Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et visum til Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren frygter, at de mennesker som hun har en privatretlig konflikt, vil finde hende, hvis hun opholder sig i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i sommeren] 2025 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at klageren ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun frygter sin eksmand og svigerfamilie, og at de vil finde ud af, at hun opholder sig i Finland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til det finske politi, der må antages at have både viljen og evnen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at hun lider af [hjerte-kar-sygdom] men at nævnet ikke finder grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ved behov kan modtage den nødvendige behandling herfor i Finland. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Finl/2026/5/fbll
