/Facebook, om sine forældres kendskab til ægteskabet med sin nuværende ægtefælle, om årsagen til, at hendes familie vil slå hende ihjel, og om sin udrejse af Irak og ophold i Istanbul og Erbil i forbindelse hermed. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark [i starten af] 2015, men først søgte asyl [i slutningen af] 2015, efter at have fået afslag på sin ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Irak, herunder for enlige kvinder, ikke er af en sådan karakter, at de kan føre til, at ansøgeren er i risiko for overgreb i strid med De Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/87/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [landsby], Mosul-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af ISIL, og at han vil blive fængslet og tortureret af de irakiske myndigheder og af de kurdiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ISIL invaderede hans landsby [navn] i [sommeren] 2014. Ansøgeren og hans familie flygtede derfor til et område, som var kontrolleret af kurdiske peshmergaere. De blev derfra transporteret til flygtningelejren Domiz, som ligger i Dohuk-provinsen. I flygtningelejren arbejdede ansøgeren som tømrer i et år. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak, fordi der var mangel på arbejde. Ansøgerens landsby er vel blevet befriet fra ISIL, men ISIL er stadig til stede i området. Familiens hus er ødelagt, og han har intet at vende tilbage til. Han kan heller ikke tage til det kurdisk kontrollerede område, idet han har afslået at tilslutte sig de kurdiske brigader. De kurdiske myndigheder har derfor chikaneret ham og spurgt efter ham i flygtningelejren. Han frygter ligeledes de irakiske myndigheder, idet han ved en tilbagevenden vil skulle indrejse gennem Bagdad lufthavn, og han vil som sunni-muslim blive undergivet nærmere kontrol. Det vil her komme frem, at han er flygtet fra den pågældende flygtningelejr. Han frygter derfor at blive fængslet og tortureret. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke personligt været i forbindelse med ISIL og fremstår ikke som profileret i forhold hertil. ISIL´s indflydelse i Irak er i dag væsentligt formindsket i forhold til i 2014, hvor ansøgeren forlod sin landsby, og ISIL har ikke længere kontrol med det område, hvor [landsbyen] er beliggende. Der er intet i sagen eller baggrundsoplysningerne, der tyder på, at ISIL vil anvende deres reducerede ressourcer på ansøgeren, der ikke er profileret. Efter baggrundsoplysningerne har kurdiske styrker ikke i dag kontrol over [landsbyen] og omegn, hvilket heller ikke var tilfældet før ISIL´s angreb i 2014. Oplysningerne om den øjeblikkelige magtfordeling i området mellem det shia-dominerende styre i Baghdad og iransk støttede shia-militser er ikke helt entydig. Det ligger dog fast, at shia-militser har indflydelse og i flere tilfælde har begået overgreb i de områder, som ISIL tidligere har behersket. Efter nævnets vurdering er det imidlertid ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine individuelle, konkrete forhold vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra militser ved en tilbagevenden til sin hjemegn. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren som sunni-muslim, kurder og helt uden konkrete konflikter risikerer sådanne overgreb ved indrejsen i Irak, at det af denne grund ikke kan kræves, at ansøgeren vender tilbage. Ansøgeren opfylder dermed ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. I flere områder omkring Mosul er forholdene stadig præget af usikkerhed, og til tider uroligheder, til dels af krigslignende karakter, hvilket blandt andet har sammenhæng med shia-militsers betydelige indflydelse. Efter baggrundsoplysningerne er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene er således, at enhver sunni-muslimsk kurder, der vender tilbage, som udgangspunkt vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. De generelle forhold kan derfor endvidere ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at de forhold, som ansøgeren måtte have været udsat for fra de kurdiske myndigheder eller peshmergaer ikke er af et sådant omfang, at det kan anses for forfølgelse. Ansøgeren kan således heller ikke antages at have asylretlige problemer ved en tilbagevenden til det kurdisk kontrollerede område. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/86/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, oprindeligt shia-muslim og fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsgruppen […], fordi han har arbejdet på en amerikansk base og er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte at arbejde på en amerikansk base i 2003. I 2004 blev ansøgeren inviteret til en kirkelig ceremoni på basen af sin overordnede, der blev kaldt [A]. Ansøgerens interesse for kristendommen blev vakt under ceremonien, og [A’s] […] tolk, der hed [B] og var kristen, gav efterfølgende ansøgeren en bibel på arabisk. Ansøgeren har oplyst, at han konverterede til kristendommen i vinteren 2004, og at han i den forbindelse forsøgte at tilegne sig kristne værdier, ændrede sine madvaner og begyndte at klæde sig anderledes. Ansøgeren begyndte blandt andet at spise svinekød og bar en halskæde med et kors. I foråret 2006 blev ansøgeren bortført og tilbageholdt af ukendte personer i 7-8 dage. Ansøgeren har oplyst, at han befandt sig i en taxa, der holdt i et lyskryds, da taxaen blev beskudt af en forbipasserende bil. Bilen standsede, og tre personer i militæruniform steg ud af bilen. En af personerne bad ansøgeren stige ud af taxaen, hvorefter han slog ansøgeren, der mistede bevidstheden. Ansøgeren har forklaret, at han blev udsat for vold og tortur under tilbageholdelsen, og at de ukendte personer råbte, at han var vantro. Ansøgeren har også forklaret, at han var bevidstløs under tilbageholdelsen, og at han ikke erindrer, hvordan han og de andre tilbageholdte personer blev løsladt, men at han på hospitalet efterfølgende fik at vide af en af hans medfanger, at amerikanerne havde befriet dem. Herefter tog ansøgeren til Jordan, hvor han opholdt sig i fire måneder, og sidenhen til Syrien, hvor han opholdt sig i fjorten måneder, indtil han vendte tilbage til Irak i 2008, hvor han mødte sin ægtefælle og blev gift. Ansøgeren har forklaret, at han i slutningen af 2010 blev kontaktet telefonisk seks gange af en militsgruppe, der havde forbindelser til myndighederne. Gruppen truede ansøgeren og forlangte, at han betalte skat, fordi han som kristen havde bosat sig i et muslimsk område i Bagdad. Herudover blev ansøgerens ægtefælle opsøgt på familiens bopæl og opfordret til at lade sig skille fra ansøgeren. Parret blev skilt i 2012, og ansøgeren flyttede herefter til et andet område. I 2013 blev ansøgeren og hans ven [C] beskudt uden for [C’s] værksted. [C] blev slået ihjel, mens ansøgeren alene blev ramt i benet. Ansøgeren har oplyst, at han besvimede og blev bragt til hospitalet. Under indlæggelsen modtog ansøgeren fire telefoniske trusler. Ansøgeren blev truet på livet af en ukendt person, og i forbindelse med det fjerde opkald fik ansøgeren at vide, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke forlod landet. Ansøgeren informerede politiet om de telefoniske trusler, og der blev oprettet en sag hos politiet i forbindelse med skudepisoden. Omkring fire måneder efter skudepisoden modtog ansøgeren et trusselsbrev sammen med en bombeattrap. Brevet og attrappen blev afleveret ved ansøgerens bopæl, og i brevet stod der, at ansøgeren var en forræder, og at han havde et halvt år til at forlade Irak. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin ven […], der boede i et andet område af Bagdad, indtil han udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Irak til grund, idet han på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev kidnappet i 2006. Han har således under OM-samtalen forklaret, at det var [i foråret] 2006 og under asylsamtalen [i vinteren] 2016, at det var i [tidligere i] 2006. Under sin forklaring i nævnet har han først forklaret, at det var i [sommeren 2006]. Foreholdt sin forklaring under asylsamtalen har han herefter forklaret, at han ikke husker, hvornår kidnapningen fandt sted. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om skudepisoden og de efterfølgende trusler i 2013. Han har således forklaret divergerende om blandt andet, hvem der angiveligt stod bag skudepisoden og truslerne, han har forklaret divergerende om, hvornår han modtog trusselsbrevet med den inaktive bombe, og hans forklaring om skudepisoden under asylsagen stemmer ikke overens med hans vidneforklaring til de irakiske myndigheder om episoden. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig problemfrit i Irak i mere end 1 år efter skudepisoden, ligesom han har fået udstedt pas og er udrejst legalt af Irak, uanset den militsgruppe, der angiveligt efterstræber ham, har tilknytning til de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, herunder at han har været kristen siden 2004. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare overbevisende om, hvad der tiltalte ham ved den kristne tro, ligesom han ikke har kunnet redegøre for sin indre overbevisning eller for, hvordan han levede som kristen i Irak. Hertil kommer, at ansøgeren under sine samtaler i Udlændingestyrelsen demonstrerede en meget begrænset viden om kristendommen, herunder om de kristne højtider, ligesom han forud for den sidste samtale i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2017 alene havde været i kirke en enkelt gang. Det forhold, at ansøgeren, efter at han fik afslag på sin asylansøgning, opsøgte en kirke og blev døbt [i foråret] 2018, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke under sin forklaring for nævnet har kunnet redegøre overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere, ligesom han også under nævnsmødet har udvist begrænset kendskab til bl.a. de kristne højtider. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/84/THV
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [K]-klanen. Ansøgeren har oplyst, at hans fætter i [sommeren] 2011 kom til at skyde en person fra [K]-klanen, som efterfølgende døde af sine kvæstelser. [K]-klanen krævede herefter 10 millioner dinarer af ansøgerens familie, og at ansøgerens søster skulle giftes med et medlem fra stammen, hvilket familien nægtede. På et tidspunkt i 2011 sagde ansøgerens onkel til ansøgerens familie, at [K]-klanen ville slå ansøgerens familie ihjel. Ansøgeren udrejste af Irak [i efteråret] 2015. Ansøgerens far har i [slutningen af] 2017 oplyst ansøgeren telefonisk, at ansøgerens svoger er blevet slået ihjel af [K]-klanen, og at medlemmer af stammen er blevet opmærksom på familiens opholdssted. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om hændelserne inden hans udrejse til grund. Nævnet finder under henvisning til, at hverken ansøgeren eller hans familie har oplevet henvendelser fra [K]-klanen, at konflikten med [K]-klanen inden udrejsen ikke har haft en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at hans svoger er blevet slået ihjel af [K]-klanen. Nævnet lægger herved vægt på, at han alene har modtaget oplysninger herom telefonisk fra sin far, der ikke overværede drabet, og at faren ikke ville oplyse nærmere detaljer om dødsfaldet. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at dødsfaldet har fundet sted, eller/og at det i bekræftende fald skulle have sammenhæng med konflikten fra 2011. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/83/MGO
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af [A’s] far, [HHS], idet han er blevet beskyldt for at havde krænket [A’s] ære. Herudover frygter ansøgeren nogle terrorister, der har truet ham.Til støtte for asylmotivet omkring konflikten med [H] familie har ansøgeren oplyst, at han var kæreste med [A], der var hans søsters veninde og boede i samme nabolag som ansøgerens og hans familie. Han og [A] har hverken kysset og krammet eller været sammen seksuelt. Ansøgeren sås med [A], når hun var sammen med hans søster, og bortset fra en enkelt gang foregik det som regel på ansøgerens families bopæl. I 2015 besøgte ansøgeren og hans søster [A] på hendes bopæl. [A] var alene hjemme. Kort efter ankomsten, skulle ansøgerens søster hjem for at hente noget, hvorefter ansøgeren var alene med [A]. Ansøgeren og [A] sad tæt sammen og talte med hinanden, da [A´s] far, [H], pludselig kom hjem og opdagede dem. Han spurgte, hvad de lavede. Ansøgeren svarede hertil, at han var kommet på besøg sammen med sin søster. [H] troede ikke på ansøgeren og beskyldte ham for at have krænket [A´s] ære og truede med at slå ansøgeren om hans familie ihjel. [H] forøvede vold mod ansøgeren, men ansøgeren formåede at løbe væk, idet han dog på vejen væk blev skåret på hånden med en kniv af [A´s] bror. Ansøgeren tog hjem og fortalte sin søster om episoden. Senere samme aften fortalte han også sin far om episoden. Samme aften ringede [A] til ansøgerens søster og fortalte, at hendes far, brødre og nogle bodyguards havde planer om at storme ansøgerens hus med våben, og at de ville slå ansøgeren og hans familie ihjel. Da [A´s] familie kom hen til ansøgerens families hus, lykkedes det ansøgeren og hans familie at flygte. De tog ophold hos ansøgerens fars ven, og mens de var der, fik ansøgerens far et opkald fra en person, der fortalte, at deres hus og bil var blevet brændt ned. Herefter påbegyndte ansøgeren og hans familie deres udrejse fra Irak. Ansøgerens advokat har for nævnet oplyst, at asylmotivet om frygten for terroristerne frafaldes, idet ansøgeren og advokaten er enige om, at det ikke er asylretligt relevant, idet der er tale om konflikt, der er afsluttet flere år, før ansøgeren udrejste fra Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været upræcis, divergerende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har taget hensyn til hans unge alder og begrænsede skolegang. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed endvidere tillagt det nogen betydning, at det af den kriminaltekniske undersøgelse af det id-kort og det statsborgerskabsbevis, ansøgeren har fremlagt i forbindelse med behandlingen af hans asylsag, fremgår, at begge dokumenter er falske. Det er ikke sandsynligt, at ansøgeren velvidende, at [A´s] far var højtstående medlem af KDP og konservativt tænkende, tog med sin søster hen til [A´s] bopæl, eller at han forblev alene tilbage med [A], da hans søster gik hjem for at hente noget. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at [A´s] far truede såvel ham som hans familie, hvilket han under nævnsmødet først har forklaret om, efter at være blevet foreholdt sin tidligere forklaring, selvom det udgør et centralt element i hans asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at han flygtede umiddelbart efter, at [A´s] far var kommet hjem, og at hans søster efterfølgende talte i telefon med [A] samme dags aften. Ansøgerens forklaring om, hvorvidt han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret til Udlændingestyrelsen, at det viste sig, at [A] ikke var jomfru, og at der var tale om et komplot med henblik på at gøre ham ansvarlig herfor eller ej, har været behæftet med usikkerhed, idet han under nævnsmødet først har oplyst, at sådan har han ikke forklaret, og dernæst oplyst, at han troede, at det var sådan det forholdt sig, eftersom [A] fik mulighed for at ringe og advare søsteren. Ansøgerens forklaring om, at han på trods af [H] trusler mod såvel ham som familien, undlod at fortælle noget herom til sin far umiddelbart efter hjemkomsten er ikke sandsynlig, navnlig i lyset af at familierne boede tæt ved hinanden, og da ansøgeren var bekendt med [H´s] status som højtstående medlem af KDP. Det forekommer videre usandsynligt, at [A] samme aften var i stand til at ringe og advare ansøgerens søster om det forestående angreb, eller at [A´s] familie skulle vente flere timer til ud på aftenen med at henvende sig til ansøgerens hus med den risiko dette indebar i forhold til, at ansøgeren og hans familie kunne nå at flygte. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens familie valgte at flygte til fods fremfor at tage deres bil, idet det i den forbindelse bemærkes, at ansøgeren har forklaret usikkert med hensyn til, hvad der var årsagen hertil. Ansøgerens forklaring om forholdet til [A] har været upræcis og divergerende med hensyn til, om de var kærester i 1 eller 3 år før udrejsen, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til om [A´s] far slog eller sparkerede ham. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A´s] far skød mod huset, hvorefter ansøgeren og hans familie tog bagdøren ud, og at familien først forlod deres bopæl, da [A´s] far kom, og at han smadrede døren til huset med en pistol. I asylsamtalen og forklaringen, der er afgivet under mødet i nævnet, har ansøgeren derimod forklaret, at familien ikke nåede at blive opsøgt, før de forlod hjemmet, og at det ikke er ham men enten familiens nabo eller en bekendt, der har set døren blive slået ind med en pistol, og at de hørte skud på nogen afstand, efter at de havde forladt huset. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende med hensyn til, om det alene var [A´s] far og hans vagter eller tillige hendes brødre og fætre, der opsøgte huset. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/TBP/82
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen fra Halabja, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af islamistiske fundamentalister, og at han har problemer med partierne i det kurdiske selvstyreområde i Irak (KRI), idet han har deltaget i forskellige teateraktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak vil få problemer med sin familie og de irakiske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har opført tre kritiske teaterstykker. Det første vendt mod styret og de to øvrige mod den måde islam blev praktiseret på. Som følge heraf har ansøgeren dels været tilbageholdt 30 dage af PUK og som følge af de øvrige teaterstykker har han modtaget trusler, er blevet forsøgt kørt ned og blevet beskudt i sin bil. Til støtte for sit asylmotiv om sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han er blevet døbt [i efteråret] 2016 i [en kirke] og nu betragter sig selv som kristen. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine kritiske aktiviteter i Irak og de reaktioner, han blev udsat for i den anledning, til grund. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren må antages at risikere fornyede overgreb fra lokalbefolkningen, som myndighederne ikke kan yde ham den fornødne beskyttelse imod, ved en tilbagevenden til Irak, hvor han må antages at ville fortsætte sin kritik af islam. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder det herefter ikke fornødent at tage stilling til, om ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2018/81/JAH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2003, idet han var blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenført med sin herboende ægtefælle. Ved afgørelser fra 2005 og 2007 fik ansøgeren forlænget sin opholdstilladelse som familiesammenført. I 2011 blev ansøgeren meddelt afslag på en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. I 2012 blev ansøgeren meddelt afslag på en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse som familiesammenført, hvilket blev stadfæstet senere i 2012. I 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse. Klagen til Udlændingenævnet blev efterfølgende frafaldet. Ansøgeren søgte om asyl i 2017 i forbindelse med, at han blev anholdt og sigtet for ulovligt ophold og for at arbejde uden fornøden tilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim Diyala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak vil få problemer med familien til en pige, [S], som han havde et forhold til i perioden fra 1995 til 1997. [S]s familie opdagede deres forhold, og de afslog, at ansøgeren og [S] kunne gifte sig, da de kom fra forskellige klaner. Efter [S]s familie opdagede forholdet, opsøgte [S]s tre brødre ansøgerens bopæl og skød efter bopælen dog uden, at nogen blev ramt. Ansøgeren udrejste tre måneder efter skudepisoden til Syrien. Ansøgerens familie lukkede striden i 2001 ved at betale bod til [S]s familie. Ansøgeren frygter videre den generelle situation i Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet i udlændingelovens § 7. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den konflikt, som ansøgeren og hans familie havde med kvinden [S]s familie i anledning af ansøgerens og [S]s forhold fra 1995 til 1997, må anses som afsluttet. Episoden, hvor [S]s brødre skød mod ansøgerens bopæl, ligger over 20 år tilbage, og ansøgeren har ikke siden været i kontakt med [S] eller hendes familie. [S] blev i 1998 gift med en anden mand og flyttede til et område uden for Bagdad, og ansøgerens familie har i 2001 betalt en større erstatning til [S]s familie for at afslutte striden. Ansøgerens familie er efter betaling af boden ikke blevet opsøgt af [S]s familie, og selv om [S]s familie har udtalt at ville slå ansøgeren ihjel uanset hvad, har ansøgeren uden at få problemer med [S]s familie i 2006 opholdt sig Irak i tre til fire uger for at besøge sin mors grav. Ansøgeren har i øvrigt ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvordan [S]s familie skulle være i stand til at finde frem til ham, hvis han vender tilbage til et andet område af Irak end Bagdad-området. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt vil være i risiko for at blive efterstræbt af [S]s familie ved en tilbagevenden til Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har boet i Danmark i 14 til 15 år, haft arbejde og betalt skat og derfor ikke mener at kunne leve Irak fremover, da han har vænnet sig til at bo her, har baggrund i socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgerens generelle opfattelse af, at Irak er et usikkert land med korrupte politikere, kan heller ikke medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft problemer med de irakiske myndigheder, og at den generelle situation i Irak efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/80/MKT
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk türkmener og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søster vendte tilbage til Kirkuk i 2006. I 2009 blev ansøgerens far løsladt og vendte tilbage til Irak. Ansøgerens far flyttede ind hos ansøgerens moster, hvor ansøgeren og hans mor også boede. Efter et til to år fandt ansøgeren og moren deres egen bopæl. Ansøgeren var ofte udsat for fysisk overgreb af sin far. Faren truede ansøgeren med at skyde ham, hvis ansøgeren ikke gjorde, som han fik besked på. På et tidspunkt i 2012 eller 2013 flyttede ansøgerens mor, ansøgerens søster og ansøgeren væk fra faren. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt af sin far siden, ligesom ansøgeren ikke har talt med faren siden. I oktober 2015 udrejste ansøgeren og moren til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet udsat for fysiske overgreb eller trusler fra sin far efter forældrenes samlivsophævelse i 2012 eller 2013 til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Det fremgår således, at ansøgeren under Oplysnings- og motivsamtalen [i] februar 2017 adskillige gange har forklaret, at han ikke har set eller talt med sin far siden forældrenes samlivsophævelse. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] februar 2017 har ansøgeren først forklaret, at han havde set sin far en gang på et ukendt tidspunkt efter samlivsophævelsen. Senere under samtalen blev ansøgeren foreholdt sin mors forklaring, hvorefter hans far skulle have opsøgt dem flere gange efter samlivsophævelsen, hvorefter han bekræftede, at det var tilfældet, uden at han nærmere kunne angive, hvor mange gange, det drejede sig om. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at hans far opsøgte dem mange gange efter samlivsophævelsen, senest i 2015, og at ansøgeren flere gange blev udsat for vold i den forbindelse. Det fremgår af referaterne fra ansøgerens samtaler i Udlændingestyrelsen, at ansøgeren har fået disse oversat og har vedstået indholdet heraf. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at han ikke har forklaret som anført, kan derfor ikke tillægges betydning ved vurderingen af de divergerende forklaringer. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende på flere punkter. Han har således forklaret bl.a., at hans far tvang ham til at gå i koranskole, at faren købte og solgte våben, at faren i 2015 slog ansøgeren, fordi ansøgeren havde fået lavet en tatovering på den ene arm, og at faren derefter skød den person, der havde udført tatoveringen. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at faren efter samlivsophævelsen opsøgte ham og forbød ham at arbejde, fordi han skulle gå i moske i stedet, ligesom faren slog ham foran andre. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at faren ville have, at ansøgeren skulle deltage i krigen. På den anførte baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2018/78/SME
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk kurder og ikke-praktiserende sunnimuslim fra landsbyen […] ved […] i Duhuk provinsen, KRI, Irak. Han er sanger i et band og har flere gange optrådt for peshmergaer, herunder i 2014/15 i forbindelse med kamphandlinger mod IS. Han har ikke herved eller i øvrigt været politisk aktiv. Hans moralske støtte til peshmergaer har ikke givet ham problemer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sin familie, idet han, mens han var gift med sin ægtefælle [A], havde et forhold til en anden kvinde ved navn [B]. Ansøgeren har videre henvist til, at han som følge heraf tillige frygter [B’s] familie. Tidligere frygtede han også [A’s] familie. Han frygter nu også myndighederne, der vil holde ham ansvarlig for [B’s] død. Ansøgeren har nærmere oplyst, at hans forhold til [B] begyndte i 2012, 2 år efter han blev gift med [A], med hvem han har en søn. Ansøgeren og [B] havde ikke samleje, inden de udrejste. [B] og han ville gerne giftes med hinanden, men det ville [B’s] mor ikke acceptere. Ud over [B’s] mor var det formentlig kun [A], der kendte til forholdet. [B’s] mor fik arrangeret, at [B] blev tvangsgift med en anden mand, [C]. [B] og ansøgeren fortsatte deres forhold, til det i november 2015 blev opdaget. [B] fik [i efteråret 2015] af sin mor at vide, at hendes bror ville slå hende ihjel. Ansøgeren skulle også dræbes. [To dage senere], hvor drabene angiveligt skulle begås, fortalte [B] ansøgeren om truslen. Ansøgeren og [B] udrejste få timer senere illegalt til Tyrkiet, hvor han fik telefonisk kontakt til [A], som han nu er skilt fra. Han talte i Tyrkiet også med sin familie, der bad ham om at vende tilbage. En onkel [D] sagde dog, at han ville slå ansøgeren ihjel. Hans fars fætre og landsbyens muktar ringede også til ansøgeren og truede med at slå ham ihjel. [I slutningen af 2015] var han og [B] i Grækenland, hvorfra de telefonisk var i kontakt med deres respektive familier i KRI. De fik der hjælp af en person, [E]. En onkel fortalte ansøgeren, at det var aftalt, at han og [B] kunne få lov til at vende tilbage uden, at der ville ske dem noget og [B’s] familie overtalte [B] til at vende tilbage til Irak. [B] var da gravid med [C’s] barn. I strid med førnævnte besked fortalte ansøgerens onkel, [F], ham, at det var aftalt, at de begge skulle slås ihjel. Ansøgeren besluttede, at han ikke ville rejse med [B]. Senere fortalte [E] til ansøgeren, at han havde hørt, at [B] var blevet dræbt. Den samme oplysning har ansøgeren fået af en moster, der bor i Sverige. Mosteren har fået oplysningen fra venner i Irak. Mosteren og også [E] har senere fortalt ham, at [B]s familie har udlovet en stor dusør til den, der slår ansøgeren ihjel eller kommer med oplysninger, om ansøgerens opholdssted. Ansøgeren er [i starten af 2018] blevet truet på Instagram. I beskeden hedder det blandt andet: ”En pige er blevet dræbt på grund af dig … Hvis du var en rigtig mand, så var du ikke forsvundet. Jeg er [G]. Din død er nær. Ved hvor du er.” Der er ikke tvivl om, at den kvinde, der refereres til, er [B]. Ansøgeren frygter derfor endvidere den for ham ukendte person, der har sendt truslen til ham. Ansøgeren havde kun Instagram-profilen i én til to måneder. På grund af truslen, lukkede ansøgeren profilen. Han har ikke anmeldt truslerne til det danske politi, som ikke hjalp ham under en voldssag i Danmark, hvor han var den forurettede. Ansøgeren har spurgt Instagram, hvem der har sendt beskeden, men han har ikke fundet ud af dette. Ansøgeren har for nyligt talt med sin bror, der opholder sig tæt ved Erbil. Både broren og mosteren har fortalt ham, at familien er blevet smidt ud af deres bolig. Det sagde mosteren til ham [i foråret 2017], hvor mosteren oplyste, at ansøgerens mor samme dag var afgået ved døden. Mosteren anførte, at [B’s] familie havde forlangt, at ansøgerens familie selv dræber ansøgeren eller eventuelt udleverer ansøgeren til [B’s] familie. Ansøgerens familie leder derfor efter ansøgeren med henblik på at dræbe ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om flere detaljer, herunder om hvornår [B] blev tvangsgiftet med [C]. Til Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren [i sommeren 2016], at det skete i [starten af 2015], mens han [i starten af 2017] til Udlændingestyrelsen forklarede, at ægteskabet blev indgået i [foråret 2015]. I nævnet har han oplyst, at ægteskabet blev indgået i begyndelsen af foråret 2015. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen forklaret, at han eller hans ven har læst på facebook, at der er udlovet en dusør på hans liv, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke har erindring om sådant facebook-opslag, eller at han skulle have forklaret herom. Ansøgerens forklaring om den udlovede dusør var også herudover præget af betydelig usikkerhed og divergenser, samt må forkastes. I Flygtningenævnet har ansøgeren endvidere som noget nyt forklaret, at han i Grækenland talte med sin fars fætter, [H], der er overhoved for storfamilien, og en meget kendt og respekteret person i området. Den pågældende sagde til ansøgeren, at det var besluttet, at der ikke skulle ske ham noget, hvis han kom hjem. Det samme sagde [B’s] familieoverhoved til ansøgeren. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke har forklaret herom tidligere. I troværdighedsvurderingen indgår endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans forhold til [B] blev opdaget samt om, hvornår han senest havde kontakt til [B]. Hertil kommer, at ansøgeren har svaret usikkert og lidet overbevisende på en række andre opklarende spørgsmål i Flygtningenævnet, og nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerens forklaring er fremtrådt selvoplevet og troværdigt. Den omstændighed, at ansøgeren har fremsendt en kort, truende og anonym Instagram-besked, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en vurdering af indholdet af teksten sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder ansøgerens manglende troværdighed, at teksten er konstrueret til lejligheden. Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand fra den beskikkede advokat om at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere undersøgelse af Instagram-beskeden. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/78/MAH
Flygtningenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [M] i Samara-området, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for overgreb af personer med tilknytning til ISIL eller de irakiske myndigheder, idet hans far, mor og søskende blev kidnappet af maskerede personer. Ansøgeren har videre henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie i 2006 blev truet i forbindelse med et attentat på to hellige imamers gravsteder i Samara på grund af ansøgerens families efternavn. Ansøgeren og hans familie fik at vide, at de ville blive slået ihjel, såfremt de ikke forlod deres hus. Majoriteten af beboerne i området var shiamuslimer. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far arbejdede for det irakiske militær, hvor han havde en høj rang. Ansøgeren er ikke nærmere bekendt med farens opgaver i militæret. I maj/juni 2015 tog ansøgeren med sin søster til Baghdad for at hente søsterens eksamensbevis. Ansøgeren blev i denne forbindelse ringet op af en ven, der fortalte, at ansøgerens familie var blevet kidnappet af maskerede mænd, og at ansøgeren ikke skulle komme tilbage. Ansøgeren ved ikke, hvem der kidnappede hans familie. Ansøgeren tog tilbage til sin kusines hus, hvor han boede, mens de var i Baghdad, og fortalte, hvad der var sket. Ansøgerens kusines ægtefælle, [S], ville forsøge at undersøge, hvad der var sket. Ansøgeren skændtes ofte med [S], idet ansøgeren selv ville finde ud af, hvad der var sket. Til sidst sagde [S], at han ville hjælpe ansøgeren med at rejse tilbage til ansøgerens families hjemby. Ansøgeren blev dog narret i forbindelse med rejsen til sin hjemby, idet han i stedet endte i Tyrkiet. Ansøgeren udrejste omkring to måneder efter kidnapningen af sin familie. Ansøgerens søster udrejste før ansøgeren til Finland, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren fandt senere ud af, at hans families hus var blevet ødelagt i forbindelse med en eksplosion. Ansøgerens søster har givet ansøgeren et billede af familiens ødelagte hus, som han har fremlagt til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker først, at hverken ansøgeren eller hans søster, som opholder sig i Finland, har været individuelt forfulgt inden udrejsen, og at der ikke er grundlag for at antage, at de har noget udestående med de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham om ransagningen af familiens hus og om omstændighederne herved. De fremlagte fotografier støtter ikke entydigt ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren og hans søster har forklaret forskelligt om, hvordan de er kommet i besiddelse af fotografierne. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om udrejsen, dels er divergerende, dels forekommer mindre sandsynlig, idet ansøgeren efter sin forklaring af et familiemedlem er blevet narret til at udrejse. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at de finske myndigheder ikke har lagt ansøgerens søsters tilsvarende forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for sunnimuslimer i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse. Flygtningenævnet finder ligeledes i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvist, at nævnet ikke har fundet grundlag for at afholde et supplerende nævnsmøde, at lade ansøgerens søster høre som vidne eller at udsætte sagen med henblik på verificering af ansøgerens oplysninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at kunne træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/77/LMD
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger og etnisk araber. Ansøgeren har oplyst, at han er ateist. Ansøgeren har senest opholdt sig i [et område], Bagdad, Irak, men er født og opvokset i [en by], Dhi Qar, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af enten sin afdøde ægtefælles familie eller sin egen klan. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han er eftersøgt af de irakiske myndigheder for at have kidnappet sin nu afdøde ægtefælle i Irak. Ansøgeren har videre forklaret, at han mødte sin nu afdøde ægtefælle, [S], på universitetet i 2009. I perioden fra 2013-2015 bad ansøgeren [S]’s familie om hendes hånd i ægteskab fem gange. [S]’s familie afviste alle fem gange, da [S] var lovet væk til et familiemedlem inden for hendes families klan. [I sommeren] 2015 ringede [S] til ansøgeren og sagde, at hun var flygtet fra sin bopæl. Hun tog herefter hjem til ansøgeren. Ansøgeren og [S] blev religiøst viet ved en imam [I sommeren] 2015. De fik ligeledes udstedt en ægteskabskontrakt ved denne lejlighed. I perioden herefter boede de begge på ansøgerens bopæl, og ansøgeren fortsatte sit arbejde som normalt. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren ringet op af [S], mens han var på arbejde. [S] fortalte, at hun havde fundet et trusselsbrev fra militsen, Asaeb Ahel al-haq, uden for døren til bopælen. I brevet stod, at ansøgeren skulle tilbagelevere pigen, som han havde kidnappet, ellers ville han blive slået ihjel. Efter modtagelsen af trusselsbrevet blev ansøgeren og [S] fortsat på bopælen og ansøgeren fortsatte med at arbejde som tidligere. [Senere på sommeren] blev ansøgeren ringet op af sin nabo, mens han var på arbejde. Naboen fortalte ansøgeren, at der havde været skyderi, samt at der lå en død pige i ansøgerens lejlighed. Ansøgeren ringede herefter til sin ven, [M], som tog hen til ansøgerens lejlighed og bekræftede, at det var [S], som lå død i lejligheden. [M] så overvågningsvideoer fra butikkerne omkring ansøgerens lejlighed, hvoraf han kunne se en rød Toyota Corolla tæt ved ansøgerens lejlighed. Ansøgeren konkluderede herefter, at det måtte være [S]’s bror, som havde slået hende ihjel, idet [S]’s bror ejede en rød Toyota Corolla. Ansøgeren blev herefter hentet af sin ven, [A], som tog ansøgeren med hjem. Ansøgeren boede hos [A] indtil sin udrejse [i efteråret] 2015. [i løbet af sommeren] 2015 modtog ansøgerens familie et udstødelsesbrev fra ansøgerens families klan, hvori det fremgik, at ansøgeren måtte udstødes fra klanen, idet han havde giftet sig med en pige uden samtykke fra hendes familie. [A] havde grundet sin familie mange kontakter ved de irakiske myndigheder. Gennem [A] blev ansøgeren bekendt med, at [S]’s bror havde anmeldt ansøgeren for kidnapning af [S]. På den baggrund blev der udstedt en arrestordre på ansøgeren. Ved hjælp af [A]’s kontakter hos myndighederne udrejste ansøgeren [en nat i efteråret] 2015 på eget gyldigt pas gennem lufthavnen i Bagdad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren [i foråret] 2018 efter sin erkendelse er dømt for at have præsenteret et falsk pas for de danske myndigheder, på et tidspunkt, hvor han havde processuelt ophold i Danmark. Dette svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren på flere punkter har forklaret om ting der er mere eller mindre usandsynlige. Ansøgeren har forklaret, at han kunne indgå ægteskab med [S] uden, at hun var repræsenteret med familiemedlemmer, blot ved at oplyse, at hendes familie var døde. Han har ikke kunne redegøre for, hvorfor han og [S] ikke flyttede fra hans lejlighed, i hvert fald på det tidspunkt, hvor de modtog trusselsbrevet, idet det må have stået dem klart, at deres skjulested dermed var afsløret. Det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke kontaktede politiet, da hans ægtefælle blev dræbt i hans lejlighed, og at politiet ikke kontaktede ham. Det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren blandt andet under sit ophold i Irak ikke forsøgte, at fremskaffe ægteskabskontrakten eller en kopi heraf, når dette dokument er af central betydning for konflikten. Det forekommer ligeledes bemærkelsesværdigt, at [A] kunne skaffe arrestordre samt anmeldelse fra politiet, når han ikke var part i sagen. Det er påfaldende, at ansøgeren kan fremlægge et udstødelsesbrev, hvori hans egen klan giver alle ret til at dræbe ansøgeren. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne rejse legalt ud af Bagdad lufthavn, når der var udstedt en arrestordre. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvor mange gange hans familie efterfølgende er blevet opsøgt, og om der blev skudt mod bopælen eller hans fætter. På trods af, at ansøgeren har forklaret detaljeret og konsistent finder Flygtningenævnet som følge af ovennævnte usandsynligheder og divergenser, at ansøgerens forklaring skal tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbage til Irak vil være i forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Irak/2018/76/JOV
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en mindre landsby], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har været medlem af PUK, fra han var 18 år og frem til hans udrejse af Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A], idet han har anklaget ansøgeren for at være skyld i drabene på hans tre brødre. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af PUK, idet PUK mistænker ham for at have røbet deres opholdssteder i regionen til andre kurdiske partier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] var medlem af ISIL, og at ansøgeren kendte ham, idet han boede i den samme landsby. I landsbyen var de fleste beboere tilhængere af ISIL. Ansøgeren har videre oplyst, at han var peshmerga for PUK, fra han var 18 år til hans udrejse af Irak. [I sommeren] 2014 udbrød der kampe mellem ISIL og de kurdiske styrker i ansøgerens område. Ansøgeren deltog i kampene, men blev såret [den samme dag]. Ansøgeren vendte tilbage til kampene efter to til tre måneder, men [i efteråret] 2014 blev ansøgeren igen såret. Fra august eller september 2014 hjalp ansøgeren ligeledes en hemmelig enhed i PUK med at finde ISIL’s tilholdssteder i området. Ved angrebene [i sommeren] 2014 og [i efteråret] 2014 blev [A’s] tre brødre slået ihjel. [A] beskyldte ansøgeren for angrebene over telefonen, idet ansøgeren havde hjulpet PUK med at finde ISIL’s tilholdssteder. Efterfølgende modtog ansøgeren en telefonisk trussel fra en ukendt person, som ansøgeren formoder havde tilknytning til [A]. Ansøgeren modtog efterfølgende en tredje trussel, da [B] fortalte ansøgeren, at [A] truede ansøgeren. Ansøgeren bad derfor PUK om at beskytte ham og hans familie, hvilket PUK dog ikke ville. Ansøgeren besluttede derfor at stoppe i PUK. Ansøgeren flyttede sin familie til en anden landsby, og ansøgeren rejste selv videre og boede hos sin ven [C]. Mens ansøgeren boede hos [C], blev han ringet op af en person fra PUK, som ville vide, hvorvidt ansøgeren havde videregivet hemmelige oplysninger om PUK til andre kurdiske partier. PUK kontaktede efterfølgende ansøgerens mor med henblik på udbetaling af ansøgerens løn. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Irak. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren yderligere påberåbt sig, at han frygter PUK, fordi han er deserteret. Det bemærkes indledningsvist, at det følger af udlændingelovens § 40, at ansøgeren skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af hans asylgrundlag. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til, at han har været tilknyttet PUK som peshmerga og har deltaget i kamphandlinger. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har ved den vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har svaret divergerende om centrale elementer i sit asylmotiv både under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsbehandlingen, således at han, når han foreholdes en divergens, typisk fremkommer med en helt ny forklaring. Han har således forklaret divergerende om, hvor mange trusler han har modtaget, af hvem de blev fremsat og over for hvem, de blev fremsat, ligesom han har forklaret udbyggende om anledningen til, at han frygter PUK. Han har således først under nævnsbehandlingen anført, at PUK over for hans mor har oplyst, at de ønskede at tale med ham på grund af, at han muligvis kunne have givet oplysninger om PUK’s aktiviteter, ligesom han først under nævnsbehandlingen har oplyst, at han frygtede PUK på grund af desertering. Nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren er analfabet og muligvis kan have pådraget sig et traume i forbindelse med krigshandlinger. Nævnet finder imidlertid ikke, at de ovennævnte forhold kan forklares på den baggrund, hvorved bemærkes, at ansøgeren har forklaret afglidende og ukonkret om centrale elementer. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var forfulgt, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/75/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at de vil blive slået ihjel af de shiitiske militser Jaish Al-Mahdi og Asaeb Ahl al-Haq, fordi den mandlige ansøger har været medvirkende i og udvikler af et politisk satire tv-program i Egypten, hvori det irakiske parlament og dets medlemmer blev kritiseret. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun indirekte frygter de irakiske myndigheder, fordi de shiitiske militser er en del af myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for konflikten med de shiitiske militser oplyst, at han i begyndelsen af 2005 blev opsøgt af fire ukendte personer fra Mahdi militsen i sin musikbutik i Bagdad. Personerne truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han lukkede sin butik. Herefter lukkede ansøgeren sin butik. Omkring et par måneder der efter åbnede ansøgeren en ny musikbutik i en anden bydel i Bagdad. Omkring et par måneder herefter, blev ansøgeren truet på ny, hvorefter han også lukkede denne butik. I slutningen af 2005 flyttede ansøgeren til Egypten, hvor ansøgerens bror [A] boede. I begyndelsen af 2006 fik ansøgeren arbejde på tv kanalen [B]. Her var ansøgeren medvirkende i og udvikler af et satireprogram ved navn [C] hvori det irakiske parlament, herunder dets medlemmer blev kritiseret. Ansøgeren boede og arbejdede i Egypten indtil slutningen af 2008, hvor han opsagde sit arbejde og vendte tilbage til Bagdad. I begyndelsen af 2009 blev ansøgeren standset ved en kontrolpost, hvor en bevæbnet person gjorde det klart, at han vidste, at ansøgeren var sunni muslim, og endvidere spurgte han ansøgeren, hvor gammel ansøgerens datter var. Da ansøgeren kom hjem, besluttede han sammen med sin ægtefælle at flytte til Erbil, idet de oplevede bemærkningen fra den bevæbnede person om deres datter, som en trussel om voldtægt. I Erbil fik ansøgeren arbejde på en tv station, og fik samtidig opholdstilladelse i Det Kurdiske Selvstyreområde (KRI). I slutningen af 2011 eller begyndelsen af 2012 vendte ansøgeren og hans familie tilbage til Bagdad, idet familien var træt af den racisme og nedværdigende behandling, som de oplevede fra kurderne i KRI. I perioden herefter arbejdede ansøgeren freelance i både Bagdad og i KRI. I [efteråret 2015] ringede ansøgerens ægtefælle til ansøgeren og fortalte, at der var blevet affyret skud mod deres bopæl i forbindelse med, at et trusselsbrev med en patron fra et kalashnikov gevær fra militsen Asaeb Ahl al-Haq var blevet smidt ind mod garagen ved bopælen. Samme dag tog ansøgeren og hans ægtefælle ophold i en ejendom i Bagdad, som tilhørte ansøgerens ven [D]’s forældre. Her boede ansøgeren og hans familie indtil [efteråret] 2015, hvorefter de tog til Erbil og derefter udrejste af Irak i [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger efter ansøgernes forklaringer til grund, at den mandlige ansøger i 2005 lukkede to musikbutikker, fordi myndighederne bad ham om det. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger har arbejdet som journalist og skuespiller for [B] fra 2006-2008, og at han i den forbindelse har udviklet og medvirket i et satireprogram, der gjorde grin med det irakiske styre. Satireprogrammet blev sendt i tv i 2007/2008 og nogle episoder kan stadig findes på Youtube. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerne i slutningen af 2008 flyttede fra Egypten til Bagdad, og at den mandlige ansøger blev stoppet ved en kontrolpost i 2009, hvor den milits, der stoppede ham, vidste, hvem han var. Endelig lægger flygtningenævnet til grund, at den mandlige ansøger efter 10 minutter kunne forlade kontrolposten uden yderligere. Slutteligt lægger flygtningenævnet til grund, at ansøgerne i en periode fra 2009 til slutningen af 2011 eller begyndelsen af 2012 boede i Erbil, hvor den mandlige ansøger arbejdede for I TV, hvorefter de igen flyttede til Bagdad, hvor de boede frem til deres udrejse i 2015. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at de i 2015 modtog et trusselsbrev, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om trusselbrevet, herunder om modtagelsen af det og om dets indhold fremstår usikre, ligesom der er lagt vægt på, at ansøgerne ikke har kunnet redegøre for, hvorfor de først skulle modtage et trusselsbrev i 2015, som henviser til de to musikbutikker, der lukkede i 2005 og til udsendelserne som blev sendt i 2007/2008, når de på det tidspunkt havde opholdt sig i Bagdad i ca. 3 år, og når den mandlige ansøger i de 3 år jævnligt havde kørt fra Erbil til Bagdad, hvor han ved kontrolposter havde vist sit ID, ligesom ansøgerne udrejste legalt af Irak. Nævnet har på denne baggrund tilsidesat forklaringerne om trusselsbrevet som utroværdige og konstruerede til lejligheden. De dokumenter, som ansøgerne har fremlagt til støtte for, at denne episode skulle have fundet sted, kan på denne baggrund ikke føre til et andet resultat. Der er herved tillige lagt vægt på karakteren af dokumenter, herunder at der tilsyneladende er stavefejl i brevhovedet på et af de officielle dokumenter samt på omstændighederne ved dokumenternes tilblivelse. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at flere af ansøgernes familiemedlemmer er blevet dræbt. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at disse drab har noget med ansøgerne at gøre. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger er profileret over for hverken militser eller myndigheder på grund af sine musikbutikker eller sine tv-udsendelser i en sådan grad, at ansøgerne risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Irak, at den omstændighed, at ansøgerne er sunni muslimer, ikke i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/74/LINB
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og oprindelig shiamuslim af trosretning fra [by] i Basra-provinsen, Irak. Ansøgeren betragter sig i dag som værende ikke-troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel, og at han havde et homoseksuelt forhold til en mand i Irak, som nu er blevet genoptaget. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det vil være umuligt for ham at skjule sin homoseksualitet, hvorfor han ved en tilbagevenden til Irak straks vil opsøge sin kæreste og flygte ud af landet med ham med henblik på, at de kan leve sammen som et homoseksuelt par i et andet land. Ansøgeren er sikker på, at hans familie og venner, som følge af deres fortolkning af koranen, mener, at homoseksuelle skal slås ihjel. Ansøgeren var derfor bange for at fortælle de danske myndigheder om sin homoseksualitet, idet han frygtede, at hans venner og familie i Irak ville opdage det, og at hans kæreste ville komme i fare. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og det fremlagte materiale til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han ved en tilbagevenden til Irak ønsker at leve sammen som sådan med sin mandlige kæreste, [A], som han har kendt i en årrække. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren inden sin udrejse udelukkende har afholdt sig fra at leve sammen med [A] af frygt for familiens og omgivelsernes reaktion. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb fra familiens eller lokalbefolkningens side som følge af sin seksualitet, hvis han i Irak etablerer et samliv med [A], at det ikke bør kræves, at han vender tilbage. Det bemærkes herved, at det ikke kan antages, at myndighederne vil yde ham den fornødne beskyttelse herimod. Da ansøgeren må anses for at tilhører en særlig social gruppe i flygtningekonventionens forstand, findes betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2018/73/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak ikke vil kunne leve sit liv, idet han ikke har noget at vende tilbage til i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke kender nogen i Irak, idet han har boet i Danmark, siden han var otte år. Ansøgerens forældre og søskende er bosat i Danmark. Derudover ved ansøgeren ikke, om han har nogen slægtninge i Irak, da han aldrig har talt med sine forældre om dette. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til den generelle situation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han hverken kan forstå eller sætte sig ind i den irakiske kultur, idet han er opvokset i Danmark. Endelig har ansøgeren for nævnet som et nyt asylmotiv via sin advokat anført, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt eller udsat for andre overgreb fra sin fars familie bl.a. som følge af, at han ikke er troende muslim og spiser svinekød. Ansøgeren, der ikke har givet møde for nævnet, har ikke forklaret yderligere om dette motiv. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har oplyst om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at der alene under henvisning hertil er grundlag for at meddele beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/72/IBK
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [A], [B], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han ikke kan overleve, idet han ikke har nogen i landet, der kan tage sig af ham og hjælpe ham. Derudover frygter ansøgeren at blive udsat for repressalier fra familien til en pige, [C], som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene i Irak og Kurdistan generelt er dårlige, og at han ikke har mulighed for at tage ophold hos sine familiemedlemmer i Irak. Endvidere har ansøgeren oplyst, at den pige, som han havde et forhold til, [C], i omkring 2015 begik selvmord, hvilket han formoder skyldes, at hendes forældre blev bekendt med, at hun og ansøgeren havde haft et forhold. Herudover har ansøgeren tilføjet, at [C]s forældre har ringet til ham tre gange, men at de lagde på, idet de fik oplyst, at telefonen tilhørte ansøgerens søster. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at det, som ansøgeren har forklaret om sin baggrund for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om sine familiemæssige og sociale forhold i Irak kan således ikke – uanset at det kan lægges til grund, at ansøgerens tilværelse i Irak har været hård – begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder endvidere, at heller ikke ansøgerens forklaring om sin frygt for [C]s familie kan føre til en anden vurdering af hans asylgrundlag. Den angivelige konflikt med [C]s familie beror således ifølge ansøgerens egen forklaring på ansøgerens formodning om, at familien skulle have opnået eller ville kunne opnå kendskab til det forhold, som ansøgeren og [C] havde forud for hendes død. Denne angivelige konflikt synes ikke at have været motiverende for ansøgerens udrejse af Irak, idet konflikten hverken er omtalt i asylansøgningsskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen den 14. juni 2016, hvorunder ansøgeren alene omtaler forholdet og [C]s død som medvirkende årsag til, at han psykisk havde haft det meget svært. Hertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen den 6. januar 2017, hvorunder han første gang oplyste om en mulig konflikt med [C]s familie, samtidig oplyste, at han ikke frygtede myndighederne, personer eller andre i Irak, ligesom han oplyste, at der ikke var nogen konkret begivenhed, der foranledigede hans udrejse. Det må efter ansøgerens forklaring desuden lægges til grund, at han udrejste omkring et år efter [C]s død, og at hverken han eller hans familie nogensinde har modtaget trusler eller oplevet andre alvorlige henvendelser fra [C]s familie. Flygtningenævnet finder, at det i den forbindelse ikke kan lægges til grund, at [C]s familie for nylig – og i hvert fald efter Udlændingestyrelsens afslag – skulle have opsøgt ansøgerens søster med spørgsmål om ansøgeren, allerede fordi det er helt usandsynligt, at en sådan henvendelse skulle finde sted mere end to år efter [C]s død, ligesom ansøgerens forklaring for nævnet herom fremstår helt uden konkret indhold. Det kan allerede på denne baggrund ikke anses for sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være efterstræbt af [C]s familie. Endelig er nævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at heller ikke det forhold, at ansøgeren ikke længere praktiserer sin tidligere religion og nu opfatter sig som ikke-troende eller ateist, kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at der alene under henvisning hertil er grundlag for at meddele beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/71/IBK
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af de personer, der har slået hendes far og fætter ihjel, og som herudover har truet hendes brødre. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, der har truet med at slå hende ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun og hendes familiemedlemmer er sunni muslimer. På denne baggrund er de truet af shiitiske militser. I 2006 blev ansøgerens far, da han var på vej på arbejde, dræbt ved skudt. Gerningsmanden er fortsat ukendt. Ansøgerens to brødre blev chikaneret og truet, hvorfor ansøgeren sammen med sin familie udrejste af Irak i 2007. Ansøgeren og hendes familie tog ophold i Syrien indtil 2010, hvor ansøgerens familie rejste tilbage til Irak. Ansøgeren blev gift med en syrisk statsborger, hvorfor hun blev i Syrien. Ansøgeren er gennem sin mor og bror blevet truet på livet af hendes tidligere ægtefælle, da han ikke ønskede at blive skilt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår de forhold, der fandt sted fra 2006 til 2007 og medførte, at ansøgeren og hendes familie udrejste til Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren aktuelt har grund til at frygte at blive slået ihjel af personer fra al Mahdi-militsen, der i 2006 to gange har truet og chikaneret hendes storebror, når han færdedes i lokalområdet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at hun aktuelt har grund til at frygte personer, som i 2007 har truet hendes lillebror ved henholdsvis at sende ham et brev om, at han som sunni muslim skulle stoppe med at komme på universitetet, der var et shia-universitet, at fremsætte mundtlige trusler med samme indhold og sprænge en vejbombe ved det nævnte universitet på et sted, hvor lillebroren plejede at opholde sig med sine venner. Endvidere finder nævnet ikke, at ansøgeren har grund til aktuelt at frygte de personer, der skød hendes far på vej hjem fra sit arbejde som journalist for en sportsavis [i sommeren] 2006, eller personer, der cirka tre uger efter dræbte hendes fætter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren aldrig selv har været udsat for trusler, aldrig er blevet opsøgt og har ikke været udsat for overgreb af nogen art i Irak inden udrejsen. Der er i øvrigt tale om episoder, som ligger langt tilbage i tiden, og hverken faren eller fætteren havde haft konflikter med nogen forud for drabene. Endvidere blev ansøgerens familie ikke udsat for noget i forbindelse med drabet på hendes far. Hendes familie – herunder hendes to brødre – er efter nogle års ophold i Syrien fra 2007 til 2010 flyttet tilbage til Irak igen. De er forblevet i Irak, selv om de ifølge ansøgeren et ukendt antal gange har oplevet at få trusselsopkald af ukendt indhold fra ukendte personer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin privatretlige konflikt med sin tidligere ægtefælle til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2016 er blevet spurgt detaljeret ind til forholdet til den tidligere ægtefælle og eventuelle konflikter i anledning af skilsmissen, hvortil ansøger oplyste, at der var en lille smule, idet han havde afvist at betale efterbetaling. Der havde ikke været andre konflikter. Ansøgeren nævnte hverken på dette tidspunkt eller under samtalen [i vinteren] 2016 noget om de trusler på livet, som ansøgerens tidligere ægtefælle angiveligt skulle have fremsat overfor hendes mor i 2011 og 2013, selvom ansøgeren var bekendt hermed. Ansøgeren er således først efter afslaget på opholdstilladelse og mødet hos sin advokat kommet med dokumenter i form af kopier af et udateret trusselsbrev fra sin tidligere ægtefælle og en politianmeldelse fra en af sine brødre fra [sommeren] 2014 om trusler fra hendes tidligere ægtefælle. Ansøgeren har ikke kunnet forklare nærmere om omstændighederne ved familiens modtagelse af det pågældende trusselsbrev, idet hun ikke har fundet anledning til at spørge herom, og hendes mor har ifølge ansøgeren ikke oplevet problemer fra den tidligere ægtefælles side. På den baggrund sammenholdt med indholdet af de fremlagte dokumenter og de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Temanotat Irak: Reisedokumenter og andre identitetsdokumenter, udgivet den 25. november 2015, om omfattende forekomst af falske dokumenter og korruption i Irak, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin tidligere ægtefælle. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak er i aktuel risiko for konkret og individuel personlig forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017, ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/70/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Hawler, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun udelukkende er udrejst af Irak på grund af de generelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har et selvstændigt asylmotiv som følge af hendes mands aktiviteter i Irak. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens mand som følge af politiske aktiviteter i Irak kan anses som særligt profileret i forhold til iranske agenter, der opererer i Irak. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at ægtefællens tidligere politiske aktiviteter indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for andre asylbegrundende forhold omfattet af § 7, stk. 2. Ægtefæller af forskellig nationalitet, der ansøger om asyl, skal efter Flygtningenævnets praksis vurderes særskilt i forhold til deres respektive hjemlande, jf. Flygtningenævnets formandskabs 25. beretning (2016) side 431 f. Der er derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus i forhold til ægtefællens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/7/DH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter familien til en pige, som han havde et forhold til. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter partiet PUK, da hans familiemedlemmer var medlem af KDP. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han lærte en pige ved navn Sazan at kende i 2015. De mødte hinanden i en butik, hvor ansøgeren gav Sazan sit telefonnummer. De havde herefter løbende kontakt. Ansøgeren mødtes med Sazan i en park, hvilket Sazans fætter, Karzan, så. Karzan kørte herefter ansøgeren ned, og ansøgeren var som følge heraf indlagt i to uger. En dag befandt ansøgeren sig igen i parken med Sazan. Karzan overværede også dette møde og truede ansøgeren med en kniv, hvorfor ansøgeren valgte at flygte. Samme aften tog ansøgeren til Erbil, hvor han opholdt sig i to uger, hvorefter han udrejste af Irak. Herudover har ansøgeren oplyst, at hans to morbrødre var højtstående medlemmer af KDP. De blev derfor dræbt af medlemmer fra PUK-partiet. Ansøgerens svoger, Peshrew, er aktiv i KDP. En dag befandt ansøgeren sig i en bil sammen med Peshrew, da de blev forfulgt af PUK-medlemmer. Omkring en uge senere blev ansøgeren og Peshrew stoppet af ukendte personer, som krævede benzin. Ansøgeren og Peshrew indvilligede ikke herimen stak i stedet af, hvorefter personerne skød efter dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, ligesom han har svaret afglidende og upræcist på en række spørgsmål for nævnet. Der er herved taget hensyn til ansøgerens unge alder. Ansøgeren har således forklaret forskelligt på en række punkter om forholdet til Sazan, herunder hvornår det begyndte, på hvilke ugedage de plejede at mødes, hvor ofte de mødtes, om episoden med Sazans fætters påkørsel af ansøgeren blev anmeldt til politiet, og den tid, der gik mellem den første trussel fra Sazan fætter, til ansøgeren blev påkørt. Til samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at han kom i kontakt med Sazan for to år siden, at han mødtes med Sazan cirka en gang om ugen og oftest om fredagen, og at episoden med påkørslen blev anmeldt til politiet, som ikke ville gøre noget ved det. Han oplyste under samme samtale, at påkørslen skete samme dag, som ansøgeren fra Sazan blev bekendt med fætterens første trussel. Under samtalen [i begyndelsen af] 2017 har ansøgeren oplyst, at han lærte Sazan at kende for 1½-2 år siden i begyndelsen af 2015, at de mødtes 4-5 gange i alt, men ikke om fredagen, hvor Azadi-parken var fyldt med mennesker, og at det kun var den sidste dag, de så hinanden, der var en fredag. Ansøgeren oplyste endvidere under samme samtale, at episoden med påkørslen ikke blev anmeldt til politiet, fordi de ikke ville skabe problemer for ansøgerens familie, da Sazans fætter og dennes familie havde stor magt. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han mødtes med Sazan 4-10 gange eller mange gange, og at påkørslen fandt sted 2-3 måneder efter, han blev gjort bekendt med fætterens første trussel. Ansøgerens oplysninger om tolkeproblemer, usikkerhed om tidsangivelser og frygt for at fortælle sandheden til de danske myndigheder kan ikke føre til en anden vurdering, henset til divergensernes omfang og karakter. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt med tilhængere PUK-partiet. Ansøgeren har således under samtalen [i sommeren] 2016 bekræftet, at han ikke har været politisk aktiv. I forbindelse med oversættelsen af samtalereferatet fra samtalen [i begyndelsen af] 2017 har ansøgeren herefter oplyst, at han frygter problemer med PUK, fordi ansøger og hans svoger, Peshrew, er tilhængere af KDP, og Peshrews far, ansøgerens morbror, er blevet dræbt af PUK. Under den senere samtale [i foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at hans to morbrødre, der var højtstående medlemmer af KDP, blev dræbt på foranledning af personer fra PUK henholdsvis den 11. marts 1993 og den 11. marts 1997, fordi de begge var meget populære. Ansøgeren har samtidig oplyst, at han selv frygter PUK på grund af to episoder fra sommeren 2014, hvor ansøgeren i selskab med Peshrew med 6 dages mellemrum var på køreture sammen og mødte personer, der kørte efter dem og skød op i luften. Det kan efter ansøgerens opfattelse kun være personer fra PUK, der står bag, da han ikke har konflikter med andre. Ansøgeren har således først meget sent efter sin ankomst til Danmark oplyst om de pågældende forhold, selv om der er tale om hændelser, som det ville have været oplagt at oplyse i starten under interviewet om, hvad ansøgeren frygtede ved tilbagevenden til sit hjemland. Ansøgeren har i øvrigt ikke for nævnet nærmere kunnet redegøre for, hvorfor netop han skulle være i risiko for personlig forfølgelse fra personer fra PUK, selv om han ikke er medlem af KDP og alene har deltaget i partiets sociale arrangementer sammen med sin svoger, der fortsat opholder sig i Sulaymaniyah. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017, ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/69/SEL
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han vil blive slået ihjel af lokale shiitiske militser, da han er sunni muslim. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han modtog et trusselsbrev på sin arbejdsplads fra militsen Asaib Ahl al-Haq. Omkring seks dage efter modtagelsen af trusselsbrevet udrejste ansøgeren af Irak. Efter ansøgerens udrejse blev hans søsters bopæl udsat for et væbnet angreb. En af gerningsmændene oplyste, at angrebet blev foretaget, fordi der var kendskab til, at ansøgeren og søsteren befandt sig på bopælen. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring, sammenholdt med oplysningerne fra forløbet af hans psykologbehandling, til grund, at han i 2015 har været udsat for et voldeligt overfald og et seksuelt overgreb, hvor han på en mørk gade blev overfaldet og bestjålet af tre kraftigt alkoholpåvirkede mænd, som han ikke har set hverken før eller efter episoden. Der er efter det oplyste imidlertid tale om, at ansøgeren har været et tilfældigt offer for alvorlig kriminalitet, som ikke kan anses for asylbegrundende. På den baggrund finder nævnet ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret udbyggende og i øvrigt divergerende i forhold til forklaringen fra ansøgerens fætter, [A]. Ansøgeren har således ikke nævnt noget om trusselsbrevet i sit asylansøgningsskema af [efteråret] 2015, selv om det ifølge ansøgerens forklaring under samtalerne hos Udlændingestyrelsen var den begivenhed, der var årsag til hans flugt. Der er herved taget hensyn til ansøgerens begrænsede skolegang. Ansøgeren har under samtalen [vinteren] 2016 også oplyst, at han ikke havde set lignende trusselsbreve før og ikke kendte til andre, der havde modtaget et trusselsbrev af samme type. Ansøgeren oplyste videre, at han udrejste med sin fætter, [A]. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 oplyste ansøgeren, at han rejste sammen med fætteren, fordi de ikke kunne finde nogen steder at være i fred. Ansøgerens fætter har under en samtale med Udlændingestyrelsen den [i efteråret] 2016 i modsætning hertil forklaret, at han og ansøgeren fik trusselsbreve fra en milits med få dages mellemrum og derfor besluttede at flygte sammen. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring for nævnet sammenholdt med Ihabs forklaring, at de har haft bopæl på den samme adresse og begge har drøftet modtagelse af et trusselsbrev med deres fælles bedstefar. Det forekommer derfor påfaldende, at ansøgeren ikke skulle være bekendt med årsagen til udrejsen for så vidt angår fætteren. Ansøgerens forklaring om, at det var hans arbejdsgiver, der skulle stå i ledtog med den milits, der stod bag trusselsbrevet, fremstår desuden bemærkelsesværdig, da arbejdsgiveren kendte til ansøgerens religion og på det pågældende tidspunkt havde haft ansøgeren ansat i mange måneder uden forudgående uoverensstemmelser med ansøgeren. Ansøgeren har ikke over for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for de nævnte forhold og har på en række punkter givet afglidende svar. Ansøgeren har endvidere [i efteråret] 2016 oplyst, at han ikke forud for modtagelsen af trusselsbrevet er blevet truet, opsøgt personligt eller kontaktet telefonisk, ligesom hans bedsteforældre, som han boede hos, ikke er blevet opsøgt efterfølgende efter hans udrejse [i efteråret] 2015. Det forekommer på den baggrund endvidere usandsynligt, at episoden hos ansøgerens søster [i foråret] 2017, som ansøgeren har været partshørt om under samtale [senere på foråret] 2017, skulle have baggrund i ansøgerens udrejse, herunder at ansøgerens søster skulle have ringet til ansøgeren som den første for at få hjælp, mens hendes bopæl blev opsøgt og beskudt af en bande, som efterfølgende oplyste, at de ville have fat i ansøgeren. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017, ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/68/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til den pige, han var kærester med i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Til støtte for sin frygt for ISIL har ansøgeren henvist til, at ISIL har overtaget kontrollen i ansøgerens hjemby. Til støtte for konflikten med sin tidligere kærestes familie har ansøgeren oplyst, at han i hemmelighed var kærester med en pige ved navn [A]. Ansøgeren og [A] havde blandt andet kontakt gennem Facebook og fulgtes nogle gange i skole, da de boede tæt på hinanden. Nogle gange holdt de hinanden i hånden, når de fulgtes i skole, og de kyssede hinanden, når ingen kunne se det. Hverken ansøgeren eller [A’s] familie kendte til deres forhold. [A’s] familie accepterede ikke, at hun omgikkes mænd, og det var tabu i hendes familie at følges med en mand på gaden. [A’s] far fik kendskab til forholdet og sagde til ansøgeren, at han ville slå ham ihjel. Faren har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl i Irak flere gange. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort omstændigheder, der kan føre til, at han skal meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med en tidligere kærestes familie til grund, idet ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens kærestes far skulle have truet med at slå ansøgeren ihjel og efterfølgende skulle have opsøgt ansøgerens bopæl flere gange bevæbnet, fordi faren så ansøgeren og ansøgerens kæreste, der bor i samme nabolag, gå ved siden af hinanden på gaden. Endvidere forekommer det usandsynligt, at ansøgerens farbror på grundlag af farens trussel besluttede, at ansøgeren straks måtte udrejse af landet, uden at overveje andre muligheder, herunder at rette henvendelse til kærestens familie eller at ansøgeren holdt sig skjult i en periode eller flyttede til en anden by, særligt henset til at hverken ansøgeren eller ansøgerens farbror kendte noget særligt til kærestens familie, herunder familiens vilje og evne til at gøre alvor af truslen. Vedrørende ansøgerens frygt for ISIL har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at det af nævnets baggrundsoplysninger fremgår, at ISILs tilstedeværelse og indflydelse i Irak er stærkt begrænset, og at ISIL ikke har kontrollen over Kirkuk og området omkring Kirkuk, hvor ansøgeren stammer fra. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har haft konkrete eller individuelle konflikter med ISIL. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at hans far var peshmerga, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konkrete eller individuelle konflikter som følge heraf. Forholdene for kurdere samt den generelle sikkerhedssituation i Irak, herunder i den kurdisk kontrollerede del af Irak, er ikke i sig selv asylbegrundende, ligesom den generelle sikkerhedssituation, ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/67/MAH
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsen Asaeb Ahel Al-Haq, idet han har været indehaver af en spiritusforretning, hvor han udgav sig for at være kristen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til sin tidligere samarbejdspartner [A], idet de mener, at ansøgeren er skyld i [A’s] død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i starten af] 2015 overtog en spiritusforretning i Bagdad fra en person ved navn [B], der var kristen af trosretning. Som ejer af forretningen udgav ansøgeren sig for at være kristen, idet det som muslim er farligt at sælge spiritus i et shiitisk område i Irak. Spiritusforretningen blev [i sommeren] 2015 ødelagt, og ansøgeren valgte herefter at rejse på ferie til Malaysia [i sommeren] 2015. I Malaysia mødte ansøgeren en person ved navn [A], som overtalte ansøgeren til at genåbne spiritusforretningen sammen med ham. Efter ansøgeren og [A] havde genåbnet forretningen, blev ansøgeren [i efteråret] 2015 ringet op af en tidligere skolekammerat, [C], som ville mødes med ansøgeren, idet han havde noget vigtigt at fortælle. Ansøgeren mødtes med [C] den samme dato om aftenen, og [C] viste ansøgeren et brev, som han havde modtaget i forbindelse med sin tilknytning til militsen Asaeb Ahel Al-Haq. I brevet stod der, at ansøgeren havde brudt sig mod militsens regler, og at ansøgeren derfor skulle slås ihjel. Da ansøgeren vendte tilbage til forretningen samme aften, var [A] blevet slået ihjel. Efter begravelsen af [A] fik ansøgeren at vide fra bekendte i området, at [A’s] familie spurgte efter ansøgeren, idet de mente, at ansøgeren var skyld i [A’s] død. I slutningen af [efteråret] 2015, hvor ansøgeren skjulte sig hos sin svigerfar, blev ansøgeren kontaktet telefonisk af sin far, som fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt af en ældre herre og to yngre mænd, der ønskede blodhævn over ansøgeren. [I efteråret] 2015 forlod ansøgeren sin svigerfars bopæl og udrejste af Irak. Flygtningenævnet finder, at der ikke er et fuldt tilstrækkeligt grundlag for helt at tilsidesætte alle dele af ansøgerens forklaring, om end nævnet bemærker, at den del af ansøgerens forklaring, der vedrører forløbet med genåbningen af alkoholforretningen med en person, som ansøgeren mødte på en ferierejse, og om drabet på denne person, hverken fremstår troværdig eller særlig sandsynlig. Hertil kommer, at visse dele af ansøgerens forklaringer om sin frygt for at være efterstræbt af militsen Asaeb Ahl Al-Haq og [klanen X] er baseret på formodninger og oplysninger, som han har modtaget via familie og bekendte. Det beror således på formodninger, når ansøgeren forklarer, at Asaeb Ahl Al-Haq skulle være blevet gjort bekendt med, at ansøgeren ikke var kristen, at [A] blev dræbt af Asaeb Ahl Al-Haq, og at det var ham, som Asaeb Ahl Al-Haq ønskede at slå ihjel. Ansøgeren har desuden for nævnet forklaret, at han ikke har kendskab til, at hans familie på noget tidspunkt skulle være blevet opsøgt af militsen, ligesom det formodede modsætningsforhold til militsen, som ansøgeren har forklaret om, synes at være knyttet til den alkoholforretning, som ikke længere eksisterer. Selv hvis dele af ansøgerens forklaring således kunne lægges til grund, så må det videre kunne lægges til grund, at der i hvert fald ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være efterstræbt af militsen Asaeb Ahl Al-Haq. Tilsvarende beror det på formodninger og oplysninger fra ansøgerens familie, at ansøgeren skulle være efterstræbt af [klanen X], ligesom det navnlig beror på en formodning, hvad der er baggrund for denne konflikt. Ansøgeren mener selv, at [A’s] familie holder ham ansvarlig for drabet på [A], og ansøgeren har forklaret, at han via sin familie er blevet truet på livet af [A’s] familie. Det forekommer imidlertid ikke overbevisende, at [A’s] familie skulle holde ansøgeren ansvarlig for drabet på [A], hvilket drab de efter det oplyste ikke mistænker ansøgeren for at stå bag, og i hvert fald forekommer det ikke overbevisende, at [A’s] familie skulle have et reelt ønske om at slå ansøgeren ihjel. Det brev, som ansøgeren har fremlagt for Flygtningenævnet, og som indeholder oplysning om, at ansøgers klan angiveligt har slået hånden af ansøgeren, kan ikke tillægges nogen bevisværdi eller føre til nogen anden vurdering. Hertil kommer, at ansøgerens ægtefælle angiveligt kun en gang skulle være blevet opsøgt af [A’s] familie, ligesom det er lykkedes ansøgerens forældre at undgå yderligere kontakt ved at flytte bopæl. Konflikten har i øvrigt, når den har været værst, tilsyneladende resulteret i, at der er blevet malet ”graffiti” på ansøgeren forældres ejendom. Nævnet bemærker således til den del af ansøgerens asylmotiv, at selv om forløbet med genåbningen af forretningen kunne lægges til grund, så kan det i hvert fald ikke lægges til grund, at der består en sådan alvorlig konflikt med [A’s] familie, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for asylbegrundende overgreb derfra. Flygtningenævnet finder således samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/66/JEA
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet på ukendt tid, idet han er deserteret fra militært. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter trusler og chikane fra shia-muslimer, idet han er sunnimuslim. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden frygter de generelle forhold i sit hjemland. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han var menig i det irakiske militær fra [efteråret] 2007 til [slutningen af] 2015. Ansøgeren og hans gruppe blev i [foråret] 2015 beskyldt for tyveri i forbindelse med en ransagning af et hus, idet ejeren af huset klagede over, at der var forsvundet guldsmykker. Herefter blev ansøgeren og hans gruppe fængslet. Ansøgeren og en anden fra hans enhed blev tilbageholdt i 17 dage og efterfølgende fremstillet for en dommer. Ansøgeren formoder, at de var hovedmistænkte, fordi de var de eneste sunnimuslimer. Ansøgeren blev løsladt efter retsmødet med beskeden om, at han på et senere tidspunkt ville blive indkaldt til et nyt retsmøde. Ansøgeren returnerede herefter til sin stilling i militæret, men følte at hans kollegaer og overordnede bagtalte ham og tildelte ham dårlige opgaver som følge af disciplinærsagen. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Irak [i slutningen af] 2015, før der var truffet afgørelse i hans disciplinærsag. Indledningsvis bemærkes, at nævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af nævnsmødet under hensyn til sygdom. Ansøgeren har således ikke fremlagt en aktuel lægeerklæring, men alene en indkaldelse [fra foråret] 2018 til en ambulant undersøgelse [i sommeren] 2018. Herefter, og efter ansøgerens fremtræden og evne til at besvare spørgsmål under sagens behandling i nævnet, finder Flygtningenævnet således, at nævnsmødet har kunnet afvikles på sædvanlig og forsvarlig måde. Flygtningenævnet finder, at der kan rejses tvivl om troværdigheden af ansøgerens forklaring om asylmotivet blandt andet i lyset af, at han ikke allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen oplyste om, at han var deserteret fra det irakiske militær og var part i en verserende disciplinærsag. Uanset om disse forhold lægges til grund, således som det var tilfældet i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, finder nævnet imidlertid, at de påberåbte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren kan være deserteret fra det irakiske militær, er således efter de foreliggende baggrundsoplysninger om karakteren og omfanget af de eventuelle sanktioner, som ansøgeren kan imødese i denne forbindelse ved en tilbagevenden til Irak, ikke et forhold, der lægger inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren kan være udrejst af Irak før afslutningen af en igangværende disciplinærsag. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i en periode forud for sin i øvrigt legale udrejse af Irak var i stand til at bo i Irak og varetage sin tjeneste i militæret uanset den verserende disciplinærsag. De fremlagte arrestordrer på ansøgeren kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Heller ikke de mere generelle forhold, som ansøgeren har påberåbt sig, herunder at han frygter trusler og chikane fra shia-muslimer på grund af sin baggrund som sunni-muslim og ansættelse i militæret, er et forhold, der i lyset af, at ansøgeren ikke har oplevet konkrete og individuelle konflikter i den forbindelse, kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet, har heller ikke i sig selv en karakter, der må antages at indebære, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb som nævnt i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene i kraft af sin blotte tilstedeværelse i området. Der henvises i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 26. august 2016 i sagen J.K. og andre mod Sverige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/65/FAM
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af Al-Asaeb militserne, idet han ikke ville tilslutte sig dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han som sunnimuslim i et shiamuslimsk område oplevede at blive chikaneret. [I sommeren] 2015 blev han opsøgt af tre personer fra Al-Asaeb, der sagde til ham, at han skulle tilslutte sig dem. De gav ham en uges betænkningstid, hvorefter de ville møde op og slå ham ihjel, hvis han nægtede. Efter mere end en uge fandt ansøgeren et trusselsbrev på jorden i sin garage, hvori der lå en patron. I brevet stod der, at han fik tre dage, hvorefter Al-Asaeb ville gøre alvor af deres trussel om at slå ham ihjel. Samme dag anmeldte han forholdet til politiet, der åbnede en sag. Herefter tog han og hans mor til hans moster. To til fire dage senere blev ansøgeren kontakter telefonisk og truet af en ukendt person, der fremsatte de samme trusler. Herefter bad ansøgerens mosters mand ansøgeren om at forlade hjemmet, idet han følte sig utryg ved at have ansøgeren boende. Omkring en uge senere, [i efteråret] 2015, udrejste ansøgeren legalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har anført i begrundelsen for afgørelsen [fra foråret] 2017, og nævnet finder, at det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering. Det er således nævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om Al-Asaebs forsøg på at rekruttere ham og efterfølgende trusler er utroværdig. Flygtningenævnet lægger yderligere videre vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at det ikke fremgår af de dokumenter vedrørende anmeldelsen af Al-Asaebs trusler, som ansøgeren har fremlagt, at ansøgeren genkendt én af de tre personer, der angiveligt havde opsøgt ansøgeren, som Hassan Neme. Henset til vigtigheden af genkendelsen af Hassan Neme må det antages, at ansøgeren havde forklaret om dette til politiet, hvis episoden havde fundet sted og anmeldelsen havde fundet sted, og den manglende oplysning herom i dokumenterne taler imod, at dokumenterne skulle være ægte. Det taler endvidere imod, at dokumenterne skulle være ægte, at de indholdsmæssigt ikke stemmer overens med ansøgerens forklaringer om tidsforløbet. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om det trusselsbrev, som han angiveligt modtog, hvilket svækker ansøgerens troværdighed. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklarede ansøgere, at han modtog trusselsbrevet omkring 7-10 dage, efter de tre personer fra Al-Saeb havde opsøgt ham på bopælen. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede ansøgeren udbyggende, at der i konvolutten med trusselsbrevet lå en patron. Nævnet finder, at det er en væsentlig detalje, som det må forventes, at ansøgeren forklarer om, uanset om der måtte blive spurgt direkte hertil. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han forklarede om patronen til oplysnings- og motivsamtalen, men finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren fik oversat referatet af samtalen, og at det fremgår af referatet, at ansøgeren og tolken forstod hinanden. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation for sunni-muslimer i Irak ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/64/CHHA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for ISIL oplyst, at terrorgruppen i [foråret 2014] trængte ind i byen Hawija, hvor ansøgeren boede sammen med sin familie. I den forbindelse blev alle unge mænd pålagt at indlevere deres våben eller betale et større beløb, hvis de ikke havde våben. Ansøgerens bror, [A], var politimand, men han var ikke på arbejde den pågældende dag. ISIL opsøgte ansøgerens families bopæl ti dage senere, hvor de brændte huset ned. Ansøgerens far blev forbrændt, mens hans mor døde af sine kvæstelser. To militsgrupper ledte efterfølgende efter ansøgerens bror på hans arbejdsplads. Ansøgeren udrejste herefter fra Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke personligt været indblandet i konflikter eller udsat for pres. Oplysningerne om brorens konflikt findes ikke at involvere ansøgeren. I øvrigt bemærkes, at broren har kunnet opholde sig i hjemområdet i flere år efter konfliktens opståen. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder forholdene for arabere i kurdisk kontrollerede områder og forholdene for sunni muslimer, ikke i sig selv vurderes at være asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/63/smla
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Salah Adin, […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet eller henrettet af al-Hashd al-Shaabi, idet militsen har set billeder af ansøgeren sammen med ISIL. Ansøgeren har endvidere henvist til, at det er problematisk, at hans navn både er et sunni- og shia-muslimsk navn. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han blev stoppet af personer fra Al-Qaeda for første gang i [vinteren eller foråret] 2014 i byen Baiji. Herefter blev han afhørt i omkring en halv time, før han fik lov til at gå. Ansøgeren blev stoppet af personer fra al-Qaeda for anden gang fjorten til femten dage senere på vej til Baiji, da han var passager i en minibus. Al-Qaeda kontrollerede samtlige passagerers ID-kort og skød i den forbindelse to personer fra det irakiske militær. Personerne fra al-Qaeda stak af, da personer fra det irakiske militær ankom til stedet. Ansøgeren flyttede fra [en by] til Bagdad en måned efter ISIL overtog kontrollen med [byen] i [sommeren] 2014. Mindre end en måned inden ansøgerens udrejse fra Irak ringede ansøgerens kollega til ham for at fortælle, at personer fra militsen Asaib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren på hans arbejdsplads, idet de havde fundet ud af, at ansøgeren var sunni-muslim. Nogle dage senere ringede ansøgerens ven [A] til ansøgeren for at fortælle, at [A’s] far i forbindelse med sit arbejde på politistationen i [byen] havde fået kendskab til, at militsen Ali al-Akbar havde set billeder af ansøgeren og [A] sammen med personer fra ISIL. Ansøgeren udrejste legalt af Irak sammen med [A] [i efteråret] 2015. Militsen Abu Fadhel al-Abbas opsøgte ansøgerens far for første gang i [begyndelsen af] 2016 for at spørge efter ansøgeren og ansøgerens bror. Samme milits opsøgte ansøgerens far for anden gang i [foråret] 2016, og han blev denne gang taget med til afhøring vedrørende ansøgeren og ansøgerens bror. Ansøgerens far modtog senere en kopi af et internt dokument fra militsen Abu Fadhel al-Abbas, hvori militsen anmodede om oplysninger om ansøgeren og ansøgerens bror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår han blev stoppet af al-Qaeda første gang. I asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han blev stoppet af al-Qaeda første gang i [foråret] 2014. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var i [vinteren eller foråret] 2018. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var i perioden[fra vinteren til foråret] 2014. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om hvad der skete, da han blev stoppet af al-Qaeda anden gang. I asylskemaet oplyste ansøgeren, at al-Qaeda slog en person ihjel, idet personen var shia-muslim. Ved oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at al-Qaeda skød to personer, idet de forsøgte at stikke af. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at al-Qaeda skød to personer, idet de var fra det irakiske militær. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at en person fra den irakiske hær blev skudt, og at den anden flygtede, og at ansøgeren ikke ved, om denne også blev skudt. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at uanset hvilken forklaring, der lægges til grund omkring denne episode, ses der ikke i den forbindelse at være noget, der skulle gøre ansøgeren profileret i forhold til al-Qaeda. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår militsen Asaib Ahl al-Haq opsøgte ansøgeren i forhold til ansøgerens udrejse af Irak. I asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at ansøgeren udrejste af Irak en uge efter, at militsen Asaib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren på hans arbejdsplads. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han udrejste af Irak mindre end en måned efter, at militsen Asaib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren på hans arbejdsplads. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han udrejste 14 dage eller før fra han modtag opkaldet fra sin ven [A]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan militsen Asaib Ahl al-Haq fik kendskab til, at ansøgeren var sunni-muslim. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at det var en person ved navn [B], der så ham bede som en sunni-muslim, at alle talte om det to dage senere, at en kollega meldte ansøgeren, og at ansøgeren blev beskyldt for at være tilknyttet ISIL. Ved asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han ikke vidste, hvordan Asaib Ahl al-haq fik kendskab til, at han var sunni-muslim, men at han formodede, at nogen må have set ham bede som sunni-muslim. Flygtningenævnet har fundet det påfaldende, at ansøgeren først har fremlagt det interne dokument fra Hashd al-Shaabi efter oplysnings- og motivsamtalen, uagtet han var i besiddelse af det ved oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de angivelige billeder af ham sammen med Islamisk Stat. I asylskemaet og ved asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at billederne viste ansøgeren sammen med Islamisk Stat, og at militsen ville slå ansøgeren ihjel, idet de ville betragte ansøgeren om sympatisør med Islamisk Stat. Ved oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at billederne viste ansøgeren i en sunnimuslimsk moske, og at militserne ville slå ansøgeren ihjel, idet de dermed havde bevis for, at han var sunni-muslim. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at militserne angiveligt forfulgte ansøgeren på baggrund af billederne, henset til, at der var mange mennesker, der fik taget billeder sammen med ISIL, og henset til, at ansøgeren ikke har oplyst om forhold, der gjorde ansøgeren særlig profileret i forhold til militserne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring militsernes opsøgen af ansøgerens far. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far blev opsøgt af militserne, idet militserne ville have, at ansøgeren og hans bror meldte sig til krigen. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han formodede, at militserne opsøgte ansøgerens far på grund af billederne. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgerens navn er både sunnimuslimsk og shiamuslimsk ikke kan føre til en ændret vurdering. Med hensyn til episoden på netcafeen på [en by] i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at der ikke ses at være nogen sammenhæng med ansøgerens asylmotiver, og at der ikke findes grundlag for at udsætte sagen, som af advokaten begæret. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/62/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Arbad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin far, idet hun er blevet gift med sin ægtefælle uden tilladelse fra sin far. Ansøgeren har desuden henvist til, at hendes ægtefælle, som er iransk statsborger, ikke har nogle rettigheder i Irak, hvorfor deres levevilkår er dårlige, såfremt de vender tilbage til Irak. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin far har ansøgeren oplyst, at hun ikke har haft nogen konkrete konflikter med sin far, men at han blev sur på hende, og at han ikke har talt til hende siden hun indgik ægteskab med sin ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv om de dårlige levevilkår og ægtefællens manglende rettigheder har ansøgeren oplyst, at hun og hendes familie havde dårlige leveforhold i Irak, hvorfor de valgte at udrejse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at hverken forholdet til ansøgerens far eller de generelle forhold for ansøgeren i Irak kan give grundlag for at anse betingelserne for asyl eller beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 7 for at være opfyldt. For så vidt angår forholdet mellem ansøgeren og hendes far henviser nævnet til, at ansøgeren ikke har været udsat for repressalier i tiden efter indgåelsen af ægteskabet i 2010 og frem til udrejsen i 2015 bortset fra, at faren er blevet sur og ikke har villet tale med hende. Ansøgerens far, der har været bekendt med ansøgerens bopæl, har aldrig opsøgt ansøgeren i denne periode. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgerens frygt for dårlige levevilkår og en usikker fremtid ved en tilbagevenden til Irak heller ikke har en sådan karakter eller intensitet, at der er tale om asylbegrundende forhold. Ved vurderingen har nævnet taget hensyn til ansøgerens særlige forhold, herunder at hun er analfabet og ikke har haft arbejde. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft konflikter eller problemer med myndigheder, organisationer, grupperinger eller privatpersoner i Irak, og at ansøgeren er arbejdsduelig og har forældre og søskende samt svigerfamilie i Irak. Nævnet har også taget i betragtning, at ansøgerens mand og deres børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes hertil, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for konsekvensstatus, idet ansøgerens mand har iransk nationalitet, og at ansøgerens nationalitet er irakisk. Ansøgerens mand og ansøgeren er således vurderet henholdsvis i forhold til Iran og i forhold til Irak. Ansøgeren har i den forbindelse ikke sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for at blive opsøgt af iranske agenter, således som hun udbyggende har forklaret for nævnet. Ansøgeren har ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen oplyst dette som del af asylmotivet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/61/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af ukendte personer, som ansøgeren formoder, er hans kolleger, idet ansøgeren fik en højere løn og mere arbejdserfaring end dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som svejser ved virksomheden [A] siden starten af 2009. Ansøgeren modtog den første trussel i slutningen af 2009, hvorefter han modtog flere telefoniske trusler om ugen. Det var altid den samme person, der ringede til ansøgeren, men ansøgeren kunne altid høre to andre personer i baggrunden. Ansøgeren ved ikke hvem, der truede ham, men han formoder, at det var hans kolleger. Ansøgeren tror, at han modtog truslerne, da ansøgeren fik en højere løn end kollegerne og var bedre til at udføre sit arbejde. Når ansøgeren blev truet, fik han at vide, at han ville blive dræbt, hvis han ikke stoppede med at arbejde for [A]. Ansøgerens far blev også ringet op og truet af personerne. Faren har desuden modtaget billeder af ansøgeren, mens ansøgeren arbejdede. Ansøgeren stoppede med at arbejde for [A], da virksomheden lukkede. I 2011 flyttede ansøgeren til Diwaniah-området, hvor han, sammen med flere af sine tidligere kolleger fra [A], begyndte at arbejde for et firma ved navn [B]. Ansøgeren blev under sit arbejde for [B] igen truet med, at han ville blive dræbt, såfremt han ikke stoppede på sit job. Ansøgeren endte derfor med at opsige sit job i [B]. Truslerne stoppede herefter. Ansøgeren arbejdede herefter i to år i henholdsvis Karballa-området og i Najaf. Ansøgeren modtog ikke trusler i denne periode. I 2014 begyndte ansøgeren igen at arbejde for [B]. Efter nogle måneders ansættelse blev forruden i ansøgerens bil smadret, og han begyndte på ny at modtage telefoniske trusler. Ansøgeren opsagde derfor sit arbejde for [B] i august 2015 og udrejste af Irak i september 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens asylmotiv forekommer enkelt, men at han på trods heraf forklarer divergerende på væsentlige punkter i asylmotivet. Ansøgeren forklarer i sit asylskema, at han bliver forfulgt af en bevæbnet gruppe, at han under samtalerne den 19. maj 2016 og den 3. februar 2017 forklarer, at han bliver forfulgt af 3 kolleger, indledningsvis i nævnsmødet, at han bliver forfulgt af militser, hvilket senere ændres til en gruppe på 6 til 7 kolleger. Han forklarer i sit asylskema, at konflikten startede i 2014, mens han ved senere samtaler og for nævnet har forklaret, at problemerne startede i 2009. Ansøgeren har under samtalen den 3. marts 2017 forklaret, at der ikke skete noget usædvanligt i næsten to år fra marts-april 2011, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blev truet kontinuerligt ca. én gang om måneden fra 2009 og frem til udrejsen. Han har forklaret for nævnet, at truslerne blev fremsat telefonisk og én gang ved en trusselsseddel, der var blevet lagt i hans bil. Han har under samtalen den 3. marts 2017 forklaret, at han og hans far også modtog sms’er, og at trusselsseddelen sad på forruden af hans bil. Han har under nævnsmødet forklaret, at han blev afpresset for penge, mens han var i Irak, hvilket han ikke tidligere har fortalt til Udlændingestyrelsen. Endelig har han i asylskemaet forklaret, at hans bil blev brændt efter hans udrejse, i samtalen af 19. maj 2016, har han ikke forklaret, at hans bil blev brændt, i samtalen af 3. februar 2017, har han forklaret, at bilen blev brændt, mens han var i Irak, i samtalen af 3. marts 2017 har han forklaret, at hans bil blev brændt efter hans ankomst til Danmark, og under samtalen for nævnet har han indledningsvist forklaret, at hans bil blev brændt, mens han var i Irak, mens han senere forklarede, at det først var efter udrejsen, at bilen blev brændt. På baggrund af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring, som divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/60/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtale: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er handicappet og har dårlige levevilkår. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at myndighederne i Irak ikke giver handicappede personer økonomisk støtte, og han kunne ikke med et arbejde tjene nok til at dække sine udgifter. Ansøgeren er på grund af sit handicap blevet krænket verbalt flere gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har en konflikt med sin søsters ægtefælle, som har truet ham, fordi ansøgeren har blandet sig i deres ægteskabelige uoverensstemmelse. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren flere gange har mæglet i familiære konflikter mellem sin søster [S] og hendes mand [M]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om den heraf afledte konflikt, som skulle være opstået i [vinteren] 2015 mellem ansøgeren og [M], til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende på centrale punkter i forhold til oplysningerne i referatet fra samtalen hos Udlændingestyrelsen i [sommeren] 2016. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen oplyst, at hans søster [S] flyttede tilbage til [M]. samme dag, som ansøgeren udrejste, mens ansøgeren for nævnet har forklaret, at det skete 20 dage efter, han forlod landet. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter et opkald fra en fætter, der fortalte, at [M]. fortrød sine handlinger og bad om tilgivelse, blev mere rolig og flyttede tilbage til sin bopæl med sin mor, [S] og dennes børn, inden han udrejste. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han blev i [en landsby] i Diana, indtil han udrejste. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, at han på et tidspunkt efter episoden, hvor han skulle være blevet truet af [M]. med en pistol, så [M]. gå med en pistol uden for ansøgerens og morens bopæl i Erbil, og at han først flyttede til Kawrin sammen med moren, [S] og børnene 3-4 uger efter den første episode. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hans brødre har været involveret i løsning af problemer mellem søsteren [S] og [M] forud for den episode, hvor [M] skulle have truet ham med en pistol. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han og hans brødre flere gange havde forsøgt at snakke svogeren til fornuft. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at hans brødre ikke førend episoden i [vinteren] 2015 blev involveret, fordi de dels boede et andet sted i landet og i øvrigt var temperamentsfulde. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han kunne opholde sig i en længere periode i [en landsby], der lå ca. 2 timers kørsel fra Erbil, hvor svogeren boede, uden at svogeren opsøgte ansøgeren, ligesom svogeren efter det oplyste heller ikke på noget tidspunkt har opsøgt eller truet ansøgerens brødre, der fortsat bor i Irak – uanset at søsteren Shawnem nu skulle være have forladt svogeren igen sammen med sine to børn. Det er derfor efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er i konkret risiko for at blive dræbt eller udsat for asylbegrundende forfølgelse fra søsterens mand, uanset at søsterens mand efter det oplyste er medlem af KDP og embedsmand i peshmerga-ministeriet i Erbil. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de dårlige levevilkår i Irak, herunder særligt for en person med et handicap som ansøgeren, er forhold af socioøkonomisk art, som ikke i sig selv kan føre til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. De forhold, som ansøgeren har forklaret om vedrørende diskrimination på grund af sit handicap, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at en person – og heller ikke en person med handicap – ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/6/TBP
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 3 børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, et ægtepar med børn, er etniske kurdere og sunni-muslimer fra [landsbyen A], der ligger [- km] fra Mosul i Nineveh provinsen, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv navnlig henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL og den iranskstøttede, shiitiske terrorgruppe Hashd al-Shaabi. De har til støtte herfor forklaret, at ISIL efter kamphandlinger den 9. august 2014 erobrede [landsbyen A], hvorfor de og mange andre fra landsbyen, herunder den kvindelige ansøgers bror, [B], flygtede. Kort efter nåede de frem til flygtningelejren Domiz i Faida-området i Dohuk provinsen, KRI, omtrent 40 km fra [landsbyen A]. Forholdene i lejren, herunder infrastrukturen, var dårlige. Det regnede ind i deres hus. De var ikke i sikkerhed for ISIL i lejren. Ansøgerne og [B] udrejste derfor i oktober 2015 illegalt til Tyrkiet. Ansøgernes hus i [landsbyen A] blev sprængt i luften. De går ud fra, at det var ISIL, der foretog sprængningen. Det var alene 33 huse, der blev sprængt i luften, hvilket understreger, at netop de var i søgelyset og særligt udsatte. ISIL er stadig i et vist omfang tilstede i området, navnlig om natten. ISIL truer mange indbyggere til at samarbejde. Afslår man, bliver man slået ihjel af ISIL. Den kvindelige ansøgers søskende og mor opholder sig stadig i Dohuk. Hun talte sidst med dem for 1½ uge siden. Moren har hørt, at det i dag er det iransk støttede Hashd al-Shaabi shia-militser, der kontrollerer [landsbyen A]. Dette fremgår også af internettet og YouTube. Hashd al-Shaabi chikanerer indbyggerne i landsbyen. Hashd al-Shaabi vil enten slå ansøgerne ihjel eller kræve, at de deltager i bevægelsens kampe mod ISIL eller peshmergaer. Den lokale Muktar, der befinder sig i Domiz, har forbindelser og ved, hvad der foregår i [landsbyen A]. De og visse andre kurdere er mere udsatte end de øvrige kurdere i området. Deres hus blev jo sprængt i luften og mukhtaren har udtrykkeligt sagt dette. Ansøgerne har herved henvist til 3 breve, som den mandlige ansøger har fået tilsendt af en ven i Domiz. Det første brev af 19. marts 2018 er fra den 5. arme i det kurdiske selvstyreområde, KRI. I brevet advares de om at vende tilbage, da de var en af de familier, der blevet truet, og deres hus blev sprængt i luften. De er ifølge brevet truet af både ISIL og Hashd al-Shaabi. I de to andre breve, fra marts 2017 på henholdsvis arabisk og sorani fra mukhtaren for Fazilia-området, frarådes ansøgerne ligeledes at vende tilbage. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har ikke personligt været i forbindelse med ISIL eller Hashd al-Shaabi militser og fremstår ikke som profilerede i forhold til disse. ISIL´s indflydelse i Irak er i dag væsentligt formindsket i forhold til i 2014, hvor ansøgerne forlod deres landsby, og ISIL har ikke længere kontrol med det område, hvor Fazilia er beliggende. Der er intet i sagen eller baggrundsoplysningerne, der tyder på, at ISIL vil anvende deres reducerede ressourcer på de ikke profilerede ansøgere. Efter baggrundsoplysningerne har kurdiske styrker ikke i dag kontrol over [landsbyen A] og omegn, hvilket heller ikke var tilfældet før ISIL´s angreb i 2014. Oplysningerne om den øjeblikkelige magtfordeling i området mellem det shia-dominerende styre i Baghdad og iransk støttede shia-militser er ikke helt entydig. Det ligger dog fast, at shia-militser har indflydelse og i flere tilfælde har begået overgreb i de områder, som ISIL tidligere har behersket. Efter nævnets vurdering er det imidlertid ikke alene ved de skriftlige erklæringer og ansøgernes forklaringer sandsynliggjort, at ansøgerne på grund af deres individuelle, konkrete forhold vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra militser ved en tilbagevenden til deres hjemegn. Det oplyste i [B`s] sag, som nævnet under behandlingen af ægteparrets sag, har været i besiddelse af, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgerne opfylder dermed ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. I flere områder omkring Mosul er forholdene stadig præget af usikkerhed, og til tider uroligheder, til dels af krigslignende karakter, hvilket blandt andet har sammenhæng med shia-militsers betydelige indflydelse. Efter baggrundsoplysningerne er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene er således, at enhver sunni-muslims kurder, der vender tilbage, som udgangspunkt vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. De generelle forhold kan derfor endvidere ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Afslutningsvis bemærkes, at selv hvis der på grund af forholdene i og omkring [landsbyen A] isoleret set måtte havde været grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, så opfylder ansøgerne ikke i øvrigt betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, da de efter en konkret vurdering kan henvises til et internt flugtalternativ i det selvstyrende kurdiske område, KRI. Dette findes rimeligt og relevant, navnlig da ansøgerne er kurdere, taler sorani og inden udrejsen havde opholdt sig i KRI i over et år. Endvidere opholder den kvindelige ansøgers mor og søskende sig fortsat i området, hvor de må antages at være beskyttet mod forfølgelse og overgreb og mod at blive sendt tilbage til deres hjemegn. Oplysninger om mindre gode forhold i KRI vedrørende bolig og arbejde mv. kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/59/AZU.
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere ateist fra Dara, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin indrejse til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af formodede ISIL-terrorister, som han afviste at arbejde for. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre samt fætre i Irak, idet de er bekendt med, at ansøgeren efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede på et værksted som svejser. I den forbindelse udførte han i perioden [ultimo] 2014 eller [primo] 2015 til [efteråret] 2015 svejsningsarbejde ad tre omgange for to ukendte personer. Svejsningsarbejdet bestod i, at ansøgeren skulle montere en jernkasse forskellige steder på en bil, hvorfra jernkassen umiddelbart ikke var synlig. I slutningen af [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt på sin arbejdsplads af de to mænd, som ønskede at tage ansøgeren med til Bagdad og andre steder. Ansøgeren skulle med for at udføre tilsvarende type opgave, han havde udført for dem tre gange tidligere. Herefter gik det op for ansøgeren, at han formentlig havde monteret metalkasser til brug for sprængstoffer, og han begyndte at mistænkte de to personer for at være ISIL-terrorister. Ansøgeren afslog de to mænd, som på trods heraf sagde til ansøgeren, at han skulle gøre sig klar, og at han ville blive hentet. Ansøgeren tog hjem og pakkede sine ting, hvorefter han tog til Kirkuk til sin fætter ved navn [A] Derfra udrejste han af Irak i [efteråret] 2015. De to følgende dage efter ansøgerens udrejse, er ansøgerens bopæl blevet opsøgt af de formodede ISIL-terrorister. Ansøgeren har desuden oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen, da han ankom til Danmark, og at han siden sommeren 2015 er kommet i Apostelkirken på Vesterbro hver søndag. Ansøgeren har fremlagt en dåbsattest, hvoraf det fremgår, at han [ultimo] 2017 blev døbt i Apostelkirken. Ansøgeren har desuden fremlagt en række udtalelser om deltagelse i forskellige kirkelige aktiviteter, herunder bibelstudier. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med to formodede ISIL-terrorister til grund, da ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik at vide, at hans bopæl angiveligt var blevet opsøgt efter sin udrejse. Til oplysnings- og motivsamtalen den 28. januar 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke vidste, om de formodede terrorister havde opsøgt ansøgeren, mens han var på flugt. Til asylsamtalen [primo] 2017 har ansøgeren forklaret, at hans fætter [vinteren] 2015 havde fortalt ham, at ansøgerens hjem var blevet opsøgt. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det var hans mor, der fortalte ham herom efter oplysnings- og motivsamtalen. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og modstridende om terroristernes mulighed for at få ansøgeren til Bagdad. Til asylsamtalen [primo] 2017 har ansøgeren forklaret, at de ikke kunne tvinge ansøgeren med til Bagdad på grund af kontrolposter, mens ansøgeren senere under samtalen har forklaret, at de om nødvendigt ville tvinge ansøgeren med. Endelig finder Flygtningenævnet, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren, der er etnisk kurder fra Dara ved Kirkuk, tre gange monterede en metalkasse under en bil for to ukendte, arabiske mænd uden at tænke over, hvad det skulle bruges til. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at to formodede ISIL-terrorister skulle være særligt interesserede i at få ansøgeren med fra Dara til Bagdad, særligt henset til at ansøgeren var autodidakt svejser med blot 4-5 års erfaring, og at han ikke ønskede at tage med, sammenholdt med at der må antages at være mange svejsere i Bagdad. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin konflikt med to formodede ISIL-terrorister som konstrueret og utroværdig. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konvertering, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han angiveligt begyndte at interessere sig for kristendommen. Til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at han var interesseret i at konvertere til en anden religion, men at han endnu ikke vidste hvilken. Dette bekræftede ansøgeren til asylsamtalen [primo] 2017 og under nævnsmødet, idet ansøgeren har forklaret, at han på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen fortsat var søgende. Til asylsamtalen har ansøgeren imidlertid også forklaret, at han havde anset sig selv som kristen i 13-14 måneder, og at han begyndte at interessere sig for kristendommen lige efter, at han var kommet til Danmark i starten af november 2015. Videre har ansøgeren forklaret, at han blev introduceret til kristendommen af nogle venner, som han lærte at kende i efteråret 2016, hvilket heller ikke stemmer overens med, at ansøgeren har anset sig selv som kristen i 13-14 måneder. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konvertering som konstrueret og utroværdig. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grund til at antage, at ansøgeren ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgerens hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det er herefter Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/58/CABV
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1991. I 1991 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev i 1996 gjort tidsubegrænset. Ved dom afsagt af byretten blev klageren i 2016 idømt fængsel i to år efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, til dels jf. straffelovens § 21. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2 og nr. 4, og § 32, stk. 2. Byrettens dom, herunder bestemmelsen om udvisning, blev stadfæstet af landsretten i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er shiamuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren flygtede fra Irak i 1991 som følge af klagerens desertering fra Folkehæren og efterfølgende modstandskamp for en shiitisk modstandsbevægelse. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sunni- eller shiamuslimer, idet han er tidligere narkoman, og som følge heraf bliver betragtet som værende vantro og uden værdi. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han formoder, at hans bror, som opholder sig i Sverige, har fortalt om hans narkotikamisbrug til personer i Irak. Klageren har endvidere henvist til, at han som shiamuslim frygter ISIL og den generelle sikkerhedssituation i Irak. Klageren har endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af børnene til den militante leder [A], idet klagerens bror har været aktiv for en rivaliserende shiamuslimsk milits og i denne forbindelse var skyld i, at en af [A’s] sønner blev fængslet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [A] i starten af 1990’erne blev leder for en milits ved navn Bathia Takfiria, der havde til formål at uddrive shiamuslimer fra bydelen. [A] boede over for klagerens families bopæl i Irak. Klagerens bror, [B], sluttede sig til en rivaliserende shiamuslimsk milits ved navn Bathia Takfiria i 2008. Klagerens bror afslørede, at en ejendom tilhørende [A] blev brugt til produktion af bomber, og klagerens bror var på den måde skyld i, at [A’s] søn blev fængslet for bombeproduktion. [A] er i dag gammel, hvorfor han ikke længere udgør nogen risiko for klageren, men hans sønner har svoret blodhævn over klagerens familie. Klagerens bror flygtede til Ungarn i 2008, hvor han fik asyl, men brorens ven, [C], blev slået ihjel i forbindelse med en afhøring om, hvor klagerens familie opholdt sig. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at der ikke er grund til at antage, at klageren ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke personligt har nogen konflikter med myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Flygtningenævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse fra børnene til den militante leder [A] til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren først har forklaret om denne påståede konflikt i forbindelse med nævnsbehandlingen, ligesom forklaringen forekommer konstrueret. Selv hvis klagerens forklaring om brorens konflikt med den militante leder [A] lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har været i Irak siden 1991, at konflikten foregik i 2008 og må anses for afsluttet, og at det beror på klagerens egen formodning, at han som følge heraf vil blive efterstræbt. Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente oplysninger fra klagerens søskendes asylsager i Ungarn henholdsvis Holland. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at ukendte personer i Irak skulle have kendskab til hans tidligere stofmisbrug, og at han som følge heraf er i risiko for at blive slået ihjel af sunni- eller shiamuslimer. Det forhold, at klageren udrejste i 1991, fordi han frygtede de irakiske myndigheder under Saddam Husseins styre kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til det skete regimeskifte i 2003. Klagerens frygt for ISIL kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på ISILs begrænsede tilstedeværelse i Irak, og at det alene beror på klagerens egen formodning, at ISIL vil efterstræbe ham. Derudover finder Flygtningenævnet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for shiamuslimer, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Endelig finder nævnet, at klagerens helbredsmæssige forhold, herunder forbrug af Metadon, ikke kan føre til, at klageren får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/57/JEA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ISIL vil slå hende og hendes familie ihjel, fordi hendes tidligere ægtefælle politianmeldte parrets nabo [A] der var en del af ISIL. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun frygter sine brødre, fordi hun i Danmark er mistænkt for at have haft et forhold til en anden asylansøger. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes tidligere ægtefælle i [sommeren] 2014 observerede mistænkelig adfærd ved [A’s] bopæl. Ægtefællen politianmeldte forholdet, hvilket førte til [A’s] anholdelse. Omkring én uge senere var ansøgeren og hendes søsters datter alene hjemme, da der om natten blev banket på garagedøren på familiens bopæl og efterfølgende affyret skud mod døren. De ukendte gerningsmænd efterlod et trusselsbrev stilet til ægtefællen. Den næste morgen ringede ansøgeren til sin daværende ægtefælle og fortalte om episoden. Ægtefællen besluttede sig herefter for at udrejse af Irak. Ansøgeren boede efterfølgende hos en veninde, indtil hun flyttede ind hos sin moster i Bagdad, hvor hun boede fra [sensommeren] 2014 til [efteråret] 2014. Imens ansøgeren opholdt sig i Bagdad, rejste hendes tidligere ægtefælle til Schweiz, hvor han søgte asyl. I [efteråret] 2014 hørte ansøgeren, at ISIL ikke længere var til stede i [hendes hjemby]. Hun rejste derfor tilbage for at passe sit arbejde som skolelærer og boede hos en veninde indtil [vinteren] 2015. Omkring [efteråret] 2014 blev ansatte og elever på skolen, hvor ansøgeren arbejdede, udsat for trusler. Der blev skrevet trusler på væggene og efterladt et trusselsbrev i gangen. I samme periode blev ansøgeren opsøgt af ukendte personer på gaden. De lignede personer, der var tilknyttet ISIL og spurgte efter hendes daværende ægtefælle. I [vinteren] 2015 vendte ægtefællen tilbage til Irak, og parret flyttede til en ny bopæl i samme by, […]. Omkring [vinteren] 2015 skød ukendte personer mod familiens bopæl, og de flygtede derfor til den nærliggende by […], hvor de opholdt sig, indtil de i [sommeren] 2015 udrejste af Irak. Ansøgeren blev skilt fra sin ægtefælle i sommeren 2017. I [sommeren] 2017 indledte hun et forhold til en anden asylansøger. Ansøgerens tidligere ægtefælle opdagede forholdet og fortalte hendes storebror, at ansøgeren havde gjort familien æreløs. Ansøgeren modtog herefter telefoniske trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der på en række centrale punkter er divergenser mellem ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer. Flygtningenævnet kan således tiltræde Udlændingestyrelsens begrundelse, hvoraf det blandt andet fremgår, at ægtefællerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt ansøgerens ægtefælle var hjemme eller på arbejde, da de modtog det første trusselsbrev i 2014, om hvorvidt en skudepisode fandt sted i forbindelse med modtagelse af brevet eller en uge senere, om hvor de boede efter ansøgerens ægtefælle vendte tilbage fra Schweiz til Irak i [vinteren] 2015, og om hvorvidt ansøgerens ægtefælle oplevede problemer som følge af, at han var deserteret fra militæret. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens nye asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren og hendes ægtefælle har ophævet samlivet. Det kan derimod ikke lægges til grund, at ansøgeren har oplevet æresrelaterede konflikter som følge heraf. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke ved forklaring i Flygtningenævnet eller på anden måde har underbygget, at hendes brødre har truet hende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de ovenfor nævnte divergenser mellem ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer svækker ansøgerens generelle troværdighed. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at hun risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/56/THV
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basrah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af ukendte personer eller de irakiske myndigheder, idet nogle ukendte personer har truet ham på livet i forbindelse med hans brors arbejde og brorens udrejse af landet. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret til det irakiske militær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans bror arbejdede som journalist og kameramand for henholdsvis den irakiske og den britiske hær fra 2008 til 2013. I [efteråret 2013] udrejste ansøgerens bror af Irak, idet han som følge af sit arbejde var blevet truet af ukendte personer. I [foråret 2015], da ansøgeren var i sin fars forretning, kom der to bevæbnede og maskerede mænd ind og truede ansøgeren på livet. De spurgte efter ansøgerens bror og beordrede, at broren skulle henvende sig til dem. Ansøgerens far anmeldte episoden til politiet, som anbefalede, at ansøgeren holdt sig skjult. Ansøgeren oplevede efterfølgende at blive chikaneret af ukendte personer. I [foråret 2015] modtog ansøgeren et anonymt brev, som indeholdt en patron. Derefter holdt ansøgeren sig indenfor på sin bopæl, indtil han i [efteråret 2015] udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak som følge af, at hans bror har været kameramand og journalist for irakiske og britiske styrker fra 2008 til 2013. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, herunder om hvornår ansøgeren oplevede problemer første gang, og hvorvidt han oplevede problemer i perioden efter, at han havde modtaget en kuvert med en patron frem til sin udrejse. Hertil kommer, at ansøgeren på nævnsmødet for første gang har forklaret, at han i perioden, fra familien modtog patronen, og til sin udrejse efter faderens bestemmelse opholdt sig forskellige steder, blandt andet hos en onkel. Det bemærkes endvidere, at ansøgerens familie i denne periode og efter ansøgerens udrejse har kunnet opholde sig på bopælen uden at opleve problemer. Det kan ikke ændre herved, at ansøgerens far ifølge ansøgeren er blevet chikaneret i sommeren 2016, idet ansøgeren ikke har kunnet oplyse nærmere detaljer herom. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret til den irakiske hær kan begrunde opholdstilladelse, idet der ifølge nævnets baggrundsoplysninger ikke er værnepligt i Irak. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv har en karakter, der kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/55/AZU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yazidi fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ISIL vil tage, sælge og voldtage hende, fordi hun er yazidi. Hun har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Irak, herunder de generelle forhold for yazidier. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun sammen med sine forældre og tre søskende flygtede ud af deres landsby, [A], i [sommeren 2014], da ISIL angreb nabolandsbyerne. Ansøgeren og hendes familie tog derefter ophold i [B], hvor ansøgeren opholdt sig indtil sin udrejse den [sommeren 2015]. Hun udrejste sammen med sin mor og ene bror, idet der kun var penge til at sende de tre afsted. De ville søge om familiesammenføring med ansøgerens far og mindreårige søster, når de kom til Europa. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det, som ansøgeren har oplyst om årsagen til sin udrejse af Irak, ikke kan begrunde asyl i Danmark. Efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger er Islamisk Stat fordrevet fra de fleste yazidi-områder, og Islamisk Stat er trængt i defensiven militært fra flere sider. Uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet finder Flygtningenævnet således, at den generelle sikkerhedssituation i området ikke er af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft konflikter med myndigheder, private personer eller andre parter i Irak, og hun er ikke blevet opsøgt eller truet og i øvrigt ikke har været i kontakt med Islamisk Stat. Hertil kommer, at det ifølge ansøgerens forklaring aldrig lykkedes Islamisk Stat at overtage kontrollen over ansøgerens landsby. Endvidere har ansøgeren ganske vist på nævnsmødet forklaret, at hun ikke har familie tilbage i Irak, men hun har samtidig oplyst, at hun har svigerfamilie og klanmedlemmer i landet. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/54/AZU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af for ham ukendte personer, som har truet ham i forbindelse med hans arbejde for det ame-rikanske medicinalfirma, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som chauffør for [A] i Bagdad fra udgangen af 2011 til [sommeren] 2014. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren kontaktet telefonisk på sin mobiltelefon af en for ham ukendt person, der truede ham med at slå ham ihjel, hvis ikke han stoppede med at arbejde for [A]. Dagen efter flyttede ansøgeren sammen med sin bror hjem til sin søster. Nogle dage herefter sagde ansøgeren sit ar-bejde op. [I sensommeren] 2014 blev ansøgerens bror slået ihjel på vej til arbejde af for ansøge-ren ukendte personer. Ansøgeren formoder, at det var de samme personer, som også tidligere havde truet ham selv. To dage efter drabet på ansøgerens bror blev familiens bopæl opsøgt og ransaget af maskerede og bevæbnede personer. Dette gentog sig siden hen et for ansøgeren ukendt antal gange. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist vil, at han ved en tilbage-venden til Irak frygter en sunnimuslimsk klan i Basra, idet han som teenager havde et forhold til en pige fra klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at pigens familie ikke ville have, at ansøgeren og pigen blev gift. Problemerne med hendes familie ophørte, da pigen blev gift med sin fætter, men ansøgeren kan fortsat ikke vende tilbage til Basra af frygt for klanen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter befolkningen og myndighederne i landet, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har følt sig som homoseksuel, siden han var teenager, og at han på dette i teenageårene blev voldtaget af to mænd, hvad han på grund af særlige æresbegreber ikke anmeldte. Ansøgeren havde et hemmeligt forhold til en mand, som boede i nabolaget, fra han var 15 år til hans udrejse af Irak. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren i [foråret] 2017 indledt et forhold til en dansk mand, som han stadig har et forhold til. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens for-klaring om sine asylmotiver til grund, idet hans forklaring herom fremstår som konstrueret til lejligheden og utroværdig. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive dræbt af unavngivne personer, der skulle have truet ham i forbindelse med hans arbejde for et amerikansk firma, læg-ger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter. Ansøgeren har således under samtalen [i sommeren] 2016 oplyst, at han opsagde sit arbejde 20 dage efter, at han modtog den telefoniske trussel, mens han under samta-len [primo] 2017 oplyste, at han opsagde sit arbejde 3-4 dage efter. Ansøgeren har endvidere under samtalen [i sommeren] 2016 oplyst, at han sammen med sin bror i [sommeren] 2014 flyt-tede hjem til sin søster 2 dage efter den telefoniske trussel, at han ikke havde set sine forældre eller andre familiemedlemmer, siden han flyttede hjem til søsteren, og at han pålagde sin mor ikke at besøge ham hos søsteren. Til samtalen [primo] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at han i [sensommeren] 2014 var sammen med familien, herunder sine forældre, til brorens begra-velsesceremoni, der blev holdt i hans søsters hus. Ansøgeren har desuden under samtalen [i sommeren] 2016 i detaljer oplyst om, hvornår hans familie i alt 4 gange skulle være opsøgt på bopælen af ukendte personer, som spurgte efter ham i tiden inden ansøgerens udrejse, mens an-søgeren under samtalen [primo] 2017 ikke har kunnet redegøre herfor. Ansøgeren har ikke over for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for de angivne divergenser, og han har svaret afglidende på, hvem personerne bag truslerne kunne være, og hvordan han kunne arbejde for det amerikanske firma i tre år, før han blev truet. Det fremstår i øvrigt bemær-kelsesværdigt, at ansøgeren ikke har nogen viden om, hvem der efterstræber ham eller hvorfor, herunder at det alene skulle bero på hans uprofilerede arbejde som chauffør for en udenlandsk medicinproducent, og som han skulle have opsagt kort efter en enkelt telefonisk trussel i somme-ren 2014. Det forekommer således usandsynligt, at de ukendte personer skulle blive ved med at opsøge ansøgerens bopæl mange gange i flere år efter uden resultat og uden at meddele ansøge-rens forældre, hvorfor de ønsker at få fat i ansøgeren og slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende homoseksualitet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår som usandsynligt, at ansøgerens be-vidsthed om sin seksuelle orientering skulle være opstået på baggrund af et overgreb i form af en voldtægt begået af to voksne mænd mod ham, da han var 11 eller 12 år gammel. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [primo] 2017 har oplyst, at han havde et forhold til en pige i 6 år, mens han var teenager, men at hendes familie ikke ville have, at de to blev gift. Nævnet har tillige lagt vægt på, at det fremstår som usandsynligt, at ansøgeren sidelø-bende hermed og på et meget tidligt tidspunkt i sit liv skulle have etableret et forhold til en mand, der varede ved i 7-8 år. Desuden har nævnet lagt vægt på indholdet af den fremlagte Mes-senger-korrespondance mellem ansøgeren og den støtteperson, som han har oplyst at være kære-ste med, herunder at støttepersonen heri i [ultimo] 2017 giver udtryk for, at et planlagt møde hos advokaten skal aflyses, fordi han skal fortælle ansøgeren, hvordan han skal opføre sig, og hvad han skal sige til advokaten og ”the court”. Der er herudover lagt vægt på ansøgerens generelt svækkede troværdighed i forhold til det første asylmotiv, hans afglidende svar på spørgsmål om tidsangivelser samt den omstændighed, at de fremlagte fotos af ansøgeren sammen med en anden mand fremstår som optaget til lejligheden. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2018/53
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra [by], Al Diwaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militserne, idet han har arbejdet i et elektricitetsfirma. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter lovgivningen i Irak, hvorefter alle kriminelle bliver løsladt, hvorfor ansøgeren frygter, at hans farbrors drabsmand, der er blevet løsladt, vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hans farbror var politimand og blev dræbt i 2004 af et medlem af Al-Mahdi militsen, som i 2011 blev idømt livstid for drabet. Ansøgeren arbejdede i 2012 på et elværk, som var ejet af ansøgerens farbror, [A]. Elværket blev ofte opsøgt af personer fra Al-Mahdi militsen, som ville have penge, hvilket de aldrig fik. En dag blev ansøgeren og hans farbror stoppet på gaden af militsen, som igen ønskede penge, hvilket de ikke fik. To dage herefter brændte elværket ned, og ansøgeren formoder, at det er militsen, der står bag. I 2013 fik ansøgeren arbejde i ministeriet for elektricitet, som samarbejdede med et sydkoreansk firma. I [efteråret] 2015 var der en demonstration foran ansøgerens arbejdsplads, hvor ansøgeren og hans kollegaer blev slået af demonstranterne, da de var på vej hjem fra arbejde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans bror kom op at skændes med personer fra Hizbollah, i forbindelse med uoverensstemmelser i trafikken. Et par dage herefter blev ansøgeren forfulgt af en bil i 500 meter. Ansøgeren formoder, at det var personer fra Hizbollah. [Senere i efteråret] 2015 blev ansøgeren stoppet et stykke fra sin bopæl af fire maskerede mænd, som sagde til ansøgeren, at han skulle stoppe sit arbejde for det sydkoreanske firma, ellers ville de slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af uoverensstemmelserne i 2011 i forbindelse med retssagen mod den person, der i 2004 dræbte ansøgerens farbror. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at det var farbror [A], der havde konfrontationen med gerningsmandens familie, og at ingen øvrige i ansøgerens familie er blevet opsøgt eller truet i den anledning. Nævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke kan lægge til grund, at gerningsmanden er blevet løsladt, idet ansøgeren og hans bror [C] har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet lægger trafikepisoden med Hizbollah i [efteråret] 2015 til grund. Denne episode har ikke givet anledning til yderligere overfor familien, og episoden må anses for afsluttet, uden at denne indebærer nogen yderligere risiko for familien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens arbejde på elværket vel må antages at have indebåret en vis risiko for ansøgeren, men Flygtningenævnet finder ikke, at dette arbejde har profileret ansøgeren i en sådan grad, at ansøgeren af denne grund risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af familiens forhold ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/52/MJM.
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra [by], Al Diwanyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold, idet der er mangel på sikkerhed i Irak. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes søn, [C], skal komme i fængsel, idet han er deserteret. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter for sin søns liv, idet han har oplevet problemer med ukendte militser. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet vedrørende sin søns desertering henvist til, at ansøgeren på et ukendt tidspunkt var med sine sønner, svigerdatter og barnebarn på vej i bil til lægen, hvor de havde en konflikt med en ukendt mand grundet uoverensstemmelser i trafikken. Ansøgeren har ikke noget selvstændigt asylmotiv, men [har] henvist dels til de generelle forhold i Irak, dels til en afledet forfølgelse som følge af sønnernes forhold. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge til grund, at [C] er deserteret fra militæret, og Flygtningenævnet har ikke fundet, at uoverensstemmelserne i forbindelse med retssagen i 2011 eller uoverensstemmelserne med Hizbollah i [efteråret] 2015 indebærer nogen risiko for familien. For så vidt angår trafikepisoden må denne anses for afsluttet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af [B]s forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren i den anledning risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/51/MJM.
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Al Diwaniyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han er deserteret fra militæret og udrejst. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af militser. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet vedrørende desertering henvist til, at han forlod den irakiske hær den [nærmere angiven dato i foråret] 2014 og udrejste af Irak den [nærmere angiven dato ultimo] 2015. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet vedrørende sin frygt for militser henvist til, at hans farbror i 2004 blev skudt af en person med tilknytning til Al-Mahdi militsen. Gerningsmanden blev efterfølgende idømt en livstidsdom i 2011. Herefter fraflyttede ansøgeren og hans familie deres bopæl i Al Diwaniyah, idet de frygtede, at gerningsmandens familie ville hævne domfældelsen. Familien boede herefter i […] området omkring Bagdad, hvor de på intet tidspunkt oplevede konkrete konflikter. Den [nærmere angiven dato ultimo] 2012 flyttede familien tilbage til Al Diwaniyah, hvor familien i [efteråret] 2015 havde en konfrontation med medlemmer af Hizbollah grundet et skænderi med dem i trafikken. De har ikke efterfølgende oplevet problemer med Hizbollah. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af sin far eller andre klanmedlemmer, idet hun har giftet sig mod sin fars vilje. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far afslog frieri fra ansøgerens ægtefælle, men at de blev gift i 2011 uden farens samtykke, mens faren sad fængslet. Ansøgeren er beslægtet med sin ægtefælle på sin mors side, og morens side af familien har accepteret ægteskabet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at faren, mens ansøgeren var i Danmark, er blevet løsladt fra fængslet. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, herunder at hun frygter at blive dræbt af militser, såfremt hun bliver alene med børnene. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne risikerer overgreb som følge af uoverensstemmelserne i 2011 i forbindelse med retssagen mod den person, der i 2004 dræbte den mandlige ansøgers farbror. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at det var farbror [A], der havde konfrontationen med gerningsmandens familie, og at ingen øvrige i den mandlige ansøgers familie er blevet opsøgt eller truet i den anledning. Nævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke kan lægge til grund, at gerningsmanden er blevet løsladt, idet den mandlige ansøger og hans bror [B] har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er deserteret fra militæret. Han har muligt forladt militæret i [foråret] 2014, således som han har forklaret, men de irakiske myndigheder har ikke opsøgt ham i den anledning. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet lægger til grund, at hele familien er udrejst legalt gennem lufthavnen i Bagdad. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at udrejsen er sket ved hjælp af bestikkelse. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at den mandlige ansøger ikke oprindeligt har forklaret herom, og at den mandlige ansøger og hans bror [B] i nævnsmødet umiddelbart har forklaret forskelligt herom, selvom [B] efterfølgende korrigerede sin forklaring. Flygtningenævnet lægger trafikepisoden med Hizbollah i [efteråret] 2015 til grund. Denne episode har ikke givet anledning til yderligere overfor familien, og episoden må anses for afsluttet, uden at denne indebærer nogen yderligere risiko for familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne risikerer overgreb som følge af, at de i 2011 har giftet sig mod den kvindelige ansøgers fars vilje. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerne aldrig er blevet truet i den anledning, og at det udelukkende beror på ansøgernes formodning, at den kvindelige ansøgers far vil begå æresdrab. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af familiens forhold ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/50/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtale: Ansøgeren er etnisk araber og monoteist af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter alle sine morbrødre og farbrødre, fordi de vil have fat i ansøgerens arv efter sine forældre. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far blev truet af ansøgerens farbrødre, som havde tilknytning til al-Qaeda, hvorfor ansøgeren og hans familie flyttede til Syrien, da ansøgeren var syv eller otte år gammel. Efter et år i Syrien vendte ansøgeren og hans familie tilbage til Irak, men ansøgeren ved ikke, hvorfor han og hans familie vendte tilbage til Irak. En til to uger inden [starten] af 2012, som var den dag, ansøgerens familie blev slået ihjel, forlangte en af ansøgerens farbrødre et stort beløb fra ansøgerens far, hvilket faren afslog, idet farbroren arbejdede for al-Qaeda og ISIL. Dagen efter, farbroren opsøgte familiens bopæl, skød en eller flere ukendte personer mod bopælen. I [starten af] 2012 blev ansøgerens forældre og søskende slået ihjel, da de var på vej til en restaurant. På tidspunktet for drabet befandt ansøgeren sig hos en af sine venner, [V]. Ansøgerens fars ven hentede ansøgeren hos [V], og farens ven kørte ham til lufthavnen i Bagdad, hvor farens ven fortalte ansøgeren om attentatet. Farens ven forklarede indledningsvis ansøgeren, at hans familie var overlevet og var på vej til Tyrkiet. Ansøgeren og hans fars ven rejste til Istanbul, hvor farens ven samme dag, som de ankom, fortalte ansøgeren, at hans familie var blevet slået ihjel. Tre dage senere kom farens ven tilbage til ansøgerens lejlighed, hvor han forklarede, at ansøgerens farbrødre og morbrødre havde antaget otte personer til at slå ansøgerens familie ihjel, og at de hos retsmedicineren havde placeret endnu et lig, så det skulle ligne, at også ansøgeren var blevet slået ihjel, så farbrødrene og morbrødrene derfor kunne få arven efter ansøgerens familie. Ansøgerens farbrødre og morbrødre har arvet ansøgerens fars værdier, men hvis myndighederne finder ud af, at ansøgeren alligevel er i live, ville hele arven tilfalde ham. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive hvervet til militærtjeneste i Irak, og han frygter tillige de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed må anses for utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og uddybende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således givet divergerende oplysninger om, hvornår han blev bekendt med, at hans familie var blevet slået ihjel. I sit asylansøgningsskema har han oplyst, at han fik en opringning fra sin fars ven, som fortalte, hvad der var sket, og farens ven opfordrede ansøgeren til at forlade landet omgående, da ansøgeren ellers også ville blive slået ihjel. Ansøgerens fars ven kom senere og kørte ansøgeren til lufthavnen. Ved samtalerne hos Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 og [i slutningen af] 2016 samt for nævnet har ansøgeren forklaret, at han først efter udrejsen og ankomsten til en lejlighed i Tyrkiet fik oplyst af farens ven, at hele ansøgerens familie var blevet dræbt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår og hvordan han mistede sit pas. Under samtalen [i starten af] 2016 oplyste ansøgeren, at hans fars ven tog ansøgerens pas med, da han efterlod ansøgeren i lejligheden i Tyrkiet. Under partshøringen [i foråret] 2016 om resultatet af ansøgerens aldersundersøgelse oplyste ansøgeren, at han havde mistet sit pas i havet ved Tyrkiet. Under samtalen [i vinteren] 2016 oplyste ansøgeren, at det var kopier af passet, han mistede ved den lejlighed, og at han havde fået udleveret kopierne af sin fars ven, inden denne forlod ansøgeren i lejligheden i Tyrkiet. Ansøgeren har desuden forklaret udbyggende om sin kontakt med farens ven efter ansøgerens udrejse til Tyrkiet. Under samtalen [i starten af] 2016 oplyste ansøgeren, at farens ven forlod ham efter at have kørt ham til lejligheden i Tyrkiet og aldrig kom tilbage igen. Under samtalen [i slutningen af] 2016 forklarede ansøgeren, at farens ven kom tilbage til ham i lejligheden efter tre dage og fortalte ham om de nærmere omstændigheder ved drabet på ansøgerens familie. Ansøgeren forklarede videre, at han herefter også var i telefonisk kontakt med farens ven to gange henholdsvis en uge og to uger senere, indtil han ved den næste opringning til farens ven fik fat i dennes ægtefælle, der sagde, at ansøgeren var skyld i hendes ægtefælles død, og at ansøgeren ikke skulle ringe mere. Flygtningenævnet finder det i den sammenhæng i øvrigt særdeles påfaldende, at ansøgeren først under sin forklaring for nævnet har kunnet huske navnet på farens ven, som skulle have hjulpet ham med at flygte, og som ifølge ansøgeren havde været en af farens gamle og tætte venner. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forekommer usandsynligt, at faderens og moderens familier, som var henholdsvis sunni- og shia-muslimer og af religiøse årsager var imod deres ægteskab, i forening skulle have planlagt at dræbe hele ansøgerens familie netop på det pågældende tidspunkt med det formål, at faderens familie kunne tilegne sig arven. Det fremstår endvidere usandsynligt, at familierne skulle have været i stand til at få placeret et ekstra lig sammen med ansøgerens afdøde familie med henblik på at få det til at se ud, som om også ansøgeren var omkommet ved attentatet mod familien. Det fremstår desuden selvmodsigende, at ansøgeren har oplyst at have fået at vide, at han er registreret som død i Irak, men at de fotos, han efter afslaget har fået fremskaffet af sine afdøde familiemedlemmers gravstene via en veninde til en norsk statsborger af irakisk oprindelse, som han er religiøst viet til, alene viser 5 gravsten med de af ansøgeren oplyste familiemedlemmers navne. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det tillige svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han under samtalen [i starten af] 2016 oplyste, at han var 17 år og i født i 1998, og at han senere – efter resultatet af aldersundersøgelsen forelå – [i slutningen af] 2016 har underskrevet et ansøgningsskema om tilladelse til privat indkvartering, hvoraf det fremgår, at han er født i 1992. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra sin fars eller mors familie eller de irakiske myndigheder. Det bemærkes i den sammenhæng, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er værnepligt eller tvungen militærtjeneste i det irakiske militær, og at forholdene i Irak ikke sig selv kan begrunde en opholdstilladelse. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/5/TBP
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af unavngivne militser, idet han er blevet overfaldet og truet på livet på grund af sit arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2012 og 2013 arbejdede på et projekt for et lokalt firma i Irak, Altaliea, som samarbejdede med det koreanske firma Samsung. I 2013 omkring en måned før han stoppede med at arbejde blev han opsøgt på en café i Baghdad. Nogle personer bad ham om at følge med dem. Ansøgeren modsatte sig og kom op og slås med disse personer. Ansøgeren blev slået flere gange og efterfølgende stukket med en kniv syv gange. Efter episoden blev ansøgeren indlagt på et hospital i Bagdad, og han fik under indlæggelsen at vide, at der var blevet skudt mod familiens bopæl. Han har hertil oplyst, at han ikke kender mere til skudepisoden. Efter han blev udskrevet opholdt ansøgeren sig en til to dage hos ansøgerens morbror og rejste herefter videre til Erbil, hvor ansøgeren tog ophold hos ansøgerens søster. Indtil ansøgerens udrejse, opholdt han sig skiftevis hos sine søstre i Erbil og Suwayrah samt hos familien i Bagdad. Inden ansøgeren fik sit pas modtog hans familie et trusselsbrev på deres bopæl. Brevet truede både ansøgeren og hans far. Det var hans familie som fandt brevet, og ansøgeren så selv efterfølgende brevet. I [foråret 2014] fik ansøgeren udstedt et pas. Han udrejste til Tyrkiet [i efteråret 2014]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på adskillige og centrale punkter indeholder divergenser. Han har således bl.a. forklaret divergerende om, hvorvidt arbejdsgiveren var koreansk, amerikansk eller russisk. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans far er blevet skudt en eller flere gange, og om han er død af skud eller hjerteproblemer eller en kombination af disse årsager. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han efter overfaldet fortsatte sit arbejde for firmaet eller ej. Der er endvidere konstateret divergenser i ansøgerens forklaring om, hvorvidt truslerne blev fremsat før eller efter overfaldet, og om hvornår truslerne blev fremsat i forhold til pasudstedelse og udrejsetidspunkt. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/47/smla
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Al Najaf, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af [A] og dennes familie, idet den mandlige ansøger har anmeldt ham til sine overordnede, og fordi den mandlige ansøger har anmeldt familien til myndighederne for at have stået bag et skudattentant mod ham og hans to brødre, [B] og [C]. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de frygter at blive fængslet af de irakiske myndigheder som følge af, at den mandlige ansøger efter falsk anklage er blevet idømt 6 års fængsel in absentia for at have stjålet blandt andet en Glock. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger har arbejdet som kriminalbetjent, og at han i [efteråret 2011] tog fingeraftryk af [A], som han anmeldte til sine overordnede. To dage forinden havde han modtaget et opkald fra en ukendt person, som fortalte ham, at han ikke skulle anmelde [A]. Ansøgerne har også oplyst, at den mandlige ansøger og hans brødre, [B] og [C], blev udsat for et skudattentat [i slutningen af 2011]. [B] og [C] blev dræbt ved attentatet, mens den mandlige ansøger overlevede. Den mandlige ansøger stoppede herefter med at komme på arbejde og flyttede 10 dage efter skudattentatet fra Bagdad til Najaf sammen med sin familie. Han har anmeldt skyderiet til de irakiske myndigheder. Ansøgerne har desuden oplyst, at den mandlige ansøger modtog ét trusselsopkald inden skudepisoden og modtog trusselsopkald hver anden til tredje måned, mens han opholdt sig i Najaf. Den mandlige ansøger udrejste til Østrig i [sommeren] 2013, men frafaldt sin ansøgning, idet den kvindelige ansøger havde modtaget trusler. Da han kom tilbage fra Østrig modtog han fortsat trusler med to til tre måneders mellemrum. Ansøgerne har endvidere oplyst, at den mandlige ansøger i [sommeren] 2015 blev bekendt med, at han i 2014 havde modtaget en dom in absentia. Den mandlige ansøger har forklaret, at det er falske anklager, og at dommen handlede om at få fat i ham. Ansøgerne udrejste af Irak en måned herefter. Den mandlige ansøger har endeligt oplyst, at han først troede, at han var blevet dømt for desertering, men han efter sin oplysnings- og motivsamtale [i starten af] 2016 fandt ud af, at han var blevet dømt for blandt andet at have stjålet en Glock. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Nævnet finder det påfaldende, at en ukendt person tilknyttet [en bestemt familie] skulle være bekendt med, hvornår politiet ville fremstille [A] for den mandlige ansøger for at denne kunne tage fingeraftryk og samtidig være bekendt med, at den mandlige ansøger var på vagt den pågældende dag. Nævnet finder det ligeledes påfaldende, at den mandlige ansøger ikke blot fortalte den pågældende, at han var ude af stand til at efterkomme ønsket, idet en officer tillige fulgte processen. Nævnet finder ikke, at den mandlige ansøger på en sammenhængende, deltaljeret og selvoplevet måde har kunnet forklare om skudepisoden. Idet den mandlige ansøger tillige har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter, herunder om han kendte [den pågældende familie], om han har boet i Bagdad udenfor Najaf-området efter skudepisoden, om han var i besiddelse af en tjenestepistol, samt da nævnet finder det usandsynligt, at han er idømt en straf af fængsel i seks år, uden at han har været til stede og uden, at myndighederne har henvendt sig til hans familie for at opnå kontakt med ham, og endeligt, at han, efter dommen er afsagt, har kunnet rejse på sit nationalitetspas og få udstedt et id-dokument, tilsidesætter nævnet den mandlige ansøgers forklaring. Idet den kvindelige ansøger alene har henvist til den mandlige ansøgers forklaring, har ansøgerne herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/46/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak både frygter sin farbror og de generelle forhold i landet, herunder ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes farbror truede hende på livet, fordi han ville have hende til at forlade sin mand. Hun flyttede derfor til landsbyen [A] i 2010, hvorefter hun ikke har været i kontakt med sin farbror. ISIL kom til [landsbyen A] nær Mosul, hvorfor ansøgeren flyttede til Diana-området omkring to år før sin udrejse. Her boede ansøgeren sammen med sin ægtefælles familie i nogle forladte huse. Ansøgeren udrejste af Irak på grund af de generelle forhold. Ved en tilbagevenden til Irak har ansøgeren ikke noget sted at bo. Hendes ægtefælle bor i Danmark, og både hendes ægtefælle og fire børn har dansk statsborgerskab, og derfor rejste hun sammen med sine fire børn til Danmark. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder, at det ansøgeren har oplyst om årsagen til, at hun er udrejst af Irak ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft kontakt med sin farbror, siden hun i 2010 flyttede fra Erbil. Hun har således opholdt sig i Irak i perioden fra 2010 til 2015 uden at opleve problemer med sin farbror. Det lægges efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at ISIL er fordrevet fra Irak, og at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer og enlige kvinder, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/45/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militser, heriblandt militsen al-Asaib, idet han har arbejdet med salg af alkohol. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med irakiske militser oplyst, at han sammen med sin ven, [A], arbejdede i en alkoholforretning, der var tilknyttet et diskotek. Ansøgeren blev opsøgt flere gange og truet af en gruppe personer, som ansøgeren formoder tilhørte en milits. Ansøgerens ven, [A], blev slået ihjel i alkoholforretningen af skud fra en passerende bil i vinteren 2014. Til støtte for sin konversion, har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at han begyndte at gå i kirke i [slutningen af 2016] efter sin sidste samtale med Udlændingestyrelsen, og at han blev døbt [i sommeren 2017]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på helt centrale punkter. Han har således forklaret divergerende om bl.a., hvor mange gange han blev truet, før hans ven blev dræbt, om det var de samme personer, der truede ham under alle episoderne, ligesom han har forklaret divergerende om, hvad der fandt sted under de enkelte episoder, herunder om hvad der blev sagt og gjort. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb. Han har således under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2015] forklaret, at han var blevet truet af forskellige mænd gennem de seneste 2-3 år, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han første gang blev truet ca. 3 måneder før [slutningen af 2014], hvor hans ven blev dræbt. Hertil kommer, at denne tidsangivelse ikke stemmer overens med det, ansøgeren under nævnsmødet har forklaret om den tid der gik, mellem de enkelte episoder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit oprindelige asylmotiv. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på tidspunktet for konversionen, ligesom ansøgeren ikke under mødet har kunnet redegøre nærmere for sine bevæggrunde og refleksioner i relation til konversionen, udover at han var meget tiltrukket af budskabet om fred og kærlighed, og at kristendommen giver ham tryghed. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har udvist et vist kendskab til kristendommen, og at han [i sommeren 2017] er blevet døbt kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/43/MAH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet, fra han gik i mellemskolen eller gymnasiet og frem til Saddam Husseins styres fald i 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af irakiske shia-militser, fordi han er sunnimuslim, og fordi hans klan og familie har tætte bånd til Saddam Husseins klan, ligesom flere af hans familiemedlemmer har indtaget betydningsfulde positioner under det tidligere styre. Ansøgeren har videre henvist til, at hans klan er mistænkt for at være involveret i Speicher-massakren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans klan, […], har tætte forbindelser til Saddam Husseins klan, Abu Naser-klanen. Forholdet mellem Saddam Husseins styre og ansøgerens klan blev yderligere styrket i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har haft tre stillinger i Saddam Husseins regeringstid, idet han i 1990´erne arbejdede kortvarigt for […], ligesom han i 6 måneder har arbejdet med […]. Efter Saddam Husseins styres fald har shiitiske militser og de iranske myndigheder chikaneret og forfulgt medlemmer af ansøgerens klan. Fra 2005 til sommeren 2015 opsøgte shiamilitser ansøgerens bopæl omkring hver måned. Militserne stillede ansøgerens familie spørgsmål og sagde, at de skulle flytte væk. Militsfolkene fremsatte også både direkte og indirekte trusler mod ansøgerens familie. Hvis ansøgerens familie ikke var hjemme, spurgte folkene fra militsen efter dem hos naboerne. I juni 2014 slog ISIL mellem 2000 og 2200 elever på Speicher-basen ihjel. Det var imidlertid ansøgerens klan, der blev beskyldt for at være ansvarlige for massakren. Derfor gik ansøgeren i skjul, idet han konstant flyttede rundt, for ikke at blive fundet. Ansøgeren kom dog stadig af og til i familiens hjem. Når bopælen blev opsøgt af shiamilitserne, spurgte de efter ansøgeren og hans familie. Af frygt for repressalier sagde familien nogle gange, at de var shiamuslimer, ligesom de opgav falske navne. Shiamilitserne kendte kun til, at familien boede på adressen, men de vidste ikke, hvordan familien så ud. Det lykkedes på den måde ansøgeren og hans familie at narre militsfolkene. Omkring [sommeren] 2015 blev ansøgerens bror, [A], dræbt i et trafikuheld, idet han blev forsætligt påkørt tæt på familiens bopæl af shiamuslimske militser, der ønskede at slå ansøgeren ihjel. Eftersom ansøgeren og broren ligner hinanden meget, tog de fejl og dræbte den forkerte bror. Kort efter forsvandt ansøgerens anden bror [B]. Kort efter i [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren legalt af Irak. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været udbyggende, divergerende, usammenhængende og usandsynlig på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren, der er en veluddannet mand med en bachelorgrad, har således ikke i sit asylskema anført noget om, at han skulle være blevet opsøgt af shiamuslimske militser, og til oplysnings- og motivsamtalen oplyste han, at han aldrig var blevet opsøgt eller truet af shia-militser eller andre i Irak. Først i asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og hans familie i årene fra 2005 og helt frem til udrejsen i 2015 ca. hver anden måned blev opsøgt på bopælen af shiamuslimske militser, der ville have fat i ham på grund af hans klantilhørsforhold, familiens tilknytning til det tidligere styre og de tre forskellige ansættelser, ansøgeren havde under Saddam Hussein. Ansøgerens forklaring om, hvordan han undgik militserne, har været usandsynlig og usammenhængende. Det er således ikke sandsynligt, at ansøgeren og hans familie, hvis de havde så fremtrædende en rolle under det tidligere styre, at shia-militserne valgte at eftersøge dem i ti år, var i stand til at undgå militserne ved at tage navneforandring, anskaffe falske id-kort og oplyse falske navne, når de blev opsøgt. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren, når han flyttede rundt for at undgå militserne, tog ophold hos andre familiemedlemmer fra samme klan henset til, at han har forklaret, at det var alle medlemmer af klanen, der blev forfulgt. Det er heller ikke sandsynligt, at militserne skulle udfolde så mange bestræbelser på at få fat i ansøgeren på grund af de tre kortvarige midlertidige ansættelser i 1990´erne. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han hverken tilhørte inderkernen eller indtog en topstilling, ligesom han heller ikke i øvrigt har forklaret, at han skulle have udført handlinger eller besidde oplysninger, der skulle gøre ham specielt profileret. Også med hensyn til, om han har været medlem af et parti eller ej, har ansøgeren forklaret divergerende, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke havde været politisk aktiv eller medlem af foreninger eller organisationer, hvorimod han i asylsamtalen forklarede, at han siden gymnasiet havde været medlem af Baath partiet som senior-medlem. Ansøgeren har forklaret, at han i juni 2014, da Speicher massakren fandt sted, befandt sig i Baghdad, og at han ikke havde noget med massakren at gøre. Han har videre forklaret, at hans klan, der blev beskyldt for at have stået bag massakren, er en stor klan med tusindvis af medlemmer, der er fordelt over det meste af Irak. Det er hverken ved ansøgerens forklaring, de fremlagte avisreportager eller af de foreliggende baggrundsoplysninger sandsynliggjort, at shiamuslimske militser på baggrund af massakren har forfulgt alle medlemmer af [ansøgerens klan], herunder også ansøgeren. Det beror alene på ansøgerens formodning, at hans bror blev dræbt, fordi han blev forvekslet med ansøgeren, ligesom det alene beror på ansøgerens formodning, at broren [B’s] efterfølgende forsvinden skyldes klanmæssige tilhørsforhold eller konflikter med shiamuslimske militser. Nævnet skal endelig bemærke, at det er påfaldende, at der på ansøgerens fætters søns Facebook profil fra 2013 og frem flere gange har været uploaded et billede af et gravsted med ansøgerens bror, [A’s] navn og fødeår, og med en angivelse af [dato i efteråret] 2013 som dødsdato, eftersom ansøgeren har forklaret, at Abbas døde i [sommeren] 2015. Ansøgerens forklaring om, at billedet er ”fake”, og er uploaded af hans søster for at forvirre de irakiske myndigheder, er heller ikke troværdig navnlig set i lyset af, at billedet er offentliggjort første gang i 2013 og dermed forud for Speicher-massakren, ligesom det savner mening, at søsteren skulle have lagt billedet op på ansøgerens fætters søns profil i stedet for den profil, hun har oprettet for ansøgeren. Idet, det endelig bemærkes, at de generelle forhold for sunnimuslimer i Irak ikke er af en karakter, der indebærer, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse i Irak vil være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/41
”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive kidnappet og slået ihjel af ukendte personer, som har kidnappet ansøgeren tidligere. Til støtte for sit asyl motiv har ansøgeren henvist til, at han blev kidnappet, mens han gik i skole. Ansøgeren er endvidere blevet kidnappet og truet forud for sin udrejse af Irak. Ansøgeren blev stoppet af en bil på vej til skole og nogle ukendte personer tvang ansøgeren ind i bilen. Personerne kørte ansøgeren til et ukendt sted, hvor ansøgeren blev tilbage-holdt i tre dage. Mens ansøgeren var tilbageholdt, ringede kidnapperne til ansøgerens far og forlang-te en løsesum på 20.000 US dollars, som ansøgerens far betalte, hvorefter ansøgeren blev løsladt. På en ukendt dato i 2015, forud for ansøgerens rejse, blev han ringet op af en ukendt person, som for-langte, at ansøgeren betalte 20.000 US dollar ellers ville ansøgeren blive kidnappet igen. På grund af dette opkald udrejste ansøgeren af Irak på opfordring fra sin far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uklart, undvigende og udetaljeret, hvorved ansøgerens forklaring ikke frem-står selvoplevet, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således ikke kunnet forklare nærmere om, hvornår han blev kidnappet eller hvor gammel han var, hvordan kidnapperne så ud eller hvor lang tid transporten tog til det sted, hvor han blev tilbageholdt. Ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter, blandt andet om størrelsen af den løsesum, hans far betalte for at få ham løsladt. Under oplysnings- og motiv samtalen har han forklaret, at hans far betalte 10.000 dollars, til asylsamtalen har han forklaret, at hans far skulle betale 20.000 dollars, og under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at kidnapperne krævede, at hans far betalte 3-4 bundter penge, men ansøgeren kender ikke beløbet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor han blev løsladt efter kidnapningen. Under oplysnings og motivsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, hvor han blev efterladt, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han blev sat af på den samme vej eller i det samme område, hvor kidnapningen havde fundet sted. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter om et forsøg på at kidnappe hans far, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at der er let adgang til falske og forfalskede dokumenter i Irak. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/40/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin vens, [A], familie, idet de havde et forhold i Irak. Ansøgeren frygter endvidere overgreb fra lokalbe-folkningen på grund af rygtet om, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Kirkuk, men havde folkeregisteradresse i Mosul. I 2014 opholdt ansøgeren sig kortvarigt i Mosul, indtil ISIL indtog byen. Ansøgeren flygtede derfor til Kirkuk, hvor han mødte [A], som han havde kendt siden han var barn. Ansøgeren og [A] indledte et forhold. De mødtes både hos ansøgeren og hos [A]. De mødtes kun ca. tre gange. Når de mødtes, rørte de ved hinanden, kyssede og omfavnede hinanden og havde oralsex. De havde ikke egentlig samleje. En dag hjemme hos [A], da de var i gang med at tage tøjet af, kom [A’s] far pludselig ind på værelset, hvorefter ansøgeren flygtede. Ansøgeren tog hjem til sin ven, [O], hvor han opholdt sig i en periode, hvorefter han flygtede ud af landet [i sommeren] 2015. Ansøgeren var i denne periode i kontakt med sin mor telefonisk. Hun skældte ham ud. Ansøgeren er ikke homoseksuel. Han betragter for-holdet til [A] som en fejltagelse. Ansøgeren har ikke været i kontakt med [A], siden den dag han flygtede fra hans værelse. Han har dog via venner hørt, at [A] er blevet gift. Ansøgeren formoder, at [A’s] familie har skånet og tilgivet [A], fordi han er deres søn. De vil ikke tilgive ansøgeren, fordi han er fremmed. Tværtimod har de givet ansøgeren skylden. Flygtningenævnet kan ikke lægge an-søgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under samtalen med de norske myndigheder ikke har nævnt episoden med [A], men derimod benægtet at han havde an-dre problemer end de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere afgø-rende punkter, herunder hvornår han indledte forholdet til [A], hvor de havde seksuelle forhold, hvor mange seksuelle forhold de havde, forholdets karakter til [A] og hvor længe han boede hos [O], før han udrejste. Han har under mødet for nævnet forklaret, at han tidligere havde haft seksuel kontakt med piger, selvom det af samtalen med Udlændingestyrelsen fremgår, at dette ikke var til-fældet. Han har under mødet for nævnet forklaret, at han alene formoder, at [A’s] familie har haft kontakt med hans familie, selvom han under samtalen med Udlændingestyrelsen er citeret for at have forklaret, at der udelukkende var en kontakt og at det var samme dag som han blev afsløret af [A’s] far. Han har ikke for nævnet på rimelig måde kunnet forklare, hvorfor han og [A] ikke låste døren, selvom døren var forsynet med en lås. Endelig forekommer det helt usandsynligt, at han ikke efterfølgende har haft kontakt med [A] blandt andet for at høre, hvad der var sket med [A] og om konfliktens omfang. På baggrund af ovennævnte divergenser og usandsynligheder tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Han har herefter ikke sandsynliggjort, at han i Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret eller individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/37/LMD
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Hewler, Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af det kurdiske parti KDP, idet KDP har slået ansøgerens far ihjel, og idet ansøgeren aktivt har ef-terforsket mordet. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han flygtede fra et irakisk fængsel i 1997 efter at have afsonet syv år for militærunddragelse. Da ansøgeren kom hjem, fik han efter noget tid oplyst, at hans far var blevet dræbt af et højtstående KDP-medlem ved navn [A]. Ansøgeren begyndte efterfølgende at efterforske sagen. Ansøgeren modtog som følge heraf tre trus-selsbreve, hvori ansøgeren blev bedt om at indstille sin efterforskning. Ansøgeren henvendte sig følgelig til myndighederne, som oplyste ansøgeren, at de ikke kunne hjælpe ham, idet [A] var en magtfuld person. Efter modtagelsen af det tredje trusselsbrev udrejste ansøgeren af Irak. Flygtnin-genævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i Grækenland ifølge det oplyste er afhørt på ”kurdisk”, hvilken han har skrevet under på. Flygt-ningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ved fremmøde for flere græske instanser, uanset at ansøgeren oplyser at være analfabet, skulle have undladt at gøre opmærksom på, at han ikke for-stod, hvad han blev spurgt om. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ved partshø-ring i Danmark den [nærmere angiven dato i foråret] 2017, da han blev foreholdt divergenserne i forhold til sin forklaring i Grækenland, udtalte, at tolken måtte have været KDP-medlem, mens han ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato har forklaret, at han i Grækenland blev afhørt af tolke, der talte marokkansk eller algerisk arabisk. Flygtningenævnet finder endvidere, at de divergenser, der er mellem ansøgerens forklaringer til de græske myndigheder og til de danske myndigheder, er så omfattende, at dette ikke alene kan skyldes sprogvanskeligheder. Flygtningenævnet bemærker herved, at såvel ansøgerens motiv til at forlade Irak som helt centrale omstændigheder vedrørende hans fars død og hans fængselsophold er afgørende forskelligt beskrevet. For så vidt angår påstanden om, at ansøgeren skal underkastes en torturundersøgelse, bemærker Flygtningenævnet, at den angivelige tortur har fundet sted for mere end 20 år siden, og at ansøgeren ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato har forklaret, at han ikke har andre mén end dårlig hukommelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at en torturundersøgelse, eller en oversættelse af de græske akter vedrørende dette, ikke kan anses for egnet til at belyse sagen yderligere. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard, jf. i øvrigt Flygtningenævnets beretning fra 2016, side 442. Da ansøgeren har forklaret, at han aldrig blev indkaldt til samtale som asylsøger i Tyrkiet, findes der endvidere ikke grund til at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger herfra eller fra UNHCR. Flygtningenævnet stadfæster der Udlændingestyrelsen afgørelse.” Irak/2018/36/MJM.
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra bydelen [A] i Kirkuk, Irak. Fra 1988 til 2003 boe-de han i Sulaymaniyah, hvorefter han flyttede tilbage til Kirkuk. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder eller sin familie, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han blev bekendt med, at han var homoseksuel, da han var 20-22 år, men at han i Irak ikke kunne udleve sin seksualitet åbent. Som 12-årig begyndte han at interessere sig for kvindetøj, og under sin opvækst kunne han mærke, at han var til drenge, idet han ikke brød sig om at kysse med piger. Ansøgerens første seksuelle forhold med en mand fandt sted i starten af 1990’erne. Sidenhen har ansøgeren haft forhold til flere mænd, som ofte var ældre end ansøgeren, og i en længere periode arbejdede han som prostitueret. Ansøgeren frygter repressalier fra myndig-hederne og befolkning, herunder hans egen familie. Han har derfor kun fortalt to af sine venner, at han er homoseksuel. Efter sin ankomst til Danmark følte ansøgeren sig mere fri, hvorfor han turde fortælle om sin seksualitet, og han har haft et forhold til en anden beboer på [sit asylcenter]. På nu-værende tidspunkt har han et forhold til en herboende irakisk mand, men de holder forholdet hem-meligt, idet manden er gift med en kvinde. Under opholdet i Danmark har ansøgeren fået kontakt til organisationen LGBT-Asylum, og han har deltaget i nogle af deres arrangementer. Ansøgeren føler sig som en kvinde, men på grund af sin frygt, er han tilbageholdende med at være åben om sin kønsidentitet. Under sit ophold i Danmark har ansøgeren modtaget en telefonisk trussel fra sin nevø, der fortalte ham, at han ville slå ham ihjel, idet ansøgeren homoseksuel. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel, og at han føler sig som kvinde, selvom ansøgeren har forklaret udbyggende og på nogle punkter divergerende om asylmotivet. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under opholdet i Danmark løbende har været i forbindelse med LGBT Asylum, der i udtalelser af [begyndelsen af] 2017 og [begyndelsen af] 2018 har oplyst om ansøgerens forhold, herunder om ansøgers deltagelse i sociale arrangementer, som er afholdt af LGBT Asylum samt hans deltagelse i Aarhus Pride og Copenhagen Pride. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på en udtalelse fra Røde Kors Asyl om, at ansøgeren på grund af chikane som følge af sin seksualitet er blevet overflyttet til [en kvindeafdeling], hvor ansø-geren fortsat opholder sig. Nævnet lægger også til grund, at ansøgeren har et seksuelt forhold til en anden mand i Danmark, og at han ikke uden risiko for forfølgelse og eller overgreb kan leve i et åbent homoseksuelt forhold ved en tilbagevenden. Det bemærkes herved, at ansøgeren har sandsyn-liggjort, at han forinden udrejsen i hemmelighed har haft homoseksuelle forhold i Irak. Flygtninge-nævnet finder med henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren, der er kurder fra det nordlige Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vender tilbage til hjemlandet og der lever som homoseksuel. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2018/35/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra byen [A] i Kirkuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Han har endvidere henvist til, at han frygter den generelle usik-kerhed i Irak, herunder usikkerheden skabt af kampe mellem etniske arabere, etniske kurdere, ISIL og andre militser. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans morbror, [O], var officer i det iraki-ske militær, og at morbrorens opgaver bestod i at træne nye medlemmer til det irakiske militær i Debis. Ansøgerens morbror kom på besøg hos sin familie to uger forud for ansøgerens udrejse af Irak, og morbroren fortalte ansøgeren, at unge mænd i Debis ville blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgerens morbror havde set listen over unge mænd, som skulle indkaldes til militærtjeneste og ansøgerens navn fremgik af listen. Ansøgeren ønskede ikke at aftjene militærtjeneste og kontaktede derfor sin søster i Danmark. Ansøgeren fortalte sin søster, at han ønskede at rejse til Danmark. An-søgeren kontaktede den efterfølgende dag sin ven [B], som befandt sig i Tyrkiet, og [B] fortalte ansøgeren, at han ville forsøge at finde en menneskesmugler. [B] kontaktede ansøgeren to uger se-nere for at fortælle ansøgeren, at han havde fundet en menneskesmugler, der kunne hjælpe ansøge-ren fra Tyrkiet til Danmark. Ansøgeren udrejste samme dag legalt af Irak fra lufthavnen i Erbil. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er turkmener fra Irak. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om øvrige forhold til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende og usammenhængende. Ansøgeren har forklaret di-vergerende om, hvor familien boede, herunder om de boede i Debis eller [A] umiddelbart forud for hans udrejse. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans far blev udsat for vold begået af ISIL, således som han forklarede til den anden samtale med Udlændingestyrelsen, eller om det var en milits, der udsatte faren for vold, således som han forklarede under nævnsmødet og om baggrunden for overfaldet. Han har tillige forklaret divergerende om tidspunktet for morbrorens besøg på bopælen og om tidspunktet for farens død. Han har således over for Udlændingestyrelsen først forklaret, at morbroren kom på besøg en uge før ansøgerens udrejse og dernæst, at det var to uger før. Han har endvidere over for Udlændingestyrelsen forklaret, at faren døde en uge forud for samtalen [i vinteren] 2017, mens han under nævnsmødet forklarede, at faren først døde efter denne sidste samtale i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt hans mor-bror var officer i militæret, eller om han var medlem af en milits. Ansøgeren har således til samta-lerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans morbror var officer i militæret, mens han over for sin advokat og under nævnsmødet forklarede, at hans morbror var medlem af en milits, som han i øvrigt først fremkom med navnet på under nævnsmødet. Han har tillige forklaret udbyggende om, hvorvidt hans familie blev opsøgt af myndighederne eller militsen, idet han over for Udlændinge-styrelsen har forklaret, at familien ikke blev opsøgt efter hans udrejse, og at det muligvis var falsk alarm, mens han under nævnsmødet forklarede, at hans familie blev opsøgt efter hans udrejse. En-delig har han forklaret udbyggende om, hvorvidt han frygter en fængselsstraf som forklaret til sam-talerne med Udlændingestyrelsen, eller om han frygter henrettelse, som forklaret under nævnsmø-det. Ansøgerens forklaring forekommer i øvrigt usammenhængende, idet det blandt andet fore-kommer usammenhængende, at ansøgerens morbror skulle advare ham mod indkaldelse til militæret eller den milits, som morbroren selv var en højtstående del af og dernæst, at faren blev udsat for grov vold af den milits, som morbroren var en del af. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare nærmere om de nævnte divergenser og udbygninger. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” Irak/2018/34/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [byen J], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsen Asaib Al Haq, idet han har unddraget sig at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans families bopæl blev opsøgt af militsen Asaib Al Haq, som ville have, at én fra ansøgerens familie skulle melde sig til militsen. Dette indvilgede ansøgerens bror i. Under tjeneste for militsen blev ansøgerens bror såret. Herefter henvendte militsen sig igen til ansøgerens bopæl, idet de ville have ansøgeren til at træde i brorens sted. Ansøgeren accepterede dette overfor militsen, men han ønskede ikke at samarbejde med dem, hvorfor han tog til Bagdad. Ansøgeren fandt en bolig til hustru og børn i Bagdad, men de fik efter kort tid af en mukhtar at vide, at de ikke kunne bo i det kvarter, fordi ansøgeren er sunnimuslim. Ansøgerens hustru og børn tog efter to måneder ophold hos sine forældre i Bagdad. Ansøger opholdt sig på sin arbejdsplads i Bagdad. Efter at have opholdt sig Bagdad i ét år udrejste ansøgeren af Irak. Mens ansøgeren opholdt sig i Bagdad havde Asaib Al Haq nogle gange opsøgt ansøgerens far, når denne var på vej til moskeen. Militsen har også efter ansøgerens udrejse opsøgt ansøgerens far og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens svoger, der boede i [ byen H] blev dræbt, og de fleste af ansøgerens søskende udrejste af Irak. I efteråret 2017 blev ansøgerens søn bortført af Asaib Al Haq militsen, og alene frigivet efter betaling af løsepenge. Ansøgerens nu fraseparerede hustru er sammen med børnene efterfølgende flygtet til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgerens forklaring harmonerer i forhold til begivenhederne i [byen J] og i Bagdad med de foreliggende baggrundsoplysninger. Ansøgerens forklaring har imidlertid på meget væsentlige punkter været divergerende og endvidere udbyggende, hvorfor Flygtningenævnet finder at måtte forkaste forklaringen som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at han og familien forlod [byen J] i [sommeren] 2014 på grund af kampene mellem ISIL og de shiamuslimske militser, og at ansøgeren sammen med sin kone og børn og sine forældre og søskende tog ophold i [byen H]. Mens de opholdt sig her, henvendte den shiamuslimske milits Asaib Al Haq sig, idet de ønskede hjælp fra lokalkendte mænd. Ansøgerens bror [X] accepterede at hjælpe militsen, men blev såret, hvorefter militsen krævede, at ansøgeren skulle udføre opgaven med at hjælpe dem med at finde vej i området. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han var til stede, da Asaib Al Haq henvendte sig første gang, samt om hvorledes hvervningen af ansøgeren forløb, idet ansøgeren under oplysnings og motiv samtalen forklarede, at Asaib Al Haq militsen henvendte sig til ham to gange på bopælen, at ansøgeren skulle henvende sig på Asaib Al Haqs kontor, og at han efter anden henvendelse forlod [byen H] sammen med sin hustru og børn. Under asylsamtalen har ansøgeren indledningsvis forklaret, at han blev opsøgt en gang, hvorefter han og familien forlod [byen H]. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at Asaib Al Haq henvendte sig til ham personligt to gange, men har afvist, at han skulle møde frem på Asaib Al Haqs kontor i [byen H]. Ansøgeren har forklaret, at han skaffede en bopæl til familien i Bagdad, men at de måtte forlade bopælen igen efter en henvendelse fra lokalområdets mukhtar. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han aldrig personligt traf eller talte med denne mukhtar. Foreholdt, at dette divergerede fra ansøgerens tidligere forklaringer, har ansøgeren fastholdt, at mukhtaren alene talte med hans hustru og svigermor. Foreholdt, at han under oplysnings- og motivsamtalen har afgivet en særdeles detaljeret forklaring om og referat af en samtale, som han selv havde med mukhtaren, har ansøgeren fastholdt, at han aldrig selv talte med mukhtaren. Ansøgeren har i sit asylskema og under samtalerne med udlændingestyrelsen og sin advokat forklaret, at han måtte flygte fra Irak fordi han havde undladt at efterkomme Asaib Al Haqs krav. Ansøgeren har under oplysnings og motivsamtalen yderligere forklaret, at han ved en tilbagevenden vil blive beskyldt for at være stikker og samarbejde med ISIL. Under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid udbyggende forklaret, at han helt konkret er mistænkt for at have fortalt ISIL, hvor en navngiven kommandant i Asaib Al Haqs bror gemte sig. Efter ansøgerens forklaring opholdt han sig i Bagdad i yderligere ti måneder efter henvendelsen fra mukhtaren. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at ansøgerens forældre og søskende forblev i [byen H]. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at Asaib Al Haq nogle gange havde sagt til ansøgerens far, at de var klar over, at ansøgeren opholdt sig i Bagdad. Ansøgeren har imidlertid ikke kunnet redegøre relevant for, hvorfor han besluttede at udrejse i august 2015. Nævnet finder på baggrund af alt foreliggende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de problemer som hans hustru og børn måtte have oplevet efter, at ansøgeren forlod Irak, kan henføres til en konflikt mellem ansøgeren og Asaib Al Haq. De generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer kan ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/33/CMA
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni muslimer fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter deres søns kærestes, [B]s, familie, idet de er imod [B]s forhold til ansøgernes søn, [A]. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at [A] og [B] [i efteråret] 2015 blev overfaldet af to af [B]s brødre og en tredje ukendt person. To dage senere opsøgte to af [B]s brødre ansøgernes bopæl, hvor de truede ansøgerne med at slå dem ihjel, såfremt [A] fortsat så [B]. [A] ringede hjem til den kvindelige ansøger [omkring to uger efter overfaldet på ansøgerens søn] 2015 og fortalte, at han og [B] var flygtet, og han sagde, at ansøgerne også var nødt til at flygte. Ansøgerne har ikke hørt fra [A] siden. Ansøgerne flygtede til Erbil samme dag, hvor de opholdt sig i en uge frem til udrejsen [omkring tre uger efter overfaldet på ansøgernes søn] 2015. Mens ansøgerne opholdt sig i Erbil, blev deres bopæl ødelagt af [B]s familie. Den mandlige ansøgers moster, […], blev opsøgt af [B]s familie på sin bopæl den [to dage efter ansøgernes udrejse], hvor de spurgte efter den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne i al væsentligt har forklaret troværdigt, sammenhængende og konsekvent om de forhold, der begrunder deres ansøgning om asyl. Der er således ikke grundlag for – som sket af Udlændingestyrelsen – at tilsidesætte ansøgernes forklaringer under henvisning til nogle få og mindre divergenser, hvilke divergenser ansøgerne – når spurgt ind hertil – er kommet med en antagelig forklaring på. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgernes forklaringer indgår tillige, at der ikke er noget, der tyder på, at ansøgerne – efter forklaringernes indhold – har forsøgt at overdrive oplysningerne om den situation, som familien er kommet i, ligesom ansøgernes oplysninger har sammenhæng med baggrundsoplysninger om æresrelaterede forbrydelser i den del af Irak, hvor ansøgerne kommer fra, se hertil f.eks. Rapport fra august 2017 fra Home Office: ”Country Policy and Information Note – Iraq: Kurdish honour crimes.” På denne baggrund lægger nævnet ansøgernes forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark til grund. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at en asylansøger ikke har behov for international beskyttelse imod risiko for forfølgelse eller overgreb, hvis ansøgeren vil kunne undgå dette eller opnå beskyttelse et sted inden for sit hjemlands grænser, og hvis det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til dette. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection, “Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003, at det ved vurderingen heraf må tages med i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at udgøre et internt flugtalternativ, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende og stabilt. Det område, som ansøgeren i givet fald må henvises til, skal yde ansøgeren mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Forhold som ansøgerens alder, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Baggrundsoplysninger om situationen i den Kurdiske Region i Irak (KRI) vedrørende muligheden for at søge myndighedsbeskyttelse i relation til æresrelaterede forbrydelser peger i meget forskellige retninger, og i hvert fald dele af disse oplysninger peger på, at om end der formelt – via den irakiske straffelov – eksisterer værn mod sådan forbrydelse, så er det ikke altid, at myndighederne kan eller vil yde den fornødne beskyttelse, se hertil bl.a. Rapport fra august 2017 fra Home Office: ”Country Policy and Information Note – Iraq: Kurdish honour crimes.” Spørgsmålet for nævnet er imidlertid, om ansøgerne – også uden myndighedsbeskyttelse – vil kunne henvises til at tage ophold i andre dele af Irak uden at være i risiko for at blive udsat for overgreb som følge af den konflikt, der er opstået med [B]s familie. Efter ansøgernes forklaringer, der støttes af videooptagelser forevist for nævnet, lægges det til grund, at ansøgernes hus blev udsat for hærværk og sat ild til få dage efter deres flugt, ligesom det lægges til grund, at [B]s familie opsøgte ansøgernes familie i Kirkuk. På denne baggrund finder nævnet det godtgjort, at [B]s familie, der tillige forud herfor havde overfaldet ansøgernes søn [A] og opsøgt og truet ansøgerne, har haft evne og vilje til at efterstræbe ansøgerne på grund af den æresrelaterede familiekonflikt, og at konflikten har en meget alvorlig karakter. Ansøgerne har om [B]s familie forklaret, at det er en indflydelsesrig familie med tilknytning til Komali Islami. Henset hertil, til at [B]s familie har eftersøgt ansøgerne også uden for deres hjemby, og til at ansøgernes familie består af to mindreårige børn, finder nævnet, at det må anses for usikkert, om ansøgerne med rimelighed og i sikkerhed fra [B]s familie vil kunne bosætte sig andetsteds i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2018/32/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra [landsby], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landsbyen [ansøgerens landsby], hvor der er uroligheder på grund af kampe mellem ISIL og andre grupper. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har haft problemer med ISIL, idet de [i sommeren] 2014 indtog hans landsby, […]. Ansøgeren har to gange oplevet, at de henvendte sig til ham på gaden, mens de tredje gang straffede ham for at ryge ved at tilbageholde ham, piske ham samt ved at brænde hans arm med cigaretter. ISIL løslod ansøgeren uden betingelser. Tre måneder senere forlod ansøgeren landsbyen. Herefter opholdt ansøgeren sig i en længere periode i Dibis og Altun Kupri, hvor hans søstre bor. Her har ansøgeren to gange oplevet, at den kurdiske efterretningstjeneste tilbageholdt ham, fordi de beskyldte ham for at være tilknyttet ISIL, idet han er araber og sunni muslim. Flygtningenævnet tiltræder, at det, som ansøgeren har forklaret om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således forklaret, at han siden løsladelsen – efter at have været tilbageholdt anden gang af den kurdiske efterretningstjeneste kort tid efter ankomsten til Dibis – ikke har haft nogen individuelle problemer med nogen parter i Irak, og at han navnlig er udrejst på grund af de generelle forhold i lrak. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har familiemedlemmer i Dibis, som ikke har oplevet problemer med at bo i Dibis. Det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at han ikke har nogen individuelle problemer med shiamilitser, myndigheder eller andre i Irak, herunder i Dibis, hvor ansøgeren senest havde taget ophold. Den omstændighed, at han angiveligt har været tilbageholdt to gange af den kurdiske efterretningstjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet tilbageholdelserne fandt sted kort tid efter hans ankomst til Dibis, og idet ingen af tilbageholdelserne synes begrundet i hans individuelle forhold, men forekommer helt tilfældige, ligesom han begge gange blev løsladt uden betingelser. Hertil kommer, at han ikke siden seneste tilbageholdelse på ny er blevet kontaktet af efterretningstjenesten. Heller ikke ansøgerens forklaring om at have været tilbageholdt og udsat for vold af ISIL, mens han opholdt sig i byen [ansøgerens landsby], kan føre til en ændret vurdering, allerede fordi ansøgeren efter at have forladt [ansøgerens landsby] ikke længere var i risiko for at blive tilbageholdt eller chikaneret af ISIL. Det må i øvrigt lægges til grund, at ansøgeren ikke havde nogen individuel konflikt med ISIL, idet ansøgerens forklaring om episoderne efterlader det indtryk, at episoderne opstod tilfældigt, hvilket indtryk understøttes af, at ansøgerens øvrige familie ikke har oplevet tilsvarende episoder. Det må efter ansøgerens egen forklaring desuden lægges til grund, at han efter den seneste episode med ISIL opholdt sig på sin bopæl i flere måneder uden henvendelser fra ISIL, ligesom ISIL lod ham passere den kontrolpost, som han skulle igennem for at kunne forlade [ansøgerens landsby]. Hertil kommer, at det på baggrund af baggrundsoplysninger må lægges til grund, at ISIL er blevet fordrevet fra det meste af Kirkuk provinsen. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke som følge af hans individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet at udlændingelovens § 7. Heller ikke den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i Kirkuk provinsen, er af en sådan karakter, at det må antages, at man alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i alle dele af området vil være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lægger således samlet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/31/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Balad, Salahahdin, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet ISIL ville have, at ansøgeren skulle lukke sin billardhal og samarbejde med dem i stedet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den shiitiske milits Al-Hashd al-Shaabi, idet han nægtede at kæmpe sammen med militsen mod ISIL. Yderligere har ansøgeren henvist, at han frygter at blive slået ihjel, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i nævnsmødet erkendt, at hans asylmotiv i forhold til ISIL og den shiitiske milits er konstrueret, idet han udrejste af Irak allerede [i efteråret] 2013, således som det fremgår af hans pas. Han udrejste på grund af den generelle situation med sekterisk vold. Ansøgeren har herefter som det afgørende asylmotiv påberåbt sig konversion til kristendommen. Ansøgeren har erkendt, at hans oprindelige asylmotiv var konstrueret. Dette må tages i betragtning ved vurderingen af det asylmotiv, ansøgeren nu påberåber sig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans kommende konvertering til kristendommen er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren, således som han har forklaret, vil blive døbt i morgen. Ansøgeren har forklaret om baggrunden for sin interesse for kristendommen, herunder sine samtaler med kæresten [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret om kristendommens betydning for ham. Ansøgeren har i imidlertid ikke demonstreret nogen videre stærk tilknytning til kristendommen. Han har således gennem det seneste år kun deltaget i enkelte gudstjenester, selvom han agter at blive døbt i morgen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/30/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [A], Sulaymaniyah, Irak. Som otteårig flyttede han til Erbil. Ansøgeren har været medlem af KDP i 11 til 12 år. Ansøgerens far var også medlem af partiet frem til sin død i 1999, hvor han blev skudt og dræbt af PUK. Ansøgeren har i perioden fra 2004 og frem til sin udrejse været tilknyttet Peshmerga. Han startede som menig, og i 2010 blev han oversergent (naib thabit). Fra 2004 til 2008 var han almindelig Peshmerga i partiets hovedkontor i Sulaymaniyah. Han arbejdede som vagt og brugte ikke sit våben i den sammenhæng. Fra 2008 til 2009 arbejdede han i en sikkerhedsenhed i KDP. Fra 2010 og frem til udrejsen arbejdede han som oversergent for efterretningstjenesten. Han blev placeret de steder, hvor partiet beordrede ham hen. Hans opgave var at sørge for sikkerhed og forebyggelse af terrorhandlinger. Fra 2010 arbejdede han i halvandet år i området [B] i Kirkuk. Derefter arbejdede han i halvandet til to år i området [C], der ligger tæt på Koge. Efterfølgende arbejdede han i regiment 5 i den kurdiske hær, hvor han arbejdede i [D]. Derefter var han i området [E], der ligger under byen Khanaqin. I den periode – fra [efteråret] 2014 til [sommeren] 2015 – deltog han i kampen mod Islamisk Stat (ISIL). Han deltog i fem kamphandlinger mod ISIL. I [sommeren] 2015 flyttede han til Kirkuk, hvor han var frem til udrejsen. [I efteråret] 2015 var han i Falak (sikkerhedsfunktion i Erbil). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter ISIL og den generelle situation i Irak. Han frygter KDP, fordi de beskylder ham for at være spion. Ansøgeren har videre henvist til den interne konflikt mellem KDP og PUK. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de personer, der i 2004 kidnappede hans ægtefælles søn, [F]. [F]’s far var en rig og kendt entreprenør, og han betalte en løsesum for sønnens frigivelse. Kidnapperne blev efterfølgende fanget af den kurdiske sikkerhedstjeneste, Asayish, og idømt livstid. [F]’s far blev likvideret af nogle for ansøgeren ukendte personer i 2009. Da ISIL tog magten i Kirkuk, blev kidnapperne befriet. Ansøgerens ægtefælle har i løbet af 2014 og 2015 modtaget 40 til 50 telefoniske trusler fra [F]’s tidligere kidnappere. To måneder efter ansøgeren og ægtefællens vielse i [sommeren] 2015 blev ansøgeren også truet telefonisk. Ansøgerens ægtefælle har fra [efteråret] 2015 til [foråret] 2016 opholdt sig i Danmark, men hun valgte frivilligt at rejse tilbage til Irak. Hun har efterfølgende ikke modtaget yderligere telefoniske trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende, afglidende, udbyggende, ikke selvoplevet, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har vedrørende konflikten med KDP herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om KDP's angivelige beskyldninger, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han muligvis blev mistænkt for at have afsløret hemmeligheder om KDP, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han blev direkte beskyldt for at have videregivet informationer og hemmeligheder om KDP til Iran. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren uden konsekvenser skulle kunne fortsætte med at arbejde for KDP efter de angivelige beskyldninger. Ansøgeren har endvidere i Flygtningenævnet udbyggende forklaret, at han – efter at være udeblevet fra to tidligere samtaler - 10-15 dage før sin udrejse var til en samtale med sin umiddelbart foresatte, hvor denne bebrejdede ansøgeren at være rejst til Iran uden tilladelse, uden at denne dog fremsatte beskyldninger om, at ansøgeren havde afsløret hemmeligheder om KDP i Iran. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorfor medlemmer af KDP beskyldte ham for at videregive fortrolige oplysninger, idet ansøgeren først til asylsamtalen har forklaret om sin angivelige rejse til Iran, hvor han blev orienteret om videregivelse af fortrolige oplysninger. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at det ikke virker troværdigt, at der ikke var konsekvenser ved, at ansøgeren rejste til Iran, henset til, at hans overordnede var bekendt med, at han havde været rejst til Iran, og i øvrigt beskyldte ham for at havde videregivet fortrolige oplysninger. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret afglidende på spørgsmål om konflikten med KDP og trods mange spørgsmål herom ikke har forklaret om konkrete trusler fra KDP, mens han var i Irak, ud over at de ville holde øje med ham, fordi han ikke var på den rette vej. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om sit arbejde for KDP’s efterretningstjeneste har været meget kortfattet og udetaljeret. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring i det hele ikke fremstår som selvoplevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren offentliggjorde billeder på facebook af KDP-relaterede medlemmer og artikler, mens hans arbejdede for KDP, uden at der var konsekvenser ved dette, henset til, at han angiveligt blev konfronteret med, at KDP-medlemmer var imod dette. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin telefonsamtale med sin overordnede, [G], i forbindelse med ansøgerens udrejse tæt på grænsen til Tyrkiet, idet ansøgeren først til asylsamtalen har forklaret om dette forhold. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, ansøgeren til asylsamtalen udbyggende har forklaret, at han – før oplysnings- og motivsamtalen - via Viber af en person ved navn [H] og gennem sin familie er blevet truet af KDP, efter at han forlod Irak. Flygtningenævnet har vedrørende konflikten med ISIL lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans ægtefælle modtog telefoniske trusler fra ISIL rettet mod ansøgeren, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at truslerne rettet mod ham fremkom i [sommeren] 2016, to måneder efter, at han og ægtefællen blev gift, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at truslerne rettet mod ham fremkom i [sommeren/efteråret] 2016. Flygtningenævnet har endvidere om end i mindre grad lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af kidnappere af stedsønnen, [F], idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var syv kidnappere, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at der var ni kidnappere. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle rejste tilbage til Irak efter sin ankomst til Danmark på trods af, at hun angiveligt havde modtaget trusler fra IS. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Irak og konflikten mellem KDP og PUK ikke er af en sådan karakter, at de kan føre til, at ansøgeren er i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/29/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin familie, idet hun er stukket af hjemmefra og giftede sig uden familiens tilladelse. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter shiitiske militser på grund af sin ikke-religiøse påklædning. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun lider af diabetes, og hun frygter, at hun ikke har nogen i Irak, der kan eller vil forsøge hende og skaffe insulin til hende. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at hun blev truet og overfaldet af sin far og to brødre, som beskyldte hende for at have krænket familiens ære ved at gifte sig uden familiens tilladelse. Ansøgeren og hendes ægtefælle begyndte at modtage trusler [i sommeren] 2015. Ansøgerens ægtefælle forsvandt i [efteråret] 2015. Ingen har taget ansvar for truslerne eller ansøgerens ægtefælles forsvinden, men ansøgeren formoder, at det er shiitiske militser, der står bag begge dele. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at hun havde en ubehagelig episode med en shiitisk militsperson i 2006, hvor vedkommende var efter ansøgeren, fordi hun ikke havde tørklæde på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund med hensyn til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun stak af hjemmefra og giftede sig uden familiens tilladelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin ægtefælles forsvinden til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle have en personlig æresrelateret konflikt med sin familie forekommer udbyggende og usandsynlig. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring om, at hendes ægtefælle er forsvundet, ikke sandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad ansøgeren angiveligt blev udsat for af hendes far og brødre, da hun blev opsøgt anden gang. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hendes far og brødre truede med at slå hende ihjel, og at de slog hende. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun ud over at blive slået også blev stukket med en kniv. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet slet ikke har nævnt den æresrelaterede konflikt, men derimod oplyst, at hun var meget bekymret for sine forældre. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om den æresrelaterede konflikt til grund. Med hensyn til trusselsbrevene finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er personligt forfulgt i anledning af disse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at de nævnte trusselsbreve ikke er rettet mod ansøgeren personligt, og at hun efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev dateret [i sommeren] 2015 problemfrit har opholdt sig på sin egen bopæl frem til sin udrejse af Irak [i efteråret] 2015. Det forhold, at ansøgeren frygter, at der ikke er nogen i Irak, der vil kunne tage sig af hende og skaffe hende insulin fører ikke til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2., idet bemærkes, at de generelle forhold i Irak for sunnimuslimer ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/28/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra [by], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive henrettet af militsen [milits], idet han har afvist at tilslutte sig militsen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret 2015] blev opsøgt af repræsentanter fra [milits], der truende opfordrede ansøgeren til at tilslutte sig militsen. Ansøgeren afviste denne opfordring. To dage efter denne episode henvendte fire repræsentanter fra [milits] sig på ansøgerens families bopæl og sagde til ansøgerens far, at to mænd fra husstanden skulle tilslutte sig militsen. Ansøgerens far indvilligede heri. Ansøgeren udrejste dagen efter ved at tage en taxa hen til sin onkel i [by], hvorfor han flygtede to dage senere, da hans far havde været forbi med ansøgerens pas samt penge til ansøgeren. Efterfølgende er ansøgerens far blevet opsøgt to gange af militsen [milits] uden at der er sket noget. Militsen havde spurgt efter ansøgeren. Endvidere er der blevet sat ild til ansøgerens families fiskebåd. Ansøgeren formoder, at det er [milits], der står bag dette. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt hans bror [A] konkret blev nævnt som den, der ønskedes hvervet sammen med ansøgeren. Det bemærkes endvidere, at ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse har kunnet opholde sig i området i en periode og at ansøgeren uantastet er udrejst i besiddelse af gyldigt nationalitetspas fra lufthavnen i Basra, hvor militsen angiveligt var massivt til stede. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes endvidere at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, ikke i sig selv findes asylbegrundende. Endelig har nævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand om hjemvisning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/27/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak samt et medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Sulaymaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror, [U], og sin svigerfamilie, idet hun har nægtet at gifte sig med sin svoger, [F], og idet hun har haft et forhold til en kristen mand ved navn [Y]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle døde i [efteråret] 2013. Ca. fire måneder senere indledte ansøgeren et forhold med sin chef, [Y]. Omkring otte måneder efter ansøgerens ægtefælles død, begyndte ansøgerens bror, [U], at presse ansøgeren til at gifte sig med sin svoger, [F], hvilket der var tradition for. Ansøgeren nægtede flere gange, idet [F] allerede var gift og havde børn, ligesom ansøgeren ikke havde nogen følelser for ham. [U] blev vred og truede flere gange med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren og [Y] havde været kærester i et år, da [U] fandt ud af, at de havde et forhold. [U] havde været på ansøgerens arbejdsplads, hvor han så ansøgeren og [Y] tale sammen, hvilket han blev meget vred over, hvorefter han tog ansøgeren ved håret og hev hende igennem butikken og ud i sin bil. Da ansøgeren og [U] kom hjem, slog [U] ansøgeren og sagde, at årsagen til, at hun ikke ville gifte sig med [F] var, at hun havde et forhold til [Y]. Ansøgeren indrømmede, at hun og [Y] havde et forhold, og [U] blev rasende og sagde, at det var en stor skam for familien, idet [Y] var kristen. [U] sagde til ansøgeren, at hun skulle acceptere ægteskabet med [F], og at hun havde en uge til at tale med sin søn om det. Ansøgeren måtte ikke forlade sit hjem i den uge. Ansøgeren sendte sin søn hen til [Y] for at fortælle, hvad der var sket og for at bede om hjælp. Tre til fire dage senere flygtede ansøgeren og hendes søn til Erbil ved hjælp af [Y]. Ansøgeren og hendes søn udrejste af Irak den følgende dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen findes divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at hendes bror flere gange truede hende med kniv, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at det kun skete én gang. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun, efter at hendes bror havde opdaget hendes forhold til [Y], var indespærret i hjemmet i en uge, før broderen og hendes svoger opsøgte [Y], mens hun til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hun var indespærret 3-4 dage eller en uge, og at det kun var hendes bror, der opsøgte [Y], og at det kun fandt sted en gang, nemlig da broderen opdagede hendes forhold til [Y]. Først under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun ikke havde tørklæde på, da broderen opdagede hende sidde sammen med [Y], og også først under nævnsmødet forklaret, at grunden til, at hun ikke kontaktede [Y] de dage, hun var indespærret i hjemmet, var, at broderen havde taget hendes telefon. Ansøgerens forklaring om, at hun fik telefonen tilbage af moderen, da sønnen angiveligt var syg, forekommer påfaldende. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at broderen tillod ansøgeren at arbejde som eneste kvinde på en arbejdsplads, hvor de øvrige ansatte var mænd, og hvor chefen var kristen, når broderen, som forklaret af ansøgeren, reagerede så voldsomt på, at ansøgeren sad i baglokalet og talte med sin chef. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgeren hverken havde kontakt med [Y] i dagene efter, forholdet var blevet opdaget, eller efter flugten. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/26/LMD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra landsbyen […] i […]-området, Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som har slået hans familie ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans forældre og søster blev slået ihjel [i sommeren] 2015. Ansøgeren formoder, at de blev slået ihjel, fordi hans far arbejdede for politiet, og at der var tale om hævndrab. Farens opgave var blandt andet at finde og anholde terrorister, og han havde samme morgen, som drabene fandt sted, fortalt ansøgerens mor, at han havde været med til at anholde 7 terrorister. [I sommeren] 2015 hørte ansøgeren skud, da han var på vej hjem fra fodbold. Da han kom hjem til sin bopæl, var der en masse mennesker til stede. Foran bopælen og i gården lå der tre tildækkede lig. Ansøgerens nabo forhindrede ham i at komme hen til huset og i at se ligene. Naboen satte ansøgeren ind i sin bil og kørte ham til et ukendt hus, der lå 30-45 minutters kørsel fra ansøgerens egen bopæl. Ansøgeren opholdt sig i dette hus i tre dage, hvorefter han udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens forældre og hans søster i [sommeren] 2015 er blevet dræbt af ukendte personer. Det er ikke sandsynliggjort, at drabene havde sammenhæng med den omstændighed, at ansøgerens far var politimand. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens far var almindelig politimand og ikke særligt profileret. Det er heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive dræbt af de personer, der har dræbt hans familie. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at dette vil være tilfældet, og at ansøgeren ikke selv har haft konflikter i Irak, ligesom han har forklaret, at hverken hans far eller de øvrige medlemmer af hans familie har haft konflikter med enkeltpersoner, grupperinger eller med de irakiske myndigheder. Hverken den omstændighed, at ansøgeren ikke har familie i Irak eller de generelle forhold i hjemlandet kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren er en ung, arbejdsduelig mand uden helbredsmæssige problemer, og at han i sit hjemområde har et netværk bestående af blandt andet den nabo, der hjalp ham i forbindelse med udrejsen samt øvrige venner og bekendte. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/257/FAM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse og overgreb fra personer fra de arabiske landsbyer […] og […]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de shiitiske militser, herunder Hashd al-Shabi, som har overtaget kontrollen, efter at ISIL er blevet fordrevet, idet militserne begår overgreb mod civilbefolkningen, herunder kurdere og sunni-muslimer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kommer fra grænsebyen, […], der ligger mellem Kurdistan og den arabiske del af Irak og nær den syriske grænse. Den [ i sommeren] 2014 blev ansøgerens landsby angrebet fra tre sider af ISIL, imens ansøgeren befandt sig på sin bopæl sammen med sine forældre og søster. Ansøgeren og ansøgerens mor og søster flygtede til fods i seks timer, indtil de nåede til […] bjerget, hvor de opholdt sig i ti dage. Pershmergaerne og ansøgerens far forsøgte at forsvarer sig mod ISIL’s angreb. Ansøgerens far døde under denne kamp. Ansøgeren og dennes familie flygtede derefter til Syrien, hvor familien opholdt sig i flygtningelejren […] i cirka fem måneder og ti dage. Da grænsen til Tyrkiet blev åbnet, rejste ansøgeren sammen med sin familie til byen […] i Tyrkiet og derefter videre til byen […]. Efter cirka 10 måneders ophold i Tyrkiet, valgte ansøgeren at udrejse til Europa, idet ansøgerens mor ikke mente, at det var muligt at vende tilbage til landsbyen i Irak. Ansøgeren blev på rejsen adskilt fra sin mor og søster, som han ikke sidenhen har haft kontakt med. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far har fortalt ham, at indbyggerne i de to landsbyer, […] og […], har chikaneret indbyggerne i ansøgerens landsby i 2003, og de sprængte nogle bomber i nærheden af landsbyen i 2007, idet de ikke kunne lide kurdere. Endelig har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han nu frygter overgreb fra de shiitiske militser, som har overtaget ansøgerens område, efter at ISIL er blevet fordrevet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de forhold, som ansøgeren har påberåbt sig som asylmotiv, kan føre til beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft personlige konflikter med myndigheder, organisationer eller persongrupper. Ansøgeren har således forklaret, at han flygtede efter at have søgt tilflugt i et bjergområde ved [...] bjerget i forlængelse af, at ansøgerens landsby blev angrebet af ISIL [i sommeren] 2014. ISIL er senere blevet fordrevet fra området. For så vidt angår ansøgerens frygt for chikane fra beboere i de arabiske landsbyer […] og […] beror denne frygt alene på farens fortælling herom. Ansøger har forklaret, at han aldrig personligt har oplevet episoder eller konflikter med beboere fra disse landsbyer. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt usikre og vanskelige forhold for kurdere og sunni muslimer i ansøgerens hjemområde er efter baggrundsoplysningerne, herunder Lifos Temarapport af 18. december 2017 ”The Security Situation in Iraq: July 2016 – November 2017”, endvidere ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/256/lrn
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Mosul, Irak. Ansøgeren er født sunni-muslim, men har oplyst, at hun i dag føler sig som kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de irakiske myndigheder, herunder de kurdiske sikkerhedsstyrker, fordi de har truet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle til at forlade Irak, fordi ansøgerens ægtefælle er syrisk statsborger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landet og de særligt svære levevilkår i Irak som følge af, at ansøgerens ægtefælle, som syrisk flygtning, ikke har opholdstilladelse i Irak. Ansøgeren har endvidere som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter navnlig sin familie som følge af konsekvenserne af hendes kristne aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og ansøgerens syriske ægtefælle begyndte at modtage trusler kort tid efter, at ansøgerens ægtefælle begyndte at arbejde for organisationen […] i 2014. Et par måneder før ansøgerens og denne families udrejse i 2015, blev ansøgerens families bopæl opsøgt tre gange af ukendte personer, som sagde, at de skulle flytte, og de ikke måtte arbejde, fordi ansøgerens ægtefælle var syrisk statsborger, ligesom de kom med beskyldninger om, at familien ikke praktiserede islam, herunder at ansøgeren ikke bar muslimsk hovedtørklæde. Ansøgerens ægtefælle blev opsøgt tre gange, hvoraf han i to ud af de tre gange blev tilbageholdt hele dagen, og en advokat fra ægtefællens arbejdsplads hjalp ham ud. Ansøgeren formoder, at ægtefællen blev opsøgt af de kurdiske sikkerhedsstyrker. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren sammen med sin datter legalt af Irak. Ansøgerens ægtefælle udrejste illegalt af Irak. Ansøgeren har om sine kristne aktiviteter i Danmark oplyst, at hun ikke praktiserer islam, men nu har fundet Gud via kristendommen i Danmark. Ansøgeren har siden hun kom til Danmark gået i kirke i perioder, og siden [foråret] 2017 er ansøgeren og ansøgerens familie kommet regelmæssigt i en kirke i […], hvor de deltager i søndagsgudstjenester mv. Ansøgeren holder meget af kirken og fællesskabet, og hun overvejer at konvertere til kristendommen. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun for mange år siden blev bekendt med, at hendes mor er kristen, og at hendes far havde viden om dette, men at det i øvrigt var hemmeligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende trusler fra den irakiske sikkerhedstjeneste og/eller almindelige irakiske borgere til grund, idet forklaringen forekommer divergerende – herunder i forhold til ansøgerens ægtefælles forklaring – og usammenhængende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun og hendes ægtefælle blev truet første gang i [sommeren] 2015. Ægtefællen blev truet på sin arbejdsplads af fundamentalister, der arbejdede sammen med sikkerhedstjenesten. De sagde, at han ikke praktiserede islam, ikke gik i moske og opførte sig som en kristen. Ægtefællens chef modtog en uge efter et brev, som ægtefællen fik på arbejdspladsen. Chefen sagde, at ægtefællen var indkaldt til sikkerhedstjenesten, og en advokat fra arbejdspladsen fulgte ham dertil. Ægtefællen blev truet med, at han ikke måtte arbejde i organisationen og skulle forlade landet. Ansøgeren nævnte ikke, at ægtefællen blev afhørt om forbindelser til PKK, eller at ægtefællen havde anmeldt andre kolleger for korruption. Ansøgeren forklarede videre, at hun og hendes datter dagen efter blev opsøgt på bopælen af en mand, der sagde, at de ikke praktiserede islam og ikke gik i moske. Han sagde, at det var bedst, for ansøger og hendes familie, at de forlod landet. Ca. en uge efter blev hun opsøgt af den samme person, der sagde, at familien var vantro, og at de ikke skulle blive, idet de ellers ville miste livet. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt tre gange på bopælen af ukendte personer. Hun formodede, at det var enten almindelige borgere eller sikkerhedstjenesten. De sagde, at familien ikke kunne blive boende, at ægtefællen ikke kunne arbejde, og de beskyldte familien for at være vestligt klædt og ikke bede. Truslerne var ikke konkrete, og hun blev ikke truet personligt. Hendes ægtefælle blev også opsøgt af sikkerhedstjenesten tre gange. To af gangene blev han hentet på arbejdspladsen og tilbageholdt hele dagen. En advokat fra hans firma hjalp ham ud. Den tredje gang, han blev opsøgt, besluttede de at flygte. Ægtefællen blev afhørt og spurgt, om han havde forbindelser til PKK. Ægtefællen havde anmeldt andre kolleger for korruption, og hun mener, at han derfor blev skubbet ud af irakere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle i sit asylskema – ud over den militære værnepligt - alene har henvist til, at han og ansøgeren flygtede fra krig og terrorisme, og at de blev rådet til at udrejse af en velgørenhedsorganisation, der hjalp dem økonomisk. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgerens ægtefælle i det væsentlige anført de samme forhold som asylmotiv. Til sin asylsamtale har ægtefællen imidlertid forklaret, at han og ansøgeren oplevede problemer, fordi han var syrisk flygtning. Myndighederne havde en regel om, at kun 25 % af de ansatte måtte være flygtninge. Han og andre syriske flygtninge var sammen med en advokat to gange hos myndighederne for at få dem til at ændre reglen. Ansøgeren blev endvidere to gange truet på en indirekte måde, idet to ukendte personer – højst sandsynligt personer fra landsbyen - kom til deres bopæl og sagde, at de ville skade dem, hvis de ikke stoppede med at komme i kirken. Han blev også chikaneret af kolleger i [organisationen]. Han fik pengene til udrejsen af [organisationen] i form af en bonus. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens asylmotiv vedrørende trusler fra den irakiske sikkerhedstjeneste og/eller almindelige irakiske borgere som utroværdigt. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er blevet reelt kristen og dermed frafalden muslim til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har haft meget svært ved at redegøre for sin kristne overbevisning. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet ikke kunnet svare på selv enkle spørgsmål om kristendommen og kristendommens betydning for hende og har alene kunnet oplyse, at hun føler et fællesskab med kristne mennesker, idet kristne mennesker er gode og altid siger sandheden, men hun har ikke kunnet redegøre for, hvori det religiøse motiv består. Flygtningenævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse navnet på den kirke, som hun besøgte i Dohuk eller hvilken retning inden for kristendommen, som kirken bekendte sig til. Hun har heller ikke kunne redegøre nærmere for navnet eller retningen på den kirke, som hun i dag kommer i bortset fra, at gudstjenesterne foregår i [navnet på en kristen bekendts] hjem. Hun har videre oplyst, at gudstjenester og bibellæsning foregår på dansk, som hun kun forstår i begrænset omfang, og at hun ikke har haft meget tid til at fordybe sig i kristendommen. Flygtningenævnet har endvidere i forhold til ansøgerens troværdighed tillagt det vægt, at ansøgeren først på mødet i Flygtningenævnet i dag har forklaret, at hendes bror har slået hende på grund af hendes manglende praktisering af islam, og at hun endvidere i dag har forklaret om udrejsen, at hun udrejste med sin datter og sin kristne arbejdsgiver, idet hun og arbejdsgiveren havde aftalt, at de ville til Tyskland og fortsætte deres erhverv som frisør. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/255/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder og shia muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse og overgreb på grund af sin etnicitet og religiøse baggrund. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han, hans mor og andre familiemedlemmer blev udvist af Irak i 1998, idet de var feyli-kurdere. Ansøgeren og hans familie flyttede herefter til Ilam i Iran, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgeren og hans familie havde tålt ophold i Iran. Ansøgeren og hans mor udrejste fra Iran [efteråret] 2015, fordi de havde begrænsede muligheder for arbejde og uddannelse som følge af, at de var feyli-kurdere. Ansøgeren og hans søn har ikke været tilbage i Irak siden 1998. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit ophold i Irak og Iran til grund. Ansøgeren har ved sin udvisning af Irak i 1998 mistet sit irakiske statsborgerskab, men har fremlagt et dokument fra det irakiske statsborgerskabskontor, hvoraf fremgår, at ansøger er feyli-kurder, er udvist af Irak og har fået konfiskeret ejendom. Ansøger skal herefter asylretligt vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har ikke oplevet konflikter i Irak og har ikke været i landet siden 1998. Ansøgerens onkel og dennes familie returnerede til Irak i 2005 og lever der fortsat uden problemer. Hertil kommer, at det af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger fremgår, at det er muligt for feyli-kurdere at vende tilbage til Irak og generhverve deres irakiske statsborgerskab, og at dette har været muligt siden 2006, hvor nationalitetsloven i Irak blev ændret. De generelt vanskelige forhold for feyli-kurdere i Irak kan ikke begrunde hverken asyl eller beskyttelsesstatus. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Ansøger har et netværk i Irak i form af sin onkel og dennes familie, og det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at der er bosat omkring en million feyli-kurdere i og omkring Bagdad. Ansøgerens fars mulige politiske aktiviteter ligger ca. 19 år tilbage i tid og kan ikke medføre et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/25/LMD
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder og shia muslim af trosretning fra [K], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse og overgreb på grund af sin etnicitet og religiøse baggrund og idet hun er en enlig kvinde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun, hendes søn og andre familiemedlemmer blev udvist af Irak i 1998, idet de var feyli-kurdere. Ansøgeren og hendes familie flyttede herefter til Ilam i Iran, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgeren og hendes familie havde tålt ophold i Iran. Ansøgeren og hendes søn udrejste fra Iran [i slutningen af] 2015, fordi de havde begrænsede muligheder for arbejde og uddannelse som følge af, at de var feyli-kurdere. Ansøgeren og hendes søn har ikke været tilbage i Irak siden 1998. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit ophold i Irak og Iran til grund. Ansøgeren har ved sin udvisning af Irak i 1998 mistet sit irakiske statsborgerskab, men har fremlagt et dokument fra det irakiske statsborgerskabskontor, hvoraf fremgår, at ansøger er feyli-kurder, er udvist af Irak og har fået konfiskeret ejendom. Ansøger skal herefter asylretligt vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har ikke oplevet konflikter i Irak og har ikke været i landet siden 1998. Ansøgerens bror og dennes familie returnerede til Irak i 2005 og lever der fortsat uden problemer. Hertil kommer, at det af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger fremgår, at det er muligt for feyli-kurdere at vende tilbage til Irak og generhverve deres irakiske statsborgerskab, og at dette har været muligt siden 2006, hvor nationalitetsloven i Irak blev ændret. De generelt vanskelige forhold for feyli-kurdere i Irak kan ikke begrunde hverken asyl eller beskyttelsesstatus. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Ansøger har et netværk i Irak i form af sin bror og dennes familie, og det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at der er bosat omkring en million feyli-kurdere i og omkring Bagdad. Ansøgerens ægtefælles mulige politiske aktiviteter ligger ca. 19 år tilbage i tid og kan ikke medføre et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/24/LMD
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [M], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, fordi han er kurder, og fordi hans broder har kæmpet som Peshmerga. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans ene bror, [A], blev slået ihjel af ISIL i forbindelse med, at han kæmpede som Peshmerga. Ansøgeren hørte senere rygter om, at ISIL ville indtage ansøgerens hjemby, [M], i efteråret 2014. Ansøgerens arabiske naboer sympatiserede med ISIL, hvorfor der opstod konflikter imellem araberne og kurderne i landsbyen, der udviklede sig til skududvekslinger. Ansøgerens far var bange for, at ansøgeren skulle blive involveret i kampene, hvorfor han forlangte, at ansøgeren tog til [D] for at bede ansøgerens fars ven, [B], om hjælp til at bringe hele ansøgerens familie i sikkerhed. De havde ikke mulighed for at kontakte [B], idet al telekommunikationen var afbrudt. Ansøgeren nåede frem til [B], men på vejen tilbage til [M] blev de stoppet af de kurdiske styrker ved en kontrolpost, som oplyste, at ISIL havde indtaget byen, og at de ikke fik lov til at passere kontrolposten. Ansøgeren tog herefter tilbage til [D], hvor han opholdt sig i halvanden dag, hvorefter han udrejste af Irak. Flygtningenævnet bemærker først, at sagen har været berammet til nævnsmøde to gange tidligere, men at den er blevet aflyst på grund af ansøgerens helbredsmæssige forhold. Ansøgeren har på grund af sin psykiske tilstand, selvom han må antages at være medicineret relevant, heller ikke i dag været i stand til at redegøre for sine forhold. Flygtningenævnet finder, at det må anses for ganske usikkert, om og i givet fald hvornår ansøgeren ville være i stand til at redegøre nærmere for sine forhold. Flygtningenævnet finder derfor i overensstemmelse med den beskikkede advokats og Udlændingestyrelsens standpunkt, at sagen nu må afgøres på grundlag af de oplysninger, som ansøgeren tidligere har afgivet, og som på relevant vis må anses for at beskrive ansøgerens forhold. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger er fordrevet fra ansøgerens hjemområde. Ansøgerens frygt for ISIL kan derfor ikke i dag begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har efter de foreliggende oplysninger ingen konkrete konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i Irak, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren efter de foreliggende lægelige oplysninger er diagnosticeret som paranoid skizofren, og at han periodevis har været psykotisk og indlagt. Spørgsmålet om opholdstilladelse af humanitære grunde som følge af ansøgerens helbredsmæssige forhold hører under Integrationsministeriet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/23/LMD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Dubis, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, da han har været politibetjent i Irak. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han tre til fire måneder efter, at han var vendt tilbage til Irak i 2009 fik arbejde for politiet i Dubis. Under sit arbejde for politiet arbejdede ansøgeren sammen med en officer, som han senere blev bodyguard for. Officeren var meget aktiv og kendt for at modarbejde terrorister, hvorfor terroristerne gerne ville have fat i ham. På et tidspunkt lykkedes det terroristerne at slå officeren ihjel ved at bruge en bilbombe. Bilbomben sprang på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde pause. Der var 20 til 30 personer, som døde i forbindelse med bilbomben. Da officeren døde, troede ansøgeren, at konflikten var slut. Det viste sig imidlertid, at terroristerne ønskede at få fat i ansøgeren, da terroristerne ledte efter personer, som havde arbejdet sammen med officeren. Det lykkedes terroristerne at få fat i en anden bodyguard, som også havde arbejdet for officeren, og slå ham ihjel. Bodyguardens navn var [A]. En dag fulgte terroristerne efter ansøgeren. Ansøgeren var derfor nødt til at flygte hjem hos en ven. Ansøgeren opholdt sig hos vennen indtil dagen efter, hvor han tog hjem til sig selv. Ansøgeren ringede herefter til politistationen og bad om at få beskyttelse. Politiet sagde, at de ikke kunne beskytte ansøgeren, men at de kunne forflytte ham. Ansøgeren tog ikke imod tilbuddet, da han ved, at terroristerne kan finde frem til ham. Et par uger efter dette udrejste ansøgeren af Irak. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af spontane bombesprængninger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har indleveret et falsk irakisk kørekort og politilegitimationskort, og idet ansøgerens forklaring på flere punkter er divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af en erklæring af 13. august 2015 fra Rigspolitiets Nationalt Kriminalteknisk Center fremgår, at de af ansøgeren til Udlændingestyrelsen indleverede irakiske kørekort og politilegitimationskort vurderes at være uægte. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der opfordrede ham til at søge arbejde som politibetjent, idet han til asylsamtalen har forklaret, at hans barndomsven [A] foreslog ham, at han kunne søge arbejde hos politiet, mens han til gensamtalen og den 4. samtale har forklaret, at det var hans ven [B], som foreslog ham dette. Ansøgeren har til den 4. samtale endvidere forklaret, at han ikke kendte [A’s] fulde navn, og at han ikke kendte [A], før han startede i politiet, og foreholdt sin forklaring til asylsamtalen derefter, at [A] og [A] er den samme person. Ansøgeren har endelig i Flygtningenævnet skiftevis forklaret, at vennen, der foreslog ham at søge ind til politiet, hedder [B], [B’s fornavn med A’s efternavn] og [A]. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb, fra bilbomben sprang ved politistationen og frem til ansøgerens udrejse af Irak, idet han til asylsamtalen har forklaret, at en uge efter, at bilbomben var sprunget ved politistationen, blev [A] skudt og dræbt, en måned efter drabet på [A], blev ansøgeren forfulgt af en bil, og to-tre uger senere udrejste ansøgeren af Irak, mens ansøgeren til gensamtalen har forklaret, at en uge efter, at bilbomben var sprunget ved politistationen, blev [A] skudt og dræbt, to dage efter drabet på [A], blev ansøgeren forfulgt af en bil, og to uger efter drabet på [A], udrejste ansøgeren af Irak. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev forfulgt af en bil to dage efter drabet på [A], og at han udrejste af Irak 3 uger efter, at bilbomben var sprunget. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har af samme grund i øvrigt ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om, at dokumenterne forelægges for den irakiske ambassade i Danmark. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak frygter spontane bombesprængninger og shiamilitser, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/22/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Zakho, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin fars familie, da hun har giftet sig mod farens vilje, og derved har krænket familiens ære. An-søgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [A], i [sommeren] 2008 i forbindelse med en række picnics, som blev afholdt i grænseområdet mellem Syrien og Irak. [A] er fra Syrien, mens ansøgeren er fra Irak. I løbet af 2008 indledte ansøgeren og [A] et forhold. I 2011 gik [A] til ansøgerens far for at spørge om lov til at gifte sig med ansøgeren. Faren afslog imidlertid [A]’s forespørgsel. Da faren efterfølgende spurgte ansøgeren om, hvorvidt hun kendte [A], løj ansøgeren og sagde, at hun ikke kendte ham. Ansøgeren sagde dette, da kæresteforhold er forbudt i ansøgerens kultur. Senere sagde ansøgerens mor til ansøgeren, at hun kendte til ansøgeren og [A]’s forhold, og at farens familie ville komme efter dem, hvis de valgte at stikke af sammen. I [efteråret] 2012 besluttede ansøgeren og [A] at stikke af sammen. [I efteråret] 2012 udrejste ansøgeren og [A] til Syrien. Ansøgerens familie vidste ikke, at de ville stikke af. Ansøgeren tror, at hendes far ville have forsøgt at gifte hende væk, hvis han havde opdaget, at ansøgeren havde tænkt sig at stikke af med [A]. I [efteråret] 2012 blev ansøgeren og [A] religiøst viet i [A]’s families hjem i Syrien. I [primo] 2013 tog ansøgeren og [A] tilbage til Irak for at få ægteskabet registreret. Ansøgeren var nødt til at få udstedt en vielsesattest, da hende og [A]’s børn ellers ikke ville kunne blive registeret. De opholdt sig i Irak i omkring to måneder. Under opholdet fik ansøgeren at vide af en veninde, at hendes familie var bekendt med, at ansøgeren var i Irak. Veninden sagde ligeledes, at familien ville slå ansøgeren ihjel, hvis de fandt hende. Ansøgeren ved ikke, hvordan familien fik besked om hendes indrejse. Da ansøgeren og [A] hav-de fået udstedt dokumenterne efter de to måneder, rejste de tilbage til Syrien. Ansøgeren har endelig anført, at forholdene i Irak betyder, at hun bør meddeles asyl, ligesom det vil være i strid med FN’s børnekonventions bestemmelser om retten til et familieliv med begge forældre, hvis hun ikke meddeles asyl, idet hun ønsker at tage børnene med tilbage til Irak ved et afslag på asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtninge-nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har således forklaret divergerende om relationen imellem deres familier, idet ansøgeren til sine samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hendes familie og ægtefællens familie ikke kendte hinanden, mens ansøgerens ægtefælle til sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret og i ansøgningen om familiesammen-føring har oplyst, at hans far og ansøgerens far er fætre. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har endvidere forklaret og oplyst divergerende om deres samliv, idet ansøgeren til sine samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun flyttede ind hos sin ægtefælle og hans familie i [efter-året] 2012, og at de efterfølgende [senere i efteråret] 2012 blev religiøst viet i hjemmet, hvorefter de boede sammen, mens ansøgerens ægtefælle i ansøgningen om familiesammenføring har oplyst, at de ikke boede sammen forud for ægteskabet, men først efter indgåelsen af ægteskabet [i foråret] 2013. På den baggrund og henset til, at ansøgeren først rejste til Danmark i [efteråret] 2015 og søgte asyl, efter at hun og ægtefællen havde fået afslag på familiesammenføring, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at ansøgeren – eller dennes børn såfremt ansøgeren vælger at tage disse med tilbage til Irak – er i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder endelig, at FN’s børnekonvention ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2018/21/MAD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin brors svigerfamilie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans storebror, [A], ønskede at gifte sig med ansøgerens svigerinde, [B]. Ansøgerens familie besøgte herefter [B]s familie tre gange for at bede om hendes hånd. [B]s familie afslog ansøgerens families tilbud alle tre gange. Ansøgeren og hans anden bror, [C], hjalp efterfølgende [A] og [B] med at flygte til byen Erbil. [B]s familie har som følge heraf truet med at slå ansøgeren, hans brødre og svigerinde ihjel. Ansøgeren, hans brødre og svigerinde boede i skjul i Erbil i mindre end to år, inden de sammen udrejste af Irak. Efter udrejsen er hans svigerindes familie fortsat med at true ansøgerens familie med at slå ansøgeren, hans brødre og svigerinde ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har ikke noget selvstændigt asylmotiv men har påberåbt sig, at hans brors svigerfamilie vil slå ham, hans to brødre og hans svigerinde ihjel, fordi han har hjulpet med at kidnappe svigerinden. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens bror, [A]s, eller hans svigerinde, [B]s, forklaringer til grund, idet disse ansøgere har forklaret divergerende om blandt andet, hvem fra familien, der deltog i besøgene hos den kvindelige ansøgers familie, omstændighederne omkring og tidspunkterne for brylluppet og sønnens fødsel, og om broderen og svigerinden mødtes, inden familien første gang anmodede om den kvindelige ansøgers hånd. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren, hans brødre og svigerinde kunne bo i Erbil, og ansøgeren og hans bror arbejde, i halvandet år uden at blive opsøgt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/20/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin brors svigerfamilie og sin egen far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans storebror, [A], ønskede at gifte sig med ansøgerens svigerinde, [B]. Ansøgerens familie besøgte herefter [B]s familie for at bede om hendes hånd. [B]s familie afslog ansøgerens families tilbud. Ansøgeren og hans anden bror, [C], hjalp efterfølgende [A] og [B] med at flygte til byen Erbil. [B]s familie opsøgte efter flugten ansøgerens forældres bopæl, hvor de truede med at slå ansøgeren og hans brødre ihjel. Ansøgerens far sagde, at ansøgeren og hans brødre ikke længere var hans sønner, og at han ville slå dem ihjel, hvis de kom tilbage til bopælen. Ansøgeren, hans brødre og svigerinde boede i skjul i Erbil i omkring et år, inden de udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har ikke noget selvstændigt asylmotiv men har påberåbt sig, at hans brors svigerfamilie vil slå ham, hans to brødre og hans svigerinde ihjel, fordi han har hjulpet med at kidnappe svigerinden. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens bror, [A]s, eller hans svigerinde, [B]s, forklaringer til grund, idet disse ansøgere har forklaret divergerende om blandt andet, hvem fra familien, der deltog i besøgene hos den kvindelige ansøgers familie, omstændighederne omkring og tidspunkterne for brylluppet og sønnens fødsel, og om broderen og svigerinden mødtes, inden familien første gang anmodede om den kvindelige ansøgers hånd. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren, hans brødre og svigerinde kunne bo i Erbil, og ansøgeren og hans bror arbejde, i halvandet år uden at blive opsøgt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/19/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og muslim fra Erbil, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunni muslim fra Ranya, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af den kvindelige ansøgers familie. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne forklaret, at de mødte hinanden første gang i 2013. Den mandlige ansøgers familie besøgte herefter den kvindelige ansøgers familie tre gange for at bede om den kvindelige ansøgers hånd. Den kvindelige ansøgers familie afviste deres tilbud tre gange. Den kvindelige ansøger blev slået af sin familie i denne periode, fordi hun ønskede at gifte sig med den mandlige ansøger. Ansøgerne stak herefter af og flyttede til en hemmelig adresse i byen Erbil. Den mandlige ansøgers to yngre brødre, [A] og [B], hjalp ansøgerne med at stikke af og boede med dem i skjul på den hemmelige adresse i halvandet til tre år, indtil de udrejste af Irak sammen med den mandlige ansøgers to yngre brødre i 2015. [Primo] 2014 blev ansøgerne gift i skjul. Den kvindelige ansøgers familie har jævnligt, siden ansøgerne stak af, besøgt den mandlige ansøgers families bopæl, hvor de har truet med at dræbe ansøgerne, fordi de har giftet sig uden deres accept. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel indbyrdes som enkeltvis, om centrale dele af deres asylmotiv. Om det første besøg hos den kvindelige ansøgers familie har den mandlige ansøger til oplysnings- og mo-tivsamtalen forklaret, at han alene tog hen til [den kvindelige ansøgers] forældre. Til den første asylsamtale har denne ansøger forklaret, at han og hans forældre deltog i besøget, til den anden samtale, at hans forældre deltog i besøget, mens han ventede udenfor, og endelig under nævnsmødet at hans forældre, bror og søster deltog i mødet, mens han selv ventede udenfor. Om det andet besøg har den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var ansøgeren og hans forældre, der deltog i besøget, til den første asylsamtale og under nævnsmødet at både ansøgeren, hans forældre og hans bror og søster deltog, mens han til den anden asylsamtale har forklaret, at hans forældre, bror og søster deltog, mens han selv ventede udenfor. Om det tredje besøg har den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og hans forældre deltog, til første og anden asylsamtale at han, hans forældre, bror og søster deltog og under den anden samtale ligeledes, at han var med inde i huset. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans forældre, bror og søster deltog, mens han ventede udenfor. Den kvindelige ansøger har om det første besøg til den første asylsamtale forklaret, at det kun var den mandlige ansøgers forældre, der kom, til den anden samtale og under nævnsmødet at det både var den mandlige ansøger, hans forældre og bror og søster, der kom. Om det andet besøg har den kvindelige ansøger til den første asylsamtale forklaret, at det kun var den mandlige ansøgers forældre, der kom, til den anden asylsamtale, at det var forældrene samt den mandlige ansøgers bror og søster, men at den mandlige ansøger ikke var med, og under nævnsmødet, at også den mandlige ansøger deltog i besøget. Om det tredje besøg har den kvindelige ansøger til den første asylsamtale forklaret, at det var den mandlige ansøgers forældre, der kom, til den anden samtale at den mandlige ansøgers forældre, bror og søster kom, og under nævnsmødet at hun ikke var til stede og ikke ved, hvem der kom. Den mandlige ansøger har til alle samtaler forklaret, at han var udenfor huset blandt andet i forbindelse med sønnens fødsel, der fandt sted på et hospital, til oplysnings- og motivsamtalen, at fødslen fandt sted på ”Fødselshospitalet”, der ligger på gaden ”30 meter” i Erbil. Den kvindelige ansøger har heroverfor forklaret, at hun fødte hjemme med kun den mandlige ansøger og en læge til stede. Ansøgerne har videre forklaret divergerende om, hvorvidt de personligt mødtes indenfor de første fire uger af deres bekendtskab. Den mandlige ansøger har forklaret, at de så hinanden to gange, idet de havde aftalt, at den kvindelige ansøger skulle stå ved gadedøren til sit hus, mens han gik forbi. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de ikke så hinanden i den periode. Den kvindelige ansøger har forklaret, at ansøgerne ikke kunne blive gift med det samme, fordi hendes familie var imod det, men har ikke kunnet give en sammenhængende forklaring på, hvorfor ansøgerne angiveligt kunne blive gift i [efteråret] 2014. Den kvindelige ansøger har ligeledes forklaret, at hun var gravid i syvende måned, da de blev gift, og både den mandlige ansøger og [B] har forklaret, at den kvindelige ansøger var højgravid, da ansøgerne blev gift. Heroverfor har begge ansøgere til såvel oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at de blev gift i [primo] 2014, ligesom det er oplyst, at ansøgernes søn er født i [primo] 2015. Endelig understøtter det forhold, at ansøgerne og den mandlige ansøgers to brødre har boet i Erbil i omkring halvandet år, cirka 15 minutters kørsel fra den mandlige ansøgers families bopæl, uden at blive opsøgt, ikke ansøgernes forklaring. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at den mandlige ansøgers brødre arbejdede i byen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/18/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia muslimer fra Nasiriyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af personer fra […]-klanen, idet deres fælles fætter har dræbt et af klanens familiemedlemmer. De har til støtte herfor oplyst, at deres fætter [A] i [sommeren] 2015 skød en person fra […]-klanen ved navn [B], idet de skændtes. [B] døde tre dage efter skudepisoden på hospitalet. Omkring to til tre dage efter drabet modtog ansøgeren og hans familie en fælles trussel om, at […]-klanen ville slå dem ihjel. Der blev forsøgt mæglet med klanen for at afværge hævn. Imidlertid fastholdt klanen, at de ville dræbe de mandlige medlemmer af deres familie. Derefter flygtede ansøgerne og deres familie med det samme. Ansøgerne og deres børn rejste hjem til en person ved navn [C], og de havde efterfølgende ikke kontakt til resten af familien. Ansøgerne opholdt sig hos [C] i [...] landsbyen i Nasiriyah provinsen frem til [slutningen af] 2015, hvorefter de udrejste. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet, at forklaringerne ikke kan lægges til grund, idet der henvises til, at forklaringerne på centrale punkter er divergerende og usammenhængende og derfor anses for konstruerede til lejligheden. Det bemærkes, at den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet. Nævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016, har oplyst at fætterens drab på [B] fandt sted på en ukendt dato i [efteråret] 2015, mens han under asylsamtalen [i slutningen af] 2016 derimod har forklaret, at drabet skete i [sommeren] 2015, og at han mener, at det var omkring [sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at drabet fandt sted i [efteråret] 2015. Under asylsamtalen har hun forklaret, at hun ikke kan huske, hvornår drabet skete. Overfor nævnet har begge ansøgere forklaret, at deres fætter dræbte [B] [i sommeren] 2015. Nævnet lægger endvidere vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om årsagen til skænderiet mellem fætteren og [B]. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de havde været oppe at slås om ungdomsting. Der var nogen, der havde bagtalt nogen, og det havde udviklet sig. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke helt ved, hvad skænderiet drejede sig om, men at han formoder, at det var noget med arbejde. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at årsagen til skænderiet, der førte til drabet omhandlede en konflikt omkring et pengebeløb, som den ene havde lånt til den anden. Den mandlige ansøger har i øvrigt forklaret usammenhængende om opholdet hos sin ven [C]. Han har under asylsamtalen forklaret, at opholdet var problemfrit, idet […]-klanen ikke fandt ham, mens ansøgeren overfor nævnet har forklaret, at […]-klanen opsøgte [C’s] bopæl for at få fat i ansøgeren, mens han opholdt sig der sammen med sin familie. [C] fortalte [...]-klanen, at han ikke vidste, hvor ansøgerne opholdt sig. Ansøgerne har for nævnet fremlagt et brev fra overhovedet for ansøgernes klan, der er fremsendt af den mandlige ansøgers mor til ansøgeren, efter at ansøgerne var kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at brevet kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/17/IVK
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Diala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive taget af ISIL, idet ISIL vil have, at ansøgeren tilslutter sig dem. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de væbnede grupper og militser, idet de har bedt ansøgeren om at tilslutte sig dem. Ansøgeren har endeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter sin far, idet hans far er medlem af Al-Baath partiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende ISIL oplyst, at ISIL omringede hans hjemby, […], i 2014. ISIL tvang folk ind i biler og kørte dem til en arrest. Ansøgeren blev også tvunget ind i en bil og kørt til en arrest. Ansøgeren var tilbageholdt af ISIL i mere end syv dage sammen med andre unge mænd. ISIL opfordrede alle til at tilslutte sig dem, men ansøgeren accepterede dog på intet tidspunkt deres opfordring. Ansøgeren blev derfor tortureret. På et tidspunkt angreb myndighederne og militser stedet, hvorfor ansøgeren formåede at flygte fra ISIL. Ansøgeren har til støtte for sin asylmotiv vedrørende de væbnede militser oplyst, at da han flygtede fra ISIL, blev han og gruppen, som han havde flygtet med, mødt af de sammensatte styrker. Styrkerne tog dem med til deres hovedkvarter i Diyala. Styrkerne sagde, at ansøgeren og de andre skulle tilslutte sig dem og lave en forsamling mod ISIL. De fik et papir, hvorpå der stod, at gruppen ville tilslutte sig styrkerne. Ansøgeren skulle udfylde papiret, underskrive det og vende tilbage til dem. Derefter fik ansøgeren og de andre mænd lov til at gå. Ansøgeren tog derefter hjem til sin fætter, [A], i [en by], hvor han opholdt sig i mindre end én dag. Ansøgeren påbegyndte herefter sin udrejse af Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin far oplyst, at hans far var medlem af Al-Baath partiet. Farens tankegang var meget ekstremistisk, og han ville have ansøgeren til at have samme tankegang. Faren har slået ansøgeren, da han var yngre, ligesom han har slået ansøgerens mor og søskende. Faren overvågede ansøgeren, og han var kontrollerende og dominerende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i asylmotiverne. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik efter flugten fra ISIL til han stødte på en bevæbnet militsgruppe ved navn Alasab. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han havde set, at hans hus var brændt ned. Samtidigt finder Flygtningenævnet ikke, at den konflikt som ansøgeren har forklaret om i relation til ISIL, har en sådan aktualitet, at den er asylbegrundende. Vedrørende kontakten til den bevæbnede militsgruppe, Alasab, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at gruppen ønskede at rekruttere ham og hans kammerater, men at de fik lov at gå efter at have fået udleveret et dokument, hvor de skulle skrive deres generalia. Flygtningenævnet finder ikke, at dette er asylbegrundende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om forholdet til sin far. Ansøgeren har dels forklaret, at hans far har slået ham, dels at faren ikke på noget tidspunkt har udsat ham for fysiske overgreb. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens far har tilbageholdt ham. Samtidigt har ansøgeren forklaret, at hans far er forsvundet, og at han ikke har set ham siden 2014. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at konflikten med faren har en sådan aktualitet, at den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at det forhold at ansøgeren har indledt et forhold til en shiitisk kvinde i Sverige ændrer herved i forhold til faren, der angiveligt er en ekstremistisk sunni-muslim og medlem af Baath-partiet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at ansøgeren [i efteråret] 2017 har underskrevet en erklæring, hvorefter han af egen fri vilje ønsker at frafalde sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark og snarest ønsker at udrejse til Irak. Flygtningenævnet har i den forbindelse ikke fundet ansøgerens forklaring om, at han alene underskrev erklæringen for at blive løsladt troværdig. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/16/HHU.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra sin far. Ansøgeren, der i 1999 blev familiesammenført i Danmark sammen med sin mor og lillebror, boede i Danmark frem til 2003, hvor ansøgerens far tog ansøgeren og ansøgerens bror med tilbage til Irak, uden at ansøgerens mor vidste det. Samme år blev ansøgerens forældre skilt. Efter at være rejst tilbage til Irak boede ansøgeren og hans bror hos deres fars forældre, hvor også tre fastre boede. Ansøgerens far, der havde været forsvundet i en lang periode, dukkede op omkring 2007, hvorefter de boede sammen hos bedsteforældrene. Ansøgerens far tog ansøgeren ud af skolen og forlangte, at han begyndte at arbejde. Faren drak og indtog også andre ting. Faren var voldelig over for ansøgeren og hans bror, og slog dem herunder f.eks. med en sko og sparkede dem, navnlig når de spurgte efter deres mor. Faren gav en dag ansøgeren stuearrest i en hel dag, hvor ansøgeren kun fik mad, fordi bedsteforældrene gav ham det. Faren sagde endvidere, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren rejste til Danmark. Overgrebene stod på i mange år. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke at ansøgerens modsætningsforhold til sin far har en sådan intensitet eller karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/15/TBP
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2014 og 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af grupperingen, der kalder sig ISIL, fordi han har arbejdet i politiet, herunder i efterretningsvæsenet. Han har også henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet i fem år af de irakiske myndigheder, fordi han er deserteret fra sit job i politiet og den irakiske efterretningstjeneste. Han frygter, at den irakiske hær og shiitiske militser mistænker ham for at have tilsluttet sig ISIL, fordi han ikke kom tilbage og bekæmpede ISIL. Endelig har han henvist til, at han ved indrejse til Bagdad frygter unavngivne, shiitiske militser, fordi han har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker, og fordi amerikanerne bekæmpede de pågældende militser. Ansøgeren frygter også den irakiske hær og de shiitiske militser, fordi det kan ses på hans ID-kort, at han er sunni muslim og stammer fra Mosul. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han i perioden fra 2007-2008 arbejdede som tolk for de amerikanske styrker. I 2008 fik han arbejde i det irakiske politi, hvor han har arbejdet indtil sin udrejse. I [begyndelsen af] 2014 fik han en administrativ stilling i politiets efterretningstjeneste i byen, Mosul. Hans arbejdsopgaver hos efterretningstjenesten bestod blandt andre i at klargøre sager, før en terrormistænkt fra ISIL skulle til afhøring af de pågældende, hvorefter han skrev en afhøringsrapport, som han afleverede til sin overordnede. [I sommeren] 2014 flygtede ansøgeren og hans kollegaer fra Mosul, fordi ISIL overtog kontrollen med byen. Han opholdt sig herefter hos sin ven [A], i tre måneder, hvorefter han udrejste af Irak. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun vil blive slået ihjel af grupperingen der kalder sig selv ISIL, fordi hendes ægtefælle har arbejdet i politiet, herunder i efterretningsvæsenet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin onkel, fordi han ikke accepterer hendes ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for de nævnte asylmotiver oplyst, at hendes ægtefælle har arbejdet i en administrativ enhed i efterretningstjenesten i Mosul, i perioden fra begyndelsen af 2014 til [sommeren] 2014. [I sommeren] 2014 overtog ISIL kontrollen med Mosul, hvorefter hendes ægtefælle var nødsaget til at flygte hen til sin ven, [A]. I [efteråret] 2014 blev hun opsøgt af fire ISIL medlemmer på hendes bopæl, som spurgte efter hendes ægtefælle. De sagde til hendes svigermor, at de ville halshugge hendes søn, hvis ikke hun inden ti dage sørgede for at bringe sin ægtefælle til dem. To dage efter flyttede hun, hendes søn, svigermor og ægtefælles søskende hjem til hendes ægtefælles ven, [M]. I [efteråret] 2015 ringede hendes onkel til hendes mor to eller tre gange og sagde, at han ville lede efter hende, og slå hende ihjel, hvis han fandt hende på grund af hendes ægtefælle, som han ikke accepterede. Hun har oplyst, at hun mener, at hendes onkel blev hvervet af ISIL i forbindelse med, at ISIL indtog Mosul. I [efteråret] 2015 udrejste hun fra Irak. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker, og derefter har arbejdet i politiet og efterretningstjenesten i Mosul. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger sammen med sine kolleger flygtede fra Mosul, da ISIL indtog byen i juni 2014. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge den del af ansøgernes asylmotiv, som angår trusler fra den kvindelige ansøgers onkel, til grund, idet ansøgernes forklaring herom ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet henviser herved til, at den kvindelige ansøgers onkel ikke har truet ansøgerne direkte. Endvidere kunne den mandlige ansøger ikke huske navnet på den kvindelige ansøgers onkel, hvilket forekommer påfaldende, hvis den kvindelige ansøgers onkel spiller en afgørende rolle for ansøgernes muligheder for at returnere til Mosul. Den kvindelige ansøger har ikke henvist til andre konkrete og individuelle konflikter med hverken myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Uanset at Flygtningenævnet har lagt den mandlige ansøgers forklaring om sin flugt fra ISIL til grund, finder Flygtningenævnet, at dette ikke kan føre til, at ansøgerne opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ISIL ikke længere har kontrollen i Mosul. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger ikke alene ved henvisning til sit tidligere arbejde i Irak har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for konkret og individuel konflikt med shiitiske militser, de irakiske myndigheder eller tilhængere af ISIL. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger ved efter flugten fra Mosul at udeblive fra sin tjeneste i efterretningstjenesten risikerer at blive anset som desertør. Det kan dog ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægges til grund, at den mandlige ansøger som følge heraf risikerer en uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet henviser herved til Lifos, Fråga-svar. Irak, Regionen Kurdistan (KRI). Polis. Desertering udgivet 12. januar 2017, hvoraf det blandt andet fremgår, at der ikke findes konkrete eksempler på, at nogen personer er blevet straffet for uden tilladelse at have forladt tjenesten i politiet eller militæret i Irak. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage advokatens subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgernes hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Mosul – uanset de er vanskelige som følge af de omfattende ødelæggelser af byen og uanset, at ansøgerne er sunni-muslimer og har børn på 1 og 4 år – ikke kan begrunde, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2018/14/SMLA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [distrikt], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, fordi hendes bror, [A], har været tilknyttet Al Hashd Al Shaabi-militsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] har arbejdet for Al Hashd Al Shaabi-militsen i to måneder, hvor han har stået vagt ved en kontrolpost. I slutningen af september 2015 modtog [A] et trusselbrev fra nogle for ansøgeren ukendte personer, efter at han havde tilendebragt sit arbejde for militsen. Om natten til [en dag i efteråret] 2015 blev der skudt imod familiens hus, hvor hun befandt sig sammen med [A], sin far samt sin søster og dennes børn. [Næste dag] besluttede ansøgeren og hendes familie, at hun og hendes søskende skulle udrejse af deres hjemland, og de udrejste herefter legalt [to dage senere]. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at hun frygter, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive dræbt af sine morbrødre [B] og [C], fordi hun har afvist at indgå ægteskab med sin morbrors søn, [D], og fordi hun er udrejst uden sine morbrødres tilladelse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun efter at have afslået [D]s frieri to år før udrejsen er blevet slået af sine morbrødre, der også har forbudt hende at blive gift med en anden, ligesom de har truet hende med, at de, såfremt hun skulle blive forlovet, ville dræbe både hende og hendes forlovede. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun i Danmark har indgået ægteskab med en herboende fjern slægtning ved navn [B]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver til grund. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren stammer fra en familie, der via ægteskaber er tæt relateret til hinanden, og at hendes morbrødre er konservativt og traditionelt opfattende. Nævnet kan om brevet og episoden, hvor der blev skudt mod familiens hus, henvise til begrundelsen i brorens sag: ”Om det trusselsbrev, ansøgeren modtog kort før sin udrejse, skal nævnet bemærke, at brevet var uden afsender, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke tog det alvorligt og derfor rev det i stykker uden at vise det til nogen, og uden at anmelde forholdet til myndighederne, idet trusselsbreve var almindeligt forekommende. Det beror alene på ansøgerens formodning, at brevet blev sendt til ham på baggrund af medlemskabet af Al Hashd Al Shaabi. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren var en blandt mange unge mænd, der lod sig mobilisere, og at han kun arbejdede for militsen i to måneder, hvor han udførte vagtopgaver uden at være involveret i kamphandlinger. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren herved er blevet særlig profileret i forhold til modstandere af militsen. Det bemærkes videre, at både ansøgeren og hans søster, […], forblev på bopælen fra skudepisoden [en dag i efteråret 2015] og til udrejsen [tre dage senere], uden at der skete dem noget, ligesom der ikke er oplysninger om, at der i den mellemliggende tid skulle være sket noget i forhold til den del af ansøgerens familie, der fortsat opholder sig i Irak. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt, der er afledt af, at hendes bror [A] har en konflikt som følge af, at han har været medlem af Al Hashd Al Shaabi. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører frygten for morbrødrene, skal nævnet bemærke, at ansøgeren ikke i sit ellers detaljerede asylskema har anført noget herom. Ifølge ansøgerens egen forklaring, udrejste hun på opfordring fra sin far og med både hans, hendes farbrors og hendes brødres opbakning, og det beror alene på hendes formodning, at morbrødrene vil hævne udrejsen. Det bemærkes i den forbindelse, at det først og fremmest må være ansøgerens egne mandlige familiemedlemmer, der bestemmer på hendes vegne, og ikke morbrødrene. I den forbindelse bemærkes videre, at ansøgeren tidligere er udrejst fra Irak sammen med søsteren [E] til Iran, hvor [E]s datter skulle have behandling, hvilket harmonerer dårligt med forklaringen om, at ansøgeren skulle have haft meget begrænset bevægelsesfrihed. Det lægges videre efter ansøgerens egen forklaring til grund, at det er længe siden, hun har modsat sig morbrødrenes krav om, at hun skulle gifte sig med sin fætter, og at de accepterede hendes afslag uden at gennemtvinge ægteskabet. Ansøgeren har fortsat sin far, farbror og sin bror i Irak, og det beror alene på hendes formodning, at morbrødrene er klar over, at hun er blevet islamisk viet i Danmark. Endelig bemærkes, at hendes fætter siden frieriet, der ligger mere end fire år tilbage, er blevet gift med en anden kvinde. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konkret konflikt med sine morbrødre, og at hun af den grund ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv har en karakter, der kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/13/MAD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer fra klanerne Mousowi og Feshshaat. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han [i sommeren] 2015 var ved bageren, da han blev kidnappet af fem eller seks ukendte personer. Kidnapperne kontaktede ansøgerens svigerfar og bad ham om at betale 40.000 USD i løsesum, for at løslade ansøgeren. Kidnapperne oplyste også ansøgerens svigerfar om, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis svigerfaren kontaktede politiet. Ansøgeren ved ikke, hvorfor han blev kidnappet, men han formoder, at det skyldtes, at han handlede med biler sammen med sin svigerfar. Kidnapperne sagde desuden til ansøgeren, at de ikke forstod hvordan ansøgeren stadig kunne være i live, når han hed [A]. Ansøgerens svigerfar underrettede politiet, straks efter at han var blevet kontaktet af kidnapperne. Politiet og ansøgerens svigerfar aftalte, at svigerfaren skulle aflevere pengene til kidnapperne. Politiet ville tage med svigerfaren, således at de kunne anholde kidnapperne i forbindelse med, at svigerfaren overdrog pengene. Fem dage efter at ansøgeren var blevet kidnappet, mødtes ansøgers svigerfar med kidnapperne. Ansøgerens svigerfar havde inden da hævet 40.000 USD i banken. Politiet anholdt to personer, som oplyste politiet, hvor ansøgeren var holdt fanget. [I sommeren] 2015, dagen efter ansøgeren var blevet løsladt, modtog ansøgerens svigerfar et trusselsbrev, som var målrettet hele ansøgerens familie. Af trusselsbrevet fremgik det, at familien straks skulle forlade huset. Ansøgeren kan ikke huske hvad der ellers stod i trusselsbrevet. Ansøgerens svigerfar anmeldte modtagelsen af trusselsbrevet til politiet, men politiet ville ikke hjælpe, idet de mente der var tale om en klankonflikt. [I sommeren] 2015 ringede det på døren, som svigerfaren åbnede. Pludselig hørte ansøgeren skud, og han tog med det samme sin ægtefælle og resten af familien med ind til naboen. Ansøgeren så ikke til sin svigerfar, men han mener, at svigerfaren blev ramt af to skud. Om aftenen tog ansøgeren til politiet, for at anmelde skyderiet. Politiet sagde, at de allerede vidste at svigerfaren var død. Herudover sagde politiet, at de ikke kunne gøre noget og de rådede ansøgeren til at flygte. Ansøgerens nabo kørte ansøgeren og familien hen til ansøgers nabos brors hus, hvor de opholdt sig i fem dage, hvorefter de udrejste af Irak. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at forklaringerne fremstår usandsynlige og dermed konstruerede til lejligheden. Nævnet har herudover lagt vægt på, at en række omstændigheder i sagen fremstår ganske påfaldende, og at ansøgerne har afgivet divergerende forklaringer om væsentlige forhold til belysning af asylmotivet. For det første fremstår det påfaldende, at den mandlige ansøger ikke kan huske indholdet af det trusselsbrev, som familien modtog dagen før drabet på svigerfaren. For det andet fremstår det usammenhængende, at politiet angiveligt ydede en ganske betydelig bistand i forbindelse med kidnapningen af den mandlige ansøgeren, men derimod helt afstod fra at yde bistand til den mandlige ansøger og dennes familie, da familien kort tid efter modtog et trusselsbrev og svigerfaren blev skudt. Oplysningerne om, at politiet ikke ville yde bistand, fordi der var tale om en klankonflikt kan ikke føre til en anden vurdering i lyset af, at den mandlige ansøger tidligere har oplyst, at politiet allerede ved anholdelsen af [B] og [C] kunne konstatere deres klantilhørsforhold. For det tredje fremstår det uunderbygget, hvorfor svigerfaren angiveligt blev skudt allerede dagen efter, at familien havde modtaget et trusselsbrev, idet et sådant trusselsbrev på denne baggrund fremstår helt overflødigt. For det fjerde fremstår det påfaldende, at de 40.000 USD, der skulle have været anvendt som løsesum i forbindelse med kidnapningen, og som den mandlige ansøger tog med på flugten fra Irak, blot blev opbevaret oven på et skab i hjemmet. Ansøgerens forklaring om, at svigerfaren ikke havde nået at være i banken kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der i forbindelse med ansøgernes forklaringer i nævnet er fremkommet divergenser vedrørende flere væsentlige forhold. Den mandlige ansøger har således forklaret divergerende om, hvor mange personer, der ud over ansøgeren blev holdt fanget af bortførerne. Under asylsamtalen har han forklaret, at der var tale om tre til fire personer, mens han i nævnet har forklaret, at der var tale om to personer. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han blev udsat for en episode, hvor der blev stillet et glas øl på hans hoved. Under oplysning- og motivsamtalen har han forklaret, at han var udsat for en sådan episode, mens han i nævnet har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår hun fik at vide, at hendes mand var blevet bortført. Under oplysning- og motivsamtalen har den kvindelige ansøger forklaret, at hun intet vidste om kidnapningen før to dage efter, at den havde fundet sted, hvilket ikke harmonerer med hendes forklaring under nævnsmødet. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun så sin far ligge død fra gangen eller fra køkkenvinduet. Hertil kommer, at den kvindelige ansøgers forklaring under nævnsmødet om hendes kendskab til den vold, som hendes mand blev udsat for under bortførelsen, ikke fremstår troværdig, idet hun har forklaret, at han blev udsat for slag med vandslanger og for elektricitet. Dette harmonerer ikke med den mandlige ansøgers forklaring herom. På denne baggrund – og uanset den i sagen foreliggende dokumentation i form af oversættelser af politianmeldelser, trusselbrev mv. – kan nævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet i forhold til konflikten med militsen til grund. Der er heller ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af de nævnte dokumenter eller til at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Heller ikke den mandlige ansøgers forklaring om, at han alene i kraft af sit navn [A] er udsat for forfølgelse fra shiitiske militser, som han især har påberåbt sig som grundlag for at søge asyl, eller oplysningerne om de generelle forhold i Irak i øvrigt, herunder for sunni-muslimer, kan føre til, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke i det for nævnet tilgængelige baggrundsmateriale er oplysninger om, at man bliver særligt udsat ved at bære navnet [A]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/12/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Al Bashra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt eller slået ihjel af myndighederne eller af grupperinger med tilknytning til myndighederne, da han som journalist har rapporteret fra regimekritiske demonstrationer. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han siden [årstal] har arbejdet som journalist i Bagdad. Ansøgeren lavede nyheder til tv, en avis og til nogle forskellige blade. Ansøgeren var i kraft af sit arbejde med til at lave nyheder om fem regimekritiske demonstrationer i 2015. De to første demonstrationer forløb fredeligt, men demonstranter og journalister blev slået af politiet ved de efterfølgende demonstrationer, da politiet forsøgte at opløse demonstrationerne. Ansøgeren blev efterfølgende stoppet i sin bil af nogle ukendte personer. Ansøgeren blev i den forbindelse truet og slået på hånden med en metalgenstand. Omkring én uge senere blev der kastet en lydgranat ved ansøgerens bopæl. Ansøgeren ved ikke, hvem der kastede granaten, Ansøgeren udrejste omkring ti dage senere. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, fordi han i Danmark har lagt en video af den danske statsminister op på Facebook. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit ophold i Danmark har filmet den danske statsminister, som var på besøg i Center Sandholm. Ansøgeren har efterfølgende lagt filmen op på Facebook. Ansøgeren familie har fortalt ham, at de har hørt folk tale om og true ham, fordi han har lagt videoen på Facebook. Ansøgeren føler sig derfor truet, hvis han skulle vende tilbage til Irak. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vagt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår utroværdig og usammenhængende. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale forhold. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt episoden, hvor han angiveligt blev stoppet i sin bil fandt sted før eller efter episoden, hvor der angiveligt blev kastet en lydgranat ved hans bopæl. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt episoden med lydgranaten fandt sted ca. 1 måned eller 1 uge inden udrejsen. Han har også forklaret divergerende om, hvad der skete med hans kolleger fra tv-stationen, herunder om tidligere kolleger blev fyret, anholdt og fængslet, eller om han ikke ved noget om det. Endelig har han forklaret divergerende om sit arbejde, herunder om hvorvidt han var foran eller bag kameraet og om, hvorvidt han blev slået, da han blev standset af en bil. Ansøgeren har forklaret usammenhængende om sit arbejde, og han har ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit arbejdes indhold. Han har forklaret, at han har 17 års skolegang, men ingen uddannelse, og at han blev en form for journalist eller nyhedsoplæser efter at have arbejdet som chauffør på tv-stationen, men han kan ikke kunne redegøre nærmere for sit arbejde eller for antallet af demonstrationer, som han skulle have rapporteret fra. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren er udrejst legalt af Irak, hvilket ikke støtter, at han skulle have en konflikt med myndighederne. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om konflikten i Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt en video med den danske statsminister på sin Facebook-profil, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på karakteren af videoen, hvor han roser, at den danske statsminister kan bevæge sig rundt uden sikkerhedsvagter og på, at han ikke har sandsynliggjort, at videoen har eller vil profilere ham over for de irakiske myndigheder i asylbegrundende omfang. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Irak ikke er sådanne, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Irak/2018/11/JHB
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Al-Zubair, Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af for ham ukendte personer, idet han har modtaget et trusselsbrev, og idet hans hus er blevet beskudt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i august 2015 begyndte at arbejde for Al Hashd Al Shaabi. Ansøgeren arbejdede for Al Hashd Al Shaabi i to måneder som vagt i området Al-Aweinat i Tikrit, hvor han beskyttede de lokale beboere imod ISIS. Ultimo september 2015 blev ansøgeren bedt om på frivillig basis at deltage i kamphandlinger. Ansøgeren var bange for at gå i kamp og besluttede derfor at forlade Al Hashd Al Shaabi, hvorefter han flyttede tilbage til sin familie i Basra. Nogle dage efter at han var flyttet tilbage, modtog han et trusselsbrev stilet til ham men uden afsender. Ansøgeren rev brevet itu uden at vise det til resten af familien. Natten til den [dato i efteråret] 2015 blev ansøgerens bopæl beskudt af nogle for ham ukendte personer. I huset befandt sig ud over ansøgeren også hans far samt søstrene [A] og [B] samt [B’s] børn. Ansøgeren formoder, at der blev skudt mod huset, fordi han havde arbejdet for Al Hashd Al Shaabi. Den [dato i efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak sammen med sine søstre [A] og [B] og sidstnævntes fire børn. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Om det trusselsbrev, ansøgeren modtog kort før sin udrejse, skal nævnet bemærke, at brevet var uden afsender, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke tog det alvorligt og derfor rev det i stykker uden at vise det til nogen, og uden at anmelde forholdet til myndighederne, idet trusselsbreve var almindeligt forekommende. Det beror alene på ansøgerens formodning, at brevet blev sendt til ham på baggrund af medlemskabet af Al Hashd Al Shaabi. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren var en blandt mange unge mænd, der lod sig mobilisere, og at han kun arbejdede for militsen i 2 måneder, hvor han udførte vagtopgaver uden at være involveret i kamphandlinger. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren herved er blevet særlig profileret i forhold til modstandere af militsen. Det bemærkes videre, at både ansøgeren og hans søster, [A], forblev på bopælen fra skudepisoden den [dato i efteråret] og til udrejsen den [dato i efteråret] 2015, uden at der skete dem noget, ligesom der ikke er oplysninger om, at der i den mellemliggende tid, skulle være sket noget i forhold til den del af ansøgerens familie, der fortsat opholder sig i Irak. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv har en karakter, der kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/10/JHB
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og mandæer af trosretning fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [I vinteren] 2002 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev [i foråret] 2005 gjort tidsubegrænset. Ved dom af [sommeren] 2015 afsagt af Retten i [by] blev klageren idømt fængsel i fire år for overtrædelser af straffelovens § 235, stk. 2, § 244, § 222, stk. 3, jf. stk. 1, jf. til dels § 216, stk. 1, jf. § 244, § 210, stk. 1, jf. til dels stk. 3 og § 232, jf. nugældende § 216, stk. 2, jf. til dels § 225, § 210, stk. 1, jf. til dels stk. 3, og § 232, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5. I forbindelse med afhøring foretaget af Fyns Politi [i foråret] 2016, oplyste klageren, at han ikke ønskede at medvirke frivilligt til en udsendelse til Irak, fordi han frygter at blive slået ihjel som følge af sine etniske og religiøse forhold. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med en officers familie, som han havde konflikter med forud for sin udrejse af Irak i 1998, og at han frygter at blive slået ihjel af kurdiske styrker som følge af, at han flygtede fra de kurdiske styrker i Nordirak, efter han havde været tilbageholdt som krigsfange i otte måneder. Klageren har ydermere henvist til, at han vil blive undertrykt, idet han er etnisk mandæer, og at han frygter sin ægtefælles familie, fordi han er sikker på, at ægtefællen har fortalt familien, hvad han er dømt for i Danmark. Endelig frygter han at blive slået ihjel af islamistiske organisationer og terrorister, såfremt de får kendskab til, hvilke strafferetlige forhold han er blevet dømt for i Danmark. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i perioden fra 1984 til 1991 tjente som soldat for den irakiske hær i det nordlige Irak. I denne periode blev klageren holdt som krigsfange af de kurdiske styrker i otte måneder, og han blev løsladt ved, at hans far og bror betalte løsepenge for ham. I 1998 forfalskede en officer klagerens underskrift på et dokument, hvoraf det fremgik, at en person havde aftjent sin værnepligt, selvom dette ikke var tilfældet. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til et møde med ledelsen i kontoret, fordi de havde fundet ud af, at vedkommende ikke havde aftjent værnepligt. Klageren fik at vide, at de ville sende sagen til sikkerhedstjenestens hovedkvarter til yderligere undersøgelser. Klageren valgte straks at udrejse af frygt for at blive fængslet. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvilken opholdstilladelse er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, skal der efter udlændingelovens § 49a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I vinteren] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31, ikke var til hinder for, at den pågældende kunne udsendes til Irak, jf. udlændingelovens § 49a, jf. § 31, stk. 1 og 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel på grund af sin oprindelige konflikt med den irakiske hær og en officer samt, at han frygter de kurdiske styrker, som holdt ham fanget i otte måneder på et tidspunkt i 1980’erne, samt fordi han er mandæer, og endelig fordi han frygter sin ekskones familie og islamiske organisationer og grupperinger. Klageren har ekskone og tre børn samt en kusine i Danmark. Klageren er dømt for blandt andet vold og overgreb mod sin familie, og der har ikke været samvær mellem ham og børnene siden domfældelsen i 2015. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at to af hans børn nu ønsker at se ham, og at hans ekskone har henvendt sig til kommunen med henblik på, at der etableres samvær. Klageren har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det er domstolene, der tager stilling til forhold omfattet af udlændingelovens § 26. I forbindelse med klagerens asylsag, hvor han [i vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Udlændingestyrelsen, at klageren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerede overgreb som følge af, at han i 1998 var blevet beskyldt for at have givet en forkert udrejsetilladelse og i den anledning var indkaldt til afhøring hos de militære myndigheder. Flygtningenævnet kan fortsat lægge klagerens forklaring om konflikten med hæren i 1998 til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at denne konflikt ligger så langt tilbage i tid, at konflikten må anses for afsluttet. For så vidt angår klagerens frygt for de kurdiske styrker, finder flygtningenævnet, at klagerens tilbageholdelse, der fandt sted for mere end 25 år siden og hvorfra han blev løsladt ved betaling af løsepenge, må anses for at være en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i en vis udstrækning har været udsat for verbal chikane på grund af sin religion. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at denne chikane har haft en sådan karakter og et sådant omfang, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder trods de vanskelige forhold for religiøse minoriteter i Irak heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer asylbegrundende forfølgelse alene, fordi han er mandæer. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er helt uprofileret i Irak og finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse af islamistiske organisationer eller terrorister. Der er herved lagt vægt, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hans dom fra Danmark er kommet til islamiske organisationer og terroristers kendskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse fra sin ekskones familie i Irak til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at ekskonens familie, der i øvrigt også er mandæer, skulle have fremsat konkrete trusler mod ham, ligesom hans forklaring herom ikke understøttes af hans oplysning om, at hans ekskone medvirker til at etablere samvær mellem ham og børnene. Flygtningenævnet bemærker, at der for så vidt angår ansøgerens frygt for dobbeltstraf i Irak er taget stilling hertil i dom afsagt af retten i [by] [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at klageren, der er en mand på 60 år, ikke måtte have familie i Irak, ikke i sig selv er til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak.” Irak/2017/99/JEA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i oktober 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for vold af myndighederne, idet hendes søn for cirka 20 år siden forlod sin stilling som politimand under Saddam Husseins styre, hvorefter han udrejste af Irak. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun efter sønnens udrejse flere gange er blevet opsøgt på sin bopæl af blandt andre myndighederne, som alle har spurgt efter ansøgerens søn. Det er sket både, mens Saddam Hussein var ved magten, og under den nuværende regering. Ansøgeren kan ikke huske, hvornår det er sket, da hendes hukommelse er meget dårlig. Hendes sønner er udrejst af Irak, mens Saddam Hussein var ved magten. Hendes datter, som af og til besøgte hende, er nu også udrejst af Irak. Hun har derfor ingen nær familie tilbage i Irak. Hendes hus er endvidere delvist blevet ødelagt. Hun husker ikke hvornår. Naboerne har taget sig lidt af hende. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun føler sig utryg, fordi hun ikke har nogen til at beskytte sig, idet hun er en enlig ældre kvinde uden familie. Ansøgeren ønsker at bo sammen med sine børn i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de forhold, som ansøgeren har forklaret om, har en asylbegrundende karakter, idet ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb fra de irakiske myndigheder eller andre i Irak. Det forhold, at ansøgeren er gammel og svækket og ikke har nogen familie tilbage i Irak, findes ikke i sig selv at være asylbegrundende. Der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/98/TPS
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og kvindelig statsborger samt medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer fra Basrah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at den mandlige ansøger vil blive slået ihjel af ukendte partier eller grupper, idet han er blevet truet i forbindelse med sit arbejde som politibetjent. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han startede med at arbejde som politibetjent i 2003 og fortsatte hermed indtil sin udrejse af Irak i 2015. I [sommeren] 2015 skulle den mandlige ansøger anholde en gruppe, som havde kindnappet et barn. Den mandlige ansøger blev bedt om at afgive vidneforklaring i retten. Den mandlige ansøger blev truet med at han ville blive slået ihjel, hvis han vidnede i sagen. På trods af truslerne besluttede den mandlige ansøger at gennemføre vidneforklaringen overfor politiet. Den mandlige ansøger har forklaret, at han omkring to uger efter vidneafhøringen på bopælen modtog et brev, der indeholdt en patron. Den kvindelige ansøger har derimod oplyst, at der gik omkring to til tre dage efter vidneafhøringen. I brevet stod, at den mandlige ansøger og hans familie ville blive slået ihjel, såfremt den mandlige ansøger vidnede i sagen. Den mandlige ansøger besluttede herefter, at han ikke ville vidne for retten. [I sommeren] 2015 blev ansøgernes bopæl beskudt af ukendte personer. Samme dag flyttede ansøgerne hjem til den kvindelige ansøgers forældre, hvor de boede fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Ansøgerne udrejste herefter af Irak via Basra lufthavn. Ansøgerne har yderligere som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger frygter at blive anholdt i Irak, idet han er deserteret fra politiet og eftersøgt. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om den mandlige ansøgers konflikt i Irak til grund. Nævnet finder således, at ansøgernes forklaringer er præget af sådanne væsentlige divergenser, at de fremstår som konstrueret til lejligheden. I den forbindelse har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår den kvindelige ansøger angiveligt blev gjort bekendt med, at den mandlige ansøger havde anholdt de kidnappere, som gav anledning til de senere fremsatte trusler. Endvidere har ansøgerne afgivet indbyrdes divergerende forklaringer om, hvornår trusselsbrevet blev modtaget og set af den kvindelige ansøger, og om hvor længe familien boede hos den kvindelige ansøgers familie inden udrejsen fra Irak. For nævnet har hustruen endvidere forklaret divergerende om, hvor hun opholdt sig, da huset blev beskudt. På denne baggrund og idet oplysningerne om den mandlige ansøgers analfabetisme og den kvindelige ansøgers helbredsmæssige forhold samt dokumentationen fra Irak om skudepisoden mod huset ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke føre til en anden vurdering, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive anholdt på grund af desertering fra politiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/97/DTO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to mindreårige børn fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/93/DH, Irak/2017/94/DH og Irak/2017/95/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk arabere og sunni-muslimer fra Samarra, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel, misbrugt eller kidnappet af ISIL, idet den mandlige ansøger og hans familie er blevet opsøgt flere gange og er blevet forsøgt slået ihjel, fordi han ikke vil lade sig rekruttere. Ansøgeren har også henvist til, at de generelt frygter alle andre militser i Irak. De har til støtte herfor oplyst, at ISIL opsøgte den mandlige ansøgers bopæl i slutningen af 2007 og sagde, at de ville rekruttere den mandlige ansøger, hans far og hans brødre, [G] og [B]. De afviste at lade sig rekruttere og fik en frist på 10-15 dage til selv at henvende sig. Nogle få dage efter fristens udløb, blev den mandlige ansøger mødt af fire maskerede mænd, da han var på vej hjem fra et besøg hos sin nabo, [O]. Den mandlige ansøger løb tilbage til [O]s bopæl, hvor han blev hentet af sin far, sin farbror og sine to brødre, [G] og [B]. Den mandlige ansøgerens far og farbror henvendte sig derefter til en person fra Samarra, hvis søn, [P], havde tilknytning til ISIL, med henblik på mægling. Det fik de dog ikke noget ud af. Omkring 15-30 dage efter skete der en eksplosion i den mandlige ansøgers bopæl. Den mandlige ansøger ved ikke, hvem der stod bag eksplosionen. Omkring en måned efter i 2008 blev den mandlige ansøgerens bror, [B] skudt i en bil, efter han havde kørt hans bror, [G], samt hans kusiner og fætter i skole. [B] døde kort tid efter på hospitalet. Derefter kom to personer, som den mandlige ansøgeren formoder, var fra ISIL, til deres bopæl og sagde til den mandlige ansøgers far, at hele familien skulle flytte til et andet område, da de ellers ville blive slået ihjel. Der kom i samme periode også en anden person ved navn [Q], som talte med den mandlige ansøgers far og farbror tæt ved deres bopæle. [Q] sagde, at det var hans søskende, som havde dræbt [B]. Den mandlige ansøger og hans familie flyttede derefter i 2008 til [område 2]. Fra 2008 til 2012 modtog den mandlige ansøgers familie flere telefoniske trusler fra ISIL. [I sommeren] 2012 var den mandlige ansøger og hans familie på besøg hos den mandlige ansøgers farbror, [K], og på vejen hjem blev deres bil beskudt. Den mandlige ansøger blev ramt i venstre ben. Han stod ud af bilen og ringede til politiet. Politiet kørte den mandlige ansøgers familie hjem og kørte den mandlige ansøger på hospitalet. Han kom hjem senere samme nat. Den kvindelige ansøger har oplyst, at den mandlige ansøger efter skudepisoden søgte ly i et ukendt hus, hvorfra han ringede efter politiet. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at den mandlige ansøgers familie senere i 2012 skulle på besøg hos noget familie, da de opdagede en bombe under deres bil. De ringede til den mandlige ansøger, som ringede til politiet og anmeldte det. [I sommeren] 2013 modtog den mandlige ansøger et trusselsbrev fra ISIL, hvori der stod, at de ville slå ham ihjel, ligesom de havde slået hans bror ihjel. [I sommeren] 2013 blev den mandlige ansøgers tidligere bopæl i Samarra ødelagt af en eksplosion. Den mandlige ansøger hørte herom via sin farbror og formoder, at ISIL stod bag. Derudover har den kvindelige ansøger oplyst, at den mandlige ansøgers farbror, [K], har fortalt hende, at ISIL havde kontaktet ham og sagt, at den mandlige ansøgers sag ville gå ud over den kvindelige ansøger og hendes datter. [K] kontaktede derefter den mandlige ansøger og fortalte om truslen mod dem. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at den mandlige ansøgers bror [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at familiens hus i [område 1]-bydelen, som familien ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Den mandlige ansøgers eventuelle funktion som chauffør for en politibetjent kan ikke føre til nogen ændret vurdering heraf. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstoli sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/96/DH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/93/DH, Irak/2017/94/DH og Irak/2017/96/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive dræbt af ISIL, idet de har opsøgt ham og hans familie flere gange. Han har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [A], i 2007 blev forsøgt kidnappet af personer fra al-Qaeda. To til tre måneder efter blev ansøgeren og hans familie opsøgt af medlemmer fra al-Qaeda, der havde bilproblemer. Personerne bankede på deres dør, og de hjalp dem med bilproblemerne, da de blev tvunget til det. I 2008 døde ansøgerens bror, [B], i en bil, efter han havde givet ansøgeren, hans søstre, [M] og [N] samt hans to kusiner et lift til skole. [B] blev dræbt af fire medlemmer fra al-Qaeda. Få dage efter blev hans familie, mens ansøgeren ikke var hjemme, opsøgt af en ukendt militsgruppe. [I sommeren] 2012 blev ansøgerens familie udsat for et drabsattentant, mens de kørte bil. Ansøgerens bror, [A], som kørte bilen, blev ramt af skud, men overlevede. Ansøgeren var ikke med i bilen. Efter denne episode skulle ansøgeren og hans familie på besøg hos noget familie, i hvilken forbindelse de opdagede en bombe under deres bil, som ansøgeren kørte. De ringede til ansøgerens bror, [A], som herefter ringede til politiet og anmeldte det. Ansøgeren modtog desuden telefoniske trusler i 2013 og et trusselsbrev i [foråret] 2014. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret. Han har til støtte herfor oplyst, at han begyndte på militærakademiet i 2010 og afsluttede sin uddannelse i 2012. Herefter blev han uddannet løjtnant, hvilket han arbejdede som indtil den [sommeren] 2014, hvor hans division blev opløst efter et ISIL-angreb. Han besluttede derfor at fratræde militæret frivilligt. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgerens bror [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Vedrørende ansøgeren skal det særligt bemærkes, at Flygtningenævnet kan lægge til grund, at han har virket som løjtnant i den irakiske hær. Ansøgeren har forklaret upræcist om sin fratræden, og Flygtningenævnet lægger efter det foreliggende til grund, at han fratrådte tjenesten efter forudgående konsultation med sin overordnede. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren ikke blev tilbageholdt hverken ved indrejsen i KRI, eller i forbindelse med sin udrejse fra Sulaymaniyah. Endelig kan det under alle omstændigheder ikke antages, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig sanktion som følge af sin fratræden i militæret. Flygtningenævnet lægger herved vægt på Landinfos notat ”Irak: Desertering fra den irakiske hæren” af 13. december 2016. Efter oplysningerne om ansøgerens uprofilerede virke i militæret og hans fratræden kan det ikke antages, at han som enkeltperson skulle være et særligt mål for ISIL, som er fortrængt fra Samarra af regeringsstyrkerne. Der kan efter udfaldet af bevisbedømmelsen, som ovenfor anført ikke lægges nogen vægt på det fremlagte trusselsbrev, som er dateret på et tidspunkt, hvor ISIL havde magten i Samarra. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/95/DH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/93/DH, Irak/2017/95/DH og Irak/2017/96/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive kidnappet af ISIL, idet hendes brødre, [A] og [G], er udrejst af Irak i stedet for at tilslutte sig ISIL. Hun har derudover henvist til, at hun frygter den generelle usikkerhed i Irak. Til støtte herfor har hun oplyst, at hendes families problemer i Irak begyndte i 2007, da ISIL krævede, at ansøgerens brødre, [A] og [G], skulle tilslutte sig dem. ISIL opsøgte hendes familie på deres bopæl to gange, og i 2008 blev der kastet en granat ind i deres baghave. Herefter rettede ansøgerens far henvendelse til lederne af ISIL i Samarra for at informere dem om, at familien var neutral. I 2008 blev ansøgerens bror, [B], skudt i en bil, da han havde kørt ansøgerens bror, [G], til bussen samt ansøgeren og hendes fætter, [J], til skole. Ansøgerens far fandt [B] i bilen, men [B] døde på vej til hospitalet. Der kom en mand til deres bopæl omkring en uge efter [B]s begravelse. Manden fortalte, at det var hans brødre, der havde dræbt [B], idet de var medlemmer af ISIL. Der kom en bevæbnet mand til deres bopæl omkring en uge senere. Manden ville slå ansøgerens far ihjel, idet hendes far nu vidste, hvem der havde dræbt [B]. Ansøgerens far var også bevæbnet, og han skræmte manden væk. Ansøgerens familie flyttede fra bydelen [område 1] til bydelen [område 2] to til tre dage senere. I 2012 var ansøgeren og hendes familie på besøg hos ansøgerens farbror, [K], og på vejen hjem blev deres bil beskudt. Bilen blev ramt af flere skud, og [A] blev ramt i benet. Familien flygtede til et nærliggende hus, hvor [A] ringede til politiet. Politiet kørte familien til politistationen og derefter hjem. De kørte [A] på hospitalet. I slutningen af 2012/begyndelsen af 2013 var ansøgeren og hendes familie på besøg hos ansøgerens morbror, [L]. Bilen holdt parkeret på vejen foran huset. Da de skulle køre hjem, kørte bilen hen over noget, som viste sig at være en bombe, der ikke detonerede. De gik ind i huset, hvor [G] ringede til [A], som ringede til politiet. Familien kørte hjem, før politiet og [A] ankom for at destruere bomben. I 2013 blev familiens hus i bydelen [område 1] sprængt i luften. Ansøgerens far, [A] og [G] modtog derudover telefoniske trusler og SMS-trusler fra ISIL fra 2007 og frem til 2014, hvor familien flygtede fra ISIL til Sulaymaniyah. Ansøgerens far blev tilbageholdt af ISIL i 15 til 20 minutter på vejen til Sulaymaniyah. ISIL ville have fat i [A], men da faren fortalte, at [O] var udrejst, foretog de et opkald, hvorefter de lod ansøgerens far køre videre. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgerens bror [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Det skal videre bemærkes, at ansøgeren herudover ikke har noget selvstændigt asylmotiv. Da ansøgeren og hendes familie heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/94/DH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/94/DH, Irak/2017/95/DH og Irak/2017/96/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ISIL vil slå dem og deres familie ihjel, idet familien har modsat sig ISIL’s forsøg på at hverve deres sønner. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de på familiens bopæl blev opsøgt af ISIL, som ønskede at hverve familiens sønner. Dette afslog familien. I begyndelsen af 2008 blev ansøgernes søn, [A], anråbt af to til tre bevæbnede personer på gaden. Det lykkedes [A] at unddrage sig de pågældende. Omkring 10 til 20 dage herefter blev der kastet en granat ind på familiens bopæl, som dog ikke forårsagede personskade. [I foråret] 2008 blev ansøgernes søn, [B], skuddræbt af brødrene [C], [D] og [E], som tilhørte ISIL. Familien anmeldte de tre brødre til politiet, hvorefter [C] og [D] blev anholdt. [C] blev straffet med 50 års fængsel, mens det lykkedes [D] at flygte fra fængslet. En uge efter [B]s død opdagede ansøgernes datter, [F], at bevæbnede personer fra ISIL var placeret foran familien hus. De pågældende flygtede, da de så ansøgerens datter. Herefter flyttede familien fra [område 1] til [område 2]. I december 2010 blev ansøgernes søn [A] tilbageholdt af myndighederne, som beskyldte ham for at ville bombe et helligt sted. [A] blev løsladt fire til fem måneder senere. I [sommeren] 2012 blev familien udsat for et skudattentat mod deres vil. Ansøgernes søn, [A], blev ramt af skud, men han kom ikke alvorligt til skade. Omkring to til tre måneder senere blev en bombe anbragt bag forhjulet på familiens bil, men bomben eksploderede ikke. I 2013 modtog ansøgernes søn, [G], flere opkald fra ukendte personer, der ville have, at familien skulle opgave anklagen mod [B]s drabsmænd. I [sommeren] 2013 blev familiens tidligere bopæl i [område 1] sprængt i luften, mens bopælen stod tom. I 2013 eller 2014 modtog [A] et trusselsbrev, der blev lagt ved hans bil. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at tage ophold i de shia-muslimske områder på grund af sekteriske konflikter. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgernes søn [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstoli sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/93/DH
Nævnet stadfæstede i maj og 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i Kuwait, men er irakisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af Al-Badri klanen, der er shia-muslimer, fordi han og hans far har tilsluttet sig sin mors side, der er sunni-muslimer. Han frygter endvidere de irakiske myndigheder, fordi disse i 1997 har fængslet hans far og spurgt efter hans mor. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for sunni-muslimer i Irak, og at han frygter at blive tvangsrekrutteret af ISIL. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far har haft en konflikt med Al-Badri klanen som følge af sit ægteskab med en kuwaitisk kvinde, der er sunni-muslim. Ansøgeren har endvidere anført, at hans far blev fængslet af de irakiske myndigheder i 1997/98, mens ansøgeren opholdt sig i Irak, og at deres bopæl i den periode blev ransaget af de irakiske myndigheder. Efter det foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for sunni-muslimer i Irak finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at det forhold, at ansøgeren er sunni-muslim, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse som følge af, at han er sunni-muslim. Ansøgeren har således ikke anført konkrete omstændigheder, der underbygger hans formodning herom. Ansøgeren har endvidere anført, at man i Irak vil kunne se på ham, at han er sunni-muslim, og at han vil være tvunget til at bede som en shia-muslim, hvilket han ikke er i stand til, og at han som følge heraf risikerer forfølgelse eller overgreb fra det shia-muslimske samfund. Flygtningenævnet finder ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger om forholdene for sunni-muslimer i Irak at kunne lægge til grund, at ansøgeren vil blive tvunget til at bede som en shia-muslim, eller at hans religiøse tilhørsforhold fremtræder med sådan en tydelighed, at han alene som følge heraf risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Ansøgeren har anført, at hans far tilhører Al-Badri klanen, som er shia-muslimsk, og at ansøgeren risikerer overgreb fra klanen som følge af, at ansøgeren og hans far har valgt side til fordel for moren, som er kuwaiter og sunni-muslim. Ansøgeren har i den forbindelse ikke kunnet redegøre nærmere for sin fars angivelige konflikt med Al-Badri klanen. Det bygger således alene på ansøgerens formodning, at han risikerer overgreb fra Al-Badri klanen som følge af, at han er sunni-muslim, og at hans mor er kuwaiter. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at det forhold, at ansøgeren taler arabisk med kuwaitisk accent i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke at kunne lægge til grund, at den tidligere konflikt mellem Kuwait og Irak har en sådan aktualitet, at ansøgeren alene som følge heraf risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Ansøgeren har forklaret, at kuwaitere anses for at være velhavende, hvilket gør dem til mål for økonomisk kriminalitet i Irak. Ansøgeren har endvidere forklaret, at kuwaitere ikke er vellidte i Irak. Flygtningenævnet finder ikke, at sådanne forhold i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret, at hans far i 1997/98 blev anholdt og tilbageholdt af de irakiske myndigheder, der ønskede oplysninger om farens kuwaitiske hustru og børnene, herunder ansøgeren, der på daværende tidspunkt opholdt sig i Kuwait. Ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og ansøgeren, ansøgerens mor og søskende er blevet familiesammenført med ansøgeren far. Henset til den tid, der er forløbet siden farens anholdelse og til, at ingen af familiemedlemmerne længere opholder sig i Kuwait finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at familien fortsat er i de irakiske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/92/DMO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sin tidligere kæreste [As] familie, idet de har slået hende ihjel, fordi hun og ansøgeren har haft samleje uden at være gift. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han flere gange har set [A] gå forbi sin frisørsalon, og at han sommeren 2015 gav hende sit telefonnummer på gaden. De begyndte derefter dagligt at have telefonisk kontakt og blev kærester med det samme. [A] besøgte ansøgeren på hans bopæl to eller tre gange, hvor de snakkede og kyssede alle gange. Første besøg var omkring to-tre måneder efter ansøgeren havde givet hende sit telefonnummer. Ti dage inden ansøgerens udrejse af Irak havde han besøg af [A] på sin bopæl igen, hvor ansøgeren og [A] havde samleje. Det skete omkring fem-seks måneder efter ansøgeren havde givet [A] sit telefonnummer. Efter samlejet tog ansøgeren og [A] fire-fem nøgenbilleder med [As] telefon. Hun sendte ét af billederne til ansøgerens telefon. De efterfølgende dage havde ansøgeren fortsat daglig telefonisk kontakt med [A]. [I efteråret] 2015 modtog ansøgeren et opkald på sin telefon fra [As] far, [B], som sagde, at han ville slå ansøgeren ihjel, ligesom han slog sin datter ihjel. Ansøgeren formoder, at [B] havde set nøgenbillederne, som ansøgeren og [A] havde taget sammen. Derefter slukkede ansøgeren sin telefon og tog over til sin ven [C], hvor han opholdte dig frem til sin udrejse af Irak [i efteråret] 2015. [En dato i efteråret] 2015 gik [C] forbi ansøgerens frisørsalon og oplyste efterfølgende ansøgeren om, at hans frisørsalon var ødelagt og brændt ned. [En dato i efteråret] 2015 gik [C] forbi [As] hus, hvorefter han oplyste ansøgeren om, at [A] var blevet dræbt. Han havde set et traditionelt stykke stof hænge foran [As] hus, hvilket er et symbol på, at en person i husstanden er død. Ansøgeren har ikke været i kontakt med nogen i Irak efter sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den på en række centrale punkter har været divergerende og udbyggende, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har både ved oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at det var [A] der tog billederne af parret, i forbindelse med, at de dyrkede sex, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var ham, der tog billederne med [As] mobiltelefon. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han dagen efter, han og [A] var blevet afsløret, fik at vide af sin ven [C], at vinduerne i hans frisørsalon var blevet ødelagt, mens han under asylsamtalen har forklaret, at der var blevet sat ild til salonen. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke havde kendskab til [As] fars erhverv, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hendes far var chef i det offentlige. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren ved meget lidt om [A] og hendes familie, herunder hvor mange søskende hun havde, på trods af at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at de boede i en mindre by, hvor man ved, hvem næsten alle er. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er kurder, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/91/snd
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [X], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af [A] klanen, fordi han vil kræve sin families jord tilbage, hvis han vender tilbage til Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der har været en jordkonflikt i [X] mellem [A] klanen og ansøgerens klan, [B], i mange år, og den startede, før ansøgeren blev født i 1983. Konflikten nåede sit højdepunkt i 2006 og 2007, efter at [A] klanen var vendt tilbage til [X]. Klanen skød efter ansøgeren i efteråret 2007, hvorefter ansøgeren flygtede til Holland for at søge asyl. Ansøgeren vendte tilbage til Irak fire år senere, fordi konflikten var nedtrappet. I foråret 2015 flygtede han igen, fordi medlemmer af [A] klanen prøvede at slå ham ihjel. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgerens forklaringer om sit asylmotiv under behandlingen af hans asylansøgning i Danmark er således divergerende i forhold til den forklaring, ansøgeren har afgivet overfor de hollandske asylmyndigheder med hensyn til, hvornår og hvor mange personer fra klanen, ansøgerens far har dræbt, og hvornår ansøgerens far blev slået ihjel. Ifølge Retten i Haags afgørelse [fra sommeren] 2010 har ansøgeren blandt andet forklaret, at hans far [i sommeren] 2008 tog hen til det omstridte jordstykke, hvor situationen eskalerede, og ansøgerens far slog to unge mænd fra [A]-klanen ihjel, hvorefter ansøgerens far selv blev slået ihjel. Under asylsamtalen i Danmark har ansøgeren forklaret, at hans far i 2007 dræbte en cirka 40-årig mand fra [A]-klanen, og under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans far døde, mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark, men han ved ikke, hvordan han døde. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende, idet han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han før sin flugt til Danmark blev udsat for fysisk vold blandt andet i form af slag med geværkolber, mens han tidligere alene har forklaret om angreb på hans families hus og trusler. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår og hvordan hans farbror og søskende blev dræbt. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans bror og søster blev skudt, mens ansøgeren var på arbejde ved familiens dyr. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans farbror blev skudt i [sommeren] 2007, og at han først blev bekendt med drabene på sine søskende efter, han var flygtet til Holland, og at de blev dræbt ved, at en håndgranat blev smidt ind i familiens hjem. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at hans farbror var i live, da ansøgeren vendte tilbage fra Holland, og at hans søskende ikke døde samtidig, idet hans bror forsvandt i 2003, og hans søster døde, da en håndgranat blev kastet mod familiens hjem. Flygtningenævnet finder på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for kurdere, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko, at ansøgeren vil blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af sin tilstedeværelse i området. Ansøgeren vil derfor på ny kunne tage ophold i Irak uden at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/90/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra byen […], Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren er født som sunni-muslim og har oplyst siden at være blevet ateist Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hans far og tre farbrødre, hvoraf den ene er imam, vil slå ham ihjel, idet han er frafalden muslim og nu ateist. Ansøgeren frygter endvidere islamistiske ekstremister i hjemlandet, der vil slå ansøgeren ihjel, såfremt de opdager, at han er ateist. Ansøgeren har til støtte for det påberåbte asylmotiv anført, at han på et tidspunkt begyndte at tage afstand fra islam, blandt andet på grund af de faste begrænsende ritualer i religionen. Ansøgeren fortalte sin ven, […], om sine holdninger til islam. På et tidspunkt for omkring fem år siden begyndte ansøgerens far at tvinge ham i moskeen, ligesom han ved flere lejligheder slog ansøgerens med flad hånd og knytnæve. Ansøgeren nægtede at gå i moskéen, hvorefter faren og farbrødrene bandt hans hænder, tog ham med til et værelse i familiens hus, hvor faren og den ene farbror slog ansøgeren med en kæp. Herefter gik faren og farbrødrene til moskéen. Da de var gået, kom ansøgerens mor, gav ansøgeren vand og sagde, at han skulle stikke af, idet han ellers ville blive dræbt af faren og farbrødrene. Ansøgeren rejste derfor til Erbil, hvor han kontaktede [ansøgerens ven], som han boede med på et hotel i byen i to til tre uger, hvorefter ansøgeren flyttede til [bydel] i Erbil, hvor han sammen med [ansøgerens ven] åbnede en bar med alkoholudskænkning, som de sammen drev i to år. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt blev han kontaktet af sin far, der truede ansøgeren på livet, fordi han var frafaldet islam, samt fordi han drev en bar med alkoholudskænkning. Ansøgeren kom via [ansøgerens ven] i kontakt med en agent, som den samme dag hjalp ansøgeren med at udrejse illegalt af Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det fremgår af udlændingelovens § 40, at det påhviler en asylansøger at meddele de fornødne oplysninger til bedømmelse af deres identitet og asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på fyldestgørende og overbevisende måde har redegjort for sin baggrund om angiveligt at havde forladt islam og blive ateist. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren efter flugten fra sin hjemby har opholdt sig i den nærliggende by, Erbil, og der igennem en periode på tre år har drevet forretning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for myndighedsforfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb fra familien eller andre omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2017/9/NKE
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive slået ihjel, idet han har en konflikt med militsen Asaib Akhil Al-Hakh i Bagdad, samt idet de irakiske myndigheder tror, at ansøgeren har været tilsluttet sunni-muslimske styrker i Mosul eller Ramadi, da ansøgeren har været væk fra Bagdad i over et år. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han som sunni-muslim generelt er udsat for diskrimination i Bagdad, som er domineret af shiiter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i foråret] 2015 var på vej hjem fra et marked, da han blev ID-kontrolleret ved en kontrolpost. Militsfolk kidnappede ansøgeren og fire andre personer, som blev kørt til et ukendt sted og tortureret i seks dage. De to efterfølgende dage tog bortførerne én person ud af rummet, og ansøgeren og de andre så ikke personerne igen. Den niende dag flygtede ansøgeren og de resterende ved at banke på døren. Ansøgeren blev kørt på hospitalet af en tilfældig bilist, hvor han fik behandlet sin brækkede arm og andre skader. Ansøgeren flygtede samme dag fra hospitalet, fordi han frygtede, at politiet ville afhøre ham om tilbageholdelsen. Ansøgeren mødte herefter en taxachauffør, som han boede hos i omkring to måneder. Ansøgerens mor fortalte ansøgeren, at nogle fremmede mænd havde spurgt efter ham i kvarteret, hvor ansøgeren boede. [I sommeren] 2015 modtog [ansøgeren] et trusselsbrev med en patron i. Brevet var fra militsen Asaib Akhil Al-Hakh. I brevet stod blandt andet, at patronen ville være placeret i ansøgerens hoved dagen efter, hvis han ikke overgav sig. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse af hjemlandet. Ansøgeren udrejste første gang af Irak [i sommeren] 2015, hvor han legalt og med nationalitetspas udrejste af Bagdad lufthavn til Tyrkiet. Ansøgeren var forklædt som kvinde i en burka. I Tyrkiet havde ansøgeren ikke nok penge til sin videre rejse og rejste efter et par dage legalt og med nationalitetspas tilbage til Irak, hvor taxachaufføren hentede ham i lufthavnen og gav ham husly, indtil ansøgeren [senere på sommeren] 2015 på ny udrejste legalt og med nationalitetspas af Irak via Bagdad Lufthavn til Tyrkiet. Der blev i alt spurgt efter ansøgeren i hans bopælskvarter fire gange. De første tre gange var inden ansøgerens første udrejse af Irak, og den sidste gang var i [vinteren] 2015. I [vinteren] 2016 havde militsen lukket familiens hus i Bagdad, og hans ægtefælle, søn og mor måtte derfor flytte. Ansøgerens familie er ikke siden blevet opsøgt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har kun i asylskemaet angivet, at han frygter sekteriske militser, ligesom han dér ikke har omtalt trusselsbrevet. Først til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han frygter en bestemt milits, ligesom han også først på det tidspunkt har omtalt trusselsbrevet. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle være tilbageholdt i ni dage og udsat for tortur uden at have fået oplyst en begrundelse for dette og uden at blive afhørt, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne flygte ved blot at banke på døren, efter at han angiveligt havde siddet indespærret under bevogtning i ni dage. Ansøgerens forklaring om, at han skjulte sig i alt tre måneder hos en for ham ubekendt taxachauffør, der også flere gange kørte ham til lægen og til og fra lufthavnen, forekommer ej heller sandsynlig. Ansøgeren har ikke kunnet fremlægge det udaterede trusselsbrev i original, og det forekommer usandsynligt, at militserne skulle være i stand til at finde frem til hans bopæl for at aflevere trusselsbrevet, allerede fordi han ifølge sin egen forklaring ikke blev afhørt under tilbageholdelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens familie ikke på noget tidspunkt blev opsøgt af militser eller myndigheder på den gamle adresse, at ansøgeren sammenlagt tre måneder efter den angivelige tilbageholdelse har kunnet opholde sig i Bagdad, at ansøgeren vendte tilbage til Irak, efter at han første gang udrejste, og at han uden problemer to gange er udrejst og en gang indrejst legalt. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet udbyggende forklaret, at hans familie [i vinteren] 2017 på deres nye bopæl blev opsøgt af politiet, der beskyldte ansøgeren for at have slået et militsmedlem ihjel og ransagede bopælen, og cirka fire dage senere blev opsøgt af militsfolk, der til hans mor oplyste, at ansøgeren havde dræbt nogle af deres medlemmer, og at de ville tage hans søn, hvis han ikke selv meldte sig. Flygtningenævnet finder heller ikke denne del af forklaringen troværdig og har lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring er første gang, at familien angiveligt bliver opsøgt af politi og militser, og at det finder sted halvandet år efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at de irakiske myndigheder skulle mistænke ham for at have tilsluttet sig sunnimuslimske militser i Ramadi eller Mosul, idet ansøgeren er udrejst legalt af Irak. Den generelle sikkerhedssituation i Irak, herunder for sunnimuslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse er udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/88/JOL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han bliver slået ihjel af den shiitiske milits [A], idet ansøgeren har tilkendegivet sine kritiske holdninger overfor denne, og efterfølgende modtaget et trusselsbrev fra militsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans mor døde i et bombardement [i foråret] 2013. Bombardementet var ikke rettet mod ansøgerens mor specifikt, men rettet mod sunni-muslimer, som ansøgerens mor var. Ansøgeren formoder, at det var shiamuslimer, som detonerede bomben. Efter ansøgerens mors død blev ansøgeren kritisk overfor shia-islam på en sådan måde, at han i det offentlige rum, primært blandt venner og bekendte, tilkendegav sine kritiske holdninger overfor shia-islam. På dette tidspunkt betragtede han sig selv som sunni-muslim med en sunni-muslimsk mor og en shiitisk far. [I efteråret] 2015 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra militsen [A], hvori der stod, at ansøgeren og hans familie skulle forlade området indenfor en uge. Efter fire dage, [i efteråret] 2015, forlod ansøgeren Irak. Efter ansøgeren er kommet til Danmark, er hans søster [B] blevet kontaktet af den lokale købmand én gang, som har fortalt, at militsen [A] har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på centrale punkter anses for at være konstrueret til lejligheden og derfor tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, da hans ven [C] og en kommanderende officer henvendte sig i den internetcafé, hvor ansøgeren arbejdede. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at [C] kom forbi butikken i sit militærtøj med en ven iklædt samme tøj, og at ansøgeren gjorde grin med uniformerne og kritiserede dem. Han sagde blandt andet, at de var amoralske, og han tilsvinede lederen af den milits, som de tilhørte, [D]. Det fremgår af indlægget fra ansøgerens advokat, at ansøgeren har forklaret, at den person, som [C] var sammen med, ikke havde militærtøj på overkroppen, og at ansøgeren først efterfølgende blev opmærksom på, at han havde militærbukser på. Ansøgeren har afgivet samme forklaring overfor nævnet. Foreholdt divergensen har ansøgeren oplyst, at han ikke har forklaret som anført i referatet af asylsamtalen, selvom det fremgår, at referatet ved afslutningen af samtalen er oversat for ansøgeren, der ikke har haft rettelser eller tilføjelser hertil. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om det brev, som [C] angiveligt efterfølgende har afleveret til ansøgeren. I indlægget fra ansøgerens advokat er det oplyst, at ansøgeren har forklaret, at brevet er en kopi, som [E] havde skrevet. [C] har også sagt, at originalen stadig var i militsens hovedkvarter. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om brevet er en kopi eller en original, og at han ikke ved, hvorfra brevet stammede. Ansøgeren ved i øvrigt ikke, om [C] havde til opgave at aflevere brevet til ansøgeren. Der henvises endvidere til, at ansøgerens familie uden problemer har bevaret bopælen i samme område, og at de ikke er blevet opsøgt eller blevet udsat for overgreb, selvom brevet efter sit indhold også omfatter ansøgerens familie. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har bragt sig i et modsætningsforhold til den pågældende milits, og finder således ikke, at han har sandsynliggjort, at han vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han i øvrigt risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/87/snd
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har dog deltaget i tre til fire fredelige demonstrationer. Han har ikke som følge heraf oplevet konflikter med myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Kata’ib Hezbollah, idet han ikke har imødekommet deres ønske om samarbejde omkring bekæmpelse af ISIL i det nordlige Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han uforvarende kom i kontakt med Kata’ib Hezbollah under sit virke som vagt for [en moské] i Basra. Ansøgeren meldte dig frivilligt som vagt for moskéen på baggrund af en trussel fra ISIL mod moskéer i Basra. [I sommeren] 2015 fik ansøgeren og de syv andre vagter fra ansøgerens vagthold at vide af moskéens imam, at de skulle hente deres belønning på Maqar Al-Kata’ib Hezbollah, som er Kata’ib Hezbollahs hovedkvarter i Basra. Ved ankomst til Kata’ib Hezbollahs hovedkvarter, fik ansøgeren og de syv andre at vide, at de først ville kunne få pengene, hvis de hjalp i kampen mod ISIL i Mosul. Ansøgeren og én af de andre vagter fra ansøgerens vagthold afslog tilbuddet, mens de seks øvrige tog imod det. Ansøgeren fik en frist til at melde sig hos Kata’ib Hezbollah, hvorefter han fik lov til at tage hjem. Efterfølgende blev ansøgerens bopæl opsøgt to gange af Kata’ib Hezbollah med to til tre dages mellemrum. Ansøgeren havde gemt sig i huset ved begge lejligheder, og det var hans mor, der talte med personerne, som opsøgte bopælen. Begge gange spurgte personerne fra Kata’ib Hezbollah hans mor, om han var hjemme, hvilket hun svarede afkræftende på. Militspersonerne gik ikke ind i huset og ransagede det. Tidligt om natten [senere på sommeren] 2015 blev ansøgeren antruffet på gaden af nogle personer fra Kata’ib Hezbollah, som satte ham ind i en bil og kørte ham til hovedkvarteret, hvor de slog ham hele natten. Den hårdhændede behandling begrundede militsen med, at ansøgeren ikke havde meldt sig hos Kata’ib Hezbollah inden fristens udløb. Derudover spurgte personerne, der slog ansøgeren, om hans bror og truede med at afsløre ansøgerens deltagelse i demonstrationer. Kl. 10 den pågældende morgen fik ansøgeren besked på at tage hjem og pakke noget tøj, så han var klar til at tage til Mosul og melde sig hos Kata’ib Hezbollah inden to dage. Ansøgeren tog hjem og blev der i ni dage, hvor han opholdt dig indendørs. [I] august 2015 var ansøgeren imidlertid så forpint af smerter efter slagene, at han på sin mors opfordring tog på et nærliggende sygehus for at blive undersøgt. I perioden efter ansøgerens hjemkomst efter én nats fangenskab hos Kata’ib Hezbollah blev hans bopæl opsøgt to gange af nogle personer fra militsen, som spurgte efter ham. Det var ansøgerens mor, der talte med dem, mens ansøgeren gemte dig i huset. Personerne gik ikke ind i huset under disse henvendelser, men gik igen, da ansøgerens mor sagde, at han ikke var hjemme. Under det andet besøg fik ansøgerens mor besked om, at ansøgerens frist for at melde dig hos Kata’ib Hezbollah var forlænget til begyndelsen af september 2015. Ansøgerens far blev også opsøgt i sin forretning af nogle personer, der ledte efter ansøgeren.[I] september 2015 forlod ansøgeren sin bopæl og tog til grænseområdet Jubat Salam, hvor han i 20 dage opholdt sig hos en ven. [I efteråret] 2015 opsøgte Kata’ib Hezbollah igen ansøgerens bopæl. Denne gang sparkede de døren ind. [Senere på efteråret] 2015 rejste ansøgeren ud af landet. Udrejsen finansierede han ved hjælp fra sin fætter, som hentede pengene hos ansøgerens ægtefælle og bragte dem til ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgeren flygtede fra bopælen. Ansøgeren har således ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at han flygtede efter omkring otte dage. Ved asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han flygtede efter ni dage, og for nævnet har ansøgeren forklaret, at han befandt sig på bopælen omkring 20 dage, inden han flygtede. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår ansøgerens far blev opsøgt i sin butik af Kata’ib Hezbollah. Nævnt lægger videre vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret modstridende om omfanget af sine vagter ved moskéen. Ansøgeren har således forklaret, dels at han plejede at have vagt to gange om ugen, og at der ikke var nogen fast vagtplan, dels at han fungerede som vagt i 25 dage, og at han nåede at holde omkring 12 vagter. Ansøgeren har endvidere forklaret modstridende om, hvorvidt han begyndte som vagt før eller efter der var kommet en trussel fra ISIL. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren har forklaret, at han alene har gået fire år i skole, og at han har svært ved at huske. Oplysningerne hermed kan imidlertid efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om Kata’ib Hezbollahs henvendelser på ansøgerens bopæl, herunder at ansøgeren i asylsamtalen som noget nyt forklarede, at Kata’ib Hezbollah ved en henvendelse sparkede døren til bopælen ind, og at de ved henvendelserne truede med at slå ansøgeren i ihjel. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål, der knytter sig til fastlæggelsen af det tidsmæssige forløb. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at Kata’ib Hezbollah først skulle have udsat ansøgeren for langvarig voldsudøvelse [i] august 2015 for derefter at lade ansøgeren gå med en frist for at vende tilbage, når han ikke havde overholdt den første frist, og det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at fristen på ny skulle være blevet forlænget til begyndelsen af september 2015. Endelig finder nævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at Kata’ib Hezbollah ved alle de fire henvendelser på ansøgerens bopæl undlod at trænge ind i boligen for et lede efter ansøgeren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/86/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Alexandria, Babil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militserne Asaib Ahl Al-Haq, Saya Alsalam, Abu Alfadhil Alabbas og Kataib al-Khararassani, der alle operer i ansøgerens lokalområde, og som hører under ledelse af Al Hashed Al Shabi militsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 begyndte at udtrykke modvilje mod Al Hashed Al Shabi militsen. Ansøgeren udtrykte sin modvilje i selskab med kollegaer, som var loyale overfor Al Hashed Al Shabi militsen. Natten til [en dag i efteråret] 2015 blev ansøgeren ringet op på sit arbejde af sin far, der fortalte, at en bevæbnet gruppe havde opsøgt hans bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far havde også været ovre ved ansøgerens hus og havde set, at ansøgerens dør var ødelagt. Ansøgerens far sagde, at ansøgeren skulle mødes med sin fætter. Kort tid efter forlod ansøgeren sin arbejdsplads i sin egen bil og mødtes med sin fætter ved den internationale motorvej. Ansøgerens ægtefælle og søn var passagerer i ansøgerens fætters bil. Ansøgerens ægtefælle og søn blev sat af ved ansøgerens ægtefælles familie i Al Rashid distriktet, som hører til Al-Yousifya. Herfra kørte ansøgeren og hans fætter videre til ansøgerens slægt i Qamishly i Al-Latifyah. [I slutningen af] november 2015 kom ansøgerens far til Qamishly, og de blev enige om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Alexandria i Babil regionen. Ansøgeren opholdt sig to dage hos sin slægt, hvorefter han tog tilbage til sin ægtefælle og søn i Al Rashid området. Da ansøgeren opholdt sig hos sin svigerfamilie, gik der to til tre dage, hvorefter han blev opsøgt af mukhtaren. Han sagde, at der var kommet en arrestordre på ansøgeren udstedt af Badera organisationen. Ansøgeren kender ikke årsagen til denne arrestordre. Med det samme tog ansøgeren tilbage til sin slægt i Qamishly og opholdt sig dér i omkring to uger indtil sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til Al Hashed Al Shabi-militsen ikke forekommer troværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke i ansøgningsskemaet har anført nærmere om baggrunden for, at militsen skulle have ransaget hans hjem [i slutningen af] november 2015. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han i 2014 sagde, at han betragtede enhver, der hjalp militserne, som forræder, og at han var imod militserne. Til asylsamtalen [senere på efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han siden 2014 har udtrykt sin modvilje imod Al Hashed Al Shabi på sygehuset, hvor han arbejdede, og at han udtrykte sin modvilje over for sine kolleger, som var loyale over for Al Hashed Al Shabi. Ansøgeren har på spørgsmålet om, hvordan han turde det, svaret, at militserne er kriminelle, og man skal sige sådanne ting om dem. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren skulle have valgt at udtrykke sin modvilje overfor kolleger, der var loyale over for militsen, særligt henset til at ansøgeren har forklaret, at han ville være blevet slået ihjel, hvis han havde udtrykt sin mening på gaden. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren i sin forklaring til asylsamtalen har udbygget sin forklaring. Han har således forklaret, at militserne har anmodet ham om at tilsluttet sig dem og bidrage til dem økonomisk, hvilket han i begge tilfælde afviste. For nævnet har ansøgeren yderligere forklaret, at han også havde afvist militserne at yde bistand med behandlingen af deres sårede efter kamp. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt via Bagdads internationale lufthavn under anvendelse af sit eget pas, selvom han har forklaret, at dem, der er i Al Hashed Al Shabi, er officerer hos myndighederne for politiet. Nævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren som svar på spørgsmålet om, hvorfor ansøgeren ikke kunne mødes med sin far hos sin svigerfamilie, har forklaret, at militserne betragter ansøgerens efternavn som en fjende. Først herefter – på Udlændingestyrelsens spørgsmål – har ansøgeren forklaret, at han, mens han opholdt sig hos svigerfamilien anvendte sin ægtefælles brors id-kort, idet han tog chancen, selvom det var farligt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han var efterlyst, og at han ved passering af en kontrolpost ville blive anholdt, hvilket skal sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at han tog en taxa til Bagdad internationale lufthavn, hvor han som anført udrejste under anvendelse af eget pas. For nævnet har ansøgeren udbygget sin forklaring, idet han har forklaret, at hans fætter var med i taxaen, og at de derfor havde adgang til militærruten, hvor der ikke var kontrolposter. Endelig har ansøgeren for nævnet udbyggende forklaret, at hans familie blev kontaktet af militserne i januar eller februar 2016. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/85/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun og hendes børn bliver slået ihjel, idet hun er blevet opsøgt og truet af nogle ukendte mænd. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes ægtefælle udrejste af Irak uden at fortælle hende hvorfor. Syv-otte dage senere blev hun opsøgt af nogle ukendte mænd, der ville vide, hvor hendes ægtefælle opholdt sig. Nogle dage efter kom de ukendte mænd tilbage og spurgte hende igen. De optrådte truende. Fem-seks dage senere blev ansøgeren på ny opsøgt af to mænd, der ville vide, hvor hendes ægtefælle opholdt sig. De kom om natten og brækkede døren op. De havde begge våben, som de truede ansøgeren med. De spurgte igen efter hendes ægtefælle, og ansøgeren svarede dem, at han opholdt sig i Tyrkiet. Herefter tog ansøgeren ophold hos sine forældre. Omkring to måneder efter at hun blev opsøgt tredje gang, blev ansøgerens ægtefælles forretning smadret. I forretningen fandt ansøgeren et trusselsbrev, hvor der stod, at hvis hun ikke fortalte dem, hvor hendes ægtefælle opholdt sig, ville hovederne af hendes to børn ryge af. [i efteråret] 2015, det vil sige fem dage før hendes udrejse, blev hendes forældres bopæl opsøgt af en mand. Det var ansøgerens søn, [A], der åbnede døren. Han har fortalt ansøgeren, at manden spurgte efter hans far. Sønnen løb ind for at hente ansøgerens far, som han også kalder far. Da ansøgerens far kom til døren, var den ukendte mand væk. Ansøgerens far sagde, at han ikke kunne passe på ansøgeren og efter aftale med denne og hendes søskende i Danmark udrejste ansøgeren og hendes to børn af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om de tre gange, hvor hende bopæl blev opsøgt af ukendte mænd, herunder om deres udseende og om antallet af personer, der opsøgte bopælen. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik mellem, at hun blev opsøgt. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om den anden gang, mændene opsøgte hende, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun lukkede mændene ind, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun stod bag døren, og at de ikke blev lukket ind. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hendes ægtefælles forretning blev smadret. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at forretningen blev smadret fire til fem dage efter, at hun blev opsøgt tredje gang, mens hun i asylsamtalen har oplyst, at det var omkring to måneder efter, at hun var blevet opsøgt tredje gang. Ansøgerens ægtefælle er hendes morbrors søn. Ansøgeren har oplyst, at hendes mor og morbror er blevet lidt uvenner som følge af, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde et dårligt ægteskab. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke ved, hvor ægtefællen befinder sig, og at hendes familie heller ikke ved det. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte denne forklaring som usandsynlig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren dels har kunnet bo for sig selv, dels har kunnet bo hos sine forældre uden, at de ukendte mænd har gjort alvor af deres trusler mod ansøgeren og hendes børn. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at den ukendte mand ikke gjorde sønnen, [A], noget, da denne lukkede døren op på ansøgerens forældres bopæl. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/84/SOL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af militsen Saraya al-Khorasani og oberst [C]. Han frygter endvidere at blive idømt en fængselsstraf, idet han er udrejst af Irak og dermed er udeblevet fra tjeneste på sin arbejdsplads. Ansøgeren var frisør på sin arbejdsplads ved Direktoratet for bekæmpelse af bomber og sprængstoffer. En oberst, som han klippede, bad ham komme til møde på sit kontor dagen efter. På mødet, der fandt sted i [sommeren] 2015 kl. 10.00, var også ansøgerens barndomsven og kollega [ansøgeren B]. De blev under mødet tilbudt at komme på et 6 måneders officerskursus og blev oplyst om, at de efterfølgende ville blive til-knyttet militsen Saraya al-Khorasani for at bekæmpe terrorister og sunni-muslimer. Ansøgeren blev meget bange. Han udbad sig betænkningstid og fik 10 dage til at svare. Dagen efter mødet fik han telefonisk oplyst af [ansøgeren B], at denne havde modtaget et trusselsbrev fra Saraya al-Khorasani militsen. Ansøgeren udrejste kort efter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og [ansøgeren B] under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet, hvad de fik oplyst af obersten under mødet i [sommeren] 2015, herunder om hvorvidt kurset skulle foregå i Iran eller Irak, om kurset var af 6 måneders varighed eller et meget kort kursus samt om, hvorvidt obersten meddelte dem betænkningstid til at svare på, om de ville deltage. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sin egen asylsag har forklaret afglidende og upræcist på flere spørgsmål, herunder om hvorvidt han fik at vide, hvem han efter kurset skulle kæmpe for. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/83/Dmo
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af militsen Saraya al-Khorasani og oberst [C], som har sendt ham et trusselsbrev, idet han nægtede at deltage i et officerskursus og efterfølgende blive tilknyttet militsen. Han frygter endvidere at blive idømt en fængselsstraf, idet han er udrejst af Irak og dermed er udeblevet fra tjeneste på sin arbejdsplads. Ansøgeren blev af en oberst på sin arbejdsplads ved Direktoratet for bekæmpelse af bomber og sprængstoffer tilbudt et kursus. Efter den første samtale med obersten blev ansøgeren kaldt til samtale, der skulle finde sted i [sommeren] 2015 kl. 9.30 eller 10.00. Til dette møde ankom også ansøgerens barndomsven og kollega, [ansøgeren A]. De blev under mødet tilbudt at komme på officerskursus og blev oplyst om, at de efterfølgende ville blive tilknyttet militsen Saraya al-Khorasani for at bekæmpe terrorister og sunni-muslimer. Ansøgeren afviste tilbuddet, idet han nægtede at samarbejde med militsen og slå uskyldige mennesker ihjel. Obersten meddelte ansøgeren, at hvis han nægtede at samarbejde, ville militsen likvidere ham. Dagen efter modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Saraya al-Khorasani militsen om at tilslutte sig dem eller blive ramt af Guds vilje. Han udrejste kort efter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og [ansøgeren A] under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet, hvad de fik oplyst af obersten under mødet i [sommeren] 2015, herunder om hvorvidt kurset skulle foregå i Iran eller Irak, om kurset var af 6 måneders varighed eller et meget kort kursus samt om, hvorvidt obersten meddelte dem betænkningstid til at svare på, om de ville deltage. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sin egen asylsag har forklaret divergerende på flere punkter, herunder om han accepterede oberstens tilbuds eller afslog dette, samt om hvorvidt han på mødet i [sommeren] 2015 havde en samtale med obersten om sin egen deltagelse i kurset, inden [ansøgeren A] ankom til mødet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/82/Dmo
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Irak. Ansøgeren har i perioden 1998 til 2003 været medlem af Baath-partiet og i perioden 1992 til 2005 været ansat ved politiet […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet eller slået ihjel af Al Daawa-partiet, fordi han har været medlem af Baath-partiet. Af samme grund frygter ansøgeren tillige de irakiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at en af hans kollegaer i 2005 blev slået ihjel af medlemmer fra Al Daawa-partiet. Den følgende dag blev ansøgerens bopæl opsøgt, og hans bror blev i den forbindelse skudt af medlemmer fra Al Daawa-partiet. Kort herefter udrejste ansøgeren til Syrien, hvor han opholdt sig frem til 2011. I henholdsvis 2006 og 2007 blev hans tilbageværende familie i Irak opsøgt. I 2011 rejste ansøgeren tilbage til Irak grundet borgerkrigen i Syrien. Frem til sin udrejse af Irak levede ansøgeren i skjul i Basra. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren legalt af Irak. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hans far to til tre måneder før asylsamtalen er blevet fængslet af medlemmer fra Al Daawa-partiet på grund af hans konflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på flere punkter er divergerende og fremstår påfaldende og utroværdig til lejligheden. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet for politiet og været medlem af Baath-partiet, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en fremtræden lokal rolle. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om sin rolle som henholdsvis politimand og medlem af Baath-partiet, herunder om hvor mange anholdelser af politiske modstandere af Baath-partiet, som han har deltaget i. Ansøgeren har derudover alene bekrevet sine opgaver som distriktleder af partiet meget generelt, ligesom han har svaret afglidende på uddybende spørgsmål. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om flugten fra sin bopæl i 2005, ligesom han har forklaret divergerende om sin kontakt med familien, mens han opholdt sig i Syrien. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hans chefs henvendelse i forbindelse med, at hans bror blev skudt på hans bopæl. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at hans chef havde oplyst, at en af hans kollegaer var blevet slået ihjel, og at han derfor ikke skulle komme på sit arbejde, mens han over for Flygtningenævnet har forklaret, at hans chef alene fortalte ham, at han skulle gemme sit ansigt. Ansøgeren har endvidere først forklaret for nævnet, at han ikke havde kontakt med familien, mens han opholdt sig i Syrien, og dernæst forklaret, at han havde kontakt med familien. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af sit ophold i [en by i Irak], ligesom han har forklaret divergerende om sit ophold i [to byer i Syrien]. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der angiveligt skulle have anholdt ansøgerens far to til tre måneder før asylsamtalen […]. Ansøgeren har således først forklaret, at det var civilpolitiet og dernæst, at det var seks personer fra det regerende Al-Daawa-parti, der anholdt faren. Nævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren som anført af Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om de oplysninger, familien skulle have fået i anledning af tilbageholdelsen. Det er Flygtningenævnets vurdering, at forklaringen om anholdelsen er utroværdig. Forklaringen støttes ikke af andre oplysninger i sagen, og det er påfaldende, at faren netop på tidspunktet for behandlingen af ansøgerens asylsag skulle være blevet anholdt. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at Al-Daawa-partiet ikke havde opsøgt familiens bopæl siden begyndelsen af 2007, heller ikke selvom ansøgeren var rejst tilbage til Irak i 2011. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at truslen fra Al Daawa-partiet specifikt var rettet mod ansøgeren og ikke ansøgerens familie, hvorfor familien ikke frygtede for deres egen sikkerhed. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret anholdelsen af faren med, at Al-Daawa-partiet i 2007 skulle have opsøgt ansøgerens far med områdets al mukhtar, og at partiet i den forbindelse truede faren med, at det kunne være, at de en dag i fremtiden ville hente ansøgerens far i stedet for ansøgeren, og at det kan være, at partiet har overvåget familiens bopæl uden, at nogen har haft kendskab hertil. Forklaringen forekommer imidlertid utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren har kunnet opholde sig problemfrit i Irak i perioden 2011 til 2015. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/81/ceb
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K -status) til et ægtepar samt et barn som er stats-løse palæstinensere fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, sunni-muslimer og statsløse palæstinensere fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller at deres børn bliver bortført af militserne Al-Mahdi eller Asaib Ahil Al-Haq, som allerede har bortført ansøgernes søn, fordi familien er statsløse palæstinensere. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, de to militser flere gange om ugen kom til ansøgernes hjemområde i Bagdad, og at en repræsentant fra en af grupperingerne spurgte familien, hvorfor de fortsat opholdt sig i Irak. I 2008 forsvandt ansøgernes søn, Mohammed. Ansøgerne formoder, at Mohammed blev bortført. Ansøgerne har videre henvist til, at militserne i forbindelse med deres ransagninger på familiens bopæl truede deres søn, [A], med våben. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at statsløse palæstinensere bliver diskrimineret i Irak, og herunder at det ikke er muligt at få udstedt ID-kort. Endvidere har ansøgerne oplevet, at unge statsløse palæstinensere i området er blevet bortført eller slået ihjel. Endelig frygter ansøgeren at blive bortvist fra Irak, idet statsløse palæstinensere ikke må opholde sig uden for landet i mere end to måneder. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgernes søn for nogle år siden er blevet kidnappet og at familien har været udsat for at deres bopæl jævnligt er blevet ransaget af militser der med våben har truet deres dengang 13-årige søn og opfordret dem til at udrejse. Det lægges endvidere til grund, at familien som følge heraf har set sig nødsaget til at holde sig isoleret i deres lejlighed og holde familiens børn hjemme fra skole. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgernes forklaring har været sammenhængende og i overensstemmelse med baggrundsoplysninger om forholdene for statsløse palæstinensere i Bagdad, og den generelt herskende mistanke mod statsløse palæstinensere om støtte til terrorvirksomhed, hvilket bl.a. er beskrevet i UNHCR´s seneste rapport af 30. marts 2017, COI on the Situation of Palestinian Refugees in Baghdad. På baggrund af ansøgernes forklaringer om familiens særlige situation sam-menholdt med de nævnte baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne nærer en velbegrundet frygt for navnlig deres børns sikkerhed. Herefter finder nævnets flertal, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse af en sådan intensitet, at betingelserne for opnåelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og et medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2017/80/mvln
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at den mandlige ansøger og deres børn vil blive slået ihjel af den shia-muslimske Al-Mahdi milits eller tilsvarende grupper, fordi den mandlige ansøger har arbejdet for kristne personer i en butik, der solgte alkohol. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers brødre i 2007 blev bortført af personer, der henvendte sig på den mandlige ansøgers forældres bopæl og spurgte efter den mandlige ansøger. Endvidere er den alkoholbutik, hvori den mandlige ansøger arbejdede, blevet beskudt [i] juni 2015. Ansøgernes søn blev samme dag kidnappet og udsat for fysiske overgreb. Ved vurderingen af ansøgernes forklaringer har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger er analfabet, og at den kvindelige ansøger kun kan læse i begrænset omfang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt med Al-Mahdi militsen til grund. Selvom det lægges til grund, at de tre episoder, som ansøgerne har forklaret om, har fundet sted, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at disse episoder viser, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, eller i øvrigt er konkret og individuelt forfulgt. Vedrørende episoden i 2007 lægger Flygtningenævnet til grund, at der er tale om en isoleret hændelse og en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger og hans familie ikke efterfølgende har oplevet problemer frem til […] juni 2015, og at det alene beror på ansøgernes formodning, at bortførelsen af den mandlige ansøgers brødre skyldtes, at den mandlige ansøger arbejdede i en butik, der solgte alkohol. Det forekommer ikke sandsynligt, at gerningsmændene efterstræbte den mandlige ansøger, henset til at gerningsmændene indfandt sig på den mandlige ansøgers forældres bopæl og ikke ansøgernes bopæl. Det forekommer derimod sandsynligt, at bortførelsen må antages at være sket på grund af den generelle konflikt mellem sunni- og shia-muslimer, som også den kvindelige ansøger har forklaret til oplysnings- og motivsamtalen [i] februar 2016. Vedrørende episoden [i] juni 2015 kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at angrebet var rettet mod den mandlige ansøger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgernes formodning, at det var Al-Mahdi militsen, og at butikken blev beskudt, fordi de var efter den mandlige ansøger. Det forekommer derimod sandsynligt, at butikken blev angrebet, fordi der blev solgt alkohol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har bekræftet, at angreb på butikker, der solgte alkohol, var en generel og hyppigt forekommende aktivitet, og at en anden butik var blevet angrebet to uger før. Endvidere er den mandlige ansøger aldrig blevet opsøgt af personer, der har kritiseret ham for at sælge alkohol. Vedrørende episoden [i] juni 2015, hvor ansøgernes søn blev bortført, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af lægeerklæring, dateret […] juni 2015, at der ikke var tegn på, at sønnen for nylig eller tidligere var blevet udsat for voldtægt, og at arrene på ryggen var ældre end 5-7 dage, hvilket ikke stemmer overens med, at sønnen havde været udsat for vold og voldtægt [i] juni 2015. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at episoden skyldtes, at den mandlige ansøger er efterstræbt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer fra Al-Mahdi militsen skulle efterstræbe den mandlige ansøger uden at opsøge den mandlige ansøger personligt, særligt henset til at den mandlige ansøger har opholdt sig i [en nærmere bestemt bydel] af Bagdad det meste af sit liv, der efter den mandlige ansøgers oplysninger er kontrolleret af Al-Mahdi militsen, der kender til alle personer, herunder den mandlige ansøger, der bor i bydelen. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at de tre episoder er udtryk for, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, fordi den mandlige ansøger var sunni-muslim og arbejdede i en butik sammen med kristne, hvorfra der blev solgt alkohol. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at der er en indbyrdes sammenhæng mellem episoderne. Det forekommer derimod sandsynligt, at episoderne udspringer af den generelle sekteriske vold, der forekommer i Irak. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, eller i øvrigt er konkret og individuelt forfulgt. Episoden [i] oktober 2016 med bortførelsen af ansøgernes ældste datter og svigersøn, som ansøgerne har forklaret om for Flygtningenævnet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at episoden skulle være udtryk for, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, særligt henset til at den fandt sted mere end et år efter ansøgernes udrejse. På den baggrund finder nævnet, at ansøgernes forklaring om, at gerningsmændene skulle have spurgt efter den mandlige ansøger, må tilsidesættes som utroværdig. I relation til den af ansøgerne påberåbte konversion til kristendommen kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgernes konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgerne vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk om kristendommen. Særligt har ansøgerne ikke kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet skiftende og divergerende forklaringer om konverteringsprocessen. De fremlagte udtalelser fra det arabiske meninghedsfællesskab Greater Love og kirken Fountain Of Life Ministries eller ansøgernes dåbsattester kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer i Bagdad, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ansøgerne vil derfor på ny kunne tage ophold i Bagdad uden at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/8/CHHA
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt to børn fra Irak. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans svogre, [A] og [B], vil slå ham ihjel, idet han har giftet sig med sin ægtefælle uden hendes families samtykke. Den mandlige ansøger har desuden henvist til, at han frygter, at hans mosters søn, [C], vil slå ham ihjel eller torturere ham på baggrund af uenigheder mellem den mandlige ansøgers forældre og den mandlige ansøgers mosters familie. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han lærte sin ægtefælle, [D], at kende i starten af 2012, mens han boede i Danmark og hun boede i Irak. De fik kontakt gennem den mandlige ansøgers ven [E], der bor i Sverige. [E] var kæreste med [D’s] nabo, [F]. Efter de havde talt sammen i otte måneder rejste den mandlige ansøger til Kirkuk for at hente hende til Danmark. Da den mandlige ansøger havde været i Kirkuk i en måned mødtes han med sin nuværende ægtefælle på taget af hendes hus, hvor de havde samleje og opholdt sig i tre til fire timer, indtil en anden af hendes naboer opdagede dem, hvorefter den mandlige ansøger flygtede derfra. [D’s] nabo fortalte hendes brødre, at han havde set en person på taget sammen med [D], hvorefter de truede med at skyde hende. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at hans ægtefælle derefter blev sat i husarrest i tre måneder, hvorefter hun fandt ud af, at hun var blevet gravid. [D’s] mor frygtede for [D’s] liv, hvorfor hun kontaktede [F] med henblik på, at [F] og hendes bror, [G], kunne hjælpe [D] med at flygte. [G] kørte [D] hen til den mandlige ansøger, der sammen med [D] tog til Bagdad, hvor de opholdt sig i halvandet år. Efter deres søns, [H’s], fødsel, udrejste de af Irak til Tyrkiet, hvor de opholdt sig i næsten et år. Endvidere har den mandlige ansøger til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre og hans moster, [I], havde en konflikt, som han ikke ved, hvad består i. Dette er efter den mandlige ansøgers overbevisning årsagen til, at hans fætter, [C], ønsker at slå ham ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine brødre, [A] og [B], og sine farbrødre, [J] og [K], idet den kvindelige ansøger har indledt et forhold til sin ægtefælle, [L], uden deres tilladelse. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun lærte [L] at kende gennem sin nabo, [F], som var kæreste med [L’s] ven, [E]. Den kvindelige ansøger talte sammen med sin ægtefælle på internettet i otte måneder, hvorefter [L] i [slutningen af] 2012 rejste til Kirkuk. I [starten af] 2013 opstod der en mulighed for, at [L] kunne besøge den kvindelige ansøger, idet hun var alene hjemme med [F]. Den kvindelige ansøger mødtes med [L] på taget, hvor de havde samleje og i alt befandt sig i tre til fire timer, indtil en af den kvindelige ansøgers naboer opdagede dem. Den samme aften kom den kvindelige ansøgers brødre hjem. De slog hende, konfronterede hende med, at hun havde været sammen med en person på taget, og truede hende med en pistol. Herefter var hun i husarrest i tre måneder, indtil hun fandt ud af, at hun var gravid, hvilket hun fortalte sin mor, som en uge senere hjalp hende med at flygte hen til [L], som hun derefter rejste til Bagdad sammen med. De ville rejse til Danmark, men opholdt sig i perioden fra [foråret] 2013 frem til udrejsen af Irak i slutningen af 2014 i Bagdad, idet den kvindelige ansøger skulle føde. Fra Irak rejste de til Tyrkiet, hvor de opholdt sig i et år, hvorefter de rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Uanset at ansøgernes forklaringer om, at de havde et seksuelt forhold på taget af den kvindelige ansøgers bopæl første gang de mødtes i [starten af] 2013, kan forekomme usandsynlig, kan flygtningenævnet lægge til grund, at den kvindelige ansøger uden sin families accept blev gravid og [i efteråret] 2013 fødte en søn. Ansøgernes forklaringer har i alt væsentligt været konsistente. De mindre uoverensstemmelser, der er konstateret mellem ansøgernes forklaringer, kan ikke føre til, at ansøgernes frygt for æresdrab kan tilsidesættes. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysninger om, at traditionen med æresdrab er udbredt i Irak og også i det kurdiske miljø, at begge ansøgere har gjort et troværdigt indtryk under mødet i nævnet, og at den kvindelige ansøgers forklaring om hendes brødres vold og trusler mod hende har forekommet selvoplevet. Ansøgerne har herefter sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en særlig risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og de to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2017/79/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning med irakisk statsborgerskab født i [mindre by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han har sagt nej til et dårligt job, som de ville tvinge ham til at tage. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, fordi han har afvist at arbejde for dem. Endelig har han henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af militser, fordi de tidligere har udsat ham for tortur. Ansøgeren har i øvrigt henvist til, at der er sekteriske stridigheder mellem sunni- og shia-muslimer i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hans familie blev overfaldet på bopælen i [efteråret] 2010, og i den forbindelse blev han stukket med en kniv i fingrene og slået med et kalashnikovgevær på tænderne og i hovedet, så han besvimede. Han har endvidere oplyst, at han omkring [efteråret] 2013 søgte job i Undervisningsministeriet i Bagdad på baggrund af sin uddannelse, men at myndighederne alene foreslog ham at tilslutte sig militserne og udføre jihad. Ansøgeren lod som om, han ville tage jobbet, men smed herefter sit simkort væk, så personerne fra Undervisningsministeriet ikke kunne kontakte ham. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han er blevet opsøgt to gange omkring [sommeren] 2015 på sin bopæl af to IS-medlemmer, som prøvede at overtale ham til at tilslutte sig IS og udføre jihad. Han indvilligede overfor IS-medlemmerne i at slutte sig til dem, men han flygtede i stedet for. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om Undervisningsministeriets forsøg på at rekruttere ham. Han har således til asylsamtalen indledningsvis forklaret, at personen i Undervisningsmisteriet forklarede, at de havde brug for veluddannede folk, der kunne kæmpe. Under samme samtale oplyste ansøgeren, at myndighederne var interesseret i hvem som helst og ikke kun veluddannede. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses som usandsynligt, at ansøgeren, som er uden våbentræning, ved en henvendelse til Undervisningsministeriet skulle være forsøgt hvervet til kamphandlinger. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at IS må anses for på det tidspunkt for, at de havde magten i området generelt at have forsøgt at rekruttere mænd til kamphandlinger. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren må anses for uprofileret og således ikke individuelt truet. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han angiveligt blev opmærksom på sin homoseksualitet, idet han under nævnsbehandlingen først har forklaret, at han blev opmærksom på sin homoseksualitet under sine studier i Indien, da han var omkring 23 til 24 år. I advokatindlægget er det anført, at han var 25 år, ved afslutningen af nævnsbehandlingen har han forklaret, at han første gang blev forelsket i en mand, da han var 19 år. Nævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at ansøgeren først har oplyst om sin homoseksualitet i forbindelse med advokatindlægget. Ansøgerens forklaring om, at det skyldtes frygt for konsekvenserne, hvis han oplyste herom under asylsamtalen findes ikke troværdig, når henses til, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har oplyst, at han i omkring et halvt år forud for asylsamtalen havde et nært forhold til et herboende homoseksuelt par. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/78/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [mindre by], Diyala regionen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har indgået i offentlige diskussioner om, hvem der skulle styre hans område i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af militsen Al-Hashd-Shaabi, fordi han er sunni-muslim. Derudover frygter ansøgeren, at de irakiske myndigheder vil slå ham ihjel, fordi han er sunni-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2004 var udsat for en skudepisode i forbindelse med sit arbejde som chauffør for politilederen i området. Kurdiske styrker skød mod bilen, men ansøgeren kom ikke til skade under episoden. I perioden 2004-2007 modtog ansøgeren fem til seks telefoniske trusler fra ukendte personer. Ansøgeren fik at vide, at han skulle forlade området, fordi det var et kurdisk område, og ellers ville de dræbe ansøgerens familie. I 2008 blev ansøgeren tilbageholdt af de kurdiske styrker i et døgn, hvor han blev slået. Om morgenen blev ansøgeren løsladt af den kurdiske officer. I 2014 kom IS til ansøgerens område, hvorfor han forlod [mindre by] og flyttede til Kirkuk. En nat blev ansøgeren ringet op af en ukendt person fra militsen Al-Hashd-Shaabi, som sagde, at han ville brænde ansøgerens hus i [mindre by] og slå ham ihjel. Senere opsøgte miltsen ansøgerens nabo for at spørge, om ansøgeren fortsat kom på sin bopæl. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses som usandsynligt, at Al-Hashd-Shaabi skulle have et ønske om at slå ansøgeren ihjel henset til, at han stoppede med at arbejde for myndighederne i 2007. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i Irak i seks til syv måneder, efter at han angiveligt modtog en trussel, inden han udrejste, uden at blive opsøgt af Al-Hashd-Shaabi. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplevede problemer med de kurdiske styrker, mens han opholdt sig i Kirkuk bortset fra, at de tog hans personlige dokumenter. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan antages at være særlig profileret i forhold til øvrige arabiske sunni-mulimer i området. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren under asylsamtalen har oplyst, at han ikke havde problemer eller konflikter i perioden 2008-2014. Nævnet finder herefter, efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller i risiko for overgreb efter udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/77/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Mosul, Irak. Ansøgerne har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive dræbt af ISIL. Ansøgerne henviser endvidere til, at de frygter at blive dræbt af den mandlige ansøgers morbrødre, fordi de har en konflikt. Ansøgerne har yderligere som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive dræbt som følge af den mandlige ansøgers fars handlinger under Saddam Husseins regime, hvor faren var i efterretningstjenesten. Endelig har ansøgerne henvist til, at der foregår massakrer og krigshandlinger i og omkring Mosul i øjeblikket. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at nogle ISIL-medlemmer i [sommeren] 2014 kom på ansøgernes bopæl for at tage den mandlige ansøgers søster. ISIL-medlemmerne tog den mandlige ansøgers søster med og slog den mandlige ansøgers bror ihjel, efter at den mandlige ansøgers bror havde slået tre ISIL-medlemmer ihjel. Ansøgerne modtog den [efteråret] 2015 et trusselsbrev, hvori der lå en patron. Ansøgerne har endvidere henvist til, at der blev skudt fem skud mod den mandlige ansøger fra to personer på en knallert ca. to uger efter modtagelsen af trusselsbrevet. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv yderligere henvist til, at den mandlige ansøgers far i sin tid kidnappede den mandlige ansøgers mor, og at den mandlige ansøgers far ikke blev lovligt gift med hende og derfor fik ulovlige børn i form af den mandlige ansøger og hans to søskende, hvilket er en skamplet på morbrødrenes klan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således hverken lægge til grund, at den mandlige ansøgers bror er blevet skudt af ISIL, eller at hans søster er blevet kidnappet. Det kan heller ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger har modtaget et trusselsbrev og er blevet beskudt under familiens ophold i Kirkuk. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer på flere centrale punkter er divergerende og udbyggende, ligesom ansøgernes forklaringer for nævnet har fremstået afglidende og ikke virkede selvoplevede. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange ISIL-medlemmer, der ankom til bopælen, da den mandlige ansøgers bror blev skudt. Den mandlige ansøger har under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at der ankom 15-16 personer, mens den kvindelige ansøger under sin samtale i Udlændingestyrelsen i [foråret] 2016 har forklaret, at der ankom 5-6 personer. De har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange personer den mandlige ansøgers bror skød og dræbte og om, hvad der er sket med det trusselsbrev, som den mandlige ansøger angiveligt modtog i Kirkuk. Endelig har ansøgerne under deres samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om, hvem der var til stede på bopælen, da den mandlige ansøger blev beskudt og om, hvor han løb hen efter beskydningen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på bl.a., at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om sin flugt fra bopælen i Mosul. Han har således først under samtalen i Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2016 forklaret, at ISIL ledte efter ham hos hans arbejdsgiver, og at han gemte sig i et hul. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, hvad der stod i trusselsbrevet. Han har således under samtalen i [foråret] 2016 i Udlændingestyrelsen forklaret, at han formodede, at brevet var fra ISIL. Under samtalen i [efteråret] 2016 har han forklaret, at han var sikker på, at brevet var fra ISIL, fordi det var stemplet med IS-flag. Først under samtalen for nævnet har ansøgeren forklaret, at der i brevet var en direkte reference til skudepisoden i Mosul. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer for nævnet flere gange fremstod afglidende og ikke virkede selvoplevede. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sin konflikt med sine morbrødre og med efterladte til de personer, som hans far muligvis har dræbt, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren aldrig er blevet opsøgt, truet eller udsat for overgreb af sine morbrødre, ligesom det alene beror på den mandlige ansøgers egen formodning, at efterladte til de personer, som hans far muligvis har dræbt, efterstræber ham. Som følge af, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgernes seneste bopæl i Irak var Kirkuk. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan danne grundlag for international beskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/76/DMO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunni-muslimer fra Makhmour, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive opsøgt af Islamisk Stat. De har videre henvist til, at de ved en tilbagevenden til det Kurdisk Kontrollerede Irak (KRI) ikke ville kunne finde et sted at bo. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de kommer fra byen Makmour, hvor der er kampe mellem peshmergaer og Islamisk Stat. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund. Ansøgerne har ikke individuelle konflikter med ISIL, andre grupperinger eller med de irakiske myndigheder. Af nævnets baggrundsoplysninger fremgår, at Makhmour og området omkring Makhmour ikke længere er kontrolleret af ISIL men kontrolleres af den irakiske hær. Forholdene for kurdere, herunder kurdiske kvinder, samt den generelle sikkerhedssituation i Irak, herunder i den kurdisk kontrollerede del af Irak, er ikke i sig selv asylbegrundende, ligesom den generelle sikkerhedssituation, ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. august 2016, J. K. and others vs. Sweden. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/75/SEL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udstødt af sin familie, og at blive slået ihjel af sin stedfar, [S], eller bror, [B], idet hun har vanæret sin familie, da hun flygtede med sin ægtefælle mod familiens vilje. Ansøgeren har tillige henvist til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren lærte sin ægtefælle at kende i sommeren 2008, efter hun flyttede til samme nabolag som ham med sin familie. Kort efter indledte ansøgeren og ægtefællen et forhold, der varede frem til [i sommeren] 2015. Et par måneder efter røbede ansøgerens søster, [S1], ansøgerens forhold med sin ægtefælle. Det medførte, at ansøgeren blev slået af sin stedfar, og at familien inddrog ansøgerens mobiltelefon. Et par måneder efter fik ansøgeren en ny mobiltelefon af sin familie, og ansøgeren fortsatte herefter forholdet med sin ægtefælle. Ansøgeren havde i lang tid forsøgt at overtale sin ægtefælle til at gifte sig med hende, men han afslog altid med, at han ikke var klar til at gifte sig. Omkring den [i sommeren] 2015 accepterede ansøgerens ægtefælle at flygte sammen med ansøgeren. De flygtede hen til ægtefælles vens hus, hvor de opholdt sig i en uge. På anden eller tredjedagen havde ansøgeren samleje med ægtefællen i huset. Efter en uges ophold i huset tog ansøgeren og ægtefællen i [sommeren] 2015 hen til et kontor, hvor de blev religiøst viet af en sheik. Sheiken udfærdigede en religiøs vielsesattest til parret. Ansøgeren vendte herefter hjem til sin familie uden sin ægtefælle, men ansøgerens mor ville ikke lukke ansøgeren ind, fordi hun havde krænket sin families ære ved at flygte sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren forsøgte at tage telefonisk kontakt til sin ægtefælle efter afvisningen fra sin mor, men ægtefællen svarede ikke på telefonen. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin søster, [S2], hvor hun boede i en uge. Ansøgeren tog derefter ophold i en uge hos sin søsters nabos veninde, der hedder [V], fordi ansøgeren var bange for, at hendes stedfar ville opsøge hende hos sin søster. Under opholdet hos [V] var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin ægtefælle, men de blev uvenner, fordi ægtefællen troede, at hun indgik i prostitution hos [V]. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin søster i to dage, hvorefter hun fløj fra Bagdad til Erbil. Ansøgeren boede hos sin moster i en måned, før hun udrejste til Tyrkiet i [sommeren] 2015 uden sin ægtefælle. Ansøgeren talte sidste gang i telefon med sin ægtefælle, mens hun var i Tyrkiet, inden hun genså ham i Danmark i [vinteren] 2016 efter sin indrejse den [i efteråret] 2015. Et par dage efter gensynet genoptog ansøgeren og ægtefællen sit forhold, og den [i sommeren] 2016 fødte ansøgeren en pige. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger ved hans ankomst til Danmark har oplyst, at han ikke var gift, og at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har fortalt om ansøgeren. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at de havde regelmæssig telefonisk kontakt fra en gang i 2008 og indtil hun flygtede fra sin familie i [sommeren] 2015. Ansøgeren har først på forespørgsel oplyst, at den mandlige ansøger i løbet af perioden var i Tyrkiet, men har ikke kunnet angive længden af hans ophold. Den mandlige ansøger har forklaret under samtalen den [i efteråret] 2016, at han mødte den kvindelige ansøger første gang i 2013. Han har forklaret, at han opholdt sig i Tyrkiet fra april 2014 til april 2015, og at han i den periode alene talte med ansøgeren to gange i telefonen. Ansøgeren og den mandlige ansøger har forklaret divergerende om selve vielsen, herunder prisen for vielsen, om det gav problemer, at deres familie ikke var med, og hvorvidt de viste legitimation. Ansøgeren har først på forespørgsel, hvor hun blev foreholdt, at to vidner havde skrevet under på ægteskabskontrakten forklaret, at der var to og ikke et vidne. Den mandlige ansøger har under samtalen den [i efteråret] 2016 forklaret, at han blev uvenner med ansøgeren, idet han under en telefonsamtale hørte ”mandlige lyde”. Ansøgeren har under de to samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev vred, idet hun oplyste, at hun var blevet opfordret til at prostituere sig. Hun har først på direkte forespørgsel under nævnsmødet oplyst, at hun fortalte, at hun var blevet opfordret til at prostituere sig, men forklarede først, at han blev vred, idet han kendte hendes opholdssted som et bordel. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring. På baggrund af ovennævnte, og idet det i øvrigt alene beror på ansøgerens formodning, at hendes stedfar og bror vil udsætte hende for overgreb, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/74/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Islamisk Stat (ISIL) vil slå ham ihjel, fordi han har arbejdet som fotograf for TV-stationen [T]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter kampe, eksplosioner og kidnapninger. Ansøgeren har fra omkring [i foråret] 2015 og frem til [i sommeren] 2015 arbejdet som fotograf for TV-stationen [T]. Ansøgeren arbejdede sammen med sin bror [B] på programmet [P], som var kritisk overfor ISIL. Ansøgeren har sammen med sin bror modtaget til sammen tre telefoniske trusler fra personer, som kom fra ISIL. Umiddelbart efter, at ansøgeren og hans bror modtog den første trussel, kørte en bil op på siden af ansøgerens bil, hvor der sad to mænd, som gentog den telefoniske trussel. To-tre dage efter den tredje telefoniske trussel, nedbrændte ansøgerens brors bil ude foran [T]s kontor i Bagdad. Ansøgeren tog herefter hjem, hvor han blev indendørs i syv til ni dage. Derefter kom fire personer fra ISIL på ansøgerens bopæl, hvor de skrev dødstrusler på ydermuren ved siden af hoveddøren. Personerne fra ISIL kom ind i huset og spurgte ansøgerens mor om, hvor ansøgeren og hans bror var henne. Derefter gennemrodede personerne fra ISIL flere værelser i huset. Ansøgerens bror var udrejst en uge tidligere. Ansøgeren befandt sig under episoden på taget af huset, hvor personerne fra ISIL ikke kom op. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende på bopælen i to uger og udrejste derefter af Irak den [i sommeren] 2015. Samme dag, som ansøgeren udrejste, opsøgte ISIL ansøgerens familie på deres bopæl, hvor de igen eftersøgte ansøgeren og hans bror. Ansøgeren har endvidere arbejdet på avisen [A], som nedbrændte, og i fotobutikken [F], som to gange i henholdsvis vinteren 2013-2014 og foråret 2014 er blevet ramt af bomber, som ISIL stod bag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker særligt, at ansøgeren i sit asylskema ikke har henvist til det nu påberåbte asylmotiv, og alene har henvist til truslerne imod broren. Ansøgeren har til samtalen den [i efteråret] 2016 forklaret, at optagelserne til programmet om Camp Speicher-massakren fandt sted en til halvanden måned efter massakren. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han mener, at optagelserne fandt sted få dage efter massakren, og har tilføjet, at det ikke ville give mening at vente længere tid. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at massakren fandt sted den 12. juni 2014, på et tidspunkt, hvor ansøgeren befandt sig i Tyrkiet, hvorfor optagelserne tidligst kan have fundet sted omkring 10 måneder efter massakren. Ansøgeren har forklaret udetaljeret omkring de episoder, som han efterfølgende blev udsat for. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han blev udsat for telefoniske trusler tre gange, hvor han selv modtog truslerne to gange. Ansøgeren har under samtalen den [i efteråret] 2016 forklaret, at han alene modtog den første trussel, mens de to næste blev givet til hans bror. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at truslen fra personer i en bil fandt sted umiddelbart efter den første telefoniske trussel, hvilket han ikke erindrede under nævnsmødet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var mennesker til stede, da han og hans bror blev kaldt ud til brorens brændende bil. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet oplyst, at episoden, hvor hans familie blev opsøgt af maskerede mænd, fandt sted forud for de øvrige trusler, mens han tidligere har forklaret, at dette var den sidste episode han oplevede. Ansøgeren har forklaret udbyggende om denne episode, idet han under nævnsmødet har forklaret, at han flygtede over tagene, mens han tidligere har forklaret, at han opholdt sig på taget med sin far. Ansøgeren har først på forespørgsel under mødet for nævnet forklaret, at der blev skrevet på husmuren. Han har forklaret forskelligt om, hvad der blev skrevet under de to samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at personer tilknyttet ISIL skulle have benyttet betegnelsen Daesh, når ledende medlemmer af ISIL har udtalt deres mishag ved navnet. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens generelle troværdighed svækkes af, at han på andre områder har forklaret divergerende, herunder om hans påståede ægteskab med [Æ], og hvorvidt han var til stede under de eksplosioner, der fandt sted mod hans arbejdsplads. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring som divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på, om ansøgerens telefonnummer og adresse fremgår af rulleteksterne i TV-udsendelsen [P]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/73/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk araber og sunnimuslim fra Romadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sin hjemby, Romadi, frygter, at blive straffet af ISIL, idet han er flygtet fra byen, mens byen var under ISILs kontrol. Da ISIL efter hans udrejse er blevet drevet ud af Romadi, har han som nyt asylmotiv henvist til, at han som ung sunnimuslimsk mand i den våbenføre alder frygter at blive slået ihjel af de militser, som nu sammen med den irakiske hær har kontrol over byen. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at ISIL ikke længere har kontrol over Romadi, og da ansøgeren ikke har haft en konkret og individuel konflikt med ISIL findes den omstændighed, at de fortsat måtte have sympatisører i byen ikke at kunne begrunde asyl for ansøgeren. Ansøgeren har ikke nogen konkrete konflikter med hverken de irakiske myndigheder eller de militser, der nu er i byen. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til om ansøgeren alene grundet sin alder og religiøse tilhørsforhold er i risiko for forfølgelse fra disse Flygtningenævnet finder at kunne foretage denne vurdering uden hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Det fremgår af baggrundsmaterialet, at de irakiske myndigheder og militserne generelt har foretaget en sikkerhedsmæssig screening af særligt drenge og unge mænd i forbindelse med erobring af byer, der tidligere har været under ISILs kontrol. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er oplysninger der underbygger, at der skulle foregå en sådan generel forfølgelse af personer med ansøgerens profil, at han ved en tilbagevenden til Romadi og selve sin tilstedeværelse i byen risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på oplysninger i UK Home Offices rapport ”Country policy and Information Note - Iraq: Security and humanitarian situation” fra marts 2017, herunder blandt andet punkt 2.3.27. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/72/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar] samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er irakiske statsborgere. Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunnimuslim. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgerne er fra Qara Tepe, Diyala, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han bliver slået ihjel af militserne ISIL, Asa'ib Ahl al-Haq og al-Qaeda, som ansøgeren har haft konflikter med. Han frygter blandt andet militserne, fordi han er sunnimuslim, men primært fordi han har arbejdet for det irakiske militær fra 2009-2015. Den mandlige ansøger har yderligere forklaret, at han udrejste, fordi han fik at vide, at han skulle forflyttes til militæret i Romadi, hvor han før er blevet truet. Ansøgeren frygter, at arbejde for militæret i den nye division, da den er styret af shiamuslimer. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Begge ansøgere har forklaret konsistent og troværdigt om, at den mandlige ansøger fra 2009 var i det irakiske militær, og at der mens de boede hos den mandlige ansøgers forældre i Romadi, af den grund fremkom trusler mod ham fra en nabo, der havde tidknytning til al-Qaeda. Flygtningenævnet finder derfor at kunne lægge disse omstændigheder til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan give grundlag for asyl. Flygtningenævnet lægger i relation til truslerne vægt på, at ansøgerne de seneste fire år forud for udrejsen har boet uden problemer hos den kvindelige ansøgers familie, der fortsat bor samme sted, og hvor ansøgerne på ny kan tage ophold. I relation til den mandlige ansøgers militærtjeneste finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøgers forklaring om, at udrejsen var en følge af en forflyttelsesordre, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forklaringen ikke er overensstemmende med den kvindelige ansøgers forklaring om, at udrejsen har været drøftet gennem længere tid, og de indbyrdes divergerende forklaringer om kontakten til den medfølgende nevø. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne bortse fra, at den mandlige ansøger var fratrådt sin post i militæret forud for udrejsen. Uanset om det lægges til grund, at han fortsat var i militæret på udrejsetidspunktet og derfor vil blive betragtet som deserteret, er dette imidlertid ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger herved vægt på oplysningerne i Landinfos rapport af 13. december 2016 ”Irak: desertering fra den irakiske hæren”. Flygtningenævnet finder således ikke, at den reelle reaktion – om nogen – som den mandlige ansøger i så fald kan forventes idømt ved en tilbagevenden, kan betragtes som uforholdsmæssig. Flygtningenævnet bemærker dermed, at de to mellemliggende konflikter, som den mandlige ansøger har forklaret om ISIL og en af shiamilitserne må betragtes som enkeltstående afsluttede episoder, som derfor ikke har asylrelevans. De generelle forhold for sunnimuslimer i Irak er ikke i sig selv asylbegrundende. For god ordens skyld bemærkes endeligt, at det, at den mandlige ansøger har udtrykt en overordnet interesse for kristendommen, ikke er asylrelevant. Samlet set har ansøgerne derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/71/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at blive slået ihjel af myndighederne og Al-Mahdi militsen, idet hun er sunni-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes svigersøn, [A], blev slået ihjel af Al-Mahdi militsen i 2006. Svigersønnens lig blev fundet på en losseplads i Bagdad. Svigersønnen arbejdede som tolk for de amerikanske styrker i Irak. Omkring en måned efter [As] begravelse, blev ansøgerens søn, [B] kidnappet på ansøgerens bopæl, og der blev samtidigt sat ild til bopælen. I 2013 deltog ansøgerens søn, [E], i to demonstrationer og blev tilbageholdt i omkring tre uger. Efter [Es] tilbageholdelse deltog ansøgeren med sine to døtre [F] og [G] i to demonstrationer. I 2014 blev ansøgerens bopæl opsøgt, hvor hendes søn [C] blev bortført. Der blev igen sat ild til bopælen. I [efteråret] 2015 blev familiens bopæl endnu engang opsøgt. Ansøgerens datter [F] blev i denne forbindelse slået. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Irak med sine to døtre. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende – såvel enkeltvis som indbyrdes – om væsentlige dele af deres asylmotiv. De kvindelige ansøgere har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var sket med [A], før han blev fundet død, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at familien morgenen efter, at [A] var forsvundet, blev opsøgt af nogle naboer, der fortalte, at [A] var blevet bortført. Ansøgeren [D] har under asylsamtalen forklaret, at [E], [B], [F] og [As] familie hentede [As] lig, og at [A] blev begravet ca. 5 dage efter fundet af hans lig. Under nævnsmødet har denne ansøger forklaret, at hun også var med til at hente [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [E] har forklaret, at han, sammen med [F] og [B], hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [G] har under asylsamtalen forklaret, at det var [E] og [B], der hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, liget blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] blev begravet samme dag, hans lig blev udleveret, men 3 dage efter fundet. [F] har under asylsamtalen forklaret, at hun, hendes mor, søster, brødrene [B] og [E] og [As] far hentede liget, der blev begravet samme dag, det blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [As] lig blev fundet [i foråret] 2006, men at familien først fortalte hende det [to dage efter]l, hvor [As] lig blev afhentet og begravet. Videre har de kvindelige ansøgere forklaret divergerende om [Bs] bortførelse, herunder om, hvem der overværede bortførelsen eller ikke, og om, hvorvidt de blev udsat for vold af militserne. Ansøgerne har forklaret, at der blev dræbt mange sunni-muslimer i 2006, da [A] blev dræbt og [B] bortført. [F] gentagne henvendelser til politiet i anledning af drabet på hendes mand skyldtes efter [Ds] forklaring, at [F] forsøgte at få udbetalt en kompensation i anledning af drabet. Ansøgerne har videre forklaret, at de uden problemer levede i […] fra 2006 til 2010, hvor der blev indgået en fredsaftale mellem militserne og staten, og familien flyttede tilbage til […]. Det fremgår også af ansøgernes forklaringer, at i 2014, da Safae blev bortført, havde IS indtaget Mosul og dræbt 1.700 shiitiske soldater, at militserne derefter begyndte at hævne sig på sunni-muslimer, og at også andre sunni-muslimske mænd blev bortført. Videre har både [D] og [F] forklaret, at i 2015 opsøgte militserne jævnligt sunnimislimske familier i […], og da ansøgerne blev opsøgt, skete det som led i en registrering af alle beboerne i landsbyen på baggrund af familiebøger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes ægtefælle og 2 døtre/far og 2 søstre samt [Es] kone og barn stadig bor i området uden at have været udsat for problemer. [Es] tilbageholdelse i 2013 efter en demonstration må betragtes som en afsluttet konflikt efter den mandlige ansøgers løsladelse og underskrivelse af et dokument og en ordre om, at han ikke måtte deltage i flere demonstrationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det, det måtte være overgået ansøgeren, har været en del af generelle konflikter i Irak, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at have en konkret og individuel konflikt med hverken militser eller myndigheder. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/70/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at blive slået ihjel af Jaish Al-Mahdi militsen, idet hendes søsters afdøde ægtefælle, [A], var tolk for amerikanske styrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] arbejdede som politimand for det irakiske politi, hvor han i visse situationer blev anvendt som tolk for amerikanske styrker i Irak. I [foråret] 2006 blev [A] slået ihjel. Hans lig blev bragt til familiens bopæl. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hendes bror [B] blev kidnappet af militsmedlemmer i [foråret] 2006, der samtidigt satte ild til familiens bopæl. Familien flyttede herefter fra […] til […]. I 2013 flyttede familien tilbage til […], hvor ansøgerens bror, [E], deltog i to demonstrationer og blev tilbageholdt i omkring tre uger. Ansøgeren, hendes søster og mor deltog herefter i to demonstrationer til fordel for familier, der havde fået familiemedlemmer tilbageholdt eller dræbt. I 2014 blev ansøgerens bror [C] i 2014 kidnappet af militsmedlemmer, der søgte at hævne IS’ drab på shiitter. Familien flyttede herefter tilbage til […]. Ansøgerens familie blev regelmæssigt opsøgt i […] og ved en enkelt lejlighed blev ansøgerens søster slået i ansigtet. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Irak med sin mor og søster. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende – såvel enkeltvis som indbyrdes – om væsentlige dele af deres asylmotiv. De kvindelige ansøgere har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var sket med [A], før han blev fundet død, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at familien morgenen efter, at [A] var forsvundet, blev opsøgt af nogle naboer, der fortalte, at [A] var blevet bortført. Ansøgeren [D] har under asylsamtalen forklaret, at [E], [B], [F] og [As] familie hentede [As] lig, og at [A] blev begravet ca. 5 dage efter fundet af hans lig. Under nævnsmødet har denne ansøger forklaret, at hun også var med til at hente [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [E] har forklaret, at han, sammen med [F] og [B], hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [G] har under asylsamtalen forklaret, at det var [E] og [B], der hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, liget blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] blev begravet samme dag, hans lig blev udleveret, men 3 dage efter fundet. [F] har under asylsamtalen forklaret, at hun, hendes mor, søster, brødrene [B] og [E] og [As] far hentede liget, der blev begravet samme dag, det blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [As] lig blev fundet [i foråret] 2006, men at familien først fortalte hende det [to dage efter]l, hvor [As] lig blev afhentet og begravet. Videre har de kvindelige ansøgere forklaret divergerende om [Bs] bortførelse, herunder om, hvem der overværede bortførelsen eller ikke, og om, hvorvidt de blev udsat for vold af militserne. Ansøgerne har forklaret, at der blev dræbt mange sunni-muslimer i 2006, da [A] blev dræbt og [B] bortført. [F] gentagne henvendelser til politiet i anledning af drabet på hendes mand skyldtes efter [Ds] forklaring, at [F] forsøgte at få udbetalt en kompensation i anledning af drabet. Ansøgerne har videre forklaret, at de uden problemer levede i […] fra 2006 til 2010, hvor der blev indgået en fredsaftale mellem militserne og staten, og familien flyttede tilbage til […]. Det fremgår også af ansøgernes forklaringer, at i 2014, da Safae blev bortført, havde IS indtaget Mosul og dræbt 1.700 shiitiske soldater, at militserne derefter begyndte at hævne sig på sunni-muslimer, og at også andre sunni-muslimske mænd blev bortført. Videre har både [D] og [F] forklaret, at i 2015 opsøgte militserne jævnligt sunnimislimske familier i […], og da ansøgerne blev opsøgt, skete det som led i en registrering af alle beboerne i landsbyen på baggrund af familiebøger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes ægtefælle og 2 døtre/far og 2 søstre samt [Es] kone og barn stadig bor i området uden at have været udsat for problemer. [Es] tilbageholdelse i 2013 efter en demonstration må betragtes som en afsluttet konflikt efter den mandlige ansøgers løsladelse og underskrivelse af et dokument og en ordre om, at han ikke måtte deltage i flere demonstrationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det, det måtte være overgået ansøgeren, har været en del af generelle konflikter i Irak, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at have en konkret og individuel konflikt med hverken militser eller myndigheder. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/69/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak samt medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at den irakiske regering og de shiamuslimske militser, herunder Jaish Al-Mahdi vil slå hende ihjel, idet militsen Jaish Al-Mahdi slog hendes ægtefælle [A] ihjel, bortførte hendes brødre [B] og [C], samt truede hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle [A] arbejdede som politimand for det irakiske politi, hvor han i visse situationer blev anvendt som tolk for amerikanske styrker i Irak. [A] deltog i kampen mod Jaish Al-Mahdi. Efterfølgende modtog han telefoniske trusler af militsen. I [foråret] 2006 blev [A] slået ihjel af militsen. Ansøgeren meldte efterfælgende drabet på sin ægtefælle sammen med sin bror [B]. I [foråret] 2006 blev [B] bortført af Jaish Al-Mahdi. Militsen satte i denne forbindelse også ild til familiens bopæl. Familien flyttede herefter til […]. Også i […] forsøgte ansøgeren at anmelde drabet på sin ægtefælle. Der blev udarbejdet en rapport. I 2013 flyttede familien tilbage til […], hvor ansøgerens bror, [E], deltog i to demonstrationer og blev tilbageholdt i omkring tre uger. Ansøgeren, hendes søster og mor deltog herefter i to demonstrationer til fordel for familier, der havde fået familiemedlemmer tilbageholdt eller dræbt. Demonstrationerne fandt sted i [vinteren] 2013. I 2014 blev ansøgerens bror [C] i 2014 kidnappet af ukendte militsmedlemmer. Familien flyttede herefter tilbage til […]. I [efteråret] 2015 blev familien opsøgt af en ukendt shia-milits. Militsen ville registrere byen indbyggere. Militsen spurgte efter hvor ansøgerens brødre var henne, og udsatte ansøgeren, hendes forældre og søster [G] for vold. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Irak med sin mor og søster. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende – såvel enkeltvis som indbyrdes – om væsentlige dele af deres asylmotiv. De kvindelige ansøgere har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var sket med [A], før han blev fundet død, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at familien morgenen efter, at [A] var forsvundet, blev opsøgt af nogle naboer, der fortalte, at [A] var blevet bortført. Ansøgeren [D] har under asylsamtalen forklaret, at [E], [B], [F] og [As] familie hentede [As] lig, og at [A] blev begravet ca. 5 dage efter fundet af hans lig. Under nævnsmødet har denne ansøger forklaret, at hun også var med til at hente [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [E] har forklaret, at han, sammen med [F] og [B], hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [G] har under asylsamtalen forklaret, at det var [E] og [B], der hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, liget blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] blev begravet samme dag, hans lig blev udleveret, men 3 dage efter fundet. [F] har under asylsamtalen forklaret, at hun, hendes mor, søster, brødrene [B] og [E] og [As] far hentede liget, der blev begravet samme dag, det blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [As] lig blev fundet [i foråret] 2006, men at familien først fortalte hende det [to dage efter]l, hvor [As] lig blev afhentet og begravet. Videre har de kvindelige ansøgere forklaret divergerende om [Bs] bortførelse, herunder om, hvem der overværede bortførelsen eller ikke, og om, hvorvidt de blev udsat for vold af militserne. Ansøgerne har forklaret, at der blev dræbt mange sunni-muslimer i 2006, da [A] blev dræbt og [B] bortført. [F] gentagne henvendelser til politiet i anledning af drabet på hendes mand skyldtes efter [Ds] forklaring, at [F] forsøgte at få udbetalt en kompensation i anledning af drabet. Ansøgerne har videre forklaret, at de uden problemer levede i […] fra 2006 til 2010, hvor der blev indgået en fredsaftale mellem militserne og staten, og familien flyttede tilbage til […]. Det fremgår også af ansøgernes forklaringer, at i 2014, da Safae blev bortført, havde IS indtaget Mosul og dræbt 1.700 shiitiske soldater, at militserne derefter begyndte at hævne sig på sunni-muslimer, og at også andre sunni-muslimske mænd blev bortført. Videre har både [D] og [F] forklaret, at i 2015 opsøgte militserne jævnligt sunnimislimske familier i […], og da ansøgerne blev opsøgt, skete det som led i en registrering af alle beboerne i landsbyen på baggrund af familiebøger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes ægtefælle og 2 døtre/far og 2 søstre samt [Es] kone og barn stadig bor i området uden at have været udsat for problemer. [Es] tilbageholdelse i 2013 efter en demonstration må betragtes som en afsluttet konflikt efter den mandlige ansøgers løsladelse og underskrivelse af et dokument og en ordre om, at han ikke måtte deltage i flere demonstrationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det, det måtte være overgået ansøgeren, har været en del af generelle konflikter i Irak, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at have en konkret og individuel konflikt med hverken militser eller myndigheder. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/68/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af staten og militserne generelt, idet staten støtter militserne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans svoger [A] blev kidnappet i [foråret] 2006, og 20-21 dage senere fundet død. En uge efter at [As] lig blev fundet, blev ansøgerens bror [B] kidnappet af sortklædte og maskerede personer. Resten af familien blev ført ind i et af bopælens værelser, mens bopælen blev ildspåsat. Mens [A] var forsvundet, deltog ansøgeren i 2013 i to demonstrationer sammen med andre familier, der havde mistet familiemedlemmer. Ansøgeren blev ved deltagelse i sin anden demonstration, tilbageholdt af personer, der var klædt i sorte uniformer. Han blev tilbageholdt i 20-21 dage, hvor han blev udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt, under forudsætning af, at han underskrev et dokument, hvori der stod, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer. I 2014 blev familiens bopæl opsøgt af en ukendt milits, der kidnappede ansøgerens bror [C]. Familiens bopæl blev endnu engang ildspåsat. Ansøgeren udrejste af Irak i [sommeren] 2015. I [efteråret] 2015 blev familiens bopæl atter opsøgt af en milits, der spurgte familien hvor ansøgeren og hans brødre befandt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende – såvel enkeltvis som indbyrdes – om væsentlige dele af deres asylmotiv. De kvindelige ansøgere har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var sket med [A], før han blev fundet død, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at familien morgenen efter, at [A] var forsvundet, blev opsøgt af nogle naboer, der fortalte, at [A] var blevet bortført. Ansøgeren [D] har under asylsamtalen forklaret, at [E], [B], [F] og [As] familie hentede [As] lig, og at [A] blev begravet ca. 5 dage efter fundet af hans lig. Under nævnsmødet har denne ansøger forklaret, at hun også var med til at hente [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [E] har forklaret, at han, sammen med [F] og [B], hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, 3 dage efter fundet. [G] har under asylsamtalen forklaret, at det var [E] og [B], der hentede [As] lig, der blev begravet samme dag, liget blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [A] blev begravet samme dag, hans lig blev udleveret, men 3 dage efter fundet. [F] har under asylsamtalen forklaret, at hun, hendes mor, søster, brødrene [B] og [E] og [As] far hentede liget, der blev begravet samme dag, det blev fundet, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at [As] lig blev fundet [i foråret] 2006, men at familien først fortalte hende det [to dage efter], hvor [As] lig blev afhentet og begravet. Videre har de kvindelige ansøgere forklaret divergerende om [Bs] bortførelse, herunder om, hvem der overværede bortførelsen eller ikke, og om, hvorvidt de blev udsat for vold af militserne. Ansøgerne har forklaret, at der blev dræbt mange sunni-muslimer i 2006, da [A] blev dræbt og [B] bortført. [F] gentagne henvendelser til politiet i anledning af drabet på hendes mand skyldtes efter [Ds] forklaring, at [F] forsøgte at få udbetalt en kompensation i anledning af drabet. Ansøgerne har videre forklaret, at de uden problemer levede i […] fra 2006 til 2010, hvor der blev indgået en fredsaftale mellem militserne og staten, og familien flyttede tilbage til […]. Det fremgår også af ansøgernes forklaringer, at i 2014, da Safae blev bortført, havde IS indtaget Mosul og dræbt 1.700 shiitiske soldater, at militserne derefter begyndte at hævne sig på sunni-muslimer, og at også andre sunni-muslimske mænd blev bortført. Videre har både [D] og [F] forklaret, at i 2015 opsøgte militserne jævnligt sunnimislimske familier i […], og da ansøgerne blev opsøgt, skete det som led i en registrering af alle beboerne i landsbyen på baggrund af familiebøger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes ægtefælle og 2 døtre/far og 2 søstre samt [Es] kone og barn stadig bor i området uden at have været udsat for problemer. [Es] tilbageholdelse i 2013 efter en demonstration må betragtes som en afsluttet konflikt efter den mandlige ansøgers løsladelse og underskrivelse af et dokument og en ordre om, at han ikke måtte deltage i flere demonstrationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det, det måtte være overgået ansøgeren, har været en del af generelle konflikter i Irak, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at have en konkret og individuel konflikt med hverken militser eller myndigheder. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer, er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/67/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin muslimske svigerfamilie og sin ægtefælles ekskones familie, fordi hun som kristen giftede sig med sin ægtefælle, [A], som er sunni-muslim. Hun frygter ydermere at blive slået ihjel af sin egen familie, idet hun flygtede hjemmefra og giftede sig med en muslimsk mand. Hun har videre henvist til, at hun frygter den shiitiske organisation al Hashd al Shaabi. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver forklaret, at hun og hendes ægtefælle har været udsat for forskellige trusler, både telefonisk og personligt, fra ægtefællens første hustrus familie og fra ægtefællens familie. Ansøgeren har ydermere forklaret, at al Hashd al Shaabi har truet med at likvidere ansøgeren og hendes ægtefælle, hvis de ikke flyttede ud af det shia-muslimske område, [B], hvor de opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun og ægtefællen flyttede til Mosul i 2011 og boede der indtil et tidspunkt i 2015, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren vel har omtalt opholdet i Mosul i sit asylansøgningsskema, men at hun ikke har forklaret herom i samtalerne med Udlændingestyrelsen. Under nævnsmødet har ansøgeren ikke været i stand til at tidsfæste opholdet nærmere. Hun har endvidere forklaret, at hverken hun eller ægtefællen forlod Mosul under opholdet, uanset at det fremgår, at ægtefællens pas er udstedt [i starten af] 2012 i Bagdad. Ansøgeren har afgivet divergerende og upræcise forklaringer om de trusler, hun har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har været udsat for trusler i det omfang, hun påberåber sig, og nævnet finder ikke, at truslerne hverken fra ægtefællens første hustrus familie eller fra ægtefællens familie har haft et sådant omfang, alvor, og aktualitet, at disse kan anses for forfølgelse af ansøgeren eller ægtefællen. Flygtningenævnet finder heller ikke, at de mere ukonkrete trusler fra militsen al Hashd al Shaabi, blandt andet om at ægtefællen skulle forlade området, er af en sådan karakter, at ansøgeren eller ægtefællen af den grund kan anses for forfulgt. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgeren er en kristen kvinde, der er gift med en sunni-muslim. Ægtefællen er efter at have frafaldet sin asylansøgning i Danmark taget tilbage til Irak. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdene i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren med den ovennævnte baggrund, heller ikke på kumulativ basis, risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/66/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin kærestes klan eller sin egen klan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv gjort gældende, at hans kæreste, [A], er sunni-muslim, hvorimod ansøgeren er født shia-muslim. Ansøgeren og [A] fortsatte forholdet i det skjulte på trods af modstanden fra [A]s familie. I [sommeren] 2015 besluttede ansøgeren og [A] sig for at have samleje, som en udvej til at forblive sammen. Herefter ville de være nødsaget til at indgå ægteskab for at bevare og dermed beskytte familiernes ære. [Senere i sommeren] 2015 blev de afsløret sammen af [A]s fætter ved en restaurant, som resulterede i et slagsmål mellem ansøgeren og [A]s fætter. Samme dag fremsatte [A]s far trusler mod ansøgeren telefonisk. Et par uger senere blev [A] tvangsgift med sin fætter. [A]s familie blev herefter bekendt med, at [A] havde mistet sin mødom. [A] blev udsat for fysiske overgreb og afslørede herefter ansøgerens navn. I [slutningen af sommeren] 2015 satte [A]s familie ild til ansøgerens bopæl, hvorved ansøgerens mor afgik ved døden, idet hun blev brændt inde i huset. Ansøgeren udrejste herefter i [efteråret] 2015. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far efterfølgende er forsvundet, at han er blevet bekendt med, at hans klan har fremsat et udstødelsesbrev mod ham, og at han er blevet bekendt med, at [A] er forsvundet, hvorfor ansøgeren formoder, at hun er blevet slået ihjel af sin egen klan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgeren er indrejst i landet med et falsk svensk pas, og at han først søgte asyl 14 dage senere. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har erkendt, at han bevidst har afgivet urigtige oplysninger på flere punkter – således om moren blev kidnappet eller dræbt og om, hvor han første gang havde samleje med [A]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår afglidende, herunder vedrørende tidsangivelser og –forløb samt om oplysningerne vedrørende hans far. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om sine og [A]s handlinger i forbindelse med asylmotivet ikke fremstår logiske i deres sammenhæng. Efter ansøgerens forklaring var planen den, at [A]s familie skulle tvinges til at acceptere ægteskab med ansøgeren for at bevare familiens ære, idet ansøgeren og [A] havde haft samleje. Alligevel føres denne plan ikke ud i livet, selvom [A]s familie planlægger bryllup og gifter [A] med sin fætter. På denne baggrund kan den fremlagte dødsattest og udstødelsesbrev ikke føre til nogen anden vurdering. Nævnet bemærker særskilt, at der ikke findes anledning til at foretage ægthedsundersøgelse af udstødelsesbrevet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/65/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har været menigt medlem af Baath-partiet, men ansøgeren har ikke været politisk aktiv for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af enten ansøgerens ægtefælles familie eller militsen Asaab Ahl al-Haq. Han er blevet dømt til døden for forræderi ved en militærdomstol, og en klandomstol har afgjort, at hans svigerfamilie også kan lade ham dræbe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans problemer begyndte primo juni 2015, da han modtog nogle videoklip fra en anonym kilde i Salah Ad Din provinsen. Ansøgeren var på dette tidspunkt uddannet ved det irakiske politi og beskæftiget med efterforskning ved Indenrigsministeriets kontor for terrorbekæmpelse. På videoklippene kunne en irakisk militærenhed ses, som begik meget voldsomme overgreb, herunder drab på børn og ældre, nedbrændinger af hus og voldtægter. Overgrebene foregik i centrum af Tikrit, og formentlig i april 2015. Ansøgerens overordnede, oberst Abduljabar Abdulkhaliq, fortalte ansøgeren, at han skulle gennemføre en undersøgelse af sagen, hvorefter ansøgeren og hans kollega tog til Tikrit. Det lykkedes dem at identificere enheden, som viste sig at være en del af Asaab Ahl al-Haq, nærmere bestemt afdelingen Saraya Al-Kharasani. Det lykkedes også at identificere tre konkrete personer, som var tidligere medlemmer af Mahdi-hæren. Ansøgeren udfærdigede en rapport som blev sendt til domstolen den 17. juni 2015 med henblik på at anholde de tre personer. Der gik lang tid før der kom svar fra retten, og ansøgeren kontaktede herefter dommeren, der fortalte ansøgeren, at kendelsen var sendt af sted. Da ansøgeren kontaktede postvæsenet, fik han at vide, at nogen højere oppe havde taget kendelsen. Den 28. juli 2015 kom ansøgerens kollega ind på ansøgerens kontor ledsaget af en civil person, Jassim Muhammed Al-Najjar, der havde tilknytning til Asaab Ahl al-Haq. Jassim forlangte, at ansøgeren udleverede alle oplysninger vedrørende kilden til sagen, hvilket ansøgeren afviste. Den 3. juli 2015 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fire ukendte bevæbnede mænd, der bad ansøgeren om at komme over på Asaab Ahl al-Haqs kontor dagen efter. På kontoret fik ansøgeren at vide, at han skulle gøre, som de forlangte af ham. Den 5. juli 2015 blev ansøgeren opsøgt anden gang af Jassim på sin bopæl, der fortalte ansøgeren, at de fortsat ventede på et svar fra ansøgeren, hvorefter Jassim gik. Den 16. juli 2015 blev ansøgerens ægtefælle og tre børn bortført på den gade, hvor ansøgeren boede, da ansøgerens ægtefælle efter arbejde skulle hente børnene fra institutionen. Ansøgeren blev efterfølgende ringet op fire gange af bortførerne, der forlangte 250.000 dollars i løsesum. Ansøgeren betalte ikke løsesummen. Den 21. juli 2015 blev ansøgeren ringet op af ansøgerens ægtefælles bror, Anwar, der fortalte, at bortførerne havde meddelt, at de nu havde slået ansøgerens ægtefælle og børn ihjel, og hvor deres lig kunne findes. Ansøgeren blev truet af ægtefællens brødre, og han fik at vide, at han ikke måtte komme til gerningsstedet eller begravelsen, fordi han ikke havde betalt løsesummen. Ligene lå i samme bil, som familien var blevet bortført i, men et af børnene manglede. To måneder efter fik ansøgeren at vide fra en kollega, at der var forberedt en falsk sag mod ansøgeren for forræderi og misbrug af stilling. Ansøgeren rejste til Tus Khomato til sin farbror, Karim, hvor ansøgeren boede i to uger, inden han fortsatte til Kirkuk og Suleimaniyah. I Suleimaniyah tog ansøgeren kontakt til en peshmerga, Rebaz Ibrahim, som ansøgeren allerede kendte. Selvom ansøgeren havde udrejseforbud, kunne han rejse ud fra Nord-Irak, der var kontrolleret af peshmerga og ikke regeringen. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgeren på centrale punkter har afgivet divergerende forklaringer om hændelsesforløbet. Det drejer sig navnlig om de divergerende, men hver især meget præcise, oplysninger i samtalerne af 17. juni 2016 og 4. oktober 2016 om datoerne for bortførelsen af hustruen, fundet af hustruens og to børns lig og nedbrændingen af bopælen. Efter nævnets opfattelse kan disse fejl ikke henføres til tolkeproblemer eller tolkefejl. Hertil kommer, at ansøgeren i asylskemaet har angivet to børn som forvundne, men i øvrigt har forklaret, at det alene er barnet Jawana, der er forsvundet. Over for disse divergenser kan ansøgerens udokumenterede angivelse af, at han i Irak er dømt til døden for forræderi ved en militærdomstol, og at det ved en klandomstol er fastslået, at hans svigerfamilie kan slå ham ihjel, ikke føre til en anden vurdering. Der er på dette grundlag heller ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere afdækning af omstændighederne ved blandt andet den dom, der angiveligt skulle være afsagt ved militærdomstolen, herunder ved kontakt til de retslige myndigheder i Irak. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/64/DTO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni muslimer […], Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne i Irak, idet han er blevet anklaget for spionage. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger drev en møbelforretning i […]. I forbindelse med sin forretning har han været i Tyrkiet tre eller fire gange for at købe nye varer, og tre møbelforhandlere fra Tyrkiet har også besøgt ansøgeren i […]. I [foråret] 2015 blev den mandlige ansøgers møbelforretning i […] opsøgt af myndighederne. Den mandlige ansøger var ikke selv til stede, men fik en opringning fra en bekendt, som havde en forretning i samme gade. Den kvindelige ansøger opholdt sig hos sin moster, da ægtefællen kontaktede hendes og fortalte, at hans forretning var blevet opsøgt. Den kvindelige ansøger og børnene tog herefter ophold hos mosteren i omkring to til tre uger, og den mandlige ansøger opholdt sig efterfølgende hos sin fætter i omkring en måned. Den mandlige ansøger forsøgte at få hjælp ved at opsøge en kunde ved navn [A], som arbejdede i militæret. Han betalte ham 50.000 USD i bestikkelse, men [A] forsvandt derefter med pengene. Den mandlige ansøger opsøgte dernæst sin ven, [B], som arbejdede ved domstolene. [B] undersøgte sagen og oplyste, at der ikke var en måde, hvorpå han kunne hjælpe ansøgeren. Ansøgerne rejste til Bagdad i [foråret] 2015, hvor de opholdt sig i omkring tre-fire måneder, og hvor ansøgeren etablerede en forretning med salg af covers til mobiltelefoner og spil til PlayStations. I starten af [efteråret] 2015, efter omkring 3-3½ måneders ophold i Bagdad blev den mandlige ansøgers mors mosters ægtefælle, [C], kontaktet af en bekendt fra kommunalbestyrelsen, som oplyste, at sikkerhedsstyrkerne fortsat spurgte efter den mandlige ansøger. Ansøgerne udrejste straks efter af Irak i [efteråret] 2015. Den kvindelige ansøger har under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen oplyst, at hun går i kirke med sine børn, da hun har interesse for kristendommen. Hun har nærmere forklaret herom, at hun også i Irak indimellem besøgte en kristen kirke sammen med sin mor. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerenes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet forklaringerne har fremstået udbyggende og – særligt for den mandlige ansøgers vedkommende – afglidende på væsentlige punkter, ligesom der har været indbyrdes divergenser mellem de to ansøgers forklaringer, uden at der har været en rimelig forklaring herpå. Forklaringerne fremstår derfor ikke troværdige. Flygtningenævnet bemærker herved, at det overordnede asylmotiv er en påberåbt spionagemistanke imod den mandlige ansøger, som skulle være begrundet med hans samhandel med tyrkiske møbelhandlere. Ansøgerne har imidlertid ikke forklaret troværdigt om en sådan samhandel, idet de har forklaret indbyrdes divergerende om antallet af den mandlige ansøgeres forretningsrejser til Tyrkiet, ligesom den mandlige ansøger til trods for at han er økonomiuddannet har forklaret afglidende på ethvert spørgsmål til den økonomiske drift af virksomheden. Han har også først til asylsamtalen kunnet opgive navnene på de forretninger, som han handlede med. Dernæst fremstår det også i sig selv usandsynligt, at en spionagemistænkt ikke er blevet eftersøgt hos familien i byen, og at han efterfølgende skulle kunne opholde sig i Bagdad med egen nyetableret forretning. Flygtningenævnet bemærker endelig, at den mandlige ansøgers forklaring om betaling af 50.000 US dollars til en mand, som han kun har mødt få gange, ikke fremstår troværdig, og at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om baggrunden for, at han først senere kontaktede sin domstolsven. Samlet set har ansøgerne derfor ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger var i myndighedernes søgelys, eller at de vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Irak. Det bemærkes, at den omstændighed, at den kvindelige ansøger i Danmark, i lighed med i Irak, har besøgt en kristen kirke, ikke i sig selv er asylrelevant. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/63/LRN
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Jawala, Diyala-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL, militserne og den generelle sikkerhedssituation. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans families bopæl blev opsøgt af ISIL i forbindelse med organisationens invadering af landsbyen [A] natten til den [sommeren] 2014. ISIL ville have ansøgeren og hans far til at kæmpe på deres side, hvilket ansøgeren og hans far afviste. Som følge heraf blev de tilbageholdt i en stor bygning sammen med mange andre mennesker fra landsbyen. Efter to dages tilbageholdelse slap de ud af bygningen. Efterfølgende søgte ansøgeren og hans familie tilflugt i landsbyen [B], hvor ansøgeren opholdt sig indtil sin udrejse af Irak den [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden og er divergerende på et helt centralt punkt. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at ISIL som afslutning på den tilbageholdelse, som ansøgeren har forklaret om, gav ansøgeren og ansøgerens far lov til at gå. Ved asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev vækket af sin far, der fortalte, at de skulle flygte, hvorefter de flygtede. For nævnet har ansøgeren forklaret, at ISIL ikke holdt vagt. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren, trods det, at det lykkedes ansøgeren og dennes far at vende tilbage til familien, ikke har kunnet fortælle nærmere om, hvor ansøgeren og faren blev tilbageholdt. Ansøgeren har heller ikke ved samtalerne med Udlændingestyrelsen kunnet svare på, hvor mange gange han blev spurgt, om han ville kæmpe for ISIL. Endelig har ansøgeren for nævnet på en række punkter svaret afglidende. Ansøgeren har således ikke kunnet svare på, om han så sin far blive slået. Desuden finder Flygtningenævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at der gik mere end et år fra tilbageholdelsen, indtil ansøgeren rejste ud af Irak. Nævnet har i den forbindelse noteret sig, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har forklaret, at han ikke efterfølgende er blevet opsøgt af ISIL, andre religiøse og kriminelle grupperinger eller privat personer, ligesom han har forklaret, at ISIL ikke var til stede i den by, som ansøgeren boede i inden udrejsen. Flygtningenævnet har endvidere noteret sig, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der ikke var nogen særlig grund til, at han forlod Irak præcis den dag, han gjorde, men at det mest var, fordi han havde et dårligt liv uden glæde, og at han ikke ønsker at arbejde som ufaglært, når han har en universitets¬uddannelse. Efter baggrundsoplysningerne kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for en konkret og individuel forfølgning, der kan begrunde asyl. Endelig finder nævnet, at de generelle forhold i Irak ikke kan begrunde asyl. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/62/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsbyen A], Sulaimaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af […]-klanen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans bedstefar blev dræbt i 1975 af nogle høvdinge fra […]-klanen på grund af en strid om landbrugsjord i landsbyen [B]. Der skete ikke noget i relation til konflikten i perioden mellem 1975 og 2007. En nat i juli 2007 blev ansøgerens families bopæl i [landsbyen A] angrebet med skud og håndgranater af ukendte personer. Episoden blev politianmeldt, men den blev aldrig opklaret. Ingen har påtaget sig skylden for angrebet. I 2011 blev ansøgerens farbror knivstukket af ukendte personer i Erbil. Episoden blev politianmeldt, men blev aldrig opklaret. Hverken ansøgeren eller hans familie i [landsbyen A] har oplevet problemer med […]-klanen eller andre i perioden fra angrebet mod familiens bopæl i 2007 og frem til ansøgerens udrejse af Irak i [efteråret] 2015. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren, efter Udlændingestyrelsens afgørelse, har fremlagt en række dokumenter til støtte for sit asylmotiv, ikke kan begrunde en hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om de faktiske begivenheder til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det, som ansøgeren har forklaret om årsagen til, at han har søgt om asyl, kan give grundlag for en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har haft personlige konflikter med […]-klanen, og at hverken ansøgeren eller ansøgerens familie har modtaget trusler. Nævnet lægger videre vægt på, at det alene bygger på ansøgerens formodning, at […]-klanen stod bag angrebet på ansøgerens families bopæl i 2007 og bag knivangrebet i 2011 på ansøgerens onkel. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren både i oplysnings- og motivsamtale den [foråret] 2016 og asylsamtalen den [efteråret] 2016 har forklaret, at hverken ansøgeren eller ansøgerens forældre eller søskende har oplevet problemer med […]-klanen siden 2007 og frem til Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2016. Ansøgeren har i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen fremlagt uddrag af den bog om klasseundertrykkelse, som ansøgeren nævnte i ansøgningsskemaet, og ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at ansøgerens fars fætter blev dræbt i 1999 af personer fra […]-klanen, der blev idømt langvarige fængselsstraffe, men kun afsonede to år. Ansøgeren har videre forklaret, at hans fars kusines søn siden [vinteren] 2016 har været tilbageholdt af myndighederne, da familiemedlemmet sættes i forbindelse med en sag om drab på to personer. Endelig har ansøgeren forklaret, at en fætter til ansøgeren i [vinteren] 2016 blev dræbt i en trafikulykke, hvor et medlem af […]-klanen er fængslet, men ikke har tilstået, at der var tale om planlagt drab. Ansøgeren har fremlagt diverse dokumenter til støtte for det forklarede. Det er familiens opfattelse, at […]-klanen står bag både tilbageholdelsen og trafikulykken. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der ikke har haft personlige konflikter med […]-klanen, ikke har godtgjort, at han er konkret eller individuelt forfulgt, eller at han er i fare for at blive udsat for overgreb af asylbegrundende karakter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder således ikke, at det for nævnet forklarede eller fremlagte kan føre til et andet resultat. Nævnet lægger herved vægt på, at der er betydelige uklarhed om baggrunden for de begivenheder, som ansøgeren har forklaret om. Det beror således på ansøgerens og ansøgerens families formodninger, at […]-klanen står bag også de seneste episoder, som ansøgeren har forklaret om, og den omstændighed, at ansøgeren ikke er truet af eller har haft personlige konflikter med […]-klanen. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/61/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tvangsrekrutteret af militser under Al-Hashd Ash-Shabi. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet kontaktet på gaden tre gange, hvor militsmedlemmer har opfordret ham til at melde sig til militærtræning som en del af en hvervekampagne. Ansøgeren talte dem efter munden, hvorfor han fik lov til at gå alle tre gange. Ansøgeren udrejste, da han fik at vide, at hans liv var i fare. Ansøgeren har videre oplyst, at hans forældre siden oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 er blevet opsøgt på deres bopæl to gange. Personerne spurgte efter ansøgeren. Personerne forlod ansøgerens forældres bopæl begge gange, idet de fik at vide, at ansøgeren ikke var hjemme. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de angivelige henvendelser fra militsmedlemmer. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen oplyst, at han i [sommeren] 2015 blev opsøgt af tre militsmedlemmer, der ønskede at hverve ham. Under samme samtale oplyste ansøgeren, at han tre dage senere oplevede endnu en henvendelse, hvor to personer opsøgte ham, og yderligere under samme samtale oplyste ansøgeren, at han en uge senere fik en tredje henvendelse, hvor en mand bad ham om at følge med til en moské, hvor tre mænd truede med at dræbe ham. Under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at der gik 20 til 25 dage mellem de to første henvendelser, hvor personerne henvendte sig til ham på gaden, og at der ved anden henvendelse var tale om tre personer og ikke to. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at anden henvendelse fandt sted tre dage efter den første, og at tre personer henvendte sig til ham. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt militsmedlemmerne kendte hans navn. Til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han formoder, at mændene kendte hans navn. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren oplyst, at mændene kaldte ham ved navn ved alle tre henvendelser. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt militsmedlemmerne har udsat ham for vold og fremsat trusler mod ham. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren anført, at han har været udsat for overfald. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at militsmedlemmerne truede med at slå ham ihjel, mens de var i moskéen. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at militsmedlemmerne aldrig har fremsat trusler mod ham eller udsat ham for vold. Under nævnsmødet har ansøgeren oplyst, at militsmedlemmerne udsatte ham for vold. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren først under asylsamtalen oplyste, at han gemte sig to uger i [by] inden sin udrejse fra Irak. Ansøgerens forklaring om, at han under samtalerne var meget nervøs, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af Carnegie Endowment for Peace, ”The Popularity of the Hashd in Iraq”, af 1. februar 2016 at tvangsmæssig rekruttering til Al-Hashd Ash-Shabi formelt ikke finder sted, idet den frivillige rekruttering opfylder militsernes behov. Endelig bemærker nævnet, at den generelle sikkerhedssituation i Irak, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en generel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet bedømmelse finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/60/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Hisabat, Kirkuk i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra Jabouri-klanen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 1999 arbejdede som landmand på et landbrug, som var ejet af […], som tilhørte Jabouri-klanen. Ejerens datter, […], forelskede sig i ansøgeren kort efter, at han var begyndt at arbejde på landbruget. Ansøgeren afviste datteren, da han frygtede ejerens reaktion. I slutningen af [sommeren] 2001 blev ansøgeren og datteren opdaget af hendes far, da de talte sammen. Faderen blev vred og truede ansøgeren, hvorefter ansøgeren stak af. Ansøgeren hørte skrig og skud fra sit skjulested. Da det blev mørkt, tog ansøgeren fra skjulestedet til hans farbror i Kirkuk. Ansøgerens farbror bad ansøgeren om at tage ophold hos farbrorens nabo af sikkerhedsmæssige årsager. Her opholdt ansøgeren sig i fire dage. I løbet af de fire dage blev ansøgerens farbror opsøgt af personer fra Jabouri-klanen. Efter de fire dage udrejste ansøgeren af Irak. Ansøgerens forældre blev opsøgt nogle dage efter ansøgerens udrejse, og ansøgerens familie er blevet opsøgt nogle gange i 2002 og 2003, men der er ikke sket noget i relation til konflikten siden 2003. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter ISIL, fordi de er til stede i ansøgerens hjemområde, Kirkuk. Ansøgeren har slutteligt henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Kirkuk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin konflikt i Irak. Under asylsagen i 2001-2003 har ansøgeren forklaret, at han havde en konflikt med [ejerens datters] bror, […], mens ansøgeren under den verserende asylsag har forklaret, at konflikten var med [faren]. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at nævnet i sin tidligere afgørelse [fra] 2003 har lagt til grund, at ansøgeren havde en privatretlig konflikt i Irak, men henset til de nu fremkomne divergerende forklaringer herom, kan Flygtningenævnet ikke under denne sag lægge til grund, at ansøgeren havde en privatretlig konflikt i Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var gift, da han forlod Irak i 2001. Under asylsagen i 2001-2003 har ansøgeren forklaret, at han var gift, og at han efter episoden, der førte til hans udrejse, tog hjem til sin svigerfamilie. Under den verserende asylsag har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke var gift i Irak, men at han brugte det som undskyldning over for [ejerens datter] for ikke at skulle ses med hende mere. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han efter episoden tog hjem til sin farbror. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var gift i Irak, og at han efter episoden tog hjem til sin farbror. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at ansøgeren i 2008 søgte asyl i Sverige, og at han i den forbindelse har opgivet et helt andet asylmotiv. Til de svenske asylmyndigheder har ansøgeren forklaret blandt andet, at han drev en boghandel, hvorfra han solgte islamkritiske bøger, hvilket førte til en konflikt med gruppen Anser Al-Sunni, der truede med at sprænge ansøgeren og boghandlen i luften. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har for Flygtningenævnet henvist til, at de generelle forhold i og omkring Kirkuk har antaget en sådan karakter, at alle er i fare for at lide overlast omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved at opholde sig i området. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Flygtningenævnet bemærker videre, at det fremgår af Iraq Control of Terrain Map udgivet af Institute for the Study of War, senest fra den 15. december 2016, at Kirkuk er under kontrol af PUK Peshmerga. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/6/col
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Karbala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Asa'ib Ahl al-Haq-militsen, idet han ikke har ønsket at arbejde sammen med dem. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af de irakiske myndigheder, der har udstedt en arrestordre på ham som følge af, at han er deserteret fra sit arbejde og ikke har afleveret sit ID-kort til sin tidligere arbejdsplads. Ansøgeren har arbejdet som sikkerhedsmedarbejder i [en lufthavn]. Repræsentanter fra Asa'ib Ahl al-Haq bad ansøgeren om at give dem oplysninger om VIP-biler, der kørte ind i lufthavnen, men det ønskede han ikke. Ansøgeren turde ikke blive ved med at arbejde i lufthavnen, og han vendte ikke tilbage til sit arbejde. Kort tid efter modtog hans far og hans farbror et trusselsbrev fra Asa'ib Ahl al-Haq, hvorefter ansøgeren skulle forlade sit arbejde og ansøgeren og hans familie skulle forlade deres bopæl inden 72 timer. I modsat fald ville det ende med døden. Ansøgeren og hans far anmeldte trusselsbrevet til politiet, der beskyttede familien i en uges tid. Efterfølgende blev ansøgerens farbror kidnappet, men løsladt mod løsepenge. Farbroren bebrejdede ansøgeren kidnapningen. Ansøgeren tog ophold i [en by] i fire måneder hos sin klans overhoved. Herefter udrejste ansøgeren af Irak, fordi han følte sig usikker i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i sine asylmotiver. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt den person, der ringede ham op, sagde, at han kom fra Asa'ib Ahl al-Haq. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at den pågældende sagde, at han kom fra Asa'ib Ahl al-Haq, mens ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at den pågældende ikke sagde, hvor han kom fra. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han tog hjem til sin farbror efter, at han havde afvist at samarbejde med Asa'ib Ahl al-Haq. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han tog hjem til forældrene i Karbala, og at han ringede til sin farbror og fortalte, hvad der var sket, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han tog hjem til sin farbror, hvor han opholdt sig i et par dage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han efter farbrorens løsladelse fra kidnapningen på ny tog ophold hos denne. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at farbroren gav ham lov til at komme hjem til sig igen, og at ansøgeren pendlede mellem Karbala og Bagdad i en periode på omkring to måneder. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at farbroren bad ham blive væk, fordi ansøgeren var skyld i kidnapningen Flygtningenævnet finder det herudover utroværdigt, at Asa'ib Ahl al-Haq stadig skulle efterstræbe ansøgeren, når ansøgeren havde efterkommet Asa'ib Ahl al-Haqs advarsler om at stoppe med at arbejde i lufthavnen, ligesom ansøgeren og hans familie havde efterkommet kravet om at forlade deres bopæl. Samtidig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at Asa'ib Ahl al-Haq skulle have kidnappet ansøgerens farbror. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at ansøgeren på daværende tidspunkt periodevis boede hos sin farbror og dennes ægtefælle, hvorfor det forekommer usandsynligt, at Asa'ib Ahl al-Haq skulle vælge at kidnappe farbroren, og i stedet lade ansøgeren helt være i fred. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen fremlagt tre dokumenter vedrørende myndighedernes angivelige arrestordre på ham, og har forklaret, at han allerede forud for asylsamtalen med Udlændingestyrelsen vidste, at de irakiske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham som følge af, at han var udeblevet fra sit arbejde, og ikke havde afleveret sit ID-kort til arbejdspladsen. Ansøgeren har forklaret, at grunden til, at han ikke allerede under Udlændingestyrelsens behandling af sagen oplyste om arrestordren var, at han ønskede at fremskaffe bevis for, at en sådan var udstedt, inden han forklarede herom til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, idet den fremstår konstrueret og udbyggende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer individuel og konkret forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/59/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [en landsby], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat (ISIL). Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin onkel. Derudover har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel på grund af en jordkonflikt mellem hans familie og en anden familie. Ansøgeren har oplyst, at ISIL er til stede i hans hjemområde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans onkel har slået ham og udsat ham for torturlignende behandling, og at onklen flere gange har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren har endvidere over for sin advokat henvist til, at hans storebror i 2002 blev taget til fange, udsat for tortur og forsøgt halshugget i forbindelse med en jordkonflikt. Som følge heraf flygtede ansøgerens bror fra Irak og har siden opnået opholdstilladelse i et europæisk land. Ansøgeren er ikke tidligere blevet informeret om jordkonflikten og heller ikke om, at ansøgerens far angiveligt slog to personer ihjel og selv blev slået ihjel som resultat af konflikten. Ansøgeren frygter derfor at blive slået ihjel på grund af jordkonflikten, hvis han vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet lægger til grund, at ISIL ikke længere er til stede i [ansøgerens hjemområde], og at ansøgeren ikke har haft personlige konflikter med ISIL. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at den generelle situation i Irak kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med sit familiemedlem [F] i [ansøgerens hjemområde] har en sådan karakter og intensitet, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [F] ikke har gjort alvor af sine trusler, men tværtimod har hjulpet ansøgeren ud af Irak. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten til grund. Flygtningenævnet finder, at forklaringen herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret om tilstedeværelsen af en sådan konflikt. Ansøgerens forklaring bygger alene på oplysninger, som han har fået fra sin bror. Ansøgeren har fremlagt erklæringer fra sin bror, hvoraf fremgår, at broren er flygtet fra Irak som følge af en jordkonflikt, og at broren frygter, at ansøgeren, når denne fylder 18 år, vil blive inddraget i jordkonflikten og som følge af denne risikerer at blive slået ihjel. Det fremgår endvidere af brorens erklæringer, at broren siden sin flugt fra Irak har støttet sin nu afdøde mor og ansøgeren økonomisk, og at det også er broren, som har sørget for, at ansøgeren er udrejst af Irak, ligesom broren har betalt for udrejsen. Det fremgår af brorens erklæringer, at han bevidst har holdt disse ting skjult for ansøgeren. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at broren på intet tidspunkt har taget kontakt til ansøgeren, da denne kom til Danmark. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det er ham, der har forsøgt at finde frem til sin bror, og at det først for fire måneder siden er lykkedes ham at få kontakt til broren via Facebook. Selvom det måtte lægges til grund, at der har været en sådan jordkonflikt, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at denne konflikt har en sådan aktualitet, at den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke er blevet gjort bekendt med konflikten af sin mor eller [F], som han opholdt sig hos i Irak. Flygtningenævnet finder dette så meget desto mere bemærkelsesværdigt, eftersom ansøgeren har oplyst, at motivet til, at [F] hjalp ham ud af landet, angiveligt var, at [F] ønskede tilegne sig ansøgerens families jord. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer individuel og konkret forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger vedrørende ansøgerens brors eventuelle asylsag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/58/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra […] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin farbror, fordi hun mod hans vilje [en dag i sommeren] 2015 giftede sig med sin herboende ægtefælle, der i foråret 2010 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at farbroren på hendes bopæl i Irak og pr. telefon fremsatte trusler mod hende. [Ultimo] 2015 udrejste hun af Irak. Primo 2017 har ansøgeren født et barn, som hendes ægtefælle er far til. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin frygt for sin farbror til grund, men finder ikke at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren boede i hjemmet hos sin mor fra episoden i [foråret] 2015, hvor farbroren blandt andet slog hende, til hendes udrejse [ultimo] 2015. Det er endvidere tillagt vægt, at hun i denne periode alene skiftede telefonnummer, men ikke gjorde andre tiltag for at skjule sig for farbroren. Endvidere søgte hun i [sommeren] 2015 visum til Danmark fra Teheran i Iran, hvorefter hun returnerede til hjemmet i Irak. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun derfor ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/57/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har forklaret, at han en gang har deltaget i en demonstration i Irak, men at han ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser, herunder Ahl Al-Haq, fordi han har afvist at tilslutte sig disse militser. Endvidere frygter ansøgeren terrorismen i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at personer fra militsen Ahl Al-Haq i 2015 mødte op på hans adresse […] og forsøgte at tvinge ham eller en fra hans familie til at tilslutte sig militsen, ligesom de truede ansøgeren og hans familie med, at de ville tvinge dem til at forlade området. Herefter forlod ansøgeren og hans bror [deres hjemby] og tog til Bagdad. Efter to til fire dage tog de tilbage til [deres hjemby] efter opfordring fra deres far, fordi personer fra Ahl Al-Haq endnu en gang havde henvendt sig på familiens bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er forklaret divergerende, afglidende og udbyggende på flere væsentlige punkter. Forklaringen om besøget af Ahl Al-Haq hos familien fremgik således ikke af oplysningerne i asylskemaet, men fremkom først under oplysnings- og motivsamtalen. Endvidere har ansøgeren afgivet forskellige forklaringer om blandt andet længden af sit ophold i Bagdad, før han vendte tilbage til familien […], og om broderens forhold i denne periode. Ansøgeren har heller ikke givet nogen reel forklaring på, at han og broderen vendte tilbage til familien […], hvor de var udsat for trusler, efter at have opholdt sig i Bagdad. Forklaringen om, at ansøgeren på Facebook har udtalt kritik af de shiitiske militser, er endvidere først fremkommet på mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at det fremlagte foto af et trusselsbrev ikke kan føre til en anden vurdering. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke selv tillagde brevet betydning. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke isoleret set kan findes asylbegrundende. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden til Irak skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/56/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en navngiven landsby], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de shiamuslimske militser Asaeb Ahel Al-Haqr, Hezeb Allah, Kataib Abo Al-Fadhel Abaas, Hezeb Al-Fadhilah, Hezeb Al-Dawa og Al-Jaish Al-Mahdi, idet han er sunni-muslim og medlem af klanen Al-Sadoun. Han har ligeledes henvist til, at de nævnte militser har forbindelser til den irakiske regering. Han har derudover henvist til, at han har oplevet at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet, da han ikke har tilknytning til nogen partier eller militser. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie er blevet opsøgt og truet af shiamuslimske militser omkring to gange om året siden 2006/2007, idet de er sunni-muslimer og medlemmer af klanen Al-Sadoun. I 2015 begyndte de shiamuslimske militser at spørge efter ansøgeren, når de opsøgte hans familie. Ansøgeren nåede at flygte eller var ikke hjemme, da militserne opsøgte hans familie. Ansøgeren blev imidlertid taget med og tilbageholdt af militserne, da hans familie blev opsøgt om natten [i] juni 2015. Han var tilbageholdt i halvanden dag i [en navngiven landsby], hvor militserne afhørte ham om andre medlemmer af klanen Al-Sadoun. Ansøgeren blev løsladt, da hans far betalte 2,5 millioner irakiske dinarer i løsesum. Ansøgeren modtog et trusselsbrev fra militserne [i] juni 2015. Han blev derudover opsøgt af to ukendte mænd i juli 2014 eller i juni/juli 2015. De ukendte mænd beslaglagde den plantage, som ansøgeren og hans far arbejdede på, idet jorden skulle gives til martyrerne fra Hasha Al-Shabi-militsen. Ansøgeren udrejste legalt fra lufthaven i Basra [i] august 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker overordnet, at ansøgeren er en veluddannet yngre mand, der har påberåbt sig et ukompliceret asylmotiv. I det lys finder nævnet, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale elementer i det påberåbte asylmotiv. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de trusler, han og hans familie angiveligt modtog fra de nævnte militser. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hans familie var blevet truet ved flere lejligheder og havde fået at vide, at de skulle forlade området, hvorimod han ved asylsamtalen og over for nævnet har oplyst, at hans familie ikke var blevet truet. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de personer, der angiveligt tilbageholdt ham i juni 2015. Ved oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han blev hentet og afhørt af militsmedlemmer og medlemmer af sikkerhedstjenesten. Ved asylsamtalen oplyste ansøgeren, at der var tale om militsmedlemmer, og han vidste, at det hverken var politi eller militær, idet de hverken var iført uniformer eller præsenterede sig som politi eller militær, hvorimod han under behandlingen i nævnet har forklaret, at de var uniformerede. Endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om det trusselsbrev, som han angiveligt modtog i juni 2015. Han har under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han viste sin far brevet en uge efter modtagelsen, og at hans far blev ked af det og brændte brevet. Ved asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han havde revet brevet itu og smidt det væk med det samme, så hans forældre ikke skulle se brevet og blive bange. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at hans bemærkning under oplysnings- og motivsamtalen skulle forstås på den måde, at hvis hans far så brevet, ville han være blevet ked af det og have brændt det. Herefter finder nævnet efter en samlet bedømmelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/55/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Set Zaynab, Syrien. Ansøgerens mor er syrisk statsborger, mens ansøgeren og ansøgerens far er irakiske statsborgere. Ansøgeren har ikke syrisk statsborgerskab og har således kun haft opholdstilladelse i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af de shiitiske militser, idet ansøgeren og hans far er sunni-muslimer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far flygtede fra Irak til Syrien i 1990’erne, hvor han mødte ansøgerens mor. Ansøgerens far har været fængslet i Irak. Ansøgerens far flygtede fra Irak, idet han var modstander af Baath-partiet. Ansøgerens far rejste tilbage til Irak i 2005 for at undersøge, om familien kunne flytte tilbage til Irak, hvilket dog ikke var muligt. Ansøgeren har været i Irak to gange i 2012. Den første gang var i forbindelse med en religiøs ceremoni, og den anden gang var i forbindelse med sin farfars begravelse. Ansøgeren har tre farbrødre i Bagdad, Irak, som han ikke haft kontakt med siden sin farfars begravelse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at det af ansøgeren oplyste om sit asylmotiv og de i øvrigt foreliggende omstændigheder, kan føre til, at ansøgeren meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med myndigheder eller enkeltpersoner i Irak. Nævnet har lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han er i et modsætningsforhold til de shiitiske militser på grund af sin fars forhold, og at han er i et modsætningsforhold til disse militser og andre shia-muslimer på grund af, at han som sunni-muslim har opholdt sig i Damaskus tæt på et IS-kontrolleret område. Endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens farbrødre bor i Bagdad, og ansøgeren er i besiddelse af et gyldigt irakisk pas. Efter Flygtningenævnets praksis er den generelle sikkerhedsmæssige situation i Bagdad, herunder for sunni-muslimer, trods vanskelige, ikke af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Nævnet bemærker i den henseende tillige, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at han ikke er fuldt ud praktiserende sunni-muslim. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/54/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie eller svigerfamilie, idet begge familier var imod hendes ægteskab med hendes afdøde ægtefælle, der var etnisk araber og shia muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgeren mødte sin ægtefælle, [A], under et kurdisk bryllup i 2010. I 2011 ønskede ansøgeren og [A] at blive gift. [A’s] familie tog til Kirkuk for at anmode ansøgerens familie om ægteskab. Ansøgerens familie smed [A’s] familie ud, og ansøgerens morbror truede i den forbindelse ansøgeren med en kniv og sagde, at hvis ansøgeren giftede sig med [A], ville hun blive slået ihjel. [A] lod ansøgeren hente i bil til Bagdad i [vinteren] 2013. Ansøgeren og [A] blev i hemmelighed viet den [vinteren] 2013. [A’s] forældre var modstandere af ægteskabet. [A’s] mor sagde til ansøgeren, at hvis der skete [A] noget, ville de holde ansøgeren ansvarlig for det. I [vinteren] 2015 modtog [A] et trusselsbrev i sin forretning, hvor der stod, at det snart var ”hans tur”. En aften i [vinteren] 2015 blev der banket på deres dør. Ansøgeren så fra taget af deres hus, at [A] åbnede. Han blev bortført af ukendte, maskerede personer. Hun ringede til [A’s] faster, som hun havde et godt forhold til. Fasteren anbefalede hende at tage ophold hos naboen, hvilket hun gjorde. To dage senere ringede [A’s] faster og fortalte, at [A’s] lig var blevet fundet i en stofskraldepose. På posen var skrevet: ”Der er ingen gud foruden gud, og Mohammed er hans sendebud”, hvorfor ansøgeren formoder, at Islamisk Stat har slået ham ihjel. Ansøgeren fik ikke lov til at deltage i mindehøjtideligheden for sin ægtefælle. Efter [A’s] død bebrejdede ansøgerens svigerfamilie ansøgeren for hans død og truede ansøgeren med at gøre hende ansvarlig. [A’s] faster sagde, at hun var nødt til at udrejse af Irak og hjalp få dage efter ansøgeren med at flygte ud af Irak. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret detaljeret og troværdigt om asylmotiverne. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Irak risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Irak risikerer overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2, som følge af sit ægteskab med [A]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Bagdad som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en enlig, kurdisk kvinde uden noget netværk i Bagdad. Ansøgeren kan ikke tage ophold hos sin afdøde ægtefælles faster i Bagdad, da hun er efterstræbt af sin svigerfamilie. Ansøgeren kan endvidere ikke henvises til at tage ophold i de kurdiske områder i Irak, da hun er efterstræbt af sin egen familie, der er en kendt kurdisk familie. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Ovenstående konklusion er forkyndt for ansøgeren. Beslutningen er udleveret til ansøgeren. Flygtningenævnet, den 23. marts 2017. Irak/2017/52/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Tikrit, Salah Al-Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat eller Al Mahdi militsen, idet ansøgeren er blevet forsøgt rekrutteret af Islamisk Stat, og han har gjort sig uvenner med personer tilknyttet Al Mahdi militsen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i hjemlandet, da han føler sig dårligt behandlet som shia muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at omkring [sommeren] 2014 blev ansøgeren stoppet af personer fra Islamisk Stat, imens han var ude at lede efter sine forældre, der var forsvundet. Personerne fra Islamisk Stat ønskede, at ansøgeren skulle arbejde for dem, hvilket han nægtede, og ansøgeren blev i den forbindelse slået bevidstløs. Han flyttede herefter til Bagdad. Omkring [sommeren] 2015 blev ansøgeren generet af to unge mænd under sit arbejde som gadesælger. Ansøgeren fortalte sin ven [A] om episoderne med de to unge mænd, hvorefter ansøgeren blev introduceret for [B] og [C]. De var tilknyttet Al Mahdi militsen og ville hjælpe ansøgeren med at gøre gengæld mod de to unge mænd. [B] og [C] opsøgte ansøgeren medbringende en pistol og opfordrede ansøgeren til skyde de to unge mænd. De tilbød ansøgeren penge for det. Ansøgeren nægtede at modtage pistolen og skyde de to unge mænd. To dage senere opsøgte [B] og [C] på ny ansøgeren for at få denne til at ændre mening. Ansøgeren blev vred og råbte skældsord mod dem og lederen af Al Mahdi militsen. [B] og [C] løb hen mod deres bil. Ansøgeren forstod, at de ville hente våben for at skyde ham. Han flygtede hen til en forladt bygning, hvor han skjulte sig. Han hørte, at de afgav skud. Han tog ophold hos sin ven [D] og udrejste efter cirka en uge af hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret udbyggende og divergerende om sit asylmotiv. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret udbyggende om, at han som følge af, at nogle unge sunni muslimer havde tilsvinet ham, kom i kontakt med [B] og [C] fra Al Mahdi-militsen, og at disse opfordrede ham til mod betaling at skyde de unge sunni muslimer. Da han afviste dette og selv tilsvinede [B] og [C] og Al Mahdi-militsens leder, kom han i konflikt med [B] og [C], der skød efter ham. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren slet ikke nævnt denne konflikt, men har tværtimod forklaret, at han ikke, mens han har boet i Bagdad, har haft nogen konflikter med myndighederne eller privatpersoner. Han har heller ikke haft nogen konflikter eller problemer med religiøse eller kriminelle grupper eller grupperinger. Han har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke blev behandlet pænt og ikke blev respekteret af sunni muslimer, men at han ikke personligt havde oplevet nogle konflikter eller problemer, fordi han er shia muslim. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig på hospitalet efter at være blevet overfaldet af IS. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret, at han var indlagt på hospitalet i cirka halvandet døgn, hvorefter han flygtede. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han blev udskrevet efter tre dage. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans forældre forsvandt, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at forældrene forsvandt [sommeren] 2014 omkring [dato]., og at han blev taget af Islamisk Stat cirka to til tre dage efter dette. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at forældrene forsvandt omkring [foråret] 2014. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at han blot var kommet til at sige den forkerte måned, og at han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han kun nævnte månedens nummer. Herudover finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren valgte at sælge Kleenex i et sunni domineret område i Bagdad, når han følte sig chikaneret af sunni muslimerne. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren skulle være blevet tilbudt 10.000 US dollars af Al Mahdi-militsen for at dræbe nogle sunni muslimer, der havde tilsvinet ansøgeren på gaden. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for shia muslimer i Irak er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af det anførte ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/51/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive kidnappet af sin mors familie, fordi hans forældre giftede sig uden moderens families tilladelse. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren mener, at hans forældre blev gift i 1995. Ansøgeren er blevet fortalt, at hans forældre giftede sig uden moderens families tilladelse. Ansøgeren er også blevet fortalt, at hans mors familie er stor og indflydelsesrig med medlemmer i regeringen, politiet og hæren. Ansøgerens far blev i 2006 kidnappet og tilbageholdt i tre dage af ukendte gerningsmænd, og ansøgerens familie modtog i samme år et trusselsbrev med en patron. Ansøgeren udrejste herefter af Irak til Syrien sammen med sin familie. I 2009 vendte ansøgeren tilbage til Irak sammen med sin familie. Ansøgeren blev i [foråret] 2010 kidnappet og tilbageholdt af ukendte gerningsmænd, men blev frigivet efter to-tre dage, idet politiet og militæret greb ind. Ansøgeren udrejste af Irak halvanden til to måneder senere i 2010 sammen med sin familie. Flygtningenævnet lægger efter forklaringerne i sagen til grund, at den kidnapning, som ansøgeren var udsat for i [foråret] 2010, var et enkeltstående kriminelt forhold, som ikke havde sammenhæng med de asylmotiver, som hans forældre har påberåbt sig. Ansøgeren har i øvrigt påberåbt sig forældrenes asylmotiv. Idet Flygtningenævnet ikke har lagt forældrenes forklaringer til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For en nærmere begrundelse henvises til afgørelsen i forældrenes asylsag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/50/MGO
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tikrit, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de ukendte personer, som har truet hans familie og slået hans farbror, [A], ihjel. Ansøgeren frygter ligeledes, at han ved en tilbagevenden til Irak vil blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren frygter endvidere, at det irakiske militær vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbror, [A], i 2010 blev dræbt af ukendte mænd, mens familien boede i Zubair. Familien flygtede derfor til Tikrit, hvorfra de flygtede da det irakiske militær fortalte, at familien skulle forlade byen, idet ISIL var på vej, hvilket ville føre til kampe i byens gader. Familien forlod byen i bil, men blev undervejs stoppet af ISIL. ISIL adskilte mændene fra kvinderne og børnene, og ansøgeren har herefter ikke set sin far og farbror. Kvinderne og børnene kom ud til en plantage, hvorfra ansøgeren og hans fætter, […], flygtede efter nogle dage. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren, der nu er 17 år, er tilstrækkelig moden til at deltage i asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på spørgsmål og på en måde, der viste, at han forstod svarenes betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på helt centrale punkter, ligesom ansøgeren og hans fætter også har forklaret divergerende på adskillige centrale punkter. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke fremstod selvoplevet, ligesom forklaringen på flere punkter fremstod afglidende og udetaljeret. Ansøgeren og hans fætter, […], har således forklaret divergerende om blandt andet drabet på deres farbror [A]. De har endvidere forklaret forskelligt om flugten fra Tikrit, tilbageholdelsen af deres fædre og om opholdet på og flugten fra plantagen. Ansøgeren har således under samtalen i Udlændingestyrelsen den [i] december 2012 forklaret, at de ukendte mænd, som tilbageholdt hans far og farbror, førte resten af familien hen til en plantage, hvor de skulle opholde sig i teltlejre. Under samtalen [i] februar 2016 har han forklaret, at der stod mange vagter fra ISIL på den gårdsplads, hvor ansøgeren boede i telt sammen med sin familie og har lavet en tegning, hvor han skitserer placeringen af vagterne. Under forklaringen for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at kvinderne og børnene ikke blev ført fra kontrolposten til plantagen, og at han ikke så nogen vagter på stedet. Ansøgeren og [ansøgerens fætter] har endvidere forklaret divergerende om, hvordan de boede i plantagen. Ansøgeren har således forklaret, at de boede i telte, mens [ansøgerens fætter] har forklaret, at de boede i en lerhytte. Endelig har ansøgeren og [ansøgerens fætter] forklaret divergerende om, hvor længe de opholdt sig i plantagen, inden de forlod denne samt om, hvorvidt de kørte i en eller flere biler på vejen til Baghdad. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at det af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder ”Respons. Irak: Situasjonen i Tikrit (Salah ad Din), bilagsnr. 883 af 13. januar 2016 fremgår, at Tikrit i april 2015 blev tilbageerobret fra ISIL, hvorfor ansøgerens forklaring om, at han og hans familie flygtede fra byen i september 2015, fordi ISIL nærmede sig Tikrit ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at den fremlagte erklæring fra ansøgerens farbror ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/5/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun eller hendes familie vil blive slået ihjel af sin mors familie, fordi de var imod hendes forældres ægteskab. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren er blevet informeret om, at hendes mors familie var imod, at hendes forældre indgik ægteskab. Ansøgerens far blev i 2006 bortført, men ansøgeren ved ikke, hvem der stod bag eller hvad årsagen var. Et par dage efter ansøgerens far vendte tilbage efter kidnapningen, modtog familien et trusselsbrev, hvor de blev truet til at forlade Irak. Ansøgerens bror blev endvidere bortført i 2010 af ukendte gerningsmænd med ukendt motiv. Ansøgeren har påberåbt sig forældrenes asylmotiv. Idet Flygtningenævnet ikke har lagt forældrenes forklaringer til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For en nærmere begrundelse henvises til afgørelsen i forældrenes asylsag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/49/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af myndighederne samt af den kvindelige ansøgers familie og klan, idet ansøgerne har giftet sig mod den kvindelige ansøgers families vilje, samt at flere af den kvindelige ansøgers familiemedlemmer har indflydelsesrige stillinger i Irak hos både regeringen og i al-Mehdi-militsen. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter al-Qaeda, fordi han i 2006 blev kidnappet, mens han arbejdede som chauffør for de amerikanske styrker i Irak. Derudover frygter den mandlige ansøger at blive slået ihjel af sekteriske sunni-muslimer, idet han selv er shia-muslim. Den mandlige ansøger har oplyst, at han blev gift med den kvindelige ansøger i 1995. Ansøgerne boede sammen flere forskellige steder i Basra, herunder på en skole, indtil de i 1999 flyttede til Bagdad, hvor de boede hos den mandlige ansøgers far og stedmor, fordi den kvindelige ansøgers familie fik kendskab til, at parret stadig opholdt sig i Basra. Siden flyttede parret til Salah ad-Din, og de flyttede i 2003 til Bagdad, da regimet faldt, og de opholdt sig i Bagdad indtil 2006, hvor den mandlige ansøger blev kidnappet af al-Qaeda. En uge efter kidnapningen modtog parret et trusselsbrev på deres bopæl, og de flyttede herefter til Syrien, hvor de boede indtil 2009. De flyttede herefter tilbage til Bagdad grundet urolighederne i Syrien. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at hans ældste søn blev kidnappet den [i foråret] 2010 af ukendte gerningsmænd, og efter løsladelsen udrejste familien til Tyrkiet, hvor de blev registreret som flygtninge hos UNHCR. Fire år senere, kort tid forinden at familien skulle modtages som flygtninge i USA, udrejste den mandlige ansøger af Tyrkiet i [sommeren] 2015, fordi han modtog trusler fra kriminelle i Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun efter sin vielse med den mandlige ansøger i 1994 opholdt sig i halvandet år i Basra, hvorefter de flyttede til Salah ad-Din, fordi de frygtede at blive genkendt af hendes familie i Basra. I Salah ad-Din boede de i to et halvt år hos en af den mandlige ansøgers venner. Parret oplevede ingen konflikter i den periode. De flyttede herefter til Bagdad, fordi vennen ville have sit hus tilbage, og fordi hendes ægtefælle ønskede at arbejde i Bagdad. Parret boede i en lejelejlighed i Bagdad, og hendes ægtefælle arbejdede i en periode som chauffør for de amerikanske styrker. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at den mandlige ansøger blev kidnappet i [efteråret] 2006. Den mandlige ansøger var tilbageholdt i tre dage, og han blev løsladt, idet hans far, som havde forbindelser i den irakiske hær, hjalp med at få sat en befrielsesaktion i gang. Dagen efter løsladelsen modtog parret et trusselsbrev, som indeholdt en patron og en trussel om at blive slået ihjel, hvis de ikke forlod deres bopæl. Parret udrejste derfor til Syrien i 2006. De opholdte sig i Syrien indtil 2009, hvor familien vendte tilbage til Bagdad, fordi deres økonomiske forhold blev forværret, og idet den mandlige ansøgers far døde. I 2010 blev ansøgerens ældste søn kidnappet. Tre dage senere befriede den irakiske hær sønnen, men ansøgeren ved ikke, hvorfor kidnapningen skete, og heller ikke, hvem der stod bag. Den kvindelige ansøger forlod derfor Bagdad med sin familie og rejste til et andet sted i Irak, hvor de opholdt sig i to-tre måneder. Den kvindelige ansøger udrejste herefter med sin familie til Tyrkiet, hvor de blev registreret som flygtninge ved UNHCR, og de fik i 2015 svar om, at de var blevet meddelt opholdstilladelse i USA. Den mandlige ansøger modtog imidlertid samme år trusler fra tyrkiske kriminelle, og han rejste herefter til Danmark. Den kvindelige ansøger udrejste i [efteråret] 2015 af Tyrkiet sammen med familiens fem børn. Flygtningenævnet er i sin afgørelse ikke bundet af den omstændighed, at ansøgerne og deres børn er anerkendt af UNHCR som flygtninge, idet det påhviler nævnet selvstændigt at vurdere, om ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I denne vurdering indgår UNHCR´s anerkendelse som et moment i den samlede asylvurdering. Indledningsvist bemærkes om ansøgernes forklaringer, at den mandlige ansøger ikke har anført noget om konflikten med den kvindelige ansøgers familie i sit asylskema, selvom denne konflikt udgør en central del af asylmotivet. Den mandlige ansøger har forklaret, at han og den kvindelige ansøger, efter at de var blevet gift i 1995, boede rundt omkring mange forskellige steder i Basra indtil 1998/1999, og at de opholdt sig ganske kortvarigt hvert sted. Han har videre forklaret, at de herefter flyttede ind hos hans far og stedmor i Baghdad, hvor de opholdt sig i 1- 1½ år, inden de flyttede til Salah ad-Din, hvor de fandt beskyttelse hos en sunnimuslimsk klan. I 2003 flyttede familien tilbage til Baghdad, hvor de boede frem til, at de i 2006 flygtede til Syrien. Den mandlige ansøgers forklaring under nævnsmødet har været divergerende med hensyn til, om den kun var ham, der flyttede tilbage til Baghdad i 2003, eller hvorvidt familien flyttede med ham. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at de efter vielsen boede i Basra i 1½ år, og at de i den forbindelse blandt andet boede på en skole i ca. 1-1½ år, og at de herfra flyttede til Salah ad-Din, hvor de i 2½ år boede i et hus tilhørende den mandlige ansøgers ven, hvorefter de flyttede til Amel-kvarteret i Baghdad, hvor de lejede en lejlighed, som de boede i frem til udrejsen til Syrien i 2006. Hun har videre i asylsamtalerne forklaret, at de ikke havde kontakt til den mandlige ansøgers far før i forbindelse med, at den mandlige ansøger blev kidnappet i 2006. I samtalen med advokaten forud for mødet i nævnet har den kvindelige ansøger om de divergerende forklaringer med hensyn til opholdet hos den mandlige ansøgers far forklaret, at hun havde glemt det, fordi det var af kortere varighed. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om de modtog trusler i forbindelse med det første ophold i Baghdad, idet han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at den kvindelige ansøgers bror sammen med flere andre to gange opsøgte hans fars bopæl i Baghdad, efter at ansøgerne var rejst til Salah ad-Din, hvorimod han i asylsamtalen har forklaret, at de blev opsøgt på hans fars bopæl, mens de stadig boede i Baghdad men på et tidspunkt, hvor de ikke var hjemme, ligesom han forklarede, at der var tale om et enkelt tilfælde i enten 2000 eller 2001. Den mandlige ansøger har også forklaret divergerende med hensyn til om, han senest modtog trusler fra den kvindelige ansøgers familie 10 dage forud for oplysnings- og motivsamtalen, eller om han modtog de seneste trusselsopkald, mens familien opholdt sig i Tyrkiet. Han har endvidere under mødet i nævnet udbygget sin forklaring om truslerne med at forklare, at der sammen med de telefoniske trusler blev sendt billeder af hans hustru optaget i Tyrkiet, og billeder, hvor hun var iført undertøj, og hvor der stod tekster med truende indhold. Ansøgernes forklaringer om omstændighederne i forbindelse med, at den mandlige ansøger i 2006 skulle være blevet kidnappet af Al Qaeda, har også været divergerende, idet den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke i forbindelse hermed havde kontakt til personer udenfor, idet hans telefon blev taget fra ham, og at bortførerne ringede til hans far for at få udbetalt løsepenge. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at både hun og hendes svigerfar talte i telefon med den mandlige ansøger, mens han var kidnappet. Endelig har ansøgerne forklaret divergerende om udrejsen fra Irak i 2010 med hensyn til, hvor langt tid der gik efter sønnens kidnapning til udrejsen, og hvor de opholdt sig henne, før de udrejste via Erbil i november 2010. Nævnet skal videre bemærke, at det ikke forekommer sandsynligt, at den kvindelige ansøgers familie, der efter Saddam Husseins fald blev magtfuld og fik tætte relationer til flere indflydelsesrige personer i Irak, ikke var i stand til at finde ansøgerne i de mange år, de boede forskellige steder i Irak, men at de derimod skulle have været i stand til at finde frem til ansøgerne i henholdsvis Tyrkiet og Danmark, også selvom den mandlige ansøger havde et dansk mobilnummer. Ingen af ansøgerne har i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen gjort opmærksom på, at trusselsbrevet fra Al Qaeda lå blandt de dokumenter, de havde afleveret til styrelsen, hvorfor brevet først er blevet oversat under nævnsmødet, og det er i den forbindelse kommet frem, at den mandlige ansøger ikke er nævnt ved navn i brevet. Om brevet bemærkes videre, at ansøgerne har forklaret divergerende med hensyn til, om det blev fundet i garagen eller i haven, og om det var den mandlige ansøger eller et af deres børn, der fandt brevet. Endelig bemærkes, at det først er under mødet i nævnet, at den mandlige ansøger har forklaret, at der i årene fra 2006-2016 er udstedt adskillige arrestordrer på ham fra de irakiske myndigheders side, og at to af disse er blandt de dokumenter, han har afleveret til Udlændingestyrelsen. Disse arrestordrer er derfor også først blevet oversat i forbindelse med nævnsmødet. Dokumenterne nævner ikke den mandlige ansøger ved navn og fremtræder snarere som en efterlysning af den mandlige ansøgers bil, og de personer der havde stjålet dem fra ham i forbindelse med kidnapningen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne har forklaret, at de i 2009, hvor der allerede var udstedt flere arrestordrer, valgte at rejse tilbage til Irak fra Syrien, og at ansøgerne har forklaret, at de i forbindelse med kidnapningen af deres søn i [foråret] 2010 henvendte sig til myndighederne, uden at de fik konsekvenser for den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøgers forklaringer har på en række centrale punkter været præget af, at hun ikke har været i stand til at huske centrale begivenheder, før hun direkte er blevet spurgt ind til dem. Dette gælder blandt andet i forhold til, om de blev fulgt til irakisk/syriske grænse af amerikanske tropper, og med hensyn til, om den mandlige ansøger blev skudt i benet i forbindelse med kidnapningen i 2006. Med henvisning til, at ansøgerne på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende og med henvisning til, at forklaringerne på en række punkter har været usandsynlige, og derfor i det hele forekommer konstruerede til lejligheden, kan flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund. Under disse omstændigheder kan nævnet heller ikke tillægge UNHCR´s anerkendelse af ansøgernes status som flygtninge betydning. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på ægthedsvurdering og oversættelse af trusselsbrevene, ligesom nævnet heller ikke finder det godtgjort, at har været sådanne mangler ved Udlændingestyrelsen behandling af sagen, at den af den grund bør hjemvises. Det bemærkes endeligt, at hverken den omstændighed, at ansøgerne er shiamuslimer eller de generelle forhold i Irak kan begrunde at de meddeles opholdstilladelse. Efter oplysningerne i telefonnotatet om henvendelsen til den amerikanske ambassade sammenholdt med de fremlagte dokumenter fra UNHCR, kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerne har fået opholdstilladelse i USA, hvorfor der ikke er grundlag for at udsende dem til USA eller behandle sagen som en første asyllandssag. Ansøgerne har på baggrund af det ovenfor anførte ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/48/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ateist fra Shatra, Diqhar Naseriya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin klan eller af en allieret klan, idet han har bragt skam over sin far og klanen ved at blive ateist og ved at gifte sig med en kristen pige. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt af en milits af samme årsager, idet hans storebror [A] er et højtstående medlem af militsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på et tidspunkt efter han var startet på universitetet indledte et forhold til en kristen pige, [B]. Deres forhold udviklede sig over Facebook og efter i alt tre møder i Bagdad indgik de en civil ægteskabspagt [foråret] 2015 uden ansøgerens families kendskab hertil. De er ikke officielt gift hverken ved retten eller hos de religiøse myndigheder. Da ansøgerens far fik kendskab til forholdet og ægteskabspagten, spærrede han ansøgeren inde i familiens hjem i Naseriya. Ansøgerens far er klanleder og meget religiøs. Efter omkring fem dage lykkedes det ansøgeren at flygte til Bagdad. Omkring to dage senere fik ansøgeren at vide af sin bror, [C], at faren havde mødtes med tre andre klanledere og udstedt et dokument, hvori der stod, at faren slog hånden af ansøgeren, og at det er tilladt for enhver at dræbe ham, idet han har bragt skam over familien. [C] fortalte også ansøgeren, at deres anden bror [A], havde sat sin militsgruppe, Kataaib Hizbollah, i gang med at lede efter ansøgeren i Bagdad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen er endvidere på visse punkter divergerende. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har kunnet redegøre for forholdet til [B], der er afgørende for, at ansøgeren udrejste af Irak. Ansøgeren har således haft vanskeligt ved at forklare om det tidsmæssige forløb i forhold til, hvornår møderne med hende fandt sted. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret udetaljeret om sit forhold til [B] og afglidende og udetaljeret på spørgsmål om [B’s] familie, herunder om hvornår han mødtes med hendes slægtninge inden brylluppet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren dels har forklaret, at ansøgerens far opdagede, at ansøgeren var blevet ateist ved, at personer fra ansøgerens universitet fortalte det, dels at ansøgeren har forklaret, at familien opdagede det gennem ansøgerens Facebook-opslag. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der boede i ansøgerens lejlighed i Baghdad. Ansøgeren har herom i Oplysnings- og Motivsamtalen forklaret, at han efter flugten fra sine forældres bopæl i [efteråret] 2015 ikke vendte tilbage til sin lejlighed, fordi han boede der med en anden, som han arbejdede med. Ved gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter vielsen med [B] [foråret] 2015 boede med hende i lejligheden, og at der ikke boede andre. Flygtningenævnet finder, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have medbragt vielsesattesten, da han besøgte familien i [efteråret] 2015 henset til det, som ansøgeren har forklaret om familiens forhold til religion. Nævnet finder også, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først 5-6 måneder, efter han via Facebook skulle have modtaget det dokument, hvor ansøgerens far slog hånden af ham, afleverede det til Udlændingestyrelsen. Nævnet kan derfor ikke tillægge dokumentet nogen vægt. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, der som anført har haft adgang til sin Facebook-profil, ikke har underbygget sin forklaring om sine opslag vedrørende sit syn på religion. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren har forklaret, at han er blevet slået i hovedet af nogle iranere, og at man i Irak ikke tillægger datoer særlig betydning, men nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/47/thj
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra […], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Asaaib-militsen, idet han som chauffør har hjulpet sin sunni-muslimske direktør, [A] med at undslippe militsen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, idet Asaaib samarbejder med myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [sommeren] 2015 kørte med [A] fra Basra til Rumala al-Shemaliya. På tilbagevejen blev de forsøgt standset af en bil, der senere viste sig at være fra Asaaib. Der blev skudt mod [A’s] og ansøgerens bil. De slap dog væk. Efter denne episode ransagede Asaaib ansøgerens bopæl tre gange inden for 20-25 dage. Ansøgeren var ikke hjemme, mens ransagningerne fandt sted. Ansøgeren anmeldte Asaaib til myndighederne efter en af ransagningerne. 20 dage efter den tredje ransagning udrejste ansøgeren af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på flere centrale punkter er divergerende og fremstår påfaldende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at mændene i pick-up-bilen stoppede den bil, som ansøgeren og [A] kørte i. Ved gensamtalen har ansøgeren forklaret, at bilen ikke blev stoppet, idet ansøgeren trådte på pedalen og kørte. Ved oplysnings- og motivsamtalen og gensamtalen har ansøgeren forklaret, at [A] skød efter personerne i pick-up-bilen, men for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [A] skød varselsskud op i luften for at vise, at han kunne forsvare sig. Ved oplysnings-og motivsamtalen og gensamtalen har ansøgeren forklaret, at personerne i pick-up-bilen skød mod den bil, som ansøgeren kørte i, og at de ikke ramte, men for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens bil blev ramt. Ved oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de slap væk fra pick-up-bilen ved at køre ind til centrum af Basra. Ved gensamtalen har ansøgeren forklaret, at de slap væk ved at køre til en politikontrolpost ved en forstad til al-Zubair. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidsforløbet og antallet af Asaaibs besøg på ansøgerens bopæl, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet og tidspunktet for afleveringen af det brev, som Asaaib afleverede på ansøgerens bopæl. An¬søgeren har således forklaret ved oplysnings- og motivsamtalen, at brevet, der blev smidt på bopælen inden den første ransagning, var et trusselsbrev uden afsender, hvori der blandt andet stod, at Asaaib ville dræbe ham. Ved gensamtalen har ansøgeren forklaret, at det brev, Asaaib afleverede, var en arrestordre udstedt af en dommer, og at det blev afleveret anden gang, Asaaib var på bopælen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han anmeldte Asaaib til myndighederne. Nævnet lægger endeligt vægt på, at ansøgeren, trods at der skulle være udstedt en arrestordre mod ham, udrejste lovligt af Irak under benyttelse af sit eget pas. Flygtningenævnet er opmærksomt på den tid, der er gået mellem samtalerne, at ansøgeren har forklaret, at han har psykologiske problemer og ikke husker så godt, samt at han har forklaret for nævnet, at divergenserne i hans forklaring skyldes tolkeproblemer. Dette kan imidlertid ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/46/thj
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af de tre mænd, som bortførte ham i 2007. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev bortført af tre mænd i juli 2007. Ansøgeren fik efter bortførelsen at vide, at bortførelsen var på grund af ansøgerens farbrors tilknytning til partiet Al Dawa. De tre mænd blev alle idømt livstidsstraf, hvorefter en eller flere af dem, flygtede fra fængslet i perioden mellem starten af 2014 og sommeren 2015. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Efter ansøgerens ankomst til Danmark, har hans familie fortalt, at ansøgeren ikke bør vende tilbage til hjemlandet, idet ansøgerens familie i [vinteren] 2016 modtog trusselsbreve fra ukendte afsendere, hvori der stod, at man ledte efter ansøgeren. Ansøgerens familie flygtede herefter til Jordan, hvor de befinder sig i dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen på flere punkter har været præget af divergenser, herunder hvem der bortførte ham og disses navne samt hvor de blev fængslet. Nævnet bemærker i tilslutning hertil, at begivenheden uanset om den lægges til grund ikke kan anses for asylrelevant, idet det må have formodningen imod sig, at nogle af de tre personer efter at have unddraget sig strafforfølgning mange år efter vil foretage hævnakter i forhold til ansøgeren. Nævnet bemærker endvidere i denne sammenhæng, at ansøgeren såfremt han ville blive opsøgt, ville kunne anmelde forholdet til myndighederne og dermed opnå myndighedsbeskyttelse. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen som yderligere asylmotiv påberåbt sig, at han er begyndt at interessere sig for kristendommen. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren således oplyst, at han påtænker, at indgå i et forløb der skal medføre, at han døbes. Udover at henvise til at han finder kristendommen mere tolerant end islam, har ansøgeren ikke kunne konkretisere hvad kristendommen betyder for ham. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerens interesse for kristendommen kan tages som udtryk for en reel konversion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/45/DMO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig]. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Irak, etnisk kurder og sunni muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive efterstræbt af sin slægtning, [H], og hans familie. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Kirkuk, herunder tilstedeværelsen af ISIL og Kriminelle grupper. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ikke har noget hjem at vende tilbage til i Irak, fordi hans forældre og bror er døde. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for [H] oplyst, at denne var involveret i en jordkonflikt med ansøgers far i ansøgers hjemby, [T]. Der forekom slåskampe, og en dag brændte [H] ansøgers families bopæl og afgrøder i [T], hvorefter ansøgeren, sammen med sin familie, flyttede til Kirkuk. Under familie ophold i Kirkuk blev ansøgers far flere gange truet af [H] og hans sønner gennem breve og telefonopkald. [H] skød også ved flere lejligheder imod ansøgeren og hans familie, herunder blev der skudt på en bil, som ansøgeren gemte sig i, da han var omkring otte-ni år gammel. Senest har [H] skudt mod ansøgerens bopæl i 2014. Om sin frygt for de generelle forhold i Kirkuk har ansøgeren oplyst, at der foregår kampe, og at ISIL er ved at overtage kontrollen i byen. Ansøgeren har tillige oplyst, at der findes kriminelle grupper der kidnapper børn. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes, idet den forekommer utroværdig, divergerende og udbyggende. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren i sit asylskema intet har anført om den påståede jordkonflikt, at denne først omtales i oplysnings- og motivsamtalen og der havende givet sig udslag alene i trusler, mens han senere har forklaret om afbrændinger og skudepisoder. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af skudepisoder og om, hvor og hvornår de fandt sted. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren efter farens forsvinden har kunne opholde sig uantastet i området i omkring et år frem til udrejsen. Efter baggrundsoplysningerne findes de generelle oplysninger om sikkerhedsforholdene i området ikke i sig selv at kunne begrunde en opholdstilladelse, og ansøgeren har forklaret, at han ikke personligt har været i konflikt ISIL. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/44/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Irak, etnisk araber og sunni muslim fra Babil provinsen i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak, samt at familien ifølge hans far er blevet truet. Ansøgeren har herudover henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af en shiamuslimsk milits. Ansøgeren har oplyst, at hans far en dag midt i den 8. måned 2015 fortalte ham, at han var blevet truet, og at familien derfor skulle udrejse fra Irak. Ansøgeren ved ikke, hvem der fremsatte truslen, hvem truslen var rettet mod eller hvad truslen omhandlede. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han få dage efter, at hans far havde fortalt ham om truslen, udrejste fra Irak. Ansøgeren har videre fortalt, at hans brødre, [H] og [M], udrejste fra Irak mere end en måned inden ansøgeren, og at forældre, to andre brødre og en søster udrejste fra Irak i oktober 2015. Endelig oplyser ansøgeren, at familien i 2006 måtte forlade [et byområde] ved Bagdad grundet al-Qaedas øgede tilstedeværelse i området. Ansøgeren har forklaret, at der ikke har været fremsat konkrete trusler mod ham personligt, og at han ikke personligt har været udsat for hvervningsforsøg. Han har forklaret, at hans søskende og forældre er udrejst ad fire omgange over en periode på flere måneder. Ansøgeren har oplyst, at udrejsen skyldtes, at hans far angiveligt var blevet truet, men han har ikke kunne oplyse nærmere om denne trussel, uanset den 28-årige ansøger så sent som i går, har været i kontakt med faren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at ansøgerens først for nævnet fremsatte oplysninger om en vis interesse for kristendommen ikke medfører ændring i denne vurdering. Baggrundsoplysningerne om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/43/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren havde fået interesse for kristendommen, fordi hans bedste ven, [M], er kristen. Ansøgeren konverterede til kristendommen [i sommeren] 2015. Det var ansøgerens plan at blive døbt. Hans familie reagerede negativt, da de fandt ud af, at ansøgeren viste interesse for kristendommen, og han blev spærret inde i tre dage og udsat for vold og overgreb af sin bror. Det lykkedes ansøgeren at stikke af fra sin familie. [M]s familie hjalp ansøgeren med udrejsen af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række centrale forhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvordan hans interesse for kristendommen begyndte. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han [i sommeren] 2015 begyndte at snakke med vennen, [M], om religion og forskellen på kristendommen og islam, at han havde snakket med [M] om religion tidligere, men at han først [i sommeren] 2015 begyndte at lytte til [M]. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens interesse startede gennem samtaler med [M], der i omkring et til to år talte med ansøgeren om kristendommen, og at ansøgeren herefter læste om kristendommen. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren endvidere forklaret, at ansøgeren havde en kurdisk bibel og nogle kors, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen. Ansøgeren har derudover forklaret divergerende om sin konflikt med familien, herunder hvornår og hvordan familien fik besked om ansøgerens konversion, og om familiens voldsudøvelse. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han allerede [i sommeren] 2015 fortalte sin mor det hele efter sin snak med [M], og at hans mor fortalte resten af familien om det nogle dage efter. Derefter udøvede de meget vold mod ansøgeren. De spærrede ham dog først inde [i sensommeren], da han fortalte dem, at han ville lade sig døbe. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han to dage før sin konversion talte med sin mor, der havde fundet en bibel og nogle kors på ansøgerens værelse. Dette ændrede ansøgeren senere i samtalen til, at konfrontationen med moren fandt sted godt en måned efter hans konversion [i sommeren] 2015, og at moren to dage efter konfrontationen fortalte ansøgerens far om det. Herefter blev han slået af sin bror. Den følgende dag, hvor han også blev slået af sin bror, fortalte han sin familie om sin beslutning om at blive døbt, hvorefter han blev indespærret på et værelse i tre dage. Ansøgeren har ydermere forklaret divergerende om, hvornår og hvorfor han solgte sin bil. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at solgte sin bil, da familiens overgreb begyndte, og at han skyndte sig hen og fik solgt sin bil, fordi han kunne se, hvor det bar hen. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han solgte sin bil, inden han blev udsat for vold, og at han solgte bilen, fordi han var træt af det hele; familien truede ham, de behandlede ham ikke godt, og de vaskede ikke hans tøj. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion er reel, har Flygtningenævnet også særligt lagt vægt på, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen ikke har kunnet redegøre for hverken kristne højtider, hellige skrifter i biblen, kristne ritualer eller de ti bud, selvom ansøgeren angiveligt gennem længere tid har drøftet kristendommen med vennen [M] og har været i besiddelse af en bibel på sit modersmål. Endvidere har ansøgerens forklaring for nævnet båret præg af, at ansøgeren alene har et yderst begrænset kendskab til kristendommen, idet ansøgeren kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk herom. Endelig har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den fremlagte udtalelse fra præst […] eller det forhold, at ansøgeren er blevet døbt [i vinteren] 2017, kan ikke føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder af samme grund ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på iværksættelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/42/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Diyala, Irak. Ansøgerens far er etnisk araber, og hans mor er etnisk kurder. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvilken etnicitet han tilhører. Ansøgeren er ikke troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller tvangshvervet af ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han sammen med sin bror blev stoppet af nogle personer fra ISIL, da de var på vej hjem. De pågældende spurgte ansøgeren, hvorfor han var tatoveret, når det var ulovligt ifølge islamisk lovgivning, ligesom de spurgte ansøgeren og hans bror, om de kunne finde ud af at bede. Både ansøgeren og hans bror blev slået i hovedet. Ansøgerens bror besvimede, og ansøgerens selv faldt til jorden, hvorved han bed sig selv i tungen. Herefter fik de bind for øjnene og blev kørt til et for ansøgeren ukendt sted, hvor de blev placeret i en celle. De fik mad tre gange om dagen. Efter et par dage blev ansøgerens bror taget ud af cellen. Da broren kom tilbage, fortalte han, at deres farbror og dennes søn var blevet slået ihjel. Efter omkring en uges tilbageholdelse blev ansøgeren og hans bror befriet af peshmergaerne og Hashdi Shahbi. Herefter løb de først til deres bopæl, hvor der ikke var nogen. De tog videre hjem til deres morbror, som gav dem penge og sagde, at de skulle flygte. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Hashdi Shahbi, som ikke kan lide kurdere og sunni-muslimer. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt, at han kommer fra Saadiyah, er af kurdisk afstamning og født sunni-muslim. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret om sit asylmotiv uden væsentlige divergenser, men bemærker endvidere, at ansøgeren om det væsentligste asylmotiv ikke har oplevet dette selv, men alene har refereret brorens forklaring. Ansøgerens asylmotiv er nøje sammenhængende med brorens. Et flertal af Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens asylmotiv, idet ansøgerens bror har forklaret divergerende i de forskellige samtaler og i forhold til ansøgerens forklaring. Ansøgerens bror har i asylskemaet oplyst, at han og ansøgeren blev tilbageholdt af ISIL, men han har trods en relativ lang og detaljeret forklaring ikke oplyst om at deres farbror, farbrors søn eller andre blev dræbt, mens broren blev tvunget til at se på det. Ansøgerens bror har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev tvunget til at se, at hans farbror fik sit hoved skåret over. Broren har endvidere forklaret om, at tre af farbrorens venner blev stenet og efterfølgende brændt. Endelig har broren forklaret, at farbrorens søn også blev stenet. I samtalen af […] 2016 har ansøgerens bror forklaret, at farbroren, [A], fik halsen skåret over, mens broren blev tvunget til at se på. Broren har forklaret, at han en til to dage efter blev tvunget til at se, at tre af [A]s venner blev stenet og efterfølgende brændt. Broren har på forespørgsel forklaret, at farbroren, [A], ikke havde børn og at der var tale om en morbrors søn, som broren imidlertid først efter ankomsten til Danmark fik at vide var blevet slået ihjel og slæbt efter en bil. Ansøgerens bror har ved mødet for nævnet forklaret, at han så farbroren blive halshugget og ved samme lejlighed så at tre af farbrorens venner blev stenet og brændt. Ansøgeren har forklaret, at han kun så sin bror forlade cellen en gang, og at broren efterfølgende forklarede, at han havde overværet, at deres farbror, [A], og dennes søn, [B], blive halshugget. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans bror ikke har fortalt, at han skulle have overværet tre personer blive stenet og brændt. Ansøgerens bror har endvidere forklaret divergerende om, den hjælp [A] gav til peshmergaerne, antallet af soldater i forbindelse med anholdelsen, hvor broren under samtalen den […] 2016 har forklaret, at der var to soldater, mens han under mødet for nævnet har forklaret, at der var syv til otte. Broren har videre forklaret forskelligt i forhold til ansøgeren om, hvor mange soldater, der var i forbindelse med anholdelsen, og i hvilken grad deres hjem var ødelagt, da de blev løsladt. På baggrund af ovennævnte divergenser vil flertallet tilsidesætte ansøgeren og hans brors forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har ikke angivet at have konkrete og individuelle problemer med shia militsen, Hashdi Shahbi. Idet det ikke kan lægges til grund, at militsens overgreb mod den sunni-muslimske befolkning har en karakter så ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb i strid med EMRK artikel 3, finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” MVLN/Irak/2017/41
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Diyala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, da han er undsluppet gruppen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han [i efteråret] 2014 sammen med sin bror blev stoppet af ISIL ved en kontrolpost, da de var på vej hjem. Soldaterne fra ISIL bemærkede, at ansøgerens bror havde tatoveringer på hånden, og de spurgte broren, om han ikke havde nogen tro. Både ansøgeren og hans bror blev herefter slået i hovedet med en geværkolbe. Ansøgeren blev bevidstløs af slaget, og da han vågende, befandt han sig sammen med sin bror i en fængselscelle. De fik mad to til tre gange om dagen, og hver gang fik de af soldaterne at vide, at de skulle forberede sig på at dø. Efter to til tre dages tilbageholdelse blev ansøgeren taget ud af cellen, da han skulle oplyse, om han kunne genkende den mand, som soldaterne havde taget med. Ansøgeren blev ført ud for at se sin farbror blive henrettet, ligesom han så, at tre af dennes venner, som havde kæmpet for peshmergaerne, var placeret i et bur. ISIL-soldaterne kastede sten mod buret, og vennerne blev kvæstet. Herefter blev der sat ild til buret, hvorved vennerne døde. Ansøgeren blev ført tilbage til cellen. Et par dage senere blev ISIL-soldaterne angrebet af peshmergaerne og Hashadi Shahbi. ISIL-soldaterne flygtede, og ansøgeren og hans bror blev befriet. Ansøgeren og hans bror løb hjem, hvor de så at deres hus var blevet ødelagt. De løb videre til deres morbror, som gav dem penge og guld, så de kunne flygte. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter tvangsrekruttering eller at blive slået ihjel af shia-folkehæren, Hashdi Shahbi, hvis han afviser at tilslutte sig dem. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han på Facebook og i nyhederne har set, at Hashadi Shahbi tvangsrekrutterer alle unge mænd. Endvidere har ansøgeren hørt om flere, der er blevet tvangsrekrutteret, mens han fortsat opholdt sig i Irak, ligesom gruppen allerede havde foretaget rekrutteringer i det kvarter, hvor ansøgeren boede. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt, at han kommer fra Saadiyah, er af kurdisk afstamning og født sunni-muslim. Et flertal af Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens asylmotiv, idet der er forklaret divergerende i de forskellige samtaler og i forhold til brorens forklaring. Ansøgeren har i asylskemaet oplyst, at han og hans bror blev tilbageholdt af ISIL, men har trods en relativ lang og detaljeret forklaring ikke oplyst om at hans farbror, farbrors søn eller andre blev dræbt, mens han blev tvunget til at se på det. Han har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev tvunget til at se, at hans farbror fik sit hoved skåret over. Han har endvidere forklaret om, at tre af farbrorens venner blev stenet og efterfølgende brændt. Endelig har han forklaret, at farbrorens søn også blev stenet. I samtalen af […] 2016 har han forklaret, at hans farbror, [A], fik halsen skåret over, mens ansøgeren blev tvunget til at se på. Han har forklaret, at han en til to dage efter blev tvunget til at se, at tre af [A]s venner blev stenet og efterfølgende brændt. Han har på forespørgsel forklaret, at farbroren, [A], ikke havde børn og at der var tale om en morbrors søn, som ansøgeren imidlertid først efter ankomsten til Danmark fik at vide var blevet slået ihjel og slæbt efter en bil. Ansøgeren har ved mødet for nævnet forklaret, at han så farbroren blive halshugget og ved samme lejlighed så at tre af farbrorens venner blev stenet og brændt. Ansøgerens bror har forklaret, at han kun så ansøgeren forlade cellen en gang, og at ansøgeren efterfølgende forklarede, at han havde overværet, at deres farbror, [A], og dennes søn, [B], blev halshugget. Ansøgerens bror har endvidere forklaret, at ansøgeren ikke har fortalt, at han overværede tre personer blive stenet og brændt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, den hjælp [A] gav til peshmergaerne, antallet af soldater i forbindelse med anholdelsen, hvor han under samtalen den […] 2016 har forklaret, at der var to soldater, mens han under mødet for nævnet har forklaret, at der var syv til otte. Han har forklaret forskelligt i forhold til sin bror om, hvor mange soldater, der var i forbindelse med anholdelsen, og i hvilken grad deres hjem var ødelagt, da de blev løsladt. På baggrund af ovennævnte divergenser vil flertallet tilsidesætte ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har ikke angivet at have konkrete og individuelle problemer med shia militsen, Hashdi Shahbi. Idet det ikke kan lægges til grund, at militsens overgreb mod den sunni-muslimske befolkning har en karakter så ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb i strid med EMRK artikel 3, finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” MVLN/Irak/2017/40
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tikrit, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt på samme måde som sin farbror, [A], eller at blive taget på samme måde som sin far og farbror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbror, [A], er blevet slået ihjel af ukendte mænd, mens ansøgeren og hans familie boede i samme hus i Zubair i Irak. Familien modtog forud herfor 2 trusler i form af kuverter med patroner. En dag kom nogle ukendte mænd til familiens hjem ved 23-24 tiden om aftenen, hvor halvdelen af mændene kom ind i hjemmet og halvdelen blev udenfor. Mændene skød og dræbte ansøgerens farbror, [A], med det samme. Ansøgeren og resten af familien, bortset fra hans fætter og dennes søster, fik efterfølgende bundet håndleddene. [Ansøgerens fætter] befandt sig på husets første sal, da [A] blev skudt. Da [ansøgerens fætter] og hans søster kom ned, sad ansøgeren og de andre bundet. To-tre uger efter episoden flyttede familien til Tikrit. I 2015 flyttede hele familien frivilligt fra Tikrit til nogle plantager i forbindelse med, at ISIL kom til byen. De gjorde dette for at komme i sikkerhed fra ISIL. På vejen til plantagerne blev ansøgerens far og farbror bortført af nogle ukendte mænd iklædt sort tøj. Ansøgeren og [ansøgerens fætter] forlod plantagerne efter nogle dage. De kom med en bil til Bagdad og udrejse herfra legalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på helt centrale punkter, ligesom ansøgeren og hans fætter også har forklaret divergerende på adskillige centrale punkter. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke fremstod selvoplevet, ligesom forklaringen på flere punkter fremstod afglidende og udetaljeret. Ansøgeren og hans fætter, […], har således forklaret divergerende om blandt andet drabet på deres farbror [A]. De har endvidere forklaret forskelligt om flugten fra Tikrit, tilbageholdelsen af deres fædre og om opholdet på og flugten fra plantagen. Ansøgeren har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] marts 2016 først forklaret, at de alle blev taget ud af bussen, og at han og hans familie gik derfra hen til plantagen, mens han senere under samtalen har forklaret, at det kun var hans far og farbror, der blev taget ud af bussen, mens de øvrige fik lov til at fortsætte med bussen. [Ansøgerens fætter] har under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] februar 2016 forklaret, at alle skulle stige ud af bussen, og at kvinderne og børnene skulle fortsætte til fods til plantagen. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han ikke husker, hvorvidt de gik til plantagen eller fik lov til at fortsætte i bussen. Ansøgeren og [ansøgerens fætter] har endvidere forklaret divergerende om, hvordan de boede i plantagen. Ansøgeren har således forklaret, at de boede i en lerhytte, mens [ansøgerens fætter] har forklaret, at de boede i telte. Ansøgeren og [ansøgerens fætter] har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe de opholdt sig i plantagen, inde de forlod denne samt om, hvorvidt de kørte i en eller flere biler på vejen til Baghdad. Hertil kommer, at det er helt utroværdigt, at en ukendt person, som ansøgeren og hans fætter mødte udenfor Baghdad, indvilligede i uden nogen form for betaling at stå som garant for dem, således at de kunne komme ind i Baghdad. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at det af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder ”Respons. Irak: Situasjonen i Tikrit (Salah ad Din), bilagsnr. 883 af 13. januar 2016 fremgår, at Tikrit i april 2015 blev tilbageerobret fra ISIL, hvorfor ansøgerens forklaring om, at han og hans familie flygtede fra byen i september 2015, fordi der var kampe mellem ISIL og regeringshæren ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at den fremlagte erklæring fra ansøgerens farbror ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/4/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af klanlederen [A], hvis ære han har krænket. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han kommer fra et konservativt område i Basra, hvor han som den eneste ikke var klædt i traditionelt arabisk tøj. Ansøgeren var som fodboldspiller ofte iført korte bukser. Klanlederen billigede ikke ansøgerens stil, men ansøgeren efterkom ikke klanlederens anvisninger om påklædning. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren standset på gaden af klanlederen, som påpegede, at ansøgeren ikke skulle gå i den slags tøj. Ansøgeren blev provokeret og sagde, at klanlederen ikke skulle blade sig heri. Herefter tog klanlederen fat i ansøgeren. Ansøgeren blev bange og slog klanlederen, hvorved klanlederens hovedbeklædning faldt af. Ansøgeren løb straks hjem til sin halvsøster, som gav ham penge til at rejse til Bagdad. Ansøgeren opholdt sig i Bagdad i 10 dage. Ansøgerens familie forsøgte at mægle i konflikten, men klanlederen afviste dem og sagde, at han ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens familie er blevet opsøgt på deres bopæl af repræsentanter fra klanlederens klan, som har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i Irak var professionel fodboldspiller. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da han har forklaret divergerende på væsentlige punkter og udbyggende. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at klanlederen prøvede at holde fast på ansøgerens skulder, hvorefter ansøgeren slog klanlederen på kinden for at forvare sig. Han har til samtalen den […] 2016 forklaret, at klanlederen tog fat i hans krave. Ansøgeren blev bange og slog klanlederen med knyttet næve på kinden. Ansøgeren har under mødet for nævnet, hvor han blev bedt om at forklare detaljeret om episoden, forklaret, at klanlederen løftede hånden til slag, hvorefter ansøgeren i nødværge slog ud med sin højre hånd og ramte klanlederen i panden med bagsiden af sin åbne hånd. Han har på forespørgsel forklaret, at klanlederen først holdt fast i ham. Ansøgeren har ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans familie blev udsat for trusler, mens han under nævnsmødet har forklaret, at familien tit modtog trusler. Under henvisning til ovennævnte, da ansøgeren svarede afglidende på spørgsmål, ligesom forklaringen om episoden med klanlederen ikke virkede selvoplevet og endelig fordi det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle slå på en magtfuld klanleder, blot fordi denne kritiserede hans påklædning, tilsidesætter nævnet forklaringen som konstrueret til lejligheden. Herefter har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” MVLN/Irak/2017/39
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive tilsluttet de shiitiske militser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i begyndelsen af [efteråret] 2015 blev opsøgt af en person ved navn [S], mens han var på café. Han sagde til ansøgeren, at han skulle tilslutte sig, fordi der var blevet oprettet en ny brigade, som skulle kæmpe i Fallujah og Al Anbar. Han blev nogle dage senere opsøgt på ny på sin bopæl. Ansøgeren accepterede at slutte sig til brigaden over for [S] for at købe sig noget tid. Seks eller syv dage efter tog ansøgeren hen til sin moster, hvor han opholdt sig i cirka tre dage, hvorefter han tog til Erbil, hvor han opholdt sig i to dage. Ansøgeren returnerede herefter til sin bopæl, hvorfra han udrejste den efterfølgende morgen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet må anse forklaringen for utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han fik udleveret hvervningsskemaet. Over for Udlændingestyrelsen har ansøgeren således forklaret, at han fik skemaet udleveret, da han blev opsøgt første gang. I nævnet har ansøgeren imidlertid oplyst, at han modtog skemaet, da han blev opsøgt anden gang. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer og de af ansøgeren i øvrigt oplyste omstændigheder i forbindelse med afvikling af samtalerne i Udlændingestyrelsen kan ikke føre til en anden vurdering af dette forhold. Det er endvidere indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om, hvorvidt der i forbindelse med den første opsøgning af ansøgeren var tale om en personlig opsøgning. Under disse omstændigheder og efter ansøgerens øvrige fremtræden under sagens behandling i nævnet forkaster nævnet herefter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/38/JOL
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Al-Zubir, Basrah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at ansøgeren eller hans familie vil blive slået ihjel af Al-Haq militsen, fordi de er sunni-muslimer, og fordi ansøgeren og hans far har arbejdet for amerikanske selskaber eller for lokale selskaber med tilknytning til amerikanske selskaber. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far [i sommeren] 2015 blev kidnappet af personer med tilknytning til Al-Haq militsen, samt at de samme personer ved to lejligheder i [sommeren] 2015 havde henvendt sig på deres bopæl. Ved den første episode blev ansøgeren og hans familie truet til at flytte ud af deres hus, hvorefter ansøgerens familie flyttede hen til ansøgerens farbror, mens ansøgeren flyttede til Bagdad. De var efterfølgende kort tilbage på deres bopæl, og her kom der på ny nogen og henvendte sig til dem, hvorefter der blev affyret skud. Ansøgeren har derudover modtaget opkald fra Al-Haq militsen, der krævede, at ansøgeren flyttede ud af Bagdad til et sunni-domineret område. Ansøgeren har både modtaget et trusselsbrev samt to politianmeldelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er herunder navnlig indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin ansættelse i et firma med amerikanske forbindelser. Dette forhold, der indgår som en central del af asylmotivet, oplyste ansøgeren således først om under asylsamtalen [i efteråret] 2015. Dette må sammenholdes med, at ansøgerens forklaring om farens kidnapning også på en række andre punkter fremstår påfaldende. I den forbindelse kan det navnlig fremhæves, at det forekommer besynderligt, at kidnapperne angiveligt ikke kunne genkende ansøgerens far, der efter ansøgerens forklaring var den person, som militsen oprindeligt efterstræbte, ligesom det også fremstår besynderligt, at der fra militsens side angiveligt overhovedet ikke blev fulgt op på det fremsatte meget betydelige løsesumskrav. I lyset af ansøgerens forklaring om kidnapningen af hans far og de voldsomme omstændigheder i forbindelse hermed fremstår karakteren og indholdet af det generelt udformede trusselsbrev, som ansøgeren angiveligt har modtaget, også påfaldende. Endelig fremstår det også påfaldende, at militsen rettede henvendelse på familiens bopæl netop inden for det kortvarige tidsrum, hvor ansøgeren sammen med sin øvrige familie var tilbage for at pakke mv. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om de generelle forhold for sunni-muslimer i Irak ikke i sig selv kan danne grundlag for international beskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/37/JOL
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle. Ansøgeren har herom forklaret, at ægteparret udrejste i [sommeren] 2015 på grund af ægtefællens forhold. I [vinteren] 2015 rejste ægtefællen tilbage til Irak. Ansøgeren frygter ikke længere noget på grund af ægtefællens tidligere vanskeligheder i Irak. I Danmark indledte ansøgeren kortere tid efter ægtefællens udrejse et kæresteforhold til en iraker ved navn [A], der bor i samme asylcenter som ansøgeren. Det var ikke muligt at holde forholdet skjult. Ansøgeren sagde telefonisk til sin ægtefælle, at hun ville skilles. Han svarede, at så skulle deres børn født i 2010 og 2011 bo hos ham, hvilket hun nægtede. I [vinteren] 2016 blev hun opsøgt af to af ægtefællens venner, der gentog ægtefællens krav på en måde, som hun opfattede som værende truende. Senere hørte hun fra en asylansøger, [B], at ægtefællen telefonisk havde oplyst, at han var ved at få udstedt pas med henblik på at rejse til Danmark og bortføre børnene til Irak. Fra sin søster og far hørte ansøgeren telefonisk, at ægtefællen havde fortalt dem om hendes utroskab. Faren, der var bekendt med, at ægtefællen tidligere havde været voldelig over for hende, forlangte, at hun skulle rejse tilbage til ægtefællen i Irak. I sommeren 2016 truede ægtefællen hende via Viber både mundtligt og skriftligt flere gange med, at han ville slå hende ihjel. Dette skyldtes, at ægtefællen på grund af hendes utroskab, havde mistet sin ære, hvilket kun kunne genoprettes ved, at han slog hende ihjel. Hun er sikker på, at han rent faktisk vil dræbe hende, uanset om hun afleverer børnene til ham, idet han tidligere har begået grov vold over for hende flere gange. I de senere år inden udrejsen har hun tre gange været på hospitalet på grund af ægtefællens vold. I et af tilfældene mistede hun sit ufødte barn på grund af ægtefællens vold. Ægtefællen havde blandt andet slået hende i maven. Der er ingen i hendes familie eller andre i Irak, der vil beskytte hende mod æresdrab. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende æresdrab til grund. Forklaringen er sammenhængende og har i nævnet fremstået troværdig. Ansøgeren har i nævnet svaret umiddelbart og overbevisende på spørgsmål, der ikke tidligere har været stillet til hende. Forklaringen støttes endvidere af en udskrift af Viber-korrespondance mellem ægtefællerne samt forklaring fra ansøgerens kæreste i Danmark. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om ægtefællen og familierne i Irak finder Flygtningenævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig omfang har sandsynliggjort, at der er reel risiko for, at ægtefællen på grund af æresforhold vil forsøge at slå hende ihjel, og der er velbegrundet frygt for, at hun i Irak risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, samt at det hverken kan lægges til grund, at hendes familie eller andre i Irak, herunder myndighederne, vil beskytte hende herimod. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren og hendes to børn født i 2010 og 2011 opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.” Irak/2017/36/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Baiji by i Saladin provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt og slået ihjel af ISIL, herunder fordi han har tatoveringer på hals og arm. Endvidere frygter han shiitiske militser, idet han har nægtet at adlyde ordre om at forlade Bagdad og kæmpe imod ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [sommeren] 2013 måtte flygte fra Baiji efter der at have været i konflikt med ISIL, der på det tidspunkt erobrede Baiji og resten af Saladin provinsen. Efter ophold i Kirkuk flyttede ansøgeren til familie i Bagdad. I […] kvarteret blev han på kaffebar opsøgt af shia-milits, der anmodede ham om at forlade Bagdad og kæmpe mod ISIL i sin hjemegn. Ansøgeren flyttede derefter til andre familiemedlemmer i […] bydelen i Bagdad, hvor han opholdt sig i over et år, indtil han udrejste. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at ansøgerens oplysninger om, at ISIL i juni 2013 kontrollerede hele Saladin provinsen inkl. Baiji by ikke stemmer overens med baggrundsoplysningerne. Endvidere bemærkes, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet vedrørende flere emner har afgivet en tøvende og usikker forklaring. Efter nævnets opfattelse er det fremstået således, at ansøgeren til tider bevidst har undladt at svare konkret på de stillede spørgsmål. Ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen henholdsvis [i vinteren 2015] og [efteråret 2016] om episoden i Baiji, der fik ham til at flygte, er præget af divergenser om den vold, ISIL skulle have udsat ham for. Ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om episoden i Bagdad er ligeledes præget af divergenser. Under den første afhøring har ansøgeren forklaret, at han [i foråret 2015] blev opsøgt af fire bevæbnede personer fra Jaysh Almahdi samt at han derefter opholdt sig inden døre på sin hidtidige bopæl i to måneder. I [sommeren 2015] søgte militsen efter ham på bopælen. På en uge var militsen tre gange på familiens bopæl for at spørge efter ansøgeren. Under den anden afhøring har ansøgeren forklaret, at henvendelsen på kaffebaren skete omkring tre måneder efter, han omkring [sommeren 2013] flyttede til Bagdad. Det var tre civilklædte personer, hvoraf en var bevæbnet, der truede ham på kaffebaren. Ansøgeren ved ikke, hvilket parti eller milits de tre personer tilhører. I sommeren 2014 henvendte maskerede personer sig på mormorens bopæl i Bagdad, hvor det blev gentaget, at ansøgeren skulle forlade bopælen. Ansøgeren blev dog i boligområdet indtil udrejsen. Til Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at episoden i kaffebaren fandt sted efter, at han havde boet hos sin mormor i […] i seks-syv måneder. Senere under mødet har ansøgeren oplyst, at henvendelsen på kaffebaren foregik i sommeren 2014. Det var alene to militspersoner, der rettede henvendelse til ham. Han ved ikke, hvilken milits de pågældende tilhørte. Han havde ikke konkrete problemer i […], men ønskede ikke at blive i området, hvor det er farligt at være for sunni-muslimer. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og det er efter nævnets opfattelse derfor uvist, hvor ansøgeren har opholdt sig samt hvad han har foretaget sig, de senere år inden udrejsen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og det kan således ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfylder heller ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved afgørelsen har Flygtningenævnet fastholdt praksis, hvorefter de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at alle yngre sunni-muslimske mænd er berettiget til opholdstilladelse. Efter nævnets opfattelse opfylder ansøgeren under de foreliggende omstændigheder ikke betingelserne for at få asyl, uanset om det måtte kunne lægges til grund, at han opholdt sig i Baiji indtil sommeren 2013. Det bemærkes herved blandt andet, at Baiji by efter de seneste baggrundsoplysninger ikke længere kan antages at være helt eller delvist kontrolleret af ISIL. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/35/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Hawija, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, fordi han har afslået at arbejde for dem. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han som journalist føler sig udsat og derfor frygter alle radikale islamistiske grupperinger i hjemlandet. Ansøgeren frygter også uforholdsmæssig straf for sine myndighedskritiske artikler/blogs. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han siden 2010 har arbejdet som blogger, foredragsholder og freelance journalist. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens daværende chef, [A], taget til fange af Islamisk Stat Han blev den samme dag rapporteret død i medierne. Dagen efter kontaktede [A] sin ven, [B], og fortalte, at han stadig var i live, men blev holdt fanget af Islamisk Stat. Han bad [B] kontakte ansøgeren, fordi ansøgeren stammer fra Hawija, hvor han blev holdt fanget. [B] optog telefonsamtalen, hvor ansøgerens navn blev nævnt i alt 11 gange. Der er ingen, som har hørt fra [A] siden. [I efteråret] 2014 modtog ansøgeren et telefonopkald fra en ukendt person, der sagde, at han havde brug for hjælp, og at han kendte en af ansøgerens venner ved navn [C]. Ansøgeren indvilligede i at mødes med personen på en café i Kirkuk. Personen oplyste ansøgeren om, at han var tilknyttet Islamisk Stat, og han ønskede, at ansøgeren skulle tilslutte sig, da de havde brug for hans kompetencer og erfaring til at offentliggøre videoer med deres propaganda på internettet. Ansøgeren turde ikke afslå tilbuddet, da han frygtede at blive slået ihjel, og han udbad sig derfor noget betænkningstid. Ansøgeren fik en betænkningstid på to til tre dage, men personen fastslog samtidig, at han ikke havde noget valg. Ansøgeren tog herefter straks hjem til sin familie og fortalte om episoden. Han pakkede sine ting og flygtede herefter til byen Sulaymaniya, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse af hjemlandet [i efteråret] 2014. Under opholdet i Danmark har ansøgeren fortsat sine aktiviteter med indrapportering med henblik på sletning af IS konti på de sociale medier og fortsat sine kritiske artikler/blogs samt deltaget i interviews til tv i to tilfælde. Ansøgerens artikel om en tidligere dommer i Bagdad har bevirket, at han er blevet stævnet i Irak som sigtet for overtrædelse af straffelovens artikel 434 for injurier/fornærmelser, og der er udset en arrestordre mod ham. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet i Irak og dermed hans oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har udbygget sin forklaring i forsøget på at få den oprindelige forklaring til at hænge sammen, herunder hvorfor der gik 14 dage, inden han blev kontaktet af [A’s] brødre. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der en sammenhæng mellem den nævnte opringning fra [A] til ansøgerens kollega og det angivelige møde med et IS-medlem på cafeen i Kirkuk. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren mødtes med den pågældende uden at sikre sig hans identitet, og at pågældende lod ansøgeren få betænkningstid, så ansøgeren kunne unddrage sig kravet fra IS om samarbejde. Videre finder Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens forklaring, at han efter udrejsen i [efteråret] 2014 først søgte asyl [i foråret] 2015 efter at være indrejst i Danmark [i foråret] 2015 på gyldigt pas og visum. Vedrørende ansøgerens fortsatte aktiviteter i Danmark med indrapportering af IS konti på de sociale medier og blogindlæggene lægger Flygtningenævnet vægt på, at der er tale om en fortsættelse af ansøgerens aktiviteter i Irak, og at disse aktiviteter ikke gav ham problemer under opholdet der. Videre har ansøgeren ikke oplyst sit navn i forbindelse med nævnte aktiviteter. Stævningen og arrestordren i anledning bloggen/artiklen rettet mod den tidligere dommer i Bagdad er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afgørelse og meget hurtigt efter den nævnte blog/artikel. Såfremt de pågældende dokumenter må anses for ægte, finder Flygtningenævnet, at der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren i den forbindelse vil risikere en uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnets flertal finder videre, at ansøgeren ikke på den ovennævnte baggrund som følge af sine aktiviteter i Danmark har sandsynliggjort at han har eksponeret sig i en sådan grad, at han risikerer forfølgelse eller overgreb i Irak i den anledning. Oplysningerne om den generelle risiko for journalister i Irak, som er beskrevet i baggrundsoplysningerne, kan ikke føre til en anden vurdering. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har en journalistisk uddannelse, men var ansat i en kortere periode som kontorassistent, og at aktiviteterne ikke kan betegnes som egentlig journalistisk virksomhed. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen med henblik på ægthedsvurdering af den irakiske stævning og arrestordre. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/34/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet og har ikke givet meddelelse om at have lovligt forfald. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har modtaget indkaldelsen til nævnsmødet, idet indkaldelsen ikke er kommet retur til nævnets sekretariat. Sekretariat fik på nævnsdagen telefonisk bekræftet fra centret, at ansøgeren har hentet indkaldelse til nævnsmødet, og at ansøgeren ikke har afhentet transportbillet til nævnsmødet. Sagen er derfor blevet gennemført på det foreliggende grundlag, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk araber og er sunni-muslim fra Samawa, Al Muthanna, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i perioden fra 2007 eller 2008 frem til august eller september 2015 er blevet truet på livet af borgere i hjembyen, Samawa. Han har til støtte herfor oplyst, at han er blevet truet på gaden af i alt omkring 10 personer i hele perioden, fordi hans far var Baath-medlem, og fordi ansøgeren er sunni-muslim. I [sommeren/efteråret] 2015 blev der skrevet trusler på muren og på døren til ansøgerens bopæl. Disse trusler bevirkede, at ansøgeren og hans mor forlod bopælen. Ansøgerens mor fortalte nogle dage senere, at han skulle udrejse af Irak. Ansøgerens advokat har i forbindelse med nævnsmødet oplyst, at han har klaget over afgørelsen om ansøgerens alder. Advokaten har videre oplyst, at ansøgeren ikke har fremsendt kopi af pas eller andre identitetsdokumenter til advokaten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om sit asylmotiv til grund. Nævnet bemærker indledningsvis, at nævnet på grundlag af den foretagne aldersundersøgelse lægger til grund, at ansøgeren er født i 1996 og ikke i 2010, som oplyst af ansøgeren. På samme måde som Udlændingestyrelsen finder nævnet, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om de trusler der blev fremsat i 2015 umiddelbart før ansøgerens udrejse. Ansøgeren har således afgivet divergerende forklaringer om, hvor truslerne blev skrevet, og om hvordan ansøgeren blev bekendt med truslerne. Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren ved sine forklaringer har sandsynliggjort, at de trusler som ansøgeren angiveligt har været udsat for i perioden fra 2008 til 2015 giver grundlag for at antage, at der var tale om konkrete og reelle trusler rettet mod ansøgeren på grund af farens tilknytning til Baath-partiet, og fordi ansøgeren er sunni-muslim. De generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer kan ikke føre til at der meddeles ansøgeren asyl. Ansøgeren har anført, at han ved en tilbagevenden frygter, at blive pålagt at aftjene værnepligt. På grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at der fortsat ikke er tvungen værnepligt i Irak. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/33/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samawa, Al-Muthana-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke selv været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hans far arbejdede for Baath-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militser og bander, idet hans far var medlem af Baath-partiet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen i sit område, idet hans far var medlem af Baath-partiet, og idet ansøgeren er sunni-muslim. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at familien boede i en landsby i Samawa distriktet. Hans far arbejdede for Baath-partiet og blev dræbt i 2007. Ansøgerens mor har fortalt ansøgeren, at ansøgerens far blev dræbt, fordi han var medlem af Baath-partiet. Ansøgerens mor har endvidere fortalt ansøgeren, at militser og bander stod bag drabet på ansøgerens far. Ansøgeren har omtalt disse militser og bander som Geshe El-Mahdi. Efter drabet på faren flyttede ansøgerens mor, ansøgeren og ansøgerens to yngre søskende til byen Samawa. Ansøgeren og hans familie blev chikaneret af lokalbefolkningen, og hans mor blev overfaldet af en bande på den skole, hvor hun arbejdede. I [efteråret] 2015 fandt ansøgeren en konvolut med en patron på sin bopæl. Ansøgerens mor blev meget bange, og samme dag flygtede familien til Bagdad. To dage senere flygtede ansøgeren fra Irak. Han har ikke siden flugten fra Bagdad haft nogen form for kontakt med moren. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgerens forklaring, selv når ansøgerens alder tages i betragtning, fremstår udetaljeret, ukonkret og dermed ikke selvoplevet. Ansøgeren har forklaret, at han og familien er sunni-muslimer, og at ansøgerens far var medlem af Baath-partiet, og at faren arbejdede hos politiet frem til 2003. Henset til ansøgerens alder på dette tidspunkt er det forståeligt, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet fortælle om farens stilling i politiet. Ansøgeren har oplyst, at han er født i 2001, men efter den foretagne aldersundersøgelse lægger nævnet til grund, at ansøgeren er født i 1998. Ansøgeren var således otte-ni år gammel, da faren i følge ansøgerens forklaring blev dræbt i 2007. Nævnet finder det, uanset hændelsens tragiske karakter påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om, hvad der passerede, efter at farens lig var blevet smidt uden for hjemmet. Ansøgeren har forklaret, at han i perioden efter 2007, hvor han sammen med sin mor og sine to yngre søskende boede i Samawa, selv blev udsat for chikane, fordi han er sunni-muslim, og fordi man havde fundet ud af, at faren havde været medlem af Baath-partiet. Ansøgeren har, uanset at der er tale om forhold, der har vedrørt ansøgeren personligt, alene kunnet forklare helt generelt og overordnet herom. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare nærmere om, hvornår episoden, hvor ansøgerens mor kom hjem med iturevet tøj fandt sted. Flygtningenævnet har stillet ansøgeren spørgsmål vedrørende familiens flugt fra Samawa, der fandt sted, umiddelbart før ansøgeren udrejste af Irak, men også her har ansøgeren ikke kunnet redegøre for de nærmere omstændigheder bortset fra, at han har forklaret, at huset i Samawa ikke blev solgt. Ansøgeren har forklaret, at både han og moren var i besiddelse af en mobiltelefon. Nævnet finder det utroværdigt, at ansøgeren efter udrejsen på intet tidspunkt har været i kontakt med sin mor, hvilket er baggrunden for ansøgerens forklaring om, at han i dag ikke ved, hvor hans mor og søskende opholder sig. Ansøgeren har forklaret, at han under flugten mødte [A], og at de genkendte hinanden, fordi de havde set hinanden i hjemegnen i Irak og tilhørte den samme klan. Ansøgeren har desuagtet ad den vej ikke forsøgt at opnå kontakt med sin mor. De generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer kan ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Ud fra en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/32/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den gruppe, som tidligere har kidnappet ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015] om aftenen blev kidnappet. Han fik bind for øjnene og blev kørt til et hus, hvor han blev placeret i et mørkt lokale. I forbindelse med tilbageholdelsen blev ansøgeren 2-3 gange udspurgt om ansøgerens families økonomiske situation. Under tilbageholdelsen kontaktede kidnapperne ansøgerens familie og forlangte en løsesum på 50.000 dollars. Ansøgerens fader kontaktede politiet, der [fem dage senere] befriede ansøgeren og anholdt to af kidnapperne. [Dagen efter] var ansøgeren i retten, hvor han afgav forklaring om hændelsen. Senere samme dag modtog ansøgerens fader et truende opkald, ligesom faderen et par dage senere modtog en SMS, hvori der stod, at ansøgeren ville blive slået ihjel. Dette førte til, at ansøgeren udrejste af Irak [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2016. Under nævnsmødet har ansøgeren yderligere oplyst, at hans familie i [sommeren 2016] igen modtog trusler fra kidnapperne, hvorfor de i [sommeren] 2016 udrejste til Iran, hvortil de havde visum. Familien er efterfølgende rejst videre til Tyrkiet, hvor de nu opholder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring på nogle punkter har fremstået usammenhængende og utroværdig. Nævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema har angivet, at han efter kidnapningen blev udsat for drabsforsøg, men at han ikke forklarede herom under sine samtaler med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der var til stede, da han skulle afgive forklaring for retten. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen […] 2015 forklaret, at det alene var ham selv, dommeren og en politimand, der var til stede, mens ansøgeren under samtalen […] 2016 og for nævnet har forklaret, at de to kidnappere også var til stede. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke sagde noget til kidnapperne om familiens økonomiske situation, idet han har oplyst, at familien på ingen måde ville være i stand til at betale den krævede løsesum, ligesom han har oplyst, at han ikke blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at det var helt mørkt i det rum, hvor han blev tilbageholdt ikke stemmer overens med, at han under sin anden samtale har forklaret, at han i retten identificerede de to kidnappere. Endelig har nævnet tillagt det vægt, at ansøgerens familie, herunder en bror på ca. 20 år, har boet i Bagdad i næsten 1 år efter kidnapningen uden at have været udsat for trusler, ligesom ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om de trusler, som hans familie angiveligt har modtaget omkring [sommeren] 2016. De fremlagte dokumenter fra Irak kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens forklaring. Nævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke kan antages at have en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Herefter og efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/31/COL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet hendes far har modtaget trusler, ligesom ansøgerens familie er blevet udsat for et attentatforsøg. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes far i 2011 eller 2012 hjalp nogle kristne familier med at sælge deres huse. I sommeren 2012 blev ansøgerens fars forretning udsat for hærværk, idet nogle ukendte personer havde malet et rødt kryds på forretningens dør. Herefter pakkede familien sine ting og tog hjem til ansøgerens faster i [en anden bydel]. Omkring en uge senere kørte ansøgerens mor sammen med ansøgerens morbror og hendes to yngre søskende til familiens bopæl for at hente nogle af familiens ejendele. Under besøget på bopælen eksploderede en bombe, hvorved ansøgerens mor og søskende blev såret, og ansøgerens morbror blev slået ihjel. Herefter var ansøgerens familiemedlemmer indlagt på hospitalet i omkring ti dage. Ansøgeren overhørte en samtale mellem sine forældre, hvor hendes mor fortalte, at politiet havde spurgt hende, om hun mistænkte ansøgerens far for at stå bag eksplosionen. Da ansøgerens familie blev udskrevet flyttede ansøgeren sammen med sin mor og sine søskende ind til sin moster, hvor de boede i omkring tre år, indtil de i [sommeren] 2015 udrejste. Ansøgerens far boede i ansøgerens fasters lejlighed, hvor ansøgeren og hendes søskende var på besøg, indtil hendes far udrejste i [efteråret] 2013. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Irak, herunder den manglende sikkerhed i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerens far har forklaret divergerende om, hvor mange huse han hjalp til med at sælge for nogle venner, som var fordrevet fra området. Han har således i sit asylskema omtalt flere boliger, og at han solgte en stor del af boligerne til de rette priser, mens han under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og i nævnet har forklaret, at hans hjælp alene førte til salget af en enkelt bolig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hendes far har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes far tidligere havde modtaget trusler. Ansøgeren har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun overhørte sine forældre tale om, at hendes far var blevet truet i sin forretning. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det fandt sted få måneder før, krydset blev malet på døren. Ansøgerens far har ikke på eget initiativ nævnt noget herom under sine samtaler i Udlændingestyrelsen. Da han blev foreholdt ansøgerens forklaring herom, har han i Udlændingestyrelsen forklaret, at han engang fortalte sin ægtefælle, at der var kommet 2 mistænkelige mænd ind i forretningen. For nævnet har han forklaret, at der flere år før krydset blev malet på forretningen, kom 2 ubehagelige personer ind i hans forretning, som han blev bange for, hvilket han fortalte sin kone. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens far har forklaret divergerende om bombeeksplosionen [i foråret] 2012. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at forklaringen om, at bomben sprang på et tidspunkt, hvor familien ikke havde været på bopælen i flere dage, forekommer usandsynlig, ligesom ansøgerne ikke har kunnet give en overbevisende forklaring om, hvordan og hvornår bomben blev anbragt og detoneret. Uanset Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens mor på et tidspunkt er blevet såret som følge af en bombeeksplosion, kan det således ikke lægges til grund, at dette var en eksplosion rettet mod ansøgerne direkte. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgerens far har boet i Bagdad i mere end 1 år efter, at familien angiveligt var flygtet fra deres bopæl, uden at han eller andre familiemedlemmer på nogen måde er forsøgt opsøgt af privatpersoner eller myndighederne, ligesom ansøgeren, hendes mor og søskende har boet i Bagdad i mere end 3 år, hvor ansøgerens mor har modtaget lægebehandling og fået udstedt pas uden problemer. Forholdene for sunnimuslimer i Bagdad er efter baggrundsoplysningerne vanskelige, men er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan bevirke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/30/mvln
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Fallujah/Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer fra gruppen ISIL, fordi hun er udrejst af Fallujah i Irak uden at have fået tilladelse hertil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes bopæl er blevet opsøgt af nogle for hende ukendte personer i maj/juni 2012. Ansøgeren og hendes bror var alene hjemme, og det var hendes bror, der lukkede op. Ansøgeren så ikke personerne, men ansøgerens bror fortalte hende, at han skulle følge med dem. Han forlod stedet, og hverken ansøgeren eller hendes far har hørt fra ham siden. I maj 2014 blev ansøgerens far opsøgt af repræsentanter fra ISIL, som ønskede, at han skulle arbejde for ISIL, idet han havde arbejdet for det irakiske militær i omkring 15 år. Ansøgerens far nægtede at samarbejde med ISIL, hvorefter han blev tilbageholdt i omkring to-tre timer. Han er ikke efterfølgende blevet tilbageholdt af ISIL. Endvidere indførte ISIL en lov, som medførte, at alle kvinder var forpligtet til at gifte sig med en ISIL-kriger. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det ansøgeren har oplyst kan føre til, at hun meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har haft en personlig konflikt med ISIL, ligesom det alene bygger på ansøgerens egen formodning, at ISIL vil efterstræbe hende, fordi hun er udrejst fra Fallujah uden tilladelse. Hertil kommer, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere kontrollerer Fallujah, idet byen i juni 2016 blev generobret af irakiske styrker sammen med Popular Mobilization forces. Ansøgeren er født og opvokset i Baghdad, hvor hendes pas er udstedt, og hvor hun har boet indtil 2007 og igen i ca. 1 måned før udrejsen. Hendes far har endvidere problemfrit boet i Baghdad i ca. 2 år efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren, uanset hun er en enlig kvinde, har godtgjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/3/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at blive slået ihjel, idet nogle ukendte personer, formentlig fra al-Qaeda, har sat et rødt kryds på døren til den mandlige ansøgers forretning. Ansøgerne har videre henvist til, at den mandlige ansøger er mistænkt for at have placeret en bombe i sit eget hus, hvorfor de frygter, at han vil blive anholdt. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger i sommeren 2012 hjalp en kristen ven og en mandæisk ven med at transportere deres ejendele samt med at sælge deres huse. [I sommeren] 2012 opdagede den mandlige ansøger et rødt kryds på døren til [den forretning], som han ejede i Bagdad. Ansøgerne er ikke bekendt med, hvem der har tegnet krydset på døren, men de formoder, at det er al-Qaeda, der står bag. Umiddelbart efter den mandlige ansøger opdagede krydset på døren, flygtede ansøgerne og deres børn til den mandlige ansøgers søsters lejlighed i [en anden bydel] i Bagdad. [Tre dage senere] kørte den kvindelige ansøger sammen med sin bror og børnene [A og B] tilbage til familiens bopæl for at hente nogle ting. Under besøget på bopælen eksploderede en bombe i nærheden af familiens bil, hvorved både den kvindelige ansøger og børnene blev såret, og den kvindelige ansøgeres bror blev slået ihjel. Den kvindelige ansøger var efterfølgende indlagt på hospitalet, hvor hun blev opsøgt af en major fra nationalgarden, som spurgte hende, om den mandlige ansøger kunne have placeret bomben. Da den kvindelige ansøger efter 10 dage blev udskrevet fra hospitalet, flyttede hun sammen med børnene ind hos sin søster. Den mandlige ansøger opholdt sig i sin søsters lejlighed frem til [efteråret] 2013, hvor han udrejste til [et andet land]. Af helbredsmæssige årsager blev den kvindelige ansøger sammen med børnene i Irak indtil [i sommeren] 2015, hvor de udrejste til [det andet land] og mødtes med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvor mange huse han hjalp til med at sælge for nogle venner, som var fordrevet fra området. Han har således i sit asylskema omtalt flere boliger, og at han solgte en stor del af boligerne til de rette priser, mens han under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og i nævnet har forklaret, at hans hjælp alene førte til salget af en enkelt bolig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger og ansøgernes datter, [C], har forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger tidligere havde modtaget trusler. [C] har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun overhørte sine forældre tale om, at den mandlige ansøger var blevet truet i sin forretning. Under nævnsmødet har [C] forklaret, at det fandt sted få måneder før, krydset blev malet på døren. Den mandlige ansøger har ikke på eget initiativ nævnt noget herom under sine samtaler i Udlændingestyrelsen. Da han blev foreholdt [C’s] forklaring herom, har han i Udlændingestyrelsen forklaret, at han engang for-talte sin ægtefælle, at der var kommet 2 mistænkelige mænd ind i forretningen. For nævnet har han forklaret, at der flere år før krydset blev malet på forretningen, kom 2 ubehagelige personer ind i hans forretning, som han blev bange for, hvilket han fortalte sin kone. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om bombeeksplosionen [i foråret] 2012. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at forklaringen om, at bomben sprang på et tidspunkt, hvor familien ikke havde været på bopælen i flere dage, forekommer usandsynlig, ligesom ansøgerne ikke har kunnet give en overbevisende forklaring om, hvordan og hvornår bomben blev anbragt og detoneret. Uanset Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den kvindelige ansøger på et tidspunkt er blevet såret som følge af en bombeeksplosion, kan det således ikke lægges til grund, at dette var en eksplosion rettet mod ansøgerne direkte. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at den mandlige ansøger har boet i Bagdad i mere end 1 år efter, at familien angiveligt var flygtet fra deres bopæl, uden at han eller andre familiemedlemmer på nogen måde er forsøgt opsøgt af privatpersoner eller myndighederne, ligesom den kvindelige ansøger og ansøgernes børn har boet i Bagdad i mere end 3 år, hvor hun har modtaget lægebehandling og fået udstedt pas uden problemer. Forholdene for sunnimuslimer i Bagdad er efter baggrundsoplysningerne vanskelige, men er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan bevirke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/29/mvln
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægte-par fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Duhok-provinsen, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter opløsning af deres ægteskab og eventuelle konflikter med den mandlige ansøgers far, som er modstander af ansøgernes ægteskab. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de blev gift [i foråret] 2011. Siden begyndelsen af 2015 har den mandlige ansøgers far forsøgt at overtale ansøgerne til at lade sig skille. Ansøgerne fraflyttede i [efteråret] 2015 den mandlige ansøgers forældres hus og flyttede til en nærliggende landsby for at undgå den mandlige ansøgers fars opførsel overfor den kvindelige ansøger. Den kvindelige ansøger blev fem-seks gange opsøgt af den mandlige ansøgers far. Han råbte af hende og prøvede at presse hende til at lade sig skille. Den sidste gang, i [efteråret] 2015, han opsøgte hende slog og sparkede han hende også. Ansøgerne oplevede ikke yderligere problemer med den mandlige ansøgers far i perioden fra overfaldet til udrejsen [slutningen af] 2015. Den kvindelige ansøger har efter overfaldet truet med at sætte ild til sig selv. Den kvindelige ansøgers familie er i [slutningen af] 2016 blevet opsøgt af den mandlige ansøgers familie og overfaldet, idet familien bebrejdes, at den mandlige ansøger er udrejst, og at han ikke har lade sig skille. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes nye forklaring om, at den mandlige ansøgers far hele tiden har været imod ægteskabet, til grund. Oplysningerne herom stemmer ikke med de tidligere afgivne oplysninger og heller ikke med ansøgernes situation, herunder at der blev betalt medgift i forbindelse med ægteskabet, og at ansøgerne uden problemer boede de første mere end fire år hos den mandlige ansøgers familie. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøgers far har forsøgt at presse ansøgerne til at blive skilt, og at han én gang har opsøgt den kvindelige ansøger og slået og sparket hende. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den kvindelige ansøgers familie er blevet overfaldet af den mandlige ansøgers familie, således som de har påberåbt sig. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er nogen nærmere sammenhæng i det tidspunkt, over-faldet skulle være sket på. Nævnet bemærker herved, at overfaldet skulle være sket mere end et år efter ansøgernes udrejse. Nævnet lægger endvidere vægt på, at de pågældende fotos af den mandli-ge ansøgers lillebror ikke dokumenterer overfaldet, og at der heller ikke ses at være forklaret herom i forbindelse med den kvindelige ansøgers hospitalsindlæggelse. Flygtningenævnet finder, at den omhandlede konflikt er en privatretlig konflikt. Nævnet finder ikke, at konflikten har et sådant omfang og intensitet, at ansøgerne af den grund har behov for beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerne vil kunne tage ophold i en anden del af Irak, hvis de ikke mener, at de fortsat kan bo i [hjemby]. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgernes nyligt opståede interesse for kristendommen kan ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/28/AKM
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel, hvis han ikke tilslutter sig Al-Mahdi militsen. Desuden er han en type, som drikker alkohol, går på natklub og går ud med fremmede kvinder, hvorfor han er i en større risiko. Endvidere frygter ansøgeren at blive dræbt af en bombeeksplosion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans mor blev kidnappet i 2007 af ukendte gerningsmænd. Hun blev tilbageholdt i to til tre dage og blev løskøbt af ansøgeren og hans familie for 20.000 USD. Man fandt aldrig ud af, hvem bortførerne var. Ansøgerens far er blevet forsøgt kidnappet to gange i 2008 og en gang i 2015. Sidste kidnapningsforsøg på ansøgerens far fandt sted i [begyndelsen af] 2015. Ved dette sidste kidnapningsforsøg, der fandt sted [i begyndelsen af] 2015, forsøgte ansøgerens far at flygte fra kidnapperne i bil, men blev i den forbindelse dræbt, da hans bil væltede. Ansøgeren er selv blevet kidnappet to gange. Første kidnapning fandt sted i 2012. Han var netop stået ud af en taxa omkring 15 minutters gang fra sin bopæl i Bagdad, da maskerede militsfolk, som kom kørende forbi, beordrede ansøgeren ind i deres bil. Ansøgeren fik bind for øjnene og fik bundet hænderne på ryggen. Han blev tilbageholdt i tre dage. Han blev ikke udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelse. Han ved ikke, hvilken milits, der stod bag kidnapningen. Han blev løskøbt af sine forældre for 20.000 USD. Anden kidnapning fandt sted [i måned B i] 2015. Han var på vej hjem fra sin butik for at spise frokost, da han blev stoppet af nogle mænd fra Al-Mahdi militsen, der kom kørende i en bil. Ansøgeren blev taget med til deres kontor. Han blev beskyldt for at drikke alkohol, for at gå ud med piger, for at gå usømmeligt klædt og for at være tatoveret på venstre underarm. Han blev tilbageholdt i seks dage på militsens kontor i Bagdad. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, idet han blev slået med elektriske kabler, med knytnæver og med en stok. Overgrebene resulterede i, at ansøgerens venstre arm brækkede. På tilbageholdelsens femte dag tilkendegav ansøgeren, at han fortrød sin opførsel og svor på koranen, at han ville stoppe med at drikke alkohol og gå ud med fremmede kvinder, hvorefter han blev løsladt dagen efter. Militsen forbød ham at fortælle om tilbageholdelsen og sagde, at det var en god ide, hvis han sluttede sig til dem. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl i Bagdad i omkring 20 dage, hvorefter han udrejste af landet. I perioden mellem løsladelsen og udrejsen blev ansøgeren ikke opsøgt, hverken fysisk eller telefonisk. Ansøgeren hørte dog fra nogle venner, at medlemmer fra militsen havde spurgt efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder således, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende, udbyggende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet som asylmotiv henviste til undertrykkelse og ydmygelse i hjemlandet, at han måtte flygte fra militser, og at hans far, slægtninge og venner var døde. Ansøgeren oplyste intet om kidnapninger af hans forældre eller ham selv. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han blev kidnappet i 2012, hvor han blev løsladt efter, at forældrene havde betalt en løsesum, og på ny i 2015, hvor han blev kidnappet af Al-Mahdi militsen og løsladt på betingelse af, at han lovede ikke at drikke alkohol. De sagde også, at han skulle slutte sig til dem. Ansøgeren forklarede videre, at hans forældre havde været udsat for kidnapningsforsøg, og at hans far døde i [begyndelsen af] 2015 i forbindelse med det seneste kidnapningsforsøg. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han var helt sikker på, at kidnapningen af ham i 2015 fandt sted den 5. [i måned B]. Han blev løsladt den 11. [i måned B i] 2015. Den sidste dato var han også helt sikker på, fordi de havde gæster i hjemmet dagen efter for at fejre hans fødselsdag. Han havde ingen kontakt med familien under kidnapningen. Ansøgeren forklarede videre, at hans far døde [i begyndelsen] 2015. Han forklarede endvidere, at han udrejste 20 dage efter løsladelsen. Ansøgeren blev herefter foreholdt, at det af et foto af farens gravsted på ansøgerens Facebook profil fremgår, at faren er død i [efteråret] 2014, og at ansøgeren har placeret opslag på Facebook henholdsvis den 31. [i måned A], 8. [i måned B], 8. [i måned B], 10. [i måned B] og 12. [i måned B] 2015. Ansøgeren ændrede herefter forklaring til, at hans far ikke døde i [begyndelsen af] 2015, og at kidnapningen af ham fandt sted i [måned A i] 2015 og ikke i [måned B i] 2015. Ansøgeren har til advokaten forklaret, at han blev kidnappet første gang i 2013, og at han efter at have kontaktet en kammerat mener, at han blev kidnappet anden gang i [måned C] eller [måned D i] 2015. Disse meget betydelige divergenser i ansøgerens forklaring kan efter nævnets opfattelse ikke udelukkende være begrundet i ansøgerens angivelige problemer med at foretage tidsfastsættelser, og nævnet finder derfor, at ansøgerens forklaring er utroværdig. Ansøgeren har til advokaten videre forklaret, at han tillige har en konflikt med sine farbrødre i anledning af, at de tilbageholder penge, der tilhørte hans far, og at en af farbrødrene er med i Al-Mahdi militsen og har truet med at slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne forklaring til grund og har herved lagt vægt på, at der er tale om en udbyggende forklaring. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han og hans familie ikke har megen kontakt med hans stamme, der i øvrigt ikke er involveret i politik eller militæret, ligesom han til asylsamtalen forklarede, at familien kun har ringe kontakt til hans 4 farbrødre, to fastre samt en moster. Ansøgeren har endvidere til advokaten forklaret, at han gik på diskotek og hang ud med ”emo-piger”, og at dette gjorde, at han blev truet af Al-Mahdi militsen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge denne forklaring til grund og bemærker herved, at ansøgeren hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller til asylsamtalen har forklaret noget herom. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han skulle stå i et modsætningsforhold til Al-Mahdi militsen eller andre i Irak, og at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at hverken ansøgerens øvrige forhold – herunder hans forklaring om hans vestlige livsstil – eller den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Men-neskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Det fremgår således af præmis 110 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 23. august 2016, J.K. and Others v. Sweeden, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke statuerer en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/27/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Karbala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ukendte mænd, der har kidnappet ansøgeren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far blev kidnappet i 2006. Ansøgeren ved ikke, hvem eller hvorfor hans far blev kidnappet. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i] maj 2016 fik ansøgeren at vide, at hans far var død, og at ansøgerens mor havde identificeret farens lig ved Retsmedicinsk Institut i Irak. I 2012 og 2013 modtog ansøgeren og hans familie tre til fire trusselsbreve fra ukendte personer. I trusselsbrevene stod, at ansøgerens familie skulle forlade hjembyen Karbala. I 2012, da ansøgeren og hans familie havde modtaget de første to trusselsbreve, blev ansøgerens storebror beskudt af ukendte maskerede mænd. Ansøgerens storebror blev ikke ramt under skyderiet. Ansøgerens bror udrejste herefter til Danmark. I 2013, da ansøgeren og hans familie havde modtaget det tredje trusselsbrev, blev ansøgeren kidnappet. Han blev tilbageholdt af ukendte maskerede mænd, som slog ansøgeren dagligt. Under tilbageholdelsen spurgte de ukendte mænd ansøgeren, hvorfor resten af ansøgerens familie ikke var udrejst ligesom ansøgerens bror, og de truede ansøgeren med at slå ham ihjel. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i fem til syv dage, hjalp den ene af de ukendte mænd ansøgeren med at flygte. Ansøgeren tog tilbage til familiens bopæl, men ingen var hjemme. Ansøgeren tog herefter til sine morbrødres bopæl, hvor ansøgerens mor og lillesøster befandt sig. Hverken ansøgeren, hans mor eller lillesøster har været tilbage på familiens bopæl sidenhen. Ansøgeren opholdt sig hos sine morbrødre i et til halvandet år, inden ansøgeren udrejste i 2015. Ansøgerens mor og lillesøster opholder sig stadig hos ansøgerens morbrødre. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter det hårde liv, og at problemerne med hans morbrødre vil blive forværret, hvis han vender tilbage til morbrødrenes bopæl. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans morbrødre var meget religiøse, og de tillod ikke ansøgeren at gå klædt, som ansøgeren ønskede. Når ansøgeren opførte sig forkert, blev han slået af sin ældste morbror. Ved en enkelt lejlighed kastede ansøgerens ene morbror varmt vand på ansøgeren. Til sidst valgte ansøgeren at udrejse, hvilket ansøgerens mor støttede ham i. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer alvorlig forfølgelse og overgreb, idet han er homoseksuel. Til støtte for dette har han ansøgeren oplyst, at han grundlæggende er af den opfattelse, at hans konflikter er opstået som følge af hans seksuelle orientering, da han siden 13-14-års alderen har opfattet sig selv som homoseksuel. Ansøgeren har ikke tidligere under asylbehandlingen i Danmark været tryg ved at fortælle om sin seksualitet, idet hans herboende bror og svigerinde har været tæt knyttet til asylsagen. Ansøgeren frygter, at familien i Danmark vil slå hånden af ham, hvis han oplyser, at han er homoseksuel. Ansøgerens har derudover oplyst, at han i Irak indledte et forhold til en dreng, som senere blev seksuelt. I oktober 2016 mødte ansøgeren sin nuværende kæreste over Snapchat, og siden da har de haft et forhold. Kæresten er af irakisk oprindelse, 26 år gammel og bosiddende i Malmø. Han har dog fast arbejde i København. Forholdet med kæresten er seksuelt, og ansøgeren færdes tillige i forskellige homoseksuelle miljøer i København. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren, efter at familien havde modtaget nogle trusselsbreve, blev kidnappet og tilbageholdt i 5-7 dage af ukendte maskerede mænd, samt at ansøgeren havde det svært hos sine morbrødre. Flygtningenævnet finder ikke, at det oplyste er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig hos sine morbrødre i 1-1,5 år efter flugten fra kidnapperne, uden at opleve konflikter i den anledning, ligesom udrejsen efter ansøgerens egen forklaring var motiveret af ansøgerens forhold hos morbrødrene. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først efter afslaget fra Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er homoseksuel. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring til sin advokat og for nævnet på flere punkter er divergerende. Ansøgeren har således til sin advokat oplyst, at han indledte et seksuelt forhold til en ven i Irak som 13-14 årig, mens han for nævnet har oplyst, at han indledte forholdet som 11-12 årig. Til sin advokat har han endvidere oplyst, at han blev truet af sine venner i Irak, efter at de fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel, mens han for nævnet har oplyst, at han ikke blev truet, men alene blev taget afstand fra og talt grimt til. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet flere gange fremstod upræcis og afglidende. Ansøgerens forklaring om, at han nu er i et fast forhold til en mand, der arbejder i København og bor i Malmø, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således samlet set, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/26/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den shiitiske milits, al-Hashd al-Shaabi, idet han har nægtet af samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som kontorassistent i [en afdeling] under forsvarsministeriet i Bagdad. I [sommeren] 2015 overtog al-Hashd al-Shaabi arbejdsgangen og indsatte en ny leder kaldet [A]. [A] ville have medarbejderne, herunder ansøgeren, til at udlevere dokumenter, hvilket ansøgeren formoder var for at ændre i dokumenterne. Ansøgeren nægtede at samarbejde med [A], hvorfor han blev truet med at blive fyret. Idet ansøgeren vidste, at [A] var fra al-Hashd al-Shaabi, var ansøgeren bange for ham og konsekvenserne ved at nægte at samarbejde med ham. Ansøgeren gemte sig derfor på arbejdspladsen og undgik [A] i syv til ti dage, hvorefter han forlod arbejdspladsen og tog hjem. Dette fandt sted omkring [sommeren] 2015. I [sommeren] 2015 modtog ansøgeren to breve fra sit kontor, som han fik overdraget af sine venner [B] og [C]. Af det ene brev fremgik det, at ansøgeren var blevet afskediget, og af det andet brev fremgik det, at ansøgeren var indkaldt til militærtræning. [I sommeren] 2015 forlod ansøgeren Irak via Bagdad lufthavn, hvor han udrejste med sit eget pas. Ansøgeren har ikke givet mødet i forbindelse med nævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaring om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet i første række lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende og usammenhængende om en række helt centrale forhold vedrørende denne konflikt. Ansøgeren, der indrejste sammen med bl.a. sin fætter [F], hvis sag er blevet behandlet sammen med denne sag, har således forklaret uoverensstemmende om, hvor ansøgeren arbejdede, og om hvem der skaffede ansøgeren sit arbejde for det irakiske forsvarsministerium. [F] har til sin asylsamtale [i efteråret] 2016 forklaret, at ansøgeren slet ikke arbejdede i [område A], men hovedsageligt i lufthavnen, og at ansøgeren fik sit arbejde via sin fætter [E]. Ansøgeren har derimod forklaret, at han arbejdede i [område A], ligesom han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at det var hans ven [B], der skaffede ham arbejdet. Ansøgeren har desuden forklaret noget udetaljeret og usammenhængende om sine arbejdsopgaver for ministeriet, hvorfor det er uklart for nævnet, hvad der kan lægges til grund herom. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om den eller de trusler, han modtog fra al-Hashd al-Shaabi. Under oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelen af] 2016 oplyste ansøgeren således ifølge referatet, at han over en periode på 30 dage blev truet dagligt med at blive slået ihjel. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han blot blev truet én gang, og at truslen lød på, at han ville blive opsagt fra sit arbejde. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om, hvor han opholdt sig efter, at han i starten af [sommeren] 2015 forlod arbejdspladsen. Under oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren således, at han skiftevis gemte sig derhjemme, hos vennen [B] og hos sin farfar, mens han til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har oplyst, at han udelukkende gemte sig derhjemme. Ansøgerens forklaring om, at han i første omgang gemte sig på sit arbejde beliggende i [område A], savner desuden sammenhæng med ansøgerens øvrige om, at militsen havde overtaget ledelsen af [arbejdspladsen]. Flygtningenævnet har ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens oplysninger om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi desuden tillagt det vægt, at det af et høringssvar af 7. oktober 2016 fra Udenrigsministeriet fremgår, at det dokument, som ansøgeren har fremlagt fra sin arbejdsgiver vedrørende hans opsigelse, er vurderet som værende uægte. På denne baggrund må Flygtningenævnet afvise ansøgernes forklaring om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi og lægge til grund, at ansøgeren ikke som en følge af disse forhold er i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/259/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes svigerfamilie vil tage hendes søn, [A], fra hende og slå ansøgeren ihjel, idet ansøgerens mand er forsvundet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun frygter den generelle usikkerhed i Irak, herunder Islamisk Stat. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun udrejste af Irak i [efteråret] 2015 som følge af den generelle usikkerhed i landet, og at ansøgeren udrejste sammen med sin mand, sin søn og sin datter. Hendes mand og datter forsvandt på Middelhavet [i efteråret]. Ansøgeren kontaktede sin svoger, [B], i Grækenland og fortalte, at hendes mand og datter var forsvundet. Hun havde kontakt til [B] en gang mere på et for ansøgeren ukendt tidspunkt. Ansøgeren kontaktede sin svoger, [C], et par dage efter, hun indrejste til Danmark [i slutning af] 2015. [C] truede i den forbindelse med at tage ansøgerens søn fra hende, idet hendes svigerfamilie mente, at ansøgerens søn tilhørte dem, idet ansøgerens mand var forsvundet. [C] truede ligeledes med at slå ansøgeren ihjel som hævn for at hendes mand var forsvundet. Ansøgeren modtog tre beskeder med trusler fra [C] omkring tre dage senere. Ansøgerens svigerfamilie har truet ansøgerens familie i Irak to eller tre gange. Ansøgerens familie fortalte ansøgeren om svigerfamiliens trusler første gang i foråret/sommeren 2016 og sidste gang en uge før ansøgerens asylsamtale [i slutning af] 2016. Ansøgeren har videre oplyst, at hun blev gift med [D] [i foråret] 2016 i Danmark, og efterfølgende født en søn [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konflikten med sin svigerfamilie til grund, idet den – trods det relativ enkle motiv - forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 flere gange forklarede, at hendes svigerfamilie kontaktede hende og truede hende med at ville tage hendes søn fra hende, hvis hun kom tilbage til Irak. Det var hovedsagelig [C], der kontaktede hende, og der var tale om ca. 4 trusler. Hun havde sidst haft kontakt med svigerfamilien 5 måneder forinden samtalen. Ansøgeren forklarede ikke om dødstrusler. I asylskemaet oplyste ansøgeren, at hendes ægtefælles familie ringede og truede med at slå hende ihjel og fratage hende sønnen, [A], og til asylsamtalen [i slutning af] 2016 forklarede ansøgeren, at hun kontaktede [C] efter sin indrejse i Danmark. Han truede med at tage hendes søn fra hende og slå hende ihjel som hævn for, at hendes mand var forsvundet. Hendes svigerfamilie truede hende kun en gang. Hun havde sidst kontakt med svigerfamilien tre dage efter, at hun kontaktede dem et par dage efter sin indrejse i Danmark i [slutning af] 2015. Foreholdt at hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun sidst havde kontakt med dem 5 måneder før samtalen, dvs. omkring [starten af] 2016, forklarede hun, at hun ikke huskede det. Ansøgeren har endvidere i asylskemaet oplyst, at hendes ægtefælles ven i Irak, [E], ringede til hende, da hun var kommet til Danmark og sagde, at hendes svigerfamilie havde fremsat trusler, idet de beskyldte hende for at have slået hendes mand ihjel. Ansøgeren har hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller asylsamtalen forklaret om [E] eller hans videregivelse af trusler. Ansøgeren har videre til asylsamtalen først forklaret, at hendes svigerfamilie også truede hendes familie i Irak. Hun fik kendskab til den første trussel ca. 6 måneder forinden samtalen, idet det var ca. 1 måned før, hun blev gift. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at svigerfamilien henvendte sig til hendes familie første gang ca. 6 måneder forinden samtalen - umiddelbart efter, at hun var blevet gift [i foråret] 2016 og dermed efter oplysnings- og motivsamtalen, idet hun ellers ville have nævnt det under denne samtale. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at hun ikke kan huske tidspunkterne. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at hun ikke vidste, hvad svigerfamilien truede med at gøre, hvis ansøgeren ikke sendte sin søn til Irak, men at de havde sagt, at hun kunne blive i Danmark, da hun var blevet gift her, mens ansøgeren under nævnsmødet i dag forklarede, at hun ikke vidste, om svigerfamilien var klar over, at hun var blevet gift. Nævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares alene ved ansøgerens psykiske situation. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at svigerfamilien angiveligt ikke foretog sig noget fra den sidste kontakt med ansøgeren i Danmark i slutningen af 2015 og frem til foråret/sommeren 2016, hvor de angiveligt kontaktede ansøgerens familie i Irak. Ansøgerens forklaring om, at hun for 2-3 måneder siden modtog lydfiler med trusler fra [B] kan ikke lægges til grund, idet det ikke findes sandsynliggjort, at lydfilerne hidrører fra [B]. For så vidt angår den del af ansøgerens asylmotiv, der angår frygten for den generelle usikkerhed i Irak og Islamisk Stat, har ansøgeren forklaret, at hun ikke har nogen personlige konflikter med hverken myndigheder eller grupper i Irak, og at der er tale om en generel frygt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal have opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/254/FAM
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Mosul i Ninawa Provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Ansøgeren og hans familie flygtede fra Mosul i 2003 og flyttede til [landsbyen B]. Da ISIL i 2014 kom til [B], der ligger omkring en times kørsel fra Mosul, flygtede familie videre til [landsbyen Z], hvor de opholdt sig i omkring halvanden måned, indtil ISIL blev fordrevet fra [B]. Ansøgeren opholdt sig i [B] i omkring et år, inden han flygtede ud af Irak i 2015. Ansøgeren har som nyt asylmotiv forklaret, at han som sunnimuslim frygter shiamilitser, og at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mosul og i området omkring Mosul. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring lægge til grund, at ansøgeren eller hans familie ikke er blevet opsøgt af ISIL eller i øvrigt har haft konflikter med ISIL. Ansøgeren og hans familie har endvidere ikke haft konflikter eller problemer med myndighederne, organisationer, grupperinger eller privatpersoner. Ansøgerens frygt for ISIL, shiamilitser og den sikkerhedsmæssige situation i Irak er således udelukkende af generel karakter, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet individuelt eller konkret vil blive udsat for forhold af umenneskelig eller nedværdigende karakter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der ses heller ikke at være reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere har kontrollen i [B], i området omkring Mosul eller i Mosul, og at regeringen og grupperinger, der er støttet af regeringen, har overtaget kontrollen. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren fremstår helt uprofileret, og at ansøgerens familie, der består af hans mor og far og otte søskende samt ansøgerens farbrors familie og hans mors familie, fortsat bor i [B] eller i området omkring Mosul. Ansøgeren har ikke haft konkrete konflikter med shiamilitser i Mosul eller i området omkring Mosul, og ødelæggelserne i Mosul og i området omkring byen kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold der, selvom ansøgeren er sunnimuslim. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han reelt risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/253/MKT
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Ninawa, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgeren har i det hele henvist til sine forældres asylmotiv, som er, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter krigen og ISIL. Ansøgerens forældre har til støtte herfor oplyst, at ISIL har befundet sig tæt på deres bopæl i Irak, og at der har forekommet ødelæggelser og halshugninger, og de har som nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at de som kurdiske sunni-muslimer frygter shiitiske militser. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i dag truffet afgørelse i ansøgerens forældres sag. Nævnet skal henvise til begrundelsen heri, som er sålydende: ”Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om deres oprindelige asylmotiv til grund, men nævnet finder, at det ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de ikke har haft konflikter med myndigheder, private personer eller andre parter i Irak, og nævnet lægger efter ansøgerens forklaringer til grund, at de ikke er blevet opsøgt, truet eller i øvrigt har kontakt med ISIL. Hertil kommer, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere har kontrollen i ansøgernes hjemområde, uanset om dette hører under Mosul, som hævdet af ansøgerne, eller under Erbil, som hævdet af Udlændingestyrelsen. For Flygtningenævnet har ansøgerne yderligere påberåbt sig den generelle sikkerhedsmæssige situation i deres hjemområde, herunder navnlig at ansøgerne er kurdiske sunnimuslimer, og at hjemområdet kontrolleres af shiitiske militser, ligesom der forsat er kamphandlinger. Flygtningenævnet bemærker, at de foreliggende baggrundoplysninger ikke peger på, at ansøgernes hjemområde kontrolleres af shiamilitser, og nævnet finder, at ansøgerne, som ikke har konkrete konflikter med militser eller myndigheder, ikke har sandsynliggjort, at de er profileret overfor shiamilitser eller andre i hjemområdet. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en hjemvenden til hjemområdet i Irak. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgerne har oplyst, at de på grund af registreringer omkring deres bopælsmæssige forhold ikke kan vende tilbage til deres hjemområde, men nævnet finder heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de af den grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en hjemvenden til hjemområdet i Irak. Herefter, og da de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – uanset de er vanskelige på grund af ødelæggelser som følge af tidligere kamphandlinger – ikke kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet stadfæster derfor også Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår ansøgeren.” Irak/2017/252/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerene er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra Ninawa, Irak. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerene har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter krigen og ISIL. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at ISIL har befundet sig tæt på deres bopæl i Irak, og at der har forekommet ødelæggelser og halshugninger. Endvidere har ansøgerne henvist til, at de er flygtet for at deres børn kan få en fremtid. Ansøgerne har som nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at de som kurdiske sunni-muslimer frygter shiitiske militser. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om deres oprindelige asylmotiv til grund, men nævnet finder, at det ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de ikke har haft konflikter med myndigheder, private personer eller andre parter i Irak, og nævnet lægger efter ansøgerens forklaringer til grund, at de ikke er blevet opsøgt, truet eller i øvrigt har kontakt med ISIL. Hertil kommer, at ISIL efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere har kontrollen i ansøgernes hjemområde, uanset om dette hører under Mosul, som hævdet af ansøgerne, eller under Erbil, som hævdet af Udlændingestyrelsen. For Flygtningenævnet har ansøgerne yderligere påberåbt sig den generelle sikkerhedsmæssige situation i deres hjemområde, herunder navnlig at ansøgerne er kurdiske sunnimuslimer, og at hjemområdet kontrolleres af shiitiske militser, ligesom der forsat er kamphandlinger. Flygtningenævnet bemærker, at de foreliggende baggrundoplysninger ikke peger på, at ansøgernes hjemområde kontrolleres af shiamilitser, og nævnet finder, at ansøgerne, som ikke har konkrete konflikter med militser eller myndigheder, ikke har sandsynliggjort, at de er profileret overfor shiamilitser eller andre i hjemområdet. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en hjemvenden til hjemområdet i Irak. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgerne har oplyst, at de på grund af registreringer omkring deres bopælsmæssige forhold ikke kan vende tilbage til deres hjemområde, men nævnet finder heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de af den grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en hjemvenden til hjemområdet i Irak. Herefter, og da de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – uanset de er vanskelige på grund af ødelæggelser som følge af tidligere kamphandlinger – ikke kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser” Irak/2017/251/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har været medlem af KDP fra han var 14-15 år og indtil 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af KDP’s efterretningstjeneste, Parasti, idet han har ytret sig kritisk over for KDP. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han har været medlem af KDP, men gjorde oprør og forlod partiet i 2012. Ansøgeren forlod partiet, da han fandt ud af, at forholdene i partiet ikke var i orden. Peshmergha og deres familier fik ikke nok støtte, mens ledelsen i KDP nød en god tilstedeværelse. Under sin tid på gymnasiet virkede ansøgeren som elevrådsformand og fik en stor kontaktflade til unge mennesker. Ansøgeren forsøgte senere at vende de unge mennesker, herunder det elevråd han var formand for og de øvrige elevrådsformænd, mod KDP. Ansøgeren arrangerede og deltog i demonstrationer mod KDP, samt skrev kritiske opslag på sociale medier mod KDP for at italesætte de forhold Peshmergha og deres familier levede under. KDP’s efterretningstjeneste blev bekendt med ansøgerens politiske aktiviteter mod KDP, hvorefter han modtog flere dødstrusler, som nødvendiggjorde hans udrejse af Irak. Ansøgeren blev ved flere lejligheder truet ved, at en bil kørte op på siden af ham, hvori der sad bevæbnede personer. Personerne så vredt på ansøgeren og viste deres våben frem. Ansøgeren indså, at hans liv var i fare, efter han modtog et telefonopkald fra en person, der udgav sig for at være fra KDP’s efterretningstjeneste, Parasati. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgeren forklaring til grund, der relaterer sig til, at han har været tilknyttet KDP, og at han ophørte med sine aktiviteter i 2012. Flygtningenævnet kan ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens øvrige forklaring til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren, som er en højt uddannet mand, har svaret afglidende på konkrete spørgsmål, ligesom nævnet har lagt vægt på, at han har forklaret udbyggende om centrale elementer i det påberåbte asylmotiv. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sine aktiviteter, efter han var stoppet hos KDP. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2016 forklaret, at han begyndte at udbrede budskabet om partiets løgne, blandt andet over internettet. Til asylsamtalen [i slutningen] af 2016 har ansøgeren forklaret, at han overtalte andre ligesindede universitetsstuderende til at mødes og arrangere hemmelige møder og demonstrationer, og for nævnet har ansøgeren forklaret, at han var formand for en komité bestående af syv til otte medlemmer, der hver havde omkring 100 personer under sig. Han har endvidere forud for nævnsbehandlingen omtalt, at en ven omkom ved en bilulykke, og at dette indgik i den trussel, som han angiveligt modtog telefonisk. Først under nævnsbehandlingen har han forklaret, at den pågældende virkede som ansøgerens højre hånd i en organisation, der talte et meget stort antal medlemmer, og hvor ansøgeren indtog en ledende rolle. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i en periode på 3 år efter det angivelige brud med KDP, hvor han efter sin forklaring aktivt har modarbejdet KDP, ikke har været opsøgt af Parasti. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke har spillet en central rolle i forbindelse med demonstrationer, men har tilstræbt at holde sig anonymt i baggrunden, hvilket stemmer dårligt overens med hans forklaring om den centrale position, han angiveligt skulle indtage i KDP. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under den seneste samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 har oplyst, at hans familie ikke har været opsøgt efter hans udrejse vedrørende ansøgerens konflikt. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren indledningsvis forklaret, at hjemmet i den første tid efter udrejsen blev opsøgt af forskellige personer, men at han ikke ved, om nogen af disse personer havde relation til hans konflikt. Under sine afsluttende bemærkninger i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han i 2017 har været efterlyst af flere personer, der rettede henvendelse til hans familie. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/250/IVK
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim fra Khanakiin, Irak, og den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim fra Khanakiin, Irak. Den mandlige ansøger har forud for nævnets behandling oplyst, at han aldrig har været medlem af et politisk parti og kun har været politisk aktiv i forbindelse med to valgkampagner for nogle parlamentsmedlemmer. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at de frygter den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgerne har yderligere forud for nævnets behandling som asylmotiv henvist til, at de frygter den mandlige ansøgers tidligere svigerfamilie i Irak. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers tidligere ægtefælle begik selvmord i 2005. Den mandlige ansøgers tidligere svigerfamilie beskyldte herefter den mandlige ansøger for selvmordet og ville have blodhævn. I [sommeren] 2005 blev den mandlige ansøger tilbageholdt i et døgn af en ukendt gruppe af mænd. Den mandlige ansøger modtog fra 2005 og helt frem til ansøgernes udrejse flere trusler og trusselsbreve fra den mandlige ansøgers tidligere svigerfamilie. Trusselsintensiteten var højst i den første og sidste del af perioden fra 2005-2015. Under nævnsbehandlingen har ansøgerne som asylmotiv yderligere henvist til, at den mandlige ansøger har været medlem af PUK, og at hans nære ven – en højtstående general – blev skudt i [begyndelsen af] 2015, hvorefter han ikke mere kunne opnå beskyttelse via sit kendskab til denne general. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgernes forklaringer til grund, idet forklaringerne fremstår usandsynlige, utroværdige og konstruerede til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at den mandlige ansøger har kunnet opholde sig i Irak gennem ti år med alvorlige dødstrusler fremsat imod sig, uden at han på noget tidspunkt er blevet opsøgt personligt af den tidligere ægtefælles familie, og uden at disse har forsøgt at gøre alvor af truslerne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at forklaringerne er stærkt udbyggende, idet ansøgerne først under nævnsbehandlingen er fremkommet med et yderligere asylmotiv med relationer til den mandlige ansøgers forbindelse til PUK, og forklaringen om, at ansøgerne var udsat for et skudattentat i 2006. Vedrørende sidstnævnte har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende herom. Den mandlige ansøger har forklaret, at der var tale om skud op i luften, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at der var tale om skud imod ansøgernes bil fra en bagfrakørende bil, idet skuddene gik henover ansøgernes bil. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke tidligere til Udlændingestyrelsen har oplyst om sit medlemskab af PUK skyldes frygt for, at disse oplysninger kunne videregives, findes ikke at kunne medføre en ændret vurdering. Nævnet finder ikke, at den generelle sikkerhedssituation kan føre til et andet resultat. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiver, og at det derfor vil en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/25/DTO
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer af trosretning fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiske aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive arresteret af de irakiske myndigheder, idet han tidligere har været arresteret som følge af navnelighed med en anden person, der var eftersøgt af myndighederne på grund af terror. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ultimo 2013, sammen med sin ægtefælle, måtte forlade sin hjemby, Karma, idet ISIL havde overtaget byen. I [slutningen af] 2013 lykkedes det ansøgerne at komme ind i Bagdad ved hjælp af en garant, som de tilfældigvis mødte ved bygrænsens kontrolpost. I Bagdad fandt ansøgerne en lejebolig, hvor de flyttede ind. Efter cirka en måneds ophold i Bagdad, blev deres bopæl opsøgt af fire personer og en officer fra hæren, som spurgte, om den mandlige ansøger var [A], hvilket den mandlige ansøger bekræftede. Officeren oplyste ham om, at han var efterlyst, og at der var udstedt en arrestordre på ham i en terrorsag. Den mandlige ansøger blev herefter anholdt og taget med til efterretningstjenestens fængsel, hvor han var tilbageholdt i en uge. Herefter blev den mandlige ansøger flyttet til et fængsel, som ligger i forbindelse med [B] politistationen i midten af Bagdads lufthavn. Ansøgeren var fængslet her i fem måneder, hvorefter han blev overført til [C] fængslet. I starten af 2015, cirka en måned efter den mandlige ansøgers løsladelse, rejste ansøgerne til Sulaymaniyah, hvor de opholdt sig nogle måneder frem til udrejsen af Irak. Den mandlige ansøger har endvidere til støtte for asylmotivet henvist til, at årsagen til fængslingen var, at han af myndighederne var blevet forvekslet med en anden person med samme navn. Da den mandlige ansøger blev endeligt løsladt, fik han at vide, at myndighederne nu havde belæg for, at der var tale om en forveksling. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at det ikke er muligt at tage navneændring, idet hans navn er baseret på forældrenes navne. Den mandlige ansøger har endelig til støtte for asylmotivet gjort gældende, at han via Messenger har modtaget en kopi af en tilsigelse. Det er den kvindelige ansøgers bror, [D], der har modtaget tilsigelsen i den flygtningelejr, hvor ansøgernes familie for tiden opholder sig. Khaled skrev under på, at han havde modtaget tilsigelsen på vegne af den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger er på grund af tilsigelsen i risiko for at blive anholdt og anklaget for terror, idet sagen mod ham er genåbnet, hvorfor hans løsladelsesdokumenter ikke længere er gyldige. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Et flertal af Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger herefter til grund, at den mandlige ansøger har været anholdt og sigtet for en række alvorlige forhold, at han flere gange blev løsladt for derefter at blive overført til andre myndigheder, der rejste nye sigtelser. Den mandlige ansøger blev endeligt løsladt primo 2015 og i forbindelse med løsladelsen fik han udleveret dokumenter, hvoraf fremgår, at han blev løsladt, da der var sket en navneforveksling. I et af dokumenterne er der redegjort nærmere for henholdsvis den mandlige ansøgers og den efterlyste persons familieforhold. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne forblev boende i Irak i 1½ år efter den mandlige ansøgers løsladelse. På denne baggrund finder flertallet, at anholdelsen og tilbageholdelserne må anses som et afsluttet forhold, og ansøgeren er i besiddelse af tilstrækkelig dokumentation for, at han var fængslet ved en fejl, som skyldes en navneforveksling. Ansøgeren har under det første nævnsmøde fremlagt et billede af en arrestordre, der efter den mandlige ansøgers forklaring er forevist til hustruens familie, der nu bor i en flygtningelejr. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at myndighederne skulle aflevere en arrestordre på den mandlige ansøger til den kvindelige ansøgers familie, der oven i købet var fraflyttet deres hidtidige bopæl. Hertil kommer, at familien angiveligt ikke er blevet opsøgt af myndighederne, siden arrestordren blev præsenteret, og at arrestordren først er blevet omtalt og forevist under det første nævnsmøde, efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse. Under disse omstændigheder har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/249/IVK
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL og de generelle forhold i Irak. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun er kvinde og etnisk kurder. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at ISIL har overtaget kontrollen i Mosul, hvorfor de var nødt til at flygte. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at det, ansøgerne har oplyst om årsagen til, at de er udrejst af Irak, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Det lægges efter indholdet af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Mosul til grund, at ISIL er fordrevet fra Mosul, og at regeringen sammen med grupperinger støttet af regeringen har kontrollen over Mosul. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mosul ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende lægelige oplysninger til grund, at ansøgernes datter, [A], for tiden bliver udredt for blodsygdommen thalassæmi. Kompetencen til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af datteren vil udgøre en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 henhører imidlertid ikke under Flygtningenævnet, men under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er spørgsmål om opholdstilladelse af humanitære grunde efter udlændingelovens § 9 b. Af samme grund finder Flygtningenævnet ikke grund til at udsætte sagen med henblik på udredning af datterens helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/248/MAH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende fra Al Anbar, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af lokale myndighedspersoner, idet han oplæste et regeringskritisk digt under en offentlig forsamling. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ved sin kunstudstilling [i foråret 2015] oplæste et digt, hvori ansøgeren kritiserede de kurdiske myndigheder for at sende fattige kurdere i krig for at bekæmpe ISIL. De lokale myndighedspersoner, der deltog i udstillingen, blev fornærmede over kritikken og truede ansøgeren efter hans oplæsning af digtet. Ansøgeren og hans ven, [A], blev et stykke tid efter udstillingen truet af to bevæbnede mænd, men det lykkedes dem at flygte. De anmeldte efterfølgende episoden til politiet. Et par uger senere blev ansøgeren tilbageholdt i to dage, hvorefter han blev løsladt under betingelse af, at han ikke længere ville kritisere myndighederne. Ansøgeren udrejste fem til seks måneder senere. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er udøvende kunstner, og at han underviste på et gymnasium. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren arrangerede en kunstudstilling, som blev afholdt [i foråret 2015], hvor hans egen og elevers kunst blev udstillet, og hvor der deltog en række prominente personer, som ansøgeren havde inviteret. Endelig lægger nævnet til grund, at ansøgeren i den forbindelse oplæste et digt, som var kritisk og fornærmende i forhold til præsidenten og embedsmænd. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af digtoplæsningen er i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forhold i Irak. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at der gik over 2 måneder fra kunstudstillingen til ansøgeren angiveligt blev stoppet af tre bevæbnede personer i en bil. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren har oplyst divergerende om denne episode, idet han i asylskemaet har oplyst, at der blev skudt efter ham, mens han senere har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han hver dag indtil sin udrejse udførte sit arbejde med undervisning. Det forekommer derfor usandsynligt, at de personer, der måtte efterstræbe ansøgeren, og som let ville have kunnet opsøge ham, ikke har foretaget sig noget i tiden umiddelbart efter digtoplæsningen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren, kort efter at han i [sommeren 2015] angiveligt var blevet løsladt efter 2 døgns tilbageholdelse hos politiet, hvor han havde været udsat for tortur, rejste en uge til Tyrkiet på besøg, og derefter rejste tilbage og fortsatte sit virke i sin hjemby, indtil han udrejste i [slutningen af 2015]. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han på tidspunktet for sin udrejse var i konkret og individuel risiko for forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/247/MAH
Nævnet stadfæstede i december 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shia-militsen Saraya al-Salam, idet han er sunni-muslim, og han har afslået at arbejde for dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens families bopæl blev angrebet ultimo 2006 primo 2007 med en granat, som blev kastet ind i haven. Ansøgeren blev ramt af splinter fra granaten, og som følge heraf var han indlagt på hospital i 1-1,5 måned. Ansøgeren formoder, at det var en af de sekteriske grupper med tilknytning til ISIL stod bag angrebet, fordi ansøgerens ældre brødre ikke har ønsket at tilslutte sig. I starten af 2013 blev ansøgeren opsøgt af to ukendte mænd på gaden. Den ene holdt en pistol for ansøgerens hoved og sagde, at han skulle bede sin bror om at stoppe sit arbejde for militæret. Ansøgeren fortalte efterfølgende sin bror, [M], om episoden, og han stoppede derefter sit arbejde i militæret. Kort tid før ansøgeren udrejse blev ansøgeren nær sin bopæl forsøgt tvangsrekrutteret af to civilklædte mænd fra shia-militsen Saraya al-Salam. De ønskede, at ansøgeren skulle bære våben og arbejde for dem, hvilket ansøgeren afviste. Omkring en uge senere blev ansøgeren chikaneret og skubbet på gaden af nogle unge mænd fra militsen. Ansøgeren tog derefter ophold hos sin moster i en måned, hvorfra han valgte at vende tilbage til familiens bopæl forinden udrejsen [i slutningen af] 2015. Under ansøgerens ophold hos mosteren, blev ansøgerens bopæl opsøgt af ukendte personer én gang. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet forklaret forskelligt om tidspunktet for, hvornår han blev kontaktet vedrørende brorens militærtjeneste, og om tidspunktet for, hvornår han selv blev forsøgt hvervet. Disse divergenser vedrører tidsforskelle på mere end et år. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt han forud for udrejsen sammen med sin bror blot mødtes med denne på busstationen, eller om de mødtes hos moren, og om hvorvidt udrejsen på forhånd var aftalt telefonisk. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens familie, herunder nogle voksne brødre, fortsat har kunnet opholde sig uantastet på bopælen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren på denne baggrund har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Slutteligt bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand om hjemvisning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/246/lrn
Nævnet stadfæstede i december 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser, idet han er sunni-muslim og har arbejdet for det irakiske militær. Endelig frygter ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er deserteret fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev truet i 2015 af militsgrupperne Gich El-Mahdi, Assaeb Ahl Elhaq, Kataeb Elimam Ali og Hezbollah. Ansøgeren har aftjent militærtjeneste fra 2010 til 2015. Ansøgeren blev en dag stoppet på gaden af to uniformerede mænd på vejen fra byen Anbar til Baghdad, da han skulle holde orlov. De spurgte ind til, hvorfor ansøgeren arbejdede for amerikanerne, og den ene mand antydede, at han skulle stoppe med at arbejde for amerikanerne. Efterretningstjenesten blev orienteret om hændelsen, men bad ansøgeren anmelde forholdet til politiet, hvilket ansøgeren ikke gjorde af frygt for militserne. Han genoptog, som planlagt sit arbejde efter orloven. Omkring 20 dage efter den første opsøgning, kom ansøgeren hjem på orlov igen. Ansøgerens mor sagde, at personer fra militserne havde opsøgt familiens bopæl og havde sagt, at de ville slå ansøgeren ihjel, idet ansøgeren ikke havde forstået meddelelsen om at stoppe sit arbejde i militæret. Ansøgeren tog derefter straks en taxa til ansøgerens fasters bopæl, hvor han opholdt sig i fem dage, hvorefter han forsøgte at vende hjem til bopælen for at hente sit pas men opdagede på vejen dertil, at gaden var spærret af folk fra de fire militsgrupper. Derefter tog ansøgeren ophold hos sin faster i syv måneder, hvor han sparede penge sammen til sin udrejse. I den periode oplevede ansøgeren ikke problemer. Omkring syv måneder efter vendte ansøgeren tilbage til familiens bopæl, hvor han pakkede sine ting og fik sit pas, hvorefter han i bus krydsede grænsen til Tyrkiet legalt. Ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår han blev truet af militserne, hvilke trusler må anses for at være det centrale asylmotiv. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at truslerne blev fremsat i [slutningen af] 2014, i asylsamtalen at det blev fremsat [i foråret] 2014, imens han for nævnet har forklaret, at det skete i [foråret] 2015. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren i syv måneder efter truslerne blev fremsat, angiveligt har opholdt sig problemfrit andet steds i Irak, og i denne periode har arbejdet dels for militæret og dels som frisør. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/245/lrn
Nævnet stadfæstede i december 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser, idet han er sunni-muslim fra Anbar-provinsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i […], hvorefter ansøgerens familie flyttede til Bagdad. I 2006/2007 blev ansøgeren tilbageholdt ved en kontrolpost, hvor de tvang ansøgeren ud af bilen, gav ham bind for øjnene og råbte skældsord af ham. Omkring en halvtime senere kom de amerikanske soldater og hjalp ansøgeren og andre fri. Ansøgeren formoder, at det var en shiitisk milits, som tilbageholdt ham på grund af, at han var sunni-muslim. [I vinteren] 2013 blev ansøgeren opsøgt af tre maskerede personer i sin forretning i […] i Bagdad. Det lykkedes derefter ansøgeren at flygte fra forretningen og hjem til sin ven, [A]. Ansøgeren formoder, at personerne var fra en shiitisk milits. Senere samme dag havde ansøgeren kontakt med sin ægtefælle, som sagde, at deres bopæl var blevet ransaget. Ansøgeren formoder, at disse personer i forbindelse med ransagningen har udsat ægtefællen for seksuelle overgreb. Den følgende morgen kom ansøgerens ægtefælle og børn til ansøgerens vens bopæl, hvorfra de samme dag rejste til […]. De tog ophold hos ansøgerens ægtefælles søster, [N], i omkring en måned, hvorefter de udrejste til Jordan omkring [vinteren] 2013. I slutningen af 2014 rejste ansøgeren via Irak, for derfra at rejse videre til Europa, idet rejsen fra Irak til Europa var nemmere og billigere. Ansøgeren opholdt sig hos sin søster i Bagdad indtil udrejsen [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret eller individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. I den forbindelse bemærkes, at såvel episoden i 2006/2007 som episoden i 2013 synes at være rettet mod sunni-muslimer generelt og ikke mod ansøgeren personligt. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren efter sin udrejse i 2013 er genindrejst til Irak, hvor han opholdt sig i cirka et år uden konflikter. Endelig bemærkes, at hverken de generelle forhold for sunni-muslimer i Irak eller ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/244/lrn
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig fra Irak. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”1. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren var værnepligtig fra 1975 til 1978, og har været soldat fra 1980 til 1985 i forbindelse med krigen mellem Irak og Iran. 2. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han ikke ønskede at være soldat i Saddam Husseins Jerusalem-hær. Han nægtede således at slutte sig til Jerusalem-hæren i [starten af] 2001 og besluttede sig for at sælge sit værksted for 5½ millioner irakiske dinarer for at kunne udrejse af Irak. Ansøgeren skjulte sig i 12 måneder inden sin udrejse. Han frygtede at blive henrettet på grund af desertering. Han frygtede endvidere de generelle forhold i Irak. Ansøgeren frygter fortsat problemer på grund af sin desertering. Ansøgeren har endvidere om sit asylmotiv henvist til, at han kom fra en meget kendt sunnimuslimsk familie. Hans søster [A] var desuden aktivt medlem af Baath-partiet, og omstændighederne i forbindelse med hendes død i 2010 efter hendes og hans andens søsters tilbagevenden til Irak er mistænkelige. Ansøgeren har herudover henvist til, at han frygter shia-muslimske militser, herunder en person ved navn [B], der er leder af en sådan milits, der holder til tæt ved familiens bopæl. [B] er nu medlem af parlamentet. Under borgerkrigen i Irak omkring 2006 til 2008 blev situationen yderligere forværret for ansøgerens familie. Særligt det kvarter hvor hans familie boede i, blev overtaget af shia-militser, som forfulgte sunni-muslimer, herunder især hvis de havde tilknytning til Baath-partiet. Store dele af hans familie flygtede derfor dengang til Syrien. Den forværrede sikkerhedssituation i Bagdad skyldes således tilstedeværelsen af forskellige oprørs- og modstandsgrupper udsprunget af religiøse og etniske grupperinger. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren således sekteriske repressalier fra shia-militserne Asa’ib Ahl al-Haq og Al-Mahdi. Flere familiemedlemmer, herunder en nevø, der har fået opholdstilladelse i Tyskland, er flygtet fra Irak på grund af trusler. Den aktuelle situation for sunni-muslimer i Irak er derfor af en sådan karakter, at han ikke kan vende tilbage. Endelig frygter ansøgeren, at han vil blive anset for vestlig sympatisør, fordi han har boet uden for Irak siden 2003, ligesom han har en særlig profilering på grund af sin skribentvirksomhed. 3. Flygtningenævnet skal indledningsvis henvise til begrundelserne i nævnets tidligere afgørelser. 4. Af nævnets beslutning [i foråret] 2004, hvorved nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, fremgår følgende: ”Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold eller den omstændighed, at ansøgeren har solgt sin forretning for at skaffe penge til flugten, eller den omstændighed, at hans søskende ikke kan hjælpe ham, kan begrunde, at ansøgeren skal meddeles asyl. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er sunni-muslim, kan bevirke, at ansøgeren som følge heraf skal meddeles opholdstilladelse. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at der foreligger en sådan velbegrundet subjektiv frygt for en tilbagevenden, at betingelserne for at meddele asyl er opfyldt. Om de generelle forhold i Irak henviser Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kan antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har efter det anførte ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente yderligere oplysninger. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Hussein-styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” 5. Af Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2008 fremgår følgende: ”Flygtningenævnet finder ikke, at de nye oplysninger om situationen i Irak, herunder i Bagdad, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at genoptage sagen. Flygtningenævnet skal indledningsvis bemærke, at ansøgeren er indrejst og har søgt asyl i Danmark i [foråret] 2002, og at sagen således skal afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen. Flygtningenævnet skal endvidere bemærke, at nævnet i sin beslutning [i foråret] 2004 blandt andet udtalte, at nævnet ikke fandt, at de generelle forhold eller den omstændighed, at ansøgeren havde solgt sin forretning for at skaffe penge til flugten, eller den omstændighed, at hans søskende ikke kunne hjælpe ham, kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles asyl. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er sunni-muslim, kunne bevirke, at ansøgeren som følge heraf skulle meddeles opholdstilladelse. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at der forelå en sådan velbegrundet subjektiv frygt for en tilbagevenden, at betingelserne for at meddele asyl var opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med nye væsentlige oplysninger om sit asylmotiv, der kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sin religion risikerer forfølgelse, og at ansøgeren af den grund skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps bemærkninger om, at en udsendelse af ansøgeren vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skal Flygtningenævnet indledningsvis bemærke, at der efter udlændingelovens § 7, stk. 2, således som den var affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, gives opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland. Efter praksis skal der meddeles opholdstilladelse til personer, der ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet må frygtes at blive udsat for en konkret, individuel forfølgelse af en vis styrke eller en risiko herfor. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 56 af 16. april 1998, side 16f), at den omstændighed, at der i et land hersker generelt dårlige forhold, herunder borgerkrigsagtige forhold, ikke uden videre kan begrunde asyl. UNHCR’s anbefalinger af 18. december 2006, august 2007 samt december 2007 indeholder - ligesom nævnets øvrige baggrundsoplysninger om de aktuelle forhold i Irak - blandt andet en generel beskrivelse af den forværrede sikkerhedsmæssige situation i det centrale og sydlige Irak. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af oplysningerne i ansøgerens sag sammenholdt med nævnets generelle baggrundsoplysninger om den vanskelige, men generelle, situation i Irak - herunder UNHCR’s seneste anbefalinger - ikke, at ansøgeren kan anses for at være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Samlet finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” 6. Af Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2014 fremgår følgende: ”Vedrørende Deres klients familieforhold fremgår det, at Deres klient oplyste et forkert navn ved indrejsen i Danmark, idet han ikke turde andet af hensyn til sin egen og sin families sikkerhed. De har i den forbindelse fremlagt en række ID-dokumenter vedrørende Deres klient samt ID-dokumenter vedrørende Deres klients søster [A], der efter det oplyste var medlem af Baath-partiet og besad en administrativ stilling i Sundhedsministeriet, hvorfra hun blev afskediget i 2003. Uanset om Deres klients familieforhold lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at Deres klient har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak 12 år efter sin udrejse vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller i risiko for overgreb på baggrund af sit familienavn og familieforhold. Det bemærkes hertil, at Deres klients familie frivilligt er vendt tilbage til Irak i 2006 og fortsat opholder sig der, og at Deres klient to gange tidligere har søgt om genoptagelse af sin asylsag, hvor han ikke har fundet anledning til at oplyse sin rette identitet eller give oplysninger om familieforhold. Deres klients oplysning om, at hans søster [A] døde efter fire timers indlæggelse efter ankomsten til Bagdad kan endvidere ikke føre til et andet resultat, idet det alene bygger på Deres klient og hans families formodning, at [A’s] dødsårsag skulle være en anden end den oplyste i dødsattesten. Endvidere har Deres klient ikke oplyst om problemer for familien efter søsteren [A’s] død. Flygtningenævnet finder ikke, at situationen for sunnimuslimer i Irak i sig selv er asylbegrundende, og Deres klient har ikke sandsynliggjort, at han skulle være i et modsætningsforhold som følge af dette. Det forhold, at Deres klient er bange for [B] kan ikke føre til et andet resultat, idet Deres klient ikke har oplyst at have haft direkte konfrontationer med [B]. Det beror således alene på Deres klients formodning, at han skulle være i et modsætningsforhold til [B]. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at Deres klients oplysning om, at han er nominel ejer af et beslaglagt jordstykke i Irak, og at det er håbløst at gøre krav på dette eller søge erstatning herfor, idet der så vil ske forfølgelse af hans familie, kan føre til et andet resultat, idet det alene bygger på Deres klients formodning, at han ikke vil kunne gøre krav på dette ved en tilbagevenden. Den omstændighed, at Deres klient deltog i nogle irakeres ophold i […] Kirke, og at en artikel om ham bragt i Information i den forbindelse blev skændet, kan ikke i sig selv føre til, at Deres klient skulle være i et modsætningsforhold til de irakiske myndigheder eller andre, hvorfor dette ikke giver anledning til en ændret vurdering af sagen. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle situation i Irak i sig selv er asylbegrundende. Samlet finder Flygtningenævnet således fortsat ikke, at Deres klient har opfyldt betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” 7. Af Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2015 om afslag på genoptagelse fremgår blandt andet: ”Som det fremgår, har Flygtningenævnet i sine beslutninger [i foråret] 2004, [i foråret] 2008 og [i foråret] 2014 taget stilling til de generelle forhold i Irak. I forhold til hvorvidt ansøgeren på nuværende tidspunkt må antages at være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Irak som følge af den generelle sikkerhedssituation, bemærker nævnet indledningsvis, at baggrundsmaterialet, som Dansk Flygtningehjælp har henvist til, findes på Flygtningenævnets hjemmeside, og at det - sammenholdt med de konkrete oplysninger i ansøgerens sag - indgår i nævnets vurdering. For så vidt angår udviklingen af den generelle situation i Irak siden nævnets afgørelse [i foråret] 2014 har Flygtningenævnet taget den aktuelle væbnede konflikt i Irak og IS´ erobring af visse områder i landet i betragtning. Under hensyn til at ansøgeren kommer fra Bagdad, som efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Institute for the Study of war – ”Iraq Control of Terrain Map: September 11, 2015”, udgivet den 11. september 2015 og Udlændingestyrelsens notat – ” Irak: Baggrundsoplysninger om situationen i Irakisk Kurdistan, tilgrænsende områder og Ninevehprovinsen med fokus på overgreb på minoritetsgrupper”, udgivet den 23. oktober 2014, er kontrolleret af regeringens sikkerhedsstyrker, kan konflikten imidlertid ikke føre til en ændret vurdering af sagen. For så vidt angår IS, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos ”Temanotat: Irak: Bagdad - sikkerhetssituasjon per februar 2015”, at der som følge af IS´ erobringer i det nordlige og centrale Irak har været usikkerhed om, hvorvidt IS tillige ville sætte offensivt ind mod Bagdad. Regeringsstyrkerne har imidlertid styrket forsvaret, og situationen er derfor fortsat, at Bagdad ikke er kontrolleret af IS, hvilket tillige fremgår af Institute for the Study of War – ”Iraq Control of Terrain Map: September 11, 2015”. Det forhold, at ansøgeren har været udrejst af Irak i mere end 13 år og derfor skulle risikere forfølgelse af IS, idet han risikerer at blive betragtet som vestlig sympatisør, kan således heller ikke føre til en ændret vurdering. På den ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet fortsat, at de generelt vanskelige forhold i Irak, herunder i klagerens hjemby Bagdad, på nuværende tidspunkt ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til landet, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med udlændingelovens § 7, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Udover de generelle forhold har Dansk Flygtningehjælp henvist til, at der er risiko for overgreb fra grupper, der målretter angreb mod sunni-muslimer, hvorfor ansøgeren vil være i risiko, hvis han vender tilbage til Bagdad. Flygtningenævnet har ligeledes taget stilling til dette forhold i sine afgørelser [i foråret] 2004, [i foråret] 2008 og [i foråret] 2014. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at den generelle situation for sunni-muslimer i Bagdad, herunder det spændte forhold mellem sunni- og shia-muslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, i sig selv er af en sådan karakter, at det er asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes hertil, at Bagdad, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos ”Temanotat, Irak: Bagdad - sikkerhetssituasjon per februar 2015”, siden Saddam Hussein regimets fald i 2003 har været sekterisk inddelt i shia- og sunni-områder, hvorfor det således er muligt at tage ophold i et sunni-område. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bagdad skulle være i et konkret og individuelt modsætningsforhold som følge af, at han er sunni-muslim. Det bemærkes hertil, at nævnet ikke finder, at der foreligger en sådan velbegrundet subjektiv frygt for en tilbagevenden, at betingelserne for at meddele asyl er opfyldt. Det forhold, at ansøgeren angiveligt stammer fra en kendt sunni-familie – som Flygtningenævnet allerede ved beslutningen [i foråret] 2014 har taget stilling til – kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således fortsat ikke, uanset at ansøgerens familiemedlemmer angiveligt skulle have modtaget trusler fra Al Mahdi-militsen, at Dansk Flygtningehjælp har påvist noget asylbegrundede forhold for så vidt angår ansøgeren. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er 71 år gammel og ikke er i risiko for at blive rekrutteret til militæret eller militser, ikke har sandsynliggjort, at han skulle være profileret på en sådan måde, at han skulle være i et modsætningsforhold til myndigheder eller andre magthavere. Det bemærkes, at oplysningen om, at ansøgeren angiveligt skulle stamme fra en kendt sunni-familie, først er fremkommet i forbindelse med genoptagelsesanmodningen i 2012 uden en plausibel forklaring herom, og at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som denne påberåber sig. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering fortsat ikke, at [ansøgeren] har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak er i reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.” 8. Flygtningenævnet kan fortsat henholde sig til ovenfor under pkt. 4-7 gengivne begrundelser for nævnets tidligere afgørelser. 9. Ansøgeren har under nævnsmødet [i efteråret] 2017 haft lejlighed til at uddybe sit asylmotiv i lyset af blandt andet det anførte i FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse [i sommeren] 2017. Ansøgeren har således i den forbindelse redegjort nærmere for sin fortsatte frygt for repressalier i anledning af sin desertering fra hæren i 2002 under det tidligere irakiske styre og har herunder oplyst, at de personer, der foragter ham, fortsat befinder sig i Irak. Han har endvidere redegjort nærmere for sine familiemæssige forhold, herunder for baggrunden for at han oprindeligt ikke opgav korrekt navn til de danske myndigheder, fordi han - som oplyst i forbindelse med behandlingen af genoptagelsesanmodningen i 2012 - tilhører en fremtrædende sunnimuslimsk familie. Ansøgeren har endvidere redegjort nærmere for sine afdøde søster [A’s] forhold og tilknytning til Baath-partiet og for baggrunden for, at hans nevø [C] (tidligere […]) nu har fået opholdstilladelse i Tyskland. Endvidere har ansøgeren uddybet sin frygt for shia-militserne og for den profilering, som ansøgeren har opnået gennem sin artikelvirksomhed mv. under sit mangeårige ophold i Danmark. Ansøgeren har herunder udtrykt bekymring for, at hans langvarige ophold i Danmark i sig selv vil kunne føre til, at hans anses for vestlig sympatisør, og at han også af den grund vil blive forfulgt ved tilbagevenden til Irak. Nævnet finder, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, under henvisning til de omstændigheder, der har dannet grundlag for hans asylmotiv. Nævnet finder således, at der ved den fornyede behandling af sagen ikke er blevet tilført væsentlige nye oplysninger om forhold, der har en sådan konkretisering, aktualitet og intensitet, at de kan indebære, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er herunder også indgået i vurderingen, at flere af de forhold, som ansøgeren fremhæver, alene beror på hans egne formodninger, herunder om den fortsatte frygt for overgreb som følge af deserteringen under det tidligere styre i 2002, om omstændighederne i forbindelse med søsteren [A’s] død og om konsekvenserne af hans skribentvirksomhed mv. i Danmark ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet finder således fortsat, at de forhold, som ansøgeren har påberåbt...
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er araber med kurdiske rødder, er sunnimuslim fra Mosul i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL og andre væbnede grupper. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far, som ansøgeren boede hos, blev tilbageholdt i to dage i 2012 af ISIL. Faren blev løsladt, da familien betalte en løsesum på 30.000 dollars til ISIL. I 2013 sagde en mand til ansøgeren, at han kom fra ISIL, og at han havde hørt, at ansøgeren havde drukket alkohol. Manden oplyste, at de ville skære i ham og dræbe ham, hvis han drak igen. Ansøgeren har ikke ud over det anførte haft kontakt til ISIL. Det mener han heller ikke, hans far har haft. I juni 2014 blev ansøgerens far kontaktet af en ven, som sagde, at de skulle flygte, da ISIL var på vej for at pågribe ansøgeren. En nabo i kvarteret havde da formentligt fortalt ISIL, der nu havde kontrollen over Mosul, at ansøgeren havde drukket alkohol. Ansøgeren flygtede herefter med sin syriske ægtefælle til en flygtningelejr i […], tæt på KRI. Ansøgeren og hans far har ikke konflikter med andre end ISIL. 5-6 måneder efter flugten fik de at vide, at ISIL havde været på deres bopæl og spurgt efter familien. ISIL´s henvendelse skete 2 dage efter, at familien havde forladt deres hjem. Omkring den 1. september 2015 udrejste ansøgeren og hans familie illegalt til Tyrkiet. Ansøgerens syriske ægtefælle og parrets mindreårige børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har også anden familie i Danmark. Han frygter ISIL, selv om de er blevet fortrængt fra Mosul. Nu frygter han også Al-Hashd Al-Sha'abi (PMF) og andre militante grupper, der er til stede i Mosul og som kan tænkes senere at ville forsøge at overtage byen. Han er i en særlig vanskelig situation, idet kurdere betragter han som araber, og araberne betragter ham som kurder. Endvidere forfølges sunnimuslimer ofte i Mosul. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er sunnimuslim fra Mosul, og at ISIL for år tilbage har vist ham en hvis interesse. ISIL har imidlertid senere mistet kontrollen over Mosul og har også herudover mistet det meste af sin indflydelse i Irak. Der er efter nævnets opfattelse ikke grundlag for at antage, at ISIL nu vil anvende en del af deres reducerede ressourcer på at opsøge ansøgeren og udsætte ham for forfølgelse eller overgreb. Herefter, og uanset, at de generelle forhold for sunnimuslimer og kurdere kan være vanskelige, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle, konkrete forhold ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af lovens § 7, stk. 2. Efter de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Mosul er der endvidere ikke grundlag for at antage, at ophold i området i sig selv skulle være forbundet med sådan fare, at tilbagesendelse skulle være i strid med artikel 3 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), og ansøgeren opfylder herefter endvidere ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det falder udenfor nævnets kompetence at tage stilling til, om overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, tilsiger, at der meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen til at tage stilling til, om ansøgeren og dennes familie kan henvises til at udøve deres familieliv i deres hjemlande, tilkommer således Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.” Irak/2017/242/JHB
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [A], Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun og/eller hendes søn ved en tilbagevenden til Irak vil blive slået ihjel af en anden klan ved navn [B], der vil hævne sig, fordi ansøgerens ægtefælle har haft et forhold til en gift kvinde fra den anden klan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle har haft en affære med en gift kvinde. Affæren blev opdaget i [efteråret] 2014 af kvindens svigerfamilie, hvorefter ansøgerens mand kort efter forlod landet, efter, at kvinden blev dræbt af sin egen klan. Efterfølgende sendte ansøgerens svigerfamilie forgæves et tilbud om forsoning til kvindens svigerfamilie, der svarede, at de ikke ville lade sig forsone, før de havde hævnet forholdet med blod. Ansøgeren er ikke personligt blevet truet, men ansøgerens svigerfar har oplyst, at familien har modtaget et trusselsbrev, hvoraf fremgår, at ansøgernes søn vil blive slået ihjel, fordi det ikke er lykkedes at pågribe ansøgerens ægtefælle. Forud for ansøgerens udrejse blev ansøgerens svigerfamilies hus samt ansøgerens fars hus beskudt på tidspunkter, hvor ansøgeren opholdt sig disse steder. Ansøgeren erfarede dog senere, at skudepisoden, hvor der blev skudt på hendes fars hus ikke havde noget med klankonflikten at gøre, men skyldtes ansøgerens bror, [C]’s, tilknytning til gruppen [D]. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sin mands familie, idet de har slået hende og hendes børn, ligesom hun frygter, at de vil slå hende ihjel, fordi hun er udrejst fra Irak med børnene uden svigerfamiliens tilladelse. Ansøgeren frygter ydermere, at hendes døtre ved en tilbagevenden til Irak vil blive taget af hendes svigerfamilie, der vil gifte dem bort. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes svigerfamilie på et tidspunkt ville have hendes datter [E] giftet med en af ansøgerens morbrødres sønner, hvilket [E] afslog. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter for sit eget og sine børns liv på grund af de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring har været upræcis og afvigende, ligesom den på centrale punkter har været divergerende, hvorfor den i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren og/eller hendes børn på grund af ansøgerens ægtefælles forhold har en konflikt med [B] eller [F] klanerne, eller at klanerne vil hævne sig på hende/og eller hendes børn på grund af ægtefællens forhold. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes børn opholdt sig på enten svigerfamiliens eller ansøgerens fars bopæl i [A] i næsten et år, efter at ægtefællens konflikt var opstået, uden at de blev opsøgt eller direkte udsat for overgreb fra [B] klanens side, selvom de må have været relativt nemme at finde, også selvom de ikke bevægede sig udenfor. Den omstændighed, at der er blevet skudt mod svigerfamiliens hus kan ikke ændre herved, idet ansøgeren har forklaret, at dette kun er sket en enkelt gang, at alle i Basra har våben, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at angrebet var rettet mod hende og/eller hendes børn, og at det skulle være forøvet af [B] klanen. Nævnet skal videre bemærke, at selvom [B] klanen efter ansøgerens forklaring optræder meget voldsom og tillige er magtfuld, er der ikke sket noget i forhold til ansøgerens ægtefælles mandlige familiemedlemmer, der stadig opholder sig i Irak. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at [B] klanen direkte har fremsat trusler mod ansøgeren og hendes børn, idet hun har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har således ikke omtalt et trusselsbrev fra [B] klanens side i sit asylskema. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at klanen har truet med, at de vil slå en person i ansøgerens familie ihjel, men at hun og hendes børn aldrig personligt er blevet truet. I asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede hun, at hun af sin svigerfar har fået at vide, at en af de to klaner har skrevet et trusselsbrev, hvor de har truet med at slå ansøgerens søn ihjel. I asylsamtalen [primo] 2017 forklarede ansøgeren derimod i forbindelse med den efterfølgende gennemgang, at der aldrig havde været tale om et skriftligt brev, hvilken forklaring hun har fastholdt under nævnsmødet. Også med hensyn til, om det var hendes svigerfar, der fortalte hende, at det var [B] klanen, der stod bag angrebet, om hun fandt ud af det ved at overhøre en samtale i gæsteværelset hos svigerfamilien eller, om hun fik det fortalt af hendes farbror, har ansøgerens forklaring været divergerende. Ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, der fremstår udstedt af de irakiske myndigheder i relation til anmeldelsen af ægtefællen for at have haft et forhold til en gift kvinde. Det første dokument, der er dateret [i efteråret] 2014, fremstår imidlertid underskrevet [i sommeren] 2014, og dermed forud for konfliktens opståen. Videre henviser dokumentet, der er [ultimo] 2014, til en afgørelse, der skulle være truffet [i foråret] 2014, også forud for konfliktens opståen. Endelig henvises i dokumentet, der er dateret [i december] 2014, til en afgørelse, der er dateret den 31. november 2014, selvom der kun er tredive dage i november. Ansøgeren har ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på disse datoafvigelser. Nævnet kan der for ikke lægge til grund, at de omhandlede dokumenter er ægte. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører frygten for, at svigerfamilien vil slå hende ihjel, fordi hun er udrejst med sine børn uden svigerfamiliens tilladelse, skal nævnet bemærke, at det alene beror på ansøgerens formodning, at svigerfamilien vil hævne sig. Formodningen er ikke underbygget af konkrete omstændigheder. Tværtimod har svigerfamilien ikke modsat sig, at ansøgeren efter skudepisoden mod svigerfamiliens hus valgte at flytte først hjem til sin far og siden til sin søster. Hverken karakteren eller intensiteten af den vold ansøgerens svigerfamilie har udsat hende og børnene for kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren må henvises til at søge de irakiske myndigheders beskyttelse, og at hun desuden må kunne opnå beskyttelse fra sin egen familie herunder sin far, sin farbror og sine brødre. Endelig bemærkes, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren og hendes børn alene ved deres tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2017/241/mad.
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske araber og sunnimuslimmer af trosretning. Ansøgerne er irakiske statsborgere, men er født i Kuwait. Ansøgerne har senest opholdt sig i [en mindre by], Al-Anbar, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af Islamisk Stat (IS), idet han er blevet truet og eftersøgt af IS, fordi han arbejdede for politiet i Irak. Herudover frygter ansøgeren de irakiske myndigheder, idet han har haft problemer med militsen Al-Hasd. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han startede med at arbejde for politiet i [sommeren] 2003 i [en mindre by]. Han modtog trusselsbreve fra IS et par gange om måneden fra 2014 til han udrejste i 2015. Den mandlige ansøger har oplyst, at hans kollega også modtog trusselsbreve, og at han selv modtog omkring 20 trusselsbreve. I 2015 flyttede den mandlige ansøgers ægtefælle og hans børn hjem til ægtefællens familie i Najaf. Et par dage efter drog han i kamp mod IS i Fallujah, hvor han var i én måned. Herefter flygtede han fra kamphandlingerne og vendte tilbage til [den mindre by], hvor han fortsatte sit arbejde for politiet. Få dage efter kom han i slåskamp mod 15 medlemmer af Al Hasd, hvorefter han slap væk fra dem og kørte til Najaf, hvor hans ægtefælle og børn befandt sig. Herefter blev den mandlige ansøger eftersøgt i Irak, hvorfor han besluttede at forlade Irak. Den mandlige ansøger og hans familie udrejste af Irak i [efteråret] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at Islamisk Stat (IS) vil slå hendes ægtefælle og børn ihjel, idet ansøgerens ægtefælle har modtaget trusler og er eftersøgt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive dræbt af ukendte militser, idet ansøgerens ægtefælle har haft problemer med disse. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle startede hos politiet i 2003 i [en mindre by]. Ansøgeren har oplyst, at hendes ægtefælle modtog trusler i 2015 fra IS. Samme år døde en Sheikh i det område, hvor den kvindelige ansøgers og hendes familie boede. Herefter flyttede den kvindelige ansøger og hendes børn til Najaf, hvor hendes forældre boede, og ægtefællen blev i [den mindre by]. Herefter kæmpede hendes ægtefælle mod IS i Falluja, hvorefter han flyttede tilbage til [den mindre by] for igen at arbejde for politiet. I forbindelse med ægtefællens arbejde kom han en dag i 2015 i slåskamp mod personer fra militsen Al-Hasd. Herefter flyttede ægtefællen til Najaf, hvor den kvindelige ansøger og hendes børn befandt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet navnlig den mandlige ansøger på centrale punkter har forklaret divergerende, udbyggende, ligesom væsentlige dele af hans forklaring ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at den mandlige ansøger modtog 20 trusselsbreve fra IS, uden yderligere konsekvenser, og at hverken han eller hans kollegaer reagerede på truslerne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at den mandlige ansøger ikke fortalte hans kone - den kvindelige ansøger - om trusselsbrevene, medens de boede sammen i Irak, henset til truslernes budskab, og i forhold til, at den kvindelige ansøger og børnene var alene hjemme, når han var på arbejde i 10 dage ad gangen, hvorunder han kunne være væk flere dage og nætter i træk, ligesom Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at den kvindelige ansøger ikke har opdaget, at der blev afleveret 20 trusselsbreve på deres bopæl. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, ansøgerne har forklaret divergerende med hensyn til, hvornår den kvindelige ansøger fik kendskab til truslerne. Den kvindelige ansøger har i asylsamtalen [i slutningen af] 2016 forklaret, at hun først fik kendskab til truslerne, da den mandlige ansøger fortalte herom efter ankomsten til Danmark. Ved mødet i Flygtningenævnet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun fik kendskab til truslerne, da hun var rejst til Najaf med børnene. Den mandlige ansøger har ved mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han først efter ankomsten til Danmark fortalte den kvindelige ansøger om truslerne. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøgers ven, der var distriktleder, hjalp ham med at få sit arbejde inden for politiet tilbage, efter at han forlod kamphandlingerne mod IS, henset til, at han ifølge hans forklaring var hadet blandt de andre officerer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til slåskampen mod Al Hasd. Den mandlige ansøger har i oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at de var mange fra militsen og han var sig selv, og at de gav ham mange knytnæveslag, og han har i asylsamtalen [i slutningen af] 2016 oplyst, at der var ca. 15 personer fra militsen, og at ansøger begyndte at slå på medlemmerne af militsen og starte en slåskamp, fordi han var desperat, og at han slog ud mod personerne og ramte to af dem med knytnæver, fordi han blev omringet. Ved mødet i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at personerne fra militsen var bevæbnet, og at han gav to knytnæveslag til en general. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøgers seneste forklaringer om, at han slog flere personer fra militsen/generalen med knytnæveslag ikke forekommer sandsynlig, henset til det oplyste om at der var mange personer fra militsen/15 personer fra militsen, og at de var bevæbnede. Flygtningenævnet finder videre, at den mandlige ansøgerens forklaring om flugten er udbyggende, og at den forekommer usandsynlig. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at der blev affyret skud i forbindelse med hans flugt, men at de ikke sigtede efter ham, og at han flygtede over 4-5 mure mellem huse i forbindelse med flugten, hvilket han ikke har forklaret ved de to samtaler med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder videre, at det ikke er sandsynligt, at den mandlige ansøger ville flygte, når han vidste, at personerne fra militsen var bevæbnede og affyrede skud, ligesom Flygtningenævnet ikke finder, at det er sandsynligt, at det kunne lykkedes for den mandlige ansøger at flygte fra 15 medlemmer fra militsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende omkring flugten fra Irak, idet han ved mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han i lufthavnen ved udrejsen af Irak betalte en af svigerfamiliens familiemedlemmer for at komme igennem lufthavnen, hvilket han ikke har forklaret ved de to samtaler med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder det endelig ikke sandsynligt, at ansøgerne kunne forlade Irak legalt via fly i forbindelse med deres udrejse henset til den mandlige ansøgers forklaring om, at han var eftersøgt i hele Irak. Idet oplysningerne om de generelle forhold i Irak heller ikke kan begrunde, at ansøgerne meddeles asyl, finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/240/FAM
Nævnet hjemviste i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim af trosretning. Hans forældre og bror blev i 1980 udvist til Iran, hvor familien har boet i Yazd. Han er født i Yazd, Iran. Ansøgeren har i 2009 deltaget i demonstrationer ved to-tre lejligheder i forbindelse med, at der var valg i Iran. Demonstrationerne var mod regimet og foregik i Yazd. Ansøgeren har ikke oplevet problemer i forbindelse hermed. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle bo i Irak, idet at han ikke har statsborgerskab i landet, at han aldrig har været der, samt at han oplever det som et farligt sted på grund af de generelle forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter hævn fra personer i Irak som følge af, at hans storebror, [A], kæmpede på Irans side i krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter de iranske myndigheder samt sin brors, [B]’s, ægtefælles familie, som følge af en konflikt familierne imellem. Flygtningenævnet lægger ansøgerens og hans brors forklaring om, at familien, der boede i Amareh, af de irakiske myndigheder blev anset for iranere, og at familien derfor blev udvist af landet i 1970 og efter tilbagerejse på ny i 1980, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes forklaring på dette punkt stemmer med de generelle baggrundsoplysninger, og at mange iransk orienterede blev udvist i 1980 og i den forbindelse fik frataget deres irakiske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger at måtte lægge til grund, at ansøgeren er statsløs, og at han derfor asylretligt skal vurderes i forhold til det land, hvori han sidst havde fast bopæl. Ansøgeren har hele sit liv boet i Iran og skal derfor vurderes i forhold hertil. Da Udlændingestyrelsen ikke har foretaget denne vurdering, finder Flygtningenævnet det rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet stillingtagen til sagen.” Irak/2017/24/MJM
Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin egen eller sin ægtefælles familie, idet hun har anmeldt sin ægtefælle for vold i Danmark og er separeret fra ham. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun udrejste af Irak sammen med sin ægtefælle, [ansøgerens ægtefælle], på grund af hans problemer med sekterisk vold fra ansøgerens familie. [ansøgerens ægtefælle] havde desuden problemer med militante grupperinger, hvilket uger inden deres udrejse af Irak resulterede i, at deres hjem blev opsøgt, og både ansøgeren og [ansøgerens ægtefælle] blev slået. Om sin frygt for sin egen og [ansøgerens ægtefælle]s familie har ansøgeren forklaret, at hun har krænket sin families ære ved at lade sig separere fra [ansøgerens ægtefælle] og ved at melde ham til politiet. Ansøgeren har talt med en fjern slægtning ved navn Asia, som har fortalt ansøgeren, at Asias mor har hørt, at et familiemedlem ønsker at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har desuden modtaget henvendelser fra [ansøgerens ægtefælle]s bror, som beskylder hende for at have en affære med en anden mand i Danmark, og han har truet med at henvende sig til ansøgerens familie. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at hun under sit ophold i Danmark har fået en engelsk kæreste, som hun har mødt på en kristen sommerlejr, samt at hun har forladt islam. Parret og børnene går i kirke sammen, og ansøgeren studerer biblen og har derigennem fundet ro. Som følge heraf frygter ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak at blive slået ihjel, idet hun efter irakisk klankultur og religion har vanæret familierne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, herunder navnlig det yderligere asylmotiv, som hun har gjort gældende for Flygtningenævnet, til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren og hendes ægtefælle, [ansøgerens ægtefælle], i Irak havde ægteskabelige problemer, at hun i Irak blev udsat for vold af sin ægtefælle, og at begge familier blandt andet på grund af klanforholdene var utilfredse med ægteskabet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke længere er praktiserende muslim, at hun har fattet interesse for kristendommen, men endnu ikke har besluttet, om hun vil konvertere til kristendommen, og at børnene ikke opdrages som muslimer. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren i sommeren 2017 i Danmark har fået en kæreste, der er kristen, som hun tilbringer weekender og ferier sammen med, og at [ansøgerens ægtefælle] kan have fået kendskab til dette kæresteforhold, da han ifølge ansøgeren har bekendte på det asylcenter, hvor hun opholder sig. [ansøgerens ægtefælle] er i [vinteren] 2017 dømt for i to tilfælde at have begået vold mod ansøgeren, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at [ansøgerens ægtefælle] også har begået vold mod børnene. På den baggrund, og efter sagens oplysninger i øvrigt, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun, der reelt er enlig og uden mandligt netværk i Irak, vil være i risiko for overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, fra [ansøgerens ægtefælle], der nu befinder sig i Irak, eller hans familie, som myndighederne ikke vil kunne beskytte hende imod. På baggrund af ansøgerens forklaring om, at hun nu i en periode har været i et ikke-ægteskabeligt forhold til en herboende kristen og ikke længere praktiserer islam, finder Flygtningenævnet, at det heller ikke er sandsynligt, at hendes egen familie eller netværk vil yde hende og hendes børn den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at anse ansøgeren for forfulgt af de i § 7, stk. 1, nævnte grunde.” Irak/2017/239/SSM
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra [landsby], Tuz Khurmato, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af ISIL, fordi han ikke har adlydt deres ordre om, at han gennem sit arbejde som kok skulle forgifte maden til medarbejderne på arbejdspladsen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter unavngivne shiitiske arabere, tidligere medlemmer af Baath-partiet og islamistiske terrorgrupperinger, fordi de terroriserer kurdere og er til stede i hans hjemby Tuz Khurmato. Endelig frygter ansøgeren den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han arbejdede som chefkok i kantinen for en række olieselskaber. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren overfaldet af tre til fire ukendte personer, som tæskede ham, truede ham på livet, udleverede to forskellige giftstoffer og bad ansøgeren om at forgifte maden på hans arbejdsplads. Ansøgeren var på dette tidspunkt på vej på arbejde. Nødtvunget indvilligede ansøgeren i at efterkomme ordren. Samme dag anmeldte han dog episoden til politiet i Tuz Khurmato, ligesom han i de efterfølgende dage skjulte sig. [I efteråret] 2015 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra ISIL. De truede med at halshugge ansøgeren, fordi han ikke havde adlydt deres ordre om at forgifte maden. Ansøgeren anmeldte trusselbrevet til politiet i Kirkuk. Ansøgeren og hans ægtefælle tog ophold hos hans ven, [A]. Da ansøgeren ikke havde tiltro til, at politiet ville opklare sagen, udrejste han sammen med sin ægtefælle [I efteråret] 2015 af Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han i 2005 blev beskudt af ukendte gerningsmænd, samt at hans hus nedbrændte i 2008 på grund af en håndgranat. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede som chefkok for det udenlandske olieboringsfirma [B], samt at han [I efteråret] 2015 blev standset af ISIL på vej til arbejde, som ville have ham til at forgifte maden på hans arbejdsplads. [I efteråret] 2015 modtog ansøgerens ægtefælle et trusselsbrev fra ISIL, som truede med at ville dræbe ham, fordi han ikke havde efterkommet deres ordre. Ansøgerens ægtefælle anmeldte begge episoder til politiet inden de udrejste af Irak. Uanset om ansøgernes forklaring om trusler i 2015 fra ISIL lægges til grund, findes de på baggrund af oplysningerne om ISILs nuværende rolle i området ikke at have sandsynliggjort, at de af denne grund ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold for kurdere findes endvidere ikke i sig selv asylbegrundende. Af ansøgernes forklaringer og af baggrundsmaterialet fremgår, at shiitiske militser i [efteråret] 2017 har foretaget afbrænding af kurdisk ejendom i ansøgernes hjemby. Det fremgår endvidere, at den irakiske regering har taget skridt til at genoprette ro og orden i området ved at indsætte hæren. Efter en samlet vurdering af disse oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at situationen i området er så farlig, at den kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/238/HHU
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af militsen al-Hashd al-Shaabi, idet han er blevet truet på sin arbejdsplads og har modtaget trusselsbreve. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i efteråret] 2011 blev ansat i [en afdeling] under forsvarsministeriet. I 2013 infiltrerede militser, herunder al-Hashd al-Shaabi, forsvarsministeriet. [I sommeren] 2015 bad ansøgerens nye chef, [A], som var en del af al-Hashd al-Shaabi, ansøgeren om at foretage falske dataændringer. Ansøgeren nægtede at foretage ændringerne, hvorfor [A] i [sommeren] 2015 truede ham på livet. Samme dag forlod ansøgeren sin arbejdsplads. I [sommeren] 2015 modtog han et brev med to dokumenter fra al-Hashd al-Shaabi. Det fremgik af brevene, at ansøgeren skulle deltage i kamptræning for militsen, at han var fyret, og at han skulle møde ved retten. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren legalt af Irak. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaring om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet i første række lagt vægt på, at ansøgeren er fremkommet med noget forskellige oplysninger vedrørende centrale forhold af betydning for asylmotivet. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema oplyst, at bl.a. hans fætter [B] var blevet forflyttet til kampzonen uden nogen form for træning, og at han selv var blevet truet af en milits (al-Hashd al-Shaabi) med, at han ville blive henrettet inden for tre dage. [B’s] sag er blevet behandlet sammen med ansøgerens sag, og det fremgår af oplysningerne i den sag, at [B] ikke var blevet forflyttet til nogen kampzone, men at han – i øvrigt som ansøgeren – angiveligt havde modtaget et brev med indkaldelse til militærtræning. Oplysningen i asylansøgningsskemaet om karakteren af den trussel, som ansøgeren havde modtaget, er desuden ikke gentaget på samme måde i de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen, hvor ansøgeren alene har oplyst, at han blev truet af sin chef med, at chefen ville skyde ham. Hertil kommer, at ansøgeren for nævnet har forklaret forskelligt eller udbyggende om, at han også blev truet af en anden militsmand end sin chef, at han var blevet udsat for fysisk vold fra militsens side, og at han nu er efterstræbt for at være i besiddelse af databasen eller oplysninger i denne. Ansøgeren er ikke for nævnet kommet med nogen antagelig begrundelse for hans ændrede forklaring om disse forhold, herunder har ansøgeren for nævnet ændret forklaringen på, hvorfor det ikke fremgår af samtalereferaterne med Udlændingestyrelsen, at han skulle have været udsat for vold. Ansøgeren har for nævnet således først forklaret, at han havde forklaret om volden til Udlændingestyrelsen, mens han senere har forklaret, at han ikke forklarede om volden, da han var bange for at afgive forklaring herom. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om bl.a., hvilken ansættelsesmyndighed han var ansat under, idet han tidligere under sagen har oplyst, at han var ansat af det irakiske forsvarsministerium, mens han for nævnet har forklaret, at han var ansat først af det irakiske statsministerium og senere – da han blev foreholdt divergensen – at han var ansat både under det irakiske forsvarsministerium og statsministeriet. Ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi forekommer i øvrigt efter sit indhold heller ikke sandsynlig, og ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorfor al-Hashd al-Shaabi skulle interessere sig for at slå ham ihjel, når de ifølge ansøgeren lykkedes med at få ham opsagt fra den stilling, som de ønskede besat med en person, der ville samarbejde med dem. Der ses således ikke at være nogen antagelig begrundelse for, hvorfor al-Hashd al-Shaabi skulle ønske ansøgeren død. Ansøgerens oplysninger om al-Hashd al-Shaabis ageren har da heller ikke støtte i tilgængelige baggrundsoplysninger, hvor flere kilder peger på, at rekruttering til al-Hashd al-Shaabi foregår på frivillig basis, og at al-Hashd al-Shaabi ikke har problemer med at få dækket sit rekrutteringsbehov, jf. bl.a. Carnegie Endowment for Peace, The Popularity of the Hashd in Iraq, 1 February 2016. At ansøgeren skulle være efterstræbt af al-Hashd al-Shaabi, der ifølge ansøgeren havde en magtfuld position i det irakiske statsapparat, savner desuden sammenhæng med, at ansøgeren uden videre og med officielle rejsedokumenter kunne udrejse legalt af Irak. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens oplysninger om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi tillagt det vægt, at det af et høringssvar af 7. oktober 2016 fra Udenrigsministeriet fremgår, at det dokument, som ansøgeren har fremlagt fra sin arbejdsgiver vedrørende hans opsigelse, er vurderet som værende uægte. På denne baggrund må Flygtningenævnet afvise ansøgernes forklaring om sin konflikt med al-Hashd al-Shaabi og lægge til grund, at ansøgeren ikke som en følge af disse forhold er i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/237/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL eller en anden militsgruppe. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i 2009 modtog et trusselsbrev, hvori der stod, at ansøgeren skulle stoppe med at gå i skole, hvis han fortsat ville leve. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans søsters mand var borgmester i […], og at han blev slået ihjel i 2013. I 2013 var ansøgeren og hans søster involveret i en bilulykke, idet en anden bil chikanerede ansøgeren og kørte op på siden af ansøgerens bil. Ansøgerens søster døde som følge heraf. I slutningen af 2014 eller starten af 2015 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af seks mænd, som beordrede familien til at fraflytte boligen. Herefter flyttede ansøgeren til Bagdad, hvor han boede hos sin faster. I Bagdad blev ansøgeren opsøgt på gaden af to mænd, som sagde til ansøgeren, at han skulle forlade området. Ansøgeren fortalte herom til sin faster, som opfordrede ansøgeren til at udrejse af Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv vedrørende svogeren og forholdene i skolen i […] til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens svoger var borgmester og magtfuld, og at han beskyttede familien, indtil han blev dræbt i 2013. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens familie i 2009 modtog en trussel om, at ansøgeren som sunnimuslim ikke måtte fortsætte i sin skole. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren navnlig har påberåbt sig de generelle forhold for sunnimuslimer, idet han har anført, at intet af det, som han har været udsat for, var rettet mod ham personligt, men mod ham, fordi han er sunnimuslim. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om forholdene for sunnimuslimer i ansøgerens hjemområde, herunder i Bagdad i Irak, at disse forhold ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter, samt at de konkrete konflikter, som han som sunnimuslim har haft, herunder beskeden fra 2009 om, at han ikke måtte gå i skole, ikke havde en sådan intensitet og omfang, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse, ligesom forholdet i øvrigt må anses for afsluttet i 2009. Endelig tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hverken drabet på ansøgerens svoger eller trafikulykken, hvor ansøgerens søster døde, har medført en asylbegrundende konflikt for ansøgeren. Der er herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han ikke har oplevet konkrete trusler på grund af svogeren og på, at han ikke har sandsynliggjort, at han selv var profileret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Bagdad er blevet truet af to personer til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han modtog truslerne, og at han i øvrigt har svaret udetaljeret og afglidende på spørgsmål om sine forhold i Bagdad. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har haft konkrete konflikter med shiamuslimske militser eller andre grupperinger. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om ansøgerens hjemområde, herunder også om forholdene i Bagdad i Irak, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/236/CMA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ISIL vil slå ham ihjel, idet han har anmeldt sine naboer til myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans konflikt begyndte i [sommeren] 2015, da han anmeldte sine naboer til myndighederne, idet de virkede mistænkelige. To dage senere kom tre personer fra sikkerhedstjenesten til ansøgerens bopæl, hvorfra de overvågede naboerne. Naboerne blev overvåget i tre døgn, hvorefter politiet ringede efter et antiterrorkorps, som trængte ind på naboernes bopæl og anholdt fem personer. Efterfølgende blev ansøgeren tre gange ringet op af en ukendt person. I første omgang ville personen blot købe ansøgerens telefonnummer, men ved sidste opkald fremkom han med dødstrusler mod ansøgeren. Herefter afleverede ansøgeren sin telefon til politiet. Ansøgeren gemte sig i landsbyen Chiwa i to måneder, hvorefter han vendte tilbage til sin familie. [I vinteren] 2015 tog ansøgeren på apoteket for at hente medicin til sin mor. På vej mod apoteket blev der skudt mod ansøgeren på gaden. Ansøgeren blev ikke ramt, men en ukendt person blev ramt og mistede livet. Ansøgeren kørte hjem til sin bopæl, hvorfra sikkerhedsmyndighederne hentede ham. Ansøgeren opholdt sig halvandet døgn hos sikkerhedstjenesten, idet de gav ham beskyttelse. Ansøgeren udrejste herefter af landet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet er opmærksomt på, at der forekommer mindre divergenser, som nævnet ikke finder, kan tillægges afgørende betydning. Herefter finder nævnet, at ansøgeren i det væsentligste har forklaret sammenhængende og konsistent om sit asylmotiv og således må anses for at have været i et modsætningsforhold til ISIL, som medførte, at han udrejste. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andet steds i KRI. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en yngre arbejdsduelig mand uden helbredsproblemer. Ligeledes har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren selv er etnisk kurder. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ISIL må anses for at være i det væsentligste fortrængt fra KRI. Herefter finder nævnet, at ansøgeren må anses for at være i stand til at etablere sig i de nævnte byer, og at det efter en samlet vurdering kan anses for rimeligt at henvise ham hertil. Nævnet har endvidere ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren må anses for lavprofileret i forhold til ISIL, og at det derfor ikke er sandsynligt, at ISIL vil efterstræbe ansøgeren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Lifos temrapport ”Irak Internflykt – aktuella möjligheter att fly mellan landets provinser” fra 16. november 2016, at forholdene i KRI er tilstrækkeligt stabile og sikre til at kunne fungere som internt flugtalternativ. På den baggrund finder nævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i andre områder af KRI, herunder Sulaymaniyah eller Dohuk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/235/SSM
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi han er musiker imod deres vilje. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han i starten af 2014 lod sig indskrive på musikkonservatoriet. Hans familie troede, at han gik på gymnasiet, men fandt efter to måneder ud af, at ansøgeren var indskrevet på musikkonservatoriet. Ansøgerens familie udsatte ham for vold og spærrede ham inde, da de konfronterede ham med hans aktiviteter på musikkonservatoriet. Ansøgeren undslap samme aften, og derefter boede han alene indtil sin udrejse af Irak. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en shiitisk milits, idet han har nægtet at indspille en religiøs sang for dem. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han i starten af [foråret] 2015 blev opsøgt af en shiitisk milits, som ville have ham til at indspille en religiøs sang. Ansøgeren talte ikke selv med den shiitiske milits, idet de henvendte sig til chefen for det lydstudie, hvor ansøgeren på tidspunktet for hændelsen opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren som sit primære asylmotiv har henvist til, at han frygter sin familie, og at dette står i modstrid med den WhatsApp-korrespondance, som senere er fundet på ansøgerens telefon, da Udlændingestyrelsen fik tilladelse til ransagning af hans telefon, idet det heraf fremgår, at han har haft samtaler med sin mor på et venskabeligt niveau, og at de taler om ansøgerens far, og at der i familien er født et spædbarn. Ansøgerens forklaring om, at korrespondancen skal forstås anderledes, kan ikke lægges til grund, navnlig når henses til, at ansøgeren under nævnsbehandlingen er fremkommet med en yderligere forklaring om, at han har udlånt sin telefon, og at det således ikke er ham selv, der har haft korrespondancen. Flygtningenævnet tillægger dette forhold så afgørende betydning, at ansøgerens konstruerede forklaring om sit modsætningsforhold til sin familie i det hele må afvises. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med en shiitisk milits, idet det alene beror på hans egen formodning, at han er kommet i et modsætningsforhold til militsen, som har bedt ham om at indsynge en sang. Nævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/234/SSM
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af militsen […] og klanen […], idet ansøgeren politianmeldte en person, der var medlem af både militsen og klanen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at en mand stjal en mobiltelefon fra den mobilforretning, hvor ansøgeren arbejdede, en dag i sommeren 2015. Ansøgeren anmeldte tyveriet til politiet den samme dag. Dagen efter modtog ansøgeren en dødstrussel fra militsen […] på sin bopæl. Herefter besluttede ansøgeren sig for at blive hjemme. To dage senere modtog ansøgeren en dødstrussel fra klanen […] på sin bopæl. Få dage senere blev ansøgeren opsøgt af en person på sin arbejdsplads, og ansøgeren formoder, at det var den mand, som ansøgeren havde anmeldt. Ti dage senere, da ansøgeren skulle handle ind for sin mor, blev ansøgerens motorcykel brændt på hans bopæl. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse af Irak. Han udrejste legalt af Irak [i sommeren] 2015. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Nævnet bemærker, at det må anses for mindre troværdigt, at en politianmeldelse om tyveri af en mobiltelefon, som ansøgeren angiveligt iagttog, kan føre til, at ansøgeren efterfølgende udsættes for gentagne dødstrusler, senest, som af ansøgeren forklaret, skriftligt fremsat over for ansøgerens far næsten to år efter politianmeldelsen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han først omtalte, at der blev sat ild til hans motorcykel, under asylsamtalen, men intet oplyste herom i sit asylskema, ligesom han ikke i skemaet oplyste, at nogen havde forsøgt at dræbe ham. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema alene oplyste om trusler fra klanen, men ikke fra militsen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren fortsat opholdt sig i sit hjem efter angiveligt at have modtaget dødstrusler. Herefter finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit oprindelige asylmotiv. Nævnet bemærker i tilslutning hertil, at de fremlagte anmeldelser til myndighederne fra ansøgerens far ikke kan føre til en ændret vurdering. Vedrørende ansøgerens påberåbte asylmotiv, der vedrører hans konversion, finder nævnet, at konversionen ikke kan anses for reel. Nævnet har ved denne vurdering lagt afgørende vægt på tidspunktet for konversionen, og at ansøgeren under nævnsbehandlingen alene har kunnet give udtryk for, at han følelsesmæssigt sympatiserede med kristendommen, men at han er uden reelt kendskab til kristendommen. Den omstændighed, at ansøgeren [i vinteren] 2017 er blevet døbt i [kirke i Danmark], der efter en erklæring fra kirken, som advokaten har fremlagt ved nævnsmødet, driver mission med henblik på integration af fremmede nationaliteter, kan ikke føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering finder nævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/233/SSM
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af hendes far samt hendes brødre, idet hun har haft samleje uden for ægteskab under et ophold i Tyskland, og var blevet gravid. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan lægge til grund at ansøgeren er blevet gift med [A] og har fået to børn med ham. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for, hvorfor hun søgte pas i 2013 eller hvorfor hun søgte visum til Tyskland [i foråret] 2014. Hun har forklaret, at hun ikke havde fået oplyst, at hun skulle rejse med sin far og at hun først mere end en måned senere fik at vide, at hun kunne rejse med farens ven og dennes ægtefælle. Ansøgeren har forklaret divergerende om hendes møder med [A] i Hamborg, herunder hvor ofte de mødtes, om de sås hver dag, og hvor mange gange de havde haft samleje. Det findes usandsynligt, at ansøgeren turde betro sig til farens vens ægtefælle, hvis hun var bekendt med, at hendes far ville slå hende ihjel, såfremt han fik det at vide. Det findes utroværdigt, at ansøgeren ikke kan angive navne eller andre oplysninger om den familie, der hjalp hende ud af Irak, og som hun boede sammen med i fire og en halv måned. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder hvornår hun søgte visum og hvornår hun udrejste af Tyskland. Hun har ikke kunne angive, hvor lang tid rejsen i bil mellem Hamborg og Erbil tog. Sammenfattende finder Flygtningenævnet at forklaringen fremstår usandsynlig, divergerende og detaljefattig, hvorfor den vurderes som konstrueret til lejligheden og derfor tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Irak vil blive forfulgt i medfør udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb i medfør udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/232/SHH
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Salah Ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tvangsrekrutteret af irakiske militsgrupper, idet han er blevet forsøgt rekrutteret af ukendte mænd i sin frisørsalon i Irak. Han frygter især militsgruppen Asaib Ahle L’Haq, fordi han, gennem sin familie i Irak, har modtaget et trusselsbrev efter sin udrejse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han fra en ukendt dato i 2014 indtil sin udrejse, omkring hver anden eller tredje dag, blev opsøgt i sin frisørsalon af ukendte personer tilknyttet irakiske militsgrupper. Personerne forsøgte at overtale ansøgeren og hans mandlige kunder i frisørsalonen til at bære våben for militsgrupper. Ansøgeren udrejste af Irak [i sommeren] 2015. Ansøgerens forældre modtog den [ultimo] 2015 et trusselsbrev fra Asaib Ahle L’Haq, der var tilstillet ansøgeren. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Irak, idet han dels ikke ønsker at aftjene militærtjeneste og dels ikke ønsker at bære våben for nogen. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den generelle situation i Irak, idet der er selvmordsbomber og mange uroligheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og kunderne i frisørsalonen blev opsøgt af ukendte mænd i 2014 men ikke i 2015. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og kunderne blev opsøgt både i 2014 og 2015, i en periode hver anden eller tredje dag, men at mændene ikke fortalte hvilken milits, de tilhørte. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at mændene fortalte hvilken milits, de tilhørte, og at de medbragte militsens flag. Under nævnssamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt i en periode på 4-5 måneder fra slutningen af 2014 og fremefter, og at han udrejste, da han havde set sin bror [A] blive såret. Heroverfor har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at broderen [A] trådte på en landmine og blev såret [i efteråret] 2014, mens ansøger udrejste [i sommeren] 2015. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har herudover været upræcis og uden detaljer. Når tillige henses til, at ansøgerens familie fortsat bor på samme adresse, og når ligeledes lægges vægt på, at ansøgeren til gensamtalen har forklaret, at han aldrig er blevet truet af nogen, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med en eller flere militser af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7, til grund. Af samme grund kan Flygtningenævnet ikke tillægge det trusselsbrev, ansøgeren har fremlagt, nogen vægt. Det fremgår af Nævnets baggrundsoplysninger, at der ikke er tvungen værnepligt i Irak, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have en konflikt med myndighederne som følge af, at han ikke ønsker at bære våben. Den generelle sikkerhedssituation i Irak er ikke af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/231/DTO.
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [byen S], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af ISIL, idet ISIL har overtaget hans hjemby, [byen S]. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ISIL overtog hans hjemby, [byen S], i [sommeren] 2014. I [sommeren] tog ansøgerens forældre og lillebror til Kirkuk for at finde et mere sikkert opholdssted. Samme dag ringede ansøgerens far til ansøgeren og fortalte, at ansøgeren skulle forlade sin bopæl og tage ophold hos sin faster. Da ansøgeren ankom til sin faster, forsøgte ansøgeren at finde ud af, hvad der var sket med hans forældre og lillebror. To dage senere tog ansøgeren til byen Khanaqim, hvor han fik arbejde på en byggeplads. Efter fire-fem måneder tog ansøgeren tilbage til sin faster, hvorefter ansøgeren besluttede sig for at udrejse af Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke forinden sin udrejse på noget tidspunkt personligt har haft problemer med ISIL, der aldrig har opsøgt ansøgeren eller i øvrigt gjort forsøg på at rette henvendelse til ham. Ansøgeren har alene en formodning om, at hans forældre og lillebror er blevet tilbageholdt af ISIL. Ansøgeren er i øvrigt vendt tilbage til hjemområdet i [starten af] 2015, efter at han havde opholdt sig i 4-5 måneder i Khanaqin, og ISIL har efter de foreliggende baggrundsoplysninger aktuelt ikke længere kontrollen over ansøgerens hjemområde. Ansøgeren har heller ikke personligt haft konflikter eller problemer i relation til myndigheder, shiamuslimske militser, grupperinger eller privatpersoner i Irak. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at det kan antages, at ansøgeren ved en udsendelse til Irak vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Der lægges herved vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgerens hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han reelt risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/230/SOL
Nævnet hjemviste i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim af trosretning. Han er født i Amareh, Irak, og blev i 1980 med sin familie udvist til Iran, hvor familien har boet i Yazd. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle bo i Irak, idet at han ikke har statsborgerskab i landet, at han ikke har været der, siden han var to år gammel, samt at han oplever det som et farligt sted på grund af de generelle forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter hævn fra personer i Irak som følge af, at hans storebror, [A], kæmpede på Irans side i krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter de iranske myndigheder som følge af en konkret episode, hvor ansøgerens bror, [B], slog en myndighedsperson. Flygtningenævnet lægger ansøgerens og hans brors forklaring om, at familien, der boede i Amareh, af de irakiske myndigheder blev anset for iranere, og at familien derfor blev udvist af landet i 1970 og efter tilbagerejse på ny i 1980, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes forklaring på dette punkt stemmer med de generelle baggrundsoplysninger, og at mange iransk orienterede blev udvist i 1980 og i den forbindelse fik frataget deres irakiske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger at måtte lægge til grund, at ansøgeren er statsløs, og at han derfor asylretligt skal vurderes i forhold til det land, hvori han sidst havde fast bopæl. Ansøgeren har stort set hele sit liv boet i Iran og skal derfor vurderes i forhold hertil. Da Udlændingestyrelsen ikke har foretaget denne vurdering, finder Flygtningenævnet det rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet stillingtagen til sagen.” Irak/2017/23/MJM
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Al Mahdi militsen eller Asaib Ahl al-Haq militsen, fordi han dyrker professionel brydning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet truet på livet som følge af, at han som sunni muslim har deltaget i internationale brydeturneringer. Ansøgeren og hans bror, [A], modtog en forudgående advarsel, mens de opholdt sig på en café. Der blev efterfølgende afleveret et trusselsbrev på ansøgerens families bopæl om, at de skulle flytte. Efterfølgende flyttede ansøgeren og hans bror. En måned senere modtog de endnu et trusselsbrev vedlagt to patroner, der var stilet direkte til ansøgeren og [A]. Omkring syv dage herefter blev ansøgeren og [A] udsat for et skudangreb på gaden på vej hjem fra træning i brydeklubben. [A] blev ramt foran på kroppen og faldt om. Ansøgeren blev ramt på foden og flygtede. [A] kom på hospitalet, men døde som følge af sine skader, og han blev begravet den følgende dag. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i kort tid hos sin farbror i udkanten af Athamiya, hvorefter han rejste til Erbil, hvor han opholdt sig omkring en måned hos sin fars ven. Herefter tog ansøgeren tilbage til Bagdad, hvor han opholdt sig i kort tid hos sin mors onkel. Ansøgeren udrejste fra Irak til Syrien [foråret 2013]. Ansøgeren blev gift med sin ægtefælle i [sommeren 2013], og udrejste sammen med sin ægtefælle fra Syrien til Tyrkiet i [foråret 2014]. Ansøgerens søster, [B], blev i [efteråret 2017] efterfulgt, påkørt og overhældt med syre på ben og fødder. [B] har som følge heraf fået amputeret en del af sit ene ben. [B] har fortalt, at de personer, som efterfulgte hende og skadede hende, nævnte ansøgerens navn. Ansøgeren har fået fortalt dette omkring fire måneder efter, at episoden fandt sted. Ansøgerens forældre har ikke villet fortælle ham det før. Indledningsvist bemærkes, at da ansøgerens nationalitet er forskellig fra ægtefællens, skal han efter fast praksis vurderes i forhold til sit eget hjemland, jf. tillige UNHCR’s Handbook, pkt. 184. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige punkter i asylmotivet. Ansøgeren har således først til asylsamtalen forklaret, at han på et ukendt tidspunkt forud for modtagelsen af trusselsbrevene tillige var blevet truet af en ukendt mand på en café. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende om omstændig-hederne ved denne trussel, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at broren var til stede, da manden fremkom med sin trussel, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at broren endnu ikke var kommet, da truslen blev fremsat. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om skudepisoden, hvor hans bror blev dræbt. Ansøgeren har således til op-lysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgeren og broren begge gik hen til en kiosk for at købe vand, og at de begge krydsede vejen og så Toyotaen komme kørende, hvorefter der blev skudt. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgerens bror sagde, at han var tørstig, og at ansøgeren tilbød at hente vand ved en åben kiosk på den anden side af vejen meget tæt på en rundkørsel. Da ansøgeren var kommet tilbage og havde givet broren vandet, kom en Toyota med to personer kørende i retning fra rundkørslen. Ansøgeren har i asylskemaet forklaret, at han blev ramt af en kugle i sin fod og sin hånd. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod ikke nævnt noget om, at han blev skudt i hånden. På spørgsmål om hvorvidt han var blevet skudt i armen forklarede han, at han ikke kunne huske, at han havde skrevet dette i asylskemaet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han ikke er blevet skudt i armen, men at han forklarede dette for at forbedre sin asylsag. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin udrejse fra Irak. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han først opholdt sig i cirka en måned hos farens ven i Erbil. Da han følte sig som en byrde her, flyttede han til Bagdad, hvor han opholdt sig hos sin mors onkel i en måned. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han efter at have opholdt sig tre til fire uger i Erbil tog direkte til Bagdad lufthav, hvorfra han udrejste til Syrien i [starten af 2013]. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig i Bagdad i fire til seks dage, hvorefter han udrejste med fly til Damaskus i [foråret 2013]. I tillæg hertil har ansøgeren forklaret indbyrdes divergerende med sin hustru om, hvorvidt han udrejste til Tyrkiet eller Irak fra Syrien i 2014. Ansøgeren har således forklaret, at han udrejste til Tyrkiet, mens ansøgerens ægtefælle til sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret, at de boede sammen i Syrien frem til [slutningen af 2013], hvor ægtefællen blev overfaldet på deres bopæl af indbrudstyve, hvorefter hun og ægtefællen besluttede at udrejse. Da hun ikke havde ID-papirer, aftalte de, at hun skulle rejse til Aleppo og derfra få hjælp fra agenter til at udrejse. Ægtefællen tog i mellemtiden til Irak, hvorfra han er udrejst. Ægtefællen ankom til Tyrkiet i [foråret 2014], og hun ankom til Tyrkiet to til tre uger efter. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han efter asylsamtalen i [efteråret 2016] fik at vide, at hans søster [tidligere på efteråret 2016] forsætligt var blevet påkørt og overhældt med syre og i den forbindelse fik at vide, at hun ”skulle sende den besked til sin bror”, findes ikke at ændre ved Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/229/mah
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni muslimer fra Samarra, Irak. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer fra en shiitisk milits. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak og i hjembyen Samarra. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver oplyst, at den mandlige ansøger blev kidnappet af personer fra en ukendt milits i 2007. Han blev løsladt syv eller otte dage senere mod udbetalingen af en løbesum, som den mandlige ansøgers far betalte. I [efteråret] 2008 trængte tre til fire ukendte gerningsmænd ind i familiens hjem, mens den mandlige ansøger var på arbejde. Gerningsmændene udsatte den kvindelige ansøger for vold. Ansøgerne formoder, at overfaldet blev udført af shiitiske militsfolk, og at årsagen var, at den kvindelige ansøger tidligere havde gået udenfor uden religiøs påklædning. Fra 2008 til 2015 blev den mandlige ansøger jævnligt chikaneret, slået og sparket af shiamilitser i byen. Der kom desuden patruljer og ransagede bopælene i det område, hvor familien boede. I [efteråret] 2015 henvendte fire maskerede og bevæbnede mænd i en bil sig med navns nævnelse til den mandlige ansøger, som gik på gaden. De maskerede mænd truede den mandlige ansøger med, at han og hans familie ville blive dræbt, hvis de ikke flyttede fra Samarra. Familien udrejste af Irak femten dage senere. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at kidnapningen af den mandlige ansøger skete for 10 år siden, at ansøgeren blev løsladt efter betaling af en løsesum, og at ansøgeren ikke siden er blevet opsøgt af denne gruppering. Flygtningenævnet finder derfor, at der er tale om et afsluttet forhold, begået af en kriminel gruppe. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at overfaldet på den kvindelige ansøger fandt sted for 9 år siden, hvorfor overfaldet må betragtes som et afsluttet forhold. Efter at den mandlige ansøger i [efteråret] 2015 blev opsøgt og truet ved sin arbejdsplads, kunne familien uden problemer opholde sig i hjemmet i 15 dage efter dette. Der er ikke grundlag for at antage, at de tre episoder, hvoraf de to ligger langt tilbage i tid, er indbyrdes forbundne eller har sammenhæng med, at ansøgerne boede nær shiamuslimske helligdomme, og det beror på ansøgernes egne formodninger, at dette er tilfældet. Det forhold, at ansøgerne i perioden op til [efteråret] 2015 er blevet chikaneret ved kontrolposter, og at deres bopæl jævnligt er blevet ransaget, var ikke målrettet ansøgerne men skete for alle beboere i området. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det, ansøgerne har været udsat for, ikke har en sådan intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. De sikkerhedsmæssige forhold i Irak er ikke af en karakter, så det kan antages, at der er reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/228/JHB.
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL, idet han ikke gav dem penge på trods af deres ordre herom. Han frygter iranske shiamiltser og kriminelle bander i området. [I foråret] 2014 afleverede ISIL et brev på ansøgerens bopæl i Mosul. Det fremgik heraf, at ansøgeren inden fem dage skulle betale 100.000 USD til ISIL, ellers ville han eller hans børn blive slået ihjel. Ansøgeren skulle aflevere pengene i en skraldespand ved den moské, […]. Ansøgeren, hans ægtefælle og deres barn forlod efterfølgende kun deres bopæl for at handle i lokale butikker. Natten [i sommeren] 2014 blev der sat ild til ansøgerens bopæl. Ansøgeren flygtede sammen med sin familie samme aften. Først tog de til […], hvor de opholdt sig i to dage, inden de rejste videre til […] ved Erbil. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hans ægtefælle i Syrien blev udsat for voldtægt af en person, der tilhører ”Assads gruppe”. Overfaldsmanden ringede til ansøgeren kort inden ansøgerens udrejse af Irak og truede hele familien på livet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret stort set konsistent herom. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren modtog et trusselsbrev fra ISIL, og at hans hus nogle dage senere blev angrebet og sat i brand, hvorunder ansøgeren flygtede fra huset sammen med sin ægtefælle og søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye asylmotiv til grund, idet forklaringen er udbyggende og forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren først i advokatens indlæg og under mødet i Flygtningenævnet er fremkommet med oplysninger om, at hans ægtefælle skulle være blevet voldtaget, inden hun flygtede fra Syrien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at voldtægtsforbryderen fra Syrien flere år efter voldtægten skulle have ringet til ansøgeren og truet ham som følge af ansøgerens indgåelse af ægteskab med sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens oprindelige konflikt med ISIL ikke på nuværende tidspunkt kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet ISIL ikke længere har kontrollen i Mosul. Flygtningenævnet har lagt vægt på de seneste baggrundsoplysninger, hvorefter ISIL er fordrevet fra Mosul, hvor regeringen og grupperinger støttet af regeringen nu har kontrollen. Det forhold, at ansøgeren ikke har kendskab til, hvad der er sket med en del af hans familie, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren er kurder, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den sikkerhedsmæssige situation i Mosul ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han er profileret overfor eller har konkrete konflikter med shiamilitser eller andre i Mosul. Forholdene i Mosul er vanskelige på grund af ødelæggelserne af byen, men det er ikke sandsynliggjort, at dette indebærer en risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/227/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han er født og opvokset i Mosul. Ansøgeren er ugift og har altid boet sammen med sin bror, sammen havde de en slagterforretning i Mosul, hvor de arbejdede frem til udrejsen. Den 14. juni 2014 angreb ISIL Mosul og overtog kontrollen med store dele af byen. ISIL har ved flere lejligheder opsøgt ansøgeren og hans bror på deres bopæl i [sommeren] 2015 med opfordringer til, at de skulle støtte ISIL. Der var tale om to-tre ISIL-betjente. De sagde at, at ansøgeren og hans bror var ungkarle, og at de skulle støtte ISIL, og at de skulle overholde de islamiske regler og sørge for at blive gift og stifte familie. Hver gang de kom sagde ansøgeren og broren, at de nok skulle støtte dem, idet de ikke turde sige andet. Ansøgeren udrejste sammen med sin bror, idet ISIL i stigende omfang var brutale og voldelige, og idet mange blev anholdt og henrettet, ligesom der var alvorlige straffe for selv de mindste forseelser. Ansøgeren udrejste endvidere fordi, han ikke ønskede at støtte ISIL. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter shiitiske militser, idet disse nu har overtaget kontrollen over Mosul. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han efter udrejsen løbende har været i kontakt med slægtninge i Mosul, herunder sin mosters søn, der har fortalt, at han, i forbindelse med befrielsen af Mosul, blev stoppet ved en tjekpost. Her blev han spurgt ind til sin familie, særligt ansøgeren og hans bror. Ansøgeren mener, at dette skyldes, at han og hans bror er enlige mænd, hvorfor de i særlig grad mistænkes for at have støttet ISIL, ligesom ISIL ved flere lejligheder, inden befrielsen, havde været ved deres bopæl, og at dette forhold bestyrker myndighedernes mistanke. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne i dag består af forskellige shiitiske militser, at der foregår massakrer mod sunnimuslimer, idet de mistænkes for at have støttet ISIL. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om dennes oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at personer fra ISIL to-tre gange i 2015 opsøgte ansøgeren og dennes bror på deres fælles bopæl. Personer fra ISIL opfordrede dem til at støtte ISIL, følge islamisk lov og at blive gift. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren og hans bror gav udtryk for, at de nok skulle gøre, som de fik besked på, da de ikke turde andet. Det lægges efter indholdet af de seneste baggrundsoplysninger om Mosul til grund, at ISIL er fordrevet fra Mosul, og at regeringen sammen med grupperinger støttet af regeringen har kontrollen over Mosul. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mosul ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han er profileret over for eller har konkrete konflikter, herunder med shia-militser eller myndigheder i Mosul. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at han fra sin fætter har fået oplyst, at ansøgeren og hans bror er eftersøgt af myndighederne, finder nævnet ikke at kunne lægge denne del af forklaringen til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren forklarede, at de militærpersoner, der foretog kontrol af fætterens papirer blev opmærksomme på slægtskabet fordi ansøgerne har det samme efternavn som fætteren. Heroverfor forklarede ansøgerens bror, [A], at begge ansøgernes efternavn er deres fars og farfars familienavn, og at fætteren, der er en fætter på moderens side, har et andet efternavn. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet denne del af forklaringen, idet forklaringerne forekommer usandsynlige, divergerende og konstruerede til lejligheden. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at forholdene i Mosul, trods svære på grund af ødelæggelser i byen, er af en sådan karakter, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/226/MJM
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han er født og opvokset i Mosul. Ansøgeren er ugift og har altid boet sammen med sin bror, sammen havde de en slagterforretning i Mosul, hvor de arbejdede frem til udrejsen. Den 14. juni 2014 angreb ISIL Mosul og overtog kontrollen med store dele af byen. ISIL har ved flere lejligheder opsøgt ansøgeren og hans bror på deres bopæl i [sommeren] 2015 med opfordringer til, at de skulle støtte ISIL. Der var tale om to-tre ISIL-betjente. De sagde at, at ansøgeren og hans bror var ungkarle, og at de skulle støtte ISIL, og at de skulle overholde de islamiske regler og sørge for at blive gift og stifte familie. Hver gang de kom sagde ansøgeren og broren, at de nok skulle støtte dem, idet de ikke turde sige andet. Ansøgeren udrejste sammen med sin bror, idet ISIL i stigende omfang var brutale og voldelige, og idet mange blev anholdt og henrettet, ligesom der var alvorlige straffe for selv de mindste forseelser. Ansøgeren udrejste endvidere fordi, han ikke ønskede at støtte ISIL. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter shiitiske militser, idet disse nu har overtaget kontrollen over Mosul. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans bror efter udrejsen løbende har været i kontakt med slægtninge i Mosul, herunder sin mosters søn, der har fortalt, at han, i forbindelse med befrielsen af Mosul, blev stoppet ved en tjekpost. Her blev han spurgt ind til sin familie, særligt ansøgeren og hans bror. Ansøgeren mener, at dette skyldes at han og hans bror er enlige mænd, hvorfor de i særlig grad mistænkes for at have støtte ISIL, ligesom ISIL ved flere lejligheder, inden befrielsen, havde været ved deres bopæl, og at dette forhold bestyrker myndighedernes mistanke. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne i dag består af forskellige shiitiske militser, at der foregår massakrer mod sunnimuslimer, idet de mistænkes for at have støttet ISIL. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om dennes oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at personer fra ISIL to-tre gange i 2015 opsøgte ansøgeren og dennes bror på deres fælles bopæl. Personer fra ISIL opfordrede dem til at støtte ISIL, følge islamisk lov og at blive gift. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren og hans bror gav udtryk for, at de nok skulle gøre, som de fik besked på, da de ikke turde andet. Det lægges efter indholdet af de seneste baggrundsoplysninger om Mosul til grund, at ISIL er fordrevet fra Mosul, og at regeringen sammen med grupperinger støttet af regeringen har kontrollen over Mosul. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mosul ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han er profileret over for eller har konkrete konflikter, herunder med shia-militser eller myndigheder i Mosul. Vedrørende ansøgerens brors forklaring om, at han fra sin fætter har fået oplyst, at ansøgeren og hans bror er eftersøgt af myndighederne, finder nævnet ikke at kunne lægge denne del af forklaringen til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens bror forklarede, at de militærpersoner, der foretog kontrol af fætterens papirer blev opmærksomme på slægtskabet fordi ansøgerne har det samme efternavn som fætteren. Heroverfor forklarede ansøgeren selv, at begge ansøgernes efternavn er deres fars og farfars familienavn, og at fætteren, der er en fætter på moderens side, har et andet efternavn. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet denne del af forklaringen, idet forklaringerne forekommer usandsynlige, divergerende og konstruerede til lejligheden. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at forholdene i Mosul, trods svære på grund af ødelæggelser i byen, er af en sådan karakter, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/225/MJM
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter myndighederne og shiitiske militser, idet disse nu har overtaget kontrollen over Mosul, ligesom der nu er udstedt en arrestordre på ansøgeren, jf. nedenfor. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født og opvokset i Mosul. Den 14. juni 2014 angreb ISIL Mosul og overtog kontrollen med store dele af byen. På en ukendt dato i [sommeren] 2015 blev ansøgeren antastet af personer fra ISIL ude foran sit hus. De spurgte ansøgeren, hvorfor han havde barberet sit skæg væk. De tog ansøgeren med til [navn] markedet, hvor de gav ansøgeren 30 piskeslag foran en flok mennesker. Herefter blev ansøgeren taget med til deres emir, som sagde til ansøgeren, at han ikke skulle fjerne sit skæg igen, og at straffen herfor næste gang ville være hård. Cirka en uge forud herfor, havde ISIL opsøgt ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. De havde spurgt ansøgerens far, hvorfor ansøgeren ikke kom i moskéen og bad. Ansøgerens bopæl blev yderligere opsøgt tre gange af ISIL i henholdsvis [nærmere angiven måned i sommeren] og [nærmere angiven måned i efteråret] 2015. Ansøgeren har været på arbejde alle tre gange. I slutningen af [nærmere angiven måned i efteråret] 2015 blev ansøgerens far tilbageholdt af ISIL i en måned. Da faren blev løsladt, fortalte han ansøgeren, at han var nødsaget til at forlade landet, idet ISIL havde stillet ham flere spørgsmål om ansøgeren. Ansøgeren udrejste kort herefter af Irak. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter shiitiske militser, idet disse nu har overtaget kontrollen over Mosul. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han efterfølgende har været i løbende kontakt med sin familie, herunder sin søster. Hun boede i Mosul, men flygtede i [efteråret] 2015 til Bagdad. Hun vendte tilbage til Mosul i starten af 2017, da myndighederne havde fordrevet ISIL fra det østlige Mosul. Søsteren har fortalt ansøgeren, at myndighederne i foråret 2017 har opsøgt bopælen og spurgt efter ansøgeren, i hvilken forbindelse søsteren fik fremvist en skrivelse fra domstolen. Søsteren tog et billede af skrivelsen. Af skrivelsen fremgår det, at domstolen har udstedt en instruks til politiet om at anholde ansøgeren, idet han er mistænkt for at have samarbejdet med ISIL. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne i dag består af forskellige shiitiske militser, og at der foregår massakrer mod sunnimuslimer, idet de mistænkes for at have støttet ISIL. Flygtninge-nævnet kan lægge centrale dele af ansøgerens forklaring om dennes oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at han i en række tilfælde er blevet opsøgt af medlemmer af ISIL på sin bopæl, ligesom også hans far er blevet opsøgt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i sommeren 2015 er blevet pisket af ISIL på et marked. Endvidere lægges det til grund, at hans far i en periode er blevet tilbageholdt af ISIL. Det lægges efter indholdet af de seneste baggrundsoplysninger om Mosul til grund, at ISIL er fordrevet fra Mosul, og at regeringen sammen med grupperinger støttet af regeringen har kontrollen over Mosul. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mosul ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han er profileret over for eller har konkrete konflikter, herunder med shia-militser i Mosul. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren selv har forklaret, at han er blevet pisket offentligt af ISIL, hvorfor han ikke umiddelbart kan antages at fremstå som ISIL-sympatisør i offentligheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne nu forfølger personer, der har opholdt sig i Mosul under ISIL’s styre, eller personer der forlod Mosul under ISIL’s styre og efterfølgende er vendt tilbage. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at forholdene i Mosul og specifikt Øst-Mosul, hvor ansøgeren kommer fra, trods svære på grund af ødelæggelser i byen, er af en sådan karakter, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Hverken indholdet eller karakteren af det fremlagte dokument eller det forhold, at ansøgeren er sunnimuslim kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/224/MJM
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie eller sin stamme, [X], idet hun har giftet sig med sin nuværende herboende ægtefælle uden hendes families tilladelse. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun i 2004 indledte et forhold til sin nuværende ægtefælle. Omkring et år senere, i 2005, henvendte ansøgerens nuværende ægtefælle sig til ansøgerens familie og anmodede om ansøgerens hånd, hvilket ansøgerens far afviste. Ansøgerens far mistænkte ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle for at have indledt et forhold, hvorfor ansøgeren herefter ikke fik lov til at forlade bopælen. Ansøgerens far meddelte hende, at hun skulle giftes med en af sine fætre, hvilket ansøgeren ikke ønskede. Få dage efter flygtede ansøgeren fra familiens bopæl og tog ophold hos hendes nuværende ægtefælles mormor. Samme aften mødte ansøgerens far og to onkler op på ægtefællens mormors bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren. Ægtefællens morbrødre nægtede, at ansøgeren skulle opholde sig der, hvorefter ansøgeren far og onkler truede med våben. Den følgende uge overvågede ansøgerens onkler ægtefællens mormors bopæl. Umiddelbart efter, at overvågningen stoppede, blev ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle religiøst viet. I perioden fra omkring ti dage efter vielsen og frem til ansøgerens udrejse i 2014 boede ansøgeren hos ægtefællens mormor med undtagelse af en kort periode på omkring en måned i 2006. I denne periode opsøgte ansøgerens onkler med tyve dage til en måneds mellemrum ægtefællens mormors bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren og truede ægtefællens morbrødre på livet. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i november 2014, først har søgt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i december 2015 og således først efter, at hun havde modtaget Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring. Ansøgeren har forklaret, at hun, efter at hun mod sin families vilje indgik ægteskab i 2005, har måttet holde sig skjult for sin familie, og at hun i hele perioden frem til udrejsen i november 2014 boede hos ægtefælles mormor og morbrødre i et hus, der er beliggende i nærheden af det lærerseminarie, hvor ansøgeren var indskrevet, da hun i 2004 mødte sin ægtefælle. Ansøgeren har forklaret, at hendes forældre bor i en landsby beliggende ca. to timers kørsel derfra. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes far og farbrødre henvendte sig ved huset, hvor ansøgeren boede, med jævne mellemrum i perioden mellem 2005 og 2014. Ansøgeren har imidlertid under nævnsmødet forklaret, at hun, efter at hun angiveligt mod sin families vilje var blevet gift i 2005 og som følge heraf angiveligt risikerede æresdrab, kunne afslutte sin uddannelse på det samme lærerseminarie. Ansøgerens ægtefælle havde, da ægteskabet blev indgået, opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og ægtefællen har i perioder under ægteskabet opholdt sig i Danmark. Det fremgår imidlertid af de foreliggende oplysninger, at ægtefællen i lange perioder, der samlet udgør cirka otte år, opholdt sig sammen med ansøgeren i Irak. Ansøgeren har forklaret, at ægtefællen under opholdene i Irak i perioder havde arbejde. Parret har i perioden fra 2007 til 2012 fået tre børn. Det fremgår af ansøgerens forklaringer, at hun tre gange var i Iran for at få tilladelse til at indrejse i Danmark. I forbindelse med den indrejse, der fandt sted i sommeren 2014, fik ansøgeren med bistand fra sin ægtefælle ansøgt om tilladelse til at indrejse i Danmark. Det fremgår imidlertid af ansøgerens forklaring, at ansøgeren, på trods af den fare, som hun angiveligt befandt sig i, besluttede at vende tilbage til Irak, hvor ansøgeren efter sin forklaring opholdt sig i nogle måneder, før ansøgeren i november 2014 udrejste legalt fra Irak til Danmark. Ansøgeren har ikke kunnet henvise til konkrete episoder, der ledte til, at ansøgeren besluttede at udrejse i efteråret 2014. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er forfulgt af sin egen familie eller stamme, fordi hun mod familiens vilje har indgået ægteskab. De generelle forhold i Irak kan ikke begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/223/TPS
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror, [M], idet hun har forladt hjemlandet uden hans tilladelse. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun i 2003 blev gift med sin nuværende ægtefælle, der siden 2005 har opholdt sig i Danmark. Ansøgeren boede forud for indgåelse af ægteskabet og igen efter ægtefællens udrejse af Irak i 2005 hos sin bror, [M], der blev familiens overhoved efter ansøgerens far død i 2010. [M] udsatte både ansøgeren og hendes to børn for voldelige overgreb og trusler, særligt når han var påvirket af alkohol. De første overgreb mod ansøgeren fandt sted, før hun blev gift med sin nuværende ægtefælle, og fortsatte efter ægtefællens udrejse af Irak frem til ansøgerens udrejse i 2015. Siden 2005 truede [M] ofte ansøgeren med, at han ville slå hende ihjel. Da ansøgeren i 2009 blev gravid med sit først barn, truede [M] hende med en pistol rettet mod ansøgerens hoved. Omkring en uge efter ansøgerens indrejse i Danmark har ansøgerens mor oplyst, at [M] har sagt, at han vil slå ansøgeren ihjel, hvis han finder hende. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at [M] har haft en konflikt med ansøgerens anden bror, [S], der hjalp ansøgeren med at udrejse. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikter med storebroren [M] har haft en sådan intensitet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indgik ægteskab med [Æ] i 2003, og at hun siden 2005, hvor [Æ] blev familiesammenført til Danmark, har boet hos sin egen familie i Irak. Ansøgeren har forklaret, at ægtefællen har besøgt hende i Irak, og ansøgeren har i henholdsvis 2010 og 2011 født to børn. Ansøgeren har videre forklaret, at ægtefællen forsørgede hende og børnene, og at dette foregik ved, at ansøgerens ægtefælle sendte penge til [M]. Ansøgerens forklaring om [M’s] adfærd overfor hende har været ukonkret, og nævnet må lægge til grund, at [M] i den lange periode fra 2005 til 2015, og således også i perioden efter ansøgeren fødte to børn, ikke har gjort alvor af sine trusler. Ansøgeren har ikke kunnet henvise til konkrete episoder, der ledte til, at ansøgeren besluttede at udrejse i efteråret 2015, og nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst for at slutte sig til sin ægtefælle, vil medføre en skærpelse af konflikten med [M]. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/222/TPS
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Al-Qaeda eller Al-Mehdi-militsen, idet han har arbejdet for de amerikanske styrker i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i perioden fra 2006 til 2014 arbejdede som kranfører og tolk for de amerikanske styrker i Irak både i Den Grønne Zone i Bagdad og på andre militærbaser, hvor han også boede. I slutningen af 2006 blev ansøgeren anholdt i Bagdad af Al-Mehdi-militsen, der udspurgte ham om hans arbejde for amerikanerne. Da ansøgeren sværgede på, at han ikke arbejdede for amerikanerne, blev han løsladt. I 2007 mødte personer fra Al-Mehdi-militsen op på ansøgerens morbrors bopæl, hvor ansøgerens mor og søskende boede, og ransagede bopælen og afleverede et trusselsbrev. De fremmødte sagde endvidere, at ansøgeren var vantro, idet han arbejdede for amerikanerne, og at de ville slå familien ihjel, hvis ikke ansøgeren stoppede sit arbejde. I 2008 afleverede tre-fire mænd endnu et trusselsbrev til ansøgerens familie, og i 2012 afleverede tre-fire mænd et tredje trusselsbrev til familien. Herefter blev ansøgerens mor og søskende smidt ud af morbrorens hus. I begyndelsen af 2015 begyndte ansøgeren at arbejde for parlamentsmedlemmet [A]. I maj eller juni 2015 blev ansøgeren kontaktet af sin mor, der oplyste, at hun var blevet kontaktet af nogen, der havde sagt, at de ville have fat i ansøgeren. Herefter opfordrede moren ansøgeren til at udrejse. Ansøgeren eller hans familie har ikke kontaktet politiet i forbindelse med truslerne mod familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende, hvorfor forklaringen må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at han har gået i skole i 12 år, og at han har arbejdet som tolk for et navngivet, højtstående medlem af det irakiske parlament. Ansøgerens asylansøgningsskema indeholder en længere beskrivelse af ansøgerens asylmotiv, men ansøgeren henviser i asylansøgningsskemaet ikke til de konkrete konflikter, der senere henvises til under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under mødet i Flygtningenævnet. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke forklaret, at der over for hans mor også blev fremsat trusler i 2015, uanset at det var denne trussel, der ifølge ansøgerens forklaring under asylsamtalen ledte til, at ansøgerens mor anbefalede ansøgeren at flygte fra Irak. Vedrørende denne centrale del af asyl-motivet har ansøgeren endvidere forklaret divergerende, idet ansøgeren under asylsamtalen forklarede, at nogle mænd havde henvendt sig til ansøgerens mor og sagt, at de ville have fat i ansøgeren. Mændene havde ikke sagt, hvem de var. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgerens mor var blevet kontaktet telefonisk af en person, der havde tilknytning til en milits. Efter den forklaring, som ansøgeren har afgivet over for Udlændingestyrelsen, er ansøgeren født i 1993, og dette fremgår også af de originale dokumenter, som ansøgeren har fremlagt i forbindelse med asylsamtalen. Der er tale om dokumenter, som ansøgeren efter sin forklaring selv har foranlediget udstedt i Irak. Det har fremstået påfaldende, at ansøgeren, såfremt han er født i 1993, begyndte at arbejde som kranfører på de amerikanske baser i en alder af 12-13 år. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han rettelig er født i 1991, og at dateringen af dokumenterne skyldes, at ansøgerens mor, da hun i 2001 fik midlertidigt værgemål, løj om ansøgerens alder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han har været klar over, at han er født i 1991, og at årsagen til, at han ikke har oplyst dette over for de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt, er, at han ikke har fået lejlighed til at bringe dette på bane. Nævnet finder, at dette på afgørende vis svækker ansøgerens troværdighed. Ansøgeren har forklaret, at han taler engelsk, fordi han har lært det under sit arbejde som kranfører på de amerikanske baser, og at han blev fyret som tolk i den grønne zone, fordi han blev udkonkurreret af tolke med bedre kvalifikationer. Ansøgeren har forklaret, at han i begyndelsen af 2015 begyndte at arbejde som tolk for [A], […]. Ansøgeren har ikke kunnet sandsynliggøre, hvorfor en person som [A] havde behov for at anvende ansøgeren som tolk. De generelle forhold i Irak medfører ikke, at der kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren har således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/221/TPS
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 4 børn fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgerne, et ægtepar, er etniske arabere og sunni-muslimer fra […] i Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter militsen Jaysh Al Mahdi. På grund af konflikt med Al Mahdi frygter han også de irakiske myndigheder, da militsen har stor indflydelse hos myndighederne. Til støtte herfor har han forklaret, at han [vinteren] 2014 fik arbejdede som chauffør for [et amerikansk firma]. Hans opgave var at transportere vagter til og fra [basen] nord for Bagdad. Han havde adgang til hele basen, hvor der bl.a. var meget amerikansk militær. Mens han kørte med 6 vagter, blev han i [vinteren] 2014 stoppet af 10 uniformerede og bevæbnede mænd. De fleste af mændene var maskerede. Mændene må have været fra Jaysh Al Mahdi. En af mændene talte med flere af vagterne. Manden forlangte, at ansøgeren skulle give dem detaljerede oplysninger om basen og de udenlandske soldater samt optage fotos af våbendepoter, de steder soldaterne sover samt ud- og indgange mv. Ansøgeren opfattede det som en dødstrussel, at manden sagde, at de vidste, hvor han og hans familie boede. Ansøgeren indvilgede i at skaffe de ønskede informationer. Til de 6 vagter sagde ansøgeren, at de ikke måtte orientere nogen om henvendelsen, og ansøgeren og de 6 vagter fortalte ikke arbejdsgiveren herom. Ansøgeren sørgede for, at hans ægtefælle flyttede hen til sine forældre, der boede i […] i Bagdad. På grund af truslen rejste han i [vinteren] 2014 på ferie i Egypten i ca. 10 dage. Efter hjemkomsten sagde han til ægtefællen, at de skulle flytte. Selv opholdt han sig derefter hos forskellige venner i […] i Bagdad. [Vinteren] 2015 blev ansøgeren ringet op af manden, der tidligere indirekte havde truet ham. Vedkommende bebrejdede ansøgeren, at han og familien havde forladt deres bopæl. Manden sagde, at ansøgeren ikke måtte tro, at han ville kunne slippe ved at flytte. Han sagde, at militsen godt vidste, hvor hans familie nu opholdt sig. Ansøgeren beroligede manden ved at give ham enkelte oplysninger om basen. Ansøgeren sagde, at det tog tid at indsamle alle de ønskede informationer, og at han nok skulle skaffe alle oplysningerne. Ansøgeren fik under ingen af de to henvendelser udtrykkelige anvisninger på, hvornår han skulle meddele oplysningerne, og hvordan han skulle videregive oplysningerne, men han kunne jo efter telefonsamtalen på sin telefon se mandens telefonnummer. Ansøgeren ophørte i [foråret] 2015 med at arbejde på [basen]. Fra [foråret] 2015 arbejdede han som chauffør og køkkenmedhjælper på den amerikanske [base] i sunni-område i Saladin provinsen. Han, ægtefællen og deres børn bosatte sig i området. Al Mahdi rettede ikke henvendelse til ham efter telefonsamtalen i [vinteren] 2015. Efter han kom til […], skiftede han telefonnummer. Militsen vidste næppe, hvor han opholdt sig. Der opstod kampe omkring […], og mange sunni-muslimer i området blev udsat for overgreb. Det gjaldt dog ikke for ansøgerne, der blev hjemme og undlod at oplyse, at de var sunni-muslimer. På grund af kamphandlingerne ved basen udrejste de legalt af Bagdads Lufthavn i [vinteren] 2015. Ansøgerens storebror, der nu er shia-muslim, har telefonisk fortalte ansøgeren, at deres lillebror for knap 2 måneder siden blev slået ihjel på vej ud af [basen], hvor lillebroren boede og arbejdede. Drabet skyldtes ansøgerens konflikter, hvilket storebroren bebrejdede ansøgeren. Storebroren sendte fotos af den døde bror og dødsattesten, da ansøgeren stillede spørgsmål ved, om lillebroren var død. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv navnlig henvist til sin ægtefælles asylmotiv, som hun først blev bekendt med efter udrejsen. Efter ægtefællen i [vinteren] 2014 sendte hende hen til hendes forældres bopæl, var hun kortvarigt tilbage på ægteparrets bopæl med henblik på at afhænde deres indbo mv. Mens hun har været i Danmark, har hendes mor telefonisk fortalt hende, at maskerede personer havde ransaget forældrenes bopæl, hvilket havde medført, at hendes far var blevet alvorlig syg. De pågældende spurgte efter hendes ægtefælle. Forældrene sagde, at ægtefællen var udrejst, og de pågældende forlod derefter bopælen. Det fremgik ikke af telefonsamtalen, hvornår ransagningen var foregået, og hun har ikke orienteret sin ægtefælle herom. Moren har oplyst, at det stadig er farligt at opholde sig i Irak. Flygtningenævnet kan lægge forklaringerne om ægteparrets identitet og mandens arbejde på baser til grund. Vedrørende vurderingen af troværdigheden af forklaringen om modsætningsforholdet til Jaysh Al Mahdi militsen lægger nævnet betydeligt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring herom har været tøvende og usikker og ikke er fremstået troværdigt og overbevisende. Under nævnsmødet har han på en række konkrete – og til dels nye – spørgsmål, svaret undvigende, og tydeligvis således, at han har været mere interesseret i at fortælle om generelle forhold eller oplyse om andet end det, der er spurgt om. Dette har bl.a. været tilfældet vedrørende spørgsmål om, hvordan han skulle informere militsen, hvor ansøgeren f.eks. på et tidspunkt oplyste, at militsen havde forventet, at han havde afleveret oplysninger på et af Al Mahdis kontorer, hvilket han senere fragik. Ansøgeren viste tillige stor modvilje mod at svare konkret på, hvor han opholdt sig fra [vinteren til foråret] 2015. Forklaringen om udskiftning af telefonnummeret var også præget af stor usikkerhed. Han har endvidere forklaret divergerende om flere spørgsmål, der ikke isoleret set kan tillægges afgørende betydning, men som må indgå i den samlede vurdering. Ansøgeren har herunder ifølge referatet af samtalen med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2016 forklaret, at de bevæbnede militsmænd tog en af vagterne ud af bussen, samt at han efterfølgende sagde til vagterne, at han ville give oplysninger til militsen, hvorimod han i nævnet har forklaret, at vagten ikke var ude af bussen, samt at han ikke senere sagde til dem, at han ville give oplysninger til militsen. Hertil kommer, at forklaringen om, at hverken ansøgeren eller nogen af de 6 vagter orienterede deres arbejdsgiver om henvendelsen forekommer mindre sandsynlig. Den kvindelige ansøgers nye oplysning om en efterfølgende ransagning, hvor der blev spurgt efter ægtefællen, må tilsidesættes, da hun tydeligvis viste betydeligt modvilje mod at svare konkret herom, herunder om, hvornår moren oplyste hende om ransagningen samt om, hvornår ransagningen skulle have fundet sted. Det forekommer herved usandsynligt, at moren ikke fortalte, hvornår faren var blevet alvorlig syg, og dermed også, hvornår de var blevet udsat for ransagningen. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at den kvindelige ansøger i givet fald ikke har fortalt sin ægtefælle herom. Nævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers brors død skulle have noget med ansøgernes asylmotiv at gøre. Samlet set kan nævnet dermed ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet truet af Al Mahdi militsen eller i øvrigt har en konkret konflikt med militsen eller de irakiske myndigheder. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de på grund af deres individuelle, konkrete forhold, herunder at manden har arbejdet på baser, er i reel risiko for, at de i Irak vil blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en vurdering af baggrundsoplysningerne, herunder de seneste, findes den sikkerhedsmæssige situation i Irak endvidere ikke at være af en sådan karakter, at den omstændighed, at ægteparret fra Bagdad er sunni-muslimer med mindreårige børn, er tilstrækkelig til, at det på grund af de generelle forhold vil være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at udsende dem til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/220/kaa
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra sin fætter og ISIL, ligesom han frygter, at myndighederne vil mistænke ham for medvirken til terror på grund af fætterens forhold. Ansøgerens fætter tilsluttede sig ISIL i 2014. Fætteren blev i [foråret] 2015 registreret død på foranledning af ansøgerens og fætterens fædre. I starten af 2015 modtog ansøgeren en tekstbesked via Viber med ordlyden, at ansøgeren skulle vende tilbage til islam. I [sommeren] 2015 modtog ansøgeren en lydfil sendt via Viber, hvor en for ansøgeren ukendt stemme sagde, at hvis ansøgeren ikke sluttede sig til ISIL, ville han blive dræbt. Endelig modtog ansøgeren i [efteråret] 2015 et opkald fra sin fætter, der oplyste, at han havde stået bag de forgående to henvendelser til ansøgeren, samt at han ville give alle oplysninger om ansøgeren til ISIL. Efter at have konsulteret sin bror, som er ansat i sikkerhedspolitiet i KRI, besluttede ansøgeren at udrejse. Ansøgerens bror havde forinden sagt til ansøgeren, dels at han ikke var i sikkerhed i Irak for ISIL og dels, at han risikerede at blive mistænkt for medvirken til terror grundet fætterens forhold. Ansøgeren udrejste herefter legalt med fly fra lufthavnen i Sulaymaniyah til Istanbul. Uanset at ansøgerens forklaring kan lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren efter [efteråret] 2015 ikke har modtaget henvendelser fra fætteren eller ISIL, uanset at han i en periode var i besiddelse af sin irakiske telefon, og at forfølgelsen således ikke findes at have den fornødne intensitet. Nævnet bemærker endvidere, at det alene beror på ansøgerens ubekræftede formodning, at han risikerer forfølgelse fra myndighederne i anledning af henvendelserne fra fætteren. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Irak ikke kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/22/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Fallujah i Al-Anbar provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra myndighederne eller militser, herunder ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han en dag ved den første kontrolpost på vejen fra Fallujah til Bagdad blev anholdt af det irakiske politi. Politiet tilbageholdt ham i 2 dage. Politiet slog og sparkede ham, bandt ham, hældte koldt vand på ham samt skældte ham ud. Politiet beskyldte ham ikke for at have foretaget sig noget konkret, og han blev ikke afhørt som sådan. Politiet sagde, at alle fra Fallujah var sunni-muslimer og havde forbindelse til ISIL, der da kontrollerede byen. Politiet løslod ham uden betingelser. Han blev senere på ny stoppet ved politiets kontrolposter uden, at der skete ham noget. Et par uger senere rettede ISIL henvendelse til alle beboerne i hans kvarter i Fallujah, hvor de forsøgte at rekruttere de unge mænd. Til ansøgerens bopæl kom to mænd fra ISIL, hvoraf den ene tog fat i ansøgerens håndled, mens ansøgerens mor og søster græd og tog fat i ansøgerens anden arm. De to mænd krævede, at ansøgeren skulle tage med dem. Hans mor og søster råbte og skreg, indtil mændene forlod bopælen. Mændene sagde, at de ville vende tilbage og tage ansøgeren med næste gang. Ansøgeren og hans familie flygtede derfor dagen efter til Erbil. Da de som arabere ikke havde nogen fremtid i Nordirak, udrejste ansøgeren, efter nogle måneders ophold i Erbil, legalt fra Nordirak til Tyrkiet [sommeren] 2015. Efterfølgende udrejste hans nærmeste familie ligeledes til Tyrkiet, hvor de ham bekendt fortsat opholder sig. Han har ikke forbindelse til sin familie i Bagdad. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har kun haft en enkelt konflikt med de irakiske myndigheder, og den endte med, at ansøgeren efter 2 dages tilbageholdelse blev løsladt uden betingelser. Det må antages, at der har været tale om enkeltstående og afsluttet sag, der var begrundet i, at han kom fra et ISIL-kontrolleret område. ISIL´s rekrutteringskampagne i Fallujah har ikke været særligt rettet mod ansøgeren, og forløbet af henvendelsen på ansøgerens bopæl tyder ikke på, at ansøgeren personligt har været vigtig for ISIL. Efterfølgende har ISIL mistet magten i Fallujah og langt de fleste andre områder, ISIL tidligere har behersket, og ISIL er også herudover betydeligt svækket i Irak. Intet tyder på, at ISIL herefter vil prioritere at begå overgreb mod ansøgeren. Herefter, og uanset, at de generelle forhold for sunni-muslimer i Irak er vanskelige, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle, konkrete forhold ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/219/kaa
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra såvel militser, herunder IS, som står bag flere angreb på ansøgerens familie i 2015, som myndighederne, idet ansøgeren har forladt sin stilling i det offentlige. Ansøgeren var sammen med sin far indtil sin udrejse i [sommeren 2015] ansat i det irakiske nationale sikkerhedsapparat. I [foråret 2015] blev ansøgerens lillebror, [A], kidnappet og løsladt mod betaling af 50.000 dollars. I [sommeren] 2015 blev ansøgerens families bil beskudt på vej hjem fra et besøg hos ansøgerens farbror, [B]. Ansøgeren var ikke til stede i bilen. Senere i [sommeren 2015] fortalte ansøgerens far, at han havde modtaget et trusselsbrev, hvorefter ansøgeren og hans far skulle forlade deres arbejde. Dagen efter fulgte en bil efter ansøgeren, da han kørte hen til en café og på ny, da han kørte hjem fra caféen. Et par dage efter denne episode, ligeledes i [sommeren 2015], så ansøgeren og hans far en parkeret motorcykel med påmonterede sprængstoffer foran familiens bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forældre i disses sager, sambehandlet med ansøgerens, har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Begge forældre har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sedlen fra [A’s] kidnappere blev modtaget på deres bopæl, hvorimod de til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har forklaret, at sedlen blev modtaget på ansøgerens morbrors bopæl. Ansøgerens mor har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sedlen blev modtaget to til tre dage efter kidnapningen, hvorimod forældrene i øvrigt har forklaret, at sedlen blev modtaget samme aften, som [A] blev kidnappet. Ansøgerens far har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgeren befandt sig i bilen og sad bag faren, da der i [sommeren] blev skudt mod bilen. Ansøgerens søster, [C], har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at begge hendes brødre var i bilen under skudepisoden. Ansøgerens mor har til asylsamtalen forklaret, at ansøgeren ikke var med i bilen, hvilket hun ikke omtalte til sin oplysnings- og motivsamtale. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale meget detaljeret forklaret om skudepisoden og sin tilstedeværelse i bilen, hvorimod han til asylsamtalen har forklaret, at han ikke var til stede. Ansøgeren – og hans forældre og søster i de sambehandlede sager – har alle for Flygtningenævnet forklaret, at ansøgeren ikke var til stede i bilen. Der er herudover i de sambehandlede sager blandt andet forklaret divergerende om, hvor langt væk ansøgerens morbror boede, om kidnapperne meddelte hvem de var, hvorledes der blev skudt gennem bilen, hvor stor løsesummen var og om familien blev evakueret i forbindelse med fjernelse af sprængstoffer fra motorcyklen. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af [A]. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/218/mah
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra såvel militser, herunder IS, som står bag flere angreb på ansøgernes familie i 2015, som myndighederne, idet den mandlige ansøger har forladt sin stilling i det offentlige. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger arbejdede som officer i sikkerhedstjenesten i det nationale sikkerhedsapparat, hvor han fra 2005 og frem til ansøgernes udrejse udførte administrativt arbejde. I [foråret 2005] blev ansøgernes yngste søn, [A], kidnappet. Kidnapperne truede med at slå [A] ihjel og forlangte 50.000 dollars i løsepenge, hvilket beløb blev fremskaffet, hvorefter [A] blev løsladt og vendte hjem mishandlet med blandt andet højre arm brækket. [I sommeren 2015] kom den mandlige ansøger via en kollega i besiddelse af et trusselsbrev, hvorefter et fremtrædende IS-medlem ville slå personer fra den mandlige ansøgers arbejdsplads ihjel, herunder den mandlige ansøger med navns nævnelse. I [sommeren 2015] blev ansøgernes bil beskudt bagfra af ukendte gerningsmænd, mens ansøgerne og deres datter og yngste søn kørte på motorvejen. I [sommeren 2015] konstaterede den mandlige ansøger, at en motorcykel – på hvilken politiet senere fandt sprængstoffer – var parkeret foran familiens hoveddør. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagens behandling – både indbyrdes og hver for sig – har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Begge ansøgere har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sedlen fra [A’s] kidnappere blev modtaget på ansøgernes bopæl, hvorimod de til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har forklaret, at sedlen blev modtaget på den kvindelige ansøgers brors bopæl. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sedlen blev modtaget to til tre dage efter kidnapningen, hvorimod ansøgerne i øvrigt har forklaret, at sedlen blev modtaget samme aften, som [A] blev kidnappet. Den mandlige ansøger har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgernes søn [B] befandt sig i bilen og sad bag ansøgeren, da der i [sommeren] blev skudt mod bilen. Ansøgernes datter [C] har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at begge hendes brødre var i bilen under skudepisoden. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at [B] ikke var med i bilen, hvilket hun ikke omtalte til sin oplysnings- og motivsamtale. [B] har til sin oplysnings- og motivsamtale meget detaljeret forklaret om skudepisoden og sin tilstedeværelse i bilen, hvorimod han til asylsamtalen har forklaret, at han ikke var til stede. Ansøgerne – og deres to børn i de sambehandlede sager – har alle for Flygtningenævnet forklaret, at [B] ikke var til stede i bilen. Der er herudover i de sambehandlede sager blandt andet forklaret divergerende om, hvor langt væk den kvindelige ansøgers bror boede, om kidnapperne meddelte hvem de var, hvorledes der blev skudt gennem bilen, hvor stor løsesummen var og om familien blev evakueret i forbindelse med fjernelse af sprængstoffer fra motorcyklen. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af [A]. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/216/mah
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt seks børn fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk shamari og jaashab og sunnismulim, og den kvindelige ansøger er etnisk araber og sunnimuslim. Ansøgerne er født i Kuwait og senere flyttet til Irak med deres respektive familier. Ansøgerne er irakiske statsborgere. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Al-Mahdi militsen, idet personer fra militsen har påkørt ham og truet ham på livet, fordi han har arbejdet for en italiensk virksomhed. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at Al-Mahdi militsen vil tage deres børn. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han begyndte at arbejde for den italienske virksomhed i 2005 eller 2006, hvor han – efter at have arbejdet i virksomheden i omkring tre måneder – begyndte at modtage trusler fra Al-Mahdi militsen. Han modtog trusler fem-seks gange i alt. I [sommeren] 2007 blev den han påkørt af en bil, da han var på vej hjem fra arbejde. Den mandlige ansøger formoder, at det er Al-Mahdi militsen, der står bag påkørslen, idet bilen, der påkørte ham, lignede den bil, som ofte holdt parkeret hos ansøgernes nabo, [A], som er meddeler for Al-Mahdi militsen. Kort efter påkørslen blev ansøgerens forældres bopæl opsøgt af medlemmer fra militsen, der ledte efter ansøgeren. Hans far oplyste, at han ikke var på bopælen. Først i 2008 opsøgte medlemmer fra militsen bopælen igen, hvor ansøgeren var hjemme, men de fik ikke fat i ansøgeren, fordi naboerne kom ham til undsætning. Efter dette rejste ansøgerne fra deres bopæl, og de boede forskellige steder, blandt andet i Bagdad og Nasiriyah samt i et landområde uden for Al-Bardasiya. Ansøgerne udrejste af Irak [i vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes familie ved en tilbagevenden til Irak vil blive bortført af Al-Mahdi militsen, idet militsen er bekendt med, at ansøgerne er sunnimuslimer. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger henvist til den mandlige ansøgers forklaring. Endvidere har den kvindelige ansøger forklaret, at hun selv er blevet opsøgt og truet af Al-Mahdi militsen omkring seks gange, og at den mandlige ansøger ikke var til stede ved nogen af disse opsøgninger. Hun blev sidst opsøgt af militsen i [vinteren] 2015, og i den forbindelse blev ansøgernes bopæl brændt ned af militsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, idet ansøgernes forklaringer på væsentlige punkter er hver især og indbyrdes divergerende, usammenhængende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne hver især og indbyrdes har forklaret usammenhængende og divergerende om truslerne forud for påkørslen, herunder om tidspunkterne for, omfanget af og indholdet af truslerne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om omstændighederne ved påkørslen af den mandlige ansøger, herunder hvor han var, hvem han var sammen med, og hvornår og af hvem den kvindelige ansøger fik besked om påkørslen, ligesom den kvindelige ansøger har benægtet indholdet af sin forklaring til asylsamtalen og har forklaret udbyggende under nævnsmødet om tidspunktet for, hvornår hun fik besked om påkørslen. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om truslerne fremsat overfor den kvindelige ansøger efter påkørslen, herunder særligt om, hvor den mandlige ansøger var, da truslerne blev fremsat, ligesom den kvindelige ansøger har benægtet indholdet af sin forklaring til asylsamtalen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt han efter påkørslen har mødt Al-Mahdi militsen. Han har således til asylsamtalen forklaret detaljeret om, at han gav sig til kende overfor militsen i forbindelse med, at militsen opsøgte hans far, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke har mødt militsen efter påkørslen. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om nedbrændingen af deres hus, idet den mandlige asylansøger til asylsamtalen – efter at være foreholdt ægtefællens forklaring om nedbrændingen af ansøgernes hus – har forklaret, at det var deres hus i [landsby A], der blev brændt ned af Al-Mahdi militsen, og at det skete i 2008, efter at de var flyttet, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at det var deres sidste hus i, [landsby B], der blev brændt, at det skete i november 2015, og at hun og børnene var til stede, da det skete. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet nu forklaret som den kvindelige ansøger, og begge har uddybende forklaret, at den kvindelige ansøger endvidere blev udsat for vold ved at blive skubbet hårdt ind mod væggen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes forklaringer er utroværdige og konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/215/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder og har oprindeligt oplyst at være shia-muslim fra [by], Diyala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af ISIL, idet han var soldat i den irakiske hær og kæmpede mod ISIL. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han generelt frygter sunnimuslimer, fordi de henretter shiitter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i sommeren] 2015 som soldat deltog i kamphandlinger mod ISIL. ISIL angreb det beskyttelsesfort, som ansøgeren var tilknyttet. Ansøgeren flygtede sammen med en såret kollega og blev efterfølgende transporteret tilbage til militærets hovedkvarter, Kobra, hvor ansøgeren opdagede, at han havde mistet sin mobiltelefon. [Fem dage efter] 2015 blev ansøgerens mor ringet op af en ukendt person, som truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke meldte sig til ISIL. På den baggrund udrejste ansøgeren af Irak [ti dage efter, at moren var blevet ringet op] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide, at en ukendt arabisktalende person har spurgt efter ansøgeren i hans kvarter. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at han er konverteret fra shia-islam til kristendommen, og at han på den baggrund frygter at blive slået ihjel af sin familie eller ISIL ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til ISIL til grund, idet nævnet finder, at den er divergerende, udbyggende og utroværdig. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om kamphandlingerne med ISIL. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [A] blev hjulpet af soldaterne fra naboposten, da de var 20 meter fra denne, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han og [A] blev beskudt af soldaterne, da de var omkring 20 meter fra naboposten, og at de først stoppede, da han råbte sit navn. Ansøgeren har under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at beskydningen fra soldaterne fra naboposten stoppede, da han råbte deres kodeord. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ISIL skulle kunne ringe til ansøgerens mor kort efter kamphandlingerne, når ansøgeren samtidig har forklaret, at der var en kode på hans telefon. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ved gensamtalen [i vinteren] 2015 har forklaret, at han besøgte Kobra-basen i henholdsvis [efteråret] og [vinteren] 2014, og at han har fastholdt dette, uanset at han blev foreholdt baggrundsoplysningerne, hvoraf det fremgår, at Kobra-basen var besat af ISIL fra omkring [sommeren] til den [vinteren] 2014. Ansøgeren har for nævnet nu forklaret, at han ikke besøgte Kobra-basen på de pågældende tidspunkter. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om denne del af sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren i 2007 angiveligt blev stoppet af en sunni-muslimsk gruppering ved en kontrolpost, henset til den forløbne tid, og til at ansøgeren ikke efterfølgende er blevet opsøgt af disse, og det forhold, at ansøgeren frygter sunni-muslimer, ikke medfører, at han er i risiko for forfølgelse eller overgreb fra disse. Ansøgeren har ikke tidligere under sagen end i sin advokats indlæg til Flygtningenævnet givet udtryk for interesse for kristendommen. Han har under mødet forklaret, at han fattede interesse for kristendommen omkring syv måneder forud for nævnsmødet, det vil sige efter Udlændingestyrelsens afgørelse, og at han forventer at blive døbt [i vinteren] 2017. Han kunne ikke under nævnsmødet nærmere forklare om præsten og den kirke, hvor han har modtaget kristendomsundervisning og har deltaget i gudstjenester. Endvidere kunne han ikke redegøre for centrale kristne højtider og begreber, ligesom han ikke kunne redegøre nærmere for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere, udover at han var tiltrukket af, at kristendommen handler om tilgivelse. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at konversionen er et udtryk for et reelt trosskifte. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevending til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/214/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. To medlemmer af ISIL rettede henvendelse på ansøgerens bopæl i [efteråret] 2015. De sagde til ansøgerens far, at de skulle bruge unge mænd over 18 år. Ansøgeren fik tid til at tage afsked med sin familie, da de først ville hente ansøgeren den følgende mandag. Ansøgeren og hans familie blev bange for, hvad der ville ske, så de besluttede, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak [i efteråret] 2015 sammen med sin fætter, [O]. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han som sunnimuslim frygter shiitiske militser. Ansøgerens familie flygtede fra Mosul under befrielsen fra ISIL. De opholder sig nu i en flygtningelejr, der ligger 20 km. syd for Mosul. Familiens bopæl er ødelagt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke selv har været tilknyttet ISIL, og at han heller ikke har været tilknyttet eller profileret over for andre grupperinger, herunder shia-militser ligesom det efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at hans familie ikke har støttet ISIL eller andre grupperinger, og at han ikke personligt kender nogen, der har tilsluttet sig ISIL. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren udrejste af Irak af frygt for at blive hvervet af ISIL, mens hans familie blev boende i Mosul, indtil de i forbindelse med de voldsomme kampe under befrielsen af Mosul måtte flygte til en flygtningelejr uden for Mosul. Det lægges efter indholdet af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Mosul til grund, at ISIS er fordrevet fra Mosul, og at regeringen sammen med grupperinger støttet af regeringen har kontrollen over Mosul. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mosul ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han er profileret over for eller har konkrete konflikter, herunder med shia-militser i Mosul, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at forholdene i Mosul – trods svære på grund af ødelæggelserne i byen – er af en sådan karakter, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Det forhold, at ansøgeren er sunnimuslim, ændrer ikke herved. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/213/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL. Under Ramadanen i 2015 drak ansøgeren en sodavand, hvilket blev opdaget af medlemmer af ISIL. De slog ham og tvang ham til at stå i solen hele dagen uden mad og drikke. Derefter kørte de ham hjem. I oktober 2015 blev ansøgerens bopæl opsøgt af to ISIL-medlemmer. De sagde til ansøgerens far, at de havde oplysninger om, at ansøgeren ikke fulgte islam på grund af episoden under Ramadanen, og idet han ikke kom i moskéen. De sagde, at det ville være bedst for ansøgeren at tilslutte sig ISIL. Ansøgeren fik en uge til at melde sig til ISIL. Ansøgeren ville ikke tilslutte sig ISIL, så ansøgerens far kontaktede ansøgerens onkel, der arrangerede ansøgerens udrejse. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak den 9. oktober 2015 sammen med sin fætter, [R]. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han i Irak havde et forhold til en shiamuslimsk pige, [Z]. De mødte hinanden på universitetet i Mosul. De lærte hinanden at kende i 2013. I foråret 2014 fandt [Z] ud af, at hun var blevet gravid. De talte om at blive gift, men [Z] mente ikke, at hendes familie ville tillade ægteskabet, da ansøgeren er sunnimuslim. Det var kun ansøgerens mor og [Z]s veninde, [I], der kendte til forholdet. Ansøgeren blev telefonisk kontaktet af [I], der fortalte, at en af [Z]s brødre havde overhørt [Z] sige, at hun var gravid. Han havde derefter slået hende så voldsomt, at hun var blevet indlagt. Hun mistede først barnet, og derefter døde hun selv. [Z]s tre brødre er medlemmer af [et politisk parti], så da ISIL indtog Mosul, var han ikke bange for dem, da shiamuslimer ikke kunne få adgang til byen. Ansøgerens familie befinder sig nu i en flygtningelejr, og de tør ikke vende tilbage til Mosul, da de frygter de shiitiske militser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring om hans asylmotiv vedrørende [Z]s familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har påberåbt sig dette asylmotiv i forbindelse med advokatindlægget, og at hans forklaring om forholdet til [Z] i øvrigt fremstår mindre sandsynlig. Det fremstår således mindre sandsynligt, at han igennem længere tid kunne have et seksuelt forhold til en shiamuslimsk pige på et kvindekollegium uden, at dette kom til andres kendskab. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om konflikten, idet han ikke i forbindelse med advokatindlægget nævnte, at [Z]s familie havde ledt efter ham i Mosul, efter Mosul blev befriet, men først oplyste om dette til nævnsmødet. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om en konflikt med [Z]s familie. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke selv har været tilknyttet ISIL, og at han heller ikke har været tilknyttet eller profileret over for andre grupperinger, herunder shia-militser ligesom det efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at hans familie ikke har støttet ISIL eller andre grupperinger, og at han ikke personligt kender nogen, der har tilsluttet sig ISIL. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren udrejste af Irak af frygt for at blive hvervet af ISIL, mens hans familie blev boende i Mosul, indtil de i forbindelse med de voldsomme kampe under befrielsen af Mosul måtte flygte til en flygtningelejr uden for Mosul. Det lægges efter indholdet af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Mosul til grund, at ISIL er fordrevet fra Mosul, og at regeringen sammen med grupperinger støttet af regeringen har kontrollen over Mosul. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mosul ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han er profileret over for eller har konkrete konflikter, herunder med shia-militser i Mosul, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at forholdene i Mosul – trods svære på grund af ødelæggelserne i byen – er af en sådan karakter, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Det forhold, at ansøgeren er sunnimuslim, ændrer ikke herved. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/212/MKT
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kaldæer og katolik fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL eller blive tvunget til at konvertere til islam. Efter ISIL havde indtaget Mosul, overhørte ansøgeren og hendes kusine en dag, hvor de var på markedet, at det var farligt at være kristen i Mosul på grund af ISIL. Ansøgeren og hendes kusine, [R], talte sammen på arabisk, da de ikke turde tale kaldæisk, idet sproget forbindes med at være kristen kaldæer. Da ansøgeren og [R] kom hjem til ansøgerens bopæl, var ansøgerens familie ikke på bopælen. Der manglede tre kufferter og noget tøj. Ansøgeren og [R] tog til [R]s bopæl. [R]s familie var hjemme og var i færd med at pakke. Ansøgeren spurgte sin onkel, om han vidste, hvor hendes familie var. Det vidste han ikke. Ansøgeren ville lede efter sin familie, men onklen sagde, at det var for farligt, så ansøgeren rejste sammen med onklen og familien først til [en by nord for Mosul] og derefter videre til Tyrkiet. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun i Danmark er blevet gift og venter et barn med en herboende irakisk statsborger, som hun imidlertid ikke ønsker at være sammen med, og som hun heller ikke bor sammen med. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Mosul, og at hun både forud for sin udrejse af Irak og efter sin udrejse har praktiseret sin kristne tro. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerens familie og kristne netværk alle forlod Mosul senest i august 2014, da ISIL tog den østlige side af byen, og at hun derefter mistede kontakten med sine forældre og søskende. Flygtningenævnet lægger også til grund, at ansøgeren i Danmark alene har giftet sig, fordi hun er blevet gravid og derfor ifølge sin kultur ikke kan være ugift, men at hun ikke bor sammen med sin ægtefælle, og at hun ikke ønsker at bo sammen med ham, ligesom han ikke ønsker at rejse til Irak med hende, hvis hun ikke får asyl i Danmark. Endelig lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at hendes ægtefælle, der tillige er kristen kaldæer, er uden netværk i Irak, til grund. Uanset at Mosul nu er befriet for ISIL og uanset, at de generelle forhold for kristne i Irak efter baggrundsoplysningerne ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun, der reelt er enlig og uden netværk i Irak, ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, som myndighederne ikke vil være i stand til at beskytte hende imod. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2017/211/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et irakisk ægtepar samt fire børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Jaysh Al Mahdi, Quwat Badr og Asaeeb Ahl El Haq militserne, idet han ikke har fulgt deres ordre om at forgifte den mad, som ansøgeren lavede på sin arbejdsplads til den amerikanske virksomhed […]. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i [foråret] 2010 var på vej hjem fra sit arbejde, som kok i den amerikanske virksomhed […]. Ansøgeren blev opsøgt af to mænd iklædt militæruniformer, som tvang ansøgeren ind i en bil, hvor der sad to andre mænd. De fire mænd anklagede ansøgeren for at være agent, men tilbød samtidig ansøgeren, at de ikke ville skade ham, såfremt han indvilligede i at samarbejde med dem ved at forgifte maden på ansøgerens arbejdsplads. Ansøgeren fik derefter lov til at gå. Tre måneder efter denne episode blev ansøgeren kontaktet af sin ægtefælle, imens han var på arbejde, fordi ægtefællen var blevet opsøgt på bopælen. Ansøgerens ægtefælle forklarede, at to til tre sortklædte personer havde spurgt efter ansøgeren og havde sagt, at ” Vi kan godt nå ham, giv ham denne kuvert”. Mændene afleverede i den forbindelse en kuvert, hvori der lå en patron samt et citat fra koranen. I de efterfølgende 45 dage opholdt ansøgeren sig på sin arbejdsplads, som lå i den grønne zone i Bagdad, hvorefter ansøgeren sammen med sin ægtefælle søgte tilflugt i Samarra. En måned til halvanden måned før ansøgerens og ansøgerens ægtefælles udrejse [i vinteren] 2015, genkendte ansøgeren en af de mænd på markedet i Samara, som havde opsøgt ansøgeren i [foråret] 2010. [I vinteren] 2015 valgte ansøgeren og ansøgerens ægtefælle derfor at udrejse legalt fra Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, idet ansøgernes forklaringer fremstår utroværdige og konstruerede. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgernes forklaringer er divergerende, og at den mandelige ansøger har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at den mandlige ansøger i ansøgningsskema [fra vinteren] 2015 om sit asylmotiv har oplyst, at årsagen til, at han og familien flygtede fra Samarra var, at provinsen faldt i hænderne på ISIL, og at han flygtede af frygt for sin kone og børn. I samtalerne med Udlændingestyrelsen har den mandlige ansøger forklaret, at han og familien flygtede, fordi han en til halvanden måned før udrejsen på et marked i Samarra så en af de mænd, som i [foråret] 2010 havde truet ham med henblik på, at han skulle forgifte deres mad, han som kok lavede til de amerikanske styrker i Irak. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende. Da han til asylsamtalen [fra vinteren] 2016 fik at vide, at det undrede Udlændingestyrelsens repræsentant, at de personer, som truede ham i [foråret] 2010 tog hans id-kort, når de ønskede, at han skulle forgifte maden på militærbasen, svarede han, at mændene vidste, at han var et kendt ansigt og nemt kunne komme ind på området. Forespurgt hvordan mændene vidste det, svarede den mandlige ansøger, som en ny oplysning, at mændene havde sagt til ham, at de havde oplysninger om, at han havde arbejdet for militæret i lang tid. Den mandlige ansøger har videre forklaret udbyggende om militsernes bestræbelser på at finde ham. Da Udlændingestyrelsens repræsentant i asylsamtalen undrede sig over, at militserne ikke på noget tidspunkt havde opsøgt ansøgerens eller ansøgerens familie, når de ønskede at dræbe ham, forklarede ansøgeren, som noget nyt, at militsen, efter at ansøgeren og familien var rejst til Samarra, kom til det område, hvor ansøgeren havde boet og spurgte efter ham, hvilket hans familie har oplyst ham. Henset til denne oplysnings betydning for ansøgernes asylmotiv, finder nævnet, at det svækker troværdigheden af den mandlige ansøgers forklaring, at han ikke selv under den frie fortælling forklarede herom. Det svækker endvidere troværdigheden, at den kvindelige ansøger ikke har forklaret herom. Tværtimod har hun svaret benæg¬tende på et spørgsmål om, hvorvidt hendes svigerfamilie har oplevet noget, som har relation til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om henvendelserne fra militserne. Da Udlændingestyrelsens repræsentant i asylsamtalen undrede sig over, at militsen først 3 måneder efter, at den havde opsøgt den mandlige ansøger, gav den kvindelige ansøger et trusselsbrev og i øvrigt ikke foretog sig yderligere, forklarede den mandlige ansøger som noget nyt, at militsen i en lang periode sendte sms’er til den mandlige ansøger og spurgte, hvor han var, og at de ville møde ham. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret divergerende. Til asylsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han i perioden fra, at han så en af de mænd, der havde truet ham, til udrejsen ikke forlod hjemmet. Dette støttes ikke af den kvindelige ansøgers forklaring, idet hun til sin asylsamtale [fra vinteren] 2016 har forklaret, at den mandlige ansøger ikke stoppede med at arbejde på noget tidspunkt inden udrejsen. Nævnet lægger også vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvor længe inden udrejsen den mandlige ansøger så en af de personer, som havde truet ham. Den mandlige ansøger har forklaret, at han så personen en til halvanden måned inden udrejsen, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret, at det var omkring otte måneder inden udrejsen. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret påfaldende udetaljeret om den episode, hvor militsen kontaktede hende. Hun har således ikke svaret præcist på, hvor mange personer der opsøgte hende, men har angivet, at hun blev opsøgt af to til tre mænd. Endvidere har den kvindelige ansøger til asylsamtalen ikke kunnet huske, om der var et brev i den kuvert, hvor der var en patron. For nævnet har hun forklaret, at der alene var et koranvers i kuverten. Hertil kommer, at den mandlige ansøger til asylsamtalen har forklaret, at han frygter de generelle forhold i Irak, herunder at det et ikke er muligt at få en uddannelse, ligesom han har svaret bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt det var de generelle sikkerhedsforhold, økonomien samt børnenes dårlige institutions- og uddannelses-muligheder, der var årsagen til, at ansøgerne valgte at udrejse. I tilknytning til besvarelsen af spørgsmålet tilføjede den mandlige ansøger, at udrejsen ligeledes skyldtes truslerne fra 2010. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke finder, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde, at der meddeles ansøgerne opholdstilladelse. Nævnet er opmærksom på, at ansøgerne har forklaret, at deres bopæl én gang er blevet ransaget som led i en generel ransagning af flere huse, men nævnet finder ikke, at denne omstændighed kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Irak/2017/210/lrn
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for repressalier fra sin tidligere kærestes familie, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold til kæresten, ligesom ansøgeren risikerer overgreb fra sine brødre, der bebrejder ansøgeren forholdet. Ansøgeren mødte i 2013 sin kæreste, [D], via facebook. De indledte efterfølgende et forhold. [D] fik i 2015 tatoveret ansøgerens navn på sin underarm, hvilket hendes familie opdagede. [D] udrejste som følge heraf af Irak. Omkring to uger efter hendes udrejse gik to bevæbnede mænd rundt i ansøgerens nabolag og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren formoder, at det var [D]s morbror og fætter, der ledte efter ansøgeren, idet fætteren tidligere havde friet til [D] og dermed mente, at ansøgeren havde krænket hans ære. Ansøgeren udrejste herefter. Mens ansøgeren opholdt sig i Sverige, orienterede ansøgerens bror ham om, at tre personer havde ledt efter ansøgeren i deres nabolag. I august 2015 oplyste ansøgerens bror, at der var blevet skudt mod brorens café i [C]. Broren oplyste, at denne og de andre brødre nu var i et modsætningsforhold til ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har forklaret, at han har afgivet bevidst urigtige oplysninger ved udfyldelse af sit asylskema. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om hvornår [D]s morbror og fætter ledte efter ham, hvem der fortalte ham herom, om morbroren og fætteren havde været på ansøgerens bopæl, og om de havde truet med at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/21/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Kirkuk. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sine brødre, fordi hun har giftet sig med en shia-muslimsk mand uden sin families samtykke. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for kvinder i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun mødte sin ægtefælle i foråret 2008. I perioden mellem [sommeren] 2008 og [foråret] 2009 friede ægtefællen gennem sin familie cirka 10 gange til ansøgeren, men hver gang afslog ansøgerens familie frieriet, fordi ægtefællen er shia-muslim. I [sommeren] 2009 stak ansøgeren af og flyttede sammen med ægtefællen i Bagdad. [Senere i sommeren] 2009 blev ansøgeren og ægtefællen gift ved en civil ret i Bagdad. Parret blev senere også religiøst viet. [I efteråret] 2009 ringede ansøgeren til sin søster og fortalte, at hun var blevet gift. Cirka 10 dage senere modtog ansøgeren et opkald fra en af sine brødre, der skældte hende ud og sagde, at han eller en anden af ansøgerens brødre ville slå ansøgeren ihjel fordi hun havde giftet sig uden deres samtykke. En dag i 2010 opsøgte ansøgerens brødre ægtefællens faster i Kirkuk og truede fasteren til at udlevere adressen på ansøgerens og ægtefællens bopæl i Bagdad. En kusine til ansøgeren advarede ansøgeren og ægtefællen om, at ansøgerens brødre var på vej til Bagdad. Herefter tog ansøgeren og ægtefællen ophold i en plantage tilhørende en af ansøgerens venner. Ansøgeren og ægtefællen opholdt sig i plantagen, der var beliggende ved Tigris floden i Bagdad, fra slutningen af […]2010 og cirka tre et halvt år frem. Fra 2014, hvor ægtefællens ven solgte plantagen, indtil deres udrejse i [efteråret] 2015, boede de hos en af ægtefællens fastre. Ansøgerens brødre er fortsat med at fremsætte trusler mod ansøgeren og ægtefællen efter deres indrejse i Danmark, og parret er som følge heraf blevet skilt religiøst i [sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver til grund, idet forklaringen har været divergerende, udbyggende og usandsynlig på centrale punkter, hvorfor forklaringen i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren i sit asylskema alene har beskrevet sit asylmotiv med henvisning til en række generelle forhold uden konkret at anføre noget om konflikten med brødrene på grund af det ægteskab, hun indgik uden familiens samtykke, selvom denne konflikt var den konkrete og direkte baggrund for, at hun og ægtefællen valgte at udrejse af Irak. Ansøgerens forklaring har været afglidende og udbyggende med hensyn til blandt andet, at hendes brødre skulle have skudt ægtefællens onkel i højre ben, og at ægtefællens faster skulle være blevet opsøgt mange gange af hendes brødre. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til antallet af frierier, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen forklarede om to frierier, mens hun i de senere samtaler har forklaret, at der var 9-10 frierier. Ansøgerens ægtefælle har derimod forklaret, at han friede 3-4 gange. Også med hensyn til, om den første vielse foregik ved retten i Kirkuk eller i Baghdad, og om der var vidner hertil eller ej, har forklaringen været divergerende. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, hvorvidt hun flygtede fra familien i[foråret] 2009 eller i [sommeren] 2009, og om det var til hendes mor, hun første gang rettede henvendelse for at fortælle om vielsen, eller om det var til søsteren, Sofia. Nævnet skal videre bemærkes, at ansøgeren er en veluddannet kvinde med 17 års skolegang, og at det er ikke sandsynligt, at divergenserne efter deres karakter og antal kan henføres til tolkeproblemer, eller til at ansøgeren følt sig psykisk presset i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen. Det er ikke sandsynligt, at ansøgerens familie ikke skulle have været i stand til at finde ansøgeren og ægtefællen, der frem til slutningen af 2010 boede hos ægtefællens familie i Baghdad og fra 2014 og frem til udrejsen boede hos ægtefællens faster i Baghdad navnlig set i lyset af, at brødrene fra 2009 og frem til i dag har truet ansøgeren talrige gange telefonisk og har været i stand til at finde frem til ansøgerens Viber-konto og forskellige telefonnumre, ligesom de tilsyneladende har været i stand til at finde ud af, at ansøgeren er udrejst til Danmark. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af en konflikt med sin familie vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Irak/2017/208
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer. Den mandlige ansøger er fra Sulaymaniyah, Irak, og den kvindelige ansøger er fra Kirkuk, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin fars anden ægtefælle, [A’s], brødre og deres venner, idet han afviste at have samleje med [A]. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at [A] var barnløs, og at hun havde opsøgt en fajli for at kurere sin barnløshed. På fajliens opfordring anmodede [A] den kvindelige ansøger om at gennemføre forskellige ritualer, herunder at spise brød og løg sammen med [A] og bytte undertøj med hende. [A] forsøgte samtidig en eftermiddag omkring kl. 16 – hvor den kvindelige ansøger og parrets børn ikke var hjemme – at formå den mandlige ansøger til samleje, hvilket han afslog. Ansøgerne blev den følgende nat på deres bopæl opsøgt af 3 eller 4 personer, herunder en eller to af [A’s] brødre, en person ved navn [B] og en ukendt person. Den mandlige ansøger flygtede op på husets tag. Den kvindelige ansøger blev af personerne truet med overgreb. Dagen efter opholdt familien sig hos en genbo. Den følgende nat overnattede familien på taget af deres eget hus. Den samme bil, som var ankommet med personerne natten før, ankom på ny. Familien tog herefter ophold i halvanden måned i [en landsby], hvor den mandlige ansøger dagligt modtog telefoniske trusler. Familien flygtede derfor til Tyrkiet, hvor de opholdt sig i fire år. De blev i Tyrkiet opsøgt af en person, der havde forbindelse til [A’s] brødre, hvorefter de udrejste af Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at [A] troede, at den kvindelige ansøger var årsagen til, at hun var barnløs. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagernes behandling – både hver for sig og i forhold til hinanden – har afgivet divergerende forklaringer vedrørende centrale dele af det af dem beskrevne begivenhedsforløb. Den mandlige ansøger har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [A’s] mor fremsatte trusler over for ham eller slet ikke sagde noget umiddelbart efter hans afvisning af [A]. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt den første henvendelse fra personer med tilknytning til [A] skete inden for samme døgn, som den mandlige ansøger havde afvist [A], eller først det følgende døgn, ligesom der er forklaret divergerede om, hvor mange personer, der ved den lejlighed opsøgte dem, og hvilke personer, det drejede sig om. Herudover er der blandt andet forklaret divergerende om, hvor familien befandt sig efter, at de første gang var blevet opsøgt. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen tillige lagt vægt på, at ansøgerne for Flygtningenævnet har svaret upræcist og afglidende på en række spørgsmål på en sådan måde, at begivenhedsforløbet ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/207/mah
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [irakisk landsby 1], Dyala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af nogle mænd fra Islamisk Stat (ISIL). Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at han i [sommeren] 2014 sammen med sin bror, [A], blev opsøgt af to mænd på deres værksted i Jalawla. Personerne ønskede, at ansøgeren skulle montere ekstra brændstofstanke på deres biler. De truede med at brænde ansøgeren og hans bror i værkstedet, hvis de ikke fik hjælp. Ansøgeren og hans bror indvilligede herefter i at hjælpe mændene og bad dem om at komme tilbage efter to dage. Samme aften flygtede ansøgeren og hans bror hjem til forældrenes bopæl i [irakisk landsby 2]. En måned herefter blev ansøgerens bopæl i Jalawla bombet. [I foråret] 2015 var ansøgerens bror på vej hjem, da en anden bil begyndte at chikanere ham, hvorefter han kørte galt. Ansøgeren opholdt sig frem til sin udrejse fra Irak [i efteråret] 2015 hos sine forældre. I [foråret] 2016 forsvandt ansøgerens bror. Ansøgerens forældre og øvrige søskende flygtede herefter til Iran, fordi de frygtede nogle personer, som havde opsøgt dem for at lede efter ansøgeren og ansøgerens bror, der var udrejst af Irak på det tidspunkt. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter sine morbrødre og fætre. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at han frygter, at de vil gøre ham noget ondt, fordi hans forældre har giftet sig imod familiens vilje. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgers og hans brors hus blev ramt af bomber, da der opstod kamphandlinger, og at huset ikke var den eneste bygning, der blev ramt. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren (og hans bror) kunne leve hos deres forældre uden problemer og uden at blive opsøgt i knap 1½ år efter episoden i værkstedet. Flygtningenævnet finder derfor, at den af ansøgeren beskrevne episode i værkstedet er et isoleret forhold, der må anses for afsluttet og i øvrigt uden forbindelse med bombardementerne. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvem der i [foråret] 2015 påkørte hans bror [A], og Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige tillagt det vægt, at familien i yderligere 6 måneder blev boende samme sted uden problemer. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at påkørslen af broderens bil har forbindelse med episoden på værkstedet eller var et led i, at ansøgeren var efterstræbt. Ansøgeren har videre forklaret, at [A] forsvandt i [foråret] 2016, efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har ikke kendskab til omstændighederne ved broderens forsvinden og har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at nogen har fundet broderens bil. Videre har ansøgeren ikke i sit asylansøgningsskema oplyst om hverken episoden i værkstedet eller de øvrige episoder, han påberåber sig som afledte heraf. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [A’s] forsvinden har forbindelse til nogle af de andre episoder eller understøtter, at ansøgeren selv er efterstræbt eller profileret i forhold til ISIL. Endelig har ansøgeren forklaret, at hans familie blev opsøgt af maskerede mænd på et ukendt tidspunkt efter ansøgerens udrejse [i efteråret] 2015 og efter [A’s] forsvinden i [foråret] 2016, og at mændene spurgte efter både ansøgeren og [A]. Da dette angiveligt skete adskillige måneder efter ansøgerens udrejse, da ansøgeren ikke er bekendt med, hvorfor han og broderen blev efterspurgt, og da mændene tilsyneladende ikke havde kendskab til [A’s] forsvinden, har ansøgeren ej heller sandsynliggjort, at denne episode har forbindelse med de øvrige forhold. Ansøgeren har ikke i sit asylansøgningsskema oplyst om en konflikt med sin moders familie men har senere herom forklaret, at han er bange for sin mors familie, da forældrene har giftet sig uden moderens families accept. Hverken ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt af moderens familie, ligesom der aldrig har været kontakt med moderens familie i de ca. 30 år, forældrene har været gift, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af moderens familie. De sikkerhedsmæssige forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse er i reel risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/207/DTO
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en person, [P], samt militsen [M], idet ansøgeren har afvist at udføre at udføre en opgave for dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2010 begyndte at arbejde med reparationer omkring [et fængsel] på [en militærbase]. Fra 2012 begyndte ansøgeren desuden at arbejde inden for fængslets mure som inspektør af bygningsreparationerne. I vinteren 2014 blev ansøgeren opsøgt af fire personer fra [M], som advarede ham mod at drikke alkohol, høre musik og feste, fordi han, som boede i et shiamuslimsk område, skulle overholde deres normer. I [foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af [P], der ønskede at mødes med ham, hvilket ansøgeren gjorde dagen efter. [P] ville have, at ansøgeren skulle hjælpe ham med at befri to fanger fra al-Huut-fængslet. Det ønskede ansøgeren ikke, og [P] sagde derfor til ansøgeren, at han skulle huske, at al-Hajj beskyttede ham, og at han skulle tage sig tid til at tænke over [P]s forespørgsel. Omkring en uge til 10 dage senere ringede [P] til ansøgeren og bad ham om at hjælpe med at befri fangerne, hvilket ansøgeren igen afslog. [P] gav derefter ansøgeren lidt mere betænkningstid. En uge til 10 dage efter første opkald ringede [P] igen til ansøgeren, og da ansøgeren igen afslog at hjælpe fangerne fri, blev [P] vred og sagde, at ansøgeren skulle udføre opgaven. Mellem første og andet opkald blev ansøgerens parkerede bil påkørt af en pick-up truck uden nummerplader. [En dag i sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af [P] på sin bopæl. [P] havde en mobiltelefon med, som han ville have ansøgeren til at smugle ind i fængslet, hvilket ansøgeren afslog. Da ansøgeren afslog, blev [P] vred og sagde, at det skulle han få betalt. [En dag i sommeren] 2015 blev ansøgerens mor slået ihjel af et skud, mens hun sad i ansøgerens garage. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af [P], som sagde, at ansøgeren nu havde modtaget straf nummer et, og at straf nummer to ville ramme ham, hvis han ikke udførte [P]s opgave. Ansøgeren forlod herefter sin bopæl, anbragte sin ægtefælle og børn hos sin moster, og tog selv hen til en ven, hvor han opholdt sig, indtil han [på en dato i efteråret] 2015 udrejste af Irak. Ansøgerens morbror er efterfølgende blevet opsøgt to gange af henholdsvis en person, der arbejder for [P], og senere af [P] personligt. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet henvist til, at han har kræft, som han ikke kan få behandling for i Irak. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer påfaldende og usandsynlig. Flertallet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, der ikke har nogen uddannelse, skulle stå som leder af renoveringsarbejdet, herunder som leder for flere ingeniører, i [et fængsel], som ligger på [en militærbase] i Bagdad. Flertallet finder det ikke sandsynligt, at militsen [M] skulle have brug for ansøgerens hjælp til at få to fanger ud af fængslet og til at smugle en mobiltelefon ind i fængslet, henset til ansøgerens oplysninger om, at militsen selv er en del af myndighederne. Flertallet finder det endvidere ikke sandsynligt, at ansøgerens mor skulle være blevet slået ihjel som følge af ansøgerens forhold. Endvidere beror det på ansøgerens egen formodning, at det var nogen fra [M]-militsen, der påkørte hans bil. Flertallet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke tog nogen særlige forholdsregler for at beskytte sin ægtefælle og sit barn, og finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at han skulle have placeret ægtefællen og barnet hos mosteren, mens han selv tog ophold hos sin ven [V], der boede i et beskyttet område. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold og de generelle forhold i Irak kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/205/MGO
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra Tuz Khurmatu, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter usikkerheden i sit lokalområde, Tuz Khurmatu, der udspringer af kampene mellem Isil og Peshmergha-styrkerne. Ligeledes frygter han shiitiske grupperinger, der efterstræber sunni-muslimer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har oplevet kampe mellem Isil og Peshmergha-styrker, samt en generel undertrykkelse af sunni-muslimer. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hans far og bror er blevet kidnappet af Peshmerghaer, hvilket er sket i henholdsvis [sommeren] og [foråret] 2017. Han frygter således, at han også ved en tilbagevenden til Irak vil blive kidnappet og tvangshvervet af Peshmerghaer. Det kan efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at han ikke personligt har været udsat for forhold i Irak, der er omfattet af udlændingelovens § 7, og de generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om ansøgerens forklaring om, at hans far og bror er blevet kidnappet, lægges til grund, finder Flygtningenævnet heller ikke, at dette kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at der ikke er anført forhold som sandsynliggør, at ansøgeren af den grund også selv skulle være i risiko for at blive kidnappet, ligesom det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at den irakiske regering har genvundet kontrollen over ansøgerens hjemområde, herunder over Kirkuk. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/204/IVK
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og shia-muslim fra Tuz, Tikrit, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der forekommer tilfældige drab, kidnapninger og eksplosioner i byen Tuz, og at ISIL er til stede i byen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun modtog et trusselbrev, og at brevet blev smidt ind under døren til ansøgerens hus. Brevet var adresseret til ansøgeren, og der stod i brevet, at ansøgeren ville blive slået ihjel. Efterfølgende modtog ansøgeren en trusselsvideo. Videoen var adresseret til ansøgeren, og videoen viste henrettelser af ukendte personer. Ansøgeren udrejste af Irak i 2015 som følge af den generelle mangel på sikkerhed og som følge af ovenævnte trusler. Ansøgeren har endvidere under mødet i Flygtningenævnet henvist til, at hun frygter at blive udsat for æresdrab eller myndighedsforfølgelse på grund af utroskab. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Hun har således under mødet i nævnet forklaret, at hun på grund af utroskab frygter at hendes tidligere ægtefælle og hendes brødre vil udsætte hende for æresdrab. Under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har hun ikke forklaret om nogen form for konflikter med sin tidligere ægtefælle eller sine brødre. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter. Hun har således under mødet i nævnet blandt andet forklaret, at hun har 3 brødre og 3 søstre, hvoraf en søster bor i Danmark, mens hun ifølge referaterne af oplysnings- og asylsamtalerne har oplyst, at hendes familie omfatter en søster og en bror i Irak og en søster i Danmark. Hun har endvidere under mødet i nævnet forklaret, at hun efter bruddet med sin ægtefælle i 3 år levede i skjul i Kirkuk, mens hun under de tidligere samtaler har forklaret, at hun har boet i Tuz hele sit liv. Ansøgeren har endvidere afgivet modstridende forklaringer om det trusselsbrev, hun skulle have modtaget fra terrorister, idet hun tidligere har forklaret, at hun modtog dette i Tuz omkring 3 måneder før sin udrejse, mens hun efter sin forklaring i Flygtningenævnet på det pågældende tidspunkt opholdt sig i Kirkuk. Hendes forklaring om, at hun er forfulgt i Irak strider mod det faktum, at hun rejste til Iran for at søge visum til Danmark og derefter rejste tilbage til Irak. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren problemfrit har kunnet rejse til Iran for at søge visum til Danmark, og at hun valgte at rejse tilbage til Irak trods den oplyste frygt for forfølgelse på grund af utroskab. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge nogen del af ansøgerens asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde er af en sådan karakter, at hun er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at hun er i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren trods de psykiske problemstillinger, advokaten har henvist til i sit skriftlige indlæg, har været i stand til at svare relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at indhente en undersøgelse af ansøgerens psykiske helbredsforhold.” Irak/2017/203/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, fordi de har indgået ægteskab mod familiens vilje. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de lærte hinanden at kende i 2003, hvor de mødte hinanden i en basar. Den mandlige ansøger henvendte sig flere gange til den kvindelige ansøgers familie og anmodede om den kvindelige ansøgers hånd, men blev afvist. To dage efter den tredje afvisning flygtede ansøgerne til Iran, hvor de boede i 5-7 år. I Iran blev den kvindelige ansøger opsøgt af en af hendes brødre, som var voldelig overfor ansøgernes ene søn. Herefter flyttede ansøgerne tilbage til Irak, hvor de boede i omkring et halvt år, hvorefter den kvindelige ansøgers bror endnu engang opsøgte ansøgerne. Den kvindelige ansøgers bror truede den kvindelige ansøger med en kniv. Den mandlige ansøger er blevet overfaldet to gange af den pågældende. Ansøgerne bosatte sig herefter i en anden by, men var nødsaget til at udrejse på grund af ISIL. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om asylmotivet er udbyggende, divergerende og fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende og for den kvindelige ansøgers vedkommende tillige usikkert om, hvor de angiveligt har boet under deres ophold i Iran. Den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende om konflikten med [A], idet hun først under asylsamtalen oplyste, at [A] havde opsøgt hende på bopælen i Suleimaniya og truet hende med en pistol. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange [A] angiveligt opsøgte dem, mens de boede i Suleimaniya. Den kvindelige ansøger har således under asylsamtalen indledningsvis oplyst, at den eneste episode, hvor [A] opsøgte dem, var episoden, hvor hun blev truet med en pistol. Efter under asylsamtalen at være blevet oplyst om, at den mandlige ansøger endvidere havde forklaret om en episode, hvor han var blevet truet med kniv af [A] på en plads i Suleimaniya, har den kvindelige ansøger herefter bekræftet, at en sådan episode også fandt sted. Den mandlige ansøger har desuden forklaret divergerende om karakteren af de to overfald, som [A] har begået mod ham. Under asylsamtalen har han således forklaret, at han begge gange blev angrebet med kniv, men overfor nævnet har han forklaret, at [A] truede ham med et gevær i forbindelse med det andet overfald. Nævnet finder, at navnlig disse forhold svækker ansøgernes troværdighed i et sådant omfang, at forklaringerne om asylmotivet ikke kan lægges til grund. Hverken tolkeproblemer eller ansøgernes skolekundskaber kan føre til en anden vurdering. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som følge af en konflikt med den kvindelige ansøgers familie i anledning af ægteskabets indgåelse i 2003. På denne baggrund, og idet den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at ansøgerne er i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Om de generelle forhold henvises til Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen J.K. and Others vs. Sweden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/202/STR
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Al-Bashir i Kirkuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog uddelt løbesedler og opsat valgplakater for partiet Al-Wifak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak vil blive dræbt af shiamilitserne, herunder Asaib Ahl Al Haq, Badr, Al Mawt og Hizbollah, fordi han både er sunnimuslim og har været politisk aktiv for Al-Wifaq partiet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af de irakiske myndigheder og Al-Daawa, fordi han i 2011 ønskede at ophøre med sin ansættelse som kok i militæret, samt fordi han bliver beskyldt for at have tilknytning til Al-Qaeda og ISIL på grund af sin sunnibaggrund. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Jaish Al-Mahdi, fordi han tidligere har transporteret alkohol, og fordi de i 2006 dræbte hans far. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt personer med tilknytning til Al-Qaeda og ISIL, fordi han i perioden 2007-2011 har arbejdet sammen med de amerikanske styrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [på en nærmere bestemt dato i] 2005 gennem sin ven [A] modtog dødstrusler fra Jaish Al-Mahdi, fordi han ulovligt transporterede alkohol i byen Mufaqiya. Ansøgeren stoppede ikke sine aktiviteter. [På en nærmere bestemt dato i] 2006 ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at Jaish Al-Mahdi planlagde at besøge ansøgeren på bopælen i Al-Bashir og slå ham ihjel. Ansøgeren tog samme dag til Bagdad. En uge senere ringede ansøgerens mor og morbror til ansøgeren og fortalte, at Jaish Al-Mahdi dagen efter hans rejse til Bagdad havde været på bopælen og tilbageholdt ansøgerens far, som efterfølgende blev skudt og kastet i Tigrisfloden. Han fik også at vide, at [A], som selv var en del af Jaish Al-Mahdi, blev likvideret, formentlig på grund af at have advaret ansøgeren. Familiens bopæl er efterfølgende blevet opsøgt 6-7 gange af Jaish Al-Mahdi, som ledte efter ansøgeren. Omkring [et nærmere bestemt tidspunkt i] 2007 rejste ansøgeren til Al-Anbar med sin mor og bror, hvor shiamilitserne ikke var til stede, idet der er tale om et sunniområde. [Fem måneder senere i] 2007 begyndte ansøgeren at arbejde som kok for de amerikanske styrker på Al-Habaniyabasen, hvor hans arbejdsgiver var en amerikansk kaptajn ved navn [B]. I 2008-2009 blev ansøgeren af sin ven [C] fra byen Al-Khaliya orienteret om, at lokale personer fra Al-Qaeda (senere ISIL) ville slå ham ihjel på grund af hans arbejde for amerikanerne. Blandt andet fik ansøgeren at vide, at der var personer med tilknytning til Al-Qaeda på basen, som holdt øje med ham. I 2011 trak amerikanerne sig ud af Irak, og Al-Habaniya basen blev overtaget af irakisk militær. Ansøgeren ønskede ikke at fortsætte sit arbejde under irakerne og blev i den forbindelse udsat for trusler fra general (amid) [D] og hans næstkommanderende, oberst (aqid) [E]. I slutningen af 2011 blev ansøgeren via sin ven [F], som var ansat i politiet, bekendt med, at han var blevet meldt til myndighederne af [D], som beskyldte ham for at være en del af Al-Qaeda, hvorefter han nu var efterlyst. Ud over myndighederne blev han også eftersøgt af personer fra Al-Daawa, både fordi han ikke længere ville arbejde på basen, samt fordi han tidligere har haft aktiviteter for partiet Al-Wifak. Ansøgeren flyttede til byen Al-Fajer, tæt på Al-Nassiriyah, hvor han levede skjult. I 2014 delte ansøgeren løbesedler ud for Al-Wifak i fire forskellige byer, hvorefter han lokalt i Al-Fajer blev efterspurgt af personer fra Al-Dawa, men ligeledes fra shiamilitserne Asaib Ahl Al Haq, Badr, Al Mawt og Hizbollah. I 2015 udrejste ansøgeren af Irak, fordi han både var eftersøgt af myndighederne, shiamilitserne og ISIL. Ansøgerens ægtefælles bopæl i Al-Kut er efterfølgende blevet opsøgt af personer fra Asaib Ahl Al Haq, som ledte efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen fremstår udbyggende, divergerende og dermed konstrueret. Ansøgeren har således forklaret udbyggende om konflikten med Jaysh Al Mahdi i perioden 2005-2006, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev bekendt med, at militsen havde taget hans far dagen efter hændelsen, hvor hans mor fortalte ham om det, mens han til asylsamtalen indledningsvis oplyste, at han blev bekendt hermed under en kontakt med sin morbror ca. en uge efter rejsen til Bagdad og senere ved samtalens afslutning oplyste, at moderen og morbroderen kontaktede ansøgeren dagen efter, at faderen var blevet hentet af militsen. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvad [A] sagde til ham under samtalen i […] 2005, hvor han blev advaret om at sælge alkohol og hans reaktion herpå, ikke fremstår konsistent. Det er endvidere indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren først under asylsamtalen oplyste, at hans ven [A] også var blevet dræbt. Hertil kommer, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har forklaret divergerende om, hvorvidt militsen har opsøgt ansøgeren eller familien efter faderens bortførelse. Disse forhold svækker i et så betydeligt omfang troværdigheden af ansøgerens forklaring om en meget gammel konflikt med Jaysh Al Mahdi, og forklaringen kan ikke lægges til grund. Nævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne og Al Daawa-partiet i anledningen af sit arbejde som kok på en amerikansk militærbase til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om baggrunden for konflikten under de afholdte samtaler. Det fremstår endvidere påfaldende, at ansøgeren først udrejste i […] 2015 henset til, at han angivelig bekendt med arrestordren mod ham i slutningen af 2011 eller 2012. Det må under disse omstændigheder også anses for påfaldende, at ansøgeren kunne få udstedt et pas og udrejse legalt af landet, og at i øvrigt i en længere periode kunne bo og arbejde i byen Al-Fajer. Ansøgerens forklaring om konflikter som følge af sine løbende politiske aktiviteter og de i den anledning fremsatte trusler i perioden fra 2006 og frem til udrejsen i 2015 fremstår ikke troværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt selv personligt er blevet opsøgt eller truet af Asaib Ahl Al Haq, Failak Badr, Al Mawt, Hisbolla eller Al Daawa, og det først er efter ansøgerens udrejse, at Al Daawa og Asaib Ahl al-Haq skulle være begyndt at opsøge ansøgerens ægtefælle og hendes familie. Mere generelt har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens første konflikt angiveligt blev indledt i 2005, og at han først udrejste i 2015. Han har i en periode på 10 år kunnet bo i Irak og er desuden blevet gift i landet. Herefter, og idet ansøgeren heller ikke i øvrigt har anført forhold, herunder om frygt for ISIL, der kan føre til, at han har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Irak/2017/201/STR
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer fra Sulaymaniyah, Irak. Den mandlige ansøger har været medlem af det kurdiske parti PUK (Patriotic Union of Kurdistan) siden 1993. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet han har kæmpet imod dem som peshmerga. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i 2015 patruljerede et område omkring Kirkuk for at undgå, at ISIL’s styrker sneg sig ind i byen. I forbindelse med dette arbejde formoder den mandlige ansøger, at hans identitet er blevet kompromitteret, og han har efterfølgende modtaget to truende telefonopkald samt en dom fra ISIL, der angiver, at den mandlige ansøger skal henrettes. For Flygtningenævnet har den mandlige ansøger tillige oplyst, at han frygter sin tidligere arbejdsgiver peshmerga, idet han har forladt sin stilling hos peshmerga uden forinden at have fået tilladelse hertil. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at det er hans opfattelse, at peshmerga tror, at den mandlige ansøger har taget kontakt til ISIL for at beskytte sin familie, hvorfor det er den mandlige ansøgers formodning, at han nu er efterstræbt af peshmerga. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at ISIL vil slå ansøgeren og hendes familie ihjel, idet de har truet ansøgerens ægtefælle. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælles konflikter med ISIL begyndte i 2015, omkring to måneder før ansøgernes udrejse af Irak. [I sommeren] 2015 ringede en ukendt arabisktalende mand til ansøgerens ægtefælle. Ansøgerens ægtefælle forstod ikke, hvad der blev sagt, da han ikke taler arabisk. [Dagen efter] ringede en anden ukendt mand til ansøgerens ægtefælle, som talte dårligt kurdisk. Manden forklarede, at han repræsenterede ISIL, som tidligere havde forsøgt at ringe til ansøgerens ægtefælle. ISIL ønskede at samarbejde med ansøgerens ægtefælle, idet han var peshmerga og havde kontrol over et område, som ISIL ønskede at få adgang til. Den kvindelige ansøgers ægtefælle nægtede at samarbejde. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at hendes ægtefælle, [seks dage efter det andet telefonopkald], modtog et trusselsbrev fra ISIL, som var lagt i garagen. Af brevet fremgik, at den kvindelige ansøgers ægtefælle ville blive halshugget. Efterfølgende tog den kvindelige ansøger og hendes børn over til sin søster, hvor de opholdt sig i to måneder frem til udrejsen. Den kvindelige ansøgers ægtefælle opholdt sig på sit arbejde frem til udrejsen. Endelig har den kvindelige ansøger oplyst, at hun på intet tidspunkt selv har haft kontakt til ISIL eller haft en konflikt med ISIL. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund, idet forklaringen fremstår udbyggende, divergerende og i hvert fald delvist konstrueret til lejligheden. For så vidt angår det asylmotiv, som ansøgerne har angivet over for Udlændingestyrelsen om den mandlige ansøgers konflikt med ISIL, har Flygtningenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte hans forklaring om, at han har været persmerga. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at den mandlige ansøger for Flygtningenævnet har forklaret udbyggende blandt andet vedrørende spørgsmålet om, hvorfra ISIL skulle have fået oplyst hans ansøgeres adresse og telefonnummer, idet han ud over andre peshmergaer som kilde nu også blandt andet angiver personer, som han har været anholdt af ham, som mulig kilde for ISIL. Yderligere har ansøgeren udbyggende for Flygtningenævnet forklaret, at han fik tilbudt penge af ISIL for at slutte sig til dem. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvad ISIL ville have ham til at gøre, da de kontaktede ham telefonisk, idet han under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han skulle lade ISIL krydse et strategisk område, hvor ansøgerens enhed hørte til, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at ISIL ville have ham til at tilslutte sig dem. Endvidere har ansøgeren tidligere forklaret, at han kontaktede sin overordnede, efter at han havde modtaget trusselsbrevet, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han også kontaktede sin overordnede allerede efter telefonopkaldene. Yderligere har den kvindelige ansøger under asylsamtalen forklaret, at den mandlige ansøger besøgte hende og børnene tre til fire gange, mens de opholdt sig hos hendes søster, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at den mandlige ansøger først besøgte dem dagen før udrejsen og det med henblik på at hente passene, så han kunne søge visum. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at den mandlige ansøgers forklaring om hans konflikt med ISIL fremstår utroværdig. Det bemærkes herved tillige, at der gik to måneder fra, at den mandlige ansøger angiveligt modtog brevet om henrettelsesafgørelsen, indtil ansøgeren og familien forlod området, og de forlod først området efter at givet sig tid til at søge visum til Tyrkiet, hvilket heller ikke støtter ansøgernes forklaringer. Det brev af [efteråret] 2015, som angiver at stamme fra ISIL, kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ikke er fremkommet med en sandsynlig og troværdig forklaring på, hvorfor brevet først næsten to år efter dateringen og kort tid før sagens behandling i Flygtningenævnet er nået frem til ansøgeren. Den mandlige ansøger har endvidere for Flygtningenævnet som nyt asylmotiv henvist til, at han nu også frygter Peshmerga, da han er udrejst uden deres tilladelse, og da de nu nok tror, at han har tilsluttet sig ISIL for at beskytte sin families liv. Heller ikke den mandlige ansøgers forklaring vedrørende denne del af asylmotivet kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om denne frygt, selv om han kunne have anført dette allerede i ansøgningsskemaet. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at hans chef opfordrede ham til at passe på sig selv og sin familie i anledning af kontakten fra ISIL, da Peshmerga ikke kunne opklare, hvem der havde fremsat truslerne, og da de ikke kunne beskytte ham og hans familie. Endvidere er ansøgeren udrejst legalt og efter det oplyste med visum til Tyrkiet. Ifølge ansøgerne har Peshmerga heller ikke efterfølgende hos familiemedlemmer søgt oplysninger om, hvor ansøgerne opholder sig. Der foreligger således ikke oplysninger, der sandsynliggør, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Sulaymaniyah har grund til at frygte Peshermega. Da Flygtningenævnet således efter en samlet vurdering ikke kan lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund, finder nævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/200/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Fallujah, al Anbar, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL, idet ansøgeren har arbejdet som skolelærer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser, idet de betragter sunnimuslimer som terrorister. Ansøgeren har videre henvist til, at hans bror blev dræbt i 2007 af ISIL, fordi han arbejdede som politibetjent. ISIL angreb Fallujah i december 2013. Ansøgeren blev i marts 2014 opsøgt og tilbageholdt af medlemmer fra ISIL, idet de mistænkte ham for at samarbejde med de irakiske myndigheder ligesom sin bror. Ansøgeren var tilbageholdt i to til tre dage, og han blev under tilbageholdelsen afhørt og udsat for tortur. I slutningen af marts 2014 var der et luftangreb, under hvilket det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende flere centrale punkter, herunder vedrørende antallet af dage, han var tilbageholdt af ISIL, hvem der var til stede på bopælen, da ansøgeren efter sin flugt fra ISIL vendte tilbage hertil, samt om hvorvidt ISIL talte til ansøgeren, da de hentede ham på bopælen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at han modtog telefoniske trusler fra ISIL i perioden mellem 2007 og 2014, hvilket er en udbygning af ansøgerens tidligere forklaring. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende om sin flugt fra ISIL i marts 2014. Flygtningenævnet finder derfor heller ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. De generelle forhold, herunder forholdene for sunnimuslimer i områder, der tidligere er kontrolleret af ISIL, findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/20/MKT
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, da hun er sunni-muslim og statsløs palæstinenser. Derudover frygter hun de generelle forhold i Irak. Til støtte herfor har ansøger oplyst, at hendes far har været tilbageholdt af de irakiske myndigheder i 2006, da hans ID-kort var udløbet. Da faren blev løsladt forlod hele familien Irak og tog ophold i Syrien. Ansøgeren har forklaret, at hun er født og opvokset i Irak indtil 2007, da familien udrejste til Syrien. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Irak, hvor hun har haft ophold i hovedparten af sit liv. Ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sine asylmotiver. Først under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun ved indrejse i Irak frygter at blive kidnappet og blive brugt som pression for at få hendes familie til at vende tilbage til Irak, fordi hendes far er efterlyst. Ansøgeren har også først under nævnsmødet forklaret, at hendes far er efterlyst, fordi han flygtede fra fængslet i 2006, og at han var blevet anholdt alene med den begrundelse, at han er palæstinenser. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at faderen blev anholdt, fordi hans opholdstilladelse var udløbet, at han var fængslet i nogle dage, hvorefter han blev løsladt, og at familien udrejste efter at have søgt visum flere steder, nogle måneder senere. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hendes far er efterlyst i Irak til grund. Det beror på ansøgerens egne formodninger, der ikke er underbygget, at hun vil være i risiko for at blive solgt til IS. Ansøgeren har ikke personligt haft konflikter i Irak. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Irak – trods meget vanskelig – ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i dom af 23. august 2016, (Case of J.K. and others v. Sweden), har udtalt, at den generelle sikkerhedssituation i Baghdad ikke har nået et niveau, hvor det må antages, at enhver, der opholder sig på stedet, vil være i risiko for overgreb, omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/2/MJM
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [mindre by], Salah ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at Isil vil slå ham ihjel, idet han flygtede fra [mindre by] i stedet for at arbejde som sygeplejerske for Isil ved fronten. Han frygter endvidere, at den shiitiske milits Hashd Al Shaabi vil slå ham ihjel, idet militsen vil betragte ham som en, der har samarbejdet med Isil. Ansøgeren frygter ydermere, at peshmergaerne vil slå ham ihjel, idet peshmergaerne ligeledes vil betragte ham som en, der har samarbejdet med Isil. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Isil overtog kontrollen med hospitalet i [mindre by] i [sommeren] 2014, og at ansøgeren arbejdede på hospitalet som sygeplejerske. Han fortsatte sit arbejde på hospitalet, hvor han også behandlede sårede medlemmer af Isil. I [starten af] 2015 blev to sygeplejersker taget med til fronten af Isil med en til tre ugers mellemrum. Sygeplejerskerne vendte ikke tilbage til hospitalet. I [starten af] 2015 slog Isil en læge ihjel, idet lægen havde nægtet at tage med til fronten. Isil henvendte sig til ansøgeren [i sommeren] 2015 for at fortælle ham, at han skulle med til fronten to dage senere. Ansøgeren meddelte Isil, at han ville tage med til fronten, men han ringede efterfølgende til sin ven, [A], og en halv time senere tog ansøgeren hjem til [A]. [A] arrangerede ansøgerens udrejse af Irak, hvorefter ansøgeren udrejste af [mindre by] samme aften, og han udrejste af Irak [i sommeren] 2015. Han var ikke udrejst af [mindre by] tidligere i løbet af de forudgående 15 måneder, idet der var medlemmer af Islamisk Stat overalt. Isil opsøgte ansøgerens mor få dage efter hans udrejse af Irak for at spørge efter ansøgeren, og Isil opsøgte hans mor igen omkring en uge senere for at smide hans mor ud af hendes hus. Flygtningenævnet finder, at dele af ansøgers forklaring på centrale punkter fremstår usandsynlig. Forklaringen om, at Islamisk Stats gav ham 2 dages varsel fremstår usandsynlig, henset til at det gav ansøger 2 dage til flygte. Forklaringen om, at ansøger udrejste af [mindre by] med mindre end en dags varsel fremstår tillige usandsynlig henset til, at det efter ansøgers oplysninger ikke havde været muligt at for ham at udrejse de forudgående 15 måneder, idet der var islamisk stat medlemmer overalt. Uanset om hovedparten af ansøgers forklaring måtte blive lagt til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, da Isil ikke længere har kontrollen over ansøgers hjemområde. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde kan begrunde at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger har oplyst, at han frygter den shiitiske milits Hashd Al Shaabi. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøger har oplyst, at han ikke har nogen konkrete konflikter med Hashd Al Shaabi, og at ansøger ikke har oplyst om nogle forhold, der efter Flygtningenævnets vurdering skulle gøre ansøger særlig profileret i forhold til Hashd Al Shaabi. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger tidligere har oplyst, at han frygter peshmergaerne. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøger har oplyst, at han ikke har nogen konkrete konflikter med peshmergaerne, og at ansøger ikke har oplyst om nogle forhold, der efter Flygtningenævnets vurdering skulle gøre ansøger særlig profileret i forhold til peshmergaerne. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund ikke, at ansøger som følge af sit navn og det forhold, at han er sunni-muslimsk mand og har arbejdet som sygeplejerske på et hospital i et område og på et hospital, der tidligere var kontrolleret af Isil, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/199/IVK
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Baiji-distriktet i Salad Ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser, idet han er sunni-muslim, og fordi han frygter, at ISIL er blevet bekendt med, at han har arbejdet for de amerikanske styrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har boet i Green Zone, hvor han har arbejdet for de amerikanske styrker i [basen A]. I 2006 opsøgte ISIL farens bopæl to gange. Videre har ansøgeren forklaret, at han blev angrebet i 2010, mens han kørte i bil med sin far og sin morbror. De kom kørende ad den vej, der kaldes for ”lufthavnsvejen”, da der blev skudt mod deres bil. Hans morbror blev dræbt, og hans far blev lam som følge af skuddene. Ansøgeren frygter, at ISIL er blevet bekendt med, at han har arbejdet for de amerikanske styrker, idet hans faster, [A], havde fortalt sine naboer, at ansøgeren havde fået et arbejde i Green Zone, og fordi det var almindeligt kendt, at alle der arbejdede i Green Zone havde en tilknytning til de amerikanske styrker. Videre har ansøgeren forklaret, at det sunni-muslimske område, som han kom fra, er blevet ødelagt af ISIL, og at hans morbrors onkel blev slået ihjel af en selvmordsbombe, mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark. Videre har ansøgeren fået tilsendt et trusselbrev sendt til ham [i sommeren] 2014 fra den shiitiske milits Asa’ib Ahl al-Haq. Brevet blev smidt ind til ansøgerens bedsteforældre. Brevet er overgivet til politiet, og hans familie har fået lov til at tage et billede af det, som de har sendt til ansøgeren via sms. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller forfulgt, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at det er meget farligt at være homoseksuel i Irak. Han har først fortalt om sin seksualitet til sin advokat, fordi han ikke har turdet fortælle om det tidligere. Han har deltaget i 5-6 arrangementer for homoseksuelle, herunder Copenhagen Pride. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens familie blev opsøgt to gange i 2006 af ISIL, og at han i 2010 var udsat for en skudepisode, hvor hans morbror blev dræbt og hans far ramt af skud. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse forhold kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at ISIS har fået kendskab til, at ansøgeren har arbejdet for amerikanerne i Green Zone, ligesom det er ansøgerens egen formodning, at skudattentatet i 2010 var rettet mod ham personligt. Flygtningenævnet har ved denne vurdering også lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet personlige konflikter efter skudepisoden i 2010, og at han i denne periode har boet næsten 1 år uden for Green Zone uden at opleve problemer. Flygtningenævnet bemærker herved, at det brev, som ansøgeren har fået tilsendt via sms og som angiveligt skulle være smidt ind til hans bedsteforældre omkring [i sommeren] 2014, ikke kan tillægges nogen vægt. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret om dette brev efter, at han har fået afslag på sin asylansøgning, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerens familie ikke skulle have advaret ham da brevet blev modtaget, idet familien angiveligt har afleveret brevet til politiet samt på at ansøgeren har opholdt sig uden problemer i Bagdad i næsten 1 år efter, at brevet var afleveret. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom forekommer udbyggende og utroværdig. Han har således først under sin samtale med sin advokat oplyst, at han er homoseksuel. Ansøgerens forklaring om hvornår og hvordan han opdagede, at han var homoseksuel forekommer utroværdig. Det samme gælder ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han først efter, at han modtog afslag på sin asylansøgning har forklaret herom. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at gengive navnet på den organisation, som han angiveligt er tilknyttet. Det brev, som ansøgeren har fremlagt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på bl.a., at ansøgeren for nævnet har forklaret, at brevskriveren er hans partner, mens det af brevet fremgår, at der er tale om en ven, som ansøgeren har fortalt om sin seksualitet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, idet bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/198/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere fra [en mindre by], Salahdin, Irak. Den mandlige ansøger er sunni-muslim, og den kvindelige ansøger er shia-muslim. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet hans ægtefælle er shia-muslim. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af irakiske shia-militser, idet den mandlige ansøgers hus er blevet bombet af shia-militser, efter huset var blevet overtaget af ISIL. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans problemer i hjemlandet startede i 2007, da Al-Qaeda overtog kontrollen med ansøgerens hjemby […]. Grundet de generelle trusler mod shia-muslimerne i området, flygtede ansøgeren med sin familie til Syrien, hvor de opholdt sig indtil 2009, hvorefter de vendte tilbage til Irak. I slutningen af 2009 eller begyndelsen i af 2010 forsøgte ukendte gerningsmænd at bortføre ansøgerens datter. Den mandlige ansøger meldte efterfølgende bortførelsesforsøget til de irakiske myndigheder. I [sommeren] 2014 indtog ISIL […], hvorfor ansøgeren og hans familie flyttede til Kirkuk [to måneder senere i sommeren] 2014, hvor de opholdt sig frem til [sommeren] 2015, hvor de blev presset til at forlade byen, idet den mandlige ansøger og hans familie er arabere. Da den mandlige ansøger og hans familie forlod [deres hjemby], overtog ISIL ansøgernes hus. I begyndelsen af 2015 sprængte unavngivne shia-militser ansøgernes hus i luften i kampen mod ISIL. Den kvindelige ansøger har henvist til det samme asylmotiv som den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de forinden deres udrejse af Irak individuelt og konkret har været udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgernes asylmotiv i det væsentlige vedrører den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak og de konflikter, der verserer mellem en række forskellige militser og grupperinger. Der henvises til, at Al-Qaedas overtagelse af [ansøgernes hjemby], hvor ansøgerne boede med deres børn ikke direkte og individuelt var rettet mod ansøgerne, som to år senere kunne vende tilbage til [deres hjemby], hvor de boede til 2014. Der lægges endvidere vægt på, at ISIL’s efterfølgende overtagelse af området og konfiskation af ansøgernes hus heller ikke kan anses for overgreb rettet direkte og individuelt mod ansøgerne, idet adskillige huse i området blev konfiskeret, ligesom de samme huse senere blev sprængt i luften af shia-militser, fordi husene tidligere var blevet konfiskeret af ISIL. Det bemærkes hertil, at ansøgerne ikke i øvrigt har haft konflikter med ISIL, og at de ikke i nogen henseende i øvrigt har haft kontakt med ISIL. De generelle sikkerhedsmæssige forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet tillægger det i øvrigt betydning, at ansøgerne ikke har forklaret overbevisende om omstændighederne for deres udrejse, idet der lægges vægt på, at den mandlige ansøger først under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at hans svoger hjalp med udrejsen mod bestikkelse, og at den mandlige ansøger over for nævnet har forklaret afglidende på spørgsmål om bestikkelsen, herunder om betalingen af 15.000 amerikanske dollars blev anvendt til udfærdigelse af visa eller udrejsetilladelser eller begge dele. Ansøgeren har under den tidligere oplysnings- og motivsamtale alene oplyst, at udrejsen foregik legalt fra lufthavnen i Najaf. Endvidere har ansøgerne ikke på en overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorvidt den mandlige ansøger var registreret på en liste over eftersøgte personer, der blev anvendt ved kontrolposter og i lufthavnen, hvorfra ansøgerne udrejste. Nævnet finder ikke, at et forsøg på at kidnappe ansøgernes datter i 2009/2010 kan tillægges betydning, idet der ikke på noget senere tidspunkt indtil ansøgernes udrejse har været lignende overgreb, og at ansøgerne i øvrigt ikke ved, hvem der stod bag forsøget. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/197/EMU
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [mindre by], Dhi Qar provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af Asaib Ahl al-Haq samt andre shiitiske militser, idet han er sunnimuslim. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter de generelle forhold i Irak, idet han har mistet sit ene ben og ikke kan forsørge sin familie. Ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans datter blev ramt af en bombeeksplosion [i foråret] 2007 og at Asaib Ahl al-Haq stod bag eksplosionen. I 2008 inddrog Asaib Ahl al-Haq ansøgerens plantage anført af [A], som er et højt profileret medlem af militsen. I 2014 henvendte Asaib Ahl al-Haq sig til den sportsklub, hvor ansøgeren arbejdede, og krævede at få ansøgeren fyret, fordi han er sunnimuslim. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren igen opsøgt af Asaib Ahl al-Haq og [A] på sin bopæl. Ansøgeren fik at vide, at hans hus skulle inddrages. Ansøgeren klagede efterfølgende til myndighederne og talte i den forbindelse med [B], som forsøgte at hjælpe ansøgeren med at løse konflikten med Asaib Ahl al-Haq. Ansøgeren fik efterfølgende at vide fra myndighederne, at de ikke kunne hjælpe ham, og at han var nødt til at flytte. Asaib Ahl al-Haq opsøgte ansøgerens bopæl fire gange, inden han og hans familie så sig nødsaget til at forlade bopælen. Ved fjerde besøg fremkom militsen med dødstrusler mod ansøgeren og hans familie. Ansøgeren opholdt sig forskellige steder hos venner frem til sin udrejse af Irak i [efteråret] 2015. Ansøgerens hustru, der er shiamuslim, tog sammen med parrets børn ophold hos hustruens familie, hvor de flere gange efter, at ansøgeren var udrejst, blev opsøgt af [A] og Asaib Ahl al-Haq militsen. I [efteråret] 2016 fremkom militsen med trusler mod ansøgerens familie og forøvede vold mod hans hustru, der herefter var nødt til at flygte, hvorfor ansøgeren ikke længere har kontakt til hende og parrets børn. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han [i efteråret] 2017 er blevet døbt, og at han også af denne grund frygter forfølgelse og overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været usandsynlig, udbyggende og divergerende, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det ikke er sandsynliggjort, at bombeangrebet i 2007 var rettet mod ansøgeren, fordi han var sunnimuslim. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at der var både sunni- og shia muslimer i bussen, at der var tre personer, der døde, og at der i alt blev såret 11 personer, herunder ansøgeren og hans datter. Ansøgeren har forud for nævnsmødet forklaret, at det beroede på hans formodning, at angrebet blev udført af Asaib Ahl al-Haq militsen og var rettet mod ham, idet der aldrig var nogen, der havde påtaget sig skylden for attentatet. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der var tale om et målrettet angreb, og at [A] fra Asaib Ahl al-Haq i 2015 direkte sagde til ham, at det var militsen, der havde stået bag angrebet. Ansøgeren har ikke i sit asylskema anført noget om, at han personligt var forfulgt forud for udrejsen men alene henvist til de generelle forhold i Irak og sit helbred. Han har i asylsamtalen forklaret udbyggende med hensyn til, at hans familie flere gange efter, at han var udrejst, skulle være blevet opsøgt af Asaib Ahl al-Haq militsen. Det bemærkes i den forbindelse, at dette skulle være sket første gang allerede 20 dage efter, at han var flygtet, og dermed forud for oplysnings- og motivsamtalen. Ansøgeren har endvidere udbygget sin forklaring yderligere under nævnsmødet, idet han har forklaret, at Asaib Ahl al-Haq militsen ved de efterfølgende opsøgninger af ansøgerens familie har krævet, at hustruen lod sig skille fra ham. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om han og hans datter befandt sig inde i bussen, eller om de stod ved et busstoppested og ventede, da bomben sprang, ligesom han har forklaret divergerende omkring omstændighederne i forbindelse med, at hans ejendom blev frataget ham, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at Asaib Ahl al-Haq militsen i 2015 fratog ham både hans jord og hus, hvorimod han i asylsamtalen har forklaret, at han blev opsøgt af militsen første gang i 2008, hvor de inddrog hans plantage, og at de herefter opsøgte ham igen fire gange i 2015, fordi de ville overtage hans hus. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om han og familien flygtede sammen til Shouk Al Shyoukh, hvor de opholdt sig frem til hans udrejse i november 2015, eller om hustruen og børnene tog ophold hos hustruens familie, mens han tog ophold hos forskellige venner, indtil han udrejste. Det bemærkes i den forbindelse, at der er tale om centrale elementer i ansøgerens forklaring, og at det ikke er godtgjort, at divergenserne og udbygningerne skyldes tolkevanskeligheder, eller at der var afsat for lidt tid til oplysnings- og motivsamtalen. Det er heller ikke sandsynligt, at Asaib Ahl al-Haq militsen lod gå fra 2008 og frem til 2015 uden at kontakte ansøgeren, set i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at militsen ønskede, at ansøgeren skulle forlade området, fordi han var den eneste tilbageværende sunni-muslim. Den omstændighed, at ansøgeren har mistet et ben og har problemer med sit syn, kan ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse, idet det bemærkes, at der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes endelig om denne del af ansøgerens asylmotiv, at de generelle forhold i Irak ikke er af en karakter, så det i sig selv kan begrunde asyl, heller ikke selvom ansøgeren er en sunnimuslimsk mand. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der omhandler konversion til kristendommen bemærker et flertal af nævnets medlemmer, at ansøgeren allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han hadede islam på baggrund af, hvad han blev udsat for i forbindelse med bombesprængningen i 2007. Han har videre forklaret om, hvordan hans interesse for kristendommen blev vakt efter ankomsten til Danmark og de overvejelser, der førte til, at han begyndte at gå i kirke og senere i [foråret] 2017 at modtage dåbsforberedende undervisning. Ansøgeren har over et længere forløb deltaget i gudstjenester, bibelgruppe og undervisning og er [i efteråret] 2017 blevet døbt. Flertallet finder herefter, at ansøgerens konversion er reel og et udtryk for en indre overbevisning og et ønske om også fremadrettet at leve som kristen. På den baggrund finder flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2017/193/CHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militserne Jayash Al Mahdi, Asaib Ahl al-Haq og Badr grundet sit erhverv som sanger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans konflikt med militserne begyndte i 2009, da han sang til en fest. Jayash Al Mahdi militsen dukkede op til festen og skød på folk. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at flygte fra stedet. Efterfølgende flygtede ansøgeren til Libanon, hvor han søgte asyl, idet han frygtede militsen, da han var sanger. Efter cirka en måneds ophold i Libanon blev ansøgeren kontaktet af sin familie, som fortalte ansøgeren, at Jayash Al Mahdi militsen havde kidnappet ansøgerens søn. På denne baggrund vendte ansøgeren tilbage til Irak og meldte sig selv til Jayash Al Mahdi militsen i bytte for sin søn. Ansøgeren var følgelig tilbageholdt af Jayash Al Mahdi militsen i ti dage, hvor han var udsat for vold. Ansøgeren lider fortsat af mén efter volden. Efter ti dage blev ansøgeren løsladt mod en løsesum på 30.000 US dollars, som hans slægtninge havde indsamlet og betalt. Omkring [sommeren] 2015 begyndte ansøgeren igen at synge til fester for at tjene penge. Ansøgeren nåede i perioden frem til sin udrejse at synge ved tre-fire anledninger. Ansøgerens sidste optræden var til sin vens bryllup, som fandt sted i [sommeren] 2015. Her fik ansøgeren igen problemer med militserne. Dagen efter optrædenen blev ansøgeren oplyst af brudgommen og andre venner, at han var blevet optaget på video under brylluppet, og at man herpå kunne se ham synge og optræde. Ansøgeren blev ligeledes oplyst, at optagelserne var givet videre til militserne. Samme aften besluttede ansøgeren at flytte med sin ægtefælle og børn til landsbyen [navn på mindre landsby], hvor ansøgeren boede med sin familie frem til sin udrejse den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring til grund, da forklaringen forekommer upræcis og påfaldende. Ansøgeren har forklaret upræcist om, hvor mange bryllupsfester han sang til i 2015. Han har således under oplysnings og motivsamtalen forklaret, at det var 2-3 bryllupsfester, under asylsamtalen at han sang til tre bryllupsfester. I advokatens indlæg er det oplyst, at ansøgeren har optrådt 3-4 gange som sanger, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han sang til 2 mindre og en større fest. I betragtning af, hvor centrale disse optrædener er for hans asylmotiv forekommer det påfaldende, at ansøgeren ikke har forklaret præcist herom. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at han i perioden inden flugten, hvor han holdt sig skjult i en landsby, alene havde kontakt til en nevø, og at han afbrød forbindelsen til andre for ikke at afsløre sit skjulested, mens han under asylsamtalen forklarede, at hans venner ringede til ham er par gange i den periode. Han har forklaret udbyggende under mødet i Flygtningenævnet om, at han i perioden fra 2009 til 2015 holdt sig skjult. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det alene beror på en formodning fra ansøgerens side, at han er efterstræbt af Jaysh Al Mahdi militsen i Irak efter sin seneste optræden som sanger ved et bryllup. Der er således ingen oplysninger om, at personer fra Jaysh Al Mahdi konkret har ledt efter ansøgeren eller at de efter hans flugt har forsøgt at finde hans familie. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren besluttede at flygte med sin familie til en landsby uden at spørge ind til, hvem der havde optaget en video af hans optræden til bryllupsfesten, eller hvordan videooptagelsen er kommet Jaysh Al Mahdi i hænde. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgeren ikke efterfølgende har søgt oplysninger om, hvorvidt brudgommen, som var hans gode ven, er blevet kontaktet af Jaysh Al Mahdi i anledning af bryllupsfesten, eller om de tre musikere, der optrådte sammen med ansøgeren, har oplevet problemer med Jaysh Al Mahdi. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/192/MJM
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kurder og moneteist fra Jalawla, Irak. Ansøgeren har været medlem for ISIL i fem måneder fra 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter repressalier fra de irakiske myndigheder, de kurdiske peshmerga-styrker og lokalbefolkningen generelt, idet han og hans far har været medlemmer af ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far altid har været meget religiøs. Ansøgeren var indskrevet på en koran-skole, og ansøgeren skulle generelt følge de islamske skikke. I 2013 overtog ISIL kontrollen med ansøgeren hjemby Jalawla, og ansøgeren opdagede, at hans far var medlem af ISIL. Ansøgeren blev herefter selv medlem af organisationen, og han udførte opgaver for ISIL ved to lejligheder. Ansøgeren transporterede herunder nye medlemmer til organisationen og smuglede våben fra Mosul til Jalawla. Efter peshmerga-styrkernes befrielse af byen blev ansøgeren overfaldet to gange i 2013. Som følge af overfaldene flyttede ansøgeren med sin morbror til Iran, hvor han opholdt sig i omkring et år, inden han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund, herunder sit ophold og liv i byen Jalawla, eller sit asylmotiv til grund. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit ophold og liv i byen Jalawla har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens manglende kendskab til grundlæggende forhold om byen Jalawla, herunder byens topografi, indbyggertal og gadenavne, samt at ansøgerens forklaring om, at ISIL havde røvet alt i byen, men at byen lignede sig selv efter peshmergaernes befrielse, ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om, at ca. 80 % af byen var ødelagt, og at byen var mennesketom. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre for grundlæggende aspekter af den islamiske trosretning til trods for, at ansøgeren angiveligt er vokset op med en meget religiøs far, og at han har gået til intensiv koranundervisning i flere år. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han af og til var forbeder, hvilket betød, at ansøgeren ledede bønnerne i moskéen, når imam ikke var til stede. Vedrørende ansøgerens asylmotiv har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ISIL overtog kontrollen med Jalawla og dermed, hvornår ansøgerens konflikter angiveligt opstod. Til oplysnings- og motivsamtalen den 7. juni 2016 og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at Jalawla blev besat i 2014 i en periode af fem måneder, samt at byen blev befriet i november 2014. Til asylsamtalerne den 29. november 2016 og 16. december 2016 har ansøgeren forklaret, at ISIL overtog kontrollen med byen i løbet af 2013. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sine angivelige aktiviteter for ISIL ikke ses at være i overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger. Til asylsamtalerne har ansøgeren forklaret, at han i maj 2013 kørte til Mosul, hvorfra han skulle hente våben fra ISIL og fragte dem til Jalawla. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid, at Mosul først blev overtaget af ISIL i juni 2014. Endvidere har ansøgeren på centrale punkter forklaret divergerende om sine angivelige aktiviteter for ISIL. Om våbentransporten fra Mosul har ansøgeren til asylsamtalen den 29. november 2016 forklaret, at han blev kørt af to ukendte arabere fra Jalawla til Mosul, at han blev bragt til en station, hovedkvarter eller lign., at han var tilbageholdt i en halv time, at han blev løsladt efter at have oplyst et særligt kodeord af sin far, og at han kørte med en kurdisk chauffør tilbage til Jalawla. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han fik strenge ordrer på at tage til Mosul, og at han havde forsøgt at modsætte sig, men at han var blevet truet på livet af sin far. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han kørte med en kurder til Mosul, at han blev bragt til et almindeligt hus, at han var tilbageholdt i to-tre timer, at der blev sendt et billede af ham til hans far, der bekræftede ansøgerens identitet, hvorefter han blev løsladt, og at ansøgeren ikke modsatte sig turen til Mosul. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet ændrede sin forklaring til, at han kørte en del af vejen til Mosul med to arabere. Om turen til (…) har ansøgeren til asylsamtalen den 29. november 2016 forklaret, at han skulle hente seks personer, mens han under nævnsmødet har forklaret, at det var tre til fire personer. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende om de to overfald, som han blev udsat for i henholdsvis (…) og Jalawla. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han for nævnet har forklaret, at han også havde et ID-kort fra ISIL med ansøgerens navn og billede på, hvilket han ikke har forklaret om tidligere. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/191/JHB
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger Irak. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at leve adskilt fra sin ægtefælle og de generelle forhold i Irak. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun føler sig truet i Bagdad, fordi der er drab og eksplosioner rettet mod alle personer i Bagdad. Hendes far modtog i 2007 og 2008 trusler over telefonen, og det er ikke efterfølgende sket noget. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun frygter den generelle situation i Irak, og at hun ikke personligt har været udsat for begivenheder i hjemlandet, som kan begrunde, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Baggrundsoplysningerne om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/190/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk bidun og shia-muslim fra [by], Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive slået ihjel af sin bror, da hun har nægtet at blive tvangsgift med en ældre kuwaitisk mand, samt at ansøgeren er stukket af hjemmefra. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at broren ønsker hende gift med en rig ældre mand, der kan forsørge ansøgeren og ansøgerens familie ved at betale familiens husleje og fødevarer. Ansøgerens bror fortalte første gang ansøgeren om, at hun skulle giftes med den ældre mand et år inden ansøgerens udrejse. I løbet af denne tid slog og truede broren ansøgeren. Broren sparkede ansøgeren mens hun sov, trak ansøgeren i håret, og slog ansøgeren steder på kroppen, hvor man ikke kunne se det. Ansøgerens bror fortalte ansøgeren, at han ville blive ved med at behandle hende dårligt, så længe hun nægtede at blive gift med den ældre mand. Ansøgeren har herudover henvist til, at man ifølge ansøgerens traditioner slår en pige ihjel, der er stukket af hjemmefra uden tilladelse. Ansøgeren udrejste af Kuwait [efteråret] 2015. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [efteråret] 2016 vurderet ansøgeren som værende statsborger i Irak. Ansøgeren har oplyst, at hun aldrig har været i Irak, hvorfor hun ingen konflikter har i Irak. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af ansøgerens nationalitet. Flygtningenævnet lægger vægt på, at der i sagen foreligger en visumansøgning, hvorved ansøgeren et halvt år inden den endelige udrejse har søgt visum til Danmark med henblik på besøg hos sin nuværende ægtefælle under angivelse af at være irakisk statsborger, ligesom der er vedlagt et irakisk pas med ansøgerens fingeraftryk, og et udrejsestempel fra Irak. Flygtningenævnet bemærker tillige, at ansøgerens sprog efter sproganalysen både kan passe til Kuwait og til den bopæl i Sydirak, der er oplyst i visumansøgningen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens asylmotiv til grund, idet det fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger – udover de urigtige forklaringer om ansøgerens statsborgerskab – vægt på, at ansøgeren heller ikke isoleret set på troværdig måde har kunnet forklare om sit asylmotiv. Hun har således ikke kunnet forklare overbevisende om, hvorfor hun trods forudgående trusler på livet fra sin bror skulle være rejst tilbage til Kuwait fra Tyrkiet efter videregivelse af visumansøgning og opholdt sig hos familien i yderligere cirka et halvt år inden sin endelige udrejse. Forklaringen i nævnet om, at det var smugleren, der bestemte tidspunktet for den endelige udrejse, uden at der var nogen konkret episode forud herfor er heller ikke i overensstemmelse med oplysningerne i asylskemaet om at udrejsen/flugten skete i umiddelbart tilslutning til pres fra broren. Den fremlagte angivelige fødselsattest og skolebevis fra Kuwait kan ikke i sig selv føre til et andet resultat. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/19/nke
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og efter det oprindeligt oplyste shiamuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af ukendte personer, der har truet hans far i [foråret] 2013. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han sammen med sin familie flyttede til Jordan i [foråret] 2013. Efter ankomsten til Jordan fortalte ansøgerens far, at han havde modtaget en konvolut med en patron i på sin arbejdsplads. Ansøgeren har for Flygtningenævnet som et nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og at han som følge heraf frygter forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. 1. De mod ansøgerens far fremsatte trusler: På det foreliggende grundlag, herunder at Flygtningenævnet ved afgørelse af [oktober] 2017 har meddelt ansøgerens far og mor afslag på asyl begrundet i de samme forhold vedrørende faren, som også ansøgeren har påberåbt sig, findes ansøgeren ikke i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at ansøgerens far har været udsat for en trussel, der skulle begrunde, at der meddeles ansøgeren asyl. 2. Oplysningerne om, at ansøgeren er konverteret til kristendommen: Om ansøgerens oplysninger om at være konverteret til kristendommen – der er et nyt asylmotiv fremsat for Flygtningenævnet – bemærkes, at nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet vist et vist, men meget overordnet, kendskab til kristendommen. Ansøgeren har ved samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 oplyst, at han er shiamuslim, men at han ikke beder eller går i moské. Han holder dog ramadan. Ved den senere samtale [i vinteren] 2016 er alene anført, at ansøgeren er shiamuslim. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han allerede før indrejsen i Danmark havde interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren til ingen af de to samtaler har oplyst om dette. Dette skal sammenholdes med, at konverteringen i form af dåben fandt sted på et tidspunkt, hvor han og familien havde modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en reel interesse, og at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der er på denne baggrund ingen grund til at tro, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Irak blev bekendt med hans konvertering. Flygtningenævnet finder herefter samlet set ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/189/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og efter det oprindeligt oplyste shiamuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de personer, der har truet hans far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far blev truet i [foråret] 2013. Ansøgerens far fandt en dag i [foråret] 2013 en konvolut med en patron i på sit kontor på universitetet. Den [foråret] 2013 udrejste ansøgerens far, mor og to mindre brødre til Jordan. Ansøgeren og hans to søstre blev i Irak. I [vinteren] 2013 udrejste ansøgeren selv af Irak, fordi der havde været trusler mod det firma, han arbejdede for. Efter ophold i Jordan og Tyrkiet vendte han tilbage til Irak i [vinteren] 2014. Omkring den [vinteren] 2015 blev ansøgeren udsat for et væbnet røveri på gaden af to ukendte personer, som truede ham og frarøvede ham hans pung og mobiltelefon. Samme dag bookede han en flybillet til at udrejse af Irak. Dagen efter røveriet henvendte en ukendt person sig til ansøgeren på gaden og spurgte ham, om hans familie var vendt tilbage til Irak. Da ansøgeren fortalte, at det kun var ham, der var vendt tilbage, sagde vedkommende, at ansøgeren og hans familie ikke ville slippe, selv hvis hans far var sluppet. Efter denne episode hentede ansøgeren sin taske derhjemme og tog over til sine venner, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Irak to-tre dage senere. Ansøgeren har for Flygtningenævnet som et nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og at han som følge heraf frygter forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. 1. De mod ansøgeren og dennes far fremsatte trusler: Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af asylansøgningsskema af [vinteren] 2015, at ansøgeren den [vinteren] 2015 blev udsat for et væbnet røveri, og at han derefter forlod Irak. Der er intet oplyst om den trussel, som ansøgeren hævder at være blevet udsat for kort tid efter røveriet. Foreholdt dette har ansøgeren henvist til, at medarbejdere ved Røde Kors havde sagt, at det ikke var nødvendigt at være særlig omhyggelig med udfyldelsen af dette skema, da der senere ville blive lejlighed til at uddybe det. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at medarbejdere ved Røde Kors skulle have udtalt sig som angivet, især da det på skemaet er fortrykt, at alle grunde til udrejse skal anføres. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at ansøgeren ved mødet i Flygtningenævnet har udtalt, at én af de væsentligste grunde til, at han udrejste af Irak, var det røveri, han var blevet udsat for. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret afglidende og divergerende om den trussel, han blev udsat for, ligesom han på gentagne forespørgsler var ude af stand til at forklare, hvordan hans mor reagerede, da han i 2014 meddelte sine forældre, at han havde til hensigt at vende tilbage til Irak. Herefter har ansøgeren ikke oplyst forhold, der kan medføre, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 på baggrund af ansøgerens egne forhold. På det foreliggende grundlag, herunder at Flygtningenævnet ved afgørelse af [oktober] 2017 har meddelt ansøgerens far og mor afslag på asyl begrundet i de samme forhold vedrørende faren, som også ansøgeren har påberåbt sig, findes ansøgeren ikke i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at ansøgerens far har været udsat for en trussel, der skulle begrunde, at der meddeles ansøgeren asyl. 2. Oplysningerne om, at ansøgeren er konverteret til kristendommen: Om ansøgerens oplysninger om at være konverteret til kristendommen – der er et nyt asylmotiv fremsat for Flygtningenævnet – bemærkes, at nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet vist et vist, men meget overordnet, kendskab til kristendommen. Ansøgeren har ved samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 oplyst, at han er shiamuslim, men at han ikke beder og går i moské. Ved den senere samtale [i vinteren] 2016 er alene anført, at ansøgeren er shiamuslim. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han allerede før indrejsen i Danmark havde interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren til ingen af de to samtaler har oplyst om dette. Dette skal sammenholdes med, at konverteringen i form af dåben fandt sted på et tidspunkt, hvor han og familien havde modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en reel interesse, og at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der er på denne baggrund ingen grund til at tro, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Irak blev bekendt med hans konvertering. Flygtningenævnet finder herefter samlet set ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/188/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og efter det oprindeligt oplyste shiamuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun arbejdede som jurist i det finansielle observationskontor under Landbrugs- og Byggeministeriet. Ansøgeren fik til opgave at undersøge samt afrapportere, hvorvidt de pågældende firmaer var korrekt registreret, herunder at afstemme, om de levede op til deres gennemføringsprocent. I den forbindelse afslørede ansøgeren, at de omtalte firmaer havde modtaget kapital for noget arbejde, som de ikke havde udført, og at de dermed ikke havde levet op til deres gennemføringsprocent. Ti dage før ansøgerens udrejse af Irak modtog ansøgeren om aftenen et anonymt opkald fra en mand, som bad ansøgeren trække rapporterne, der omhandlede korruption blandt de omtalte firmaer, tilbage, og han truede endvidere ansøgeren med at voldtage hende og hendes søster. Ansøgeren udrejste herefter til Jordan, hvor hendes forældre opholdt sig. Ansøgeren har dog for Flygtningenævnet forklaret, at der var tale om, at hun arbejdede i en kontrolinstans med reference til det irakiske parlament, og at hun havde opsyn med 25 ministerier. Hun har endvidere forklaret, at hun var bekendt med, at de firmaer, hvis transaktioner hun havde afsløret, var styret af religiøse bevægelser. Ansøgeren har for Flygtningenævnet som et nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun som følge heraf frygter forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. 1. De mod ansøgeren selv fremsatte trusler: Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgeren ikke i sit asylansøgningsskema af [vinteren] 2015 har omtalt truslen mod hende selv. Foreholdt dette har ansøgeren henvist til dels, at medarbejdere ved Røde Kors havde sagt, at det ikke var nødvendigt at være særlig omhyggelig med udfyldelsen af dette skema, da der senere ville blive lejlighed til at uddybe det, dels at hun frygtede, at andre asylansøgere kunne kopiere hendes oplysninger om asylmotiv. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at medarbejdere ved Røde Kors skulle have udtalt sig som angivet, især da det på skemaet er fortrykt, at alle grunde til udrejse skal anføres. Henset til den komplicerede og meget individuelle karakter af den angivelige trussel mod ansøgeren, der var nært knyttet til hendes uddannelse og ansættelse forekommer det heller ikke sandsynligt, at andre umiddelbart skulle kunne kopiere denne alene ud fra, at de havde set hende udfylde et skema. Når dette sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret divergerende om de telefoniske trusler, og at hun først efter at have modtaget afslag på ansøgning om opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen har oplyst, at den korruption, hun havde afsløret, var knyttet til religiøse bevægelser, finder Flygtningenævnet, at forklaringen om truslen må anses for konstrueret med henblik på at opnå et asylgrundlag. 2. De mod ansøgerens far fremsatte trusler: På det foreliggende grundlag, herunder at Flygtningenævnet ved afgørelse af [oktober] 2017 har meddelt ansøgerens far og mor afslag på asyl begrundet i de samme forhold vedrørende faren, som også ansøgeren har påberåbt sig, findes ansøgeren ikke i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at ansøgerens far har været udsat for en trussel, der skulle begrunde, at der meddeles ansøgeren asyl. Flygtningenævnet bemærker herunder, at ansøgerens forklaring om, at hun også er blevet truet telefonisk på grund af farens angivelige konflikt, har været divergerende og udbyggende og således fremstår som konstrueret. 3. Oplysningerne om, at ansøgeren er konverteret til kristendommen: Om ansøgerens oplysninger om at være konverteret til kristendommen – der er et nyt asylmotiv fremsat for Flygtningenævnet – bemærkes, at nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet vist et vist, men meget overordnet, kendskab til kristendommen. Det fremgår såvel af referat af ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen af [foråret] 2016 som referat af [vinteren] 2016, at ansøgeren oplyser at være shiamuslim og ikke har nogen intentioner om at forlade denne religion, respektive har haft nogen interesse for andre religioner. Foreholdt dette har ansøgeren forklaret, at der i et vist omfang må være tale om misforståelser ved tolkning. Flygtningenævnet bemærker, at begge referater er påtegnet af ansøgeren på hver side. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at det skyldes tolkeproblemer, at referaterne har dette indhold. Det forekommer endvidere påfaldende, at konverteringen i form af dåben fandt sted på et tidspunkt, hvor hun og familien havde modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en reel interesse, og at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der er på denne baggrund ingen grund til at tro, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Irak blev bekendt med hendes konvertering. Flygtningenævnet finder herefter samlet set ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/187/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og er født shia-muslin. Han oplyste ved sin indrejse til Danmark, at han i Irak besluttede sig for at være sunni-muslim. Ansøgeren har efterfølgende i Danmark konverteret til kristendommen. Han er fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hans bror, [A], og hans farbror, [B], vil slå ham ihjel, idet ansøgeren har skiftet fra at være shia-muslim til at være sunni-muslim, og idet hans bror også har truet med at slå ham ihjel, da han nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født shia-muslim, idet hans far var shia-muslim, men at hans mor var sunni-muslim. Ansøgeren har endvidere til støtte herfor oplyst, at han føler sig truet, idet hans bror var ledende medlem af shia-militsen Asaib Ahl Al-Haq og var medlem af Badr-militsen. I [foråret] 2014 begyndte ansøgeren at besøge den sunnimuslimske Mashtel moske sammen med sine sunnimuslimske venner. Ansøgeren fortalte sin mor, at han ville være sunni-muslim. I [foråret] 2014 fortalte ansøgerens farbror og ansøgerens bror ham, at han ikke kunne få del i sin fars arv, idet han var sunni-muslim. I [sommeren] 2014 besluttede ansøgeren, at han ville være sunni-muslim. Han holdt op med at besøge Mashtel moskeen, da hans mor ringede og fortalte, at hans bror og hans farbror holdt øje med ham, og at de vidste, at han besøgte en sunnimuslimsk moske. Under et besøg i moskeen [sommeren] 2014 modtog ansøgeren dette opkald. Da han forlod moskeen, lagde han mærke til, at hans brors bil var i nærheden af moskeen, og at hans bror og onkel var i bilen. Det først var hans bror, som kørte efter ansøgeren, og efterfølgende kom hans onkel. Ansøgeren flyttede derefter hjem til sin mormor og morbror. Hans mor ringede til ham i [efteråret] 2014 og fortalte, at hans bror havde sagt, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis han så ansøgeren ved den sunnimuslimske moske igen. I [efteråret] 2014 flyttede ansøgeren hjem til sin ven, [C], som boede i en sunnimuslimsk bydel. Ansøgeren udrejste af Irak [i efteråret] 2015. Da ansøgeren befandt sig i Tyrkiet, ringede hans mor og fortalte, at hans bror havde sagt, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis han vendte tilbage til Irak. Ansøgerens bror og hans brors ægtefælles brødre er medlemmer af shiitiske militser. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen for omkring et år siden, men han har først for omkring seks måneder siden været meget i kirke. Ansøgeren har efter, at han har konverteret til kristendommen talt med sin mor, der har sagt, at efter at hans bror og onkel har fået at vide, at ansøgeren er blevet kristen, vil de gøre alt for at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om sine asylmotiver til grund, idet forklaringerne om en række centrale punkter har været usandsynlige, upræcis og udetaljerede. Flygtningenævnet finder ikke at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre for den påberåbte konversion fra shia til sunni-muslim. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke på uddybende måde har kunnet redegøre for forskellene på at være shia og sunni-muslim, også henset til hans egne oplysninger om at han risikerede sit liv ved at blive sunni-muslim, at han ikke fandt en anden sunni-muslimsk moske, efter at han havde set sin bror og farbror ved Mashtel moskeen, og at han ved sin asylsamtale [i slutningen af] 2016 har oplyst, at han var ligeglad med religion. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylsamtalerne har forklaret divergerende om hans samtale med hans mor om hans konversion. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om tidspunktet og anstallet af trusler fra hans bror og farbror. Der er videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at han først valgte at udrejse af Irak næsten et år efter at han modtog den første trussel fra sin bror, henset til at han frygtede at broren og farbroren ville finde ham og slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder ikke at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre for den påberåbte konversion fra sunni-muslim til kristen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under sagen har udvist et yderst begrænset kendskab til kristendommen, herunder med hensyn til højtider, kendskab til lignelser og historier i bibelen og almindelige kristne traditioner, herunder hans tankevirksomhed i forbindelse med hans konversion. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin asylsamtale [i slutningen af] 2016 ikke havde nævnt sin interesse for kristendommen, og at han først i de seneste seks måneder efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl, har fået en større interesse for kristendommen, hvor han er begyndt at gå meget i kirke og fået kristendomsundervisning. Oplysningerne om, at ansøgeren føler sig truet af Asaib Ahl Al-Haq og Badr-militsen, kan ikke føre til andet resultat henset til, at der er tale om en generel frygt, og at der ikke er oplysninger om, at han konkret er blevet truet af militserne. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/186/IVK
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive kidnappet eller slået ihjel, idet hans far har modtaget en trussel fra ukendte personer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han rejste til Jordan sammen med sin far, mor og bror. Da de kom til Jordan, fortalte ansøgerens far, at han i [foråret] 2013 havde modtaget en konvolut på sit skrivebord på universitetet i Bagdad, hvor han arbejdede. Konvolutten indeholdt en patron, og afsenderen var ukendt. Efterfølgende udrejste ansøgeren fra Jordan til Danmark. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og at han frygter forfølgelse på grund heraf ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgeren har med baggrund i dette asylmotiv nedlagt påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, subsidiært hjemvisning. Den del af ansøgerens asylmotiv, der angår hans fars modtagelse af en trussel, er afledt af forældrenes asylmotiv i den sag, der er behandlet sammen med ansøgerens sag. Flygtningenævnet har i forældrenes sag udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers modtagelse af en trussel ikke forekommer overbevisende. Der er således flere forhold i forklaringerne, som virker påfaldende i forhold til, at det skulle være modtagelsen af en trussel, der begrunder deres ønske om at opnå asyl i Danmark. Ansøgerne har samstemmende forklaret, at de opfattede truslen som alvorlig og som rettet mod hele familien, og alligevel valgte de at opholde sig på deres bopæl i Bagdad indtil udrejsen, ligesom de udrejste uden tre af deres børn, der forblev boende i familiens hus. Efter ansøgernes forklaringer orienterede den mandlige ansøger ikke sin arbejdsgiver eller kolleger om truslen, ligesom de undlod at anmelde den til politiet. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, at ligeledes to af hans børn efterfølgende skulle have modtaget trusler. Den mandlige ansøger nævnte således intet herom i hverken asylansøgningsskemaet eller den første samtale (oplysnings- og motivsamtalen) med Udlændingestyrelsen. Ansøgerne har desuden forklaret forskelligt om indholdet af den trussel, som datteren skulle have modtaget, idet den mandlige ansøger har forklaret, at truslen angik hendes arbejde, mens den kvindelige ansøger – i hvert fald oprindeligt – har forklaret, at truslen angik den omstændighed, at datteren befandt sig i Irak uden sin far. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger både i asylansøgningsskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har givet udtryk for, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at de ikke længere kunne ”holde det ud”, ligesom flere dokumenter i sagen synes at pege i retning af, at ansøgernes udrejse har været planlagt i en periode, der ligger forud for episoden i [foråret] 2013. Det hører endelig med i billedet, at den mandlige ansøger indrejste i Danmark på et arbejdsvisum efter Green Card-ordningen, og at han først søgte om asyl i Danmark efter at have opholdt sig her i ca. 1 år og 3 måneder.Selv om ansøgernes forklaring om modtagelsen af en patron kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet endvidere, at oplysningerne herom er så uspecifikke, at det ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har således samstemmende oplyst, at ingen af dem har nogen konflikter med hverken enkeltpersoner, myndigheder eller grupperinger, hvorfor det forekommer helt tilfældigt, såfremt ansøgerne skulle være blevet truet. Det er herunder også uklart, hvem der lagde patronen på skrivebordet, og hvilket formål den angivelige trussel skulle tjene. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de generelle forhold i Irak kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker nævnet, at det af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fremgår, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden). Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Herefter er der heller ikke i ansøgerens sag grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 som følge af den trussel, som er oplyst modtaget af ansøgerens far, eller som følge af de generelle forhold i Irak. Om ansøgerens oplysninger om at være konverteret til kristendommen – der er et nyt asylmotiv fremsat for Flygtningenævnet – bemærkes, at nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen. Om asylmotivet bemærkes endvidere, at ansøgeren ifølge referatet fra hans oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 har oplyst, at han ikke praktiserer sin religion, og at han aldrig har interesseret sig for andre religioner. Ansøgeren har forklaret, at han fattede interesse for kristendommen omkring tre måneder efter sin indrejse i Danmark – dvs. [i sommeren] 2016. Det fremstår på den baggrund noget påfaldende, at ansøgeren intet forklarede herom hverken under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 eller under samtalen [i efteråret] 2016. Det forekommer endvidere påfaldende, at konversionen i form af dåben fandt sted på et tidspunkt, hvor han og familien havde modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgerens sandsynliggørelse af, at konverteringen er reel. Ansøgeren har vist et vist kendskab til kristendommen og de traditioner, der knytter sig hertil. Ansøgeren har imidlertid ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har for ham. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en reel interesse, og at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der er på denne baggrund ingen grund til at tro, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Irak blev bekendt med hans konversion. Flygtningenævnet finder herefter, at det således heller ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af konversionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/185/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i henholdsvis 2014 og 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer fra Al-Najaf, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, fordi han har modtaget en trussel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fandt en konvolut med en patron i på sit skrivebord, da han kom på arbejde på universitetet en morgen i [foråret] 2013. Efterfølgende bad han om orlov fra sit arbejde, hvilket blev bevilliget. Ansøgeren udrejste til Jordan, hvor han opholdt sig indtil [efteråret] 2014, hvorefter han udrejste til Danmark. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet hendes ægtefælle (den mandlige ansøger) er højtuddannet og har arbejdet på universitetet i Bagdad. Den kvindelige ansøger frygter endvidere de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle modtog en patron i en konvolut på sit arbejde i [foråret] 2013. Hun har endvidere oplyst, at forholdene i Irak generelt er dårlige, og at flere højtuddannede er blevet slået ihjel i Irak. Begge ansøgerne har for Flygtningenævnet som et nyt asylmotiv henvist til, at de er konverteret til kristendommen, og at de frygter forfølgelse på grund heraf ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgerne har med baggrund i dette asylmotiv nedlagt påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, subsidiært hjemvisning. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers modtagelse af en trussel ikke forekommer overbevisende. Der er således flere forhold i forklaringerne, som virker påfaldende i forhold til, at det skulle være modtagelsen af en trussel, der begrunder deres ønske om at opnå asyl i Danmark. Ansøgerne har samstemmende forklaret, at de opfattede truslen som alvorlig og som rettet mod hele familien, og alligevel valgte de at opholde sig på deres bopæl i Bagdad indtil udrejsen, ligesom de udrejste uden tre af deres børn, der forblev boende i familiens hus. Efter ansøgernes forklaringer orienterede den mandlige ansøger ikke sin arbejdsgiver eller kolleger om truslen, ligesom de undlod at anmelde den til politiet. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, at ligeledes to af hans børn efterfølgende skulle have modtaget trusler. Den mandlige ansøger nævnte således intet herom i hverken asylansøgningsskemaet eller den første samtale (oplysnings- og motivsamtalen) med Udlændingestyrelsen. Ansøgerne har desuden forklaret forskelligt om indholdet af den trussel, som datteren skulle have modtaget, idet den mandlige ansøger har forklaret, at truslen angik hendes arbejde, mens den kvindelige ansøger – i hvert fald oprindeligt – har forklaret, at truslen angik den omstændighed, at datteren befandt sig i Irak uden sin far. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger både i asylansøgningsskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har givet udtryk for, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at de ikke længere kunne ”holde det ud”, ligesom flere dokumenter i sagen synes at pege i retning af, at ansøgernes udrejse har været planlagt i en periode, der ligger forud for episoden i [foråret] 2013. Det hører endelig med i billedet, at den mandlige ansøger indrejste i Danmark på et arbejdsvisum efter Green Card-ordningen, og at han først søgte om asyl i Danmark efter at have opholdt sig her i ca. 1 år og 3 måneder. Selv om ansøgernes forklaring om modtagelsen af en patron kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet endvidere, at oplysningerne herom er så uspecifikke, at det ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har således samstemmende oplyst, at ingen af dem har nogen konflikter med hverken enkeltpersoner, myndigheder eller grupperinger, hvorfor det forekommer helt tilfældigt, såfremt ansøgerne skulle være blevet truet. Det er herunder også uklart, hvem der lagde patronen på skrivebordet, og hvilket formål den angivelige trussel skulle tjene. Om ansøgernes oplysninger om at være konverteret til kristendommen – der er et nyt asylmotiv fremsat for Flygtningenævnet – bemærkes, at nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen. Om asylmotivet bemærkes endvidere, at den mandlige ansøger ifølge referatet fra hans oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 har oplyst, at han dengang praktiserede sin religion, og at han aldrig havde interesseret sig for andre religioner eller overvejet at konvertere til en anden religion. Tilsvarende har den kvindelige ansøger i sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 oplyst, at hun praktiserede sin religion, herunder faster og beder, og at hun aldrig har interesseret sig for andre religioner. Det fremstår på den baggrund noget påfaldende, at ansøgerne angiveligt nu er konverteret til kristendommen, og navnlig at konverteringen er fundet sted på et tidspunkt, hvor de havde modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det fremstår endvidere noget påfaldende, at den mandlige ansøger har fundet anledning til at udarbejde en artikel/rapport med titlen [X]. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konverteringen er reel. Ansøgerne har under mødet for nævnet vist et vist kendskab til kristendommen, hvilket også afspejles i den artikel, som den mandlige ansøger, der i Irak arbejdede som universitetsprofessor, har skrevet om emnet. Ansøgerne har imidlertid ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for deres refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har for dem. Hertil kommer, at de for nævnet har forklaret udbyggende om deres interesse for kristendommen, hvilke forklaring ikke stemmer overens med det, de tidligere har oplyst i sagen om deres manglende interesser for andre religioner. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgernes konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en reel interesse, og at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der er på denne baggrund ingen grund til at tro, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Irak blev bekendt med deres konversion. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af konversion eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af personlige konflikter med myndigheder, enkeltpersoner eller andre. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de generelle forhold i Irak kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker nævnet, at det af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fremgår, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden). Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/184/CMA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i fire til fem demonstrationer, sidste gang i 2013. Ansøgeren er kortvarigt blevet tilbageholdt i forbindelse med disse, men har ikke efterfølgende modtaget straf for sin deltagelse i disse. Ansøgeren anser deltagelsen i demonstrationerne som afsluttede. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for repressalier fra familien til en pige, som han har haft et forhold til. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Irak. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i december 2014 mødte en pige ved navn […]. De fik kontakt og sås efterfølgende på [pigens] bopæl, når hun var alene hjemme. De havde endvidere kontakt via telefon og sms. Ved sidste besøg hos [pigen], omkring september 2015, blev forholdet opdaget af [pigens] storebror, der slog ansøgeren, råbte skældsord og truede ham. Ansøgeren forlod stedet, og han modtog herefter to telefoniske trusler af [pigens] bror. På grund af de modtagne trusler udrejste ansøgeren i oktober 2015 legalt af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de trusler, han skulle have modtaget fra sin kærestes familie. Han har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i] juni 2016 forklaret, at han først modtog 6-7 telefoniske trusler fra både kærestens far og hendes bror, og at han derefter blev truet personligt to gange af kærestens bror, en gang på et offentligt sted i Sulaymaniyah i maj/juni 2015 og en gang i juli/august på kærestens bopæl. Ansøgeren har derimod under samtalen [i] januar 2017 forklaret, at han kun modtog en personlig trussel fra kærestens bror, hvilket først skete i kærestens hjem. Han modtog umiddelbart herefter trusler i form af to telefonopkald fra kærestens bror, og han er aldrig blevet truet af kærestens far. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han modtog trusler fra kærestens bror i alt 6-7 gange, inklusive de trusler, der fandt sted den dag, episoden på kærestens bopæl fandt sted, og at kærestens bror fortsatte med at ringe til ham og true ham med at slå ham ihjel, indtil kort før ansøgeren udrejste. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sine telefonnumre og kontakten med kærestens bror. Under samtalen [i] januar 2017 oplyste ansøgeren, at han efter den anden telefonsamtale med kærestens bror – der fandt sted dagen efter episoden hos kæresten - købte et nyt sim-kort og herefter ikke havde kontakt med kærestens bror. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han havde to numre og bevarede sit gamle telefonnummer, så han kunne finde ud af, hvad der skete med kæresten, og at han flere gange efterfølgende blev ringet op af kærestens bror og truet på livet helt frem til kort før ansøgerens udrejse. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om varigheden af sine besøg hos kæresten, idet han under samtalen [i] januar 2017 oplyste, at besøgene aldrig varede mere end en ½ time, mens han for nævnet først har forklaret, at de varede 2-3 timer, men dernæst har korrigeret det til, at besøgene nogle gange varede omkring en time. De pågældende divergenser har en sådan karakter og et sådan omfang, at de ikke – som anført af ansøgeren – kan tilskrives problemer med tolkning. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have opsøgt kæresten i dennes hjem og have haft seksuelt samkvem med hende, efter at han blev klar over, at kærestens forældre havde set deres sms-korrespondance og billeder af dem sammen på kærestens telefon, og efter at kæresten i den forbindelse var blevet udsat for verbale og fysiske overgreb fra sin familie, idet ansøgeren herved udsatte dem begge for en ganske betydelig risiko. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at en person ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/183/nke
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, sunni-muslim og født i byen Fallujah, Anbar-regionen i Irak. Da ansøgeren var syv år, flyttede familien til landsbyen […] i Diyala-regionen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i Irak, herunder at blive dræbt af Islamisk Stat (ISIL), som i juni 2014 indtog landsbyen […], hvor ansøgeren boede. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter nogle for ham ukendte arabere, der truede ansøgerens far, da ansøgeren var barn. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far i Fallujah blev truet af nogle for ansøgeren ukendte arabiske mænd. Truslen fandt sted, mens ansøgeren var barn, og faren har ikke senere oplevet konflikter med arabere, ligesom ansøgeren ikke selv har haft konflikter med arabere. Da ISIL i juni 2014 indtog [ansøgerens landsby], flygtede ansøgeren til byen [anden by] i Diyala-provinsen med hjælp fra nogle for ansøgeren ukendte personer, hvor han tog ophold i en flygtningelejr. Ansøgeren opholdt sig omkring et år og fire måneder i [byen], hvorefter han udrejste illegalt af Irak, idet han ikke følte sig tryg i området. Ansøgeren har ikke har haft nogen personlig konflikt med ISIL. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder dog ikke, at ansøgeren herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak skulle være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller andre asylbegrundende overgreb, herunder fra ISIL eller arabere. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft personlige konflikter med ISIL eller arabere, der har en sådan intensitet, at dette kan begrunde en opholdstilladelse. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med andre, herunder myndigheder og privatpersoner, siden han i sommeren 2014 forlod sin landsby, […], der blev indtaget af ISIL, og tog ophold i flygtningelejren […], i ca. 1 år og 4 måneder i samme provins. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder Institute for the Study of Wars Iraq Control of Terrain Map: June 16, 2017, at ISIL ikke har kontrol over Diyala-provinsen, og den omstændighed, at ansøgeren er kurder, findes ikke i sig selv at kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til EMD af 23. august 2016 - J.K. and Others vs. Sweden, Application no. 59166/12, hvorefter de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at en person ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/182/nke
Nævnet hjemviste i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ved e-mail [fra primo] september 2017 med bilag har ansøgerens advokat fremsendt oplysninger om, at ansøgeren som nyt asylmotiv har henvist til frygten for, at hendes børn vil blive taget fra hende, herunder at ansøgerens 17-årige datter er blevet truet med at blive tvunget til at gifte sig med sin farbrors søn. Ansøgerens advokat har på den baggrund påstået hjemvisning af sagen og har uddybet dette i sit indlæg af [senere i] september 2017. Den beskikkede advokat nedlagde under nævnsmødet påstand om hjemvisning af sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen påstod sagen stadfæstet. Flygtningenævnet finder på det foreliggende grundlag ikke at kunne afvise, at det har en betydning for sagen at få den 17-årige datters forklaring om de oplevelser, som hun ifølge moderens nye oplysninger har haft. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på at vurdere sagen på ny efter at have hørt ansøgerens datter.” Irak/2017/181/nke
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer af trosretning fra henholdsvis [landsby], [by], Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter ISIL og den generelle situation i Irak. Endvidere har ansøgerne henvist til forholdene for sunnimuslimer, herunder særligt sunnimuslimer, der stammer fra områder, der tidligere har været under kontrol af ISIL. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har været tilbageholdt af de irakiske myndigheder og af ISIL. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 er opfyldt. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers konflikt med de irakiske myndigheder må betragtes som et afsluttet forhold. Nævnet har herved lagt vægt på, at myndighedernes tilbageholdelse af den mandlige ansøger fandt sted to år før ansøgernes udrejse, at den mandlige ansøger blev løsladt uden yderligere konsekvenser, og at den mandlige ansøger ikke efterfølgende har oplevet konflikter med myndighederne. Endvidere har ansøgerne efterfølgende fået udstedt pas til deres søn og er udrejst legalt af Irak. Endvidere finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har en konkret og individuel konflikt med ISIL, selvom han har været tilbageholdt, og ISIL ransagede familiens hjem i 2014. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har opholdt sig i [landsby] frem til september 2015 uden at opleve yderligere konflikter med ISIL siden 2014, og at han blev løsladt fra sin tilbageholdelse uden yderligere konsekvenser. Dertil kommer, at ISIL ikke længere har kontrollen over ansøgernes hjemområde. Derudover finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har nogen konkret og individuel konflikt med shiamuslimske militser. Ligeledes har den kvindelige ansøger ikke konkrete og individuelle konflikter med hverken myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grund til at antage, at ansøgerne ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgernes hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/180/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af Sader-bevægelsen, da ansøgeren i forbindelse med et slagsmål talte nedsættende om bevægelsens åndelige leder og dennes far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede i en tøjforretning og som supplement hertil i skjul solgte whisky fra 2014 og frem til sin udrejse af Irak. Omkring [foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af tre ukendte personer fra Mahdi militsen. De kørte ansøgeren til deres hovedkontor, hvor ansøgeren fik ordre på at underskrive et dokument. Det fremgik af dokumentet, at ansøgeren ikke længere ville sælge alkohol. Ansøgeren underskrev dokumentet og fik lov til at gå. Omkring et par måneder senere genoptog ansøgeren salget af whisky. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af et medlem af Mahdi militsen, som er en del af Sader-bevægelsen. Ansøgeren slog manden med en sten og udtalte sig stærkt negativt om bevægelsen og bevægelsens leder. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til, at han har solgt alkohol. Nævnet kan derimod ikke lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til det påberåbte asylmotiv, der skulle have fundet sted [i sommeren] 2015. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om optakten til begivenheden, og hvad der skete under denne. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han var på vej hjem, da en bil kom op på siden af ham, og en person steg ud og ville tage ansøgeren med. Under samtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsbehandling har ansøgeren forklaret, at han ventede på sin ven, fordi han var inviteret til en vens bryllup, da han blev råbt an og anmodet om at hoppe ind i bilen. Han har under samme samtale oplyst, at personen intet nævnte om alkohol, hvilket han tillige har oplyst til den beskikkede advokat, der har anført dette i sit indlæg. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret udbyggende om, at det var den samme bil, som blev anvendt, da han blev opsøgt i [foråret] 2015, ligesom han under nævnsbehandlingen udbyggende har forklaret, at manden, han kom i håndgemæng med, hed [A], hvilket han ikke tidligere har oplyst. Ansøgeren har ikke under nævnsbehandlingen kunne fremkomme med en rimelig forklaring på divergenser og udbygninger. Nævnet bemærker, at det nævnte må anses for at have en så nær tilknytning til ansøgerens asylmotiv, at det alvorligt anfægter hans troværdighed, at han først fremkommer med de divergerende og udbyggende oplysninger under nævnsbehandlingen og ikke kan fremkomme en rimelig forklaring på årsagerne til dette. Nævnet finder efter en samlet og konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/18/SEL
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være bidoon (statsløs) fra [mindre by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har [i vinteren] 2011 deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive fængslet på ubestemt tid af de kuwaitiske myndigheder, fordi han er flygtet fra fængslet og udrejst illegalt af Kuwait. Han har endvidere henvist til, at frygter de generelle forhold, fordi han er bidoon og ikke har nogen rettigheder. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ved tilbagevenden til Irak frygter, at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, fordi han ikke er irakisk statsborger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født og altid har boet i Kuwait frem til sin udrejse, og at han ingen rettigheder har i Kuwait, fordi han er bidoon og aldrig er blevet registreret ved de kuwaitiske myndigheder. [I vinteren] 2011 deltog ansøgeren og hans bror, [A], i en demonstration for bidooners rettigheder i Kuwait. Under demonstrationen blev [A] anholdt og fængslet af myndighederne. [A] var fængslet i omkring fire til otte måneder, hvorefter han blev løsladt. [A] fortsatte sin politiske aktivitet i Kuwait i omkring fire til seks måneder, hvorefter han udrejste af Kuwait. Frem til [A’s] udrejse blev ansøgerens bopæl opsøgt 10-15 gange af myndighederne, der ledte efter [A]. [I sommeren] 2012 blev ansøgeren anholdt og fængslet af myndighederne, fordi han havde deltaget i demonstrationen [i vinteren] 2011, og fordi myndighederne ikke kunne finde [A]. [I foråret] 2015 flygtede ansøgeren fra fængslet. Ansøgerens far havde arrangeret, at en for ansøgeren ukendt person hentede ansøgeren i fængslet og kørte ham hjem til bopælen hos sin familie. Efter fire dage var ansøgeren på vej ud for at handle, da han så, at politiet var på hans bopæl. Ansøgeren tog derefter ophold hos sin moster, [B], hvor han opholdt sig frem til sin udrejse. Mens ansøgeren opholdt sig hos [B], blev hans bopæl opsøgt to gange af myndighederne, som havde spurgt efter ansøgeren og [A]. Ansøgeren udrejste herefter af Kuwait. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens identitet lagt vægt på, at det af kopien af det pas, som Udlændingestyrelsen er kommet i besiddelse af, fremgår, at ansøgeren er irakisk statsborger, hedder [C] og er født [i efteråret] 1989. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det af ansøgerens Facebook-profil fremgår, at ansøgeren fremstår med navnet [D], og at det på flere af billederne er angivet, at han bor i Bagdad i Irak. Nævnet finder i den forbindelse at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han aldrig har haft en Facebook-profil, før han kom til Danmark, at det ikke er ham på billederne på Facebook-profil 2, og at det kunne være nogen, der ville gøre ansøger ondt, der har oprettet Facebook-profil 2 med billeder af ham, som utroværdig. Nævnet har herved henset til, at adskillige af billederne af ansøger er dateret før hans angivelige konflikt med [E], at der er kommentarer til billederne, der ligeledes stammer fra før konflikten, og at det i øvrigt forekommer usandsynligt, at [E] eller personer med tilknytning til ham skulle skade ansøgers sag på denne måde. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en fødselsattest/vaccinationskort, der angiveligt knytter ansøgeren til Kuwait, kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke har væsentlig betydning for sagens afgørelse, herunder vurderingen af, om ansøgeren i dag er bidoon (statsløs). For så vidt angår ansøgerens asylmotiv kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund, idet den fremstår divergerende og utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at myndighederne efter anholdelsen af ham [i sommeren] 2012 under afhøringen af ham oplyste, at hans bror havde fortalt, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationer, at han til asylsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede, at hans brors venner, der blev anholdt i forbindelse med demonstrationen [vinteren] 2011, under tortur havde fortalt myndighederne, at han havde deltaget i demonstrationen denne dag, og at han til gensamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at han formodede, at det det var stikkere blandt demonstranterne, der havde angivet ansøger til myndighederne. Nævnet finder ikke, at ansøger har været i stand til at give en troværdig forklaring på disse divergenser. Nævnet bemærker endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle være blevet anholdt næsten 1½ år efter, at han angiveligt havde deltaget i demonstrationen henset til, at han har forklaret, at hans brors venner i forbindelse med anholdelsen af dem havde oplyst myndighederne om, at ansøger havde deltaget i demonstrationen, og at hans deltagelse i demonstrationen lå tidsmæssigt før, at hans far i forbindelse med løsladelsen af hans bror angiveligt underskrev en erklæring om, at ingen af hans sønner måtte deltage i demonstrationer. Ansøgers forklaring om, at myndighederne skulle have anholdt ham, fordi de ikke kunne få fat i hans bror, forekommer hertil utroværdig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøger efter flugten fra fængslet tog ophold på sin bopæl, henset til at myndighederne måtte antages at rette henvendelse her, ligesom ansøgers forklaring om, at han tog hjem, fordi han savnede sin familie i den forbindelse forekommer utroværdig. Det forekommer endeligt påfaldende, at ansøgeren derefter tog ophold hos sin moster, der boede meget tæt på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er statsløs bidoon fra Kuwait eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er statsborger i Irak. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har nogen konflikter i Irak og ikke frygter noget ved en tilbagevenden hertil, og nævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren kan tage ophold i Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/179/CHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke væ-ret medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Jaysh al-Mahdi og ISIL, som hun mistænker for at have bortført hendes ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun som enlig kvinde med små børn ikke kan klare sig selv. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes svigerfamilie, for at holde børnene inden for familien, vil tvangsgifte hende. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hendes ægtefælle siden 2007 arbejdede som politimand, hvor han holdt vagt ved forskellige bygninger, senest ved en bank. Ansøgerens ægtefælle tilhører Bani-Ajil klanen, som er en stor klan/stamme, som holder til i det vestlige Irak, hvor ISIL har været og fortsat er stærke. Klanen har endvidere været indblandet i Speicher massakren. Den [nærmere angiven dato i sommeren] 2015 ringede ansøgerens ægtefælle til ansøgeren og oplyste, at han var på vej hjem efter en vagt. Ægtefællen kom imidlertid aldrig hjem, og ansøgeren har ikke set eller hørt fra ham siden. Da ægtefællen ikke kom hjem, kontaktede ansøgeren sin svoger, der kontaktede forskellige myndigheder for at få oplysninger om ham. Et par uger senere modtog ansøgeren et trusselsbrev, der var smidt ved indgangen. Ansøgeren kunne ikke af brevet læse, hvem der var afsenderen, men det fremgik, at de havde kidnappet ansøgerens ægtefælle. De forlangte en høj løsesum, og at ansøgeren forlod bopælen. Ansøgeren formoder, at det var shiamuslimske militser, men det kan også have været ISIL. Ansøgeren formoder, at det kan være ægtefællens efternavn, der er skyld i, at han er kommet i shiamuslimske militsers søgelys, idet de kan have mistænkt ham for at komme fra det vestlige Irak og dermed have støtte ISIL. Ansøge-ren forlod herefter straks bopælen og tog ophold hos sin søsters bopæl sammen med sine børn. An-søgerens søster bor hos sin svigerfamilie, hvorfor ansøgeren ikke kunne blive boende dér, idet svi-gerfamilien ikke ville acceptere det. Ansøgeren ønskede endvidere ikke at bo hos sin ægtefælles familie, idet traditionen er, at hun, hvis hendes mand erklæres død, skal tvinges til at blive gift inden for deres familie, enten med ægtefællens brødre eller fætre for at sikre, at børnene bliver inden for familien. Ansøgeren udrejse følgeligt af Irak den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015. Flygtnin-genævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Ansøgeren har for-klaret, at hun ikke ved, hvem der bortførte hendes mand. Dette fremgik heller ikke af det brev, hun senere fandt på bopælen, ligesom det heller ikke af brevet fremgik, hvordan eller hvor hun skulle aflevere løsesummen, eller hvad der ville ske, hvis hun ikke betalte, eller hvis hun ikke forlod huset. Ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at hun frygter, at hendes svigerfamilie vil tvangs-gifte hende bort. Ingen af ansøgerens svogre har givet udtryk for, at ansøgeren skulle giftes med en af dem eller med et andet familiemedlem, og det beror således på ansøgerens egen formodning, at svigerfamilien vil tvinge hende til at gifte sig. Ansøgeren har ikke modtaget konkrete trusler, rettet mod hendes søn, hvorfor det ligeledes beror på ansøgerens egne formodninger, at en ukendt milits-gruppe vil bortføre hendes ældste søn. Ansøgeren og hendes ægtefælle er shiamuslimer og har levet i et shiamuslimsk område i Bagdad. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren er eller vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af sin religion. Ansøgeren har ikke haft konflikter med myndigheder, grupperinger eller personer. Hun kunne uden problemer efter sin en-delige forklaring under nævnsmødet opholde sig i 4 uger hos sin søster i Bagdad. Familien i Bagdad er ikke blevet opsøgt eller har haft problemer siden ansøgerens udrejse, og ansøgerens mor, der lever i Danmark, har uden problemer besøgt familien i Irak og har herunder set, at ansøgerens hus står tomt. Ansøgeren må således formodes at have en bolig i Bagdad, ligesom hun har netværk i Irak i form af sin far, søster og svogre. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Efter en samlet vurdering fin-der Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/178/MJM
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive henrettet af de irakiske myndigheder, fordi han er deserteret fra det irakiske militær og er dømt til døden. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Hashd Al-Shaabi, idet han er flygtet fra militsen Kataeb Hizbollah. Endeligt frygter ansøgeren at blive slået ihjel af ISIL, da han har tjent i den irakiske hær og i den forbindelse været i kamp mod ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor for oplyst, at han har været i militæret fra 2006 til 2015. En ukendt dato i [vinteren] 2015 stod ansøgeren vagt ved en kontrolpost sammen med to andre fra den irakiske hær og medlemmer fra Kataeb Hizbollah-militsen. De standsede en civilbil med en familie, som nærmede sig kontrolposten. Militsmedlemmerne truede og bestjal familien, hvorfor ansøgeren i den forbindelse trak sit våben mod militsmedlemmerne. Militsmedlemmerne mistænkte familien for at være tilknyttet ISIL, hvorfor man aftalte at tilbageholde dem på basen, mens militsen kontrollerede om familien havde tilknytning til ISIL. Om natten, imens ansøgeren holdt opsyn med familien, smuglede han dem ud af basen, hvor han kørte familien til en bekendt, oberst [A], som var leder af [en større milits]. Obersten, som havde adgang til et register over medlemmer af ISIL, kunne oplyse, at familien ikke var tilknyttet ISIL. Efterfølgende vendte ansøgeren tilbage til basen, hvor han den følgende dag blev tilbageholdt af militsen, da det blev opdaget at familien var væk. Ansøgeren var tilbageholdt i alt fem måneder i fem til seks forskellige fængsler, hvor han dagligt blev udsat for tortur. En dag blev døren til den celle, hvor ansøgeren var tilbageholdt, åbnet af en bevæbnet person, der gav ham besked på at forlade cellen, hvorefter han flygtede væk fra militsens fangeskab. Ansøgeren valgte to uger senere at udrejse legalt af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Kataeb Hizbollah, idet forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på bl.a., at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der angiveligt holdt vagt i 10 timer, før han smuglede familien ud fra basen, ikke i løbet af denne tid gjorde noget for at kontakte oberst [A] telefonisk, men i stedet uden videre valgte at henvende sig personligt med familien til oberst [A]. Hertil kommer, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren problemfrit kunne smugle familien ud af basen og forbi vagtposten, ligesom ansøgerens forklaring om, at familien kunne frikendes som tilhængere af ISIL, fordi de ikke stod opført på en database, som oberst [A] havde adgang til forekommer usandsynlig. Ansøgerens forklaring om sin befrielse fra militsen og efterfølgende flugt med taxi forekommer heller ikke sandsynlig, ligesom forklaringen herom fremstår uklar og udetaljeret. Det forekommer herunder usandsynligt, at ansøgeren kunne komme med en taxi, henset til at han efter sin egen forklaring kun var iført beskidt undertøj og ikke var blevet vasket eller i øvrigt soigneret i de ca. 5 måneder, som han havde været tilbageholdt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren alene har givet en begrænset og udetaljeret forklaring om tilbageholdelsen, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at han skulle være tilbageholdt i 5 måneder og dagligt udsat for tortur, uden at militsen tilsyneladende i øvrigt ønskede oplysninger eller andet fra ham. Efter en samlet og konkret vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet således ansøgerens forklaring om sin konflikt med Kataeb Hizbollah. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er idømt dødsstraf for desertering fra den irakiske hær. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Landinfos Respons: ”Irak: Desertering fra den irakiske hæren” af den 13. december 2016, at den militære straffelov hjemler dødsstraf for desertering, men at denne hjemmel ikke er blevet anvendt. Der er således ikke fundet tilfælde, hvor enkeltpersoner er blevet strafforfulgt og dømt til døden for desertering i Irak. Hertil kommer, at ansøgeren er udrejst legalt af Irak ca. 7 måneder efter, at han skulle være blevet tilbageholdt og dermed udeblevet fra militærtjeneste. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt et dokument, som angiveligt er en udskrift af en dom fra [efteråret] 2015, hvoraf fremgår, at ansøgeren er idømt dødsstraf, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at det af det foreliggende baggrundsmateriale fremgår, at der er en høj forekomst af falske dokumenter i Irak og, at disse er lettilgængelige, samt på at dokumentet først er fremlagt efter, at ansøgeren havde fået afslaget fra Udlændingestyrelsen. På baggrund af vurderingen af ansøgerens troværdighed finder nævnet ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Irak/2017/177/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL og shia militser, idet ISIL betragter ansøgeren som en forræder, idet han ikke kæmpede for dem, men flygtede, og fordi han tog et ISIL-flag ned. Ansøgeren har som asylmotiv videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter for at blive slået ihjel af shia militser, fordi han er sunni og kommer fra et område, der har været kontrolleret af ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [ i sommeren] 2014 kom ISIL til ansøgerens landsby, hvorfor to af ansøgerens brødre, som havde været soldater i den irakiske hær flygtede til Kirkuk. ISIL satte et IS-flag op på en skole i landsbyen, og skolen blev derefter bombet. Ansøgeren troede, at bombningen skete som følge af ISIL-flaget, hvorfor han tog det ned. Fire personer fra ISIL tog ansøgeren med til en nabolandsby, hvor han blev stillet for en ISIL-domstol, som var blevet oprettet i området. På dommerens spørgsmål om, hvorfor ansøgeren havde taget flaget ned, svarede ansøgeren, at han var bange for nye bombninger. Han fortalte dommeren, at han ikke kunne dræbe og derfor ikke havde afgivet troskabsløfte til ISIL. Ansøgeren fik herefter lov til at tage hjem. Omkring to uger efter flygtede ansøgeren sammen med sin familie fra landsbyen. De flygtede til [en anden landsby], som ligger i Amerliy-området, hvor de boede hos ansøgerens faster. Ansøgerens fars farbror blev slået ihjel, da shia militser begyndte at slå sunni muslimer ihjel i [landsbyen], hvorfor ansøgeren sammen med sin familie flygtede videre til Kirkuk. Ansøgeren valgte efterfølgende at forlade Irak [i vinteren] 2015 på grund af de generelle forhold for sunni muslimske flygtninge i Kirkuk. Uanset om ansøgerens forklaring om konflikten med ISIL lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet ISIL ikke længere har kontrollen i ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – uanset de er vanskelige for sunni-muslimer – kan begrunde, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke alene som følge af sit navn og det forhold, at han er en ung sunni-muslimsk mand fra et område, der tidligere er kontrolleret af ISIL, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/176/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og to medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og katolik fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asyl-motiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af bevæbnede og ekstremistiske muslimer, idet hun er kristen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ikke har nogen familiemedlemmer i Irak at vende tilbage til, ligesom ansøgeren har henvist til den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun og hendes familie i 2000 oplevede chikane fra unge lokale mænd, idet de talte nedsættende til dem på grund af deres religiøse overbevisning. Ansøgeren har videre oplyst, at hun og hendes familie fra 2000 boede i området Mikanik, Bagdad, hvor nogle unge shiiter agerede som områdets ”beskyttere” ved at udstikke forskrifter for borgerne, herunder at kvinderne skulle bære tørklæde. Ansøgeren efterlevede disse forskrifter, og hun gik ikke meget udenfor hjemmet. Ansøgerens nabo blev slået ihjel af disse unge shiitter i 2003 på grund af uenighed om tørklædepåbuddet. Ansøgeren udrejste af Irak i 2004 og tog efterfølgende ophold i Libanon sammen med sin libanesiske ægtefælle. Ansøge-ren flygtede sammen med sine to børn fra ægtefællen i 2015, idet ægtefællen udsatte hende og bør-nene for fysisk og psykisk vold. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med udlændingestyrel-sen lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren såvel i Bagdad som efter flytningen herfra i 2004 har praktiseret sin kristne tro, og at ansøgeren, der er en enlig kvinde med to børn, ikke har noget netværk i Irak. På baggrund af det foreliggende bag-grundsmateriale om forholdene for kristne i Irak, finder Flygtningenævnet, uanset de generelle for-hold for kristne i Irak ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, at ansøgeren, der ikke har familie i Irak, ikke har været i Irak siden 2004 og derfor ikke har noget netværk i Irak, har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, som myndighederne ikke vil være i stand til at beskytte hende imod, hvorfor betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2017/175/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive bortført og dræbt af ukendte personer, idet ansøgeren modtog trusler fra ukendte personer i forbindelse med sin nevøs bortførelse og drab. Ansøgeren frygter herudover den generelle usikkerhed i Irak. Endvidere frygter hun myndighederne i Irak, idet hun er udrejst af Irak og har opholdt sig i Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes nevø [A] blev bortført fem til seks måneder efter ansøge-rens rejse til Tyrkiet i sommeren 2013. Tre personer trængte ind i ansøgerens lejlighed. To af perso-nerne bortførte [A], mens den tredje person forsøgte at voldtage ansøgeren. Personen skød ansøge-ren i foden, da ansøgeren modsatte sig, og ansøgeren fik ligeledes revet neglene af. Ansøgeren hav-de modtaget trusler omkring en måned forud for bortførelsen, og [A]s far modtog ligeledes trusler efter bortførelsen. [A]s far blev således kontaktet af [A]s bortførere ti dage efter bortførelsen, og der blev fremsat krav om løsesum. [A]s far betalte løsesummen og fik at vide, at [A] ville blive løsladt, men [A] blev ikke løsladt. Efter nogle dage anmeldte [A]s far bortførelsen til politiet, og han begyndte at lede efter [A]. [A]s bortførere kontaktede [A]s far samme dag for at høre, hvorfor han havde anmeldt bortførelsen. Nogle dage senere blev [A] fundet blandt de ukendte i et hospitals lig-hus, og dødsdagen blev fastsat til [en dag i efteråret] 2013, hvilket var før, der blev betalt løsesum. [A]s bortførere kontaktede ikke ansøgerens familie efter den dag, hvor [A]s far anmeldte bortførel-sen. Ansøgeren har forklaret, at tre maskerede mænd i [efteråret] 2013 trængte ind i hendes bolig, hvor de bortførte hendes nevø [A] og overfaldt ansøgeren, og at ansøgeren og hendes bror ([A]s far) i den forudgående periode havde modtaget trusler om, at [A] ville blive dræbt, hvis der ikke blev udbetalt penge. Ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om, hvorvidt truslerne også var rettet mod hende personligt, og om ansøgeren også modtog trusler efter bortførelsen og helt frem til udrejsen. Ansøgeren har videre forklaret, at hverken hun eller [A]s far siden har hørt fra bortførerne. Vedrørende bortførelsen af [A] har ansøgeren til samtalen med Udlændingestyrelsen side 10 forkla-ret, at ingen ved, hvem der bortførte [A], og hvorfor det skete, men at ”det hele handlede om pen-ge”. Ansøgeren har på flere punkter vedrørende fremsættelse af trusler forklaret upræcist, diverge-rende og usammenhængende, ligesom hendes forklaring herom for Flygtningenævnet fremstår ud-byggende. På denne baggrund lægges det til grund, at ansøgeren aldrig konkret er blevet truet eller opsøgt hverken af myndigheder, organisationer, militser eller privatpersoner, ligesom ansøgeren heller ikke har haft problemer med de pågældende. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren for Flygtningenævnet nu har forklaret, at hendes nabo skulle stå bag en række trusler fremsat mod hen-de. Hertil kommer, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om, hvor hun op-holdt sig efter bortførelsen af [A], idet hun for nævnet har forklaret, at hun i den følgende periode flyttede fra sted til sted. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist og divergerende om det præcise tidspunkt for bortførelsen af [A], og om det konkrete hændelsesforløb vedrørende bortførelsen af denne. Hertil kommer at ansøgeren og hendes nevø har forklaret indbyrdes divergerende og upræcist med hensyn til antallet af bortførelser af [A], med hensyn til hvor bortførelsen i 2013 fandt sted og med hensyn til den konkrete dødsårsag. Endelig var ansøgeren i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i [efteråret] 2015. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring herom. Ansøgeren, der udrejste legalt, fremstår i øvrigt helt uprofileret. Hertil kommer, at ansøgeren fortsat har nære familiemedlemmer i Irak. Vedrørende de generelt vanskelige forhold i Irak kan det ikke antages, at de er af en sådan karakter, at enhver returneret person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset de generelt vanskelige forhold i Irak, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/174/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter sine tre venner [A, B og C], idet de har tilknytning til ISIL og al-Qaeda, boede tæt på ansøgerens bopæl i Bagdad og desu-den er sunni-muslimer. Herudover frygter ansøgeren ISIL såvel som militser i almindelighed, her-under Bader, Saraya al-Salam samt Hezb al-Nusra, fordi de anvender hårdhændede metoder og er til stede i Irak. Videre frygter ansøgeren de generelle forhold i Irak, idet landet er præget af vilkårlige bombninger, sekteriske spændinger, terrorisme og høj arbejdsløshed. Endelig frygter ansøgeren de irakiske myndigheder, fordi han mener, at myndighederne er skyld i den manglende sikkerhed og arbejdsløsheden, som præger Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin familie [i efteråret] 2009 blev opsøgt af en gruppe amerikanere og en ukendt, maskeret person, som beskyldte dem for at være en del af Jaish al-Mahdi. Ansøgerens familie forklarede, at de var på amerikanernes side, idet ansøgerens morbror havde tolket for amerikanerne, hvorefter amerikanerne hurtigt forlod bopælen igen. Senere samme dag meddelte [A] ansøgerens familie, at al-Qaeda ville slå dem ihjel, såfremt de ikke forlod deres bopæl i [kvarteret i Bagdad], hvorfor ansøgeren og hans familie omgående flyttede til [en anden by]. [Senere i efteråret] 2009 opdagede ansøgerens familie, at bopælen i [kvarteret i Bagdad] var nedbrændt. Ansøgeren formoder, at årsagen var morbrorens tolkearbejde, og at dette forhold var kommet til [A, B og C’s] kendskab, fordi amerikanerne var ledsaget af den maskerede person under besøget på familiens bopæl. Videre har ansøgeren oplyst, at hans fætter, [D], blev kidnappet to gange af ukendte gerningsmænd, og at [D] blev dræbt, selvom [D’s] familie betalte løsesum. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans morbror […] var nødsaget til at melde sig til det irakiske militær af økonomiske årsager og siden faldt i kampen mod ISIL. Ansøgeren har til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen (side 11) forklaret, at han pludselig besluttede, at han havde lyst til at forlade Irak, fordi han havde det dårligt på grund af de generelle forhold i Irak og alle de ”ting”, som hans familie som følge deraf havde været udsat for. Ansøgeren udrejste, fordi han generelt havde levet et elendigt liv i Irak. Der var ikke nogen særlig begivenhed eller hændelse, som førte til udrejsen. Ansøgeren har til samme asylsamtale (side 8) blandt andet forklaret, at han aldrig er blevet opsøgt eller truet på grund af [morbrorens] aktiviteter hverken af myndighederne, organisationer, militser eller privatpersoner, ligesom ansøgeren heller ikke har haft personlige konflikter med de pågældende. Ansøgerens antagelse af, at familiens hus blev afbrændt i [efteråret] 2009 på grund af morbrorens arbejde som tolk for amerikanerne, herunder at [A, B og C] eller al-Qaeda eller ISIL stod bag, er alene baseret på formodninger. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om kidnapningerne af fætteren [D], herunder om tidspunkterne herfor, om tidspunktet for morbrorens arbejde som tolk og om chikane mod ansøgerens familie. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren og hans faster […] har forklaret indbyrdes divergerende og upræcist med hensyn til antallet af kidnapninger af [D], med hensyn til hvor kidnapningen i 2013 fandt sted og med hensyn til den konkrete dødsårsag. Endvidere har ansøgeren gennem sagens forløb forklaret upræcist og usammenhængende om trusler fremsat mod hans familie, herunder om hvem der stod bag disse trusler, og ansøgerens forklaring herom for Flygtningenævnet fremstår udbyggende. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgeren vedblivende opholdt sig i hjemlandet helt frem til udrejsen i [efteråret] 2015. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Oplysningerne om den chikane, som ansøgeren i øvrigt har oplyst, at han og hans familie har været udsat for, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren, der udrejste legalt, fremstår i øvrigt helt uprofileret. Hertil kommer, at ansøgeren fortsat har nære familiemedlemmer i Irak. Vedrørende de generelt vanskelige forhold i Irak kan det ikke antages, at de er af en sådan karakter, at enhver returneret person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset de generelt vanskelige forhold i Irak, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/173/ATN
Nævnet stadfæstelse i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra as-Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin stedmor, som har behandlet ansøgeren dårligt, slået hende og udsat hende for trusler. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke har nogen i Irak, der kan beskytte hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun hele sit liv er blevet behandlet dårligt af sin stedmor. Stedmoren ydmygede og slog ansøgeren og ansøgerens bror, ligesom stedmoren behandlede ansøgeren som en tjenestepi-ge. Ansøgerens bror endte med at begå selvmord på grund af stedmorens handlinger. Efterfølgende blev der indledt en retssag, som skulle klarlægge brorens død, i hvilken forbindelse stedmoren true-de ansøgeren med, at hvis hun fortalte noget om, hvordan det havde været derhjemme, så ville de skade hende. Disse trusler blev genfremsat mod ansøgeren og hendes familie, efter ansøgeren var blevet gift. Ansøgerens ægtefælle og to børn, der er iranske statsborgere, er blevet meddelt opholds-tilladelse i Danmark. Ansøgeren kan ikke bosætte sig alene i Irak. Flygtningenævnet kan i det væ-sentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren gen-nem sin opvækst er blevet behandlet dårligt og slået af sin stedmor, at stedmoren har talt grimt til hende og truet hende, og at hendes bror som følge af, at han også blev dårligt behandlet af stedmo-ren, begik selvmord omkring 2008. Disse forhold kan imidlertid ikke begrunde asyl. Nævnet finder således, at det oplyste om konflikten med ansøgerens stedmor er af privatretlig karakter, og ansøge-ren må henvises til at søge de hjemlige myndigheders beskyttelse herimod. Ansøgeren har endvidere opholdt sig i sit hjemland i flere år efter broderens selvmord og stiftet familie der, uden at sted-moren har taget skridt til at gøre alvor af sine trusler, hvis indhold ansøgeren i øvrigt ikke har oplyst nærmere om. Det er herved tillige taget i betragtning, at ansøgeren har kunnet gifte sig, selvom stedmoren har været imod det. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er gift, og at hun ikke er uden netværk i Irak, hvor hun har sin far og sin svigerfamilie. På denne baggrund finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risike-rer overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/172/STR
Nævnet stadfæstelse i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive dræbt af myndighederne i Kurdistan Region of Iraq, idet han har været chauffør for [A], der var medlem af KDP’s politibureau og chef for peshmerga-styrker, og som myndighederne har slået ihjel på grund af politiske uoverensstemmelser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev ansat som chauffør for [A] i februar 2011. [På et nærmere bestemt tidspunkt i sommeren] 2015 ved midnatstid var ansøgeren, [A] samt to af [As]vagter i en skudskikker bil på vej fra en kontrol-post i Kani Kirzhala til Kalak, hvor de blev beskudt af nogle personer i en anden bil. Omkring en kilometer inden ansøgeren, [A] og vagterne nåede Kalak, blev de ramt af en militært køretøj, der kom kørende ud fra en sidegade i fuld fart mod dem. [A] og en af vagterne blev i den forbindelse dræbt. Ansøgeren kan huske, at bilen brød i brand. Han besvimede derefter og kom til bevidsthed igen på hospitalet, hvor han blev opereret ved øjet, som han havde fået glassplinter i. Ansøgeren udrejste af Irak, idet han frygtede myndighederne, fordi han havde overværet ulykken, og fordi han fik skylden for [As] død. Efter ansøgerens udrejse har ansøgeren af sin far fået oplyst, at myndighe-derne eftersøger ham, fordi de mistænker ansøgeren for at være ansvarlig for drabet på [A]. Flygt-ningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om episoden [den nærmere bestemte dato i sommeren 2015] eller asylmotivet i øvrigt til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om såvel episoden [den nærmere bestemte dato i somme-ren 2015] som om sit efterfølgende ophold på hospitalet, de angivelige trusler mod ham og udrejsen af Irak. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere bestemt dato] forklarede han såle-des, at han var chauffør for [A] [den nærmere bestemte dato i sommeren 2015], at han som følge af angrebet mod bilen blev bragt til hospitalet af nogle af [As] vagter, at han blev udskrevet efter en dag, hvorefter han tog et par arbejdsvagter og efterfølgende udrejste til Europa, og at han ikke hav-de nogen problemer i perioden mellem angrebet og sin udrejse. Under samtalen [med Udlændinge-styrelsen] forklarede han derimod, at det ikke var ham, der var chauffør, da bilen forulykkede. Fo-reholdt flere passager af referatet af den tidligere forklaring fastholdt han, at han ikke var med i bilen, men at der blev blandet to episoder sammen, idet han var forulykket i sin egen bil ca. 1½ år før angrebet på [A]. Under denne samtale har han endvidere forklaret, at han i perioden fra attentatet boede på sin egen bopæl sammen med sin ægtefælle og børn og ikke blev opsøgt af nogen i perioden frem til udrejsen ca. 1½ måned efter attentatet. Beslutningen om at forlade Irak blev taget ca. 1½ måned efter attentatet. Under nævnsmødet har ansøgeren herimod forklaret, at han var chauffør i bilen under angrebet [den nærmere bestemte dato i sommeren 2015], og at han blev bragt til hospitalet i bevidstløs tilstand og først efterfølgende har fået fortalt, hvordan han kom til hospitalet. Endvidere har han under nævnsmødet oplyst, at han blev udskrevet fra hospitalet efter 10-15 dage, udrejste af landet en dag efter at være blevet udskrevet og ikke var på arbejde i tiden efter udskrivelsen fra hospitalet. Han har endvidere under nævnsmødet – for første gang under asylsagens behandling – forklaret, at han på hospitalet blev opsøgt to gange af to til tre civilklædte peshmergaer, der truede med at slå ham ihjel, hvis han blev anholdt. Det som ansøgeren har anført om, hvorfor han har forklaret så forskelligt under de tre samtaler, kan ikke føre til en anden vurdering. Han har således under de to forudgående samtaler med udlændingemyndighederne fået oplæst og godkendt sin forklaring og har ikke nævnt de omstændigheder, som han gør gældende som forklaring på de mange divergenser. Ansøgeren har endvidere under alle samtaler forklaret meget detaljeret, også om de forhold, hvor der foreligger forskellige forklaringer. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for asyl i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/171/STR
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i september og oktober 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at den mandlige ansøger og deres børn vil blive slået ihjel af den shia-muslimske Al-Mahdi milits eller tilsvarende grupper, fordi den mandlige ansøger har arbejdet for kristne personer i en butik, der solgte alkohol. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers brødre i 2007 blev bortført af personer, der henvendte sig på den mandlige ansøgers forældres bopæl og spurgte efter den mandlige ansøger. Endvidere er den alkoholbutik, hvori den mandlige ansøger arbejdede, blevet beskudt [i] 2015. Ansøgernes søn blev samme dag kidnappet og udsat for fysiske overgreb. Ved vurderingen af ansøgernes forklaringer har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger er analfabet, og at den kvindelige ansøger kun kan læse i begrænset omfang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt med Al-Mahdi militsen til grund. Selvom det lægges til grund, at de tre episoder, som ansøgerne har forklaret om, har fundet sted, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at disse episoder viser, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, eller i øvrigt er konkret og individuelt forfulgt. Vedrørende episoden i 2007 lægger Flygtningenævnet til grund, at der er tale om en isoleret hændelse og en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger og hans familie ikke efterfølgende har oplevet problemer frem til [sommeren] 2015, og at det alene beror på ansøgernes formodning, at bortførelsen af den mandlige ansøgers brødre skyldtes, at den mandlige ansøger arbejdede i en butik, der solgte alkohol. Det forekommer ikke sandsynligt, at gerningsmændene efterstræbte den mandlige ansøger, henset til at gerningsmændene indfandt sig på den mandlige ansøgers forældres bopæl og ikke ansøgernes bopæl. Det forekommer derimod sandsynligt, at bortførelsen må antages at være sket på grund af den generelle konflikt mellem sunni- og shia-muslimer, som også den kvindelige ansøger har forklaret til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016. Vedrørende episoden [i sommeren] 2015 kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at angrebet var rettet mod den mandlige ansøger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgernes formodning, at det var Al-Mahdi militsen, og at butikken blev beskudt, fordi de var efter den mandlige ansøger. Det forekommer derimod sandsynligt, at butikken blev angrebet, fordi der blev solgt alkohol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har bekræftet, at angreb på butikker, der solgte alkohol, var en generel og hyppigt forekommende aktivitet, og at en anden butik var blevet angrebet to uger før. Endvidere er den mandlige ansøger aldrig blevet opsøgt af personer, der har kritiseret ham for at sælge alkohol. Vedrørende episoden [i sommeren] 2015, hvor ansøgernes søn blev bortført, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af lægeerklæring, dateret [i sommeren] 2015, at der ikke var tegn på, at sønnen for nylig eller tidligere var blevet udsat for voldtægt, og at arrene på ryggen var ældre end 5-7 dage, hvilket ikke stemmer overens med, at sønnen havde været udsat for vold og voldtægt [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at episoden skyldtes, at den mandlige ansøger er efterstræbt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer fra Al-Mahdi militsen skulle efterstræbe den mandlige ansøger uden at opsøge den mandlige ansøger personligt, særligt henset til at den mandlige ansøger har opholdt sig i [en bestemt bydel] af Bagdad det meste af sit liv, der efter den mandlige ansøgers oplysninger er kontrolleret af Al-Mahdi militsen, der kender til alle personer, herunder den mandlige ansøger, der bor i bydelen. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at de tre episoder er udtryk for, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, fordi den mandlige ansøger var sunni-muslim og arbejdede i en butik sammen med kristne, hvorfra der blev solgt alkohol. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at der er en indbyrdes sammenhæng mellem episoderne. Det forekommer derimod sandsynligt, at episoderne udspringer af den generelle sekteriske vold, der forekommer i Irak. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, eller i øvrigt er konkret og individuelt forfulgt. Episoden [i efteråret] 2016 med bortførelsen af ansøgernes ældste datter og svigersøn, som ansøgerne har forklaret om for Flygtningenævnet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at episoden skulle være udtryk for, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Al-Mahdi militsen, særligt henset til at den fandt sted mere end et år efter ansøgernes udrejse. På den baggrund finder nævnet, at ansøgernes forklaring om, at gerningsmændene skulle have spurgt efter den mandlige ansøger, må tilsidesættes som utroværdig. I relation til den af ansøgerne påberåbte konversion til kristendommen kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgernes konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgerne vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk om kristendommen. Særligt har ansøgerne ikke kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet skiftende og divergerende forklaringer om konverteringsprocessen. De fremlagte udtalelser fra [et arabisk menighedsfællesskab] og [en bestemt kirke] eller ansøgernes dåbsattester kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer i Bagdad, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ansøgerne vil derfor på ny kunne tage ophold i Bagdad uden at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/170/CHHA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sulaimaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han gerne vil have et bedre liv, og at han ved en til-bagevenden til sit hjemland frygter, at ingen vil forsøge ham. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter et kriminelt netværk, der tvang ham til at sælge narkotika to gange. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ikke kan finde arbejde og der-med tjene penge til at forsøge sig selv. Efter ansøgerens forældres skilsmisse i 2003, ønskede de ikke at have noget med ansøgeren at gøre, hvorfor han flyttede ind hos sin mormor i Sulaimaniya. Ansøgeren boede hos sin mormor indtil hendes død i 2013, hvorefter ansøgeren boede på gaden og hos venner. I 2014 arbejdede ansøgeren på en café i Sulaimaniya i fire måneder, hvor han tjente nok penge til at kunne købe mad. Omkring 7 måneder før sin udrejse mistede ansøgeren sit arbejde. Ansøgeren kom herefter ind i et kriminelt netværk, som tvang ham til at sælge narko-tika. Ansøgeren solgte narkotika to gange i bazaren men ønskede herefter ikke at udføre arbejdet. Ansøgeren begyndte derefter at modtage sms’er og telefonopkald som indeholdt trusler. I 2016 besluttede ansøgeren at udrejse af Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Han har således svaret relevant på de stillede spørgsmål og vist, at han forstår, hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens første forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har påberåbt sig socioøkonomiske forhold, som ikke er omfattet af anvendelses-området for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først til samtalen med ad-vokaten har oplyst, at han frygter en kriminel gruppering, som vil tvinge ham til at sælge narko-tika, og at denne nye forklaring fremstår udbyggende, usammenhængende og udetaljeret i for-hold til ansøgerens første forklaring om sit asylmotiv. Uanset, om Flygtningenævnet lagde ansø-gerens forklaring om salg af narkotika for en kriminel gruppering og denne grupperings pres på ham til grund, finder Flygtningenævnet, at der er tale om en enkeltstående konflikt, der nu ligger tilbage i tid, og at konflikten ikke havde eller har et sådan omfang og en sådan karakter, at det kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder efter indholdet af bag-grundsoplysningerne om ansøgerens hjemområde i Irak, at de generelle sikkerhedsmæssige for-hold i Sulaimaniya ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/17/DMO
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter for sit liv, idet hans brødre, [B] og [A], er forfulgt af Sadr-militsen. Derudover frygter ansøger den generelle sikkerhedssituation i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans brødre [B] og [A] er blevet opsøgt og truet af Sadr-militsen, som ville rekruttere dem. Ansøgeren fik kendskab til truslerne under sit seneste ophold i Iran i august 2015. Flygtningenævnet har dags dato truffet følgende afgørelse vedrørende ansøgerens ældste bror [B]: ”Det påhviler efter udlændingelovens § 40 asylansøgere at sandsynliggøre deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den mandlige ansøgers forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ingen problemer havde med Al-Sadr i perioden fra 2012 til 2015, og at han overhovedet ikke havde kontakt med gruppen efter januar 2015. Derimod har han i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at meget alvorlige trusler mod familien blev fremsat i 2012, hvorfor han sørgede for at sende sin ægtefælle til Iran, og at han endvidere efter de påståede trusler mod broren [A] i foråret 2015, var i kontakt med gruppen og lovede samarbejde med denne. Den kvindelige ansøger har alene henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet har ligeledes dags dato truffet følgende afgørelse vedrørende ansøgerens anden bror [A]: ”Det påhviler efter udlændingelovens § 40 en asylansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han allerede ved modtagelsen af den skriftlige trussel blev så bange, at han bad sin mor flytte i sikkerhed hos broren, mens han i asylsamtalen og i nævnet har forklaret, at han slet ikke tog den skriftlige trussel alvorligt, og at moren først flyttede efter en mundtlig trussel. Han har endvidere først for nævnet forklaret, at navnet på den, der fremsatte den mundtlige trussel, var Abu Haida, mens han tidligere har forklaret, at den pågældendes navn ikke kom frem. Han har endelig forklaret divergerende om hvorvidt truslerne blev fremsat af den person, der kontaktede ham på gaden eller af en person hentet i en bil. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens bror [B’s] forklaring ligeledes er tilsidesat som utroværdig ved afgørelse af dags dato. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ansøgeren har som sit asylmotiv alene henvist til, at han som følge af de påståede trusler mod brødrene og deres familier, selv vil være i risiko ved en tilbagevenden til Irak. På baggrund af de ovennævnte afgørelser finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/169/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Sadr-gruppen, idet de har truet ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, han har boet i Iran fra 1993-2012 sammen med sin familie. Da de flyttede tilbage til Irak i 2012, flyttede de tilbage til Bab Al-Sheikh bydelen i Bagdad, hvor de også boede før udrejsen i 1993. I [foråret] 2015 fandt ansøgeren et brev i deres have, hvor der stod, at ansøgeren skulle tilslutte sig en gruppe, ellers ville ansøgeren blive slået ihjel. Der var hverken modtager eller afsender på brevet. I maj eller juni 2015 blev ansøgeren stoppet af en ukendt mand på gaden. Han sagde til ansøgeren, at ansøgeren skulle tilslutte sig gruppen, idet de havde brug for ham. Dette indvilligede ansøgeren i, idet han var bange. Manden sagde ikke, hvilken gruppe ansøgeren skulle tilslutte sig. Straks efter at have talt med den ukendte mand, som ansøgeren for nævnet har navngivet som Abu Haida, tog ansøgeren over til sin bror, [B], for at fortælle ham, hvad der var sket. Sarmad oplyste, at han også var blevet opsøgt af samme gruppe, og at det var Sadr-gruppen, som de begge var blevet opsøgt af. Ansøgeren blev efterfølgende klar over, at det også var Sadr-gruppen, som havde kastet brevet ind i haven. Ansøgeren blev ikke opsøgt eller truet af Sadr-gruppen efterfølgende. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak sammen med sin mor og lillebror. Det påhviler efter udlændingelovens § 40 en asylansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han allerede ved modtagelsen af den skriftlige trussel blev så bange, at han bad sin mor flytte i sikkerhed hos broren, mens han i asylsamtalen og i nævnet har forklaret, at han slet ikke tog den skriftlige trussel alvorligt, og at moren først flyttede efter en mundtlig trussel. Han har endvidere først for nævnet forklaret, at navnet på den, der fremsatte den mundtlige trussel, var Abu Haida, mens han tidligere har forklaret, at den pågældendes navn ikke kom frem. Han har endelig forklaret divergerende om hvorvidt truslerne blev fremsat af den person, der kontaktede ham på gaden eller af en person hentet i en bil. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens bror [B’s] forklaring ligeledes er tilsidesat som utroværdig ved afgørelse af dags dato. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/168/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter for sit og sine sønners liv, idet sønnerne, [B] og [A], har modtaget trusler af Sadr-partiet. Derudover frygter ansøgeren for den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes sønner, [B] og [A], har modtaget både skriftlige og mundtlige trusler af Sadr-partiet i Irak, som krævede, at sønnerne skulle slutte sig til partiet. Ansøgeren fik kendskab til truslerne mod hendes sønner i august eller september 2015 efter udrejsen af Irak. Flygtningenævnet har dags dato truffet følgende afgørelse vedrørende ansøgerens ældste søn [B]: ”Det påhviler efter udlændingelovens § 40 asylansøgere at sandsynliggøre deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den mandlige ansøgers forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ingen problemer havde med Al-Sadr i perioden fra 2012 til 2015, og at han overhovedet ikke havde kontakt med gruppen efter januar 2015. Derimod har han i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at meget alvorlige trusler mod familien blev fremsat i 2012, hvorfor han sørgede for at sende sin ægtefælle til Iran, og at han endvidere efter de påståede trusler mod broren [A] i foråret 2015, var i kontakt med gruppen og lovede samarbejde med denne. Den kvindelige ansøger har alene henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet har ligeledes dags dato truffet følgende afgørelse vedrørende ansøgerens anden søn [A]: ”Det påhviler efter udlændingelovens § 40 en asylansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han allerede ved modtagelsen af den skriftlige trussel blev så bange, at han bad sin mor flytte i sikkerhed hos broren, mens han i asylsamtalen og i nævnet har forklaret, at han slet ikke tog den skriftlige trussel alvorligt, og at moren først flyttede efter en mundtlig trussel. Han har endvidere først for nævnet forklaret, at navnet på den, der fremsatte den mundtlige trussel, var Abu Haida, mens han tidligere har forklaret, at den pågældendes navn ikke kom frem. Han har endelig forklaret divergerende om hvorvidt truslerne blev fremsat af den person, der kontaktede ham på gaden eller af en person hentet i en bil. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens bror [B’s] forklaring ligeledes er tilsidesat som utroværdig ved afgørelse af dags dato. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ansøgeren har som sit asylmotiv alene henvist til, at hun som følge af de påståede trusler mod sønnerne og deres familier, selv vil være i risiko ved en tilbagevenden til Irak. På baggrund af de ovennævnte afgørelser finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/167/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Badr-militsen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i Irak var medlem af en sportsforening, og at medlemmer af Badr-militsen kom til foreningen og forsøgte at hverve blandt andet ansøgeren, hvilket ansøgeren nægtede. En aften i sommeren 2012 blev han opsøgt på gaden af fem bevæbnede personer, som var iklædt militærtøj med Badr-militsens logo. De pågældende omringede ansøgeren og skød imod ham. Herved blev ansøgeren ramt af et skud i brystkassen. Gerningsmændene troede, at ansøgeren var død, hvorfor de forlod stedet. Da han blev udskrevet fra hospitalet, tog han ophold hos en ven i Sulaymaniyah. Efter et stykke tid pendlede han mellem Sulaymaniyah og Bagdad og opholdt sig en uge ad gangen hvert sted. Kort før sin udrejse i [sommeren] 2015 oplyste ansøgerens far, at Badr-militsen var blevet bekendt med, at ansøgeren fortsat var i live. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han har modtaget undervisning i seks måneder, inden han [i efteråret] 2016 blev døbt i [en dansk kirke]. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt et dåbsbevis. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er blevet skudt i 2012, men kan ikke lægge til grund, at det var personer fra Badr-militsen, der stod bag, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren eller hans familie efterfølgende er blevet opsøgt eller truet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der var tale om en enkeltstående kriminel handling, der fandt sted i 2012, og som myndighederne ifølge den fremlagte sikkerhedsrapport har behandlet. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har fremstået divergerende, udbyggende, usammenhængende og afglidende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvor lang tid han opholdt sig i Sulaymaniyah efter skudepisoden, før han første gang herefter var i Bagdad, samt om hvor lang tid ad gangen han opholdt sig i henholdsvis Sulaymaniyah og Bagdad. Han har endvidere under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at hverken han eller hans familie har oplevet konflikter eller er blevet opsøgt eller truet i perioden fra skudepisoden i 2012 til udrejsen i 2015. Under forklaringen i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der kort før hans udrejse blev afleveret et trusselsbrev på familiens bopæl i Bagdad. Han har også først under sin forklaring for nævnet oplyst, at han forud for skudepisoden blev forsøgt hvervet til Badr-militsen og har ikke kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke har oplyst dette tidligere. Endelig har ansøgerens forklaring for nævnet fremstået usammenhængende og afglidende. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har redegjort for den påberåbte konversion. Han har desuden alene fremvist et overfladisk kendskab til kristendommen, ligesom hans forklaring om sin konversion fremstod afglidende og usammenhængende. Den fremlagte dåbsattest kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Endelig finder Flygtningenævnet på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer i Bagdad, ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/166/MVLN
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militserne, idet disse er efter hans bror, [R]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at [R] i 2012 blev skudt af fire militsmedlemmer. Herefter var [R] indlagt på hospitalet i en måned. Da [R] blev udskrevet, tog han ophold hos en ven i Sulaymaniyah. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt i sin frisørsalon af fire bevæbnede personer. De pågældende sagde ”det er hans bror, pågrib ham”, hvorefter ansøgeren flygtede fra stedet. Samme dag udrejste ansøgeren af Irak via lufthavnen i Bagdad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har fremstået divergerende og udbyggende, ligesom hans forklaring for nævnet har været afglidende og usammenhængende. Han har således forklaret divergerende om, hvornår hans bror blev skudt, ligesom han har forklaret divergerende og usammenhængende om episoden, der førte til hans udrejse, om hvornår og hvordan han fik udstedt eller fornyet sit pas samt usammenhængende om, hvornår og hvordan han købte en flybillet til brug for udrejsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt familien modtog et trusselsbrev. Han har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen oplyst, at han eller hans familie ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt eller kontaktet af myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, mens han for nævnet har oplyst, at familien modtog et trusselsbrev et stykke tid før hans udrejse. Endelig har ansøgeren forklaret afglidende og usammenhængende om kontakten til sin bror efter skudepisoden. Endelig finder Flygtningenævnet på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunni-muslimer i Bagdad, ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/165/MVLN
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og shia-muslimer fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og shia-muslim fra Qom, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af partiet Hizb Al Sadrye, idet han har nægtet at blive medlem af partiet. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han omkring 20 gange i perioden 2010/2011 til 2015 er blevet opsøgt på sin bopæl af tre til fire medlemmer fra partiet Hizb Al Sadrye. Hver gang har de opfordret den mandlige ansøger til at melde sig ind i partiet og sagt, at såfremt han ikke gjorde dette, ville der ske noget dårligt for ham og hans familie. Den mandlige ansøger afslog at blive medlem hver gang. I marts eller i april 2015 modtog den mandlige ansøgers bror [A] trusler fra partiet Hizb Al Sadrye to til tre gange. Hver gang opfordrede de den mandlige ansøgers bror til at melde sig ind i partiet og sagde, at såfremt han ikke gjorde dette, ville der ske noget dårligt for ham. Den mandlige ansøger har desuden oplyst, at han arbejdede ved et amerikansk sikkerhedsfirma i Bagdad fra 2005 til 2007. Han modtog tre trusselsbreve på sin bopæl i 2006, hvori der stod, at han var mistænkt for at arbejde for amerikanerne, og såfremt dette var korrekt, var hans liv i fare. Omkring fem til seks måneder efter den mandlige ansøger modtog det sidste trusselsbrev, opsagde han sit arbejde. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt. Den kvindelige ansøger har videre henvist til, at hun frygter ISIL’s generelle tilstedeværelse. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle blev stoppet et sted i Bagdad af grupperingen Hizb Al Sadrye, som ønskede at ægtefællen tilsluttede sig gruppen og truede ham på livet. Den kvindelige ansøger ved ikke, hvor mange gange ægtefællen er blevet truet af grupperingen. Den kvindelige ansøger ved ikke mere om grupperingen eller ægtefællens kontakt til grupperingen. Videre har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede for et amerikansk sikkerhedsfirma i Bagdad fra 2005 til 2007. Den kvindelige ansøgers ægtefælle modtog i 2006/2007 tre trusselsbreve på deres bopæl. Den kvindelige ansøger ved ikke, hvad der stod i brevene, idet hun ikke læser arabisk. Ansøgerene har endvidere henvist til, at de frygter de generelle forhold i Irak. Det påhviler efter udlændingelovens § 40 asylansøgere at sandsynliggøre deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den mandlige ansøgers forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ingen problemer havde med Al-Sadr i perioden fra 2012 til 2015, og at han overhovedet ikke havde kontakt med gruppen efter januar 2015. Derimod har han i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at meget alvorlige trusler mod familien blev fremsat i 2012, hvorfor han sørgede for at sende sin ægtefælle til Iran, og at han endvidere efter de påståede trusler mod broren [A] i foråret 2015, var i kontakt med gruppen og lovede samarbejde med denne. Den kvindelige ansøger har alene henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/164/EMU
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at den mandlige ansøger bliver kidnappet og slået ihjel af shiitiske militser, som arbejder for Indenrigsministeriet. Det overordnede formål fra myndighederne og de shiitiske militsers side er at formå de statsløse palæstinensere til at forlade landet. Ansøgerne har som asylmotiv videre henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet henvist til, at deres bolig siden 2003 er blevet ransaget flere gange af myndighederne. I [sommeren] 2015 modtog den mandlige ansøger trusler fra en mand ved navn [A], som var spion for og fremsatte truslerne på vegne af indenrigsefterretningstjenesten. [A] fortalte den mandlige ansøger, at indenrigsefterretningstjenesten indsamlede oplysninger om ham med henblik på at anholde ham. [A] fortalte ikke den mandlige ansøger, hvilke oplysninger indenrigsefterretningstjenesten var ved at indsamle, men han fortalte ansøgeren, at de var ved at fabrikere beviser mod ham. [A] foreslog, at den mandlige ansøger kunne betale en ukendt person fra en ukendt milits penge for at rense den mandlige ansøgers navn. Den mandlige ansøger mødtes imidlertid aldrig med den ukendte person, da der ikke var nogen garanti for hans sikkerhed. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgerne legalt af Irak grundet truslerne. Efter udrejsen har den mandlige ansøger fået oplyst, at fem bevæbnede mænd fra efterretningstjenesten ca. 5 dage efter ansøgernes udrejse har spurgt efter ham i den coffee-shop, som han plejede at besøge. Ansøgerens bror er endvidere blevet tilbageholdt i fem til syv dage af ukendte personer, som spurgte ind til den mandlige ansøger og udsatte ham for tortur. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgernes forklaring har været sammenhængende, logisk og konsistent, og at den er i overensstemmelse med de aktuelle baggrundsoplysninger om forholdene for statsløse palæstinensere i Bagdad, myndighedernes samarbejde med shiitiske militser og myndighedernes generelle mistanke mod statsløse palæstinensere om støtte til terrorvirksomhed. Flygtningenævnet finder ligeledes, at ansøgerne har sandsynliggjort, at der er sammenhæng mellem på den ene side den mandlige ansøgers konflikt og på den anden side efterretningstjenestes efterfølgende henvendelse på den lokale kaffebar og anholdelsen af den mandlige ansøgers bror [B], hvilket fandt sted kort tid efter ansøgernes udrejse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen var udsat for forfølgelse fra myndighedernes side eller forfølgelse understøttet af myndighederne. Ansøgerne har derfor sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Irak/2017/163/DMO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [bynavn], Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en person, hvis datter, [A], han har været sammen med uden hans tilladelse. Han har til støtte herfor oplyst, at han har haft et forhold til en pige, [A] i fire til fem år. De mødtes i skolegården på hendes skole, hvor de gik i hånd og kyssede. En af [A]s brødre så dem i [sommeren] 2015 sammen på skolen. Samme aften kom hendes bror og to fætre til ansøgerens families bopæl. I 10 til 12 dage mødtes ansøgeren herefter med [A] i kælderen på hendes bopæl, hvor ansøgeren blev opdaget af [A]s mor. Samme morgen blev ansøgeren opsøgt af en af [A]s brødre og to af hendes fætre på sin bopæl. Ansøgeren havde allerede denne morgen forladt sin bopæl og opholdt sig i fire til fem måneder hos to af hans fars venner, først hos [B] og derefter hos [C] frem til udrejsen af Irak den [efteråret] 2016. [A]s familie spurgte [samme dag som ansøgeren udrejste] efter ansøgeren i [C]s by, men ansøgeren var allerede flygtet derfra. [A]s far har været på ansøgerens families bopæl på et ukendt tidspunkt efter ansøgerens oplysnings- og motivsamtale, hvor han truede med at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet han har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om [A]s alder, idet han i asylsamtalen har forklaret, at hun er født i 1999, mens han under forklaringen i Flygtningenævnet oplyste, at dette var en fejl, og at hun er født i 1995 eller 1996. Han har endvidere oplyst divergerende om, hvorvidt han kyssede [A] i skolegården. I asylskemaet og til oplysnings- og motivsamtalen har han ikke oplyst, at de kyssede hinanden, mens han til asylsamtalen forklarede, at de kyssede hinanden i skolegården. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvem der opdagede dem i skolegården. Han har således i asylskemaet oplyst, at det var [A]s bror, der opdagede dem, mens han i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at det var en anden person, der fortalte [A]s bror om dem. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at [A]s familie først blev opmærksom på forholdet i forbindelse med episoden, hvor han befandt sig i kælderen i hendes families hus. Han har forklaret divergerende om, hvem fra [A]s familie, der opsøgte hans bopæl, og hvornår dette fandt sted, idet han under oplysnings- og motivsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at [A]s tre brødre og to fætre kom på ansøgerens bopæl efter episoden, hvor han og [A] var blevet opdaget i skolegården, og at [A]s far kontaktede ansøgerens far efter episoden, hvor ansøgeren var flygtet fra [A]s families hus, mens ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at en af [A]s brødre og to af hendes fætre kom til hans families bopæl, og at dette skete samme morgen, som ansøgeren var flygtet fra hendes families hus. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hans og [A]s forhold var hemmeligt, stemmer dårligt overens med hans forklaring om, at de holdt i hånden og kyssede i skolegården, og med forklaringen om, at [A]s familie afviste ansøgerens families frierier med henvisning til, at der var tale om et kærlighedsforhold. Ansøgeren har endvidere forklaret afglidende og upræcist blandt andet med hensyn til, hvor mange gange hans familie friede, og hvornår frierierne fandt sted. Det ovenfor anførte svækker ansøgerens generelle troværdighed, hvilket også påvirker vurderingen af hans troværdighed i relation til hans forklaring om konversion til kristendommen. Ansøgeren har ikke tidligere under sagen end i hans advokats indlæg til Flygtningenævnet givet udtryk for interesse for kristendommen. Han har under mødet forklaret, at han fattede interesse for kristendommen i [foråret] 2017, og at han forventer at blive døbt i [efteråret] 2017. Han kunne ikke oplyse, hvor ofte han har været til kristendomsundervisning efter sin beslutning om konversion, eller hvad hans kirke hedder. Endvidere kunne han ikke redegøre for centrale kristne begreber eller for sine refleksioner i forbindelse med beslutningen om at konvertere. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at konversionen er et udtryk for et reelt trosskifte. Som følge heraf kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin familie på grund af sin konversion. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/162/DH
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [bynavn], Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en person, hvis datter, [A], han har været sammen med uden hans tilladelse. Han har til støtte herfor oplyst, at han har haft et forhold til en pige, [A] i fire til fem år. De mødtes i skolegården på hendes skole, hvor de gik i hånd og kyssede. En af [A]s brødre så dem i [sommeren] 2015 sammen på skolen. Samme aften kom hendes bror og to fætre til ansøgerens families bopæl. I 10 til 12 dage mødtes ansøgeren herefter med [A] i kælderen på hendes bopæl, hvor ansøgeren blev opdaget af [A]s mor. Samme morgen blev ansøgeren opsøgt af en af [A]s brødre og to af hendes fætre på sin bopæl. Ansøgeren havde allerede denne morgen forladt sin bopæl og opholdt sig i fire til fem måneder hos to af hans fars venner, først hos [B] og derefter hos [C] frem til udrejsen af Irak [i efteråret] 2016. [A]s familie spurgte [samme dato som dato for udrejsen i efteråret] 2016 efter ansøgeren i [C]s by, men ansøgeren var allerede flygtet derfra. [A]s far har været på ansøgerens families bopæl på et ukendt tidspunkt efter ansøgerens oplysnings- og motivsamtale, hvor han truede med at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet han har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om [A]s alder, idet han i asylsamtalen har forklaret, at hun er født i 1999, mens han under forklaringen i Flygtningenævnet oplyste, at dette var en fejl, og at hun er født i 1995 eller 1996. Han har endvidere oplyst divergerende om, hvorvidt han kyssede [A] i skolegården. I asylskemaet og til oplysnings- og motivsamtalen har han ikke oplyst, at de kyssede hinanden, mens han til asylsamtalen forklarede, at de kyssede hinanden i skolegården. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvem der opdagede dem i skolegården. Han har således i asylskemaet oplyst, at det var [A]s bror, der opdagede dem, mens han i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at det var en anden person, der fortalte [A]s bror om dem. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at [A]s familie først blev opmærksom på forholdet i forbindelse med episoden, hvor han befandt sig i kælderen i hendes families hus. Han har forklaret divergerende om, hvem fra [A]s familie, der opsøgte hans bopæl, og hvornår dette fandt sted, idet han under oplysnings- og motivsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at [A]s tre brødre og to fætre kom på ansøgerens bopæl efter episoden, hvor han og [A] var blevet opdaget i skolegården, og at [A]s far kontaktede ansøgerens far efter episoden, hvor ansøgeren var flygtet fra [A]s families hus, mens ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at en af [A]s brødre og to af hendes fætre kom til hans families bopæl, og at dette skete samme morgen, som ansøgeren var flygtet fra hendes families hus. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hans og [A]s forhold var hemmeligt, stemmer dårligt overens med hans forklaring om, at de holdt i hånden og kyssede i skolegården, og med forklaringen om, at [A]s familie afviste ansøgerens families frierier med henvisning til, at der var tale om et kærlighedsforhold. Ansøgeren har endvidere forklaret afglidende og upræcist blandt andet med hensyn til, hvor mange gange hans familie friede, og hvornår frierierne fandt sted. Det ovenfor anførte svækker ansøgerens generelle troværdighed, hvilket også påvirker vurderingen af hans troværdighed i relation til hans forklaring om konversion til kristendommen. Ansøgeren har ikke tidligere under sagen end i hans advokats indlæg til Flygtningenævnet givet udtryk for interesse for kristendommen. Han har under mødet forklaret, at han fattede interesse for kristendommen i [foråret] 2017, og at han forventer at blive døbt i [efteråret] 2017. Han kunne ikke oplyse, hvor ofte han har været til kristendomsundervisning efter sin beslutning om konversion, eller hvad hans kirke hedder. Endvidere kunne han ikke redegøre for centrale kristne begreber eller for sine refleksioner i forbindelse med beslutningen om at konvertere. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at konversionen er et udtryk for et reelt trosskifte. Som følge heraf kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin familie på grund af sin konversion. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/162/DH
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sulaimania, Irak. Den mandlige ansøger har været medlem af Jalal Talebanis parti fra 1991 til 1996. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af deres familier, hvis de ikke bliver skilt, idet den mandlige ansøger er sunni-muslim og den kvindelige ansøger er shia-muslim. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de blev gift i 2004. Den kvindelige ansøgers far accepterede som den eneste ægteskabet. Ansøgerne har siden de blev gift modtaget omkring 200 trusler fra deres familier. Ansøgerne flyttede flere gange i et forsøg på at undgå, at deres familier kunne opsøge dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, i det forklaringerne har fremstået divergerende og udbyggende og derfor utroværdige og konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har forklaret, at ingen af deres familiemedlemmer, bortset fra den kvindelige ansøgers far, har villet acceptere, at ansøgerne har indgået ægteskab, og at dette har medført, at de begge blev udsat for gentagne trusler fra de to familier. Begge ansøgere har forklaret, at dette har fundet sted fra 2005 til 2015, alene afbrudt af den periode i 2006-2007, hvor ansøgerne boede i Tyrkiet. Ansøgerne har afgivet divergerende forklaringer om, hvem der fremsatte truslerne, og forklaret divergerende om truslernes karakter. Den mandlige ansøger har således under oplysnings og motivsamtalen forklaret, at han hver dag fra brylluppet og frem til sin endelige udrejse af Irak blev ringet op af den kvindelige ansøgers brødre og onkler. De samme familiemedlemmer mødte i den periode, hvor ansøgerne boede i Bagdad, også op på ansøgernes bopæl og forlangte, at de lod sig skille. Under asylsamtalen har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at den kvindelige ansøgers mandlige familiemedlemmer, når de opsøgte ansøgerne, hver gang var bevæbnede, at de truede med at slå ansøgerne ihjel, og at disse familiemedlemmer havde tilknytning til Al Mahdi. Under oplysnings og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans egen familie ikke har truet dem, men at familien har afbrudt al kontakt med ham. Under samtalen i nævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han, i den lange periode, hvor ansøgerne boede i Erbil, løbende blev udsat for trusler fra sin egen familie, og at disse trusler blev formidlet af en af den mandlige ansøgers barndomskammerater, idet han ikke havde personlig kontakt med sin familie. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at hun blandt andet i Erbil blev opsøgt af den mandlige ansøgers brødre, der truede hende på livet. Den kvindelige ansøgers forklaring har i øvrigt fremstået udetaljeret og afglidende. Ansøgerne har endvidere udbyggende forklaret, at de, allerede mens de opholdt sig i Irak, har fået kendskab til, at de to familie var blevet enige om, at problemet med det blande ægteskab skulle løses enten ved at ægteskabet opløses eller ved, at ansøgerne på familiernes foranledning bliver likvideret. Den mandlige ansøger har endvidere udbyggende forklaret, at truslerne via Facebook og messenger-beskeder til andre herboende irakere er fortsat under ansøgerens ophold i Danmark. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelses afgørelse.” Irak/2017/161/DMO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad og Baquba, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelt dårlige forhold for sunni-muslimer, samt til at han og hans familie er blevet truet af shia-milits i Bagdad. Ansøgeren har forklaret, at han fra 2005 til 2014 boede i Baquba, hvor Al Qaeda forsøgte at rekruttere ham. På nuværende tidspunkt frygter han ikke Al Qaeda mere end andre væbnede grupper. Fra 2014 til udrejsen i 2015 boede ansøgeren i et shia-domineret kvarter i Bagdad. En shia-milits, hvis navn han ikke er sikker på, rettede tre gange henvendelse på bopælen og forlangte, at ansøgeren og hans familie skulle forlade huset, da de var sunni-muslimer. Militsgruppen udsatte dem herunder for alvorlige trusler og ved en af lejlighederne blev der skudt mod huset på et tidspunkt, hvor ansøgeren og hans familie ikke var hjemme. Familien pakkede derefter deres ting og rejste efter en uges tid til familie i Erbil og derefter videre til Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger til grund, at shia-milits har skrevet graffiti på ansøgerens hus. Flygtningenævnet tilsidesætter imidlertid forklaringen om, at der endvidere er blevet skudt mod huset. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har omtalt sådanne skud i sit asylskema eller under den første samtale med Udlændingestyrelsen, samt at hans forklaring herom i Flygtningenævnet har været tøvende og ikke er fremtrådt troværdigt. Ansøgeren har også herudover forklaret meget usikkert om militsgruppens tre henvendelser og herunder om, hvornår han selv var hjemme. Under den første samtale i Udlændingestyrelsen er ansøgeren endvidere citeret for, at deres hus skulle være blevet ransaget og deres ting ødelagt. Senere har ansøgeren forklaret, at det ikke forholdt sig således, samt at han ikke har forklaret dette til styrelsen. Herefter findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han på grund af sine særlige forhold ved en tilbagevenden til Irak af shia-milits vil blive udsat for konkret og individuel forfølgelse eller reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelt usikre og vanskelige forhold for sunni-muslimer i Bagdad og Baquba er efter baggrundsoplysningerne endvidere ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde meddelelse af asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/160/THJ
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en shiitisk milits ved navn Asa’ib Ahl Al Haq, da ansøgeren er kristen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i [foråret] 2014 var på vej hjem fra arbejde, da han blev kidnappet i en bil af militsen Asa’ib Ahl Al Haq. Ansøgeren var kidnappet i fire til seks timer, hvor han fik at vide, at de vidste, at der stod på hans ID-kort, at han var muslim, og at han derfor ikke var kristen. Ansøgeren fik revet neglen af sin storetå og besvimede heraf. Herefter blev ansøgeren smidt ud af bilen. Ansøgeren har videre oplyst, at han i [sommeren] 2015 blev opsøgt to gange på sin arbejdsplads af militsen, der ville have, at ansøgeren arbejdede for dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet anser ansøgerens forklaring for usandsynlig, bemærkelsesværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet give nogen rimelig forklaring på, hvorfor det var nødvendigt for ham at få bekræftet sin dåbsattest i 2013. Dette er sammenholdt med, at ansøgeren ikke har kunnet give nogen forklaring på, hvorfor han ikke kunne forklare Asa’ib Ahl Al Haq, at han ikke var frafalden muslim. Endvidere finder nævnet det helt usandsynligt, at Asa’ib Ahl Al Haq ønskede at hverve ansøgeren, der ikke har kunnet henvise til, at han besad særlige kvalifikationer eller på anden måde kunne gøre sig nyttig for Asa’ib Ahl Al Haq. Nævnet var endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med, at han på ny kom i besiddelse af sit oprindelige pas i [foråret] 2016, gav udtryk for, at han ønskede at frafalde sin asylansøgning og rejse tilbage til Irak. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/16/SEL
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af familien til en pige ved navn [A], idet ansøgeren har haft et forhold til hende uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte [A] i nærheden af sin vens bopæl. Efterfølgende mødtes ansøgeren med [A] på taget til en ejendom flere gange. En dag blev de opdaget af [A]s bror, som hentede våben og affyrede skud. Ansøgeren fortalte sin familie om [A], og han fortalte, at han gerne ville gifte sig med hende. Ansøgerens familie opsøgte [A]s familie for at bede om hendes hånd, men de blev afvist. En dag mødte ansøgeren [A]s far, som truede ansøgeren på livet. Ansøgeren forsøgte at melde disse trusler til politiet, men det lykkedes ikke, fordi [A]s farfar er borgmester i [X], og dermed er indflydelsesrig. Efter ansøgeren er udrejst af Irak, er hans familie blevet opsøgt af [A]s familie, som har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring er usikker, usammenhængende og præget af divergenser i et sådant omfang, at den ikke fremstår selvoplevet. Ansøgeren har således for eksempel afgivet usikre oplysninger om antallet af møder med [A] på taget forud for episoden, hvor de blev opdaget. Dette fremstår ikke overbevisende henset til, at der under alle omstændigheder har været tale om et meget begrænset antal møder. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende og usikkert om episoden på taget, hvor de blev opdaget af [A]s bror herunder om, hvorvidt ansøgeren vidste, at der var andre hjemme den pågældende aften. Nævnet har i denne forbindelse navnlig fæstnet sig ved ansøgerens forskellige forklaringer om, hvor mørkt det var på taget den pågældende aften. Ansøgeren har dels forklaret, at det var så mørkt, at han ikke kunne se en hånd for sig, dels at han kunne se [A] og dels, under mødet i nævnet, at [A]s bror kunne genkende ansøgeren under episoden, fordi der var lys fra lysmasterne på vejen. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvorfra [A]s bror skød efter ham, fremstår usikker. Ansøgeren har heller ikke på en sammenhængende måde kunnet redegøre for, hvad han foretog sig i perioden efter episoden, hvor han angiveligt levede i skjul, ligesom han ikke på troværdig måde har kunnet forklare, hvorfor han opholdt sig i bazaren, hvor han blev antastet af [A]s far. Generelt bærer ansøgerens forklaring præg af, at han til trods for det overskuelige handlingsforløb, ikke har kunnet redegøre for tidsforløbene. Det kommer for eksempel til udtryk ved, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om, hvornår han gik til politiet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han således forklaret, at han gik til politiet et par dage efter episoden på taget, men senere har han forklaret, at han først gik til politiet efter, at han var blevet antastet af [A]s far i bazaren cirka en måned efter episoden. Under disse omstændigheder må nævnet forkaste ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Herefter, og da den generelle sikkerhedssituation i Irak heller ikke kan føre til en anden vurdering af beskyttelsesbehovet, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/159/CMA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af shia muslimske militser eller af ISIL. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var livvagt for den irakiske justitsminister, og at hans familie, som er sunni muslimer, boede i et shia muslimsk område i Bagdad. De bevæbnede grupper fandt ud af, at ansøgerens far var sunni muslim, og en dag i 2014 eller 2015, da faren var på arbejde, blev han dræbt. Derefter forsøgte de bevæbnede grupper at dræbe ansøgeren og ansøgerens familie, idet de oplevede, at bopælen blev beskudt flere gange fra biler, som kørte forbi. Ansøgeren og familien flyttede derfor til et andet område i Bagdad, hvor ansøgeren kun boede i kort tid, da ansøgerens mor sagde, at ansøgeren skulle flygte. Derudover forsøgte nogle personer at dræbe ansøgerens mor, da hun var på vej hjem fra arbejde. Videre er ansøgerens morbror blevet dræbt af en shia-muslimsk gruppe, da han var på vej til jobsamtale. Ansøgeren kan ikke flytte til områder, der er kontrolleret af ISIL, idet ansøgerens familie har boet i shia muslimsk område, hvorfor ISIL vil tro, at ansøgeren er imod dem. Endelig har ansøgeren oplyst, at det er obligatorisk for mænd over 16 år, at de skal aftjene værnepligt. Ansøgeren er tidligere forsøgt indkaldt til dette i 2015. Flygtningenævnet bemærker, at det ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv må indgå, at forklaringen kan være påvirket af, at ansøgeren, der kom til Danmark som mindreårig, efter det oplyste har det psykisk vanskeligt, og at han på grund heraf og den lange ventetid i asylprocessen kan have svært ved at huske detaljer. Selv når disse forhold tages i betragtning finder Flygtningenævnet imidlertid – som Udlændingestyrelsen – at ansøgerens forklaring såvel for nævnet som for Udlændingestyrelsen også om helt centrale forhold er så upræcis, usammenhængende og udetaljeret, at forklaringen ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for centrale forhold vedrørende bl.a., hvornår drabet på faderen fandt sted (udover at det var i 2014 eller 2015), hvor mange gange ansøgerens bopæl blev beskudt, og hvor mange gange han flyttede sammen med sin familie efter faderens død. Den omstændighed, at ansøgeren for nævnet har fremlagt en dødsattest, hvoraf fremgår, at faderen afgik ved døden [en nærmere bestemt dato o sommer 2014], kan ikke ændre herpå. Ansøgeren har tillige forklaret meget upræcist og usammenhængende om drabsforsøget på moderen, drabet på morbroren og om, at han skulle være forsøgt tvangsrekrutteret af en shiamilits. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være forsøgt tvangsrekrutteret til det irakiske militær ikke stemmer overens med de baggrundsoplysninger om militærtjeneste i Irak, som nævnet er i besiddelse af. Det fremgår således af bl.a. CIA World Factbook, Country Comparison to the World, “Military Service and Obligation (years of age)”, december 2016, at der ikke er obligatorisk militærtjeneste i Irak. Ansøgerens forklaring om tvangsrekrutteringen fremstår i øvrigt – som den øvrige del af ansøgerens forklaring – upræcis og udetaljeret. Ansøgerens asylmotiv synes herefter alene at bero på en generel frygt for forholdene som sunni-muslim i Irak. Om forholdene i Irak fremgår det af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden). På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/157/STR
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra […] i Basra-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i demonstrationer mod dårlige leveforhold i Irak. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den shiitiske militsgruppe […]. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans bror, […], har et entreprenørfirma i Basra, og at ansøgeren i perioden fra 2013 til 2014 var ansat i firmaet. Firmaet udførte blandt andet opgaver for den irakiske stat. I forbindelse med en konkret opgave krævede [militsen], at ansøgerens bror afleverede 5 % af indtægten fra denne opgave, hvilket ansøgerens bror accepterede. Ansøgerens bror blev endvidere tvunget til at ansætte personer med tilknytning til militsen, uanset at disse ikke var kvalificeret. På et tidspunkt opdagede ansøgerens to andre brødre, der ligeledes var ansat i firmaet, at de pågældende ansatte fra militsen modtog dobbelt løn, selvom de ikke udførte deres arbejdsopgaver. De pågældende blev derfor indkaldt til en tjenestesamtale, der udviklede sig til et slagsmål mellem ansøgerens to brødre og medarbejderne fra militsen. Ved den lejlighed truede personerne fra militsen ansøgerens brødre med, at de ville hente flere militsfolk, der ville angribe firmaet. Efter tjenestesamtalen modtog ansøgeren et opkald fra ansøgerens to brødre, idet de sagde, at ansøgeren skulle komme hen til deres opholdssted ved firmaet. Fem minutter efter, at ansøgeren var ankommet til stedet, ankom otte biler, der åbnede ild mod firmaet. Ansøgeren, der opholdt sig udenfor, blev overfaldet af tre personer, idet han blev slået med et gevær samt stukket med en kniv. Ansøgeren var efter overfaldet indlagt i omkring 11 dage. Gruppen stak efter overfaldet på ansøgeren af fra gerningsstedet, hvorefter politiet kom. Et enkelt militsmedlem blev pågrebet af politiet, og han blev fængslet i en måned. I forbindelse med straffesagen afgav ansøgeren vidneforklaring i retten. Efter episoden følte ansøgeren sig uretfærdigt behandlet og ønskede hævn, hvorfor ansøgerens mor og nogle venner foreslog ham at tage ophold i Bagdad, hvor han boede hos nogle venner i de følgende otte måneder. Herefter udrejste ansøgeren legalt fra lufthavnen i Basra til Istanbul, idet han var i besiddelse af sit eget irakiske pas gyldigt fra […] 2012 til […] 2020. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren forklaret, at modtaget skriftelige trusler fra […]-militsen via Facebook. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv til sin beskikkede advokat og for Flygtningenævnet oplyst, at han er homoseksuel, og at han har haft et homoseksuelt forhold i Irak og ligeledes har et homoseksuelt forhold her i landet til en […] statsborger. Ansøgeren har skjult sin homoseksualitet såvel i Irak som i Danmark, men han ønsker at få sin irakiske kæreste til Danmark. Ansøgeren har været forlovet med en kvinde i Irak, som han havde seksuelt forhold til, men da hun i 2011 giftede sig med en anden mand, blev han klar over, at han er homoseksuel, og at han ikke længere er tiltrukket af kvinder. Vedrørende det oprindelige asylmotiv Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge af en konflikt med [militsen]. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring om dette asylmotiv i løbet af sagens behandling. Endvidere har der været forskellige divergenser i ansøgerens forklaring. Det drejer sig blandt andet om ansøgerens rolle i fyringen af ansatte fra [militsen] og navnlig vedrørende resultatet af retssagen, og om denne er afsluttet. Flygtningenævnet må nærmest forstå ansøgerens forklaring således, at det er hans rolle under retssagen og den omstændighed, at han ikke frafalder sin ret over for [militsen], der begrunder hans frygt for overgreb. Flygtningenævnet lægger imidlertid vægt på, at ansøgeren efter retssagen har kunnet opholde sig otte måneder i Irak, dels i Baghdad, hvor familien har lejligheder, men også i Basra. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens søskende, herunder brødrene, ikke har været udsat for forfølgelse i anledning af fyringen af medarbejderne og retssagen. Efter det oplyste har brødrene således fortsat forbindelse med [militsen]. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han vil risikere forfølgelse eller overgreb fra [ militsen] omfattet af udlændingelovens § 7, hvis han vender tilbage til Irak. Vedrørende ansøgerens nye asylmotiv om homoseksualitet Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel eller biseksuel, og at han har haft et homoseksuelt forhold til en mandlig kæreste i Irak, samt at han har et homoseksuelt forhold til en […] statsborger. Et andet flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af homoseksualitet eller biseksualitet. Dette flertal deler sig med hensyn til begrundelsen herfor. Den ene voterende i dette flertal forkaster ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel eller biseksuel. Denne voterende lægger vægt på, at ansøgeren i det hele taget har udbygget sit asylmotiv i løbet af sagens behandling, og at ansøgeren på det senest mulige tidspunkt i forløbet har gjort dette asylmotiv gældende. Den anden voterende i dette flertal lægger til grund som forklaret af ansøgeren, at han ikke har afsløret sin homoseksualitet, hverken i Irak eller i Danmark, og at han heller ikke agter at gøre det. Denne voterende lægger således til grund, at ansøgeren ikke er og heller ikke vil blive eksponeret på en sådan måde, at der ved en tilbagevenden til Irak vil være en individuel og konkret risiko for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/156/nke
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra byen […], Diyala i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har i 2014 deltaget i en demonstration mod myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de irakiske myndigheder og militserne i Irak, der vil slå ham ihjel, idet han er sunni-muslim, og fordi han i 2014 har deltaget i en demonstration, der blev filmet. Endvidere frygter ansøgeren de generelle forhold i Irak. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren anført, at han er sunni-muslim i en by, der er domineret af shia-muslimer, hvorfor sunnier diskrimeres i forhold til job og uddannelse. På en for ansøgeren ukendt dato i foråret 2014 deltog han i en demonstration mod uretfærdighederne i den region, ansøgeren var bosiddende. Som følge af ansøgerens deltagelse i demonstrationen blev han efterfølgende på en for ham ukendt dato nogle måneder forud for udrejsen af hjemlandet opsøgt på bopælen af myndighedspersoner. Ved den episode flygtede ansøgeren og hans bror fra bopælen, idet de løb hen til en nabo. Da de omkring to timer senere vendte tilbage til bopælen, opholdt myndighedspersonerne sig ikke længere der. Omkring tre måneder forud for ansøgerens udrejse blev ansøgerens mosters søn og farbrors søn anholdt. Mosterens søn sidder fængslet i […], mens ansøgeren ikke har kendskab til, hvor farbrorens søn opholder sig. De pågældende havde ikke gjort noget, der kunne føre til en anholdelse. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak [i] september 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen alene henvist til de generelle forhold i hjemområdet i Irak. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han én gang har deltaget i en demonstration, at myndighederne optog demonstranterne og opsøgte og anholdt nogle af dem. Han er ikke blevet opsøgt i forbindelse med dette og har ikke haft nogen konflikter i forbindelse med sin deltagelse. Ansøgeren har aldrig haft problemer med shia-militserne. Shia-militserne har været på hans bopæl og ransaget den for penge og guld, og ansøgeren og hans familie er ikke blevet opsøgt senere. Der har ikke været nogen konkret konflikt, der har ledt til hans udrejse. Til asylsamtalen i Udlændingestyrelsen har ansøgeren blandt andet forklaret, at han deltog i en demonstration i 2014, hvor de blev filmet, og at han frygter, at myndighederne vil henrette ham, fordi han har deltaget i en demonstration, og fordi han er sunni-muslim. Myndighederne og militserne er på et tidspunkt kommet hjem til ansøgeren, hvor ansøgeren og hans bror flygtede over til naboen. Ansøgeren mener, at de kom hjem til ham, fordi han havde deltaget i demonstrationen, fordi de havde udøvet hærværk i ansøgerens hjem. Han har ikke personligt haft konflikter med militserne eller myndighederne, men efter ansøgeren blev opsøgt på sin bopæl, flygtede han. Han er ikke blevet opsøgt efterfølgende. Der er ikke kommet nogen, efter ansøgeren er udrejst. Under nævnsmødet har ansøgeren i væsentligt omgang udbygget sin forklaring om asylmotivet. Han har således blandt andet forklaret, at han var med i en gruppe på cirka 15 personer, som sammen med imamerne arrangerede demonstrationer over en periode på halvanden til to måneder. Ansøgeren deltog i én demonstration, hvor han blev filmet af en person i efterretningstjenesten, som han kendte, og filmen med blandt andet ansøgeren blev vist i TV. Hans bopæl blev opsøgt to gange, hvor der skete det samme. Hans fætters advokat havde oplyst ham om, at fætteren under tortur havde nævnt ansøgerens navn. Ansøgerens navn er registreret alle steder, og han er efterlyst af myndighederne. Ansøgeren har således udbygget sit asylmotiv fra frygt for de generelle forhold til konkret forfølgelse. Under nævnsmødet har ansøgeren i stort omfang svaret undvigende på konkrete spørgsmål og har udbygget sin forklaring i væsentligt omfang. Under disse omstændigheder og henset til oplysningspligten i udlændingelovens § 40, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/155/nke
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af familien til to personer, der døde af at spise brød fra det bageri, hvor ansøgeren har haft ansættelse. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han arbejdede i et bageri samen med tre andre personer, herunder bagermesteren. Ansøgeren var ansvarlig for dejen, mens hans kolleger havde andre opgaver i forbindelse med brødbagning. Da ansøgeren [i] november 2015 kom tilbage fra pause i bageriet, så ansøgerens to kolleger mistænkelige ud. Omkring ti dage senere kontaktede bagermesteren ansøgeren telefonisk, idet han sagde, at ansøgeren skulle indfinde sig i bageriet. Da ansøgeren kom til bageriet, oplyste bagermesteren, at to personer var afgået ved døden efter at have spist brød fra bageriet. Som ansvarlig for dejen var ansøgeren hovedmistænkt i sagen. Den følgende dag blev ansøgeren overfaldet på gaden af seks for ansøgeren ukendte personer fra en af de efterladtes familier, idet personerne spurgte, hvem der havde forgiftet dejen. Ved den lejlighed, hvor ansøgeren blev udsat for slag og spark, kom ansøgerens naboer ham til undsætning, og der skete ikke videre den dag. To til tre dage senere, [en dato senere i] november 2015, blev ansøgeren overfaldet af de samme personer, der oplyste ham, at det var sidste chance for at fortælle, hvem der havde forgiftet dejen. Såfremt ansøgeren ikke gav oplysninger herom, ville han blive dræbt. Der skete ikke yderligere ved den episode, og ansøgeren gik hjem. To dage senere henvendte et antal personer sig på ansøgerens bopæl, idet de spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor åbnede døren og sagde, at ansøgeren ikke var hjemme. Omkring [dato i] december 2015 henvendte personerne sig igen på ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren. De sagde ved den lejlighed til ansøgerens mor, at såfremt hun ikke gav oplysninger om ansøgerens opholdssted, ville de komme efter ansøgerens familie. Ansøgeren opholdt sig indenfor fra […] november 2015 og frem til den illegale udrejse af Irak [i] december 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder overordnet, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet forekommer ulogisk, usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har efter Udlændingestyrelsens afgørelse fremskaffet to lægelige dokumenter, hvori det fremgår, at det under en obduktion af to navngivne personer [i] november 2015 er konstateret, at de er døde som følge af forgiftning. Videre fremgår det af dokumentet benævnt ”Den første retsmedicinske rapport for politiets daglige hændelser,” at det efter obduktionen viste sig, at personerne blev forgiftet af ”indehaveren af (ulæseligt) brødbutik”. Datoen for dokumenter stemmer ikke med ansøgerens forklaring om, at de pågældende døde 7-8 dage efter […] november 2015. Videre forekommer det utroværdigt, at lægen i forbindelse med obduktionen kunne være i stand til at identificere, at giften stammede fra brød, og at brødet stammede fra den bagerbutik, ansøgeren var ansat i. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at dokumenterne efter deres indhold modsiger ansøgerens øvrige forklaring om tidsforløbet, og at dokumenterne samtidig svækker ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgerens forklaring om, hvorfor […] november 2015 står klart i hans erindring, er ikke troværdig, idet han blot henviser til, at han havde en længere pause, og at de to kolleger så mistænkelige ud. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre for, hvorledes de seks personer, som angiveligt overfaldt ham, kunne identificere ham som den mistænkte. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre for, hvorfor netop han var den hovedmistænkte i to drabssager, selv om han ikke havde nogen form for tilknytning til de afdøde og deres familier. Ansøgeren har i den forbindelse heller ikke givet en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke oplyste til de pågældende angribere, at han mistænkte sine to kolleger for at være gerningsmænd til drabene. Flygtningenævnet finder yderligere, at en sag om drab ved forgiftning af to personer må formodes at blive efterforsket af politiet, og at det burde have været politiet, som rettede henvendelse til ansøgeren om mistanken mod ham. Hertil kommer, at også ansøgeren må formodes at have interesse i at rette henvendelse til politiet for at afkræfte mistanken mod ham. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse har der yderligere været visse divergenser i ansøgerens forklaring. Det drejer sig blandt andet om, hvorledes hans mester kontaktede ham, om begge de afdødes familier eftersøgte ham, og hvor hans familie havde taget ophold efter ansøgerens udrejse. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/154/nke
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Al Nasiriyah i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at skulle bo på gaden i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der nogle gange bliver udført bombeangreb i hendes hjemby, som hun tror, er udført af Islamisk Stat. Ansøgeren har ingen familiemedlemmer i Irak. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har oplyst om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at hun får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således oplyst, at hun ikke har nogen personlig konflikt med nogen fra Islamisk Stat, og at hun aldrig mødt personer fra Islamisk Stat. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke har personlige konflikter med myndigheder, religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller andre. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at hun er blevet slået, mens hun boede på gaden i Irak, er ny og kan ikke lægges til grund. Ansøgerens frygt for Islamisk Stat og for sikkerhedssituationen i Irak er således af hel generel karakter. Det fremgår af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden), præmis 55. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at skulle bo på gaden, og at hun ikke har nogen familie i Irak, der vil kunne tage sig af hende. Nævnet bemærker hertil, at uanset at ansøgeren, der er en ældre kvinde, vil kunne forvente vanskelige forhold i Irak – for så vidt hendes forklaring om manglende netværk lægges til grund – er der ikke grundlag for at antage, at hun på grund af forhold, der kan omfattes af udlændingelovens § 7, vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, der kan begrunde opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Det bemærkes herved, at det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til opholdstilladelse begrundet i rene humanitære forhold. På denne baggrund tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke har oplyst omstændigheder, der giver grund til at tro, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/153/LMD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Karbala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Saray al-Salaam militsen, fordi militsen tror, at han arbejder for de internationale styrker. Han er sunni muslim og boede i et shiadomineret område. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter en uforholdsmæssig straf på grund af, at han deserterede fra militæret. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i efteråret 2013 begyndte at arbejde som vagt i Den Grønne Zone i Bagdad. I 2015 var der en demonstration uden for Den Grønne Zone organiseret af Saray al-Salaam militsen, mens ansøgeren var på arbejde som vagt. Ansøgeren blev opsøgt at tre mænd, hvoraf den ene af dem beskyldte ham for at være agent for de internationale styrker. Manden gav ham 10 dage til at forlade sit job. Ansøgeren fortalte sin chef om truslen, der opfordrede ham til at holde lav profil. Ansøgeren fortalte også sin far om truslen, der sagde, at han skulle forlade sin arbejdsplads med det samme. Ansøgeren udrejste tre dage senere. Ansøgerens familie er efterfølgende to gange blevet opsøgt af militsen, der spurgte efter ansøgeren og hans bror. Ansøgerens bror var udrejst før ansøgeren, idet han også var blevet truet af militsen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han står i et asylbegrundende modsætningsforhold til, og at han er personligt efterstræbt af shia-militsen Saray al-Salam, ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har ikke fremlagt nogen egentlig dokumentation for, at han har arbejdet som vagt i Den Grønne Zone i Bagdad, og han har forklaret uoverensstemmende om, hvordan og hvornår han fik og tiltrådte dette arbejde. Ansøgeren har således i asylansøgningsskemaet [fra sommeren] 2015 oplyst, at han meldte sig til militærtjeneste sammen med sin bror, og at han blev udstationeret som vagt i Den Grønne Zone i Bagdad, mens han under de efterfølgende asylsamtaler [i sommeren og efteråret 2016] har oplyst, at han fik arbejdet via en ven af sin far. Ansøgeren har om tiltrædelsestidspunktet under de to første samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han påbegyndte sin ansættelse i henholdsvis sommeren og [sommeren] 2013, mens han under senere samtaler har forklaret, at han tiltrådte i henholdsvis [slutningen af 2013] december og [efteråret] 2013. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke er i tvivl om, hvornår han tiltrådte sin relativt korte ansættelse for der irakiske forsvarsministerium, og at det rettelig var i [efteråret] 2013. Ansøgeren har også forklaret udbyggende og forskelligt om, hvorvidt repræsentanter for Saray al-Salam opsøgte hans bopæl, mens han opholdt sig i Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 oplyste ansøgeren således intet om, at hans bopæl var blevet opsøgt af repræsentanter for Saray al-Salam, mens han under de efterfølgende samtaler oplyste, at hans familie var blevet opsøgt af militsen i bl.a. [sommeren] 2015. Tilsvarende har ansøgeren forklaret udbyggende om, i hvilket omfang hans familie er blevet opsøgt af repræsentanter fra Saray al-Salam efter, at ansøgeren udrejste af Irak. Under den første asylsamtale oplyste han således intet om, at hans familie var blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse af Irak, mens han under de efterfølgende samtaler oplyste, at han forud for den første asylsamtale var blevet orienteret om, at hans familie var blevet opsøgt to gange efter ansøgerens udrejse. Ansøgerens forklaring om sit arbejde i Den Grønne Zone og navnlig den personlige konflikt med Saray al-Salam forekommer herefter allerede efter indholdet af hans forklaring ikke troværdig, og det er en svaghed i ansøgerens forklaring, at han ikke har forsøgt at skaffe sig en eller anden form for dokumentation for sit arbejdsforhold. Hertil kommer, at ansøgeren også for nævnet har svaret undvigende på spørgsmål i relation til divergenserne i hans forklaring, og at han således også for nævnet har efterladt det klare indtryk, at i hvert fald ikke alle oplysningerne om hans arbejde og modsætningsforholdet til Saray al-Salam er korrekte. På denne baggrund finder nævnet ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren som følge af sin angivelige ansættelse er personligt efterstræbt af Saray al-Salaam. Herefter finder Flygtningenævnet heller ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse er deserteret fra sin angivelige ansættelse i det irakiske forsvarsministerium under sådanne omstændigheder, at han som følge heraf ved en hjemsendelse risikerer at blive idømt en uforholdsmæssig hård straf. På denne baggrund tiltræder nævnet samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/152/LMD
Flygtningenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle deltage i kamphandlinger, da han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Ansøgeren har derudover oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel som følge af sin fars medlemskab af en oppositionsgruppe mod det syriske Assad-styre, samt at han som sunni muslim og fremmed risikerer overgreb i Bagdad. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev kidnappet i 2005, da de boede i Irak. Ansøgerens far var medlem af en syrisk modstandsgruppe, […], der var beskyttet af Saddam Hussein og Baath-partiet. Ansøgeren tror, at gerningsmændene kunne være fra regeringen eller en regeringsstøttet gruppering. Ansøgerens mor modtog kort tid efter kidnapningen et telefonopkald, hvor der blev forlangt løsesum, ligesom familien blev truet på livet, herunder at de skulle forlade området. Ansøgeren og hans familie flyttede derfor til […], hvor der hovedsageligt boede shiiter. Ansøgerens mor var shiit, hvorfor det var muligt at bo der. Omkring 8-10 måneder senere modtog ansøgerens mor endnu et telefonopkald, hvor familien blev truet med, at deres hus ville blive brændt ned, hvis de ikke forlod området. Ansøgeren og hans familie udrejste kort tid efter til Syrien, hvor de boede indtil urolighederne i landet gjorde, at ansøgeren frygtede, at han ville blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste eller blive tvangsrekrutteret af militser. Ansøgeren flygtede derfor til Tyrkiet i 2012. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om ansøgeren, der tillige er irakisk statsborger, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgerens forklaring om hans fars tilhørsforhold og kidnapning kan lægges til grund til brug for denne vurdering. Det er efter ansøgerens forklaring uklart, hvem der stod bag kidnapningen af hans far i 2005, og om de trusler, som moderen modtog i 2006, mens de fortsat boede i Irak, hidrørte fra samme personer eller gruppering, som stod bag kidnapningen af faderen, om end meget taler for, at ansøgerens formodning – hvorefter der kan have været tale om shiitiske grupperinger – kan være korrekt. Når der imidlertid henses til, at ansøgeren ikke selv har været involveret i nogen konflikt med personer i Irak, og at kidnapningen og truslerne fandt sted for mere end 10 år siden, finder nævnet, at der i hvert fald ikke længere er grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være eller er i risiko for at blive efterstræbt i Irak. Det hører i den forbindelse med i billedet, at ansøgerens søster angiveligt bor og opholder sig i Irak, og at ansøgerens far efter det oplyste ikke kan antages at have haft en central og meget eksponeret rolle i forbindelse med sit politiske virke, der i øvrigt i al væsentligt må anses at have været rettet mod forhold i Syrien. Det fremgår således af baggrundsoplysninger om situationen i Irak, herunder Home Office rapport fra november 2016, ”Country Policy and Information Note, Iraq: Ba’athists”, at der i Irak ikke sker generel forfølgelse af personer på grund af deres tidligere tilknytning til Ba’ath partiet, hvilket navnlig er tilfældet, hvis en person bl.a. ikke har haft en mere central eller højerestående rolle eller position inden for partiet. Det fremgår endvidere af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden). Endelig følger det af Flygtningenævnets praksis, at heller ikke de generelle forhold for sunnimuslimer i Bagdad – om end de kan være vanskelige, herunder navnlig i en tilflyttersituation – er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/151/LMD
Flygtningenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand-lig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle deltage i kamphandlinger, da han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Ansøgeren har derudover oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel som følge af sin fars medlemskab af en oppositionsgruppe mod det syriske Assad-styre, samt at han som sunni muslim og fremmed risikerer overgreb i Bagdad. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev kid-nappet i 2005, da de boede i Irak. Ansøgerens far var medlem af en syrisk modstandsgruppe, […], der var beskyttet af Saddam Hussein og Baath-partiet. Ansøgeren tror, at gerningsmændene kunne være fra regeringen eller en regeringsstøttet gruppering. Ansøgerens mor modtog kort tid efter kid-napningen et telefonopkald, hvor der blev forlangt løsesum, ligesom familien blev truet på livet, herunder at de skulle forlade området. Ansøgeren og hans familie flyttede derfor til […], hvor der hovedsageligt boede shiiter. Ansøgerens mor var shiit, hvorfor det var muligt at bo der. Omkring 8-10 måneder senere modtog ansøgerens mor endnu et telefonopkald, hvor familien blev truet med, at deres hus ville blive brændt ned, hvis de ikke forlod området. Ansøgeren og hans familie udrejste kort tid efter til Syrien, hvor de boede indtil urolighederne i landet gjorde, at ansøgeren frygtede, at han ville blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste eller blive tvangsrekrutteret af militser. Ansøge-ren flygtede derfor til Tyrkiet i 2012. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansø-geren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om ansøgeren, der tillige er irakisk statsborger, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgerens forklaring om hans fars tilhørsforhold og kidnapning kan lægges til grund til brug for denne vurdering. Det er efter an-søgerens forklaring uklart, hvem der stod bag kidnapningen af hans far i 2005, og om de trusler, som moderen modtog i 2006, mens de fortsat boede i Irak, hidrørte fra samme personer eller gruppering, som stod bag kidnapningen af faderen, om end meget taler for, at ansøgerens formodning – hvorefter der kan have været tale om shiitiske grupperinger – kan være korrekt. Når der imidlertid henses til, at ansøgeren ikke selv har været involveret i nogen konflikt med personer i Irak, og at kidnapningen og truslerne fandt sted for mere end 10 år siden, finder nævnet, at der i hvert fald ikke længere er grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være eller er i risiko for at blive efterstræbt i Irak. Det hører i den forbindelse med i billedet, at ansøgerens søster angiveligt bor og opholder sig i Irak, og at ansøgerens far efter det oplyste ikke kan antages at have haft en central og meget eksponeret rolle i forbindelse med sit politiske virke, der i øvrigt i al væsentligt må anses at have været rettet mod forhold i Syrien. Det fremgår således af baggrundsoplysninger om situationen i Irak, herunder Home Office rapport fra november 2016, ”Country Policy and Information Note, Iraq: Ba’athists”, at der i Irak ikke sker generel forfølgelse af personer på grund af deres tidligere tilknytning til Ba’ath partiet, hvilket navnlig er tilfældet, hvis en person bl.a. ikke har haft en mere central eller højerestående rolle eller position inden for partiet. Det fremgår endvidere af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæi-ske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i områ-det, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden). Endelig følger det af Flygtningenævnets praksis, at heller ikke de generelle forhold for sunnimuslimer i Bagdad – om end de kan være vanskelige, herunder navnlig i en tilflyttersituation – er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/151/LMD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak/Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle deltage i kamphandlinger, da han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Ansøgeren har derudover oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel som følge af sin fars medlemskab af en oppositionsgruppe mod det syriske Assad-styre, samt at han som sunni muslim og fremmed risikerer overgreb i Bagdad. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev kidnappet i 2005, da de boede i Irak. Ansøgerens far var medlem af en syrisk modstandsgruppe, […], der var beskyttet af Saddam Hussein og Baath-partiet. Ansøgeren tror, at gerningsmændene kunne være fra regeringen eller en regeringsstøttet gruppering. Ansøgerens mor modtog kort tid efter kidnapningen et telefonopkald, hvor der blev forlangt løsesum, ligesom familien blev truet på livet, herunder at de skulle forlade området. Ansøgeren og hans familie flyttede derfor til Hay-al-Mustan ved Palæstina Street, hvor der hovedsageligt boede shiiter. Ansøgerens mor var shiit, hvorfor det var muligt at bo der. Omkring 8-10 måneder senere modtog ansøgerens mor endnu et telefonopkald, hvor familien blev truet med, at deres hus ville blive brændt ned, hvis de ikke forlod området. Ansøgeren og hans familie udrejste kort tid efter til Syrien, hvor de boede indtil urolighederne i landet gjorde, at ansøgeren frygtede, at han ville blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste eller blive tvangsrekrutteret af militser. Ansøgeren flygtede derfor til Tyrkiet i 2012. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om ansøgeren, der tillige er irakisk statsborger, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgerens forklaring om hans fars tilhørsforhold og kidnapning kan lægges til grund til brug for denne vurdering. Det er efter ansøgerens forklaring uklart, hvem der stod bag kidnapningen af hans far i 2005, og om de trusler, som moderen modtog i 2006, mens de fortsat boede i Irak, hidrørte fra samme personer eller gruppering, som stod bag kidnapningen af faderen, om end meget taler for, at ansøgerens formodning – hvorefter der kan have været tale om shiitiske grupperinger – kan være korrekt. Når der imidlertid henses til, at ansøgeren ikke selv har været involveret i nogen konflikt med personer i Irak, og at kidnapningen og truslerne fandt sted for mere end 10 år siden, finder nævnet, at der i hvert fald ikke længere er grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være eller er i risiko for at blive efterstræbt i Irak. Det hører i den forbindelse med i billedet, at ansøgerens søster angiveligt bor og opholder sig i Irak, og at ansøgerens far efter det oplyste ikke kan antages at have haft en central og meget eksponeret rolle i forbindelse med sit politiske virke, der i øvrigt i al væsentligt må anses at have været rettet mod forhold i Syrien. Det fremgår således af baggrundsoplysninger om situationen i Irak, herunder Home Office rapport fra november 2016, ”Country Policy and Information Note, Iraq: Ba’athists”, at der i Irak ikke sker generel forfølgelse af personer på grund af deres tidligere tilknytning til Ba’ath partiet, hvilket navnlig er tilfældet, hvis en person bl.a. ikke har haft en mere central eller højerestående rolle eller position inden for partiet. Det fremgår endvidere af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden). Endelig følger det af Flygtningenævnets praksis, at heller ikke de generelle forhold for sunnimuslimer i Bagdad – om end de kan være vanskelige, herunder navnlig i en tilflyttersituation – er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/151/LMD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Barika, Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, fordi han skylder penge væk efter hans forretning gik konkurs. Ansøgeren står i gæld til flere personer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har modtaget telefontrusler. Ansøgeren er endvidere blevet opsøgt én gang på sin bopæl af en kreditor ved navn [A]. Herudover er der sprunget en granat foran ansøgerens bopæl, ligesom der efter hans udrejse er blevet placeret en granat ved hans bopæl. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens konflikt ikke kan føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet konflikten ikke har den fornødne intensitet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens konflikt udspringer af et forretningsmellemværende mellem ansøgeren og andre almindelige forretningshavende, og at ansøgeren, der i det væsentlige har opholdt sig på sin bopæl i de ca. tre måneder, som konflikten har varet, alene er blevet opsøgt personligt af en af sine kreditorer, der i forbindelse med episoden blev pågrebet og retsforfulgt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at myndighederne i KRI generelt er i stand til at sørge for en effektiv beskyttelse af borgere i det kurdiske område i Nordirak, når der ikke er tale om myndighedskonflikter, og på at ansøgerens bror arbejder for sikkerhedstjenesten i [by]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at myndighederne har reageret på hans henvendelser i forbindelse med konflikten. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/150/THJ
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet hans søskende og far har været udsat for henholdsvis kidnapninger, mordforsøg og overgreb, ligesom tre af hans brødre er blevet slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans søster i 2010 blev kidnappet sammen med en veninde, da de var på vej hjem fra skole. Veninden blev løsladt og forklarede til hans familie, at kidnapningen var sekterisk motiveret, og at hun selv blev løsladt, fordi hun havde et sunni-navn. Søsteren havde et shia-navn, hvorfor ansøgeren formoder, at kidnapningen blev udført af sunni-muslimer. I forbindelse med kidnapningen af søsteren, blev ansøgerens far ringet op af gerningsmændene, som dog hverken opgav deres identitet eller motiv. Primo 2011 blev ansøgerens ene bror [A] kidnappet, hvorefter faren blev ringet op af nogle personer, som krævede løsepenge, men familien nåede aldrig at få broren løsladt, inden broren blev fundet dræbt af skud. I 2013 blev ansøgerens anden bror [B] også kidnappet, og i den forbindelse blev familien igen kontaktet af kidnapperne, som krævede løsepenge, men denne bror blev også slået ihjel. I 2015 sprang der en bombe i familiens garage, og da ansøgerens tredje bror løb ud for at se, hvad der var sket, blev broren skudt og dræbt på stedet. Da ansøgerens fjerde bror hørte skyderiet, løb denne bror udenfor. En bil kørte fra stedet, mens der blev skudt fra bilen mod den fjerde bror, som blev ramt af skud i sit ene ben. Ansøgeren var på arbejde, da dette angreb fandt sted. Med hjælp fra sin onkel udrejste ansøgeren af Irak tre timer efter angrebet. To måneder inden ansøgeren var til samtale hos Udlændingestyrelsen i efteråret 2016 blev hans far udsat for et voldeligt overgreb i familiens hjem, og faren blev af gerningsmændene bedt om at forlade området. Ansøgeren formoder, at overgrebet mod faren ikke blev udført af de samme personer, som tidligere havde kidnappet og slået hans søskende ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har afgivet divergerende forklaringer på væsentlige detaljer vedrørende sit påberåbte asylgrundlag. Ansøgeren har således vedrørende den påståede kidnapning af sin søster til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun var på vej hjem fra skole, og at hans far tilbød kidnapperne penge, hvilket de ikke ville have. Derimod har ansøgeren i familieskemaet oplyst, at kidnapperne forlangte løsesum, men at familien ikke kunne betale. Dertil kommer, at ansøgeren til samtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at søsteren var på vej hjem fra arbejde, og at kidnapperne ikke krævede penge. Vedrørende [A] har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det blev krævet, at der skulle betales halvdelen af løsesummen før løsladelsen og halvdelen efter løsladelsen. Ansøgeren har i familieskemaet oplyst, at familien fik en måned til at skaffe pengene. Dertil kommer, at ansøgeren til samtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at hans far ikke ville betale, og at [A] blev fundet død dagen efter kidnapningen. Ansøgeren har under denne samtale givet udtryk for, at han ikke erindrer at have forklaret, at halvdelen af løsesummen skulle betales før løsladelsen, og at den anden halvdel skulle betales efter løsladelsen. Ansøgeren har vedrørende [B] til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien blev kontaktet dagen efter kidnapningen. Ansøgeren har i familieskemaet oplyst, at familien kun nåede at betale halvdelen af løsesummen. Ansøgeren har til samtalen [i efteråret] 2016 forklaret, at familien blev kontaktet senere samme dag, som kidnapningen fandt sted, og at hans far nægtede at betale løsesum. På baggrund af ovennævnte divergenser, som nævnet finder væsentlige, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. For så vidt angår episoderne hvor familiens hus blev bombet, og hvor ansøgerens far blev overfaldet, finder nævnet ikke, at det er sandsynliggjort, at disse overgreb har været rettet mod ansøgeren. Den generelle situation i Irak er efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen J.K. and others v. Sweden (59166/12) og nævnets praksis ikke i sig selv tilstrækkelig til at opnå asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/15/ceb
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive opsøgt, bortført eller henrettet af ISIL, idet han har angivet to personer til de kurdiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som chauffør i Irak, og at han fragtede mad fra byen [A] til en flygtningelejr beliggende udenfor byen. Engang i mellem havde han også passagerer med, når han kørte fra flygtningelejren tilbage til [A]. En dag havde ansøgeren to mænd med, som under kørslen talte om ISIL. Da de kom til en kontrolpost, underrettede ansøgeren vagterne herom, hvorefter de to mænd blev tilbageholdt. Efterfølgende blev ansøgeren underrettet af nogle læger i flygtningelejren om, at de to mænd, som ansøgeren havde haft med som passagerer, var medlemmer af ISIL, og at hans liv derfor var i fare. Ansøgeren tog herefter til sin morbror i Sulaymaniyah, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som taxachauffør, men Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med asylmotivet. Ansøgeren har således til forskellige samtaler og under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt de to personer i taxaen betalte forud for turen, eller om han ikke modtog betaling, og om mændene var alene, da han samlede dem op, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt de to personer blev kropsvisiteret ved checkpointet og om, hvorvidt han blev advaret af lægerne en eller to dage efter episoden. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte mad til lægerne i 1-2 måneder eller i 3-4 måneder og om, hvad personerne og han talte om, herunder om de aftalte pris og sted på arabisk, og om hvorvidt han forstod en del eller lidt arabisk samt om, hvad han sagde til vagterne ved checkpointet. Ansøgerens forklaring forekommer i øvrigt mindre sandsynlig og uden logisk sammenhæng. Det forekommer således mindre sandsynligt, at de to personer spurgte, om han kunne arabisk og derefter talte om ISIL på en sådan måde, at han fik mistanke om, at de tilhørte ISIL, henset til at ISIL hedder det samme på sorani og arabisk. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren, hvis han ikke forstod, hvad de to mænd talte om, skulle mistænke dem for at være ISIL–medlemmer, blot fordi de nævnte organisationens navn, særligt når henses til, at mange personer i området var flygtet fra ISIL, og at der var væbnede kæmpe med ISIL. Ansøgerens forklaring om, at de to mænds familier enten spurgte efter ham eller holdt øje med ham forekommer også mindre sandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at familierne ikke var blevet opsøgt og/eller anholdt af myndighederne, såfremt myndighederne vidste, at de var medlemmer af ISIL eller ISIL sympatisører. Ansøgerens forklaring om, hvorledes lægerne fik at vide, at ansøgeren var i fare forekommer i øvrigt usammenhængende og uden logisk sammenhæng. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser og usammenhængende oplysninger, ligesom han generelt har besvaret nævnets spørgsmål afglidende og upræcist. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/149/CMA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Fallujah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter overgreb som følge af, at en anden person med samme navn og klannavn som ansøgeren har udført terrorisme. Ansøgeren blev på et tidspunkt standset ved en kontrolpost med beskeden, at han var en del af gruppen [A], hvorefter han blev tildelt en lussing. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter at blive tvangshvervet til ISIS. Til støtte herfor han ansøgeren forklaret, at han ikke selv er blevet opsøgt af ISIS, fordi han udrejste. Andre unge mennesker, herunder ansøgerens bror, er imidlertid blevet opsøgt af gruppen, der har beordret dem til at slutte sig til dem. Hans bror blev ti dage efter ansøgerens første samtale hos Udlændingestyrelsen fængslet af den irakiske hær som mistænkt for at være en del af ISIS. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den folkelige mobiliseringsenhed Hashd Alshaabi i Fallujah. Da ansøgeren og hans venner, som han udrejste sammen med, på et ikke nærmere angivet tidspunkt forsøgte at tage til [et navngivent sted] i Ramadi, blev de standset og slået af mobiliseringsenheden, der sendte dem retur til Fallujah. Uanset om Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit navnesammenfald med en terrorist til grund, findes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren herved er konkret og individuelt forfulgt med den fornødne intensitet, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring under nævnsmødet, hvorefter han som følge af navnesammenfaldet alene blev standset ved en kontrolpost med beskeden, at han var en del af gruppen [A], hvorefter han blev tildelt en lussing. De generelle forhold i Fallujah, herunder tilstedeværelsen af Hashd Alshaabi og ISIS og den heraf følgende risiko for rekruttering, findes heller ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2017/148/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af en unavngiven milits, idet militsen kræver penge af ham. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af privatpersoner som hævder, at ansøgeren skylder dem penge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2013 blev butiksansvarlig for et supermarked, som var ejet af ansøgerens chef, [A]. I den forbindelse blev der udstedt et checkhæfte i ansøgerens navn, som [A] fik som sikkerhed for butikken. [A] forsvandt i juli 2015, og han kom ikke og hentede omsætningen i supermarkedet. Omkring den [efteråret] 2015 begyndte privatpersoner at opsøge ansøgeren og fremvise checks udstedt i ansøgerens navn. Personerne krævede penge af ansøgeren. I slutningen af [efteråret] 2015 opsøgte fire til fem bevæbnede mænd ansøgeren i supermarkedet. De spurgte efter [A]. Ansøgeren antog, at de tilhørte en milits. Militsen tilbød ansøgeren beskyttelse mod betaling. Ansøgeren bad om fire til fem dage til at tænke over det. Den 4. oktober 2015 blev ansøgeren igen opsøgt af mændene fra militsen. Mændene truede ansøgeren og sagde, at han havde én dag til at finde en løsning på problemet. Den (…) 2015 opsøgte de igen ansøgeren. Da ansøgeren ikke havde fundet på en løsning, blev de vrede. Mændene truede ansøgeren med en pistol, og smed ham ud af forretningen. Mændene sagde, at de ville opsøge ansøgeren igen samme aften. Herefter forlod de stedet. Samme aften flygtede ansøgeren hjem til sine slægtninge, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse den (…) 2015. Efter sin udrejse af Irak, har ansøgeren fået at vide af sin mor, at militsen, samme aften som han flygtede over til sine slægtninge, opsøgte familiens bopæl, for at finde ansøgeren. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at militsen og en række privatpersoner, efter ansøgeren udrejse, flere gange har opsøgt familiens bopæl for at finde ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder særligt at ansøgeren har forklaret uklart, undvigende og udetaljeret, hvorved ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at centrale dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Det forekommer således ulogisk og usandsynligt, at ansøgeren blev bedt om at stille sikkerhed overfor sin arbejdsgiver ved at få lavet et checkhæfte i ansøgerens navn, særligt henset til at der ikke var knyttet en konto til checkhæftet, hvor ansøgeren havde indsat penge. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke kontaktede banken eller myndighederne, da han blev opsøgt af personer med falske checks, eller at ansøgeren ikke spurgte de personer, der kom med checksene, under hvilke omstændigheder de havde fået checksene. Endelig forekommer det ikke sandsynligt, at militsen truede ansøgeren på livet, hvorefter de lod ham gå og samtidig advarede ham om, at de ville komme efter ham samme aften/nat. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema af (…) 2015 ikke har oplyst om konflikten med sin arbejdsgiver og de falske checks, der er årsagen til ansøgerens problemer. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en række divergenser, herunder har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt militsen kendte ansøgerens arbejdsgiver. Til oplysnings- og motivsamtalen den (…) 2016 har ansøgeren forklaret, at militsen ikke kendte ansøgerens arbejdsgiver, mens ansøgeren til asylsamtalen den (…) 2016 har forklaret, at militsen spurgte efter ansøgerens arbejdsgiver. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet udbygget sin forklaring om, at hans families bopæl også er blevet opsøgt og ransaget af politiet. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/147/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter unavngivne militser, og at han frygter at blive straffet med fængsel af de irakiske myndigheder, fordi han er udeblevet fra militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han i perioden 2009 til 2015 arbejdede som sikkerhedsvagt for en højtstående officer. I sommeren 2015 modtog hans arbejdsgiver et brev fra det irakiske forsvarsministerium, hvoraf fremgik, at antallet af sikkerhedsvagter skulle indskrænkes, og at ledigblevne sikkerhedsvagter fremadrettet i stedet skulle gøre tjeneste i hæren. 10-12 dage senere opsøgte politiet ansøgerens bopæl og afleverede en indkaldelse stilet til ansøgeren til militæret til hans mor. På dette tidspunkt var ansøgeren ikke hjemme. Han tog ophold hos sin farmor, men flyttede hjem igen. To dage efter, at han tog tilbage til sin egen bopæl, blev han bekendt med, at nogle unavngivne militser var efter ham, fordi de stirrede på ham, mens han sad på sin veranda. Han tog på ny hjem til sin farmor, hvor han blev kontaktet af sin mor, der oplyste, at nogle personer fra en unavngiven milits havde banket på døren. Herefter udrejste ansøgeren legalt af Irak. Flygtningenævnet har overvejet, om der, efter at den iværksatte høring ikke har kunnet gennemføres, er grundlag for at genoptage sagens behandling med henblik på ny mundtlig behandling. Flygtningenævnet har imidlertid ikke fundet grundlag herfor, idet ansøgeren ikke har anmodet herom, og idet der ikke i den mellemliggende periode er fremkommet nye oplysninger fra ansøgerens side. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende og utroværdig, og at centrale dele af forklaringen tillige fremstår som ikke sandsynlig. Ansøgerens forklaring om, at han alene mundtligt skulle have fået at vide af sin tidligere arbejdsgiver, en brigadegeneral, som han angiveligt var privatchauffør for, at han nu skulle udføre militærtjeneste, uden at have fået nærmere oplysninger om mødetid og mødested, har været noget divergerende. Ansøgeren havde efter det oplyste ikke tidligere aftjent værnepligt og aldrig båret våben, han havde selv søgt jobbet hos brigadegeneralen, og det fremstår ikke sandsynligt, at ansøgeren på den baggrund vil blive betragtet som deserteret ved ikke at melde sig til militærtjeneste. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han selv modtog et brev om, at han skulle udføre militærtjeneste, eller om arbejdsgiveren modtog brevet. Ansøgerens forklaring om, at hans mor skulle have modtaget en indkaldelse stilet til ansøgeren, som hun derefter destruerede uden at udlevere den til ansøgeren, forekommer ikke troværdig. Det er mindre sandsynligt, at der kun er kommet den ene indkaldelse og ikke derefter yderligere henvendelser på ansøgerens bopæl med henblik på at få ham til at melde sig til militærtjeneste, såfremt myndighederne efterstræber ham i en sådan grad som forklaret om af ansøgeren. Det fremstår heller ikke overbevisende, at ansøgeren skulle være efterlyst af efterretningstjenesten. Det forekommer således ikke sandsynligt, at ansøgerens ven, som angiveligt arbejder i efterretningstjenesten, som kontoransat, kunne komme i besiddelse af et internt dokument af denne karakter og have mulighed for og turde risikere at tage et foto af dokumentet og videreformidle det som forklaret af ansøgeren. Hertil kommer, at dokumentets ordlyd ikke angiver, at ansøgeren skulle være deserteret, men alene, at ansøgerens forbrydelse skulle bestå i ”at flygte ved at tage det officielle medarbejder ID med sig og ”at flygte uden at aflevere de ting, han fik afleveret ved ansættelsen”. Yderligere har ansøgerens forældre angiveligt ikke modtaget henvendelser med henblik på anholdelse af ansøgeren. Hvad angår en eventuel risiko for overgreb fra shiitiske militser bemærkes, at det fremgår af ansøgerens forklaring, at han har følt sig iagttaget af sådanne militser. Da disse militser ikke i den forbindelse eller senere har rettet henvendelse til ham eller hans familie, er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb fra shiitiske militsers side, og frygten for militserne beror alene på ansøgerens formodning. Hertil kommer, at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren på et tidspunkt, hvor han angiveligt var eftersøgt af såvel de militære myndigheder som shiitiske militser, turde og faktisk kunne udrejse legalt og legitimeret med eget ægte pas fra lufthavnen i Bagdad. I den forbindelse har ansøgeren forklaret divergerende om, fra hvem og hvorledes han fik hjælp af en ansat i lufthaven til at undersøge, om han i lufthavnen var registreret som eftersøgt. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, uanset at høringen ikke har kunnet gennemføres, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/146/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og mandæer af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af islamiske militser, idet han er blevet truet til at betale dem penge. Ansøgeren frygter endvidere disse militser, fordi han tilhører minoritetsreligionen mandæisme. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans bror blev opsøgt i deres smykkebutik, hvor den islamiske milits truede ansøgeren på livet, fordi han ikke betalte ”jazira” (bestikkelsespenge) til dem. Den islamiske milits stjal endvidere smykker og ødelagde butikken. Ansøgeren frygter endvidere ISIL, fordi hans bror har arbejdet som journalist og ansøgerens nevø er blevet forsøgt hvervet af dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i sit asylskema alene påberåbt sig de generelt dårlige forhold for mandæerne og har ikke angivet andre grunde til sin udrejse, mens han under de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har påberåbt sig konkrete asylmotiver. Ansøgeren har under de efterfølgende samtaler forklaret divergerende om sit asylmotiv, idet han først har forklaret, at han udrejste, fordi hans nevø var i risiko for tvangshverning af ISIL, og fordi hans bror som journalist var truet af samme, mens han senere har forklaret, at han og hans bror og nevø blev forfulgt af ukendte militser, fordi de ikke vil betale beskyttelsespenge eller konvertere til islam, samt at han og broren i den forbindelse blev udsat for et overfald i deres guldsmedebutik. Ansøgeren har herunder forklaret divergerende om overfaldet i guldsmedebutikken. Han har således forklaret divergerende om, hvordan og hvornår han og broren blev opsøgt af ISIL. Ansøgeren har i forbindelse med sit møde med advokaten fremlagt en række dokumenter, der fremstår som akter fra politimæssig efterforskning vedrørende to kriminelle hændelser begået mod familien i 2017. Det fremgår af dokumenterne, at familien har opnået myndighedernes efterforskning af to sager, og at ansøgerens bror har afgivet forklaring over for myndighederne, og at broren i den forbindelse anførte, at han ikke har oplevet konkrete konflikter med nogen. Dokumenterne fremstår i øvrigt med oplysninger om de påberåbte konflikter, der divergerer fra det forklarede, herunder om baggrunden for nevøens udrejse, og om hvorvidt broren er forsvundet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for personer tilhørende den mandæiske religion - trods svære - ikke i sig selv medfører risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/145/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og mandæer af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af islamiske grupper i Irak på grund af sin religion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at de islamiske grupper, herunder ISIL, Al-Qaeda og flere shiitiske grupperinger anser ansøgeren for at være vantro, hvorfor de vil skære halsen over på ansøgeren, hvis han ikke konverterer til islam eller forlader Irak. Fem-seks måneder inden ansøgerens udrejse af Irak blev ansøgerens far og farbror overfaldet i deres forretning af 15-20 mænd. Mændene råbte ”Gud er stor”, stjal guldet i forretningen og brækkede farens næse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren – der under mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til, at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i sit asylskema påberåbt sig, at han er blevet truet af ISIL, der ville slå ham og familien ihjel, fordi han er mandæer, og at hans far er journalist og flygtede fra provins til provins, mens han under de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har påberåbt sig, at han er flygtet fordi faren og farbroren blev overfaldet i deres guldsmedebutik. Han har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende om, hvorvidt familien har modtaget trusler. Ansøgeren har i forbindelse med sit møde med advokaten fremlagt en række dokumenter, der fremstår som akter fra politimæssig efterforskning vedrørende to kriminelle hændelser begået mod familien i 2017. Det fremgår af dokumenterne, at familien har opnået myndighedernes efterforskning af to sager, og at hans far har afgivet forklaring over for myndighederne, og at faren i den forbindelse anførte, at han ikke har oplevet konkrete konflikter med nogen. Dokumenterne fremstår i øvrigt med oplysninger om de påberåbte konflikter, der divergerer fra det forklarede, herunder om baggrunden for hans egen udrejse, og om hvorvidt hans far er forsvundet. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret afglidende på konkrete spørgsmål og har ikke været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for personer tilhørende den mandæiske religion - trods svære - ikke i sig selv medfører risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/144/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salaheddin, Irak Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive anholdt af militserne Saraya as-Salam og Badr, fordi de mistænker ham for at have hjulpet ISIL. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive afhørt og fængslet af sikkerhedsfolkene i lufthavnen, fordi han er udrejst af landet, og således vil blive anset som en forræder. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter, at ISIL vil anholde ham, såfremt de skulle indtage Samarra. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [i efteråret] 2015 blev ansøgerens bror, [bror A], sammen med nogle venner, stoppet af Saraya as-Salam på vejen mellem Samarra og al-Qala’a. Lokalpolitiet kom til stedet, hvorefter [bror A] og hans venner fik lov til at gå. Omkring en måned efter episoden, hvor [bror A] blev tilbageholdt, udrejste ansøgeren og ansøgerens familie legalt fra lufthavnen i Bagdad. Ansøgeren har desuden oplyst, at efter militserne Saraya as-Salam og Badr i starten af 2015 overtog Samarra fra ISIL, har de erklæret, at folk i byen har hjulpet ISIL, hvorfor ansøgeren frygter at blive anholdt af dem. Under nævnsmødet har ansøgeren yderligere til støtte for asylmotivet anført, at hans far står på en liste fra Hashd al-Shaabi over personer, som skal ”arresteres”. Hans far har forklaret, at dokumentet er en efterlysning af ham, som hans bror Ahmads ven har set ved en kontrolpost og fotograferet, hvorefter vennen efter Udlændingestyrelsens afgørelse har sendt det til Ahmad og til ansøgeren, via facebook. Vedrørende listen over personer: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens og hans familiemedlemmers forklaring om denne del af asylmotivet til grund. Ifølge tolkens oversættelse af dokumentet bærer dokumentet titlen ”Offentliggørelse”, og er stilet til: ”Vores Mujahadeen-brødre i ledende kontrolposter i Saraya i Samarra”. Det fremgår, at de navngivne personer skal tilbageholdes ifølge lov nummer fire angående terrorisme i den irakiske straffelov. Ansøgerens far har forklaret, at han står nævnt som nummer fem, hans bror Ahmad som nummer seks, og at der er andre lærere blandt de øvrige personer. Ved vurderingen af dokumentet har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på følgende: Ansøgerens far og ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor dokumentet var fundet, og hvorvidt dette fremgik af teksten på facebook. De har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt det var Ahmad eller Ahmads ven, der sendte dokumentet til ansøgeren via facebook. Såfremt dokumentet, som forklaret af ansøgerens far, var hængt op ved en kontrolpost, forekommer det ikke sandsynligt, at en sunni-muslim havde mulighed for at standse op og fotografere dokumentet. Det forekommer mindre sandsynligt, at shia-militsen ville hænge en arrestordre vedrørende efterlyste personer op et offentligt sted og derved advare de pågældende. Ansøgeren har på nævnets forespørgsel, om nævnet måtte se mailkorrespondancen om dokumentet på hans facebook-profil, forklaret, at han har slettet korrespondancen. Nævnet finder, at det ikke er sandsynligt, at ansøgeren ville slette korrespondancen, medmindre formålet hermed var, at han ikke ønskede, at nævnet skulle se den. Det er bemærkelsesværdigt, at dokumentet, som er affattet på arabisk, også er forsynet med engelsk tekst og med datering efter gregoriansk kalender. Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at de navngivne personer ikke er identificerede med familieforhold og fødselsdato, hvilket ikke stemmer med gængse irakiske dokumenter. Vedrørende ansøgerens og hans families tidligere hus har de forklaret, at de solgte det forud for udrejsen. Det kan derfor ikke tillægges betydning, såfremt huset efterfølgende skulle være forsynet med påskrifter fra shiitisk side. Ansøgerens far har oplyst, at han under Saddam Husseins regime var menigt medlem af Baath Partiet, og at hans far og onkel var fremtrædende medlemmer af partiet. Hverken ansøgerens far, hans farfar eller farens onkel har i de mellemliggende år været udsat for problemer i den forbindelse. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt af shiitiske militser. Vedrørende det oprindelige asylmotiv: Efter ansøgerens og hans families forklaringer var det shiitiske militser, der kontrollerede Samarra, da de udrejste. De har videre forklaret, at de blev standset ved kontrolposter, at ansøgeren og hans brødre har været udsat for at blive slået i den forbindelse, og at de er blevet afkrævet penge for at få lov til at passere. [Bror A] er desuden blevet tilbageholdt et par timer, men han blev frigivet som følge af det lokale politis tilstedekomst. Ansøgeren og hans familie har også nævnt, at andre personer, herunder en fætter/nevø, er blevet standset og bortført. Baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i området støtter, at området er kontrolleret af shiitiske militser, men ikke, at sunni-muslimer generelt udsættes for overgreb, eller at det alene er sunni-muslimer, der bliver kontrolleret af militserne. Baggrundsoplysningerne om forholdene for sunni-muslimerne generelt i Irak støtter ikke, at sunni-muslimer generelt udsættes for overgreb eller forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen eller menneskerettighedskonventionens artikel 3. Ansøgeren og hans familie har henvist til, at den omstændighed at de er udrejst, i sig selv kan medføre vanskelige problemer ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne efter deres egne oplysninger udrejste legalt på ægte nationalitetspas, og at baggrundsoplysningerne ikke støtter, at tilbagerejse i den situation skulle medføre problemer af asylretlig karakter. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – om end de er vanskelige for sunni-muslimer – ikke kan begrunde, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/143/SEL
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salaheddin, Irak Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller kidnappet af shia-militser eller ISIL. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter det irakiske regime, da flere af de militante grupperinger er en del af regimet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at to til tre måneder inden ansøgeren udrejste af Irak i 2015, blev han én gang forsøgt kidnappet af Badr-militsen, som hører under Hashd al- Shaabi. Militsen stoppede ansøgeren og ansøgerens venner på gaden for at tjekkede deres nationalitetsbeviser. Ansøgeren blev i den forbindelse sparket i ryggen og bedt om at sætte sig ind i militsens bil. Det lokale politi greb ind i situationen og forhindrede, at militsen ikke tog ansøgeren med, hvorefter de lod ansøgeren gå. Ansøgeren har desuden oplyst, at han er blevet tilbageholdt et ukendt antal gange ved kontrolposter kontrolleret af shia-militser, og han er i den sammenhæng blevet forhindret i at passere kontrolposten. Han er også flere gange afkrævet penge for at få lov til at passere. Under nævnsmødet har ansøgeren yderligere til støtte for asylmotivet anført, at hans far står på en liste fra Hashd al-Shaabi over personer, som skal ”arresteres”. Hans far har forklaret, at dokumentet er en efterlysning af ham, som hans bror Ahmads ven har set ved en kontrolpost og fotograferet, hvorefter vennen efter Udlændingestyrelsens afgørelse har sendt det til Ahmad og til ansøgernes bror, [bror A], via facebook. Vedrørende listen over personer: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens og hans familiemedlemmers forklaring om denne del af asylmotivet til grund. Ifølge tolkens oversættelse af dokumentet bærer dokumentet titlen ”Offentliggørelse”, og er stilet til: ”Vores Mujahadeen-brødre i ledende kontrolposter i Saraya i Samarra”. Det fremgår, at de navngivne personer skal tilbageholdes ifølge lov nummer fire angående terrorisme i den irakiske straffelov. Ansøgerens far har forklaret, at han står nævnt som nummer fem, hans bror Ahmad som nummer seks, og at der er andre lærere blandt de øvrige personer. Ved vurderingen af dokumentet har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på følgende: Ansøgerens far og [bror A] har forklaret divergerende om, hvor dokumentet var fundet, og hvorvidt dette fremgik af teksten på facebook. De har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt det var Ahmad eller Ahmads ven, der sendte dokumentet til [bror A] via facebook. Såfremt dokumentet, som forklaret af ansøgerens far, var hængt op ved en kontrolpost, forekommer det ikke sandsynligt, at en sunni-muslim havde mulighed for at standse op og fotografere dokumentet. Det forekommer mindre sandsynligt, at shia-militsen ville hænge en arrestordre vedrørende efterlyste personer op et offentligt sted og derved advare de pågældende. [Bror A] har på nævnets forespørgsel, om nævnet måtte se mailkorrespondancen om dokumentet på hans facebook-profil, forklaret, at han har slettet korrespondancen. Nævnet finder, at det ikke er sandsynligt, at [bror A] ville slette korrespondancen, medmindre formålet hermed var, at han ikke ønskede, at nævnet skulle se den. Det er bemærkelsesværdigt, at dokumentet, som er affattet på arabisk, også er forsynet med engelsk tekst og med datering efter gregoriansk kalender. Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at de navngivne personer ikke er identificerede med familieforhold og fødselsdato, hvilket ikke stemmer med gængse irakiske dokumenter. Vedrørende ansøgerens og hans families tidligere hus har de forklaret, at de solgte det forud for udrejsen. Det kan derfor ikke tillægges betydning, såfremt huset efterfølgende skulle være forsynet med påskrifter fra shiitisk side. Ansøgerens far har oplyst, at han under Saddam Husseins regime var menigt medlem af Baath Partiet, og at hans far og onkel var fremtrædende medlemmer af partiet. Hverken ansøgerens far, hans farfar eller farens onkel har i de mellemliggende år været udsat for problemer i den forbindelse. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt af shiitiske militser. Vedrørende det oprindelige asylmotiv: Efter ansøgerens og hans families forklaringer var det shiitiske militser, der kontrollerede Samarra, da de udrejste. De har videre forklaret, at de blev standset ved kontrolposter, at ansøgeren og hans brødre har været udsat for at blive slået i den forbindelse, og at de er blevet afkrævet penge for at få lov til at passere. Ansøgeren er desuden blevet tilbageholdt et par timer, men han blev frigivet som følge af det lokale politis tilstedekomst. Ansøgeren og hans familie har også nævnt, at andre personer, herunder en fætter/nevø, er blevet standset og bortført. Baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i området støtter, at området er kontrolleret af shiitiske militser, men ikke, at sunni-muslimer generelt udsættes for overgreb, eller at det alene er sunni-muslimer, der bliver kontrolleret af militserne. Baggrundsoplysningerne om forholdene for sunni-muslimerne generelt i Irak støtter ikke, at sunni-muslimer generelt udsættes for overgreb eller forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen eller menneskerettighedskonventionens artikel 3. Ansøgeren og hans familie har henvist til, at den omstændighed, at de er udrejst, i sig selv kan medføre vanskelige problemer ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne efter deres egne oplysninger udrejste legalt på ægte nationalitetspas, og at baggrundsoplysningerne ikke støtter, at tilbagerejse i den situation skulle medføre problemer af asylretlig karakter. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – om end de er vanskelige for sunni-muslimer – ikke kan begrunde, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/142/SEL
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salaheddin, Irak Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller kidnappet af shia-militser eller ISIL, fordi de tilfældigt anholder og slår civile ihjel. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at den generelle sikkerhedssituation i Irak er dårlig. I 2015 blev ansøgeren tilbageholdt et ukendt antal gange ved kontrolposter kontrolleret af shia-militser. I den forbindelse blev ansøgeren uden nogen grund sparket én gang og fik ikke lov til at passere kontrolposten. De blev desuden mange gange afkrævet penge for at få lov til at passere. Under nævnsmødet har ansøgeren yderligere til støtte for asylmotivet anført, at hans far står på en liste fra Hashd al-Shaabi over personer, som skal ”arresteres”. Hans far har forklaret, at dokumentet er en efterlysning af ham, som hans bror Ahmads ven har set ved en kontrolpost og fotograferet, hvorefter vennen efter Udlændingestyrelsens afgørelse har sendt det til Ahmad og til ansøgernes bror, [bror A], via facebook. Vedrørende listen over personer: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens og hans familiemedlemmers forklaring om denne del af asylmotivet til grund. Ifølge tolkens oversættelse af dokumentet bærer dokumentet titlen ”Offentliggørelse”, og er stilet til: ”Vores Mujahadeen-brødre i ledende kontrolposter i Saraya i Samarra”. Det fremgår, at de navngivne personer skal tilbageholdes ifølge lov nummer fire angående terrorisme i den irakiske straffelov. Ansøgerens far har forklaret, at han står nævnt som nummer fem, hans bror Ahmad som nummer seks, og at der er andre lærere blandt de øvrige personer. Ved vurderingen af dokumentet har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på følgende: Ansøgerens far og [bror A] har forklaret divergerende om, hvor dokumentet var fundet, og hvorvidt dette fremgik af teksten på facebook. De har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt det var Ahmad eller Ahmads ven, der sendte dokumentet til [bror A] via facebook. Såfremt dokumentet, som forklaret af ansøgerens far, var hængt op ved en kontrolpost, forekommer det ikke sandsynligt, at en sunni-muslim havde mulighed for at standse op og fotografere dokumentet. Det forekommer mindre sandsynligt, at shia-militsen ville hænge en arrestordre vedrørende efterlyste personer op et offentligt sted og derved advare de pågældende. [Bror A] har på nævnets forespørgsel, om nævnet måtte se mailkorrespondancen om dokumentet på hans facebook-profil, forklaret, at han har slettet korrespondancen. Nævnet finder, at det ikke er sandsynligt, at [bror A] ville slette korrespondancen, medmindre formålet hermed var, at han ikke ønskede, at nævnet skulle se den. Det er bemærkelsesværdigt, at dokumentet, som er affattet på arabisk, også er forsynet med engelsk tekst og med datering efter gregoriansk kalender. Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at de navngivne personer ikke er identificerede med familieforhold og fødselsdato, hvilket ikke stemmer med gængse irakiske dokumenter. Vedrørende ansøgerens og hans families tidligere hus har de forklaret, at de solgte det forud for udrejsen. Det kan derfor ikke tillægges betydning, såfremt huset efterfølgende skulle være forsynet med påskrifter fra shiitisk side. Ansøgerens far har oplyst, at han under Saddam Husseins regime var menigt medlem af Baath Partiet, og at hans far og onkel var fremtrædende medlemmer af partiet. Hverken ansøgerens far, hans farfar eller farens onkel har i de mellemliggende år været udsat for problemer i den forbindelse. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt af shiitiske militser. Vedrørende det oprindelige asylmotiv: Efter ansøgerens og hans families forklaringer var det shiitiske militser, der kontrollerede Samarra, da de udrejste. De har videre forklaret, at de blev standset ved kontrolposter, at ansøgeren og hans brødre har været udsat for at blive slået i den forbindelse, og at de er blevet afkrævet penge for at få lov til at passere. [Bror B] er desuden blevet tilbageholdt et par timer, men han blev frigivet som følge af det lokale politis tilstedekomst. Ansøgeren og hans familie har også nævnt, at andre personer, herunder en fætter/nevø, er blevet standset og bortført. Baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i området støtter, at området er kontrolleret af shiitiske militser, men ikke, at sunni-muslimer generelt udsættes for overgreb, eller at det alene er sunni-muslimer, der bliver kontrolleret af militserne. Baggrundsoplysningerne om forholdene for sunni-muslimerne generelt i Irak støtter ikke, at sunni-muslimer generelt udsættes for overgreb eller forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen eller menneskerettighedskonventionens artikel 3. Ansøgeren og hans familie har henvist til, at den omstændighed at de er udrejst, i sig selv kan medføre vanskelige problemer ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne efter deres egne oplysninger udrejste legalt på ægte nationalitetspas, og at baggrundsoplysningerne ikke støtter, at tilbagerejse i den situation skulle medføre problemer af asylretlig karakter. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – om end de er vanskelige for sunni-muslimer – ikke kan begrunde, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/141/SEL
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og et barn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Samarra, Salaheddin, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter den generelle sikkerhedssituation i byen Samarra. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at der var kampe mellem den irakiske hær og ISIL i det område, hvor de boede, og at hendes mand og sønner blev chikaneret af de shiitiske militser. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at der i byen Samarra har været kampe mellem den shiitiske milits Hashd al-Shaabi og ISIL, ligesom Hashd al-Shaabi havde intensiveret presset på byen forud for deres udrejse af Irak, idet der blev foretaget flere anholdelser og voldelige overgreb. Derudover kontrollerede de shiitiske militser, herunder Hashd al-Shaabi, civilbefolkningens Id-kort, og de tilbageholdt eller slog sunni-muslimer ihjel, idet de betragter sunni-muslimer som værende med ISIL. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at ansøgernes søn, [søn A], har været tilbageholdt i nogle timer af Hashd al- Shaabi ved en kontrolpost, idet det fremgik af hans Id-kort, at han var sunni-muslim. Ansøgernes søn blev løsladt, da det lokale politi ankom. Episoden fandt sted omkring et par måneder forinden udrejsen af Irak. Derudover har den mandlige ansøger oplyst, at han ikke kunne komme på arbejde, og ansøgernes børn kunne ikke komme i skole som følge af den generelle usikkerhed i byen. Ansøgerne og deres medfølgende sønner valgte som følge heraf at udrejse fra lufthavnen i Bagdad [i efteråret] 2015. Under nævnsmødet har ansøgerne yderligere til støtte for asylmotivet anført, at den mandlige ansøger står på en liste fra Hashd al-Shaabi over personer, som skal ”arresteres”. Den mandlige ansøger har forklaret, at dokumentet er en efterlysning af ham, som hans bror Ahmads ven har set ved en kontrolpost og fotograferet, hvorefter vennen efter Udlændingestyrelsens afgørelse har sendt det til Ahmad og til ansøgernes søn, [søn B], via facebook. Vedrørende listen over personer: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om denne del af asylmotivet til grund. Ifølge tolkens oversættelse af dokumentet bærer dokumentet titlen ”Offentliggørelse”, og er stilet til: ”Vores Mujahadeen-brødre i ledende kontrolposter i Saraya i Samarra”. Det fremgår, at de navngivne personer skal tilbageholdes ifølge lov nummer fire angående terrorisme i den irakiske straffelov. Den mandlige ansøger har forklaret, at han står nævnt som nummer fem, hans bror Ahmad som nummer seks, og at der er andre lærere blandt de øvrige personer. Ved vurderingen af dokumentet har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på følgende: Den mandlige ansøger og [søn B] har forklaret divergerende om, hvor dokumentet var fundet, og hvorvidt dette fremgik af teksten på facebook. De har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt det var Ahmad eller Ahmads ven, der sendte dokumentet til [søn B] via facebook. Såfremt dokumentet, som forklaret af den mandlige ansøger, var hængt op ved en kontrolpost, forekommer det ikke sandsynligt, at en sunni-muslim havde mulighed for at standse op og fotografere dokumentet. Det forekommer mindre sandsynligt, at shia-militsen ville hænge en arrestordre vedrørende efterlyste personer op et offentligt sted og derved advare de pågældende. [Søn B] har på nævnets forespørgsel, om nævnet måtte se mailkorrespondancen om dokumentet på hans facebook-profil, forklaret, at han har slettet korrespondancen. Nævnet finder, at det ikke er sandsynligt, at [søn B] ville slette korrespondancen, medmindre formålet hermed var, at han ikke ønskede, at nævnet skulle se den. Det er bemærkelsesværdigt, at dokumentet, som er affattet på arabisk, også er forsynet med engelsk tekst og med datering efter gregoriansk kalender. Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at de navngivende personer ikke er identificerede med familieforhold og fødselsdato, hvilket ikke stemmer med gængse irakiske dokumenter. Vedrørende ansøgernes tidligere hus har ansøgerne forklaret, at de solgte det forud for udrejsen. Det kan derfor ikke tillægges betydning, såfremt huset efterfølgende skulle være forsynet med påskrifter fra shiitisk side. Den mandlige ansøger har oplyst, at han under Saddam Husseins regime var menigt medlem af Baath Partiet, og at hans far og onkel var fremtrædende medlemmer af partiet. Hverken ansøgeren, hans far eller onkel har i de mellemliggende år været udsat for problemer i den forbindelse. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de er konkret og individuelt forfulgt af shiitiske militser. Vedrørende det oprindelige asylmotiv: Efter ansøgernes forklaring var det shiitiske militser, der kontrollerede Samarra, da de udrejste. De har videre forklaret, at de blev standset ved kontrolposter, at sønnerne har været udsat for at blive slået i den forbindelse, og at de er blevet afkrævet penge for at få lov til at passere. Othman er desuden blevet tilbageholdt et par timer, men han blev frigivet som følge af det lokale politis tilstedekomst. Ansøgerne har også nævnt, at andre personer, herunder en nevø, er blevet standset og bortført. Baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i området støtter, at området er kontrolleret af shiitiske militser, men ikke, at sunni-muslimer generelt udsættes for overgreb, eller at det alene er sunni-muslimer, der bliver kontrolleret af militserne. Baggrundsoplysningerne om forholdene for sunni-muslimerne generelt i Irak støtter ikke, at sunni-muslimer generelt udsættes for overgreb eller forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen eller menneskerettighedskonventionens artikel 3. Ansøgerne har henvist til, at den omstændighed at de er udrejst, i sig selv kan medføre vanskelige problemer ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne efter deres egne oplysninger udrejste legalt på ægte nationalitetspas, og at baggrundsoplysningerne ikke støtter, at tilbagerejse i den situation skulle medføre problemer af asylretlig karakter. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – om end de er vanskelige for sunni-muslimer – ikke kan begrunde, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/140/SEL
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shia-militsen Asaieb Ahe Alhaq, fordi han er sunni muslim og har arbejdet i Green Zone i Bagdad. Ansøgeren frygter ligeledes shia-militsen Alhashed Alshabi, fordi de slår sunni muslimer ihjel. For så vidt angår sin frygt for shia-militsen Asaieb Ahe Alhaq, har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2014 modtog et telefonopkald, som han formoder stammer fra en repræsentant fra militsen, hvor han blev truet på livet. Samme dag modtog ansøgerens arbejdskollega og ven, [A], også et telefonopkald, hvor han blev truet på livet. [Tre dage senere] blev [A] bortført. Den samme dag forlod ansøgeren sin bopæl og tog ophold hos en ven, som boede lidt væk fra ansøgerens bopæl. [Dagen efter] blev [A] fundet død i en container. Ansøgeren formoder, at det var en shia-milits, der stod bag [A]s bortførelse og drab. [To dage senere] blev ansøgerens bopæl opsøgt af en gruppe mænd iført politiuniformer, som bortførte ansøgerens lillebror, idet ansøgeren ikke var på bopælen. Ansøgeren formoder, at det var militsfolk, der stod bag bortførelsen, og at militserne og myndighederne samarbejder. [Fire dage senere] udrejste ansøgeren legalt af Irak fra Bagdads internationale lufthavn. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er sunni muslim og i [sommeren] 2014 arbejdede i en virksomhed, der har forbindelse til udlandet og er beliggende i Green Zone, hvor amerikanerne kontrollerer adgangsforholdene og udsteder id-kort. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter til dokumentation for ansættelsesforholdet samt id-dokumenter. Ansøgerens forklaring om truslen fra en ukendt person, der efter hans overbevisning repræsenterer en shia-milits, er forekommet konsistent og troværdig. Idet truslen er fremsat kort før ansøgerens udrejse og til dels var begrundet i ansøgerens arbejde sammenholdt med, at ansøgerens kollega og ven [A], der arbejdede samme sted, samme dag modtog en lignende trussel og umiddelbart efter blev bortført og dræbt, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak er i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved også tillagt det vægt, at ansøgerens lillebror blev bortført i hjemmet i forbindelse med en eftersøgning af ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2017/14/ADP
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, som indrejste i Danmark [i] 1984 og blev meddelt opholdstilladelse i 1985. Denne opholdstilladelse blev i 1989 gjort tidsubegrænset. Ved [en] Landsrets dom af [foråret] 2002 blev klageren idømt seks års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191 […] [og] blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig […]. Højesteret stadfæstede [i vinteren] 2002 landsrettens dom, herunder bestemmelsen om udvisning. [I] 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han kunne udsendes til Irak. Hans sag blev [i] 2008 genoptaget, og Flygtningenævnet traf [i] 2008 afgørelse om, at udlændingelovens § 31 var til hinder for klagerens udsendelse til Irak på grund af de daværende generelle forhold, jf. udlændingelovens § 49 a, idet Flygtningenævnet fandt, at han isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra opholdstilladelse på grund af begået kriminalitet, jf. udlændingelovens dagældende § 10, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2016 afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af ham, og at han kan udsendes tvangsmæssigt til Irak, jf. udlændingelovens § 49 b, jf. § 32 b, jf. § 31. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk feyli-kurder og shiamuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Klageren har i Irak været aktiv for nogle kurdiske partier samt det irakiske kommunistiske parti. Klageren var politisk aktiv fra omkring 1984 til slutningen af 1990’erne, men er ikke politisk aktiv længere. Klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han ikke vil få lov til at genindrejse i Irak, da han en gang er blevet udvist af Irak, ligesom han ikke har nogen identitetspapirer. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Irak, fordi han ikke har noget sted at bo eller et netværk i Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er shiamuslim og feyli-kurder fra Bagdad, og at han sammen med sin familie i 1980 blev udvist fra Irak til Iran. Det lægges til grund, at klageren og hans familie blev udvist af Irak på grund af deres religiøse og etniske tilhørsforhold. Vurderingen af, om udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse skal foretages ud fra den nuværende situation i hjemlandet, og da hverken klageren eller den øvrige familie har været i Irak efter de ændrede magtforhold i landet i 2003, må vurderingen foretages med udgangspunkt i de generelle oplysninger om forholdene for feyli-kurdere i Irak. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set ikke kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at klageren ikke personligt har nogen konflikter med myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Det forhold, at klageren tidligere har været politisk aktiv for Det Demokratiske Kurdiske Parti og Det Irakiske Kommunistiske Parti, og at klageren på den baggrund havde nogle konflikter med personer i det irakiske myndighedsapparat under Saddam Hussein, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til det skete regimeskifte i 2003. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for feyli-kurdere, hvoraf fremgår blandt andet, at 97 % af de tilbagevendte feyli-kurdere ifølge de irakiske myndigheder har generhvervet deres statsborgerskab siden 2006, hvor nationalitetsloven i Irak blev ændret, og at der er bosat omkring én million feyli-kurdere i Bagdad og dets forstæder. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at klageren ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/139/MGO
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Dohuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at hun ikke vil kunne få medicinsk behandling for sin nyresygdom i Irak. Ansøgeren har derudover henvist til, at nabopigens brødre ville slå hendes bror ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun fortalte nabopigen, at hendes bror kunne lide hende. Efter ansøgerens bror og nabopigen havde kendt hinanden i nogle år, blev de opdaget af nabopigens brødre, mens de var ude sammen. Ansøgerens bror gemte sig i tre dage hos deres farbror, og nabopigens brødre opsøgte familiens bopæl, hvor de truede med at slå ansøgerens bror ihjel. Da lægerne i Irak havde fortalt ansøgeren, at hun ikke kunne få yderligere behandling for sin sygdom, besluttede ansøgerens far, at ansøgeren skulle udrejse sammen med sin bror. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen alene henvist til et selvstændigt asylmotiv, der er uafhængigt af hendes brors asylmotiv. Hun har således alene for nævnet påberåbt sig sin alvorlige sygdom samt de manglende tilstrækkelige behandlingsmuligheder i Irak. Nævnet finder ikke, at det påberåbte asylmotiv må anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder ikke, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/138/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Dohuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter [A’s] to brødre, [B] og [C], idet de har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han lærte nabopigen, [A], at kende i 2010, fordi hun ofte besøgte ansøgerens syge lillesøster, [D]. Ansøgerens og [A’s] familie var naboer og gode venner. I juni 2014 erklærede ansøgeren sin kærlighed til [A], hvorefter de hemmeligt begyndte at tale sammen alene, når hun besøgte ansøgerens lillesøster. [I slutningen af] 2015 aftalte ansøgeren og [A] at mødes i Azad-parken i byen Dohuk to dage senere. [To dage senere] mødtes de for første gang i det offentlige rum. De tilbragte omkring én time i parken, hvor de snakkede, hvorefter [A’s] to brødre kom ind i parken. Ansøgeren flygtede med det samme ud af parken, fordi [A’s] brødre så sure ud. Ansøgeren tog en taxa fra parken til sin farbror, [E], hvor ansøgeren opholdte sig frem til sin udrejse [tre dage efter episoden i parken]. Ansøgeren udrejste legalt af Irak på et tyrkisk visum sammen med sin lillesøster, fordi hun er syg og har brug for behandling. [Samme dag som episoden i parken] opsøgte [A’s] familie ansøgerens bopæl, hvor de sagde til ansøgerens forældre, at de gerne ville snakke med ham. Flygtningenævnet har, uanset at ansøgerens forklaring fremstår som usandsynlig, ikke holdepunkter for at forkaste ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Nævnet finder ikke, at ansøgeren asylmotiv har en sådan intensitet og karakter, at dette kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren alene har siddet ved siden af pigen på en bænk i en offentlig park. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og pigens familie fortsat er naboer, og at ansøgerens familie kun én gang har været opsøgt af pigens familie, der blot oplyste, at de gerne ville tale med ansøgeren. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at henvendelsen var af en sådan karakter, at den ville udgøre en trussel mod ansøgeren og ikke blot havde til hensigt at søge forholdet mellem ansøgeren og pigen nærmere oplyst. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse ikke har oplevet problemer med pigens familie, som de igennem en årrække har været naboer og gode venner med. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/137/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [det sydlige Irak]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset [ i det sydlige Irak]. [I 2015] var der en bileksplosion på et marked i [ansøgerens hjemområde], hvorefter sunni-muslimer blev anholdt af shiitiske militser. Ansøgeren har oplyst, at de shiitiske militser udgør myndighederne. [Omkring en måned efter bileksplosionen] blev ansøgeren og hans familie ringet op af ansøgerens fars ven, som arbejdede for myndighederne. Ansøgerens far fortalte ansøgeren, at vennen havde set ansøgerens og hans brors navn på en liste over eftersøgte. Ansøgerens fars ven havde sagt, at ansøgeren og hans bror skulle flygte, fordi militserne var på vej hen til ansøgeren og hans families bopæl. Ansøgeren har videre oplyst, at han flygtede fra bopælen umiddelbart efter, at hans far havde modtaget opkaldet. Ansøgerens bror flygtede ikke, idet han ikke ville forlade familien. Ansøgeren ankom herefter til [det centrale Irak]. Dagen efter tog ansøgeren videre til [det nordlige Irak]. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i [i det nordlige Irak] i et døgn, tog han videre til Tyrkiet. Ansøgeren har endelig oplyst, at han efter sin udrejse har været i kontakt med sin familie, som har oplyst, at ansøgerens bror er blevet slået ihjel, samt at deres bopæl regelmæssigt bliver opsøgt af de shiitiske militser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende om den helt centrale episode [omkring en måned efter bileksplosionen]. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han var hjemme, da hans hjem blev angrebet. Han har beskrevet, at angriberne var sortklædte, at de slog hans far og tog hans bror med, og at han selv flygtede ud ad bagdøren. Han har endvidere forklaret, at han ikke flygtede lige så snart, han fik at vide, at hans navn stod på en liste over eftersøgte, fordi han først havde fået dette at vide samme dag. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han flygtede med det samme efter telefonopkaldet om, at hans navn var på listen over eftersøgte, fordi militsen var tæt på. Han gik ud ad bagdøren og nåede at komme væk, før militserne ankom, og han nåede ikke at se dem. Flygtningenævnet finder, at divergenserne ikke kan forklares med tolkeproblemer. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har godkendt oversættelsen af samtalerne og ikke i den forbindelse har gjort opmærksom på tolkeproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har gået 12 år i skole og har været påbegyndt et universitetsstudie. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og han har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det kan ikke føre til et andet resultat at ansøgeren har fremlagt en dødsattest vedrørende hans bror, som er død i august 2016. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/136/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at en ukendt milits vil slå ham ihjel, idet militsen tidligere har bortført ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2014 blev bortført af nogle ukendte mænd fra en ukendt milits, da han var på vej hen for at besøge sin bror. Mændene tog ansøgeren med i deres bil og førte ham til et ukendt sted, hvor han var tilbageholdt i ti dage. Ansøgeren havde en pose over hovedet i ti dage, og han talte ikke med nogen. Ansøgeren blev flere gange udsat for vold i form af spark og slag med en jernstang. Ansøgeren blev løsladt efter, at hans bror havde betalt en løsesum på 30.000 dollars. Ansøgeren blev ikke opsøgt af den ukendte milits efter han blev løsladt og frem til hans udrejse [i efteråret] 2015. Ansøgerens bror blev truet telefonisk [i slutningen af] 2014 samt en enkelt gang [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet nævnet vurderer, at centrale dele af forklaringen om bortførelsen og de efterfølgende begivenheder fremstår divergerende, usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet under nævnsmødet først forklaret, at broderen ikke har oplyst ansøgeren om, hvornår i forløbet broderen blev kontaktet af den ukendte milits, hvorefter han har forklaret, at broderen har oplyst ansøgeren herom. Ansøgerens oplysning om, at broderen blev kontaktet af militsen dagen efter bortførelsen, [i efteråret] 2014, stemmer endvidere ikke med oplysningen i det fremlagte dokument fra det irakiske politi om, at broderen skulle have anmeldt bortførelsen allerede den dag, den fandt sted, [i efteråret] 2014. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at der var mange mennesker på gaden, da han blev løsladt, men at ingen af dem turde reagere på grund af militserne, mens han under asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at der ikke var nogen mennesker, da han blev løsladt. Ansøgeren har endvidere i nævnsmødet ikke kunnet forklaret, hvorfor han ifølge referatet af samtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at han efter en måned hos mosteren opholdt sig ca. seks måneder hos sin familie, mens han i oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og igen under nævnsmødet har oplyst, at han ikke turde tage hjem til sin familie, men opholdt sig hos slægtninge frem til sin udrejse. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har foretaget i hvert fald tre rejser ud af Irak i tiden fra [efteråret] 2014 til sin udrejse i [efteråret] 2015, og han har herunder i et tilfælde har været i Tyrkiet og efterfølgende er returneret til Irak. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ved tilbagevenden til Irak risikerer overgreb som omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/135/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [by], Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsen Asa’ib al Haq, idet han er sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede i det irakiske militær fra [foråret] 2007 til [foråret] 2014. Ansøgeren fik grundtræning fra [foråret] 2007 frem til [sommeren] 2007, hvor han blev flyttet til brigade 17 i [by]. I [sommeren] 2008 blev ansøgeren rykket til artillerienheden i division 4, brigade 17. [A] var enhedsleder for artilleriet. Ansøgeren fungerede som konstabel i enheden, og han havde flere opgaver. I [foråret] 2014 arbejdede Asa’ib al Haq på at få artillerienheden til at være styret af shia-muslimer. Enhedslederen, [A], var shia-muslim. Asa’ib al Haq anmodede [A] om, at alle i enheden skulle være shia-muslimer, men [A] nægtede dette. [A] forsvandt herefter. [B] blev ansat i stedet for [A]. [I foråret] 2014 ringede ansøgerens ven, [C], til ansøgeren, idet han ville mødes. [C] hentede ansøgeren i bil. De kørte rundt i området i mindre end en time. [C’s] ven, [D], ringede til [C]. [D] havde brug for hjælp. Herefter kørte ansøgeren og [C] til [by], som lå ti minutters kørsel fra [by]. Da de kom frem, så de [D], der stod med ryggen til. Pludselig kom der en bil kørende og stoppede foran den bil som ansøgeren og [C] sad i. Der steg tre mænd ud af bilen. En af mændene gik hen mod ansøgeren. Ansøgeren steg ud af bilen og slog manden. Manden var bevæbnet. Manden sigtede med en pistol mod ansøgerens hoved. Ansøgeren fik bind for øjnene. [C] blev lagt i bagagerummet, hvor han råbte en masse navne op. Ansøgeren og [C] blev kørt hen til et hus, hvor de blev adskilt. Ansøgeren blev udsat for vold og afhørt. Manden sagde, at de vidste, at ansøgeren var shia-muslim. Ansøgeren blev smidt ind i det værelse som [C] befandt sig i. På et tidspunkt kom der en sheik ind til ansøgeren og [C]. Da sheiken fandt ud af, at ansøgeren var shia-muslim, bad han mændene om at løslade ansøgeren. Ansøgeren blev løsladt mod en kaution på 20.000 dollars, som ansøgerens bror havde betalt. Om aftenen kom [E] hjem til ansøgeren. [E] sagde til ansøgeren, at han havde reddet ansøgerens liv, idet han havde oplyst, at ansøgeren var shia-muslim. [E] sagde videre, at de nok skulle finde ud af, at ansøgeren er sunni-muslim og slå ham ihjel. [E] anbefalede derfor, at ansøgeren stak af. Flygtningenævnet kan ikke med fornøden sikkerhed afvise ansøgerens forklaring om, at han [i foråret] 2014 var udsat for en bortførelse. Nævnet lægger imidlertid efter ansøgerens egne oplysninger til grund, at bortførelsen af ansøgeren opstod tilfældigt, og at han blev løsladt samme dag, efter at der var betalt en løsesum. Nævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af bortførelsen er udsat for risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens frygt for at være efterstræbt på grund af sin sunnimuslimske baggrund, og fordi han har løjet herom, alene beror på formodninger. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at hans brors forsvinding har tilknytning til bortførelsen af ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende om centrale detaljer i forbindelse med sit asylmotiv. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 oplyst, at han første gang fik kendskab til, at Asaib Ahl al Haq havde planer om, at der alene skulle være shia-muslimer i ansøgerens militære enhed, mens han fortsat var i Irak, mens han til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at han ikke var bekendt med denne plan, før han udrejste til Tyrkiet i [sommeren] 2014. Endvidere har han til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet oplyst, at han efter indrejsen i Danmark dagligt har haft kontakt til sin familie og oftest taler med sin mor, mens han til samtalen [i sommeren] 2016 forklarede, at han først fik kontakt til sin mor [i sommeren] 2016, da hun ankom til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han som sunni-muslim risikerer at blive henrettet, fordi hans militære enhed er overtaget af shia-muslimer, til grund. Dette understøttes således ikke af andre oplysninger i sagen og står i modsætning til ansøgerens egne oplysninger om, at militært ansatte sunni-muslimer af hans rang er forflyttet fra enheden som følge af overtagelsen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er udeblevet fra sin tjeneste i militæret. Uanset om de irakiske myndigheder kunne have til hensigt at idømme ansøgeren en straf på fem års fængsel herfor ved hans tilbagevenden til Irak, finder nævnet imidlertid ikke, at dette kan begrunde opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at det falder inden for det enkelte lands jurisdiktion at lovgive og fastsætte sanktioner i tilfælde af lovovertrædelser, og at den angivne straf ikke er uforholdsmæssig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/134/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har været aktiv for organisationen CCPA siden han var 22-23 år gammel frem til din udrejse i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ukendte grupper af islamister og fundamentalister, idet han har arbejdet for CCPA. Han frygter også, at blive slået ihjel at ukendte grupper af islamister, fordi han er ateist. Han frygter yderligere at blive anholdt af de irakiske myndigheder i den kurdiske region, såfremt han deltager i demonstrationer igen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i starten af] 2011 deltog i en demonstration, som var rettet mod regeringen. Under demonstrationen blev der skudt på demonstranterne af et af regeringspartierne. Ansøgeren blev anholdt og tilbageholdt på politistationen i Sulaymaniyah, hvor han skrev under på, at han aldrig mere ville deltage i en demonstration igen. Såfremt han deltog i en demonstration igen, ville han blive idømt 10 års fængsel. Da ansøgeren var 22-23 år gammel, begyndte han at arbejde for organisationen CCPA, Cross Cultures Project Association. Hans opgaver i CCPA var blandt andet at være med til at åbne skoler, skaffe plads til folk fra organisationen som kom på besøg, samt sørge for at flygtninge kunne gå frit rundt i Sulaymaniyah. Han arbejdede for CCPA frem til sin udrejse af Irak. På et ukendt tidspunkt modtog ansøgeren tre telefoniske trusler fra ukendte personer på grund at sit arbejde for CCPA. De ukendte personer sagde til ansøgeren, at hvis han ikke stoppede med sit arbejde for CCPA, ville de slå ham ihjel. Da han modtog den tredje telefoniske trussel udrejste han af Irak. Det lægges til grund, at ansøgeren fra 2013 til 2015 har arbejdet som frivillig i Sulaymaniyah for den humanitære organisation CCPA. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren aldrig er blevet opsøgt på bopælen eller andre steder på grund af disse aktiviteter. Efter ansøgerens forklaring har han alene modtaget tre telefoniske trusler i en periode op til udrejsen. Ansøgeren har i denne forbindelse forklaret upræcist om, hvorvidt der var tale om samme gerningsmand, om tidspunkterne herfor og om antallet af telefonopkald. Ansøgeren har hverken meldt episoden til myndighederne eller CCPA, ligesom det beror på ansøgerens formodning at der har været tale om islamiske fundamentalister. Ansøgeren har oplyst, at han ikke er bekendt med, om hans to kollegaer ligeledes har modtaget trusler, og at han i øvrigt ikke har talt med kollegaerne herom. Tilbageholdelsen på en time i 2011 kan ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ifølge ansøgerens egen forklaring skete tilbageholdelsen som led i en masseanholdelse efter en demonstration, og ansøgeren har ikke siden haft problemer med myndighederne. Det må antages, at der er tale om et afsluttet forhold. Endelig må det tillægges vægt at ansøgeren har været i stand til at leve og virke i samfundet i hjemlandet, selvom ansøgeren har erklæret sig som ateist. De ovenfor refererede forhold kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Hertil kommer at ansøgeren i sit asylskema ikke omtaler de nævnte telefontrusler, selvom der er tale om den centrale del af det påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har erkendt, at han forud for udfyldelsen af skemaet læste vejledningen. Ansøgeren er en uddannet person. Desuden har ansøgeren til oplysning- og motivsamtalen forklaret at han udrejste på baggrund af en årsag, som var, at ”der er konstant krig i Irak og krigen stopper ikke”. Først senere i samtalen omtaler ansøgeren at have modtaget telefonopkald med trusler ”2-3 til gange”. Vedrørende det fremlagte avisudklip må det tillægges vægt, at baggrunden for artiklen er ukendt. Hverken artiklens indhold eller karakter kan imidlertid antages at profilere ansøgeren yderligere og på en sådan måde, at forholdet kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund at ansøgeren er efterstræbt af islamiske fundamentalister eller myndighederne. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikere forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/133/IVK
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [mindre by], Waset, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel grupperingen, Asaeb Ahl Al-Haq, idet han tidligere er blevet truet af dem. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, fordi nogle handelsmænd har anmeldt ham til politiet, de han skylder dem penge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Asaeb Ahl Al-Haq i [vinteren] 2014 begyndte at true vagterne og chaufførerne i den virksomhed, hvor ansøgeren arbejdede. Dette gjorde de, fordi virksomheden var ejet af sunnimuslimer og at de ønskede at overtage virksomheden. I [sommeren] 2014 stoppede ejerne arbejdet i virksomheden, men ansøgeren fik lov til at videredrive virksomheden. Omkring [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af fire personer, mens han var på arbejde. De sagde til ansøgeren, at han skulle stoppe med at arbejde. I samme periode blev der skudt efter ansøgeren ved en kontrolpost, og han blev opsøgt på sin bopæl. Ansøgeren er videre blev truet gennem sin søn, [A], som var blevet opsøgt på gaden. Derudover har ansøgeren anmeldt Asaeb Ahl Al-Haq til politiet og fortalt, at de handlede med hash. Nogle grupper inden for Asaeb Ahl Al-Haq var i den forbindelse blevet anholdt. Ansøgeren ved fra sin ene hustru, at Asaeb Ahl Al-Haq gav ham skylden for dette. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Efter indrejsen i Danmark har ansøgerens familie i Irak, oplyst ham om, at både Asaeb Ahl Al-Haq og politiet har forsøgt at finde ham. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været ansat i og senere har drevet en større landbrugsvirksomhed, og at han som følge heraf har pådraget sig stor gæld. Flygtningenævnet kan ikke lægge de konkrete episoder til grund, som ansøgeren angiver som sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren om de tre episoder: at han opsøges på arbejdspladsen, at han opsøges hjemme og skudepisoden ved kontrolposten, dels har forklaret episoderne i forskellig rækkefølge, med forskellig tidsinterval og med forskellige årstal. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren til samtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at han kendte to personer under episoden på arbejdspladsen, mens han til nævnsmødet har forklaret, at han kendte to personer ved episoden i hjemmet. Ansøgeren har forklaret, at han under skudepisoden genkendte sin kusines søn [B]. Han har ikke forklaret dette under nævnsmødet, selvom han blev spurgt om, hvorfor han troede, at personerne i bilen genkendte ham. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han under episoden på arbejdspladsen blev slået og skubbet så han væltede, mens han under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2016 og samtalen [fra efteråret] 2016 alene har forklaret, at han blev truet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring, idet han først under samtalen [fra efteråret] 2016 har forklaret, at Asaeb Ahl Al-Haq har opsøgt hans bopæl efter hans udrejse som følge af, at han har anmeldt dem til politiet for salg af stoffer. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7,stk. 1 eller være i konkret og reel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/132/CHA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Bardarash, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel i krigen, fordi mange civile bliver kidnappet eller slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de generelle sikkerhedsforhold i Irak er meget dårlige. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han og hans ægtefælle ikke kan tage tilbage til Irak, fordi ægtefællen er syrer, og Irak ikke tager imod syrere. Det lægges til grund, at ansøgeren og hans ægtefælle uderejste sammen af Irak, og at de mod deres vilje blev skilt ad i Grækenland på grund ad de græske myndigheders forhold. Ansøgeren indrejste i Danmark to dage efter ægtefællen. Ansøgeren og ægtefællen må derfor anses for værende indrejst samtidig. Da ansøgerens nationalitet er forskellig fra ægtefællens skal han efter fast praksis vurderes i forhold til sit eget hjemland, jf. tillige Hanbook, pkt. 184. Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har haft problemer med myndighederne, organisationer eller privatpersoner, og at ansøgeren ikke har været udsat for strafprocessuelle indgreb. Ansøgeren fremstår i det hele uprofileret. De generelle forhold i Irak, herunder ansøgerens hjemby, er ikke af en sådan karakter, at enhver tilrejsende ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal særligt bemærkes, at IS ikke har magten i KRI, og at ISIS er på tilbagetog og er endeligt blevet fordrevet fra Mosul i 2017. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter det ovenfor anførte om forholdene i hjemlandet er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 3, herunder heller ikke i konsekvens af den af ægtefællen meddelte status. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. irak/2017/131/LMD
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tvangsrekrutteret af militsen Abu al-Fadl al-Abbas. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren og tre af hans venner indkaldt til en samtale hos [S.A.]. Ansøgeren fik at vide, at samtalen ville vedrøre mange emner, herunder religion. Samme dag om aftenen gik ansøgeren og hans tre venner samt den person, [M.K.], som havde inviteret dem til samtalen, til mødet hos [S.A.]. De var omkring 30 personer til mødet. [S.A.] holdt foredrag om blandt andet religion. Mødet varede to timer. [S.A.] fik navne og telefonnumre på alle de tilstedeværende. Dagen efter blev ansøgeren og hans venner ringet op igen og inviteret til et nyt møde, der var samme aften. Der var også omkring 30 personer til dette møde, og mødet varede omkring to timer. [S.A.] sagde, at man havde brug for krigere, og at de fremmødte var gamle nok til at bære våben, forsvare og deltage i krigen. [S.A.] ville sende deltagerne til militærtræning i Karbala eller Iran. Ansøgeren talte med sin far om møderne, og ansøgerens far rådede ansøgeren til at udrejse. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende syv til otte dage i [S], inden han udrejste legalt af Irak [i efteråret] 2015. Mens ansøgeren opholdt sig i [S], blev ansøgerens bopæl opsøgt af personer med tilknytning til Abu al-Fadl al-Abbas militsen. Uanset at ansøgerens forklaring fremstår med mindre divergenser, lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren oplyste kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere at blive tvangsrekrutteret og tvunget i militærlejr og kamp af Abu al-Fadl al-Abbas militsen, som hører under al-Hashd al Shaabi militsen. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Carnegie Endowment for Peace, ”The Popularity of the Hashd in Iraq” af 1. februar 2016 og Udlændingestyrelsens rapport af 8. marts 2015 ”IRAK: baggrundsoplysninger om sikkerhedssituationen i Bagdad og i de sydlige provinser med særlig fokus på situationen for internt fordrevne”, at rekruttering til al-Hashd al-Shaabi foregår på frivillig basis, og at militsen ikke har problemer med at få dækket sit rekrutteringsbehov. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig problemfrit i syv til otte dage i [S], efter at han havde forladt sin hjemby, inden han udrejste legalt, samt at han ikke har modtaget indkaldelse fra militsens side, ligesom hverken han eller hans familie i øvrigt er blevet opsøgt, truet eller udsat for overgreb fra militsens side. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har henvist til forhold, som skulle gøre ham særlig betydningsfuld for militsen. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/130/MKT
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [by], Makhmur, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter for ISIL. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kunne vende tilbage til sin landsby, da hans forældre ikke længere opholder sig i landsbyen, men er forsvundet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgeren og hans familie flygtede fra deres landsby, [navn], fordi ISIL havde overtaget kontrollen med byen Makhmur, som ligger 15-20 km fra familiens landsby. Ansøgerens far havde fået dette at vide af en ukendt person. Ansøgerens bror og forældre blev væk fra ansøger, da de forlod familiens landsby. De skulle køre i to biler til byen Hawler, men da ansøgeren nåede til Hawler, kunne han ikke finde sin familie, selvom han ledte efter dem i 20-30 dage. Ansøgeren har ikke personligt haft konflikter med ISIL eller andre, ligesom ansøgeren ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb. At ansøgeren ikke har et sted at bo og ikke har kontakt med sin familie i Irak, er forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i reel risiko for overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, stk. 2 eller stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/13/thj
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra […], Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet og tortureret af de irakiske myndigheder, idet ansøgeren har købt alkohol. Den [i efteråret] 2015 købte ansøgeren alkohol fra en privatpersons bopæl. På turen hjem blev ansøgeren stoppet af en civilklædt politibetjent, der anholdt ansøgeren, idet dåserne med alkohol stod på passagersædet i ansøgerens bil. Ansøgeren var tilbageholdt i et par dage, inden han blev stillet for en dommer og løsladt. I forbindelse med tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Otte dage efter løsladelsen opsøgte myndighederne ansøgerens bopæl for at overbringe en mundtlig indkaldelse til retten. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende hos sin bedstefar i Najaf. [Senere i efteråret] 2015 ringede ansøgerens far og fortalte, at en person havde skudt mod familiens bopæl. Ansøgeren udrejste legalt af Irak [senere i efteråret] 2015. Ansøgeren har fremlagt to arrestordrer. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kom for retten dagen efter sin anholdelse og blev løsladt mod kaution efter yderligere to dage. Under asylsamtalen og under nævnsbehandlingen har han forklaret, at han blev løsladt samme dag, han var i retten. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter sin løsladelse tog hjem, hvor han opholdt sig i otte dage, hvorefter han tog ophold hos sin bedstefar, mens han under asylsamtalen har forklaret forskelligt herom, og under nævnsbehandling har forklaret, at han tog direkte til sin bedstefar efter løsladelsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om omstændighederne ved sin udrejse, idet han under asylsamtalen har forklaret, at han udrejste legalt, idet han blot tog chancen, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at han kunne udrejse legalt, fordi hans far bestak personalet. Ansøgerens forklaring om, at alt hvad han er refereret for i forbindelse med samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016, er opdigtet af Udlændingestyrelsens repræsentant, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han inden sin udrejse af Irak var forfulgt af myndighederne, og at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Efter det anførte finder nævnet ikke anledning til at foretage en ægthedsvurdering af de af ansøgeren fremlagte arrestordrer. Det bemærkes herved, at det efter Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder rapporten fra Immigration and Refugee Board of Canada fra den 16. december 2015, må lægges til grund, at der er en høj forekomst af falske dokumenter i Irak. Nævnet bemærker tillige, at der ikke findes anledning til at foretage en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/129/MKT
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at få en straf af en militærdomstol i Irak, idet han har deserteret fra sit arbejde som major i politiet. Han frygter endvidere, at sunni muslimske klaner med kontakt til oprørsgrupper, herunder Isil og Al-Qaeda, vil slå ham ihjel, idet han som chef for en patrulje i området Sallahadin nægtede at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [sommeren] 2014 flyttede til en ny afdeling i Indenrigsministeriet, hvor han blev chef for en patrulje i området Sallahadin mellem Tikrit og Baiji. Ansøgerens opgave var at anholde personer, som var mistænkt for terror. Ansøgeren havde en liste med navne på personer, der skulle anholdes, og nogle gange fik de også opkald fra agenter og efterretningstjenesten om, hvem der skulle anholdes. Ansøgeren afhørte ikke nogen og var ikke til stede ved afhøringerne. Ansøgeren var klar over, at mistænkte personer blev udsat for tortur af det irakiske politi. Ansøgerens patrulje sendte anholdte folk videre i systemet, hvor de blev udsat for tortur bl.a. af den irakiske efterretningstjeneste. Ansøgerens konflikt med de sunnimuslimske klaner startede i slutningen af 2014. Han blev opsøgt af en bror til en fængselsindsat, der ønskede sin bror løsladt. Forskellige klanledere opsøgte også ansøgeren. Da han ikke ville hjælpe dem, begyndte de at true ansøgeren. Første gang ansøgeren blev truet var i [slutningen af] 2014. Her fik han trusler om at blive slået ihjel af en ukendt person over telefonen. Anden gang han blev truet var på en restaurant i [slutningen af] 2014 [og i starten af] 2015, hvor en ukendt person kom hen til ansøgeren og sagde, at hvis han ikke samarbejdede, så ville det koste ham livet. Herefter fik han indirekte trusler. Disse bestod f.eks. i, at han fik at vide af sine kollegaer, at det var en god idé at samarbejde med klanerne. En dag blev der skudt mod ansøgeren, da han kørte på vej til Bagdad. I [starten af] 2015 skulle han på værksted med sin bil. Da han steg ud af bilen ved værkstedet, eksploderede bilen. Ansøgeren vendte ikke tilbage til sit arbejde efter denne episode. Han blev ikke opsøgt fra [starten af] 2015 til sin udrejse [på en specifik dato i sommeren] 2015. Han opholdte sig i denne periode hos sine søskende i Bagdad. Han fik i perioden et opkald fra naboen til sin bopæl, som fortalte, at myndighederne havde været på hans bopæl og havde spurgt efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har fremstået afglidende, divergerende, usammenhængende og udbyggende og således fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret usammenhængende og divergerende om blandt andet sine arbejdsopgaver efter [sommeren] 2014. Ansøgeren har i sit asylskema anført, at han blev forflyttet for at styrke sikkerhedsstyrken i regionen. Under samtalerne i Udlændingestyrelsen har han forklaret, at hans arbejde bestod i patruljering samt opsporing og anholdelse af terrorister og terrorceller. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans arbejde efter [sommeren] 2014 fortrinsvis bestod i administrative opgaver, herunder at han lavede løn til ca. 600 personer, og at han kun undtagelsesvist deltog i patruljering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der har oplyst, at han var major i politiet, har svaret undvigende og usammenhængende på, hvor mange underordnede han havde. Ansøgeren har videre forklaret divergerende og usammenhængende om episoden, hvorunder ansøgerens bil angiveligt blev sprængt af en bombe. Ansøgeren har således til Oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han var 3-4 meter fra bilen, da den sprang i luften, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2016 har oplyst, at han ikke var sikker på, hvor langt han var fra bilen, da bomben sprang, men at han havde gået væk fra bilen i omkring 3 minutter. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var 3-5 meter fra bilen, da bomben sprang. Forklaringen om ansøgerens skader og om hospitalsopholdet efter episoden fremstod for nævnet usammenhængende og forekommer mindre sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under afhøringen hos politiet [i sommeren] 2015 har forklaret, at han er enkemand, idet hans kone var død under tragiske omstændigheder ved en bombe. Under samtalerne i Udlændingestyrelsen og for nævnet har ansøgeren forklaret, at hans kone er i live og fortsat opholder sig i Bagdad. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren problemfrit har kunnet opholde sig i Irak, fra han deserterede fra tjenesten i [starten af] 2015 til udrejsen i [sommeren] 2015. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at de irakiske myndigheder først valgte at udstede en arrestordre mere end 6 måneder efter, at ansøgeren var deserteret fra tjenesten. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende i et sådant omfang og om så væsentlige dele af sit asylmotiv, at hans forklaring ikke kan lægges til grund. Det bemærkes herved, at de dokumenter, der er fremlagt kort før nævnsmødet, herunder dokumentet vedrørende en angivelig straffedom afsagt [i starten af ] 2017, ikke kan føre til en ændret vurdering. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/128/IVK
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Asaib Ahl al-Haq, idet han har nægtet at tilslutte sig gruppen og at støtte dem økonomisk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at problemerne startede [i vinteren] 2014, hvor han arbejdede for firmaet […]. Ansøgeren havde været ansat i firmaet i to til tre måneder, da han mødte en ingeniør, [A], som ville hverve ham til Asaib Ahl al-Haq. Ansøgeren afviste at tilslutte sig gruppen med den begrundelse, at han havde familie, og at han ikke kunne betjene våben. [A] accepterede afslaget. [A] besøgte flere gange ansøgerens kontor i forbindelse med sit arbejde. Omkring to til tre måneder efter deres første møde, forsøgte [A] at rekruttere ansøgeren til en brigade, som er en del af Asaib Ahl al-Haq, kaldet […], hvor han ville modtage våbentræning. Ansøgeren afviste endnu en gang, hvilket [A] igen accepterede. [A] forsøgte igen at rekruttere ansøgeren i midten af 2015, hvor ansøgeren endnu en gang afslog. Denne gang blev [A] imidlertid sur og sagde, at ansøgeren var nødt til at tilslutte sig, fordi de havde brug for nye krigere. [I sommeren] 2015, kom en person, [B], til ansøgers arbejde for at samle penge ind til Asaib Ahl al-Haq. [B] fik udbetalt et ukendt beløb af firmaets direktør. Senere kom [B] direkte til ansøgerens kontor og bad ham om at yde Asaib Ahl al-Haq økonomisk støtte. Ansøgeren afviste at betale, hvorefter [B] blev meget vred. Ansøgerens chef forsøgte at hjælpe og bad efterfølgende ansøgeren om at tage hjem og holde ferie, indtil problemerne var løst. Dagen efter modtog ansøgeren et opkald fra sin kollega, [C]. [C] fortalte, at [A] og fire andre personer havde spurgt efter ansøgeren på hans arbejdsplads. Da ansøgeren hørte dette, blev han bange og tog sammen med sin kone og deres barn hjem til sine svigerforældre, som boede et stykke væk fra hans egen bopæl. Efterfølgende modtog ansøgeren et opkald fra en nabo, som forklarede, at fem bevæbnede personer fra Asaib Ahl al-Haq havde opsøgt ansøgerens bopæl, hvor de havde øvet vold mod hans mormor og ransaget hans hus. Omkring 15 dage senere, [i efteråret] 2015, udrejste ansøgeren af Irak. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens forklaring på en række spørgsmål har været afglidende og upræcis blandt andet med hensyn til, hvad han lavede i firmaet, hvordan samarbejdsrelationen var med [A]´s firma, og hvor mange ansatte, der var i ansøgerens firma. Herefter og idet ansøgerens forklaring om en lang række centrale forhold har været divergerende og udbyggende, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden, har nævnet i det hele tilsidesat forklaringen. Det bemærkes i den forbindelse indledningsvist, at ansøgeren er en veluddannet mand, der har læst økonomi på universitetet. Ansøgeren har på trods heraf ikke i sit asylskema forklaret noget om de konkrete konflikter, der førte til udrejsen, men har alene helt generelt anført, at han forlod Irak, fordi han sammen med sin kone og sit barn blev truet med at blive slået ihjel og at få konfiskeret sit hjem og sine penge. Ansøgeren har under mødet i nævnet om det, der er anført i asylskemaet blandt andet forklaret, at hverken hans kone eller barn er blevet opsøgt eller truet, og at det, der er anført i asylskemaet, skal forstås på den måde, at truslerne mod ham også indebar en trussel mod hans familie. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] var ansat i en anden afdeling af det samme firma, som ansøgeren også var ansat i, ligesom han forklarede, at [A]’s afdeling af firmaet lå i Baghdad ikke så langt fra ansøgerens egen afdeling. I asylsamtalen og under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at [A] ikke var ansat i samme firma men i et offentligt firma, der samarbejdede med det private firma, som ansøgeren arbejdede i. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om [A] i forbindelse med det første møde [i vinteren] 2014 sad på ansøgerens kontor, mens han ventede på at komme ind til et møde med en af ansøgerens kollegaer, eller hvorvidt det var ansøgeren, [A] skulle mødes med. Også med hensyn til antallet af gange og hvornår, ansøgeren har mødtes med [A], har forklaringen været divergerende, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om tre henvendelser, hvor [A] har opfordret ham til at melde sig til militsen. Den første gang var [i vinteren] 2014, den næste ca. 2 måneder senere, mens den sidste gang var efter yderligere ca. 3 måneders forløb. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han talte med [A] første gang [i vinteren] 2014 og igen midt i 2015 og herefter ca. 1 måned før indsamlingen [i sommeren] 2015, men at [A] også derudover løbende kom på hans kontor, idet [A] som regel var der en gang om ugen. Under mødet i nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke husker, hvor tit [A] kom på kontoret, men at der maksimalt gik 2 dage mellem. Også med hensyn til, om [A] i forbindelse med deres sidste møde reagerede ved surt, at sige: ”okay det må du selv om” og herefter undlod at tale til ansøgeren ud over sige hej, når de mødtes, eller [A] blev sur og aggressiv og slog i bordet og helt undlod at hilse, når han mødte ansøgeren, har forklaringen været divergerende. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at det kun var med ham, at [A] mødtes, og at deres samarbejde fortsatte, også efter, at [A] var blevet sur, uden at han har været i stand til at forklare, hvordan de under disse omstændigheder kunne fortsætte samarbejdet. På spørgsmål om, hvorfor han ikke bad direktøren om at blive fritaget for at samarbejde med [A], har ansøgeren forklaret, at han var bange, uden nærmere at kunne begrunde sig frygt, hvilket også bør ses i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at direktøren forsøgte at hjælpe ham. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til omstændighederne omkring [B’s] henvendelse til firmaet med henblik at opnå økonomisk støtte til Asaib Ahl al-Haq. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [B] bad om penge via direktøren, der herefter samlede pengene ind fra de ansatte og i den forbindelse også betalte for ansøgeren, der nægtede at bidrage. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at [B] var forbi alle kontorer og sige, at de skulle betale et vist beløb uden dog at samle ind, idet [B] fik pengene af direktøren. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at beløbet udgjorde 150 USD, mens han i samtalen med advokaten og under nævnsmødet har oplyst, at beløbet var 100 USD. Også med hensyn til, om det var direktøren, der kom ind på ansøgerens kontor ved [B]’s anden henvendelse, eller det var [B] og ansøgeren, der sammen gik ind på direktørens kontor, og om direktøren tilbød at betale for ham eller ej også ved den anden henvendelse, har ansøgerens forklaring været divergerende. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/127/JEA
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Karbala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Hezbollah, idet han har nægtet at lade sig rekruttere. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han havde en forretning i Karbala. [I sommeren] 2015 opholdt ansøgeren sig i forretningen sammen med sin ven og nabo, [A], da [B] kom ind i forretningen. [B] kom fra Hezbollah og ville have ansøgeren og [A] til at kæmpe sammen med Hezbollah i Syrien. [B] gav dem en frist på fem dage til at tænke over tilbuddet, men sagde samtidig, at de skulle betale 10.000 USD, såfremt de nægtede at deltage. [Fem dage senere] 2015 blev ansøgeren telefonisk kontaktet af [B], som gentog sit krav, hvilket ansøgeren afslog. Samme dag om morgenen blev [A] skudt i benet uden for lejlighedskomplekset, hvor både ansøgeren og [A] boede. Ansøgeren hørte skuddet og skyndte sig udenfor, men vendte dog hurtigt tilbage til sin lejlighed. Senere samme dag blev ansøgeren kontaktet af [B]. Ansøgeren blev [samme dag] klar over, at [B] ville efterstræbe ham. [Tre dage senere] kunne ansøgeren fra sin lejlighed se, at [B] sammen med tre andre ankom til ansøgerens lejlighedskompleks og bankede på døren til opgangen. Der var en yderligere bil med et antal mænd. Ansøgeren svarede ikke, hvorefter [B] og mændene kørte fra stedet. Dette gentog sig [to dage senere]. I [en periode på fire dage] modtog ansøgeren mange sms’er og opkald fra [B]. Den [fjerde dag] flygtede ansøgeren fra Irak efter at have solgt sin forretning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår usammenhængende og divergerende, og fordi ansøgeren endvidere har forklaret udbyggende. Ansøgeren har i sit asylskema oplyst, at flere grupper havde opfordret ham til at kæmpe i Syrien, og at han i øvrigt var i fare på grund af militserne. Over for Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det alene har drejet sig om den shia-dominerende milits Hezbollah. Ansøgeren har i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han er sunnimuslim. Ansøgeren har efterfølgende forklaret, at han blot er muslim, og at han ikke har erklæret sig som hverken sunni eller shia. Ansøgeren har ikke modtaget våbentræning, og det forekommer i udgangspunktet derfor mindre sandsynligt, at netop ansøgeren skulle være udsat for forsøg på tvangsrekruttering af Hezbollah. I forhold til ansøgerens forklaring om asylmotivet har begivenhederne [fem dage efter, at [B] kom ind i forretningen] helt afgørende betydning. Over for Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han blev ringet op af [B], og at ansøgeren under samtalen afviste [B]s krav. Herefter hørte ansøgerens skud fra gaden og kunne konstatere, at [A] var blevet skudt i venstre ben. Efterfølgende blev ansøgeren på ny ringet op af [B]. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han [den førnævnte dag] kun blev ringet op en gang af [B], og at dette skete efter, at [A] var blevet skudt i benet. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren har forklaret, at han på intet tidspunkt tog kontakt med [A]s familie, henset til at [A] er ansøgerens ven, og [A] var ansøgerens nabo i etageejendommen. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende, idet han under nævnsmødet har forklaret, at [B] i forbindelse med henvendelserne efter den [førnævnte dag] har sagt, at ansøgeren ikke ville være i sikkerhed, selvom han rejste langt væk. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/126/SSM
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en milits, som han formoder er Asa’ib Ahl al-Haq. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans søsters ægtefælle har skrevet en bog, der kritiserede islam. Bogen blev udgivet [i efteråret] 2014. Hans søsters bopæl blev [i foråret] 2015 ransaget af nogle bevæbnede civilklædte personer. Familien var ikke hjemme, men deres nabo ringede og fortalte, at ransagningen havde fundet sted. Omkring en halv time senere ringede han igen og fortalte, at bopælen var blevet ransaget på grund af en bog om religion. De tog ikke hjem, men opholdt sig i stedet hos svogeren. Familien flyttede herefter hjem til ansøgerens ven, [A], hvor de opholdt sig omkring halvanden måned. Mens de opholdt sig hos [A], blev ansøgerens far opsøgt på sit kontor af nogle civilklædte personer, som spurgte efter ansøgeren og ansøgerens søsters ægtefælle. Derefter flyttede de hjem til ansøgerens faster, hvor de ligeledes opholdt sig omkring halvanden måned, hvorefter de udrejste [i sommeren] 2015. Ansøgerens familie er efter ansøgerens udrejse blevet opsøgt af nogle civilklædte personer, som spurgte efter ansøgeren og ansøgerens søster. Familien fraflyttede derfor deres bopæl [sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens svoger i 2014 udgav bogen [B], som indeholder kritik af islam med videre. Flygtningenævnet har endvidere noteret sig, at såvel svogeren som søsteren har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på grundlag af dette asylmotiv. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med en ukendt milits til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [i efteråret] 2015 forklarede, at militsen helt sikkert var klar over, at ansøger ikke havde noget med svogerens bog at gøre, og at problemerne kun opstod, fordi han boede sammen med svogeren og hans familie. Nævner bemærker hertil, at ansøgeren efter samtalen bekræftede, at han havde forstået alt, hvad tolken havde sagt under samtalen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der er nogen, der har truet eller spurgt efter ham. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at der mødte folk op på farens kontor og spurgte, hvor svogeren var, ligesom han flere gange forklarede, at der ikke var nogen, der havde truet ham eller spurgt efter ham. Til asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at han er blevet truet af nogle militser. Da militsen opsøgte hans far på dennes kontor, spurgte de således efter ansøger og hans svoger. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgerens søster til sin asylsamtale [i efteråret] 2016 forklarede, at der kom nogle personer til hendes fars kontor og spurgte efter hende og hendes ægtefælle, hvorimod hun ikke nævnte ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren til sin asylsamtale forklarede, at hans far blev opsøgt en gang, mens svogeren til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at svigerfaren var blevet opsøgt to gange på sit kontor, og at de personer, der kom, havde spurgt efter ham. Til asylsamtalen forklarede svogeren imidlertid, at personerne spurgte efter ham og ansøgeren. Nævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren til asylsamtalen og under nævnsmødet i dag forklarede, at ejeren af det forlag, der udgav svogerens bog, havde ringet til svogeren og sagt, at bogen ikke burde udgives, mens søsteren til sin asylsamtale forklarede, at forlaget ikke var kommet i problemer. Ansøgeren har på baggrund af det ovenfor anførte ikke sandsynliggjort, at han har været konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke isoleret set findes at være asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/125/SOL
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin bror på grund af en familiekonflikt fra 2009. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes bror ville tilbagebetale sin spillegæld ved at gifte ansøgeren bort, på hvilken baggrund hun flygtede fra Irak til Danmark i 2009. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, men denne blev inddraget i 2013, hvorefter ansøgeren vendte tilbage til sit hjemland. Ansøgeren levede her i konstant frygt for sin bror som følge af konflikten fra 2009. Ansøgeren er siden 2009 blevet religiøst viet to gange og har født et barn, men ifølge hendes kultur er det manden i familien, der bestemmer, hvem man skal giftes med, og såfremt man ikke adlyder, bliver man straffet. Hun frygter derfor nu yderligere sin bror, fordi hun har giftet sig og har fået et barn uden hans samtykke. Ansøgeren udrejste på ny af Irak i 2015. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som ansøgeren har oplyst om årsagen til, at hun søger asyl i Danmark, ikke kan føre til beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men finder ikke, at de nævnte forhold indebærer, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i dag vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse i Irak. Nævnet har lagt vægt på, at konflikten stammer fra 2009, at ansøgeren siden 2009 har foretaget flere rejser til Irak, og at ansøgeren gennem en længere periode har kunnet opholde sig i Irak og i den forbindelse har kunnet passe et arbejde som frisør på sin tidligere arbejdsplads. Flygtningenævnet har endvidere ikke fundet, at ansøgeren alene ved oplysningerne om, at hun siden sin første udrejse af Irak uden sin brors samtykke er blevet viet religiøst to gange og har fået barn, har sandsynliggjort, at hun nu er i en aktuel konflikt med sin bror, der kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle baggrundsoplysninger om tvangsægteskaber og æresforbrydelser i Irak kan ikke føre til en anden vurdering. Herefter, og da heller ikke den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, kan føre til, at ansøgeren skal have opholdstilladelse i Danmark, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/124/JOL
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i det hele henvist til sin mors asylmotiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at moren ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun og sin familie vil blive slået ihjel, og at hendes døtre, herunder ansøgeren vil blive kidnappet, idet morens ægtefælle (ansøgerens far) tidligere er blevet bortført af en ukendt gruppering. Moren har endvidere henvist til, at hun frygter for sin egen og sin families sikkerhed, idet hendes søn [A] (ansøgerens bror) er blevet truet af ukendte personer, og fordi morens anden søn [B] (ansøgerens bror) forsvandt kortvarigt for 4-5 år siden. Endeligt frygter moren de generelle forhold i Irak. Ansøgeren, som er 18 år gammel, har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Af en erklæring af [vinteren] 2017 fra psykolog [C], Røde Kors, fremgår, at [ansøgerens] funktionsniveau er væsentligt lavere end det, man kan forvente af et femårigt barn, at hun har en høreskade, og at hun ikke har noget sprog. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at ansøgeren ikke er proceshabil, og at sagen må anses for oplyst ved forklaringerne afgivet af hendes mor, tvillingesøster og bror. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for voldelige overgreb af sin far, eller at faderen vil drage hende til ansvar for, at hendes tvillingesøster har forladt familien og fået asyl i Danmark. Der er ikke grundlag for at antage, at der er en sådan tilknytning mellem ansøgeren og dennes søster, [C], at ansøgeren som følge heraf har ret til beskyttelse i form af konsekvensstatus. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har et selvstændigt asylmotiv, som indebærer, at hun ved tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder for personer med handicap, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har familie i Irak, herunder sin far, som vil kunne tage sig af hende. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af ansøgeren vil indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions art. 3 ikke henhører under Flygtningenævnet, men under Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har kompetence til at træffe afgørelse i sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/123/THJ
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Al-Diwaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun og sin familie vil blive slået ihjel, og at hendes døtre vil blive kidnappet, idet ansøgerens ægtefælle tidligere er blevet bortført af en ukendt gruppering. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter for sin egen og sin families sikkerhed, idet hendes søn [A] er blevet truet af ukendte personer, og fordi ansøgerens anden søn [B] forsvandt kortvarigt for 4-5 år siden. Endeligt frygter ansøgeren de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle [C] i løbet af [foråret] 2014 blev bortført af en ukendt gruppe, som formentlig var Hizbollah eller Saraya Al-Salam. Ægtefællen var bortført i 12 dage og blev frigivet mod betaling af en løsesum på […] USD. Ansøgeren formoder, at bortførelsen af ægtefællen skyldtes de generelle forhold i Irak, herunder konflikten mellem sunni-muslimer og shia muslimer. Ansøgerens søn [B] forsvandt for 4-5 år siden i 12-13 dage, og han har aldrig været sig selv efter sin tilbagevenden. Ansøgerens søn [A] er blevet truet af ukendte personer i Irak. Ansøgeren kender ikke til de nærmere omstændigheder i den forbindelse. Ansøgeren udrejste af Irak [efteråret] 2015 sammen med sine børn [D], [B] og [A], idet der ikke var råd til at hele familien kunne udrejse samlet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren oprindeligt især henviste til sin mands asylmotiv, idet han havde været kidnappet. Imidlertid har hendes mand frafaldet sin ansøgning om asyl og er rejst tilbage til Irak [foråret] 2017. Ansøgeren har nu henvist til, at hun frygter sin mand. Hun har under mødet i flygtningenævnet forklaret, at han har udøvet vold mod hende både i Irak og i Danmark, og at det blev værre efter, de kom til Danmark. Hun har endvidere forklaret, at han holder hende ansvarlig for, at parrets datter, [E], kontaktede myndighederne i Danmark og flyttede fra familien, og at det for ham vil være forbundet med skam, hvis hun rejser til Irak og efterlader [E] i Danmark. Hun har endvidere henvist til, at hun ved tilbagevenden til Irak vil være nødt til at tage ophold hos sin mand, og at hverken hendes familie eller myndighederne i Irak vil kunne beskytte hende mod overgreb fra hendes mands side. Flygtningenævnet har ikke haft adgang til sagsakterne fra [E’s] asylansøgning. Det fremgår af nævnets sagssystem, at [E] [foråret] 2017 fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt med ægtefællen til grund. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men Flygtningenævnet finder, at hun i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at hun risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2017/122/THJ
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive bortført og udsat for mishandling af lokale militser eller de irakiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ved en enkelt episode for omkring tre år siden blev bortført og tilbageholdt af to ukendte personer. Ansøgeren blev tilbageholdt én nat på et hotelværelse og blev i den forbindelse udsat for vold. De to ukendte personer tog ansøgerens penge og løslod ham dagen efter. Ansøgeren tog derefter hjem til sin families bopæl. Ansøgeren tog efterfølgende kontakt til politiet. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren ikke forklaret om et selvstændigt asylmotiv. Han har forklaret, at hans far besluttede, at familien skulle flygte fra Irak, og at han ikke ved hvorfor. Af journaludskrift af [sommeren] 2016 fra Klinikken […] fremgår, at han var indlagt fra [foråret] 2016 til [foråret] 2016, hvor han blev udskrevet med diagnosen paranoid skizofreni. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for voldelige overgreb af sin far, eller at faderen vil drage ham til ansvar for, at hans søster har forladt familien og fået asyl i Danmark. Der er ikke grundlag for at antage, at der er en sådan tilknytning mellem ansøgeren og dennes søster, [A], at ansøgeren som følge heraf har ret til beskyttelse i form af konsekvensstatus. Flygtningenævnet har taget hensyn til ansøgerens psykiske forhold, men kan ikke lægge til grund, at han ved tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder for personer med psykiske lidelser, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af ansøgerne vil indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions art. 3 ikke henhører under Flygtningenævnet, men under Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har kompetence til at træffe afgørelse i sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/121/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Irak. Indrejst i [år]. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Anbar, Abu Ghreib, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har overfor Flygtningenævnet oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Irak ikke længere frygter ISIL, og at ansøgerens tidligere forklaringer om hendes konflikt med ISIL derfor ikke længere er relevant for asylmotivet. Ansøgeren har som asylmotiv herefter henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin far og sine onkler, idet hun har afvist at gifte sig med sin fætter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun mødte sin ægtefælle i sommeren 2010 i Bagdad. Ansøgerens far ville ikke acceptere ægteskabet, idet ansøgerens fætter, [A], ligeledes ønskede at gifte sig med ansøgeren. Ansøgeren nægtede at gifte sig med sin fætter, hvorfor hun uden sin fars viden, flyttede hjem til sin mor og morbror i Abu Ghreib omkring [sommeren] 2011. Ansøgerens far ringede efterfølgende en enkelt gang og truede ansøgeren på livet, fordi hun havde forladt bopælen. Ansøgerens far ringede efterfølgende gentagne gange til ansøgerens morbror og truede ansøgeren på livet i perioden fra [sommeren] 2011 og indtil [efteråret] 2015, hvor ansøgeren udrejste af Irak. Ansøgerens onkler og fætter ringede ligeledes flere gange og truede ansøgeren. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at konflikterne med ansøgerens far, hendes onkler og fætter ikke udgør sådanne asylbegrundende forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Der henvises til, at de telefoniske trusler er fremsat over en årrække fra 2011 til 2015, uden at truslerne er blevet realiseret, og ansøgeren har i perioden kunnet bo hos sin mor og morbror uden at blive opsøgt af sin far eller sin fars familie. Truslerne anses herefter ikke for at være reelle, og fremstår således uden asylbegrundende karakter og intensitet. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at faren og farens familie ikke kunne rejse til morens bopæl i Abu Ghreib, fordi byen var sunni-muslimsk domineret, og at faren og hans familie er shia-muslimer. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i nævnet har fremlagt et trusselsbrev fra ansøgerens far, idet der henses til, at trusselsbrevet først er fremkommet, efter at ansøgeren modtog Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, og nævnet vurderer, at der ikke er tale om en reel trussel. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/120/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han grundet sit arbejde i en speciel brigade under den irakiske hær er eftersøgt af ISIL og derfor frygter at blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev opfordret af den irakiske premiereminister til at indtræde i […]. brigade i forbindelse med, at ansøgeren klagede til ham over ISIL’s tilstedeværelse og chikane. Brigaden havde blandt andet til opgave at indsamle efterretninger om ISIL støtter, medlemmer og aktiviteter. Ansøgeren modtog som følge af sit arbejde i brigaden flere trusler fra ISIL både på hans forældres bopæl og på hans arbejde. Familiens hus blev endvidere udsat for angreb. Af hensyn til ansøgerens families sikkerhed valgte ansøgeren at udrejse. Efter udrejsen har ansøgerens familie ikke modtaget trusler. Ansøgeren har forklaret divergerende, afglidende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ved begge samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han ikke modtog trusler efter [sommeren] 2015, hvor han forlod sit arbejde, og at formålet med at true ham var at få ham til at stoppe med arbejdet. Under nævnsmødet har ansøgeren dels forklaret, at han kun modtog trusler fra begyndelsen af juli 2015 til [midten af juli] 2015, dels at han også modtog trusler efter [sommeren] 2015 og frem til sin udrejse af Irak [efteråret] 2015, og at indholdet af truslerne ændrede sig til, at ISIL nu truede med at dræbe ham, fordi han havde samarbejdet med myndighederne. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvornår han første gang modtog trusler. Til den anden samtale med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han første gang modtog trusler efter at have arbejdet for brigaden 1-2 måneder, mens han til den første samtale med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret, at han modtog den første trussel i begyndelsen af juli 2015. Ansøgeren har til den første samtale med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret, at skrivelsen om etablering af brigaden blev indleveret til ministeriet den [dato] oktober 2014, og at tilladelsen hertil kom den [dato] november 2014, mens ansøgeren under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at skrivelsen blev indleveret den [dato] november 2014, og at accepten kom den [dato] december 2014. Videre har ansøgeren forklaret uddybende, idet han først under nævnsmødet har forklaret, at han har set en løbeseddel med sit navn på som eftersøgt af ISIL. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren har forklaret divergerende i et sådant omfang og om så væsentlige dele af sit asylmotiv, at hans forklaring ikke kan lægges til grund. Den generelle sikkerhedssituation i Irak er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i reel risiko for overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, stk. 2 eller stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/12/thj
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunni-muslimer fra Kirkuk, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tilbageholdt og henrettet af Islamisk Stat, idet han nægtede at arbejde for dem. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter Islamisk Stat, idet de forfølger og likviderer kurdere. Endvidere har begge ansøgere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af shia-militser, fordi de begge er kurdere og sunni-muslimer. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver forklaret, at den mandlige ansøger i [foråret] 2015 fandt et trusselsbrev fra Islamisk Stat på sit autoværksted. I brevet stod der, at han skulle samarbejde med Islamisk Stat, og i modsat fald ville han blive likvideret. I [sommeren] 2015 modtog han endnu et trusselsbrev på sit autoværksted, som havde samme indhold, som det første. Han anmeldte begge hændelser til politiet. [I sommeren] 2015 blev der affyret skud mod den mandlige ansøgers autoværksted. Han opholdt sig inden for på værkstedet og blev ikke ramt. Den mandlige ansøgers bror og en person fra naboforretningen, som også arbejdede på autoværkstedet, blev begge ramt og døde. Den mandlige ansøger anmeldte hændelsen til politiet, som oplyste, at det var Islamisk Stat, der stod bag, idet Islamisk Stat er de eneste, der kan finde på sådanne ting. [I efteråret] 2015 blev ansøgernes søn forsøgt kidnappet af to ukendte mænd i en bil, da han var på vej hjem fra skole. Personer på gaden kom sønnen til undsætning, hvorefter de to kidnappere flygtede. Den mandlige ansøger anmeldte hændelsen til politiet, som oplyste, at det var mænd fra Islamisk Stat, der stod bag kidnapningsforsøget. Ansøgerne udrejste i [efteråret] 2015 af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgernes forklaring til grund. Nævnet opfatter i det hele forklaringerne som konstruerede til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende både i forhold til tidligere forklaringer og indbyrdes divergerende, herunder ved forklaringerne afgivet under nævnsbehandlingen. De har således blandt andet forklaret divergerende om trusselsbrevene både med hensyn til, hvornår de fremkom og deres indhold. Den mandlige ansøger har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han modtog det første trusselsbrev omkring [sommeren] 2015. Til asylsamtalen oplyste han, at han modtog det første trusselsbrev i [foråret] 2015, hvorimod den kvindelige ansøger har oplyst, at det første trusselsbrev blev modtaget ultimo 2014. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om det første trusselsbrevs indhold, idet den mandlige ansøger under asylsamtalen har oplyst, at han skulle reparere køretøjer. Foreholdt, at han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han skulle klargøre biler, som skulle bruges til bilbomber, har han oplyst, at han ikke vidste, om han skulle skille bilerne ad eller indbygge bomber i dem, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at han blot blev truet til at arbejde for Islamisk Stat. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om den påståede skudepisode, idet den kvindelige ansøger under nævnsbehandlingen har oplyst, at hun midt på dagen blev ringet op af sin mand fra sygehuset og orienteret om episoden, mens den mandlige ansøger under nævnsbehandlingen har forklaret, at han først informerede sin hustru sent om aftenen, efter han var kommet hjem. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret forskelligt om, hvorvidt deres hus skulle sættes til salg, idet den kvindelige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de efter at have modtaget truslen fra Islamisk Stat havde lyst til at flygte, men at de ikke havde råd til det, fordi de ikke kunne sælge deres hus. Huset blev sat til salg i [foråret/sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har endvidere under nævnsbehandlingen forklaret, at huset nu står tomt. Den mandlige ansøger har forklaret, at det ikke var på tale at sælge huset, som hans svigermor fortsat bebor. Nævnet finder herefter, at ansøgernes generelle troværdighed må anses for at være alvorlig kompromitteret. Nævnet finder derfor heller ikke, at ansøgernes forklaring om, at deres søn skulle have været udsat for et kidnapningsforsøg, kan lægges til grund. Nævnet har tillige ved den vurdering lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret udbyggende om denne episode. De har således først under nævnsbehandlingen omtalt, at kidnapperne var bevæbnede. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de var individuelt forfulgt inden udrejsen fra Irak, eller har godtgjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Særskilt bemærker Flygtningenævnet med henvisning til advokatens subsidiære påstande, at nævnet efter det ovenfor anførte, ikke finder anledning til at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/119/CMA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsgrupper i Irak, herunder særligt af Asaib Ahl al-Haq, idet medlemmer herfra har truet ham. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt, fordi han har forladt sin tjeneste hos politiet. Endeligt har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i slutningen af 2010 modtog den første trussel, fordi han arbejdede for politiet. Ansøgeren var ikke selv hjemme, da en gruppe personer fra Jaish al-Mahdi og Asaib Ahl al-Haq militserne opsøgte alle personer i området, som arbejdede for politiet og sagde til dem, at de skulle forlade deres arbejde. Efter truslen stoppede ansøgeren umiddelbart efter med at arbejde for politiet. I slutningen af 2011 modtog ansøgeren endnu en trussel. Ansøgeren formoder, at militsen truede ansøgeren, da de ville have ham til at tilslutte sig gruppen, og fordi han drak alkohol og ikke bad. Militsen havde tilbage i 2007 sagt til ham, at han ikke måtte drikke alkohol, og at han skulle bede. Ansøgerens ven, [H], havde sagt til ham, at han skulle passe på dig selv, hvilket ansøgeren forstod som om, at han var i fare. I 2008 eller 2009 blev ansøgeren truet af en fjern slægtning ved navn, [A], som havde sagt, at hvis ansøgeren en dag blev slået ihjel, var det [A], der var ansvarlig. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af tre til fire ukendte personer fra en ukendt milits, som bad ham om at følge med dem. De kørte ansøgeren til et sted i udkanten af det område, hvor han boede. Ansøgerens bror havde set, at de havde taget ansøgeren med, og han ringede derfor til ansøgerens fars fætter, som er medlem af Jaish al-Mahdi. Ansøgeren fik lov til at gå efter, at ansøgerens fars fætter havde ringet til gruppens leder og garanterede, at han fremover ville praktisere sin religion og ikke drikke alkohol. Efter denne episode forlod ansøgeren sin bopæl og tog efterfølgende ophold hos sin moster eller hos nogle af sine venner i det kurdiske selvstyreområde. Ansøgeren havde i denne periode kontakt med vennen, [H], en eller to gange, hvor vennen fortalte at militserne i området forsat efterspurgte ansøgeren. Ansøgeren snakkede sidste gang med vennen på et ukendt tidspunkt i 2014. Ansøgeren oplevede derefter ikke yderligere konflikter, og hans familie blev ikke opsøgt sidenhen. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak, idet han ønskede at starte et nyt liv i Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke har været i stand til at forklare overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren har herunder ikke kunne redegøre nærmere for den konflikt, som han skulle have med militsen. Han har herunder ikke kunne redegøre for, at militsen i otte år skulle have kendt til hans holdninger og alkoholvaner og have sendt diverse advarsler til ham for pludselig efter otte år at hente ham for at afhøre ham, men alligevel køre ham hjem igen uden at afhøre ham, fordi en af hans slægtninge bad militsen om det. Han har heller ikke kunne redegøre for sin angivelige konflikt med myndighederne i anledning af, at han stoppede sin tjeneste som politimand i 2010. Han har heller ikke kunne redegøre for en asylbegrundende konflikt med sin svigerfamilie. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om diverse tidspunkter for diverse trusler og opsøgningen af ham på moderens bopæl ved de forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren, efter han stoppede i politiet i 2010 og efter konflikten med militsen angiveligt opstod, kunne opholde sig problemfrit i Irak frem til udrejsen i 2015, hvor han i øvrigt udrejste legalt efter at have henvendt sig til myndighederne for at få forlænget pas og ID kort. Der herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring arbejdede som taxachauffør og således ikke holdt sig skjult for hverken myndigheder eller militser. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede udbyggende om et overfald fra politiets side i Kurdistan et par måneder før hans udrejse, hvilket overfald han ikke tidligere har nævnt. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter i Irak med hverken myndighederne eller militser. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med sin svigerfar. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/118/lrn
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim/ikke religiøs fra [B], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hans far og søskende vil slå ham ihjel, idet de mener, at ansøgerens mor fik ansøgeren med en anden mand end ansøgerens far. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i […], og at han er vokset op hos sin mormor i byen [B], hvor ansøgerens forældre og øvrige søskende også boede. Ansøgerens far deltog i Iran/Irak-krigen fra 1981 til 1988. Ansøgeren flyttede med sin mormor til Iran i 1997, og omkring en måned efter rejste de videre og tog ophold i Syrien. Ansøgeren rejste tilbage til Irak i [starten af] 2006. Han boede først en uge hos sin morbror,[A], i [byen B], og dernæst hos sin moster, [C], i byen [D]. Ansøgeren modtog dagligt trusler fra sin far, og han har sammenlagt modtaget over hundrede trusler via sin bror,[E], som ringede til ansøgeren for at fortælle ham, at ansøgerens far ville slå ansøgerens mor ihjel, og at [E] i så fald ville slå ansøgeren ihjel, såfremt ansøgeren blev i Irak. Ansøgerens bror, [E], var medlem af Jaish Al-Mahdi militsen. Ansøgeren modtog også trusler via sin moster, [C], idet [mosterens] datter, [F] var gift med [ansøgerens bror E], ligesom ansøgeren i 2007 modtog en enkelt telefonisk trussel fra sin bror, [G], hvor broren sagde til ansøgeren, at han skulle udrejse af Irak, idet ansøgerens families tålmodighed var brugt op. Ansøgeren udrejst af Irak i [starten af] 2008. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren indrejste i Danmark i [sommeren] 2015, men at han først ansøgte om asyl [i efteråret] 2015 i forbindelse med anden politisag. Han har herom oplyst, at han ventede med at ansøge om asyl, idet han regnede med, at han skulle giftes med en kvinde, der havde opholdstilladelse, og at han regnede med, at det ville stille ham bedre at vente samt at hun var hele årsagen til, at han kom til Danmark. Flygtningenævnet har tillagt ovenstående oplysning om det sene tidspunkt for ansøgning om asyl en vis betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af sin familie. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om konflikten med familien forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynlig, at ansøgeren skulle kunne bo med sin mormor tæt på familien i 12 år uden at dette gav anledning til problemer, hvis ansøgerens familie ønskede at skade ham eller presse ham til at forsvinde. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren forlod området sammen med sin mormor på grund af en konflikt, som mormoren fik med Baath-partiet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Irak i en periode på to år opholdt sig i en by, der lå 15-30 km. fra familiens by uden at blive fysisk opsøgt af familien, og at han ikke har kunnet angive anden grund til sin udrejse i 2008 end den generelt dårlige situation, samt at han mistede tålmodigheden med sin familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vagt på, at ansøgerens forklaring om konflikten med familien fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret upræcist og vævende om konflikten, herunder om en af brødrenes alder og om logikken i, at [E’s] svigermor skulle huse ansøgeren, når [E’s] og dennes hustru hele tiden truede ansøgeren, ligesom dele af forklaringen forekommer uden logisk sammenhæng og dermed mindre sandsynlig. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare uddybende om den påberåbte konflikt. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om konflikten med familien. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren ikke er religiøs, ikke kan føre til beskyttelses- eller konventionsstatus. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke tidligere har haft problemer, fordi han ikke var praktiserende, samt at han indimellem deltog i religiøse handlinger, hvilket heller ikke gav ham problemer. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke havde asylbegrundende problemer med udrejsen. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/117/lrn
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Al-Haq militsen, idet han har modsat sig deres anmodning om at tilslutte sig organisation. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter sine brødre, som har truet med at gøre ham fortræd, såfremt de på nogen måde kom til at lide skade som følge af ansøgerens udtalelser mod militserne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som freelance fotograf for ASIA Channel i […] området fra en ukendt dato i 2013 indtil [efteråret] 2015. Ansøgeren blev opsagt, fordi arbejdspladsen blev presset af Al-Haq militsen. Al-Haq ville have ansøgeren til at arbejde for deres medieafdeling, hvilket han nægtede. I den forbindelse modtog ansøgeren første gang en trussel på SMS fra Al-Haq i [foråret] 2015. Af truslen fremgik det, at han skulle tilslutte sig militsen, og hvis han ikke gjorde dette, ville han blive udsat for ”andre foranstaltninger”. Derefter fortsatte Al-Haq med at sende ansøgeren trusler via SMS cirka én gang om måneden fra [foråret 2015] til og med [efteråret] 2015. Ansøgeren modtog truslerne på sin private telefon. I [efteråret] 2015 modtog ansøgeren det første trusselsbrev fra Al-Haq militsen. Brevet blev smidt foran døren til ansøgerens bopæl, og ingen af ansøgerens familiemedlemmer så, hvem der havde afleverede brevet. Ansøgeren var ikke selv hjemme, da brevet blev afleveret. Omkring en uge efter modtagelsen af det første trusselsbrev modtog ansøgeren det andet trusselsbrev. Brevet blev smidt ud af en forbikørende bil, mens han gik på gaden i nærheden af sin bopæl. Trusselsbrevene var en advarsel fra Al-Haq om, at ansøgeren skulle stoppe sit vandtro arbejde for kanal ASIA, og at han skulle erklære sit medlemskab til den hellige rene modstand. Det fremgik tillige, at han skulle tilslutte sig den militære presse, idet ansøgeren og ansøgerens familie ellers ville blive slået ihjel. Ansøgeren forsøgte at anmelde forholdet til politiet, men politiet oplyste, at de ikke kunne hjælpe. Ansøgeren valgte at udrejse omkring [efteråret] 2015, da presset på ansøgeren voksede, og ansøgerens brødre sagde til ham, at de selv ville slå ham ihjel, såfremt ansøgeren ikke tilsluttede sig militsen. Ansøgeren udrejste legalt på sit eget pas med et visum til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i sit asylskema oplyst, at han blev truet af en milits, som gav ham en frist, inden for hvilken han stak af, mens han senere har forklaret, at han blev truet på sms en gang om måneden fra [foråret] til [efteråret] 2015 og at han i [efteråret] 2015 fik to breve med trusler, men at ingen af truslerne indeholdt en decideret frist. I asylskemaet har ansøgeren nævnt, at han er bekymret for sin familie, mens han ikke har nævnt, at han frygter sine brødre, hvilket han senere under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad militsen ville have ham til at gøre og hvorfor. Han har således først forklaret, at militsen ville have ham til at tage billeder i Ramadi, og at han som sunnimuslim kunne undværes, hvis han blev slået ihjel, mens han under nævnsmødet forklarede, at militsen ville have ham til at kæmpe for sig, og at det så godt ud, at shiamilitsen havde en sunnimuslim tilknyttet. Ansøgerens helt grundlæggende asylmotiv er, at en shiamilits vil hverve ham, og at militsen nu vil slå ham ihjel, fordi han ikke vil arbejde for dem. Ansøgeren har imidlertid ikke på en overbevisende måde kunne redegøre for militsens interesse i ham eller for militsens indflydelse på fyringen af ham fra hans arbejde. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at militsen skulle ønske at tvangshverve ansøgeren, der er sunnimuslim, og som angiveligt åbenlyst har kritiseret militsen. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at militsen skulle ønske, at ASIA Channel skulle presse ansøgeren til at udføre arbejde for militsen, eftersom militsen anså ASIA Channel for at være en vantro og sekulær kanal, som militsen krævede, at ansøgeren skulle stoppe med at arbejde for. Endelig har ansøgeren ikke på en overbevisende måde kunne redegøre for sit arbejde på ASIA Channel eller for kanalens forhold. Han har heller ikke på overbevisende måde kunne redegøre for et tidligere ophold i Tyrkiet eller for den tidsmæssige sammenhæng mellem truslerne og hans fyring fra ASIA Channel. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring om hverken sit arbejde, fyringen eller militsens interesse i ham eller forklare de nævnte divergenser. Flygtningenævnet tilsidesætter på ovennævnte baggrund ansøgerens forklaring og kan derfor ikke lægge til grund, at han var forfulgt ved udrejsen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Irak/2017/116/lrn
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren gav ikke møde i forbindelse med sagens behandling i nævnet på trods af, at han behørigt var blevet indkaldt til nævnsmødet. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Asa’ib Ahl al-Haq militsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har arbejdet som chauffør for en virksomhed, der solgte medicin til apoteker i Bagdad. En dag i [foråret] 2015 blev ansøgeren stoppet af to personer fra militsen Asa’ib Ahl al-Haq, mens han var på vej hjem fra arbejde i sin bil. Personerne truede ham og sagde, at de ville bruge hans bil til transport af varer, når de havde behov for det. Personerne trak ansøgeren ud af bilen og slog ham. Ansøgeren blev bange og sagde, at han nok skulle hjælpe dem. Dagen efter opsagde ansøgeren sit arbejde og afleverede sin bil. Herefter flyttede ansøgeren ind i sin morfar og mormors lejlighed, der ligger i det sunnimuslimske område, [navn på området, S]. Ansøgeren har fået at vide af sin far, at ansøgerens bopæl senere samme dag blev opsøgt af to personer, som spurgte efter ham. Mens ansøgeren boede i lejligheden i [S], blev ansøgerens families bopæl beskudt af Asa’ib Ahl al-Haq, og tre gange blev bopælen ransaget af personer i uniform. På familiens bopæl blev der skrevet med spraymaling, at huset ikke måtte købes eller sælges. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig og konstrueret. Ved denne vurdering har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold, herunder om det angivelige hærværk og skudepisoden begået mod og ved familiens bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at der først blev skudt mod familiens bopæl, og at det først var efter skudepisoden, at en tekst blev sprøjtet på huset med spraymaling efter, at familien var flyttet. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at der blev skudt mod huset et par dage efter, at tekst blev sprøjtet på huset med spraymaling. Derudover har ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var civile med våben, der skød mod huset, mens han under asylsamtalen oplyste, at familien ikke så, hvem der beskød huset, idet det skete om natten, mens familien lå og sov. Under disse omstændigheder må nævnet forkaste ansøgerens forklaring om sin konflikt med Asa’ib Ahl al-Haq militsen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter og idet den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af tilstedeværelse i området, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/115/MKT
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra byen Kirkuk i Kirkuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af repræsentanter fra Islamisk Stat (ISIL), der har sendt ansøgeren et trusselsbrev samt åbnet ild imod ham. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i] juli 2015 modtog et trusselsbrev fra ISIL. Brevet vedrørte ansøgerens arbejde som frisør. Ansøgeren anmeldte forholdet til politiet i Kirkuk [den følgende dag] og til retten i Kirkuk [dagen efter]. Der blev af den grund udstedt en arrestordre mod ISIL. [I] august 2015 om aftenen blev der imod ansøgerens frisørsalon åbnet ild af nogle for ansøgeren ukendte gerningsmænd. På grund af den episode bosatte ansøgeren og forældrene sig hos ansøgerens bror, der boede i en anden bydel i Kirkuk. Frisørsalonen med inventaret blev efterfølgende solgt. [I] september 2015 udrejste ansøgeren af Irak via lufthavnen i Erbil, og han var ved udrejsen i besiddelse af sit eget gyldige nationalitetspas. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om modtagelsen af et trusselsbrev og forklaringen om skudepisoden til grund. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han [i] juli 2015 modtog et trusselsbrev, der fremstod som affattet af ISIL, og at det af brevet fremgik, at han skulle lukke sin frisørsalon og tilslutte sig ISIL. Nævnet kan videre lægge til grund, at der [i] august 2015 blev affyret adskillige skud mod ansøgerens frisørsalon. Nævnet finder imidlertid, at det alene beror på ansøgerens formodning, at der er en sammenhæng mellem de to episoder, og at det dermed alene beror på ansøgerens formodning, at han på grund af sit virke som frisør er efterstræbt af ISIL. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren opholdt sig i Kirkuk i 41 dage, før han udrejste af landet, og på at ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse fortsat har kunnet opholde sig i Kirkuk. Under henvisning hertil samt under henvisning til, at Kirkuk by på nuværende tidspunkt er kontrolleret af KDP Peshmerga, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/113/nke
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter den familie, som han har en konflikt med i sin hjemby. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2008 udrejste af Irak første gang, og søgte asyl i Holland, fordi han havde en konflikt med familien til en pige, [A], som han dengang havde et forhold til. Konflikten var opstået, idet ansøgeren og [A] havde et hemmeligt forhold, som blev opdaget af [A]’s bror, hvorefter ansøgeren og hans familie blev truet. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at skulle kæmpe for ISIL. Ansøgeren har til støtte til asylmotiv henvist til, at da han vendte tilbage til Irak fra Holland i 2011, flyttede han hjem til sin moster i byen Hawija. Da ISIL indtog byen Hawija, opsøgte ISIL ansøgeren på mosterens bopæl, og sagde, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Ansøgeren udrejste to dage efter, idet han ikke ønskede at arbejde for ISIL. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende til de hollandske og danske myndigheder. Han har således til de hollandske myndigheder forklaret, at hans familie økonomisk set havde det godt med to huse og en butik, mens han til de danske myndigheder under nævnsbehandling har oplyst, at hans familie var fattige hyrder. Han har endvidere til de hollandske myndigheder forklaret, at pigens bror skød efter ham, men til samtalen med Udlændingestyrelsen har han blot nævnt, at [A]’s bror løb efter ham, fordi han blev vred over at se dem holde hinanden i hånden, mens han under nævnsbehandling på ny forklarede, at broren skød efter ham. Han har endvidere forklaret forskelligt om den tidsmæssige udstrækning af sit kendskab til [A], idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de har kendt hinanden i fem måneder, mens han til asylsamtalen har forklaret, at de kendte hinanden i et år, og han til de hollandske myndigheder har forklaret, at de kendte hinanden i to år og til nævnsbehandlingen har han oplyst, at de kendte hinanden i tre til fire år. Endelig har nævnet lagt vægt på, at han ikke til de hollandske myndigheder har nævnt, at [A]’s far var et højtstående medlem af KDP, hvor han til oplysnings- og motivsamtalen indledningsvis fortalte, at [A]’s far var et højtstående medlem af KDP. Nævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for kompromitteret, således at hans yderligere påberåbte asylmotiv i forhold til rekrutteringsforsøget fra ISILs side skal ses i lyset heraf. Nævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren forud for, at han søgte asyl i Holland havde en æresrelateret konflikt. Nævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring i sin helhed. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Irak/2017/112/DMO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af shiitiske grupperinger, fordi ansøgerens far konverterede fra shia til sunniislam omkring 2003. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han to gange er blevet kidnappet af nogle for ham ukendte gerningsmænd, der har krævet, at ansøgerens far skulle revertere til shiaislam. Den første kidnapning fandt sted [i] juli 2015, hvor ansøgeren blev tilbageholdt af nogle mænd og kørt til et område, hvor han blev spurgt til farens konversion. Ansøgeren blev løsladt senere samme dag. Den anden kidnapning fandt sted ved frokosttid [i] august 2015, hvor ansøgeren blev standset på vej hjem fra sit arbejde i farens kiosk. Han blev kørt til samme sted og blev her pålagt at sørge for, at faren reverterede til shiaislam. Ved løsladelsen fik ansøgeren at vide, at det var anden advarsel, og at han ville blive dræbt, såfremt faren ikke reverterede. [Senere i] august 2015 blev flere fremtrædende personer tilknyttet sunniislam dræbt i ansøgerens bydel i Basra. Ansøgeren udrejste [i] september 2015 fra lufthavnen i Basra i besiddelse af et tyrkisk turistvisum. Efter ansøgerens udrejse har markedet, hvor farens kiosk lå, været udsat bombeangreb. Angrebet var ikke rette mod ansøgerens far, men mere generelt mod sunni-muslimer. Ansøgeren har efter ankomsten til Danmark fået interesse for kristendommen. Ansøgeren har besøgt en kirke ti gange. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens far ligesom resten af familien var shia-muslimer, men at faren i 2003 konverterede til sunni-islam. Nævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren henholdsvis [i] juli 2015 og [i] august 2015 blev tvunget inde i en bil og med bind for øjnene kørt til et sted, hvor ansøgeren blev forehold, at hans far havde sviget sin religion, ligesom ansøgeren blev pålagt at sørge for, at faren revertere til shia-islam. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring i nævnet om, at han i forbindelse med de to tilbageholdelser blev udsat for egentlige verbale trusler mod sin egne person er udbyggende, hvorfor denne del af ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund. Ansøgeren stammer fra […]-bydelen i Basra, hvor der jævnligt har været konflikter mellem shia- og sunni-muslimer. Henset til, at ansøgerens far er konverteret i 2003, og siden har opholdt sig i [bydelen], uden at det kan lægges til grund, at faren har været udsat for konkrete overgreb, samt under henvisning til, at ansøgeren under de to pågribelser ikke har været udsat for overgreb eller trusler rettet mod ansøgeren selv, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af farens konversion i 2003 ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Vedrørende ansøgerens sur-placemotiv bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at han i omkring seks måneder har interesseret sig for kristendommen og har fortaget selvstudier. I de sidste to måneder har besøgt en kirke omkring ti gange. Han har fået en tæt relation til præsten i [navngiven kirke i Danmark], og de har haft samtaler om kristendommen efter besøgene. Ansøgeren har ikke modtaget dåbsundervisning men har fortaget selvstudier, herunder har han set en video, der viser [ansøgerens vens] dåb. Ansøgeren vil vide mere om dåbens betydning, før han træffer sin beslutning. Ansøgeren har fremlagt en erklæring fra to præster i [den navngivne kirke]. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sur-placemotivet til grund, men finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret til kristendommen, således at han af den grund eller i øvrigt på grund af sin interesse for kristendommen vil risikere forfølgelse i hjemlandet. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/112/nke
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerene er etnisk arabere og shia-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at de vil blive slået ihjel eller forfulgt, idet den mandlige ansøger er højtuddannet og underviser på universitet i Bagdad. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige i 2014 modtog tre telefonopkald, hvor han blev truet til at stoppe sit arbejde som professor på universitet i Bagdad og forlade Irak. Han har endvidere modtaget to tekstbeskeder, hvor han ligeledes blev truet til at forlade Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund for så vidt angår deres asylmotiv. Vedrørende episoden [i efteråret] 2014, har ansøgerne forklaret væsentligt forskelligt om, hvorledes den bil der standsede dem holdt efter standsningen. Den mandlige ansøger har efter at have forklaret forskelligt placeret bilen umiddelbart foran deres med samme retning på begge biler, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at bilen holdt på tværs af vejen foran ansøgernes bil. Den mandlige ansøger har i oplysnings- og motivsamtalen tilsyneladende forklaret, at bilen var af mærket Kia Ultra, mens begge under mødet for nævnet har forklaret at det var Hyundai Elantra. Den kvindelige ansøger har under mødet med styrelsen [i efteråret] 2016 forklaret anderledes om, hvad der blev sagt til hendes mand end hvad de begge har forklaret under nævnsmødet. Nævnet finder det påfaldende, at standsningen er sket efter 15-20 kilometers kørsel på et trafikeret sted. Endelig finder nævnet, at ansøgerne ikke har forklaret om episoden på en selvoplevet måde og finder det påfaldende at ansøgerne ikke ved anmeldelsen til politiet har oplyst at han tidligere var blevet truet fem gange telefonisk og per SMS og herunder har oplyst telefonnummeret på dem der truede. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort at den mandlige ansøger er blevet truet telefonisk og per SMS fem gange. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke tog truslerne alvorligt, selvom flere af hans universitetskollegaer var blevet dræbt og at han ikke anmeldte det til politiet. Nævnet finder ikke at den generelle situation i Irak gør at betingelserne for asyl er opfyldt heller ikke for universitetsprofessorer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Irak vil være i individuel og konkret risiko for overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/111/CHA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Tikrit, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hun vil blive dræbt af sin bror, [A], idet hun gjorde sin familie bekendt med hans forsøg på at voldtage hende. Endvidere har hun henvist til, at hun ved tilbagevenden til Irak frygter at [A] vil slå hende ihjel, idet hun udrejste uden hans tilladelse og dermed vanærede sin familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes bror, [A], forsøgte at voldtage hende første gang for 8 år siden, i perioden efter at hun blev fraskilt og hendes svigerfamilie tog hendes barn fra hende. [A] prøvede yderligere tre gange at voldtage hende. For fire til fem år siden flygtede ansøger hjem til sin søster, [B], der boede i Kirkuk, efter at hun overhørte, at hendes brødre ville dræbe hende. Efterfølgende vendte ansøgeren tilbage for at bo hos sine forældre, så hun kunne passe sine forældre, der var syge. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse af Irak i september 2015, idet hun ikke længere ville bo i samme hus som [A]. Efter sin ankomst til Danmark blev ansøger bekendt med, at [A] ville dræbe hende, idet hun udrejste uden hans tilladelse. På trods af, at ansøgeren ikke har nævnt sine konkrete episoder fra Irak i sit asylskema, finder nævnet ikke at kunne udelukke, at ansøgerens bror to gange har kigget ind af vinduet når hun badede, én gang har forsøgt at filme hende, mens hun badede, og én gang har krammet hende og forsøgt at kysse hende, mens hun skiftede tøj. Nævnet bemærker at episoderne har fundet sted for lang tid siden, og at der ikke efter ansøgerens forklaring er grund til at antage, at broren ville voldtage hende, herunder fordi han opgav sit forehavende, blot hun skreg, og da der var flere andre familiemedlemmer i huset. Selvom ansøgeren har forklaret, at hendes brødre, [A] og [C], i 2011 eller 2012 har snakket om at dræbe hende ved et vådeskud, bemærker Flygtningenævnet, at hun efterfølgende har boet med brødrene i tre til fire år, uden at de har forsøgt at gøre alvor af deres plan. Dette bestyrkes endvidere af, at ansøgeren har forklaret, at hun flygtede fra Irak på grund af, at grænserne i Europa var åbne, og ikke fordi der opstod en konkret episode med hendes brødre. Hun har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Irak vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel risiko for forhold omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for borgere i Irak ikke i sig selv kan føre til asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/110/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret af militsgruppen al-Mahdi. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han sammen med sine venner, [A] og [B], blev standset, da de var ude at køre i bil, af en gruppe personer i militærtøj. Gruppen opfordrede ansøgeren og hans to venner til at blive en del af militsen, men ansøgeren nægtede. Efterfølgende kom nogle personer fra militsen til ansøgerens bopæl og talte med ansøgerens far. De fortalte ansøgerens far, at ansøgeren skulle tilslutte sig militsen, og hvis ansøgeren nægtede, ville ansøgeren få problemer. Dagen efter fik ansøgeren besøg af [A], der forsøgte at overtale ansøgeren til at tilslutte sig militsen. Ansøgeren har rettet henvendelse til politiet i Bagdad sammen med sin far. Politiet oplyste, at de ville tage sig af sagen. En uge efter fandt ansøgeren et brev ved sin fars bil. I brevet var der en patron og en trussel om, at patronen næste gang ville blive brugt mod hans hoved, hvis ikke han tilsluttede sig gruppen. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet ved sin vurdering af sagen har været opmærksom på, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen og ved asylsamtalen og gensamtalen var mindreårig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han vidste, at det var Al-Mahdi militsen, som rettede henvendelse til ham og hans venner og senere opsøgte hans families bopæl, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at det var Al-Mahdi militsen, mens ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han ikke vidste, hvad militsen hed, og under asylsamtalen har forklaret, at militsen måske hedder Al-Mahdi. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han så de personer fra militsen, som opsøgte hans families bopæl. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han ikke så personerne, mens han i asylsamtalen har forklaret, at han så dem, og at det var de samme personer, som havde rettet hen-vendelse til ham og hans venner. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af personer, der rettede henvendelse til bopælen, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var fem personer, mens ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at det var tre til fire personer. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at det var tre personer eller muligt tre til fem personer. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår hans ven, [A], kom hjem på hans bopæl, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behand-ling af sagen har forklaret, at [A] opsøgte ham før militsfolkene, mens ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at [A] kom efter, at militsfolkene havde været der. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgerens far gik til politiet, efter at familien havde modtaget en konvolut indeholdende en patron og et trusselsbrev, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at faren gik til politiet samme dag, som de havde modtaget konvolutten, mens ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at faren gik til politiet den efterfølgende dag. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid, der gik, fra familien havde modtaget konvolutten, til han udrejste, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han tror, at der gik over en uge, mens han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der gik to til tre dage og under asylsamtalen, at der gik tre dage. Yderligere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han og hans far forventede, at politiet ville reagere på anmeldelserne, idet ansøgeren dels har forklaret, at man ikke kunne regne med, at politiet ville gøre noget, da politiet samarbejder med militserne, dels at politiet ved begge anmeldelser har givet udtryk for at de ville ”handle på det”. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/11/DTO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at al-Mahdi-militsen vil slå ham ihjel, fordi ansøgeren har modsats sig militsens forsøg på at tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter repressalier fra sin overordnede i militæret, […], idet han har nægtet at adlyde ordre fra ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konflikten med al-Mahdi-militsen oplyst, at medlemmer af militsen, i nogle måneder forud for hans tilslutning til det irakiske militær [i efteråret] 2010, havde forsøgt at rekruttere ham. I 2012 eller 2013 blev al-Mahdi-militsen bekendt med, at ansøgeren tjente den irakiske hær, og militsen sagde til ansøgerens far, at han skulle få ansøgeren til at forlade hæren og tilslutte sig militsen. Ansøgeren nægtede at efterkomme farens anmodning om at tilslutte sig militsen, hvorefter ansøgerens far oplyste ansøgeren om, at han ikke længere ville være beskyttet af klanen. Ansøgerens far havde på dette tidspunkt allerede fortalt ansøgerens bror, [B], dette, og han var flyttet væk fra familien til […]. For at undgå repressalier fra militsen underskrev ansøgerens far [i starten af] 2013 en erklæring om, at ansøgeren og dennes bror ikke længere var beskyttet af familieklanen. Ansøgeren tog efterfølgende ophold i Bagdad, hvor han fortsatte sit arbejde i hæren. Ansøgeren har videre oplyst, at omkring [efteråret] 2014 blev ansøgerens families bopæl i […] ransaget, og [i slutningen af] 2014 blev ansøgerens lillebror, [C], kidnappet af ukendte gerningsmænd. Ansøgeren har videre oplyst, at et ukendt tidspunkt i [starten af] 2015 adlød ansøgeren ikke en militærordre om, at han skulle slå uskyldige tilbageholdte. Han blev af den grund fængslet i 10 dage og fik en påtale af sin overordnede, […]. Tre dage efter ansøgerens løsladelse fra fængslet, anmeldte ansøgeren sin overordnede til efterretningstjenesten. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren beskudt i sin bil i Bagdad. Ansøgerens ven, […], blev i den forbindelse skudt i benet. Ansøgeren kontaktede derefter sin bror, [B], og bad ham komme til Bagdad, så de kunne udrejse sammen af Irak. Ansøgeren og dennes bror udrejste af Irak seks dage efter denne skudepisode. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at det fremgår af Udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Nævnet bemærker, at ansøgerens under nævnsbehandlingen har fremstået uvillig til at fremkomme med konkrete og præcise oplysninger i relation til centrale elementer i hans asylmotiv. Han har således henvist til manglende hukommelse og i øvrigt svaret tvetydigt og afglidende på præcise spørgsmål. Han har endvidere på centrale punkter forklaret divergerende både i forhold til sine egne tidligere forklaringer og i forhold til sin brors, [B’s], forklaring. Udover de divergenser, som Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har påpeget, og som Flygtningenævnet i det væsentlige kan tilslutte sig, har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han flygtede seks dage efter skudepisoden, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at der gik ca. en måned. Han har endvidere forklaret forskelligt om, hvad der skete med hans kammerat, idet han under asylsamtalen har forklaret, at kammeraten blev ramt af skud i brystet og på låret, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at kammeraten alene blev ramt i benet. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren under nævnsmødet - i modstrid med øvrige forklaringer – har forklaret, at lillebroren [C] allerede var bortført første gang, familien blev opsøgt af militsen. Det forhold, at ansøgeren efterfølgende har oplyst, at han husker dårligt og glemmer alt, kan ikke føre til noget andet resultat henset til, at det udgør en central del af asylmotivet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse nærmere om, hvor mange gange militsen efterfølgende har forsøgt at opsøge ham. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/109/ lrn/atn
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at al-Mahdi-militsen vil slå ham ihjel, idet ansøgerens bror, [A], har modsats sig militsens forsøg på at tvangsrekruttere broren, og ansøgeren har forsvaret hans beslutning herom. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at konflikten med Al-Mahdi militsen begyndte i starten af 2012, da militsen forsøgte at rekruttere ansøgerens bror, [A], ved at opsøge ham flere gange. Ansøgeren har videre oplyst, at der var flere medlemmer af ansøgerens klan, […], der var medlem af Al-Mahdi militsen. Ansøgeren overhørte en samtale mellem ansøgerens far og dennes bror, [A], hvor ansøgerens far sagde, at ansøgerens bror skulle tilslutte sig militsen, hvilket broren modsatte sig. I slutningen af 2012 var ansøgeren til middag hos sin farbror, […], hvor et medlem af Al-Mahdi militsen fortalte ansøgeren, at han skulle overtale broren til at tilslutte sig militsen. Ansøgeren fortalte medlemmet af militsen, at ansøgerens bror ikke ønskede at tilslutte sig militsen men forblive i den irakiske hær. [I starten af] 2013 så ansøgeren en blodtilladelse, hvori der stod, at ansøgeren og dennes bror, [A], ikke længere var beskyttet af familieklanen. En til halvanden time efter forlod ansøgeren forældrenes hus i […] og gemte sig på landet i distriktet […]. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren kontaktet af ansøgerens mor, som fortalte, at familiens bopæl i […] var blevet ransaget af militsen, og at militsen havde spurgt efter ansøgeren og dennes bror, [A]. Medlemmer af militsen havde i den forbindelse slået familien. I [slutningen af] 2014 blev ansøgeren kontaktet af sin mor, som fortalte, at ansøgerens bror, [C], [i slutningen af] 2014 var blevet kidnappet. Familien formodede, at broren var blevet kidnappet af Al-Mahdi militsen. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren kontaktet af [A], som fortalte, at Al-Mahdi militsen havde forsøgt at slå ham ihjel i Bagdad. Omkring to dage senere rejste ansøgeren til Bagdad, og omkring tre dage efter udrejste ansøgeren og dennes bror af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at det fremgår af Udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Nævnet bemærker, at ansøgerens under nævnsbehandlingen har fremstået uvillig til at fremkomme med konkrete og præcise oplysninger i relation til centrale elementer i hans asylmotiv. Han har således henvist til manglende hukommelse og i øvrigt svaret tvetydigt og afglidende på præcise spørgsmål. Han har endvidere på centrale punkter forklaret divergerende både i forhold til sine egne tidligere forklaringer og i forhold til sin brors, [A’s], forklaring. Udover de divergenser, som Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har påpeget, og som Flygtningenævnet i det væsentlige kan tilslutte sig, har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen først har oplyst, at han ikke har haft kontakt til andre end sin mor efter sin udrejse af Irak. Oplyst om, at han til oplysnings- motivsamtalen har sagt, at han havde haft kontakt til sin far tre-fire gange, efter han forlod Irak, har han forklaret, at han ikke har haft kontakt til sin far efter [starten af] 2013. Under nævnsmødet har han forklaret, at han har haft kontakt til sin far et par gange, efter han er kommet til Danmark. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for utroværdigt, at ansøgeren undlod at fortælle [A] om den første henvendelse fra al-Mahdi-militsen for ikke at gøre [A] nervøs, idet det må anses naturligt, at han netop ville advare sin storebror om hvervningsforsøg. Han har ligeledes forklaret forskelligt om antallet af henvendelser fra al-Mahdi-militsen samt rækkefølgen, hvori disse skulle være sket. Endelig har han til oplysnings- motivsamtalen oplyst, at han var forfulgt af en milits, der forsøgte at hverve ham, mens han under asylsamtalen har oplyst, at al-Mahdi-militsen ikke havde forsøgt at hverve ham. [A] oplyste ved sin asylsamtale, at ansøgeren havde modtaget blodtilladelsen, idet han var fyldt 18 år, og at militsen ved henvendelsen til ansøgerens far havde forsøgt at hverve begge. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2017/108/lrn/atn
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter militsen Asa’ib Ahl al-Haq, som efterstræber ansøgeren, fordi han er sunni-muslim, og fordi hans far har [haft en bestemt post]. Han frygter endvidere organisationerne al-Bader og Saraya al-Salam, da disse har rødder i Iran, som ansøgerens far var modstander af. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Asa’ib Ahl al-Haq tidligere har kidnappet ansøgerens bror, [E], og nu har kidnappet hans bror, [C]. Ansøgerens far, [navn på far], var [farens stilling] i Irak, og han var i 2004 målet for en bilbombe, som han overlevede, men som dræbte ansøgerens bror, [A]. Hans far døde i 2007, da han deltog i en konference, hvor lederen af [bestemt parti], […], også deltog. Ansøgerens far blev myrdet, fordi han stod i et modsætningsforhold til [bestemt parti]. [I sommeren] 2015 modtog ansøgerens familie en kuvert på deres bopæl, som indeholdt to patroner. Kuverten indeholdt ikke andet, og der stod ikke noget på kuverten. Omkring fem dage senere blev ansøgerens bror, [E], kidnappet, og han blev løsladt igen efter at have været tilbageholdt i fem til syv dage. Ansøgerens yngste bror, [C], er blevet kidnappet efter ansøgerens udrejse, og han er stadig tilbageholdt. Ansøgeren mistænker militsen Asa’ib Ahl al-Haq for at stå bag disse episoder. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Det fremgår af de fremlagte identitetspapirer for ansøgeren og hans brødre, at de alle har efternavnet […], og ansøgeren har ikke heroverfor alene ved sin og sine brødres forklaringer sandsynliggjort, at han er søn af [titel og navn på far]. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens øvrige forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring på adskillige centrale punkter fremstår afglidende, udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret stærkt afglidende og upræcist om familiens bopæle i Irak samt på spørgsmål om, hvornår hans mor er indrejst i Tyrkiet. Ansøgeren har forklaret udbyggende om blandt andet bortførelsen af [E], idet han ikke har angivet noget herom i asylskemaet, til trods for at denne hændelse angiveligt var den udløsende årsag til udrejsen af Irak. Ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt der er blevet skudt mod familiens hus. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at der omkring 2009 blev skudt 1-2 gange mod familiens hus, mens han for nævnet har forklaret, at der ikke blev skudt. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe [E] var tilbageholdt. Han har således under samtalen [i efteråret] 2015 forklaret, at han blev tilbageholdt i et ukendt antal uger, mens han for nævnet har forklaret, at [E] var bortført i en uge. Ansøgeren og hans brødre har forklaret indbyrdes divergerende om blandt andet, hvornår og hvordan de fik at vide, at deres yngre bror, [C], var blevet bortført samt om, hvordan [E] blev frigivet af sine bortførere. Ansøgeren har således for nævnet forklaret, at han ikke ved, hvordan [E] slap væk, og at han selv kom hjem, mens [E] har forklaret, at han blev hentet af sin mor et ukendt sted i Baghdad, hvor bortførerne havde efterladt ham. Ud fra en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/107/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsen Asai’b Ahl al-Haq, fordi han stammer fra […]-familien, og fordi han har forelsket sig i en pige. Han frygter endvidere, at blive slået ihjel af [navn på bestemt parti] og al-Mahadi-militsen fra Iran, fordi hans familie er blevet chikaneret på grund af ansøgerens far, der har været [angivelse af farens stilling] i Irak. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev forelsket i en pige, da han var omkring 18 år gammel og gik i 10. klasse. Han blev truet på livet af pigens brødre, fordi hendes familie var shia-muslimer, og ansøgeren var sunni-muslim. Ansøgerens far var [angivelse af farens stilling] i Irak, og han var i 2004 mål for en bilbombe, som eksploderede ved [bestemt bygning]. Hans far overlevede, men hans bror [A] blev slået ihjel. Hans far blev efterfølgende forgiftet ved en konference med [bestemt parti] i Diyala i 2007 og døde som følge heraf. Ansøgeren og hans bror [B] var begge til stede under konferencen. I 2015 blev ansøgerens familie truet, idet de fandt et projektil i en kuvert ved hoveddøren. Efterfølgende blev ansøgerens bror [E] kidnappet. Ansøgerens bror [C] er blevet kidnappet, efter ansøgeren og hans brødre er kommet til Danmark. De har ikke hørt fra ham siden og ved ikke, hvad der er hændt ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Det fremgår af de fremlagte identitetspapirer for ansøgeren og hans brødre, at de alle har efternavnet […], og ansøgeren har ikke heroverfor alene ved sin og sine brødres forklaringer sandsynliggjort, at han er søn af [titel og navn på faren]. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens øvrige forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring på adskillige centrale punkter fremstår afglidende, udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret stærkt afglidende og upræcist om familiens bopæle i Irak, om sin skolegang samt om [E]s bortførsel. Ansøgeren har forklaret udbyggende om blandt andet bortførelsen af [E], idet han hverken har angivet noget herom i asylskemaet eller til samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015, til trods for at denne hændelse angiveligt var den udløsende årsag til udrejsen af Irak. Han har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om årsagen til sin udrejse af Irak og om varigheden af [E]s tilbageholdelse. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2015] forklaret, at der ikke var en konkret episode, der gjorde, at han blev nødt til at flygte netop den dag, hvor det skete, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var bortførelsen af [E], der var den udløsende årsag. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har han forklaret, at [E] var tilbageholdt i 3 dage, mens han for nævnet har forklaret, at [E] var tilbageholdt i en uge. Endelig har ansøgeren først under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 forklaret, at han blev truet af sin daværende kærestes brødre. Ansøgeren og hans brødre har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om blandt andet, hvornår og hvordan de fik at vide, at deres yngre bror, [C], var blevet bortført. Ud fra en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/106/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ukendte militser, der efterstræber ham, fordi han er sunni-muslim, tilhører klanen [navn på klan] og er søn af [titel og navn på ansøgerens far], der har været [angivelse af farens stilling] i Irak. Han har til støtte herfor oplyst, at han er blevet bortført af en milits, som kan være Asa’ib Ahl al-Haq, Jaysh al-Mahdi eller [navn på parti/milits]. I [sommeren] 2015 blev han passet op af fire personer i en bil, der tvang ham ind i bilen. De kørte ham til et ukendt værelse, hvor han befandt sig i en uge. I løbet af den uge, han var bortført, blev han afhørt fire til fem gange. Han blev spurgt ind til sit klantilhørsforhold og sin religion. Ved nogle af afhøringerne blev han endvidere slået. Efter tre til fire dages tilbageholdelse blev han desuden forsøgt voldtaget, hvilket bevirkede, at han blev stukket på ballen. Han er desuden blevet stukket flere steder på kroppen. Efter han blev løsladt, blev han kørt til et ukendt område i Bagdad, hvor hans mor hentede ham og kørte ham hjem. Ansøgerens far var [angivelse af farens stilling] i Irak og stod i modsætningsforhold til [navn på parti]. Ansøgerens far var i 2004 mål for en bilbombe, der eksploderede ude foran [bestemt bygning], hvor han [havde et gøremål]. Ansøgerens bror [A] blev dræbt af bomben, mens hans far kom lettere til skade. Ansøgerens far blev forgiftet og døde [i sommeren] 2007 i byen […], hvor han var til konference hos Mojahideen Khalk. [Navn på bestemt parti] deltog også i konferencen. Ansøgerens bror [B] var til stede ved konferencen og har forklaret ansøgeren, at [navn på bestemt parti] forgiftede farens mad. Ansøgerens familie modtog i 2015 en kuvert indeholdende en patron fra en ukendt afsender. Ansøgerens bror [C] blev bortført af ukendte personer i 2015. [C] er stadig bortført, og de kender ikke hans skæbne. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Det fremgår af de fremlagte identitetspapirer for ansøgeren og hans brødre, at de alle har efternavnet […], og ansøgeren har ikke heroverfor alene ved sin og sine brødres forklaringer sandsynliggjort, at han er søn af [titel og navn på faren]. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens øvrige forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring på adskillige centrale punkter fremstår afglidende, udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret stærkt afglidende og upræcist om familiens bopæle i Irak, om sin skolegang samt om, hvornår hans mor er udrejst til Tyrkiet, ligesom han ikke har kunnet redegøre for, hvorvidt hans bror, [D] gik i skole umiddelbart forud for udrejsen. Ansøgeren har forklaret udbyggende om blandt andet bortførelsen af ham. Ansøgeren har ikke angivet noget herom i asylskemaet, til trods for at denne hændelse angiveligt var den udløsende årsag til udrejsen af Irak. Han har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om, hvordan han blev befriet fra sine bortførere. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at hans mor, mens han blev udsat for tortur, bad bortførerne befri ham mod betaling, mens han under samtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at bortførerne kørte ham til et ukendt sted i Baghdad, hvor hans mor havde fået at vide, at hun kunne finde ham, hvorefter hun tog ham med hjem. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at der ikke blev betalt løsesum, og at hans mor bare fik at vide, at hun kunne hente hans lig. Ansøgeren og hans brødre har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om blandt andet, hvor lang tid ansøgeren var tilbageholdt af bortførerne samt om, hvornår og hvordan de fik at vide, at deres yngre bror, [C], var blevet bortført. Ud fra en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/105/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak sambehandlet med moren. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yazidi fra [en navngiven landsby], Sinjar, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL eller andre, fordi han er yazidi af trosretning. Ansøgeren har til støt-te for sit asylmotiv forklaret, at han om morgenen [i sommeren] 2014 fik at vide, at ISIL havde angrebet Sinjar, samt at de havde slået folk ihjel og taget deres ting. Klokken 10-12 om formiddagen angreb ISIL [ansøgerens landsby]. Ansøgeren så deres biler, ligesom han hørte skududveksling. Herefter flygtede ansøgeren med sin familie til [et navngivent område] på Sinjar-bjerget, der lå omkring 20 til 30 minutters kørsel fra [ansøgerens landsby]. Alle beboerne i landsbyen nåede at flygte i sikkerhed fra ISIL og ingen af ansøgerens familiemedlemmer blev tilbageholdt eller udsat for nogen form for vold eller chikane fra ISIL. [I det navngivne område] på Sinjar-bjerget modtog ansøgeren sammen med andre, der var flygtet dertil, hjælp fra humanitære organisationer. Ansøgeren opholdt sig i [det navngivne område] på Sinjar-bjerget til [efteråret] 2015, hvor ansøgeren sammen med sin mor udrejste fra Irak. Der er ingen, der vil hjælpe yazidierne. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de forhold som ansøgeren har påberåbt sig som asylmotiv kan føre til beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Ansøgeren har ikke personligt haft konflikter med myndigheder, organisationer eller persongrupper, men ansøgeren flygtede efter at have taget tilflugt i et bjergområde ved Sinjar-bjerget i forlængelse af, at ansøgerens landsby blev angrebet af ISIL i august 2014. ISIL er siden i vidt omfang blevet fordrevet fra området. Uanset at det må lægges til grund, at der er generelt vanskelige forhold i Irak for yazidier, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens henvisning til, at yazidierne ikke kan forvente støtte fra hverken muslimer i Irak eller det kurdiske selvstyre og oplysningerne om, at tyrkisk militær har bombet kurdere ved Sinjar-bjerget (TV2, den 25. april 2017), kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2017/103/MAD
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og turkmener og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter hans far fjender. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Bagdad, Irak, men at han og familien flyttede til Syrien i 2004 på grund af farens politiske problemer med KDPI. De boede i Syrien frem til 2013, hvor faren forsvandt, hvorefter ansøgeren og den øvrige familie rejste til Irak, hvor de boede under jorden i Erbil. Senere blev ansøgeren bekendt med, at faren var rejst til Danmark, hvor han i 2013 i Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes far ([A]) i marts 2013 har opnået asyl i Danmark under henvisning til, at han på grund af sit aktive politiske virke i [et nærmere bestemt parti, A] kan have opbygget et alvorligt modsætningsforhold til personer inden for Kurdistan Democratic Party (KDP). Det må imidlertid lægges til grund, at ansøgerne ikke har taget del i faderens politiske virke, hvilket ansøgerne i det væsentligste har erklæret sig enige i. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at faderen under sin asylsag har forklaret, at [ansøgeren] var medlem af samme parti ([A]) som faderen, og at han fungerede som faderens personlige sekretær i Syrien, ligesom nævnet har noteret sig, at [ansøgeren B] har forklaret, at han i Syrien har hjulpet sin far med at konvertere dokumenter indeholdende politiske artikler til pdf-format. Ansøgerne har imidlertid begge via deres forklaringer givet udtryk for, at de ingen eller stort set ingen viden har om deres fars politiske aktiviteter, hvilket blandt andet understøttes af, at [ansøgeren B] har forklaret, at han mener, at hans far – i modsætning til hvad faderen selv har forklaret – i en periode var medlem af Ba’ath-partiet. Ansøgerne har begge forklaret, at de ikke – siden de i 2011 eller 2012 flyttede tilbage til Irak – har oplevet nogen konflikter med personer med relation til blandt andet KDP, og at deres frygt for repressalier som følge af faderens angivelige tidligere politiske aktiviteter bygger på formodninger. [Ansøgeren B] har end ikke kunne svare nærmere på, hvem han mener, der efterstræber hans far, men blot oplyst, at han ved, at hans far har fjender i Irak. Spurgt nærmere ind hertil, har [ansøgeren B] forklaret, at han frygter Massoud Barzani og Nawzad Hadi, der er henholdsvis præsident i KRG og guvernør i Erbil. [Ansøgeren C] har forklaret, at han mener, at hans far har en konflikt med Nawzad Hadi, men han er ikke bekendt med, hvad konflikten går ud på, ligesom han aldrig har hørt om, at de skulle have nogen konflikt med Massoud Barzani. Hertil kommer, at ansøgerne i en årrække har opholdt sig hos deres morbror i Erbil, uden at dette har givet anledning til problemer, herunder ej heller med myndighederne i Erbil, hvor Nawzad Hadi som nævnt er guvernør. Uanset om det kunne lægges til grund, at ansøgerne i perioden har optrådt diskret under deres ophold i Irak, så fremgår det af ansøgernes forklaringer, at de begge i hvert fald periodevis har haft arbejde, mens de opholdt sig i Erbil, og at de begge har fået udstedt identifikationsdokumenter fra myndighederne i Erbil, herunder biometriske pas i 2013. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har godtgjort, at faderens angivelige tidligere politiske virke indebærer, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for andre asylbegrundende forhold omfattet af § 7, stk. 2. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om ansøgernes troværdighed i lyset af de nye oplysninger, der er fremkommet for Flygtningenævnet, ligesom der ej heller er grundlag for at imødekomme advokatens påstand om udsættelse af sagen på vidneførsel eller påstanden om hjemvisning. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerne vil blive mødt med indrejserestriktioner, der forhindrer dem i at tage ophold i Irak. Nævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på de baggrundsoplysninger, der foreligger, hvorefter det må lægges til grund, at indrejserestriktioner til Irakisk Kurdistan (KRI) ikke omfatter personer, der indrejser i KRI via lufthavnen med de rette dokumenter, jf. UK Home Office Rapport ”Country Information and Guidance – Itaq: Internal relocation (and technical obstacles)” fra 24. december 2014. Ansøgerne har da også tidligere kunne indrejse uden problemer fra Syrien til Erbil. Herefter, og da heller ikke den generelle situation i Irak kan føre til et andet resultat, tiltrædes det, at ansøgerne ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/102/STR
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og turkmener og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog, da han havde ophold i Syrien, bistået med praktisk hjælp i [et nærmere bestemt parti, A], som hans far er medstifter af. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter hans far fjender. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Bagdad, Irak, men at han og familien flyttede til Syrien i 2004 på grund af farens politiske problemer med KDPI. De boede i Syrien frem til 2013, hvor faren forsvandt, hvorefter ansøgeren og den øvrige familie rejste til Irak, hvor de boede under jorden i Erbil. Senere blev ansøgeren bekendt med, at faren var rejst til Danmark, hvor han i 2013 i Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes far ([A]) i marts 2013 har opnået asyl i Danmark under henvisning til, at han på grund af sit aktive politiske virke i [et nærmere bestemt parti, A] kan have opbygget et alvorligt modsætningsforhold til personer inden for Kurdistan Democratic Party (KDP). Det må imidlertid lægges til grund, at ansøgerne ikke har taget del i faderens politiske virke, hvilket ansøgerne i det væsentligste har erklæret sig enige i. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at faderen under sin asylsag har forklaret, at [ansøgeren] var medlem af samme parti ([A]) som faderen, og at han fungerede som faderens personlige sekretær i Syrien, ligesom nævnet har noteret sig, at [ansøgeren B] har forklaret, at han i Syrien har hjulpet sin far med at konvertere dokumenter indeholdende politiske artikler til pdf-format. Ansøgerne har imidlertid begge via deres forklaringer givet udtryk for, at de ingen eller stort set ingen viden har om deres fars politiske aktiviteter, hvilket blandt andet understøttes af, at [ansøgeren B] har forklaret, at han mener, at hans far – i modsætning til hvad faderen selv har forklaret – i en periode var medlem af Ba’ath-partiet. Ansøgerne har begge forklaret, at de ikke – siden de i 2011 eller 2012 flyttede tilbage til Irak – har oplevet nogen konflikter med personer med relation til blandt andet KDP, og at deres frygt for repressalier som følge af faderens angivelige tidligere politiske aktiviteter bygger på formodninger. [Ansøgeren B] har end ikke kunne svare nærmere på, hvem han mener, der efterstræber hans far, men blot oplyst, at han ved, at hans far har fjender i Irak. Spurgt nærmere ind hertil, har [ansøgeren B] forklaret, at han frygter Massoud Barzani og Nawzad Hadi, der er henholdsvis præsident i KRG og guvernør i Erbil. [Ansøgeren C] har forklaret, at han mener, at hans far har en konflikt med Nawzad Hadi, men han er ikke bekendt med, hvad konflikten går ud på, ligesom han aldrig har hørt om, at de skulle have nogen konflikt med Massoud Barzani. Hertil kommer, at ansøgerne i en årrække har opholdt sig hos deres morbror i Erbil, uden at dette har givet anledning til problemer, herunder ej heller med myndighederne i Erbil, hvor Nawzad Hadi som nævnt er guvernør. Uanset om det kunne lægges til grund, at ansøgerne i perioden har optrådt diskret under deres ophold i Irak, så fremgår det af ansøgernes forklaringer, at de begge i hvert fald periodevis har haft arbejde, mens de opholdt sig i Erbil, og at de begge har fået udstedt identifikationsdokumenter fra myndighederne i Erbil, herunder biometriske pas i 2013. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har godtgjort, at faderens angivelige tidligere politiske virke indebærer, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for andre asylbegrundende forhold omfattet af § 7, stk. 2. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om ansøgernes troværdighed i lyset af de nye oplysninger, der er fremkommet for Flygtningenævnet, ligesom der ej heller er grundlag for at imødekomme advokatens påstand om udsættelse af sagen på vidneførsel eller påstanden om hjemvisning. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerne vil blive mødt med indrejserestriktioner, der forhindrer dem i at tage ophold i Irak. Nævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på de baggrundsoplysninger, der foreligger, hvorefter det må lægges til grund, at indrejserestriktioner til Irakisk Kurdistan (KRI) ikke omfatter personer, der indrejser i KRI via lufthavnen med de rette dokumenter, jf. UK Home Office Rapport ”Country Information and Guidance – Itaq: Internal relocation (and technical obstacles)” fra 24. december 2014. Ansøgerne har da også tidligere kunne indrejse uden problemer fra Syrien til Erbil. Herefter, og da heller ikke den generelle situation i Irak kan føre til et andet resultat, tiltrædes det, at ansøgerne ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/101/STR
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Al-Samawa, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra shia-militsen Asa’ib Ahl al-Haq (AAH), der hører under Hashd al-Shaabi, som mistænker ham for at sympatisere med ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilhører klanen Alburisha, som stammer fra Anbar, hvor flere af klanmedlemmerne har tilsluttet sig ISIL. I [vinteren] 2015 blev der kastet et trusselsbrev ind i gården til ansøgerens families hus fra Hashd al-Shaabi, hvoraf det fremgik, at familien skulle forlade området og tage tilbage til Al Anbar, ellers ville de blive slået ihjel. Omkring en uge senere blev ansøgerens storebror truet på livet af militsfolk, da han gik på gaden, ikke langt fra familiens hus. En uge efter denne hændelse truede to personer i en bil ansøgeren, da han var på vej hjem, som sagde, at ansøgeren og ansøgerens familie er fra ISIL, og at de skulle forsvinde, hvis de ikke ville blive dræbt. [En nærmere bestemt dato i vinteren] 2015 blev ansøgerens storebror skudt og dræbt tæt på familiens bopæl. Ansøgeren flyttede derefter hjem til sin søster i byen Al Maali, hvor han opholdt sig i et halvt år og havde orlov fra universitet. [En nærmere bestemt dato i første kvartal af] 2017 modtog ansøgerens forældre på ansøgerens søsters adresse et brev fra AHH, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og forældrene skal henrettes. Ansøgerens forældre anmeldte truslen til myndighederne, som i et brev [to dage efter forældrene modtog truslen] 2017 meddelte, at de ikke kunne beskytte dem. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han udrejste af Irak, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens forklaring om de modtagne trusler fra Hasheed Shaabi navnlig hæftet sig ved, at ansøgeren har forklaret forskelligt om trusselsepisoderne og rækkefølgen heraf. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen […] 2016 forklaret, at han blev truet på gaden af Hasheed Shaabi i januar eller februar 2015, og at hans nu afdøde bror blev truet senere i samme uge, og at familien ugen efter modtog et trusselsbrev på deres adresse. Under asylsamtalen […] 2016 og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret anderledes om trusselsepisoderne, idet det blandt andet af referatet af asylsamtalen fremgår, at den første trussel blev modtaget i form af trusselsbrevet på familiens adresse, og at ansøgerens bror og ansøgeren først herefter ved to forskellige lejligheder blev opsøgt og truet på gaden, og at broderen herefter blev slået ihjel [En nærmere bestemt dato i vinteren] 2015. Ansøgeren har ligeledes i asylansøgningsskemaet anført, at han udover truslerne blev udsat for et egentligt attentatforsøg, hvilket ansøgeren ikke har forklaret videre om under den efterfølgende behandling af sagen. Nævnet finder således efter en samlet vurdering heraf – hvorunder indgår nævnets indtryk af ansøgeren under hans afgivelse af forklaringen for nævnet – at ansøgerens forklaring om modtagelsen af truslerne ikke kan lægges til grund. Det bemærkes hertil, at ansøgeren under asylsamtalen […] 2016 har oplyst, at de i forbindelse med drabet på broderen ikke fortalte politiet, at de vidste, hvem gerningsmanden kunne være, selvom det efter ansøgerens opfattelse var klart, at det var personer med tilknytning til Hasheed Shaabi, der stod bag. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren ifølge sin forklaring opholdt sig i Irak fra sin brors død [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2015 og frem til [en nærmere bestemt måned i efteråret] 2015, hvor han udrejste. I perioden efter [brorens død] tog han ifølge sin egen forklaring således ophold hos sin søster og hendes mand, der boede blot 4 km fra ansøgerens tidligere bopæl. Ansøgeren har forklaret, at han stort set ikke i denne periode forlod søsterens adresse, om end han dog blandt andet i [sommeren] 2015 gik til eksamen på universitetet. Ansøgeren har desuden forklaret, at hverken han eller hans familie på noget tidspunkt i denne periode blev kontaktet af lokale grupper som Hasheed Shaabi. Disse oplysninger skal sammenholdes med, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 har forklaret, at hans familie var kendt i byen, og at folk vidste, at de tilhørte en bestemt klan. Ansøgeren har for Flygtningenævnet fremlagt en række dokumenter, der skulle vise, at familien, der efter Udlændingestyrelsens afgørelse er flyttet, fortsat modtager trusler fra Hasheed Shaabi, og at truslerne nu er anmeldt til myndighederne, hvor de angiveligt efterforskes. Flygtningenævnet finder, at navnlig det nye trusselsbrev fra Hasheed Shaabi ikke kan lægges til grund, og at fremlæggelsen af disse dokumenter – også i lyset af en generel troværdighedsvurdering af ansøgeren – ikke gør ansøgerens forklaring om sit asylmotiv mere troværdig. Med disse bemærkninger tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for asylbegrundende forhold omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/100/STR
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at blive slået ihjel eller fængslet af de irakiske myndigheder, fordi han har forladt sit arbejde ved politiet uden tilladelse, ligesom han har skrevet rapporter om kriminelle personer, der på nuværende tidspunkt er valgt ind i parlamentet. Endelig frygter ansøgeren at blive slået ihjel af shia-muslimske militser og ISIL, fordi han i perioden fra 2003 til 2008 i forbindelse med sit arbejde i politiet sammen med koalitionsstyrker i Irak har registreret kriminelle i Irak, som i dag er løsladt og er en del af forskellige militser eller ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1999 blev ansat i det irakiske Indenrigsministerium som politiofficer med rang af løjtnant. Ansøgeren var ansat i kriminalregistreringsafdelingen, hvor alle, der blev anholdt i Bagdad, blev registreret. I perioden fra 2003 til 2011 arbejdede ansøgeren sammen med amerikanerne, hvor ansøgeren havde base i [et nærmere bestemt sted i] Major Crime Unit. Amerikanerne tildelte ansøgeren rang af kaptajn. Major Crime Unit havde til opgave at bekæmpe terrorisme og en række navngivne militser. Amerikanerne distribuerede landsdækkende løbesedler med et telefonnummer, som man opfordrede folk til at kontakte, hvis man sad inde med oplysninger om terrorister. Når folk ringede, var det ansøgeren og hans officer-kollegaers opgave at besvare opkaldet og registrere, hvad det handlede om. Endvidere tog ansøgeren blandt andet med på aktioner, når en mistænkt skulle anholdes, hvor ansøgeren havde til opgave at tage billeder og tage fingeraftryk af anholdte, ligesom han tolkede under en hurtig for-afhøring med henblik på identitetsoplysninger. I 2012 modtog ansøgeren indirekte trusler via kollegaer om, at han skulle slette dataregistreringer vedrørende højtstående irakere, hvilket ansøgeren nægtede. [Et nærmere bestemt tidspunkt i sommeren] 2014 blev ansøgeren kontaktet af sin overordnede, som bad ansøgeren slette nogle nærmere bestemte oplysninger, hvorefter ansøgeren bad om orlov til at tænke over tingene, hvorfor han fik fri i 14 dage og rejste til Mosul. [En uge senere] blev ansøgeren ringet op af sin kollega, som fortalte, at ansøgeren ville blive slået ihjel, såfremt han vendte tilbage til arbejdet. Ansøgeren rejste fra Mosul til Kirkuk samme aften. Ansøgerens nabo kontaktede ansøgeren og fortalte, at unavngivne personer havde sprunget ansøgerens bopæl og bil i luften. Der er ikke holdepunkt for at antage, at de hændelser, som ansøgerens far og søskende har været udsat for, har beroet på ansøgerens forhold, men derimod må antages at have skyldtes de pågældendes egne aktiviteter. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren har haft kontor- og dataopgaver under sin ansættelse, at han ikke har gennemgået skydetræning, og at ansøgeren aldrig har haft vagtopgaver. Det lægges til grund, at ansøgeren i kraft af sit ansættelsesforhold har samarbejdet med koalitionen, mens den var i Irak, og at han i forbindelse hermed har udført begrænsede tolke-opgaver i forbindelse identifikation af mistænkte. Ifølge ansøgeren ophørte tolkeopgaverne, da koalitionen forlod Irak i 2011. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren også har deltaget i egentlige afhøringer af mistænkte personer. Der kan ikke lægges vægt på ansøgerens udbyggende forklaring herom for Flygtningenævnet. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgeren har været i stand til at opholde sig og udføre sit arbejde i Irak helt frem til udrejsen i [sommeren] 2014, selvom han ifølge sin egen forklaring siden 2012 havde været udsat for 15 episoder med trusler, hvoraf nogle af dem indebar tilbageholdelser. Ansøgeren findes i den forbindelse at have forklaret upræcist om tilbageholdelserne og tidspunkterne herfor. Endvidere forekommer det usædvanligt, at ansøgeren kunne fortsætte sit arbejde i flere år, selvom hans direkte overordnede havde bedt ham om at slette nogle registreringer. Det forekommer umiddelbart nærtliggende at antage, at de overordnede selv kunne have foranlediget oplysningerne slettet, og at de i givet fald kunne havde afskediget ansøgeren, hvis man ville skaffe sig af med ham. Det fremstår ikke overbevisende, når ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen hævder, at han under ansættelsen undgik anholdelse ved hyppige bopælsskrift og oplysninger om falske adresser. Hertil kommer, at ansøgeren ved udrejsen til Tyrkiet var i besiddelse af pas og visum, at udrejsen skete legalt, og at ansøgeren under opholdet i Tyrkiet fik udstedt et nyt pas, da gyldighedsperioden for det gamle pas var udløbet. På baggrund af det ovenfor anførte kan det ikke antages, at den omstændighed, at ansøgeren er udeblevet fra sit arbejde, kan medføre en sådan uforholdsmæssig sanktion, at det kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Da ansøgeren heller ikke på overbevisende måde har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Når der henses til udfaldet af bevisbedømmelsen sammenholdt med det sene fremkomsttidspunkt, kan der ikke lægges nogen vægt på de tre dokumenter, som ansøgeren har fremlagt for Flygtningenævnet. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet i sig selv hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørel-se.” Irak/2017/10/STR
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt etnisk bidun og shia muslim af trosretning fra [by], [område], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er bidun fra Kuwait, og at hun i slutningen af 1990’erne flygtede til Irak, idet hendes far var eftersøgt, mistænkt for at modarbejde den kuwaitiske stat. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter myndighederne, fordi hun er statsløs bidun fra Kuwait uden rettigheder. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun ikke har noget familie i Irak. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv henvist til, at hun er født og opvokset i Kuwait, indtil hun flyttede med sine forældre til Irak i slutningen af 1990’erne. Familien flyttede, idet faren var eftersøgt for at have modarbejdet den kuwaitiske stat. Familien havde endvidere fået oplyst, at man i Irak kunne få udstedt et id-kort, hvor der stod, at man var født i Irak, og at man kunne leve i fred som bidun. Ansøgerens far døde i 2004 og moren i 2006. I Irak fik ansøgeren udstedt et irakisk pas, som ansøgeren anvendte til at udrejse til Tyrkiet og herefter videre til Danmark. Ansøgeren har ikke personligt haft konflikter hverken i Kuwait eller i Irak, men frygter hvad der vil ske, såfremt hun vender tilbage, idet hun ikke har noget familie. Ansøgeren har forklaret, at hun siden cirka 1990 har boet i Irak, og at hun har irakisk ID-kort og irakisk pas. Ansøgeren har i 2015 søgt visum til Danmark. I visumansøgningen er angivet, at ansøgeren er irakisk statsborger, ligesom ansøgerens søster, der har opholdstilladelse i Danmark, er irakisk statsborger. Det fremgår ligeledes af visumansøgningen, at ansøgerens pas er et almindeligt pas og er udstedt i 2014. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal betragtes som irakisk statsborger. Ansøgeren har ikke haft konkrete konflikter i Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring klaret sig som enlig kvinde i Irak, siden forældrene døde i henholdsvis 2004 og 2006 og indtil ansøgerens udrejse i 2015. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/1/MJM
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i 2007/2008 haft opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hendes forældre på hele familiens vegne i 2008 frafaldt opholdstilladelsen og udrejste til Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i hvert fald efter udløbet af fortrydelsesretten [i sommeren] 2010 har opgivet sin bopæl i Danmark og har taget frivilligt ophold i hjemlandet. Klagerens advokat har anført, at familiens situation i hjemlandet er gradvis forværret siden 2010. Der har været tale om en generel udvikling, som har været uforudsigelig for klageren og hendes familie. De vendte tilbage til Irak, fordi der var udsigt til stabile forhold. Da perioden for fortrydelsesret udløb i 2010, kunne klageren ikke forudse, at situationen ville forværres i det omfang, som er sket. Advokaten har videre anført, at klageren har en stærk tilknytning til Danmark, fordi familien opholdt sig i Danmark fra 2007 og frem til deres udrejse i 2008. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, som udgangspunkt er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og derefter har opholdt sig i deres tidligere opholdsland, Irak, i mere end tolv på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har legalt ophold i Irak. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren ikke har benyttet sig af sin mulighed for at fortryde repatrieringen til Irak i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 17 a, stk. 2, idet ansøgningen om bevarelse af opholdstilladelsen først blev indgivet [i sommeren] 2014. Der er ikke for nævnet oplyst om forhold, der har gjort, at klageren har været afskåret fra at benytte sig af sin fortrydelsesret ved repatriering. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har en stærk relation til Danmark, idet hun kun har opholdt sig i Danmark i lidt over et år i perioden fra indrejsen i 2007 og til udrejsen i 2008, og at hun udrejste frivilligt af Danmark sammen med sin familie, ligesom klageren er uden familie i Danmark. Det forhold, at der nu er uroligheder i hjemlandet, og at de i deres hjemområde bliver anset for at være agenter for invasionsstyrkerne, samt at hendes fader har set sig nødsaget til at søge tilflugt i Kut, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/9/LAP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i 2007/2008 haft opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hans forældre på hele familiens vegne i 2008 frafaldt opholdstilladelsen og udrejste til Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i hvert fald efter udløbet af fortrydelsesretten [i sommeren] 2010 har opgivet sin bopæl i Danmark og har taget frivilligt ophold i hjemlandet. Klagerens advokat har anført, at familiens situation i hjemlandet er gradvis forværret siden 2010. Der har været tale om en generel udvikling, som har været uforudsigelig for klageren og hans familie. De vendte tilbage til Irak, fordi der var udsigt til stabile forhold. Da perioden for fortrydelsesret udløb i 2010, kunne klageren ikke forudse, at situationen ville forværres i det omfang, som er sket. Advokaten har videre anført, at klageren har en stærk tilknytning til Danmark, fordi familien opholdt sig i Danmark fra 2007 og frem til deres udrejse i 2008. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, som udgangspunkt er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og derefter har opholdt sig i deres tidligere opholdsland, Irak, i mere end tolv på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har legalt ophold i Irak. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren ikke har benyttet sig af sin mulighed for at fortryde repatrieringen til Irak i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 17 a, stk. 2, idet ansøgningen om bevarelse af opholdstilladelsen først blev indgivet [i sommeren] 2014. Der er ikke for nævnet oplyst om forhold, der har gjort, at klageren har været afskåret fra at benytte sig af sin fortrydelsesret ved repatriering. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har en stærk relation til Danmark, idet han kun har opholdt sig i Danmark i lidt over et år i perioden fra indrejsen i 2007 og til udrejsen i 2008, og at han udrejste frivilligt af Danmark sammen med sin familie, ligesom klageren er uden familie i Danmark. Det forhold, at der nu er uroligheder i hjemlandet, og at de i deres hjemområde bliver anset for at være agenter for invasionsstyrkerne, samt at hans fader har set sig nødsaget til at søge tilflugt i Kut, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/8/LAP
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Al-Tash i Irak, men er iransk statsborger. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran i 1979 på grund af krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog sympatiseret med partiet Komala, som han har uddelt parti-aviser for i Barika-lejren. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans familie udrejste fra Iran til Irak i 1979. Ansøgeren er født i Al-Tash i 1993, hvor han boede indtil omkring 2003, hvorefter han flyttede til Kalar, hvor han boede i omkring to år. Herefter flyttede han til Barika-lejren, hvor han boede indtil sin udrejse. Ansøgeren udrejste af Irak, fordi han ikke havde nogen rettigheder som flygtning. Ansøgeren kan ikke vende tilbage til Iran, hvor han er statsborger, fordi hans nu afdøde fader var og hans brødre er medlemmer af Komala, hvorfor han frygter, at han vil blive hængt af de iranske myndigheder, da han sympatiserer med Komala. Ansøgerens farbroder, som har fået asyl i Danmark, har for kort siden fortalt ham, at hans fader var fængslet i Iran før udrejsen i 1979. Farbroderen har også fortalt, at både han og ansøgerens fader var politisk aktive i Iran. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash ikke er tilstrækkelig til, at det alene af den grund kan antages, at ansøgeren i Iran risikerer forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgerens fader og to brødre har været medlemmer af Komala-partiet, og at ansøgeren har sympatiseret med dette parti, samt at han for at hjælpe sin nu afdøde fader indtil 2014 uddelte parti-aviser i Barika-lejren. Ansøgeren udførte endvidere praktiske opgaver i forbindelse med fester i partiet. Ansøgerens oplysninger om, at han kommer fra en politisk aktiv familie, understøttes af en psykiatrisk erklæring af [nærmere bestemt dato] vedrørende hans herboende farbroder. Erklæringen er udfærdiget i en ikke-asylretlig sammenhæng, og inden at Udlændingestyrelsen har meddelt ansøgeren afslag på asyl. Erklæringen indeholder oplysninger om, at blandt andet ansøgerens fader har været fængslet i Iran før sin flugt i 1979. Flygtningenævnets flertal har således lagt til grund, at såvel ansøgeren som ansøgerens fader og brødre har udøvet politiske aktiviteter for Komala-partiet, og at aktiviteterne har en sådan karakter og aktualitet, at der ikke kan ses bort fra, at ansøgeren ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnets flertal har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring kun taler en smule farsi, og at han ikke er i besiddelse af nogen form for iranske identifikationspapirer. Det forhold, at ansøgeren har to mostre i Iran, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2016/78/STR
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af sin fader eller den mand, som hun skulle tvangsgiftes med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der opstod et kærlighedsforhold mellem hende og hendes nuværende ægtefælle, […], da han i 2012 opholdte sig en måned i ansøgers families hus i Bagdad. […] vendte efterfølgende tilbage til Danmark. Ansøgerens forhold til […] udviklede sig i perioden 2012-2014, og de havde ofte kontakt til hinanden gennem internet eller telefoni. […] besøgte igen ansøgerens familie i Bagdad i [begyndelsen af] 2014. Under dette besøg opstod der et seksuelt forhold mellem ansøgeren og […], og ansøgerens moder fik mistanke om dette. […] forlod efterfølgende ansøgerens families bopæl, men vendte tilbage to dage senere, sammen med sin farbroder, for at anmode om ansøgerens hånd. Ansøgerens fader blev meget vred, da han hørte dette. Han råbte af […], at ansøgeren allerede var forlovet med en anden mand, og han smed efterfølgende […] ud. Ansøgerens fader havde lovet hende bort som led i en afbetaling af spillegæld. Ansøgerens fader slog hende, da hun insisterede på at blive gift med […]. Ansøgers fader truede også med at slå hende ihjel, hvis hun nægtede at indgå det aftalte ægteskab. Ansøgeren udrejste af Irak to måneder senere og ankom til Danmark i [foråret] 2014, hvor hun indgik ægteskab med […]. Hendes fader vil slå hende ihjel, hvis han finder ud af, at hun ikke længere er jomfru. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgerens fader skulle have spillet hende væk til en mand, som hun først mødte i hjemmet, efter hun var blevet gjort bekendt med dette. Nævnet har herved også lagt vægt på, at forklaringen er ukonkret med hensyn til tidspunkter for forlovelse, bryllup og de øvrige omstændigheder, ligesom det forekommet usandsynligt, at et ægteskab med en mand, der ikke havde mødt eller kendte ansøgeren kunne komme i stand på denne måde. Tilsvarende gælder ansøgerens forklaring om hendes forhold til […] i 2012 og i 2014 i Irak. Det er i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren og […] skulle kunne hemmeligholde deres forhold henset til, at […]boede i familiens hus, og at de ifølge ansøgerens forklaring under asylsamtalen havde telefonisk kontakt hver eller hver anden dag fra 2012 til 2014. Nævnet finder i øvrigt ikke, at det forekommer sandsynligt, at ansøgerens fader skulle modsætte sig et ægteskab med […] henset til, at han var ansøgerens fætter og hans forhold i øvrigt. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun i asylsamtalen [i efteråret] 2015 har oplyst, at hun ikke tidligere har søgt om visum eller opholdstilladelse i andre lande, bortset fra Spanien og først – efter [begyndelsen af] 2016 at være blevet foreholdt, at hun i 2013 søgte visum til Tjekkiet – forklarede at hun nu huskede dette, at hendes forklaring herom herefter har været præget af påfaldende manglende erindring og divergerende udtalelser. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren først søgte asyl i Danmark i [slutningen af] 2014 – omkring et halvt år efter indrejsen i Danmark. På denne baggrund og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har sandsynliggjort asylmotivet, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/75/AKM
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, irakisk statsborger og sunni-muslim af trosretning fra […], Diyalla, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han vil blive slået ihjel af Islamisk Stat (ISIL) eller dø i krig i Irak, og at han ikke har en fremtid i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der er krig i hele Irak, og at ISIL kom til hans landsby i Diyala-provinsen. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen henvist til, at hans far har været truet af shiiter i forbindelse med farens besøg i moskeen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens fornyede forklaring, som er fremkommet under nævnsbehandlingen, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 har været nøje udspurgt om sit asylmotiv og har fastholdt, at hans eneste frygt for at vende tilbage til Irak er frygten for ISIL. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort omstændigheder, der kan føre til, at han skal meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med privatpersoner eller grupperinger i Irak. Den omstændighed, at ISIL er kommet til ansøgerens landsby, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, navnlig da hverken ansøgeren eller hans familiemedlemmer ikke kan anses for at have haft kontakt med medlemmer af ISIL. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde er af en sådan karakter, at han er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De socioøkonomiske forhold findes heller ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at det efter en konkret vurdering må antages, at ansøgeren er så moden, at det er ubetænkeligt at lade ham gennemgå en asylretlig procedure og vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/74/MGO
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en lille by], Mosul, Gwer, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, fordi han er etnisk kurder og på grund af de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans hjemby, […], i [sommeren] 2014 blev angrebet af ISIL. Ansøgerens far forsvandt i den forbindelse, og ansøgeren flygtede fra landsbyen sammen med sin ven [A]. Kort tid herefter forsvandt [A] i menneskemængden, og ansøgeren fortsatte sin flugt alene. På sin vej blev han stoppet ved en sikkerhedspost tæt ved landsbyen Gwer. Sikkerhedsposten tilhørte nogle ukendte peshmergaer, som tilbød ham husly. På sikkerhedsposten hjalp han til i køkkenet og gjorde rent. Ansøgeren opholdt sig på sikkerhedsposten i omkring en måned, inden han rejste videre til sine forældres venners bopæl i Gwer. Her opholdt ansøgeren sig i omkring to uger, hvorefter han kom i kontakt med [B], som han boede hos i otte måneder, mens [B] arrangerede ansøgerens udrejse af Irak. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Ansøgeren har således ikke forud for sin udrejse haft individuelle konflikter og har om baggrunden for udrejsen i det hele henvist til den generelle situation i og omkring hans hjemby […], der er beliggende mellem Mosul og Gwer. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at den generelle situation i Irak ikke findes at være af en karakter, så ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet skal videre bemærke, at det af de aktuelle baggrundsoplysninger fremgår, at Gwer aktuelt kontrolleres af kurdiske peshmerga styrker og af irakiske regeringsstyrker. Det fremgår imidlertid også, at ansøgerens landsby er beliggende tæt ved kampzonen omkring Mosul, hvorfor ansøgeren på grund af den aktuelle sikkerhedsmæssige situation hverken kan henvises til at tage ophold i sin landsby […], eller i Gwer, hvor situationen fortsat må antages at være ustabil. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgeren, der er kurder, vil kunne tage ophold i KRI. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en yngre, ugift, sunni-muslimsk mand, der tidligere har boet i Erbil. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren i en periode har haft midlertidig ophold på en peshmerga bemandet kontrolpost tæt ved grænsen til KRI. Flertallet har ved vurderingen lagt vægt på, at det på baggrund af baggrundsoplysningerne, herunder Lifos Temarapport af 11. november 2016 og Landinfos rapport fra 4. maj 2016 om interne flugtalternativer i Irak, fortsat vurderes, at ansøgeren vil kunne få adgang til KRI, og at forholdene i KRI er tilstrækkelig stabile og sikre til at kunne fungere som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/73/EMU
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurdisk og turkmensk og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra gruppen […] eller af familiemedlemmer til ansøgerens nabo, [A], der tilhørte gruppen, fordi ansøgeren beskyldes for at være ansvarlig for [A’s] tilbageholdelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har været politibetjent i Kirkuk i perioden fra 2008 til 2014. Fra 2010 og indtil sin udrejse var ansøgeren personlig livvagt for [B], som var politichef for Kirkuks omegn. Omkring [sommeren] 2014 modtog ansøgeren et opkald fra gruppen […], som fortalte ansøgeren, at han skulle give gruppens leder, [A], oplysninger om, hvor politiet ville foretage razziaer. Han ville blive slået ihjel, hvis han ikke gjorde det. Ansøgeren fortalte [B] om opringningen, hvorefter de aftalte, at ansøgeren skulle fortælle [A], at de ville lave razzia i nabobyen den pågældende aften. Samme aften foretog ansøgeren og andre fra politiet en razzia på [A’s] bopæl, hvor [A] blev anholdt. Ansøgeren modtog efterfølgende flere opkald fra […], som holdt ansøgeren ansvarlig for [A’s] anholdelse. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til den generelle sikkerhedsmæssige situation i Kirkuk. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet, at forklaringen ikke kan lægges til grund. Der henvises til, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende på en række afgørende punkter, og at forklaringen herefter fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2015 har forklaret, at han nogle gange blev ringet op af [A] og hans gruppe, […]. Den første gang blev han ringet op af en fra gruppen. Ansøgeren har videre forklaret, at [A] ringede til ansøgeren to til tre timer efter det første opkald. [A] har ringet til ansøgeren to til tre gange på forskellige dage, og [A] ringede til ansøgeren nogle gange i de næste par dage, efter at ansøgeren havde modtaget det første opkald. Foreholdt at [A] efter ansøgerens forklaringer blev anholdt samme aften, efter at ansøgeren havde modtaget det første opkald, har ansøgeren forklaret, at han ikke har oplyst, at [A] ringede til ansøgeren dagen efter det første opkald. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han alene blev truet af [A] ved ansøgerens henvendelse til [A] før anholdelsen af [A], og at han ikke er blevet truet telefonisk af [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans kollega [C] havde modtaget opkald eller trusler, før han blev dræbt. Under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 har ansøgeren forklaret, at [C] modtog opkald 3 dage før ansøgeren fik det første opkald. Under gensamtalen [i foråret] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at [C] ikke var blevet truet, forinden han blev dræbt. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende og usammenhængende om et foto, som han har taget af [A]. Under partshøringen [i sommeren] 2015 har ansøgeren detaljeret forklaret, at han i skjul tog et foto af [A] med sin mobiltelefon. Han tog billedet samme dag, som han besøgte [A]. Der var omkring fem meter mellem ansøgeren og [A], der stod og snakkede med nogle andre. Ansøgeren tog sin telefon frem og lod som om, at han skrev en sms, men i virkeligheden tog han et billede af [A]. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke har taget et foto af [A] med sin mobiltelefon, men at han har fundet et foto af [A] via Facebook og overgivet billedet til [B]. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren under gensamtalen har forklaret, at [A] under retssagen mod ham tilstod, at han tilhørte gruppen […]. For nævnet har ansøgeren divergerende forklaret, at [A] nægtede sig skyldig. Det forekommer i øvrigt ikke sandsynligt, at [A] allerede nu er blevet løsladt, selvom han efter ansøgerens egen forklaring er blevet dømt for terrorrelaterede handlinger. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/72/DTO
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive slået ihjel af Islamisk Stat. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at der i hjembyen Hawija gennem mange år har bestået en fejde om familiens jord. I den forbindelse blev ansøgerens bedstefar slået ihjel, og ansøgeren har på grund af konflikten, siden han var fem-seks år gammel, boet først hos en mormor i Sulaymaniyah og senere hos en onkel i Kirkuk by. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de generelle forhold i Kirkuk som følge af de krigshandlinger, der foregår i området. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han er født i Hawija. Efter at en familiefejde resulterede i, at ansøgerens bedstefar blev slået ihjel, frygtede ansøgerens forældre for ansøgerens sikkerhed, hvorfor ansøgeren, fra han var fem-seks år gammel, boede hos sin mormor i Sulaymaniyah. Efter mormorens død flyttede ansøgeren i 2009-2010 ind hos en onkel i Kirkuk by. På grundlag af ansøgerens forklaring må det lægges til grund, at ansøgerens familie på trods af familiekonflikten forsat boede i Hawija, at ansøgerens søskende i perioder også boede i landsbyen, og at ansøgeren frem til 2014, hvor IS tog kontrol over byen, har kunnet besøge sin familie uden problemer. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at jordkonflikten har haft konsekvenser for ansøgeren, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har under sit ophold i Irak ikke haft konflikter med myndighederne eller med oprørsgrupperne, herunder IS. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, på grund af sine individuelle forhold vil være i en situation omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren stammer fra Hawija i Kirkukprovinsen, men at ansøgeren fra 1999 til 2009 boede i Sulaymaniyah og at ansøgeren fra 2009 og frem til udrejsen ultimo 2015 boede i byen Kirkuk. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den sikkerhedsmæssige i Kirkuk ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren, såfremt han ikke finder, at han kan tage ophold i Kirkuk, vil kunne tage ophold i KRI. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren er en yngre, kurdisk, ugift sunni-muslimsk mand, der ydermere tidligere har boet i Sulaymaniyah. Det indgår tillige i denne vurdering, at Nordirak på nuværende tidspunkt må vurderes at være tilstrækkeligt stabilt og sikkert til at kunne fungere som et IFA alternativ for ansøgeren, uanset at der også i Nordirak kan forekomme volds- og terrorhandlinger. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/71/JOL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i 2007/2008 haft opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hendes forældre på hele familiens vegne i 2008 frafaldt opholdstilladelsen og udrejste til Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i hvert fald efter udløbet af fortrydelsesretten [i sommeren] 2010 har opgivet sin bopæl i Danmark og har taget frivilligt ophold i hjemlandet. Klagerens advokat har anført, at familiens situation i hjemlandet er gradvis forværret siden 2010. Der har været tale om en generel udvikling, som har været uforudsigelig for klageren og hendes familie. De vendte tilbage til Irak, fordi der var udsigt til stabile forhold. Da perioden for fortrydelsesret udløb i 2010, kunne klageren ikke forudse, at situationen ville forværres i det omfang, som er sket. Advokaten har videre anført, at klageren har en stærk tilknytning til Danmark, fordi familien opholdt sig i Danmark fra 2007 og frem til deres udrejse i 2008. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, som udgangspunkt er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og derefter har opholdt sig i deres tidligere opholdsland, Irak, i mere end tolv på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har legalt ophold i Irak. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren ikke har benyttet sig af sin mulighed for at fortryde repatrieringen til Irak i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 17 a, stk. 2, idet ansøgningen om bevarelse af opholdstilladelsen først blev indgivet [i sommeren] 2014. Der er ikke for nævnet oplyst om forhold, der har gjort, at klageren har været afskåret fra at benytte sig af sin fortrydelsesret ved repatriering. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har en stærk relation til Danmark, idet hun kun har opholdt sig i Danmark i lidt over et år i perioden fra indrejsen i 2007 og til udrejsen i 2008, og at hun udrejste frivilligt af Danmark sammen med sin familie, ligesom klageren er uden familie i Danmark. Det forhold, at der nu er uroligheder i hjemlandet, og at de i deres hjemområde bliver anset for at være agenter for invasionsstyrkerne, samt at hendes fader har set sig nødsaget til at søge tilflugt i Kut, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/7/LAP
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder, sunni-muslim af trosretning og irakisk statsborger fra […], Kirkuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der var krig i landsbyen […] i Kirkuk-provinsen, hvor ansøgeren boede. Han har videre henvist til, at han flyttede til byen Kirkuk, hvor der ligeledes var krig, og han frygter for sit liv som følge af krigen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at peshmergaerne og det irakiske militær bekrigede hinanden i [landsby], hvor ansøgeren boede. Da ISIL indtog byen, måtte peshmergaerne og den irakiske hær kæmpe sammen mod ISIL. Ansøgeren og hans familie flygtede til Kirkuk. I Kirkuk var turkmanerne og Hashdi Shaabi til stede. Ansøgeren har videre oplyst, at den irakiske hær ikke kunne lide kurdere. Hæren kidnappede og generede kurderne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at Hashdi Shaabi har kidnappet mange kurdere, og de skyder folk, som bærer det kurdiske flag. Ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at han er udrejst på grund af krigen og de økonomiske problemer, da der ikke var noget arbejde, og livet var hårdt. Turkmanerne og Hashdi Shaabi hævder begge, at Kirkuk er deres by, og ISIL truer alle i hele Irak. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har imidlertid efter sin forklaring på intet tidspunkt haft nogen personlige konflikter med de irakiske myndigheder, privatpersoner eller grupperinger, herunder ISIL, militser eller andre grupperinger, og han er aldrig blevet opsøgt af nogen af dem. Der var tale om forhold af generel karakter. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet påberåbt sig at være individuelt forfulgt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet henvist til, at de generelle forhold i Kirkuk har antaget en sådan karakter, at alle er i fare for at lide overlast omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved at opholde sig i området. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Det fremgår således af præmis 110 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, J.K. and Others v. Sweden, at den generelle situation i Irak ikke statuerer en krænkelse af artikel 3. Flygtningenævnet bemærker videre, at det fremgår af Iraq Control of Terrain Map udgivet af Institute for the Study of War den 7. oktober 2016, at Kirkuk er under kontrol af PUK Peshmerga. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/69/AKM
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, irakisk statsborger og muslim af trosretning fra [byen A] i Erbil-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive hvervet til ISIL og kæmpe for dem eller at blive dræbt af ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far forsvandt i 2005, og at hans mor døde i 2011. Han flyttede herefter samme med sin lillebror ind hos deres farmor i [byen A], Irak. I [sommeren] 2014 indtog ISIL [byen A]. Efter omkring en-tre uger blev byen generobret af de kurdiske styrker, men ansøgeren var bange for at vende tilbage, da nærliggende områder fortsat var kontrolleret af ISIL. Ansøgeren har videre oplyst, at mange unge mennesker i byen fik valget mellem at tilslutte sig ISIL eller blive dræbt. Ansøgeren flygtede sammen med sin lillebror og farmor til Erbil, da ISIL indtog [byen A]. De opholdte sig i en flygtningelejr i omkring 20-25 dage, hvorefter de flyttede ind hos ansøgerens farfars ven, [B], i hans hus i Erbil. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han udrejste af Irak i [foråret] 2015, i hvilken forbindelse hans lillebror og farmor vendte tilbage til [byen A]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøger har imidlertid i såvel oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 som i asylsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at han ikke har haft nogen personlige konflikter, herunder med hverken ISIL eller andre grupperinger. Han er aldrig blevet udsat for trusler eller lignende. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at ISIL vil opsøge ham med henblik på rekruttering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder UK Home Office´s rapport: Country Information and Guidance, Iraq: Security Situation in Baghdad, the south and the Kurdistan Region of Iraq udgivet i august 2016, s. 7 og Iraq Control Map udgivet af Institute for the Study of War den 17. oktober 2016, at hele Erbil provinsen, hvor [byen A] er beliggende, er under kontrol af de kurdiske styrker. Det forhold, at ansøgeren ikke siden [sommeren] 2016 har haft kontakt til sin farmor og sin bror i [byen A] kan heroverfor ikke føre til andet resultat. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet sandsynliggjort at være individuelt forfulgt. Ansøgerens frygt for, at hans familie er udsat for forfølgelse i hjemlandet beror alene på hans egen formodning. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/68/LAJ
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, der har afpresset og truet ham. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak, idet der ikke er nogen sikkerhed i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i foråret] 2015 blev ringet op af en ukendt person, som sagde til ham, at han skulle betale 30.000 dollars, ellers ville han og hans familie blive dræbt. Ansøgeren henvendte sig samme dag til sine venner, [A] og [B] vedrørende telefonopkaldet. [B] ringede tilbage til telefonnummeret, og der blev sagt til [B], at de var en bande, og at de ville have, at ansøgeren skulle betale dem 30.000 dollars. Den samme nat blev ansøgeren igen ringet op af en ukendt person. Personen spurgte til, hvorfor han havde fortalt andre om afpresningen og sagde, at ansøgeren skulle betale 30.000 dollars, ellers ville han blive dræbt. Dagen efter talte han med [A] og [B], som opfordrede ansøgeren til at destruere sit sim-kort, hvorfor han destruerede sit sim-kort en af de følgende dage. Nogle dage efter de telefoniske trusler modtog ansøgeren en skriftlig trussel. Det var et trusselsbrev og nogle patroner, som var lagt i en konvolut ved hoveddøren på ansøgerens bopæl. I trusselsbrevet stod der: ”Til [ansøgerens navn]. Hvis du ikke betaler, bliver du dræbt”. Samme dag rettede ansøgeren henvendelse til politiet sammen med [A] og [B]. Politiet tog imod deres forklaringer om sagen, og de tog sammen med politiet til domstolen, der gav tilladelse til, at politiet kunne komme ud til ansøgerens bopæl for at undersøge sagen. Dagen efter kom politiet til bopælen, hvor de talte med ansøgeren og hans naboer. Efter en uge flygtede ansøgeren til [by], hvor han tog ophold hos sin fætter. Ansøgeren udrejste legalt af Irak [i sommeren] 2015 fra lufthavnen i [by], hvor han foreviste sit pas og fløj til Istanbul i Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring har været præget af divergenser, udbygninger og på centrale punkter fremstår bemærkelsesværdig og ikke selvoplevet. Således finder nævnet, at det må have formodningen imod sig, at ansøgeren bliver udvalgt som afpresningsoffer for et beløb, der svarer til omkring 2,5 gange hans årsindtægt. Endvidere finder nævnet det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, efter at have modtaget trusler rettet mod sit eget og sin families liv, vælger at forblive på bopælen i en uge, inden han selv forlader denne og efterlader sin familie. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende på centrale spørgsmål. Han har således ikke kunne oplyse, hvorvidt han fik en betalingsfrist, han har forklaret divergerende om antallet af henvendelser og tidspunktet for disse, idet han i asylansøgningsskemaet har oplyst, at han fik et trusselsopkald fra en ukendt person, hvorefter han destruerede sit simkort, mens han under de efterfølgende samtaler hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han to gange blev ringet op af en ukendt person, og at hans ven, [B], én gang ringede til de ukendte personer, inden ansøgeren destruerede sit simkort. Tidligere har ansøgeren forklaret, at han ikke har nogen idé om, hvem det kunne være, der har truet ham. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren imidlertid forklaret, at han mente, at det var én, der kendte ham personligt, idet pågældende både kendte hans navn og vidste, at hans ægtefælle opholdt sig i Danmark. Nævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke kan antages at have en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for individuel og reel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæsterderfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/67/AKM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og irakisk statsborger fra Bagdad. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der har været krig i Irak i årene 2014-2015, samt Islamisk Stats og ukendte militsers tilstedeværelse forskellige steder i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der er farligt at være i Irak, fordi der finder mange kidnapninger og drab sted, samt at der er terror, herunder bombesprængninger, vejsidebomber og selvmordsbomber. Ansøgeren har endvidere oplyst, at det af disse grunde ikke var muligt for ham at skabe sig et godt liv med uddannelse og arbejde. På sin fars opfordring ønsker ansøger at skabe sig en bedre fremtid med uddannelse i Europa. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far efterfølgende har oplyst ham om, at årsagen til, at han valgte at sende ansøger afsted var, at medlemmer fra en militant gruppe kom til familiens hus om natten og krævede ansøgeren udleveret med henblik på rekruttering til gruppen. At de ikke krævede ansøgerens tvillingebror udleveret skyldes sandsynligvis, at denne lider af epilepsi og ofte er syg. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at der har været krig i Irak i årene 2014 – 2015 samt ISIL og ukendte militsers tilstedeværelse forskellige steder i Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen [medio] 2016 har ansøgeren forklaret – og flere gange gentaget - at han er udrejst på grund af, at det generelt er farligt at være i Irak, og at han kan få en bedre fremtid i Europa. Han har på intet tidspunkt haft nogen personlige konflikter med de irakiske myndigheder, privatpersoner eller grupperinger, herunder ISIL, militser eller andre grupperinger, og han er aldrig blevet opsøgt af nogen af dem. Ansøgeren har til sin advokat og under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han efter advokatens anmodning spurgte sin far om årsagen til, at faderen sendte ham af sted til Europa på det tidspunkt. Faderen oplyste ham om, at medlemmer af en militant shiitisk gruppe kom til familiens hus om natten og krævede ansøgeren udleveret med henblik på rekruttering til gruppen, hvilket var baggrunden for, at faderen valgte at sendte ham af sted. Medlemmer af den militante gruppe har efterfølgende ringet og været forbi i hjemmet og spurgt efter ansøgeren og har også truet ansøgernes brødre og far. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer uddybende og utroværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at forklaringen er fremkommet efter, at der er meddelt ansøgeren afslag på asyl og efter, at advokaten anmodede ansøgeren om at rette henvendelse til sin far. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han efter udrejsen har været i kontakt med sine forældre og søskende mange gange. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren ikke tidligere skulle være gjort bekendt med, at medlemmer af en militant gruppe skulle have opsøgt familien med henblik på at rekruttere ham og også efterfølgende truet ansøgerens far og brødre. Herefter, og da det forhold, at ansøgeren vil få svært ved at få en uddannelse og finde et arbejde i Irak, er forhold af socioøkonomisk karakter og ikke er asylbegrundende, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Det fremgår således af præmis 55 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, J.K. and Others v. Sweden, at den generelle situation i Irak ikke statuerer en krænkelse af artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/66/JOV
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra Tal Afar, Irak. Ansøgeren har været medlem af KDPI siden 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af terrorgruppen ISIL, der har kontrollen over hans hjemby Tal Afar. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold i Irak, herunder at han har svært ved at finde fast arbejde. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ikke har nogen biologisk familie i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ISIL tog kontrollen over Mosul og Tal Afar omkring [sommeren] 2014, og at han derfor flygtede til Erbil sammen med sine adoptivforældre. Han tog herefter ophold hos en ven i to til tre måneder, mens han arbejdede i en slagterforretning. Ansøgeren tog herefter videre til Dohuk, hvor han opholdt sig i to til tre måneder. I Dohuk arbejdede han også kortvarigt i en slagterforretning. Han udrejste herefter illegalt af Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at ISIL kontrollerer ansøgerens hjemområde omkring byen Tal Afar, og selvom ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med ISIL, må det efter baggrundsoplysningerne endvidere antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse af ISIL grundet sin etnicitet som turkmener. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at ansøgeren må henvises til at tage ophold et andet sted i Irak, f.eks. i Bagdad eller i det kurdisk dominerede Nordirak (KRI), herunder i Erbil og Dohuk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv er asylbegrundende – heller ikke for turkmenere – og at ansøgeren på intet tidspunkt har haft konkrete konflikter med myndighederne eller andre i Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en ung mand, og at han efter flugten fra Tal Afar har boet og arbejdet i Erbil og Dohuk, hvorfra han udrejste frivilligt. Nævnet finder på den baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at de af ansøgeren påberåbte problemer med at finde arbejde og manglende biologisk familie i Irak er socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/65/DTO
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for terrorangreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i foråret 2004 efter at være blevet meddelt afslag på asyl i Danmark flyttede hjem til sin søn ved navn [S] i Bagdad. I 2005 blev [S] ansat i Det irakiske Statsministerium, og som følge heraf blev ansøgerens familie betragtet som fjender til den sunni-muslimske del af regeringen. I enten 2008 eller 2009 modtog [S] en trussel, og [i efteråret] 2010 blev ansøgeren, [S] og ansøgerens fire børnebørn udsat for et bilbombeangreb, hvor ansøgerens fire børnebørn mistede livet. Efter angrebet ledsagede [S] ansøgeren til Jordan, hvor de opholdt sig frem til primo 2011. Mens de opholdt sig i Jordan, blev [S´s] hus i Bagdad vandaliseret og udsat for tyveri under en ransagning foretaget af nogen for ansøgeren ukendte personer. Ansøgerens naboer fortalte dem efter ransagningen, at der lå et trusselsbrev i huset. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse. I den forbindelse bemærkes navnlig, at ansøgeren og i øvrigt hendes søn har kunnet opholde sig i landet i omkring fire år efter seneste indrejse frem til udrejsen i 2015. Ansøgerens oplysninger for nævnet om, at hendes søns bopæl i Irak angiveligt skulle have været udsat for et brandattentat to dage før nævnsmødet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke isoleret set findes asylbegrundende, og at ansøgeren har såvel børn som øvrig familie i landet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/64/ceb
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv for nævnet henvist til, at han frygter forfølgelse fra de irakiske myndigheders side og fra kærstens familie side. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på gentagne forespørgsler i Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke havde nogen former for konflikter i Irak med hverken myndigheder eller privatpersoner, og at udrejsen alene var begrundet i socioøkonomiske forhold. For nævnet har han imidlertid forklaret, at han i Irak levede et godt socialt og økonomisk liv og at udrejsen alene var begrundet i et ønske om at gifte sig med en kæreste, hvis familie ikke ønskede ham som svigersøn. Denne forklaring om en konflikt, som alene vurderes at være af privatretlig karakter, findes at måtte tilsidesættes som utroværdig og udbyggende. Den først for nævnet fremlagte angivelige arrestordre medfører ingen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i Udlændingeloven § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har endvidere ikke fundet grundlag for at imødekomme en begæring om hjemvisning af sagen på grund af nye oplysninger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/63/KAA
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [bydel], Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militser, idet han har arbejdet for to amerikanske firmaer i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i en periode fra 2005-2006 arbejdede for et amerikansk firma ved navn […], der er beliggende i [navngiven bydel]-området i Baghdad. Ansøgeren var mekaniker, og hans arbejde bestod i at sørge for, at amerikanernes biler blev repareret og skudsikret. På et tidspunkt blev ansøgeren ved en samtale med en kollega gjort bekendt med, at flere militser havde købt eller stjålet datainformationer om de ansatte i [firmaet]. To uger efter samtalen med kollegaen modtog ansøgeren et trusselsbrev på sin bopæl. Det fremgik af brevet, at ansøgeren var at betragte som en forræder, og at han ville blive skudt i panden og få skåret hovedet af inden for få dage. Tre kolleger, der også havde modtaget et trusselsbrev, blev efterfølgende dræbt. Ansøgeren orienterede sin chef i [firmaet] om det modtagne trusselsbrev, og han opsagde ved samme lejlighed sin stilling i firmaet. Omkring to uger efter modtagelsen af trusselsbrevet fandt et indbrud og en ransagning på ansøgerens bopæl sted, hvilket ansøgeren erfarede, da han kom til bopælen. Han besluttede derfor at flytte hjem til sin bror, […], der var bosiddende i [navn på by]. Ansøgeren begyndte senere at arbejde for det amerikanske firma [navngivent firma]. Ansættelsen ophørte omkring 2011-2012. I 2011 kontaktede ansøgeren IOM, fordi han fortsat var nervøs på grund af de i 2006 modtagne trusselsbrev, hvorfor han ønskede hjælp til ham og sin familie af IOM. På et ukendt tidspunkt i 2012 modtog ansøgeren en telefonopringning, hvor han blev truet på livet. Ansøgeren skiftede i den forbindelse telefonnummer, og der skete ikke yderligere. I 2014 blev ansøgerens bil stjålet, mens ansøgerens ven kørte i den. Vennen havde i den forbindelse modtaget et telefonnummer, som ansøgeren kunne ringe på, såfremt han ønskede sin bil tilbage. Ansøgeren anmeldte forholdet til politiet, der på den baggrund opsøgte ansøgerens ven. Ansøgeren blev af den grund opsøgt at vennens bror, der tvang ansøgeren til at droppe sagen ved politiet, hvilket ansøgeren dog nægtede. Ansøgeren udrejste legalt af Irak den 12. maj 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder således, at forklaringen fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er særlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne i forbindelse med modtagelsen og indholdet af trusselsbrevet. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet særdeles divergerende oplysninger om flere tidsangivelser, herunder blandt andet tidspunkterne for sine ansættelser i [det første firma] og [det andet firma]. De meget betydelige divergenser kan efter nævnets opfattelse ikke udelukkende være begrundet i ansøgerens angivelige problemer med at foretage tidsfastsættelser. Under disse omstændigheder og idet det heller ikke i forbindelse med ansøgerens forklaringer i øvrigt er sandsynliggjort, at ansøgeren skulle stå i et modsætningsforhold til shia-militser eller andre i Irak, der kan begrunde asyl eller anden beskyttelse i Danmark, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder således heller ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren i forbindelse med de efterfølgende episoder, han har forklaret om, herunder om en telefonisk trussel, indbrud i sin ejendom eller tyveri af en bil, har sandsynliggjort et behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at hverken ansøgers øvrige forhold eller den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols afgørelse i sagen, J.K. and Others v. Sweden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/62/NKE
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ISIL vil slå ham og hans familie ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han kommer fra byen Mosul, som er kontrolleret af ISIL. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far to gange er blevet opsøgt af repræsentanter fra ISIL i sin forretning. Repræsentanten ville have, at ansøgeren skulle tilslutte sig ISIL, og at ansøgerens søster […] skulle gifte sig med en IS-kriger. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund herunder, at han og familien stammer fra det centrale Mosul, og at de flygtede fra Mosul i juli 2014, efter at ISIL havde fremsat krav om, at familiens ældste datter […] skulle giftes med et ISIL medlem, og at ansøgeren skulle tilslutte sig ISIL. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse af de grunde, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er derimod isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til et internt flugtalternativ et andet sted i Irak. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgerens familie, ud over ansøgeren, består af ansøgerens forældre og fire mindreårige søskende. Familien er sunni-muslimske turkmenere og har intet netværk udenfor Mosul, ligesom de ikke har nogen form for tilknytning til andre områder i Irak. Henset hertil og sammenholdt med den generelle situation i Irak for internt fordrevne fra ISIL-områder, navnlig i lyset af den seneste udvikling efter offensiven mod Mosul, finder nævnet på grundlag af baggrundsoplysningerne efter en konkret og individuel vurdering ikke, at det er rimeligt og relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2016/61/CHHA
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske turkmenere og sunni-muslimer fra Mosul, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ISIL vil slå ham og hans familie ihjel. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv anført, at han kommer fra byen Mosul, som er kontrolleret af ISIL. Han har endvidere oplyst, at han to gange er blevet opsøgt af repræsentanter fra ISIL i sin forretning, som ville have, at hans søn […] skulle tilslutte sig ISIL, og at hans datter […] skulle gifte sig med en ISIL-kriger. Efter den anden henvendelse besluttede familien at udrejse af Mosul. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ISIL vil slå hende og hendes familie ihjel. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiv til grund herunder, at de stammer fra det centrale Mosul, og at de flygtede fra Mosul i juli 2014, efter at ISIL havde fremsat krav om, at familiens ældste datter […] skulle giftes med et ISIL medlem, og at sønnen […] skulle tilslutte sig ISIL. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er i risiko for forfølgelse af de grunde, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne er derimod isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerne kan henvises til et internt flugtalternativ et andet sted i Irak. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at familien består af ansøgerne, fire mindreårige børn og en voksen søn. Familien er sunni-muslimske turkmenere og har intet netværk udenfor Mosul, ligesom de ikke har nogen form for tilknytning til andre områder i Irak. Henset hertil og sammenholdt med den generelle situation i Irak for internt fordrevne fra ISIL-områder, navnlig i lyset af den seneste udvikling efter offensiven mod Mosul, finder nævnet på grundlag af baggrundsoplysningerne efter en konkret og individuel vurdering ikke, at det er rimeligt og relevant at henvise ansøgerne til at tage ophold et andet sted i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2016/60/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk arabere og shia-muslimer af trosretning fra Basra, Irak. Den mandlige klager har oplyst at have været medlem af Baarth-partiet. Klagerne har i 2007/2008 haft opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet klagerne i 2008 frafaldt opholdstilladelsen og udrejste til Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne i hvert fald efter udløbet af fortrydelsesretten [i sommeren] 2010 har opgivet deres bopæl i Danmark og har taget frivilligt ophold i hjemlandet. Klagernes advokat har anført, at klagernes situation i hjemlandet er gradvis forværret siden 2010. Der har været tale om en generel udvikling, som har været uforudsigelig for klagerne. De vendte tilbage til Irak, fordi der var udsigt til stabile forhold. Da perioden for fortrydelsesret udløb i 2010, kunne klagerne ikke forudse, at situationen ville forværres i det omfang, som er sket. Advokaten har videre anført, at klagerne har en stærk tilknytning til Danmark på grund af den mandlige klagers arbejde som tolk for de danske styrker i Basra, ligesom familien opholdt sig i Danmark fra 2007 og frem til deres udrejse i 2008. Flygtningenævnet bemærker, at klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, som udgangspunkt er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klagerne har opgivet deres bopæl i Danmark og derefter har opholdt sig i deres tidligere opholdsland, Irak, i mere end tolv på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne har legalt ophold i Irak. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerne ikke har benyttet sig af deres mulighed for at fortryde repatrieringen til Irak i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 17 a, stk. 2, idet ansøgningen om bevarelse af opholdstilladelsen først blev indgivet [i sommeren] 2014. Der er ikke for nævnet oplyst om forhold, der har gjort, at klagerne har været afskåret fra at benytte sig af deres fortrydelsesret ved repatriering. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne ikke har en stærk relation til Danmark, idet de kun har opholdt sig i Danmark i lidt over et år i perioden fra indrejsen i 2007 og til udrejsen i 2008, og at klagerne udrejste frivilligt af Danmark som en samlet familie, ligesom klagerne er uden familie i Danmark. Det forhold, at der nu er uroligheder i hjemlandet, og at de i deres hjemområde bliver anset for at være agenter for invasionsstyrkerne, samt at den mandlige klager har set sig nødsaget til at søge tilflugt i Kut, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/6/LAP
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Zakho, Dahuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af terrorister, idet han har arbejdet for amerikanerne. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han risikerer forfølgelse, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger ansøgerens forklaring om hans konversion til grund. Flertallet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod troværdig, rolig og detaljeret i sine svar vedrørende sin kristne overbevisning. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort sin baggrund for at konvertere til kristendommen, herunder for hvorledes hans interesse for kristendommen opstod og for, hvad kristendommen betyder for ham og hans liv. Flertallet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren efter sin dåb i december 2013 forsat har udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og møder, ligesom han har den kristne tro til fælles med sin kæreste, der blev døbt samme dag, men som på det tidspunkt allerede havde et opholdsgrundlag. Det lægges efter indholdet af baggrundsoplysningerne om forholdene i det nordlige Irak til grund, at ansøgeren som kristen konvertit risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2016/59/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af […] klanen, idet han har haft et forhold til en ugift kvinde, [A], som er datter af […], der er klanens overhoved. Han mødtes med [A] foran hendes skole og gav hende sit telefonnummer. Efterfølgende mødtes de i en offentlig park et ukendt antal gange, uden at deres forhold blev opdaget af deres familier. Efter et stykke tid fik han overtalt sin far til at anmode [A’s] familie, hvilket frieri familien afslog. Parret fortsatte imidlertid med at se hinanden. En dag hvor ansøgeren og [A] var i parken, blev de set af [A’s] nabo, der tilhører samme klan som [A]. Efter episoden besluttede de herefter at afslutte forholdet, og ansøgeren tog hjem til sin farbror for at holde sig skjult. Ansøgerens familie blev efterfølgende opsøgt og truet af [A’s] familie, som sagde, at familien skulle udlevere ansøgeren til [A’s] familie. Ansøgerens klan og [A’s] klan forsøgte via forhandlinger at løse konflikten fredeligt, uden at dette lykkedes. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en lang række centrale forhold, herunder om hvornår han indledte et forhold til [A], hvornår hans families bopæl blev opsøgt at [A’s] familie, og hvor og hvornår han og [A] mødtes. Nævnet finder ikke, at de mange divergenser alene kan tilskrives, at ansøgeren som af ham oplyst er analfabet. Nævnet finder i øvrigt, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at han ved sin indrejse oplyste at være statsløs bidoon fra Al-Jahra i Kuwait, hvorved bemærkes, at ansøgeren har givet skiftende forklaringer om baggrunden for denne oplysning. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/58/LRN
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [mindre by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Irak ikke at kunne få den nødvendige behandling for sin hånd, som han beskadigede som barn. Han frygter endvidere den undertrykkelse og mobning, han bliver udsat for i Irak som følge af sit handicap. Ansøgerens bror er forsvundet i april 2016. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den mobning, som ansøgeren har været udsat for, har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke har haft nogen konkrete konflikter med myndighederne eller andre i hjemlandet. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han ikke kan få behandling for sit handicap i Irak, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at betingelserne i udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/57/NKE
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at blive slået ihjel af personer tilknyttet den shiitiske gruppering, Asa'ib Ahl al-Haq, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han, på en ukendt dato i en ukendt måned i 2015, blev opsøgt af en person, som han ikke kender identiteten på. Den pågældende informerede ansøgeren om, at han ville have den jord, hvor ansøgeren havde sin virksomhed. Da ansøgeren nægtede at afstå jorden, udbrød der et kortere skænderi, hvorefter den pågældende forlod ansøgerens arbejdsplads. Ansøgeren er af den overbevisning, at den pågældende har en tilknytning til Asa'ib Ahl al-Haq. Tre dage efter ovenstående episode, blev ansøgeren antastet af fire bevæbnede personer på vej hjem fra arbejde, der truede ham på livet og endnu engang beordrede ham til at afstå sin jord. Ansøgeren er af den opfattelse, at de pågældende var en del af Asa'ib Ahl al-Haq. Ansøgeren besluttede samme aften, at han tre dage senere ville udrejse af Irak. Ansøgeren udrejste med bil legalt til Iran. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist om sin færden forud for indrejsen i Danmark, blandt andet om hvornår episoden med manden fandt sted, om mandens navn og det nærmere hændelsesforløb i forbindelse med mødet, om de fire personer, der efterfølgende opsøgte ham, herunder om deres tilhørsforhold, påklædning og det nærmere hændelsesforløb i forbindelse med denne episode og om udrejsen. Ansøgerens antagelse af, at manden og de fire personer hører til Asa'ib Ahl al-Haq er alene baseret på formodninger. Ifølge sin egen forklaring forlod ansøgeren frivilligt jordstykket, og der er ikke oplysninger om, at ansøgeren eller hans familie efterfølgende er blevet opsøgt eller udsat for overgreb på grund af nævnte jordstykke. Endelig må episoden i givet fald antages at være udslag af de generelt vanskelige forhold i hjemlandet. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være involveret i nogen asylbegrundende konflikt i hjemlandet. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/56/AKM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt medfølgende barn fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun er flygtet fra et tvangsægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun mødte sin herboende ægtefælle i starten af 2014, hvor han var i Irak for at finde en kvinde at gifte sig med. Ansøgeren og ægtefællen besluttede sig for, at ægtefællens familie skulle besøge ansøgerens familie og bede om ansøgerens hånd, men ansøgerens far afslog dette frieri. Ansøgerens ægtefælle vendte herefter tilbage til Danmark. I [sommeren] 2014 fandt ansøgeren ud af, at hendes far havde lovet hende væk til en anden mand. Ansøgerens ægtefælle vendte tilbage til Irak i sommeren 2014, hvor de blev hemmeligt viet, hvorefter ægtefællen tog tilbage til Danmark. [I sommeren] 2014 rejste ansøgeren og ægtefællen til Teheran, hvor ansøgeren indgav ansøgning om turistvisum til Danmark. [I efteråret] 2014 fik ansøgeren besked om, at visumansøgningen var blevet godkendt, og [14 dage senere] rejste ansøgeren til Erbil, hvorfra hun fløj til Danmark. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og den fremlagte vielsesattest til grund, at ansøgeren i Irak har indgået ægteskab med [A]. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt det var hendes far eller hendes søster, der fortalte hende om det planlagte ægteskab og om, hvornår det skulle finde sted, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun var til stede i huset, da [A] og dennes familie kom for at anmode om indgåelse af ægteskab. Ansøgeren har ligeledes under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at den dag, hun flygtede fra faderens hus, havde hendes far og stedmor ikke låst døren til huset. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun forlod huset og låste døren bag sig, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hendes far og stedmor låste døren til gårdhaven, da de tog afsted, og at hun under flugten kravlede over muren. Flygtningenævnet finder det påfaldende og usandsynligt, at ansøgerens angiveligt strenge far tillod hende at besøge sin moster og også transporterede hende til mosterens bopæl, første gang med det resultat at ansøgeren og [A] kunne blive gift, anden gang med det resultat, at ansøgeren og [A] kunne rejse til Iran for at søge visum til Danmark, sidstnævnte få dage efter at ansøgerens far havde fået udstedt det for visumansøgningen nødvendige pas. Nævnet finder det ligeledes påfaldende, at ansøgeren få dage efter at have modtaget positivt svar på sin visumansøgning og dagen før den planlagte flyafgang nemt og uhindret kunne flygte fra hjemmet, selv om hun havde husarrest. Når tillige sammenholdes med, at ansøgeren først efter ca. 3 ugers ophold i Danmark søgte asyl – i Sverige - og på baggrund af en række usandfærdige oplysninger, finder nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens troværdighed, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/55/SLH
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af [A] eller anholdt af de irakiske myndigheder, eftersom han har haft et forhold til [As] ægtefælle, [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han første gang mødte [B] i starten af 2014, idet han var hjemme hos hende og hendes familie i forbindelse med sit arbejde som elektriker. I de følgende 20-25 dage besøgte ansøgeren [B] omkring tre til fire gange i forbindelse sit arbejde, hvorefter han indledte et forhold til hende. Deres forhold blev opdaget omkring tre dage inden ansøgerens udrejse af Irak, da [A] kom hjem og så ham sammen med [B]. Ansøgeren flygtede fra bopælen med det samme, hvorefter han kørte rundt i byen hele natten, inden han mødtes med sin ven, [C], den følgende dag. [C] tog hjem til [B] for at undersøge forholdene, men hørte fra folk i området, at [B] havde begået selvmord. [C] rådede ansøgeren til at udrejse af Irak, hvorefter han udrejste i [sommeren] 2015. Ansøgeren har oplyst, at han på nuværende tidspunkt er efterlyst af myndighederne i Irak, idet de irakiske myndigheder har opsøgt hans familie med henblik på at få fat i ansøgeren, ligesom der er en arrestordre på ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [B] så [A] komme ind af lågen/døren, til asylsamtalen at de hørte lyde fra hoveddøren, og under nævnsmødet at efter at de havde hørt lyde, kiggede de ud af vinduet og så [As] bil på gaden. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han kunne høre [A] slå [B], og til asylsamtalen og under nævnsmødet at han så [A] skubbe [B] og hørte ham skælde ud. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt det var [B], der sagde, at han skulle løbe ud på altanen, eller om han selv tog initiativ hertil, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham om arrestordren/dommen og om, hvorvidt han er dømt in absentia eller ej. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren skulle indlede et seksuelt forhold til en kvinde, der er gift med et højtstående medlem af efterretningstjenesten, komme i deres hjem om natten 2-3 gange om ugen gennem mere end 1 år, hente børnene i institutioner, kysse [B] foran det yngste barn og møde [B] i butikker for at prøve tøj. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at både han og [B] har slettet al deres korrespondance på Viper, hvorimod han i sit asylskema har anført, at [Bs] telefon indeholdt mange af deres beskeder og andet. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke har for eksempel et foto af [B], og at ansøgeren udrejse legalt af Irak på eget pas. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og hans fremlæggelse af en arrestordre kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/54/SLH
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra en gruppe ukendte personer, der kidnappede ham på vej til skole. Han frygter ligeledes shia-militser, idet han selv er sunni-muslim. Endvidere frygter han at skulle aftjene militærtjeneste i Irak, ligesom han frygter for bombninger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2015 blev bortført på vej til skole, hvor han fik en sæk over hovedet og hevet ind i en bil. Han blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt i et værelse, hvor han var lagt i håndjern og blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgerens bortførere ringede til ansøgerens far og fortalte, at de havde bortført ansøgeren og ville dræbe hele hans familie, hvis de kontaktede politiet. Ansøgeren blev løsladt efter tre dage, hvor han blev efterladt ved en bro i Bagdad med en besked om, at hans forældre skulle betale 10.000 USD som løsesum inden for en uge, og at ansøgeren og hans familie ville blive dræbt, hvis det blev meldt til politiet. Ansøgeren tog herefter hjem til sin far, hvorefter faren indsamlede penge til ansøgerens udrejse. Ansøgeren udrejste samme dag, som han blev løsladt. Ansøgeren har forklaret, at hans far er særligt profileret som tidligere chef for [en institution] i Bagdad og medlem af [en national sports-komité] med forbindelse til Saddam Husseins styre. Ansøgeren har ligeledes forklaret, at det er meget almindeligt i Irak med kidnapninger med krav om løsepenge. Derfor, og da der er forløbet 12-13 år, siden ansøgerens far var eksponeret, da faderen i de følgende år har kunnet passe et arbejde som taxachauffør, og da ansøgeren ikke har forklaret om, at familien i de mellemliggende år oplevede problemer i anledning af faderens tidligere arbejde, er det usandsynligt, at den kidnapning, ansøgeren har forklaret at have været udsat for, skete som følge af faderens tidligere arbejde og tilknytning til det tidligere styre. Forholdet må herefter betragtes som en følge af den almindelige sikkerhedsmæssige situation i Irak, der ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Da der nu er forløbet mere end et år siden den kidnapning, ansøgeren har forklaret om, uden at kidnapperne har modtaget løsesummen, og uden at de har gjort alvor af deres trusler, må forholdet betragtes som en afsluttet kriminel handling. De generelle forhold for sunni-muslimer i Bagdad kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Da militærtjeneste efter Nævnets baggrundsoplysninger er frivillig, kan ansøgerens frygt for at blive indkaldt til militærtjeneste ikke tillægges betydning. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/53/ADP
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak.. Indrejst i 2015Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [en navngiven landsby i Irak]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af shiitiske militser og den irakiske regering, idet han har deserteret fra tjenesten. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden 2008 til 2015 har arbejdet for det irakiske politi. I juni 2015 blev ansøgeren udstationeret i Ramadi, hvor han blev beordret til at skyde og dræbe forbipasserende. Ansøgeren valgte af denne grund at forlade tjenesten. Ansøgeren tog ophold hos sine forældre, hvor han fik flere opkald fra sine kollegaer, som ønskede, at ansøgeren vendte tilbage til tjenesten. I slutningen af juli 2015 udrejste ansøgeren af Irak. Mens ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet, blev han gjort opmærksom på, at der var blevet leveret et trusselsbrev på ansøgerens bopæl. Kort tid inden sin asylsamtale hos Udlændingestyrelsen, som fandt sted [i] september 2016, blev ansøgeren også orienteret om, at der var blevet udstedt en arrestordre på ham. Arrestordren var også blevet leveret til ansøgerens familie. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Ansøgeren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret […] februar 2017. Ansøgerens advokat har videre oplyst, at ansøgeren var bekendt med tidspunktet for mødet i Flygtningenævnet dags dato, da hun holdt møde med ham [i] marts 2017. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren er registreret som udeblevet fra Asylcenter Holmegaard [i] marts 2017. Flygtningenævnet har dags dato været i kontakt med Center Holmegaard, som oplyste, at ansøgeren har modtaget og afhentet indkaldelsen til mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, udbyggende og usandsynligt om sit asylmotiv. Nævnet har især lagt vægt på, at ansøgeren har fået sin bror i Irak til at fabrikere et trusselsbrev. Ansøgerens forklaring om årsagen hertil kan ikke anses for troværdig. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om modtagelsen af trusselsbrevet og arrestordren. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans familie modtog trusselsbrevet i løbet af de ni dage, han opholdt sig i Tyrkiet. Til asylsamtalen forklarede han indledningsvist, at der ikke var tale om et trusselsbrev, men en arrestordre. Under samme samtale forklarede han senere, at der både blev modtaget et trusselsbrev og en arrestordre. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at de irakiske myndigheder først valgte at udstede en arrestordre 14 måneder efter, at ansøgeren var deserteret fra tjenesten og udrejst af Irak. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om det billedmateriale, som angiveligt skulle dokumentere ansøgerens tjeneste i Ramadi, idet ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at han var i besiddelse af to billeder, som dokumenterede hans tjeneste i Ramadi. Foreholdt, at billederne var taget fra et studie, fastholdt ansøgeren indledningsvist sin forklaring om, at billederne var taget i Ramadi, men ændrede det efterfølgende til, at de var taget på et ukendt tidspunkt på et kursuscenter i Basra. Endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren på billedet ses i besiddelse af en tjenestepistol, som han har forklaret, at han ikke er i stand til at betjene. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/53/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra […], Al Naseriya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil blive slået ihjel af sin far og farbrors sønner, fordi hun har giftet sig uden tilladelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun mødte sin ægtefælle [A] i slutningen af 2011 på et marked. [A] var på besøg i Irak. Parret udvekslede numre og holdt telefonisk kontakt. I 2013 kom [A] til Irak igen. Under dette besøg kom han og bad ansøgerens far om ansøgerens hånd tre gange. Ansøgerens far afviste [A] alle tre gange. Anden gang [A] snakkede med faren, oplyste denne, at ansøgeren skulle giftes med sin farbrors søn, og at han aldrig ville acceptere, at ansøgeren blev gift med [A]. Efter [A] havde bedt om ansøgerens hånd tredje gang, spurgte ansøgerens far, om hun kendte [A], og han sagde til hende, at hun skulle giftes med farbrorens søn. Ansøgeren og [A] besluttede sig herefter for at gifte sig i al hemmelighed. [A] hyrede en advokat til at ordne alle formalia omkring ægteskabet og til at skaffe ansøgeren et pas, så hun kunne komme til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter, både om detaljer og på en række mere centrale punkter, dels fra afhøring til afhøring og dels i løbet af samme afhøring. Når ansøgeren er blevet foreholdt divergenser, har hun tilpasset sin forklaring og besvaret supplerende spørgsmål afglidende. Dette gælder også ansøgerens forklaring under nævnsmødet. Flygtningenævnet har blandt andet hæftet sig ved divergenserne omkring forklaringerne om sit og ægtefællens første møde, herunder om ægtefællen var alene, og hvorledes udvekslingen af telefonnumre foregik. Der er også væsentlige divergenser i forklaringen vedrørende de tre frieribesøg og forløbet med advokatens bistand til indgåelse af ægteskab og tilvejebringelse af vielsesattest og pas. Nævnet finder, at der her har været tale om så vigtige og afgørende begivenheder for ansøgeren, at hun burde have en klar erindring herom. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om sin kontakt med stedmoren, mens hun har været i Danmark, idet hun har nedtonet forklaringen om omfanget og karakteren af kontakten, efter at Udlændingestyrelsen har stillet sig tvivlende over for denne. Flygtningenævnet lægger navnlig også vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hendes far først konfronterede hende med spørgsmålet om, hvorvidt hun kendte [A], eller hvorledes de havde set hinanden eller haft kontakt, da [A] havde friet tredje gang, forekommer usandsynlig og utroværdig. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl, da hun havde været i Danmark i næsten ti måneder og havde fået afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet har ikke fundet det relevant at udsætte sagen med henblik på at indkalde ansøgerens ægtefælle som vidne. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun derfor ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/52/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Hun er født i Bagdad, Irak, men har fra 2007 boet i Al-Rumadi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive kidnappet sammen med sin mor og sin søster, idet en milits, hvis navn hun ikke kender, har truet hende og hendes familie i Bagdad. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af ISIL i Al-Rumadi. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at ISIL vil kidnappe hende og tvinge hende til at blive gift med en fra ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far og hans søskende havde arvet et hus i [en irakisk bydel] i Bagdad fra hendes farfar. Hendes fars bror og hans familie boede også i huset. De valgte at sælge huset i 2007, men inden salget blev gennemført, modtog familien et trusselsbrev. Nogle dage senere blev familien opsøgt af nogle personer fra en milits, der krævede, at familien udleverede salgssummen til dem. Personerne fik at vide fra familien, at de ikke havde modtaget pengene endnu. Ansøgerens far og farbror blev truet med, at deres ægtefæller og børn ville blive bortført, hvis salget ikke blev gennemført, og hvis militsen ikke fik udleveret salgssummen. Da salget efterfølgende blev annulleret, besluttede ansøgerens forældre at tage til Al-Rumadi. En mand fra ansøgerens farbrors svigerfamilie, der er shiamuslim, flyttede ind i huset og betalte husleje til hendes familie. De tog i 2015 til Bagdad for at få lavet et pas og tage til Tyrkiet, da ISIL i [foråret] 2015 kom til Al-Rumadi. På vej til Bagdad tog familien en omvej via Karbala, fordi den anden vej var lukket. Inden de nåede frem til Karbala, blev familien stoppet af ISIL, og ansøgerens far blev bortført. Ansøgeren flygtede til Mosul sammen med sin mor og søster omkring [foråret] 2015, hvor de opholdt sig hos ansøgerens mormor og mors søskende. Nogle personer fra ISIL opsøgte [i efteråret] 2015 ansøgerens mormor og mors søskendes bopæl i Mosul. ISIL havde hørt, at der var ugifte kvinder på adressen, og disse kvinder skulle gifte sig med personer fra ISIL. ISIL fik at vide, at der ikke var ugifte kvinder på adressen. Da personerne fra ISIL var gået, flygtede ansøgeren og hendes mor og søster til et andet sted i Mosul, hvor ansøgerens mors moster boede. En uge senere opsøgte ISIL igen ansøgerens mormors og mors søskendes bopæl. Ansøgeren og hendes familie udrejste af Irak, efter at de havde opholdt sig hos ansøgerens mors moster i to uger. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hendes morfar rettelig også boede i huset i Mosul, og at morforældrene stadig bor der. Ansøgeren har under nævnsmødet videre støttet sit asylmotiv på, at hendes morfar og farfar var højtstående officerer under Saddam Hussein, og at ansøgerne risikerer at blive anset for at være ISIL-støtter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens og hendes mors forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes mor først under samtalen med deres advokat har oplyst, at ansøgerens morfars og farfars militære baggrund reelt sammen med deres religiøse tilhørsforhold som sunni-muslimer er årsagen til deres asylretlige problemer. Ansøgerens mors forklaring om, at hun til Udlændingestyrelsen oplyste, at ansøgerens morfar var død, og at hun ikke nævnte morfarens og farfarens militære baggrund, skyldes hendes frygt for, at tolkene i Danmark ville bringe oplysningerne videre til Irak og dermed skabe problemer for ansøgerens morfar, forekommer utroværdig, navnlig set i sammenhæng med oplysningernes angivelige relevans for asylmotivet og set i sammenhæng med, at ansøgerens mor i asylskemaet har oplyst ansøgerens morfars fulde navn, og at han boede i Irak. Ansøgerens mors forklaring om omstændighederne i forbindelse med forsøget på at sælge ansøgerens farfars hus i Bagdad efter farfarens død er kombineret med forklaringen om et trusselsbrev, som har været noget uklar. Ansøgeren og hendes mor har først til den beskikkede advokat forklaret, at ansøgerens morfar og farfar stod på en liste over personer, som militserne ønskede at slå ihjel. Forklaringen om listen, og hvorledes den kom i familiens besiddelse, har ligeledes været uklar. Efter forklaringen blev huset alligevel ikke solgt, hvorimod huset blev udlejet til en shiit, som stadig bor der og betaler husleje. På den baggrund er der ikke belæg for, at ansøgeren og hendes familie var asylbegrundende forfulgt, da de i 2007 flyttede fra Bagdad til Al-Rumadi samtidig med, at ansøgerens mors forældre og søskende flyttede til Mosul. Ansøgeren og forældre og søster boede fra 2007 til 2015 i Al-Rumadi uden at opleve problemer af asylretlig relevans. Herefter ønskede de angiveligt at udrejse, og de var på vej til Bagdad for at skaffe sig pas, da ansøgerens far sammen med et antal mænd i samme gruppe blev kidnappet undervejs. Ansøgerens og hendes mors forklaring om omstændighederne i den forbindelse har ikke været særlig klare og har ikke virket overbevisende, og Flygtningenævnet finder, at såfremt ansøgerens far blev kidnappet, har det alene skyldtes, at han sammen med de øvrige mænd befandt sig på stedet og blev tjekket, og ikke på grund af hans individuelle forhold. Ansøgeren og hendes mor og søster vendte tilbage til Al-Rumadi, hvor de ikke oplevede problemer, men hvor de dog valgte at tage tilbage Mosul for at tage ophold hos ansøgerens familie der. Under dette ophold frygtede de, at mænd fra ISIL ønskede at indgå ægteskab med ansøgeren og hendes søster. Forholdene for sunni-muslimer i Bagdad er efter baggrundsoplysningerne vanskelige, men det fremgår dog af ”Irak: Oppdatert informasjon om sponsorkravet (kefala) for internflyktninger og returnerte som ønsker å bosette seg i Bagdad” udgivet af Landinfo den 4. juli 2016, at det er muligt også for sunni-muslimer at indrejse i Bagdad via lufthavnen. Der er større sunni-muslimske områder i Bagdad, og ansøgerens mors svigerinde bor i Bagdad. Baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at de kan bevirke, at ansøgeren opfylder betingelser i udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/51/DTO
Nævnet stadfæstede i oktober 2016. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og hendes medfølgende barn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i [en irakisk distrikt], Bagdad, boet i Mosul, til hun var seks år, og derefter boet i Bagdad indtil 2007, og fra 2007 boet i Al-Rumadi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at hun sammen med sin ældste datter vil blive kidnappet, idet en milits i Bagdad, hvis navn hun ikke kender, har truet hende og hendes familie. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt under ISIL’s og myndighedernes bombardementer, idet de bomber boligkvarterer. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at ISIL vil kidnappe hendes datter og tvinge hende til at blive gift med en fra ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ansøgerens familie havde arvet et hus i [en irakisk bydel] i Bagdad fra ansøgerens svigerfar. Hendes ægtefælles bror og hans familie boede også i huset. De valgte at sælge huset i 2007, men inden salget blev gennemført, modtog familien et trusselsbrev med patroner i. Nogle dage senere blev familien opsøgt af nogle personer fra en milits, der krævede, at familien udleverede salgssummen til dem. Militsen fik at vide fra svigerfamilien, at familien ikke havde modtaget pengene endnu. Ansøgerens ægtefælle og ansøgerens bror blev truet med, at deres ægtefæller og børn ville blive bortført, hvis salget ikke blev gennemført, og militsen ikke fik udleveret salgssummen. Da salget efterfølgende blev annulleret, besluttede ansøgeren og hendes ægtefælle og ægtefællens bror og dennes familie at tage til Al-Rumadi med børnene. Militsen vendte efter ti dage tilbage til huset og skrev på huset, at ejerne var eftersøgte. Familien tog i [foråret] 2015 til Bagdad for at få lavet et pas og tage til Tyrkiet, da ISIL var kommet til Al-Rumadi. På vej til Bagdad blev familien stoppet af militærpersoner, og hendes ægtefælle blev bortført. Ansøgeren flygtede til Mosul med børnene omkring [foråret] 2015, hvor de opholdt sig hos ansøgerens mor og søskende. Nogle personer fra ISIL opsøgte midt i [efteråret] 2015 ansøgerens families bopæl i Mosul. ISIL havde hørt, at der var ugifte kvinder på adressen, og disse kvinder skulle gifte sig med personer fra ISIL. Personerne fra ISIL fik at vide, at der ikke var ugifte kvinder på adressen. Da ISIL’s folk var gået, flygtede ansøgeren og hendes børn til et andet sted i Mosul, hvor ansøgerens moster boede. En uge efter ansøgerens flugt opsøgte ISIL igen ansøgerens families bopæl. Ansøgeren og hendes døtre udrejste af Irak, efter at de havde opholdt sig hos ansøgerens moster i to uger. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hendes far rettelig også boede i huset i Mosul, og at forældre fortsat bor der. Ansøgeren har under nævnsmødet videre støttet sit asylmotiv på, at hendes far og svigerfar var højtstående officerer under Saddam Hussein, og at ansøgerne risikerer at blive anset for at være ISIL-støtter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens og hendes datters forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes datter først under samtale med deres advokat har oplyst, at ansøgerens fars og svigerfars militære baggrund reelt sammen med deres religiøse tilhørsforhold som sunni-muslimer er årsagen til deres asylretlige problemer. Ansøgerens forklaring om, at hun til Udlændingestyrelsen oplyste, at faren var død, og at hun ikke nævnte farens og svigerfarens militære baggrund, skyldes hendes frygt for, at tolkene i Danmark ville bringe oplysningerne videre til Irak og dermed skabe problemer for ansøgerens far, forekommer utroværdig, navnlig set i sammenhæng med oplysningernes angivelige relevans for asylmotivet og set i sammenhæng med, at ansøgeren i asylskemaet har oplyst sin fars fulde navn, og at han boede i Irak. Ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med forsøget på at sælge svigerfarens hus i Bagdad efter svigerfarens død er kombineret med forklaringen om et trusselsbrev, som har været noget uklar. Ansøgeren har først til den beskikkede advokat forklaret, at hendes far og svigerfar stod på en liste over personer, som militserne ønskede at slå ihjel. Forklaringen om listen, og hvorledes den kom i familiens besiddelse, har ligeledes været uklar. Efter forklaringen blev huset alligevel ikke solgt, hvorimod huset blev udlejet til en shiit, som stadig bor der og betaler husleje. På den baggrund er der ikke belæg for, at ansøgeren og hendes familie var asylbegrundende forfulgt, da de i 2007 flyttede fra Bagdad til Al-Rumadi samtidig med, at hendes forældre og søskende flyttede til Mosul. Ansøgeren og hendes ægtefælle og døtre boede fra 2007 til 2015 i Al-Rumadi uden at opleve problemer af asylretlig relevans. Herefter ønskede de angiveligt at udrejse, og de var på vej til Bagdad for at skaffe sig pas, da ansøgerens ægtefælle sammen med et antal mænd i samme gruppe blev kidnappet undervejs. Ansøgerens og hendes datters forklaring om omstændighederne i den forbindelse har ikke været særlig klare og har ikke virket overbevisende, og Flygtningenævnet finder, at såfremt ægtefællen blev kidnappet, har det alene skyldtes, at han sammen med de øvrige mænd befandt sig på stedet og blev tjekket, og ikke på grund af ægtefællens individuelle forhold. Ansøgeren og hendes døtre vendte tilbage til Al-Rumadi, hvor de ikke oplevede problemer, men hvor de dog valgte at tage tilbage Mosul for at tage ophold hos ansøgerens familie der. Under dette ophold frygtede de, at mænd fra ISIL ønskede at indgå ægteskab med døtrene. Forholdene for sunni-muslimer i Bagdad er efter baggrundsoplysningerne vanskelige, men det fremgår dog af ”Irak: Oppdatert informasjon om sponsorkravet (kefala) for internflyktninger og returnerte som ønsker å bosette seg i Bagdad” udgivet af Landinfo den 4. juli 2016, at det er muligt også for sunni-muslimer at indrejse i Bagdad via lufthavnen. Der er større sunni-muslimske områder i Bagdad, og ansøgerens svigerinde bor i Bagdad. Baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at de kan bevirke, at ansøgeren opfylder betingelser i udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/50/DTO
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk arabere og shia-muslimer af trosretning fra Basra, Irak. Den mandlige klager har oplyst at have været medlem af Baarth-partiet. Klagerne har i 2007/2008 haft opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet klagerne i 2008 frafaldt opholdstilladelsen og udrejste til Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne i hvert fald efter udløbet af fortrydelsesretten [i sommeren] 2010 har opgivet deres bopæl i Danmark og har taget frivilligt ophold i hjemlandet. Klagernes advokat har anført, at klagernes situation i hjemlandet er gradvis forværret siden 2010. Der har været tale om en generel udvikling, som har været uforudsigelig for klagerne. De vendte tilbage til Irak, fordi der var udsigt til stabile forhold. Da perioden for fortrydelsesret udløb i 2010, kunne klagerne ikke forudse, at situationen ville forværres i det omfang, som er sket. Advokaten har videre anført, at klagerne har en stærk tilknytning til Danmark på grund af den mandlige klagers arbejde som tolk for de danske styrker i Basra, ligesom familien opholdt sig i Danmark fra 2007 og frem til deres udrejse i 2008. Flygtningenævnet bemærker, at klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, som udgangspunkt er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klagerne har opgivet deres bopæl i Danmark og derefter har opholdt sig i deres tidligere opholdsland, Irak, i mere end tolv på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne har legalt ophold i Irak. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerne ikke har benyttet sig af deres mulighed for at fortryde repatrieringen til Irak i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 17 a, stk. 2, idet ansøgningen om bevarelse af opholdstilladelsen først blev indgivet [i sommeren] 2014. Der er ikke for nævnet oplyst om forhold, der har gjort, at klagerne har været afskåret fra at benytte sig af deres fortrydelsesret ved repatriering. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne ikke har en stærk relation til Danmark, idet de kun har opholdt sig i Danmark i lidt over et år i perioden fra indrejsen i 2007 og til udrejsen i 2008, og at klagerne udrejste frivilligt af Danmark som en samlet familie, ligesom klagerne er uden familie i Danmark. Det forhold, at der nu er uroligheder i hjemlandet, og at de i deres hjemområde bliver anset for at være agenter for invasionsstyrkerne, samt at den mandlige klager har set sig nødsaget til at søge tilflugt i henholdsvis Kut, Baghdad og Dyala, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhører trosretningen Ahl-e Haqq (kakai) fra Kerkuk, Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin far, idet hun er blevet forlovet med en mand ved navn [A] mod sin fars vilje. Hun har efterfølgende indgået muslimsk ægteskab med [A] i Danmark, og de har et fællesbarn, der er født [i sommeren] 2016. Hun har yderligere i ansøgningsskemaet henvist til, at familien har været truet af ISIL, hvis ikke de konverterer til Islam. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til hendes far til grund. Nævnet har herved helt overordnet lagt vægt på, at forklaringen på væsentlige punkter har formodningen imod sig. Nævnet bemærker i den henseende, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren efter at have mødt [A], som hun ikke har haft samtaler med forud på grund af frygt for at blive set på gaden med ham, sætter sig ind i en bil hos ham i nærheden af deres hjem, og umiddelbart derefter har samleje med ham. Nævnet bemærker endvidere i den sammenhæng, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor hun mødtes med [A], idet hun under asylsamtalen har oplyst, at de mødtes tæt på hendes bopæl, mens hun under nævnsbehandlingen har oplyst, at de mødtes ”lidt langt væk” fra bopælen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt har lukket sin facebookprofil, således at korrespondancen mellem hende og [A] fra facebook ikke har kunnet verificeres. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår [A] anmodede om at indgå ægtskab med hende, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen nævnte, at dette skete mellem det første og andet møde, hvorimod hun under asylsamtalen og under nævnsbehandlingen oplyste, at det først skete efter det tredje møde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det har formodningen imod sig, at ansøgeren har betroet sin mor, at hun havde haft samleje med [A], når hun var bekendt med, at dette ville få store konsekvenser for hende, hvorved bemærkes, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har oplyst, at hendes far ville slå hende ihjel, hvis han fik kendskab til det. Et flertal i nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren var forfulgt på grund af sit religiøse tilhørsforhold ved udrejsen. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes familie, efter at have forladt deres oprindelige landsby, har kunnet opholde sig i et år i Kirkuk, inden ansøgeren udrejste. Flertallet bemærker i den anledning, at den generelle sikkerhedsmæssige risiko i Irak ikke findes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko for overgreb som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flertallet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/49/LAJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Bagdad, Irak, hvor hun har boet hele sit liv. Hun er gift med en irakisk sunni muslim. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at hun frygter, at hun på grund af hendes fars forhold, og da hun er statsløs palæstinenser, at blive forfulgt af irakiske myndigheder og eventuelt af naboer. Hun har herved oplyst, at personer i militærtøj fra Indenrigsministreret flere gange har opsøgt hendes bolig og ransaget denne. Under den første ransagning [foråret] 2012 fik hun beslaglagt div. falske identitetspapirer, som urigtigt angav, at hun var irakisk statsborger. Det var hendes eget navn, der stod i id-papirerne. En del af navnet var dog ikke angivet. Myndighedspersonerne så på en medbragt liste, hvor farens navn var anført, og sagde til ansøgeren, at hun ikke var iraker, men palæstinenser. Myndighederne tilføjede, at hun derfor ikke havde ret til at blive i landet. Under ransagningen spurgte de pågældende efter hendes far, som de kaldte for terrorist. Faren havde været et højtstående medlem af Fatah og Baath indtil 2003. Faren var officer og havde været ansat i det daværende irakiske militær og deltaget i kamphandlinger mod Iran og i Nord-Irak. Faren var en kendt person i Bagdad. Ansøgeren var selv et aktivt medlem af Baath indtil 2003, hvilket myndighederne dog aldrig har bebrejdet hende. Af ægte identifikationspapirer har hun haft et rejsedokument for palæstinensiske flygtninge, som hun har været meget tilbageholdende med at anvende, da hun frygter at blive associeret med faren. Under den første ransagning blev ansøgeren udsat for vold, og hun måtte derfor opholde sig et par dage på et hospital, hvor hun fødte. Derefter så ægteparret sig nødsaget til at flytte til en anden bolig i Bagdad. Omkring [vinteren] 2013 opholdt ansøgeren sig ca. […] måned i Tyrkiet. Både udrejsen af Irak og tilbagerejsen til Irak foregik illegalt, idet hun foreviste et falsk pas med hendes rigtige navn, hvor det urigtigt var anført, at hun var irakisk statsborger. Efter 2012 blev ægteparrets bolig ransaget yderligere nogle gange. Under ransagningen i 2015 foreviste hun kopi af de i 2012 beslaglagte falske irakiske id-kort, samt oplyste at hendes originale papirer lå hos myndighederne, der var ved at behandle hendes sag. Myndighederne krævede, at ansøgeren sørgede for at få originale id-papirer. Ansøgeren er ikke siden 2012 blevet spurgt ind til farens forhold. Hun udrejste illegalt via Bagdads Lufthavn [sommeren] 2015. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgeren forklaring om hendes familie og identitet til grund, og nævnet tiltræder, at ansøgeren er statsløs palæstinenser. Nævnet lægger tillige til grund, at ansøgerens far havde tilknytning til Saddam Husseins regime og derfor fik problemer efter magtovertagelsen i 2003, samt at han forsvandt i 2006. Flygtningenævnet kan heller ikke afvise, at ansøgeren som mange andre i de senere år har været udsat for myndighedsransagninger i Bagdad. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens konkrete forklaring om ransagningerne til grund, eller at myndighederne de senere år har rejst alvorlige bebrejdelser mod ansøgeren på grund af farens forhold. Ved vurderingen heraf lægger nævnet betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring herom i nævnet har været præget af usikkerhed samt at ansøgeren som svar på en række konkrete spørgsmål alene har svaret generelt og ofte afglidende. Ansøgeren har videre ikke i sit asylansøgningsskema omtalt, at hun har været udsat for ransagninger, og at hun har haft problemer med myndighederne vedrørende id-papirer. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret noget forskelligt om centrale spørgsmål overfor Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Til Udlændingestyrelsen har hun oplyst, at hun ikke har haft problemer med myndighederne mellem ransagningen i 2012 og de to ransagninger i 2015, mens hun i Flygtningenævnet tillige har lagt vægt på en ransagning i 2013, som var årsag til, at hun i en periode opholdt sig i Tyrkiet. Herudover har ansøgeren vedrørende falske irakiske pas overfor Udlændingestyrelsen alene oplyst, at hun under ransagningen i 2012 blandt andet fik beslaglagt et falsk irakisk pas, samt at hun i 2015 udrejste under anvendelse af et andet falsk irakisk pas. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke havde noget falsk pas i 2012, men at hun kort tid før rejsen til Tyrkiet ultimo 2013 anskaffet sig et falsk irakisk pas med hendes rigtige navn. På opklarende spørgsmål om, hvad der blev af dette pas, kunne ansøgeren alene og meget tøvende fortælle, at passet var smidt ud. Forklaringen vedrørende dette pas fremstod lidet troværdigt. Ansøgeren har herudover under begge forklaringer til Udlændingestyrelsen oplyst, at ransagningerne i 2015 var et led i generelle ransagninger i området, mens hun i Flygtningenævnet har forklaret, at myndighederne oplyste, at der blev ransaget efter anmeldelse, som hun mener, må have været indgivet af en nabo. For så vidt angår forholdene i Bagdad bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret, at hun efter udrejsen har talt med sin ægtefælde, der har oplyst, at myndighederne ikke siden ansøgerens udrejse har opsøgt deres bopæl. Ægtefællen samt ansøgerens søster, som er statsløs palæstinenser, samt ansøgeren mor, der er irakisk statsborger, bor fortsat i Irak. Ansøgeren bekendt har de pågældende ikke aktuelle problemer med myndighederne. Uanset den generelt vanskelige situation for statsløse palæstinensere i Bagdad finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/48/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra landsbyen […] nord for Jalawla by i Diyala provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat (IS/Daesh), der [foråret] 2015 sendte et brev til hans bopæl med anmodning om, at han skulle medtage sprængstof til sin arbejdsplads og sprænge denne i luften. Brevet var undertegnet af [A. K.], der har tilknytning til IS. Ansøgeren arbejdede som sikkerhedsleder i firmaet […], hvor han havde ansvaret for 8 ansatte. I pågældende periode udførte han vagtopgaver for […] hos firmaet […] i en lejr omkring 50 km fra […] og 15 km fra Kalar by. Der var mange højtstående udlændinge på arbejdspladsen. I løbet af de næste knap 5 måneder blev ansøgeren også truet telefonisk, og han modtog en række sms-trusler fra en person, der oplyste, at han hed […], tilhørte [A. K.s] gruppe og arbejdede i ansøgerens område. Ansøgeren svarede via sms, at han ikke ville samarbejde. Efter at have fået den første sms forlod ansøgeren sin bopæl og opholdt sig derefter udelukkende på arbejdspladsen. Han havde i den periode telefonisk kontakt med sin mor, som han boede sammen med i landsbyen. Hun oplyste, at der ikke var kommet flere breve. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak [sommeren] 2015. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring om konflikten med IS bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at forklaringen herom i nævnet har været usikker, tøvende og ikke er fremstået selvoplevet. Dette gælder blandt andet forklaringen om brevet fra IS. Forklaringen om indholdet af det omhandlede korte brev har varieret en del, herunder om hvorvidt ansøgerens navn og navnet på arbejdspladsen var anført i brevet. Forklaringen om sms`er og den telefoniske kontakt har også varieret. Ansøgeren har blandt andet i sit asylskema skrevet, at han blev ringet op af terrorister næsten hver dag, mens han senere har oplyst, at han blev kontaktet telefonisk en eller få gange. Hertil kommer, at det kan undre, at ansøgeren ikke advarede sin arbejdsplads om bombetruslen, når han var ansat som leder for sikkerhedsvagter. Det svækker tillige ansøgerens generelle troværdighed, at han til Udlændingestyrelsen forklarede, at han efter ankomst til Danmark talte i telefon med sin mor to eller et par gange, mens han i Flygtningenævnet forklarede, at dette kun skete en gang. Af disse grunde, og efter en samlet vurdering, kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om den konkrete konflikt med IS til grund. Ansøgeren har ikke i øvrigt oplyst om alvorlige asylrelevante problemer på grund af sin baggrund og arbejdsforhold. Uanset, at ansøgeren - der er kurder fra Diyala - er ateist og har arbejdet i et udenlandsk sikkerhedsfirma, finder Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne og ansøgerens forklaring herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/47/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Tuz Khurmato, Salah Ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for etniske kurdere i Irak, herunder de shiitiske militser, Islamisk Stat og turkmenerne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i [slutningen af] 2015 blev slået ihjel i forbindelse med en eksplosion i ansøgerens hjemby, Tuz Khurmato. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har ikke forud for sin udrejse haft individuelle konflikter og henviser alene til den generelle situation omkring Tuz Khurmato. Som følge af baggrundsoplysningerne lægger nævnet til grund, at der er spændinger og uroligheder omkring hans hjemby, hvor både peshmerga, PUK og shia-militser er til stede. Et flertal af nævnet finder på trods heraf ikke, at den generelle sikkerhedssituation i ansøgerens hjemområde giver grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af hans blotte tilstedeværelse. Han har herefter ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/46/LAJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Bagdad, Irak, hvor hun har boet hele sit liv. Hun er gift med en irakisk sunni muslim. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at hun frygter, at hun på grund af hendes fars forhold, og da hun er statsløs palæstinenser, at blive forfulgt af irakiske myndigheder og eventuelt af naboer. Hun har herved oplyst, at personer i militærtøj fra Indenrigsministreret flere gange har opsøgt hendes bolig og ransaget denne. Under den første ransagning [foråret] 2012 fik hun beslaglagt div. falske identitetspapirer, som urigtigt angav, at hun var irakisk statsborger. Det var hendes eget navn, der stod i id-papirerne. En del af navnet var dog ikke angivet. Myndighedspersonerne så på en medbragt liste, hvor farens navn var anført, og sagde til ansøgeren, at hun ikke var iraker, men palæstinenser. Myndighederne tilføjede, at hun derfor ikke havde ret til at blive i landet. Under ransagningen spurgte de pågældende efter hendes far, som de kaldte for terrorist. Faren havde været et højtstående medlem af Fatah og Baath indtil 2003. Faren var officer og havde været ansat i det daværende irakiske militær og deltaget i kamphandlinger mod Iran og i Nord-Irak. Faren var en kendt person i Bagdad. Ansøgeren var selv et aktivt medlem af Baath indtil 2003, hvilket myndighederne dog aldrig har bebrejdet hende. Af ægte identifikationspapirer har hun haft et rejsedokument for palæstinensiske flygtninge, som hun har været meget tilbageholdende med at anvende, da hun frygter at blive associeret med faren. Under den første ransagning blev ansøgeren udsat for vold, og hun måtte derfor opholde sig et par dage på et hospital, hvor hun fødte. Derefter så ægteparret sig nødsaget til at flytte til en anden bolig i Bagdad. Omkring [vinteren] 2013 opholdt ansøgeren sig ca. […] måned i Tyrkiet. Både udrejsen af Irak og tilbagerejsen til Irak foregik illegalt, idet hun foreviste et falsk pas med hendes rigtige navn, hvor det urigtigt var anført, at hun var irakisk statsborger. Efter 2012 blev ægteparrets bolig ransaget yderligere nogle gange. Under ransagningen i 2015 foreviste hun kopi af de i 2012 beslaglagte falske irakiske id-kort, samt oplyste at hendes originale papirer lå hos myndighederne, der var ved at behandle hendes sag. Myndighederne krævede, at ansøgeren sørgede for at få originale id-papirer. Ansøgeren er ikke siden 2012 blevet spurgt ind til farens forhold. Hun udrejste illegalt via Bagdads Lufthavn [sommeren] 2015. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgeren forklaring om hendes familie og identitet til grund, og nævnet tiltræder, at ansøgeren er statsløs palæstinenser. Nævnet lægger tillige til grund, at ansøgerens far havde tilknytning til Saddam Husseins regime og derfor fik problemer efter magtovertagelsen i 2003, samt at han forsvandt i 2006. Flygtningenævnet kan heller ikke afvise, at ansøgeren som mange andre i de senere år har været udsat for myndighedsransagninger i Bagdad. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens konkrete forklaring om ransagningerne til grund, eller at myndighederne de senere år har rejst alvorlige bebrejdelser mod ansøgeren på grund af farens forhold. Ved vurderingen heraf lægger nævnet betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring herom i nævnet har været præget af usikkerhed samt at ansøgeren som svar på en række konkrete spørgsmål alene har svaret generelt og ofte afglidende. Ansøgeren har videre ikke i sit asylansøgningsskema omtalt, at hun har været udsat for ransagninger, og at hun har haft problemer med myndighederne vedrørende id-papirer. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret noget forskelligt om centrale spørgsmål overfor Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Til Udlændingestyrelsen har hun oplyst, at hun ikke har haft problemer med myndighederne mellem ransagningen i 2012 og de to ransagninger i 2015, mens hun i Flygtningenævnet tillige har lagt vægt på en ransagning i 2013, som var årsag til, at hun i en periode opholdt sig i Tyrkiet. Herudover har ansøgeren vedrørende falske irakiske pas overfor Udlændingestyrelsen alene oplyst, at hun under ransagningen i 2012 blandt andet fik beslaglagt et falsk irakisk pas, samt at hun i 2015 udrejste under anvendelse af et andet falsk irakisk pas. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke havde noget falsk pas i 2012, men at hun kort tid før rejsen til Tyrkiet ultimo 2013 anskaffet sig et falsk irakisk pas med hendes rigtige navn. På opklarende spørgsmål om, hvad der blev af dette pas, kunne ansøgeren alene og meget tøvende fortælle, at passet var smidt ud. Forklaringen vedrørende dette pas fremstod lidet troværdigt. Ansøgeren har herudover under begge forklaringer til Udlændingestyrelsen oplyst, at ransagningerne i 2015 var et led i generelle ransagninger i området, mens hun i Flygtningenævnet har forklaret, at myndighederne oplyste, at der blev ransaget efter anmeldelse, som hun mener, må have været indgivet af en nabo. For så vidt angår forholdene i Bagdad bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret, at hun efter udrejsen har talt med sin ægtefælde, der har oplyst, at myndighederne ikke siden ansøgerens udrejse har opsøgt deres bopæl. Ægtefællen samt ansøgerens søster, som er statsløs palæstinenser, samt ansøgeren mor, der er irakisk statsborger, bor fortsat i Irak. Ansøgeren bekendt har de pågældende ikke aktuelle problemer med myndighederne. Uanset den generelt vanskelige situation for statsløse palæstinensere i Bagdad finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/48/KAA Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim (Al-sarkhi) af trosretning fra Al-Diwaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter al-Badr og de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han om følge af sit tilhørsforhold til Al-sarkhi løbende har oplevet chikane og dårlig behandling fra al-Badr og at han frygter tvangsrekruttering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Badr-militsen fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor konflikten fandt sted, og om de nærmere omstændigheder ved konflikten, herunder om personerne fra al-Badr var uniformerede eller ikke. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren frivilligt skulle opsøge det sted, hvor al-Badr-militsen har sit hovedkvarter, når han som Al-sarkhi-tilhænger var klar over, at der var et modsætningsforhold mellem al-Badr og Al-sarkhi. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe efter konflikten med al-Badr han flygtede. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor og hvornår han fik udstedt sit pas. Ansøgeren har således dels forklaret, at han fik sit pas udstedt i Al-Diwaniyah, dels at han fik det udstedt i Bagdad. Hertil kommer, at der efter ansøgerens forklaring var tale om en konflikt af lav intensitet, idet ansøgeren har forklaret, at han kom op at skændes med medlemmer af al-Badr, og at det var ved at komme til slagsmål, men at en gruppe unge greb ind, hvorefter der ikke skete mere. Det forekommer derfor påfaldende, at ansøgeren har forklaret, at denne konflikt var den primære årsag til ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sit tilhørsforhold til Al-sarkhi-bevægelsen risikerer tvangsrekruttering til al-Badr-militsen. Flygtningenævnet finder på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i sagen J.K. and Others vs. Sweden, præmis 55, ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af ansøgerens blotte tilstedeværelse i Irak. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/46/STR
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive bortført eller slået ihjel af Islamisk Stat, fordi hun arbejdede for militæret, og fordi hun er en kvinde, som boede alene. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at andre ansatte i militæret har været udsat for både bortførelse og bombardementer, og at både Islamisk Stat samt shiitiske grupperinger har stået bag disse. Ansøgeren har videre oplyst, at der i Kirkuk findes mange personer med tilknytning til Islamisk Stat. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun fra 2004 og frem til sin udrejse i 2015 var ansat i militæret og derfor frygter at blive bortført eller dræbt af Islamisk Stat eller ekstremistiske grupper. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren alene som følge af ansættelsen i det irakiske militær ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft anden funktion i militæret end at arbejde på et kontor, og at hun aldrig selv har oplevet nogen personlige konflikter, men er udrejst af Irak på grund af de generelle omstændigheder for ansatte i militæret og for enlige kvinder. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om sin viden om konkrete hændelser rettet mod andre ansatte i militæret ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren som enlig, kurdisk kvinde kan anses for at være i en særlig sårbar situation omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har to brødre, der bor i Kirkuk. Herefter, og da de generelle forhold i Irak ikke kan begrunde asyl, jf. herved præmis 55/56 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, J.K. and Others v. Sweden, finder nævnet sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/45/kaa
Nævnet stadfæstede i oktober Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Balad, Salah Ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangshvervet til en irakisk milits. Han har til støtte herfor oplyst, at han er blevet forsøgt hvervet af en irakisk shia-milits ved navn Al Hashd-al-Shaabi. Han blev kidnappet af militsen, da han afslog at slutte sig til dem og blev løsladt, efter at hans familie konfronterede militsen. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at der er værnepligt i Irak, og at værnepligten i Irak er med henblik på deltagelse i krig. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt som følge af, at der siden 2003 har været uroligheder og kampe i den del af Irak, hvor han kom fra, ligesom Islamisk Stat i 2014 omringede byen Balad, hvilket blandt andet betød, at byen blev ødelagt, og at der hverken var mad eller rent drikkevand i byen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren blev forsøgt hvervet af en milits, og at han blev tilbageholdt i ti dage, i hvilken forbindelse han blev udsat for tortur. Idet ansøgeren har forklaret, at han blev løsladt som følge af forhandlinger mellem hans stamme og militsen, da han har forklaret, at militsen ved løsladelse var en kujon, som de ikke kunne bruge, da ansøgeren ikke efterfølgende ikke blev opsøgt i de fem måneder han opholdt sig i sit hjem, og da hans nu 19-årige bror ikke er blevet opsøgt, finder nævnet, at forholdet til militsen er afsluttet. Det tillægges endvidere vægt, at ansøgeren eller hans familie ikke efterfølgende er blevet opsøgt. Flygtningenævnet tillægger ikke det fremlagte trusselsbrev vægt, idet det forekommer usandsynligt, at brevet indkastes på hans forældres bopæl ni måneder efter hans udrejse. Efter samtlige oplysninger, herunder det af advokaten fremlagte, må nævnet lægge til grund, at der ikke på nuværende tidspunkt er obligatorisk militærtjeneste. De generelle forhold for sunni-muslimer i Irak kan efter praksis ikke i sig selv føre til asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at det fremgår af en af ansøgeren fremlagt YouTube video publiceret i maj måned, at shia-militser i ansøgerens hjemegn ikke vil tillade fordrevne sunni-muslimer at vende hjem, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale: ”Iraq Control of Terrain Map: August 25, 2016” fra ISW, at regeringens styrker også er til stede i Balad og nærområdet, herunder ruten til Baghdad, at ansøgerens familie, herunder hans nu voksne bror, fortsat bor i Balad, og at familien ikke har oplevet problemer med shia-militserne. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren efter sin forklaring har kontakt med sin familie omkring hver anden uge. Idet de generelt vanskelige forhold i Irak hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden til Irak skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2016/44
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og agnostiker fra […] i Nasria, Thi Qar, Irak. Ansøgeren har været medlem af [en organisation] i perioden fra sommeren 2004 til 2008. Derudover har han arbejdet for organisationen […] i perioden 2006 til 2010, samt for organisationen […] i perioden fra sommeren 2004 til 2006. Desuden har ansøgeren arbejdet for en organisation ved navn […] i perioden fra sommeren 2004 til 2006. Endvidere har ansøgeren været aktiv i omtrent seks måneder i organisationen […] på et tidspunkt i 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af personer fra en islamisk organisation, fordi han har været medlem af flere forskellige organisationer og har skrevet kritisk om islam. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i sommeren 2004 var medlem af organisationen […], hvor han officielt stoppede med at arbejde i 2008. Han fortsatte dog med at arbejde uofficielt for organisationen indtil hans udrejse af Irak. Ansøgeren holdt i den periode blandt andet oplæg om kvinders rettigheder, terrorofre og børns rettigheder. Herudover startede ansøgeren i 2006 med at arbejde for organisationen […], hvor han arbejde indtil sin udrejse i 2010. Ansøgeren var medlem af kulturudvalget, og han skulle holde møde og oplæg, blandt andet om kvinders rolle i samfundet. Desuden har ansøgeren forklaret, at han i perioden fra 2004 til 2006 har arbejdet for tre andre organisationer. I [foråret] 2008 startede truslerne mod ansøgeren. Første gang han blev truet, kastede en ukendt person en sten mod hans hoveddør, mens han var hjemme. Omkring stenen sad en seddel, hvoraf der fremgik en trussel på ansøgerens liv. Ansøgeren kontaktede samme dag politiet og anmeldte episoden. Politiet patruljerede rundt om ansøgerens hus i to dage, men der skete ikke yderligere. Herefter oplevede ansøgeren flere gange, at personer, herunder hans naboer, venner og bekendte, beskyldte ham for at samarbejde med amerikanerne. Ansøgeren blev beskyldt herfor, fordi han holdt oplæg og var agnostiker. Derudover vendte hans familie sig mod ham grundet disse beskyldninger. Syv måneder efter den første trussel blev ansøgeren igen truet. Mens han sad i en bil, blev han omringet af to biler med ukendte bevæbnede og maskerede mænd. Der blev skudt mod ansøgeren i ti minutter med Kalashnikovs og maskinpistoler. Politiet var til stede under fem minutter efter beskydningerne, og de efterforskede sagen. Ansøgeren fik dog aldrig resultatet af efterforskningen at vide. Efter denne episode opholdt ansøgeren sig et til halvandet år i Irak på sin farfars plantage i […], hvorefter han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om de angreb, han angiveligt har været udsat for af militante, religiøse grupperinger. Nævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Det er navnlig påfaldende, at ansøgeren i dag som noget væsentligt nyt har forklaret om indholdet af to trusselsbreve, og om at der ved flere lejligheder er blevet anvendt håndgranater mod hans bopæl. Hertil kommer, at ansøgeren nu også har forklaret, at han er blevet kidnappet i Irak. I forbindelse med vurderingen af sagen har nævnet endvidere fundet, at ansøgerens forklaring om den angivelige skudepisode og det efterfølgende forløb fremstår påfaldende og usandsynlig. På den anførte baggrund har ansøgeren – uanset at han forud for sin udrejse af landet har haft en tilknytning til humanitære organisationer i Irak – ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for at blive udsat for forfølgelse i Irak, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/43/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Najaf, Irak. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer fra en ukendt milits, som han er blevet truet af. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i september 2010 begyndte at arbejde som vagt i det britiske sikkerhedsfirma […]. Da den mandlige ansøger havde arbejdet for [sikkerhedsfirmaet] i omkring en måned, modtog han et opkald fra en ukendt person, som truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke opsagde sit arbejde. Den mandlige ansøger modtog efterfølgende endnu et truende telefonopkald, hvorfor han i slutningen af [vinteren] 2010 opsagde sit arbejde og begyndte en uddannelse på teknologisk institut. I [begyndelsen af] 2012 begyndte den mandlige ansøger at arbejde som landmåler for firmaet [S], som samarbejdede med et fransk firma. Efter omkring seks måneder modtog den mandlige ansøger et truende telefonopkald fra en ukendt person, og fik at vide, at han skulle stoppe med at arbejde for [S] og arbejde for dem i stedet. [En nærmere bestemt dato i sommeren] 2015 blev ansøgeren stoppet af fire maskerede personer, der kom kørende i en bil. Ansøgeren blev slået og kastet ned på jorden. De fire mænd forsøgte at få den mandlige ansøger ind i bilen, men han gjorde modstand, ligesom folk fra de nærliggende butikker hjalp. Senere samme aften kom politiet til ansøgerens bopæl, hvor han blev afhørt om hændelsen med de fire maskerede personer. Den mandlige ansøger fortsatte med at arbejde for [S] [et par uger mere] og udrejste til Tyrkiet [en nærmere bestemt dato]. Flygtningenævnet tiltræder, at den kvindelige ansøger er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende på en række centrale punkter, ligesom forklaringerne forekommer bemærkelsesværdige og konstrueret til lejligheden. Den mandlige ansøger har således til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 forklaret, at han ca. 6 måneder efter, at han i [vinteren] 2012 havde fået arbejde i […]firmaet [S], blev ringet op af en ukendt person, der sagde, at han skulle arbejde for dem. Til asylsamtalen [i foråret] 2015 forklarede den mandlige ansøger, at han blev ringet op i starten af 2013, at manden sagde, at han var bekendt med, at ansøgeren havde fået nyt job, og at han skulle stoppe med at arbejde for [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at der herefter gik 8 måneder, før han igen – i april eller maj 2014 - blev kontaktet af nogle ukendte personer såvel telefonisk som ved sms. Personerne sagde og skrev, at han skulle stoppe med sit arbejde og komme og arbejde for dem. Til asylsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han efter to måneder igen blev ringet op af den samme mand. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at de personer, der angiveligt kontaktede den mandlige ansøger flere gange over flere år, herunder med tilbud om, at han skulle arbejde for dem i stedet for at arbejde for et udenlandsk firma, ringede fra ukendte numre og ikke præsenterede sig eller fortalte, hvad det pågældende arbejde bestod i, og at de aldrig opsøgte ham. Den mandlige ansøger har endvidere til asylsamtalen forklaret, at hans mor døde [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2015, og at han aldrig er blevet kontaktet, hverken ringet op eller opsøgt, efter kidnapningsforsøget [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har i sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015 forklaret, at hendes mands forældre var hjemme [på dagen for kidnapningsforsøget], og til sin asylsamtale [i vinteren] 2015 har hun forklaret, at da hendes mand kom hjem efter kidnapningsforsøget [den nærmere bestemte dato], var hans mor og søskende til stede, og at hun selv, hans mor og hans søskende kom noget vand på hans ansigt, fordi han besvimede. Den kvindelige ansøger forklarede videre, at hendes mand efter [datoen for kidnapningsforsøget] igen begyndte at modtage trusler om, at han skulle lade være med at flygte, idet de altid kunne finde ham. Den kvindelige ansøger har endvidere til såvel oplysnings- og motivsamtalen som i asylsamtalen forklaret, at hendes mand også inden kidnapningsforsøget havde anmeldt andre trusler til politiet, der ikke havde gjort noget, mens den mandlige ansøger ikke har forklaret noget herom. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den kvindelige ansøgers forklaring om kidnapningsforsøget af hendes mand er præget af en meget lille detaljeringsgrad. Den kvindelige ansøger har således i såvel oplysnings- og motivsamtalen som under asylsamtalen forklaret, at hun ikke husker, om hendes mand tog afsted om formiddagen eller om eftermiddagen eller hvad tid, han kom hjem. Hun har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen og for nævnet forklaret, at hun ikke vidste, hvad hendes mand skulle, da han tog hjemmefra [den dag han blev forsøgt kidnappet]. Herefter, og da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge deres asylmotiv, finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Irak/2016/42/STR
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter militserne, som vil have, at han tilslutter sig dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2007 blev tilbageholdt af Al Mahdi militsen. Efter et par dage blev ansøgeren overgivet til det irakiske politi, som mistænkte ham for at være terrorist. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring to år, hvor han blev udsat for tortur. De irakiske myndigheder løslod ansøgeren i 2008/2009 på grund af mangel på beviser. Efter løsladelsen blev ansøgeren løbende chikaneret af myndighederne og militserne, som samarbejde med myndighederne. I [sommeren] 2014 forsøgte Asaib Ahl Al Hak at rekruttere ansøgeren til at kæmpe mod Islamisk Stat. Militserne har udstedt et dekret om at henrette alle, som er udrejst af Irak uden at tilslutte sig dem. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren var fængslet fra 2007 til 2009, og under fængslingen blev udsat for tortur. Nævnet finder imidlertid, på baggrund af ansøgerens forklaring, hvorefter han ikke efterfølgende havde væsentlige problemer med myndigheder, at dette forhold må betragtes som afsluttet. Det lægges også til grund, at ansøgeren i sommeren 2014 modtog henvendelse fra personer, der ønskede, at han skulle tilslutte sig Asaib Ahl Al Hak. Ansøgeren har forklaret, at mange unge sunni-muslimer i kvarteret fik en tilsvarende henvendelse. Derfor, og idet det på baggrund af de fremlagte dokumenter ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens broders død har sammenhæng med forsøget på at tvangshverve ansøgeren, finder nævnet, at der er tale om en generel situation, og at ansøgeren ikke har været individuel forfulgt. Det forhold, at ansøgeren er udrejst af Irak eller sunni-muslimernes generelle situation i Irak, er ikke i sig selv asylbegrundende. Idet nævnet har lagt til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur, er der ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/41/STR
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Asaeb Ahel al-Haq, fordi han har arbejdet for den danske organisation [A], og fordi han nægter at tilslutte sig dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede for [A] i perioden fra [et nærmere angivet tidspunkt i begyndelsen af] 2014 til [et nærmere angivet tidspunkt i sommeren] 2014, hvor han var ammunitionsrydder. Nogle måneder inden ansøgerens udrejse søgte Asaeb Ahel al-Haq via ansøgerens fætter ansøgerens brødre, som sagde, at ansøgeren skulle stoppe med at arbejde for [A] og i stedet arbejde for dem. Efterfølgende blev han ringet op af en ukendt person, som sagde, at ansøgeren skulle stoppe med at arbejde for [A]. Ansøgeren blev ligeledes opsøgt på sin bopæl af 4 til 6 personer fra Asaeb Ahel al-Haq, hvor han og ægtefællen blev udsat for vold. Personerne sagde til ansøgeren, at de flere gange havde sagt, at han skulle stoppe sit arbejde hos [A]. Den efterfølgende dag opsagde ansøgeren sit arbejde. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt af sin fætter, som var tilknyttet Asaeb Ahel al-Haq, der truede ham til at tilslutte sig militsen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren var ansat i [A]. På baggrund af baggrundsoplysningerne, og da der er tale om et vestlig firma, finder Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at ansøgeren er blevet truet til at ophøre med sit arbejde, hvilket skete [det nærmere bestemte angivne tidspunkt i sommeren] 2014. Flygtningenævnet tilsidesætter dog ansøgerens forklaring om episoden umiddelbart forinden, da forklaringen er væsentlig udbygget for så vidt angår volden, og da ansøgeren har forklaret divergerende om ægtefællens indlæggelse. Da ansøgeren ikke har oplyst om forsøgene på tvangshvervning under oplysnings- og motivsamtalen, da han har fået udstedt pas [otte dage efter han opsagde dit job i sommeren] 2014, da han forblev boende på sin egen adresse i 50 dage efter opsigelsen, da han ikke har været i stand til at tidsfæstne det påståede andet besøg fra fætteren i forhold til udrejsen og da han ikke besidder særlige færdigheder, der kunne være at interesse for militsen, finder nævnet ikke, at denne del af forklaringer er troværdig, hvorfor den tilsidesættes. Idet det således ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har haft problemer med militsen efter [den nærmere bestemte dag i sommeren 2014, hvor han blev opsøgt] og til udrejsen, og da hans familie ikke er blevet opsøgt, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil få problemer med Asaeb Ahel al-Haq ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgeren har derefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/40/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere fra Bagdad, Irak. Den mandlige ansøger er sunnimuslim, og den kvindelige ansøger er shiamuslim. Den mandlige ansøger har været medlem af Baath partiet siden 1992. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger er eftersøgt af myndighederne som følge af, at han har medvirket til at udlevere tre iranske officerer til de amerikanske styrker. Han har videre henvist til, at han frygter Islamisk Stat, idet han figurerer på en liste over personer, der har samarbejdet med de amerikanske styrker. Vedrørende Bulgarien har ansøgerne henvist til, at den mandlige ansøger oplevede problemer med mafiaen, ligesom han blev fængslet. Den mandlige ansøger blev i sommeren 2005 tilbageholdt af Mahdi-militsen. Efter syv dage blev han løsladt, da amerikanerne angreb stedet. Et par dage derefter rejste han, ægtefællen og deres ældste søn til Syrien, hvor de opholdt sig frem til 2007, hvor de flyttede tilbage til Irak. Den mandlige ansøger blev en del af al-Sahwa-militsen. I sommeren 2009 var den mandlige ansøger som en del at sit arbejde for militsen med til at overgive tre iranske officerer til de amerikanske styrker. Iranerne blev senere slået ihjel. I slutningen af 2009 blev den mandlige ansøger tilbageholdt af Nationalgarden. Han blev løsladt to til tre måneder senere, og han fortsatte derefter sit arbejde for militsen. Fire til fem måneder efter løsladelsen blev han tilbageholdt af det irakiske forsvarsministerium. De udspurgte ham om episoden med de tre iranere. Han blev løsladt en måned senere og forlod derefter militsen. Han modtog derefter en kuvert med en patron, hvilket han opfattede som en dødstrussel, hvorfor han udrejste af Irak i [efteråret] 2010. Han opholdt sig i Bulgarien frem til [starten af] 2011, hvor han fik information om, at Nationalgarden havde tilbageholdt hans ægtefælle og børn. 10 dage efter indrejste han i Irak, da han havde fået at vide, at familien ville blive løsladt, hvis han meldte sig selv. Ægtefællen og børnene blev herefter løsladt. Den mandlige ansøger var tilbageholdt i omkring et halvt år, inden han blev løsladt. Familien udrejste af Irak to til tre måneder senere. Ansøgerne opholdt sig i Bulgarien i omkring et halvt år. På grund af de dårlige levevilkår rejste de til Erbil, Irak, [i sommeren] 2012. Efter omkring en måned rejste ansøgerne igen til Europa. Ansøgerne blev af de østrigske myndigheder sendt tilbage til Irak. I [foråret] 2013 blev den mandlige ansøger anholdt af en shiamuslimsk milits. Han var tilbageholdt indtil [efteråret] 2013. Herefter modtog han flere dødstrusler, og ansøgerne udrejste af Irak i [foråret] 2014. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at det i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelser [fra] 2015 kan lægges til grund, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder således i det væsentlige ikke at kunne afvise ansøgernes forklaringer om asylmotivet, herunder at den mandlige ansøger flere gange har været tilbageholdt og er blevet udsat for tortur, efter at han har samarbejdet med de amerikanske myndigheder, og at han ved en tilbagevenden til Irak på ny risikerer at blive anholdt og udsat for tortur. Det skal herefter vurderes, om Bulgarien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgerne har opnået beskyttelsesstatus i Bulgarien, og det må efter de foreliggende baggrundsoplysninger derfor lægges til grund, at ansøgerne og deres to mindreårige børn kan indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien. Et andet flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder videre, at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Bulgarien, og at ansøgerne vil være beskyttet mod refoulement. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgerne vil have adgang til sundhedsydelser i Bulgarien, og at sundhedsbehandlingen er gratis, såfremt ansøgerne registrerer sig hos en praktiserende læge. Der henvises herom til UNHCR’s rapport ”Bulgaria as a Country of Asylum”, fra april 2014 samt Bordermonitoring.eu ”Trapped in Europes Quagmire” fra juli 2014. Det fremgår også af baggrundsoplysningerne, at ansøgernes børn vil have samme adgang til uddannelse som bulgarske statsborgere, idet flygtningebørn dog skal gennemføre et sprogkursus, før de kan blive optaget på en skole. Undervisningen på skolerne er gratis. Det er herefter flertallets samlede vurdering, at ansøgerne vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold, således at Bulgarien kan tjene som et første asylland for ansøgerne og deres børn, og flertallet finder ikke, at en udsendelse af ansøgerne og børnene til Bulgarien vil udgøre en krænkelse af EMRK art. 3. Ved vurderingen har flertallet lagt afgørende vægt på, at oplysningerne om ansøgernes personlige forhold samt de lægelige oplysninger om ansøgernes barn, [navn på ansøgernes barn], og en psykologisk screening af den kvindelige ansøger ikke giver grundlag for at anse ansøgerne og deres børn for at være særligt sårbare. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerne vil kunne opnå de bulgarske myndigheders beskyttelse mod eventuelle chikanerier. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/4/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og etnisk kurder samt sunni muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Islamisk Stat har overtaget kontrollen i hans landsby, hvorfor han og hans familie har været nødsaget til at flygte. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Islamisk Stat behandlede landsbybeboerne utilstedeligt og barbarisk. Ansøgeren har videre oplyst, at hans onkel blev dræbt, som konsekvens af de vilkårlige angreb i landsbyen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at situationen i hans landsby eskalerede i ultimo juni 2014, hvorefter han og hans familie flygtede til en flygtningelejr for internt fordrevne uden for [A] by. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Det bemærkes, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema er blevet anmodet om en tydelig og detaljeret beskrivelse af, hvorfor han har været nødt til at rejse fra sit hjemland, men at han intet har anførte om, at han personligt havde været i kamp med ISIS. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren alene anført, at hans familie har kæmpet mod ISIS, men intet om, at hans selv har deltaget, ligesom han på udtrykkelige spørgsmål har forklaret, at han ikke har haft personlige konflikter med hverken PKK, YPG, IS, de irakiske myndigheder, kriminelle grupper eller andre grupperinger, herunder privatpersoner. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. I den forbindelse bemærkes tillige, at ansøgeren ikke vurderes som værende særlig profileret, og at hans formodning om, at ISIS skulle være i besiddelse af navne på alle de kæmpende landsbybeboere, herunder hans eget ikke findes underbygget eller sandsynligt. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak72016/39/snd
Nævnet stadfæstede i september Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb fra sin bror. Broren er fundamentalistisk og har slået ansøgeren, ligesom han har truet med at slå hende ihjel, fordi hun bor hos sine forældre i Irak, mens hendes ægtefælle bor i Danmark. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Irak. Ansøgerens advokat har i sit indlæg for Flygtningenævnet anmodet om, at sagen udsættes på en psykologisk udredning af ansøgeren, idet hun på grund af sine psykiske problemer har haft vanskeligt ved at redegøre for sine forhold. Ansøgeren har ifølge oplysnings- og motivsamtalen den 1. juni 2016 oplyst, at hun ikke havde helbredsproblemer og var sund og rask, og ansøgeren har for nævnet ikke fremstået som psykisk påfaldende, ligesom der ikke i øvrigt er forhold, der taler for at udsætte sagen som begæret af ansøgerens advokat. Flygtningenævnet tager derfor ikke anmodningen om udsættelse til følge. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv om frygten for sin bror til grund, idet dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således intet oplyst herom i asylskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen, og det er heller ikke omtalt i indlægget af 27. september 2016 fra ansøgerens advokat. Ansøgeren har i øvrigt svaret afglidende og usikkert på spørgsmål om, hvornår hun angiveligt blev truet af broren første gang og om baggrunden for, at broren pludselig i 2015 skulle begynde at true hende på livet som følge af, at hun fortsat bor hos sin familie og ikke hos sin mand i Danmark, selv om dette har stået på siden 2005. Ansøgeren har i øvrigt oplyst, at hun frygter de generelle forhold i Irak, fordi der er stor usikkerhed i landet, og at hendes psykiske helbred er blevet påvirket heraf samt af det vanskelige i at tage sig af to børn alene. Ansøgeren har ikke haft konflikter med myndigheder, private eller grupper i Irak. Det er på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at hun risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. De generelle forhold i Irak og den omstændighed, at det har været hårdt for ansøgeren at varetage rollen som enlig forælder med to børn gennem mange år, kan ikke medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/38/ADP
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, irakisk statsborger og shiamuslim fra Karbala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, sin tidligere kærestes klan, som vil dræbe ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et ukendt tidspunkt i 2011 startede på et introkursus på Karbala Universitetet. Her mødte han en pige ved navn […], som han godt kunne lide. I løbet af 2012 fik de et tættere forhold og dannede par ind til, at de dimitterede i juni 2014. De mødtes kun på områder ved universitetet. Ansøgeren har videre forklaret, at han fortalte sine egne forældre om forholdet til [pigen]. Omkring to uger før ansøgerens udrejse af Irak, ville [pigens] familie have, at hun skulle gifte sig med sin fætter, hvilket hun nægtede. Hendes far slog hende, fordi hun modsatte sig ægteskabet. Omkring tre dage før ansøgerens udrejse opsøgte [pigens] onkel, og måske hendes far, i myndighedsbiler ansøgerens bopæl. De skød i luften. Ansøgerens bror, […], åbnede døren, og hans mor og far kom også frem i døren. Ansøgeren var ikke selv hjemme, da det skete. Personerne fra [pigens] klan ransagede ansøgerens families hus, fordi de ledte efter ansøgeren. Ansøgeren blev ringet op af [sin bror], som advarede ansøgeren mod at komme hjem. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han tog efter episoden tog ophold hos sin fætter i Baghdad. Imens ansøgeren befandt sig i Baghdad, blev der holdt et klanmøde mellem ansøgerens klan og [pigens] klageren. Resultatet af mødet blev, at ansøgeren skulle udrejse af Irak, og at han ville blive dræbt, hvis han vendte tilbage, fordi han havde krænket [pigens] klans ære ved at have et forhold til hende. Ansøgerens bror, […], ringede og fortalte ham om mødet, og ansøgeren fik fremsendt sit pas og penge af sin far, som var vred på ham. Derefter rejste ansøgeren med fly fra Baghdad til Najaf, videre med bus til Ankara og udrejste derefter. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende angående henvendelsen på ansøgerens bopæl, blandt andet om hvem der henvendte sig fra [pigens] familie, om der skete ransagning, om der fandt skyderier sted, om hvem der åbnede døren, og om hvor ansøgeren befandt sig. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om [pigens] klanforhold, ligesom ansøgeren for Flygtningenævnet har vedgået, at hans oplysninger om, at hun skulle være blevet slået af faren alene er baseret på formodninger. Endelig har ansøgeren forklaret upræcist om farens reaktion over for ham, herunder om ansøgeren er blevet udstødt af sin familie, og om den aftale, som klanerne skal have indgået angående ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at der er tale om centrale momenter i det påberåbte asylmotiv. Endvidere skal det bemærkes, at det påberåbte asylmotiv i det hele er baseret på andenhånds oplysninger. Vedrørende forholdet til [pigen] skal det fremhæves, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt tog initiativ til at indlede frieri, selvom han og [pigen] havde afsluttet deres universitetsuddannelse, ligesom ansøgeren ikke efterfølgende har søgt at forhøre sig om [pigens] skæbne. Ansøgeren udrejste legalt af Irak. Ved vurderingen af ansøgeren forklaringer må der lægges vægt på, at ansøgeren er en veluddannet person, der må formodes at være i stand til at formulere sig præcist over for omverdenen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet på troværdig vis har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forholdet omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/37/IBL
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil opleve problemer fra tre personer, der mener, at ansøgeren har angivet deres børn til de amerikanske styrker, der førte til, at de blev fængslet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han fik endelig afslag på asyl af Flygtningenævnet [i foråret] 2010. Omkring nytårsaften 2010/2011 genindrejste ansøgeren i Irak og tog ophold i Mosul. Ansøgeren og hans familie blev under de første ti dage af opholdet i Mosul chikaneret af ukendte personer. Ansøgeren blev kaldt forræder af tre personer. De slog og kastede med sten efter ansøgeren og hans families hus. Episoden hænger sammen med konflikten, der i 2007 medførte, at ansøgeren udrejste af Irak. Efter ti dage i Mosul rejste ansøgeren til [en iransk landsby], hvor han opholdt sig hos sin fars slægtninge indtil sin udrejse i [sommeren] 2014. Under opholdet i [en iransk landsby] blev nogle indsatte i fængslet […], der ligger tæt på [en iransk landsby], løsladt. Nogle af de løsladte var de personer, som ansøgeren i sin tid havde angivet til myndigheder, hvorfor de efter løsladelsen opsøgte ansøgerens mor og bror. Ansøgerens mor blev skubbet og hans bror blev slået. Ansøgerens mor kontaktede ansøgeren efter episoden, og bad ham om at udrejse igen. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter i [sommeren] 2014 af Irak via en landevej til Iran. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Mosul, som led i at militsen, Islamiske Stat, har overtaget kontrollen med området. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på en række punkter forekommer upræcis og ikke selvoplevet. Dette gælder således blandt andet hans forklaring om arten og omfanget af den chikane eller vold, som han under sit ophold i Mosul i 2011, og som hans familie i tiden indtil hans udrejse angiveligt blev udsat for. Endvidere forekommer det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, efter at have forladt Mosul, igennem mere end tre år har kunnet opholde sig i en landsby relativt tæt herpå uden repressalier. Ligeledes bemærkes at ansøgeren efter sin første forklaring har oplyst, at han flygtede fra området allerede inden fængslet blev overtaget af IS, mens denne forklaring senere er ændret. Endelig bemærkes, at ansøgerens generelle troværdighed findes at skulle vurderes også i lyset af, at han under den tidligere asylsag har afgivet notorisk urigtige oplysninger om blandt andet sin identitet. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for myndighedsforfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. I øvrigt bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder, at de generelle forhold i Irak i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/36/DTO
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. Ansøgeren er etnisk keldani og katolik fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af de irakiske myndigheder eller terrorgrupper, fordi hun er katolik. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at den generelle sikkerhedssituation i Irak er ustabil. Hendes far blev på et ukendt tidspunkt i 2008 stoppet af nogle ukendte personer, som truede faren, fordi han var katolik. Hendes far kom hjem samme dag, som han blev truet, og fortalte ansøgerens mor, at de var nødt til at flygte. Mindre end en måned senere udrejste ansøgeren, hendes bror og hendes forældre af Irak samme år. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak ikke har noget familie tilbage, og at hun gerne vil blive i Danmark, fordi hendes ægtefælle og børn bor i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sin fars relationer til amerikanere i Irak frem til udrejsen i 2007/2008, hvor ansøgeren var omkring 17 år gammel, personligt skulle være udsat for myndighedsforfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvis hun skulle vende tilbage til Irak. Da endvidere hverken forholdene for kristne eller for enlige kvinder i Bagdad efter flertallets vurdering, uanset at de måtte være vanskelige, ikke i sig selv findes asylbegrundende, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/35/DTO
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af repræsentanter fra den shiitiske gruppering af [x], der mistænker ham for at støtte Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2015 flygtede fra sin fødeby, Ramadi, fordi IS overtog kontrollen med byen. Han havde 10 dage før, sendt den resterende del af sin familie til Bagdad. Ansøgeren rejste kort før IS overtog kontrollen med byen, og han har derfor ikke været i direkte kontakt med repræsentanter fra IS og er heller ikke konkret blevet truet af militsen. Ansøgeren lejede efterfølgende, i fællesskab med sin familie, et hus beliggende i [et område i Bagdad]. Han har oplyst, at hans familie allerede før hans ankomst til Bagdad havde modtaget et trusselbrev fra den shiitiske gruppering [x], hvori hans familie blev anklaget for at støtte IS og truet på livet og tildelt en frist på et døgn til at forlade Bagdad. Ansøgeren og hans familie, bestående af hans far, bror, ægtefælle og børn, levede herefter uden konflikter i Bagdad indtil [en dato i foråret] 2015. [Den dato i foråret 2015] blev ansøgerens far og bror skudt og dræbt på gaden, tæt på [en moské] i Bagdad. Ansøgeren var ikke til stede, men blev informeret om episoden af en bekendt ved navn [A]. Ansøgeren formoder, at drabene blev begået af den shiitiske gruppering [x]. Ansøgeren og hans familie flyttede efter drabene hjem til ansøgerens ven [B]. [I foråret] 2015, fem til seks dage efter ansøgerens fars og brors død, udrejste ansøgeren alene af Irak. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at den resterende del af hans familie, efterfølgende er udrejst til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om hændelsen i Bagdad, samt at ansøgeren på grund af denne konflikt også personligt var efterstræbt i Bagdad ved udrejsen. Et flertal af Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgerens far også i Ramadi har været kendt som bønneleder i moskéen, og flertallet finder det derfor sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ramadi vil være profileret på grund af farens tidligere position og dermed i Ramadi fortsat vil være efterstræbt af de samme shiitiske militser som mistænkt for støtte til IS. Flertallet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2016/34/snd
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af Mahdi-militsen, idet han har afvist at samarbejde med den, og idet han er sunni muslim. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive sat til tvunget militærtjeneste af myndighederne, idet han tidligere har arbejdet for politiet. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter at blive dræbt af øvrige terrorgrupper, herunder Al-Qaeda og Daesh. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han afsluttede sin uddannelse som bygningsingeniør i 2005. Fra 2005 blev ansøgeren udsat for chikane af den shiamuslimske Mahdi-milits, fordi han og hans familie var sunni muslimer, der boede i et shiamuslimsk område. Det skete månedligt eller med to-tre måneders mellemrum. Ansøgeren og hans familie blev tvunget til at betale et bidrag på 100 USD om måneden. Én gang om året skulle de flage for Mahdis hellige profeter i 40 dage. 2 ½ år efter endt uddannelse begyndte ansøgeren at arbejde for politiet i Baghdad som almindelig politimand, idet han ikke kunne få arbejde indenfor sit fag. Fra [vinteren] 2008 til 2013 arbejdede ansøgeren for efterretningstjenesten, […], i den afdeling, der stod for at indsamle oplysninger om bl.a. terrorisme. Ansøgerens opgaver bestod i at tage ud til gerningssteder, observere for biler eller våben samt observere hvordan politiet arbejdede og indberette dette til hovedafdelingen. Ansøgeren var til stede ved afhøringer, men var ikke ansvarlig for disse, idet ansøgeren ikke var beslutningsdygtig. Frem til at ansøgeren ophørte med at arbejde for efterretningstjenesten i 2013, modtog han mange gange sms og opkald, hvor hans og hans familie blev truet med at blive dræbt, hvis ikke ansøgeren ophørte med at arbejde for efterretningstjenesten. I [vinteren] 2009 blev ansøgeren udsat for et drabsforsøg. Ansøgeren blev stukket med kniv i siden og i maven. Det blev udført på et marked af tre eller fire bevæbnede personer ved højlys dag. Politiet foretog en efterforskning, men gerningsmændene blev ikke fundet. Ansøgeren var sygemeldt fra sit arbejde i to-tre måneder. Fire-fem måneder efter ansøgeren stoppede med at arbejde for efterretningstjenesten, begyndte han at arbejde for […], hvor han udførte de samme opgaver, som han gjorde for politiet. Det var i [foråret] 2014. Ansøgerens arbejde bestod i at være en del af afhøringspanelet, der afhørte personer mistænkt for terrorisme. Ansøgeren stoppede med at arbejde for […] en måned før sin udrejse af Irak. Omkring tre måneder efter ansøgeren begyndte at arbejde for […], blev han opsøgt af en mand fra Mahdi-militsen, fordi de havde set, at ansøgeren kørte i en tjenestebil. Det var i [sommeren] 2014. De ville have, at ansøgeren skulle melde sig ind i Saraya Al-Salam, der tilhører Mahdi-militsen. De ville bruge ansøgeren til natlige aktioner, hvor de samtidig kunne benytte ansøgerens våben og hans tjenestebil. Ansøgeren nægtede at samarbejde med Mahdi. Et par dage efter kom samme mand hjem til ansøgerens bopæl, og han sagde til ansøgeren, at der ikke var plads til ansøgeren i området. Derefter tog ansøgeren tilbage på arbejde i 21 dage. Da ansøgeren kom tilbage på sin bopæl, blev han igen opsøgt af personer fra Mahdi. De stillede ansøgeren et ultimatum om at samarbejde eller flytte fra bydelen. Tre-fire dage senere rejste ansøgeren og hans mor hjem til hans kusine. [Vinteren] 2014 blev ansøgeren udsat for endnu et drabsforsøg, mens han sad i sin bil sammen med sin ven. En anden bil med fire personer kom op på siden af ansøgerens bil, og der blev affyret 14-15 skud mod ansøgeren. Der blev i den forbindelse optaget en politirapport. Ansøgeren udrejste af Irak [vinteren] 2014. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder på bagrund af baggrundsoplysningerne at såvel sunni muslimer som politifolk kan være udsat for forfølgelse. Flygtningenævnet finder, at episoden i 2009 og skudepisoden i 2014 må betragtes som enkeltstående og afsluttende episoder, ligesom ansøgeren ikke ved hvem der stod bag. Et flertal finder, at ansøgerens forklaring om truslerne fra Mahdi-militsen er forklaret konsistent og forekommer troværdig. Idet truslerne er fremsat kort før ansøgerens udrejse og da de var konkret begrundet i hans stilling i politiet og hans adgang til tjenestebil og tjenestevåben finder flertallet at konflikten er tilstrækkelig konkret og individuel. Flertallet lægger endvidere vægt på, at Mahdi-militsen er tilstedeværende i hele Baghdad. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2016/33/KAA
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni muslim. Han har angivet, at han er fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af organisationen Islamisk Stat. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han på en ukendt dato i [sommeren] 2014 blev opsøgt af otte eller ni bevæbnede medlemmer af organisationen Islamisk Stat. De omtalte personer tiltvang sig adgang til ansøgerens bopæl og ransagede denne. De oplyste ansøgeren om, at han skulle kæmpe for dem to til tre dage senere. Ansøgeren udrejste derfor legalt 16-17 dage senere fra den internationale lufthavn i Bagdad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således til sin første samtale forklaret, at Islamisk Stat tog hans ID-kort, da de opsøgte ham for at hverve ham, mens han til den efterfølgende samtale forklarede, at Islamisk Stat ikke tog noget fra hans bopæl, og at han anvendte ID-kortet, da han skulle have udstedt pas i Bagdad efter episoden med Islamisk Stat. Ansøgeren forklarede i anden samtale udbyggende om, at Islamisk Stat tog hans simkort og slettede alle kontakterne på hans telefon, hvilket han ikke havde nævnt under første samtale. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han efter Islamisk Stats besøg gik ud af bagdøren og hen til sin morbrors hus, eller om morbroren efter ansøgerens opringning til ham fem - ti minutter efter episoden kom og hentede ham på bopælen. Det forekommer i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at ansøgeren kunne ringe til sin onkel, hvis Islamisk Stat havde taget hans simkort og slettet alle hans kontakter. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han udrejste af Irak, ligesom hans forklaring herom ikke stemmer med de oplysninger, der fremgår af ansøgerens pas. Ansøgeren er således ikke fremkommet med en sammenhængende forklaring om det tidsmæssige perspektiv, herunder ikke om tidspunktet for de centrale begivenheder, som han har påberåbt sig som asylmotiv. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at han i tre måneder rejste rundt i forskellige landsbyer, inden han ankom til Kirkuk, men han har ikke været i stand til at redegøre nærmere for antallet af landsbyer eller navnene på landsbyerne. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser og udbygninger eller forklare uddybende om episoden med Islamisk Stat. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de nævnte divergenser efter deres karakter og antal ikke alene kan forklares ved tolkeproblemer under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke for nævnet fremkom med en sammenhængende og detaljeret forklaring, og at han ikke til samtalerne med Udlændingestyrelsen gjorde opmærksom på, at der var tolkeproblemer, men at han tværtimod godkendte referaterne og fremkom med detaljerede korrektioner til disse. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Islamisk Stat. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge til grund, at ansøgeren kommer fra Mosul. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens dokumenter med undtagelse af et nationalitetsbevis fra 2008, der kunne være udstedt i Mosul, alle er udstedt i Bagdad, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har kunnet redegøre for, hvor han angiveligt skulle mødes med Islamisk Stat i Mosul centrum eller for, hvilke landsbyer han boede i i området udenfor Kirkuk. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke kunne huske, hvor lang tid han havde opholdt sig i Bagdad forud for sin udrejse, og at han ikke var i stand til at redegøre nærmere herfor. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren kommer fra Bagdad. Flertallet finder i overensstemmelse med ovennævnte bevisvurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har konflikter i Bagdad. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/32/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra […], Basrah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af shiitiske grupperinger. Videre har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han om natten til den [sommeren] 2015 blev opsøgt af tre maskerede og bevæbnede mænd på familiens bopæl, som truede ansøgeren og hans familie på livet, fordi de er sunnimuslimer. Ansøgeren anmeldte kort efter episoden til de lokale myndigheder, men de kunne ikke være behjælpelige med at beskytte familien mod fremtidige angreb. På baggrund af ovenstående udrejste ansøgeren den [sommeren] til Tyrkiet med fly. Den resterende del af ansøgerens familie flyttede til Bagdad, hvor de har opholdt sig siden. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold i Bagdad. Flygtningenævnets flertal finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Bagdad, herunder for sunnimuslimer trods vanskelig ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder UK Home Office rapport "Country Information and Guidance - Iraq: Internal relocation (and technical obstacles)", udgivet den 24. december 2014, s. 17, at det er muligt for sunnimuslimer, shiamuslimer og kurdere at tage ophold i Bagdad, og at der generelt ikke er nogen uoverkommelige forhindringer, der udelukker irakiske statsborgere fra at tage ophold i Bagdad. Det fremgår tillige af Country Information and Guidance, Iraq: Sunni (Arab) Muslims fra august 2016, pkt. 2.2.8, side 6, at ”However, it does not appear to form part of a consistent or systemic risk to Sunnis. Whilst decision makers must consider each case on its merits, in general, a Sunni will not face a real risk of persecution or serious harm in the southern governorates”. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Bagdad uden risiko for overgreb, herunder uden risiko for overgreb fra shiitiske grupperinger. Flygtningenævnet har i forbindelse med denne vurdering lagt til grund, at ansøgeren uanset at han har haft en frisørsalon i Basrah, ikke er profileret over for shiitiske grupperinger. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens navn står på anmeldelsen vedrørende episoden i Basrah. Ved vurderingen af, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Bagdad, skal det desuden godtgøres, at dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder de personlige forhold, kan anses for rimeligt, jf. UNHCR Handbook pkt. 91, og "UNHCR's Guidelines on International Protection" af 23. juni 2003, afsnit II C. Flygtningenævnet lægger for så vidt angår ansøgerens individuelle situation til grund, at han, der udrejste legalt fra lufthavnen i Basrah, ikke har haft problemer med myndighederne, og at han er uprofileret i forhold til shiitiske grupperinger. Han er etnisk araber og en enlig, ung arbejdsduelig mand, som ikke lider af væsentlige helbredsmæssige problemer. Endelig har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgerens far, mor og fem søskende bor i Bagdad, og at ansøgeren løbende har kontakt til disse familiemedlemmer, der ikke har haft konkrete konflikter i Bagdad. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovennævnte, at det er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Bagdad, idet han må antages at kunne etablere sig der som et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/31/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk faily kurder og har oprindeligt opgivet at være muslim fra Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter justitsministeriet, ligesom han frygter de generelle forhold i landet. Herudover har ansøgeren henvist til, at han i Irak frygter en ukendt gruppe personer, som har opsøgt ham to gange i hjemmet og en gang i en bazar. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Irak. Endelig har ansøgeren for nævnet henvist til, at han er konverteret til kristendommen og er blevet døbt [i sommeren] 2016. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har modtaget breve fra justitsministeriet om, at han i Iran er idømt tre års fængsel for at have indgået et ægteskab med en iransk statsborger, som endvidere har en anden religion end ansøgeren. Ansøgeren fik herefter udstedt et Laissez-pas til Irak og udrejste af Iran. I Iran blev ansøgeren to gange i 2014 opsøgt af ukendte mænd på sin bopæl, hvor han blev udsat for vold og overgreb og en gang blev han opsøgt i en bazar, hvor tre mænd nærmede sig ham, og da han løb fra stedet, blev der skudt efter ham. Det er for Flygtningenævnet oplyst, at ansøgeren ikke længere har opholdstilladelse i Iran. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at vurdere ansøgeren asylretligt i forhold til Iran. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at nogle ukendte mænd trængte ind på ansøgerens bopæl på et tidspunkt i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren og dennes ægtefælle blev udsat for seksuelle overgreb i den forbindelse, idet ansøgeren har forklaret divergerende herom, ligesom forklaringen herom ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om episoden i en bazar i [sommeren] 2015 til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen fremstår utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren kunne se, at tre mænd nærmede sig fra forskellige retninger, når henses til, at det foregik i en bazar, hvor der efter ansøgerens egen forklaring var mange mennesker. Ansøgerens forklaring for nævnet, hvorefter det skulle være tæt på indgangen til bazaren kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Endelig forekommer det helt usandsynligt, at mændene skulle skyde efter ansøgeren, der angiveligt løb ind mellem mange mennesker i bazaren. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den indtrængen, der angiveligt har fundet sted på ansøgerens bopæl var udtryk for en forfølgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet finder således, at forholdet må anses som et almindeligt kriminelt forhold, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Hertil kommer, at ansøgeren angiveligt kunne opholde sig problemfrit i Irak i ca. 10 måneder efter det passerede. Vedrørende ansøgerens konversion har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen i Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2015 har angivet, at han er muslim. Under samtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han var begyndt at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren fik afslag på asyl hos Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016, og allerede [seks dage senere] blev ansøgeren døbt. På den anførte baggrund sammenholdt med, at ansøgeren for nævnet alene i begrænset omfang kunne redegøre for baggrunden for sin konversion, og til at den eneste i ansøgerens familie, der er bekendt med hans dåb, er ansøgerens ægtefælle, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han hans dåb er udtryk for en reel konversion til kristendommen, og at han således ved en tilbagevenden til Irak vil risikere asylbegrundende forfølgelse i anledning af udøvelse af den kristne tro. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/30/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin broder, idet han er modstander af ansøgerens ægteskab. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter at blive halshugget eller kidnappet af Islamisk Stat, eller at organisationen vil bruge hendes børn til selvmordsaktioner. Hun har endelig henvist til, at hun ikke ønsker at forlade sin ægtefælle og sine børn i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin nuværende ægtefælle i Syrien i 2001, og at ansøgerens broder opdagede deres forhold i 2008. Broderen modsatte sig forholdet. Hun blev gift [i sommeren] 2009. Da broderen opdagede dette, truede han hende på livet. Ansøgeren – der vedrørende konflikten med sin broder ikke har fremført nye oplysninger siden Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret] 2010 – findes fortsat ikke at have sandsynliggjort, at hun efter indgåelsen af sit ægteskab har været forfulgt af sin broder på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Shekhan, og finder derfor, at hun asylretligt skal vurderes i forhold til Shekhan. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde er af en sådan karakter, at hun er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Socioøkonomiske forhold findes heller ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/3/SLN
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, sunnimuslim af trosretning og irakisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter en gruppe islamister, som vil have ansøgeren til at udføre jihad. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har været ansat på en restaurant i den internationale lufthavn i […], Irak, i otte-ni år. [Medio] 2014, da ansøgeren sad på et cafeteria, henvendte en mand ved navn […] sig til ansøgeren, og de faldt i snak. Nogle måneder senere mødte ansøgeren tre venner af […]. […] og hans venner bad ansøgeren om at køre en bil ud til lufthavnen. Det er ansøgerens formodning, at […] og hans tre venner ville have ansøgeren til at udføre en terrorhandling, da de tidligere havde snakket sammen om islam og jihad. Ansøgeren har videre forklaret, at han dagen inden sin udrejse blev opsøgt af […] og hans tre venner, som truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis ikke ansøgeren kørte bilen ud til lufthavnen. Ansøgeren accepterede at gøre dette, men udrejste i stedet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer divergerende, afglidende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvorvidt han blev udsat for fysisk vold af […] og dennes venner. Ansøgeren har således i sit asylskema anført, at han blev udsat for vold, slag og tæsk, mens han under samtalen i Udlændingestyrelsen [primo] 2016 har oplyst, at han ikke blev slået, men at […] og hans venner truede ham og tog fat i hans ansigt og tøj. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret at han i forbindelse med truslerne i bilen blev tildelt lussinger eller tjat i ansigtet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han blev ringet op af […] samme aften, som episoden i bilen havde fundet sted. Ansøgeren har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [ultimo] 2015 forklaret, at […] og hans venner samme aften ringede ham op og truede med at slå ham og hans familie ihjel, hvis han ikke ville køre bilen ud i lufthavnen. Under samtalen [primo] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at han slukkede sin mobil. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke husker, hvorvidt […] og hans venner ringede til ham den pågældende aften. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens familie, der ikke er fraflyttet bopælen, ikke har oplevet problemer i anledning af ansøgerens flugt. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og undvigende under sin forklaring for nævnet, ligesom forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af § 7, stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold ikke i sig selv er asylbegrundende. Irak/2016/29/IBL
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at grupperingen Firat Maut al-Hak vil slå ham ihjel, fordi ansøgeren var vidne til en episode, hvor grupperingen efterlod et lig i nærheden af ansøgerens arbejdsplads, hvorefter han afgav forklaring til politiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i sommeren] 2014 oplevede, at tre ukendte personer bar et lig ud af en bil, som de efterlod i et affaldsområde i nærheden af ansøgerens arbejdsplads. Da ansøgeren havde noteret bilens nummerplade, afgav han forklaring til politiet. Omkring 10 dage efter modtog ansøgeren et brev fra Firat Maut al-Hak, der truede med at straffe ansøgeren for at afgive forklaring til politiet. Sammen med sin far besluttede ansøgeren at udrejse af Irak [i sommeren] 2014 til Tyrkiet. Ansøgerens bror og fætter blev tilbageholdt [i begyndelsen af] 2015 af nogle ukendte personer med henblik på at afsløre, hvor ansøgeren befandt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret divergerende omkring væsentlige dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til samtale med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2016 forklaret, at de tre mænd, der smed liget på lossepladsen, var iført olivenfarvet tøj, der lignede militæruniformer. Under nævnsmødet har ansøgeren først forklaret, at de tre mænd var civilklædte, senere at den ene mand, der var bevæbnet, var iført militærbukser, mens de to andre var civilklædte. Videre har ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der, foruden ham selv, var fem-seks andre, der så episoden [i sommeren] 2014, til samtalen [i vinteren] 2015 at der måske var 4 personer, der overværede episoden, og til samtalen [i begyndelsen af] 2016, at der var tre andre, der overværede episoden. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at der gik et halvt år fra episoden på lossepladsen, til hans familie blev opsøgt med forespørgsel om ansøgerens opholdssted, og at der kun har været denne ene henvendelse til familien. Idet Nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring i sin helhed, kan de af ansøgeren fremlagte dokumenter ikke tillægges vægt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/28/DTO
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af militserne i landet eller straffet af militæret, fordi han har nægtet at kæmpe mod Islamisk Stat. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har været ansat ved politiet i Bagdad siden 2006. I [sommeren] 2015 fik ansøgeren at vide, at han skulle udføre aktiv militærtjeneste i kampen mod Islamisk Stat. Dette ønskede ansøgeren ikke, hvilken han mundtligt tilkendegav, da hans navn blev læst op på listen over personer, der skulle kæmpe mod Islamisk Stat. Ansøgeren begyndte herefter at modtage trusler fra militserne på basen, herunder Hizbollah og Aseab Ahl al-Haq. De var vrede over, at ansøgeren nægtede at kæmpe. Ansøgeren forsøgte forgæves at blive fritaget for at kæmpe, og [i sommeren] 2015 flygtede han fra basen. Herefter boede ansøgeren hos sin familie i Bagdad, indtil han udrejste af Irak i [i sommeren] 2015. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring på en række punkter kan tilsidesættes, idet den ikke forekommer selvoplevet og er divergerende. Ansøgeren har blandt andet ændret forklaring om, hvor mange samtaler han har haft med sin overordnede, hvorvidt der var 150 eller 300 på listen over de udkommanderede, og hvorvidt han udrejste fra Najaf eller Bagdad. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, også henset til oplysningerne om hans ophold efter den påståede flugt hos sin familie og om udrejsen via en officiel lufthavn i eget navn. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/27/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra bydelen […], Ramadi i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af Islamisk Stat, fordi han har nægtet at lade sig rekruttere. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af de shia-muslimske militser i Bagdad. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 flyttede fra Bagdad til byen Rawa, fordi hans ven, […], var blevet dræbt af en shia-muslimsk milits. Tre-fire uger efter ansøgerens ankomst til Rawa begyndte Islamisk Stat at komme i byen, og i [primo] 2014 blev ansøgeren opsøgt af tre personer fra Islamisk Stat, der ønskede at rekruttere ham. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af personerne fra Islamisk Stat yderligere tre gange, og i forbindelse med det sidste besøg i [ultimo] 2014 fik han at vide, at han havde to dage til at slutte sig til dem, og at han ville blive dræbt, hvis han ikke gjorde dette. Herefter vendte ansøgeren tilbage til Bagdad. I [ultimo] 2014 var ansøgeren ude at køre sammen med to af sine venner. Bilen blev stoppet ved en kontrolpost, og da mændene ved kontrolposten opdagede, at ansøgeren og hans venner var sunni-muslimer, åbnede de ild mod bilen. Det lykkedes imidlertid ansøgeren og hans venner at slippe væk. [Ultimo] 2014 var ansøgeren igen ude at køre med to af sine venner. Da de kom til en kontrolpost, kunne de se, at personerne i bilerne foran dem fik tjekket deres ID-dokumenter, og ansøgeren og hans venner besluttede sig derfor for at stikke af, hvorefter kontrolposten åbnede ild mod bilen. [Primo] 2015 truede en af ansøgerens medstuderende på universitet i Bagdad, […], ansøgeren. Ansøgeren holdt sig herefter fra universitetet indtil [primo] 2015. [Den medstuderende] truede igen ansøgeren [primo] 2015, hvorefter ansøgeren skjulte sig. [Medio] 2015 blev ansøgerens bil bragt til standsning i området […], og ansøgeren blev herefter udsat for et fysisk overgreb. Han formoder, at en af overfaldsmændene var identisk med [den medstuderende]. Det lykkedes imidlertid ansøger at slippe væk, og den [medio] 2015 udrejste han til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen fremstår konstrueret. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at ansøgeren har opholdt sig i Rawa, og at ansøgeren som led i en almindelig hvervekampagne er blevet kontaktet af IS. Ansøgeren fraflyttede imidlertid Rawa i [ultimo] 2014, og IS har ikke forsøgt at opsøge ansøgeren på noget tidspunkt frem til ansøgerens udrejse i [medio] 2015. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke mellem ansøgeren og IS eksisterer en konflikt, der er asylbegrundende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [den medstuderende] til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, herunder at ansøgeren ikke har omtalt konflikt med [den medstuderende] i asylansøgningsskemaet af [medio] 2015. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om episoden den [medio] 2015 til grund, da den forekommer konstrueret og ikke selvoplevet. Selvom det måtte lægges til grund, at de biler, som ansøgeren befandt sig i, ved to episoder i [ultimo] 2014 er blevet skudt efter af shiamuslimske militser, finder Flygtningenævnet, at disse episoder ikke var direkte rettet mod ansøgeren og derfor falder udenfor anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for sunnimuslimer i Bagdad, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ansøgeren vil derfor på ny kunne tage ophold i Bagdad uden at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” Irak/2016/26/COL
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af IS eller andre kriminelle grupperinger i Irak. Han har derudover henvist til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans bedstefar afgik ved døden i 2007, og at hans bror blev bortført af ukendte personer ligeledes i 2007. Ultimo 2015 blev hans ene onkel bortført af IS. I [foråret] 2015 modtog ansøgeren og hans familie et anonymt trusselbrev på deres bopæl, hvori stod skrevet, at de skulle forlade bopælen inden for 24 timer, og hvis de ikke gjorde dette, ville deres hus blive ødelagt. Ansøgeren, hans forældre og søstre forlod straks bopælen, mens hans to onkler blev tilbage for at pakke deres ejendele. Den næste dag fik ansøgeren og hans familie at vide, at hans to onkler var blevet slået ihjel, og at deres hus var blevet ødelagt. Herefter boede ansøgeren med sin familie i en flygtningelejr [i Bagdad], indtil han [i efteråret] 2015 udrejste af Irak. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet endvidere forklaret, at hans far i foråret 2016 forsvandt, mens faren opholdt sig i flygtningelejren, at han muligvis blev hentet til afhøring, og at familien endnu intet har hørt om, hvor faren opholder sig. Flygtningenævnet tiltræder indledningsvist, at ansøgeren er fundet tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke personligt har haft konflikter med myndighederne, organisationer eller privatpersoner i Irak. Familien har endvidere ikke efterfølgende haft konflikter i fortsættelse af drabet på farfaren og bortførelsen af broren i 2007. De nævnte episoder må antages at være udslag af de generelt vanskelige forhold i hjemlandet. Der er heller ikke holdepunkter for at antage, at de disse begivenheder har haft forbindelse med trusselbrevet, som familien modtog i [foråret] 2015. Vedrørende trusselsbrevet, ødelæggelsen af familiens hus og drabene på ansøgerens to onkler må det tillægges vægt, at familien hverken før eller efter flytningen til [flygtninge]-lejren har haft problemer med IS, og angrebet på bopælen må antages at være rettet mod den onkel, som i 2014 var tilbageholdt af IS i nogle måneder. I øvrigt erobrede IS [ansøgerens hjemby] i 2015. Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst, at han af sin bror har fået oplyst, at faren er forsvundet omkring foråret 2016. Broren oplyste ikke nogen nærmere detaljer om faren. Moren og søsteren er fortsat bosiddende i [flygtninge]-lejren. Efter det foreliggende, herunder oplysningerne om familiens forhold, må det antages, at oplysningerne om faren er udslag af de generelt vanskelige forhold i Irak. Broren har vedvarende opholdt sig i Irak under hele ansøgerens opvækst og er nu bosiddende i Bagdad, hvor han studerer. Der lægges vægt på, at der ikke er oplysninger om, at broren har været udsat for problemer med myndighederne, organisationer eller privatpersoner. Endelig må det tillægges nogen vægt, at ansøgeren først udrejste [i efteråret] 2015. Idet de generelt vanskelige forhold i Irak hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan Flygtningenævnets flertal herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/25/ceb
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, statsborger i Irak og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer af klanen Qarawasi, fordi han har haft et seksuelt forhold til en kvinde ved navn […]. [Kvinden] var gift med et medlem af Qarawasi-klanen ved navn […]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af de irakiske myndigheder, fordi han har haft et seksuelt forhold til en gift kvinde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [ultimo] 2014 indledte et forhold til [kvinden]. Han mødte hende ofte på gaden i byen, og han havde flere gange spurgt hende, om de kunne mødes privat. Hun indvilligede en dag i at mødes med ham på hendes bopæl, imens hendes ægtefælle var bortrejst i forbindelse med sit arbejde. Efterfølgende mødtes han med hende fem til seks gange på hendes bopæl, hvor de havde samleje. Efter nogle måneder blev de opdaget af lillebroren til [kvindens] ægtefælle, […], som boede samme sted. [Lillebroren] sagde til ansøgeren, at han kendte til forholdet og ville fortælle det til sin storebror. Ansøgeren har videre forklaret, at han herefter tog hjem til sin faster, hvor han tog ophold. Få dage efter blev ansøgerens familie opsøgt af [kvindens] ægtefælle, […], og hans familiemedlemmer. De truede med at slå ansøgeren ihjel samt at slå ansøgerens bror ihjel, hvis de ikke kunne finde ansøgeren. Herefter forsøgte ansøgerens familie at løse konflikten ved at tage kontakt til overhoveder fra [mandens] klan, men dette førte ikke til noget. Ansøgeren udrejste [primo] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden, og ansøgeren har i øvrigt på en række punkter forklaret divergerende, udbyggende og til dels afglidende herom. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren og kvinden, der var gift og tilhørte en magtfuld klan, skulle have indledt et tilfældigt seksuelt forhold og have haft seksuelt samvær i hendes hjem i et værelse tæt på det værelse, hvor lillebroren til kvindens ægtefælle sov. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke havde gjort sig overvejelser om risikoen for opdagelse og de meget alvorlige konsekvenser, som det ville få for kvinden, ham selv og hans egen familie. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren under samtalen [primo] 2016 i Udlændingestyrelsen og under forklaringen for Flygtningenævnet alene har kunnet give en generel og udetaljeret beskrivelse af den kvinde, han angiver at have stået i et seksuelt forhold til gennem flere måneder, og at ansøgeren – uanset jævnlig kontakt med sin familie, der ifølge ansøgeren bor i samme kvarter som kvinden og [hendes ægtefælle] – ingen oplysninger har fået om, hvad der er sket med kvinden efter skilsmissen. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgeren på visse punkter har forklaret divergerende, herunder om antallet af sine besøg hos kvinden og om antallet af henvendelser fra kvindens fraskilte ægtefælle til ansøgerens familie efter, at forholdet blev opdaget, og i perioden frem til ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at lillebroren efter hans opfattelse var hjemme alle de nætter, hvor han besøgte kvinden, mens han ifølge referatet fra samtalen [medio] 2015 i Udlændingestyrelsen oplyste, at lillebroren var hjemme 2 gange, mens ansøgeren var hos kvinden, og at lillebroren de andre gange ikke var hjemme. Ansøgeren har i øvrigt uddybende oplyst, at kvindens fraskilte ægtefælle havde 4-5 familiemedlemmer med, da han opsøgte ansøgerens hjem, og at de truede med at slå ansøgerens bror ihjel, da de ikke kunne finde ansøgeren. Ansøgeren har dog ikke for Flygtningenævnet kunnet bekræfte, at der over for hans familie er fremsat direkte trusler mod ham om, at han vil blive slået ihjel på grund af forholdet til kvinden, og dette bygger således alene på hans egen formodning. Der er efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at der har været tolkeproblemer i forbindelse med samtalerne i Udlændingestyrelsen. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har gjort opmærksom herpå under eller i tilknytning til samtalerne. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/24/IBL
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yazidi fra området […], som ligger i provinsen Ninawa, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at der vil opstå konflikter, hvis han ved en tilbagevenden til Irak skal bo i nærheden af muslimer eller arabere, idet han er etnisk kurder og yazidi af trosretning. Ansøgeren frygter desuden, at hans hjemby på ny vil blive besat af Islamisk Stat. I den forbindelse har ansøgeren henvist til, at hans hjemby er meget ødelagt som følge af besættelsen af Islamisk Stat. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans hjemby, […], blev besat af Islamisk Stat den [i sommeren] 2014, idet indbyggerne betragtes som vantro som følge af deres religion. Samme dag flygtede ansøgeren og hans familie til Sinjar-bjergene, hvor ansøgeren boede frem til sin udrejse [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke personligt har haft konflikter med myndighederne, organisationer eller andre persongrupper, og at ansøgeren og hans familie flygtede, da [ansøgerens hjemby] blev besat af Islamisk Stat. Efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger har de kurdiske styrker nu fordrevet Islamisk Stat fra de fleste yazidi-områder, herunder Sinjar-området, og Islamisk Stat er trængt i defensiven militært fra flere sider. Uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/23/SSM
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration for kurdere, da han gik i mellemskole. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat og af partiet Patriotic Union of Kurdistan, såfremt han ikke tilslutter sig PUK, samt at PUK vil tvinge ham til at bære våben. Ansøgeren har i øvrigt henvist til, at sikkerhedssituationen i hjemområdet er dårlig. Til støtte for sin konflikt med Islamisk Stat har han oplyst, at byen Kirkuk, hvor ansøgeren boede, er omringet af Islamisk Stat, som dræber folk i området. Islamisk Stat har bortført og dræbt ansøgerens fætter i januar 2014, bortført og hugget hånden af ansøgerens nevø omkring marts 2014, og ansøgeren har til sin fætters begravelse og reception, i andre gæster påhør, truet med at ville dræbe folk fra Islamisk Stat, hvis han mødte dem. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med PUK oplyst, at han to gange i sommeren 2013 er blevet opsøgt af medlemmer af PUK, som spurgte, hvorfor ansøgeren ikke meldte sig ind i partiet. Han har ligeledes oplyst, at PUK slår folk ihjel, som ikke ønsker at tilslutte sig partiet, og at han havde en ven, der havde en konflikt med PUK og efterfølgende blev slået ihjel af den kurdiske efterretningstjeneste, som hører under PUK. Ansøgeren har desuden oplyst, at han har aftjent sin værnepligt i den irakiske hær, men ikke i PUK, og PUK derfor vil tvinge ham til at bære våben. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at de omstændigheder, ansøgeren gør gældende til støtte for sin ansøgning, ikke bevirker, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke giver grundlag for at antage, at han er profileret i forhold til Islamisk Stat, eller at han konkret og individuelt risikerer forfølgelse fra PUK’s side. Vedrørende Islamisk Stat har Flygtningenævnet lagt vægt på, at hans udtalelser under fætterens begravelse fandt sted i januar 2014. Henvendelserne fra PUK med opfordring til medlemskab fandt sted i 2013, og ansøgeren er ikke senere blevet kontaktet af PUK. Idet ansøgeren først udrejste i oktober 2015 er der derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb fra Islamisk Stats eller PUK’s side. Oplysningerne om den generelle sikkerhedssituation i ansøgerens hjemområde giver ikke grundlag for at anse alle, der kommer fra dette område, for omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/21/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af sin fader eller den mand, som hun skulle tvangsgiftes med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der opstod et kærlighedsforhold mellem hende og hendes nuværende ægtefælle, […], da han i 2012 opholdt sig en måned i ansøgers families hus i Bagdad. […] vendte efterfølgende tilbage til Danmark. Ansøgerens forhold til […] udviklede sig i perioden 2012-2014, og de havde ofte kontakt til hinanden gennem internet eller telefoni. […] besøgte igen ansøgerens familie i Bagdad i [begyndelsen af] 2014. Under dette besøg opstod der et seksuelt forhold mellem ansøgeren og […], og ansøgerens moder fik mistanke om dette. […] forlod efterfølgende ansøgerens families bopæl, men vendte tilbage to dage senere, sammen med sin farbroder, for at anmode om ansøgerens hånd. Ansøgerens fader blev meget vred, da han hørte dette. Han råbte af […], at ansøgeren allerede var forlovet med en anden mand, og han smed efterfølgende […] ud. Ansøgerens fader havde lovet hende bort som led i en afbetaling af spillegæld. Ansøgerens fader slog hende, da hun insisterede på at blive gift med […]. Ansøgers fader truede også med at slå hende ihjel, hvis hun nægtede at indgå det aftalte ægteskab. Ansøgeren udrejste af Irak to måneder senere og ankom til Danmark i [foråret] 2014, hvor hun indgik ægteskab med […]. Hendes fader vil slå hende ihjel, hvis han finder ud af, at hun ikke længere er jomfru. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgerens fader skulle have spillet hende væk til en mand, som hun først mødte i hjemmet, efter hun var blevet gjort bekendt med dette. Nævnet har herved også lagt vægt på, at forklaringen er ukonkret med hensyn til tidspunkter for forlovelse, bryllup og de øvrige omstændigheder, ligesom det forekommer usandsynligt, at et ægteskab med en mand, der ikke havde mødt eller kendte ansøgeren kunne komme i stand på denne måde. Tilsvarende gælder ansøgerens forklaring om hendes forhold til […] i 2012 og i 2014 i Irak. Det er i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren og […] skulle kunne hemmeligholde deres forhold henset til, at […] boede i familiens hus, og at de ifølge ansøgerens forklaring under asylsamtalen havde telefonisk kontakt hver eller hver anden dag fra 2012 til 2014. Nævnet finder i øvrigt ikke, at det forekommer sandsynligt, at ansøgerens fader skulle modsætte sig et ægteskab med […] henset til, at han var ansøgerens fætter og hans forhold i øvrigt. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun i asylsamtalen [i efteråret] 2015 har oplyst, at hun ikke tidligere har søgt om visum eller opholdstilladelse i andre lande, bortset fra Spanien og først – efter [begyndelsen af] 2016 at være blevet foreholdt, at hun i 2013 søgte visum til Tjekkiet – forklarede at hun nu huskede dette, at hendes forklaring herom herefter har været præget af påfaldende manglende erindring og divergerende udtalelser. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren først søgte asyl i Danmark i [slutningen af] 2014 – omkring et halvt år efter indrejsen i Danmark. På denne baggrund og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har sandsynliggjort asylmotivet, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/20/AKM
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
