Nævnet omgjorde i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en klager fra et mellemøstligt land, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i foråret 2008. Indrejst i 2025. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Klageren havde oplyst at være født i foråret 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Klageren har forklaret, at han er født [i foråret] 2011. Klageren har oplyst, at han kender sin fødselsdato, idet hans [forælder A] i forbindelse med klagerens udrejse af [mellemøstligt land] fortalte ham, at han var 14 år, og at han skulle vide dette, hvis nogen skulle spørge om det. Klageren har under Udlændingestyrelsens behandlingen af alderssagen fremvist et billede af et [nationalt ID-kort] udstedt [i efteråret] 2023 og gyldig indtil [foråret] 2029, hvoraf klagerens navn og fødselsdatoen [i foråret] 2011 fremgår. Klageren har om sit [nationalt ID-kort] oplyst, at han fik det udstedt i [mellemøstligt land] sammen med sin [forælder A], men han kan ikke huske hvor eller hvornår, det var. Klageren har herudover under Udlændingestyrelsens behandlingen af alderssagen fremvist et billede af et [national]pas udstedt [i sommeren] 2024 og gyldig indtil [sommeren] 2029. Klageren har hertil oplyst, at han fik passet udstedt i [hovedstaden i et mellemøstligt land], og at det var klagerens [forælder A], som stod for det. Klageren havde sit [nationalt ID-kort] med ved udstedelsen af passet, og han fik i den forbindelse optaget biometri ved optagelse af fingeraftryk og billede. Klageren ved nævnsmødet fremlagt sit originale pas og [nationalt ID-kort], samt et håndskrevet notat med fødselsdatoer for klageren og dennes søskende. Der er til sagen er foretaget en aldersundersøgelse af Retsmedicinsk Institut baseret på en lægelig undersøgelse og en røntgenoptagelse af klagerens venstre hånd, samt en odontologisk aldersundersøgelse. Heraf fremgår en nedre og øvre aldersgrænse på henholdsvis 15 og 19 år. Flygtningenævnet bemærker, at klageren konsistent har forklaret, at han er født [i foråret] 2011. Det fremgår endvidere af referenceakter fra klagerens [søskendes] asylsag fra [2021-2023], at denne har oplyst ansøgers alder på daværende tidspunkt til 11 år. Endvidere har klageren på advokatens foranledning fremskaffet originalt [nationalt ID-kort] og pas, hvoraf fremgår, at klageren er født [i foråret] 2011. Endelig har klageren fremlagt håndskrevet notat, med angivelse af fødedato for klager og dennes søskende. Klageren har oplyst at dette notat er udarbejdet af klagerens [forælder A]. På denne baggrund og efter en samlet og konkret vurdering og under henvisning til princippet om ”benefit of the doubt” finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort den af klageren oplyste alder. Klageren vil derfor fremover være registreret med fødselsdato [i foråret] 2011.” alder/2026/1/AALK