Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Født i Danmark.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for tortur, fængsling og drab foretaget af Taliban på grund af, at han er vestliggjort. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Danmark, og at han har boet i [by] i størstedelen af sit liv siden han var to år, og derfor anser sig som værende dansker. Ansøgeren har oplyst, at han er vokset op med dansk som sit modersmål og derfor ikke taler særlig godt pashto. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv yderligere henvist til, at den afghanske kultur og religion ikke har fyldt særlig meget i hans opvækst, hvor han var fri til at leve, som han ville. Ansøgeren har herom oplyst, at han ikke praktiserer islam, og at han går i byen og drikker alkohol. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter, at Taliban vil hævne sig på ham som følge af hans fars konflikt med Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var [offentligt ansat] i Afghanistan under den tidligere regering. Ansøgeren har herom også oplyst, at denne konflikt var årsagen til, at familien udrejste til at starte med. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er fjernt familiemedlem til [tidligere højtstående embedsperson]. Ansøgeren har herom oplyst, at han frygter, at denne relation til [den tidligere højtstående embedsperson] vil sætte ham i et yderligere modsætningsforhold til Taliban. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, at afvejningen mellem de forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en vurdering af flere forhold ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der skal i første række tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ansøgeren blev ved [landsrettens] ankedom af [i sommeren] 2023 idømt fængsel i 10 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens p§ 191, stk. 1, 1. pkt., § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer§ 30, stk. 1 og 2, jf. § 3, stk. 2, for at have besiddet, forarbejdet samt videreoverdraget en betydeligt mængde farligt stof, bestående af ikke under 13 kilo kokain mv., 1 kg MDMA og 705,51 gram hash til en større personkreds mod betydeligt vederlag, idet der på hans adresse blev fundet 947 gram MDMA, 756,75 gram kokain, 705,51 gram hash samt emballage til ikke under 13 kg kokain og 1 kg MDMA, ligesom der på hans bopæl blev fundet 380.900 kr., som stammede fra salg af narkotika, svarende til salg af ikke under 476 gram kokain samt at have solgt ikke under 56 gram kokain for samlet 33.650 kr. Det fremgår af ankedommen, at [landsretten] vedrørende spørgsmålet om udvisning lagde vægt på, at de hensyn, der talte for udvisning af ansøgeren, var så tungtvejende, at hensynene havde større vægt end de hensyn, som talte imod en udvisning. Det fremgår videre, at landsretten lagde vægt på den grove karakter og det betydelige omfang af den begåede narkotikakriminalitet, og at en udvisning med indrejseforbud for bestandig efter en samlet vurdering ikke fandtes at være et uproportionalt indgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet har herved først og fremmest lagt betydelig vægt på karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, herunder på længden af den idømte straf. Nævnet finder således i øvrigt, at ansøgeren må anses for at have begået en særlig farlig forbrydelse i henhold til flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren i henhold til flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, må betragtes som en fare for samfundet, og har ved vurderingen heraf lagt vægt på den grove karakter af den begåede narkokriminalitet og den lange fængselsstraf. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet i henhold til Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Ved vurderingen af, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse har nævnet lagt vægt på grovheden og omfanget af den begåede narkotikakriminalitet, der omfatter besiddelse og videreoverdragelse af en betydelig mængde narkotika samt længden af den idømte straf. Nævnet har endelig lagt vægt på, at der ikke efter dommen er indtrådt væsentlige ændringer i ansøgerens personlige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2026/48/sesc
