Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er russisk statsborger, [etnicitet] af etnicitet og fra [by], Tjetjenien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at han [i sommeren] 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse var gyldig indtil [sommeren] 2018. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2014/2015] udrejste af Danmark. Klageren udrejste for at være sammen med sin far, der var syg med kræft i hjernen. Klageren har oplyst, at han i efteråret 20l6 blev anholdt af folk fra FSB og Styrelsen for Regional Sikkerhed og ved en tilbagevenden frygter han, at han vil blive idømt en fængselsstraf på mellem 15 år og livstid for terrorvirksomhed, som han ikke har begået. [I vinteren 2018/2019] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § § 17, stk. 1, jf. 17, stk. 4, jf. 17 a, stk. 1, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. l, 2. pkt. Klageren har oplyst, at han udrejste fra Danmark i slutningen af 2014, og at han opholdte sig i Tjetjenien, indtil han returnerede til Danmark i [foråret] 2018. Han har forklaret, at han rejste til Tjetjenien grundet sin fars sygdom, men at han blev efter farens død i [vinteren 2014/2015]. Han havde forinden indrejsen fået løst de problemer, der fik ham til at flygte i 2012. Han har forklaret, at han under opholdet i omtrent 2016 fik nye problemer med myndighederne. Klageren har under sagens behandling i Flygtningenævnet ikke bestridt, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet som følge af klagerens frivillige udrejse af Danmark [i vinteren 2014/2015] til Tjetjenien, og klagerens genindrejse i Danmark i [foråret] 2018, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Henset til klagerens korte ophold i Danmark og efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Der er herved henset til, at klageren ikke har opnået væsentlige personlige, sociale eller økonomiske bånd til Danmark og har tre børn i [by], Tjetjenien, Rusland. Flygtningenævnet finder, at klageren kan udsendes til Tjetjenien, såfremt han ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet kan således ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse af de russiske og tjetjenske myndigheder, som har fabrikeret en sag på klageren om terrorisme, og at klageren har modtaget en betinget fængselsstraf for våbenbesiddelse. Der er ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2025/2026], herunder Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2020. Klageren har således forklaret forskelligt om tidsforløbet omkring anholdelsen, om hvor anholdelsen fandt sted, om typen af tortur, som klageren blev udsat for i forbindelse med anholdelsen, og om hvilke forhold han blev anklaget for. Klagerens forklaring på nævnsmødet kan ikke føre til en anden vurdering. Den af klageren fremlagte dom af [vinteren 2016/2017], hvoraf fremgår, at klageren skulle være idømt betinget fængsel i [1-5] år for våbenbesiddelse kan heller ikke føre til en anden vurdering. Uanset at Nationalt ID-Center ikke har kunnet hverken be- eller afkræfte dommens ægthed finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at dommen er ægte. Der er herved henset til baggrundsoplysningerne om udstedelse af domme og forfalskninger af dokumenter i Tjetjenien, Rusland, klagerens forklaring om, hvordan han har fremskaffet dommen med hjælp fra sin fars fætters søn, der kendte en kvinde, der arbejdede ved domstolen, om tidspunktet for fremlæggelse af dommen i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen [i foråret] 2022, om klagerens frivillige ophold i Tjetjenien i [1-3 år] efter dommens afsigelse, hvor han overholdt den fastsatte meldepligt, hvorfor klageren burde være i besiddelse af dommen, og om det forhold, at det af dommen fremgår, at klageren havde et enkelt mindreårigt barn, hvilket ikke stemmer overens med klagerens oplysning i ansøgningsskemaet om asyl. Det af klagerens advokat anførte herom kan ikke føre til en anden vurdering. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for at blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste i Rusland og sendt til fronten i Ukraine. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Klageren har således ikke modtaget en indkaldelse til militærtjeneste, som efter baggrundsoplysningerne, herunder Dansk Flygtningehjælps Landerapport, juni 2024: Militærtjeneste i Rusland – Mobilisering og værnepligt, overleveres personligt. Det må således bero på klagerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien, Rusland risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste til krigen i Ukraine. Klageren har endvidere ikke sandsynliggjort, at han skulle være i fare for tvangsrekruttering til krigen i Ukraine af de tjetjenske myndigheder, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport, udgivet december 2022: ”Update on Military Service in Russia”, at der er en høj grad af uforudsigelighed og vilkårlighed i de tjetjenske myndigheders tvangsrekrutteringer, og idet han ikke tilhører grupper af særligt udsatte hvad angår tvangsrekruttering, herunder kritikere af de tjetjenske myndigheder og andre personer, som afviger fra samfundsmæssige- eller religiøse normer, herunder LGBT-personer, stofmisbrugere og andre, som af myndighederne stemples som ”uønskede”. Det bemærkes endelig, at Flygtningenævnet som ovenfor anført ikke har kunnet lægge nogen del af klagerens forklaring til grund og at klageren derfor heller ikke er særligt profileret af de lokale myndigheder i Tjetjenien, Rusland. På ovennævnte baggrund må en udsendelse af klageren til Tjetjenien, Rusland ikke antages at medføre, at klageren risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 31, og klageren vil derfor kunne udsendes tvangsmæssigt, jf. udlændingelovens § 32 a. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren 2025/2026]. Rusl/2026/16/sesc
