Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni muslim. Ansøgeren er født og opvokset i [by], som ligger i nærheden af Urus-Martan, delrepublikken Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har mellem 2000 og 2014 boet i Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har efter sin hjemkomst til Rusland i 2016 opholdt sig i Tbilisi, Georgien og [by], Georgien. Ansøgeren har været medlem af partiet [partinavn] fra 1991 indtil 1998. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til sit hjemland fryg-ter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi han har nægtet at identificere de personer, der kæmpede for de tjetjenske styrker under den anden tjetjenske krig i 1999. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ved tilbagevenden til Rusland i 2016 blev stoppet i paskontrollen i Moskva Lufthavn. Han blev tilbageholdt og afhørt i tre timer om sit ophold i Danmark. Ansøgeren blev herefter løsladt. Ansøgeren rejste videre til Ingusjetien, hvor han i lufthavnen blev opsøgt af myndighedspersoner og ført væk. Han blev herefter tilbageholdt på en politistation i Grosnij. Han blev her afhørt om de personer, som havde kæmpet for de tjetjenske styrker under den anden tjetjenske krig i 1999. Han blev tillige adspurgt om sine brødre, særligt om [A], som bor i Danmark, og om en for ansøgeren ukendt person. Han blev under tilbageholdelsen udsat for vold, idet han først blev slået på kroppen, herunder med en flaske med vand, og fik elektriske stød, der fik ham til at hoste blod op. Han blev løsladt, idet hans familie betalte penge til myndighederne, og fordi han indvilligede i at samarbejde med myndighederne. Ansøgeren udrejste herefter til Georgien, hvor han opholdt sig illegalt hos forskellige personer. Han var på intet tidspunkt tilbage i Tjetjenien. Hans opholdssted i Georgien blev en enkelt gang forsøgt opsøgt at personer, som han formodede havde tilknytning til de georgiske myndigheder og samarbejdede med de russiske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på centrale punkter, herunder om årsagen til, at han blev løsladt fra sin tilbageholdelse i syv dage, og om hvilke oplysninger, de tjetjenske myndigheder ønskede fra ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret upræcist og afglidende blandt andet om, hvornår hans familie blev opsøgt efter hans løsladelse i 2016, og hvor ofte familien blev opsøgt, og om årsagen til at familien blev opsøgt. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at nævnet – i lighed med nævnets vurdering under Flygtningenævnets behandling af hans asylsag den 21. august 2015 – finder forklaringen om asylmotivet afgivet den 21. august 2015 utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det bemærkes, dels at denne forklaring udgør en afgørende og central del af grundlaget for det asylmotiv, der nu påberåbes af ansøgeren, dels at vurderingen af forklaringen svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/3/imbs
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger Rusland. Indrejst i 2019. .Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har været i kontakt med flere antikommunistiske organisationer. Derudover har ansøgeren under sin studietid udtalt sig kritisk om det kommunistiske regime, og han har i 2012, 2013 og 2014 deltaget i demonstrationer i Moskva. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at han vil blive fængslet uretmæssigt eller slået ihjel, idet han er efterstræbt af Viktor Nikolajevitj Khmarin, som er en god ven af Vladimir Putin. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren blandt andet oplyst, at han er i et modsætningsforhold til Viktor Nikolajevitj Khmarin, som er en god ven af Vladimir Putin. Ansøgeren begyndte at omgås Khmarin i 1970’erne under deres jurastudie, under hvilket Khmarin blev ven med Putin. Ansøgeren kendte også Putin personligt under jurastudiet. Som følge af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund og sin bekendtskabskreds bestående af magtfulde personer er ansøgeren kommet i besiddelse af vigtige informationer om inden- og udenrigsefterretningstjenesterne i Rusland. Både Vladimir Putin og Viktor Nikolajevitj Khmarin betragter ansøgeren som deres ideologiske fjende. Ansøgeren har således som advokat ført sager for kendte dissidenter. Han har endvidere opholdt sig i England i en længere årrække, hvor han har suppleret sin juridiske uddannelse. Ansøgeren har modtaget trusler ved forskellige lejligheder fra 1998 til sommeren 2019. Han blev [i vinteren 2015/2016] uretmæssigt idømt fængselsstraf i forbindelse med et overfald orkestreret af Khmarin. To mænd på 35 og 40 år overfaldt ansøgeren i hans sommerhus, og ansøgeren, der da var 68 år, forsvarede sig blot. Han blev idømt 4 års fængsel, som i ankesagen blev nedsat til fængsel i 3 år og 10 måneder. Størstedelen af straffen blev afsonet i Sibirien. Han blev under afsoningen udsat for provokationer. Det var hans indtryk, at myndighederne derved forsøgte at få ham dømt for andre forhold for at kunne forlænge fængslingen. Under afsoningen fik han oplyst af en anden indsat – en tidligere KGB oberst – at det var Khmarin som stod bag ansøgerens straffesag. Under et møde med Khmarin i sommeren 2019 fremlagde ansøgeren et brev om mangler ved det russiske retssystem, hvilket brev han ønskede overleveret til Putin, hvilket førte til, at Khmarin og en person med tilknytning til ham, udsatte ansøgeren for trusler. Flygtnin-genævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen i alt væsentligt ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sand-synliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder således, at det alene beror på ansøgerens egne ubekræftede formodninger, at han er efterstræbt af myndigheder og magtfulde personer i Rusland som følge af sine holdninger til og sin viden om forholdene i Rusland. Det findes herunder ikke sandsynliggjort, at dommen afsagt over ansøgeren og hans efterfølgende afsoning heraf i Sibirien – uanset baggrundsoplysninger om korruption m.v. i retssystemet i Rusland – er en følge af hans modsætningsforhold til Viktor Nikolajevitj Khmarin eller andre. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke har oplyst om andre fysiske overgreb i Rusland end overfaldet i hans sommerhus. Nævnet finder endvidere, at trusler mod ansøgeren fremsat navnlig i årene omkring 2000 blandt andet i forbindelse med, at ansøgeren som advokat har ført sager for dissidenter, må anses som afsluttede forhold. For så vidt angår øvrige trusler findes disse ikke at have en karakter og intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren som anført ikke har oplyst om andre fysiske overgreb i Rusland end overfaldet i sommerhuset. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren problemfrit har fået udstedt russisk udenrigspas [i sommeren] 2009 og [foråret] 2014, og at ansøgeren udrejste på sit eget ægte pas fra lufthavnen i Moskva [i sommeren] 2019. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. : rusl/2020/17
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra Orumieh, Vest Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren er tidligere muslim af trosretning, men har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far eller andre familiemedlemmer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun er opvokset med en kontrollerende og voldelig far. Ansøgeren blev blandt andet slået af sin far, lige-som han ofte undersøgte hendes ting eller nægtede hende adgang til boligen og samvær med venner. Da ansøgeren blev ældre, arrangerede hendes far et tvangsægteskab med en mand ved navn [A], der var omkring 25 år ældre end ansøgeren, og som i forvejen var gift og havde børn. Ansøgeren modsatte sig ægteskabet, men hendes far insisterede på en truende måde. Ansøgeren fortsatte med at modsætte sig ægteskabet, og en dag overhørte ansøgeren sin far sige til moren, at han ville være nødt til at slå ansøgeren ihjel, hvis hun fortsat nægtede at gifte sig med [A]. Halvanden til to måneder efter forsøgte faren at kvæle ansøgeren. Ansøgeren besvimede, men nogle naboer kom til undsætning og fik reddet ansøgeren. Dagen efter fortalte ansøgerens mor, at faren var i gang med at skaffe et våben med henblik på at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren udrejste af Iran dagen efter. Ansøgeren opholdt sig omkring to et halvt år i henholdsvis Irak og Tyrkiet, inden hun kom til Danmark. Ansøgeren har endvidere anført, at hun som 22-23 årig stoppede med at betragte sig selv om muslim, men hun troede fortsat på en Gud. I Tyrkiet mødt ansøgeren en kristen kvinde, som fascinerede hende. Ansøgeren formodede, at fascinationen skyldtes, at kvinden var kristen. I Danmark tog ansøgeren i kirke, men først i [foråret] 2020 havde hun en fornemmelse af, at Jesus var med hende. Ansøgerens mor var syg, men morens helbred blev forbedret efter, at ansøgeren havde bedt. Ansøgeren begyndte herefter at komme i Luthersk Mission Kirke i [dansk by], hvor hun efter planen skal døbes i efteråret. Ad oprindeligt motiv. Ansøgeren har i det væsentligste har forklaret konsistent om tvangsægteskabet og volden som følge heraf. Flygtningenævnet vurderer, at der er tale om en lille og relativt enkel forklaring. Ansøgeren har forklaret væsentligt divergerende om, hvornår hun fik sit iranske pas udstedt. Det fremgår af den paskopi, der er fremlagt i sagen, at passet er udstedt efter det tidspunkt, hvor ansøgeren efter sin forklaring er flygtet, og at passet er udstedt et andet sted, end forklaret af ansøger. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun har været i kontakt med sin far efter flugten, og om han truede hende i den forbindelse. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om hendes første og eneste møde med [A] fandt sted til en fest eller i hendes hjem. Ansøgeren har forklaret, at hun har 17 års skolegang, hvoraf de sidste to var på universitetet, hvor hun bestod nogle eksaminer. Nævnet finder det ikke overbevisende, at hun kunne gennemføre universitetsuddannelsen uden, at hendes far vidste det. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at hun var kontrolleret i en sådan grad af sin far, som hun har forklaret om. Flygtningenævnet finder sammenfattende, at ansøgeren på grund af ovennævnte divergenser, ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer overgreb fra sin far, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ad sur place-motiv. Ansøgeren har forklaret, at hun siden hun var 22 eller 23 ikke har haft nogen religion, men dog har troet på en Gud. Hun har ved indrejsen til Danmark forklaret, at hun var agnostiker og ikke havde nogen kendskab til kristendommen. Efter hendes forklaring opstod interessen først i [foråret] 2020 eller cirka et halvt år efter indrejsen og umiddelbart efter, at hun modtog afslag fra Udlændingestyrelsen. Hun har for nævnet forklaret, at hun modtager dåbsundervisning, at hun deltager i ugentlige gudstjenester, og at hun kommer jævnligt i en familie, der fortæller om kristendommen. Hun har forklaret, at hun ikke har ret meget viden om kristendommen, hvilket tillige er demonstreret under nævnsmødet. Hun har ikke på overbevisende måde kunne redegøre for sin indre omvendelsesproces. Under henvisning hertil finder nævnet ikke, at hendes konversion er reel. Hun har tillige oplyst, at ingen i Iran har kendskab til hendes interesse for kristendommen. Sammenfattende finder nævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/55/CABV
Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan fra Eslamabad-e Gharb, Kermanshah, Iran. An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til Iran, frygter at blive fængslet eller henrettet af det iranske regime, fordi han har uddelt løbesedler for Komolah-partiet. Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristen-dommen. Den [Efteråret] 2017 blev ansøgeren døbt i [By] Kirke. Ansøgeren har siden deltaget i gudstjenester og andre kristne aktiviteter, herunder sommerlejre og pilgrimsvandringer. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans familie i Iran er bekendt med hans konvertering, og at de har reageret negativt, herunder særligt ansøgerens far, som har udtalt, at han ikke længere anser ansøgeren for sin søn. Ansøgeren har forklaret, at han første gang mødte kristendommen julen 2015, da han holdt jul i et kristent bofællesskab, som han stadig besøger. Herefter begyndte han at gå i kirke sammen med et kristent par, der fortalte om kristendommen, og i 2017 mødte han [A], og det var mødet med hende, der overbeviste ham om, at han ville konvertere. Han har stadig kontakt med [A] og deltager sammen med hende i kristne aktiviteter i et menighedshus. Ansøgeren, der nu bor i [By], deltager i ugentlige gudstjenester, og mens han gennem 3 år boede på Kærshovedgaard, deltog han en gang ugentligt i kristendomsundervisning, en gang ugentligt i gudstjenester, fejrede de kristne højtider og har deltaget i andre kristne aktiviteter. Ansøgeren er blevet døbt den [Efterår] 2017. Ansøgeren har demonstreret et kendskab til kristendommen og til biblen og har redegjort for sine overvejelser i forbindelse med konvertering og sin indre overbevisning. Uanset ansøgerens interesse for kristen-dommen fremstår, som om den først er opstået umiddelbart efter Flygtningenævnets afslag på op-holdstilladelse den [Vinter] 2017, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konvertering fremstår reel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse.” [Iran/2020/54/MIMA]
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Irak. Indrejst senest i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun er udrejst to gange af Irak uden sin brors, [A], kendskab og viden, hvilket i hans øjne er uacceptabelt. Ansøgeren udrej-ste for første gang i 2013, idet hun tog til Danmark for at indgå ægteskab med sin nuværende ægte-fælle [B]. Ansøgeren blev efterfølgende familiesammenført med [B]. [A] kendte ikke til ansøgerens udrejse, idet han ville have forhindret ansøgeren heri. Senest i 2016 tog ansøgeren til Irak sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren tog til Irak for at besøge sin mor, der var syg. Efter to uger opstod der en konflikt mellem [B] og [A], idet [A] var vred over, at ansøgeren ikke var tildækket. [A] tog ansøgerens dokumenter og pas, så hun ikke kunne udrejse af Irak. [A] forbød ligeledes ansøgeren at forlade bopælen. [B] tog tilbage til Danmark, og først efter et år og fire måneder lykkedes det ansø-geren at finde sit pas, hvorefter hun udrejste af Irak, mens [A] var til en begravelse. I Danmark er ansøgeren blevet kontaktet af sin søster, som har oplyst, at [A] har truet med, at han vil slå ansøge-ren ihjel. Ansøgeren indgav på den baggrund ansøgning om asyl. Ansøgeren har i forbindelse med sin indrejse [vinteren] 2017 forklaret, at årsagen til, at hun ikke var vendt hjem var: graviditet, abort, dårlig ryg og at Erbil lufthavn var lukket. Hun har i ”ansøgning om at opholdstilladelse på asyl og familiesammenføringsområdet ikke skal anses for bortfaldet” modtaget [vinteren] 2017 anført ”min bror har haft en konflikt med min mand under besøget i Irak – grundet en abort af min foster.” Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun ikke har været gravid og ikke har aborteret. Hun har bekræftet, at oplysningerne var usande. Da ansøgeren har bekræftet, at hun tidligere har givet urigtige oplysninger til de danske myndigheder, er hendes troværdighed svækket. Da hun i 2017 ikke har forklaret om sin konflikt med sin bror, [A], da hun til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hendes bror ikke sagde noget, da hun udrejste i 2013, da hun har været i Irak i 2015, blandt andet på familiebesøg, og da hun frivilligt tog ophold hos sin bror i 2016, har hun ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagerejse til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/24/CABV
Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 201. Flygtningenævnet udtalte: [Ansøgeren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han meddeles afslag på op-holdstilladelse som uledsaget mindreårig udlænding, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Det fremgår af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, at der kan gives opholdstilladelse til en uledsaget udlænding under 18 år, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændin-gelovens § 7, hvis der er grund til at antage, at udlændingen ved en tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland vil være uden familiemæssigt netværk eller uden mulighed for ophold på et modtage- og omsorgscenter og dermed vil blive stillet i en reel nødsituation. Opholdstil-ladelsen kan ikke forlænges ud over udlændingens fyldte 18. år. Herudover fremgår det af udlæn-dingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at det påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives. Det er således som udgangspunkt den udlænding, der gør gældende, at den pågældende ikke har et famili-emæssigt netværk i hjemlandet, der skal sandsynliggøre sin påstand. Flygtningenævnet vil dog i den forbindelse tage hensyn til udlændingens alder og udvikling. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren – henset til dennes fremtræden under nævnsmødet og besvarelse af de stillede spørgsmål – har den fornødne modenhed til at gennemgå behandlingen af sagen om opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Ansøgeren har i forbindelse med sin asylansøgning i Grækenland i 2016 og sin asylsansøgning i Danmark i 2017 afgivet helt forskellige oplysninger om sin identitet og asylmotiv til de respektive myndigheder. Det fremgår således af samtalen med de græske myndig-heder, at ansøgeren oplyste at hedde [A], søn af [X og Y], at han var født i Iran den […] 2001, at han udrejste fra Iran fem måneder tidligere, fordi anden generations afghanske flygtninge blev be-handlet dårligt, og at han boede i Iran sammen med sin far, mor, tre søstre og to brødre, og at den ene bror ved navn [B] nu boede i Danmark. Til de danske udlændingemyndigheder har ansøgeren forklaret, at han hedder [C], at han er født i Afghanistan og aldrig har boet andre steder, at han boe-de sammen med sin far, [Z], og mor, [Æ], sin bror, [D], og sin søster [E], at han aldrig har haft andre søskende, at han ikke kender en person ved navn [B], og at han forlod Afghanistan, fordi Taliban slog hans far og bror ihjel på grund af en jordkonflikt og truede med også at slå ham ihjel. An-søgeren har videre forklaret, at de oplysninger, han meddelte de græske myndigheder, var ukorrekte og var begrundet i, at han ikke ønskede at blive i Grækenland og gerne ville til Danmark. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet fastholdt den forklaring, som han har afgivet til de danske myndigheder om sin identitet og baggrund. Flygtningenævnet finder i lighed med den afgørelse, som nævnet traf den […] 2019 [afgørelse i sag vedrørende ansøgning om asyl], at ansøgeren ikke er fremkommet med en overbevisende forklaring på, at han i Grækenland skulle have oplyst falsk identitet og afgivet urigtige oplysninger om sin familie. Nævnet har herved taget i betragtning, at forklaringen til de græske myndigheder er detaljeret og sammenhængende og underbygget af oplys-ningerne i [B’s] asylsag og ansøgerens Facebook profiler og venskab med [B]. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren i Danmark og til sin advokat samt overfor nævnet stedse har fastholdt sin forklaring om sin identitet og baggrund, afgivet ved indrejsen i Danmark, uanset at han - efter det af advokaten oplyste – er orienteret om, at det i denne sag ville stille ham bedre, hvis hans for-klaring afgivet i Grækenland blev lagt til grund. Nævnet finder imidlertid at måtte tilsidesætte ansø-gerens forklaring om sin identitet og baggrund afgivet i Danmark som utroværdig og at måtte lægge forklaringen afgivet i Grækenland til grund. Nævnet har herved taget hensyn til ansøgerens alder ved indrejsen i Danmark, til hans frygt for at blive returneret til Grækenland og til, at han under sit ophold i Danmark kan være blevet udsat for påvirkning eller pres. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren til sin advokat og på mødet i nævnet har oplyst, at han for kort tid siden fik kontakt med sin mor, der fortalte ham, at hun sammen med søsteren var flygtet til Iran og havde mistet kontakten til søsteren. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen om etableringen af kontakten til moren kun to uger inden mødet i nævnet forekommer mindre troværdig, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der efter sin forklaring til Udlændingestyrelsen var analfabet, skulle være i stand til at læse Messenger beskeder på farsi og skrive tilbage på dari. Flygtningenæv-net finder på denne baggrund, at der er grund til at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland vil være uden familiemæssigt netværk eller uden mulig-hed for ophold på et modtage- og omsorgscenter og dermed blive stillet i en reel nødsituation. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2019. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Afgh/2020/32/tps
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en kvindelig statsborger fra Syrien, der var meddelt beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til, at kla-gerens kæreste, som er til hendes kommende barn, opholder sig i Danmark, og at klagerens asylsag derfor bør behandles i Danmark. Videre at hun frygter sine forældre, idet hun er blevet gravid uden-for ægteskab.Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra hun ikke risike-rede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lov-ligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det be-mærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af artikel 19, stk. 2 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at Tyskland kan tjene som første asylland. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ønsker selvbestemmelse over sit liv, og at hun frygter for sit liv på grund af graviditet udenfor ægteskab, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, såfremt hun har en konflikt med sin familie i Tyskland. Det forhold, at klagerens kæreste, som er far til hendes kommende barn, har opholdstilladelse i Dan-mark, og at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har peget på flere bestemmelser i FN’s Børne-konvention, Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, Den Europæi-ske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tion om, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed skal komme i første række, kan ej heller føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker herved, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Tyskland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker samtidig, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompe-tence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tys/2020/1/IMBS
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en mandlig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland, herunder muligheden for indkvartering.Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtnin-genævnet blandt andet: ” Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvor klageren tillige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om de gene-relle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Grækenland finder nævnet, at en afvisning af klageren ikke vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens person-lige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtninge-nævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Græ-kenland – skønt svære – i sig selv ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtninge-nævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Det bemær-kes herved, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder blandt andet af AIDAs rapport ”Country Report: Greece – 2017 Update”, fra februar 2018, og US Department of States rapport ” Country Reports on Human Rights Practices 2017 – Greece”, fra januar 2018, at flygtninge har samme ret til arbejde som græske statsborgere, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Endvidere har flygtninge samme ret til social bistand og til lægebehandling som græske statsborgere. For så vidt angår den af Dansk Flygtninge-hjælp fremlagte e-mailkorrespondance af 14. juli 2020 med DRC Greece, bemærker Flygtninge-nævnet, at oplysningerne heri viser, at forholdene for anerkendte flygtninge i Grækenland er meget vanskelige, hvilket også fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale. Som anført ovenfor finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene er af en sådan karakter, at Grækenland generelt ikke kan tjene som første asylland, og oplysningerne fra DRC Greece ændrer ikke herved. Flygtninge-nævnet finder ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder vedrørende opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet har lagt vægt på, at klage-ren efter nævnets vurdering ikke kan anses for at være ganske særligt sårbar. Ved vurderingen heraf har nævnet hovedsageligt lagt vægt på, at klageren er 22 år gammel og ikke har nogen helbreds-mæssige problemer udover åndedrætsbesvær og tandpine. Klagerens oplysninger om, at han havde det psykisk dårligt i Grækenland kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i øvrigt, at klagerens psykiske helbredstilstand ikke er nærmere underbygget eller dokumenteret over for nævnet. Nævnet bemærker derudover, at nævnet forudsætter, at Udlændingecenter Nordsjælland forud for en udsendelse af klageren underretter de græske myndigheder om relevante helbredsmæs-sige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil. Det forhold, at klageren har et herboende fami-liemedlem, sin bror, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke foreligger et afhæn-gighedsforhold mellem klageren og hans familiemedlem i Danmark, som gør, at hans ansøgning om asyl bør tillades indgivet i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2020/2/IMBS
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i efteråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han kommer fra Al-Bab-området, hvor borgerne bliver udsat for chikane, trusler og anholdelser ved regimets kontrolposter, fordi byen var et af de første områder, der gjorde oprør mod Al-Assad. Videre har klageren oplyst, at han ikke kan få adgang til Al-Bab, idet byen er kontrolleret af de tyrkiske myndigheder og oppositionsstyrker. En del af oppositionsstyrkerne er islamiske ekstremister, der vil rekruttere alle til at kæmpe for dem. Endvidere har klageren til støtte for sin klage oplyst, at der ikke er sikkerhed eller civilt liv i den region, han kommer fra. Klageren har herom oplyst, at han efter verifikation af hans identitet ved en regimekontrolpost blev arresteret i en måned, fordi han kommer fra Al-Bab. Under fængslingen blev klageren slået, tortureret, ydmyget og fornærmet. Videre har klageren oplyst, at han ikke ønsker at kæmpe for nogle af konfliktens parter, da han er en fredelig person. Endvidere har klageren oplyst, at regionen, han kommer fra, er præget af konflikter mellem Al-Assad-regimets styrker, terrorister og islamiske fraktioner. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har således lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i udtalelse af [foråret] 2020. Klageren har således heller ikke ved sin forklaring for Flygtningenævnet sandsynliggjort, at han er blevet genindkaldt til militærtjeneste. Der er herved også henset til Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, hvoraf fremgår vedrørende alle tre kilder blandt andet, at ”The assignment ends after the completion af the service or by being excempted or being over 42 years of age.” Det forhold, at klageren i sin klage, til sin advokat og under sin forklaring i flygtningenævnet har oplyst, at han har været tilbageholdt i 27 dage, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Klageren har endvidere på mødet forklaret udbyggende omkring sin tilbageholdelse. Han har således forklaret, at hans bror og mor efter klagerens løsladelse fortalte, at de var blevet afpresset til at betale for hans løsladelse. Klageren har ikke tidligere oplyst herom og forklaringen fremstår udbyggende. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine personlige forhold er i reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren kommer fra et område, hvor der sker angreb mod civile, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Syrien aktuelt på grund af de generelle forhold i Syrien, må anses for at være i reel risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (beskyttelsesstatus), jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse 6. november 2014.” Syri/2020/43/AMKJ
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim, født og opvokset i Damaskus, Syrien, og har siden hun var 10 år gammel boet i [A], Rif-Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015 som familiesammenført, og at hun efter at have søgt om asyl [i sommeren] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 [i foråret] 2020. Klageren har i sin oprindelige asylsag oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i [efteråret] 2014 hjalp to sårede personer som var flygtet ned i hendes bygnings kælder. Mens de var i kælderen, udtalte hun sig kritisk om de syriske myndigheder. I vinteren 2014 blev hun stoppet ved en kontrolpost tilhørende Folkekomiteen, hvor hun fik oplyst, at hendes navn stod på en liste over personer, som var eftersøgt af myndighederne. Hun fik dog lov til at gå af soldaten. Videre har klagerens nabo oplyst hende om, at to ukendte personer opsøgte klagerens bopæl og spurgte efter hende. Dette skete omkring fire måneder efter klagerens udrejse, som var i [foråret] 2015. Videre frygter hun, at hun eller hendes børn vil blive bortført af Den Frie Syriske Hær. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun efterfølgende fandt ud af, at de to personer hun havde hjulpet i kælderen var soldater i Den Frie Syriske Hær. En af personerne advarede hende senere om, at Den Frie Syriske Hær ville kidnappe hendes søn. Desuden frygter hun at hendes svigerfamilie i Syrien vil tage hendes børn fra hende. Klageren har til støtte herfor oplyst, at det er traditionen i Syrien, at når et forældrepar bliver skilt tilhører børnene mandens familie. Endelig frygter hun de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at der er krig og manglende sikkerhed i Syrien. Klageren har [i foråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har støtte herfor oplyst, at situationen i Syrien er meget farlig for klageren og at hendes grundlag vil være mere sikret med opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge store dele af klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder dog, at klagerens konflikter ikke har en karakter og en intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med og er eftersøgt af de syriske myndigheder. Uagtet klageren har hjulpet sårende personer fra oppositionen, og uanset hun ved samme lejlighed måtte have udtalt sig negativt om det syriske regime, er klageren ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt af de syriske myndigheder i den anledning, ligesom hun er udrejst legalt af Syrien på sit eget pas og med udrejsestempel. Det forhold, at klageren er blevet standset ved en kontrolpost, kan ikke føre til et andet resultat, idet klageren aldrig er blevet tilbageholdt. Klageren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet hun til asylsamtalen har forklaret, at hun formoder, at hendes far i forbindelse med hendes udrejse af Syrien har betalt chaufføren, der har bestukket både vagterne ved kontrolposterne og de syriske grænsevagter, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hendes far havde betalt bestikkelse. Først under nævnsmødet har klageren forklaret, at hendes far undersøgte, om hun var eftersøgt af de syriske myndigheder, og fik dette bekræftet. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger medfører udeblivelse fra militærtjeneste eller desertering ikke asylbegrundende konsekvenser for familiemedlemmer, med mindre der er tale om en profileret person. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens tidligere ægtefælle er særligt profileret. Dette understøttes af, at klageren forblev boende på samme bopæl indtil sin udrejse og kun blev opsøgt en gang af myndighederne, der spurgte efter hendes ægtefælle, og at der ikke skete yderligere. Det beror på klagerens egen formodning, at episoden, hvor en mand bad hendes søn hjælpe med at åbne en bils bagagerum, reelt var et kidnapningsforsøg. Det forhold, at to ukendte personer efter klagerens udrejse har opsøgt hendes bopæl i et ukendt ærinde, understøtter ikke, at klageren skulle have konflikter med myndighederne eller andre. Klageren har forklaret, at hun ikke tidligere har haft konflikter med sin svigerfamilie. Det forhold, at reglerne om forældremyndighed i Syrien måtte medføre, at klagerens svigerfamilie kunne få forældremyndigheden over klagerens børn som følge af hendes og ægtefællens skilsmisse, er privatretlige forhold og ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og da risikoen for overgreb ikke er begrundet i individuelle omstændigheder, er klageren heller ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2020/41/imbs
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [Efteråret] 2015, og at hun [Sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens mor har [Efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har [Foråret] 2020 oplyst, at hun ønsker at være omfattet af sin mors klage. Klagerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun, grundet sine problemer og årsagen til hendes flugt fra Syrien, mener, at hun burde få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, som følge af klagerens fars modsætningsforhold hertil. Klagerens mor har til støtte herfor oplyst, at klagerens far, grundet sin støtte til oppositionen, blev eftersøgt at de syriske myndigheder. Da myndighederne ikke kunne finde klagerens far, blev deres hjem opsøgt. Klagerens mor har videre henvist til, at hendes forældre er blevet kontaktet og spurgt ind til hendes opholdssted. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun ikke personligt har konflikter med myndighederne i Syrien. Hun har henvist til sin mors asylmotiv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet Flygtningenævnet i klagerens mors sag har fundet, at klagerens mor ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2020/40/YARS]
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger/et ægtepar samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [Efteråret] 2015, og at hun [Sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [Efterår] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun, grundet sine problemer og årsagen til hendes flugt fra Syrien, mener, at hun burde få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, som følge af hendes ægtefælles modsætningsforhold hertil. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle, grundet sin støtte til oppositionen, blev eftersøgt at de syriske myndigheder. Da myndighederne ikke kunne finde klagerens ægtefælle, blev deres hjem opsøgt. Klageren har videre henvist til, at hendes forældre er blevet kontaktet og spurgt ind til klagerens opholdssted. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at hun på grund af sin ægtefælles og på grund af egne forhold risikerer personlig forfølgelse af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Klageren har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hendes søsters ægtefælle blev anholdt og var tilbageholdt i et år for at have modtaget penge fra klagerens ægtefælle mod at hjælpe denne med at flygte, og at klagerens søster også blev anholdt dagen efter sin ægtefælle og var tilbageholdt til den følgende dag. Dette er udbyggende i forhold til klagerens oplysninger i asylskemaet, i samtalen med Udlændingestyrelsen og i advokatens indlæg. Forklaringen er også divergerende i forhold til samtalen i Udlændingestyrelsen, hvor klageren har forklaret, at hendes familie, herunder hendes søskende, ikke har haft konkrete problemer i Syrien. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår myndighederne kontaktede hendes mor og spurgte efter klageren. Klageren har således under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at dette var i begyndelsen af 2015, mens hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var i [Efteråret] 2014, og at det skete i forbindelse med, at hendes søster og dennes mand var blevet anholdt. Klageren har også forklaret divergerende om, hvor hun opholdt sig, efter hun forlod sine svigerforældres bopæl. Hun har således forklaret i samtalen med Udlændingestyrelsen, at hun opholdt sig hos sin veninde [A] i omtrent to måneder og derefter boede et par måneder hos en anden veninde, hvorefter klageren udrejste, mens hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun opholdt sig hos [A] i omkring 10 måneder fra [Efteråret] 2014 til [Sommeren] 2015, hvor hun udrejste. Endelig har klageren under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende i forhold til advokatens indlæg om, at hun i 2019 har fået at vide, at myndighederne i Syrien beskylder hende for at have hjulpet sin ægtefælle med aktiviteter for Den Frie Syriske Hær. De nævnte forhold svækker klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2020/39/YARS]
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret 2019], og at han i [vinteren 2019-2020] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i [foråret 2020] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og dræbt af myndighederne, da klageren har unddraget sig genindkaldelse som reserve til militæret. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter krigen, bombardementerne, skyderierne og den medfølgende usikkerhed. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2016 blev indkaldt som reserve til militæret i Syrien. Klageren har forklaret, at han gennem en offentlig meddelelse i nyhederne blev bekendt med, at alle mænd under 50 år indkaldes som reserve til militæret. Klageren har hertil tilføjet, at muktharen var i besiddelse af en liste over de navne, myndighederne indkaldte til reserven. Klagerens bror blev af muktharen informeret om, at klagerens navn fremgik af indkaldelseslisten. Da det strider imod klagerens moralske overbevisning at bære våben, deltage i krig og dræbe mennesker, forlod klageren Syrien i foråret 2017. Klageren frygter derfor, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive anholdt og dræbt af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om genindkaldelse til militæret til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet udbyggende forklaring om genindkaldelsen, idet klageren ikke har nævnt denne i asylskemaet, uagtet at det var denne, der angiveligt var årsagen til klagerens udrejse af Syrien, men først har nævnt denne i sine samtaler i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer om, hvordan hans bror fik oplysninger om genindkaldelsen af den lokale mukhtar, og om hvorvidt klageren har modtaget en fysisk (skriftlig) genindkaldelse, ligesom klageren har afgivet udbyggende forklaring om hvorvidt hans bopæl er blevet opsøgt af myndighederne efter klagerens udrejse af Syrien. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet har svaret undvigende og afglidende på de stillede spørgsmål, ligesom han under mødet har skiftet forklaring flere gange, herunder om hvorvidt hans mor har modtaget en skriftlig genindkaldelse på hans vegne. Flygtningenævnet finder endelig, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke risikerer at blive genindkaldt til militæret, når henses til klagerens alder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne overvejende fremgår, at der ikke sker genindkaldelse til militæret af mænd over 42 år. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/38/SRA
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bourj el-Barajneh i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun vil blive udsat for repressalier af Hizbollah. Ansøgeren frygter endvidere sin far. Ansøgeren har videre henvist til, at hun som statsløs ikke har nogen rettigheder i Libanon, herunder at hun ikke vil få adgang til sundhedssystemet eller arbejdsmarkedet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes søster blev voldtaget af fire medlemmer af Hizbollah i sommeren 2014 og derefter blev gravid. En nat opsøgte to af gerningsmændene, der er brødre, ansøgerens families bopæl. Ansøgerens far krævede, at en af mændene indgik ægteskab med ansøgerens søster, hvilket mændene afslog og sagde, at de ikke havde voldtaget søsteren. Herefter kontaktede ansøgeren en journalist ved en tv-kanal og fortalte om voldtægten. Tv-kanalen lavede herefter en udsendelse herom, hvori ansøgerens søster medvirkede. Få dage herefter blev ansøgeren opsøgt på familiens bopæl af de samme to mænd, der truede hende. Senere samme uge blev ansøgerens familie opsøgt og truet. Herefter flyttede ansøger og familien til Bourj el-Barajneh flygtningelejren, og hørte ikke fra gerningsmændene igen. Til støtte for konflikten med faren, har ansøgeren oplyst, at hun mødte sin nuværende ægtefælle, Fawaz, i Tripoli i 2015. Fawaz friede til ansøgeren, men ansøgerens far ville ikke acceptere ægteskabet. Den 20. april 2015 stjal ansøgeren sin fars ID-kort. Ansøgeren og hendes ægtefælle fandt frem til en ukendt mand, der lignede ansøgerens far, og betalte ham for at udgive sig for at være faren ved vielsen. Den 21. april 2015 blev ansøgeren og hendes ægtefælle viet. Herefter flyttede ansøgeren hjem til sin ægtefælle og boede der frem til sin udrejse den 15. november 2015. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, som udgangspunkt er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto-dommen). I præmis 86 i Alheto-dommen udtaler EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen bl.a.:”[…] når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun skulle være efterstræbt af gerningsmændene til sin søsters voldtægt og dermed Hizbollah. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om antallet af voldtægter, antallet af og identiteten på de gerningsmænd, der har voldtaget ansøgerens søster, hvornår og hvor ofte gerningsmændene opsøgte familiens bopæl, og om gerningsmændene telefonisk truede familien. Desuden fremstår ansøgerens forklaring på centrale punkter usammenhængende, ligesom ansøgeren har svaret undvigende og har skiftet forklaring flere gange under mødet i Flygtningenævnet.Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om voldtægterne og den deraf følgende konflikt som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin familie til grund, idet ansøgerens forklaring om sit ægteskab og deraf følgende konflikt med sin familie ikke fremstår overbevisende. Derudover har ansøgeren på centrale punkter afgivet divergerende oplysninger, herunder har ansøgeren tidligere oplyst, at hun havde et forudgående kendskab til sin ægtefælle, og at forlovelsesfesten blev afholdt hos hendes familie. Ud fra ansøgerens forklaring for nævnet må det desuden lægges til grund, at ansøgeren ikke har nogen asylbegrundende konflikt med sin familie. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Libanon ikke kan bo sammen med sin familie, og at hun vil blive udelukket fra familien, men at familien ikke vil gøre hende noget. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren nu er registreret hos UNRWA sammen med sin ægtefælle med adresse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/25/LINB
Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra byen [A] i regionen Shabelle Hoose i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren bliver omskåret, hvis hun vender tilbage til Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at det er en tradition blandt somaliske kvinder at blive omskåret, hvorfor man bliver udstødt, hvis man ikke er omskåret. Ansøgerens mor har videre oplyst, at hun ikke kan forsvare ansøgeren mod omskæring i Somalia. Ansøgerens mor har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren bliver voldtaget, hvis hun vender tilbage til Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at der ingen respekt er for kvinder i Somalia. Ansøgeren og hendes søskende var henholdsvis 4½, 6½ og 8½ år, da de udrejste af Somalia. De var ikke blevet omskåret på tidspunktet for udrejsen, hvor de efter deres mors forklaring havde opholdt sig i ca. 1½ år uden deres mors tilstedeværelse hos henholdsvis deres farmor og mormor. Flygtningenævnet lægger ansøgernes mors forklaring om, at hun er imod omskæring til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgernes mor sagde fra vedrørende omskæring over for sin svigermor, idet hun, når omskæring blev nævnt, sagde, at det måtte vente til de blev større. Flygtningenævnet lægger således til grund, at det lykkedes ansøgernes mor at modsætte sig omskæring af pigerne både før og efter sin egen udrejse af Somalia. Endelig lægger Flygtningenævnet ansøgernes mors forklaring om, at der ikke er familiemedlemmer tilbage i Somalia, som kan gennemtvinge, at ansøgerne omskæres, til grund. Henset til pigernes mors forhold, herunder at hun alene var i stand til at flygte til Danmark og opnå familiesammenføring med pigerne og nu er i gang med en uddannelse samt pigernes alder og baggrundsoplysningerne om omskæring, hvoraf det fremgår, at tvangsomskæring i de fleste tilfælde foretages på piger under 4 år og generelt før pigerne fylder 8 år, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at deres mor ikke kan beskytte dem mod tvangsomskæring. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke er opfyldt. Ansøgernes mor har [i sommeren] 2017 forklaret til Udlændingestyrelsen, at hendes morbror er blevet dræbt i Somalia, mens hun har været i Danmark og påberåbt sig at være uden mandligt netværk. Hun har ligeledes forklaret til Udlændingestyrelsen, at hun er helt uden netværk i Somalia, idet hun tillige har mistet kontakt med kvindelige familiemedlemmer. Endelig har ansøgernes mor under et tidligere nævnsmøde forklaret, at morbroren var blevet dræbt, og at hun var uden mandligt netværk. Ansøgerens mor har som vidne i ansøgernes sag påberåbt sig at være uden mandligt netværk. Flygtningenævnet lægger herefter og uanset ansøgernes mors til dels udbyggende forklaring om andre forhold til grund, at ansøgernes mor er uden mandligt netværk i Somalia, og at ansøgerne dermed tillige er uden mandligt netværk i Somalia. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Herefter og med henvisning til dommen R.H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingestyrelsens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2./Soma/2020/42/LPE
Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerens familie er sunni-muslimer og er fra Hiraan-provinsen, Somalia. Familien tilhører hovedklanen [X], underklanen, [X], subklanen [X] og subsubklanen [X]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive omskåret. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ikke vil kunne få den fornødne lægehjælp i Somalia, i tilfælde af at hun på ny bliver syg. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at hun frygter, at ansøgerens far vil tage ansøgeren fra hende, idet de er blevet uvenner. Ansøgerens mor har endelig henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at naboer eller slægtninge til hendes familie eller til ansøgerens fars familie vil presse ansøgerens forældre til at lade ansøgeren omskære, idet omskæring er en del af den somaliske kultur. Ansøgerens mor har videre oplyst, at ansøgerens far tidligere har truet med at tage ansøgeren fra hende. Han har endvidere været voldelig over for hende, og han har forsøgt at tage forældremyndigheden fra hende i statsforvaltningen. Han vil på den baggrund gerne have ansøgeren med tilbage til Somalia. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ansøgeren ikke vil kunne få den nødvendige lægebehandling i Somalia. Ansøgerens far har bl.a. tilkendegivet, at han ikke frygter, at ansøgeren vil blive omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, da omskæring ikke længere forekommer i Somalia, herunder navnlig ikke i storbyerne, ligesom han som far vil kunne modsætte sig et eventuelt pres fra familiemedlemmer og det omkringliggende samfund. Ansøgerens mor har tilkendegivet, at hun vil søge at modsætte sig en eventuel omskæring af ansøgeren, men at hun vil have vanskeligt ved at modsætte sig et pres fra familiemedlemmer og det omkringliggende samfund. Ansøgerens forældre er blevet skilt i Danmark, og det må lægges til grund, at forholdet mellem de tidligere ægtefæller ikke er godt, og at forældrenes samarbejde om børnene er problematisk. Ved Retten i Randers dom [i sommeren] 2017 blev den fælles forældremyndighed over ansøgeren og hendes bror ophævet, og forældremyndigheden blev tillagt ansøgerens mor alene. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om ansøgerens mors øvrige personlige og familiemæssige forhold og baggrund lægger nævnet til grund, at ansøgerens mor som enlig, fraskilt kvinde ved en tilbagevenden til Somalia ikke med sikkerhed vil kunne modsætte sig omskæring af ansøgeren eller opnå bistand fra sit netværk i landet til at modsætte sig en sådan omskæring i overensstemmelse med den fortsat udbredte kulturelle praksis herom i landet. Herefter, og idet forklaringen fra ansøgerens far om omfanget af kvindelig omskæring ikke harmonerer med de foreliggende baggrundsoplysninger som nærmere beskrevet i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2019/2020] og UNICEF’s rapport, Somalia – Statistical Profile on Female Genital Mutilation, januar 2020, finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens mors vilje. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Konsekvenserne heraf i forhold til ansøgerens øvrige familie henhører under Udlændingestyrelsen.” Soma/2020/41/gdan
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra [by A] i provinsen Hiiraan, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, når han bliver omkring 10-11 år. Ansøgerens mor har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab er tilstede i ansøgerens mors hjemområde, og hun har hørt at de rekrutterer børn ved enten at lokke dem eller ved at tvinge dem til at tilslutte sig dem. Hun frygter derfor at ansøgeren vil blive tvunget til at tilslutte sig al-Shabaab. Idet ansøgeren ikke er født i Somalia, frygter ansøgerens mor, at al-Shabaab vil holde ekstra øje med ansøgeren, idet de holder mere øje med nyligt ankomne børn. Videre at idet ansøgeren er født i Danmark og ikke kender somalisk kultur, vil det være lettere for al-Shabaab at overtale ansøgeren til at tilslutte sig dem. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge til grund, at ansøgerens mor har en konflikt med al-Shabaab, ligesom Nævnet har fundet, at betingelserne for at nægte at forlænge ansøgerens mors opholdstilladelse er opfyldte. Ansøgeren er to år gammel, og det beror alene på ansøgerens mors egen formodning, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil blive tvangshvervet af al-Shabaab. De generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia er ikke af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/40/imbs
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra [by A] i provinsen Hiiraan, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, når han bliver omkring 10-11 år. Ansøgerens mor har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab er tilstede i ansøgerens mors hjemområde, og hun har hørt at de rekrutterer børn ved enten at lokke dem eller ved at tvinge dem til at tilslutte sig dem. Hun frygter derfor at ansøgeren vil blive tvunget til at tilslutte sig al-Shabaab. Idet ansøgeren ikke er født i Somalia, frygter ansøgerens mor, at al-Shabaab vil holde ekstra øje med ansøgeren, idet de holder mere øje med nyligt ankomne børn. Videre at idet ansøgeren er født i Danmark og ikke kender somalisk kultur, vil det være lettere for al-Shabaab at overtale ansøgeren til at tilslutte sig dem. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge til grund, at ansøgerens mor har en konflikt med al-Shabaab, ligesom Nævnet har fundet, at betingelserne for at nægte at forlænge ansøgerens mors opholdstilladelse er opfyldte. Ansøgeren er tre år gammel, og det beror alene på ansøgerens mors egen formodning, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil blive tvangshvervet af al-Shabaab. De generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia er ikke af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/39/imbs
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim fra [by A] i provinsen Hiiraan, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbageven til Somalia frygter al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far i 2007 blev opsøgt af al-Shabaab. De ville have at klageren indgik ægteskab med [C], som var medlem af al-Shabaab. Dette ønskede hendes far og klageren ikke og hun flygtede herefter hjemmefra. Hendes ven, [D], som i dag er hendes ægtefælle, hjalp hende ud af [by A], og hun rejste til Mogadishu med ham, hvor han i forvejen boede. Her boede hun fra [foråret] 2007 til [vinteren] 2008. Klageren og [D] indgik ægteskab i [vinteren] 2008. Klageren og hendes ægtefælle flyttede herefter til [by B]. Efterfølgende opsøgte al-Shabaab deres bopæl flere gange, hvor de spurgte efter [D], idet de ønskede at han skulle arbejde for dem. I [foråret] 2008 forsvandt [D] og klageren udrejste kort tid efter til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde ikke klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Klageren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, herunder under den oprindelige asylsag om, hvem hun boede hos i Mogadishu, om, hvem der var til stede ved vielsen, og om hendes ægtefælle modtog trusler både før og efter vielsen eller først efter vielsen. Hertil kommer, at klageren under nævnsmødet har forklaret, at hun ikke var hjemme nogen af de gange, al-Shabaab opsøgte hendes bopæl, men at hun en gang nåede at se dem og gemte sig. Til gensamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2014 har ansøgeren forklaret, at hun var hjemme den første gang, al-Shabaab opsøgte hjemmet i [by B], at al-Shabaab spurgte efter hendes ægtefælle, men at hun lod som om, hun ikke kendte ham. Ansøgeren har videre under samme samtale forklaret, at al-Shabaab ikke gjorde hende noget, fordi de ikke kendte hende. Hertil kommer, at det nu er 12 år siden, klageren forlod Somalia. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke, da hun udrejste, havde en konflikt med al-Shabaab men udrejste på grund af de generelle forhold. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at magtforholdene i klagerens hjemområde er uklare og dermed skrøbelige og uforudsigelige, men forbedringen findes ikke af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at en udsendelse af klageren til [by A], Hiiran, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at klageren kan betragtes som enlig kvinde uden mandligt netværk, idet klagerens far og mor opholder sig i hjembyen, ligesom klageren har en farbror, fem søskende og svigerfamilie i Somalia. Et flertal af Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Omkring klagerens tilknytning til Danmark har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig omkring seks år i Danmark, at hendes børn er henholdsvis to og tre år gamle, at klageren har gået i sprogskole men ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en uddannelse, ligesom klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun ligeledes har familie. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det ikke må antages at virke særligt belastende for klageren ikke at forlænge hendes opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at klageren har opholdt sig i Vesten i en længere periode, kan ikke medføre et andet resultat. Et flertal af Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1 og stk. 7, jf § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/38/imbs
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk punjabi og ahmadiyya-muslim af trosretning fra Punjab, Cherit, Rabwah, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ukendte personer, der har truet med at slå ham ihjel, idet han er ahmadiyya-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i marts 2019 opstod en konflikt mellem ansøgeren og to kunder, fordi de ikke ville betale den forhåndsaftalte pris på 3000 rupi for en taxatur. I stedet tilbød kunderne ansøgeren 1500 rupi. Ansøgeren diskuterede med dem om prisen. Kunderne slog ansøgeren og sagde, at han ikke var muslim og derfor ikke havde ret til at diskutere med dem. Kunderne var sunnimuslimer. Omkring en til to uger efter episoden begyndte ansøgeren at modtage telefoniske trusler fra de pågældende personer. De truede ansøgeren med at slå ham ihjel, når de fandt ham. De beskyldte ansøgeren for at have ydmyget dem under det verbale skænderi og for at have prædiket for dem samt at have forsøgt at få dem til at konvertere til ansøgerens trosretning. Ansøgeren modtog herefter omkring syv til otte telefontrusler fra personerne hver måned frem til sin udrejse af Pakistan [i efteråret] 2019. I [vinteren 2019/2020] har ansøgerens far også modtaget et opkald fra en af personerne, der spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med to ukendte kunder, der har truet ansøgeren. Flygtningenævnet finder imidlertid, at konflikten med de to ukendte kunder, ikke har haft en sådan karakter eller intensitet, der kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har modtaget telefoniske trusler, at ansøgeren har opholdt sig i Pakistan ca. halvt år efter episoden, og at hverken ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt af kunderne eller myndighederne, heller ikke efter ansøgerens udrejse. Ved vurderingen af karakteren af de telefoniske trusler mod ansøgeren har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke fandt behov for at udskifte sin telefon. Det kan således ikke lægges til grund, at de to ukendte kunder har hverken vilje eller evne til at udsætte ansøgeren for asylbegrundende overgreb. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Uanset forholdene for armadiyya-muslimer i Pakistan kan det ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at ansøgeren er armadiyya-muslim. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Pakistan frem til 2019, herunder et års tid i Karachi sammen med sin familie, og at ansøgeren – bortset fra den påberåbte episode med to ukendte kunder – ikke tidligere har haft konflikter med hverken myndigheder, politiske, religiøse eller kriminelle grupper, eller privatpersoner. Ansøgeren har således kunnet praktisere sin religion i Pakistan, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ikke fortsat vil kunne praktisere sin religion, som han hidtil har gjort. Derudover har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han agter at praktisere sin religion på anden måde, hvorved han vil risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2020/5/HZC.
Nævnet meddelte i august opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra al-Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet på grund af sin fars og sine to brødres politiske aktiviteter mod det iranske regime. Videre har ansøgeren henvist til, at de generelle forhold for iranske flygtninge i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgerens far var medlem af KDPI. Faren er registreret som uønsket person i Iran og eftersøgt. Ansøgeren har videre henvist til, at ansøgerens brødre er politisk aktive for partiet Komala. Ansøgeren har ikke været tilknyttet noget politisk parti eller bevægelse. Hans brødre forlangte i 2008/2009, at ansøgeren skulle dele aviser ud, og han har deltaget to til tre gange om året i fester til børnenes dag og arbejdernes dag den 1. maj. Videre har ansøgeren oplyst, at hans liv i Irak bestod af arbejde, sorg og fattigdom uden økonomisk tryghed og stabilitet, og ved hans udrejse var situationen i Irak forværret både økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Det kan ved sagens afgørelse lægges til grund, at ansøgers to brødre begge har fået asyl i Danmark på baggrund af deres politiske aktiviteter som sympatisører for Komala, og at ansøgerens far fortsat har været politisk aktiv for KDPI efter sin flugt til Irak. Uanset ansøgerens forklaring omkring sit asylmotiv har været divergerende og udbyggende, må Flygtningenævnet efter en samlet vurdering lægge til grund, at ansøgerens politiske aktiviteter har været af meget begrænset karakter og omfang. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger kan det imidlertid ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive identificeret, som værende ud af en politisk aktiv familie, og at han som følge heraf vil være i en sådan risiko for overgreb, at han har behov for beskyttelse. Det bemærkes, at ingen fra ansøgerens familie har været tilbage i Iran efter udrejsen i 1982. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/52/AMKJ
Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Rabat, Iran. Ansøgeren har været medlem af ungdomsforeningen i KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far er medlem af KDP i Irak og tidligere har været medlem heraf i Iran. Ansøgerens far har arbejdet som mekaniker og chauffør for partiet. De iranske myndigheder har været på familiens bopæl i Iran en gang. Ansøgeren og hans familie flygtede til Irak, da hans far blev afsløret og hans farbror anholdt. Ansøgeren var 15 år gammel på det tidspunkt og har ikke været tilbage i Iran siden. Ansøgerens farbror blev henrettet af de iranske myndigheder i Iran på grund af sine politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at hans herboende farbror er politisk aktiv for KDP i Danmark. Efter en fornyet behandling af ansøgerens farbrors sag meddelte Flygtningenævnet [i foråret] 2018 farbroren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I afgørelsen lagde nævnet på baggrund af nye oplysninger, herunder fotos og film af farbroren og ansøgerens far i KDPI-sammenhænge, til grund, at ansøgerens farbror var medlem af KDPI og havde udført politiske aktiviteter for partiet i såvel Irak som Danmark, og at farbroren er med i en film, der kan ses på blandt andet en kurdisk kanal og på YouTube. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens anden farbror er blevet henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter, og at yderligere en farbror og ansøgerens far er medlem af og aktive for KDPI i Irak. Det fremgår af afgørelsen [fra foråret] 2018, at farbroren for nævnet havde forklaret blandt andet, at ansøgerens far var chauffør for partiets leder, at ansøgerens far er med på de fotos og film, der var fremlagt, og at ansøgerens far også lavede politiske aktiviteter for partiet i både Irak og Iran. Ansøgerens fars og farbrors tilknytningsforhold til KDPI/KDP er underbygget af de oplysninger, der er fremkommet for Flygtningenævnet i forbindelse med behandlingen af denne sag, herunder af fotos af ansøgerens forældre i deres hjem sammen med lederen af KDP. Ansøgeren er således ud af en politisk profileret familie, og ansøgeren har siden familien i 2008 flygtede fra de iranske myndigheder som følge af, at ansøgerens fars og farbrødres politiske aktiviteter i Iran var opdaget, og frem til sin udrejse af Irak i september 2015 boet i en KDPI/KDP-lejr. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren selv var medlem af KDP’s ungdomsafdeling i Irak og deltog i partimøder som almindeligt medlem, og at han også i Danmark er medlem af KDP og har deltaget i partiets møder i det omfang, det har kunnet lade sig gøre. Som følge heraf finder nævnet, at ansøgeren, der er uden iranske legitimationspapirer, ved en tilbagevenden til Iran må antages at blive afhørt nærmere om ikke blot sin egen, men også familiens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsen rapport ”Iranian Kurds Concequences of political activities i Iran and KRI” fra februar 2020, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/51/smla
Nævnet i juni 2020Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og født shia-muslim af trosretning fra Arak, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen og dermed er frafaldet islam. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2011 eller i 2012 under et fængselsophold i Bulgarien stiftede bekendtskab med kristendommen. Klagerens interesse for kristendommen fortsatte efter, at han var rejst tilbage til Iran. Han forsøgte at uddybe sit kendskab til kristendommen igennem sine armenske bekendtskaber. Én af klagerens armenske bekendtskaber gav ham en bibel på farsi, ligesom han deltog i en række hjemmekirkemøder. Klagerens familie fik kendskab til klagerens kristne aktiviteter, og der opstod som følge heraf en konflikt mellem klageren og hans far, der var meget rettroende muslim og ikke kunne acceptere klagerens frafald af Islam. Faren angav ham derfor til myndighederne, der henvendte på forældrenes bopæl, mens klageren var til stede. Klageren blev taget med af myndighedspersonerne, men det lykkedes for ham at flygte. Klageren opholdt sig herefter hos en kammerat, hvorefter han tog til Teheran og herfra videre ud af Iran. Siden klagerens udrejse af Iran, er hans familie gentagne gange blevet opsøgt på bopælen af de iranske myndigheder, som leder efter klageren. Efter sin indrejse i Danmark har klageren gået regelmæssigt i kirke. Han blev døbt [en dato i efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved dommen fra [en dato i sommeren] 2018 idømt 14 dages fængsel og blev ved ankedommen fra [en dato i efteråret] 2018 udvist ubetinget. I tiden fra [en dato i efteråret] 2018 til [en dato i efteråret] 2019 er han fire gange dømt for overtrædelse af straffelovens § 191 og/ eller lov om euforiserende stoffer og er to gange idømt bøder, mens han ved dommene fra [en dato i begyndelsen af] 2019 og [en dato i efteråret] 2019 blev idømt fængsel i henholdsvis 7 og 9 måneder og udvisning, idet begge domme omhandlede videreoverdragelse/besiddelse med henblik på videreoverdragelse af kokain og heroin. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet og antallet af domme, der er afsagt indenfor knap et år, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har ikke familie i Danmark ud over en kæreste, har ikke en fast bopæl, og han har gennem længere tid som følge af afsoninger ikke været i arbejde. Han har hele sin familie, som han i et vist omfang stadig har kontakt til, i Iran, hvor han er født og opvokset, taler sproget og er uddannet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som han er dømt for, ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/50/MLVT.
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Al-Nasiriyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine to fætre og af familieklanen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hendes fætre ønskede at blive gift med hende. Fætrene har truet hende på livet og slået hende. Ansøgeren fik kendskab til, at fætrene var bekendt med, at hun havde giftet sig efter, at hun var udrejst af Irak. Da ansøgeren opholdt sig i Bagdad ledte hendes fætre efter hende, og de fortalte hendes far, at såfremt de fandt hende, ville de slå hende ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at folk fra hendes klan ønsker at slå hende ihjel, fordi hun har giftet sig med en mand, der ikke tilhører den samme klan som hende selv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i Flygtningenævnet forklaret, at det var planen, at hendes ægtefælle efter vielsen skulle sørge for, at hun kunne komme til Danmark. De havde således aftalt, at hun skulle komme på visumophold i Danmark nogle gange til at begynde med, men det lykkedes hende kun at få visum en gang. Ansøgeren har været i Danmark på visumophold fra [foråret] 2016, og har ikke i den forbindelse søgt asyl. Hun rejste tværtimod tilbage til Irak, hvor hun angiveligt opholdt sig i Bagdad, indtil hun udrejste med en menneskesmuglers bistand i slutningen af 2017 eller starten af 2018. Ansøgerens forklaring om konflikten med fætrene har været udetaljeret og usammenhængende. Ansøgeren har således ikke kunnet oplyse navnet på klanen, ligesom hun alene har forklaret i generelle vendinger om, hvorfor hun og hendes familie ikke brød sig om fætrene, og om fætrenes kontakt med og indflydelse på hendes familie. Ansøgeren har endvidere ikke redegjort for, hvorfor hendes forældre turde modsætte sig klanens traditioner med risiko for ansøgerens liv, eller hvorfor hendes søstre ikke også havde et problem i forhold til fætrene efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Irak/2020/23/YARS]
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1996. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og ikke troende. Han er født en flygtningelejr i Saudi-Arabien af irakiske forældre. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter for sit liv, da han har en konflikt med sin afdøde kusines familie. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hans bror skulle giftes med deres kusine, der i [efteråret 2019] blev fundet død i Sverige. Klagerens bror var under mistanke for mordet og blev derfor tilbageholdt af det danske politi. Klagerens bror begik [i efteråret 2019] selvmord i arresten. Da klagerens bror fortsat er under mistanke for mordet, frygter klageren, at kusinens familie vil tage hævn over kusinens død. Klageren har modtaget en telefonisk dødstrussel fra sin fætter. Denne fætter befinder sig i Sverige, men fætteren har oplyst til klageren, at han har mange kontakter i Irak, der kan slå klageren ihjel. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han på baggrund af sin fars konflikt i Irak frygter Baath-partiet. Klageren forklarer hertil, at klagerens far var tvunget til at aftjene militærtjeneste under Saddam Husseins styre. Klagerens forældre, særligt klagerens far, var modstander af Saddam Hussein. Klagerens far tilsluttede sig oprørene, og deserterede herved fra militærtjenesten. Klagerens far blev tilbageholdt, og blev under denne tilbageholdelse udsat for tortur. Efterfølgende blev der udskrevet en arrestordre, hvoraf klagerens fars navn fremgik. Familien udrejste derfor af Irak, og klageren blev født i en flygtningelejr i Saudi-Arabien. Klageren forklarer videre, at hvis Baath-partiet finder ud af, at klageren er søn af klagerens far, vil klageren være i risiko for at blive dræbt. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ikke kan rejse til Irak, da han ikke kan tale sproget særlig godt, ikke har en bopæl og ikke har kontakter i landet. Derudover frygter klageren, at han ikke kan klare sig selv i Irak. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han frygter, at det irakiske samfund ikke vil acceptere klageren, da han er opvokset i Danmark, og klageren ikke er muslim. Klageren mener videre, at han ikke vil kunne klare sig selv i det irakiske samfund, og frygter, at han vil komme til at bo på gaden. Klageren har hertil anført, at han ikke kan gennemføre en uddannelse eller varetage et arbejde i Danmark, og han kan derfor ikke se, hvordan han skal klare sig i Irak. Han er måske far til to børn, født i [vinteren 2019-2020]. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren må anses for at være irakisk statsborger, og at han derfor udsendelsesmæssigt skal vurderes i forhold til Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at efter sagens oplysninger – herunder klagerens fars oplysninger i landsretten i forbindelse med sagen afgjort ved Østre Landsrets dom i [foråret 2019] – har i hvert fald klagerens far irakisk statsborgerskab. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det følger af den irakiske statsborgerskabslovs artikel 3, at et barn af en irakisk far eller mor betragtes som iraker. Flygtningenævnet bemærker herefter, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en konflikt med sin kusines familie i Irak, som medfører, at klageren vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren kun – angiveligt – har modtaget en enkelt trussel fra sin fætter, der bor i Sverige, og at truslen blev fremsat kort tid efter kusinens død i [efteråret 2019]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at en eventuel konflikt ikke har en sådan aktualitet og intensitet, at der er grundlag for at anse det for sandsynligt, at kusinens familie vil efterstræbe klageren, hvis han rejser til Irak. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klageren frygter at blive dræbt af Baath-partiet, hvis han rejser til Irak, ikke kan føre til, at klageren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens far er udrejst af Irak for mange år siden, at der har været et systemskifte i mellemtiden, og at det således alene beror på klagerens egen formodning, at han er i risiko for at blive dræbt af Baath-partiet på grund af klagerens fars forhold. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at klageren mener, at han ikke vil kunne rejse til Irak, da han ikke kan tale sproget særlig godt, ikke har en bopæl og ikke har kontakter i landet, og at klageren frygter, at han ikke kan klare sig selv i Irak, ikke kan føre til, at klageren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde, at klageren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at klageren måske er far til to børn, født i [vinteren 2019-2020], ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dette er et forhold, der ikke kan føre til, at klageren meddeles asyl i Danmark, eller i medfør af udlændingelovens § 31, stk. 1 eller 2, er til hinder for udsendelse til Irak. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, og at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2020/22/SRA
Nævnet hjemviste i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har samtidig hermed truffet bestemmelse om, at Udlændingestyrelsen skal behandle ansøgerens fars ansøgning om asyl i Danmark. Der er således endnu ikke taget stilling til denne asylansøgning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens sag skal hjemvises til Udlændingestyrelsen til behandling sammen med farens sag. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren vel er født i Danmark, men at der ikke er truffet endelig afgørelse i farens asylsag, hvorfor ansøgeren efter praksis vil kunne gives flygtningestatus, hvis faren opfylder betingelserne herfor. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren har et individuelt beskyttelsesbehov i forhold til Eritrea. Det bemærkes særskilt, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere omskæring, således som faren har forklaret under nævnsmødet. Flygtningenævnet ophæver herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i efteråret] 2019, således at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på behandling af ansøgerens asylansøgning sammen med farens.” Erit/2020/9/HZC.
Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014, og at han [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold. Klageren har endeligt i forbindelse med sin statusændringsklage til Flygtningenævnet som asylmotiv oplyst, at han frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder på baggrund af sine politiske aktiviteter på de sociale medier på samme måde som hans brødre er blevet det. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at har forladt sin stilling som offentlig ansat. Han arbejdede som offentlig ansat kontorfunktionær i byen [A], og som følge deraf frygter han, at oprørerne vil anse ham som værende med regimet. Omvendt frygter ansøgeren, at myndighederne vil anse ham som værende med oprørerne, fordi han er fra [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring for nævnet til grund om, at klagerens to brødre blev tilbageholdt af det syriske regime henholdsvis flygtede fra militærtjeneste, inden klageren udrejste af Syrien, da klageren har forklaret divergerende og udbyggende. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste klageren, at han havde en bror, der var forsvundet, og hvis sidste kendte opholdsland var Syrien. Til partshøringssamtalen oplyste klageren, at hans bror var blevet tilbageholdt, og at de ikke havde hørt fra ham længe. Selvom der har været tale om relativt korte samtaler med Udlændingestyrelsen, er oplysningerne ikke forenelige med den detaljerede forklaring om sine to brødre, som klageren har givet for nævnet. Flygtningenævnet lægger klagerens oprindelige forklaring til Udlændingestyrelsen til grund om, at han har været offentligt ansat, og at han forlod Syrien på grund af de generelle forhold i landet. Det forhold, at klageren uden forudgående tilladelse har forladt sin stilling som offentligt ansat kan ikke i sig selv føre til asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for syriske tilbagevendte, herunder tilbagevendte offentligt ansatte, jf. bl.a. EASO, Syria – Internally displaced persons, returnees and internal mobility, april 2020, og Udlændingestyrelsens landerapport, Syria – Consequences of illegal exit, consequences of leaving a civil servant position without notice and the situation of Kurds in Damascus, juni 2019. Af sidstnævnte fremgår bl.a.: “2. Consequences of leaving a civil servant position without notice According to the Syrian Civil Servant Labour Law No. 50 of 2004, a civil servant who leaves his or her work without justifiable permission and does not resume the work within 15 days, is deemed to be resigned and accused of committing the crime of leaving work. The penalty for leaving work is a fine, equivalent to a monthly salary with a full year salary (as compensation), and three to five years imprisonment. If a civil servant puts him-/herself at the disposal of the respective ministry within three month from the date of the court verdict, the prison sentence against him or her will be dropped and he/she will be allowed to resume the work if the respective ministry of work agrees. 2.1. Implementation of penalties for leaving low/middle level civil position According to, Rami Abdul Rahman (SOHR) the articles of the Civil Labour Law that criminalise leaving one’s public position without notice or justifiable reason have been implemented in many cases within the last year, even in cases of low/middle level civil servants. More precisely, the law is being enforced in cases where the person in charge in the respective ministry/administration has wanted the employee, who has left his work without permission, be punished. In the past year, the number of returned Syrians, who have been sued by the authority of their work because of leaving work without notice, has increased. In some of the cases, the prison sentenced has been issued. According to a Damascus-based lawyer, the implementation of punishment for having left one’s position depends on the reason for leaving the work. In practice, a civil servant who has left his work place without notice due to the war will not face punishment. The source did not know of any case within the last year of low/middle level public employees, who have been given sentences of imprisonment upon return to Syria solely because of leaving their work without notice. The employee will, however, lose his or her job for having left without notice. The Damascus-based lawyer added that there had been cases of civil servants being punished by imprisonment because of violating other Syrian laws. A person, who has left his or her work without notice and is employed in other places inside Syria, will also be fired and punished. The newspaper Al Watan reported on 7 February 2018, that the number of cases of civil servants who had left their work without notice was increasing in the appeals court. In Damascus, there were about 500 cases in the appeal court where sentences for having left one’s work without notice had been issued. The reason behind the increase in appeal cases was mentioned to be the fact that many civil servants, who were released from besieged areas, were able to appeal the court sentences. The head of the Sixth Offense Appeal in Damascus said that the extent of punishment in cases where civil servants had left work without permission, depended on the reasons for this. Civil servants who had not attended their work because they were besieged in their area, would be able to have their sentences reverted.” I den konkrete sag har klageren og klagerens hustru været ansat som kontorfunktionærer i byen [A]. Klageren, der ikke kan anses for særlig profileret, forlod sin stilling uden tilladelse, og Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren forlod sin stilling – og Syrien – udelukkende på grund af krigen. Ifølge klagerens forklaring blev arbejdspladsen efterfølgende ødelagt, og de ansatte, herunder klageren og klagerens hustru, blev visiteret til andre stillinger i det offentlige. Klageren er aldrig mødt på den nye arbejdsplads, men han har været i telefonisk kontakt med den. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke på denne baggrund har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold at klageren har offentliggjort systemkritiske opslag på sin facebookprofil kan – henset til karakteren af opslagene, og at klageren i øvrigt er helt uprofileret – ikke føre til en ændret vurdering. Endelig beror det udelukkende på klagerens egen formodning, at oprørerne vil anse ham som værende med regimet, og at myndighederne vil anse ham som værende med oprørerne, fordi han er fra [A]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/33/lbv
Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at der er krig og bombardementer i Damaskus, og at hendes bror er blevet slået ihjel under et raketangreb. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at en soldat, der står ved en kontrolpost nær hendes bopæl, vil kidnappe og voldtage hende. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at soldaten forsøgte at berøre hende, at han talte grimt til hende og at han chikanerede hende. Hun blev chikaneret i omtrent halvandet år og flere gange om ugen. Ansøgeren kunne ikke sige fra over for ham, idet han var bevæbnet og soldat. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren forinden sin udrejse har haft en asylbegrundende konflikt omfattet af udlændingelovens § 7 med en soldat ved en kontrolpost i Damaskus. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om konflikten fremstår usandsynlig og divergerende, og nævnet henviser blandt andet til, at det forekommer usandsynligt, at soldaten skulle have chikaneret ansøgeren og fremsat trusler om at ville voldtage hende i halvandet år, uden at der er blevet gjort alvor af truslerne, og at hun i øvrigt har kunnet opretholde en almindelig dagligdag. Der henvises endvidere til, at ansøgeren, under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 og over for nævnet, har forklaret, at soldaten aldrig opsøgte familiens bopæl, mens hun under partshøringen [i foråret] 2019 har forklaret, at hendes forældre har fortalt, at soldaten har opsøgt dem personligt fire til fem gange på bopælen, hvor han har spurgt efter ansøgeren. Soldaten opsøgte også bopælen to til tre gange, forinden ansøgeren udrejste i [i vinteren 2017/2018]. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 har ansøgeren i øvrigt forklaret, at hun ikke kunne gå andre veje end via kontrolposten, hvor soldaten var posteret, når hun forlod bopælen, mens hun over for nævnet har forklaret, at hun også kunne gå en anden vej, når hun forlod bopælen. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører ansøgerens frygt for overgreb som følge af sin mands udrejse, efter han var blevet indkaldt til militærtjeneste, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan give grundlag for asyl. Der henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgår, at mange familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste, kan vende tilbage til Syrien uden at opleve problemer med de syriske myndigheder af asylretlig karakter. Der henvises blandt andet til Country Report fra Udlændingestyrelsen af maj 2020 ”Syria – Military Service”, samt Country Report fra Udlændingestyrelsen af oktober 2019 ”Syria – Issues Regarding Military Service”. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren har forklaret, at hendes ægtefælle ikke i øvrigt har haft problemer med de syriske myndigheder, forinden han udrejste af Syrien. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det ikke kan antages at føre til problemer for ansøgeren i forhold til de syriske myndigheder, at hun angiveligt er udrejst illegalt af Syrien. Der henvises til, at ansøgeren ikke er individuelt profileret i forhold til myndighederne, og at ansøgeren har nær familie i Damaskus, hvor hendes forældre og hendes bror bor. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren er udrejst fra Damaskus på et tidspunkt, hvor de syriske myndigheder havde kontrollen med hjemområdet, og det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at myndighederne fortsat har kontrollen i Damaskus, hvor de aktuelle forhold ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der foreligger ikke oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, og der er derfor i øvrigt ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/31/gdan
Nævnet meddelte i juli 2020 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i henholdsvis 2018 og 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer af trosretning. Ansøgerne er fra Saqqez, Kurdistan, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv Komala siden 2011. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han har samarbejdet med Komala-partiet. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han begyndte at udføre politiske aktiviteter for partiet i 2011, hvor han malede slagord og uddelte løbesedler. I 2013 flyttede ansøgeren til Irak, men rejste frem og tilbage mellem Iran og Irak i forbindelse med sit arbejde med import og eksport af varer. I perioden 2014 til 2017 aftog ansøgerens aktiviteter for Komala. Da ansøgerens ægtefælle og søn rejste tilbage til Iran i forbindelse med sønnens skolestart i 2017 tiltog de politiske aktiviteter igen. Ansøgeren har oplyst, at han var i Iran sidste gang [i sommeren] 2018. Ansøgerens ægtefælle blev i sommeren 2018 ringet op af en ukendt person, der spurgte efter ansøgeren og fortalte, at han skulle melde sig til efterretningstjenesten næste gang, han kom til Iran. Ansøgerens ægtefælle blev ringet op igen af samme person syv til otte dage senere. Den ukendte person spurgte også efter ansøgeren ved dette opkald. Efter dette opkald udrejste ansøgerens ægtefælle og søn af Iran til Tyrkiet, hvor de mødtes med ansøgeren. Myndighederne opsøgte ansøgerens forældres bopæl fem til seks gange i den første måned efter ansøgerens udrejse. Ved opsøgningerne spurgte myndighederne efter ansøgeren. I november eller december 2018 blev ansøgerens bror, [D], afhørt af myndighederne, som ligeledes spurgte efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb eller blive slået ihjel af den iranske sikkerhedstjeneste, fordi hendes ægtefælle har været politisk aktiv for Komala. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev bekendt med ægtefællens politiske aktiviteter i 2012, hvor hun fandt en bog og en avis med relationer til partiet. Ansøgeren anså det som følge af sin ægtefælles politiske aktiviteter for farligt at opholde sig i Iran, hvorfor familien flyttede til Irak. I sommeren 2018 modtog ansøgeren et opkald fra en ukendt person, der talte farsi, og som spurgte efter hendes ægtefælle. Ansøgeren fortalte personen i telefonen, at hendes ægtefælle ikke var hjemme, hvorefter personen sagde, at han skulle møde hos efterretningstjenesten, når han kom hjem. Efter opkaldet ringede ansøgeren til sin ægtefælle og fortalte ham herom. Syv til otte dage senere ringede den samme ukendte person igen og spurgte efter ansøgerens ægtefælle. Heller ikke denne gang var han hjemme. Ansøgeren ringede igen til sin ægtefælle og fortalte om opkaldet, hvorefter ægtefællen bad ansøgeren udrejse af Iran til Tyrkiet med deres fælles søn. De forlod Iran tre dage senere. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer har fremstået konsistente, troværdige og selvoplevede. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger siden 2011 har udført politiske aktiviteter for Komola i Iran, og at den gruppe, han arbejdede sammen med i Saqqaz i Iran, blev opdaget kort før, at ansøgerne måtte udrejse. Flygtningenævnet lægger endvidere efter den mandlige ansøgers forklaring til grund, at i hvert fald to af medlemmerne fra gruppen blev fængslet, da de blev opdaget. Flygtningenævnet lægger endvidere efter ansøgerens forklaringer til grund, at den kvindelige ansøger herefter to gange blev ringet op af en person, der meddelte, at den mandlige ansøger skulle henvende sig til efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger [B] og ansøgernes barn [C] meddeles som konsekvens heraf tillige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/47/AMKJ
Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunnimuslim fra [A], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har været medlem af partiet Den Iranske Turkmenske Front i [A], har tilhørt Baath-partiet og har været i Republikanergarden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [D]. Han har til støtte herfor oplyst, at han drak whisky med [D] den 18. april 2019 på et kontor ved et bilværksted, idet der ikke var nogen barer i området. Til stede var også ansøgerens ven [E] og en person ved navn [F], som er bror til manden, der ejer værkstedet. [D] arbejder for den kurdiske efterretningstjeneste i [G]-afdelingen, hvor han samarbejder med amerikanerne og har et certifikat i [H]. Ansøgeren har været hemmeligt medlem af partiet Den Iranske Turkmenske Front i [A] i Irak siden 1997 og officielt medlem siden 2003. [D] begyndte at tale om politik og sagde, at ansøgeren skulle være spion/informant hos turkmenerne. Ansøgeren afslog, hvorefter [D] slog ansøgeren to gang med flad hånd og trak en pistol, som han slog ansøgeren på brystet med. De andre tilstedeværende forsøgte at skille dem ad, og [D] skød efter ansøgeren. [D] truede ansøgeren ved at sige, at det var heldigt at [E] og [F] var til stede, for ellers ville han havde slået ham ihjel. Samtidig sagde [D], at hvis ansøgeren fortalte nogen om episoden, ville klanens dommer kræve ti hæfter svarende til 100.000 dollars af ansøgeren. Efter episoden cyklede ansøgeren væk derfra. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl i to dage, hvorefter han rejste til Erbil, hvor hans mors bror bor. Han opholdt sig i Erbil 14 dage, hvorefter han udrejste med sin søn fra Erbil lufthavn. [D] har opsøgt ansøgerens bopæl omkring tre gange med en uges mellemrum fra [sommer]. Ansøgerens ægtefælle blev truet med at blive anholdt og slået ihjel, hvis ansøgeren ikke kom tilbage. hun tog derfor opholdt hos sin søster i [B] i Kirkukområdet, hvor der ikke er sket yderligere. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at kurderne i Irak vil hade ansøgeren, fordi han er iraker og turkmener. Han har til støtte herfor oplyst, at Tyrkiets præsident Erdogan er i krig med kurderne i Syrien. Nogle kurdere har kaldt ansøgeren for tyrkisk agent. Ansøgeren blev opsøgt af kurdere i 1992 og shiamuslimer i 2006, som truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Irak, fordi han er turkmener, sunnimuslim, har tilhørt Baath-partiet og har været i Republikanergarden. Ansøgeren har på vegne af sin søn som asylmotiv henvist til, at han frygter at hans søn vil blive slået ihjel. Han har til støtte herfor oplyst, at han er blevet truet af en dreng ved navn [C] og en anden kurdisk dreng efter indrejsen i Danmark. Han har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens søn spillede et spil på telefonen med [C] og en anden kurdisk dreng. Ansøgerens søn sagde noget pænt om Erdogan, hvorefter den kurdiske dreng sagde, at hans far ville slå ansøgerens søn ihjel, hvis han vendte tilbage til Irak. [C] truede også ansøgerens søn på livet. Endelig har ansøgerens far på vegne af sin søn som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans søn vil blive udsat for overgreb af kurdiske militser. Det bemærkes indledningsvist, at ansøgeren tidligere har haft asyl i Sverige med et andet motiv end det i Danmark påberåbte, hvilket motiv først er opstået, efter ansøgeren udrejste af Sverige og derved efter en periode mistede sin opholdstilladelse i Sverige. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, upræcist og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sit forhold til [D], herunder om hvorvidt han havde kendt [D] i en måned eller i tre til fire måneder, før episoden i værkstedet fandt sted. Han har tillige forklaret divergerende og upræcist om, hvorvidt [D] slog ham først eller skød efter ham først ved episoden i værkstedet. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid han opholdt i hjemmet, før han tog til sin morbror. Han har derudover under anden samtale forklaret, at han udrejste efter to uger hos sin morbror, mens han under nævnsmødet blev gjort opmærksom på, at det fremgår af hans pas, at han først udrejste 1½ måned, efter han var ankommet til morbroren. Han har forklaret divergerende og upræcist om opsøgningerne af hans hustru herunder om, hvorvidt det var [D] alene eller [D] og skolelæreren sammen, der opsøgte hustruen på bopælen. Han har forklaret divergerende om, hvorfor han skulle betale 100.000 dollar. Under nævnsmødet bekræftede ansøgeren på forespørgsel, at han blev truet med, at han skulle betale 100.000 dollar, hvis han fortalte nogen om episoden i værkstedet, mens han til første samtale havde forklaret, at han skulle betale beløbet for at undgå at blive slået ihjel under alle omstændigheder. Endelig er ansøgeren fremkommet med udbyggende oplysninger om de overgreb, som han angiveligt blev udsat for af peshmergaer tilbage i tid. Han har således til første samtale forklaret, at han blev slået med flad hånd, men ikke hårdt, mens han over for Røde Kors har erklæret, at han blev udsat for tortur og under nævnsmødet, at han blev slået med pisk og stok og brækkede sin næse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare de nævnte divergenser og udbygninger. Der er herved lagt vægt på, at divergenserne ikke alene kan forklares med, at ansøgeren ikke turde fremkomme med korrekte oplysninger og/eller, at han ønskede at få afslag, så han kunne ansøge om asyl eller ej bortfald af asyl i Sverige og/eller på grund af tolkefejl. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv fra hans sag i Sverige, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at dette asylmotiv stadig består. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren frivilligt flere gange og senest i en årrække har taget ophold i Irak efter at have opnået asyl i Sverige og have opholdt sig der i en årrække. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for sunnimuslimske turkmenere i Irak ikke er sådanne, at de kan begrunde asyl. For så vidt angår ansøgerens søn, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at sønnen har været udsat for konkrete asylbegrundende trusler. Der er herved lagt vægt på, at sønnen efter ansøgerens forklaring var mindreårigt barn tidspunktet for modtagelsen af truslen, og at truslen angiveligt blev fremsat via et spil på sønnens telefon. Den omstændighed, at sønnens skole er blevet brændt ned ændrer ikke herved. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at nedbrændingen kan henføres til hans konkrete forhold. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at hans søn risikerer asylbegrundende forfølgelse fra kurdere eller andre. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren og eller hans søn er asylbegrundende forfulgt eller ved en genindrejse risikerer at blive det af hverken de irakiske myndigheder, kurderne eller shiamuslimske militser eller andre. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han og sønnen ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at han og sønnen vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2020/21
Nævnet meddelte i juli 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Raqqa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har udtrykt sig kritisk overfor det syriske regime på Facebook. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har arbejdet som offentligt ansat ved [et ministerium]. Klageren har herom oplyst, at hun arbejdede i ministeriet i to år. I [foråret] 2013 blev lønnen til alle offentligt ansatte stoppet. I [sommeren] 2013 trådte en reform i kraft, hvorved offentligt ansatte kunne hente deres løn i Dayr az-Zawr af en repræsentant fra de forskellige offentlige arbejdspladser. Repræsentanten fra klagerens arbejdsplads oplyste klageren om, at klageren skulle møde personligt op til et møde med administrationspersoner fra regimet i Dayr az-Zawr, idet klageren havde udtrykt sig kritisk på Facebook. Klageren fik en måned til at møde op og fik samtidig at vide, at hun ville blive opsagt fra sin stilling, såfremt hun ikke mødte op som tilsagt. Klageren mødte ikke op til mødet, hvorfor hun en måned senere blev opsagt fra sin stilling. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring vedrørende hendes baggrund og offentlige ansættelse til grund, men kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, som opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at hun har slettet de to mest kritiske opslag, som er skrevet på en lukket profil, og at klager har fremlagt et enkelt Facebook opslag, som i den version, der er præsenteret på mødet i nævnet, er skrevet under et andet navn. Efter klagers egen forklaring er hun ikke blevet direkte kontaktet af myndighederne. Nævnet finder på denne baggrund, at klager ikke har sandsynliggjort, at Facebookopslagene er kommet til myndighedernes kundskab, hvorved klager har kommet i konflikt med myndighederne. Nævnet lægger herefter til grund, at klager i perioden fra 2011 frem til sin udrejse i [sommeren] 2013 har været ansat i ministeriet, og at klager – da hendes forklaringen om opfordringerne til at kontakte myndighederne i Dayr az-Zawr, som fortsat var under regimets kontrol, og efterfølgende fyring ikke kan lægges til grund – har forladt sin stilling uden tilladelse. Efter baggrundoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets notat af 1. november 2019, finder Flygtningenævnet, at det ikke kan udelukkes, at klageren vil blive til-bageholdt og afhørt om, hvorfor hun forlod sin stilling og straffet herfor. Flygtningenævnet finder herefter efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb, at klageren er i en reel risiko for overgreb ved tilbagevenden til Syrien, og at klager på denne baggrund opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2020/30/MEG
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2015, og at hun [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun som følge af sin ægtefælles forhold vil blive betragtet som forræder af det syriske regime, og at hun derfor vil være i risiko for at blive udsat for tortur og slået ihjel. Klageren har i den forbindelse henvist til, at Flygtningenævnet i [sommeren] 2019 meddelte opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, til en kvinde, hvis nære familiemedlemmer havde opnået asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har herom oplyst, at hendes ægtefælle har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ikke ville acceptere genindkaldelse til militæret. Klagerens ægtefælle betragtes herefter som en forræder, hvorefter klageren og hendes børn ligeledes vil blive betragtet som forrædere ved en genindrejse i Syrien. Klageren har videre oplyst, at hun har hørt, at flygtninge ved en genindrejse i Syrien vil blive tilbageholdt og udsat for tortur med henblik på at afpresse andre familiemedlemmer til at komme tilbage. Idet de syriske myndigheder vil blive bekendt med, hvem klagerens ægtefælle er, frygter hun, at hun vil blive udsat for tortur for at få ægtefællen til at genindrejse i Syrien, ligesom hun frygter at skulle oplyse om andre flygtninge, der er imod det syriske regime. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens ægtefælle, [A], har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at baggrunden herfor er, at han risikerede genindkaldelse til militæret, hvor han få år forinden havde aftjent værnepligt. Det fremgår af ægtefællens forklaring til dennes oplysnings- og motivsamtale [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, at han og klageren ikke holdt bryllupsfest, idet han ikke var til stede under vielsen, men var på vej ud af Syrien. Han var heller ikke til stede under registeringen af ægteskabet. Flygtningenævnet kan herefter ikke umiddelbart lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien straks vil kunne identificeres som værende ægtefælle til ovennævnte. Endvidere er klagerens ægtefælle ikke desertør, men har forladt Syrien da han ikke ville acceptere genindkaldelse. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at klageren som ægtefælle til en person, der ikke ville acceptere genindkaldelse, vil være i risiko for forfølgelse jf. Udlændingestyrelsen rapport fra oktober 2019, som påberåbt af Udlændingestyrelsen. Oplysningerne om, at klageren lider af PTSD kan ikke føre til et andet resultat. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse” Syri/2020/29/lbv
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza og meddelte samtidigt opholdstilladelse til det medfølgende barn. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Jabalia, Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Gaza grundet sin konflikt med Hamas. Desuden har ansøgeren henvist til, at dennes ægtefælle og barn har helbredsmæssige problemer, som de ikke vil kunne få hjælp til i Gaza. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgerens familie i Gaza fortsat bliver kontaktet af medlemmer af Hamas i deres søgen efter ansøgeren, hvilket ansøgeren er blevet oplyst om telefonisk af sin storebror. Ansøgeren har videre henvist til, at de generelle forhold i Gaza er forværret og at området er ubeboeligt, samt at UNWRA ikke kan yde den nødvendige bistand til befolkningen. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af [vinteren 2015/2016] og [efteråret] 2019 og Flygtningenævnet i afgørelsen af [foråret] 2016 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Hamas, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med Hamas er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet i 2016 har forklaret divergerende og udbyggende om konflikten med Hamas, herunder om modsætningsforholdet til Hamas og om antallet af tilbageholdelser. På denne baggrund tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Gaza, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Udlændingestyrelsens repræsentant har under nævnsmødet oplyst, at ansøgerens ægtefælle er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ægtefællen ikke kan indrejse i et UNWRA mandatområde. Herefter, og idet det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har en asylbegrundende konflikt, der kan have afledt effekt på ansøgeren, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har et beskyttelsesbehov på grund af ægtefællens forhold. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for opnåelse af konsekvensstatus som følge af ægtefællens forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår den mandlige ansøger. For så vidt angår barnet [A], der er indrejst sammen med ansøgeren og dennes ægtefælle, der begge er statsløse palæstinensere registreret i hvert sit UNWRA område finder Flygtningenævnet, at det er i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis at meddele barnet bedst mulig retsstilling. Betingelserne for meddelelse af konsekvensstatus med barnets mor er herefter opfyldt. [A] meddeles herefter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere betingelser for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. stat/2020/23/cehp
Nævnet hjemviste i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim, født i Beirut, Libanon og opvokset i Saida i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah og de libanesiske myndigheder, fordi han kender imamen [B] og ofte har deltaget i hans prædikener i [A] moskeen, samt desuden var tilhænger af hans politiske og religiøse holdninger. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren har deltaget i en 33-dages demonstration imod Hizbollah, hvilket resulterede i, at [A] moskeen blev angrebet, hvilket medførte at 27 personer blev slået ihjel og en række personer, som befandt sig i moskeen pågældende dag, blev anholdt. Ansøgeren var på sin bopæl under angrebet og opholdte sig i et beskyttelsesrum i to dage inden ansøgeren og dennes familie flygtede til den gamle bydel i Saida. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende opsøgt af personer fra Hizbollah, som desuden også tilbageholdte ansøgerens far i otte timer samt opsøgte ansøgerens bror. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at ansøgeren muligvis er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., idet der nu foreligger oplysninger om, at han er registreret ved UNRWA. Det indebærer, at ansøgeren muligvis skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre beskyttelsen er bortfaldet efter samme artikels 2. pkt. Flygtningenævnet finder det efter oplysningerne om ansøgerens hidtidige tilknytning til Libanon rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at der foretages en vurdering efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., således at denne afgørelse i givet fald kan indbringes for nævnet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” stat/2020/22/cehp
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza, etnisk araber og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive fængslet af myndighederne/Hamas, som han er flygtet fra. Han har endvidere henvist til de generelle forhold i Gaza. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har læst på politiakademiet. Under sit skoleophold på politiakademiet oplevede han konflikter med ledelsen, fordi han forholdt sig kritisk til undervisningen. Under et praktikophold oplevede han, at folk blev tortureret, og dette ytrede han sig negativt om over for ledelsen på akademiet. [Vinteren] 2012, kort før han var færdig med sin uddannelse, blev han tildelt ansvaret for et boligområde i Gaza. Her skulle han sørge for, at personer, som sad i husarrest i deres eget hjem, ikke forlod området. Ansøgeren ønskede ikke at påtage sig opgaven, hvorfor han tog ophold hos sin farbror i omkring to til tre uger. Han returnerede til sin bopæl, og kort herefter blev han opsøgt af sine overordnede. De tog ham med til en base, hvor han blev beskyldt for at have haft kontakt til fremmede magter. De konfiskerede hans telefon og computer. Han blev herefter sendt retur til akademiet. Den efterfølgende dag kom et brev fra indenrigsministeriet, hvoraf fremgik, at ansøgeren skulle tilbageholdes. Han blev tilbageholdt på akademiet i tre dage, hvorefter han blev hentet af den nationale sikkerhedstjeneste [vinteren] 2012. Han blev tilbageholdtog blev afhørt og om, hvorfor han debatterede på internettet samt spurgt til, hvem hans ikke-arabiske venner på Facebook var. I en periode på omkring to måneder blev han afhørt og tortureret gentagne gange. Han blev løsladt den [vinteren] 2013, idet myndighederne ikke havde beviser imod ham. Han skulle ved løsladelsen skrive under på, at han ikke ville forlade landet eller bruge Facebook. Efter løsladelsen påbegyndte han på at arbejde for politiets afdeling for national sikkerhed. Han blev forfremmet til premierløjtnant og fik ansvaret for en større gruppe sergenter og menige. I 2013 fik han visum til Thailand, hvor han skulle besøge sin danske veninde. Han kunne ikke få udrejsetilladelse, men forsøgte alligevel at udrejse af landet i sommeren 2013. Han blev gift med en dansk statsborger i Gaza [foråret] 2014. Han havde ingen problemer fra løsladelsen og frem til vielsen. Efter vielsen fandt hans overordnede ud af, at han havde giftet sig med en udlænding, og derfor blev han igen anholdt ultimo [sommeren] 2014. Han var herefter tilbageholdt i Ansar-fængslet frem til den 18. juli 2014, hvor han blev løsladt på grund af krigen. I forbindelse med løsladelsen skrev han under på et dokument om, at han ville komme tilbage til fængslet, når krigen var overstået. Han opholdt sig på sin bopæl i omkring en måned, hvorefter han udrejste. Han havde fortsat ikke udrejsetilladelse, men fik hjælp fra en ven, der arbejdede ved grænsen, så han kunne udrejse alligevel. Ansøgerens bopæl er efter hans udrejse blevet opsøgt af myndighederne flere gange. Ansøgerens mor og søskende oplevede problemer de første tre måneder efter hans udrejse, og ansøgerens bror blev kortvarigt tilbageholdt. Ansøgerens familien får fortsat økonomisk støtte fra UNRWA, men modtager ikke støtte fra Hamas, der ellers giver økonomisk støtte til andre familier på Gaza-striben. Ansøgeren har endelig i samtalen [vinteren] 2019 efter, at sagen er blevet genoptaget, oplyst, at der ikke er sket noget i forhold til hans sag i Gaza, siden han oprindeligt fik afslag. [sommeren] 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA’s beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. På baggrund af ansøgerens oplysninger og sagens oplysninger i øvrigt, herunder det fremlagte UNRWA registreringskort, hvor ansøgerens navn er opført, lægger nævnet til grund, at ansøgeren og hans familie, da han boede i Gaza, rent faktisk havde adgang til bistand og beskyttelse fra UNRWA, og at hans familie fortsat har adgang til denne bistand og beskyttelse. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Gaza vil kunne opnå bistand fra UNRWA, idet det i den forbindelse bemærkes, at han nu efter al sandsynlighed ikke længere er offentlig ansat. En statsløs palæstinenser fra UNRWA mandatområdet, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. § artikel 1 D, 1. pkt., med mindre den pågældende opfylder de betingelser, der er er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af [sommeren] 2018 (Altheto-dommen). I præmis 86 af denne dom udtaler EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen blandt andet: ”… når det på baggrund af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er et udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde”. Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA´s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde nævnets afgørelse af [sommeren] 2016, idet nævnet videre skal henvise til, at ansøgeren under genbehandlingen af hans sag har forklaret udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, hvorfor hans forklaring også af den grund fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i forbindelse med gensamtalen [vinteren] 2019 forklaret, at han ikke havde yderligere at tilføje omkring sit oprindelige asylmotiv, og at hans familie ikke siden de første tre måneder efter hans udrejse har haft problemer med myndighederne som følge af hans sag. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at familien kontinuerligt har været opsøgt af lokale meddelere fra Hamas, der har spurgt til, hvor ansøgeren befandt sig, og at dette sidst skete for et år siden. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret udbyggende med hensyn til, at han i forbindelse med sit arbejde i Gaza kom i besiddelse af fortrolige oplysninger om, hvem der var medlem af Hamas og med hensyn til, at han i 2018 i forbindelse med indrejsen i Egypten blev tilbageholdt i 7 dage af de egyptiske myndigheder. Ansøgerens forklaring har videre været usikker og divergerende med hensyn til, om han fik sit visum udstedt på det danske konsulat i Gaza, eller om han selv fik det på et kontor i Ramallah samt med hensyn til, om han fandt ud af, at han var blacklistet af de egyptiske myndigheder, fordi han blev tilbageholdt i Cairo eller, om han erfarede dette via den egyptiske ambassade i København. Ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det er umuligt for UNWRA at sikre ham levevilkår i overensstemmelse med deres opgave. Det bemærkes i denne forbindelse, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Gazastriben – uanset at de er vanskelige - ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Gaza og må formodes igen at kunne indrejse i Gaza og tage lovligt ophold og have adgang til beskyttelse og bistand fra UNWRA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [stat/2020/21/YARS]
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har efter egne oplysninger været tilknyttet de politiske grupperinger Fatah og Hizbollah. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet af de libanesiske myndigheder og derefter udleveret til Hizbollah. Ansøgeren frygter ligeledes gruppen Fatah. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter fattigdom og mangel på penge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Al-Badawi-lejren i Tripoli, Libanon. I 1998 meldte han sig ind i Fatahs ungdomsafdeling. I 2005 tilsluttede ansøgeren sig Hizbollah efter en syv til otte måneders lang optagelsesproces. Her modtog ansøgeren våbentræning, og han spillede fodbold og dyrkede kickboksning. Hizbollah ville have ansøgeren til at skaffe oplysninger for dem, heriblandt om en bestemt person, Ziyad. Da ansøgeren nægtede at gøre dette, begyndte de at true ham. De truede ham i 2005 eller 2006, og efterfølgende blev han truet fire til fem gange. I 2006 ville Hizbollah have ansøgeren til at kæmpe for dem. Dette nægtede ansøgeren ligeledes. Da ansøgeren fortsat ikke skaffede Hizbollah de oplysninger, som de forlangte, fængslede de i midten af 2017 ansøgeren i 14 dage. Ansøgeren blev løsladt igen, efter han lovede dem, at han ville forblive medlem af Hizbollah og skaffe oplysninger for dem. Ansøgeren modtog den seneste trussel fra Hizbollah tre uger før sin udrejse. Efter ansøgerens problemer med Hizbollah begyndte, fik han kontakt med en af sin brors venner, som kunne hjælpe ansøgeren med at skaffe et pas til at udrejse af Libanon med. Da ansøgeren forsøgte at hente passet på en politistation, blev han anholdt af myndighederne og sat i fængsel i 12 dage. Ansøgeren blev løsladt med hjælp fra en af sine fætres venner. Omkring en uge efter sin løsladelse udrejste ansøgeren fra Beirut Lufthavn uden at opleve nogen problemer som følge heraf. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren som anført af Udlændingestyrelsen er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., idet ansøgeren er registreret hos UNWRA, jf. i øvrigt det i Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2019 side to herom anførte. Ved afgørelsen af, om der kan meddeles ansøgeren asyl, bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2015, men først ansøgte om asyl i 2018, efter at have fået afslag på ansøgning om familiesammenføring. Herudover er der meget væsentlige divergenser i ansøgerens forklaringer også vedrørende helt centrale dele af ansøgeren asylmotiv. Dette gælder som anført af Udlændingestyrelsen både med hensyn til tidspunkterne for ansøgerens tilbageholdelser, omstændigheder i forbindelse hermed og antallet af gange han har været tilbageholdt. Dertil kommer, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtale side fem har udtalt, at han ville være blevet i Libanon, hvis ikke det var for hensynet til hans herboende ægtefælle. Endvidere udrejste ansøgeren i 2016 til Sverige, men oplyste ved tilbagevenden til Danmark, at han ikke ønskede at søge asyl i Danmark. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han ved en tilbagevenden til Libanon forventet at blive arresteret allerede ved indrejse i lufthavnen. Ikke desto mindre har ansøgeren i 2017 ansøgt om et såkaldt Laissez-passer. Baggrunden herfor var, efter det dengang oplyste, at han ønskede at rejse til Libanon for at få udstedt et nyt libanesisk rejsedokument. Ved møde i Flygtningenævnet har ansøgeren ikke været i stand til at give nogen overbevisende forklaring herpå, men har som en helt ny oplysning forklaret, at han alene ønskede at indrejse for at besøge sine forældres gravsted. Dette er i klar modsætning til ansøgerens forventning om, at han ville blive arresteret straks ved indrejse. Herudover må ansøgerens forklaring også for Flygtningenævnet betegnes som præget af divergenser og uoverensstemmelser. Desuden syntes det også klart at fremgå af forklaringen, at de socioøkonomiske forhold i virkeligheden har været af afgørende betydning for ønsket om at opnå opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har ved oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han under tilbageholdelse har været tvunget til at ligge i vand i tre timer og i 24 timer ikke fik noget at spise. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han blev udsat for tortur i form af blandt andet stik og spark. Flygtningenævnet finder på den anførte bagrund ikke grundlag for iværksættelse af en torturundersøgelse. Da ansøgeren har haft lejlighed til at gennemgå referaterne fra såvel oplysnings- og motivsamtalen som asylsamtalen, og ikke har haft bemærkninger af betydning, finder Flygtningenævnet ikke at kunne tillægge de påberåbte problemer med tolkningen afgørende betydning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at det kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Stat/2020/20/lbv
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi hun har brudt med sin familie. Ansøgeren frygter endvidere at blive tvangsgift af sin familie. Derudover frygter ansøgeren at blive omskåret imod sin vilje af den mand, som hun vil blive tvangsgiftet til. Ansøgeren frygter videre al-Shaabab. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun gerne vil have frihed, uddannelse og sikkerhed i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har boet i Mogadishu sammen med sine forældre og sin storebror. En dag forlod ansøgerens forældre ansøgeren og ansøgerens storebror. Ansøgeren og ansøgerens storebror boede herefter hos deres moster i Mogadishu. I omkring 2011 hentede ansøgerens far ansøgeren og ansøgerens storebror. De flyttede til Etiopien, hvor de boede i omkring to år. Ansøgeren har videre oplyst, at det var et meget hårdt liv i Etiopien. Ansøgerens far slog ansøgeren og ansøgerens storebror samt truede ansøgeren med at slå hende ihjel. I 2013 fik ansøgeren, ansøgerens far og storebror familiesammenføring med ansøgerens mor, der boede i Danmark. De flyttede til Danmark. I Danmark var ansøgerens far meget kontrollerende. Ansøgerens mor har efterfølgende fået inddraget sin opholdstilladelse, og ansøgerens far og storebror har fået afslag på deres ansøgninger om asyl. Ansøgeren var som mindreårig omfattet af farens ansøgning om asyl. Da ansøgeren fyldte 18 år, havde ansøgeren og hendes familie ikke flere muligheder i Danmark, og de rejste derfor til Tyskland, hvor de søgte om asyl [i efteråret] 2019. Ansøgeren har efterfølgende brudt med sin familie og har ikke siden haft kontakt til dem. Ansøgeren søgte asyl den [i efteråret] 2019. Ansøgeren ved ikke, om hendes familie fortsat opholder sig i Tyskland. Ansøgerens moster og morbror har ringet til ansøgeren via Messenger, men ansøgeren har ikke besvaret opkaldene. På baggrund af de fremlagte fotos om flere skader på hendes legeme, der efter det oplyste er påført af hendes far, af de lægelige oplysninger, hvorefter hun er omskåret og erklæringen vedrørende hendes skolegang, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren har haft en streng opdragelse, hvor hun er blevet holdt hjemme, og hvor hun har skullet bære tørklæde. Nævnet finder ikke at kunne udelukke, at det forhold, at hun har forladt familien i Tyskland og er rejst til Danmark, samt har lagt tørklædet, har medført et brud med familien. Nævnet finder derfor, at ansøgeren må anses som en enlig kvinde uden netværk i Somalia, hvorfor hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/35/HZC
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk sahrawia og muslim af trosretning fra Berkane, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at de marokkanske myndigheder ikke vil være i stand til at beskytte hende mod ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at ansøgerens ægtefælle vil bestikke de marokkanske myndigheder, herunder det marokkanske politi, med henblik på ustraffet at kunne tage ansøgerens børn fra ansøgeren og slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er blevet udsat for fysiske og psykiske overgreb af sin ægtefælle. Ansøgerens ægtefælle er stofmisbruger. Ansøgeren har gentagne gange forsøgt at forlade sin ægtefælle, men hun blev hos ham, idet ansøgerens ægtefælle var den eneste, som kunne forsørge ansøgeren. Ansøgeren har ikke anmeldt forholdet til politiet af frygt for konsekvenserne, herunder at ansøgerens ægtefælle ville gøre ansøgeren ondt. Ansøgeren har på den baggrund i en periode opholdt sig på et krisecenter sammen med børnene. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan danne grundlag for at meddele ansøgeren asyl, idet ansøgeren må henvises til at søge de marokkanske myndigheders beskyttelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at beskyttelse fra de marokkanske myndigheders side ikke er muligt. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Landinfos Respons Marokko: Vold mod kvinner” fra 18. juli 2014. Heraf fremgår på side 4 blandt andet: ”Det finnes egne mottaksenheter for voldsutsatte Kvinner på sykehus, politistasjoner og i domstolene. Når en kvinne har vært utsatt for vold, har ansvarlig lege lovpålagt plikt til å melde forholdet videre til politiet.” Det fremgår endvidere af samme på side 5, at der findes snesevis af boligcentre for voldsramte kvinder drevet af kvindeorganisationer, hovedsagelig i de store byer. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun frygter hendes børn vil have dårligere levevilkår i Marokko, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Dette er ikke forhold af en sådan karakter, som kan danne grundlag for asyl. Den afspillede lydfil af ægtefællens samtale med ansøgerens moder kan heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at den afspillede lydfil ikke indeholdt konkrete trusler imod ansøgeren, men alene krav om at ægtefællen ønskede at se sine børn. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato]. Maro/2020/5/MLVT.
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold, herunder forholdene for ham som sunni-muslim, der er opvokset i et vestligt land, ved en tilbagevenden til Irak, da han ikke kan tale og forstå arabisk, og da han ikke har nogen tilknytning til landet. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af shia-muslimer. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren, da han var knap 1 år gammel, søgte om opholdstilladelse via konsulatet i Aman med henvisning til sin herboende far, og at han efter at have opnået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, [efteråret] 2001 [i begyndelsen af] 2002 blev tilmeldt Det Centrale Personregister. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren siden da har opholdt sig i Danmark, og at han ikke siden har været tilbage i Irak. Endelig lægger nævnet til grund, at ansøgeren ikke har familie i Irak, og at han ikke er bekendt med, hvorfor hans forældre i sin tid udrejste. Det bemærkes indledningsvist, at den omstændighed, at ansøgeren det meste af sit liv har boet i Danmark, og at han kun i begrænset omfang taler arabisk, ikke i sig selv kan begrunde, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke de generelle forhold i Irak kan begrunde, at ansøgeren skal meddeles asyl. Den omstændighed, at ansøgeren er sunni-muslim og frygter, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse på grund af sin etnicitet, kan heller ikke føre til, at han meddeles asyl. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har været i Irak, siden han var et lille barn, at han aldrig har haft konflikter i Irak, og at det alene beror på hans formodning, at han som sunni-muslim vil blive udsat for overgreb eller forfølgelse. Ansøgerens formodning er ikke understøttet af baggrundsoplysningerne om forholdene for sunni-muslimer i Irak. Det fremgår således af EASO Country Guidance Iraq rapporten fra juni 2019, blandt andet at:”Available information indicates that the mere fact that an individual is a Sunni Arab would normally not lead to a well-founded fear of persecution. The individual assessment of whether or not there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: area of origin, tribe, etc.” Nævnet har ikke været i besiddelse af alle akterne i ansøgernes fars asylsag, idet der ikke er meddelt samtykke hertil. Af den del af farens samtalereferat og tilladelsesresolutionen fra [begyndelsen af] 2001, som er indgået i sagen, fremgår, at ansøgerens far fik asyl, fordi han var på flugt fra det daværende irakiske styre, fordi han ikke ville stille sin arbejdskraft til rådighed for Bath partiet. Det fremgår endelig, at faren aldrig har været særlig religiøst aktiv. Ansøgeren har derfor heller ikke sandsynliggjort, at han som følge af sin fars forhold ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevending til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/18/RILA
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren er afghansk statsborger, men født og opvokset i [by], Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin afghanske ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [A], i [sommeren] 2016 i Iran. Ansøgerens familie afviste, at hun og [A] kunne blive gift. [I foråret] 2017 giftede ansøgeren sig i hemmelighed med sin ægtefælle. Efterfølgende friede ansøgerens brors ven til ansøgeren, hvilket ansøgeren afviste. Ansøgerens bror blev vred og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb samt sagde til ansøgeren, at hun havde påført familien skam. Dagen efter rejste ansøgeren til Teheran, hvorfra hun sammen med sin ægtefælle udrejste til Tyrkiet. Under sit ophold i Tyrkiet udsatte ansøgerens ægtefælle ansøgeren for fysiske overgreb i form af både slag og spark, hvorved ansøgeren aborterede. [I foråret] 2018 rejste ansøgerens ægtefælle til Afghanistan for at stille op til parlamentsvalget. Ansøgerens ægtefælle bad ansøgeren om at oprette en Facebook-side for at promovere ham. Ansøgeren oprettede siden, men brugte den til at skrive kritiske ting om sin ægtefælle. I [sommeren] 2018 vendte ansøgerens ægtefælle tilbage til Tyrkiet. Ansøgeren fandt ved denne lejlighed ud af, at ansøgerens ægtefælle havde et forhold til en pige i Afghanistan ved navn [B]. [B] fortalte efterfølgende ansøgerens ægtefælle, at hendes mor var blevet slået ihjel som følge af forholdet mellem [B] og ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren besluttede som følge heraf at forlade sin ægtefælle. Ansøgeren kontaktede [B] og [B]s tante, for at advare dem imod sin ægtefælle. Dagen efter truede ansøgerens ægtefælle ansøgeren med, at han ville slå ansøgeren ihjel, som følge af at hun havde kontaktet [B] og dennes familie. Ansøgeren udrejste af Tyrkiet i [efteråret] 2018. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. Ansøgeren har til støtte for sit yderligere asylmotiv henvist til, at hun er født og opvokset i Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes familie opholder sig i Iran og at hun ikke har kendskab til familie i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen undervejs er udbygget og fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit ægteskab, herunder at formålet først var, at familien med tiden skulle acceptere det, men at det samtidig blev holdt hemmeligt, og har under mødet i nævnet uddybende forklaret, at det alene var et tidsbegrænset ægteskab. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om [A]s navn. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun kun har kendt sin ægtefælle under navnet [A], og at hun ikke kendte en person ved navn [C], og at hun ikke var bekendt med, at [A] skulle benytte sig af navnet [C] på Facebook. Til gensamtalen har hun, efter at hun blev foreholdt, at hun via sin mobiltelefon i [efteråret] 2018 havde besøgt [C]s Facebook profil, imidlertid forklaret, at [A] altid har bedt hende om at blive kaldt [C]. Det fremgår endvidere af udlæsningen af ansøgers telefon, at [C] er blandt hendes kontakter. Ansøger har under mødet i nævnet forklaret, at det er [A]s nummer, da [C] er [A], mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun ikke vidste, hvem [C] var. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøger under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun under flugten fra Tyrkiet oplevede problemer ved en grænseovergang og ved en fejl skrev en sms til [A] herom. Hun har videre forklaret, at hun, selv om det af udlæsningen fremgår, at det var en ”failed sms”, flere gange forsøgte at ringe til [A] for at sikre sig, at [A] ikke havde modtaget beskeden, så han derved kunne vide, at hun var på vej ud af Tyrkiet. Dette uanset at hun på dette tidspunkt efter sin forklaring frygtede, at [A] ville dræbe hende. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det forekommer usandsynligt, når ansøger har forklaret, at hun er overbevist om, at [A] er villig til at slå hende ihjel, efter at hun havde besluttet sig for at forlade ham, fordi han ignorerede hende, og hun var på vej ud af Tyrkiet, gjorde sig forskellige bestræbelser på at kontakte [B] for at advare [B] om [A]s falske løfter, selv om hun ikke kendte eller havde nogen relation til [B]. Blandt andet forsøgte ansøger via en falsk Facebook profil at kontakte [B]s tante, men afslørede alligevel sin identitet overfor hende. Hertil kommer, at ansøger har afgivet skiftende forklaringer om, hvad hun egentlig skrev i beskederne. Efter ansøgers egen forklaring under mødet i nævnet har [A] alene slået hende med flad hånd under ægteskabet. [A] har ikke efterfølgende kontaktet hende og har efter ansøgers forklaring og udlæsning af hendes telefon ikke reageret på de opkald, som er foretaget fra ansøgers telefon til [A] efter hendes udrejse. Det forhold, at ansøger er kvinde og efter sin forklaring ikke tidligere har været i Afghanistan, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder af de nævnte grunde, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at ansøgers konflikt med sin tidligere ægtefælle har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/28/MEG
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har deltaget i demonstrationer på et tidspunkt i 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han frygter, at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste af de syriske myndigheder, hvor han vil være i risiko for at skulle slå andre ihjel. Herudover har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren isoleret set som mandlig statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor den pågældende ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom [fra efteråret] 2018 fundet skyldig i to tilfælde af røveri og til dels forsøg herpå og idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at der henset til karakteren af forbrydelsen og længden af den idømte straf, er tale om en særlig farlig forbrydelse, og at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er en ung, ugift mand uden anden familie i Danmark end sin onkel, fætter og kæreste, og han har hverken tilknytning til arbejdsmarkedet eller har gennemført en uddannelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/28/snd
Nævnet meddelte i juli 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk afrikaner og muslim af trosretning fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sikkerhedstjenesten. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Sudan indgik i en opsparingsordning, hvor han sammen med fem til ni andre personer samlede penge ind til en form for sikkerhed, hvis der skulle opstå behov herfor. Han har endvidere oplyst, at han og hans bror i februar 2002 blev afhentet af sikkerhedstjenesten, hvorefter ansøgeren blev tilbageholdt i ti dage og beskyldt for at samle penge ind til den politiske Darfur-bevægelse. Han blev under tilbageholdelsen udsat for afhøringer tre gange dagligt vedrørende sin identitet og påståede samarbejde med Dafur-bevægelsen og herudover udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at han samarbejdede med sikkerhedstjenesten og at han meldte sig hos tjenesten hver 14. dag, ligesom han skulle fremskaffe oplysninger om Darfur-bevægelsen. Ansøgeren overholdt sin meldepligt i tre måneder inden, han udrejste af Sudan [i sommeren] 2002. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren overordnet har forklaret sammenhængende og konsistent om den tilbageholdelse og de fysiske overgreb, han blev udsat for af sikkerhedstjenesten i Sudan. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring understøttes af torturundersøgelsen af ansøgeren, der igen understøttes af de lægelige oplysninger om ansøgeren. Flygtningenævnets flertal vurderer, at de få divergenser i ansøgerens forklaringer ikke kan udelukkes at skyldes dels tolkeproblemer dels det forhold, at ansøgeren har været udsat for tortur. Det forhold, at ansøgeren er idømt tre måneders fængsel ved dom afsagt [i efteråret] 2019 af Vestre Landsret, kan efter en proportionalitetsafvejning ikke udelukke ansøgeren fra at opnå asyl. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Suda/2020/3/CABV
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vestbredden. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens forældres sag. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Nablus, […], Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive tilbageholdt af de palæstinensiske myndigheder, fordi hans bror, [A], er eftersøgt. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Al Aqsa Brigaden, fordi de beskyldte [A] for at være spion. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, fordi de beskylder ansøgeren for at have hjulpet [A] og familien med at flygte. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [A] henvendte sig til politiet i Israel i sommeren 2007 vedrørende en lejlighed. Politiet opdagede efterfølgende, at lejligheden fungerede som et værksted for euforiserende stoffer. Lejlighedens beboere blev som følge heraf anholdt. En til to måneder senere kom ukendte personer til familiens bopæl, hvor de ransagede den og spurgte efter [A]. Efterfølgende tog [A] til Ramallah, men familiens bopæl blev fortsat jævnligt ransaget af disse personer. Videre har ansøgeren oplyst, at han i [foråret] 2010 blev overfaldet af ukendte personer, der udsatte ham for fysiske overgreb og spurgte efter [A]. I de efterfølgende år indtil 2014 modtog ansøgeren flere telefoniske trusler fra ukendte personer. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han [i sommeren] 2014 blev stoppet af personer, der udgav sig for at være politifolk, der efterfølgende udsatte ansøgeren for fysiske overgreb og spurgte efter [A]. Efter overfaldet indkaldte sikkerhedsforebyggelsestjenesten ansøgeren. De tilbageholdt ham i en uge, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ved løsladelsen blev ansøgeren taget af den palæstinensiske efterretningstjeneste, hvor han blev tilbageholdt i tre dage. Ydermere har ansøgeren oplyst, at familiens bopæl i 2015 blev opsøgt af ukendte personer. Ansøgerens naboer ringede til ham og fortalte, at de havde hørt skud fra lejligheden. [I foråret] 2015 forsøgte ansøgeren at udrejse, men myndighederne tilbageholdt ham i 21-22 dage. Efter løsladelsen blev ansøgeren indkaldt til afhøring tre til fire gange af myndighederne, og hver gang tilbageholdt de ansøgeren på ny. Slutteligt har ansøgeren oplyst, at han i [efteråret] 2015 blev bekendt med en udtalelsesannonce fra Kataeb Shuhadaa Alaqsa. På udtalelsesannoncen fremgik navnet på ansøgeren selv, [og hans far. Flygtningenævnet bemærker, at statsløse palæstinensere fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med de palæstinensiske myndigheder, Al Aqsa Brigaden og privatpersoner, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne og privatpersoner er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende – herunder også i forhold til ansøgerens forældres forklaringer – og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans forældre på en lang række punkter har forklaret divergerende om deres fælles asylmotiv. Ansøgeren har således til sin asylsamtale forklaret, at [A] var eftersøgt, fordi han havde anmeldt forhold vedrørende en mistænkelig lejlighed til politiet, at de personer, der opsøgte familiens bopæl kom efter [A] på grund af anmeldelsen vedrørende lejligheden og ikke var fra myndighederne, at den første opsøgning fandt sted i 2007, og at [A] ikke var hjemme under opsøgningerne. Ansøgerens far har imidlertid til sin asylsamtale [i foråret] 2015 forklaret, at [A] var eftersøgt, fordi han blev beskyldt for at sympatisere med Hamas, idet han sang i kor for Hamas, at familiens bopæl blev opsøgt første gang i 2008, og at de personer, der opsøgte ham og hans familie, var fra de palæstinensiske myndigheder. Ansøgerens far har endvidere under mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2015 forklaret, at [A] var hjemme første gang, bopælen blev opsøgt. Ansøgerens mor har til sin asylsamtale forklaret, at opsøgningerne på bopælen først begyndte efter, at [A] forsvandt omkring 2010/2011. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om myndighedernes angivelige tilbageholdelse af ham forud for hans udrejse. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2018 forklaret, at han var tilbageholdt af de palæstinensiske myndigheder i to måneder, og at han ikke har været tilbageholdt yderligere, inden han udrejste [i sommeren] 2016. Til asylsamtalen [i vinteren] 2019 forklarede ansøgeren imidlertid, at han [i foråret] 2015 blev tilbageholdt i 21-22 dage i forbindelse med forsøg på at udrejse. Han var efterfølgende tilbageholdt i 3-4 gange. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvornår han ringede til sine forældre og fortalte, at de ikke skulle rejse tilbage til Vestbredden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede til sin familie efter [sommeren] 2014 angiveligt at være blevet overfaldet af nogle personer, der udgav sig for at være israelsk politi. Han sagde, at de ikke måtte vende tilbage til Vestbredden. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at han ringede til sin far og sagde, at forældrene ikke skulle komme tilbage til hjemlandet, efter at familiens bolig i 2015 blev opsøgt af ukendte personer. Ansøgeren er ikke fremkommet med en troværdig forklaring på disse talrige divergenser. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at de divergerende forklaringer har baggrund i, at ansøgeren undlod at give forældrene informationerne om [A] og hans egen konflikt for at skåne dem. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke fortalte sine forældre om det angivelige overfald og den vold, som han var udsat for i 2010, da han efter hospitalsopholdet besøgte dem med synlige tegn på skader. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med de palæstinensiske myndigheder, Al Aqsa Brigaden og med unavngivne grupperinger. De fremlagte bilag kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at bilagene efter deres indhold og tidspunktet for fremlæggelsen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet vurderer herefter, at ansøgeren ikke vil befinde sig i en alvorlig personlighedsmæssig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Vestbredden, og at det ikke er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at tage tilbage til Vestbredden, hvor han har adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren legalt kan indrejse og tage ophold på Vestbredden, og at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Vestbredden ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold at ansøgeren er udrejst illegalt, kan ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med hensyn til sikkerhed for UNWRAs beskyttelse eller undersøgelse af betydningen af det seneste udspil fra Benjamin Netanyahu vedrørende en planlagt annektering af Vestbredden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/19/AMKJ
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Vestbredden. Sagen blev sambehandlet med ægteparrets barns sag om asyl. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere og muslimer af trosretning fra Vestbredden. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at han ikke vil være i sikkerhed, idet selvstyret er efter ham. Han frygter ligeledes andre personer i hjemlandet på grund af rygterne om, at han skulle være kollaboratør, hvorfor han frygter, at folk vil slå ham ihjel som følge af dette. Videre har ansøgeren henvist til, at de palæstinensiske myndigheder mistænker ham for spionage og forræderi. Endvidere har ansøgeren henvist til helbredsmæssige forhold, herunder [sygdomme]. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] flyttede til Ramallah i 2007 som følge af eftersøgningen af ham. I 2008 begyndte de palæstinensiske myndigheder at opsøge familien. Ansøgeren har fra sin datter [B] og søn [C] hørt rygter om, at hans hjem er blevet ransaget af private personer, der samarbejder med myndighederne på grund af mistanken om spionage og forræderi. Videre har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at UNRWA er blevet økonomisk kraftigt beskåret de senere år, hvorfor der formentligt ikke er mulighed for at få den fornødne medicinske behandling. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter den israelske hær og ukendte personer, som har opsøgt hende og hendes børn. Hun frygter således for sit eget og sin families liv. Hvorvidt de ukendte personer er fra den israelske hær, de palæstinensiske myndigheder eller Hamas ved ansøgeren ikke. Videre har den kvindelige ansøger ligesom den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til sine helbredsmæssige forhold, herunder [sygdomme]. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgernes søn, [A], forsvandt for omkring tre-fire år siden. Omkring en måned efter [A]s forsvinden blev familien opsøgt første gang, hvorefter de blev opsøgt adskillige gange med jævne mellemrum, indtil familien udrejste i 2014. Videre har den kvindelige ansøger i lighed med den mandlige ansøger til støtte for sit asylmotiv oplyst, at UNRWA er blevet økonomisk kraftigt beskåret de senere år, hvorfor der formentligt ikke er mulighed for at få den fornødne medicinske behandling. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA-mandatområdet, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNWRA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at statsløse palæstinensere fra UNRWA mandat-området, der som ansøgerne har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne har en asylbegrundende konflikt med de palæstinensiske myndigheder og privatpersoner, der har gjort det nødvendigt for dem at forlade området, eller at de som følge af en konflikt med myndighederne og privatpersoner er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet kan ved ovenstående vurdering, og idet der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger i sagen, tiltræde de grunde, som Flygtningenævnet lagde vægt på i afgørelsen af [efteråret] 2015, hvoraf fremgår blandt andet, at ”Ansøgerne har på en række punkter forklaret upræcist vedrørende begivenhederne i forbindelse med det påberåbte asylmotiv blandt andet om sønnen [A]s aktiviteter, opholdssted og forsvinden, om tidspunktet for [A]s forsvinden, om henvendelserne på bopælen efter [A]s forsvinden, herunder om hvem, der stod bag henvendelserne, om [C]s opholdssted og om afhændelsen af ansøgernes bopæl …På denne baggrund fremstår det i sig selv påfaldende, at ansøgerne i slutningen af deres ophold i Danmark pludselig skulle være blevet eftersøgt i hjemlandet, idet der var opstået et rygte om, at familien skulle have samarbejdet med israelerne. Det må i denne forbindelse tillægges vægt, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgerne på noget tidligere tidspunkt skulle være blevet mistænkt herfor. Hertil kommer, at ansøgerne ifølge deres egen forklaring gennem flere år havde været udsat for regelmæssige og omfattende henvendelser på bopælen…Sammenfattende kan der ikke lægges nogen vægt på de fremlagte dokumenter og fotos… Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Flygtningenævnet har i denne forbindelse i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerne på flere konkrete spørgsmål har svaret afglidende og upræcist, også selvom der herved tages hensyn til deres alder og helbredsforhold”. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne og deres søn [C] på en lang række punkter har forklaret divergerende om asylmotivet. [C] har således til sin asylsamtale forklaret, at [A] var eftersøgt, fordi han havde anmeldt forhold vedrørende en mistænkelig lejlighed til politiet, at de personer, der opsøgte familiens bopæl kom efter [A] på grund af anmeldelsen vedrørende lejligheden og ikke var fra myndighederne, at den første opsøgning fandt sted i 2007, og at [A] ikke var hjemme under opsøgningerne. Den mandlige ansøger har imidlertid til sin asylsamtale [i foråret] 2015 forklaret, at [A] var eftersøgt, fordi han blev beskyldt for at sympatisere med Hamas, idet han sang i kor for Hamas, at familiens bopæl blev opsøgt første gang i 2008, og at de personer, der opsøgte den mandlige ansøger og hans familie, var fra de palæstinensiske myndigheder. Den mandlige ansøger har endvidere under mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2015 forklaret, at [A] var hjemme første gang, bopælen blev opsøgt. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at opsøgningerne på bopælen først begyndte efter, at [A] forsvandt omkring 2010/2011. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at de divergerende forklaringer har baggrund i, at sønnen, [C], undlod at give forældrene informationerne om [A] og hans egen konflikt for at skåne dem. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de har en konflikt med de palæstinensiske myndigheder og privatpersoner. Flygtningenævnet vurderer herefter, at ansøgerne ikke vil befinde sig i en alvorlig personlighedsmæssig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Vestbredden, og at det ikke er umuligt for UNRWA at sikre ansøgerne levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke er afskåret fra at tage tilbage til Vestbredden, hvor de har adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Det bemærkes i denne forbindelse, at oplysningerne om ansøgernes helbredstilstand ikke kan føre til et andet resultat. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerne legalt kan indrejse og tage ophold på Vestbredden, og at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Vestbredden ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med hensyn til sikkerhed for UNWRAs beskyttelse eller undersøgelse af betydningen af det seneste udspil fra Benjamin Netanyahu vedrørende en planlagt annektering af Vestbredden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/18/AMKJ
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2001.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerens familie tilhører […]-klanen, som tilhører […]-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel eller forfulgt grundet sin mors tidligere klankonflikt. Ansøgeren frygter derudover at blive tvangsrekrutteret af kriminelle eller islamiske grupperinger. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende klankonflikten oplyst, at hans mor udrejste af Somalia, fordi hun blev forfulgt af andre klaner. Hun udrejste efter, at flere medlemmer fra ansøgerens families klan blev slået ihjel af andre klaner. For så vidt angår frygten for at blive tvangsrekrutteret har ansøgeren oplyst, at han gennem en ven har hørt, at personer fra Europa bliver udnyttet og manipuleret af forskellige grupperinger, herunder al-Shaabab, idet man har en formodning om, at europæere er uvidende om de somaliske forhold. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ikke har været i Somalia siden, han udrejste som fire eller fem årig, og at han derfor ikke har nogen tilknytning til landet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen og af grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at ansøgerens klanforhold ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerens mor under behandlingen af sin asylsag har oplyst, at ansøgerens morfar og moster angiveligt blev slået ihjel som følge af klankonflikter, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at disse forhold er begået for så mange år siden, at ansøgeren ikke som følge heraf kan antages at være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen og af grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de øvrige af ansøgeren anførte forhold ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/33/CABV
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tuereg og muslim fra Assa-Zag, Marokko. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb og fængsling af de marokkanske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for selvstændighed i Vestsahara som en del af Polisario-bevægelsen. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 2004/2005 - 2016 har deltaget i mange demonstrationer til fordel for Vestsaharas uafhængighed. Ved en demonstration i 2014 afbrændte ansøger et marokkansk flag på en offentlig bygning. Ved en demonstration i september 2014 kastede ansøger med vilje en sten mod en politibetjents hoved, fordi ansøger ikke kunne lide politibetjenten. Politiet opsøgte ansøgers bopæl, og ansøger udrejste kort efter til Mauretanien. I perioden 2014 – 2016 rejste ansøger tilbage til Vestsahara og deltog i to-tre demonstrationer, i sin søsters bryllup og arbejdede. I 2017 udrejste ansøger senest af Vestsahara. Ansøger arbejdede herefter i flere byer i Marokko, indtil han i [efteråret] 2018 udrejste af Marokko. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger både i Algeriet og Marokko. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hans far er statsborger i Algeriet og Marokko, og at hans mor er statsborger i Marokko. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hans far har et algerisk nationalitetspas, og at ansøgeren på et tidspunkt selv har søgt om et algerisk pas. Flygtningenævnet har derfor vurderet ansøgeren asylretligt i forhold til både Algeriet og Marokko. Flygtningenævnet har efter ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren ikke har konflikter med nogen i Algeriet. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Algeriet ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til Marokko til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2018/2019] har forklaret, at han kastede en sten efter en politibetjent i 2009, og at han afbrændte et marokkansk flag i 2010. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen [i efteråret] 2019 forklaret, at begge episoder fandt sted i 2014. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at episoden med betjenten fandt sted i 2010, og at episoden med flaget fandt sted i 2006. Ansøgeren har ikke nærmere kunnet redegøre for tiden fra episoden i 2010 til udrejsen i 2014. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han havde et medlemsbevis til et politisk parti, hvor bl.a. hans navn var anført. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at han aldrig har haft et medlemsbevis til nogen bevægelser, parti eller lignende. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han har haft et medlemsbevis, men at han aldrig har fået det udleveret. Medlemsbeviserne blev kun udleveret mod betaling. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin fars politiske aktiviteter. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans far ikke var med i Polisariabevægelsen, og at hans far havde været politiker i Assa-Zag i 9 år og medlem af det politiske parti [A]. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at hans far altid har været med i Polisariobevægelsen, og derefter at faren har været med i bevægelsen i 15 år og ikke har haft andre politiske aktiviteter. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hans far har været medlem af Polisariabevægelsen i 5 år og derefter i ca. 9 år været politiker. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev tilbageholdt i 3 dage af efterretningstjenesten i Marokko, fordi han havde søgt om algerisk pas. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at han ikke har været tilbageholdt i Marokko bortset fra et antal timer efter en demonstration i 2006. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han har været tilbageholdt af politiet 4 gange, samt at han er blevet løsladt samme dag eller dagen efter. Flygtningenævnet finder, at de af ansøgeren fremlagte dokumenter ikke kan føre til et andet resultat. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet ikke kunne redegøre nærmere for dokumenternes indhold. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Marokko ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet eller til Marokko vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” maro/2020/4/snd
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er muslim af trosretning og oprindeligt statsløs palæstinenser fra [by], Jordan. Ansøgeren har opnået jordansk statsborgerskab, hvilket Den Danske Ambassade i Beirut har fået bekræftet af de jordanske myndigheder. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han frygter blodhævn fra en familie ved navn [A]. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at ansøgerens brødre i 2003 havde en konflikt med familien, der endte i et voldeligt sammenstød, hvor en fra [A] familien afgik ved døden. [A] familien forfulgte og chikanerede herefter ansøgerens familie gennem flere år. Ansøgeren blev i [sommeren] 2010 idømt en fængselsdom på 13 år og fire måneder for falsk anklage om bortførelse, voldtægt og mishandling, som [A] familien stod bag. Ansøgeren udrejse senere i 2010 som følge af dommen. Ansøgerens ene bror er efterfølgende blevet idømt en fængselsstraf på 15 år for drab på det afdøde familiemedlem, mens ansøgeren anden bror er blevet slået ihjel af [A] familien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som palæstinenser opfattes som andenrangsborger i Jordan. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger som ubestridt til grund, at ansøgeren er jordansk statsborger, og han skal således asylretligt vurderes i forhold til Jordan. Nævnet bemærker herved, at Den Danske Ambassade i Beirut ved mail af [foråret] 2015 har bekræftet, at ansøgeren er jordansk statsborger, og han har [i sommeren] 2010 fået udstedt jordansk nationalitetspas (no. […]). Det forhold, at ansøgeren er registreret hos UNRWA i Jordan i henhold til et UNRWA Family Registration Card udstedt i 2014 kan herefter ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den på væsentlige punkter forekommer divergerende og usammenhængende og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylregistreringsrapporten af [efteråret] 2010 og asylsamtalen med Udlændingemyndighederne af samme dato, hvor ansøger opgav sin identitet som […], forklarede, at han var født og opvokset i flygtningelejren Jenin i Palæstina, og han var kommet til Danmark, fordi han ikke længere ville finde sig i at blive undertrykt i Palæstina. Han frygtede ved en tilbagevenden til Jenin at blive dræbt af israelerne. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til de norske asylmyndigheder, hvor han opgav sin identitet som […] med jordansk nationalitet, [vinteren] 2012 forklarede, at han havde været varetægtsfængslet i 13 måneder i Jordan som følge af, at [A] familien havde anmeldt ham for voldtægt, hvilket førte til en dom på 13 års fængsel. Til asylsamtalen [i foråret] 2012 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at hans navn rettelig var […], og at han var født og opvokset i Erbit i Jordan. Han nævnte ikke, at han havde været fængslet som følge af en anmeldelse om voldtægt eller havde fået en dom herfor, men forklarede, at han havde været fængslet i 2007-2008 som følge af, at en af fra den familie, som han havde en konflikt med, havde anklaget ansøger for at have øvet vold mod en anden fra familien og stjålet hans mobiltelefon. Ansøger blev løsladt og mødte ikke efterfølgende op i retten, hvorfor sagen aldrig blev afgjort. Til partshøringen [i sommeren] 2012 forklarede ansøgeren – foreholdt at det af de norske akter fremgik, at han i Norge havde forklaret, at han frygtede den dræbtes familie, idet de havde bestukket en pige til at anmelde ham for voldtægt i 2009 – at dette ikke var korrekt, og at det bare var noget han havde fortalt i Norge, fordi han var træt af de nordiske lande. Han var ikke idømt fængsel i 13 år og havde ikke været varetægtsfængslet i 13 måneder på grund af en sådan anklage. Ansøger har til sin advokat forklaret, at han i juni 2010 blev idømt fængsel i 13 år og 4 måneder for en falsk anklage om bortførelse, voldtægt og mishandling. Det var [A] familien, der stod bag anklagen, og ansøger frygter ved en tilbagevenden til Jordan at skulle afsone dommen. Nævnet finder ikke, at ansøger har givet en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Nævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i omkring to måneder, inden han søgte om asyl i Danmark, ligesom han efter at være meldt udeblevet fra asylsagsbehandlingen i Danmark og indrejst i Norge først søgte asyl i Norge, efter at han – nogen tid efter indrejsen i Norge – blev anholdt af politiet. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] familien. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for palæstinensere i Jordan er ikke af en sådan karakter, at de kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2020/3/CABV
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født muslim, men har oplyst, at hun nu er kristen fra Markazi, Saveh, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel eller få hældt syre på sig af sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes far ikke vil acceptere hende. Herudover har ansøgeren henvist til, at de iranske myndigheder vil slå hende ihjel, fordi hun er frafaldet islam og har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun mødte sin veninde, Anna, på universitetet i september eller oktober 2014. Ansøgeren og Anna begyndte efter 2-3 måneder at tale om bibelcitater, da Anna er armenier og født kristen. Ansøgeren har været i huskirke omkring 10 gange i Teheran. Ansøgeren indledte et romantisk forhold til Annas bror, Edwin, i sommeren 2015. De ville gerne giftes. [I slutningen af] 2017 blev ansøgeren tilbageholdt af politiet i forbindelse med en anden demonstration. Ansøgerens far fik hende løsladt med hjælp fra Mohammed Reza, der havde en høj stilling i Saveh og var respekteret af mange. Ansøgeren blev løsladt, uden at der blev oprettet en sag. Omkring september eller oktober 2018 friede Mohammed Reza til ansøgeren. Ansøgerens familie pressede ansøgeren til at gifte sig med Mohammed. Ansøgeren blev viet til Mohammed [i slutningen af] 2018. Ansøgeren fortsatte sit forhold til Edwin. Ansøgeren kommunikerede med Edwin ved hjælp af en hemmelig mobiltelefon. Medio februar 2019 kom Mohammed Reza en aften uanmeldt på besøg på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren sov, og ved siden af hende lå den hemmelige telefon ulåst med skærmbillede af ansøgeren og Edwin. Mohammed fandt telefonen, han blev vred og voldelig. Ansøgerens far lovede Mohammed, at han ville tale ansøgeren til fornuft. Mohammed tog derefter den hemmelige telefon med sig. Mohammed truede ansøgeren med at slå hende ihjel eller hælde syre på hende. Mohammed ville hente ansøgeren den efterfølgende dag. Ansøgeren lukkede sig inde på sit værelse. Hun kontaktede Edwin fra sin almindelige telefon. De aftalte, at ansøgeren skulle flygte om natten. Ansøgeren skulle møde Edwin på en station. Da ansøgeren nåede frem til stationen, var Edwin der ikke. Edwin besvarede heller ikke sin telefon. Ansøgeren kontaktede derfor Fader Edmond, der fik fat på Anna, som kunne fortælle dem, at Edwin var blevet anholdt. Kort tid efter forlod ansøgeren Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår overbevisende og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin ægtefælle, sine forældre eller de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår overbevisende, at Edwin og Anna som etniske kristne skulle vælge at deltage i hjemmekirkebesøg henset til faren ved disse møder, og at Edwin skulle have deltaget i de fleste af de 9-10 gange ansøgeren angiveligt var i en hjemmekirke, og at Anna skulle have deltaget 5-6 gange i hjemmekirkebesøg. Der henvises herunder til Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger som anført af Udlændingestyrelsen, hvorefter kristne bliver frihedsberøvet for at holde religiøse samlinger, og at der er forbud mod hjemmekirker, og at etnisk kristne oplever at blive overvåget. Det forekommer på den baggrund ikke overbevisende at Edwin og Anns skulle vælge at tage en så stor risiko ved deltage i hjemmekirkebesøg i stedet for som fødte kristne at gå lovligt i en almindelig kirke. Flygtningenævnet har vurderet, at ansøgerens forklaring om sin ageren efter Mohammed Rezas angivelige frieri ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet, at oplysningerne om, at Edwin og ansøgeren ville giftes, men at de ingenting foretog sig, selv da de fandt ud af, at ansøgeren inden for kort tid skulle giftes med Mohammed Reza, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har lagt på, at ansøgerens forklaring om sin vielse med Mohammed Reza fremstår overfladisk og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om Mohammed Rezas uanmeldte besøg. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at ansøgeren efter Mohammed Reza havde opdaget indholdet af hendes hemmelige telefon og hevet hende i håret ind i stuen, jf. også de tidligere forklaringer til Udlændingestyrelsen, sparkede hende på skulderen mange gange, da hun lå ned, og at Mohammed Reza også vendte sig mod ansøgerens bror og truede ham og ville angribe ham, hvilket ansøgerens far afværgede, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om, da hun fortalte om episoden ved oplysnings- og motivsamtalen og ved 2. asylsamtale [i sommeren] 2019. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om Mohammed Rezas uanmeldte besøg ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår sandsynligt, at Mohammed Reza under besøget om aftenen i ansøgerens hjem hos forældrene ved 20-21-tiden skulle gå ind i ansøgerens værelse, hvor ansøgeren lå og sov og sætte sig og læse i hendes telefon. Flygtningenævnet har i den forbindelse også vurderet, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren skulle lade sin telefon med oplysninger om sin affære og konvertering som skærmbillede være ulåst, og at hun ikke havde overvejet risikoen herved. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår sandsynligt, at Mohammed Reza skulle reagere så voldsomt på indholdet af ansøgerens telefon, og dermed konstateringen af ansøgerens affære, for derefter at forlade ansøgeren uden videre. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgerens forældre lod ansøgeren være i fred, og at forældrene ikke handlede efter optrinnet med Mohammed Reza, hvor forældrene hørte Mohammed Reza true ansøgeren med at ville dræbe hende eller hælde syre på hende, og at han ville hente hende den efterfølgende morgen, for derefter at gå i seng uden at have diskuteret ansøgerens skæbne med hende. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgeren ikke skulle forsøge at finde ud af, hvad der var sket med hendes kæreste Edwin forud for ansøgerens udrejse, særligt henset til ansøgerens oplysninger om, at Edwin blev anholdt kort før, ansøgeren forlod Iran. På denne baggrund afviser Flygtningenævnet hele ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv, herunder ansøgerens konflikt med Mohammed Reza, sine forældre og de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren er udrejst af Iran, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af UNHCR´s Handbook, pkt. 203 og 204, at en troværdighedsvurdering skal foretages med udgangspunkt i ansøgerens forklaring som helhed. Derfor er ansøgerens manglende troværdighed vedrørende episoden, som førte til ansøgerens udrejse, tillagt betydning ved vurderingen af ansøgerens konversion. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor hun udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om hendes konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hendes beslutning om at blive døbt. Det forekommer i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren allerede i begyndelsen af [foråret] 2019, hvor ansøgeren endnu ikke havde tilegnet sig særlig meget viden om kristendommen, anmodede præsten om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det kendskab til kristendommen, herunder ved mødet Flygtningenævnet, forekommer overfladisk, fragmentarisk og kun helt overordnet. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” FAM/2020/46/Iran
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af religiøs overbevisning fra Asmara, Central Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i 2009 blev sendt til en militær træningslejr. I 2010 forlod han denne uden tilladelse og tog hjem til sin familie, hvor han opholdt sig i otte måneder, indtil militæret en dag kom og tog ham med tilbage. I 2011 havde klageren orlov og vendte efter endt orlov ikke tilbage til militæret. I 2012 blev klagerens far opsøgt af militæret, som spurgte efter klageren. Klageren udrejste herefter i 2013 af Eritrea sammen med sine to søstre. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tilslutte sig, at ansøgeren ikke forud for sin udrejse af Eritrea har været deserteret fra militæret. Ansøgeren har således på flere punkter forklaret divergerende herom. Heller ikke efter sin forklaring på nævnsmødet har ansøger om disse divergenser kunnet forklare overbevisende herom. Flygtningenævnet kan endvidere tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af sit ønske om ikke at aftjene sin nationaltjeneste. Ansøgeren er således omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og en tvangsmæssig udsendelse vil derfor være i strid med udlændingelovens § 31. Ansøgeren er ved dom af [vinteren 2017/2018] straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for voldtægt, til dels forsøg på voldtægt, samt blufærdighedskrænkelse og frihedsberøvelse og samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. I medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. kan en udlænding, der er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Efter en samlet vurdering af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på grovheden og karakteren af den personfarlige kriminalitet, samt længden af den udmålte frihedsstraf herfor, hvorefter ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet. Der er endelig henset til det oplyste om ansøgerens personlige forhold, herunder ansøgerens manglende tilknytning til Danmark. Endelig vurderes en udelukkelse fra opholdstilladelse ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” erit/2020/8/snd
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Eritrea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinia og kristen ortodoks fra Asmara, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hendes ægtefælle deserterede fra nationaltjeneste, blev fængslet og herefter flygtede. Videre frygter hun myndighederne, idet hun er udrejst og de derved ikke har mulighed for at afpresse ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle aftjente nationaltjeneste i Eritrea. Han var løbende hjemme på orlov og vendte ofte ikke tilbage til nationaltjeneste efter endt orlov. Ansøgeren blev i slutningen af 2016 opsøgt på sin bopæl af myndighederne, idet de ville have fat i hendes ægtefælle. Ansøgeren oplyste, hun ikke vidste hvor hendes ægtefælle var. To dage senere opsøgte myndighederne igen hendes bopæl. Idet ansøgeren fortsat ikke vidste hvor ægtefællen opholdte sig blev hun fængslet sammen med sin yngste datter, [A]. Ansøgerens familie fandt ægtefællen og fortalte ham at ansøgeren var blevet fængslet, og at han skulle melde sig til nationaltjeneste for at få hende løsladt. Efter han gjorde dette, blev ansøgeren løsladt betingelsesløst efter at have været fængslet i to uger. Fire til fem måneder senere kom ægtefællen hjem igen for en enkelt nat, hvorefter han forsvandt. Ansøgeren fik at vide af ægtefællens ven at ægtefællen havde været fængslet, men var flygtet. Ansøgeren frygtede at blive fængslet igen og flyttede derfor fra sin bopæl. Ægtefællens ven arrangerede ansøgerens udrejse og hun udrejste fire måneder senere legalt af Eritrea sammen med sine to yngste børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de eritreiske myndigheder. Uanset ansøgeren for så vidt har afgivet en vedholdende og detaljeret forklaring findes ansøgerens fortsatte frygt for de eritreiske myndigheder alene at bero på ansøgerens egen formodning. Selvom det således måtte lægges til grund, at ansøgeren, som følge af klagers ægtefælles flugt fra fængsel, er blevet opsøgt to gange og herunder fængslet i 14 dage, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for de eritreiske myndigheder alene beror på ansøgerens egen formodning. Der er herved henset til, at ansøgeren [i efteråret] 2017 har fået udstedt et nationalitetspas af de eritreiske myndigheder og at ansøgeren [i vinteren 2017/2018] herefter udrejste legalt af Eritrea via lufthavnen i Asmara. Der er endvidere lagt vægt på, at myndighederne ikke har opsøgt ansøgeren fra ægtefællens flugt fra fængslet og frem til ansøgerens udrejse af Eritrea omkring fire måneder herefter, og at ansøgeren har oplyst, at hun ikke fra sin familie har fået oplysninger om, at myndighederne har forsøgt at opsøge hende herefter. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Eritrea National Service, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen fra januar 2020, side 27 – 28 om mulige konsekvenser for familiemedlemmer til desertører fremgår, at flere kilder fortæller, at praksis for fængsling af familiemedlemmer til desertører mere eller mindre er afskaffet. Af Landinfo af 21. januar 2019 Respons Eritrea: Endringer i nasjonaltjenesten? fremgår blandt andet, at gifte kvinder hovedsagelig fritages fra nationaltjeneste. På denne baggrund kan Flygtningenævnet tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering hvorefter det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene sin værnepligt. Der er herved tillige henset til, at ansøgeren ikke tidligere har været indkaldt til nationaltjeneste, fordi hun var gift og havde mindreårige børn, og at ansøgeren efter egne oplysninger heller ikke selv tror, at hun vil blive indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/7/imbs
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tutsi og katolik fra Bujumbura, Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i 2015 deltaget i tre demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne, herunder politiet og efterretningstjenesten, idet han i 2015 deltog i tre demonstrationer imod præsidenten. Ansøgeren blev [i foråret] 2015 anholdt af gruppen Imbonerakure, som overdrog ham til politiet. Ansøgeren var herefter fængslet fire uger i [fængsel A], hvorefter han blev overflyttet til [fængsel B]. Ansøgeren var fængslet i cirka otte uger sammenlagt. I [fængsel B] blev ansøgeren undersøgt af personer fra Røde Kors. Han blev herefter taget med til [by B] sundhedsklinik for at modtage behandling for hans vejrtrækningsproblemer. Da sundhedsklinikken ikke kunne behandle ham, skulle han ugen efter overføres til et hospital i Bujumbura. På vej til hospitalet i Bujumbura blev ansøgeren taget med ind på sundhedsklinikken i [by B], hvor han fik lov til at gå på toilet. Han flygtede herefter ud af det vindue, der var på toilettet og tog en motorcykeltaxa til Tanganyika søen, hvor en fisker sejlede ham til Tanzania. Ansøgeren opholdte sig i Tanzania fra [sommeren] 2015 og frem til hans udrejse i [efteråret] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2019 har forklaret, at han efter at have været fængslet en uge i [by A] blev overflyttet til en anden celle i fængslet, hvor han mødte sin ven [D]. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen [i foråret] 2020 forklaret, at han blev fængslet sammen med sin ven [D] og tre andre, og at han de første 3 uger i [by A] var placeret i den samme celle, hvorefter ansøgeren blev flyttet til en anden celle i fængslet, da han skulle overflyttes til [fængsel B]. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hans forklaring til oplysnings- og motivsamtalen er den rigtige forklaring. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin flugt. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev overflyttet til et hospital i Bujumbura, hvorfra han flygtede ud gennem et vindue på toilettet. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at han ikke blev overflyttet til hospitalet i Bujumbura, men at han flygtede fra sundhedsklinikken i [by B]. Ansøgeren har ikke under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at efterretningstjenesten efter hans udrejse af Burundi har søgt efter ham, hvorimod ansøgeren under asylsamtalen udbyggende har forklaret, at efterretningstjenesten efter hans udrejse af Burundi har opsøgt hans forældre og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet ikke kunnet redegøre nærmere for divergenserne i hans tidligere forklaringer. Den generelle situation for politisk uprofilerede tutsier i Burundi kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke begrunde, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Burundi vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” buru/2020/2/snd
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi de vil undgå, at han hævner drabet på sin bror. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror, [A], [i efteråret] 2009, blev dræbt af Taliban. Hans anden bror, [B], blev bortført af Taliban i 2010 og løsladt igen i 2015. [B] har boet i Kabul siden løsladelsen. Han har boet uden for Afghanistan fra 1993 til [efteråret] 2015. Derefter har han boet i byen [C] i Khost-provinsen frem til udrejsen [i sommeren] 2019. Han har videre oplyst, at han boede i skjul i hele perioden, mens han boede i Afghanistan. I [efteråret] 2018 og frem til [foråret] 2019 blev der kastet med sten mod hans bopæl tre gange om ugen af ukendte personer. I samme periode blev der lyst ind på ejendommen fra træerne uden for ejendommen et ukendt antal gange. I samme periode blev der også banket på hoveddøren om natten et ukendt antal gange. I [foråret] 2019 blev der kastet en håndgranat ind over muren til ejendommen. Granaten slog hans hund ihjel og knuste nogle vinduer. Fra [foråret] 2019 og frem til udrejsen [i sommeren] 2019 skete der ikke yderligere. Han forsøgte at udrejse flere gange i samme periode. Han forsøgte at udrejse til Iran i 2016 og kom i den forbindelse til Mazar-e-Sharif. I [vinteren 2018/2019] rejste han til Ukraine, hvor han i Kiev [i vinteren 2018/2019] indgav en ansøgning om visum til Nederlandene. Efter afslag herpå rejste han tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med Taliban, til grund. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet har fremstået afglidende, upræcis og korrigerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at Taliban et ukendt antal gange skulle banke på ansøgerens hoveddør om natten, kaste med sten mod ansøgerens ejendom, samt lyse mod ansøgerens ejendom om natten med den begrundelse, at de ville slå ansøgeren ihjel uden at gøre alvor heraf. Ansøgerens forklaring om, at Taliban måske ikke gjorde alvor heraf, idet de var bange for ansøgeren ville forsvare sig, fremstår usandsynlig. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer vedrørende sit opholdssted de sidste 4 år før sin udrejse. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019 og til dels ved anden samtale [i efteråret] 2019 forklarede ansøgeren, at han opholdt sig uafbrudt i Afghanistan fra [efteråret] 2015 til [sommeren] 2019, men forklarede senere i samtalen og ved sin forklaring i Flygtningenævnet, at han i en periode var i Ukraine for at søge om Schengenvisum. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer om, hvornår chikanen fra Taliban startede, hvornår episoden med granatkastet fandt sted, samt hvad der skete efterfølgende frem til udrejsen af Afghanistan [i sommeren] 2019. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 forklarede ansøgeren, at episoden med granatkastet fandt sted [i foråret] 2019, samt at han opholdt sig yderligere 3 måneder i Afghanistan efter granatkastet og indtil udrejsen. Ansøgeren har endvidere forklaret, at chikanen fra Taliban fandt sted 5 – 6 måneder før granatkastet. Ansøgeren har til Flygtningenævnet forklaret, at episoden med granatkastet fandt sted i [foråret] 2018, og at han i [vinteren 2008/2019] opholdt sig i Ukraine, hvor han ansøgte om Schengenvisum. Han vendte derefter tilbage til Afghanistan, hvor han tog ophold hos sin morbror. Ansøgeren har endvidere forklaret, at chikanen fra Taliban startede nogle måneder før episoden med granatkastet i 2017. Endelig fremstår ansøgerens forklaring om, at han skjulte sig på bopælen utroværdig. Der er herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på i sin afgørelse, nemlig at ansøgeren i samme periode ansøgte om og fik udstedt en Tazkira i hovedbyen Khost, var i Kabul for at få udstedt et pas og rejste til Mazar-e-Sharif og Ukraine og tilbage, bortforpagtede sin jord til mange forskellige forpagtere, som oplyst for Flygtningenævnet, samt besøgte venner i Khost, uden at nogle af disse rejser har givet anledning til problemer. Endelig bemærkes, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke på baggrund af den generelle situation eller forholdene i Afghanistan er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. På ovenævnte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt med Taliban og ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/27/snd
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tajik fra Kabul, Afghanistan og er tidligere muslim, men oplyser at hun er konverteret til Jehovas Vidner. Klageren har oplyst at være medlem af [en organisation] siden 2013 og frem til sin udrejse. Hun ved ikke om hun er blevet meldt ud af organisationen efter sin udrejse. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren 2016/2017] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af kommandanten [A], som har samarbejdet med Taliban, og som er meget magtfuld i det område, hvor hendes familie boede, som følge af, at han bebrejdede klageren for at have lavet en fejlvurdering, som endte med, at han slog sin datter ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv i den oprindelige asylsag henvist til, at hun i forbindelse med sit arbejde undersøgte en ugift kvinde [i efteråret] 2015, som var ledsaget af en ældre kvinde. Under undersøgelsen fandt klageren ud af at den ugifte kvinde var gravid, hvilket hun fortalte de to kvinder. Den ældre kvinde var utilfreds med konklusionen. Dagen efter trængte en ukendt mand ind på klagerens kontor, mens hun arbejdede. Han truede hende med at slå hende ihjel, idet han mente hun var skyld i, at han måtte slå sin datter ihjel. Hun formåede at flygte derfra. Klagerens ægtefælle ringede til hospitalsdirektøren, som fortalte, at den unge kvinde var datter af kommandanten [A]. Han havde slået sin datter ihjel, idet han troede hun var gravid. Lægen i deres by benægtede datterens graviditet, og beskyldte klageren for en lægelig fejl. Klagerens far kom til klagerens bopæl samme aften og fortalte, at en bekendt havde henvendt sig til faren med besked om, at klageren skulle henvende sig til [A] inden for tre dage, ellers ville han tage en af hendes søstre som erstatning. Klagerens ægtefælle tog inden deres udrejse omkring hospitalet, hvor han fandt et trusselbrev fra Taliban adresseret til klageren, hvori der stod hun var dømt til døden. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til at hun frygter at kommandanten [A] vil slå hende ihjel. Videre har hun i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter Taliban, som kommandanten [A] samarbejder med. Endvidere frygter hun at blive retsforfulgt og slået ihjel af de afghanske myndigheder. Endelig frygter hun at blive slået ihjel af sin far på baggrund af, at hun er konverteret til Jehovas Vidner, herunder at hun har en blog hvor hun har skrevet indirekte om sin konversion, islamkritisk og om kvinders rettigheder. Flygtningenævnet kan ikke længere lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og klageren har således opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Der er herved henset til, at klageren på centrale dele af sit asylmotiv har forklaret utroværdigt herom. Der er herved lagt vægt på, at klageren til sin asylsamtale [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun [i efteråret] 2015 på sit arbejde på [et hospital] i Kabul scannede en yngre kvinde og konstaterede at denne var gravid. Klageren blev dagen efter opsøgt af faderen til den yngre kvinde og truet på livet med en pistol, der blev sat hende for panden. Klageren var ved sin indrejse i Danmark ikke i besiddelse af sit nationalitetspas. Klageren blev [i vinteren 2016/2017] meddelt opholdstilladelse i Danmark. Klagerens nationalitetspas er anonymt indleveret til Udlændingestyrelsen og modtaget her [i vinteren 2016/2017]. Det fremgår af klagerens nationalitetspas, at hun [i efteråret] 2015 indrejste i Sverige. Nationalt ID-center har [i efteråret] 2018 vurderet, at klagerens nationalitetspas sandsynligvis er ægte. Der er ved Flygtningenævnets afgørelse tillige lagt vægt på, at klageren har bekræftet at det er hendes foto og oplysninger om hendes forhold, som fremgår af nationalitetspasset, ligesom det af nationalitetspasset fremgår at klageren har haft visum blandt andet til Indien, og at klageren har forklaret, at hun flere gange har været Indien i forbindelse med en operation for [en sygdom]. Det af klageren fremlagte kopi af et angiveligt familiepas kan på denne baggrund ikke føre til en anden vurdering. Klageren har således afgivet en utroværdig forklaring om centrale dele af klagers asylmotiv, og som ikke er i overensstemmelse med oplysningerne som fremgår af klagerens pas. Klagerens forklaring kan således ikke lægges til grund. Klageren har således opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren er herefter ikke længere omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har endvidere på flere centrale punkter forklaret divergerende, herunder vedrørende familiens kontakt til [A]. Klageren har således på mødet i Flygtningenævnet oplyst, at familien ikke var i direkte kontakt med [A], men har til sin forklaring i sin oprindelige sag oplyst, at faderen var blevet opsøgt personligt. Det bemærkes herved, at disse oplysninger er en central del af klagerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan endelig ikke lægge til grund, at klageren er konverteret til Jehovas Vidner. Forklaringen herom fremstår konstrueret til lejligheden og ikke som udtryk for en indre overbevisning. Der er herunder også henset til, at klageren efter sin egen forklaring ikke er døbt, og at klageren ikke har fortalt sin ægtefælle om sin konversion. Af klagerens forklaring fremgår, at årsagen til konversionen var, at hun havde behov for et kærligt fællesskab. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens interesse for Jehovas vidner ikke var et udtryk for en indre overbevisning. Klageren har endvidere ikke konkret kunnet forklare om sin konversionsproces, herunder om hvornår hun har været til møder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klagerens forklaring om lukning af sin blog alene beror på klagerens egen formodning. Efter praksis ved Flygtningenævnet er der ved opnåelsen af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde en svig. Klageren har om sine personlige forhold oplyst blandt andet, at hun taler, læser og skriver dansk. Hun har bestået Dansk 3, Modul 4. Hun er ikke i gang med en uddannelse, har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af en forening, bestyrelse eller lignende. Hun har været i praktik i tre måneder hos en læge. Hun har arbejdet hos [en virksomhed] i en periode. Hun har i sit hjemland gået på medicinstudiet og er færdiguddannet som læge og har arbejdet som gynækolog på et privathospital i Afghanistan før sin udrejse. Hun har familie i sit hjemland, herunder sin ægtefælle, en søn (nu 12 år gammel) og sine forældre. Hun har ikke været i sit hjemland, mens hun har haft opholdstilladelse i Danmark. Hun er i behandling for posttraumatisk belastningsreaktion og depression. Hun har rygsmerter og har fået en knæoperation på grund af dårligt knæ. I Danmark har hun flere venner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for hende, jf. Udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/26/imbs
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2020 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder og den generelle situation. Til støtte herfor oplyste klageren, at han frygtede, at myndighederne ville tage ham og bruge ham i reservestyrken eller at han ville blive fængslet som følge af en navneforveksling, hvis han blev stoppet i et check-point. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til den generelle situation i Syrien og i øvrigt oplyst, at [A] nu kontrolleres af oppositionen, hvorfor han frygter, at myndighederne vil betragte ham som en del af oppositionen, da han har boet en årrække i [A]. For nævnet har klageren oplyst, at han én gang var ved at blive anholdt, og at han er 90 % sikker på, at han vil blive anholdt, hvis han vender tilbage. Under henvisning til, at denne oplysning først kommer frem for nævnet, at han tidligere flere gange oplyste, at han ikke har problemer med myndighederne, da han har fået udstedt en civil registreringsattest og da han har forklaret, at årsagen til, at han ikke fik et pas var den lange kø, finder nævnet ikke, at han har sandsynliggjort at have en personlig konflikt med myndighederne. Flygtningenævnet skal vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Damaskus, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forpligtelser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 udgør et indgreb i klagerens beskyttede ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt. der bl.a. er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at klageren ikke har familie i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren kom til Danmark, da han var 53 år, at han har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 4½ år, at han har haft deltidsarbejde siden september 2018 og taler, skriver og læser lidt dansk. Han er født og opvokset i Syrien, hvor han har haft fast arbejde igennem mange år. Han er overvejende sund og rask. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og opholdstilladelsen er givet med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i [sommeren] 2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet afvejning finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/27/sor
Nævnet meddelte i juli 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af religiøs overbevisning fra [en mindre by], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har oplyst at have deltaget i en demonstration i vinteren 2013 mod krigen i Syrien. Som asylmotiv i sin oprindelige asylsag har klageren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, sin ægtefælles familie, sin egen familie samt de generelle forhold i Syrien. Klageren oplyste til støtte herfor, at hun i vinteren 2013 deltog i en demonstration mod krigen i Syrien, og at hun udrejste af landet illegalt. Hun oplyste videre, at hun forlod sin ægtefælle i Schweiz, og at hans familie herefter truede med at slå klagerens far ihjel. Hun oplyste endeligt, at hendes søster blev udsat for voldtægt i Syrien få uger, før klageren udrejste, og at flere af hendes familiemedlemmer herefter krævede, at søsteren blev slået ihjel, hvilket klageren og hendes forældre modsatte sig. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun [i starten af] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til hendes egen konflikt med sin eksmands familie og sin egen familie i Syrien til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret konsistent og troværdigt om de konkrete omstændigheder med hensyn til hendes nævnte personlige konflikt, herunder at hun har forladt sin syriske eksmand i Schweiz uden hans tilladelse, hvilken forklaring til dels støttes af dokumentet fra de schweiziske myndigheder om tidspunkterne for hendes indrejse og udrejse af Schweiz. Flygtningenævnet lægger derfor forklaringen herom til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere klagerens forklaring om, at hendes eksmands familie i Syrien og hendes egen familie i Syrien handler ud fra traditionsbestemte klanregler til grund, og at de ikke kan acceptere, at hun har forladt eksmanden uden hans tilladelse, og at hun er truet, hvilket har medført en politianmeldelse. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke vil kunne opnå tilstrækkelig myndighedsbeskyttelse mod sin familie i Syrien og eksmandens familie i Syrien, hvorfor klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret og individuel risiko for overgreb fra disse. Nævnet finder ikke, at der foreligger forhold, der kan begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2020/26/CERA
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af medlemmer af partiet Al Dahlan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at partiet Al Dahlan i [foråret] 2018 ønskede at købe ansøgerens families bolig i Nahr Al Bared-lejren. Ansøgerens familie ønskede ikke at sælge boligen. I perioden [foråret] 2018 til [sommeren] 2018 blev ansøgeren opsøgt to gange af medlemmer af Al Dahlan. Ved den første episode trak personerne en kniv foran ansøgeren på gaden. Ved den anden episode forsøgte personerne fra Al Dahlan at slå ansøgeren med en hammer. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin faster i en måned, hvor ansøgeren fik udstedt ID-kort, pas og visum til Tyrkiet. Under ansøgerens ophold ved sin faster, blev ansøgerens far opsøgt af medlemmer af Al Dahlan, som sagde, at ansøgeren ikke skal vende tilbage til Nahr Al Bared. Ansøgeren udrejste herefter af Libanon. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har været fængslet i 12 dage. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen, idet ansøgeren har boet hele sit liv i Nahr Al Bared-lejren i Libanon og i den forbindelse har modtaget bistand fra UNRWA. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Nævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med Al Dahlan til grund. Nævnet har lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til, herunder navnlig at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet forskellige forklaringer om episoderne mellem ansøgeren og Al Dahlan. Det er i den forbindelse indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han havde været inddraget i to episoder – en episode, hvor han blev forsøgt slået med en hammer, og en episode, hvor han blev tilbageholdt hos myndighederne i 12 dage. Under asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han havde været inddraget i to episoder – en episode, hvor Al Dahlan havde trukket en kniv mod ansøgeren, og en episode, hvor han blev forsøgt slået med en hammer. Hertil kommer, at ansøgeren i sit asylskema ikke udtrykkeligt nævner hverken en episode med en hammer eller en kniv eller fængslingen, og at ansøgeren under sin forklaring for nævnet har angivet en anden rækkefølge af begivenhederne end tidligere forklaret. På den anførte baggrund fremstår ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke troværdig. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har forklaret, at han under samtalerne alene oplyste om forhold, som han direkte blev adspurgt til. Der er således ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Herefter, og idet der heller ikke foreligger forhold som nævnt i udlændingelovens § 31, der er til hinder for udsendelse af ansøgeren til Libanon, hvis han ikke udrejser frivilligt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/17/MEG
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra [by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter krigen og bombningerne i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 1977 rejste til Syrien, da hun blev gift med sin ægtefælle. Ansøgeren boede i Al-Yarmouk-lejren i Damaskus, Syrien frem til sin udrejse. Ansøgeren udrejste af Syrien grundet de generelle forhold. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene i Libanon heller ikke er stabile. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at ansøgeren derfor som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse i Danmark efter konventionen. Ansøgeren har ikke haft konflikter med nogen parter i Libanon. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke skulle kunne vende tilbage til Libanon og dér på ny opnå beskyttelse fra UNRWA, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er der heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren på grund af sin opholdstilladelse i Syrien ikke længere vil kunne indrejse i Libanon. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren under partshøringen [ultimo] 2018 har oplyst, at hun løbende har besøgt sin familie i Libanon, mens hun har boet i Syrien. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og dennes ægtefælle har afgivet forskellige oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været i Libanon, efter at urolighederne i Syrien begyndte. Ansøgeren har således forklaret, at hun ikke har været i Libanon, efter at urolighederne begyndte, mens ansøgerens ægtefælle under flere samtaler i Udlændingestyrelsen har oplyst dels, at ansøgeren boede hos sin søster i Libanon efter hans udrejse af Syrien, dels at ansøgeren flyttede frem og tilbage mellem Libanon og Syrien. Det af ansøgeren anførte om ægtefællens helbredstilstand kan ikke føre til en anden vurdering. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle har oplyst, at han ikke har adgang til at tage ophold i Libanon, og at ansøgeren ikke kan leve adskilt fra ham, kan ikke føre til international beskyttelse i Danmark. Sammenfattende er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Herefter, og da der heller ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 31, der er til hinder for, at ansøgeren udsendes til Libanon, hvis hun ikke rejser frivilligt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/16/MEG
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra [by], Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 1999, og at hun [i efteråret] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2013 udrejste til Libanon. Klageren udrejste, fordi hendes søn havde det skidt og ønskede at udrejse af Danmark. [I foråret] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, samt § 17 a, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Da klageren har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark og frivilligt har taget ophold i sit tidligere opholdsland, Libanon, i perioden fra [sommeren] 2013 til [sommeren] 2016, er betingelserne for bortfald af opholdstilladelsen opfyldt af de grunde, der i øvrigt er anført af udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2019 tiltrædes det, at der ikke foreligger forhold som nævnt i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at den tidligere meddelte opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at træffe bestemmelse om, at klagerens søn, [A], skal indkaldes for at afgive forklaring for nævnet til yderligere belysning af omstændighederne i forbindelse med bl.a. udrejsen i 2013 og det efterfølgende ophold i Libanon frem til 2016. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter bortfald af opholdstilladelsen efter en vurdering af oplysningerne om klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Libanon ikke vil udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Der tiltrædes endelig, at der med den af Udlændingestyrelsen anførte begrundelse ikke er grundlag for dispensation fra udlændingelovens § 17 om bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2. Klageren er født og opvokset [navn]-lejren i Beirut, Libanon, i en familie, der modtog bistand fra UNRWA. Under sit ophold i Libanon i perioden 2013 – 2016 boede klageren i samme område. Klageren er derfor som udgangspunkt udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. konventionens artikel 1 D, 1. pkt. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Klageren oplevede under sit flerårige ophold i Libanon i perioden 2013 – 2016 således ikke konflikter med de libanesiske myndigheder eller privatpersoner mv. Det må i den forbindelse, og uanset klagerens forklaring for nævnet i dag, lægges til grund, at klageren ikke længere har en konflikt med sin familie, herunder sine brødre, og at hun har kunnet opholde sig hos familiemedlemmer under hele opholdet i Libanon i 2013 – 2016, jf. herved det anførte om klagerens relation til sine brødre i samtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 og [ultimo] 2018. Der er ikke grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre klageren livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Herefter, og da udlændingelovens § 31 derfor heller ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon, hvis hun ikke udrejser frivilligt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/15/MEG
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er blevet født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Tuni-klanen. Hun er født i Danmark, og hun har aldrig været i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive omskåret i Somalia. Videre frygter forældrene, at ansøgeren vil blive udsat for voldtægt og diskriminering, fordi ansøgeren tilhører en minoritetsklan. Ansøgerens forældre har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at omskæring af kvinder følger af kulturen i Somalia. De er imod omskæring af kvinder. Ansøgerens mor har oplyst, at hun vil modsætte sig omskæring af ansøgeren, såfremt nogen skulle kræve det. Videre frygter ansøgerens forældre, at lokalsamfundet vil presse ansøgeren til at lade sig omskære. Voldtægt af piger, der tilhører minoritetsklaner i Somalia, er ifølge forældrene udbredt i landet. Flygtningenævnet har i ansøgerens fars sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Klagerens konflikt med Al-Shabaab fandt sted i 2008. Klageren har herom forklaret, at han, sammen med fem andre ansatte på skolen, blev tilbageholdt af Al-Shabaab i to dage, og at han stak af under en transport. Klageren kendte nogle af de Al-Shabaab-medlemmer, der havde tilbageholdt ham, men Flygtningenævnet finder, eftersom det er 12 år siden, konflikten fandt sted, og da klageren ikke kan betragtes som særligt profileret i forhold til Al-Shabaab, at det er usandsynligt, at klageren stadig er efterstræbt af Al-Shabaab. Det forekommer særdeles usandsynligt, at den klan/milits, der i 1992, for 28 år siden, fratog familien dennes ejendommen, fortsat skulle efterstræbe klageren og hans familie, herunder den umyndige søn, [A]. Det beror på klagerens egen formodning, at det er denne klan, der i 2016 angiveligt dræbte klagerens bror. Klageren og dennes hustru har efter det oplyste ikke familie i Somalia, heller ikke ældre familiemedlemmer, der vil kunne udøve pres for at få klagerens døtre omskåret. Hertil kommer at klageren er veluddannet, og at både klageren og dennes hustru har erklæret at være modstandere af omskæring og erklæret at ville modsætte sig dette. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren og dennes hustru har evne og vilje til at modsætte sig omskæring af deres døtre. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger har de generelle forhold i Kismayo ændret sig således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, ligesom Kismayo er under AMISON’s kontrol. Selv om forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er ændringerne ikke af helt midlertidig karakter. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 er derfor opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker: Klageren er født og opvokset i Somalia og boede der til sin udrejse, hvor han var ca. 30 år gammel. Klageren har reelt opholdt sig i Danmark i 11 år 6 måneder, han taler en smule dansk, og hans tre børn på 2, 4 og 5 år, der er født i Danmark, går i danske institutioner. Klageren arbejder frivilligt som rådgiver i [forening] nogle timer ugentligt. Klageren har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fremgår af lægeerklæring af [sommeren] 2020, at klageren har en skudlæsion og en fraktur i den ene arm, der er ikke kirurgiske behandlingsmuligheder, og genoptræning har været uden effekt. Følgerne af læsionerne er en kronisk nedsat funktion af den ene hånd, og det vurderes ikke realistisk, at klageren bliver selvforsørgende. Efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold finder flertallet, at det vil virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Som følge af det ovenfor anførte om, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre vil have evne og vilje til at modsætte sig omskæring af ansøgeren, findes betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 ikke opfyldte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/32/AMKJ
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er blevet født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Tuni-klanen. Hun er født i Danmark, og hun har aldrig været i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive omskåret i Somalia. Videre frygter forældrene, at ansøgeren vil blive udsat for voldtægt og diskriminering, fordi ansøgeren tilhører en minoritetsklan. Ansøgerens forældre har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at omskæring af kvinder følger af kulturen i Somalia. De er imod omskæring af kvinder. Ansøgerens mor har oplyst, at hun vil modsætte sig omskæring af ansøgeren, såfremt nogen skulle kræve det. Videre frygter ansøgerens forældre, at lokalsamfundet vil presse ansøgeren til at lade sig omskære. Voldtægt af piger, der tilhører minoritetsklaner i Somalia, er ifølge forældrene udbredt i landet. Flygtningenævnet har i ansøgerens fars sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Klagerens konflikt med Al-Shabaab fandt sted i 2008. Klageren har herom forklaret, at han, sammen med fem andre ansatte på skolen, blev tilbageholdt af Al-Shabaab i to dage, og at han stak af under en transport. Klageren kendte nogle af de Al-Shabaab-medlemmer, der havde tilbageholdt ham, men Flygtningenævnet finder, eftersom det er 12 år siden, konflikten fandt sted, og da klageren ikke kan betragtes som særligt profileret i forhold til Al-Shabaab, at det er usandsynligt, at klageren stadig er efterstræbt af Al-Shabaab. Det forekommer særdeles usandsynligt, at den klan/milits, der i 1992, for 28 år siden, fratog familien dennes ejendommen, fortsat skulle efterstræbe klageren og hans familie, herunder den umyndige søn, [A]. Det beror på klagerens egen formodning, at det er denne klan, der i 2016 angiveligt dræbte klagerens bror. Klageren og dennes hustru har efter det oplyste ikke familie i Somalia, heller ikke ældre familiemedlemmer, der vil kunne udøve pres for at få klagerens døtre omskåret. Hertil kommer at klageren er veluddannet, og at både klageren og dennes hustru har erklæret at være modstandere af omskæring og erklæret at ville modsætte sig dette. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren og dennes hustru har evne og vilje til at modsætte sig omskæring af deres døtre. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger har de generelle forhold i Kismayo ændret sig således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, ligesom Kismayo er under AMISON’s kontrol. Selv om forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er ændringerne ikke af helt midlertidig karakter. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 er derfor opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker: Klageren er født og opvokset i Somalia og boede der til sin udrejse, hvor han var ca. 30 år gammel. Klageren har reelt opholdt sig i Danmark i 11 år 6 måneder, han taler en smule dansk, og hans tre børn på 2, 4 og 5 år, der er født i Danmark, går i danske institutioner. Klageren arbejder frivilligt som rådgiver i [forening] nogle timer ugentligt. Klageren har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fremgår af lægeerklæring af [sommeren] 2020, at klageren har en skudlæsion og en fraktur i den ene arm, der er ikke kirurgiske behandlingsmuligheder, og genoptræning har været uden effekt. Følgerne af læsionerne er en kronisk nedsat funktion af den ene hånd, og det vurderes ikke realistisk, at klageren bliver selvforsørgende. Efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold finder flertallet, at det vil virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Som følge af det ovenfor anførte om, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre vil have evne og vilje til at modsætte sig omskæring af ansøgeren, findes betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 ikke opfyldte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/31/AMKJ
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er blevet født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Tuni-klanen. Han er født i Danmark og har aldrig været i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren i Somalia vil blive slået ihjel af personer, som har overtaget ansøgerens fars families ejendom i Somalia. Videre frygter ansøgerens forældre, at ansøgeren i Somalia vil blive diskrimineret, fordi ansøgeren tilhører en minoritetsklan. Ansøgerens far har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hvis en dreng vender tilbage til Somalia forventes det af ham, at han gør krav på familiens ejendom. Derfor frygter ansøgerens far, at Bimaal-klanen, som har overtaget ejendommen, vil slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet har i ansøgerens fars sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Klagerens konflikt med Al-Shabaab fandt sted i 2008. Klageren har herom forklaret, at han, sammen med fem andre ansatte på skolen, blev tilbageholdt af Al-Shabaab i to dage, og at han stak af under en transport. Klageren kendte nogle af de Al-Shabaab-medlemmer, der havde tilbageholdt ham, men Flygtningenævnet finder, eftersom det er 12 år siden, konflikten fandt sted, og da klageren ikke kan betragtes som særligt profileret i forhold til Al-Shabaab, at det er usandsynligt, at klageren stadig er efterstræbt af Al-Shabaab. Det forekommer særdeles usandsynligt, at den klan/milits, der i 1992, for 28 år siden, fratog familien dennes ejendommen, fortsat skulle efterstræbe klageren og hans familie, herunder den umyndige søn, [A]. Det beror på klagerens egen formodning, at det er denne klan, der i 2016 angiveligt dræbte klagerens bror. Klageren og dennes hustru har efter det oplyste ikke familie i Somalia, heller ikke ældre familiemedlemmer, der vil kunne udøve pres for at få klagerens døtre omskåret. Hertil kommer at klageren er veluddannet, og at både klageren og dennes hustru har erklæret at være modstandere af omskæring og erklæret at ville modsætte sig dette. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren og dennes hustru har evne og vilje til at modsætte sig omskæring af deres døtre. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger har de generelle forhold i Kismayo ændret sig således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, ligesom Kismayo er under AMISON’s kontrol. Selv om forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er ændringerne ikke af helt midlertidig karakter. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 er derfor opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker: Klageren er født og opvokset i Somalia og boede der til sin udrejse, hvor han var ca. 30 år gammel. Klageren har reelt opholdt sig i Danmark i 11 år 6 måneder, han taler en smule dansk, og hans tre børn på 2, 4 og 5 år, der er født i Danmark, går i danske institutioner. Klageren arbejder frivilligt som rådgiver i [forening] nogle timer ugentligt. Klageren har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fremgår af lægeerklæring af [sommeren] 2020, at klageren har en skudlæsion og en fraktur i den ene arm, der er ikke kirurgiske behandlingsmuligheder, og genoptræning har været uden effekt. Følgerne af læsionerne er en kronisk nedsat funktion af den ene hånd, og det vurderes ikke realistisk, at klageren bliver selvforsørgende. Efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold finder flertallet, at det vil virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Som følge af det ovenfor anførte om, at Flygtningenævnet finder, at det er særdeles usandsynligt, at den klan/milits, der i 1992, for 28 år siden, fratog familien dennes ejendomme, fortsat skulle efterstræbe ansøgerens far og dennes familie, herunder ansøgeren, findes betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 ikke opfyldte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/30/AMKJ
Nævnet meddelte i juli 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er født i Jamame, Somalia, men boede inden sin udrejse i Kismayo, Somalia. Han tilhører Tuni-klanen, og han er sunni-muslim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet han er flygtet fra dem. Videre har klageren henvist til, at han frygter, at han selv eller hans søn vil blive slået ihjel af ukendte personer, der tog klagerens families hus og landbrug i 1992. Endvidere har klageren henvist til, at han frygter, at hans døtre vil blive udsat for tvangsomskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der [i sommeren] 2008 ankom omkring 15 mænd fra al-Shabaab til den skole, hvor klageren arbejdede. Klageren genkendte tre af disse mænd som tidligere lærere på skolen. Al-Shabaab havde en liste med navne på seks personer, der arbejdede på skolen, heriblandt klageren. Al-Shabaab tog klageren og de fem andre personer med sig. De blev sat i fængsel, barberet skaldet og fik hældt koldt vand ud over sig. De blev også slået med geværkolber. Efter to dage blev de kørt til en kaserne for marinen. Her så klageren og de fem andre personer hvordan, al-Shabaab afstraffer folk, herunder overværede de udøvelse af halshugning, stening og piskning. Det foregik på en åben plads, hvor byens indbyggere kunne komme og se på. Klageren fik efterfølgende at vide, at personer, der var imod al-Shabaabs ideologi ville få lignende straf. Klageren og de fem andre personer blev efterfølgende kørt til en træningslejr. Undervejs lykkedes det klageren at stikke af. Al-Shabaab forsøgte at skyde klageren, mens han stak af. Efterfølgende lykkedes det klageren at flygte ud af landet med hjælp fra formanden fra forældrebestyrelsen på den skole, hvor klageren arbejdede ved sin tilbageholdelse. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at nogle personer fra en mere magtfuld klan tog hans families hus og landbrug i Jamame samt slog klagerens far ihjel i1992. Klagerens familie blev efterfølgende jævnligt opsøgt og skudt efter af disse personer, indtil klagerens familie flygtede til en flygtningelejr i Kenya i 2006. Klagerens søster i [andet vestligt land] mistænker, at klagerens bror, som vendte tilbage til Kismayo [i sommeren] 2016, blev slået ihjel af disse personer. Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Klagerens konflikt med Al-Shabaab fandt sted i 2008. Klageren har herom forklaret, at han, sammen med fem andre ansatte på skolen, blev tilbageholdt af Al-Shabaab i to dage, og at han stak af under en transport. Klageren kendte nogle af de Al-Shabaab-medlemmer, der havde tilbageholdt ham, men Flygtningenævnet finder, eftersom det er 12 år siden, konflikten fandt sted, og da klageren ikke kan betragtes som særligt profileret i forhold til Al-Shabaab, at det er usandsynligt, at klageren stadig er efterstræbt af Al-Shabaab. Det forekommer særdeles usandsynligt, at den klan/milits, der i 1992, for 28 år siden, fratog familien dennes ejendommen, fortsat skulle efterstræbe klageren og hans familie, herunder den umyndige søn, [A]. Det beror på klagerens egen formodning, at det er denne klan, der i 2016 angiveligt dræbte klagerens bror. Klageren og dennes hustru har efter det oplyste ikke familie i Somalia, heller ikke ældre familiemedlemmer, der vil kunne udøve pres for at få klagerens døtre omskåret. Hertil kommer at klageren er veluddannet, og at både klageren og dennes hustru har erklæret at være modstandere af omskæring og erklæret at ville modsætte sig dette. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren og dennes hustru har evne og vilje til at modsætte sig omskæring af deres døtre. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger har de generelle forhold i Kismayo ændret sig således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, ligesom Kismayo er under AMISON’s kontrol. Selv om forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er ændringerne ikke af helt midlertidig karakter. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 er derfor opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker: Klageren er født og opvokset i Somalia og boede der til sin udrejse, hvor han var ca. 30 år gammel. Klageren har reelt opholdt sig i Danmark i 11 år 6 måneder, han taler en smule dansk, og hans tre børn på 2, 4 og 5 år, der er født i Danmark, går i danske institutioner. Klageren arbejder frivilligt som rådgiver i [forening] nogle timer ugentligt. Klageren har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fremgår af lægeerklæring af [sommeren] 2020, at klageren har en skudlæsion og en fraktur i den ene arm, der er ikke kirurgiske behandlingsmuligheder, og genoptræning har været uden effekt. Følgerne af læsionerne er en kronisk nedsat funktion af den ene hånd, og det vurderes ikke realistisk, at klageren bliver selvforsørgende. Efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold finder flertallet, at det vil virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/29/AMKJ
Nævnet meddelte i juli 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Nicaragua. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er katolik af religiøs overbevisning fra [by]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de nicaraguanske myndigheder, at blive fængslet, bortført eller forsvinde i hænderne på regeringen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst blandt andet, at han under en række demonstrationer, der foregik i Nicaragua i 2018, deltog i en demonstration sammen med sin mor. Der blev i den forbindelse taget et billede af dem, der efterfølgende blev offentliggjort på de sociale medier, hvoraf fremgik, at de var efterlyst. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har været med til at opsætte vejafspærringer i sin hjemby i forbindelse med demonstrationerne. Ansøgeren har ydermere oplyst, at hans og hans families bopæl er blevet opsøgt og ransaget af politiet, der ledte efter studenterledere fra demonstrationerne. Ansøgeren har herudover oplyst, at han har været tilbageholdt af politiet, hvor han blev udsat for verbale og fysiske overgreb. Flygtningenævnet kan, for så vidt angår ansøgerens selvstændige asylmotiv, henvise til nævnets afgørelse [fra vinteren 2019/2020]. Flygtningenævnet har [i foråret] 2020 genoptaget sagerne vedrørende ansøgerens mor og mindreårige bror og dags dato meddelt moren og broren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Da ansøgerens mor efter det nu foreliggende må anses for at være profileret som modstander af myndighederne, og da ansøgeren har deltaget i en demonstration sammen med sin mor, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Nicaragua vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Nica/2020/7/gdan
Nævnet meddelte i juli 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Nicaragua. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestis og katolik af religiøs overbevisning, fra [by], Nicaragua. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de nicaraguanske myndigheder grundet hendes aktiviteter under demonstrationerne i foråret 2018. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst blandt andet, at hun, var ansat på et hospital i [by] som læge. Lægerne fik af myndighederne at vide, at de ikke måtte hjælpe de sårede demonstranter, hvilket ansøgeren gjorde på trods heraf. Hun har endvidere oplyst, at hun har deltaget i en demonstration [i foråret] 2018, hvorefter der på Facebook blev uploadet et billede af hende og hendes søn fra demonstrationen, hvor der stod, at de var efterlyst. Ansøgeren har ydermere oplyst, at hun blev bortvist fra sit arbejde efter, at hun havde hjulpet demonstranterne, og at hun i forbindelse hermed fik oplyst, at der forelå en arrestordre på hende. Ansøgeren har herudover oplyst, at hendes bopæl er blevet ransaget en gang af politiet, hvor de søgte efter studerende, der havde deltaget i demonstrationerne. I afgørelse i [vinteren 2019/2020] anførte Flygtningenævnet følgende: ”Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således blandt andet lægge til grund, at ansøgeren i [sommeren] 2018 som læge behandlede sårede demonstranter, herunder at behandlingen skete i strid med ordrer fra hospitalets direktør. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf blev bortvist fra sin arbejdsplads [i sommeren] 2018, og at hun derfor formentlig ikke længere vil kunne få ansættelse i Nicaragua, da størstedelen af hospitaler og klinikker er statslige. Flygtningenævnet kan tillige lægge til grund, at ansøgeren deltog i en demonstration [i foråret] 2018. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er tale om asylbegrundende forhold, idet ansøgeren ikke kan anses som særlig profileret som myndighedskritisk.” Flygtningenævnet finder efter en fornyet gennemgang af sagens oplysninger, herunder de baggrundsoplysninger, der er henvist til i genoptagelsesanmodningen, sammenholdt med de yderligere oplysninger, der nu foreligger vedrørende ansøgerens profilering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af sit arbejde og sine offentlige udtalelser ved en tilbagevenden til Nicaragua vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Nica/2020/6/gdan
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb som følge af hans forældres mulige konflikter i Irak. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan huske, hvilken by i Irak han kommer fra, at han ikke kan tale arabisk, og at hans mentalitet i højere grad er dansk end irakisk. Ansøgeren har videre oplyst, at han var i Irak en gang for omkring 12 til 13 år siden, man at han kun opholdt sig i landet i et par dage, idet han blev nødt til at udrejse som følge af en konflikt. Ansøgeren kan dog ikke huske noget om denne konflikt. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans forældre muligvis har konflikter i Irak, men at han ikke kender noget til sine forældres konflikter. Flygtningenævnet kan efter indholdet af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konkret og individuel konflikt i Irak omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har således ikke under sin forklaring oplyst om personlige, aktuelle konflikter i Irak af nogen art, herunder hverken i forhold til myndigheder, organisationer eller private. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark for år tilbage har opslået materiale på Facebook om Saddam Hussein, og at ansøgeren nærer frygt for, at myndighederne eller andre i Irak har fået kendskab hertil, er ikke et forhold, der kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort et behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den generelle karakter af ansøgerens frygt, der udelukkende beror på hans egen formodning. Ansøgerens forklaring om den konflikt, som angivelig førte til ansøgers fars udrejse af Irak i 1999, og hans frygt for at vende tilbage til Irak som følge heraf kan ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet det bemærkes, at grundlaget for faderens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke var begrundet i en individuel konflikt, men i de generelle forhold i Irak på daværende tidspunkt. Der er ikke i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet fremkommet yderligere oplysninger af betydning for dette forhold. Der er heller ikke ved ansøgerens forklaring i øvrigt fremkommet oplysninger om omstændigheder, der indebærer, at ansøgeren har en konkret og individuel konflikt i Irak omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, herunder i forbindelse med den rejse, som familien foretog til Irak for år tilbage, og den angivelige konflikt i denne sammenhæng. Ansøgerens forklaring bl.a. om, at hans levemåde er dansk, at han føler sig dansk, at han ikke er i besiddelse af irakiske identitetspapirer mv, at han har en kæreste her i landet, og at han under sit ophold i Danmark har stiftet bekendtskab med kristendommen, er heller ikke omstændigheder, der kan føre til opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser. Herefter, og idet de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan føre til, at betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/19/lpe
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Honduras. Indrejst i 1996. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er af ukendt etnicitet og kristen katolik fra [en by i], Honduras. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Honduras frygter de generelle farlige forhold, da det er et af verdens farligste lande. Herudover frygter ansøgeren de to personer, som tidligere har udsat ham for seksuelle overgreb. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han kom til Danmark, da han var omkring 12 år. Han havde inden da boet hos sin mormor i to år, da hans mor var flyttet til Danmark med sin danske ægtefælle, da ansøgeren var omkring 10 år. Under sit ophold hos sin mormor, blev ansøgeren seksuelt misbrugt af personer, der kom hos mormoren. Ansøgeren frygter, at de to personer vil slå ham ihjel af frygt for, at ansøgeren fortæller andre om overgrebene. Om de generelle forhold har ansøgeren oplyst, at der bliver slået 6 til 7 personer ihjel i Honduras hver dag grundet narkokriminalitet. Ansøgeren vil være henvist til at arbejde for narkokartellerne, nærmere bestemt MS13, som styrer hele landet. Ansøgeren er særligt værdifuld for kartellet, idet han adskiller sig fra andre unge i Honduras ved at være vestlig uddannet og tale engelsk. Ansøgeren taler herudover ikke spansk, har ikke et sted at bo og kan ikke overleve på nogen måde. Han kender ingen i Honduras og har ingen penge han kan tage med for at etablere sig. Endelig har ansøgeren oplyst, at han har hele sin familie i Danmark, herunder sin datter, som han ikke vil se igen, hvis han udsendes til Honduras. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at forholdet om seksuelt misbrug må anses for en afsluttet begivenhed, idet det fandt sted forud for hans udrejse, da han var 12 år, da han nu er voksen og da han ikke har nogen kontakt med overgrebsmanden, der var et familiemedlem. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at han på baggrund af de generelle forhold er i risiko ved en tilbagevenden til Honduras. Selvom det af baggrundsmaterialet fremgår, at der er en betydelig kriminalitet, meget vold og mange drab i Honduras og selvom det kan lægges til grund, at det ikke vil være muligt at søge myndighedernes beskyttelse, finder nævnet ikke, at der er tilstrækkelig grundlag for at anse forholdene for at have en karakter, så den blotte tilstedeværelse vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Honduras vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hond/2020/1/JAH
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres fire medfølgende børn fra Georgien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra [A], Georgien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter de georgiske myndigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter tjetjenske kriminelle fra sit hjemområde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er fra landsbyen [A], og at han havde en kebab-bar, hvor nogle af de terrormistænkte fra angrebene i Tbilisi og [B] kom og spiste. Ansøgeren har videre oplyst, at de georgiske myndigheder beskyldte ham for at ligge inde med viden om terroristerne, hvorfor de i starten af 2018 tilbageholdt ansøgeren to gange, i hvilken forbindelse han blev udsat for tortur. Endvidere blev ansøgerens køer slagtet, inden han udrejste legalt fra Tbilisi. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at den mandlige ansøger, der ikke på nogen måde kan anses for profileret i forhold til de georgiske myndigheder, skulle være kommet så intensivt i myndighedernes søgelys efter specialoperationen [i efteråret] 2017 alene i kraft af sin kundekreds i kebab-baren og på et tidspunkt efter anholdelserne og drabet på de mistænkte. Dette understreges yderligere af, at der efter den mandlige ansøgers forklaring gik omkring 2 måneder fra køerne angiveligt blev slået ihjel og indtil ansøgerne på deres egne pas udrejste legalt af Georgien, og uden at ansøgerne i denne mellemliggende periode blev opsøgt på bopælen, hvor ansøgerne fortsatte med at bo. Nævnet har herudover lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med de georgiske myndigheder ikke harmonerer med de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i Georgien, herunder for tjetjenere i [B], som nævnet er i besiddelse af. Om de generelle baggrundsoplysninger henviser nævnet navnlig til følgende materiale: Human Rights Watch: “World Report 2020 Georgia”, 14. januar 2020, Amnesty International, “Human Rights in Eastern Europe and Central Asia - Review of 2019 – Georgia”, 16. april 2020, US Department of State, ”Country Report on Human Rights Practices 2019 – Georgia”, 11. marts 2020, Migrationsverket: ”Rätts- och säkerhetssektorn”, 16. september 2019, Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, “Georgia. The Situation of the Kist Community and the Chechens Georgia”, 7. november 2018, Utrikesdepartementet, ”Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Georgien - situationen per den 31 december 2017”, 28. juni 2018, og Landinfo, ”Georgien: Korrupsjon i politi og rettsvesen”, 9. marts 2017. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne i det anførte materiale til grund, at de retshåndhævende institutioner i Georgien – uanset at der også nævnes eksempler på uforholdsmæssig magtudøvelse – overordnet set fungerer, og at de grundlæggende frihedsrettigheder generelt respekteres i Georgien, ligesom der ikke findes grund til at antage, at de georgiske myndigheder udsætter etniske tjetjenere for tortur. I det omfang ansøgerne mener, at de har været udsat for overgreb eller anden uforholdsmæssig magtanvendelse fra de georgiske myndigheder, må ansøgerne henvises til at søge de overordnede georgiske myndigheders bistand i forbindelse med en klage over de myndighedspersoner, der angiveligt skulle have opsøgt ansøgeren og udsat ham for vold og trusler. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold for tjetjenere i Georgien ikke i sig selv kan begrunde asyl, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at udsætte eller hjemvise sagen med henblik på yderligere belysning af drab begået på tjetjenere i udlandet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2020/14/lpe.
Nævnet meddelte i juli 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og kommer fra landsbyen […], der er beliggende i[…]området i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren var oprindeligt muslim af trosretning, men er nu ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en magtfuld person i lokalområdet, [MS], som har tilegnet sig ansøgerens families jord, som ansøgeren er eneste arving til. Han frygter endvidere at blive dræbt af enten[ MS]eller lokalbefolkningen, fordi han er ateist og derfor ikke vil kunne følge de muslimske regler og skikke. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far under det kommunistiske styre arbejdede for efterretningstjenesten (Khad), og derfor havde fjender i lokalområdet, herunder [MS]. Efter det kommunistiske styrels fald måtte faren derfor flygte til Iran. Ansøgeren boede sammen med sine forældre i byen [navnet på mindre iransk by]. I 2012 udsendte de iranske myndigheder ansøgeren til Afghanistan, hvor han vendte tilbage til landsbyen. Han rettede henvendelse til politiet for at få familiens jord tilbage, men fik at vide, at man ikke kunne hjælpe ham. [MS] truede ansøgeren. Efter tre måneders ophold i Afghanistan vendte ansøgeren tilbage til Iran, hvor han tog ophold hos forældrene i [den mindre iranske by]. I 2017 udsendte iranske myndigheder ansøgeren og hans forældre til Afghanistan. Familien flyttede ind i familiens hus, som havde stået tomt, siden familien flygtede til Iran. I landsbyen talte man om, at ”kommunisten var vendt tilbage”. I [foråret/sommeren] 2017, cirka en måned og to uger efter familiens tilbagevenden, blev ansøgerens far dræbt af [MS] eller en af hans mænd, mens han befandt sig på familiens marker. Samme dag rejste ansøgeren til Herat, hvor han opholdt sig i to uger, inden han i [sommeren] 2017 udrejste af Afghanistan. Under ansøgerens ophold i Herat blev moren opsøgt af [MS]s mænd, der spurgte efter ham. Ansøgeren har vedrørende religion oplyst, at han har haft et vanskeligt forhold til islam som følge af sit fysiske handicap. Som barn og ung bad han til Gud for at blive kureret for dette. Som cirka 17 årig forlod han islam, og i 2017 blev han afklaret med, at han er ateist. Efter at han og hans forældre i 2017 vendte tilbage til landsbyen i Afghanistan blev han kaldt vantro, fordi faren var kommunist, ligesom han blev verbalt chikaneret. Ansøgeren har ikke levet åbent som ateist af frygt for at blive forfulgt, men han har et ønske om at leve åbent som ateist. Han har fortalt sin mor og tre venner om, at han opfatter sig som ateist, og han har ikke længere kontakt med dem. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens far var kommunist og arbejdede for efterretningstjenesten, og at familien af den grund var meget upopulær efter tilbagekomsten til Kunduzområdet fra eksil i Iran i perioden fra 1996 til 2017. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren og hans familie er særligt eksponeret og upopulære på grund af farens forhold. Ansøgeren har på overbevisende måde redegjort for sine tanker og refleksioner i forbindelse med frafaldet fra islam og sit liv som ateist samt for de undersøgelser af ateismen, som han har foretaget. Ansøgeren har således kunne redegøre for, hvorfor han er frafaldet islam og for sit liv som ateist. Uanset, at ansøgeren ikke ville turde fortælle åbenlyst om ateismen til andre, er han fra en profileret og udsat familie, og han har en funktionsnedsættelse, som gør ham let genkendelig. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af omstændighederne ved ansøgerens situation, at han ved en genindrejse i Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han, der er eksponeret som søn af en kommunist, der arbejdede for efterretningstjenesten, ikke vil kunne skjule, at han er frafaldet islam og bekender sig til ateismen. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at tage stilling til ansøgerens forklaring om jordkonflikten. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1 ” Afgh 2020/25/MNR
Nævnet omgjorde i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og nævnet meddelte samtidig ansøgeren opholdstilladelse (K-status). Klageren indrejste i 2014. Senere i 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2019 traf styrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at han er afghansk statsborger, født og opvokset i Herat og oprindeligt shia-muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i] marts 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han frygtede at blive dræbt af medlemmerne af en gruppe, som kidnappede hans lillebror og krævede løsepenge af hans forældre. Klageren forklarede under den oprindelige asylsag, at hans lillebror, [A], i [sommeren] 2013 blev bortført, mens han var på vej på vej hjem fra skole sammen med en kammerat. Samme aften ringede bortførerne til klagerens far og krævede løsepenge. Dagen efter talte faren igen med bortførerne. Om aftenen forlod forældrene bopælen, og de kom ikke tilbage. Den følgende dag kom farens ven, [C], til familiens bopæl og fortalte, at bortførerne havde skudt og dræbt klagerens forældre, idet politiet var kommet til stede, mens forældrene havde været ved at aflevere løsesummen. Dagen efter blev forældrene begravet. Den følgende dag kom klagerens farbror,[B], og dennes ægtefælle, som blev på klagerens families bopæl i to dage. Dagen efter, at farbroren og dennes ægtefælle havde forladt bopælen, blev klageren opsøgt af farens ven, [C], der sagde, at klageren og hans søskende skulle udrejse, fordi bortførerne ville hævne sig på dem, idet nogle af bortførerne var blevet dræbt under en skudveksling med politiet. Farens ven sagde også, at farbroren havde været involveret i kidnapningen. Efter tre dage i skjul udrejste klageren og hans søskende til Iran. [I slutningen af] 2018 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Klageren var [i sommeren] 2019 til en ny samtale ved Udlændingestyrelsen. [Senere i] 2019 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren i forbindelse med samtalen [i sommeren] 2019 havde forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har i forbindelse med sagen om forlængelse fastholdt sit asylmotiv og herudover som nyt asylmotiv henvist til, at han, der ved indrejsen i Danmark i [begyndelsen af] 2014 var troende muslim, under opholdet i Danmark, er blevet overbevist ateist og som følge heraf har skiftet navn. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsætte med at leve som ateist og vil derfor ikke følge muslimske regler og skikke. Han frygter derfor den afghanske befolkning. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at det oprindelige asylgrundlag er urigtigt. Flygtningenævnet finder, at klageren i forbindelse med forlængelsessagen er fremkommet med en forklaring, der på flere ikke uvæsentlige punkter divergerer fra hans oprindelige forklaringer. Klageren har under nævnsmødet anført, at han ikke i dag husker, hvad der er rigtigt i forbindelse med de divergerende oplysninger. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der uanset disse divergenser og klagerens forklaring på dem – ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere svig eller, at grundlaget for opholdstilladelsen i øvrigt var urigtigt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har fastholdt helt centrale dele af sin forklaring og på, at begivenhederne fandt sted for nu 6 år siden, samt på at klageren var 16 år, da han indrejste i Danmark i 2014. Flygtningenævnet finder derfor, at klagerens opholdstilladelse som udgangspunkt skal forlænges. Klageren har imidlertid påberåbt sig, at han er ateist, og at han i den forbindelse risikerer asylbegrundende forfølgelse i Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at klageren på en meget overbevisende måde har redegjort for sine tanker og refleksioner i forbindelse med frafaldet fra islam og sit liv som ateist. Flertallet kan således lægges til grund, at han har undersøgt forskellige religioner meget nøje før sit tilvalg af ateismen. Flertallet kan endvidere lægges til grund, at han forud for nægtelse af forlængelsessagen i 2016 ændrede sit islamiske hellige navn fra [M] til navnet [N], da han ikke mente, at han kunne hedde [M] efter at have frafaldet islam. Uanset klageren ikke har planlagt at søge af få andre muslimer til at frafalde islam, så har han et stærkt ønske om at skrive en bog om sine egne refleksioner og om sig selv om ateist, ligesom han lever et udadvendt liv, hvor han – hvilket han demonstrerede under nævnsmødet - sætter pris på og ofte diskuterer religion og ateisme med venner og bekendte. Herefter og under hensyn til den animerede tilstand, som flertallet fandt, at klageren kom i, da han redegjorde for sin ateisme, lægger flertallet til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ikke vil kunne undgå at komme i diskussion med andre om sin opfattelse af islam og sin ateisme, og idet han vil foretage sig ikke religiøse handlinger. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […]2019, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh 2020/24/MNR
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og ortodoks kristen fra Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Ukraine, idet ansøgeren har forklaret, at han har søgt sig fritaget for statsborgerskab i Ukraine, men ikke har fået nogen form for bekræftelse på, at han ikke længere er ukrainsk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste og sendt i krig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet fritaget for militærtjeneste i fredstid grundet dårligt syn, men at han alligevel risikerer at dø som følge af den generelle krig i Ukraine. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter myndighederne, der tidligere har fængslet og chikaneret ham, ligesom de har konfiskeret hans biler. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er udrejst af Ukraine af politiske grunde, da Ukraine, herunder regeringen, er lovløs og korrupt. Han frygter tillige bandegrupperinger, der sætter folk i fængsel. Uanset om ansøgerens forklaring lægges til grund, findes ansøgeren ikke at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste og sendt i krig. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren på intet tidspunkt har aftjent egentlig militærtjeneste i Ukraine, idet han af helbredsmæssige årsager har været fritaget herfor, og ej heller har været indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren er 56 år gammel og dermed ifølge baggrundsoplysningerne ikke inden for den militærpligtige alder i Ukraine. Den omstændighed, at de ukrainske myndigheder i en periode har konfiskeret ansøgerens biler, og at ansøgeren har været fængslet, kan ikke føre til en ændret vurdering, hvorved bemærkes, at konfiskation og fængsling ifølge ansøgerens forklaring for nævnet skete i perioden fra 1991 til 1996. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Ukraine kan medføre, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og at betingelserne for opholdstilladelse efter disse bestemmelser derfor ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2020/3/JHB
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tyrkiet. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tyrker og muslim fra [en by], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, hans familie eller hendes egen familie. Ansøgeren frygter ligeledes for sin datters liv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun havde mange problemer i sit ægteskab med sin tidligere ægtefælle. Han truede med at slå hende ihjel og sende hende tilbage til Tyrkiet. En gang overfaldt den tidligere ægtefælle hende og hun tog på krisecenter med sin datter. Den tidligere ægtefælles familie pressede ansøgeren til at flytte tilbage til den tidligere ægtefælle. Efterfølgende begyndte overgrebene mod ansøgeren at tage til. Ansøgeren blev skilt i sommeren 2017. Den tidligere ægtefælle har efter skilsmisse også forsøgt at udsætte ansøgeren for vold tre gange. Alle gangene er han dog blevet forhindret af andre tilstedeværende personer. Den tidligere ægtefælle har truet ansøgeren med at slå hende ihjel i Tyrkiet, fordi han ikke har noget at miste dér. Ansøgeren frygter ligeledes, at hendes tidligere ægtefælles familie vil tage datteren fra hende, fordi hun er blevet skilt. Hun frygter også, at de vil gøre hende ondt. Ansøgeren er blevet kontaktet af familiemedlemmer til den tidligere ægtefælle flere gange. De har ikke truet med at gøre ansøgeren fortræd, men de har antydet det. De har ikke udsat hende for overgreb. Ansøgeren frygter endelig sin egen familie, da hun er blevet skilt og familien er strikse. Da ansøgeren blev skilt, bad familien hende om at vende hjem til Tyrkiet, fordi de ikke mener, at hun kan bo i Danmark som en fraskilt kvinde og derfor skal giftes på ny i Tyrkiet. Såfremt ansøgeren ikke gifter sig på ny, vil familien skære hånden af hende. Ansøgeren frygter også, at hendes bror vil udsætte hende for vold, da han før har gjort dette og truet hende. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøger har forklaret, at det var hendes tidligere ægtefælle, som begærede skilsmissen, hvilket hun i første omgang modsatte sig efter råd fra sin advokat, da dette kunne påvirke hendes opholdstilladelse. Hendes tidligere ægtefælle bad hende efterfølgende om at underskrive skilsmissedokumenter på det tyrkiske konsulat. Hun har endvidere forklaret, at hendes tidligere ægtefælle flere gange har truet hende, senest ved de sms-beskeder, som er fremlagt for nævnet. Ansøger har tidligere forklaret, at hun hverken er blevet fysisk angrebet, opsøgt eller kontaktet af sin tidligere ægtefælle siden skilsmissen i 2017. Beskederne, som blev oversat under nævnsmødet, angår flere enkelte dage i perioden efteråret 2019 til april 2020. Flygtningenævnet lægger til grund, at sms-beskederne primært indeholder skældsord og et ønske om at tale med det fælles barn, og at der kun er tale om to tilfælde, der kunne opfattes som trusler om vold. Disse beskeder må imidlertid ses i sammenhæng med indholdet af den øvrige korrespondance. Ansøger har om forholdet til sin tidligere ægtefælles familie forklaret, at hun under ægteskabet ikke havde problemer. Efter skilsmissen har hendes tidligere ægtefælles familie spredt rygter om hende. Den tidligere ægtefælles mor og far har truet med at tage barnet fra hende gennem retssystemet eller ved andre midler. Truslen er ikke fremsat overfor hverken hende eller hendes familie, men formidlet på rygtebasis via købmanden i landsbyen. Ansøger har om forholdet til sin egen familie forklaret, at hendes egen familie er traditionel, og at hun især frygter sin bror, som er imod skilsmisser. Han har truet med at indespærre hende eller finde hende en ny mand, men ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at broderen dog ikke direkte har truet hende siden konflikten opstod. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at hendes tidligere ægtefælle skulle efterstræbe ansøgers liv, hvis ansøger vender tilbage til Tyrkiet. Nævnet har herved lagt vægt på, at skilsmissen blev begæret af ansøgtes tidligere ægtefælle, som efterfølgende pressede på for at få den gennemført, og at han ikke har udsat ansøger for fysiske overgreb trods trusler herom. Nævnet finder endvidere, at ansøger heller ikke har sandsynliggjort, at ansøgers tidligere ægtefælles familie eller hendes egen familie skulle begå overgreb på ansøger ved dennes tilbagevenden til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder af de nævnte grunde, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at ansøgers konflikt med sin tidligere ægtefælle, sin egen familie eller sin tidligere svigerfamilie har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2020/3/JAH
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amaceri og ateist fra Madnin, Benguarden, Tunesien. Ansøgeren har været aktiv for organisationerne [X] og [Y]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel og udsat for tortur og straf, fordi ansøgeren er ateist og biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har modtaget trusler fra flere personer, herunder fra et familiemedlem ved navn [A], blandt andet fordi han har skrevet om homoseksuelles rettigheder og om islam i artikler og på sociale medier. Ansøgeren har videre henvist til, at det er strafbart at være ateist og homoseksuel i Tunesien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har modtaget trusler efter sin deltagelse i konferencer i Polen i 2017og 2018, hvor der blev taget billeder af ham, som blev delt på en TV-kanal i Tunesien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er udrejst af Tunesien, fordi han modtog trusler, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen den 9. april 2019 forklaret, at han blev truet af sin nevø, der havde været i Syrien, mens han til asylsamtalen den 2. november 2019 forklarede, at han ingen problemer havde med nevøen. Endvidere forklarede han til oplysnings- og motivsamtalen, at hans slægtning [A] i 2008 truede ansøgeren, fordi han var ateist og homoseksuel, mens han til asylsamtalen først forklarede, at [A] truede ham, fordi han var ateist, og senere i samme samtale, at han var usikker på, om truslen handlede om ateisme eller seksualitet. Hertil kommer, at ansøgeren først udrejste af Tunesien i 2012, fordi han blev familiesammenført med en kvinde i Rumænien, selvom han efter det oplyste havde modtaget trusler på livet siden 2008. Efter en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet endvidere ansøgerens forklaring om, at han er biseksuel, som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren nævnte således i asylansøgningsskemaet ikke noget om, at han frygtede at vende tilbage til Tunesien som følge af sin seksualitet, mens han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han frygter myndighederne i Tunesien, fordi det er strafbart at være homoseksuel i landet. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste han endvidere, at han omkring 2008 modtog trusler for eksempel, fordi han var homoseksuel, mens han til asylsamtalen forklarede, at han ikke har oplevet problemer som følge af sin seksualitet i Tunesien, og at ingen i Tunesien er bekendt med hans seksualitet. Selvom det kan lægges til grund, at ansøgeren er aktiv – herunder på internettet – inden for ateisme og menneskerettigheder, finder nævnet endvidere ikke grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge heraf fra de tunesiske myndigheders eller ansøgerens egen families side. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der er religionsfrihed i Tunesien, og at næsten en tredjedel af befolkningen i Tunesien i 2018-19 ikke opfatter sig selv som religiøse. Hertil kommer, at ansøgeren i 2016 opholdt sig i 14 dage hos sin familie i Tunesien i forbindelse med sin fars død uden at opleve problemer. For så vidt angår forfølgelse fra islamiske grupper i befolkningen finder nævnet endvidere at det er sandsynligt, at en aktiv ateist og menneskerettighedsforkæmper i Tunesien kan opleve vanskeligheder, men dette er ikke af en sådan karakter, at det kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2020/2/RILA
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [A], Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at personer fra militæret vil opsøge hende, og at ansøgerens far vil blive tilbageholdt. Ansøgeren har som støtte herfor oplyst, at familiens hus er blevet ransaget flere gange af ukendte personer i uniformer med pistoler, at der flere gange er blevet kastet gasbomber ind i familiens have, og at ansøgerens far har været i fængsel to gange. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har påberåbt sig at være omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og har til støtte herfor anført, at EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 i Al-heto-sagen, C 585/16, skal fortolkes udvidende, således at ansøgeren, der er statsløs palæstinenser fra Vestbredden, skal anses for omfattet af artikel 1D, 1. punktum, fordi hu, ville kunne have søgt bistand fra UNRWA, hvis organisationen var i stand til at yde bistand på Vestbredden, hvilket den ikke er, hvorfor ansøgeren har ret til asyl efter artikel 1D, 2. punktum, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens og hendes forældres forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren, som udrejste fra Vestbredden sammen med sin familie som 8-årig i 2009, ikke har haft kontakt med UNRWA, ikke er registreret hos UNRWA og har ikke modtaget bistand fra UNRWA. Hun er derfor ikke omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D af denne grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at hun har oplevet at hendes hjem blev ransaget af israelske soldater, som ved en lejlighed smed en gasbombe ind i haven, hvor ansøgeren og hendes søskende befandt sig. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden risikerer individuel forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7. Ransagningerne, beslaglæggelsen af familiens jord og fængslingerne af hendes far findes således ikke at have en sådan karakter og intensitet, at de falder inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Der er efter oplysningerne om forholdene på Vestbredden ikke grundlag for give ansøgerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/14/CRT
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt to børn fra Vestbredden. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [A], Vestbredden, og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de israelske myndigheder, og at han på grund af et indrejseforbud til Israel ikke kan få arbejde, ligesom han ikke kan dyrke sin jord på grund af ”Muren”. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været fængslet to gange af de israelske myndigheder, at hans jord er blevet beslaglagt af de israelske myndigheder, og at han og hans familie har været udsat for omfattende chikane blandt andet i form af ransagninger og kortvarige tilbageholdelser af ham. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har påberåbt sig at være omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og har til støtte herfor anført, at EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 i Al-heto-sagen, C 585/16, skal fortolkes udvidende, således at ansøgeren, der er statsløs palæstinenser fra Vestbredden, skal anses for omfattet af artikel 1D, 1. punktum, fordi han ville kunne have søgt bistand fra UNRWA, hvis organisationen var i stand til at yde bistand på Vestbredden, hvilket den ikke er, hvorfor ansøgeren har ret til asyl efter artikel 1D, 2. punktum, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har haft kontakt med UNRWA, ikke er registreret hos UNRWA og har ikke modtaget bistand fra UNRWA. Han er derfor ikke omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D af denne grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har været fængslet af de israelske myndigheder, at hans jord er blevet beslaglagt og at hans bolig flere gange er blevet ransaget. Den oversatte erklæring af [efteråret] 2013 om, at ansøgeren blev personligt forfulgt af den israelske hær, som søgte og spurgte efter ham, hver gang de stormede byen, og at han har været tilbageholdt og arresteret flere gange kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin tidligere forklaring i Flygtningenævnet [i efteråret] 2010 har forklaret, at ransagningerne ikke skete som led i en personlig forfølgelse af ham. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden risikerer individuel forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7. Beslaglæggelsen af jorden, fængslingerne og ransagningerne findes således ikke at have en sådan karakter og intensitet, at de falder inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Der er efter oplysningerne om forholdene på Vestbredden ikke grundlag for give ansøgerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/13/CRT
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Qoryooley, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive genomskåret. Ansøgeren frygter endvidere, at hun vil blive kidnappet og tvangsgiftet af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev omskåret i Somalia, da hun var omkring 7-8 år gammel. Ansøgeren har gennemgået to operationer i Danmark i henholdsvis 2015 og 2018. Ansøgeren frygter, at hun vil blive udskammet og diskrimineret af lokalbefolkningen som følge af operationerne. Ansøgeren frygter endvidere at blive genomskåret, fordi det er kulturen i Somalia. Ansøgeren ønsker ikke at blive genomskåret. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren blev tvangsomskåret ved en ceremoni i Somalia, da hun var omkring 7 år, og at ansøgeren ved operationer foretaget i Danmark i 2015 og 2018 er blevet åbnet ved kønsdelen. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren nu er modstander af omskæring, og at hendes mor og far, der har opholdstilladelse henholdsvis i Danmark og i Italien, i øvrigt også er modstandere tvangsomskæring, og derfor ikke vil udøve pres på ansøgeren for genomskæring. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og med henvisning til ansøgerens alder og modenhed, at hun ikke har sandsynliggjort, at hun vil blive udsat for genomskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Der henvises blandt andet til, at tvangsomskæring efter de foreliggende baggrundsoplysninger i de fleste tilfælde foretages på piger under 4 år, eller i mindre udstrækning på piger under 14 år, som er på vej ind i puberteten, jf. Udlændingestyrelsens notat af januar 2019, FGM/Kvindelig omskæring – Baggrund, tal og tendenser. Endvidere henvises til Udlændingestyrelsens rapport udgivet i 2016, Thematic Paper: South Central Somalia - Female Genital Mutilation/Cutting, hvoraf det blandt andet fremgår, at tvangsomskæring generelt bliver foretaget, før piger fylder 8 år. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i ansøgerens hjemby, Qoryooley, Lower Shabelle, er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Nævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Qoryooley, der aktuelt efter baggrundsoplysningerne er kontrolleret af AMISOM, ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der udrejste af Somalia i 2013, efter sin morfars død i 2018 og hendes brødres ophold sammen med deres mor i Danmark ikke har familie i Qoryooley eller andre dele af Somalia. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være en enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Herefter og med henvisning i øvrigt til dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/26/FAM
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er muslim af trosretning og oprindeligt statsløs palæstinenser fra [by], Jordan. Ansøgeren har opnået jordansk statsborgerskab, hvilket Den Danske Ambassade i Beirut har fået bekræftet af de jordanske myndigheder. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han frygter blodhævn fra en familie ved navn [A]. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at ansøgerens brødre i 2003 havde en konflikt med familien, der endte i et voldeligt sammenstød, hvor en fra [A] familien afgik ved døden. [A] familien forfulgte og chikanerede herefter ansøgerens familie gennem flere år. Ansøgeren blev i [sommeren] 2010 idømt en fængselsdom på 13 år og fire måneder for falsk anklage om bortførelse, voldtægt og mishandling, som [A] familien stod bag. Ansøgeren udrejse senere i 2010 som følge af dommen. Ansøgerens ene bror er efterfølgende blevet idømt en fængselsstraf på 15 år for drab på det afdøde familiemedlem, mens ansøgeren anden bror er blevet slået ihjel af [A] familien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som palæstinenser opfattes som andenrangsborger i Jordan. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger som ubestridt til grund, at ansøgeren er jordansk statsborger, og han skal således asylretligt vurderes i forhold til Jordan. Nævnet bemærker herved, at Den Danske Ambassade i Beirut ved mail af [foråret] 2015 har bekræftet, at ansøgeren er jordansk statsborger, og han har [i sommeren] 2010 fået udstedt jordansk nationalitetspas (no. […]). Det forhold, at ansøgeren er registreret hos UNRWA i Jordan i henhold til et UNRWA Family Registration Card udstedt i 2014 kan herefter ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den på væsentlige punkter forekommer divergerende og usammenhængende og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylregistreringsrapporten af [efteråret] 2010 og asylsamtalen med Udlændingemyndighederne af samme dato, hvor ansøger opgav sin identitet som […], forklarede, at han var født og opvokset i flygtningelejren Jenin i Palæstina, og han var kommet til Danmark, fordi han ikke længere ville finde sig i at blive undertrykt i Palæstina. Han frygtede ved en tilbagevenden til Jenin at blive dræbt af israelerne. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til de norske asylmyndigheder, hvor han opgav sin identitet som […] med jordansk nationalitet, [vinteren] 2012 forklarede, at han havde været varetægtsfængslet i 13 måneder i Jordan som følge af, at [A] familien havde anmeldt ham for voldtægt, hvilket førte til en dom på 13 års fængsel. Til asylsamtalen [i foråret] 2012 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at hans navn rettelig var […], og at han var født og opvokset i Erbit i Jordan. Han nævnte ikke, at han havde været fængslet som følge af en anmeldelse om voldtægt eller havde fået en dom herfor, men forklarede, at han havde været fængslet i 2007-2008 som følge af, at en af fra den familie, som han havde en konflikt med, havde anklaget ansøger for at have øvet vold mod en anden fra familien og stjålet hans mobiltelefon. Ansøger blev løsladt og mødte ikke efterfølgende op i retten, hvorfor sagen aldrig blev afgjort. Til partshøringen [i sommeren] 2012 forklarede ansøgeren – foreholdt at det af de norske akter fremgik, at han i Norge havde forklaret, at han frygtede den dræbtes familie, idet de havde bestukket en pige til at anmelde ham for voldtægt i 2009 – at dette ikke var korrekt, og at det bare var noget han havde fortalt i Norge, fordi han var træt af de nordiske lande. Han var ikke idømt fængsel i 13 år og havde ikke været varetægtsfængslet i 13 måneder på grund af en sådan anklage. Ansøger har til sin advokat forklaret, at han i juni 2010 blev idømt fængsel i 13 år og 4 måneder for en falsk anklage om bortførelse, voldtægt og mishandling. Det var [A] familien, der stod bag anklagen, og ansøger frygter ved en tilbagevenden til Jordan at skulle afsone dommen. Nævnet finder ikke, at ansøger har givet en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Nævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i omkring to måneder, inden han søgte om asyl i Danmark, ligesom han efter at være meldt udeblevet fra asylsagsbehandlingen i Danmark og indrejst i Norge først søgte asyl i Norge, efter at han – nogen tid efter indrejsen i Norge – blev anholdt af politiet. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] familien. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for palæstinensere i Jordan er ikke af en sådan karakter, at de kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2020/3/CABV
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af personer, der har truet ansøgeren og hans familie i Irak. Han har endvidere henvist til, at han frygter Islamisk Stat og de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far havde arbejdet for de amerikanske styrker, indtil han blev kidnappet af terroristerne i 2009. Efter kidnapningen af ansøgerens far ønskede terroristerne, at ansøgeren skulle forlade landet. Ansøgeren og dennes mor modtog mellem juli og september 2009 et trusselsbrev på deres bopæl. Af brevet fremgik, at han og hans mors mor skulle forlade byen inden to måneder, fordi hans far var en kujon. Han og moren flyttede som følge af truslen til [A]. I slutningen af 2011 modtog ansøgeren her i sin butik endnu et trusselsbrev, som alene var stilet til ansøgeren, hvoraf fremgik, at ansøgeren skulle forlade Irak. Brevet var som det tidligere brev påført terroristernes stempel. Ansøgeren udrejste som følge heraf af Irak første gang for at ansøge om asyl i Danmark. Ansøgeren udrejste af Danmark til Irak i […], efter at være blevet meddelt afslag på asyl. I slutningen af [det efterfølgende år] modtog ansøgeren på ny en trussel, denne på SMS med en tekst om, at fjendskabet ikke var glemt. Ansøgeren oplevede ikke yderligere frem til sin udrejse af Irak. Han udrejste [fire år senere] af Irak til Tyrkiet og videre til [et land i Europa], hvor han havde opnået Schengenvisum. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om hvornår ansøgeren og hans mor modtog trusselsbrevene, om ansøgeren havde set det første trusselsbrev, og om han var flyttet til [A], da det andet trusselsbrev kom. Oplysningen om en trussel på SMS […] er endvidere en udbygning af ansøgerens forklaring. Ansøgeren findes hverken ved henvisning til tolkeproblemer eller tvivl om nummereringen af truslerne eller på andet grundlag at have skabt grundlag for, at der kan ses bort fra divergenserne eller udbygningen. De generelle forhold i Irak findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stk. 2 eller stk. 3, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det falder udenfor nævnets kompetence at tage stilling til, om overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, tilsiger, at der meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen til at tage stilling til, om ansøgeren og dennes familie kan henvises til at udøve deres familieliv i ansøgerens hjemland, tilkommer således Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.” Irak/2020/16/JHB
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indonesien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aceh og sunni-muslim fra [X], Aceh, Indonesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive arresteret af de indonesiske myndigheder, fordi de mistænker ham for at være medlem af Frit Aceh Bevægelsen (GAM), og fordi han har søgt asyl i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at lide overlast i Indonesien, fordi folk vil tro, at han har mange penge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [slutningen af vinteren] 2016 blev tilbageholdt af for ham ukendte personer i forbindelse med, at han var i færd med at lukke sin butik i Banda Aceh. Han blev tilbageholdt, fordi de for ham ukendte personer ønskede, at han skulle betale løsepenge. Efter tre dages tilbageholdelse blev han løsladt, fordi han accepterede at betale 100 millioner rupier, som han ville betale inden for tre til fire dage. Ansøgeren flyttede med det samme til landsbyen[X]. Da ansøgeren havde boet i [X] i omkring fire måneder, blev han kørt ned. Han er sikker på, at han blev kørt ned med overlæg, og at det var de personer, som tidligere havde tilbageholdt ham, som stod bag. Ansøgeren formoder, at tilbageholdelsen og påkørslen af ham blev udført af de indonesiske myndigheder, som mistænkte ham for at have tilknytning til GAM, fordi han i 2003 informerede lokalbefolkningen om Acehs historie, da han kørte fra landsby til landsby og solgte fisk. På et ikke nærmere angivet tidspunkt i 2017 blev ansøgeren anholdt af de indonesiske myndigheder, fordi han i 2003 havde talt for frihed for Aceh. Det lykkedes ham at stikke af fra fængslet, og i [efteråret] 2017 udrejste han af Indonesien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen undervejs er udbygget og fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i sin forklaring om hans kidnapning under oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2018 og asylsamtalen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019 på en række centrale punkter har forklaret udbyggende og divergerende. Ansøgeren har herunder afgivet skiftende forklaringer om hvor mange personer, der kom ind i hans butik og tog ham med, og om han blev bundet af de personer, der tog ham med eller ej, og om opkaldet til hans ægtefælle om afkrævning af løsepenge. Under mødet i nævnet har han forklaret, at han ikke kan huske, om han blev bundet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin fængsling, som han først har forklaret om til slut under asylsamtalen, hvor han har forklaret, at han i 2017 blev fængslet, fordi han talte for frihed for Aceh. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han blev fængslet, fordi han kørte uden kørekort, og at han flygtede fra fængslet, da døren var åben, og der ikke var en vagt til stede. Af ansøgerens forklaring til Flygtningenævnet i bortfaldssagen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019 fremgår, at han har forklaret, at politiet truede ham, fordi han ikke havde færdiggjort en reparation af en motorcykel for politiet til tiden. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren er blevet påkørt af en motorcykel, men finder, at en sammenhæng mellem den angivelige kidnapning og påkørslen alene beror på ansøgerens formodning, og at en sådan sammenhæng ikke er tilstrækkelig sandsynliggjort. Ansøgeren har under nævnsmødet som nyt asylmotiv anført, at han frygter myndighedernes reaktion på grund af hans aktiviteter på YouTube. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at han har haft en YouTube-kanal, mens han stadig var i Indonesien og har åbnet endnu to YouTube-kanaler under sit ophold i Danmark, hvor han viser det acehnesiske flag og fortæller om Acehs historie, men at kanalerne er oprettet under navne, som ikke direkte udpeger ansøgeren, og at ansøgeren ikke har oplevet reaktioner fra myndighederne i den anledning. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret herom, men har til oplysnings- og motivsamtalen alene forklaret om nogle opslag på Facebook. Som begrundelse for den sene forklaring om dette asylmotiv har ansøger anført, at han i 2018 havde det dårligt på grund af påkørslen. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ikke har oplevet problemer på grund af sine politiske aktiviteter efter sin hjemrejse til Indonesien i 2012. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter på YouTube har profileret ham på en sådan måde, at det har bragt ham i myndighedernes søgelys, og at han derved risikerer problemer med de indonesiske myndigheder. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indo/2020/1/LBV
Nævnet hjemviste i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger født i Sudan, hvortil hendes forældre flygtede fra den eritreiske del af Etiopien forud for 1992. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks. Ansøgeren er født i Sudan, hvortil hendes forældre flygtede fra den eritreiske del af Etiopien forud for 1992. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at skulle aftjene nationaltjeneste i Eritrea. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun aldrig har aftjent nationaltjeneste i Eritrea. Videre er hun udrejst illegalt af Eritrea i 2014, hvor hun ved hjælp fra en menneskesmugler indrejste illegalt i landet for at besøge sin syge farmor. Hun udrejste illegalt igen to uger senere. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om det kan lægges til grund, at ansøgeren er statsborger i Eritrea. Ansøgeren er i 1994 født i Sudan, hvortil hendes forældre flygtede fra den eritreiske del af Etiopien forud for 1993. Ansøgeren er herefter opvokset i Sudan og har kun kortvarigt opholdt sig i Eritrea i forbindelse med et familiebesøg i 2014, hvor hun ind- og udrejste ulovligt af Eritrea. Eritrea, der tidligere var en italiensk koloni, blev annekteret af Etiopien i 1952 og opnåede efter en løsrivelseskrig og folkeafstemning selvstændighed i 1993. Efter ansøgerens forklaring kan det lægges til grund, at hendes forældre flygtede fra det område af Etiopien, der i dag er Eritrea, og at forældrene ikke siden 1992 har været i Eritrea, herunder at forældrene ikke deltog i den folkeafstemning om eritreisk selvstændighed, som blev afholdt i maj 1993. Det fremgår af bl.a. de baggrundsoplysninger, der er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at personer med eritreisk oprindelse, der ikke har deltaget i folkeafstemningen i 1993, og som ikke har søgt om eritreisk statsborgerskab, anses for at have besluttet sig for at beholde sit etiopiske statsborgerskab. Det fremgår videre, at de etiopiske myndigheder har en liste over alle, som har stemt ved folkeafstemningen i 1993, og at personer, der ikke har deltaget i afstemningen i princippet kan ansøge om etiopisk statsborgerskab. Det fremgår imidlertid endvidere af baggrundsoplysningerne, at det kun sjældent eller aldrig sker, at eritreere får tildelt etiopisk statsborgerskab. Hvis den ene forælder er etiopisk statsborger og den anden eritreisk statsborger vil det dog være lettere at opnå etiopisk statsborgerskab. Det følger af de samme baggrundsoplysninger, at det er muligt at generhverve sit etiopiske statsborgerskab under visse omstændigheder, ligesom børn af forældre, der deltog i folkeafstemningen i 1993, i princippet vil kunne søge om etiopisk statsborgerskab, såfremt de ikke har opnået statsborgerskab i andre lande. Der kan efter oplysningerne i sagen ikke bortses fra, at ansøgerens far kan være eritreisk statsborger. Ansøgeren har således fremlagt en kopi af et eritreisk nationalitetskort udstedt til faderen, som nævnet ikke har holdepunkter for at tilsidesætte ægtheden af. Ansøgeren har endvidere fremlagt bl.a. ansøgerens sudanesiske opholdstilladelse, hvoraf fremgår, at ansøgeren er eritreisk statsborger. Ansøgerens mor er ifølge flere af de fremlagte dokumenter udstedt af sudanesiske myndigheder/institutioner anført som eritreisk statsborger. Der har været foretaget en ægthedsvurdering af disse dokumenter, der konkluderer, at det på baggrund af manglende sammenligningsgrundlag ikke har været muligt at foretage en egentlig ægthedsvurdering, men at der ikke er fundet tegn på manipulation. Ansøgeren, der er født i Sudan, har ikke opnået statsborgerskab i hverken Sudan eller Etiopien, og det må lægges til grund, at behandlingen af en sag om statsborgerskab i disse lande vil inkludere dokumenter, hvor moderens nationalitet fremstår at være eritreisk. Det må efter baggrundsoplysningerne herefter anses for yderst tvivlsomt, om ansøgeren reelt vil kunne opnå statsborgerskab i Etiopien. På denne baggrund – og efter de foreliggende oplysninger – finder nævnet, at ansøgerens asylsag skal vurderes i forhold til Eritrea, som må antages at være det land, hvor ansøgeren er nærmest til at kunne opnå statsborgerskab, eller eventuelt i forhold til Sudan, hvor ansøgeren har haft opholdstilladelse siden fødslen. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på en asylretlig vurdering af ansøgerens sag i forhold til Eritrea eller eventuelt Sudan.” Hjem/2020/4/AMKJ
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er egyptisk statsborger, kristen og etnisk araber. Hun er født i Jedda, Saudi-Arabien, men har boet forskellige steder i Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, [A], idet hun er stukket af fra ham og har anmeldt ham til politiet for vold og seksuelle overgreb. Ansøgeren frygter, at [A] vil få hende fængslet, såfremt hun vender tilbage til Egypten, fordi han har slægtninge, der arbejder for de egyptiske myndigheder. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel eller overhældt med syre af [B]s familie eller hans ægtefælle, [C], fordi ansøgeren har anmeldt [B] til politiet, hvorefter han blev fængslet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for fysiske overgreb af sin mors ægtefælle, [D], fordi hun har anmeldt ham til politiet for forsøg på seksuelle overgreb. Ansøgeren er tillige konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark, hvorfor hun frygter at blive slået ihjel af sin familie eller den egyptiske befolkning. Endeligt har ansøgeren henvist til, at hun ikke kan få et arbejde i Egypten, fordi hun tidligere har været anklaget for at opfordre til moralsk fordærv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [C] var hendes ven. Da ansøgeren og hendes datter en dag var hjemme hos [C], mødte hun [B], som [C] fortalte var hendes bror. [C] bad ansøgeren om at gifte sig med ham, hvilket hun afslog. [B] og [C] blev vrede over afslaget, hvorefter de truede både ansøgeren og hendes datter med en kniv samt tilbageholdt hende i 15 dage hos [C] og [B]. Under tilbageholdelsen blev hun udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Først efterfølgende blev ansøgeren bekendt med, at [C] og [B] var et ægtepar og ikke søskende. Ansøgeren flygtede fra ægteparret, og to dage senere meldte hun [B] til myndighederne. I 2014 deltog ansøgeren i det sidste retsmøde mod [B]. Han blev idømt 25 års fængsel, men dommen blev senere nedsat til 10 år. [B] og [C] truede i forbindelse med retsmødet med at slå ansøgeren ihjel. Videre har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at da hun flygtede fra [B] og [C], flygtede hun hjem til sin mor. Under opholdet forsøgte morens ægtefælle, [D], at kysse hende, hvilket ansøgeren afslog. [D] og hendes mor blev vrede på ansøgeren over afslaget, hvorefter moren smed hende ud af sin lejlighed. Kort forinden sin udrejse, skar [D] ansøgeren under knæene med en kniv, fordi ansøgeren atter afslog hans tilnærmelser. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun og [A] begyndte at få problemer omkring en måned efter sin indrejse i Danmark. [A] ville have, at hun skulle deltage i betalingen for kost og logi, men da ansøgeren ikke havde nogen indtjening, begyndte den tidligere ægtefælle at sælge hende til andre mænd i stedet for. Under deres ægteskab udsatte [A] ansøgeren for seksuelle og fysiske overgreb gentagne gange. Ansøgeren flygtede fra ham i [foråret] 2017, og [senere på foråret] 2017 anmeldte hun overgrebene til politiet. Herefter udrejste [A] til Egypten, hvor han begærede skilsmisse. Siden sin ankomst til Egypten har [A] sendt trusler til ansøgeren samt de personer, der har hjulpet hende med at flygte og anmelde ham til politiet. Til støtte for sin konversion til kristendommen har ansøgeren over for Udlændingestyrelsen oplyst, at hun fik kendskab til kristendommen igennem en veninde i Egypten, og at hun har været kristen siden, hun var 15 år. Ansøgeren gik jævnligt i kirke i Egypten. Efter et af hendes besøg i kirken opdagede hendes far hende, da hun kom ud derfra, hvorefter han udsatte hende for fysiske overgreb og truede med at slå hende ihjel. Kort tid efter sin ankomst til Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke her i landet. I [vinteren] 2017 blev hun døbt. Flygtningenævnet har i al væsentligt lagt ansøgerens forklaring om sine konflikter i Egypten og om sin konvertering til kristendommen til grund. Spørgsmålet for nævnet er derfor, om disse konflikter kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet tiltræder, at ansøgerens konflikt med [A] ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at [A] efter det oplyste er britisk statsborger, og at han ifølge egne oplysninger på Facebook – i hvert fald i [vinteren] 2019 – var bosiddende i [et land i Europa]. Det kan efter ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen imidlertid lægges til grund, at [A] har været i Egypten, efter konflikten er opstået, men at han ikke under sit ophold i Egypten har opsøgt bl.a. ansøgerens familie. Dette taler imod, at [A] fortsat skulle have vilje til at efterstræbe ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke frygter, at [A] vil slå hende ihjel, men at han vil forsøge at få hende fængslet som følge af kriminalitet, de sammen har begået i bl.a. Egypten. Det er noget uklart, hvad der skulle være [A]s bevæggrund for at få melde ansøgeren til myndighederne, idet [A] efter det oplyste har taget del i kriminaliteten. Afgørende for vurderingen er imidlertid, at ansøgerens frygt for fængsling som følge af kriminalitet ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det tiltrædes endvidere, at heller ikke ansøgerens tidligere konflikt med [C] og [B]s familie kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke – ifølge sin forklaring for Udlændingestyrelsen – har haft nogen kontakt til [C] eller [B] siden retssagen afslutning i 2014, der førte til, at [B] blev idømt fængsel i 10 år. Ansøgerens nye forklaring for Flygtningenævnet om, at [C] har truet hende 8-9 måneder før ansøgerens udrejse, og at ansøgeren via veninder havde hørt fra [C] op til 1½ måned forud for udrejsen, kan ikke lægges til grund. Hertil kommer, at det efter ansøgeren forklaring må lægges til grund, at det ikke var denne konflikt alene, der fik hende til at udrejse af Egypten, men i stedet et ønske om at stifte familie med sin nye mand [A]. Ansøgeren må i øvrigt i relation til en sådan eventuel konflikt henvises til at søge beskyttelse hos de egyptiske myndigheder, der tidligere – hvilket dommen mod [B] må ses som udtryk for – har ydet ansøgeren beskyttelse. Heller ikke ansøgerens konflikt med [D], der er ansøgers mors ægtefælle, synes at have en sådan karakter og intensitet, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De episoder, som ansøgeren har forklaret om, har således udelukkende fundet sted på moderens bopæl, og de er sket med lang tids mellemrum, uden at ansøgeren uden for moderens bopæl har været efterstræbt af [D]. Det hører med til denne vurdering, at ansøgeren tilsyneladende ikke har modtaget trusler fra [D], uagtet at hun fortsat er i kontakt med sin mor. Hertil kommer, at ansøgerens datter fortsat bor hos moderen, hvilket tyder på, at ansøgeren trods alt ikke har vurderet risikoen for at bo dér til at være betydelig. Endelig må ansøgeren også i relation til en sådan eventuel fortsættende konflikt henvises til at søge de egyptiske myndigheders beskyttelse. Nævnet tiltræder desuden, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet henviser i den forbindelse til de baggrundsoplysninger, der er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter det må lægges til grund, at det ifølge egyptisk lov ikke er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Ansøgerens frygt for chikane fra lokalbefolkningen og episoden med ansøgerens far har ikke en sådan karakter og intensitet, at det er asylbegrundende. For så vidt angår episoden med ansøgerens far ligger denne lang tilbage i tid, og ansøgeren har ikke efterfølgende oplevet lignende episoder med faderen. Endelig tiltræder nævnet, at ansøgerens frygt for ikke at kunne få et arbejde i Egypten, ligesom hendes generelle frygt for myndighederne, der udspringer af, at ansøgeren tidligere angiveligt er blevet anklaget for at opfordre til moralsk fordærv, heller ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under hensyn hertil finder Flygtningenævnet – også efter en samlet vurdering – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2020/2/AMKJ
Nævnet omgjorde i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk hazara og har oplyst at være kristen af trosretning fra [by], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af sin familie, lokalbefolkningen eller af myndighederne som følge af, at han var konverteret fra islam til kristendommen. Klageren oplyste til støtte herfor, at han gennem sit arbejde hos […] i Kabul gennem 11 måneder stiftede bekendtskab med kristendommen gennem sine kollegaer. Klageren fik blandt andet lydfiler fra biblen, som han kunne lytte til. Under et skænderi med sin far, som var mullah, fik klageren fortalt, at han nu arbejdede for udlændinge i […] og var konverteret til kristendommen, og i samme forbindelse brændte han en koran af i raseri. Klageren flygtede herefter til Pakistan, idet han var blevet overfaldet af sin far og meldt til myndighederne. Klageren fortsatte med at praktisere sin kristne tro. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, § 19, stk. 2, nr. 4, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har som begrundelse herfor henvist til, at det må afvises, at klageren reelt er konverteret til kristendommen, idet klageren blandt andet har forklaret forskelligt om, hvor han blev introduceret til kristendommen, og om hvordan han lærte om og praktiserede sin kristne tro i Afghanistan, ligesom klagerens kendskab til kristendommen forekommer begrænset. Udlændingestyrelsen har endvidere henvist til oplysninger fra klagerens Facebook-profil, hvoraf det fremgår, at han er medlem af en muslimsk gruppe, The View of Islam. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter sin familie, lokalbefolkningen og myndighederne som følge af sin konversion til kristendommen. Klageren har således fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at det oprindelige asylgrundlag er urigtigt. Flygtningenævnet finder, at klagerens troværdighed er svækket afgørende af, at der er store og væsentlige divergenser i hans forklaring om hans generelle forhold i Afghanistan, som burde stå klart for ham, herunder om hans opvækst, familieforhold, herunder hvor mange koner, hans far havde, uddannelse, årsagen til konflikten med faren, bekendtskabet med kristendommen og udrejsen. Klageren har således til sin første samtale med udlændingemyndighederne [i foråret] 2011 forklaret, at han flygtede fra Afghanistan for ca. 8 måneder siden, havde to års skolegang og ikke havde nogen religion, mens han til identitetsafhøringen [i foråret] 2013 forklarede, at han ikke havde haft nogen skolegang og ikke kunne læse og skrive og angav, at han var kristen. Det fremgår af de offentligt tilgængelige oplysninger fra klagerens facebookprofil, at han har skrevet lange beskeder og kommentarer i 2010 inden indrejsen i Danmark. Klageren har videre til sin asylsamtale [i sommeren] 2013 forklaret, at han havde to helsøskende, tre halvbrødre og to halvsøstre. Alle – samt hans mor, far og farens koner - boede i samme hus. Klageren forklarede videre, at han hjemme hjalp sin far, der var mullah, i forbindelse med gudstjenester. Han hjalp som budbringer med at give farens velsignelser til eksempelvis folk, der ikke kunne få børn og i to til tre år på farens ordre medvirkede til at lave propaganda for islam ved at læse og synge under højtider. Til forlængelsessamtalen [i efteråret] 2018 forklarede klageren derimod, at han aldrig havde boet sammen med sine halvsøskende og ikke kunne huske, hvor mange halvsøskende, han havde, og at han ikke hjalp til med noget derhjemme og ikke havde nogen hjælpeopgaver i forbindelse med farens arbejde som mullah. Foreholdt denne divergens forklarede klageren, at han blev tvunget til at servere the i moskeen, men ikke noget andet. Klageren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at han rejste til Kabul, hvor han boede på et hotel i 8-10 dage og imens ledte efter arbejde, men han fandt ikke noget. Han mødte nogle hazara’ mænd, som han boede hos, og som tilbød ham arbejde i […], hvor de selv arbejdede. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren imidlertid, at han i Kabul arbejdede som tjener på en restaurant. Han blev tilbudt at bo hos nogle afghanere fra samme hjemby som han selv. Disse afghanere kendte ikke noget til hans stilling i […]. Det var en tilfældig engelsktalende mand, som han mødte i restauranten, der hjalp ham med at få dette arbejde. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om årsagen til, at han brændte Koranen. Han har således til asylsamtalen forklaret, at han fandt ud af, at faren ville giftes igen med en 15-årig pige, hvilket klageren satte sig imod. Faren slog klageren, hvorefter klageren gik ind i et andet værelse og satte ild til Koranen, kastede resterne foran faren og sagde, at Muhammed var djævlen. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren imidlertid, at faren var i gang med at få en ny kone, som vist hed [A]. Hun var ikke yngre end ham. Foreholdt, at han tidligere havde forklaret, at den nye ægtefælle var 15 år, forklarede klageren, at det var farens anden kone, der hed [A], og den nye, som var farens tredje kone, var 15 år. Han var ligeglad med, at faren ville giftes med den 15-årige pige, og han tilkendegav ikke sin holdning over for faren. Han brændte Koranen, fordi han kom op at skændes med faren i forbindelse med, at han gav faren penge fra sit arbejde i Kabul, og at faren kastede pengene tilbage i ansigtet på klageren. Han gjorde det, fordi faren hele tiden havde sagt, at Koranen ikke kan brænde. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede klageren, at faren havde tre koner, at han skulle giftes med en fjerde kone. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende oplysninger om, hvornår han mødte sin ægtefælle, idet klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 først forklarede, at han kom i kontakt med ægtefællen via facebook, og at de mødte hinanden første gang i lufthavnen i Quetta i 2016, hvorefter han senere under samtalen ændrede forklaring til, at han kendte sin ægtefælle i Pakistan, før han kom til Danmark i 2011. Ægtefællen har til sit interview i forbindelse med familiesammenføringssagen [i foråret] 2018 oplyst, at hun fik kontakt med klageren via facebook i 2014, og at han efterfølgende kom til Pakistan, hvor de blev gift i 2016. Klageren har forklaret, at dette blev oplyst efter hans instruks. Nævnet bemærker hertil, at klagerens forklaring om, at han og ægtefællen ikke oplevede nogen konsekvenser i forbindelse med registreringen af ægteskabet i Pakistan, forekommer mindre troværdig henset til, at klageren er registeret på vielsesattesten som kristen, og at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at et ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand vil blive erklæret for ugyldigt af myndighederne og vil føre til alvorlige anklager. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om sin udrejse af Afghanistan. Han har således til asylsamtalen forklaret, at han i forbindelse med udrejsen opholdt sig 2-3 dage hos to venner i Kabul. Vennerne blev imidlertid bange, fordi de have fået at vide, at folk vidste, at han opholdt sig hos dem, hvorefter de alle tre besluttede at udrejse til Pakistan. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren derimod, at han tog til [by], hvor han tog videre med taxa til Kabul og derfra rejste videre til Kandahar – uden at opholde sig i Kabul. Han rejste alene, og vennerne kom efterfølgende, da de fandt ud af, at livet var for hårdt for dem. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har givet en troværdig forklaring på disse talrige og væsentlige divergenser i hans forklaring. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren til forlængelsessamtalen viste et påfaldende overfladisk kendskab til kristendommen, herunder at han ikke kendte baggrunden for påsken og ikke vidste, hvornår påsken tidsmæssigt lå, eller hvad påskedagene hed. Klageren kendte heller ikke andre højtider og kunne ikke gengive fortællinger fra biblen. På mødet i nævnet har klageren endvidere svaret undvigende på spørgsmål om kristendommen og har herunder ikke kunnet redegøre for, hvad der kendetegner den apostolske frikirke, som han har været tilknyttet i en længere periode. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der – uanset disse divergenser i klagerens forklaring – er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere svig, eller at grundlaget for opholdstilladelsen i øvrigt var urigtigt. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaringer under henholdsvis den oprindelige asylsag og nærværende sag om konversionen, som er grundlaget for opholdstilladelsen, på centrale punkter er fastholdt, at begivenhederne i relation til asylmotivet ligger tilbage til 2006/07, og at klageren – med visse afbrydelser – har haft og fortsat har nogen tilknytning til det kristne miljø i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2020/23/CABV
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra [by], Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra sin familie, lokalbefolkningen, Taliban og myndighederne, idet han har haft et seksuelt forhold til sin stedmor. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at fem år efter sin mors død, giftede hans far sig på ny med en kvinde ved navn [A]. [A] flyttede ind hos familien og hjalp til med at passe ansøgerens søskende. Ansøgerens far arbejdede som lastbilchauffør, og han var ofte væk. Et år efter, at [A] var flyttet ind, begyndte hun at flirte med ansøgeren. En aften, da ansøgeren lå og sov, tvang [A] ansøgeren til at have samleje. Hun truede med at kalde på de andre i huset, hvis ansøgeren sagde noget. Ansøgeren og [A] var herefter sammen flere gange i en periode på tre til fire måneder, indtil [A] fortalte, at hun var gravid, og at ansøgeren måtte være far til barnet. Ansøgeren skulle sørge for, at [A] fik en medicinsk abort, men ved henvendelse til apoteket blev han opfordret til, at de skulle tage til lægen for at få foretaget en egentlig abort. Lægen bekræftede, at [A] var gravid, og en uge senere blev ansøgerens far bekendt med, at han ikke var far til barnet. Ansøgerens far bankede [A] med flere stykker træ i 20-30 minutter, og hun blev slemt forslået. [A] fortalte, at ansøgeren måtte flygte, idet han ellers ville blive slået ihjel. Med hjælp fra sin ven [B] lykkedes det ansøgeren at flygte til Kabul, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har efterfølgende været i kontakt med [B], som har fremsendt en avisartikel fra avisen ”[…]”, dateret [efteråret] 2017, hvor både [A] og ansøgerens navn er nævnt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer til dels divergerende, konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren efter at være blevet bekendt med stedmorens graviditet tog til et apotek for at købe medicin til en abort uden at overveje konsekvenserne heraf. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at ansøgeren og stedmoren ikke foretog sig noget i relation til risikoen for opdagelse i tiden fra, at stedmorens graviditet var konstateret, og til resultatet af de lægelige undersøgelser af faren forelå. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i det udvidede asylskema har anført, at hans far – samme dag som han og stedmoren havde været hos lægen og havde fået at vide, at hun var gravid – udsatte hende for vold i 20 – 30 minutter, mens ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at der gik en uge fra graviditeten var konstateret, og til faren havde tid hos lægen for at få resultatet af undersøgelsen, og at det var på dette tidspunkt, faren slog stedmoren. Ansøgerens forklaring om, at han glemte at nævne det andet lægebesøg i asylskemaet forekommer ikke troværdig henset til, at det er centralt for asylmotivet. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet anførte, at han inden udrejsen spurgte lægen i Kabul, hvorfor han skulle rejse ud af landet, og at lægen svarede, at hans stedmor var blevet stenet ihjel, hvorefter han ringede til [B] og spurgte ham, hvad der var sket, mens han til asylsamtalen forklarede, at det var [B], der først fortalte ham om stedmorens stening. Nævnet har endvidere tillagt det nogen vægt, at ansøgeren til asylsamtalen og under nævnsmødet forklarede, at [B] fortalte, at stedmoren havde fortalt alle, at det var ansøgerens barn. Nævnet bemærker, at dette er en central udtalelse, som ansøgeren må forventes at have oplyst klart i asylskemaet. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har en facebookprofil og aldrig har oprettet en profil på de sociale medier, men at Udlændingestyrelsen har fundet en facebookprofil i navnet [ansøgeren navn] med et profilbillede af ansøgeren, og at det af denne profil fremgår, at han har været universitetsstuderende på Kabul Universitet. Ansøgerens forklaring om, at det ikke er hans facebookprofil forekommer ikke troværdig. Nævnet bemærker herved, at det savner mening, at der skulle være en person eller personer, der har været i besiddelse af billeder af ansøgeren, herunder et billede af en person, der i hvert fald har stor lighed med ansøgeren, ved Storkespringvandet i København, og har lagt disse billeder op før og efter ansøgerens flugt fra Afghanistan. Med hensyn til den fremlagte artikel fra ”[…]” har nævnet lagt vægt på, at artiklen er fremkommet kort inden mødet i Flygtningenævnet, og at den angiveligt er fremkommet som følge af, at ansøgerens ven [B] skulle have fundet ham via googling af ”[navngiven person fra kendt serie]” og kontaktet ham i juni måned i år og sendt artiklen. Nævnet bemærker videre, at artiklen er præget af en påfaldende usædvanlig detaljeringsgrad, der udviser indgående kendskab til detaljer fra ansøgerens familie. Nævnet lægger herefter til grund, at artiklen ikke kan tillægges nogen bevisværdi og finder ikke anledning til at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af artiklen. Nævnet finder således at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring i sin helhed som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/22/CABV
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kunar provinsen, […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Afghanistan frygter hendes farbrødre Majer og Burhan, fordi hun har bosat i Europa og i deres optik er blevet vestlig. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun er født i Pakistan. Ansøgeren boede der indtil 1997. Derefter flyttede ansøgeren til byen Pitaw i Afghanistan, hvor hun boede fra 1997 til 2005. Ansøgeren blev viet i 2005, hvorefter hun flyttede hjem til sin ægtefælle i byen [...]. Her boede ansøgeren frem til slutningen af 2011. I slutningen af 2011 flygtede ansøgerens ægtefælle til Danmark. Ansøgeren flyttede tilbage til sine forældre i Pakistan. Her boede ansøgeren i under et år, inden hun på et ukendt tidspunkt i 2012 flyttede tilbage til Afghanistan, hvor hun boede hos sin søster frem til den endelige udrejse i [sommeren] 2013. Ansøgeren blev familiesammenført med sin ægtefælle i Danmark i [sommeren] 2013. I 2017 søgte ansøgeren om at få udstedt et afghansk nationalitetspas ved den afghanske ambassade i Norge. Ansøgeren kunne alene få udstedt et nationalitetspas, såfremt hun eller et af hendes familiemedlemmer mødte op i Kabul for at skrive under. Ansøgerens farbrødre i Afghanistan ved navn Majer og Burhan ville ikke skrive under på ansøgerens vegne, fordi farbrødrene er vrede på ansøgeren over, at hun har bosat sig i Danmark, og at ansøgeren ikke går tildækket. Ansøgeren tør af samme årsag ikke at tage tilbage til Afghanistan for at skrive under. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgerens frygt for sine farbrødre ikke udgør et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været udsat for trusler, hverken skriftligt eller mundtligt fra farbrødrene, som hun sidst har set, forinden hun udrejste af Afghanistan i 2013. Hun oplevede i øvrigt ingen problemer med farbrødrene, efter at hendes mand var udrejst af Afghanistan, og hun derefter i 2 år boede alene med sine børn før udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at hun har hørt fra familiemedlemmer i Pakistan, at farbrødrene ikke vil hjælpe hende med at få et nationalitetspas, fordi de er sure over, at ansøgeren er taget til Europa uden deres tilladelse. Farbrødrene forstår ikke, hvorfor hun har taget ophold i et andet land, og hvorfor hendes ægtefælle ikke har spurgt dem om lov i forbindelse med hendes udrejse af Afghanistan. Ansøgeren betragter farbrødrenes udtalelser som en trussel rettet mod hende. Efter ansøgerens forklaring har hun ikke problemer med de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at farbrødrenes udtalelser og deres modvilje mod at hjælpe ansøgeren med at få udstedt et nationalitetspas ikke har en sådan karakter og intensitet, der kan give grundlag for at anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke føre til et andet resultat, at farbrødrene og deres familier efter ansøgerens forklaring er medlemmer af Taliban og ISIS. Flygtningenævnets afgørelse omfatter tillige ansøgerens tre medfølgende børn [AS], født [i starten af] 2007, [RS], født [i sommeren] 2009, [MF], født [i vinteren] 2016. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2020/21/FAM
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk ukrainer og den kvindelige ansøger er etnisk ungarer. Begge ansøgere er kristne fra [A], Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive fængslet, måske tortureret og i værste tilfælde slået ihjel af de ukrainske politifolk, som han har en konflikt med. Ansøgeren frygter alle politifolk i Ukraine, fordi de vil udlevere ham til en af de tre politimænd, som han har en konflikt med, herunder [B]. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans oprindelige konflikt opstod, fordi en af de skinheads, som han tidligere havde oplyst at have problemer med, har en far, der arbejder i anklagemyndigheden. Han har videre oplyst, at han – da han i 2011-2012 befandt sig i Ukraine – blev tilbageholdt af nogle politifolk og udsat for fysiske overgreb samt tvunget til at skrive under på en blank tilståelseserklæring. Da han i juli 2014 vendte tilbage til Ukraine, blev han anholdt i lufthavnen i Lvov. Den mandlige ansøger var tilbageholdt [i sommeren] 2014. Han indgik en aftale med politimanden [B] om at betale ham 100.000 USD til gengæld for at sagen mod ham ville blive opgivet. [B] havde truet med, at alternativet var 15 års fængsel. Den blanke tilståelseserklæring, som den mandlige ansøger tidligere havde underskrevet, var blevet udfyldt med en beskrivelse af et voldeligt overfald begået mod en kvinde, som var afgået ved døden. I [efteråret] 2014 solgte den kvindelige ansøger sin lejlighed for 30.000 USD. Den mandlige ansøger gav heraf 25.000 USD til [B], som gav ham til sommeren 2015 til at fremskaffe det resterende beløb på 75.000 USD. Da den mandlige ansøger efter sommeren 2015 ikke havde kunnet skaffe det resterende beløb, levede ansøgerne i skjul, indtil først den mandlige ansøger og senere den kvindelige ansøger og parrets barn formåede at udrejse af Ukraine illegalt. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at de ukrainske myndigheder skal holde hende til ansvar for hendes ægtefælle, som hun ikke mener, har gjort noget. Hun frygter videre, at hendes ægtefælle vil blive fængslet. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at da ansøgerne vendte tilbage til Ukraine i 2014, blev den mandlige ansøger anholdt i lufthavnen. Den kvindelige ansøger og parrets barn fik lov at forlade lufthavnen. Dagen efter henvendte den kvindelige ansøger sig til politiet, som oplyste hende, at den mandlige ansøger var tilbageholdt i et arresthus i byen Lvov. Efter halvanden til to uger blev den mandlige ansøger løsladt. Han fortalte den kvindelige ansøger, at han var blevet løsladt på de betingelser, at han ikke måtte rejse, og at han skulle betale 100.000 USD. I et forsøg på at fremskaffe disse penge, solgte ansøgerne deres hus og undersøgte mulighederne for, om den kvindelige ansøger kunne få et arbejde i Polen eller i Tjekkiet. I den forbindelse søgte hun om udenrigspas og afleverede i den forbindelse sine ID-dokumenter til myndighederne. Efterfølgende kunne den kvindelige ansøger ikke få udleveret sine dokumenter igen, og en politimand forklarede hende, at hun skulle stå til ansvar for sin ægtefælle, hvis der skulle ske noget. Herudover oplevede den kvindelige ansøger aldrig selv nogen problemer med den person, som havde krævet de 100.000 USD af den mandlige ansøger. I [foråret] 2016 udrejste den mandlige ansøger af Ukraine, og i [sommeren] 2016 udrejste den kvindelige ansøger sammen med parrets barn. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen i 2011 gav ansøgerne afslag, da ansøgningerne fandtes åbenbart grundløse, og at Flygtningenævnet [i sommeren] 2014 gav ansøgerne afslag på asyl, da det blev vurderet, at ansøgernes forklaringer omkring asylmotivet fremstod usandsynlig og ikke overbevisende, herunder blandt andet henset til, at disse fremstod divergerende, udbyggende og påfaldende. Endvidere har Flygtningenævnet bemærket sig, at den mandlige ansøger tidligere påberåbte konflikt ikke længere giver den mandlige ansøger problemer, da han har oplyst, at han hverken i 2011 eller i 2014 har oplevet nogen problemer med de personer, som han referer til som skinheads, som i 2010 angiveligt var årsagen til, at ansøgerne valgte at flygte fra Ukraine og søgte om asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om sit asylmotiv i nærværende sag til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer om den falske anklage mod den mandlige asylansøger for mord og om aftalen, som den mandlige ansøger angiveligt indgik med politimanden [B] om betaling af 100.000 USD, ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvornår hun fik kendskab til den falske anklage mod den mandlige asylansøger. Den kvindelige ansøger har i forbindelse med den tidligere asylsag den [i efteråret] 2013 til asylsamtalen forklaret, at hendes svigerfar havde fortalt hende, at den mandlige ansøger var anklaget for at have begået et mord på falsk grundlag. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 i forbindelse med nærværende sag har den kvindelige ansøger forklaret, at hun i lufthavnen i forbindelse med tilbageholdelsen [i sommeren] 2014 af den mandlige ansøger blev fortalt i lufthavnen i forbindelse med anholdelsen af ægtefællen, at han var eftersøgt for drab. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun først fik kendskab til den falske anklage mod den mandlige asylansøger, da den mandlige ansøger var blevet løsladt efter tilbageholdelsen i lufthavnen [i sommeren] 2014, og de sad hjemme hos den mandlige ansøgers forældre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger havde været udsat for vold af politiet i forbindelse med den tilbageholdelse, der blev iværksat [i sommeren] 2014. For Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke blev udsat for noget under den tilbageholdelse, der blev iværksat [i sommeren] 2014. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2017 har den kvindelige ansøger forklaret, at den mandlige ansøger havde været udsat for politivold i de to uger, hvor han var tilbageholdt i forbindelse med genindrejsen i Ukraine. Den mandlige ansøger havde ikke fortalt hende præcist, hvad der skete, og ansøger turde ikke spørge. Hun fortalte dog, at han havde blå mærker over hele kroppen. For Flygtningenævnet har den kvindelige ansøger bekræftet denne forklaring. Da den kvindelige ansøger senere blev foreholdt den mandlige ansøgeres forklaring, forklarede den kvindelige ansøger, at hun var usikker på, om det var sket ved en tilbageholdelse af den mandlige ansøger i 2011 eller i 2014. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om kendskabet til, hvem der havde afkrævet den mandlige ansøger de 100.000 USD. Den mandlige ansøger har til anden gensamtale den [i sommeren] 2017 forklaret, at han havde fortalt sin ægtefælle om [B] og hans krav på de 100.000 USD, og at hun vidste, hvem [B] var, fordi hun måske selv havde mødt ham på en politistation, og at de havde talt om ham efterfølgende. Den kvindelige ansøger har derimod til asylsamtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at hun ikke vidste, hvem det var, der havde stillet betingelserne om betaling af de 100.000 USD. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er tale om en helt central oplysning i ansøgernes asylsag særligt henset til, at den pågældende politimand angiveligt var årsagen til, at ansøgerne endnu engang forlod Ukraine. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at han gik med til at betale 100.000 USD inden for et år, selvom han ikke havde en chance for at betale disse penge, hvilket politibetjenten må antages at have været vidende om, da han angiveligt kendte ansøgerne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger blev løsladt efter tilbageholdelsen iværksat [i sommeren] 2014, selvom den mandlige ansøger havde underskrevet en tilståelseserklæring, og at [B] måtte være klar over, at ansøgeren havde evne og vilje til at flygte fra Ukraine, hvilket han havde gjort to gange tidligere. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om at betale 25.000 USD for derefter alligevel at udrejse af Ukraine for at undslippe [B] ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne i sommeren 2015 uden problemer var i stand til at flytte til udkanten af byen, uden at [B] kunne finde ansøgerne, og hvor de ikke blev opsøgt. De fremlagte tilsigelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder Landinfos rapport: Ukraina: Reise-ID og sivilstatsusdokumenter af 19. december 2013, hvoraf fremgår, at der er udbredt korruption i Ukraine, og at det er muligt at fremskaffe falske dokumenter eller forfalskede officielle dokumenter. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2020/2/LINB
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af religiøs overbevisning og statsløs palæstinenser fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter repræsentanter fra bevægelsen Hamas, som han har afslået at arbejde for, samt at politiet vil tvinge ham til at samarbejde med Hamas og fængsle ham, hvis han nægter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2013 blev kontaktet af sin nabo ved navn [A], der ville have ham til at bygge et hus, hvilket han senere afslog. [I efteråret] 2013 blev han overfaldet på gaden af tre personer, herunder [A]. De sagde til ham, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke efterkom [A]s befaling om at bygge et hus. Samme aften tog ansøgeren ophold hos en ven. Dagen efter overfaldet opsøgte repræsentanter fra Hamas ansøgerens bopæl, og derefter blev hans familie flere gange opsøgt, hvor der blev spurgt efter ansøgeren, ligesom ansøgeren modtog flere opkald fra ukendte telefonnumre. Inden han udrejste af Gaza, blev hans familie endvidere kontaktet af politiet, der medbragte en tilsigelse til ham. Efter hans udrejse af Gaza er hans familie igen blevet opsøgt af politiet. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet tiltræder efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold, at han ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med Hamas, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i perioden fra opsøgningen i [efteråret] 2013 og frem til udrejsen i [foråret] 2014 angiveligt har kunnet passe sit arbejde - efter det af ansøgeren oplyste til dels ved hjemmearbejde - uden at virksomheden i denne periode blev opsøgt af [A], der var hans nabo, eller repræsentanter fra Hamas. Hertil kommer, at ansøgeren efter udstedelse af visum og pas har kunnet udrejse af Gaza uden problemer. Der er ikke i forbindelse med sagens fornyede behandling i Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet i øvrigt fremkommet væsentlige nye oplysninger, der kan føre til en anden vurdering af sagen. Den af ansøgeren fremsendte arrestordre med påtegning, som nævnet i lyset af det ovenfor anførte ikke har fundet grundlag for at underkaste en nærmere ægthedsvurdering, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det tilføjes, at oplysningerne om de generelle forhold i Gaza ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/12/CERA
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Yarmouk, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Videre frygter klageren, at han ikke har nogen fremtid i Syrien, idet der fortsat er krig, og han derfor hverken kan få en uddannelse eller et godt liv. [I sommeren] 2014 blev klageren meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved Østre Landsrets ankedom af [efteråret] 2018 blev klageren udvist af Danmark for bestandig. Klageren, der ved dom af [foråret] 2018 fra Retten i Helsingør var ved dommen fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 180, og fik en behandlingsdom, idet han på baggrund af en erklæring fra Retspsykiatrisk Klinik var fundet omfattet af straffelovens § 16. Med dommen bortfaldt klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. I brev af [efteråret] 2018 til Statsadvokaten har overlæge [A], Psykiatrisk Center Nordsjælland angivet, at klageren ikke længere var i medicinsk behandling og kunne udskrives til ambulant behandling med månedlige samtaler. Flygtningenævnet vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at klageren, der er registreret som flygtning ved UNRWA i Syrien, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, samt at han, jf. § 31, ikke tvangsmæssigt kan udsendes til Syrien. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. at en udlænding, der har indrejseforbud, jf. lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med en udvisning efter lovens §§ 22-24 eller 25 ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning af grovheden af den begåede forbrydelse over for de hensyn, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Det følger af Flygtningekonventionen artikel 33, stk. 2, at en flygtning, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, alene kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren har opholdt sig i Danmark siden 2014. Hans familiemæssige relationer i Danmark består af en moster, morbror samt flere fætre og kusiner. Ansøgeren taler dansk. Han har gået på ungdomsskole, hvor han har taget 9. klasse og herefter fået danskundervisning på VUC i et halvt år. Sideløbende med, at han har gået i skole, har han efter det oplyste arbejdet som opvasker. Klageren er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 180 og efter oplysningerne om forholdets karakter, må forholdet betegnes som en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid efter en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger, at klageren ikke kan anses for at være til fare for det danske samfund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at der var tale om et enkeltstående forhold, der blev begået under en midlertidig hash-udløst psykose, hvor klageren havde det psykisk meget dårligt, at klageren selv henvendte sig på psykiatrisk afdeling umiddelbart efter brandstiftelsen, og at han efter erklæringen af [efteråret] 2018 fra overlæge [A] ikke længere var i medicinsk behandling, idet han ikke længere var psykotisk og derfor kunne udskrives. Klageren har efter det oplyste ikke senere haft en psykose eller i øvrigt været i medicinsk behandling herfor, og klageren har efter det oplyste ikke haft tilbagefald til misbrug af hash, ligesom han ikke senere har overtrådt straffeloven. Endelig har flertallet tillagt klagerens alder og hans fremtoning for nævnet, herunder at han taler dansk, en vis vægt. Flygtningenævnets flertal finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Stat/2020/11/AMKJ
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015 efter at være blevet familiesammenført med sin mor, der havde fået asyl i Danmark. Ansøgerens mor indgav asyl på hans vegne i 2018. Sagen blev behandlet sammen med ansøgerens mors sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra […] i Jubada Shexe-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab eller det somaliske militær. Flygtningenævnet har ved afgørelse d.d. meddelt ansøgerens mor asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Allerede af denne grund, og under de foreliggende omstændigheder meddeles ansøgeren som konsekvens heraf tillige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1.” Soma/2020/25/AMKJ
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Sagen blev behandlet sammen med klagerens søns sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslin af trosretning fra […], Jubba Dhere-regionen, Somalia. Hun tilhører hovedklanen Madhiban, underklanen Kuulber og subklanen Ali Dheere. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at hun [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens opholdstilladelse blev forlænget [i efteråret] 2019. Klageren har [i foråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet tilsluttet sig, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens mindreårige datter, [A], ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019 har fået meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til hendes risiko for tvangsomskæring. Som konsekvens af, at klagerens datter er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles klageren ligeledes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/24/AMKJ
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive dræbt af sin ægtefælle eller sin indflydelsesrige svigerfamilie, der har tilknytning til Sepah, fordi hun har forladt ægtefællen og anmeldt ham til de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med ægtefællen, der er to år yngre end hende, i 2002, og at ægtefællen under hele ægteskabet har behandlet hende dårligt. Ægtefællen truede således ansøgeren mange gange, og efter fødslen af parrets to sønner i 2010 og 2011 blev han efterhånden mere og mere voldelig. Ansøgeren fandt ud af, at ægtefællen så andre kvinder. [I sommeren] 2017 kom ægtefællen hjem efter at have været væk i flere dage. Da ansøgeren spurgte ægtefællen, hvor han havde været, slog han hende, hvorefter han tog en kniv frem, ligesom han var tæt på at kvæle ansøgeren med en pude. Ansøgeren råbte og skreg, og nogle naboer, der havde hørt ansøgerens skrig, kom til sted. Ansøgeren meldte herefter episoden til politiet, der kom til stede og spurgte ansøgeren, om ægtefællen havde slået hende, hvilket hun bekræftede. Ægtefællen gik og tog parrets to sønner med sig, uden at politiet foretog sig noget. Politiet udleverede et papir til ansøgeren, hvoraf det fremgik, at politiet havde optaget rapport, og at ansøgeren skulle møde op på politistationen for at indgive klage over ansøgeren. Ansøgeren tog herefter hen til en veninde, [Z], som hun boede hos indtil sin udrejse af Iran. [Den næste dag]mødte ansøgeren sammen med veninden op på politistationen for at indgive klage over ægtefællen. Ved hjælp af sin mor lykkedes det ansøgeren at finde en advokat, der kunne føre sagen for hende. [i efteråret] 2017 anlagde advokaten sag mod ægtefællen på vegne af ansøgeren. Omkring fire måneder senere var ansøgeren og ægtefællen i retten. Ægtefællen nægtede i retten at have slået ansøgeren. Ansøgeren fornemmede, at ægtefællen havde ”købt” dommeren. Efter retsmødet truede ægtefællen med, at han ville få nogle personer til at hælde syre mod ansøgeren og slå hende ihjel. Cirka en uge efter retsmødet var ansøgerens mor udsat for en bilulykke, hvor hun blev påkørt med vilje. Efter ulykken ringede ægtefællen til ansøgeren og sagde, at næste gang ville det være ansøgeren og hendes søsters tur. I efteråret 2018 udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent, selvoplevet og troværdigt om sin konflikt med ægtefællen. Forklaringen støttes også af fremlagte fotos og lægelige oplysninger i sagen. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren igennem mange år blev udsat for grov vold og trusler fra sin ægtefælles side. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren – efter at politiet var blevet tilkaldt i forbindelse med en af voldsepisoderne – valgte at anlægge en straffesag mod ægtefællen, således at en afgørelse i straffesagen kunne anvendes som bevis under en skilsmissesag. Hensigtsmæssigheden af denne fremgangsmåde i forbindelse med et ønske om at opnå skilsmisse i Iran støttes også af de foreliggende baggrundsoplysninger. Efter sagsanlægget fortsatte ægtefællen imidlertid med at true ansøgeren, herunder i forbindelse med retssagen, hvor han truede med at hælde syre på hende og at ville slå hende ihjel. Ansøgeren levede derefter i skjul, hvorefter hun valgte at udrejse af Iran, selv om hun måtte efterlade sine to små børn. Det er endvidere oplyst, at ægtefællen også efter ansøgerens udrejse har opsøgt ansøgerens mor og fremsat trusler for at tvinge ansøgeren til at flytte tilbage. På den baggrund, sammenholdt med ansøgerens forklaring om, at hendes far under hele forløbet har været enig med ægtefællen i, at ansøgerens skulle flytte tilbage til ægtefællen, at ansøgerens ægtefælle har nære kontakter hos myndighederne, og sammenholdt med oplysningen om, at ansøgeren nu bor sammen med en kæreste i Danmark, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet ansøgeren ikke vil kunne opnå beskyttelse hos myndighederne eller hos sin familie. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Iran 2020/43/MNR
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sanandaj, Kurdistan, Iran. Han har oplyst, at han tror på en ikke-defineret gud. Ansøgeren har videre oplyst at have sympatiseret med Komala-partiet siden 2007 samt have været aktiv for partiet siden 2017. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine aktiviteter for Komala. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter at have aftjent sin værnepligt i 2007 begyndte at sympatisere med Komala-partiet, og at han i den forbindelse deltog i fejringen af forskellige mærkedage, blandt andet sammen med sin svoger. Efter et partimedlem ved navn Ramin Hossein-Panahi i juni 2017 blev anholdt, begyndte ansøgeren at være aktiv sympatisør, og ansøgeren deltog i omkring 10 til 20 demonstrationer vedrørende Ramins anholdelse. Den 13. august 2018 uddelte ansøgeren løbesedler i forbindelse med, at Ramin skulle overflyttes til et andet fængsel, og om aftenen blev han ringet op af sin søster, der fortalte, at politiet havde opsøgt deres bopæl for at lede efter ham, og at myndighederne havde fået kendskab til hans aktiviteter som følge af hans arbejde med at uddele løbesedler. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Danmark har deltaget i aktiviteter for Komala-partiet, og at han [i starten af] 2019 deltog i [fejringen af en mærkedag], hvorved han samtidig ansøgte om at blive medlem af partiet. Der blev i den forbindelse taget billeder af ansøgeren, som blev lagt på Facebook og Instagram. Ansøgeren har endelig henvist til, at han og hans familie tidligere har været overvåget, indkaldt til møder samt modtaget en advarsel fra de iranske myndigheder grundet ansøgerens halvbrors aktiviteter for Komala. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans aktiviteter i Iran i forbindelse med henrettelsen af Ramin Hossein-Panahi og en deraf følgende konflikt med de iranske myndigheder til grund. Herefter, og efter oplysningerne om ansøgerens familiemæssige baggrund og henset til hans fortsatte politiske aktiviteter i Danmark, finder nævnet, at ansøgeren – uanset udbygningerne af dele af forklaringen - har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/42/CERA
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder uden religiøs overbevisning fra [landsby], [større by], Uromiya, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har støttet organisationen PJAK med fødevarer og forsyninger fra marts eller april 2015 og frem til sin udrejse af Iran i juni 2017. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller fængslet på livstid af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far driver et supermarked. En dag i 2015 kom en person ved navn [A] og købte en stor mængde mad, som han kørte væk i en lastbil. Ansøgeren blev nysgerrig og spurgte [A], hvorfor han købte så meget mad ad gangen. [A] forklarede ansøgeren, at ansøgerens søster, som var medlem af PJAK, havde sendt ham til ansøgerens fars supermarked for at købe mad, som skulle transporteres op i bjergene til organisationen PJAK. Ansøgeren fik lov til at køre med [A] op i bjergene for at aflevere mad til PJAK. Ansøgeren kørte efterfølgende mad op i bjergene til PJAK omkring en eller to gange om måneden. I 2017 modtog ansøgeren et opkald fra sin nevø, der oplyste, at uniformerede betjente havde været på ansøgerens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Samme dag udrejste ansøgeren og [A] til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han fik at vide af [B], at ansøgerens far havde været på bopælen og var blevet udspurgt af politiet eller, om [B] ikke fortalte noget om ansøgerens far. Han har tillige forklaret divergerende og upræcist om naboens sønner, herunder om hvorvidt nabosønnerne gik rundt i gardistuniformer i byen og så ham læsse varer, eller om sønnerne så ham læsse varer fra et vindue. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt det var myndighederne eller nabosønnerne, der henvendte sig til ham vedrørende mistanken om samarbejdet med PJAK. Ansøgerens forklaring om, hvordan hans søster som 14 årig på en udflugt med en kusine pludselig besluttede at fortsætte op i bjergene for at tilslutte sig PJAK, forekommer meget lidt sandsynligt. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at søsteren var 14 år, og at hun angiveligt ikke forinden havde givet udtryk for sin politiske overbevisning eller deltaget i politiske aktiviteter, ligesom forklaringen om, at familien, der ikke var bekendt med søsterens interesse for PJAK, ikke kunne gøre noget endsige forsøgte at gøre noget for at finde hende og bare forholdt sig afventende de næste 11 år, fremstår usandsynlig. Det fremstår tillige usandsynligt, at ansøgeren ikke er bekendt med, hvorfor hans bror, der har opnået asyl i Danmark og opholdt sig her i 15 år, flygtede fra Iran. Endelig fremstår det helt usammenhængende med den risikovurdering, som PJAK måtte foretage, at PJAK skulle vælge at handle i en butik, som på grund af et eller flere familiemedlemmers tilknytning til PJAK og/eller flugt til udlandet, var i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet fortalt om sin politisk overbevisning, og han er uden nogen form for dokumentation for sine angivelige aktiviteter i Danmark. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring fremstod udetaljeret og unøjagtig, ligesom han svarede afglidende på de stillede spørgsmål under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han ikke forstod tolken til samtalerne med Udlændingestyrelsen godt nok, og at det er baggrunden for de nævnte divergenser, ikke er en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren efter indholdet af referatet af samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke under møderne i Udlændingestyrelsen gav udtryk for, at han ikke forstod tolken. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han er frafaldet Islam, men at han tror på en Gud. Han har ikke kunne beskrive denne Gud, og han har oplyst, at det aldrig har givet ham problemer, at han ikke praktiserede Islam. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har tilsluttet sig en ny religion, eller at han ved sit frafald fra Islam har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne eller andre i sit hjemland. På ovennævnte baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet herefter ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren har fremlagt en skrivelse, der angiveligt er sendt fra PJAK til hans advokat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han fik skrivelsen fremsendt, fremstår meget usikker, ligesom der er lagt vægt på dokumentets seneste fremkomst. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/41/MEG
Nævnet omgjorde i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak således at han fortsat har opholdstilladelse (B-status). Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Kirkuk, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2009 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive slået ihjel af den civile befolkning i Kirkuk på grund af sin fars forhold, idet klagerens far er skyld i, at disse personer har mistet deres familiemedlemmer. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far havde en høj rang i militæret, og han arbejdede for myndighederne under Saddam Hussein. Hans arbejde bestod i at angive og fængsle de personer, som var mod myndighederne. I [foråret] 2003 blev klagerens far slået ihjel under et granatangreb mod familiens hus, i denne forbindelse blev klageren og hans mor såret. Klageren blev i de efterfølgende år chikaneret i byen. I [sommeren] 2008 blev der fundet en massegrav med omkring 400 lig omkring to timers kørsel fra Kirkuk. Kort tid efter blev klagerens hus udsat for hærværk og der blev affyret skud mod huset, da flere af personerne i massegraven var døde på grund af klagerens far. Klageren udrejste kort tid efter af landet. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den civile befolkning i Kirkuk, begrundet i sin fars tidligere arbejde. Klageren har yderligere oplyst, at han i 2007 og 2008 blev udsat for fysisk overfald flere gange, og at han i [sommeren] 2008 blev angrebet med en kniv. Flygtningenævnet bemærker, at det er Udlændingestyrelsen, som har bevisbyrden for, at klageren har udvist svig omkring sit oprindelige asylgrundlag. Indledningsvis bemærkes, at klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen i 2019 er afgivet omkring 10 år efter klagerens forklaring til sin asylsag. Uanset klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen i 2019 til dels har været divergerende i forhold til klagerens oprindelige forklaring omkring sit asylmotiv til Udlændingestyrelsen i 2009, herunder særligt vedrørende fundet af en massegrav og den deraf følgende forfølgning af klager, så har klageren i sin forklaring til Flygtningenævnet afgivet en, i forhold til sin oprindelige forklaring i 2009, i det væsentlige vedholdende forklaring. Det findes på denne baggrund overvejende betænkeligt at lægge til grund, at klager bevidst har afgivet urigtige oplysninger. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [i vinteren] 2020 således, at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2020/15/imbs
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lingala og katolik fra Beni, Nordkivu, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter, at hans far vil slå ham ihjel, hvis han ikke konverterer til islam. Videre har han henvist til, at den generelle situation i Den Demokratiske Republik Congo er usikker, og at personer risikerer at blive slået ihjel vilkårligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans mor var katolik og hans far er muslim, og at han er opvokset som katolik. Ansøgerens mor blev slået ihjel af to maskerede mænd i omkring 2008, som trængte ind i familiens hus. Efter morens død mishandlede ansøgerens far ham, og krævede, at han konverterede til islam. Da ansøgeren nægtede, anså hans far ham ikke længere for værende en del af familien, og ansøgeren blev smidt ud af hjemmet. Ansøgeren levede herefter på gaden, og opholdte sig i hjemmet, når hans far var ude af huset. Hans far opdagede dette og slog ham med en pisk, hvilket medførte ansøgeren blev indlagt på hospitalet i tre måneder. Ansøgeren udrejste herefter til Elfenbenskysten i 2008. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Dette kan imidlertid ikke medføre, at ansøgeren meddeles asyl, idet konflikten ikke har en sådan karakter og omfang, at den kan begrunde at der meddeles ansøgeren asyl. Der er herved henset til, at ansøgerens konflikt med sin far er mere end 12 år gammel, at ansøgeren var 11 år ved sin udrejse, at ansøgeren ikke har haft kontakt med sin far siden, og at ansøgeren nu er voksen og ikke afhængig af sin far. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter vilkårligt at blive slået ihjel, kan heller ikke føre til at ansøgeren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og opvokset, er alvorlige og uforudsigelige, men at forholdene ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2020/10/imbs
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Homs, Syrien. Klageren har oplyst, at hun har udført politiske aktiviteter. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes medfølgende børn indrejste i Danmark den [dato i sommeren] 2017 som familiesammenført, og at de den [dato i sommeren] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [dato i efteråret] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at hendes ægtefælle var politisk aktiv, og at hun selv deltog i politiske aktiviteter, blandt andet ved deltagelse i tre demonstrationer i Homs, og hjalp sin ægtefælle med hans politiske aktiviteter i form af oversættelse af optagelser fra demonstrationer til engelsk. Hun har derudover været med til at pakke mad og medicin, hvilket i Syrien betragtes som politisk arbejde. Hun frygter, at myndighederne har fået kendskab til hendes aktiviteter. Klagerens ægtefælle har været tilbageholdt to gange, og i forbindelse med anden tilbageholdelse blev klageren opsøgt af en myndighedsperson, der blandt andet spurgte, hvem hun var sammen med. Klagerens ægtefælle har derudover været udsat for omkring fem kortvarige tilbageholdelser af en til to dages varighed. Klageren er opført på en liste hos de syriske myndigheder over personer, der er imod regeringen, hvorfor hun var nødsaget til at betale bestikkelse for at få sit navn fjernet i forbindelse med udrejsen, som derfor var illegal. Klagerens ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste, og klageren frygter konsekvenserne herved, idet de syriske myndigheder kan finde på at tilbageholde familiemedlemmer for at tvinge personer, der har unddraget sig militærtjeneste tilbage til Syrien. Klageren henviser endvidere til familiens enhed og konsekvensstatus som følge heraf. Klagerens daværende ægtefælle er indrejst i Danmark den [dato i foråret] 2015, og klageren er indrejst mere end 2 år herefter, den [dato i sommeren] 2017. Flygtningenævnet tager derfor først stilling til klagerens individuelle asylmotiv og herefter til, om klageren bør meddeles konsekvensstatus. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af klagerens forklaring ikke lægge til grund, at hun har en individuel og konkret konflikt med de syriske myndigheder. Der lægges vægt på, at klageren under samtalerne med Udlændingestyrelsen den [dato i sommeren] og [dato dagen efter i sommeren] 2018 har forklaret, at hun ikke er blevet opsøgt, truet eller udsat for overgreb af myndigheder som følge af hendes deltagelse i demonstrationer eller medvirken til reportager. Hun har på den baggrund ikke oplevet problemer med myndighederne, og hun har videre forklaret, at hun ikke ved, om myndighederne har kendskab til, at hun har deltaget i demonstrationer eller hjulpet med reportager. Hun har videre forklaret, at hun aldrig har modtaget trusler på baggrund af opslag, som kan være relevante for asylsagen, efter at hun i 2014 har slettet de opslag, som hun havde delt om myndighederne. Nævnet lægger endvidere afgørende vægt på, at klageren har forklaret, at hun efter sin deltagelse i tre demonstrationer i foråret 2011 er udrejst legalt af Syrien i [måned i efteråret] 2011. Efter et ophold i Saudi-Arabien i en måned rejste hun tilbage til Syrien på legal vis og opholdt sig i hjemlandet i cirka fire måneder. Hun er på ny udrejst legalt fra Syrien omkring [primo] 2012 og har opholdt sig i Saudi-Arabien indtil [måned i sommeren] 2013, hvorefter hun på legal vis rejste tilbage til Syrien via Latakia Lufthavn. Hun tog ophold i området Insha Aad i selve Homs, som var regeringskontrolleret, hvor hun boede til [måned i sommeren] 2014, hvor hun udrejste endeligt af Syrien. Flygtningenævnet lægger i øvrigt til grund, at hun legalt er udrejst af Syrien i [måned i sommeren] 2014, idet der henvises til, at hun havde overgivet sit id-kort til chaufføren, der sørgede for, at de kunne passere gennem cirka ti kontrolposter. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke forekommer overbevisende, at chaufføren i overensstemmelse med klagerens forklaring skulle have sørget for, at klageren kunne passere det store antal kontrolposter ved bestikkelse i form af cigaretter og medicin samt penge, og nævnet henviser endvidere til klagerens forklaring under oplysnings- og motivsamtalerne den [dato i sommeren] og [dato dagen efter i sommeren] 2018 om, at hun ikke var eftersøgt af myndighederne, da hun udrejste fra Syrien i [måned i sommeren] 2014, idet myndighederne aldrig ville have ladet hende udrejse, såfremt det var tilfældet. Klagerens divergerende forklaring over for nævnet kan ikke føre til en anden vurdering, og nævnet henviser i øvrigt til, at klageren har godkendt og underskrevet referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at klagerens forklaring om, at familiens bolig og hun selv er blevet opsøgt af efterretningstjenesten ikke kan tillægges betydning som asylbegrundende forhold. Det bemærkes hertil, at familiens bolig er blevet opsøgt i [to forskellige efterfølgende måneder ultimo] 2013, og at en person fra den politiske efterretningstjeneste har opsøgt klageren på bopælen og blot stillet generelle spørgsmål. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerne og dennes daværende ægtefælle først udrejste i [måned i sommeren] 2014. Klageren er ikke blevet tilbageholdt eller anholdt eller i øvrigt udsat for overgreb, ligesom der alene er blevet sagt grimme ting til klageren, da hun blev standset af en militærbus. Det fremgår af klagerens daværende ægtefælles asylsag, at han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans udrejse var begrundet i unddragelse fra militærtjeneste, efter at han havde modtaget en indkaldelse. Han har videre forklaret, at der ikke var andre problemer eller konflikter, som førte til hans udrejse, idet han dog også har henvist til de generelle forhold i Syrien som baggrund for udrejsen. Udlændingestyrelsen har den [dato i sommeren] 2015 herefter meddelt klagerens daværende ægtefælle opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører konsekvensstatus for klageren finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger et asylbegrundende forhold. Der lægges vægt på, at klageren har oplyst, at hun er skilt fra sin daværende ægtefælle den [dato i sommeren] 2018. Klageren har i øvrigt først den [dato primo] 2018 søgt om asyl i Danmark, selvom hun efter sin udrejse fra Syrien i [måned i sommeren] 2014 er indrejst allerede den [dato i sommeren] 2017. Nævnet finder ikke, at klagerens forklaring om, at hun ikke er blevet vejledt om muligheden for at søge om asyl eller konsekvensstatus i tiden fra [måned i sommeren] 2017 til [måned i begyndelsen af] 2018 kan føre til et andet resultat. Nævnet bemærker i øvrigt, at det foreliggende baggrundsmateriale ikke giver grundlag for at anse klageren for at være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af sin daværende mands unddragelse fra militærtjeneste i Syrien. Det fremgår således af Country Report fra Udlændingestyrelsen fra maj 2020 ”Syria – Military Service”, at mange familiemedlemmer til militærunddragere er vendt tilbage til Syrien i de seneste år, uden at blive mødt med problemer fra de syriske myndigheder af asylbegrundende karakter. Efter baggrundsoplysningerne kan det lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgerens hjemområde, Homs, og at de aktuelle forhold i hjemområdet ikke kan føre til, at klageren ved en tilbagevenden kan anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb på baggrund af, at hun er sunnimuslim. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår, at tilladelsen har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet, som er opstået som følge af, at der er væbnet konflikt i Syrien. Klageren har således ikke opnået flygtningestatus på grundlag af familiens enhed. Flygtningenævnet finder som følge heraf ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun og hendes medfølgende børn på grund af sine egne eller den tidligere ægtefælles forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/17/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter en gruppe af personer, som tidligere har kidnappet hende. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far blev bortført i [en måned i] 2019, mens hun gik i gymnasiet. Kidnapperne kontaktede efterfølgende familien telefonisk og krævede løsepenge, hvilket de dog ikke havde råd til. Kidnapperne lagde derfor røret på. Ansøgeren blev herefter generet af en ukendt mand, som ansøgeren formoder, kom fra samme gruppe, som gruppen der bortførte faren. En morgen, da ansøgeren var på vej til skole, kom den ukendte mand i en bil og tog ansøgeren. Hun fik bind for øjnene og noget for munden, som gjorde hende bevidstløs. Da hun vågnede befandt hun sig i en kælder. Hun blev under tilbageholdelsen udsat for vold. Ansøgeren blev dagen efter sat fri samme sted, som hun blev samlet op. Ansøgeren havde for mange smerter til at gå hjem efter kidnapningen, hvorfor hun satte sig og ventede indtil næste morgen, hvor hun kunne låne en telefon og ringe til sin mor, som kom og hentede hende. Ansøgeren havde forud for sin kidnapning set en af mændene tre gange holde øje med hende. Kidnapningen fandt sted omkring nogle måneder inden ansøgeren udrejste af Syrien. Efterfølgende er ansøgerens og hendes mors Facebookprofiler blevet hacket, så de ikke længere har adgang til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de divergenser i ansøgerens forklaringer, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet i forhold til sine forklaringer i Udlændingestyrelsen yderligere har afgivet divergerende forklaring om, hvornår hendes mor modtog telefonopkaldet fra farens kidnappere. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet også har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring om, hvornår hun selv blev bortført. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgerens fars kidnappere ringede nogle dage/en uge efter kidnapningen, at ansøgeren derefter blev bortført uden oplysninger fra kidnapperne om hvorfor, at hun dagen efter blev sluppet fri uden yderligere, og at familien derefter ikke har hørt mere fra kidnapperne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke har individuelle, konkrete konflikter i Syrien, der kan medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være udsat for overgreb. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, der har nær familie i Damaskus, ikke kan betragtes som en enlig kvinde, der af den grund skulle være i særlig risiko for at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren efter det oplyste ikke kan antages at være individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren angiveligt er udrejst illegalt af Syrien, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ansøgeren forud for en tilbagevenden til Syrien skal henvende sig til en syrisk repræsentation, hvor der kan søges om en erklæring om, at hun kan vende tilbage til Syrien uden straf. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker, at det efter baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgerens hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering heraf, er der herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/16/JAH
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim fra Rafah, Gaza. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter forfølgelse af Hamas, og at han frygter for sit liv, fordi han støtter Fatah. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har været medlem af Fatah-bevægelsen, siden han var lille, og at han fortsat er tilknyttet Fatah, idet han fortsatte med at være på det palæstinensiske selvstyres lønningsliste, og han har været offentligt ansat. Ansøgeren har videre oplyst, at han har deltaget i aktiviteter for Fatah nærmest frem til sin udrejse. Ansøgeren arbejdede for politiet og militæret fra 1997 og frem til 2006, og der opstod kampe mellem Hamas og Fatah. Ansøgeren er siden afslutningen af kamphandlingerne i 2007 gentagne gange blevet tilbageholdt og udsat for tortur og drabsforsøg af Hamas frem til sin udrejse af Gaza. Ansøgeren er flere gange blevet beskudt af Hamas. Ansøgeren var senest i kontakt med Hamas i forbindelse med forsøg på udrejse i juni 2014, hvor ansøgeren blev tilbageholdt og torturet af Hamas. Efter ansøgerens udrejse af Gaza er ansøgerens familie blevet opsøgt af medlemmer fra Hamas, boligen er blevet ransaget, familien er blevet afhørt, og ansøgerens børn er blevet udsat for vold. Hamas mistænker endvidere ansøgeren for i Danmark at arbejde for PLO. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at to medlemmer ikke finder grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren, mens et medlem voterer for at udsætte sagen herpå. Flygtningenævnet bemærker herefter, at den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg havde besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring i det væsentlige kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om de centrale forhold af betydning for ansøgningen om asyl, og at de divergenser, der er i ansøgerens forklaring, enten vedrører mindre betydende dele, eller er divergenser, som ansøgeren har kunnet redegøre for, uden at ansøgerens forklaring af den grund fremstår som udbyggende. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har haft en længerevarende konflikt med Hamas, hvorunder Hamas gentagne gange har udsat ham for vold og tortur, og at Hamas efter ansøgerens udrejse af Gaza flere gange har opsøgt hans tidligere bopæl og udsat hans tidligere ægtefælle og hans børn for vold, herunder med behandling af børnene på hospital i 2015 til følge og med ødelæggelse af boligen i 2017. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Hamas, der medfører, at han afskåret fra at vende tilbage til Gaza. Ansøgeren er herefter omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Stat/2020/9/ajev
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tyre, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin far, som er imod hendes ægteskab. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter vilkårlige skyderier og bortførelse i Libanon, som følge af situationen i landet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun har indgået et ægteskab imod sin fars vilje. Ansøgeren frygter derfor, at faren vil slå hende ihjel ved en tilbagevenden til Libanon. Ansøgeren blev gift med sin ægtefælle i 2013 i Syrien og boede i Syrien indtil 2018. Ansøgerens mor har fortalt ansøgeren, at faren muligvis vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Libanon. Ansøgerens far har to gange i 2013 telefonisk fortalt ansøgeren, at han vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Libanon. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun i 2011 to gange blev udsat for forsøg på bortførelse på gaden i Libanon af personer, som ansøgeren ikke kender. Ansøgeren blev begge gange forsøgt skubbet ind i en bil. Ansøgeren råbte og blev reddet af forbipasserende. Ansøgeren ved ikke, hvorfor hun blev forsøgt bortført. Ansøgeren frygter derfor, at bortførslen vil gentage sig, fordi der forekommer vilkårlige bortførelser og skyderier i Libanon. De tidsmæssige betingelser for at meddele ansøgeren konsekvensstatus som følge af ægtefællens asyl i Danmark er ikke opfyldt, da ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark over halvandet år før ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Libanon, hvor hun er født og opvokset og har boet i størstedelen af sit liv, hvorfra hun er i besiddelse af et rejsedokument, og hvorfra hun i 2016 indgav en anmodning om familiesammenføring under angivende af, at hendes adresse var i Tyre i Libanon, og at hun havde et libanesisk telefonnummer. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren efterfølgende er registreret hos UNRWA i Syrien. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin far til grund, da forklaringen fremstår utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om flere centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om truslerne fra hendes far, idet hun i sit asylskema af [efteråret] 2018 og i samtalen af [efteråret] 2018 ikke nævnte, at hendes far havde truet hende, mens hun i samtalen [i foråret] 2019 forklarede, at faderen havde truet med at slå hende ihjel to gange pr. telefon. Under nævnsmødet har ansøgeren herom forklaret, at hun har talt i telefon fire til fem gange med faderen, efter at hun blev gift, og at hun talte med ham en gang efter ansøgerens ankomst til Danmark, hvor faderen lød værre end tidligere. Tilsvarende nævnte ansøgeren ikke i asylskemaet eller under samtalen [i efteråret] 2018, at faderen havde udsat hende for fysiske overgreb, mens hun til samtalen [i foråret] 2019 forklarede dette, hvilket hun under nævnsmødet har benægtet. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgeren besøgte Libanon flere gange og herunder ifølge en tidligere forklaring opholdt sig i Suur i Libanon, hvor hendes far befandt sig, såfremt hun frygtede ham. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at det var en fejl, når hun tidligere er refereret for at have opholdt sig i Suur i Libanon. Hertil kommer, at det er påfaldende, at ansøgerens ægtefælle i 2015 oplyste til de danske udlændingemyndigheder, at han var gift med en anden kvinde, der ikke ønskede at bo i Europa, mens han intet oplyste om ægteskabet med ansøgeren, som han angivelig skulle have været gift med på det tidspunkt, og sammen med hvem han skulle have boet i Syrien i over et år før sin udrejse. For så vidt angår ansøgerens frygt for bortførelse og vilkårlige skyderier i Libanon finder Flygtningenævnet heller ikke, at disse er asylbegrundende, dels fordi de to bortførelser, som ansøgeren har henvist til, er foregået i 2011, dels fordi ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke forud havde konflikter med nogen i Libanon, hvorfor bortførelsesforsøgene fremstod tilfældige. Endelig kan det ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har anført, at hun ikke har noget sted at bo i Libanon, ligesom de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke kan begrunde asyl. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er i besiddelse af gyldigt rejsedokument. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/10/FAM
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Daarood og subklanen Marehan og er sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som følge af sit tilhørsforhold til Marehaan-klanen frygter at blive slået ihjel af personer tilhørende andre klaner. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb af al-Shabaab. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i landet, samt at han ikke vil føle sig hjemme eller vil være i stand til at overleve økonomisk i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han selv og hans far oplevede konflikter før deres udrejse som følge af klantilhørsforholdet, herunder at ansøgeren som barn i Mogadishu flere gange har oplevet at blive stoppet på gaden af soldater og udspurgt om sit eget klantilhørsforhold. Gentagne gange er ansøgerens far blevet skudt mod grundet klantilhørsforholdet. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgerens klan har været involveret i en konflikt med klanen Hawiye. Videre har ansøgeren oplyst, at al-Shabaab har magten i Somalia og er medvirkende til at skabe usikkerhed i landet. Såfremt ansøgeren skal udrejse til Somalia, har han oplyst, at han ikke ved, hvor han skal bo, at han frygter ikke at kunne få arbejde i landet, og at han vil være særligt udsat for overgreb, idet han fra sin ankomst vil blive betragtet som fremmed. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/23/ajev
Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse K -status til en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og ahmadiya-muslim fra Punjab, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af gruppen Tahfuz Khatme-e-Nabowat, fordi han er ahmadiya-muslim. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [i sommeren] 2016 blev hans morbror, [A], slået ihjel af modstandere af ahmadiya-religionen. Videre har ansøgeren oplyst, at han i [vinteren] 2019 på en vej blev stoppet af nogle præster, der deltog i en demonstration, og ligeledes ville have ansøgeren til at deltage. Ansøgeren nægtede at deltage, idet han er ahmadi. Fra dette tidspunkt og indtil ansøgeren udrejste [i foråret] 2019 blev der næsten dagligt råbt skældsord efter ham, når han passerede en moske på vejen fra sin bopæl og til husmoskeen. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han [i foråret] 2019 blev overfaldet af tre personer på en motorcykel, da han var på vej ud af husmoskeen. To af mændene steg af motorcyklen, og den ene skubbede til ansøgeren, mens den anden skød efter ham. Skuddene ramte forbi ansøgeren. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring for nævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Pakistan til grund, herunder at ansøgeren er blevet efterstræbt og overfaldet af personer i anledning af sit religiøse tilhørsforhold til ahmadiya. Det lægges på den baggrund til grund, at ansøgeren nærer en begrundet frygt for forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning også i lyset af ansøgerens oplysninger om hans øvrige familiemedlemmers forhold. Nævnet har herved også lagt vægt på indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for ahmadiya-muslimer i Pakistan, herunder om den pakistanske blasfemilovgivning, religiøst motiverede angreb og karakteren af myndighedernes efterforskning heraf. Efter det foreliggende er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren kan tage ophold andetsteds i Pakistan. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, og Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Paki/2020/4/AMKJ
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [landsbyen], Baneh, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han har hjulpet sin far med at smugle varer mellem Iran og Irak, herunder cigaretter, piller og en slags ost ved navnet chiri, som er forbudt i Iran, og som giver kvinder øget sexlyst, fordi osten er formet som en penis. Ansøgeren udrejste, da han blev gjort bekendt med, at de iranske myndigheder havde været på ansøgerens families bopæl, hvor de havde anholdt hans far. Ansøgerens far er efterfølgende blevet henrettet. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgeren efter sin asylsamtale [i efteråret] 2019 har fremsendt ID-dokumenter i form af et kørekort, der ved dokumentbedømmelse er vurderet ”efter al sandsynlighed” falsk, og et ID-kort, der ved dokumentbedømmelse er vurderet ”med nogen sandsynlighed” falsk. Flertallet finder som følge heraf ansøgerens generelle troværdighed svækket. Flertallet lægger herudover vægt på, at ansøgerens forklaring på flere centrale punkter er usammenhængende og usandsynlig og derfor fremstår utroværdig. Det er således usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle have spurgt sin mor om flere informationer om faderens anholdelse og død, der angivelig har tæt sammenhæng med ansøgerens asylmotiv. Det er endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle have spurgt sin mor nærmere til faderens død i fængslet som følge af smugling af Tramadol, cigaretter og ost, der efter lovgivning alene medfører bødestraf. Endvidere fremstår ansøgerens forklaring om kontakten til sin mor overordnet usammenhængende, idet moderen efter ansøgerens egne oplysninger kunne ringe til ansøgeren nogle måneder efter hans flugt, hvorefter han i lang tid ikke var i stand til at få kontakt til hende, indtil han inden nævnsmødet har fået kontakt med hende igen via en kurdisk café, hvor han tilfældigvis er kommet i kontakt med en mand, der 20 år forinden sad i irakisk fængsel sammen med faderen. Som følge af det anførte kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgeren er i asylbegrundende risiko for at blive forfulgt af de iranske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/40/FAM
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1994. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og shia-muslim fra Shiraz, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 1994, og at han [i begyndelsen af] 1996 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i] 2009 udrejste til udlandet. Klageren udrejste fordi hans far, som var bosiddende i Iran, var syg. Opholdet skulle have været familiebesøg og det var ikke meningen, at klageren skulle blive i Iran. [En dato i] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, og § 17 a, stk. 1, og stk. 2, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse herfor. Klageren og dennes advokat har ikke oplyst om forhold, der medfører, at det må antages, at klageren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/39/JAH
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk gilag fra Rasht, Iran. Ansøgeren er tidligere shia-muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han er imod det iranske regime og har i den forbindelse deltaget i mindst fire demonstrationer ved præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han på grund af sin religion og politiske overbevisning frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i flere demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Under den sidste demonstration forud for ansøgerens udrejse, blev demonstranterne angrebet af specialstyrker, der kom kørende på motorcykler. Ansøgerens ven mistede livet, mens ansøgeren selv blev reddet væk af sine venner. Efter demonstrationerne var ansøgeren bekymret for, at han ville blive identificeret af myndighederne, idet der under demonstrationen blev taget billeder og optaget film. Ansøgeren valgte derfor at udrejse illegalt til Tyrkiet i sommeren 2009. I Tyrkiet blev ansøgeren introduceret til kristendommen, og han begyndte at komme i en kirke i Istanbul kort tid efter sin indrejse. Forud herfor havde ansøgeren ikke opfattet sig som værende muslim, idet han ikke praktiserede sin tro. Ansøgeren fandt ro i kristendommen, og han gik i kirke én til to gange om måneden frem til sin udrejse af Tyrkiet i 2016. Ansøgeren blev døbt [sommeren] 2016 i […] i [by]. Han har herefter været tilknyttet en kirke i [by], hvor han fast har deltaget i gudstjenester samt kirkelige arrangementer og undervisning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder dels som følge af en anholdelse i [primo] 1998 for at have skrevet slogans vendt mod regimet på husmure, dels som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 2009 mod regimet, til grund. Flygtningenævnet kan vedrørende ansøgerens forklaring om anholdelsen i [primo] 1998, den senere løsladelse og tilsigelser til retten i det hele henholde sig til Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2000, hvor ansøgerens forklaring herom blev tilsidesat som åbenbar utroværdig. Uanset hvorvidt ansøgerens forklaring om, at han i 2009 deltog i demonstrationer mod regimet lægges til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge heraf er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han i forbindelse med demonstrationerne skulle være blevet genkendt at myndighederne, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren - såfremt han var blevet genkendt af myndighederne - ikke blev opsøgt i perioden mellem deltagelsen i demonstrationerne og udrejsen 2 uger senere. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans konversion forekommer ureflekteret og overordnet, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre overbevisende for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller baggrunden for hans beslutning om at blive døbt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen – efter sin dåb - udviste et overfladisk og fragmenteret kendskab til kristendommen, herunder at han ikke kunne huske nogen af de 10 bud. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed er betydeligt svækket, da han tidligere i 2000 har fået afslag på asyl med henvisning til det oprindelige asylmotiv og i den forbindelse har fremlagt dokumenter, der er vurderet at være af tvivlsom ægthed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil have et uomgængeligt behov for at praktisere den kristne tro. Det forhold, at ansøgerens fraskilte ægtefælle og hans datter er blevet meddelt asyl i Danmark som følge af konvertering til kristendommen, kan ikke – ud fra en imputed opinion-betragtning – føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, som ovenfor anført, ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved udrejsen af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konversion ikke vil blive retsforfulgt herfor. Tilsvarende fremgår af ”DFAT Country Information Report: Iran” af 7. juni 2018 fra det australske udenrigsministerium. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/38/CABV
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Akre, Duhok, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi han ønskede, at ansøgeren skulle indgå ægteskab med sin kusine. Han har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Irak i 2010, fordi han havde en konflikt med nogle mujahedinere, da han havde nægtet at reklamere for de pågældende. Ansøgeren søgte derfor asyl i Norge i 2009, men fik afslag, hvorefter han rejste tilbage til Irak. Han opholdt sig i Akre i Irak fra 2010 til 2017. I 2017 måtte han udrejse af Irak på ny, da hans far fremsatte trusler mod ham, fordi han ikke ønskede at indgå ægteskab med sin kusine. Ansøgerens far fremsatte trusler mod ansøgeren over ti gange før udrejsen. Fra 2017 til [dato i foråret] 2019 opholdt ansøgeren sig i Tyrkiet. I [måned i efteråret] 2017 mødte han sin herboende ægtefælle, da hun var på ferie i Tyrkiet. Den [dato i foråret] 2019 søgte ansøgeren om asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af en konflikt med sin far er udrejst fra Irak. Der henvises til, at forklaringen på flere centrale punkter fremstår usammenhængende og divergerende og derfor kan anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger således vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen den [dato i foråret] 2019 har forklaret, at han ikke længere er i kontakt med sin familie i Irak. Under asylsamtalen den [dato i efteråret] 2019 har ansøgeren derimod først forklaret, at han har kontakt til sin mor og far i Irak. Han havde senest kontakt med sin mor seks til syv dage før samtalen og med sin far 25 til 30 dage før samtalen. Ansøgeren har videre forklaret, at han taler med sin far cirka hver 20. dag, fordi faren er peshmerga og har travlt med sit arbejde, hvorfor han sjældent er hjemme. Senere under samtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke har talt med sin far, efter at han udrejste af Irak. Han har kun talt med sin far for 25 til 30 dage siden, fordi han også skulle tale med sin mor. Over for nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke har talt med sin far efter udrejsen. Han taler med sin mor en gang om ugen. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen den [dato i efteråret] 2019 i øvrigt forklaret, at faren truede ansøgeren to til tre gange med at slå ansøgeren ihjel. Under asylsamtalen den [senere dato i efteråret] 2019 har ansøgeren forklaret, at han er blevet truet af sin far mange gange, og at han i hvert fald er blevet truet mere end ti gange. Faren begyndte at true ansøgeren en til to uger, før han udrejste af Irak i 2017. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen i øvrigt forklaret, at der gik cirka 20 dage fra faren begyndte at true ansøgeren, indtil han udrejste af Irak. Over for nævnet har ansøgeren forklaret, at han udrejste inden en uge efter, at truslerne var blevet fremsat. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under asylbehandlingen i Danmark har forklaret, at han på grund af fragmenter har smerter i højre ben og håndled. Fragmenterne stammer fra en bombeeksplosion, som dræbte otte personer og sårede seks personer på et marked i Akre. Det fremgår imidlertid af en protokol af [dato i begyndelsen af] 2010 fra de svenske myndigheders behandling af ansøgerens asylsag, at ansøgeren over for de svenske myndigheder har forklaret, at hans skader i arm og ben stammer fra skud fra et haglgevær. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaringer om, at forekommende divergenser skyldes tolkeproblemer under samtalerne med Udlændingestyrelsen og de svenske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Der henvises til, at det af referaterne fra Udlændingestyrelsen fremgår, at referaterne er oversat for ansøgeren, der ved sin underskrift har bekræftet, at tolkens oversættelse er i overensstemmelse med det oplyste under samtalerne, og at ansøgeren i øvrigt ikke har haft bemærkninger til referaterne. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst om asylmotivet, at han udrejste fra hjemlandet, da hans kone bor i Danmark. Han vil gerne leve sammen med sin kone og deres barn, og han vil aldrig lade dem være alene. Ansøgeren har ikke anført noget om frygten for sin far. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin udrejse fra Irak i 2017 har opholdt sig i Tyrkiet indtil 2019, og han ikke har givet en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke straks er rejst videre fra Tyrkiet. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren nu har opholdt sig uden for Irak, og herunder i Vesten, i mere end to år, ikke kan anses for at ville give ansøgeren problemer ved en tilbagevenden til Irak i relation til myndigheder eller ISIL. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/14/DH
Nævnet hjemviste i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], [område], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin mors fætre, brødrene [A] og [B], der er tilknyttet Taliban. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter kommandanten [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde en god relation til [D], ansøgerens mors afdøde fætter. [D] fortalte ansøgeren, at han skulle komme til byen Shamali og samarbejde med ham. Ansøgeren afstod, hvorefter [D] kontaktede ansøgeren og hans far, og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke tog til Shamali eller stoppede sit arbejde for et TV-selskab. Da ansøgeren arbejdede for TV-stationen [X] begyndte [D] at kontakte ansøgerens far igen, og fortalte, at ansøgeren arbejdede for vantro. [D]’s bror, [B], inviterede efterfølgende ansøgeren til Shamali, hvilket han indvilligede i. Her truede [B] ansøgeren med en pistol, fordi han havde afslået [D]’s tilbud, men han undlod at slå ansøgeren ihjel, fordi han mente, at han kunne bruge ansøgeren. Ansøgeren arbejdede på daværende tidspunkt for flyselskabet [X] og [B] ønskede, at ansøgeren skulle oplyse, hvor de udenlandske piloter, der anvendte selskabet, opholdt sig. Efterfølgende modtog ansøgeren trusler telefonisk fra [B] om, at han, hvis han fortsatte sit arbejde, ville blive slået ihjel. [B] og [A] er medlem af Taliban, hvorfor ansøgeren frygter Taliban. Ansøgeren kontaktede herefter en bekendt ved politiet i Kabul, der henviste ansøgeren til kommandanten [C], der tidligere havde været fredsmægler mellem de to brødre og myndighederne. Kommandanten sendte sine folk ud til brødrene, der herefter skød efter folkene og slog en af dem ihjel. Kommandanten beskyldte herefter ansøgeren for at have sendt kommandantens folk i bagholdsangreb og ønskede hævn herfor. Kommandanten truede herefter ansøgeren telefonisk, og ansøgeren har endvidere af andre fået at vide, at kommandanten har opsøgt hans hjem og arbejdsplads, og efterspurgt ham ved kontrolposter. Flygtningenævnet finder, på baggrund af indholdet af Udlændingestyrelsens afgørelse og efter de mundtlige indlæg i Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen ikke har vurderet spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren har et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er pashtun og dermed tilhører den største etniske gruppe i Afghanistan. Ansøgeren er en yngre, veluddannet, og efter det oplyste, sund og rask mand. Der foreligger ikke oplysninger om, at han har familiemæssige forpligtelser. På denne baggrund burde spørgsmålet om et internt flugtalternativ være vurderet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til stillingtagen hertil.” afgh/2020/20/gdan
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han på nuværende tidspunkt betragter sig selv som ikke-troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han ved indrejsen vil blive overladt i myndighedernes varetægt og fængslet, og at han efterfølgende ikke vil kunne få hjælp i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at Taliban vil kidnappe og slå ham ihjel, idet de vil få kendskab til, hvem ansøgerens far er. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at der vil ske ham noget, som følge af ansøgerens stedmors konflikter i Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive kidnappet og udsat for vold af lokalbefolkningen. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far har været soldat for Sovjetunionen under krigen med Taliban, hvilket har medført, at ansøgerens far er blevet kidnappet to til tre gange. Taliban betragter derfor ansøgeren som landsforræder. Ansøgeren har videre forklaret, at han, da han var yngre, har overhørt sin far og tidligere stedmor tale om stedmorens konflikter i Afghanistan, og at han kan huske, at det var alvorligt, og at det måske var Taliban, som ansøgerens stedmor havde en konflikt med. Ansøgeren har videre forklaret, at det kan være farligt at have tatoveringer i Afghanistan, fordi tatoveringer ikke er velsete i landet. Derudover tror lokalbefolkningen, at man har mange penge, når man har tatoveringer. Derfor tror ansøgeren, at hans tatoveringer kan være en årsag til, at han risikerer at blive kidnappet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren ikke skal vurderes i forhold til Nangarhar, men i forhold til Afghanistan som helhed. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst af Afghanistan som 7-årig, og at ansøgeren forud herfor må antages at have boet flere steder i Afghanistan og Pakistan, herunder i hovedstaden i Afghanistan, Kabul. Flygtningenævnet er i øvrigt enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse. Flygtningenævnet bemærker herudover, at heller ikke en samlet vurdering af ansøgerens forhold – herunder at ansøgeren angiver ikke at praktisere sin religion og er gift med en [europæisk] kvinde, der er kristen - kan føre til, at ansøgeren må anses for at være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker videre, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/19/JAH
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for fysiske overgreb af de ugandiske myndigheder og ukendte personer fra civilbefolkningen, idet hun har medvirket til at forvanske resultatet af parlamentsvalget i 2016 i Uganda og deltaget i demonstrationer imod den siddende regering. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i Uganda har arbejdet som valgtilforordnet i Entebbe i Wakiso-distriktet i forbindelse med parlamentsvalget i 2016. Ansøgerens stillingsbetegnelse var ”returning officer”, og hun var samtidig ansvarlig for at foretage en stemmesammenlægning af det samlede valgresultat for området. Videre har ansøgeren oplyst, at hun aftenen efter valgdagen på sin arbejdsplads under tilstedeværelse af omkring 20 medarbejdere blev opsøgt af bevæbnede mænd, som truede hende til at ændre valgresultatet. Ansøgeren underskrev ved tvang et dokument, hvoraf det fremgik, at Rosemary Tumusiime havde fået flere stemmer end Michael Kakembo, selvom det ikke var sandt. Rosemary Tumusiime er fortsat repræsentant for Entebbe i parlamentet i Uganda. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun få måneder efter parlamentsvalget i 2016 i Uganda begyndte at modtage telefoniske henvendelser fra personer, som præsenterede sig for at være fra politiet. De blev anmodet om at møde op på politistationen, hvilket ansøgeren undlod. Ansøgeren blev efterfølgende udsat for et overfald på gaden, idet gerningsmændene genkendte hende som den, der havde forvansket parlamentsvalget i Uganda. Ydermere er hun blevet opsøgt på sin arbejdsplads, og hendes bolig er blevet brændt ned, hvorfor hun har skiftet adresse flere gange siden parlamentsvalget i 2016. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun har deltaget i demonstrationer mod den siddende regering, og at hun i den forbindelse oplevede problemer med politiet til en demonstration i Kasubi i Kampala i [efteråret] 2017. Ansøgeren blev ikke anholdt, idet hun flygtede fra stedet. Ansøgeren udrejste [i sommeren] 2018 legalt med fly fra Entebbes internationale lufthavn i Uganda. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har medvirket til at forvanske parlamentsvalget i Uganda i 2016, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren som følge af sin angivelige stilling som valgtilforordnet skulle have en konflikt med myndigheder eller civilbefolkning i Uganda. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin ansættelse i stillingen som valgtilforordnet under parlamentsvalget i Uganda i 2016, der havde ansvaret for at lægge resultaterne fra de enkelte valgsteder i distriktet sammen, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvilke arbejdsopgaver hun havde som valgtilforordnet under det pågældende parlamentsvalg. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun skulle tage hen til det sted, hvor man afgav sin stemme, og at hun blandt andet havde til opgave at tage imod folks stemmesedler. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke havde til opgave at tage i mod stemmesedler, men at hun havde til opgave at lægge resultaterne fra de enkelte valgsteder sammen, og at man ikke kunne stemme fra det kontor, hvor hun arbejdede. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der angiveligt opsøgte ansøgeren og angiveligt tvang hende til at ændre valgets udfald. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt af politiet. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt at personer, som formentlig havde tilhørsforhold til det parti, som nu regerer i Uganda. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der bragte hende til hospitalet, efter at hun angiveligt var blevet overfaldet af de mænd, som genkendte hende, som hende der havde forvansket parlamentsvalget i Uganda i 2016. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var én af gerningsmændene, der bragte ansøgeren til hospitalet. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke er bekendt med, hvordan hun kom til hospitalet efter overfaldet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at politiet kontaktede ansøgeren telefonisk og ikke personligt, herunder henset til, at ansøgeren var fast ansat som lærer på en skole, og at ansøgeren havde en fast bopæl. Det forekommer i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at vagten på denne skole gentagne gange var i stand til at afvise politiet, når politiet forsøgte at opspore ansøgeren på skolen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at de civilpersoner, der angiveligt ville gøre ansøgeren ondt på grund af ansøgerens medvirken til forvanskning af parlamentsvalget i Uganda i 2016, ikke har været i stand til at finde ansøgeren ud over den dag, hvor ansøgeren angiveligt blev overfaldet på gaden og den dag, hvor de angiveligt brændte ansøgerens hus ned. Dette henset til, at det nævnte valg fandt sted i [vinteren] 2016, og at ansøgeren først udrejste [i sommeren] 2018, og at ansøgeren angiveligt havde et så velkendt et ansigt, at ansøgeren kunne blive genkendt af en tilfældig motorcyklist på gaden. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hun skjulte sig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren fortsatte med at arbejde som lærer, og at hun fortsat drev sin forretning i Kampala. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren udrejste legalt af Uganda på sit eget pas henset til, at ansøgeren angiveligt var efterstræbt af myndighederne. Den fremlagte artikel kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at artiklen henviser til ansøgeren som en ”renowned opposition political activist”, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen, hvor hun ikke har forklaret, at hun skulle være kendt som en aktivist for oppositionen. Ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af den ovenfor nævnte begrundelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af deltagelse i en demonstration i [efteråret] 2017 imod den siddende regering, risikerer at skulle blive udsat for fysiske overgreb af myndighederne, da denne frygt alene beror på ansøgerens egen formodning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke blev anholdt under eller efter demonstrationen i [efteråret] 2017 på trods af, at ansøgeren først udrejste i [sommeren] 2018. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren ikke var i kontakt med myndighederne under demonstrationen, og at hun udrejste legalt af Uganda. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2020/2/CHPE
Nævnet omgjorde i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren et etnisk somali, muslim og fra Qorooley, der ligger i Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, underklanen Cilawe og subklanen Siman Maclin Aamin. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren havde som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive opsøgt og slået ihjel af al-Shaabab, fordi de beskyldte klageren for at samarbejde med myndighederne. Klageren havde videre henvist til, at han frygtede myndighederne, idet de mistænkte ham for at samarbejde med al-Shaabab. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at han [i vinteren] 2013 blev opsøgt af cirka ti personer fra al-Shaabab, der forlangte, at han udleverede en af familiens to biler til dem. Da klageren nægtede, truede de med at skære hovedet af ham, hvis han ikke samarbejdede. Herefter valgte klageren at overgive en af bilerne til al-Shaabab. Personerne fra al-Shaabab fortalte, at bilen skulle sprænges i luften. De sagde også, at klageren ikke måtte fortælle nogen, at de havde opsøgt ham. Kort tid efter blev klageren ringet op af en af sine venner, Ali Hassan, der fortalte, at bilen var blevet standset af myndighederne i Afgooye, og at de havde fundet sprængstoffer i den. Senere samme dag blev klageren kontaktet af myndighederne, som informerede ham om, at de tidligere på dagen havde bragt familiens bil til standsning og i den forbindelse havde opdaget, at der var sprængstoffer i bilen. Myndighederne oplyste samtidig, at de på baggrund af ransagningen mistænkte klageren for at være en del af al-Shaabab. Den samme dag blev klageren ligeledes kontaktet telefonisk af al-Shaabab, der beskyldte ham for at have informeret myndighederne om opsøgningen, og de truede derfor med at slå ham ihjel. Herefter kontaktede klageren Abdullahi Mohamed, som var en af de faste kunder i hans butik. Abdullahi Mohamed kørte klageren til et landbrugsområde, hvor klageren gemte sig i to timer, indtil han blev hentet af en anden person i en lastbil og kørt til Dhoplay, hvorfra klageren påbegyndte sin udrejse fra Somalia. Klageren har til parthøringssamtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og [i efteråret] 2019 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig forklaret, at myndighederne siden 2014 har opsøgt familiens bopæl månedligt og spurgt efter klageren, ligesom al-Shaabab siden klagerens udrejse har opsøgt familiens bopæl 1-2 gange månedligt. [I efteråret] 2017 opsøgte myndighederne og al-Shaabab familiens bopæl på samme tid, hvilket førte til en skudveksling mellem myndighederne og al-Shaabab. Efter et stykke tid flygtede al-Shaabab imidlertid fra stedet. Klageren har oplyst, at hans søster blev ramt af skud i forbindelse med sammenstødet, og at hun døde. Klageren har videre oplyst, at myndighederne efterfølgende tilbageholdt hans brødre Hassan og Hussein, og at familien stadig ikke har hørt fra dem. Klagerens tredje bror, Ahmed, er sidenhen flygtet til et ukendt sted. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra vinteren 2013/2014], at klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med følgende begrundelse: ”Uanset at ansøgers forklaring vedrørende at være blevet truet af Al-Shaabab og at være efterstræbt af regeringen forekommer påfaldende, finder Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise, at ansøger ved en tilbagevenden til Somalia vil komme i et asylrelevant modsætningsforhold til Al-Shaabab. Vi har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger omkring den sikkerhedsmæssige situation i det sydlige Somalia, herunder i Shabelle Hoose regionen, hvor ansøger er født og opvokset, som er kontrolleret af Al-Shabaab.” Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen ved meddelelsen af opholdstilladelsen [i vinteren 2013/2014] må antages, at have lagt klagerens forklaring om konflikten med al-Shaabab til grund. Nævnet lægger således vægt på det anførte i tilladelsesresolutionen [fra vinteren 2013/2014], om at Udlændingestyrelsen ikke kan afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil komme i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shaabab, selvom klagerens forklaring i øvrigt er forekommet påfaldende. Udlændingestyrelsens henvisning i øvrigt til baggrundsoplysninger om forholdene i hjemområdet kan ikke give anledning til at anse opholdstilladelsen meddelt alene på grundlag af disse forhold. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om asylmotivet i relation til al-Shaabab til grund. Det kan således anses for sandsynliggjort, at konflikten er opstået ved al-Shaababs trusler mod klageren, der blev tvunget til at udlevere familiens bil, som efterfølgende er forsøgt anvendt af al-Shabaab til en bombesprængning. Nævnet henviser til klagerens sammenhængende og konsistente forklaringer herom, herunder om antallet af medlemmer fra al-Shaabab, der henvendte sig på familiens ejendom og fremsatte trusler og udøvede tvang mod klageren. Det bemærkes, at forekommende divergenser findes at være af mindre betydning og i øvrigt kan anses for at være opstået som følge af den tid, der er forløbet fra klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen forud for opholdstilladelsen og klagerens forklaringer til styrelsen i forbindelse med en inddragelse og nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse. Klagerens forklaring over for nævnet fremstår i samme henseender troværdig. Det kan derfor også lægges til grund i overensstemmelse med klagerens forklaringer, at klagerens bopæl og familiens bopæl efter klagerens udrejse er blevet opsøgt af al-Shaabab. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om konflikten med myndighederne til grund. Der henvises til den del af forklaringen ikke fremstår overbevisende, og at klageren i øvrigt ikke har sandsynliggjort et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens asylmotiv ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet finder, at klageren, der af al-Shaabab er blevet beskyldt for at have forhindret en planlagt bombesprængning, kan antages at være så profileret i forhold til al-Shaabab, at klageren ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb fra al-Shaabab omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herved henset til, at al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger udfører angreb på profilerede personer i klagerens hjemområde. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2018/2019], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/18/HZC
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra Maikain, Distrikt Baiabi Aulski, Kasakhstan. Ansøgeren har oplyst, at hun under de tjetjenske krige har deltaget i adskillige demonstrationer mod de russiske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Rusland frygter at blive anholdt og tilbageholdt af de russiske myndigheder, fordi hendes søn, [R], er eftersøgt af de russiske myndigheder. Ansøgeren har derudover henvist til, at hun frygter at blive anholdt og henrettet af de russiske myndigheder, fordi hun under de tjetjenske krige i 1990’erne hjalp oprørsgruppen ledet af Jacob Basnukaev. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun under de tjetjenske krige i 1990’erne hjalp oprørsgruppen ledet af Jacob Basnukaev med forskellige praktiske opgaver, herunder blandt andet madlavning, tøjvask og opbevaring af våben. Ved slutningen af de tjetjenske krige blev alle husstande i ansøgerens landsby opsøgt. Ansøgerens søn, [R], har også hjulpet oprørsgruppen ledet af Jacob Basnukaev. Han fik derfor en konflikt med de russiske myndigheder. I 2010 udrejste han af Rusland. Raman søgte asyl i Danmark, men han fik afslag og rejste tilbage til Rusland. Da Raman vendte tilbage til Rusland i 2012, blev han anholdt ved indrejsen, og han var tilbageholdt i to måneder. Derefter udrejste han igen fra Rusland til Danmark, hvor han fik opholdstilladelse. I omkring 2017 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af de russiske myndigheder. De spurgte efter [R], og de ransagede bopælen. Omkring seks måneder efter den første opsøgning blev ansøgeren igen opsøgt på sin bopæl. Myndighederne spurgte igen efter [R]. I 2018 blev ansøgeren for tredje gang opsøgt af de russiske myndigheder. I forbindelse med den tredje opsøgning blev hun taget med af myndighederne. Hun var tilbageholdt i tre dage, hvor hun fik at vide, at myndigheder ville opsøge hende igen, hvis det blev nødvendigt. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i skjul i sin afdøde søsters lejlighed i Groznyj, hvorefter hun opholdt sig i Moskva i omkring to uger. I 2018 udrejste hun af Rusland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold, der er centrale for asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvornår hun blev opsøgt første gang, hvor lang tid, der gik mellem opsøgningerne, om hvor mange personer, der opsøgte hende tredje gang, hvornår hun blev afhørt, herunder om hvorvidt hun også blev afhørt samme dag, som hun blev løsladt, hvor mange nætter hun var tilbageholdt, og om hvor længe hun opholdt sig i sin søsters lejlighed. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet hun først for Flygtningenævnet har forklaret, at myndighedspersonerne under opsøgningerne også spurgte efter Aslan, om at hun allerede efter første opsøgning på grund af frygt begyndte at sove hos slægtninge, og om at hun under afhøringen i fængslet blev truet med at blive slået ihjel. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens søn [R] forlod Tjetjenien senest i januar 2014, og at ansøgeren først skulle være blevet opsøgt på bopælen flere år senere. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hun husker dårligt, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering, idet bemærkes, at ansøgeren for Flygtningenævnet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, men først har oplyst, at hun husker dårligt, når hun er blevet foreholdt divergenser i sine forklaringer. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har heller ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelse af, om ansøgeren har forevist et udenrigspas udstedt [i foråret] 2017 for det græske konsulat i Moskva. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/14/HZC
Nævnet stadfæstede i maj Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra Sardasht, Vest-Azerbaijan, Iran. Ansøgeren har været aktiv for KDPI fra [foråret] 2016 til [sommeren] 2018. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og henrettet af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun i helholdvis 2016 og 2018 har transporteret penge og dokumenter for KDPI i Iran. Hun blev ikke taget på fersk gerning af myndighederne, men har efter indrejse i Danmark fået at vide af en slægtning, at hun er på efterretningstjenestens liste. Slægtningen arbejder for efterretningstjenesten. Ansøgeren ved ikke præcist, hvorfor hun er havnet på listen. Ansøgeren deltog [i sommeren] 2018 i en KDPI-fest i Danmark. Der blev vist klip fra festen på kanalen Kurdkanal i Iran. Ansøgeren er afbilledet på disse klip. Det bemærkes indledningsvist, at ansøgeren indrejste med besøgsvisum i Danmark [i sommeren] 2018, og at hun ansøgte om asyl [i efteråret] 2018 få dage før hendes besøgsvisum udløb. Ansøgeren har forklaret, at hun først [i efteråret] 2018 besluttede at ansøge om asyl, idet hun tidligere havde kunnet genindrejse i Iran problemfrit, men at hun tre til fire dage, før hun ansøgte om asyl af sin mor, havde fået at vide, at hendes navn stod på en liste hos myndighederne, og at hun ikke skulle vende tilbage. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i 2016 på grund af besøg i Danmark og genindrejse i Iran blev afhørt om sine morbrødres forhold og om sin mand, der har opholdstilladelse i Danmark, forhold, herunder om hvorvidt han var eller er politisk aktiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at der er tale om en afsluttet episode. Der er herved lagt vægt på, at myndighederne ikke har opsøgt ansøgeren efter den anden afhøring i 2016 og frem til hendes udrejse i 2018, ligesom der er lagt vægt på, at ansøgeren kunne udrejse legalt på sit eget pas i 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den resterende del af asylmotivet til grund. Der er herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren kunne udrejse legalt af Iran, hvilket fremstår usandsynligt, hvis hun skulle være i myndighedernes søgelys af de årsager, som hun har påberåbt sig. Der er tillige om end i mindre grad lagt vægt på, at ansøgeren først ansøgte om asyl i Danmark kort før hendes visum udløb. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun står på en liste hos myndighederne forekommer konstrueret til lejligheden. Der er herved nærmere lagt vægt på, at forklaringen om, at [A] skulle tjekke listen for lige netop ansøgerens navn, forekommer usammenhængende med, at ansøgerens morbrødre skulle være i søgelyset, og ansøgerens mor derfor måtte være nærmere til at stå på listen og blive tjekket af [A]. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er profileret over for de iranske myndigheder som modstander af regimet, herunder på grund af, at hun sympatiserer med KDPI. Flygtningenævnet kan således ikke ansøgerens forklaring om, at nogle af hendes samarbejdspartnere hos KDPI skulle have angivet hende til myndighederne efter hendes udrejse til Danmark eller, at der hos disse er fundet materiale vedrørende hende. Der er herved lagt vægt på, at denne forklaring i det hele fremstår konstrueret til lejligheden, og at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at det skulle forholde sig sådan. Der er tillige lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hendes tilknytning til og arbejde for KDPI fremstår helt overordnet og udetaljeret. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med, at hun sympatiserer med KDPI, ligesom ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af deltagelse i KDPI-aktiviteter og fester i Danmark er blevet profileret som KDPI-aktiv modstander af regimet over for de iranske myndigheder. Der er for så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark nærmere lagt vægt på, at ansøgeren på de forskellige billeder og klip fremstår som en ud af mange deltagere. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgernes forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingestyrelsens § 7, stk. 3 som påstået i advokatindlægget. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” iran/2020/36/RILA
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborge fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er 8 år gammel og har ikke selv haft aktiviteter af nogen art, der kan bringe ham i modsætningsforhold til det iranske styre. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren på grund af sine egne forhold opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv, idet han har gjort gældende, at han er i en afledt risiko som følge heraf. Ansøgerens far er eftersøgt af de iranske myndigheder for drab og røveri. Udlændingestyrelsen har som følge heraf fundet, at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han er udelukket fra at få asyl i Danmark som udelukket efter Flygtningekonventionens art 1 F (b). Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb fra de iranske myndigheders side som følge af hans fars forhold. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de iranske myndigheder vel ønsker at pågribe ansøgerens far, men at de ikke i den anledning har udsat ansøgerens fars familie for repressalier som følge af, at ansøgerens far unddrager sig retsforfølgelse i Iran. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens far har familie i Iran, og at ansøgerens mor er rejst tilbage til Iran, ligesom ansøgeren selv i en periode i sommeren 2016 var i Iran hos sin mor. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som følge af, at hans far isoleret set opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2. En afgørelse om udelukkelse er rettet mod den person, der er omfattet af udelukkelsesbestemmelserne, og kan ikke udstrækkes til familiemedlemmer. Det afgørende i den foreliggende situation er imidlertid, at ansøgerens far ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren kan således ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 som følge af farens forhold. Praksis om konsekvensstatus og princippet om familiens enhed kan således ikke føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerens mor er flyttet tilbage til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/32/IMBS
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, der havde oplyst at være fra Eritrea, samt et barn. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at hun er etnisk tigrinya og kristen fra Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygtede, at hun grundet sine aktiviteter i Pinsebevægelsen ville blive tilbageholdt og fængslet. Hendes daværende ægtefælle blev tilbageholdt og fængslet i to måneder, hvor klageren oplevede at blive opsøgt på sin bopæl og senere tilbageholdt flere gange. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 berigtiget afgørelsen. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel, da hun er udrejst illegalt af landet. Klageren frygter videre forfølgelse fra de eritreiske myndigheder, idet hun er protestant og på den baggrund er uønsket i landet. Endvidere frygter klageren sin tidligere ægtefælles familie, idet hun efter sin udrejse har fået et barn med en anden mand. Af samme årsag frygter hun, at hendes tidligere ægtefælles familie vil tage hendes yngste barn fra hende. Flygtningenævnet finder, at betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a, stk. 1, jf. § 26, stk. 1, er opfyldt, idet klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv i sin asylsag, og at dette har ført til, at hun blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren har afgivet forskellige oplysninger om sin identitet til de danske og til de italienske myndigheder. Til de danske myndigheder har klageren oplyst, at hendes navn er [A], og at hun er født [i sommeren] 1988. De italienske myndigheder har ved brev af [efteråret] 2018 oplyst, at klageren i Italien er registreret i navnet [B] med fødedato [i efteråret] 1990 med ukendt nationalitet. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om, at klagerens veninde, [C], som angiveligt afgik ved døden på rejsen fra Libyen til Italien, hvorfor klageren var så chokeret, at hun oplyste sin venindes fornavn, ikke forekommer overbevisende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at klagerens ene af sine to offentligt tilgængelige Facebook profiler er oprettet i brugernavnet [C], og at klageren bruger denne profil, og ikke bruger profilen [A] til trods for, at klageren angiver, at hendes navn er [A], jf. partshøringen af [efteråret] 2018 og forklaringen for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at profilen [C] har tilknytning til en række personer i Etiopien. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at der er skrevet flere opslag på amhari på denne profil herunder henset til, klagerens forklaring om, at hun er analfabet og kommer fra Eritrea. Endvidere forekommer klagerens forklaring om, at andre personer har skrevet opslag på hendes profil bemærkelsesværdig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at det ved en analyse af klagerens sprogkundskaber på amhari af [efteråret] 2018 er blevet vurderet, at klagerens sproglige baggrund med meget høj sandsynlighed er Etiopien. Dette særligt henset til, klagerens forklaring om, at hun lærte at tale amhari i Libyen i forbindelse med en 9 måneder lang fængsling. Det forhold, at det ved analyse af klagerens kundskaber på tingrinya af [efteråret] 2018 ligeledes er blevet vurderet, at klagerens sproglige baggrund med meget høj sandsynlighed er enten Etiopien eller Eritrea, kan henset til ovenstående ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at det af mobiludlæsningen af klagerens mobiltelefon fremgår en længere besked fra applikationen Viber af [foråret] 2018 skrevet på amhari. Dette henset til klagerens forklaring om, at hun hverken kan læse eller skrive på amhari, og at hun ikke kender det amhariske alfabet. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at det fremgår af mobiludlæsningen af klagerens mobiltelefon, at oversættelsesfunktionen Google [efteråret] 2017 er blevet anvendt til at oversætte en dansk tekst til amhari. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens viden om Eritrea, herunder den landsby, hvor hun angiveligt boede de første 18 år af sit liv, forekommer bemærkelsesværdigt begrænset. På baggrund af ovenstående kan det ikke lægge til grund, at klageren er statsborger i Eritrea, og det vurderes, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark er opfyldt under henvisning til, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Der skal herefter tages stilling til, om det må antages at virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse, navnlig på grund de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at opholdstilladelsen er opnået ved svig medfører, at der er udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til klageren ikke skal tillægges samme vægt som i afvejningen i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde end svig. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret] 2013 og er først indrejst i en alder af 24 år. Klageren har bestået Prøve i Dansk 2 og har arbejdet som kantinemedhjælper på [skole] fra [sommeren] 2016 først på deltid og fra [sommeren] 2018 på fuld tid, og klagerens mor, der er blevet familiesammenført med klageren, og morens ægtefælle bor i Danmark. Klageren bor sammen med sine to mindreårige børn, der er født i henholdsvis [foråret] 2007 og [vinteren] 2010, og som er indrejst i Danmark i henholdsvis [efteråret] 2014 og [sommeren] 2013, og som går i skole i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, og det forhold, at opholdstilladelsen er opnået på baggrund af svig, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1, idet bemærkes at klagerens børns tilknytning til Danmark ikke kan føre til en ændret vurdering, herunder henset til at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2020/1/CHPE
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk armenier og kristen fra Nagorna Karabakh, Armenien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte den [i vinteren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede at blive slået ihjel af præsidentens nevø, samt dennes mænd. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter præsidentens nevø. Klageren har videre henvist til, at hun har været vidne til et drab, og at hendes liv dermed også er i fare. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at advokaten ved mødets begyndelse anførte, at han efter først at have meddelt Flygtningenævnet, at han ikke ønskede tolk til mødet havde henvendt sig igen med meddelelse om, at han alligevel ønskede en tolk til stede. Der var ikke indkaldt tolk. Klageren bekræftede på forespørgsel, at hun ønskede mødet gennemført, og at hun ville sige til, såfremt hun fik brug for tolk undervejs i mødet. Mødet blev herefter gennemført uden afbrydelser og uden, at klageren gav udtryk for, at hun ønskede en tolk til stede. Det er Flygtningenævnets vurdering, at klageren forstod de stillede spørgsmål, og at hun besvarede spørgsmålene relevant uden misforståelser. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren gennemførte partshøringssamtalen uden brug af tolk, men at der var en tolk til stede under hele samtalen, herunder også under klagerens gennemlæsning af referatet fra samtalen, jf. akterne side 167, 181 og 182. [I efteråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. dagældende § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren som asylmotiv oprindeligt havde forklaret, at hun var flygtet fra Armenien, fordi hendes veninde [A] var blevet slået ihjel efter en kontrovers med præsidentens nevø, der også havde overfaldet klageren, men som klageren var sluppet fra. Klageren havde under asylsagen tillige forklaret, at hendes far var død. Udlændingestyrelsen nægtede at forlænge klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at det efterfølgende fremgik af klagerens facebook-profil, at hun var i kontakt med to personer med samme navne som hendes forældre og fordi hun under sit ophold i Danmark havde haft besøg af en person ved navn [samme navn som A]. Udlændingestyrelsen lagde derudover vægt på, at klageren i forbindelse med partshøringssamtalen forklarede divergerende i forhold til sine tidligere forklaringer om asylmotivet. Endelig lagde Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren havde afgivet modstridende op-lysninger om sin brug af facebook, og at det på baggrund af oplysninger fra klagerens facebook-profil blev lagt til grund, at hun var i kontakt med sin far og med [A], der således ikke var død. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren under sin asylsag bevidst har forklaret urigtigt om sine familieforhold og om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret så divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, da hendes forklaring om asylmotivet må tilsidesættes som utroværdigt også når henses til, at der er gået år mellem forklaringerne. Klageren har således forklaret divergerende om, hvorvidt hun så [A] blive kørt over, eller om hun hørte det i nyhederne eller af sin chef fik at vide, at [A] havde været ude for et uheld. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun var bundet på hænderen eller på fødderne og om, hvorvidt hun var inde i den hvide bil. Uanset, at der i Armenien er en del mennesker med navnet [navnet på A], lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har afgivet bevist urigtige oplysninger om, hvorvidt [A] var død og uanset at en del mennesker tillige måtte hedde det samme, som ansøgerens far lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren tillige har afgivet bevist urigtige oplysninger om sine familieforhold. Der er ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at klageren, da hun blev konfronteret med disse oplysninger, først forklarede, at hun ikke havde brugt sin facebookprofil i fire år, og at hun derefter ændrede forklaring vedrørende sin brug af facebookprofilen, da hun blev konfronteret med, at der for nyligt var lagt billeder på profilen af hendes børn. Der er i tillæg hertil lagt vægt på, at klagerens forklaring om sin mors navn og om, hvem der hedder det samme som hendes far fremstår meget usikker og konstrueret til lejligheden. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har i advokatindlægget påberåbt sig, at der er fejl i referatet af partshøringen, og at fejlene skyldes, at klageren forklarede sig på dansk, og at hun var træt og havde det dårligt og skulle hente sit barn og derfor ikke gav sig tid til at læse referatet ordentligt igennem. Der er herved lagt vægt på, at der, som der fremgår ovenfor, var en tolk til stede under hele samtalen, som klageren kunne have benyttet sig af, hvis hun havde haft behov for det og på, at klageren først fremkom med denne indsigelse på et meget sent tidspunkt i forhold til, at hun ikke havde nogle rettelser til referatet i forbindelse med gennemgangen af dette. Klageren har på ovennævnte baggrund svækket sin generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund og finder, at klageren har afgivet bevist urigtige oplysninger og derved opnået asyl ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde end svig. Om klagerens forhold er det konstateret, at hun taler dansk. Hun har haft lovligt ophold i Danmark i knap seks år og er gift med en herboende mand fra [land] og har to børn, der går i henholdsvis børnehave og vuggestue. Hun har bestået dansk-prøve 2 og har planlagt at læse til Social- og sundhedsassistent. Hun har ikke haft arbejde i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en konkret proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2020/2/RILA
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtuner og er født sunnimuslim fra et ukendt sted i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tortureret eller slået ihjel af Taliban eller de afghanske myndigheder på grund af sin fars politiske og militære baggrund i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Afghanistan, herunder risikoen for kidnapning og en familiær jordkonflikt. Videre har ansøgeren henvist til sine manglende sprogkundskaber, og at han ikke betragter sig selv som muslim og er tatoveret. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som barn udrejste af Afghanistan til Rusland med sin familie på grund af sin fars politiske og militære baggrund. Endvidere har ansøgeren oplyst, at myndighederne i Afghanistan er korrupte, og at myndighederne mod betaling vil orientere Taliban om ansøgerens tilbagevenden til Afghanistan. I 2013 eller 2014 modtog ansøgeren under en verserende straffesag en række trusler på Facebook. Det fremgik af truslerne, at Taliban ville slå ansøgeren ihjel, såfremt han blev udvist og udsendt til Afghanistan. På et ukendt tidspunkt i 2013 eller 2014 fortalte ansøgerens forældre, at ansøgerens families navn fremgik af en række lister, som var udsted af Taliban over efterstræbte personer. Ansøgeren kan ikke oplyse yderligere om sin fars konflikter, idet han ikke kender de nærmere omstændigheder herom. Ansøgerens far har i forbindelse med sin ansøgning om asyl i 2000 oplyst, at han var officer i statens sikkerhedstjeneste. Faren var medlem af et politisk parti, PDPA, fra 1996 og frem til 1999, hvor han sammen med resten af familien udrejste af Afghanistan som følge af sine konflikter med Taliban. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at ansøgerens far i 2014 frivilligt rejste tilbage i Afghanistan for angiveligt at løse en familiær jordkonflikt uden selv at opleve problemer i landet. I øvrigt kan ansøgerens udbyggende forklaring om en familiær jordkonflikt ikke lægges til grund, idet ansøgerens forklaring herom først er fremkommet for Flygtningenævnet og fremstår som konstrueret til lejligheden. Det forhold, at ansøgeren under sin afsoning er i behandling med substitutionsmedicin for narkotikamisbrug, kan ikke føre til en anden vurdering. Heller ikke det forhold, at ansøgeren har boet mange år i et vestligt land og ikke praktiserer sin religion kan i sig selv føre til en anden vurdering, idet det i herved bemærkes, at ansøgeren er født og opvokset i et muslimsk daritalende hjem, indtil han var 11-12 år. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/14/HZC
Nævnet omgjorde i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder og at få frataget sine ejendele, fordi han er deserteret fra den syriske hær. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 1996 begyndte på det syriske militærakademi. Efter tre års uddannelse blev han tilknyttet den syriske hærs specialstyrker. I [foråret] 2011 blev han sammen med sin enhed udstationeret i Tartous-provinsen med ordre om at nedkæmpe demonstrationer. Ansøgeren efterkom ikke ordren om at skyde på civile og forbød også sin deling dette. Fra [foråret] 2011 til [efteråret] 2011 gjorde ansøgeren og hans enhed tjeneste i Homs-provinsen. Under udstationeringen foretog de ransagninger af civile bopæle sammen med den syriske efterretningstjeneste for at lede efter våben og eftersøgte personer. Ansøgeren forhindrede under disse ransagninger flere gange, at der blev begået overgreb mod civile og var af denne grund flere gange i konflikt med personer fra efterretningstjenesten. [I efteråret] 2011 blev ansøgeren tilbageholdt og kørt til [en afdeling] hos efterretningstjenesten i Damaskus, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Efter 10 dage blev ansøgeren præsenteret for beviser for, at han ikke havde fulgt militære ordrer. De næste fire måneder blev ansøgeren flyttet rundt til forskellige afdelinger. Herefter blev han flyttet til [et fængsel i Damaskus], hvor han var fængslet de næste to og et halv år. I begyndelsen af 2014 blev ansøgeren løsladt, hvorefter han fik seks dages sygeorlov på grund af sin tilstand. Ansøgeren flyttede til en familieejet gård i al-Qunaytirah-provinsen, som var kontrolleret af oprørere. Da han havde været væk fra tjenesten i én måned, begyndte myndighederne at opsøge hans families bopæl. Efter halvandet år flyttede ansøgeren til Dara-provinsen, hvor han boede indtil udrejsen af Syrien. Mens ansøgeren boede i provinserne al-Qunaytirah og Dara, var han frontperson for to væbnede grupper, […] i 2018 og […] i 2017, hvis roller var at beskytte de civile mod de syriske myndigheders angreb. Ansøgeren udrejste illegalt af Syrien [i efteråret] 2018. De syriske myndigheder har fortsat opsøgt ansøgerens families bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren, der var major i den syriske hær, blev udstationeret sammen med sin enhed i Tartous-provinsen i april 2014, med ordre om at nedskyde demonstranter, men at han ikke udførte ordren herom, ligesom han også forbød sin enhed at skyde på demonstranterne. Det kan videre lægges til grund, at ansøgeren fra [foråret] 2014 til den [efteråret] 2014, hvor han blev anholdt, var udstationeret i Homs sammen med sin enhed. Da ansøgeren var udstationeret i Homs, bistod han sammen med sin enhed efterretningstjenesten i forbindelse med ransagninger, hvor der blev ledt efter våben og eftersøgte personer. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i forbindelse med disse ransagninger i flere tilfælde forhindrede efterretningstjenesten i at begå vold og andre overgreb mod personer, og at hverken han eller folk fra hans enhed på noget tidspunkt selv deltog i sådanne overgreb, og det lægges videre til grund, at disse forhold var baggrunden for, at ansøgeren [i efteråret] 2014 blev anholdt og fængslet. På den anførte baggrund, og uanset det af baggrundsoplysningerne fremgår, at den syriske hær i perioden [foråret] – [sommeren] 2011 systematisk udførte drab af demonstranter og andre civile til demonstrationer og foretog vilkårlige anholdelser, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan antages, at ansøgeren ved sine handlinger har medvirket hertil. På baggrund af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at efterretningstjenesten i forbindelse med ransagningerne i nogle tilfælde foretog afbrændinger af civile bopæle og tyverier herfra. Idet der ikke er grundlag for at antage, at der i forbindelse med disse afbrændinger var risiko for personskade, finder Flygtningenævnet ikke, at disse forhold er omfattet af anvendelsesområdet for Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse som anført i Flygtningekonventionens artikel 1 F (b), og der er derfor ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra at opnå asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/9/DH
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun frygter sin tidligere svigerfamilie i Syrien, fordi hun er blevet skilt fra sin herboende ægtefælle, hvilket svigerfamilien og den tidligere ægtefælle ønsker at hævne. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at hendes søsters mand har opnået opholdstilladelse i [andet europæisk land], fordi han er deserteret fra militærtjeneste i Syrien, og at hendes tidligere ægtefælle har fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at både hun og hendes familie i Syrien har modtaget telefoniske trusler fra hendes tidligere ægtefælle og hans familie efter, at hun har bedt om skilsmisse. Ansøgeren har modtaget truslerne både, mens hun opholdt sig i Syrien og efter, at hun er kommet tilbage til Danmark. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er blevet truet af sin tidligere ægtefælle, men at truslerne ophørte, da hun meldte ham til politiet i Danmark. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren og hendes familie i Syrien er blevet truet telefonisk af hendes tidligere svigerfamilie i Syrien, og at truslerne ophørte, da såvel hun som hendes familie skiftede telefonnumre efter oplysnings- og motivsamtalen i [sommeren] 2019. Om svigerfamiliens tilknytning til Den Frie Syriske hær skal nævnet bemærke, at ansøgeren væsentligt har udbygget forklaringen herom i asylsamtalen, idet hun først har forklaret, at hun tror, at den tidligere ægtefælle har søgt asyl i Danmark, fordi var blevet indkaldt til militæret i Syrien, ligesom hun formoder, at han har været tilhænger af Den Frie Syriske Hær. I en senere samtale har hun forklaret, at både den tidligere ægtefælle, hans to brødre og hans far har kæmpet for Den Frie Syriske hær, og at ægtefællens bror har været fængslet i 5 år, fordi myndighederne beskyldte ham for at handle med våben. Henset til, at der er tale om en væsentlige udbygning om et centralt forhold, kan nævnet ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konflikt med svigerfamilien har en karakter eller intensitet, der kan begrunde, at hun tildeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at de telefoniske henvendelser ophørte, da ansøgeren og hendes familie skiftede telefonnumre, at hverken ansøgeren eller hendes familie på noget tidspunkt er blevet opsøgt af svigerfamilien, heller ikke selvom det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det er muligt at komme fra svigerfamiliens bopæl til ansøgerens families bopæl i Damaskus. I øvrigt har ansøgeren i en længere periode, efter den seneste genindrejse i Danmark i [foråret] 2019, boet cirka 15 minutters gang fra den tidligere ægtefælle, uden at han har opsøgt hende. Hverken ansøgeren eller hendes familie har på noget tidspunkt haft problemer med de syriske myndigheder, heller ikke selvom hendes brødre ikke har aftjent militærtjeneste og svogeren er deserteret og har fået asyl i [andet europæisk land]. Familien har altid boet i regeringskontrollerede områder, og ansøgerens udrejser fra Syrien til Danmark har været legale. Ansøgeren har to gange, efter at hun var blevet gift og familiesammenført med den tidligere ægtefælle i Danmark, været tilbage i Syrien. Første gang i cirka 40 dage fra [sommeren] 2018 og anden gang i godt 6 måneder fra [efteråret] 2018 til [foråret] 2019. I forbindelse med det seneste ophold fik hun uden problemer udstedt et nyt syrisk pas. Ansøgerens pas er blevet kontrolleret af de syriske myndigheder i forbindelse med ind- og udrejserne, og den omstændighed at hun er udrejst til Danmark, fordi hun opnåede at blive familiesammenført med den tidligere ægtefælle, har ikke givet hende problemer. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren har oplyst, at de syriske myndigheder ikke er bekendt med ægteskabet, der blev indgået i Tyrkiet, og at ansøgeren senere er blevet skilt. Ansøgeren har videre familie i Syrien, og familien har hjulpet hende og støttet op om hendes skilsmisse. Hun vil derfor ikke være at betragte som en enlig kvinde uden netværk ved en tilbagevenden til Syrien. Nævnet finder som følge heraf ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine egne, svogerens eller den tidligere ægtefælles forhold ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, idet hun ikke har været individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder, og idet der heller ikke er grundlag for at antage, at hun skulle være blevet det efterfølgende. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgerens hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, er der herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/15/AMKJ
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste i 2016, efter at være blevet familiesammenført med sine voksne sønner, der havde fået asyl i Danmark. Ansøgeren indgav ansøgning om asyl i 2018. Sagen blev behandlet sammen med parrets forældre og mindreårige søster, der indrejste sammen med ansøgeren i 2016, og som indgav ansøgning om asyl samtidig med ansøgerne. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Jobar i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, fængslet og slået ihjel af myndighederne, fordi hendes brødre, [M] og [H], har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har også henvist til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes brødre er eftersøgt af myndighederne, fordi de har unddraget sig militærtjeneste, og at hun risikerer repressalier fra myndighederne, fordi hun er i familie med personer, der er flygtet for at undgå at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har videre oplyst, at familiens bopæl inden udrejsen blev opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter hendes ældste bror. Ansøgeren har endvidere oplyst, at myndighederne efterfølgende har opsøgt forældrenes brødre og spurgt efter ansøgeren samt hendes brødre og forældre. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaringer til grund. Nævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens bror, [M], blev indkaldt til militærtjeneste, da han nåede 18-års alderen, at han fik et års udsættelse med aftjeningen af militærtjeneste, og at han udrejste af Syrien, inden udsættelsen var udløbet. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgerens families bopæl blev opsøgt i anledning af sønnens indkaldelse til militærtjeneste, inden ansøgeren sammen med sin familie udrejste af Syrien. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens forældre har forklaret divergerende herom. I samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgerens forældre forklaret om opsøgninger af generel karakter, men for nævnet har ansøgeren og ansøgerens forældre forklaret om tre konkrete tilfælde, hvor myndighederne opsøgte dem og spurgte efter [M]. Ansøgerne, der har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om, hvornår opsøgningerne fandt sted, har også for nævnet forklaret, at de ved en af opsøgningerne blev truet. Videre lægger nævnet vægt på, at [M] havde fået udsættelse med militærtjeneste, og at ansøgeren i [efteråret] 2012 sammen med sine forældre fik udstedt pas af de syriske myndigheder og måneden efter udrejste legalt af Syrien. Herefter, og da der ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgeren eller ansøgerens forældre har tilknytning til oprørsstyrker mv., lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren – ligesom sine forældre – ikke var individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i forhold til familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig eller er deserteret fra militærtjeneste, fremgår det af en del af det foreliggende baggrundsmateriale, at også familiemedlemmer til sådanne personer kan være i risiko for blandt andet arrestation. Det fremgår således senest herom i Country Report fra The Danish Immigration Service fra oktober 2019: “In a joint fact finding mission in 2017 conducted by DIS and DRC, several sources informed the delegation that family members of draft evaders and deserters risked being subjected to pressure and interrogations from the authorities and at times detention. Some sources emphasized that family members of high-profiled deserters faced a higher risk of being targeted by the authorities. According to one source, family members to deserters who were wanted for e.g. having killed army personnel or having been part of an operation against the army would be put under pressure, for instance by bringing a family member in for questioning or interrogation, often a father or brother. In the same report, an international organisation stated that a person’s act of evasion or desertion would not in itself have consequences for his family members. Families of high-profiled members of opposition groups, however, would be closely monitored by the authorities. The source knew of people in Damascus with relatives fighting in opposition groups in Eastern Ghouta who due to the activities of their relatives had been pressured to provide information about them when addressing themselves to the authorities, for example in connection with passport issuance. Another source similarly stated that only family members of deserters or evaders who had actively been fighting against the government were at risk of ill-treatment. Based on consultations with sources between 2014 and 2017, Lifos reported in 2017 that family members of deserters, particularly those with a high profile, could face pressure and even jail as a measure to force deserters to report. DIS could not find information on whether draft evasion and desertion have had consequences for family members since 2017 where the latest report on the issue was published.” Ansøgeren var som anført ikke individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen, og der er ikke grundlag for at antage, at hun er blevet det efterfølgende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder som følge af, at ansøgerens brødre har unddraget sig syrisk militærtjeneste. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive forfulgt, fordi hun og familien før udrejsen boede i Jobar, der ved deres udrejse og frem til foråret 2018 var kontrolleret af oprørsstyrker, beror frygten på ansøgerens egen formodning. Formodningen er ikke støttet af oplysninger i baggrundsoplysningerne, og ansøgeren var som nævnt ikke individuelt profileret i forhold til myndighederne, da hun udrejste af Syrien sammen med sine forældre. Udrejsen skete legalt kort efter, at ansøgeren havde fået udstedt pas. Endvidere har ansøgerens forældre forklaret, at de fortsat har familie, som boede i samme område, som ansøgeren og familien boede i, i Damaskus. Ansøgeren kan efter Flygtningenævnets afgørelse i forældrenes sag ikke antages at ville indrejse som enlig kvinde i Syrien. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien som følge af, at hun før udrejsen boede i en del af Damaskus, der ved hendes udrejse og frem til foråret 2018 var kontrolleret af oprørsstyrker. Flygtningenævnet finder således samlet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved ophold i Syrien vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgernes hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering af, er der herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Syri/2020/14/MNR
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende et ægtepar og parrets mindreårige barn fra Syrien. Ansøgerne indrejste i 2016, efter at være blevet familiesammenført med deres voksne sønner, der havde fået asyl i Danmark. Ansøgerne indgav ansøgning om asyl i 2018. Sagen blev behandlet sammen med parrets voksne datter, der indrejste sammen med ansøgerne i 2016, og som indgav ansøgning om asyl samtidig med ansøgerne. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra byområdet Jobar i Damaskus, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og slået ihjel af myndighederne, fordi hans sønner har unddraget sig militærtjeneste, og han kommer fra et område i Damaskus, der tidligere var kontrolleret af oprørsgrupper. Herudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at hans sønner, [M], og [H], er blevet indkaldt til militærtjeneste, og at myndighederne derfor leder efter ansøgeren og hans sønner. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at familiens bopæl inden ansøgernes udrejse blev opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter hans ældste søn, [M]. Endelig har den mandlige ansøger oplyst, at han kommer fra et område i Damaskus, der tidligere var kontrolleret af oprørsgrupper, og at myndighederne formoder, at personer, der kommer fra dette område, støtter grupperinger, som gjorde modstand mod regimet. Hvis ansøgeren bliver stoppet ved en kontrolpost, risikerer han derfor at blive tilbageholdt af myndighederne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, fordi hendes sønner har unddraget sig militærtjeneste, og hun inden udrejsen boede i et oprørskontrolleret område i Damaskus. Ansøgeren har også henvist til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun flere gange har hjulpet sin ældste søn med at skjule sig for myndighederne. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at hendes sønner er blevet indkaldt til militæret efter deres udrejse, og at myndighederne har opsøgt både ansøgerens og ægtefællens brødre for at spørge efter den ældste søn. Herudover har den kvindelige ansøger oplyst, at personer, der boede i samme område som familien, blev betragtet som oprørere. De blev derfor tilbageholdt og nogle gange slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har samtidig oplyst, at regimet stadig betragter personer fra Jobar, som har sønner, der har unddraget sig militærtjeneste, som regimekritikere. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet kan således lægge til grund, at ansøgernes søn, [M], blev indkaldt til militærtjeneste, da han nåede 18-års alderen, at han fik et års udsættelse med aftjeningen af militærtjeneste, og at han udrejste af Syrien, inden udsættelsen var udløbet. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgerne blev opsøgt i anledning af sønnens indkaldelse til militærtjeneste, inden de udrejste af Syrien. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende herom. I samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgerne forklaret om opsøgninger af generel karakter, men for nævnet har ansøgerne forklaret om tre konkrete tilfælde, hvor myndighederne opsøgte dem og spurgte efter [M]. Ansøgerne, der har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om, hvornår opsøgningerne fandt sted, har også for nævnet forklaret, at de ved en af opsøgningerne blev truet. Videre lægger nævnet vægt på, at [M] havde fået udsættelse med militærtjeneste, og at ansøgerne i [efteråret] 2012 fik udstedt pas af de syriske myndigheder og måneden efter udrejste legalt af Syrien. Herefter, og da der efter ansøgernes forklaringer ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgerne har tilknytning til oprørsstyrker mv., lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne ikke var individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i forhold til familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig eller er deserteret fra militærtjeneste, fremgår det af en del af det foreliggende baggrundsmateriale, at også familiemedlemmer til sådanne personer kan være i risiko for blandt andet arrestation. Det fremgår således senest herom i Country Report fra The Danish Immigration Service fra oktober 2019: “In a joint fact finding mission in 2017 conducted by DIS and DRC, several sources informed the delegation that family members of draft evaders and deserters risked being subjected to pressure and interrogations from the authorities and at times detention. Some sources emphasized that family members of high-profiled deserters faced a higher risk of being targeted by the authorities. According to one source, family members to deserters who were wanted for e.g. having killed army personnel or having been part of an operation against the army would be put under pressure, for instance by bringing a family member in for questioning or interrogation, often a father or brother. In the same report, an international organisation stated that a person’s act of evasion or desertion would not in itself have consequences for his family members. Families of high-profiled members of opposition groups, however, would be closely monitored by the authorities. The source knew of people in Damascus with relatives fighting in opposition groups in Eastern Ghouta who due to the activities of their relatives had been pressured to provide information about them when addressing themselves to the authorities, for example in connection with passport issuance. Another source similarly stated that only family members of deserters or evaders who had actively been fighting against the government were at risk of ill-treatment. Based on consultations with sources between 2014 and 2017, Lifos reported in 2017 that family members of deserters, particularly those with a high profile, could face pressure and even jail as a measure to force deserters to report. DIS could not find information on whether draft evasion and desertion have had consequences for family members since 2017 where the latest report on the issue was published.” Ansøgerne var som anført ikke individuelt profileret I forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen, og der er ikke grundlag for at antage, at de er blevet det efterfølgende. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder som følge af, at [M} og [H] har unddraget sig syrisk militærtjeneste. For så vidt angår ansøgernes frygt for at blive forfulgt, fordi de før udrejsen boede i Jobar, der ved deres udrejse og frem til foråret 2018 var kontrolleret af oprørsstyrker, beror frygten på ansøgernes egen formodning. Formodningen er ikke støttet af oplysninger i baggrundsoplysningerne, og ansøgerne var som nævnt ikke individuelt profileret i forhold til myndighederne, da de udrejste af Syrien. Udrejsen skete legalt kort efter, at ansøgerne havde fået udstedt pas. Endvidere har ansøgerne forklaret, at de fortsat har familie, som boede i samme område, som ansøgerne boede i, i Damaskus. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien som følge af, at de før udrejsen boede i en del af Damaskus, der ved deres udrejse og frem til foråret 2018 var kontrolleret af oprørsstyrker. Flygtningenævnet finder således samlet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved ophold i Syrien vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgernes hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering af, er der herefter ikke grundlag for at meddele ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Syri/2020/13/MNR
Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af religiøs overbevisning fra Raqqa med senest bopæl i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i [sommeren] 2015 søgte om og fik tildelt orlov fra sit arbejdede som offentligt ansat skolelærer i en by uden for Damaskus. Orloven havde en varighed på 12 måneder, men [i sommeren] 2015 udrejste klageren af Syrien. Klageren har videre forklaret, at det fremgår af orloven, at såfremt man ikke vender tilbage ved udløbet eller fornyer den, betragtes man ifølge loven som eftersøgt. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at klageren er knap 37 år og skolelærer. Hun fik i 2015/2016 et års orlov fra sin stilling som offentlig ansat, under hvilken orlov hun udrejste legalt af Syrien. Hun ansøgte om orlov, fordi hun gerne ville udrejse af Syrien på grund af de sikkerhedsmæssige forhold i landet. Hun var bange for at sende børnene i skole og selv tage på arbejde. Hun er i dag eftersøgt, fordi hun ikke er vendt tilbage til sit arbejde efter endt orlov. Klagerens forklaring er understøttet af tidligere indrejste familiemedlemmers forklaringer og af de fremlagte orlovspapirer. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra juni 2019, at det må lægges til grund, at klageren vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien, herunder om hvorfor hun forlod arbejdspladsen ved ikke at vende tilbage efter endt orlov, ligesom det må antages, at hun risikerer fængselsstraf herfor. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger mv. finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at klageren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien som følge af, at hun under de angivne omstændigheder forlod sit arbejde. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge vægt på eventuelle garantier vedrørende indrejsen fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at antage, at de syriske myndigheder i den anledning anser klageren for en modstander af styret og således tillægger hende en bestemt politisk holdning. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/12/CERA
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter krigen i Syrien. Det vil være usikkert for ansøgeren at opholde sig i Syrien, da der foregår bombardementer. Ansøgerens bopæl blev desuden ransaget mere end 20 gange, da hun opholdt sig i Syrien. Ransagningerne startede omkring ét år efter, at krigen brød ud i Syrien, og perioden med ransagninger forløb over flere måneder. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hendes søn, [A], deserterede fra militæret for en del år siden. [A] opholder sig nu i Tyrkiet. Mens ansøgeren opholdt sig i Syrien, blev hendes ægtefælle flere gange kontaktet telefonisk af sønnens overordnede, der ønskede oplysninger om sønnens opholdssted. Hendes ægtefælle oplyste ikke herom. Ansøgerens ægtefælle er derfor tillige i myndighedernes søgelys. Ansøgeren frygter på baggrund af såvel sin søns og ægtefælles forhold, at myndighederne vil udsætte hende for repressalier, såfremt hun vender tilbage til Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges herefter til grund, at hun ikke har oplevet personlige eller individuelle konflikter med myndighederne i Syrien. Nævnet bemærker herved, at ransagningerne af ansøgerens bopæl må anses for at være sket som led i generelle opsøgninger, hvor alle huse i området er blevet ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er i risiko for overgreb som følge af sønnen [A’s] desertering. Nævnet har herved lagt vægt på, at sønnen efter det oplyste var menig og dermed ikke kan anses profileret, og at hans desertering skete for længere tid siden. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er i risiko for overgreb som følge af ægtefællens forhold. Nævnet har lagt vægt på, at ægtefællen er meddelt opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i hjemlandet. På denne baggrund og efter en samlet vurdering – hvorunder er taget hensyn til at ansøgeren er analfabet – finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, fra de syriske myndigheders side på grund af sin søns eller ægtefælles forhold. Ansøgeren, der under asylsagens behandling har forklaret om familiemedlemmer i hjemlandet, kan heller ikke anses som en enlig kvinde uden netværk, og kan således heller ikke på dette grundlag meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Det kan efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Ifølge flere kilder er sikkerhedssituationen i Damaskus blevet forbedret markant, siden de syriske myndigheder i maj 2018 opnåede fuld kontrol i provinsen, jf. landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”. På tidspunktet for den mission, der fandt sted i november 2018, og som var baggrund for landerapporten, havde der ifølge rapporten i en længere periode ikke været væsentlige sikkerhedshændelser ud over israelske angreb mod militære installationer nær lufthavnen, ligesom antallet af checkpoints inde i byen var blevet reduceret betydeligt. I januar 2019 var der med få dages mellemrum to eksplosioner i Damaskus, den ene i nærheden af et ”military intelligence office” og den anden i nærheden af den russiske ambassade, og enkelte kilder har meldt om hændelser med skyderi og knivstikkeri ved checkpoints og afværgede selvmordsangreb. Visse andre steder i Syrien uden for Damaskus-provinsen er der fortsat en særdeles alvorlig sikkerhedssituation præget af vilkårlig og alvorlig voldsudøvelse, hvilket kan medvirke til at gøre situationen i Damaskus noget skrøbelig. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, der ud over landerapporten fra februar 2019 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder, herunder senest bl.a. ”Country of Origin Information Report Syria, The Security Situation”, Ministerie van Buitenlandse Zaken, fra juli 2019, og ”Rättsligt ställningstagande angående prövningen af skyddsbehov för personer från Syrien”, Migrationsverket, fra 29. august 2019 og Udlændingestyrelsens COI-rapport fra oktober 2019, ”Syria – Issues Regarding Military Service” lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således over en længere periode har været en forbedring af forholdene i Damaskus. Sammenholdt med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat i forarbejderne til bestemmelsen (navnlig pkt. 2.1.2 og 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015), og praksis fra EMD om anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/11/JHB
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af religiøs overbevisning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet han har en tatovering. Han har endvidere henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Somalia, idet hans ægtefælle og fire børn bor i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har en tatovering på sin hånd med teksten ”[nærmere angiven tekst]”, ”[navn]”, sin klans hjemområde ”[navn på hjemområde]” skrevet på somali samt [en tegning]. Han har videre oplyst, at han har forsøgt at få tatoveringen fjernet, da den strider mod hans religiøse overbevisning, men at det ikke har kunnet lade sig gøre grundet hans afsoning. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ægtefælle har sagt til ham, at hun ikke ønsker at vende tilbage til Somalia med ham. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han ikke ønsker at rejse til Somalia, fordi hans familie ikke vil med, til grund. Nævnet finder imidlertid, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv ikke kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har tillige påberåbt sig, at han frygter forfølgelse i Somalia, fordi han har en tatovering på sin ene håndryg med teksten ”[nærmere angiven tekst]”, ”[navn]” og ”[navn på hjemområde]” samt [en tegning], da tatoveringer efter islamisk lov er forbudte. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sine tatoveringer på den ene håndryg. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren forlod Somalia, da han var 11 år, og at han ikke på nogen måde var eller er profileret over for myndighederne, al-Shabaab eller andre grupperinger samt på, at han kommer fra Mogadishu, og at han ikke har sandsynliggjort, at han på grund af sin tatovering bliver asylbegrundende forfulgt i Somalia. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om ansøgerens hjemområde Mogadishu i det centrale Somalia, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i ansøgerens hjemområde ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/22/CERA
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er somalisk statsborger, etnisk somali og sunni-muslim. Hun tilhører hovedklanen […] og underklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har, navnlig henset til at klageren under sin asylsag forud for mødet i Flygtningenævnet vedvarende har oplyst dette, lagt til grund, at klageren er fra Mogadishu. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hendes tre børn er blevet tvangsfjernet fra hende, og at hun derfor ikke ved en udsendelse vil kunne tage dem med til Somalia. Hun frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive forfulgt af lokalbefolkningen, al-Shabaab og myndighederne i Somalia, fordi hun som muslim har måttet efterlade sine muslimske børn i et kristent land. Klageren har videre henvist til, at hun frygter krigstilstanden i Somalia, hvor hendes netværk som enlig kvinde ikke er godt. Hun har endvidere henvist til, at hun forud for sin udrejse af al-Shabaab blev bedt om at gå med niqab, hvilket hun nægtede. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren til sin § 31-samtale med Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun ikke havde nogen personlige konflikter, da hun forlod Somalia, og at hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun ikke selv har haft problemer med al-Shabaab, om end hun var bange for dem. Klageren findes heller ikke at have sandsynliggjort, at hun risikerer overgreb i anledning af, at hun måtte vende tilbage til Somalia uden sine børn. Efter oplysningerne om klagerens familie i og omkring Mogadishu – og klagerens forhold til og kontakt med familien – findes hun heller ikke at kunne anses for at være en enlig kvinde uden netværk, herunder mandligt netværk, med den virkning, at hun ikke kan udsendes til Somalia. Det skal herefter vurderes, om der på baggrund af de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Mogadishu er grundlag for at udsende klageren, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet har efter baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at den generelle vold i Mogadishu ikke har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Forholdene i Mogadishu er, selv om de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende aktuelle baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet således, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/21/mme
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Malaysia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk malaysisk malea og sunni-muslim af trosretning fra Johor Bahru, Johor, Malaysia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Malaysia frygter de malaysiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har haft et seksuelt forhold med en mand ved navn [A] i perioden [efteråret] 2017 til [vinteren] 2017. Ansøgeren betalte [A] for at have seksuelt samvær med ansøgeren. [A] truede [en dato i vinteren] 2017 ansøgeren med, at han ville melde ansøgeren til politiet for sodomi. Ansøgerens far fortalte [en dato i vinteren] 2017 klokken 10.30 ansøgeren, at deres bopæl var blevet opsøgt af de malaysiske myndigheder. Ansøgeren opholdt sig på dette tidspunkt i Singapore, hvor han arbejdede. Senere samme dag klokken 12-13 modtog ansøgeren en besked fra [A] om, at [A] havde meldt ansøgeren til de malaysiske myndigheder for sodomi, og ansøgeren blev efterfølgende anholdt ved grænsen til Malaysia. Ansøgeren blev løsladt [en dato i slutningen af] 2017. Ansøgeren blev [en dato i slutningen af] 2017 tilsagt i retten for intentionelt at have involveret sig seksuelt med en anden mand. Retten oplyste i den forbindelse ansøgeren, at han skulle møde i retten igen [en dato i begyndelsen af] 2018. Ansøgeren udrejste af Malaysia [en dato i slutningen af] 2017 til Sydkorea, hvor han opholdt sig frem til [en dato i begyndelsen af] 2018, hvorefter han rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring på væsentlige punkter har været usikker og divergerende, ligesom den på visse punkter forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel, idet ansøgeren har forklaret konsistent herom, og også efter sin forklaring har haft seksuelt forhold til andre mænd under sit ophold i Danmark. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han blev tilbageholdt af politiet i Malaysia fra [en dato i slutningen af 2017] til [en anden dato i slutningen af] 2017, og at politiet i den forbindelse beslaglagde hans telefon og computer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forklaringen om tilbageholdelsen strider mod de oplysninger, der er fremkommet ved udlæsning af ansøgerens telefon, herunder at der er optaget fotos, foretaget opkald og sendt beskeder med telefonen i perioden [en dato i slutningen af 2017] til [en anden dato i slutningen af] 2017, hvoraf blandt andet fremgår, at ansøgeren [en dato i slutningen af] 2017 har korresponderet med sin arbejdsgiver. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han besluttede at udrejse til Sydkorea, og om myndighederne var bekendt med rejsen. Han har således under asylsamtalen forklaret, at det [en dato i slutningen af] 2017 blev bestemt, at han skulle rejse til Sydkorea, og at han ikke informerede myndighederne om rejseplanerne, ligesom han ikke informerede myndighederne, da han udrejste. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det allerede før tilbageholdelsen var besluttet, at han skulle rejse til Sydkorea [en dato i slutningen af] 2017, at politiet havde beslaglagt hans pas, da han blev tilbageholdt, og at han under retsmødet [en dato i slutningen af] 2017, hvor han blev løsladt mod kaution, fik tilladelse af dommeren til at udrejse og fik udleveret sit pas. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [A], som ansøgeren havde haft et seksuelt forhold til, skulle vælge at anmelde forholdet til politiet, da [A] dermed selv risikerede at blive udsat for straf. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne i Malaysia til grund. Det forhold, at ansøgeren er homoseksuel, er ikke i sig selv asylbegrundende. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er homoseksuelle forhold formelt ulovlige i Malaysia, men der er kun ganske få eksempler på, at myndighederne har forfulgt denne type straffesager. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Malaysia vil blive udsat for asylbegrundende forhold fra sin families side eller fra befolkningen generelt. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Malaysia vil blive udsat for forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller at der er reel risiko for, at han vil blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Malay/2020/1/MLVT.
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Jordan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter det syriske regime og de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun har arbejdet på en skole, som af det syriske regime er blevet beskyldt for at samarbejde med den frie syriske hær. Ansøgerens navn fremgår på den baggrund af de syriske myndigheders liste over eftersøgte kvinder. Ansøgeren har endelig forklaret, at hendes brødre havde problemer med myndighederne, hvilket også gav hende problemer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jordan frygter de syriske myndigheder, og at nogen vil slå hende ihjel i Jordan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun under sit ophold i Jordan er blevet opsøgt adskillige gange. Hun ved ikke hvem, der opsøgte hende, men de truede med at slå hende ihjel. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes tidligere ægtefælle har truet med at slå hende ihjel, hvis hun tager tilbage til Jordan. Ansøgeren har endelig forklaret, at hun ikke kan vende tilbage til Jordan, da hun ikke har jordansk statsborgerskab og i øvrigt ingen tilknytning til landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er jordansk statsborger, og at hun således asylretligt skal vurderes i forhold til Jordan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerens anmodning om familiesammenføring [fra foråret] 2014 fremgår, at hendes nationalitet er jordansk, og at hun har et pas, udstedt i Jordan [efteråret] 2013, som er gyldigt til [efteråret] 2018. Nævnet har videre lagt vægt på, at der i passet er anført et Nationalitetsnummer, og at det af baggrundsoplysningerne, herunder Law no. 1954 om nationalitet, fremgår, at pas udstedt til palæstinensere, som ikke er jordanske statsborgere, er kendetegnet ved manglende nationalitetsnummer. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun har forklaret divergerende om udstedelsen af passet. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at passet er udstedt af de jordanske myndigheder efter hendes ansøgning, som hun indgav til det jordanske immigrationskontor i Amman. Derefter skulle hun ikke forny sit opholdskort. Hun har derimod på nævnsmødet forklaret, at hun ikke havde noget med pas udstedelsen at gøre, idet hendes mand ordnede det hele og betalte penge for at få stempler i dokumenterne. Det forhold, at ansøgeren tillige er i besiddelse af et syrisk rejsedokument for statsløse palæstinensere kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at ansøgeren har opnået jordansk statsborgerskab efter, at hun forlod Syrien. Den omstændighed, at passet nu er udløbet, kan ikke medføre, at det lægges til grund, at ansøgerens jordanske statsborgerskab er inddraget, ligesom der heller ikke er andre oplysninger, der tyder på, at ansøgerens jordanske statsborgerskab er inddraget. Nævnet finder endvidere ikke, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan lægges til grund, at der en reel risiko for, at ansøgerens statsborgerskab vil blive inddraget ved en tilbagevenden til Jordan. Ansøgeren findes ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, nogen har opsøgt hendes og hendes daværende ægtefælles hus i Jordan og truet med at slå hende ihjel, forekommer usammenhængende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet gentagne gange har forklaret, at hun ikke har nogen problemer med nogen i Jordan og ikke ved, hvem der skulle have interesse i at opsøge hende. Nævnet finder således, at ansøgerens frygt for, at hun vil blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Jordan alene beror på hendes egen formodning. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes tidligere ægtefælle eller hans børn vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Jordan, har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens tidligere ægtefælle og børn bor i Danmark, og at ansøgeren efter sin forklaring ikke har haft kontakt med den tidligere ægtefælle eller børnene siden [efteråret] 2016. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at den tidligere ægtefælle og børnene skulle have evne og vilje til at foranledige ansøgeren slået ihjel ved hendes tilbagevenden til Jordan. Herefter – og med bemærkning at det forhold, at ansøgeren er en enlig kvinde uden netværk, ikke kan føre til, at hun meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7 - stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2020/2/gdan
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger, der har oplyst at være fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk kurder fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes far, farbror og to morbrødre vil slå hende ihjel, fordi hun har nægtet at lade sig gifte med en ældre mand og tillige har haft samleje med sin kæreste, [K]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far kræver, at hun gifter sig med sin fars ven, en ældre mand, [A], som er 60 år, hvilket hun har nægtet, da [A] er meget ældre end hende, og fordi hun elsker [K]. Da hun nægtede at gifte sig med [A], holdt hendes far hende indespærret i tre dage, hvor han slog og sparkede hende. Da hun en uge senere på nægtede at gifte sig med [A], slog faren hende, lagde en kniv på hendes hals og låste hende inde på hendes værelse i to dage. Faren nævnte efterfølgende på ny [A]s navn og truede ansøgeren på livet, hvis hun igen nægtede at lade sig gifte. Ansøgeren og [K] indledte et forhold omkring [vinteren] 2018/2019. [K]s moster, der var nabo til ansøgerens familie, fortalte ansøgerens mor, at [K] var interesseret i at blive gift med ansøgeren. Han spurgte efterfølgende om ansøgerens hånd. Moren sagde det videre til faren, som afslog frieriet. [K] friede til hende flere gange, hvilket blev afslået af ansøgerens far, der var meget vred. På et tidspunkt, formentlig efter at [K] havde friet første gang, havde hun og [K] en enkelt gang seksuelt samvær. Efter at faren havde spurgt ansøgeren om [A] tre gange, valgte hun og [K] at udrejse lovligt at Iran. Ansøgeren ved ikke, hvilke lande de rejste igennem for at komme til Europa, men [K] efterlod ansøgeren i en by, som ansøgeren kalder ”Flens”. Hun har ikke hørt fra [K] siden. Under flugten indrejste hun i Holland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hverken sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige oplysninger til de danske og hollandske myndigheder om såvel sin identitet som sit asylmotiv. Ansøgeren har således i henhold til oplysninger fra de hollandske myndigheder af [sommeren] 2019 i forbindelse med asylregistrering i Holland fremlagt et irakisk pas – af de hollandske myndigheder vurderet som ægte og udleveret til ansøgeren efter forevisning – hvorefter hun hedder [G], er født [i efteråret] 2002 og er irakisk statsborger. Hun har om sit asylmotiv forklaret til de hollandske myndigheder, at hun udrejste af Iran, fordi hun flygtede fra gruppen Kobala, som ville dræbe hendes familie. Herudover har hun afgivet forskellige oplysninger til de danske og hollandske myndigheder om sin mors navn, ligesom hun til de hollandske myndigheder oplyste, at hun havde en forlovet i Danmark med initialerne H.B. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling indtil mødet i Flygtningenævnet har bestridt, at hun har været i Holland, men at hun for nævnet har forklaret, at hun har været i Holland. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter det var kæresten [K], der sørgede for pas ved deres udrejse af Iran, og at hun derfor ikke var opmærksom på, hvilket pas, der blev brugt ved udrejsen, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens troværdighed. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering af hendes troværdighed, at hun for nævnet har forklaret, at hun i Holland var udsat for et traumatiserende overgreb, og at hun af angst for at blive sendt tilbage til Holland derfor hidtil har følt sig nødsaget til at bestride, at hun har været i Holland. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2020/2/mme
Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk oromo og sunni-muslim fra [by], Oromia, Etiopien. Klageren har oplyst at have sympatiseret med bevægelsen Oromo Liberation Front (OLF) og støttet bevægelsen øko-nomisk siden [vinteren 2014-2015]. Udlændingestyrelsen meddelte [foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han af myndighederne er mistænkt for at støtte bevægelsen Oromo Liberation Front (OLF). Han har videre oplyst, at han [foråret] 2015 har deltaget i en demonstration i mod regeringens planer om at udvide Addis Ababa og derved inddrage en del af området Oromia. Under demonstrationen blev der blandt andet sunget en særlig oprørssang og gået med bannere, hvilke klageren havde været med til at lave. Klageren havde endvidere forud for demonstrationen uddelt løbesedler. Demonstrationen blev opløst af specialtropper, der skød og slog demonstranterne. Specialtropperne slog ti demonstranter ihjel, heriblandt klagerens bror. Klageren blev arresteret og tilbageholdt i to måneder. Under tilbageholdelsen blev klageren slået og tortureret gentagne gange. Klageren blev løsladt, fordi hans onkel havde bestukket politiet og på betingelse af, at klageren forlod landet. [Sommeren] 2019 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel grundet hans tilknytning til bevægelsen Oromo Liberation Front (OLF). Klageren har yderligere oplyst, at politiet ved hans løsladelse skød mod ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at den oprindelige tilladelsesresolution ikke foreligger, men det fremgår af en intern resolutionsnote i sagen, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at hverken klagerens forklaring om hans deltagelse i demonstrationen mod udvidelsen af Addis Ababa eller hans efterfølgende fængsling med den fornødne sikkerhed kunne afvises, og at det herefter ikke kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerede asylrelevant forfølgelse fra de etiopiske myndigheders side. Klageren blev derfor meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har ved sin afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen imidlertid vurderet, at klageren har opnået sin oprindelige opholdstilladelse ved svig, idet Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans familiemedlemmer var medlem af Oromo Liberation Front (OLF), hvem der fortalte ham om demonstrationen, hvorfra han fik løbesedlerne, som han uddelte forud for demonstrationen, og til hvem de blev uddelt, og at han har forklaret forskelligt og udbyggende om sin tilbageholdelse og løsladelse af de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at det oprindelige asylgrundlag er urigtigt. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens forklaringer under henholdsvis den oprindelige asylsag og nærværende sag er afgivet med to til tre års mellemrum, og at de på de centrale punkter er fastholdt. Flygtningenævnet finder, at de divergenser og den udbygning, der er mellem forklaringerne, ikke er således væsentlige og af et sådant omfang, at de giver tilstrækkeligt grundlag for at statuere svig, eller at grundlaget for opholdstilladelsen i øvrigt var urigtigt. Flygtningenævnet lægger således klagerens forklaring om, at han frygter at blive fængslet og dræbt af myndighederne på grund af sin tilknytning til OLF, til grund. Flygtningenævnet finder, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for, at anse truslen mod klagerens person for mindre i dag, end da klageren blev meddelt opholdstilladelse i 2017. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygt-ningenævnet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren fortsat er i myndighedernes søgelys, og at han derfor ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse er således ikke til stede. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etio/2020/2/gdan
Nævnet omgjorde i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [by] subzoba Hagaz, Zoba Anseba, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter fængsel på livstid, som følge af, at han er deserteret fra militæret. Videre frygter han fængsling, idet han er udrejst illegalt af Eritrea. Endelig frygter han de generelle forhold i Eritrea. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har været i militæret fra 2006 til 2012, hvorefter han deserterede. Hans arbejdsopgaver var blandt andet kontorarbejde, videre var han også fængselsbetjent og vagt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse [fra vinteren] 2020 har lagt til grund, at ansøgeren, fordi han er deserteret fra nationaltjeneste i Eritrea, er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder dette. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3 er udelukket fra at opnå asyl. Ansøgeren har ved partshøring [fra vinteren] 2020 forklaret (side 6 af 9), at han mange gange under sin tjeneste forsøgte at stoppe personer, der var flygtet fra militærtræning, samt at han, når han fangede nogle, afleverede dem til de ansvarlige i træningscenteret. Disse personer blev normalt udsat for fysisk afstraffelse. Ansøgeren har efterfølgende i nogen grad modificeret dette og forklaret, at han kun én gang var med til at eftersætte en gruppe af fanger. Selv hvis ansøgerens forklaring som afgivet [i vinteren] 2020 lægges til grund, må Flygtningenævnet antage, at ansøgeren har haft en ganske underordnet position. Det kan ikke antages, at han har haft mulighed for at give ordrer eller at han ved sin deltagelse eller tilstedeværelse har kunne påvirke andre til at begå forbrydelser. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er udelukket efter flygtningekonventions artikel 1 F. Ansøgeren er derfor ikke udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. herefter omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/6/IMBS
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Egypten. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk egypter og muslim af religiøs overbevisning fra Cairo, Egypten. Ansøgeren har oplyst, at han i Egypten har deltaget i en demonstration til støtte for den daværende præ-sident Mursi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive fængslet af de egyptiske myndigheder, idet han som følge af sin deltagelse i demonstrationen har fået en fængselsdom på 10 år, som han ikke har afsonet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han deltog i en demonstration i Egypten i 2013 over en periode på omkring en måned. Militæret forsøgte at opløse demonstrationen, og ansøgeren blev sammen med omkring 25 andre personer anholdt og fængslet i tre dage. Ansøgeren blev med hjælp fra en advokat løsladt, idet han var mindreårig. Han tog kontakt til en menneskesmugler, som han opholdt sig hos i noget tid, og gennem menneskesmugleren fik ansøgeren besked om, at han var blevet idømt 10 års fængsel. Ansøgeren udrejste herefter af Egypten. Han tog først til Italien, og herfra videre til Frankrig. Derefter tog han til Holland, hvor han opholdt sig i omkring fem år, og herefter rejste han til Tyskland og videre til Danmark. Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ved bevisvurderingen har været opmærksomhed på og taget hensyn til, at ansøgeren var mindreårig ved udrejsen af Egypten, og at der er gået syv år, siden han udrejste. Det bemærkes videre, at ansøgeren efter sin udrejse af Egypten opholdt sig fem år i Holland uden at ansøge om asyl, og at han således først ansøgte om asyl i Danmark på vej til Sverige. Ansøgeren har oprindeligt forklaret, at han ikke ansøgte om asyl i Holland, fordi han var bange for at blive sendt til Egypten. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ikke ansøgte om asyl i Holland, fordi han ikke vidste, at man kunne søge om asyl og lidt senere, at han ikke ansøgte om asyl, fordi han havde hørt, at egyptere ikke fik asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han deltog i en eller to demonstrationer og om forholdene i forbindelse med den angivelige anholdelse ved anden demonstration. Han har nærmere forklaret divergerende om, hvor lang tid demonstrationen varede, og hvornår han blev anholdt samt om, hvornår han udrejste og om, hvornår den angivelige dom mod ham blev afsagt. Han har tillige forklaret divergerende og upræcist om diverse tidsangivelser og perioder. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har anført, at han havde det dårligt og var forvirret ved den første samtale, og at han er dårlig til at huske datoer. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har 11 års skolegang og på, at ansøgeren og tolken forstod hinanden ved første samtale samt, at ansøgerne efter gennemgang af referatet af samtalen fremkom med en specifik og detaljeret rettelse. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet i stand til at uddybe sit asylmotiv eller redegøre for sin deltagelse i demonstrationen eller andre centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har tillige svaret afglidende på samtlige de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet tilsidesætter på ovennævnte baggrund ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Den rapport fra sin angivelige løsladelse, som ansøgeren har fremlagt sammen med advokatindlægget ændrer ikke herved. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at rapporten er fremlagt på et meget sent tidspunkt, og at den ikke understøtter de tidsangivelser, som ansøgeren tidligere er fremkommet med. Der er endvidere lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at både falske og ægte dokumenter med falsk indhold er udbredte og nemme at få fat i i Egypten. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2020/1/CERA
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra Jaghori, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret til Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban gentagne gange har henvendt sig direkte til ansøgerens familie for at rekruttere ansøgeren til Taliban. Ansøgerens familie blev ugentligt tre gange opsøgt af Taliban. De første to gange, hvor ansøgeren blev opsøgt af Taliban, betalte ansøgeren 15.000 afghani til Taliban for at undgå tvangsrekruttering. Taliban accepterede betalingerne, men de tog samtidig et billede af ansøgerens tazkira, hvorefter Taliban fortalte ansøgeren, at de nu kunne finde frem til ansøgeren, uanset hvor han opholdt sig i Afghanistan. Taliban oplyste ligeledes ansøgeren, at de ville opsøge ansøgeren igen for at tvangsrekruttere ham til Taliban. Den tredje gang, hvor ansøgeren blev opsøgt af Taliban, accepterede Taliban ikke længere bestikkelsespengene. Taliban truede i den forbindelse ansøgeren med, at han ville blive slået ihjel, såfremt han modsatte sig rekrutteringen til Taliban. Taliban oplyste ansøgeren, at han skulle møde op hos Taliban dagen efter med henblik på rekruttering. Ansøgeren tog truslen alvorligt, hvorfor han så sig nødsaget til at flygte samme aften fra Afghanistan sammen med sin familie ved hjælp af en menneskesmugler. Ansøgeren blev skilt fra sin familie ved den pakistanske grænse. Ansøgeren tog herefter til Iran, hvorfra han rejste videre til Europa. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret stort set konsistent om, at han og resten af hans familie flygtede efter, at ansøgeren var blevet opsøgt af Taliban tre gange på bopælen. Selvom det forekommer påfaldende, at Taliban ikke har vist interesse for at rekruttere ansøgerens yngre brødre, som også opholdt sig på bopælen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i et modsætningsforhold til Taliban i sit hjemområde, og at han derfor risikerer at blive udsat for forfølgelse af Taliban omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at Taliban vil efterstræbe ansøgeren over hele Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke er profileret i forhold til Taliban. Det forhold, at Taliban har taget et foto af ansøgerens tazkira kan af samme grund ikke føre til en anden vurdering. Spørgsmålet er herefter, om det er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan end på ansøgerens hjemegn. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted i Afghanistan end sin hjemegn. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har familie i Kabul. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgere er sund og rask, at han er en enlig og arbejdsduelig mand, og at han tidligere har haft arbejde og drevet forretning i Afghanistan. De generelle forhold i Afghanistan er, omend vanskelige, ikke asylbegrundende, og Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det som alternativ til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er relevant og rimeligt at henvise ham til at tage ophold f.eks. i Kabul, hvor han må antages at være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/18/MLVT.
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra […], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Endvidere frygter han, at de syriske myndigheder vil slå ham ihjel, da han er flygtet ud af landet. Endelig frygter han at blive slået ihjel af væbnede grupper eksempelvis ISIL, idet han er kurder, og eftersom der er krig i landet. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set som statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor den pågældende ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Klageren er ved Vestre Landsrets ankedom af [dato i sommeren] 2017 fundet skyldig i voldtægt og idømt en straf af fængsel i 4 år. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at der henset til karakteren af forbrydelsen og længden af den idømte straf, er tale om en særlig farlig forbrydelse, og at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er en ung, ugift mand uden familie i Danmark, og han har hverken tilknytning til arbejdsmarkedet eller har gennemført en uddannelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/10/DH
Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni muslim (sufi) fra [en landsby i] Somalia. Klageren tilhører [en klan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har videre forklaret, at hun frygter al-Shabaab, fordi hun og hendes familie årligt holdt en fest, hvor de bad til Gud. Klageren har hertil forklaret at hendes bopæl blev opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab i forbindelse med afholdelsen af en fest, hvor al-Shabaab kaldte festen for anti-islamistisk, hvorefter de greb ansøgerens bror og slog ham ihjel. Endvidere kaldte de klageren og hendes børn for vantro og truede med at slå dem ihjel. Klageren har hertil forklaret, at al-Shabaab stadig befinder sig i den landsby, som klageren flygtede fra. Klageren har endvidere forklaret, at hun frygter al-Shabaab, da hun tilhører sufi grenen inden for islam, og al-Shabaab betragter disse som vantro. Klageren har tillige forklaret, at hendes søn er blevet forsøgt tvangshvervet af al-Shabaab, hvilket er sket efter sønnen fik afslag på familiesammenføring og måtte vende tilbage til Somalia. Klageren har endelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia nu vil være uden mandligt netværk, idet hun ikke længere har kontakt til hverken sin søn eller tidligere ægtefælle. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Endvidere lagde Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, idet forklaringen blev fundet troværdig og sammenhængende. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er ikke under genoptagelsessagen fremkommet nye oplysninger herom, og Flygtningenævnet lægger derfor fortsat til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Nævnet kan imidlertid efter det nu oplyste ikke afvise, at klageren ikke har hørt fra sin søn, siden han blev udsendt fra Danmark til Somalia i [vinteren 2019/2020], og at hun heller ikke har haft kontakt til sin tidligere ægtefælle siden hans udrejse af Danmark i [vinteren 2018/2019]. Nævnet kan derfor ikke afvise, at klageren i Somalia vil være enlig kvinde uden netværk, herunder mandligt netværk. Flygtningenævnet ophæver derfor afgørelserne af [vinteren 2017/2018] og [efteråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/19/mme
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, tortureret og slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har deltaget i møder afholdt af gruppen Erfan-e Halgheh. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han omkring [sommeren] 2015 via en ven stiftede bekendtskab med Erfan-e Halgheh. Ansøgeren begyndte at deltage i gruppens undervisning en gang om ugen. Deltagerne skiftedes til at lægge hus til møderne, og ansøgeren afholdt to møder på sin bopæl [i foråret] 2017 og [i efteråret] 2017. Ansøgeren arbejdede i sundhedsvæsnets regnskabsafdeling, og [i starten af] 2018 indkaldte arbejdspladsen ham til en afhøring. Sundhedsvæsnet har en afdeling, der hører under Sepah, og afdelingen griber ind, hvis de ansatte er kritiske over for myndighederne eller islam. Ansøgeren blev under afhøringen beskyldt for at være medlem af Erfan-e Halgheh, og ansøgeren blev afhørt om sin deltagelse i nogle demonstrationer, som han deltog i under præsidentvalget i 2009. [I foråret] 2018 blev ansøgeren igen indkaldt til afhøring, og ansøgerens mor og søster modtog ligeledes en indkaldelse. Ansøgeren blev afhørt om sine aktiviteter for Erfan-e Halgheh, og han blev spurgt ind til deltagerne på gruppens møder. Ansøgeren fik at vide, at myndighederne ville holde øje med ham. Efter afhøringen slettede ansøgeren sin profil på Telegram og Whatsapp, idet han var bange for at blive overvåget. To uger senere begyndte ansøgeren igen at deltage i Erfan-e Halghehs møder. Ansøgeren blev indkaldt til tredje afhøring [i sommeren] 2018, hvor han blev hentet af to myndighedspersoner. Ansøgeren blev under afhøringen beskyldt for at samarbejde med en anden gruppe, der hedder Daravish Gorabadi, og han blev truet med fængsel. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2018. Efter udrejsen blev ansøgeren kontaktet af sin søster, som oplyste, at ansøgeren havde modtaget to indkaldelser til retten, og at deres mors bopæl [i efteråret] 2018 var blevet ransaget af myndighederne. Myndighederne havde i den forbindelse konfiskeret ansøgerens computer og andet materiale, der indeholdt oplysninger om Erfan-e Halgheh. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har om sin konversion oplyst, at han i Iran fik interesse for kristendommen gennem kristne armenere, som han mødte gennem sit arbejde. Som følge af interessen søgte ansøgeren oplysninger om kristendommen på internettet. Kort efter indrejsen i Danmark begyndte ansøgeren at gå til gudstjenester, og [i starten af 2019] blev han døbt i [kirken]. Ansøgeren har fortalt sin familie og venner om sin konversion og har lagt kristne budskaber ud på sin Facebook- og Instagram-profil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet nævnet ikke kan lægge til grund, at han har været tilknyttet den spirituelle bevægelse Erfan-e Halgheh. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring har modtaget undervisning i bevægelsen i ca. 3 år, har udvist ringe kendskab til bevægelsens centrale begreber, ligesom han har forklaret svævende og upræcist om indholdet af den undervisning, som han angiveligt har modtaget. Han har således forklaret blandt andet, at det er centralt, at der er tre ”ringe”, mens det af Udlændingestyrelsens Landerapport: Country of Origin Report (COI) Iran: Erfan-e Halgheh fra 6. maj 2019 fremgår, at der indtil nu er identificeret 60 ringe, som hver især består af de tre elementer, som ansøgeren har forklaret udgør tre ringe. Ansøgeren har videre forklaret, at han ikke er bekendt med begrebet ”faradamani”, fordi han alene var nået til fjerde semester, mens det af samme rapport fremgår, at uddannelsen består af en række kurser, hvoraf det første omhandler begrebet ”faradamani”. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin flugt, herunder at han ikke nåede at advare sin mor om, at han havde gemt ulovligt materiale på bopælen, forekommer utroværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre afklaringsproces og kristne overbevisning, ligesom hans kendskab til kristendommen forekommer ganske begrænset. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, da hans oprindelige asylmotiv er tilsidesat, ligesom Flygtningenævnet af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, heller ikke kan lægge ansøgerens forklaring om, at han allerede i Iran fattede interesse for kristendommen, til grund. De fremlagte udtalelser og det forhold, at ansøgeren blev døbt [i foråret] 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin udrejse har slået opslag med kristne budskaber og budskaber fra Erfan-e Halgheh op på sociale medier i eget navn kan ikke føre til en ændret opfattelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved udrejsen, og at han ikke har sandsynliggjort, at han ved de anførte opslag nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende hjemvendte asylansøgere. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/35/JEA
Nævnet traf i maj 2020 afgørelse om at omgøre en afgørelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse (K-status). Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og muslim fra Mashhad, Iran. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Til støtte herfor oplyste klageren, at han i Iran deltog i en demonstration, hvor folk blev slået ihjel af myndighederne. Dette motiverede ham til at udtale sig kritisk om det iranske styre under en tale på sin skole. Senere samme dag blev klageren kontaktet af sin mor, som fortalte, at myndighederne havde ledt efter klageren på familiens bopæl. Klageren opholdt sig i skjul i fire til fem dage, hvorefter han udrejste af Iran. Udlændingestyrelsen har [på en nærmere angivet dato i starten af] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at opholdstilladelsen er opnået ved svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af sine aktiviteter. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har for nævnet vist en video fra Youtube, hvor han holder en tale udendørs. Tolken har under mødet oversat talen. Det fremgår af talen, at klageren taler imod de iranske myndigheder, og at han kritiserer, at politiet har dræbt 35 personer under en demonstration. Det fremgår af indholdet, at talen er fremsat efter valget i 2009, og at den demonstration, hvor personerne blev dræbt, fandt sted på en religiøs helligdag. Nævnet finder, at denne video understøtter den forklaring, som klageren har afgivet for Udlændingestyrelsen i 2012, og som førte til opholdstilladelsen. På trods af, at klageren i 2018 har afgivet en forklaring, der på flere punkter adskilte sig fra forklaringen fra 2012, finder nævnet på baggrund af videoen, at opholdstilladelsen ikke er opnået på baggrund af svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angivet dato i starten af] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/34/CERA
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, der havde oplyst at være fra Eritrea, samt et barn. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at hun er etnisk tigrinya og kristen fra Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygtede, at hun grundet sine aktiviteter i Pinsebevægelsen ville blive tilbageholdt og fængslet. Hendes daværende ægtefælle blev tilbageholdt og fængslet i to måneder, hvor klageren oplevede at blive opsøgt på sin bopæl og senere tilbageholdt flere gange. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 berigtiget afgørelsen. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel, da hun er udrejst illegalt af landet. Klageren frygter videre forfølgelse fra de eritreiske myndigheder, idet hun er protestant og på den baggrund er uønsket i landet. Endvidere frygter klageren sin tidligere ægtefælles familie, idet hun efter sin udrejse har fået et barn med en anden mand. Af samme årsag frygter hun, at hendes tidligere ægtefælles familie vil tage hendes yngste barn fra hende. Flygtningenævnet finder, at betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a, stk. 1, jf. § 26, stk. 1, er opfyldt, idet klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv i sin asylsag, og at dette har ført til, at hun blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren har afgivet forskellige oplysninger om sin identitet til de danske og til de italienske myndigheder. Til de danske myndigheder har klageren oplyst, at hendes navn er [A], og at hun er født [i sommeren] 1988. De italienske myndigheder har ved brev af [efteråret] 2018 oplyst, at klageren i Italien er registreret i navnet [B] med fødedato [i efteråret] 1990 med ukendt nationalitet. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om, at klagerens veninde, [C], som angiveligt afgik ved døden på rejsen fra Libyen til Italien, hvorfor klageren var så chokeret, at hun oplyste sin venindes fornavn, ikke forekommer overbevisende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at klagerens ene af sine to offentligt tilgængelige Facebook profiler er oprettet i brugernavnet [C], og at klageren bruger denne profil, og ikke bruger profilen [A] til trods for, at klageren angiver, at hendes navn er [A], jf. partshøringen af [efteråret] 2018 og forklaringen for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at profilen [C] har tilknytning til en række personer i Etiopien. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at der er skrevet flere opslag på amhari på denne profil herunder henset til, klagerens forklaring om, at hun er analfabet og kommer fra Eritrea. Endvidere forekommer klagerens forklaring om, at andre personer har skrevet opslag på hendes profil bemærkelsesværdig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at det ved en analyse af klagerens sprogkundskaber på amhari af [efteråret] 2018 er blevet vurderet, at klagerens sproglige baggrund med meget høj sandsynlighed er Etiopien. Dette særligt henset til, klagerens forklaring om, at hun lærte at tale amhari i Libyen i forbindelse med en 9 måneder lang fængsling. Det forhold, at det ved analyse af klagerens kundskaber på tingrinya af [efteråret] 2018 ligeledes er blevet vurderet, at klagerens sproglige baggrund med meget høj sandsynlighed er enten Etiopien eller Eritrea, kan henset til ovenstående ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at det af mobiludlæsningen af klagerens mobiltelefon fremgår en længere besked fra applikationen Viber af [foråret] 2018 skrevet på amhari. Dette henset til klagerens forklaring om, at hun hverken kan læse eller skrive på amhari, og at hun ikke kender det amhariske alfabet. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at det fremgår af mobiludlæsningen af klagerens mobiltelefon, at oversættelsesfunktionen Google [efteråret] 2017 er blevet anvendt til at oversætte en dansk tekst til amhari. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens viden om Eritrea, herunder den landsby, hvor hun angiveligt boede de første 18 år af sit liv, forekommer bemærkelsesværdigt begrænset. På baggrund af ovenstående kan det ikke lægge til grund, at klageren er statsborger i Eritrea, og det vurderes, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark er opfyldt under henvisning til, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Der skal herefter tages stilling til, om det må antages at virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse, navnlig på grund de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at opholdstilladelsen er opnået ved svig medfører, at der er udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til klageren ikke skal tillægges samme vægt som i afvejningen i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde end svig. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret] 2013 og er først indrejst i en alder af 24 år. Klageren har bestået Prøve i Dansk 2 og har arbejdet som kantinemedhjælper på [skole] fra [sommeren] 2016 først på deltid og fra [sommeren] 2018 på fuld tid, og klagerens mor, der er blevet familiesammenført med klageren, og morens ægtefælle bor i Danmark. Klageren bor sammen med sine to mindreårige børn, der er født i henholdsvis [foråret] 2007 og [vinteren] 2010, og som er indrejst i Danmark i henholdsvis [efteråret] 2014 og [sommeren] 2013, og som går i skole i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, og det forhold, at opholdstilladelsen er opnået på baggrund af svig, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1, idet bemærkes at klagerens børns tilknytning til Danmark ikke kan føre til en ændret vurdering, herunder henset til at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2020/1/CHPE
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, der var blevet meddelt opholdstilladelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren alene var i besiddelse af en midlertidig arbejdstilladelse, og at hun derved ikke var beskyttet mod refoulement. Videre henviste Dansk Flygtningehjælp, at klageren havde fået afslag på asyl i Italien, men at hun fik udstedt en humanitær opholdstilladelse, der nu er udløbet. Endelig henviste Dansk Flygtningehjælp til de generelt vanskelige forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien. Efter en gennemgang af lovgrundet og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren ad flere omgange har opnået opholdstilladelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af princippet om non-refoulement som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at klageren, henset til at hun i flere omgange har opnået opholdstilladelse i Italien, herunder humanitære opholdstilladelser og arbejdstilladelse, og at hun under sine længerevarende ophold i Italien har haft adgang til blandt andet arbejde, lægelig behandling samt medicin, ved en tilbagevenden til Italien de facto vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren ved sin indrejse i Danmark i 2017 fremlagde en humanitær opholdstilladelse fra Italien, som hun efter eget udsagn havde fået fornyet tre til fire gange, og at hun ved indrejsen i 2019 fremlagde en arbejdstilladelse fra Italien. Således finder nævnet, at klageren – i lyset af de tidligere udstedte opholdstilladelser, samt hendes ind- og udrejser af Italien – kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Klageren vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor hun inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået subsidiær beskyttelse. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på klagerens konkrete situation og personlige erfaringer. Således har klageren til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun lider af hjerteproblemer, problemer med sin hals, stress og udslæt på kroppen, men at hun i Italien har modtaget behandling herfor, haft adgang til den nødvendige medicin, og at hun er blevet vejledt om brugen af denne medicin. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det af AIDAs rapport: ”Country Report: Italy – 2018 Update” fra marts 2019 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har den samme adgang til sundhedsvæsenet som italienske statsborgere. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun frygter sin bror og tidligere ægtefælle, der begge opholder sig i Italien, idet hun ved, at de leder efter hende, og at de har truet hende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, såfremt dette skulle blive aktuelt, må henvises til at søge de italienske myndighederes beskyttelse, idet myndighederne må antages at have den fornødne evne og vilje til at yde denne beskyttelse. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har haft mulighed for at anmelde sin tidligere ægtefælle til politiet, men at hun ikke har fulgt op på denne anmeldelse.” §29b-ita/2019/5/cabv
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens opholdstilladelse i Grækenland var udløbet, og at Udlændingestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at klageren ville kunne få forlænget sin udløbne opholdstilladelse. Klageren henviste desuden til, at det ikke kunne udelukkes, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have gennemgået det relevante baggrundsmateriale udtalte Flygtningenævnet blandt andet i en afgørelse, stilet til klagerens advokat: ”Flygtningenævnet lægger til grund, at Deres klient som oplyst af de græske myndigheder er meddelt flygtningestatus i Grækenland og opholdstilladelse med gyldighed fra [sommeren] 2015 til [sommeren] 2018. Herefter, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om adgangen til i Grækenland at få fornyet en udløbet opholdstilladelse, jf. det i sagen foreliggende svar af 8. juni 2018 fra Greek Asylum Service, er der ikke grundlag for at fastslå, at Deres klient som følge af den udløbne opholdstilladelse vil være hindret i at indrejse i og tage ophold i Grækenland. Flygtningenævnet lægger også til grund, at Deres klient vil være beskyttet mod refoulement i Grækenland. Det bemærkes herved, at Deres klient har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Efter nævnets praksis skal Deres klients personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58 af 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver "treated in accordance with recognized basic human standards". Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige. Det fremgår således af Røde Kors' høringssvar af 29. september 2017 vedrørende forholdene for udlændinge, der er meddelt flygtningestatus eller "subsidiary protection" i Grækenland, at situationen for anerkendte flygtninge i Grækenland er værre end for asylansøgere. Det fremgår af samme notat og af høringssvar af 30. august 2017 fra European Council on Refugees and Exiles (ECRE), at navnlig adgangen til boliger er et af de største problemer, og at de fleste anerkendte flygtninge er henvist til at bo på gaden, i hjemløsebarakker, i forladte huse eller lignende. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af Deres klient vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at Deres klients personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne i AIDAs rapport om Grækenland fra 2018 ikke kan føre til, at forholdene er af en sådan karakter, at der forligger sådanne generelle mangler, at dette kan føre til en ændret vurdering. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland - om end vanskelige - ikke i sig selv kan medføre, at Deres klient efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder endelig, at Deres klient ikke har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen. Vedrørende den omstændighed, at Deres klients søskende har opholdstilladelse i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, at Grækenland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser henhører under Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge- og Integrationsministeriet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29 b-Græ/2019/9/cabv
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsen afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland, herunder muligheden for indkvartering. Dansk Flygtningenævnet henviste endvidere til, at klageren måtte anses som ganske særligt sårbar med henvisning til klagerens helbredsmæssige forhold, og at klagerens helbredsmæssige situation ville blive forværret i Grækenland. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – ikke i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klagerens oplevelser i Grækenland eller hans personlige forhold i øvrigt kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens alder sammenholdt med hans helbredsmæssige forhold, herunder at klageren lider af astma, dårligt hjerte, diskusprolaps, og at han i Danmark har pådraget sig en andengradsforbrænding på sit lår, ikke er forhold af en sådan karakter, at klageren kan anses for værende så ganske særligt sårbar, at Grækenland ikke vil kunne tjene som første asylland. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at oplysningerne vedrørende klagerens psykiske helbred, herunder at han har svært ved at sove om natten og oplever flashbacks, kan føre til en ændret vurdering heraf. Nævnet bemærker, at det fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, at anerkendte flygtninge i henhold til græsk lovgivning har samme adgang til lægehjælp og sociale ydelser som græske statsborgere, og at klageren således må antages at kunne få den nødvendige lægelige behandling i Grækenland. Dertil kommer, at det fremgår af oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018, at klageren er blevet tilset af læger i Grækenland, og nævnet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren ikke anser behandlingen for fyldestgørende. For så vidt angår det forhold, at klageren efter det oplyste ikke har fået anvist en bolig af de græske myndigheder, må klageren henvises til rette henvendelse til myndighederne på ny eller relevante klageinstans. Det bemærkes, at klageren ifølge sin forklaring til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 selv har været i stand til at skaffe sig bolig i Grækenland i fire til fem måneder, inden han udrejste derfra. Flygtningenævnet bemærker endelig, at vurderingen efter udlændingelovens § 31, der blev foretaget i 1998, ikke har betydning for vurderingen af, om Grækenland kan tjene som klagerens første asylland, og nævnet finder ikke, at der er grundlag for en stillingtagen til myndighedernes daværende behandling af sagen. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2019/8/cabv
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævn. Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland, og til at klagerens ægtefælle og børn var meddelt opholdstilladelse i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til, at Grækenland ikke kan tjene som første asylland. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Grækenland finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland – skønt svære – i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Det bemærkes herved, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder blandt andet af AIDAs rapport ”Country Report: Greece – 2017 Update”, fra februar 2018, og US Department of States rapport ” Country Reports on Human Rights Practices 2017 – Greece”, fra januar 2018, at flygtninge har samme ret til arbejde som græske statsborgere, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Endvidere har flygtninge samme ret til social bistand og til lægebehandling som græske statsborgere. Den omstændighed, at klagerens familiemedlemmer har opnået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, kan efter nævnets praksis ikke føre til et andet resultat. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2019/7/cabv
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Afghanistan, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævn. Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren som uledsaget mindreårig var særlig sårbar, og at han havde været udsat for seksuelle overgreb og trusler om vold. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet, og efter at have konstateret at klageren var blevet meddelt subsidiær beskyttelsesstatus i Grækenland, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige. Det fremgår således af Røde Kors’ høringssvar af 29. september 2017 vedrørende forholdene for udlændinge, der er meddelt flygtningestatus eller ”subsidiary protection” i Grækenland, at situationen for anerkendte flygtninge i Grækenland er værre end for asylansøgere. Det fremgår af samme notat og af høringssvar af 30. august 2017 fra European Council on Refugees and Exiles (ECRE), at navnlig adgangen til boliger er et at de største problemer, og at de fleste anerkendte flygtninge er henvist til at bo på gaden, i hjemløsebarakker, i forladte huse eller lignende. Om sikkerhedssituationen for flygtninge i Grækenland fremgår det bl.a. af UN News, Women and children threatened by sexual violence at refugee reception centres in Greek Islands, fra 2018, at mange asylansøgere og flygtninge bliver udsat for seksuel vold. Udlændingestyrelsen har til brug for sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren var 13 år gammel under sit ophold i Grækenland, og at han blev 14 år ved indrejsen i Danmark. Ansøgeren antages i dag at være 15 år gammel. Han har intet netværk i Grækenland og udviser ifølge lægelige oplysninger i sagen tegn på traumatisering med angstsymptomer. Han har oplyst over for de danske udlændingemyndigheder, at han har overværet drabet på sin far og bror i Afghanistan, ligesom han flere gange er blevet udsat for seksuelle overgreb under hans ophold i Grækenland. Psykolog […] har [i efteråret] 2018 udtalt, at ansøgeren i lyset af sine symptomers udvikling har et uopsætteligt behandlingsbehov. Hertil kommer, at ansøgeren over for de græske asylmyndigheder angiveligt har afgivet forkerte oplysninger om sit asylmotiv og derved opnået subsidiær beskyttelse i Grækenland på baggrund af oplysninger, han nu oplyser at være forkerte. Ansøgers asylgrundlag i Grækenland er således noget usikkert. Ansøgeren er desuden i Grækenland registreret med fødedatoen [primo] 2001, hvorfor der er risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Grækenland ikke vil blive behandlet som mindreårig. Ansøgeren må som følge af sin meget unge alder og helbredsmæssige forhold, som de er beskrevet i de lægelige akter, anses som en ganske særligt sårbar person, og hensynet til varetagelsen af hans tarv taler klart for at lade hans asylansøgning behandle i Danmark. Henset hertil, og til at ansøgeren i Grækenland ikke vil være garanteret et sikkert opholdssted, og at han vil være uden en voksen til at tage sig af ham, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at betingelserne for at afvise at behandle hans ansøgning i Danmark ikke er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græ/2019/1/cabv
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Hadramout, Mukala, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive slået ihjel af fjerne slægtninge, idet ansøgerens farfar havde en familiekonflikt om jord i 1950´erne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farfar og dennes to brødre i 1950’erne havde en jordkonflikt, idet de var uenige om, hvem der skulle arve familiens bananplantage. Den ene af ansøgerens farfars brødre blev i forbindelse med konflikten slået ihjel af den anden bror. Ansøgerens farfar udrejste herefter af Yemen med ansøgerens far og farbrødre. I 1982 udrejste ansøgeren sammen med sin mor til Saudi Arabien for at bosætte sig med ansøgerens far. Under ramadanen i 2015 var ansøgerens familie samlet til en familiebegivenhed, hvor ansøgeren blev opsøgt af et familiemedlem fra Yemen, som opførte sig truende over for ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at de generelle forhold i Yemen er meget usikre som følge af den verserende borgerkrig, og at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens farfar i 1950´erne udrejste af Yemen som følge af en jordkonflikt. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af denne konflikt vil være i asylbegrundende forfølgelse, hvis han indrejser i Yemen. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at konflikten efter ansøgerens forklaring ligger omkring 70 år tilbage i tid, og at ansøgerens far problemfrit har været i Yemen i forbindelse med, at han og ansøgerens mor blev gift. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren eller hans familie ikke har oplevet nogen form for problemer i anledning af konflikten. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2015 blev truet af et familiemedlem, til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende om truslens karakter. De generelle forhold i Yemen må på baggrund af baggrundsoplysningerne – herunder notat udgivet af Udlændingestyrelsen i april 2020: Yemen – i borgerkrig siden 2014, anses som meget alvorlige. Flygtningenævnet finder dog, at den generelle situation – særligt i Al-Mukala og nærområdet hertil ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Yemen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2020/2/JEA
Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder og at få frataget sine ejendele, fordi han er deserteret fra den syriske hær. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 1996 begyndte på det syriske militærakademi. Efter tre års uddannelse blev han tilknyttet den syriske hærs specialstyrker. I [foråret] 2011 blev han sammen med sin enhed udstationeret i Tartous-provinsen med ordre om at nedkæmpe demonstrationer. Ansøgeren efterkom ikke ordren om at skyde på civile og forbød også sin deling dette. Fra [foråret] 2011 til [efteråret] 2011 gjorde ansøgeren og hans enhed tjeneste i Homs-provinsen. Under udstationeringen foretog de ransagninger af civile bopæle sammen med den syriske efterretningstjeneste for at lede efter våben og eftersøgte personer. Ansøgeren forhindrede under disse ransagninger flere gange, at der blev begået overgreb mod civile og var af denne grund flere gange i konflikt med personer fra efterretningstjenesten. [I efteråret] 2011 blev ansøgeren tilbageholdt og kørt til [en afdeling] hos efterretningstjenesten i Damaskus, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Efter 10 dage blev ansøgeren præsenteret for beviser for, at han ikke havde fulgt militære ordrer. De næste fire måneder blev ansøgeren flyttet rundt til forskellige afdelinger. Herefter blev han flyttet til [et fængsel i Damaskus], hvor han var fængslet de næste to og et halv år. I begyndelsen af 2014 blev ansøgeren løsladt, hvorefter han fik seks dages sygeorlov på grund af sin tilstand. Ansøgeren flyttede til en familieejet gård i al-Qunaytirah-provinsen, som var kontrolleret af oprørere. Da han havde været væk fra tjenesten i én måned, begyndte myndighederne at opsøge hans families bopæl. Efter halvandet år flyttede ansøgeren til Dara-provinsen, hvor han boede indtil udrejsen af Syrien. Mens ansøgeren boede i provinserne al-Qunaytirah og Dara, var han frontperson for to væbnede grupper, […] i 2018 og […] i 2017, hvis roller var at beskytte de civile mod de syriske myndigheders angreb. Ansøgeren udrejste illegalt af Syrien [i efteråret] 2018. De syriske myndigheder har fortsat opsøgt ansøgerens families bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren, der var major i den syriske hær, blev udstationeret sammen med sin enhed i Tartous-provinsen i april 2014, med ordre om at nedskyde demonstranter, men at han ikke udførte ordren herom, ligesom han også forbød sin enhed at skyde på demonstranterne. Det kan videre lægges til grund, at ansøgeren fra [foråret] 2014 til den [efteråret] 2014, hvor han blev anholdt, var udstationeret i Homs sammen med sin enhed. Da ansøgeren var udstationeret i Homs, bistod han sammen med sin enhed efterretningstjenesten i forbindelse med ransagninger, hvor der blev ledt efter våben og eftersøgte personer. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i forbindelse med disse ransagninger i flere tilfælde forhindrede efterretningstjenesten i at begå vold og andre overgreb mod personer, og at hverken han eller folk fra hans enhed på noget tidspunkt selv deltog i sådanne overgreb, og det lægges videre til grund, at disse forhold var baggrunden for, at ansøgeren [i efteråret] 2014 blev anholdt og fængslet. På den anførte baggrund, og uanset det af baggrundsoplysningerne fremgår, at den syriske hær i perioden [foråret] – [sommeren] 2011 systematisk udførte drab af demonstranter og andre civile til demonstrationer og foretog vilkårlige anholdelser, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan antages, at ansøgeren ved sine handlinger har medvirket hertil. På baggrund af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at efterretningstjenesten i forbindelse med ransagningerne i nogle tilfælde foretog afbrændinger af civile bopæle og tyverier herfra. Idet der ikke er grundlag for at antage, at der i forbindelse med disse afbrændinger var risiko for personskade, finder Flygtningenævnet ikke, at disse forhold er omfattet af anvendelsesområdet for Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse som anført i Flygtningekonventionens artikel 1 F (b), og der er derfor ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra at opnå asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/09/DH
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra [en landsby], distrikt Akhmetta i Pankisi-regionen, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at hun vil blive anholdt, tortureret og slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, da de tjetjenske myndigheder har beskyldt ansøgeren for at smugle tjetjenske kvinder fra Tyrkiet til Syrien. De tjetjenske myndigheder har endvidere beskyldt ansøgeren for at være associeret med de tjetjenske oprørere, som kæmper i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2017 eller 2018 passede en ældre dame i en periode på otte måneder i byen Eskishehir, Tyrkiet. Ansøgeren rejste i [foråret] 2018 til Georgien, hvor hun opholdt sig i fire til fem måneder for at sælge de varer, som hun havde med fra Tyrkiet, hvorefter ansøgeren i [efteråret] 2018 indrejste i Tjetjenien. Ansøgeren blev i den forbindelse tilbageholdt af de russiske myndigheder, og hun blev adspurgt om sit ophold i Tyrkiet. Herefter fik ansøgeren lov til at køre hjem til sin bopæl i Grozny. Ansøgeren blev [en dato i efteråret] 2018 opsøgt af to uniformerede tjetjenske politibetjente. Politibetjentene bad ansøgeren om at følge med til politistationen, idet politibetjentene havde modtaget yderligere oplysninger om ansøgerens ophold i Tyrkiet. Ansøgeren tog sin bror med på politistationen. Efter ankomsten til politistationen, blev ansøgeren afhørt om hendes ophold i Tyrkiet. Ansøgeren forklarede, at hun havde plejet en ældre dame i Tyrkiet, men politibetjentene troede ikke på ansøgeren. Da ansøgeren fastholdt sin forklaring, truede politibetjentene ansøgeren med, at de ville forsøge at få ansøgerens bror til at oplyse, hvad ansøgerne havde foretaget sig i Tyrkiet. De truede endvidere ansøgeren med at tilbageholde ansøgeren og ansøgerens bror, medmindre hun oplyste yderligere om sit ophold i Tyrkiet. Ifølge politibetjentenes informationer havde ansøgeren smuglet kvinder fra Georgien til Tyrkiet med henblik på, at kvinderne skulle til Syrien. Politibetjentene oplyste endvidere ansøgeren om, at hun, følge politibetjentenes oplysninger, samlede informationer fra Tjetjenien og Georgien for at videregive informationerne til tjetjenske og georgiske krigsgrupper. Ansøgeren blev løsladt den efterfølgende dag med hjælp fra en af ansøgerens fars venner. Løsladelsen var betinget af, at ansøgeren betalte en bøde på 10.000 russiske rubler og underskrev en falsk anklage, hvoraf fremgik, at politiet ved ransagningen af ansøgerens person på politistationen havde fundet en narkotisk kapsel. Ansøgerens bror blev løsladt 10 dage senere. Ansøgerens bror var blevet tortureret og slået. Ansøgerens bror fortalte, at hele familien ville få problemer med de tjetjenske myndigheder som følge af ansøgerens ophold i Tyrkiet. Broren anbefalede derfor, at de begge forlod Tjetjenien. Ansøgeren fik det psykisk dårligt efter tilbageholdelsen, hvorfor ansøgeren blev indlagt [en dato i efteråret] 2018. Ansøgeren var indlagt i ni dage, og hun blev udskrevet omkring [en dato i efteråret] 2018. Herefter tog ansøgeren hjem til bopælen i Grozny, hvor hun opholdt sig frem til [en dato i efteråret] 2018. Ansøgeren udrejste herefter til Georgien. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet i Tyrkiet, og at hun er blevet afhørt af de russiske og tjetjenske myndigheder på et eller andet tidspunkt i forbindelse med sin genindrejse til de russiske delstater. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med de tjetjenske og/eller russiske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøger har forklaret upræcist og udetaljeret om afhøringen af hende og om sin brors forhold. Hun har forklaret upræcist om, hvor mange betjente der afhørte hende, og hun har forklaret udbyggende om, hvorvidt hun og hendes familie senere er blevet opsøgt af myndighederne på grund af hendes forhold. Ansøgeren har således indledningsvist forklaret, at hverken hun eller hendes familie blev opsøgt efter løsladelsen af hende, mens hun ved anden samtale og i advokatindlægget har oplyst, at de tjetjenske myndigheder har opsøgt hendes forældre og spurgt efter hende. Ansøgeren har tillige forklaret udbyggende om, hvorvidt hun blev løsladt uden betingelser. Hun har således indledningsvist forklaret, at hun, efter at have betalt en bøde, blev løsladt uden betingelser, mens hun i advokatindlægget har oplyst, at hun under tilbageholdelsen fik at vide, at hun ville blive kontaktet af myndighederne med henblik på en straffesag. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om brorens angivelige konflikt med myndighederne. Ansøgeren har således indledningsvist forklaret, at broren blev udsat for overgreb, men løsladt på samme vilkår som hende, mens hun efterfølgende har forklaret, at myndighederne stadig er efter hendes bror, og at han har fået udrejseforbud. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte udbygninger. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at hun i en periode var uden kontakt til sin farbror og derefter fik kontakt med ham, hvorefter hun fik oplysninger, forekommer utroværdigt. Der er herved lagt vægt på, at hun ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på den manglende kontakt til farbroren, og at hun efter sin egen forklaring fik nogle af oplysningerne forud for den sidste samtale, men at hun ikke ses at være fremkommet med disse oplysninger ved sidste samtale. Ansøgerens forklaring om, at hun straks udrejste, mens broren i første omgang blev i Tjetjenien forekommer i øvrigt usammenhængende med, at myndighederne var gået meget hårdere til broren. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har anvendt sit eget pas ved rejser mellem forskellige delstater i og ved sin legale udrejse af Rusland uden at opleve problemer. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgernes forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2020/15/MLVT.
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor/azeri og kristen fra Karaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af Sepah og/eller efterretningstjenesten, da han er kristen og har udført kristne aktiviteter. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født muslim, men blev kristen i 2015. Ansøgeren fik interesse for kristendommen gennem sin fætter og dennes ven, da fætteren og vennen havde været i Tyrkiet og herefter konverterede. Ansøgeren, fætteren og vennen deltog i Iran i huskirken hos en person ved navn [A]. I 2015 var ansøgeren i alt i huskirke ti gange. Sidste gang ansøgeren var i huskirke, måtte han flygte derfra, da en vagt foran huskirken fortalte, at agenter var på vej mod [A]s bopæl. Fem dage senere blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i otte dage, hvor han blev udsat for tortur og afhørt. Herefter blev han løsladt. Få dage senere blev ansøgeren overfaldet af ukendte mænd med våben. Ansøgeren flygtede herefter til Europa, hvor han søgte asyl i Danmark. Senere i 2015 vendte ansøgeren tilbage til Iran. Han indrejste legalt på sit eget rejsedokument. Ansøgeren påbegyndte sine kristne aktiviteter igen i [starten af eller foråret] 2018. Ansøgeren gav sin ven [B] en bibel, da han var interesseret i at lære mere om kristendommen. [B] og ansøgeren startede herefter en huskirke med [B]s bror, [C]. Huskirken var i et baglokale i [B]s og [C]s butik. Senere rykkede de huskirken over i baglokalet hos en anden ven, der også hedder [samme navn som C. Her kaldet D]. En dag kom betjente til [D]s butik. Ansøgeren og de andre holdt ikke huskirke på tidspunktet, hvor betjentene opsøgte butikken. [D] var blevet anholdt, ligesom overvågningen fra butikken var blevet taget med. Ansøgeren var på arbejde, da han fik det at vide, og han tog straks hjem for at pakke sine ting og flygte. Mens ansøgeren var i gang med at pakke, så han tre mænd komme mod lejligheden. Ansøgeren flygtede straks ud af lejligheden via nødtrappen og taget, og flygtede efterfølgende ud af Iran. Efter ansøgerens udrejse er hans bopæl i Iran blevet opsøgt fem til seks gange af civilklædte betjente. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 og søgte asyl med den begrundelse, at han var konverteret, at han havde været udsat for tortur i Iran, og at han var forfulgt. I [slutningen af] 2015 fik han et laissez passer af de iranske myndighederne, og indrejste og opholdte sig i Iran i 2,5 år uden at få problemer med de iranske myndigheder som følge af den påståede episode fra 2015. Ansøgeren har ikke kunnet forklare, hvad det var, der udvirkede, at han kunne rejse tilbage. Nævnet finder, at det kan lægges til grund, at han dermed ikke har været forfulgt af de iranske myndigheder, og at dette i væsentlig grad svækker hans generelle troværdighed. Ansøgeren har nu påstået, at han på ny er forfulgt som følge af sine kristne aktiviteter fra 2018. Den nye episode er tilsvarende den påståede episode fra 2015, og selvom ansøgeren har forklaret enslydende under samtaler med Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, finder nævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at episoden har fundet sted. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet forklare om sin interesse for kristendommen eller om sin indre omvendelsesproces. Det forhold, at han lod sig døbe i Danmark i [efteråret] 2015 kun en måned efter indrejsen kan ikke tillægges nogen betydning, særligt fordi han også efter sin egen forklaring ikke havde været kristen i særligt lang tid. Det forhold, at der er fremlagt en række erklæringer fra diverse kirker om hans deltagelse i kristne aktiviteter, kan ikke i sig selv føre til, at hans konversion kan antages at være reel. Det er ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med hans aktiviteter på Facebook, og selvom det måtte være tilfældet, er det, på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, ikke sandsynligt, at myndighederne af den grund vil efterstræbe ham. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og reel risiko, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/33/CERA
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Basra, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de irakiske myndigheder eller af militante grupper i Irak, herunder ISIS, fordi klagerens far har arbejdet som tolk for FN samt for de internationale militære styrker i Irak. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens far har arbejdet for de internationale styrker i Irak, herunder for de danske og for de britiske styrker i Irak, og at klagerens familie i 2006 fik mulighed for at rejse til Danmark for at søge asyl. Klageren har videre oplyst, at klagerens far modtog en trussel fra en ukendt afsender omkring år 2013, hvori klagerens far blev truet på livet, fordi klagerens far havde arbejdet for de internationale styrker i Irak. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 [i begyndelsen af] 2008. Ved endelig dom af [en dato i begyndelsen af] 2019 blev klageren idømt tre års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 167, jf. § 166, § 285, stk. 1, jf. § 281, nr. 1, og § 288, stk. 1, nr. 1, samt lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 43. Klageren blev samtidigt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. I den forbindelse blev klageren afhørt af Nordsjællands Politi. Klageren ønskede ikke at medvirke frivilligt til udsendelse til Irak. Det lægges til grund, at klagerens far var tolk i Irak for internationale styrker i en periode indtil 2006, og at klageren i 2007 fik opholdstilladelse i Danmark som 7-årig på grund af farens forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse i Irak til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren var 7 år, da han kom til Danmark, og at han ikke selv har konflikter i Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens far og øvrige nære familie har opholdt sig i Danmark de sidste ca. 14 år, og at klagerens far i 2011 og 2012 opholdt sig i Irak uden problemer med henblik på indgåelse af ægteskab. Uanset, at klagerens far i 2013 har modtaget en skrivelse, som faren selv anser for at være en trussel, men som objektivt set fremstår som et koran-citat, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han selv ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for hverken sin fars forhold, truslen mod faren i 2013 eller en trussel, som faren angiveligt skulle have modtaget for nyligt. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at forklare uddybende om, hvad han selv frygter i Irak. Det beror således alene på klagerens egen formodning, at han som følge af truslerne mod faren og i øvrigt som følge af farens forhold vil blive efterstræbt. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at farens konflikt ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han af andre årsager risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fars forhold. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren med undtagelse af sit fornavn bærer samme navn som sin far. Flygtningenævnet finder, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/13/MLVT.
Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt fire medfølgende børn fra Eritrea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bilen og sunni-muslim af trosretning fra [en by], Gash Barka, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at de eritreiske myndigheder vil sende ansøgerens børn til Sawa, hvorefter børnene skal aftjene militærtjeneste på ubestemt tid. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Eritrea, herunder at de eritreiske myndigheder ikke respekterer friheds- og menneskerettighederne. Ansøgeren har som støtte herfor oplyst, at hun i 1979 flygtede fra det daværende Etiopien til Sudan sammen med sin familie som følge af krigen. Ansøgeren har siden da opholdt sig i en UNHCR flygtningelejr ved navn Fatj El Rahman i Sudan frem til sin udrejse [en dato i efteråret] 2018. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens ægtefælle forsvandt i 2012 efter i mange år at have været i opposition til styret i Eritrea som en del af Eritreas Befrielsesfront. Det lægges således til grund, at ansøgeren og hendes ægtefælle har unddraget sig nationaltjeneste i Eritrea, og at ansøgeren har medvirket til, at hendes store børn tillige har unddraget sig nationaltjeneste. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens to ældste børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ifølge baggrundsoplysningerne skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Under hensyn til, at ansøgeren, der nu er 42 år og har mindreårige børn i alderen 7 år til 16 år, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at ansøgeren eller de ældste børn ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste eller, at ansøgeren risikerer straf for at have unddraget sig selv og eller sine børn nationaltjeneste. På denne baggrund og henset til ansøgerens ægtefælles konflikt med myndighederne, og den omstændighed, at ansøgerens ældste børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren ikke har været i Eritrea. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hendes mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/4/MLVT.
Nævnet hjemviste i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil miste livet. Ansøgeren frygter endvidere den generelle situation i Gaza. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der ikke er andet end uroligheder og krig i Palæstina, og at han kun har ret til at opholde sig i Gaza-området, hvor urolighederne foregår, herunder kampe mellem Israel og Hamas. Han har videre oplyst, at den politiske situation i Gaza er ustabil. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har boet i Danmark i syv år, hvorfor det vil være et kulturchok for ham at vende tilbage. Han frygter derfor, at han ikke vil kunne få et godt liv, og at han ikke vil kunne få et arbejde. Efter de foreliggende oplysninger, har ansøgeren ikke længere ret til opholdstilladelse i Egypten, og der er derfor ikke grundlag for at foretage en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold hertil. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., idet det nu er oplyst, at han er registreret ved UNRWA. Det indebærer, at ansøgeren som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre beskyttelsen er bortfaldet efter samme artikels 2. pkt. Flygtningenævnet finder det efter oplysningerne om ansøgerens hidtidige tilknytning til Gaza rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at der foretages en vurdering efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., således at denne afgørelse i givet fald kan indbringes for nævnet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” stat/2020/7/crt
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nicaragua. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er katolik fra Masaya, Nicaragua. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nicaragua frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har deltaget i demonstrationer i [foråret] 2018. Ansøgeren har videre oplyst, at hun deltog i en demonstration [i foråret] 2019, hvor en bevæbnet myndighedsperson begyndte at affyre skud mod demonstranterne. Ansøgeren flygtede hjemad, da hun var bange og ville i sikkerhed. To blokke fra demonstrationen blev hun stoppet af en pickup, hvor der på ladet sad to maskerede mænd, som ansøgeren mener, var fra politiet. De maskerede mænd kastede ansøgeren på jorden, hvor hun blev holdt omkring halsen, og fik fikseret sine hænder på ryggen. Ansøgeren blev herefter lagt op i ladet på pickuppen. Ansøgeren lå med hætte på, og kørte i 48 timer. Mændene truede undervejs ansøgeren med, at de ville slå hende og hendes familie ihjel. Efter de 48 timer blev ansøgeren ført ind i et hus, hvor hun blev udsat for fysiske overgreb blandt andet i form af slag og kvælertag. Mændene udspurgte her ansøgeren om, hvad hun lavede til demonstrationen, og hvorfor hun demonstrerede. Efter dette, blev ansøgeren sat ud i pickuppen og kørte i en rum tid, hvorefter hun blev sat af i vejkanten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgerens beskrivelse af, hvad der skete under demonstrationen [i foråret] 2019 i Managua, ikke stemmer overens med de baggrundsoplysninger, der henvises til i Udlændingestyrelsens afgørelse, og at ansøgerens beskrivelse af demonstrationen stemmer bedre med en anden demonstration, der fandt sted i nærheden [i foråret] 2019. Det er herunder også indgået i vurderingen, at ansøgeren har afgivet inkonsistente forklaringer om, hvordan hun var klar over, at det var en civilklædt person, som skød mod demonstranterne, idet ansøgeren under samtalen [i efteråret] 2019 indledningsvis oplyste, at hun ikke kunne forklare, hvordan hun vidste, at det var en civilklædt person, der skød mod demonstranterne, men senere under samme samtale forklarede, at hun havde hørt fra andre demonstranter, at der var tale om en civilklædt person. Ansøgeren har endvidere forklaret inkonsistent om, hvad der skete med den civilklædte person, som skød mod demonstranterne, idet ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2019 oplyste, at en gruppe unge kastede sig over den civilklædte person, mens ansøgeren under samtalen [i efteråret] 2019 forklarede, at hun ikke vidste, hvad der skete med ham. Det må efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at hun ikke kan anses for profileret i forhold til myndighederne, og at hun således ikke ud over deltagelse i demonstrationerne, herunder demonstrationen [i foråret] 2019, hvor hun efterfølgende blev tilbageholdt, har været i aktiv opposition mod styret i Nicaragua. På den baggrund finder nævnet det påfaldende, at myndighederne skulle have udfoldet så store bestræbelser som af ansøgeren forklaret i forhold til at efterstræbe og tilbageholde ansøgeren for deltagelse i demonstrationen [i foråret] 2020, herunder i et omfang hvor ansøgerens bopæl i Nicaragua efter ansøgerens forklaring for nævnet stadig i dag skulle være under overvågning, ligesom ansøgeren har mistanke om, at hendes familiemedlemmers telefoner bliver aflyttet og post åbnet. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nicaragua vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” nica/2020/5/crt
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nordmakedonien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk makedoner og kristen fra Skopje, Nordmakedonien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Nordmakedonien frygter at blive udsat for overgreb på grund af sin seksualitet, og at han frygter familien til sin ekskæreste, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden teenagealderen har vidst, at han er tiltrukket af mænd, og han har haft mange forhold til mænd. Homoseksualitet er ikke acceptabelt i Nordmakedonien, ligesom det er forbundet med skam. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2016 mødte [A], som han indledte et forhold til[A]s familie, som er albanske muslimer, er velhavende og har forbindelser til betydningsfulde personer, og familien var imod ansøgerens og [A]s forhold. Omkring årsskiftet 2016/2017 modtog ansøgeren første gang trusler. Ansøgeren blev truet med at blive slået ihjel, hvis han ikke stoppede forholdet til [A]. Han blev truet af en person, som oplyste at være [A]s bror, og [A] oplyste ligeledes ansøgeren, at [A]s brødre havde tæsket [A], hvorefter [A] og ansøgeren aftalte at være mere forsigtige omkring deres forhold. Ansøgeren modtog flere opkald med trusler. Ansøgeren blev endvidere overfaldet fire gange af [A]s brødre [B] og [C]. Første gang ansøgeren blev overfaldet var i [vinteren] 2016-2017, hvor ansøgeren blev slået på hoved og krop og blev advaret om, at det kunne blive værre, hvis forholdet med [A] fortsatte. [A] mente, at det var hans brødre, der havde overfaldet ansøgeren. Ansøgeren anmeldte overfaldet til poltiet, men da ansøgeren sagde, at han havde et forhold til [A], rev politibetjenten anmeldelsen i stykker og bad ansøgeren om at forlade stationen. Ansøgeren blev derefter overfaldet i [efteråret] 2017, hvor han blev forfulgt og slået bevidstløs, da han blev slået ned bagfra på vej hjem fra arbejde. Ansøgeren meldte forholdet til politiet, og han oplyste denne gang ikke, at han var homoseksuel. I sommeren 2018 blev ansøgeren igen slået ned på gaden af de to brødre. Ansøgeren og [A] afbrød deres forhold i slutningen af 2018. I [foråret] 2019 blev ansøgeren overfaldet af brødrene foran sin ejendom, og han blev truet med en pistol, idet han fik at vide, at han en dag ville blive skudt. Ansøgeren anmeldte dette samt modtagne trusselsbreve til politiet, men han hørte ikke fra politiet. Ansøgeren modtog en række trusselbreve, og nogle var underskrevet af [A]s bror [B]. Ansøgeren har senest modtaget to trusselbreve sendt til hans mor i slutningen af 2019 og i [vinteren] 2019-2020. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel og om hans konflikt med sin tidligere kærestes familie til grund, idet forklaringen har været konsistent og troværdig. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nordmakedonien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ILGA-Europe, published by ILGA – International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association: Annual Review of the Human Rigths Situation of Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex People in Europe 2019, 26 February 2019, hvoraf fremgår, at seksuelle handlinger mellem personer af samme køn er lovlige i Nordmakedonien, at den makedonske forfatning og lov forbyder forskelsbehandling på baggrund af seksuel orientering i beskæftigelse, nati-onalitetslove, adgang til offentlige tjenesteydelser, og at regeringen håndhæver disse love. Det fremgår endvidere, at der er afholdt LGBTI aktiviteter i form af Pride Parades, og at der har deltaget personer fra det offentlige liv. Nævnet finder herefter, at de generelle forhold for homoseksuelle i Nordmakedonien ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har således også forklaret, at han ikke frygter myndighederne, men alene, at de ikke har vilje til at beskytte ham grundet hans seksualitet. For så vidt angår ansøgerens konflikt med sin tidligere kærestes brødre har nævnet lagt vægt på, at de trusler og voldelige overgreb, som ansøgeren har været udsat for, er en privatretlig konflikt, og nævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Det bemærkes herved, at baggrundsoplysningerne, senest Country Reports on Human Rights Practices for 2019 – North Macedonia, ikke giver holdepunkter for at antage, at ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse i Nordmakedonien. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har anmeldt en række af disse overgreb til de makedonske myndigheder uden, at dette har ført til, at den tidligere kærestes brødre er blevet retsforfulgt, og at ansøgeren ikke mener, at myndighederne har taget hans anmeldelser alvorligt. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke har klaget over dette til højerestående makedonske myndigheder, og at det beror på hans egen formodning, at det måtte anses for formålsløst. Nævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte asyl i Danmark godt to måneder efter sin indrejse uden, at han har givet en troværdig forklaring herpå, og at han forud herfor – i [foråret] 2019 - har opholdt sig i Danmark uden, at han i denne forbindelse søgte asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Make/2020/1/gdan
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af religiøs overbevisning fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Hizbollah og Amal-militsen. Han har til støtte herfor oplyst, at han hjalp syriske flygtninge med nødhjælp. En dag omkring årsskiftet 2013/2014 blev ansøgerens bopæl opsøgt, og tre personer kidnappede ham. Ansøgeren blev ført til et ukendt sted, hvor han blev afhørt. Han blev løsladt samme dag. I forbindelse med en eksplosion på den iranske ambassade i Beirut omkring tre måneder efter den første kidnapning blev ansøgeren stoppet af personer tilhørende Hizbollah. Personerne slog ansøgeren, lagde ham i håndjern, gav ham en bluse over hovedet og førte ham til et ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt i omkring fire dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt og udsat for vold i form af slag og spark. Omkring fire dage efter tilbageholdelsen blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl frem til udrejsen i midten af 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har forklaret meget overordnet og udetaljeret om de centrale dele af sit asylmotiv, særligt tilbageholdelserne, hvorved forklaringen ikke fremstår selvoplevet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Ansøgerens ægtefælle og deres fælles barn har fået opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få meddelt konsekvensstatus. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at parret alene er religiøst viet, at vielsen fandt sted efter udrejse og kort før indrejse til Danmark, at parrets ægteskab ikke er registreret ved myndighederne, at parret ikke forud for indrejsen til Danmark har haft et samliv, der kan sidestilles med et ægteskab, og at ansøgerens kæreste på daværende tidspunkt var mindreårig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2020/2/JHB
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2002, 2003 eller 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen. Hun er født i [B], Syrien, og opnåede libanesisk statsborgerskab efter indgåelse af ægteskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælles familie. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i 2002, 2003 eller 2004 udrejste legalt af Libanon efter at være blevet familiesammenført med sin tidligere ægtefælle, som boede i Danmark. Ansøgeren og hendes tidligere ægtefælle blev skilt for omkring syv år siden, og ansøgeren blev herefter familiesammenført til sin på det tidspunkt mindreårige søn. Da ansøgeren og hendes tidligere ægtefælle var gift, truede hendes tidligere ægtefælle hende med at tage hendes opholdstilladelse og sende hende tilbage til Libanon. Han sendte ansøgerens penge til sin familie i Libanon. Hans søskende truede også med, at de ville slå ansøgeren ihjel, idet de ønskede, at de ikke skulle være sammen. De vil fortsat slå hende ihjel, fordi de er sure over, at de ikke længere modtager hendes penge. Ansøgerne har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter sin afdøde ægtefælles bror i Libanon. Hun har slutteligt henvist til de generelle forhold i Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Hvad angår familien i Libanon til ansøgerens første mand, der ifølge ansøgeren blev dræbt i Libanon, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med denne familie. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren i nævnet har forklaret udbyggende om denne konflikt, der ikke er oplyst om overfor Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig flere år på et kloster i Libanon efter sin første mands død, i hvilken forbindelse der ikke foreligger oplysninger om, at hun havde problemer med sin afdøde mands familie eller andre. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har været i Libanon efter sin første mands død, og efter bruddet med sin nu fraskilte mand, hvor ansøgeren boede hos sin afdøde mands familiemedlemmer. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med søskende til sin anden mand, der er hendes eks-mand. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår hun blev truet af sin eks-mands søskende. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun ikke kan huske, hvornår truslerne startede, men at det måske var for 2-3 år siden. Senere i samme samtale oplyste ansøgeren, at hun var blevet truet, mens hun stadig var sammen med manden, og at hun blev skilt fra manden fra ca. 7 år siden. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin frygt for sin eks-mands søskende ikke fremstår overbevisende, da hun ikke ved, hvor de befinder sig og ikke har hørt fra dem i en længere årrække. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at hendes eks-mands søskende fortsat ønsker at slå hende ihjel, henset til at hun og eks-manden ikke længere er sammen, og dette var hendes eks-mands søskendes ønske, ikke fremstår overbevisende. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hendes eks-mands søskende fortsat er sure på ansøgeren, fordi de ikke længere modtager ansøgerens penge fra ansøgerens eks-mand, fordi de ikke længere er sammen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet ikke har forklaret om, at der har foreligget trusler fra sin eks-mands familie i Libanon, men kun om bebrejdelser fra denne familie, fordi de ikke fik overført penge. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hun har været i Libanon, efter at hun og hendes eks-mand gik fra hinanden, hvor ansøgeren ikke oplevede nogen problemer med hverken denne familie eller andre. Ansøgerens forklaring om, at hun er psykisk syg, og at ansøgerens voksne børn er i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke mener at kunne vende tilbage til Libanon, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at socioøkonomiske forhold ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2020/1/lbv
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra [D], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af familien til hendes tidligere ægtefælle [A], fordi de er sure over, at han er død. Hun har til støtte herfor oplyst, at han døde i forbindelse med en bilulykke i Syrien i 2005, og at hans familie efterfølgende bebrejdede hende for dødsfaldet. En uge efter hans død var ansøgerens søster på besøg hos hans familie i forbindelse med en begravelsesceremoni. Ansøgeren og hendes datter [H] boede ved [A]s familie. Ansøgerens søster forsøgte at forsvare ansøgeren, hvilket resulterede i, at [A]s far tog en AK47 og truede ansøgerens søster med at slå hende ihjel. [A]s fætter kom ansøgeren og hendes søster til undsætning og afværgede situationen. Ansøgeren og hendes søster låste sig inde på ansøgerens værelse og ringede til ansøgerens familie, som kom og hentede dem tidligt næste morgen. Ansøgeren flyttede herefter til Kirkuk med sin familie. Hun blev efterfølgende opsøgt to gange og modtog flere telefoniske trusler fra [A]s familie, som truede hende med at slå hende eller hendes brødre ihjel samt tage ansøgerens datter [H] fra hende. I 2006 flyttede ansøgeren til [J] i Syrien. Hun modtog fortsat telefoniske trusler fra [A]s familie. Efter noget tid skiftede hun telefonnummer og har ikke siden modtaget telefoniske trusler. I 2008 mødte ansøgeren på et marked i Syrien tilfældigt [A]s moster, som fortalte, at familien stadig var ude efter ansøgeren. I 2008 forsøgte [A]s far forgæves at kidnappe ansøgerens datter [H] fra hendes børnehave i Syrien. Efter denne episode udrejste ansøgeren til Tyrkiet, idet hun ønskede at flygte fra Irak sammen med sin datter, bror og søster. På rejsen med gummibåd fra Tyrkiet til Grækenland mistede ansøgerens sin datter, da hun faldt ud af gummibåden. Ansøgeren rejste tilbage til Tyrkiet, hvor hun opholdt sig i en måned, inden hun rejste til Syrien, hvor hun opholdt sig i fire måneder. Derefter opholdt hun sig 20 dage i Tyrkiet, inden hun vendte tilbage til Syrien, hvor hun opholdt sig frem til sin udrejse til Danmark i [foråret] 2009. Hun er ikke blevet opsøgt fysisk af [A]s familien siden 2008. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af familien og klanen til hendes anden tidligere ægtefælle [M], fordi hun er holdt op med at gå med tørklæde, har ladet sig skille fra ham og taget deres fælles børn fra ham. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i 2008 mødte [M] i Syrien. De blev gift kort tid efter, og ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2009. [En nærmere angiven dato i foråret] 2019 blev ansøgeren og deres tre fælles børn anbragt på krisecenter, idet [M] havde udsat hende for fysisk vold. Ansøgeren har ikke haft kontakt med ham, siden hun kom på krisecenter. I [foråret] 2019 blev de skilt. [M]s farbror [S] er direktør i Bagdads sikkerhedstjenesten, og ansøgeren frygter, at han vil kunne få informationer om ansøgerens tilstedeværelse i Irak, hvis hun vender tilbage. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, og idet ansøgerens frygt findes at beror på hendes egne formodninger. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan [A]s familie har truet ansøgeren efter [A]s død. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [A]s familie truede med at slå ansøgeren ihjel via SMS´er. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [A]s familie både truede hende telefonisk og opsøgte hende to gange, mens ansøgeren boede hos sin familie i Kirkuk. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem [A]s far truede ved [A]s begravelsesceremoni hjemme hos [A]s forældre. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [A]s far truede med at slå ansøgeren ihjel med et våben, men at [A]s fætter stoppede [A]s far, hvorefter ansøgeren og hendes datter, [H], løb op på ansøgerens værelse og låste døren. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var ansøgerens søster, som [A]s far truede med at slå ihjel, og at det var ansøgeren og hendes søster, som låste sig inde på værelset sammen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om den sidste trussel, ansøgeren modtog fra [A]s familie. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at den sidste trussel, som ansøgeren modtog fra [A]s familie var i 2008, da de truede ansøgeren med, at de ville slå ansøgeren ihjel, såfremt ansøgeren ikke gav sin datter, [H], tilbage til [A]s familie. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgeren både har modtaget en trussel fra ansøgerens faster, som hun tilfældigt mødte på markedet i [J] i 2008, og at [A]s far også forsøgte at kidnappe ansøgerens datter, [H], i hendes børnehave i Syrien. For Flygtningenævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at [A]s far forsøgte at slå ansøgeren ved et møde ved den advokat, som behandlede forsikringssagen. På den baggrund afvises, at ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med [A]s familie. Endvidere bemærkes, at ansøgerens ægteskab med [A] og [A]s død ligger mange år tilbage. Det forhold, at ansøgeren har fremsendt de i sagen fremlagte udskrifter fra [M], om, at hvis [A]s familie hører om [H]s død, kunne det nå ansøgerens familie, der er psykopater, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med sin tidligere ægtefælles familie, [M]s, familie til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at [M] på intet tidspunkt har truet ansøgeren med, at hans klan eller hans farbror [S] skulle gøre ansøgeren noget. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt har modtaget trusler fra [M]s familie eller fra [M]s klan, hvorfor det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at [M]s familie eller hans klan vil slå ansøgeren ihjel ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Irak, herunder for enlige kvinder, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/12/lbv
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk chin og kristen af trosretning fra Chin State, Myanmar. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, fordi hun bliver opfattet som en, der har støttet oprørsgruppen AA, der er modstandere af myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Myanmar. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2017 var hos sine svigerforældre, og at en patrulje på 12 personer fra oprørsgruppen AA kom forbi og bad om husly, ligesom de bad ansøgeren om at lave mad til dem og sy deres tøj. Ansøgeren udrejste til Danmark i [efteråret] 2017, og hun fik i [vinteren] 2017-2018 oplysninger om, at myndighederne havde opsøgt hendes svigerfar og spurgte efter hende hos hendes svigerfar. Ansøgeren fik oplysninger om dette ved en besked fra Pa Bawi via en Facebook-gruppe, og hun fik besked på at kontakte sin svigerfar. Myndighederne havde spurgt efter ansøgeren, idet de havde informationer om, at hun havde støttet oprørsgruppen. Myndighederne oplyste ansøgerens svigerfar, at såfremt ansøgeren kom tilbage, ville de fængsle hende. Myndighederne har opsøgt ansøgerens svigerfar flere gange. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for de generelle forhold oplyst, at der er uroligheder i nærheden af landsbyen [by]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det forekommer påfaldende, at der ved udlæsning af ansøgerens telefon er fundet et notat indeholdende en detaljeret gengivelse af ansøgerens asylmotiv, som ansøgeren har forklaret, at hun selv har skrevet for at kunne huske det. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det vægt, at ansøgeren i notatet har skrevet, at politifolkene kom til hendes forældre, at politiet sagde til hendes mor, at ”jeres datter” hjalp rebellerne, og at forældrene sagde, at de ikke vidste, hvor hun var. Til samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren imidlertid forklaret, at det var hendes svigerfamilie, der blev opsøgt, at hun fik oplysningen om, at politiet var kommet, fra svigerfaren, og at svigerfaren havde sagt, at ansøgeren var blevet gift og var rejst til Danmark. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hendes forældre ikke blev opsøgt. Nævnet bemærker hertil, at det af asylsamtalen fremgår, at ansøgeren har brugt forskellige ord om svigerforældre og forældre, og at det derfor ikke forekommer troværdigt, at hendes svigerforældre i hendes tradition også er hendes forældre. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem personen Pa Bawi, som angiveligt via en Facebook-gruppe fortalte ansøgerens ægtefælle, at hendes svigerfar var blevet opsøgt af politiet, var. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren således, at Pa Bawi var hendes veninde, som svigerfaren kendte, idet hun kom fra hans landsby oprindeligt. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at Pa Bawi var en af hendes ægtefælles mandlige bekendte, som han kendte fra [by]. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om tolkeproblemer kan være årsag til denne divergens, idet der henvises til, at ansøgeren efter samtalerne med Udlændingestyrelsen har godkendt referaterne med korrektioner. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke søgte asyl, da hun efter sin forklaring i [vinteren] 2017-2018 fik oplysningen om, at politiet efterstræbte hende og ofte opsøgte hendes svigerfamilie, men først søgte asyl, da hun fik afslag på familiesammenføring - og efter at have opholdt sig i Danmark godt 1½ år. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig. De generelle forholds i Myanmar kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i Danmark. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2020/3/gdan
Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin bror [A], sin farbror, sin fætter samt en mand ved navn [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2013 blev gift med sin ægtefælle, som også dengang opholdt sig i Danmark. Efter sin fars død flyttede ansøgeren ind hos sin bror [A], som chikanerede ansøgeren og ikke lod hende forlade hjemmet eller mødes med sin ægtefælle i Iran. Et par måneder før sin udrejse sendte ansøgeren ved en fejl et billede af sig selv uden tørklæde til [A], og som følge heraf slog [A] hende og tog hendes telefon. Omkring en måned før udrejsen blev ansøgeren af [A] og sin farbror beskyldt for at have en affære med naboens søn, og ansøgerens fætter slog herefter nabosønnen ihjel. Ansøgeren har videre forklaret, at broren og farbroren ville have, at hun skulle giftes med en mand ved navn [B], som var farbrorens ven og medlem af Taleban. I sommeren 2017 udrejste ansøgeren af Afghanistan til Iran. Efter ansøgerens udrejse, har hendes søster fortalt hende, at [A], farbroren og fætteren vil slå hende ihjel. Søsteren har også fortalt hende, at [B] også vil slå ansøgeren ihjel, fordi ansøgeren har krænket og vanæret ham. Flygtningenævnet kan – uanset visse divergenser i ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen – i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har afgivet en troværdig og selvoplevet forklaring om det passerede. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren blev groft chikaneret, behandlet nedværdigende og udsat for vold af sin familie i Afghanistan, fordi hendes ægtefælle, [C], der da havde opholdstilladelse i Danmark, trods mange års ægteskab ikke havde hentet hende til Danmark. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at familien i Afghanistan ikke ønskede at have hende boende og derfor ville tvinge hende til at gifte sig med en mand fra Taleban. Flygtningenævnet kan tillige lægge til grund, og at der opstod yderligere en æresrelateret konflikt med familien på grund af en episode med en nabodreng, der blev dræbt, og hvor et familiemedlem blev fængslet for drabet. Efter karakteren af ansøgerens konflikter i Afghanistan, sammenholdt med at ansøgeren er uden netværk i Afghanistan, der kan beskytte hende, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2020/16/CERA
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Mazar-e Sharif. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter unavngivne personer, som har efterstræbt ham. Ansøgeren har videre henvist til den generelle diskriminering af etniske hazara i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [starten af] 2010 til [foråret] 2011 arbejdede som sikkerhedsvagt for det amerikanske konsulat i Mazar-e Sharif, og at han herefter arbejdede i omkring et år som sikkerhedsvagt for firmaet [X]. Fra [foråret] 2012 til [foråret] 2015 (i den sidste periode dog kun som ”stand by”) arbejdede han for fimaet [Y] som specialvagt for udlændinge og teamleder, og han underviste blandt andet sine underordnede i at beskytte folk samt brug af våben. I ansættelsesperioden modtog han truende opkald fra ukendte personer, og en dag i [foråret] 2015 blev han kidnappet af nogle mænd, som gav ham bind for øjnene, slog ham og kørte ham til en stald. De udspurgte ansøgeren om hans arbejde, brækkede hans højre skulder og truede med at slå ham ihjel og filme det. Efter tre dage lykkedes det ansøgeren at flygte, og udrejste sammen med sin ægtefælle og svigerfar til Pakistan. Ansøgeren blev deporteret tilbage til Afghanistan, hvor han opholdt sig en uge, indtil han udrejste på ny. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som sikkerhedsvagt i Afghanistan. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for hans udrejse til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om en række forhold. Ansøgeren har således forklaret skiftende om, hvorvidt han var klar over, at det var Taleban, der tilbageholdt ham, hvor mange personer, der var i taxaen, da han blev bortført, og hvor mange trusselsopkald, han modtog, samt hans reaktioner herpå. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet han ikke i asylskemaet oplyste, at han under tilbageholdelsen i stalden blev truet med at blive halshugget. Flygtningenævnet har dog navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han slap ud af stalden, hvor han efter 3 dages tilbageholdelse og med en brækket højre skulder med en jernkrog på kort tid gravede sig ud gennem en lermur, sneg sig forbi en vagt, sprang over en mur, løb og sprang op på ladet af en lastbil, der kørte 20-25 km/t og hoppede af ved et checkpoint, er utroværdig. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han fik mad og drikke under tilbageholdelsen, og om hvor lang tid det tog for ham at lave hullet i muren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår en forevist Facebook-korrespondance mellem ansøgeren og [A], at ansøgeren i [foråret] 2015 var arbejdsløs og indtrængende efterspurgte, om [A] kunne skaffe ansøgeren arbejde i Afghanistan, sammenholdt med at ansøgeren har forklaret, at han flygtede til Iran i [foråret] 2015, og der var fængslet i 3 måneder, og dette selv om der også [på to specifikke datoer i sommeren] 2015 var Facebook-korrespondance mellem ansøgeren og [A]. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke kan føre til en anden vurdering. Dette gælder, selvom ansøgeren er etnisk hazara. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/15/CERA
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter for sin ægtefælles liv, da han er efterlyst af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes herboende ægtefælle er efterlyst af myndighederne, da han er kurder fra Afrin i Syrien. Ægtefællen støtter det kurdiske oprør i området. Ægtefællens lillebror og far har desuden været anholdt af de tyrkiske myndigheder, fordi nogle kurdere i Syrien udleverede navnene på broren og faren til de tyrkiske myndigheder. Broren blev endvidere anholdt, fordi han deler navn med ægtefællen. Ægtefællen er blevet tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder ved tre forskellige indrejser i Tyrkiet. Ægtefællen fik efter én til to dages tilbageholdelse lov til at indrejse i Tyrkiet. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Tyrkiet, da hun er gift med en syrisk statsborger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sit asylmotiv, og at hun har forklaret divergerende om hendes egen og hendes ægtefælles konflikt med de tyrkiske myndigheder. Desuden har ansøgeren forklaret divergerende om myndighedernes opsøgning af hendes familie i Tyrkiet. Dertil kommer, at det – udover verbal nedgørelse – alene beror på ansøgerens formodning, at hun kan risikere at lide en eller anden ubestemt form for fysisk overlast ved en tilbagevenden til Tyrkiet. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv og ansøgerens generelle troværdighed har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin identitet og sit asylmotiv til Udlændingestyrelsen, og at ansøgeren indrejste i Danmark [i foråret] 2016 og først indgav ansøgning om asyl [i efteråret] 2017. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, eller at fastsætte en anden udrejsefrist end nedenfor bestemt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2020/2/JHB
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [A], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2018, og at hun [foråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [Vinteren] 2019 har advokat Jens Rye-Andersen påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet på vegne af klageren med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har gjort gældende, at hun er personligt eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi hun udrejste illegalt til Libanon i 2017. Klageren har til støtte for asylmotivet gjort gældende, at hun i 2012 deltog i 6 demonstrationer inde på det universitet, hun gik på. Hun var ikke været tilbageholdt i forbindelse hermed. I 2017 udrejste hun illegalt fra Syrien til Libanon på falske identitetspapirer, som hun havde fået fra en agent. Hun udrejste fra Syrien med henblik på via Libanon at rejse videre til Danmark, hvor hendes ægtefælle havde fået opholdstilladelse. I lufthavnen i Beirut blev hun tilbageholdt af myndighederne, der opdagede, at hendes id-papirer var falske. De opfordrede hende til enten at søge opholdstilladelse i Libanon eller rejse tilbage til Syrien. Hun valgte at rejse tilbage til Syrien, fordi hun ikke kendte nogen i Libanon, der kunne stille garanti for hende. Hun skaffede sit originale id-kort fra Syrien, hvorefter de libanesiske myndigheder traf afgørelse om at udvise hende til Syrien. Hun fik i den forbindelse at vide, at de syriske myndigheder ikke ville blive orienteret om, at hun var indrejst i Libanon på falske papirer. For at sløre den illegale udrejse, fik hun, da hun genindrejste til Syrien, politiet til at udstede en udrejsetilladelse til Libanon. Herefter gjorde hun som om, hun ville indrejse til Libanon men vendte kort efter tilbage til den syriske grænse og fortalte, at hendes familie havde ringet og sagt til hende, at hun ikke skulle udrejse alligevel. Klageren rejste tilbage til først Damaskus og dernæst [A], hvor hun opholdt sig hos sin familie til [foråret] 2018. Da den tyrkiske hær i [foråret] 2018 kom til [A], flygtede hun sammen med sin mor. Under flugten mistede hun sit pas. Efter at hun var blevet smuglet ind i Aleppo, ville hun søge om et nyt pas. Hun henvendte sig personligt på paskontoret i Aleppo den [foråret] 2018, hvor hun blev anholdt, fordi der var en sag på hende på grund af den illegale udrejse til Libanon. Efter at have været tilbageholdt nogle dage, blev hun bragt til et fængsel i Damaskus. Hun kom for retten, og i den forbindelse fandt hun ud af, at de syriske myndigheder havde nogle papirer, hvori hendes illegale udrejse og sagen i Libanon var beskrevet. Klagerens familie bestak dommeren, og derfor blev hun løsladt betingelsesløst men med krav om, at hun skulle møde for retten en måned senere. Hendes advokat sagde, at han ikke kunne gøre noget for hende, og at hun stod til 6 års fængsel. Advokaten rådede hende derfor til at udrejse. Hun udrejste herefter illegalt i [sommeren] 2018. Indledningsvist skal nævnet om klagerens deltagelse i demonstrationer bemærke, at selvom nævnet måtte lægge denne del af klagerens forklaring til grund, har deltagelsen i 4 demonstrationer inde på universitetets grund i 2012, ikke på noget tidspunkt givet klageren problemer med de syriske myndigheder, heller ikke selvom hun har forklaret, at hun senere har haft en anden sag med myndighederne. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun af denne grund vil være i konkret og individuel risiko forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om anholdelsen og retssagen til grund, idet klagerens forklaring herom på væsentlige og helt centrale punkter har været udbyggende. Nævnet skal videre bemærke, at klagerens forklaring omkring den illegale udrejse til Libanon i 2017 på væsentlige punkter forekommer ulogisk og usammenhængende navnlig med hensyn til, hvorfor hun udrejste på falske papirer, og måden hvorpå hun senere forsøgte at sløre udrejsen. Indledningsvist bemærkes, at klageren er en veluddannet kvinde, der næsten har færdiggjort sit jurastudium i Syrien. Desuagtet har hun undladt at fortælle Udlændingestyrelsen, at hun har været tilbageholdt og stillet for retten i Syrien på grund af den illegale udrejse til Libanon i 2017. Det er således først i forbindelse med mødet med advokaten [foråret] 2020, at klageren har forklaret herom og har oplyst, at hendes flugt fra Syrien skyldes denne sag, ligesom det først er på dette tidspunkt, at hun har fremlagt et dokument, som hun angiver, er en politirapport, som hun kort før nævnsmødet har modtaget fra sin syriske advokat. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren har forklaret, at hun siden 2018 har været bekendt med såvel eksistensen af dette dokument som retssagens øvrige dokumenter, idet det er hende, der har givet dem til den syriske advokat. Klageren har tidligere i detaljer forklaret om den illegale udrejse til Libanon uden at nævne anholdelsen og retssagen, selvom disse hændelser var de direkte flugtudløsende begivenheder. Hun har endvidere i samtalerne med Udlændingestyrelsen svaret benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt hun har været tilbageholdt, ligesom det først er ved den anden samtale med hendes danske advokat, at hun har forklaret herom. Henset til, at nævnet i sin helhed har forkastet klagerens forklaring om tilbageholdelsen og retssagen, har nævnet ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på en ægthedsvurdering af den fremlagte politirapport. Den omstændighed, at klagerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han har deltaget i regimekritiske demonstrationer og har været tilbageholdt af de syriske myndigheder og udsat for tortur, kan heller ikke føre til, at klageren anses for at være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren blev gift med ægtefællen første gang i 2014 og anden gang i 2015, og at hun ikke på noget tidspunkt frem til udrejsen i sommeren 2018 er blevet opsøgt af eller har haft problemer med de syriske myndigheder som følge af ægtefællens forhold. Som anført ovenfor har nævnet tilsidesat klagerens forklaring om tilbageholdelsen og dermed også, at hun i den forbindelse skulle have forklaret de syriske myndigheder om ægteskabet. Herefter finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/8/AMKJ
Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […] Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse af de syriske myndigheder, da han er deserteret fra militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at blev indkaldt af politiet til at aftjene militærtjeneste. Klageren påbegyndte sin militærtjeneste i marts eller april 2010. Klageren opholdt sig på kasernen i [byen A] i fem eller seks dage, hvorefter han blev overført til den [en division] i [byen B]. Da klageren kom til [byen B], deltog han i et kursus, der varede tre måneder. Kurset omhandlede fysisk træning og teoriundervisning i militærregler. Efter de tre måneder fik klageren 72 timers orlov. Under orloven blev klageren opfordret af sin nabo til at desertere. Klageren vendte imidlertid tilbage til kasernen. Klageren herefter blev sendt til [en division] i [byen C], hvor han undergik hård fysisk træning og deltog i kurser i luftforsvar og våbenbrug. Efter, at klageren havde været i militærtjeneste i ét år, kom konflikten til [byen C]. Klagerens overordnede beordrede derfor klageren at stå vagt ved regimets kontrolposter i byen. Klageren vidste, at det var farligt at stå vagt ved en kontrolpost, hvorfor han besluttede sig for at desertere. Det lykkedes klageren at desertere sammen med 11 andre personer. Deserteringen foregik ved, at klageren og de 11 andre personer opdelte sig i små grupper, hvorefter de forlod kasernen og tog hen til Den Frie Syriske Hær, hvor de overgav sig. Efter at være blevet visiteret, blev klageren og de 11 andre personer kørt til Aleppo i en minibus. Klageren udrejste herefter af Syrien. Klageren nåede at aftjene omkring 1 år og to eller tre måneders militærtjeneste, før han deserterede. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren risikerer genindkaldelse til militærtjeneste, og da han ikke ønsker at udføre eller bevidne handlinger i strid med internationale konventioner. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at han har aftjent værnepligt, men nævnet kan ikke lægge til grund, at han er deserteret fra militærtjeneste og på den baggrund er efterstræbt. Nævnet har herved lagt vægt på, at hans forklaring om flugten ikke forekommer overbevisende, og fordi han efter deserteringen har kunnet opholde sig i tre år i Syrien og angiveligt ikke er blevet opsøgt af myndighederne, herunder da han opholdt sig i Aleppo, hvilket ikke forekommer sandsynligt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er en yngre, ugift mand uden nær familie i Danmark, og han har hverken opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en uddannelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/7/JHB
Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at han er etnisk bajuni og muslim fra [en ø], Somalia. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af al-Shabaab, som han er flygtet fra. Klageren frygter endvidere folk fra sit område, fordi de tror, at han er spion fra al-Shabaab. Klageren frygter endelig sin tidligere ægtefælles familie, hvis han gør krav på sin datter. Klageren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet oplyst, at en dag blev klageren og nogle af hans venner antastet af flere mænd fra al-Shabaab. De blev taget med til en lejr, fordi de nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. I lejren blev klageren og hans venner mishandlet, slået og truet. Det lykkedes klageren og nogle andre at flygte. Al-Shabaab ledte efter dem og sagde, at de var spi-oner for myndighederne. Klagerens lillebror har oplyst klageren om, at folk har sagt, at klageren var spion for al-Shabaab. Klagerens lillebror er også blevet opsøgt flere gange på sin bopæl og på vej hjem fra moskeen af al-Shabaab, hvor de har spurgt efter klageren. Klagerens lillebror blev også tilbageholdt af al-Shabaab én gang i et døgn, fordi de ville vide, hvor klageren var henne. Klageren ønskede, at hans lillebror skulle passe hans datter, og i den forbindelse blev klagerens lillebror også truet af klagerens ægtefælles familie. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Dan-marks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren ikke er somalisk statsborger med den baggrund, han har forklaret om, og som Udlændingestyrelsen lagde til grund for opholdstilladelsen af [sommeren 2012]. Flygtningenævnet bemærker, at klageren vel ikke har dokumentation for sin identitet eller baggrund, men at klageren har demonstreret over-bevisende kendskab til det område, han påberåber sig at stamme fra. Flygtningenævnet finder ikke, at de foretagne sprogtests og heller ikke sammenholdt med de divergenser, der er i klagerens forkla-ring, giver tilstrækkeligt grundlag for nu at tilsidesætte klagerens forklaring om sin baggrund. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren kan anses for at have udvist svig. Flygtningenæv-net lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at al-Shabaab ikke har kontrollen med [en ø i Somalia], hvor klageren stammer fra, ligesom klageren i øvrigt ikke er profileret i forhold til al-Shabaab i et sådant omfang, at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til [en ø i Somalia]. Der er heller ikke grundlag for at antage, at klageren risikerer overgreb fra lokalbefolkningen eller fra svigerfamilien. Forholdene er således ændret, således at grundlaget for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse som udgangspunkt er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. For så vidt angår § 26 vurderingen lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [somme-ren 2012], at klageren har været under uddannelse siden, at klageren har bestået Dansk prøve 2 og gennemført nævnsmødet stort set uden brug af tolken, at klageren må anses for integreret i det dan-ske samfund med danske venner, traditioner, studiejob og en [nordisk] kæreste. Klageren har ikke længere familie i Somalia eller øvrig tilknytning til [en ø i Somalia]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at det må anses for særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, for klageren at hans tilladelse nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørel-se, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” So-ma/2019/178.
Nævnet meddelte i marts 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren frygtede at blive fængslet ved tilbagevenden til Rusland, da de russiske myndigheder fejlagtigt havde anklaget og idømt ham en lang fængsels-straf for at være oprørssoldat. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han havde været fængslet i en årrække af de russiske myndigheder, og at han var blevet tortureret under sin fængs-ling. Ved partshøring af [sommeren 2019] i forbindelse med ansøgning om forlængelse af opholds-tilladelse fastholdt klageren, at han frygtede at blive tortureret og slået ihjel af de tjetjenske og rus-siske myndigheder. Til støtte for dette asylmotiv har klageren oplyst, at hans bror, [A], er forsvundet efter at være blevet taget af maskerede mænd, og at det samme vil ske for ham, da deres ældste bror, [B], har været soldat i det tjetjenske militær. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren 2007] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen nægtede at forlænge klagerens opholdstilladelse den [efteråret 2019], idet klageren ifølge Udlændingestyrel-sen havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Klageren har fortsat som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel og tortureret af de russiske og tjetjenske myndigheder ved tilbagevenden til Rusland. Endvidere har klageren oplyst, at han frygter at blive fængslet, og at hans fængselsstraf vil blive forlænget, idet han er flygtet fra myndighederne under sin frihedsberøvelse. Til støtte for sit asyl-motiv har klageren oplyst, at hans bror, [B], var soldat i det tjetjenske militær under krigen mellem Rusland og Tjetjenien. I den forbindelse er klageren blevet anklaget og idømt en lang fængselsstraf af de russiske myndigheder, og han blev under sin frihedsberøvelse udsat for fysiske overgreb. Kla-geren har i sin forklaring til Udlændingestyrelsen den [sommeren 2019] på flere centrale punkter afgivet det en divergerende forklaring omkring sit asylmotiv, herunder om broderen [B] og sin fa-ders død. Det fremgår af sagen, at klageren er indstillet til førtidspension på grund af en alvorlig personlighedsforstyrrelse og sine kognitive udfordringer. Klagerens egen læge har til brug for be-handlingen af ansøgning om førtidspension anført blandt andet: ”Jeg tror at specielt den psykiske problemstilling vil være livslang og er ikke tilgængelig for en egentlig behandling.” Klageren har endelig over for Flygtningenævnet fremstået meget forknyt og sammensunken. På denne baggrund finder Flygtningenævnet det ikke bevist, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger under sin asylsag med henblik på at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at kla-geren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrel-sen afgørelse af 6. september 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændin-gelovens § 7, stk. 2.”rusl/2020/13/amkj
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politi-ske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Irak var forfulgt som kurder, og at han endvidere frygter hævn på grund af sit arbejde for den private efterretningstjeneste [A]. Ansøgeren har hverken familie, arbejde eller bolig i Irak. Ansøgerens herboende bror har desuden brug for ansøgeren. Ansøgeren har ikke økonomiske midler til klare sig selv i Irak, og han har brug for medicinsk behandling, som muligvis ikke er tilgængelig i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Erbil arbejdede for [A], som var en efterretningstjeneste, som refererede til KDP. Ansøgeren skulle holde det hemmeligt, at han arbejdede for [A], og han skulle til tjenesten videregive oplysninger, som han blandt andet opsøgte ved moskeer. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke ved, om hans søskende fortsat opholder sig i Irak. Ansøgeren har hverken kontakt til dem eller oplysninger om dem. Ansø-geren har endvidere oplyst, at han er testet positiv for Hepatitis A. Ansøgeren har de sidste tre år lidt af angst, hvilket han modtager medicinsk behandling for. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans hjemby, Mosul, er blevet bombet af ISIL. Der er ikke bygninger tilbage i byen. Det er generelt ikke sikkert at opholde sig i Mosul og Irak, og ansøgeren frygter både ISIL og terrorister, idet han frygter de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren er diagnosti-ceret med såvel fysisk som psykisk sygdom, der påvirker hans sindstilstand, og at nævnet ved be-visvurderingen har taget hensyn hertil. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren udrejste af hjemlandet i 2005, og at han siden har søgt asyl i Sverige, Danmark og Finland med tre forskellige asylmotiver og med forskellige oplysninger om, hvor han er født og opvokset. Flygtningenævnet finder, at dette forløb afsvækker ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgeren har under nævns-mødet frafaldet alle tidligere asylmotiver og alene fastholdt det nye asylmotiv, som han fremkom med ved sit sidste møde i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forkla-ring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår udbyggende, usammenhængende og helt uden detaljer. Ansøgeren har således ikke forud for seneste møde i Flygtningenævnet nævnt, at han er flygtet, fordi han frygter familierne til de per-soner, som han har angivet, eller som folk tror, at han har angivet. Ansøgerens forklaring om, at han ikke tidligere har nævnt dette motiv, fordi han frygtede for sin fars sikkerhed i hjemlandet, og at han først har nævnt det i Flygtningenævnet [efterår 2019], fordi hans far på det tidspunkt var afgået ved døden, forekommer ikke troværdigt. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har oplyst, at hans far var afgået ved døden før den første samtale med Udlændingestyrelsen og før, han ansøgte om asyl i Finland. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet i stand til at svare uddybende på spørgsmål om asylmotivet, herunder på spørgsmål om rekrutteringen, aflønningen sine arbejdsopgaver eller de kurdiske sikkerhedsorganisationer som sådan. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsmaterialet, at de generelle forhold i Irak ikke er sådanne, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/5/amkj
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra DR Congo. Indrejst i 2007. Sambehandlet med demo/2020/7/DH demo/2020/8/DHFlygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i sommeren] 2007 klageren opholdstilladelse efter ud-lændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klageren har til UNHCR oplyst, at hun og hendes ægtefælle i 1998 blev opsøgt på deres bopæl i DR Congo. Klageren og hendes ægtefælle blev bortført af en gruppe oprørere. Under bortførelsen blev klageren voldtaget af en af oprørerne, men det lykkedes efterfølgende for klageren og hendes ægtefælle at flygte fra oprørerne. Klageren oplyste videre, at familiens bopæl i [måned i sommeren] 2005 blev angrebet af soldater, som krævede penge. Solda-terne skød og dræbte klagerens svoger, udsatte klageren og hendes familie for overgreb og bortførte klagerens døtre, [B] og [A]. [B] blev voldtaget og skåret i halsen med en kniv. [A] blev holdt fanget og tvunget til at indgå ægteskab med en kommandant. Det lykkedes klagerens døtre at flygte, hvor-efter klageren og hendes familie flygtede til Uganda i frygt for, at soldaterne ville opsøge dem igen. Den [dato i efteråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse fra klagerens datter, [A], hvori [A] oplyste, at hun var begyndt at leve et kristent liv, og at hun er blevet klar over, at hun kan ende i helvede på grund af den løgn, hun fortalte i flygtningelejren i Uganda. [A] oplyste, at hun havde løjet om, at hun var blevet voldtaget af nogle soldater. Til klagerens samtale med Udlændin-gestyrelsen den [dato i sommeren] 2018 oplyste hun, at klageren og hendes veninde i 1998 blev opsøgt af soldater fra Rwanda på klagerens venindes bopæl. I den forbindelse blev klageren voldta-get af en soldat. Klageren oplyste videre, at hændelsen i 2005 ikke havde fundet sted, og at de hav-de forladt DR Congo på grund af den generelle sikkerhedssituation i landet. Udlændingestyrelsen traf [ultimo] 2018 afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet henholder sig indledningsvis til sin vurdering af [dato i foråret] 2019, hvorefter betingelserne for at inddrage kla-gerens opholdstil¬ladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, isoleret set er opfyldt, og hvorefter inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., i udlændingelo-ven, ligesom hverken hensynet til familiens enhed eller klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til en anden vurdering. Af United Nations Security Council, Implementation of the Peace, Security and Cooperation Framework for the Democratic Republic of the Congo and the Region, fra 1. ok-tober 2019, fremgår blandt andet: “II. Major developments A. Security situation 2. During the period under review, the security situation in the Democratic Republic of the Congo remained frag-ile, as illegal armed groups continued to commit atrocities against the civilian population and attack the Armed Forces of the Democratic Republic of the Congo (FARDC). In addition, cross-border security-related incidents, prevailing insecurity in the Central African Republic and sporadic fighting between Government and opposition forces in South Sudan affected peace and stability in the Great Lakes region. 3. In the eastern Democratic Republic of the Congo, the Allied Democratic Forces (ADF) were suspected of per-petrating attacks in the Beni area, including in areas affected by the outbreak of the Ebola virus disease. Fur-thermore, alleged links between ADF and Islamic State in Iraq and the Levant (ISIL) raised grave concern in the region. On 18 April, ISIL claimed responsibility for an attack suspected to have been carried out by ADF on an FARDC camp in Bovata, North Kivu, on 16 April, during which two soldiers and one civilian were killed. Since then, ISIL has claimed responsibility for more attacks also attributed to ADF. In a media appearance on 29 June, the President of the Democratic Republic of the Congo, Félix Tshisekedi, expressed concern over the adoption by ADF of terror tactics linked to ISIL. In its most recent report, however, the Group of Experts on the Democratic Republic of the Congo did not confirm any direct link between ADF and ISIL. 4. FARDC and the United Nations Organization Stabilization Mission in the Democratic Republic of the Congo (MONUSCO) continued joint military operations against ADF, including an offensive on 30 May that led to the killing of 26 ADF combatants in Ngite, North Kivu. 5. The operational strength of the Democratic Forces for the Liberation of Rwanda (FDLR) continued to dimin-ish during the period under review, following the repatriation of most of its former combatants from camps in the eastern Democratic Republic of the Congo in 2018, along with sustained joint FARDC-MONUSCO operations targeting the group. The impact of the death of the FDLR leader, Ignace Murwanashyaka, in Germany on 16 April was not immediately discernible in the operational structure and morale of the rebel group. FDLR remained active and continued to pose a threat in North and South Kivu Provinces through local and regional networks. The number of cases of conflict-related sexual violence reportedly committed by FDLR combatants increased in Nyiragongo territory, where most victims were attacked on their way to collect firewood and charcoal in the Virunga National Park. Conflict-related sexual violence also continues to be reported in Rutshuru territory, in the context of clashes between FDLR and Nyatura elements. 6. In December 2018, the FDLR splinter group Conseil national pour le renouveau et la démocratie (CNRD) came under significant pressure from the Nduma défense du Congo-Rénové (NDC-R) militia and was forced to move southward. Abandoning their positions in North Kivu, hundreds of CNRD fighters and thousands of Rwandan Hutu civilians travelling with the group relocated to South Kivu in January 2019. Throughout their southbound movement, which began around 23 December 2018, several clashes occurred, with casualties reported within CNRD ranks and among civilians. FARDC and MONUSCO engaged in pursuit of the rebels in South Kivu. There were allegations of conflict-related sexual violence against minors attributed to CNRD, in the context of clashes with FARDC in Kalehe, South Kivu. 7. The P5 coalition, an armed group composed of Rwandan opposition political organizations, has been weak-ened by the arrest on 30 April and extradition from the Comoros of Callixte “Sankara” Nsabimana, the leader of the National Liberation Front, the military wing of the Mouvement rwandais pour le changement démocratique. On 23 May, Callixte Nsabimana was charged with 16 crimes, including terrorism, kidnapping, murder and genocide denial. He pleaded guilty to all charges. Despite those setbacks, members of the P5 coalition, supported by the local Ngomino armed group and remaining members of FDLR, were reported to have regrouped and reorganized in North Kivu and South Kivu. 8. Similarly, although the presence of the Résistance pour un État de droit au Burundi in South Kivu had de-creased following FARDC-MONUSCO military operations in early 2019, the group was reported to have been fighting since May alongside Mai-Mai Yakutumba against the Rwanda National Congress. …”Af UNHCR’s Position on Returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the Dem-ocratic Republic of Congo affected by ongoing conflict and violence – Update II, fra september 2019 fremgår blandt andet:“Human Rights Situation13. Serious and frequent violations of human rights continue to be perpetrated by varius actors in North Kivu, South Kivu, and Ituri. ……Humanitarian Situation14. The humanitarian situation in North Kivu, South Kivu, and Ituri remains dire, with much of the population requiring humanitarian assistance but with severe operational challenges for humanitarian actors. …”Selvom de generelle forhold i DR Congo således er alvorlige og uforudsigelige, finder Flygtninge-nævnet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenæv-net stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2020/9/DH
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra DR Congo. Indrejst i 2007. Sambehandlet med demo/2020/7/DH demo/2020/9/DHFlygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i sommeren] 2007 klageren opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klageren har til UNHCR oplyst, at hun siden 1998 havde delt bopæl med sin søster, [C], og hendes familie. I [dato i sommeren] 2005 blev deres bopæl opsøgt af nogle mænd i militærtøj, som krævede penge. Mændene skød og dræbte klagerens ægtefælle og bortførte klagerens niecer, [B] og [A], og de slog klagerens søster med en geværkolbe. [B] vendte tilbage til bopælen samme nat med snitsår på halsen. Hun fortalte, at mændene, der havde bortført hende, havde voldtaget hende og forsøgt at slå hende ihjel. Da det også lykkedes [A] at flygte, flygtede klageren og resten af hendes familie sammen til Uganda. Den 2. november 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse fra klagerens niece, [A], hvori [A] oplyste, at hun var begyndt at leve et kristent liv, og at hun er blevet klar over, at hun kan ende i helvede på grund af den løgn, hun fortalte i flygtningelejren i Uganda. [A] oplyste, at hun havde løjet om, at hun var blevet vold-taget af nogle soldater. Til klagerens samtaler med Udlændingestyrelsen den [dato i sommeren] 2018 og den [dato i efteråret] 2018 oplyste hun, at det asylmotiv hun havde oplyst til UNHCR var usandt. Klageren oplyste, at hendes ægtefælle ikke var blevet skudt og slået ihjel under episoden i [måned i sommeren] 2005, og at klagerens niecer ikke var blevet bortført og voldtaget. Klageren oplyste videre til sine samtaler med Udlændingestyrelsen i 2018, at hun havde reelle konflikter i sit hjemland, som hun ikke havde fortalt om til UNHCR. Klageren oplyste, at hun rettelig frygtede rwandiske soldater som følge af klagerens politiske aktiviteter. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har arbejdet for oppositionspartiet Rassemblement Congolais pour la Démocratie (RCD). Klageren har oplyst, at hendes taske indeholdende hendes pung og ID-kort med navn, adresse og telefonnummer, blev stjålet. Klageren frygtede, at hendes taske med hendes personlige oplysninger var kommet i de rwandiske soldaters besiddelse. Klageren levede efterfølgende i skjul frem til sin udrejse af DR Congo [ultimo] 2005. Udlændingestyrelsen traf den [dato i efteråret] afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. ud-lændingelovens 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet henholder sig indledningsvis til sin vurdering af [dato i foråret] 2019, hvorefter betingelserne for at inddrage klagerens opholdstil¬ladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, isoleret set er opfyldt, og hvorefter inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., i udlændingeloven, ligesom hverken hensynet til familiens enhed eller klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til en anden vurdering. Af United Nations Security Council, Implementation of the Peace, Security and Cooperation Framework for the Democratic Republic of the Congo and the Region, fra 1. oktober 2019, fremgår blandt andet: “II. Major developments A. Security situation 2. During the period under review, the security situation in the Democratic Republic of the Congo remained fragile, as illegal armed groups continued to commit atrocities against the civilian population and attack the Armed Forces of the Democratic Republic of the Congo (FARDC). In addition, cross-border security-related incidents, prevailing insecurity in the Central African Republic and sporadic fighting between Government and opposition forces in South Sudan af-fected peace and stability in the Great Lakes region. 3. In the eastern Democratic Republic of the Congo, the Allied Democratic Forces (ADF) were suspected of perpetrating attacks in the Beni area, including in areas affected by the outbreak of the Ebola virus disease. Furthermore, alleged links between ADF and Islamic State in Iraq and the Levant (ISIL) raised grave concern in the region. On 18 April, ISIL claimed responsibility for an attack suspected to have been carried out by ADF on an FARDC camp in Bovata, North Kivu, on 16 April, during which two soldiers and one civilian were killed. Since then, ISIL has claimed responsibility for more attacks also attributed to ADF. In a media appearance on 29 June, the President of the Democratic Republic of the Congo, Félix Tshisekedi, expressed concern over the adoption by ADF of terror tactics linked to ISIL. In its most recent report, however, the Group of Experts on the Democratic Republic of the Congo did not confirm any direct link between ADF and ISIL. 4. FARDC and the United Nations Organization Stabilization Mission in the Democratic Republic of the Congo (MONUSCO) continued joint military operations against ADF, including an offensive on 30 May that led to the killing of 26 ADF combatants in Ngite, North Kivu. 5. The operational strength of the Democratic Forces for the Liberation of Rwanda (FDLR) continued to diminish dur-ing the period under review, following the repatriation of most of its former combatants from camps in the eastern Democratic Republic of the Congo in 2018, along with sustained joint FARDC-MONUSCO operations targeting the group. The impact of the death of the FDLR leader, Ignace Murwanashyaka, in Germany on 16 April was not immedi-ately discernible in the operational structure and morale of the rebel group. FDLR remained active and continued to pose a threat in North and South Kivu Provinces through local and regional networks. The number of cases of conflict-related sexual violence reportedly committed by FDLR combatants increased in Nyiragongo territory, where most vic-tims were attacked on their way to collect firewood and charcoal in the Virunga National Park. Conflict-related sexual violence also continues to be reported in Rutshuru territory, in the context of clashes between FDLR and Nyatura ele-ments. 6. In December 2018, the FDLR splinter group Conseil national pour le renouveau et la démocratie (CNRD) came un-der significant pressure from the Nduma défense du Congo-Rénové (NDC-R) militia and was forced to move south-ward. Abandoning their positions in North Kivu, hundreds of CNRD fighters and thousands of Rwandan Hutu civilians travelling with the group relocated to South Kivu in January 2019. Throughout their southbound movement, which began around 23 December 2018, several clashes occurred, with casualties reported within CNRD ranks and among civilians. FARDC and MONUSCO engaged in pursuit of the rebels in South Kivu. There were allegations of conflict-related sexual violence against minors attributed to CNRD, in the context of clashes with FARDC in Kalehe, South Kivu. 7. The P5 coalition, an armed group composed of Rwandan opposition political organizations, has been weakened by the arrest on 30 April and extradition from the Comoros of Callixte “Sankara” Nsabimana, the leader of the National Liberation Front, the military wing of the Mouvement rwandais pour le changement démocratique. On 23 May, Callixte Nsabimana was charged with 16 crimes, including terrorism, kidnapping, murder and genocide denial. He pleaded guilty to all charges. Despite those setbacks, members of the P5 coalition, supported by the local Ngomino armed group and remaining members of FDLR, were reported to have regrouped and reorganized in North Kivu and South Kivu. 8. Similarly, although the presence of the Résistance pour un État de droit au Burundi in South Kivu had decreased following FARDC-MONUSCO military operations in early 2019, the group was reported to have been fighting since May alongside Mai-Mai Yakutumba against the Rwanda National Congress. …”Af UNHCR’s Position on Returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the Dem-ocratic Republic of Congo affected by ongoing conflict and violence – Update II, fra september 2019 fremgår blandt andet:“Human Rights Situation13. Serious and frequent violations of human rights continue to be perpetrated by varius actors in North Kivu, South Kivu, and Ituri. ……Humanitarian Situation14. The humanitarian situation in North Kivu, South Kivu, and Ituri remains dire, with much of the population requiring humanitarian assistance but with severe operational challenges for humanitarian actors. …”Selvom de generelle forhold i DR Congo således er alvorlige og uforudsigelige, finder Flygtninge-nævnet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenæv-net stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2020/8/DH
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra DR Congo. Indrejst i 2009. Sambehandlet med demo/2020/8/DH demo/2020/9/DHFlygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk havu og katolik fra Syd-Kivu, DR Congo. Ansøgeren har udført politiske ak-tiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, fordi han har udført politiske aktiviteter. Han har til støtte herfor oplyst, at han siden 1997 har afholdt foredrag for folk med henblik på at udbrede viden om menneskerettigheder og fred. Han henvendte sig til folk på gaden, i bussen og ved cafeer. I 1998 blev han opsøgt og advaret af nogle personer, som han havde holdt foredrag for. De opfordrede ansøgeren til at flygte med sin familie, fordi myndigheder-ne havde i sinde at slå dem ihjel. Den [dato i sommeren] 2005 hørte ansøgeren skud og skrig fra huset, mens han befandt sig udenfor. Han tænkte, at der var nogen efter ham, og derfor flygtede han fra bopælen. I forbindelse med episoden blev ansøgerens svoger skudt og slået ihjel. I perioden fra den [dato i sommeren] 2005 til udrejsen af DR Congo i [dato i sommeren] 2008 opholdt han sig i skjul hos folk i Masisi- og Kalehe-området. Han fik her at vide, at hans ægtefælle og børn var ud-rejst til en flygtningelejr i Uganda. I [måned i sommeren] 2008 rejste ansøgeren til Uganda og tog ophold i en flygtningelejr. Han fik kontakt til sin ægtefælle, som i 2007 var indrejst i Danmark som kvoteflygtning. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i årene fra 1996-1998 og igen ef-terfølgende – uden at være medlem af et politisk parti – har holdt taler om menneskerettigheder i regi af den katolske kirke, og at han i den forbindelse har udtalt sig om de politiske forhold i DR Congo. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren er berettiget til asyl som følge heraf. Nævnet har herved indledningsvis lagt til grund, at den påberåbte episode fra 2005 ikke har fundet sted, idet ansøgerens ægtefælle og hendes søster i forbindelse med deres inddragelsessager har op-lyst, at hændelsen ikke har fundet sted, ligesom ansøgeren under nævnsmødet oplyste, at han havde forklaret om hændelsen for at være solidarisk med sin ægtefælle og hendes søster. Nævnet har end-videre lagt vægt på, at ansøgeren har været politisk aktiv i en periode for over 10 år siden, og at han i denne periode på flere år aldrig er blevet opsøgt eller truet i anledning af sine aktiviteter. Af Unit-ed Nations Security Council, Implementation of the Peace, Security and Cooperation Framework for the Democratic Republic of the Congo and the Region, fra 1. oktober 2019, fremgår blandt an-det: “II. Major developments A. Security situation 2. During the period under review, the security situation in the Democratic Republic of the Congo remained fragile, as illegal armed groups continued to commit atrocities against the civilian population and attack the Armed Forces of the Democratic Republic of the Congo (FARDC). In addition, cross-border security-related incidents, prevailing insecurity in the Central African Republic and sporadic fighting between Government and opposition forces in South Sudan affected peace and stability in the Great Lakes region. 3. In the eastern Democratic Republic of the Congo, the Allied Democratic Forces (ADF) were suspected of perpetrating attacks in the Beni area, including in areas affected by the outbreak of the Ebola virus disease. Furthermore, alleged links between ADF and Islamic State in Iraq and the Levant (ISIL) raised grave concern in the region. On 18 April, ISIL claimed responsibility for an attack suspected to have been carried out by ADF on an FARDC camp in Bovata, North Kivu, on 16 April, during which two soldiers and one civilian were killed. Since then, ISIL has claimed responsibility for more attacks also attributed to ADF. In a media appearance on 29 June, the President of the Democratic Republic of the Congo, Félix Tshisekedi, expressed concern over the adoption by ADF of terror tactics linked to ISIL. In its most recent report, however, the Group of Experts on the Democratic Republic of the Congo did not confirm any direct link between ADF and ISIL. 4. FARDC and the United Nations Organization Stabilization Mission in the Democratic Republic of the Congo (MONUSCO) continued joint military operations against ADF, including an offensive on 30 May that led to the killing of 26 ADF combatants in Ngite, North Kivu. 5. The operational strength of the Democratic Forces for the Liberation of Rwanda (FDLR) continued to di-minish during the period under review, following the repatriation of most of its former combatants from camps in the eastern Democratic Republic of the Congo in 2018, along with sustained joint FARDC-MONUSCO operations targeting the group. The impact of the death of the FDLR leader, Ignace Murwa-nashyaka, in Germany on 16 April was not immediately discernible in the operational structure and morale of the rebel group. FDLR remained active and continued to pose a threat in North and South Kivu Provinces through local and regional networks. The number of cases of conflict-related sexual violence reportedly committed by FDLR combatants increased in Nyiragongo territory, where most victims were attacked on their way to collect firewood and charcoal in the Virunga National Park. Conflict-related sexual violence also continues to be reported in Rutshuru territory, in the context of clashes between FDLR and Nyatura elements. 6. In December 2018, the FDLR splinter group Conseil national pour le renouveau et la démocratie (CNRD) came under significant pressure from the Nduma défense du Congo-Rénové (NDC-R) militia and was forced to move southward. Abandoning their positions in North Kivu, hundreds of CNRD fighters and thousands of Rwandan Hutu civilians travelling with the group relocated to South Kivu in January 2019. Throughout their southbound movement, which began around 23 December 2018, several clashes occurred, with casualties reported within CNRD ranks and among civilians. FARDC and MONUSCO engaged in pursuit of the rebels in South Kivu. There were allegations of conflict-related sexual violence against minors attributed to CNRD, in the context of clashes with FARDC in Kalehe, South Kivu. 7. The P5 coalition, an armed group composed of Rwandan opposition political organizations, has been weakened by the arrest on 30 April and extradition from the Comoros of Callixte “Sankara” Nsabimana, the leader of the National Liberation Front, the military wing of the Mouvement rwandais pour le changement démocratique. On 23 May, Callixte Nsabimana was charged with 16 crimes, including terrorism, kidnapping, murder and genocide denial. He pleaded guilty to all charges. Despite those setbacks, members of the P5 coalition, supported by the local Ngomino armed group and remaining members of FDLR, were reported to have regrouped and reorganized in North Kivu and South Kivu. 8. Similarly, although the presence of the Résistance pour un État de droit au Burundi in South Kivu had de-creased following FARDC-MONUSCO military operations in early 2019, the group was reported to have been fighting since May alongside Mai-Mai Yakutumba against the Rwanda National Congress. …”Af UNHCR’s Position on Returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the Dem-ocratic Republic of Congo affected by ongoing conflict and violence – Udate II, fra september 2019 fremgår blandt andet:“Human Rights Situation13. Serious and frequent violations of human rights continue to be perpetrated by varius actors in North Kivu, South Kivu, and Ituri. ……Humanitarian Situation14. The humanitarian situation in North Kivu, South Kivu, and Ituri remains dire, with much of the popula-tion requiring humanitarian assistance but with severe operational challenges for humanitarian actors. …”Selvom de generelle forhold i DR Congo således er alvorlige og uforudsigelige, finder Flygtninge-nævnet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenæv-net stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2020/7/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra [en by], Vestbredden. Ansøgeren har været medlem af Itehad al-Shabaab al-Demokrati al-Falastine (FEDA) i perioden 1996 til 2003. Ansøge-ren har endvidere deltaget i demonstrationer mod bosættelser på Vestbredden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt, tortureret og henrettet af de israelske myn-digheder, herunder fordi ansøgeren har indgået ægteskab med en israelsk statsborger. Ansøgeren frygter endvidere at blive udsat for repressalier fra repræsentanter fra de palæstinensiske selvstyre-myndigheder og fra familiemedlemmer. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er blevet til-bageholdt gentagne gange af de palæstinensiske selvstyremyndigheder som følge af sin deltagelse i adskillige demonstrationer. Ansøgeren blev endvidere tilbageholdt, idet de palæstinensiske selvsty-remyndigheder ønskede, at ansøgeren skulle fungere som informant for dem. Ansøgeren har ligele-des været tilbageholdt af de israelske myndigheder, idet de israelske myndigheder ønskede, at ansø-geren skulle fungere som informant for den israelske efterretningstjeneste Shabakh. Ansøgeren blev på urigtigt grundlag idømt 25 måneders fængsel for at være medlem af en organisation og for at være med til at planlægge en aktion imod Israel. Ansøgeren er endvidere blevet sigtet for terrorplan-lægning, tilknytning til en terrorcelle samt ulovlig våbenbesiddelse, fordi han havde videregivet oplysninger til de palæstinensiske myndigheder om henvendelserne fra den israelske efterretnings-tjeneste Shabakh. Ansøgeren har under sine tilbageholdelser været udsat for tortur af psykisk og fysisk karakter. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder hans oplysninger om at have været udsat for tortur i forbindelse med flere tilbageholdelser frem til 2009. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er registreret ved UNRWA i [en by] på Vestbredden, og at han har haft adgang til lægehjælp m.v. fra UNRWA. Ansøgeren er på den baggrund udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionens art. 1D, 1. pkt., medmindre udelukkelsen er bortfaldet i medfør af bestemmelsens 2. pkt. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv henviser Flygtningenævnet til nævnets afgørelse af [en dato i somme-ren] 2014. Nævnet finder således fortsat, at de israelske myndigheders udspørgen af ansøgeren som følge af hans ægteskab ikke kan begrunde asyl, at det samme gælder konflikten med fjernere fami-liemedlemmer i Jordan, hvor ansøgeren - i det omfang konflikten måtte bestå - må henvises til at søge myndighedsbeskyttelse, og at ansøgerens øvrige konflikter med israelske myndigheder og pa-læstinensiske selvstyremyndigheder ligger langt tilbage i tid og må betragtes som endeligt afslutte-de. For så vidt angår sidstnævnte kan ansøgerens forklaring om sin brors vage og ubestemte oplys-ninger til ham om at være blevet udspurgt om ham af de israelske myndigheder ikke føre til en an-den vurdering. Endelig lægger Flygtningenævnet efter sagens oplysninger til grund, at ansøgerens helbredstilstand ikke ved ansøgerens tilbagevenden til Vestbredden vil blive forværret betragteligt som følge af de torturhandlinger, som ansøgeren har forklaret om at have været udsat for, og at der ikke foreligger tvingende grunde som omhandlet i Flygtningekonventionens art. 1C, pkt. 5. De ge-nerelle forhold for statsløse palæstinensere fra Vestbredden kan ikke i sig selv begrunde, at ansøge-ren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Vestbredden, hvor han har adgang til beskyttelse og bistand fra UNWRA, og at udelukkelsen fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionens art. 1D, 1. pkt., derfor ikke er bortfaldet i medfør af bestemmelsens 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2020/5/MLVT.
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to kvindelige stats-borgere samt et barn fra Jordan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er oprindeligt statsløs palæstinenser, født og opvokset i Yarmouk-lejren i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har siden 1990 haft jordansk statsborgerskab som følge af sit ægteskab til en jordansk statsborger, er etnisk araber og muslim af trosretning fra [by], Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og dennes familie, idet hun ikke er rejst tilbage til Jordan som aftalt efter at have besøgt sin mor i Danmark. Ansøgeren frygter endvidere de jordanske myndigheder som følge af, at ansøgeren ifølge de jordanske myndigheder har kidnappet ansøgerens to døtre. Yderligere frygter ansøgeren, at hen-des mellemste datter ved en tilbagevenden til Jordan vil blive tvangsgift med en ældre mand. Ansø-geren har til støtte for sit første asylmotiv anført, at hun gennem mange år har været udsat for fysi-ske overgreb af sin ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren overtalte sin ægtefælle til at lade hende besøge sin mor i Danmark. Idet ansøgeren ikke er vendt tilbage til Jordan som aftalt, har ansøgeren ifølge ansøgerens ægtefælle og dennes familie vanæret familiens ære. Ansøgerens ægtefælle har under ansøgerens ophold i Danmark fremsat telefoniske trusler mod ansøgeren. Ansøgerens ægte-fælle har slået ansøgerens fætter ihjel i Syrien, hvilket ægtefællen forud herfor havde truet med at gøre. Ansøgeren har til støtte for sit andet asylmotiv fremlagt en arrestordre udstedt af de jordanske myndigheder, idet myndighederne mener, ansøgeren har kidnappet sine to døtre ved at tage dem med til Danmark og ikke have vendt tilbage som aftalt med ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren end-videre til støtte for sit tredje asylmotiv anført, at ansøgerens ældste datter er blevet tvangsgift med en ældre mand. I [sommeren] 2012 udtrykte en ældre mand ønske om at blive gift med ansøgerens mellemste datter. Ansøgeren lod som om, hun var indforstået med at lade sin mellemste datter blive gift med manden, såfremt ansøgerens ægtefælle lod ansøgeren rejse til Danmark for at besøge ansø-gerens mor. Ansøgeren frygter, at ansøgerens datter ved en tilbagevenden til Jordan vil blive tvangsgift med den ældre mand. Indledningsvis lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er jordansk statsborger, idet hun har opnået jordansk statsborgerskab via sit ægteskab og er udrejst af Jordan i besiddelse af et jordansk pas. Den omstændighed, at passet nu er udløbet, kan ikke medfø-re, at det lægges til grund, at ansøgerens jordanske statsborgerskab er inddraget, ligesom heller ikke andre oplysninger tyder på, at statsborgerskabet er inddraget. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgerens jordanske statsborgerskab er inddraget. Dernæst finder Flygtninge-nævnet anledning til at fastslå, at det på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger må læg-ges til grund, at de generelle forhold for kvinder i Jordan er vanskelige, men at dette i sig selv ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger endvidere på grundlag af baggrundsoplysningerne til grund, at det konkret kan udgøre en alvorlig risiko for en kvinde at forlade sin ægtefælle, herunder med fællesbørn, ligesom det endvidere kan lægges til grund, at unge kvinder i Jordan i konkrete situationer risikerer tvangsægteskab, og at de omhandlede kvinder i sådanne situationer ved en til-bagevenden til Jordan kan risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren har levet i et dår-ligt ægteskab med sin jordanske ægtefælle og herunder har været udsat for vold af ham. Flygtnin-genævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Jordan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, da hendes for-klaring om sine asylmotiver på flere centrale punkter er divergerende, udbyggende og usandsynlig. Forklaringen er derfor utroværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. For så vidt angår an-søgerens frygt for at blive slået ihjel af sin ægtefælle og dennes familie, fordi hun ikke er rejst tilba-ge til Jordan som aftalt efter at have besøgt sin mor i Danmark, lægger nævnet herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun har henvendt sig til myndighederne i Jordan som følge af den vold, hun har været udsat for. Således forklarede hun til oplysnings- og motivsam-talen [efteråret] 2013, at hun ikke har anmeldt episoderne med ægtefællens vold mod hende og døt-rene til politiet i Jordan, og at hun ikke har prøvet at anmelde dem, fordi hun formodede, at politiet ikke ville behandle sagen, da hendes ægtefælle tilhørte en magtfuld klan. Under forklaringen i Flygtningenævnet i forbindelse med afgørelsen af [primo] 2014 forklarede hun derimod, at hun en enkelt gang har henvendt sig til myndighederne, at hun blev ydmyget og slået meget og derefter holdt sin mund. Hun nævnte i øvrigt ikke i denne forbindelse sin ægtefælles tilhørsforhold til den magtfulde klan. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om æg-tefællens drab på ansøgerens fætter, idet hun ikke omtalte drabet eller truslen om drab under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og først oplyste om drabet i advokatindlægget til mødet i Flygt-ningenævnet [primo] 2014. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke tidligere oplyste om drabet, fordi hun frygtede sin familie. Ansøgeren har endvidere for-klaret udbyggende om de breve, som hun skulle have bragt ud for sin ægtefælle i Syrien og i Jordan, og som ifølge hendes forklaring under mødet i Flygtningenævnet [primo] 2014 var medvirkende til, at hendes ægtefælle blev overtalt til at lade hende rejse med de to døtre. Ansøgeren har således ikke forklaret om brevene før mødet i Flygtningenævnet [primo] 2014, og hun har ikke under nævnsmø-det i dag anført brevene som årsag til, at hun fik sin ægtefælles samtykke til udrejsen med de to fællesdøtre. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ægtefællen skulle give tilladelse til, at ansøgeren og de to fællesdøtre rejste til Danmark kort før den ene datters bryllup for at besøge ansøgerens mor, der er bosat i Danmark, velvidende at ansøgeren tidligere havde modsat sig den ældste datters bryllup. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes søn, der var med hende på ambassaden, kendte til hendes reelle planer, idet hun til samtalen [efteråret] 2013 forklarede, at sønnen kendte hendes reelle planer, mens hun under nævnsmødet [primo] 2014 forklarede, at sønnen ikke kendte hendes reelle planer. For så vidt angår ansøgerens frygt for de jordanske myndigheder som følge af, at ansøgeren ifølge de jordanske myndigheder har kidnappet ansøgerens to døtre, finder nævnet, at denne frygt ikke er begrundet, idet den blanket, som den omhandlede arrestordre af [sommeren] 2013 er udfærdiget på, af Retten i Amman er vurderet som uægte. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes mellemste datter ved en tilbagevenden til Jordan vil blive tvangsgift med en ældre mand, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at der er indgået aftale om ægteskab for den mellemste datter inden ansøgeren og de to døtres udrejse. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den mellemste datters alder på det tidspunkt, hvor brylluppet blev aftalt, idet hun til mødet i Flygtningenævnet [primo] 2014 forklarede, at hendes ægtefælle indgik aftalen om brylluppet i sommeren 2012, da datteren var omkring 14½ år, hvorimod datteren først fyldte 14 år i [sommeren] 2012. Ansøgeren har endvidere til samtalen [efteråret] 2013 forklaret, at det var meningen, at datteren skulle forloves, når de kom tilbage fra Danmark, mens hun under nævnsmødet i dag har forklaret, at datteren allerede var forlovet ved udrejsen og skulle giftes, når de kom tilbage fra Danmark. For så vidt angår ansøgerens frygt i øvrigt for, at de to døtre ved en tilbagevenden til Jordan skal blive tvangsgift, finder nævnet, at der er tale om en generel frygt, som ikke i sig selv kan begrunde asyl. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren og/eller hendes døtre ved en tilbagevenden til Jordan vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Herefter, og uanset at det ikke kan afvises, at det for ansøgeren kan være forbundet med visse vanskeligheder at få tilladelse til at rejse tilbage til Jordan, stadfæster Flygtningenævnet på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2020/1/MEG
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er både etnisk kurder og tyrker fra [A], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i slutningen af 2012 eller starten af 2013 ved ked af det på grund af et skænderi med sin ægtefælle, og at ansøgerens ven foreslog at tage ansøgeren med i kirke, så han kunne få det bedre. Ansøgeren besøgte kirken, som var en huskirke, første gang i 2013. Efter sit første besøg i huskirken blev ansøgeren interesseret i kristendommen, som han begyndte at diskutere med sine venner. To til tre måneder efter det første besøg i huskirken besøgte ansøgeren huskirken for anden gang. I 2014 begyndte ansøgeren at over-veje at konvertere til kristendommen. I slutningen af 2014 eller i starten af 2015 blev ansøgerens ægtefælle opsøgt af myndighederne på ansøgerens bopæl. Ansøgerens ægtefælle hentede ansøge-rens far, som kom til bopælen for at tale med myndighedspersonerne, som ledte efter ansøgeren, fordi de mente, at ansøgeren var imod islam. Ansøgerens far ringede til ansøgeren for at fortælle, at han ikke skulle komme hjem, da myndighederne netop havde opsøgt bopælen. Ansøgeren tog derfor ophold en nat hos sin bror, hvorefter han opholdt sig to måneder i landsbyen Khoshako. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran i [efteråret] 2015, hvorefter han søgte asyl i Danmark. I Danmark opsøgte ansøgeren en kirke i Rødby, som han besøgte fem til seks gange. I [slutningen af vinteren] 2016 frafaldt ansøgeren sin ansøgning om asyl i Danmark for at udrejse til Iran, fordi hans far havde fået blodpropper i hjernen og hjertet. Ansøgerens bror havde betalt myndighederne 20 millioner toman for at lukke myndighedernes sag mod ansøgeren. I Iran diskuterede ansøgeren kristendommen med sine venner, personer på hans arbejdsplads og den lokale imam. Ansøgeren blev anholdt på sin arbejdsplads i [slutningen af vinteren] 2018. Han var tilbageholdt i 16 dage, hvor han hver anden dag blev afhørt om sine kristne aktiviteter og udsat for vold. Efter 16 dage blev ansøgeren løsladt, da han underskrev en erklæring om, at han ville fjerne den tatovering, som han havde på sin hånd, som forestillede et kors. Ansøgeren skrev ligeledes under på, at han fremover ikke ville have kristne venner. Efter løsladelsen befandt ansøgeren sig hjemme i fire til fem dage, hvorefter han udrejste illegalt af Iran [en nærmere angiven dato i foråret] 2018. Efter udrejse af Iran er ansøgerens bror blevet indkaldt til møde hos efterretningstjenesten, hvor denne ville vide, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgerens bror blev derefter indkaldt til retten [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han, efter angiveligt at være opsøgt af myndighederne i 2015, blev ved med at arbejde samme sted som hidtil. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han fortsatte med at arbejde på sin hidtidige arbejdsplads, og senere i samtalen gentaget, at han var bange, men det var ikke muligt at stoppe med arbejdet. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han i ca. 2 må-neder opholdt sig i landsbyen [B], at han ikke kom ud af huset, og at han ikke genoptog arbejdet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren, der første gang indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2015, frafaldt sin asylansøgning og udrejste til Iran [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2016, og at han derefter opholdt sig på sin hidtidige bopæl og genoptog sit arbejde frem til sin nye udrejse primo april 2018, ligesom ansøgeren i den periode efter sin egen forklaring ikke udførte religiøse aktiviteter. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har fremlagt en indkaldelse til retten, som vurderes ikke at være ægte. Det fremgår af Udenrigsministeriets skrivelse af 19. februar 2019, at det angivne nummer og sags-nummer ikke er udformet og sammensat, som det er sædvanligt, at arkivnummeret er urealistisk højt, og at format og layout, sprogbrug og begrundelse i indkaldelsen ikke svarer til det sædvanligt anvendte. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse af Iran, hverken i 2015 eller 2018, havde en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har om sin konvertering forklaret, at han efter to besøg i en hjem-mekirke og samtaler med kristne venner i 2014 følte sig kristen, fordi Jesus havde berørt hans hjerte. Heroverfor står, at ansøgeren under asylsamtalen [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2018 demonstrerede et ringe kendskab til kristendommen og ikke har været i stand til at redegøre for sin indre overbevisning eller overvejelserne omkring sin konvertering, ligesom hans mor og bror ikke har kendskab til konverteringen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens kon-vertering ikke er reel. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgerens generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2020/31/LBV
Nævnet meddelte i marts 2020 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk iraner og fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller re-ligiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder eller at få andre pro-blemer med de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes interesse for kristendommen opstod i 2007/2008, da hun mødte et missionerende ægtepar i Malaysia. Ansøgeren deltog herefter i to møder om ugen om kri-stendommen frem til 2008/2009. Hun læste ligeledes i sin bibel. Ansøgeren besøgte en katolsk kirke i Malaysia sammen med sin veninde fra 2009/2010 til 2011, hvor ansøgeren rejste til Iran. I den katolske kirke havde ansøgeren ligeledes flere møder med en præst, som fortalte hende om biblen. I Iran blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, og de rejste til Malaysia i 2012. I [sommeren] 2015 rej-ste ansøgeren til Danmark. I sommeren 2016 besøgte hun for første gang frikirken Haven Aarhus sammen med sin veninde. Ansøgeren deltog herefter i hjemmekirke hver anden uge. Den [en nær-mere angiven dato i sommeren] 2017 accepterede ansøgeren Jesus som Guds søn, og hun blev døbt i frikirken Haven Aarhus [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017. Fra [en nærmere angiven dato i efteråret] og de næste to til tre dage, blev ansøgeren telefonisk kontaktet af sin svigermor to til tre gange, hvor hun anklagede ansøgeren for at have krænket sin families ære ved at have konverteret til kristendommen. Ansøgerens svigermor kontaktede ligeledes ansøgerens ægtefælle og ansøgerens mor gentagne gange, hvor hun truede med at anmelde ansøgeren til myndighederne i Iran. Ansøge-rens svigermor kontaktede ansøgerens mor for sidste gang i [efteråret] 2017, hvor hun fortalte ansø-gerens mor, at hun havde anmeldt ansøgeren til myndighederne i Iran. Ansøgerens ægtefælle blev indkaldt til samtale i universitetets sikkerhedsafdeling i [efteråret/vinteren] 2017, hvor han blev stillet spørgsmål vedrørende ansøgerens konvertering til kristendommen. Ansøgerens mor blev kon-taktet telefonisk af en ukendt person, som spurgte efter ansøgeren i [foråret] 2018. Flygtningenæv-net kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har lagt vægt på, at ansøge-ren har forklaret, at hun siden 2007-08 har interesseret sig for kristendommen, har deltaget i møder med et missionærægtepar i Malaysia gennem en to-årig periode, ligesom hun der begyndte at læse Det gamle Testamente, talte med en katolsk præst og ca. en gang om måneden gik i kirke. Efter at hun i 2015 kom til Danmark, begyndte hun i 2016 at gå i kirke og deltage i møder, og [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017, efter at hendes opholdstilladelse var udløbet [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017, blev hun døbt. Efter sin dåb fortsatte ansøgeren med at deltage i gudstjene-ster, seminarer og kirkelige møder, senest – og siden [starten af vinteren] 2017 – i et iransk netværk gennem […xx], hvilket er bekræftet ved erklæring af [en nærmere angiven dato i slutningen af vin-teren] 2020 fra sognepræst [A]. Ansøgeren har nøje redegjort for sine overvejelser omkring konver-tering og sin indre overbevisning, ligesom ansøgeren har demonstreret et indgående kendskab til kristendommen. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering er reel, og på bag-grund af hendes ønske om at leve åbent med sin kristne tro finder flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2020/30/LBV
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Tabriz, Iran. Ansøgeren har oprindeligt oplyst at være ikke-troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive tortureret, fængslet eller slået ihjel af SEPAH, fordi han er i besiddelse af videnskabelige oplysninger, som SEPAH gerne vil have, og han ikke ønsker at samarbejde med Sepah. Ansøgeren har videre henvist til, at SEPAH også gerne vil have fat i ham, fordi hans far har modarbejdet SEPAH. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har skrevet en rapport om [en sygdom], og at SEPAH gerne vil have ham til at bruge sin viden om [sygdommen] til at fremstille kemiske våben for SEPAH. Han deltog i den forbindelse i et 3 dage langt møde i 2012, hvor der blandt andet blev undervist i, hvordan man kunne ramme Israel med våben. De efterføl-gende år blev ansøger indkaldt til lignende møder, men deltog ikke, idet han hvert år gav en und-skyldning for ikke at kunne deltage. Ansøgeren blev derfor indkaldt til et møde i 2015, hvor han blev truet på livet. Ansøgeren deltog alligevel ikke i møderne i 2016-2018 men angav igen und-skyldninger herfor. I 2018 blev han igen indkaldt til et møde, hvor han blev truet på livet, og derfor underskrev han en erklæring, der sagde, at han ville gå med til at udslette Israel. Ansøgeren udrejste ca. halvanden måned efter dette møde legalt af Iran på sit eget pas, idet han havde fået visum til Danmark. Ansøger har videre oplyst, at hans far var officer under shahen og fortsatte som oberst efter revolutionen. Ansøgers far nægtede imidlertid at samarbejde med styret og blev tvangspensio-neret i 1993, da man fandt en anden, der kunne udføre hans arbejde. Ansøgerens far døde i 2002 i en bilulykke, som ifølge ansøgeren var iscenesat af styret. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han vendte sig fra islam på grund af den stress og vold, der var i religionen, og fordi der i religionen ikke findes venskab. Ansøgeren fandt interesse for kristendommen, da han kom til Danmark. Ansøgerens interesse for kristendommen blev først og fremmest vækket af de kristnes adfærd, og af at de ting, som ansøgeren var uenig med i islam, også blev bebrejdet i kristendommen. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2019. Det var vigtigt for ham at konvertere for at finde tilgivelse. Ansøgeren har oplyst, at han vil missionere og fortsat dyrke kristendommen ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Iran og beholdt sit job på universitetet helt frem til sin udrejse i [efteråret] 2018, selv om han ikke har deltaget i de årlige møder, som han blev ind-kaldt til i årene 2013-2018. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet om konflikterne med de iranske myndigheder, herunder om hvad myndighederne nærmere ønskede fra ham, har fremstået afglidende, usammenhængende og upræcis. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt på eget pas efter, at han havde fået visum til Danmark. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at hans far er blevet dræbt af myndighe-derne. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens far kunne fortsætte som oberst frem til 1993, hvis han åbent var imod styret i Iran. Med hensyn til ansøgerens konversion til kristendommen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for den indre afklaringsproces, der førte til konversionen. Flygtninge-nævnet har herved også lagt vægt på den korte tid, der er gået fra ansøgeren begyndte at komme i kirken i starten af [foråret] 2019, til han blev døbt i [sommeren] 2019. Det forhold, at ansøgeren har lagt kristent materiale på sociale medier kan ikke i sig selv føre til, at han herved har profileret sig på en sådan måde overfor de iranske myndigheder, at han af denne grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at de iranske myndigheder er klar over, at asylansøgere konverterer med henblik på at opnå asyl, og at hjemvendte asylsøgere, som har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor, men at det eventuelt kan føre til overvågning. Flygtningenævnet finder på den anførte bag-grund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgel-se omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stad-fæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2020/29/RILA
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Suleimaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har arbejdet for politiske partier som journalist. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved til tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller udsat for voldelige overgreb af partiet KDP (Kurdistan Demokratisk Parti), fordi han som journalist har bragt kritiske historier om partiet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han i mindre grad også frygter PUK (Kurdistans Patriotiske Union). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Irak arbej-dede som korrespondent ved Kurd News, der er ejet af [A], som var partileder for Nawai Nwe’ (Den nye generation). I foråret 2018 ringede redaktøren for Kurd News og fortalte ansøgeren, at nogle personer fra KDP var i gang med at nedtage nogle valgplakater som Nawai Nwe havde sat op i forbindelse med det irakiske parlamentsvalg. Redaktøren bad ansøgeren om at køre hen til stedet. Da ansøgeren nåede frem til stedet, blev han truet af personer fra KDP, som bad ham om at forlade stedet. Samme aften blev der på Kurd News vist et indslag om episoden. Ansøgeren fortsatte med at arbejde for Kurd News indtil kanalen lukkede sommeren 2018. I august 2018 var ansøgeren og hans bror Marwan på vej hjem fra en fodboldkamp. Pludselig blev de stoppet af en bil, hvorefter cirka tre til fem personer steg ud af bilen. Personerne løb hen i mod ansøgeren og forsøgte at tage fat om ansøgerens hals. De havde stave i hånden, som de slog ansøgeren med. Personerne i bilen identificerede sig ikke, men ansøgeren formoder, at personerne havde en tilknytning til KDP. De forsøgte at tage fat i ansøgeren, men det lykkedes ansøgeren og hans bror at flygte. Herefter tog ansøgeren og hans bror hjem til deres morbror, der boede i nærheden. Samme aften kørte ansøgerens far, ansøgeren og hans bror til Zakho, og tre dage efter udrejste de fra Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøger ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb fra de irakisk kurdiske myndigheder, som følge af sin kritiske journalistik. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaringer om sine forhold ved sagens afgørelse kan lægges til grund. Det kan således lægges til grund, at ansøgeren efter sin ansættelse på KURD News i starten af 2018 og frem til sin udrejse [sommeren] 2018 var udsat for to episoder, hvor han følte sig truet. Den første episode fandt sted [i foråret] 2018, da ansøger sammen med en fotograf var i færd med at filme personer fra KDP, som illegalt nedtog valgplakater for partiet Nawai Nwe. Ansøger blev i den forbindelse alene anmodet om at forlade stedet uden der skete yderligere. Ansøgeren modtog efterfølgende trusler og grimme beskeder på Facebook. Ansøgeren blev boende på sin egen bopæl og var fortsat ansat på KURD News. [sommeren] 2018 blev ansøgeren sammen med sin bror opsøgt af en gruppe personer, der stod ud af en bil, da ansøgeren og sin bror var på vej hjem. Ansøgeren blev udsat for vold, men det lykkedes ansøgeren og dennes bror at flygte uden der skete yderligere. Det er ansøgerens formodning, at disse personer havde tilknytning til KDP. Det kan efter ansøgers egne forklaringer og oplysninger ikke lægges til grund, at der har været andre konflikter eller episoder med KDP. Ansøgeren blev i denne periode blev boende på sin egen bopæl og fortsat arbejdede for KURD News. Ansøger har forklaret, at han efterfølgende modtog mange trusler på Facebook. Ansøgeren har endvidere på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at journalister i Kurdistan godt kan lave kritisk journalistik. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at hans problemer med KDP har en sådan karakter og intensitet, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. juni 2019.” [Irak/2020/9/YARS]
Nævnet omgjorde i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, således at han fortsat har opholdstil-ladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Kirkuk, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren frygtede en islamisk gruppe, Jihad Tawhid, der ville have ham til at anbringe sprængstoffer under biler tilhørende myndighedspersoner, som blev afleveret på hans farbrors automobilværksted, hvor han arbejdede. Klageren henviste også til, at medlemmer fra den-ne gruppe tidligere havde truet ham på livet og tilbageholdt ham i fire til fem dage, fordi han næg-tede at deltage i sådanne aktiviteter. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2009] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 under henvisning til, at styrelsen ikke kunne afvise, at han ved en tilbagevenden til Irak var i risiko for at blive dræbt af personer fra den islami-ske gruppe, Jihad Tawhid. [I efteråret 2011] til [vinteren 2011] rejste klageren til Irak for at besøge venner og familie. [I sommeren 2014] vurderede Udlændingestyrelsen, at styrelsen ikke ville ind-drage klagerens opholdstilladelse på den baggrund. I [foråret 2018] søgte klageren om at få sin tids-begrænsede opholdstilladelse forlænget. I forbindelse med klagerens ansøgning om forlængelse blev han indkaldt til en samtale [i vinteren] 2018. Klageren fastholdt under samtalen, at han ikke kunne vende tilbage til sit hjemland på grund af sin oprindelige konflikt. Klageren har videre henvist til den generelle situation for kurdere i Kirkuk. [I foråret 2019] nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Uanset der er visse divergenser i klagerens forklaringer om varigheden af hans tilbage-holdelser, navnene på de personer, der tilbageholdt ham, og hvordan han modtog trusselsbrevene, finder et flertal af Flygtningenævnet, at henset til, at der er forløbet ca. 10 år mellem de to samtaler med Udlændingestyrelsen, er divergenserne ikke så omfattende og væsentlige, at det med tilstræk-kelig sikkerhed er godtgjort, at klageren ved opnåelse af opholdstilladelse har udvist svig. Flertallet finder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af ud-lændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4 ikke er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2020/11/smla
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Suleimaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af fire til fem personer, som han formoder repræsenterer KDP (Kurdistan Demokratisk Parti) eller PUK (Kurdistans Patrio-tiske Union), ligesom han frygter, at de pågældende personer vil fabrikere beviser for at fængsle ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i august 2018 var på vej hjem fra en fodboldkamp sammen med sin bror Berun. Pludselig blev de stoppet af en bil, hvorefter cirka tre til fem personer steg ud af bilen. Personerne havde knive og træstave på sig. De tog fat i ansøgerens bror, og forsøgte at få ham ind i deres bil. Derefter opstod der en slåskamp, idet ansøgeren forsøgte at få sin bror fri. I den forbindelse blev ansøgeren slået flere steder på kroppen. Det lykkedes ansøgeren og hans bror at flygte, hvorefter de løb hjem til deres morbror, som boede i nærheden. Imens ansøgeren og hans bror løb, råbte personerne, at de ville finde ansøgeren og hans bror og slå dem ihjel. Samme aften kørte ansøgerens far, ansøgeren og hans bror til Zakho og tre dage efter udrejste de fra Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb fra de irakisk kurdiske myndigheder, som følge af sin brors kritiske journalistik. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at gerningsmændene til overfaldet på ansøgerens bror den 29. august 2018 skulle have tilknytning til KDP eller PUK. Der er endvidere henset til, at ansøgeren efter sin egen forklaring aldrig er blevet opsøgt af eller har modtaget trusler fra disse personer, ligesom ansøgeren ikke har oplyst at an-søgerens familie skulle være blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse. Der er endelig henset til, at Flygtningenævnet ved sin afgørelse af dags dato har lagt til grund, at ansøgerens bror, Berun Osman Abdulla, ikke ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. juni 2019.” [Irak/2020/10/YARS]
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og født sunnimuslim fra […], Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og en kommandant ved navn [A]. Han frygter derudover de afghanske myndigheder, fordi han er blevet anmeldt for tyveri. Han har til støtte herfor oplyst, at han er født i Pakistan, hvor han boede sammen med sin mor, far, hans fars anden ægtefælle, [B], sin søster, [C], sine tre brødre, sin adop-tivsøster, [D], og fire halvsøskende. Hans forældre døde i Pakistan, hvorefter han sammen med [B], [D] og alle sine halv- og helsøskende flyttede til […] ved Jalalabad i Afghanistan. [C] og [D] blev kærester, hvilket [B] fandt ud af. Hun anmeldte dem til politiet for homoseksualitet, og de blev beg-ge fængslet. Efter løsladelsen solgte [B] [C] og [D] til en Taliban-kommandant ved navn [A]. Et stykke tid efter blev deres bopæl opsøgt af [A] og andre talebanere, i hvilken forbindelse ansøgerens bror, [E], kom op og slås med dem. Ansøgeren overhørte [A] sige, at [C] og [D] havde slået [A] og var stukket af fra ham. [A] ville skære halsen over på [E] og deres to yngre brødre, hvis de ikke kom tilbage til ham. [B] ville ikke have ansøgeren og hans tre brødre boende efter [A] havde opsøgt bopælen, idet hun frygtede, at hun og hendes børn ville komme til skade. Da ansøgeren og hans tre brødre ikke ville forlade hjemmet, anmeldte hun dem for tyveri og tilkaldte politiet. Det lykkedes dem at undslippe, hvorefter de tog til Pakistan og bosatte sig ved deres mormor. Ansøgeren fik at vide af sin mormor, at [C] var kommet til Danmark. Efter noget tid døde ansøgerens mormor, hvor-efter ansøgeren og hans tre brødre blev boende alene i deres mormors hus. [C] kom på besøg i Paki-stan efter noget tid. Hun tog ansøgeren og deres tre brødre med hjem til en af deres fars venner ved navn [F]. De aftalte, at han skulle tage sig af dem. [A] opsøgte [F]s bopæl sammen med en gruppe talebanere. Ansøgeren og [E] sad uden for. [E] blev fastholdt og slået af [A]. Ansøgeren begyndte at skrige og kastede en sten mod [A], som ramte ham i panden. [A] faldt til jorden og sagde, at ansøgeren ikke ville kunne slippe væk. En af de andre talebanere greb fandt i ansøgeren og stak ham i maven med en kniv. Nogle naboer kom ud og det lykkedes ansøgeren at slippe væk. [E] blev taget med af [A] og talebanerne. Efter han blev udskrevet fra hospitalet, sagde [F], at han ikke længere kunne have ansøgeren og hans to brødre boende. De fik lov at blive boende til [C] fandt et nyt sted til dem. Omkring halvanden til to måneder senere, mens ansøgeren og hans to mindre brødre lå og sov i [F]s hus, vågnede ansøgeren ved en eksplosion. Han så, at huset var i flammer og at nogle talebanere var ved at trænge ind i huset. Ansøgeren flygtede ud af huset og løb hen til sin fars ven, hvor han fik lov at overnatte. Næste dag blev han sendt afsted mod Danmark. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel som konsekvens af sin konvertering til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han i juli 2017 for første gang hørte om den kristne tro, da en person fra en kirke i [by 1] kom til [by 1] Asylcenter og fortalte om kristendommen. Ansøgeren begyndte derefter at komme i kirken i [by 1] hver anden dag klokken otte om morgenen. To til tre gange om ugen kommer en fra kirken til asylcenteret og fortæller om kristendommen. Ansøgeren anser sig selv som værende kristen. Han har endnu ikke besluttet sig for at konvertere og er derfor endnu ikke døbt. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter for sin sikkerhed på grund af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeres forklaringer om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende, og at forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet taget hensyn til oplysningerne om, at ansøgeren er analfabet og oplysningerne om ansøgerens psykiske vanskeligheder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin frygt for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til asylsamtalerne den [dato i sommeren] 2017 og den [dato i efteråret] 2017 forklaret, at han frygter de afghanske myndigheder, idet hans stedmor anmeldte ham og hans brødre for tyveri til politiet. Ansøgeren har derimod ikke under oplysnings- og motivsamtalen den [dato i sommeren] 2016 forklaret herom. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens manglende forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om stedmorens anmeldelse til politiet afsvækker hans troværdighed for så vidt angår hans frygt for de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at den manglende forklaring herom ikke kan forklares med tolkeproblemer. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at det lykkedes ham at undslippe [A] og Taliban, efter at han uden for [F]s hus var blevet stukket i maven med en kniv, ikke forekommer troværdig, henset til at han har forklaret, at der var mange talebanere til stede. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der kørte ham til hospitalet efter, at han var blevet stukket i maven. Ansøgeren har under asylsamtalen den [dato i efteråret] 2017 forklaret, at [F] bragte ham til hospitalet, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at det var nogle naboer, der bragte ham på hospitalet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han efter ovennævnte episode, i en periode blev boende hos [F], ikke forekommer troværdig, henset til at [A] og Taliban skulle have angrebet ansøgeren uden for [F]s bopæl. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren kort tid efter, at han havde fået afslag på familiesammenføring i Danmark, udrejste af Pakistan og efter nogle måneder kom til Danmark og søgte asyl. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv i det hele må tilsidesættes som utroværdig. Vedrørende ansøgerens efterfølgende asylmotiv kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til den kristne tro fremstår yderst begrænset. Ansøgeren har efter nævnets opfattelse heller ikke på mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde været i stand til at redegøre for sin indre kristne overbevisning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har kunnet redegøre for de kristne højtider. Ansøgeren har under asylsamtalen den [dato i efteråret] 2017 forklaret, at han anser sig som værende kristen, og at han skulle døbes ca. to måneder efter samtalen. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ikke er blevet døbt, men gerne vil døbes. På denne baggrund og på baggrund af det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at konversionen til kristendommen ikke er reel. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren anser sig selv som kristen, ikke i sig selv, er asylbegrundende. De generelle forhold i Afghanistan er – om end vanskelige – ikke af en sådan karakter, at forholdene i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/13/DH.
Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1 og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter ud-lændingelovens § 31. Klageren er etnisk tajik og uden religiøst tilhørsforhold fra Kabul, Afghani-stan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter, at han vil blive dræbt af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han og hans familie har en konflikt med Taliban, idet klagerens naboer har fortalt Taliban, at klageren og hans familie ikke støttede Taliban. Klagerens familie blev opsøgt en aften, hvor han og hans bror ikke var hjemme, og personer fra Taliban spurgte efter dem begge. Klagerens mor kontaktede klageren og hans bror efterfølgende og fortalte dem, at de ikke skulle komme hjem. Klageren og hans bror udrejste derefter til Pakistan og efter en eller to uger rejste videre til Iran. Klagerens familie blev efterfølgende opsøgt af Taliban igen og hans far blev taget med og tilbage-holdt i fire til fem måneder. Klagerens far bestak Taliban, så han blev sat fri. Herefter flygtede re-sten af familien til Iran. Halvandet år efter han selv var indrejst i Iran blev han genforenet med sin familie. På et ukendt tidspunkt omkring år 2015 var klageren, hans søster og forældre i Kabul i tre uger for at afholde bryllup for hans søster. De boede hos hans søsters ægtefælle, men holdt sig for sig selv. Der er nogle ubekendte personer, der har skrevet til klageren, at hvis han var i Afghanistan med den holdning, som han har til Taliban, så ville de slå ham ihjel. Klageren frygter videre, at han vil blive udsat for overgreb af lokalbefolkningen og af myndighederne, fordi de fejlagtigt har fået at vide, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har fortalt andre afghanere i Danmark, at han er blevet opfordret til at konvertere til kristendommen, hvilket har spredt sig til afghanere i Afghanistan, som har forstået det således, at klageren faktisk er konver-teret til kristendommen. Klageren har blandt andet modtaget trusler gennem Facebook af den grund. Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, lægge klagerens forklaring om hans og familiens konflikt med Taliban omkring 1997 til grund. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at konflikten ligger mere end 20 år tilbage i tid, og at klageren, hverken som følge af konflikten eller af andre årsager, kan betragtes som særligt profileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet betragter derfor konflikten som afsluttet, hvilket yderligere bestyrkes af, at klageren, sammen med familien, i 2015 uden problemer kunne opholde sig i Kabul i Afghanistan i ca. 3 uger i forbindelse med hans søsters bryllup, hvor der blev holdt bryllupsfest for blandt andet familie og naboer. Det forhold, at klageren ikke betragter sig som muslim, er ikke i sig selv asylbegrundende. Ej heller det forhold, at klageren på Facebook har deltaget i en diskussion om konvertering, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring på Facebook har oplyst, at han er blevet opfordret af kommunen til at konvertere, og at han har afvist dette. Det beror derfor udelukkende på klagerens egen formodning, at det har bibragt folk i Afghanistan den opfattelse, at han er konverteret, ligesom det nu er ca. 2 år siden, denne Facebook-diskussion fandt sted. Det forhold, at klageren ikke har nær familie i Afghanistan, er socioøkonomiske forhold, der ikke er asylbegrundende. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/12/smla
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [navn på klan] og er muslim af trosretning fra [klagerens by] i Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for asylmotivet, at klageren oplyst, at hun blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, som var medlem af al-Shabaab. Klagerens tidligere ægtefælle chikanerede klageren og mente, at de stadig var gift. I denne forbindelse blev klageren tilsagt til et retsmøde med al-Shabaab. Al-Shabaab krævede, at klageren skulle stille med de vidner, som havde bevidnet skilsmissen. Klagerens nabo, som havde vidnet skilsmissen, turde imidlertid ikke, at stille op som vidne. Efter retsmødet blev klageren opsøgt af sin tidligere ægtefælle, der slog og truede hende. I denne forbindelse opsøgte klagerens bror den tidligere ægtefælle, hvor de kom op at skændes. Klagerens bror blev efterfølgende hentet af nogle medlemmer af al-Shabaab og slået ihjel. Herefter modtog klageren et brev fra al-Shabaab, hvor hun blev indkaldt til retten. Efterfølgende modtog hun et brev, hvori der stod, at hun var dømt til at blive stenet, idet hun var gift med to mænd. Umiddelbart herefter udrejste klageren fra Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at der på tidspunktet for afgørelse ikke var tilstrækkelige oplysninger om sikkerhedssituationen i klagerens hjemområde, og at det ikke med sikkerhed kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 på grund af de generelle forhold i hjemområdet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af klagerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret usammenhængende omkring omstændighederne ved hendes skilsmisse fra Abdi. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at klagerens tidligere ægtefælle Abdi først 5 år efter den angivelige skilsmisse skulle have opsøgt hende og sagt, at de stadig var gift og derefter overfaldet hende, efter at hun sagde, at de ikke længere var gift. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om modtagelsen af breve fra retten, herunder hvornår hun modtog dem og hvordan. Klageren har således blandt andet forklaret divergerende omkring tidspunktet for, hvornår hun modtog en indkaldelse til retten vedrørende ægteskabet med sin tidligere ægtefælle. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at hun dagen efter, at hendes tidligere ægtefælle Abdi havde opsøgt hende, blev indkaldt til retten af en ukendt mand, og at hun senere på dagen mødte op i retten. Til asylsamtalen har klageren forklaret, at et medlem fra al-Shabaab kom med indkaldelsen til retten samme aften, som Abdi havde opsøgt hende, og at hun mødte op i retten dagen efter. Senere til asylsamtalen har klageren forklaret, at hun blev indkaldt og var i retten om dagen, og at hun først blev opsøgt af Abdi om aftenen. Til partshøringen har klageren forklaret, at hun fik brevet et par dage efter, at Abdi havde opsøgt hende på bopælen. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at hun fik det første brev efter, at Abdi havde opsøgt hende, at klagerens søster fandt det, og at klageren gik i retten samme dag, som hun fik brevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende omkring, hvornår hendes bror blev slået ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014 har klageren forklaret, at hendes bror blev slået ihjel dagen efter, at Abdi havde opsøgt klagerens bopæl. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hendes bror blev slået ihjel samme nat. Til partshøringen og for Flygtningenævnet har klageren forklaret, at klagerens bror blev slået ihjel sent om aftenen den dag klageren havde været i retten. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende omkring, om klagerens mor var til stede, da hendes bror skændtes med Abdi. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at klagerens mor var til stede, da klagerens bror skændtes med Abdi. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at klagerens bror var alene med Abdi. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at situationen i Galgaduud regionen, hvor klageren har oplyst, at hun kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Galgaduud er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Galgaduud regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I Flygtningenævnets vurdering er indgået, at klageren har haft lovligt ophold siden den 26. marts 2015. Klageren er født og opvokset i [klagerens by] i Galgaduud regionen, hvor hun har opholdt sig størstedelen af tiden til sin udrejse som omkring 31-årig. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, men har efter det oplyste sine børn i Uganda, hvor hendes ægtefælle også har opholdt sig. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hendes mand er rejst fra børnene, og at hun ikke ved, hvor han nu opholder sig. Som følge af, at Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om hendes asylmotiv til grund, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren i hvert fald har et mandligt familiemedlem i Somalia i form af hendes bror til grund. Klageren har bestået dansk 1. Klageren har deltaget i forskellige praktikordninger, men har levet af offentlig hjælp og har ikke haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har været medlem af Somalisk Forening. Betingelserne for at inddrage klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/104/HZC
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og ateist fra [by], Orumieh, Iran. Klageren har været medlem af Komola siden 2011. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse af myndighederne, da han er medlem af Komola. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han kommer ud af en politisk aktiv familie. Klagerens familie støtter KDPI. Klageren støttede også selv KDPI indtil 2010, men han var ikke aktiv for partiet. Klageren mødte i 2010 en mand ved navn [A]i det lokale fitnesscenter. [A] var venstreorienteret og medlem af Komola. [A] kendte klagerens families politiske holdninger, hvorfor han turde tale frit med klageren. Klageren fik interesse for Komola igennem sin samtale med [A]. Klageren blev medlem af Komola omkring to uger senere. Klageren modtog herefter politisk materiale i form af blandt andet løbesedler og cd’er, som klageren uddelte ved at smide det på offentlige steder. Klageren fik desuden til opgave at angive forrædere af partiet. I 2010 skulle [A] til Irak. [A] introducerede derfor klageren for [B], som skulle være klagerens nye kontaktperson til partiet. En aften i [sommeren] 2011 blev klageren ringet op af [A], som sagde, at klageren skulle rejse til Irak, da klageren var i livsfare. Da klageren var kommet til Irak, talte han med [A], som fortalte, at [B] havde været involveret i en bilulykke, og at [B] havde haft politisk materiale i sin bil på tidspunktet for ulykken. Politiet var blevet tilkaldt til bilulykken, og [A] frygtede, at poltiet havde fundet det politiske materiale i [B’s] bil, og at de ville anholde klageren, når de havde afhørt [B]. Det viste sig efterfølgende, at [B] var blevet anholdt. [B] blev senere løsladt. [B] sagde til Komola, at der ikke havde været politisk materiale i bilen, og at han ikke havde sagt noget til politiet under afhøringerne. Partiet troede ikke på [B’s] forklaring. Omkring én måned efter bilulykken mødte politiet op på klagerens bopæl. Klagerens familie blev efterfølgende chikaneret af myndighederne i en sådan grad, at de var nødt til at fraflytte bopælen. Klageren valgte at udrejse af Irak til Europa i [efteråret] 2015, da han frygtede den iranske efterretningstjeneste, og da han alene havde en midlertidig opholdstilladelse. Klageren har siden sin indrejse i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter. Klageren har deltaget i syv eller otte demonstrationer foran den iranske ambassade, ligesom klageren har deltaget i begivenheder for Komola seks til syv gange. Klageren har desuden en Facebookprofil, hvor han deler videoer og billeder. Klageren har endvidere delt live-optagelser fra demonstrationerne foran den iranske ambassade. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Ved afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige grunde, at klageren på trods af kriminaliteten kan meddeles opholdstilladelse, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af forbrydelsen i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, herunder konventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har ved denne afvejning lagt vægt på, at klageren ved dommen [af] 2019 afsagt af [byretten] blev idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Det fremgår af dommen, at klageren blev dømt for at have besiddet kokain og heroin med henblik på videre-overdragelse og for at have solgt heroin. Klageren er således dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flertallet finder imidlertid, at klageren ikke må anses som en fare for samfundet. Flertallet har her-ved lagt vægt på straffens længde, på at klageren ikke tidligere er straffet, og på at forholdene blev begået som følge af klagerens narkotikamisbrug, som klageren oplyser ikke længere at have. Fler-tallet finder herefter, at en proportionalitetsafvejning i overensstemmelse med flygtningekonventio-nen, fører til, at der foreligger særlige grunde, der taler for, at klageren gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/23/JHB
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøg-ning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende mandlig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel ef-ter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som om-handlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den på-gældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke her-med kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til ExCom Conclusion no. 58 (XL), 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. I beskyttelsesbegrebet indgår også et vist socialt og økonomisk element. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II-V samt ExCom Conclusion no. 58, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. I den foreliggende sag lægger nævnet til grund, at Deres klient er blevet meddelt opholdstilladelse i Bul-garien [i sommeren] 2015 på baggrund af Flygtningekonventionen af 28. juli 1951, og at han har fået udstedt et flygtninge id-kort [i sommeren] 2015. Af AIDA, Country Report, Bulgaria, 2018 Update, s. 70, fremgår bl.a., at “Both refugee and subsidiary protection (“humanitarian”) statuses granted are indefinitely and are not limited in duration, but differ in the duration of validity of iden-tity documents issued to holders. The duration of validity is 5 years for refugee status holders, and 3 years for subsidiary protection holders.” Endvidere har det bulgarske udenrigsministerium i et hø-ringssvar af 8. september 2017 oplyst, at flygtninge får udstedt et id-kort, der er gældende i op til 5 år, og at id-kortet kan fornyes, medmindre id-kortet inddrages eller den pågældendes flygtningesta-tus ophører. På denne baggrund og under hensyn til de i øvrigt foreliggende oplysninger om Deres klient og den aktuelle situation i Bulgarien lægger Flygtningenævnet til grund, at Deres klient kan indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien. Nævnet bemærker herved, at de bulgarske myndigheder [i foråret] 2018 har bekræftet oplysningerne om Deres klients opholdstilladelse, og de bulgarske myndigheder har ikke oplyst, at opholdstilladelsen skulle være bortfaldet. Endvidere finder Flygt-ningenævnet, at Deres klient i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at Deres klient har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilla-delse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne gene-relle mangler, at en afvisning af Deres klient vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdi-gende behandling, som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at Deres klients personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med op-holdstilladelse i Bulgarien – om end vanskelige – ikke i sig selv kan medføre, at Deres klient efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Ved vurderingen af Deres klients forklaring om sin situation lægger Flygtningenævnet vægt på, at Deres klient har afgivet urigtige oplysninger og forklaret divergerende og udbyggende om sit ophold i Europa, hvilket svækker Deres klients troværdighed. Deres klient afviste således indledningsvis overfor Udlændingestyrelsen, at han havde været i Europa inden [efteråret] 2017, at han havde søgt og fået afslag på asyl i Tyskland i 2016, og at han havde søgt og opnået asyl i Bulgarien i 2015. Endvidere har Deres klient udbygget sin forklaring om sine problemer i Bulgarien. Flygtningenæv-net lægger Deres klients oprindelige forklaring til grund om, at han forlod Bulgarien, fordi han ville have et bedre liv og være sammen med sin kæreste, og fordi der ikke var noget job at få i Bulgarien. Endvidere lægger Flygtningenævnet til grund, at Deres klient kun opholdt sig meget kort tid i Bul-garien, og at han ikke søgte hjælp hos de bulgarske myndigheder. Endvidere lægger Flygtninge-nævnet til grund, at Deres klient ikke har konkrete og individuelle konflikter med de bulgarske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet kan således ikke lægge Deres klients for-klaring om problemer med en gruppe menneskesmuglere til grund, idet Deres klient har forklaret udbyggende, ligesom hans forklaring om, hvordan han fandt frem til gruppen, fremstår mindre sandsynlig. Derudover lægger nævnet til grund, at Deres klient i det væsentlige er sund og rask, og at Deres klient om nødvendigt kan modtage den fornødne lægelige behandling i Bulgarien. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger har udlændinge med opholdstilladelse som Deres klient samme adgang til lægehjælp som bulgarske statsborgere, og der er adgang til medicinsk behandling mod betaling af et mindre månedligt beløb (”monthly health insurance payment”). Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at Deres klient ikke kan anses for at være ganske særligt sårbar. Vedrørende Deres klients herboende familie lægger Flygtningenævnet til grund, at han lærte sin kæreste at kende […] cirka et år forud for sin indrejse til Danmark, og at han på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2018 ikke havde mødt hende fysisk. Endvidere lægger nævnet til grund, at Deres klients kæreste er gravid og har termin [i for-året] 2019. Herefter, og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger oplysninger om et afhængighedsforhold mellem Deres klient og hans herboende familie, som gør, at hans asylansøgning bør tillades indgivet i Danmark. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Bul/2019/2/ajev
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Yemen. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Aden, Yemen. Ansøgeren har udført ar-bejde for [A], men har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af ISIL eller andre ekstremistiske grupper, idet han har arbejdet frivilligt for [A]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter anholdelse af regerin-gen, fordi han har deltaget i demonstrationer, og arbejdet frivilligt i en moské. Ansøgeren har ende-lig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Yemen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han udførte frivilligt arbejde for [A] i 2014 og senere blev tilknyttet [A] som frivillig i 2016, hvor han blandt andet leverede byggematerialer til brug for organisationens projekter. Det var gennem sin bror, at ansøgeren påbegyndte arbejdet for organisationen. Ansøgeren blev i starten af 2016 ringet op af en mand, som ansøgeren ikke kendte, men som ansøgeren har oplyst, var fra ISIL. Manden truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede med at udføre arbejde for [A]. Senere blev ansøgerens bopæl beskudt, idet to mænd kørte forbi og beskød bopælen. Ansøge-ren har til støtte for sin frygt for regeringen oplyst, at han er fra det sydlige Yemen, og at han var tilknyttet en organisation, som var tilknyttet den lokale moské [B] i Aden, hvor ansøgeren hjalp som frivillig med at registrere familier. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han deltog i demonstrationer til fordel for det sydlige Yemens løsrivelse fra det nordlige Yemen før krigen, og at han på den bag-grund frygter den til enhver tid siddende regering. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af frivilligt arbejde for [A] har en konflikt med ISIL. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren både i sit asylansøgningsskema og under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 alene beskrev en telefonopringning og en skudepisode, men ikke angav, at der skulle være en forbindelse til ISIL. Efter ansøgerens forklaring beror det endvidere alene på hans formod-ning, at der er sammenhæng mellem telefonopringningen og skudepisoden, ligesom det alene beror på ansøgerens formodning, at skudepisoden er relateret til hans frivillige arbejde for [A] og bunder i en mistanke om, at ansøgeren vil udbrede kristendommen. Endvidere har ansøgerens bror, der er ansat af [A], efter ansøgerens forklaring ikke været udsat for problemer som følge af sin ansættelse, selvom de to brødre angivelig er opvokset sammen i det kvarter, hvor ansøgeren har angivet, at alle kender ham og ved, hvad han laver. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han var tilbage på bopælen efter skudepisoden. Han forklarede således under samtalen [i foråret] 2019, at han var tilbage i alt tre gange; en gang efter at han havde været hos politiet for at hente nogle ting, en gang efter to til tre dage, hvor han ville hente flere ting, og senere i forbindelse med, at han skulle sælge butikken. Under nævnsmødet har han derimod forklaret, at han alene var tilbage på bopælen én gang tre dage efter skudepisoden, idet han var tilbage lige efter at have været på politistationen, som han ikke tæller med, og derefter endnu en gang efter tre dage, hvorimod han ikke var tilbage i forbindelse med salget af butikken, hvor han mødtes med køberen et andet sted. For så vidt angår ansøgerens frivillige arbejde for den lokale moske [B] i Aden og hans deltagelse i demonstrationer i årene fra 2000-2014 finder nævnet heller ikke, at disse forhold kan begrunde asyl. Ansøgeren har således forklaret, at han ikke har oplevet problemer som følge af hverken det frivillige arbejde eller sin deltagelse i demonstrationerne, og begge forhold er foregået for flere år siden. For så vidt angår ansøgerens frygt for tvangshvervning finder nævnet heller ikke, at denne frygt kan begrunde asyl i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på, at denne frygt alene fremgår af advokatindlægget til Flygtningenævnet, hvorimod ansøgeren ikke på noget tidspunkt har forklaret herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. For så vidt angår de generelle forhold i Aden, Yemen, finder Flygt-ningenævnets flertal, at situationen i Yemen efter de seneste oplysninger – herunder navnlig artikel bragt i Middle East Eye, ”More than 100,000 people killed in Yemen war, says new report” af 31. oktober 2019 med omtale af rapport afgivet af the Armed Conflict Location and Event Data project (ACLED), FN, om tabstal for blandt andre civile i Yemen – må anses for alvorlig. Flertallet finder dog, at den generelle situation ikke er af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. Fler-tallet finder derfor, at de generelle forhold i Aden – skønt alvorlige – ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” yeme/2020/1/ajev
Nævnet hjemviste i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra [A], Raqqa regionen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive fængslet eller slået ihjel af det syriske regime, idet hun fra 2012 og frem til [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2013 assisterede en læge med behandling af per-soner, der var blevet såret i forbindelse med kamphandlinger, herunder også personer tilknyttet Den Frie Syriske Hær. Klageren har i sin inddragelsessag som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Syrien, idet hun frygter, at de syriske myndigheder vil efterstræbe hende på grund af, at hun har hjulpet YPG og andre grupperinger, der var modstandere af regimet. Udlændingesty-relsen meddelte [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af klagerens inddragelsessag, at Udlændingestyrelsen [en nær-mere angiven dato i efteråret] 2017, fra en anonym person, modtog oplysninger om, at klageren havde haft et syrisk nationalitetspas, og at pågældende havde løjet for at få opholdstilladelse i Dan-mark. Den anonyme person vedlagde i sin henvendelse til Udlændingestyrelsen en kopi af klagerens syriske nationalitetspas, hvoraf fremgik, at det var udstedt [en nærmere angiven dato i sommeren] 2013. Af kopien fremgik endvidere udrejsestempler fra Syrien [en nærmere angiven dato i efteråret] 2013, et indrejsestempel fra Libanon [en nærmere angiven dato i efteråret] 2013, et udrejsestempel fra Libanon [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2013 samt et stempel fra Istanbul, Tyr-kiet, [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2013. På den baggrund indkaldte Udlændinge-styrelsen klageren til samtale med henblik på at vurdere, om klageren havde opnået sin opholdstil-ladelse ved svig. Under samtalerne bekræftede klageren, at kopien af passet, som den anonyme per-son havde fremlagt for Udlændingestyrelsen, var en kopi af klagerens nationalitetspas. Udlændinge-styrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2018, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren må anses for at have opnået sin opholdstilladelse af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 ved svig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren har forklaret i høj grad divergerende om det væsent-lige grundlag for sin ansøgning om asyl, det vil sige hendes virksomhed som sygeplejerskelignende medarbejder for læger i Aleppo. Klageren har således ved oplysnings- og motivsamtale [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 forklaret, at hun arbejdede for en bestemt læge, at lægen var hendes nabo, og at han havde klinik hos sig selv. Det anføres således, at klageren hjalp lægen i hans klinik. Endvidere hjalp hun lægen ved at gå rundt i byen og behandle sårede i forskellige bydele. Ved samtale [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 forklarede hun, at hun arbejdede for en del forskellige læger. Endvidere at hun blev ringet op af læger, når de havde brug for hendes hjælp, men at hun ikke assisterede nogen bestemt. Endvidere forklarede hun, at hun arbejdede på en skole, som fungerede som hospital. Ved samtale [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018 forklarede hun, at det sted hun hjalp til, var en YPG base. Ved fremmøde i Flygtningenævnet d.d. forklarede hun, at hun ikke vidste, om de folk hun samarbejdede med var læger. Adspurgt på ny forklarede klageren, at hun mente, at nogen af dem var læger. Ved oplysnings- og motivsamtale [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 forklarede klageren, at hendes bopæl var blevet opsøgt af repræsentanter fra ”regimet”, hvilket må formodes at være regeringstyrker. Ved samtale af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 forklarede hun, at hun ikke vidste, hvem der havde opsøgt hendes bopæl, men at de var bevæbnede, og at hun i øvrigt blev mistænkeliggjort af såvel regimet som Den Frie Syriske Hær. Ved samtale [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018 forklarede klageren, at hun var blevet opsøgt af folk fra militæret og af folk med langt skæg, som hun ikke vidste, hvor kom fra. Endelig må de tillægges væsentlig betydning, at klageren ved indrejse i Danmark ikke oplyste at være i besiddelse af et nationalitetspas, men nægtede at være i besiddelse af et sådant. Det har imidlertid vist sig, at hun – ret kort før sin udrejse- har fået udstedt et gyldigt nationalitetspas af de syriske myndigheder, og har benyttet dette til udrejse af Syrien [en nærmere angiven dato i efteråret] 2013. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren på tidspunktet for udstedelsen af opholdstilladelsen opfyldte betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at de oplysninger der er fremkommet om klagerens personlige forhold jf. udlændingelovens § 26 ikke kan føre til, at det er særligt belastende for klageren at hendes opholdstilladelse i Danmark inddrages. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der ved Udlændingestyrelsens afgørelse, henset til Flygtningenævnets praksis om risikoen ved til-bagevenden til Syrien, er taget tilstrækkelig stilling til, om klageren – uanset at hendes oprindelige asylmotiv må tilsidesættes – ved en tilbagevende til sit hjemland nu vil være i risiko for asylbe-grundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Syri/2020/3/lbv
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rus-land. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til den Russiske Føderation frygter at blive slået ihjel myndighederne i Delrepublikken Tjetjenien, fordi han ikke samarbejdede med dem. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han og ægtefællen [i sommeren] 2018 tog til bryllupsrejse til Tyrkiet. Ansøgeren og ægtefællen rejste hjem igen fra ferie [i sommeren] 2018. Et par timer efter hjemkomsten blev de opsøgt af myndigheder på deres bopæl. Ansøgeren blev taget med af myndighederne og kørt til et ukendt sted, hvor han blev afhørt om rejsen til Tyrkiet. Ansøgeren blev tilbageholdt til dagen efter, hvor han igen blev afhørt. Ansøgeren fik fra myndighederne et tilbud om at samarbejde med dem. Ansøgeren accepterede dette tilbud og blev herefter løsladt. Ansøgeren og ægtefællen rejste samme aften til Ingusjetien. Her opholdt de sig i omkring en uge, hvor de fik oplysninger om, at deres familier var blevet opsøgt af myndighederne. De fik ligeledes at vide, at ansøgerens bror var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren og ægtefællen udrejste herefter til Ukraine. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til den Russiske Føderation frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af myndighederne, fordi de blev mistænkt for at have været i Syrien. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun og ægtefællen var på ferie i Tyrkiet i perioden […] 2018 til […] 2018. Et par timer efter hjemkomsten blev deres bopæl opsøgt af myndighederne. Ansøgeren blev dårlig og mistede bevidstheden, mens myndighederne befandt sig på bopælen. Da ansøgeren kom til bevidstheden igen, havde myndighederne anholdt ægtefællen og taget ham med. Klokken 10 dagen efter blev ansøgeren opsøgt af myndighederne på bopælen. Ansøgeren blev afhørt om rejsen til Tyrkiet. Ægtefællen kom hjem senere samme dag og fortalte ansøgeren, at de ikke længere var i sikkerhed, og at de skulle forlade Tjetjenien. Samme aften rejste ansøgeren og ægtefællen til Ingusjetien. Mens de opholdt sig i Ingusjetien, fandt ansøgeren ud af, at myndighederne havde for-søgt at finde ansøgeren og ægtefællen ved at opsøge deres familier. Ansøgerens svoger var indkaldt til en samtale hos myndighederne. Herefter udrejste ansøgeren og ægtefællen til Ukraine. Den om-stændighed, at den mandlige ansøger ved en fejl oprindelig modtog en anden persons afgørelse i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse i sagen, og at ansøgeren til brug for mødet hos advokaten i [efteråret] 2019 efter det af ham oplyste endnu ikke havde modtaget et oversat ek-semplar af den korrekte afgørelse, kan ikke føre til, at sagen nu skal udsættes. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med nævnsmødet i dag har oplyst, at han efterfølgende har fået den korrekte afgørelse i oversat stand og har haft lejlighed til at gennemgå afgørelsen. Eventu-elle udestående spørgsmål må således afklares ved supplerende og uddybende spørgsmål under nævnsmødet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de har en konflikt med de tjetjenske myndigheder, idet ansøgernes forklaringer fremstår divergerende, herunder indbyrdes divergerende, og udbyggende. Den mandlige ansøger har således forklaret udbyggende om, hvorvidt han under den første afhøring fik forevist et billede af Mansour, idet dette først blev oplyst under asylsamtalen. Henset til, at ansøgerens kendskab til Mansour er et væsentligt element i ansøgerens asylmotiv, er det påfaldende, at dette forhold ikke er blevet fremhævet af ansøgeren allerede under oplysnings- og motivsamtalen, også henset til, at den mandlige ansøger har forklaret, at fotografiet, hvori den mandlige ansøger også indgår, er taget af hans hustru. Den mandlige ansøgers forklaring om karakteren af oplysnings- og motivsamtalen kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Hertil kommer, at den mandlige og den kvindelige ansøger har afgivet forskellige forklaringer om omstændighederne i forbindelse med løsladelsen, idet den mandlige ansøger har oplyst, at han blev løsladt, fordi han indvilligede i at samarbejde med myndighederne, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøgers bror betalte for løsladelsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret udbyggende om, hvad der skete efter ansøgernes udrejse af Tjetjenien, idet den mandlige ansøger først under asylsamtalen oplyste, at den mandlige ansøgers bror havde været anholdt og kortvarigt tilbageholdt. Den kvindelige ansøgers forklaring er desuden ikke overensstemmende hermed, idet hun til asylsamtalen har oplyst, at den mandlige ansøgers bror modtog en indkaldelse til en samtale med myndighederne. Den mandlige ansøger har desuden først under asylsamtalen oplyst, at hans egen og ægtefællens familie også blev opsøgt, mens ansøgerne opholdt sig i Ingusjetien. Den mandlige ansøgers forklaring om, at det skyldes, at han ikke blev spurgt herom under oplysnings- og motivsamtalen, kan efter denne oplysnings karakter og mulige betydning i forhold til vurderingen af asylmotivet ikke føre til en anden vurdering. Nævnet tiltræder det anførte i Udlændingestyrelsens afgørelse om, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger ikke har forsøgt at kontakte sin familie i Tjetjenien siden udrejsen. Nævnet anser det også for påfaldende, at ansøgerne heller ikke efter ankomsten til Danmark har søgt at tage kontakt til Mansour. Herudover er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgernes forklaringer ikke fremstår konsistente, herunder indbyrdes konsistente, i forhold til spørgsmålet om, hvor på bopælen de opholdt sig, da myndighederne opsøgte bopælen, og om hvordan ansøgerne og deres familiemedlemmer var placeret i stuen under selve opsøgningen. Desuden har den mandlige ansøger som noget nyt under nævnsmødet forklaret, at hans mobiltelefon blev taget af myndighederne i forbindelse med opsøgningen. Det er endelig indgået i vurderingen af sagen, at den kvindelige ansøgers forklaring under nævnsmødet har været divergerende. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger således forklaret, at hun besvimede, da hendes mand fik håndjern på, og at hun ikke så, at han blev slået, mens det fremgår af referatet af asylsamtalen, at hun besvimede, da hendes mand blev slået. Af referatet af oplysnings- og motivsamtalen fremgår endvidere, at den kvindelige ansøger gik i panik og næsten besvimede, da myndighedsrepræsentanterne slog hendes mand. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i anledning af en konflikt med myndighederne i Tjetjenien. På den anførte baggrund, og idet de generelle forhold i Den Russiske Føderation ikke i sig selv kan begrunde asyl efter reglerne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” rusl/2020/10/FAM
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Peru. Indrejst i 1989. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk peruvianer og katolik fra La-Libertad, Trujillo, Peru. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1989, og at han [i sommeren] 1990 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren er registreret udrejst til udlandet [i efteråret] 2010. Klageren har oplyst, at han [i foråret] 2010 udrejste til Peru for at passe sin mor, som var blevet syg med begyndende Alzheimers, og for at udrede problemer med sin ægtefælle. Klageren indrejste på ny i Danmark [i vinteren] 2018. Klageren fik oprindeligt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han havde forklaret, at han var deserteret fra militæret. Klageren har efter genindrejsen i Danmark i 2018 forklaret, at han i Peru er forfulgt af korrupte militærfolk, idet han i militæret i 1989 har deltaget i nedgravningen af et meget stort parti kokain. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens nye forklaring om sin deltagelse i nedgravning af kokain til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren ikke tidligere har forklaret herom, at forklaringen stemmer dårligt med den tidligere forklaring, at forklaringen indeholder en lang række divergenser, og at forklaringen også savner indre logik. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren i dag risikerer straf ved en tilba-gevenden til Peru som følge af, at han i 1989 deserterede fra militæret. Nævnet lægger herved navn-lig vægt på, at der er forløbet mange år siden, at klageren er ind- og udrejst adskillige gange i Peru, også inden han bosatte sig der gennem en otteårig periode, og at klageren har fået udstedt såvel pe-ruviansk ID-kort som nationalitetspas. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens oprindelige opholdstilladelse i Danmark må anses for bortfaldet som følge af, at han frivilligt har taget bopæl i hjemlandet. Nævnet bemærker herved, at der som følge af klagerens urigtige oplysninger om sit asylmotiv må lægges større vægt på de objektive omstændigheder end på klagerens forklaring. Nævnet lægger navnlig vægt på, at klageren har boet 8 år i Peru, at han er blevet gift og har fået barn, at han har erhvervet fast ejendom, at han har fået udstedt dokumenter, og at han ikke er udrejst tidligere, selvom han må anses for at have haft mulighed herfor. Der findes ikke grundlag for at bestemme, at opholdstilladelsen under de angivne omstændigheder alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder på det angivne faktiske grundlag, at der ikke er grundlag for at træffe afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald.” Peru/1/2020/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim Bagdad, Irak. Ansøgeren har været tilknyttet det poli-tiske parti Ba’ath og deltog i møder og foredrag hver anden uge. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer fra blandt andet Asa'ib Ahl al-Haq militsen, som har forbindelse til de irakiske myndigheder. Til støtte for sit asyl-motiv har ansøgeren oplyst, at han i de sidste 12 år er blevet truet på livet. I Sverige tog myndighe-derne ikke hans sag seriøst, hvorfor han nu har søgt asyl i Danmark. Amerikanerne overtog på et tidspunkt det grønne område i Irak, hvorfor ansøgeren fik til opgave at producere nogle metalstol-per, da han var smed. Herefter begyndte ansøgeren at modtage trusler. Ansøgeren formoder, at trus-lerne er sendt fra blandt andet Asa'ib Ahl al-Haq militsen, der samarbejder med regeringen. Senest har ansøgeren modtaget en trussel i 2018. I truslerne stod, at ansøgeren ikke var tro mod sit land, ligesom truslerne indeholdt koranvers og dødstrusler. Ansøgeren har hørt om folk, der har modtaget trusler og efterfølgende er blevet slået ihjel. Ansøgeren blev skudt og er også blevet kørt ned, lige-som hans far og to brødre er blevet truet og slået ihjel og familiens hus i Irak er brændt ned. I 2003 startede en konflikt mellem forskellige religioner og forskellige grene af islam. Fordi ansøgeren er sunnimuslim, frygter han ligeledes at blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgerens forklaring om, at han i Irak bliver forfulgt af nog-le, som arbejder i regeringen, og at baggrunden herfor skulle være at han ikke var tro mod sit land, idet han havde i 2007 lavet metalstolper til amerikanerne, tilsidesættes som utroværdig. Der er her-ved henset til, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist på spørgsmålene under sin forkla-ring for nævnet herunder på spørgsmål om, hvem der skulle have forfulgt ham og fremsat trusler imod ham. Der er endvidere henset til, at ansøgeren uden problemer er udrejst af Irak legalt flere gange, herunder efter at have fået visum til Tyrkiet af de irakiske myndigheder. Ansøger har endvi-dere forklaret om de samme forhold, som han fortalte de svenske myndigheder, og som ikke mente at disse oplysninger kunne give grundlag for at meddele ansøger asyl. Efter afvisningen i Sverige har ansøgeren opholdt sig i Irak i en længere periode uden at dette har givet anledning til problemer udover angiveligt modtagelsen af et nyt trusselsbrev. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at ansøger som sunnimuslim generelt er forfulgt af de irakiske myndigheder. Dette beror alene på an-søgers egen formodning. Der er således intet i de foreliggende baggrundsoplysninger som under-støtter dette. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for for-følgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/8/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mukalanga og mushi og protestant fra Syd Kivu-provinsen, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive voldtaget og slået ihjel, ligesom hun frygter den generelle situation primært i den østlige del af landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun ikke kender landet, idet hun var 3 år gammel, da hun udrejste af DR Congo. Hun har læst, at der fortsat er krig og uroligheder, særligt i den del af landet, som hendes mor stammer fra. Der sker mange voldtægter, og der er mange internt fordrevne, ligesom mange er flygtet til de omkringliggende lan-de. Ansøgerens morfar døde i 2015 og resten af morens familie er enten døde eller flygtet til udlan-det. Ansøgerens far har også været politisk aktiv. Hun kender ikke meget til hans asylmotiv, men ved, at han var i militæret i DR Congo, mens han arbejdede som sygeplejerske. Faren var i opposi-tion til regeringen, som fortsat har magten. Hendes fars situation er uændret. Ved en tilbagevenden til DR Congo, frygter hun derfor også at blive efterstræbt på grund af sin fars konflikt. Flygtninge-nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Dette kan imidlertid ikke medføre, at der meddeles ansøgeren asyl, idet konflikten ikke har en sådan karakter og omfang, at den kan begrunde at der meddeles ansøgeren asyl. Flygtningenævnet bemærker her-ved, at ansøgerens frygt for, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo vil blive efterstræbt på grund af sin fars konflikt med myndighederne, ikke kan lægges til grund. Der er herved henset til, at konflikten er mere end 20 år gammel, og at ansøgeren var 3 år gammel ved sin udrejse og således ikke har oplevet konflikter, som følge af sin fars politiske aktiviteter. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til DR Congo skal bo i et land, som hun ikke har kendskab til, og at der er krig i den østlige del af landet, og der sker mange voldtægter, hvorfor det er meget farligt at bo i DR Congo, særligt i Kivu provinsen, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder UNHCR´s Position on Returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the Democratic Republic of Congo affected by ongoing conflict and violence – Update II, fra september 2019, hvorefter de generelle forhold i DR Congo, herunder i den sydlige Kivu-region er alvorlige og uforudsigelige. Men forholdene er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Endelig bemærkes, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af [en dato i] 2018 om ej bortfald af opholdstilladelse for klagerens far ikke herved har taget stilling til faderens asylmotiv. Det af advokaten anførte omkring klagerens § 26 forhold kan ikke tillægges betydning ved afgørelsen om asyl. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2020/4/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hviderussere og kristne af trosretning fra Vitebsk, Hviderusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive uretmæssigt fængslet af de hviderussiske myndigheder. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger i sommeren 2014 oprettede en hjemmeside, hvor personer kunne tilkendegive, om de ville stemme ved præsidentvalget. Ansøgerne uddelte løbesedler til støtte for hjemmesiden. Ansøgerne blev som følge heraf anholdt og afhørt i to til tre dage af de hviderussiske myndigheder. Ansøgerne blev herefter løsladt, hvorefter de udrejste af Hviderusland til Sverige og søgte om asyl. Ansøgerne fik i 2017 afslag på asyl og rejste tilbage til Hviderusland. Ansøgerne kom efter deres tilbagevenden til Hviderusland på ny i myndighedernes søgelys, hvorefter ansøgerne udrejste af Hviderusland med lastbil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. For så vidt angår den mandlige ansøger bemærker Flygtningenævnet, at der er væsentlige divergenser i hans forklaringer om centrale dele af det hændelsesforløb, der har ført til hans udrejse af Hviderus-land. Ved oplysnings og motivsamtale den [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2018 forklarede ansøgeren således, at han ved afhøring hos myndighederne benægtede selv at have opret-tet hjemmesiden [A]. Han lovede derefter at kontakte myndighederne, hvis han fik kontakt til den ansvarlige. Spørgsmålet om password til hjemmesiden er ikke omtalt. Ved samtale den [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018 forklarede han derimod, at KGB-folkene ville have password til hjemmesiden og det fremgår ikke, at han lovede, at oplyse, hvem den i øvrigt fiktive bagmand var. Han gav dem herefter det ønskede password af hensyn til den kvindelige ansøger. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren til de danske myndigheder har forklaret, at have fået udrejseforbud og straks efter at have fået udleveret sit pas af myndighederne. Til de svenske myndigheder har han derimod forklaret, at passet blev efterladt hos hans forældre, og at han kom i besiddelse af det sene-re, efter at være udrejst. For så vidt angår den kvindelige ansøger har hun under samtale [en nærme-re angiven dato i sommeren] 2015 i Sverige forklaret, at hun ringede til den mandlige ansøger under ransagningen af deres bopæl i Vitebsk. Ved samtale i Danmark [en nærmere angiven dato i efter-året] 2018 forklarede hun derimod, at hun var afskåret fra at ringe. Dette er i modsætning til den mandlige ansøger, der også forklarede, at hun ringede ham op, jf. referat af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018, men ved fremmøde i Flygtningenævnet d.d. har forklaret, at han ikke husker det. Hun har endvidere forklaret, først, at hun vidste hvad hun underskrev ved løsladelsen efter den anden arrestation, men ved fremmøde i Flygtningenævnet d.d. at hun skrev under på, at hun ikke måtte udrejse, og ikke var klar over, hvad hun i øvrigt skrev under på. Ved fremmøde i Flygtninge-nævnet d.d. forklarede den mandlige ansøger, at de rejste tilbage fra Sverige med fly til Moskva og derefter med bus over grænsen. Den kvindelige ansøger forklarede, at de fløj helt til Minsk via Mo-skva, hvilket stemmer med de fremlagte flybilletter. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgerne, skønt de er pålagt udrejseforbud, har kunnet rejse ud af Hvi-derusland og tilbage. Efter en samlet vurdering må nævnet derfor lægge til grund, at ansøgerens forklaringer om deres asylmotiv er konstrueret til lejligheden for at opnå opholdstilladelse. Flygt-ningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Hviderusland vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2020/2/lbv
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, der oplyste at være statsborger fra Sydsudan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nuer og kristen katolik af religiøs overbevisning og har oplyst at være fra Yei, Sydsudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sydsudan frygter at blive slået ihjel af regeringssoldater eller dinkaer, idet der er krig i Sydsudan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at regeringssoldater en dag kom til hans landsby og udsatte kvinderne for voldtægt og slog folk ihjel. Ansøgeren flygtede sammen med sin mor og onkel ind i en skov, mens soldaterne skød efter dem. Ansøgerens mor blev ramt af et skud i hovedet, og ansøgeren efterlod moren og onklen i skoven. I 2013 udrejste ansøgeren af Sydsudan til Uganda. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, pågældende påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har svaret upræcist, undvigende og afglidende på de stillede spørgsmål om sine personlige forhold og forholdene i sit angivelige hjemområde. Under mødet i Flygtningenævnet svarede ansøgeren tillige upræcist, undvigende og afglidende på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at hans grundlæggende viden om Sydsudan forekommer meget mangelfuld, og at han ikke under nævnsmødet var i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sit hjemområde og om sine personlige forhold. Han kunne således ikke fortælle noget nærmere om, hvor han boede, eller hvordan der så ud. Han har heller ikke til Udlændingestyrelsen kunnet gengive farverne i det sydsudanesiske flag, datoen for landets uafhængighedsdag eller navnet på nationalmelodien. Han kunne heller ikke angive navne på veje eller fremkomme med andre oplysninger om sit hjemområde. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er fra Sydsudan, så har han ikke sandsynliggjort, at han er asylbegrundende forfulgt. Der er herved nærmere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om soldaternes overfald på hans landsby fremstår divergerende og uden detaljer. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han løb ud i skoven med sin mor og sin onkel, hvor de blev overfaldet, eller om de døde allerede i landsbyen. Efter hans forklaring er han udrejst på grund af konflikten mellem dinkaer og nuer, men han har ikke selv har haft konkrete og individuelle konflikter med parter i Sydsudan. Det bemærkes i den forbindelse, at de generelle forhold i Sydsudan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en sprogtest af ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sydsudan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syds/2019/1/CERA
Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hawiye. Hun er født i Danmark og statsborger i Somalia. Ansøgerens mor er muslim fra [en landsby] i Middle Shabelle, Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på sin datters vegne frygter, at denne vil blive omskåret, og at hendes farbror vil slå datteren ihjel, fordi han ikke anerkender ægteskabet mellem ansøgerens forældre. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun selv og hendes søster er omskåret, og at hendes mor vil have hendes datter omskåret, idet der er sædvane for omskæring i hendes familie. Hun har videre henvist til, at det er normalt i Somalia at omskære piger, og hvis de ikke bliver omskåret, så vil de blive socialt stigmatiseret og have svært ved at blive gift. Ansøgerens mor har forklaret, at hun har brudt kontakten til sin mor efter de sidste interviews med Udlændingestyrelsen. Ansøgerens mor og hendes far er i mod omskæring. Vedrørende ansøgerens mors frygt for tvangsomskæring af sin datter bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Mutilation/Cutting” fra januar 2016 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det fremgår endvidere, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det fremgår tillige af baggrundsoplysningerne, at det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå socialt pres, hvis pigens far modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens mors forklaring til grund, at ansøgerens mor selv er omskåret, og at der er tradition for i hendes familie, hendes klan samt hjemområde at omskære unge piger. Ansøgerens mor har videre forklaret, at hun er imod omskæring, og spørgsmålet for nævnet er herefter, om hun vil være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter hendes datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens mor – der i forhold til en tilbagevenden til Somalia må betragtes som en enlig kvinde, idet ægtefællen er flygtet til Uganda - ved en tilbagevenden til Somalia vil være alene om at beskytte datteren, der er 3 år gammel, imod at blive omskåret mod hendes vilje. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerens mors netværk i Somalia vil være i stand til eller indstillet på at støtte hende i ønsket om at beskytte datteren imod omskæring, idet ansøgerens mormor er tilhænger af omskæring, ligesom ansøgerens mormor og moster er omskåret. Efter en samlet og konkret vurdering af ansøgerens mors forklaring og personlige fremtræden for nævnet, finder Flygtningenævnet, at hun i givet fald ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af hendes datter. Det tilføjes, at moren i forklaringen for nævnet har givet udtryk for frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil bukke under for omgivelsernes pres for at lade ansøgeren omskære. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren uden særlige ressourcer ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra familien og omgivelserne om omskæring af datteren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens mor har sandsynliggjort, at hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod hendes vilje. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2020/14/smla
Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia som konsekvensstatus til hendes mindreårige datter. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim fra [en landsby] i Middle Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin farbror, idet hun i Somalia indgik ægteskab mod farbrorens vilje. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at farbroren er en del af al-Shabaab og havde truet med at slå klageren og hendes ægtefælle ihjel, hvis de indgik ægteskab. I [foråret] 2014 indgik de ægteskab. Klageren har fået fortalt, at hendes farbror opsøgte deres bopæl [i foråret 2014], hvor han slog klagerens ægtefælle og mor med en geværkolbe. Klagerens lillebror forsøgte at stoppe farbroren, hvorefter farbroren skød ham i benet. Farbroren tog klagerens ægtefælle og mor med til al-Shabaabs hovedkontor. Klagerens søster advarede klageren, hvorefter hun udrejste kort tid herefter. Klagerens mor blev senere løsladt, og det lykkedes klagerens ægtefælle at flygte derfra. Klageren har endvidere under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 henvist til, at hun frygter, at farbroren vil slå hendes datter ihjel, idet han ikke anerkender ægteskabet. Klageren frygter videre, at datteren vil blive udsat for omskæring, hvis klageren vender tilbage til Somalia med datteren. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun selv og hendes søster er omskåret, og at hendes mor vil have hendes datter omskåret, herunder at der er sædvane for omskæring i hendes familie. Hun har videre henvist til, at det er sædvane i Somalia at omskære piger, og at det er svært for pigerne at blive gift, hvis de ikke er omskåret. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen nægtede først [i slutningen af] 2017 og senere [i efteråret 2019] at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26. Klagerens oprindelige asylmotivFlygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun har en konflikt med sin farbror i Somalia til grund. Nævnet har i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerens forklaring om indgåelsen af ægteskabet med [hendes nuværende ægtefælle], herunder navnlig det forhold, at klagerens mor agerede som værge for hende, fremstår i modstrid med baggrundsoplysningerne og dermed mindre sandsynlig. Det fremgår således af Landinfos Temanotat Somalia: Ekteskap og Skilsmisse af 23. april 2014, at der ved indgåelse af ægteskab i Somalia altid skal være en mandlig værge for bruden til stede. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at klagerens mor skulle have accepteret ægteskabet mellem klageren og Abdinasir på trods af, at hun var bekendt med farbrorens trusler. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at klageren og [hendes ægtefælle] angiveligt indgik ægteskab på trods af farbrorens trusler om, at han ville slå dem ihjel, hvis de indgik ægteskab, og at klageren og [ægtefællen] efter vielsen [i foråret 2014] desuagtet forblev i [deres landsby] frem til klagerens udrejse i [foråret] 2014. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at klageren og [ægtefællen] skulle have hemmeligholdt ægteskabet uden, at de efter klagerens forklaring på nævnsmødet havde nogen planer for deres videre liv som ægtefæller i landsbyen, der efter klagerens forklaring var en mindre landsby, hvorfor ægteskabet må antages at ville være vanskeligt at skjule. Klageren er ikke fremkommet med nye oplysninger om sin angivelige konflikt med farbroren. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at klageren til sine samtaler med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014 forklarede, at hun fik at vide, at farbroren havde været på bopælen [ foråret] 2014, hvor han havde slået hendes mor og ægtefælle med et gevær, og at hendes bror blev skudt i benet samt, at farbroren tog både moren, ægtefællen og broren med til et sted, hvor al-Shabaab opholdt sig. Hun oplyste endvidere, at broren, [A], var 15 år gammel. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 forklarede klageren derimod, at farbroren efterlod hendes kvæstede lillebror på bopælen, og at [broren] døde af blodtab som følge af skuddet i benet kort tid efter. Hun afviste under samtalen tidligere at have forklaret, at farbroren tog både moren, ægtefællen og broren med. På nævnsmødet forklarede klageren, at hun først havde fået oplysningen om lillebrorens død fra moren efter, at hun kom til Danmark, hvilket hun således må have vidst på tidspunktet for samtalen med Udlændingestyrelsen. Nævnet har endelig lagt vægt på, at klageren tillige har forklaret divergerende om navnet på farbrorens søn, som han krævede, at hun skulle giftes med. Nævnet tilsidesætter således klagerens asylmotiv i relation til konflikten med farbroren, herunder også at denne skulle have spredt rygter om, at klageren havde haft sex uden for ægteskabet, og dermed også hendes frygt for overgreb fra al-Shabaabs side som følge af farbrorens tilknytning til al-Shabaab, som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Af de tilgængelige baggrundsoplysninger og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan det udledes, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i det sydlige og centrale Somalia er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, den 25. august 2014 i overensstemmelse med den daværende asylpraksis på området. Det gælder såvel forholdene i Mogadishu som i klagerens hjemområde, selvom det må lægges til grund, at al-Shabaab fortsat har en indflydelse i klagerens hjemområde. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet således efter en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, herunder baggrundsoplysningerne, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ved en tilbagevenden til Somalia. Betingelserne i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt. for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er derfor opfyldt, og spørgsmålet er herefter, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for klageren under henvisning bl.a. til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i Somalia, hvor hun også er statsborger og har opholdt sig frem til indrejsen i Danmark i 2014. Hun er gift med en somalisk statsborger, der opholder sig i Uganda. Klagerens mor og søskende samt en morbror og farbror bor fortsat i Somalia, jf. herved § 26-skema [fra efteråret] 2017, oplysnings- og motivsamtale [fra sommeren 2014], og asylsamtale [fra efteråret 2014] samt partshøring [fra efteråret] 2017 – dog med en divergens i forhold til broren, [A]. Klageren har afsluttet Dansk 1 og går i skole to gange om ugen, hvor hun har fagene dansk og matematik. Hun har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet ud over at have været i praktik i en vuggestue og med rengøring. Klageren har familie her i landet i form af datteren. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer. Efter en samlet afvejning tiltræder Flygtningenævnet herefter, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er nægtet forlænget, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Vedrørende datteren: Flygtningenævnet henviser til den samtidige afgørelse i datterens asylsag, der er sålydende: ”Ansøgeren er etnisk hawiye. Hun er født i Danmark og statsborger i Somalia. Ansøgerens mor er muslim fra [en landsby] i Middle Shabelle, Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på sin datters vegne frygter, at denne vil blive omskåret, og at hendes farbror vil slå datteren ihjel, fordi han ikke anerkender ægteskabet mellem ansøgerens forældre. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun selv og hendes søster er omskåret, og at hendes mor vil have hendes datter omskåret, idet der er sædvane for omskæring i hendes familie. Hun har videre henvist til, at det er normalt i Somalia at omskære piger, og hvis de ikke bliver omskåret, så vil de blive socialt stigmatiseret og have svært ved at blive gift. Ansøgerens mor har forklaret, at hun har brudt kontakten til sin mor efter de sidste interviews med Udlændingestyrelsen. Ansøgerens mor og hendes far er i mod omskæring. Vedrørende ansøgerens mors frygt for tvangsomskæring af sin datter bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Mutilation/Cutting” fra januar 2016 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det fremgår endvidere, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det fremgår tillige af baggrundsoplysningerne, at det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå socialt pres, hvis pigens far modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens mors forklaring til grund, at ansøgerens mor selv er omskåret, og at der er tradition for i hendes familie, hendes klan samt hjemområde at omskære unge piger. Ansøgerens mor har videre forklaret, at hun er imod omskæring, og spørgsmålet for nævnet er herefter, om hun vil være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter hendes datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens mor – der i forhold til en tilbagevenden til Somalia må betragtes som en enlig kvinde, idet ægtefællen er flygtet til Uganda - ved en tilbagevenden til Somalia vil være alene om at beskytte datteren, der er 3 år gammel, imod at blive omskåret mod hendes vilje. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerens mors netværk i Somalia vil være i stand til eller indstillet på at støtte hende i ønsket om at beskytte datteren imod omskæring, idet ansøgerens mormor er tilhænger af omskæring, ligesom ansøgerens mormor og moster er omskåret. Efter en samlet og konkret vurdering af ansøgerens mors forklaring og personlige fremtræden for nævnet, finder Flygtningenævnet, at hun i givet fald ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af hendes datter. Det tilføjes, at moren i forklaringen for nævnet har givet udtryk for frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil bukke under for omgivelsernes pres for at lade ansøgeren omskære. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren uden særlige ressourcer ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra familien og omgivelserne om omskæring af datteren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens mor har sandsynliggjort, at hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod hendes vilje. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet meddeler derfor som en konsekvens af datterens opholdstilladelse klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1.” soma/2020/13/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tatar og muslim fra Tashkent, Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive anholdt, tilbageholdt eller slået ihjel af politiet, fordi han ikke er etnisk russer, og fordi hans ægtefælle er ukrainsk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive overfaldet af højreradikale grupperinger, fordi hans ægtefælle er ukrainsk statsborger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra 2006 til 2018 blev stoppet af politiet hver gang han forlod sin bopæl i Sankt Petersborg. I 2011, 2013 og 2015 blev ansøgeren også tilbageholdt og overfaldet på politistationen. Sideløbende med hans problemer med politiet, oplevede ansøgeren i 2013 og 2014 at blive overfaldet af grupperinger, som han formoder, er ”skinheads”. I 2015 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, og de flyttede sammen i Sankt Petersborg. I [starten af vinteren] 2017 eller [slutningen af vinteren] 2018 oplevede ansøgeren, at der blev banket hårdt på deres dør af ukendte gerningsmænd. [En nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2018 blev ansøgeren overfaldet foran sin bopæl af ukendte gerningsmænd. Han blev indlagt på hospitalet, og meldte hændelsen til politiet, mens han var indlagt. [En nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2018 blev ansøgeren tilbageholdt af politiet og løsladt om morgenen. [En nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] blev ansøgerens ægtefælle overfaldet med en kniv på åben gade, og dagen efter blev han tvunget til at ændre forklaring i sin anmeldelse af hændelsen fra [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2018. [En nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2018 udrejste ansøgeren med sin ægtefælle af Rusland. Ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om en del af sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at han blev overfaldet af skinheads [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2018, og til asylsamtalen, at han anmeldte overfaldet, mens han var på hospitalet og [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2018 af politiet blev presset til at ændre sin anmeldelse. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke husker, hvornår han anmeldte overfaldet, og foreholdt sin tidligere forklaring, at politiet kom på hospitalet, fordi han var blevet slået, men at han nægtede at indgive anmeldelse på det tidspunkt, samt at han [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2018 blev presset til at trække sin anmeldelse tilbage af politiske årsager. Ansøgeren har videre forklaret, at han i perioden 2006 til 2018 ca. 4 gange blev tilbageholdt af politiet og udsat for vold. Han blev ligeledes ofte standset af politiet på gaden og skulle fremvise sit pas, men at dette også skete for andre, ligesom folk blev tilbageholdt, hvis de ikke kunne fremvise pas. Det beror på ansøgerens egen formodning, at hans ægtefælles tidligere ægtefælle skulle stå bag de overfald, som skinheads har udsat ham for. Det forekommer usandsynligt, at de pågældende skinheads, som hverken ansøgeren eller hans ægtefælle kendte, skulle have oplysninger om eller kunne identificere ansøgeren og hans ægtefælle, og overfaldene må betragtes som enkeltstående, isolerede kriminelle handlinger. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt med myndighederne og grupper af skinheads ikke har en karakter og en intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/6/LBV
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra [by], Bingöl-provinsen, Tyrkiet. Ansøgeren har oplyst, at han har været aktiv for Folkets Demokratiske Parti (HDP) i Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter en mand ved navn [A], som flere gange har forsøgt at rekruttere ansøgeren til at spionere og være meddeler for de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at skulle aftjene militærtjeneste i Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på universitet mødte en mand ved navn [A], som begyndte at opsøge ansøgeren og stille ham spørgsmål om Folkets Demokratiske Parti (HDP) i Tyrkiet. I [foråret] 2018 opsøgte [A] ansøgeren på hans bopæl og talte med hans forældre. [A] truede ansøgeren med at skade ham eller hans familie, hvis ansøgeren ikke ville arbejde som efterretningsmeddeler for ham. Efterfølgende opsøgte [A] ansøgeren flere gange, herunder på hans arbejdsplads. Ansøgeren fik sammen med sin far udstedt et tyrkisk specialpas, og [i efteråret] 2018 udrejste han af Tyrkiet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han [i slutningen af] 2018 modtog en indkaldelse til militærtjeneste via en hjemmeside. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med [A] og de tyrkiske myndigheder til grund. Forklaringen fremstår på centrale punkter divergerende, usammenhængende og udbyggende og anses derfor for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2019 har forklaret, at demonstrationen foran [A]’s cafeteria foregik over et par dage, og at ansøger ikke blev opdaget af myndighederne, da der ikke var kameraer, hvor demonstrationen foregik. Under asylsamtalen [i sommeren] 2019 har ansøgeren derimod forklaret, at myndighederne ved, hvem han er, fordi de stod på et tag og optog det hele, og at demonstrationen varede ca. en halv time. Han har derpå oplyst, at demonstrationen varede en dag, og derefter har han oplyst, at demonstrationen varede ca. 2,5 timer, for endelig at oplyse, at den varede et par dage. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgeren har forklaret divergerende om kontakten med [A] i Ankara. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at [A] truede ansøgeren, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han og [A] ikke sagde noget til hinanden. Ansøgeren har over for nævnet på ny forklaret, at han blev truet af [A], da de mødtes i Ankara. Ansøgeren har også forklaret divergerende om [A]’s henvendelser på ansøgerens arbejdsplads. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] truede ansøgeren på arbejdspladsen, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke talte med [A]. Over for nævnet har ansøgeren på ny forklaret, at [A] truede ham på arbejdspladsen. Ansøgeren har over for nævnet udbyggende forklaret, at han blev opsøgt og tilbageholdt af [A] og to andre politibetjente, og at han herunder blev tortureret med slag i hovedet. Hans næse blev brækket, og han blev brændt med varmt vand. Ansøgeren har ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen tidligere forklaret herom, og hans forklaring om, at han af frygt for politiet ikke tidligere har oplyst om tilbageholdelsen, fremstår ikke troværdig. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren legalt og uden problemer er udrejst med fly fra Tyrkiet ved anvendelse af eget pas. Det fremstår derfor usandsynligt, at ansøgeren på tidspunktet for udrejsen skulle være efterstræbt af de tyrkiske myndigheder. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren efter udrejsen har opholdt sig omkring seks måneder i Tyskland uden at søge asyl der, forinden han indrejste i Danmark. Nævnet bemærker endelig, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende på flere spørgsmål, og at hans forklaring om flere forhold ikke fremstår selvoplevet. Det er under nævnsmødet oplyst, at ansøgeren har frafaldet den del af asylmotivet, der vedrører forhold om unddragelse af militærtjeneste. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2020/1/CERA
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og tilhører klanen [K]. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive hvervet til al-Shabaab, hvis han tager ophold i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv henvist til, at al-Shabaab tidligere har forsøgt at hverve ansøgerens bror, [M]. Moren frygter derfor, at al-Shabaab også vil forsøge at hverve ansøgeren, hvis han tager ophold i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens mors forklaring om ansøgeren asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgerens mor har forklaret udbyggende om sin frygt for, at ansøgeren vil blive forsøgt hvervet af al-Shabaab. Ansøgerens mor har således til sin samtale [i starten af] 2018 i sin egen sag vedrørende inddragelse af sin opholdstilladelse, ikke oplyst noget om, at hun frygtede noget på ansøgerens vegne. Det var først til samtalen [i foråret] 2018, at hun oplyste, at hun frygtede, at ansøgeren og hans bror [M] ville blive tvangshvervet til al-Shabaab, idet al-Shabaab tidligere havde forsøgt at hverve [M] ved at give ham slik, hvilket førte til, at [M] fik så stor en interesse for al-Shabaab, at han ville gå i al-Shabaab-tøj. Ansøgeren er født i Danmark og har efter ansøgerens mors forklaring ikke kendskab til al-Shabaab overhovedet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens mors frygt for, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia, alene beror på hendes egen formodning om, at al-Shabaab vil være i stand til at hverve ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at det område, hvor familien har boet og må forventes at tage ophold ikke længere er under al-Shabaabs kontrol, men er under regeringens kontrol. Samtidig fremgår det af rapporten ”Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. South and Central Somalia. Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups. Report based on interviews in Nairobi, Kenya, 3 to 10 December 2016” fra 8. marts 2017, at tvangsrekruttering som udgangspunkt ikke længere finder sted, men at rekruttering sker gennem motivation, gruppepres og økonomisk incitament. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Somalia har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/10/FAM
Nævnet omgjorde i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende et mandlig statsborger fra Rusland, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. ”Klageren er etnisk tjetjener fra Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han har aftjent værnepligt i den sovjetiske hær som sergent. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans bror [A] var oprørssoldat i Tjetjenien, og at klageren hjalp med at skaffe forsyninger til sin bror i form af kød, forbindinger og chokolade. Klageren blev som følge heraf tilbageholdt og udsat for overgreb af myndighederne. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen nægtede ved afgørelse [i foråret] 2019 at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren havde opnået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det fremgår af referat af klagerens samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2019 – hvilken samtale dermed fandt sted omkring syv år efter klagerens første samtale med Udlændingestyrelsen og ni år efter de begivenheder, der begrundede asyl – at klageren i forhold til sin tidligere forklaring om asylmotivet har afgivet divergerende oplysninger på flere punkter, herunder om, hvorvidt hans bror døde før eller efter myndighedernes tilbageholdelse af klageren. Klageren er tildelt førtidspension som følge af psykisk sygdom og Flygtningenævnet lægger til grund, at hans hukommelse er svækket som følge heraf. På denne baggrund finder Flygtningenævnet det ikke bevist, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger under sin asylsag med henblik på at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” [Rusl/2020/9/YARS]
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk khambo og sunni-muslim af trosretning fra Lahore, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, befolkningen eller af religiøse ekstremister, som følge af hans straffesag i Danmark. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han i Pakistan frygter at blive udsat for dobbeltstraf, foranlediget af påvirkning fra ægtefællens familie. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at såfremt familien vender tilbage til Pakistan, vil ægtefællen og børnene være nødsaget til at bo hos ægtefællens familie, og at ansøgerens døtre derfor vil risikere at blive tvangsbortgift. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ved Retten på Frederiksberg [i en nærmere angiven dato i vinteren] 2018 uretmæssigt blev fundet skyldig i voldtægt og udvist af Danmark. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2018 stadfæstede Østre Landsret Retten på Frederiksbergs dom med den ændring, at han blev idømt fængsel i 3 år og 6 måneder. Efter Østre Landsrets dom tog ansøgerens svoger, [A], kontakt til ansøgerens ægtefælle, idet [A] ønskede domsakterne fremsendt, fordi han ville rådføre sig hos nogle advokater i Pakistan. Ægtefællen sendte ikke akterne, da akterne ville afsløre, at ansøgeren ikke sad fængslet for slagsmål, som ægtefællen ellers havde oplyst sin familie. [A] fik senere kendskab til sagens omstændigheder, formodentlig fordi omstændighederne var blevet beskrevet i forskellige medier herunder i en dansk/pakistansk avis, Sahara. [A] ringede derfor til ansøgerens ægtefælle i [sommeren] 2018 og orienterede ægtefællen om, at familien var bekendt med, hvad ansøgeren rettelig var blevet dømt for. Ansøgerens anden svoger, [B], tog i slutningen af [sommeren] 2018 personlig kontakt til ansøgerens forældre på deres bopæl i Lahore og truede med, at han ville slå ansøgeren ihjel, fordi ansøgeren havde krænket søsterens ære. I [sommeren] 2019 tog [B] på ny hen til ansøgerens forældres bopæl og truede med at slå ansøgeren ihjel, idet [B] angiveligt troede, at ansøgeren på dette tidspunkt var blevet udsendt til Pakistan. Ansøgeren har om sin ægtefælles familie oplyst, at [B] arbejder som efterforsker ved politiet i Pakistan, og at [B] derfor straffrit vil kunne slå ansøgeren ihjel under påskud af selvforsvar, ligesom [B] kan påvirke politiet og retsvæsenet til at udsætte ansøgeren for dobbeltstraf. Ansøgeren har afslutningsvis oplyst, at voldtægt er forbudt ved sharia-lov, og at religiøse ekstremister derfor vil efterstræbe og slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens svoger, [B], over for ansøgerens forældre i [sommeren] 2018 og [sommeren] 2019 har udtalt, at han vil slå ansøgeren ihjel, men Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at svogeren har en sådan position i det pakistanske samfund, at han vil være i stand til at gennemføre truslen. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge til grund, at ansøgerens svoger, [B], har en så høj position i det pakistanske politi, og at han til enhver tid vil kunne finde frem til ansøgeren over alt i Pakistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret fyldestgørende og troværdigt om svogerens position og arbejdsområde i det pakistanske politi, men at ansøgeren alene har forklaret, at svogeren har arbejdet som civil betjent i 22 år og rejser rundt i Pakistan som efterforsker. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke risikerer dobbeltstraf ved en tilbagevenden til Pakistan. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på det anførte i Udenrigsministeriets notat vedrørende pakistansk strafferet, herunder princippet om dobbeltstraf i lovgivning og praksis fra 2003. Der fremgår heraf, at der i praksis ikke bliver idømt dobbeltstraf for forbrydelser begået i udlandet. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at pakistanske mænd, der er fundet skyldig i voldtægt risikerer at blive efterstræbt af befolkningen eller religiøse ekstremister. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har oplyst konkrete omstændigheder, som indebærer, at han i særlig grad risikerer at blive efterstræbt af disse grupper. Flygtningenævnet finder i relation til ansøgerens ægtefælle og børn, at det alene beror på ansøgerens formodning, at disse ved familiens tilbagevenden vil blive tvunget til at tage ophold hos ægtefællens forældre, selvom ansøgeren også har ophold i Pakistan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan risikerer konkret og individuelt forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”paki/2020/1/sme
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt gnostiker fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er blevet beskyldt for økonomisk korruption. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han oprindeligt ejede en tøjforretning. Dollarpriserne varierede, og der blev indført sanktioner, hvilket medførte, at ansøgerens tøjforretning led store økonomiske tab. Efter opfordring fra én af tøjforretningens store kunder, [A], besluttede ansøgeren sig for at arbejde sammen med [A] i guldmøntbranchen. Ansøgeren åbnede sammen med [A] en forretning nær ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren blev den primære driftsansvarlige. Ansøgeren modtog [en dato i sommeren] 2018 en indkaldelse til retten, og [en anden dato i sommeren] 2018 stormede betjente ansøgerens forretning. Herefter gemte ansøgeren sig hos sin ven [B]. Efter 33-34 dages ophold hos [B] så ansøgeren en tv-udsendelse, hvoraf det fremgik, at en af [A’s] forretningspartnere var blevet anholdt. Ansøgerens egne initialer fremgik ligeledes af tv-udsendelsen. Ansøgeren blev under sit ophold i Danmark bekendt med, at [A’s] forretningspartner var blevet henrettet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund som mønthandler i Iran til grund, ligesom nævnet kan lægge til grund, at ansøgerens samarbejdspartner, [A], og dennes samarbejdspartnere, [C] og [D], er inddraget i en sag om korruption og økonomisk svindel. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren er eftersøgt af de iranske myndigheder i forbindelse med samme sag, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf selv er i asylbegrundende risiko ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring alene har handlet med guldmønter i henhold til en tilladelse fra myndighederne, ikke valuta, at han har fulgt de gældende regler i Iran for denne handel, og at en advokat på vegne af ansøgeren og [A], da de tidligere var indkaldt af myndighederne, undersøgte sagen og meddelte, at problemet på daværende tidspunkt var løst. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at samarbejdet med [A] og dennes samarbejde med [C] og [D] skulle have følger, som kan begrunde asyl i Danmark. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren for nævnet har fremlagt udskrifter fra iranske hjemmesider, hvoraf fremgår, at de iranske myndigheder har anholdt en række personer i forbindelse med den omhandlede sag. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens konvertering til kristendommen, som skulle være sket efter ansøgerens ankomst til Danmark, ikke er udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Selvom det må lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i en række kristne aktiviteter, og selvom ansøgeren under nævnsmødet har kunnet redegøre for mange detaljer af den kristne tro og har forklaret navnlig om bevæggrundene for sit valg af kristendommen og kristendommens betydning for hans liv, har nævnet herved lagt vægt på, at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2019 med Udlændingestyrelsen først oplyste, at han ikke havde nogen religion, og derefter, til sidst i samtalen, oplyste, at han tror på den kristne gud. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren blev introduceret til kristendommen kort efter sin ankomst til Danmark, hvorimod han aldrig i Iran havde haft tanke om at konvertere. Efter en samlet vurdering af dette finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har sandsynliggjort, at han personligt og af hjertet som følge af en indre overbevisning er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil have et uomgængeligt behov for at praktisere den kristne tro. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/18/MLVT.
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk azari og kristen af trosretning fra [en by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller pisket af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen og udrejst illegalt af Iran. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han siden 2016 og frem til sin udrejse i [sommeren] 2018 gentagne gange er blevet indkaldt til møder hos Herasat. I den forbindelse underskrev ansøgeren en erklæring om, at han fremover ville følge de islamiske skikke og regler samt en erklæring om, at ansøgeren kunne fyres og piskes, såfremt han ikke underviste sine elever i Koranen. I 2018 begyndte ansøgeren at studere kristendommen på internettet. Ansøgeren så film om kristendommen og læste bøger om kristendommen. Ansøgeren mødtes desuden en til to gange om ugen med sine venner [A] og [B] for at tale om kristendommen. I [foråret] eller [i sommeren] 2018 blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i et par timer for at have spist under Ramadanen. Ansøgeren blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om, at ansøgeren ville blive straffet, såfremt han gjorde det igen. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran i slutningen af [sommeren] 2018. Ansøgeren har modtaget to mødeindkaldelser fra Herasat efter udrejsen. Endvidere er ansøgerens far blevet indkaldt til møde hos Herasat i [efteråret] 2018. Ansøgeren fik under sit ophold i Danmark kontakt til Jehovas Vidner [i efteråret] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har konflikter med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved indledningsvis lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket af, at han ved sin ankomst i Danmark oplyste, at han var på vej til Norge, hvor hans norske hustru boede, mens han under nævnsmødet har oplyst, at der var tale om et midlertidigt ægteskab, og at han ikke længere har et forhold til den norske kvinde, som aldrig har besøgt ham i Danmark, fordi hun har fået et indrejseforbud på grund af menneskesmugling. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, udbyggende og dermed utroværdigt om flere centrale detaljer omkring sin konflikt. Ansøgeren har således givet divergerende oplysninger om sit kendskab til, hvad der er sket med [A] og [B], som han angivelig skulle have delt sin interesse for kristendommen i Iran med. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema oplyst, at han en måned før sin udrejse blev bekendt med, at de to venner var blevet anholdt, fordi efterretningstjenesten havde opdaget ansøgerens og de to venners kristne tro. Under samtalen [i foråret] 2019 har ansøgeren derimod forklaret, at de to venner ikke var blevet anholdt, og at ansøgeren havde talt med dem forud for sin udrejse af Iran. Hertil kommer, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet angav, at han var sammen med tre andre, og at han af de andre blev anbefalet kristendommen, mens han under nævnsmødet og til samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han selv begyndte at interessere sig for kristendommen, og at han derefter spurgte de to andre, om de skulle dele interessen. Endvidere har ansøgeren under samtalen [i efteråret] 2018 forklaret, at [A], [B] og han mødtes hos ansøgeren, mens han under nævnsmødet har forklaret, at de altid mødtes hos [B]. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Selvom ansøgeren således i Danmark indgår i et fællesskab omkring Jehovas Vidner, hvor han blandt andet missionerer på asylcentre, finder nævnet, at konverteringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved først og fremmest lagt vægt på, at ansøgeren fik tilknytning til Jehovas Vidner kort efter sin ankomst til Danmark uden tilsyneladende tidligere at have haft kendskab til Jehovas Vidner eller de punkter, hvorpå denne trosretning adskiller sig fra andre kristne trosretninger. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren missionerer aktivt for Jehovas Vidner og indgår i et fællesskab, der er relateret til troen. De udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om vidneførelse af to Jehovas Vidner. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse aktiviteter og om Jehovas Vidners forhold til dåben til grund. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke med sin Instagramprofil, der er gennemgået på nævnsmødet, har profileret sig over for de iranske myndigheder på en måde, der kan begrunde asyl i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens konvertering til kristendommen er tilsidesat som utroværdig, hvorfor delingen af citatet fra Biblen ikke kan tillægges vægt. Endvidere er ansøgeren ikke profileret over for det iranske styre som følge af politiske ytringer, hvorfor de få delinger af film/billeder med politisk indhold er af en sådan karakter, at de heller ikke kan begrunde asyl i Danmark. Det anførte om, at ansøgeren havde konflikter med de iranske myndigheder på grund af sin interesse for bodybuilding kan heller ikke begrunde asyl i Danmark. Selvom det således lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i et antal møder hos Herasat, der har handlet om ansøgerens bodybuilding, ses dette ikke at have haft nogen form for konsekvenser for ansøgeren. Det skal hertil bemærkes, at ansøgeren på nævnet har oplyst, at han ikke har søgt asyl i Danmark på grund af problemer som følge af bodybuilding. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den omstændighed at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/17/MLVT.
Nævnet hjemviste i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland og Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af religiøs overbevisning. Ansøgeren har statsborgerskab i både Rusland og Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af de russiske og tjetjenske myndigheder, idet hans bror har udtalt sig kritisk om myndighederne. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af de georgiske myndigheder, idet hans bror blev slået ihjel i et attentat i [by], og faren efterfølgende har søgt retfærdighed for brorens død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Rusland oplyst, at han sammen med sine forældre flyttede fra Rusland, da han var lille, og at han ikke har været tilbage siden, men at hans far under en rejse til Rusland blev tilbageholdt af de russiske myndigheder, fordi ansøgerens bror havde deltaget i oprørsbevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Georgien oplyst, at han er bror til [A], som blev slået ihjel ved et attentat i 2012 i [by], Georgien, hvor tre georgiere og fire europæere blev slået ihjel. Ansøgerens far søgte efterfølgende retfærdighed for broren og deltog blandt andet i demonstrationer mod myndighederne samt talte om at indbringe sagen for europæiske domstole. En dag blev ansøgeren opsøgt af nogle personer på gaden, som gav ham en pose over hovedet og truede med at slå ham ihjel, hvis han og faren ikke stoppede med deres aktiviteter. [I foråret] 2018 udrejste ansøgeren af Georgien. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet oplyst, at styrelsen kan lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i Georgien, men at styrelsen ikke kan lægge til grund, at ansøgeren kommer fra [by] i Georgien. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at ansøgeren har de oplyste familiemæssige relationer. Udlændingestyrelsen kan således ikke lægge ansøgerens identitet til grund. Ansøgerens advokat har haft lejlighed til at udtale sig herom. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere undersøgelse af ansøgerens identitet. Der er herved henset til, at identitetsspørgsmålet, herunder ansøgerens familiemæssige relationer, har afgørende betydning for ansøgerens asylmotiv, idet asylmotivet i det væsentlige er afledt af forklaringen om ansøgerens brors og fars handlinger samt forklaringen om myndighedernes efterfølgende drab på broren og overgreb mod faren.” geor/2020/1/CERA
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt 3 børn fra Armenien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har været valgobservatør ved valg i henholdsvis 2015 og 2017. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun selv eller hendes børn vil blive slået ihjel af bestemte personer ansat i de armenske myndigheder, fordi ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været valgobservatører. Hun frygter endvidere sin ægtefælle, der i Danmark har overfaldet hende med kniv, efter at han blev bekendt med, at hun blev voldtaget i Armenien i 2017. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun meldte sig som valgobservatør i [vinteren] 2015 på opfordring af sin ægtefælle, der også var valgobservatør. Inden valget blev ansøgeren tilbudt penge af to kvinder for ikke at stå i vejen for parlamentsmedlem Artak Sargsyans parti. Ansøgeren blev også opsøgt på sin bopæl af tre mænd, der truede hende og hendes ægtefælle på livet. Der opstod tumult under valget, og ansøgeren ringede efter politiet. Senere på dagen blev ansøgeren taget til side af tre mænd, der beskyldte hende for at lyve over for politiet. Efter valget blev ansøgerens bopæl to gange opsøgt af 15 til 20 mænd fra den nationale sikkerhedstjeneste. De ransagede bopælen og tog hendes ægtefælle med til afhøring. Tre dage senere kom nogle mænd igen og udsatte ansøgerens ægtefælle for grove fysiske overgreb uden for bopælen. Herefter skete der ikke yderligere. I 2017 meldte ansøgeren og hendes ægtefælle sig igen som valgobservatører. Inden valget så ansøgeren Artak Sargsyan med to af de mænd, der tidligere havde udsat hendes ægtefælle for grove fysiske overgreb. Ansøgeren tog billeder af dem med sin telefon. Ansøgeren blev under valget i 2017 tilbudt penge af tre mænd for at være medgørlig under valget. Ansøgeren afviste dette, og blev derfor skubbet og truet af mændene. Da ansøgerens ægtefælle kom hjem om natten, var han blevet udsat for grove fysiske overgreb, og ansøgeren ringede derfor til politiet. En time til halvanden time efter at have talt med politiet, opsøgte tre mænd ansøgerens bopæl. De oplyste, at de kendte til billederne på ansøgerens telefon. De fik ansøgeren til at finde sin gamle telefon i kælderen, og ansøgeren blev i denne forbindelse udsat for grove fysiske overgreb af mændene. I kælderen blev ansøgeren endvidere voldtaget af den ene af mændene. Efter denne episode tog ansøgeren sig af sin ægtefælle i omkring tre måneder, inden de udrejste af landet med deres børn [sommeren] 2017. Ansøgerens ægtefælle blev i [sommeren] 2019 bekendt med voldtægten i 2017, da han så ansøgerens asylskema. Efter et længere skænderi nærmede ægtefællen sig om aftenen på asylcenteret ansøgeren med en kniv, hvilket blev afværget af en nabo med et skub. Ægtefællen forlod asylcentret omkring en uge senere. Han har efterfølgende fortalt hendes familie om voldtægten og fremsat trusler om overgreb på både hende og hendes familie. Uanset om Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kan anses for at være i risiko for overgreb i henhold til udlændingelovens § 7. For så vidt angår risikoen for overgreb fra myndighedspersoner eller personer med tilknytning hertil finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt med disse i hjemlandet må anses for afsluttet. Nævnet har herved lagt vægt på, at Artak Sargsyans parti ikke længere er i parlamentet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens konflikt er afledet af ægtefællens konflikt, og at denne efter det oplyste i længere tid har opholdt sig i Jerevan uden problemer. Der er endvidere lagt vægt på, at den person, der ved en enkeltstående episode voldtog ansøgeren, efter det oplyste ikke er en magtfuld person, og at ansøgeren ikke har set personen siden valget i 2017, selv om ansøgeren blev boende i sit hjem omkring tre måneder efter episoden. Efter karakteren og intensiteten af den beskrevne ægteskabelige konflikt med ansøgerens mand findes denne heller ikke at kunne medføre, at ansøgeren er i en sådan konkret og individuel risiko for overgreb fra ham, at det kan begrunde opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at episoden med kniven på asylcentret – der ikke var af en sådan intensitet, at den blev politianmeldt – ikke i de 10 måneder, der er gået siden, er fulgt op af andre overgreb fra ansøgerens ægtefælle, hverken på ansøgeren eller på ansøgerens familie, selv om ægtefællen, der befinder sig i Jerevan, har truet med dette. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Arme 2020/1/YARS]
Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim fra [A], Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold og en uvis skæbne, herunder manglende mulighed for uddannelse. Endvidere har ansøgeren oplyst om en konflikt med Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre, bror [B] og søster [C] en dag tog til Ghazni. Ansøgerens far vendte tilbage og fortalte, at han var blevet truet til, at ansøgerens tre ældste brødre skulle tilslutte sig Taliban. Ansøgerens far havde opsøgt Taliban, hvor ansøgerens mor, [B] og [C] var blevet slået ihjel, mens det var lykkedes ansøgerens far at slippe væk. Ansøgeren udrejste ud af landet med sin far, to brødre og tre søstre, men mistede kontakten med dem under rejsen. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ved vurderingen af sagen har taget hensyn til, at ansøgeren var mindreårig, da han udrejste af Afghanistan, og det er en del år siden, at han forlod Afghanistan. Det bemærkes endvidere, at Flygtningenævnet er bekendt med indholdet af mentalerklæring af [fra efteråret] 2018, herunder ansøgerens medicinske behandling. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har været i stand til at give de nødvendige oplysninger til, at Flygtningenævnet kan vurdere ansøgerens asylsag. Flygtningenævnet har ved vurderingens af ansøgerens forklaring taget hensyn til hans tilstand. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet der forekommer en væsentlig divergens mellem ansøgerens forklaring og forklaringen fra hans bror, der fik afslag på asyl ved Flygtningenævnet [i foråret] 2017, og idet væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens far sammen med ansøgerens mor, en lillesøster og en ældre bror var rejst til [A] i Ghazni provinsen for at tale med Taliban, efter at ansøgerens far angiveligt var blevet truet af Taliban, fordi Taliban ville rekruttere ansøgerens far og tre af ansøgerens brødre til at udføre jihad for Taliban. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om farens besøg i [A] i Ghazni provinsen sammen med ansøgerens mor og lillesøster og en ældre bror, herunder hvorfor ansøgerens far tog ansøgerens mor og lillesøster med, og hvorfor faren tog ansøgerens ældre bror, som Taliban ifølge ansøger ville tvangsrekruttere, med. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror har forklaret divergerende omkring hans mors og to søskendes lig. Ansøgeren har til oplysnings- og motiv samtalen forklaret, at myndighederne kom med ansøgerens mors og søskendes lig, og at ansøgeren græd og spurgte, hvor hans far var henne. Ansøgerens bror har for Flygtningenævnet forklaret, at ansøgerens far kom tilbage med ansøgerens mors og to yngre søskendes lig, og at faren havde transporteret ligene i en rutebil. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke er detaljeret omkring de ting, ansøgeren selv angiveligt har oplevet omkring konflikten med Taliban. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at hans far, to af ansøgerens brødre og tre af ansøgerens søstre bror i Afghanistan, og at ansøgeren har kontakt med familien omkring en gang om måneden, hvor de ikke har fortalt noget om, at der skulle være sket noget i den angivelige konflikt med Taliban. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring omkring hans fars og brødres konflikt med Taliban, til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i en konkret og individuel risiko for overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft personlige konflikter med Taliban, at han aldrig selv er blevet opsøgt af Taliban, og at et ikke kan lægges til grund, at Taliban på noget tidspunkt har givet udtryk for, at de ville efterstræbe ansøgeren eller tvangsrekruttere ham. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ved samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke frygter Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har konflikter med nogen andre parter i Afghanistan. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han frygter ikke at få et ordentligt liv, herunder uddannelse, idet bemærkes, at der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/6/CHA
Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse med konventionsstatus til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Mashad, Iran. Ansøgeren er tidligere muslim, men oplyser, at han er konverteret til trosretningen Jehovas Vidner. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske partier eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til Jehovas Vidner. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han oprindeligt fik at vide af sin agent, at han som asylmotiv skulle angive, at han var konverteret til kristendommen. Han begyndte derfor at læse i biblen, ligesom han kom i en huskirke en enkelt gang forud for sin udrejse af Iran. Da han ankom til Grækenland, kom han imidlertid i kontakt med Jehovas Vidner, hvorefter han fik en reel interesse for kristendommen. Da han kom til Danmark, opsøgte han straks Jehovas Vidner og har siden deltaget i religiøse aktiviteter flere gange ugentligt. Han blev [i begyndelsen af] 2019 godkendt som ikke-døbt missionær og har siden missioneret for Jehovas Vidner. [I sommeren] 2019 blev ansøgeren døbt, og han har siden missioneret flere gange ugentligt. Han deltager således i aktiviteter, der er knyttet til Jehovas Vidner mindst fem gange ugentligt. Det fremgår af brev [fra efteråret] 2019 fra [en menighed i en by i Danmark], at ansøgeren er fuldgyldigt medlem af Jehovas Vidner, og at han yder en stor indsats som offentlig forkynder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til Jehovas Vidner til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på en troværdig og overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner i forbindelse med, at hans interesse for kristendommen blev reel, da han ankom til Europa, ligesom han på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin religiøse overbevisning, herunder for baggrunden for, at han valgte Jehovas Vidner. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på erklæringen fra Jehovas Vidner om hans dåb, optagelse som fuldgyldigt medlem af Jehovas Vidner og virke som forkynder. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/9/MLVT
Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shiamuslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som projektingeniør i Chabahar. [En nærmere angiven dato i efteråret] 2015 blev ansøgeren, lederen af projektet [A], en anden projektmedarbejder samt borgermesteren i området anholdt. Ansøgeren blev anklaget for misbrug af penge, jordbesættelse og bestikkelse. Ansøgeren var tilbageholdt og fængslet indtil omkring [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for tortur. De iranske myndigheder ville have ansøgeren til at underskrive erklæringer med udtalelser, der skulle fælde [A]. [En nærmere angiven dato i vinteren] 2015 blev ansøgeren løsladt mod kaution fra svigerfamilien. [En nærmere angiven dato i foråret] 2016 blev kautionen frigivet, og ansøgeren anså sig for frifundet. Efterfølgende tog han til Zahedan for at hente sine personlige effekter hos Sepah. I den forbindelse blev han afhørt i fire timer og fik at vide, at Sepah muligvis brug for ham igen. Afhøringen vedrørte [A], og ansøgeren fik det indtryk, at Sepah ville have ham til at vidne falsk mod denne. [En nærmere angiven dato i efteråret] 2016 udrejste ansøgeren illegalt af Iran til Irak i forbindelse med pilgrims højtid. Han kunne ikke udrejse legalt, da han havde fået udrejseforbud. Ansøgeren har fået Green Card til Danmark. Ansøgeren indrejste derfor i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016. [En nærmere angiven dato i efteråret] 2017 indrejste ansøgerens ægtefælle, [B], i Danmark. I [vinteren] 2018 rejste ansøgerens ægtefælle tilbage til Iran for at forhøre sig om ansøgerens sag. Ægtefællen fandt ud af, at ansøgerens sag fortsat var verserende i Iran, og at han fortsat har udrejseforbud. Flygtningenævnets flertal kan trods en række mindre væsentlige tidsmæssige divergenser lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal har således lagt til grund, at ansøgeren i forbindelse med et byggeprojekt i Chabahar blev opsøgt og chikaneret af Sepah, der ønskede at blive en del af projektet. De truede med, at de til enhver tid kunne anholde ham. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015 blev anholdt på sit hotelværelse af Sepah og efterfølgende var fængslet hos Sepah i omkring halvanden måned, samt at han under fængslingen blev undergivet tortur i form af blandt andet elektriske stød. Flertallet lægger endvidere til grund, at [A], en anden projektmedarbejder samt borgmesteren ligeledes var fængslet. Flertallet lægger yderligere til grund, at ansøgeren blev løsladt mod kaution formentlig [en nærmere angiven dato i vinteren] 2015, og at han mundtligt fik forbud mod at udrejse af Iran. Flertallet lægger også til grund, at det skøde, der var lagt til sikkerhed, blev frigjort i maj 2016, men at ansøgeren efterfølgende flere gange blev ringet op af Sepah, og at han i forbindelse med, at han skulle hente personlige effekter, som han ikke havde fået udleveret efter fængslingen, blev afhørt af Sepah, navnlig vedrørende [A], hvis sag fortsat ikke er afgjort. Flertallet lægger til grund, at Sepah, der gjorde det klart, at de måske kunne få brug for ham igen, ønskede, at han i givet fald skulle afgive falsk forklaring mod [A]. Ansøgeren ønsker ikke, at afgive falsk forklaring. Herudover lægger flertallet til grund, at ansøgeren ikke har turdet søge fornyelse af sit pas, da han uformelt har fået oplyst, at ambassaden ved en ansøgning om fornyelse, vil forelægge sagen for de iranske justitsmyndigheder, hvorved de iranske myndigheder ville blive bekendt med hans ophold i Danmark. Flertallet finder på baggrund heraf, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive fængslet, dels på grund af, at han er udrejst i strid med et udrejseforbud, dels på grund af hans modsætningsforhold til Sepah, der allerede har holdt ham fængslet i en længere periode og udsat ham for tortur. Samtidig har flertallet lagt vægt på, at ansøgerens svigerfamilie er politisk profileret og må antages at være i et modsætningsforhold til Sepah, idet svigerfaren tidligere har været politisk rådgiver for den tidligere iranske præsident Khatamis indenrigsminister og således tilhører den reformvenlige fløj i Iran. Flertallet finder derfor, at ansøgeren som følge af sit modsætningsforhold til Sepah har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2020/9/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og er født muslim, men har oplyst, at hun ikke længere er troende. Ansøgeren kommer fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far og farbrødre, idet hun har krænket familiens ære. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv oplyst, at hun frygter at blive straffet af de iranske myndighedet som følge af hendes konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far altid har været voldelig og kontrollerende. Da ansøgeren var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, hvorefter moren flyttede til Danmark. Moren har efterfølgende besøgt ansøgeren cirka en gang årligt. Den sidst gang moren besøgte ansøgeren i Iran fjernede hun ansøgerens ansigtshår, hvilket resulterede i, at ansøgeren blev udsat for vold af sin far. Noget tid efter deltog ansøgeren i sin venindes fødselsdag i mod sin fars vilje, hvilket endnu engang resulterede i, at ansøgeren blev udsat for vold af sin far. Ansøgeren blev herefter indlagt på et psykiatrisk behandlingssted. [vinteren] 2018 tog ansøgeren og hendes veninde til en nærliggende park, hvor de mødtes med ansøgerens to veninder og to drenge. Ansøgerens far dukkede op i parken, hvorefter han igen udsatte ansøgeren for vold. Ansøgerens farbrors kone, [A], overtalte herefter ansøgerens far til, at ansøgeren måtte overnatte hos hende. Herefter kontaktede ansøgeren [A] søster, [B], som hentede ansøgeren og holdt hende skjult i cirka en til tre uger, indtil ansøgerens far opdagede, hvor ansøgeren befandt sig. [B] vidste, at ansøgerens far havde en affære med [A]. [B] brugte oplysningen til at afpresse faren til at give ansøgeren lov til at rejse til Danmark for at besøge sin herboende mor. Faren gik med til, at ansøgeren rejste til Danmark, forudsat at ansøgeren lod sig gifte, når hun vendte tilbage til Iran. Ansøgeren indrejste herefter i Danmark [sommeren] 2018. Fire til fem dage efter ansøgerens ankomst til Danmark lagde hun billeder af sig selv iført bikini og billeder fra en sammenkomst i en kirke på sin Instagram-profil. Dette resulterede i, at ansøgeren modtog dødstrusler fra sin far og farens familiemedlemmer. Ansøgeren blev døbt den [sommeren] 2019 i Ribe Domkirke. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har om sin familiebaggrund forklaret, at hendes fars familie lever som en klan, hvor mændene skal have overblik over alt og skal vide alt. Ligeledes at alle beslutninger træffes af ansøgerens far og de mandlige medlemmer af familien. Der henvises til referat af oplysnings- og motivsamtale [vinteren] 2018, side 6-7. Ansøgeren har forklaret om et stærkt modsætningsforhold til sin far og dennes mandelige familiemedlemmer. Hun har herunder forklaret, at hun er blevet udsat for vold gentagne gange, herunder også grov vold med slag fra en iPad. Endvidere har familien efter det forklarede ladet hende indlægge på en psykiatrisk afdeling. Herudover stillede familien en række muligt religiøst betingede krav til ansøgeren vedrørende hendes hårvækst og påklædning. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun gentagne gange havde udfordret farens autoritet, blandt andet ved at deltage i en fødselsdagsfest som hun ikke havde fået lov at deltage i, og ved at tage alene til den nærliggende storby Isfahan i stedet for at gå i skole. Endelig har ansøgeren forklaret, at faren sandsynligvis havde planer om, at hun skulle giftes med en mandlig slægtning. På den ovenfor anførte baggrund forekommer det helt usandsynligt, at faren skulle tillade ansøgeren at udrejse af Iran alene til et vestligt land, hvor hendes mor har tidsubegrænset ophold. Flygtningenævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om, at farens tilladelse skyldtes en form for afpresning arrangeret i fællesskab af ansøgeren og et andet kvindeligt familiemedlem konstrueret og usandsynlig. De oplyste omstændigheder vedrørende udstedelse af ansøgerens pas, der efter det forklarede fandt sted uden ansøgerens fremmøde eller medvirken, forekommer tillige usandsynlig. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring om hendes oprindelige asylmotiv er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Dette understøttes af, at ansøgeren umiddelbart efter ankomsten til Danmark lod sig fotografere i bikini og lagde fotos på de sociale medier. Trods en angivelig advarsel fra en kusine fjernede hun ikke billederne, men postede tværtimod [sommeren] 2018 yderligere et billede af sig selv i en kirke. Dette gjorde hun, selvom hun for inden havde modtaget trusler fra sin familie på grund af de billeder hun allerede havde postet. Ved stillingtagen til ansøgerens efterfølgende oplyste asylmotiv, at hun er konverteret til kristendommen, må det tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren på den ovenfor anførte baggrund må betragtes som utroværdig. Selvom ansøgeren under afhøringer hos Udlændingestyrelsen har ytret interesse for kristendommen, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at hendes konvertering er udtryk for en reel indre overbevisning. Det må lægges til grund at ansøgeren har udfoldet betydelig kirkelig aktivitet, men dette kan i lyset af det anførte ikke være afgørende. Ansøgeren er også først konverteret, efter at hun modtog afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder herefter at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Iran vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Iran/2020/14/YARS]
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og hans familie, fordi ægtefællen har fundet ud af, at ansøgeren har været ham utro. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun indrejste i Danmark [sommeren] 2018 for at besøge sine herboende børn. Efter 10 til 14 dage holdt ansøgerens datter en studenterfest. Ansøgeren sendte billeder fra studenterfesten til sin ægtefælle [A] og til [B], som er [A’s] ven, og som ansøgeren har haft en affære med. Herefter kontaktede [A] ansøgeren og anklagede hende for at være ham utro med [B]. [A] havde siddet sammen med [B], da ansøgeren sendte billederne til [B], hvorfor [A] opdagede, at de havde en affære. [A] har efterfølgende kontaktet ansøgeren flere gange og truet med at slå ansøgeren og hendes børn ihjel. [A] har ligeledes opsøgt ansøgerens familie i Iran og truede dem. I [sommeren] 2018 søgte ansøgeren om skilsmisse på den iranske ambassade i København. [A] afslog anmodningen om skilsmisse og indgav en klage til retten om, at ansøgeren havde haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren er efter sin ankomst til Danmark konverteret til kristendommen og blevet døbt i Nørrelandskirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens principale asylmotiv, dvs. truslerne fra hendes ægtefælle, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring er utroværdig da hun har forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker særligt, at ansøgeren som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [vinteren] 2018 har forklaret væsentligt forskelligt og modstridende om, hvorvidt hun er blevet indkaldt til retsmøde i Iran. Ligeledes finder Flygtningenævnet det påfaldende, at ansøgeren har slettet de beskeder hun oplyste at have sendt til sin ægtefælle med billeder fra studenterfesten, mens øvrige beskeder er bevaret. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren har søgt visum til Danmark, for at besøge sine herboende børn, hvorefter hun, efter at været ankommet til Danmark, selv har foretaget en handling, der medfører en konflikt med hendes ægtefælle. Forklaringen om de omstændigheder hvorunder ansøgerens ægtefælle blev bekendt hermed, dvs. at ansøgeren sendte nogle billeder til sin kæreste, der helt tilfældigt var sammen med ægtefællen, forekommer i høj grad utroværdig. Ansøgerens forklaring er desuden på væsentlige punkter utroværdig. Således har hun oplyst, at hendes søn har brændt hendes pas, hvilket vil besværliggøre hjemrejse. Endvidere har hun i Flygtningenævnet forklaret, at hendes ægtefælle er meget religiøs. Alligevel har han accepteret at gifte sig med en kvinde, der i hvert fald ikke var religiøs, da ægteskabet blev indgået. Endvidere forklarede ansøgeren i Flygtningenævnet, at hendes ægtefælle både drikker alkohol og er hende utro, ligesom han også accepterede, at hun drak alkohol. Endelig fremgår det af den fremlagte sms-korrespondance, at ægtefællen har fremsat en lang række trusler mod ansøgerens familie i Iran, men han har tilsyneladende ikke foretaget sig noget. For så vidt angår ansøgerens sekundære asylmotiv bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at hun til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2018 oplyste, at hun ikke var religiøs, jf. referatet af samtalen, s. 1 og 5. Dette blev gentaget ved efterfølgende samtale [vinteren] 2018, jf. referatet af samtalen, s. 4. Ansøgeren gav udtryk for en vis interesse for kristendommen, men ikke noget derudover. Først efter, at hun [vinteren] 2018 modtog afslag på sin ansøgning om asyl, er hun efter det oplyste konverteret til kristendommen. Uanset at det må lægges til grund, at ansøgeren har udfoldet betydelige kirkelige aktiviteter og ved fremmøde i Flygtningenævnet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, finder Flygtningenævnet herefter på baggrund af en samlet vurdering af sagens forløb og ansøgerens forklaringer, at ansøgeren må betragtes som utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Iran/2020/13/YARS]
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt land. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk rohingya og muslim fra landsbyen [A], Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne og af radikale buddhister, fordi han er etnisk rohingya. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flyttede fra Myanmar med sin familie, da han var omkring fire eller fem år gammel. Familien bosatte sig i Pakistan i halvandet år, hvorefter de flyttede til Pakistan, hvor ansøgeren boede frem til 2006. I 2006 søgte ansøgeren asyl i Grækenland, men rejste i 2008 tilbage til Pakistan, efter han fik afslag på asyl. I 2010 rejste ansøgeren på ny ud af Pakistan, hvor han blandt andet opholdt sig i Grækenland og Spanien, frem til han indrejste i Danmark i 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet, nationalitet og etnicitet og sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit navn og sin fødselsdato og etnicitet til de græske, ungarske og danske myndigheder. Til de græske myndigheder oplyste ansøgeren [i slutningen af] 2006, at han var pakistansk statsborger [B], født [i sommeren] 1988 i Karachi, Pakistan, og at hans etnicitet var pakistansk. Til de ungarske myndigheder, hvor ansøgeren søgte asyl [i sommeren] 2015 og forsvandt [i sommeren] 2015, har ansøgeren oplyst, at hans navn var henholdsvis [C], født [i begyndelsen af] 1993 i Pakistan og at hans navn var [D] født [i begyndelsen af] 1995 i Pakistan. Til de danske asylmyndigheder har ansøgeren oplyst, at hans navn er [E], født [i efteråret] 1992, og at han født i Myanmar, og at hans etnicitet er rohingya fra Myanmar. Det forhold at ansøgeren til asylsamtalen har oplyst, at han på tidspunktet for samtalen med de græske asylmyndigheder ikke kendte til, at han var etnisk rohingya, forekommer ikke at være en overbevisende forklaring henset til hans andre oplysninger om, at han er opvokset i en rohingya-familie, der er flygtet fra Myanmar i 1997/1998. Ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgeren var bekendt med, om hans familie havde problemer eller konflikter i Myanmar inden udrejsen. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han og hans familie udrejste af Myanmar, fordi de var efterstræbt af buddhister, og at hans farfars hus blev brændt af buddhister. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke vidste, hvorfor hans og familien udrejse af Myanmar, og at han ikke var bekendt med, at hans familie havde haft problemer eller konflikter i Myanmar. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans farfars hus, hvor familien boede, blev brændt ned, samtidig med, at hele deres landsby blev brændt ned af Mog-folket som led i en etnisk udrensning. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om familiens id-papirer. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans mor smed alle sine dokumenter ud på vej til Indien. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at familiens id-papirer blev brændt, da familiens hus i Myanmar blev brændt. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren til asylsamtalen havde et meget begrænset kendskab til rohingyaernes kultur, historie og skikke, henset til ansøgerens oplysninger om, at hans etnicitet er rohingya. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren til asylsamtalen indledningsvist ikke kunne oplyse sin farbrors navn, som han efter det oplyste jævnligt taler med, og som angiveligt bor i en flygtningelejr i Myanmar. Flygtningenævnet afviser på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin identitet, nationalitet og etnicitet og øvrige forklaring i den forbindelse og dermed hans asylmotiv. Det forhold, at ansøgeren til samtalerne med Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har forklaret på rohingya, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at sproget rohingya ikke er et skriftsprog og efter de foreliggende baggrundsoplysninger er det meget lig den chittagonske dialekt af bangla. Dette fremgår blandt andet af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningenhjælps factfindindrapport "Rohingya refugees i Bangladesh og Thailand, 4.-17. februar 2011" Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række videoer, der angiveligt er fra flygtningelejre i Bangladesh og Myanmar samt en række billeder af id-dokumenter og fotos, der angiveligt vedrører ansøgerens familiemedlemmer, kan henset til sagens øvrige oplysninger ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har efter en samlet konkret vurdering i sagen vurderet, at ansøgerens statsborgerskab er ukendt. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Det bemærkes at Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på at få foretaget en sprogtest af ansøgeren, da Flygtningenævnet finder, at en sprogtest ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2020/1/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin tidligere forlovede Murad Feyzi, idet han har truet hende på livet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Murad friede til hende i [slutningen af] 2010. To uger senere blev ansøgeren religiøst viet med Murad, hvorefter de var forlovede. Murad blev kontrollerende og voldelig overfor ansøgeren efter to års forlovelse med hende. I [slutningen af] eller [i vinteren] 2012 fandt ansøgeren ud af, at hun var gravid. Ansøgeren ønskede ikke at være forlovet med Murad, hvorfor hun tog på apoteket for at købe medicin til en abort. Ansøgeren fik en lussing af Murad, da han fandt ud af, at ansøgeren havde foretaget medicinsk abort. I den forbindelse blev ansøgeren truet på livet. To dage senere blev ansøgeren truet på livet igen af Murad. Murad satte en kniv for struben af ansøgeren. Murad lod ansøgeren gå, fordi ansøgerens bror hørte hende skrige og kom ind i værelset. Tre til fire dage senere opsøgte Murad ansøgeren på gaden, hvor han vred ansøgerens arm rund, tog sin arm rundt om ansøgerens hals og truede ansøgeren på livet. En forbipasserende mand fortalte Murad, at han skulle lade ansøgeren gå, hvorefter han lod hende gå. Ansøgeren var [i foråret] 2013 til et bryllup, hvor hun mødte sin nuværende ægtefælle, [A], som også dengang boede i Danmark. Ansøgeren havde telefonisk kontakt med [A] efter brylluppet, hvorefter de blev religiøst viet. Ansøgeren og [A] holdt bryllup [i foråret] 2013. Efter brylluppet flyttede ansøgeren hjem til [A]’s familie, som boede i samme område som ansøgerens familie i Kabul. Ansøgeren udrejste legalt af Afghanistan via lufthavnen i Kabul til Danmark med et gyldigt Schengenvisum. Ansøgeren har under nævnsmødet nedlagt en subsidiær påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 og har til støtte for denne påstand anført, at forholdene i Kabul er forværrede, således at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren er indrejst i Danmark i 2014, men at hun først har ansøgt om asyl i 2018 efter at have modtaget endeligt afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende og usammenhængende. Ansøgeren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om, hvornår hun blev religiøst viet/forlovet med Murad, herunder om det var i 2009, 2010 eller 2011 og om, hvornår hun fandt ud af, at hun var gravid, herunder om det var i 2012 eller 2013. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor hun boede, før hun forlod Afghanistan. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret yderligere divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således under nævnsmødet først gentaget sin forklaring til Udlændingestyrelsen om, at hendes mor ikke vidste, at hun var gravid, ligesom hun først har forklaret, at ingen vidste, at hun fik en abort, mens hun efterfølgende under nævnsmødet forklarede, at hendes mor godt vidste, at hun var gravid, og at moren også blev bekendt med aborten. Hun har tillige under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt hun selv kunne gå på apoteket. Hun har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun spurgte sin far om lov til at gå på apoteket, og at hendes bror ikke gik med, fordi han ikke var hjemme, mens hun under nævnsmødet forklarede, at hun frit kunne gå på apoteket, og at hun valgte at gå alene, selvom hendes bror var hjemme. Endelig har hun forklaret yderligere udbyggende om, at hun i en periode forud for opholdet hos svigerforældrene boede hos en veninde, fordi hun ikke turde være hjemme om natten. Ansøgerens forklaring om, hvordan hun kunne snyde Murad til at underskrive skilsmissepapirerne forekommer helt usammenhængende med den frygt hun angiveligt skulle nære for ham. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sit asylmotiv eller redegøre nærmere for de nævnte divergenser. Ansøgeren har derimod svaret afglidende og upræcist på de stillede spørgsmål, ligesom hendes forklaring om det angivelige tidsforløb fremstod mangelfuldt og reciterende. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Kabul ikke er således, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/2/FAM
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunnimuslim fra landsbyen [A], Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans farbror [B] vil slå ham ihjel på grund af en konflikt om familiens jord. Videre frygter ansøgeren, at hans farbrødre vil slå ham ihjel, fordi han ikke længere er en rigtig muslim efter flere år i Europa. Endvidere frygter ansøgeren, at Taliban vil tvangsrekruttere ham eller slå ham ihjel. Desuden frygter ansøgeren manden, der formodes at have slået ansøgerens far ihjel. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin farbror [B] henvist til, at hans far døde for cirka ni til ti år siden. [B] ønskede derefter at gifte sig med ansøgerens mor for at kunne overtage familiens jord. Ansøgerens mor nægtede og blev den forbindelse chikaneret, hvorfor de besluttede at flytte til Herat, hvorefter de udrejste til Iran. Ansøgeren udrejste til Danmark, hvorefter hans mor og søskende blev deporteret til Afghanistan. Ansøgerens mor og søskende er efterfølgende flyttet til Pakistan. Ansøgerens mor og søskende er efterfølgende blevet opsøgt af [B] flere gange, og er i den forbindelse blevet udsat for trusler og vold. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at de tidligere har forsøgt at få ham til at udføre et selvmordsangreb for dem. En dag på vej hjem fra skole blev ansøgeren stoppet af to personer fra Taliban, som gav ham en selvmordsvest og sagde, han skulle detonere vesten ved nogle huse. Ansøgeren accepterede, og de kørte væk. Ansøgeren smed derefter vesten og tog hjem til sin bopæl. I løbet af de næste to til tre måneder blev ansøgeren opsøgt en til to gange af personer fra Taliban, der ønskede, at han skulle kæmpe for dem. En dag blev ansøgeren fragtet til deres base, hvor han fik træning i at affyre våben. Han blev taget med til felten, hvor de blev placeret med cirka 100 meters mellemrum, hvorefter de fik besked på at affyre mod de huse, som var foran dem. Ansøgeren blev skadet første dag og fik lov til at tage hjem. Ansøger har til støtte for sin frygt for manden, der slog hans far ihjel, oplyst, at hans far udrejste til Iran for at arbejde, hvorefter han blev slået ihjel. Ansøgeren ved ikke, hvem der slog ham ihjel, men han mistænker en mand der tidligere blev nægtet ægteskab med ansøgerens mor, hvorefter han slog ansøgerens morbror ihjel. Flygtningenævnet tiltræder efter en vurdering af ansøgerens fremtræden og evne til at besvare spørgsmål samt hans forståelse for, hvad en asylsag drejer sig om, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om dele af sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren såvel under sagens behandling i Udlændingestyrelsen som under nævnsmødet på centrale punkter har forklaret divergerende, udbyggende og upræcist om væsentlige spørgsmål om asylmotivet ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig. Endvidere har vidnet [C], der er morbror til ansøgeren og som har afgivet forklaring ved Flygtningenævnet, ikke kunnet bekræfte dele af ansøgerens asylmotiv jf. nedenfor. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren er mindreårig, og at det er mange år siden, at han forlod Afghanistan. I forhold til ansøgerens angivelige konflikt med Taliban i forbindelse med selvmordsvesten har Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt under hvilke omstændigheder, han angiveligt blev bedt om at tage en selvmordsvest på. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at en mand kom i hans skole og sagde, at han skulle have en selvmordsvest på, og at Taliban kom hjem på hans bopæl og tog ansøgeren med og sagde til ham, at han skulle havde en selvmordsvest på, og at ansøgeren havde vesten på og tog den af igen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019, [i sommeren] 2019 og for Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han var på vej hjem fra madrassa, og at Taliban stoppede ham og gav ham en selvmordsvest på og sagde, at han skulle være selvmordsbomber og gå hen til et hus og udløse vesten. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om episoden ikke fremstår selvoplevet, idet ansøgeren ikke har kunnet oplyse om detaljer såsom, hvorvidt han fik instruktioner i at anvende vesten, hvordan selvmordsvesten så ud, eller om nogen havde talt med ham om selvmordsangreb forinden. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at episoden ligger flere år tilbage, og at ansøgeren var meget ung på dette tidspunkt, da Flygtningenævnet vurderer, at der er tale om en oplevelse, der må have gjort indtryk på ansøgeren på grund af hans unge alder, og fordi han aldrig havde set en selvmordsvest før. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle udføre kampe for klanen Kurizay, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret herom i sin første samtale [i efteråret] 2016 med Udlændingestyrelsen, og ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019, men først har forklaret herom ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019 og efterfølgende for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet, og at den herunder fremstår overordnet og uden detaljer. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at episoden ligger flere år tilbage, og at ansøgeren var meget ung på dette tidspunkt, da Flygtningenævnet vurderer, at der er tale om en oplevelse, der må have gjort indtryk på ansøgeren. Henset hertil og henset til at vidnet, [C], i forbindelse med hans vidneforklaring i nævnet ikke har kunnet bekræfte, at han fra ansøgerens mor eller andre har hørt, at ansøgeren skulle have oplevet konkrete forhold med Taliban, hvor ansøgeren var truet til at gøre noget afviser Flygtningenævnet derfor ansøgerens forklaring vedrørende selvmordsvesten og kamphandlingen i sin helhed. For så vidt angår konflikten med Taliban vurderer Flygtningenævnet, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Taliban skulle rekruttere ham til at kæmpe for Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at personerne fra Kurizay angiveligt lod ansøgeren vende hjem til sin mor og efterfølgende aldrig opsøgte ansøgeren igen, efter at ansøgeren angiveligt havde kæmpet for dem en dag. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke havde nogen konsekvenser, at ansøgeren angiveligt ikke udførte selvmordsangreb. Flygtningenævnet vurderer derfor, at der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være efterstræbt af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår ansøgerens frygt for repressalier for at være udrejst og have opholdt sig i Europa i en længere periode, kan det heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det er Flygtningenævnets vurdering, at det må bero på ansøgerenen egen formodning, at han alene på baggrund heraf skulle stå i et modsætningsforhold til Taliban. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin farbror [B], finder Flygtningenævnet, at den ikke har tilstrækkelig intensitet og karakter til at kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at [B] i den tid, hvor konflikten har stået på, har truet ansøgeren og været voldelig overfor ansøgerens mor og søskende, men aldrig har gjort alvor af sine trusler om at skade ansøgerens familie yderligere for at opnå ejerskab til jorden. Det fremstår derfor efter Flygtningenævnets vurdering ikke overbevisende, at han skulle slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren vender tilbage til Afghanistan. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har modtaget opkald fra [B] under opholdet i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at [B] tidligere har opnået kendskab til deres opholdssted, men på trods heraf ikke siden hen har opsøgt dem. Flygtningenævnet vurderer derfor, at [B] ikke har udvist evne og vilje til at efterstræbe dem yderligere, og Flygtningenævnet vurderer således, at ansøgeren heller ikke er i risiko for at blive efterstræbt af [B] ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det kan heller ikke begrunde asyl, at ansøgeren frygter, at hans farbrødre skulle slå ansøgeren ihjel, fordi de vil beskylde ansøgeren for ikke at være rigtig muslim efter flere år i Europa. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet, at det må bero på ansøgerens egen formodning. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af manden, der angiveligt har slået ansøgerens far og morbror ihjel, kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet noget konkret i den henseende og derfor ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge heraf. De generelle forhold i Afghanistan kan - omend de er vanskelige - ikke i sig selv begrunde asyl. Det af advokaten i sagen anførte, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/1/CHA
Nævnet omgjorde i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”[I foråret] 2016 indrejste klageren, der er eritreisk statsborger, i Danmark og søgte om asyl samme dag. [I foråret] 2019 har Udlændingestyrelsen afvist klagerens ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i medfør af udlændingelovens § 29 b med henvisning til, at de græske myndigheder [i efteråret] 2016 har oplyst, at klageren [i efteråret] 2014 er blevet meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland med en gyldighedsperiode fra [en dato i efteråret] 2014 til [en dato i efteråret] 2017. Klageren har anført, at hun, da hun fik opholdstilladelse i Grækenland, levede på gaden, uden mulighed for at få hjælp. Hun fik nogle papirer, som hun ikke kunne læse, da hun udover at være analfabet, heller ikke kunne tale eller forstå græsk. Klageren sov enten på gaden eller i forladte bygninger i den tid hun opholdte sig i Grækenland. Hun holdte sig til en gruppe, som hun havde lært at kende i Athen, og som ligesom hende kom fra Eritrea. Klageren følte sig til tider utilpas, men fik ikke adgang til at modtage lægebehandling i Grækenland. Hun henvendte sig på hospitalerne, men det førte hverken til behandling eller henvisning til medicin. Da klageren kom til Danmark blev det konstateret, at hun havde tuberkulose, hvilket hun har modtaget behandling for. Klageren har videre anført, at hun lærte [A], som er faren til hendes datter, at kende [en dato i slutningen af] 2015. Klageren frygter [A] og hvad han kan finde på at gøre. Da klageren opholdt sig i Grækenland tvang [A] hende til at have seksuelt samkvem med ham over en periode på ca. 10 måneder. Da hun fortalte [A] om sin graviditet, gav han hende 150 euro til at få foretaget en abort. Efter at være flygtet fra [A] stødte klageren på en af [As] venner, der brændte hendes øjenbryn med et stearinlys. Klageren har videre oplyst, at hun frygter [A] og hans ven, fordi hun har smidt to kilo af deres hash ud. Klageren har endvidere oplyst, at hun én gang i Grækenland blev overfaldet af en voldelig og racistisk gruppe kaldet [B]. Klageren brugte bl.a. de 150 euro hun havde fået af [A] på at flygte til Danmark, hvor hun fødte sit barn. Klageren har forklaret, at hun ikke henvendte sig til det græske politi, fordi hun er bange for autoriteter. Derudover kunne hun ikke sproget, så hun vidste ikke, hvordan hun skulle forklare sig. Klageren ønsker ikke at tage tilbage til Grækenland, hvor hun har/har haft opholdstilladelse, fordi leveforholdene for flygtninge i Grækenland uudholdelige og nu, hvor klageren har fået et barn kan hun slet ikke overkomme de dårlige forhold i Grækenland. Klageren har hertil oplyst, at hendes græske opholdstilladelse er udløbet, og at hun ikke har søgt om forlængelse af sin græske opholdstilladelse, idet hun opholdt sig i Danmark, da opholdstilladelsen udløb. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag blev klageren [i efteråret] 2014 meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland med en gyldighedsperiode fra [en dato i efteråret] 2014 til [en dato i efteråret] 2017. Klageren var på tidspunktet for indrejsen i Danmark blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland og således er beskyttet mod refoulement, men har valgt ikke at søge om forlængelse af sin græske opholdstilladelse. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Greek Asylum Services svar af [en dato i foråret] 2018 og [en dato i sommeren] 2018, som er refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i foråret] 2018, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren fortsat har flygtningestatus i Grækenland, og at klageren sammen med sin datter må forventes at kunne indrejse i Grækenland og anmode om fornyelse og få udstedt opholdstilladelse samt opholde sig i Grækenland, mens anmodningen behandles. Det bemærkes herved at Grækenland som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i et land. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid fortsat ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens og dennes barns personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. I beskyttelsesbegrebet indgår også et vist socialt og økonomisk element. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II-V samt Excom Conclusion no. 58, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis bliver der blandt andet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at kunne bosætte sig, samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Efter de oplysninger, der er fremkommet i forbindelse genoptagelsen, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren er præget af en vanskelig opvækst, og at hun i forbindelse hermed har været udsat for voldtægt. Det fremgår af de lægelige oplysninger vedrørende klageren, at hun har været til screening hos en psykolog, som har noteret, at klageren i den korte tid, klageren var sammen med sin datter i samtalerummet, ikke evnede på betryggende vis at demonstrere, at hun er i besiddelse af de nødvendige forældrekompetencer. Endvidere fremgår det, at klageren blandt andet hører stemmer, der oplyser, at datteren bliver dræbt, og at klageren har haft sucidiale tanker mange gange. Af et brev af [en dato i sommeren] 2018 fra Dansk Flygtningehjælp fremgår, at Dansk Flygtningehjælp på baggrund af en konkret hændelse indgav en indberetning til Holstebro Kommune, og af mail af [en dato i sommeren] 2019 fremgår, at en medarbejder på Center for udsatte voksne to gange har indgivet indberetning til Holstebro Kommune på grund af bekymring for datterens trivsel. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren som enlig mor, der er uden netværk i Grækenland, samlet må karakteriseres som en ganske særligt sårbar person. Henset hertil og navnlig til hensynet til klagerens godt 3 år gamle datter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder de baggrundsoplysningerne om de generelle vilkår for asylansøgere og personer, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, at betingelserne for at afvise at behandle klagerens ansøgning i Danmark ikke er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2020/1/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at brødrene til hans kæreste, [S], vil slå ham ihjel, da ansøgeren har haft et seksuelt forhold til sin kæreste. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, da ansøgeren har haft et seksuelt forhold udenfor ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte sin kæreste [S] i den forretning, hvor ansøgeren arbejdede. De mødte hinanden omkring syv måneder forud for ansøgerens udrejse af Iran. Ansøgeren gav [S] sit telefonnummer, og hun ringede efterfølgende ansøgeren op. Ansøgeren mødtes med [S] omkring fem gange, inden ansøgeren udrejste. Parrets første møde fandt sted i forretningen, hvor ansøgeren arbejdede. Det var her, at ansøgeren gav [S] sit telefonnummer. Næste gang parret mødtes var i en park. Det tredje møde fandt sted i forretningen, hvor ansøgeren arbejdede. Parret havde under dette møde samleje, og [S] blev i den forbindelse gravid. Ansøgeren og hans forældre besøgte [S]’s forældre for at bede om hendes hånd. [S]’s familie ville ikke acceptere ansøgeren, da han er yarsan. [S]’s familie opsøgte ansøgeren på hans bopæl flere gange, da de opdagede, at [S] var gravid. Ansøgeren havde i den periode taget ophold i Teheran. Ansøgeren ville herefter udrejse med [S], men parret blev skilt ved grænsen, og ansøgeren udrejste herefter alene. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker generelt, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har svaret afglidende og ukonkret på enkle spørgsmål. Det fremstår utroværdigt, at ansøgeren efter to kortvarige møder med sin kæreste har samleje med hende på sin arbejdsplads. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en lang række konkrete spørgsmål med nær relation til hans asylmotiv. Han har således forklaret forskelligt om, hvornår han blev bekendt med, at hun var gravid, og hvorvidt hun var til læge for at få konstateret graviditeten, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvor lang tid der gik fra de havde samleje indtil mødet mellem familierne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til det danske politi i [sommeren] 2016 oplyste, at han ønskede at frafalde sin asylansøgning. Nævnet finder herefter ikke anledning til at foretage en ægthedsvurdering af det foto af en arrestordre, som har været forevist under nævnsbehandling. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/54/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen fra Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt af en gruppe, som han har nægtet at arbejde for. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han gennem sin fætter kom i kontakt med en gruppe, der manglede et hus at opholde sig i, og ansøgeren lod to personer opholde sig i sit sommerhus. Ansøgeren fandt efterfølgende nogle våben gemt i sommerhuset og mødtes med de to mænd og oplyste, at han ikke ønskede, at de gemte våben i hans sommerhus. De to mænd kørte ansøgeren til en skov, hvor de overfaldt ham. Ansøgeren blev efterfølgende kontaktet telefonisk af mændene, og de bad ansøgeren om at transportere våben og narkotika for gruppen, hvilket han først indvilligede i og efterfølgende nægtede. Ansøgeren blev på ny opsøgt af mændene, der førte ham til en skov, hvor han skulle grave sin egen grav, men han formåede at flygte. Ansøgeren skjulte sig efterfølgende i sit hjem forud for sin udrejse af Ukraine, hvor nogle personer opsøgte huset og spurgte efter ham. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af en forbrydergruppe i Ukraine. Der henvises til, at forklaringen på flere centrale punkter fremstår divergerende og usandsynlig og derfor anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2019 har forklaret, at han i [efteråret] 2018 blev slået i hovedet og i ribbenene, da han første gang blev kørt til en skov af mændene fra gruppen, og at det senere på sygehuset blev konstateret, at han havde brækket ribbenene. Under asylsamtalen [efteråret] 2019 har han derimod forklaret, at han kun blev slået i hovedet, og at overfaldet ikke var så alvorligt. Han blev behandlet for slagene i hovedet, men oplevede ikke andre skader eller problemer efter overfaldet. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han i [foråret] 2019 blev opsøgt den anden gang af mænd fra forbrydergruppen, da han var i opgangen ud for sin bopæl, og at han blev truet med en pistol, der blev rettet mod ham. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han gik en tur på gaden, da han blev opsøgt af fire personer fra forbrydergruppen. De tvang ansøgeren ind i en bil ved at tage ham under armen, og de truede ikke ansøgeren med våben. Ansøgeren har i øvrigt forklaret under oplysnings- og motivsamtalen, at det lykkedes ham at flygte fra forbrydergruppen, da han havde gravet et hul i skoven, ved at smide jord i ansigtet på den ene af mændene, mens de tre andre mænd opholdt sig i en bil. Ansøgeren var forinden blevet truet med, at han skulle betale 10.000 dollars til mændene, hvis han ikke ville arbejde for dem. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at det lykkedes ham at flygte, da de tre andre mænd stod og talte sammen ved bilen. Ansøgeren har videre forklaret, at han foreslog at sælge sit sommerhus og give mændene 10.000 dollars, hvilket de afslog, da en af mændene tog et stort seddelbundt frem. Ansøgeren har senere under samtalen bemærket, at han overvejede at tilbyde mændene 3.000 dollars. Ansøgeren har over for nævnet forklaret, at en af mændene sad i bilen, mens to andre stod udenfor, da han skulle grave sin grav i skoven. Flygtningenævnet finder det i øvrigt usandsynligt at mændene skulle efterlade tasker med våben i ansøgerens sommerhus uden et nærmere kendskab til ansøgeren, og det findes endvidere usandsynligt, at ansøgeren har kunnet opholde sig i cirka 14 dage på sin egen bopæl, efter at han var flygtet fra mændene, uden at mændene har pågrebet ham, selvom de var bekendt med hans bopæl. Det fremstår i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren i skoven har kunnet flygte fra fire bevæbnede mænd uden at blive pågrebet eller ramt af deres skud. Flygtningenævnet finder herefter at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2020/1/gdan
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Tunesien. Senest indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og kristen fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter at blive fængslet i 18 år, idet han er dømt for dokumentfalsk. Han har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [AA] i 2009 overfaldt ansøgerens forlovede og forsøgte at voldtage hende. Ansøgeren overfaldt herefter [AA] med en kniv. Ansøgeren forfalskede efterfølgende [AA]s underskrift på et dokument, hvoraf det fremgik, at det ikke var ansøgeren, der havde begået vold mod [AA]. Ansøgeren er blevet truet af familien [A], og hans familie har gentagne gange fået at vide, at familien [A] vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin familie og befolkningen, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren har uploadet en video på sin Facebookprofil, hvor han fortæller, at han er konverteret. Ansøgeren har senere slettet videoen. Personer, ansøgeren ikke kender, har fortalt, at hvis en muslim skifter religion skal denne stenes til døde. Ansøgeren konverterede i begyndelsen af 2019. Efterfølgende har ansøgerens familie, foruden hans mor, nægtet at tale med ansøgeren. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet der henvises til, at forklaringen på flere centrale punkter fremstår divergerende og usammenhængende både med hensyn til asylmotivet og ansøgerens identitet. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen [foråret] 2019 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han i Tunesien er blevet idømt 18 års fængsel for dokumentfalsk, og at ansøgeren selv havde forfalsket dokumentet ved at forfalske [AA]s underskrift. Ansøgeren blev ikke dømt for at have angrebet [AA], men dommen for dokumentfalsk indeholder oplysninger om ansøgerens angreb. Under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2019 og over for nævnet har ansøgeren derimod endeligt forklaret, at det var hans familie, der forfalskede dokumentet, og at han blev idømt fem måneders fængsel efter en dom, der først lød på forsøg på manddrab, men som senere blev ændret til vold mod [AA], fordi dommeren kendte ansøgerens mor. For så vidt angår dommen vedrørende dokumentfalsk bemærker nævnet, at det fremgår af sagens oplysninger, at de italienske myndigheder under behandlingen af ansøgerens sag har vurderet, at den fremlagte dom ikke er ægte, idet vurderingen i øvrigt er nærmere begrundet. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalen [foråret] 2019 har forklaret, at [AA] i 2009 forsøgte at voldtage ansøgerens forlovede, hvorefter konflikten med [AA] opstod. Under samtalen [efteråret] 2019 og over for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at [AA] i sommeren 2010 voldtog hans forlovede, efter at han havde grebet fat i hende på gaden og slæbt hende ind i sin lejlighed. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren tidligere i 2015 under behandling af hans asylsag har oplyst, at han hed [B], og at han var syrisk statsborger, født i Aleppo, Syrien. Under en tidligere dublin-forhandling har de tyske myndigheder oplyst, at ansøgeren var kendt under navnet [C] fra Gaza og med ukendt nationalitet. For så vidt angår ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen, lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under samtalen [foråret] 2019 har forklaret, at han er blevet døbt i en kirke i Hillerød i [vinteren] 2019, mens han over for nævnet derimod har forklaret, at han ikke er blevet døbt. Ansøgeren har i øvrigt ikke kunnet sandsynliggøre, at han er konverteret på baggrund af en religiøs overbevisning. Af kristne højtider har ansøgeren i nævnet således alene kunne nævne påsken som en kristen højtid, og han har i øvrigt på spørgsmål om kristendommen ikke kunne redegøre nærmere for sit kendskab hertil. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2020/1/gdan
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunnimuslim fra Tyr, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive tvangsrekrutteret af Hizbollah. Han har videre oplyst, at han frygter de lokale libanesere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst at han i 2016 blev opsøgt af tre personer fra Hizbollah på bopælen. De tre personer fra Hizbollah sagde til ansøgerens far, at de ville rekruttere ansøgeren og hans bror, når de blev 18 år. Siden da har de samme tre personer fra Hizbollah opsøgt familiens hjem hver måned. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at de lokale libanesere vil diskriminere ansøgeren og hans familie, fordi de er palæstinensere. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at han er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, som udgangspunkt er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto-dommen). I præmis 86 i Alheto-dommen udtaler EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen bl.a.: ”[…] når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Hizbollah til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan konflikten med Hizbollah begyndte, herunder hvem der var impliceret i færdselsuheldet. Endvidere fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan de samme tre personer fra Hizbollah siden 2016 har opsøgt familiens bopæl for at tvangsrekruttere familiens sønner, når de fyldte 18 år, påfaldende og mindre sandsynlig. Desuden stemmer forklaringen ikke overens med oplysningerne om brorens alder, idet broren fyldte 18 år i januar 2016. Foreholdt dette, har ansøgeren under nævnsmødet ændret forklaring og har forklaret, at broren skjulte sig, og at han blev kørt ned af Hizbollah i deres forsøg på at fange broren. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om tidspunkterne for Hizbollahs opsøgning af familiens bopæl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er fremkommet med en overbevisende forklaring på de fremhævede divergenser. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om Hizbollahs forsøg på tvangsrekruttering ikke har støtte i de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter Hizbollah som udgangspunkt ikke tvangsrekrutterer palæstinensere i Libanon. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er i besiddelse af gyldigt rejsedokument. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/1/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og baptist fra Moskva, Rusland. Ansøgeren har været tilknyttet organisationen Anti-Corruption Foundation i perioden fra [sommeren] 2017 til [foråret] 2018. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter de russiske myndigheder, og at blive uretmæssigt tiltalt for at have overtrådt straffeloven, hvilket medfører 5 års fængsel. Derudover frygter ansøgeren at blive tvunget til at skulle lyve i retten og vidne mod andre aktivister, som er hans venner. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [sommeren] 2017 meldte sig ind i organisationen Anti-Corruption Foundation (på russisk kaldet FBK). Organisationen har til formål at offentliggøre korruption i regeringen. Som medlem hjalp ansøgeren med at organisere demonstrationer og trykke plakater. Derudover deltog ansøgeren selv i over 20 demonstrationer i perioden fra [sommeren] 2017 til [foråret] 2018. Ansøgerens ven blev fængslet i [vinteren] 2018 og løsladt nogle måneder, inden ansøgeren var til oplysnings- og motivsamtale. Vennen var en højtrangeret aktivist i organisationen. Yderligere to af ansøgerens venner, som også var aktivister i organisationen, blev fængslet i [foråret] 2018 og er fortsat fængslet. I [foråret] 2018 meldte ansøgeren sig ud af organisationen, idet han frygtede, at han også ville blive fængslet. Ansøgeren slettede herudover alle sine delinger og opslag på sociale medier vedrørende sine politiske holdninger. Fra [foråret] 2018 og frem til sin udrejse i [slutningen af] 2018 deltog ansøgeren ikke i nogen demonstrationer eller møder i organisationen. Han mødtes dog fortsat med sine politisk aktive venner. Ansøgeren har været tilbageholdt af politiet omkring seks gange på grund af demonstrationer. Tilbageholdelserne var både i 2017 og 2018. [I slutningen af] 2018 blev der rejst en straffesag for ekstremisme mod ansøgeren. Politiet opsøgte ansøgeren på hans bopæl [i slutningen af] 2018 omkring klokken 07 og tog ham med til politistationen. Ansøgeren ventede i mange timer på et kontor. Herefter blev han afhørt af en mand fra Center for bekæmpelse af ekstremister. Manden ville have ansøgeren til at tilstå, at han deltog i en ekstremistisk organisationen og var imod den russiske forfatning og regeringen. Ansøgeren blev lovet, at han kunne gå, såfremt han tilstod. Ansøgeren nægtede dog. Han blev udsat for tortur. Ansøgeren endte med at skrive under på de papirer, som politiet ville have ham til at underskrive. Politiet kiggede også ansøgerens telefon igennem. Ansøgeren fik at vide, at han ikke måtte forlade Moskva. Han blev løsladt omkring klokken 19. Ansøgeren havde fået en Nokia-telefon med sig, som han skulle bruge. Han blev ringet op to gange på Nokiaen og fik at vide, at han skulle møde hos efterforskningsstyrelsen igen [en dato i slutningen af] 2018. Ansøgeren var hjemme på sin egen bopæl igen [i slutningen af] 2018. Politiet havde frataget ansøgeren de dokumenter, som han havde forberedt til at søge politisk asyl. Ansøgeren tog hjem til sine forældres lejlighed i Moskva [en dato i slutningen af] 2018. Han udrejste af Moskva [en dato i slutningen af] 2018 via lufthavnen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han i [foråret] 2018 indstillede sine politiske aktiviteter for FBK og slettede alle delinger på de sociale medier. Ansøgeren blev, hver gang han blev anholdt – hvilket oftest skete i forbindelse med demonstrationer eller uddeling af flyveblade – løsladt efter nogle timer, og han er aldrig blevet straffet, herunder heller ikke med bøder, som følge af sine politiske aktiviteter. Efter ansøgerens forklaring har politiet senest opsøgt hans forældre i [slutningen af] 2018 for at lede efter ham. Ansøgeren har ikke oplysninger om den sag, han har forklaret er rejst mod ham, ligesom han ikke har forsøgt at indhente oplysninger om sagen gennem venner eller sine forældre, og ansøgeren har om sin tilbageholdelse [en dato i slutningen af] 2018 forklaret, at han skulle afgive forklaring til politiet og senere for retten om sine venners aktiviteter. Endelig udrejste ansøgeren legalt af Rusland på sit eget pas. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konflikt med de russiske myndigheder ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/2/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk yazidi og shams af religiøs overbevisning. Ansøgeren kommer fra Sibirien, Rusland, og har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at hendes familie eller slægtninge vil slå hende ihjel eller på anden måde skade hende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes familie ikke vil acceptere hendes ægteskab med [X]. Parret lærte hinanden at kende i [efteråret] 2017, da ansøgeren fik fortalt om [X] og fik vist et billede af ham. Ansøgeren begyndte herefter at tale i telefon med [X]. Kort tid efter kom [X]s familie og friede til ansøgeren hos ansøgerens familie. Familierne blev herefter enige om, at parret skulle forloves. [X] var ikke selv til stede, da han befandt sig i Danmark. Ansøgerens familie var ikke glade for, at ansøgeren skulle giftes med [X], idet parret boede to forskellige steder, og afstanden var lang. Ansøgeren valgte dog alligevel at hun ville være sammen med ham og udrejste fra Rusland i [slutningen af] 2017. På tidspunktet for ansøgerens udrejse var der ikke en konflikt med familien, men denne opstod efterfølgende, da ansøgeren blev anholdt og fængslet for at opholde sig ulovligt i Danmark, da hendes visum var udløbet. Hun risikerede herefter at blive udsendt til Rusland. Under sin fængsling ringede ansøgeren til sin familie, som sagde til hende, at hun ikke skulle komme tilbage, da hun ellers ville blive udstødt og slået ihjel. Ansøgeren talte med sin familie tre gange, og alle tre gange truede de hende. Ansøgeren talte også en enkelt gang med sin familie efter sin løsladelse, hvor de også truede hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgerens familie var efter ansøgerens forklaring enige i hendes forlovelse, og familien var bekendt med, at ansøgerens forlovede boede i Danmark, at ansøgeren, da hun udrejste af Rusland, alene havde et visum med en gyldighed på 15 dage og ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Såvel ansøgeren som ansøgerens familie må som konsekvens heraf have haft en forventning om, at ansøgeren enten skulle returnere til Rusland efter udløbet af visumperioden, eller at hun herefter opholdt sig ulovligt i Danmark. Det er på den baggrund usandsynligt, at ansøgerens familie vil slå hende ihjel eller i øvrigt skade hende, hvis hun vender tilbage til Rusland, Hertil kommer, at ansøgeren til politirapport [en dato i] 2018 har forklaret, at hun gerne vil hjem hurtigst muligt, og at der ikke er problemer med at vende tilbage. Det forhold, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har noget sted at opholde sig eller ikke kan forsørge sig selv i Rusland, er ikke forhold af asylbegrundende karakter. Ej heller det forhold, at ansøgeren er yazidi, kan begrunde asyl, allerede fordi ansøgeren har forklaret, at hun ikke har oplevet problemer som følge af sin religion. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/1/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Libyen på grund af væbnede kampe og bombninger. Ansøgeren frygter endvidere at blive tvangsrekrutteret af lokale militser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har mistet sine familiemedlemmer på grund af krig, og to af ansøgerens brødre deltog i væbnede kampe for præsident Fayes Al-Sarraj mod oppositionslederen Khalifa Haftar. Ansøgeren har gjort gældende, at man er nødt til at kæmpe i Libyen, fordi alle kæmper, og man presses af lokalbefolkningen, ligesom man kan blive slået ihjel, hvis man nægter at deltage. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet og om asylmotivet til grund. Nævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hans forældre og to søskende blev slået ihjel i 2011 under vilkårlige bombardementer, og at to af hans brødre blev slået ihjel i 2017, da de deltog i væbnede kampe. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb, hvis han vender tilbage til Libyen. Det forhold, at ansøgerens to brødre er blevet slået ihjel i 2017, at han angiveligt ikke har familie tilbage i Libyen, og at han føler sig tvunget til at tilslutte sig en milits for at kunne klare sig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har beskrevet omstændigheder, hvorefter han har været udsat for konkret og individuel forfølgelse. Ifølge baggrundsoplysningerne er den politiske situation og sikkerhedssituationen i Libyen kaotisk og ustruktureret, men situationen er dog ikke så generelt farlig, at enhver, der befinder sig i Libyen, er i en så alvorlig sikkerhedsrisiko, at dette i sig selv er asylbegrundende. De aktuelle generelle forhold i Libyen, herunder for unge mænd fra det vestlige Libyen, har trods vanskeligheder ikke en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2020/1/AMKJ
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser/tyrker fra Shiraz, Iran. Ansøgeren var modstander af regeringen og har i den forbindelse holdt flere taler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han er imod regeringen. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af [A], fordi han har fortalt om hans forbrydelser. Videre frygter ansøgeren at blive straffet, fordi han er straffet for menneskesmugling i Danmark. Endvidere frygter ansøgeren at blive fængslet, fordi han har gæld til lånehajer. Endelig frygter ansøgeren at der ikke er nogen til at tage sig af ham og at han er syg. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har haft politiske aktiviteter i Iran i perioden 1997 til omkring 2007. Ansøgeren har i den forbindelse været fængslet tre gange og afhørt flere gange. Ansøgeren har videre oplyst, at han har en konflikt med [A] i Iran, som vil slå ansøgeren ihjel, fordi han har afsløret [A’s] forbrydelser over for sin valgkreds. Ansøgeren har videre oplyst, at han var reformator under parlamentsvalget i Iran og derfor venner med en tidligere statsminister og parlamentschef, hvorfor det iranske regime efterstræber ham. Ansøgeren har videre henvist til konflikter med lånehajer om penge samt private personer om menneskesmugling og et møbel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Selvom det lægges til grund, at ansøgeren tidligere har haft problemer med de iranske myndigheder, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle have været i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder ved sin udrejse i 2008. Nævnet har herved lagt til grund, at ansøgeren ikke havde nogen konflikter med myndighederne de sidste 7-8 år i Iran, før sin udrejse til Danmark i 2008, at ansøgeren flere gange legalt på eget pas og problemfrit er rejst til Iran i perioden 2008-2013, at ansøgeren i september 2011 fik udstedt iransk nationalitetspas i Iran, og at ansøgeren først søgte asyl i Danmark i 2017. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring for nævnet om, at han også umiddelbart forud for sin udrejse i 2008 var fængslet ikke kan lægges til grund, særligt henset til at ansøgeren ikke tidligere har forklaret herom. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i 2004 ikke fik lov til at stille op til valg, da det ikke har haft yderligere konsekvenser. Som nævnt må det lægges til grund, at ansøgeren opholdt sig i Iran fra 2004-2008 uden at have konflikter med de iranske myndigheder. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. Blandt andet henset til de foreliggende baggrundsoplysninger kan det desuden ikke lægges til grund, at ansøgeren risikerer at blive strafferetligt forfulgt i Iran som følge af, at ansøgeren ved en dansk domstol er dømt for menneskesmugling til Danmark. Flygtningenævnet kan således heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [B] til grund, herunder at [B] skulle have anlagt sag mod ansøgeren i Iran. Ansøgeren har ikke modtaget trusler, og det beror udelukkende på ansøgerens formodning, at [B] har anlagt sag. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter med andre privatpersoner i Iran. Det forhold, at ansøgeren angiver at have interesse for kristendommen giver ikke grundlag for asyl. Ansøgeren har forklaret, at han har haft interesse for kristendommen siden barndommen, og det har ikke givet anledning til konflikter i Iran, eventuelt bortset fra at han ikke kunne stille op til valg. Ansøgeren er ikke konverteret, og ansøgeren har ikke en bibel, han beder ikke, og han har kun ganske få gange været i kirke. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har demonstreret noget kendskab til kristendommen, bl.a. har ansøgeren ikke kunnet beskrive nogen kristne højtider. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring, der generelt fremstår meget usammenhængende og diffus, har Flygtningenævnet taget hensyn til ansøgerens helbredstilstand. Endelig kan ansøgerens helbredstilstand ikke i sig selv føre til asyl, da der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren vil blive udsat for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran som følge af sin helbredstilstand. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/3/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. I 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl og lagde til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. I 2018 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans, idet ansøgeren gennem sin advokat havde gjort gældende, at hun er iransk statsborger og havde fremlagt iranske dokumenter, der ifølge hende dokumenterer, at hun hendes forældre og søskende alle er iranske statsborgere. I 2019 traf Udlændingestyrelsen på ny afgørelse i sagen og meddelte på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet styrelsen fortsat lagde til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Styrelsen vurderede samtidig ansøgeren asylretligt i forhold til både Irak og Iran. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren har oplyst, at hun er iransk statsborger, født og opvokset i Ahwaz og etnisk araber. Hun er shia-muslim af trosretning, men er ikke troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af farens fætter, [S], og dennes søn [A], idet hun har nægtet at gifte sig med [A] og i stedet har giftet sig med en herboende mand, [H], der er hendes fætter. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet oplyst, at farens fætter og dennes søn i 2015 opsøgte ansøgerens families bopæl for at bede ansøgeren om at gifte sig med [A]. Ansøgeren forklarede dem, at hun ikke ønskede at gifte sig med [A], idet hun ønskede at gifte sig med [H]. Cirka tre dage senere opsøgte farens fætter på ny ansøgerens families bopæl og talte med ansøgerens far, der fortalte, at ansøgeren var forlovet med [H.] Fem dage senere blev ansøgeren overfaldet af [A], der tog kvælertag på hende, i en basar. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk, da nogle personer kom til stede og hjalp hende fri. Efterfølgende truede [A] og hans far ansøgeren telefonisk. Omkring [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet lægger på baggrund af den nu foreliggende skriftlige dokumentation til grund, at ansøgeren er iransk statsborger. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Ved ansøgerens indrejse i Danmark i [slutningen af] 2015 har ansøgeren udfyldt asylansøgningsskema. Af punkt 6 i skemaet fremgår blandt andet: ”Vi har det ikke godt.” ”Jeg blev nødt til at komme hertil for at studere og arbejde.” ”eg kom her for at læse og at blive til noget.” Under punkt 7, hvor ansøgeren skal oplyse, hvad hun frygter ved en tilbagevenden til Irak eller Iran, er intet anført om en personlig konflikt, som der senere er forklaret om. Asylmotivet er således ved denne lejlighed alene baseret på socioøkonomiske forhold. Ved tre efterfølgende samtaler den […]2016, den […] 2017 og den […] 2017 har ansøgeren redegjort for, at hun ved en tilbagevenden frygter, at en person ved navn […], som hun er beslægtet med, vil dræbe hende, da hun har nægtet at gifte sig med ham. Hun har endvidere forklaret, at […] har overfaldet hende fysisk. Efter sagens hjemvisning har hun ved samtale den […] 2019 yderligere forklaret, at den pågældende person, [A], også har overfaldet hendes ægtefælle, [H]. Forespurgt, hvorfor hun ikke tidligere havde oplyst dette ved de tre foregående samtaler, har hun fortrinsvist henvist til, at hun var stresset. Flygtningenævnet finder, at den nye forklaring om overfaldet på [H] må betegnes som i høj grad udbyggende. Ansøgerens henvisning til, at hun på grund af begrænset intellektuel formåen har været ude af stand til at anføre sit væsentligste asylmotiv i asylskemaet, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at de påberåbte socioøkonomiske forhold adskiller sig så markant fra det senere påberåbte asylmotiv, der i hovedtræk er fastholdt gennem fire samtaler, at denne forskel ikke alene kan tilskrives forståelsesvanskeligheder. Ansøgeren har endvidere erkendt, at hun har forklaret bevidst urigtigt om sit statsborgerskab, ligesom hun har forklaret urigtigt om sin ægtefælle Hussains familiemæssige relationer til [A]. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens generelle troværdighed er afgørende svækket. Herefter må ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv i det hele tilsidesættes som utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran 2020/1/MNR
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af islamistiske grupper, fordi han er ateist. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i marts 2012 deltog i en diskussion på sit universitet med omkring 10 andre personer. Den ene af personerne underviste på universitet. Underviseren havde en doktorgrad i sharia lovgivning. Ansøgeren diskuterede med underviseren, fordi de havde meget forskellige holdninger. Dagen efter diskussionen med underviseren blev ansøgeren indkaldt til samtale med rektoren for universitetet. Rektoren beskyldte ansøgeren for at være nedladende og respektløst overfor underviseren. Som straf besluttede et udvalg på universitet at bortvise ansøgeren i tre dage. Ansøgeren deltog [i starten af] 2016 på ny i en diskussion sammen med 10 andre personer. Diskussionen foregik i byen Erbil på en cafe ved navn [A], hvor ansøgeren og personerne diskuterede religion. [I starten af] januar 2016, to dage efter diskussionen på cafeen, blev ansøgeren ringet op af en ukendt, som truede ansøgeren på livet, fordi ansøgeren var vantro. Dagen efter, [i starten] 2016, modtog ansøgeren endnu et opkald af ny en ukendt person og blev truet på livet. [I starten af] 2016 modtog ansøgeren et tredje opkald fra en ny ukendt person. Personen fortalte ansøgeren, at han ville gøre ansøgeren en tjeneste, fordi ansøgeren tidligere havde hjulpet den ukendte person. Personen fortalte ansøgeren, at det var besluttet, at ansøgerens blod var blevet legalt, hvilket betød, at det var blevet legalt at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren besluttede sig at tage hjem til sin bopæl for at hente sit pas. Da ansøgeren kom hjem, fortalte hans nabo ham, at nogle ukendte bevæbnede personer havde spurgt efter ansøgeren. Herefter besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Irak. Ansøgeren udrejste af Irak [i starten af] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt, fordi han er ateist, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans udrejse har været skiftende og påfaldende. Ved sin ankomst til Danmark har klageren den 24. januar 2016 forklaret til politiet i forbindelse med sin ansøgning om asyl, at han skulle besøge sin mor i Sverige og derefter retur til Irak, fordi han ville forsvare sit land mod ISIS. Først ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016, og asylsamtalen [i slutningen af] 2018 har han oplyst som asylmotiv, at han var blevet truet af en islamisk gruppe. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren, som havde eget pas og visum til Tyrkiet, har benyttet en agent til at arrangere udrejsen fra Irak, herunder fordi klageren har forklaret, at han ikke var klar over, hvem der var efter ham, men alene formodede, at det var islamister. Ansøgeren har herudover ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 oplyst, at han udrejste på eget pas, men ved asylsamtalen [i slutningen af] 2018 og under mødet i nævnet forklaret, at han udrejste illegalt for at undgå spørgsmål. Om episoden på cafeen har ansøgeren under mødet i nævnet forklaret, at han på cafeen direkte sagde, at han ikke var muslim, men ateist. Ansøgeren har imidlertid til asylsamtalen [i slutningen af] 2018 forklaret, at han kun havde sagt ”din religion” ved en fejl, og at ansøgeren ikke ønskede at fortælle de andre, at han var ateist og derfor forsøgte at skifte emne. Ansøgeren har ved asylsamtalen endvidere forklaret, at han diskuterede med venner fra universitet på cafeen, men at han ikke kendte deres holdninger. Han har under mødet i nævnet forklaret, at det var et offentligt sted, og at der også kan have været andre til stede, som kan have overhørt diskussionen. Ansøgeren har ved asylsamtalen [i slutningen af] 2018 forklaret, at det kun var ham, der modtog de telefoniske trusler, og at han holdt det hemmeligt. Han modtog kun telefoniske trusler, men har ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 oplyst, at han også modtog trusler ansigt til ansigt. Under asylsamtalen og under mødet i nævnet har han gentaget, at han kun har modtaget telefoniske trusler, men at ukendte bevæbnede mænd har opsøgt hans bopæl. Ansøgeren ved ikke, hvem der har fremsat truslerne, men formoder, at det er en islamisk gruppering. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene for ateister i Irakisk Kurdistan sammenholdt med, at ansøgeren har oplyst, at han indtil episoden i 2016 har hemmeligholdt sin overbevisning over for bl.a. sin familie og i en årrække drevet en forretning uden problemer, finder nævnet, at det forhold, at ansøgeren måtte være ateist ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/2/FAM
Nævnet omgjorde i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Irak, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige klager indrejste i 2001, mens den mandlige klager indrejste i 2002.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske feyli-kurdere og shia-muslimer. Den kvindelige klager er født i Bagdad i Irak, mens den mandlige klager er født i Diyala i Irak. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. [I efteråret] 2009 meddelte Flygtningenævnet klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet nævnet fandt, at det på baggrund af klagernes forklaringer om, at flere af deres familiemedlemmer var blevet slået ihjel eller fordrevet på grund af deres etnicitet, sammenholdt med de daværende baggrundsoplysninger om forholdene for feyli-kurdere i Irak, var sandsynliggjort, at klagerne ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse som følge af deres etniske og religiøse tilhørsforhold. Bestemmelserne om inddragelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 2, nr. 4, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. Flygtningekonventionens artikel 1 C lyder som følger:”Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han(1) på ny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller(2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller(3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller (4) frivilligt på ny har bosat sig i det land, som han har forladt, eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller(5) ikke længere kan afslå at søge det landsbeskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning er bortfaldet. Denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret;(6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede. Denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl.”Det fremgår af UNHCR’s Håndbog om procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 116, at ophørsbestemmelserne er udtømmende opregnet og derfor bør fortolkes restriktivt, og at ingen andre grunde kan anføres analogt som årsag til at tilbagekalde flygtningestatus. Ifølge Håndbogens punkt 119 gælder følgende forudsætninger for inddragelse efter artikel 1 C (1): (a) frivillighed: flygtningen må handle af egen fri vilje;(b) hensigt: hensigten med flygtningens handling skal være atter at søge beskyttelse i det land, i hvilket han er statsborger(c) på ny har søgt beskyttelse: flygtningen skal rent faktisk have opnået sådan beskyttelse.Opnåelse af indrejsetilladelse eller nationalitetspas med henblik på hjemrejse vil i fravær af bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus, jf. Håndbogens pkt. 122. De tilfælde hvor en flygtning besøger sit tidligere hjemland uden nationalitetspas, men for eksempel med et rejsedokument udstedt af opholdslandet, bør bedømmes individuelt. Der er forskel på at besøge en gammel og syg forælder og jævnlige besøg i et pågældende land med det formål at holde ferie eller etablere forretningsmæssige forbindelser, jf. Håndbogens pkt. 125. Det fremgår videre af Håndbogens pkt. 134 om ophørsbestemmelsen i artikel 1 C (4), at bestemmelsen angår en flygtning, som ”frivilligt på ny har bosat sig”. Dette skal forstås som en tilbagevenden til det land, i hvilket flygtningen er statsborger eller tidligere havde fast bopæl, med henblik på permanent ophold. Et midlertidigt besøg i hjemlandet uden nationalitetspas, men f.eks. med et rejsedokument udstedt af opholdslandet, betyder ikke, at flygtningen ”frivilligt på ny har bosat sig” og indebærer ikke tab af flygtningestatus i henhold til nærværende bestemmelse. For så vidt angår inddragelse efter Flygtningekonventionens artikel 1 C (5) og (6), fremgår det af Håndbogens pkt. 135-139, at det er en betingelse herfor, at der er sket fundamentale forandringer i hjemlandet, som kan formodes at fjerne grundlaget for frygten for forfølgelse. At der sker en evt. forbigående forandring i forholdene vedrørende den enkelte flygtnings frygt, der ikke indebærer en sådan grundlæggende ændring af omstændighederne, er ikke tilstrækkeligt til, at disse bestemmelser finder anvendelse. En flygtnings status skal i princippet ikke jævnligt gøres til genstand for undersøgelser til skade for den følelse af tryghed, som er formålet bag international beskyttelse. Det fremgår af UNHCR’s Executive Committee’s Conclusion No. 69 fra 1992 om ophør af flygtningestatus, at staterne, ved anvendelsen af konventionens artikel 1 C (5) og (6) om de asylbegrundende omstændigheders ophør, grundigt skal undersøge den fundamentale karakter af forandringerne i hjemlandet, herunder den generelle menneskerettighedssituation såvel som den særlige grund til frygt for forfølgelse, for at sikre sig på en objektiv og verificerbar måde, at situationen, der medførte flygtningestatus, er ophørt. UNHCR har i “Guidelines on International Protection No. 3: Cessation of Refugee Status under Article 1 C(5) and (6) of the 1951 Convention relating to the Status of Refugees (the “Ceased Circumstances” Clauses)” fra den 10. februar 2003 udarbejdet retningslinjer for anvendelsen af de nævnte ophørsgrunde i Flygtningekonventionen. Det fremgår heraf blandt andet, at alle faktorer skal inddrages ved vurderingen af, om der er tale om en fundamental forandring. Landet skal have tid til at konsolidere sig, således at forandringen kan karakteriseres som varig. Dette kræver længere tid, hvis ændringen i landet er sket på baggrund af et voldeligt skift af regime. Endvidere skal det vurderes, om det i hjemlandet er muligt for den pågældende at opnå beskyttelse, og om beskyttelsen kan siges at være effektiv. Ved vurderingen heraf skal der tages hensyn til, om der er en fungerende regering og administrative strukturer, hvilket blandt andet vil give sig udtryk i et fungerende retssystem. Desuden skal den generelle menneskerettighedssituation i landet vurderes, herunder landets demokratiske udvikling og om der har være afholdt frie og uafhængige valg. Det er i de nævnte retningslinjer i øvrigt anført, at en strikt fortolkning af artikel 1 C(5) og (6) giver mulighed for at anvende dem på individuel basis, men at de pågældende bestemmelser sjældent har været påberåbt i individuelle sager. Det er ifølge de samme retningslinjer, afsnit III om Procedural Issues, pkt. 25, General Considerations, (ii), myndighederne i asyllandet, som har bevisbyrden for, at der i flygtningens hjemland er sket fundamentale ændringer, som er stabile og varige. For så vidt angår den kvindelige klager lægger Flygtningenævnet til grund, at hun har været udrejst til Irak i ca. en måned i foråret 2017 […] med henblik på at besøge sin familie, herunder navnlig en syg moster, som stod hende meget nær. Flygtningenævnet tilsidesætter således den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun i den pågældende periode i stedet har opholdt sig i Tyrkiet, som utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hun i Københavns Lufthavn blev registreret med et boardingpass dateret [foråret] 2017, hvor destinationen var Baghdad via Istanbul. Hendes forklaring om, hvordan hun skulle være kommet gennem paskontrollen og ud af lufthavnen i Istanbul ved hjælp af tegnsprog, selv om hun kun var i transit, er i modstrid med de baggrundsoplysninger, der foreligger om den meget intensive sikkerhedskontrol i Istanbul Lufthavn efter et angreb i 2016. Hertil kommer, at hendes forklaring om, hvordan hun tilfældigvis fandt sine familiemedlemmer lige netop på det sted, hvor hun kom ud af lufthavnen uden nærmere aftale om stedet på forhånd, fremstår som særdeles påfaldende. Hun har endvidere ikke kunnet fremskaffe relevant dokumentation til støtte for, at hun i den pågældende periode har opholdt sig i Tyrkiet. Den kvindelige klager er således umiddelbart omfattet af ordlyden af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, 1. led, og formodningsreglen i § 19, stk. 3, 2. pkt., (tidligere § 19, stk. 2, nr. 4, 3. pkt.), der blev indført ved lov nr. 102 af 3. februar 2016. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 4 (nu § 19, stk. 3, 2. pkt.), skal udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, fortsat administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens regler om ophør af flygtningestatus og Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt, herunder EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv, jf. L 87 om forslag til ændring af udlændingeloven, fremsat den 10. december 2015, almindelige bemærkninger, pkt. 4.2. Forarbejderne tager ikke stilling til, om bestemmelsen kan finde anvendelse i forhold til Flygtningekonventionens artikel 1 C (5) og (6), hvorefter myndighederne i asyllandet har bevisbyrden for, at der i flygtningens hjemland er sket fundamentale ændringer, som er stabile og varige. Den kvindelige klager har efter ordlyden af udlændingelovens § 19, stk. 3, ved frivilligt at rejse til Irak selv skabt en formodning for, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelse, jf. § 7, stk. 1. Der er tale om en enkeltstående rejse af begrænset varighed, som bl.a. havde til formål, at den kvindelige klager skulle besøge en syg moster, som stod den kvindelige klager meget nær. Under hensyn hertil og den uklarhed, der er i forarbejderne til udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, 3. pkt. (nu § 19, stk. 3), om, hvilke af de udtømmende ophørsgrunde i Flygtningekonventionen artikel 1 C, bestemmelsen sigter til, sammenholdt med den bevisbyrde, der påhviler asyllandet i forhold til ophørsgrundene i artikel 1 C (5) og (6), finder Flygtningenævnet ikke, at den kvindelige klagers rejse til Irak under de givne omstændigheder giver grundlag for at statuere, at betingelserne for inddragelse af hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, er opfyldt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 4, 3. pkt. (nu § 19, stk. 3, 2. pkt.), at bestemmelsen fortsat vil skulle administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens regler om ophør af flygtningestatus og Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt. Det skal på den baggrund både for den mandlige og kvindelige klagers vedkommende selvstændigt vurderes, om forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen har ændret sig på en sådan måde, at de ikke længere risikerer forfølgelse, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger – herunder de to rapporter, der er fremhævet i Udlændingestyrelsens afgørelser af 14. december 2018 (Institut for International Law and Human Rights, IHLR, Iraq’s minorities and other vulnerable Groups: Legal Framework, Documentation and Human Rights, fra 2013, og DFAT Country Information Report- Iraq fra juni 2017) – er sket visse forbedringer af feyli-kurdernes forhold efter Baath-regimets fald i 2003. Dette understøttes af en række yderligere baggrundsoplysninger, som dog samlet indikerer, at der trods disse forbedringer fortsat sker diskrimination af feyli-kurdere, ligesom disse er mål for ISIL-gruppers angreb, jf. særligt EASO Country Guidance Iraq, Juni 2019. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Irak sammenholdt med klagernes forklaringer om familiemedlemmer, der efter deres formodning er blevet dræbt med baggrund i, at de er feyli-kurdere, efter at klagerne blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2009, vurderer Flygtningenævnet, at forholdene i Irak siden denne dato ikke har ændret sig på en sådan måde, at klagerne ikke længere risikerer forfølgelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er sket sådanne ændringer af fundamental, stabil og varig karakter hverken i forhold til klagernes særlige grund til frygt for forfølgelse eller de generelle forhold, at betingelserne for at inddrage klagernes opholdstilladel¬ser i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med Flygtningekonventionens artikel 1 C (5), er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelser af [ultimo] 2018, således at klagerne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2019/102/thv
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra El Salvador. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske latinamerikanere og kristne af trosretning fra San Salvador, El Salvador. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til El Salvador frygter det højtstående fagforeningsmedlem [D], der har udsat den kvindelige ansøger for dødstrusler, efter hun anmeldte vedkommende for chikane. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af banden Pandilla18, der som følge af den kvindelige ansøgers konflikt med [D], har udsat ansøgerne for trusler og afpresning. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den kvindelige ansøger i 2008 blev ansat i El Salvadors statsarkiv, og samme år meldte hun sig ind i fagforeningen Sitrasec. Indmeldelsen medførte, at hun fik en konflikt med [D], der var generalsekretær i den konkurrerende fagforening Sitramec. Problemerne med [D] eskalerede i 2016, da [D] forhindrede, at den kvindelige ansøger fik en lønforhøjelse, som hun ellers var berettiget til. Den kvindelige ansøger anmeldte [i efteråret] 2019 [D] til anklagemyndigheden for chikanen. [D] opsøgte efterfølgende den kvindelige ansøger på hendes kontor og truede hende på livet for at få hende til at trække anmeldelsen tilbage. Den kvindelige ansøger trak dog ikke anmeldelsen tilbage, og [i efteråret] 2016 blev hun opsøgt af et bandemedlem fra Pandilla18. Bandemedlemmet oplyste, at han var sendt af [D], og at den kvindelige ansøger skulle tilbagekalde anmeldelsen. Pandilla18 begyndte i den efterfølgende periode at udnytte ansøgernes situation og afpressede dem ved at kræve beskyttelsespenge. Ansøgerne skulle således hver måned betale et beløb for beskyttelse mod at blive slået ihjel. Den mandlige ansøger har ligeledes været i kontakt med bandemedlemmet fra Pandilla18 og blev [i starten af] 2017 udsat for et overfald. [I foråret] 2018 blev den mandlige ansøgers bror opsøgt og truet på livet af Pandilla18. Efter episoden besluttede ansøgerne og den mandlige ansøgers bror at udrejse. Ansøgerne udrejste [i foråret] 2018. Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at tilsidesætte [A’s] forklaring omkring hendes erhvervsmæssige forhold, herunder vedrørende hendes uoverensstemmelser med hendes kollega [D]. Det bemærkes imidlertid, at [A] fortsat var ansat indtil sin udrejse og forholdet har ikke en karakter, som er asylbegrundende. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgerne [B] og [A] har en konkret og individuel konflikt i El Salvador ved at de skulle være udsat for afpresning af en bande. Der er herved lagt vægt på, at der på flere centrale punkter omkring asylmotivet er afgivet divergerende forklaringer fra [A], [B] og svogeren [C]. Forklaringerne fremstår endvidere som konstrueret til lejligheden og kan derfor ikke lægges til grund ved sagens afgørelse. Det forhold, at forklaringerne i det væsentlige nu for Flygtningenævnet fremstår samstemmende kan ikke føre til et andet resultat. [A] har således til sin Oplysnings- og Motivsamtale [i sommeren] 2018 forklaret, at betalingen af beskyttelsespengene altid skete den 18. i måneden, hvor hendes løn blev udbetalt. [B] har til sin samtale med Udlændingestyrelsen den samme dato oplyst, at betalingen af beskyttelsespenge skete på forskellige datoer i hver måned. [C] har til sin samtale den samme dato oplyst, at betalingen af beskyttelsespengene skete den 15. eller den 30. i måneden. [A] og [B] har forklaret, at betalingerne fandt sted over en periode på 17 måneder, mens [C] har forklaret, at de måske fandt sted omkring 8 måneder. [A] har endvidere forklaret, at de sidste 3-4 måneder før udrejsen blev beløbet hævet fra 100 dollars til 200 dollars. [B] har forklaret, at han aldrig har betalt mere end 100 dollars. [C] har forklaret, at han ikke har kendskab til, at de skulle have betalt mere end 100 dollars, bortset fra [én måned i] 2018. [A] og [B] har endvidere forklaret forskelligt om episoden, hvor [B] blev opsøgt af [E] og udsat for vold. [A] har således forklaret, at [B] kom hjem med et blodigt ansigt og at hun hjalp med at vaske ham. [B] har imidlertid forklaret, at knytnæveslaget fra [E] ikke var så alvorligt og at han ikke blødte. Der er endvidere vedrørende denne angivelige episode henset til, at [A] og [B] har forklaret, at overfaldet skete [i foråret] 2017, men at [C] har forklaret, at volden fandt sted [i starten af] 2018 og endvidere understregede dette ved at det var afgørende for tidspunktet for deres udrejse. Endelig er der fra [A], [B] og [C] afgivet divergerende forklaringer omkring bevæggrundene for udrejsetidspunktet. [A] har til asylsamtalen [i sommeren] 2018 forklaret, at det afgørende for beslutningen var overfaldet på [C]. [B] har forklaret, at det ligeledes skyldtes økonomiske problemer, mens [C] har forklaret, at det var [A’s] graviditet, som var afgørende for udrejsetidspunktet. Flygtningenævnet kan endelig også fuldt ud tilslutte sig Udlændingestyrelsens bemærkning om, at det fremstår utroværdigt at ansøgernes bevæggrunde for valg af udrejsetidspunkt skyldes økonomi og graviditet i en situation, hvor ansøgerne angiver at være udsat for livstruende trusler og konflikter. Flygtningenævnet tilsidesætter på ovennævnte baggrund ansøgernes forklaringer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til El Salvador vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Elsa/2020/2/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra El Salvador. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etniske latinamerikaner og kristen af trosretning fra San Salvador, El Salvador. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til El Salvador frygter at blive slået ihjel af banden Pandilla18, der har udsat ansøgeren og hans familie for afpresning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror [i starten] 2017 blev overfaldet af et bandemedlem fra Pandilla18. Ansøgeren fik ugen efter oplyst af sin bror og svigerinde, at ansøgerens svigerinde i forbindelse med sit arbejde havde haft en konflikt med en indflydelsesrig person ved navn [D]. Ansøgerens svigerinde havde anmeldt [D] til anklagemyndigheden for chikane, hvilket resulterede i, at han havde udsat hende for trusler for at få hende til at trække sin anmeldelse tilbage. [D] havde i den forbindelse endvidere anmodet Pandilla18 om at presse ansøgerens svigerinde. Konflikten med Pandilla18 udviklede sig efterfølgende til, at banden udnyttede familiens situation ved at kræve beskyttelsespenge. Såfremt ansøgerens bror og svigerinde ikke betalte det aftalte beløb, ville banden slå hele familien ihjel. I [foråret] 2018 blev ansøgeren selv overfaldet af et medlem fra Pandilla18. Bandemedlemmet truede ansøgeren med en pistol, hvorefter ansøgeren blev slået på kinden med pistolen. Efter episoden besluttede ansøgeren med sin bror og svigerinde at udrejse af El Salvador. De udrejste i slutningen af [foråret] 2018. Det bemærkes Indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at tilsidesætte [A’s] forklaring omkring hendes erhvervsmæssige forhold, herunder vedrørende hendes uoverensstemmelser med hendes kollega [D]. Det bemærkes imidlertid, at [A] fortsat var ansat indtil sin udrejse og forholdet har ikke en karakter, som er asylbegrundende. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøger [C] har en konkret og individuel konflikt i El Salvador ved at han skulle være udsat for afpresning af en bande. Der er herved lagt vægt på, at ansøger og dennes svigerinde [A] og bror [B], som på daværende tidspunkt boede sammen, på flere centrale punkter omkring asylmotivet har afgivet divergerende forklaringer. Forklaringerne fremstår endvidere konstrueret til lejligheden og kan derfor ikke lægges til grund ved sagens afgørelse. Det forhold, at forklaringerne for Flygtningenævnet i det væsentlige nu for Flygtningenævnet fremstår samstemmende kan ikke føre til et andet resultat. Ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at betalingen af beskyttelsespengene skete omkring lønningsdag den 15. eller 30. i måneden. [A] har forklaret, at betalingerne altid skete den 18. i måneden og [B] at betalingerne skete mellem den 15. og 18. i hver måned. [A] og [B] har forklaret, at betalingerne fandt sted over en periode på 17 måneder, mens ansøger har forklaret, at det måske var omkring 8 måneder. Der er endvidere afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt beløbet på et tidspunkt blev hævet til 200 dollar om måneden. [A] har således forklaret, at beløbet de sidste 3-4 måneder før udrejsen blev hævet fra 100 til 200 dollars. [B] har forklaret, at han aldrig har betalt mere end 100 dollars og ansøger har forklaret, at han ikke har kendskab til, at de skulle have betalt mere end 100 dollars. Endvidere har ansøger, [A] og [B] forklaret forskelligt omkring tidspunktet for, hvornår [B] blev udsat for et overfald. [A] og [B] har således forklaret, at dette overfald fandt sted i [starten af] 2017, mens ansøger har forklaret at overfaldet skete [i starten af] 2018 og samtidig understreget dette ved at forklare, at det var medvirkende årsag til udrejsetidspunktet. Flygtningenævnet kan endelig fuldt ud tilslutte sig Udlændingestyrelsens bemærkning om, at det fremstår utroværdigt, at ansøgers bevæggrunde for valg af udrejsetidspunkt udover overfaldet af ansøger skyldtes økonomi og svigerindens graviditet i en situation, hvor ansøger har oplevet livstruende trusler. Flygtningenævnet tilsidesætter på ovennævnte baggrund ansøgers forklaring. Ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til El Salvador vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Elsa/2020/1/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hviderusser og ortodoks kristen af trosretning fra Vitebsk, Hviderusland. Ansøgeren har været medlem af oppositionsgruppen [A] og har i den forbindelse deltaget i fire demonstrationer i Hviderusland. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de hviderussiske myndigheder, fordi han er medlem af oppositionsgruppen [A] og har deltaget i en række demonstrationer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i foråret 2015 blev medlem af oppositionsgruppen [A] i Hviderusland, og at hans to nære venner også var medlem af gruppen. Ansøgeren deltog i en demonstration mod en lov i Hviderusland, som pålagde arbejdsløse personer bøder for ikke at have et arbejde. Ansøgeren deltog senest i en demonstration [i foråret] 2017, hvor ansøgeren og de to venner blev anholdt og tilbageholdt i tre dage og herefter løsladt. Omkring en uge efter blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af civilklædte mænd, der tog ansøgeren med til en afhøring om hans deltagelse i terrorhandlinger og demonstrationer for gruppen [A]. Herefter blev ansøgeren løsladt. Omkring en uge efter blev ansøgeren på ny tilbageholdt af mændene og taget med til en skov, hvor han blev udsat for fysiske overgreb og afhørt om sin tilknytning til [A]. Herefter blev ansøgeren løsladt. Ansøgerens venner havde samme dag været udsat for det samme. Omkring 11 dage efter fortalte ansøgerens mor, at der havde været nogle personer for at spørge efter ansøgeren på bopælen. Ansøgeren tog hen til sine to venner, og deres mødre oplyste ansøgeren, at nogle personer også havde været for at spørge efter vennerne. Ansøgeren indså, at vennerne ikke kom tilbage og antog, at de var blevet slået ihjel. Ansøgeren tog herefter en taxa og udrejste legalt til Rusland, hvorfra ansøgeren kom med en lastbilchauffør til Danmark. Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren fremsendte [i efteråret] 2019 dokumentation for lovligt forfald, og [i efteråret] 2019 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter forekommer divergerende, upræcis og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at den anden demonstration, som han deltog i, fandt sted i [begyndelsen af] 2017. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ikke kan huske hvilket år, han deltog i den anden demonstration. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst andre efternavne på sine to venner, end de efternavne han har oplyst under oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst divergerende om, hvad der skete i forbindelse med demonstrationen [i foråret] 2017. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han og hans to venner blev ilagt håndjern, da de den [i foråret] 2017 blev tilbageholdt og kørt til politistationen, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at politiet ikke gjorde noget for at begrænse deres frihed i bilen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange mennesker, der var til demonstrationen ved […]. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der ikke var så mange demonstranter til stede, da det ikke var let at komme dertil grundet politiets blokader. Til asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at da han ankom til pladsen i Minsk, var der mange mennesker, og at alle blev anholdt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor han blev ført hen, første gang han blev opsøgt af personerne efter demonstrationen [i foråret] 2017. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han [i foråret] 2017 blev opsøgt af tre civilklædte mænd, som kørte ham til en skov i udkanten af Vitebsk. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han blev tilbageholdt af mændene i et rum i en almindelig bygning. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev ført til et skovbelagt område. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på sine bevæggrunde for at tilslutte sig [A], og at han har forklaret udetaljeret og afglidende om [A]. Han har således ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen været i stand til at redegøre for, hvad navnet på gruppen står for, hvordan han blev medlem af gruppen, herunder hvem der udstedte medlemskortet, hvor mange medlemmer gruppen havde, hvordan den var opbygget organisatorisk, og om den havde egne lokaler eller andet tilholdssted. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ikke ved, om man skulle betale for at være medlem af [A]. Ansøgeren har heller ikke kunnet forklare nærmere om gruppens politiske mål udover, at den var imod forskellige love og dekreter, f.eks. senest at folk skulle betale en bøde for at være arbejdsløse. Ansøgeren har hertil forklaret forskelligt om gruppens forhold til præsidenten, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at gruppen var i opposition til den siddende præsident, Aleksandr Lukasjenko, hvorimod han til asylsamtalen forklarede, at gruppens forhold til myndighederne var ok, og at selve gruppen ikke havde noget imod præsidenten, men var imod lovene, der undertrykte mennesker. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring udrejste af Hviderusland under anvendelse af eget nationalitetspas. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om, at han ved udrejsen af Hviderusland havde en konflikt med de hviderussiske myndigheder eller andre. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Hviderusland er asylbegrundende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2020/1/AMKJ
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [by], Shabeellaha Dheehe, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [A], subklanen [B], subsubklanen [C] og familieklanen [D]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab forsøgte at hverve klageren under et besøg i moskeen i klagerens landsby. Klageren nægtede, hvorefter klageren blev opsøgt på bopælen og tilbageholdt i en måned af al-Shabaab. Klageren foregav at ville slutte sig til al-Shabaab, hvorefter klageren blev løsladt. Klageren udrejste umiddelbart herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, og der skal i disse sager således fortsat ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Vedrørende divergenserne har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om personerne der opsøgte ham, og episoden hvor han blev tilbageholdt, herunder om han blev bundet på hænder og fødder. Ved vurderingen af divergenserne i klagerens forklaring har nævnet lagt vægt på, at der er tale om et meget enkelt forløb med få detaljer. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om forholdene under sin tilbageholdelse fremstår meget ukonkret og udetaljeret og dermed ikke selvoplevet. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet klagerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren var efterstræbt af al-Shabaab ved sin udrejse af Somalia, eller at han vil være profileret og efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet desuden, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Ophold i al-Shabaab kontrollerede områder er dog ikke tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Endvidere må det lægges til grund, at klageren har opholdt sig i et al-Shabaab-kontrolleret område fra 2006 til 2011, og at han har familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte klagerens identitet. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren, der nu er 32 år, er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han kom til Danmark i sommeren 2013 og blev meddelt opholdstilladelse i [ultimo] 2013. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 7 år og har bestået prøve i Dansk 1. Klageren har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og klageren har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke familie i Danmark, hvorimod han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/4/MEG
Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger og tilhører [en hovedklan og en underklan]. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at blive slået ihjel af sin stedmor og dennes ægtefælle, og at ansøgeren som følge deraf vil blive forældreløs. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Flygtningenævnet har ved afgørelse af d.d. meddelt ansøgerens mor asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Allerede af denne grund, og under de foreliggende omstændigheder meddeles ansøgeren som konsekvens heraf tillige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2020/2/mme
Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger fra [en by i] Hiraan, Somalia, sunni muslim og tilhører [en hovedklan, en underklan, en subklan, en subsubklan og en subsubsubklan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2014, og at hun [i sommeren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den pågældende har i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet hun er efterstræbt af al-Shabaab. Klageren har videre henvist til, at hun frygter sin stedmor og hendes ægtefælle, idet ægtefællen har sagt, at han vil slå klageren ihjel. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter, at hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsomskåret. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes stedmor ikke tillod hende at have den kæreste, som hun havde. Klageren blev derfor enig med sin kæreste om, at de skulle stikke af og blive gift. Da klageren en dag sad i en park med sin kæreste, kidnappede al-Shabaab dem. De blev fængslet hvert sit sted, og klageren var fængslet i to uger. Efter de to uger tog al-Shabaab et billede af hende og fortalte hende, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun ikke forlod landet. Derefter tog de klageren hjem til hendes stedmor. Hun fik i den forbindelse at vide, at hun ikke var velkommen i huset, hvorefter stedmoren og dennes ægtefælle smed klagerens tøj úd til hende. Klageren tog derefter hjem til [M], der hjalp klageren med sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klagerens forklaring herom har fremstået påfaldende og delvis konstrueret. Flygtningenævnet kan i den forbindelse tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at det findes påfaldende, at klager blev løsladt af al-Shabaab uden betingelser efter at have været tilbageholdt i 14 dage. Det er endvidere påfaldende, at en kvinde, som klager ikke er opvokset hos, kunne og ville betale for klagers udrejse. Ved sagens afgørelse i øvrigt lægges det efter det fremkomne til grund, at klagers ægtefælle har opholdstilladelse i Italien og at klager ikke i øvrigt har nær familie i Somalia. Klager vil således ved en tilbagevenden til Somalia reelt set være enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Klagerens 4-årige datter, [S], har ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019 fået meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 under henvisning til hendes risiko for tvangsomskæring. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren, som enlig somalisk kvinde uden særlige ressourcer, ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af datteren. Klagerens datter er således ved Udlændingestyrelsens afgørelse af 28. august 2019 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus). Under de foreliggende omstændigheder meddeles barnets mor ligeledes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til UNHCR, Guidance Note on Refugee Claims relating to Female Genital Mutilation, maj 2009, pkt. 11, og UNHCR, Guidelines on International Protection No. 8: Child Asylum Claims under Articles 1(A)2 and 1(F) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, december 2009, pkt. 9. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2020/1/mme
Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger og tilhører [en hovedklan og en underklan]. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at blive slået ihjel af sin stedmor og dennes ægtefælle, og at ansøgeren som følge deraf vil blive forældreløs. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Flygtningenævnet har ved afgørelse af d.d. meddelt ansøgerens mor asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Allerede af denne grund, og under de foreliggende omstændigheder meddeles ansøgeren som konsekvens heraf tillige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2020/2/mme
Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger fra [en by i] Hiraan, Somalia, sunni muslim og tilhører [en hovedklan, en underklan, en subklan, en subsubklan og en subsubsubklan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2014, og at hun [i sommeren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den pågældende har i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet hun er efterstræbt af al-Shabaab. Klageren har videre henvist til, at hun frygter sin stedmor og hendes ægtefælle, idet ægtefællen har sagt, at han vil slå klageren ihjel. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter, at hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsomskåret. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes stedmor ikke tillod hende at have den kæreste, som hun havde. Klageren blev derfor enig med sin kæreste om, at de skulle stikke af og blive gift. Da klageren en dag sad i en park med sin kæreste, kidnappede al-Shabaab dem. De blev fængslet hvert sit sted, og klageren var fængslet i to uger. Efter de to uger tog al-Shabaab et billede af hende og fortalte hende, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun ikke forlod landet. Derefter tog de klageren hjem til hendes stedmor. Hun fik i den forbindelse at vide, at hun ikke var velkommen i huset, hvorefter stedmoren og dennes ægtefælle smed klagerens tøj úd til hende. Klageren tog derefter hjem til [M], der hjalp klageren med sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klagerens forklaring herom har fremstået påfaldende og delvis konstrueret. Flygtningenævnet kan i den forbindelse tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at det findes påfaldende, at klager blev løsladt af al-Shabaab uden betingelser efter at have været tilbageholdt i 14 dage. Det er endvidere påfaldende, at en kvinde, som klager ikke er opvokset hos, kunne og ville betale for klagers udrejse. Ved sagens afgørelse i øvrigt lægges det efter det fremkomne til grund, at klagers ægtefælle har opholdstilladelse i Italien og at klager ikke i øvrigt har nær familie i Somalia. Klager vil således ved en tilbagevenden til Somalia reelt set være enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Klagerens 4-årige datter, [S], har ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019 fået meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 under henvisning til hendes risiko for tvangsomskæring. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren, som enlig somalisk kvinde uden særlige ressourcer, ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af datteren. Klagerens datter er således ved Udlændingestyrelsens afgørelse af 28. august 2019 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus). Under de foreliggende omstændigheder meddeles barnets mor ligeledes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til UNHCR, Guidance Note on Refugee Claims relating to Female Genital Mutilation, maj 2009, pkt. 11, og UNHCR, Guidelines on International Protection No. 8: Child Asylum Claims under Articles 1(A)2 and 1(F) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, december 2009, pkt. 9. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2020/1/mme
Nævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Tjetjenien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i den oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans bror blev tilbageholdt i [foråret] 2008, hvorefter han efter sin løsladelse udrejste af Tjetjenien til Polen. Herefter begyndte myndighederne at opsøge klagerens bopæl og spørge efter broren. I 2011 mødte myndighederne op på klagerens bopæl, idet de troede, at klagerens bror var vendt tilbage. Klageren og hans tidligere ægtefælle rejste derefter til Groznyj, men myndighederne fulgte efter dem, og [i sommeren] 2012 tilbageholdt myndighederne klageren og udsatte ham for vold og trusler. Han blev løsladt, da han erklærede at ville samarbejde. Umiddelbart efter løsladelsen udrejste han med sin ægtefælle og parrets to børn af Tjetjenien. [I slutningen af] 2012 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I foråret] 2013 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2012, idet Flygtningenævnet meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. [I starten af] 2014 indgav klagerens bror sammen med sin ægtefælle samt syv medfølgende børn ansøgning om asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte dem afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at klagerens brors forklaring ikke stemte overens med de oplysninger, som klageren havde afgivet under sin asylsag. [I slutningen af] 2017 ansøgte klageren om at få forlænget sin opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2018 afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klagerens bror har opnået asyl i Polen med et asylmotiv, der stemmer overens med klagerens asylmotiv. Klagerens bror er derefter nogle år senere indrejst i Danmark og har ansøgt om asyl. Klagerens bror har over for Udlændingemyndighederne og under nævnsmødet i Flygtningenævnet forklaret divergerende i forhold til klageren og i forhold til, hvad han tidligere har forklaret i Polen. Spørgsmålet er herefter, om klageren har afgivet bevidst urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og om han som følge deraf har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren er 10 år yngre end sin bror og var således et barn, da broren angiveligt kæmpede på oprørssiden under den 1. tjetjenske krig. Klageren boede ikke sammen med sin bror på tidspunktet for den 2. tjetjenske krig og har ikke drøftet brorens forhold under denne krig nærmere med broren. Klageren har afgivet en forklaring, der i det væsentlige og når der tages højde for det tidsmæssige forløb, er konsistent. Klagerens forklaring om, at han er blevet opsøgt af myndighederne og afhørt af disse samt udsat for overgreb efter brorens udrejse, kan således fortsat lægges til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens forklaring om overgreb på ham er understøttet af oplysninger fra afdeling for Traume og Torturoverlevere i Psykiatrien i Region Syddanmark. Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens bror har afgivet en forklaring, der er divergerende vedrørende sine forhold. Det er herefter ikke godtgjort, at ansøgeren har afgivet bevidst urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at han som følge deraf har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2019/21/CERA
Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber og oplyser at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren er fra [by], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb eller at blive slået ihjel af sin familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har haft et forhold til en mand ved navn [A] uden at de havde fået en vielsesattest til at bevise en registrering af ægteskabet ved myndighederne. Ansøgerens bror [B] udsatte som følge heraf ansøgeren for fysiske overgreb, hvorefter ansøgeren skjulte sig nogle måneder hos nogle tidligere naboer i Rabat frem til sin udrejse af Marokko. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de marokkanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun uden vielsesattest anses for at have begået utroskab af de marokkanske myndigheder, ligesom ansøgeren vil være tvunget til at holde sin konvertering til kristendommen skjult, da det er forbudt at missionere for kristendommen i Marokko. Endelig har ansøgeren henvist til, at de marokkanske myndigheder er bekendt med hendes ægteskabelige forhold, idet Udlændingecenter Nordsjælland har videregivet oplysninger herom til en tidligere medarbejder ved den marokkanske ambassade i København, som ansøgeren formoder fortsat arbejder for de marokkanske myndigheder i Marokko. Ansøgeren frygter, at den tidligere ambassademedarbejder vil forsøge at hævne sig på ansøgeren, såfremt ansøgeren vender tilbage til Marokko. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet kan henholde sig til sin afgørelse af [efteråret] 2015, hvor det blev lagt til grund, at ansøgerens konflikt med sin familie ikke har haft den intensitet og aktualitet, som ansøgeren har forklaret. De oplysninger, der er fremkommet under genoptagelsessagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Baggrunden for Flygtningenævnets genoptagelse af sagen er, at ansøgeren efter afslaget på asyl er konverteret til kristendommen, idet ansøgeren er blevet døbt. Endvidere har ansøgeren fortsat sine kirkelige aktiviteter. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gør sig særligt gældende i de tilfælde, hvor konverteringen først finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren er meddelt endeligt afslag på asyl. Ved vurderingen af, om ansøgerens konvertering må anses som reel, har Flygtningenævnet tillige lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat væsentlige dele af ansøgerens forklaring om konflikten vedrørende [A]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at hendes konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Marokko. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen er begrænset, særligt set i lyset af, at ansøgeren blev døbt i [foråret] 2016 og har levet som kristen konvertit i mere end 3 ½ år. Bl.a. har ansøgeren ikke kunnet redegøre for dåben og dens baggrund og betydning. Endvidere har ansøgeren alene i overordnede vendinger forklaret om sit motiv for konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er veluddannet og må forventes at kunne redegøre for bl.a. sin indre afklaringsproces og kristendommens betydning. Nævnet bemærker, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for at antage, at en ansøger risikerer forfølgelse fra de marokkanske myndigheder på grund af en konvertering til kristendommen. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra sin familie eller andre, fordi hun har ladet sig døbe. Endelig finder nævnet, at ansøgerens forklaring om hendes oplevelse med en tidligere medarbejder ved den marokkanske ambassade i København ikke er asylbegrundende, allerede fordi det alene beror på ansøgerens egen formodning, at den pågældende medarbejder har vilje og evne til at udsætte hende for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. På denne baggrund finder Flygtningenævnet fortsat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet fastholder sin afgørelse af [efteråret] 2015, hvorved Udlændingestyrelsens afgørelse blev stadfæstet. Nævnet finder herefter ikke anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen..” Maro/2020/1/MEG
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra al-Tash lejren, Al Ramadi, Irak. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for det kurdiske parti Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet de mistænker ansøgeren for at have arbejdet for Komola-partiet. Til støtte for herfor har ansøgeren oplyst, at han i efteråret 2013 begyndte at transportere forskellige pakker over grænsen mellem Iran og Irak, og at dette fortsatte i omkring et år. På et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke var hjemme, blev hans familie opsøgt af de iranske myndigheder, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren mødte sin bror på vejen hjem, og broren fortalte, at myndighederne havde spurgt efter ham. Ansøgeren udrejste herefter straks af Iran til Irak. Under ansøgerens ophold i Grækenland fik han besked om, at myndighederne på ny havde opsøgt ansøgerens bopæl og spurgt efter ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at sagen er genoptaget, fordi der er udarbejdet en torturundersøgelse af ansøgeren. Det fremgår af undersøgelsens konklusion, at der er delvis overensstemmelse mellem undersøgtes oplysninger om fysisk tortur og de objektive fysiske fund og overensstemmelse mellem undersøgtes oplysninger om psykisk tortur og de objektive psykiske fund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet tiltræder den bevisvurdering, som nævnet foretog ved afgørelse [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om antallet af ture, hvor han medbragte pakker fra Iran til Irak og om, hvor lang tid der gik fra hans sidste aktivitet for Komola-partiet til hans udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynlig, at ansøgerens bror skulle kunne forlade bopælen og gå ud og advare ansøgeren, lige efter myndighederne havde været på bopælen efter ansøger uden at finde ham hjemme. Flygtningenævnet finder, at indholdet af torturundersøgelsen ikke ændrer ved ovennævnte bevisvurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først på et meget sent tidspunkt har bedt om genoptagelse af sagen og angivet tortur som et helt nyt asylmotiv, og at ansøgerens forklaring om, at han på grund af skam ikke tidligere kunne fortælle om torturen, herunder om at han angiveligt har fået bortopereret en testikel som følge af et spark eller et slag, ikke er en rimelig forklaring på, at han ikke tidligere har oplyst om de episoder, der angiveligt førte til en tilbageholdelse eller om en tilbageholdelse. Der er tillige lagt vægt på karakteren af ansøgerens fysiske skader, som kan være opstået på anden vis og på, at der alene er delvis overensstemmelse mellem ansøgerens oplysninger og de objektive fysiske fund. For så vidt angår ansøgerens psykiske tilstand og den omstændighed, at han lider af PTSD, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har det psykisk dårligt. Flygtningenævnet finder imidlertid, at torturundersøgelsen ikke i sig selv og uanset, at der er overensstemmelse mellem ansøgerens oplysninger og de objektive psykiske fund, sandsynliggør, at ansøgeren har været tilbageholdt og udsat for tortur. Der er herved lagt vægt på ovennævnte bevisvurdering og på karakteren af ansøgerens psykiske forhold og den omstændighed, at det af de øvrige lægelige oplysninger i sagen fremgår, at han har det psykisk meget dårligt blandt andet på grund af bekymringer for sin ægtefælle og sine børn, der opholder sig i et jordskælvramt område i Iran. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde asylbegrundende konflikter i Iran forud for udrejsen. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han vil blive asylbegrundende forfulgt ved en genindrejse i Iran. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre, og at der angiveligt ligger en film af en demonstration, som han deltager i på Komolas Instagram kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at disse aktiviteter har profileret ham over for de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt et støttebrev fra Komola, som ikke er sendt direkte til udlændingemyndighederne, ændrer heller ikke herved. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/173/CERA
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], [by], [distrikt], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at hun [foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil anholde hende. Klageren frygter endvidere de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle er udeblevet fra militærtjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at klageren på dette grundlag ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. For så vidt angår klagerens personlige forhold har hun til oplysnings- og motivsamtale [foråret] 2016 forklaret, at hun ikke har haft personlige konflikter af nogen art med myndighederne i Syrien og ikke er blevet opsøgt af disse eller af oprørsgrupper, herunder kurdiske oprørsgrupper. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har klageren forklaret blandt andet, at hun ikke har modtaget trusler under sit ophold i Tyrkiet, men har hørt rygter herom. Spørgsmålet er herefter om klagerens ægtefælles forhold kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse i konsekvens af den opholdstilladelse, der er meddelt klagerens ægtefælle. Det må lægges til grund, at ægtefællen er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har forklaret, at de indgik ægteskab få dage før udrejsen af Syrien og at ægteskabet ikke er officielt registreret. Herudover fremgår det af Udlændinge- og Integrationsministeriets rapport fra oktober 2019, ”Syria - Issues Regarding Military Service.”, side 14, at det fortrinsvis er familiemedlemmer til højtprofilerede desertører, højtprofilerede medlemmer af oppositionsgrupper eller familiemedlemmer til personer, der aktivt har kæmpet mod regeringen, der risikerer forfølgelse. Det kan ikke lægges til grund, at klagerens ægtefælle på nogen måde er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Herefter kan klagerens ægtefælles forhold heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1, eller 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/63/gdan
Nævnet meddelte i december 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [område], [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2015, og at hun [foråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [foråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, herunder at blive tilbageholdt og afhørt. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er fra [by], der har været under Den Frie Syriske Hærs kontrol. Hun har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle har arbejdet for myndighederne, men er rejst uden myndighedernes accept. Klageren har ydermere oplyst, at hendes ægtefælle er shiamuslim og hun selv er sunnimuslim, hvilket ikke er velanset. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv, således som denne er afgivet i Flygtningenævnet, til grund. Det fremgår af oplysnings- og motivsamtale fra [sommeren] 2015, at klageren ikke har haft kontakt til myndighederne i Syrien i forbindelse med sin udrejse og at hun i øvrigt ikke havde nogle konflikter med myndighederne. Hun forklarede, at hun udrejste legalt med fremvisning af sit pas, idet det kun var hendes mand, der var forfulgt af myndighederne. Det fremgår endvidere af hendes forklaring ved denne samtale, at myndighederne ikke var bekendt med ægteskabet. Klageren har ved fremmøde i Flygtningenævnet forklaret, at hun har arbejdet for den Frie Syriske hær ved fremstilling af molotovcocktails. Forklaringen er ikke nærmere underbygget og der foreligger ikke nogen rimelig begrundelse for, at oplysningerne ikke er fremkommet tidligere. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at klageren selv isoleret set ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Udlændingestyrelsen har [foråret] 2017 fastslået, at klagerens ægtefælle er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han konkret er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 5. Flygtningenævnet har den [efteråret] 2017 stadfæstet denne afgørelse. Det må herefter lægges til grund, at klagerens ægtefælle, såfremt der ikke forelå en udelukkelsesgrund, ville være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er i ægtefællens sag lagt til grund, at denne har arbejdet for de syriske sikkerhedsmyndigheder. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet – navnlig under hensyn til princippet om familiens enhed samt under hensyn til karakteren af ægtefællens konflikt – at klageren bør sidestilles med sin ægtefælle. I konsekvens af at ægtefællen isoleret opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, omgør Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/62/gdan
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurdisk alawit og muslim fra [by], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at hun [foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om at få ændret sin status på opholdstilladelse. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter myndighederne. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er fra Aleppo, der er under de kurdiske oprørsgruppers kontrol. Hun har endvidere oplyst, at hendes to brødre har unddraget sig militærtjeneste. Hun har ydermere oplyst, at hendes farbror er profileret og mangeårigt politisk aktiv. Herudover har klagerens far tidligere haft konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af oplysnings- og motivsamtale fra [foråret] 2016, at klageren ikke har oplevet personlige problemer eller konflikter i Syrien, hverken som følge af sin etnicitet eller religion, ligesom hun ikke har deltaget i politiske demonstrationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun faktisk har deltaget i nogle få demonstrationer i perioden fra 2013 til 2015 i [by]. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at klagerens deltagelse i disse få demonstrationer i et område, der på daværende tidspunkt ikke var under regeringens kontrol, men muligt under kontrol af en blandt flere oprørsgrupper, medfører, at hun på nogen måde kan anses for at være profileret i forhold til myndighederne eller disse oprørsgrupper. For så vidt angår klagerens far, fremgår det af klagerens forklaring, at denne har været aktiv i den kurdiske sag i en længere årrække. Faren har efter det oplyste været fængslet i en kortere periode i 1998. Det må dog konstateres, at farens aktiviteter og fængslingen i 1998, ikke har forhindret ham i at forblive i Syrien i en meget lang årrække indtil han udrejste i 2015. For så vidt angår klagerens farbror, fremgår det af klagerens forklaring, at denne har været politisk aktiv lige siden 1980’erne, men at han fortsat opholder sig i Syrien. Uanset oplysningerne om, at myndighederne fortsat har interesseret sig for klagerens far efter hans løsladelse og at farbroren angiveligt kun kan opholde sig på oprørskontrollerede områder, finder Flygtningenævnet ikke, at farens og farbrorens forhold har en sådan konkret betydning i forhold til klageren, at hun på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for beskyttelse. Klagerens brødre er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, da de har unddraget sig militærtjeneste. Det fremgår af Udlændinge- og Integrationsministeriets rapport fra oktober 2019, ”Syria - Issues Regarding Military Service.”, side 14, at det fortrinsvis er familiemedlemmer til højtprofilerede desertører, højtprofilerede medlemmer af oppositionsgrupper eller familiemedlemmer til personer, der aktivt har kæmpet mod regeringen, der risikerer forfølgelse. Klagerens brødre er ikke desertører, men har unddraget sig militærtjeneste uden at være blevet indkaldt til regeringshæren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at hverken klagerens fars, farbrors eller brødres forhold kan føre til, at klageren anses for have behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den omstændighed, at klageren i sin tid udrejste illegalt af Syrien, kan ikke, efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders generelle reaktion herpå, føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/61/gdan
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes daværende ægtefælle blev slået ihjel [dato i foråret] 2012 af ukendte personer. Ansøgeren frygter, at hun ligeledes vil blive slået ihjel af de ukendte personer. Flygtningenævnet kan lægge den forklaring, som ansøgeren har afgivet under samtalen med Udlændingestyrelsen [dato i foråret] 2019, til grund, herunder at hendes ægtefælle, der var taxachauffør, blev dræbt af ukendte gerningsmænd i Damaskus [dato i vinteren] 2012. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke opsøgte politiet i anledning af ægtefællens død. Det kan nævnet ikke lægge til grund, da det er i modstrid med det tidligere oplyste. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at familiens hjem skulle være blevet opsøgt 10 dage efter drabet af bevæbnede mænd. Ansøgerens forklaring herom er udbyggende og til dels divergerende i forhold til den tidligere forklaring, og hun har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden herfor. Det fremgår af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen [dato i foråret] 2019, og som hun har gentaget for nævnet, at ansøgeren ikke ved, hvem der stod bag drabet på ægtefællen. Ansøgeren har videre til Udlændingestyrelsen og nævnet forklaret, at hun efter sin flugt har været indrejst i Syrien for at få et pas, som er udstedt [dato i sommeren] 2013. Det fremgår af stempler i hendes pas, at hun har været inde og ude af Syrien henholdsvis [dato i sommeren] 2013, [dato i vinteren], [dato i sommeren] og [dato i sommeren] 2014. Ansøgeren har i tilknytning hertil for nævnet forklaret, at hun godt kunne rejse ind i Syrien efter udstedelsen af passet, da hun i den forbindelse konstaterede, at hun ikke var efterstræbt af myndighederne. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke kan anses for at være i individuel og konkret fare for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, på grund af drabet på ægtefællen for mere end 7 år siden, hverken fra myndighedernes eller andres side. Det fremgår af ansøgerens brors akter, at han ved Flygtningenævnets afgørelse af [dato i foråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han ikke ønskede at aftjene værnepligt, og han var på det tidspunkt kommet i den værnepligtige alder. Det fremgår af afgørelsen, at broren indrejste i Danmark [dato i sommeren] 2015, og at baggrunden var de generelle forhold på grund af krigen i Syrien. Det er oplyst, at ansøgerens forældre, fire søstre og en yderligere bror alle har opholdstilladelse i Danmark, og ansøgeren har forklaret, at de udrejste fordi familien følte sig truet af alawitterne i deres område. Det kan efter de foreliggende oplysninger ikke lægges til grund, at ansøgerens bror eller familie i øvrigt må anses for særlig profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Nævnet finder derfor på baggrund af bl.a. oplysningerne i Udlændingestyrelsens COI-rapport fra oktober 2019, ”Syria – Issues Regarding Military Service” sammenholdt med det i øvrigt oplyste, at ansøgeren ikke vil være i risiko for at blive afhørt og i den forbindelse blive udsat for overgreb fra de syriske myndigheders side, hvis hun vender tilbage til Syrien. Den omstændighed, at hun er en enlig kvinde med behov for medicin og behandling af sygdommen lupus, og at hun ikke har familie eller et sted at opholde sig ved en tilbagevenden, udgør socioøkonomiske forhold, som ikke er asylbegrundende. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, fra de syriske myndigheder på grund af sin brors forhold. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens hjemområde er Damaskus, idet hun er født og opvokset der, indtil hun som ca. 20-årig flyttede til Alhajaralaswad for at bo sammen med sin ægtefælle og hans familie, hvor hun opholdt sig frem til ca. 15 dage efter hans død. Det kan efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Ifølge flere kilder er sikkerhedssituationen i Damaskus blevet forbedret markant, siden de syriske myndigheder i maj 2018 opnåede fuld kontrol i provinsen, jf. landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”. På tidspunktet for den mission, der fandt sted i november 2018, og som var baggrund for landerapporten, havde der ifølge rapporten i en længere periode ikke været væsentlige sikkerhedshændelser ud over israelske angreb mod militære installationer nær lufthavnen, ligesom antallet af checkpoints inde i byen var blevet reduceret betydeligt. I januar 2019 var der med få dages mellemrum to eksplosioner i Damaskus, den ene i nærheden af et ”military intelligence office” og den anden i nærheden af den russiske ambassade, og enkelte kilder har meldt om hændelser med skyderi og knivstikkeri ved checkpoints og afværgede selvmordsangreb. Visse andre steder i Syrien uden for Damaskus-provinsen er der fortsat en særdeles alvorlig sikkerhedssituation præget af vilkårlig og alvorlig voldsudøvelse, hvilket kan medvirke til at gøre situationen i Damaskus noget skrøbelig. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, der ud over landerapporten fra februar 2019 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder, herunder senest bl.a. ”Country of Origin Information Report Syria, The Security Situation” , Ministerie van Buitenlandse Zaken, fra juli 2019, og ”Rättsligt ställningstagande angående prövningen af skyddsbehov för personer från Syrien”, Migrationsverket, fra 29. august 2019 og Udlændingestyrelsens COI-rapport fra oktober 2019, ”Syria – Issues Regarding Military Service” lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således over en længere periode har været en forbedring af forholdene i Damaskus. Sammenholdt med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat i forarbejderne til bestemmelsen (navnlig pkt. 2.1.2 og 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015), og praksis fra EMD om anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2019/60/MLVT]
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har derudover henvist til, at hun ikke har noget at vende tilbage til i Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet hun i det hele har henvist til sin mors asylmotiv. Flygtningenævnet finder således heller ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at hendes moster for nylig er blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder ved en kontrolpost efter at være vendt tilbage fra Tyrkiet. Det fremgår af akterne fra ansøgerens fars sag, at han [i foråret] 2013 fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi de syriske myndigheder mistænkte ham for at udleje huse og værelser i Damaskus til syriske flygtninge fra andre steder i landet. Både ansøgerens mor og far har tidligere forklaret, at de syriske myndigheder opsøgte deres bopæl 3-4 gange efter farens udrejse [i begyndelsen af] 2013. Ansøgerens mor har forklaret, at myndighedspersonerne udspurgte hende om farens opholdssted, og hun svarede, at han var rejst ud af landet. Moren fik besked på, at hun skulle give dem besked, hvis hun fandt ud af, hvor han var. Da moren i [foråret] 2013 fik udstedt pas, blev hun igen spurgt, hvor faren var, men ikke om yderligere. Ifølge moren blev familiens hjem senest opsøgt i [foråret] 2013, og familien oplevede ikke problemer med myndighederne frem til udrejsen i [efteråret] 2013. Ansøgerens mor har oplyst, at hun ikke oplevede problemer med myndighederne på grund af sin ægtefælles eller sin brors aktiviteter, da hun i 2014 vendte tilbage til Damaskus og opholdt sig der hos sin familie i ca. 2 måneder. Moren var i den forbindelse i kontakt med myndighederne, da hun skulle have udstedt udrejsepapirer, fordi den oprindelige tilladelse var udløbet. Endelig har ansøgerens mor forklaret, at ansøgerens far i 2017 har været tilbage i Syrien i [en by], hvor han kontaktede moren og spurgte, om hun ville rejse tilbage til Syrien og bo sammen med ham der, hvilket hun dog nægtede. Denne forklaring støttes af de foreliggende akter fra farens sager, hvorefter han har været udrejst fra Danmark i en længere periode fra [slutningen af] 2016 og herunder ifølge sine egne oplysninger har været i [en by] i Syrien. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren ikke personligt er i et modsætningsforhold til myndighederne. Hendes familie er således aldrig blev udspurgt af myndighederne vedrørende hendes onkels flugt, og ved de lejligheder, hvor myndighederne opsøgte hendes families bopæl på grund af farens flugt i 2013, er familien ikke blevet udsat for overgreb eller trusler fra myndighedernes side. Dette skete heller ikke i forbindelse med familiens ophold på et par måneder i Damaskus i 2014, selv om ansøgerens mor faktisk havde kontakt med myndighederne om udstedelse af udrejsedokumenter til hende selv, ansøgeren og ansøgerens søskende. Ansøgerens far har endvidere i 2017 været tilbage i Syrien. Nævnet finder som følge heraf, at ansøgeren ikke vil være i risiko for nu at blive afhørt og udsat for overgreb som følge af sin fars forhold. Den omstændighed, at ansøgerens moster efter det oplyste er blevet tilbageholdt ved en kontrolpost [i slutningen af] 2019, kan efter de foreliggende oplysninger om mosteren forhold ikke medføre en anden vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren som enlig, ung kvinde vil have vanskeligt ved at forsørge sig selv, finde uddannelse og bolig ved en tilbagevenden til Damaskus, udgør socioøkonomiske forhold, der ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har nære familiemedlemmer i Damaskus. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, fra de syriske myndigheders side på grund af sin fars eller onkels aktiviteter. Det kan efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Ifølge flere kilder er sikkerhedssituationen i Damaskus blevet forbedret markant, siden de syriske myndigheder i maj 2018 opnåede fuld kontrol i provinsen, jf. landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”. På tidspunktet for den mission, der fandt sted i november 2018, og som var baggrund for landerapporten, havde der ifølge rapporten i en længere periode ikke været væsentlige sikkerhedshændelser ud over israelske angreb mod militære installationer nær lufthavnen, ligesom antallet af checkpoints inde i byen var blevet reduceret betydeligt. I januar 2019 var der med få dages mellemrum to eksplosioner i Damaskus, den ene i nærheden af et ”military intelligence office” og den anden i nærheden af den russiske ambassade, og enkelte kilder har meldt om hændelser med skyderi og knivstikkeri ved checkpoints og afværgede selvmordsangreb. Visse andre steder i Syrien uden for Damaskus-provinsen er der fortsat en særdeles alvorlig sikkerhedssituation præget af vilkårlig og alvorlig voldsudøvelse, hvilket kan medvirke til at gøre situationen i Damaskus noget skrøbelig. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, der ud over landerapporten fra februar 2019 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder, herunder senest bl.a. ”Country of Origin Information Report Syria, The Security Situation”, Ministerie van Buitenlandse Zaken, fra juli 2019, og ”Rättsligt ställningstagande angående prövningen af skyddsbehov för personer från Syrien”, Migrationsverket, fra 29. august 2019 og Udlændingestyrelsens COI-rapport fra oktober 2019, ”Syria – Issues Regarding Military Service” lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således over en længere periode har været en forbedring af forholdene i Damaskus. Sammenholdt med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat i forarbejderne til bestemmelsen (navnlig pkt. 2.1.2 og 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015), og praksis fra EMD om anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2019/59/MLVT]
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter den generelle situation i Syrien. Ansøgeren frygter endvidere, at hun som fraskilt kvinde med børn ikke har noget liv at vende tilbage til i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der fortsat er krig i Syrien. Hun frygter, at børnene vil være i fare for at blive kidnappet og voldtaget. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke har nogen forsørgelsesmuligheder i Syrien. Afslutningsvist har ansøgeren oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde en konflikt med de syriske myndigheder, hvilket resulterede i, at ansøgeren blev opsøgt tre til fire gange med 10 til 15 dages mellemrum af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at både hendes bror og tidligere ægtefælle er flygtet fra Syrien i henholdsvis 2009 og 2013, fordi de kom i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at hendes søster er blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder ved en kontrolpost [i slutningen af] 2019 efter at være vendt tilbage fra Tyrkiet, hvor hun har opholdt sig siden 2013 sammen med sin ægtefælle, der har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Det fremgår af akterne fra ansøgerens ægtefælles sag, at han [i foråret] 2013 fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi de syriske myndigheder mistænkte ham for at udleje huse og værelser i Damaskus til syriske flygtninge fra andre steder i landet. Både ansøgeren og ægtefællen har forklaret, at de syriske myndigheder opsøgte deres bopæl 3-4 gange efter ægtefællens udrejse [i begyndelsen af] 2013. Ansøgeren har forklaret, at myndighedspersonerne udspurgte hende om ægtefællens opholdssted, og hun svarede, at han var rejst ud af landet. Hun fik besked på, at hun skulle give dem besked, hvis hun fandt ud af, hvor han var. Da ansøgeren [i foråret] 2013 fik udstedt pas, blev hun igen spurgt, hvor hendes ægtefælle var, men ikke om yderligere. Hun blev senest opsøgt [i foråret] 2013, og hun oplevede ikke problemer med myndighederne frem til udrejsen [i efteråret] 2013. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun ikke oplevede problemer med myndighederne på grund af sin ægtefælles eller sin brors aktiviteter, da hun i 2014 vendte tilbage til Damaskus og opholdt sig der hos sin familie i ca. 2 måneder. Hun var i den forbindelse i kontakt med myndighederne, da hun skulle have udstedt udrejsepapirer, fordi den oprindelige tilladelse var udløbet. Endelig har ansøgeren forklaret, at hendes ægtefælle i 2017 har været tilbage i Syrien i [en by], hvor han kontaktede hende og spurgte, om hun ville rejse tilbage til Syrien og bo sammen med ham der, hvilket hun dog nægtede. Denne forklaring støttes af de foreliggende akter fra ægtefællens sager, hvorefter han har været udrejst fra Danmark i en længere periode fra [slutningen af] 2016 og herunder ifølge sine egne oplysninger har været i [en by] i Syrien. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren ikke personligt er i et modsætningsforhold til myndighederne. Hun er således aldrig blev udspurgt af myndighederne vedrørende hendes brors flugt, og ved de lejligheder, hvor myndighederne opsøgte hendes bopæl på grund af ægtefællens flugt i 2013, er hun ikke blevet udsat for overgreb eller trusler fra myndighedernes side. Hun blev heller ikke i forbindelse med sit ophold på et par måneder i Damaskus i 2014 afhørt om disse forhold, selv om hun faktisk havde kontakt med myndighederne om udstedelse af udrejsedokumenter til hende og ægtefællens børn. Ansøgerens fraskilte ægtefælle har endvidere i 2017 været tilbage i Syrien. Nævnet finder som følge heraf ikke, at ansøgeren vil være i risiko for nu at blive afhørt og udsat for overgreb som følge af sin fraskilte ægtefælles forhold. Den omstændighed, at ansøgerens søster efter det oplyste er blevet tilbageholdt ved en kontrolpost [i slutningen af] 2019, kan efter de foreliggende oplysninger om søsterens forhold ikke medføre en anden vurdering. Det beror desuden alene på ansøgerens generelle formodning, at hendes børn ved en tilbagevenden til Damaskus vil være i fare for at blive kidnappet eller voldtaget, og den omstændighed, at ansøgeren som fraskilt kvinde vil have vanskeligt ved at forsørge sine fire mindreårige børn ved en tilbagevenden til Damaskus, udgør socioøkonomiske forhold, der ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har nære familiemedlemmer i Damaskus. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, fra de syriske myndigheders side på grund af sin brors eller sin tidligere ægtefælles aktiviteter. Det kan efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Ifølge flere kilder er sikkerhedssituationen i Damaskus blevet forbedret markant, siden de syriske myndigheder i maj 2018 opnåede fuld kontrol i provinsen, jf. landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”. På tidspunktet for den mission, der fandt sted i november 2018, og som var baggrund for landerapporten, havde der ifølge rapporten i en længere periode ikke været væsentlige sikkerhedshændelser ud over israelske angreb mod militære installationer nær lufthavnen, ligesom antallet af checkpoints inde i byen var blevet reduceret betydeligt. I januar 2019 var der med få dages mellemrum to eksplosioner i Damaskus, den ene i nærheden af et ”military intelligence office” og den anden i nærheden af den russiske ambassade, og enkelte kilder har meldt om hændelser med skyderi og knivstikkeri ved checkpoints og afværgede selvmordsangreb. Visse andre steder i Syrien uden for Damaskus-provinsen er der fortsat en særdeles alvorlig sikkerhedssituation præget af vilkårlig og alvorlig voldsudøvelse, hvilket kan medvirke til at gøre situationen i Damaskus noget skrøbelig. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, der ud over landerapporten fra februar 2019 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder, herunder senest bl.a. ”Country of Origin Information Report Syria, The Security Situation”, Ministerie van Buitenlandse Zaken, fra juli 2019, og ”Rättsligt ställningstagande angående prövningen af skyddsbehov för personer från Syrien”, Migrationsverket, fra 29. august 2019 og Udlændingestyrelsens COI-rapport fra oktober 2019, ”Syria – Issues Regarding Military Service” lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således over en længere periode har været en forbedring af forholdene i Damaskus. Sammenholdt med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat i forarbejderne til bestemmelsen (navnlig pkt. 2.1.2 og 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015), og praksis fra EMD om anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2019/58/MLVT]
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2015, og at hun [efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [sommeren] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse henvist til, at klagerens stedfar sidste år fortalte hende, at han har ydet støtte til aktivister, hvilken han ikke turde oplyse i forbindelse med den oprindelige behandling af sagen. Klageren har herefter henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse eller overgreb som følge af, at hendes stedfar er eftersøgt af de syriske myndigheder grundet politiske aktiviteter. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes stedfar i 2018 fortalte hende, at han havde været politisk aktiv imod den syriske regering. Klagerens stedfar oplyste ingen nærmere detaljer om sine aktiviteter, men han oplyste, at han havde fundet ud af, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren frygter på den baggrund, at hun vil risikere forfølgelse som følge af hendes stedfars politiske aktiviteter. Klageren har desuden henvist til, at hun er udrejst illegalt, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive identificeret som tilhørende en familie, der er imod regimet. Endelig har klageren henvist til, at hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste og er flygtet fra Syrien. Det lægges til grund, at forholdene i Aleppo fortsat er af en sådan karakter, at kriterierne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt. Allerede som konsekvens af den afgørelse, der samtidig er truffet i klagerens stedfars sag, finder Flygtningenævnet, at klageren, hvis asylmotiv i det væsentlige er afledt af stedfarens asylmotiv, ikke har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren i sin tid er udrejst illegalt af Syrien, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders generelle reaktion herpå, ikke føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Heller ikke de forhold, at klageren tilhører en familie, der tidligere har været imod regimet, og at klagerens brødre har unddraget sig militærtjeneste og derfor er flygtet fra Syrien, har en sådan konkret betydning i forhold til klageren, at hun på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for beskyttelse efter de nævnte bestemmelser, herunder som følge af en risiko for kønsrelateret forfølgelse. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren eller dennes brødre kan anses for særligt profilerede, herunder i lyset af at nævnet ikke kan lægge forklaringen om stedfaderens udøvede politiske aktiviteter til grund. Endelig er der lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet konkrete problemer i anledning af hendes nu afdøde biologiske fars konflikt med de syriske myndigheder, der endvidere ligger mange år tilbage i tiden. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/53/CABV
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har imidlertid oplyst, at han har hjulpet en politisk aktiv gruppe i Syrien, idet han har hjulpet med at planlægge demonstrationer og ydet økonomisk bistand. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2015, og at han [efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse eller overgreb som følge af, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder. Klageren har oprindeligt henvist til, at han to gange blev opsøgt og opkrævet et beløb af de syriske myndigheder, mens han boede i Aleppo. Klageren flyttede herefter til [by], hvor han fik besked om, at der var udstedt en efterlysning på ham. Klageren flygtede efterfølgende fra [by] og ud af Syrien, idet han frygtede, at den frie syriske hær ville opkræve penge af ham. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [sommeren] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse henvist til, at klageren har ydet støtte til aktivister, hvilken han ikke turde oplyse i forbindelse med den oprindelige behandling af sagen. Klageren har herefter henvist til, at han i 2013 begyndte at hjælpe en gruppe politiske aktive, som arrangerede demonstrationer i og omkring [by]. Klageren blev spurgt om at yde bistand til gruppen gennem en af sine medarbejdere, og idet klageren var imod de syriske myndigheder, valgte han at støtte gruppen. Klageren ydede økonomisk bistand til gruppen, og han hjalp med planlægningen af demonstrationer. Klageren valgte at udrejse af Syrien, fordi han vidste, der var risiko for, at de syriske myndigheder ville trænge ind i [by], og at der ville opstå væbnet konflikt, idet han ikke ønskede at bære våben eller tage del i en væbnet konflikt. I 2017 blev klageren gjort bekendt med, at personerne fra hans gruppe enten var blevet slået ihjel, fængslet eller forsvundet. Klageren har efterfølgende mod bestikkelse fået oplyst, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren frygter på den baggrund, at de syriske myndigheder vil være særligt opmærksomme på ham grundet hans illegale udrejse, og at myndighederne i den forbindelse vil opdage, at han er eftersøgt. Klageren oplyste ikke herom i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af sagen i 2015, idet klageren frygtede, at det kunne få konsekvenser for gruppen. Det lægges til grund, at forholdene i Aleppo fortsat er af en sådan karakter, at kriterierne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring til støtte for det efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, påberåbte asylmotiv ikke kan lægges til grund. Nævnet har lagt vægt på, at de forhold, som klageren nu har påberåbt sig til støtte for asylmotivet i vidt omfang kunne have været oplyst på et langt tidligere tidspunkt i forbindelse med behandlingen af klagerens oprindelige sag fra 2015 om opholdstilladelse i Danmark. Oplysningerne om, at klageren i Syrien skulle have ydet økonomisk og planlægningsmæssig støtte til en gruppe, der nu er blevet afsløret, og at klageren derfor nu på dette grundlag er eftersøgt af myndighederne, fremstår således udbyggende på et helt centralt punkt, og nævnet finder, at klagerens begrundelse for ikke tidligere at have oplyst herom under henvisning til en frygt også for myndighederne i Danmark ikke er overbevisende. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven bl.a. kan gives. Det fremgår desuden af referatet af klagerens oplysnings- og motivsamtale, at han i forbindelse med samtalen blev vejledt om denne bestemmelse. Hertil kommer, at klagerens forklaring om begrundelsen for at tilslutte sig den unavngivne gruppe, der angiveligt var uafhængig af andre grupperinger og alene bestod af seks personer, fremstår overfladisk. Ved vurderingen af sagen er det også indgået, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen rent faktisk oplyste, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder, men at han på daværende tidspunkt påberåbte sig et helt andet grundlag for denne eftersøgning, der således efter det oplyste skyldtes, at han ikke havde betalt nogle penge, som en afdeling i det syriske luftvåbens efterretningstjeneste havde afkrævet klageren. Under disse omstændigheder og uanset at den beskikkede advokats henvisning i sit indlæg til udlændingelovens § 31, flygtningekonventionens artikel 33 og UNHCR, ”Beyond Proof – Credability Assessment in EU Asylum Systems”, maj 2013, pkt. 2.3. om ”fear and lack of trust”, har klageren herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse mod forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller mod overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at klageren i sin tid er udrejst illegalt af Syrien, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders generelle reaktion herpå, ikke føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Heller ikke de forhold, at klageren tilhører en familie, der tidligere har været imod regimet, at han har opholdt sig i et tidligere oprørskontrolleret område, og at ansøgerens sønner har unddraget sig militærtjeneste og derfor er flygtet fra Syrien, har en sådan konkret betydning i forhold til klageren, at han på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for beskyttelse efter de nævnte bestemmelser. For så vidt angår disse forhold har nævnet navnlig lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren eller dennes sønner kan anses for særligt profilerede, herunder i lyset af at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om de udøvede politiske aktiviteter til grund. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/52/CABV
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim fra Khan Younis, Gaza. Ansøgeren har været medlem af Hamas fra 2006-2008. Fra 2007-2008 var han tilknyttet Al-Qassam-Brigaderne, som er den militante afdeling af Hamas. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas og frygter, at han vil blive fængslet. Ansøgeren frygter endvidere, at han som forhenværende medlem af Hamas vil blive tilbageholdt i Israel eller Egypten, såfremt han rejser tilbage til Gaza. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med valget i Palæstina i 2006 blev medlem af Hamas, og i en periode på omkring et år deltog han i forskellige aktiviteter for Hamas. Fra 2006 til 2007 deltog han i demonstrationer for Hamas og hængte plakater op. I 2007 blev han en del af den militante afdeling af Hamas, Al-Qassam-Brigaderne, tilknyttet underafdelingen […]. Ansøgerens opgaver bestod i at vogte Hamas-bygninger i centrum af Khan Younis i Gaza og kontrolposter og i det hele forsvare området mod israelske angreb. Da han følte sig udnyttet af Hamas og følgelig ikke længere troede på Hamas’ ideologi, løsrev han sig i 2008. Ansøgeren blev efter løsrivelsen gentagne gange indkaldt til afhøringer, og han blev fængslet flere gange, ligesom han blev udsat for tortur. Ansøgeren udrejste illegalt af Gaza i 2011, da han blev indkaldt til en afhøring hos Hamas, hvor han frygtede, at han ville blive fængslet. Ansøgerens familie modtog også efter hans udrejse og frem til 2017 indkaldelser fra Hamas, og han blev i 2012 idømt 15 års fængsel. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg havde besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. På baggrund af ansøgerens oplysninger til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 og samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2019, hvorefter hans mor har et UNRWA-kort, hvor hans navn er opført, og at hans forældre og søskende i Gaza får UNRWA hjælp, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. punktum, har følgende ordlyd: ”Denne konvention skal ikke finde anvendelse på personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge.” Spørgsmålet er herefter i første række, om ansøgeren ”for nærværende nyder beskyttelse eller bistand” fra UNRWA og dermed er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. punktum. Det fremgår af præmis 53 i sag C-31/09 af 17. juni 2010 fra EU-Domstolen (Bolbol-sagen), at en person nyder beskyttelse eller bistand fra et organ under De Forenende Nationer, bortset fra UNHCR, når denne person rent faktisk har adgang til denne beskyttelse eller bistand, og af samme doms præmis 52 fremgår, at en registrering hos UNRWA er tilstrækkeligt bevis for, at personen rent faktisk har modtaget hjælp fra dette agentur. Samme opfattelse fremgår af punkt 12 i de omhandlede guidelines, hvori det anføres blandt andet: ”Thus, Article 1 D is clearly intended to cover all Palestinian refugees ”falling under the mandate of UNRWA, regardless of when, or whether, they are actually registred with that agency, or actually receiving assistance.”” På den anførte baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren rent faktisk har adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA i Gaza, og at han derfor er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. punktum, medmindre udelukkelsen er bortfaldet i medfør af bestemmelsens 2. punktum. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde nævnets afgørelse [fra sommeren] 2016 og bemærker hertil, at ansøgeren endvidere under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om tidspunkterne for, hvornår han blev tilbageholdt i seks måneder af Hamas og for, hvornår han udrejste af Gaza. Flygtningenævnet finder derfor i lighed med nævnets tidligere afgørelse [fra sommeren] 2016, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i sin helhed må tilsidesættes, og at de af ansøgerens fremlagte bilag derfor ikke kan tillægges vægt. Ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det er umuligt for UNWRA at sikre ham levevilkår i overensstemmelse med deres opgave. Det bemærkes i denne forbindelse, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Gazastriben – uanset at de er vanskelige - ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Gaza og må formodes igen at kunne indrejse i Gaza og tage lovligt ophold og have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNWRA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2019/9/ajev
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [en landsby] i Nablus, Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Fatah og andre islamiske grupper i området, idet han har skrevet en bog, som er kritisk overfor Islam. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [vinteren 2013/2014] udgav en kritisk bog om Islam. Ansøgerens pseudonym fremgår af bogens forside, og ansøgerens eget navn er også nævnt inde i bogen. Bogen blev udgivet i 1000 eksemplarer af et forlag i Jordan. Ansøgeren har videre oplyst, at han som følge af udgivelsen fik konflikter med landsbyens folk som blandt andet beskyldte ham for at være årsagen til hans fars død, samt at ansøgeren var vantro og konvertit. Ansøgeren fik også problemer med sin familie, som bad ansøgeren om at trække sin bog tilbage. Ansøgeren blev bortført omkring to måneder efter, at hans far døde i [sommeren] 2014. Ansøgeren var bortført i omkring en time, hvor han blev udsat for vold og fik at vide, at han skulle trække sin bog tilbage samt bevise, at han ikke var spion for Israel. Ansøgeren formoder, at personerne var fra Hamas eller Fatah. Ansøgeren har endelig oplyst, at han i 2003 overhørte en samtale, hvor hans venner planlagde at berøve en mand, i hvilken forbindelse mandens ægtefælle efterfølgende blev slået ihjel. I 2006 lagde ansøgerens ven [I] pres på ansøgeren om ikke at vidne i sagen. Flygtningenævnet kan henholde sig til nævnets tidligere afgørelse af [sommeren] 2018 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2017, hvorefter der blev meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der henvises til de grunde, der er anført til støtte for nævnets tidligere afgørelse. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren under en samtale [af foråret] 2019 med Udlændingestyrelsen, der blev afholdt, efter at sagen var blevet genoptaget og hjemvist til fornyet behandling, har forklaret, at der ikke er nye oplysninger vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiv bortset fra oplysninger om, at ansøgerens familie vil kræve, at ansøgeren bliver skilt fra sin ægtefælle, da hans ægtefælle var blevet gravid før ægteskabet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens frygt for sin familie i denne henseende udgør et asylbegrundende forhold. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærker herefter, at den Twitter-korrespondance og de Twitter skærmdumps, som ansøgeren nu har fremlagt for nævnet, ikke kan anses for at udgøre et reelt grundlag for ansøgerens frygt for sin sikkerhed og finder i øvrigt ikke på den baggrund anledning til at imødekomme påstanden om hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Ved vurderingen har flertallet lagt vægt på, at ansøgerens navn ikke fremgår af hans Twitter profil, der heller ikke indeholder et foto af ansøgeren, og det bemærkes, at trusler mod ansøgeren, der angiveligt er fremsat i [vinteren 2019/2020], først er fremkommet, efter at ansøgeren havde fået afslag på sin asylansøgning. Uanset at Fatah og Hamas har blokeret adgang for ansøgerens Twitter-profil, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har under samtalen [af foråret] 2019 med udlændingestyrelsen forklaret, at han er registreret ved UNRWA, og at han har gået i en UNRWA skole som barn. Ansøgerens familie har derudover modtaget sundhedsydelser og madrationer bestående af olie, ris, mel, linser og mælk til børn. Familien fik medicin, og hans forældre kunne tage til et UNRWA sundhedscenter med ret til behandling. Herefter lægger flertallet til grund, at ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, idet det i øvrigt kan lægges til grund, at ansøgeren ikke har været tvunget til at forlade Vestbredden eller er afskåret fra at vende tilbage dertil. Der henvises i den forbindelse til, at ansøgerens asylmotiv er forkastet således at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Vestbredden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. På denne baggrund og i overensstemmelse med Flygtningenævnets ændrede praksis vedrørende asylansøgere fra et UNRWA mandatområde, finder flertallet, at ansøgeren herefter er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., idet der i øvrigt henvises til offentliggørelse 29. august 2018 af nævnets praksisændring på Flygtningenævnets hjemmeside. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren legalt kan indrejse og tage ophold på Vestbredden, og at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Vestbredden ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2019/10/mme
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og somali fra [en by] i Lower Shabelle-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Dir, underklanen [X] og subklanen [Y]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de mænd fra al-Shabaab, som efterstræber hendes ægtefælle. Derudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af Habar Gedir-klanen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at de mænd, som efterstræber hendes ægtefælle, ikke ville lade hende forlade landsbyen. På denne baggrund kunne ansøgeren ikke tage til ambassaden i Uganda og give de oplysninger, som skulle bruges til parrets familiesammenføringssag. Ansøgeren har videre oplyst, at de mænd, som efterstræber hendes ægtefælle, kom på ansøgerens bopæl hver aften efter hendes ægtefælle forlod Somalia. Ved besøgene spurgte mændene efter ægtefællens opholdssted ligesom de slog ansøgeren. En af gangene blev der også skudt med et gevær, hvorfor en splint ramte ansøgeren. Kort inden sin udrejse ville mændene have ansøgeren til at gifte sig med en ny mand. Ansøgeren ville forlade byen, men blev truet af mændene med at blive slået ihjel, såfremt hun og børnene udrejste af landsbyen. Næste dag flygtede ansøgeren. Hun havde dog ikke råd til at tage sine børn med sig. Vedrørende ansøgerens frygt for Habar Gedir-klanen har ansøgeren oplyst, at hun aldrig selv er blevet truet personligt af klanen, men at hendes klan har modtaget trusler fra Habar Gedir-klanen, og at alle derfor kan blive berørt. Ansøgeren og hendes ægtefælle har på vegne af datteren som asylmotiv henvist til, at de frygter, at hun bliver omskåret og voldtaget, ligesom de frygter, at hun ikke har en fremtid i Somalia. Til støtte for asylmotivet har forældrene oplyst, at det er et krav, at alle piger omskæres i Somalia. De frygter, at familien, al-Shabaab eller klanmedlemmerne vil omskære datteren. Al-Shabaab vil undersøge om datteren er omskåret, hvilket ikke er muligt at afslå, da man ellers bliver slået ihjel. Det er kvinderne, som arbejder for al-Shabaab, som udfører omskæringen. Begge forældre er imod omskæring og ønsker ikke, at datteren bliver omskåret, ligesom datterens far har oplyst, at han vil forsvare hende imod omskæring. Ansøgeren har endvidere oplyst, at datteren vil få et elendigt liv i Somalia ligesom ægtefællen mener, at datteren ikke har nogen fremtid i Somalia. Datterens far har endvidere oplyst, at hans to døtre i Somalia allerede er omskåret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med al-Shabaab, til grund. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om blandt andet, hvorvidt hun forud for ægtefællens udrejse var bekendt med, at ægtefællen ville udrejse. Til samtalen af [en dato i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at hun først fandt ud af, at ægtefællen ville flygte, efter han havde forladt landet, og at ansøgeren ikke kunne tale med ægtefællen, da han blev ført af al-Shabaab. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at ægtefællen forud for sin udrejse – mens al-Shabaab var til stede på bopælen – diskret fik oplyst ansøgeren om, at han ville udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende omkring, hvor ofte hun var blevet udsat for fysiske overgreb fra al-Shabaab. Til asylsamtalen har hun således forklaret, at hun var blevet slået en del gange med våben, men senere forklaret, at det var to gange, som efterfølgende blev ændret til, at hun ved den første episode ikke blev slået, men strejfet af et skud og alene ved den anden episode, at hun blev slået med et våben. For så vidt angår ansøgerens henvisning til, at der er en konflikt mellem hendes klan og klanen Habar Gedir, kan dette ikke bagrunde, at der meddeles ansøgeren asyl. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der har været eller vil opstå en konflikt mellem disse klaner. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at ansøgerens datter i Somalia vil være i risiko for at blive omskåret. Der er herved lagt vægt på, at både ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret, at der er imod omskæring, og at de vil modsætte sig dette. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilatrion/Cutting” fra januar 2016 fremgår, at al-Shabaab har forbudt omskæring af kvinder og at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, hvilket afhænger af moderens personlighed om hun vil kunne modstår et sådant pres fra familiemedlemmer og samfundet.Det kan på denne baggrund ikke lægges til grund, at datteren vil være i risiko for omskæring, hvis hun tager ophold i Somalia. Det bemærkes hertil, at både ansøgeren og hendes ægtefælles forældre er afgået ved døden og derfor ikke vil kunne presse dem. Flygtningenævnet finder endelig på baggrund af de af Udlændingestyrelsen nævnte og foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [en by] i Lower Shabelle, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger må antages at have delt kontrol i ansøgerens hjemområde med AMISOM, kan dette ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at angreb i områder som al-Shabaab ikke kontrollerer fuldt ud efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab, ikke er direkte rettet imod civilbefolkningen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/264/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [en by] i Lower Shabelle-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Dir, subklanen [X], underklanen [Y] og familieklanen [Z]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab og Habar Gedir-klanen. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at 10 personer fra al-Shabaab i [sommeren] 2013 opsøgte hans bopæl. Klageren fik at vide, at han skulle tage til Bulo Marer, hvor han skulle modtage træning. Klageren nægtede, idet han havde ansvaret for sin familie. Et par dage senere opsøgte al-Shabaab igen klagerens bopæl. Mændene var maskeret og klageren kunne derfor ikke se, om det var de samme personer, som mødte op. Både under første og andet besøg, var personerne bevæbnet. Klageren blev bagbundet og kørt til et fængsel. Der blev ikke sagt noget i forbindelse med at mændene bandt klageren og klageren havde ikke et valg om at tage med. Klageren var tilbageholdt i et døgn og blev udsat for overgreb, hvorfor han valgte at acceptere at samarbejde med militsen. Klageren blev med det samme sat til at vaske tøj. Følgende morgen blev klageren flyttet til køkkenet, hvor han skulle lave mad. Kort efter blev klageren igen flyttet til en militærlejr, som lå uden for byen Barawe. Her skulle klageren lave mad. Klageren husker ikke, hvor længe han var i lejren. Efter noget tid bad klageren sin overordnede om lov til at besøge sin familie, hvilket den overordnede accepterede på betingelse af, at klageren blev eskorteret af andre medlemmer. Klageren kørte hjem til sin familie sammen med et ukendt antal medlemmer. Køreturen varede omkring 5 timer og besøget hos familien varede et par timer, hvorefter de kørte tilbage til lejren. Et par dage senere spurgte klageren igen, om han måtte besøge sin familie, hvilket han fik tilladelse til. Denne gang skulle klageren ikke være i følgeskab med andre medlemmer, men han skulle sværge på koranen, at han ville vende tilbage til lejren. Klageren betalte tilfældige personer for at køre med til sin landsby. Allerede samme dag flygtede klageren. Han tog først til Qooryoley, hvorfra han med bil kørte til Etiopien. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin klankonflikt har klageren oplyst, at Habar Gedir-klanen har slået hans far ihjel og har fremsat trusler imod klageren selv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han har en konflikt med al-Shabaab, til grund. Der er herved lagt vægt på, at klageren på flere punkter har forklaret divergerende herom. Herunder har klageren således til sin asylsamtale [i vinteren] 2014 oplyst, at han blev bagbundet og ført til et fængsel af al-Shabaab. Ved inddragelsessamtalen [i efteråret] 2017 har klageren oplyst, at han frivilligt gik med al-Shabaab, da de opsøgte ham og har på forespørgsel fastholdt, at han ikke var bagbundet. Til mødet i Flygtningenævnet har klageren igen forklaret, at han blev bagbundet og ført væk. Endvidere har klageren og dennes ægtefælle forklaret uoverensstemmende blandt andet om varigheden af al-Shabaabs angivelige tilbageholdelse af klageren. Til inddragelsessamtalen har klageren således oplyst, at han samlet var tilbageholdt af al-Shabaab mindre end 1 måned, mens ægtefællen til sin asylsamtale har oplyst, at klageren var væk i 5 til 6 måneder. Flygtningenævnet bemærker herved, at det er indgået i nævnets vurdering, at både klageren og hans ægtefælle er uden relevant skolegang. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at klageren har en aktuel konflikt med Habar Gedir-klanen. Der er herved lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring ikke er blevet opsøgt af Habar Gedir-klanen siden 2008, og at han til inddragelsessamtalen [i efteråret] 2017 har oplyst, at han ikke har haft problemer med klanen siden 2008 og til sin udrejse i 2013. Det er således alene klagerens egen formodning, at Habar Gedir-klanen vil efterstræbe ham. Det forhold at klageren under nævnsmødet oplyste, at han modtog trusler på livet fra klanen, da han blev en ung mand, kan under hensyn til det sene tidspunkt for fremsættelse heraf ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnets flertal kan endelig ikke lægge til grund, at der ved en tilbagevenden til Somalia er en konkret og velbegrundet frygt for, at klagerens datter vil være i risiko for omskæring. Der er herved henset til, at begge forældre efter deres forklaringer er modstandere af omskæring. Der er endvidere henset til, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”UNHCR, Guidance Note on refugee claims relating to female Genitial mutilation”, samt udlændingestyrelsens Temarapport, ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, og at dette afhænger af moderens personlighed, om hun er i stand til at modstå et eventuelt psykologisk pres for omskæring. Der er på denne baggrund efter en samlet vurdering ikke en konkret og velbegrundet frygt for, at klageren vil risikere repressalier, som følge af hans modstand mod omskæring af sin datter. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse tillige påfaldende, at klageren ikke under nævnsmødet på forespørgsel har ønsket at oplyse navnene på de personer, som han frygter, vil udføre omskæringen af sin datter. Flygtningenævnet finder på baggrund af de af Udlændingestyrelsen nævnte og foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [en by] i Lower Shabelle, hvor klageren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger må antages at have delt kontrol i klagerens hjemområde med AMISOM, kan dette ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at angreb i områder som al-Shabaab ikke kontrollerer fuldt ud efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab, ikke er direkte rettet imod civilbefolkningen. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., herefter er opfyldt. Klageren har opholdt sig i Danmark i omkring 5 år. Han har i perioder været i arbejde som handicapmedhjælper og rengøringsassistent. Klageren har endvidere bestået prøve i Dansk 1. Han har nu arbejde i restaurationsbranchen. Det forhold, at klageren har fået en datter, som nu er 2 år, under sit ophold i Danmark kan, henset til datterens alder og længden af hendes ophold i Danmark, ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund foreligger der ikke efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og i sit hjemland sådanne omstændigheder, at det må antages at virke særlig belastende for klageren at få nægtet forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/263/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1994. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i 1994 efter dagældende udlændingelovs § 8, jf. § 7, stk. 1, og klageren indrejste i Danmark samme år. Ved dom [i] 2017 afsagt af Københavns Byret blev klageren idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 222, stk. 3, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1 og knivlovens § 7, stk. 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens 32, stk. 2, nr. 5. Bestemmelsen om udvisning blev stadfæstet af Østre Landsret ved dom [i] 2018, hvor klagerens straf blev ændret til fængsel i 4 år. Klageren er etnisk somali fra Mogadishu, Somalia. Han bekender sig mest til jødedommen, men holder sin religion for sig selv og praktiserer ikke over for andre. Han kom til Danmark som barn med sine forældre, der udrejste på grund af krigen. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter for sit liv. Han frygter al-Shabaab og lokalbefolkningen. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er ukendt i Somalia, og at han har mange tatoveringer. Klageren har ligeledes ingen familie og intet netværk i Somalia, ligesom han ikke taler sproget. Han har videre henvist til, at hans mors stamme er Yibir, der er kendt for at være jøder, hvortil kommer, at han er meget lys i huden og har en […] tatoveret på brystet. Klagerens advokat har principalt nedlagt påstand om hjemvisning som følge af, at Udlændingestyrelsen ikke i sin afgørelse har taget stilling særskilt til klagerens statsborgerskab og ikke har behandlet klagerens anbringende om, at han ikke af sagsbehandleren blev rådgivet om muligheden for at søge dansk statsborgerskab, da han blev myndig. For så vidt angår klagerens statsborgerskab bemærker Flygtningenævnet, at klageren efter sin forklaring er født i Mogadishu af somaliske forældre. Det er i forbindelse med ansøgerens opholdstilladelse i Danmark i 1994 på baggrund af oplysninger fra UNHCR lagt til grund, at klageren er somalisk statsborger. Nævnet lægger derfor til grund, at klageren er somalisk statsborger. For så vidt angår spørgsmålet om en eventuel sagsbehandlingsfejl i forbindelse med klagerens mulighed for at søge dansk statsborgerskab bemærker nævnet, at dette ikke kan føre til en hjemvisning. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren kom til Danmark som 2-årig og ikke har været tilbage i Somalia, siden han udrejste samme år, som han blev født, og at han ikke efter sin forklaring har aktuelle, individuelle konflikter i Somalia. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klageren er opvokset i en somalisk familie og derigennem har et vist kendskab til somalisk kultur, ligesom han efter sin forklaring taler en blanding af somali og dansk med sin far, selvom hans somaliske ordforråd er begrænset. Det forhold, at klageren har tilegnet sig vestlig levestil, at han ikke har noget netværk i Somalia, og at han er tatoveret, kan ikke føre til, at klageren er således profileret, at han vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaab eller lokalbefolkningen. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse som følge af sin manglende interesse for islam eller hans tilknytning til Yibir stammen, som er hans mors stamme. Nævnet bemærker, at klageren har forklaret, at han ikke har kendskab til eller praktiserer jødedommen. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Mogadishu, hvor ansøgeren og hans forældre havde adresse, før de udrejste, er således, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/262/ajev
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk begedi og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Hiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at tilslutte sig dem. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at al-Shabaab [i sommeren] 2013 slog hans storebror ihjel, idet broren nægtede at tilslutte sig dem. To uger efter blev klageren opsøgt på gaden af to bevæbnede mænd fra al-Shabaab, som fortalte ham, at de havde slået hans bror ihjel, fordi han ikke ville gå i hellig krig for al-Shabaab. Mændene truede klageren og sagde, at de ville slå ham ihjel, medmindre han tog sin brors plads og deltog i hellig krig for al-Shabaab. Klageren blev efterfølgende kontakt to gange telefonisk af en person, der ligeledes truede ham med, at han skulle gå i krig. Klagerens forældre hjalp ham herefter med at skaffe penge og kontakte en agent, og klageren rejste med agentens hjælp til Mogadishu, hvorfra han udrejste af Somalia til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren ikke var mødt under nævnsmødet. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområdet i Somalia vil være profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund eller andre konkrete grunde vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene i klagerens hjemområde har ændret sig, og at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret over for al-Shabaab eller står i asylbegrundende modsætningsforhold til andre. Flygtningenævnet finder, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at han vil blive asylbegrundende forfulgt af al-Shabaab eller andre, fordi han i Danmark har fået et barn uden for ægteskab. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lægger på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i [by], der kan sammenlignes med forholdene i det sydlige og centrale Somalia, til grund, at den generelle vold i området ikke har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til området, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at de generelle forhold i [by] er forbedret siden klagerens udrejse, og at byen nu er kontrolleret af AMISON. Om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet dog til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Endelig lægger Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne til grund, at al-Shabaab måde at operere på har ændret sig, og at de nu er mindre aktive end tidligere, og at grupperingen nu går efter højt profilerede mål og ikke efter civile mål. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i knap fem år. Klageren har ikke opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Han har haft deltidsarbejde siden 2016 og bestået dansk prøve 2. Klageren har fået et barn i Danmark, men han har efter oplysninger fra barnets mor ikke andel i forældremyndigheden, og han har ikke samvær med barnet. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af klagerens tilknytning til Danmark, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/257/CERA
Nævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse (K-status) til en mandlig angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er efter det oplyste etnisk araber, shiamuslim af religiøs overbevisning og statsløs (bidoon) fra [by], Kuwait. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i politiske demonstrationer. Klageren har i den oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af myndighederne, idet han [i starten af] 2011 deltog i en ulovlig demonstration for bidooners rettigheder, ligesom han efterfølgende deltog i mange andre demonstrationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen nægtede [i sommeren] 2019 at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Nævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv, og at han bevidst har afgivet urigtige oplysninger herom, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er isoleret set herefter opfyldt med henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. Ved vurderingen har Flygtningenævnet lagt helt afgørende vægt på, at nævnet ved en afgørelse af [efteråret] 2017 har lagt til grund, at klagerens bror, hvis sag blev behandlet under navnet [A], født [i efteråret] 1988, ikke havde sandsynliggjort, at han er statsløs bidoon fra Kuwait. Det blev ved afgørelsen i stedet konstateret, at broren er statsborger i Irak, og at han rettelig hedder [B], født [i starten af] 1989. For så vidt angår brorens identitet henvistes til en kopi af et irakisk pas udstedt til broren. Flygtningenævnet har herved henset til, at klageren under behandlingen af sin sag har bekræftet, at han er bror til ansøgeren, der er omfattet af Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2017. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om centrale forhold vedrørende asylmotivet, og at divergenserne ikke kan anses for at være fremkommet med henvisning til den tid, der er forløbet fra klagerens forklaringer, forinden opholdstilladelsen blev meddelt, og forklaringerne under behandlingen af sagen vedrørende Udlændingestyrelsens nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen og klagerens forklaring for nævnet. Der henvises herved til, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2012 og [i foråret] 2013 har forklaret, at han flygtede fra Kuwait, fordi han havde deltaget i flere demonstrationer efter demonstrationen [i starten af] 2011, og at det drejede sig om fire til fem demonstrationer. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 har klageren derimod forklaret, at han efter [starten af] 2011 ikke deltog i flere demonstrationer, men alene i møder. Forklaringen herom er gentaget under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvor han skjulte sig kort forinden sin udrejse. [I foråret] 2013 har han til Udlændingestyrelsen forklaret, at han skjulte sig hos sin moster og morbror, mens han under senere samtaler [i sommeren] 2018 og [i efteråret] 2018 har forklaret, at han skjulte sig hos sin moster og sin fars ven. Han har i øvrigt under samtalerne i 2018 forklaret udbyggende om asylmotivet, idet han har forklaret, at han har haft et forhold til en officers pige, og at officeren truede med at skade ham, hvis han fortsatte forholdet. Nævnet henviser i øvrigt til, at klageren over for nævnet har forklaret, at han ikke besøgte sin familie, mens han skjulte sig, idet familien i perioden besøgte klageren. Klageren har derimod under samtalen [i efteråret] 2018 med Udlændingestyrelsen forklaret, at han besøgte sin mor på deres bopæl, mens han skjulte sig. Forældrene var ikke hjemme. Han nåede at være på bopælen i omkring fem minutter, før politiet kom, hvorefter det lykkedes ham at flygte. Ved vurderingen af, om en nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for klageren, skal det indgå, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, hvorfor hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kan tillægges samme vægt som ved en inddragelse af en opholdstilladelse for eksempel efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret] 2013. Han har bestået modultest i dansk. Han har været i et behandlingsforløb for PTSD ved Afdeling for Traume og Torturoverlevere ved Psykiatrien, Region Syddanmark, og forløbene er afsluttede henholdsvis i foråret og efteråret 2017. I [foråret] 2019 er klageren af sin egen læge blevet henvist til en psykiater med oplysning om, at han har PTSD og virker svært deprimeret. Klageren er gift med en dansk statsborger, og de bor sammen med deres tre mindreårige børn på henholdsvis 3 år, 5 år og 6 år samt ægtefællens særbarn på 7 år. Børnene er født i Danmark og er danske statsborgere. De har siden fødslen opholdt sig i Danmark. Det bemærkes, at klagerens ægtefælle ikke kan antages at have deltaget i eller have været bekendt med klagerens svig. Flygtningenævnets flertal finder herefter på baggrund af de foreliggende oplysninger om klagerens familiemæssige forhold og tilknytning til Danmark, at det – uagtet at klagerens opholdstilladelse blev opnået ved svig – må antages at virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. I den forbindelse er Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, om beskyttelsen af familielivet, indgået i nævnets vurdering. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Kuwa/2019/21 CERA
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […] Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive fængs-let af myndighederne, fordi han har forladt landet uden en udrejsetilladelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han fra 1997 til 2008 arbejdede hos de jordanske myndighe-der, hvor han var involveret i udvekslingen af følsomme oplysninger mellem sikkerhedspolitiet og efterretningstjenesten. Idet ansøgeren blev sikkerhedsgodkendt, underskrev han et dokument, hvoraf fremgik, at han ikke længere kunne udrejse af Jordan uden tilladelse fra efterretningstje-nesten. Ansøgeren har forklaret, at han [i foråret] 2016 rejste ud af Jordan fra lufthavnen i Am-man på sit eget pas med gyldigt visum til Danmark i forbindelse med en familiesammenføring. Ansøgeren rejste via Egypten og ankom til Danmark [i foråret] 2016, hvor han har opholdt sig lige siden. Ansøgeren har videre forklaret, at grunden til, at han kunne udrejse uden en tilladelse var, at en bekendt ved navn [A], som arbejdede i lufthavnen, sørgede for at stemple ansøgerens pas. Herudover har ansøgeren forklaret, at hans pas udløb [i foråret] 2019, og at hans bror [B] i Jordan har fået udstedt et nyt pas til ansøgeren, som er blevet sendt til Danmark. I den forbindel-se fik [B] oplysninger om, at ansøgeren var eftersøgt i Jordan. Ansøgeren har fået dette bekræftet af sine tidligere kollegaer i sikkerhedspolitiet, som har adgang til disse oplysninger i myndighe-dernes systemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejlig-heden. Ansøgerens forklaring om, at han er eftersøgt af de jordanske myndigheder som følge af ulovlig udrejse, forekommer ikke troværdig og kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han havde fået tilladelse til at foretage turistrejser til Libanon og Egypten samt rejse til Saudi Arabien, ikke hænger sammen med, at ansøgerens for-klaring om, at han havde udrejseforbud på grund af hans særlige viden i forbindelse med hans ansættelsesforhold i politiet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i forbin-delse med sin rejse til Danmark er udrejst legalt på sit eget pas fra lufthavnen i Amman uden at opleve problemer med de jordanske myndigheder, uagtet at han angiveligt var efterlyst af de jordanske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens oplysnin-ger om, at han i lufthavnen fik hjælp fra en bekendt til at udrejse ikke forekommer overbevisen-de. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i 2019 har fået udstedt nyt pas af de jordanske myndigheder, uagtet at han angiveligt havde et udrejseforbud, og angiveligt var efter-lyst af de jordanske myndigheder. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren først søgte asyl i Danmark, efter at hans opholdstilladelse i Danmark bortfaldt i forbindelse med en skilsmisse, og over 3 år efter indrejsen. Det af ansøgeren fremlagte skærmprint kan ikke føre til en anden vurdering, da det ikke kan tillægges bevismæssig vægt. Det af advokaten anførte, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2019/8/thv
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er jordansk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra [en by i] Jordan. Ansøgeren har oplyst, at han har været tilknyttet gruppen ”The Jordanian Opposition Coalition”. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de jordanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2011 eller 2012 deltog i to til tre demonstrationer mod de jordanske myndigheder. Omkring halvanden til to måneder efter demonstrationerne henvendte en person fra sikkerhedstjenesten sig til ansøgeren tre gange. Han bad i den forbindelse om at se ansøgerens ID-kort. I 2011 blev ansøgeren og hans venner, […], tilknyttet gruppen The Jordanian Opposition Coalition. Det var ansøgerens herboende svoger, [F], der rekrutterede ham til gruppen. [F] er [Z]s bror og [M]s rådgiver. Ansøgerens opgave bestod i at indsamle oplysninger om korruption og situationen i Jordan. Disse oplysninger skulle mundtligt videregives til [F], når han var i Jordan. [I sommeren] 2018 indrejste ansøgeren i Danmark på et visum for at besøge sin søster, som er gift med [F]. [sommeren eller efteråret] 2018 rejste [F] til Nairobi, Kenya, hvor han blev tilbageholdt af den israelske sikkerhedstjeneste i ti dage. [F] har fortalt, at han til Mossad oplyste om ansøgerens og hans tre venners tilknytning til oppositionsgruppen. [I efteråret] 2018 blev de tre venner anholdt af den jordanske sikkerhedstjeneste. Endvidere blev [Z]s nevø, [I], anholdt i syv dage. Han blev spurgt om ansøgeren. Efterfølgende er ansøgerens og hans søskendes bopæle i Jordan blevet ransaget. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og at forklaringen herefter fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [af vinteren 2018/2019] har forklaret, at han i 2013 blev medlem af oppositionsgruppen ”The Jordanian Opposition Coalition”, idet han dog ikke kan huske dato eller måned. Under asylsamtalen [af sommeren] 2019 har ansøgeren oplyst, at han tror, at han blev rekrutteret til gruppen i 2011, og at han begyndte at indsamle oplysninger til gruppen fra 2011. Af et fremlagt brev af [foråret] 2019, der angiveligt er udarbejdet af lederen af oppositionsgruppen, Mudar Zahran, og stilet til den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, fremgår det imidlertid, at ansøgeren mellem 2012 og 2018 har været en central kilde for efterretninger til gruppen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren først under asylsamtalen har forklaret udbyggende om en ransagning, der er foretaget mod ansøgerens og hans søskendes bopæl. Han har videre oplyst, at ransagningen fandt sted, forinden han deltog i den forudgående oplysnings- og motivsamtale, men at han ikke forklarede herom under denne samtale, da han ikke var blevet spurgt om forholdet. Overfor nævnet har ansøgeren mere uddybende forklaret, at han ikke vidste, at ransagningen havde fundet sted, da han var til oplysnings- og motivsamtalen. Nævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren overfor nævnet har forklaret, at han ikke har set sin svoger [F] i perioden fra 1999 til 2012. Under asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at han har talt med [F] under [F]s besøg i Jordan omkring 2010, og at [F] har fortalt ansøgeren, at han arbejdede for oppositionen, da [F] var hjemme hos ansøgeren i 2011. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han indsamlede oplysninger for oppositionsgruppen, mens han udbyggende overfor nævnet har forklaret, at han også havde til opgave at hverve personer til gruppen. Hvervningen foregik blandt andet ved samtaler på caféer. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at han på caféer har forsøgt at hverve officerer fra den jordanske efterretningstjeneste, fremstår usandsynlig. Flygtningenævnet tillægger det endvidere betydning, at ansøgeren først i [vinteren 2018/2019] har søgt om asyl, selvom han har forklaret, at han allerede i [efteråret] 2018 fik at vide, at han kunne komme i fængsel, såfremt han vendte tilbage til Jordan. Flygtningenævnet finder derefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan [vil] være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2019/7/mme
Nævnet meddelte i december 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash lejren i Ramadi, Irak, og har aldrig været i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far har kæmpet som peshmerga og ligesom andre mandlige familiemedlemmer været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har selv deltaget i fester og ceremonier arrangeret af KDPI og har støttet KDPI økonomisk, når han kunne. Ansøger frygter, at han, hvis han rejser til Iran, vil blive tilbageholdt og afhørt og herunder være i risiko for tortur og for at blive identificeret som værende ud af en politisk aktiv familie. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren aldrig har haft konflikter med nogen hverken i Irak eller Iran. Han har ikke selv været politisk aktiv for KDPI, men han har som tilskuer deltaget i fester og ceremonier arrangeret af partiet, og han har lejlighedsvis ydet økonomiske bidrag til partiet. Ansøgers forældre flygtede i 1979 til Irak. Ansøgers far havde i fire-fem år kæmpet som peshmerga i Iran, hvor han blev såret, da han fra 1982/1983 blev medlem af KDPI. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at faren var politisk aktiv i Iran forud for flugten derfra, men at faren ikke har fortalt ham herom, og han fortsatte sine politiske aktiviteter i Irak navnlig med deltagelse i møder i KDPI indtil for 8-9 år siden, da han ophørte hermed af helbredsmæssige grunde. Endelig lægger nævnet til grund, at ansøgerens farbror, der var gruppeleder i KDPI, i slutningen af 1990’erne trods advarsler vendte tilbage til Iran, hvor han blev fængslet og efterfølgende henrettet. En af farbrorens sønner, der rejste med til Iran, blev fængslet og tortureret og senere løsladt. Ansøgeren har flere mandlige familiemedlemmer, der fortsat er aktive i KDPI. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder British Home Office: Iran: Kurds and Kurdish political groups, januar 2019, afsnit 10.5, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran med sin baggrund som kurdisk flygtning og uden identitetspapirer fra Iran må antages at risikere forfølgelse som følge af sin families politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/171/MEG
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har om sin identitet oplyst, at han er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at Udlændingestyrelsen [sommeren] 2017 modtog oplysninger om, at klagerens mobiltelefon var blevet udlæst i forbindelse med asylsagen, og at der var fundet fotos af et jordansk pas i klagerens navn, samt et jordansk ægteskabsbevis, hvoraf det fremgik, at klageren er jordansk statsborger. Udlændingestyrelsen traf [i foråret] 2019 afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at han havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Klageren har i forbindelse med sin sag vedrørende nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive opsøgt af myndighederne. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han ikke ved, hvad der vil ske med ham, men at han er bange for at dø, hvis han vender tilbage. Klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter sin tidligere ægtefælles familie. Klageren har videre oplyst, at han frygter at få problemer med myndighederne i Jordan. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han efter skilsmissen har oplevet trusler og problemer fra sin tidligere ægtefælles familie. Klageren har videre oplyst, at familien arbejder i efterretningstjenesten i Jordan. Klageren har til støtte for, at han frygter myndighederne, forklaret, at han under et besøg i Jordan fornemmede, at der var nogle fra den syriske efterretningstjeneste, der overvågede ham. Klageren har videre forklaret, at han har forfalsket dokumenter til sine børn, og at han er bange for, hvad der vil ske med børnene, hvis han bliver anmeldt for forfalskning. Klageren har videre forklaret, at han indrejste illegalt i Jordan, hvor han opholdt sig i fem til seks måneder. Klageren har videre forklaret, at børnene og ægtefællens familie vil få problemer, hvis myndighederne opdager, at klageren indrejste og opholdt sig illegalt i Jordan. Efter at klageren [i sommeren] 2016 fik opholdstilladelse på grundlag af oplysninger om, at han var syrisk statsborger og var flygtet efter at være genindkaldt til militærtjeneste, er der på klagerens telefon fundet en række fotos af forskellige identitetsdokumenter, herunder flere pas og en vielsesattest. Der er blandt andet et foto af et jordansk pas med klagerens navn og foto udstedt [vinteren] 2013 i Amman. Der er tillige et foto af en vielsesattest udstedt af de jordanske myndigheder [sommeren] 2012 i Amman til klageren og hans tidligere ægtefælle. Det fremgår heraf, at manden har jordansk statsborgerskab, og at kvinden er palæstinenser. Det fremgår videre, at vielsesstedet er Domstol i Vest Amman, at registreringsdatoen er [vinteren] 2009, og at vielsesdatoen er [vinteren] 2009. Herudover er der blandt andet fotos af jordanske pas udstedt til klagerens tidligere ægtefælle og til en kvinde med klagerens mors navn. Der er desuden fundet et foto af et syrisk nationalitetspas udstedt til klageren og et jordansk handelsbevis udstedt til klageren. Klageren har under samtalen hos Udlændingestyrelsen [efteråret] 2018 fastholdt, at han er syrisk statsborger og forklaret, at han ikke har dobbelt statsborgerskab. Kun en person i hans familie, nemlig hans søster, har et jordansk pas, da hun er gift med en palæstinenser fra Jordan. Han har haft en kopi af sit syriske nationalitetspas, men det er bortkommet i forbindelse med en brand i en campingvogn [sommeren] 2018. Han har desuden oplyst, at han har mange fotos af falske pas på sin telefon, men at han intet kendte til den nævnte vielsesattest. Der måtte være nogen, som ville ham det ondt. Klageren har herefter under samme samtale oplyst, at der for så vidt angår det jordanske pas, vielsesattesten og dokumenter vedrørende hans børns fødested, er tale om forfalskede dokumenter, som han selv har fået fremstillet i Grækenland, idet han ville sørge for, at hans børn kunne bo med hans tidligere ægtefælle i Jordan. Klageren oplyste i slutningen af samtalen, at han ikke vidste, hvordan han skulle kunne fremlægge nogen identitetsdokumenter fra Syrien for at sandsynliggøre, at han er syrisk statsborger. Klageren blev under samtalen afslutningsvis orienteret om, at det bedste, som han kunne gøre for at sandsynliggøre, at han er fra Syrien, var at fremlægge identitetsdokumenter fra Syrien. Under samtalen [vinteren] 2018 hos Udlændingestyrelsen har klageren herefter fremlagt et syrisk nationalitetspas, som han oplyser at have skaffet fra Grækenland. Passet er udstedt [sommeren] 2013 og gyldigt til [sommeren] 2019. Klageren har herom forklaret, at han efterlod dette pas hos en kammerat i Grækenland. De blev uvenner om et pengebeløb, og vennen ville ikke sende passet, før han fik sine penge. Efter samtalen [efteråret] 2018 har klageren lånt penge til betaling af sin gæld, og vennen er derefter kommet til Danmark med passet. Af erklæring fra Nationalt ID-Center af [vinteren] 2019 fremgår det, at en ægthedsundersøgelse af det syriske nationalitetspas, som klageren fremlagde ved samtalen [vinteren] 2018, viser, at passet efter al sandsynlighed er et forfalsket dokument. Denne betegnelse benyttes, når resultatet af undersøgelsen er sikkert. Sandsynligheden for alternative scenarier kan i praksis udelukkes. Dokumentets udformning, herunder sikkerhedselementer og trykteknikker, afviger fra specimen eller internationale efterretninger. Under samtalen [vinteren] 2019 hos Udlændingestyrelsen har klageren forklaret, at han før udrejsen fik et nyt pas i Syrien, og det er det pas, han har afleveret til de danske myndigheder. Han afleverede sit gamle syriske pas til en person, som han betalte for at få det forlænget for ham, idet han frygtede at blive anholdt, hvis han selv mødte op på paskontoret. Det er også det nye syriske pas, der er fundet et foto af på hans mobiltelefon. Hans ven i Grækenland ville ikke sende passet til ham, men kom til Tyskland med det, og en af klagerens andre venner sendte det derfra med posten til klageren. Efter at være blevet gjort bekendt med resultatet af ægthedsvurderingen af det nævnte syriske nationalitetspas har klageren under samtalen [vinteren] 2019 forklaret, at han har fremskaffet et ægte syrisk nationalitetspas og ikke vidste andet. Måske har hans ven lavet et falsk pas for at skade klageren på grund af klagerens sene tilbagebetaling af lånet, og måske er klagerens ægte pas solgt til en anden. Klageren har endvidere forklaret, at det retteligt var agenten i Grækenland, der beholdt hans pas, da klageren ikke kunne betale for at få det udleveret. Klageren, der har 14 års skolegang, har – udover de divergenser, der fremgår af ovennævnte – på en række centrale punkter forklaret divergerende, herunder om hvor og hvornår hans to børn er født, om hvorvidt han udrejste fra Syrien sammen med sin hustru og deres to børn eller sammen med 5 ukendte personer, om sin militærtjeneste, hvornår han udrejste, og på hvilket sted han krydsede grænsen, om hvornår han skulle være blevet genindkaldt til militærtjeneste, og om sit ophold i andre lande. Endvidere har klageren også for Flygtningenævnet forklaret skiftende og meget usikkert, herunder om den tidligere ægtefælles besøg i Tyrkiet, om hvordan han fik udstedt sit syriske pas, herunder om han allerede da var genindkaldt til militæret, om hvordan han fik sit syriske pas udleveret fra agenten i Grækenland, og om hvordan han blev opmærksom på/kontaktet af den syriske efterretningstjeneste, da han var i Jordan. Yderligere har klageren først for Flygtningenævnet forklaret, at hans mor er jordansk statsborger, og at det jordanske pas, som han havde en kopi af på sin mobiltelefon, er en kopi af hans mors ægte pas. Klageren har ikke for Flygtningenævnet kunnet give nogen troværdig forklaring på, hvorfor han oprindeligt afgav en helt anden forklaring til Udlændingestyrelsen om blandt andet sin skolegang, rejserute og ægtefællen og børnenes opholdssteder. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren i forbindelse med ansøgningen om asyl bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet, idet det efter det fremkomne kan lægges til grund, at klageren ikke er fra Syrien, og han har herefter opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har således ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de mange divergenser og oplysningerne om hans tilknytning til Jordan sammenholdt med den omstændighed, at det fremskaffede syriske nationalitetspas i forbindelse med ægthedsvurderingen er vurderet til efter al sandsynlighed at være et forfalsket dokument. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren har oplyst, at han blandt andet på grund af sygdom har en dårlig hukommelse, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering, da klageren har kunnet forklare detaljeret om en række omstændigheder, herunder om ægtefællens ophold/besøg i Tyrkiet. Spørgsmålet er herefter, om det må antages at være særligt belastende for klageren at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det bemærkes, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig efter Flygtningenævnets praksis er udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til udlændingen selv ikke tillægges samme vægt som i andre sager, hvor nægtelse af forlængelse af andre grunde kan komme på tale. Efter klagerens kortvarige ophold i Danmark, hans manglende familiemæssige tilknytning til Danmark, oplysningerne om hans meget begrænsede tilknytning til arbejdsmarkedet, hans begrænsede danskkundskaber sammenholdt med klagerens helbredsmæssige forhold finder nævnet efter en samlet konkret vurdering, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at det må antages at være særligt belastende for ham at nægte forlængelse af hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet er derfor også enig med Udlændingestyrelsen i, at betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at der herved ikke er taget stilling til, om klageren er jordansk statsborger, idet der – uanset oplysningerne om klagerens tilknytning til Jordan – efter nævnets vurdering ikke på baggrund af disse oplysninger er et fuldt tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at klageren er jordansk statsborger. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren kan udsendes til sit hjemland.”[Hjem/2019/49/YARS]
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra El Salvador. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mellemamerikaner og kristen fra Mejicanos, San Salvador, El Salvador. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter kriminelle grupper, herunder Mara 18. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i foråret] 2018 blev opsøgt af to personer fra Mara 18. De hev ham ud af en bus og trak ham ind i en park, hvor han blev slået. Mara 18 ville have oplysninger om ansøgerens bror. Ansøgeren ville ikke give dem nogen oplysninger, og derfor satte de en pistol mod hans nakke. De skød to gange, men affyrede ingen skud. Ansøgeren fik herefter lov til at løbe væk. Ansøgeren blev efterfølgende overvåget af Mara 18. Han anmeldte episoden til myndighederne [i foråret] 2018, men da han ikke følte de hjalp ham udrejste han af landet [i efteråret] 2018. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret detaljeret og i det væsentlige konsistent vedrørende sit asylmotiv, der støttes af baggrundsoplysningerne og har sammenhæng med hans brors asylmotiv. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret divergerende, særligt på tre væsentlige punkter i sin forklaring. Han har i sit asylskema og asylsamtalen [i foråret] 2019 forklaret, at en af overfaldsmændene, umiddelbart inden han fik lov til at løbe, udtalte ”giv denne besked til din bror, hilsen fra [A]”, mens han i politianmeldelsen og for nævnet har forklaret, at personen tillige udtalte, at [B] skulle betale hvad han skyldte, ellers ville det gå ud over ansøgeren. Ansøgeren har til politianmeldelsen forklaret, at overfaldsmændene stoppede ham og gav ham chippen fra hans mobiltelefon, hvor de bad ham vente, da de ville ringe til ham. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 og for nævnet forklaret, at han fandt chippen i hans lomme efterfølgende. Ansøgeren har endelig i politianmeldelsen og til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 fortalt, at han så gerningsmændene løbe væk, sætte sig ind en bil og køre fra stedet. Han har for nævnet indledningsvist forklaret, at han ikke lagde mærke til hvor gerningsmændene blev af. Det findes ikke overbevisende, at han har oplyst, at han forestillede sig, at de satte sig ind i en bil og kørte derfra. Flertallet finder det endvidere mindre sandsynligt, at banden har ventet knap tre år fra [B]s udrejse til de opsøgte ansøgeren, og at anklageren skulle gøre det til en betingelse for at rejse sag, at ansøgeren skulle fungere som øjenvidne i andre sager, når ansøgeren selv har forklaret, at han alene havde kendskab til de to gerningsmænd. Flertallet lægger også vægt på, at der gik to måneder fra det påståede overfald til han forsøgte at anmelde det til politiet, og at han efter overfaldet fortsatte med at passe sit arbejde, dog i reduceret grad, særligt når overfaldet fandt sted i tilslutning til hans arbejde. Endeligt lægger flertallet vægt på, at hans generelle troværdighed er svækket, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke var bekendt med at brorens svigerfamilie var kommet til Danmark, selvom han for nævnet har forklaret, at han var blevet orienteret af broren inden ansøgerens udrejse, og at han havde mødt dem i forbindelse med julen. Flertallet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til El Salvador vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Elsa/2019/2/IMBS
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Hviderusland. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hviderussere og kristenortodokse fra [M], Hviderusland. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv for den hviderussiske opposition i perioden fra 2015 eller 2016 og frem til udrejsen. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved tilbagevenden til hjemlandet frygter myndighederne, fordi myndighederne mener, at den mandlige ansøger er en del af den hviderussiske opposition. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger har deltaget i demonstrationer arrangeret af den hviderussiske opposition. I [foråret] 2016 deltog den mandlige ansøger i en demonstration imod beskatning af arbejdsløse. Den mandlige ansøger tog billeder af demonstrationen og politiets behandling af demonstranterne. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt i tre dage som følge af demonstrationen, idet at han nægtede at samarbejde med politiet. Efter løsladelsen blev familiens bopæl ransaget af politiet, og den efterfølgende tid blev familiens bopæl opsøgt en gang om måneden, i alt fem til syv gange. I [slutningen af vinteren] 2017 mødte den mandlige ansøger chefefterforsker [A] ved et busstoppested. [A] truede den mandlige ansøger med at gøre en ende på ham og hans familie. Omkring en uge efter modtog den mandlige ansøger et opkald fra sin ven, [B], som fortalte, at den mandlige ansøger skulle flygte, da der efter nytår ville komme en stor udrensning rettet mod den hviderussiske opposition. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne på en række centrale punkter forekommer divergerende og utroværdige. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om flere centrale forhold herunder, hvorvidt den mandlige ansøger blot fotograferede demonstrationerne eller også var med til at arrangere dem. Den mandlige ansøger forklarede således til sin samtale [i sommeren] 2018, at hans rolle var at deltage og fotografere, mens den kvindelige ansøger til sin samtale [i starten af vinteren] 2018 forklarede, at den mandlige ansøger også var med til at arrangere demonstrationerne via en gruppe på de sociale medier, som også havde forbindelse til grupper i Rusland. Ansøgerne har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om omstændighederne omkring den mandlige ansøgers løsladelse, idet den kvindelige ansøger til samtalen [i starten af vinteren] 2018 ikke forklarede om, at de blev opsøgt i hjemmet i forbindelse med den mandlige ansøgers hjemkomst, mens den mandlige ansøger til samtalen samme dag forklarede, at der blev banket på døren, lige efter han var kommet hjem, og at sønnen åbnede, hvilket den mandlige ansøger ellers ikke ville have gjort. Den kvindelige ansøger forklarede derimod om dette til samtalen [i sommeren] 2018, at den mandlige ansøger kom tilbage på bopælen sammen med fire mænd fra myndighederne, der havde tilbageholdt ham, og som fulgte ham hjem. Under nævnsmødet har den mandlige ansøger herom forklaret, at det er rigtigt, at han blev overvåget af nogle mænd i forbindelse med hjemkomsten, og at disse formentlig var identiske med de mænd, der bankede på døren efter to minutter, mens den kvindelige ansøger under nævnsmødet herom har forklaret, at hun ikke vidste, om mændene havde fulgt den mandlige ansøger hjem, men at der var tale om en forfærdelig episode, da hjemmet blev ransaget. Ansøgerne har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger har offentliggjort materiale fra demonstrationerne, idet den kvindelige ansøger til samtalen [ i starten af vinteren] 2018 forklarede, at den mandlige ansøger har publiceret materiale på en navngiven hjemmeside, mens den mandlige ansøger til sin samtale samme dag forklarede, at han var i gang med at indsamle materiale til en hjemmeside, men ikke havde nået at offentliggøre noget af det endnu. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at den kvindelige ansøger under nævnsmødet herom har forklaret, at det undrer hende, at hun skulle have forklaret som anført i referatet af [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2018, idet hun rettelig alene havde kendskab til den navngivne hjemmeside via den mandlige ansøger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger ikke har haft bemærkninger til referatet af samtalen. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret indbyrdes forskelligt om, hvor mange demonstrationer den mandlige ansøger har deltaget i, hvor disse demonstrationer fandt sted, ligesom ansøgerne har forklaret indbyrdes forskelligt om, hvor, hvornår og hvor mange gange ansøgerne og deres familie i Hviderusland er blevet opsøgt af myndighederne i Hviderusland. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgernes forklaringer om, at den mandlige ansøger ved udrejsen af Hviderusland havde en konflikt med de hviderussiske myndigheder. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2019/2/LBV
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadsjikere og sunnimuslimer fra Kabul, Afghanistan. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har sympatiseret med ”Folkets Parti”. Den mandlige ansøger har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles farbroder eller hendes forlovede, idet hun er stukket af sammen med ansøgeren, som hun er blevet gift og har fået et barn med. Ansøgeren indledte et forhold med [F], som er ansøgerens fasters nabo. De indledte et forhold, og [F] blev gravid. Da hun var tre måneder henne, friede [Z] til hende. Hendes farbroder accepterede frieriet. Hun havde ikke lyst til at blive gift med [Z], idet han var ældre end hende, og idet hun var forelsket i ansøgeren og ventede hans barn. To uger efter forlovelsen mødtes [F] med ansøgeren. Hun fortalte ham, at hun var gravid, og at hun var blevet forlovet med en anden mand. Ansøgeren lovede at hjælpe hende. Han fortalte sin broder om situationen, og broderen ville skaffe en agent. Ugen efter mødtes ansøgeren og [F] hjemme hos ansøgerens faster. Ansøgeren fortalte [F], at hun skulle være klar til at rejse væk få dage efter. De flygtede sammen til en anden del af Kabul tidligt om morgenen. De blev viet hjemme hos agenten. Ansøgerens forældre var til stede. De opholdt sig hos agenten i 20 dage, indtil deres rejsedokumenter var klar. De fløj til Tyrkiet, hvor de opholdt sig i omkring et halvt år, indtil deres søn var 20 dage gammel. De opholdt sig efterfølgende i Grækenland i omkring 14 måneder, hvorefter [F] sammen med parrets søn fløj til [land] og derefter blev kørt til Danmark. Ansøgeren blev i Grækenland, og han indrejste til Danmark i [slutningen af] 2012. Mens ansøgeren og [F] opholdt sig i Grækenland, blev ansøgeren kontaktet telefonisk af sin fader, der fortalte, at [F]’s farbroder og andre familiemedlemmer havde opsøgt ansøgerens familie, hvor de truede ansøgerens familie med henblik på at få dem hjem. [I sommeren] 2011 opsøgte [F]’s fætter, [A], og nogle af hans venner ansøgerens familie. Ansøgerens broder, [M], fortalte dem, at han havde hjulpet dem med at flygte. [A] og hans venner slog broderen ihjel. Ansøgerens fader anmeldte [A] og hans venner til myndighederne, der fængslede [A] og to af hans venner. Familierne tilbød ansøgerens fader blodpenge, hvilket han afslog. Som følge heraf blev ansøgerens forældre udsat for trusler og fysiske overgreb, og de flygtede derfor til Pakistan. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbroder eller sin forlovede, idet hun er stukket af sammen med en anden mand, som hun er blevet gift og har fået et barn med. Ansøgeren indledte et forhold med [R], som er nevø til ansøgerens nabo. De indledte et forhold, og ansøgeren blev gravid. Da ansøgeren var tre måneder henne, friede [Z] til hende. Hendes farbroder accepterede frieriet. Ansøgeren havde ikke lyst til at blive gift med [Z], idet han var ældre end ansøgeren, og idet hun var forelsket i [R] og ventede hans barn. Hun regnede med, at [Z] og hendes farbroder ville blive meget vred over det. To uger efter forlovelsen mødtes ansøgeren med [R]. Hun fortalte ham, at hun var gravid, og at hun var blevet forlovet med en anden mand. [R] lovede at hjælpe hende. Ugen efter mødtes de hjemme hos [R]’s faster. [R] fortalte ansøgeren, at hun skulle være klar til at rejse væk få dage efter. De flygtede sammen til en anden del af Kabul tidligt om morgenen. De blev viet hjemme hos agenten. [R]’s forældre var til stede. De opholdt sig hos agenten i 20 dage, indtil deres rejsedokumenter var klar. De fløj til Tyrkiet, hvor de opholdt sig i omkring et halvt år, indtil deres søn var 20 dage gammel. De opholdt sig efterfølgende i Grækenland i 14 måneder, hvorefter ansøgeren fløj til [land] og derefter blev kørt til Danmark. Hendes ægtefælle, [R], blev i Grækenland, og indrejste i Danmark i [slutningen af] 2012. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om en række centrale forhold, og idet ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv i øvrigt må karakteriseres som usandsynlig og konstrueret. Ansøgernes divergerende forklaringer vedrører blandt andet, hvor ofte de sås, inden den mandlige ansøger besøgte den kvindelige ansøger på dennes bopæl, og hvor mange gange de mødtes på den kvindelige ansøgers bopæl, samt tidspunkterne for deres seksuelle samkvem. Dertil kommer ansøgernes divergerende forklaringer om deres kontakt i tiden efter de havde haft samleje for anden gang, om den kvindelige ansøger blot var lovet bort eller forlovet, samt om hvordan og hvornår den kvindelige ansøger fortalte den mandlige ansøger, at hun var blevet lovet bort/forlovet, og om tiden herefter frem til deres flugt fra deres hjem. Desuden har ansøgerne forklaret divergerende om den kvindelige ansøgers fætter, der havde set ansøgerne sammen, herunder hvorvidt fætteren fortalte det til den kvindelige ansøgers onkel, og den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvem der opsøgte og dræbte hans bror. Ved vurderingen af de mange uoverensstemmelser, herunder indbyrdes uoverensstemmelser, har Flygtningenævnet på den ene side taget hensyn til den forløbne tid, der er gået siden ansøgernes udrejse, og at ansøgerne har oplyst at være analfabeter, og på den anden side, at divergenserne er betydelige og vedrører et meget enkelt asylmotiv og et ganske kort tidsforløb. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv ikke forekommer sandsynlig, herunder hvordan ansøgerne indledte et forhold til hinanden, at de uden problemer flere gange kunne mødes privat, og at de indledte et seksuelt forhold til hinanden efter så kort tids bekendtskab. Selvom udenomsægteskabelige forhold – om end meget sjældent – forekommer i Afghanistan finder nævnet det således ikke sandsynligt, at ansøgerne – under de oplyste omstændigheder – flere gange mødtes og to gange havde samleje på den kvindelige ansøgers bopæl, og at ansøgerne derved har udsat sig for en nærliggende risiko for at blive udsat for alvorlige sanktioner fra både familier og myndighederne. På denne baggrund tilsidesætter nævnet fortsat ansøgernes forklaringer i deres helhed som utroværdige og konstruerede. Ansøgernes forklaringer om en privatretlig konflikt som følge af et udenomsægteskabeligt forhold, herunder som følge af at den kvindelige ansøger skulle være forlovet til anden side, kan således fortsat ikke lægges til grund, og ansøgerne har ikke sandsynliggjort, at ansøgerne skulle have en konflikt med den kvindelige ansøgers familie eller påståede forlovede. Herefter, og under hensyn til karakteren og indholdet samt tidspunktet for fremkomsten af de af ansøgerne fremlagte dokumenter, finder nævnet fortsat ikke grundlag for at søge de pågældende dokumenter verificeret. Flygtningenævnet bemærker, at det beror på en misforståelse, når FN’s Menneskerettighedskomité i sin udtalelse lægger til grund, at det var ubestridt i nævnets tidligere afgørelser af [efteråret] 2013, at ansøgerne havde haft et seksuelt forhold udenfor ægteskab, og at de havde undfanget deres første barn i Afghanistan udenfor ægteskab. Som det fremgår af Flygtningenævnets afgørelser, fandt nævnet, at ansøgernes forklaringer ikke kunne lægges til grund for sagen, dvs. heller ikke ansøgernes forklaringer om et udenomsægteskabeligt forhold eller barn undfanget i Afghanistan udenfor ægteskab. Det er konkluderet, at ansøgerne ikke havde sandsynliggjort, at de ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller risikerede overgreb fra blandt andre den kvindelige ansøgers forlovede. Sidstnævnte allerede fordi det ikke kunne lægges til grund, at den kvindelige ansøger havde været forlovet til anden side. Det er således ansøgernes forklaring om deres asylmotiv der – i sin helhed – er tilsidesat, som det også fremgår klart af den danske regerings indlæg til komitéen. Der er herefter ikke grundlag for at foretage en nærmere vurdering af risikoen i tilfælde af udenomsægteskabelige forhold og barn født udenfor ægteskab, da det ikke er relevant for sagen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet fortsat, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fastholder sine afgørelser af [efteråret] 2013, hvorved Udlændingestyrelsens afgørelser blev stadfæstet.” afgh/2019/171/FAM
Nævnet meddelte i december 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive dræbt af Taliban, idet han har arbejdet for den afghanske efterretningstjeneste og de amerikanske styrker. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive retsforfulgt af de afghanske eller amerikanske myndigheder, idet de mener, at han har tilsluttet sig Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han den [dato i sommeren] 2007 begyndte at arbejde for the National Directorate of Security. Ansøgerens opgaver bestod blandt andet i at fungere som førstehjælpslæge og arrestere mistænkte talebanere. Ansøgeren har oplyst, at han på grund af sit arbejde modtog to trusselsbreve fra Taliban i henholdsvis 2011 og 2012. I 2011, efter han havde modtaget det første trusselsbrev, blev ansøgeren udsat for et skudattentant, idet han blev beskudt af ukendte personer på vej hjem fra basen til sin bopæl, mens han kørte i bil. I [måned i efteråret] 2012 blev ansøgeren kidnappet af Taliban og var tilbageholdt i fire måneder, hvor han blev afhørt, udsat for vold og anklaget for at arbejde for de afghanske og amerikanske myndigheder. Ansøgeren formåede at flygte fra Taliban, da basen blev udsat for et flyangreb. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans familie, mens han var tilbageholdt af Taliban, blev opsøgt af hans tidligere arbejdsgiver og de amerikanske myndigheder, der ledte efter ham, idet de troede, at han havde tilsluttet sig Taliban. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har arbejdet som soldat og med førstehjælp på en amerikansk base i Kunar-provinsen, og at Taliban to gange i henholdsvis 2011 og 2012 er fremkommet med skriftlige trusler over for ham. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren i 2011 blev udsat for et skudattentat på vej hjem fra basen til sin bopæl, ligesom det lægges til grund, at ansøgeren i 2012 blev kidnappet af Taliban og var tilbageholdt i fire måneder. Nævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren herved i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han er truet og efterstræbt af Taliban som følge af sit arbejde for de amerikanske myndigheder. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren er i risiko for overgreb fra afghanske og amerikanske myndigheder, da det alene beror på ansøgerens egen formodning, at disse myndigheder skulle mistænke ham for at arbejde for Taliban. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som følge af karakteren af den anførte konflikt med Taliban er profileret i forhold til Taliban og som følge heraf fortsat må antages at være i Talibans søgelys. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Under hensyn til ansøgerens profilering i forhold til Taliban finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/169/DH
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning født i [en by i] Middle Shabelle, Somalia. Klagerens seneste bopæl forud for sin udrejse af Somalia var [hans hjemby i] Hiraan, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Badcadde, underklanen Caryahan, [en subklan] og [en subsubklan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som mistænker klageren for at være spion. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev hemmeligt gift med sin første ægtefælle, [N], da han var 22 år gammel. Al-Shabaab blev bekendt med ægteskabet, da [N] blev gravid, og klageren blev idømt og tildelt 48 piskeslag, hvorefter sagen var afsluttet. [I vinteren 2014/2015] blev klageren hentet af al-Shabaab og ført til et møde, hvor de forsamlede blev opfordret til at slutte sig til militsen. Klageren nægtede at drage i krig for al-Shabaab, hvorefter han blev fængslet. [Omkring en måned senere] lykkedes det klageren at stikke af fra fængslet, og han fik kontakt til sin farbror, der arrangerede flugten til Europa. Omkring [12 dage senere] udrejste klageren til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2015/2016] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab til grund. Flertallet har lagt vægt på, at det findes usandsynligt, at klageren til rekrutteringsmødet [i vinteren 2014/2015] turde nægte at drage i hellig krig for al-Shabaab. Herudover finder flertallet, at klagerens beskrivelse af omstændighederne omkring sin flugt ikke fremstår sandsynlig. Det findes således blandt andet usandsynligt, at vagten fra al-Shabaab lod klager ubevogtet i forbindelse med et toiletbesøg tæt ved et hegn, der var så lavt, at klageren uden problemer kunne kravle over det og løbe væk i ly af mørket. Det findes endvidere usandsynligt, at klageren hurtigt mødte en person, der kunne formidle kontakt til farbroren, der kunne hjælpe klageren, hvorefter klageren uden midler men med hjælp fra personer, han mødte på sin vej, kunne udrejse til Kenya og senere til Danmark. Flertallet har endelig lagt vægt på, at klageren har forklaret upræcist og afglidende om flere centrale forhold – herunder hvor højt hegnet, han flygtede over, var, og hvor lang en strækning vagten løb efter ham gennem området omkring fængslet – på en sådan måde, at beskrivelsen ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flertallet lægger derfor endvidere til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnets flertal skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [klagerens hjemby i] Hiraan, Somalia, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger siden marts 2014 de facto har haft kontrollen i området. Forholdene i området er – selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder flertallet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [hans hjemby i] Hiraan, Somalia, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen af spørgsmålet om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver imidlertid ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Det fremgår af afgørelser fra domstolen, at der ved proportionalitetsvurderingen foretages en afvejning af en række forhold, herunder udlændingens tilknytning til opholdslandet, varigheden af opholdet i dette land, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, sproglige forhold og øvrige tilknytningsfaktorer, herunder arbejde og uddannelse. I afvejningen indgår endvidere tilknytningen til oprindelseslandet, så som opvæksten og bopælstiden i oprindelseslandet, sproglig og kulturel tilknytning hertil, familiemedlemmer i oprindelseslandet samt uddannelses- og værnepligtsforhold. Ud over EMRK indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Det er oplyst om klageren, at han er født i Somalia og har boet i [sin hjemby i] Hiraan, Somalia, frem til sin udrejse i 2015. Han indrejste i Danmark i februar 2015. Han taler somalisk. Han er ved at tage Prøve i Dansk 2, modul 4. Han har ikke familie i Danmark. Han har oplyst, at han har en kæreste i Danmark, der er dansk statsborger, og som han er islamisk viet med, men ikke bor sammen med. De vil gerne giftes, men det har ikke været muligt, da han ikke kan få en erklæring fra myndighederne i Somalia om, at han er skilt fra sin tidligere ægtefælle i hjemlandet. Han har blandt andet en mor, en søster og en datter i Somalia. Han har haft A-indkomst i Danmark i omkring 3 år og 6 måneder. Klageren er sund og rask. Flygtningenævnets flertal finder, at der foreligger et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, der kan begrunde indgreb i de ved EMRK artikel 8, stk. 1, beskyttede rettigheder. Da klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er opholdstilladelsen givet med henblik på midlertidigt ophold. Klager har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [i foråret] 2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering, herunder en konkret afvejning af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia over for Danmarks interesse i varetagelsen af et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til privat- eller familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke anledning til hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen som påstået. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/260/MEG
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk somali og sunnimuslim af trosretning født i [en by i] Lower Shabelle, Somalia. Klagerens seneste bopæl forud for sin udrejse af Somalia var [en by i] Middle Juba, Somalia. Klageren tilhører klanerne […], […] og […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab eller sin ægtefælles familie. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født uden for ægteskab og derfor i sit hjemområde – herunder af al-Shabaab – anses for et uægte barn. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælles familie var imod ægteskabet, fordi klageren blev opfattet som uægte barn. Hun indgik ægteskab med sin ægtefælle i [foråret] 2010. Hun og ægtefællen blev opsøgt af ægtefællens familie i [vinteren 2010/2011], hvor de blev slået som følge af, at de nægtede at lade sig skille. Klageren blev efterfølgende opsøgt af sin ægtefælles familie flere gange, hvor de truede med at slå hende ihjel, hvis hun ikke lod sig skille fra ægtefællen. Klagerens familie blev endvidere opsøgt af lederen af al-Shabaab i hendes hjemområde, [F], og andre personer fra al-Shabaab i [vinteren 2011/2012], hvor hendes mor, stedfar og ægtefælle blev tvunget til at følge med. Stedfaren blev dræbt samme aften, og ægtefællen blev slået. Personerne fra al-Shabaab truede moren med, at hun også ville blive slået ihjel, men hun blev efterfølgende løsladt. I den efterfølgende periode frem til klagerens udrejse blev hun opsøgt af personer fra al-Shabaab flere gange og truet med at blive slået ihjel. Hun modtog tillige et brev fra al-Shabaab, hvorefter hun skulle henvende sig i deres base i [klagerens hjemby] hurtigst muligt. Hun udrejste derfor fra Somalia i [efteråret] 2014. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab og sin ægtefælles familie til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvor ofte hun blev opsøgt af al-Shabaab, hvornår hun modtog brevet fra al-Shabaab, og hvornår hun sidste gang blev opsøgt af ægtefællens familie. Nævnet lægger til grund, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger derfor endvidere til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [byen], hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger siden marts 2014 de facto har haft kontrollen i området. Forholdene i området er – selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [hendes hjemby] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen af spørgsmålet om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver imidlertid ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Det fremgår af afgørelser fra domstolen, at der ved proportionalitetsvurderingen foretages en afvejning af en række forhold, herunder udlændingens tilknytning til opholdslandet, varigheden af opholdet i dette land, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, sproglige forhold og øvrige tilknytningsfaktorer, herunder arbejde og uddannelse. I afvejningen indgår endvidere tilknytningen til oprindelseslandet, så som opvæksten og bopælstiden i oprindelseslandet, sproglig og kulturel tilknytning hertil, familiemedlemmer i oprindelseslandet samt uddannelses- og værnepligtsforhold. Ud over EMRK indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Det er oplyst om klageren, at hun er født i 1991 i Somalia og har boet i [en by i] Somalia, frem til sin udrejse i 2014. Hun indrejste i Danmark i [efteråret] 2015. Hun taler somalisk. Hun har bestået Prøve i Dansk 1. Hun har ingen familie i Danmark. Hendes ægtefælle, tre døtre, mor og tre søskende bor i [en by i] Somalia. Hun har alene haft fuldtidsarbejde i Danmark siden [foråret] 2017. Hun er sund og rask. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke kan anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder, at der foreligger et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, der kan begrunde indgreb i de ved EMRK artikel 8, stk. 1, beskyttede rettigheder. Da klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er opholdstilladelsen givet med henblik på midlertidigt ophold. Klager har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [i foråret] 2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering, herunder en konkret afvejning af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia over for Danmarks interesse i varetagelsen af et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til privat- eller familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen som påstået. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/259/MEG
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [en by i] Galgaduud, Somalia. Klageren tilhører klanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har unddraget sig at deltage i væbnede kampe for militsen. Han har til støtte herfor oplyst, at medlemmer af al-Shabaab henvendte sig på hans bopæl i [hans hjemby] i begyndelsen af 2014, mens han var på besøg hos sin moster, som boede på landet. De tog hans bror med og spurgte efter klageren. Al-Shabaab vendte tilbage dagen efter og også den efterfølgende dag og spurgte efter klager og truede med at slå ham ihjel, hvis de så ham. Samme dag besøgte en mand fra området ved navn [M] klagerens mor og fortalte, at han havde kæmpet for al-Shabaab sammen med klagerens bror og set broren blive dræbt af medlemmer af gruppen Ahlu Sunna. Da klageren et par timer senere vendte hjem til sin mor og hørte herom, forlod han bopælen og udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvornår og hvor mange gange al-Shabaab opsøgte hans bopæl. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at der i den periode på omkring kun tre dage – hvor klageren ifølge sin forklaring var væk fra sit hjem for at besøge sin moster – var tre henvendelser fra al-Shabaab, der ved den første henvendelse tog broren med, hvorefter personen [M] tillige nåede at henvende sig og informere klagerens mor om, at broren havde været i kamp for al-Shabaab og var afgået ved døden, inden klageren vendte hjem. Nævnet lægger til grund, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger derfor endvidere til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Galgaduud, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger siden marts 2014 de facto har haft kontrollen i området. Forholdene i området er – selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Galgaduud ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen af spørgsmålet om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver imidlertid ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Det fremgår af afgørelser fra domstolen, at der ved proportionalitetsvurderingen foretages en afvejning af en række forhold, herunder udlændingens tilknytning til opholdslandet, varigheden af opholdet i dette land, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, sproglige forhold og øvrige tilknytningsfaktorer, herunder arbejde og uddannelse. I afvejningen indgår endvidere tilknytningen til oprindelseslandet, så som opvæksten og bopælstiden i oprindelseslandet, sproglig og kulturel tilknytning hertil, familiemedlemmer i oprindelseslandet samt uddannelses- og værnepligtsforhold. Ud over EMRK indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Det er oplyst om klageren, at han er født i 1989 og har boet i Galgaduud regionen i Somalia frem til sin udrejse. Han indrejste i Danmark i maj 2015. Han taler somalisk. Han bestået Prøve i Dansk 2. Han har ikke familie i Danmark, bortset fra tre fjerne slægtninge på sin mors side. Han har blandt andet en mor, en moster og en fætter i Somalia. Han har alene haft fuldtidsarbejde i Danmark siden august 2018. Klageren har oplyst, at han har ondt i nyrerne og leveren og kan have problemer med at holde på vandet, men at han ikke modtager medicin. Han er diagnosticeret med kronisk Hepatitis B. Derudover har han ikke helbredsproblemer. Flygtningenævnet finder, at der foreligger et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, der kan begrunde indgreb i de ved EMRK artikel 8, stk. 1, beskyttede rettigheder. Da klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er opholdstilladelsen givet med henblik på midlertidigt ophold. Klager har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [i foråret] 2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering, herunder en konkret afvejning af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia over for Danmarks interesse i varetagelsen af et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til privat- eller familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/258/MEG
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Iran. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren er født og opvokset i Koya, Irak, men hans familie stammer fra Marivan, Kurdistan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog bistået sin stedfar i hans politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin morbror, der slog ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han har fået at vide af sin mor og stedfar, at han ikke kunne færdes frit i hans hjemby på grund af morens familie. Ansøgeren har fået oplyst af sin mor, at hendes familie var imod, at hun giftede sig med ansøgerens biologiske far. Ansøgerens morbror, [E], er derfor efter ansøgerens mor. Ansøgeren har aldrig selv mødt sine morbrødre, ligesom han aldrig har oplevet at blive truet af dem. Ansøgeren har dog mødt sine mostre. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, da han har hjulpet sin stedfar i hans politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at han stedfar [C] var medlem af KDPI. Ansøgeren var selv aktiv for KDPI, idet han hjalp [C] med at transportere løbesedler fra Irak til Iran. På et tidspunkt, mens familien var i Iran med henblik på at udføre politiske aktiviteter, fik ansøgerens mor et astmaanfald. Ansøgeren og moren tog derfor på et hospital med henblik på at købe astmamedicin, mens [C] og ansøgerens tvillingebror tog afsted for at udføre de politiske aktiviteter. Efter at ansøgeren og moren havde købt medicinen, mødte de en arbejdsmand ved navn [H], som de havde ansat. [H] fortalte ansøgeren og moren, at de ikke skulle tage hjem, da myndighederne var ved at ransage familiens bopæl. [H] lod herefter ansøgeren og moren tage ophold i en stald, som [H] ejede. [H] kom samme aften tilbage med en bil, hvorefter han transporterede ansøgeren og moren til landsbyen […], hvor ansøgeren og moren kunne tage ophold hos en bekendt. Den efterfølgende nat kom ansøgerens stedfasters mand, [J], til stedet. [J] gav ansøgeren et jagtgevær, og sagde til ham, at han skulle skyde sin mor, hvis myndighederne opdagede dem. Dagen efter kom [J]tilbage og førte ansøgeren og moren til en menneskesmugler. De rejste herefter til Irak. Ansøgeren har efterfølgende fået fortalt af sin mor, at den kvinde, som ansøgeren afleverede løbesedlerne til i Iran, var blevet anholdt af myndighederne, og at hun havde angivet ansøgerens familie. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han siden sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er [i vinteren 2018] blevet døbt i [en kirke]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren i Flygtningenævnet har erkendt, at han gentagne gange under samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret usandt dels om sin fødselsdato, dels om hvorvidt han og moren forud for indrejsen i Danmark havde ansøgt om visum til Italien. Flygtningenævnet finder uanset det forklarede om baggrunden for de falske oplysninger, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i betydelig grad, og at der derfor påhviler ham en skærpet bevisbyrde for de påberåbte asylmotiver. Dele af ansøgerens asylmotiv knytter sig til hans mors påberåbte konflikter med sin familie og de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har i afgørelse af d.d. i morens sag herom anført: ”Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes bror efterstræber hende i anledning af hendes første ægteskab, der ligger ca. tyve år tilbage i tid. Forklaringen herom fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende herom, idet hun [i foråret] 2018 har forklaret, at hun var overbevist om, at det var hendes bror, der dræbte ægtefællen, men at politiet aldrig fandt ud af det. [I efteråret] 2018 har hun derimod forklaret, at der var vidner, der så ham dræbe ægtefællen, og at politiet ledte efter ham, men at det lykkedes ham at flygte. Hertil kommer, at ansøgeren ifølge sin forklaring [i efteråret] 2018 hverken har set, talt med eller er blevet personligt truet af broren, siden hun i slutningen af 1990’erne tog til Irak sammen med sin første mand. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er efterstræbt af iranske myndigheder som følge af egne eller sine ægtefællers politiske aktiviteter. Forklaringen om sin og sine sønners rolle i forbindelse med transport af politisk materiale fremstår usandsynlig og ikke selvoplevet. Det må således efter forklaringen og oplysningerne om visumansøgningen lægges til grund, at familien allerede i første halvår af 2017 begyndte at planlægge udrejse af Iran, ifølge ansøgeren fordi hun og ægtefællen begyndte at tænke, at de på et tidspunkt ville få problemer. Det fremstår på den baggrund usandsynligt, at ægtefællen fortsat frem til slutningen af 2017 skulle lade sin familie deltage i risikable transporter af illegalt skriftligt materiale gemt under deres tøj og i bilen. Heller ikke forklaringen om omstændighederne i forbindelse med anholdelsen af ægtefællen [C] og sønnen [D] fremstår troværdig. Forklaringen om [H] henvendelse til hende og [ansøgeren], da de var på vej hjem fra hospitalet, fremstår usikker og ikke selvoplevet. Om tidspunktet for den efterfølgende udrejse har ansøgeren divergerende forklaret, at det skete en dag, ca. tre dage eller ca. 15 dage efter anholdelsen af ægtefællen og den anden søn. Ansøgerens deltagelse i et kvindemøde i 2015 og en efterfølgende samtale med myndighederne herom kan ikke antages at have bragt ansøgeren i en konflikt med myndighederne.” Flygtningenævnet finder på den baggrund, at de påberåbte konflikter heller ikke for ansøgeren kan begrunde asyl. Om ansøgerens konversion i Danmark til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren [i sommeren] 2018 har forklaret, at han ikke har en religion, at han hader islam, at han tror på, at der er en gud, og at han kun har undersøgt kristendommen en lille smule. [I efteråret] 2018 har han forklaret, at han ikke bekender sig til nogen religion, at han tror meget på logik og videnskab, herunder Darwins teorier og teorien om ”Big Bang”, men at han dog også tror på, at der må være en, der har stået bag skabelsen. Han vil ikke provokere andre eller pådutte dem sine tanker, idet han betragter tro som en privat sag. Ansøgers mor har [i vinteren] 2018 til sin asylsag forklaret, at ansøgeren ikke går i kirke og ikke har interesse for kristendommen, og at hun har forsøgt at få ham med, men han har takket nej. Den [i vinteren 2018] blev ansøgeren døbt i [en kirke]. Ansøgeren har forklaret, at han forud herfor var i kirke en gang i november 2018 med en kammerat, at han den følgende dag tog dertil for at tale med præsten, og at han herefter i [vinteren] 2018 var i kirke med sin mor. I Flygtningenævnet har ansøgerens forklaring om sine bevæggrunde for konversionen ikke fremstået overbevisende og hans viden om kristendommen overfladisk og tillært. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, men at den alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Oplysningerne om ansøgerens højskoleophold og deltagelse i kristen sommerlejr samt de fremlagte udtalelser fra bl.a. [en præst] kan ikke føre til en anden vurdering. Hverken ansøgerens medvirken i en artikel i bladet ”[…]”, de af ansøgeren fremlagte opslag fra Instagram, eller den omstændighed, at ansøgeren i [foråret] 2019 har fået tatoveret et kors på ryggen, kan antages at bringe ham i en risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/167/JHB
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fra Iran. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Marivan, Kurdistan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun tidligere var sunni-muslim, men at hun siden sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har presset hende til at være politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin bror, idet hun giftede sig med sin første ægtefælle uden familiens samtykke. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hendes tredje ægtefælle var politisk aktiv og tvang hende til også at være det, og idet hendes herboende kæreste, der ligeledes er iransk statsborger, ligeledes er politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie er konservativt anlagt, og at familien er af den overbevisning, at familien skulle vælge en ægtefælle til ansøgeren. Da ansøgeren var omkring 17 eller 18 år gammel, mødte hun [A], der gav hende lektiehjælp. Ansøgeren og [A] blev forelskede i hinanden, og de ønskede at gifte sig, men da [A] var 13 år ældre end ansøgeren, kunne ansøgerens familie ikke acceptere, at de blev gift. I 1999 rejste ansøgeren til Sulaymaniyah i Irak, hvor ansøgeren og [A] blev religiøst viet og bosatte sig. Ansøgerens bror, [E], tog i perioden fra 1999 til 2002 til Irak fem eller seks gange for at lede efter ansøgeren. [A] blev i 2002 skudt på sit arbejde. Drabet på [A] blev aldrig opklaret, men ansøgeren er overbevist om, at det er [E], der slog [A] ihjel. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin svigerinde, [F], der boede på en KDPI-base i Koya. Under opholdet på basen mødte ansøgeren sin anden ægtefælle, [B]. Ansøgeren blev gift med [B], da hun skulle bruge en reference for at opholde sig i Kurdistan i Irak. Efter [B]s død i 2002 krævede [B]s far, at ansøgeren blev gift med [B]s bror, [C]. Ansøgeren indgik i 2004 ægteskab med [C]. Ansøgeren oplevede efter indgåelsen af ægteskabet med [C] ingen problemer med sin familie. [C] var frygtet i lokalsamfundet, fordi han kom fra en velhavende familie. [C] var politisk aktiv, og han pressede ansøgeren til at deltage i politisk aktiviteter. Ansøgeren begyndte at deltage i politiske aktiviteter omkring 2010. Aktiviteterne gik ud på, at ansøgeren sammen med [C] og ansøgerens sønner skulle tage til Kermanshah for at aflevere politisk materiale. Når ansøgeren kom til Kermanshah, skulle hun aflevere det politiske materiale til en kontaktperson ved navn [G]. Ansøgeren gjorde dette i fem til seks år. Da [C] på et tidspunkt fandt ud af, at hans bror, [B], ikke var far til ansøgerens børn, men at det derimod var [A], der var faren, ændrede [C] og ansøgerens forhold sig. [C] begyndte at blive voldelig overfor ansøgeren. [C] tog i 2017 til Kermanshah i Iran, da han blandt andet skulle undersøge, hvad der var sket med [G], som han havde hørt var blevet anholdt. [C] blev anholdt, mens han var i Iran. Samme dag, mens ansøgeren var i et supermarked, mødte hun en bekendt, som fortalte hende, at hendes bopæl var ved at blive ransaget af myndighederne. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter af Iran. Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark blevet kærester med en iransk mand med opholdstilladelse, der er politisk aktiv for KDPI. Kæresten har delt et billede på de sociale medier af ham og ansøgeren. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun siden indgåelsen af sit ægteskab med [A] ikke har troet på Islam. Ansøgeren er siden sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren er blevet døbt i [en kirke i vinteren] 2018. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren i Flygtningenævnet har erkendt, at hun gentagne gange under samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret usandt dels om sin søns fødselsdato og årstallene for sine ægteskaber, dels om hvorvidt hun og sønnen forud for indrejsen i Danmark havde ansøgt om visum til Italien. Flygtningenævnet finder uanset det forklarede om baggrunden for de falske oplysninger, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i betydelig grad, og at der derfor påhviler hende en skærpet bevisbyrde for de påberåbte asylmotiver. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes bror efterstræber hende i anledning af hendes første ægteskab, der ligger ca. tyve år tilbage i tid. Forklaringen herom fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende herom, idet hun [i foråret] 2018 har forklaret, at hun var overbevist om, at det var hendes bror, der dræbte ægtefællen, men at politiet aldrig fandt ud af det. [I efteråret] 2018 har hun derimod forklaret, at der var vidner, der så ham dræbe ægtefællen, og at politiet ledte efter ham, men at det lykkedes ham at flygte. Hertil kommer, at ansøgeren ifølge sin forklaring den [i efteråret] 2018 hverken har set, talt med eller er blevet personligt truet af broren, siden hun i slutningen af 1990’erne tog til Irak sammen med sin første mand. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er efterstræbt af iranske myndigheder som følge af egne eller sine ægtefællers politiske aktiviteter. Forklaringen om sin og sine sønners rolle i forbindelse med transport af politisk materiale fremstår usandsynlig og ikke selvoplevet. Det må således efter forklaringen og oplysningerne om visumansøgningen lægges til grund, at familien allerede i første halvår af 2017 begyndte at planlægge udrejse af Iran, ifølge ansøgeren fordi hun og ægtefællen begyndte at tænke, at de på et tidspunkt ville få problemer. Det fremstår på den baggrund usandsynligt, at ægtefællen fortsat frem til slutningen af 2017 skulle lade sin familie deltage i risikable transporter af illegalt skriftligt materiale gemt under deres tøj og i bilen. Heller ikke forklaringen om omstændighederne i forbindelse med anholdelsen af ægtefællen [C] og sønnen [D] fremstår troværdig. Forklaringen om [H] henvendelse til hende og sønnen [I], da de var på vej hjem fra hospitalet, fremstår usikker og ikke selvoplevet. Om tidspunktet for den efterfølgende udrejse har ansøgeren divergerende forklaret, at det skete en dag, ca. tre dage eller ca. 15 dage efter anholdelsen af ægtefællen og den anden søn. Ansøgerens deltagelse i et kvindemøde i 2015 og en efterfølgende samtale med myndighederne herom kan ikke antages at have bragt ansøgeren i en konflikt med myndighederne. Om ansøgerens konversion i Danmark til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren [i foråret] 2018 har forklaret, at hun er sunni muslim, men at hun ikke praktiserer sin religion. [I efteråret] 2018 har hun forklaret, at hun er ikke-religiøs og aldrig har overvejet andre religioner end islam, herunder kristendommen. [I vinteren] har hun forklaret, at hun er begyndt at læse lidt om kristendommen, og at hun i 2-3 måneder har gået i kirke og har deltaget i et kirkeligt kursus, men at hun ikke føler sig kristen endnu. [I vinteren] 2018 blev ansøgeren døbt i [en kirke]. Det fremgår af ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet, at hun allerede fra foråret 2018 deltog i en række kirkelige aktiviteter, men at hun til Udlændingestyrelsen ikke svarede ærligt på spørgsmål om interesse for kristendommen, idet hun var bange for at blive stillet ”svære spørgsmål”. I Flygtningenævnet har ansøgerens forklaring om sine bevæggrunde for konversionen ikke fremstået overbevisende og hendes viden om kristendommen overfladisk og tillært. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, men at den alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. De fremlagte udtalelser fra [en præst] kan ikke føre til en anden vurdering. Tilsvarende gælder de af ansøgeren fremlagte udskrifter fra ansøgerens profil på Facebook. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/166/JHB
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Tunesien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [by], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af myndighederne i Tunesien som følge af, at han har boet i Europa, og idet han har underskrevet nogle kontrakter i forbindelse med sit arbejde. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter den religiøse gruppe [A], fordi han indtager alkohol. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter familien til sin tidligere forlovede, idet han havde en intimt samvær med sin tidligere forlovede uden for ægteskabet. Afslutningsvis har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Tunesien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i slutningen af 2011 og starten af 2012 tog kontakt til [A], da de ligesom ham, hjalp flygtninge fra Libyen til Tunesien. I 2013 underskrev ansøgeren en række kontrakter vedrørende cement, da han arbejdede for sin tidligere chef. Senere viste det sig, at ansøgerens daværende chef havde svindlet med mængden af cement i kontrakterne. I marts eller april 2013 blev ansøgeren opsøgt af en person ved navn [B]. [B] bad om økonomisk hjælp til [A]. Ansøgeren afviste at hjælpe. På et tidspunkt mellem april og august 2013 blev ansøgeren advaret af en person om, at ansøgeren skulle passe på, at hans bil ikke blev brændt af, og at han ikke skulle drikke alkohol med sin kollega [C]. I [sommeren] 2013 blev ansøgeren kidnappet af [A], hvor han fik at vide, at han skulle halshugges, fordi han drak alkohol. Ansøgeren fik mulighed for at undgå halshugning, hvis han kunne skaffe 20.000 dinarer inden for 48 timer. Han solgte derfor sin BMW og to lastbiler for at skaffe pengene. Herefter udrejste ansøgeren af Tunesien. I 2014 afbrød han forholdet til sin daværende forlovede, da han havde fundet en ny kæreste. Hans daværende forlovedes familie klagede over, at han havde afbrudt forholdet. Han har fra sin søster hørt, at hans daværende forlovedes familie truede hans familie. Efter 2016 sendte hans daværende forlovedes familie trusler gennem Messenger. I slutningen af 2016 eller starten af 2017 fik ansøgeren tre indkaldelser til samtaler hos myndighederne i Tunesien. Han formede, at indkaldelserne omhandlede de kontrakter, han underskrev i 2013. Da han var i Tunestien i 2017, blev han forsøgt påkørt af nogle personer, som han formede, var hans daværende forlovedes brødre. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentlig svækket, dels på baggrund af nævnets tidligere afgørelse af [vinteren] 2015, at ansøgeren først søger asyl meget sent, at ansøgeren i [sommeren] 2019 frafaldt sin ansøgning, da han ikke har ønsket andre spørgsmål end forhold til sin tidligere forlovedes familie behandlet, og da han har undladt at besvare direkte spørgsmål fra nævnet. Ad motiver vedrørende sin egen familie, forholdet til tidligere arbejdsgivet og til myndighederne. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen, da ansøgeren flere gange har sagt, at han ikke ønsker disse spørgsmål behandlet, og da han ikke har ønsket at udtale sig om disse spørgsmål, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse forhold kan medfører asyl. Ansøgeren har angivet, at han som følge af en ophævet forlovelse har problemer med sin tidligere forlovedes familie. Ansøgeren har forklaret, at hans familie efter hans udrejse er blevet opsøgt af den tidligere forlovedes familie, og at der under samtalen mellem familierne var en underliggende trussel. Han har oplyst, at truslen aldrig blev sagt direkte, og han har ikke nærmere kunnet angive, hvad en eventuel trussel gik ud på. Han har under nævnsmødet ikke kunne afvise, at de blot ønskede, at skælde ham ud. Han har forklaret, at hverken han eller familien i øvrigt blev kontaktet i perioden 2014 til 2016. Han har forklaret, at han i sommeren 2016 modtog en trussel fra sin tidligere forlovedes familie på Facebook, men han har ikke dokumenteret dette for nævnet. Han har tre gange været på ferie i Tunesien efter, at han havde modtaget truslerne. Han har forud for nævnsmødet alene forklaret, at han i forbindelse med det ene rejse blev forsøgt påkørt, og at han formodede, at det var den tidligere forlovedes brødre, der forsøgte at påkøre ham, fordi der var tale om et bilmærke, som de benyttede. Han har for nævnet forklaret, at han for tre uger siden fik en oplysning fra sin bror i Belgien, som han taler med ca. en gang om måneden, om at brødrene skulle have bekræftet, at de havde forsøgt at slå ham ihjel, og at de ville forsøge igen. Nævnet finder det usandsynligt, at broren tilfældigt mere end to år efter episoden og kun fem uger før nævnsmødet, får denne oplysning, ligesom nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren forklarer, at han ikke havde forklaret om denne episode til broren på trods af deres jævnlige samtaler. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke erindrer, om han fortalte om denne nye væsentlige oplysning til sin advokat, og at dette, såfremt han har fortalt det, ikke fremgår af advokat indlægget. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Han har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2019/3/sme
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte:”[Klageren er etnisk iraker og shia-muslim fra [by], Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2001, og at hun [vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [efteråret] 2016 orienteret politiet i Kastrup Lufthavn Udlændingestyrelsen om, at klageren og hendes datter samme dag var indrejst i København fra Irak. Klageren indrejste på et irakisk nationalitetspas. Det fremgik af passet, at klageren havde været udrejst af Danmark siden [efteråret] 2015 ligesom der fremgik et stort antal ind- og udrejsestempler i Irak siden 2013, samt flere visa til Iran. Det fremgår videre af det Centrale Personregister, at klageren siden [efteråret] 2016 har været registreret som udrejst til Irak. [i slutningen af] 2017 orienteret politiet i Kastrup Lufthavn Udlændingestyrelsen om, at klageren samme dag indrejste i København fra Irak, og at klageren havde været udrejst af Danmark siden [efteråret] 2016. Her oplyste klageren politiet, at hun havde været i Irak i 14 måneder, fordi hun havde været syg. [i starten af] 2018 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning fra klageren, om at hendes opholdstilladelse ikke skulle anses som bortfaldet, idet hun udrejste til Irak, fordi hun havde nogle psykiske problemer, og fordi hendes datter havde problemer med sin ægtefælle. Klageren kunne derfor ikke forlade sin datter, hvorfor klageren følte sig nødsaget til at blive sammen med sin datter i Irak. [Efteråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17, stk. 1 og stk. 4, f. § 17 a, stk. 6, idet det kun er muligt at fortryde sin repatriering én gang, hvilket klageren benyttede sig af i 2014. Flygtningenævnet bemærker, at klageren [sommeren] 2013 underskrev et frivilligt frafald af sin opholdstilladelse i Danmark for at vende tilbage til Irak. Klageren udrejste [sommeren] 2013, hvor hun – efter at have fået forlænget fristen for fortrydelse af repatrieringen i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 2 – [sommeren] 2015 vendte tilbage til Danmark, idet klageren benyttede sin ret til at fortryde sin repatriering til Irak. [efteråret] 2015 udrejste klageren på ny af Danmark og tog ophold i Irak, hvorfra hun indrejste i Danmark [efteråret] 2016. Klageren opholdt sig efter det oplyste i Danmark frem til [efteråret] 2016, hvorefter hun på ny udrejste af Danmark og tog ophold i Irak, hvor hun havde ophold, indtil hun den [i slutningen af] 2017 på ny indrejste i Danmark. Flygtningenævnet lægger i lyset af det anførte til grund, at klageren var bekendt med, at der gjaldt en 1 års frist for hendes ophold uden for Danmark, hvilket også støttes af, at klageren for nævnet har forklaret, at hun ”overholdt ikke sin et års frist, fordi hun ikke troede, at tiden var gået”. På denne baggrund og efter de oplysninger, som klageren er fremkommet med, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren frivilligt tog ophold i Irak, hvor klageren opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Betingelserne for bortfald af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4 er derfor opfyldt. Udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klageren tidligere har været repatrieret til Irak, jf. herved udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Spørgsmålet er herefter, om der er grundlag for at undlade at anse opholdstilladelsen for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Klageren har til støtte for, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet henvist til, at hun havde det psykisk dårligt, mens hun opholdt sig i Irak. Klageren har henvist til en kopi af en lægeerklæring udstedt i Bagdad [i starten af] 2018. Det fremgår ikke af lægeerklæringen, der er udstedt efter klagerens indrejse [i slutningen af ] 2017, at klageren har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark. Klageren har for nævnet forklaret, at hun lå på hospitalet i Irak, fordi hun havde det psykisk dårligt, men dette er ikke dokumenteret, og nævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på tilvejebringelse af eventuelle yderligere lægelige oplysninger. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke har dokumenteret, at klagerens helbredsmæssige situation har været af en sådan intensitet og karakter, at det kan begrunde, at klageren ikke har kunnet vende tilbage til Danmark inden for 12 måneder efter udrejsen [efteråret] 2016. Ved vurderingen må endvidere som anført af Udlændingestyrelsen indgå, at klageren ikke på noget tidspunkt i perioden fra [efteråret] 2016 til [slutningen af] 2017 har rettet henvendelse til de danske myndigheder og oplyst om de forhold, der efter klagerens opfattelse var til hinder for, at hun kunne rejse tilbage til Danmark. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at der af den årsag er grundlag for at undlade at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet. Det kan henset til det samlede omfang af klagerens ophold i Irak ikke føre til en anden vurdering, at klageren har ægtefælle og tre voksne børn i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at undlade at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Under hensyn til varigheden af klagerens ophold i Irak siden [sommeren] 2013 finder Flygtningenævnet – uanset klagerens forklaring for nævnet – at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”] [Irak/2019/114/YARS]
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig klager, der havde oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at hun er bidoon (statsløs), etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiya, Al-Jahra, Kuwait. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at hendes far og farbror [i foråret] 2014 deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder, og at de fra [foråret] 2014 til [efteråret] 2014 havde været tilbageholdt og udsat for tortur af den kuwaitiske sikkerhedstjeneste. Klageren henviste som asylmotiv endvidere til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Udlændingestyrelsen afholdt [i foråret] 2018 samtale med klageren, idet Udlændingestyrelsen var blevet bekendt med en række oplysninger, som indikerede, at klageren og hendes familie var irakere og således ikke bidoonere fra Kuwait. [I efteråret] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet styrelsen finder, at opholdstilladelsen er opnået ved svig. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge klagerens far, [A’s], klagerens onkel, [B’s], eller klagerens mor, [C’s], forklaringer om deres konflikt med de kuwaitiske myndigheder til grund. Af klagerens fars Facebook profil, der bærer hans navn og billede, fremgår, at brugeren har ”liket” billeder af og opslag fra personer, der bor og arbejder i Irak, ligesom flere personer fra Irak har kommenteret klagerens fars profilbillede. [D] og [E] har [i sommeren] 2017 samstemmende forklaret til Udlændingestyrelsen, at deres far hedder [H], og at de har 10 søskende, herunder 4 søstre, [hvoraf en har samme fornavn som F]. Den kvindelige ansøger [F] har til Udlændingestyrelsen forklaret, at 3 af hendes søstre, der har søgt asyl i Danmark, hedder [det samme som E’s søstre], og at hendes far hedder [det samme som D og E’s far]. [F] har ikke omtalt nogen brødre under asylsagen og først under nævnsmødet omtalt en bror ved navn [I]. [E] har videre forklaret, at hans søster [med samme fornavn som F] er gift med [en person med samme fornavn som B], der også opholder sig i Danmark. [F’s] ægtefælle, [B], fik i 2015 opholdstilladelse i Danmark. Det lægges derfor til grund, at [D] og [E] er den kvindelige ansøger [F’s] brødre. [D] og [E] har samstemmende forklaret, at hele familien alle er irakiske statsborgere, og at alle deres søskende, så vidt de vidste, opholdt sig i Nassiriya i Irak. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger [F] ved indrejse i Grækenland er registreret som iraker med [et andet efternavn], og den kvindelige ansøger [G] ved indrejse i Ungarn er registreret som syrer med [et andet navn]. [F] er gift med klagerens onkel, og [G] er klagerens moster. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke er statsløs bidoon fra Kuwait, at hun ved sin indrejse i Danmark afgav bevidst urigtige oplysninger om sin identitet og således har opnået opholdstilladelse ved svig. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 er herefter opfyldte. Flygtningenævnet har ved vurderingen af, om det må antages at være særligt belastende for klageren at inddrage hendes opholdstilladelse, lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark [efteråret] 2014, at hun taler og forstår dansk, at hun er født blind, og at hun ikke er tilknyttet det danske arbejdsmarked. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at det må antages at være særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/48/JEA
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig klager, der havde oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i 2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han og sin bror i [sommeren] 2013 og [i starten af] 2014 deltog i demonstrationer for bidooneres rettigheder. Klageren og hans bror blev [i foråret 2014] anholdt af den kuwaitiske sikkerhedstjeneste og var tilbageholdt til den [efteråret 2014]. Klageren blev under tilbageholdelsen udsat for tortur og blev løsladt under forudsætning af, at han underskrev en erklæring om, at han ikke ville deltage i yderligere protester. Klageren udrejste med sin bror og ældste datter en uge efter. Klageren henviste som asylmotiv endvidere til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Udlændingestyrelsen afholdt [i foråret] 2018 samtale med klageren, idet Udlændingestyrelsen var blevet bekendt med en række oplysninger, som indikerede, at klageren og hans familie var irakere og således ikke bidoonere fra Kuwait. [I efteråret] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet styrelsen finder, at opholdstilladelsen er opnået ved svig. Klageren og hans bror, [B], har under deres oprindelige asylsager forklaret indbyrdes forskelligt om, hvor de skjulte sig efter demonstrationen [i starten af] 2014, i hvilken rækkefølge de opholdt sig hos de forskellige personer, og hvor længe de opholdt sig de forskellige steder, ligesom klageren forklarede, at han og broderen blev anholdt to måneder efter demonstrationen, mens [B] forklarede, at brødrene blev anholdt en måned efter demonstrationen. Klageren har under samtalen med Udlændingestyrelsen den [i foråret 2018] forklaret, at han ikke kunne huske omstændighederne omkring demonstrationen og den senere anholdelse, og klageren har under nævnsmødet til dels forklaret usammenhængende herom. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sin konflikt med de kuwaitiske myndigheder til grund. På en Facebook profil, der bærer klagerens navn og billede, har brugeren ”liket” billeder af og opslag fra personer, der bor og arbejder i Irak, ligesom flere personer fra Irak har kommenteret klagerens profilbillede. Det forekommer særdeles usandsynligt, at andre end klageren har oprettet og brugt denne profil, eller at profilen skulle være blevet ”hacket”, som forklaret af klageren. [D] og [E] har den [i foråret] 2017 samstemmende forklaret til Udlændingestyrelsen, at deres far hedder [H], og at de har 10 søskende, herunder 4 søstre, [hvoraf en har samme fornavn som F]. Den kvindelige ansøger [F] har til Udlændingestyrelsen forklaret, at 3 af hendes søstre, der har søgt asyl i Danmark, hedder [det samme som E’s søstre], og at hendes far hedder [det samme som D og E’s far]. [F] har ikke omtalt nogen brødre under asylsagen og har først under nævnsmødet omtalt en bror ved navn [I]. [E] har videre forklaret, at hans søster [med samme fornavn som F] er gift med [en person med samme fornavn som B], der også opholder sig i Danmark. [F’s] ægtefælle, [B], fik i 2015 opholdstilladelse i Danmark. Det lægges derfor til grund, at [D] og [E] er den kvindelige ansøger [F’s] brødre. [D] og [E] har samstemmende forklaret, at hele familien alle er irakiske statsborgere, og at alle deres søskende, så vidt de vidste, opholdt sig i Nassiriya i Irak. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger [F] ved indrejse i Grækenland er registreret som iraker med [et andet efternavn], og den kvindelige ansøger [G] ved indrejse i Ungarn er registreret som syrer med [et andet navn]. [F] er klagerens svigerinde, og [G] er klagerens ægtefælles søster. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på den baggrund, at klageren ikke er statsløs bidoon fra Kuwait, at han ved indrejsen i Danmark afgav bevidst urigtige oplysninger om sin identitet og således har opnået opholdstilladelse ved svig. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 er herefter opfyldte. Flygtningenævnet har ved vurderingen af, om det må antages at være særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse, lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark siden [efteråret 2014], at han hverken taler eller skriver dansk, ikke har nogen tilknytning til det danske arbejdsmarked og ikke er under uddannelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at det må antages at være særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/47/JEA
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig klager, der havde oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er bidoon (statsløs), etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiya, Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet hendes ægtefælle har deltaget i demonstrationer for bidooneres rettigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i starten af 2014 deltog i en demonstration sammen med sin bror. Ansøgerens ægtefælle skjulte sig efterfølgende i to måneder for myndighederne, idet flere demonstranter var blevet anholdt. Sent samme aften, som ansøgerens ægtefælle vendte tilbage på bopælen, blev han arresteret af politiet. Ansøgerens ægtefælle blev løsladt fem til seks måneder senere, hvorefter han udrejste af Kuwait. Ansøgeren udrejste med sin svigerinde [i efteråret 2014], omkring en uge efter sin ægtefælle. De opholdt sig i Iran i omkring et år forud for rejsen til Danmark. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens ægtefælle, [B’s], ansøgerens svoger, [A’s], og ansøgerens svigerinde, [C’s], forklaringer om deres konflikt med de kuwaitiske myndigheder til grund. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes svigerinde, [C], til deres asylsamtaler har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt [C] var fængslet, mens ægtefællen og svogeren var fængslet, eller om det skete efter mændenes udrejse. Ansøgeren og ansøgerens svigerinde har videre forklaret indbyrdes divergerende om omstændighederne ved deres udrejse fra Kuwait. Ansøgerens svoger, [A], har en Facebook profil, der bærer hans navn og billede. Det fremgår af denne profil, at brugeren har ”liket” billeder af og opslag fra personer, der bor og arbejder i Irak, ligesom flere personer fra Irak har kommenteret ægtefællens profilbillede. Ansøgerens ægtefælle, [B] har ligeledes en Facebook profil, der indeholder hans billede, og hvorpå der er aktiviteter i forhold til Irak. Flygtningenævnet finder det utroværdigt, at det ikke er ægtefællen selv, der har oprettet denne profil. [D] og [E] har [i sommeren 2017] samstemmende forklaret til Udlændingestyrelsen, at deres far hedder [H], og at de har 10 søskende, herunder 4 søstre, [hvoraf en har samme fornavn som F]. Den kvindelige ansøger [F] har til Udlændingestyrelsen forklaret, at 3 af hendes søstre, der har søgt asyl i Danmark, hedder [det samme som E’s søstre], og at hendes far hedder [det samme som D og E’s far]. [F] har ikke omtalt nogen brødre under asylsagen og har først under nævnsmødet omtalt en bror ved navn [I]. [E] har videre forklaret, at hans søster [med samme navn som F] er gift med [en person med samme fornavn som B], der også opholder sig i Danmark. [F’s] ægtefælle, [B], fik i 2015 opholdstilladelse i Danmark. Det lægges derfor til grund, at [D] og [E] er den kvindelige ansøger [F’s] brødre. [E] og [F] har samstemmende forklaret, at hele familien alle er irakiske statsborgere, og at alle deres søskende, så vidt de vidste, opholdt sig i Nassiriya i Irak. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger [F] ved indrejse i Grækenland er registreret som iraker med [et andet efternavn], og den kvindelige ansøger [G] ved indrejse i Ungarn er registreret som syrer med [et andet navn]. [G] er søster til ansøgerens svigerinde,[C]. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait og dermed hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/46/JEA
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig klager, der havde oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at han er bidoon (statsløs), etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiya, Al-Jahra, Kuwait. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han og sin bror [i starten af 2014] deltog i demonstrationer for bidooneres rettigheder. Klageren og hans bror blev [i foråret 2014] anholdt af den kuwaitiske sikkerhedstjeneste og var tilbageholdt til [efteråret] 2014. Klageren blev under tilbageholdelsen udsat for tortur og blev løsladt under forudsætning af, at han underskrev en erklæring om, at han ikke ville deltage i yderligere protester. Klageren udrejste med sin bror og dennes ældste datter en uge efter. Klageren henviste som asylmotiv endvidere til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Udlændingestyrelsen afholdt [i foråret] 2018 samtale med klageren, idet Udlændingestyrelsen var blevet bekendt med en række oplysninger, som indikerede, at klageren og hans familie var irakere og således ikke bidoonere fra Kuwait. [I efteråret] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet styrelsen finder, at opholdstilladelsen er opnået ved svig. Klageren og hans bror, [A], har under deres oprindelige asylsager forklaret indbyrdes forskelligt om, hvor de skjulte sig efter demonstrationen [i starten af] 2014, i hvilken rækkefølge de opholdt sig hos de forskellige personer, og hvor længe de opholdt sig de forskellige steder, ligesom broderen forklarede, at han og klageren blev anholdt to måneder efter demonstrationen, mens klageren forklarede, at brødrene blev anholdt en måned efter demonstrationen. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han under tilbageholdelsen blev afhørt i hvert tilfælde 10 gange, mens han til asylsamtalen forklarede, at han blev afhørt 4-5 gange. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2018 har klageren forklaret, at han ikke kunne huske, hvornår demonstrationen fandt sted, ikke husker sin adresse i Kuwait eller hvor han skjulte sig efter demonstrationen. Heller ikke under nævnsmødet har klageren kunnet forklare nærmere herom. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sin konflikt med de kuwaitiske myndigheder til grund. På en Facebook profil, der bærer klagerens navn og billede, er der forskellige aktiviteter i forhold til Irak, ligesom klagerens bror, [A], har en Facebook profil, der bærer dennes navn og billede, og på hvilken brugeren har ”liket” billeder af og opslag fra personer, der bor og arbejder i Irak, ligesom flere personer fra Irak har kommenteret hans profilbillede. Det forekommer særdeles usandsynligt, at andre end klageren har oprettet og brugt denne profil. [D] og [E] har [i sommeren] 2017 samstemmende forklaret til Udlændingestyrelsen, at deres far hedder [H], og at de har 10 søskende, herunder 4 søstre, [hvoraf en har samme fornavn som F]. Den kvindelige ansøger [F] har til Udlændingestyrelsen forklaret, at 3 af hendes søstre, der har søgt asyl i Danmark, hedder [det samme som E’s brødre], og at hendes far hedder [det samme som D og E’s far]. [F] har ikke omtalt nogen brødre under asylsagen og har først under nævnsmødet omtalt en bror ved navn [I]. [E] har videre forklaret, at hans søster [med samme fornavn som F] er gift med [en person med samme fornavn som B], der også opholder sig i Danmark. [F’s] ægtefælle, [B], fik i 2015 opholdstilladelse i Danmark. Det lægges derfor til grund, at [D] og [E] er den kvindelige ansøger [F’s] brødre. [D] og [E] har samstemmende forklaret, at hele familien alle er irakiske statsborgere, og at alle deres søskende, så vidt de vidste, opholdt sig i Nassiriya i Irak. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger [F] ved indrejse i Grækenland er registreret som iraker med [et andet efternavn], og den kvindelige ansøger [G] ved indrejse i Ungarn er registreret som syrer med [et andet navn]. [F] er klagerens ægtefælle, og [G] er klagerens svigerindes søster. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på den baggrund, at klageren ikke er statsløs bidoon fra Kuwait, at han ved indrejsen i Danmark afgav bevidst urigtige oplysninger om sin identitet og således har opnået opholdstilladelse ved svig. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 er herefter opfyldte. Flygtningenævnet har ved vurderingen af, om det må antages at være særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse, lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark siden [efteråret 2014], at han hverken taler eller skriver dansk, ikke har nogen tilknytning til det danske arbejdsmarked og ikke er under uddannelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at det må antages at være særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/45/JEA
Nævnet hjemviste i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøgere med ukendt statsborger. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren har oplyst, at han er fra i Idlib i Syrien, og at han er syrisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, idet han frygter de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne og en person ved navn [A] i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i krig i Syrien, og at han kæmpede for de syriske myndigheder. Han blev rekrutteret, idet han var over 18 år, og han kæmpede for de syriske myndigheder. Ansøgeren stod først vagt ved et hospital, og senere var han på en militærluftbase for de syriske myndigheder, hvor han både fik træning og stod vagt. Han var i de syriske myndigheders hær indtil basen, hvor han tjente som soldat, blev angrebet af Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren kæmpede herefter for Den Frie Syriske Hær i omkring 1 år, hvor ansøgeren boede sammen med andre medlemmer af Den Frie Syriske Hær, og hvor ansøgeren var med til at beskytte forskellige områder mod angreb. De syriske myndigheder angreb landsbyer og områder, hvori Den Frie Syriske Hær var, fra luften. Ansøgeren flygtede første gang fra Syrien på grund af forbrændinger i forbindelse med et bombeangreb. Ansøgeren har oplyst, at han er eftersøgt af både de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær på grund af hans desertering, og at han frygter, at de vil slå ham ihjel, hvis han ikke vil kæmpe for dem. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for de libanesiske myndigheder oplyst, at han indrejste i Libanon illegalt på et falsk ID-kort, og at han efter ophold i Libanon blev fængslet og sat for en dommer, hvorefter han blev pålagt at udrejse af Libanon. I Libanon blev ansøgeren endvidere afhængig af piller, og han følte sig presset til at gøre ting, han ikke havde lyst til, for at betale for pillerne til [A]. Han udførte dog ikke tingene. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at kunne tage stilling til ansøgerens identitet. Flertallet finder, at der bør foretages en fornyet sprogtest af ansøgeren i forhold til libanesisk arabisk, ligesom ansøgerens kendskab til Syrien bør afdækkes yderligere. Endvidere bør ansøgerens angiveligt ægte kørekort om muligt skaffes til veje med henblik på eventuel ægthedsvurdering. Flygtningenævnets flertal hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” hjem/2019/44/ajev
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angiveligt mandlig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og sunni muslim fra Daraa, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller udtaget til militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke har gået i skole og er i den militærpligtige alder. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke ønsker at anvende våben og slå folk ihjel. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, pågældende påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål om sine personlige forhold. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er registreret hos UNRWA, selvom han angiveligt skulle være født i Yarmouk-lejren i Damaskus. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerens syriske ID-kort er vurderet som uægte. Endelig er der lagt vægt på resultatet af sprogtestene, hvoraf det fremgår, at ansøgerens dialekt med høj sandsynlighed ikke er den dialekt, der tales i det sydlige Syrien. Hertil kommer, at ansøgerens oprindelige forklaring om rejseruten fra Daraa i Syrien til Edirne i Tyrkiet fremstår usandsynlig og dermed utroværdig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på ovennævnte baggrund heller ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der efter ovennævnte bevisvurdering ikke har sandsynliggjort, at han er fra Syrien, heller ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse i Syrien eller andre lande. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/43/gdan
Nævnet meddelte i december 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og medlem af Pinsebevægelsen fra Maekel, Asmara, Eritrea. Ansøgeren har været medlem af bevægelsen i omtrent et år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til nationaltjeneste af myndighederne og at hun frygter myndighederne og de generelle forhold i Eritrea. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er i en alder, hvor hun kan indkaldes til nationaltjeneste. Hun har endvidere oplyst, at hun er medlem af Pinsebevægelsen. Ansøgeren er ydermere udrejst på en udrejsetilladelse, der var gyldig i en måned, og hun ikke rejste tilbage til Eritrea inden udløb af tilladelsen. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet påberåbt sig, at hun frygter at blive forfulgt, fordi hendes far er deserteret fra nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far, der er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, udrejste af Eritrea for at unddrage sig nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens mor har været indkaldt til samtale med myndighederne flere gange på grund af ægtefællens udrejse, og at hun under disse møder er blevet truet med store bøder og fængsel. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at der ikke ved den dengang mindreårige ansøgers udrejse var taget stilling til spørgsmålet om indkaldelse af hende til nationaltjeneste. Det fremgår af rapport fra EASO – Eritrea National service exit and return, udgivet i september 2019 bl.a.:”From 2005 until approximately 2010, family members of deserters and draft evaders who left the country had to pay a fine of ERN 50.000 … If they could not pay that fine, they were imprisoned for up to one year; in some cases, business licences were revoked or property seized. In the recent years, such persecution has become less consistently applied. As of 2019, it is only sporadically reported, but continues to happen in some cases.”På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den konvertering til Pinsekirken, som hun angiveligt er i gang med, er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har udvist begrænset viden om Pinsebevægelsen, og at hun generelt fremstår uklar i sine religiøse refleksioner. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2019/7/gdan
Nævnet meddelte i december 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra [by], zobaen Maekel, sub-zoaen Berik, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at blive fængslet af myndighederne, da hun ikke rejste tilbage til Eritrea efter at have fået udstedt en udrejsetilladelse gyldig i en måned. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun siden 2000 er blevet indkaldt til nationaltjeneste gentagne gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun blev fritaget for nationaltjeneste, da hun har en datter med et handikap. Hun har ydermere oplyst, at hun i 2012 blev indkaldt til samtale fem gange af myndighederne, hvor hun blev spurgt, hvor hendes ægtefælle befinder sig og blev truet med fængsel. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet afgav en konsistent og detaljeret forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens ægtefælle, der er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, udrejste af Eritrea for at unddrage sig nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren selv er blevet fritaget sin nationaltjeneste på grund af sit handicappede barn. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været indkaldt til samtale med myndighederne flere gange på grund af sin ægtefælles udrejse, og at hun under disse møder er blevet truet med store bøder og fængsel. Det fremgår af rapport fra EASO – Eritrea National service exit and return, udgivet i september 2019 bl.a.:”From 2005 until approximately 2010, family members of deserters and draft evaders who left the country had to pay a fine of ERN 50.000 … If they could not pay that fine, they were imprisoned for up to one year; in some cases, business licences were revoked or property seized. In the recent years, such persecution has become less consistently applied. As of 2019, it is only sporadically reported, but continues to happen in some cases.” På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed, at ansøgeren i 2018 indrejste i Eritrea og opholdt sig der i 20 dage uden kontakt til myndighederne, kan herefter ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2019/6/gdan
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter myndighederne og familien til afdøde [A], idet ansøgerens søn ved navn [B] er blevet beskyldt for at have slået [A] ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [B] startede med at aftjene sin toårige værnepligt i 2013 i Nagorno-Karabakh. En dag i sommeren 2014 skulle [B] sammen med to andre soldaterkammerater hente vand til enheden. Ved vandkilden blev [B] og hans to kam-merater angrebet af aserbajdsjanske soldater. [B] slap fri og løb efter hjælp. Da [B] kom tilbage med forstærkninger, var hans to kammerater blevet slået ihjel. [B] blev efterfølgende beskyldt for deres død, fordi han havde efterladt dem i hjælpeløs tilstand. Dagen efter episoden deserterede [B] fra militæret og udrejste til Danmark, hvor han søgte asyl. Efter [B] var udrejst til Danmark, begyndte ansøgeren at blive opsøgt af myndighederne og familien til [A], som ville have oplyst, hvor [B] befandt sig. Myndighederne truede ansøgeren med, at hvis ansøgeren ikke oplyste, hvor [B] var, ville de tvinge ansøgerens ældste søn, [C], til militærtjeneste. Truslerne herom stod på i cirka to år. I foråret 2016 blev [C] tvunget militærtjeneste. [B], der på daværende tidspunkt befandt sig i Danmark, fik besked herom og rejste efterfølgende til Armenien for at afløse sin bror, idet [C] havde psykiske problemer. Da [B] meldte sig til militæret, frigav de ikke [C], hvorfor de begge blev tvunget militærtjeneste ved grænseområdet Nagorno-Karabakh. I august 2016 flygtede ansøgerens to sønner til Tyskland og søgte om asyl, idet de mente, at det var for farligt at være ved grænseområdet Nagorno-Karabakh. Endvidere blev [A]s familie bekendt med, at [B] befandt sig i Armenien. Ansøgeren udrejste af Armenien [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt i Armenien ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i forhold til sin søn, [B], har forklaret forskelligt om flere forhold af central betydning for asylmotivet, ligesom hendes forklaring om konflikten ikke i øvrigt forekommer troværdig. Ansøgeren har således forklaret, at [B] efter episoden, hvor han blev beskyldt for at være skyld i to soldaterkammeraters død, flygtede til et for hende ukendt sted, mens [B] under sin asylsag har forklaret, at han flygtede til Hviderusland sammen med ansøgeren. [B] har endvidere forklaret, at han ikke har nogen søskende, mens ansøgeren har forklaret, at hun har endnu en søn ved navn [C]. Endelig har [B] forklaret, at han efter sin indrejse i Danmark har haft jævnlig kontakt til ansøgeren, der opholdt sig i Hviderusland, og som ikke havde kontakt til nogen i Armenien. Denne forklaring stemmer ikke overens med ansøgerens forklaring om, at hun opholdt sig i Armenien, og at hun jævnligt blev opsøgt af myndighederne og familien til en af de dræbte soldater. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at myndighederne efterstræbte [B] savner sammenhæng med, at [B] – efter ansøgerens forklaring – tog fra Danmark til Armenien for på ny at aftjene værnepligt. Nævnet finder anledning til at bemærke, at selv hvis det kunne lægges til grund, at familiemedlemmer til en dræbt soldat bebrejdede ansøgerens søn drabet, så er der heller ikke efter ansøgerens forklaring noget, der tyder på, at hun har været eller risikerer at blive udsat for asylrelevante overgreb, idet ansøgeren i givet fald alene har oplevet at blive generet og truet af familien over en periode på to år. På denne baggrund tiltræder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2019/9/CHA
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tajik og shiamuslim fra Herat, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en gruppering – som muligt har forbindelser til Taliban – der kidnappede klagerens fætter. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans fætter blev kidnappet af tre personer, da han og fætteren var ude og cykle sammen. Klagerens fætter blev tvunget ind i en bil af tre ukendte personer. Klageren nåede at undslippe gerningsmændene. Personerne kidnappede klagerens fætter, fordi de formodentligt ville anvende ham til at afpresse penge fra hans familie. Klageren har dertil oplyst, at gerningsmændene oprindeligt ønskede at kidnappe klageren. Klageren har videre oplyst, at han ville kunne identificere personerne og meldte dem derfor til politiet, hvor han afgav forklaring. Klagerens farbror modtog derefter trusler fra gerningsmændene, fordi klageren havde meldt hændelsen til politiet. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han frygter for sit liv i Afghanistan, fordi han formentligt ikke har noget familie tilbage i landet. Han frygter videre, at han – idet han mangler et id-kort – bliver nødsaget til at kontakte myndighederne i sin fødeby, og at hans identitet derfor vil blive kendt af de personer, som stod bag kidnapningen, idet de samarbejder med politiet. Han frygter endvidere krig og selvmord. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Udlændingestyrelsen har i den påklagede afgørelse af [foråret] 2019 henvist til forskellige divergenser i de forklaringer, som klageren dels ved den oprindelige asylsags behandling i 2010-2011 og dels efterfølgende i 2018-2019 har afgivet til de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at en række af disse uoverensstemmelser enten er af mindre betydning eller må anses for forståelige i lyset af, at der er forløbet omkring ti år, fra klageren forlod Afghanistan, og til de seneste samtaler fandt sted. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der foreligger væsentlige uoverensstemmelser også vedrørende nogle forhold, der er helt centrale for klagerens asylmotiv og dermed også for hans troværdighed. Vedrørende baggrunden for at klagerens familie blev truet af de personer, der havde kidnappet hans fætter, forklarede klageren ved samtale [i efteråret] 2010, side 7, at kidnapperne ville have klageren udleveret, fordi han havde set deres ansigter. Han forklarede endvidere, side 8, at hans fætter var blevet kidnappet, fordi hans farbror var rig. Ved samtale [i efteråret] 2018, side 8, forklarede klageren, at det var en fejl, at fætteren var blevet kidnappet, og at det i virkeligheden var ham, der skulle have været kidnappet, fordi klagerens far var rig. Det fremgår sammesteds, at farbroren ”kun sælger dyreskind…”, hvilket skulle have overbevist kidnapperne om, at det var den forkerte dreng, de havde taget. Dette fastholdes ved samtale [i vinteren 2018/2019], side 8, hvor klageren ved en meget omhyggelig udspørgning fastholder, at det var ham, der skulle have været kidnappet, fordi hans far var rig. Det fremgår af referatet, at forklaringen fra 2010 og forklaringen fra 2018 er nøje gennemgået med klageren, der herefter fastholder, at han hele tiden har været det egentlige mål for kidnapningen. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklarer klageren imidlertid på ny, at fætteren var målet for kidnapningen, og at såvel hans far som hans farbror var velhavende. Foreholdt disse uoverensstemmelser har klageren for Flygtningenævnet forklaret, at der må være tale om en misforståelse, eventuelt en fejl i tolkningen i 2018-2019. Vedrørende fætterens navn forklarede klageren ved samtale [i efteråret] 2010, side 6, at fætterens navn var [H]. Ved samtale [i vinteren 2018/2019], side 6, har han imidlertid oplyst fætterens navn som [A]. Ved samme lejlighed foreholdt, at han tidligere skulle have opgivet navnet som [H], benægtede klageren, at han skulle have opgivet fætterens navn som [H]. I klagerens advokats indlæg til Flygtningenævnet og ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklarer klageren imidlertid nu, at han bevidst opgav fætterens navn forkert i 2010 under hensyn til sin egen sikkerhed mod at blive sendt tilbage til Afghanistan, såfremt fætteren blev løsladt af kidnapperne. Klageren henviste i den forbindelse til, at nogle personer, muligvis selv asylansøgere, havde rådet ham til ikke at opgive korrekte oplysninger på dette punkt. Vedrørende spørgsmålet om hvad der efterfølgende er sket med hans fætter, forklarede klageren [i efteråret] 2010, side 8n, at han ikke vidste, hvad der var sket med fætteren. Ved samtale [i efteråret] 2018, side 10, har klageren forklaret, at hans fætter ifølge oplysninger fra klagerens far var blevet dræbt og efterfølgende parteret. Dette blev senere under samme samtale, side 12, udtrykkeligt foreholdt ham, og han bestred, at han skulle have sagt tidligere, at han ikke vidste, hvad der var sket med fætteren. Ved samtale [i vinteren 2018/2019], side 5, fastholdt klageren denne forklaring og forklarede yderligere, at han mente, at han også havde fortalt det under sin oprindelige asylsag. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har klageren imidlertid nu forklaret, at han alene forestillede sig, at hans fætter var blevet parteret. Som anført ovenfor finder Flygtningenævnet, at disse tre temaer er helt centrale for bedømmelsen af klagerens troværdighed og dermed for, om han kan anses for at have opnået sin opholdstilladelse ved svig. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren var det oprindelige mål for kidnapningen finder Flygtningenævnet også henset til den meget omhyggelige udspørgning ved samtalen [i vinteren 2018/2019], side 8, og henset til klagerens danskkundskaber, at det ikke kan lægges til grund, at der er tale om fejl i tolkningen eller misforståelser. Vedrørende spørgsmålet om korrekt angivelse af fætterens navn finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om, at han alene opgav ukorrekt navn efter anbefaling fra andre og for at beskytte sig selv, må tilsidesættes som utroværdig. Vedrørende spørgsmålet om hvad der efterfølgende er sket med fætteren, finder Flygtningenævnet, at der er en så afgørende forskel på at forklare, om man er ubekendt med fætterens skæbne og på, at han er blevet dræbt og parteret, hvilket blev gentaget to gange, at dette ikke kan forklares med henvisning til klagerens egne forestillinger. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på baggrund af disse meget væsentlige divergenser, at bevisbyrden for at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, er opfyldt. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at betingelserne for ikke at forlængelse klagerens opholdstilladelse som udgangspunkt er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt som i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grund end svig. Om klagerens forhold er det oplyst, at han er 29 år gammel og har haft fast arbejde, i perioder på deltid, hos [en virksomhed] i Danmark i sammenlagt omkring syv år. Han har bestået Prøve i Dansk 3. Klageren er ugift og har ingen børn. Flygtningenævnet finder efter en konkret proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/165/CRT
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af general [A] eller sin farbror ved navn [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asyl-motiv oplyst, at hun frygter [A] og sin farbror [B], idet hun har nægtet at gifte sig med [A], hvorfor ansøgeren har krænket begges ære. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt i Afghanistan med [A] og sin farbror, [B], ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at ansø-geren har forklaret forskelligt om flere forhold af central betydning for asylmotivet, ligesom hendes forklaring om konflikten ikke i øvrigt forekommer troværdig. Ansøgeren har således for-klaret skiftende og forskelligt om, hvem der kørte bilen, da hun og hendes mor blev samlet op af en bil ved markedet. Til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af] 2018 oplyste ansøgeren, at det var [A]’s chauffør, der kørte bilen, mens hun oprindeligt under asylsamtalen [i sommeren] 2019 gentagne gange oplyste, at det var generalen selv, der kørte bilen, hvilken forklaring hun senere under samme samtale – foreholdt sin tidligere forklaring – ændrede således, at det var generalens chauffør, der kørte bilen. Ansøgeren har ligeledes – som anført af Udlændingestyrel-sen – forklaret forskelligt om indholdet af de trusler, hun modtog fra sin farbror, ligesom hun har forklaret udbyggende om episoden, hvor [A] opsøgte hendes far efter ansøgerens udrejse af Af-ghanistan. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring på en række punkter forekommer påfaldende og usandsynlig, herunder at ansøgeren og hendes mor uden videre skulle sætte sig ind i en frem-med persons bil, få dage efter at hun var blevet truet på livet, ligesom det efter omstændigheder-ne helt savner mening, at ansøgeren og hendes far skulle have anmeldt generalen til det politidi-strikt, hvor generalen var den øverste chef. Det forekommer i øvrigt heller ikke plausibelt, at generalen har ønsket ægteskab med ansøgeren, der i forvejen var gift, og som havde ugifte voks-ne søstre, og at ansøgerens farbror, der blandt andet var væsentligt yngre end ansøgerens far og øvrige brødre, kunne kontrollere familien på en måde som oplyst af ansøgeren. Endelig fore-kommer det ikke plausibelt, at generalen efterfølgende, da det gik op for ham, at ansøgerens far-bror havde talt usandt om ansøgerens ægteskabelige forhold, efterstræbte ansøgeren og ikke far-broren. På denne baggrund tiltræder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Afghanistan i sig selv kan begrunde asyl, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/164/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks af trosretning fra Donetsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel og udsat for overgreb, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i midten af 90’erne opdagede, at han var homoseksuel. Ansøgeren indledte et forhold til sin ven, og da ansøgerens ægtefælle opdagede forholdet i 1996, blev de skilt. Ansøgeren oplevede herefter chikane og overfald fra venner, bekendte og lokalbefolkningen. Han blev hånet på gaden, der stod ubehagelige beskeder på hoveddøren, og han blev udsat for overgreb, der medførte hospitalsindlæggelser. Ansøgeren anmeldte de tre værste episoder til politiet i perioden 1996 til 1999, men da politiet ikke foretog sig noget, stoppede ansøgeren med at melde episoderne til politiet, da han anså det som udsigtsløs og ikke ønskede yderligere fokus på sin seksualitet. I 2003 flyttede ansøgeren til Donetsk, hvor han levede et anonymt liv frem til 2011 eller 2012. I 2011/2012 fik lokalbefolkningen kendskab til ansøgerens homoseksualitet, hvorefter han på ny oplevede chikane. På baggrund af den russiske annektering af Krim, frygtede ansøgeren, at han grundet sin seksualitet ville få problemer. Ansøgeren besluttede på den baggrund at udrejse af Ukraine. Ansøgeren udrejste [vinteren] 2018. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere i det væsentlige ansøgerens forklaring om chikane og overfald som følge af hans homoseksualitet til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de mindre divergenser i ansøgerens forklaring ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den chikane og de overfald, som ansøgeren har forklaret, at han har været udsat for, ikke har en sådan intensitet og aktualitet, at det kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring alene er blevet udsat for spark og slag på gaden 3-4 gange i peroden fra 1996 til 2003 og i perioden derefter og frem til udrejsen alene har været udsat for spark på gaden et par gange. Flygtningenævnet finder endvidere, at forholdene for homoseksuelle i Ukraine ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at selv om der ikke er indført forbud mod diskriminering af homoseksuelle, at homofobi er udbredt i Ukraine, og at der findes diskriminerende grupperinger i Ukraine, så har det officielle Ukraine gennem tiden udvist en generelt tiltagende tolerance over for og et ønske om at beskytte personer fra LGBT-miljøet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene for homoseksuelle i Ukraine ikke er af en sådan karakter, at det forhold, at en ansøger er homoseksuel, i sig selv kan føre til, at der meddeles asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker endelig, at ansøgerens helbredsforhold heller ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2019/10/CABV
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst for cirka fire år siden. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk somali og kristen fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, fordi han er kristen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de for ham ukendte personer, som slog hans forældre ihjel i 1989. Ansøgeren har videre henvist til, at hans onkel har oplevet konflikter med al-Shabaab, og at derfor frygter al-Shabaab ved en tilbagevenden. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Somalia, fordi han ikke har noget familie eller ingen venner der. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev født i Mogadishu, Somalia [i foråret] 1980, og at han voksede op der indtil han var cirka 11 år. Omkring 1989, da han var ni år, blev hans forældre slået ihjel af ukendte personer, som kom til familiens bopæl om natten. Ansøgeren boede efterfølgende hos sin farbror i Mogadishu Omkring 1991 udrejste ansøgeren af Somalia sammen med sin farbror. De næste 25 år boede ansøgeren i forskellige afrikanske lande, herunder Kenya, Uganda og Tanzania sammen med sin farbror. For cirka fem år siden tog ansøgeren tilbage til Somalia for at udrejse med båd til Libyen. Fra Libyen tog han en båd til Italien. For omkring fire år siden indrejste ansøgeren i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet, og at ansøgerens forklaring om, at han kommer fra Somalia forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ved politiets anholdelse af ansøgeren har oplyst falsk identitet og fremlagt en anden persons id-dokumenter. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed herved er svækket. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor han kommer fra. Ansøgeren har til politiet [i vinteren] 2019 oplyst, at han kommer fra et grænseområde mellem Somalia og Kenya. Til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han kommer fra Mogadishu. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvordan han udrejste af Somalia, og hvornår han sidst var der. Til Københavns Politi har ansøgeren [i vinteren] 2018 oplyst, at han for ca. 5 år siden rejste fra Somalia med diverse busser. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han i 1990-1991 sejlede fra Somalia til flere forskellige afrikanske lande, og at han ikke har været tilbage i Somalia siden. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste af Somalia i 1991, og at han ikke har været tilbage siden. Senere i samtalen ændrede ansøgeren forklaring og forklarede, at han for ca. 5 år siden udrejste af Somalia på ny via båd til Libyen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor han taler engelsk, og ikke somali. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har lært engelsk fordi han har rejst mellem afrikanske lande, hvor der tales engelsk. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans forældre talte somali sammen, men at de aldrig talte somali til ham, og at han aldrig lærte at tale somali, og at han voksede op med engelsk og swahili. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke kan tale somali, og at han taler engelsk, idet hans barnepige talte engelsk til ham, og hans forældre ikke var så meget hjemme. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han angiveligt aldrig har lært somali forekommer påfaldende og usandsynlig. Det forekommer i den forbindelse ikke sandsynligt, at ansøgeren udelukkende talte engelsk med andre folk, herunder naboer og børn, han legede med som barn, og at han ikke lærte et eneste ord på somali, herunder heller ikke ordene mor og far. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren kun meget begrænset har kunnet forklare om Somalia og hans angivelige hjemområde. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om hans onkels angivelige konflikt i Somalia. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans onkel transporterede dyr og måske også smuglervarer, og at hans onkel var i konflikt med al-Shabaab. Denne konflikt har ansøgeren ikke forklaret om for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl [i vinteren] 2018 ca. 3 år i Danmark og i forbindelse med politiets anholdelse af ham. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder ansøgerens forklaring om sine forældres død, hans forklaring om hans onkels konflikt med al-Shabaab, og om ansøgerens frygt for ukendte personer som følge af sin kristne tro, da den må anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/252/snd
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og agnostiker fra Ahwaz, Khusistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgeren har tilbage i 2009 deltaget i to demonstrationer mod det iranske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af den iranske efterretningstjeneste, MOIS, fordi han har samarbejdet med CIA. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i perioden 2010 til 2015 opholdt sig skiftevis i Iran og Filippinerne i forbindelse med sin uddannelse som pilot. Under sine ophold i Fillippinerne hjalp ansøgeren den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, med informationer om den iranske efterretningstjeneste, MOIS. Ansøgeren kunne skaffe oplysningerne gennem sin far, der gennem tiden havde haft flere ledende stillinger, herunder blandt andet som viceminister for den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren fik ikke informationerne direkte gennem sin far, men skaffede dem ved at deltage i forskellige middagsselskaber og seminarer i regi af farens arbejde. Ansøgeren mødtes med CIA omkring 32 gange i perioden 2011 til 2015. Møderne varede to til tre timer, hvor ansøgeren gav informationerne om de ansatte i den iranske efterretningstjeneste, lokaliteter, træningsforløb og lignende. Ansøgeren ophørte med at give informationer til CIA i 2015, idet ansøgerens far blev fyret. Ansøgeren ankom til Danmark i [vinteren] 2018, og i [vinteren] 2019 blev han gennem sin far bekendt med, at der er udstedt en arrestordre på ham. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgerens far under en telefonsamtale har oplyst, at der var en arrestordre på ansøgeren på et tidspunkt, efter at ansøgeren i Udlændingestyrelsen har fået afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle i Danmark, og mere end 3 år efter at ansøgeren har afsluttet sin angivelige kontakt med CIA. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse i øvrigt, at der ikke er en logisk forklaring på, at den iranske efterretningstjeneste skulle være bekendt med ansøgerens kontakt til CIA, når henses til de sikkerhedsforanstaltninger kontakten ifølge ansøgeren var omgivet af. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerens far under telefonsamtalen skulle have sagt, at han havde fået oplysningen om arrestordren fra sin ”bedste ven” – nærmere adspurgt rettet til ”en ven” – i den afdeling, hvor ansøgerens far havde været chef, henset til at ansøgerens far som tidligere højtstående person i efterretningstjenesten måtte være bekendt med, hvilken risiko en sådan oplysning ville medføre for vennen. Flygtningenævnet finder det derudover bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og ansøgerens far ikke efterfølgende har drøftet arrestordren og den eventuelle baggrund herfor, henset til at det må antages, at ansøgerens far som tidligere højtstående person indenfor efterretningstjenesten vil være bekendt med mulighederne for at kunne kommunikere med hinanden uden risiko for, at efterretningstjenesten kan afdække en sådan kommunikation. Flygtningenævnet finder desuden, at det ikke giver mening, at ansøgeren som søn af en på daværende tidspunkt højtstående person indenfor den iranske efterretningstjeneste overhovedet skulle kontakte CIA og give dem oplysninger, som blandt andet stammer fra ansøgerens fars arbejde og arbejdsdokumenter, når henses til den åbenbare fare, som ansøgeren derved må antages at have udsat faderen og måske også den øvrige familie for. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse også usandsynligt, at ansøgerens far skulle have ladet arbejdsdokumenter fra den iranske efterretningstjeneste ligge fremme i hjemmet, så ansøgeren kunne læse disse, og at ansøgeren i øvrigt skulle have læst disse, såfremt det var tilfældet. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle have så mange oplysninger fra faderens virke indenfor den iranske efterretningstjeneste mv., at det kunne danne grundlag for samtaler med CIA-agenter i 60-100 timer, herunder 32-48 timer, uden at ansøgeren i mellemtiden havde været i Iran og fået fremskaffet nye oplysninger. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/160/CABV
Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K/B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra Ahwaz, Khusistan provinsen, Iran. Ansøgeren er tidligere muslim, men oplyser at han er konverteret til trosretningen Jehovas Vidner. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til Jehovas Vidner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han som teenager begyndte at drikke alkohol og begyndte at tage stoffer. Da ansøgeren var omkring 19 år gammel, blev han medlem af foreningen anonyme misbrugere for at få hjælp til sit misbrug. Ansøgeren ønskede at finde en tro, der kunne hjælpe ham med at holde sig stoffri, og han begyndte at undersøge forskellige religioner. Ansøgeren undersøgte blandt andet kristendommen, og han fik gennem sin bror Sourush anskaffet en bibel. I [efteråret] 2017 fik ansøgeren besøg af sin faster fra Armenien, som så ansøgerens bibel. Hun spurgte ind til, om ansøgeren havde lyst til at lære mere om kristendommen, hvilket han bekræftede. Ansøgerens faster introducerede ham for to kristne mænd, [A] og [B], der var bosat i Armenien. [A] og [B] fungerede som undervisere for ansøgeren, og ansøgeren deltog i kristendomsundervisning to gange ugentligt gennem blandt andet WhatsApp og Skype. Ansøgeren blev bekendt med, at hans faster, [A] og [B] var Jehovas Vidner. Efter to til tre måneders undervisning og samtaler med [A] og [B], begyndte ansøgeren at betragte sig selv som Jehovas Vidne. Ansøgeren besluttede at udrejse af Iran, da han frygtede, at troen ville give ham problemer. Ansøgeren udrejste herefter via lufthavnen i Ahwaz [sommeren] 2018. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til Jehovas Vidner til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren uden divergenser i sin forklaring på en detaljeret, troværdig og overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner, sin konversion og sin religiøse overbevisning. Flertallet har i den forbindelse også lagt vægt på erklæringerne fra Jehovas Vidner om ansøgerens virke som forkynder og ansøgerens dåb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/159/CABV
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran samt et barn. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Mashad, Khorasan-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at myndighederne henretter hende, fordi hun er blevet gift med [A], mens hun forsat var gift med [B]. Hun frygter endvidere at blive slået ihjel af [B] eller hendes familie, som følge af ægteskabet med [A]. Endelig frygter ansøgeren at komme i fængsel, indtil hun kan betale sin gæld i forbindelse med leje af en svømmehal. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med [B] i 2002 mod hendes vilje. I 2013 eller 2014 mødte ansøgeren [A], der var bosat i Sverige, over Facebook. I oktober eller november 2016 rejste ansøgeren til Georgien for at mødes med [A]. Ansøgeren og [B] besluttede sig kort efter for at blive skilt og anmodede de iranske myndigheder om skilsmisse. De modtog skilsmisserådgivning, og rådgiveren godkendte skilsmissen og sendte sagen videre til retten. [I begyndelsen af] 2017 blev ansøgeren gift med [A] i Georgien. Da ansøgeren kom tilbage til Iran, var der ikke kommet svar på anmodningen om skilsmisse, hvorfor hun opsøgte sagens dommer. Dommeren sagde, at ansøgeren skulle give ham penge eller indlede et forhold til ham, før han ville godkende skilsmissen. Ansøgeren opgav derfor at blive skilt. [I foråret] 2017 opdagede [B] ansøgerens forhold til [A] og udsatte ansøgeren for vold, afpresning og trusler om at melde ansøgeren til myndighederne, fordi hun var gift med to mænd samtidig. [B] omtalte også ansøgerens forhold til [A] over for ansøgerens og sin egen familie. [I efteråret] 2018 udrejste ansøgeren og hendes datter af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at hun som følge af sin udrejse af Iran har brudt en lejekontrakt af en svømmehal og derfor har en større gæld, som hun ikke kan betale. Ansøgeren frygter på den baggrund at blive fængslet i Iran, til hun kan betale gælden. Af de grunde som er anført i Udlændingestyrelsens i afgørelse [fra foråret] 2019 lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøger på flere punkter har forklaret divergerende omkring, at hun har været gift med [B] og [A] på samme tid og derfor ved en tilbagevenden til Iran har konflikter med myndighederne. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om blandt andet, hvornår hun og [B] havde talt om skilsmisse, om ansøgeren var bekendt med, at [B] havde overgivet sagen til de iranske myndigheder, om hvordan [B] opdagede ansøgerens forhold til [A], og om hvordan ansøgeren fik en skade på sin arm. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke kan huske navnet på rådgiveren, selvom parterne angiveligt modtog rådgivning fem gange af denne, eller navnet på dommeren, der havde skilsmissesagen, selvom ansøgeren selv kontaktede denne. Henset til det oplyste om parternes forhold i øvrigt findes det endvidere påfaldende, at ansøgeren med [B’s] accept angiveligt seks gange kunne rejse til Georgien, Armenien og Serbien for at ordne rejsepapirer til Canada. Endelig findes ansøgerens forklaring om, at hun skylder penge som følge af et brud på en lejekontrakt om en svømmehal og derved skulle risikere forfølgelse af myndighederne ved en tilbagevenden, påfaldende og udbyggende. Ansøgeren har således intet oplyst herom tidligere hverken i sit asylskema eller til oplysnings- og motivsamtalen. Vedrørende ansøgerens konversion bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 oplyste, at hun var kommet frem til, at kristendommen ikke var en religion for hende, som hun ville praktisere. Til asylsamtalen [i foråret] 2019 har ansøgeren forklaret, at hun var i gang med at undersøge kristendommen og at hun sandsynligvis ville konvertere til kristendommen. Ansøgerens advokat har med sit indlæg til sagen fremlagt bekræftelse fra præst Philip Fodgaard, hvoraf fremgår, at ansøgeren siden hun første gang kom i Bethaniakirken [i efteråret] 2018 har deltaget i gudstjenester, og at ansøgeren [i efteråret] 2019 blev døbt. Efter en samlet vurdering heraf finder Flygtningenævnet ansøgerens forklaring for utroværdig, herunder om sin indre overbevisning og bevæggrunde til at konvertere til kristendommen. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i tilfælde af en tilbagevenden til hendes hjemland vil være i konkret og aktuel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/158/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk kurder fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har været medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) siden hun var 18 år. Ansøgeren oplyste i forbindelse med asylsagens behandling, at hun var irakisk statsborger, og at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi hun var medlem af KDPI, og fordi hendes far og ægtefælle var peshmergaer. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at hendes far flygtede fra Iran til Irak under den islamiske revolution, hvorefter han meldte sig ind i KDPI. Ansøgeren oplyste også, at hun som 18-årig meldte sig ind i KDPI, og at hun var aktiv i partiets ungdoms- og kvindeafdelinger. Ansøgeren oplyste videre, at hendes ægtefælle har været peshmerga og har udført forskellige opgaver for KDPI, herunder været i kamp mod Islamisk Stat. Ved brev [sendt i foråret] 2018 oplyste ansøgerens advokat i et indlæg til Flygtningenævnet, at ansøgeren ønskede at fremlægge nyt materiale for Flygtningenævnet der blandt andet dokumenterede, at ansøgeren var iransk statsborger, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved Udlændingestyrelsen. Ansøgeren oplyste herefter til en samtale med Udlændingestyrelsen, at hun rettelig er iransk statsborger. Ansøgeren oplyste videre, at hendes forældre var iranske statsborgere, men at hendes mor var flyttet med sine forældre til Irak, hvor hun opnåede irakisk statsborgerskab, fordi hendes far indgik ægteskab med en irakisk kvinde. Da ansøgerens biologiske mormor døde i 2013, fandt man ud af, at ansøgerens mor var hendes biologiske barn og ikke barn af ansøgerens morfars irakiske ægtefælle, hvorfor hun rettelig ikke var irakisk statsborger. Ansøgerens mor og bror måtte ikke stemme i Irak, hvilket var årsagen til, at ansøgeren oprindeligt havde oplyst hun var irakisk statsborger. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er iransk statsborger. Det lægges ved sagens afgørelse herefter til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale [] 2016 oplyste, at hun ikke har statsborgerskab i andre lande end Irak. Det fremgår også af samtalereferatet i Udlændingestyrelsen den 10. februar 2017 at ansøgeren har oplyst at være irakisk statsborger og aldrig har haft andre statsborgerskaber end irakisk. Den 20. marts 2017 meddelte Udlændingeservice afslag på asyl. Flygtningenævnet hjemviste senere sagen, idet der var fremkommet nye oplysninger fra ansøgerens advokat. Først ved gensamtal3en den 10. oktober 2018 oplyste ansøgeren nu at være iransk statsborger. Ansøgeren har endvidere fremlagt irakisk fødselsattest af 10. september 2015, hvoraf fremgår, at ansøgeren er født i Irak og at ansøgerens mor er født i Irak. Ansøgerens oplysning om, at hun rettelig er iransk statsborger tilsidesættes på denne baggrund som utroværdig. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som irakisk statsborger ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke er et mål for de iranske myndigheder og ikke er blevet opsøgt af disse i Irak og i øvrigt ikke har haft personlige konflikter med disse. Det bemærkes herved, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet omkring et drabsforsøg imod hende i lejren forekommer udbyggende i forhold til ansøgerens tidligere forklaringer. Det af ansøgeren forklarede omkring det på ekstraktens side 81 fremlagte dokument kan ikke lægges til grund til støtte for, at hendes irakiske statsborgerskab var blevet annulleret. Det fremgår således af dokumentet, at ID kort lovligt er udstedt til blandt andet ansøgeren, men der fremgår intet om en annullation heraf. Det af advokaten anførte vedrørende at ansøgeren har været aktiv for KDPI og var flygtet fra Iran til Irak på grund heraf, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at ansøgeren ikke i sit asylansøgningsskema eller ved sin Oplysnings- og Motivsamtale den 30. maj 2016 har oplyst herom. Der findes endvidere ikke i de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder LIFO´s temarapport udgivet den 22. juni 2017 grundlag for at lægge til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Irak er af en karakter, hvorved der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. På denne baggrund kan ansøgeren ikke opnå asyl i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/112/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt et barn, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er efter det oplyste etnisk araber, shia-muslim og angiveligt statsløs fra Sulaibiyah, Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait, herunder at hun ikke måtte få identifikationsdokumenter, udrejse eller gå i skole. Ansøgeren har hertil oplyst, at hun boede i Kuwait, til hun var 15 år, hvor hun udrejste til Danmark og søgte om asyl sammen med sine forældre og søskende. Ansøgerens far deltog i en demonstration i Kuwait, og familiens situation blev herefter vanskellig, men ansøgeren frygter ikke noget i Kuwait som følge af farens forhold, fordi myndighederne ikke gør kvinder noget. Ansøgeren har videre oplyst, at hun [i starten af] 2018 havde en konflikt på sit asylcenter på grund af familien til en mand, der boede på asylcenteret. Mandens familie talte grimt om ansøgeren. Ansøgeren talte med personalet på centeret, og familien til manden sagde herefter, at de ikke ville gøre ansøgeren noget. Ansøgeren har senest haft kontakt til familien til manden i starten af 2018. Ansøgeren frygter, at familien fortsat vil tale grimt om hende. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at dette asylmotiv ikke længere er aktuelt. Ansøgeren har oplyst, at hun i Danmark er blevet religiøst gift, og hun bor hos sin ægtefælle. Ansøgerens familie har aldrig truet ansøgeren, selvom det af sagens akter fremgår, at ansøgeren i [vinteren] 2018 til personalet på asylcenteret oplyste, at hun frygtede at blive udsat for æresdrab af sin familie. Ansøgeren har til asylsamtalen [i starten af] 2019 oplyst, at hun efter denne episode besluttede sig for fortsat at bo hos sin familie, og at der ikke blev talt om sagen efterfølgende. Ansøgeren frygter ikke nogen i sin familie, hverken i Danmark eller ved en tilbagevenden til sit hjemland. Ansøgeren har slutteligt oplyst, at hun ikke på noget tidspunkt har haft nogen konflikter eller problemer i nogen lande, herunder hverken i Kuwait eller Irak. Flygtningenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at ansøgerens forældre og flere andre familiemedlemmer i Grækenland er blevet registeret under andre navne og som irakiske statsborgere. Ansøgeren har for Flygtningenævnet ikke kunnet forklare, hvorfor dette er tilfældet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har demonstreret ringe kendskab til de lokale forhold i sin angivelige hjemby i Kuwait på trods af, at hun havde mulighed for at forklare herom for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der boede på hendes bopæl i Kuwait. For Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hendes farmor og farfar boede hos ansøgerens farbrødre Mohammad Nawaf og Abdallah. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hendes farmor og farfar boede på hendes bopæl sammen med hende, hendes forældre og søskende. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt hun nogensinde havde forladt deres gade i Kuwait. Til asylsamtalen [i starten af] 2019 oplyste ansøgeren, at hun kun havde været i gade 26, hvor hun boede. Senere i samme samtale og for Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at hun havde været i en nærliggende park. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren dagen før asylsamtalen [i starten af] 2019 via WhatsApp har modtaget en video, hvor hendes søster gav instrukser om rumfordelingen på deres angivelige bopæl i Kuwait, henset til at hun angiveligt havde boet på bopælen frem til, at hun var 14 år gammel og derfor må kunne forventes at kende til boligens rumfordeling. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at hun var lille og skulle påmindes om, hvordan lejligheden så ud, forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er statsløs bidoon fra Kuwait. De af ansøgeren anførte socioøkonomiske grunde, der gør, at hun gerne vil blive i Danmark, kan ikke føre til, at ansøgeren kan meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/42/FAM
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk venezuelaner og katolik fra Valencia, Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Venezuela frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de venezuelanske myndigheder, fordi han har anmeldt to højtstående officerer for korruption, idet de havde misbrugt statslige økonomiske midler. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sin militære karriere to gange har anmeldt sine overordnede for misbrug af statslige økonomiske midler. Ansøgeren arbejdede hos [A], da han første gang anmeldte sin overordnede, [B], i slutningen af 2015. En måned efter anmeldelsen blev kontoret lukket, og hærens personalekontor henviste ansøgeren til en ny stilling som inspektør hos [C], hvor han startede i [begyndelsen af] 2016. Efter kontoret blev lukket, modtog ansøgeren telefoniske trusler fra ukendte personer. I [slutningen af] 2016 blev ansøgeren truet med en pistol på gaden. Ansøgeren trak ligeledes sin pistol, men ingen skud blev affyret, da turistpolitiet nærmede sig. Ansøgeren formoder, at de to mænd var lejemordere, som var ude efter ham på grund af anmeldelsen. Omkring seks måneder efter ansøgeren startede hos [C], fandt han ud af, at hans nye overordnede, [D], også misbrugte økonomiske midler, hvorefter ansøgeren anmeldte ham i [begyndelsen af] 2017. Herefter blev ansøgeren tvunget til at lave forskellige typer af nedværdigende arbejdsopgaver. I [foråret] 2017 indgav ansøgeren sin opsigelse hos [C], hvorefter han stoppede i [foråret] 2017. Ansøgeren modtog fortsat telefoniske trusler fra ukendte personer, efter han havde opsagt sin stilling. Ansøgeren skiftede telefonnummer for at undgå truslerne, hvorefter hans søster begyndte at modtage trusler over telefonen, som var henvendt til ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig i Barcelona i Venezuela frem til hans legale udrejse af Venezuela i [begyndelsen af] 2018. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i ca. fire måneder, hvor han først forsøgte at få arbejde eller komme ind på et studie med henblik på at opnå opholdstilladelse, før han ansøgte om asyl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med to overordnede til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgerens konflikt med sine to overordnede ikke har en sådan karakter og intensitet, at det kan lægges til grund, at han har en asylbegrundende konflikt med disse eller med myndighederne. Der er herved lagt vægt på, at han efter den første konflikts opståen i 2015 fik nyt job i militæret, og at han under konflikterne har opholdt sig i Venezuela i forskellige perioder uden problemer, og at han ligeledes flere gange siden konflikterne er ud- og indrejst af Venezuela uden problemer, ligesom han har fået udstedt pas og er udrejst legalt af Venezuela [i begyndelsen af] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om omfanget af opringninger og trusler i anledning af konflikterne til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om antallet af trusler og truslernes karakter i forhold til det tidligere over for Udlændingestyrelsen foreklarede. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2016 blev truet med en pistol på vej ud af en bank til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at der var tale om et attentatforsøg som følge af ansøgerens konflikt med sine overordnede. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hændelsen havde sammenhæng med hans konflikt med [B] samt på forklaringen om, at hændelsen fandt sted uden for en bank, og at personerne kørte, da ansøgeren trak sit eget våben. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Venezuela ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2019/7/CHPE
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2013. ”Ansøgeren er etnisk tyrker og muslim fra Usak, Tyrkiet. Ansøgeren har oplyst, at han har været aktiv for partierne HDP, DSP og CHP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de tyrkiske myndigheder og overfaldet af AKP-tilhængere, fordi han har været politisk aktiv. Han har til støtte herfor oplyst, at han, siden han var 20 år, har støttet det kurdiske mindretal i kraft af sin stilling som muhtar. Han har endvidere oplyst, at han støttede de politiske partier HDP, DSP og CHP, som var i opposition til AKP. Ansøgeren var medstifter af CHP og leder af partiets ungdomsorganisation. Han var desuden formand for DSP. Han havde ikke en officiel rolle for HDP, men deltog i møder. I 2005 blev ansøgeren fængslet i 33 dage. Sagen er siden blevet genåbnet. I perioden 2009 til 2012 blev ansøgeren overfaldet fire til fem gange af AKP-tilhængere, herunder i overværelse af [A]. [Sommeren] 2012 blev ansøgeren truet af AKP-medlemmet [B], der arbejder for den kommunale leder (overborgmester) [C]. Omkring en uge herefter slog samme personer ansøgeren i baghovedet med en pistol. Ansøgeren var efterfølgende indlagt på hospitalet i en måned, og han anmeldte forholdet til politiet. [Sommeren] 2012 udrejste ansøgeren legalt af Tyrkiet til Norge. [Vinteren] 2018 modtog ansøgeren telefoniske trusler fra [B] og overborgmesteren i Usak, [C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de tyrkiske myndigheder og medlemmer af AKP eller andre på grund af sine politiske aktiviteter. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om årsagen til, at han har søgt asyl under henholdsvis samtalerne [sommeren] 2014 og [sommeren] 2019, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans partitilhørsforhold har været udbyggende og skiftende under samtalerne i Udlændingestyrelsen [sommeren] 2014, [vinteren] 2018 og [sommeren] 2019, hvilket i væsentlig grad svækker ansøgerens troværdighed. Desuden harmonerer ansøgerens forklaring for nævnet om hans deltagelse i demonstrationer og overgreb begået mod ham i den forbindelse i perioden 2004-2009 ikke med den forklaring, som ansøgeren tidligere har afgivet, jf. herved referatet s. 9 i samtalen af [sommeren] 2019. Ansøgerens forklaring om, at han har været bange for at fortælle om disse forhold, fordi han ville blive betragtet som en landsforræder ved tilbagevenden til Tyrkiet, kan ikke føre til en anden vurdering. Endelig er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren efter sin legale udrejse af Tyrkiet og indrejse i Danmark den [vinteren] 2013 først søgte om asyl den [sommeren] 2013 efter at være blevet antruffet af politiet. Den omstændighed, at ansøgeren kan blive straffet for ikke længere at være i besiddelse af sit tjenestevåben, og at [B] muligvis fortsat mener, at han skylder ham penge, er ikke forhold, der kan danne grundlag for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, i anledning af, at han i egenskab af muhtar skulle have hjulpet kurderne og dermed bragt sig i et modsætningsforhold til overborgmesteren, der er medlem af AKP, med trusler og en retssag om magtmisbrug til følge. De af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte dokumenter i form af bl.a. en fuldmagt til hans advokat fra 2005 og en anholdelsesbeslutning fra 2018 vedrørende genoptagelse af en tidligere straffesag kan ikke tillægges betydning. Det tilføjes, at de generelle forhold i Tyrkiet ikke i sig selv kan begrunde asyl. Nævnet finder efter ansøgerens fremtræden for nævnet og hans oplysninger om sine psykiske og øvrige helbredsmæssige forhold ikke anledning til at iværksætte en lægelig undersøgelse af ansøgeren med henblik på klarlæggelse af hans mentale forhold og den voldsudøvelse, som han har været udsat for, således som den beskikkede advokat har anmodet om i sit indlæg til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/16/YARS
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by i Tyrkiet]. Ansøgeren har deltaget i demonstrationer for kvinders og homoseksuelles rettigheder i Tyrkiet, været tilknyttet partiet [partinavn], samt udført humanitært arbejde i Syrien for hjælpeorganisationen [navn på hjælpeorganisation]. Ansøgeren har endvidere modtaget undervisning i selvforsvar fra organisationen [navn på organisation] under sit ophold i [by], Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet, udsat for grove fysiske og seksuelle overgreb og slået ihjel af de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun har været tilknyttet partiet [partinavn]. Ansøgerens far og bror har også været tilknyttet partiet, hvorfor familien bliver overvåget af de tyrkiske myndigheder, ligesom der er udstedt en arrestordre på ansøgerens bror. Ansøgeren frygter som følge heraf selv at blive fængslet. Ansøgeren har endvidere arbejdet frivilligt i flygtningelejre i Syrien, hvilket de tyrkiske myndigheder anser som ydelse af støtte til en terrororganisation grundet undtagelsestilstanden i Tyrkiet. Ansøgerens familie er blevet opsøgt flere gange som følge af ansøgerens og ansøgerens brors tilknytning til [partinavn]. Ansøgeren blev som følge af sit frivillige arbejde i Syrien nægtet indrejse til Tyrkiet. Ansøgeren tog herefter til Irak, hvor hun opholdt sig i Erbil. Ansøgeren arbejdede på et spisested, hvor ansøgeren ved en enkelt lejlighed modtog en skriftlig trussel, som ansøgeren formoder, var afsendt fra den tyrkiske efterretningstjeneste. Der blev ved en anden lejlighed kastet ild ind i spisestedet, som ansøgeren ligeledes formoder, hidrører fra den tyrkiske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøger har en konflikt med de tyrkiske myndigheder. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgers egen formodning at de tyrkiske myndigheder ved hendes tilbagevenden vil forfølge hende. Efter hendes egen forklaring har de tyrkiske myndigheder således alene efterspurgt hende 3 gange siden hendes udrejse primo 2015. Heller ikke hendes forklaring for Flygtningenævnet om, at familien er blevet pålagt at melde til myndighederne hver 6. måned om hendes og broderens situation kan føre til et andet resultat. Det kan således ikke lægges til grund, at der er udstedt en arrestordre på ansøger. Hendes øvrige familie, som fortsat opholder sig i Tyrkiet, har endvidere ikke været udsat for repressalier fra de tyrkiske myndigheder. Ansøgers deltagelse i demonstrationer under sin studietid har efter hendes egen forklaring ikke medført konflikter med myndighederne. Det forhold, at ansøgers bror er opført på en liste over eftersøgte personer med tilknytning til PKK og har fået asyl i Danmark, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at dette forhold ikke efter det oplyste har medført repressalier for ansøgers familie i Tyrkiet. Det fremlagte materiale under nævnsmødet omkring ansøgers angivelige facebookprofil under et andet navn kan heller ikke føre til en anden vurdering. Det kan således efter en samlet vurdering ikke lægges til grund, at ansøger ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerer asylrelevant forfølgelse eller overgreb, hvorfor ansøger ikke kan opnå asyl, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/15/MEG
Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra Nazran-distriktet, Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af sin ældste bror, [A], eller andre fra familien. Hun har til støtte herfor som noget nyt oplyst, at hun i Danmark har haft et forhold til en tjetjensk mand. Forholdet varede i seks til syv måneder. Da ansøgeren blev gravid, forlod han hende og begyndte at sprede rygter om ansøgeren. [Dato i efteråret] 2018 modtog ansøgeren et opkald fra sin lillebror, [B], som fortalte, at ansøgeren havde bragt skam over familien. Samme dag modtog ansøgeren et opkald fra sin søster, [C], som fortalte, at der gik rygter om ansøgeren i landsbyen i hjemlandet. Ansøgeren fik efterfølgende en abort. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle og hans familie vil tage hendes barn fra hende. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med nævnets tidligere afgørelse af [dato i foråret] 2017 til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med sin eksmand og hans familie, som hun frygter vil tage hendes datter, og med sin ældste bror, som ville bortgifte hende til en ældre mand og give ansøgerens datter tilbage til eksmanden. Flygtningenævnet lægger endvidere i overensstemmelse med ansøgerens konsistente og troværdige forklaring, der understøttes af journalnotat fra Røde Kors Center Sandholm og uddrag af ansøgerens socialjournal, til grund, at hun i [måned i efteråret] 2016 er blevet opsøgt af en ingusjetisk talende mand i Sandholmlejren, som ville have hende med tilbage til hjemlandet til hendes storebror, og som tog fat i ansøgeren, sparkede hende og truede hende med kniv. Nævnet lægger herudover i overensstemmelse med ansøgerens troværdige forklaring, der understøttes af de lægelige oplysninger om, at hun [primo] 2017 har fået foretaget en provokeret abort, til grund, at hun har haft et forhold til en tjetjensk mand, som forlod hende, da hun blev gravid og derefter begyndte at sprede rygter om ansøgeren og fotos af hende i letpåklædt tilstand. Nævner finder på den baggrund også at kunne lægge til grund, at ansøgeren i [måned i efteråret] 2018 blev ringet op af sin lillebror, som tidligere havde beskyttet hende i konflikten med storebroren og eksmandens familie, og at lillebroren nu var blevet bekendt med rygterne om ansøgerens udenomsægteskabelige forhold og derfor var meget vred på hende, idet han mente, at hun havde bragt skam over familien. Nævnet lægger videre efter ansøgerens forklaring til grund, at både hendes egen familie og eksmandens familie nu efterstræber ansøgeren på livet, da hun efter deres opfattelse har bragt yderligere skam over begge familier under sit ophold i Danmark. Nævnet bemærker, at ansøgerens oplysninger stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om de herskende æresnormer i Nordkaukasien. Nævnet finder således – også når henses til princippet om the benefit of the doubt, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ingusjetien vil være i risiko for asylbegrundende overgreb i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet ikke finder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, for opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Rusland. De danske myndigheder har bevisbyrden for, at det er rimeligt og relevant at henvise ansøgeren og hendes nu 11-årige datter til at tage ophold et andet sted i hjemlandet. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens bror fandt ud af, at hun opholdt sig i Moskva, efter at hun i 2014 var blevet udsendt af Danmark. Når dette sammenholdes med baggrundsoplysningerne om, at det forekommer, at tjetjenske kvinder, som flygter til andre dele af Rusland på grund af overgreb fra deres familie, kan blive fundet af deres familie (Landeprofil Tjetjenien, marts 2017, fra Dansk Flygtningehjælp) og øvrige baggrundsoplysninger om, at forholdene for kvinder i Ingusjetien og Tjetjenien er sammenlignelige, finder nævnet ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i hjemlandet. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren og hendes datter meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2019/19/DH
Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra [by], Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og udsat for overgreb af de jordanske myndigheder samt at han frygter at blive slået ihjel af befolkningen i Jordan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han er homoseksuel. Ansøgeren havde i Jordan et forhold til en anden mand, som bad ansøgeren om penge, når de havde samvær. I [foråret] 2018 oplyste ansøgeren, at han ikke længere ville støtte sin kæreste økonomisk. Ansøgerens kæreste blev vred og råbte op om, at ansøgerens seksualitet, hvorved ansøgerens naboer blev bekendt med ansøgerens seksuelle observans. Ansøgeren blev herefter udsat for chikane af sine naboer, herunder bedt om at fraflytte sin bopæl. [Foråret] 2018 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl, hvor to naboer overfaldt ansøgeren på ansøgerens bopæl og ødelagde ansøgerens ting. Som følge heraf holdt ansøgeren lav profil frem til sin udrejse af Jordan [foråret] 2018. Ansøgeren har som yderligere støtte for sit asylmotiv oplyst, at han føler sig som kvinde, men er født med en mands krop. Flygtningenævnet lægger ansøgers forklaring omkring sin seksuelle orientering til grund, hvorefter han er transkønnet og homoseksuel. Der er herved lagt vægt på ansøgers fremtræden ved nævnsmødet og ansøgers troværdige og vedholdende forklaring omkring sin seksualitet, som er i overensstemmelse med tidligere forklaringer. Af rapporten fra US Department ”Country Report on Human Rights Practices 2018 – Jordan” udgivet 13. september 2019 fremgår blandt andet ”While consensual same-sex sexual conduct among adults is not illegal, societal discrimination against LGBTI persons was prevalent, and LGBTI persons were targets of violence and abuse, including rape, with little or no legal recourse against perpetrators. Transgender individuals were especially vulnerable to acts of violence and sexual assault.” Ansøger har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Jordan ønsker at leve åbent omkring sin seksualitet og køn. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter baggrundoplysningerne ikke kan lægges til grund, at ansøger ved en tilbagevenden til Jordan kan opnå den nødvendige myndighedsbeskyttelse. På ovennævnte baggrund og da ansøgeren må antages at tilhøre en særlig social gruppe i Flygtningekonventionens forstand, lægger Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering til grund, at ansøger risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Jordan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Jord/2019/6/MEG
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at klageren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst at være kristen fra Teheran, Iran. Klageren har været aktiv i forbindelse med præsidentvalgskampagnen for kandidaten Kahroubi i 2009. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er konverteret til kristendommen. Klageren har således oprindelig oplyst, at han efter at have deltaget i præsidentvalgskampagnen for kandidaten Kahroubi i 2009 følte en tomhed og en vrede over, hvad der fulgte i kølvandet på valget. Han nåede til den konklusion, at den iranske befolkning lever et liv uden basale rettigheder på grund af religion. [I vinteren 2012/2013] deltog klageren i sit første møde i en hjemmekirke, og han fortsatte sin deltagelse [omkring to måneder derfra], hvor kirken blev afsløret af de iranske myndigheder. Samme aften tog klageren i skjul hos sin onkel. To dage herefter mødte myndighederne op på klagerens bopæl med en ransagningskendelse, men fandt kun en enkelt CD tilhørende klageren, idet resten af det kristne materiale var hentet af onklen samme aften som afsløringen for at undgå repressalier. Efter sin ankomst til Danmark har klageren været tilknyttet Apostelkirken, hvor han blandt andet har deltaget i en kristen sommerlejr i sommeren 2013. Han blev tilknyttet dåbsundervisningen i kirken i [foråret] 2013, og han blev døbt [i vinteren 2013/2014]. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [I sommeren 2019] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har til partshøringssamtalen af sommeren 2018]forklaret, at hans tidligere forklaring om sit asylmotiv var usand. Han således til denne partshøringssamtale blandt andet forklaret, at han slet ikke var i Iran, men i Italien, da de iranske myndigheder afslørede hjemmekirken. Endvidere har myndighederne slet ikke ransaget hans bopæl. Klageren har dog fastholdt, at han er konverteret til kristendommen, og at han på den baggrund frygter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive slået ihjel. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger under sin asylsag, og at dette har ført til, at han blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet kan henset til klagerens generelle troværdighed og hans fremtræden under nævnsmødet ikke lægge til grund, at hans reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen vil virke særligt belastende af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26. Det bemærkes herved, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig er udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til, om inddragelsen må antages at virke særlig belastende, ikke tillægges samme vægt som i andre inddragelsessager. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/157/mme
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede, at hendes ægtefælle og dennes familie ville slå hende ihjel, fordi hun ønskede skilsmisse. Det fremgår videre, at klageren oplyste, at hun efter indrejsen i Danmark var konverteret til kristendommen og som følge heraf var blevet døbt. Den [dato i sommeren] 2017 modtog Udlændingestyrelsen en anonym henvendelse med oplysninger om, at klageren havde fået udstedt iransk nationalitetspas fra den iranske ambassade, en kopi af passet, og oplysninger om, at hun mindst to gange havde været tilbage i Iran. Den [dato i sommeren] 2018 var klageren til samtale hos Udlændingestyrelsen og oplyste, at hun havde været tilbage i Iran fra [dato i sommeren] 2017 til [dato i efteråret] 2017, fordi hendes ekskæreste udsatte hende for fysiske overgreb under en ferietur til Grækenland i sommeren 2017. Klagerens ekskæreste var i besiddelse af klagerens rejsedokumenter, og hun var derfor nødsaget til at udrejse illegalt til Tyrkiet, hvor hun fik udstedt et iransk nationalitetspas og samme dag indrejste i Iran. Klageren oplyste videre, at hun var bange og træt, og at hendes far lige havde fået en blodprop. Hun fastholdt, at hun ikke kunne vende tilbage til Iran, fordi hun fortsat frygter sin ægtefælle og dennes familie. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse den [dato i sommeren] 2018, idet klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1 pkt., jf. § 26, stk. 1., subsidiært § 19, stk. 2. nr. 4 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet lægger efter klagerens egen forklaring og stemplerne i hendes iranske nationalitetspas til grund, at hun i 2017 har været indrejst i Iran. Hun har forklaret, at hun i Iran var i kontakt med myndighederne, idet hun indledningsvist blev tilbageholdt, men at hun efterfølgende fik udstedt endnu et iransk nationalitetspas samt, at hun ikke oplevede problemer med myndighederne under sit ophold. Herefter, og efter indholdet af baggrundsoplysningerne om udstedelse af pas for myndige kvinder i Iran, tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at opholdstilladelsen meddelt den [dato i efteråret] 2013 er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Der henvises til, at opholdstilladelsen blev opnået på grundlag af klagerens forklaring om, at hun var gift i Iran og frygtede sin ægtefælle og dennes familie, hvilket ikke understøttes af oplysningerne om, at klageren fik udstedt iransk nationalitetspas og indrejste i Iran, hvor hun angiveligt ikke oplevede problemer. Klageren har tillige påberåbt sig, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun af den grund frygter de iranske myndigheder. Dette asylmotiv understøttes heller ikke af klagerens henvendelse til de iranske myndigheder og af hendes indrejse i Iran. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at klagerens konversion ikke fremstår reel på grund af hendes manglende kendskab til kristendommen og på grund af hendes manglende redegørelse for sine egne indre refleksioner i forbindelse med konversionen. Endelig har klageren påberåbt sig forholdene for enlige kvinder i Iran samt den omstændighed, at hun i forbindelse med sin oprindelige udrejse af Iran udrejste illegalt. Flygtningenævnet kan efter indholdet af baggrundsoplysningerne ikke lægge til grund, at forholdene for enlige fraskilte kvinder eller for kvinder, der har forladt deres mand uden skilsmisse, er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet kan efter indholdet af baggrundsoplysningerne heller ikke lægge til grund, at den omstændighed, at ansøgeren oprindelig måtte være udrejst illegalt af Iran, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet tiltræder således, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Ved afgørelsen af om udlændingelovens § 26, stk. 1, er til hinder herfor, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden 2013, og at hun i en periode i 2017/2018 har arbejdet tre gange fire timer om ugen på en cafe, samt at hun har bestået dansk prøve 2 og 10. klasse, ligesom hun er kommet ind på en uddannelse, som hun dog ikke har påbegyndt. Hun har to mostre og to morbrødre i Danmark, som hun ikke har kontakt til. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke må anses for at virke særlig belastende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/156/DH
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah i Iran. Han er født ind i en sunnimuslimsk familie, men anser sig selv som værende ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har smuglet alkohol over grænsen fra Irak til Iran i ramadanmåneden. Han frygter endvidere repressalier fra familien til sin tidligere medarbejder [A], med hvem ansøgeren smuglede alkohol. Ansøgeren frygter endvidere overgreb som følge af, at han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han over en periode på halvandet år smuglede alkohol over grænsen mellem Irak og Iran sammen med sin medarbejder [A]. De smuglede alkoholen på nogle æsler omkring to gange om måneden. En dag i [sommeren] 2015 blev de opdaget af iranske grænsevagter. [A] blev taget af vagterne, mens det lykkedes ansøgeren at flygte til Irak, hvor han opholdt sig i to dage. Herefter tog ansøgeren hjem til sin farbrors søn i Iran, hvor han opholdt sig i to måneder og tyve dage, indtil han [i efteråret] 2015 udrejste illegalt af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at hans forældre blev opsøgt af de iranske myndigheder to eller tre gange, mens ansøgeren opholdt sig hos sin farbrors søn, fordi [A] havde angivet ansøgeren til de iranske myndigheder. Siden ansøgerens udrejse er hans ægtefælle ligeledes blevet opsøgt to eller tre gange, og hun har modtaget en tilsigelse om, at ansøgeren skal møde i retten. Herudover har [A]’s familie opsøgt ansøgerens familie to til tre gange og truet med at hævne deres søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens bror, [B], har henvist til et asylmotiv, der er næsten identisk med ansøgerens. Begge har således smuglet alkohol på æsler – i ansøgerens oprindelige forklaring også samme antal æsler – fra Irak til Iran, begge har haft en enkelt ansat, begge er i sommeren 2015 blevet opdaget af iranske grænsevagter, der råbte ”stop”, men det lykkedes begge at flygte uden at blive opdaget. Begge ansatte blev imidlertid anholdt og tilbageholdt af de iranske myndigheder, og både ansøgeren og hans bror har fået en tilsigelse til retten, fordi deres ansatte har angivet dem til myndighederne. Ansøgeren og hans bror er udrejst af Iran med kort tids mellemrum og er indrejst i Danmark med en uges mellemrum. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans bror har arbejdet som smugler eller ej. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på flere centrale punkter, herunder om hvor mange æsler, de brugte til smuglingen den aften, de blev opdaget, om hvor lang tid, han og [A] havde gået, inden de blev opdaget af grænsevagterne, og om hvor mange gange ansøgerens forældre blev opsøgt af myndighederne og [A]’s familie. Ansøgerens forklaring, hvorefter divergenser kan skyldes tolkefejl og den omstændighed, at han er syg, kan ikke føre til en ændret vurdering. Henset til ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet, at oplysningen om, at ansøgeren er ateist, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/155/CERA
Nævnet hjemviste i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Naghada, Vestazerbaijan, Iran. Ansøgeren har siden 2010 været sympatisør for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI og derfor vil blive betragtet som tilhænger af KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2010 blev aktiv sympatisør for KDPI og begyndte at udføre sin politiske aktivitet i form af at omdele informative materialer for partiet. Dette gjorde ansøgeren over en periode på fire år. I 2014 blev han dog opdaget af de iranske myndigheder, da han sammen med to andre udelte materiale omkring klokken to om natten. De hørte en bil med fire personer, som bremsede hårdt op, hvorefter de forsøgte at løbe fra stedet. Ansøgeren blev påkørt af bilen, men det lykkedes for ham at undslippe og gemme sig i et nærtliggende bjergområde. Ansøgeren blev dagen derpå ringet op af sin mor, som oplyste, at han var blevet eftersøgt af myndighederne. Samme dag tog ansøgeren til Urmia, hvorfra han dagen efter udrejste af Iran. Ansøgeren har i forbindelse med sin anmodning om gentoptagelse henvist til, at han i gennem sine politiske sur place-aktiviteter i Danmark nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, udsat for tortur eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Ved Flygtningenævnets afgørelse af [forår] 2018 er ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen og for nævnet om sine politiske aktiviteter i Iran forkastet som utroværdig. Nævnet har i øvrigt ikke anset ansøgerens deltagelse i to demonstrationer foran den iranske ambassade i Danmark og i politiske møder for asylbegrundende forhold. Endvidere er ansøgerens oprettelse af en Facebook-profil i eget navn med opslag af politiske budskaber mod det iranske regime samt hans forklaring om, at han er ateist heller ikke anset for at kunne udgøre et grundlag for asyl. I anmodningen om genoptagelse af ansøgerens sag er der udover ansøgerens tidligere politiske aktiviteter blandt andet henvist til nye oplysninger om offentliggørelse af ansøgerens navn og billede på KDPIs hjemmeside, offentliggørelse af konklusionen vedrørende Flygtningenævnets afgørelse af afslag på asyl samt mere omfattende oplysninger om offentliggørelsen af ansøgerens politiske synspunkter. Flygtningenævnet kan henholde sig til Flygtningenævnets tidligere afgørelse og de grunde, der er anført til støtte herfor, og nævnet skal herefter vurdere, hvorvidt de nye oplysninger om en intensivering af ansøgerens politiske engagement og offentliggørelse heraf kan begrunde asyl. Ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret om offentliggørelsen af sine digte med forevisning af video på KDPIs såkaldte telegram-kanal og video med offentliggørelse af ansøgerens foto og navn på den kurdiske tv-kanal ved navn Tiskh. Endvidere har ansøgeren først under nævnsmødet forklaret om en e-mail, som han har sendt til den iranske revolutionsgarde, Sepah, under et andet navn. Henset til indholdet og karakteren af det nu fremlagte materiale, finder nævnet, at ansøgeren bør afgive en nærmere forklaring om de mere omfattende aktiviteter, herunder bør det søges fastlagt, om den pågældende video samt ansøgerens digte faktisk er blevet vist og udgivet på Tiskh-TV og den kurdiske telegram-kanal, ligesom det bør fastlægges, om den nævnte e-mail afsendt til Sepah under et andet navn faktisk er afsendt, og om det i givet fald er muligt at spore ansøgeren som afsender. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik herpå, og således at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om ansøgerens mere omfattende sur place-aktiviteter kan føre til, at ansøgeren kan meddeles konventionsstatus i Danmark.” Iran/2019/154/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shia muslim fra Najaf, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes familie, hendes klan samt hendes tidligere ægtefælle vil begå æresdrab på hende. Endvidere har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes datter vil blive tvunget til at indgå ægteskab, når hun bliver kønsmoden. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes familie, hendes klan samt hendes tidligere ægtefælle vil begå æresdrab for at redde deres omdømme, idet klagerens tidligere ægtefælle har fortalt dem, at hun har opført sig umoralsk i Danmark og har været sammen med andre mænd. Klageren har yderligere oplyst, at hun kom til Danmark med sin tidligere ægtefælle og deres fælles børn. Klagerens tidligere ægtefælle har været voldelig over for hende og deres børn, hvorfor hun flyttede på SafeHouse i Danmark, mens hendes tidligere ægtefælle blev boende på asylcenteret. Klagerens tidligere ægtefælle og deres tre fælles børn rejste fra Danmark til Irak i 2016, inden klagerens tidligere ægtefælles asylsag blev afgjort. Klagerens tidligere ægtefælle tog børnene med til Irak uden klagerens samtykke. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund og bemærker herved, at de divergenser, der fremgår af klagerens forklaring, findes at være af mindre væsentlig betydning. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at klagerens opholdsgrundlag ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, idet forholdene, der begrundede opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at klageren – efter i [efteråret] 2016 at have fået opholdstilladelse i Danmark begrundet i, at hun havde en æresrelateret konflikt med sin familie og klan i Irak – desuagtet rejste tilbage til Irak, hvor hun opholdt sig i to perioder i 2017 i sammenlagt over fire måneder. Flygtningenævnets flertal finder, at det forekommer utroværdigt, at klageren har kunnet opholde sig i Irak i en så lang periode uden, at der skete hende noget - udover den dag, hvor ægtefællen kom og hentede børnene hos hende, og hvor han angiveligt angreb klageren – såfremt hun havde en aktuel æresrelateret konflikt med sin familie og klan. Nævnets flertal bemærker herved, at klageren efter sin forklaring under sit første ophold i Irak boede hos sine morbrødre i Bagdad, at ægtefællen vidste, hvor hun opholdt sig, idet han afleverede børnene til hende, at hun var i kontakt med sin mor, at klageren under sit andet ophold i Irak boede hos [A], hvor ægtefællen kom og hentede børnene, og at klageren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor hendes brødre ikke forsøgte at opsøge hende, ligesom hun heller ikke har forklaret om konkrete trusler mod hende i anledningen af konflikten. Nævnets flertal bemærker hertil, at det forekommer mindre sandsynligt, at klagerens ægtefælle – efter angiveligt at have indvilget i at aflevere børnene til klageren, der derefter tog børnene med uden hans tilladelse og viden - under episoden, hvor han angiveligt angreb klageren i forbindelse med, at han hentede børnene, skulle have opgivet sit forehavende, fordi naboer kom til stede. Nævnets flertal har videre tillagt det vægt, at klageren på mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Irak ikke frygter sin ægtefælles familie og klan eller sine forældre, men alene sin ægtefælle og sine brødre. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvad der forhindrede hende i at udrejse af Irak, idet hun i BF2 skemaet af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 har oplyst, at årsagen hertil var, at hendes forældre havde gemt hendes opholdstilladelse og pas, mens hun til samtalen [en nærmere angiven dato i vinteren] 2019 forklarede, at ægtefællen tog hendes taske med mobiltelefon, pas og alle hendes andre ting, da han hentede børnene, og at hendes mor hjalp med at få passet tilbage ved hjælp fra klanlederen. Flygtningenævnets flertal har endeligt lagt vægt på at klageren har forklaret divergerende om aftalen mellem ægtefælle og morbrødrene om børnene, idet hun til samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 forklarede, at hun ikke vidste, hvad der lå i aftalen, mens hun på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at aftalen gik ud på, at hun og ægtefælle skulle finde sammen igen, og at hun indvilligede heri for at få lov til at se børnene. Flygtningenævnets flertal finder sammenfattende, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun har en aktuel æresrelateret konflikt med sin familie og klan eller ægtefællen, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse derfor er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det forhold at klageren frygter, at hendes datter vil blive tvunget til at indgå ægteskab, når hun bliver kønsmoden, kan ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi klagerens datter er i Irak og ikke er omfattet af sagen. Flygtningenævnet finder desuden af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en inddragelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/110/LBV
Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim af trosretning fra landsbyen [A], provinsen [B], Etiopien. Ansøgeren har været medlem af OLF og dens ungdomsorganisation, Quero. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at han vil blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder som følge af, at han var politisk aktiv for OLF og Quero. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie var medlemmer af OLF. Ansøgeren blev medlem i 2007, og han var ligeledes leder af den lokale afdeling af ungdomsorganisationen, Quero, og kæmpede herved for oromoers rettigheder. [I en nærmere angiven dato i efteråret] 2010 fandt en eksplosion sted på ansøgerens skole, og i den forbindelse blev ansøgeren anholdt sammen med ni andre elever og beskyldt for at stå bag eksplosionen og OLF. Ansøgeren sad tilbageholdt i seks dage og blev derefter løsladt [en nærmere angiven dato i efteråret] 2010, da politiet ikke havde beviser mod ham. Den efterfølgende dag arrangerede ansøgeren et fakkeloptog, som fandt sted [en nærmere angiven dato i efteråret] 2010. Under fakkeloptoget sang ansøgeren en sang, der handlede om undertrykkelse, og han blev derfor samme dag arresteret af myndighederne og beskyldt for at støtte OLF. Han sad tilbageholdt i en måned, hvorefter han blev stillet for en dommer. Ansøgeren blev løsladt med en advarsel. I den efterfølgende periode deltog ansøgeren i en række mindre demonstrationer. I perioden blev ansøgeren opsøgt og taget med til afhøring et ukendt antal gange, idet myndighederne mistænkte ham for at støtte OLF. [En nærmere angiven dato i foråret] 2014 deltog ansøgeren i en demonstration, som han var medarrangør af. Han agiterede for oromoers rettigheder og blev i den forbindelse anholdt og tilbageholdt af myndighederne. Samme aften blev hans bopæl ransaget, og myndighederne tog i den forbindelse ansøgerens dokumenter. Under rangsagningen placerede de våben på hans bopæl. Ansøgeren sad tilbageholdt i [C]. [En nærmere angiven dato i foråret] 2014 blev han taget med hjem til sin bopæl af myndighedspersonerne, som ransagede bopælen og fandt de våben, som de selv havde placeret, og ansøgerens private papirer, hvoraf navne på oromer, som gennem tiden var blevet slået ihjel af myndighederne, fremgik. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2014 kom ansøgeren for retten, idet han blev beskyldt for at samarbejde med OLF og gå imod de etiopiske myndigheder. Samme dag blev han idømt en livtidsdom. Ansøgeren sad i fængsel i 17 måneder, hvorefter det lykkedes ham at slippe ud ved hjælp af sin mors onkel. Onkelen havde kontakter i fængslet. Ansøgeren udrejste herefter af Etiopien med hjælp af en agent. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens forældre har været politisk aktive for OLF, og at de i den forbindelse har været fængslet i lange perioder. Flygtningenævnet kan tillige lægge til grund, at ansøgeren selv har været politisk aktiv for OLF, og at han i den forbindelse forud for sin udrejse af Etiopien har været anholdt og fængslet samt udsat for tortur tre gange. Uanset ansøgerens forklaring på enkelte punkter ikke forekommer helt overbevisende, er den understøttet af indholdet af torturundersøgelsen. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og sagens øvrige akter, herunder torturundersøgelsen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han og hans familie har været politisk aktiv for OLF i et sådan omfang, at han ved en genindrejse risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etio/2019/17/sme
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1993.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk bosnier og muslim fra [by], Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 1993, og at han [i slutningen af]1993 blev meddelt opholdstilladelse efter § 15 a i dagældende særlov om opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien (lov nr. 933 af 18. november 1992 med ændring). Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 1996 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, der [i sommeren] 2002 blev gjort tidsubegrænset. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2005 blev registreret som forsvundet. [I slutningen af] 2018 orienterede Norddjurs Kommune Udlændingestyrelsen om, at klageren havde henvendt sig for at blive indskrevet i CPR. [I slutningen af] 2018 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning fra klageren om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses bortfaldet. [I foråret] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 2, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at udlændingelovens § 31 var til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at han i 2004 frivilligt tog til Bosnien til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren i Bosnien blev gift og fik to børn, der nu er henholdsvis 13 og 15 år, og at han indrejste i Danmark igen i 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at det var en fejl, at han blev i Bosnien fra 2004 til 2018 til grund. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren forud for sin udrejse i 2004 overdrog sit cvr.nr. til sin bror samt den omstændighed at han i Bosnien stiftede familie og drev egen virksomhed i en årrække. Der er endvidere lagt vægt på, at han under sit lange ophold i Bosnien ikke kontaktede de danske myndigheder med henblik på at sikre sig mulighed for en tilbagevenden til Danmark og på, at han flere gange ind- og udrejste af Bosnien, efter han angiveligt havde oplevet problemer med chikane. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren i 2004 opgav sin bopæl i Danmark, og at han derefter har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark og finder på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 1, er bortfaldet. Flygtningenævnet har fundet, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har været afskåret fra at kontakte de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt og på, at han efter 14 års fravær fra Danmark trods tidligere ophold og arbejde i Danmark og brødre samt anden familie i Danmark ikke har en stærk relation til Danmark, ligesom han har sin nærmeste familie uden for Danmark. Det følger af udlændingelovens § 32 a, at en afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse tillige skal indeholde en afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for arbejdsløshed og manglende sygesikringsdækning ved en tilbagevenden til Bosnien samt hans oplysninger om diskrimination og bøder i forbindelse med virksomhedsophør ikke er forhold af sådan en karakter og intensitet, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder herefter, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bosn/2019/2/CHPE
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban som følge af sin ansættelse for [A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har arbejdet for firmaet [A] i Kabul i halvandet år forud for sin udrejse af Afghanistan. Halvanden til to måneder før sin udrejse blev han i Ghazni ringet op af Taliban, der spurgte, om han arbejdede for [A], og bad ham om at udføre arbejde for Taleban. 5 eller 6 dage senere blev han på ny ringet op i Kabul. Hans chef bad ham skifte SIM-kort og ophøre med at arbejde i Ghazni. Efter yderligere en uge modtog han et brev fra Taliban, der meddelte, at de altid ville finde ham. Som følge af truslen rejste han til sin familie i Jalalabad. Efter omkring 8 dage, hvor han opholdt sig hjemme hos sine forældre, forlod han hjemmet for at spise aftensmad med en ven omkring 15 minutters kørsel hjemmefra. På vej hjem fra restauranten blev han i bil opsøgt af to personer på motorcykel, som fra bilens venstre side skød efter ham. Ansøgeren undslap, og efterfølgende modtog han endnu et trusselsbrev fra Taliban. Omkring syv dage senere udrejste han af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, herunder navnlig om ansøgerens ansættelse i [A], til grund. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på Udenrigsministeriets høringssvar [fra efteråret] 2018, hvorefter [A] har oplyst: ”[A] har gennemgået egne registre – [ansøgeren] fremgår ikke af registrene og man er slet ikke bekendt med ham. Ansættelsesforholdet kan derfor ikke bekræftes”. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring var ansat i en betroet stilling, og at hans angivelige problemer med Taliban blev behandlet på ledelsesniveau i virksomheden. Flygtningenævnet finder ikke, at den af ansøgeren fremlagte mailkorrespondance fremskaffet efter sagens behandling i Udlændingestyrelsen kan føre til en ændret vurdering. De af ansøgeren for nævnet fremlagte dokumenter, der ikke er ægthedsvurderede, herunder brev fra [A] med bekræftelse af ansøgerens praktikophold og ansættelsesforhold, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der ifølge sin forklaring har været ansat i [A] i omkring halvandet år, har svaret upræcist og afglidende på spørgsmål om virksomheden, f.eks. om antallet af ansatte og hans arbejdsopgaver, på en sådan måde, at ansættelsesforholdet ikke virker selvoplevet. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren som relativt nyansat i virksomheden havde selvstændig kompetence til at foretage de af ham beskrevne økonomiske dispositioner af betydeligt omfang. Flygtningenævnet finder herudover, at ansøgerens beskrivelse af den skudepisode – der ifølge forklaringen nær havde kostet ham livet og reelt var afgørende for hans beslutning om at forlade hjemlandet – for nævnet har fremstået ureflekteret og uden detaljer på en sådan måde, at episoden ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på en fornyet høring om, hvorvidt ansøgeren har været ansat i [A]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/161/CERA
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk pashto og sunni-muslimer af trosretning fra Afghanistan. Den kvindelige ansøgers hjemby er ukendt, men den mandlige ansøger er fra Khandahar. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har været medlem af Organization of Human Welfare (OHW) i perioden 2012 til 2015. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af Taliban. Den kvindelige ansøger frygter Taliban, fordi Taliban betragter hende som en spion, idet hun er vokset op i Danmark. Den mandlige asylansøger frygter ligeledes at blive slået ihjel af Taliban navnlig på grund af sin tilknytning til OHW. Til støtte herfor har den mandlige ansøger forklaret, at han modtog trusler fra Taliban, fordi han arbejdede for OHW. Derudover slog Taliban fem af den mandlige ansøgers kollegaer ihjel. Taliban har ligeledes opsøgt ansøgerne på deres bopæl, men ansøgerne nåede at flygte, før Taliban fik fat i dem. Den mandlige ansøger blev endvidere holdt fanget af Taliban fra 2006 til 2007. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne har asylbegrundende konflikter i Afghanistan. Ved vurderingen heraf har nævnet vedrørende den mandlige ansøgers konflikt med Taliban lagt vægt på, at den mandlige og kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om det begivenhedsforløb, der angiveligt fandt sted i [slutningen af] 2015, og som førte til ansøgernes flugt. Den mandlige ansøger har således under asylsamtalen [i foråret] 2018 forklaret, at han den samme nat, som de blev opsøgt af Taliban i deres hus, bad den kvindelige ansøger om at hente penge i deres hus, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale [i foråret] 2018 oprindeligt forklarede, at hun var besvimet hele natten, og at hun først hentede pengene den efterfølgende dag. Ansøgerne har ligeledes over for Udlændingestyrelsen forklaret forskelligt om, hvorvidt de talte sammen den pågældende nat, som forklaret af den mandlige ansøger, eller om de først talte sammen dagen efter, hvor de mødtes i en bil, som forklaret af den kvindelige ansøger. Ansøgerne har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger var hjemmegående i en periode inden udrejsen, idet den mandlige ansøger under asylsamtalen forklarede, at han ophørte med at arbejde i [foråret] 2015 og opholdt sig hjemme, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger fortsatte med at gå på arbejde, og at hun gik alene hjemme med børnene indtil den dag, de flygtede. Hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at den kvindelige ansøger, der efter sin egen forklaring var besvimet, og hendes børn blev løftet over i nabohuset og igennem et mindre hul af nabokvinden, og at ansøgerne efter denne episode ikke talte sammen samme nat. Allerede på denne baggrund finder nævnet, at ansøgernes forklaring om denne episode i [slutningen af] 2015 ikke kan lægges til grund. Henset til, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne i [slutningen af] 2015 blev opsøgt af Taliban, kan de episoder vedrørende den mandlige ansøgers tilbageholdelse i 2006/2007 og hans angivelige modtagelse af trusselsbreve i 2013 ikke føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet det følger heraf, at ansøgerne således ikke er blevet opsøgt af Taliban siden 2013, og at de derfor har kunnet opholde sig på samme adresse i Afghanistan i en lang periode uden at have været udsat for repressalier eller opfølgende trusler, herunder også selvom den mandlige ansøger i hvert fald i en periode angiveligt fortsatte med at arbejde for den pågældende NGO. For så vidt angår den mandlige ansøgers forklaring om en konflikt med [B] bemærker nævnet, at den mandlige ansøger ikke nævnte noget om en sådan konflikt under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, idet han under den samtale oplyste om konflikten med Taliban og i øvrigt, at der ikke var andre årsager til, at han ikke kunne vende tilbage til Afghanistan. Den mandlige ansøgers forklaring under asylsamtalen om en konflikt med [B] er således udbyggende og ikke troværdig. Selv hvis den mandlige ansøgers forklaring om konflikten kunne lægges til grund, finder nævnet, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den mandlige ansøger modtog således ikke nogen henvendelser fra [B] fra begyndelsen af 2015, hvor den mandlige ansøger angiveligt blev truet (med en udtalelse om ”… at ansøger kunne gøre, som han ville, men at han ikke kunne klage senere over det, som ville ske med ham …”), og indtil udrejsen i [slutningen af] 2015. Det kan på denne baggrund samlet ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger har en konflikt med [B] i Afghanistan, som vil kunne begrunde asyl i Danmark. Heller ikke den kvindelige ansøgers frygt for, at hun i Afghanistan er blevet og vil blive betragtet som en spion, fordi hun er opvokset i Danmark, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at den kvindelige ansøger aldrig personligt er blevet opsøgt af myndighederne eller Taliban, og at hun alene har oplevet, at nogle nabokvinder for sjov har sagt til ansøgeren, at hun var udenlandsk spion. Den kvindelige ansøgers frygt desangående beror således alene på hendes egen formodning og har ikke nogen støtte i hverken det, hun selv har forklaret, eller i sagens oplysninger i øvrigt. På denne baggrund tiltræder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [afgh/2019/160/MLVT]
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han er etnisk hazara og shia muslim af trosretning. Ansøgeren har tidligere været taget til fange af Taliban i perioden 2008 til 2012, hvor han blev tvunget til at udføre arbejde for Taliban. Taliban tog billeder af ansøgeren under udførelsen af tvangsarbejdet. Taliban truede ansøgeren med at videregive billederne til de afghanske myndigheder, hvorfor ansøgeren tillige frygter myndighederne. Derudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af [A] som følge af ansøgerens svigerfars konflikt med [A]. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har asylbegrundende konflikter i Afghanistan. Det er noget usikkert, om ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen af Taliban kan lægges til grund, idet han har forklaret forskelligt om navnlig, hvor længe tilbageholdelsen stod på. Det er således oplyst over for de svenske udlændingemyndigheder, at han var tilbageholdt af Taliban i to år, mens han over for de danske myndigheder har oplyst, at han var tilbageholdt i omkring tre år. Nævnet finder imidlertid, at der ikke helt kan bortses fra, at denne uoverensstemmelse kan være begrundet i bl.a. sproglige misforståelser, idet det bemærkes, at ansøgeren i øvrigt i al væsentligt har forklaret overensstemmende om sit asylmotiv, hvilken forklaring til dels støttes af oplysninger afgivet af ægtefællen i dennes sag. Afgørende for nævnets vurdering bliver imidlertid, at ansøgerens mulige tilbageholdelse synes helt tilfældig og ikke begrundet i ansøgerens individuelle forhold. Det kan således efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at Taliban ikke interesserede sig særligt for ansøgeren, som angiveligt alene blev tilbageholdt med henblik på at udnytte hans arbejdskraft. Ansøgeren vurderer da også selv, at han ikke – uanset sin flugt – er særligt profileret i forhold til Taliban. Hertil kommer, at tilbageholdelsen ophørte i 2012, og at ansøgeren har været i stand til at opholde sig i Afghanistan i nogle måneder efter flugten uden at blive opsøgt af Taliban. Det kan på denne baggrund ikke lægges til grund, at ansøgeren på nuværende tidspunkt – som følge af flugten eller i øvrigt – skulle være efterstræbt af Taliban. Der er heller ikke holdepunkter i sagen for at lægge til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de afghanske myndigheder som følge af hans angivelige tvangsarbejde for Taliban. Der er således intet, der tyder på, at de afghanske myndigheder har kendskab hertil, hvilket støttes af, at ansøgeren to gange efter udrejsen har henvendt sig til de afghanske myndigheder, hvor han har fået udstedt en vielsesattest og et nyt pas. Endelig kan det ikke lægges til grund, at ansøgerens svigerfars eller ægtefælles konflikt har nogen betydning for ansøgeren, der aldrig har mødt den kommandant, [A], som svigerfaren, der har et andet efternavn end ansøgeren, kom i konflikt med. Der er således intet i sagen, der tyder på, at den pågældende kommandant skulle have noget som helst eller vil kunne opnå kendskab til ansøgeren, der var forsvundet på tidspunktet for konfliktens opståen. Hertil kommer, at ansøgeren i en kortere periode har opholdt sig i Afghanistan, uden at han blev involveret i svigerfarens konflikt, ligesom det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at svigerfaren har anden mandlig nærtstående familie i Afghanistan, som der ikke er oplysninger om skulle være indblandet i konflikten. På denne baggrund tiltræder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Afghanistan i sig selv kan begrunde asyl, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” [afgh/2019/159/MLVT]
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, sine fætre eller andre fra Taliban. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, inden han første gang søgte om asyl i Danmark, blev forsøgt hvervet med tvang af Taliban, og at han af myndighederne blev beskyldt for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at han oplevede yderligere konflikter, da han vendte tilbage til Afghanistan. Efter ansøgeren var vendt tilbage til Afghanistan, tog han ophold hos sin moster og hendes ægtefælle i landsbyen [B]. Ansøgerens moster fortalte ham, at hans lillebror havde haft problemer med deres farbror angående den jord, de havde arvet fra deres far. Ansøgerens moster formodede, at ansøgerens farbror havde dræbt ansøgerens lillebror som følge af denne konflikt. Ansøgeren ønskede at etablere et liv i Afghanistan. Hans moster hjalp ham derfor med at indgå ægteskab med hendes svogers datter, [C]. Efter de var blevet gift, flyttede ansøgeren ind hos sin nye svigerfamilie. De havde bopæl ved siden af ansøgerens moster. Ansøgeren havde brug for penge til at etablere sig i Afghanistan. Ansøgerens mosters ægtefælle tog derfor, på ansøgerens vegne, til hans oprindelige landsby [D], for at forsøge at sælge den jord som ansøgeren havde arvet fra sin far. Ansøgerens mosters ægtefælle talte første gang med en mand ved navn [E] for at høre om han ville købe ansøgerens jord. [E] fortalte, at han først kunne købe ansøgerens jord, når ansøgerens farbror havde tilkendegivet, at han ikke ønskede at købe jorden. Dagen efter tog ansøgerens mosters ægtefælle igen til [D] for at tale med ansøgerens farbror om salget af jorden. Han fortalte ansøgerens farbror, at ansøgeren var i Afghanistan, men at de kun havde telefonisk kontakt. Ansøgerens farbror insisterede på at få at vide, hvor ansøgeren opholdt sig og fortalte, at han ikke ønskede at sælge jorden til fremmede. Samme aften opsøgte Taliban ansøgerens mosters bopæl. De ransagede bopælen for at lede efter ansøgeren. Ansøgerens mosters ægtefælle ringede til ansøgerens svigerfar og fortalte, hvad der var sket. De frygtede, at de også ville lede efter ansøgeren hos hans svigerfamilie. Ansøgeren og hans hustru flygtede derfor over taget hen til naboen, hvor de opholdt sig i to dage. Efter to dage kørte naboen ansøgeren, ansøgerens hustru og ansøgerens svigermor til [A], hvor de tog ophold hos ansøgerens ægtefælles søster og svoger. De boede hos dem i 7-8 dage. Ansøgerens ægtefælles svoger, [F], hjalp dem med at finde en lejebolig. Da de havde boet i [A] i tre uger, så ansøgeren to politibiler foran sin bopæl. Han turde ikke tage hjem, da han tidligere havde haft en konflikt med myndighederne. Han tog derfor hen til [F] og bad ham om at finde ud af, hvad der var sket. [F] kom, sammen med ansøgerens hustru, tilbage til sin egen bopæl efter 2-3 timer. Ansøgerens hustru fortalte, at to personer havde banket på deres dør, hvorefter de trængte ind på bopælen og spurgte efter ansøgeren. Naboerne havde hørt ansøgerens hustrus skrig, og havde derfor ringet til politiet, der efterfølgende anholdt de to personer. Ansøgeren og hans hustru overnattede hos [F]. Dagen efter ringede ejendomsmægleren til [F] og bad ham møde op hos ham senere samme dag. [F] mødte op hos ejendomsmægleren, hvor også politiet og boligens ejer var til stede. [F] blev her spurgt ind til, hvem ansøgeren var og hvad deres forbindelse var til hinanden. Politiet fortalte, at de to anholdte var talebanere, og at den ene var fætter til ansøgeren. De to talebanere havde forklaret politiet, at personen der boede på bopælen, hvor de var trængt ind, også var medlem af Taliban. På den baggrund var politiet interesseret i at finde ansøgeren. Ansøgeren kunne ikke længere være hos [F]. [F] kontaktede derfor sin ven, der samme aften kom og hentede ansøgeren og tog ham med til [G]. Ansøgeren opholdt sig tre nætter i [G], hvorefter han udrejste fra Afghanistan. Efter anholdelsen af ansøgerens fætter er ansøgerens moster, hendes ægtefælle og ansøgerens svigerfamilie blevet opsøgt flere gange. [F] er også blevet opsøgt af politiet for at høre, hvor ansøgeren befinder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at Flygtningenævnet tidligere har afvist ansøgerens ansøgning om asyl, i hvilken sag Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har i forbindelse med nærværende sag lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hans lillebror blev slået ihjel som følge af jordkonflikten med ansøgerens farbror og dennes sønner, idet ansøgeren ikke har forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen, men først til asylsamtalen, uagtet at det må anses for en meget central del af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren efter indrejsen til Afghanistan tog ophold hos sin moster, som boede tæt på ansøgerens landsby, uagtet at ansøgerens lillebror angiveligt var blevet dræbt af ansøgerens farbror og / eller dennes sønner. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren via sin svoger rettede henvendelse til en ekstern køber for at sælge jorden, uanset at han antog, at hans farbror og dennes sønner havde overtaget jorden, og at farbroren og / eller denne sønner angiveligt havde dræbt ansøgerens lillebror, og uden at forsøge at forhandle med farbroren og dennes sønner først. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvordan [F] fik kontakt med ejendomsmægleren, efter at ansøgerens bopæl angiveligt var opsøgt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [F] var stødt på ejendomsmægleren, der i denne forbindelse havde fortalt [F], at han var tilbageholdt af politiet, der havde udspurgt ham om ansøgeren, som han havde lejet en bolig til. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [F] dagen efter episoden blev ringet op af ejendomsmægleren og bedt om at møde op hos ham samme dag, og at til mødet hos ejendomsmægleren var både ejeren af boligen og politiet til stede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor ansøgeren opholdt sig frem til udrejsen af Afghanistan. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig 5-6 dage hos [F], hvorefter han udrejste af Afghanistan. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han - aftenen efter at hans bopæl blev opsøgt - blev kørt til [Fs] ven i [G], hvor han var i 5-6 dage frem til sin udrejse af Afghanistan. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han - efter at hans bopæl var blevet opsøgt - blev kørt til [Fs] ven i [G], hvor han var i 3 dage frem til sin udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at de talibanere, der angiveligt brød ind i ansøgerens hus, fortalte politiet, at det var hos en anden talibaner, at de var brudt ind, ligesom det ikke fremstår overbevisende, at det var på baggrund af to talibanernes forklaring om, at de brød ind hos en af deres egne medlemmer, at myndighederne skulle efterstræbe ansøgeren. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/91/snd
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte for så vidt angår den kvindelige ansøger og ansøgernes børn:”Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet [efteråret] 2019 oplyste, at hun formentlig stadig var i besiddelse af familiens boardingpas og flybilletter, hvorfor ansøgeren blev anmodet om at fremsende disse straks til Flygtningenævnet. Ansøgeren var indforstået hermed. Ansøgeren ses ikke at have efterkommet anmodningen, hvorfor nævnet har truffet afgørelse på det foreliggende grundlag. Ansøgeren er etnisk tuchi og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgerens ægtefælle har oplyst hende, at ansøgeren og ansøgerens familie er i fare. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren [sommeren] 2018 blev ringet op af sin ægtefælle mellem klokken 22 og 23, som oplyste, at han ikke kom hjem den pågældende aften, da han var i Tbilisi. Den følgende dag omkring klokken 15 eller 16 blev ansøgeren på ny ringet op af sin ægtefælle, som bad ansøgeren pakke noget tøj, så familien kunne forlade sin bolig. Ansøgerens ægtefælle lød meget frustreret. Ansøgerens ældste børn hjalp ansøgeren med at pakke familiens pas og penge. Ansøgerens ægtefælle hentede ansøgeren og deres fire børn i en taxa, som kørte dem til lufthavnen i Tbilisi. Ansøgeren udrejste næste morgen kl. 5 sammen med sin ægtefælle og fire børn af Georgien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens ægtefælles forklaring om den episode, hun og hendes ægtefælle har påberåbt sig førte til familiens udrejse, fremstår mindre sandsynlig og på visse punkter ganske udetaljeret og således ikke selvoplevet. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at ansøgerne har fået udstedt pas knap to måneder inden den påberåbte episode, og uden at ansøgerne samstemmende har angivet nogen konkret anledning hertil. Hertil kommer, at ansøgerne er udrejst legalt gennem lufthavnen i Tbilisi, og at den mandlige ansøger således næppe har været eftersøgt af efterretningstjenesten på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den kvindelige ansøger i sit asylansøgningsskema har anført, at ”problemerne er på grund af barnet”, og at ansøgerne under nævnsmødet har forklaret om forskellige helbredsmæssige problemer hos de to ældste børn. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren eller børnene risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/9/MEG
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte for så vidt angår den mandlige ansøger: ”Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet [efteråret] 2019 oplyste, at han formentlig stadig var i besiddelse af familiens boardingpas og flybilletter, hvorfor ansøgeren blev anmodet om at fremsende disse straks til Flygtningenævnet. Ansøgeren var indforstået hermed. Ansøgeren ses ikke at have efterkommet anmodningen, hvorfor nævnet har truffet afgørelse på det foreliggende grundlag. Ansøgeren er etnisk tuchi og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgeren har arbejdet som dyrepasser for oppositionspolitikeren [navn]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den georgiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [sommeren] 2018 af [navn] blev bedt om at ledsage en for ansøgeren ukendt mand til Tbilisi i bil. Under turen til Tbilisi blev ansøgeren og manden beskudt. Den for ansøgeren ukendte mand blev ved denne lejlighed skudt i hovedet og afgik ved døden. Ansøgeren blev ført til en ukendt bygning, hvor ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og udsat for trusler. Ansøgeren blev oplyst om, at man havde fundet to millioner dollars i bilen og adspurgt, hvad pengene skulle bruges til. Ansøgeren formåede at flygte fra bygningen ved at kravle igennem et højt vindue i det aflåste rum, hvor ansøgeren blev tilbageholdt. Ansøgeren udrejste samme nat af Georgien sammen med sin familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om den episode, han har påberåbt sig førte til familiens udrejse, fremstår mindre sandsynlig og på visse punkter ganske udetaljeret og således ikke selvoplevet. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at ansøgerne har fået udstedt pas knap to måneder inden den påberåbte episode, og uden at ansøgerne samstemmende har angivet nogen konkret anledning hertil. Hertil kommer, at ansøgerne er udrejst legalt gennem lufthavnen i Tbilisi, og at den mandlige ansøger således næppe har været eftersøgt af efterretningstjenesten på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den kvindelige ansøger i sit asylansøgningsskema har anført, at ”problemerne er på grund af barnet”, og at ansøgerne under nævnsmødet har forklaret om forskellige helbredsmæssige problemer hos de to ældste børn. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/8/MEG
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bemba og kristen fra Lusaka, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Zambia frygter, at han vil blive presset til at blive gift med en kvinde eller blive socialt udstødt, idet han er homoseksuel. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han som 19-årig i 2003 erkendte, at han var homoseksuel, hvorefter han i 2006 eller 2007 oprettede en profil på en datingside for homoseksuelle. Videre har ansøgeren oplyst, at han i 2008 kyssede en ukendt mand, og i 2009 fik ansøgeren kontakt til en mand ved navn [R] via internettet, som ansøgeren mødtes med tre gange i [begyndelsen af] 2009, hvor de havde seksuelt samvær. Ligeledes havde ansøgeren seksuelt samvær med en mand fra Belgien i 2010, som han mødte på internettet. I 2010 blev ansøgeren udspurgt af biskoppen i kirken om, hvorfor han ikke var gift, og hvorvidt ansøgeren var homoseksuel, hvilket han benægtede. Videre har ansøgeren henvist til, at homoseksualitet er ulovligt i Zambia, og at man som homoseksuel risikerer at blive fængslet af de zambiske myndigheder. Ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om sin homoseksualitet, og om hvordan han gennem en længere årrække forsøgte at skjule sin seksualitet for sin familie og omgangskreds, og derfor blev udsat for et stadig stigende psykisk pres i forhold til at indgå i et heteroseksuelt forhold. Ansøgeren har videre forklaret troværdigt, om omverdenens begyndende mistanke i forhold til, om han var homoseksuel, og hvordan dette førte til, at han isolerede sig socialt og til sidst følte sig nødsaget til at udrejse fra Zambia for at kunne leve frit og åbent som homoseksuel. Forklaringen understøttes af erklæringen fra PlanetRomeo, hvoraf fremgår, at ansøgeren i 2015 oprettede en profil på det homoseksuelle datingsite, af mailkorrespondancen fra 2009 mellem ansøgeren og [R], de fremlagte erklæringer fra ansøgerens to danske kærester og erklæringen fra LGBT Asylum. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel til grund, ligesom nævnet lægger til grund, at ansøgeren fremadrettet ønsker at leve åbent i overensstemmelse med sin seksualitet. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle i Zambia, at homoseksualitet er forbudt ved lov, og at myndighederne rent faktisk håndhæver denne lov og straffer homoseksuelle på grund af deres seksualitet. Det fremgår videre, at homoseksuelle i Zambia udsættes for vilkårlig vold, overgreb og social udstødelse fra samfundets side, og at de ikke kan opnå myndighedsbeskyttelse herimod. Nævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Zambia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Zambia/2019/2/smla
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestits og katolsk fra Caracas, Venezuela. Ansøgeren har deltaget i ca. 20 demonstrationer mod regeringen i perioden fra medio 2014 til 2015 eller 2016. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive dræbt af banden Los Collectivo og af myndighederne, fordi han har deltaget i demonstrationer mod regeringen. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Venezuela. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra februar 2014 og cirka et år frem deltog i omkring 20 demonstrationer mod regeringen. På et ukendt tidspunkt opdagede ansøgeren, at hans navn fremgik på uddelte lister over folk, som Los Collectivo eftersøgte. Ansøgeren flygtede på et tidspunkt hen til en ven i det østlige Caracas og tog efterfølgende ophold i Higuerote. På et ukendt tidspunkt tog ansøgeren til Caracas for at besøge sin mor, hvor der blev skudt efter ham. Det var chefen for Los Collectivo, Toño og hans folk, der skød efter ham. Herefter tog ansøgeren til Guatire, hvor hans mor var flyttet hen. Ansøgeren opholdt sig dér i en uge, men han opdagede, at Los Collectivo også befandt sig i området, og han tog derfor tilbage til Higuerote. Ansøgerens mor flyttede til Los Tegues, og ansøgeren blev beskudt en gang på vej dertil. Ansøgeren opholdt sig i Higuerote i cirka 3 år frem til sin udrejse af Venezuela. Ansøgeren fik gennem en ven kontakt til Scientology og han deltog i den forbindelse i tre Scientology kurser i Caracas. Scientology betalte ansøgerens flybillet til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen ikke forekommer selvoplevet, ligesom den har været usammenhængende, usandsynlig og divergerende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i sit asylskema angivet, at den første demonstration fandt sted [i foråret 2014], hvilket også fremgår af advokatindlægget, hvorimod han i oplysnings- og motivsamtalen først forklaret, at problemerne startede i [slutningen af 2014] og dernæst, at det var i [efteråret] 2014, at nogen fulgte efter ham. I asylsamtalen har han derimod forklaret, at hans problemer opstod 3-4 måneder efter den første demonstration i 2014, og at denne fandt sted i midten af 2014. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om han flygtede fra sin bopæl og hen til sin ven i det østlige Caracas allerede umiddelbart efter at være blevet genkendt i forbindelsen med deltagelsen i den første demonstration i 2014, hvorefter han deltog i yderligere cirka 19 demonstrationer, før han flygtede til Higuerote, eller om han deltog i cirka 20 demonstrationer, mens han stadig boede sammen med sin familie, for herefter at flygte til Higuerote. Også med hensyn til de skudepisoder, ansøgeren har angivet at have været udsat for, har forklaringen været upræcis, afglidende og divergerende blandt andet med hensyn til, om der har været to, tre eller fire skudepisoder, hvor disse skyderier fandt sted, og hvordan ansøgeren slap væk. Videre har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om det var i forbindelse med, at han så sit navn på en liste, at han blev klar over, at han havde en konflikt, eller om det først var i forbindelse med skudepisoden ude foran familiens bolig, at han blev klar over det. Det forekommer heller ikke troværdigt, at ansøgeren vedblev med at tage tilbage til Caracas for at besøge sin mor, henset til at han gentagne gange skulle været blevet opdaget og beskudt, fremfor at lade familien besøge ham i Higuerote. Endelig forekommer det usandsynligt, at han op til udrejsen valgte at tage tilbage til sit gamle kvarter i Caracas, hvor han var et kendt ansigt hos lederen af Los Collectivos, for at deltage i kurser hos Scientology med den betydelige risiko dette indebar. Det bemærkes endeligt, at ansøgeren er udrejst legalt og på sit eget pas, hvorfor det også af den grund fremstår usandsynligt, at han har en konflikt med myndighederne i Venezuela. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2019/6/smla
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Usbekistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tatar og kristen ortodoks fra Tashkent, Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Usbekistan frygter, at hun på grund af sin etnicitet vil blive udsat for chikane og overgreb af myndighederne og befolkningen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far døde i 2007, efter at han var blevet skubbet ud af et vindue i sin lejlighed af ukendte usbekere, som havde forsøgt at presse ham til at opsige lejligheden. I 2009 mistede ansøgeren sit arbejde, idet man ville besætte stillingen med en usbeker. Ledelsen på ansøgerens arbejde oplyste hende om, at hun ville blive fængslet, såfremt hun ikke frivilligt forlod sin stilling. Da ansøgeren var omkring 35 år, blev hun i en bus slået på grund af sin etnicitet, og da hun efterfølgende ville anmelde overfaldet, blev hun forsøgt voldtaget af en politibetjent. Politibetjenten lod ansøgeren gå, da hun begyndte at græde, men efterfølgende blev hun anmeldt for nationalisme og dømt til at betale en bøde. Ansøgeren blev endvidere dømt en bøde for nationalisme, da hun på et tidspunkt anmeldte hendes nabo for at have slået hende. Omkring starten af 2016 blev ansøgeren på grund af sin etnicitet presset til at forlade sin lejlighed. Ansøgeren blev presset af en forvalter af ejendommen og en politibetjent, som flere gange havde opsøgt ansøgeren. Lejligheden er sidenhen blevet beslaglagt af myndighederne. Ansøgeren udrejste af Usbekistan i efteråret 2016. Efter udrejsen er en af ansøgerens veninder flere gange blevet indkaldt til samtale på politistationen, hvor hun er blevet spurgt ind ansøgeren og hendes lejlighed. Politiet tror, at ansøgeren er rejst til Syrien, idet mange ekstremistiske usbekere er rejst til Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter repressalier fra myndighederne i Usbekistan, idet hun har søgt asyl i Danmark og derfor vil blive anset for at være en forræder. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af lægelige journal¬udskrifter for perioden fra [efteråret] 2016 til [efteråret] 2018, at ansøgeren i [starten af] 2017 blev henvist til psykolog, fordi ansøgeren angav at høre stemmer. Det fremgår blandt andet af journalen for perioden fra [foråret] 2017 til [efteråret] 2018, at ansøgeren blev beskrevet som en skrøbelig person, der var meget påvirket af at høre stemmer i hovedet, og at ansøgeren mindst havde hørt stemmer i tre år, men ikke tidligere havde haft nogen diagnose. Det fremgår videre, at ansøgeren [i sommeren] 2017 blev vurderet psykotisk, men ikke skizofren, og at ansøgeren frem til [foråret] 2018 nægtede at tage medicin. Efter ansøgeren [i efteråret] 2018 havde taget medicin blev ansøgeren beskrevet objektivt: ”Psykisk ganske upåfaldende. Taler kort og præcist, hurtigt opfattende”. Af udskrivningsepikrise fra [en psykiatrisk afdeling] fremgår bl.a., at ansøgeren har været indlagt fra [foråret] 2019 til den [sommeren] 2019 med diagnosen ”Paranoid skizofreni”. Af resumé af forløbet fremgår: [...]. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tage ansøgerens advokats anmodning om, at ansøgeren ”underkastes en lægelig undersøgelse med henblik på at klarlægge hendes mentale helbredsforhold, herunder hendes evne til at afgive en sammenhængende forklaring om sit asylmotiv” til følge. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens mentale helbred og den helbredsmæssige udvikling må anses for velbelyst ved de foreliggende lægelige oplysninger, og nævnet vil inddrage disse oplysninger i sin vurdering af ansøgerens forklaringer og oplysninger. Ved vurderingen af årsagerne til de hændelser, som ansøgeren har været udsat for, må det indgå, at ansøgeren siden omkring 2014 har hørt stemmer og i hele perioden er blevet mere og mere syg, således, at hun i dag er diagnosticeret paranoid skizofren, hvilket må antages at have påvirket ansøgerens opfattelse af forløbet. For så vidt angår ansøgerens forældre lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens mor blev afskediget fra sit job i 2002, og at hun fik et hjerteanfald og døde, samt at ansøgerens far i 2005 eller 2007 døde som følge af en konflikt mellem ham og nogle naboer, usbekere eller myndigheder. Nævnet finder imidlertid, at begge episoder må anses for at være afsluttede, og at det ikke er sandsynliggjort, at episoderne har medført asylbegrundende forfølgelse af ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens forklaring i øvrigt, lægger Flygtningenævnet til grund, at hun på et tidspunkt, før hun tog til Moskva i 2014 eller 2015, blev forsøgt voldtaget af en politimand. Nævnet er opmærksom på, at klageren først forklarede herom til asylsamtalen, og at ansøgeren ifølge referatet af samtalen har forklaret divergerende herom, men nævnet lægger vægt på, at ansøgeren berigtigede sin forklaring i samtalen, og at dette skete inden, at samtalen var oversat for ansøgeren, samt på at ansøgeren har gentaget forklaringen for nævnet. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har anført noget herom i asylansøgningsskemaet kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren overbevisende har redegjort for, hvorfor hun ikke skrev herom i asylansøgningsskemaet. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at ansøgeren, efter at hun omkring 2015 vendte tilbage fra Moskva, blev kontaktet af en repræsentant for komitéen i den ejendom, hvor hun havde en ejerlejlighed, og en politibetjent. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at henvendelsen var begrundet i asylbegrundende forfølgelse eller chikane. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren to gange er blevet straffet med bøde for nationalisme, idet ansøgeren ikke har været i stand til at forklarede nærmere herom eller oplyse, hvornår hun fik bøderne. For så vidt angår ansøgerens forklaring om, at hun mistede sit arbejde, kan nævnet lægge denne til grund, men nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at dette skyldes asylbegrundende forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har været udsat for chikane eller forfølgelse af en sådan karakter og intensitet fra befolkningen eller myndighederne i Usbekistan, at det kan karakteriseres som asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved for så vidt angår forklaringen om voldtægtsforsøget vægt på, at der var tale om en enkeltstående hændelse af kriminel karakter, og at de øvrige hændelser, herunder den voldsudøvelse, som klageren har forklaret om, har været af privatretlig karakter. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved udrejsen af Usbekistan var efterstræbt af de usbekiske myndigheder. Det bemærkes herved, at ansøgeren er udrejst legalt af Usbekistan. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgerens forklaring om, at en veninde skulle have oplyst hende om, at myndighederne omkring to år efter, at ansøgeren udrejste, skulle have opsøgt veninden for at få oplysninger om ansøgeren. Nævnet finder imidlertid, at denne del af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret og utroværdig. For så vidt angår de generelle forhold i Usbekistan for etniske tartarer og kristne ortodokse finder Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne, at forholdene i Usbekistan om end vanskelige ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. Nævnet lægger vægt på, at diskriminering er forbudt ifølge usbekisk lov, jf. Landinfos rapport af 6. oktober 2016 ”Usbekistan: Etniske tadsjikere”, selvom diskriminering forekommer. Nævnet lægger endvidere vægt på oplysningerne i Lifos raport af 15. marts 2018 ”Uzbekistan – utsatte grupper”, hvor blandt andet fremgår, at ortodoks kristne er den mindst kontrollerede af uzbekistans religiøse grupper. Tilsvarende Migrationsverkets rapport af 10. april 2018 ”Rättsligt ställingstagande angående situationen i Uzbekistan”. Ansøgeren har for nævnet som asylmotiv også henvist til, at hun frygter repressalier fra myndighederne, fordi hun har søgt asyl i udlandet. Flygtningenævnet finder imidlertid under hensyn til baggrundsoplysningerne, at denne frygt ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på oplysningerne i Lifos rapport af 15. marts 2018 ”Uzbekistan – migration och återvände” og Migrationsverkets rapport af 10. april 2018 ”Rättsligt ställingstagande angående situationen i Uzbekistan”, hvoraf fremgår: ”Sammantaget finns inte grund för att alla återvändande före detta asylsökande, som inte tidigare har uppmärksammats särskilt av uzbekiska myndigheter, riskerar att utsättas för repressalier på grund av att de har ansökt om asyl”, og på at ansøgeren som anført ikke har sandsynliggjort, at hun ved udrejsen var efterstræbt af de usbekiske myndigheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Usbekistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Usbe/2019/1/JEA
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ukrainsk statsborger, etnisk ukrainer og ortodoks kristen fra Kiev, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet, idet han har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive tvunget til at deltage i kamphandlinger mod Rusland. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste i 2011, da han lige var startet på universitetet, og at han siden er blevet indkaldt to gange om året, til trods for at han efter reglerne var fritaget under sin uddannelse. Ansøgeren har videre oplyst, at indkaldelserne er blevet sendt til hans kusine, idet han havde registreret sin adresse hos hende. Han har derfor ikke personligt modtaget indkaldelserne. Siden 2014 har de ukrainske myndigheder opsøgt kusinens bopæl omkring to til tre gange om måneden og spurgt efter ansøgeren personligt. I [sommeren] 2018 blev ansøgeren inviteret til Danmark af en herboende ven, i hvilken forbindelse han legalt udrejste fra Kiev lufthavn til Danmark. Planen var at vende tilbage til Ukraine i [løbet af sommeren], men kusinen oplyste ham [i løbet af sommeren] om, at myndighederne i Ukraine eftersøgte ham, hvorfor han ikke kunne vende tilbage. Ansøgeren er efterfølgende blevet bekendt med en henvendelse fra myndighederne, hvoraf fremgår, at han skal møde op hos militæret med henblik på aftjening af militærtjeneste, og at han risikerer en straf på fængsel i tre år, såfremt han ikke møder op i overensstemmelse hermed. Ansøgeren har endvidere hørt, at man som militærpligtig bliver tvunget til at deltage i krigshandlinger, ligesom flere af hans bekendte er blevet sendt til krigszonen, selvom de ikke tidligere havde været i militæret. Nogen af dem er blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende eventuelle konflikter forud for udrejsen til grund, idet han har forklaret usammenhængende om disse, og idet han under nævnsmødet ikke har kunnet erindre, om der var en konkret episode, der førte til hans ansøgning om asyl. Nævnet finder ikke at kunne afvise de fremlagte dokumenter om indkaldelse [fra efteråret] 2018. Det er ethvert lands ret at indføre regler om værnepligt og at sanktionere dem, såfremt de ikke overholdes. Efter de foreliggende dokumenter, samt ifølge baggrundsoplysningerne, er det alene dokumenteret, at ansøgeren har pådraget sig en bødestraf. Selvom det af baggrundsoplysninger fremgår at gentagen udeblivelse kan medføre en frihedsstraf på op til tre år, finder nævnet ikke, at denne straf er uproportional. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2019/6/MME
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i august 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har været medlem af den politiske bevægelse Kawempe Republic i en periode på omkring et år og tre måneder forud for sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt, tortureret og slået ihjel af politiet og efterretningstjenesten i Uganda. Til støtte herfor han ansøgeren oplyst, at han begyndte at være politisk aktiv i partiet Kawempe Republic i midten af 2017. Kawempe Republic har som mål at opløse regeringen. I [slutningen af] 2017 blev ansøgeren leder for den lokale gruppe i området […], Kampala, og ansvarlig for at mobilisere unge mennesker til gruppen. Videre har ansøgeren oplyst, at han deltog i en politisk protest [i begyndelsen af] 2018, hvor han blev slået af politiet. Herefter flygtede han [sommeren] 2018 blev ansøgeren og hans to venner endvidere tilbageholdt på en bar og derefter kørt til politistationen, hvor de blev tilbageholdt i omkring to uger og blev udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt [sommeren] 2018. Under anholdelsen blev ansøgeren bekendt med, at borgmesteren havde skrevet et brev til politiet for at få ham løsladt. Da ansøgeren blev løsladt, blev det oplyst, at han skulle møde [sommeren] 2018, hvilket ansøgeren ikke gjorde. En slægtning til ansøgeren måtte herefter betale en mindre kaution herfor. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han tre til fire gange har oplevet, at efterretningstjenesten kom, når han gik fra ét sted til ét andet. Det har han fået fortalt af personer på de pågældende steder. Ansøgeren har ydermere oplyst, at hans bror omkring [slutningen af] 2018 har været tilbageholdt og afhørt om ham i to nætter. Politiet udspurgte ansøgerens bror om, hvor ansøgeren befandt sig, idet de havde set på ansøgerens Facebook-profil, at han opholdt sig i Danmark. Videre har ansøgeren oplyst, at han står på en overvågningsliste, hvilket han er blevet bekendt med, fordi hovedparten af den politiske gruppe Kawempe Republic står på listen. En af ansøgerens venner forsøgte at udrejse af Uganda, og han blev anholdt. Ansøgeren betalte en ukendt person for at få fjernet sit navn fra listen i én måned, således at han kunne udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter valget i Uganda i 2021, idet han er en del af oppositionen, og tilhængere heraf bliver forfulgt. Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgers forklaring om, at han risikerer at blive udsat for tortur og slået ihjel af myndighederne i Uganda. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøger på en række væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøger har i sit asylansøgningsskema ikke omtalt, at han skulle have været udsat for tortur, hvilket ellers ville være nærliggende, da han i samme skema omtaler tortur mod andre i gruppen. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han er sund og rask, og har til asylsamtalen forklaret, at han blev tortureret under sin fængsling med slag på kroppen og på lænden. På mødet i nævnet har ansøger forklaret udbyggende om, at han blev slået på hele kroppen og derved fik beskadiget sin storetå. Ansøger var på mødet ikke i stand til selvstændigt at forklare detaljeret, og oplevelsen fremstod ikke som selvoplevet. Ansøger har endvidere forklaret at hans løsladelse var udvirket af borgmesteren, som havde sendt et brev, som han efterfølgende fik udleveret af borgmesteren, og som fremgår i sagen. Nævnet finder, at brevet ud fra baggrundsoplysningerne om falske dokumenter ikke kan lægges til grund, Af brevet fremgår, at ansøger skulle være anholdt under en demonstration [sommeren] 2018 i Centenary Park, og brevet understøtter efter sit indhold således heller ikke ansøgers forklaring. Ansøgeren har hertil forklaret, at borgmesteren har blandet begivenhederne sammen. Nævnet finder ikke, at denne forklaring er overbevisende. Ansøgers har forklaret, at hans trods sin frygt for myndighederne efter demonstrationen [i begyndelsen af] 2018 alligevel jævnligt tog ind til byen, selv efterretningstjenesten efter hans forklaring i flere tilfælde var kommet, netop som havde forladt et sted, og at han på et sådan besøg blev anholdt på en bar, som han havde besøgt flere gange. Efter løsladelsen fortsatte han dette mønster. Han har endvidere forklaret, at hans familie først er blevet kontaktet om hans opholdssted i [slutningen af] 2018. Ansøgers adfærd og myndighedernes sene henvendelse til familien stemmer dårligt overens med den interesse myndighederne ifølge ansøger i øvrigt skulle have udvist. Ansøger har om sin udrejse forklaret, og at han først udrejste [om sommeren], selv om hans visa var gyldigt fra [sommeren] 2018, da han først skulle havde bestukket en ansat i lufthavnen til at fjerne hans navn fra en overvågningsliste. Ved oplysnings- og motivsamtalen har han imidlertid oplyst, at han udrejste [i sommeren] 2018, fordi billetterne var billige den dag, og at han udrejse uden problemer. Først ved asylsamtalen har ansøger forklaret om, at han skulle betale bestikkelse, og på mødet i nævnet har han udbyggende forklaret, at han fik oplysning om, at han stod på overvågningslisten og betalte bestikkelsen gennem en bekendt, der arbejder med bagagehåndtering i lufthavnen. Ansøger har på mødet i nævnet fremlagt sit pas, som han tidligere gentagne gange har forklaret var blevet stjålet efter indrejse. Endelig er ansøger indrejst legalt på sit eget pas og har først søgt asyl 14 dage senere uden en overbevisende grund herfor. På baggrund af ovenstående tilsidesættes ansøgers forklaring. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder efter det oplyste, at der ikke er grundlag for indhentelse af en retsmedicinsk undersøgelse for følger efter tortur. Ansøgers mere subsidiære påstand herom tages derfor ikke til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2019/10/CHPE
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren er etnisk tyrker og muslim af trosretning fra Istanbul, Tyrkiet. Ansøgeren har sympatiseret for Gülenbevægelsen og været tilknyttet Kimse Yokmu i perioden 2006 til 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive grundløst fængslet af de tyrkiske myndigheder, at blive udsat for tortur samt at blive slået ihjel på grund af ansøgerens forbindelse til Gülenbevægelsen. Efter kupforsøget i Tyrkiet den 15. juli 2016 blev ansøgeren opmærksom på, at hendes tilknytning til Gülenbevægelsen kunne blive problematisk. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at flere fra ansøgerens familie er blevet anholdt. Endvidere er ansøgerens far samt svigerfar blevet anklaget for at have forbindelse til Gülenbevægelsen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin egen families og svigerfamiliens aktiviteter i Tyrkiet og familiernes tilknytning til Gülen og Gülenbevægelsen til grund. Det lægges således til grund, at ansøgerens far og svoger i Tyrkiet har været fængslet og er anklaget, at ansøgerens svigerfar er eftersøgt i Tyrkiet, og at de tyrkiske myndigheder har forsøgt at inddrage svigerfaderens pas. Ansøgeren har forklaret, at hun opsagde sin stilling ved TV-stationen 2009-2010, da hun ventede sit ældste barn. Ansøgeren fik [i sommeren] 2016 forlænget sit pas til udløb [i sommeren] 2020, og ansøgeren udrejste af Tyrkiet på eget pas og uden problemer [i sommeren] 2016. Der er på den baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren på grund af egne forhold er efterstræbt af de tyrkiske myndigheder. Ansøgerens søster, der fortsat opholder sig i Tyrkiet, er blevet fyret fra sit job i [en bank], der er tilknyttet Gülen-bevægelsen, men er ikke blevet udsat for andre sanktioner. Der er på denne baggrund og efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at pårørende til mistænkte Gülen-tilhængere, der ikke selv er profilerede, bliver udsat for forfølgelse eller overgreb, hvilket ligeledes understøttes af, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2016 men først ansøgte om asyl [i foråret] 2018, da hun havde fået afslag på opholdstilladelse på andet grundlag. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/14/MLVT
I november 2019 traf nævnet afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. I 2014 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2017 blev klageren idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225. Klageren blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestand, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, stk. 1, nr. 6, og § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 2, nr. 5. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren fik i 2014 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud for bestandig ved Vestre Landsrets dom […]. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I foråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren kunne udsendes til Syrien, idet man vurderede, at udlændingelovens § 31, ikke var til hinder herfor. Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om asylmotiv til grund og vurderede, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke var i risiko for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. Udlændingestyrelsen kunne endvidere ikke lægge til grund, at klageren havde en konflikt med de syriske myndigheder som følge af, at han havde hjulpet sine sønner med at udrejse af Syrien og unddrage sig militærtjeneste, eller fordi han var udrejst af Syrien, hvorfor styrelsen ikke fandt, at udlændingelovens § 31, stk. 2, var til hinder for en udsendelse. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere på baggrund af en konkret og individuel vurdering og de aktuelle oplysninger om de generelle forhold i Damaskus, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Syrien risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, idet de generelle forhold i Damaskus havde ændret sig. Styrelsen vurderede på den baggrund, at klageren ikke længere risikerede overgreb som omfattet af udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har endelig i samme afgørelse vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, der kan føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tilbageholdt og henrettet af myndighederne, fordi han vil blive betragtet som forræder, eftersom han har hjulpet sine sønner med at unddrage sig militærtjeneste ved at udrejse af Syrien. Klageren har også henvist til, at myndighederne vil mistænke ham for at have begået et strafbart forhold, fordi han har været udrejst. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien, og at han også selv frygter at blive genindkaldt til at aftjene militærtjeneste. Til støtte for asylmotiverne har klageren henvist til, at hans ældste søn havde modtaget en indkaldelse til militæret, og at han i første omgang sendte sønnen til Jordan i 2013-2014, fordi sønnens ven var blevet kidnappet. Familien afventede, at situationen forbedrede sig, og da dette ikke skete, kom sønnen tilbage fra Jordan og fik udsættelse fra militærtjeneste, idet han påbegyndte en uddannelse. Sønnen skulle imidlertid have været i militæret kort efter udrejsen, idet udsættelsen udløb [ultimo] 2014. Klageren og den ældste søn udrejste legalt sammen, og sønnens militærbog blev i forbindelse med udrejsen i [efteråret] 2014 tjekket, og myndighederne fik på den måde bekræftet, at sønnen havde fået bevilget udsættelse. Klageren har endvidere henvist til, at han kort før udrejsen blev standset ved en sikkerhedskontrol i Damaskus, hvor en myndighedsperson krævede, at han afleverede sin bil, hvilket han nægtede. Fordi han var bange, solgte han kort efter bilen. Endelig har klageren henvist til, at hans fætter og hans svogers bror cirka et år før udrejsen blev kidnappet af ukendte grupper, og at fætteren senere blev fundet dræbt, mens ingen siden har hørt fra svogerens bror. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold, herunder at så snart de syriske myndigheder finder ud af, at han er kommet tilbage, vil de begynde at lede efter en årsag til at fængsle ham, og at selvom der ikke aktuelt er sager mod ham, vil de syriske myndigheder opdigte en sag eller anklage ham for forræderi. For så vidt angår den aktuelle situation i Damaskus i Syrien skal Flygtningenævnet bemærke, at det efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Ifølge flere kilder er sikkerhedssituationen i Damaskus blevet forbedret markant, siden de syriske myndigheder i maj 2018 opnåede fuld kontrol i provinsen, jf. landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”. Det hører endelig med til vurderingen af den generelle sikkerhedssituation i Damaskus, at der visse andre steder i Syrien uden for Damaskusprovinsen fortsat er en særdeles alvorlig sikkerhedssituation præget af vilkårlig og alvorlig voldsudøvelse, hvilket kan medvirke til at gøre situationen i Damaskus noget skrøbelig. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne – der foruden den nævnte landerapport fra februar 2019 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder – lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant. Når dette sammenholdes med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat ”… kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse …”, og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om anvendelsesområdet for Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Det hører også med til vurderingen af den generelle sikkerhedssituation i Damaskus, at der er adskillige rapporteringer om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, og at disse krænkelser finder sted i hele Syrien, herunder også i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie) der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Også personer der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer kan være det. For personer med en sådan særlig risikoprofil er der efter baggrundsoplysningerne risiko for, at de vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Det bør ved vurderingen heraf ligeledes indgå, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Det fremgår således af Dansk Flygtningehjælps rapport ”De generelle forhold og udvalgte risiko-profiler” fra juni 2019, at: ”… Situationen i Damaskus-provinsen er – ligesom i resten af Syrien – kompleks. Som det bl.a. ses af nedenfor nævnte rapporter, er de syriske myndigheders tolerancetærskel i forhold til opposition lav og vilkårligheden er udbredt. Det er derfor nærmest umuligt at forudse, hvem der kan komme i risiko. Vurderingen af om en person vil være i risiko for forfølgelse eller andre alvorlige menneskerettigheds-krænkelser, hvis han/hun vender tilbage til Syrien fordrer således meget stor forsigtighed. …” Myndighedernes krænkelser af menneskerettighederne også i Damaskus er således alvorlig og kan som nævnt begrunde opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller 2, på baggrund af en individuel vurdering, men krænkelserne har ikke et sådant niveau, at de i sig selv kan begrunde et generelt opholdsgrundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport fra februar 2019: ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria”, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke i sig selv har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, der ikke er i et modsætningsforhold til myndighederne, at vedkommende forlod landet under krigen. Nævnet finder derfor ikke, at den omstændighed, at klageren har forladt landet under krigen i sig selv, kan føre til, at han har sandsynliggjort, at han har et beskyttelsesbehov i medfør af udlændingelovens § 7. Klageren har heller ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at han har to familiemedlemmer, der er blevet kidnappet, og at hans fætter senere blev fundet dræbt, og den omstændighed, at han selv i forbindelse med en kontrol ved et checkpoint blev afkrævet sin bil, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at disse forhold fandt sted, nogen tid før klagerens udrejse, at klageren efterfølgende fik udstedt pas og udrejsetilladelser til sin familiemedlemmer og udrejste legalt, uden at han i den forbindelse fik problemer med de syriske myndigheder. Klageren har i forbindelse med sin værnepligt ikke modtaget våbentræning men alene fungeret som chauffør for en officer, han har ikke været genindkaldt og er i dag 51 år. Han har heller ikke i øvrigt særlige militære kvalifikationer. Herefter og idet nævnet i sin vurdering har inddraget de foreliggende baggrundsoplysninger har klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer at blive genindkaldt til det syriske militær. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at hans ældste søn var indkaldt til militæret og havde opnået en udsættelse, der ville udløbe kort efter udrejsen, til grund, idet klageren har forklaret konsistent herom, ligesom forklaringen understøttes af den forklaring, der er afgivet af sønnen i forbindelse med hans sag om asyl. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i forhold til familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig eller er deserteret fra militærtjeneste, fremgår det af en del af det foreliggende baggrundsmateriale, at også familiemedlemmer til sådanne personer kan være i risiko for blandt andet arrestation. Det fremgår således senest herom i Country Report fra The Danish Immigration Service fra oktober 2019: “In a joint fact finding mission in 2017 conducted by DIS and DRC, several sources informed the delegation that family members of draft evaders and deserters risked being subjected to pressure and interrogations from the authorities and at times detention. Some sources emphasized that family members of high-profiled deserters faced a higher risk of being targeted by the authorities. According to one source, family members to deserters who were wanted for e.g. having killed army personnel or having been part of an operation against the army would be put under pressure, for instance by bringing a family member in for questioning or interrogation, often a father or brother. In the same report, an international organisation stated that a person’s act of evasion or desertion would not in itself have consequences for his family members. Families of high-profiled members of opposition groups, however, would be closely monitored by the authorities. The source knew of people in Damascus with relatives fighting in opposition groups in Eastern Ghouta who due to the activities of their relatives had been pressured to provide information about them when addressing themselves to the authorities, for example in connection with passport issuance. Another source similarly stated that only family members of deserters or evaders who had actively been fighting against the government were at risk of ill-treatment. Based on consultations with sources between 2014 and 2017, Lifos reported in 2017 that family members of deserters, particularly those with a high profile, could face pressure and even jail as a measure to force deserters to report. DIS could not find information on whether draft evasion and desertion have had consequences for family members since 2017 where the latest report on the issue was published.” Det kan ikke lægges til grund, at klageren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Men med baggrund i ovenstående forhold sammenholdt med den omstændighed, at klageren udrejste sammen med sønnen, kort før sønnens udsættelse udløb, består der en rimelig begrundet tvivl med hensyn til, hvorvidt klageren ved en tilbagevenden til Syrien på nuværende tidspunkt vil være i risiko for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at han har hjulpet sønnen til at unddrage sig militærtjeneste. Flygtningenævnet finder derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 2 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Klageren er idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225. Klageren er født og opvokset i Syrien. Han har sin tidligere ægtefælle og to voksne og et umyndigt barn i Danmark og en voksen datter i Libanon. Han har ingen tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Efter en samlet og konkret vurdering af på den ene side forholdets grovhed og længden af den idømte straf og på den anden side oplysningerne om klagerens personlige og familiemæssige forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren trods sin udvisning alligevel kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3.” Syri/2019/50/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud i seks år ved dom af [efteråret] 2017 afsagt af Vestre Landsret. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31.[I foråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om klageren må anses for udelukket fra beskyttelse i Danmark. Da klageren er udvist af Danmark, er formodningen imod, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet skal imidlertid foretage en afvejning mellem de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. Denne afvejning skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, idet klageren isoleret set er konventionsflygtning. Efter Flygtningekonventions art. 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning af det strafbare forholds grovhed i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klager opholdstilladelse. Klager er tidligere straffet ved dom af [sommeren] 2016 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 123, § 266 og § 119. Straffen blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Klager er endvidere straffet ved Vestre Landsret ankedom af [efteråret] 2017 med fængsel i 11 måneder for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 123, § 119, og knivlovens § 7, og ved Vestre Landsret ankedom af [foråret] 2019 med fængsel i 50 dage for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 119. Klagers familie bor fortsat i Syrien. Klager har oplyst, at han arbejder og har en dansk kæreste men ingen børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den pådømte kriminalitet, at klageren anses for at være domfældt for en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at han betragtes som en fare for samfundet. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på længden af den udmålte straf og forbrydelsens karakter. Herefter, og efter det oplyste om klagers familiemæssige forhold og tilknytning til Danmark, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/49/CHPE
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [byen], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at regimet i Syrien vil slå ham ihjel, fordi han blev betragtet som landsforræder. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han havde hjulpet sin søn, der var i den militærpligtige alder, med at flygte ud af Syrien til […]. De syriske myndigheder havde efterfølgende opsøgt klageren på hans bopæl tre gange med 2-3 dages mellemrum og krævede klagerens søn udleveret. Da klageren blev opsøgt tredje gang, truede myndighederne med at tage klageren, hans ægtefælle og børnene med, hvis klageren ikke udleverede sin søn. Klageren fik af myndighederne direkte at vide, at hvis han ikke udleverede sin søn, ville klageren blive betragtet som landsforræder. Klageren ville blive henrettet på den baggrund. Da myndighederne havde opsøgt klageren for tredje gang, var det sidste gang, klageren var i kontakt med myndighederne. Herefter flygtede klageren sammen med sin familie fra Damaskus til Al-Hasakah. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, at Styrelsen har lagt til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, idet klageren under sin asylsag i Danmark bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv. Udlændingestyrelsen har blandt andet lagt vægt på, at klageren og hans søn har forklaret forskelligt om sønnens alder, da han fik sin militærbog samt måden, hvorpå han fik denne. Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at klageren og sønnen har forklaret forskelligt om myndighedernes opsøgning og ransagning af deres fælles bopæl. Udlændingestyrelsen besluttede [i starten af] 2019 på den baggrund at inddrage klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har meddelt klageren opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, og Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, som påstået af Udlændingestyrelsen, fordi der efter styrelsens afgørelse er kommet ny praksis vedrørende personer fra Damaskus-området. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med de syriske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hans søn har forklaret indbyrdes divergerende om en række væsentlige elementer i klagerens asylmotiv, herunder om sønnens alder, da han fik sin militærbog og måden, hvorpå han fik denne, samt myndighedernes opsøgning og ransagning af deres fælles bopæl. Desuden har klageren og hans søn forklaret indbyrdes divergerende om, hvem der hjalp med deres udrejse, og om de blev stoppet ved kontrolposter på turen fra Damaskus til Tyrkiet. Endelig finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om sønnens alder, der ikke stemmer overens med de øvrige oplysninger i sagen, og klagerens forklaring om, hvordan sønnens alder blev ændret i Tyrkiet, forekommer utroværdig. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er således opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, § 19, stk. 7, 1. pkt. I forbindelse med behandlingen af sager vedrørende inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til § 26-hensynene. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse efter § 19, stk. 1, nr. 1, overvejes på baggrund af ændringer i den pågældendes hjemland eller andre udefra kommende omstændigheder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [starten af] 2016. Han hverken taler, læser eller skriver dansk, og han har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet i form af korterevarende praktikophold. Han har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem i nogen forening eller bestyrelse. Han bor sammen med sin hustru, og deres fem voksne børn opholder sig tillige i Danmark. Han lider af og modtager behandling for diabetes, forhøjet blodtryk og kolesteroltal samt analfistel. Endelig har han familie i Syrien, hvor hans mor og tre søskende opholder sig. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at det må antages at være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet er derfor også enig med Udlændingestyrelsen i, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke herved har taget stilling til, hvorvidt betingelserne for opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, fortsat er opfyldt.” Syri/2019/47/FAM
Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 2015, og at Udlændingestyrelsen i 2016 meddelte vedkommende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. I starten af 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Afgørelsen blev i forlængelse heraf indbragt for Flygtningenævnet.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [...], Damaskus, Syrien. Som asylmotiv har klageren under sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede fire unavngivne mænd, der ville have ham til at begå forsikringssvindel. Klageren formodede, at disse mænd arbejdede for [A], der er medlem af den præsidentielle familie. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at han frygtede at blive genindkaldt til militæret af de syriske myndigheder. Klageren henviste endelig som asylmotiv til, at han frygtede de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen fandt dengang, at den risiko, klageren befandt sig i, ikke havde baggrund i individuelle forhold, men alene kunne relateres til den generelle sikkerhedssituation i landet. Klageren blev herefter meddelt midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, idet det blev vurderet, at han alene ved sin blotte tilstedeværelse i Syrien ville være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, hvilken risiko havde baggrund i den særligt alvorlige situation i Syrien præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Ved partshøringssamtale [i foråret 2019] har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter, hvad der vil ske ham, idet han er udrejst af Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans ægtefælle er blevet opsøgt seks til syv gange siden 2015 af en repræsentant fra myndighederne, der har spurgt efter klageren. Det kan efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Ifølge flere kilder er sikkerhedssituationen i Damaskus blevet forbedret markant, siden de syriske myndigheder i maj 2018 opnåede fuld kontrol i provinsen, jf. landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”. På tidspunktet for den mission, der fandt sted i november 2018, og som var baggrund for landerapporten, havde der ifølge rapporten i en længere periode ikke været væsentlige sikkerhedshændelser ud over israelske angreb mod militære installationer nær lufthavnen, ligesom antallet af checkpoints inde i byen var blevet reduceret betydeligt. I januar 2019 var der med få dages mellemrum to eksplosioner i Damaskus, den ene i nærheden af et ”military intelligence office” og den anden i nærheden af den russiske ambassade, og enkelte kilder har meldt om hændelser med skyderi og knivstikkeri ved checkpoints og afværgede selvmordsangreb. Visse andre steder i Syrien uden for Damaskus-provinsen er der fortsat en særdeles alvorlig sikkerhedssituation præget af vilkårlig og alvorlig voldsudøvelse, hvilket kan medvirke til at gøre situationen i Damaskus noget skrøbelig. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, der ud over landerapporten fra februar 2019 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder, herunder senest bl.a. ”Country of Origin Information Report Syria, The Security Situation”, Ministerie van Buitenlandse Zaken, fra juli 2019, og ”Rättsligt ställningstagande angående prövningen af skyddsbehov för personer från Syrien”, Migrationsverket, fra 29. august 2019, lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således over en længere periode har været en forbedring af forholdene i Damaskus. Sammenholdt med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat i forarbejderne til bestemmelsen (navnlig pkt. 2.1.2 og 2.3.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015), og praksis fra EMD om anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Der er herefter ikke grundlag for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Afgørende for, om ansøgeren fortsat skal have ret til ophold i Danmark efter udlændingelovens § 7, er herefter, om ansøgeren nu har sandsynliggjort et behov for beskyttelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er i baggrundsoplysningerne rapporteringer om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, og om at disse krænkelser finder sted i hele Syrien, herunder også i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie) der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Også personer der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer kan være det. For personer med en sådan særlig risikoprofil er der efter baggrundsoplysningerne risiko for, at de vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Sådanne personer vil også henset til oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Af baggrundsoplysningerne fremgår det også, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke i sig selv har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, der ikke er i et modsætningsforhold til myndighederne, at vedkommende forlod landet under krigen. Nævnet finder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2016 og den påklagede afgørelse af [foråret] 2019, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en konflikt med fire personer i anledning af, at han har modsat sig at begå forsikringssvindel. Ansøgeren har derfor ikke på dette grundlag sandsynliggjort et beskyttelsesbehov omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren har forladt landet under krigen, kan efter det ovenfor anførte fra landerapporten fra februar 2019 føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov omfattet af de nævnte bestemmelser. Klageren har herudover gjort gældende, at han står i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, fordi han er udeblevet fra sin genindkaldelse til militæret. Nævnet lægger til grund, at klageren, der er født i 1971 og nu er 48 år gammel, har aftjent værnepligt i Syrien, efter hans egne oplysninger i perioden 1995-1998. Det fremgår endvidere af referatet [fra sommeren] 2015 af klagerens oplysnings- og motivsamtale, at han under militærtjenesten var it-ansvarlig ved [...] og udelukkende varetog administrative opgaver. De første seks måneder af militærtjenesten modtog han militær grundtræning, og han har ud over våbentræningen som led i den militære grundtræning ikke båret, brugt eller trukket våben mod nogen. Nævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring sammenholdt med de nedenfor nævnte baggrundsoplysninger også til grund, at ansøgeren, som også anført i referatet af ansøgerens oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2015, er blevet genindkaldt til militærtjeneste, og at han som følge af sin udrejse af Syrien ikke er mødt frem hertil. Det anførte i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2016 om de divergenser, der fremgår af ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med genindkaldelsen, har ikke en sådan karakter, at de kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder, at de foreliggende baggrundsoplysninger om genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien ikke fremstår helt entydige, og det kan ikke – som anført af Udlændingestyrelsen - uden videre lægges til grund, at syriske mænd over 42 år ikke genindkaldes og fjernes fra reservelisten. Det fremgår således af baggrundsoplysninger om situationen i Syrien, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015 samt Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at de syriske myndigheder alene indkalder personer til militærtjeneste, hvis de er mellem 18 og 42 år gamle, idet to kilder i høringssvaret dog angiver at indkaldelse kan ske op til 45 års alderen. Det fremgår af andet og nyere baggrundsmateriale imidlertid tillige, at aldersgrænsen for militærtjeneste er blevet forhøjet fra de 42 år, og at det er muligt for mænd over 42 år at blive indkaldt til militærtjeneste, jf. rapport af 23. august 2016 fra Finnish Immigration Service: ”Syria: Military Service, National Defence Forces, Armed Groups Supporting Syrian Regime and Armed Opposition”, og Landinfos temanotat ”Syria: Reaksjoner mot desertører og personer som unndrar seg militærtjeneste” fra 3. januar 2018. Det hedder endvidere i Integrationsministeriets rapport fra august 2017: ”Syria Recruitment Practices in Government-controlled Areas and in Areas under Opposition Control, Involvement og Public Servants and Civilians in the Armed Conflict and Issues Related to Exiting Syria”, bl.a.:”1.1.4.2. Recruitment of men above the age of 42Regarding recruitment of those over the age of 42 to the Syrian army, several sources said that the age limit has been pushed to include men over the age of 42. Two sources noted that the military service age has been extended from 42 up to 50. Another source underlined that while the government continues to draft men between the ages of 18-42, the source had heard of men up to 50 years old being called up as reservists. Two other sources mentioned reports of men in their mid-forties being recruited. UNHCR asserted that reports of conscription of men over the age of 42 have generally involved qualified personnel with specific expertise and that it is unclear whether the age limit has been raised as part of a government policy or if it instead is happening on a case by case basis. According to UNHCR, as lower-level commanders have been given more authority due to increasing decentralization, it may be on a more local level that commanders have deviated from existing regulations regarding age limits. Similarly, Professor Bassel Al-Hassan said that the army commanders have adopted their own recruitment strategies resulting in unpredictable and chaotic recruitment patterns that in themselves constitute an exertion of pressure for potential reservists, according to the source. The source also noted that the authority to specify the age limit of men eligible for service in government forces has been entrusted to the provincial administration (‘Mohafaza’) and that any person above the age of 40 is considered eligible for military service. A major international non-governmental organization operating in Syria said that generally, the age limit of recruits to the army is 42. However, agreements that have been made in areas recently taken over by the government show that the age scope of people recruited for the army has been widened to include men up until at least the age of 45. One source referred to reports of men up until the age of 52 being drafted in areas recently retaken by the government forces, for example in Aleppo where many men were immediately recruited to serve in the military. According to Christopher Kozak (ISW) the recruitment of persons over the age of 42 appears to be more uncommon. However, as the army has run out of skilled manpower, it has tapped into the older population.”Efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, og senest pkt. 3.2.3. i ”Rättsligt ställningstagande angående prövningen af skyddsbehov för personer från Syrien”, Migrationsverket, fra 29. august 2019, må det desuden lægges til grund, at militærtjeneste for den syriske hær kan indebære risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Nævnet er ikke i besiddelse af baggrundsoplysninger, der kan danne grundlag for at sondre mellem værnepligtige og genindkaldte vedrørende disse spørgsmål. Med baggrund i ovenstående forhold og uanset oplysningerne om karakteren af ansøgerens tidligere militærtjeneste og hans aktuelle helbredsmæssige forhold består der en rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt klageren ved en tilbagevenden til Syrien på nuværende tidspunkt vil være i risiko for forfølgelse som følge af, at han har unddraget sig genindkaldelse til militæret. Klageren har herefter sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/45/JEA
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan og Sydsudan. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk dinka og kristen fra [by] i det nuværende Sydsudan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren udrejste oprindeligt af sit hjemland som 3-årig på grund af krigen i Sudan, som brød ud i 1983. Klageren har i Danmark fået to børn. Klageren er ikke registreret som far til disse børn. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at klageren er statsborger i Sudan og Sydsudan på baggrund af klagerens oplysninger om, at hans forældre er statsborgere i Sydsudan samt på de foreliggende baggrundsoplysninger om statsborgerskab i Sudan og Sydsudan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke ved en udsendelse til Sudan eller Sydsudan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse i Sudan eller Sydsudan efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at der ikke er grund til at antage, at klageren ved en udsendelse til Sudan eller Sydsudan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har nogle personlige konflikter med myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Sudan eller Sydsudan. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Sydsudan og Sudan ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at en udsendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af klagerens blotte tilstedeværelse i landene. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingeloven § 31, stk. 1 og stk. 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Sudan eller Sydsudan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2019/1/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra Trincomalee, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af eller sympatiseret med noget parti, organisation eller bevægelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at myndighederne vil slå ham ihjel, idet de vil have hans jord, og da han har været politisk aktiv i form af deltagelse i demonstrationer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i perioden fra 2002 til 2006 har deltaget i fem demonstrationer, hvoraf han oplevede problemer med myndighederne ved tre af dem. Den første demonstration, hvor omkring 60 personer deltog, foregik i 2002 i Jaffna, hvor ansøgeren læste på universitetet. Ansøgeren bar navneskilt under demonstrationen, som var en protest imod hærens tilstedeværelse på universitetet og chikane af de studerende. På et tidspunkt blev der råbt, at tamilerne skulle have en selvstændig stat, og demonstrationen blev opløst efter to til tre timer. I forbindelse med demonstrationen gav militærfolkene ansøgeren to lussinger. Fra demonstrationen og frem til ansøgeren forlod universitetet i 2005, oplevede ansøgeren, at han ofte blev chikaneret ved en kontrolpost og anklaget for at være tamilsk tiger. Han bar også navneskilt i forbindelse med at skulle passere kontrolposten. I 2004 deltog ansøgeren i en debat og banner-konkurrence, hvor bannerne indeholdt kritik af myndighederne, og debatten blandt andet omhandlede tamilernes forhold i Sri Lanka. Fem-seks dage efter debatten kom to militærfolk til ansøgerens bopæl. Ansøgeren var dog ikke hjemme, hvorfor det var naboen, som fortalte ansøgeren om opsøgningen, da ansøgeren kom hjem senere på aftenen. Ansøgeren forlod Jaffna dagen efter og rejste til sin hjemby, hvor han talte med sin mor om at forlade universitet. [I begyndelsen af] 2006 blev fem af ansøgerens medstuderende kidnappet og slået ihjel af militæret, da de opholdt sig på stranden i Trincomalee. Ansøgeren selv undslap, selvom militæret forsøgte at stoppe ham. Samme dag, som der blev holdt begravelse for de fem medstuderende, var der en demonstration i Trincomalee, hvor omkring 200 personer deltog. Ansøgeren holdt en tale til demonstrationen. To uger efter demonstrationen opsøgte militærfolk ansøgerens bopæl og bad ansøgeren stoppe med at deltage i demonstrationer, da det ellers ville få konsekvenser. En uge efter militærfolkene havde været på bopælen, blev ansøgerens far stoppet ved en kontrolpost på vej til arbejde. I 2012, da ansøgeren flyttede fra Indien tilbage til Sri Lanka, henvendte han sig på politistationen i Colombo, for at lade sig registrere. I forbindelse hermed blev ansøgeren afhørt om sine politiske aktiviteter og om sin tid i Jaffna. Ansøgeren blev skræmt og vendte derfor ikke tilbage med de papirer, som politiet ellers havde bedt om. I forbindelse med ansøgerens udrejse til Danmark i [foråret] 2015 blev han stoppet i lufthavnen, idet der flere gange var blevet smuglet narkotika gennem Indien og Sri Lanka i ansøgerens navn. Ansøgeren blev også udspurgt om sin tid på universitet og blev advaret, at han ikke måtte deltage i politiske aktiviteter i Danmark. Til støtte for sit asylmotiv om sin jordkonflikt har ansøgeren oplyst, at alle tamiler i september 2006 blev tvunget til at forlade deres ejendom af militæret i byen Sampoor. Siden da har ansøgerens forældre ikke fået lov at tage tilbage, selvom de, senest i 2011, har kontaktet militæret med forespørgsel om at tage tilbage til bopælen. Ansøgeren arver ejendommen, når forældrene dør, men hvis han forsøger at tage tilbage til den, vil han blive slået ihjel. Ansøgeren har ikke selv modtaget trusler, men hans mor har fortalt ham, at det vil være farlig for ham at vende tilbage. Flygtningenævnet kan i det væsentlige – uanset at forklaringen indeholder nogle divergenser - lægge ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i nogle demonstrationer i perioden 2002 – 2006, der havde til formål at få militæret til at trække sig fra Jaffna, til grund, og at han to gange er blevet opsøgt af militæret i den forbindelse. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter daterer sig tilbage til 2002 – 2006, og at ansøgeren ikke siden da har oplevet problemer med myndighederne som følge af sin deltagelse i demonstrationerne. Ansøgerens forklaring om, at han oplevede chikanøs adfærd fra myndighedernes side i forbindelse med sin registrering i Colombo i 2012 og ved sin udrejse til Danmark i 2015, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren har kunnet rejse ind og ud af Sri Lanka i perioderne 2006 – 2008 og 2008 – 2012 uden at opleve nogen problemer med myndighederne, og at ansøgeren i 2015 fik lov at udrejse og ikke oplevede yderligere problemer i den anledning. Ansøgerens frygt for, at militæret vil slå ham ihjel, hvis han gør krav på at få sin families jord tilbage, kan ikke føre til opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at alle tamiler efter ansøgerens forklaring i 2006 blev tvunget af militæret til at evakuere deres ejendomme i Sampoor, og at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han skulle opleve problemer med myndighederne, hvis han ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville forsøge at få ejendommen tilbage. Ansøgeren har således ikke modtaget trusler fra – eller været i kontakt med – myndighederne angående jorden. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2015 på et visum, der udløb i [begyndelsen af] 2017, men at han først søgte om asyl i Danmark i [efteråret] 2017. Herefter – og da de generelle forhold i Sri Lanka, herunder forholdene for tamiler, ikke i sig selv kan begrunde asyl - finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2019/7/JAH
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra […] i Batticaloa-distriktet, Sri Lanka. Ansøgeren har i perioden 1984 til 1990 udført arbejde for de Tamilske Tigre (LTTE), men han har ikke i øvrigt været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, idet ansøgeren også har oplyst ikke at have været medlem af eller sympatiseret med LTTE, idet han blev tvunget til arbejdet for LTTE. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af den militære efterretningstjeneste, idet han er mistænkt for at have sympatiseret med LTTE eller medlemmer deraf. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [foråret] 2014 kautionerede personligt for et tidligere medlem af LTTE, fordi han blev spurgt om hjælp fra en studerende fra universitetet, hvor han arbejdede. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i [efteråret] 2015 blev tilbageholdt og torturet af militæret, fordi han blev anklaget for at fejre LTTE’s martyrdag, idet han på martyrdagen fejrede sin bryllupsdag, som fandt sted samme dag. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han blev opsøgt af myndighederne på sin bopæl i [efteråret] 2016, idet personen, som ansøgeren tidligere havde kautioneret for havde offentliggjort en artikel, som hyldede LTTE. Ansøgeren ægtefælle fik i den forbindelse at vide, at ansøgeren, der ikke var hjemme, skulle møde op på politistationen. Ansøgeren har endelig oplyst, at han også har haft problemer med myndighederne på grund af arbejde udført af sin bror for LTTE. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Nævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han valgte at kautionere i forbindelse med løsladelsen af en person, som han vidste var tidligere LTTE-medlem, men som ansøgeren ikke i øvrigt kendte og aldrig havde mødt, ikke forekommer sandsynlig. Det forekommer ydermere usandsynligt, at ansøgeren ikke læste kautionspapirerne igennem, og at han ifølge sin forklaring fortsat ikke rigtigt ved, hvad kautionen indebar. Ansøgeren, der har fremlagt flere officielle dokumenter til brug for belysning af bl.a. løsladelsen af det tidligere LTTE-medlem, har ikke fremlagt nogen dokumentation for sin egen kaution, der i øvrigt ikke er omtalt i nogen af de fremlagte officielle dokumenter. Det forekommer desuden ikke sandsynligt, at efterretningstjenesten alene forsøgte at finde ansøgeren på sin bopælsadresse og ikke opsøgte ham på universitetet, hvor de ifølge ansøgerens forklaring vidste, at han befandt sig. Ansøgerens forklaring om, at han var efterstræbt af efterretningstjenesten savner også sammenhæng med, at han fortsatte med at komme på sit arbejde på universitetet i en kortere periode efter sin flugt fra bopælsadressen. Ansøgeren har da også forklaret forskelligt om flere forhold af central betydning for asylmotivet. Over for Udlændingestyrelsen har ansøgeren således forklaret, at han aldrig mødte det tidligere LTTE-medlem, som han angiveligt kautionerede for, mens han for nævnet har forklaret, at han tog det tidligere LTTE-medlem med hjem efter løsladelsen. Tilsvarende har ansøgeren forklaret helt usammenhængende om sine visumansøgninger, og hans forklaring om sit ophold efter [efteråret] 2016 stemmer ikke overens med oplysningerne fra den norske ambassade i Colombo om, at ansøgeren søgte om visum dér [i efteråret] 2016. Hertil kommer, at det er påfaldende, at ansøgeren havde igangsat en visumproces forud for den angivelige flugtbegrundende konflikt med myndighederne fandt sted, og at det tilsyneladende lykkedes ansøgeren at udrejse legalt af Sri Lanka, uagtet at han angiveligt var eftersøgt af efterretningstjenesten. Det hører også med til vurderingen af ansøgerens troværdighed, at han tilsyneladende over for myndighederne i Schweiz, hvor han søgte om asyl forud for sin asylansøgning i Danmark, har forklaret noget forskelligt om baggrunden for sin asylansøgning, idet han ifølge en protokol fra de schweiziske asylmyndigheder skulle have oplyst, at efterretningstjenesten flere gange opsøgte hans bopælsadresse for at lede efter det omtalte tidligere LTTE-medlem og ikke efter ansøgeren. For så vidt angår episoden i [efteråret] 2015, hvorunder ansøgeren skulle være blevet tilbageholdt af efterretningstjenesten og udsat for vold, bemærkes, at denne episode slet ikke er omtalt i protokollen fra de schweiziske myndigheder, og at ansøgeren i øvrigt har forklaret, at han blev løsladt samme dag og ikke blev kontaktet af myndighederne igen i samme anledning. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt med myndighederne i Sri Lanka, hvorfor han ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter omstændighederne finder Flygtningenævnet ikke grundlag for forud for afgørelsen at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren meget vel kan have været udsat for grov tortur under en tilbageholdelse i 1988/1989, men at dette isoleret set ikke i dag kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og at resultatet af en sådan undersøgelse derfor vil være uden betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2019/6/ajev
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka.. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at han vil blive slået ihjel af militæret og myndighederne, fordi han flygtede fra en militærlejr, hvor han var tilbageholdt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans lillebror, [A], forsvandt i 2009. I 2014 kontaktede ansøgerens far en militærmand, der oplyste, at [A] var tilbageholdt i en militærlejr. [A] blev løsladt i 2014, fordi ansøgerens far betalte en løsesum. [A] tog herefter ophold hos militærmanden i byen [B]. I juni, juli eller august 2014 besøgte ansøgeren og hans familie [A] i [B]. På et tidspunkt herefter udrejste [A] af Sri Lanka. To dage efter ansøgeren havde besøgt [A], blev ansøgerens bopæl opsøgt af fem personer fra militæret, der spurgte efter [A]. Personerne fra militæret slog ansøgeren og tog ham med til en militærlejr, hvor han blev tilbageholdt. I begyndelsen af sit ophold i militærlejren blev ansøgeren afhørt om [A]. Han blev også udsat for fysiske overgreb, særligt i begyndelsen. Efter ansøgeren havde opholdt sig i militærlejren i et år, lykkedes det ham og en anden fange, [C], at flygte igennem et hul i hegnet. Ansøgeren tog hjem til sin bopæl, hvor han opholdt sig i fire til fem timer. Herefter tog hans far ham med hjem til militærmanden i [B], hvor han opholdt sig i to dage. Militærmanden tog ansøgeren til Colombo, hvor han opholdt sig i en måned, hvorefter han udrejste af Sri Lanka ved at flyve fra lufthavnen i Colombo til Thailand på et formentlig falsk pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om baggrunden for hans konflikt med myndighederne fremstår utroværdig, idet ansøgeren ikke har kunnet redegøre for, hvorfor myndighederne interesserede sig for hans bror [A]. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne kun spurgte om, hvor [A] befandt sig. Ansøgeren er på intet tidspunkt blevet gjort bekendt med baggrunden for [As] forsvinden og hans genopdukken, hverken af sin familie eller af myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at [a] har opholdt sig i en fangelejr, men ansøgeren har ikke haft nærmere oplysninger herom. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i hans asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor han befandt sig, da fem militærpersoner opsøgte familien for at lede efter [A]. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen oplyst, at han opholdt sig i køkkenet, mens hans mor stod foran huset. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at han opholdt sig udenfor huset, og at moren opholdt sig i køkkenet, da militæret kom. Ansøgeren gik ind i køkkenet til moren, og da hun blev skubbet af militærfolkene, skubbede han til militærfolkene, der slog ham. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende om, hvem der slog ham, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at alle fem militærpersoner herefter slog ham, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han blev slået af én militærperson, som var den, der skubbede til ansøgerens mor. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om sit ophold i militærlejren, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han blev slået hver nat, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han kun blev slået i begyndelsen af opholdet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har forklaret, at [C] en uge før flugten havde opdaget et hul i pigtrådshegnet, og at dette var grunden til, at de valgte at flygte på dette tidspunkt. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret udbyggende om baggrunden for flugten, idet ansøgeren har forklaret, at han og [C] længe havde talt om at flygte, men at de besluttede at flygte på dette tidspunkt som følge af, at ansøgeren havde været vidne til, at tre militærfolk i lejren havde voldtaget nogle piger. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i Colombo, mens han ventede på at udrejse af landet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han opholdt sig i Colombo hos en singalesisk familie i en måned, mens han til asylsamtalen, hvor ansøgeren indgående blev udspurgt om dette, har forklaret, at han opholdt sig i Colombo i to dage. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren fastholdt, at han opholdt sig i Colombo i en måned. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2019/11/snd
Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Gal Heeri, Galgadud, Somalia Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret, stenet, voldtaget og diskrimineret. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens mor ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive stenet, voldtaget og diskrimineret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dette beror på ansøgerens mors egen formodning. Ansøgerens mor har til støtte for asylmotivet om tvangsomskæring af ansøgeren oplyst, at hun mener, at hun ikke vil kunne modstå presset mod hende for at lade ansøgeren omskære. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens mors forklaring om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive omskåret, til grund. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne om kvindelig omskæring i Somalia til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun vil være i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens mors forklaring til grund, at hendes ægtefælle også er flygtet fra Somalia og nu opholder sig i Grækenland. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens mors far er blevet dræbt af al-Shabaab, og at hun ikke ved, om hendes mor er i live, eller hvor moren eventuelt måtte opholde sig, såfremt hun er i live. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgerens mor ikke i øvrigt har nær familie i Somalia bortset fra en onkel, som hun ikke har haft kontakt med i mange år. Ansøgerens mor har forklaret, at hun er imod omskæring af datteren, men at hun mener, at hun ikke vil kunne modstå presset mod hende for at lade datteren omskære. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter nævnets vurdering af ansøgerens mors person, at hun - der i forhold til en tilbagevenden til Somalia må betragtes som en enlig kvinde, idet ægtefællen er flygtet fra Somalia og nu opholder sig i Grækenland - ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens mor har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens mors vilje. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2019/248/imbs
Nævnet omgjorde i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun meddeles konsekvensstatus og dermed opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim fra Gal Heeri, Galgadud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun blev gift med en mand ved navn Ahmed Mahamed Ali. Under deres bryllupsfest henvendte flere medlemmer sig fra al-Shabaab på bopælen, hvorved der opstod tumult og skudveksling. Det resulterede i, at klagerens far blev skudt flere gange og døde som følge heraf. Medlemmerne af al-Shabaab bortførte herefter klageren og bragte hende til al-Shabaabs leder, Abdinur, som sagde til klageren, at hun nu var gift med ham. Klageren blev tilbageholdt på Abdinurs bopæl ca. en måned, hvor hun blev voldtaget og slået flere gange, og der var vagter, som holdt øje med klageren. En dag, da vagterne ikke stod ved døren, flygtede klageren fra Abdinurs bopæl og tog hen til sin landsby. Klageren opholdt sig i sin landsby i fire måneder, hvor hun holdt sig skjult hos forskellige naboer. Hun sov en enkelt nat på sin egen bopæl. Klageren var på dette tidspunkt gravid. I løbet af de fire måneder henvendte al-Shabaab sig på klagerens bopæl, og de truede klagerens mor med, at de ville komme efter hende, hvis de fandt ud af, at hun var med til at holde klageren skjult. Klageren vidste ikke om al-Shabaab var klar over, at hun var gravid, men de havde sagt noget om, at hun skulle stenes til døde, hvis hun var gravid med et uægte barn. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsens afgørelse [ fra foråret] 2014 er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af tilladelsesresolution fra [foråret] 2014, at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: ”Udlændingestyrelsen finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgers forklaring på en række punkter forekommer utroværdig og usandsynlig, men finder ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise, at hun ved en tilbagevenden til det syd-centrale Somalia vil være i risiko for asylrelevante overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende.Klageren blev [i sommeren] 2017 indkaldt til en samtale i Udlændingestyrelsen med henblik på at afklare, om grundlaget for hendes opholdstilladelse stadig var til stede. [I sommeren] 2017 fik Udlændingestyrelsen en mail fra klageren om, at det ikke var muligt for hende at møde til en samtale, hvorefter det blev aftalt, at hun skulle partsafhøres skriftligt. [I efteråret] 2017 blev klageren partshørt skriftligt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringssvaret henvist til, at hun fortsat frygter al-Shabaab. Hun har endvidere henvist til, at hun vil være enlig kvinde ved en tilbagevenden til Somalia, og at faderskabet til hendes barn er ukendt. I forbindelse med sagens behandling ved Flygtningenævnet har klageren endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes datter vil blive tvangsomskåret. Klageren har til støtte for dette asylmotiv henvist til, at selv om hun er imod omskæring af datteren, mener hun ikke at kunne modstå presset mod hende for at lade datteren omskære. Klageren har endelig under mødet i Flygtningenævnet henvist til, at hendes ægtefælles familie vil slå hende ihjel. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun er bange for, at ægtefællens familie vil slå hende ihjel, fordi hun ikke kender faderskabet til sit barn. Klagerens ægtefælles familie ved, at klageren er blevet voldtaget, og derfor vil de slå hende ihjel. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet har fremstået meget troværdig og har afgivet en sammenhængende forklaring, der fremstår selvoplevet. Nævnet finder, at de divergenser, der er i klagerens forklaring, kan forklares med, at hun er analfabet, ligesom nævnet finder, at divergenserne ikke i øvrigt kan anses for at være centrale for asylmotivet. Flygtningenævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra sin ægtefælles families side. Nævnet har herved lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at de vil slå hende ihjel, og at denne formodning ikke er yderligere underbygget. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun som følge af sit oprindelige asylmotiv ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne om kvindelig omskæring i Somalia til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun vil være i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at hendes ægtefælle også er flygtet fra Somalia og nu opholder sig i Grækenland. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens far er blevet dræbt af al-Shabaab, og at hun ikke ved, om hendes mor er i live, eller hvor moren eventuelt måtte opholde sig, såfremt hun er i live. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at klageren ikke i øvrigt har nær familie i Somalia bortset fra en onkel, som hun ikke har haft kontakt med i mange år. Klageren har forklaret, at hun er imod omskæring af datteren, men at hun mener, at hun ikke vil kunne modstå presset mod hende for at lade datteren omskære. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter nævnets vurdering af klagerens person, at klageren - der i forhold til en tilbagevenden til Somalia må betragtes som en enlig kvinde, idet ægtefællen er flygtet fra Somalia og nu opholder sig i Grækenland - ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af datteren. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod klagerens vilje. Flygtningenævnet har derfor meddelt klagerens datter, [A], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og som en konsekvens heraf opfylder klageren betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra sommeren] 2019, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2019/247/imbs
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er somali og muslim fra Marka Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter, at hans mors konflikt, som førte til deres udrejse i 1997, vil få konsekvenser for ham, hvis han vender tilbage til Somalia. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ikke kan overleve i Somalia, fordi han ikke har nogen relationer i Somalia, og fordi han ikke har noget kendskab til landet. Endvidere har klageren henvist til de generelle forhold i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans mor igennem en længere periode havde konflikter med militsfolk fra Hawiye-klanen, som udsatte hende for fysiske og seksuelle overgreb. Da ansøgerens mors fætter forsøgte at forhindre et overgreb, blev morens fætter slået ihjel af militsfolkene fra Hawiye-klanen. Ansøgerens mor udrejste med ansøgeren fra Somalia i 1997. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens mors asylmotiv, som angår et seksuelt overgreb, som fandt sted i 1997, kan indebære en risiko for, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for asylbegrundende behandling eller forfølgelse. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb af al-Shabaab, fordi han fremtræder med en vestlig stil og ikke kender til somalisk kultur og sprog og ikke har noget netværk i Somalia. Ansøgeren udrejste af Somalia som 3-årig i 1997 og har ikke været i Somalia siden. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han kun kender nogle få grundlæggende ord på somalisk. Af § 26-afhøringen, som er citeret i byretsdommen af [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 fremgår, at han taler ”basissomalisk”, og at der primært bliver talt dansk i hjemmet. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at han har kendskab til somali på et grundlæggende niveau. Han er opvokset i en somalisk familie i Danmark og har derigennem et vist kendskab til somalisk kultur. Det forhold, at ansøgeren har tilegnet sig vestlig levevis kan ikke føre til, at ansøgeren er profileret og som følge heraf risikerer overgreb i sin families hjemby, Marka. Efter de seneste baggrundsoplysninger er området Marka-Qoryooley-Afgooye, som klagerens familie stammer fra, meget ustabilt og under indflydelse af både al-Shabaab og AMISON, og området beskrives som det mest voldelige område i Somalia. Ansøgeren har forklaret, at hans families klan, Shikhal, støtter al-Shabaab, og ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at al-Shabaabs indflydelse i Merka udgør en risiko for at ansøgeren udsættes for forfølgelse fra al-Shabaabs side. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/246/LBV
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra […], Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede for [et firma], og at han som følge heraf modtog telefoniske trusler fra al-Shabaab. Ansøgeren modtog omkring 40 telefoniske trusler i perioden fra [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015. I [efteråret] 2015, da ansøgeren opholdt sig i Uganda i forbindelse med sit arbejde, blev et hotel i Mogadishu udsat for en bombesprængning, hvorved flere af ansøgerens kollegaer afgik ved døden. Ansøgeren tog tilbage til Somalia i november 2015, hvor han fik nyt arbejde i […]. I [foråret] 2016 deltog ansøgeren i en konference i [by i Danmark], hvorefter han tog tilbage til Somalia. I [sommeren] 2016 modtog ansøgeren på ny trusler fra al-Shabaab, hvorefter han udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sine ansættelsesforhold til grund, idet ansøgerens forklaring herom til dels støttes af skriftlige erklæringer. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren blandt andet har arbejdet for [et firma] og for [et ministerium]. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren er blevet truet telefonisk af Al-Shabaab i en periode indtil [efteråret] 2015, hvor han rejste til Uganda, og at nogle af ansøgerens kolleger blev dræbt i forbindelse med en bombesprængning på et hotel i Somalia. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent herom, om end han har afgivet en divergerende forklaring om hotellets navn. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse, hvis han vender tilbage til i Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Al-Shabaab aldrig har forsøgt at gøre alvor af deres trusler mod ansøgeren, selvom han angiveligt har modtaget omkring 40 telefoniske trusler. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i [sommeren] 2016 i […], mens han sad på en café, blev udsat for endnu en telefonisk trussel fra Al-Shabaab, idet forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på dette tidspunkt ikke havde modtaget trusler fra Al-Shabaab siden [efteråret] 2015, og at […] er beliggende i […], som ikke er et område, hvor Al-Shabaab har kontrollen eller i særlig høj grad er aktive. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren flere gange er rejst tilbage til Somalia efter at have været i udlandet. Han har således i 2015 blandt andet været i Jordan og Kenya, inden han i [efteråret] tog til Uganda, hvor han var i en måned. Han har endvidere i [foråret] 2016 været en uge i [by i Danmark] til konference. Ansøgerens familie i Somalia har ikke oplevet problemer som følge af ansøgerens situation, ligesom hans ægtefælle, som har uddannet sig blandt andet i England og nu arbejder for NGO’er i Somalia, ikke har oplevet problemer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/245/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Til støtte herfor har ansøgerens far oplyst, at omskæring af kvinder følger af somalisk kultur, og at ansøgerens farmor, nabokvinder i Mogadishu og Marka, ansøgerens kvindelige familiemedlemmer eller eventuelle fremtidige forlovede vil omskære ansøgeren. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger lægges det til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er udbredt. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens far har forklaret, at både han og hans hustru er modstandere af omskæring. Ansøgerens far har videre forklaret, at han har diskuteret omskæring med ansøgerens farmor, og han har overfor hende tilkendegivet sin modstand mod omskæring. Ansøgerens farmor bor i Sverige. Ansøgerens far har opholdt sig i Danmark i mere end 15 år, han har taget en uddannelse i Danmark og driver nu sin egen slagterforretning. Ansøgerens storesøster, hvis mor er død, er blevet omskåret af farmoderen. Denne omskæring fandt sted i Etiopien, mens ansøgerens far befandt sig i Danmark og uden hans vidende. Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens far er ressourcestærk og ved en tilbagevenden til Somalia vil være i stand til at modsætte sig omskæring af ansøgeren. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i risiko for omskæring, hvorfor ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Betingelserne for at meddele ansøgeren konsekvensstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2 er ikke opfyldt, ligesom de generelle forhold i Somalia ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/243/MLVT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører Reer Hamar-klanen og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2004, og at han [i begyndelsen af] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke fundet, at ansøgerens datter [A] kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 på grund af risiko for omskæring af datteren. Der er derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/242/MLVT
I en genoptaget sag om inddragelse af opholdstilladelse besluttede nævnet i oktober 2019, at en mandlig somalisk statsborger fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører klanen [A], underklanen [B], subklanen [C] og familiekla-nen [D]. Klageren er muslim af trosretning og fra [X], nær [Y], der ligger i Galgaduud-provinsen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive tilbageholdt og slået ihjel af al-Shabaab, idet han var flygtet efter, at han var forsøgt tvangshvervet. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han [ultimo] 2012 blev opsøgt på sin bopæl af al-Shabaab, fordi de ønskede at hverve ham. Klageren nægtede at tilslutte sig al-Shabaab, og han blev derfor fængslet. Klageren har oplyst, at han blev tilbageholdt i tre dage, indtil han flygtede fra fængslet sammen med sine med-fanger. De lavede et hul i væggen og kravlede igennem dette. De flygtede til fods og ankom til en nærliggende by, hvor klageren kontaktede sin mor, der oplyste, at to personer fra al-Shabaab havde opsøgt familiens bopæl, fordi de ledte efter klageren. Herefter udrejste klageren af Somalia. Til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 og under Flygtningenævnets møder [i efteråret] 2018 og [i efteråret] 2019 har klageren fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har yderligere gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Somalia på nuværende tidspunkt vil blive betragtet som spion fra Vesten, og at han derfor vil blive dræbt. Flygtningenævnet bemærker først, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages efter udlændinge-ovens § 19, stk. 1, nr. 1, når grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede. Det fremgår af Udlændingestyrelsens oprindelige beslutning om at meddele klageren opholdstilladelse, at Udlændingestyrelsen har lagt klagerens forklaring til grund, og at klageren således havde et individuelt asylgrundlag i forhold til al-Shabaab. Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har ved afgørelserne [fra efteråret] 2017 og [efteråret] 2018 imidlertid fundet, at klagerens forklaring om sit modsætningsforhold til al-Shabaab ikke kunne lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det ved en afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse med henvisning til, at grundlaget er urigtigt, er myndighederne, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren har afgivet forklaring for henholdsvis Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet med års mellemrum i alt fire gange. Forklaringen må anses for fastholdt på de centrale punkter. Forklaringen indeholder dog visse mindre udbygninger/divergenser. Disse udbygninger og divergenser er dog ikke af et sådant omfang og karakter, at de giver tilstrækkeligt sikkert grundlag for nu at konstatere, at grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt. Flygtningenævnet lægger således klagerens forklaring om sit individuelle modsætningsforhold til al-Shabaab til grund. Det må efter de foreliggende baggrundsoplysninger videre lægges til grund, at al-Shabaab fortsat har kontrollen i klagerens hjemområde. Betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen er således ikke til stede. Flygtningenævnet ophæver således afgørelserne [fra efteråret] 2017 og [efteråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er grundlag for at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens asylmotiv ikke er omfattet af de grunde, der er nævnt i Flygtningekonventionen.” soma/2019/240/thv
Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra Xarardheere, Mudug, Somalia. Klagerens hovedklan er Hawiye. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at medlemmer af al-Shabaab [i sommeren] 2013 opsøgte hendes morbror, da de ønskede at få klageren gift med et af deres medlemmer. Klageren nægtede dette, hvorefter hun udrejste af Somalia [i sommeren] 2013. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde desuden klagerens forklaring om sine konflikter til grund. Flygtningenævnet kan på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger lægge til grund, at klagerens hjemby, Xarardheere, fortsat er kontrolleret af al-Shabaab. Klageren har under samtalen med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet forklaret divergerende på flere væsentlige punkter om sit oprindelige asylmotiv, herunder om al-Shabaab kom til stede ved hendes bopæl i forbindelse med ønsket om ægteskab, mens familien var til stede, om den pågældende [A] var udlænding, om hendes morbror var med helt eller delvist under flugten fra Xarardheere til Galkayo, og om hendes morbror og bror har været fængslet som følge af hendes flugt. Flygtningenævnet finder det derfor ikke godtgjort, at hun har været særligt profileret overfor al-Shabaab. Efter Flygtningenævnets praksis findes de generelle forhold for beboere i al-Shabaab dominerede områder ikke at være omfattet af betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder det utroværdigt, at klageren, selv om hun har samtaler med sin mor 3-4 gange om året, er ubekendt med, hvor både hendes to brødre og hendes morbrødre befinder sig. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er uden mandligt netværk. Særligt idet klageren ikke tidligere har nævnt konflikter med al-Shabaab som følge af hendes religion, finder Flygtningenævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at dette er asylbegrundende. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må anses at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og opvokset i Xarardheere, hvor hun har boet indtil sin udrejse i 2013. Hun indrejste i Danmark [i sommeren] 2013 som […]-årig. Hun har nu haft lovligt ophold i Danmark i godt 6 år. Hun fik opholdstilladelse [i efteråret] 2013. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klageren dels har taget et højskoleophold og har gennemført sprogkursus 2. Hun har ligeledes gennemført en social- og sundhedshjælperuddannelse, som blev afsluttet [primo] 2019. Hun har siden [efteråret] 2018 været ansat som tilkaldevikar, som uuddannet social- og sundhedspersonale i […] fra [efteråret] 2018 og som uddannet tilkaldevikar som social- og sundhedshjælper samme sted fra [foråret] 2019. Det fremgår, at hun har haft et betydeligt antal timer. Der er ligeledes fremlagt udtalelser fra dels hendes nærmeste chef, dels hendes kollega og andre. Klageren har endeligt under mødet demonstreret, at hun i nogen grad har været i stand til at gennemføre mødet uden brug af tolk. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra primo] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/237/ajev
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte den 15. september 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen inddrog [i foråret] 2019 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 3, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren har foretaget rejser på ferie eller andet korterevarende ophold til Mogadishu, Somalia, og at forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er etnisk somali og sunni muslim fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin nabos to sønner. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie siden 2007 har haft en jordkonflikt med naboen, og at naboens to sønner i 2014 som følge af denne konflikt slog klagerens bror ihjel, hvorefter klageren udrejste af Somalia. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret afglidende på de stillede spørgsmål, herunder om hvad han skulle i Djibouti, hvorfor han ikke søgte billetten ændret, og om hvordan han skulle klare sig i Djibouti uden kontanter eller hævekort. På den baggrund og af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, sammenholdt med karakteren af den konflikt, der dannede grundlag for klagerens opholdstilladelse, herunder at de to personer, som klageren havde en jordkonflikt med, ifølge klageren har forladt landsbyen og ikke ønsker at overtage jorden, der i øvrigt er forladt, er Flygtningenævnet enig i, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og dagældende § 19, stk. 7,1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Det, der er kommet frem for Flygtningenævnet, herunder om klagerens personlige forhold, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at heller ikke de generelle forhold i klagerens hjemområde efter Flygtningenævnets praksis, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/236/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører Geladi-klanen, underklanen Goob Roon, og klageren er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, som beskyldte ansøgeren for at have slået en af deres lokale ledere ihjel. Klageren har under sin sag om nægtelse af forlængelse fastholdt sit asylmotiv. Uanset der er visse divergenser mellem klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv i forhold til hans forklaring under asylsagen, kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Klageren genindrejste i Somalia [sommer] 2015 med henblik på at tage varigt ophold, og klageren opholdt sig i Somalia, hos moderen og på sin oprindelige bopæl, i cirka otte måneder, før han efter sin egen forklaring oplevede problemer. På denne baggrund, og da det forekommer særdeles usandsynligt, at nogle al-Shabaab-medlemmer syv år senere skulle genkende klageren – og først efter cirka otte måneders ophold opsøge ham, finder Flygtningenævnet, at klagerens oprindelige konflikt med al-Shabaab må betragtes som afsluttet. Ansøgeren har forklaret, at han efter mange måneders ophold i Somalia og 20 dage før sin udrejse, blev tilbageholdt af al-Shabaab, da han sad sammen med nogle unge mennesker på en cafe og tyggede khat. Da klagerens konflikt med al-Shabaab, jf. det ovenfor anførte, må betragtes som afsluttet, og da klageren efter sin egen forklaring igen blev løsladt efter at have betalt løsepenge, må konflikten, uanset der også er visse divergenser i ansøgerens forklaring herom, betragtes som en isoleret kriminel handling, der er afsluttet med klagerens betaling af løsepenge. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt har en individuel konflikt med al-Shabaab eller andre. Menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Mogadishu er forbedret på en sådan måde, at en person ikke, ved sin blotte tilstedeværelse, længere risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, ligesom AMISOM kontroller Mogadishu. Klageren kan ikke betragtes som profileret i forhold til al-Shabaab. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor til stede, og der er ikke på baggrund af sikkerhedssituationen i Mogadishu grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet har omkring klagerens tilknytning til Danmark lagt vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i cirka fem et halvt år, at han har gennemført Prøve i Dansk 2, men ikke bestået, har danske og somaliske venner i Danmark og er medlem af Somalisk Forening, at han ikke har haft arbejde og ikke har gennemført en uddannelse i Danmark, ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark, og at han har opholdt sig i Somalia i ni måneder i perioden fra [sommer] 2015 til [forår] 2016. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det vil virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1 er derfor opfyldte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/231/gjey
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, sunni-muslim og oprindeligt fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter ikke at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling, fordi han tilhører en mindretalsklan og ikke har råd til selv at betale for behandlingen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans families hus i Mogadishu i 2008 blev tilfældigt ramt under et raketangreb, som al-Shabaab stod bag. Ansøge-rens mor blev slået ihjel under angrebet, mens ansøgeren fik skader i maven. Ansøgeren var ef-terfølgende hospitalsindlagt i et år. Da han blev udskrevet, flyttede han ind hos sin morbror, der forsørgede både ham og hans søskende. Efter et stykke tid fik ansøgeren smerter i maven, og sammen med sin morbror opsøgte han derfor et sundhedscenter. I forbindelse med besøget på sundhedscentret oplyste de, hvordan ansøgeren var blevet påført sine skader. Derefter blev ansø-gerens morbror ringet op af al-Shabaab, der truede med at slå både ansøgeren og hans morbror ihjel, hvis de kontaktede sundhedsmyndighederne igen. De fortsatte dog med at opsøge sund-hedsmyndighederne, når de havde brug for behandling. Hver gang de havde modtaget behand-ling, blev de ringet op af al-Shabaab, der truede med at slå dem ihjel. Ansøgerens morbror blev desuden skudt i armen, efter deres andet besøg på sundhedscentret. I 2013 flyttede ansøgeren og hans morbror til Kismayo, fordi de ønskede at undslippe al-Shabaab. Ansøgerens morbror fort-satte dog med at modtage telefoniske trusler fra al-Shabaab. Ansøgeren har desuden oplyst, at de ikke havde adgang til sundhedsbehandling i Kismayo, fordi de tilhørte den forkerte klan og ikke havde råd til selv at dække behandlingsomkostningerne. Ansøgeren modtog derfor primært be-handling af udenlandske læger, der kom til byen nogle gange om året. Ansøgeren udrejste fra Somalia [sommeren] 2018, og hans morbror er sidenhen flyttet tilbage til Mogadishu, hvor han arbejder som politibetjent. Indledningsvist bemærkes, at flygtningenævnet efter ansøgerens for-klaring lægger til grund, at han aldrig personligt har haft kontakt med eller direkte konflikter med al-Shabaab, ligesom nævnet lægger til grund, at det, de to gange, hvor ansøgeren og hans familiemedlemmer er kommet til skade, er sket som led i generelle krigs- og kamphandlinger i Mogadishu, hvor ansøgeren og familiemedlemmerne har opholdt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det er under disse omstændigheder ikke troværdigt, at al-Shabaab i først de fem år fra 2008 til 2013 gentagne gange skulle have truet ansøgeren og dennes morbror med den begrundelse, at de modtog behandling for deres skader, og at truslerne skulle være fortsat også, selvom morbroren flere gange skiftede telefonnummer. På samme måde er det utroværdigt, at al-Shabaab skulle være fortsat med at true, da ansøgeren og morbroren i 2013 flyttede til Kismayo, uden på noget tidspunkt at gøre alvor af deres trusler. Det bemærkes i den forbindelse, at det efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at hverken han selv eller morbroren var særligt pro-filerede i forhold til al-Shabaab. Endelig bemærkes, at ansøgerens morbror fortsat opholder sig i Somalia, og at der ikke er sket ham noget, heller ikke selvom han efter ansøgerens udrejse er rejst tilbage til Mogadishu, hvor han i dag arbejder for de somaliske myndigheder. Den omstæn-dighed, at ansøgeren ved henvendelse til sundhedsmyndighederne i Somalia har følt sig chikane-ret og udsat for forskelsbehandling kan ikke begrunde, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og det samme gælder den omstændighed, at han tilhører en mindretals-klan. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu eller Kismayo har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til disse byer, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stad-fæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/230/thv
Nævnet meddelte i august 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi ansøgeren er imod organisationens ideologi. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev opsøgt flere gange af al-Shabaab i sin landsby, […], i Somalia. To dage efter ansøgeren var opsøgt første gang, blev han opsøgt endnu en gang, fordi ansøgeren ikke mødte op til al-Shabaabs rekrutteringsbase første gang, han blev opsøgt. Al-Shabaab havde beordret ansøgeren og 21 andre mænd til at møde op på deres base, idet de ønskede, at ansøgeren og de andre personer skulle tilslutte sig organisationen. Ansøgeren blev herefter taget til al-Shabaabs rekrutteringsbase, hvor ansøgeren og de 21 andre mænd blev udsat for fysiske overgreb. De fysiske overgreb foregik over en 24-timers periode, hvor ansøgeren personligt blev afstraffet to gange af organisationen. Dagen efter kørte al-Shabaab ansøgeren til byen Torotoro, hvor han blev fysisk afstraffet under offentligt skue. Ansøgeren blev bundet til en træpæl og fik dyppet sin højre hånd i kogene olie, hvorefter han besvimede. Herefter blev ansøgeren bragt til sine slægtninges bopæl i byen […], hvor han modtog behandling for de påførte skader. Da ansøgeren hånd var kommet over skaderne, tog han ophold hos slægtninge i forskellige landsbyer omkring […]. Ansøgeren levede i skjul hos sine slægtninge, fordi han frygtede al-Shabaab. Ansøgeren skjulte sig hos sine slægtninge, indtil han påbegyndte sin udrejse af Somalia. [I starten] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Somalia til Kenya. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret detaljeret og troværdigt om, hvordan han flere gange blev opsøgt af al-Shabaab, at han blev fængslet og under fængslingen blev udsat for tortur. Ansøgerens forklaring understøttes af den foretagne torturundersøgelse. Det fremgår af den retsmedicinske og den psykiatriske undersøgelse, at ansøgeren havde både fysiske og psykiske følgevirkninger, der meget vel kan være fremkommet ved tortur, som beskrevet af ansøgeren, ligesom ansøgeren udviste symptomer, forenelig med en belastningstilstand, som meget hyppigt ses hos personer, der har været udsat for overgreb. Herefter, og da ansøgeren samtidig har en række markante ar og skader, der naturligt vil påkalde sig opmærksomhed, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/227/FAM
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ashraf og sunni-muslim og somalisk statsborger, født i Danmark. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter tvangsomskæring og seksuelle overgreb. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens mor oplyst, at ansøgeren ikke kan få en ordentlig tilværelse i Somalia, fordi ansøgeren ikke er omskåret. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at befolkningen i Somalia vil finde ud af, at ansøgeren ikke er omskåret, idet ansøgeren er født i udlandet, hvor omskæring ikke finder sted. Både ansøgerens mors familie og ansøgerens fars familie går ind for omskæring, ligesom resten af den somaliske befolkning. Endvidere har ansøgerens mor til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at det af medierne fremgår, at piger mellem otte og 15 år er blevet voldtaget og dræbt i Somalia. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens far oplyst, at han frygter, at ansøgerens mormor vil omskære ansøgeren. Ansøgerens far har endvidere oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive chikaneret af lokalbefolkningen, hvis det bliver kendt, at ansøgeren ikke er omskåret, ligesom ansøgerens far frygter, at ansøgeren ikke vil kunne blive viet som følge af, at ansøgeren ikke er omskåret. Ansøgerens mor er nu gift med [navn], der tilhører Isak-klanen og stammer fra [by], Somaliland. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren sammen med sin mor og far og sine søskende aktuelt har opholdstilladelse i Danmark. Såfremt opholdstilladelserne ikke bliver forlænget, må det lægges til grund, at familien samlet vil skulle udrejse til Somalia. I en sådan situation vil det være relevant at vurdere, om familien kan tage ophold enten i morens hjemområde eller i farens hjemområde. Såfremt familien risikofrit kan tage ophold blot et af stederne, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet [sommeren] 2014 traf afgørelse vedrørende [navn]. Ved afgørelsen fandt nævnet, at han ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt således, at han kunne tvangsmæssigt udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at der ikke er noget grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer omskæring eller andre overgreb, såfremt hun og familien tager ophold i farens hjemområde. Det bemærkes herved, at begge forældre en imod omskæring, og at det må antages, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne herfor. En eventuel chikane eller stigmatisering som følge af, at ansøgeren ikke er omskåret, kan ikke antages at være af et sådant omfang eller karakter, at ansøgeren af den grund er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/222/MEG
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ashraf og sunni-muslim og somalisk statsborger, født i Danmark. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter tvangsomskæring og seksuelle overgreb. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens mor oplyst, at ansøgeren ikke kan få en ordentlig tilværelse i Somalia, fordi ansøgeren ikke er omskåret. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at befolkningen i Somalia vil finde ud af, at ansøgeren ikke er omskåret, idet ansøgeren er født i udlandet, hvor omskæring ikke finder sted. Både ansøgerens mors familie og ansøgerens fars familie går ind for omskæring, ligesom resten af den somaliske befolkning. Endvidere har ansøgerens mor til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at det af medierne fremgår, at piger mellem otte og 15 år er blevet voldtaget og dræbt i Somalia. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens far oplyst, at han frygter, at ansøgerens mormor vil omskære ansøgeren. Ansøgerens far har endvidere oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive chikaneret af lokalbefolkningen, hvis det bliver kendt, at ansøgeren ikke er omskåret, ligesom ansøgerens far frygter, at ansøgeren ikke vil kunne blive viet som følge af, at ansøgeren ikke er omskåret. Ansøgerens mor er nu gift med [navn], der tilhører Isak-klanen og stammer fra [by], Somaliland. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren sammen med sin mor og far og sine søskende aktuelt har opholdstilladelse i Danmark. Såfremt opholdstilladelserne ikke bliver forlænget, må det lægges til grund, at familien samlet vil skulle udrejse til Somalia. I en sådan situation vil det være relevant at vurdere, om familien kan tage ophold enten i morens hjemområde eller i farens hjemområde. Såfremt familien risikofrit kan tage ophold blot et af stederne, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet [sommeren] 2014 traf afgørelse vedrørende [navn]. Ved afgørelsen fandt nævnet, at han ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt således, at han kunne tvangsmæssigt udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at der ikke er noget grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer omskæring eller andre overgreb, såfremt hun og familien tager ophold i farens hjemområde. Det bemærkes herved, at begge forældre en imod omskæring, og at det må antages, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne herfor. En eventuel chikane eller stigmatisering som følge af, at ansøgeren ikke er omskåret, kan ikke antages at være af et sådant omfang eller karakter, at ansøgeren af den grund er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/221/MEG
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ashraf og sunni-muslim og somalisk statsborger, født i Danmark. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Somalia ikke kan få den nødvendige hjælp, da ansøgeren har brug for særlig støtte. Ansøgerens mor frygter endvidere, at ansøgeren vil blive mobbet af de andre børn, eftersom han er anderledes, samt at ansøgeren kan komme i slagsmål med andre børn, hvorved ansøgeren vil blive fængslet. Han risikerer også at blive anbragt på en anstalt. Endelig frygter ansøgerens mor, at ansøgeren vil blive udstødt af befolkningen, fordi ansøgeren er født uden for ægteskab. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at ansøgeren ikke er alderssvarende udviklet, hvorfor hun frygter, at ansøgeren vil blive mobbet og udstødt. Ansøgerens mor har endvidere til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at Somalia er et muslimsk land, hvorfor ansøgeren risikerer diskrimination som følge af at være født uden for ægteskab. Ansøgerens stedfar har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at de somaliske myndigheder ikke har forståelse for, at ansøgeren har en sygdom, hvorfor ansøgeren vil blive anbragt på en institution. Ansøgerens mor er nu gift med [navn], der tilhører Isak-klanen og stammer fra [by], Somaliland. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren sammen med sin mor og stedfar og sine søskende aktuelt har opholdstilladelse i Danmark. Såfremt opholdstilladelserne ikke bliver forlænget, må det lægges til grund, at familien samlet vil skulle udrejse til Somalia. I en sådan situation vil det være relevant at vurdere, om familien kan tage ophold enten i morens hjemområde eller i stedfarens hjemområde. Såfremt familien risikofrit kan tage ophold blot et af stederne, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet [sommeren] 2014 traf afgørelse vedrørende [navn]. Ved afgørelsen fandt nævnet, at han ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt således, at han kunne tvangsmæssigt udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder ikke, at de forhold, at ansøgeren ikke er alderssvarende og er født uden for ægteskab, indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/220/MEG
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ashraf og sunni-muslim af trosretning fra Jilib, Somalia. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgerens far og ansøgerens morfar vil tvinge ansøgeren til at blive en del af al-Shabaab. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens mor oplyst, at ansøgerens far og morfar begge er del af al-Shabaab. Ansøgerens far har forud for ansøgerens mors udrejse af Somalia ytret ønske til ansøgerens mor om, at ansøgeren ligeledes skulle blive en del af al-Shabaab. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens stedfar oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive kidnappet af al-Shabaab, idet ansøgerens far ønsker, at ansøgeren bliver en del af al-Shabaab. Ansøgerens mor er nu gift med [navn], der tilhører Isak-klanen og stammer fra [by], Somaliland. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren sammen med sin mor og stedfar og sine søskende aktuelt har opholdstilladelse i Danmark. Såfremt opholdstilladelserne ikke bliver forlænget, må det lægges til grund, at familien samlet vil skulle udrejse til Somalia. I en sådan situation vil det være relevant at vurdere, om familien kan tage ophold enten i morens hjemområde eller i stedfarens hjemområde. Såfremt familien risikofrit kan tage ophold blot et af stederne, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet [sommeren] 2014 traf afgørelse vedrørende [navn]. Ved afgørelsen fandt nævnet, at han ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt således, at han kunne tvangsmæssigt udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at der ikke er noget grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer rekruttering til al-Shabaab, såfremt han og familien tager ophold i stedfarens hjemområde. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/219/MEG
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Shikhaal, subklanen Loobage og subsubklanen […]. Han er fra Qoryooleey, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af repræsentanter fra al-Shabaab, idet han har unddraget sig deltagelse i jihad. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab på en restaurant, drevet af hans mor, [i slutningen af] 2012. De sagde, at klageren havde nået en alder, hvor han skulle deltage i jihad og forlangte, at han skulle møde dagen efter. Klageren forlod Qoryooleey næste morgen og rejste til Mogadishu. Mens han opholdt sig i Mogadishu, blev han truet telefonisk af en repræsentant fra al-Shabaab. Klageren udrejste efterfølgende illegalt af Somalia [i starten af] 2013. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter den kvinde, som har slået hans mor ihjel, idet kvinden og hendes familie vil tro, at klageren kan finde på at hævne sig og derfor vil slå ham ihjel, ligesom han frygter, at han selv vil kunne finde på at hævne sig. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia ville risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8. Der skal efter bestemmelsen ved en sådan afgørelse tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, men er enig med Udlændingestyrelsen i, at der ikke holdepunkter for at antage, at klageren på nuværende tidspunkt må anses for værende særligt profileret i forhold til al-Shabaab, og at det derfor ikke længere kan lægges til grund, at klageren, ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylrelevante overgreb fra al-Shabaab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at episoden, der gav anledning til konflikten, fandt sted i 2012 og var et led i al-Shabaabs generelle tvangsrekruttering, at klageren kun blev opsøgt en gang af al-Shabaab, og at han efterfølgende alene blev kontaktet en gang telefonisk. Nævnet har videre lagt vægt på, at Qoryooleey ifølge baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia i længere tid har været kontrolleret af AMISOM. Det forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb fra al-Shabaab. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med en kvinde, der angiveligt har slået hans mor ihjel. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens egen formodning og ikke er sandsynliggjort, at det var den pågældende kvinde, der slog klagerens mor ihjel, og at hun skulle have overtaget klagerens mors restaurant og hjem. På denne baggrund kan det samlet lægges til grund, at klageren ikke har nogen konkret og individuel risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia, ligesom heller ikke de generelle forhold i Qoryooleey kan begrunde, at klageren meddeles opholdstilladelse. Om den generelle sikkerhedssituation i Somalia henvises i det hele til de baggrundsoplysninger om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse og partshøringsskrivelse, og til Flygtningenævnets nyere praksis i øvrigt. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det hedder i ovennævnte forarbejder (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1 Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget.” Klageren, der nu er 26 år, kom til Danmark som 20-årig i [efteråret] 2013. Han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark [i slutningen af] 2013. Han er født i Somalia, hvor han er statsborger og har opholdt sig indtil udrejsen i 2013. Han har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, har ikke gennemført et uddannelsesforløb eller i øvrigt engageret sig aktivt i foreningslivet i Danmark. Han har bestået Dansk Prøve 2 og har været i praktik i henholdsvis Jysk i tre måneder, MENU i seks måneder og Struer Gymnasium i tre måneder. Han har gennemført 10. klasse. Han har ingen familie eller tilknytning til herboende personer, og han har efter det oplyste ikke nær familie i Somalia. Han er sund og rask. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende i den tidligere udlændingelovs § 26’s forstand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/218/HHU
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, underklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al Shabaab, idet de i 2008 anklagede ham for at samarbejde med myndighederne og skød ham i brystet. Klageren har endvidere anført, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive betragtet som spion fra vesten af al Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren gav ikke møde for Flygtningenævnet efter at have været behørigt indkaldt via e-boks. Klagerens advokat har for nævnet forklaret, at klageren i en længere periode ikke har haft fast bopæl i Danmark, men at han har boet hos venner rundt omkring. Klageren mødte heller ikke frem til mødet med advokaten forinden nævnsmødet. Flygtningenævnet besluttede herefter, at sagen skulle behandles på det foreliggende grundlag, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række punkter forekommer divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2012 forklarede, at han i [efteråret] 2008 blev stoppet i Walad-weyne, da han kørte i bil. Han kunne ikke kende dem, der stoppede hans bil, da de var maskerede. De skød ham i brystet. Han forklarede ikke, at han også skulle være blevet skudt i benene. Til partshøringssamtalen [i foråret] 2017 forklarede klageren derimod, at der var tale om to forskellige episoder. Den ene, hvor han blev skudt i benet og den anden, da han blev skudt i brystet. Det var [A] og [B], der skød ham i brystet, mens det var nogen ukendte, der skød ham i benet. Han forklarede først, at begge de gange han blev forsøgt skudt var, mens han kørte lastbil. Senere forklarede han imidlertid, at han kørte lastbil, da han blev skudt i benet, mens han stod på vejen i Mogadishu, da han blev skudt i brystet. Flygtningenævnet finder ikke, at disse divergenser, der er helt centrale for klagerens asylmotiv, kan forklares ved tolkeproblemer, idet klageren har underskrevet referatet fra [sommeren] 2012 uden bemærkninger og oplyst, at han har forstået tolken. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring opholdt sig i Somalia i en længere periode efter [efteråret] 2008 uden at opleve problemer. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren ved udrejsen af Somalia havde en konflikt med al-Shabaab. Klagerens forklaring om, at han en gang i Danmark er blevet ringet op af [A] og [B] kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at nævnet har forkastet klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab som utroværdig. Sammenfattende finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde, finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Mogadishu, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, og at ændringerne ikke af ren midlertidig karakter, hvorfor en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen af, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2012. Han har ikke gennemført et uddannelsesforløb. Klageren har efter en praktikperiode hos McDonalds været fast ansat her siden [efteråret] 2015, men er nu ophørt hermed. Klageren har således ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Klageren er ugift, sund og rask og har ingen børn. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark og har fortsat en række familiemedlemmer i Somalia, hvor han er født og opvokset og har boet, indtil han udrejste som ca. 20-årig. Han har bestået prøven i dansk 2 og taget 9 klasse. Han er ikke medlem af nogen foreninger og har ikke fritidsinteresser. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/217/HHU
Nævnet omgjorde i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], Middle Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har angrebet hans bopæl med den hensigt at slå ham ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [efteråret] 2009 blev anholdt af al-Shabaab, fordi han solgte cigaretter i sin butik. Han blev udsat for fysiske overgreb, før han blev løsladt. Al-Shabaab fortsatte med at handle i hans butik, hvor de blandt andet købte taletidskort. Al-Shabaab betalte ikke altid herfor, og de endte med at skylde klageren 600 USD. I [sommeren] 2012 besluttede klageren sig for at fortælle al-Shabaab, at han ikke havde flere taletidskort. Omkring 30 minutter senere sendte al-Shabaab en anden person til hans butik, hvor klageren solgte ham et taletidskort. Al-Shabaab kom derefter tilbage til butikken og anholdte klageren, fordi han havde løjet om taletidskortene. Han blev løsladt samme dag. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2014 blev klageren igen opsøgt af al-Shabaab, der bad ham om at følge med til stationen. Her fik klageren at vide, at han skulle være mujahedin. Hertil svarede klageren, at han krævede at få de penge, som al-Shabaab skyldte ham. Han blev herefter løsladt, men samme aften blev han opsøgt af al-Shabaab på sin bopæl. Fire til fem personer fra al-Shabaab åbnede ild mod hans hus, og klagerens fætter blev ramt og døde. Det lykkedes klageren at undslippe gennem et vindue, hvorefter han løb til byen […]. Herefter udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flertallet af Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet af Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren havde en lille købmandsbutik i [by], Middle Shabelle, i Somalia, hvorfra han blandt andet solgte taletidskort. Flertallet af Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab, idet klageren ikke ville acceptere, at medlemmer af al-Shabaab ikke betalte for de taletidskort, de tog i hans butik, og at klageren ville have, at al-Shabaab skulle betale deres gæld, som til sidst svarede til 600 USD til klageren. Flygtningenævnets flertal kan endvidere lægge til grund, at klageren i 2009 og 2012 har været tilbageholdt af al-Shabaab, hvor han blev løsladt samme dag, og at klageren i [sommeren] 2014 – den dag han flygtede – var blevet opsøgt af al-Shabaab i sin butik og senere i sit hjem, hvor der blev skudt efter ham, men hvor det lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at al-Shabaab flere gange efter klagerens flugt opsøgte klagerens bopæl og spurgte efter klageren. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren må antages at være så profileret i forhold til al-Shabaab, at han, der kommer fra en landsby, der er kontrolleret af al-Shabaab – ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens asylmotiv er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/208/JABP
Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Reer Hamar, underklanen Bandawo og Subklanen Baharsufi. Klageren er soofisk sunni-muslim af trosretning fra Ceel Dhere, Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun sammen med ti andre kvinder under sang har bedt til Gud om at forbande al-Shabaab, ligesom al-Shabaab har ønsket at tvangsgifte hendes datter til en kenyansk mand. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. En opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan inddrages, når de generelle forhold i udlændingens hjemland er ændret på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Det er endvidere en forudsætning, at ændringen i forholdene ikke må antages at være af helt midlertidig karakter, jf. herved det anførte i forarbejderne til lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, pkt. 2.5.2. i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 1, nr. 6 (ændring af udlændingelovens § 19, stk. 1)). Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at hun har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab i anledning af, at hun har sunget religiøse sange mod al-Shabaabs ønske, og at al-Shabaab ønsker at tvangsgifte hendes datter bort til en kenyansk mand. Nævnet har i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet fremstår modstridende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har afgivet forskellige oplysninger til sin asylsamtale om, hvad der skete efter den angivelige bortførelse af datteren. Klageren har således både forklaret, at al-Shabaab opsøgte hende på bopælen få dage efter datterens bortførelse, og at klageren flygtede samme dag, som datteren blev bortført. Nævnet finder, at dette må anses for en central del af klagerens asylmotiv. Henset til den angst, som klageren har givet udtryk for, at hun nærer for al-Shaabab finder nævnet, således som det også er fremhævet af Udlændingestyrelsen, at det må anses for påfaldende, at klageren fortsatte med at synge religiøse sange, selvom hun var blevet advaret herom af al-Shabaab. Endelig finder nævnet, at klagerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at al-Shabaab anmodede om tilladelse til at bortgifte klagerens datter, fremstår bemærkelsesværdig set i lyset af, at al-Shabaab jo netop agtede at foretage et tvangsgiftsmål med en kenyansk mand. Herefter, og idet de forhold, der fremgår af den beskikkede advokats indlæg ikke kan føre til en anden vurdering, har klageren ikke sandsynliggjort, at hun har en konkret og individuel konflikt i Somalia. Af de tilgængelige baggrundsoplysninger og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan det udledes, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i det sydlige og centrale Somalia er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [primo] 2014 i overensstemmelse med den daværende asylpraksis på området. Det gælder såvel forholdene i Mogadishu som i klagerens hjemområde, selvom det må lægges til grund, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemby. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på oplysningerne i Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra september 2017 vedrørende Somalia og Lifos landerapport om Somalia fra 2016, således som disse fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet således efter en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, herunder baggrundsoplysningerne, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ved en tilbagevenden til Somalia. Betingelsen i udlændingelovens § 19, stk. 1, for at inddrage opholdstilladelsen er derfor opfyldt, og spørgsmålet er herefter, om en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for klageren under henvisning bl.a. til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder bestemmelsen ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager, herunder i klagerens sag, fortsat ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, af, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren er født i Somalia i 1956 og er opvokset i landet, hvor hun også er statsborger og har opholdt sig frem til indrejsen i Danmark i 2013. Hun er somalisk gift og haft ophold her i landet med sin ægtefælle, der [ultimo] 2018 er rejst tilbage til Somalia efter klagerens oplysninger angiveligt efter repatrieringsreglerne. Det er oplyst, at klageren nu har søgt skilsmisse i Danmark. Ansøgerens to sønner, en datter og en nevø bor angiveligt i hvert fald for nogle af disses vedkommende fortsat i Somalia, jf. herved § 26-skema af [ultimo] 2017, oplysnings- og motivsamtale af [ultimo] 2013, s. 1, asylsamtale af [primo] 2014, s. 3, og partshøring af [ultimo] 2017, s. 3 og s. 12. Ansøgeren har desuden oplyst at have telefonisk kontakt til en søster i Somalia. Klageren har deltaget i sprogkurser og har bestået modul 5 og er påbegyndt modul 6 i danskundervisning, men det fremgår af sagens oplysninger, at der er væsentlige sprogbarrierer. Hun har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet ud over deltagelse i en virksomhedspraktik på seks måneder. Klageren har familie her i landet i form af en nevø og dennes familie, som bistår hende i det daglige. Klageren har flere helbredsmæssige problemer, herunder forhøjet blodtryk, lavt stofskifte, forhøjet kolesteroltal, svimmelhedslidelse, smerter i benene og vejrtrækningsproblemer. Klageren har endvidere over for den beskikkede advokat oplyst, at hun skal undersøges på hospitalet for en knude i maven. Hverken de foreliggende oplysninger om klagerens herboende familie eller de foreliggende helbredsmæssige oplysninger, herunder den udokumenterede oplysning om, at klageren skal undersøges for en knude i maven, kan i sig selv føre til, at klageren skal bevare sin opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet afvejning tiltræder Flygtningenævnet herefter, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er inddraget, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/207/MEG
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra […] Somalia. Ansøgeren har oplyst, at han tilhører hovedklanen [A], underklanen [B] og familie-klanen [C]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for vold, undergivet tortur, vilkårlig rettergang eller slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har solgt mad fra en bod til regeringsansatte. Herudover har ansøgeren oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af de somaliske myndigheder, fordi han har været anholdt flere gange. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han og hans bror solgte mad fra en bod på gaden. I [efteråret 2015] henvendte personer fra al-Shabaab sig i boden og sagde, at de ikke måtte sælge mad til regeringsansatte. Et par uger senere henvendte personer fra al-Shabaab sig igen i boden. De truede med at straffe ansøgeren og hans bror, hvis de ikke gjorde, hvad de havde fået besked på. [Primo 2016] opsøgte personer fra al-Shaabab endnu engang boden. De sagde nu, at de var nødt til at straffe ansøgeren og hans bror, fordi de fortsat solgte mad til regeringsansatte. Ansøgeren har oplyst, at al-Shabaab på ny opsøgte boden 3-4 uger derefter. Cirka to uger efter den seneste opsøgning kontaktede al-Shabaab ansøgerens bror telefonisk og sagde, at de skulle købe deres begravelsesklæder. Ansøgeren har oplyst, at de nogle uger herefter lukkede boden kl. 12.00, hvorefter ansøgeren tog hjem, mens hans bror tog i moskéen. Efter at ansøgeren var kommet hjem, blev der pludselig banket på døren. Personer fra al-Shabaab havde bragt liget af ansøgerens bror til bopælen. Broren var blevet skudt i hovedet, og ansøgerens mor faldt om ved synet af liget. Nogle timer senere ringede brorens mobiltelefon, som lå i hans lomme. Faren besvarede opkaldet. Det var al-Shabaab, der fortalte ham, at han nu skulle han bekymre sig om sin anden søn. Om natten sørgede faren derfor for, at ansøgeren blev iklædt burka, hvorefter de kørte til Mogadishu i bil. Ansøgeren opholdt sig i Mogadishu i fem dage, indtil han [i vinteren 2016] udrejste fra Somalia til Kenya. Ansøgeren har desuden oplyst, at han i [foråret 2017] fik at vide, at hans far var blevet slået ihjel i Somalia. Herudover har ansøgeren forklaret, at han i perioden fra 2012 til 2016 har været tilbageholdt af de somaliske myndigheder seks gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og utroværdigt om sit asylmotiv. Ansøgeren har navnlig forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Han har således ikke nævnt, at han har været tilbageholdt fem gange af myndighederne i sit asylskema, men først forklaret om dette under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring om konflikten med al-Shabaab fremstår dertil usammenhængende og helt overordnet uden deltaljer. Det fremstår i den forbindelse usammenhængende og dermed utroværdigt, at ansøgeren og hans bror blev ved med at holde boden åben trods dødstrusler på grund af familiens meget dårlige økonomi, når han efter broderens død kunne udrejse samme aften via en rejse arrangeret og betalt af hans far. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at han ikke har kendskab til, hvordan faren arrangerede og betalte for en lang rejse, der inkluderede flere flyrejser fra [Somalia]til Danmark, på samme baggrund tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. Ansøgerens forklaring om al-Shabaabs fem opsøgninger i boden fremstod generelt udetaljeret og overordnet og bar således ikke præg af, at ansøgeren rent faktisk havde oplevet opsøgninger fra al-Shabaabs side. Ansøgeren har dertil forklaret divergerende om omstændighederne ved sin brors død. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hans bror tog i moskeen, mens han selv tog hjem, mens han under nævnsmødet forklarede, at hans bror tog i moskeen, mens han selv tog hjem for at gå på toilettet, hvorefter han også selv tog i moskeen. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for den nævnte udbygning eller forklare nærmere om konflikten med al-Shabaab og familiens økonomiske prioriteringer i forbindelse med udrejsen. Herefter, og efter en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/206/thv
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [en landsby i] Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun er flygtet fra sit hjemland, dels fordi hendes hus i Mogadishu blev udsat for et raketangreb, og dels fordi hendes hjem på landet blev opsøgt af maskerede mænd. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun som 20-årig flyttede til Mogadishu sammen med sin ægtefælle. I 1991 blev familiens hus udsat for et raketangreb, hvorved klageren mistede syv af sine børn. Klageren, hendes ægtefælle, datter, niece og dennes ægtefælle besluttede derfor at flytte tilbage til landet i nærheden af [en landsby]. I 2012 blev familiens bopæl på landet opsøgt af en gruppe på seks eller syv personer, som bar masker og våben. Personerne sagde ikke, hvad de ville, men de voldtog klageren og hendes niece. De stjal familiens ejendele og kidnappede klagerens nieces ægtefælle. Klagerens ægtefælle forsøgte at forsvare klageren, men han blev væltet omkuld og brækkede armen. Efterfølgende steg hans blodtryk, og han blev syg. Klageren valgte derfor at sælge familiens mark, hvorved hun skaffede penge til at forlade Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Af tilladelsesresolutionen fra [vinteren 2013/2014] fremgår det, at Udlændingestyrelsen ikke lagde klagerens forklaring til grund, idet denne på flere punkter forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved taget hensyn til, at klageren er analfabet, nu er 75 år og har oplyst at have svært ved at huske. Hun har således konsistent forklaret om den eksplosion i Mogadishu, der i 1991 medførte, at de fleste af hendes børn blev dræbt, og at hun og ægtefællen herefter flygtede ud på landet i nærheden af [en landsby], hvor de levede af landbrug. Hun har endvidere forklaret konsistent om en episode, der fandt sted ca. 2 år før, hun udrejste i efteråret 2013. Klageren, hendes ægtefælle, hendes søsters datter og dennes mand blev overfaldet af en gruppe bevæbnede ukendte mænd, der voldtog klageren og hendes søsters datter og bortførte dennes mand, som klageren ikke siden har set. Familien blev ikke senere opsøgt af de pågældende, som klageren ikke ved hvem er, men hun har forklaret, at også andre familier i nabolaget blev udsat for lignende overfald. De nævnte episoder kan imidlertid ikke føre til, at klageren kan anses for at have en aktuel individuel konflikt, som kan begrunde, at klageren på nuværende tidspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke, at de generelle forhold i Somalia kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det må efter klagerens oplysninger lægges til grund, at hun nu er enke og har hele sin nære familie i Danmark, idet klagerens niece i Somalia siden Udlændingestyrelsens afgørelse har forladt Somalia sammen sine børn. Klageren har imidlertid for nævnet forklaret, at hendes søsters ægtefælles sønner opholder sig i Somalia, og at hun selv og hendes familie har haft jævnlig telefonisk kontakt med dem i den periode, hvor klagerens ægtefælle boede i Danmark. Klageren har videre forklaret, at hun efter ægtefællens ønske efter hans død tog hans lig med til Mogadishu og udleverede det til hans søsters sønner, der tog imod hende i lufthavnen og begravede hendes afdøde ægtefælle i Somalia. Klageren har videre under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 forklaret, at hun opholdt sig i Mogadishu 3 uger i den forbindelse, og at nogen ”som hverken var familie eller klan”, tog sig af hende. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mandligt netværk, og der er således heller ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for enlige kvinder i Somalia. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådan, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Somalia er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ligeledes, at situationen i klagerens [hjemområde], der ligger ca. 90 km fra Mogadishu og siden 2012 har været under kontrol af AMISOM/SNA, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [landsbyen] er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [landsbyen] ikke længere i udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Klageren har ikke bestået prøve i dansk på grund af helbredsmæssige problemer og koncentrationsbesvær. Hun kan således hverken tale, læse eller skrive dansk. Hun har ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet og er ikke i gang med uddannelse. Hun har ingen fritidsinteresser og har ikke været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende. Hun lider af hovedpine, muskelsmerter, mavesmerter, har nyreproblemer og er under udredning for galopperende hjerte. Klagerens tilknytning til det danske samfund består således alene i, at hendes nære familie opholder sig her. Uanset at klageren har visse helbredsproblemer, finder Flygtningenævnet ikke, at der efter de lægelige oplysninger er grundlag for at udsætte sagen på en nærmere udredning heraf. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at det ikke vil være særligt belastende for klageren at inddrage hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/204/mme
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er muslim fra [byen X], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han to gange er flygtet fra dem i forbindelse med, at de forsøgte at tvangshverve ham. Klageren har endvidere henvist til, at al-Shabaab som følge af klagerens ophold i Danmark har beskyldt ham for at være vantro, og at al-Shabaab på denne baggrund slog hans familie ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2007 eller 2008 for første gang blev forsøgt tvangshvervet til al-Shabaab. Klageren arbejdede ude på familiens landbrug, da medlemmer fra al-Shabaab opsøgte og bortførte ham. Det lykkedes for klageren og nogle andre bortførte mænd at flygte fra al-Shabaab under transporten fra familiens ejendom, men al-Shabaab indhentede klageren og slog ham bevidstløs, hvorefter de efterlod ham. Noget tid efter blev klagerens far opsøgt af al-Shabaab, idet de forsøgte at tvangshverve ham, ligesom de beskyldte ham for at have arbejdet for myndighederne. Da klagerens far nægtede at samarbejde, blev han slået ihjel. Nogle måneder efter blev klageren igen opsøgt af al-Shabaab, da han var ude på familiens landbrug. Det lykkedes på ny klageren at flygte, men han blev såret under flugten, idet han blev beskudt. Klageren skjulte sig efterfølgende i omkring fem måneder, inden han udrejste af Somalia. Al-Shabaab fandt efterfølgende ud af, at klageren opholdt sig i udlandet, og al-Shabaab opsøgte i 2015 klagerens familie, hvor de beskyldte klageren for at være vantro og for at være flygtet fra dem. Klagerens mor, to søstre, to niecer og to nevøer blev på grund af beskyldningerne slået ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at klagerens forklaring i forbindelse med den samlede sagsbehandling af hans sag fremstår utroværdig og divergerende. Klageren har således afgivet divergerende oplysninger blandt andet om, hvor lang tid, der gik, fra han blev slået bevidstløs og efterladt af al-Shabaab, og indtil han og, muligvis, hans far igen blev opsøgt af al-Shabaab og faderen slået ihjel. Klageren har endvidere afgivet divergerende oplysninger om, hvorfor og hvornår hans far blev dræbt og om de tidsmæssige omstændigheder i forbindelse hermed, herunder om klageren selv var til stede, og om drabet på faderen først fandt sted efter klagerens udrejse af Somalia. Der kan i den forbindelse endvidere henvises til journal af [efteråret] 2015, hvoraf det fremgår, at klageren har oplyst, at klageren og faderen blev taget til fange, at de begge blev tortureret, og at faderen herefter blev myrdet. Klagerens forklaring i nævnet har ikke bidraget til at skabe nærmere klarhed over de nævnte omstændigheder, idet klagerens forklaring for nævnet om opsøgningerne fra al-Shabaab og omstændighederne i forbindelse med drabet på faderen har fremstået særdeles usikker. Nævnet finder det efter klagerens forklaring om voldsomheden af den første episode, hvor al-Shabaab forsøgte at tvangshverve ham, desuden påfaldende, at der gik et længere tidsrum, inden al-Shabaab på ny opsøgte ham under den anden episode. Det fremstår endvidere påfaldende, at klageren ikke i forbindelse med sin forklaring til politiet [i sommeren] 2012 umiddelbart efter indrejsen til Danmark oplyste om sit modsætningsforhold til al-Shabaab. På den anførte baggrund kan nævnet ikke lægge til grund, at klageren har haft en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab i Somalia forud for sin udrejse. På den samme baggrund finder nævnet heller ikke at, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge af sit opslag på Facebook i Danmark skulle have bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til al-Shabaab, herunder at klageren skulle blive betragtet som særligt profileret eller vestliggjort af al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia. I vurderingen af denne del af sagen er det også indgået, at klageren har afgivet divergerende oplysninger under henholdsvis samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 og i lægejournal af [efteråret] 2015 om tidspunktet for hans kendskab til drabet på klagerens familiemedlemmer (mor, to søstre, to niecer og to nevøer) ved afbrænding. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia. Den omstændighed, at klageren er analfabet og er diagnosticeret med PTSD, hvor behandlingen blev sluttet i 2016, og de af klageren påberåbte tolkningsproblemer i forbindelse med inddragelsessamtalen [i sommeren] 2017 kan ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at de begivenheder, som klageren har afgivet forklaring om, nu ligger langt tilbage i tid. Om den generelle sikkerhedssituation i Somalia og i klagerens angivelige hjemområde i [byen X] henvises i det hele til de baggrundsoplysninger om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, og til Flygtningenævnets nyere praksis i øvrigt. Det fremgår blandt andet heraf, at AMISOM de facto har udøvet kontrollen i [byen X] i Hiran-regionen siden 2014. Nævnet tiltræder på denne baggrund, at forholdene i klagerens angivelige hjemområde i [byen X] i Somalia således er forbedrede, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for overgreb i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i området. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet det bemærkes, at sagen ikke skal behandles efter den nye regel i udlændingelovens § 19 a, der trådte i kraft den 1. marts 2019. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold, således som disse fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2018, finder nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på oplysningerne om varigheden af klagerens ophold i Danmark, hans danskkundskaber samt oplysningerne om de helbredsmæssige, beskæftigelsesmæssige og foreningsrelaterede forhold sammenholdt med oplysningerne om tilknytningen til Somalia, men nævnet finder ikke, at disse forhold indebærer, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/198/JEA
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim og født i Mogadishu, men opvokset i Baardheere, Somalia og tilhører hovedklanen Hawiye og subklanen Shiiqaal. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han flygtede, da de forsøgte at tvangshverve ham. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter blodhævn, idet hans fætter, [A], angiveligt har slået en person ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han i 2013 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab til grund forårsaget af, at klageren flygtede fra al-Shabaab, der ville rekruttere klageren. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Shabaab er divergerende, udbyggende og utroværdig, at den ikke fremstår selvoplevet, og at forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om al-Shabaabs første opsøgen på bopælen, herunder om hvem der var tilstede. For Flygtningenævnet har klager forklaret, at ud over klagers far, hans syge bror, en læge og klageren var hans stedmor samt søskende tilstede. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at hans far, hans syge bror, en ældre mand med forstand på naturmedicin og klager var tilstede. Til asylsamtalen har klager forklaret, at hans stedmor var på arbejde og hans ældste søster hjalp hende, og at hans andre søskende var i koranskole. Til inddragelsessamtalen har klageren oplyst, at faren, den syge bror, en ældre mand med forstand på naturmedicin var tilstede og hans faster og mindre søskende var tilstede. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt det var al-Shaabab, der beordrede klager far og klageren uden for bopælen ved den første opsøgen, eller om det faren, der bad dem gå uden for. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klager har forklaret divergerende om, hvorvidt al-Shabaab ville komme tilbage efter 3 dage, eller om det var ham selv, der skulle henvende sig til al-Shabaab efter 3 dage. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens forklaring om hans flugt fra al-Shabaab ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at klageren kunne slippe væk fra al-Shabaab, henset til, at de så ham flygte, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at personerne fra al-Shabaab ikke kunne opdage ham i skuret, da de kiggede ind i skuret. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvor han gik hen, da han forlod sit skjul. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være særlig profileret eller har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Det forhold, at klageren til inddragelsessamtalen har oplyst, at han frygter blodhævn som følge af, at hans fætter angiveligt har slået en person ihjel i Somalia, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer i den forbindelse, at det beror på klagerens egen formodning, at han skulle være i et modsætningsforhold til familien til den person, som klagerens fætter angiveligt skulle have slået ihjel. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at klageren ikke ved, hvem der er blevet slået ihjel, ligesom klageren ikke ved, hvornår eller hvordan personen blev slået ihjel. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Baardheere i Gedo-regionen i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Baardheere i Gedo-regionen, hvor klageren angiveligt kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Baardheere i Gedo-regionen, er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet bemærker, at AMISOM efter de foreliggende baggrundoplysninger, de facto har kontrollen over Baardheere i Gedo-regionen, hvilket de har haft siden juli 2015. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Baardheere i Gedo-regionen, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har angiveligt boet i Baardheere i Gedo-regionen i Somalia frem til sin udrejse i 2013. Det må således lægges til grund, at klageren taler somali. Klageren har bestået prøve 2 i dansk, 9. og 10. klasse. Klageren har været i praktik, været tilknyttet et vikarbureau siden [foråret] 2017 og fra [starten af] 2018 arbejdet 7,5 timer pr. uge i PostNord og fra [foråret] 2018 arbejdet 28 timer pr. uge i Post Nord, hvilket job han fortsat har. Det forhold, at klageren i omkring to år har været tilknyttet arbejdsmarkedet, kan ikke efter de nugældende regler føre til en ændret vurdering. Klageren er medlem af Somalisk Forening og har arbejdet frivilligt i et folkekøkken. Han har i 2 år været kæreste med en somalisk pige, der ifølge klageren har permanent opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/189/MA
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somalier og sunni-muslim fra Jabi, Jabbada, Somalia. Klageren tilhører klanen Haatim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles mand. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for asylmotivet har klageren oplyst, at han blev gift med sin anden ægtefælle, Fariyo, i [foråret] 2013. Fariyos tidligere ægtefælle påstod, at han og Fariyo stadig var gift. Dette nægtede Fariyo. [I sommeren] 2013 kom flere mænd til klagerens bopæl og begyndte at skyde. Klageren flygtede og søgte tilflugt hos sin ven i Hergante. Her opholdt klageren sig i fire dage og tog videre til byen Dhobley, hvor han var i to uger, hvorefter han udrejste af Somalia. Efter sin udrejse har klageren af sin første ægtefælle hørt, at Fariyos tidligere ægtefælle har kontaktet al-Shabaab, som har udstedt en dødsdom over klageren under henvisning til, at klagerens ægteskab med Fariyo er ugyldigt. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, Det fremgår af tilladelsesresolutionen fra [foråret] 2014, at Udlændingestyrelsen havde vurderet, at det ikke kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af den generelle menneskerettigheds- og sikkerhedssituation i klagerens hjemområde. Det fremgår videre, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens påberåbte konflikt til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende på væsentlige punkter. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2013 har klageren forklaret, at han i [foråret] 2013, hvor han indgik ægteskab med sin anden ægtefælle, Fariyo, var klar over, at hun var fraskilt. Klageren har endvidere under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2014 forklaret, at da han mødte Fariyo, fortalte hun ham, at hun var blevet skilt, og efterfølgende dukkede eksmanden op og sagde, at Fariyo stadig var hans kone, hvilket Fariyo dog benægtede, idet hun fastholdt, at hun var skilt fra sin første ægtefælle. Under samtalen [i efteråret] 2017 har klageren forklaret, at Fariyo sagde til ham, at hun ikke var gift og snød ham. Han vidste således ikke, at Fariyo havde haft en tidligere ægtefælle, da klageren og Fariyo blev viet. Hun fortalte ham blot, at hun var ny i området og var single. Da klageren oplyser, at hans konflikt netop udspringer af forholdet til Fariyos tidligere ægtefælle, idet han hævder fortsat at være gift med hende, er det således en central oplysning i forhold til klagerens asylmotiv, om han forinden vielsen mellem ham og Fariyo havde kendskab til, om hun tidligere havde været gift eller ej. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt han i forbindelse med sin flugt fra hjemmet først skulle være løbet ud på badeværelset eller ej, om det var den tilstedeværende venindes datter eller veninden selv, der skulle være blevet ramt af skud i armen under episoden, og om hvorvidt Fariyos tidligere ægtefælle skulle have opsøgt klagerens bopæl en eller flere gange. Klageren har ikke på overbevisende måde redegjort for de pågældende divergenser. Flygtningenævnet finder det dermed ikke sandsynliggjort, at klageren personligt ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans sønner vil blive forsøgt tvangshvervet til al-Shabaab, eller at han ikke vil kunne modsætte sig, at hans datter bliver tvangsgift med medlemmer af al-Shabaab, idet der er tale om asylmotiver, som ikke vedrører klageren selv, men de pågældende børn. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er blevet familiesammenført med sin fem børn født i perioden fra [foråret] 2003 til [foråret] 2009. Klageren er under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og i afgørelsen af [foråret] 2018 fra Udlændingestyrelsen vejledt om, at han kan søge asyl på børnenes vegne. Udlændingestyrelsen har oplyst, at en sådan ansøgning ikke er modtaget. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene i det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i foråret] 2014. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, selv om forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes dog ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger de facto har kontrollen over klagerens hjemområde i Jubbada Hexe. Efter de samme oplysninger har al-Shabaab’s måde at operere på ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til målrettede angreb mod profilerede personer og mere strategiske mål, og sådanne angreb finder ikke sted i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab, idet nævnet ikke har kunnet lægge hans forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet vurderer derfor, at en tilbagesendelse af klageren til hans hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. For så vidt angår spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for klageren, bemærker nævnet, at klageren har haft lovligt ophold i ca. 5 år. Han taler, læser og skriver lidt dansk, men har ikke bestået nogen danskprøve. Han er ikke i beskæftigelse eller under uddannelse, men har været i praktik i 3 måneder hos en tømrer og senere i praktik hos Energi Ikast. Han har modtaget offentlige ydelser som forsørgelsesgrundlag under hele sit lovlige ophold i Danmark med undtagelse af juli måned i 2016 og 2017. Han er ikke medlem af nogen foreninger. Han er sund og rask. Hans netværk i Danmark består af hans børn, og han har ingen nær familie i Somalia længere. Han havde senest kontakt med familie i Somalia i 2014. Hans børn er sunde og raske med undtagelse af den yngste søn, født i 2009. Denne søn har været involveret i et færdselsuheld og brækkede hoften. Sønnen er henvist til psykolog. Sønnen har smerter og problemer med at holde sig efter ulykken, men går i skole. Det kan på den baggrund efter en samlet vurdering ikke anses for særligt belastende for klager, der er 59 år og har haft hele sin opvækst i Somalia, at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det oplyste om sønnens gener efter færdselsuheldet kan ikke føre til en anden vurdering. Betingelserne for at inddrage klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/166/FAM
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk ingusjetier og muslim fra Karabulak, Ingusjetien i Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af Ruslands Føderale Sikkerhedstjeneste, FSB. Klageren har til støtte herfor henvist til, at en af hans venner blev slået ihjel af sikkerhedstjenesten, fordi vennen havde forbindelser til en terrorgruppe og havde leveret mad og andre fornødenheder til dem, i hvilken forbindelse klageren havde hjulpet vennen med at stille bil til rådighed uden at vide, at det var oprørere, han hjalp. Vennen blev dræbt af FSB, og det samme gjorde en af deres fælles venner. Klageren har videre oplyst, at hans farbror, der arbejdede i sikkerhedstjenesten, oplyste klageren om, at hans navn fremgik af en liste hos FSB, og rådede derefter klageren til at forlade landet hurtigst muligt. Klageren har derudover oplyst, at sikkerhedstjenesten slog hans far ihjel i forbindelse med, at de opsøgte klagerens bopæl for at få fat på klageren, og at de i samme forbindelse anholdte hans bror. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at nævnet ikke er bundet af at lægge de faktiske omstændigheder til grund, som er lagt til grund ved bedømmelsen af den mandlige klagers mors og brors sager. Flygtningenævnets flertal finder, at den mandlige klager i det væsentlige forklaret konsistent om sin konflikt med de russiske myndigheder, herunder om den hjælp han, uden at være klar over det, har ydet til vennen [A’s] forbindelser i oprørsbevægelsen, drabene på vennerne [A] og [B], sikkerhedsstyrkernes opsøgning af klagerens families hjem, drabet på faren og flugten i forbindelse med, at sikkerhedsstyrkerne opsøgte familien. Den omstændighed, at den mandlige klager på visse punkter har forklaret divergerende i forhold til sin mor og bror, kan ikke føre til et andet resultat, idet forskellene hovedsageligt vedrører forhold, som er sket, efter den mandlige klagers flugt, og forhold, som han ikke selv har oplevet, men har fået fortalt om fra andre. Den omstændighed, at den mandlige klager i forbindelse med sagen vedrørende nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse knap 6 år efter udrejsen fra Rusland har haft svært ved at huske visse detaljer, tids- og datoangivelser, kan efter flertallets opfattelse ikke føre til, at forklaringen tilsidesættes som bevidst urigtig med den konsekvens, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget som følge af svig. Nævnets flertal har ud over det tidsmæssige forløb lagt vægt på, at den mandlige klager på tidspunktet for samtalerne i forbindelse med inddragelsessagen havde psykiske problemer og var udfordret på sine personlige forhold i og med, at han og den kvindelige ansøger var blevet skilt. Idet flertallet herefter fortsat finder, at den mandlige klager ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb fra de russiske myndigheders side, ændrer nævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse og forlænger den mandlige klagers opholdstilladelse, så han fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Rusl/2019/9/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tjetjenien. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingushetter og sunni-muslim fra Nazran, Ingushetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de russiske myndigheder, idet de har beskyldt ham for at have støttet en terrorist ved navn [A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han modtog et opkald fra sin slægtning [A] i [foråret] 2016, hvor han bad om et lån. Han havde ikke set [A] i mere end to år. Ansøgeren overførte 30.000 rubler til en konto, som [A] havde oplyst, hvorefter han ikke hørte mere fra ham. Videre har ansøgeren oplyst, at han i slutningen af [foråret] og i begyndelsen af [sommeren] 2016 bemærkede, at ledelsen på hans arbejde i efterforskningsafdelingen ændrede sig over for ham og begyndte at overbebyrde ham med arbejdsopgaver. Ansøgeren fik to advarsler, hvorefter han opsagde sin stilling. Ansøgeren har videre oplyst, at han [i efteråret] 2016 rejste til Ingusjetien, Rusland, for at deltage i sin vens bryllup [i efteråret] 2016. Da ansøgeren forlod brylluppet om aftenen, blev han standset ved en kontrolpost, som tjekkede hans papirer. Efter fem minutter kom en bil med fire mænd, som slog ham hårdt i maven og væltede ham omkuld, hvorefter han blev kørt til et rum i en bygning. I rummet blev ansøgeren bundet, afhørt, […], [udsat for] slag og elektrisk stød. Han blev udspurgt om, hvorfor han var blevet fyret fra sit arbejde, og hvilken forbindelse han havde til [A]. Hertil oplyste ansøgeren, at [A] var en slægtning, og at han havde lånt ham penge, men at han ikke vidste, at [A] var terrorist. Mændene oplyste, at ansøgeren ville komme til at tage [A’s] plads, hvis han ikke fortalte sandheden, hvilket fik ansøgeren til at forstå, at de russiske myndigheder vidste alt om opkaldet fra [A] i [foråret] 2016. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han blev bedt om at underskrive nogle dokumenter, hvoraf det ene dokument omhandlede, at han ikke havde noget imod at nærværende afhøring havde fundet sted, mens det andet dokument omhandlede, at ansøgeren havde udrejseforbud. Til sidst blev han slået i hovedet, hvorefter han besvimede. Ydermere har ansøgeren oplyst, at han vågnede op i sin bil og ringede til sin fætter, som hentede ham og kørte ham hjem til ansøgerens mor. Den efterfølgende dag tog ansøgeren til Moskva for at fortælle sin ægtefælle om, hvad der var sket. [I efteråret] 2016 oplyste hans mor, at hun havde modtaget en indkaldelse til ham, hvori var anført, at han skulle møde op i Center for Bekæmpelse af Ekstremisme [i efteråret] 2016. Ansøgeren overnattede herefter hos sin onkel i Moskva frem til sin udrejse af Rusland [i efteråret] 2016. Videre har ansøgeren oplyst, at han [i efteråret] 2016 modtog endnu en indkaldelse fra Center for Bekæmpelse af Ekstremisme, hvor han skulle møde op [i efteråret] 2016, og [i efteråret] 2016 blev der foretaget en ransagning af hans mors bopæl i Ingushetien, hvor man havde efterspurgt ansøgeren. [I efteråret] 2016 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle samt medfølgende barn problemfrit på egne nationalitetspas fra Moskva til Sverige og indgav ansøgning om asyl, hvorefter de blev tilbagetaget til Danmark fra Sverige i henhold til Dublinforordningen. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans mor er blevet opsøgt én gang af de russiske myndigheder efter udrejse af Rusland. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod psykisk påvirket. Det blev oplyst, at han modtager medicin og psykiatrisk behandling. På den baggrund blev der under nævnsmødet anvendt ekstra tid til afhøringen af ansøgeren, og han fik således pauser og god tid til at tænke sig om, før han besvarede de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Han har således forklaret usammenhængende og utroværdigt om sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt og tortureret af myndighederne, fordi han havde sendt penge til sin grandfætter, som myndighederne beskylder for at være terrorist forekommer henset til, at ansøgeren efter kontakten med grandfætteren og overførslen af pengene usammenhængende med hans forklaring om, at han den kunne få udstedt pas og udrejse legalt af Rusland. Ansøgerens forklaring om, at han kunne udrejse legalt, selvom han var meddelt udrejseforbud, forekommer tillige usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Der er herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren var under mistanke for at stå i ledtog med en terrorist, at han var udeblevet fra møder, som myndighederne havde indkaldt ham til, og at han havde opholdt sig hos enten sin hustru eller et kendt familiemedlem fra sin løsladelse [i efteråret] 2016 til udrejsen [i efteråret] 2016. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist og svaret afglidende på spørgsmål om, hvem der udfyldte visumansøgningerne til Danmark, og om hvorfor han og hustruen ventede med at udrejse til [efteråret] 2016, når de kunne være udrejst tidligere enten illegalt eller i forbindelse med det meddelte visum, og når de angiveligt regnede med, at den mandlige ansøgers udrejseforbud ikke var blevet registreret hos myndighederne. Endelig forekommer det usammenhængende, at ansøgeren ikke har hørt fra familien, at hans grandfætter angiveligt er eftersøgt for terror, når grandfætteren efter oplysningerne fra det russiske politis hjemmeside har været eftersøgt siden [sommeren] 2016, og når ansøgerens farbror på tidspunktet var et magtfuldt medlem af dumaen, som må formodes at få denne viden på grund af sin familieskab med ansøgeren, og som efter ansøgerens forklaring foretog undersøgelser vedrørende ansøgerens situation. […] Ansøgeren har under nævnsmødet svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål, og han var ikke i stand til at uddybe eller redegøre nærmende for diverse sammenhænge. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Rusland. De fremlagte dokumenter og videoen kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på ovenstående bevisvurdering og på karakteren af dokumenterne, herunder de uoverensstemmende dateringer og tidspunkter, som fremgår af overvågningsvideoen samt på karakteren af videoen og dens fremkomst fra en politiansat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2019/8/CHPE
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland.. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning. Han er født i Kasakhstan, men har boet i Urus-Martan, Tjetjenien, i mange år. I forbindelse med den første tjetjenske krig ydede han bistand til tjetjenske oprørere ved at levere mad og ved at køre sårede oprørere til hospitalet, ligesom han også deltog i demonstrationer i 1994 forud for den første tjetjenske krig. Han har ikke siden deltaget i politiske aktiviteter eller ydet bistand til oprørerne. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af de tjetjenske myndigheder som følge af, at hans søn, [S], har konflikter med myndighederne. Den mandlige ansøger har til sagen oplyst, at han efter sønnens udrejse i [sommeren] 2014 blev opsøgt af myndighedspersoner, der udspurgte ham om sønnen [S]s opholdssted. Henvendelserne begyndte en til to måneder efter sønnens udrejse. I forbindelse med en henvendelse i [sensommeren] 2014 blev den mandlige ansøger taget med af myndighedspersonerne. Han blev tvunget ud i en bil og blev kørt til et for ham ukendt sted, hvor han blev ført ind i et værelse. Han blev slået med politistave og blev tvunget til at underskrive et dokument, hvis indhold han i første omgang ikke kendte. Han fandt senere ud af, at det fremgik af dokumentet, at han havde afstået sønnens hus i Groznyj til myndighederne. Efter løsladelsen talte ansøgeren med en af sønnens venner, der arbejdede for myndighederne. Sønnens ven sagde, at ansøgerens problemer ikke ville forsvinde, og han opfordrede den ansøgeren til at gemme sig. Fra{sensommeren/efteråret] 2014 indtil udrejsen i [sensommeren] 2017 opholdt ansøgeren og ægtefællen sig hos forskellige familiemedlemmer i Urus-Martan. I [sensommeren] 2017 opholdt ansøgeren og ægtefællen sig hos den mandlige ansøgers svigerinde, da de af ansøgerens nevø blev advaret om, at myndighederne var på vej til svigerindens hus. Ansøgeren og ægtefællen tog herefter hen til en bekendt. Efterfølgende fik de af svigerinden at vide, at myndighedspersonerne havde spurgt efter den mandlige ansøger. Herefter blev ansøgeren og ægtefællen kørt til Ingusjetien, hvor de opholdt de sig i 13-14 dage, inden de blev kørt videre mod Europa. Den kvindelige ansøger er tjetjener og sunni-muslim af trosretning. Hun er født i Kasakhstan, men har boet i mange år i Urus-Martan, Tjetjenien. Hun har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og ægtefællen vil blive dræbt af de tjetjenske myndigheder, idet hendes søn er eftersøgt af myndighederne. Den kvindelige ansøger har til sagen oplyst, at myndighederne opsøgte hende og hendes ægtefælle på bopælen, efter at deres søn var udrejst. Den første henvendelse fandt sted cirka en måned efter sønnens udrejse, og efterfølgende kom myndighederne mange gange. På et tidspunkt blev ægtefællen taget med af myndighedspersonerne. Da ægtefællen kom tilbage, sagde han, at han havde været udsat for fysiske overgreb. Efterfølgende tog ansøgeren og ægtefællen ophold hos deres svigerinde. En dag blev ansøgeren og ægtefællen af svigerindens søn advaret om, at myndighederne var på vej til svigerindens hus. Ansøgeren og ægtefællen tog herefter hen til en nabo. De opholdt sig hos naboen, indtil de blev kørt til Ingusjetien, hvorfra de rejste videre til Europa. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne har fået udstedt russiske udenrigspas [i foråret] 2017, og at de [i sensommeren] 2017 har fået udstedt Schengen-visum gennem det [navnnet på et europæisk land]generalkonsulat i Moskva. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger har forklaret, at han begyndte at overveje at udrejse, fordi han var træt af ”at hoppe fra familiemedlem til familiemedlem og bo”. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgernes forklaringer er præget af en lang række divergenser og uklarheder. Dette kan i et vist omfang tilskrives det lange tidsforløb og de begivenheder, der har fundet sted i Tjetjenien, sammenholdt med ansøgernes alder og øvrige personlige forhold. Flygtningenævnet finder imidlertid, at divergenserne har et sådant omfang, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Nævnet bemærker herved, at divergenserne vedrører helt centrale dele af asylmotivet – således både omstændighederne ved sønnens flugt fra bopælen i [sommeren] 2014, tidspunktet og omstændighederne ved den mandlige ansøgers tilbageholdelse i [sensommeren] 2014, og omstændighederne ved ansøgernes flugt fra [svigerindens] hus i [sensommeren] 2017. Nævnet lægger ved bevisvurderingen tillige vægt på, at ansøgerne må antages at have været i besiddelse af ægte rejsedokumenter, og at ansøgernes forklaring om deres flerårige ophold ”under jorden” hos familiemedlemmer i Urus-Martan, stemmer mindre godt med, at ansøgerne i to perioder har boet gennem flere år i Volgograd – en oplysning, som ansøgerne først har givet på forespørgsel under nævnsmødet, ligesom ansøgerne må antages at have haft mulighed for at udrejse af hjemlandet på et langt tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne har været eftersøgt af myndighederne, og at den mandlige ansøger har været udsat for det overgreb, han har påberåbt sig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes søn, [S], har opholdstilladelse i Danmark som flygtning, men nævnet finder ikke, at ansøgerne, der ikke har sandsynliggjort, at de er efterstræbt i den anledning, risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl 2019/7
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres fem børn fra Den Russiske Føderation. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunni muslimer fra henholdsvis […] og Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af den russiske/tjetjenske efterretningstjeneste, fordi han ikke har efterleveret deres ønske om, at han skulle indsamle informationer om sin fætter, som efterretningstjenesten mistænkte for at være en del af oprørsbevægelsen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes børn bliver slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi myndighederne eftersøger hendes ægtefælle. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i vinteren i] 2018 blev opsøgt og tilbageholdt i tre dage af efterretningstjenesten. Han blev under tilbageholdelsen udsat for afhøringer vedrørende sin fætter [B] og han blev ligeledes udsat for fysiske overgreb. Omkring starten af [foråret] 2018 blev den mandlige ansøgerens fætter [A], tilbageholdt på sin bopæl. [A] blev efterfølgende fundet død. Omkring slutningen af [en nærmere måned angivet i foråret] 2018 blev den mandlige ansøger igen opsøgt af efterretningstjenesten. Han fik to uger til at fremskaffe oplysninger om [B]. Den mandlige ansøger og resten af hans familie udrejste derefter af Rusland. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælles problemer startede i [vinteren] 2018, da hans fætter [B] forsvandt. [I en nærmere angiven dato i vinteren] 2018 blev hendes ægtefælle tilbageholdt af myndighederne i tre dage. Ægtefællens fætter [A] blev efterfølgende tilbageholdt. Omkring en uge efter hans tilbageholdelse fandt man ud af, at [A]var død. [A]blev begravet omkring [i en nærmere angiven dato i foråret]. Omkring en måned efter [A]s begravelse blev hendes ægtefælle opsøgt af myndighederne igen, hvorefter hun og resten af familien udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. [Den mandlige ansøger], der har 11 års skolegang, har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelserne før sin indrejse i Danmark, herunder om tidspunkter for hvornår, han blev opmærksom på, at myndighederne havde forsøgt at opsøge ham og om hvorhen han blev bragt af myndighederne, samt om antallet af personer, som var til stede ved myndighedernes afhøring og overgreb på ham. Der er endvidere lagt vægt på, at han har forklaret usammenhængende om tidslinjen fra myndighedernes 2. opsøgning af ham og tidspunktet for udrejsen. Til sin oplysnings- og motivsamtale, som fastholdt ved asylsamtalen og ved mødet i Flygtningenævnet, oplyste han således at være blevet anholdt [i en nærmere angiven dato i vinteren] 2018 og tilbageholdt i 3 dage. Han har endvidere oplyst, at hans fætter [A] blev anholdt 2 uger efter hans løsladelse og at fætteren var afgået ved døden omkring 1 uge herefter og derefter begravet. Endelig har han oplyst, at myndighederne opsøgte ham for anden gang 1 måned efter begravelsen, hvorefter han udrejste 10 dage herefter. Denne forklaring stemmer ikke overens med hans oplysning om, at han udrejste af Rusland enten den […] eller […] [i foråret] 2018. Endelig findes det påfaldende, at [den mandlige ansøger] efter sin forklaring havde et yderst begrænset kendskab til sin fætter [B], herunder om dennes uddannelsesmæssige baggrund, særligt når henses til, at de efter hans forklaring boede i nærheden af hinanden og havde et tæt forhold. For så vidt angår [den kvindelige ansøger], der ligeledes har 11 års skolegang bemærkes, at hendes forklaring fremstår usammenhængende om tidslinjen for hvornår hendes ægtefælle blev opsøgt af myndighederne og hendes udrejse. Hun har således til sin asylsamtale [i en nærmere angiven dato i vinteren] 2018 oplyst, at der gik omkring en måned fra [A]s begravelse til hendes ægtefælle [den mandlige ansøger] igen blev opsøgt af myndighederne, og at hun udrejste af Rusland 12 – 13 dage herefter. Denne forklaring om tidsforløbet stemmer ikke overens med hendes forklaring om, at hun udrejste med sin ægtefælle [i en nærmere angiven dato i foråret] 2018. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer og de tilvejebragte oplysninger finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse af [den mandlige ansøger]. Der er herved også henset til, at han har forklaret forskelligt om torturens karakter. Forklaringen understøttes endvidere ikke af det fremlagte journalnotat fra Center Ranum af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018. Det af ansøger oplyste omkring, at sundhedspersonalet på asylcentret skulle have haft kendskab hertil, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser af [vinteren] 2018.”Rusl/2019/6/SME
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra landsbyen [A], distriktet Naterechni, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet en myndighedsperson ved navn [B] vil giftes med hende. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far i begyndelsen af [måned i foråret] 2018 fandt nogle patroner på deres landbrugsjord, som han afleverede til myndighederne. Ansøgerens far blev anholdt og mistænkt for, at patronerne tilhørte ham. Han blev løsladt efter tre dage med hjælp fra en nabo og afdelingschefen i landsbyen, [B]. [B] kom efterfølgende til deres bopæl for at undersøge jorden. Han kom efterfølgende flere gange på bopælen og drak te med ansøgerens far. Efter omkring otte til ti besøg kom byens imam og to mænd til bopælen og fortalte ansøgerens far, at [B] ønskede, at ansøgeren skulle være hans fjerde ægtefælle. Ansøgerens far bad om en uges betænkningstid, hvilket han fik. Ansøgeren ønskede ikke at blive gift med ham, men hendes far var bekymret for, at de ville få problemer og arrangerede ansøgerens udrejse, der fandt sted den [dato i foråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om flere centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgeren har således navnlig forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra hendes far fandt patronerne, til hun udrejste. Hun har således til første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at der gik ca. 2-3 uger, mens hun til den senere samtale forklarede om forhold, som samlet set gjorde, at der gik ca. 5 uger, hvilket hun fastholdt under nævnsmødet. Hun har tillige forklaret divergerende om, hvornår hun kontaktede naboen for at få sin far løsladt. Hun har således først forklaret, at hun kontaktede naboen dagen efter farens tilbageholdelse og senere under nævnsmødet, at hun kontaktede naboen tre dage efter farens tilbageholdelse. Hun har forklaret divergerende om, hvornår [B] kom tilbage efter det første besøg, herunder om der gik en eller to dage. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet udbyggende om, at [B] kom ud i køkkenet eller stak hovedet ud i køkkenet til hende og forsøgte at flirte med hende under besøgene i forhold til, at hun tidligere har forklaret, at hun alene så ham, når hun serverede te for ham, og at han ved de lejligheder spurgte hende, hvordan hun havde det, og hvad hun lavede. Ansøgerens forklaring fremstod generelt udetaljeret og usikker og dermed utroværdig. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for de nævnte divergenser eller komme med en rimelig forklaring på dem. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Tjetjenien. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2019/17/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tjetjenien. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingustja og sunni-muslim fra Grosnij, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af de russiske myndigheder, idet de har beskyldt ham for at have støttet en terrorist ved navn [A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle modtog et opkald fra sin slægtning [A] i [foråret] 2016, hvor [A] havde bedt om penge. Herefter begyndte hans arbejdsgiver at overbebyrde ham med arbejde, hvilket førte til ægtefællens opsigelse af sit arbejde. Videre har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle rejste til Ingusjetien, Rusland, [i efteråret] 2016, idet han skulle deltage i sin vens bryllup den efterfølgende dag. Natten til den [efteråret] 2016 ringede hendes ægtefælle og fortalte hende, at alt var i orden, og at hun ikke skulle bekymre sig, men hun kunne imidlertid høre, at noget var galt. Hendes ægtefælle kom hjem den efterfølgende dag, og det stod klart, at han havde været udsat for grove fysiske overgreb af de russiske myndigheder. Endvidere havde de russiske myndigheder udspurgt hendes ægtefælle om [A], som de beskyldte for at være en del af ISIL, og samtidig beskyldte hendes ægtefælle for at have støttet ham økonomisk. Ydermere har ansøgeren oplyst, at hendes svigermor [i efteråret] 2016 modtog en indkaldelse til ansøgerens ægtefælle, hvori stod, at han skulle møde på Center for Bekæmpelse af Ekstremisme [i efteråret] 2016. Samme dag rejste ansøgerens ægtefælle til sin onkel i Moskva, og ansøgeren så ikke sin ægtefælle i perioden fra [efteråret] 2016 til [slutningen af] 2016, men de havde imidlertid kontakt tre gange med hinanden via en hemmelig chat i denne periode. Videre har ansøgeren oplyst, at hendes svigermors bopæl blev ransaget af myndighederne [i efteråret] 2016, og myndighederne havde efterspurgt ansøgerens ægtefælle. I begyndelsen af [efteråret] 2016 skrev ansøgerens ægtefælle via en hemmelig chat, at hun skulle møde ham i lufthavnen [i efteråret] 2016, kl. 08:00, hvorefter de sammen udrejste problemfrit på egne nationalitetspas fra Moskva til Sverige og indgav ansøgning om asyl og blev senere tilbagetaget til Danmark fra Sverige i henhold til Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens ægtefælle under nævnsmødet fremstod psykisk påvirket. Det blev oplyst, at han modtager medicin og psykiatrisk behandling. På den baggrund blev der under nævnsmødet anvendt ekstra tid til afhøringen af ansøgerens ægtefælle, og han fik således pauser og god tid til at tænke sig om, før han besvarede de stillede spørgsmål. Nævnet bemærker videre, at ansøgeren alene har påberåbt sig sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Hun har således forklaret usammenhængende og utroværdigt om sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at hendes ægtefælle blev tilbageholdt og tortureret af myndighederne, fordi han havde sendt penge til sin grandfætter, som myndighederne beskylder for at være terrorist forekommer henset til, at ansøgerens ægtefælle efter kontakten med grandfætteren og overførslen af pengene usammenhængende med hendes forklaring om, at de kunne udrejse legalt af Rusland. Ansøgerens forklaring om, at de kunne udrejse legalt, selvom hendes ægtefælle var meddelt udrejseforbud, forekommer tillige usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Der er herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle var under mistanke for at stå i ledtog med en terrorist, at han var udeblevet fra møder, som myndighederne havde indkaldt ham til, og at han havde opholdt sig hos enten ansøgeren eller et kendt familiemedlem fra sin løsladelse [i efteråret] 2016 til udrejsen [i efteråret] 2016. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist og svaret afglidende på spørgsmål om, hvem der udfyldte visumansøgningerne til Danmark, og om hvorfor hun og ægtefællen ventede med at udrejse til [efteråret] 2016, når de kunne være udrejst tidligere enten illegalt eller i forbindelse med det meddelte visum, og når de angiveligt regnede med, at den mandlige ansøgers udrejseforbud ikke var blevet registreret hos myndighederne. Endelig forekommer det usammenhængende, at ansøgerens ægtefælle ikke har hørt fra familien, at hans grandfætter angiveligt er eftersøgt for terror, når grandfætteren efter oplysningerne fra det russiske politis hjemmeside har været eftersøgt siden [sommeren] 2016, og når ansøgerens ægtefælles farbror på tidspunktet var et magtfuldt medlem af dumaen, som må formodes at få denne viden på grund af sit familieskab med ansøgeren, og som efter ansøgerens forklaring foretog undersøgelser vedrørende ansøgerens ægtefælles situation. Der er tillige lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle har forklaret udbyggende om overgreb og om karakteren af overgrebene. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål, og hun var ikke i stand til at uddybe eller redegøre nærmende for diverse sammenhænge. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Rusland. De fremlagte dokumenter og videoen kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på ovenstående bevisvurdering og på karakteren af dokumenterne, herunder de uoverensstemmende dateringer og tidspunkter, som fremgår af overvågningsvideoen samt på karakteren af videoen og dens fremkomst fra en politiansat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2019/16/CHPE
Nævnet hjemviste i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tjetjenien. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i 2019 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at opholdstilladelsen var opnået ved svigFlygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra [...], Tjetjenien, Rusland. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygtede at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, idet politiet havde anholdt og fængslet hendes ægtefælle for at have bistået de tjetjenske oprører. Myndighederne havde i forbindelse med anholdelsen ransaget eftersøgt klageren og ransaget hendes bopæl. [I efteråret] 2018 har klageren søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse og blev i forlængelse heraf indkaldt til samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren 2019]. Under samtalen fastholdt klageren, at hun fortsat risikerer at blive udsat for overgreb af de tjetjenske myndigheder på baggrund af fængslingen af hendes ægtefælle. Klageren henviste endvidere til, at hun frygter sin families klan og sin bror, idet hun har fået en datter uden for ægteskab, hvilket er forbudt. Klageren henviste endelig til, at hendes søn er diagnosticeret med autisme, hvilket han i Danmark modtager behandling for, og at hun frygter, at hendes børn i Tjetjenien vil vokse op uden forældre. [I sommeren 2019] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, idet styrelsen vurderer, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig. Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at klageren til samtalen af [sommeren] 2019 på centrale punkter har afgivet en divergerende forklaring i forhold til forklaringen under den oprindelige asylsag. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og nævnet finder, at det er godtgjort, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Ved vurderingen af klagerens forklaring lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret divergerende på en række centrale punkter i forklaringen om sit asylmotiv. Klageren har således forklaret forskelligt om, hvem der gav hende besked på, at hun skulle fjerne de patroner, der angiveligt blev opbevaret på klagerens bopæl, og om ægtefællen var anholdt, da hun fik besked på at fjerne patronerne. Klageren forklarede således til samtalen med politiet [i foråret] 2013 og samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2013, at det var klagerens ægtefælle, der ringede til klageren, mens klageren var på arbejde, og forklarede, at klageren skulle tage hjem og fjerne patronerne. Til forlængelsessamtalen [i sommeren] 2019 forklarede klageren derimod, at det var ægtefællens ven, der enten personligt kom hjem til klageren eller ringede til klageren og fortalte, at ægtefællen var blevet anholdt, og at hun skulle fjerne patronerne. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en væsentlig divergens, som angår selve grundlaget for ansøgerens asylmotiv. Videre har klageren forklaret forskelligt om, hvorvidt hun fik fjernet alle patronerne. Til samtalen [i efteråret] 2013 forklarede klageren, at hun nåede at fjerne to ud af tre kasser med ammunition, og at de tjetjenske myndigheder havde fundet hendes fingeraftryk på den kasse, som hun ikke nåede at flytte, og at myndighederne derfor eftersøgte hende. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren imidlertid først, at hun nåede at fjerne alle kasserne, men senere forklarede klageren foreholdt divergensen, at hun var i tvivl, om hun nåede at fjerne alle kasserne. Klageren har også forklaret forskelligt om, hvor hun tog hen, efter hun havde fjernet patronerne, og om hvem der fortalte hende, at hendes ægtefælle var anholdt. Klageren forklarede til samtalen [i efteråret] 2013, at hun så politibiler uden for hendes hus, og at hun derfor blev bange og løb over til sin mandlige nabo, [A], og dennes ægtefælle, [B], og at det tog fire minutter at løbe der over. Klageren forklarede videre, at [A] forklarede, at klagerens ægtefælle allerede var anholdt. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren derimod, at hun løb hen til sin mor, der boede en til to kilometer fra klagerens bopæl. Senere i samtalen forklarede klageren, at hun ikke huskede, om hun tog tilbage til bopælen, eller om hun tog direkte hjem til sin mor eller morbror, ligesom klageren benægtede, at hun selv på noget tidspunkt så myndighederne. Som tidligere anført forklarede klageren også til forlængelsessamtalen, at det var en ven, som klageren ikke husker navnet på, af ægtefællen, der fortalte hende, at ægtefællen var blevet anholdt. Flygtningenævnet er opmærksom på klagerens forklaringer på divergenserne, men finder, at forklaringerne ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet er ved vurderingen af klagerens forklaring også opmærksom på dels den tid, der er gået mellem de to samtaler med Udlændingestyrelsen, dels at klageren har en begrænset skolegang, men nævnet finder, at disse omstændigheder ikke kan føre til en anden vurdering af klagerens forklaring. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om divergenser, som klageren henset til divergensernes karakter må forventes at kunne forklare ensartet om, hvis klagerens forklaring byggede på selvoplevede hændelser. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse på baggrund af klagerens oprindelige asylmotiv er opfyldt, jf. Udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har som nyt asylmotiv forklaret, at hun frygter en tilbagevenden til Tjetjenien, fordi hun har fået en datter uden for ægteskab i Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i fare for asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til Tjetjenien, idet nævnet ikke kan lægge til grund, at datterens fødsel ikke er accepteret af klagerens familie i Tjetjenien. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at den omstændighed, at klageren opnåede opholdstilladelsen af [efteråret] 2013 ved svig, svækker klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet lægger yderligere også vægt på, at klagerens adfærd til forlængelsessamtalen i forbindelse med Udlændingestyrelsens anmodning om at undersøge klagerens mobiltelefon svækker klagerens troværdighed. Da klageren ved samtalens begyndelse gav samtykke til, at Udlændingestyrelsen måtte undersøge telefonen, oplyste klageren ikke om, at hun havde købt telefonen to uger tidligere på et loppemarked. Det forklarede klageren senere i samtalen direkte adspurgt om, hvornår hun havde fået telefonen. Klageren svarede bekræftende på, at telefonen var hendes primære telefon, og at der var nogle ting fra den tidligere ejer, som hun havde måttet slette. Der var imidlertid ikke noget sim-kort i telefonen, og da klageren blev gjort opmærksom herpå, svarede klageren, at hun ikke havde sat sim-kortet i, fordi der var mange ting, der skulle ud af telefonen, hvilket hun skulle have hjælp til. Foreholdt sin tidligere forklaring om, at klageren selv havde slettet noget på telefonen, forklarede klageren nu, at det var noget hun selv kunne slette. Klagerens forklaring skal sammenholdes med, at hun ved samtalens begyndelse forklarede, at hun var i kontakt med faren til sin datter gennem sms’er på telefonen måske en til to gange om ugen, og at Udlændingestyrelsen ved undersøgelse af telefonen konstaterede, at der ikke var nogen informationer på telefonen, der indikerede, at det var klagerens telefon. Efter Flygtningenævnets opfattelse peger klagerens adfærd vedrørende telefonen på, at ansøgeren ønskede at skjule over for Udlændingestyrelsen, hvem hun kommunikerer med mv. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og nævnet finder ikke, at de generelle forhold i Tjetjenien i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., i udlændingeloven. Det bemærkes, at Udlændingestyrelsen har indledt nærværende sag før den 1. marts 2019, hvor den dagældende § 19, stk. 7, i udlændingeloven finder anvendelse, jf. ikrafttrædelsesbestemmelser i lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.). Flygtningenævnets skal derfor vurdere, om en nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. ud¬lændinge¬lovens § 26, stk. 1. Ved vurderingen af om en nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for klageren, skal der efter Flygtningenævnets praksis tages hensyn til, at klageren opnåede opholdstilladelsen ved svig, og hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, kan derfor ikke tillægges samme vægt som i sager hvor nægtelse af forlængelse sker som følge af bedrede forhold i den pågældendes hjemland. Det fremgår, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [efteråret] 2013, og boede i Tjetjenien, indtil hun udrejste som 19-årig. Klageren har gået i skole i Tjetjenien i fire år, og arbejdede som rengøringsassistent, da hun udrejste. Klageren har i Danmark bestået danskprøve 2, og har siden 2016 arbejdet 15 timer om ugen som køkkenmedhjælper. Klageren er sund og rask og har ikke anden familie i Danmark, end sin søn og sin datter, der begge er født i Danmark henholdsvis [i 2013 og 2017]. Datterens far er angiveligt tjetjensk statsborger og bosat i Norge. Klagerens forældre, to søstre og bror bor forsat i klagerens hjemby. For så vidt angår klagerens søn, fremgår det af sagen, at sønnen går i specialbørnehave på grund af autisme. Der ses imidlertid ikke at have foreligget nærmere oplysninger om karakteren af sønnens sygdom for Udlændingestyrelsen. Klageren har i mødet i Flygtningenævnet fremlagt en erklæring fra [børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling] fra [starten af 2016] vedrørende sønnen, og Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen skal have lejlighed til at forholde sig til oplysningerne heri samt eventuelle aktuelle oplysninger i forhold til vurderingen af hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet hjemviser derfor denne del af sagen til fornyet behandling Udlændingestyrelsen.” rusl/2019/12/JEA
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk ingusjetier og muslim fra Nazran, Ingusjetien i Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive tilbageholdt, udsat for tortur og eventuelt slået ihjel af de russiske myndigheder, som følge af hendes tidligere ægtefælles konflikt med Ruslands Føderale Sikkerhedstjeneste, FSB. Klageren frygter videre, at hendes døtre ligeledes vil blive udsat for samme forhold. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes tidligere ægtefælles ven blev slået ihjel af sikkerhedstjenesten, fordi vennen havde forbindelser til en terrorgruppe og have leveret mad og andre fornødenheder til dem, i hvilken forbindelse klagerens ægtefælle havde hjulpet vennen med at stille bil til rådighed uden at vide, at det var oprørere, han hjalp. Vennen blev dræbt af FSB, og det samme gjorde yderligere en af deres fælles venner. Klagerens tidligere ægtefælles farbror, der arbejdede i sikkerhedstjenesten, oplyste den tidligere ægtefælle om, at hans navn fremgik af en liste hos FSB, og rådede derefter den tidligere ægtefælle til at forlade landet hurtigst muligt. Sikkerhedstjenesten ligeledes slog klagerens tidligere ægtefælles far ihjel i forbindelse med, at de opsøgte klagerens ægtefælles bopæl for at få fat på ægtefællen, og at de i samme forbindelse anholdte ægtefællens bror. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun risikerer at blive udsat for tilbageholdelse og tortur af de russiske myndigheder som følge af, at hun er flygtet ud af landet. Den kvindelige klager har ikke haft et selvstændigt asylmotiv, men har søgt asyl afledt af ægtefællens motiv. Nævnet har i ægtefællens sag truffet følgende afgørelse: ”… Indledningsvist skal nævnet bemærke, at nævnet ikke er bundet af at lægge de faktiske omstændigheder til grund, som er lagt til grund ved bedømmelsen af den mandlige klagers mors og brors sager. Flygtningenævnets flertal finder, at den mandlige klager i det væsentlige forklaret konsistent om sin konflikt med de russiske myndigheder, herunder om den hjælp han, uden at være klar over det, har ydet til vennen [A’s] forbindelser i oprørsbevægelsen, drabene på vennerne [A] og [B], sikkerhedsstyrkernes opsøgning af klagerens families hjem, drabet på faren og flugten i forbindelse med, at sikkerhedsstyrkerne opsøgte familien. Den omstændighed, at den mandlige klager på visse punkter har forklaret divergerende i forhold til sin mor og bror, kan ikke føre til et andet resultat, idet forskellene hovedsageligt vedrører forhold, som er sket, efter den mandlige klagers flugt og forhold, som han ikke selv har oplevet, men har fået fortalt om fra andre. Den omstændighed, at den mandlige klager i forbindelse med sagen vedrørende nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse knap 6 år efter udrejsen fra Rusland har haft svært ved at huske visse detaljer, tids- og datoangivelser, kan efter flertallets opfattelse ikke føre til, at forklaringen tilsidesættes som bevidst urigtig med den konsekvens, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget som følge af svig. Nævnets flertal har ud over det tidsmæssige forløb lagt vægt på, at den mandlige klager på tidspunktet for samtalerne i forbindelse med inddragelsessagen havde psykiske problemer og var udfordret på sine personlige forhold i og med, at han og den kvindelige ansøger var blevet skilt. Idet flertallet herefter fortsat finder, at den mandlige klager ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb fra de russiske myndigheders side, ændrer nævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse og forlænger den mandlige klagers opholdstilladelse, så han fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. …” Flygtningenævnets flertal finder herefter heller ikke, at der er grundlag for at inddrage den kvindelige klagers opholdstilladelse med henvisning til, at opholdstilladelsen er opnået som følge af svig. Nævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, så den kvindelige ansøgers opholdstilladelse ikke inddrages, og så hun fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Rusl/2019/10/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk choudry og sunni muslim fra Gujrat, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af [S], fordi han har deltaget i et slagsmål med [S] i Pakistan. Han frygter videre at blive slået ihjel af parlamentsmedlemmet [R] eller dennes folk, idet [R] har relationer til [S]. [R’s] folk har allerede slået ansøgerens ven, [M], ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 under Muharram måneden holdt en tale for sin klasse på F.G. College. Efter timen blev ansøgeren og hans ven, [M], opsøgt af [S] ved et busstopsted. [S] beskyldte ansøgeren for med talen at have kritiseret den shiamuslimske trosretning. Nogle militærfolk ved en militærpost i nærheden stoppede skænderiet. Dagen efter blev ansøgeren og [M] igen antruffet af [S] og nogle af hans venner ved busstoppestedet. De kom på ny op at skændes, hvilket førte til, at [S] slog ud efter ansøgeren, hvorefter ansøgeren tog fat i [S’s] ansigt og skubbede ham. Dette førte til, at [S] faldt og slog hovedet mod en mur. Slagsmålet blev herefter stoppet af nogle militærfolk. [S] havde slået sit hoved så hårdt, at han efterfølgende lå i koma i 10 til 12 dage. Ansøgeren blev som konsekvens heraf suspenderet fra sin skole. Da [S] vågnede af sin koma, fortalte han sine brødre om, hvad ansøgeren havde gjort. Brødrene fortalte det videre til [R], der er parlamentsmedlem fra Gujrat-distriktet. Nogle dage efter opsøgte [R’s] livvagter ansøgerens bopæl. Ansøgeren var ikke selv hjemme, da vagterne skød mod bopælen og sagde til hans mor, at de skulle have fat i ham. Nogle dage senere opsøgte [R’s] livvagter igen ansøgerens bopæl. Heller ikke denne gang var han hjemme. Vagterne afbrændte hans motorcykel og sagde igen til hans mor, at de skulle tale med ham. Familien sagde til ansøgeren, at han ikke kunne forblive på bopælen, hvorefter han flyttede til Rawalpindi, hvor han startede på Icon Academy. To til tre måneder efter hans tilflytning til Rawalpindi blev hans bopæl dér opsøgt af ni til ti personer. Det var både [R’s] folk og folk fra politiet. Ansøgeren var ikke hjemme, men hans genbo fortalte ham, at de havde været der og lede efter ham. Ansøgeren blev bange og valgte derefter at flytte til Mirpur. Mens ansøgeren var i Mirpur, hørte han fra sin familie, at vennen [M] var forsvundet. [M] blev efterfølgende fundet død i sit hjem. Politiet påstod, at der var tale om selvmord, men ifølge [M’s] far var [M] blevet myrdet af [R’s] folk. To til tre måneder efter ansøgeren flyttede til Mirpur, blev hans bopæl dér opsøgt af [R’s] folk. Ansøgeren var ikke hjemme, men hans bofælle, blev udspurgt om ham og slået, da han ikke oplyste, hvor ansøgeren var. Ansøgerens far begyndte herefter at planlægge hans udrejse, og [i foråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været upræcis, divergerende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det forekommer mindre sandsynligt, at hverken ansøgeren eller vennen, [M], blev opsøgt af myndighederne umiddelbart efter det slagsmål, der førte til, at [S] kom alvorligt til skade. Det bemærkes i den forbindelse, at [S’s] venner og militærfolkene, der greb ind, var vidner til episoden. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til omstændighederne, der førte til, at [S] kom til skade, idet han i forbindelse med asylsamtalen har forklaret, at han og [S] gensidigt udvekslede knytnæveslag, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at det var [S], der slog ud efter ham, og at han alene forsvarede sig ved at skubbe, hvorved [S] faldt omkuld. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det kun var modparten, der havde våben, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at ingen af parterne var bevæbnede. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om begge opsøgninger af familiens bopæl i Sidh fandt sted samme dag, eller om det var med enten 2-3 dages eller 5-7 dages mellemrum, at hans bolig blev opsøgt. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt med hensyn til, om det var tre dage efter bortvisningen fra skolen, at han fandt ud af, at [S] lå i coma, eller om det var dagen efter sammenstødet ved busstoppestedet, og med hensyn til om der var tale om en midlertidig eller permanent bortvisning af ham og [M] fra deres skole. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var kidnapningen af [M], der førte til, at han rejste til Rawalpindi, hvorimod han til asylsamtalen og i nævnet har forklaret, at det først var efter, at han var flyttet til Mirpur, at han fandt ud af, at [M] var forsvundet. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om overboen i Rawalpindi ringede til ham og fortalte om myndighedernes opsøgning af ansøgerens lejlighed, eller om overboen opsøgte ham personligt og fortalte herom, da han kom hjem. Det er ikke sandsynligt, at [R’s] folk både var i stand til at finde ansøgeren, efter at han var flygtet til Rawalpindi og Mirpur, hvorimod de ikke på noget tidspunkt var i stand til få fat i ham, mens han var hjemme eller at finde frem til, hvor han gik i skole og på den måde få fat i ham. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren, da han var flygtet til Rawalpindi efter de to opsøgninger af familiens bopæl, hvor der blandt andet var blevet skudt, valgte at tage tilbage til hjemmet i alle weekenderne med den betydelige risiko dette indebar for såvel ham selv som hans familie. På samme måde er det mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have valgt at lade sig registrere hos myndighederne både i Rawalpindi og i Mirpur samtidig med, at han vidste, at [R] havde indflydelse hos politiet. Det forekommer endeligt usandsynligt, at politiet lod ansøgeren overhøre politimandens telefonsamtale med [R] ved at have telefonen på medhør, selvom ansøgeren befandt sig lige på den anden side af en halvmur. Også forklaringen om, at [R] havde skrevet under på dokumenter, der blev udleveret til [M’s] far, og hvoraf det fremgik, at det var [R], der havde bestemt, at dødsårsagen skulle angives som selvmord, og at sagen var lukket og ikke kunne genoptages, forekommer utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2019/5/smla
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2010. ”Ansøgeren er etnisk pakistaner og muslim fra Sialkot, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at hendes to farbrødre vil slå hende ihjel, fordi hun giftede sig mod deres vilje med sin ægtefælle. Ansøgeren har herudover henvist til de generelle forhold i Pakistan, herunder at hun må anses som en enlig kvinde med tre små børn, og at hun ikke har noget sted at bo i Pakistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev truet af sine farbrødre flere gange og første gang i 2010, da de fandt ud af, at ansøgeren selv havde valgt sin ægtefælle. Ansøgeren blev opsøgt på sin bopæl fire til fem gange, hvor hun fik at vide, at hun ikke selv kunne vælge sin ægtefælle. I den forbindelse blev ansøgeren truet på livet af farbrødrene, ligesom hun blev slået i ansigtet og hevet i håret. Ansøgeren blev truet gennem en periode på seks måneder. Truslerne blev fremsat både før og efter vielsen. Ansøgeren udrejste nogle måneder efter truslerne af Pakistan i 2010. På et ukendt tidspunkt efter ansøgerens udrejse har hun fået at vide af sin mor, at farbrødrene vil slå hende ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren først søgte asyl [i sommeren] 2016, selvom hun indrejste i Danmark [i sommeren] 2010, og selvom hun måtte henholdsvis bo i Sverige og ulovligt i Danmark, at ansøgeren til sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklarede, at hun ikke havde haft konflikter med privatpersoner eller familie, at ansøgeren ved den anden samtale den [i slutningen af] 2017 forklarede om trusler, men ikke vold, fra farbrødrene, og at hun først under nævnsmødet har forklaret, at de også udsatte hende for vold. Hertil kommer, at konflikten ikke forekommer sandsynlig på baggrund af ansøgerens forklaring [i sommeren] 2016, hvorefter ansøgerens ægtefælle er ansøgerens fasters søn, ligesom ansøgeren har opholdt sig i mere end ½ år i Pakistan, uden at farbrødrene har realiseret deres trusler. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Pakistan. Nævnet bemærker i øvrigt, at forholdene i Pakistan for ansøgeren som enlig kvinde med tre børn ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund skal meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2019/3/FAM
Nævnet stadfæstede i oktober Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk igbo og Jehovas Vidne af religiøs overbevisning fra Biafra, Nigeria. Ansøgeren har oplyst, at han blev medlem af Indigenous People of Biafra (IPOB) i Nigeria i 2017, og at han i Danmark har haft kontakt til bevægelsen og deltaget i møder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter forfølgelse fra myndighederne, idet han har været aktiv for IPOB. Han har endvidere henvist til, at han frygter familien til en lokal præst fra sin hjemby, idet præsten afgik ved døden efter at have drukket en udløbet energidrik, som ansøgeren havde solgt til ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som følge af sit medlemskab af IPOB blev opsøgt på sin bopæl af militærfolk i [foråret] 2018. Ansøgeren var ikke selv til stede på bopælen på det pågældende tidspunkt, men fik fortalt af sin ægtefælle. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Nigeria på et Mærsk-skib. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han i 2015 importerede energidrikke fra et tysk firma sammen med sin bror. Ansøgeren solgte et parti heraf til en lokal præst, som afgik ved døden senere samme dag. Samme aften ringede en af præstens sønner til ansøgeren og holdt ham ansvarlig for dødsfaldet, idet energidrikken var udløbet. Ansøgeren blev indkaldt til en afhøring dagen efter, men blev ikke sigtet for noget i den forbindelse. Ansøgeren har ikke været i kontakt med den afdødes familie siden opkaldet. Omkring fire til fem måneder senere sendte det tyske firma en repræsentant til Nigeria, som lovede at betale kompensation til den afdødes familie. Da pengene fortsat ikke er blevet betalt, er ansøgeren stadig efterstræbt af den afdødes familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de nigerianske myndigheder til grund, idet forklaringen forekommer afglidende, divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han ikke søgte asyl ved sin indrejse i Danmark, men først i forbindelse med anholdelsen [i sommeren] 2018. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til politirapport af [sommeren] 2018 – i forbindelse med en sigtelse for ulovligt ophold i Danmark - forklarede, at han var flygtet fra Nigeria, da han var bange for at blive slået ihjel, idet hans far havde misbrugt landsbyens penge, og at folk fra landsbyen derfor var efter ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive slået ihjel af myndighederne, idet han var medlem af IPOB, og at myndighederne slår hårdt ned på disse. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen endvidere forklarede, at han oplevede problemer med lokalsamfundet på grund af forældrenes mærkelige dødsfald for umiddelbart derefter at forklare, at det ikke havde medført problemer for ham, og at der ikke var grund til at tale mere om det, og dernæst, at han ikke havde sagt til politiet, at han frygtede at blive slået ihjel, fordi hans far havde misbrugt landsbyens penge. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgerens imidlertid, at han havde oplyst dette som asylmotiv, og at det var en sand historie, men at hovedårsagen til, at han søgte asyl var, at militæret ledte efter ham. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse usammenhængende og divergerende forklaringer. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han har forklaret usammenhængende og divergerende om sin kontakt med sin hustru efter tidspunktet for udrejsen af Nigeria i [foråret] 2018. Ansøgeren forklarede således til oplysnings- og motivsamtalen, at han ikke havde haft kontakt med sin hustru, idet hun ikke vidste, hvor han var henne, og at ansøger havde skiftet nummer og SIM-kort efter udrejsen. Til asylsamtalen [i efteråret] 2018 forklarede ansøgeren imidlertid først, at han havde talt med sin søster i USA siden sidste samtale med Udlændingestyrelsen, at hun gav han telefonnummeret til hustruen, og at han ringede til hustruen ca. to dage efter oplysnings- og motivsamtalen. Umiddelbart efter forklarede ansøgeren, at han havde talt med søsteren inden denne samtale, og – foreholdt hvorfor han i givet fald ikke havde oplyst dette til samtalen – forklarede han, at samtalen med søsteren foregik efter samtalen med Udlændingestyrelsen. Senere i samtalen [i efteråret] 2018 forklarede ansøgeren, at hustruen havde en mobiltelefon, og at han havde skrevet nummeret ned i telefonen. Han havde ringet til hende inden anholdelsen [sommeren] 2018, hvor hun fortalte ham, at de boede hos hendes mor og havde svært ved at skaffe mad. Han oplyste, at han var ked af, at han til den forrige samtale havde glemt samtalen med hustruen, og at han havde nummeret. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for IPOB er forekommet afglidende og utroværdig. Ansøgeren har således i vidt omfang besvaret spørgsmål herom med henvisning til generelle forhold, ligesom hans forklaring i øvrigt har været udetaljeret og ikke er forekommet selvoplevet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle have været en del af en gruppe på cirka 20 personer i en lokalafdeling fra 2015 frem til udrejsen i 2018 og deltaget i flere demonstrationer uden på noget tidspunkt - forud for dagen før udrejsen - at være blevet anholdt eller opsøgt, selvom myndighederne kendte hans opholdssted og efter det oplyste gennem længere tid havde slået ned på medlemmer af IPOB. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han deltog i radioudsendelser, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han nok havde deltaget mere end fem gange i radioudsendelser sendt fra en station ved navn Imo eller Biafra broadcast, mens han til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han ikke havde deltaget i radioudsendelser, og at det måtte bero på en misforståelse, da han mente organisationen og ikke ham selv. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om myndighedernes opsøgning af bopælen, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hustruen fortalte, at militærfolkene havde ledt efter ham og sagt, at han var efterlyst for sin tilknytning til Biafra bevægelsen. Ansøgeren forklarede imidlertid til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet i dag, at hans kone fortalte, at militærfolkene ikke havde sagt, hvorfor de ledte efter ham. Nævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om, at han ved sin udrejse af Nigeria havde en konflikt med de nigerianske myndigheder som følge af sin tilknytning til og aktiviteter for IPOB. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for IPOB i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at han efter sin forklaring til asylsamtalen [i slutningen af] 2018 ikke har taget del i aktiviteter i det offentlige rum, og at de nigerianske myndigheder ikke kender til hans deltagelse i IPOB eller i øvrigt ved, at han er i Danmark. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med de nigerianske myndigheder. Hvad angår ansøgerens asylmotiv i relation til frygten for familien til en præst, som i 2015 afgik ved døden efter at have drukket en energidrik, som var udløbet, og som ansøgeren havde importeret sammen med sin bror, har nævnet lagt vægt på, at der er tale om en udbyggende forklaring. Ansøgeren oplyste således først herom til asylsamtalen [i efteråret] 2018 uagtet, at han til oplysnings- og motivsamtalen havde forklaret, at konflikten med myndighederne var den eneste årsag til hans udrejse. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen [i slutningen af] 2018 om, at han ikke havde nævnt dette tidligere, fordi han grundet fængselsopholdet i Danmark led af hukommelsestab, forekommer utroværdig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at forklaringen om konflikten overordnet forekommer usandsynlig og utroværdig, ligesom ansøgeren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor han efter sin forklaring vendte tilbage til Nigeria i [foråret] 2017, henset til at han frygtede at blive slået ihjel af præstens familie. Det forhold at ansøgeren har fremlagt en kopi af en ”Medical report” fra Uzochi Hospital dateret [starten af] 2019, hvorefter han skulle være indbragt på hospitalet [i foråret] 2017, kan ikke føre til en ændret vurdering henset dels til karakteren af dokumentet, der fremstår med flere stavefejl, dels til at hospitalet ikke kan fremsøges på internettet, dels til baggrundsoplysningerne, hvorefter dokumentfalsk er udbredt i Nigeria. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/26/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk marokkaner og muslim fra Meknes, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter de socioøkonomiske forhold i landet, ligesom der ingen frihed eller rettigheder er i landet. Endvidere frygter ansøgeren at vende tilbage, idet han er homoseksuel, hvilket er ulovligt i Marokko, ligesom ansøgeren har en konflikt med politiet i Marokko i anledning af en erstatningssag. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har boet i Casablanca i 19 år, hvorefter ansøgeren udrejste til Europa. Ansøgeren har boet sammen med sin mor og sine to brødre i Casablanca. Ansøgerens fader var soldat, men blev dræbt i ørkenen. Ansøgeren og hans familie fik ikke tilkendt en erstatning for faderens død, hvilket ansøgeren fortsat er frustreret over. Da ansøgeren rejste til Belgien for cirka syv år siden, fandt han ud af, at han var homoseksuel. Ansøgeren besøgte flere forskellige barer for homoseksuelle. Ansøgerne ønsker at leve i et land, hvor han ikke bliver undertrykt på grund af sin seksualitet. Ansøgeren har videre oplyst, at han udrejste af Marokko på grund af fattigdom, og ønsket om et bedre liv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold vedrørende sit asylmotiv. Forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet først under samtalen med Udlændingestyrelsen i 2019 forklaret, at han er homoseksuel/biseksuel. Ansøgeren forklarede i den forbindelse, at han først fandt ud af sin seksuelle orientering, da han var rejst til Europa, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han allerede i Marokko havde et seksuelt forhold til en mand. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor mange mænd, han i Danmark har haft et forhold til, og om hvornår han i Marokko havde et forhold til en mand ved navn [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan hans venner i Marokko blev bekendt med ansøgerens seksualitet, idet han til sin advokat har forklaret, at han selv fortalte sin venner det, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke selv fortalte det. Ansøgeren har heller ikke over for hverken Dansk Flygtningehjælp eller Flygtningenævnet kunnet nævne navnet på bare en af de mænd, som han skulle have haft et forhold til i Danmark, men senere under mødet i Flygtningenævnet, kunne ansøgeren på sin advokats spørgsmål, der indeholdt angivelsen af et konkret navn, bekræfte, at han har været sammen med en mand ved navn [B], og at han kender [B] rigtig godt. Ansøgeren har endvidere til sin advokat forklaret, at han i Danmark har haft et forhold til 4 mænd, mens han til Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han har haft et forhold til 5-6 mænd og til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han har været sammen med to mænd i Danmark. Ansøgeren har heller ikke før for Flygtningenævnet forklaret, at han har været fængslet i 2 måneder Marokko på grund af en erstatningsretlig konflikt med politiet, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke har været anholdt eller fængslet i Marokko, men alene at han blev truet med at blive anholdt. Ansøgeren har også forklaret meget divergerende og usikkert om, hvor længe der gik, fra han blev løsladt, til han udrejste af Marokko. Ansøgeren har generelt svaret meget usikkert og afglidende på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved oprindeligt at opgive falsk identitet, herunder om sit statsborgerskab. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel/biseksuel, eller at han har en asylbegrundende konflikt med politiet i Marokko. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at en ansøger, der som asylmotiv påberåber sig sin seksuelle orientering, efter omstændighederne kan være i en særlig sårbar situation, hvilket imidlertid på baggrund af ovenstående ikke kan føre til en anden vurdering. De socioøkonomiske forhold i Marokko er heller ikke asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingestyrelsens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Maro/2019/15/YARS]
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og født muslim fra [by], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive dræbt, fordi han skylder nogle kreditorer penge, og fordi han er homoseksuel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til homoseksualitet til grund, idet forklaringen forekommer divergerende på mange centrale punkter, afglidende og konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker indledningsvist, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han opholdt sig i Danmark i ca. 2 år, før han søgte asyl, og at han til oplysnings- og motivsamtalen den [sommeren] 2016 som eneste asylmotiv henviste til, at han i 2009 havde lånt 7000 euro af nogle privatpersoner, hvoraf han kun havde tilbagebetalt 750 euro, og at han frygtede overgreb fra kreditorerne. Nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren til politirapport [foråret] 2016 oplyste, at han var homoseksuel, men finder ikke, at dette på troværdig måde kan forklare, at han ikke oplyste det som sit asylmotiv til samtalen med Udlændingestyrelsen, idet han under denne samtale oplyste, at der ikke var andre asylmotiver. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev bevidst om sin angivelige homoseksualitet. Han har således til asylsamtalen [sommeren] 2016 forklaret, at han ikke var sammen med mænd i den periode, hvor han var gift, og at grunden til, at han ikke tog til en større by i Finland og levede som homoseksuel var, at han ikke var sikker på, at han reelt var homoseksuel. Til asylsamtalen [sommeren] 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han var sikker på, at han var homoseksuel, mens han var gift med sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han havde seksuelle forhold til mænd, mens han var gift, idet han som ovenfor nævnt til asylsamtalen [sommeren] 2016 forklarede, at han ikke var sammen med mænd i denne periode, hvorimod han på nævnsmødet forklarede, at han havde mange seksuelle forhold til mænd under ægteskabet og undskyldte det overfor sin ægtefælle med, at han arbejdede. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sit første homoseksuelle forhold. Ansøgeren har således til asylsamtalen [sommeren] 2016 forklaret, at han i Marokko var sammen med drenge på sin egen alder, men det var kun lege. Han var første gang seksuelt sammen med en mand, der var turist fra Italien. Det var i 1989-1990. Til asylsamtalen [sommeren] 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han som 13-14 - årig havde et forhold til sin ven, Azhar, der varede i ca. 5 år. Det var hans første seksuelle oplevelse med en dreng. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren på nævnsmødet forklarede, at Azhar var hans livs kærlighed, men at han til asylsamtalen [sommeren] 2016 havde problemer med at huske hans navn. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har kunnet give en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har en påfaldende vag erindring om sine seksuelle partnere, herunder deres navne, udseende og perioden, deres forhold bestod, og at det forekommer påfaldende, at ansøgeren – uanset sin angivelige homoseksualitet – ved Østfinlands landsrets dom af […] er dømt for to forhold af seksuelt misbrug af kvinder. Nævnet forkaster således ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel. Det forhold, at der på ansøgerens mobiltelefon forefindes kontakter til mænd, som ansøgeren efter sin forklaring har haft forhold til, og chats på homoseksuelle datingsites kan overfor ansøgerens manglende troværdighed ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en aktuel konflikt med kreditorer i Marokko til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at låneforholdet daterer sig tilbage til 2009, og at de pågældende ikke har opsøgt eller henvendt sig til ansøgeren under hans ophold i henholdsvis Finland, Sverige eller Danmark, selvom de efter ansøgerens forklaring har et stærkt netværk og vilje til at finde ansøgeren. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedsbeskyttelse i Marokko eller til at tage ophold et andet sted i landet. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/14/KAA
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet uden at have oplyst lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Vestsahara. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er født i Vestsahara, hvor han deltog i en række demonstrationer for Vestsaharas uafhængighed i Laayoune. Han blev af flere omgange anholdt af de marokkanske myndigheder, hvor han blev udsat for tortur. Videre har ansøgeren oplyst, at han er blevet anholdt på sin bopæl og sin skole, hvorefter han blev taget med til politistationen og udsat for overgreb. Ansøgeren har endvidere deltaget i en torturundersøgelse [i foråret] 2018, hvor det blev konkluderet, at de psykiske og fysiske fund kan være forenelige med følger af overgreb, som ansøgeren har oplyst om. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i Vestsahara har deltaget i en række demonstrationer rettet mod de marokkanske myndigheder, og at han tillige har været tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med sin deltagelse i blandt andet disse demonstrationer. Ansøgerens forklaring om, at han under tilbageholdelserne har været udsat for egentlig tortur er dog noget mere usikker. Efter indholdet af den psykiatriske speciallægeerklæring kan det lægges til grund, at ansøgerens psykiske tilstand er forenelig med følger efter de traumer, som han har forklaret at have været udsat for. Det kan endvidere på baggrund af torturundersøgelsen lægges til grund, at der flere steder på ansøgerens krop er tegn efter vold, der ifølge undersøgelsen meget vel kan være opstået ved stump vold. Undersøgelsen fandt dog ikke tegn på anden vold, som kunne bekræfte ansøgerens forklaring om at have været udsat for afrevne negle eller voldtægt i endetarmsåbningen, om end det fremgår af undersøgelsen, at disse negative fund ikke udelukker ansøgerens forklaring herom. Torturundersøgelsen konkluderer herefter, at de fysiske og psykiske fund kan være forenelige med de overgreb, som ansøgeren har forklaret om. Ansøgerens forklaring om at have været udsat for meget grove overgreb skal ses i sammenhæng med dels baggrundsoplysningerne om situationen i Marokko, dels oplysningerne om ansøgerens ageren efter, at han angiveligt flere gange blev udsat for overgreb fra myndighedernes side. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring herom har nævnet også henset til, at ansøgeren ikke har givet møde for nævnet og således ikke har kunnet svare nærmere på spørgsmål herom. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen i Marokko, at tortur forekommer, og kilder har rapporteret, at selv fredelige demonstrationer i Vestsahara opløses ved brug af magt. Omfanget af tortur i Marokko er dog ifølge FN’s Menneskerettighedskomité faldet markant siden 2004. Den marokkanske regering forsøger ifølge egne oplysninger at bekæmpe tortur, og der er i oktober 2017 oprettet en national enhed med henblik på at undgå, at tortur finder sted. Efter baggrundsoplysningerne er der således meget, der tyder på, at demonstranter i Vestsahara er i risiko for at blive udsat for vold under en demonstration og ved anholdelse, men det må anses for mindre sandsynligt, at der er risiko for at blive udsat for tortur eller gentagne og alvorlige overgreb som dem, ansøgeren har forklaret om. Når disse baggrundsoplysninger sammenholdes med, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring – uagtet de voldsomme overgreb – vedblev med at opholde sig i Vestsahara og deltage i demonstrationer, at ansøgerens familie, der også delvist tog del i demonstrationerne, fortsat opholder sig i Vestsahara, og at ansøgeren opholdt sig i Vestsahara et år efter den seneste tilbageholdelse, finder nævnet, at ansøgerens forklaring om at have været udsat for asylbegrundende overgreb/vold fra de marokkanske myndigheders side ikke kan lægges til grund. Selv om det således ikke kan udelukkes, at ansøgeren ved en fortsat deltagelse i demonstrationer i Vestsahara er i risiko for at blive udsat for nogen vold fra myndighedernes side, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/11/CHPE
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Benghazi, Libyen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel af militserne i Benghazi eller af islamiske grupperinger overalt i Libyen, fordi hun har modtaget trusler fra nogle for hende ukendte personer. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Libyen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har delt og kommenteret politiske budskaber på Facebook samt deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har videre oplyst, at hun flyttede med sin familie fra Benghazi til Tripoli i 2014. Ansøgeren modtog et telefonopkald på sin arbejdsplads i [slutningen af] 2014, hvor en for hende ukendt person truede hende, fordi hun havde kritiseret hæren. Ansøgeren modtog trusler fra to navngivne personer på Facebook i [foråret] og [i sommeren] 2015, fordi hun havde givet udtryk for, at hun ønskede en civilstat fremfor en militærstat, og fordi hun havde kritiseret de libyske myndigheder. Ansøgeren kendte ikke de to navngivne personer, der sendte truslerne. Ansøgerens bror blev slået ihjel af nogle for ansøgeren ukendte personer uden for Benghazi i [begyndelsen af] 2017. Ansøgeren udrejste legalt af Libyen i [sommeren] 2017. Ansøgeren har efter sin udrejse af Libyen fået kendskab til, at en for hende ukendt milits har overtaget hendes families hus i Benghazi, samt at flere af hendes brødre blev tilbageholdt i en til seks måneder, da de forsøgte at komme tilbage til huset [senere på sommeren i] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt i Libyen, der kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om de angivelige telefontrusler, som ansøgeren har modtaget. Hun har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun modtog en telefonisk trussel i [slutningen af] 2014, mens hun i Flygtningenævnet først har forklaret, at hun modtog to telefoniske trusler, hvoraf den første blev fremsat i 2014 og den sidste i 2016 og senere under mødet forklarede, at hun modtog de telefoniske trusler i slutningen af 2012 og i [slutningen af] 2016. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har opholdt sig problemfrit i Libyen siden i hvert fald slutningen af 2016 til udrejsen i [sommeren] 2017, hvor hun udrejste legalt på et gyldigt visum. Hertil kommer, at ansøgeren i asylskemaet og under sin samtale i Udlændingestyrelsen [fra sommeren] 2018 har forklaret, at den egentlige årsag til hendes udrejse af Libyen er de generelle forhold i landet, ligesom flere af hendes søskende fortsat opholder sig i henholdsvis Benghazi og Tripoli. Det forhold, at ansøgerens bror [A] angiveligt er blevet dræbt, kan ikke føre til en ændret vurdering, da det alene hviler på ansøgerens egen formodning, at hun af denne grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren først udrejste ca. 6 måneder efter brorens død, og at hun for nævnet har forklaret, at baggrunden herfor var, at hun ikke ønskede at udrejse illegalt og derfor ventede, til hun havde opnået visum. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, og da de generelle forhold i Libyen ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2019/1/EMU
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og kristen af overbevisning fra Al-Jahra, Jahar, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet på livstid, da han har deltaget i to demonstrationer og er udrejst af Kuwait illegalt. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han [i starten af] 2012 deltog i en demonstration sammen med sin bror. Ansøgerens bror blev under demonstrationen ramt i øjet af en gummipatron og taget til sygehuset af politiet. Ansøgerens bror blev ikke tilbageholdt, eftersom han var kommet til skade, men andre demonstranter blev tilbageholdt og stillet for retten. [I starten af] 2014 deltog ansøgeren i endnu en demonstration. Efter omkring en time blev ansøgeren anholdt. Ansøgeren blev tilbageholdt af politiet i en uge. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt, udsat for fysisk vold og tvunget til at underskrive nogle papirer. Ansøgeren fik senere at vide, at de underskrevne papirer bekræftede, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationen, og at han ville vælte regeringen. Ansøgerens fars ven betalte politiet bestikkelse og fik ansøgeren løsladt på den betingelse, at ansøgeren skulle stilles for retten en måned senere. Ansøgeren skjulte sig hos nogle venner efter løsladelsen og mødte ikke i retten. Myndighederne begyndte at opsøge ansøgerens bopæl omkring to gange om måneden. Ansøgerens fars ven, som var statsborger i Kuwait, skaffede et falsk pas, hvorefter ansøgeren udrejste fra Kuwait via lufthavnen. Ansøgeren udrejste fra Kuwait [i efteråret] 2015. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin familie, fordi han har konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han var kritisk indstillet overfor islam, siden han var 16 år gammel. På grund af sin far var ansøgeren nødt til at leve som en muslim. Efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke, og dette øgede hans interesse for kristendommen. Ansøgeren anskaffede sig herefter en bibel på arabisk. Ansøgeren begyndte at læse om kristendommen. Ansøgeren engagerede sig i sommeren 2017 i menigheden i Vigerslev Kirke, fordi der var en arabisktalende præst. Ansøgeren deltog i dåbsforberedende kursus. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2018. Forud for sin dåb kontaktede ansøgeren sin familie og fortalte dem, at han havde intentioner om at blive døbt. Dette gjorde ansøgerens familie vrede, og familien vil derfor ikke tale med ansøgeren. Flertallet af Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren er statsløs fra Kuwait og finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om konflikten med myndighederne i Kuwait til grund. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en troværdig og sammenhængende forklaring om hændelsesforløbet og de konkrete omstændigheder og finder herunder, at ansøgeren har forklaret detaljeret og troværdigt om de to demonstrationer, han har deltaget i, om myndighedernes tilbageholdelse af ansøgeren efter den anden demonstration, om de overgreb, som han blev udsat for fra myndighedernes side under tilbageholdelsen af ham, om løsladelsen af ham mod kaution samt om, at han udeblev fra den efterfølgende retssag, hvorfor han er eftersøgt af myndighederne. Flertallet af Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Kuwait risikerer, at myndighederne vil udsætte ham for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker overfladisk. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til det ovenfor anførte om ansøgerens konflikt med myndigheder i Kuwait.” Kuwa/2019/19/FAM
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Jordan. Indrejst i 2012 og 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og muslimer fra Irbid, Jordan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jordan frygter sin bror og far samt sine farbrødre og morbrødre. Derudover frygter hun den gruppe, der overfaldt hendes ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun i Jordan havde et forhold til en fyr i det skjulte, som familien dog på et tidspunkt opdagede. Familien var vrede og oprørte, fordi de mente, at ansøgers handling var skamfuld og æreskrænkende. Ansøgeren frygter derfor at blive slået ihjel, hvis hun vender tilbage. Efter familien opdagede forholdet havde ansøgeren kontakt til sin søster, men nu har hun ikke længere kontakt til nogen i familien. Ansøgeren fik hjælp af sin daværende kæreste til at udrejse af Jordan. Da hun kom til Sverige, lærte hun sin nuværende ægtefælle at kende. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter en bestemt gruppe, som holder til i hans kvarter. Derudover frygter ansøgeren den generelle situation i Jordan. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at der er en gruppe i hans kvarter i Jordan, som kaldes Daesh. Han er ikke sikker på, at gruppen faktisk har tilknytning til Daesh, men den består af 3-4 personer. Ansøgeren blev overfaldet af gruppen i sommeren 2018 i forbindelse med et sommerferiebesøg i Jordan. Gruppen har opsøgt ansøgeren 3 til 4 gange for at få ansøgeren med i moskeen og gruppen. Den fjerde gang gruppen opsøgte ansøgeren, blev de meget vrede og aggressive, da ansøgeren afviste dem. De truede ham, men udsatte ham ikke for vold. 3 til 4 dage efter fjerde opsøgning, blev ansøgeren overfaldet og kidnappet. Herefter rejste ansøgeren og familien tilbage til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøgers generelle troværdighed er svækket, idet han i forbindelse med sin asylansøgning i Sverige til de svenske asylmyndigheder urigtigt oplyste et forkert navn, og at han var statsløs palæstinenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige asylansøger under mødet i Flygtningenævnet i forhold til sine forklaringer i Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvad han blev slået med af overfaldsmændene, hvor han var, da han vågnede efter overfaldet, hvor lang tid han var på hospitalet, og hvornår han fortalte den kvindelige ansøger om henvendelserne fra gruppen forud for overfaldet. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at den mandlige ansøger under mødet i Flygtningenævnet har svaret afglidende og undvigende på spørgsmålene. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgerne indbyrdes har forklaret divergerende om, hvornår den mandlige ansøger fortalte den kvindelige ansøger om henvendelserne fra gruppen, om hvornår den kvindelige ansøger så den mandlige ansøger efter overfaldet, og hvor lang tid den mandlige ansøger var på hospitalet. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at den kvindelige ansøger til henholdsvis de svenske og de danske asylmyndigheder har forklaret divergerende om sit forhold til personen [X], herunder hvor lang tid forholdet varede, hvordan det afsluttedes, og hvorvidt hendes far og brødre udsatte hende for vold som følge af forholdet. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende om, hvem der vil slå hende ihjel, idet hun først nævnte sin far og bror, efterfølgende tillige sine farbrødre og under mødet i Flygtningenævnet nu også sine morbrødre. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvorvidt den kvindelige ansøger har set sin mor, herunder under deres rejse til Jordan i sommeren 2018. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at den kvindelige ansøger derudover har forklaret divergerende om, hvor mange gange hun har været i Jordan efter udrejsen i 2006. Flygtningenævnet finder endelig, at det er påfaldende, at den mandlige ansøger rejste hjem fra ferien 10 dage før den kvindelige ansøger og børnene henset til, at gruppen, der angiveligt havde overfaldet ham, også havde truet med at bortføre den kvindelige ansøger og børnene. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerne har individuelle konflikter i Jordan, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Jordan ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” jord/2019/5/JAH
Nævnet hjemviste i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […] Shamalia, Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af familien til en ung kvinde, [I], som han har haft et forhold til. Ansøgeren har oplyst, at han og [I] begyndte at mødes i 2004. Ansøgeren erklærede sin kærlighed til Inas første gange de talte sammen. De talte sammen om natten, sendte breve til hinanden og mødtes ca. 1-2 gange om ugen. I 2006 fandt [I’s] mor ud af, at de havde et forhold. Herefter blev deres kontakt mere sporadisk, men deres forhold fortsatte. I 2008 ville [I’s] fætter giftes med hende, og [I’s] far og brødre syntes, at det var en god idé. En dag i slutningen af 2009 sagde [I], at ansøgeren skulle møde hende hos hendes søster og her fortalte hun om hendes fætters ønske, hvorefter [I] og ansøgeren endte med at gå i seng med hinanden. [I] og ansøgeren havde herefter seksuelt samkvem to gange i 2010. [I’s] fætter friede til hende, og [I] nægtede, hvorefter hendes far slog hende. [I] fortalte i starten af 2010 sin mor, at hun og ansøgeren havde været i seng sammen, og at hun ikke havde fået sin menstruation. [I’s] mor og ansøgerens mor talte herefter sammen om, hvad de skulle gøre. [I’s] familie måtte ikke finde ud af det, idet de i givet fald ville slå både [I] og ansøger ihjel. Ansøgers søster fortalte ham om [I’s] graviditet. Ansøgeren friede herefter til [I] men fik igen afslag. En dag besvimede [I] og blev kørt på hospitalet. Lægen fortalte hendes far, at hun var gravid. [I’s] far og bror begyndte at slå [I]. [I’s] bror forsøgte herefter at brænde ansøgerens families hus ned. Kort tid efter blev ansøgeren beskudt af en uden for huset. Ansøgeren formoder, at det var [I’s] broder eller en, som han havde bedt om at skyde ansøgeren. Ansøgeren blev ikke ramt og der blev kun affyret et skud. Ansøgeren tog herefter til et andet område i Jordan i en måned, mens folk fra ansøgerens klan forgæves forsøgte at løse striden med [I’s] familie. Ansøgeren udrejste herefter af Jordan [foråret] 2010. Ansøgeren blev registreret som asylansøger i Sverige [i sommeren] 2010 og i slutningen af [2014]. I foråret [2016] fik ansøgeren afslag på asyl i Sverige. [I begyndelsen af] 2017 genindrejste ansøgeren til Jordan, hvor han opholdt sig i syv måneder. Ansøgeren udrejste herefter til Dubai, hvor han efter et ophold på en måned genindrejste i Jordan og opholdt sig i tre dage, inden han rejste til Danmark, hvor han søgte om asyl [i foråret 2018]. Ansøgeren udrejste af Jordan anden gang, fordi han var bange for at blive opdaget af [I’s] familie. Efter indrejsen har ansøgeren talt med sin mor i Jordan, som har oplyst, at ansøgerens brors bil har været udsat for hærværk, og at nogle har forsøgt at overfalde ham. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen blandt andet har oplyst, at han er statsløs palæstinenser, og at hans advokat i sit indlæg til nævnet har fremlagt ansøgerens registreringsbevis hos UNRWA. Nævnet finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen – der under mødet i nævnet har oplyst ikke at have foretaget en ID-vurdering af ansøgeren – med henblik på en ID-vurdering”. Jord/2019/4/smla
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsen afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst 2011.Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Ghom, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Som asylmotiv har klageren under sin oprindelige asylsag henvist til, at hun frygter at blive fængslet og blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder, der ønsker oplysninger om hendes ægtefælle. Klageren har videre henvist til, at hun er udrejst til Danmark, hvor hendes ægtefælle opholdt sig, og har søgt asyl, selvom hun havde udrejseforbud. Udlændingestyrelsen meddelte [i en nærmere dato i] maj 2012 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet omgjorde [i en nærmere dato i] februar 2013 Udlændingestyrelsen afgørelse af [dato i] maj 2012, idet Flygtningenævnet meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Klageren har som asylmotiv under sin nuværende sag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne og Sepah som følge af, at hendes ægtefælle har smuglet våben til den iranske ambassade i Syrien og blev afsløret heri af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive stenet eller slået ihjel af sin ægtefælle og hans familie, lokalbefolkningen og myndighederne, idet hun har haft en kæreste i Danmark. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede som buschauffør, da parret boede i Iran. På en ukendt dato i 1997 kom hendes ægtefælle ikke hjem fra arbejde, og klageren hørte ikke frem ham. Omkring en måned senere blev hun opsøgt af myndighederne på bopælen. Myndighederne ransagede bopælen, og klagerne blev tilbageholdt i tre måneder. I løbet af tilbageholdelsen blev hun afhørt om sin ægtefælle og udsat for fysiske overgreb. Klagerne blev løsladt. Senere på et ukendt tidspunkt fik hun af sin ægtefælles ven at vide, at ægtefælle var flygtet ud af Iran som følge af en konflikt med myndighederne. Senere fortalte ægtefællen, at problemet med myndighederne opstod, fordi han smuglede våben til Syrien og blev afsløret heri. I en årrække blev klageren løbende indkaldt til afhøringer hos de iranske myndigheder, hvor hun blev udspurgt om sin ægtefælle og udsat for fysiske overgreb. Klageren kan ikke huske det præcise antal afhøringer, men hun har oplyst, at det først var en gang om ugen, derefter hver anden uge, og senere med tre til fire måneders mellemrum. På et ukendt tidspunkt forsøgte klageren at udrejse af Iran, men menneskesmugleren tog hendes penge uden at hjælpe hende med udrejsen. Omkring fem år efter ægtefællens flugt, forsøgte klageren at udrejse igen, men hun blev anholdt af myndighederne i forbindelse med forsøget. I slutningen af 2010 udrejste hun endeligt af Iran. På et ukendt tidspunkt rettede klagerens ægtefælle henvendelse til hende, mens hun opholdt sig i Danmark, og han opholdt sig i Iran. Han oplyste, at han vidste, at hun havde fået en kæreste i Danmark. I den forbindelse truede han hende gentagne gange på livet. Ægtefællen har sendt en fuldmagt til klageren, så de kan blive skilt. Klageren har underskrevet og returneret fuldmagten, og ægtefællen er blevet gift igen. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende oplysninger ikke lægge til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er tale om enkelte divergenser, som vedrører forhold, der har fundet sted for omkring 20 år siden, og som ikke vurderes at være af afgørende karakter. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren forud for sin udrejse havde en konflikt med de iranske myndigheder på grund af sin daværende ægtefælles forhold. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort et aktuelt asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren ikke har medvirket til oplysning af sagen, jf. udlændingelovens § 40. Klageren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet uden oplyst lovligt forfald. Endvidere har klageren i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen [i en nærmere dato i] maj 2018 i forbindelse med partshøringen ikke ønsket at give samtykke til, at indholdet klagerens telefon blev udlæst, og klageren har ikke ønsket at give samtykke til, at hendes sønner i Tyskland blev kontaktet med henblik på at indhente deres akter fra de tyske myndigheder. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at de iranske myndigheders interesse i klageren forud for klagerens udrejse skyldes hendes daværende ægtefælles forhold, og at myndighederne ønskede oplyst, hvor klagerens daværende ægtefælle befandt sig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerens tidligere ægtefælle i juli 2014 kom tilbage til Iran og tog ophold der. Flygtningenævnet videre lagt vægt på, at klageren ved samtalen [i en nærmere dato i] maj 2018 oplyste, at klagers ægtefælle har anmodet om en fuldmagt fra klager til skilsmisse, og at klagerens daværende ægtefælle er gift igen. På baggrund af en konkret og samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, uanset om den tidligere ægtefælle siden evt. er udrejst af Iran, og Flygtningenævnet finder således, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, og finder at klageren på ny kan tage ophold i Iran uden at risikere forfølgelse fra de iranske myndigheder. Det af klageren anførte om, han hun angiveligt på et tidspunkt har haft en kæreste i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 inddrages, når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag L nr. 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning kan antages at virke særligt belastende. Klageren er født i Ghom og opvokset i Karaj, hvor hun har gået i skole og gymnasium. Hun har arbejdet som sekretær for en tandlæge i Iran i 4-5 år. Hun har opholdt sig i Iran frem til sin udrejse i 2011 og taler farsi. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark [i en nærmere dato i] februar 2013, da klageren var 45 år gammel. Klagerens mor og søskende bor i Iran. Klagerens to sønner bor angiveligt i Tyskland. Klagerens tidligere ægtefælles bror bor i Danmark. Klageren har ikke selv familie i Danmark. Klageren har ikke haft tilknytning til det danske arbejdsmarked ud over et praktikophold på 3 måneder. Klager har ved samtalen [i en nærmere dato i] maj 2018 oplyst, at hun skulle til prøve i dansk 2 modul 6 den 4. maj 2018. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af hensynene efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1, og EMRK artikel 8, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/98/SME
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [By], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for partiet PJAK. Ansøgeren har ikke været medlem af partiet. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at ansøgeren efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren besøgte for første gang en kirke i [sommeren] 2016. Ansøgeren påbegyndte kristendomsundervisning og blev døbt den 12. maj 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren først fortalte om sin interesse for kristendommen, efter at han havde fået afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Dette selv om ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at han allerede i [sommeren] 2016 fik interesse for kristendommen, hvilket tidsmæssigt ligger forud for asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen [sommeren] 2016. Først da Flygtningenævnet [vinteren] 2016 første gang behandlede sagen, fortalte ansøgeren om sin interesse for kristendommen, og ansøgeren havde end ikke inden mødet i Flygtningenævnet fortalt sin daværende advokat om sin interesse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin religiøsitet, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke var religiøs, hvilket ansøgeren gentog under asylsamtalen, mens ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at han tidligere var troende. Ansøgeren har under sin forklaring for Flygtningenævnet udvist et grundlæggende kendskab til kristendommen, men forklaringen fremstår som udenadslære og uden egentlig refleksion. Dette støttes også af, at ansøgeren på direkte forespørgsel har forklaret, at hans dåbsdag […] var Langfredag, og at Jesus blev korsfæstet Langfredag, selv om ansøgeren retteligt blev døbt Store Bededag. Ansøgeren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvad Jesus og Kristendommen betyder for ham i hverdagen, men har i det væsentlige henvist til, at han er ”blevet et bedre menneske”. Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet ansøgeren oprindeligt har opgivet en alder, der ikke kunne lægges til grund, og at han i den forbindelse har fremlagt kopi af et identitetskort, der vurderes at være falsk. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.[Iran/2019/151/YARS]
Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er iransk statsborger, etnisk sistani og konverteret kristen fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er af afghansk og iransk afstamning og konverteret kristen fra Mashad, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin far eller bror, fordi de er blevet bekendt med at den kvindelige ansøger er afghaner. Den kvindelig ansøger har tilsvarende som asylmotiv henvist til, at de mandlige ansøgers bror vil opsøge og skade hende og hendes familie i Afghanistan, fordi han har fundet ud af, hun er afghaner og derfor er imod ansøgernes ægteskab. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den kvindelige ansøger i 2009 eller 2010, efter de var blevet viet, fik frataget sit iranske statsborgerskab, fordi den kvindelige ansøgers fars statsborgerskab ikke var retmæssigt opnået. Den mandlige ansøgers bror fik kendskab hertil i 2015. Den kvindelige ansøger modtog et opkald fra den mandlige ansøgers bror, hvori han brugte krænkende ord og truede hende. Den mandlige ansøgers søster advarede den mandlige ansøger, efter at have overhørt en samtale mellem den mandlige ansøgers bror og far. Ansøgerne forlod samme dag deres bopæl og tog hjem til den kvindelig ansøgers mor, hvorefter de tog opholdt hos den mandlige ansøgers ven, inden de udrejste af Iran. Den mandlige ansøger har derudover henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder eller af den iranske befolkning, fordi han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at tage afstand fra islam, da han var omkring 14 år. Da han kom til Danmark, begyndte han at besøge forskellige kirker, fordi han var nysgerrig. Han valgte at konvertere, efter han havde oplevet miraklerne, at den kvindelig ansøgers psykiske tilstand var markant forbedret, og at hun blev gravid for anden gang. Den kvindelig ansøger har tilsvarende henvist til, at hun frygter at få problemer ved en tilbagevenden til Afghanistan eller Iran, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun begyndte at gå i kirke, da hun fik afslag på asyl. Hun troede ikke på kristendommen, da hun begyndte at gå i kirke, men hun begyndte at tro, da hun blev gravid med sit andet barn, som hun opfatter som et mirakel. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun ikke bliver accepteret af de afghanske myndigheder. Endelig har den kvindelige ansøger som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ad. spørgsmålet om den kvindelige ansøgers statsborgerskab. Flygtningenævnet lægger den kvindelige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen fremstår troværdig og konsistent, og at den i et vist omfang støttes af de dokumenter, der er fremlagt i sagen. Nævnet lægger herefter til grund, at den kvindelige ansøgers iranske statsborgerskab og identitetsdokumenter blev inddraget ved dommen i 2010 som konsekvens af, at den kvindelige ansøgers fars iranske statsborgerskab hvilede på forfalskede dokumenter i forbindelse med, at ansøgerens far som barn var indrejst i Iran sammen med ansøgerens farfar. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren er afghansk statsborger og har henvist til baggrundsoplysninger ifølge flere kilder, hvoraf fremgår, at et barn af en afghansk far i flere tilfælde kan registreres som afghansk statsborger. Der fremgår imidlertid tillige af baggrundsoplysningerne, at opnåelse af afghansk statsborgerskab forudsætter, at faderen har fået et udstedt et afghansk tazkera. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at den kvindelige ansøgers mulighed for at ansøge om afghansk statsborgerskab forudsætter, at den kvindelige ansøgers far er i besiddelse af en afghansk tazkera, og at han ikke har kunnet opnå en sådan anerkendelse og dokumentation af sit afghanske statsborgerskab. Det lægges endvidere til grund, at den kvindelige ansøgers far ikke uden videre kan opnå en tazkera, da dette efter det oplyste forudsætter en bekræftelse fra familiemedlemmer eller afghanske statsborgere i fællesskab med lokalt politi, hvilket ansøgers far, som er opvokset og har boet i Iran, ikke kan formodes uden videre at kunne leve op til. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger kan få dokumentation for afghansk statsborgerskab. Vedrørende den kvindelige ansøgers iranske statsborgerskab bemærker Flygtningenævnet, at det er ubestridt, at det iranske statsborgerskab er blevet inddraget ved dommen fra 2010. Der er i baggrundsoplysningerne henvist til forskellige muligheder for, at den kvindelige ansøger kan opnå iransk statsborgerskab enten via sin mors ellers via sin ægtefælles iranske statsborgerskab. De beskrevne muligheder omfatter også statsløse. Ansøgeren har konsistent forklaret, at disse muligheder er forsøgt, men uden held, da hun ikke har kunnet dokumentere sit afghanske statsborgerskab, eller at hun er statsløs. Hverken Iran eller Afghanistan accepterer ifølge baggrundsoplysningerne dobbelt statsborgerskab, hvilket også er lagt til grund i Flygtningenævnets afgørelse af [dato i efteråret] 2018. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den kvindelige ansøger ikke uden videre kan opnå iransk statsborgerskab. Da hun er født og opvokset i Iran, må den asylretlige vurdering dog skulle foretages i forhold til Iran. Ad. sur place asylmotivet. Det er på mødet i Flygtningenævnet udtrykkeligt bekræftet, at ingen af ansøgerne ønsker at påberåbe sig deres konvertering til kristendommen som asylmotiv, men der er under sagens behandling indsendt udtalelser fra to præster og ansøgernes dåbsattester. Spørgsmålet om konvertering til den kristne tro som asylmotiv har også været prøvet i Udlændingestyrelsens afgørelser. Flygtningenævnet finder, at da nævnet er bekendt med ansøgernes konvertering, har nævnet pligt til af egen drift at tage stilling til dette spørgsmål, selv om begge ansøgerne udtrykkeligt har udtalt, at det ikke påberåbes som asylmotiv. Nævnet henviser i den forbindelse til dom af 23. marts 2016 fra den Europæiske Menneskeretsdomstol (F.G. vs. Sweden, sag 43611/11). Flygtningenævnets flertal finder, at begge ansøgere har forklaret troværdigt og overbevisende om baggrunden for deres konvertering, herunder at dette er sket som løbende indre afklaringsproces, hvor en indledende skepsis har ændret sig til en egentlig overbevisning. Flygtningenævnets flertal bemærker hertil, at ansøgerne har forklaret forskelligt om deres proces, hvor den mandlige ansøger selv opsøgte kirken af nysgerrighed, mens den kvindelige ansøger først på et senere tidspunkt opsøgte kirken og for at søge trøst i en vanskelig periode. De har begge i deres samtaler med Udlændingestyrelsen demonstreret en omfattende viden om kristendommen, og det må lægges til grund, at de begge ugentligt deltager i gudstjeneste og er blevet døbt. Da ansøgerne har forklaret, at de fortsat vil praktisere kristendommen ved en eventuel udvisning, og for den mandlige ansøgers vedkommende ved asylsamtalen den [dato i efteråret] 2018, at han vil missionere i Iran, finder Flygtningenævnets flertal herefter, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at de vil være i risiko for, at myndighederne vil blive bekendt hermed og udsætte dem for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnets flertal meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/150/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter konsekvenserne af sin fars konflikt i Iran, idet ansøgerens far tidligere har været medlem af Komala-partiet i Iran. Ansøgeren frygter endvidere, at han ikke vil blive betragtet som en iraner, idet ansøgerens familie udrejste af Iran, da ansøgeren var seks måneder gammel. Slutteligt frygter ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak de generelle forhold i landet, samt de socioøkonomiske forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgerens far har været medlem af Komala-partiet i Iran. I kraft af ansøgerens fars medlemskab af Komala-partiet, fik han en konflikt med de iranske myndigheder, som forårsagede, at ansøgeren og hans familie var nødsaget til at flygte fra Iran til Irak. Det er 37 år siden ansøgeren og hans familie flygtede til Irak. Ansøgeren blev gift i Irak og fik et barn. En dag i 2011 var ansøgeren sammen med sin ægtefælle og sit barn på et marked, hvor ansøgeren skulle købe en motor til en bil. På vej hjem fra markedet holdt de ind til siden for at købe noget vand. Ansøgeren steg ud af bilen for at købe vand, mens ægtefælle og barnet blev i bilen. Da ansøgeren kom ud af butikken, kunne han se, at en bil eksploderede, og forårsagede brand på de biler, der holdt ved siden af, herunder ansøgerens bil hvor ansøgerens ægtefælle og barn sad i. Ansøgerens ægtefælle og barn døde af bileksplosionen. Ansøgeren udrejste af Irak i 2012. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens familie flyttede fra Iran til Irak, da ansøgeren var ca. et halvt år gammel, og at ansøgerens far er medlem af Komala-partiet. Ansøgeren har imidlertid ikke kunnet forklare nærmere om, hvilke konflikter faren havde med myndighederne i Iran, inden familien flyttede til Irak, herunder om faren var i myndighedernes søgelys inden sin udrejse. Dette selv om ansøgerens far fortsat er i live, og ansøgeren først som voksen har forladt familien i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin fars aktiviteter for partiet under opholdet i Irak til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget usikkert og afglidende på spørgsmål om farens aktiviteter. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende, idet ansøgeren først for Flygtningenævnet har forklaret, at faren sender politiske bøger fra Irak til Iran. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han og faren flere gange har været indrejst illegalt i Iran, herunder at ansøgeren har udført arbejde som elektriker i Iran ca. 20 gange og under ophold hos familie i Iran har lært sin kommende ægtefælle at kende. Ansøgeren har endvidere tidligere frafaldet sin ansøgning om asyl, men har senere anmodet om færdigbehandling af ansøgningen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at en person anses for at være iransk statsborger, hvis vedkommende har iransk far, og at der er en særlig procedure, der kan følges for at erhverve sig statsborgerskab. Der foreligger således ikke oplysninger, der støtter, at ansøgeren – f.eks. ved henvendelse til den iranske ambassade i Danmark – ikke vil kunne erhverve bevis for sit iranske statsborgerskab. Det bemærkes, at ansøgeren tidligere har haft opholdstilladelse i Irak, og at opholdstilladelsen ikke er søgt fornyet af ansøgeren, da han formoder, at han vil få afslag, hvilket imidlertid er uden betydning, idet Flygtningenævnet har vurderet ansøgeren i forhold til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/147/YARS
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og muslim fra Shahre Kurd, Iran. Ansøgeren har i valgperioden i 2009 i Iran, sympatiseret med Mir-Hossein Mousavi Khameneh. Ansøgeren har ikke været medlem af Mousavis parti, men uddelt løbesedler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået i ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født som muslim. Ansøgeren har aftjent værnepligt i Karun-fængslet i Ahwaz. Under sin værnepligt mødte ansøgeren en indsat ved navn [A]. [A] var konverteret til kristendommen. Ansøgeren og [A] blev gode venner og talte ofte om religion når de mødtes i fængslet. Efter seks til syv måneder blev ansøgeren introducerede for nogle af [A’s] venner, som også var konverteret til kristendommen. Ansøgeren fik herefter kontakt til [A’s] ven, [B]. [B] tilbød ansøgeren at deltage i deres møder, som var kristendomsundervisning, hvor der blev læst op af biblen. Ansøgeren takkede ja til tilbuddet og deltog i møderne, når han havde mulighed for det. Ansøgeren deltog i cirka 10 møder. Ansøgeren fik at vide, at [A] var blevet henrettet, og fortalte dette videre til [A’s] venner. Herefter afsluttede ansøgeren sin værnepligt og havde begrænset kontakt til [B]. [B] kontaktede fortsat ansøgeren, men ansøgeren var bange for at deltage i møderne, hvorfor han blev hjemme. Ansøgeren fortalte sin mor om alt, hvad der var sket. Ansøgeren deltog igen i kristendomsundervisningen, hvorefter han frafald sin muslimske tro og blev døbt. En dag hvor ansøgeren var hjemme hos sin farbror, ringede hans mor og sagde, at der en mand ved navn [C], som ønskede at tale med ansøgeren. Ansøgeren kendte ikke nogen ved navn [C]. Ansøgerens mor sagde, at de skulle ringe til ansøgeren, hvis de ønskede at tale med ansøgeren. [C] og de andre personer præsenterede sig herefter som betjente og sagde, at de havde en ransagningskendelse. Ansøgeren forlod herefter sin farbrors hjem og tog hjem til sin fætter. Ansøgeren boede hos sin fætter i to dage, hvorefter han tog hjem til sin mors morbror. Ansøgeren fortalte sin mors morbror om alt, hvad der var sket. Morens morbror sagde til ansøgeren, at han var nødt til at udrejse af Iran. Herefter gav morens morbror ansøgeren penge og planlagede ansøgerens udrejse af Iran. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret endog meget usikkert og divergerende om en række centrale forhold, herunder om hvordan han fik interesse for kristendommen, om hvornår han første gang fik kontakt til [A] og [B], om hvornår [B] præsenterede sig ved navn første gang, om hvor mange gange han var i huskirke, inden [A] blev henrettet, og om hvornår og hvor mange gange, han var i huskirke, herunder hvornår han var i huskirke sidste gang inden sin udrejse. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet oplyse, hvornår han blev døbt i Iran, og har ikke kunnet forklaret, hvorfor dåben blev foretaget af [B], selv om han var nybegynder indenfor kristendommen. Det er i den forbindelse også usandsynligt, at [A] skulle have henvist ansøgeren til en person, der var nybegynder indenfor kristendommen. Flertallet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren allerede i Iran fik interesse for kristendommen og således heller ikke, at ansøgeren af den grund skulle være i myndighedernes søgelys. Det er indgået i flertallets vurdering, at ansøgeren var tydeligt nervøs, men ansøgeren er veluddannet, hvorfor det må kunne forventes, at ansøgeren kan angive de tidspunkter, hvor der er sket væsentlige begivenheder i hans liv. Flertallet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering i Danmark til kristendommen er reel. Flertallet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin interesse for kristendommen, herunder om hvorfor han skulle døbes igen. Ansøgeren har blot forklaret, at han fik oplyst, at den første dåb ikke var ”lovlig”. Ansøgeren har endvidere – navnlig når henses til den lange periode, hvor ansøgeren angiveligt har interesseret sig for kristendommen - udvist et ringe kendskab til kristendommen. Ansøgeren har således blandt andet ikke kunnet oplyse, hvad man kalder den højtid, hvor Jesus blev korsfæstet, hvad den sidste del af det nye testamente handler om, og hvor mange bud, der er i alt. Ansøgeren har heller ikke kunnet huske, hvad han oplyste som asylmotiv til de tyske myndigheder, ud over at hans liv var i fare. Det er endvidere usandsynligt, at der skulle være gået fire år mellem de to gange, hvor hans familie i Iran skulle være blevet opsøgt af myndighederne. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/146/YARS
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk kurder og kristen fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet eller idømt minimum 10-15 års fængsel, idet myndighederne mistænker ham for at være i opposition til det iranske styre på grund af ansøgernes brors aktiviteter for KDPI. Dette asylmotiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning [i foråret] 2017. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv oplyst, at han besøgte en kirke for første gang i starten af 2016 og to gange derefter, men at han ikke fulgte interessen videre på dette tidspunkt og derfor ikke fortalte Udlændingestyrelsen herom. I [foråret] 2017 blev ansøgeren flyttet til [asylcenter]. Han følte sig meget ensom og tog derfor imod en invitation fra nogle bekendte om at tage med i kirke i [by]. Nogle dage efter sit første kirkebesøg havde ansøgeren en meget positiv drøm, hvori han blev støttet og opmuntret til at komme i kirke og undersøge kristendommen nærmere. Ansøgeren besluttede sig herefter for at fortsætte sin kirkegang, og i slutningen af [foråret] 2017 påbegyndte han et undervisningsforløb via kirken for at lære mere om kristendommen. I midten af [sommeren] 2017 besluttede ansøgeren at lade sig døbe, hvilket han blev i [kirkenavn] [i efteråret] 2017. Ansøgeren har videre oplyst, at han har fortalt sin familie om sin konvertering, og at de ikke kan acceptere denne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, og flertallet finder således heller ikke, at det kan antages, at ansøgeren vil missionere eller i øvrigt foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv blev forkastet som utroværdigt ved nævnets afgørelse af [foråret] 2017, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på asyl. Det er flertallets vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Flertallet henviser til, at ansøgeren under tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen og overfor nævnet, forinden nævnets afslag på asyl, har oplyst, at han er sunnimuslim, og at han praktiserer sin religion. Ansøgeren har først efter afslaget på asyl oplyst om sin konversion og interessen for kristendommen. Flertallet henviser endvidere til, at ansøgeren ikke anses for at have forklaret overbevisende om den indre afklaringsproces, der har ført til, at han er konverteret til kristendommen, selvom ansøgeren overfor nævnet har kunnet redegøre for et grundlæggende kendskab til kristendommen. Flertallet lægger således også til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter findes at være sket i et forsøg på at skabe et sur place asylmotiv uden en reel ægte religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser om ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter, og det forhold, at ansøgeren er blevet døbt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet bemærker i øvrigt, at nævnet ved opslag på ansøgerens navn ikke har kunnet finde materiale lagt på en Facebook-profil for ansøgeren, selvom ansøgeren har forklaret herom. Flertallet lægger i øvrigt vægt på baggrundsoplysningerne om iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-Finding Report, House Churches and Converts fra februar 2018, pkt. 80 og 88. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet i øvrigt bemærker, at der ikke ses at være grundlag for en hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen.” Iran/2019/145/TLNJ
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og katolik fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til og har missioneret for kristendommen i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født som muslim, men at hun efterhånden, som hun læste i koranen som barn, blev bange for islam. Ansøgeren blev gift med sin ægtefælle i 2003-2004, hvorefter han introducerede hende for kristendommen. Ansøgeren og ægtefællen begyndte derefter at se kristne satellitkanaler sammen. Ansøgeren fik problemer med sin familie, idet ansøgerens ægtefælle kritiserede islam over for hendes familie. På grund af problemerne med familien flyttede ansøgeren fra Sanandaj til Karaj i 2014. Et par måneder efter at ansøgeren flyttede til Karaj, blev hun indlagt på hospitalet med tre tumorer i hjernen. Her mødte ansøgeren en kvinde ved navn [A], som bad for hende. Ansøgerens hjerneoperation var succesfuld, og ansøgeren betragtede dette som et mirakel. Episoden med kvinden styrkede ansøgerens tro på kristendommen. Ansøgeren kontaktede derfor [A] for at lære mere om kristendommen. Ansøgeren begyndte herefter at prædike om kristendommen og om sit mirakel til både familiemedlemmer og fremmede mennesker. I 2016 begyndte ansøgeren at afholde huskirke i sit eget hjem. [Sommeren] 2017 skulle [A] hjem til ansøgeren for at afholde gudstjeneste, men [A] dukkede aldrig op. Her fandt ansøgeren ud af, at [A] var blevet anholdt af politiet. Dagen efter tog ansøgeren og ægtefællen tilbage til Sanandaj. Tre til fire dage senere fik ansøgeren en opringning fra sin udlejer, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl. Derefter besluttede ansøgeren sig for at udrejse. [Sommeren] 2017 udrejste ansøgeren og ægtefællen legalt af Iran. Den mandlige ansøger er etnisk kurder og kristen fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til og har missioneret for kristendommen i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for første gang blev bekendt med kristendommen, da han var 12 år gammel. Ansøgeren kom en dag forbi en kirke i Sanandaj, som i forbindelse med den iranske revolution blev ødelagt. Dette gjorde indtryk på ansøgeren, idet han indså, at islam var ødelæggende. Da ansøgeren blev 15 år, begyndte han at lytte til en kristen radiostation, Radio Vatican, som sendte radioudsendelser om kristendommen. I 2003 blev ansøgeren gift, og ansøgeren og ægtefællen begyndte at se kristne satellitkanaler. I 2008 bekendte ansøgeren sig åbent som kristen for andre mennesker for første gang. Ansøgerens ægtefælle bekendte sig selv åbent som kristen i 2009 eller 2010. Dette forårsagede problemer med ansøgerens svigerfamilie, som ønskede, at ægtefællen lod sig skille fra ansøgeren. De mente, at ansøgeren var skyld i ægtefællens konversion til kristendommen. I 2014 flyttede ansøgeren og ægtefællen fra Sanandaj til Karaj for at slippe væk fra ægtefællens familie. I Karaj blev ansøgerens ægtefælle syg og måtte indlægges på grund af, at hun havde fået tre tumorer i hjernen. Da ansøgerens ægtefælle skulle opereres, var der en kristen kvinde ved navn [A], som bad for ægtefællen. Ægtefællens operation gik godt, og ansøgeren og ægtefællen anså dette som et mirakel. I 2015 begyndte [A] at besøge ansøgeren og ægtefællen for at fortælle dem mere om kristendommen. I april eller maj 2017 begyndte ansøgeren og ægtefællen at afholde hjemmekirke på deres bopæl. [Sommeren] 2017 blev [A] anholdt af politiet. Derefter valgte ansøgeren og ægtefællen at rejse tilbage til Sanandaj. Tre til fire dage senere fik de en opringning fra deres udlejer, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl. Derefter besluttede ansøgeren og ægtefællen sig for at udrejse. [Sommeren] 2017 udrejste ansøgeren og ægtefællen legalt af Iran. Flygtningenævnet finder anledning til helt generelt at bemærke, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler ansøgeren i en sag om opholdstilladelse at meddele de fornødne oplysninger til bedømmelse af ansøgerens identitet og asylmotiv. Ikke så sjældent afgøres sager om asyl i al væsentligt alene på baggrund af oplysninger fra ansøgeren selv, idet det er et kendetegn ved mange asylsager, at ansøgerne er uden identitetsdokumenter eller andet, der kan tjene som bevis for ansøgerens udsagn. En del asylsager afgøres derfor på baggrund af, om ansøgerens udtalelser fremstår med en sådan grad af troværdighed, at de kan lægges til grund for den asylretlige vurdering af sagen. I en sådan troværdighedsvurdering, hvor udsagnene ikke har støtte i objektive oplysninger, bør i almindelighed indgå en bedømmelse af, om ansøgeren har forklaret specifikt og detaljeret om den eller de begivenheder, der giver anledning til ansøgningen om asyl, herunder om ansøgerens forklaringer om begivenhederne er sammenhængende og konsistente. Det bør endvidere indgå, om der er overensstemmelse mellem ansøgerens udtalelser og oplysninger fra eventuelle medansøgere, familiemedlemmer eller andre vidner, ligesom ansøgerens forklaring skal sammenholdes med tilgængelige specifikke og generelle baggrundsoplysninger, der er relevante for ansøgerens sag. Det hører i den forbindelse med i vurderingen af en ansøgers udsagn, at bl.a. sproglige og kulturelle forskelle øger risikoen for eventuelle misforståelser og fejl, hvorfor der kan forekomme tilfælde, hvor en opstået tvivl navnlig om mindre centrale forhold må komme en ansøger til gode. Det samme gør sig gældende ved vurderingen af udsagn afgivet af bl.a. mindreårige og personer med ingen eller stort set ingen skolemæssig baggrund samt personer, hvis mentale tilstand afviger væsentligt fra det normale. Endelig bør det indgå i en troværdighedsvurdering, om ansøgerens udtalelser også set i lyset af baggrundsoplysningerne er plausible, således at udsagnene ikke strider mod alment kendte kendsgerninger eller blot forekommer usandsynlige. Troværdighedsvurderingen skal baseres på et objektivt og neutralt grundlag, jf. herom i det hele i øvrigt retningslinjer for bevisvurderingen beskrevet i UNHCR's "Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus" og bl.a. UNHCR's rapport "Beyond proof— Credibility Assessment in EU Asylum Systems" fra maj 2013. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har forklaret sammenhængende og konsistent gennem samtlige samtaler, ligesom ansøgernes forklaringer både for så vidt angår de centrale dele af betydning for asylmotivet, men også vedrørende forhold af mindre central betydning, har været indbyrdes overensstemmende. Nævnet finder herunder, at der ikke i samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen er grundlag for at fastslå, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvor mange medlemmer af den kvindelige ansøgers familie, der arbejder for Basij. Flygtningenævnet finder under hensyn hertil, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaringer om deres kristne religiøse aktiviteter i Iran. På baggrund af ansøgernes oplysninger har Flygtningenævnet endvidere foretaget en vurdering af, om ansøgernes konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgernes nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgernes konversion, ansøgernes kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgernes nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgernes nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgerne er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, og om ansøgernes aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Som anført tidligere har nævnet lagt til grund, at ansøgerne i Iran har udøvet kristne aktiviteter. For nævnet har ansøgerne desuden vist et godt kendskab til og forståelse for kristendommen, ligesom de på overbevisende måde har redegjort for deres bevæggrunde for konversionen. Endelig må det lægges til grund, at ansøgerne, der er blevet døbt, vedvarende og regelmæssigt har deltaget i kristne aktiviteter efter indrejsen i Danmark. Under hensyn hertil finder nævnet, at det kan lægges til grund, at ansøgernes konversion til kristendommen er reel, og at de i Iran har udført religiøse aktiviteter, som kan have bragt dem i en asylbegrundende konflikt med myndighederne. I hvert fald kan det lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere kristendommen på en måde, som kan bringe dem i konflikt med myndighederne i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/143/YARS
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Urmia, Vest-Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin bror, Sajad, fordi hun har giftet sig med sin ægtefælle imod sin families vilje. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle er efterstræbt af de iranske myndigheder, idet han er politisk flygtning og har opnået asyl i Danmark. Til for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hun mødte sin ægtefælle, [A], som også er hendes fætter gennem sin svigerinde Nasrin. Efter kort tids kontakt mellem ansøgeren og [A] opdagede ansøgerens søster Asiyeh, at ansøgeren havde kontakt til [A]. Søsteren fortalte dette til ansøgerens mor. Moren spyttede på ansøgeren og gav hende en lussing. Efter omkring et års kontakt mellem ansøgeren og [A] besluttede de sig for at blive gift. Ansøgeren blev gift med [A] [i vinteren] 2015 i Tyrkiet. Under vielsen var ansøgerens bror Jamal, hans ægtefælle, [A’s] mor, hans to søstre Shabnam og Nasrin samt Nasrins ægtefælle til stede. To dage efter vielsen rejste ansøgeren tilbage til Iran. [A] rejste til Danmark. Ansøgeren fik afslag på familiesammenføring i [foråret] 2016 efter indgivet ansøgning i Teheran. Ansøgeren fik på ny afslag på familiesammenføring i [vinteren] 2016. Ansøgeren fortalte sin søster, Goli, i februar eller mart 2017, at hun fået afslag på familiesammenføring. Ansøgeren henvendte sig herefter sammen med sin søster til sin bror Jamal for at spørge ham til råds. Ansøgerens bror, Sajad, dukkede pludseligt op og truede ansøgeren på livet. Sajad tog kvælertag på ansøgeren, fordi han mente, at ansøgeren havde bragt skam over familien ved at gifte sig med [A]. Efter denne episode flyttede ansøgeren til sin svigerinde, Nasrin, hvor hun opholdt sig i frem til sin udrejse i [foråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder at ansøgeren skulle have en asylbegrundende konflikt med sin egen familie på baggrund af sit ægteskab med sin fætter [A]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, herunder om hvordan familien blev bekendt med, at hun havde kontakt til [A], og om hvem der deltog i brylluppet i Tyrkiet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at det udelukkende var hendes egen familie, der deltog i brylluppet, idet ansøgeren har forklaret, at ansøgerens mor og søster samt ansøgerens storebror og dennes ægtefælle deltog i brylluppet, mens ansøgeren til den efterfølgende samtale har forklaret, at det var [A’s] mor og to søstre, Shabnam og Nasrin, Nasrins ægtefælle samt ansøgerens bror og hans ægtefælle, der deltog i brylluppet. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren under de oplyste omstændigheder vælger at etablere kontakt til [A] og indlede et forhold til ham, trods ansøgerens og [A’s] families mangeårige konflikt, og at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om baggrunden herfor samt sine refleksioner herom. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, herunder om sin konflikt med sin familie, som konstrueret og utroværdigt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har fået et barn i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering, uanset om barnet måtte rejse med ansøgeren tilbage til Iran eller ej. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/142/FAM
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ikke-troende fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder og af sin kærestes familie, fordi kæresten blev gravid uden for ægteskab. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøger mødte den kvindelige ansøger i sin butik i 2010, hvorefter de blev kærester. Ansøger blev inviteret med til sin kærestes lillesøsters bryllup, hvor ansøgeren mødte kærestens familie. Umiddelbart derefter udviklede ansøgeren et stofmisbrug, hvorfor han deltog i et afvænnings- og rehabiliteringsforløb med en varighed på et år. I denne periode havde ansøgeren kun sporadisk kontakt med sin kæreste. I 2017 afsluttede ansøgeren sit afvænnings- og rehabiliteringsforløb og genoptog kontakten til kæresten. Kort herefter blev ansøgerens kæreste gravid, og de besluttede at flytte til Chendar, Iran, af sikkerhedsmæssige årsager. Ansøgeren tog efter tre til fire uger tilbage til sin familie i Teheran for at hente gryder og tæpper til ansøgerens hus i Chendar. Under ansøgerens besøg i Teheran, fik han at vide af sin far, at de iranske myndigheder samt ansøgerens kærestes familie havde været på ansøgerens families bopæl for at lede efter ansøgeren. Endvidere blev ansøgeren forsøgt påkørt af ansøgerens kærestes lillebror uden for ansøgerens fars bopæl. Ansøger skyndte sig herefter tilbage til Chendar, hvor han blev med sin kæreste, indtil de sammen udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv til grund. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende, ligesom den mandlige ansøger har forklaret divergerende under sin asylsag. Den mandlige ansøger har i sit asylskema oplyst, at da den kvindelige ansøger var blevet gravid, forventede hun, at hendes mor ville finde en løsning på deres problem, men at deres problem blev mere kompliceret, da den kvindelige ansøgers familie fandt ud af det, og at familien klagede til myndighederne og åbnede en sag mod ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at den kvindelige ansøgers familie pressede hende til at fortælle, hvad der var sket, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at den kvindelige ansøgers familie ikke vidste, at hun var blevet gravid. Den kvindelige ansøger har heroverfor under hele asylsagen fastholdt, at hendes familie ikke var bekendt med, at hun var blevet gravid. Den mandlige ansøger har ligeledes i sit asylskema anført, at den kvindelige ansøgers familie flere gange forsøgte at dræbe ham, mens han under de efterfølgende samtaler har forklaret, at der kun var tale om et drabsforsøg. Den mandlige ansøger har ikke kunnet give en plausibel forklaring på disse divergenser. Videre finder Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at den kvindelige ansøgers familie skulle være i stand til at finde frem til den mandlige ansøgers familie, alene på baggrund af, at familien blev præsenteret for ham til en bryllupsfest seks år tidligere, og uden at familien var bekendt med, at ansøgerne havde genoptaget kontakten. Det forekommer ligeledes påfaldende, at den kvindelige ansøgers lillebroder dels skulle kunne genkende den mandlige ansøger – og at den mandlige ansøger skulle genkende lillebroderen – efter at de kun var blevet præsenteret for hinanden ved én lejlighed, seks år tidligere, dels at lillebroderen skulle være til stede ved den mandlige ansøgers bopæl, da denne kortvarigt besøgte sit hjem efter at have været bortrejst flere uger. Efter en samlet vurdering har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved udrejsen fra Iran var i asylbegrundende risiko for forfølgelse eller overgreb. Ansøgerne har – i modsætning til under samtalerne med Udlændingestyrelsen – under nævnsmødet demonstreret et vist kendskab til kristendommen. Begge ansøgerne er imidlertid først blevet døbt efter at have fået afslag på opholdstilladelse, og deres datter er ikke blevet døbt, nu mere end seks måneder efter ansøgernes dåb. Den mandlige ansøger har under asylsamtalen [efterår] 2018 pointeret, at han er agnostiker, mens han under gensamtalen [efterår] 2018 har oplyst, at han er blevet kristen og under samme samtale har oplyst og bekræftet, at det for ham er fællesskabet i og omkring kirken, mere end det religiøse og teologiske aspekt, der gør, at han kommer i kirken. Endelig har ingen af ansøgerne kunnet redegøre for deres overvejelser i anledning af og deres bevæggrunde for konvertering, ligesom de ikke har kunnet redegøre for deres indre overbevisning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes konvertering ikke er reel. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/141/MLVT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i år 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født i Rumadi, Irak, men kommer oprindelig fra og er statsborger i Iran. Klagerens familie flyttede tilbage til Iran, da klageren var barn. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter, at han vil blive anholdt og udsat for tortur af de iranske myndigheder som følge af, at han har kørt sin politisk aktive fætter fra den irakiske grænse til Kermanshah. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold for kurdere og personer, der er født og opvokset i Irak. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han på et tidspunkt i 2008 kørte sin fætter [A] til Kermanshah, så [A] kunne besøge sin lillebror. [A] var politisk aktiv for KDPI og bosiddende i Irak. Samme nat fik klageren besked om, at hans bopæl var blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som havde fået kendskab til, at klageren havde kørt [A] til Kermanshah. Den følgende aften udrejste klageren illegalt af Iran til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren – herunder under mødet i Flygtningenævnet – på væsentlige punkter har forklaret divergerende, uklart og afglidende om centrale punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til den tid, der er gået mellem samtalerne i Udlændingestyrelsen samt i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har nærmere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, om han havde mødt sin fætter – og hvor mange gange – forud for, at han kørte fætteren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvordan han og fætteren kom i kontakt med hinanden, hvor de mødtes, og om, hvorvidt de krydsede grænsen til Iran i bilen eller ej. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet i forhold til sine forklaringer i Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvor mange gange hans far blev taget med på politistationen og afhørt. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har svaret uklart og afglidende på spørgsmålene om sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har konkrete konflikter med myndighederne, der medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Iran, herunder for etniske kurdere og personer, der er født og opvokset i Irak, ikke er af en sådan karakter, at klageren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder herefter, at udlændingelovens § 31, stk. 2. ikke er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2019/134/sme
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder uden bestemt religiøs overbevisning fra Vest-Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv for Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i foråret eller sommeren 2014 begyndte at udføre forskellige aktiviteter for partiet sammen med sin ven [P] og et par gange sammen med en mand ved navn [K]. Aktiviteterne bestod i at skrive politiske slogans med graffiti og uddele løbesedler. Ansøgeren fortsatte sine politiske aktiviteter frem til 2016, da hans far blev indkaldt til afhøring hos efterretningstjenesten, hvorefter ansøgeren stoppede sine aktiviteter af frygt for at blive opdaget. Ansøgeren udrejste af Iran sammen med sine forældre og sin bror den 19. september 2017. Flygtningenævnet kan konstatere, at ansøgerens søster [B] har fået ophold i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hun under samtalerne med styrelsen har forklaret om aktiviteter for KDP. Ansøgerens forældre har forklaret konsistent om, at den mandlige ansøger i tre tilfælde har været indkaldt hos efterretningstjenesten, hvor han hovedsagligt er blevet afhørt om [B]’s politiske forhold. Forældrenes forklaring støttes af ansøgerens og [B]’s forklaringer, ligesom det fremgår af baggrundsoplysninger, at familiemedlemmer kan blive indkaldt til afhøring som følge af andre familiemedlemmers politiske aktiviteter. Uanset at nævnet ikke finder ansøgerens og ansøgerens fars forklaringer om deres egne politiske aktiviteter troværdige, og uanset at familien er udrejst legalt på eget pas, finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering ikke, at det kan udelukkes, at familien på grund af [B]’s forhold og deres flugt til udlandet vil være i de iranske myndigheders søgelys i forbindelse med en tilbagevenden til Iran. Det forekommer sandsynligt, at den iranske efterretningstjeneste i forbindelse med disse afhøringer vil få kendskab til ansøgerens og ansøgerens fars politiske aktiviteter for KDP i Danmark. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved hjemrejse vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne, hvorfor betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/133/CERA
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere uden bestemt religiøs overbevisning fra Vest-Aserbajdsjan, Iran. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv for Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI). Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst at være blevet sympatisør for det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) siden sin ankomst til Danmark. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at udføre aktiviteter for partiet omkring år 2011 efter opfordring fra sin ven [A]. Ansøgeren har videre oplyst, at han har været til i alt tre afhøringer hos efterretningstjenesten i henholdsvis efteråret 2016 samt foråret og sommeren 2017, hvor han blev spurgt ind til sine egne og sin datter [B]’s politiske aktiviteter. I [sommeren] 2017 blev ansøgeren opsøgt af [A], som rådede ham til at forlade landet, idet han fortalte, at ansøgeren var i livsfare. Ansøgeren udrejste herefter af Iran med sin ægtefælle og deres to børn [C] og [D] [i efteråret] 2017. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og udsat for fysiske og seksuelle overgreb af myndighederne som følge af sin ægtefælles og sine børns politiske aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun først blev bekendt med sin families politiske aktiviteter samt sin ægtefælles tre afhøringer hos den iranske efterretningstjeneste efter sin indrejse i Danmark. Flygtningenævnet kan konstatere, at ansøgernes datter [B] har fået ophold i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hun under samtalerne med styrelsen har forklaret om aktiviteter for KDP. Ansøgerne har forklaret konsistent om, at den mandlige ansøger i tre tilfælde har været indkaldt hos efterretningstjenesten, hvor han hovedsagligt er blevet afhørt om [B]’s politiske forhold. Ansøgernes forklaring støttes af både [D]’s og [B]’s forklaringer, ligesom det fremgår af baggrundsoplysninger, at familiemedlemmer kan blive indkaldt til afhøring som følge af andre familiemedlemmers politiske aktiviteter. Uanset at nævnet ikke finder den mandlige ansøgers og sønnen [D]’s forklaringer om deres egne politiske aktiviteter troværdige, og uanset at familien er udrejst legalt på eget pas, finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering ikke, at det kan udelukkes, at familien på grund af [B]’s forhold og deres flugt til udlandet vil være i de iranske myndigheders søgelys i forbindelse med en tilbagevenden til Iran. Det forekommer sandsynligt, at den iranske efterretningstjeneste i forbindelse med disse afhøringer vil få kendskab til den mandlige ansøgers og [D]’s politiske aktiviteter for KDP i Danmark. Nævnet finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved hjemrejse vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne, hvorfor betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/132/CERA
Nævnet omgjorde i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og ateist fra Karaj, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Klageren oplyste til støtte herfor, at han i [foråret] 2012 blev tilbudt en stilling som vagt ombord på et rutefly. Han fik tilbuddet gennem sin ven, [A], der arbejdede for den iranske efterretningstjeneste. En uge efter tilbuddet blev klageren hentet af [A] og kørt til et øde område i Karaj og fik fremvist en lagerbygning med fangeceller, hvor han så to fanger blive udsat for tortur. Tre dage efter blev klageren opsøgt af [A], som oplyste, at klageren skulle komme til et forberedende møde vedrørende deltagelse i en festival, hvor klageren skulle filme demonstranter og modstandere af styret, samt udøve vold mod disse. Klageren, der ikke ønskede at gøre dette, tog herefter ophold hos en bekendt og mødte ikke op til mødet eller festivalen. Klageren blev efterfølgende bekendt med, at hans bopæl var blevet ransaget [foråret] 2012. Klageren udrejste herefter af Iran. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise klagerens forklaring, uagtet at dele af forklaringen forekom bemærkelsesværdigt. Udlændingestyrelsen fandt således, at det ikke kunne udelukkes, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. [Foråret] 2018 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Klageren var [efteråret] 2018 til en ny samtale ved Udlændingestyrelsen. [Primo] 2019 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren i forbindelse med samtalen [foråret] 2018 havde forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv, herunder fordi klageren ikke havde oplyst om at han havde været bosiddende i Indien i 2011, hvilket fremgik af klagerens tidligere Facebook-profil. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv henvist til, at han i Danmark har været politisk aktiv, idet han i perioden fra 2012 til 2016 har deltaget i fire demonstrationer foran den iranske ambassade. Klagerens advokat har i første række fremsat en påstand om, at Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2019 skal tilsidesættes som ugyldig, jf. forvaltningslovens § 19. Ved vurderingen af denne påstand henviser Flygtningenævnet til, at Udlændingestyrelsen [efteråret] 2018 har indkaldt klageren til en samtale [efteråret] 2018 med orientering blandt andet om, at man har brug for yderligere oplysninger i forbindelse med behandlingen af klagerens sag om forlængelse af opholdstilladelsen. Nævnet henviser endvidere til, at Udlændingestyrelsen under samtalen med klageren [efteråret] 2018 indledningsvis har orienteret klageren om, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med undersøgelse af klagerens sag er kommet i besiddelse af oplysninger, der knytter sig til klagerens rejseaktiviteter og identitet, og at han derfor er indkaldt til samtalen. Det fremgår af referatet af samtalen, at klageren er informeret om, at oplysningerne vedrører spørgsmålet om, hvorvidt han har været bosat andre steder, end han tidligere har oplyst, forinden han søgte om asyl i Danmark. Det fremgår endvidere, at klageren under samtalen har fået lejlighed til at udtale sig om denne oplysning, og at klageren har fået mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger og yderligere dokumentation til samtalen inden for en frist på tre uger. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at Udlændingestyrelsens afgørelse [primo] 2019 om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er truffet i strid med forvaltningslovens § 19 om partshøring. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaringer om asylmotivet, at der ikke foreligger et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv, forinden han blev meddelt opholdstilladelse, og at opholdstilladelsen derfor er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren i det væsentlige har forklaret sammenhængende og troværdigt om centrale dele af asylmotivet, og at forekommende divergenser ikke kan anses for at have en sådan betydning, at der er tale om et svigagtigt forhold. Det indgår i vurderingen, at der er forløbet mere end seks år mellem klagerens første samtale i 2012 med Udlændingestyrelsen og den anden samtale i 2018, og at klageren over for nævnet har forklaret overbevisende om baggrunden for, at han er blevet forsøgt rekrutteret af den iranske efterretningstjeneste, og hans modvilje herimod, hvilket forhold har ført til klagerens flugt og udrejse af Iran. Klageren har hertil på en troværdig måde redegjort for de divergerende oplysninger. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/131/cabv
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren asyl. Ansøgeren har som asylmotiv ved den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han i Iran er konverteret fra islam til kristendommen. I genoptagelsesanmodningen har ansøgeren henvist til, at han fortsat er aktiv kristen og har yderligere som sur place motiv henvist til, at han nu som følge af, at han under en fremstilling for den iranske ambassade har oplyst for de iranske myndigheder, at han er konverteret og praktiserer sin tro, er kommet i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren vedholdende, siden han ankom til Danmark, har oplyst, at han er konverteret, ligesom han også i hele perioden har deltaget i kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet demonstreret et godt kendskab til kristendommen, ligesom han på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre overbevisning og sine overvejelser omkring sin konversion. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran ønsker at leve som kristen. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/130/CMA
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren asyl. Ansøgeren har som asylmotiv ved den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han i Iran er konverteret fra islam til kristendommen. I genoptagelsesanmodningen har ansøgeren henvist til, at han fortsat er aktiv kristen og har yderligere som sur place motiv henvist til, at han nu som følge af, at han under en fremstilling for den iranske ambassade har oplyst for de iranske myndigheder, at han er konverteret og praktiserer sin tro, er kommet i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren vedholdende, siden han ankom til Danmark, har oplyst, at han er konverteret, ligesom han også i hele perioden har deltaget i kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet demonstreret et godt kendskab til kristendommen, ligesom han på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre overbevisning og sine overvejelser omkring sin konversion. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran ønsker at leve som kristen. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/129/CMA
Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder, sunni-muslim og født i al-Tash-lejren i Irak. Klageren er statsborger i Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, hvis han tager ophold i Iran. Klageren frygter, at myndighederne vil efterstræbe ham, fordi de vil anse hans forældre for at være politisk aktive. Klageren har samtidig henvist til, at han er kurder, og at de iranske myndigheder begår overgreb mod kurderne. Herudover har klageren henvist til, at han ikke kan tage ophold i Iran, fordi han ikke har nogen iranske id-dokumenter. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i al-Tash-lejren og sidenhen flyttede til Barika-lejren i Irak sammen med sin familie. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set i overensstemmelse med den oprindelig meddelte opholdstilladelse er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved Retten i Randers dom af [efteråret] 2016, som stadfæstet af Vestre Landsret, dømt for overtrædelse af straffelovens § 245. Han er idømt en fængselsstraf på tre måneder og udvisning med indrejseforbud i seks år. Klageren var på gerningstidspunktet 19 år. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet, og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold udover ikke-overholdelse af meldepligt. Det fremgår af dommen, at volden er opstået på baggrund af en gensidig uoverensstemmelse, hvorved klageren selv brækkede næsen. Det fremgår videre, at der alene skete begrænsede skader ved den begåede voldsudøvelse. Flygtningenævnet finder, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette efter omstændighederne kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Henset til omstændighederne ved det begåede forhold og den udmålte straf finder Flygtningenævnet imidlertid, at klageren ikke kan anses for at udgøre en sådan fare for samfundet, at der skal ske udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/125/CRT
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og fra Rasht, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har en religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far og sin farbror, fordi hun har giftet sig uden farens tilladelse. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin far eller de iranske myndigheder, fordi hun er frafaldet islam. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [A], til en vielse i Iran. Ansøgeren mødtes med ham i en park i Teheran nogle dage senere. Efter at [A] havde fortalt ansøgeren, at han boede i Danmark, friede han til hende i parken. [A] rejste tilbage til Danmark 20 dage senere. Ansøgeren og [A] holdt kontakten ved hjælp af Skype og Viber. Ansøgeren fortalte sin mor om forholdet, men ikke sin far, idet faren var en meget streng mand. Moren valgte alligevel at fortælle faren om ansøgerens forhold til [A]. Ansøgerens far blev vred. Hun blev derfor udsat for grove fysiske overgreb, hvorefter hun blev kørt på hospitalet af sin mor og hendes ene bror, Mustafa. Ansøgeren blev udskrevet kort tid efter. Efter udskrivelsen var ansøgeren sengeliggende i 10 dage. Hun flyttede herefter fra sine forældres bopæl, uden farens samtykke, til sin mors kusine, Mozhgan, i byen Rasht. Ansøgeren blev viet med [A], uden at han var til stede under vielsen. Ansøgeren påbegyndte herefter sin ansøgning om visum til Danmark. Ansøgeren fik afslag på sin visumsansøgning. Ansøgeren skaffede sig herefter et falsk schengenvisum til Italien og rejste til Danmark. Mens ansøgeren skjulte sig for sin far, ringede han gentagne gange til hende. Faren kunne ikke finde frem til, hvor ansøgeren opholdt sig. Efter indrejsen i Danmark besluttede ansøgeren sig for, at hun ikke længere ville være praktiserende muslim. Et flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at det ikke havde nogen konsekvenser for hendes mor, at ansøgeren flyttede hjemmefra, til gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at moderen blev udsat for grove fysiske overgreb af faderen, da ansøgeren var flyttet, og da hun blev foreholdt denne divergens til gensamtalen og nævnsmødet, at hun formodede, at moderen blev udsat for pres. Videre forekommer det usandsynligt, at ansøgeren af sin angiveligt meget kontrollerende far fik tilladelse til at tage alene til Teheran, hvor hun mødte sin nuværende ægtefælle, og at ansøgerens mor kunne finansiere den største del af ansøgerens udrejse ved at sælge smykker og låne penge, uden at faderen opdagede det. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at ansøgerens far og farbror, der havde høje stillinger indenfor politiet, ikke skulle være i stand til at finde frem til [A] og dennes familie, henset til at begge vielser er registreret hos myndighederne, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne opholde sig i Iran i ca. 2 år, efter den første registrerede vielse – i noget af perioden hos Mina, hvis adresse faderen kendte, og i noget af perioden hos svigerfamilien – og i denne periode ligeledes føde et barn på hospitalet, uden at faderen fandt hende. Endelig forekommer det usandsynligt, at moderen kunne tilbringe flere dage hos ansøgeren på hospitalet efter fødslen, uden at faderen fandt ud af det. Hertil kommer, at ansøgeren i sin visumansøgning har oplyst, at hun ikke har private konflikter, at ansøgeren udrejste legalt på eget pas, og at ansøgeren først [i sommeren] 2017 søgte asyl, efter at være indrejst i Danmark [i slutningen af] 2016 og efter påny at have fået afslag på familiesammenføring [i sommeren] 2017. Det forhold, at ansøgeren ikke har nogen religion, er ikke i sig selv asylbegrundende. Efter en samlet vurdering finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/123/FAM
Nævnet omgjorde i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i år 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i starten af] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet vurderede, at klagerens forklaring om sit asylmotiv i det væsentlige kunne lægges til grund. Udlændingestyrelsen nægtede [i efteråret] 2018 at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har for Flygtningenævnet påstået, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er musiker og spiller metalmusik. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han en aften i slutningen af [efteråret] 2010 gav koncert med sit metalband, da en gruppe bevæbnede civilklædte betjente pludselig brød ind og stoppede koncerten, i hvilken forbindelse klageren blev tilbageholdt og fængslet. Det lykkedes klageren at flygte fra fængslet ved hjælp af sin far, hvorefter han straks udrejste af Iran. Indledningsvist bemærkes, at der er forløbet mere end 6 år mellem klagerens forklaring for Flygtningenævnet i den oprindelige asylsag og forklaringen i Udlændingestyrelsen vedrørende forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Klageren har for nævnet afgivet en troværdig og sammenhængende forklaring, herunder har han på plausibel måde redegjort for uoverensstemmelser i hans tidligere forklaringer. Henset til karakteren af de divergenser, der har været i klagerens forklaring, og de uoverensstemmelser der har været mellem klagerens og dennes brors forklaringer sammenholdt med den forløbne tid, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er grundlag for at fastslå, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv. De uoverensstemmelser som Udlændingestyrelsen har påpeget vedrørende klagerens og dennes families navne og om kontakten mellem klageren og hans familie vedrører klagerens generelle troværdighed og har således ikke direkte betydning for klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder, at disse uoverensstemmelser ikke i sig selv er tilstrækkelige til, at Udlændingemyndighedernes bevisbyrde for, at klageren bevidst har udvist svig, der har ført til, at han blev meddelt opholdstilladelse, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at der ikke er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/115/TLNJ
Nævnet omgjorde i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens forklaring om asylmotivet blev lagt til grund. Udlændingestyrelsen nægtede [i efteråret] 2018 at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med det iranske præsidentvalg i 2009 blev aktiv for Den Grønne Bevægelse, idet han blandt andet uddelte grønne armbånd og ulovlige bøger samt deltog i demonstrationer. Omkring en til to måneder inden sin udrejse deltog klageren i en demonstration sammen med sin ven [A], hvor de blev stoppet af politiet, der fandt, hvad de mente var regimekritisk materiale i [A]’s rygsæk. Klageren blev herefter tilbageholdt. Klageren vågnede senere på et hospital, hvorfra hans far fik ham løsladt mod kaution. En dag blev klageren ringet op af sin nabo, som fortalte, at politiet havde ransaget og beslaglagt en lang række ting fra klagerens bopæl samt anholdt hans far. Klageren udrejste herefter af Iran. Indledningsvist bemærkes, at der er forløbet mere end 5 år mellem klagerens forklaring i Udlændingestyrelsen under den oprindelige asylsag og forklaringen i Udlændingestyrelsen vedrørende inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Klageren har for nævnet afgivet en troværdig og sammenhængende forklaring, herunder har han på plausibel måde redegjort for de uoverensstemmelser, der er påvist i hans tidligere forklaringer. Henset til karakteren af de divergenser, der har været i klagerens forklaring, og de uoverensstemmelser der har været mellem klagerens og dennes brors forklaringer sammenholdt med den forløbne tid, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er grundlag for at fastslå, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv. De uoverensstemmelser som Udlændingestyrelsen har påpeget vedrørende klagerens og dennes families navne og om kontakten mellem klageren og hans familie vedrører klagerens generelle troværdighed og har således ikke direkte betydning for klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder, at disse uoverensstemmelser ikke i sig selv er tilstrækkelige til, at Udlændingemyndighedernes bevisbyrde for, at klageren bevidst har udvist svig, der har ført til, at han blev meddelt opholdstilladelse, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/114/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og fra Teheran, Iran. Ansøgeren er født shia-muslim af trosretning og har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling eller henrettelse af de Iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes tidligere ægtefælle i Iran under deres ægteskab har udsat hende for vold og truet hende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun inden sin udrejse af Iran begyndte at interessere sig for kristendommen, og at hun havde en kusine, som var kristen. Ansøgeren startede med at interessere sig for kristendommen, for at få et asylmotiv, men senere begyndte hun at tro oprigtig på kristendommen, og hun fandt ro gennem kristendommen efter en hård skilsmisse. Ansøgeren fik af sin kusine i Iran en CD med kristne salmer på farsi, som ansøgeren begyndte at lytte til, ligesom ansøgeren læste i Bibelen. Ansøgeren er også efter ankomsten til Danmark kommet i forskellige kirker. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun har været udsat for vold fra sin tidligere ægtefælle, og at hun tre gange har været indlagt på lukkede psykiatriske afdelinger i Danmark. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel ændret indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren er blevet døbt, og at hun angiveligt har deltaget i flere gudstjenester. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget højde for ansøgerens individuelle forhold og forudsætninger, herunder at ansøgeren formentlig har alvorlige psykiske problemer. Det hører med til vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring om sin konversion, at hun har oplyst, at hun alene begyndte at læse i biblen og interessere sig for kristendommen for at få et asylmotiv, og at hun i øvrigt i sit asylansøgningsskema og under den første samtale med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalen) fremkom med en række urigtige oplysninger om sit asylmotiv og sin rejserute til Danmark. Ansøgeren er blevet døbt i Danmark [i starten af] 2018. Hun har ifølge sin egen forklaring imidlertid ikke deltaget i nogen dåbsforberedelse, og hendes kendskab til kristendommen er særdeles sparsom. Det kendskab til den kristne religion, som hun har udtalt sig om, har desuden kun i begrænset omfang været korrekt. Hun har ikke over for Udlændingestyrelsen og således først for nævnet kunnet svare sikkert på, at hun nu angiveligt er kristen, og hendes forklaring for navnlig Udlændingestyrelsen peger mest i retning af, at hun har defineret sin helt egen tro, der er baseret på elementer fra islam og kristendommen. Hertil kommer, at der ikke er noget, der tyder på, at hun vedvarende og regelmæssigt har deltaget i kristne aktiviteter, idet hun i hvert fald i visse perioder ikke har deltaget i gudstjenester eller lignende. Der er således ikke holdepunkter i sagen for at antage, at ansøgerens konversion til kristendommen er udtryk for en reel ændret indre overbevisning, og der er tilsvarende ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran med rimelighed må forventes at ville udøve religiøse kristne aktiviteter på en sådan måde, at det kan bringe hende i konflikt med myndighederne eller andre. Tilsvarende er der ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerens noget påfaldende adfærd og udtalelser, der formentlig kan henregnes til hendes psykiske tilstand, vil kunne bringe hende i risiko for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/113/ajev
Nævnet meddelte i august 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran. Ansøgeren har tidligere tilhørt trosretningen yari og har oplyst, at han efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har om sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, idet han har hjulpet og været politisk aktiv for det kurdisk demokratiske parti i Iran, samt at han frygter myndighederne som følge af sin brors politiske aktiviteter, hvilket førte til, at ansøgeren blev pålagt en meldepligt, som ansøgeren brød. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran, idet han i Danmark er konverteret til kristendommen og har været aktiv på sociale medier, hvor han blandt andet har kritiseret islam og den iranske regering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet oplyst, at han har gået til undervisning og gudstjenester i forskellige kirker i Danmark, ligesom han er blevet døbt. Ansøgeren har oplyst om sin kristne tro på de sociale medier. Ansøgeren har ligeledes på forskellige sociale medier offentligt kritiseret den iranske regering og støttet oppositioner til den iranske regering. Ansøgeren har endvidere kritiseret den iranske regering og opfordret til demonstrationer. Ansøgeren har i forbindelse med sin aktivitet på sociale medier modtaget trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i Iran, idet nævnet finder forklaringen herom utroværdig. Nævnet henviser herved til den tidligere afgørelse herom fra Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke kan betragtes som reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2016 oplyste, at han ikke interesserede sig for andre religioner, og at han da mente, at han ikke kunne finde på at konvertere til en anden religion. Ansøgeren er da også først begyndt at gå i kirke i sommeren 2016, hvilket er omtrent samtidig med, at han modtog afslag på asyl af Udlændingestyrelsen, og han er først blevet døbt efter at have modtaget afslag på asyl fra Flygtningenævnet. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring på nævnsmødet om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere fremstår ureflekterede og usammenhængende. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter på internettet, finder Flygtningenævnet det indledningsvis tvivlsomt, om disse aktiviteter er udtryk for reelle holdninger af religiøs og politisk karakter. Nævnet lægger herved vægt på dels det ovennævnte om, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke kan betragtes som reel, dels – for så vidt angår de politiske aktiviteter – at det forekommer påfaldende, at ansøgeren først har valgt at blive politisk aktiv efter at have modtaget endeligt afslag på asyl. Flygtningenævnet må efter det oplyste lægge til grund, at ansøgeren på internettet, navnlig Instagram, har givet udtryk for holdninger, der er kritiske over for styret i Iran. Selvom ansøgeren på sin Instagramprofil har postet flere opslag mod det iranske præstestyre, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke grundlag for at antage, at de iranske myndigheder har et sådant kendskab til disse aktiviteter, at ansøgeren af den grund er i risiko ved tilbagerejse til Iran. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på det ovenfor anførte om, at ansøgeren ved sin udrejse af Iran ikke havde konflikter med myndighederne i Iran og derfor ikke var i deres søgelys. Det er endvidere tillagt vægt, at ansøgerens profil nok er oprettet i eget navn, men der optræder mange profiler på Instagram under det samme navn. Ansøgeren har imidlertid også postet videoer af sig selv, der udtaler forskellige kritiske holdninger til præstestyret, og har for nævnet forevist blandt andet kommentarer hertil med trusler mod ansøgeren i anledning af disse udtalelser. Flygtningenævnets flertal har navnlig på den baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring, hvorefter han er profileret over for de iranske myndigheder. Flertallet finder det derfor efter en konkret vurdering i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/107/AJEV
Nævnet hjemviste i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen fandt ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om det nye asylmotiv, som hun havde gjort gældende, efter at hun i Danmark havde forladt sin daværende ægtefælle, hvorefter hun frygtede, at hendes herboende familie eller familien i Irak ville udsætte hende for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen nægtede [i foråret] 2019 at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren har fortaget rejser på ferie eller andet korterevarende ophold til Irak, og at forholdene, der har begrundet opholdstilladelse, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie og af familien til sin daværende ægtefælle. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Irak. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes svigerfamilie kort tid efter hendes ankomst til Danmark begyndte at behandle hende dårligt, idet de råbte og skældte hende ud og slog efter hende. Klageren, der siden sin indrejse er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle, har videre oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være tvunget til at tage ophold hos sine forældre, som vil gøre hende fortræd, så snart hun vender permanent tilbage. Klageren har i ansøgningen om ophævelse af rejsebegrænsningen i sit fremmedpas – modtaget af Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015, anført, at hun ville se sin familie i Irak i perioden [slutningen af] 2015 til [starten af] 2016, og at hun skulle bo på hotel. Klageren har imidlertid under Udlændingestyrelsens behandling af ansøgningen om forlængelse af klagerens opholdstilladelse flere gange forklaret, at hun alligevel ikke boede på hotel, men at hun under hele opholdet boede hos sine forældre. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har klageren imidlertid forklaret, at hun boede på hotel, og at hun kun kortvarigt så sine forældre på hospitalet. Klageren har endvidere under Udlændingestyrelsens behandling af sagen forklaret, at hun kun tog til Irak for at betale for sin brors behandling på hospitalet, hvor han var indlagt med livstruende skader efter en kamphandling. Klageren har i den forbindelse for Flygtningenævnet forklaret, at broderen blev såret en uge inden hendes udrejse, og at det var baggrunden for, at hun udrejste. Dette stemmer imidlertid ikke med, at klageren ansøgte om ophævelse af sin rejsebegrænsning, inden broderen angiveligt kom til skade. Klageren har yderligere forklaret divergerende om, hvordan hun skaffede pengene til broderens hospitalsophold. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge klagerens forklaring om baggrunden for hendes ophold i Irak til grund og lægger i stedet til grund, at der reelt var tale om et ferieophold, hvor hun ikke blev udsat for asylrelevante overgreb. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun er religiøst viet med sin herboende irakiske kæreste, at de har været kærester i 4 år, og at de har haft fælles bopæl siden [starten af] 2018. Klageren har endvidere i ansøgningen om ophævelse af rejsebegrænsningen i sit pas anført, at hun ikke havde problemer i Irak, og under samtalen hos Udlændingestyrelsen – der fandt sted efter hendes ophold i Irak i efteråret 2015 – har klageren forklaret, at hun havde planer om at vende tilbage på ferie for at besøge sin familie. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, og henset til, at baggrunden for, at klageren oprindeligt blev meddelt asyl, var risikoen for, at hun blev tvunget til at tage ophold hos hendes daværende ægtefælles familie og sammenholdt med, at klageren nu er blevet skilt og har indgået nyt religiøst ægteskab, finder Flygtningenævnet, at forholdene har ændret sig på en sådan måde, at det kan lægges til grund, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse, herunder heller ikke nyt tvangsægteskab, i hjemlandet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at nægte klageren forlængelse af hendes opholdstilladelse som udgangspunkt er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4. Da klagerens personlige forhold, herunder navnlig det nu anførte om klagerens nye religiøst indgåede ægteskab og kærestens mulighed for at tage ophold i Irak, ikke er tilstrækkeligt belyst, hjemvises sagen imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens påstand til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende udlændingelovs § 19, stk. 7.” Irak/2019/94/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af religiøs overbevisning, fra Duhok, Kurdistan, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Irak frygter at blive henrettet eller fængslet af de irakiske myndigheder, sin familie, sin stamme og befolkningen generelt, hvis de får kendskab til, at han har haft seksuelt samkvem med en anden mand, og de ser det billede, der er blevet taget af ham fuld og nøgen sammen med en anden mand. Han frygter endvidere, at familien til [A], en pige, som han har haft et forhold til, vil slå ham ihjel eller få ham fængslet. Til støtte for sit asylmotiv har han oplyst, at han er biseksuel og har haft seksuelt samkvem med andre mænd. En dag blev han ringet op af ukendte personer, som sagde, at han var biseksuel, og at de havde et billede af ham fuld og nøgen sammen med en anden mænd. Manden hedder [B]. Efter første ophold skiftede han telefonnummer. De ukendte personer blev ved med at ringe til ham. Ansøgeren er i alt blevet kontaktet og truet seks gange. De ukendte personer har truet med at offentligøre billedet af ham, hvis ikke han betalte dem penge. Ansøgeren har i alt betalt 17.000 US dollars til de ukendte personer. Han blev truet første gang i marts 2017 og sidste gang i april 2018. Han udrejste legalt af Irak den [Foråret] 2018. Efter sin udrejse af Irak, er ansøgerens far blevet kontaktet telefonisk tre-fire gange af ukendte personer, som har spurgt efter ansøgeren. Til støtte for sin frygt for [A]s familie, har ansøgeren oplyst, at de blev kærester i 2014. Ansøgeren fortalte [A], at han ville udrejse af Irak, og hun ville med ham. De besluttede sig for, at ansøgeren skulle udrejse legalt, og hun skulle udrejse illegalt, og de skulle mødes i Tyrkiet. Ansøgeren har ikke set [A] siden [foråret] 2018, dagen før hans udrejse af Irak. [A]s familie opdagede, at hun ville udrejse og hun udrejste derfor aldrig af Irak. [A]s familie har et par gange opsøgt ansøgerens familie og spurgte efter ham. Ansøgeren frygter, at [A]s familie vil slå ham ihjel, fordi han har krænket deres ære. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet afpresset på grund af sin biseksualitet til grund. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge til grund, at der eksisterer et kompromitterende billede af ansøgeren, som vil blive offentliggjort. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle have haft seksuelt samkvem med en anden mand, mens der var andre til stede, som han ikke kendte, fremstår utroværdig, når der henses til den fare, der var forbundet med forholdet. Ansøgerens forklaring om, at de ukendte tilstedeværende tog et billede af ham, hvor han ligger nøgen sammen med den anden mand og derefter afpressede ham, fremstår tillige utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren turde bringe sig i en sådan situation og på, at hans forklaring om billedet og afpresningen samt hans kendskab til afpresserne fremstår udetaljeret og usammenhængende. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende, at ansøgeren ikke kan forklare nærmere om aftenens forløb, de tilstedeværende personer, eller den situation han angiveligt havde bragt sig selv i den pågældende aften. Han kan heller ikke forklare nærmere om eller uddybe forholdene vedrørende de efterfølgende seks afpresningssituationer. Han har dertil forklaret divergerende om omfanget af sin kontakt med afpresserne. Han har således både forklaret, at han havde kontakt med dem udøver de situationer, hvor han blev afpresset, og at han ikke havde det. Det forekommer også utroværdigt, at billederne ikke blev offentliggjort, da ansøgeren betalte et lavere beløb, end han angiveligt skulle, eller efter han udrejste og helt undlod at betale, såfremt der var et billede at offentliggøre. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [A]s familie til grund. Der er herved lagt vægt på, at han har forklaret divergerende og udbyggende om konflikten med [A]s familie. Han har således forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt [A]s familie havde våben med, da de angiveligt opsøgte hans familie og om, hvorvidt de truede hans familie og ham eller, om de blot spurgte efter ham. Ansøgeren svarede under nævnsmødet afglidende og undvigende på de stillede spørgsmål, og han var ikke i stand til at redegøre nærmere for sit asylmotiv. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2019/89/NABR
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk yazidi og tilhører religionen yazidi fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af terrorgrupper, herunder Al-Qaeda og ISIL, idet han er yazidi af trosretning. Videre har ansøgeren henvist til, at han ingen rettigheder har i Irak, fordi han er yazidi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at to bilbomber sprang den 7. september 2017 udenfor hans families butik, hvor ansøgeren og familien solgte alkohol. Ansøgerens bror blev i den forbindelse slået ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at ISIL indtog byen, Zingart, den 3. august 2014, hvor de derboende yazidier blev udsat for voldtægt og slået ihjel. [I sommeren] 2014 forlod ansøgeren sin hjemby, Bashika. ISIL indtog den 6. august 2014 Bashika, som var blevet forladt af alle yazidier få dage forinden. Ansøgeren har om forholdene for yazidierne oplyst, at de ikke har nogen rettigheder, og da ansøgerens bror døde, fik familien ikke udbetalt pension. Ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende i forhold til den forklaring, han har afgivet til oplysnings- og motivsamtalen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han talte grimt om islam og koranen, da han 10 dage efter bombeattentatet blev ringet op af dem, der stod bag attentatet. Den person, der ringede til ham, sagde, at det ikke var ansøgerens bror, men ansøgeren, der var målet for bomben. Denne oplysning fremgår ikke af asylansøgningsskemaet, og i modsætning hertil har ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hverken han eller familien havde modtaget nogen trusler, hverken før eller efter bombesprængningerne. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han aldrig har haft personlig kontakt med ISIL, Al-Qaida eller andre terrororganisationer, ligesom han ikke havde konflikter med nogen myndigheder, organisationer, religiøse grupper eller personer. Ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at bombeattentatet var rettet personligt mod ham. ISIL er ikke længere til stede i ansøgerens hjemområde, hvor hans forældre og to søskende nu igen bor. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at hans families bolig to gange er blevet opsøgt af shiitiske militser, der ledte efter ansøgeren, første gang sommeren 2018, ligesom hans fætter, der ligner ansøgeren, for nyligt er blevet tilbageholdt af shiitiske militser, da han blev mistænkt for at være ansøgeren. Flygtningenævnet finder det utroværdigt og usandsynligt, at ansøgeren først nu seks år efter bombesprængningen og de angivelige trusler skulle være efterstræbt af militser. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke personligt har oplevet diskrimination eller chikane fra de irakiske myndigheder i anledning af sin yaziditro. Det forhold, at ansøgeren er yaziditroende, er ikke i sig selv asylbegrundende. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/88/FAM
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Irak frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, [Æ]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [Æ] har udsat hende for fysiske overgreb igennem hele deres ægteskab. Ansøgeren blev giftet bort til [Æ] som 13-årig, og han har siden da udsat hende for forskellige former for vold. [Æ] er oberstløjtnant i Patriotic Union of Kurdistan (PUK) og dermed en magtfuld og indflydelsesrig person. I [sommeren] 2016 besluttede [Æ] og hans bror [B], at ansøgerens niece [N] skulle omskæres. Ansøgeren var imod dette, hvorfor hun kidnappede [N] fra det hospital, hvor hun arbejdede, og hjalp med at skjule hende fra [Æ] og [B]. To dage efter kidnapningen tog ansøgeren tilbage til sin bopæl, hvorefter [Æ] og [B] udsatte hende for grov fysisk vold, hvor hun blandt andet fik skadet sit venstre ben. Ansøgeren meldte [Æ] til politiet, hvilket resulterede i, at [Æ] blev tilbageholdt i et døgn. Efter [Æ] blev løsladt, ringede han til ansøgeren og truede hende på livet. [Æ] ringede også til ansøgerens datter [D1] og truede med at slå ansøgeren ihjel, og han truede også andre familiemedlemmer og slægtninge, hvis de hjalp ansøgeren. Det næste stykke tid gemte ansøgeren sig for [Æ] hos forskellige familiemedlemmer, herunder hendes datter [D1]. Ansøgeren blev dog bedt af sin chef om at passe sit arbejde, hvorfor hun i skjul måtte møde op på hospitalet. Ansøgeren udrejste fra Irak i [efteråret] 2016 på et besøgsvisum til sin herboende datter, [D2]. Ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2016 og indgav ansøgning om asyl [i starten af] 2017. Ansøgeren havde en gang tidligere været i Danmark for at besøge [D2]. Ansøgeren er ikke i kontakt med nogen i Irak på grund af frygten for [Æ]. Hun taler dog en gang imellem med [D1] på [D2]s telefon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende en række centrale forhold for sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe [N]s mor og [N] opholdt sig hos ansøgerens veninde [V], og om hvornår ansøgeren igen tog hjem til sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid, der gik, inden hun modtog behandling på hospitalet, om hvor mange dage hun var - henholdsvis ikke var - på arbejde efter voldsudøvelsen, og om hvorvidt hun også har en datter i Tyskland. Ansøgeren har endvidere forklaret usikkert og afglidende på spørgsmålet om, hvorfor [N]s far lod ansøgeren passe [N], når [N] skulle omskæres samme eftermiddag. Flygtningenævnet henviser endvidere til det, der er anført af Udlændingestyrelsen, vedrørende det påfaldende ved, at ansøgeren først søgte asyl 2 ½ måneder efter, at ansøgeren var ankommet til Danmark, sammenholdt med det er tidsmæssigt påfaldende ved, at ansøgeren søgte visum få dage efter, at hendes datter [D2] havde været på besøg i Irak. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har forladt Irak på grund af vold og anden nedværdigende behandling udøvet af hendes ægtefælle og svoger, til grund. De retsdokumenter, der er fremlagt under sagen, kan ikke føre til en anden vurdering. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/87/MGO
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Duwaaniyya, Al Wasat, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at militserne, herunder Jaish al-Mahdi, Abu al-Fadhel al-Abbas og Saraya al-Salam, vil kidnappe ham eller slå ham ihjel, idet de har truet hans farbrødre og onkel på grund af deres arbejde. Ansøgeren frygter herudover, at de irakiske myndigheder vil tvinge ham til at tilslutte sig militæret eller fængsle ham, såfremt han nægter dette. Endelig frygter ansøgeren den generelle sikkerhedssituation og manglen på arbejde og uddannelse i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans farbrødre, [Y] og [Q], og onkel, [Z], var ansat i det irakiske politi og samarbejdede med amerikanerne efter Saddam Husseins fald. I slutningen af 2004 eller begyndelsen af 2005 var farbrødrene og onklen sammen med amerikanerne i kamp mod militsen Jaish al-Mahdi. I 2006 begyndte ansøgerens farbrødre at arbejde som livvagter for ansøgerens fars familiemedlem, [X]. Halvandet år efter kampen mod Jaish al-Mahdi blev [Y]s søn kidnappet af ukendte gerningsmænd. Han blev fire dage senere bragt hjem af politiet. Herefter modtog familien skriftlige og telefoniske trusler. De skriftlige trusler stoppede på et for ansøgeren ukendt tidspunkt inden en episode i 2010, hvor ukendte gerningsmænd trængte ind i to af familiens huse for at lede efter [Y], [Q] og [Z]. [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, da den holdt parkeret på parkeringspladsen ved ansøgerens fars hus og farmors hus. Ansøgerens kusine blev forsøgt kidnappet af ukendte gerningsmænd fem måneder inden ansøgeren udrejste af Irak. [Z]s bil blev sprængt i luften fire måneder inden [Q]s bil blev sprunget i luften, hvilket skete fem måneder inden ansøgerens udrejse fra Irak. Ansøgeren udrejste legalt af Irak i [sommeren eller efteråret] 2015 sammen med flere familiemedlemmer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende. Ansøgerens asylmotiv vedrører truslen mod ansøgerens familie og knytter sig til en række hændelser, som ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret om. Flygtningenævnet kan i det hele henvise til nævnets begrundelse i afgørelsen vedrørende ansøgerens farbror, [Q], der er sålydende: ”Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og nævnet finder, ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. I relation til de væsentligste hændelser, som ansøgeren har forklaret om, bemærker nævnet: Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og dennes familie har været udsat for tre bilbomber, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om hændelserne. Blandt andet har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtale alene forklaret om to bilbomber mod [Y]s henholdsvis sin egen bil, og har først under de senere asylsamtaler forklaret om en bilbombe mod [Z]s bil. Om bilbomben mod [Y]s henholdsvis sin egen bil har ansøgeren forklaret, at hverken ansøgeren eller [Y] var hjemme, da det skete. Under sin anden asylsamtale har ansøgeren forklaret, at de to hændelser med bilbomberne i 2015 skete med 1-2 dages mellemrum. Endvidere har ansøgeren forklaret, at [Z]s bil blev sprunget i luften, inden ansøgerens egen bil. Ved den tredje asylsamtale har ansøgeren forklaret, at han sammen med [Y] og [X] slukkede ilden, da ansøgerens bil blev ramt af en bilbombe, uden at han har kunnet forklare nærmere om, hvordan de gjorde det. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at bilbomberne i 2015 skete i omvendt rækkefølge. Efter bilbomben mod ansøgerens bil, rejste han med familien til Shamia, mens [Z] og [Z]s familie blev tilbage, hvorefter [Z]s bil blev sprunget i luften. Ansøgerens fars fætter, [X], har om bilbomben mod ansøgerens bil forklaret, at de ringede efter politiet, og at politiet slukkede ilden. Ansøgerens bror, [Y], har til oplysnings- og motivsamtale alene forklaret om bilbomben mod sin egen bil i 2013, men ikke nævnt bilbomberne i 2015. Om baggrunden for familiens flugt i 2015 har [Y] forklaret, at der i 2015 kom en trussel til [X] fra militserne om, at han og hans familie skulle henrettes. Til sin anden asylsamtale har [Y] forklaret, at også ansøgerens bil blev sprunget i luften i 2015, og at han sammen med naboer slukkede ilden. Endvidere har [Y] forklaret, at han var hjemme, da hans egen bil blev ramt af en bilbombe i 2013. Til sin tredje asylsamtale har [Y] – forespurgt – også forklaret om bilbomben mod [Z]s bil, men han har ikke kunnet forklare, hvornår hændelsen fandt sted udover, at det skete mellem de to andre bilbomber i 2013 henholdsvis 2015. Ansøgerens halvbror, [A], har til sin oplysnings- og motivsamtale alene forklaret, at det var ansøgerens bil, der blev udsat for en bilbombe, og indledningsvis til sin anden asylsamtale har [A] forklaret, at ansøgerens og [Z]s biler blev udsat for bilbomber. Derudover har [A] under de senere asylsamtaler forklaret, at ansøgerens og [Z]s biler blev sprunget i luften samtidig, at han var til stede i hjemmet, da det skete, og at han var sammen med blandt andre ansøgeren og [Z]. Til sin tredje asylsamtale har [A] forklaret, at han var hjemme sammen med blandt andre [Y], da bilbomben eksploderede i 2013. Ansøgerens søster, [B], har forklaret, at [Y] ikke var til stede, da [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, og at [Z]s bil blev sprunget i luften to dage før ansøgerens bil i 2015. Ansøgerens nevø, [C], har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [Z]s bil ([C]s far) blev sprunget i luften i 2015, og at hele familien, herunder [C]s forældre, rejste til Shamia dagen efter. Tre familiemedlemmer; ansøgeren, [D]s far, [M], og [C]s bedstefar, blev tilbage for at samle penge og smykker sammen, inden de også flygtede til Shamia. Ansøgerens bil blev derefter sprunget i luften, mens ansøgeren, [M] og [C]s bedstefar var hjemme. Efter en uge i Shamia udrejste familien af Irak. Under en senere samtale har [C] forklaret, at hele familien rejste dagen efter, at ansøgerens bil var sprunget i luften, og at familien herefter udrejste af Irak ca. 3 mdr. senere. Under nævnsmødet har [C] forklaret, at bilbomberne i 2015 skete i omvendt rækkefølge, og at han så ansøgeren, [Y] og [X] komme hjem, inden ansøgerens bil blev sprunget i luften. Ansøgerens nevø, [D], har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgerens og [Y]s biler begge blev sprunget i luften fem måneder inden familiens udrejse i 2015, hvorimod han til de senere samtaler har forklaret, at [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, og at [Z]s bil ligeledes blev sprunget i luften i 2015. Endvidere har [D] forklaret, at ansøgerens og [Y]s biler blev sprunget i luften om natten, og at hverken ansøgeren eller [Y] var hjemme, da de var på arbejde for [X]. Endelig har [D] forklaret, at der gik nogle måneder mellem de to bilbomber i 2015. Ved vurderingen af forklaringerne om bilbomberne har nævnet ligeledes lagt vægt på, at flere familiemedlemmer ikke har kunnet forklare særligt detaljeret om hændelserne, til trods for at de vedrører egne eller nære familiemedlemmers biler, at flere af dem har været til stede, og at bilbomberne var en væsentlig årsag til familiens udrejse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, [C] og [D] under nævnsmødet alle har ændret deres tidligere forklaringer og forklaret samstemmende om hændelsesforløbet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren eller [Y] personligt har modtaget telefoniske trusler eller trusselsbreve, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om episoderne. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og sin anden asylsamtale har forklaret, at han i 2004 modtog en skriftlig trussel i sit hjem, der var rettet mod ham og [Y], men at han og den øvrige familie ikke i perioden derefter frem til deres udrejse i 2015 personligt modtog nogen trusselsbreve. Til sin tredje asylsamtale har ansøgeren forklaret, at han, [Y] og [X] modtog mange trusler over telefonen og via brev, men ansøgeren har ikke kunnet forklare nærmere herom. Ansøgerens bror, [Y], har derimod forklaret, at hverken han eller ansøgeren – bortset fra trusselsbrevet i 2004 – personligt har modtaget telefoniske trusler eller trusselsbreve. Derudover har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgeren og [Y] modtog skriftlige trusler fire gange, og at de var skrevet med blod. Til sin asylsamtale har [A] forklaret, at han ikke præcist ved, hvor mange skriftlige trusler, ansøgeren og [Y] modtog, men at de modtog mange. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens familie i 2010 blev opsøgt af al Mahdi-militsen, hvor militsen spurgte efter ansøgeren, [Y] og [X], idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret indbyrdes divergerende om episoderne. Blandt andet har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at al Mahdi-militsen opsøgte [M]s bopæl i 2010, hvor kvinder og børn var hjemme, og at [R] var blevet lam som følge af den udøvede vold. Imidlertid har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at al Mahdi-militsen opsøgte [M]s bopæl to måneder efter han udrejste af Irak, og at [R] var blevet lam som følge af den udøvede vold, mens han til sin asylsamtale har forklaret, at opsøgningen fandt sted i 2010, og at [R] var alene hjemme. Dertil kommer, at ansøgerens nevø, [D], har forklaret, at gerningsmændene trængte ind i to af familiens huse, hvilket han senere rettede til, at de trængte ind i samtlige familiens huse. Endvidere har [D] forklaret divergerende om, hvorvidt gerningsmændene råbte efter ansøgeren, [Y] og [Z]. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at episoden angiveligt fandt sted i 2010, og at familien blev boende i flere år, uden at der skete yderligere. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [Y]s søn, [E], blev kidnappet af al Mahdi-militsen i 2004 som følge af [Y]s konflikt med militsen, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om hændelsen. Ansøgeren og flere andre familiemedlemmer har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [Y]s søn blev kidnappet af al Mahdi-militsen i slutningen af 2004 eller 2005. Derimod har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at kidnapningen fandt sted samme år som bilbomben mod ansøgerens bil, og at kidnapningen fandt sted efter hændelsen med bilbomben, mens [A] til sin anden samtale har forklaret, at kidnapningen fandt sted i 2004. Nævnet finder det samtidig bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer ikke har givet nogen særlig detaljeret forklaring om hændelsen, særligt henset til situationens alvor. På baggrund af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til militser, herunder al Mahdi-militsen, som konstrueret og utroværdig.” Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Derudover finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at socioøkonomiske forhold ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/85/JAH
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Diwaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de militser, som har truet hans familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far har modtaget trusselsbreve fra al Mahdi-militsen, idet han har arbejdet for det amerikanske akademi på den amerikanske base. Efter ansøgerens far begyndte at arbejde for det amerikanske akademi modtog han trusselsbreve fra militsen, og disse trusler fortsatte efter, at han var stoppet med at arbejde for amerikanerne. Derudover blev ansøgerens morbror [Y]s bil sprunget i luften i 2013, og dette skete ligeledes med ansøgerens fars og morbror [Q]s biler i 2015, hvorefter familien udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår truslerne mod ansøgerens far begyndte, hvem ansøgeren formodede stod bag truslerne samt ansøgerens kendskab til indholdet af truslerne. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren og dennes familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om tre bilbomber, som familien skulle have været udsat for. Således har ansøgerens morbror, [Q], til oplysnings- og motivsamtale alene forklaret om to bilbomber mod [Y]s henholdsvis sin egen bil, og har først under de senere asylsamtaler forklaret om en bilbombe mod ansøgerens fars bil. Om bilbomben mod [Y]s henholdsvis sin egen bil har [Q] forklaret, at hverken [Q] eller [Y] var hjemme, da det skete. Under sin anden asylsamtale har [Q] forklaret, at de to hændelser med bilbomberne i 2015 skete med 1-2 dages mellemrum. Endvidere har [Q] forklaret, at ansøgerens fars bil blev sprunget i luften, inden [Q]s egen bil. Ved den tredje asylsamtale har [Q] forklaret, at han sammen med [Y] og [X] slukkede ilden, da hans bil blev ramt af en bilbombe, uden at han har kunnet forklare nærmere om, hvordan de gjorde det. Under nævnsmødet har [Q] forklaret, at det var [Q]s bil, der først blev sprunget i luften i 2015, og herefter ansøgerens fars bil. Efter bilbomben mod [Q]s bil, rejste [Q] med sin familie til Shamia, mens ansøgerens familie blev tilbage, hvorefter ansøgerens fars bil blev sprunget i luften. Ansøgerens onkel, [X], har om bilbomben mod [Q]s bil forklaret, at de ringede efter politiet, og at politiet slukkede ilden. Ansøgerens morbror, [Y], har til oplysnings- og motivsamtale alene forklaret om bilbomben mod sin egen bil i 2013, men ikke nævnt bilbomberne i 2015. Om baggrunden for familiens flugt i 2015 har [Y] forklaret, at der i 2015 kom en trussel til [X] fra militserne om, at han og hans familie skulle henrettes. Til sin anden asylsamtale har [Y] forklaret, at også [Q]s bil blev sprunget i luften i 2015, og at han sammen med naboer slukkede ilden. Desuden har [Y] forklaret, at han var hjemme, da hans egen bil blev ramt af en bilbombe i 2013. Til sin tredje asylsamtale har [Y] – forespurgt – også forklaret om bilbomben mod ansøgerens fars bil, men han har ikke kunnet forklare, hvornår hændelsen fandt sted udover, at det skete mellem de to andre bilbomber i 2013 henholdsvis 2015. Ansøgerens morbror [Q]s halvbror, [A], har til sin oplysnings- og motivsamtale alene forklaret, at det var [Q]s bil, der blev udsat for en bilbombe, og indledningsvis til sin anden asylsamtale har [A] forklaret, at [Q]s og ansøgerens fars biler blev udsat for bilbomber. Derudover har [A] under de senere asylsamtaler forklaret, at [Q]s og ansøgerens fars biler blev sprunget i luften samtidig, at han var til stede i hjemmet, da det skete, og at han var sammen med blandt andre [Q] og ansøgerens far. Til sin tredje asylsamtale har [A] forklaret, at han var hjemme sammen med blandt andre [Y], da bilbomben eksploderede i 2013. Ansøgerens moster, Hanna, har forklaret, at [Y] ikke var til stede, da [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, og at ansøgerens fars bil blev sprunget i luften to dage før [Q]s bil i 2015. Ansøgeren har til sin anden asylsamtale forklaret, at hans fars bil blev sprunget i luften i 2015, og at hele familien rejste til Shamia dagen efter. Tre familiemedlemmer; [Q], [D]s far, [M], og ansøgerens bedstefar, blev tilbage for at samle penge og smykker sammen, inden de også flygtede til Shamia. [Q]s bil blev derefter sprunget i luften, mens [Q], [D]s far, [M] var hjemme. Efter en uge i Shamia udrejste familien af Irak. Under sin tredje asylsamtale har ansøgeren forklaret, at hele familien rejste dagen efter, at [Q]s bil var sprunget i luften, og at familien herefter udrejste af Irak ca. 3 mdr. senere. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at bilbomberne i 2015 skete i omvendt rækkefølge, og at han så [Y], [Q] og [X] komme hjem, inden [Q]s bil blev sprunget i luften. Ansøgerens fætter, [D], har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at [Q]s og [Y]s biler begge blev sprunget i luften fem måneder inden familiens udrejse i 2015, hvorimod han til de senere samtaler har forklaret, at [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, og at ansøgerens fars bil ligeledes blev sprunget i luften i 2015. Desuden har [D] forklaret, at [Q]s bil blev sprunget i luften om natten, og at hverken [Q] eller [Y] var hjemme, da de var på arbejde for [X]. Endelig har [D] forklaret, at der gik nogle måneder mellem de to bilbomber i 2015. Ved vurderingen af forklaringerne om bilbomberne har nævnet ligeledes lagt vægt på, at flere familiemedlemmer ikke har kunnet forklare særligt detaljeret om hændelserne, til trods for at de vedrører egne eller nære familiemedlemmers biler, at flere af dem har været til stede, og at bilbomberne var en væsentlig årsag til familiens udrejse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, [Q] og [D] under nævnsmødet alle har ændret deres tidligere forklaringer og forklaret samstemmende om hændelsesforløbet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Derudover finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/84/JAH
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Diwaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet, fordi han er deserteret fra sit job i politiet. Desuden frygter ansøgeren at blive dræbt af militser, idet han i forbindelse med sin ansættelse i politiet har været beskæftiget som sikkerhedsvagt for sin fætter [X], der var efterforskningsleder i en anti-korruptionskommission. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede som politimand i 2003. I 2004 blev der efterladt et trusselsbrev på hans og hans families fælles bopæl. Trusselsbrevet skyldtes hans bror [Y’s] involvering i en skudepisode med al Mahdi-militsen, der fandt sted kort forinden, at trusselsbrevet blev efterladt. Ansøgeren og [Y] fik i 2006 til opgave at være sikkerhedsvagter for [X] i en anti-korruptionskommission, hvorefter både [X], [Y] og ansøgeren begyndte at modtage trusler over telefonen og i form af breve. I 2010 opsøgte et ukendt antal personer ansøgerens familie på deres fælles bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren, [Y] og [X]. Ingen af dem var hjemme på det pågældende tidspunkt, og de slog derfor ansøgerens niece [R], så hun blev lam. I 2013 blev [Y’s] bil sprunget i luften, og i 2015 blev først ansøgerens morbror [Z’s] bil og derefter ansøgerens egen bil sprunget i luften. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og nævnet finder, ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. I relation til de væsentligste hændelser, som ansøgeren har forklaret om, bemærker nævnet: Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og dennes familie har været udsat for tre bilbomber, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om hændelserne. Blandt andet har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtale alene forklaret om to bilbomber mod [Y]s henholdsvis sin egen bil, og har først under de senere asylsamtaler forklaret om en bilbombe mod [Z]s bil. Om bilbomben mod [Y]s henholdsvis sin egen bil har ansøgeren forklaret, at hverken ansøgeren eller [Y] var hjemme, da det skete. Under sin anden asylsamtale har ansøgeren forklaret, at de to hændelser med bilbomberne i 2015 skete med 1-2 dages mellemrum. Endvidere har ansøgeren forklaret, at [Z]s bil blev sprunget i luften, inden ansøgerens egen bil. Ved den tredje asylsamtale har ansøgeren forklaret, at han sammen med [Y] og [X] slukkede ilden, da ansøgerens bil blev ramt af en bilbombe, uden at han har kunnet forklare nærmere om, hvordan de gjorde det. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at bilbomberne i 2015 skete i omvendt rækkefølge. Efter bilbomben mod ansøgerens bil, rejste han med familien til Shamia, mens [Z] og [Z]s familie blev tilbage, hvorefter [Z]s bil blev sprunget i luften. Ansøgerens fars fætter, [X], har om bilbomben mod ansøgerens bil forklaret, at de ringede efter politiet, og at politiet slukkede ilden. Ansøgerens bror, [Y], har til oplysnings- og motivsamtale alene forklaret om bilbomben mod sin egen bil i 2013, men ikke nævnt bilbomberne i 2015. Om baggrunden for familiens flugt i 2015 har [Y] forklaret, at der i 2015 kom en trussel til [X] fra militserne om, at han og hans familie skulle henrettes. Til sin anden asylsamtale har [Y] forklaret, at også ansøgerens bil blev sprunget i luften i 2015, og at han sammen med naboer slukkede ilden. Endvidere har [Y] forklaret, at han var hjemme, da hans egen bil blev ramt af en bilbombe i 2013. Til sin tredje asylsamtale har [Y] – forespurgt – også forklaret om bilbomben mod [Z]s bil, men han har ikke kunnet forklare, hvornår hændelsen fandt sted udover, at det skete mellem de to andre bilbomber i 2013 henholdsvis 2015. Ansøgerens halvbror, [A], har til sin oplysnings- og motivsamtale alene forklaret, at det var ansøgerens bil, der blev udsat for en bilbombe, og indledningsvis til sin anden asylsamtale har [A] forklaret, at ansøgerens og [Z]s biler blev udsat for bilbomber. Derudover har [A] under de senere asylsamtaler forklaret, at ansøgerens og [Z]s biler blev sprunget i luften samtidig, at han var til stede i hjemmet, da det skete, og at han var sammen med blandt andre ansøgeren og [Z]. Til sin tredje asylsamtale har [A] forklaret, at han var hjemme sammen med blandt andre [Y], da bilbomben eksploderede i 2013. Ansøgerens søster, [B], har forklaret, at [Y] ikke var til stede, da [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, og at [Z]s bil blev sprunget i luften to dage før ansøgerens bil i 2015. Ansøgerens nevø, [C], har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [Z]s bil ([C]s far) blev sprunget i luften i 2015, og at hele familien, herunder [C]s forældre, rejste til Shamia dagen efter. Tre familiemedlemmer; ansøgeren, [D]s far, [M], og [C]s bedstefar, blev tilbage for at samle penge og smykker sammen, inden de også flygtede til Shamia. Ansøgerens bil blev derefter sprunget i luften, mens ansøgeren, [M] og [C]s bedstefar var hjemme. Efter en uge i Shamia udrejste familien af Irak. Under en senere samtale har [C] forklaret, at hele familien rejste dagen efter, at ansøgerens bil var sprunget i luften, og at familien herefter udrejste af Irak ca. 3 mdr. senere. Under nævnsmødet har [C] forklaret, at bilbomberne i 2015 skete i omvendt rækkefølge, og at han så ansøgeren, [Y] og [X] komme hjem, inden ansøgerens bil blev sprunget i luften. Ansøgerens nevø, [D], har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgerens og [Y]s biler begge blev sprunget i luften fem måneder inden familiens udrejse i 2015, hvorimod han til de senere samtaler har forklaret, at [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, og at [Z]s bil ligeledes blev sprunget i luften i 2015. Endvidere har [D] forklaret, at ansøgerens og [Y]s biler blev sprunget i luften om natten, og at hverken ansøgeren eller [Y] var hjemme, da de var på arbejde for [X]. Endelig har [D] forklaret, at der gik nogle måneder mellem de to bilbomber i 2015. Ved vurderingen af forklaringerne om bilbomberne har nævnet ligeledes lagt vægt på, at flere familiemedlemmer ikke har kunnet forklare særligt detaljeret om hændelserne, til trods for at de vedrører egne eller nære familiemedlemmers biler, at flere af dem har været til stede, og at bilbomberne var en væsentlig årsag til familiens udrejse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, [C] og [D] under nævnsmødet alle har ændret deres tidligere forklaringer og forklaret samstemmende om hændelsesforløbet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren eller [Y] personligt har modtaget telefoniske trusler eller trusselsbreve, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om episoderne. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og sin anden asylsamtale har forklaret, at han i 2004 modtog en skriftlig trussel i sit hjem, der var rettet mod ham og [Y], men at han og den øvrige familie ikke i perioden derefter frem til deres udrejse i 2015 personligt modtog nogen trusselsbreve. Til sin tredje asylsamtale har ansøgeren forklaret, at han, [Y] og [X] modtog mange trusler over telefonen og via brev, men ansøgeren har ikke kunnet forklare nærmere herom. Ansøgerens bror, [Y], har derimod forklaret, at hverken han eller ansøgeren – bortset fra trusselsbrevet i 2004 – personligt har modtaget telefoniske trusler eller trusselsbreve. Derudover har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgeren og [Y] modtog skriftlige trusler fire gange, og at de var skrevet med blod. Til sin asylsamtale har [A] forklaret, at han ikke præcist ved, hvor mange skriftlige trusler, ansøgeren og [Y] modtog, men at de modtog mange. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens familie i 2010 blev opsøgt af al Mahdi-militsen, hvor militsen spurgte efter ansøgeren, [Y] og [X], idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret indbyrdes divergerende om episoderne. Blandt andet har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at al Mahdi-militsen opsøgte [M]s bopæl i 2010, hvor kvinder og børn var hjemme, og at [R] var blevet lam som følge af den udøvede vold. Imidlertid har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at al Mahdi-militsen opsøgte [M]s bopæl to måneder efter han udrejste af Irak, og at [R] var blevet lam som følge af den udøvede vold, mens han til sin asylsamtale har forklaret, at opsøgningen fandt sted i 2010, og at [R] var alene hjemme. Dertil kommer, at ansøgerens nevø, [D], har forklaret, at gerningsmændene trængte ind i to af familiens huse, hvilket han senere rettede til, at de trængte ind i samtlige familiens huse. Endvidere har [D] forklaret divergerende om, hvorvidt gerningsmændene råbte efter ansøgeren, [Y] og [Z]. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at episoden angiveligt fandt sted i 2010, og at familien blev boende i flere år, uden at der skete yderligere. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [Y]s søn, [E], blev kidnappet af al Mahdi-militsen i 2004 som følge af [Y]s konflikt med militsen, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om hændelsen. Ansøgeren og flere andre familiemedlemmer har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [Y]s søn blev kidnappet af al Mahdi-militsen i slutningen af 2004 eller 2005. Derimod har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at kidnapningen fandt sted samme år som bilbomben mod ansøgerens bil, og at kidnapningen fandt sted efter hændelsen med bilbomben, mens [A] til sin anden samtale har forklaret, at kidnapningen fandt sted i 2004. Nævnet finder det samtidig bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer ikke har givet nogen særlig detaljeret forklaring om hændelsen, særligt henset til situationens alvor. På baggrund af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til militser, herunder al Mahdi-militsen, som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har for nævnet fremlagt et dokument, hvoraf fremgår, at ansøgeren [i begyndelsen af] 2017 er idømt 7 års fængsel. Henset til, at nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, og under hensyn til dokumentets indhold og karakter sammenholdt med baggrundsoplysningerne om muligheden for at fremskaffe forfalskede dokumenter i Irak, finder nævnet, at dokumentet ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen af sagen. Om det øvrige trusselsbillede bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge til grund, at den generelle trussel mod politibetjente i Irak, som ansøgeren har forklaret om, indebærer en konkret risiko for personlig forfølgelse af ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak, og selvom ansøgeren måtte have arbejdet som livvagt for [X] i en periode, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at den trussel, der måtte have været mod [X] som følge af dennes arbejde, også omfattede [X]s livvagter, herunder ansøgeren. Derudover kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at ansøgeren har forladt sin tjeneste i politiet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at desertører i Irak ikke udsættes for en uforholdsmæssig hård straf, der kan begrunde asyl. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/83/JAH
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL i Mosul, herunder ISIL-medlemmerne Omar og Awsam, og den kurdiske sikkerhedstjeneste i Erbil, Kurdistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ISIL overtog Mosul i 2014, hvor han havde boet siden 1991. Ansøgeren var uvenner med Omar og Awsam, idet han, forinden ISIL overtog Mosul, havde fået dem fængslet, fordi de skyldte ham penge. I [efteråret] 2014 anklagede de ansøgeren for at ryge i sin egen butik. Ansøgeren blev efterfølgende fysisk afstraffet på åben gade. Efterfølgende blev ansøgeren derhjemme, og han holdt ikke mobilforretning åben. Efter en måneds tid fik han besked på at genåbne sine butikker af ISIL, da de ellers ville blive konfiskeret. Ansøgeren bad om lov til at rejse til Erbil for at købe varer, hvilket han fik lov til. [En nærmere angiven dato i starten af] 2015 ankom ansøgeren til Erbil. [Et par dage senere] blev ansøgeren anholdt af den kurdiske sikkerhedstjeneste i Erbil. Han blev sigtet for terrorisme og blev fængslet. Under sin tilbageholdelse blev han afhørt i alt otte gange, hvor han hver gang blev udsat for fysiske overgreb. Efter at have været for en dommer blev sigtelsen mod ansøgeren om terrorisme annulleret, og hans sag blev overført til det almindelige politi og de almindelige domstole, hvor han i stedet blev sigtet for dokumentfalsk. Ansøgeren erkendte sig skyldig i dokumentfalsk, fordi han var bange for ellers at blive sendt tilbage til sikkerhedstjenesten. [I foråret] 2015 blev han løsladt mod kaution, og han afventede efterfølgende at blive indkaldt til retten. Ansøgeren oplevede herefter ingen yderligere problemer med sikkerhedstjenesten eller andre myndigheder. Forinden sin udrejse modtog ansøgeren et brev, hvori han fandt to patroner og en seddel med beskeden om, at dette var hans skæbne. Ansøgeren formoder, at brevet var sendt til ham fra Omar og Awsam. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår hændelsen i hans butik i Mosul med personer fra ISIL fandt sted, hvorvidt han blev taget i at ryge eller ikke, og hvor mange og hvilke personer fra ISIL, der var til stede i butikken den dag. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at det var forskellige grupper fra ISIL, som kom i hans butik, og at de som regel var fire til seks mennesker og gik med masker, samt at han udover konflikten med ISIL havde en personlig konflikt med to personer, Omar Saadi og Awsam Said. Endvidere har klageren efterfølgende forklaret udbyggende om sin angivelige personlige konflikt med de pågældende to personer, herunder at de to personer var vagtpersonale for ISIL, og at det var dem, som opsøgte og anklagede ansøgeren for at ryge i hans butik. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at personerne fra ISIL under opholdet i butikken kontaktede en leder, hvorefter der kom flere fra ISIL i hans butik. Ansøgeren har forklaret forskelligt om tidspunktet for modtagelsen af det angivelige trusselsbrev. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt om hvor mange forhør, han havde været til hos den kurdiske sikkerhedstjeneste Asayish, før han blev bragt for en dommer, og ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt han havde modtaget en indkaldelse til at møde i retten. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han ikke havde modtaget en indkaldelse til retten, uagtet at klageren angiveligt havde modtaget en indkaldelse til at møde i retten allerede på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen, jf. hans forklaring for Flygtningenævnet. Endvidere har klageren forklaret udbyggende om den angivelige dom, han skulle have modtaget i Erbil. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har den af ansøgeren anførte konflikt med ISIL, Omar Saadi og Awsam Said, og den kurdiske sikkerhedstjeneste Asayish i Erbil. Flygtningenævnet bemærker endelig, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/80/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Tuz Khurmatu, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller fængslet af pro-regeringsmilitsen, som er samlet i en paraplyorganisation under navnet al-Hashd al-Shaabi, fordi ansøgeren har agiteret for kurdisk uafhængighed og har hjulpet peshmergaerne under kamphandlingerne den 16. oktober 2017 i sin hjemby, Tuz Khurmatu. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at peshmerga-styrkerne kontrollerede ansøgerens by, Tuz Khurmatu, indtil 16. oktober 2017. Der var folkeafstemning i september 2017, hvor der blev stemt for kurdisk uafhængighed fra Irak. Ansøgeren førte i den forbindelse aktivt valgkamp. Ansøgeren viftede bl.a. med kurdiske flag og råbte pro-kurdiske slogans. Den 16. oktober 2017 stormede al-Hashd al-Shaabi byen Tuz Khurmatu og tog kontrol over byen. Der var mange kamphandlinger, fordi peshmergaerne forsvarede byen. Ansøgeren hjalp peshmerga-styrkerne ved at bringe mad og vand til dem. Under kampene plyndrede og afbrændte medlemmerne af al-Hashd al-Shaabi huse i de kurdiske områder af byen, herunder ansøgerens hus. Ansøgeren og familien flygtede til byen Zenana som følge af kamphandlingerne. Her opholdt de sig i over én måned. Ansøgeren udrejste sammen med sin familie legalt af Irak [i slutningen af] 2017. I [starten af] 2018 blev ansøgerens mor opsøgt af personer fra al-Hashd al-Shaabi, som spurgte efter ansøgeren. Moren blev på ny opsøgt af personer fra al-Hashd al-Shaabi et ukendt antal gange i sommeren 2018. Efter at ansøgerens ægtefælle var vendt tilbage til Irak, blev hun opsøgt af personer fra al-Hashd al-Shaabi i begyndelsen af […] 2019. Ægtefællen blev på ny opsøgt af personer fra al-Hashd al-Shaabi, som spurgte efter ansøgeren, i [starten af] eller [i foråret] 2019. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL, Ansar al-Islam eller ”The Bearers of White Flags”, idet de kurdiske sikkerhedsstyrker ikke længere kontrollerer byen Tuz Khurmatu. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til den konflikt, der førte til, at han fik asyl i 2007. Ansøgeren er som oliebetjent beskyldt for at have slået et af medlemmerne fra den islamistiske gruppe, Ansar al-Islam, som nu kalder sig islamisk stat, ihjel. Ansøgeren blev dengang efterstræbt af gruppen, hvorfor han fik asyl i Danmark. Efter at al-Hashd al-Shaabi er kommet til byen, formoder ansøgeren, at det er blevet lettere for folk fra den gamle konflikt at få fat i ham. Ansøgerens område var tidligere beskyttet af peshmergaer og kurderne. Ansøgeren var derfor i sikkerhed, da kurderne kontrollerede området. Kurderne kontrollerede områderne frem til oktober 2017, derefter var byen åbnet for alle islamiske grupperinger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om at være individuelt forfulgt til grund. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke i sit asylskema eller under sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 har forklaret noget om, at han var politisk aktiv op til folkeafstemningen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har udført nogen videre aktiviteter i den forbindelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være i al-Hashd al-Shaabis søgelys som følge af, at han har givet mad og vand til pesmergaerne i forbindelse med forsvaret af hjembyen den 16. oktober 2017. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der er nogen grund til, at han skulle være i al-Hashd al-Shaabis søgelys. Da ansøgeren tillige først under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 har forklaret om, at hans mor og ægtefælle er blevet opsøgt af al-Hashd al-Shaabi, selvom han har haft kontakt med dem inden den første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge denne del af forklaringen til grund. For så vidt angår de forhold, der førte til, at ansøgeren fik asyl i 2008, finder Flygtningenævnet ikke, at disse kan føre til, at ansøgeren i dag er i risiko for overgreb. Nævnet lægger herved vægt på, at forholdene ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren frivilligt er rejst tilbage til Irak og levet der i knapt 6 år, uden at der i den anledning er sket ham noget. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/79/FAM
Nævnet fastholdt i juli 2019 nævnets tidligere afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Bagdad i Irak. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter repressalier som følge af hans morbrors konflikter i Irak, som førte til ansøgerens og hans families udrejse af Irak i 1998. Ansøgeren har henvist til, at der i 2007 er blevet udstedt en arrestordre på ansøgerens far i Irak, som også omfatter ansøgerens fars børn, herunder ansøgeren. Endvidere frygter ansøgeren overgreb begået af de irakiske myndigheder eller privatpersoner, som følge af, at ansøgeren har en tatovering i ansigtet, som han endvidere frygter vil betyde, at han vil blive betragtet som kristen. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han frygter konflikter afledt af, at han betragter sig selv som kristen af trosretning. Ansøgeren har endelig henvist til, at han i Danmark har tilegnet sig en levevis, som ikke kan accepteres i Irak, ligesom han ikke har et netværk i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ad ansøgerens families konflikter. En udlænding skal, jf. § 40 i udlændingeloven, meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre hverken for sin morbrors eller sin fars eventuelle konflikter, og har dermed ikke kunnet redegøre for, hvorledes disse kunne påvirke ham. Det fremgår af ansøgerens mors asylsag, at hun har oplyst, at familien ikke blev truet eller på anden måde forfulgt i asylretlig forstand som følge af morbrorens politiske virke. Der foreligger ingen oplysninger om ansøgerens fars eventuelle konflikter. Nævnet kan ikke lægge vægt på den fremlagte arrestordre dateret [sommeren] 2007, hvorefter ansøgerens far og dennes børn skulle arresteres. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for, hvorfor denne arrestordre først er fremkommet i 2018, eller hvordan den er fremkommet. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om dette asylmotiv. Ad konversion. Ansøgeren har forklaret, at hans interesse for kristendommen startede, allerede da han var omkring ti år gammel, og at han har vedligeholdt denne siden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren er blevet muslimsk viet, at han i cirka 18-års alderen fik tatoveret en djævel i ansigtet, og at han ved nævnsmødet i 2013 havde en påfaldende ringe viden om kristendommen. Ansøgeren har også under nærværende nævnsmøde demonstreret en nærmest ikke eksisterende viden om kristendommen. Han har tilsvarende ikke kendt religiøse mærkedage eller kunnet redegøre for sin indre omvendelsesproces. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Ad vestlig levevis. Det beror alene på ansøgerens formodning, at hans levevis som følge af hans mangeårige ophold i Danmark vil give ham problemer ved tilbagevenden til Irak. Nævnet finder derfor ikke, at han har sandsynliggjort dette asylmotiv. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet fastholder afgørelsen [fra sommeren] 2013.” Irak/2019/70/ajev
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [sommeren] 2007, og at de [efteråret] 2007 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [efteråret] 2008 udrejste til Irak. [Efteråret] 2009 søgte klagerne om forlængelse af fortrydelsesfristen for repatriering indtil [efteråret] 2010. [Efteråret] 2009 forlængede Udlændingestyrelsen fortrydelsesfristen for repatriering til [efteråret] 2010. [Efteråret] 2010 oplyste den mandlige klager til den danske ambassade i Irak, at han fortrød sin repatriering. [Efteråret] 2010 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagernes opholdstilladelser ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [efteråret] 2010 blev registreret som genindrejst i Danmark. [Sommeren] 2016 søgte den mandlige klager om laissez-passer med henblik på at vende tilbage til sit hjemland, Irak. Den mandlige klager henvendte sig endvidere telefonisk til Udlændingestyrelsen og oplyste, at han ønskede at vende tilbage til Irak. [Sommeren] 2016 sendte Udlændingestyrelsen en konsekvensvejledning til klagerne, hvori klagerne blev vejledt om konsekvenserne for klagernes opholdstilladelser ved en tilbagevenden til deres hjemland, Irak. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [Sommeren] 2016 udrejste til Irak for at tage varigt ophold. [Ultimo] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4 samt § 17 a, stk. 6., idet klagerne havde opsagt deres bolig og afhændet deres ejendele i Danmark, frivilligt taget bopæl i deres hjemland Irak i perioden [efteråret] 2016 til [efteråret] 2017. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på, at klagerne allerede ved erklæring af [efteråret] 2010 fortrød repatriering efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2, hvorved muligheden for at fortryde repatriering allerede er benyttet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for, at klagerne kunne udsendes til Irak. Flygtningenævnet finder, at klagerne frivilligt har opgivet deres bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Dansk Flygtningehjælp ved brev af [efteråret] 2016 har orienteret Udlændingestyrelsen om, at klagerne var udrejst til Irak med henblik på at tage permanent ophold i Irak, at den kvindelige klager har underskrevet en frivillig erklæring om frafald af sin opholdstilladelse i Danmark, og at klagerne opsagde deres lejemål i Danmark. Det forhold, at den mandlige klager har oplyst, at han følte sig tvunget til at udrejse, fordi den kvindelige klager ellers ville skilles, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet den mandlige klager uanset dette må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i Irak, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne – som anført af Udlændingestyrelsen – ikke har bevaret en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, at der af den grund er grundlag for at dispensere for, at deres opholdstilladelser skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at klagerne angiver at være vejledt forkert om mulighederne for genindrejse i Danmark af en kommunal medarbejder, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de kommunale myndigheder ikke er resortmyndighed for spørgsmålet om bortfald af opholdstilladelser, at reglerne om bortfald af deres opholdstilladelser fremgår af deres oprindelige opholdstilladelser, at de i forbindelse deres repatriering i 2008 må antages at være blevet vejledt om retsvirkningerne heraf af Dansk Flygtningehjælp, og at Udlændingestyrelsen i forbindelse med klagernes udrejse i 2016 sendte en vejledning om konsekvenserne af at frasige sig sin opholdstilladelse til klagerne. Flygtningenævnet finder videre, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagernes opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klagerne tidligere har været repatrieret til Irak, jf. herved udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Klagernes opholdstilladelser er derfor bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klagerne kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne har opholdt sig i Irak i omkring to år fra 2008 til 2010 og i forbindelse med deres udrejse i 2016 på ny opholdt sig i Irak i mere end et år, før de udrejste. Flygtningenævnet finder, at det beror på klagernes egne formodninger, at militser vil slå den mandlige klager ihjel, fordi han har været tolk for de danske styrker i Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne efter deres forklaring fortalte den milits, som de blev afhørt af i lufthavnen ved deres indrejse i Irak, alt om den mandlige klager, herunder at han havde været tolk for de danske styrker, og at militsen uanset dette lod klagerne gå. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der herefter gik mere end et halvt år, før den angiveligt samme milits opsøgte klagernes bopæl, og at militsen herefter ikke har opsøgt klagerne eller rettet henvendelse til klagernes naboer eller familie med henblik på at finde den mandlige klager. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klagerne ikke udrejste med det samme efter opsøgningen af militsen, men blev i Irak i flere måneder. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at den mandlige klager har været tolk for de danske styrker, ikke i sig selv kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det var i 2003-2005, at den mandlige klager var tolk for de danske styrker, og på, at de generelle forhold i Irak nu er væsentligt anderledes. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/107/MEG
Nævnet hjemviste i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og tidligere sunni-muslim fra [H] tæt på Kirkuk, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv i den oprindelige asylsag henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til sin kæreste [A], fordi den mand, som hun blev tvangsgiftet bort til, opdagede, at hun, som følge af deres seksuelle forhold, ikke var jomfru. Klageren har som asylmotiv i den oprindelige asylsag endvidere henvist til, at han vil få en dom af de irakiske myndigheder for udenomsægteskabeligt forhold. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han og [A] var naboer, og at de havde været interesseret i hinanden, siden de var børn. De indledte et hemmeligt kæresteforhold, og klagerens forældre gik til hendes forældre og bad om hendes hånd. [A]s familie afviste anmodningen. Klageren og [A] var seksuelt sammen for første gang, da klageren var omkring 17 til 18 år gammel. [A] var omkring ét år yngre. De fortsatte deres seksuelle forhold og havde samleje i en til to gange om ugen på hendes families landbrug eller i hendes hjem om natten. Klageren og hans forældre bad endnu engang om [A]s hånd, men de blev igen afvist. Da [A] var omkring 19 år gammel, blev hun tvangsgift til en mand ved navn [B]. Forinden havde klageren forsøgt at overtale [B] og hans forældre til ikke at søge ægteskab med [A] ved at fortælle dem, at hun var hans kæreste. I forbindelse med bryllupsnatten opdagede [B], at [A] ikke længere var jomfru. [B] og hans familie beskyldte klageren for at være skyld i dette og sendte [A] hjem til sin familie. [A]s familie opsøgte den følgende dag klagerens familie på deres bopæl, udsatte dem for fysiske overgreb og truede med at slå klageren ihjel, når de fandt ham. Klagerens mor ringede til klageren og fortalte ham, hvad der var sket. Han tog derfor til Kirkuk med det samme. På en ukendt dato brændte [A]s familie desuden klagerens families bopæl ned. Klageren udrejste endeligt af Irak i 2008. Klageren har på en række centrale punkter afgivet divergerende forklaringer. Klageren har således under asylsamtalen [i efteråret] 2008 forklaret, at han og [A] havde sex ude på marken. Han blev spurgt ind til dette og bekræftede, at de ikke havde mødtes andre steder end ude på marken og begrundede dette med, at de ikke ville risikere at blive opdaget. Under høringssamtalen [i efteråret] 2018 har han forklaret, at første gang, de var sammen seksuelt, var i køkkenet i hendes hus, ligesom de efterfølgende flere gange har været sammen seksuelt i hendes hus. Klageren har endvidere under asylsamtalen [i efteråret] 2008 forklaret, at det var efter hans ankomst til Danmark, at han fik at vide af sin familie, at [A]s familie havde været så vrede, at de brændte familiens hus ned. Han har derimod i høringssamtalen [i efteråret] 2018 forklaret, at hans mor ringede til ham, da [A]s familie havde været på bopælen, og fortalte, at de havde været der, og at klageren ikke skulle komme hjem. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han fortsat var i Irak, da han fik at vide, at huset var brændt ned. Endelig har klageren i asylsamtalen [i efteråret] 2008 forklaret, at hans familie har opført et nyt hus et andet sted i landsbyen, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans familie fortsat er naboer til [A]s familie, idet hans familie har genopført huset på den samme grund. Disse divergenser, som angår helt centrale dele af ansøgerens asylmotiv, og som ikke kan begrundes med at han er analfabet, eller at han i Danmark har haft behov for psykologbistand, svækker ansøgerens troværdighed i en sådan grad, at Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har afgivet bevidst urigtige oplysninger om, at han har haft et seksuelt forhold til [A], og om den deraf følgende konflikt. Han har således opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, om det må antages at være særligt belastende for klageren at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det bemærkes, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig efter Flygtningenævnets praksis er udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til udlændingen selv ikke tillægges samme vægt som i andre sager, hvor nægtelse af forlængelse af andre grunde kan komme på tale. Klageren har boet i Irak indtil han var 22 år, og har fortsat familiemæssig tilknytning til Irak. Han har opholdt sig i Danmark i 11 år og har haft tilknytning til arbejdsmarkedet de seneste 5 år. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Der medvirkede tolk under samtalen med klageren i Flygtningenævnet, og han har ikke bestået en prøve i dansk, men har i et § 26-skema til Udlændingestyrelsen oplyst, at han kan tale, læse og skrive dansk. Efter en samlet, konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at det ikke kan antages at være særligt belastende for ham at nægte forlængelse af hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet er derfor enig med Udlændingestyrelsen i, at betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a stk. 2, jf. § 26, stk. 1.”Irak/2019/106/LBV
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak i dag frygter de shiamuslimske militser og myndighederne, som militserne har infiltreret. Ansøgeren har herved henvist til, at han som sunni muslim, der har opholdt sig i et område kontrolleret af Islamisk Stat (IS), sammenholdt med at hans far har en fortid som medlem af Baathpartiet, vil blive mistænkt for at have samarbejdet/sympatiseret med IS. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han i 2015 blev forsøgt hvervet af IS, og at han - efter et kortvarigt ophold hos IS - flygtede fra Falluja, til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sit ophold i Falluja under ISs kontrol har en konkret og individuel konflikt med de shiamuslimske militser og myndighederne. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive mistænkt for at samarbejde med eller støtte IS – uanset at han har opholdt sig i Falluja under ISs kontrol - allerede fordi han flygtede fra byen umiddelbart efter at have været forsøgt hvervet af IS. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være særlig profileret i forhold til de shiamuslimske militser og myndighederne som følge af farens politiske fortid. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om farens politiske forhold. Til den første oplysnings- og motivsamtale [sommeren] 2015 forklarede ansøgeren således, at faren var selvstændig og solgte el-artikler, og at familien flyttede fra Bagdad til Falluja, da ansøgeren var 5 år, fordi bedsteforældrene boede der, og de boede til leje i Bagdad. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2018 forklarede ansøgeren, at hans far var politiker på Saddams tid og var medlem af Baathpartiet. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at faren ikke var et fremtrædende medlem, men bare almindelig medlem. Til sin advokat forklarede ansøgeren derimod, at hans far havde en højtstående position under Saddam regimet, og at han gik ud fra, at beslutningen om at familien flyttede til Falluja skyldtes, at faren følte sig mere sikker i Falluja. På nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at familien flygtede fra Bagdad, fordi faren var eftersøgt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens far var et højtprofileret medlem af Baathpartiet. Endelig finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af, at han er sunni muslim risikerer asylbegrundende overgreb ved indrejsen til Irak herunder fra shiamuslimske militser. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/105/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, militsen Asaib Ahl al-Haq og Det Islamiske Parti. Ansøgeren frygter herudover familierne til de kriminelle, som han har fået anholdt og ukendte personer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han siden 2006 har været ansat i det irakiske militær. Ansøgeren var ansat som officer. Ansøgeren havde til opgave at indsamle skriftlig og elektronisk kommunikation til brug for straffesager. Ansøgeren blev på grund af sit arbejde udsat for drabsforsøg tre gange af forskellige militser og ukendte personer. Ansøgeren fik i den forbindelse at vide, at han stod på en intern liste, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var nummer otte i oversigten over personer, som skulle likvideres. Ansøgeren udrejste derfor af Irak i 2015. Ansøgeren indrejste og indgav ansøgning om asyl. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han var udrejst legalt af Baghdad Lufthavn på sit irakiske nationalitetspas, som han havde fået stjålet i Grækenland. Under sit ophold i Danmark fik ansøgeren besked om, at konflikten i hans hjemland var eskaleret, da han fik bekræftet, at familierne til de personer, ansøgeren havde medvirket til anholdelsen af, ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren rejste frivilligt til Irak [i foråret] 2016. Ansøgeren tænkte, at han ikke længere havde problemer i hjemlandet, eftersom ansøgeren ikke mere var offentligt ansat, og at der var gået noget tid. Ansøgeren begyndte på ny at arbejde for myndighederne efter sin ankomst til Irak. Ansøgeren arbejdede i en anden afdeling. Her blev ansøgeren udsat for endnu et drabsforsøg. Drabsforsøget fandt sted, da ansøgeren var på vej til arbejde en aften i september 2016. Ansøgeren orienterede sin chef om episoden. Ansøgeren fik indirekte at vide, at arbejdspladsen ikke kunne gøre noget for ham. Ansøgeren valgte derfor at udrejse til Iran to dage efter attentatet. Ansøgeren opholdt sig i Iran i to måneder, inden han returnerede til Irak. Ansøgeren fremgik af en liste over myndighedsansatte, der var deserteret. Ansøgeren var i Irak omkring et år og en måned. Ansøgeren boede hos sine venner og var kun ude et par gange. Ansøgeren blev i [efteråret] 2017 gift med sin nuværende ægtefælle, som er iraker og bosiddende i Danmark. Ansøgeren blev religiøst viet med sin ægtefælle. Vielsen blev ikke registreret ved myndighederne. Ansøgeren rejste til Danmark på ny, fordi sikkerheden var forværret for ham, og ansøgeren havde økonomisk mulighed for at udrejse af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de irakiske myndigheder eller med andre, herunder militsen Asaib Ahl al-Haq og Det Islamiske Parti, som følge af ansøgerens angivelige arbejde som officer og angivelige desertering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har anmodet de danske myndigheder om at få udleveret sine irakiske dokumenter med henblik at opnå skilsmisse. Det forekommer i den forbindelse ikke sandsynligt, at ansøgeren af egen drift ville kontakte de irakiske myndigheder, såfremt han frygter dem, og det fremstår ikke foreneligt med ansøgerens forklaring om, at ansøgeren angiveligt skulle fremgå af en liste over deserterede myndighedspersoner, som eftersøges. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren tidligere er indrejst i Danmark og har indgivet ansøgning om asyl og derefter er rejst frivilligt hjem til Irak. Det forekommer i den forbindelse ikke sandsynligt, at ansøgeren ville rejse frivilligt hjem, hvis han var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han troede, at hans problemer var ovre, da der var gået tid, og han ikke længere var myndighedsansat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han, da han var i Danmark første gang, fik besked om, at hans konflikt var eskaleret i Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren vendte tilbage til et job hos myndighederne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet er fremkommet med en anden forklaring om sit asylmotiv, end der fremgår hans asylskema i den 1. asylsag. Af dette asylskema fremgår blandt andet, at ansøgeren udrejste for ikke at blive dræbt, og idet han ikke ville dræbe, fordi han var officer i den irakiske hær og fik ordre til at tilbageholde og dræbe militsfolk, som tilhører regeringen, hvorefter han blev truet med og udsat for drabsforsøg, fordi han sagde nej til denne ordre. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om det angivelige tredje drabsforsøg, han var udsat for. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at bomben straks sprang, da han skulle tænde for bilen. Til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af] 2015 har ansøgeren forklaret, at der skete en eksplosion i bilen, efter at han havde kørt lidt. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sit irakiske nationalitetspas. Til oplysnings- og motivsamtalen i forbindelse med ansøgerens første ansøgning om asyl har ansøgeren oplyst, at han fik stjålet sit pas i Grækenland. Til asylsamtalen [i slutningen af] 2018 har ansøgeren oplyst, at hans nationalitetspas var hos agenten i Tyrkiet, da han søgte asyl første gang. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans figurerede død fremstår usammenhængende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han ikke var registreret afdød hos myndighederne, som han ellers har oplyst at være i et modsætningsforhold til. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det ikke var en bestemt begivenhed, der førte til ansøgerens udrejse af Irak, men at det skete få måneder efter, at han havde indgået i religiøst ægteskab med en herboende irakisk kvinde. De generelle forhold i Irak kan efter Flygtningenævnets vurdering ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/104/FAM
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin stedfar, [A], eller sin ægtefælle [B]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [A] i [efteråret] 2017 kom hjem sammen med en mand ved navn [B] og fortalte, at ansøgeren var blevet gift med [B]. Ansøgeren mener, at ægteskabet var en indfrielse af [A]s spillegæld til [B]. Den efterfølgende dag flyttede ansøgeren hjem til [B], men flygtede senere samme eftermiddag tilbage til sin families bopæl, hvor hun gemte sig under en trappe. Da [A], som af [B] havde fået at vide, at ansøgeren var flygtet, kom hjem, begyndte han at true ansøgerens mor. Ansøgeren kom frem fra sit skjul og blev slået flere gange af [A]. Det endte i slagsmål mellem [A] og ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens bror. [A] slog og skød ansøgerens mor og bror. Begge afgik senere ved døden på hospitalet. Ansøgeren blev taget med på politistationen af politiet, hvor hun mødte [B], som truede med at slå hende ihjel. Samme nat flygtede ansøgeren hjem til en ven, som tog med hende til Erbil, Irak, hvor ansøgeren opholdt sig noget tid, før hun udrejste fra Irak til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, som den er afgivet under nævnsmødet, til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er flygtet fra et tvangsægteskab med [B] mod hendes stedfars vilje, og at hun som følge heraf er i risiko for overgreb fra stedfarens eller [B]s side. Nævnet henviser til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter ansøgeren ikke kan henvises til at søge myndighedsbeskyttelse, jf. Landinfo: Irak: Lovregulering og lovanvendelse i familievoldssaker i Kurdistanregionen (bilagsnummer: 1206) af 4. februar 2019. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men Flygtningenævnet finder, at hun i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at hun risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2019/101/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Al-Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin fætter [A], idet hun har nægtet at gifte sig med ham som aftalt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun fra barn var blevet lovet væk til sin fætter [A]. [A] kontrollede ansøgeren og bestemte over hendes skolegang, samt om hun måtte tage ud med veninder. Da ansøgeren var 12 til 13 år gammel, begyndte [A] at tale om, at ansøgeren og han skulle giftes. Ansøgeren ønskede ikke at gifte sig med [A], og fortalte ham, at hun ønskede at gøre sin skolegang færdig. [A] begyndte at slå hende og satte hende i husarrest af kortere varighed på sin bopæl. Da ansøgeren var omkring 14 til 15 år gammel, fortalte hun sin mor, at hun ønskede at flygte, hvorefter hun stak af og boede hos en veninde i en periode på seks måneder. Ansøgerens veninde hjalp hende med at få en telefon, og over Facebook fik hun kontakt med sin nuværende ægtefælle, som på daværende tidspunkt boede i Danmark. Ansøgeren besøgte sin mor flere gange under opholdet hos sin veninde. Da ansøgeren havde været bosat hos sin veninde i seks måneder, så [A] hende på vej ud fra hendes mors bopæl, hvorefter [A] slog hende og tog hendes telefon. Den sidste gang [A] holdt hende i husarrest, var ansøgeren indespærret i to uger på [A]s bopæl. [A] fortalte ansøgeren, at hun først måtte komme ud af værelset, når hun indvilligede i at gifte sig med ham. Ansøgeren indvilligede og blev lukket ud af værelset, og det var herefter aftalt, at ansøgeren og [A] skulle giftes dagen efter. Om natten flygtede ansøgeren hen til sin veninde og herefter videre til sin moster. Ansøgeren kontaktede sin nuværende ægtefælle, som ønskede at hjælpe ansøgeren, såfremt hun ville indgå ægteskab med ham. En uge senere ankom ansøgerens nuværende ægtefælle til Irak, og de blev gift [en nærmere angiven dato i foråret 2012]. Ansøgeren og hendes ægtefælle boede i Irak, i henholdsvis Bagdad, Hella og Najaf, indtil hendes nuværende ægtefælle udrejste af Irak til Danmark i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at forklaringen på visse punkter forekommer usandsynlig, ligesom ansøgeren på afgørende punkter har afgivet divergerende forklaringer. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren ved tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse fra hendes fætter [A]s side i betragtning af, at ansøgeren og hendes ægtefælle, efter de blev gift, boede 4 år i Irak uden at opleve problemer. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens fætter [A] skulle være tilknyttet Islamisk Stat henset til, at han efter ansøgerens forklaring er meget religiøs shiamuslim, mens Islamisk Stat er knyttet til sunniislam. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer blandt andet om, hvor hun og hendes ægtefælle boede, ligesom hendes forklaring herom ikke stemmer overens med hendes ægtefælles oplysninger afgivet i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring med ansøgeren. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun boede i Hella, Najaf og Bagdad på skift nogle måneder hvert sted, og at hun valgte at bo i Najaf efter vielsen, fordi hendes mor var syg, og at hun ikke ville undvære sin familie. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun efter vielsen boede i Hella og Bagdad, og at hun kun opholdt sig kortvarigt i Najaf, hvor hun boede på hotel uden for byen. Hun har endvidere under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun ikke kender sin ægtefælles familie. Hendes ægtefælle har imidlertid i forbindelse med familiesammenføringssagen oplyst, at han i Irak boede hos sin onkel og arbejdede, og at han og ansøgeren efter vielsen delte hus med hans onkel og dennes familie. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer om blandt andet hvor vielsen fandt sted, og hvem der var til stede under vielsen, og hvor mange henvendelser hendes ægtefælle har modtaget fra [A]. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf på grund af æresrelaterede forhold. Ansøgeren har forklaret, at hun har brudt med sin ægtefælle og nu bor alene med børnene. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i Irak har sine forældre og flere gifte søskende. Hun vil således kunne tage ophold hos familiemedlemmer og vil derfor ikke ved tilbagevenden til Irak være reelt enlig kvinde uden mandligt netværk. Hun risikerer derfor heller ikke af den grund at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2019/100/LBV
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar samt to børn fra Indonesien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske Aceh og muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er fra [by A], Indonesien. Den kvindelige ansøger er fra Aceh, [by B], Indonesien. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har sympatiseret med Gerakan Aceh Merdeka (GAM). Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter såvel dem, som har slået hendes tidligere ægtefælle ihjel, som dem, der har truet den mandlige ansøger. Hun frygter endvidere den generelle situation i Aceh provinsen. Hendes tidligere ægtefælle, [X], blev i 2012 slået ihjel af nogle ukendte personer. Han blev fundet i en skov og bragt tilbage til ansøgerens bopæl. Den mandlige ansøger blev i 2017 truet af tre mænd på en strand i nærheden af den mandlige ansøgers fars bopæl. Den kvindelige ansøger har vedrørende denne del af asylmotivet henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Hun frygter de generelle forhold i Aceh, blandt andet fordi hun reelt er agnostiker, og der er indført sharia lovgivning i Aceh provinsen. Den mandlige ansøger har som asylmotiv oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af den indonesiske hær og efterretningstjeneste. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2001 eller 2002 var med til at sejle mellem syv og otte personer med tilknytning til GAM fra [by C] til [by D]. Ansøgeren har endvidere i 2003 hjulpet GAM ved at hente mad til dem fra en lokal restaurant. Ansøgeren blev samme år udsat for fysiske overgreb af personer, som ansøgeren formoder tilhørte det indonesiske militær. Ansøgeren blev i [sommeren] 2017 på stranden i nærheden af hans fars bopæl opsøgt af tre personer, der alle var iført kasket og maske og bevæbnet med pistol. De spurgte, om det var ham, der kom fra Danmark i 2012. De sagde, at hvis han ville leve længere, skulle han forlade Aceh. Ansøgeren formoder, at personerne var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren rejste derefter til [by E] til den kvindelige ansøger og en uge senere til [by A], hvor hans storesøster boede. Uanset om ansøgernes forklaring om truslen fremsat i 2017 over for den mandlige ansøger lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de – som følge af en sådan episode – ved en tilbagevenden til hjemlandet er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på den mandlige ansøgers egen, ubekræftede formodning, at de tre personer var fra efterretningstjenesten, og at de mistænkte ham for at støtte GAM. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne ikke fra den angivelige episode på stranden og indtil deres udrejse var udsat forfølgelse, og at de fik udstedt indonesiske pas og udrejste legalt af Indonesien. Nævnet har endelig tillagt det nogen vægt, at ansøgerne indrejste i Danmark i [foråret] 2018 og først søgte asyl [primo] 2019. Flygtningenævnet finder ikke, at drabet på den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle, der blev begået i 2012 af ukendte personer, kan begrunde opholdstilladelse efter udlængelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at den kvindelige ansøger har oplyst, at hun ikke efterfølgende har været udsat for forfølgelse. De generelle forhold i Indonesien, herunder i Aceh, kan heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” indo/2019/5/MEG
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er shia-muslim og har oplyst at være statsløs (bidoon) fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet henset til, at han har været fængslet flere gange tidligere. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans fætter gav ham nogle dokumenter, som ansøgeren skulle aflevere ved en købsmandsforretning, som lå nær hans bopæl. Ansøgeren vidste ikke, hvad dokumenterne indeholdt af oplysninger, men han blev herefter stoppet af nogle personer i civilt tøj, som oplyste at være fra politiet og fortalte ham, at dokumenterne opildnede til demonstrationer. Videre har ansøgeren oplyst, at han senere blev opsøgt at politiet i officielle regeringsbiler på sin bopæl, og at de tog ham med på politistationen, hvor han blev tilbageholdt, indtil hans far fik ham løsladt. Politiet forsøgte at få ansøgeren til at opgive navne på personer, som var involveret i demonstrationer. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han på et tidspunkt luftede en hund, hvor politiet trak ham i kraven og hev ham ind i politibilen, hvor han verbalt blev tilsvinet. Han blev kørt til politistationen og blev tilbageholdt i to dage, hvor de forgæves forsøgte at få ansøgeren til at underskrive nogle dokumenter. Ydermere har ansøgeren oplyst, at han senest blev opsøgt på sin bopæl omkring kl. 20, hvor de sparkede ansøgerens dør ind, mens han lå og sov. De udspurgte ansøgeren om kommende demonstrationer, men ansøgeren kunne ikke besvare spørgsmålene. Han blev tilbageholdt indtil næste formiddag. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om hans identitet og det påberåbte asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgeren over for de tyske myndigheder har oplyst, at han er irakisk statsborger fra en bestemt navngiven by i Irak, ligesom han har oplyst et andet navn og en anden fødselsdato end opgivet til de danske myndigheder. Dertil kommer, at ansøgeren i Danmark har oplyst, at han er født i 1999, men at en aldersvurdering har vist, at han senest er født i 1997. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under møderne med Udlændingestyrelsen havde et meget begrænset kendskab til forholdende for henholdsvis registrerede og uregistrerede bidoons. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren, der angiveligt var i besiddelse af en mobiltelefon, der kunne tage billeder, i Kuwait, ikke har billeder af sig selv, der forbinder ham til identificerbare steder i Kuwait. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren, der tidligere til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han havde mistet forbindelsen til sine forældre mv. i Kuwait under nævnsmødet fremlagde billeder af blandt andet sine forældres vielsesattest og billeder af blandt andet sin far, som angiveligt skulle stamme fra Kuwait. Nævnet har tillige lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er adgang til falske dokumenter i Kuwait, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udbyggende om, hvorvidt han har mistet kontaktet med sine forældre, som tidligere forklaret eller om han, som forklaret under nævnsmødet, ikke kontakter dem af hensyn til sin fars sikkerhed. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin angivelige konflikt. Han har således forklaret divergerende om hændelsesforløbet, når han og faren blev tilbageholdt. Han har således ved den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at myndighederne hentede ham og hans far hver gang, der skete noget i landet, mens han til den efterfølgende samtale forklarede, at myndighederne altid først hentede ham, hvorefter hans far henvendte sig og først på det tidspunkt blev tilbageholdt. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe de blev tilbageholdt, herunder om faren blev tilbageholdt i en uge eller i ugevis. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser eller på de oplysninger, som han afgav til de tyske myndigheder. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om hans identitet og hans asylmotiv som konstrueret og utroværdig. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/39/CHPE
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim af trosretning og har oplyst at være statsløs (bidoon) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har været en del af [A] grupperingen, og han har som medlem heraf deltaget i krigen i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet, fordi han har været medlem af [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han vil få problemer med [A], idet han er deserteret fra organisationen. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv oplyst, at han var registreret bidoon i Kuwait. Omkring 2004 – 2005 blev ansøgeren rekrutteret til den shia muslimske gruppering [A]. I de følgende år blev han trænet og aflønnet af [A]. I slutningen af 2011 blev ansøgeren udstationeret nær den shia muslimske helligdom [B] i Damaskus. Herefter deltog ansøgeren i forsvaret af [B] og var flere gange involveret i skudvekslinger. I slutningen af 2012 og begyndelsen af 2013 fik ansøgeren kendskab til, at flere af de andre medlemmer af [A] udsatte krigsfanger fra Islamisk Stat for tortur og henrettelser uden forudgående rettergang. I [foråret] 2013 bevidnede ansøgeren for første gang disse overgreb. Når ansøgerens deling tog krigsfanger fra Islamisk Stat, overdrog de fangerne til de syriske myndigheder. På et ikke nærmere angivet tidspunkt i 2013 blev ansøgeren såret i højre ben. Han blev behandlet for sine skader i Syrien. I [efteråret] 2013 blev han bevilget 4½ måneds orlov. I forbindelse hermed tilbragte han blandt andet 12 dage sammen med sin familie i Istanbul, før han vendte tilbage til Kuwait og derfra videre til Syrien via Iran. I slutningen af [foråret] 2014 blev ansøgeren på ny bevilget orlov. Han fik at vide, at der var blevet taget nogle billeder af ham i Syrien, og at billederne var blevet offentliggjort på en for ansøgeren ukendt hjemmeside eller Facebookside. Ansøgeren deserterede i forbindelse med afholdelsen af sin orlov. I [sommeren] 2014 rejste han til Kuwait, hvor han opholdt sig i 21 dage, hvorefter han udrejste til Tyrkiet og derfra videre mod Europa. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at han ikke har sandsynliggjort sin identitet, og at han i øvrigt ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv om en konflikt med de kuwaitiske myndigheder eller organisationen [A]. Nævnet henviser til ansøgerens divergerende forklaringer vedrørende helt centrale forhold både i relation til identiteten og asylmotivet. Nævnet lægger vægt på, at det fremgår af en politirapport af [en nærmere angiven dato i] 2015, at ansøgeren ved indrejsen til Danmark [i vinteren] 2015 oplyste, at han hed [C], og at han var født [en nærmere angiven dato i sommeren] 1983. Han benyttede et pas med et andet navn. Under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren oplyst, at han hedder [D], og at han er født [en nærmere angiven dato i foråret] 1983. Han har forklaret, at han er shiamuslim, og at han ikke tidligere har oplyst, at han er sunni muslim, således som det fremgår af politirapporten af [en nærmere angiven dato i] 2015, og af en dom af [en nærmere angiven dato i] 2015 fra Københavns Byret vedrørende tiltaltes forklaring om sine personlige forhold. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han udrejste fra sit hjemland i sommeren 2013 til Tyrkiet, og at han ankom til Grækenland i sommeren 2013. Han forlod Grækenland foråret 2015. Om asylmotivet har han oplyst, at han søger asyl på grund af sine børn, og at han er bidoon fra Kuwait, og at han derfor ikke har nogle rettigheder. Det fremgår af en politirapport af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016, at ansøgeren har oplyst, at han i slutningen af 2013 rejste fra Tyrkiet til Grækenland, hvor han opholdt sig frem til [sommeren] 2014. Han har videre oplyst, at han aldrig har været i militæret, i en oprørsbevægelse eller i en milits i noget land. Efter forevisning af et foto af ansøgeren i militær beklædning har ansøgeren under afhøringen dog oplyst, at han omkring 2001 kom ind i en organisation, der hedder [A]. Han blev i den forbindelse opsøgt af imamer i moskéen […] i Kuwait by. Han er uddannet til at bruge AK-47 og pistol, og han har deltaget i kamphandlinger i ved [B] i Syrien. Det fremgår videre af politirapporten, at ansøgeren har oplyst, at hans rette navn er [E], og at han er født [en nærmere angiven dato i sommeren] 1983. Det fremgår dog af den fremlagte fødselsattest af [en nærmere angiven dato i sommeren] 1983, at ansøgeren er født [en nærmere angiven dato i sommeren] 1973. Han har under asylsamtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at familien flyttede fra Al Jahra, da han var syv år, mens han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han var ni år, da familien flyttede. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han kom i kontakt [A] i 2004. Under samtalen har han senere forklaret, at han fik kendskab til organisationen i 2005. Det fremgår af politirapporten af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016, at ansøgeren har oplyst, at han i [sommeren – efteråret] 2014 blev såret i kamp, hvorefter han blev behandlet i Kuwait, og senere vendte tilbage til Syrien. Under gensamtalen [i sommeren] 2017 og under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han blev behandlet i Syrien. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har deltaget i våbentræning i Kuwait og Iran. Under asylsamtalen [i sommeren] 2017 har han forklaret, at han trænede med pistol og kalashnikov. Han blev også undervist i militærtræning. Under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han blev undervist i lastbilkørsel og ikke deltog i våbentræning. Ansøgeren har i øvrigt under nævnsmødet forklaret, at han kørte som lastbilchauffør og transporterede varer, mens han var i Syrien. Under gensamtalen har han forklaret, at han alene transporterede varer i Damaskus og omegn, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han kørte med varer i Damaskus, Homs og Libanon. Flygtningenævnet finder ikke, at de forekommende divergenser kan forklares med tolkeproblemer og et pres, som ansøgeren er udsat for. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Hjem72019/37/SME
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk sousou, og han har oplyst, at han er kristen af trosretning fra [by B], Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter at blive slået ihjel af medlemmer af en islamisk forening, [A], som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2013 stiftede en ungdomsafdeling til en islamisk forening, som hans far havde stiftet i 1993. [I sommerens] 2015 mødtes ansøgeren med en kristen præst. De talte sammen i to til tre timer, hvorefter præsten gav ansøgeren en bibel. En uge senere, [i sommeren] 2015, drømte ansøgeren, at han så et lys foran sig, og at en stemme sagde ’vær velsignet’ tre gange. Efter en fredagsbøn [i sommeren] 2015 faldt ansøgeren pludselig i søvn hos sin far. Han drømte og kaldte først på den islamiske Gud, og herefter kaldte han på Jesus, og straks forsvandt helvedesilden i drømmen. [I sommeren] 2015 talte ansøgeren igen med præsten, og præsten inviterede ansøgeren i kirke [i sommeren] 2015, hvor ansøgeren blev sikker på, at han var kristen. [I sommeren] 2015 fortalte ansøgeren sin far, at han var konverteret til kristendommen. Faren blev vred. Ansøgeren opholdt sig herefter i en kristen kirke til [en nærmere dato i sommeren] 2015, hvor faren fortalte folk fra [A], at han var konverteret, og at de skulle slå ansøgeren ihjel. [I en nærmere angiven dato i sommeren] 2015 ville ansøgeren hente noget tøj på sin bopæl, og han fik et slag i panden og mistede bevidstheden. Han vågnede i bushen uden for [by C], hvor han var blevet efterladt bundet. En stemme sagde, at han kunne gå, og pludselig var han ikke længere bundet og kunne løsne knuderne. Gud havde hjulpet ham med at komme fri. Han standsede en motorcyklist og blev kørt til sin søster, som gav ham penge til at udrejse af landet. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen, og at han som følge heraf har bragt sig i modsætningsforhold til sin far og medlemmerne af en islamisk forening i hjemlandet. Der henvises til, at forklaringen på væsentlige punkter fremstår divergerende og udbyggende, og at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for tanker og bevæggrunde, der har ført til hans angivelige konversion, der derfor fremstår ureflekteret og i øvrigt ikke båret af en indre overbevisning. Det forekommer således ikke overbevisende, at ansøgerens interesse for kristendommen er opstået som følge af et tilfældigt møde med præsten for den katolske kirke i ansøgerens hjemby, og at ansøgeren kort tid herefter er konverteret til kristendommen især på baggrund af hans drøm [i sommeren] 2015, hvori han hørte en stemme udtale: ”vær velsignet” samt en drøm [i en anden dato i sommeren] 2015, hvori han har kaldt på Jesus og dermed undgået en farlig situation. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren forinden sit møde med præsten for den katolske kirke i 2013 havde været med til at stifte en ungdomsafdeling til den islamiske forening [A], som hans far havde stiftet, og som havde fyldt meget i ansøgerens liv, fra han var barn. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgerens forklaring om tidspunktet for konverteringen fremstår divergerende. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at han konverterede til kristendommen [i efteråret] 2015. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2017 oplyst, at [efteråret] 2015 rettelig skal være [sommeren] 2015. Han har under samtalen også forklaret, at han, efter at have været i kirke [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015, på dette tidspunkt var meget i tvivl om hans tanker omkring kristendommen og islam. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i sommeren] 2018 forklaret, at han var sikker på, at han var kristen, da han gik i kirke i [B] [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorledes han er kommet fri af sine bånd, efter at han var blevet efterladt i en skov af sine bortførere, fremstår utroværdig. Der henvises til, at ansøgeren har forklaret, at han kom fri af båndene ved Guds hjælp, idet Gud gav ansøgeren kræfterne til at løsne knuderne, hvorefter en stemme fortalte, at han skulle gå. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015 fik at vide af sin ven [E], at der havde været en episode med ansøgerens far, og at folk var begyndt at lede efter ham, hvorefter ansøgeren besluttede at tage hen i den katolske kirke, hvor han opholdt sig i en måned. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han tog hen i kirken efter samtalen med sin far [i en nærmere angiven dato i sommeren] 2015, og at han blev i kirken til [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at han opholdt sig i kirken i fem dage. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerens udbyggende forklaring om hans deltagelse i bibelstudier og Gudstjenester i Danmark allerede en uge, efter at han kom til Danmark ikke kan føre til et andet resultat. Nævnet finder endvidere ikke, at en udtalelse af [sommeren] 2019 fra en præst, [P], fra […] Pinsekirke om ansøgerens deltagelse i kirkens Gudstjenester og aktiviteter kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guinea vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren risikerer overgreb i strid med EMRK artikel 3, CCPR artikel 6 og 7, samt CAT artikel 3, der er påberåbt af ansøgerens advokat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Guin/2019/5/SME
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Guinea. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fula og sunni-muslim fra Conakry, Guinea. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren under sagens behandling i Udlændingestyrelsen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter at blive slået ihjel af sin stedmor [A] og hendes sønner [B og C], fordi de ikke mener, at ansøgeren har ret til at arve efter sin far. Herudover har ansøgeren henvist til den generelle sikkerhedssituation i Guinea. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at hans far omkom i en trafikulykke i 2014. Ansøgeren har videre oplyst, at hans stedmor [A] tilkaldte de ældre i kvarteret, så de kunne bestemme, hvordan arven efter faren skulle fordeles. I den forbindelse fortalte [A] de ældre, at ansøgeren var født udenfor ægteskabet, og at han derfor ikke var berettiget til at arve efter sin far. Dette førte til et skænderi mellem ansøgeren, [A] og hendes to sønner, [B og C]. [B] hentede en kniv og skar ansøgeren i halsen og på skulderen. Ansøgeren søgte tilflugt hos naboerne, [X og Y], og [X] kørte ansøgeren til hospitalet, hvor han modtog behandling for sine skader. Ansøgeren blev udskrevet samme aften, hvorefter han tog ophold hos [X og Y], mens hans sår helede. En måned efter overfaldet tog ansøgeren tilbage til [A’s] bopæl for at hente rent tøj. Her mødte ansøgeren [A], der fortalte ham, at hun og hendes børn ville slå ham ihjel, hvis han viste sig på bopælen igen. Herefter forlod ansøgeren kvarteret og levede de følgende 7-8 måneder på gaden i et andet kvarter i Conakry. På et tidspunkt mødte ansøgeren [X] på gaden. [X] foreslog, at ansøgeren flyttede ind hos hende og fik arbejde som [Y’s] assistent. [Y] kørte med varer til Mali, og ansøgeren kørte med ham. Da de ankom til Mali, stak ansøgeren af og påbegyndte sin rejse mod Danmark. Ansøgeren har i advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at ovenstående asylmotiv ikke er rigtigt og har i stedet påberåbt sig, at han frygter malinkaerne som følge af sin etnicitet som fula og sin bror. Han har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han en gang er blevet overfaldet af fulaerne og en gang af sin bror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sine personlige forhold og om sit asylmotiv. Han har således indledningsvist over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far havde to k-oner, og at han havde tre halvsøskende, mens han i advokatindlægget og under nævnsmødet har forklaret, at hans far havde tre koner og mange børn, som han ikke kunne redegøre nærmere for. Han har ligeledes indledningsvist forklaret, at hans far døde, før han udrejste af Guinea, og at hans asylmotiv skyldes en arvestrid med halvbrødrene, mens han i advokatindlægget og under nævnsmødet har påberåbt sig en strid med en anden etnisk gruppe og sin bror, ligesom han under nævnsmødet forklarede, at hans far først døde, mens han var i Danmark, og at familien efter farens død har vendt sig mod ham. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for de påberåbte konflikter eller de nævnte divergenser og udbygninger. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge til grund, at ansøgerens ændrede forklaring om hans asylmotiv og personlige forhold skyldes nervøsitet ved de første samtaler med Udlændingestyrelsen. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt har 18-19 års skolegang. Ansøgerens forklaring fremstår derudover i det hele præget af manglende detaljeringsgrad og ikke overbevisende. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen fra Guinea var eller ved en genindrejse risikerer at blive asylbegrundende forfulgt. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Guin/2019/3/thv
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og kristen ortodoks af trosretning fra landsbyen […] i Amhara-regionen, Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller slået ihjel som følge af sine politiske aktiviteter for Ginbot 7, der er et ulovligt parti i Etiopien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2013 flyttede til Addis Abeba for at tage en gymnasial uddannelse og efterfølgende studere på universitetet. Hun begyndte at interessere sig for partiet Ginbot 7, efter hun var blevet bekendt med partiets demokratiske ideologi. Ansøgerens interesse for partiet og hendes efterfølgende politiske aktiviteter var endvidere påvirket af, at ansøgerens far i 2005 blev slået ihjel af myndighederne for at være medlem af oppositionspartiet Kinigit. I efteråret 2015 fik ansøgeren kontakt til en kvinde ved navn [K], som studerede på samme universitet som ansøgeren. Ansøgeren og [K] begyndte omkring en måned efter deres første kontakt at snakke om politik, og [K] fortalte ansøgeren, at hun var medlem af en gruppe bestående af fire kvindelige medlemmer, som diskuterede politik og uddelte løbesedler for Ginbot 7. Ansøgeren blev herefter inviteret med til gruppens møder, og efter at have deltaget i fire til fem møder blev ansøgeren medlem af gruppen. I perioden fra [slutningen af] 2015 til ansøgerens udrejse uddelte ansøgeren løbesedler seks gange på sit universitet til støtte for Ginbot 7. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren kontaktet via telefon af et af gruppens medlemmer, som oplyste, at de etiopiske myndigheder havde tilbageholdt to af gruppens medlemmer, herunder [K]. Den samme dag blev ansøgeren kontaktet af sin moster, som oplyste, at myndighederne havde været på mosterens bopæl, og at de havde eftersøgt ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Etiopien dagen efter med hjælp fra sin moster. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om centrale forhold for sit asylmotiv. Ansøgeren har således først forklaret, at hendes afdøde far også havde været medlem af Ginbot 7, og senere – foreholdt at Ginbot ikke var stiftet på tidspunktet for hendes fars død – ændrede hun sin forklaring til, at han havde været medlem af Kingit. Det er i den forbindelse også påfaldende, at ansøgeren ikke ved, hvilket parti, hendes fængslede bror var medlem af, når hun angiveligt selv har været politisk aktiv. Ansøgeren har vedrørende uddeling af løbesedler endvidere forklaret divergerende om antallet af uddelte løbesedler pr. gang, idet hun til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun uddelte ca. 10 løbesedler pr. gang, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun kunne uddele op til 200 sedler pr. gang. Ansøgerens forklaring om årsagen til hendes udrejse – at to veninder fra Ginbot 7 var blevet arresteret, og at politiet havde spurgt efter ansøgeren hos dennes moster – fremstår heller ikke selvoplevet. Det er endvidere ikke sandsynligt, at ansøgerens moster i løbet af relativt få timer via en menneskesmugler skal kunne have arrangeret ansøgerens flugt til Europa. Flygtningenævnet finder således allerede på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/16/MGO
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og kristen fra [en mindre by], Gonder, Etiopien. Ansøgeren har oplyst, at hun har været aktiv for Det Blå Parti fra 2011 eller 2012 og for ”Udvalget for Wolkait, Tegede og Telems” fra 2013 eller 2014 frem til hendes udrejse af Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet og udsat for overgreb af myndighederne, fordi hun har udført politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun og hendes forlovede blev anholdt – formodentligt af sikkerhedstjenesten – på et ukendt tidspunkt i 2004 eller 2005. Ansøgerens ægtefælle blev aldrig løsladt igen, og i sommeren 2018 fik ansøgeren at vide, at han var død. I 2011 eller 2012 begyndte ansøgeren at hjælpe Det Blå Parti som frivillig oversætter for unge døve personer. Hun begyndte endvidere i 2013 eller 2014 at udføre politiske aktiviteter for ”Udvalget for Wolkait, Tegede og Telems”, der kæmper for rettighederne for etniske amhara i de tre områder. Ansøgerens aktiviteter bestod i at indsamle penge til organisationen og i at uddele foldere og i øvrigt videredele information om organisationens arbejde. I perioden fra [begyndelsen af ] 2015 til [foråret] 2017 blev ansøgeren anholdt otte gange, og hun blev i den forbindelse anklaget for at have udført politiske aktiviteter. Hun blev hver gang anholdt to til tre dage ad gangen og derefter løsladt. Hun blev flere gange udsat for seksuelle overgreb under tilbageholdelserne. Efter hendes sidste anholdelse i [foråret] 2017 flyttede hun til Oromie for at komme væk fra problemerne. I [efteråret] 2017 rejste ansøgeren til Danmark for at deltage i en konference. [På en given dag i efteråret] 2017, mens hun var i Danmark, blev hun ringet op af en mand fra udvalget, som fortalte hende, at hendes nye bopæl var blevet ransaget, og at politisk materiale var blevet fundet og konfiskeret af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med de etiopiske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har fremstået usammenhængende, udetaljeret og ikke selvoplevet. Hun har endvidere forklaret divergerende om tidspunkterne for tilbageholdelserne. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 oplyst eksakte datoer for tilbageholdelserne og forklaret, at hun hver gang var tilbageholdt i 2-3 dage, hvor hun ikke havde kontakt med omverdenen. Under nævnsmødet har ansøgeren indledningsvist bekræftet, at hun blev tilbageholdt [på en given dato i begyndelse af 2015]. Det fremgår imidlertid af ansøgerens Facebook-profil og Messenger-profil, at ansøgeren [ de to efterfølgende dage], hvor hun angiveligt var tilbageholdt, har været inde på sin profil. Først senere under mødet har ansøgeren forklaret, at hun ikke husker de eksakte tidspunkter for sine tilbageholdelser. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin forlovede og hans anholdelse og forsvinden står i modsætning til en samtale på ansøgerens Messenger-profil, hvor ansøgeren har oplyst, at hun er fraskilt, og at hendes tidligere ægtefælle befinder sig i USA. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at myndighederne, der angiveligt mistænkte hende for at uddele ulovligt materiale, ikke foretog ransagninger på hendes bopæl i forbindelse med en af de otte tilbageholdelser, men først foretog ransagning efter, at hun legalt havde forladt landet, ligesom det forekommer utroværdigt, at ansøgeren kunne fortsætte sit arbejde for myndighederne, herunder for politi og domstole helt til udrejsen, og at hun trods sin konflikt med myndighederne kunne få udstedt et pas og udrejse legalt af landet. Det forekommer endvidere utroværdigt, at ansøgeren fortsatte sine aktiviteter, efter at hun gentagne gange havde været tilbageholdt og udsat for alvorlige seksuelle overgreb, uden at hun i den anledning tog nogle forholdsregler eller ændrede handlemåde for at undgå yderligere tilbageholdelser. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, idet bemærkes, at de generelle forhold for etniske amhara ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet der ikke findes grundlag for at tage den subsidiære påstand om udsættelse til følge.” Etio/2019/14/EMU
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status)] til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen af trosretning fra [by], [område], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi hun er udrejst uden at betale sin gæld på 50.000 nakfa til myndighederne og har afgivet urigtige oplysninger til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hendes ægtefælle blev indkaldt til nationaltjeneste i 2003, hvorefter de en til to uger efter udrejste til Sudan. Ansøgeren og ægtefællen boede i Sudan frem til 2015. Ansøgerens ægtefælle forsvandt på dette tidspunkt, hvorfor ansøgeren valgte at rejse tilbage til Eritrea. Ansøgeren indrejste legalt. Efter to uger i Eritrea blev hun indkaldt til et møde med myndighederne. Ansøgeren tog til mødet sammen med sin onkel, og ansøgeren fik under mødet besked på, at hun havde en gæld på 50.000 nakfa til de eritreiske myndigheder, idet hendes ægtefælle havde unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren fik sin onkel til at kautionere, således at ansøgeren kunne tage til Sudan og få solgt sine ting for derved at betale sin gæld til myndighederne. To uger efter mødet med myndighederne udrejste ansøgeren til Sudan uden at have betalt sin gæld til myndighederne. Efter syv måneder i Sudan, indrejste ansøgeren i Danmark [foråret] 2016, efter hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som familiesammenført med sin herboende ægtefælle, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har efterfølgende søgt Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2, og har [sommeren] 2019 fået afslag herpå. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring for nævnet til grund. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun er udrejst af Eritrea uden at betale den bøde, som hun var blevet pålagt af myndighederne på grund af, at hendes ægtefælle havde unddraget sig militærtjeneste. Hun frygter derfor at blive fængslet, såfremt hun vender tilbage til Eritrea. Det fremgår af rapport fra EASO – Eritrea National service exit and return, udgivet i september 2019 bl.a.:”From 2005 until approximately 2010, family members of deserters and draft evaders who left the country had to pay a fine of ERN 50.000 … If they could not pay that fine, they were imprisoned for up to one year; in some cases, business licences were revoked or property seized. In the recent years, such persecution has become less consistently applied. As of 2019, it is only sporadically reported, but continues to happen in some cases.” Det fremgår endvidere af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste i nogle tilfælde kan risikere forfølgelse blandt andet i form af fængsel. Ansøgerens ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste, og ansøgeren er udrejst uden at betale den gæld, som hun blev pålagt på grund af ægtefællens unddragelse fra militærtjenesten. På den baggrund, og idet de aktuelle baggrundsoplysninger om forholdene i Eritrea ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2019/3/CABV
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra El Salvador. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske latinamerikanere og kristne fra El Salvador. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at de bandemedlemmer, der afpressede penge fra ansøgerne, vil slå dem ihjel. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger [i foråret] 2017 blev kontaktet af en ung mand, der krævede, at ansøgeren betalte 500 dollars ugen efter, for ellers ville han gøre den mandlige ansøgers ægtefælle og datter fortræd. Ansøgerne betalte beløbet, men fik at vide, at de på ny skulle betale samme beløb ugen efter, og hvis de gik til politiet, ville de blive slået ihjel. Ansøgerne flyttede herefter hjem til den kvindelige ansøgers søster. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet videre oplyst, at bandemedlemmerne under en episode [i foråret] 2017 kørte op på siden af den kvindelige ansøger, mens hun i bil ventede på, at deres datter fik fri fra skole, og truede hende med en pistol. Den kvindelige ansøger accelererede hurtigt væk fra stedet. Den kvindelige ansøgers søster blev herefter opsøgt af bandemedlemmerne, der ønskede at få oplyst, hvor ansøgerne befandt sig. Ansøgerne flygtede herefter fra område til område frem til udrejsen af El Salvador. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at bander udgør en sikkerhedstrussel i forhold til befolkningen i El Salvador, og herunder at afpresning udøvet af bander er en forekommende kriminalitetsform. Det fremgår endvidere, at myndighedsbeskyttelsen er utilstrækkelig. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til UNHCR, ”Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Asylum Seekers from El Salvador”, marts 2016. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at ansøgerne har en konkret og individuel konflikt i El Salvador som følge af, at de har været udsat for afpresning af en bande. Nævnet har lagt vægt på ansøgernes forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at der er udstedt en fødselsattest til datteren [K] omkring to uger forud for konfliktens indledning, herunder på at den kvindelige ansøgers forklaring om, at en sådan fødselsattest skal genudstedes hver tredje måned, ikke fremstår plausibel. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagen, at den kvindelige ansøger i [foråret] 2017 havde søgt visum til USA, og at det fremgår af den mandlige ansøgers straffeattest af [foråret] 2017, at den er udstedt i migrationsøjemed. Henset til at banderne angiveligt også er til stede ved de offentlige myndigheder, fremstår det ikke troværdigt, at ansøgeren har fået udstedt en straffeattest i [foråret] 2017, hvoraf det fremgår, at han agter at udrejse af landet, henset til faren for, at en sådan oplysning også ville kunne komme til bandemedlemmernes kendskab. Nævnet finder det endvidere ikke overbevisende, at ansøgerne til trods for afpresningen og til trods for, at de havde truffet beslutningen om at forlade landet [i foråret] 2017, blev ved med at gå på arbejde frem til [foråret] 2017. Det er heller ikke overbevisende, at [K] i en del af perioden frem til [i foråret] 2017 fortsat gik i skole. Endelig er det bemærkelsesværdigt, at ansøgerne først forlod landet [sent forår] 2017. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at den kvindelige ansøgers søster Jessica har kunnet opholde sig i El Salvador i en længere periode efter ansøgernes udrejse af landet, og at Jessica således først primo 2019 sammen med sine familiemedlemmer har søgt asyl i USA. Endelig fremstår ansøgernes forklaring om, at de i perioden [i foråret] 2017 boede på forskellige hostels ikke plausibel i lyset af, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at man ikke kan bevæge sig frit rundt i El Salvador. Der henvises herom til det anførte i Udlændingestyrelsens afgørelse. Det lægges til grund, at ansøgernes indtægtsforhold mv. ikke har haft en sådan karakter, at de – om end de begge havde fast arbejde og gode indtægter – kan anses for velhavende. Herefter, og i det nævnet desuden sammenholder disse forhold, med den omstændighed, at det ikke fremstår overbevisende, at bander i El Salvador skulle udfolde så store bestræbelser, som det efter ansøgerens forklaringer har været tilfældet, på at afpresse og efterstræbe ansøgerne, må nævnet forkaste deres forklaring om, at de har en konkret og individuel konflikt med en bande i El Salvador som følge af, at de er blevet afpresset og truet. Under de ovenfor angivne omstændigheder, og uanset at forklaringerne efter nævnets opfattelse ikke indeholder meget væsentlige divergenser, har ansøgerne således efter flertallets opfattelse ikke sandsynliggjort, at de har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det bemærkes, at de generelle forhold i El Salvador ikke har en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde international beskyttelse efter de nævnte bestemmelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Elsa/2019/1/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen kopter fra [bynavn], Dakahliya, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin egen familie eller tilfældige egyptere, fordi han er homoseksuel. Han har til støtte herfor oplyst, at det ikke længere er hemmeligt, at han er homoseksuel, idet herboende personer har fået kendskab hertil. Ansøgerens far har via disse personer fået kendskab til ansøgerens seksualitet og har telefonisk truet med, at han vil skære ansøgeren i småstykker og intet have med ham at gøre. Han har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af to mænd ved navn [A] og [B] eller af tilfældige personer, fordi han er kristen. Han har til støtte herfor oplyst, at han på et tidspunkt samlede [A] og [B] op i en tuktuk og kørte dem til et øde område. [B] trak en kniv, og ansøgeren formodede, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvorfor han løb fra stedet. Ansøgeren meldte forholdet til politiet, der anholdt [A] og [B]. Under retssagen i 2005 blev ansøgeren tilbudt penge af [A]s familie for at trække anmeldelsen tilbage. Han fik en indirekte trussel fra [A]s morfar. Ansøgeren frafaldt efterfølgende sagen mod [A] og [B], idet han ikke mente, at han ville få noget ud af deres fængsling. Ansøgeren har ikke haft problemer med dem siden 2005. Men ansøgeren formoder, at der er en sammenhæng mellem sagen mod [A] og [B] og det faktum, at ansøgerens far uretmæssigt fra 2005 til 2010 blev anklaget for forskellige kriminelle forhold. Fra 2006 til sin udrejse den [dato i foråret] 2016 boede ansøgeren både i Kairo og Sharm el-Sheikh uden at opleve problemer med [A] eller [B]. Han har endvidere henvist til, at der sker tilfældighedsprægede overfald på kristne koptere i Egypten. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter den egyptiske efterretningstjeneste, fordi han har søgt om asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at hverken de generelle forhold for kristne koptere i Egypten, ansøgerens frygt for den egyptiske efterretningstjeneste eller ansøgerens konflikt med [A], [B] og deres familier kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ikke er ulovligt være LGBT person eller at have sex med en person af samme køn i Egypten. Uanset det ligeledes fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at myndighederne i september 2017 indledte en hårdere kurs mod homoseksuelle personer, og at der i forlængelse heraf blev fremsat et lovforslag, hvorefter homoseksualitet skulle kriminaliseres, finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle forhold – trods vanskelige – for homoseksuelle i Egypten i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin seksualitet er konkret og individuelt forfulgt. Flertallet har herved lagt vægt på, at det ikke på baggrund af oplysningerne om den telefoniske trussel fra ansøgerens far er sandsynliggjort, at faren aktivt vil opsøge ansøgeren og gøre alvor af sin trussel. Flertallet finder således, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold uden for sin fars hjemområde, herunder i Cairo, hvor han problemfrit har kunnet opholde sig i ca. 4 år fra 2005. Det forhold, at andre personer i Egypten efter ansøgerens forklaring er blevet bekendt med hans seksualitet kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2019/4/DH
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [A], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter, at han vil blive slået ihjel af myndighederne, eftersom han har hjulpet indsatte i det fængsel, hvor han arbejdede, og fordi han afviste at slå nogle indsatte, ligesom han er blevet anklaget for at afsløre indholdet af et hemmeligt brev. Endelig mistænker efterretningstjenesten ham for at være medlem af Det muslimske Broderskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet for den nationale sikkerhedstjeneste i 17 år. Før sin udrejse arbejdede han for den nationale sikkerhedstjeneste i et fængsel. Nogle gange bad hans overordnede, ham om at begå fysiske overgreb på de indsatte, men han undgik altid at skulle gøre dette. Syv til otte måneder før ansøgerens udrejse blev det opdaget, at han havde udleveret astmainhalatorer til en indsat. Ansøgeren kom til samtale hos sin overordnede [B], som gav ham en uofficiel advarsel. Et par dage senere fik ansøgeren til opgave at aflevere et brev fra [B] til [Bs] overordnede, [C]. Omkring fem dage eller en uge efter blev ansøgeren tilbageholdt på [Bs] kontor, fordi det var kommet frem, at indholdet af brevet var blevet lækket. Den følgende dag fortalte [B], at ansøgeren ikke havde noget at gøre med, at indholdet af brevet var blevet lækket, og ansøgeren fik lov til at gå. På et tidspunkt herefter søgte ansøgeren om at blive udstationeret i udlandet. Omkring en måned efter var han i telefonisk kontakt med sin tidligere overordnede, [D]. [D] advarede ham mod at lade sig udstationere. Samme dag tog ansøgeren kontakt til det kontor, som behandlede hans ansøgning om udstationering og bad om, at ansøgningen blev annulleret. Dagen efter spurgte [B] og [C] ansøgeren om årsagen til, at ansøgeren havde annulleret ansøgningen. [C] spurgte også ind til den tidligere episode med brevet, som var blevet lækket. [C] tog ansøgeren til et lokale i fængslet, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb i tre dage. Den tredje dag kom [B] og tog ansøgeren med op til sit kontor, hvor de opholdt sig, til [B] fik fri fra arbejde. Ansøgeren tog hjem til sin bopæl, hvor han var i en uge, hvorefter han vendte tilbage til sit arbejde. En måned senere var ansøgeren på vej til en opgave med nogle kollegaer i en bil, da bilen blev beskudt og kørte galt. På hospitalet talte ansøgeren med en officer. Han fortalte, at det var sikkerhedstjenesten, som havde angrebet deres bil. Efter at ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet, tog han ophold på sin bopæl i en længere periode. Da han vendte tilbage til sit arbejde, bad [B] ham om at holde fri igen. Ansøgeren vendte tilbage til sit arbejde igen efter cirka tre uger. På et tidspunkt blev ansøgeren kontaktet telefonisk af [D]. [D] fortalte, at ansøgeren var i fare, og at han skulle udrejse af Egypten. Omkring fire eller fem dage senere kontaktede [D] ansøgeren telefonisk. [D] fortalte, at når ansøgeren fik fri, skulle han køre til lufthavnen og mødes med en person, som ville hjælpe ham med at udrejse. Ansøgeren kontaktede sin brors søn, [E], og bad ham køre ansøgerens ægtefælle og børn hen til ansøgerens ven den følgende morgen. Da ansøgeren fik fri fra arbejde om morgenen, kørte han til lufthavnen, hvor han mødtes med en person, som gav ham et falsk pas og et boardingkort, hvorefter han udrejste illegalt af Egypten til Grækenland [en dag i vinteren] 2017. Efter sin udrejse har ansøgeren hørt fra sin nevø [E], at ansøgerens bopæl er blevet opsøgt og ransaget af myndighederne, som har spurgt efter ham, ligesom ansøgerens familie er blevet opsøgt af myndighederne, der leder efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver til grund, idet ansøgeren har forklaret afglidende og divergerende om en række centrale punkter, ligesom den forklaring, han har afgivet til henholdsvis oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen på en lang række punkter har været divergerende i relation til det kronologiske forløb af de hændelser, der førte til ansøgerens flugt, hvorfor Flygtningenævnet finder, at forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans problemer startede med, at han i [sommeren] 2017 søgte udstationering, hvorefter han i den [senere i løbet af sommeren] blev indkaldt til afhøring af sin overordnede [B]. I den forbindelse blev han afhørt om, hvorfor han havde sagt nej til udstationeringen og udsat for tortur. Videre har ansøgeren i denne samtale forklaret, at det var i [senere i løbet af sommeren] 2017, at han herefter i forbindelse med sit arbejde befandt sig i en bil, der blev beskudt og kørte galt, hvorefter han kom på hospitalet. Ansøgeren forklarede i samme samtale, at det var i [efteråret] 2017, at han skaffede astmamedicin til en indsat, og at han cirka 15 dage senere blev bedt om at aflevere et brev, og at [B] den følgende dag fortalte ham, at brevets indhold var blevet lækket. Endelig har ansøgeren forklaret, at han herefter var i kontakt med sin tidligere chef, [D], der oplyste ham om, at han var mistænkt for at være medlem af Det Muslimske Broderskab. I asylsamtalen fra [efteråret] 2018 har ansøgeren derimod forklaret, at problemerne startede, da han skaffede astmamedicin til en indsat 7-8 måneder før udrejsen, at han nogle dage efter blev bedt om at aflevere et brev til [C], og at han 5 dage til en uge senere blev tilbageholdt på [Bs] kontor, fordi han blev beskyldt for at have lækket brevet, og at det først var på et tidspunkt herefter, at han søgte om at blive udstationeret i udlandet. Videre har ansøgeren i forbindelse med denne samtale forklaret, at der gik en måned, før han forsøgte at tilbagekalde sin ansøgning, hvorefter han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb, og at det var en måned herefter, at han kørte galt i forbindelse med, at den bil han befandt sig i blev beskudt, og endelig at [D] herefter kontaktede ham og sagde, at han skulle udrejse. Ansøgerens forklaring har tillige været divergerende med hensyn til, om han i forbindelse med afhøringen og den efterfølgende tortur blev tilbageholdt i en eller i tre dage, om han herefter var væk fra arbejdet i 2 dage eller en uge, og om han efter skudepisoden mod bilen var væk fra arbejde to eller tre uger. Det er endvidere først i asylsamtalen, at ansøgeren har forklaret, at den indsatte fortalte, at han havde fået medicinen af ansøgeren, hvilket harmonerer dårligt med ansøgerens forklaring fra oplysnings- og motivsamtalen om, at ingen af hans kollegaer opdagede, at det var ham, der havde udleveret medicinen, og at sagen, ansøgeren bekendt, fortsat var åben. Nævnet skal videre bemærke, at ansøgerens forklaring savner indre logik blandt andet med hensyn til, hvorfor han forblev ansat, når han frygtede, at hans foresatte ville gøre det af med ham, herunder hvorfor han ikke på et tidligere tidspunkt forsøgte at flygte ud af landet. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren havde en højtstående ven i [D], der var ansat som oberst i Den Nationale Sikkerhedstjeneste og var villig til at hjælpe ham. Det savner tilsvarende mening, at efterretningstjenesten lod ansøgeren forblive ansat samtidig med, at de mistænkte ham for at samarbejde med Det Muslimske Broderskab, ligesom det savner mening, at efterretningstjenesten på trods af mistanken mod ansøgeren, først valgte at løslade ham efter torturen, for herefter at forsøge at slå ham ihjel ved at skyde mod en bil, hvor der ud over ansøgeren befandt sig fem andre personer. Henset til, at Flygtningenævnet afviser ansøgerens forklaring om asylmotiv som utroværdig, finder nævnet ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Det bemærkes i den forbindelse yderligere, at ansøgeren tidligere har nægtet at underskrive en samtykkeerklæring vedrørende medvirken til at sådan undersøgelse. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2019/3/snd
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra […] Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive forfulgt, opsøgt og slået ihjel af en gruppe af personer, der udgiver sig for at være en del af den fredelige organisation [X], fordi de beskylder ansøgeren for at have angivet nogle af gruppens medlemmer til politiet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter politiet, fordi politiet har tilbageholdt og afhørt ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på et tidspunkt kom i kontakt med en gruppe af personer, der udgav sig for at være en del af [X], da han var i en moske. Han formoder, at de pågældende i realiteten har tilknytning til [Y]. Ansøgeren involverede sig i gruppens velgørenhedsarbejde, indtil det gik op for ham, at han ikke delte deres overbevisning. Dette førte til uoverensstemmelser mellem ansøgeren og gruppen. På et tidspunkt tilbød gruppen, at ansøgeren kunne gifte sig med en fra gruppen, hvilket ansøgeren afslog. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt af gruppens medlemmer, men ansøgeren undslap. Kort herefter blev ansøgeren og flere af gruppens medlemmer anholdt af politiet. Ansøgeren blev løsladt efter en måned, hvorimod medlemmerne fra gruppen blev idømt fængselsstraffe. Herefter blev ansøgeren eftersøgt af medlemmer af gruppen, hvorfor han tog til byen [A], hvor han opholdt sig i tre måneder. Da han vendte tilbage til sin hjemby, [T], blev han beskudt af personer fra gruppen. Herefter tog ansøgeren til byen [P], hvor han opholdt sig i halvanden måned, hvorefter han tog tilbage til [T]. Ansøgeren blev igennem hele perioden tilbageholdt og afhørt af politiet, som ønskede oplysninger om gruppen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, der har 12 års skolegang, på flere centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet har herved taget hensyn til, at den række af begivenheder, som førte til ansøgerens flugt, ligger nogen tid tilbage. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår hans første møde med gruppen, der udgav sig for at være fra [X], skulle have fundet sted. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at det skete ”for 2 år siden minus 2 måneder siden” svarende til [foråret] 2015. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2018 har ansøgeren forklaret, at det skete for lidt mindre end 2 år siden eller 2 år og 4 måneder siden svarende til henholdsvis [foråret] 2016 og [sommeren] 2016. Til sin advokat og for nævnet har ansøgeren forklaret, at det skete i [sommeren/efteråret] 2015. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt om, hvor og hvor længe han skulle være blevet tilbageholdt af politiet i forbindelse med den første afhøring. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han blev tilbageholdt i en uge på den lokale politistation, mens han under samtalen [i foråret] 2018 har forklaret, at han blev tilbageholdt en måned, og at han i den forbindelse fik bind for øjnene og blev kørt til et ukendt sted, hvilket tog 3-4 timer. For nævnet har han forklaret, at han var tilbageholdt i en måned og blev kørt til et stort provinsfængsel, der lå ca. 30 km fra den lokale politistation, men at han først fandt ud af det, da han var kommet til Danmark. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om, hvor han befandt sig, da han skulle være blevet tilbudt ægteskab med en kvinde tilknyttet den formodede [X]-gruppe. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han var i sin fars forretning. Under samtalen [i foråret] 2018 har ansøgeren forklaret, at tilbuddet blev fremsat, da han opholdt sig ude foran [S] moskéen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han to gange blev tilbudt ægteskab, dels uden for den angivne moské og dels i sin fars butik. Ansøgeren har tillige forklaret forskelligt om, på hvilket tidspunkt i begivenhedsforløbet han blev beskudt uden for sit hjem. Under samtalen [i foråret] 2018 har ansøgeren forklaret, at han blev beskudt om natten, da han efter tre måneders ophold i [A] vendte tilbage til [T]. Under samtalen for nævnet har ansøgeren ad flere omgange skiftevis forklaret, at skudepisoden fandt sted, før han tog til [A] og opholdt sig der i tre måneder, og efter at han kom tilbage fra [A]. Ved samtalens slutning har han forklaret, at han er 80 % sikker på, at skudepisoden fandt sted efter hans ophold i [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvornår han kom til Danmark, og hvornår han blev gift med sin herboende ægtefælle. Han har til politiet [i foråret] 2017 og under samtalen [i foråret] 2017 til Udlændingestyrelsen oplyst, at han indrejste i Danmark for ca. to måneder siden svarende til [vinteren] 2017, ligesom han til samtalen hos Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 har forklaret, at han blev religiøst viet til sin ægtefælle [i foråret] 2017. Under samtalen [i foråret] 2018 hos Udlændingestyrelsen blev ansøgeren foreholdt oplysninger fra sin egen og sin ægtefælles Facebook-profiler, hvoraf det fremgik, at de var blevet gift [i vinteren] 2016. Ansøgeren forklarede hertil, at den dato ikke passede, og at det måtte være en fejl. Til sin advokat og for nævnet har ansøgeren forklaret, at han kom til Danmark i [sommeren] 2016, hvor han blev forlovet. Han og ægtefællen blev viet af en imam [i vinteren] 2016, og ansøgeren har for nævnet fremlagt vielsesattest dateret [vinteren] 2017. Ansøgeren har i øvrigt forklaret forskelligt og udbyggende om sin kontakt med sin familie i Egypten. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han ikke havde kontakt med sin familie i Egypten, da det kunne skabe problemer, hvis nogen aflyttede deres telefoner. Der var ingen i familien, der vidste, hvor ansøger var. Under samtalen [i foråret] 2018 har ansøgeren forklaret, at han kun havde været i kontakt med sin familie én gang for en måned siden i forbindelse med sin fars død, men at hans hustru løbende har haft telefonisk kontakt med ansøgers familie ca. hver tredje uge. Ansøgeren har samtidig forklaret, at han talte i telefon med sin mor i forbindelse med sin indrejse, og at hun da oplyste, at hans forældre var blevet opsøgt ca. 8 gange af politiet efter hans udrejse, og at politiet ransagede deres hus alle 8 gange. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han også fortalte om hustruens løbende kontakt til hans familie under samtalen [i foråret] 2017. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for de mange divergenser, og at han på flere spørgsmål herom har forklaret afglidende. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte asyl i forbindelse med, at han blev anholdt for ulovligt ophold [i foråret] 2017, og at han ifølge politirapport af [foråret] 2017 i forbindelse med ansøgningen oplyste, at han kun søgte asyl for at være sammen med sin kone, idet han ikke var eftersøgt af myndighederne i hjemlandet. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2019/2/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Djibouti. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk djiboutier og sunni-muslim fra […] i Djibouti, Djibouti. Ansøgeren tilhører Issa-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens børn, [A], [B] og [C], er etniske djiboutier og sunni-muslimer. [A], [B] og [C] er født i Danmark, og de har djiboutisk og somalisk statsborgerskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Djibouti frygter at blive dræbt af sin familie, idet familien ikke accepterer ansøgerens ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun lærte sin ægtefælle, [X], at kende via Facebook i 2011. [X] er somalisk statsborger, men han har haft opholdstilladelse i Danmark siden 1998. Ansøgeren og [X] kommunikerede på Facebook, indtil de i 2013 besluttede sig for at indgå ægteskab. Samme dag, som ansøgeren og [X] besluttede at blive gift, fortalte ansøgeren sin far om [X]. Da ansøgeren fortalte sin far om sin beslutning om at indgå ægteskab med [X], blev faren meget vred, og han truede ansøgeren. Faren sagde blandt andet, at ansøgeren ville kaste skam over Issa-klanen, hvis nogen fandt ud af, at hun havde giftet sig med en person fra Midgaan-klanen. På trods af farens reaktion, rejste ansøgeren til Etiopien, hvor hun blev gift med [X] [primo] 2014. Ansøgeren søgte herefter om familiesammenføring til Danmark. Ansøgeren fik senere afslag på familiesammenføring. [X] rejste tilbage til Danmark [primo] 2014. Ansøgeren rejste herefter til byen […] i Etiopien, hvor hun opholdt sig hos en af sin fars venner. Samme dag, som ansøgeren tog hjem til farens ven, blev hun overfaldet af sin far. Faren overfaldt ansøgeren, da han havde hørt, at hun var blevet gift med [X]. Faren tog herefter ansøgeren med til […] i Etiopien, hvor ansøgeren blev holdt indespærret af sin familie. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra familien efter to til tre dage. Ansøgeren tog først til sin veninde [A], herefter til [by] i Djibouti, hvor hun opholdt sig hos en vens søster, indtil hun udrejste af Djibouti [foråret] 2015. Efter ansøgeren er kommet til Danmark, har hun fået tre børn med sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes pigebarn [B] ved en tilbagevenden til Djibouti eller Somalia vil blive udsat for omskæring (FGM). Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering efter ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren har giftet sig mod sin fars og familiens vilje, og at hun derfor har en konflikt med faren. Ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende på centrale punkter og forekommer således konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 har forklaret, at hun var blevet låst inde i et rum i to til tre uger, før det lykkedes hende at flygte, mens hun derimod under asylsamtalen [vinteren] 2017 og overfor nævnet har forklaret, at hun var indespærret i to til tre dage. Hun har videre under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at det lykkedes hende at flygte fra rummet, da to kvinder skulle hente noget fra rummet, mens hun overfor nævnet har forklaret, at flugten lykkedes, da én kvinde kom ind i rummet. Nævnet henviser endvidere til, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren, uden at blive kontaktet af sin far, der angiveligt havde truet med at slå hende ihjel, har kunnet opholde sig i Djibouti hos sin nære venindes søster i et år, inden hun udrejste af landet. Ansøgeren har i øvrigt divergerende forklaret om farens reaktion, da han kom til […] for at hente hende. Under samtalen [vinteren] 2017 med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hun ikke blev udsat for nogle former for fysiske overgreb af sin far, mens hun derimod overfor nævnet har forklaret, at hun blev slået flere gange, blandt andet med et baseballbat. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes datter [B], der er født [vinteren] 2017, vil blive tvangsomskåret ved en tilbagevenden til Djibouti, lægger nævnet til grund, at ansøgeren har forklaret, at hun er imod omskæring. Hun har endvidere oplyst, at hendes mand, der er [B’s] far, er meget imod omskæring. Dette forhold fremgår også af de i øvrigt foreliggende oplysninger. Ansøgeren fremstår som en ressourcestærk kvinde, der må anses for at have de fornødne personlige ressourcer til at modstå omgivelsernes pres for omskæring. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at hun ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres for omskæring. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til, at det af baggrundsoplysninger blandt andet fremgår, at kvindelig omskæring er forbudt ved lov i Djibouti, og at man ifølge loven kan idømmes op til fem års fængsel og en bøde på en million djiboutifranc ved overtrædelse af loven. Kvindelig omskæring i Djibouti er stærkt begrænset, idet 97 % blandt 40-49 årige kvinder er omskåret, mens kvindelig omskæringer blandt 10-19 årige er på 18,9 %. Der henvises til IRB - Immigration and Refugee Board of Canada: Djibouti: The practice of female genital mutilation FGM af 10. juni 2016. Flygtningenævnet finder således, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren eller ansøgerens datter ved en tilbagevenden til Djibouti vil være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, der omfattet af udlændingelovens § 7,s tk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Djib/2019/1/cabv
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra DR Congo. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er congolesisk statsborger og kristen fra Kinshasa, DR Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo frygter en værre fremtid, end den hun vil få i Danmark. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter personer, som vil stjæle ting fra hende, og at hun vil blive voldtaget. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter krigen i DR Congo. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far ønskede, at ansøgeren og hendes søster skulle udrejse, fordi der var krig i DR Congo, og fordi de ville få en bedre fremtid i udlandet. Ansøgeren har videre oplyst, at personer i DR Congo vil stjæle fra hende, fordi de ved, at hun er vendt tilbage fra et rigt land. Ansøgeren og hendes søster vil således have tøj og andre ting, som de kunne være interesserede i. Endvidere frygter ansøgeren at blive voldtaget, idet piger bliver voldtaget i DR Congo. Endvidere kan der blive affyret skud i DR Congo på grund af krigen, hvilke kan ramme ansøgeren. Således oplevede ansøgeren en dag, da hun opholdt sig familiens bopæls have, at der blev affyret to skud. Faren sagde derfor til familien, at de skulle gå ind i huset. Efter et yderligere skud kom også faren ind i huset. Derefter blev der skudt en gasbombe ind i huset, hvorfor ansøgeren fik vådt papir for munden, og vinduerne blev åbnet. Endelig har ansøgeren som noget nyt for nævnet oplyst blandt andet, at hun på et ukendt tidspunkt blev forsøgt bortført fra sin skole, ligesom hun for nævnet er fremkommet med nye oplysninger om konfliktens baggrund, herunder at de episoder, hun tidligere har forklaret om, skyldes faderens arbejde og forældrenes involvering i politiske aktiviteter. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin asylsag behandlet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren – uagtet at hun alene er 15 år gammel – har vist en klar forståelse for, hvad asylsagsbehandlingen drejer sig om, ligesom hun har formået at redegøre for sine familiemæssige forhold og de forhold, som ifølge hendes kendskab hertil har begrundet hendes udrejse af DR Congo. Flygtningenævnet er endvidere enig med Udlændingestyrelsen i, at det, som ansøgeren har forklaret til Udlændingestyrelsen om baggrunden for sin udrejse af DR Congo, ikke giver grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren for Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke selv har oplevet problemer med nogen personer i DR Congo, og at ansøgerens frygt for at blive udsat for tyveri eller voldtægt alene beror på ansøgerens generelle opfattelse af sikkerhedssituationen i DR Congo. Heller ikke det forhold, at ansøgeren har oplevet, at der er blevet smidt en gasbombe ind på familiens bopæl, eller ansøgerens nye oplysning for nævnet om at være blevet forsøgt bortført fra sin skole kan føre til et andet resultat, allerede fordi der er tale om enkeltstående episoder, der fandt sted længe før ansøgerens udrejse. Ansøgeren har for nævnet fremkommet med nye oplysninger om konfliktens baggrund, herunder at de episoder, hun tidligere og nu har forklaret om, skyldes faderens arbejde og forældrenes involvering i politiske aktiviteter. Nævnet bemærker hertil, at der ikke kan bortses fra, at ansøgeren, der kun var 9 år på tidspunktet for udrejsen, ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen har været bekendt med alle de forhold, som begrundende hendes forældres beslutning om at lade hende og storesøsteren udrejse, og nævnet har derfor tillige vurderet ansøgerens sag i lyset af hendes nye oplysninger for nævnet, hvilke oplysninger i al væsentligt er overensstemmende med de oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med behandlingen af storesøsterens sag. Det hedder herom i Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2018 i storesøsterens sag bl.a.: ”Flygtningenævnet finder … ikke, at det, som ansøgeren har oplyst om årsagen til, at hun søger asyl, er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt er blevet udsat for overgreb fra hverken de congolesiske myndigheder eller andre eller truet hermed, og at der ved den episode, hvor politiet opsøgte hendes far i hjemmet, ikke skete andet, end at politiet så sure ud, og at deres far virkede bekymret. Ansøgerens far er herefter forblevet i Congo og har efter det oplyste fortsat arbejde som dommer, selv om han ifølge den fremsendte, udaterede og ikke underskrevne udtalelse i en kort periode skulle have været afskediget og efter genansættelse nu er ”kept out of all sensitive cases”. Den episode, hvor der senere blev kastet en gasbombe ind mod bopælen, kan efter de foreliggende oplysninger ikke anses for at have sammenhæng med politiets henvendelse på bopælen, og den må betragtes som en enkeltstående hændelse, som hverken i sig selv eller sammenholdt med sagens øvrige oplysninger kan anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens frygt for at blive voldtaget alene beror på ansøgerens egen generelle formodning, og at de oplysninger, der er fremkommet for nævnet om indkaldelse af ansøgerens mor til afhøring hos kriminalpolitiet i [en by i Congo] i [efteråret] 2012 og hendes mors politiske aktiviteter for menneskerettigheder i Congo i 2013, ikke kan antages at medføre, at ansøgeren på nuværende tidspunkt som følge heraf vil være i konkret risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemland. Det bemærkes herved, at moderen efter det oplyste ikke længere opholder sig i Congo.” Også efter oplysningerne for dette nævn tiltrædes det med samme begrundelse som i nævnets afgørelse af [sommeren] 2018, at heller ikke ansøgerens nye oplysninger kan begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” cong/2019/13/MME
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen af trosretning fra […], South West Region, Cameroun. Ansøgeren har været aktiv i kampen for det sydlige Cameroun. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive fængslet uden rettergang, at blive kidnappet eller at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han har deltaget i en strejke. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i efteråret] 2016 deltog i en demonstration på [Universitetet], hvor han studerede. Ansøgeren blev i den forbindelse tilbageholdt af politiet i to til tre dage. Ansøgeren blev løsladt som følge af, at ansøgerens far er en indflydelsesrig person i Cameroun. Efter tilbageholdelsen gemte ansøgeren sig hos sin mormor i seks dage, hvorefter han udrejste af Cameroun. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren har deltaget i en demonstration på universitetet [i efteråret] 2016, og at han i den forbindelse blev anholdt og var tilbageholdt i to-tre dage. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i et modsætningsforhold til de camerounske myndigheder, der kan medføre asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han med sin fars hjælp blev løsladt, og at han udrejste lovligt af Cameroun [i vinteren] 2016 med fly. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har udbygget sin forklaring om politiske aktiviteter, idet han har forklaret, at han i Cameroun var medlem af politiske grupper på Facebook. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har været i Danmark på studieopholdstilladelse fra [efteråret] 2014 til [foråret] 2016, hvor han udrejste efter at have fået afslag på opholdstilladelse. Han fik [i efteråret] 2016 udstedt visum til Danmark med henblik på at besøge sin mor, som har permanent opholdstilladelse her. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl, da hans besøgsopholdstilladelse udløb efter 3 måneder. Disse forhold understøtter ikke ansøgerens forklaring om, at han er udrejst på grund af frygt for asylbegrundende forfølgelse fra de camerounske myndigheders side. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet fremlagt en artikel [dateret i vinteren] 2018 fra [X] hjemmeside om ansøgerens far, som har gjort tjeneste på [Y]s kontor i Sydvestcameroun, og som er blevet udpeget som leder af [en komite] i Sydvestcameroun. Artiklen understøtter ikke, at ansøgeren eller hans far skulle stå i et modsætningsforhold til myndighederne. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2019/6/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk wueh og katolik af trosretning fra Buea, Cameroun. Ansøgeren har været politisk aktiv for partiet Southern Cameroons National Congress (SCNC) siden 1999. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for grove fysiske overgreb samt at blive slået ihjel, idet ansøgeren og ansøgerens far har været aktive for partiet Southern Cameroons National Congress (SCNC). Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive chikaneret af hendes nu tidligere ægtefælles familie, fordi de er blevet skilt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun siden 1999 har været aktiv for partiet SCNC som kommunikationsfrivillig, hvor hun oplyste om partiets budskaber og events til sine klassekammerater og naboer. I 2007 blev ansøgeren tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med, at ansøgeren deltog i en forsamling i byen Buea. Ansøgeren var tilbageholdt i tre måneder, hvor hun blev udsat for grove fysiske og seksuelle overgreb. Efter tre måneder blev ansøgeren løsladt mod kaution, som ansøgerens familie betalte. I 2010 blev ansøgeren gift med sin daværende ægtefælle [A], og [i foråret] 2011 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende ægtefælle. Mens ansøgeren opholdt sig i Danmark, fortsatte hun sin aktivitet for partiet SCNC som skandinavisk kommunikationsansvarlig. I 2015 rejste ansøgeren tilbage til Cameroun, idet ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark. Da ansøgeren ankom til Cameroun [i efteråret] 2015, blev ansøgeren tilbageholdt af myndighederne frem til omkring jul. Under sin tilbageholdelse blev ansøgeren afhørt og udsat for fysiske og seksuelle overgreb. En dag tæt på jul blev ansøgeren hentet af en ukendt militærmand, som tog hende med på hospitalet, hvor ansøgeren opholdt sig i omkring tre dage. Efter tre dage udrejste den ukendte militærmand med ansøgeren til Cypern. Ansøgeren opholdt sig en dag på Cypern, hvorefter ansøgeren fløj til Frankrig med den ukendte militærmand. Fra Frankrig tog ansøgeren med bus til Danmark. I Danmark opholdt ansøgeren sig hos Besua Clives, som ansøgeren kendte igennem sit frivillige arbejde som skandinavisk kommunikationsansvarlig, idet han var i samme kommunikationsgruppe som ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har til politirapport fra vinteren 2018, hvilket er en gentagelse af indholdet af politirapport fra vinteren 2018, forklaret, at hun i slutningen af 2015 udrejste af Danmark til Cameroun, og at hun lod sig smugle til Cypern, fordi truslerne mod hendes far blev intensiveret. Ansøgeren har videre til politirapporten forklaret, at hun opholdt sig på Cypern i ca. 1 år, fik udstedt et biometrisk pas på Cypern [i vinteren] 2017 og genindrejste i Danmark kort tid før hun fødte datteren Elioraclives [efteråret] 2017. Heroverfor har ansøgeren stærkt divergerende til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at hun rejste til Cameroun oktober 2015, hvor hun blev tilbageholdt og udsat for tortur og voldtægt, frem til omkring juletid 2015, hvor hun, efter at familien havde betalt løsepenge, blev fulgt ud af landet af en højtstående militærmand, opholdt sig en dag på Cypern og genindrejste i Danmark via Paris. Ansøgeren har videre forklaret, at hun ikke selv har fået udstedt pas på Cypern. Ansøgeren har ikke til politirapporterne oplyst om en tilbageholdelse i Cameroun i 2015, og ansøgeren søgte først asyl i Danmark [i vinteren] 2018. Ansøgerens tilbageholdelse i Cameroun i 2007 fandt sted for 12 år siden, og ansøgeren valgte efter sin egen forklaring at rejse tilbage til Cameroun i 2015. De af ansøgeren fremlagte kontoudtog fra broderens konto dokumenterer ikke, at broderen har betalt en løsesum i december 2015. Det fremgår af kontoudtoget, at der er overført 4.100 dollars til Cameroun [i vinteren] 2015, men der er ligeledes overført 5.000 dollars til Cameroun [i vinteren] 2016, på hvilket tidspunkt ansøgeren efter sin egen forklaring var udrejst af Cameroun og opholdt sig i Danmark, mens moderen opholdt sig i Nigeria. Det beror på ansøgerens egen formodning, at hun er efterstræbt af sin tidligere ægtefælles familie. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2019/5/HZC
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bandem og katolik fra Buea, Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb eller slået ihjel af militæret i Cameroun, fordi han har været fængslet i forbindelse med drabet på en soldat og derefter flygtet fra fængslet. Desuden frygter han den generelle situation og militserne i sin hjemby. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at han i perioden mellem den 21. og 23. maj 2018 var tilskuer til en demonstration i byen Buea. Ansøgeren forlod demonstrationen, efter militæret begyndte at skyde mod demonstranterne. Han var ikke selv i kontakt med militæret ved demonstrationen. Dagen efter demonstrationen fandt han ud af, at en soldat var blevet dræbt under demonstrationen. Den 26. maj 2018 blev han anholdt af militærfolk og taget med til en militærlejr. I militærlejren blev han oplyst om, at han og flere andre unge mænd var blevet tilbageholdt, fordi en soldat var blevet dræbt ved demonstrationen. Ansøgeren var tilbageholdt i militærlejren i to måneder. Mens han var tilbageholdt, blev han udsat for fysiske overreb og truet. Natten mellem den 6. og 7. august 2018 flygtede han fra militærlejren. Ansøgerens [familiemedlem], der er oberst i miltæret, havde arrangeret flugten. Ansøgeren flygtede ved, at en soldat kom og åbnede døren til hans celle, hvorefter ansøgeren blev ført ud i en bil, hvor [familiemedlemmet] ventede på ham. Ansøgeren blev kort til Doula, hvor han overnattede hos sin søster. Dagen efter blev han kørt til lufthavnen, hvor fra han udrejste af Cameroun. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han blot kiggede på demonstrationen eller om han deltog aktivt ved blandt andet at råbe. Han har tillige forklaret divergerende om, hvor mange mennesker, der var til stede under demonstrationen og om, hvorvidt soldaterne sagde noget til ham i bilen efter anholdelsen. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt hans familie er blevet opsøgt af militæret efter hans udrejse. Han har således først forklaret, at hans familie ikke er blevet opsøgt, mens han under nævnsmødet forklarede, at hans søster nu har fortalt ham, at hans familie er blevet opsøgt, ligesom hun har fremsendt en avisartikel og en efterlysning til ham, så han kunne dokumentere sine forhold i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en udbygning, idet ansøgerens forklaring om, at søsteren ikke tidligere har villet fortælle ham, at familien var blevet opsøgt efter hans udrejse fremstår utroværdig, navnlig når henses til at hun samtidig vidste, at der havde været en avisartikel om ham og en efterlysning, som hun heller ikke fandt grundlag for at nævne for ham. For så vidt angår avisartiklen og eftersøgningssedlen kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at der er tale om ægte dokumenter. Der er herved lagt vægt på, at dokumenterne er fremkommet på et meget sent tidspunkt, og at de fremstår påfaldende. Det er i den forbindelse navnligt påfaldende, at avisartiklen indeholder oplysninger om ansøgerens flugt, som alene kan stamme fra hans familie herunder fra hans søster, som angiveligt ikke har talt med pressen. Ansøgerens forklaring om hvordan hans [familiemedlem] som magtfuld oberst i militæret kunne få ham ud af fængslet, men ikke i øvrigt beskytte ham mod de beskyldninger, som mange unge efter ansøgerens egen forklaring var blevet udsat for, er påfaldende og utroværdig. Det forekommer i den forbindelse også påfaldende, at ansøgeren ikke vil oplyse navnet på sin [familiemedlem], fordi han har lovet ham dette. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet i stand til at uddybe sit asylmotiv eller besvare spørgsmål om sin [familiemedlem], flugten og udrejsen til Belgien. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring som utroværdig og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Cameroun. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. came/2019/3/nabr
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nkambe og katolik af trosretning fra Buea, Cameroun. Ansøgeren har været medlem af SDF. Hun var menigt medlem og deltog i to demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter en mand ved navn [A], idet ansøgeren skylder ham penge. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, [B], fordi hun ikke ved, hvad han kan finde på, hvis hun vender tilbage. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter for sit liv på grund af den nuværende konflikt i Cameroun mellem de engelsk- og de fransktalende. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hendes tidligere ægtefælle i [sommeren] 2013 fik ansøgeren til at optage et lån på 4 mio. central afrikanske franc (CFA) hos vennen [A]. Som garanti for lånet tog [A] ansøgeren til et voodoo-tempel, hvor der blev udført en voodoo-ceremoni. Ansøgeren aflagde en ed, hvor hun svor på, at hun ville dø, hvis hun ikke tilbagebetalte lånet. I [sommeren] 2013 rejste ansøgeren med sin ægtefælle, [B], til Danmark. Han forlod ansøgeren i 2014 og rejste tilbage til Cameroun. I [foråret] 2014 kontaktede [A] ansøgeren telefonisk og truede hende, fordi hun ikke havde tilbagebetalt lånet til ham. Efter opringningen begyndte ansøgeren at betale tilbage på lånet. Hun betalte omkring 1.5 millioner CFA til Mathias. Hun stoppede dog med at betalte tilbage, hvorfor [A] tog hen til ansøgerens forældres hus i november 2016 og truede forældrene med at ville tage ting fra huset for at sælge det. I [sommeren] 2017 opsøgte [A] på ny ansøgerens forældre. Han råbte ad dem og forbandede ansøgeren med en voodoo-forbandelse. Han sagde, at han ikke længere ville have pengene, men at han ønskede ansøgeren død. Ansøgeren har endvidere oplyst, at nogle fransktalende personer kom til ansøgerens forældres hjemby [i sommeren] 2017 og skød en masse folk og brændte mange huse ned, herunder ansøgerens forældres hus. Ad tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren blev gift med [B], flyttede sammen med ham i 2013, at de flyttede fra hinanden i [slutningen af] 2013, og at de senere er blevet skilt. Ansøgeren har forklaret, at [B] kun en gang i perioden fra [slutningen af] 2013 til dags dato har fremsat en trussel, hvilket skete i 2016. Efter ansøgerens forklaring, kan det lægges til grund, at denne trussel blev fremsat, idet ansøgeren havde fortalt om deres ægteskab til [Bs] mor. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grund til at tro, at [B] har evne og vilje til at dræbe ansøgeren, og finder ikke, at truslen, der er fremsat for tre år siden, har den nødvendige intensitet til at begrunde asyl. Ad [A]. Flygtningenævnet vil ikke udelukke, at ansøgeren har lånt et beløb svarende til omkring 50.000 kr. til brug for hendes udrejse til Europa. Ansøgeren har forklaret, at [A] var en rig forretningsmand og en ven, samt at han ikke var involveret i mafiaen. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at hun kun har betalt omkring 22.000 kr. tilbage på lånet. Selvom nævnet således lægger til grund, at hun fortsat har en gæld til [A], finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at denne har evne og vilje til at dræbe hende. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange [A] har opsøgt hendes familie, om han har været voldelig over for familien, og om han har taget nogle genstande i pant for gælden. Ad medlemskab af SDF. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren og hendes far har været medlemmer af SDF. Ansøgeren har forklaret, at hun alene var menigt medlem, og at hun har deltaget i to demonstrationer, der ikke siden har medført problemer. Selvom der måtte være et øget pres på SDF medlemmer, finder nævnet, at hun som ganske uprofileret og uden at nogen har rettet særlig henvendelse vedrørende hende, ikke befinder sig i nogen særlig risiko for overgreb. Samlet finder nævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2019/2/HHU
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er bangladeshisk statsborger, etnisk bengali og muslim fra Chittagong, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af partiet Shabir fra 2007 til 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af sin yngste farbror som følge af en arvestrid. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive overfaldet grundet sine politiske aktiviteter i perioden fra 2007 og 2008. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far ejede jord i [en landsby] og Chittagong. Faren blev dog omkring 2000 eller 2001 forgiftet af den yngste farbror, og imens faren var syg, overtog farbroren farens jord. Ansøgeren udrejste [i slutningen 2013] af Bangladesh for at studere i Danmark. [I efteråret 2017] afgik faren ved døden. Under begravelsen den følgende dag fremsatte den yngste farbror trusler mod ansøgerens mor og brødre. Et par dage efter begravelsen mødtes ansøgerens familiemedlemmer for at tale om farens arv. Under mødet forlangte ansøgerens brødre at få jorden, som farbroren havde taget fra faren, tilbage. Brødrene kom derefter op at slås med ansøgerens farbrødre og ansøgerens fætre. Efter mødet gik ansøgerens brødre under jorden, men moren tog hjem til sin bopæl i Chittagong. Farbroren truede senere ansøgerens mor og brødrene, for at få dem til at skrive under på dokumenter, der ville tillade, at farbroren kunne sælge jorden til andre. Moren og brødrene nægtede dog at skrive under. En uge efter mødet blev ansøgeren og hans brødre falskt anklaget for at have overfaldet farbrødrene og fætrene, hvilket moren fandt ud af i [slutningen af] 2017, idet hun blev opsøgt af politiet på hendes bopæl og fortalte hende om anklagerne. Den samme dag opsøgte politiet også familiens hus i [en landsby]. Ansøgerens ene søsters familie blev af farbroren truet med, at han ville få nogle personer til at kidnappe søsterens børn. Ansøgerens bror blev på et tidspunkt hentet af politiet på morens bopæl i Chittagong og fængslet for at have overfaldet farbrødrene og fætrene. I fængslet blev broren forsøgt presset til at skrive under på dokumenterne angående farens jord. Ansøgeren har oplyst, at han som 7-årig blev misbrugt seksuelt af sin yngste farbror og også derfor vil farbroren anse ansøgeren som en trussel, hvilket kan motivere farbroren til overgreb mod ansøgeren. Ansøgeren har videre oplyst, at han senest i 2008 deltog i en demonstration, og at han også derfor frygter konflikter med regeringens ungdomsparti på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om modsætningsforholdet til sin yngste farbror til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om forgiftningen af ansøgerens far, hvornår faren døde, om farbroren fremsatte trusler ved farens begravelse, om farbroren og dennes sønner slog ansøgerens brødre ved begravelsen, hvem farbroren anklagede for at have overfaldet ansøgerens farbrødre og fætre, og hvad der skete ved mødet mellem farbroren og ansøgerens mor og brødre få dage efter begravelsen. Flygtningenævnet finder, at forklaringen fra ansøgeren, hvorefter divergenserne skyldes tolkeproblemer, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har ved troværdighedsvurderingen herudover lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl [i efteråret 2018], efter at han blev anholdt [i efteråret 2018], selv om den angivelige konflikt med farbroren opstod et år tidligere, og selv om ansøgerens studieopholdstilladelse blev inddraget [i foråret 2018]. Uanset at ansøgeren måtte have været politisk aktiv i 2007 og 2008 findes dette ikke at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet ansøgeren ikke har oplyst om konkrete, personlige konflikter med myndigheder eller andre som følge af de angivelige politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2019/6/smla
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er armensk statsborger, etnisk armener og kristen fra [en by i] Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af ukendte mænd, fordi hendes afdøde ægtefælle nægtede at overlevere sin forretning til dem. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive skadet af sin ægtefælles forretningspartners familie, fordi ægtefællen blev beskyldt for mordet på sin forretningspartner. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle havde en møbelforretning i [en by] i Armenien sammen med en forretningspartner. I løbet af nogle måneder forsøgte nogle ukendte mænd i byen at overtage møbelforretningen, hvilket første til et slagsmål, i hvilken forbindelse forretningspartneren blev slået ihjel. Ansøgeren og hendes ægtefælle opholdt sig derefter i [en anden by] i én dag, hvorefter de fik at vide, at mændene havde beskyldt ægtefællen for drabet på forretningspartneren. Ansøgeren og ægtefællen udrejste herefter legalt af Armenien med visum. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt i Armenien. Ved vurderingen heraf har nævnet tillagt det betydelig vægt, at ansøgeren siden sin oprindelige asylsag har ændret forklaring om, hvor konflikten fandt sted, og om hvor hun har opholdt sig forud for indrejsen i Danmark. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema og under asylsamtalen [i sommeren] 2007 oplyst, at konflikten fandt sted i Rusland, og at hun forud for sit ophold i Rusland boede i Aserbajdsjan. [I foråret] 2015 modtog Rigspolitiet imidlertid meddelelse fra Interpol i Armenien om, at ansøgeren var blevet identificeret som armensk statsborger. Ansøgeren har herefter under en samtale [i efteråret] 2018 med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun er armensk statsborger, og at den konflikt, hun fortalte om i 2007, fandt sted i Armenien, hvor hun er født og opvokset. Ansøgerens nye forklaring om konflikten i Armenien adskiller sig imidlertid også på flere punkter fra forklaringen om den konflikt, som hun tidligere har oplyst om. Hun har således forklaret forskelligt om blandt andet, hvorfor hendes ægtefælle blev opsøgt af nogle mænd og om den periode, hvor opsøgningerne fandt sted, ligesom hun har forklaret forskelligt om, hvorvidt hun selv var til stede, når hendes mand blev opsøgt af de personer, hun nu frygter. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens forklaring om sin konflikt i Armenien ikke kan lægges til grund, og at det derfor allerede henset hertil ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2019/6/MME
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk hazara og shia-muslim. Hun er afghansk statsborger, men har oplyst, at hun er født i Iran og har boet i Iran hele sit liv. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun udrejste af Afghanistan, fordi hun frygtede, at hendes far ville slå hende ihjel, idet hun var flygtet fra et tvangsægteskab arrangeret af hendes far. Klageren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at hun var blevet tvangsgiftet bort to gange mod sin vilje, og at hun var løbet hjemmefra, hvilket ikke er tilladt for en pige i Afghanistan. Klageren boede sammen med sin far og bror i Iran, og hendes far var jævnligt både fysisk og verbalt voldelig over for hende. Faren tvangsgiftede hende bort til en afghansk mand, da hun var 12 år, men lod hende skille igen fra denne mand 5-6 måneder efter vielsen uden begrundelse. Klagerens far besluttede efterfølgende, at familien skulle flytte tilbage til Afghanistan, hvor de alle havde statsborgerskab. Cirka 5 måneder inden sin udrejse blev klageren voldtaget af naboens dreng i Afghanistan. På denne baggrund valgte klagerens far at bortgifte hende til hendes fætter for at redde familiens ære. [I efteråret] 2016 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I starten af] 2018 var [A] til asylsamtale i Udlændingestyrelsen, hvorunder han oplyste, at han har herboende nevøer og niecer – heriblandt klageren – der havde oplyst falsk navn i forbindelse med deres asylsager, ligesom de havde oplyst urigtigt om deres familieforhold. [I sommeren] 2018 var klageren til samtale hos Udlændingestyrelsen med henblik på at afklare, om hendes opholdstilladelse var opnået på baggrund af svig. Klageren har under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 som nyt asylmotiv henvist til, at hun retteligt udrejste af Iran, fordi hun var blevet voldtaget af sin arbejdsgiver og på grund af sine dårlige familieforhold i Iran. Klageren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra sin morbror [H], hvis sag ligeledes behandles af nærværende nævn. Endelig har klageren over for sin advokat oplyst, at hun udover [morbrødrene H og A] også frygter sin morbror [S], der bor i Afghanistan, idet han ligeledes har truet klageren. Klageren frygter desuden både myndighederne og befolkningen i Afghanistan, idet hun i Danmark er frafaldet islam og er blevet ateist. [I slutningen af] 2018 inddrog Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Styrelsen lagde herved vægt på, at klageren havde forklaret modstridende om sin identitet, familie i Danmark, bopæl og asylmotiv. Klageren har erkendt, at hun oprindeligt til Udlændingestyrelsen har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv, herunder at hun har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet, opvækst og familieforhold. Klageren har derfor opnået sin opholdstilladelse ved svig, og opholdstilladelsen skal som udgangspunkt inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om det klageren nu har forklaret om baggrunden for, at hun forlod Iran, og den trussel, som hun oplyser, at hendes morbrødre, herunder en morbror, der bor i Afghanistan, har udsat hende for, kan begrunde, at klageren alligevel kan beholde sin opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens nye forklaring om, at hun retteligt flygtede fra sin arbejdsgiver i Iran, der voldtog hende, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket, og at klageren ikke for Flygtningenævnet på overbevisende måde har kunnet forklare om baggrunden for, at hun oprindeligt bevidst afgav urigtige oplysninger. Klagerens nye forklaring tilsidesættes derfor som utroværdig. Det bemærkes herved, at klageren også har forklaret divergerende om, hvorvidt det var hende eller hendes ægtefælle, der ønskede at blive skilt, og om hvem der betalte pengene for klagerens flugt fra Iran. Endvidere har klageren forklaret skiftende på en række spørgsmål under mødet i Flygtningenævnet, herunder om et brev/digt, der indgår i sagen, er skrevet af hende. Flygtningenævnet kan således heller ikke lægge klagerens forklaring om hendes familieforhold i Afghanistan og Iran til grund. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan har grund til at frygte sine morbrødre. Flygtningenævnet henviser også herved til, at klagerens generelle troværdighed er svækket, og at de foreliggende oplysninger om klagerens uoverensstemmelser med navnlig hendes morbror [H], herunder at en optaget telefonsamtale mellem klagerens søster og [H] - der i øvrigt kun foreligger i uddrag - ikke sandsynliggør, at uoverensstemmelsen har en sådan intensitet, at den er asylbegrundende. Et fremlagt notat af [en dato i foråret] 2019 fra klagerens bisidder om en episode i Sandholmlejren kan ikke føre til en anden vurdering. Spørgsmålet er endvidere om klageren på grund af sin levevis i Danmark har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse. Klageren har forklaret, at hun ikke længere går med tørklæde og har blandt andet fremlagt ”screenshots” af opslag på Facebook og Instagram, hvor hun fremtræder med løsthængende hår og en [en bestemt t-shirt]. Disse opslag stammer alle fra [starten af 2019], hvilket er få uger inden mødet i Flygtningenævnet. Endvidere har klageren for 14 dage siden fået en tatovering på armen med blandt andet [et bestemt symbol], ligesom hun i Danmark har kontakt til foreninger for ateister. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af disse forhold vil være i myndighedernes eller andres søgelys, og at hun derfor heller ikke af denne grund vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ved vurderingen af, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende bemærkes indledningsvist, at det følger af Flygtningenævnets praksis, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig er udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes inddragelse af andre grunde end svig. Klageren er ugift og har ingen børn. Hun har i ca. 2 år haft fritidsjob i [et supermarked] og [på et hotel]. Hun er ved at tage 9. klasse og har oplyst, at hun har bestået Prøve i Dansk 2. Under nævnsmødet har klageren vedrørende § 26-spørgsmålene svaret på et fint og letforståeligt dansk. Flygtningenævnet finder efter en konkret proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/89/ATN
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan, men har oplyst, at han har boet i Iran siden 2007. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv oprindelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder, idet han i [foråret] 2007 blev mistænkt for at have forvoldt en drengs druknedød. Klageren frygter endvidere familien til den afdøde dreng, idet de har opsøgt hans familie både før og efter klagerens udrejse af Afghanistan. Klageren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han [en dag i foråret] 2007 var ude at flyve drage med sin kammerat [X] i [et område] i Kabul, da de fik øje på to drenge, der var ved at drukne i en nærliggende flod. Klageren forsøgte at redde drengene, men det lykkedes kun klageren at redde den ene op. Den anden dreng forsvandt og blev senere fundet druknet. Klageren har videre oplyst, at politiet ankom til floden og lagde ham i håndjern. De førte ham til en politistation, hvor han blev tilbageholdt et døgn, idet han var mistænkt for at have forvoldt den forsvundne drengs død. Liget af drengen blev fundet efter fire dage, og en uge senere blev der udstedt en arrestordre på klageren. Klagerens farbror blev endvidere opsøgt af brødrene til den afdøde dreng, der ville have fat i klageren. Efter klagerens udrejse har brødrene til den afdøde dreng igen opsøgt klagerens farbror, og der er blevet sendt flere arrestordrer på klageren til farbrorens hus. Klageren har til samtalen [i sommeren] 2018 fastholdt, at han fortsat frygter familien til den druknede dreng. Herudover frygter klageren de generelle forhold i Afghanistan. [I efteråret] 2010 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I foråret] 2011 meddelte et flertal af Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I starten af] 2018 var en person ved navn [A] til asylsamtale i Udlændingestyrelsen, hvorunder han oplyste, at han var klagerens bror, ligesom han oplyste om detaljer vedrørende klagerens familieforhold, opvækst og asylmotiv, der var modstridende med, hvad klageren havde oplyst under sin asylsag. [I foråret] 2018 indgav klageren en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. [I sommeren] 2018 var klageren til samtale hos Udlændingestyrelsen med henblik på at afklare, om hans opholdstilladelse var opnået på baggrund af svig. [I slutningen af] 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet klageren har opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren havde fortalt modstridende om sit asylmotiv. Efter de forklaringer, der samstemmende er afgivet af [klagerens bror A og niecer F og S] lægges det til grund, at klageren under sin asylsag bevidst har forklaret urigtigt om sine opvækst- og familieforhold. Der er også herved lagt vægt på, at klageren både over for Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har forklaret usikkert og afglidende om, hvorvidt [A], som han ifølge sin forklaring helt tilfældigt mødte på banegården, er hans bror. Dertil kommer, at der under sagen er fremlagt fotos, hvor man kan se klageren sammen med [F] under hans besøg i Iran. Yderligere har klageren ikke kunnet forklare, hvordan han fik kontakt til sin søster i Iran mange år efter, at de var blevet adskilt i Afghanistan i forbindelse med forældrenes død. Det lægges derfor til grund, at klageren er bror til [A], og morbror til [F] og [S], og at klagerens mor fortsat er i live, uagtet at klageren selv har forklaret, at begge hans forældre døde, da han var helt lille, og at han kun har én søster og ingen brødre. Klageren har således svækket sin generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke længere lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren som ovenfor anført har svækket sin generelle troværdighed, og at klageren har forklaret afglidende, usikkert og divergerende på spørgsmål om omstændigheder ved drukneulykken, herunder helt centrale spørgsmål om f.eks. navnet på den dreng, som druknede, og om hvordan han fik den overlevende dreng op ad vandet. Forklaringen om den dramatiske hændelse fremstår i øvrigt ikke selvoplevet. Det forhold, at hændelsen angiveligt har fundet sted for ca. 11 år siden, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at der er tale om helt centrale forhold i klagerens asylmotiv, idet klageren fortsat angiver at frygte den druknede drengs familie. En eventuel manglende partshøring eller mangelfuld vejledning fra Udlændingestyrelsens side i forbindelse med indkaldelse af klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 kan ikke føre til en anden vurdering, idet en eventuel sagsbehandlingsfejl konkret ikke har haft betydning. Der er herved lagt vægt på, at klageren også for Flygtningenævnet har forklaret divergerende, usikkert og afglidende om sit oprindelige asylmotiv, selv om klageren nu – og med advokatbistand – har haft mulighed for at forberede sig. Klageren har således opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde end svig. Om klagerens forhold er det oplyst, at han er 28 år og har haft fast arbejde i Danmark i sammenlagt 3-4 år. Han har senest siden [starten af] 2018 haft fast arbejde [i en navngiven virksomhed] og har bestået Prøve i Dansk 1. Endvidere har klageren et dårligt ben. Klageren er ugift og har ingen børn. Flygtningenævnet finder efter en konkret proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/88/ATN
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sine tidligere svogre, [X] og [Y]. Han har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til en dreng, som hans bror [H] er anklaget for at have dræbt. Endelig har han som asylmotiv henvist til, at han risikerer at blive slået ihjel, fordi han er hazara. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev bortført af en gruppe ledet af en person ved navn [Z] på et ukendt tidspunkt i 1990’erne. Da han blev løsladt, havde han mistet forstanden, hvilket medførte, at han fysisk mishandlede ansøgeren og ansøgerens mor og søskende. Som følge af mishandlingen flygtede ansøgeren som 10-12-årig til Iran, hvor han boede indtil foråret 2015. Ansøgerens far tvang to af ansøgerens søstre, [M] og [J], til at blive gift med henholdsvis [X] og [Y]. Begge søstre er efterfølgende blevet skilt fra deres ægtefæller. Ansøgeren hørte fra nogle kolleger i Iran, at hans far var blevet dræbt i cirka 2011 eller 2012. [X] forårsagede farens død. I cirka 2012 eller 2013 ringede [X] til ansøgeren. Han truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Han spurgte også efter [M]s adresse. [X] ringede derefter til ansøgeren hver dag i to år. Tre dage inden ansøgerens udrejse af Iran i foråret 2015, blev han opsøgt af Basij på sin arbejdsplads. De spurgte efter [M] og [Y]s søn, [W], og stak ansøgeren i hovedet med en kniv. Ansøgeren har også oplyst, at hans bror [H] var nødt til at flygte fra Afghanistan, fordi familien til en druknet dreng anklagede ham for at være årsagen til drengens død. Endelig har ansøgeren oplyst, at etniske hazara bliver udsat for attentater hver dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og afglidende på en række centrale spørgsmål vedrørende sit asylmotiv. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvornår hans far døde, hvornår han modtog trusselsopkald fra [X], og om hvor han befandt sig, da han angiveligt skulle være blevet overfaldet af Basij. Ansøgeren har endvidere forklaret endog meget usikkert og afglidende, da han blev forevist fotos, der viser ansøgeren sammen med [W], selv om han ifølge sin forklaring frygter [W], og selv om han ikke husker at have mødt [W] i Danmark. Ansøgerens forklaring om, at de foreviste fotos, der er fremlagt af hans niece [S], er fotoshoppede, er heller ikke troværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har grund til at frygte sine tidligere svogre [X] og [Y] eller sin nevø [W]. Det er indgået i Flygtningenævnets troværdighedsvurdering, at ansøgeren først søgte asyl mere end 1 år efter, at han var ankommet til Danmark, og at Flygtningenævnet heller ikke kan lægge ansøgerens forklaring om, at han udrejste alene af Iran til grund. Forklaringen herom stemmer ikke med den detaljerede forklaring, der er afgivet af hans niece [S] om, at hun udrejste af Iran sammen med ansøgeren, ligesom det er utroværdigt, at han helt tilfældigt skulle have mødt [S] og dennes datter i Tyrkiet. Flygtningenævnet har i en afgørelse af d.d. vedrørende ansøgerens bror [H] ikke kunnet lægge [H]s forklaring om, at han har grund til at frygte en familie, der ansvarliggør ham for, at deres søn er druknet, til grund. Det kan derfor heller ikke lægges til grund, at ansøgeren har grund til at frygte familien på grund af [H]s angivelige konflikt med samme familie. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er analfabet, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/87/ATN
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Nangharhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi han har arbejdet for amerikanerne, og fordi Taliban har beskyldt ham for at rapportere om en bombe til den afghanske regering og for at propagandere mod islam. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i en periode fra [vinteren] 2007 til [efteråret] 2012 arbejdede for et afghansk byggefirma, som var finansieret af amerikanerne. Derudover har ansøgeren oplyst, at han i [vinteren] 2018 så en bombe under en bro i sin hjemby. Ansøgeren ringede til politiet og fortalte om bomben. Efterfølgende modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban. Det fremgik af brevet, at ansøgeren skulle slås ihjel, fordi han havde udført spionarbejde, neutraliseret deres bomber, udført propaganda mod religionen islam, og fordi han havde samarbejdet med de vantro. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har på væsentlige punkter afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at han i perioden efter, han modtog brevet fra Taliban [i starten af] 2018 og indtil sin udrejse [i efteråret] 2018, tog til Pakistan ind i mellem og flyttede til forskellige adresser og var på flugt, idet han tog til Kabul, opholdt sig hos venner i Jalalabad og tog til Peshawar i Pakistan. Gjort bekendt med stemplerne i sit pas, hvorefter hans rejser til Pakistan fandt sted, før han modtog brevet fra Taliban, forklarede han, at han så ikke tog til Pakistan men var på flugt internt i Afghanistan. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han efter at have modtaget brevet primært opholdt sig i skjul i hjemmet. Han tog dog også på arbejde på apoteket. Når han gik ud, dækkede han sit ansigt til og var forsigtig. Denne divergens som angår en central del af asylmotivet svækker ansøgerens troværdighed. Det svækker også ansøgerens generelle troværdighed, at han i 2013 søgte asyl i Sverige og fik afslag herpå under henvisning til, at hans forklaring var forbundet med troværdighedsproblemer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at han opdagede en bombe under en bro [i starten af] 2018 ikke forekommer selvoplevet, idet ansøgeren havde vanskeligt ved at forklare detaljeret herom i Flygtningenævnet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først udrejste [i efteråret] 2018, omkring 8 måneder efter at have modtaget brevet fra Taliban, og at ansøgeren ikke oplevede problemer med Taliban i denne periode. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/155/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk said og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold til en afghansk pige ved navn [A]. Han frygter endvidere [A]’s familie og sin egen far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i sommeren 2014 mødte en pige ved navn [A]. De mødte hinanden på biblioteket og udviklede et forhold, som varede omkring ni måneder. Ansøgeren og [A] mødtes omkring fem gange på ansøgerens bopæl, når hans familie ikke var hjemme, samt omkring fem gange i en offentlig park. I [foråret] 2015 mødte de [A]’s bror og hans venner i parken, som spurgte, hvem ansøgeren var, og begyndte at slå på ham. Der udbrød slåskamp, men ansøgeren slap væk og tog hjem til en ven. Efter nogle timer kom ansøgerens mor hjem til vennen, hvor ansøgeren opholdt sig, og fortalte, at [A]’s far, bror og nogle bevæbnede mænd havde opsøgt familiens bopæl for at lede efter ansøgeren, og i den forbindelse havde truet med at slå ansøgernes familie ihjel, hvis de ikke fandt ansøgeren. To dage efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hans far blev fængslet på grund af ansøgerens forhold til [A] omkring en måned efter ansøgerens udrejse af Afghanistan. Faren blev senere løsladt, hvorefter familien tog til Kabul og senere til Mazar-e Sharif, men da [A]’s far fandt dem begge steder, udrejste de i 2016 til Iran. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Selvom ansøgeren således i det væsentlige har forklaret ensartet om hændelsesforløbet, finder nævnet, at forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden og derfor utroværdig. Nævnet finder således indledningsvis, at det fremstår usandsynligt, at [A] som 19-årig fem til seks gange skulle have besøgt ansøgeren på dennes bopæl, hvor hun er ankommet alene i en taxa efter en tur på omkring 40 minutter, uden at nogen har opdaget det, navnlig henset til baggrundsoplysningerne om kvinders bevægelsesfrihed i Afghanistan sammenholdt med det oplyste om, at [A]’s far nok gav hende lov til at studere og færdes alene på biblioteket, men i øvrigt var streng, indflydelsesrig og omgivet af bevæbnede mænd. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren i en periode på ni måneder op til sin udrejse i så høj grad skulle have handlet ud fra dyb forelskelse i [A], samtidig med at han efter sin udrejse af Afghanistan ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med hende. Dette forekommer navnlig usandsynligt henset til, at ansøgerens ven [B], der var involveret i ansøgerens forhold til [A] og skaffede kondomer, ifølge ansøgeren har kendskab til [A]’s familie. Ansøgeren har endvidere svaret afglidende på flere spørgsmål og løbende indrettet sin forklaring efter, hvad han er blevet foreholdt fra tidligere samtaler. For eksempel har ansøgeren til samtalen [i starten af] 2017 forklaret, at hans mor alene havde oplyst, at [A]’s far havde fundet ansøgerens familie i Kabul og Mazar-e Sharif, og at moderen ikke fortalte mere, mens ansøgeren til samtalen [i efteråret] 2017 detaljeret forklarede om dette forløb. Først da ansøgeren blev foreholdt sin tidligere forklaring, oplyste han, at han efter samtalen i [starten af] 2017 havde talt med sin mor igen, og at oplysningerne stammede fra denne samtale. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren har fremlagt en original avis fra Herat, hvor forholdet er omtalt. Nævnet lægger herved for det første betydelig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han er kommet i besiddelse af den originale avis. Således forklarede han til samtalen [i efteråret] 2017, at han fik avisen tilsendt fra Afghanistan af sin mor, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han selv ringede til avisen for at få den tilsendt. Hertil kommer, at det ifølge baggrundsoplysningerne er muligt at formå journalister i Afghanistan til at bringe avisartikler med henblik på bevis i asylsager. Som følge af det anførte finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/154/CERA
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjik og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by] Nijrab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter en mand ved navn [A] og hans familie, idet [A] har friet til ansøgeren, men har fået afslag. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at hun på sine egne og ansøgerens vegne frygter at blive slået ihjel af de personer, der slog ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A], som var vagt for en lokal kommandant, friede til hende i [sommeren] 2016. Frieriet foregik ved, at forskellige medlemmer af [A]’s familie henover en periode på omkring en måned mødte op på ansøgerens families bopæl og talte med hendes forældre om muligheden for indgåelse af ægteskab mellem hende og [A]. Ansøgeren var alene til stede ved det første møde, men vidste ikke, hvad mødet drejede sig om. Efter det andet møde fortalte ansøgerens mor hende, at familiemedlemmerne var kommet for at fri. Ansøgeren fortalte sine forældre, at hun ikke ønskede at blive gift med [A]. Ansøgerens mor fortalte hende senere, at ansøgerens far havde talt med nogle mænd fra [A]’s familie og afslået frieriet. Herefter blev ansøgeren indendørs og gik ikke uden for hjemmet. Ansøgerens mor har videre oplyst, at ansøgerens far omkring 20 dage senere skulle fragte nogle varer for den lokale kommandant. Faren var væk i en uge, og da han kom hjem igen, fortalte han ansøgerens mor, at han havde været tilbageholdt af politiet, idet de havde opdaget narkotika gemt blandt varerne. Samme aften blev ansøgerens forældre opsøgt på familiens bopæl. Ansøgerens far åbnede døren og var væk i fem minutter, hvorefter ansøgerens mor hørte skud. Ansøgerens mor så ikke ansøgerens far herefter. Næste morgen blev ansøgerens mor opsøgt af en af ansøgerens fars venner, som opfordrede hende til at flygte. Vennen hjalp hende og børnene, herunder ansøgeren, med at komme til Kabul, hvor de tog ophold hos vennens søster i to dage. Under dette ophold ringede vennen til ansøgerens mor og fortalte, at ansøgerens far var død. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan sammen med s in mor og søskende. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hendes mors forklaringer til grund, hvorefter ansøgerens far er blevet dræbt af en lokal kommandant samme aften, som faderen var kommet hjem efter at have været tilbageholdt af det afghanske politi i en uges tid som mistænkt for at have transporteret narkotika. Nævnet lægger endvidere til grund, at kommandantens bodyguard, [A], forud herfor fik afslag på et frieri til ansøgeren, og at der i denne forbindelse blev udtalt trusler mod ansøgerens mor. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren eller hendes mor ikke er bekendt med, hvem der dræbte faderen, eller hvorfor han blev dræbt, men at dette kan have sammenhæng med, at han i forbindelse med sin løsladelse forklarede til politiet, at han intet havde at gøre med den fundne narkotika, og at det var kommandanten, [C], som er magtfuld i området, der stod bag transporten. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens mor i forbindelse med drabet blev truet af to mænd på motorcykler, og at ansøgerens mor og hendes da fem mindreårige børn efterfølgende udrejste af Afghanistan. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens og hendes mors forklaringer er konsistente og detaljerede og derfor fremstår selvoplevede, ligesom der alene er tale om mindre divergenser, der i lyset af ansøgerens mors baggrund som analfabet ikke kan tillægges betydning. Nævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren er en enlig kvinde, der i Afghanistan vil være uden netværk af betydning. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af de fremsatte trusler ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb, som hun ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod, og som derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/153/CERA
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjik og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Nijrab-distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter repressalier fra en mand ved navn [A] og hans familie, idet [A] har friet til ansøgerens datter og fået afslag. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun på sine egne og sine børns vegne frygter at blive slået ihjel af de personer, der slog ansøgerens ægtefælle ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A], som var vagt for en lokal kommandant, friede til ansøgerens datter [B] i [sommeren] 2016. Frieriet foregik ved, at forskellige medlemmer af [A]’s familie henover en periode på omkring en måned mødte op på ansøgerens bopæl og talte med ansøgeren og hendes ægtefælle om muligheden for indgåelse af ægteskab mellem [B] og [A]. Ved det tredje møde, hvor nogle mænd fra [A]’s familie var mødt op, afslog ansøgerens ægtefælle frieriet. Mændene sagde herefter, at de ville tage [B] med tvang. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hendes ægtefælle omkring 20 dage senere skulle fragte nogle varer for den lokale kommandant. Ægtefællen var væk i en uge, og da han kom hjem igen, fortalte han ansøgeren, at han havde været tilbageholdt af politiet, idet de havde opdaget narkotika gemt blandt varerne. Samme aften blev ansøgeren og hendes ægtefælle opsøgt på deres bopæl. Ansøgerens ægtefælle åbnede døren og var væk i fem minutter, hvorefter ansøgeren hørte skud. Hun så ikke sin ægtefælle herefter. Næste morgen blev hun opsøgt af ægtefællens ven, som opfordrede hende til at flygte. Vennen hjalp ansøgeren og børnene med at komme til Kabul, hvor de tog ophold hos vennens søster i to dage. Under dette ophold ringede vennen til ansøgeren og fortalte, at hendes ægtefælle var død. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan sammen med sine børn. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hendes voksne datters forklaringer til grund, hvorefter ansøgerens ægtefælle er blevet dræbt af en lokal kommandant samme aften, som ægtefællen var kommet hjem efter at have været tilbageholdt af det afghanske politi i en uges tid som mistænkt for at have transporteret narkotika. Nævnet lægger endvidere til grund, at kommandantens bodyguard, [A], forud herfor fik afslag på et frieri til ansøgerens voksne datter, og at der i denne forbindelse blev udtalt trusler mod ansøgerens familie. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ikke er bekendt med, hvem der dræbte hendes ægtefælle, eller hvorfor han blev dræbt, men at dette kan have sammenhæng med, at han i forbindelse med sin løsladelse forklarede til politiet, at han intet havde at gøre med den fundne narkotika, og at det var kommandanten, [C], som er magtfuld i området, der stod bag transporten. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse med drabet blev truet af to mænd på motorcykler og efterfølgende udrejste af Afghanistan. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens og hendes voksne datters forklaringer er konsistente og detaljerede og derfor fremstår selvoplevede, ligesom der alene er tale om mindre divergenser, der i lyset af ansøgerens baggrund som analfabet ikke kan tillægges betydning. Nævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren er enlig kvinde med fire mindreårige børn, der i Afghanistan vil være uden netværk af betydning. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren og hendes børn som følge af de fremsatte trusler ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb, som de ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod, og som derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/152/CERA
Nævnet hjemviste i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pasthun og sunnimuslim fra [hjemby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hendes oprindelige asylmotiv ikke er korrekt. Hun har endvidere oplyst, at baggrunden for, at hun angav dette asylmotiv, var, at hun følte sig truet hertil af sin ægtefælle, og at det var ham, der havde fortalt hende, hvad hun skulle oplyse som sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at hun gennem sit 10-årige ægteskab har været udsat for trusler og vold fra ægtefællen, ligesom ægtefællen har udsat børnene for vold. Ansøgeren har som sur place-asylmotiv oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for æresrelateret drab fra sin eller ægtefællens familie, idet hun på asylcentret angiveligt skulle have klædt sig upassende, og idet hun har anmeldt ægtefællen for vold. Ansøgeren har oplyst, at hun på sin gamle mobiltelefon har talebeskeder fra ægtefællen og en eller flere videoer af hende, som ægtefællen har optaget, og som hendes familie har sendt til hende i forbindelse med, at hendes familie har truet hende. Ansøgeren har videre oplyst, at hun gennem flere måneder har boet på krisecenter som følge af, at hendes ægtefælle har udsat hende for vold, at der er indgivet anmeldelse til politiet for den vold, som ægtefællen har udsat hende for, ligesom ægtefællen er dømt for vold mod børnene. Ansøgerens advokat har under nævnsmødet endvidere anført, at den anonyme henvendelse til Udlændingestyrelsen synes at være indgivet af ægtefællen, når skriften i anmeldelsen sammenlignes med skriften i invitationen i ansøgning om visum. Flygtningenævnet finder, at disse oplysninger ikke på forhånd kan udelukkes at have betydning for bedømmelsen af det af ansøgeren nu oplyste asylmotiv. Flygtningenævnet finder det rigtigst, at Udlændingestyrelsen indhenter nærmere oplysninger om det af ansøgeren ovenfor oplyste og det af advokaten anførte og derefter tager stilling til ansøgerens sur place-asylmotiv som første instans. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.”afgh/2019/144/sme/lbv
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Naiman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet Taliban har slået ansøgerens far og bror ihjel grundet en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han så sin far tale med to mænd fra Taliban kort inden ansøgeren udrejse af landet. Ansøgerne kunne ikke høre, hvad de talte om, men de to mænd fra Taliban havde våben med. Ansøgeren opfattede dem som værende truende over for ansøgerens far. En uge inden ansøgerens udrejse kom fire mænd fra Taliban på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren og familien sad på gulvet og spiste, da talebanerne ødelagde døren og kom ind i rummet. Ansøgeren og familien blev meget bange og blev derfor siddende. Talebanerne sagde, at de skulle være stille, eller ville de blive slået ihjel. Talebanerne skød derefter ansøgerens far og bror. Ansøgeren, ansøgerens mor og søster begyndte at græde, hvorefter talebanerne satte et gevær for ansøgerens hoved. Ansøgerens mor tiggede dem om ikke at slå ansøgeren ihjel. Talebanerne forlod herefter bopælen uden at gøre ansøgeren noget. Ansøgerens mor begyndte derefter at planlægge ansøgerens udrejse af Afghanistan. Ansøgerens forlod landet en uge efter. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren – henset til dennes fremtræden under nævnsmødet og besvarelse af stillede spørgsmål – har den fornødne modenhed til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har under en detaljeret forklaring til de græske myndigheder oplyst, at hans navn er [A], født [starten af] 2001. Ansøgeren har ligeledes til de græske myndigheder oplyst, at hans far hedder [C], og at han har to brødre og tre søstre, hvoraf den ene bror, [B] på cirka 20 år, opholder sig i Danmark, mens resten af familien bor i Iran. [B], cirka 20 år, udrejste i 2015 af Iran og søgte asyl i Danmark. [B] oplyste under sin asylsag, at han har en lillebror ved navn [A], at hans far hedder [C], og moderen samme fornavn som ansøgerens mor. Videre har ansøgeren bekræftet, at han i Grækenland har oprettet to Facebook-profiler under navnet [A], og det fremgår af disse profiler, at ansøgeren er ven med [B]. Til de danske myndigheder har ansøgeren oplyst, at hans efternavn er [D], at hans far hed [C], moderen [E], at han er født [starten af] 2003, at han ikke har en bror i Danmark, men at hans eneste bror, [F], og hans far blev slået ihjel af Taliban i Afghanistan. Ansøgeren har ligeledes under asylsagen forklaret, at han ikke kender [B], ikke har anmodet om dennes venskab på Facebook, og at det var en iransk ven, han mødte i Grækenland, der sagde, han skulle oplyse disse navne til de græske myndigheder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han oplyste falsk navn til de græske myndigheder, fordi han ikke ønskede at blive i Grækenland. På baggrund af de mange navnesammenfald mellem ansøgerens detaljerede oplysninger til de græske myndigheder og oplysningerne i [B’s] asylsag, der understøttes af [B’s] oplysninger om en lillebror ved navn [A] og af ansøgerens Facebook-profiler og venskab med [B], og da ansøgeren ikke er fremkommet med en overbevisende forklaring på, at han i Grækenland skulle oplyse falsk identitet, der i øvrigt er ganske detaljeret underbygget, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit asylmotiv, herunder at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at Taliban ikke havde sagt, de ville komme tilbage til ansøgerens bopæl, da de havde skudt hans far og bror, mens han til asylsamtalen forklarede, at Taliban sagde, de ville komme tilbage. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at [B] har forklaret, at han i mange år sammen med sin familie har boet i Iran og er udrejst derfra, hvorfor Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ej heller har sandsynliggjort sit asylmotiv. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/142/gjey
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra en landsby i [et distrikt i] Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af personer fra ISIL, fordi han er flygtet efter at være tvangsrekrutteret til ISIL. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far havde en butik, som solgte varer til blandt andet politifolk og udlændinge. ISIL opsøgte på den baggrund ansøgerens bopæl og anklagede ham og hans far for at være spioner. ISIL bagbandt ansøgeren og hans far og kørte dem til et hus, hvor de blev placeret i hvert deres rum. Ansøgeren hørte, at hans far i rummet ved siden af sagde, at han ikke var spion. Ansøgeren hørte skud, hvorefter han ikke hørte sin fars stemme mere. Omkring 10 minutter senere kom tre mænd ind til ansøgeren i rummet og udsatte ham for grove fysiske overgreb, herunder slag og spark. Ansøgeren var tilbageholdt af ISIL, fordi de ville have ham til at tilslutte sig ISIL. Efter pres og tortur fra ISIL indvilligede ansøgeren i at tilslutte sig af frygt for, hvad der kunne ske, hvis han fortsat nægtede. Ansøgeren blev herefter hos ISIL i 14 dage, hvor han blandt andet modtog træning i våbenbrug samt undervisning i koranen. En aften var der fly, der bombede stedet, og vagten ved ansøgerens rum blev ramt. Ansøgeren og de andre flygtede fra stedet. Ansøgeren løb til sin morbrors hus, og han sørgede for, at ansøgeren samme nat blev kørt til Nimruz, hvorfra han udrejste af Afghanistan til Pakistan. Ansøgeren har ikke set eller hørt fra sin far siden. Ansøgeren indrejste i Europa i efteråret 2016 og søgte om asyl i Bulgarien. Ansøgeren søgte om asyl i Slovenien i [sommeren] 2017 og rejste videre derfra til Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af enten ISIL eller Taliban, fordi han har opholdt sig i Vesten, og ansøgeren frygter også generelt at blive bortført af kriminelle grupper i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er i Eurodac identificeret ud fra fingeraftryk, og det fremgår af et samtalereferat [fra sommeren] 2017 fra Slovenien, at ansøgeren under [et meget lignende navn], født [i] 2001, ansøgte om international beskyttelse i Slovenien. Det fremgår af referatet, at der tillige var en farsitolk, en bisidder og en juridisk repræsentant til stede under samtalen, og at ansøgeren har givet oplysninger om forældre og tre søskendes navne, hvilke navne stemmer overens med de oplysninger, ansøgeren har oplyst overfor de danske myndigheder. Samtalereferatet er underskrevet. Ansøgeren har bekræftet at have været i Slovenien, at han har afgivet fingeraftryk, og at han forstår lidt dari. Overfor de slovenske myndigheder har ansøgeren oplyst at have gået i skole i 9 år. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at det ikke var ham, der afgav forklaring overfor de slovenske myndigheder [i sommeren] 2017. Ansøgeren har til de slovenske myndigheder oplyst, at han gennem to år blev truet af Taliban, der stoppede ham på vej til skole flere gange for at rekruttere ham, at hans far opholder sig i Afghanistan, og at det var hans forældre, der sendte ham ud af landet, for at han kunne fortsætte sin uddannelse. Heroverfor står, at ansøgeren under sin danske asylsag har forklaret, at han og faderen blev bortført fra bopælen af ISIL, blev tilbageholdt og beskyldt for at være spioner, ligesom faderen er forsvundet. Videre er der divergenser i de forklaringer, ansøgeren har afgivet overfor de danske myndigheder. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at da han under tilbageholdelsen hos ISIL befandt sig i et værelse og hørte skud fra værelset ved siden af, løb han ud af sit værelse, mens han under asylsamtalen og nævnsmødet har forklaret, at der kom tre personer ind i værelset. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil opleve konflikter af asylretlig relevans, alene som følge af, at han har opholdt sig i Vesten. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/135/MGO
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Ghazni, […]-distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror eller sin tidligere ægtefælle [A]. Ansøgeren frygter desuden repressalier fra myndigheder, fordi hun udrejste af Afghanistan sammen med en anden mand end sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun er født i Afghanistan, men flyttede til Iran sammen med sin mor, da hun var lille. Ansøgeren boede i Iran i 12 år, hvorefter hun flyttede tilbage til Afghanistan i 2010. Ansøgeren og ansøgerens mor flyttede tilbage til Afghanistan, idet ansøgerens farbror insisterede på, at han ville forsørge dem. Farbroren besluttede efter seks måneder, at ansøgeren skulle tvangsgiftes med en mand ved navn [A]. Ansøgeren havde ikke lyst, og da [A] kom for at hente hende, tog hendes mor med. De blev kørt væk til en bolig, hvor de blev holdt indespærret i tre dage, mens en mand ved navn [B] holdt vagt udenfor. Ansøgeren blev under indespærringen udsat for to voldtægter af [A]. Ansøgeren tiggede vagten om at lukke dem ud, og til sidst indvilligede han i at hjælpe. Ansøgeren, ansøgerens mor og vagten kørte til Kabul midt om natten, hvor de mødtes med en menneskesmugler, der hjalp dem alle videre til Iran. Ansøgeren indgik herefter ægteskab med [B], men da hun lod sig skille fra ham, begyndte hun at modtage trusler på livet, og ansøgeren udrejste herefter af Iran i 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin angivelige konflikt i Afghanistan med sin farbror og [A] fremstår konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig, og nævnet lægger ved vurderingen af forklaringen vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren ikke i sit asylansøgningsskema af [sommeren] 2016 har oplyst om sine angivelige konflikter med farbroren og [A], selvom det er den konflikt, der udgør ansøgerens asylmotiv i forhold til at vende tilbage til sit hjemland. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret om baggrunden for, at hun ikke oplyste om sit asylmotiv i asylansøgningsskemaet, at hun havde fået at vide, at hun skulle skrive kort om årsagen til sin udrejse, men finder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at forklaringen ikke kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaets rubrik ”7. Ved tilbagevenden til hjemlandet Beskriv hvad du frygter der vil ske dig, hvis du skulle vende tilbage til dit hjemland” i relation til Afghanistan har anført ”I Afghanistan får en enlig kvinde ingen hjælp eller støtter og der er ikke muligheder for en enlig kvinde”. Ansøgeren har således oplyst om sin situation i Afghanistan, men heller ikke her nævnt nogen frygt for farbroren og [A]. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at oplysningerne om konflikten i Afghanistan heller ikke fremgår af referatet af den samtale, som ansøgeren den [vinteren] 2016 havde med de finske myndigheder i anledning af, at ansøgeren, efter at have indgivet ansøgning om asyl i Danmark, rejste til Finland og angav ansøgning om asyl der. Det fremgår således af referatet af samtalen med de finske myndigheder, at ansøgeren som asylgrund alene anførte frygt for sin eksmand i Iran. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at det asylmotiv, som hun forklarede om i samtalen med de finske myndigheder var konflikten i Afghanistan. Hertil kommer, at forklaringen om konflikten med farbroren og [A] fremstår divergerende på centrale punkter og dermed utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt, om hvorvidt hun blev voldtaget af [A]. Ansøgeren forklarede intet om voldtægter til oplysnings- og motivsamtalen, men til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hun blev voldtaget to gange. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om baggrunden for, hvorfor farbroren gav hende væk til [A], herunder om farbroren var en velhavende mand. Nævnet kan henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren ifølge de finske myndigheders referat af samtalen [vinteren] 2016 med henblik på at opnå at få sin asylsag behandlet i Finland forklarede, at hun fik taget fingeraftryk i Danmark, men alligevel ikke søgte asyl i Danmark. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske hazaraer er – om end vanskelige – ikke af en sådan karakter, at forholdene i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har foretaget en asylretligvurdering i forhold til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/125/CABV
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra landsbyen […], provinsen Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået eller tvangshvervet af Taliban eller ISIL. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede med at transportere penge og dokumenter for de afghanske myndigheder. Ansøgerens far modtog gentagne gange trusler fra Taliban eller ISIL. Taliban eller ISIL ønskede, at ansøgerens far skulle udlevere pengene og dokumenterne, men han nægtede at samarbejde. Ansøgerens far modtog flere trusselsbreve, hvor de truede med at kidnappe hans børn eller slå hans familie ihjel. Omkring [måned i begyndelsen af] 2015 blev ansøgerens far angrebet af en ukendt gruppe personer under en transport. Han blev ramt af otte til ni skud og blev slået ihjel. I løbet af den efterfølgende 40 dages sørgeperiode forsvandt ansøgerens brødre [H] og [I]. Ansøgerens mor modtog et trusselsbrev, hvor en ukendt gruppe krævede, at ansøgeren skulle melde sig til dem. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Ansøgeren frygter endvidere, at de afghanske myndigheder som tidligere ikke kan beskytte ansøgeren og hans familie under mod Taliban eller ISIL. Han frygter ligeledes, at befolkningen vil udlevere oplysninger om myndighedspersoner til Taliban eller ISIL. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, han eller hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til de ungarske myndigheder har oplyst et andet navn end til Udlændingestyrelsen, i hvilken forbindelse nævnet bemærker, at ansøgeren på de sociale medier anvender det navn, han har oplyst til de ungarske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren til henholdsvis de ungarske og danske myndigheder har oplyst sin alder væsentligt forskelligt, og at aldersundersøgelsen af ansøgeren har vist, at ansøgeren har en helt anden alder. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens generelle troværdighed endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen har benægtet at have været i Ungarn, og at ansøgeren ikke har ønsket at medvirke til sagens oplysning ved at oplyse koden til sin mobiltelefon til Udlændingestyrelsen, ligesom nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han havde kontaktoplysninger – telefonnummer - på en af sine brødre. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens asylmotiv nærmere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet måden, hvorpå familien modtog trusler efter at være flyttet tilbage til Laghman-provinsen, fra hvem ansøgeren fik oplysningerne om detaljerne ved ansøgers fars død, og om hvornår ansøgeren udrejste af Afghanistan efter farens død. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er påfaldende, at det alene var ansøgeren, der blev sendt ud af Afghanistan, uanset at Taliban og ISIL også havde krævet, at ansøgerens to mindre brødre blev udleveret til dem. Flygtningenævnet finder desuden ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om detaljerne ved farens død – herunder hvad faren skulle have sagt til chaufføren under angrebet – påfaldende og utroværdig. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, herunder efter stk. 3. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/124/DH
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning fra Kohistan, Kapisa Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A], fordi han har en konflikt med ansøgerens herboende ægtefælle, [B]. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold, fordi hun er kvinde, og fordi kvinder bliver undertrykt i Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at hendes ægtefælle blev bortført [en nærmere angiven dato i] marts 2012. [En nærmere angiven dato i] marts 2012 stod ansøgeren frem på TV for at fortælle, at hendes ægtefælle var blevet bortført. [En nærmere angiven dato i] marts 2012 kom et ukendt antal personer iført politiuniformer til ansøgerens svigerfamilies bopæl for at anholde ansøgerens svigerfar. Ansøgeren forsøgte at forhindre anholdelsen, hvorefter hun blev slået bevidstløs. Da ansøgeren vågnede, havde ansøgeren et sår i hovedet samt brækket skulderen og benet. Ansøgerens svigerfar blev ført til politistationen. Ansøgeren og hendes svigermor henvendte sig til en lokal tillidsmand, som samlede ældrerådet og henvendte sig til et myndighedskontor for at få ansøgerens svigerfar løsladt. Ansøgerens svigerfar blev [en nærmere angiven dato i] marts 2012 løsladt, hvorefter ansøgeren og hendes svigerfamilie opholdt sig i svigerfamiliens hjem i 2-3 dage. Herefter flyttede de fra sted til sted indtil ansøgerens udrejse i december 2013. På et ukendt tidspunkt forsvandt ansøgers 14-15 årige svigerinde, hvorefter ansøgerens ægtefælles yngre søskende stoppede med at gå i skole. Ansøgeren fik kontakt til hendes herboende ægtefælle igen omkring oktober 2012. Ansøgerens ægtefælle søgte om familiesammenføring med ansøger i april 2013. Ansøgeren rejste til Islamabad i juli 2013 for at afgive oplysninger til familiesammenføringssagen på den danske ambassade i Islamabad, hvorefter ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan. I november 2013 fik ansøgeren opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, hvorefter hun hentede sit indrejsevisum i Islamabad. [En nærmere angiven dato i] december 2013 udrejste ansøger via lufthavnen i Kabul assisteret af IOM. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren er udeblevet uden oplyst lovligt forfald, jf. ovenfor. Ansøgeren har således ikke opfyldt den hende påhvilende forpligtelse til at medvirke til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet lægger vægt på de af Udlændingestyrelsen i afgørelse af [en nærmere angiven dato i] februar 2016 fremhævede forhold, herunder særligt at ansøgeren i en række tilfælde har haft kontakt til de afghanske myndigheder og har kunnet udrejse til og indrejse fra Pakistan, uden at hendes påståede konflikt har givet anledning til vanskeligheder. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgerens TV optræden i 2012 der ikke umiddelbart havde konsekvenser for hende, ikke kan føre til et andet resultat, idet der både er henset til indholdet af TV indslaget og den forløbne lange periode. Af de grunde der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [en nærmere angiven dato i] februar 2016 side 5n. finder Flygtningenævnet heller ikke anledning til at meddele ansøgeren konsekvensstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/120/SME
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn, der er statsløse palæstinensere fra Syriem. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hendes ægtefælle vil slå hende og hendes børn ihjel, eller at ægtefællen vil tage hendes børn fra hende. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle i 2013 smed hende og børnene ud fra hjemmet i Damaskus i forbindelse med, at han giftede sig igen, fordi hun ikke havde født sønner. Hun flyttede med sine børn til familie i [A], hvor skolerne lukkede på grund af bombardementerne, og hvor hun som enlig kvinde ikke kunne klare sig, fordi det blev dyrt at købe blandt andet madvarer. Hun frygtede videre, at personer fra Jabhat Al Nusra ville tvangsgifte sig med hendes døtre. Ansøgeren har videre oplyst, at hun levede i et voldeligt ægteskab, og at hendes ægtefælle har truet med at slå hende og hendes døtre ihjel. Hun ønsker at blive skilt fra sin ægtefælle, men ifølge syrisk lov er det faren, som får forældremyndigheden i tilfælde af skilsmisse. Flygtningenævnet fandt ved afgørelsen [af vinteren] 2014, at ansøgeren isoleret var omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, og den genoptagne sag angår alene det forhold, at ansøgeren har status som statsløs palæstinenser fra Syrien og spørgsmålet om, hvorvidt Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren har forklaret, at hendes forældre er statsløse palæstinensere, og at de begge, ligesom hun selv og hendes børn, er registreret ved UNRWA. Hun har ikke tilknytning til andre mandatområder end Syrien. Hun har i Syrien ud over skolegang modtaget lægehjælp til sig selv og sine børn, herunder vaccinationer og prævention. Ansøgeren har forklaret, at hun efter indrejsen i Bulgarien opholdt sig i landet i cirka 8 måneder. Hun fravalgte at bo i et åbent asylcenter, fordi forholdene var for dårlige og uegnede for børn. Hun fik tilbud om at bo sammen med nogle andre syriske familier i en lejlighed, som for størstepartens vedkommende blev betalt af de andre familier. Hun var ikke, mens hun boede i Bulgarien, udsat for overgreb eller forfølgelse men fandt det utrygt at bo i Bulgarien og forlod sjældent lejligheden og kun i følgeskab med andre voksne. Mens hun opholdt sig i Bulgarien, blev hun telefonisk truet flere gange af en ukendt person, som hun formoder har relation til ægtefællen. Den pågældende truede med at slå hende ihjel. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., da det efter hendes egen forklaring må lægges til grund, at hun og hendes børn er registreret hos UNRWA og har haft adgang til hjælp herfra. Nævnet tiltræder videre vurderingen af, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventions artikel 1D, 2. pkt. på grund af den generelle situation i Syrien, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i en alvorlig sikkerhedssituation, som UNRWA ikke vil kunne beskytte hende imod. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og spørgsmålet er herefter, om Bulgarien kan tjene som hendes første asylland. Det fremgår af sagen, at ansøgeren [i vinteren] 2014 fik opholdstilladelse i Bulgarien med gyldighed i tre år. Af AIDA, Country Report, 2018, update fremgår på side 70:” Both refugee and subsidiary protection (”humanitarian”) statuses granted are indefinitely and not limited in duration, but differ in the duration of validity of identity documents issued to holders. The duration of validity is 5 years for refugee status holders, and 3 years for subsidiary protection holders”. Herefter, og under hensyn til de i øvrigt foreliggende oplysninger om ansøgeren og den aktuelle situation i Bulgarien, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren og hendes tre børn lovligt kan indrejse og tage ophold i Bulgarien. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Bulgarien, og at hun vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes, at ansøgeren har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder at man vil efterleve non-refoulementsprincippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse videre, at kravet om beskyttelse af ansøgerens personlige integritet og sikkerhed ikke indebærer, at den pågældende socialt set skal kunne leve fuldt ud på samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog i henhold til Excom Conclusion nr. 58 – 1989 et krav, at den pågældende bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. I beskyttelsesbegrebet indgår også et vist socialt og økonomisk element. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II-V samt Excom Conclusion no. 58. Efter Flygtningenævnets praksis lægges der i denne forbindelse blandt andet vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for at opnå ansættelse i såvel den offentlige som den private sektor, mulighed for at frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Det fremgår af et høringssvar fra State Agency for Refugees i Bulgarien indhentet via det danske Udenrigsministerium den 6. februar 2019 at: ”In accordance with the provision in Art. 37 a of the Law for Asylum and Refugees, aliens who are granted asylum or international protection are offered an integration agreement. The conditions and the procedures for signing, implementation and termination of the agreement are stipulated in the Ordinance for the Conclusion, Implementation and Termination of the Integration Agreement of Foreigners with a Granted Asylum or International Protection (the Ordinance). In case an alien with granted international protection wishes to sign an integration agreement with a Mayor of a municipality who has applied for conclusion of such agreement, the Mayor provides assistance for accommodation within the frames of his competence and in accordance with Art.9 and Art.14 of the Ordinance. On the grounds of Art.32, para 5 of the Law for Asylum and Refugees, aliens who are granted protection can join programs and projects comprising integration measures under the conditions and procedures established therein. Art.33 of the Law for Asylum and Refugees outlines that unaccompanied aliens who are minors or under the legal age, who are granted international protection are accommodated with family or close acquaintances, foster families, social institutions of the residential type or specialised institutions following the order of the Law for Child Protection, as well as in other accommodation places where special conditions are provided to minor and underage persons. The foreigners with granted refugee or humanitarian statuses can benefit of social services in the community and in special institutions like a Centre for Temporary Accommodation, Mother and Baby Sector etc., if they comply with the provisions of the legislation. Det fremgår videre af et høringssvar fra UNHCR Bulgarien til Dansk Flygtningehjælp af den 3. november 2018, at personer med international beskyttelsesstatus i Bulgarien har ret til gratis, nødvendig sundhedshjælp, ligesom det fremgår, at børn af sådanne personer har ret til uddannelse på samme måde som bulgarske statsborgere. Efter baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren og hendes børn i Bulgarien vil blive ”treated in accordance with recognized basic standards”, og at selvom de sociale og økonomiske forhold i Bulgarien – om end de er vanskelige – er så tilstrækkelige, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. En udsendelse af ansøgeren og hendes tre børn til Bulgarien findes endvidere ikke at udgøre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes tre børn – der i dag er henholdsvis 17, 16 og 12 år gamle, tidligere under det 8 måneder lange ophold i Bulgarien har været i stand til at begå sig og finde et sted at bo, og at ansøgeren og børnene er sunde, raske og velfungerende. Nævnet finder, at ansøgeren og hendes børn må karakteriseres som ressourcestærke, idet de har været i stand til at tilegne sig det danske sprog og klare sig i uddannelsessystemet med særdeles gode resultater, ligesom ansøgeren har haft overskud til at engagere sig i frivilligt arbejde og hjælpe og støtte sine døtre. Der er derfor ikke grundlag for at anse hverken ansøgeren eller børnene for at være særligt sårbare, heller ikke selvom ansøgeren er enlig kvinde, og uden netværk i Bulgarien. Bulgarien kan derfor tjene som ansøgerens og hendes tre børns første asylland, jf. den tidligere gældende udlændingelovs § 7, stk. 3, jf. herved lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19.9.2014.” § 29b-Bul/2019/1/snd
Nævnet hjemviste i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs kurder samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2011 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at ansøgeren frygtede at vende tilbage til Syrien grundet sin tidligere ægtefælles politiske aktiviteter og modsætningsforhold til myndighederne. [I begyndelsen af] 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens tidligere ægtefælle [A] ikke kunne udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerens tidligere ægtefælle ikke var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og at han isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund [i slutningen af] 2018 klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet styrelsen vurderede, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at klageren har forklaret udbyggende og divergerende på meget væsentlige punkter, der ligger ud over, hvad der kan tilskrives eventuelle misforståelser i forbindelse med tolkning. Det bemærkes, at der ved alle samtaler med klageren har været tolket på Kermanji, som hun har oplyst at forstå. Således forklarede klageren ved samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2011, side […], at hun havde været tilbageholdt af myndighederne to gange, og at hun ikke blev udsat for vold men alene for trusler og verbale forulempelser. Ved den anden tilbageholdelse blev hun skubbet, men blev ikke udsat for fysiske overgreb. Ved samtale [i efteråret] 2018 forklarede klageren, side […], at hun ved den ene tilbageholdelse blev tildelt lussinger og blev truet med voldtægt. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har klageren imidlertid forklaret, at hun faktisk blev voldtaget. Dette er et så væsentligt forhold, at det må medføre afgørende tvivl om klagerens generelle troværdighed. I betragtning af at den seneste forklaring [i efteråret] 2018 blev afgivet mange år efter, at klageren havde forladt Syrien, og tillige efter at hun var blevet skilt, kan Flygtningenævnet ikke tillægge det betydning, at hun oplyser at have været under pres, og at dette medførte, at hun ikke tidligere så sig i stand til at afgive en fuldstændig forklaring. Flygtningenævnet lægger endvidere ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren har forklaret væsentligt forskelligt om, hvor mange gange hun på sin bopæl i Syrien er blevet opsøgt at myndighederne. Ved samtale [i efteråret] 2018 har klageren om sin frygt for at vende tilbage til Syrien udtalt blandt andet: ”Hun er bange for, at myndighederne har registreret hende som forræder, fordi hun er blevet skilt fra [A], og hvis hendes tidligere svigerfar har givet hendes navn til myndighederne.” Dette står i afgørende modsætning til klagerens forklaring dels ved samtale [i foråret] 2011, hvor hun forklarede, at såvel hendes mand som hendes svigerfar var blevet tilbageholdt som modstandere af regeringen, og dels hendes forklaring i Flygtningenævnet, hvor hun også oplyste, at hendes svigerfar havde været tilbageholdt. Foreholdt dette udbyggede klageren sin forklaring yderligere med bemærkninger om, at der muligvis var tale om bestikkelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at klagerens forklaring om hendes asylmotiv må tilsidesættes. Flygtningenævnet finder således, at Udlændingestyrelsen med rette har inddraget klagerens opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Det fremgår imidlertid af sagen, at klageren har tre mindreårige børn, og at to af disse, [B] og [C], har boet mere end otte år i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke i den af Udlændingestyrelsen trufne afgørelse [fra slutningen af] 2018 er foretaget en tilstrækkelig vurdering i medfør af udlændingelovens § 26, jf. dagældende udlændingelovens § 19, stk. 7. Flygtningenævnet finder, at der i hvert fald burde have været forsøgt gennemført en samtale med den på afgørelsestidspunktet 16-årige [B] og muligvis også med den på afgørelsestidspunktet 12-årige [C]. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26 indeholdte hensyn bør føre til, at klagerens opholdstilladelse, uanset ovenstående, ikke inddrages.” syri/2019/48/ajev
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive udsat for chikane, trusler samt presset til at betale bestikkelse til Abgaal-klanen, som er den dominerende klan i ansøgerens hjemmeområde. Ansøgeren frygter endvidere, at ansøgerens datter vil blive kidnappet eller udsat for seksuelle overgreb, fordi hun er lys i huden. Ansøgeren frygter endvidere, at ansøgerens datter vil blive omskåret. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og ansøgerens familie udrejste af Somalia til Saudi Arabien i 1982, da ansøgeren var cirka syv år gammel. I 2014 blev ansøgeren gift med en dansk kvinde, hvorfor ansøgeren valgte at rejse tilbage til Somalia med henblik på at søge om familiesammenføring til sin ægtefælle i Danmark. Ansøgeren opsøgte sin families hus, da han tog tilbage til Somalia, hvor ansøgeren opdagede, at en anden person havde overtaget det. Ansøgeren henvendte sig til manden, som boede i huset, og fortalte ham, at han var ejeren af huset. Den pågældende mand afviste dog dette, og han bad ansøgeren om at fremskaffe beviser herfor. Ansøgeren fastholdt, at han var rette ejer, hvorefter manden bad ansøgeren om at forlade huset og truede ansøgeren med, at han ville slå ham ihjel, hvis han så ansøgeren ved huset igen. Ansøgerne opholdt sig herefter hos sin morbror i Medina, Mogadishu, frem til sin udrejse cirka en til to måneder efter. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren angiveligt har haft en konflikt med en ukendt mand, der angiveligt har overtaget klagerens families hus i Somalia, ikke har en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylrelevant forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der angiveligt er tale om en enkelt episode ved huset, hvor ansøgeren ikke blev udsat for nogen former for overgreb, og at ansøgeren ikke er blevet opsøgt eller truet, mens han opholdt sig i Somalia. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive chikaneret, truet og presset til at betale bestikkelse til personer tilhørende Abgaal-klanen, fordi ansøgeren tilhører en minoritetsklan, kan ikke føre til, at ansøgeren kan meddeles asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke i forbindelse med hans ophold i Somalia har oplevet nogen problemer ud over den angivelige episode nævnt ovenfor, hvor ansøgeren angiveligt konfronterede manden, der boede i ansøgerens families hus, og at det beror på ansøgerens egen formodning, at han vil få problemer med Abgaal-klanen. Det forhold, at ansøgeren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans datter vil blive kidnappet eller udsat for seksuelle overgreb, fordi hun er lys i huden, kan ikke føre til, at ansøgeren får asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at hans datter ikke oplevede nogen konflikter i de en til to måneder, hvor klageren og hans datter opholdt sig i Somalia, og at det beror på ansøgerens egen formodning, at der skulle opstå problemer for hans datter ved en tilbagevenden til Somalia. Det forhold, at ansøgeren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans datter vil blive omskåret, kan ikke føre til, at ansøgeren bliver meddelt asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren selv er modstander af omskæring, og at ansøgeren som eneforsørger for hans datter må antages at kunne modsætte sig, at hans datter omskæres. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er tale om en generel frygt for omskæring som følge af de kulturelle normer i Somalia og ikke en konkret konflikt med bestemte personer eller grupper. Flygtningenævnet henviser herunder til de foreliggende baggrundoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra 1. januar 2016 (bilagsnummer 513). Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de socioøkonomiske forhold i Somalia ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker videre, at de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan begrunde asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/244/gjey
Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Jamaame, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen [klannavn]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for fysiske overgreb af al-Shabaab, fordi ansøgerens far havde problemer med dem, inden han døde. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter ikke at få respekt fra myndighederne på grund af sit klantilhørsforhold. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans problemer begyndte efter, at al-Shabaab overtog kontrollen over hans hjemby, Jamaame, i 2011. Det betød, at man skulle betale skat til al-Shabaab. Fra 2011-2013 betalte ansøgerens far skat til al-Shabaab. Det var meget hårdt at leve under al-Shabaab. Al-Shabaab gjorde herefter Omar fra Beymal Man-klanen til Emir. Omar havde hadet ansøgerens far, fordi han havde en god forretning. I 2013 angav Omar ansøgerens far til al-Shabaab. Al-Shabaab beskyldte faren for at være spion for myndighederne. Ansøgerens far blev slået ihjel af Omar i den femte måned i 2013 i byen Jamaame. To uger senere rejste ansøgeren til Mogadishu. I december 2013 flyttede ansøgeren til Kismayo for at finde arbejde. I 2014 blev ansøgeren stoppet ved en al-Shabaab kontrolpost. Al-Shabaab undersøgte ansøgeren for at se, om han havde tygget khat. Ansøgeren blev i den forbindelse slået med en geværkoble i ribbenet og i munden. Ansøgeren blev derefter bedt om at løbe, før de skød ham. Ansøgeren så ikke disse personer igen. En dag, i midten af 2016, blev ansøgeren opsøgt af sin daværende kærestes bror og hans tre venner ved et fiskemarked. Ansøgeren blev slået og fik at vide, at han skulle holde sig væk fra sin kæreste. Ansøgeren afbrød herefter kontakten med hende, og han har ikke haft yderligere problemer med hendes familie. Ansøger udrejste herefter af Somalia i 2018. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, men finder, at dette ikke kan føre til, at han meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren personligt er blevet truet i løbet af de to uger fra faderens forsvinden og frem til, at ansøgeren forlod Jamaame i 2013. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, idet han først under nævnsmødet har forklaret om disse trusler, selvom han til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2018 nøje blev udspurgt, om han oplevede konkrete problemer i de to uger, hvortil han svarede, at livet var umuligt på grund af beskyldninger, men der foregik ikke noget fysisk. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren ikke har haft nogen personlig konflikt med al-Shabaab i sin hjemby Jamaame, hvor han opholdt sig i to uger efter faderens forsvinden i 2013. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren har opholdt sig i Somalia frem til januar 2018 uden at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra al-Shabaab i den anledning. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at han vil være i risiko som følge af, at Omar angiveligt stod bag drab på ansøgerens far i 2013. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens øvrige konflikter med al-Shabaab beror på helt tilfældige forhold. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens konflikt med en tidligere kærestes bror og hans venner ikke kan begrunde asyl, idet ansøgeren ikke har oplevet problemer i den anledning siden overgrebet i 2016, selvom han fortsat opholdt sig i Somalia indtil januar 2018. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren frygter at få problemer, fordi han tilhører [klannavn], ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Jamaame ikke i sig selv kan begrunde asyl, selvom byen må antages at være kontrolleret af al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren ikke er profileret over for al-Shabaab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/216/FAM
Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi hans bror tilsluttede sig oprørerne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans families konflikt med myndighederne begyndte, da hans bror, [A], i 2010 lod to personer, med tilknytning til de tjetjenske oprørere, overnatte i familiens hjem. Senere samme aften blev [A] anholdt. Familien købte efterfølgende [A] fri, hvorefter han rejste på trods af at have underskrevet en erklæring, der indebar, at han ikke måtte rejse. Familien vidste ikke hvorhen. Myndighederne begyndte at opsøge familiens hjem, og i 2011 blev klageren og hans to brødre tilbageholdt af myndighederne. De blev løsladt, efter der var blevet betalt bestikkelsespenge. Myndighederne fortsatte herefter deres chikane af familien. Klagerens bror, [A], kontaktede klageren telefonisk en dag, hvor klageren ikke var hjemme. Herefter fortalte en nabodreng klageren, at familiens hus var omringet af myndighederne. Efterfølgende ringede myndighederne til klageren fra hans mors telefon, og fortalte, at de vidste, at klageren havde talt med sin bror, [A], og at de ville anholde klagerens anden bror, [B], hvis klageren ikke kom hjem. Klageren holdt sig herefter skjult i en periode, men blev pågrebet af myndighederne, da han en aften vendte tilbage til familiens hus. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb og efterfølgende løsladt på betingelse af, at han underskrev en erklæring om at hjælpe med at finde sin bror, [A]. Klageren blev bekendt med, at hans bror, [C], var blevet slået ihjel, hvorefter han udrejste af landet. [I efteråret] 2013 blev klageren meddelt opholdstilladelse på baggrund af en tilladelsesresolution [fra efteråret] 2013, hvor Udlændingestyrelsen havde lagt klagerens forklaring om asylmotivet til grund. [I sommeren] 2015 blev klagerens mor meddelt opholdstilladelse på samme grundlag. Under hendes samtaler i Udlændingestyrelsen blev hun foreholdt flere uoverensstemmelser mellem sin og klagerens forklaringer. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen angivet, at styrelsen vurderer, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig og har herved lagt vægt på, at klageren og klagerens mor under deres oprindelige asylsager i henholdsvis 2013 og 2015 har forklaret indbyrdes forskelligt på centrale punkter. Der er ikke fremkommet nye oplysninger i sagen efter, at klageren og klagerens mor er blevet meddelt opholdstilladelse, og klageren har for nævnet i det væsentlige forklaret i overensstemmelse med sin oprindelige forklaring om sit asylmotiv, idet bemærkes, at der nu er gået ca. 6 år siden, at klageren afgav sin oprindelige forklaring, hvorfor det må anses for naturligt, at der forekommer enkelte divergenser. Det er således ikke godtgjort, at ansøgeren har afgivet bevidst urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at han som følge heraf har opnået sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2019/15/gdan
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at de tjetjenske myndigheder mistænker ham for at have relation til krigen i Syrien, idet han har været i Tyrkiet tre gange. Ansøgeren rejste til Tyrkiet, fordi hans søster havde fundet sæsonarbejde til ham. Ansøgeren er blevet tilbageholdt flere gange af de tjetjenske myndigheder, herunder nærmere specifikt Ramzan Kadyrovs folk. Første gang var i 2015, omkring en uge efter ansøgeren var vendt hjem fra Tyrkiet. Anden gang var omkring [efteråret] 2016, mens tredje gang var i [efteråret] 2018. I perioden imellem de to tilbageholdelser oplevede ansøgeren ikke nogen problemer med de tjetjenske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger på flere centrale punkter har forklaret divergerende omkring de angivne 3 opsøgninger fra myndighederne inden han udrejste, herunder omkring tidsangivelserne for disse opsøgninger. Flygtningenævnet har i relation til de divergerende forklaringer lagt vægt på de samme forhold som udlændingestyrelsen i sine afgørelser af [en dato i] 2019. Der er endvidere henset til den af den mandlige ansøger afgivne forklaring i Flygtningenævnet. Han har således til sin oplysnings- og motivsamtale vedrørende den 2. opsøgning forklaret, at han på sin arbejdsplads sad og spiste frokost, da 3 mænd kom ind. Han fik noget over hovedet og blev ført væk. I sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han ved den 2. opsøgning i [efteråret] 2019 blev opsøgt på sin arbejdsplads og at hele samtalen forløb på ansøgerens arbejdsplads. I sin forklaring i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han var på arbejde, da han blev kontaktet af myndighederne og at han skulle følge med dem. Den kvindelige ansøger har som sit asylmotiv anført, at hun frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive henrettet af de tjetjenske myndigheder, idet disse har mistanke om, at hendes ægtefælle har været i Syrien. Af de grunde som er anført ovenfor vedrørende den mandlige ansøger kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har en konflikt med de tjetjenske myndigheder. Der er endvidere ikke grundlag for en udsættelse af sagen med henblik på sambehandling med den mandlige ansøgers mors sag eller med henblik på at indhente supplerende baggrundsoplysninger. På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2019/14/JAH
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger Nicaragua. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestizo og katolik fra Managua, Nicaragua. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nicaragua frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har deltaget i flere demonstrationer mod præsident Daniel Ortega. [I foråret] 2018 demonstrerede ansøgeren på gaden. Tæt på denne demonstration var ældre mennesker på gaden for at protestere mod nogle reformer. Disse ældre mennesker blev overfaldet og truet af Ortegas folk, herunder politiet, Juventud Sandinista og maskerede motorcyklister. De ældre mennesker kom hen til ansøgerens demonstration, hvilket Ortegas folk også gjorde, og det udviklede sig fysisk. Demonstranter blev truet og slået af Ortegas folk, og ansøgeren flygtede. Dagen efter deltog ansøgeren og hans familie i flere protester og demonstrationer. Ansøgerens fætter blev såret med en kugle i bagdelen. Samme aften blev en person, som stod tæt på ansøgeren, ramt af skud og døde. Ansøgeren deltog herefter i flere protester, men ikke dem der var for farlige. Ansøgerens nabo, der er en af Daniel Ortegas stikkere, sendte en dag ansøgeren et blik, som sagde, at han godt vidste, hvad ansøgeren lavede. [I sommeren] 2018 indledte Ortega ”Operation Rengøring”. Der blev skrevet på ansøgerens families dør, at ansøgeren og hans familie havde deltaget i demonstrationer, at de nu skulle slås ihjel, og at deres hus skulle brændes ned. I denne periode fik ansøgeren også 20 opringninger fra stikkere, som sagde, at ansøgeren stod på en liste, og at ansøgeren ville blive fængslet eller slået ihjel. [I sommeren] 2018 udrejste ansøgeren legalt til Costa Rica. Ansøgeren havde søgt om visum til Costa Rica to til tre uger inden sin udrejse af Nicaragua. [I sommeren] 2018 befandt ansøgeren sig i en park i Costa Rica med to andre unge mænd, der ligesom ansøgeren også var flygtet fra Nicaragua. De så to mænd med elefanthuer og våben. Ansøgeren og de to unge mænd løb væk. Ansøgeren var sikker på, at disse to mænd var sendt efter ham af Daniel Ortega. Den [I foråret ] 2019 rejste ansøgeren fra Costa Rica til Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent, at han fremstår troværdig, og at hans forklaring om de begivenheder i Nicaragua, der førte til at han udrejste til Costa Rica, forekommer selvoplevede. Oplysningerne er i øvrigt vedrørende de generelle forhold i overensstemmelse med baggrundsoplysninger fra såvel Landinfo som Migrationsverket. Det må derfor lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer vendt mod styret i Nicaragua [i foråret] 2018, samt at der i denne forbindelse blev udøvet vold, herunder med dødelig udgang, mod andre demonstrationsdeltagere. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren i kraft af sin aktivitet på sociale medier er profileret som modstander af styret i Nicaragua, ligesom hans navn er blevet opråbt og hans families hus blevet markeret som modstander af styret i forbindelse med indledningen på ”Operation Rengøring” Det fremgår bl.a. af Landinfos rapport af 11. marts 2019, side 3-4, ”Nicaragua: Demonstrasjoner mot myndighetene i perioden april–juni 2018 og påfølgende reaksjoner ” at myndighederne følger demonstrationerne nøje og at deltagere løber stor risiko. Af Migrationsverkets rapport af 23. april 2019, ”Nicaragua – protester, repression och riskprofiler” fremgår ligeledes side 15-16, at arbitrære arrestationer og mishandlinger har fundet sted, også overfor personer med en løs tilknytning til demonstranterne. Det kan heroverfor ikke tillægges afgørende betydning, at en TV- station, der efter det for Flygtningenævnet oplyste ikke er uafhængig, har oplyst, at der er indgået en fredelig overenskomst mellem demonstranterne og regeringen. Den omstændighed, at ansøgeren var i stand til at udrejse legalt af Nicaragua på eget pas, kan ikke føre til et andet resultat, da udrejsen fandt ret kort efter urolighederne [i sommeren] 2018. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nicaragua vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf, udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” nica/2019/1/LBV
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Montenegro. Indrejst i 1992. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk montenegriner og muslim fra Pljevlja, Montenegro. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 1992, og at han [starten af] 1996 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 af Flygtningenævnet. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i starten af] 2016 udrejste til Montenegro. Klageren har anført, at han udrejste grundet sin mors sygdom. [I vinteren] 2018 konstaterede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er udrejst af Schengenområdet [i foråret] 2016, jf. stempel i klagerens pas, og at klageren er rejst til Montenegro, og at de danske myndigheder modtog klagerens ansøgning om dispensation for bortfald [efteråret] 2017. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har været udrejst i cirka 19 måneder, før han kontaktede de danske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren i sin ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, har oplyst, at han kun har opholdt sig i Montenegro i ti måneder, og at klageren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han var i Danmark én dag i [i vinteren] 2016, hvor han var kørt med en ven, der til daglig bor i Hamborg, og som var på besøg i Montenegro, til Danmark, og at vennen samme dag kørte klageren retur til Hamborg, hvorfra klageren tog bussen til Montenegro. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret, at han har været i Danmark i perioden fra [foråret] 2016 til [efteråret] 2017, herunder i [efteråret] 2016. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke forekommer sandsynligt, at klageren har krydset to Schengengrænser, uden at der blev stemplet i hans pas. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren selv har oplyst, at han har opholdt sig i Montenegro under sit ophold uden for Danmark, at han efter sin mors død i [sommeren] 2016 beholdt sin mors lejlighed i Montenegro, hvor han bor med sin kæreste fra Montenegro og deres fælles barn på to år, når han er i Montenegro, og at han har oplyst, at han har søgt arbejde i Montenegro. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke kan anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har dokumenteret, at der har været uoverstigelige hindringer for en tidligere tilbagerejse til Danmark. Flygtningenævnet bemærker herunder, at klagerens mor døde i [sommeren] 2016, og at klageren først rejste tilbage til Danmark [sommeren] 2017, og klageren ikke har dokumenteret, at de to retssager, som klageren har oplyst om, har hindret en tilbagerejse til Danmark. Flygtningenævnet vurderer, at afgørelsen ikke er i strid med klagerens børns ret til familieliv, jf. EMRK art. 8. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren to gange har valgt at tage ophold i Montenegro, mens hans børn blev boende i Danmark, og at hans børn er voksne nu. Klageren har således valgt at opgive samværet med sine børn i Danmark, og klageren kan udleve familielivet, som han hidtil har gjort. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at klageren måtte have en ni-årig søn i Danmark. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det af klageren anførte om hans helbredsmæssige forhold ikke kan føre til en ændret vurdering. For så vidt angår udlændingelovens § 17 a, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 traf afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet efter § 17 a, stk. 1, og at man kun kan få dispensation én gang efter denne bestemmelse, jf. § 17 a, stk. 6. Flygtningenævnet vurderer herefter efter en samlet vurdering, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Mont/2019/1/gjey
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [Z] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun tilhører yarsan-religionen. Ansøger har som oprindeligt asylmotiv yderligere henvist til, at hun frygter en tilbagevenden til Iran som følge af sine brødres problemer i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hendes far en dag kom hjem til familiens bopæl og fortalte om 2 personer, [A] og [B], som var blevet anholdt. Efter nogle dage ransagede myndighederne ansøgerens bopæl, hvor de fandt to cd’er med materiale fra PJAK på ansøgerens brors del af bopælen. Efter ransøgningen blev ansøgerens far tilbageholdt og afhørt af myndighederne. Ansøgeren ringede til en ven af familie, som samme dag fik hendes far løsladt. I løbet af de efterfølgende ca. 20 dage modtog ansøgerens far tre indkaldelser til at møde op hos efterretningstjenesten, hvor han mødte op alle tre gange. To til tre dage senere påbegyndte ansøgeren og hendes familie deres udrejse af Iran, og udrejste i begyndelsen af 2015 illegalt af Iran ved at krydse grænsen til Tyrkiet. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes bror, som har begået seksuelle overgreb mod hende, vil udsætte hende for fare. Ansøgeren frygter tillige, at hendes forældre vil slå hende ihjel, såfremt de finder ud af, at hun har været udsat for seksuelle overgreb. Ansøgeren har endvidere som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes forældre vil tvangsgifte hende. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv henvist til, at de seksuelle overgreb fra hendes bror fandt sted, da ansøgeren var mellem 10 til 12 år gammel. I Danmark har den samme bror slået ansøgeren én gang, og har forsøgt at slå hende flere gange. Ansøgeren havde i Iran et skænderi med sine forældre, fordi de ønskede, at hun skulle gifte sig inden hun blev 18 år gammel. Ansøgeren følte sig altid chikaneret af sine forældre, idet hun ikke fik lov til at forlade huset. Ansøgerens mor har i Danmark oplyst til ansøgeren, at hendes far på ny vil chikanere hende, når de vender tilbage til Iran, og at han vil gifte ansøgeren væk. Ansøgerens far havde arrangeret to ægteskaber mellem hendes to ældste søstre, [C] og [D], som blev gift med nogle familiemedlemmer, som ansøgeren far havde valgt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren, da hun var 10-12 år gammel, blev udsat for seksuelle overgreb af sin storebror. Såfremt ansøgeren vender tilbage til Iran, vil hun være henvist til at tage ophold sammen med sin familie, herunder sin storebror. Hertil kommer, at ansøgeren, såfremt familien finder ud af, at hun har været udsat for seksuelle overgreb, ifølge nævnets baggrundsoplysninger vil være i risiko for overgreb fra familiens side. På den baggrund findes ansøgeren, såfremt hun vender tilbage til Iran, at være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2019/149/LBV
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, fordi hendes far har været politisk aktiv. Ansøgeren har yderligere som asyl motiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun rejste til Grækenland den [i sommeren] 2017 for at deltage i en kulturfestival. Da ansøgeren befandt sig i Grækenland, modtog hun et opkald fra sin mor, som fortalte, at ansøgeren ikke skulle komme hjem igen. Årsagen til dette var, at hele ansøgerens familie havde fået en tilsigelse om at møde hos politiet i forbindelse med afhøring af hendes far. Ansøgerens far var politisk aktiv, men ansøgeren vidste ikke, hvad han havde lavet, udover at han ønskede et regimeskifte. Efter opkaldet fra sin mor fandt ansøgeren en menneskesmugler, og hun rejste til Danmark. I forbindelse med sine politiske aktiviteter har hendes far været tilbageholdt af politiet nogle enkelte gange. Ansøgerens far var i gennemsnit anholdt syv til ti dage, når han blev anholdt. Sidste gang ansøgeren talte med sin mor i sommeren 2018, oplyste hun ansøgeren om, at hendes far igen var blevet tilbageholdt. Efter ansøgerens indrejse i Danmark er hun blevet introduceret til kristendommen af sin værelseskammerat, [A] på asylcenteret. [A] inviterede hende med i kirke. I kirken blev der lavet mad og bedt fællesbøn. Efter sit første besøg begyndte hun at gå mere regelmæssigt i kirke. Når ansøgeren var i kirke, blev der altid lavet mad og bedt fællesbønner. Der forgik ikke andet end dette. Ansøgeren hjalp også til med praktiske ting i kirken i forbindelse med arrangementer. [I vinteren] 2018 blev ansøgeren døbt i [en nærmere angiven kirke]. Ansøgeren begyndte efter dåben at føle sig som kristen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har blandt andet forklaret, at hun ikke er bekendt med, om faderen har udført politiske aktiviteter og i givet fald hvilke aktiviteter, han har udført, men at han har været tilbageholdt af myndighederne. Til oplysnings- og motivsamtalen og gensamtalen har ansøgeren forklaret, at faderen var tilbageholdt enkelte gange, til asylsamtalen at faderen var tilbageholdt mere end 20 gange, og under nævnsmødet at faderen var tilbageholdt 10-20 gange. Videre har ansøgeren forklaret, at hun ikke er bekendt med, om hendes mor eller brødre er blevet afhørt om faderens aktiviteter, ligesom ansøgeren til gensamtalen har forklaret, at både moderen og brødrene fortsat opholder sig på den hidtidige bopæl. Når hertil kommer, at ansøgeren ikke tidligere har haft konflikter med de iranske myndigheder, og at det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at myndighederne ønsker at tilbageholde hende og torturere hende for at presse faderen til en tilståelse, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sin fars eventuelle aktiviteter og tilbageholdelse af myndighederne vil være i en asylbegrundende risiko for forfølgelse eller overgreb. Ansøgeren forklarede under sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2017, at hun ikke havde nogen religion, at hun ikke interesserede sig for andre religioner og ønskede at leve uden en religion. Heroverfor står, at ansøgeren blev døbt [i vinteren] 2018 og under gensamtalen [i sommeren] 2018 demonstrerede et yderst begrænset kendskab til kristendommen. Ansøgeren har blandt andet under gensamtalen ikke kunnet svare på, hvad kristne tror på, ligesom ansøgeren ikke vidste, hvor Jesus er født og hvilke gerninger, han har udført, ansøgeren vidste ikke, hvad det nye og gamle testamente er, kendte ikke navnet på biblen og vidste ikke, hvorfor kristne fejrer jul. Ansøgeren har videre under gensamtalen forklaret, at hun ikke har været til gudstjenester eller overværet en prædiken og ikke vidste, hvad højtider, herunder julen, er. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at hun til gensamtalen ikke kendte systemet, ikke vidste, at hun ville blive stillet alle disse spørgsmål om sin tro og ikke forstod, hvorfor hun skulle svare på alle disse spørgsmål, er ikke en plausibel forklaring på ansøgerens manglende kendskab til kristendommen. Uagtet ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et bedre kendskab til kristne ritualer, bønner og fortællinger fra biblen, har hun ikke kunnet redegøre for sine overvejelser omkring sin konvertering eller for sin indre overbevisning. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder, hvorfor der ej heller er grundlag for at antage, at myndighederne har kendskab til ansøgerens Facebookprofil eller indholdet heraf. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/148/LBV
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjab og sikh af trosretning fra Ludiana, Indien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel eller tortureret af de indiske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sin tidligere ægtefælles familie. Til støtte for sine asylmotiver har ansøgeren oplyst, at han i Indien deltog i arbejde for en menneskerettighedsorganisation under ledelse af [A]. Ansøgeren fandt i forbindelse med arbejdet dokumentation for drab begået af [B], Director General of Punjab, mod omkring 10.000 unge mænd i Indien. Ansøgeren har været anholdt, tilbageholdt og torturet af de indiske myndigheder, og myndighederne tror, at ansøgeren ligger inde med dokumentation vedrørende drabene. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om frygten for familien til sin tidligere ægtefælle oplyst, at hendes far var en kendt politiker i Indien, og at han ikke accepterede forholdet mellem ansøgeren og hans tidligere ægtefælle. Ansøgerens tidligere ægtefælles far har indgivet falske anklager imod ansøgeren. Ansøgeren blev sammen med sin far endvidere forsøgt påkørt, ligesom ansøgeren i perioden fra 2004 til 2009 var udsat for otte overfald i Indien. I Danmark har ansøgeren modtaget trusler fra sin tidligere ægtefælles familie, ligesom han i Danmark er blevet forsøgt slået ihjel og truet af personer fra hendes familie. Ansøgeren har ikke afgivet forklaring for Flygtningenævnet, og det kan efter de foreliggende oplysninger ikke lægges til grund, at han har haft lovligt forfald. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om alle centrale forhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2019. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien risikerer at blive straffet for kriminelle forhold, kan begrunde, at han skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der ikke er grund til at antage, at en eventuel straf vil være uproportionel i forhold til den begåede kriminalitet, ligesom der heller ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren under afsoningen af en eventuel straf vil være i risiko for at blive udsat for behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at Østre Landsrets dom gengivet i UfR. 2011.2904 ikke kan føre til et andet resultat. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Indien ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på grund af torturundersøgelse, idet ansøgerens forklaring i det hele er tilsidesat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” indi/2019/7/ajev
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener, sunni-muslim og oprindeligt fra Tbilisi, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de tjetjenske og georgiske myndigheder, idet hun frygter at hende eller hendes søn vil blive fængslet eller slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes tidligere ægtefælle, som også er hendes søns far, kæmpede mod de russiske myndigheder, og at han arbejdede som journalist. Ansøgerens tidligere ægtefælle var endvidere kendt af de russiske myndigheder, blandt andet fordi han havde kæmpet sammen med Akhmed Zakayev. Ansøgerens tidligere ægtefælle forsvandt, efter at han var flygtet fra Tjetjenien til Georgien. Ansøgeren blev opsøgt flere gange af myndighederne i Georgien efter, at hendes ægtefælle var forsvundet, og hun flygtede derfor fra Georgien første gang, fordi hun var bange for, at de russiske myndigheder ville få fat i hende og hendes søn. Ansøgeren har siden sin første indrejse i Danmark været tilbage i Georgien, hvor hun på ny måtte flygte, og hvor hun flygtede til Rusland. Ansøgeren har oplyst, at hun blev statsborger i Rusland, og at hun i den forbindelse opgav sit georgiske statsborgerskab. Myndighederne i Rusland er også interesserede i ansøgerens nuværende ægtefælle […], fordi han ligeledes har kæmpet i krigen i Tjetjenien, og ansøgeren er i Tjetjenien blevet taget med til afhøringer. Hun har hertil ligeledes oplyst, at hun frygter Ramzan Kadyrov, idet hans folk har holdt øje med ansøgeren og hendes bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren i 2014, efter at have opholdt sig i både Danmark og Frankrig, frivilligt rejste til Georgien, hvor hun fik udstedt et georgisk pas og derefter indrejste til Tjetjenien, hvor hun ifølge sin forklaring har opholdt sig i omkring fire år. Hun har efterfølgende været i stand til på ny at få udstedt pas i Tjetjenien, og hun udrejste legalt derfra. Uanset ansøgerens forklaring om karakteren af de trusler og lignende, som hun oplyser at have været udsat for, finder Flygtningenævnet herefter, i lyset af hendes lange ophold i Tjetjenien og de ovennævnte udrejseforhold, at det ikke kan lægges til grund, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/40/ajev
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er guineansk statsborger, etnisk fula og muslim fra Conakry, Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter at blive fængslet og udsat for grove fysiske overgreb af myndighederne, fordi han i Guinea blev beskyldt for at stå bag nogle uroligheder, og fordi han flygtede fra et fængsel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en malinké gruppe, og at han frygter familien til en ukendt person, der døde under en slåskamp. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2012 kontaktede [A], der var leder i ansøgerens bydel. [A] forklarede ansøgeren, at han kunne få et sted at træne sit fodboldhold, hvis de ville hjælpe regeringen med nogle opgaver. Ansøgeren afslog dog dette tilbud, hvorfor [A] blev vred på ansøgeren. Ansøgeren har videre oplyst, at en dreng til tabaskifesten i 2013 blev påkørt af en motorcykel. Der var mange mennesker på gaden, og ansøgeren hjalp drengen til et hospital. Der opstod imidlertid et slagsmål mellem to grupper, og en af deltagerne blev i forbindelse med slagsmålet slået ihjel. Ansøgeren blev i nogle avisartikler beskyldt for at stå bag dette slagsmål, hvorfor han blev opsøgt af en malinké gruppe og familien til den afdøde. De skød ansøgeren i armen, hvorefter han besvimede. Ansøgeren blev bragt til et hospital, hvor han var indlagt i en måned. Herefter tog han til [landsby], der lå otte timers kørsel fra Conakry, hvor han skjulte sig. I [foråret] 2014 blev ansøgeren dog anholdt, og han blev bragt tilbage til Conakry, hvor han blev stillet for en dommer og derefter fængslet. I [efteråret] 2015 lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet i forbindelse med et fangeoprør, hvorefter han udrejste af Guinea. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret udetaljeret, divergerende, udbyggende og afglidende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i asylskemaet ikke anført, at han er blevet forfulgt af [A] eller af andre personer, ligesom han ikke har forklaret, at han blev overfaldet og skudt i skulderen i 2013 efter tabaskifesten. Endvidere har han ikke forklaret, at han blev fængslet i 2014, idet han angiveligt var beskyldt for et mord under tabaskifesten. Ansøgeren har således forklaret udbyggende herom i oplysnings- og motivsamtalen, partshøringen, asylsamtalen og under forklaringen for Flygtningenævnet. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet endvidere forklaret udbyggende om de penge, som [A] angiveligt havde modtaget fra regeringen og delt ud til forskellige grupper, ligesom ansøgeren har forklaret udbyggende om, at der efter fangeflugten fra fængslet blev skudt mod fangerne fra en garage uden for fængslet. Ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der opsøgte ham flere dage efter slagsmålet under tabaskifesten i 2013. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var malinké-mænd, der opsøgte ham og skød ham i skulderen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var familien til en mand, der døde i forbindelse med slagsmålet flere dage forinden samt en gruppe malinké-mænd, der opsøgte ham og skød ham i armen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange gange [A] opsøgte ham, da han var blevet tilbageholdt af gendameriet. Det fremgår af asylsamtalen, at [A] kom flere gange dagligt til ansøger i disse dage. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [A] kom en gang til ansøger, efter at ansøger var blevet tilbageholdt. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret forskelligt om, hvordan det lykkedes fangerne at komme ud og flygte fra fængslet i forbindelse med den angivelige fangeflugt. Ansøgeren har forklaret meget overordnet og afglidende vedrørende sit asylmotiv herunder om episoden, hvor han angiveligt blev opsøgt på sin bopæl og skudt. Videre forekommer det påfaldende, at [A] skulle beskylde ham for at være ansvarlig for urolighederne ved tabaskifesten og lede efter ansøgeren 9 måneder efter, fordi ansøgeren havde afslået hans tilbud om at hjælpe regeringen, herunder henset til at der også var andre i hans bydel, der afslog tilbuddet. Videre forekommer det bemærkelsesværdigt, at befolkningen i ansøgerens område skulle beskylde ansøgeren for at stå bag urolighederne ved tabaskifesten, henset til ansøgerens egne oplysninger om, at han ikke deltog i noget slagsmål under den fest, og henset til ansøgerens egne oplysninger om, at der var mange mennesker på gaden, der kunne afkræfte, at han deltog i urolighederne, og henset til at han efter egne oplysninger var et kendt ansigt i byen. Videre forekommer det påfaldende, at ansøgeren kunne opholde sig i sin bydel fra 2012 til 2013 uden at opleve problemer med [A] henset til, at han angiveligt havde en konflikt med ansøgeren. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren kunne opholde sig 1 måned på et offentligt hospital efter tabaskifesten uden at blive fundet [A], malinké-mændene og familien til den dræbte unge mand, der angiveligt ledte efter ansøgeren. De fremlagte fotos og dokumenter, herunder en nyhedsartikel vedrørende en mordanklage mod en person med samme navn som ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering, henset til vurderingen ovenfor samt en vurdering af at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Guinea ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Guin/2019/6/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 11, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk georgier og kristen ortodoks af trosretning fra […], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive fængslet af politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev fængslet flere gange og idømt flere fængselsstraffe i Georgien, fordi han havde taget stoffer eller var i besiddelse af stoffer. Under tilbageholdelserne blev han udsat for fysisk og psykisk vold, og han blev truet med vold, hvis han nægtede at samarbejde med politiet. Politiet ville have ansøgeren til at angive andre stofmisbrugere. Ansøgeren forsøgte at klage over behandlingen i fængslet, mens han var fængslet, men han blev tvunget til at trække sin klage tilbage. Ansøgeren var senest fængslet i 2017, hvorefter han skulle møde hos politiet hver uge. Han udrejste af Georgien i 2018. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om forløbet forud for udrejsen til grund, men nævnet finder ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er stofmisbruger, ifølge sine egne oplysninger til sagen, er blevet retsforfulgt og dømt for flere kriminelle forhold, der navnlig har relateret sig til besiddelse og indtagelse af narkotika. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at, at det falder inden for det enkelte lands jurisdiktion at lovgive for sine statsborgere og fastsætte sanktioner i tilfælde, hvor lovgivningen bliver overtrådt. Nævnet bemærker endvidere, at der ikke i sagen er holdepunkter for at antage, at ansøgeren er blevet idømt straffe, som har været uforholdsmæssige, eller at han under fængslingerne har været udsat for en behandling i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgerens oplysninger om politiets hårdhændede behandling af ham, at han må henvises til at rette henvendelse til de overordnede myndigheder herom. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren, der senest var fængslet fra 2015 til 2017 og er udrejst legalt i 2018, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2019/10/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Mazar-e Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en myndighedsperson ved navn [A], som har forsøgt at tvinge ansøgeren til at indgå ægteskab med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i sommeren 2014] blev gift med sin ægtefælle, som bor i Danmark og er dansk statsborger. I sommeren 2016 flyttede [A] til ansøgerens kvarter i Mazar-e Sharif. Omkring halvanden uge efter begyndte han at opsøge og chikanere ansøgeren. [A] ønskede at gifte sig med ansøgeren, på trods af at hun oplyste ham om, at hun i forvejen var gift. Tilnærmelserne fortsatte i to til tre uger, hvorefter ansøgeren fortalte sin ægtefælle om episoderne. Ansøgerens ægtefælle anbefalede, at hun oplyste sin far om chikanen, hvilket ansøgeren dog ikke ønskede. I slutningen af 2016 valgte ansøgeren i stedet at fortælle om chikanen til sin bror, der efterfølgende konfronterede [A]. [A] fortalte ansøgerens bror, at han skulle blande sig udenom, hvorefter han slog ansøgerens bror på næsen med et pistolskaft. Da ansøgerens bror vendte hjem til bopælen, blev ansøgerens far meget vred og ønskede at anmelde volden til politiet. Ansøgerens far besluttede imidlertid kun at anmelde chikanen af ansøgeren, men politiet afviste at foretage sig noget, idet [A] var en højtstående myndighedsperson. Ansøgerens far blev efter anmodning fra [A] efterfølgende afskediget fra sit arbejde. Nogle dage efter ansøgerens fars afskedigelse, tvang [A] ansøgeren ind i sin bil. Han fortalte i den forbindelse, at såfremt hun ikke indvilligede i at indgå ægteskab, kunne han tage hende med magt eller slå hende ihjel. Ansøgeren blev i den efterfølgende periode i yderligere to tilfælde tvunget ind i [A’s] bil og truet. Den [i foråret 2017] rejste ansøgeren til Indien med sin syge søn, for at han kunne modtage behandling. [A] oplyste hende i den forbindelse om, at såfremt hun ikke vendte tilbage, ville han slå ansøgerens bror ihjel. Ansøgeren vendte to uger efter tilbage til Afghanistan, hvorefter hun søgte visum til Danmark. [I efteråret 2017] rejste ansøgeren med fly til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og inkonsistent på flere centrale punkter, ligesom ansøgeren i et vist omfang har svaret afglidende og på en måde, hvorefter beskrivelsen af det passerede ikke forekommer selvoplevet. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår den påståede chikane fra [A] skulle være begyndt. Hun har under samtalen [i sommeren 2018] hos Udlændingestyrelsen forklaret, at det startede i efteråret 2016, da bladene var gule, og ikke som anført i samtalen [af efteråret 2017] [i foråret 2016]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det startede [i foråret/sommeren 2016]. Hun har endvidere forklaret forskelligt om, hvornår hendes far blev afskediget i forhold den første gang, hvor hun blev tvunget ind i bilen af [A]. Hun har således under samtalen [i sommeren 2018] forklaret, at hun blev tvunget ind i bilen første gang nogle dage efter, at hendes far blev fyret. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hendes far blev afskediget efter, at hun var blevet tvunget ind i bilen første gang. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvornår hun fortalte sin far om chikanen første gang. Under samtalen [i efteråret 2017] har hun forklaret, at hendes ægtefælle mente, at hun skulle fortælle det til sin far allerede første gang, hun blev tvunget ind i bilen af [A], men at hun var bange for, at faren ville blive sur. For nævnet har hun forklaret, at hun fortalte om chikanen til sin far umiddelbart efter, at hun kom hjem efter første gang at være tvunget ind i bilen. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har haft meget vanskeligt ved at beskrive de tre episoder, hvor hun skulle være tvunget ind i bilen, og at disse episoder er beskrevet meget ensartet og ikke forekommer selvoplevede. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvad der skulle være sket mellem hendes bror [B] og [A], da ansøgeren på et tidspunkt i 2017 var 14 dage i Indien for at få behandling til sin syge søn. Hun har under samtalen [i efteråret 2017] forklaret, at [A] talte med [B], mens hun var Indien, idet [A] ville sikre sig, at [B] fortsat var til stede. Under samtalen [i efteråret 2018] har ansøgeren forklaret, at [B] observerede nogen, der skyggede ham, mens hun var i Indien, men at der ikke skete yderligere, og at hun ikke forstod, hvordan [A] og [B] skulle have talt sammen i den periode. For nævnet har hun forklaret, at [B] og [A] talte sammen i den periode, men at hun ikke kan sige nærmere, hvad de talte om. Hertil kommer, at der er en række påfaldende forhold i ansøgerens beretning. Ansøgeren har således ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorfor hun ventede så længe med at fortælle sin familie i Afghanistan om [A’s] chikane. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at hun gennem mange måneder skulle være fortsat med at bevæge sig rundt i kvarteret alene, efter at hun i lang tid skulle være blevet chikaneret af [A], som også skulle have tvunget hende med ind i sin bil flere gange og sagt, at han kunne gøre med hende, som han ville. Det er desuden påfaldende, ansøgers ægtefælle skulle have opfordret ansøgeren til at fortsætte med at tage på kursus og gå på gaden alene, efter at ansøgeren tre gange skulle være blevet tvunget ind i en bil af [A], som også havde truet ansøgerens ægtefælle på livet telefonisk efter den første episode med bilen. Derudover er det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke straks rejste videre til Danmark, da hun fik visum i Pakistan, men vendte tilbage til Afghanistan og udrejste via lufthavnen i Mazar-e Sharif, hvis hun frygtede for sit og sit barns liv – navnlig da [A] allerede ved hendes udrejse til Indien skulle have været i stand til at skaffe sig oplysninger om, at hun var taget i lufthavnen. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/157/JEA
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt seks børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske pashtunere fra Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgerens familie har en konflikt med en Taliban-kommandant, som herunder har beskyldt den mandlige ansøgers bror for at have slået hans søn ihjel. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans far omkring 1998 blev slået ihjel af en Taliban-kommandant ved navn [A], idet ansøgerens far ikke ville tillade et ægteskab mellem sin søster og kommandanten. Ansøgerens familie flygtede efterfølgende fra deres hjemområde [X] til Iran, hvor de opholdt sig i tre år. Efter familiens tilbagevenden til deres gård i Afghanistan blev ansøgerens mor slået ihjel som følge af kamphandlinger i området. Efter seks år fik Taliban igen kontrol i området, hvorfor ansøgerens familie flyttede til byen Herat. Ansøgerens familie var på daværende tidspunkt blevet advaret mod, at [A] fortsat forfulgte dem, og da ansøgerens fasters ægtefælle af ukendte årsager blev slået ihjel, turde de ikke længere opholde sig i [X]. Omkring foråret 2015 blev [A’s] søn slået ihjel i Iran, og [A] beskyldte ansøgerens bror for at være ansvarlig. Omkring to måneder efter sprang der en bombe udenfor ansøgerens bopæl i Herat, og ansøgeren formoder, at den var plantet efter ordre fra [A]. I sommeren 2019 blev ansøgerens bror i Iran stukket ned af [A’s] brors søn. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de afghanske myndigheder, idet den mandlige ansøgers farbror har en konflikt med ledelsen af militæret i Herat. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han efter at være rejst med sin ægtefælle og børn fra [X] til byen Herat flyttede ind hos sin farbror, [B], som var kommandant i det afghanske militær. Ansøgeren blev ansat som soldat og var chauffør samt vagt for [B], når han opholdt sig i Herat. [B] fik på et tidspunkt en konflikt med den øverste ledelse af militæret i Herat, idet [B] havde mistet nogle kontrolposter til Taliban, og ledelsen beskyldte ham i den forbindelse for at have tilknytning til Taliban. Ansøgerens farbror blev derfor nødt til at flygte ud af Afghanistan til Iran, hvilket han gjorde seks dage før ansøgerens udrejse. Ansøgeren flygtede med sin familie, da de blev advaret af en officer, der var en ven af familien, om, at der at der var udstedt en arrestordre på ansøgeren fra ledelsen i militæret. Da ansøgeren senere samme dag kom hjem til familiens bopæl, fik han oplyst af sin ægtefælle, at en person havde opsøgt bopælen og havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste med sin familie i slutningen af 2015 eller starten af 2016. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikt med Talibankommandanten [A] til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende herom. Flygtningenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger personligt har mødt [A], og om [A] har beskyldt den mandlige ansøger eller dennes bror for at have slået [A’s] søn ihjel i Iran. Ansøgerne har endvidere først under deres asylsamtaler nævnt, at [A´s] søn skulle være blevet dræbt i Iran, og at [A] herefter havde rettet beskyldninger mod den mandlige ansøgers familie for at stå bag drabet. Dette skulle have fundet sted ca. 1 år før, ansøgerne udrejste, og det må have været nærliggende at omtale dette under den første samtale som den seneste og mest aktuelle begivenhed i forhold til konflikten med [A]. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den mandlige ansøger har oplyst, at han ikke på noget tidspunkt efter drabet på faren for ca. 20 år siden har haft nogen direkte kontakt med [A] eller er blevet opsøgt eller truet af dennes folk i Afghanistan - heller ikke efter drabet på [A’s] søn. Det beror således alene på ansøgernes ubegrundede formodninger, at [A] skulle have stået bag sprængningen af den bombe, som fandt sted nogle måneder før ansøgernes udrejse meget tæt på det hus, hvor ansøgerne boede. Uanset at det ovenfor anførte i et vist omfang svækker ansøgernes generelle troværdighed, og at ansøgernes forklaring om den episode, hvor der blev spurgt efter den mandlige ansøger på bopælen forekommer påfaldende, finder nævnet, at det må lægges til grund, at den mandlige ansøger i flere år i Herat arbejdede som bevæbnet vagt og chauffør for sin farbror [B] og boede i hans hus sammen med sin familie. [B] havde en højtstående position i den afghanske hær med rang af oberst og ansvaret for en bataljon på ca. 800 mand i [området Y], og den mandlig ansøger har for nævnet forklaret, at han modtog fast månedsløn fra den afghanske hær for sit arbejde for farbroren. Nævnet lægger videre til grund, at der nogle måneder forud for ansøgernes udrejse opstod en konflikt mellem den mandlige ansøgers farbror og en af hans overordnede i hæren, fordi Taliban havde overtaget to kontrolposter i det område, som ansøgerens farbror havde ansvaret for, og at den mandlige ansøgers farbror derfor kort før ansøgernes udrejse måtte flygte til Iran. Nævnet lægger desuden til grund, at den mandlige ansøger herefter blev advaret af en af sin farbrors kolleger om, at personer fra hæren agtede at tilbageholde den mandlige ansøger med henblik på at lægge pres på farbroren, og at den mandlige ansøger på den baggrund kontaktede sin farbror, der rådede ham til at flygte. Efter det anførte finder nævnet, at den mandlige ansøger herved må anses for at være profileret på en sådan måde i forhold til myndighederne i forbindelse med farbrorens konflikt, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan er i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/156/JEA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, idet han frygter at blive slået ihjel af en person, som ville giftes med ansøgerens niece. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, ligesom han frygter ISIL og Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ansøgerens søster og hendes børn i Afghanistan blev truet af en mand, som ønskede at indgå ægteskab med ansøgerens niece. Manden truede ansøgerens niece og resten af familien, idet han truede med at tvinge ansøgerens niece til ægteskab og slå ansøgerens søsters børn ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, fordi han er shia-muslim og etnisk hazara, og fordi han er blevet chikaneret på gaden. Ansøgeren har endelig oplyst, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fra ansøgerens søster og niece ikke har kunnet lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb fra [A], således som han har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er nogen individuel risiko for ansøgeren i forhold til Taliban eller ISIL/Daesh, som han ikke har haft noget udestående med, herunder for tvangsrekruttering af Taliban, og Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, er i en sådan risiko, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens situation som hazara indebærer en sådan yderligere risiko, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/147/ajev
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hun og hendes børn vil blive bortført og slået ihjel af en person ved navn [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun eller hendes børn bliver slået ihjel af Taliban, ligesom hun frygter ISIL og de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes datter [B] en dag fik madforgiftning, og at de i den forbindelse blev hjulpet på sygehuset af ansøgerens svogers ven [A]. [A] blev interesseret i [B], og han ønskede at indgå ægteskab med hende, men det accepterede ansøgeren og hendes datter ikke. [A] standsede herefter ansøgerens datter, en dag hvor hun gik på gaden med sin kusine, og truede med at tvinge hende til at indgå ægteskab med ham, bortføre hende eller at få hendes søskende til at forsvinde. [A] kontaktede endvidere ansøgerens svoger, [C], som familien boede hos, og truede familien, idet han ville giftes med ansøgerens datter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun frygter Taliban og ISIL, fordi hun er etnisk hazara, og at hazara-folket generelt ikke er i sikkerhed i Afghanistan. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun frygter de generelle forhold i Afghanistan, herunder fordi hun er en enlig kvinde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgeren, på trods af at hun ikke har noget udestående med de afghanske myndigheder, ikke har fremlagt nogen dokumentation for sin identitet. Hun er således reelt set uidentificeret, men nævnet lægger efter hendes forklaring til grund, at hun er afghansk statsborger og stammer fra Herat. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig vedrørende [A’s] krav om, at [B] skal indgå ægteskab med ham, og [A’s] trusler i den anledning. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at selve baggrunden for [A’s] krav om ægteskab forekommer mindre sandsynlig, henset til hans og [B’s] etnicitet og religion, ligesom tidsforløbet forekommer mindre sandsynligt. Hertil kommer, at ansøgeren kun har givet sparsomme oplysninger om den by, hun boede i både før og efter sin påberåbte tilbagevenden fra Iran, og at ansøgeren har givet divergerende oplysninger, herunder også divergerende i forhold til [B], om [A’s] bevæbning, da han standsede [B] på gaden. Ansøgerens forklaring om forholdet mellem [C] og [A] har heller ikke været konsistent. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer overgreb fra [A], således som hun har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er nogen individuel risiko for ansøgeren i forhold til Taliban eller ISIL/Daesh, som hun ikke har haft noget udestående med, og Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, er i en sådan risiko, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens situation som kvinde og hazara indebærer en sådan yderligere risiko, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/147/ajev
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, idet han frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, ligesom han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans adoptivsøster, [B], en dag blev hjulpet på sygehuset af en mand ved navn [A]. [A] blev interesseret i [B], og han ønskede at indgå ægteskab med hende, men det accepterede hun og hendes mor ikke. Derefter truede [A] familien med at slå dem ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, fordi han er shia-muslim og etnisk hazara, ligesom han frygter at blive sprængt i luften, fordi han har hørt om bomber i Kabul. Ansøgeren har endelig oplyst, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fra ansøgerens adoptivmor og adoptivsøster ikke har kunnet lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb fra [A], således som han har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er nogen individuel risiko for ansøgeren i forhold til Taliban eller ISIL/Daesh, som han ikke har haft noget udestående med, herunder for tvangsrekruttering af Taliban, og Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, er i en sådan risiko, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens situation som hazara indebærer en sådan yderligere risiko, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/146/ajev
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim født i Iran, men har senest boet i landsbyen [B], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A]. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at hun på vegne af sine børn frygter de generelle forhold i Afghanistan samt ISIL og Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for [A] oplyst, at hun en nat blev forgiftet og i den forbindelse kørt på hospitalet af sin mor, farbror og [A]. [A] blev interesseret i ansøgeren, og han ønskede at indgå ægteskab med hende, men det accepterede hun og hendes mor ikke. Ansøgeren blev herefter opsøgt af [A] på gaden, mens ansøgeren var på en gåtur med sin kusine. [A] viste ansøgeren sit våben, og han truede ansøgeren med, at han ville tage hende med magt og kidnappe hendes brødre. Ansøgerens farbror, [C], blev endvidere kontaktet af [A] vedrørende ønsket om ægteskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgeren og hendes mor ikke har fremlagt nogen dokumentation for ansøgerens identitet. Hun er således reelt set uidentificeret, men nævnet lægger efter hendes og morens forklaring til grund, at hun er afghansk statsborger, og at familien stammer fra [B], Herat. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig vedrørende [A’s] krav om, at hun skal indgå ægteskab med ham, og [A’s] trusler i den anledning. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at selve baggrunden for [A’s] krav om ægteskab forekommer mindre sandsynlig, henset til hans og ansøgerens etnicitet og religion, ligesom tidsforløbet forekommer mindre sandsynligt. Hertil kommer, at ansøgerens mor kun har givet sparsomme oplysninger om den by, moren boede i både før og efter sin påberåbte tilbagevenden fra Iran, og at ansøgeren har givet divergerende oplysninger, herunder også divergerende i forhold til moren, om [A’s] bevæbning, da han standsede ansøgeren på gaden. Ansøgerens mors forklaring om forholdet mellem [A] og [C] har heller ikke været konsistent. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer overgreb fra [A], således som hun har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er nogen individuel risiko for ansøgeren i forhold til Taliban eller ISIL/Daesh, som hun ikke har haft noget udestående med, og Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, er i en sådan risiko, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens situation som kvinde og hazara indebærer en sådan yderligere risiko, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/145/ajev
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der angav at være statsløs palæstinenser. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim. Ansøgeren har oplyst at være statsløs palæstinenser fra Jerusalem. Ansøgeren har, siden han var otte år gammel, opholdt sig primært i Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter, at han vil blive slået ihjel af sin plejefamilie. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Tunesien som følge af den usikre situation i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet snydt af sin plejefamilie, og at de hader ham. Han har videre oplyst, at han har haft konflikter med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han rejste fra Tunesien efter revolutionen, fordi situationen i landet blev meget usikker. Kriminelle bander styrede landet, og han frygtede, at han ville blive berøvet eller vilkårligt blive slået ihjel af banderne. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger, finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Ved vurderingen af ansøgerens identitet og generelle troværdighed har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sine generalia, herunder navn, fødselsdato, fødselssted, statsborgerskab og opvækst. Til oplysnings- og motivsamtalen i [efteråret 2016] har ansøgeren forklaret, at han er statsløs palæstinenser, at han er født i Gaza, at hans forældre døde, da han var 4-5 år, at han voksede op med sin bedstefar og flyttede til Tunesien med ham, da han var 8-9 år, hvor de boede hos en tunesisk familie, at bedstefaren døde i 2004, og at han blev boende hos den tunesiske plejefamilie, samt at han udrejste til Europa i [sommeren-efteråret] 2012. Til asylsamtalen i [efteråret] 2018 har ansøgeren forklaret, at han er født i Jerusalem, at han sidst var i Palæstina, da han var 3-4 år, hvor han voksede op med sin mormor og udrejste med hende, at hans mormor døde i 2018, at han ikke ved, hvor hans biologiske forældre er, samt at han i en periode har boet hos en tunesisk plejefamilie. Ved sin indrejse til Danmark oplyste ansøgeren til politiet, at han havde opholdt sig i både Marokko og Tunesien, siden han var 8 år, mens han til oplysnings- og motivsamtalen afviste at have været i Marokko på noget tidspunkt, idet han kun havde været i Palæstina/Israel, Libyen og Tunesien. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har været i Marokko og Algeriet for at arbejde. Overfor sin advokat har ansøgeren oplyst, at han aldrig har været i Marokko og Algeriet for at arbejde. Det er desuden tillagt vægt, at ansøgeren hos de tyske asylmyndigheder er registreret som israelsk statsborger under navnet navn [X], født den [dato 1] 1983, og hos de belgiske asylmyndigheder er registreret dels som marokkansk statsborger under navnet [Y], født den [dato 2] 1983, og dels som tunesisk statsborger under navnet [Z], født den [dato 3] 1992, med alias [Y], født den [dato 2] 1983. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin identitet og baggrund, herunder at ansøgeren skulle være statsløs palæstinenser, som konstrueret og utroværdig. Allerede af denne grund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgerens dialekt mest sandsynligt er overensstemmende med de palæstinensiske arabiske dialekter (”Palestinian Arabic dialects”), kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan derudover ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, usammenhængende og udetaljeret om årsagen til sin indrejse i Europa. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit behov for beskyttelse har nævnet tillagt det vægt, at ansøgeren – mens asylsagen har verseret – flere gange har forladt Danmark og er rejst til Sverige, Norge, Tyskland og Belgien, og at ansøgeren ikke har givet nogen overbevisende forklaring herpå. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2019/7/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og tilhører hovedklanen […] og subklanen [...]. Klageren er sunni-muslim fra landsbyen […], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han ikke har betalt den skat, der blev opkrævet for hans afgrøder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i februar 2017 blev opsøgt af en ukendt person fra al-Shabaab, som opkrævede 1.000.000 somaliske shillings i skat for hans afgrøder. Ansøgeren oplyste den pågældende om, at han ikke var i stand til at betale så meget, fordi høsten var slået fejl. Ansøgeren foreslog i stedet den pågældende, at han betalte 500.000 somaliske shillings. Dette afslog personen fra al-Shabaab, hvorefter han skød ansøgeren med sin pistol og forlod området. Ansøgeren blev bragt til Mogadishu, hvor han var indlagt i flere måneder, hvorefter han udrejste med falsk rejselegitimation til Iran og herfra videre til Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været udbyggende og divergerende og derfor i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, om det var ham, hans moster eller dem begge, der betalte skat til al-Shabaab, herunder om det i [begyndelsen af] 2017 var første gang, at han mødte en skatteopkræver eller ej. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om skatten blev betalt hver 2.-3. måned med beløb, der svingede mellem 500.000 somaliske shillings og 1.000.000 somaliske shillings afhængig af høstens værdi, eller om skatten blev betalt to gange om året med et fast beløb på 1.000.000 somaliske shillings. Også med hensyn til, om skattebeløbet var til forhandling eller ej, har ansøgeren forklaret divergerende. Endelig har han forklaret divergerende med hensyn til, om han stod op eller sad på knæ, da han blev skudt. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret udbyggende med hensyn til, at han efter at være blevet skudt, rejste sig op og løb nogle meter, før han faldt ned, ligesom han udbyggende har forklaret, at der blev affyret endnu et skud af skatteopkræveren, uden at han dog er sikker på, om det var ham, der blev skudt efter. Endelig skal nævnet bemærke, at ansøgerens forklaring om, at skatteopkræveren forlod stedet efter skudepisoden uden at sikre sig, at han fik udbetalt de 500.000 SOS, ansøgeren havde tilbudt at betale, ikke er sandsynlig. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i […] eller Mogadishu, hvor ansøgeren skiftevis har haft bopæl, har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage hertil, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/241/CHPE
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni muslim fra Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter forfølgelse fra al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter Murursade klanen, fordi han har giftet sig med en kvinde, [A], fra Murursade klanen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2014 alene tog over for at spørge kvinden [A’s] familie, om han måtte gifte sig med hende. [A’s] far ville ikke acceptere frieriet, da klageren og [A] ikke kom fra den samme klan. Klageren og [A] blev alligevel gift hemmeligt [i foråret 2014], hvor klagerens venner [M] og [A] var til stede. De blev viet af en iman ved navn [MJ]. Ca. en måned efter vielsen kom en mand fra al-Shabaab og bad om [A’s] hånd, hvilket hendes far accepterede. [A] fortalte klageren om dette, imens han var i sin brors butik. [A] nægtede at gifte sig med manden og fortalte sin far, at hun var gift med klageren, og at hun var gravid. Herefter slog [A’s] far hende. To dage efter på en fredag ved middagstid, hvor klageren var i sin brors butik, kom [A’s] bror og sagde, at klageren ville fortryde det, som han havde gjort. Om aftenen kom 8 maskerede personer fra al-Shabaab hen til klagerens bopæl og bad ham følge med dem, fordi der var nogen som havde klaget over ham. Klagerens søster og mor var til stede på bopælen. Al-Shabaab skubbede klagerens søster på venstre bryst. Herefter gik klageren frivilligt med al-Shabaab. Klageren blev sat i fængsel i to dage. Lederen for al-Shabaab forsøgte at løse konflikten ved at indkalde klageren og [A’s] familie til et møde. Ti til tolv dage efter mødet blev klageren stillet for en domstol, hvor han blev idømt 100 piskeslag for at have sovet sammen med [A] uden hendes forældres accept. Imamen [MJ] og [M] blev idømt henholdsvis 100 og 30 piskeslag. Efter klageren havde modtaget piskeslagene blev han sat tilbage i fængslet og fik at vide, at han skulle påregne at være fængslet i yderligere 30 dage. [A’s] bror truede efterfølgende klageren igen. Efter nogle dage kom klagerens bror sammen med to af sine venner for at hjælpe klageren med at flygte fra fængslet. Klageren var bange for, at han ville blive idømt en dødsstraf, fordi [A’s] bejler ønskede dette. Klageren flygtede sammen med broren og hans venner til en by ved navn Bargaarn. Uden for byen ventede to personer med en bil, hvorefter de fortsatte flugten. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I slutningen af] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med Murursade klanen og al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvilken dom han modtog for at indgå et ulovligt ægteskab med [A], hvilken dom imamen modtog for at vie dem, og om hvorvidt vidnerne til vielsen blev dømt. Klageren har endvidere under forklaringen for Flygtningenævnet forklaret upræcist og afglidende om sin flugt fra fængslet på en sådan måde, at beskrivelsen ikke fremstår selvoplevet. Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 inddrages, når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag L nr. 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning kan antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Galgaduud, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger siden marts 2014 de facto har haft kontrollen i området. Forholdene i området er – selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Galgaduud ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Bergaan, Galgaduud i Somalia frem til sin udrejse i 2014, og klageren taler somalisk. Han har ikke familie i Danmark. Han har en mor i Somalia. Klageren, der er sund og rask, bortset fra ondt i knæet, har været i praktik men i øvrigt ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke efter baggrundsoplysningerne anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2019/229/smla
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er shia-muslim fra Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret 1984], og at han [en nærmere angiven dato i foråret 1985] blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [en nærmere angiven dato i sommeren 2015] udrejste til Thailand. [En nærmere angiven dato i efteråret 2017] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og har opnået beskyttelse i et tredjeland. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark i 2015. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at klageren og hans ægtefælle fraflyttede deres lejlighed, eller muligvis blev udsat af denne på grund af manglende lejebetaling, ligesom de afhændende deres indbo. Endvidere har klageren siden [en nærmere angiven dato i vinteren 2015] ikke været tilmeldt nogen bestemt adresse i Folkeregisteret. Endelig har klageren selv forklaret, at han og hans hustru forlod Danmark, fordi de grundet overfald ikke turde opholde sig her. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det kan lægges til grund, at klageren har opnået beskyttelse i et tredjeland. Det er ikke dokumenteret, at klageren har opholdstilladelse i Thailand, idet et turistvisum eller lignende opholdsgrundlag ikke efter det oplyste kan sidestilles hermed. De fremlagte dokumenter viser tydeligt, at det har været nødvendigt for klageren løbende at opnå forlængelse af sin opholdstilladelse hos de thailandske myndigheder. At klageren i længere perioder har kunnet opholde sig i Thailand som turist, eller eventuel på anden måde, kan ikke anses for tilstrækkelig dokumentation for, at klageren ”har opnået beskyttelse” i Thailand. Den omstændighed, at klageren har oplyst, at han har søgt arbejde i Tyskland, kan heller ikke tillægges betydning, da der ikke foreligger oplysninger om, at han har søgt eller opnået opholdstilladelse i Tyskland, eller at han har opholdt sig i Tyskland i længere perioder. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 26. oktober 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2019/144/LBV
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er shia-muslimer fra Teheran, Iran. Den mandlige ansøger er etnisk azari, mens den kvindelige ansøger er etnisk perser. Den mandlige ansøger har oplyst, at han har deltaget i demonstrationer og politiske møder arrangeret af Den Grønne Bevægelse (DGB), mens den kvindelige ansøger ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af Basij, fordi han har deltaget i politiske demonstrationer. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter repressalier fra Revolutionsgarden, fordi han tidligere var ansat i et firma ved navn [A], der er ejet af Revolutionsgarden. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i 2009 deltog i to møder i DGB før valget og et møde efter. Han var utilfreds med valgresultatet i Iran i 2009, og derfor deltog han i syv demonstrationer i løbet af to uger. Demonstrationerne var arrangeret af DGB. Ansøgeren har oplyst, at han råbte slagord under demonstrationerne, men i øvrigt holdt sig i baggrunden og ikke blev anholdt eller involveret i direkte sammenstød med myndighederne. I december 2009 blev ansøgerens bopæl opsøgt af to civilklædte personer fra Basij. De bragte ansøgeren til et ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt 5-6 dage. Ansøgeren blev afhørt og beskyldt for at have tilknytning til DGB og have deltaget i demonstrationer og bevægelsens møder samt udsat for grove fysiske overgreb. Ansøgeren har forklaret, at han fra 2009 til 2015 blev tilbageholdt af Basij i alt ni gange med uregelmæssige mellemrum. Under tilbageholdelserne blev han afhørt og udsat for fysiske overgreb. I denne periode undersøgte ansøgeren og hans familie mulighederne for opholdstilladelse i Canada og Danmark. Ansøgeren har oplyst, at en af hans kollegaer foreslog ham, at han kunne flygte fra Iran, men ansøgeren kendte ikke til begrebet asyl, og han ønskede ikke at forlade Iran illegalt. [Primo] 2015 udrejste ansøgerne legalt af Iran, idet de havde fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, og § 9 m, stk. 1. Ansøgeren har oplyst, at familien vendte tilbage til Teheran i 2016, fordi deres søn skulle om-skæres. Familien tog ophold i den samme bolig, som de boede i inden udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at han i den forbindelse igen blev opsøgt og tilbageholdt af Basij. Da ansøgeren blev løsladt, rejste familien tilbage til Danmark. Da ansøgernes opholdsgrundlag efter henholdsvis § 9 a, stk. 2, nr. 1, og § 9 m, stk. 1, ikke længere var til stede, indgav de ansøgning om asyl [i sommeren] 2017. Samme dag modtog den mandlige ansøger tre e-mails med trusler fra Basij. Inden da var han telefonisk blevet truet på livet af sin tidligere arbejdsgiver. Herudover har ansøgeren forklaret, at han i 2013 fik problemer med Revolutionsgarden, fordi han var tilknyttet DGB, og hans arbejdsplads var ejet af Revolutionsgarden. Ansøgeren var ansat i et firma ved navn [A]. På et tidspunkt opdagede ansøgerens chef [B] at ansøgeren havde deltaget i demonstrationer arrangeret af DGB. Herefter fortalte [B] ansøgeren, at firmaet var ejet af Revolutionsgarden. Ansøgerens arbejdsopgaver blev gradvist udfasede, og til sidst blev han afskediget. Den mandlige ansøger har efter ankomsten til Danmark skrevet regimekritiske opslag på Facebook, som han selv havde forfattet og delt andres opslag, ligesom han har skrevet artikler, der er offentliggjort på Komolahs hjemmeside. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hendes ægtefælle har været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle deltog i syv demonstrationer efter præsidentvalget i 2009, hvor Ahmadinejad kom til mag-ten. Demonstrationerne blev arrangeret af Den Grønne Bevægelse (DGB). Ægtefællen deltog i demonstrationerne, fordi han mente, at hans stemme på Mousavi til præsidentvalget var blevet stjålet af den politiske modstander, Ahmadinejad. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen blev tilbageholdt, udsat for grove psykiske og fysiske overgreb samt truet på livet, fordi han havde deltaget i demonstrationerne. Første gang ægtefællen blev anholdt, var han tilbageholdt i fem dage. Ansøgeren forsøgte at kontakte politiet og andre myndigheder, men ingen kunne fortælle hende, hvor ægtefællen befandt sig. Ansøgeren har videre oplyst, at ægtefællen fra 2009 til 2016 blev anholdt i alt ti gange, og at ansøgerne rejste til Danmark, hvor de i 2015 havde fået opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, og § 9 m, stk. 1. Den kvindelige ansøger har forklaret, at familien vendte tilbage til Iran på ferie i [sommeren] 2016, fordi deres søn skulle omskæres. Under opholdet i Iran blev ægtefællen på ny opsøgt af efterretningstjenesten, der tilbageholdt ham i 5-6 dage. Herefter rejste ansøgerne tilbage til Danmark. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiv til grund, idet forklaringerne på en lang række væsentlige punkter har været utroværdige og usandsynlige, hvorfor de i det hele forekommer konstruerede til lejligheden. Efter den mandlige ansøgers forklaring lægger nævnet til grund, at han efter præsidentvalget i 2009 som en ud af op til flere millioner personer deltog i 7 demonstrationer, i hvilken forbindelse han råbte slagord og i øvrigt sørgede for at hol-de sig i baggrunden og at forlade stedet, når myndighederne skred ind overfor demonstranterne. Nævnet lægger videre efter den mandlige ansøgers forklaring til grund, at han ikke bortset fra demonstrationerne og deltagelse i tre møder i Den Grønne Bevægelse, har været politisk aktiv, og at han ikke deltog i planlægningen af demonstrationerne, ligesom han hverken blev anholdt eller kontaktet af myndighedspersoner umiddelbart i forbindelse hermed. Et flertal af nævnets medlemmer finder det under disse omstændigheder mindre sandsynligt, at myndighederne 9 gange i tidsrummet fra [ultimo] 2009 og frem til [primo] 2015 skulle have anholdt og tilbageholdt den mandlige ansøger i 4-5 dage ad gangen og beskyldt ham for at have deltaget i demonstrationerne uden at have beviser herfor, ligesom de hver gang løslod ham betingelsesløst. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgerne, der begge er veluddannede personer, ikke kendte til begrebet asyl, og at de i stedet for at flygte illegalt, afventede i knap 4 år på at søge arbejdstilladelse i Danmark, før de udrejste fra Iran [primo] 2015. Det bemærkes i den forbindelse videre, at det ikke er troværdigt, at ansøgerne fik udstedt pas og kunne udrejse legalt af lufthavnen i Teheran set i lyset af, at den mandlige ansøger skulle have været i myndighedernes søgelys som regime-modstander med kontakter til Den Grønne Bevægelse udenfor Iran. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans arbejde i tiden efter demonstrationerne indebar adskillige udenlandsrejser, ligesom han og den kvindelige ansøger og deres søn i 2014 var på ferie i Tyrkiet, uden at de i den forbindelse søgte asyl. Videre bemærkes, at ansøgerne i sommeren 2016 – efter at de var kommet til Danmark på green card ordningen – valgte at rejse tilbage til Iran og tage ophold blandt andet i deres gamle lejlighed for at få deres yngste barn omskåret, hvilket heller ikke er troværdig set i lyset af forklaringerne om, at den mandlige ansøger var forfulgt af myndighederne. Nævnets flertal har videre lagt vægt på, at ansøgerne, der var i stand til at undersøge reglerne om green card og ansøge om opholdstilladelse efter denne ordning, ikke straks efter ankomsten til Danmark valgte at søge asyl, ligesom de undlod at søge asyl, da de kom tilbage fra Iran i [sommeren] 2016, også selvom den mandlige ansøger under opholdet i Iran var blevet anholdt 10. gang og udsat for tortur. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne var bekendt med, at deres opholdstilladelse efter green card ordningen var tidsbegrænset, ligesom det trods mange jobansøgninger ikke var lykkedes for dem at finde fast arbejde i Danmark. Om den del af asylmotivet, der vedrører den mandlige ansøgers konflikt med Sepah, skal nævnets flertal bemærke, at han ikke har omtalt denne konflikt i hverken sit asylskema eller i oplysning- og motivsamtalen. Det er ikke troværdigt, at Sepah accepterede, at den mandlige ansøger var ansat i virksomheden [A], set i lyset af forklaringen om, at det var Sepah, der var reelt ejer af denne virksomhed, og at ansøgeren af myndighederne i Iran skulle have været under mistanke for at samarbejde med Den Grønne Bevægelse. Det er af de samme grunde usandsynligt at virksomhedens leder skulle have fortalt den mandlige ansøger, hvem der var virksomhedens reelle ejer. Endelig er det mindre troværdigt, at den mandlige ansøger, efter at virksomhedens leder havde truet ham på livet, valgte at forblive ansat i godt et år, indtil han blev fyret, ligesom det er usandsynligt, at virksomheden lod ham forblive ansat, også efter at chefen var blevet orienteret af Basij om den mandlige ansøgers tilknytning til Den Grønne Bevægelse. Om den mandlige ansøgers aktiviteter på Face-book skal nævnets flertal bemærke, at det som anført ikke kan lægges til grund, at han var i de iranske myndigheders søgelys, da han udrejste af Iran i 2015. Ifølge ansøgerens egen forklaring har han haft en Facebook profil siden 2006 og begyndte allerede i 2015, kort efter indrejsen i Danmark, at skrive sine egne regimekritiske opslag og dele andres opslag på sin profil. På trods af dette ind- og udrejse begge ansøgerne legalt til Iran i 2016, uden at disse aktiviteter gav dem problemer med de iranske myndigheder i forbindelse hermed, hvilket understøtter, at den mand-lige ansøger ikke var i myndighedernes søgelys, og at han kan betragtes som uprofileret. Selvom den mandlige ansøger angiveligt efter tilbagekomsten til Danmark har fået offentliggjort artikler på Komolahs hjemmeside, er det ikke under disse omstændigheder sandsynliggjort, at han her-ved har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys. Den omstændighed, at den mandlige ansøger til en journalist fra Voice of America måtte have videregivet en liste med navne på virksomheder, der har samarbejdet uden om restriktionerne mod Iran med [A], er som nævnet må forstå den mandlige ansøgers forklaring, ikke blevet offentliggjort, hvorfor det heller ikke er sandsynliggjort, at han herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Da den kvindelige ansøger ikke har et selvstændigt asylmotiv, finder flertallet det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/124/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Hilla, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin ægtefælle og hans familie, fordi hun og hendes ægtefælle havde ægteskabelige konflikter. Derudover henviser hun til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun opholdt sig i Danmark fra 2001 til 2008. Herefter tog hun ophold i Irak hos sin farmor, Nasmah, sammen med sine to søskende Zainab og Zahra’a. [En nærmere angiven dato i foråret] 2017 blev hun gift med Ameer Razzaq Shakir. Efterfølgende blev hun gravid med deres datter. I [sommeren] 2017 begyndte hendes ægtefælle og hans mor at udsætte hende for fysiske overgreb. Det skete gentagne gange. [En nærmere angiven dato i efteråret] 2017 udrejste hun af Irak til Danmark med fly. [Senere i efteråret] 2017 vendte hun tilbage til Irak, hvor hun tog ophold frem til [sommeren] 2018. Herefter rejste hun på ny til Danmark. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2018 fødte hun en datter i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter: Bryllupsdag, om hun er blevet truet af ægtefællen og familien, om ægtefællen var indstillet på skilsmisse og om hun har anmeldt volden til politiet. Hun har generelt haft en bemærkelsesværdig ringe hukommelse og har end ikke kunnet angive forskellige perioder i forbindelse med flugten eller hvor lang tid før ægteskabet hendes farmor, som hun boede hos, døde. Ansøgeren har udbygget sin forklaring væsentligt, idet hun først ved samtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 har forklaret, at hun efter indrejsen i [efteråret] 2017 rejste tilbage til Irak [senere i efteråret] 2017 for på ny at returnere i [sommeren] 2018. Hun har for nævnet yderligere udbygget sin forklaring, idet hun nu har forklaret, at hendes ægtefælle var ansat af et politisk parti og var militærmand, samt at hun efter tilbagerejsen udover vold også blev udsat for voldtægt og at blive bundet til et træ. Ansøgeren har ikke kunnet dokumentere den påståede tilbagerejse og har ikke kunne besvare spørgsmål herom. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om tilbagerejsen og dermed forklaringen om voldtægt og at hun blev bundet til et træ. Idet ansøgeren har forklaret om tilbagerejsen, må Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at de ægteskabelige uoverensstemmelser og volden forud for udrejsen i [efteråret] 2017 ikke har været værre, end at hun frivilligt er rejst tilbage til sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder dermed ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at volden har haft en sådan intensitet, at den i sig selv kan udgøre et grundlag for asyl. Ansøgeren har forklaret, at hverken hun eller hendes familie har fået trusler eller er blevet opsøgt af ægtefællen og svigerfamilien efter hendes udrejse i [efteråret] 2017. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/103/JABP
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tutsi og katolik af trosretning fra Musaga, Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burundi frygter at blive voldtaget, tortureret eller slået ihjel af Imbonerakure. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far var ansat ved Burundis efterretningstjeneste. Ansøgerens far blev i 2015 anklaget for at have organiseret et statskup. I [efterår] 2015 blev ansøgerens far hentet på bopælen af efterretningstjenesten, hvorefter ansøgeren ikke så ham igen. Den [starten af] 2016 blev liget af ansøgerens far fundet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes mor blev fængslet [forår] 2018 uden at have modtaget en forudgående dom. Ansøgerens mor havde forinden fængslingen modtaget tilsigelser fra de burundiske myndigheder, hvori der stod, at ansøgerens mor samt børnene skulle møde op hos myndighederne som led i en efterforskning, der var ukendt for hende. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun i 2003 blev udsat for voldtægt af en person, som efterfølgende blev oprører. Ansøgeren har endelig oplyst, at Imbonerakure udsætter folk for tortur. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om voldtægten i 2003 og standsningen i taxaen i 2015 til grund. For så vidt angår episoden i 2003 bemærker nævnet indledningsvis, at episoden ikke er påberåbt for nævnet. I øvrigt finder nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at episoden er afsluttet og ikke kan begrunde asyl. For så vidt angår episoden i taxaen i 2015, kan nævnet ikke lægge til grund, at episoden er begrundet i personlig forfølgelse af ansøgeren, idet nævnet herved lægger vægt på, at ansøgeren ikke oplyste om episoden i sit asylansøgningsskema, selvom hun brugte megen tid på at udfylde skemaet, og selvom det udtrykkeligt af skemaet fremgår, at det kan skade hendes sag, hvis hun tilbageholder oplysninger. Nævnet finder ligeledes, at episoden efter det oplyste må anses for afsluttet og ikke kan begrunde asyl. Herudover kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, fordi ansøgerens generelle troværdighed er præget af, at hendes forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved for det første lagt vægt på, at ansøgeren under sin asylsag har forklaret, at hun har været efterstræbt af de burundiske myndigheder eller Imbonerakure siden sin fars død i starten af 2016. I samme periode har ansøgeren imidlertid haft gentagne rejseaktiviteter fra Burundi til andre lande, herunder har hun ansøgt om visum til europæiske lande med henblik på besøg og uddannelse. I forbindelse med sin visumansøgning til Danmark oplyste ansøgeren endvidere i [forår] 2018, at hun ikke kunne forestille sig at opholde sig andre steder end i Burundi. Hertil kommer, at ansøgeren først søgte om asyl over en måned efter, at hun var indrejst med visum i Danmark, og at hun under nævnsmødet har svaret afglidende og uklart om mange spørgsmål, herunder om sin omfattende rejseaktivitet og finansieringen heraf. Ansøgerens oplysning om moderens fængsling efter ansøgerens udrejse af Burundi kan ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren samtidig har oplyst, at hun også var i de burundiske myndigheders eller Imbonerakures søgelys før moderens fængsling. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet ikke kan lægge vægt på de fremlagte dokumenter, idet det af Udenrigsministeriets notat af [starten af] 2019 fremgår, at korruption og forfalskede dokumenter er ganske udbredt i Burundi. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Burundi risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Buru/2019/3/gjey
Nævnet omgjorde i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk berber og sunni-muslim fra Algier, Algeriet. Klageren har været et aktivt medlem af Front Islamique du Salut siden 1989. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive henrettet af de algeriske myndigheder for sine aktiviteter for Front Islamique du Salut. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han siden 1991 har været eftersøgt af de algeriske myndigheder for sine aktiviteter for Front Islamique du Salut. Klageren har endvidere oplyst, at militæret op til flere gange har forsøgt at afhente klageren på bopælen. Klageren har ligeledes forklaret, at han i 1988 blev forsøgt rekrutteret til de algeriske myndigheder for at slå modstandere af det algeriske regime ihjel, og stå for oplæring af infiltration af islamiske grupper. Klageren ville blive slået ihjel, såfremt han nægtede at samarbejde med de algeriske myndigheder. Klageren følte sig derfor tvunget til at indgå i samarbejdet med den algeriske efterretningstjeneste. Umiddelbart herefter blev klageren medlem af Front Islamique du Salut, som kunne beskytte ham mod de algeriske myndigheder. Klagerens bror har endvidere set en liste over eftersøgte på en politistation, hvor klagerens navn stod på. Uanset indholdet af [fortroligt notat] af [sommeren] 2018 sammenholdt med de øvrige baggrundsoplysninger, herunder Landinfos notat af [vinteren] 2010, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af oplysningerne om klagerens aktiviteter i perioden frem til [sommeren] 2001 og klagerens forklaringer om opsøgningerne af ham under fængselsopholdene i Danmark i 2002 og 2012 fra de algierske myndigheders side, der ikke er nærmere efterprøvet, sammenholdt med de omstændigheder, der i øvrigt dannede grundlag for Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren] 2005, at der fortsat er risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i et modsætningsforhold til de algierske myndigheder eller andre grupperinger eller personer i Algeriet. Flygtningenævnet finder derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for en udsendelse af ansøgeren til Algeriet. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren] 2018, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren, uanset at han isoleret set fortsat må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, i overensstemmelse med Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren] 2005, skal udelukkes fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b), stk. 2, nr. 1, og den dagældende bestemmelse i § 10, stk. 2 (lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001).” Alge/2019/4/MLVT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [by], [distrikt], Pakistan Ansøgeren har været medlem af partiet ANP i perioden 2006-2008. Han blev i 2014 afghansk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [E] og hans søn, [F], idet ansøgeren har vidnet mod [F] i en retssag. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2008 bevidnede, at [E] og [F] skød mod ansøgerens morbrødre og disses medarbejder. Ansøgeren vidnede mod [F], hvorved [F] blev idømt livsvarigt fængsel. I forbindelse med anholdelsen af [F], blev ansøgeren telefonisk truet af ukendte personer til at trække sit vidneudsagn tilbage. I 2011 blev ansøgeren en nat overfaldet af ukendte personer, hvorefter han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Personerne løsnede på et tidspunkt kæderne om ansøgerens ben som følge af hævelse. Da hævelsen faldt, lykkedes det ansøgeren at flygte gennem en ulåst dør. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter sin egen og sin ægtefælles familie, idet han og ægtefællen flygtede fra familierne uden at være gift. Ansøgeren har til støtte for sit andet asylmotiv oplyst, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle flygtede sammen. De opholdt sig hos en tilfældig person, der viste sig at være malek. Han hjalp parret med at skaffe en imam, så de kunne blive gift mod familiernes vidende og vilje. Som følge heraf besluttede ældrerådet i ansøgerens og ansøgerens ægtefælles landsby, at de skulle slås ihjel. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle udrejste som følge heraf fra Pakistan til Afghanistan i 2012. I 2015 så ansøgeren i Kabul sin farbror [A] på gaden. Ansøgerens ægtefælle så endvidere medlemmer af sin familie i Kabul på gaden. Ansøgeren udrejste straks herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen og af de af styrelsen anførte grunde, at ansøgeren er afghansk statsborger og asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har vedrørende det første asylmotiv lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende oplysninger på centrale punkter, herunder om hvem der tilbageholdt ham i et hus i tre dage i en skov i slutningen af 2011, og hvor han løb hen efter at være sluppet fri af tilbageholdelsen. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring – hvorefter personerne på et tidspunkt løsnede kæderne om ansøgerens ben som følge af hævelse, og at det herefter lykkedes ansøgeren at flygte gennem en ulåst dør, da hævelsen faldt – ikke fremstår troværdig og selvoplevet. Ansøgerens forklaring om tidsangivelser for tilbageholdelsen stemmer herudover ikke overens med de af ham fremlagte dokumenter vedrørende tidspunktet for hans vidneforklaring. Nævnet har vedrørende det andet asylmotiv lagt vægt på det usandsynlige sammenfald af omstændigheder, at ansøgerens og ægtefællens familiemedlemmer ville rejse fra Pakistan til Kabul alene for at straffe parret tre år efter flugten fra Pakistan, at ansøgeren – der ellers arbejdede i lange sammenhængende perioder – netop på sin fridag så sin farbror, da denne angiveligt var på gaden i Kabul, og at farbroren, der var rejst så langt, ikke i det mindste opsøgte ansøgerens ægtefælle, der forblev i Kabul. Nævnet har herudover fundet det utroværdigt, at ansøgeren ikke kan redegøre for, hvor og hvornår ægtefællen så sine familiemedlemmer i Afghanistan, og hvilke familiemedlemmer, der var tale om, navnlig da ansøgeren har kontakt til sin ægtefælle. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sine egne oplysninger rejste sammen med sin ægtefælles bror fra Grækenland og Tyskland og ikke har uoverensstemmelser med ægtefællens anden herboende bror. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/150/gdan
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mutooro og kristen katolik af religiøs overbevisning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne og lokalbefolkningen i Uganda, da han er homoseksuel. Ansøgeren frygter desuden at blive slået ihjel af faren til en mand ved navn [A], som ansøgeren har haft et seksuelt forhold til, ligesom han af samme årsag frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen og formanden for lokalområdet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under sit ophold i Uganda har haft seksuelle forhold til fire mænd. Ansøgerens seneste seksuelle forhold til en person af samme køn, mens han opholdt sig i Uganda, var i juli 2017, hvor ansøgeren tilbragte en aften på en bar sammen med en person ved navn [A], som ansøgeren havde mødt på en natklub i Kampala i maj måned samme år. De tilbragte natten hos ansøgeren, hvis ægtefælle var udenbys, og havde seksuelt samvær. Ansøgeren havde efterfølgende telefonisk kontakt til [A] i omkring en til to uger. Omkring den 20. juli 2017 bad [A] ansøgeren om penge, hvortil ansøgeren svarede, at han først kunne skaffe penge i slutningen af måneden. De to har ikke haft kontakt siden. Om formiddagen den 2. august 2017 modtog ansøgeren et opkald fra sin ægtefælle, som fortalte, at en gruppe mænd, heriblandt [A’s] far, ledte efter ansøgeren. Ansøgeren tog herefter direkte hen til en ven i byen […], hvor han opholdt sig frem til sin udrejse af Uganda i september 2017. Ansøgeren forlod alene sin vens bopæl i forbindelse med udstedelsen af sit visum på den norske ambassade. I starten af september 2017, inden sin udrejse, modtog ansøgeren endnu et opkald fra sin ægtefælle, som fortalte, at hendes veninder havde set de personer, som ledte efter ansøgeren, på ansøgerens arbejdsplads. Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst, at han under sit ophold i Danmark har haft et forhold til en mand ved navn [B]. Ansøgeren har desuden deltaget i møder i en LGBTI-forening, ligesom han har deltaget i pride-paraderne i 2018 og 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit seksuelle forhold til personen [A] og den deraf følgende konflikt med [A’s] far, lokalbefolkningen og formanden for lokalområdet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [A] skulle have fortalt sin far om det seksuelle forhold til ansøgeren, eller at [A’s] far på anden måde skulle være blevet bekendt hermed. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at [A’s] far også opsøgte ansøgerens arbejdsplads, ligesom ansøgeren i den forbindelse har forklaret divergerende om, om og hvad han fortalte sin chef om baggrunden for, at han udeblev fra arbejdet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret divergerende i forhold til sin forklaring for Udlændingestyrelsen om, hvorledes hans ægtefælles veninde blev bekendt med, at [A’s] far havde opsøgt ansøgerens arbejdsplads. Flygtningenævnet finder derudover, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først udrejste af Uganda ca. halvanden måned efter opsøgningen på bopælen og ca. en uge efter at have modtaget sit visum, såfremt han frygtede for sit liv. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse også påfaldende, at ansøgerens udrejse af Uganda i øvrigt faldt sammen med, at ansøgeren ifølge sin forklaring skulle til Danmark på forretningsrejse sammen med sin chef. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgeren først søgte asyl efter at have opholdt sig ulovligt i Danmark i ca. fire måneder og først, da han ikke længere havde et sted at bo. Flygtningenævnet kan – som Udlændingestyrelsen – ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette forhold ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af baggrundsoplysninger om homoseksuelles forhold i Uganda fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår dog af baggrundsoplysningerne, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det forhold, at ansøgerens advokat har fremlagt en artikel i avisen The Guardian dateret den 21. august 2017 hvoraf det fremgår, at regeringen har forbudt ”gay pride” festligheder, og at det af en artikel i samme avis dateret den 9. oktober 2018 fremgår, at en minister fordømmer planer for Ugandas første LGBT center som en kriminel handling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin homoseksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ugan/2019/9/JHB
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen […], underklanen […] og subklanen […] og er muslim fra [en by i] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet de mistænker ham for at samarbejde med myndighederne. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han omkring [foråret] 2007 blev bortført fra sin butik af al-Shabaab, der tog ham med til sit hovedkontor, fordi han ikke ønskede at samarbejde med dem. Klageren var der tilbageholdt i omkring et halvt år, i hvilken periode han blev afhørt og udsat for vold. Klageren har videre oplyst, at han i løbet af de syv til otte måneder efter sin løsladelse blev opsøgt yderligere tre gange i sin butik af al-Shabaab. De truede ham og forklarede ham, at de holdt øje med ham. Klageren gjorde ikke noget under opsøgningerne. Efter den sidste opsøgning tog klageren hjem til familiens hytte på landet, hvor han opholdt sig i omkring halvandet år, hvorefter han mente, at al-Shabaab havde glemt ham. Ved hans tilbagevenden til landsbyen anklagede al-Shabaab ham for at have samarbejdet med myndighederne, idet han havde været bortrejst så længe. Klageren udrejste af Somalia [i efteråret] 2011. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2011/2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om centrale forhold i forbindelse med asylmotivet. Klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var tilbageholdt af al-Shabaab i 3 eller 6 måneder. Han har således i 2011 forklaret, at han var tilbageholdt i 6 måneder og i 2018, at han var tilbageholdt i 2 x 3 måneder. Henset til, at klageren ved de to første samtaler i 2011 forklarede detaljeret om, hvornår han blev tilbageholdt og om tidsrummet, finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om, at han ved de første samtaler mente 2 x 3 måneder, må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Dertil kommer, at klageren har forklaret divergerende og upræcist om, hvor mange gange han blev opsøgt af al-Shabaab med trusler for øje, og om hvorvidt han opholdt sig i en periode i Somalia forud for sin udrejse efter den angiveligt seneste tilbageholdelse. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge klagerens forklaring om, at han har haft en konkret konflikt med al-Shabaab til grund, og Flygtningenævnet kan således heller ikke lægge til grund, at klageren var profileret over for al-Shabaab ved sin udrejse af Somalia. Herefter, og da klagerens generelle troværdighed ydermere er svækket på grund af hans usammenhængende og divergerende forklaring om sine brødres alder og om sine øvrige personlige forhold, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia. Denne vurdering understøttes af klagerens forklaring om, at hans brødre uanset deres alder ikke er blevet opsøgt at al-Shabaab hverken på grund af deres egne eller klagerens forhold. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i klagerens hjemområde i Somalia, at området er kontrolleret af al-Shabaab, men at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Det kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen. De forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at en udsendelse af klageren til Somalia efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren, der er født i 1983, har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år. Klageren har bestået dansk prøve I. Han har ikke opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en erhvervsrettet eller en videregående uddannelse. Han er gift med en somalisk kvinde, som kom til Danmark to år efter ham. Han har ingen børn. Klageren har to brødre i Somalia, der bor i hans hjemområde og driver landbrug. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens rygproblemer, som han er opereret for, og som han tager panodil mod, ikke kan anses for at være en alvorlig helbredsmæssig lidelse. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/239/MME
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Sagen havde forinden været hjemvist til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Der henvises til soma/2019/38/LINB.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanerne Reer Hamar og Beandiri. Han er sunnimuslim fra Marka, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at medlemmer af Hawiye-klanen vil udsætte ham for overgreb. Han har til støtte herfor oplyst, at han tilhører en minoritetsklan, og at hans far fik asyl som følge af en klankonflikt med Hawiye-klanen. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at hans klan har været i konflikt med klaner, der nu har tilknytning til al-Shabaab. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb af al-Shabaab, fordi han har tillagt sig en vestlig stil. Han har til støtte herfor oplyst, at han i Danmark har medvirket i en musikvideo, hvor han rapper, ryger joints, drikker alkohol og har en pistol i hånden. Videoen er offentliggjort på Youtube. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til de generelle forhold. Ansøgeren udrejste af Somalia, da han var otte år og har ikke personligt haft nogen konflikter. Det kan ikke lægges til grund, at hans fars konflikt vil have nogle konsekvenser for ansøgeren. Ansøgeren har som ovenfor anført boet i Somalia til han var otte år og er efterfølgende opvokset i en somalisk familie. Han har under samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2018 oplyst, at han taler ”flydende dansk og somali i ringere grad”. Det fremgår, at ”han ikke er praktiserende (muslim) for tiden. Ansøgeren er deprimeret, fordi han er i fængsel, og derfor har han ikke overskud til at praktisere.” På baggrund af ovenstående lægger Flygtningenævnet til grund, at han kan somali på et vist niveau, at han kender til somalisk kultur og religion. Det forhold, at han har tilegnet sig vestlig levevis, har indspillet en musikvideo og har hul i øret, kan ikke føre til, at ansøgeren er profileret og som følge heraf risikerer overgreb i Marka. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/238/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra [bynavn], Anambra, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder, fordi han er fra Biafra og har deltaget i en fredelig demonstration. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 2000 eller 2001 deltog i en fredelig demonstration for frihed for Biafra-folket. Politiet stoppede demonstrationen en time efter, den var begyndt. Ansøgeren blev slået, sparket og stukket med en kniv af en person fra militæret. Ansøgeren flygtede hen til et forsamlingssted, hvor han og andre fra Biafra normalt holdt møder. Han overnattede en nat og tog derefter hjem til sin egen bopæl. Han deltog senere i Kano i fire til fem demonstrationer, der ikke førte til yderligere konflikter med myndighederne. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [navn på parti], fordi hans [nærtstående familiemedlem] var højtstående politiker for partiet. Han har til støtte herfor oplyst, at hans [nærtstående familiemedlem] var talsperson for partiet. I forbindelse med en kampagne havde ansøgerens [nærtstående familiemedlem] taget penge, der var doneret til partiet. Deres bopæl blev opsøgt af fem til seks vrede personer fra [partiet], som ledte efter ansøgerens [nærtstående familiemedlem]. Ansøgeren stak af fra bopælen og tog til Kano. Han flygtede når han så et medlem af [partiet] og havde derfor ikke problemer med medlemmerne i Kano. På et tidspunkt blev hans bopæl i Kano opsøgt af en gruppe ukendte personer, hvorefter han begyndte at overveje at udrejse, som han gjorde i 2006. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Boko Haram og Fulani Ismali, fordi de slår kristne og medlemmer af Biafra ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det fremgår af de oversatte akter fra henholdsvis Italien og Schweiz, at ansøgeren har forklaret divergerende om statsborgerskab, familieforhold og hans seneste ophold i Nigeria. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende under samtalerne med Udlændingestyrelsen og endvidere under mødet for nævnet. Flygtningenævnet kan henvise til de divergenser, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren har under mødet for nævnet demonstreret en påfaldende ringe hukommelse og har forklaret overfladisk og detaljeløst. Selvom det ikke kan udelukkes, at ansøgerens [nærtstående familiemedlem] har haft politiske aktiviteter, kan det ikke lægges til grund, at disse har haft konsekvenser for ansøgeren personligt. Det kan således ikke lægges til grund, at han er blevet forfulgt af partimedlemmerne. Det er heller ikke sandsynliggjort, at hans deltagelse i en fredelig demonstration har bevirket, at han er forfulgt af myndighederne. Nævnet lægger også vægt på, at disse episoder angiveligt skulle være sket i 2000 til 2001. Ansøgeren har først for nævnet forklaret om en enkelt konkret episode med et medlem af Fulani Ismali. Episoden havde dog ikke den fornødne intensitet. Nævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren personligt er forfulgt af hverken Boko Haram eller Fulani Ismali. Det er ikke sandsynliggjort, at det forhold, at ansøgeren har givet en donation til en Biafra-bevægelse, er kommet til myndighedernes kendskab. Nævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/25/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs bidoon fra Kuwait, etnisk araber og shia muslim fra [en by i] Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under asylsagen oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait ikke frygter noget. Denne oplysning har hun imidlertid fragået i advokatindlægget og under nævnsmødet. Ansøgeren har således oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter sin familie på grund af en graviditet uden for ægteskab forud for udrejsen samt myndighederne på grund af samme. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er bidoon fra Kuwait. Ansøgeren har selv forklaret, at hun er registreret bidoon, og hun har udvist detaljeret viden om bidoonerens forhold i Kuwait og om Kuwait i øvrigt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit asylmotiv. Hun har således oprindeligt forklaret, at hun frygtede sin familie på grund af en graviditet uden for ægteskab. Hun har tillige påberåbt sig, at hun frygter myndighederne, fordi hun har bedrevet hor. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af sagen, at ansøgeren er blevet gift med den mand, der var far til det barn, hun ventede, da hun udrejste af Kuwait, og at de efterfølgende har fået i alt fire børn sammen. Hun har over for Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 forklaret, at hun ikke længere frygter sin familie, og at hun heller ikke frygter andre, idet hun ikke har et asylmotiv. Denne forklaring har hun dog fragået i advokatindlægget. Hun har over for sin advokat og i Flygtningenævnet oplyst, at det bare var noget hun sagde til Udlændingestyrelsen, fordi hun var træt af at vente på at få sin asylsag afgjort. Flygtningenævnet finder, at denne forklaring ikke er en rimelig forklaring på den ændrede forklaring. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen afgav en detaljeret forklaring om sine familiemæssige forhold og om sin frygt samt om sine indrejsemuligheder i Kuwait. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om sin kontakt til sin familie er divergerende og upræcis, og dermed fremstår konstrueret til lejligheden. Han har således forklaret divergerende og utroværdigt om, hvorvidt hendes mor var bekendt med hendes graviditet ved udrejsen af Kuwait og om sin kontakt til moren efter indrejsen i Danmark samt om sit forhold til sin storebror mv. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål, og hun var ikke i stand til at uddybe eller redegøre nærmende for sit asylmotiv. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Kuwait. Flygtningenævnet lægger efter indholdet af baggrundsoplysningerne til grund, at forholdene for registrerede bidoonere og for uregistrerede bidoonere ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/18/MME
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og har oplyst at være kristent protestant af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har aftjent værnepligt i Revolutionsgarden. Ansøgeren var menig og gjorde tjeneste i to år fra 2005/2006 til 2007/2008. Ansøgeren har ikke deltaget i kamphandlinger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Iran vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Iran havde en ven, Javed, som introducerede ham for kristendommen. Ansøgeren havde lagt mærke til, at Javed havde ændret adfærd og var blevet mere høflig og venlig. I foråret 2018 talte ansøgeren med Javed om dette. Javed forklarede ansøgeren, at han var blevet kristen, og at dette var årsagen til, at han havde ændret adfærd. Javed inviterede ansøgeren med til et møde i en huskirke, som ansøgeren deltog i [sommeren] 2018. På et ukendt tidspunkt omkring to uger inden ansøgerens udrejse kontaktede ansøgeren en boghandler med henblik på at købe en bibel. En uge inden ansøgerens udrejse blev ansøgeren opsøgt af Javeds fætter, Rasul, som spurgte ansøgeren, om han kunne anskaffe ham en bibel, hvilket undrede ansøgeren, da ansøgeren kendte Rasul som en troende muslim. Dagen inden ansøgerens udrejse blev ansøgeren kontaktet af Javed, som spurgte ansøgeren, om han ville tilbringe et par dages ferie sammen med ham, hvilket ansøgeren bekræftede. Dagen efter, at de skulle tage afsted, blev ansøgeren opsøgt af Javeds farbror, som fortalte ansøgeren, at han vidste, at ansøgeren og Javed havde haft kristne aktivitet, og at Javed var blevet anholdt af samme grund, hvorfor ansøgeren skulle flygte. Ansøgeren kontaktede derefter sin bror, som hjalp ansøgeren med at flygte samme dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring allerede i Iran anså sig som kristen efter nogle få samtaler med sin ven Javed, et enkelt besøg i en huskirke og læsning af nogle få sider i biblen. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at ansøgeren ikke ville love Javeds fætter at købe en bibel til ham, fordi han var betænkelig herved, fordi Javed var en religiøs muslim, men alligevel viste ansøgeren sin egen bibel til Javeds fætter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren derefter i Danmark påbegyndte dåbsforberedelse efter kun to måneder og blev døbt efter kun at have deltaget i dåbsforberedelse ganske få gange. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren i sine samtaler i Udlændingestyrelsen udviste et begrænset kendskab til kristendommen og kun forklarede overfladisk om historier fra biblen. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke under nævnsmødet på en overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, ligesom han også her har vist et ganske begrænset kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at ansøgeren angiver, at han under nævnsmødet har følt sig hæmmet i sin forklaring, fordi et af medlemmerne bar et religiøst symbol i form af et tørklæde. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det ikke kan tillægges betydning, at ansøgeren har fremlagt erklæringer fra [en kirke] i Aalborg og [en anden kirke]. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konversion ikke er udtryk for et reelt trosskifte. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren angiveligt skulle have postet kristne budskaber på Facebook og Instagram. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han, som ikke var særligt profileret ved udrejsen af Iran, med de anførte opslag på sociale medier nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere konverterer med henblik på at opnå asyl, og at hjemvendte asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt derfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/140/HZC
Nævnet omgjorde i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og ateist fra Shno, Orumieh, Iran. Klageren har været medlem af Komola siden 2011. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse af myndighederne, da han er medlem af Komola. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han kommer ud af en politisk aktiv familie. Klagerens familie støtter KDPI. Klageren støttede også selv KDPI indtil 2010, men han var ikke aktiv for partiet. Klageren mødte i 2010 en mand ved navn [A] i det lokale fitnesscenter. [A] var venstreorienteret og medlem af Komola. [A] kendte klagerens families politiske holdninger, hvorfor han turde tale frit med klageren. Klageren fik interesse for Komola igennem sin samtale med [A]. Klageren blev medlem af Komola omkring to uger senere. Klageren modtog herefter politisk materiale i form af blandt andet løbesedler og cd’er, som klageren uddelte ved at smide det på offentlige steder. Klageren fik desuden til opgave at angive forrædere af partiet. I 2010 skulle [A] til Irak. [A] introducerede derfor klageren for [B], som skulle være klagerens nye kontaktperson til partiet. En aften i juni 2011 blev klageren ringet op af [A], som sagde, at klageren skulle rejse til Irak, da klageren var i livsfare. Da klageren var kommet til Irak, talte han med [A], som fortalte, at [B] havde været involveret i en bilulykke, og at [B] havde haft politisk materiale i sin bil på tidspunktet for ulykken. Politiet var blevet tilkaldt til bilulykken, og [A] frygtede, at poltiet havde fundet det politiske materiale i [B’s] bil, og at de ville anholde klageren, når de havde afhørt [B]. Det viste sig efterfølgende, at [B] var blevet anholdt. [B] blev senere løsladt. [B] sagde til Komola, at der ikke havde været politisk materiale i bilen, og at han ikke havde sagt noget til politiet under afhøringerne. Partiet troede ikke på [B’s] forklaring. Omkring én måned efter bilulykken mødte politiet op på klagerens bopæl. Klagerens familie blev efterfølgende chikaneret af myndighederne i en sådan grad, at de var nødt til at fraflytte bopælen. Klageren valgte at udrejse af Irak til Europa i september 2015, da han frygtede den iranske efterretningstjeneste, og da han alene havde en midlertidig opholdstilladelse. Klageren har siden sin indrejse i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter. Klageren har deltaget i syv eller otte demonstrationer foran den iranske ambassade, ligesom klageren har deltaget i begivenheder for Komola seks til syv gange. Klageren har desuden en Facebookprofil, hvor han deler videoer og billeder. Klageren har endvidere delt live-optagelser fra demonstrationerne foran den iranske ambassade. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Ved afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige grunde, at klageren på trods af kriminaliteten kan meddeles opholdstilladelse, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af forbrydelsen i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, herunder konventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har ved denne afvejning lagt vægt på, at klageren ved dommen af […] 2019 afsagt af Københavns Byret blev idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Det fremgår af dommen, at klageren blev dømt for at have besiddet kokain og heroin med henblik på videreoverdragelse og for at have solgt heroin. Klageren er således dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flertallet finder imidlertid, at klageren ikke må anses som en fare for samfundet. Flertallet har herved lagt vægt på straffens længde, på at klageren ikke tidligere er straffet, og på at forholdene blev begået som følge af klagerens narkotikamisbrug, som klageren oplyser ikke længere at have. Flertallet finder herefter, at en proportionalitetsafvejning i overensstemmelse med flygtningekonventionen, fører til, at der foreligger særlige grunde, der taler for, at klageren gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2019/139/JHB
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1996. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Najaf, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1996 blev meddelt opholdstilladelse efter § 8, jf. § 7, stk. 1, og at han første gang indrejste i Danmark [i efteråret] 1996. Det fremgår af sagen, at klageren [i sommeren] 2017 blev antruffet af Københavns Politi i Københavns Lufthavn, hvor han var indrejst fra Bagdad, Irak. Til Københavns Politi fremviste klageren sit danske opholdskort og sit konventionspas, der var gældende fra [foråret] 2010 til [foråret] 2020. Konventionspasset indeholdt to udrejsestempler fra Aalborg Lufthavn af henholdsvis [foråret] 2015 og [foråret] 2016. Passet indeholdt ikke yderligere stempler. [i efteråret] 2017 blev klageren af Udlændingestyrelsen orienteret om, at Styrelsen var blevet opmærksom på, at klageren havde været udrejst af Danmark i mere end 12 sammenhængende måneder i perioden fra [foråret] 2016 til [sommeren] 2017. Klageren blev samtidig anmodet om at indsende kopi af alle sider i sit pas samt dokumentation for, hvor han havde opholdt sig i perioden fra [foråret] 2016 til [sommeren] 2017. Klageren besvarede ikke Udlændingestyrelsens brev, og der blev derfor sendt en rykker [i foråret] 2018, som heller ikke blev besvaret. Klageren blev indkaldt til samtale i Udlændingestyrelsen [tre gange i efteråret] 2018, men mødte ikke op. [I efteråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1 skal anses for bortfaldet i henhold til udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, og § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig i Irak i mere end 12 på hinanden følgende måneder. [I efteråret] 2018 har Udlændingestyrelsen som følge af, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, inddraget klagerens konventionspas, idet han ikke længere opfylder betingelserne i udlændingebekendtgørelsen for besiddelse heraf. Klageren har for nævnet oplyst, at han ikke har opholdt sig uden for Danmark i 12 på hinanden følgende måneder, idet han rejste fra Irak til Danmark [i foråret] 2016 og opholdt sig i Danmark indtil [begyndelsen af] 2017, hvor han igen tog til Irak via lufthavnen i Frankfurt. Denne gang opholdt han sig hos sin datter i Irak indtil [sommeren] 2017, hvor han blev antruffet ved indrejsen til Danmark af Københavns Politi. Der er ikke et indrejsestempel i klagerens pas, der understøtter hans forklaring om, at han har været indrejst i Danmark [i foråret] 2016 og udrejst igen [i begyndelsen af] 2017. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at han har befundet sig i Danmark i perioden fra den [foråret] 2016 til [begyndelsen af] 2017. Han har for nævnet forklaret, at han har været til lægelige kontroller og løbende behandlinger i perioden, men det fremgår af den fremlagte lægejournal, at han i perioden fra [begyndelsen af] 2016 til [sommeren] 2017 ikke har konsulteret sin egen læge. På baggrund af ovenstående finder Flygtningenævnet, at det er dokumenteret, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i perioden fra [foråret] 2016 til [sommeren] 2017 og således mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det bemærkes, at den fremlagte udskrift vedrørende en flyrejse fra Frankfurt til Irak [i begyndelsen af] 2017 ikke kan føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgik af klagerens pas, at han skulle have været udrejst fra Frankfurt denne dato. Klageren indrejste fra Irak [i sommeren] 2017 og har ikke oplyst, at han har haft ophold i andre lande. Flygtningenævnet lægger på den baggrund til grund, at klageren frivilligt har haft ophold i Irak i hele perioden og derfor må anses for at have taget bopæl i landet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse endvidere, at det er oplyst, at tre af klagerens voksne børn er udrejst til Irak, og at det af klagerens lægejournal fremgår, at klageren i [efteråret] 2017 har oplyst til lægen, at han snart skulle rejse til Irak, at han [i foråret] 2018 er udeblevet fra en ambulant kontrol uden afbud, og at lægen [i efteråret] 2018 har anført, at klageren udeblev fra kontrol, fordi han var i Irak og nu igen gerne ville genoptage sit ambulante forløb. Flygtningenævnet tiltræder på den anførte baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. Udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og at Udlændingelovens § 17 a, stk. 1, ikke kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at der ikke er grundlag for dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet finder ikke, at omstændigheder, som nævnt i udlændingelovens § 31, er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Nævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han i Irak er blevet opsøgt af to maskerede mænd, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring herom har fremstået overfladisk, udetaljeret og ikke selvoplevet, ligesom han efter sin egen forklaring først udrejste ca. en uge efter, at han var blevet opsøgt på sin bopæl. Idet klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at klageren ikke længere opfylder betingelserne for at have et konventionspas. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” irak/2019/99/ajev
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk sunni muslim fra [en by i] Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2000/2001], og at han [i vinteren 2001/2002] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af sagens akter, at Københavns Politi [efteråret 2015] orienterede Udlændingestyrelsen om, at klageren samme dato indrejste i Danmark i besiddelse af et gyldigt dansk fremmedpas og et gyldigt irakisk nationalitetspas. I både fremmedpasset og nationalitetspasset fremgik stempler fra ind- og udrejser i Irak i 2013 og 2014. Det fremgik videre, at klageren udrejste af Danmark [i foråret] 2014 og indrejste igen [i efteråret] 2015. Det fremgår af ikke af Det Centrale Personregister, at klageren har været udrejst af Danmark. [I efteråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4 og § 17 a, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Klageren har forklaret, at han indgav ansøgning om dansk indfødsret ved personligt fremmøde hos politiet i [en by i Danmark] [i vinteren 2014/2015]. Det fremgår af politirapport af [vinteren 2014/2015], rettet [i foråret] 2015, at klageren [tre gange i løbet af vinteren og foråret 2015] mødte op hos politiet i [en by i Danmark] i forbindelse med sin ansøgning om dansk indfødsret. Flygtningenævnet lægger herefter klagerens forklaring om, at han været i Danmark i løbet af den omhandlende 12 måneders periode til grund. Under disse omstændigheder, og idet der tillige henvises til, at der ikke er oplysninger i sagen, der indikerer, at ansøgeren i perioden havde opgivet sin bopæl i Danmark, er klagerens opholdstilladelse ikke bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 17. oktober 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2019/98/MME
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie eller svigerfamilie, idet hun er rejst ud af Irak uden deres tilladelse. Ansøgeren har oplyst, at hun i Irak i 2010 blev gift med sin ægtefælle, som på daværende tidspunkt boede i Storbritannien. Ansøgerens ægtefælle har siden 2010 forgæves forsøgt at få familiesammenført ansøgeren og deres datter til Storbritannien. Ansøgerens ægtefælle har ifølge ansøgeren britisk statsborgerskab og ansøgerens datter opnåede ifølge ansøgeren britisk statsborgerskab i 2015. I foråret 2018 tog ansøgerens ægtefælle deres datter med til Storbritannien. Herefter valgte ansøgeren på egen hånd i foråret 2019 at arrangere sin udrejse af Irak til Storbritannien. Ansøgeren tog hen til en butik, hvor en mand ved navn [M] mod betaling lovede at hjælpe hende med at skaffe rejsedokumenter. En måned efter mødte ansøgeren op i butikken igen og modtog en kuvert med et id-kort og en flybillet fra Erbil til Jordan, som hun fik at vide, at det var lovligt at rejse med. I lufthavnen i Jordan, spurgte ansøgeren tilfældige folk om, hvor hun skulle gå hen. Ansøgeren blev herefter hjulpet hen til et fly, som skulle flyve til København. Ansøgeren ankom til Københavns Lufthavn [i foråret] 2019, hvorefter hun blev anholdt for at forsøge at rejse til Storbritannien med et falsk fransk id-kort. Efter ca. 15 dage ringede ansøgeren til sin søster, som fortalte, at ansøgerens brødre ville slå hende ihjel, fordi hun var rejst uden at spørge nogen eller underrette nogen om det. Ansøgerens ægtefælle har også fortalt ansøgeren, at både hendes familie og svigerfamilie har truet ansøgerens ægtefælle og ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvordan hun modtog de rejsedokumenter, som hun købte. Til politiet har ansøgeren forklaret, at hun samlede dokumenterne op i en skraldespand. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun fik dem udleveret i den butik, hvor hun købte dokumenterne. Ansøgeren har forklaret forskelligt og usammenhængende om hendes muligheder for at forlade bopælen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun tog turene for at bestille og hente rejsedokumenter og for at sælge sine smykker, når hendes svigerfamilie, der boede i nærheden, var ude, og nærmere forespurgt herom forklarede ansøgeren, at det var, når de var på arbejde. Ansøgeren har i samme samtale forklaret, at hun var under svigerfamiliens kontrol, og at kvinderne og børnene i svigerfamilien hold øje med hende, når mændene var på arbejde. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun kunne forlade sin bopæl om fredagen og gå til kontoret, hvor hun bestilte rejsedokumenter, og til guldsmeden for at sælge smykker, idet fredagen var en helligdag, og svigerfamilien var på ture om fredagen, og at kontoret, hvor hun bestilte rejsedokumenter og guldsmedene havde åbent, selvom det var helligdag. Ansøgeren har forklaret usammenhængende om sin kontakt til personen, der ordnede ansøgerens billetter. Ansøgeren har ved sin straffesag forklaret, at hun havde e-mail kontakt til personen, som ordnede hendes papirer. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun er analfabet, og at hun alene havde kontakt ved to gange at møde op i en butik. Ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorvidt ansøgerens brødre vidste, at hun var udrejst af Irak, da hun ringede til sin søster [R] efter ansøgerens anholdelse i Danmark. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hendes brødre havde truet hende med at slå hende ihjel, fordi hun var udrejst. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at [R] og ansøgerens familie første gang fik at vide, at ansøgeren var udrejst, da ansøgeren ringede til hende fra Danmark. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren skulle være i et modsætningsforhold til sin familie og sin svigerfamilie, fordi ansøgeren har forsøgt at rejse til Storbritannien for at bo sammen med sin ægtefælle og deres datter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at begge familier på tidspunktet for brylluppet vidste, at ægtefællen boede i Storbritannien, og at det var deres hensigt, at ansøgeren skulle familiesammenføres med ham. Videre finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at hun kunne tage fire ture fra sit hjem for at bestille og hente rejsedokumenter, for at sælge smykker og for at tage til lufthavnen og udrejse forekommer usammenhængende henset til ansøgerens egen forklaring om, at hun var underlagt streng kontrol fra sin svigerfamilie. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med sin familie og sin svigerfamilie på baggrund af ansøgerens udrejse af Irak uden deres tilladelse. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/97/YARS
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Indonesien. Klageren indrejste i 2014. I 2017 indgav ansøgeren ansøgning om asyl, efter at hun var blevet meddelt endeligt afslag på en ansøgning om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk acheh og sunni-muslim. Hun er født og opvokset i landsbyen […]der er beliggende i kommunen […]i provinsen Acch Tengah, Indonesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at få problemer ved en tilbagevenden til Indonesien, fordi hun efter indrejsen i Danmark har giftet sig med en herboende indonesisk mand, der af personer og grupperinger i Indonesien mistænkes for at have tilknytning til oprørsbevægelsen GAM. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes svigerfamilie i Indonesien har modtaget trusler. I 2015 blev ansøgerens svigerfamilie opsøgt af 8-10 maskerede personer, der spurgte efter ægtefællen. Personerne spurgte også efter ansøgeren og truede med at dræbe ansøgeren og ægtefællen. Tre-fire måneder efter den første henvendelse blev svigerfamilien på ny opsøgt af de maskerede personer, der spurgte ind til, om ansøgeren, ægtefællen og deres barn var vendt tilbage til Indonesien. Ansøgerens svigerfamilie har også modtaget telefoniske trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indonesien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved fremmødet dags dato har oplyst, og på udtrykkelig forespørgsel gentaget, at hendes ægtefælle, uanset at han har status som konventionsflygtning, godt vil kunne vende tilbage til Indonesien som turist. Hendes forklaring om, hvorvidt hun selv ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, fremstår uklar, ligesom hun har forklaret, at hun i realiteten ikke ved, om hun ville blive forfulgt. For så vidt angår oplysningerne om henvendelserne til ansøgerens svigerforældre har hun ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at der har været en telefonisk og en personlig henvendelse. Dette stemmer ikke overens med tidligere forklaringer. Ligeledes forklarede ansøgeren, at den seneste henvendelse var i 2015. Endvidere finder Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at det i høj grad må medføre tvivl om ansøgerens troværdighed, at hun først indgav ansøgning om asyl efter flere års ophold i Danmark og i forbindelse med en udrejsekontrol. Det bemærkes, at ansøgerens børns opholdsgrundlag ikke afhænger af, om der meddeles ansøgeren asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Indo 2019/2/MNR”
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Af-ghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og oprindeligt sunni-muslim fra Baghlan, Afghanistan. Som 4-årig udrejste han til Iran med sin bror og brorens familie. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban eller Islamisk Stat. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for seksuelle overgreb, ligesom han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han boede i Afghanistan sammen med sine forældre og sin storebror [A], indtil han var fire år. På et tidspunkt blev ansøgeren og [A] solgt til en mandsperson, der ikke behandlede dem ordentligt. Ansøgeren og [A] flygtede fra den pågældende og udrejste til Iran. I Iran boede ansøgeren sammen med [A], der er meget religiøs. I en periode arbejdede ansøgeren hos en skrædder, hvor han syede undertøj. En kollega ved navn [B] introducerede ansøgeren for kristendommen. Ansøgeren var nysgerrig efter at lære mere om kristendommen, fordi han alle-rede på dette tidspunkt forholdt sig kritisk til islam. Ansøgeren har oplyst, at han i begyndelsen af 2016 udrejste fra Iran sammen med sin bror og dennes familie. De udrejste, fordi de levede under dårlige forhold. Ansøgeren ønskede desuden at studere, hvilket han ikke havde mulighed for i Iran. Ansøgeren har samtidig oplyst, at de udrejste, fordi de havde problemer med de iran-ske myndigheder, ligesom de havde problemer med nogle personer, der havde stukket ansøgerens bror med en kniv. Sammen med sin bror og dennes familie rejste ansøgeren til Grækenland, hvor ansøgeren mødte [C] og [D]. [C] og [D] var konverteret til kristendommen, og de fortalte ansøgeren om deres religion, hvilket ansøgeren fandt inspirerende. Ansøgeren rejste videre til Danmark, hvor han søgte asyl [i sommeren] 2016. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark har deltaget i gudstjenester og kristendomsundervisning, og [i foråret] 2017 blev ansøgeren døbt […]. Han har videre været på bibelcamping i 2017 og 2019, og han har siden [primo] 2019 været på […] Bibelhøjskole. Herudover har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghani-stan frygter de generelle forhold, ligesom han frygter at blive slået ihjel af Taleban eller Islamisk Stat, fordi han ved, at den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er usikker, og at Taleban slår folk ihjel, samt at Islamisk Stat opererer i hans hjemland. Ansøgeren har samtidig oplyst, at han ikke har noget netværk i Afghanistan. Endelig har ansøgeren oplyst, at han både i Iran og på asylcentret i Danmark er blevet befølt, og at han derfor frygter at blive udsat for seksuelle over-greb. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion må anses for reel. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren [i foråret] 2017 blev døbt efter at have gennemgået et sædvanligt dåbsforløb. Han er herefter kommet fast i kirken både til gudstjeneste og undervis-ning. Han har været på bibelcamping to gange, og han har siden [primo] 2019 været på […] Bi-belhøjskole. Ansøgeren har således haft ganske omfattende kristne aktiviteter. Ansøgeren har forklaret om, hvordan han kom i kontakt med kristendommen, og om, hvad kristendommen be-tyder for ham. Han har ligeledes tilkendegivet, at han vil leve et åbent liv som kristen, selvom han skulle blive sendt tilbage til Afghanistan. Han har endvidere demonstreret nogen viden om kristendommen. Efter en samlet vurdering heraf finder flertallet, at ansøgerens kristne aktiviteter må anses som udslag af en reel religiøs overbevisning. Flertallet finder herefter, at ansøgeren må antages at risikere forfølgelse som følge heraf ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvorfor an-søgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2019/149/thv
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) en mandlig statsborger fra Indonesien. Ansøgeren, der er mindreårig, indrejste i 2018. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], der er beliggende i […] distriktet i Nangahar provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, der to gange opsøgte hans mor for at få moren til at lade dem tage ansøgeren med sig. Ansøgeren har til sagen forklaret, at hans mor to gange med omkring to måneders mellemrum blev opsøgt på bopælen af personer, der sagde, at de kom fra en gruppe, der er og vil vedblive med at være overalt i Afghanistan. I forbindelse med den første henvendelse kom en person, og i forbindelse med den anden henvendelse, der fandt sted om natten, kom fire personer. Personerne sagde til moren, at de ønskede, at ansøgeren skulle følge med dem for at få seks måneders træning, hvorefter han ville blive sendt hjem. Herefter skulle han deltage i træning i to måneder ad gangen. Personerne tilbød moren penge for at lade ansøgeren følge med dem, men moren sagde nej. I forbindelse med den anden henvendelse blev ansøgerens mor slået i hovedet med et gevær. Ansøgeren og hans søskende skreg, og der opstod tumult, hvorunder der blev affyret et skud. Herefter gik personerne. Morgenen efter den anden henvendelse opsøgte ansøgerens mor landsbyens malek, der sagde, at ansøgeren skulle udrejse. Om aftenen samme dag forlod ansøgeren landsbyen sammen med tre andre drenge, hvis familier også var blevet opsøgt. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at få sin asylsag behandlet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren fremtræder voksen og er i stand til at svare tilsyneladende forståeligt på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder, at de forhold, som Udlændingestyrelsen har påberåbt sig til støtte for sin afgørelse, er af mindre betydning og ikke har en sådan karakter, at de kan føre til tilsidesættelse af forklaringen. Flertallet finder endvidere, at det ud fra de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Nangahar provinsen forekommer sandsynligt, at ansøgeren kan være søgt tvangsrekrutteret til en oprørsgruppe eller lignende, som ikke repræsenterer nogen offentlig myndighed. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Ovenstående konklusion er forkyndt for ansøgeren. Afgh 2019/145
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og syvende dags adventist fra [mindre by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at han vil blive slået ihjel af sin egen familie, sin kærestes familie samt af lokalbefolkningen i Uganda, idet ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans første forhold til en mand var med sin skolekammerat, [A], og at de havde seksuelt samkvem første gang i 2009. I 2015 mødte ansøgeren en mand ved navn [B] i et fitnesscenter. Ansøgeren mødte efterfølgende [B] op til flere gange, hvor de hilste på hinanden. De aftalte at mødes på en danseklub, hvorefter de tog hen på et hotelværelse, som [B] havde lejet, hvor de havde seksuelt samkvem. Dagen efter, da de forlod hotellet, bemærkede ansøgeren, at [B] ikke så glad ud. Som følge heraf ringede ansøgeren til [B]. [B] fortalte ansøgeren, at han ikke havde det godt. Han bad ansøgeren om at hente nogle piller til ham og at tage ham med til lægen. Ansøgeren fortalte ham, at han ikke skulle være bekymret, og at det hele ville gå over med tiden. Efter to dage ringede ansøgeren på ny til [B], som fortalte ansøgeren, at såfremt ansøgeren ikke tog ham med til en læge, ville han fortælle sine forældre, hvad der var hændt med henblik på, at [B’s] forældre kunne tage ham med til lægen. Ansøgeren besluttede sig for ikke at gøre yderligere, idet ansøgeren var bange og ikke vidste, hvordan han skulle tage ham med til lægen og forklare, hvad der var sket. Cirka to til tre dage efter det seksuelle samkvem på hotelværelset, blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl, hvor der blev banket på porten af personer, der råbte, hvor ansøgeren befandt sig, og at ansøgeren ødelagde deres søns liv. Ansøgeren flygtede herefter fra sin bopæl, hvor ansøgeren tog ophold hos en bekendt i Bukandula, inden han udrejste af Uganda til Tyrkiet med fly i starten af [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel, om end nævnet finder det noget påfaldende, at ansøgeren i forbindelse med sin anholdelse af politiet i Danmark var i besiddelse af en liste med en række spørgsmål, som ansøgeren kunne forvente at blive stillet under sin asylsagsbehandling. Nævnets flertal finder endvidere, at der ikke er grundlag for i øvrigt at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, således at det må lægges til grund, at ansøgeren på grund af sit seksuelle forhold til [B] er kommet i et modsætningsforhold til [B’s] familie, der har opsøgt ansøgeren på hans bopæl i Uganda, herunder ødelagde alt inventaret i hans hus, og at han som følge af opsøgningen måtte flygte fra bopælen. Ved vurderingen heraf har flertallet lagt vægt på, at de få divergenser, som Udlændingestyrelsen har påpeget, vedrører oplysninger der er fremkommet under en særdeles kortfattet oplysnings- og motivsamtale, ligesom flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet er fremkommet med en i al væsentligt troværdig forklaring om hændelsesforløbet. På denne baggrund finder flertallet, at det må lægges til grund, at ansøgeren på grund af sin seksualitet er efterstræbt i Uganda, og at han som homoseksuel ikke kan forvente at få den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Under disse omstændigheder finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2019/8/YARS.
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamiler og hindu fra [mindre by], Trincomalee, Sri Lanka. Ansøgeren har arbejdet for LTTE. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som han formoder er fra myndighederne, fordi han er mistænkt for at have hjulpet LTTE. Han har til støtte herfor oplyst, at han fra 1997 til 2001 arbejdede for LTTE. Hans arbejde bestod i at ledsage medlemmer i Trincomalee. Ansøgeren var bekendt med, hvor der var militærposter, og hvordan man undgik disse. Derudover kørte han med varer for LTTE og husede medlemmer på sin bopæl. I [vinteren] 2006 blev han anholdt af politiet og tilbageholdt i tre døgn, fordi de mistænkte ham for at have transporteret grøntsager for LTTE. Han blev løsladt i retten på betingelse af, at han skulle møde i retten en gang om måneden og hos politiet hver søndag. Han mødte dog hverken op i retten eller hos politiet. Efter anholdelsen fik han at vide af præsten, at ukendte personer havde opsøgt ansøgerens bopæl om natten fire gange inden for en måned, mens ansøgeren ikke var hjemme. [Efteråret] 2008 blev ansøgeren bortført tæt på sin bopæl af fire personer i en hvid varevogn. Ansøgeren formoder, at de var fra søværnets efterretningstjeneste. Han var tilbageholdt i tre dage på et ukendt sted, fordi han blev beskyldt for at havde været i området Vanni, der var kontrolleret af LTTE. Han blev løsladt på betingelse af, at han skulle hjælpe myndighederne, som dagen efter løsladelsen ville ringe til ham vedrørende en opgave. Dagen efter rejste ansøgeren til Batticolla. Fra løsladelsen i 2008 og frem til 2017 havde ansøgeren ingen problemer med myndighederne. Fra 2013 til 2017 boede ansøgeren i Saudi-Arabien, hvorefter han vendte tilbage til Sri Lanka. [Sommeren] 2017 deltog ansøgeren i en mindedag, i hvilken forbindelse han blev kontaktet af lokalpolitiet, der oplyste, at han skulle møde foran en skole i Kaddaiparichchan, da politiet ville have oplysninger om ansøgeren i forbindelse med antiterrorlovgivning. Han mødte ikke op på det aftalte sted. I 2017 deltog ansøgeren i tre demonstrationer. Ved en demonstration mod lægemangel, blev han opsøgt af en civilklædt person, som spurgte, hvem der havde givet ham tilladelse til at demonstrere. Fra [vinteren] 2017 og til [vinteren] 2018 opholdt ansøgeren sig i Indien, hvorefter han på ny indrejste i Sri Lanka. [Vinteren] 2018 udrejste han af Colombo lufthavn i Sri Lanka til Danmark ved hjælp af en menneskesmugler. Efter ansøgeren var kommet til Danmark, er han blevet bekendt med, at hans ægtefælle er blevet opsøgt af civilklædt politi, og at hun anmeldte opsøgningen til politiet. Efter anmeldelsen blev ansøgerens ægtefælle ringet op og chikaneret af politiet. Menneskesmugleren har også truet ansøgerens ægtefælle med at bortføre deres søn, fordi ansøgeren skylder menneskesmugleren 1 million rupees. Flygtningenævnet finder at i hvert fald væsentlige – hvis ikke alle – dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om flere centrale forhold af betydning for asylmotivet og om årsagen til asylansøgningen. Ansøgeren har således ifølge en politirapport [fra vinteren] 2018 forklaret, at han frygter en menneskesmugler, som han skylder 2,5 mio. rupees, ligesom han ifølge rapporten oplyste, at han havde fået taget sin bil af to mænd, hvilke mænd, hvoraf han slog den ene, efterfølgende viste sig at være tilknyttet den srilankanske efterretningstjeneste. I asylansøgningsskemaet fra [vinteren] 2018 har ansøgeren oplyst, at han er blevet truet af medlemmer af Karuna-gruppen, og at han blev bortført i 2008 af nogle personer, som forlangte 500.000 rupees for hans løsladelse. Til oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2018 har ansøgeren ifølge samtalereferatet imidlertid oplyst, at han ikke skylder menneskesmugleren nogen penge, og at han søger asyl i Danmark som følge af, at han i 2008 blev bortført og i 2017 havde deltaget i en demonstration/mindedag. Under asylsamtalen [efteråret] 2018 har ansøgeren oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af søværnets efterretningstjeneste og nogle ukendte personer, idet han er blevet anklaget for at have hjulpet de Tamilske Tigre. Han forklarer under denne samtale også om bortførelsen i 2008, men oplyser, at der ikke blev opkrævet nogen løsesum, ligesom han oplyser, at han i 2017 deltog i flere demonstrationer. Under denne samtale har ansøgeren endvidere ifølge referatet oplyst, at han fortsat frygter menneskesmugleren, som han skylder 1 mio. rupees. Endelig har ansøgeren for nævnet forklaret i det væsentligste i overensstemmelse med hans seneste oplysninger fra asylsamtalen, idet han dog først har forklaret, at han ikke blev afkrævet nogen løsesum i forbindelse med tilbageholdelsen i [efteråret] 2008 og senere – foreholdt oplysningerne i asylansøgningsskemaet – at han nu huskede at være blevet afkrævet 500.000 rupees. For nævnet har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende og forskelligt om sine politiske aktiviteter på de sociale medier og om en lang række andre forhold. Ansøgeren har tillige forklaret forskelligt om, hvorfor han blev bortført i 2008, og om hvornår overgrebene i forbindelse med tilbageholdelsen fandt sted, ligesom han har forklaret forskelligt om den mindedag/demonstration, som han angiveligt deltog i [sommeren] 2017. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens forklaring om sine konflikter i Sri Lanka ikke kan lægges til grund. Henset hertil har nævnet ikke fundet grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse, da resultatet af en sådan vil være uden betydning for sagens afgørelse. Heller ikke ansøgerens oplysning om sine politiske aktiviteter i Danmark via opslag på Facebook og hans nye oplysninger om myndighedskritiske opslag på de sociale medier, mens han befandt sig i Sri Lanka, kan efter karakteren heraf føre til et andet resultat. Det hører med til vurderingen heraf, at ansøgeren er indrejst i Sri Lanka, efter at han angiveligt havde påbegyndt disse aktiviteter. Det kan herefter samlet ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2019/10/YARS
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive gift bort mod ansøgerens mors vilje. Ansøgerens mor har til støtte for asylmotivet oplyst, at ansøgerens moster var tæt på at blive gift med en ældre mand mod hendes vilje. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgeren mors forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende, herunder risikoen for at blive gift bort mod ansøgerens mors vilje. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/159/JABP
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive rekrutteret til en milits, eksempelvis al-Shabaab, fordi familien ikke har noget mandligt netværk. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mor forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/158/JABP
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte for asylmotivet oplyst, at det er normalt at omskære piger i Somalia, og at ansøgerens mors søster og ansøgerens søster blev omskåret mod ansøgerens mors vilje, fordi ansøgerens mors morbror forlangte dette. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mors forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende, herunder at ansøgeren risikerer at blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens mor er imod omskæring, og at et flertal af Flygtningenævnet har lagt til grund, at moren vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/157/JABP
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive rekrutteret til en milits, eksempelvis al-Shabaab, fordi familien ikke har noget mandligt netværk. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at hun frygter, at han vil blive overfaldet i Somalia. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mor forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/156/JABP
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra […], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift med et al-Shabaab-medlem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun boede hos sin morbror få måneder forud for sin udrejse af Somalia. En dag tog et ældre al-Shabaab-medlem, Ali, kontakt til morbroren og sagde, at han ville giftes med ansøgeren. Ansøgerens morbror fortalte det efterfølgende til ansøgeren og oplyste hende om, at al-Shabaab var for stærke til, at de kunne nægte Ali at blive gift med hende. Ansøgerens morbror besluttede på den baggrund, at hun skulle udrejse af Somalia. Hun udrejste omkring en uge efter. Omkring 14 dage senere ringede ansøgerens søster, [A], til ansøgeren i Etiopien. Hun oplyste ansøgeren om, at hendes morbror var blevet slået ihjel som følge af konflikten med al-Shabaab. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes søster, [A], hvis inddragelsessag er behandlet på samme nævnsmøde, har forklaret divergerende om centrale punkter for ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2018 forklaret, at hun fik at vide af sin søster, at deres morbror var blevet slået ihjel af al-Shabaab. Søsteren fortalte også, at drabet var begået, fordi morbroren havde reddet ansøgeren fra at blive tvangsgift med en ældre mand. Ansøgeren har videre forklaret, at [A], der opholdt sig i Danmark, havde fået dette at vide af en nabokone, Nemo. [A] har under sin asylsag ved en partshøring derimod forklaret, at morbroren døde af naturlige årsager, og at ansøgeren fortalte dette, da hun var i Etiopien. Søsteren har videre forklaret, at det var nabokonen Nemo, der havde fortalt [ansøgeren] dette. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun fortalte [A], at Ali, som hun angiveligt skulle tvangsgiftes med, kom fra al-Shabaab. [A] har derimod under sin partshøring forklaret, at hun ikke ved, hvad Ali beskæftigede sig med, men at han var meget kendt i kvarteret i Somalia, fordi han var en af de ældre mænd. Som følge af at ansøgeren forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om ansøgerens hjemby, [by] lægges til grund, at hjembyen siden den 22. marts 2014 har været under AMISOM-kontrol. Der kan blandt andet henvises til Kontrolkort PGN: Political Geography Now fra november 2018. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/155/JABP
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet eller henrettet af de russiske eller tjetjenske myndigheder, fordi han har hjulpet sin grandfætter, som er tjetjensk oprører. Grandfætteren [K] var blevet oprører, fordi hans far var blevet dræbt. Klageren hjalp engang i mellem [K], idet han kørte for grandfætteren og forsynede ham med mad og medicin. Klageren havde i Grosnij en frisørsalon, i hvilken [K] til tider lånte et lokale. En dag i [sommeren] 2012 opholdt [K] sig i lokalet i klagerens frisørsalon sammen med en ven. Vennen blev ved et uheld ramt af et skud i kæben. [K] ringede til klageren og bad ham om at komme til salonen. Da klageren kom dertil, konstaterede han, at vennen var skudt i kæben, hvorefter klageren løb ud for at kaste op. Han vidste ikke, om vennen stadig var i live. Da klageren kom ud, så han, at politiet nærmede sig stedet. Han løb hen til sin fars fætter [M], hvor han gemte sig i to dage. Efter to dage kom en anden af farens fætre [S], der kørte klageren til Ingusjetien. Farens fætter [S] arbejdede for politiet og kunne fortælle, at [K] var taget af myndighederne, [K’s] ven dræbt og klagerens frisørsalon ødelagt af skud. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I efteråret] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har til partshøringssamtalen af [efteråret] 2018 i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om forlængelse af klagerens opholdstilladelse forklaret, at navnet på farens fætter, som klageren boede i skjul hos, var [Y]. Han har videre forklaret, at navnet på farens fætter, som arbejdede for politiet og gav klageren oplysninger, var [M]. Han har endvidere forklaret, at hans hjælp til [K] som oprører alene bestod i at skaffe forsyninger til ham, og at [K] var blevet oprører, fordi dennes fætter var blevet dræbt. Han har tillige forklaret, at [K] og dennes ven – som han tidligere har oplyst muligt var død – skød mod myndighederne inde fra frisørsalonen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger under sin asylsag med henblik på at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen vil virke særligt belastende af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26. Det bemærkes herved, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig er udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til, om inddragelsen må antages at virke særlig belastende, ikke tillægges samme vægt som i andre inddragelsessager. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2019/11/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af en bestemt klan som følge af en privatretlig konflikt. Han frygter endvidere at blive tvangshvervet til Syrien af Hezbollah samt de generelle forhold i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 i Libanon mødte en ung kvinde, [S], med hvem han indledte et forhold. Hendes far accepterede forholdet, men hendes onkler var imod forholdet. Da de mødtes på en café uden for [S’s] landsby, kom [S’s] farbror ind på caféen og begyndte at skubbe og true ham. Omkring tre uger senere var ansøgeren på vej til sin fars arbejdsplads, da han blev genkendt af [S’s] fætter, der overfaldt ham. På vej hjem fra farens arbejdsplads blev den bil, som faren, ansøgeren, to søstre og en bror kørte i, standset af to biler. Personerne i bilerne affyrede skud mod ansøgerens bil. Ansøgerens far blev ramt af skud i højre og venstre ben, mens ansøgeren blev stukket med kniv. De blev kørt til hospitalet, hvor de blev behandlet. Otte eller ni måneder efter overfaldet udrejste ansøgeren af Libanon. Han blev i [sommeren] 2019 gift med [S]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [S’s] familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en lang række centrale punkter, herunder om hvor han mødte [S] første gang, om hendes far var imod ægteskabet, hvem der sad i bilen under det angivelige angreb, og hvordan ansøgeren og hans far blev såret, hvem der blev behandlet efter angrebet, og om ansøgeren modtog trusler fra [S’s] familie efter ankomsten til Danmark. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema af [efteråret] 2014 ikke har omtalt konflikten med [S’s] familie. Ansøgerens frygt for at blive tvangshvervet til Syrien af Hezbollah samt de generelle forhold i Libanon kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2019/3/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren, som det er tilfældet i denne sag, har modtaget endeligt afslag på asyl under henvisning til et andet asylmotiv. Der kan endvidere henvises til pkt. 34 i UNHCR’s guidelines on International Protection: Religion Based Refugee Claims under article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees (no. 6), 28. april 2004. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er en veluddannet ung mand med en gymnasial uddannelse, for Flygtningenævnet har afgivet en forklaring om sine bevæggrunde for konversionen, der ikke synes at fremstå med baggrund i en indre afklaringsproces, men støttet på tillærte, usikre og overordnede betragtninger. Nævnet må endvidere anse det for påfaldende, at ansøgeren først påberåbte sig konversionen som asylgrundlag [i efteråret] 2017, når det tages i betragtning, at han begyndte at gå i kirke allerede i 2014 og efter sin forklaring følte sig som kristen fra [sommeren] 2015. Det er herunder indgået i vurderingen, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med politiets rapport af [efteråret] 2017 om medvirken til udrejse henviste til sit trosforhold. Ansøgeren kan ikke have været ubekendt med, at dette kunne være et væsentligt nyt asylmotiv, idet hans mor [vinteren] 2016 søgte om genoptagelse på grund af sin konversion, og idet ansøgerens bror til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han allerede inden afrejsen fra Iran var klar over konsekvenserne ved en konversion. Over for disse forhold kan det ikke føre til en anden vurdering af sagen, at ansøgeren har udført kirkelige og kristne aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i dåbsforberedelse sammen med sin mor og sin bror, og har fremlagt en dåbsattest af [foråret] 2017 og udtalelser af [efteråret] 2017 og [efteråret] 2019 fra […] samt udtalelse af [efteråret] 2019 fra […] og udtalelse af [efteråret] 2019 fra […]. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren af de nævnte dokumenter og de omstændigheder og de sammenhænge, hvori dokumenterne er udarbejdet. Nævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren gennem de nævnte aktiviteter i Danmark har eksponeret sig selv på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at dette i sig selv kan danne grundlag for et behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet skal i den forbindelse henvise til de baggrundsoplysninger, der er nævnt i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2019. Henset til de foreliggende oplysninger om reaktionen fra hans familiemedlemmer bosiddende i Iran er der heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle komme til at stå i et modsætningsforhold til disse eller andre personer i Iran. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/138/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren, som det er tilfældet i denne sag, har modtaget endeligt afslag på asyl under henvisning til et andet asylmotiv. Der kan endvidere henvises til pkt. 34 i UNHCR’s guidelines on International Protection: Religion Based Refugee Claims under article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees (no. 6), 28. april 2004. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er en veluddannet ung mand med en gymnasial uddannelse, for Flygtningenævnet har afgivet en forklaring om sine bevæggrunde for konversionen, der ikke synes at fremstå med baggrund i en indre afklaringsproces, men støttet på tillærte, usikre og overordnede betragtninger. Nævnet må desuden anse det for påfaldende, at ansøgeren først påberåbte sig konversionen som asylgrundlag [efteråret] 2017, når det tages i betragtning, at han begyndte at gå i kirke allerede i 2013 og efter sin forklaring følte sig som kristen fra efteråret 2015. For nævnet – men ikke i forbindelse med den tidligere sagsbehandling i Udlændingestyrelsen – har ansøgeren desuden forklaret, at den afgørende hændelse af betydning for konversionen var, at Gud sendte Helligånden til ham i [sommeren] 2015. Ansøgeren har for nævnet forklaret usikkert og afglidende om det nærmere indhold af denne hændelse. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen oplyst, at han allerede i Iran var klar over, at man efter iransk lovgivning ville blive slået ihjel, hvis man konverterede til kristendommen. Over for disse forhold kan det ikke føre til en anden vurdering af sagen, at ansøgeren har udført kirkelige og kristne aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i dåbsforberedelse sammen med sin mor og sin bror, og har fremlagt en dåbsattest af [foråret] 2017 og udtalelse af [efteråret] 2017 og [efteråret] 2019 fra […] samt udtalelse af [efteråret] 2019 fra […]. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren af de nævnte dokumenter og de omstændigheder og de sammenhænge, hvori dokumenterne er udarbejdet. Nævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren gennem de nævnte aktiviteter i Danmark har eksponeret sig selv på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at dette i sig selv kan danne grundlag for et behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet skal i den forbindelse henvise til de baggrundsoplysninger, der er nævnt i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2019. Henset til de foreliggende oplysninger om reaktionen fra hans familiemedlemmer bosiddende i Iran er der heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle komme til at stå i et modsætningsforhold til disse eller andre personer i Iran. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/137/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i den oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og slået ihjel af myndighederne, idet han har haft et forhold til en gift kvinde. Han frygter endvidere repressalier fra [A]’s ægtefælle. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2011 mødte en kvinde ved navn [A], som han indledte et forhold til. De mødtes flere gange blandt andet i offentlige parker ledsaget af klagerens moster for ikke at vække myndighedernes mistanke. Klageren fandt [A] meget hemmelighedsfuld, hvorfor han en dag fulgte efter hende hjem og så, hvor hun boede. Da klageren på et tidspunkt ikke havde hørt fra [A] i nogle dage, opsøgte han hende på hendes bopæl, hvor han talte med [A] og derefter med en ældre kvinde, som viste sig at være [A]’s svigermor. Klageren tog ophold hos sin farbror i omkring en måned, da hans bopæl senere blev opsøgt af politiet, hvorefter han udrejste af Iran. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt at kunne afvise klagerens asylmotiv. Udlændingestyrelsen nægtede [i efteråret] 2018 at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet styrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr.1. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder således, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Klageren har forklaret forskelligt om, hvordan han og [A] mødtes og første gang talte sammen. Ved samtalen [i foråret] 2012 med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har klageren forklaret, at [A] henvendte sig til ham, da han spiste is, og at han herefter tilbød hende en is, hvorefter de gik en tur, hvor de talte sammen. Ved samtalen [i efteråret] 2018 med Udlændingestyrelsen har klageren forklaret, at han satte sig på en bænk i behørig afstand fra [A], da de første gang talte sammen. Klageren har forklaret forskelligt om, hvad han og [A] foretog sig, når de mødtes uden for klagerens hjem. Ved samtalen [i foråret] 2012 med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han og [A] af og til kyssede hinanden, når de var sammen på mennesketomme steder i parken. Ved samtalen [i efteråret] 2018 med Udlændingestyrelsen har klageren derimod forklaret, at han og [A] aldrig kyssede eller krammede hinanden uden for hans bopæl. Klageren har forklaret forskelligt om baggrunden for, at han angiveligt opsøgte [A] på hendes bopæl, da han havde mistet kontakten til hende. Ved samtalen [i foråret] 2012 med Udlændingestyrelsen har klageren under oversættelsen af referatet forklaret, at han havde hendes telefonnr., men at han havde lovet ikke at ringe til hende. Ved samtalen [i efteråret] 2018 med Udlændingestyrelsen har klageren forklaret, at han flere gange havde forsøgt at ringe til [A] i den periode, hvor de ikke så hinanden. Klageren har forklaret forskelligt om, hvad der skete ved [A]’s bopæl. Ved samtalen [i foråret] 2012 med Udlændingestyrelsen har klageren forklaret, at det var [A], der åbnede døren, hvorefter en ældre kvinde kom, hvor klageren udbrød, at han elskede hendes datter. Ved samtalen [i efteråret] 2018 forklarede klageren, at det var den ældre kvinde, der åbnede døren, og at klageren spurgte efter [A], hvorefter den ældre kvinde spurgte "hvad vil du min svigerdatter", hvorefter klageren svarede "svigerdatter, hvad mener du?", hvorefter klageren sagde "Jeg er sammen med [A], jeg er hendes kæreste". For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at det var [A], der åbnede døren, og at han spurgte, hvor hun blev af og at det var meningen, at de skulle giftes, hvorefter der kom en ældre dame, og at klageren til hende sagde, at det var meningen, at han skulle giftes med [A], og at kvinden viste sig at være [A]’s svigermor. Flygtningenævnet bemærker, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at klageren ikke har kendskab til sin sag ved de iranske myndigheder, herunder om der skulle være rejst en sigtelse mod ham, og det forekommer i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at han ikke har talt med sine forældre herom, heller ikke med sin mor, da hun besøgte ham i Danmark. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund på baggrund af det ovenfor nævnte og vurderer, at klageren således har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at den bevidste svig har haft en direkte betydning for, at klageren har opnået opholdstilladelse i Danmark. Det forhold at der er gået ca. 6 år mellem samtalen [i foråret] 2012 og samtalen [i efteråret] 2018 kan ikke føre til en ændret vurdering, da klageren har forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren var 17 år på tidspunktet for samtalen [i foråret] 2012. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [foråret] 2012. Klageren har bestået gået på sprogskole i Danmark og har gået på VUC. Klageren har arbejdet på en restaurant som medhjælper tre år og har arbejdet et år i Netto 30 timer pr. uge til tider med overarbejde. Klageren har en farmor og dennes bror i Danmark. Klageren har boet i Iran til han var 16 år. Klageren taler farsi. Han forældre bor i Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. 19, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. I vurderingen er indgået, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en hjemsendelse til Iran ikke risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en hjemsendelse til Iran ikke risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1, nævnte grunde, eller hvor klageren ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse i Iran, eller at der er andre grunde til, at udsendelse af klageren ikke kan ske i henhold til udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/135/CERA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og ikke-troende fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i den oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og slået ihjel af myndighederne, idet hun er beskyldt for at have medvirket til, at hendes nevø [B] indledte et forhold til en gift kvinde ved navn [A]. Hun frygter endvidere repressalier fra [A]’s ægtefælle. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes nevø i [sommeren] 2011 mødte en kvinde ved navn [A], som han indledte et forhold til. De mødtes flere gange, blandt andet i offentlige parker, ledsaget af klageren for ikke at vække myndighedernes mistanke. [B] fandt [A] meget hemmelighedsfuld, hvorfor han en dag fulgte efter hende hjem og så, hvor hun boede. Da [B] på et tidspunkt ikke havde hørt fra [A] i nogle dage, opsøgte han hende på hendes bopæl, hvor han talte med en ældre kvinde, som viste sig at være [A]’s svigermor. Nogle dage herefter i [sommeren] 2011 blev klageren opsøgt af myndighederne på sin bopæl og anklaget for at stå bag [B] og [A]’s forhold. Hun blev anholdt og tilbageholdt på en politistation i tre dage, hvor hun blev udsat for fysiske overgreb. Klageren blev herefter fremstillet for en dommer og løsladt mod kaution og med vilkår om, at hun ikke måtte forlade Teheran, hvorefter hun i [efteråret] 2011 udrejste af Iran sammen med [B]. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt at kunne afvise klagerens asylmotiv. Udlændingestyrelsen nægtede [i efteråret] 2018 at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet styrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr.1. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder således, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren og [B] har forklaret divergerende omkring en central del af asylmotivet, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Klageren og [B] har forklaret forskelligt om, hvor hun og [B] og [A] mødtes. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2018 har klageren forklaret, at hun, [B] og [A] gik i Nilofar-parken de gange, hun ledsagede dem. Til [B]’s samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 har [B] forklaret, at hun, [B] og [A] gik i Miad-parken de gange, hun ledsagede dem. Endvidere bemærkes, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at klageren ikke har kendskab til detaljerne i hendes angivelige sag ved de iranske myndigheder, herunder om der skulle være rejst sigtelse mod hende, og om der skulle være afsagt dom, henset til at sagen var medvirkende til, at klageren udrejste af Iran. Endvidere forekommer det bemærkelsesværdigt, at klageren i [foråret] 2017 udrejste af Danmark og indrejste lovligt i Iran med sit pas henset til hendes frygt for de iranske myndigheder, herunder den verserende retssag, hvor der var stillet kaution, og hvor der var sat som betingelse, at hun ikke måtte forlade Teheran, og i hvilken forbindelse hun frygtede henrettelse, og henset til hendes frygt for [A]’s ægtefælle. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at hun, efter at hun i [efteråret] 2017 angiveligt var opsøgt af to personer på motorcykel, der angiveligt havde fremsat trusler mod hende på grund af den tidligere sag med [B], efter 20 dage, hvor hun opholdt sig hos en veninde, derefter opholdt sig hos sin bror, der boede i udkanten af Teheran, og at hun først søgte om tilbagerejsetilladelse til Danmark [i slutningen af] 2017. Endvidere bemærkes, at klageren har forklaret, at hun efter ovenfor nævnte episode i [efteråret] 2017 og frem til sin udrejse i [efteråret] 2108 ikke har oplevet problemer på grund af [B]’s sag. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at klageren til trods for hendes frygt for de iranske myndigheder i forbindelse med den verserende retssag, i hvilken forbindelse hun frygtede henrettelse, udrejste lovligt med sit pas af Iran i [efteråret] 2018. Flygtningenævnet vurderer på baggrund af det ovenfor nævnte, og på baggrund af, at det er Flygtningenævnets vurdering, at [B] har opnået opholdstilladelse i Danmark ved svig, at klageren har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at den bevidste svig har haft en direkte betydning for, at klageren har opnået opholdstilladelse i Danmark. Det forhold at der er gået ca. 6 år mellem samtalen [i foråret] 2012 og samtalen [i efteråret] 2018 kan ikke føre til en ændret vurdering, da klageren har forklaret forskelligt om en central del af sit asylmotiv. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren indrejste første gang [i efteråret] 2011. Klageren har deltaget i 3 undervisningsmoduler i dansk. Klageren har været i praktik i en slikfabrik i 3-4 uger i 2018. Klageren har en farmor og dennes bror i Danmark. Klageren har boet i Iran til hun var 33 år. Klageren taler farsi. Hun har søskende i Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. 19, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. I vurderingen er indgået, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en hjemsendelse til Iran ikke risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en hjemsendelse til Iran ikke risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1, nævnte grunde, eller hvor klageren ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse i Iran, eller at der er andre grunde til, at udsendelse af klageren ikke kan ske i henhold til udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/135/CERA
Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været i slåskamp med personer fra Sepah i et træningscenter. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fætter. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hans fætter ikke anser ham som muslim, idet han tidligere tilhørte den traditionelle gren af yarsan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer divergerende og konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren, der er en veluddannet mand, i sit asylskema som asylmotiv alene angav ”politisk problem med præstestyret” og ”problem med mullah og Gardisthæren og sammenstød med Gardisthæren”. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin families religiøse tilhørsforhold. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at begge hans forældre er yaresan, mens han til asylsamtalen forklarede, at hans mor ikke er yarsan, men shia muslim, og at hans far oprindelig var yarsan, men opførte sig som en shia muslim. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans mor egentlig er yarsan, men er registreret som shia muslim, og at hans far er yarsan. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvor ofte han kom i træningscenteret, og om hvad han fortalte myndighederne på træningscenteret [foråret] 2015. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kom i centeret hver torsdag, at der kom fire personer fra Sepah [foråret] 2015 og sagde, at han skulle deltage i deres bønner, og at han sagde til dem, at han ville stoppe med at komme på centeret for at beskytte sin ægtefælle og datter. Til asylsamtalen forklarede ansøger imidlertid, at han trænede i centeret to til tre gange om ugen. Ansøgeren forklarede ikke, at han ville stoppe med at komme i centeret. Nævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. Nævnet finder videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der efter sin forklaring til asylsamtalen vidste, på hvilke tidspunkter Sepah-medlemmerne kom til centeret, ikke tilrettelagde sin træning, så han undgik deres tilstedeværelse, henset til at de angiveligt chikanerede ham, eller at han ikke valgte at træne på et af de andre centre i byen. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at Sepah ikke kom på samme tidspunkter, forekommer ikke overbevisende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin flugt fra myndighederne. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kørte til Kermanshah, hvor han boede hos en ven i cirka en måned, hvorefter han tog til [by] til sine svigerforældre, hvor han opholdt sig i flere måneder frem til sin udrejse af Iran [ultimo] 2015. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han boede hos sin ven i Kermanshah i to måneder og derefter udrejste af Iran. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han boede hos sin ven i Kermanshah i 1½ - 2 måneder og derefter kørte til sine svigerforældre i det nordlige Iran, hvor han opholdt sig i cirka en uge for at tage afsked med sin kone og datter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren først til asylsamtalen forklarede om sin angivelige konflikt med sin fætter henset til, at han efter sin forklaring formodede, at det var hans fætter, der sendte Sepah-medlemmerne til træningscenteret, og konflikten med fætteren dermed var tæt forbundet med ansøgerens angivelige konflikt med myndighederne. Ansøgerens forklaring om, at han tænkte, at konflikten i træningscenteret var vigtigere, og at han ikke blev spurgt ind til det under den første samtale med Udlændingestyrelsen, forekommer ikke troværdig. Nævnet bemærker endvidere, at det forekommer påfaldende, at fætteren angiveligt truede ansøgeren med at slå ham ihjel eller få andre til at gøre det igennem et år uden, at han gjorde alvor af truslerne. De fremlagte dokumenter vedrørende indkaldelse af ansøgeren til domstolen kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var umuligt at fremskaffe tilsigelserne, da posten blev tjekket, men at ansøgeren kunne fremlægge indkaldelserne til asylsamtalen og forklarede, at han havde fået dem tilsendt via IMO eller Telegram. Med hensyn til ansøgerens konversion til kristendommen finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Nævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens generelle troværdighed er påvirket af, at nævnet har tilsidesat forklaringen om det oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet forklare om sin indre afklaringsproces, der førte til hans angivelige konversion og hans beslutning om at blive døbt. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvad der overbeviste ham om den kristne tro, idet han til asylsamtalen forklarede, at han konverterede, fordi han godt kunne lide kristendommen, mens han under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han blev overbevist om, at kristendommen var den rigtige religion for ham, da han første gang kom i kirken og overværede, at en ven blev døbt, hvilket gjorde et stort indtryk på ham. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen fremstår tillært og ureflekteret. De fremlagte udtalelser fra præster og Luthersk Mission kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed at ansøgeren i Danmark har lagt opslag med kristne budskaber op på sin egen Facebook-profil, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran eller at have været særligt profileret. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook ikke i sig selv leder til forfølgelse, men mulig monitorering, samt at såfremt den pågældende ikke før sin udrejse var i myndighedernes søgelys, vil vedkommende ikke risikere forfølgelse, trods opslag om konversion på internettet. Ansøgerens forklaring på mødet i Flygtningenævnet om, at hans kone har fået skilsmisse fra ham på grund af hans konversion til kristendommen kan ikke føre til et andet resultat allerede fordi ansøgeren har oplyst at han i Iran tilhørte den traditionelle gren af yarsan, som efter nævnets baggrundsoplysninger ikke betragtes som muslimer af de iranske myndigheder, hvorfor en konvertering til kristendommen ikke medfører, at man betragtes som frafalden muslim. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/121/MEG
Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Dohuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi ansøgeren har været i slåskamp med ham og har vanæret farens religion ved at kaste med koranen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine morbrødre, fordi de mener, at ansøgeren har bejlet til den enes datter, og fordi de har hørt, at ansøgeren har kastet med koranen og dermed vanæret deres religion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre blev skilt i 2013, fordi faren udsatte moren for vold. Moren havde et hemmeligt forhold til en anden mand. Ansøgeren, hans mor og søster flyttede derfor væk fra faren. Faren kom jævnligt over til dem og var højtråbende og voldelig. I 2014 havde ansøgeren en konflikt med to af sine morbrødre, fordi de mente, at han havde bejlet til den enes datter. De udsatte ansøgeren for vold og tog ham med til politiet. Ansøgerens mor udrejste af Irak i [efteråret] 2015, fordi hendes forhold til den anden mand få dage forinden var blevet opdaget af ansøgerens far og morbrødre. Ansøgeren boede herefter alene i få måneder, hvorefter han flyttede ind til sin far, hvor han boede indtil [sommeren] 2016. En dag kom ansøgeren og faren op at skændes om ansøgerens mor, og faren tog ansøgeren om halsen. Ansøgeren tog herefter en vase, som han slog faren i hovedet med. Faren faldt om, og ansøgeren flygtede til en ven, som hjalp ansøgeren med at arrangere udrejsen af Irak få dage efter. Ansøgeren udrejste illegalt til Tyrkiet og videre til Grækenland. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet der henvises til, at ansøgeren på en troværdig måde har forklaret sammenhængende og detaljeret om sine konflikter med sin far og morbrødre, der har truet med at slå ansøgeren ihjel. Flertallet henviser endvidere til, at forekommende divergenser i mindre væsentlige henseender ikke kan tillægges betydning for ansøgerens troværdighed. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgerens far har forsøgt at slå ansøgeren ihjel, forinden ansøgerens udrejse, og at faren i længere tid forinden har udsat ansøgeren for vold. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren forinden udrejsen er blevet overfaldet af sine morbrødre, der ligeledes ønsker at slå ansøgeren ihjel. Det lægges i øvrigt til grund, at ansøgerens konflikt med faren har en direkte sammenhæng med skilsmissen mellem ansøgerens far og mor, der har ført til farens grove vold mod moren, og at ansøgeren har taget parti for moren imod faren. Ansøgerens konflikt med morbrødrene er relateret til ansøgerens interesse for en af morbrødrenes døtre. Flertallet henviser i øvrigt til, at ansøgerens mor [en nærmere angiven dato i slutningen af] 2016 har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af skilsmissen fra ansøgerens far, idet morens forklaring om farens vold og trusler er lagt til grund som troværdig. Flertallet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at kunne søge myndighedernes beskyttelse mod faren og morbrødrene, og efter farens og morbrødrenes og fortsatte ønske om at slå ansøgeren ihjel samt konfliktens intensitet og karakter, findes ansøgeren ikke at kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Irak som internt flugtalternativ. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der ses ikke at være grundlag for at anse ansøgeren for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter tilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2019/96/JABP
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Orumieh, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder livstidsfængsler eller henretter ham, fordi han er deserteret fra militæret, og fordi han har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var i militæret fra [en nærmere angiven dato i vinteren] 2010 og seks måneder frem. Under værnepligten blev han chikaneret på grund af sin etnicitet. Nogle måneder efter han var startet som værnepligtig, stod han vagt ved flyvevåbnets base, da hans overordnede skældte ham ud. Ansøgeren svarede ham igen, hvilket resulterede i, at han gav ansøgeren tre lussinger, hvorefter ansøgeren slog ham med sit gevær og flygtede fra basen. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin morbror. Tre til fire dage senere blev ansøgerens families bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, som spurgte ind til ansøgerens opholdssted. Ansøgerens far blev som konsekvens af ransagningen tilbageholdt af myndighederne. Han var tilbageholdt i omkring to uger. De efterfølgende måneder blev ansøgerens forældres bopæl opsøgt en gang om ugen. Antallet af gange, hvor bopælen blev opsøgt, blev løbende reduceret, men myndighederne opsøger stadig deres bopæl kontinuerligt. Ansøgeren levede de efterfølgende fem til seks år i skjul, hvor han skiftevis boede hos forskellige familiemedlemmer i Iran. Fem til seks måneder inden udrejsen blev ansøgeren præsenteret for politisk arbejde af sin ven Azad. I de fem til seks måneder uddelte ansøgeren løbesedler for KDPI sammen med Azad og sin ven Shahrouz fire til fem gange. De blev den fjerde eller femte gang opdaget af politiet, og de var nødt til at flygte. Det lykkedes ansøgeren at flygte, men både Azad og Shahrouz blev fanget af politiet. Dagen efter blev ansøgerens forældres bopæl igen opsøgt af de iranske myndigheder, og de tilbageholdt hans far endnu en gang. Faren var tilbageholdt i over en måned, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen fremstår på væsentlige punkter divergerende og anses derfor for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016 har forklaret, at hans far forsat er indsat i Orumieh-fængslet, hvor han har været tilbageholdt i seks til syv måneder. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017 forklaret, at hans far blev løsladt for lang tid siden, efter han havde været tilbageholdt i omkring halvanden måned, og at faren allerede var blevet løsladt forinden oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2016. Under asylsamtalen har ansøgeren i øvrigt først forklaret, at hans far har været tilbageholdt i alt to gange, og at tilbageholdelsen den anden gang kun varede i få timer. Senere under samtalen har ansøgeren dog oplyst, at den anden tilbageholdelse varede en til halvanden dag, og ansøgeren har efterfølgende ved samtalens afslutning oplyst, at faren anden gang var tilbageholdt i over en måned, og at han var tilbageholdt i alt tre gange. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den periode, hvor han angiveligt uddelte løbesedler for KDPI. Han har i asylskemaet oplyst, at han delte løbesedlerne ud i to til tre måneder, mens han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han var politisk aktiv i tre måneder, og at han i den periode uddelte løbesedler. Under asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han uddelte løbesedler i en periode på fem til seks måneder. Flygtningenævnet finder det i øvrigt utroværdigt, at ansøgeren ikke er stand til at oplyse navnet på hans overordnede i militæret, der havde chikaneret ansøgeren i en periode på fem til seks måneder, hvor ansøgeren gjorde tjeneste på kasernen i Teheran. Nævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren har været i stand til at skjule sig i fem til seks år hos familiemedlemmer i Orumieh, hvorfra ansøgeren kommer, selvom han var eftersøgt af de iranske myndigheder, der til stadighed ønskede at pågribe ansøgeren. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om baggrunden for de forekommende divergenser, og at nævnet i øvrigt ikke finder, at ansøgeren har forklaret overbevisende om, hvorfor han ikke har læst og gjort sig bekendt med teksten på de løbesedler, som han angiveligt har uddelt. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelsen.” Iran/2019/136/JABP
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Klageren indrejste sammen med sine fire børn i 2015. I 2016 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afvisning af klagerens og hans fire børns asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, og i maj 2018 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Der henvises til afgørelsen Græk 2018/5. Senere i 2018 genoptog og hjemviste nævnet sagen til fornyet første instans behandling i Udlændingestyrelsen, da klagens opholdstilladelse i Grækenland var udløbet. I slutningen af 2018 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens ægtefælles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, således at den er gældende til og med udgangen af 2019. I 2019 meddelte Udlændingestyrelsen klagerens fire børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Senere i 2019 traf Udlændingestyrelsen på ny afgørelse om at afvise klagerens asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet udtalte: Den 12. […]2015 indrejste klageren, der er syrisk statsborger, i Danmark og søgte om asyl samme dag. Den […]2019 har Udlændingestyrelsen senest afvist klagerens ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i medfør af udlændingelovens § 29 b med henvisning til, at de græske myndigheder den […]2015 har oplyst, at klageren er blevet meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning med en gyldighedsperiode fra den […]2015 til den […]. Klageren har oplyst, at han ikke ønsker at tage tilbage til Grækenland, hvor han har opholdstilladelse, fordi han ønsker at være sammen med sin ægtefælle og børn, der har opholdstilladelse i Danmark. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, at afvisning efter udlændingelovens § 29 b alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er derfor blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Anvendelsen af udlændingelovens § 29 b forudsætter derimod ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløs, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 (XL) - 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvor klageren tillige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren tidligere har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til, at Grækenland ikke kan tjene som første asylland. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Grækenland finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland – skønt svære – i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Det bemærkes herved, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder blandt andet af AIDAs rapport ”Country Report: Greece – 2017 Update”, fra februar 2018, og US Department of States rapport ” Country Reports on Human Rights Practices 2017 – Greece”, fra januar 2018, at flygtninge har samme ret til arbejde som græske statsborgere, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Endvidere har flygtninge samme ret til social bistand og til lægebehandling som græske statsborgere. Den omstændighed, at klagerens familiemedlemmer har opnået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, kan efter nævnets praksis ikke føre til et andet resultat. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Græk 2019/6/MNR
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bawah og katolik fra [..], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel af det camerounske militær. Ansøgeren frygter videre nogle væbnede separatister, fordi han vil nægte at tilslutte sig dem ved en tilbagevenden til Cameroun. Ansøgeren har oplyst, at han udrejste af Cameroun [i begyndelsen af] 2014 på et studievisum til Danmark. Ansøgeren giftede sig med en rumænsk kvinde, som han boede sammen med i Herlev fra 2014 til 2018. Ansøgeren forsøgte at søge om familiesammenføring til sin ægtefælle og har fortsat en verserende sag herom. Ansøgeren vendte tilbage til Cameroun [i slutningen af] 2018 for at modtage akut lægebehandling. Han befandt sig i Cameroun mindre end en dag, idet han efter indrejsen til Cameroun fortsatte videre til Nigeria. Han oplevede ingen problemer i forbindelse med indrejsen eller under sit ophold i Cameroun. Ansøgeren oplevede heller ingen problemer under sin udrejse fra Cameroun i [i foråret] 2019. Efter sin udrejse fra Cameroun genindrejste ansøgeren på et visum til Danmark. [I foråret] 2019 ringede han til sin fætter [R], som fortalte, at ansøgerens forældre var blevet slået ihjel, og at deres hus var blevet brændt ned. [R] oplyste, at ansøgerens forældre var blevet slået ihjel af det camerounske militær vilkårligt sammen med tusinder af andre personer [fra hans landsby]. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om asyl [i foråret] 2019. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at præsidenten i Cameroun har beordret militæret til at slå alle personer, som er etnisk [fra hans landsby område] ihjel. Han har videre oplyst, at der er krig i Cameroun og hans forældre af den grund er blevet skudt, og deres hus er brændt ned. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hvis han nægter at tilslutte sig de væbnede separatister, vil de anse ham som en forræder og dræbe ham. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Cameroun vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at ansøgeren skulle være efterstræbt af det camerounske militær eller af væbnede separatister ved en tilbagevenden til Cameroun. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at han forinden sin udrejse ikke har oplevet nogen problemer med disse parter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i [slutningen af] 2018 indrejste lovligt i Cameroun uden at problemer, til trods for hans frygt for de camerounske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens forældre angiveligt er blevet slået ihjel, idet ansøgeren har oplyst, at det var et vilkårligt angreb. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har været involveret i politik eller i andet, der kunne have profileret ansøgeren overfor militæret eller væbnede separatister, hvorfor ansøgerens frygt alene bunder sig i de generelle forhold i Cameroun. Flygtningenævnet vurderer, at de generelle forhold i Cameroun, herunder i [hans landsby-område], ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af art. 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det af ansøgerens advokat anførte kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2019/4.YARS
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske azarier og shia-muslimer af trosretning fra Nakhjuan, Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive slået ihjel, idet den mandlige ansøger gennem sit arbejde som politimand er kommet i konflikt med myndighederne og den magtfulde familie til en mand ved navn [A]. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet anført, at deres konflikt begyndte, da den mandlige ansøger i forbindelser med sit arbejde som politimand skulle efterforske en anmeldelse om voldtægt begået af [A]. Den mandlige ansøger var blandt andet med til at anholde [A], men blev herefter indkaldt til møde med anklagemyndigheden med besked om, at [A] var uskyldig og kom fra en vigtig familie. Den mandlige ansøger nægtede at stoppe efterforskningen. Det resulterede i, at han blev indkaldt til endnu et møde, hvor han fik besked på at stoppe sit arbejde, ligesom der blev fremsat uretmæssige beskyldninger mod ham. Den mandlige ansøger indgav herefter en klage til Indenrigsministeriet. Et par dage efter blev ansøgeren opsøgt af tre personer fra hovedkontoret for organiseret kriminalitet, og de udsatte ham for slag og spark, og han blev anklaget for ikke at adlyde ordre. Han sad i detention natten over og blev løsladt dagen efter, og han var som følge af overfaldet indlagt på hospitalet i en uge. Den mandlige ansøger forsøgte at klage til de overordnede myndigheder, men uden held. [Primo] 2016 blev den mandlige ansøgers bror anholdt i et forsøg på at få den mandlige ansøger til at ændre sin efterforskningsrapport, men samme måned vidnede han i retssagen mod [A], der blev idømt syv års fængsel. I slutningen af 2016 blev der fremsat trusler med ansøgernes børn, idet den mandlige ansøger blev opsøgt af to personer, som opfordrede ham til at trække politirapporten tilbage, men den mandlige ansøger fastholdte, at han ikke ville ændre sin forklaring. Primo 2017 blev den mandlige ansøger kontaktet af en kollega, der oplyste, at personer fra afdelingen for bekæmpelse af organiseret kriminalitet ledte efter ham på arbejdspladsen. Den mandlige ansøger tog herefter kontakt til den kvindelige ansøger og bad hende pakke deres dokumenter og tage børnene med til den kvindelige ansøgers far. Den mandlige ansøger mødtes med den kvindelige ansøger og børnene senere. De besluttede, at de var nødsaget til at udrejse. Den mandlige ansøger henvendte sig [primo] 2017 på den ungarske ambassade og fik udstedt visum til familien, hvorefter de udrejste til Ungarn og videre til Danmark. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at det savner mening, at den mandlige ansøger skulle være blevet presset til at medvirke til at få en person frifundet. Ifølge den mandlige ansøgers egen forklaring forestod han således alene de indledende undersøgelser, hvorefter sagen blev videreoverdraget til en overordnet instans med henblik på egentlig efterforskning. Denne overordnede instans indhentede herefter lægelige beviser, foretog yderligere afhøringer og traf beslutning om at rejse tiltale. Det må derfor lægges til grund, at den mandlige ansøgers rolle i sagen ikke har haft afgørende betydning for sagens udfald. Nævnet finder endvidere, at både den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret utroværdigt og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om centrale dele af det påberåbte asylmotiv. Den mandlige ansøger har således i sit asylansøgningsskema angivet, at anmeldelsen blev indgivet i 2016, hvorimod han i sin efterfølgende asylsamtale [vinteren] 2018 har angivet, at anmeldelsen blev indgivet i 2015. Han har endvidere i asylansøgningsskemaet ikke omtalt episoden, hvor han blev tilbageholdt og slået, mens han har forklaret herom i den efterfølgende samtale. Den kvindelige ansøger har endvidere til sin asylsamtale forklaret, at hun ikke havde kendskab til voldtægtssagen, før hun tog sine børn med til sine forældre, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun kunne mærke på sin mand, at han var ændret som følge af voldtægtssagen, og at han fortalte om sagen. Hertil kommer, at den mandlige ansøger ikke har kunnet svare på, hvorvidt den fældende dom blev anket, selvom han på dette tidspunkt angivelig var blevet presset af overordnede personer, og selvom hans bror var fængslet som følge af sagen. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at både den kvindelige og den mandlige ansøger under nævnsmødet har svaret afglidende på centrale spørgsmål, herunder om sagens overordnede tidsforløb, samtidig med at den mandlige ansøger efter det oplyste er uddannet i politiet og dermed må være vant til at håndtere oplysninger om tid og sted samt forstå vigtigheden heraf. Det oplyste om tolkeproblemer kan ikke føre til en anden vurdering. Problemerne med tolken under samtalen med den kvindelige ansøger [vinteren] 2018 er således beskrevet i referatet af samtalen, hvor det udtrykkelig er angivet, at den kvindelige ansøger skulle sige til med det samme, hvis der var problemer, uden at der er anført yderligere bemærkninger herom i referatet. Hertil kommer, at tolkningen under nævnsmødet efterlader indtryk af, at ansøgerne og tolken har forstået hinanden. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har fået visum og er udrejst legalt af Aserbajdsjan uden at opleve problemer. Flygtningenævnet finder det på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerer forfølgelse eller overgreb fra de aserbajdsjanske myndigheder. Endvidere findes det ikke godtgjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan vil blive efterstræbt af familien til den person, som den mandlige ansøger har efterforsket mod som politimand. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Aser/2019/4/CABV
Nævnet omgjorde i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk bajuni, tilhørende […]-klanen og sunnimuslim af trosretning fra [ø], Bajuni-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for at afvise sagen som påstået af klagerens advokat. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Til samtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 forklarede klageren, at han flygtede fra Somalia på grunde af krigen der, fordi han var bange for, at al-Shabaab vil have, at han skulle deltage i krigen. Klageren forklarede videre, at han aldrig er blevet opsøgt af al-Shabaab, og at han ikke personligt har oplevet konflikter eller problemer med al-Shabaab, der havde magten på øen […], inden han udrejste, men han var bange for at blive tvunget til at deltage i deres krig. For nævnet har klageren bekræftet forklaringen. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt i Somalia, herunder med al-Shabaab, og at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klageren har forklaret, at han bortset fra en periode på omkring 5 år fra 1992 til 1997 eller 1998 har boet hele sit liv på øen […] (også omtalt som […] eller […]) frem til udrejsen i 2007. Øen, som hører til regionen Lower Juba, er beliggende […]. Baggrundsoplysningerne om situationen på [øen] er få, men det fremgår som anført af Udlændingestyrelsen af baggrundsoplysningerne, at AMISOM befriede øen fra al-Shabaab i marts 2015. Videre fremgår det af artikler af 8. april 2017 på hjemmesiderne Kenya Broadcasting Corporation (kbc.co.ke) og Voice of America (voanews.com), at AMISOM tropper i marts 2015 erobrede øen fra al-Shabaab, men at AMISOM-tropperne siden erobringen havde været under ”frequent attacks by millitants”. Yderligere fremgår det af artiklerne, at kenyanske styrker (KDF) og den somaliske hær i april 2017 på baggrund af oplysninger om en forestående offensiv fra al-Shabaab gennemførte et forebyggende angreb mod al-Shabaab, hvor en al-Shabaab-leder og to andre militante blev dræbt. Af ”press summary” af 18. maj 2018 European Training Mission Somalia fremgår, at kenyanske styrker fortsat er stationeret på blandt andet [øen]. Flygtningenævnet lægger på den baggrund til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold på klagerens hjemegn [øen], og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at det må antages al-Shabaab forsat er aktiv i et vist omfang på [øen], og det fremgår af de generelle baggrundsoplysninger, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen. De forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom de fortsat ikke vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ifølge sin forklaring i samtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 ikke har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at klageren som etnisk bajuni er en del af en minoritet, men nævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at dette ikke kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at klagen til samtale [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 ikke har forklaret om, at han skulle have oplevet problemer som følge af sit etniske tilhørsforhold. Endvidere finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaab, som nævnet som anført må antage fortsat er aktiv i et vist omfang på […], eller lokalbefolkningen som følge af sit langvarige ophold i Vesten, heller ikke som følge af, at klageren har forklaret, at han nu har en vestlig forståelse for religion og har taget afstand fra islam. Betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager fortsat ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren er født [i] 1985, og han har bortset fra en periode på omkring 5 år fra 1992 til 1997 eller 1998 boet hele sit liv på øen […]. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [en nærmere angiven dato i sommeren] 2012, men han har ikke opholdt sig på [øen] siden 2007. Klageren tilhører en minoritetsklan og har ikke haft kontakt med sin nogen på [øen] siden 2007. Klageren, der for nævnet har vist, at han taler et godt dansk, har bestået Prøve i Dansk 2 og Forberedende Voksenundervisning trin 1 og 2 i læsning. Klageren har derudover gennemført forskellige kurser og været på højskole i 6 måneder. Klageren har været i praktikophold, herunder et 5 måneders praktikforløb som rengøringsassistent på […] Hospital med løntilskud. I forlængelse af praktikopholdet på […] Hospital blev han fast fastansat der i en fuldtidsstilling, hvilket klageren fortsat er. Klageren har ikke familie i Danmark. Klageren blev i 2014 gift med den tanzaniske statsborger, […]. Klageren og ægtefællen har sammen en datter på 8 måneder. Ægtefællen og datteren opholder sig i [et andet europæisk land], hvor de har søgt om asyl. Klageren er sund og rask, går til fitness, og spillede klubfodbold i [by]. Klageren har både danske og udenlandske venner. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i starten af] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/200/JABP
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [by], Somalia, men hun har boet i Mogadishu, Somalia, siden hun var fire år gammel. Klageren tilhører […]-klanen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har under sin oprindelige spontansag som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af medlemmer af al-Shabaab, idet de har beskyldt hendes ægtefælle for at være en forræder samt tvunget hende til at gifte sig med en anden. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til blandt andet, at hendes ægtefælle arbejdede som vagt og chauffør for højerestående medlemmer af regeringen. I [foråret] 2011 blev han sammen med sine kollegaer udsat for angreb fra al-Shabaab på sin arbejdsplads. Det lykkedes hendes ægtefælle at flygte fra Mogadishu umiddelbart efter angrebet. Kort tid efter forsøgte klageren, hendes datter og søster ligeledes at flygte, men de blev stoppet af medlemmer af al-Shabaab i nærheden af Kismayo, som sendte dem tilbage til deres område, hvor de blev tilbageholdt. Da klagerens far kom for at få dem frigivet, krævede al-Shaabab, herunder klagerens fætter, at klageren skulle gifte sig med et medlem, fordi hendes ægtefælle var en forræder. Klageren blev løsladt med besked om, at al-Shabaab ville opsøge dem efter syv dage for at høre farens indstilling over for kravet. Da al-Shabaab senere kom til bopælen, slog de faren ihjel, fordi han holdt fast i klageren. Herefter blev hun fængslet i 30 dage, hvorefter hun blev overgivet til en yemenitisk mand, som udsatte hende for overgreb. Et par måneder efter blev klageren taget med til et sted for sårede al-Shabaab-medlemmer, hvor hun skulle hjælpe med at lave mad og vaske tøj. Da hun kom ud for en brandulykke, måtte hun til behandling på et lille hospital, hvorfra det lykkedes hende at flygte. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring fremstår utroværdig, og nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren til asylsamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2013 og forlængelsessamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 har forklaret divergerende på centrale punkter. Klageren har således forklaret divergerende om, hvorvidt klagerens far fik klageren løsladt, da hun angiveligt var tilbageholdt af al-Shabaab, og om, hvornår faren angiveligt blev dræbt. Klageren forklarede til asylsamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2013, at hun flygtede fra området, efter at hendes ægtefælle var flygtet som følge af, at ægtefællens arbejdsplads var blevet angrebet og nogle kolleger var blevet dræbt. Klageren forklarede videre, at hun under flugten blev tilbageholdt af al-Shabaab, men at faren fik klagere frigivet fra tilbageholdelsen hos al-Shabaab, der gav faren fik en uges betænkningstid i forhold til, om faren ville tillade, at klageren blev gift med et al-Shabaab-medlem. Endelig forklarede klageren, at mænd fra al-Shabaab kom til bopælen efter fire dage. De tog klageren i hånden og prøvede at trække klageren væk, men at faren holdt fast i hende, og så var det, at de skød klagerens far på stedet og tog klageren med. Til forlængelsessamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 forklarede klageren, at ægtefællen blev slået ihjel ved angrebet på arbejdspladsen, hvilket hun havde fået at vide efter asylsamtalen, og at faren blev slået ihjel den følgende nat efter episoden på ægtefællens arbejdsplads, hvorefter klageren flygtede og senere blev tilbageholdt af al-Shabaab. For nævnet har klageren her som ved de øvrige divergenser i det væsentlige forklaret som ved asylsamtalen, idet klageren dog ikke forklarede, at det var faren, der foranledigede, at klageren blev sendt tilbage, efter hun var flygtet fra bopælen. Flygtningenævnet finder, at der er tale om omstændigheder af helt grundlæggende betydning for ansøgeren, og at klageren, uanset den tid, der er gået, må forventes at komme forklare ensartet herom. Det bemærkes, at klageren efter asylsamtalen fik referatet af samtalen læst op, og at klageren ikke havde bemærkninger. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret divergenserne med, at hun ikke var klar over, hvad forlængelsessamtalen skulle angå, idet hun troede, at samtalen vedrørte en familiesammenføringssag, hvorfor hun gik i panik, ligesom hun i øvrigt var træt og havde det dårligt. Nævnet finder imidlertid ikke, at disse forhold kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af indkaldelsen til forlængelsessamtalen, at samtalen angår spørgsmålet, om der er grundlag for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, og det fremgår af referatet af samtalen, at samtalen blev indledt med en redegørelse for formålet med samtalen, samt at klageren erklærede sig indforstået med, hvorfor hun var indkaldt til samtalen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hun boede sammen med den man fra Yemen, som hun angiveligt skulle giftes med, og om hvornår hun kom til skade i forbindelse med madlavning. Nævnet kan henvise til Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelse. Endelig kan Flygtningenævnet tiltræde vurderingen af, at klagerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at klageren til forlængelsessamtalen oplyste, at hun ikke har været uden for Danmark siden indrejsen i 2012, selv om klageren ifølge oplysninger fra de tyske myndigheder søgte asyl i Tyskland [en nærmere angiven dato i vinteren] 2017 under [et falsk navn]. Det fremgår således, at de tyske myndigheder identificerede ansøgeren på hendes fingeraftryk, og at de tyske myndigheder i forbindelse med deres behandling af sagen tog et fotografi, som i meget høj grad ligner klageren. Det bemærkes, at klageren for nævnet har erkendt, at hun var i Tyskland, hvor hun fik taget fingeraftryk, men klageren har forklaret, at hun ikke indgav ansøgning om asyl i Tyskland. Klageren har dog erkendt, at hun udfyldte et skema og i den forbindelse benyttede et falsk navn. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun har en individuel konflikt i Somalia, herunder med al-Shabaab, og at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at da nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring til grund, kan nævnet heller ikke lægge til grund, at klageren vil være uden mandligt netværk ved en tilbagevende til Somalia. Klageren har i øvrigt forklaret divergerende om sine familiemæssige forhold i Somalia. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds¬konventions artikel 3. Klageren har forklaret, at hun boede i Mogadishu fra hun var fire år og indtil udrejsen af Somalia i 2012. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at AMISOM siden 2013 har haft kontrollen over Mogadishu. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter baggrundsoplysningerne i øvrigt, at sikkerhedssituationen i Mogadishu nu har forbedret sig på en sådan måde, at enhver ikke ved sin blotte tilstedeværelse, risikerer at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Selv om situationen i Mogadishu fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig, kan forbedringerne af sikkerheds- og menneskerettighedssituationen ikke anses for at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som anført ikke sandsynliggjort, at hun har en individuel konflikt i Somalia eller er særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [en nærmere angiven dato i foråret] 2013, og klageren har oplyst, at hun er født [en nærmere angiven dato i foråret] 1978 og har boet i Mogadishu, siden hun var fire år og indtil udrejsen i 2013. Klageren har bestået Prøve i Dansk 1, har gennemført en mindre del af nævnsmødet på dansk og vist, at hun taler i et danske i vist omfang. Klageren har gennemført forskellige kurser. Klageren har været i 3 praktikophold af en varighed på i alt 8 måneder, og klageren har siden indrejsen i Danmark dels haft lønnet arbejde i 10 timer i [virksomhed] i [by], dels i 5 måneder gået med aviser i 15 timer om ugen, hvilket hun fortsat gør. Klageren har oplyst, at hun lider af stærk hovedpine, og at hendes læge har fortalt klageren, at klageren er stresset. Klageren har oplyst, at hun er uden netværk i Somalia, men nævnet kan som anført ovenfor heller ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Nævnet er opmærksom på oplysningerne om klagerens helbredsforhold, men finder ikke, at disse oplysninger kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/199/JABP
Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klannavn], subklan [klannavn] og er muslim af religiøs overbevisning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter vil blive tvangsomskåret. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun arbejdede på [navn]-markedet i Somalia sammen med sin far, hvor de siden 2008 solgte frugt til soldater fra AMISOM. I begyndelsen af [starten af] 2012 modtog klageren og hendes familie et trusselsopkald fra ukendte personer, idet faren blev ringet op og fik besked på at stoppe salget af frugter til soldaterne, idet de ellers ville få problemer. Få dage efter blev klageren og hendes familie angrebet. Fire maskerede mænd ankom til klagerens families bopæl, hvor de skuddræbte klagerens far og ligeledes skød klageren i hoften. Klageren har sidenhen fået fortalt af tilstedeværende, at de maskerede mænd ligeledes kastede en granat ind i huset, hvis splinter ramte klagerens to yngre søskende. Klageren og hendes far blev bragt til hospitalet. Faren blev begravet den følgende dag. Klageren tog herefter ophold hos sin tante, men da familien fortsat modtog trusselsopkald fra ukendte personer, sørgede klagerens tante for, at der blev fundet en agent, som skaffede klageren et somalisk pas. Klageren udrejste herefter af Somalia til Tyrkiet. Klageren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at det er en tradition at blive omskåret i Somalia, at hun selv er omskåret, og at hun ikke vil kunne modsætte sig presset fra omverdenen, således at hun ved en tilbagevenden til Somalia selv vil vælge at lade sin datter omskære for at undgå udstødelse. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt endvidere ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise klagerens forklaring om sine konflikter i Somalia, idet klageren havde forklaret detaljeret og troværdigt herom. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, idet de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, som følge af den påberåbte konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger herved efter det oplyste til grund, at klagerens konflikt med al-Shabaab beror på, at klageren sammen med sin far har solgt frugt til AMISON-soldater. Nævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er profileret i forhold til al-Shabaab på en sådan måde, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der foreligger sådanne forhold, der kan begrunde, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. For så vidt angår den af klageren påberåbte konsekvensstatus som følge af hendes datters samtidige asylsag lægger Flygtningenævnet i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder senest Lifos rapport ”Somalia – Kvinnlig könsstympning” af 16. april 2019, Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, ”FGM/Kvindelig omskæring” fra januar 2019 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men dette afhænger i høj grad af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. Flygtningenævnet finder, at den udstødelse, som klageren har angivet at frygte ved, at datteren ved tilbagevenden til Somalia ikke bliver omskåret, ikke kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnets flertal lægger efter klagerens forklaring til grund, at klageren ikke har talt med familien i Somalia om datterens omskæring. Flertallet lægger endvidere efter klagerens forklaring til grund, at klageren, der kommer fra Mogadishu, er imod omskæring, og at klageren under inddragelsessamtalen [i starten af] 2018 har forklaret, at hun sagtens kan sige nej, da hun har født pigen. Flertallet finder ikke, at det forhold, at klageren for nævnet har forklaret, at hun ikke vil kunne modsætte sig presset fra omverdenen, således at hun ved en tilbagevenden til Somalia selv vil vælge at lade sin datter omskære, kan føre til andet resultat. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at dette ikke stemmer overens med klagerens oprindelige forklaring. Nævnets flertal finder endvidere, at klagerens uddannelsesmæssige og sociale baggrund sammenholdt med Flygtningenævnets baggrundsoplysninger støtter, at klageren reelt vil have mulighed for at modsætte sig, at datteren bliver omskåret. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at klageren eller hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, aktuel, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/181/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Ashraf, subklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi al-Shabaab mistænker klageren for at have haft et udenomsægteskabeligt forhold til en mand. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i to måneder løbende havde talt med butiksejeren Farah om at indgå ægteskab. En dag mødtes klageren med ham i sit hjem. På et tidspunkt kom tre medlemmer fra al-Shabaab til klagerens bopæl. De sagde, at klageren og Farah havde gjort noget forbudt, og de blev derfor taget med til et arresthus. Klageren fik at vide, at hun ville blive dømt til stening. Dagen efter flygtede klageren ud af vinduet i et bederum, hvor hun var blevet anbragt. Klageren løb hjem til sin veninde, som hjalp klageren med at udrejse. Klageren har endvidere som et nyt asylmotiv under inddragelsessagen angivet en frygt for, at hendes datter, [A], født den […], vil blive udsat for tvangsomskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og klageren har i øvrigt angivet en frygt for, at [B], født den […], vil blive tvangsgift, og at hendes sønner [C], født den […], og [D], født den […], vil blive tvangsrekrutteret af militser, herunder af al-Shabaab. For så vidt angår [C] har klageren endvidere oplyst, at hun frygter at han vil blive overfaldet i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af den 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Det fremstår usandsynligt, at klageren under bevogtning af al-Shabaab ved tilbageholdelse i et arresthus uden problemer har kunnet flygte fra et rum i arresthuset ved at hoppe ud af et vindue. Det fremstår endvidere usandsynligt, at hun lod Farah komme ind på sin bopæl og opholde sig der sammen med klageren, selvom de begge vidste, at det var forbudt for en mand at være sammen med en enlig kvinde, og at det kunne medføre døden ved stening for klageren. Der henvises i den forbindelse til, at klageren under asylsamtalen [i starten af] 2014 har forklaret, at Farah havde fortalt hende, at han var blevet set af en nabo, da han besøgte klageren. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at klagerens utroværdighed er understøttet af hendes forklaring om, at hun ikke har kontakt med personer i Somalia, selvom det under partshøringen [i efteråret] 2017 er konstateret, at der var registreret flere udgående opkald til Somalia på klagerens telefon. Klagerens forklaring om, at en veninde har benyttet telefonen fremstår ikke overbevisende, idet der blandt andet henvises til, at klageren har forklaret divergerende om hvor længe veninden har besøgt klageren. Under partshøringen har hun oplyst, at veninden har besøgt hende over de sidste fire måneder, mens hun over for nævnet har forklaret, at besøget varede i to uger til en måned. Der henvises endvidere til, at klageren har forklaret, at familien ikke havde Facebook i Somalia, selvom det er konstateret, at der forinden klagerens udrejse i [efteråret] 2013 er foretaget flere Facebook-opslag i [foråret] 2013. Som følge af at klagerens forklaring om asylmotivet før udrejsen ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia må anses for en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om klagerens hjemby, [by], lægges til grund, at hjembyen siden den 22. marts 2014 har været under AMISOM-kontrol. Der kan blandt andet henvises til Kontrolkort PGN: Political Geography Now fra november 2018. Nævnet finder i øvrigt, at forholdene er ændrede og forbedrede på en sådan måde, at det ikke vil være i strid med EMRK art. 3 på ny at henvise klageren til at tage ophold i hjembyen. Ændringerne er således ikke af helt midlertidig karakter, selvom forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. En udsendelse af klageren til [by] vil således ikke længere udgøre en krænkelse af Danmark internationale forpligtelser. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [en nærmere angiven dato i foråret] 2014. Hun har været i praktik i 2,5 måned på en skole i […], hvor hun gjorde rent, og været i praktik i 3 måneder i et køkken i […]. Hun har endvidere i 3 måneder været i praktik i en butik i […]. Hun har bestået modul 5 i Dansk 1, og hun kan tale lidt dansk. Hun er ikke i beskæftigelse. Klagerens børn går i skole og i børnehave. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun har opholdt sig indtil udrejsen i 2013. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at man ikke finder, at klagerens sønner, [C], der er født den […], og [D], der er født den […], selvstændigt opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, idet nævnet ikke finder, at klagerens frygt for tvangsrekruttering af hendes sønner udgør asylbegrundende forhold. Der henvises til, at klagerens frygt for tvangsrekruttering alene bygger på hendes formodninger, og at hendes sønner ikke konkret har været udsat for forsøg herpå. For så vidt angår klagerens forklaring om at der har været forsøg på overfald på [C] forkaster Flygtningenævnet denne forklaring. Forklaringen fremstår udbyggende, og i øvrigt ikke kan anses for at være asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder heller ikke, at klagerens frygt for tvangsægteskab for datteren [B], der er født den […], er et asylbegrundende forhold efter udlændingelovens § 7. Der henvises i den forbindelse også til, at klagerens frygt alene bygger på hendes formodning, og at hendes datter ikke konkret har været udsat for forsøg på tvangsægteskab. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at klagerens forklaring om, at hun ikke har været i stand til at modsætte sig sin datter [B’s] tvangsomskæring i Somalia, må tilsidesættes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen om hændelsen har under nævnsmødet fremstået afglidende og upræcis. Herefter og med henvisning i øvrigt til klagerens generelle utroværdighed om asylmotivet og om hendes forhold i Somalia, finder flertallet, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne om tvangsomskæring af klagerens yngste datter [A]. Flertallet finder således ikke, at klagerens datter [A] selvstændigt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i og med at det ikke er sandsynliggjort, at der er en konkret risiko for, at datteren vil blive udsat for tvangsomskæring. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/154/JABP
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim fra landsbyen [A], regionen Gedo, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanerne […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, da han er flygtet for at undgå tvangsrekruttering. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien og lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om hans asylmotiv til grund. [I sommeren] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Klageren har forud herfor, [i begyndelsen af] 2017, modtaget en skrivelse fra Udlændingestyrelsen, hvoraf fremgår, at Udlændingestyrelsen ikke overvejede at inddrage hans opholdstilladelse som følge af forbedringer af de generelle forhold i visse områder i Somalia. Flygtningenævnet finder ikke, at Udlændingestyrelsen herved har afskåret sig fra på et senere tidspunkt at overveje ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Klageren har begæret sagen hjemvist til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen idet han angiveligt har en verserende familiesammenføringssag vedrørende sin ægtefælle og sine børn, der opholder sig i en flygtningelejr i Etiopien. Udlændingestyrelsen har oplyst, at det er almindelig praksis at udsætte en familiesammenføringssag på Flygtningenævnets afgørelse af spørgsmålet om nægtelse af forlængelse. Flygtningenævnet har derfor ikke fundet anledning til at hjemvise sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han i 2014 flygtede fra Somalia på grund af en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab, der ønskede at rekruttere ham og hans dengang 14-årige søn [B] til at deltage i væbnet kamp for al-Shabaab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring på væsentlige punkter fremstår divergerende, idet klageren ikke har kunnet forklare sammenhængende om de relevante tidspunkter for de begivenheder, der førte til hans udrejse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en meget dårlig hukommelse, som er blevet forværret efter hans flugt, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være særlig profilleret i forhold til al-Shabaab, og at han af den grund risikerer overgreb fra al-Shabaab. Klageren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han ikke længere har en konflikt med Marehaan klanen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det område, klageren kommer fra i Gedo-regionen omkring landsbyen [A], er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at situationen i Gedo-området er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at situationen i [A] forsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Flygtningenævnet lægger til grund, at forbedringerne ikke er af helt midlertidig karakter under henvisning til, at AMISONs de factokontrol ikke har ændret sig siden september 2015. Flygtningenævnet lægger således til grund, at området ikke er kontrolleret af al-Shabaab. Oplysningerne i Dansk Flygtningehjælps Temarapport, Somalia, Sikkerheds- og menneskerettighedssituationen i al-Shabaab-kontrollerede områder, Fokus på situationen for somaliske statsborgere, der vender tilbage efter flere års ophold i Vesten, juli 2019, findes derfor ikke at være dækkende for det område, som klageren kommer fra. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen i [A] i Gedo-regionen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til dette område ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende efter udlændingelovens § 26, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 inddrages, når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag L nr. 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning kan antages at virke særligt belastende. Klageren er født og opvokset i [A] i Gedo-regionen, hvor han boede frem til sin udrejse i 2014, dog afbrudt af en årrække, hvor han angiveligt opholdt sig i Kenya. Klageren taler somali. Klageren deltager i danskundervisning, men har ikke bestået nogen prøver i dansk. Klageren har deltaget i to praktikforløb. Det ene måtte dog afbrydes som følge af, at klageren fik mavesår. Klageren har ikke haft noget arbejde. Han har søgt arbejde i produktionsvirksomheder, men de har afvist hans ansøgning på grund af hans alder. Han har fulgt den plan, som kommunen havde for ham, og som gik ud på at finde et arbejde, som passede til hans alder og helbredsforhold. Dette er dog blevet sat i bero, efter at hans opholdstilladelse blev nægtet forlænget. Klageren har oplyst, at han har et netværk i Danmark, og at han deltager i fodbold og svømning. Han er ikke medlem af nogen foreninger. Klageren har oplyst, at han ikke har noget netværk i Somalia, idet hans ægtefælle og samtlige børn opholder sig i en flygtningelejr i Etiopien. Han har senest haft kontakt med ægtefællen i 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ikke har noget netværk i Somalia. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren tidligere har forklaret, at han forud for udrejsen opholdt sig hos sin svoger og dennes familie i [C] i Somalia. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet herefter ikke, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særlig belastende for ham jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/202/CHA
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen hawiye, subklanen [A] og underklanen [B]. Han er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som har slået hans far ihjel, fordi klageren var professionel løber. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af familierne til to dræbte personer fra al-Shabaab, da han angav de to personer til politiet, hvorefter de blev dræbt af politiet. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren indtil sin udrejse løb for et hold, som hørte under [en myndighed]. Nævnet kan ikke udelukke, at hans far blev dræbt af al-Shabaab, da faren greb ind i en konflikt, hvor klageren blev truet. Nævnet bemærker dog, at klageren ikke ved samme lejlighed blev forsøgt dræbt. Nævnet tilsidesætter klagerens forklaring om en senere episode, hvor to personer angiveligt blev dræbt af politiet på foranledning af klageren. Nævnet lægger vægt på, at klageren ikke har omtalt denne episode i sit asylskema eller under samtalen [i starten af] 2013, men først under samtalen med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2013. Klageren forklarede under denne samtale, at han så personerne havde en dåse, at han kørte til gerningsstedet med AMISOM soldater, og at bomberydderne var fra Uganda, samt at episoden fandt sted tre dage efter drabet på hans far. Under samtalen [i vinteren] 2017 har klageren forklaret, at han ikke så nogen genstand blive gravet ned, at han tog til stedet med det lokale politi, og at udrejsen fandt sted mindre end et år efter episoden. For nævnet har klageren først forklaret, at han så en genstand blive gravet ned. Han har efterfølgende ændret dette til at han ikke så en genstand, for til sidst at bekræfte, at han så en dåse. Han har forklaret indledningsvis, at han tog til gerningsstedet med det lokale politi, men forklarede efter et forehold, at han ikke kunne huske om AMISOM også kom til stede. Han har anslået, at der gik mere end en uge fra hans far blev dræbt til episoden med bomben. Han har forklaret, at han udrejste cirka ti dage efter episoden. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at klageren ikke kunne genkende bombemændene, der viste sig at være hans bedste venner, når han i dagslys passerede dem gående på fem-seks meters afstand. Idet den seneste episode tilsidesættes, og da klageren ophørte med at løbe for [en myndighed] og på baggrund af, at der er gået mere end syv år siden drabet på faren, finder nævnet ikke, at klageren er særligt profileret. Betingelserne for inddragelse er derfor opfyldt, når henses til, at Mogadishu gennem de senere år har været under myndighedernes kontrol. Selvom klageren har været i Danmark i mere end seks år, har haft arbejde i næsten to år, og har erhvervet sig et vist kendskab til dansk, finder nævnet ikke, da han ikke har opnået en erhvervsmæssig uddannelse eller har familie i Danmark, samt da han var næsten 18 år, da han kom til Danmark, at klageren har opnået en sådan tilknytning til landet at en inddragelse vil være særligt belastende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/201/snd
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at han tilhører klanen […] og er muslim fra [byen X], Middle Juba, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet han i strid med al-Shabaabs regler har huller i ørerne, og som følge heraf var han fængslet forud for udrejsen af Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som barn fik lavet huller i ørerne. [I efteråret] 2011 blev klageren tilfangetaget af tre medlemmer fra al-Shabaab, da de opdagede klagerens huller. Klageren var herefter fængslet i ti dage, hvor han dagligt blev afhørt samt udsat for vold og trusler om, at al-Shabaab ville skære ørerne af ham. Efter ti dage blev klageren løsladt af den lokale leder af al-Shabaab, på trods af at de øvrige medlemmer fortsat ønskede at tilbageholde klageren og skære ørerne af ham. Klageren udrejste herefter [i efteråret] 2011. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen meddelte klageren [i sommeren] 2018, at styrelsen overvejede at inddrage vedkommendes opholdstilladelse, idet sikkerhedssituationen i det sydlige og centrale Somalia efter de foreliggende oplysninger var forbedret. Udlændingestyrelsen indkaldte i den forbindelse klageren til partshøring, der fandt sted [i sommeren] 2018, for at give klageren mulighed for at kommentere på de foreliggende baggrundsoplysninger. Udlændingestyrelsen traf [i slutningen af 2018] afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, idet styrelsen fandt, at klageren havde opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren til samtalen [i sommeren 2018] ikke havde været i stand til at redegøre for centrale oplysninger om sit hjemområde og sit oprindeligt oplyste asylmotiv, samt at han ikke havde været i stand til at dokumentere sin identitet. Flygtningenævnet finder efter forløbet af nævnsmødet og klagerens forklaring om sin identitet, at grundlaget for vurderingen af, om klagerens opholdstilladelse skal inddrages, må ske efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Navnlig efter indholdet af samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 og efter klagerens forklaring i nævnet, kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring om sit modsætningsforhold til al-Shabaab til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under inddragelsessamtalen i [sommeren 2018] ikke kunne huske centrale dele af sit asylmotiv, herunder hvor længe han var fængslet, om han blev løsladt fra eller flygtede fra fængslet, og hvor mange personer fra al-Shabaab, der hentede klageren på bopælen. Først i forbindelse med klagerens forklaring i Flygtningenævnet har klageren givet en mere detaljeret forklaring om omstændighederne i forbindelse med fængslingen, hvilket klageren under nævnsmødet har oplyst skyldtes, at han under inddragelsessamtalen var forvirret, ligesom han havde det dårligt og var i chok. De nævnte forhold må anses for centrale elementer i klagerens forklaring om sit asylmotiv. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab fremstår så mangelfuld og utroværdig, at den ikke kan lægges til grund. Den omstændighed, at klageren er analfabet, kan ikke føre til en anden vurdering af karakteren af klagerens forklaring om asylmotivet. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia, ligesom der heller ikke er andre omstændigheder i sagen, der kan indebære, at klageren i øvrigt må anses for særligt negativt profileret i forhold til al-Shabaab, herunder alene som følge af at han siden barndommen har haft huller i ørerne. Om den generelle sikkerhedssituation i Somalia og i klageren hjemområde i [byen X], Middle Juba, henvises i det hele til de baggrundsoplysninger om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, og til Flygtningenævnets nyere praksis i øvrigt. Det fremgår blandt andet heraf, at al-Shabaab fortsat har indflydelse i klagerens hjemområde, men at de fortrinsvis går efter højtprofilerede mål, og ikke civile mål. Nævnet tiltræder på denne baggrund, at forholdene i klagerens hjemområde i [byen X] i Somalia er således forbedrede, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for overgreb i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i området. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet det bemærkes, at sagen ikke skal behandles efter den nye regel i udlændingelovens § 19 a, der trådte i kraft den 1. marts 2019. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold, således som disse fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af 7. juni 2018, finder nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at navnlig varigheden af klagerens ophold i Danmark sammenholdt med oplysningerne om hans danskkundskaber, tilknytningen til arbejdsmarkedet og foreningslivet sammenholdt med oplysningerne om hans tilknytning til Somalia, ikke er tilstrækkelige til, at der ikke skal ske inddragelse under henvisning til, at en inddragelse vil være særligt belastende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/197/JEA
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klannavn], subklan [klannavn], subsubklan [klannavn] og er sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by] i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Somalia arbejdede i en butik ejet af to personer, hvoraf den ene var tilknyttet al-Shabaab og ønskede, at klageren ligeledes tilsluttede sig al-Shabaab. Klageren nægtede med henvisning til, at han var familiefar. [I foråret] beskyldte ejeren klageren for at have stjålet penge fra butikken og hentede tre mænd fra al-Shabaab, som førte klageren hen til et af al-Shabaabs opholdssteder, hvor klageren blev fængslet. Den efterfølgende morgen blev klageren stillet for en sheik udpeget af al-Shabaab, der agerede som dommer og dømte klageren til at få afhugget et ben og en arm. Klageren blev herefter fængslet igen. Senere samme dag mødte klageren en gammel ven ved navn [A], som arbejdede som vagt for al-Shabaab. [A] mente, at klageren var blevet uretfærdigt dømt og ønskede også selv at forlade al-Shabaab, hvorfor han bad klageren holde sig vågen den pågældende aften. Under påskud af at skulle følge klageren på toilettet, flygtede [A] og klageren fra stedet, idet de hoppede over en mur og krydsede et vandløb og derved ankom til landsbyen [landsbynavn], hvor de fik et lift af en lastbilchauffør til [by]. Herfra tog [A] og klageren hver deres transportmiddel til Mogadishu. Klageren udrejste herefter af Somalia. Klageren har videre oplyst, at hans far blev tilbageholdt og fængslet af al-Shabaab efter klagerens flugt, og at faren døde efter at have siddet fængslet i to dage. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter blodhævn fra klanen [klannavn], som følge af at klagerens bror har slået et af klanens medlemmer ihjel, idet vedkommende chikanerede klagerens søster. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. For så vidt angår klagerens frygt for de generelle forhold i Somalia fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle situation i den sydlige og centrale del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering til grund, at de generelle forhold i den centrale og sydlige del af Somalia er forbedret, selvom forholdene fortsat er alvorlige og må betragtes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af midlertidig karakter. Det bemærkes endvidere, at [by] efter baggrundsoplysningerne i længere tid har været kontrolleret af AMISOM. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [by] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om centrale punkter af sit asylmotiv. Han har således til sine samtaler med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2013 og [i efteråret] 2013 for eksempel forklaret, at han først mødte den person, som han tidligere havde spillet fodbold med, i fængslet, da han var tilbage i cellen efter at have været i retten. Under samtalen i nævnsmødet forklarede klageren derimod, at han mødte personen allerede i retten. Endvidere har klageren under nævnsmødet svaret afglidende på spørgsmål om konkrete forhold under fængslingen, ligesom hans svar i flere tilfælde ikke har forekommet selvoplevede. Hertil kommer, at klageren under sine tidligere samtaler har forklaret divergerende om, hvorvidt hans far døde i fængslet eller efter fængslingen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om sin frygt for blodhævn til grund. Nævnet bemærker herved indledningsvis, at klagerens troværdighed generelt er svækket som følge af, at hans forklaring om konflikten med al-Shabaab er tilsidesat. Endvidere lægger nævnet vægt på, at klagerens frygt for blodhævn alene hviler på oplysninger fra hans hustru, ligesom det forekommer påfaldende, at hustruen, der befinder sig i Uganda, og som ikke har en telefon, har adgang til oplysninger fra hjemegnen, som klageren ikke selv har søgt nærmere oplysninger om. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren på nuværende tidspunkt har haft lovligt ophold i Danmark i fem år og lidt over tre måneder. Han har haft arbejde i sammenlagt 31 måneder af denne periode, heraf har han de sidste 17 måneder haft fast arbejde på fuld tid som specialarbejder, og der er under sagen fremlagt en udtalelse fra hans arbejdsgiver. Han har bestået prøve i Dansk 2 og flere AMU-kurser, og han er medlem af en somalisk forening. Det lægges samtidig til grund, at hans hustru og børn er bosat i Uganda, hvorfra de har fået afslag på familiesammenføring til klageren i Danmark. Herudover har klageren sin mor i Somalia. Endvidere lægges det til grund, at klageren er sund og rask. Efter en samlet vurdering af disse omstændigheder finder nævnet, at en inddragelse af opholdstilladelsen må antages ikke at være særligt belastende for klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/196/TLNJ
Nævnet hjemviste i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [klannavn], subklanen [klannavn] og familieklanen [klannavn]og er sunnimuslim af religiøs overbevisning fra landsbyen [by] i regionen [navn på region], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i foråret 2012 indgik ægteskab med sin ægtefælle, men først fortalte sin far herom i [efteråret] 2013. Klagerens far blev indledningsvis sur, men accepterede sidenhen ægteskabet. På et tidspunkt i [slutningen af] 2013 besøgte nogle mænd klagerens bopæl for at bede om klagerens hånd på vegne af klagerens nabo [A], som var medlem af al-Shabaab. Klagerens far afviste forespørgslen med henvisning til, at klageren allerede var blevet gift uden hans forudgående accept. Om aftenen [i slutningen af] samme år blev klagerens bopæl opsøgt af bevæbnede maskerede mænd, som gav klageren bind for øjnene og førte hende og hendes bror ud i en skov, hvor de blev placeret op af et træ. Klagerens bror blev først slået med en geværkolbe af en af mændene, som troede, at broren var klagerens ægtefælle, hvorefter han fik skåret halsen over. Klageren fik igen bind for øjnene og blev kørt hjem til [A], som hun blev viet med. Klageren opholdt sig herefter i [A]s hjem i næsten to måneder, indtil hun om aftenen [starten af] 2014, da hverken [A] eller vagterne var til stede, formåede at flygte derfra. Klageren løb i omkring en halv time og stoppede til sidst ved et hus, hvor en kvinde gav hende lov til at overnatte. Den efterfølgende aften kørte kvindens nevø klageren til [by], hvorfra klageren kom videre til [by], før hun udrejste af Somalia til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt endvidere ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til det syd-centrale Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, idet forklaringen herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om centrale punkter vedrørende sit asylmotiv. Herunder forklarede klageren for eksempel under samtalen [i efteråret] 2017, at hun iblandt de mænd, der opsøgte hendes familie på bopælen [i slutningen af] 2013, kunne genkende en person ved navn [B], der også kendte hendes far og bror. Under nævnsmødet har hun derimod forklaret, at hun ikke kender en person ved navn [B], og at hun ikke har forklaret som anført i referatet af samtalen [i efteråret] 2017. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at det af nyere oplysninger fremgår, at USA gennem den senere tid har forøget presset på al-Shabaab i området omkring [by] navnlig ved luftangreb, herunder ved brug af droner. Det er imidlertid ikke nærmere belyst, hvorvidt personer, der hjemsendes fra Vesten til området, risikerer at blive beskyldt for at være spioner af al-Shabaab som følge af dette forøgede pres. Som følge heraf hjemvises sagen til Udlændingestyrelsen til på baggrund af nyere og opdaterede oplysninger at vurdere den sikkerhedsmæssige situation i tilfælde af hjemsendelse af personer til [by].” Soma/2019/195/TLNJ
Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [en by], Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [X], subklanen [Y] og familieklanen [Z]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun er blevet gift uden tilladelse. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun blev gift med sin anden ægtefælle et stykke tid efter, at hun var blevet skilt fra sin første ægtefælle. Hun valgte ikke selv at blive gift med sin første ægtefælle. Klageren blev hemmeligt gift med sin anden ægtefælle og klageren kendte hverken sheikhen eller vidnerne ved vielsen. Efter vielsen fortsatte parret med at ses i skjul. Omkring et halvt år efter vielsen begyndte klageren at få kvalme og kaste op, da hun var blevet gravid. Hendes bror opdagede graviditeten og havde i øvrigt også hørt rygter om klageren, og han kunne derfor regne ud, at hun var blevet gift med en anden mand. Herefter begyndte klagerens problemer og klageren blev slået af sin bror, hvorfor hun tabte barnet. Broren opsøgte også ægtefællens bopæl og tilbageholdt ham i 7 måneder, hvor klageren ikke så ham. Efter 7 måneder kom ægtefællen tilbage til klagerens bopæl for at tale med klagerens mor. Mens ægtefællen talte med klagerens mor, kom klagerens bror og nogle medlemmer af al-Shabaab til bopælen og tog både ægtefællen og klageren med. Klageren har ikke set ægtefællen siden. Klageren fik bind for øjnene og ved derfor ikke, hvor hun blev ført hen, men hun blev senere kastet ud fra et bjerg og brækkede i den forbindelse ryggen tre steder og brækkede benet. Klageren blev også bevidstløs i forbindelse med faldet og vågnede først op i sin mosters hjem, hvor hun fik behandling for sine skader. Mosteren hjalp også klageren med at finde en agent, der kunne hjælpe hende ud af landet. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt, men kunne ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund.[I vinteren] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun i 2014 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med sin bror, [B], og med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet finder klagerens forklaring om, at hun er efterstræbt af sin bror, [B], og af al-Shabaab er divergerende og utroværdig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har afgivet modstridende oplysninger om, hvordan klageren holdt hendes og [Æ’s] ægteskab hemmeligt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at hendes ægtefælle [Æ] ikke oplyste klager om, hvor han havde opholdt sig i de 7 måneder, hvor han angiveligt var tilbageholdt af al-Shabaab. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke forekommer sandsynligt, at klagerens bror, [B], tilbageholdt [Æ] i 7 måneder for derefter at løslade ham uden betingelser og så samme dag tage ham med igen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens forklaring omkring, at hun blev smidt ud fra et bjerg ikke forekommer selvoplevet og ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke har kunnet forklare nærmere om bjerget, hvor hun angiveligt blev kastet ned, herunder hvor langt der var ned. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på klagerens forklaring om, at hun brækkede ryggen tre steder og brækkede et ben og kun fik naturmedicin og et bræt bundet om benet for at holde på det brækkede ben, og herefter kunne flygte ud af Somalia efter kort tid ikke forekommer sandsynlig. Endvidere har klageren forklaret divergerende om, hvor lang tid efter skaderne, hun udrejste. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren oplyst, at det var efter en dag. Til asylsamtalen har klageren oplyst, at hun påbegyndte sin udrejse 5 dage efter hun pådrog sig skaderne. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er særlig profileret eller har en individuel konflikt med sin bror [B], al-Shabaab eller andre parter i Somalia. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at klager er analfabet. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at klagerens forklaring, herunder om, at hun er uden mandligt netværk, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor klageren angiveligt kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen omkring [en by] i det centrale Somalia, hvor klageren angiveligt kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til området ved [en by] i det centrale Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det af klageren anførte om hendes helbredsforhold kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for de sygdomme, hun har angivet at have udover blodmangel. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 inddrages, når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag L nr. 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning kan antages at virke særligt belastende. Klageren er født og har angiveligt boet i det centrale Somalia frem til sin udrejse i 2014 og taler somalisk. Klagerens mor og flere brødre og søstre opholder sig fortsat i Somalia. Klageren har oplyst, at hun har taget modul 1-5 i Dansk 1, men ikke har bestået prøve 1 i dansk. Klageren har ikke fået nogen egentlig arbejdsmarkedstilknytning. Klageren har oplyst, at hun været i praktik på Social- og Sundhedsskolen i [en dansk by] og har taget et rengøringskursus og et servicefag på Teknisk Skole, og at hun kommer i [en forening i en dansk by]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk.1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/193/JAH
Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [en by] i den sydlige del af Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [X], underklanen [Y] og subklanen [Z]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han bliver slået ihjel af al-Shabaab, da de har kontrollen i hans hjemområde, og han ikke har overholdt deres aftale. Videre frygter klageren undertrykkelse, da han tilhører en minoritetsklan. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for al-Shabaab har klageren oplyst, at al-Shabaab forlangte, at klageren hver måned betalte dem 3-400 dollars, fordi han ejede en butik. Klageren kunne ikke betalte alle pengene, men formåede nogle gange at betale et mindre beløb såsom 50 eller 100 dollars. Omkring tre måneder inden sin udrejse [i foråret] 2013 blev klageren første gang opsøgt af al-Shabaab. Da klageren ikke kunne betale pengene, fik han valget mellem at betale eller samarbejde med al-Shabaab. Klageren kunne ikke betale og skulle derfor samarbejde med al-Shabaab og udføre de opgaver, han blev tildelt. Klageren prøvede at skaffe pengene i to-tre måneder. I perioden blev han dagligt opsøgte af personer fra al-Shabaab. I [vinteren] 2013 blev klageren tilbageholdt af al-Shabaab. Tre tildækkede personer kom til klagerens butik og sagde, at klageren skulle følge med, da han ikke havde betalt. Klageren gik med, da han frygtede at blive slået ihjel, hvis han modsatte sig. Klageren var tilbageholdt i et døgn og blev kun løsladt, fordi han lovede at samarbejde med al-Shabaab. Klageren fik lov at tage hjem, inden han skulle begynde at udføre opgaver for dem. Da klageren kom hjem gav hans far ham nogle penge. Han forlod herefter byen og udrejste af Somalia. Til støtte for sit asylmotiv om sit klantilhørsforhold har klageren oplyst, at hans klan er en minoritetsklan. De havde derfor ikke rettigheder og hvis de fik problemer, så der var ingen, som kunne hjælpe dem. Klagerens familie er flygtet til Kenya, fordi de blev undertrykt. Familien blev opsøgt flere gange i hjemmet, fordi de skulle oplyse, hvor klageren befandt sig. Klageren sendte derfor familien penge, så de kunne forlade byen. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at al-Shabaab har opkrævet skatter af ham i hans butik, men finder ikke at lægge klagerens forklaring om, at om at han i 2013 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab forårsaget af, at han ikke kunne betale al-Shabaab tilstrækkeligt, hvorefter han blev tilbageholdt 1 døgn og slået og fik valget at blive skudt eller tilslutte sig al-Shabaab, hvorefter det lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende omkring, al-Shabaabs opsøgninger af ham, herunder hvor ofte han blev truet og hvad der skete i den forbindelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens forklaring om al-Shabaabs tilbageholdelse af ham ikke forekommer selvoplevet og ikke forekommer sandsynlig. Det af klageren anførte om hans klanforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor ansøgeren kommer fra er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 inddrages, når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag L nr. 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning kan antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [en by] i Lower Shabelle, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger siden marts 2014 de facto har haft kontrollen i [en by]. Forholdene i [en by] i Lower Shabelle er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [en by] i Lower Shabelle ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i [en by] i Lower Shabelle i Somalia frem til sin udrejse i 2013, og klageren taler somalisk. Klagerens far opholder sig fortsat i Somalia. Klageren har oplyst, at han har bestået Dansk 1 og Dansk 2. Der er ikke fremlagt beviser herfor i sagen. Klageren har modtaget offentlige ydelser fra [vinteren] 2013 til [foråret] 2017, med undtagelse af perioden fra [foråret] 2016 til [efteråret] 2017. Klageren har gennemført to praktikforløb på 6 og 9 måneders varighed og har været tilknyttet et slagteri i 6 måneder som vikar. Klageren har haft deltidsarbejde fra [foråret] 2017 til [foråret] 2018 hos [en dansk virksomhed]. Klageren har netop taget et buskørekort og har oplyst, at han skal til samtale og at han har fået lovning på ansættelse i [en dansk virksomhed]. Klageren er medlem af en somalisk fodboldklub og har været medlem af [en forening] og har fornyligt meldt sig i ind i Socialdemokratiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/192/JAH
Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [en by], Galgaduud, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [Z], subklanen [X]og familieklanen [Y]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia, frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab eller Murursade-klanen. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for al-Shabaab har klageren oplyst, at han arbejdede i sin mors butik. En morgen omkring klokken 08 i midten af 2013 blev han opsøgt af to drenge fra al-Shabaab, der var mellem 13 og 15 år gamle. Drengene ville have klageren til at betale skat, hvilket klageren først troede, var en joke. Det gik dog op for klageren, at det var alvor, da drengene begyndte at slå ham med en kæp. Herefter forlod drengene butikken. Drengene var i butikken omkring 10 minutter. En time senere blev klageren opsøgt af en leder fr al-Shabaab, som var sammen med fire andre medlemmer. Lederen spurgte klageren, hvorfor han ikke betalte skat, hvortil klageren svarede, at det ikke var hans butik, og at han i øvrigt ikke havde solgt noget den dag. Lederen forstod dette som, at klageren var imod islamisk fremgang, hvorfor klageren blev anholdt. Lederen og medlemmerne var i butikken omkring 20 minutter. Herefter blev klageren ført til et fængsel, hvor han var tilbageholdt i fem dage. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Klageren havde også i 2013 nægtet at lade sig rekruttere til al-Shabaab. Efter fem dage blev klageren løsladt, fordi hans morbror havde lavet en aftale med al-Shabaab om, at morbroren garanterede for, at klageren ikke forlod landsbyen. Omkring en måned efter klagerens løsladelse angreb al-Shabaab klagerens bopæl, hvor klageren selv, klagerens forældre og yngste bror var hjemme. Under angrebet blev klagerens far og lillebror skudt og dræbt, mens klageren besvimede. Da klageren kom til bevidsthed igen, fik han penge af sin mor til at udrejse. Klageren udrejste herefter. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for Murursade-klanen har klageren oplyst, at han tilhører en mindretalsklan, som altid har levet under diskrimination, chikane og trusler fra majoritetsklanen i klagerens hjemområde. Klanen tog dele af klagerens morbrors jord, ligesom de udsatte ham for fysiske overgreb, fordi han talte med piger fra andre klaner. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt, men Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. [I foråret] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han i 2014 flygtede fra Somalia på grund af konkrete konflikter med henholdsvis al-Shabaab og Murursade-klanen til grund. Flygtningenævnet finder klagerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Shabaab og Murursade-klanen divergerende, udbyggende og utroværdig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende omkring episoden, hvor klageren angiveligt blev fængslet af al-Shabaab. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 har klageren oplyst, at han blev fængslet af al-Shabaab i 5 dage. I asylskemaet [fra sommeren] 2015 har klageren ikke oplyst om fængslingen. I asylskemaet oplyste klageren, at hans far og bror blev dræbt af al-Shabaab, og at klageren på den baggrund flygtede for at redde sit liv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om sin morbrors kontakt med al-Shabaab i forbindelse med klagerens løsladelse. Til asylsamtalen forklarede klageren, at hans morbror henvendte sig til Murursade-klanens ældreråd, hvorefter ældrerådet overtalte al-Shabaab til at løslade klageren. Til samtalen [i vinteren] 2018 forklarede klageren, at hans morbror henvendte sig direkte til al-Shabaab i fængslet, og at det var morbroren, der talte direkte med lederen af al-Shabaab. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om al-Shabaabs forsøg på at hverve klageren. Til asylsamtalen forklarede klageren, at al-Shabaab har forsøgt at hverve ham 10 gange. Til samtalen [i vinteren] 2018 forklarede klageren, at al-Shabaab har forsøgt at hverve ham 3-4 gange. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om de angivelige drab på hans far og lillebror. Til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har klageren forklaret, at hans far og lillebror blev skudt. Til samtalen [i vinteren] 2018 har klageren forklaret, at hans far og lillebror blev skudt og halshugget. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at hans far og lillebror blev kvalt og derefter skudt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at han gemte sig i en tønde i 3 timer med vand til over næsen, og at han besvimede i tønden i forbindelse med at al-Shabaab var på familiens bopæl og angiveligt dræbte hans far og lillebror, ikke kan være rigtig, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at al-Shabaab ikke ransagede bopælen og søgte efter klageren, da de angiveligt ville rekruttere klageren. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at al-Shabaab angiveligt ville rekruttere klageren, der da var omkring 30 år, og hans 16 årige lillebror, men ikke ville rekruttere klagerens andre brødre, der da var 17 år, 18 år og 19 år. Det forhold, at klageren frygtede Murursade-klanen kan ikke føre til en ændret vurdering, da det vurderes, at det beror på klagerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt af Murursade-klanen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har haft personlige konflikter med Murursade-klanen, men at det alene kan lægges til grund, at klageren angiveligt har oplevet en generel diskrimination og chikane som følge af hans klanforhold, hvilket ikke kan antages at have den fornødne intensitet og karakter, der kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren er analfabet henset til oplysningerne om, at han er undervist hjemme, har gået i privatskole i 1 år og efter egne oplysninger selv har udfyldt asylskemaet. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være særlig profileret eller har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [en by] i Galgaduud, hvor ansøgeren angiveligt kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [en by] i Galgaduud er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [en by] i Galgaduud-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 inddrages, når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag L nr. 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning kan antages at virke særligt belastende. Klageren er født og har angiveligt boet i [en by] i Galgaduud i Somalia frem til sin udrejse i 2014 og taler somali. Klageren har oplyst, at han bestået dansk prøve 1 og prøve 2 i dansk, men klageren har ikke fremlagt prøvebeviser. Klageren har været i praktikforløb i tre forskellige virksomheder i 3 måneder hvert sted og har fra [foråret] 2019 opnået fastansættelse i en virksomhed. Klageren har været medlem af Røde Kors i 4 år. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/191/JAH
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk somali og tilhører klanen Reer Hamer fra Mogadishu, Somalia. Klageren er tidligere muslim af trosretning, men oplyser, at hun ikke længere er troende. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at hun udrejste af Somalia på grund af borgerkrigen. Klageren mistede både sin far og brødre forud for udrejsen, og klagerens mor opholder sig i Kenya. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel på grund af sit udseende, på grund af sin levemåde og den omstændighed, at hun ikke længere er troende muslim. Klageren frygter endvidere at blive slået ihjel på grund af sit klantilhørsforhold. Klageren har til støtte herfor anført, at hendes fars klan lå i krig med en anden klan, og klageren frygter, at hun vil opleve problemer på baggrund af sit tilhørsforhold til klanen Reer Hamer, idet de fleste fra hendes klan er flygtet eller døde. Klageren frygter desuden, at hun grundet sit udseende og sin væremåde vil skille sig ud, ligesom hun ikke længere betragter sig selv som muslim, og dermed vil være i risiko for at blive slået ihjel. Efter de foreliggende oplysninger om klagerens situation tiltrædes det, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive anset for at være en enlig kvinde uden netværk, og at hun på dette grundlag isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det tiltrædes desuden, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund og finder således ikke grundlag for nu at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke konkret har oplevet trusler eller individuel forfølgelse som følge af sit udseende eller sin levemåde, herunder som følge af at hun angiveligt er frafalden muslim og ikke i øvrigt overholder de muslimske påklædningsregler, og som følge af, at hun lider af HIV. Klageren har heller ikke på det foreliggende ukonkrete grundlag sandsynliggjort, at hun vil opleve asylbegrundende forfølgelse som følge heraf ved en tilbagevenden til Somalia. Den omstændighed, at klageren tilhører en minoritetsklan, er heller ikke et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om klagerens forhold, herunder karakteren af de afsagte straffedomme og oplysningerne om hendes personlige, helbredsmæssige og familiemæssige forhold, herunder en voksen datters ophold her i landet, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., jf. § 7. De af klageren påberåbte formildende omstændigheder i forbindelse med det strafbare forhold, der gav anledning til, at klageren ved Vestre Landsrets dom af 8. oktober 2017 blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at klageren nu angiveligt ikke længere har et misbrug af euforiserende stoffer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/190/CABV
Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunnimuslim og tilhører klanen Isaaq fra Haji Saleh i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold for enlige kvinder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun har levet som nomade på grænsen mellem Somalia og Etiopien i området omkring Haji Saleh, siden hun var 17 år. I starten af 2017 rejste ansøgeren til Addis Ababa for at finde sin søn, [A]. Ansøgeren rejste sammen med en gruppe mennesker, der ligeledes ledte efter deres børn. Ansøgeren ledte efter [A] i omkring fem måneder, før hun opgav at finde ham. På dette tidspunkt fik ansøgeren at vide, at alle de dyr, som ansøgeren og de andre, der levede i området omkring Haji Saleh, havde levet af, var døde som følge af tørke i området. Personerne, der tidligere havde levet som nomader i området, opholdt sig derfor nu i forskellige flygtningelejre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det er uklart, hvor ansøgeren kommer fra. Ansøgeren har forklaret, at hun er født i Sablale i Somalia, og da hun var 2-3 år gammel, hvor hendes far døde, tog hun med sin mor til Aware i Etiopien, og at hun blev gift, da hun boede i Aware, hvorefter hun flyttede til Gashamo i Etiopien. Ansøgerens datter, [B] har i sin asylsag i 1994 oplyst, at hendes mor, [ansøgerens navn], var født i Hargeisa i Somalia og opholdt sig i en flygtningelejr i Etiopien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun har boet i en flygtningelejr. Ved samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at hun ikke har boet i en flygtningelejr. Ved mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hun i perioder i 90´erne har opholdt sig i en flygtningelejr. Ansøgerens datter har i sin asylsag oplyst, at ansøgerens mor opholdt sig i flygtningelejr i Etiopien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i det meste af sit liv har opholdt sig i det nordlige Somalia og i Etiopien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring finansieringen af hendes udrejse. Ved oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælles klan, Habar Jonis klanen, samlede penge ind til ansøger, da hun skulle finde sin søn i Etiopien, og at hun brugte disse penge til at rejse rundt i Etiopien og til efterfølgende at betale forskellige menneskesmuglere for at bringe hende til Danmark. For Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at hun selv havde haft mange dyr, og at hun selv havde finansieret udrejsen. Foreholdt forklaringen fra oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren nu, at klanen også havde bidraget til rejsen. Flygtningenævnt har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hendes ægtefælles klan, Habar Jonis klanen, før hendes udrejse havde taget sig af ansøger og støttede hende økonomisk, hvilket var i 9-10 år, og at ansøgerens forklaring om, at alle hendes mands klans familiemedlemmer, herunder hendes mands 10 søskende og deres børn er døde, er uklar, usammenhængende og usandsynlig og afglidende. Ansøgerens forklaring om hendes søn, [A], er tillige divergerende. Til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han for 9 år siden rejste bort, og at hun ikke ved, hvor han tog hen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [A] rejste med i strømmen af unge mænd, der søgte mod Europa, og at hun ikke ved, hvor han er i dag. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er divergenser mellem ansøgeren og ansøgerens datters forklaring i hendes asylsag i 1994 om ét af ansøgerens børn. Ansøgerens datter har i sin asylsag oplyst om en søster [C], der var født i 1997. Denne datter har ansøger ikke oplyst om. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens datter i sin asylsag har oplyst at hun og hendes 4 søskende var født i Hargeisa i Somalia. Ansøger har til asylsamtalen oplyst, at hun har født alle sine børn i Haji Saleh. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hun fandt ud af, at hendes datter var i Danmark. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hun først fandt ud af det for kort tid siden. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun vidste det, før hendes søn [A] rejste. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun ikke har haft kontakt med sin datter [B] i over 25 år, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund, herunder hendes forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/188/MAH
Nævnet hjemviste i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Efter klagerens forklaring for nævnet blev sagen drøftet, idet klageren efter det oplyste har haft fuldtidsbeskæftigelse i Danmark i bl.a. samme virksomhed i en periode på to år, hvilken periode dog har været afbrudt af barselsorlov eller lignende. Nævnet bemærkede, at det fremgår af regeringspapir af 25. juni 2019 (Politisk forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten: Retfærdig retning for Danmark), at den nye regering vil indføre regler, der giver flygtninge, der har været i beskæftigelse i Danmark i to år, mulighed for at blive, mens de er i beskæftigelse i pågældende ansættelsesforhold, idet fortsat ophold ved anden beskæftigelse i samme branche og på tilsvarende ansættelses- og lønvilkår også vil kunne godkendes. Klagerens advokat og Udlændingestyrelsens repræsentant havde lejlighed til at udtale sig herom, hvorefter de tilsluttede sig, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder det rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens stillingtagen til, om sagen skal sættes i bero for at afvente ovennævnte initiativ, og i givet fald styrelsens stillingtagen til, hvilken betydning de nye regler vil have i denne sag.” soma/2019/186/DH
Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning. Klageren tilhører klanen Hawiye, subklanen […] og subsubklanen […] og er fra […], Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, herunder at han frygter familiemedlemmer, som er medlem af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klageren og hans familie blev opsøgt på deres bopæl af medlemmer fra al-Shabaab, som ville have betaling. Klagerens bror blev senere slået ihjel af al-Shabaab, idet familien ikke ville betale. Klageren blev selv på et tidspunkt taget med af al-Shabaab, hvorefter han blev instrueret i at varetage opgaver for al-Shabaab, men klageren ønskede ikke dette. Senere blev klageren opsøgt på sin bopæl af medlemmer fra al-Shabaab, hvoriblandt var familiemedlemmer til klageren. Klageren var ikke hjemme, og flygtede derefter fra Somalia. Klageren har endelig oplyst, at al-Shabaab vil beskylde ham for at være vantro og for at være en forræder. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet klageren har haft en plausibel forklaring på de divergenser, der er fremhævet af Udlændingestyrelsen. Flertallet kan herefter lægge til grund, at klageren, da han udrejste fra Somalia, var efterstræbt af al-Shabaab, idet han ikke havde meldt sig til tjeneste efter udløbet af den fastsatte frist. Klageren har forklaret, at tre navngivne familiemedlemmer har tilknytning til al-Shabaab. Klageren må derfor anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er klagerens hjemby kontrolleret af al-Shabaab, hvorfor flertallet finder, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia fortsat vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra primo] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/184/ajev
Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim. Ansøgerens mor tilhører hovedklanen [klannavn], subklan [klannavn]. Ansøgerens far tilhører hovedklanen [klannavn], subklan [klannavn]. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret. Til støtte for asylmotivet har ansøgerens forældre oplyst, at omskæring af kvinder følger af kulturen i Somalia, hvorfor de frygter, at ansøgerens mors familie og andre personer i Somalia, som ansøgerens far er flygtet fra, vil udsætte ansøgeren for omskæring. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder senest Lifos rapport ”Somalia – Kvinnlig könsstympning” af 16. april 2019, Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, ”FGM/Kvindelig omskæring” fra januar 2019 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men dette afhænger i høj grad af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. Flygtningenævnet finder, at en eventuel frygt for, at ansøgeren og hendes forældre vil blive udstødt af samfundet, hvis de modsætter sig omskæring, ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forældres forklaringer til grund, at de begge er imod omskæring. Flygtningenævnet finder endvidere, at navnlig ansøgerens mor må anses for at have de fornødne personlige ressourcer til at modstå omgivelsernes pres for omskæring. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens mor trods sin manglende uddannelse og tilknytning til det danske arbejdsmarked fremstår personligt stærk, og hun har været i stand til at tage sig af ansøgeren alene. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forældre ved en tilbagevenden til Somalia reelt vil have mulighed for at modsætte sig, at datteren bliver omskåret. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, aktuel, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/183/2019
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
